Et brev fra Det Styrende Råd
Et brev fra Det Styrende Råd
APOSTELEN PAULUS gav denne tilskyndelse i Første Thessalonikerbrev 5:18: „Sig tak i forbindelse med alt.“ I det forløbne tjenesteår har vi modtaget mange gaver fra Jehovas gavmilde hånd som vi alle har grund til at sige tak for. I overensstemmelse med sit løfte har Jehova ’åbnet himmelens sluser for os og tømt velsignelse i overmål ud over os’, velsignelser der utallige gange har gjort os glade og taknemmelige. — Mal. 3:10; Sl. 33:1.
Rapporten over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i tjenesteåret 1998, på side 32-39, viser at et højt hyldestråb har lydt over hele jorden. Et nyt højdepunkt på 5.888.650 forkyndere har ladet stemmen lyde i lovsang til Jehova. (Sl. 66:1, 8) Deriblandt var de 316.092 nye der blev døbt. Og da mindehøjtiden blev overværet af 13.896.312, er der udsigt til at endnu flere millioner en dag vil påkalde Jehovas navn. Vi takker Jehova for de mange der nu indsamles. — Sl. 30:4.
I begyndelsen af tjenesteåret var forkyndere i hele verden med til at sprede Rigets Nyheder nr. 35. De støttede trofast og nidkært kampagnen og fik mange gode oplevelser og rige velsignelser. (Ordsp. 10:22; 28:20) Kort tid efter havde ældste og menighedstjenere gavn af Rigets Tjenesteskole. De blev opmuntret og satte stor pris på den undervisning de fik. Der blev lagt særlig vægt på hyrdearbejde, undervisning, forkyndelse og samarbejde i enhed. I breve der afspejler taknemmelighed over for Jehova, har mange givet udtryk for hvor meget dette kursus betød for dem.
I maj begyndte der at blive afholdt områdestævner og internationale stævner. Delegerede fra 160 lande overværede de ni internationale stævner i Nordamerika. Gileadmissionærer, internationale medarbejdere, brødre der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, betelmedarbejdere der tjener uden for deres hjemland, og andre med missionærstatus overværede stævnerne og var med på programmet. Mange af dem gav udtryk for værdsættelse af de gavmilde bidrag der var blevet ydet så de kunne overvære et stævne i deres hjemland.
Tusinder af besøgende delegerede fra hele kloden fik logi hos deres kristne brødre og var med i deres dagligdag. Det styrkede den inderlige kærlighed som forener Jehovas folks verdensomspændende brodersamfund. (1 Pet. 4:8; 5:9) I forbindelse med de internationale stævner blev der vist kærlighed og gæstfrihed i større omfang end nogen sinde før. I breve beskrev brødrene de rørende optrin da værter med glædestårer i øjnene og en klump i halsen blev præsenteret for deres gæster, der viste de samme følelser. En vært skrev: „Tak for den mest vidunderlige oplevelse i vores liv.“ Og en delegeret fra Sydafrika skrev: „Vi vil aldrig glemme . . . den velkomst vi fik. . . . Den har for altid givet os større værdsættelse af det verdensomspændende brodersamfund — en vidunderlig gave fra vor himmelske Fader, Jehova.“
De delegerede ved stævnerne i Storbritannien, Tyskland og Grækenland følte det på samme måde. De var begejstrede for stævneprogrammet, samværet med forkyndere fra andre lande og rundvisningen på Selskabets afdelingskontor. Mange sendte breve der udtrykte værdsættelse af og taknemmelighed for det de havde oplevet.
Stævnerne resulterede i at der blev aflagt et meget stort vidnesbyrd. Offentligheden indså at der lå noget ganske særligt bag temaet „Guds vej — den bedste livsform“, som kunne læses på forsiden af programmet og på de reversmærker som brødrene bar.
I den resolution der blev vedtaget ved disse stævner, gav vi udtryk for at vi er besluttede på at blive ved med at følge denne livsform i alt hvad vi gør — i vort privatliv, i familien, i den kristne menighed og i det verdensomspændende brodersamfund. —Fordi vi har valgt at følge denne livsform, er vi meget gunstigt stillede. Den åndelige tilstand der findes blandt Guds folk i dag, er en slående kontrast til de frafaldne og andre der hævder at kende og tilbede Gud, men som fornægter ham ved deres gerninger. (Tit. 1:16) De inspirerede ord i Esajas 65:13, 14 henleder opmærksomheden på denne forskel: „Se! Mine tjenere skal spise, . . . drikke, . . . fryde sig, . . . råbe af glæde af et veltilpas hjerte, men I [frafaldne] skal skrige af hjerteve og hyle af sønderbrudt ånd.“ Vi har fået en fantastisk arv! Lad os altid være taknemmelige for alt det Jehova gør for sit folk i vor tid.
Nogle af vore trosfæller har måttet gennemgå store lidelser på grund af økonomiske vanskeligheder, forfølgelse, terrorisme og krig. Ikke så få er blevet ofre for katastrofer som oversvømmelser, orkaner og vulkanudbrud. Men de har ikke mistet håbet. Jehova har holdt dem oppe gennem alle deres trængsler, så de jubler over hans veje og kan forblive i en godkendt tilstand i hans øjne. — Rom. 5:3-5.
Trods de problemer vi udsættes for i disse vanskelige tider, er vi et lykkeligt folk der kan glæde sig over mange velsignelser. (Sl. 3:8; 144:15b) Vi håber at vi i fremtiden vil kunne hjælpe mange flere til at gå på Jehovas vej, for vi har selv erfaret at det er den bedste livsform. Trods deres travle tilværelse er der stadig tid til at de kan lære Jehovas vej at kende og få gavn af hans tålmodighed, som det fremgår af årsteksten for 1999. Den er taget fra Andet Korintherbrev 6:2: „Se! Nu er det en frelsens dag.“ Det er nu der skal handles! Lad os være taknemmelige for at vi har den forret at fortælle dette til alle der vil lytte.
I forening med jer følger vi med glæde Guds vej, den bedste livsform.
Jeres medtjenere
Jehovas Vidners Styrende Råd