Højdepunkter fra det forløbne år

De internationale stævner med temaet „Guds vej — den bedste livsform“ var blandt det forløbne års mest spændende begivenheder. De var et håndgribeligt bevis på at Jehovas tjenere virkelig er en del af „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som Jehova nu forbereder til livet i den nye verden. (Åb. 7:9, 10) Efter at have overværet et af disse stævner sagde en forkynder fra Guadeloupe at han nu for første gang ’virkelig forstod’ at indsamlingen af den store skare er en realitet.

Aldrig før har så mange deltagere i internationale stævner været på farten. Titusinder af delegerede rejste  til andre lande eller endda andre kontinenter for at overvære stævner. Og i den forbindelse kom det meget klart til udtryk at de udgør en international familie.

Fra slutningen af maj og til slutningen af august blev de internationale stævner „Guds vej — den bedste livsform“ holdt i forskellige byer i De Forenede Stater, Canada og Storbritannien, og senere blev der afholdt flere stævner i Tyskland og i Grækenland. Ved hvert af disse stævner holdt medlemmer af Det Styrende Råd foredrag, som i mange tilfælde blev tolket. Samtidig blev i hundredvis af områdestævner afholdt i Nordamerika og Europa.

Da det første af de internationale stævner begyndte i San Diego i Californien den 22. maj, opdagede stævnedeltagerne til deres glæde at der var 45 missionærer fra 14 lande iblandt dem. To uger senere mødtes spansktalende forkyndere på det samme stadion. Over 3100 af de 25.181 der overværede dette stævne, var delegerede fra andre lande. Talere fra Argentina, Chile, Costa Rico, El Salvador, Mexico, Peru, Spanien og Uruguay havde indlæg på programmet, så de glade og begejstrede tilhørere kom til at høre mange forskellige spanske dialekter.

Ugen efter kom tilhørertallet ved stævnet i Pontiac i Michigan op på 42.763, og mindst 44 lande var repræsenteret ved stævnet. Storbritannien, Tjekkiet og Sydafrika havde hver sendt delegationer på over 300 stævnedeltagere. Stævnedeltagerne var kommet fra 14 lande i Europa, 8 i Afrika, 20 i Nord- og Sydamerika og 2 i Asien. I nogle tilfælde havde hele familier, eller endda hele menigheder, hjulpet med at dække udgifterne så i det mindste én i familien eller i menigheden kunne komme af sted. Det virkede meget opildnende på tilhørerskaren at der var så mange delegerede til stede fra udlandet. Og de foredrag der blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd — broder Schroeder, broder Barr og broder Sydlik — rørte  deres hjerte. Som en forkynder sagde, var dette stævne ’noget de ville fortælle de kommende generationer om, og sikkert også de foregående generationer, efterhånden som de bliver oprejst!’ — Jævnfør Salme 48:1, 12-14.

Samtidig med stævnet i Pontiac blev der holdt fire andre stævner i Montreal, i staten Quebec i Canada, på fransk, portugisisk, græsk og arabisk. Det gjorde et dybt indtryk på brødrene at medlemmer af Det Styrende Råd, hvoraf nogle var højt oppe i årene, gjorde så meget for at betjene dem. Tilhørertallet nåede op på 33.242 med 4071 delegerede fra andre lande. Store delegationer kom fra Frankrig og Brasilien, og mange andre kom fra Belgien, Guadeloupe og Martinique. Tretten afrikanske lande var repræsenteret. Blandt de delegerede var en søster fra Mali i Vestafrika der havde været pioner i mange år. En forretningskvinde som hun regelmæssigt leverer bladene til, havde været så venlig at betale hendes rejse. Et brasiliansk par der havde solgt deres bil for at skaffe penge til turen, sagde: „Det er den bedste investering vi nogen sinde har foretaget.“

De følgende to weekender i juni blev der holdt yderligere to stævner — i Vancouver på Canadas vestkyst. Den samlede tilhørerskare kom op på 22.273, og der var talrige delegerede fra steder så fjernt fra hinanden som Sydøstasien og Nordeuropa (deriblandt Danmark). Samtidig med det sidste stævne i Vancouver blev der holdt endnu et stævne — i Toronto i Ontario. Foruden canadiere var der delegerede fra Tyskland, Polen, Finland, Østrig og mange andre lande i Europa og i Afrika. Tilhørertallet kom op på 41.381. Stævnerne i Canada blev overværet af delegerede fra i alt 52 lande — det kan da kaldes en international skare!

I De Forenede Stater blev der fra 3. til 5. juli holdt syv samtidige stævner nær Stillehavskysten i Long Beach, Californien. Programmet foregik på kinesisk (både kantonesisk og mandarin), engelsk, italiensk, japansk, koreansk, tagalog  og vietnamesisk, og alle stævnerne blev holdt i forskellige faciliteter i det store Long Beach Convention Center. Tilhørertallet varierede fra 552 i den vietnamesiske afdeling til 12.659 i den engelske. Store delegationer fra Østen og Italien nød fællesskabet med dem der var kommet fra Nord- og Sydamerika, Østeuropa og Afrika. Nogle havde gjort en helt ekstraordinær indsats for at overvære stævnet. I pauserne gik stævnedeltagere iført deres hjemlands dragter fra den ene sproggruppe til den anden og gav hånd, omfavnede hinanden, udvekslede adresser og fotograferede. En broder der var med til at organisere dette stævne, skrev: „Alle stævner er dejlige; deres virkning breder sig som ringe i vandet og kan mærkes i flere måneder efter. Men dette stævne var ikke bare et lille bølgeskvulp; det var snarere en flodbølge. Det havde en enorm indvirkning på de delegerede.“

Stævnerne i Long Beach blev fulgt af endnu et spansk stævne — denne gang i Houston i Texas. Blandt de 34.257 tilhørere var der 2820 delegerede fra 14 fremmede lande, som fik logi i 1217 hjem hos gæstfri lokale forkyndere hvor der både var hjerterum og husrum.

Noget af det der gjorde størst indtryk på stævnedeltagerne, var den varme modtagelse de fik — den broderkærlighed som blev vist dem af trosfæller de aldrig før havde mødt. De havde læst om det internationale brodersamfund. De vidste at Jehova lærer sit folk at vise en sådan kærlighed. (Hebr. 13:1, 2; 3 Joh. 5-8) Men nu mærkede de selv broderkærligheden på helt nye måder. I lufthavnene fik de delegerede en hjertelig velkomst af brødre og søstre, unge såvel som gamle. Det var også blevet arrangeret at gæsterne fra udlandet skulle indlogeres hos lokale forkyndere, og det resulterede i mange gode oplevelser.

I Texas blev flere hundrede busser med delegerede dirigeret til Rosenberg-stævnehallen, hvor de skulle møde deres værter. Her stod en flok på cirka 500 forkyndere som klappede og  råbte velkommen når de delegerede ankom. I Belleville i Michigan var der døgnet rundt flere hundrede forkyndere til at tage imod busserne med trætte delegerede. Da de delegerede kom ind i stævnehallen, blev de budt velkommen af et kor af stemmer der sang „Brødre i tusindtal“ og „Vidner for den sande Gud“. I stævnehallen i Mira Loma i Californien var der mange tosprogede til stede, så de sang „Vi takker dig, Jehova!“ på skiftevis engelsk og spansk, ét vers ad gangen. Det var så smukt og rørende at mange måtte finde lommetørklæderne frem.

I Michigan var der dobbelt så mange sengepladser til rådighed som der var brug for; mange havde nemlig ringet og bedt om at få den forret at have nogle af de besøgende venner boende. De der ikke kunne tilbyde gæsterne logi, hjalp med mad og transport. Nogle af stævnedeltagerne opdagede at værterne ikke bare åbnede deres hjem for dem, men også gav dem deres egne senge for selv at sove på gulvet. Om aftenen når dagens program var forbi, samledes flere familier eller endda hele menigheder for at spise sammen med de delegerede, enten i hjemmene eller ude i naturen. De sang, dansede folkedanse og fortalte oplevelser. Det var virkelig en fiesta! Selv om mange af de delegerede ikke talte samme sprog som værtsfamilien — eller i bedste fald kun kunne sige et par enkelte ord på deres sprog — var der ingen kommunikationsproblemer. Da tiden var inde til at tage afsked, var det ikke kun sprogvanskeligheder der gjorde det svært at sige noget. De var også overvældet af følelser. Der var blevet lagt en god grundvold for at knytte livslange venskaber.

Det var ikke kun de delegerede der havde gavn af den private indlogeringsordning. Et par i Canada der havde åbnet deres hjem for nogle stævnedeltagere, skrev: „Vi spekulerede alle sammen på hvordan det mon ville være at have nogle som  vi ikke kendte, boende hos os i en hel uge. Men vi opdagede at en uge var alt for kort tid!“ En enlig mor skrev: „Jeg havde den store forret at have et par fra Frankrig på besøg, og det var utrolig berigende både for mine børn og mig selv. Jeg kan kun sige at det var en vidunderlig, herlig og uforglemmelig oplevelse.“ En anden familie, der havde en gæst fra Togo, skrev: „Vi kan ikke beskrive den glæde vi følte, og den kærlighed der opstod imellem os . . . Det var en fantastisk oplevelse! Jehova har givet os alt hvad vi kunne ønske os.“

 Delegerede fra 87 lande lagde også vejen ind omkring hovedkontoret for at besøge Jehovas synlige organisation, der nu har forskellige afdelinger i Brooklyn, New York, Wallkill (144 kilometer fra Brooklyn) og Patterson (112 kilometer fra Brooklyn). Fra den 28. maj til den 20. juli havde hovedkontoret over 14.500 på rundvisning! Mange gav udtryk for at det var „en drøm der var gået i opfyldelse“. En gruppe der havde været på rundvisning i Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, udtrykte deres følelser ved at stille sig op i spisesalen efter middagsmåltidet og synge sang nr. 42, „Dette er vejen“, i smuk, firstemmig harmoni. Mange var så rørte over den kærlighed og gæstfrihed de mærkede, at de havde tårer i øjnene da  de takkede de brødre og søstre der havde vist dem rundt. Men det var ikke kun gæsterne besøget havde gjort indtryk på. Betelfamiliens medlemmer siger også at det er en tid de aldrig vil glemme!

De der overværede de internationale stævner i Europa, erfarede noget lignende. I juli begyndte de delegerede at ankomme til Storbritannien. Fra 24. til 26. juli blev der holdt stævne samtidig i ni byer. Programmet var det samme skønt det blev afviklet på engelsk, fransk, spansk og punjabi. Når  medlemmer af Det Styrende Råd holdt foredrag, blev stævnepladserne forbundet via telefonnettet. Delegerede fra over 60 lande var samlet til stævnerne her.

Et af programmets højdepunkter var interview med missionærer og internationale medarbejdere som var kommet fra 45 lande. De fortalte tilhørerne om de glæder og udfordringer der er forbundet med at tjene i et andet land. Susan Snaith fra Vestafrika erkendte: „Man kan have stærk hjemve, især i det første par måneder efter at man er flyttet til et nyt distrikt, men bevidstheden om at ens forældre støtter og opmuntrer en, hjælper en til at blive i distriktet.“ Doreen Kilgour, der gennem mange år har virket som missionær i Sydafrika, sagde: „Det vigtigste er at man holder af mennesker. Hvis man virkelig gør det og hjælper dem til at elske Jehova og til at vandre ad Jehovas vej, hjælper det også en selv til at blive ude i distriktet.“ Myrna Simms fra Ecuador tilføjede: „Tænk ikke så meget på det du har ladt bag dig. Koncentrér dig om det arbejde  der skal gøres. Fokusér ikke på de negative ting. Se ud over dem, og husk at vi har et stykke arbejde der skal gøres!“ Og Anne Crudass fra det krigshærgede Liberia sagde: „Det er meningen at vi skal opmuntre de lokale brødre og søstre, men det er faktisk os der er blevet opmuntret af dem. Vi har set deres nidkærhed, deres tro og deres mod under krigen; vi har set hvordan de tager sig af hinanden og sætter livet på spil for hinanden. . . . Vi har selv mærket brødrenes kærlighed og omsorg. Vi er nu blevet evakueret fra vores distrikt fire gange, . . . og når vi har været flygtninge, har brødrene været så bekymrede for os og for vores åndelige sundhed at de har skrevet smukke opbyggende breve til os. . . . Alt dette har gjort det let for os at vende tilbage til Liberia selv når situationen i landet har været ustabil.“

Få dage efter at stævnerne i Storbritannien var slut, begyndte andre stævner i Tyskland. Forkynderne i værtsbyerne uddelte invitationer til offentligheden. Det gav dem lejlighed til at forklare folk at internationale stævner, hvoraf der skulle holdes fem i Tyskland, er en del af vort verdensomspændende program for undervisning i Bibelen. Hele programmet blev afviklet på 13 sprog. Under særlige programafsnit var alle fem stævnebyer (Berlin, Nürnberg, München, Dortmund og Stuttgart) forbundet via telefon. Det højeste antal tilhørere var 217.472, hvoraf cirka 45.000 var kommet fra andre lande. Mange stævnedeltagere var kommet fra Østeuropa. Mindst 150 missionærer, internationale medarbejdere og betelmedarbejdere der tjener i andre lande, var blandt stævnedeltagerne.

Fra 21. til 23. august, ved tjenesteårets slutning, blev der holdt endnu et epokegørende internationalt stævne, denne gang i Athen. Trods vrede og modstand fra de græsk-ortodokse præsters side samledes 39.324 stævnedeltagere fra 21 lande. Uanset hvor de delegerede tog hen, i Athen og andre steder i Grækenland, aflagde de et enestående vidnesbyrd  gennem deres opførsel, påklædning og fremtoning, og gennem deres forkyndelse og det læsestof de uddelte. De græske forkynderes gæstfrihed var så stor og rørende at selv om Jehovas folk er vant til at mærke den kristne kærlighed, måtte mange give glædestårerne frit løb. Og når man så grækere og tyrkere omfavne og kysse hinanden med tårer i øjnene og vise eller modtage gæstfrihed, måtte man erkende at det var et mirakel som kun Jehova kunne stå bag!

Vi er nu kommet ind i et nyt tjenesteår, og der afholdes flere internationale stævner, nemlig i Afrika, Latinamerika, Korea og Australien.

Kampagnen med Rigets Nyheder

Noget af det der er allervigtigst for os, er forkyndelsen. Det er en gerning Jehova har givet os gennem sin Søn. Og vi forkynder et budskab som mennesker har et meget stort behov for. (Es. 43:10-12; Matt. 24:14) I det forløbne år har 5.888.650 været med i denne gerning og i alt brugt 1.186.666.708 timer i forkyndelsen. Der er blevet aflagt et kolossalt vidnesbyrd! En spændende side af forkyndelsen i det forløbne tjenesteår var kampagnen med Rigets Nyheder nr. 35, der rejste spørgsmålet „Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?“ Det var meget aktuelt at appellere til folks ønske om kærlighed, et ønske som Gud har nedlagt i alle mennesker. Budskabet var magtfuldt, og mange oprigtige mennesker lyttede til det.

Der blev trykt næsten 400.000.000 eksemplarer af traktaten på 166 sprog. De 27 af disse sprog bliver talt i Rusland, og på 10 af sprogene havde vi aldrig tidligere trykt bibelsk læsestof. Mange afdelingskontorer var også opmærksomme på de mange udenlandske grupper i deres distrikt og sørgede for at traktaten blev uddelt på 10, 20 eller endda 30 forskellige sprog.

Da en forkynder i Ghana spredte Rigets Nyheder fra gård til gård, mødte hun et ægtepar der var midt i et skænderi. Forkynderen viste dem hurtigt Rigets Nyheder nr. 35 med den  fængende forsidetekst „Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?“ Det fik straks parret til at falde til ro. Søsteren tog sig tid til at gennemgå traktaten sammen med dem, og hun viste dem ud fra Bibelen hvad der er årsagen til ufreden, og hvad Guds rige vil udrette for menneskene. Ved samtalens slutning sagde manden: „Det var helt sikkert Gud der sendte dig herhen med den pjece.“ De tog begge med glæde imod tilbudet om et bibelstudium. Det samme gjorde 1850 andre der sendte en kupon med en anmodning om et gratis bibelstudium ind til afdelingskontoret. I Malawi modtog brødrene 1900 af disse kuponer fra læsere; i Zimbabwe var det 2717, i Polen 1346 og i USA 2525. I Rusland skrev 7100 til afdelingskontoret og spurgte om nogen ville læse Bibelen med dem.

Traktatens smukke omslag, tankevækkende titel og opmuntrende indhold var netop hvad folk i det krigshærgede Sri Lanka havde brug for. Hundreder af kuponer blev sendt til afdelingskontoret med anmodninger om brochurer, og en stor del af dem bad også om et bibelstudium. Mange af dem der bad om studier, er nu forkyndere af den gode nyhed, og nogle er endda blevet døbt.

Tredive forkyndere i Cameroun lejede en bus for at tage ud med traktaten til et distrikt der lå cirka 70 km fra deres rigssal i Garoua. Om formiddagen gennemgik de distriktet med traktater, og om eftermiddagen viste de videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation for 182 interesserede. Efter filmen bad mange om mere læsestof. Der blev oprettet flere bibelstudier, og menigheden sendte en pioner ud i distriktet for at pleje interessen.

Da Rigets Nyheder nr. 35 blev spredt i Den Demokratiske Republik Congo, tog mange ivrigt imod den; andre var blevet ufølsomme på grund af livets mange problemer og modtog den kun tøvende. Da forkynderne genbesøgte en kvinde som tilhørte den sidste gruppe, fandt de ud af at hun var meget syg  og ikke havde penge til at købe den nødvendige medicin. Forkynderne skaffede medicinen til hende. Det blev hun meget rørt over, og som følge deraf blev der oprettet et studium med hende og hendes fire børn. En anden oplevelse drejer sig om en ung mand der fik traktaten, men mente at dens indhold var udtryk for praleri fra Jehovas vidners side. Senere sad han i en bus der blev angrebet af røvere. Han stod tilbage om natten uden penge i et område hvor han ikke kendte nogen. Han fulgte derfor med et Jehovas vidne der også havde været med bussen, og som også var blevet udplyndret. De fandt frem til et hus hvor der boede en forkynder, og her blev de budt velkommen, fik nattely og blev hjulpet videre på deres færd næste morgen. Da den unge mand kom hjem, fortalte han sine venner hvad han havde oplevet, og sagde: „Jehovas vidner praler ikke. Der er sand kærlighed blandt dem, og de elsker virkelig deres næste.“ Samme dag blev der oprettet et bibelstudium med ham.

En menighed i det nordlige Chile tilskyndede forkynderne til at give traktaten til hvem som helst, hvor som helst. En forkynder besøgte den lokale radiostation. Traktatens indhold gjorde et så stort indtryk på speakeren at han afbrød formiddagens program og læste hele Rigets Nyheder nr. 35 op for lytterne.

I Italien blev Rigets Nyheder givet til en nonne der ventede på en bus, og det førte til daglige bibeldrøftelser på 10-15 minutter ved busstoppestedet. Efter halvanden måned fik nonnens værdsættelse af sandheden fra Bibelen hende til at forlade klosteret. Hun var dybt taknemmelig for at lære at Guds rige vil omdanne jorden til et sted hvor menneskene vil vise hinanden sand kærlighed, uden race- eller sprogmæssige skranker. Hun vendte tilbage til sit hjemland, Guatemala, hvor hun fortsatte med at undersøge Bibelen sammen med sin kødelige søster, der i forvejen var et af Jehovas vidner.

 Vagttårnets Uddannelsescenter

Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, spiller en stor rolle for den verdensomspændende forkyndelse af Guds rige.

I 1994 var byggearbejdet i Patterson så langt fremme at det var muligt at begynde at flytte nogle af Selskabets større afdelinger ud på Vagttårnets Uddannelsescenter. I løbet af nogle måneder flyttede man en del af arkitektkontoret, tjenesteafdelingen, redaktionens korrespondanceafdeling, Translation Services (der i øjeblikket samarbejder med oversætterhold i 116 lande), den juridiske afdeling (der tager sig af juridiske behov i forbindelse med Jehovas Vidners virksomhed i hele verden) og illustrationsafdelingen (der beskæftiger sig med detaljerne i forbindelse med illustrationerne i bøger, blade, brochurer osv.) sammen med alle de nødvendige servicefunktioner.

I marts 1995 blev Gileadskolen flyttet fra Wallkill til de nye bygninger i Patterson. Siden da er der blevet sendt gileaduddannede missionærer ud til 51 lande i Mellem- og Sydamerika, Afrika, Østeuropa, Østen og på Stillehavsøerne. Desuden har 336 brødre der er medlemmer af afdelingskontorernes udvalg i 106 lande, gennemgået et særligt kursus.

En ny bygning til en audio-videoafdeling er nu blevet fuldført på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson. Den 20. april 1998 begyndte kontorer og udstyr at blive flyttet ind i bygningen. I disse nye faciliteter vil man kunne udnytte mulighederne på det audiovisuelle område mere effektivt.

Denne nye bygning er naturligvis ikke begyndelsen på Selskabets arbejde på dette felt. Foruden det arbejde der udføres på hovedkontoret, indspilles der på omkring 30 afdelingskontorer kassettebånd med oplæsning fra Bibelen eller fra blade og brochurer eller med hørespil på det lokale  sprog. Der er nu udgivet kassettebånd på 61 sprog. Båndene på nogle få af disse sprog er tilgængelige i hele verden. Der fremstilles også cd’er med forskellige arrangementer af Rigets sange, og på ni sprog er der udgivet en cd-rom med studiemateriale (Watchtower Library).

Der fremstilles videofilm på 41 sprog. Manuskripterne udarbejdes på hovedkontoret, og Selskabet har samlet et bibliotek med over 2100 videobånd hvorfra der kan tages materiale. Videofilmene optages ikke kun i Patterson, men i mange andre dele af verden. De originale masterbånd og den engelske udgave redigeres nu i Selskabets nye audio-videoafdeling i Patterson. I Selskabets studie i Holland gøres de ikke-engelske film klar til kopiering. Talen optages i lydstudier på flere forskellige afdelingskontorer og sendes derefter til Holland, hvor den mixes med filmens musik og lydeffekter, samt eventuelle tekster, således at der fremstilles et masterbånd for hvert sprog. Afdelingskontoret i Japan udfører en del af det tilsvarende arbejde for landene i Østen.

Man er også i stor udstrækning begyndt at bruge videofilm med tegnsprog. Det skyldes til dels forståelsen af at tegnsprog er særegne sprog og ikke blot visuelle versioner af de talte sprog. Da de døve begyndte at modtage videofilmene på tegnsprog, så nogle af dem det som et vidnesbyrd om at Jehova ikke havde glemt dem, men også viser omsorg for de døve. Selskabet fremstiller videofilm med tolkning til tegnsprog indkopieret oven i den allerede eksisterende film. Der findes også videofilm med nogle af Vagttårnets trykte publikationer på tegnsprog. Disse bruges i de fleste tilfælde i forbindelse med bibelstudier med døve, og videofilmene indeholder derfor også spørgsmål så man kan bruge filmene interaktivt. Desuden findes der film med sang på tegnsprog som bruges til at lede forsamlingen i sang. Selskabet  vil sørge for at kontorerne i USA, Mexico, Brasilien, Japan, Danmark og Holland yder den nødvendige hjælp i forbindelse med videofilmprojekter med tegnsprog. På de fleste af de nævnte afdelingskontorer vil man også redigere tegnsprogsfilmene.

I de senere år er der sket en stor vækst med hensyn til forkyndelse på tegnsprog. I Korea, hvor man gennem flere år har været opmærksom på dette behov, er der nu 17 tegnsprogsmenigheder. I USA er der 19 tegnsprogsmenigheder, og i Rusland er der én menighed og 43 mindre grupper. Også i andre lande har det givet gode resultater at forkynde for de døve. I hele verden er der nu cirka 80 menigheder og mange flere grupper. Ligesom deres brødre og søstre der taler hørlige sprog, ser døve Jehovas vidner ivrigt frem til den dag hvor sprogforskelle ikke længere udgør en hindring for fri kommunikation. Men allerede nu hvor vi bruger mange sprog, taler vi alle ’det rene sprog’ og har den forret at vi i forening kan gøre Jehovas godhed kendt. — Zef. 3:9.

Øjenvidner til gode gerninger

Det glæder Jehova at se sine tjenere tage nidkært del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Men deres eksemplariske adfærd og gode gerninger bemærkes i mange tilfælde ikke af andre eller misforstås desværre. Hvordan er det muligt at informere og oplyse fornuftige, men fejlinformerede personer om dette? — 1 Pet. 2:12.

Under ledelse af Redaktionsudvalget forsøger Jehovas Vidners Informationstjeneste at dementere fejlagtige oplysninger om Guds tjenere så folk vil være mere modtagelige for budskabet om Riget. Informationstjenesten forsøger derfor at give offentligheden større viden om Jehovas Vidner ved at udarbejde positivt oplysningsmateriale der kan udsendes til medier, lærere og andre.

 Etnisk og sekterisk vold er et meget stort problem i hele verden. For at hjælpe unge til at tage afstand fra fordomme og vold forsøger mange lærere at indprente deres elever etiske værdier. Hvordan kan Jehovas Vidner hjælpe med dette? En forkynder i Sverige sendte videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror til en fremtrædende embedsmand. Det resulterede i at repræsentanter for regeringen indbød nogle Jehovas vidner til at deltage i en landsomfattende oplysningskampagne om Holocaust med titlen Levende Historie. De ville gerne have at vore brødre skulle oplyse skolebørn og folk i almindelighed om Jehovas Vidner i nazitiden. Derefter blev lærerne tilskyndet til at bede Jehovas Vidner fortælle deres klasser om etik og moral ud fra erfaringen fra nazitiden.

Andre steder har det givet gode resultater at bruge videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation. Efter at filmen blev vist på en landsdækkende fjernsynskanal i Elfenbenskysten, viste mange større værdsættelse af Jehovas Vidner og deres organisation.

I Rusland har nogle modstandere forsøgt at bruge forkerte opfattelser vedrørende anvendelsen af blod i lægebehandling som en undskyldning for at begrænse vort virke. (Apg. 15:28, 29) Det russiske sundhedssystem har nogle problemer med blodforsyningen og kunne have gavn af oplysninger om alternative behandlingsformer. Mange læger der gerne vil behandle patienter uden brug af blod, behøver større viden og mere øvelse på dette område. Fordi vi som Jehovas vidner følger Bibelens principper angående livet og blodet, har vi været i stand til at formidle oplysninger om videnskabelige landvindinger, lægebehandling og patienters rettigheder der er af stor værdi for lægevidenskaben og offentligheden.

 Informationstjenesten planlagde sammen med Hospitalinformationen en række korte præsentationer på hospitaler i Sankt Petersborg og Moskva. Fremtrædende læger fra USA og Europa som samarbejder med Jehovas vidner i deres beslutning om at afholde sig fra blod, blev indbudt til at tale ved nogle symposier i foråret 1998. Lederen af anæstesi- og intensivafdelingen på et hospital i USA der har et center for behandling uden brug af blod, forklarede: „Vores erfaringer viser at ’blodløs kirurgi’ reducerer sundhedssystemets udgifter og er til gavn for patienten.“ Til 400 russiske læger sagde han: „Blodtransfusion er blevet betragtet som livreddende, men vi får i højere og højere grad øjnene op for nogle af de meget skadelige virkninger blodtransfusion har på patienterne.“ Disse symposier fik god dækning i pressen. Fremtrædende russiske specialister og repræsentanter for Sundhedsministeriet og forskellige sundhedsudvalg var til stede. Kort efter blev respekterede mennesker i lægeverdenen citeret i medierne for udtalelser om hvilke farer der er forbundet med brugen af blod, og om at en vægring mod blodtransfusion ikke bør betragtes som en urimelig beslutning.

I det forløbne år har man desuden i visse lande gjort en ihærdig indsats for at kontakte enkeltpersoner og organisationer der er særlig bekymrede for familiens sammenbrud. De fik tilbudt bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. Hvordan var reaktionen?

Lederen af en katolsk eliteskole i Madrid i Spanien bestilte 90 ’Familiebøger’, én til hver af skolens ansatte. Lederen af et hjem for adfærdsvanskelige unge i Rotterdam i Holland bad om en bog til hver afdelingsleder på hjemmet fordi han mente at oplysningerne kunne hjælpe de unge. I Ukraine fortalte aviser, radio og tv om Jehovas Vidners kampagne for at styrke familierne. Lederne af 256 organisationer og institutioner  har indbudt forkyndere til at holde foredrag for deres ansatte om hvordan familierne kan styrkes. (Ef. 5:22–6:4) Denne kampagne har resulteret i at nogle lærere er begyndt at overvære menighedens møder.

Et andet emne der er blevet taget op i årets løb, er kvindens stilling. Vågn op! for 8. april 1998 indeholdt temaartiklerne „Kvinder — Hvordan tegner deres fremtid sig?“ Artiklerne kom ind på den diskrimination som kvinder udsættes for, værdien af deres arbejde i samfundet og de gode fremtidsudsigter de har ifølge Bibelen. (Ordsp. 31:10-31; 1 Tim. 5:1, 2) Der blev gjort en særlig indsats for at få dette blad ud til grupper og organisationer der er optaget af kvindespørgsmål. Hvem andre end Jehovas folk kan formidle sådanne informationer — og det i mere end 230 lande?

Brødrene i Japan sendte en pressemeddelelse, et nummer af Vågn op! og en følgeskrivelse til over 3000 kvindeorganisationer. I Puerto Rico ringede flere interesserede, deriblandt nogle socialrådgivere og en universitetsprofessor, til afdelingskontoret for at bede om eksemplarer af denne særudgave af Vågn op! Et medlem af Repræsentanternes Hus læste bladet og blev så imponeret over Jehovas Vidners verdensomspændende undervisningsprogram og deres dybe interesse for samfundet at hun indbød Jehovas vidner til at komme og besøge hende på hendes kontor. I en by blev viceborgmesteren så interesseret i materialet at han bad om 100 eksemplarer af bladet til fem af bystyrets afdelinger.

Vi kan ikke generelt ændre det negative syn mange mennesker i denne verden har på os. Men vi er overbeviste om at Jehova fortsat vil velsigne enhver indsats der resulterer i at hans store navn bliver helliget. Og de der bliver øjenvidner til vore gode gerninger og er „ret indstillet til evigt liv“, vil  føle sig tilskyndet til at være blandt dem der herliggør Gud. — Apg. 13:48.

’Teltrebene gøres lange’

For længe siden sagde Jehova profetisk til sin organisation: „Udvid pladsen i dit telt. . . . Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke.“ (Es. 54:2) Som en opfyldelse af ordene i Åbenbaringen 7:9 strømmer millioner der ser frem til at leve på jorden under det messianske rige, nu ind i den teokratiske organisation. Der er derfor brug for mere plads.

For at skaffe egnede steder til undervisning i Bibelen prioriteres opførelsen af nye rigssale højt i mange lande. I Ghana viste en opgørelse at der er 237 færdigbyggede rigssale, mens yderligere 275 er under opførelse. Ukraine oplyser at der er blevet bygget 84 rigssale og 61 er under opførelse. I Sydafrika hjælper brødrene i Det Regionale Byggeudvalg de lokale brødre med at støbe fundamentet til deres nye rigssal og låner dem derefter en maskine som de kan fremstille mursten med. Lokale forkyndere, hovedsagelig søstre, fremstiller murstenene og stabler dem så de kan tørre. Når stenene er klar, kommer frivillige fra Det Regionale Byggeudvalg tilbage og rejser hurtigt rigssalen. Dette system sætter brødrene i stand til at bygge solide rigssale med minimale omkostninger.

Gode rigssale fremskynder indsamlingsarbejdet. Der blev bygget en rigssal på Madagaskar som to menigheder skulle deles om. På nogle få måneder blev der oprettet yderligere to menigheder i det samme område, og det ser ud til at der snart skal oprettes endnu en. Et land i Afrika oplyser imidlertid at landets over 28.000 forkyndere kun har én rigssal for hver ti menigheder; et andet land, med over 38.000 forkyndere, har en rigssal for hver 26 menigheder. Et afdelingskontor  i Østeuropa der fører tilsyn med over 100.000 forkyndere, oplyser at de kun har én rigssal for hver 13 menigheder. Nogle lande mangler over 1000 — og enkelte helt op til 2500 — rigssale. Ved tjenesteårets udgang blev det derfor besluttet at Det Internationale Byggehold skulle hjælpe med at opføre mindst 8000 stærkt savnede rigssale i lande hvor de lokale brødre ikke har tilstrækkelig håndværksmæssig uddannelse og materielle ressourcer til at opføre mødesteder til de mange der strømmer til Jehovas organisation.

Efterhånden som antallet af forkyndere stiger — der er blevet døbt 316.092 i det forløbne år — er der også brug for flere afdelingskontorer. I øjeblikket tjener 17.781 betelmedarbejdere jorden over som medlemmer af Ordenen af Særlige Heltidstjenere.

KENYA: Den 25. oktober 1997 blev et nyt afdelingskontor indviet i Kenya. Milton Henschel fra Det Styrende Råd var til stede, og det samme var andre der havde været med ved arbejdets spæde begyndelse i Kenya. Fra hele Østafrika strømmede begejstrede forkyndere til, hvoraf nogle kom til fods, for at overvære det særlige program der var blevet arrangeret i den pågældende weekend.

Afdelingskontoret i Kenya fører tilsyn med forkyndelsen i et område af Østafrika hvor der er over 29.000 forkyndere. Frygtløse pionerer fra Sydafrika begyndte at forkynde i Kenya tilbage i 1930’erne, men først i 1949 da den nydøbte Mary Whittington flyttede til Kenya fra England, blev der forkyndt på fast basis i landet. De første gileaduddannede missionærer, William og Muriel Nisbet, ankom i 1956. Broder Nisbets brødre, Robert og George, var blandt de pionerer der havde forkyndt i Kenya tilbage i 1930’erne. Mange andre missionærer, specialpionerer fra Zambia og Tanzania og andre brødre der rejste ud for at tjene hvor behovet var  stort, har haft væsentlig betydning for forkyndelsen i Kenya. Det tog 41 år at få indsamlet de første 1000 forkyndere i Kenya. Nu døbes der over 1000 om året!

FRANKRIG: I weekenden den 15.-16. november 1997 indviede Jehovas Vidner i Frankrig et nyt afdelingskontor i Louviers, cirka 100 kilometer vest for Paris. Brødre og søstre fra 42 afdelingskontorer overværede indvielsesprogrammet, hvor der blev holdt foredrag af Lloyd Barry og Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd. Det var også en stor glæde at 95.888 dagen efter mødte op for at overvære et særligt program i et udstillingscenter i Villepinte nord for Paris. Det var det største antal Jehovas vidner der nogen sinde har været samlet i Frankrig.

En 50 procents forøgelse i antallet af forkyndere i løbet af 1980’erne havde resulteret i et akut behov for mere plads på Betel, men der kom til at gå ti år før projektet var fuldført. De første forsøg på at bygge i nærheden af vore eksisterende faciliteter mødte stærk modstand. Modstanderne prøver stadig at lægge hindringer i vejen for Jehovas Vidners virke i Frankrig, men landets 121.000 Jehovas vidner forkynder stadig nidkært den gode nyhed om Guds rige, i tillid til at mange flere af de 100 millioner fransktalende i hele verden taknemmeligt vil tage imod indbydelsen til at ’tage frit af livets vand’. — Åb. 22:17.

SPANIEN: Også i dette land lytter mange oprigtige mennesker til den gode nyhed om Guds rige. Siden afdelingskontoret uden for Madrid blev indviet i 1983, er antallet af forkyndere i Spanien steget fra 53.000 til over 103.000. Antallet af eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! der trykkes til Spanien og Portugal, er også steget stærkt, fra  6.500.000 om året til næsten 23.000.000. „Vi havde hårdt brug for flere værelser, for 150 betelmedarbejdere boede adskillige kilometer fra Betel, og vi havde desuden et akut behov for et litteraturlager og en forsendelsesafdeling,“ fortæller beteltilsynsmanden, John Heidelberg.

Det udvidede afdelingskontor blev indviet den 28. marts 1998 som kulminationen på fem års hårdt arbejde. Over 25.000 frivillige — de fleste fra Spanien, men også nogle fra andre lande — havde hjulpet til. William Malenfant og Gerrit Lösch, begge fra hovedkontoret i Brooklyn, holdt foredrag under indvielsesprogrammet. Der var kun plads til et begrænset antal tilhørere ved indvielseshøjtideligheden, men dagen efter samledes 65.775 i Madrid og Barcelona for at overvære et andet godt program.

RUMÆNIEN: Jehovas Vidner har forkyndt i Rumænien i over 80 år. I 1990 da et forbud mod deres virksomhed blev hævet efter 43 år, var der cirka 19.000 forkyndere i landet. Nu er der over 37.000, og i 1998 blev mindehøjtiden overværet af over 82.000. Der var brug for et velegnet afdelingskontor i Rumænien. Et af årets højdepunkter var derfor indvielsen af det nye afdelingskontor den 2. maj 1998. Brødre fra 19 lande, deriblandt Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd, var til stede og glædede sig over den lykkelige begivenhed sammen med de lokale brødre.

Da tjenesteåret 1998 gik på hæld, arbejdede 397 erfarne internationale medarbejdere og 150 frivillige der hjælper til i kortere perioder, sammen med de lokale forkyndere på forskellige byggeprojekter som omfattede større byggerier i 38 lande og mindre projekter i 23 andre lande. Nu skal Det Internationale Byggehold så i gang med at opføre tusinder af rigssale. Ja, på mange områder gøres der en stor indsats for at udvide det symbolske telt og ’gøre teltrebene lange’.

[Illustrationer på side 6]

Medlemmer af Det Styrende Råd talte ved alle de internationale stævner

[Illustrationer på side 11]

Et af højdepunkterne var rapporterne fra missionærerne

[Illustrationer på side 12-14]

Stævnedeltagerne viste en enestående kærlighed og glæde

 [Illustrationer på side 21]

Den audiovisuelle afdeling i Patterson

 [Illustrationer på side 29]

Afdelingskontorer: (1) Spanien, (2) Kenya, (3) Frankrig