Virksomheden i hele verden

Afrika

På verdensplan fortsætter indsamlingen af mennesker der er „ret indstillet til evigt liv“, med uformindsket hast. (Apg. 13:48) I store dele af Afrika strømmer der særlig mange mennesker til som gerne vil vandre ad Jehovas vej. Som en hjælp for disse blev Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter i sidste tjenesteår udgivet på yoruba (der tales af 23 millioner mennesker), og De Kristne Græske Skrifter blev udgivet på tsonga (der tales af 4 millioner).

I løbet af de sidste fem år har både Angola og Uganda rapporteret over 70 procents vækst i antallet af forkyndere af Jehovas rige. I Ækvatorialguinea, Gambia, Mocambique og Rwanda har væksten været langt over 100 procent. Guinea-Bissau rapporterer en vækst på 300 procent. Nigeria har regelmæssigt et gennemsnit på over 200.000 forkyndere. I både Den Demokratiske Republik Congo og Zambia er der nu over 100.000 som forkynder den gode nyhed, ofte trods store vanskeligheder.

 Burkina Faso er et område hvor mange er ivrige efter at lære Bibelens budskab at kende. Fire specialpionerer forkyndte sidste tjenesteår i løbet af tre måneder i 169 landsbyer inden for en 140-kilometers radius fra hovedstaden, Ouagadougou. I nogle områder er der stort set ingen veje, og når de nidkære pionerer skulle fra den ene landsby til den anden, måtte de gå 15 kilometer eller mere om dagen i en temperatur på op til 45 graders varme i skyggen. De talte med mennesker der aldrig før havde hørt om Jehova eller mødt nogen af hans vidner. I de senere år har myndighederne gjort en indsats for at lære de lokale at læse og skrive deres modersmål, moré. Men der findes ikke ret meget trykt materiale på dette sprog. For at dække behovet har Selskabet fremstillet en række publikationer på moré. Pionererne fortæller: „Folks reaktion er meget rørende, og det opmuntrer os. . . . Vi ser hvor glade de bliver over endelig at få noget læsestof på deres eget sprog, og da navnlig noget der indeholder Guds gode nyhed.“ I løbet af de tre måneder pionererne tilbragte i dette område, spredte de 3615 bøger, 22.228 brochurer og 368 blade.

I en by i Nigeria havde nogle forkyndere planlagt at forkynde i et område hvor situationen var temmelig faretruende på grund af etniske stridigheder. De blev advaret mod at blive i området og begyndte derfor at køre hjemad, men en flok ophidsede unge standsede deres bil og forlangte benzin som de skulle bruge til at stikke huse i brand med. Brødrene forklarede at de var neutrale, men de unge ville ikke lytte. (Joh. 17:16; Rom. 12:18) Så gav forkynderne hver af de unge et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 35, der rejste spørgsmålet „Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?“ De unge beundrede traktaten, roste brødrene og lod dem tage hjem i fred.

Da en forkynder sidste år gik i et isoleret distrikt i Rwanda, mødte han en mand der med glæde tog imod  ’Kundskabsbogen’ og et tilbud om et bibelstudium. Lige fra begyndelsen viste han stor værdsættelse af møderne i menigheden. (Hebr. 10:24, 25) Selv om han havde fået det ene ben amputeret ved knæet, padlede han over en sø i en udhulet træstamme og gik derefter i fire timer for at nå frem til mødestedet. Han overværede møderne regelmæssigt, meldte sig til Den Teokratiske Skole og lærte sine børn om Skaberen. Han glædede sig meget over håbet om snart igen at kunne gå på begge ben! — Es. 35:6.

En mand ved navn Jackson studerede med Jehovas vidner i Monrovia, Liberia, men krigen tvang ham til at flygte til en landsby på hans hjemegn, Bopolu. Efter nogen tid fik afdelingskontoret et brev fra ham hvori han indtrængende bad om hjælp til at bygge en rigssal og organisere arbejdet med de interesserede. Hvorfor? Han forklarede: „Jeg har travlt med at lede studier hver søndag fra klokken halv syv om morgenen og til ni om aftenen . . . Jeg kan ikke længere tage mig af alle dem der trænger til bibelstudier, så derfor har jeg sat fire af dem jeg studerer med, til at hjælpe med at lede studier med andre. . . . Mit største problem i øjeblikket er hvordan jeg skal tage mig af denne voksende menighed. Jeg er selv et spædbarn og har brug for åndelig mælk; hvordan skal jeg kunne give de andre føde?“ En kredstilsynsmand der aflagde besøg i Bopolu, fortalte at Jackson studerede med 37 mennesker, og at der var endnu flere som gerne ville have et studium. Kredstilsynsmanden skrev at der var et meget stort behov for en specialpioner i Bopolu. Jackson blev selv udøbt forkynder.

Der afholdes læseklasser i 372 af de 637 menigheder i Mocambique. I øjeblikket deltager omkring 5800 elever i disse kurser, og 1525 har i det forløbne år lært at læse. Det er værd at nævne at blandt Jehovas vidner i Mocambique kan 72 procent nu læse. Læseklasserne har haft stor betydning for dem  der ønsker at opnå nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen. — 1 Tim. 2:3, 4.

Da to drenge på fire og fem år en dag blev bragt til en skole i Windhoek i Namibia, fortalte skolens rektor at klassen skulle holde fødselsdagsfest. Hun havde læst ’Skolebrochuren’ og spurgte derfor den ene af forældrene hvad hun skulle gøre. Søsteren forklarede hvordan vi ser på fødselsdage, men sagde at drengene selv forstod at træffe en afgørelse.

Da den ene af søstrene sidst på dagen kom for at hente sin søn, sagde rektor til hende: „I kan være meget stolte af de to drenge! Jeg sendte dem begge to ud af klassen da børnene sang fødselsdagssang. Da vi skulle have kage, spurgte den mindste dreng om det var en ’fødselsdagskage’. Jeg svarede at det var det, og så sagde han: ’Nej tak.’ Det gjorde den anden dreng også.“ Senere spurgte den ene af drengene læreren om hun vidste hvad Guds navn er, og fortalte hende derefter om Jehova. Den anden dreng tog på eget initiativ videofilmen „Jehovas Vidner og deres organisation“ med til hende. Deres gode eksempel og modige forkyndelse betød at hun tog imod indbydelsen til at overvære mindehøjtiden. Derefter begyndte hun at studere Bibelen med moderen til den ene af drengene, og hun siger: „Jeg har lovet mig selv fra nu af at gøre alt på Guds måde, og jeg er besluttet på ikke at lade noget hindre mig.“

En nidkær ældste i Zambia bruger Selskabets publikationer på kassettebånd når han forkynder på gaden. Han parkerer for eksempel sin bil i vejsiden og spiller båndet med bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. De forbipasserende indbydes til at komme over og lytte til oplæsningen, og inden længe spørger de hvad det er. Broderen forklarer så at de har hørt en del af ’Familiebogen’. På den måde lykkedes det ham på én måned at sprede 29 bøger og oprette to bibelstudier.

 Nord- og Sydamerika

Høsten er i øjeblikket større i nogle lande end i andre, men vi ser stadig at ’markerne er hvide til høst’. (Joh. 4:35) Inden for de sidste fem år har Brasilien haft en vækst på 33 procent i antallet af forkyndere; i Mexico har væksten været 36 procent, i Cuba 64 procent og i Colombia 65 procent. I De Forenede Stater har 209.249 inden for samme periode symboliseret deres indvielse ved vanddåben, og der har været et nyt højdepunkt i antallet af forkyndere på 1.040.283!

En specialpioner i den sydlige del af Honduras ledede et studium der var en stor glæde for ham. Da de var nået til kapitel 12 i ’Kundskabsbogen’, blev eleven udøbt forkynder. Efter to måneder ledede han allerede selv to fremadskridende bibelstudier, og begge eleverne kom til møderne. Efter tre og en halv måned blev den ene af disse elever udøbt forkynder. Tre måneder senere begyndte også den anden elev at forkynde. Da den første bibelstudieelev var parat til at blive døbt, var hans første elev det også. Den anden gør også gode fremskridt.  Og den første elev, som nu er en broder, har allerede oprettet et nyt bibelstudium med et ægtepar. Ja, der er mange velsignelser forbundet med forkyndelsen!

Der gøres en ihærdig indsats for at aflægge et grundigt vidnesbyrd i området omkring Amazonfloden i Brasilien. Afdelingskontoret har givet 21 pionerer den opgave at forkynde i området ved hjælp af fire store både. Alle pionererne har erfaring i at sejle, og hvad der er vigtigere: de har alle en villig, selvopofrende indstilling. Bådene sejler ad floderne Madeira, Purus, Solimões og Tocantins samt i området omkring øen Marajó. Floderne strækker sig over cirka 9700 kilometer, og det anslås at der bor hen ved 370.000 mennesker langs flodernes bredder eller i nærheden af dem. I et brev skrev pionererne på en af bådene for nylig: „Endelig nåede vi frem til byen Chaves . . . Vi holdt et offentligt møde og viste filmen Oplæring fra Gud forener. Der kom 70 til mødet. En mand fik ’Paradisbogen’ og læste den i løbet af den uge vi var i byen. Han sagde til os: ’Hvis I opretter en kirke her, vil jeg gerne være medlem.’“

Andre kan være vanskelige at få kontakt med, ikke fordi de bor i øde egne, men fordi de rejser ud til sådanne steder når de holder ferie. Næsten en million af dem der om sommeren rejser til Alaska, ønsker at se det 6194 meter høje bjerg McKinley. Kunne vi kontakte dem med noget der måske ville få dem til at tænke på Gud og hans hensigt? Lokale forkyndere indhentede en særlig tilladelse til at opstille en bod med læsestof ved Denali National Park, hvor de besøgende kommer for at se bjerget McKinley. De udvalgte passende artikler fra Vågn op!, som for eksempel „Bjergene — skaberværkets kæmper“ (8. oktober 1994), „Hvem vil redde dyrene?“ (8. juli 1997), „Vil regnskovene overleve?“ (8. maj 1998) og „Iditarod-løbet — tusind år undervejs“ (8. oktober 1995). Ved således at forkynde for folk dér hvor de befinder sig, har de fået kontakt  med turister fra Australien, Grækenland, Canada, England, Tyskland, Italien, Skotland, Sverige, Schweiz, Taiwan og Kina! De har også forkyndt for mange fra andre dele af De Forenede Stater.

Distriktet i Mexico gennemgås nu ofte — hver eller hver anden uge i mange byer. I bebyggelsen Las Nubes i staten Chiapas er flertallet af beboerne Jehovas vidner. Der er kun tre husstande som ikke er Jehovas vidner. I San Antonio Buenavista er der nu otte menigheder og kun 64 husstande hvis beboere ikke er Jehovas vidner. Forkynderne i dette område må gå i flere timer for at nå ud til et distrikt hvor de kan forkynde og lede bibelstudier.

Efter et møde i en rigssal i Nicaragua hilste en søster på to unge kvinder. Hun troede at det var forkyndere der var på besøg fra en anden menighed. Da det gik op for søsteren at det ikke var tilfældet, men at de blot var kommet til mødet af nysgerrighed, tilbød hun dem et bibelstudium. Det tog de imod. De var begge regionale ledere inden for en religiøs gruppe ved navn Ungt Liv. En af dem, Karelia, begyndte at undervise sin gruppe i det hun selv havde lært under sit studium af Bibelen. Hun begyndte med Guds navn. En præst inden for kirken forsøgte at få hende fra det ved at sige at Jehova ikke er Guds navn. Karelia svarede at hvis det var sandt, måtte præsten kassere sin bibel eftersom den indeholdt navnet Jehova. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Derefter lærte Karelia sin gruppe sandheden om treenigheden og korset. Inden længe forbød præsterne hende at bede ved deres møder fordi hun henvendte sine bønner til Jehova og bad i Jesu Kristi navn. Hun blev ikke indbudt til deres næste kampagnemøde. Ved et af deres møder erklærede hun derfor at hun ville forlade gruppen for at blive et af Jehovas vidner. Hun traf denne afgørelse efter at have studeret blot de fire første kapitler af ’Kundskabsbogen’. Efter mindre end syv måneder blev hun døbt.

 Asien

Også i Østen tager mange imod indbydelsen: „I skal lovsynge Jah! . . . Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah.“ (Sl. 150:1, 6) I hvert eneste land i Asien har Jehovas vidner forkyndt den gode nyhed, og efterhånden som folk får mulighed for at høre budskabet, stiger antallet af Jehovas vidner. I nogle lande sker der en meget hurtig vækst. Israel, Bangladesh og Macau melder om over 100 procents vækst gennem de sidste fem år. Nepal, Georgien og Kasakhstan har rapporteret en fremgang på langt over 200 procent. I Republikken Korea deltager cirka 85.000 nu regelmæssigt i forkyndelsen af den gode nyhed. Og i Japan tjener over 222.000 loyalt Jehova.

Det var en stor glæde at Jehovas Vidners arbejde den 30. april 1998 blev juridisk anerkendt i Kirgisistan! Formanden for den statskommission der var ansvarlig for registreringen, blev overrasket da brødrene viste ham et eksemplar af ’Kundskabsbogen’ på kirgisisk som allerede var udgivet og klar til at blive uddelt.

 Selv små børn der endnu ikke er døbt, kan somme tider vække andres interesse for den sande tilbedelse. En dreng på tre og et halvt år hvis forældre er Jehovas vidner i Indien, var gode venner med naboerne og betragtede dem nærmest som var de hans ældre søskende. Drengen spurgte tit sin „storebror“ (naboen) om han ville med til menighedens møde om søndagen. Men naboen gik altid i biografen i weekenden. Til sidst gav han dog efter og lovede at tage med til møde. Så insisterede drengen på at naboen skulle være pænt klædt på når han skulle i rigssalen. Da naboen forsøgte at undslå sig, greb drengen ham i hånden, førte ham ind i hans værelse og viste ham hvad det ville være passende at han tog på. Ved mødet opdagede den unge mand til sin overraskelse at han syntes godt om det han hørte. Fra da af svigtede han og hans kødelige søster aldrig møderne. Senere blev han meget forbløffet da han lagde mærke til at den lille dreng også adlød sine forældre når de ikke var til stede — fordi „Jehova ser alt“. Han og hans søster ser nu frem til at blive døbte Jehovas vidner.

En forkynder i Kagoshima i Japan gør god brug af Selskabets videofilm. Hun er overbevist om at de er et godt middel til at nå folks hjerter, og besluttede derfor at se dem sammen med sin ikketroende mand. Først så de Jehovas Vidner og deres organisation. Det resulterede i at manden gik med til at få et bibelstudium. Derefter fik filmen Oplæring fra Gud forener manden til at forstå at der virkelig findes et verdensomspændende brodersamfund, og den gav ham ønsket om selv at blive et af Jehovas vidner. På grund af hans arbejde og pres fra slægtninge følte han dog at det var umuligt. Men da han havde set to af filmene i serien Bibelen — sande ord om nutid og fremtid, begyndte han at leve efter de bibelske principper. Inden længe blev han udøbt forkynder. Til sidst fik filmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror ham til at  indse at Jehova styrker sit folk. Nu var han parat til at blive døbt, og det blev han i oktober 1997.

Valkim, en stærkt religiøs kvinde i Myanmar, sluttede sig til metodistkirken. Da hendes præst forlod metodisterne og blev præst i en anden kirke, fulgte hun ham fordi hun ikke var helt tilfreds hvor hun var. Senere flyttede præsten endnu en gang og blev præst i den evangeliske kirke. Igen fulgte Valkim ham. Efterhånden blev hun imidlertid træt af al religion fordi hendes åndelige behov ikke blev dækket. Kort efter, inden for en periode på tre år, døde hendes tre børn. Hun var dybt fortvivlet. Hendes venner foreslog hende at se videofilm og læse romaner for at komme over det, men det hjalp ikke på depressionen. Så tog Valkim en dag på besøg hos en slægtning der var blevet et af Jehovas vidner. En ældste var tilfældigvis på besøg i hjemmet, og han fik at vide hvad Valkim havde været igennem. Han indbød hende til møderne i rigssalen og sagde at hun var velkommen til at stille alle de spørgsmål hun ville efter mødet. Hun tog imod indbydelsen. Da hun fik en bibelsk forklaring på de spørgsmål hun havde tumlet med, følte hun sig langt om længe tilfreds. Hun tog med glæde imod et bibelstudium, gjorde hurtigt fremskridt og er nu en døbt forkynder.

Det kræver ofte tålmodighed at overvinde religiøse fordomme for at forkynde den gode nyhed. Men nogle lytter taknemmeligt og viser værdsættelse ved at gøre alt hvad de kan, for at komme regelmæssigt til møderne. Nataliya, der er omkring de 60, bor i bjergene i Kasakhstan. Hun skal med to busser for at komme til møderne i rigssalen, der ligger cirka 30 kilometer fra hvor hun bor. Med den første bus kører hun 12 kilometer ned i dalen, og med den anden bus kører hun de sidste 18 kilometer til rigssalen. Om vinteren sker det ofte at bussen ikke kører op i bjergene fordi is og sne gør det farligt.  Men Nataliya synes ikke det er for farligt at gå til fods ned til dalen for at komme med den anden bus. Hun siger: „Jeg skal jo hjem,“ det vil sige hen til rigssalen. Hun forklarer: „Jeg har to hjem. Det ene er det sted hvor jeg sover; mit andet hjem er rigssalen.“

Befolkningen i Israel består af mange forskellige racer, sproggrupper og trossamfund. Forkynderne bliver ofte inviteret ind for at forklare hvorfor de kommer. Mange giver udtryk for oprigtig værdsættelse af budskabet om Riget. I stærkt ortodokse jødiske kredse er der dog et lille mindretal som er foruroliget over den positive reaktion på den gode nyhed. I december 1997 mødte cirka 300 op til en demonstration uden for et områdestævne i Jaffa nær Tel Aviv. De fleste af demonstranterne var blevet kørt dertil med busser fra andre dele af landet og havde ingen anelse om hvem de demonstrerede mod.

Organiseret vold har ført til at søstre er blevet gennempryglet af bøller, og brødre er blevet lokket i baghold når de har aflagt genbesøg. Modstanderne forsøger at ophidse til had mod vore brødre ved at råbe slagord der omtaler os som nazister, og sige at vi betaler folk for at gå over til vores tro. De der organiserer hadkampagnen, véd at det ikke passer, men mange fejlinformerede enkeltpersoner tror på løgnene og er rede til at gøre hvad som helst der forlanges af dem.

Modstanden tager dog ikke modet fra brødrene, og den hindrer heller ikke de interesserede i at finde sandheden. Langt de fleste israelere er meget vrede over en sådan ulovlig adfærd. Mange forbipasserende som ser de religiøse grupper demonstrere foran Betel, kommer ind for at stille spørgsmål og er glade for at høre de bibelske svar. Nogle hvis interesse er blevet vakt af demonstrationerne, er endda begyndt at studere med Jehovas vidner og overvære møderne.

 I Libanon lykkedes det en omsorgsfuld søster at hjælpe en ung pige der havde haft forbindelse med Jehovas Vidner under sin opvækst. Indtil hun var 15 år overværede hun møderne og så ud til at klare sig fint, men så holdt hun pludselig op med at komme i menigheden og ville ikke tale om sandheden. I næsten et år havde hun intet at gøre med menigheden. Den førnævnte søster talte med de ældste, bad en bøn og ringede derefter til pigen for at høre om hun måtte besøge hende. Svaret lød: „Hvorfor vil du besøge mig? Hvis du vil snakke med mig om sandheden, skal du ikke komme.“ Søsteren sagde til pigen at hun savnede hende og gerne ville fortælle hende om en rejse til Europa hun for nylig havde været på. Hun lovede at respektere pigens ønske, men tilføjede: „Der er et par spørgsmål jeg gerne vil stille dig, og dine svar kan gøre det lettere for mig at hjælpe andre unge.“

Da de mødtes, fortalte søsteren pigen om sin tur til Europa og det stævne hun havde overværet. Hun gav udtryk for hvor meget hun havde nydt at være sammen med vennerne, og fortalte om den kærlighed de viste. Det så ud til at pigen gerne ville høre om det, og at det gjorde indtryk på hende. Så stillede søsteren hende nogle spørgsmål: „I det sidste års tid har du levet dit eget liv uden at sandheden har begrænset dig. Nu kunne jeg godt tænke mig at vide om du har været glad og tilfreds? Hvad var det der manglede i sandheden, som du har fundet i den verdslige måde at leve på? Og hvad med dem du er kommet sammen med i løbet af det sidste år — føler du at de har haft en bedre indflydelse på dig end dem du kom sammen med før?“ Hun bad pigen tænke over spørgsmålene og give hende svarene senere.

En god uges tid senere mødtes de igen. Som svar på spørgsmålene sagde pigen blandt andet at hun kedede sig og forsøgte at få tiden til at gå ved at arbejde i sit hjem,  lytte til musik og se tv og videofilm, men at hun ikke var glad. Hun fortalte også at hun havde en ven og regnede med at han ville gifte sig med hende. Søsteren viste hende tålmodigt nogle skriftsteder, nogle artikler i serien „Unge spørger“ fra Vågn op! og bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv for at hjælpe hende til at forstå hvad sand kærlighed er, og hvordan en dreng der virkelig elsker en pige, bør vise sin kærlighed og sin interesse for hende. Ved flere efterfølgende besøg gennemgik de sammen de fem første kapitler af ’Familiebogen’, og efterhånden kom pigen til den konklusion at hendes ven ikke var den hun ville giftes med.

Der blev igen oprettet et bibelstudium med hende, og hun gjorde støt og roligt fremskridt. Så viste en anden ung mand interesse for både pigen og sandheden. Men selv om han studerede Bibelen, gjorde han ingen fremskridt. Pigen afbrød derfor al forbindelse med ham, for hun havde besluttet at hun ville giftes med en der ville tjene Jehova helhjertet sammen med hende. Et år efter blev hun døbt. Hun fik et deltidsjob og begyndte derefter som pioner. Nu keder hun sig ikke længere, men tjener som en glad pioner. Hun er også i stand til at hjælpe andre unge der tror at verden kan gøre dem lykkelige, ligesom hun selv engang troede.

Hvordan kan man finde frem til alle de symbolske får blandt de over 130.000.000 indbyggere i Pakistan? Vore brødre gjorde sidste år en stor indsats ved blandt andet nidkært at uddele Rigets Nyheder nr. 35 på urdu og engelsk. I flere måneder efter uddelingen modtog afdelingskontoret en strøm af anmodninger om brochuren Hvad kræver Gud af os? og bibelstudier, selv fra byer hvor der ikke er nogen forkyndere. Det er et tydeligt vidnesbyrd om at den engel der flyver midt på himmelen, som omtalt i Åbenbaringen 14:6, er med i arbejdet.

 Europa

Vi lever nu på „en frelsens dag“ fra Jehova. (2 Kor. 6:2) Det er stadig muligt at vælge livet. Østeuropa er et af de områder hvor mange nu træffer dette kloge valg. Siden 1993 har der været en vækst på over 100 procent i Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Estland, Litauen, Moldova og Ukraine. Georgien har haft over 200 procents fremgang, mens væksten i Letland og Rusland har været på over 300 procent trods voksende modstand fra forskellige sider. I Hviderusland har væksten været på over 500 procent. I Albanien har der været hele 830 procents fremgang! Det er tydeligt at mange, når de får de nødvendige tilskyndelser, med taknemmelighed tager imod muligheden for at vælge livet.

En forkynder i Østrig besøgte en kvinde som altid sagde at hun havde travlt. Da forkynderen en dag kom på genbesøg, holdt hun straks traktaten Liv i en fredfyldt ny verden frem, og før damen kunne nå at sige: „Jeg har travlt,“ gav forkynderen hende traktaten med ordene: „Det er noget der berører  din families fremtid.“ Det damen læste i traktaten, gav hende lyst til at læse mere. Da forkynderen kom igen, bad damen om bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som hun havde set udstillet ved en rigssal. I mellemtiden fik familien en brochure der annoncerede et bibelkursus arrangeret af den lokale kirke. Damen og hendes mand besluttede at deltage i det. Men da de stillede præsten spørgsmål, svarede han at der kun skulle mediteres på kurset; der skulle ikke være nogen drøftelse. Da forkynderen aflagde det næste besøg, fik de svar på deres spørgsmål, og der blev oprettet et bibelstudium. Som man kunne vente, opstod der modstand. Manden var kirketjener og medlem af sognerådet. På grund af pres holdt han i en periode op med at studere, men forkynderne bevarede kontakten med ham ved at ringe til ham og komme med bladene. Efter tre måneder kom studiet i gang igen. Da mandens kærlighed til Jehova voksede, trak han sig ud af sognerådet og holdt op med at arbejde som kirketjener. Både han og hans kone er nu døbt, og deres børn er udøbte forkyndere.

Mange europæere er flyttet til De Forenede Stater for at finde rigdom. Det gjorde Aleksander fra Letland også. Men den amerikanske drøm gik ikke i opfyldelse for ham; han kom ud i store økonomiske vanskeligheder. Han fandt imidlertid åndelig rigdom. Da han begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, indså han at han havde fundet sandheden, noget der var langt mere dyrebart end guld. Han var af natur udadvendt og ville gerne fortælle andre om sin nyfundne tro. Før han var rejst til De Forenede Stater, havde han ladet sig skille fra sin kone, Inara, og overladt deres søn, Kim, til hende. Men Inara fik mange breve og telefonopringninger fra sin tidligere mand, og derfor begyndte hun at studere med Jehovas vidner i Letland. Det hele endte med at Aleksander blev døbt i New York og Inara i Litauen. Efter at have været væk i fem år  vendte Aleksander tilbage til Letland og giftede sig med sin ekskone, til stor glæde for Kim, der da var ni år.

Jesus sagde at vi endog skulle elske vore fjender. (Matt. 5:44, 45) Nogle af disse fjender ændrer levevis så de kan behage Jehova. Det så man et eksempel på da en ældste fra Taurage-menigheden i Litauen gennemgik spørgsmålene med en dåbskandidat fra byen Panevėžys. Under drøftelsen nævnte dåbskandidaten, en ældre kvinde, at det var svært for hende at iføre sig en mild personlighed på grund af det arbejde hun havde haft i mange år. Hun havde været fangevogter i et kvindefængsel i Panevėžys. Nu blev ældstebroderen nysgerrig. Han spurgte om hun havde arbejdet der i 1960’erne. Det havde hun; så han spurgte videre: „Mødte du nogle kvinder som var Jehovas vidner, og som dengang var indsat på grund af sandheden?“ Hun kunne huske to-tre stykker, deriblandt Petrute, den søster der kort forinden havde hjulpet hende til at lære sandheden at kende. Hun huskede også en søster der var blevet fængslet sammen med sin spæde datter. Da ældstebroderen hørte dette, fortalte han hende begejstret at det var hans mor. Hun var blevet arresteret fordi hun forkyndte, og alle hendes børn, undtagen den yngste, var blevet tvangsfjernet og anbragt hos slægtninge. Dengang var broderen tre år. Nu gennemgik han dåbsspørgsmålene med sin mors tidligere fangevogter. Hvor var han glad for at hun havde fundet sandheden!

Selv om det samlede antal forkyndere i Finland kun steg en lille smule sidste år, kunne de glæde sig over et nyt højdepunkt på 20.103 forkyndere. Der findes stadig nogle i Finland som søger efter sandheden. For eksempel havde et par der var Jehovas vidner, talt om at de gerne ville lære deres naboer bedre at kende, men før de fik gjort noget ved det, kom nabokonen og ringede på. I samtalens løb kom de ind på åndelige emner, og søsteren tilbød nabokonen ’Kundskabsbogen’.

 Damen tog imod bogen, og hendes mand læste den i løbet af et par dage, men kun for at kritisere den, for han havde mange fordomme mod Jehovas Vidner. Han blev dog alligevel lidt nysgerrig. Inden længe fortalte naboparret forkynderne at de gennem lang tid havde ledt efter et trossamfund der havde sandheden. De havde undersøgt flere forskellige trossamfund, men de havde sprunget Jehovas Vidner over fordi alle taler ondt om dem. De tænkte: „Når ingen af de andre trossamfund har sandheden, kan Jehovas Vidner bestemt heller ikke have den.“

Der blev straks oprettet et studium med familien. De fortæller: „Mens vi studerede, faldt mange kendte skriftsteder på plads for os. Vi følte at tågen lettede, og at sandheden lidt efter lidt kom til syne for os. Da vi så en tegning af Paradiset i en af bøgerne, tænkte vi straks: ’Det er dér vi gerne vil være!’“

Kort efter begyndte de at komme til menighedens møder. Nabokonen fortæller: „Vi fik en meget hjertelig velkomst — jeg kunne næsten ikke tro det!“ Det der gjorde indtryk på hendes mand, var den orden og punktlighed der prægede mødet. Deres søn på 12 år gjorde en anden iagttagelse: „Jeg lagde mærke til at studiet gjorde min far og mor mere venlige, og stemningen hjemme hos os blev mere hyggelig og afslappet.“ Manden siger nu med værdsættelse: „Jehova har vist os langmodighed. Han ønskede ikke at vi skulle lide undergang, og han har ledet os til sindsændring.“ Efter cirka syv måneder blev hele familien døbt. — Rom. 2:4; 2 Pet. 3:9.

En mand i Schweiz lærte sandheden at kende i en periode hvor han arbejdede som chefmekaniker langt oppe i bjergene. Han elskede sit arbejde, men for at kunne overvære møderne regelmæssigt tog han et lavere betalt job som fabriksarbejder nede i dalen. Han bad Jehova om hjælp til at kunne klare det ansvarsfulde job han havde fået, og samtidig tage sig af sine andre forpligtelser.

 Ved årets slutning kaldte direktøren ham ind på sit kontor og fortalte ham at de var meget tilfredse med hans arbejde og indstilling. Han undrede sig bare over hvorfor broderen hver dag forlod arbejdspladsen klokken 16.00. Da broderen svarede at han havde to andre kontrakter at opfylde, kiggede direktøren forbløffet på ham og spurgte hvad han mente. „Jo,“ svarede broderen, „da jeg blev gift, lovede jeg min kone at tage mig af hende og bruge tid sammen med hende. Foruden det at forsørge min familie er der også en åndelig dimension, nemlig mit forhold til Gud, der kræver tid. Disse tre aktiviteter skal passes ind i min dagligdag.“ Broderen tilføjede at det verdslige arbejde faktisk krævede størstedelen af hans dag — ni timers arbejde plus rejsetiden til og fra fabrikken. Direktøren fattede pointen og forsikrede broderen om at han fortsat kunne gå hjem klokken 16.00. Broderen fik på den måde lejlighed til at forkynde for direktøren, og han udnytter også de muligheder der byder sig, for at tale med sine kolleger, hvoraf nogle aldrig har talt med Jehovas vidner før.

I Spanien har Fernando gennem mange år pudset vinduer det sted hvor Carlos, et af Jehovas vidner, arbejder. De havde nogle korte samtaler, men Fernando viste ingen større interesse for sandheden. Efter at han havde været på besøg hos sin svigerinde i Barcelona, havde han dog nogle spørgsmål. Han opdagede at hendes nabo — der tidligere havde været en drukkenbolt og ballademager som jævnlig tævede sin kone — fuldstændig havde forandret sig og nu var en god ægtemand. Fernando fik at vide at manden var blevet et af Jehovas vidner. Men hvordan var det muligt at han kunne forandre sig så meget? Carlos forklarede Fernando at Guds ord kan udvirke sådanne forandringer i mennesker. (Hebr. 4:12) Nu blev Fernando interesseret. Inden for kort tid foretog han også forandringer i sin måde at leve på, og han er nu en forkynder af den gode nyhed.

 Øerne

Jehovas vidner forkynder flittigt Guds rige på 84 øer og øgrupper verden over. På nogle øer har fantastisk mange taget imod sandheden. I Fransk Polynesien i det sydlige Stillehav er der for eksempel 1 forkynder for hver 114 indbyggere. På Guadeloupe i Det Caribiske Hav bor der 410.000, men på grund af nidkær forkyndelse er der nu 1 forkynder for hver 52 indbyggere. På Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav er forholdstallet 1 til 31.

La Digue er en meget lille ø der hører til Seychellerne i Det Indiske Ocean. Den har kun cirka 2000 indbyggere, det vil sige omkring 500 husstande. Men der sker mange opmuntrende ting her. Freddy, der er født og opvokset på øen Mahé, lærte noget der vendte op og ned på hans liv efter at han var flyttet til La Digue. Han var blevet opdraget som katolik, og som 18-årig var han begyndt på en præsteskole. Han troede at han ville lære noget om Bibelen og havde gang på gang bedt om at få en bibel, men i stedet fik han besked på at sætte sig  ind i kirkens overleveringer. Skuffet forlod han skolen efter nogle få uger for at søge efter Gud på egen hånd. Han anskaffede sig en bibel og diskuterede den med alle der havde lyst. Men han kunne ikke leve op til sine gode forsætter. Han begyndte at dyrke kampsport og kom ud i umoralitet, stofmisbrug og drikkeri.

Senere, efter at han var flyttet til La Digue, mødte han et missionærpar fra Jehovas Vidner. Inden længe studerede de Bibelen med ham, somme tider to-tre gange om ugen. Da han lærte Guds navn at kende, blev han dybt rørt, og dagen efter sagde han: „Hvor er det dejligt at vide hvem man beder til, så man ikke længere taler til en ukendt person. Jeg har bedt hele natten og brugt Guds navn, og for første gang følte jeg virkelig at Gud lyttede til mig.“

En dag sagde han: „Jeg kender en ung mand som er meget interesseret. Jeg ved godt at I ikke har tid til at studere med ham, men måske kan jeg selv gøre det, for jeg har allerede lært meget.“ Missionæren tilskyndede ham til først at overveje sit eget forhold til Gud. To dage senere sagde Freddy: „Jeg kan se at for at være et vidne for Jehova er det ikke nok at jeg kender vejledningen, jeg skal også følge den i mit liv. Jeg har indset at jeg ikke er egnet til at repræsentere Jehova. Hvordan skulle jeg kunne forkynde for andre når mine familieforhold ikke er i orden?“ Så flyttede han fra sin kæreste indtil de kunne få deres forhold legaliseret, og måneden efter blev de gift. Efter at Freddy havde foretaget yderligere forandringer, var han meget glad for at få den forret at være med til at forkynde fra hus til hus. Han er siden blevet døbt.

Elsie, der bor på Mauritius, var kendt i sin by som troldkvinden Gros Mama. Alle var bange for hende. Hun praktiserede sort magi på kirkegården og var kendt som en åndehealer med stor magt. Hvordan lærte hun sandheden fra Bibelen at kende? Gennem tålmodig, personlig interesse og Jehovas ufortjente  godhed. En forkynder besøgte Elsie efter at hendes datter var begyndt at studere Bibelen. Forkynderen opdagede at Elsie ikke blot var dybt involveret i spiritisme; hun var også analfabet, havde store familieproblemer og var kæderyger. Alligevel blev der oprettet et studium med hende over Min bibelhistoriebog. Forkynderen besøgte Elsie tre gange om ugen og opmuntrede og tilskyndede hende hele tiden til at sætte sin lid til Jehova.

Det var ikke let for Elsie at ændre livsform. Under sin kamp for at holde op med at ryge måtte hun lære at forstå at Jehova ser alt hvad vi gør, og at vi ikke kan skjule noget for ham. (Hebr. 4:13) Hun havde set tegningen i ’Paradisbogen’ af de første kristne der brænder deres spiritistiske bøger, og forkynderen havde talt med hende om hvad det betød, men det fik hende ikke til at holde op med at udføre dæmoniske ritualer. (Apg. 19:19) Efter en skrækindjagende oplevelse tog hun dog alt hvad hun havde brugt i sin falske tilbedelse, og smed det i floden.

Når folk derefter opsøgte hende for at hun skulle yde dem okkulte tjenester, forklarede hun dem at Gud ikke syntes om det hun tidligere havde gjort. Hun tilskyndede dem til at studere Bibelen, fortalte dem at kun Jehova kunne beskytte dem mod ondt, og opmuntrede dem til at stole på ham. Elsie er for nylig død, men nogle af hendes tidligere klienter tjener nu Jehova.

I nogle af landsbyerne på Wallis- og Futunaøerne i det sydlige Stillehav er det ikke tilladt at forkynde fra hus til hus, men det er muligt at besøge slægtninge og forkynde uformelt. En mand der studerede med Jehovas vidner her, gav et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 35 til en af sine venner, en langhåret og langskægget dranker der ofte slog sin kone og sine børn. Efter flere samtaler gik manden med til at overvære menighedsbogstudiet. Han syntes så godt om det han lærte, at han spurgte om han måtte komme hen i rigssalen og tage sin kone med.  Det offentlige foredrag den uge var „Et rent folk er til ære for Jehova“. Det gjorde indtryk på parret, og de bad om et bibelstudium. Den bibelstudieelev der havde indbudt dem, aftalte at de skulle komme hen til ham og møde to forkyndere dér. Da det interesserede par ankom, var manden ikke til at kende igen. Han havde barberet sig, fået sit lange sjuskede hår klippet og havde rent tøj på. Selv hans måde at tale på var anderledes. Han var et helt nyt menneske. Siden da har de begge regelmæssigt overværet alle møderne i rigssalen. Det er tydeligt at det ikke er vores opgave at dømme andre; vi skal blot fortælle dem sandheden ud fra Bibelen. Hvis de har den rette hjertetilstand, vil Jehovas ånd hjælpe dem til at foretage de nødvendige forandringer i deres livsform.

Mange i Taiwan kommer ud for store trosprøver i forbindelse med begravelse, forfædredyrkelse og lignende. Meihua, en nydøbt søster, besøgte kærligt sin døende svigerfar på hospitalet gennem flere måneder. Da han døde, påstod hendes svigermor at hvis hun ikke tilbad ham, ville hans sjæl ikke få fred, og han ville vende tilbage og hjemsøge familien. Trods det pres Meihua blev udsat for, stod hun fast. Hendes svigermor prøvede at tvinge hende til at forlade familien og flytte tilbage til sine forældre. Meihua ville ikke være med til at tilbede de døde, men spurgte om hun måtte vise sin respekt på sin egen måde. Det fik hun overraskende nok lov til. Hun forberedte en passende bøn. Da tiden kom, bad hun foran hele familien og med tårerne strømmende ned ad kinderne en oprigtig bøn hvori hun bad Jehova hjælpe hele familien til at forstå at hendes svigerfar ikke længere led, men havde fred. Hun nævnte opstandelsen og hvordan hendes svigerfar kunne få gavn af den. (Apg. 24:15) Resultatet var forbløffende. Hendes svigermor, hendes egen ikketroende mand og hele resten af familien respekterer hende nu som en god og modig kvinde. Hun giver fortsat udtryk for sin værdsættelse over for Jehova ved at være flittigt med i forkyndelsen.