England

Da Det Britiske Imperium var på sit højeste, strakte det sig over hele jorden. På dronning Victorias tid (1837-1901) sagde man at „solen aldrig gik ned“ over imperiet. I løbet af det 20. århundrede blev dette vidtstrakte imperium imidlertid erstattet af Det Britiske Statssamfund (Commonwealth of Nations).

Hvor stort er så dette samfund? Det omfatter cirka en fjerdedel af jordens landoverflade og omkring en fjerdedel af dens befolkning. De 53 lande der er medlemmer af Statssamfundet, er politisk uafhængige, men anerkender Englands dronning som det symbolske overhoved for deres kulturelle og økonomiske samarbejde.

Gennem de sidste 50 år har indvandrere fra disse og andre lande sat deres præg på England, som er blevet et kosmopolitisk samfund med cirka 58 millioner indbyggere.

Mange racer, mange trossamfund

Den 22. juni 1948 lagde Empire Windrush, et ombygget troppetransportskib, til i Tilbury, nær London, og 492 jamaicanere gik i land — de første af en kvart million indvandrere fra Caribien. Men disse glade og livlige vestindere, som havde dyb respekt for Bibelen, blev chokerede da de opdagede at mange englændere ikke længere havde nogen særlig stærk tro på Gud. Hvad var der sket? Folk følte sig frastødt af religionens engagement i de meningsløse nedslagtninger  under de to verdenskrige. Desuden var troen på Bibelen blevet undergravet af kritikere der påstod at videnskab og religion var to uforenelige størrelser.

Siden 1960’erne er mange indere og pakistanere kommet til England, senere fulgt af folk fra Bangladesh. Og i 1970’erne søgte mange asiatere der havde boet i Østafrika, tilflugt i England. Der er også kommet indvandrere fra lande som ikke hører til Det Britiske Statssamfund, som for eksempel grækere, tyrkere, cyprioter, polakker og ukrainere. Efter revolutionen i Ungarn i 1956 flygtede 20.000 ungarere til England. I de senere år har vietnamesere, kurdere, kinesere, eritreere, irakere, iranere, brasilianere, colombianere og andre slået sig ned i landet. Midt i 1990’erne tilhørte 6 ud af 100 indbyggere i England en etnisk minoritet.

Dette mærkes allertydeligst i London. Turister der går på gaderne, kører med dobbeltdækkerbusserne eller bruger undergrundsbanen, lægger straks mærke til befolkningens multietniske præg. Næsten en fjerdedel af Londons indbyggere er kommet fra andre lande. Som følge af denne mangfoldighed tager skolerne nu hensyn til de forskellige religiøse synspunkter eftersom de skal undervise børn der enten er kristne, muslimer eller hinduer. Det betyder ikke at England er et særlig religiøst land. Tværtimod har langt størstedelen af landets befolkning et overvejende verdsligt, materialistisk livssyn.

Helt anderledes forholder det sig med de over 126.000 Jehovas vidner der nu er i England. Også de har vidt forskellig baggrund. Men de har en fast tro på Gud — ikke en navnløs guddom, men Jehova, der indtrængende opfordrer mennesker fra alle nationer til at vandre på hans veje og følge hans kærlige vejledning, til gavn for dem selv. (2 Mos. 34:6; Es. 48:17, 18; Apg. 10:34, 35; Åb. 7:9, 10) Jehovas vidner anerkender Bibelen som Guds inspirerede ord. De har en fast tro  på Guds frelsesforanstaltning ved Jesus Kristus. Deres håb for fremtiden bygger på Guds rige og Bibelens lære om at det er Guds hensigt at jorden skal blive et paradis. (1 Mos. 1:28; 2:8, 9; Matt. 6:10; Luk. 23:43) De forkynder nidkært denne gode nyhed for andre. De ønsker oprigtigt at ’gøre alt for den gode nyheds skyld’ for at andre kan få del i den. — 1 Kor. 9:23; Matt. 24:14.

Hvordan begyndte Jehovas Vidners virksomhed i denne del af verden?

Der forkyndes for andre

I de to sidste årtier af det 19. århundrede oplevede Storbritannien de veer der fulgte med urbaniseringen. Folk strømmede til storbyerne fra landsbyerne i England, Skotland og Wales. Håndværkerne fik nu selskab af mange ufaglærte og specialarbejdere. Efter 1870 indvarslede den tvungne skolegang en tid hvori flere fik let adgang til kundskab.

I 1881 kom J. C. Sunderlin og J. J. Bender til England fra Amerika. De arbejdede nært sammen med Charles T. Russell, der på den tid førte an i Vagttårnsselskabets arbejde. Med sig havde de et budskab der har ændret tusinder af englænderes liv til det bedre. De uddelte den interessante brochure Food for Thinking Christians, idet den ene begyndte i Skotland, og den anden i England. I London tog Tom Hart, der var rangermand ved jernbanen, mod en brochure da han en tidlig morgen var på vej hjem fra arbejde. Det han læste, vakte hans interesse og førte til mange diskussioner om Kristi genkomst. Tom fortalte begejstret sin kone og sine arbejdskammerater om det han havde lært. Snart begyndte denne lille gruppe, der blev kendt som Bibelstudenter, at uddele traktater på gaden i deres kvarter. Lignende grupper opstod i andre byer overalt i Storbritannien. Og de var alle ivrige efter at gøre Bibelens sandheder kendt.

 I 1891, da C. T. Russell besøgte England for første gang, fik interessen for Bibelens budskab cirka 150 personer i London og et lignende antal i Liverpool til at overvære et foredrag om emnet „Drag ud af hende, mit folk“ — det vil sige, gå ud fra de trossamfund der bærer det gamle Babylons mærke. (Åb. 18:4, den danske autoriserede oversættelse af 1948) „England, Irland og Skotland er modne marker der venter på at blive høstet,“ skrev broder Russell. Arbejdet med at forkynde den gode nyhed for andre bar frugt, og ved århundredskiftet var der blevet oprettet ti små kristne menigheder. For at give dem lettere adgang til åndelig føde i  form af bibelske publikationer oprettede Vagttårnsselskabet et kontor i London.

Det første afdelingskontor

I år 1900 gik endnu en af C. T. Russells nære medarbejdere, E. C. Henninges, i land i Liverpool i det nordvestlige England og rejste til London for at finde et sted som Selskabet kunne leje og bruge som litteraturlager. Den 23. april lejede han et hus på Gipsy Lane 131, Forest Gate, i det østlige London. Her blev det første afdelingskontor under Watch Tower Bible and Tract Society oprettet. Nu, hundrede år senere, ligger der over 100 afdelingskontorer på strategiske steder i hele verden.

Den 30. juni 1914 blev et nyt juridisk redskab for Jehovas organisation i Storbritannien — International Bible Students Association — oprettet i London. På det tidspunkt tog det engelske afdelingskontor sig af Rigets arbejde på alle De Britiske Øer, herunder Irland. Siden 1966 har man ført tilsyn med arbejdet i Irland fra et særskilt afdelingskontor der først lå i selve Dublin og nu ligger syd for byen.

Hjælp til andre lande

Brødrene i Storbritannien interesserede sig ikke kun for arbejdsmarken på De Britiske Øer. De vidste at Jesus Kristus havde forudsagt at den gode nyhed om Guds rige skulle forkyndes på hele den beboede jord før enden ville komme. (Matt. 24:14) I 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne søgte mange brødre i England at udvide deres forkyndelse ved at tage missionærtjenesten op i andre lande. Det var et stort skridt at tage, og Jehova velsignede deres selvopofrende indstilling.

I 1926 flyttede Edwin Skinner fra Sheffield i Nordengland til Indien. Hans ydmyghed hjalp ham til at holde  ud i dette distrikt i 64 år, frem til sin død i 1990. Den uforglemmelige og kærlige William Dey fra Skotland, der var ligningsinspektør og en ret velhavende mand, vinkede farvel til både stilling og pension for at blive afdelingstilsynsmand på Selskabets nye nordeuropæiske kontor i København. Kort tid efter rejste Fred Gabler på broder Deys opfordring til Litauen, hvor Percy Dunham, der senere kom til at tjene i Letland, sluttede sig til ham. Wallace Baxter fik tilsyn med arbejdet i Estland. Claude Goodman, Ron Tippin, Randall Hopley, Gerald Garrard, Clarence Taylor og mange, mange andre fra Storbritannien gik foran i arbejdet i Østen. En anden skotte, George Phillips, tjente i mange år i Sydafrika. Robert og George Nisbet, der også kom fra Skotland, var pionerer i Øst- og Sydafrika.

Trofaste brødre hjælper til på kontinentet

I 1930’erne stillede mange pionerer i England sig til rådighed, da der var brug for nogle der kunne hjælpe med at forkynde den gode nyhed i Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal. Blandt dem var John og Eric Cooke.

Arthur og Annie Cregeen husker hvordan det var at forkynde i Sydfrankrig dengang der ingen menigheder var. De mødte nogle polske brødre der var meget nidkære og gæstfri. Annie fortalte at de engang indbød brødrene til deres logi på Le Grand Hôtel de l’Europe i byen Albi. „Bygningen havde muligvis været flot på Napoleons tid, men dens glans var falmet,“ skrev hun senere. „Gruppen ankom søndag eftermiddag, og vi havde et spændende studium af Vagttårnet. Vi var fem forskellige nationaliteter, med blade på hver sit sprog, og det eneste vi kunne kommunikere på, var ubehjælpsomt fransk. Vi skiftedes til at læse paragrafferne i hver vores blad og forklarede så på gebrokkent fransk hvad vi havde læst. Men det var et herligt møde!“

 Denne glade tid i tjenesten i udlandet varede desværre ikke ved. John Cooke opholdt sig dengang i det sydlige Frankrig og blev der så længe han kunne. Men til sidst cyklede han ud af landet og blev evakueret til England umiddelbart før de tyske kampvogne rullede ind. Den anden verdenskrigs udbrud den 1. september 1939 resulterede i en konflikt mellem England og Tyskland der fik alvorlige konsekvenser for Jehovas vidner i England og andre steder.

Mens nationerne kastede sig ud i en total krig mod hinanden, holdt Jehovas vidner fast ved deres kristne neutralitet.  De forstod klart at lydighed mod Gud bør være vigtigere end alt andet. (Apg. 5:29) Eftersom de oprigtigt bad om at Guds rige måtte komme, og vidste hvad Jesus Kristus havde sagt om hvem der er denne verdens hersker, var de overbeviste om at det ville være forkert af dem at holde med den ene eller den anden part i en konflikt mellem forskellige blokke i verden. (Matt. 6:10; Joh. 14:30; 17:14) De enkelte Jehovas vidner tog Bibelens ord til sig om at man ’ikke mere skal lære at føre krig’. (Es. 2:2-4) I begyndelsen blev nogle forkyndere i England fritaget for militærtjeneste  som militærnægtere. Senere påstod både dommere og medier imidlertid at folk blev Jehovas vidner for at undgå at blive soldater. Det resulterede i at cirka 4300 blev sat i fængsel — heriblandt mange søstre som nægtede at udføre arbejde til støtte for krigsbestræbelserne. Efter krigen viste Jehovas vidner stadig at det der motiverede dem, ene og alene var ønsket om at behage Gud og forkynde hans rige som menneskehedens eneste håb. (Flere detaljer om Jehovas Vidners virksomhed i Storbritannien i denne periode kan findes i 1973 Yearbook of Jehovah’s Witnesses.)

Et tosproget stævne i England

Gennem årene har stævnerne altid været højdepunkter i Jehovas tjeneres liv. Under et stævne i London blev vigtige stævneforedrag der blev holdt af Vagttårnsselskabets præsident, transmitteret over radioen til mange andre lande. Stævner i London blev i 1950’erne og 1960’erne overværet af delegerede fra mere end 50 lande. Men hele programmet blev afviklet på engelsk. En undtagelse var dog stævnet i 1971.

Forberedelserne gik godt til områdestævnet „Guds navn“, der det år skulle holdes i Twickenham i London. Også i resten af Europa forberedte forkynderne sig til at overvære stævner med samme tema. Selv om Rigets arbejde stadig var underlagt forbud i Portugal, havde flere tusind planlagt at rejse gennem Spanien til Toulouse i Frankrig, hvor de så frem til at overvære stævnet. Så forlød det at der var udbrudt kolera i Spanien. Kun de der var vaccineret mod kolera, måtte rejse gennem landet. Og man havde ikke vaccine nok til alle fra Portugal der gerne ville overvære stævnet i Frankrig. Da man så fandt et muligt tilfælde af kolera i selve Toulouse, besluttede myndighederne at lukke grænserne. Hvad skulle de portugisiske brødre nu gøre? En broder sagde: „Tja, man kan jo altid tage til London.“

 W. J. (Bill) Bull, der var stævnetilsynsmand i Twickenham og kendt for sit rolige og venlige gemyt, fortæller hvad der skete: „Det lykkedes 8-900 at komme til England; 112 kom med fly, og resten i busser. Vi havde mindre end en uge til at forberede alt i. Nogle brødre tog til Dover for at tage imod portugisiske brødre der kom med færgen, og som i mange tilfælde ikke talte engelsk eller kun kunne sige nogle få ord.“ Der blev fundet logi til dem alle, fortrinsvis hos brødre i London. Et af de store cafeteriatelte blev omdannet så man dér kunne afvikle en del af programmet på portugisisk. Under skuespillene Jehova velsigner de loyale og Lad Jehovas hensigter bestemme dit liv og andre programpunkter sluttede brødrene fra Portugal sig med glæde til deres engelsktalende trosfæller. En lokal avis, Middlesex Chronicle, skrev den 13. august 1971: „Deres ankomst gjorde dette til det første tosprogede Jehova-stævne nogen sinde her i landet.“

De portugisiske brødre fortalte begejstret om arbejdets fremgang i deres hjemland, hvorefter en broder der førte tilsyn med arbejdet i Portugal, takkede de engelske brødre for deres gæstfrihed. „I har givet os så meget,“ sagde han. „Jeres tid, jeres hjem, jeres opmærksomhed, jeres venlighed, jeres omsorg i denne gigantiske by, og frem for alt, jeres kærlighed. I skal vide, brødre, at London altid vil vække de dejligste minder hos os.“ Da de portugisiske brødre gav udtryk for deres dybtfølte taknemmelighed i sang, måtte mange tørre øjnene.

Nye præsenteres for Jehovas kærlige familie

Det var ikke kun i forbindelse med stævnerne at man måtte yde hjælp til folk der ikke havde engelsk som modersmål. Antallet af indvandrere i England var stigende. Det gjorde forkyndelsen af den gode nyhed til en udfordring. Hvad kunne der gøres?

 De engelsktalende forkyndere var ivrige efter at hjælpe dem der kom fra andre lande og talte andre sprog. Når det var muligt, forsøgte forkynderne at give den besøgte noget læsestof på hans eget sprog. Men kommunikationen var et problem. Blandt indvandrerne var der imidlertid nogle Jehovas vidner som kunne hjælpe med at bygge bro over sprogkløften.

I 1960’erne var græsktalende forkyndere fra Cypern travlt optaget af at forkynde sandheden for græsktalende i England, og forkyndere fra Italien talte om Bibelens sandheder med landsmænd der var flyttet til London.

En ung tysk forkynder ved navn Franziska kom til England i foråret 1968 for at arbejde som au pair-pige, det vil sige for at udføre husligt arbejde hos en familie mod at få kost og logi og få mulighed for at lære familiens sprog. Efter samme år at have overværet stævnet ’En god nyhed for alle nationerne’ begyndte hun begejstret at øge sin andel i forkyndelsen og præsentere den nye bog, Sandheden der fører til evigt liv, til andre au pair-piger i området. Det førte til at hun oprettede fire bibelstudier. Et af dem var med en schweizisk pige som Franziska studerede med på tysk. Da pigen begyndte at overvære menighedens møder, kunne hun ved selvsyn erfare den kærlighed der råder i Jehovas husstand. (Joh. 13:35) Året efter havde denne interesserede pige gjort så gode fremskridt at hun indviede sig til Jehova og lod sig døbe. Senere blev hun pioner og hjalp også sin mor til at tage imod sandheden. Men det var kun den spæde begyndelse til Franziskas forkyndelse for au pair-piger.

„Når jeg går fra hus til hus og træffer en au pair-pige, fortæller jeg hende altid at jeg også selv har været au pair-pige engang,“ beretter Franziska begejstret. „Så har vi straks noget tilfælles. Jeg understreger altid at da jeg kom til England, kendte jeg ingen, undtagen én søster. Men i menigheden  gjorde man alt for at jeg skulle føle mig velkommen. Derfor prøver jeg altid at få dem til hurtigt at lære menigheden at kende, så de selv kan se at vi er én stor familie.“

I 1974 blev Franziska gift med Philip Harris, og sammen tjener de nu på Betel i London og hører til Northwood-menigheden. Franziska har besøgt et hus i dette distrikt i over 13 år. Hun forklarer: „Betel fik et brev fra en fransk au pair-pige, Nathalie, der bad om at få besøg af et af Jehovas  vidner. Forkyndere i Frankrig havde givet hende bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og nu ville hun gerne have noget mere at vide. Hun kunne endnu ikke så meget engelsk, men jeg kunne se at hun tørstede efter sandheden. Hun gjorde gode fremskridt og begyndte hurtigt at komme til møderne.“ Før Nathalie rejste tilbage til Frankrig, blev hun udøbt forkynder. Hun og hendes mand tjener nu som pionerer i det arabiske distrikt.

Den familie der ansatte disse au pair-piger, havde et bestemt system. Før en af dem rejste, ankom den næste. Så havde den første au pair-pige et par dage til at lære den nye hvad der skulle gøres i huset. Da Nathalie skulle hjem, sagde Franziska til hende: „Før du rejser tilbage til Frankrig, så fortæl den nye au pair-pige hvor meget det har hjulpet dig at studere Bibelen, og se om hun er interesseret.“ Den næste au pair-pige var Isabelle, der også kom fra Frankrig, og jo, hun var også interesseret. Franziska studerede så med hende. Isabelle blev fulgt af endnu en Nathalie, der snart begyndte at overvære møderne. Da hun vendte hjem til Frankrig, blev også hun døbt.

En anden pige, Gabriela, kom fra Polen. Hun havde aldrig rigtig haft kontakt med Jehovas vidner, og hun sagde til Franziska at hun ikke brød sig om tyskere på grund af det dårlige ry de har i Polen. Franziska forklarede at Jehovas vidner aldrig tager del i krige. „Under den anden verdenskrig var det umuligt at finde et Jehovas vidne i hæren,“ forklarede hun. „Ved du godt at vi blev forfulgt? Vi kom i koncentrationslejre fordi vi ikke ville sige ’Heil Hitler’ eller støtte nazistyret.“ Det blev Gabriela forbavset over at høre, og hendes anti-tyske følelser forsvandt snart. Efter et regelmæssigt studium med Franziska blev Gabriela udøbt forkynder, og senere symboliserede hun sin indvielse til Jehova ved et stævne i Twickenham. I årenes løb har Franziska  studeret Bibelen med 25 au pair-piger fra ti forskellige lande og haft den glæde at præsentere dem for Jehovas kærlige familie.

Møder på deres eget sprog

Det var naturligvis ikke alle der hurtigt kunne gøre fremskridt i sandheden ved at studere Bibelen på engelsk eller overvære møder der blev holdt på et andet sprog end deres modersmål. Hvad kunne man gøre for at hjælpe dem?

Da græsktalende forkyndere fra Cypern begyndte at finde interesse blandt deres landsmænd i England, arrangerede man nogle møder på græsk i London. I 1966 blev der oprettet en græsk bogstudiegruppe. Senere begyndte man også at holde et offentligt foredrag hver måned. I 1967 blev den første græske menighed i London oprettet, og en anden græsk gruppe begyndte at holde møder i Birmingham.

De italiensktalende forkyndere begyndte i 1967 at samles til offentlige foredrag og vagttårnsstudium i rigssalen i Islington i London. Senere blev der holdt flere italienske møder andre steder. Her er et eksempel på hvordan tingene udviklede sig: Vera (Vee) Young begyndte at studere Bibelen med en italiensk kvinde i Enfield i det nordlige London. Efterhånden som hun fik større værdsættelse, sagde hun: „Det er en skam at der ikke er noget på italiensk for nogle af mine venner.“ Det fik Vees mand, Geoff, til at kontakte en kredstilsynsmand. Sammen fandt de frem til en græsktalende broder der havde været pioner i Italien. „Jeg holdt et foredrag på engelsk, og så oversatte den græske broder det til italiensk,“ fortæller Geoff. Der kom cirka 30, og nogle af dem gjorde gode åndelige fremskridt. Med tiden var de italiensktalende forkyndere klar til at danne deres egen menighed. Siden da er der gennemsnitlig blevet oprettet en ny italiensk menighed hvert femte år.

 Væksten fortsatte også i det græske distrikt. I 1975 blev der arrangeret et græsk stævne. På det tidspunkt var Geoff og Vee Young pionerer og i slutningen af fyrrerne. Deres to børn var voksne og havde begge giftet sig „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Eftersom Geoff og Vee ikke længere havde aldrende forældre at tage sig af, var de i stand til at tage mod nye tjenesteprivilegier. Til Geoffs overraskelse blev han bedt om at tilrettelægge et stævne for alle de græsktalende brødre i Storbritannien. „Jeg havde ingen anelse om hvad der ventede mig,“ fortæller Geoff. „Da jeg ankom til stævnepladsen, så det, med mit uerfarne blik, ud som om der var borgerkrig!“ Men det var nok bare en konservativ brite der blev konfronteret med grækernes stærke følelser. De græske brødre var såmænd bare ved at drøfte hvordan de bedst kunne gribe arbejdet an. Der kom over 400 til stævnet.

Der skete også noget inden for andre sproggrupper. I 1975 blev der oprettet en spansk menighed. Det første offentlige foredrag på gujarati i London blev holdt i 1977. To år senere blev der holdt et lille stævne på gujarati. Omkring samme tid blev der holdt et kredsstævne på punjabi, som blev overværet af cirka 250.

„En flok dejlige mennesker“

Før i tiden blev de store stævner ofte holdt i London. I 1960’erne holdt man sommerstævnerne i forskellige byer i hele landet. Somme tider var der kun fire stævner; andre år brugte man mindre faciliteter, og antallet af stævner kunne nå op på 17. Brødrene lejede fodboldstadioner, auditorier og en skøjtehal. I 1975 havde man planlagt at holde et stævne på stadionet Cardiff Arms Park i Wales.

Selv om Jehovas Vidner har et godt ry i det meste af Storbritannien, kan det ske at de der står for udlejningen af stadioner, og som ikke før har oplevet Jehovas Vidners  store stævner, tøver lidt med at udleje deres faciliteter til os. Det var tilfældet i Cardiff Arms Park. Brødrene forhandlede med Rugbyforbundet i Wales. Lord Wakefield, der dengang var formand for Rugbyforbundet i hele Storbritannien, havde venligt sagt til brødrene at hvis der opstod problemer under forhandlingerne med Rugbyforbundet i Cardiff, skulle de bede bestyrelsesmedlemmerne om at ringe til ham. Brødrene var meget taknemmelige for denne hjælpende hånd! Da forhandlingerne på et tidspunkt var ved at køre fast, satte en opringning til lord Wakefield dem i gang igen. Jehovas Vidner havde holdt stævner i Twickenham i London siden 1955, og lord Wakefield forklarede sine kolleger i Wales hvor glad han og hans bestyrelse var for at Vidnerne brugte Twickenham stadion hver sommer. Han forsikrede dem om at de ikke havde grund til bekymring, og tilføjede: „Vidnerne er en flok dejlige mennesker!“ Der blev hurtigt indgået en aftale, og Jehovas Vidner har i mange år regelmæssigt benyttet Cardiff Arms Park som stævneplads i Wales.

Vore egne stævnehaller

Foruden de store sommerstævner holder Jehovas Vidner også nogle mindre stævner i årets løb. I 1969 var der 55.876 forkyndere i Storbritannien, men inden for fire år steg antallet til 65.348. Indtil da var kredsstævnerne blevet holdt i lejede haller, men det blev sværere og sværere at finde passende faciliteter til en rimelig pris.

I 1970’erne stod det klart at vi havde brug for at have vore egne stævnehaller. Der blev holdt møder med de ansvarlige brødre, og man begyndte at lede efter passende steder. Til at begynde med var brødrene mest indstillet på at renovere eksisterende bygninger. I begyndelsen af 1975 forhandlede brødrene om køb af en nedlagt biograf  i Manchester i Nordengland. Efter nogle måneders renoveringsarbejde blev Jehovas Vidners første stævnehal i England indviet den 31. august. Den var klar netop i rette tid til det nye kredsstævneprogram, der begyndte i september.

To år tidligere havde stævnetilsynsmænd i den sydøstlige del af landet holdt et møde for at drøfte hvordan man kunne få en stævnehal i London. Denis Cave, et medlem af det udvalg der blev nedsat til at finde en passende bygning, husker hvor rystet han blev da de forsamlede brødre enstemmigt vedtog at søge, ikke efter én hal, men efter to — en nord for Themsen og en syd for — og det på trods af de høje ejendomspriser i området!

En nedlagt biograf i byen Dorking, 30 kilometer syd for London, virkede som en god mulighed. Men ejendomsspekulanter kom ind i billedet og bød en høj pris for bygningen. Denis Cave blev først modløs, men fik sig en overraskelse da byens øverste myndighedsperson ringede til ham og foreslog at han og en anden broder kom til et møde. Foruden at hæve byplanrestriktionerne sådan at bygningen kunne bruges til religiøse formål, gik myndighederne med til at købe biografen og derefter tilbyde brødrene den som et ubegrænset lejemål der blot skulle fornys hvert tredje år.

Denne stævnehal tjente sit formål i over ti år, indtil bystyret besluttede at anvende bygningen til andre formål. For at erstatte den købte brødrene en 11 hektar stor grund i nærheden af Londons Gatwick-lufthavn. Nogle eksisterende bygninger på grunden kunne indgå i et bygningskompleks og blive en god stævnehal. Der opstod nogen lokal polemik fordi der kun ville være adgang til den nye bygning ad smalle biveje. Naboerne ville naturligt nok gerne beskytte deres privatliv og bo så uforstyrret som muligt. Ville Jehovas vidner respektere henstillingerne om at følge nogle ganske  bestemte ruter og overholde hastighedsgrænserne når de kørte til og fra stævnehallen? I en avisartikel der refererede fra et møde i det lokale byplanudvalg, hed det: „Udvalget mente at det under normale omstændigheder ville være umuligt at gennemtvinge sådanne henstillinger. Men med Jehovas vidner var det anderledes.“ Udvalgets formand tilføjede: „Mange andre grupper eller organisationer ville gerne kunne sige at deres medlemmer adlyder den slags henstillinger. Men det er noget grundlæggende for denne organisation.“ Denne nye stævnehal i Hays Bridge i Surrey-området blev taget i brug med et kredsstævne den 17. og 18. maj 1986, præcis et år efter at brødrene havde købt grunden.

Samtidig med at der blev arbejdet på Dorking-stævnehallen i 1975, var forkynderne i det nordlige London i gang med at ombygge den tidligere Ritz-biograf i New Southgate. I denne bygning havde der, fra midten af 1930’erne indtil foråret 1974, været en biograf. I en kort overgang havde bygningen også været synagoge. Da Jehovas Vidner overtog den, var den „i stærkt forfald,“ fortæller arkitekten Roger Dixon. „Bygningen var sådan set god nok, men den var ikke vandtæt,“ siger han. „For at dække over forfaldet havde man malet tilhørersalen sort!“ I begyndelsen forekom det at være en næsten umulig opgave at renovere bygningen. Alligevel lykkedes det cirka 2000 faglærte og ufaglærte frivillige at få arbejdet gjort på bare fire og en halv måned.

Samtidig med dette arbejdede man også på en stævnehal i West Midlands. Brødrene havde i 1974 købt en tidligere biograf som lå i Dudley. Det tog længere tid at renovere den, men i september 1976 var også den klar til brug.

Der opføres nye stævnehaller

Forkyndertallet blev ved med at stige, fra 71.944 i 1974 til 92.616 i 1984. Mange boede i industribyerne i  det nordlige England. Derfor planlagde man at bygge en stævnehal i South Yorkshire.

I september 1985 begyndte opførelsen af det der skulle blive kendt som East Pennine-stævnehallen. Den er bygget over en stålkonstruktion, har plads til 1642 personer og rummer en rigssal med 350 siddepladser til den lokale menighed. Taget har et spænd på 42 meter, hvilket gør bygningen meget smuk. Tidsskriftet The Structural Engineer har kaldt denne usædvanlige konstruktion „den ottekantede løsning“. Byrådet i Rotherham tildelte stævnehallen deres førstepris for design.

Noble Bower, der sad i projektudvalget, arbejdede på stævnehallen helt fra begyndelsen og blev senere den første tilsynsmand for hallen. Med sin joviale, men seriøse optræden var han til opmuntring for de over 12.500 brødre og søstre der hjalp til i de 14 måneder byggearbejdet stod på. For at arbejdet kunne fortsætte trods frostvejr, iskold tåge og sne, rejste brødrene en stilladsramme på byggepladsen der kunne bære en overdækning af plasticpresenninger. Varmekanoner blæste så varm luft ind i dette aflukke. Intet fik lov at hindre arbejdet på dette vigtige projekt. Brødrene kom langvejsfra for at opmuntre de frivillige arbejdere.

 For Noble og hans kone, Louie, kom den mest uforglemmelige dag den 15. november 1986, da stævnehallen blev indviet til Jehova under et besøg af Theodore Jaracz, der er medlem af Det Styrende Råd.

Nu havde brødrene i det nordlige England, The Midlands og det sydøstlige England deres egne stævnehaller, men hvad med brødrene i Vestengland og Wales? I oktober 1987 fandt man en passende grund i Almondsbury, nord for byen Bristol. Det viste sig imidlertid vanskeligt at få de nødvendige zonetilladelser. Man måtte prøve igen og igen, indtil det endelig lykkedes i februar 1993.

Så gik byggeriet for alvor i gang. Det var en stor glæde da dagen oprandt, den 5. august 1995, hvor denne den sjette stævnehal i England skulle indvies! John Barr fra Det Styrende Råd talte over temaet „Jorden fyldes med kundskab om Jehova“. Alle tilhørerne værdsatte hans kærlige påmindelse: „Glem aldrig at dit distrikt blot er en lille del af Jehovas fodskammel. Han er lige så interesseret i din del af jorden som i enhver anden, så husk på at Rigets arbejde er verdensomfattende.“

Allerede ugen efter talte broder Barr ved indvielsen af et nyt rigssalskompleks i Edgware i Nordlondon. Her havde brødrene opført en flot bygning med tre rigssale adskilt af foldevægge der kan skydes til side, så hele bygningen kan bruges som stævnehal for de fremmedsprogede grupper. På dette tidspunkt havde interessen i det fremmedsprogede distrikt føjet en helt ny dimension til forkyndelsen af Riget i Storbritannien.

’Jeg har altid ønsket at gøre mere’

For nogle Jehovas vidner har det at forkynde den gode nyhed været ensbetydende med at søge efter måder at udvide deres tjeneste på. Mange brødre og søstre fra England  har meget prisværdigt taget initiativ til at tjene hvor behovet er større. I mange tilfælde har det betydet at de er flyttet til andre lande, ligesom mange nidkære pionerer i 1920’erne og 1930’erne gjorde. Disse brødre og søstre har så kunnet fremme Rigets interesser i deres nye hjemland og samtidig være til opmuntring for de lokale brødre. I 1970’erne og 1980’erne flyttede familier fra Storbritannien til Mellem- og Sydamerika, Afrika og Asien.

Vera Bull, hvis to døtre var voksne og gift, solgte i en alder af 57 år sit hus på Isle of Wight og rejste til Colombia sammen med en flok unge pionerer fra Ealing-menigheden i London. Hun lærte hurtigt spansk og ledte inden længe 18 bibelstudier. Nu, cirka 30 år senere, tjener hun stadig i Colombia, omgivet af mange åndelige børn.

Tom og Ann Cook havde tjent en del år i Uganda sammen med deres døtre, Sara og Rachel, da forholdene i landet i 1974 gjorde det nødvendigt for dem at vende tilbage til England. Året efter flyttede de igen — denne gang til Papua Ny Guinea. Her giftede Sara sig med en specialpioner. Senere flyttede familien til Australien, hvor også Rachel giftede sig med en trosfælle. I 1991 fik Tom og Ann et nyt distrikt på Salomonøerne, hvor Tom nu tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg.

Andre har kun boet i udlandet i en kortere periode, men de erfaringer de har høstet, har været af uvurderlig betydning for dem. Det kan Barry og Jeanette Rushby tale med om.

„I al den tid jeg har været i sandheden, har jeg altid ønsket at gøre mere,“ siger Barry. Da han var blevet gift med Jeanette, der var pioner, reagerede de på en meddelelse i Rigets Tjeneste om at der var brug for brødre på Papua Ny Guinea. „Det var et svar på vore bønner,“ fortæller de begge. Brødrene på afdelingskontoret i Port Moresby ville  gerne have dem til at tjene i Goroka midt i landet, men Barrys arbejdstilladelse gjaldt kun øen Bougainville. Da de ankom til Papua Ny Guinea, hørte de til deres store glæde at myndighederne havde ændret Barrys arbejdstilladelse og givet ham arbejde i Goroka!

Barry tiltrådte en stilling som skolelærer, og Jeanette var pioner sammen med menighedens 18 forkyndere. „Noget af det jeg lærte, var at når det var på tide at tage til møde, kunne intet holde brødrene tilbage, selv ikke det mest forfærdelige vejr i regntiden,“ husker Barry. „De havde ingen biler, og de måtte tit gå i en eller to timer for at komme til  møderne, så når de kom ind i rigssalen, var de fuldstændig gennemblødte! Men de kom hver eneste gang.“

Efter at Barry og Jeanette havde haft seks dejlige år på Papua Ny Guinea, ændredes situationen for udlændinge. Barry fandt det klogest at de flyttede tilbage til England. På baggrund af de erfaringer de havde gjort i udlandet, besluttede de at de nu begge ville være i heltidstjenesten. Men hvor? De ville gerne tjene hvor der var et særlig stort behov. Efter at have rådført sig med Selskabet og deres kredstilsynsmand flyttede de til Boston i Lincolnshire. De fandt hurtigt et sted at bo, men Barry kunne ikke finde et deltidsjob der gav ham mulighed for at være pioner sammen med Jeanette. Alligevel besluttede de, i tro på Jehovas løfte om at han ville hjælpe dem hvis de satte Riget først, at begynde som pionerer den 1. september — uanset om Barry havde arbejde eller ej! Den 1. september havde de frakkerne på og var på vej ud i forkyndelsen da telefonen ringede. En mand fra postvæsenet spurgte: „Kunne du tænke dig et deltidsjob?“ Barry svarede: „Ja tak! Hvornår kan jeg begynde?“ Manden svarede: „Hvad med i morgen?“ Jehova havde velsignet deres bestræbelser for at lade tjenesten for ham komme i første række. (Matt. 6:33) Fire år senere kom der endnu en uventet opringning til Barry og Jeanette — de blev spurgt om de ville føre tilsyn med East Pennine-stævnehallen.

De møder villigt frem

Det er karakteristisk for Jehovas tjenere at de villigt stiller sig til rådighed. Kong David fra fortidens Israel sang til Jehova: „Dit folk møder villigt frem den dag du mønstrer din kampstyrke. . . . Du [har] som dug dit unge mandskab.“ (Sl. 110:3) Denne villige indstilling har kendetegnet mange englændere der er mødt villigt frem for at være med til at fremme den sande tilbedelses interesser.

 Alle der gav af sig selv i heltidstjenesten, både unge og ældre, blev meget opmuntrede over en meddelelse der blev givet ved områdestævnet „Glad virksomhed“ i 1977. Ved de syv stævner i England, Skotland og Wales klappede i alt 110.000 tilhørere begejstret da taleren fortalte om Pionerskolen, et tougers kursus med bibelstudium og øvelse i hvordan stoffet skal anvendes i praksis i forkyndelsen. Pionerskolen er en videregående oplæring til dem der har mindst et års erfaring i pionertjenesten. Efter at have gennemgået Pionerskolen vil nogle af pionererne kunne hjælpe med at bane vejen i nye distrikter hvor der stort set ikke er blevet forkyndt før.

Skolen begyndte i marts 1978 i den nordengelske by Leeds. Ann Hardy, en af pionererne i den første klasse, husker det som en dejlig tid. „Vi blev i den grad opbygget åndeligt,“ fortæller hun. „Skolen gav os en ny forståelse af hvor  vigtigt det er at vise oprigtig interesse for dem vi møder i forkyndelsen.“ Sammen med sin mand tjener hun nu som medlem af betelfamilien. Andrea Biggs, en mor til fire som overværede skolen i Pontypridd i Wales, udbryder: „Hvis det er en forsmag på noget der skal komme, har Jehova noget helt vidunderligt i vente til os, og nu længes jeg mere end nogen sinde efter den nye verden.“ De 20.000 pionerer der indtil nu har gennemgået Pionerskolen, fordelt på cirka 740 klasser, er helt enige i dette. Efter at have gennemgået skolen har ikke så få af dem besluttet at gøre pionertjenesten til deres livsvej.

Efter at have fået en vis erfaring i pionertjenesten har flere hundrede meldt sig til at tjene på afdelingskontoret i England som medlemmer af betelfamilien. Der er i øjeblikket 393 medlemmer af familien, og 38 af dem har tjent på Betel i 20 år eller mere.

Christopher Hill er en af dem der arbejder på Betel. Hvorfor ansøgte han om beteltjeneste? Han svarer: „Jeg begyndte som pioner i 1989. Men jeg ville gerne vise Jehova og mig selv at jeg var i heltidstjenesten fordi jeg elskede ham, og ikke bare fordi min mor og far var pionerer. Jeg havde lyst til at sandheden skulle fylde hele mit liv, ikke bare en del af det. Jeg vidste at beteltjenesten ville give mig mulighed for det — selv om den også ville være en udfordring.“

Geraint Watkin er også medlem af betelfamilien. I begyndelsen af 1980’erne sagde han nej tak til en universitetsuddannelse og begyndte i stedet som pioner. Han forsørgede sig selv ved et deltidsjob på sin fars gård. Han var glad for pionertjenesten og håbede at han en dag kunne blive missionær. Hvorfor ansøgte han så om beteltjeneste? En artikel i Vagttårnet i 1989 gjorde indtryk på ham. Han læste en livsberetning af Max Larson, der arbejder på Betel i USA. Bror Larson sagde: „Det er min faste overbevisning at  Betel er det bedste sted på jorden på denne side af det kommende jordiske paradis.“ Geraint lagde mærke til at bror Larson havde lagt sagen frem for Jehova i bøn efter at han havde bedt om en ansøgning om beteltjeneste. Geraint fulgte straks hans eksempel. Omkring ti dage senere ringede Geraints telefon, og han blev indbudt til at blive medlem af betelfamilien i England. På Betel bruger han den erfaring han har fået på sin fars gård, idet han tager sig af en gård der forsyner betelfamilien i London med mad. Engang var landbrug blot et middel til at han kunne forsørge sig selv i pionertjenesten. Nu betragter han det landbrugsarbejde han udfører, som „den opgave Jehova har tildelt ham på Betel“.

Teokratiske byggeprojekter virkede tiltrækkende på andre forkyndere. Mens Denise (Teddy) McNeil var pioner, arbejdede hendes mand, Gary, for at forsørge familien. I 1987 meldte de sig begge til at hjælpe ved betelbyggeriet i London, og i 1989 blev de indbudt til at blive medlemmer af betelfamilien. De tog imod indbydelsen med kredstilsynsmandens ord i tankerne: „Sig aldrig nej tak til en opgave fra Jehova.“ På Betel har Garys færdigheder inden for elektronik og Teddys baggrund som klinikassistent vist sig meget nyttig. De har også været med til at opdyrke interessen i de polsk- og bengalitalende distrikter i Londonområdet.

Willie og Betty Stewart er blandt dem der har stillet sig til rådighed for det internationale byggehold. Willie, der er blikkenslager og varmetekniker, trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 55-årig. Siden har han og Betty deltaget i byggeprojekter i Grækenland, Spanien, Zimbabwe og på Malta. Betty har hjulpet til med rengøring, tøjvask og såmænd også noget blikkenslagerarbejde. De har arbejdet hårdt, og de føler at den åndelige belønning har været stor. Willie siger: „Vi har fået venner i hele verden og i alle aldersklasser.“

 En særlig oplæring af kvalificerede brødre

En anden dør til større tjenesteforrettigheder åbnede sig i 1990 da Skolen for Udnævnte Tjenere begyndte i England. Denne skole gav ugifte brødre der tjente som ældste eller menighedstjenere, yderligere mulighed for at få en særlig oplæring, så de derefter kunne tjene hvor som helst i verden der måtte være brug for dem. Undervisningen på dette kursus, der varer otte uger, er ligeligt fordelt mellem Bibelens lærepunkter og organisationsmæssige anliggender. Den første klasse i England blev undervist i East Pennine-stævnehallen. To områdetilsynsmænd fra De Forenede Stater, James Hinderer og Randall Davis, var klassens lærere. Tre erfarne kredstilsynsmænd fra England — Peter Nicholls, Ray Pople og Michael Spurr — overværede også undervisningen for at blive oplært til at undervise kommende klasser. I et foredrag for den klasse der udgik fra skolen den 17. juni 1990,  sagde Albert D. Schroeder fra Det Styrende Råd til de elever der fik tildelt distrikt i England: „Der er brug for jer dygtige unge mænd til at anspore arbejdet her. Det bliver en rigtig vitaminindsprøjtning for det engelske distrikt.“

Blandt dem der er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, er Bharat Ram, der kommer fra en hinduisk familie. Han er nu gift og tjener sammen med sin kone i den nordvestlige del af England, hvor der er mange gujaratitalende de kan hjælpe. John Williams fra Wales var overrasket over at få tildelt arbejde på afdelingskontoret i Zambia, hvor der var brug for hans færdigheder. Han blev senere sendt ud som missionær i Kitwe, Zambia.

Gordon Sarkodie, der er født i Ghana, flyttede til England med sin familie da han var 12 år. Mens han endnu var  teenager, blev hans interesse for Bibelens sandhed vakt af en forkynder der leverede Vagttårnet og Vågn op! til Gordons far. Et bibelstudium førte til at han lod sig døbe i 1985. Som hjælpepioner ledte han så mange bibelstudier at hans pionervenner foreslog ham at begynde som almindelig pioner. Da han overværede Pionerskolen efter at have været pioner i et år, opfordrede kredstilsynsmanden ham til at ansøge om at komme på Skolen for Udnævnte Tjenere. Ønsket om at blive dygtigere til at hjælpe de unge i menigheden ansporede Gordon til at sende ansøgningen ind. Han overværede skolens syvende klasse i England. Derefter tjente han i London i to år, hvorefter han blev sendt til Zambia som missionær. Eftersom Gordon har været villig til at stille sig til rådighed for en hvilken som helst opgave Jehova måtte give ham, har hans oplæring gradvis medført større privilegier. Efter 12 ugers undervisning i cibemba, et af de lokale sprog, blev Gordon udnævnt til kredstilsynsmand i Kobberbælte-provinsen. Han har også haft den forret at oplære andre til kredstjenesten.

Den engelskfødte Richard Frudds forældre var Jehovas vidner. Efter selv at have indviet sit liv til Jehova følte han ikke at han havde ret til at sætte grænser for hvad hans indvielse skulle omfatte. Han stillede sig derfor til rådighed. I 1982 begyndte han som pioner. Senere ansøgte han om at komme på Skolen for Udnævnte Tjenere, som han udgik fra i 1990. Også han blev sendt til Zambia. Efter at have lært cibemba, og fået en vis erfaring i sit nye distrikt, blev han udnævnt til kredstilsynsmand. Han har også været lærer på Skolen for Udnævnte Tjenere på afdelingskontoret i Zambia.

Til dato er 433 elever udgået fra de 19 klasser der har været på Skolen for Udnævnte Tjenere i England. Heraf tjener de 79 i øjeblikket i udlandet, 4 tjener som kredstilsynsmænd,  12 er på Betel, og 308 lader andre få gavn af deres oplæring ved at tjene som pionerer i England.

Ud som missionærer

I hundredvis af pionerer i England har stillet sig til rådighed for at tjene hvor som helst i verden der måtte være brug for dem. Mange af dem er blevet undervist på Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York. I alt har 524 fra England gennemgået Gileadskolen. De har tjent i 64 lande i alle dele af verden.

Nogle pionerer fra England havde allerede tjent i udlandet før de blev indbudt til Gileadskolen. Det gjaldt for eksempel John og Eric Cooke, der tjente i henholdsvis Frankrig og Spanien. Efter at have gennemgået Gileadskolen blev Eric sendt til Afrika. John tjente først i Spanien og Portugal, hvorefter også han blev sendt til Afrika. Det samme var tilfældet med Robert og George Nisbet, der havde tjent i Sydafrika i mindst 15 år før de kom på Gilead. Derefter blev de sendt til Mauritius og siden tilbage til Afrika. Claude Goodman havde allerede tjent i 20 år i Indien, på Ceylon (nu Sri Lanka), i Burma (nu Myanmar), i Thailand og i Malaya (nu en del af Malaysia) før han kom på Gilead; derefter blev han sendt til Pakistan. Edwin Skinner havde været pioner i Indien i 20 år før han kom på Gilead, og tjente siden yderligere 43 år i Indien indtil han fuldførte sit jordiske livsløb i 1990.

Andre har fået en forsmag på tjenesten i det fremmede ved at deltage i byggeprojekter som internationale byggearbejdere. Det gælder for eksempel Richard og Lusia Palmer, der i forskellige perioder mellem 1989 og 1994 har tjent i Grækenland, Tahiti, Spanien og Sri Lanka, og som derefter blev på Sri Lanka for at tjene som pionerer i over tre år inden de blev indbudt til Gilead.

 De der ansøger om at komme på Gilead, tilskyndes til at betragte missionærtjenesten som en livsgerning. De fleste af dem rejser ud til deres distrikt med denne indstilling, og nogle har sat et virkelig godt eksempel. Mindst 45 af dem der er rejst ud som missionærer fra England, og som stadig er i deres missionærdistrikter, har været der i 20 år eller mere. Af disse er 9 i Mellem- og Sydamerika, 11 er i lande i Asien, 11 i Afrika, 4 i Europa, og 10 befinder sig på forskellige øer.

En af dem der har holdt ud i missionærtjenesten i mange år, er Anthony Attwood, der tjente i Nigeria i 49 år. I 1997 måtte han flytte til Betel i London på grund af immigrationslovgivningen, men hans hjerte er stadig i Nigeria. Han siger: „Det var et vidunderligt privilegium at virke i Nigeria. De år er brugt godt. Jeg vil tilskynde alle unge der er blevet velsignet med sandheden, til at gribe ethvert tjenesteprivilegium de måtte få tilbudt. Jehova vil aldrig skuffe jer. Det ved jeg af erfaring.“ Olive Springate der i 1951 blev sendt til Brasilien som missionær, fik i 1959 følgeskab af sin søster, Sonia. Denton Hopkinson og Raymond Leach kom til Filippinerne som missionærer i begyndelsen af 1950’erne, og der bor de stadig. Malcolm Vigo, der begyndte i missionærtjenesten i Malawi og blev der i ti år indtil han blev udvist, tjener nu i Nigeria sammen med sin kone. Mange andre kunne nævnes som alle har haft et liv der var fyldt med velsignelser fra Jehova.

Nogle af dem der rejser ud som missionærer, har måttet kæmpe med alvorlige problemer for at kunne fortsætte i deres tjeneste. Efter flere år i missionærtjenesten i Brasilien var Eric og Chris Britten nødt til at vende hjem til England i en periode på grund af sygdom. Senere samme år tog de imod et distrikt i Portugal, hvor arbejdet dengang var forbudt. Efter syv år blev de udvist fra Portugal fordi de underviste folk i Bibelen. De fortsatte i heltidstjenesten i England,  men skrev til Selskabet for at spørge om de ikke kunne blive sendt ud i et andet missionærdistrikt. Inden længe var de tilbage i Brasilien, hvor de virkede både i missionærtjenesten og i kredstjenesten. De tjente trofast sammen i Brasilien indtil Eric døde i august 1999; Chris tjener fortsat der.

Efter en årrække kan bibelske forpligtelser over for familien kræve nogle justeringer i ens tilværelse. Det oplevede Mike og Barbara Pottage. Efter at have tjent i Zaire i 26 år vendte de i 1991 hjem til England for at hjælpe en af deres aldrende forældre som havde meget dårlige boligforhold. Deres hjerter hang dog stadig ved heltidstjenesten, og de formåede at tjene som specialpionerer mens de tog sig af deres familieforpligtelser. I 1996 var de i stand til at vende tilbage for at tjene yderligere tre år i missionærdistriktet i Zaire, der nu kaldes Den Demokratiske Republik Congo. De er nu medlemmer af betelfamilien i England. Siden de begyndte i missionærtjenesten i Zaire, har de set forkyndertallet i den del af verden vokse fra 4243 til over 108.000. De husker tydeligt dengang Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt i landet, cirka et år efter at de ankom. Og det første stævne, der blev holdt det følgende år i Kinshasa, står stadig som et højdepunkt for dem, selv om det kun blev overværet af 3817. Hvor var det dejligt at se at der i 1998 var 534.000 som havde fået gavn af undervisningen fra Gud og overværede Herrens aftensmåltid trods de urolige forhold i landet.

Der skaffes egnede rigssale

Efterhånden som antallet af menigheder i England voksede, blev det en stadig større udfordring at skaffe egnede rigssale. Nogle menigheder holdt møder i lejede sale og andre steder, og forholdene var ikke altid passende for grupper af kristne der samledes for at tilbede den almægtige Gud, Jehova. Der var et stort behov for passende mødesteder.

 Det har ikke altid været let at få fat i ejendomme eller grunde der kunne bruges til rigssale. Somme tider har modstanden været ret intens, især på grund af religiøse fordomme. Men til modstandernes store overraskelse er det alligevel lykkedes fordi de ansvarlige brødre har stolet på Jehova og været udholdende.

I begyndelsen af 1970’erne tilbød en af menighederne i Swansea i Wales at købe et tomt kapel for at bruge det som rigssal. En diakon i den kirke som ejede bygningen, sagde at det blev over hans lig at kapellet blev solgt til Jehovas Vidner. Det blev derfor solgt til postkontoret og brugt som midlertidig telefoncentral. Da postkontoret i 1980 ikke længere havde brug for bygningen, blev den sat på auktion. En af menighedens ældste hørte om det og drøftede med de andre ældste hvor meget de kunne byde. En bygningsinspektør anslog at bygningen og grunden var 20.000 pund værd. Brødrene var lykkelige da de fik hammerslag ved 15.000 pund! Efter den nødvendige renovering blev bygningen indviet til Jehova.

Da menigheden i havnebyen Exmouth i det sydvestlige England var vokset så meget at den måtte deles, besluttede brødrene at det var på tide at finde et sted hvor man kunne bygge en større rigssal. De opdagede at myndighederne ejede en grund der allerede var sat til side til religiøse formål. Brødrene indledte forhandlinger om at købe den. Så traf byrådet den usædvanlige beslutning at salgspapirerne for grunden ikke kunne færdiggøres før bygningen var fuldført. Byggearbejdet var færdigt i 1997, og heldigvis holdt byrådet sin del af aftalen. Menighederne der kommer i denne rigssal, ser dette som et vidnesbyrd om at Jehova velsigner deres bestræbelser for at fremme den sande tilbedelse i deres distrikt.

 Den første i Europa

Selv når det var muligt at købe en grund, tog det ofte flere år at bygge en ny rigssal. Og i de ti år fra 1972 til 1982 steg antallet af menigheder i England fra 943 til 1147. Derfor måtte der gøres noget så byggerierne kunne holde trit med det voksende behov for rigssale.

I september 1983 ankom et hold brødre fra USA og Canada der havde erfaring inden for byggeri, til Northampton, 100 km nord for London. De havde beskæftiget sig med hurtigbyggerier og kom for at fortælle om de fremgangsmåder man havde udviklet. De samarbejdede med de lokale brødre for at hjælpe dem med at bygge en ny rigssal økonomisk og hurtigt. „For nylig har en gruppe Jehovas vidner på fire dage udrettet noget som tager et halvt år for en almindelig entreprenør, og så til en fjerdedel af prisen,“ skrev bladet  Building Design den følgende måned. Jehova velsignede opførelsen af denne hurtigbyggede rigssal, den første af sin art i Europa.

Det følgende år var over 1000 frivillige med til at bygge en rigssal i den walisiske by Dolgellau. Denne gang blev projektet gennemført på to dage i stedet for fire. De 33 lokale forkyndere fik hjælp af andre fra Wales, England og USA. Brødre fra Frankrig og Holland var også til stede for at se hvordan en hurtigbygget rigssal bliver til, og da de kom hjem, begyndte de at lære andre hvordan man gør.

Hjælpen fra de udenlandske brødre var til gavn for Jehovas vidner i England, som til gengæld kunne tilbyde at hjælpe andre. To menigheder i King’s Lynn i Norfolk ydede hjælp på en usædvanlig måde. I 1986 havde menighederne travlt med at forberede opførelsen af en ny rigssal der skulle erstatte det træhus de hidtil havde benyttet. Da de hørte at menigheden i Cobh i Irland holdt møder med 45-50 til stede i et ombygget autoværksted, besluttede de at hjælpe. De tilbød menigheden i Cobh deres gamle rigssal med alt inventar, også stole og højttalerudstyr. Da de opdagede at vinduesrammerne trængte til at blive udskiftet, dækkede de lokale brødre udgifterne gennem frivillige bidrag. Nabomenighederne gav penge til nye tagspær. Desuden dækkede brødrene i Norfolk alle forsendelsesomkostninger.

„Det viste sig at være en enorm opgave at pille rigssalen ned,“ fortæller Peter Rose, der er præsiderende tilsynsmand i King’s Lynn. „Hver eneste del skulle tages ned uden at blive beskadiget, nummereres og derefter sættes på plads igen som i et kæmpestort puslespil.“ I maj 1986, da rigssalen var skilt ad, pakkede brødrene hele samlesættet ned i en container og sendte det over Det Irske Hav til Cobh. Brødrene i Cobh planlagde at opføre deres nye rigssal i weekenden den 7. og  8. juni — samtidig med at brødrene i King’s Lynn skulle bygge deres nye rigssal. Begge rigssale blev færdige samme weekend.

Der skaffes penge og fagfolk

I april 1987 blev der bragt en meddelelse i den engelske udgave af Rigets Tjeneste om at Selskabet havde oprettet en rigssalsfond for at skaffe „passende, billig finansiering“ af både nybyggerier, køb og ombygning af eksisterende bygninger. På denne måde kunne midlerne blive ligeligt fordelt. (2 Kor. 8:14) Artiklen sluttede: „Idet vi erkender hvor stor den foreliggende opgave er, og værdsætter de gavmilde bidrag menighederne har ydet (og stadig yder) til nye stævnehaller, må vi fuldt og helt stole på at Jehova vil hjælpe os med at dække det nuværende behov for rigssale. — Ordsp. 3:5, 6.“

Året efter sørgede Det Styrende Råd gennem afdelingskontoret for at der blev nedsat udvalg af brødre i forskellige dele af landet som kunne yde professionel rådgivning og hjælpe med at organisere opførelsen af rigssale. I 1998 var der blevet oprettet 16 regionale byggeudvalg. Disse udvalg har allerede hjulpet med opførelse og renovering af over 700 rigssale i England.

De fleste af de brødre der sidder i byggeudvalgene, er familiefædre. Nogle har været i stand til at bruge mere tid end andre. Michael Harvey, der er far til fem, har med sin kone Jeans støtte valgt at prioritere rigssalsbyggerierne over andre ting. Både Michael og Jean har indset værdien af Jesu råd om at søge Riget først. (Matt. 6:33) „Jesu ord har fået en helt ny betydning for os,“ fortæller Michael. „Jehova har aldrig nogen sinde svigtet os.“ Jean er enig: „Da Rachel, en af vores døtre, var cirka ni år, voksede hun lynhurtigt ud af alt sit tøj. Jeg havde ikke penge til at købe noget nyt tøj til hende,  så vi prøvede at klare os ved at reparere og sy om. Men dagen før vi skulle til kredsstævne, sendte Michaels søster os to nye kjoler som hun havde købt på udsalg. De passede Rachel perfekt — og det var lige i rette tid til stævnet!“ Mens to af sønnerne er med i byggearbejdet, holder Jean og pigerne huset og tager sig af nogle opgaver i forbindelse med byggeprojekterne. „Vores andel i byggerierne knytter os sammen,“ siger Michael. „Det er faktisk et familieprojekt.“

Ved nogle rigssalsbyggerier i 1980’erne deltog mange hundrede, ja endda flere tusind frivillige. For at få idéer til hvordan man kunne forenkle arbejdet, rejste broder Harvey til Danmark for at tale med brødrene som arbejdede med rigssalsbyggerier der. Det lettede arbejdet yderligere da Selskabet underrettede menighederne om at når der var behov for nye rigssale, havde Selskabet et fast udvalg af modeller de kunne vælge imellem. Det har betydet at der nu er brug for færre frivillige, at arbejdsbyrden er blevet meget mindre, og at beskedne, men velegnede rigssale er skudt op i hele England.

Mere end en god historie

De forenede anstrengelser for at opføre en rigssal og den korte tid det gøres på, resulterer i at der aflægges et godt vidnesbyrd for offentligheden. Aviserne skriver tit om det der foregår. I 1990 dækkede Victor Lagden, der er fotograf og journalist ved den lokale avis Evening Echo, et tredagesbyggeri på Canvey Island på nordsiden af Themsens udmunding. Da han ankom til byggepladsen fredag morgen, var der stort set kun byggematerialer at se. På døren til en campingvogn sad en seddel hvor der stod „Pressekontor“. „Det var det eneste der mindede lidt om en bygning på den byggeplads,“ fortæller Victor. „Men hvad der gjorde indtryk på mig, var byggearbejderne — mænd og kvinder, unge og  gamle, der arbejdede sammen.“ Victor tog et billede af byggepladsen og tog af sted igen. Han spurgte sin redaktør om han måtte vende tilbage til byggepladsen med mellemrum i weekendens løb for at se om Jehovas vidner virkelig kunne bygge en rigssal på tre dage, sådan som de påstod. Han og tre andre journalister beskrev hvordan arbejdet skred frem.

Om søndagen overværede Victor det allerførste møde der blev holdt i den nye rigssal. Resultatet blev en dobbeltside i hans avis med overskriften „Jehova er stor!“ Senere besøgte en af de lokale ældste ham, og der blev oprettet et bibelstudium. „Inden der var gået tre uger, lærte jeg hvad Guds navn er, og i stedet for bare at anmode om noget i mine bønner kunne jeg nu takke Jehova,“ fortæller Victor. Han er nu et døbt Jehovas vidne.

’Udvidelse’

I løbet af 1970’erne og 1980’erne blev der forkyndt meget blandt Englands indvandrere — som regel af forkyndere der selv var indvandrere og talte de forskellige sprog. Men der var brug for mere hjælp.

I 1993 boede der to millioner asiatere i England; det vil sige at 1 ud af 28 indbyggere var af asiatisk oprindelse. Mange var kommet fra det indiske subkontinent, andre fra Østafrika. Der var allerede cirka 500 punjabitalende og 150 gujaratitalende forkyndere i engelske menigheder som ledte over 500 bibelstudier på disse sprog. Men det var langt fra alle indvandrere der fik mulighed for at høre den gode nyhed om Guds rige.

Afdelingskontoret forstod at en forkynder der kun taler engelsk, kan føle sig utilstrækkelig når han forkynder for mennesker der har et andet sprog og en anden kultur, og tilskyndede derfor de lokale vidner til at opdyrke kærlighed til mennesker af alle racer og vise samme omsorg for andre  som Jesus gjorde. De blev tilskyndet til at „udvide“. (2 Kor. 6:11-13; Fil. 2:1-4) Rigets Tjeneste forklarede: „Vi vil gerne have at folk i distriktet skal fornemme den samme varme og interesse fra vores side som Jesus Kristus viste i sin forkyndelse.“ Til alle forkyndere i England lød det: „Et stort missionærdistrikt er kommet til os!“

Som et udtryk for omsorg for de fremmedsprogede blev alle de engelske forkyndere tilskyndet til at videregive adresserne på de fremmede de traf i deres distrikter, til den aktuelle fremmedsprogede menighed. Uanset om de enkelte forkyndere kunne tale et fremmedsprog eller ikke, kunne de på denne måde være med til at tage sig af det store missionærdistrikt der var kommet til England. De fremmedsprogede menigheders distrikt består faktisk hovedsagelig af adresser som de har fået af andre forkyndere.

 I 1996 besøgte Grace Li for eksempel en vietnamesisk kvinde der bor i Newcastle upon Tyne i Nordøstengland. Kvinden talte kinesisk. Grace fik en varm velkomst og blev straks inviteret ind. Hun forstod at kvinden var flygtning og havde været gennem store lidelser under vietnamkrigen. Hun havde boet i England i cirka ti år, men talte stadig ikke meget engelsk. Hun forklarede Grace at hun tit havde været meget ked af det og ikke havde nogen hun kunne søge hjælp hos.

Hun fortalte også Grace at hun fire år tidligere havde fået en bog med mange smukke billeder, men at hun ikke kunne forstå den fordi den var på engelsk. Når hun var ked af det, kiggede hun på billederne fordi de satte hende i bedre humør og fyldte hende med håb. Hun tog bogen ned fra  reolen, rakte den til Grace og spurgte om hun ville læse den for hende så hun kunne finde ud af hvad den handlede om. Det var bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Grace svarede at hun kunne gøre noget bedre end at læse den højt for hende på engelsk. Hun stak hånden ned i sin taske og fandt den samme bog på kinesisk. Kvinden kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Nu kunne hun endelig finde ud af hvad der står i Bibelen. Hun sagde straks ja tak til et bibelstudium.

Som en del af ’udvidelsen’ var brødrene på afdelingskontoret særlig opmærksomme på at hjælpe de etniske grupper med at vokse åndeligt og organisationsmæssigt. Colin Seymour og hans kone, Olive, havde allerede i 20 år besøgt menigheder i hele England. De viste begge ægte interesse for dem de betjente, hvilket især havde vist sig da de besøgte menighederne på øerne Malta og Gozo i Middelhavet. De havde endda forsøgt at kommentere på maltesisk under menighedens møder, hvilket de lokale brødre elskede dem for.

I september 1994 blev Colin udnævnt til kredstilsynsmand for de ikke-engelske sproggrupper og nogle af de fremmedsprogede menigheder i England. Han vurderede omhyggeligt hver gruppes udvikling i retning af at blive en menighed og styrkede de menigheder der allerede fungerede. I begyndelsen var denne kreds den mindste — kun 12  menigheder med cirka 750 forkyndere — men inden for tre år blev den den største kreds, med 1968 forkyndere, hvoraf 388 var pionerer. Siden da er antallet af fremmedsprogede kredse steget til tre.

Mange lærer et nyt sprog

For at kunne give indvandrere der taler et andet sprog, del i Bibelens livreddende budskab er nogle engelske forkyndere på eget initiativ gået i gang med at lære et nyt sprog. Blandt dem er Elisabeth Emmott, der har været pioner i forskellige egne af England. Først forsøgte hun at lære punjabi for at hjælpe folk i sit distrikt. Efter at have fået tildelt et nyt distrikt begyndte hun i 1976 at lære urdu og derefter gujarati. For at hjælpe de interesserede fandt hun også frem til indiske og pakistanske forkyndere ved stævnerne. Hvad Clifton og Amanda Banks angår, var det et stævne i Rusland i 1993 der fik dem i gang. Da de kom hjem, lånte de et russisk sprogkursus på biblioteket, flyttede til et område hvor der bor mange russisktalende, og begyndte som pionerer i den russiske menighed. Men det er ikke let at finde tid til sprogstudier når man foruden opgaverne i menigheden og forkyndelsen også skal tage sig af verdslige forpligtelser og sørge for sin familie.

På grund af det særlige behov i England blev pionerer der havde lyst til at udvide deres tjeneste på denne måde, tilskyndet til at gøre det. Uden at opgive deres pionertjeneste lærte de det mest elementære af et nyt sprog. For at få den nødvendige instruktion tog nogle et kortvarigt begynderkursus i det nye sprog — og fik spændende resultater ud af det.

Christine Flynn, der har været pioner i 21 år, besluttede at gå til gujarati i 1996-97 sammen med syv andre pionerer. Lærerne var et indisk ægtepar der mildest talt var overraskede  da der kom så mange engelsktalende til deres kursus. „De tilpassede mange af lektionerne for at hjælpe os,“ fortæller Christine. „De hjalp mig med at forberede præsentationer til forkyndelsen og kom endda til nogle af vores møder.“

På omtrent samme tid begyndte Christine på et nyt verdsligt arbejde. På sin arbejdsplads mødte hun en ung gujaratitalende kvinde. Da Christine hilste på hende på gujarati, blev kvinden forbløffet og ville vide hvorfor hun var ved at lære netop det sprog. Christine forklarede det og aflagde et godt vidnesbyrd, hvilket fik kvinden til at sige: ’Intet andet trossamfund tilskynder sine medlemmer til at lære et så svært sprog. I må virkelig have noget vigtigt at fortælle andre.’

Pauline Duncan, der også er pioner, begyndte at lære bengali i 1994. I begyndelsen syntes hun at det var meget svært. „Mange gange anråbte jeg Jehova med tårer og fortalte ham hvor svært det var, og at jeg havde lyst til at give op,“ indrømmer hun. „Men ved hjælp af Jehovas hellige ånd, foruden beslutsomhed og store anstrengelser, er jeg nu kommet over det værste og er glad for at jeg ikke gav op, for nu har jeg nogle dejlige oplevelser.“ Beverley Crook, der også er pioner, fortæller om hvordan folk reagerer når de finder ud af at hun kan tale bengali: „Siden jeg har lært bengali, har mit distrikt forandret sig totalt. De bengalitalende ved at vi holder af dem, fordi vi har taget os tid til at lære deres sprog.“

Jennifer Charles, der er pioner i en af de franske menigheder hvor der er mange flygtninge fra Den Demokratiske Republik Congo, fortæller: „At lære et nyt sprog har hjulpet mig til at forstå hvordan folk i mit distrikt har det når de kommer til et land hvis sprog de ikke kan tale.“

 Mange pionerer, deriblandt ugifte søstre der er i stand til at tjene hvor behovet er større, er gennem en del år blevet tilskyndet til at tale med deres kredstilsynsmand om at flytte til nærliggende menigheder med større behov. Nogle har valgt at lære et nyt sprog for at hjælpe til i et fremmedsproget distrikt. Det har over 100 pionersøstre i Londonområdet gjort. Og deres forkyndelse for mennesker der taler andre sprog end engelsk, har båret god frugt. Med deres hjælp er mange begyndt at studere Bibelen og overvære de kristne møder.

Når missionærånden varer ved

Nogle missionærer har af forskellige grunde været nødt til at vende tilbage til England. Mange af dem er fortsat med at udføre en god tjeneste.

Efter 14 år i missionærtjenesten blev Wilfred og Gwen Gooch i 1964 flyttet fra Nigeria til afdelingskontoret i London. Det var ikke fordi de var kede af at forkynde i Nigeria — nej, de elskede det. Men Wilfred var blevet bedt om at føre tilsyn med afdelingskontoret i England. I kraft af deres positive indstilling kunne de imidlertid opmuntre mange pionerer i England til at stille sig til rådighed for en hvilken som helst tjeneste Jehova måtte anvise dem gennem sin organisation. Wilfred sagde ofte: „Man lærer mere på ét år som missionær end man lærer på 30 år som pioner.“ Det han tænkte på, var ikke at man lærer mere om Bibelen, men at man lærer mere om sig selv, om livet og om at komme ud af det med andre brødre og søstre.

John og Pat Barker, der udgik fra Gileads 45. klasse, vendte tilbage til England da de ventede familieforøgelse. Men de havde arbejdet hårdt for at lære mandarin sådan at de kunne forkynde for kineserne på Taiwan. Tilbage i England var de hele tiden på udkig efter kinesere som de kunne  forkynde den gode nyhed for. Efter at deres børn var vokset op og blevet gift, meldte de sig begge som almindelige pionerer. Og nu glæder de sig over mange velsignelser i tjenesten sammen med en menighed der omfatter en mandarintalende gruppe i byen Birmingham. Flere af dem de har studeret med, er rejst tilbage til Kina med god kundskab om sandheden.

David Shepherd, der har været missionær i Ghana, har nu kone og tre børn. Men han er stadig i heltidstjenesten. Hvorfor det? Han forklarer: „Det at se hvor lidt brødrene i Ghana havde, har hjulpet mig til at stræbe efter at have så ukompliceret en tilværelse som muligt.“

Faciliteter der passer til arbejdets karakter

Trykte publikationer i form af bibelske bøger og blade har spillet en vigtig rolle i forkyndelsen af den gode nyhed om riget. I begyndelsen af 1970’erne indtog afdelingskontoret i London en strategisk plads med hensyn til at forsyne mange andre lande med denne livgivende, åndelige føde. En stor del af publikationerne gik til lande i Afrika, andre blev sendt helt til Australien.

Efterhånden overtog andre afdelingskontorer med trykkerier en del af bladproduktionen, mens brødrene på trykkeriet i London koncentrerede sig om engelsk, hollandsk og swahili. Alligevel stod de to MAN-trykkemaskiner i England nærmest aldrig stille. I 1977 måtte en af dem endda køre om natten hver tredje uge for at dække behovet.

Det var på tide at udvide Selskabets faciliteter i London. I Watch Tower House på Mill Hill, der havde været i brug siden slutningen af 1950’erne, var der ikke længere plads til at trykke alt det der var nødvendigt. På grund af byggerestriktioner var det ikke muligt at udvide trykkeriet i Watch Tower House, så Det Styrende Råd gav tilladelse til at  flytte trykkeriet og samtidig udvide betelhjemmet i de eksisterende bygninger så der blev plads til flere brødre.

Med tiden fandt man en toetages bygning på 3000 kvadratmeter i Wembley, cirka 13 kilometer borte. Her var der rigelig plads til et større trykkeri foruden en lejlighed, et køkken, en spisesal og en reception. Trykkeriet blev flyttet dertil i 1980, og de eksisterende maskiner blev suppleret med en ny Harris offsettrykkemaskine med fem trykværker. Før der var gået to år, steg den årlige produktion af blade til 38.328.000.

I mellemtiden begyndte man at bygge en ny fløj til Watch Tower House på Mill Hill med yderligere 41 værelser til betelfamilien, foruden en større spisesal og et nyt køkken. John Andrews, der var områdetilsynsmand og havde en fortid som arkitekt, blev kaldt ind på Betel for at samarbejde med byggeholdet. Forkyndere fra mange dele af landet meldte sig frivilligt til at arbejde i weekenderne. Trods kraftigt snefald og meget lave temperaturer i vinteren 1981-82 skred arbejdet planmæssigt fremad. En del håndværkere der ikke var Jehovas vidner, blev ansat som underentreprenører og arbejdede sammen med brødrene. Efter lidt over to år stod den nye fløj færdig. Omtrent samtidig indtraf der en anden enestående begivenhed.

En mammutopgave

I juni 1982 tog Det Styrende Råd imod en indbydelse fra afdelingskontorets udvalg om at holde Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvanias årsmøde i England i 1983. Begivenheden ville blive endnu større fordi afdelingskontoret planlagde at indvi udvidelsen af Betel i London i samme weekend som årsmødet skulle holdes.

„En morgen ved ottetiden ringede Peter Ellis fra Betel,“ fortæller Dennis Loft. „Han bad mig om at bestille De  Montfort Hall til den 1. oktober.“ I denne hal havde man holdt et mindeværdigt stævne fra 2. til 10. september 1941 da bogen Børn blev udgivet. Dengang, midt under den anden verdenskrig da brødrene modigt holdt fast ved deres kristne neutralitet, var Albert D. Schroeder, der nu er medlem af Det Styrende Råd, afdelingstilsynsmand i England. Dette årsmøde ville give de ældre en fantastisk lejlighed til at gense trofaste tjenere for Jehova som de havde samarbejdet med for år tilbage!

Årsmødet i 1983 var det første der blev holdt uden for Nordamerika. Man planlagde at transmittere programmet via en telefonforbindelse fra Leicester til stævnehallen i Dudley i The Midlands. På den måde kunne flere brødre få del i oplevelsen. De første der blev inviteret, var brødre og søstre som havde tjent Jehova i mindst 40 år. Der blev også sendt bud til afdelingskontorerne i hele Europa om at medlemmer af betelfamilierne var indbudt til weekenden. Inden længe viste det sig at der ikke var plads på Betel i London til alle gæsterne fra Europa. Derfor oprettede man en logiafdeling der skulle skaffe alle tag over hovedet.

I mellemtiden havde broder Loft kontaktet byrådet i Leicester, blot for at få at vide at et af byens største firmaer holdt deres årlige firmafest i netop den weekend hvor han gerne ville bestille salen. En yderligere forespørgsel viste at festen faktisk skulle holdes den 30. september, men at salen også var bestilt til den følgende dag fordi der altid var så meget rengøring bagefter. „Hvis vi lover at gøre salen ren, kan vi så reservere den til den 1. oktober?“ spurgte Dennis. Det gik administratoren med til, og Dennis skrev under med et lettelsens suk. Men på det tidspunkt var han jo heller ikke klar over hvor stort et arbejde det skulle blive at gøre salen ren!

 Ved midnat den 30. september gik 400 brødre, organiseret i grupper med hver sin holdleder, i gang med at fjerne affaldet efter firmafesten. De flyttede også bordene ud og satte 3000 stole ind. Det var et enormt arbejde der skulle gøres på blot otte timer. Dennis fortæller: „Det særlige ved dette var at meget få af disse brødre var blevet indbudt til årsmødet, men blot det at have en lille andel i det, om det så bare var forberedelserne, er noget de taler om den dag i dag.“ Brødrene lagde tæppe på podiet og udsmykkede det med blomster. Og klokken 8 om morgenen var salen skinnende ren. Salens personale var ved at tabe både næse og mund. Brødrene forstod at dette møde kunne blive en skelsættende begivenhed. De blev ikke skuffede.

Et uforglemmeligt møde

Blandt de 3671 der overværede det åndelige festmåltid i Leicester, var 693 delegerede fra 37 andre afdelingskontorer.  Mange af tilhørerne var salvede brødre og søstre. Reg Kellond fra Telford og Emma Burnell fra Paignton, der begge var 99 år, var de ældste delegerede fra England. Janet Tait fra Glasgow og Mary Grant, Edith Guiver og Robert Warden, der alle var i firserne eller halvfemserne, lærte sandheden at kende før den første verdenskrig. De havde alle et langt livs erfaring i tjenesten for Jehova! De havde deltaget i forkyndelsen mens antallet af Jehovas vidner i England steg fra nogle få tusind til 92.320. Og nu glædede de sig til at høre hvilke opmuntringer medlemmerne af Det Styrende Råd ville give dem.

Albert D. Schroeder talte over temaet „Bliv ved med at håbe på Jehova så du ikke bliver træt“, og hans foredrag var bygget over Esajas 40:31. Han interviewede også nogle trofaste brødre: Robert Warden og Harold Rabson, der begge kommer fra Glasgow og blev døbt i henholdsvis 1913 og  1914; Robert Anderson, der havde været pioner i 51 år, og Ernie Beavor, der havde været kredstilsynsmand i 17 år, og hvis tre børn havde været missionærer. De fortalte alle begejstret om deres mange år i tjenesten for Jehova. Daniel Sydlik, et andet medlem af Det Styrende Råd, talte over temaet „Vi har endnu det bedste til gode“. Det var et foredrag som brødrene stadig husker.

„Da vi fik vores indbydelse,“ skrev en broder, „vældede minderne frem om det vidunderlige stævne under krigen i De Montfort Hall i 1941. Dette stævne, der som ved et mirakel blev holdt mens krigen hærgede England, var helt sikkert det bedste vi havde overværet indtil da — alligevel ’havde vi stadig det bedste til gode’. Da vi tog hjem fra årsmødet, strømmede vore hjerter over af taknemmelighed mod Jehova, og vi var besluttede på at forblive loyale mod vor Skaber, mod hans konge, Jesus Kristus, og mod den organisation som han tydeligvis bruger.“

Efter mødet tog mange af de delegerede til London for at overvære indvielsen af Beteltilbygningen. Programmet blev via en telefonforbindelse transmitteret til stævnehallen i Nordlondon, så mange flere fik mulighed for at høre indvielsesforedraget, der blev holdt af Frederick W. Franz, Selskabets daværende præsident.

En bedre beliggenhed for trykkeriet

Afdelingskontorets faciliteter var stadig ikke ideelle. Watch Tower House lå på Mill Hill, mens trykkeriet lå 13 kilometer borte, i Wembley. Hver dag måtte 25-30 betelmedarbejdere køre frem og tilbage til deres arbejde.

Nogle år tidligere havde N. H. Knorr, Selskabets daværende præsident, nævnt at en bygning der tilhørte firmaet U.K. Optical, og som lå lige over for Watch Tower House, ville være helt ideel til et trykkeri. På det tidspunkt var  bygningen dog ikke til salg. Men ved et møde arrangeret af postvæsenet i september 1986 hørte Philip Harris, tilsynsmanden for forsendelsesafdelingen, at U.K. Optical ville flytte ud af deres 2 hektar store faciliteter på Bittacy Hill. Man lagde derfor straks billet ind på at købe ejendommen. To måneder senere var salget en realitet. Samtidig blev forhandlinger om at sælge trykkeriet i Wembley afsluttet. Så kunne arbejdet med at bygge det nye trykkeri for alvor begynde.

Først blev de gamle bygninger bagerst på Bittacy Hill-grunden revet ned for at skabe plads til det nye trykkeri. Under udgravningerne viste det sig at området havde været brugt til industriaffald. Da alle murbrokkerne var kørt væk, var det tydeligt at man kunne føje en stor kælder til byggeplanerne. Over 5000 frivillige, både fra England og fra andre lande, brugte over en halv million timer på projektet. Resultatet blev et dejligt trykkeri og et fint autoværksted der kan dække behovet i de næste mange år.

Som en del af byggeriets anden fase skulle U.K. Opticals gamle kontor- og fabriksbygning rives ned for at skaffe plads til den nye kontorbygning. For at bevare et ensartet præg i området insisterede det lokale byplanlægningskontor på at den nye kontorbygning skulle opføres i mursten. Brødrene nåede det ønskede resultat ved at opføre bygningen i skalmurede betonplader. Det såkaldte IBSA-hus tog hurtigt form da de 157 skalmurede plader blev løftet på plads. Direktøren for et firma der en dag besøgte byggepladsen, spurgte bagefter hvor mange murere vi havde haft ansat. „Det må være mindst halvtreds,“ mente han. Han rystede vantro på hovedet da han hørte at hele arbejdet var blevet udført af seks kvinder og to mænd!

I 1993 stod det nye kontor- og trykkerikompleks på toppen af Bittacy Hill klar til brug. Det blev indviet under et  besøg af Albert D. Schroeder fra Det Styrende Råd. På det tidspunkt deltog 127.395 i forkyndelsen i England — hvilket naturligvis var en grund til stor glæde!

International hjælp

Selskabets kontor i Tyskland hjalp til med at trykke de engelske blade mens trykkeriet i Wembley blev flyttet til det nye IBSA-hus. Men snart kunne brødrene igen begynde at trykke i London, og millioner af blade med livgivende sandheder strømmede ud fra trykkemaskinerne i det nye trykkeri.

Skønt trykkeriet i London ligger langt fra Østafrika, har det længe forsynet den del af verden med blade på både engelsk og swahili. Øerne i Det Caribiske Hav får også deres forsyninger fra England. I mange år har bananbåde fragtet varer fra Vestindien til Englands vestkyst. De vender tilbage med gods til øerne, deriblandt regelmæssige forsyninger af blade der transporteres gratis på grund af Selskabets status som velgørende institution.

Når forsendelsesafdelingen pakker containere til eksport, udfylder man den tomme plads med forskellige ting som brødrene har brug for i områder hvor økonomien er stram. Titusinder af brugte stole fra rigssale i hele landet er på den måde blevet sendt til lande som Liberia, Mocambique, Senegal, Tanzania og Zambia. Her bruges stolene i rigssale der er ved at sprænges af interesserede som er ivrige efter at høre den gode nyhed om Guds rige.

Da det i 1994 blev nødvendigt at sende nødhjælp til brødrene i det krigshærgede Bosnien, skaffede afdelingskontoret i Østrig med glæde mad, tøj og andre fornødenheder. Men da de bosniske myndigheder besluttede at alle forsendelser i fremtiden skulle sendes til en juridisk indregistreret organisation, blev afdelingskontoret i England bedt om  at hjælpe. De juridiske papirer blev udfærdiget på engelsk og kroatisk, notarialt bekræftet og sendt af sted med kurer. Nødhjælpskortegen havde allerede forladt Wien da papirerne ankom. Nogle brødre tog af sted i bil, indhentede kortegen ved grænsen og afleverede de juridiske papirer, lige i rette tid til at nødhjælpen kunne komme over grænsen!

Da man i august 1998 var ved at flytte trykkevirksomheden i Frankrig til England, blev 50 medlemmer af betelfamilien i Louviers overført til Betel i London for at hjælpe med den øgede arbejdsbyrde. Efter omfattende forhandlinger blev det i 1999 også muligt at flytte den store offset-trykkemaskine og andet trykkeudstyr fra Louviers til London. Mens de franske betelmedarbejdere anstrengte sig for at lære engelsk og de engelske betelmedarbejdere forsøgte sig med nogle franske gloser, var de alle forenede i at tale det ’rene sprog’, sandheden fra Bibelen, og var derfor i stand til at arbejde skulder ved skulder til ære for Jehova. — Zef. 3:9.

Hjælp til øerne

I årenes løb har det engelske afdelingskontor ført tilsyn med Rigets arbejde på forskellige øer. Nogle af disse hører under De Britiske Øer. På Isle of Wight, ud for sydkysten, er der syv menigheder. Isle of Man i Det Irske Hav har en menighed med cirka 190 flittige forkyndere. På Hebriderne, ud for Skotlands vestkyst, bor der over 60 forkyndere som regelmæssigt gennemgår de fjerntliggende småbyer. Både på Orkney- og Shetlandsøerne, nordøst for Skotland, vokser menighederne, mens forkynderne aflægger et grundigt vidnesbyrd for øernes beboere. Pionererne på Shetlandsøerne udvider deres distrikt til Nordsøen, idet de besøger fiskerbådene og taler med sømændene.

De to menigheder på Guernsey, som er en af kanaløerne, tager sig af forkyndelsen på de mindre øer, Alderney  og Sark. Det har krævet en betydelig indsats. For eksempel er der siden begyndelsen af 1980’erne blevet forkyndt regelmæssigt for indbyggerne på Sark — der nu tæller 575. En pioner fra Guernsey der forkyndte på Sark, mødte en ung mand hvis mor var et Jehovas vidne og boede et andet sted på De Britiske Øer. I begyndelsen viste den unge mand ikke interesse, men efter flere samtaler oprettede et ægtepar studium med ham og hans kæreste — et studium der hovedsagelig foregik ved brevskrivning. Menighederne på Guernsey og Jersey delte omkostningerne ved at sende en pioner til Sark og Alderney en gang om måneden. Med denne personlige hjælp og gennem brevstudier gjorde både den unge mand og hans kæreste lidt efter lidt åndelige fremskridt. For at hjælpe dem yderligere ledte en ældste et studium med dem over telefonen ved hjælp af bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud. I april 1994 var de blevet mand og kone og var klar til dåb. Når vejret ikke tillader dem at sejle til Guernsey, deltager de i menighedens møder via en telefonforbindelse. Ja, der gøres en stor indsats for at hjælpe alle til at få gavn af den gode nyhed.

På den nærliggende ø Jersey er der tre velfungerende menigheder. De skiftes med menighederne på Guernsey til at være værter for et årligt områdestævne, som overværes af cirka 500 lokale forkyndere og cirka 1000 gæster fra andre dele af Storbritannien. I øvrigt har nogle lokale forkyndere lært sig portugisisk for bedre at kunne forkynde budskabet om Riget for de mange portugisiske sæsonarbejdere der kommer til øen.

Falklandsøerne ligger meget længere væk. Mange af øernes 2200 indbyggere stammer fra Shetlandsøerne eller andre dele af Skotland. I 1980 flyttede Arthur Nutter med sin kone og sine børn til Falklandsøerne fra England for at hjælpe til i forkyndelsesarbejdet. To år senere fandt man det  klogest, på grund af udviklingen i verdensforholdene, at det engelske afdelingskontor førte tilsyn med forkyndelsen på øerne. Selv om Falklandsøerne ligger cirka 13.000 kilometer fra London, fik den lille menighed regelmæssigt besøg af en kredstilsynsmand. Afdelingskontoret i England førte tilsyn med forkyndelsen dér i 15 år.

Det engelske afdelingskontor har også i næsten 50 år ført tilsyn med Jehovas folk på Malta, der ligger midt i Middelhavet. Det var på Malta at apostelen Paulus omkring år 58 led skibbrud på vej til Rom. (Apg. 28:1) Både på Malta og på den nærliggende, mindre ø, Gozo, har Jehovas folk i dag velfungerende menigheder.

Selv om der er blevet rapporteret forkyndelse på Malta siden 1936, var det først i 1970’erne at Rigets arbejde fik ordentligt fodfæste blandt den maltesiske befolkning. Der  blev gjort mange forsøg på at forkynde den gode nyhed for Maltas indbyggere, men den katolske kirke holdt både regeringen og folks privatliv i et jerngreb.

Gesualda Lima var 13 år da hun første gang hørte sin mor fortælle familien hvad hun havde fået at vide af en nabo der var et af Jehovas vidner. Det var i 1970. „Da jeg hørte navnet Jehova, havde det en særlig klang i mine ører,“ husker Gesualda. (Sl. 83:18) Hendes forældre var senere imod at hun interesserede sig for Bibelens budskab. Men hun fortsatte med at studere Bibelen uden at lade sig afskrække, begyndte at overvære møderne, indviede sig til Jehova og lod sig døbe. I 1981 blev hun gift med Ignazio, en livlig og meget nidkær italiener. De har haft den forret at virke sammen i heltidstjenesten på Malta og har hjulpet cirka 100 andre til at lære sandheden at kende. Størstedelen af dem er maltesere.

Joe Axiak, der er urmager af fag, er en venlig og storsindet maltesisk mand som første gang hørte om sandheden gennem sin onkels familie. Men Joe, som dengang var en selvrådig natur, forlod sit hjem og rejste til Australien. Her begyndte han at komme sammen med Jehovas vidner, og en af hans brødre sagde advarende til ham: „Hvis mor hører at du har tænkt dig at blive et af Jehovas vidner, vil hun gå i graven, og jeg brænder den mødesal ned hvis du tager derhen igen.“ Joe holdt imidlertid ud, og det lønnede sig. Nu tjener han Jehova sammen med syv af sine brødre og søstre, deriblandt den bror der truede ham.

Da Joe vendte tilbage til Malta, blev han gift. Han og hans kone, Jane, besluttede at gøre en særlig indsats for at forkynde på øen Gozo. De tog derover med færgen hver weekend. Efter at deres søn, David, blev født, blev denne rejseaktivitet for meget for dem. Derfor besluttede de at slå  sig ned på Gozo. Hvor var de glade da der i 1984 blev oprettet en menighed. Nu er der 27 forkyndere på Gozo som mødes i deres egen rigssal og regelmæssigt forkynder den gode nyhed for andre.

Bare det var på maltesisk

Mange af malteserne er blevet hjulpet til at tilegne sig mere nøjagtig kundskab om Jehova og hans veje ved at høre Bibelens sandhedsord på deres eget sprog, maltesisk. — Kol. 1:9, 10.

Helen Massa, en af dem Gesualda Lima har studeret Bibelen med, husker dengang alle møderne blev holdt på engelsk. Selv om det somme tider var en kamp for hende at forstå hvad der blev sagt, tænker hun med glæde på al den gode vejledning der blev givet. Hun taler ofte om en engelsk broder, Norman Rutherford, der tjente på Malta sidst i 1960’erne og først i 1970’erne, og som var meget tålmodig i sin måde at undervise på. Norman og hans kone, Isabel, der var udgået fra Gileads 11. klasse, optrådte altid varsomt fordi de var udlændinge. De ville gerne blive på Malta og opmuntre de lokale brødre og søstre, der modigt holdt fast ved sandheden trods modstand fra familien og præsterne.

I begyndelsen af 1970’erne blev Joe Micallef, en journalist der talte flydende engelsk, meget glad da Norman Rutherford gik med til at studere Bibelen med ham. Joe siger: „Når jeg stillede et spørgsmål, ville jeg have været godt tilfreds med et ja eller et nej.“ Men Norman forstod at undervisning ikke bare bestod i at besvare spørgsmål. „Norman gik i detaljer og forklarede hvorfor svaret var enten ja eller nej.“ Det styrkede Joes tro.

De første møder Joe kom til, blev holdt på engelsk, men efter nogen tid blev nogle af tilhørerne bedt om at  opsummere hovedpunkterne fra paragrafferne i Vagttårnet på maltesisk. Det var ikke altid lige let. Joes bror, Ray, besluttede at han ville skrive sin opsummering ned, men han syntes at det var lettere at oversætte hele paragraffen. „Da Peter Ellis, der besøgte Malta som kredstilsynsmand, så hvad der foregik, foreslog han at vi købte en duplikator,“ fortæller Joe. Sådan gik det til at det første maskinskrevne eksemplar af Vagttårnet på maltesisk så dagens lys i 1977. Når brødrene havde brug for hjælp til at skrive eller rette deres stencils, var det selvfølgelig mest nærliggende at spørge en der havde med trykning at gøre — journalisten Joe! „Hør nu,“ udbrød Joe, „der er nødt til at være en der tager ansvaret for det her!“ Brødrene spurgte: „Ja, men hvem vil du pege på?“ Og Joe svarede: „Det ved jeg ikke, men jeg vil gerne prøve.“ På den måde blev Joe engageret i oversættelsen af publikationerne til maltesisk. I dag organiseres al oversættelse af Selskabets publikationer dog gennem Redaktionsudvalget og foretages ikke på brødrenes eget initiativ.

I 1979 udkom den første trykte udgave af Vagttårnet på maltesisk. Et oversætterhold overtog gradvis arbejdet. Vagttårnet udkommer nu to gange om måneden og Vågn op! en gang om måneden på maltesisk. Under et besøg af zonetilsynsmanden Douglas Guest i januar 1998 skete der yderligere fremskridt da det såkaldte I.B.S.A.-hus med nye oversætterkontorer, et missionærhjem og en rigssal blev indviet i byen Mosta. Dagen efter samledes 631 for at høre om hvordan det gik med forkyndelsen på Malta.

Oplært til at føre kærligt tilsyn

Med kærlig omsorg for sit folk forudsagde Jehova gennem profeten Jeremias: „Jeg vil oprejse hyrder over dem som skal vogte dem.“ (Jer. 23:4) Jehova har ikke blot sørget  for ældste blandt sit folk, men også givet dem vejledning og oplæring sådan at de kan føre kærligt tilsyn med hans får på den måde han ønsker det.

Siden 1960 har kvalificerede brødre i England og andre lande fået gavn af undervisningen på Rigets Tjenesteskole. Den begyndte som et fireugers kursus, men blev senere skåret ned til to uger. Både de rejsende tilsynsmænd og de der førte tilsyn med menighederne, blev indbudt. Undervisningen foregik i begyndelsen på Betel i London. For at gøre det lettere for brødrene at få del i undervisningen holdt man senere skoler i forskellige dele af landet. Det var til gavn for menighederne og derved for hele organisationen.

I 1977 blev der desuden holdt et 15-timers kursus for alle ældste, og siden da er der blevet afholdt lignende kurser af varierende længde. Man har fokuseret nøje på emner som hvordan brødrene kan efterligne Jehova som kærlige hyrder for hjorden, hvordan de kan undervise ved menighedens møder, hvordan forkyndelsen skal udføres i de enkelte menigheder, og hvordan man kan holde fast ved Jehovas retfærdige normer. I 1997 blev 11.453 ældste og 10.106 menighedstjenere indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole i England.

De stiller sig til rådighed

Foruden de ældste der betjener menighederne, er der andre kvalificerede brødre der tjener som rejsende tilsynsmænd og fører tilsyn med grupper af menigheder som udgør en kreds, og grupper af kredse der udgør et område. I øjeblikket er der 77 rejsende tilsynsmænd som fører tilsyn med de 1455 menigheder og 70 kredse i Storbritannien. Det er mænd der opfylder de åndelige krav og desuden har lagt deres liv sådan til rette at de har kunnet stille sig til rådighed for denne tjeneste.

 I begyndelsen af 1970’erne tilskyndede en rejsende tilsynsmand David Hudson til at gøre den teokratiske tjeneste til sin livsgerning. David var dengang meget optaget af sit verdslige arbejde som afdelingsleder i et reprografisk firma, men pludselig besluttede firmaet at der ikke længere var brug for hans stilling. Nu indså han betydningen af noget Lyman Swingle, et medlem af Det Styrende Råd, havde sagt ved et møde i Cardiff, Wales, i 1984. Broder Swingle havde sammenlignet en karriere i verden med det at ’pudse messing på et synkende skib’. David og hans kone, Eileen, begyndte at lægge deres tilværelse sådan til rette at de kunne være pionerer. De flyttede fra deres komfortable hjem med stalde og heste og lod deres liv dreje sig mere om forholdet til Jehova. Siden 1994 har David og hans kone virket i kredstjenesten. De giver begge udtryk for at glæden ved at tjene Jehova langt opvejer alle materielle ting som de har vinket farvel til.

Da Ray Baldwin lærte sandheden at kende midt i 1970’erne, blev han overbevist om at forkyndelsen af den gode nyhed fortjente al den tid han kunne give. Da han blev tilbudt en forfremmelse på sit arbejde på betingelse af at han flyttede til en anden by, sagde han derfor nej tak og bad i stedet om et deltidsjob — og det var endda før han blev døbt. Efter sin dåb meldte han sig straks som hjælpepioner. Kort tid efter at han var blevet gift, planlagde han og hans kone, Linda, at blive almindelige pionerer. For at stille sig til rådighed for flere teokratiske privilegier sagde han op på sit arbejde i et supermarked og begyndte at pudse vinduer. Siden september 1997 har han tjent som kredstilsynsmand.

Andre brødre har også været villige til at påtage sig et ansvar i forbindelse med Kontaktudvalg til Hospitaler, der yder kærlig støtte til syge Jehovas vidner der pludselig befinder sig i en nødsituation. Det har krævet tid til oplæring — og det er kun begyndelsen. I oktober 1990 kom tre repræsentanter  for Hospitalinformationen i Brooklyn til Birmingham i England for at lede et seminar. Et hundrede og tooghalvtreds brødre fra Belgien, England, Holland, Irland, Israel og Malta fik god vejledning om hvordan man kan hjælpe lægerne til at forstå vores holdning til blodtransfusion. De besøgende brødre fra Brooklyn var med til at oplære de delegerede til at fremlægge vores holdning for hospitalspersonale i både London og andre storbyer.

Efter endnu et seminar, der blev holdt i Nottingham i februar 1991, trådte Kontaktudvalg til Hospitaler i funktion i hele landet. Året efter blev der udpeget yderligere 16 udvalg, og disse brødre blev oplært på et seminar i Stoke-on-Trent. For at fremme samarbejdet mellem Jehovas vidner og myndighederne blev der på et seminar, holdt i stævnehallen i Surrey i juni 1994, givet undervisning i hvordan man kan henvende sig til dommere, socialrådgivere og pædagoger. Dette lagde grundlaget for et langt bedre samarbejde med lægerne. Efter personlige møder blev det muligt at lave en liste med over 3690 læger i Storbritannien der havde givet udtryk for at de var indstillede på at respektere Jehovas vidners syn på blod og lægebehandling.

Ordstyreren i Kontaktudvalg til Hospitaler i Luton-området nord for London indrømmer blankt at da han begyndte sit virke i Kontaktudvalget, var han ikke klar over hvor meget det ville kræve af ham både fysisk og følelsesmæssigt. Han er taknemmelig for den kærlige støtte han får fra sin kone, der også elsker Jehova og sine kristne brødre og søstre. Han har efterhånden fået et godt samarbejde med både det medicinske og det administrative personale på et større hospital i sit område. „Når brødre står i en nødsituation, må vi hele tiden være klar til at støtte dem,“ siger han. Den ånd denne tjeneste ydes i, har mange gange banet vejen for at der kunne aflægges et godt vidnesbyrd.

 Tjeneste på hovedkontoret

Nogle af de brødre der har lært sandheden at kende i England, er blevet indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.

John E. Barr, der blev født i Skotland i 1913, lærte sandheden at kende af sine forældre. Som ung var han frygtelig genert og havde derfor meget svært ved at tale med folk i forkyndelsen fra hus til hus. Men med Jehovas hjælp overvandt han problemet. I 1939 tog han imod en indbydelse til at tjene på Betel i London. I den vanskelige periode under Anden Verdenskrig tjente han i flere år som rejsende tilsynsmand, indtil han i 1946 blev bedt om at vende tilbage til Betel i London. Enogtyve år efter at han var blevet medlem af betelfamilien, blev han gift med Mildred Willett, en nidkær søster der var udgået fra Gileadskolens 11. klasse og nu sluttede sig til ham i beteltjenesten. I 1977 blev han indbudt til at tjene som medlem af Det Styrende Råd. Da han fortalte det til Mildred, troede hun først at det var en spøg, men det var det ikke. Året efter flyttede de to til hovedkontoret i Brooklyn, New York, hvor de stadig tjener med glæde.

Også andre er blevet indbudt til at blive en del af staben på hovedkontoret. Blandt dem er Allan Boyle, der er født i Liverpool og har arbejdet på Betel i London. For at få større gavn af hans kunstneriske evner indbød Selskabet ham til at flytte til Brooklyn i 1979. Eric Beveridge boede i Birmingham da han blev døbt i 1949. Efter 21 års missionærtjeneste i Portugal og Spanien blev han og hans kone, Hazel, i 1981 medlemmer af betelfamilien i Brooklyn. Robert Pevy, der er født i Sandwich, Kent, i Sydengland, havde tjent i Irland i ni år og derefter i missionærtjenesten på Filippinerne sammen med sin kone, Patricia, i ni år da de i 1981 begyndte at arbejde på hovedkontoret.

 Ændringer i ledelsen af afdelingskontoret

I årenes løb har flere forskellige åndeligt kvalificerede mænd båret ansvaret for det engelske afdelingskontor. Efter at Albert D. Schroeder blev udvist af England under den anden verdenskrig, blev A. Pryce Hughes udnævnt til tilsynsmand for afdelingskontoret — og det på et tidspunkt hvor han stadig sad i fængsel på grund af sin kristne neutralitet! Broder Hughes’ holdning til princippet om kristen neutralitet blev sat på en hård prøve. Han sad i fængsel på grund af dette under den første verdenskrig og to gange under den anden verdenskrig. Med oprigtig værdsættelse af den måde hvorpå Jehova leder sin organisation, førte broder Hughes tilsyn med afdelingskontoret i over 20 år. De der samarbejdede med ham, husker stadig hans venlige facon og den stærke kærlighed til forkyndelsen som han bevarede, uanset hvilket ansvar han fik betroet.

 Da tilsynet med afdelingskontorerne i 1976 blev ændret sådan at det nu skulle varetages af et udvalg i stedet for en enkeltperson, blev Wilfred Gooch udnævnt til koordinator. Sammen med ham tjente John Barr, Pryce Hughes, Philip Rees og John Wynn i udvalget. Flere af dem er nu døde, og andre brødre er blevet føjet til afdelingskontorets udvalg. I øjeblikket består udvalget af John Andrews, Jack Dowson, Ron Drage, Dennis Dutton, Peter Ellis, Stephen Hardy, Bevan Vigo og John Wynn.

Glæden ved internationale stævner

Jehovas vidner udgør et verdensomspændende brodersamfund. Derfor var der stor glæde blandt Jehovas vidner i hele verden da det blev muligt at mødes frit i de østeuropæiske lande efter mange årtiers hård undertrykkelse. Det ville være dejligt at holde internationale stævner i lande hvor det ikke havde været muligt i så lang tid! Det ville både virke åndeligt opbyggende og være et godt vidnesbyrd for offentligheden. Jehovas vidner i England har været glade for at have en andel i disse stævner.

Da der i 1989 blev arrangeret tre store stævner i Polen under temaet „Gudhengivenhed“, strømmede delegerede til fra mindst 37 lande for at være til stede ved denne historiske begivenhed. Blandt dem var 721 fra England. Om ånden ved stævnet i Poznan i Polen siger David og Lynne Sibrey: „Det var fantastisk!“ Og de tilføjer: „Vi har aldrig oplevet en atmosfære som ved det stævne. Det var pragtfuldt at være sammen med tusinder af brødre fra Rusland og Østeuropa der tidligere havde været nødt til at mødes i små grupper! Vi hørte at nogle endog havde risikeret livet for at være til stede. Det var overvældende for dem — og for os!“ Det følgende år, efter at grænsekontrollen mellem Øst- og Vesttyskland var blevet fjernet, var 584 englændere blandt de begejstrede  deltagere ved et stævne i Berlin der virkelig kunne kaldes en sejrsfest. I 1991, da 74.587 samledes på Strahov Stadion i Prag i det nuværende Tjekkiet, var der 299 fra England iblandt dem. Samme år var England repræsenteret blandt de forkyndere fra 35 lande der samledes i Budapest i Ungarn. I 1993 var der 770 delegerede fra England ved stævnet i Moskva, og 283 overværede stævnet i Kiev i Ukraine. Det var alt sammen historiske begivenheder der aldrig vil blive glemt.

Også i Afrika, Latinamerika, Nordamerika og Østen er der blevet holdt internationale stævner som britiske delegerede har overværet. Det styrker den kristne kærligheds bånd når stævnedeltagerne ved sådanne lejligheder nyder det nære fællesskab. Her er et håndgribeligt bevis på at de, som  forudsagt i Guds ord, kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åb. 7:9, 10.

Fra forskellige miljøer

De der har taget imod Bibelens budskab og er blevet Jehovas vidner, har vidt forskellig baggrund. Det gælder også dem der bor på De Britiske Øer. Kærligheden til Jehova har fået mange til at foretage store forandringer i deres liv sådan at de kan tjene ham fuldt ud.

Donald Davies, en professionel jazztrommeslager der er født på Jamaica, kom til England i 1960. Han fik noget bibelsk læsestof i 1969, men først 13 år senere, da to forkyndere fortalte ham om betydningen af Guds navn, begyndte han at interessere sig for Bibelen. (Ez. 38:23; Joel 2:32) Senere samme år overværede han et områdestævne i nærheden sammen med en musikerven. Inden længe begyndte han at leve efter det han lærte. Uden at tale med nogen om det forstod han at han ville få svært ved at dyrke sin musikerkarriere og samtidig tjene Jehova. Derfor solgte han sine instrumenter og begyndte som pioner i 1984, og den forret nyder han stadig.

Tony Langmead var officer i Royal Air Force da hans kone begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hendes adfærd efter at hun var blevet en kristen, vandt ham „uden ord“. (1 Pet. 3:1, 2) Han forlod luftvåbnet for at jage efter et liv i fred som en tjener for Jehova. — Es. 2:3, 4.

Frank Cowell blev opdraget i den anglikanske tro, men begyndte på et tidspunkt at søge efter sandheden andre steder. Et besøg i en rigssal førte til et studium af Bibelen sammen med Jehovas vidner. Han arbejder nu som professor i økonomi i London, men når fakultetet tilrettelægger undervisning på aftener hvor der er menighedsmøder, viser han gennem sine dispositioner at han først og fremmest er et af Jehovas vidner.

 Susannah var medlem af den kongelige ballet da et tilfældigt møde med en gammel skolekammerat førte til et bibelstudium. Efter sin dåb besluttede hun at begrænse sin deltagelse i balletforestillingerne og i stedet blive danselærer for at købe tid til en ny livsgerning som pioner og lade forkyndelsen blive det vigtigste i sit liv. Nu er hun gift, og hun og hendes mand, Kevin Gow, er ved at lære mandarin for at kunne forkynde den gode nyhed for det voksende antal kinesere i Liverpool.

Renes lillesøster, Christina, var et af Jehovas vidner, men Rene kunne ikke se nogen logik i religion, så hun ville ikke høre på hende. Senere, mens Rene arbejdede i London, gik hun tit på British Museum. Ved en lejlighed blev hun fascineret af en forklaring som en guide gav om forbindelsen mellem Bibelen og nogle udstillede genstande. Det gjorde at hun kom i tanker om noget af det hendes søster havde forsøgt at fortælle hende. Inden længe blev Rene Deerfield også et Jehovas vidne.

Andrew Meredith sad i fængsel da han begyndte at studere Bibelen. Det førte til store forandringer i hans måde at leve på. Efter sin løsladelse giftede han sig med en punjabitalende søster, og sammen forkynder de nu for de punjabitalende indbyggere i Østlondon.

Daksha Patel der er født i Kenya af hinduiske forældre, var også selv engang en from hindu. Men da hun studerede Bibelen med to søstre i Wolverhampton i England, forstod hun at det var sandheden hun lærte. Da hun blev myndig, lod hun sig døbe og blev pioner. Hun og hendes mand, Ashok, tjener nu som medlemmer af betelfamilien i London. I forbindelse med beteltjenesten har de været i Indien, Nepal og Pakistan for at hjælpe med oversættelse af bibelske bøger og blade.

 De bliver ved med at forkynde

Jehovas vidner glæder sig over de mange der hvert år slutter sig til dem i tilbedelsen af Jehova. Siden 1972 er antallet af aktive forkyndere i Storbritannien næsten fordoblet så der nu er 126.535.

Har de der nu viser interesse for Bibelens budskab, tidligere mødt Jehovas vidner? Nogle få har ikke. De bliver fundet når forkynderne koncentrerer sig mere om forretningsforkyndelse og gadearbejde. En søster der for første gang forkyndte i forretninger, henvendte sig til en receptionist i et firma. Receptionisten viste stor interesse. Et genbesøg to dage senere førte snart til et bibelstudium der gav receptionisten mulighed for at finde ud af om hun ville vandre ad Jehovas veje. Hun havde aldrig før truffet Jehovas vidner fordi hun arbejdede hele ugen og som regel var i byen i weekenden.

Ofte er de der lytter, mennesker hvis omstændigheder har ændret sig — måske fordi de er blevet gift, har fået børn, er ved at blive gamle eller pludselig er blevet syge. Nu længes de efter at finde svar på spørgsmål som de tidligere blot har skudt fra sig.

I august 1995, for eksempel, tog en 85-årig kvinde der var blevet opdraget som baptist, med glæde imod brochuren Er Gud interesseret i os? Hun havde ofte stillet det samme spørgsmål, men havde aldrig fundet et tilfredsstillende svar. Hun tog imod et bibelstudium. Da hun forstod hvad Gud kræver af os, og indså hvilken kærlig omsorg han viser os, erkendte hun at hun måtte foretage nogle forandringer i sin måde at leve på. Hun holdt op med at ryge — en vane hun havde haft i cirka 60 år. Hun begyndte at overvære møderne i den lokale menighed. Og i september 1997 var Catherine May parat til at lade sig døbe. Mens hun gjorde sig klar til at  gå ned i dåbsbassinet ved et kredsstævne, lagde hun mærke til en anden dåbskandidat, en ældre dame som hun selv. Hvilken overraskelse! Det var hendes egen kødelige søster, Evelyn, der boede i en anden by. Ingen af dem havde vidst at den anden studerede Bibelen. Glædestårerne flød da disse kære ældre damer blev forenet gennem indvielsen til Jehova og nu også blev åndelige søstre.

Nogle af dem der lytter til Jehovas vidner, er blevet dybt foruroliget på grund af udviklingen inden for deres egen kirke. Maurice Haskins havde første gang modtaget læsestof af Jehovas vidner i 1939, men han var trofast mod den engelske statskirke og medlem af menighedsrådet. Omkring 56 år senere talte en forkynder der gik fra hus til hus, med Maurices svigerinde. Hun bad forkynderen om at komme tilbage og tale med Maurice, der efter hvad hun sagde, havde nogle spørgsmål om Bibelen. Da Maurice blev besøgt, bad han straks forkynderen om at vise ham nogle skriftsteder om Bibelens syn på homoseksualitet og kvindelige præster. Senere tog han imod tilbudet om et bibelstudium over bogen Kundskab der fører til evigt liv. Der skete ingen forandringer lige med det samme. Men senere, efter et møde med biskoppen, fik det Maurice havde lært, ham til at tage et fast standpunkt og holde sig til Bibelens ord i forbindelse med ordination af kvindelige præster. (1 Tim. 2:12) Inden længe meldte han sig ud af den anglikanske kirke, begyndte at overvære møderne i rigssalen og blev døbt i en alder af 84 år.

Andre mennesker får hjælp af forkyndere der viser dømmekraft og udholdenhed. Da en kvinde der hed Christine, fortalte at hun var „ateist og humanist“, spurgte Jacqueline Gamble høfligt hvad kvinden troede på. Svaret lød: „På mennesker og på livet.“ Kvinden havde travlt, så søsteren efterlod en traktat og lovede at komme igen. Sammen med sin mand, Martyn, aflagde Jacqueline genbesøg og henviste  til kommentaren om ’mennesker og livet’. Da de forstod at Christines mand, Gus, havde en lignende opfattelse og var socialrådgiver, sørgede de for også at træffe ham. Christine begyndte at studere Bibelen og gjorde fremskridt til dåb. Men Gus ville ikke hen i rigssalen. Han lagde dog mærke til at siden Christine var begyndt at studere med Jehovas vidner, var hans børn, i modsætning til så mange andre unge, blevet meget respektfulde.

Vendepunktet for Gus kom i 1978. Under et internationalt stævne i Edinburgh i Skotland bød hans kone gæstfrit en gruppe Jehovas vidner der forkyndte i deres distrikt, på kaffe. Blandt dem var der nogle medlemmer af Det Styrende Råd. Før de gik, vaskede de kopper og tallerkener op efter sig. Da Gus kom hjem samme aften, fortalte Christine ham begejstret om de uventede gæster. „Jeg kan ikke forestille mig at en kardinal ville vaske op efter sig hvis han besøgte os!“ sagde Gus. Da de nogen tid senere holdt ferie i Frankrig, tog Gus med sin familie hen i en rigssal. Han var helt overvældet over den velkomst de fik, og den kærlighed vennerne viste. Inden længe forstod han at han kun kunne finde denne kærlighed blandt Kristi Jesu sande disciple.  (Joh. 13:35) Da han kom hjem til Edinburgh, begyndte han snart at studere, fik tilfredsstillende svar på de spørgsmål han havde spekuleret over, og indviede sig til Jehova.

Hvis mennesker i distriktet viser begrænset eller slet ingen interesse, kræver det naturligvis udholdenhed og en positiv indstilling af Jehovas vidner at blive ved med at besøge dem. Man kan let miste modet efter i mange timer at have været udsat for afvisninger og ligegyldighed. Hvordan klarer forkynderne det? „Det er vanskeligt og en udfordring at tackle ligegyldighed,“ erkender Eric Hickling fra Louth  i Lincolnshire. Noget der hjælper ham til at holde ud, er at tænke over eksempler fra fortiden. „Jeg beder inderligt og ofte. Jeg tænker på Moses, Jeremias, Paulus og, naturligvis, Jesus.“

Trofast udholdenhed og Jehovas velsignelse er to af de vigtigste faktorer der har bidraget til den vækst der har fundet sted. For 39 år siden begyndte Frank og Rose Macgregor at forkynde i en by hvor folk var meget religiøse og ikke bød Jehovas vidner velkomne. Hvordan så Frank og Rose på deres distrikt? Frank fortæller: „Jeg var meget genert og følte mig fuldstændig utilstrækkelig. Men min kone og jeg betragtede  det som en opgave fra Jehova.“ Det hjalp dem til at bevare en positiv indstilling. „I vore bønner bad vi om at folk dér på stedet ville tage imod sandheden.“ Deres trofaste tjeneste har resulteret i at byen nu har en menighed med 74 forkyndere, hvoraf to tredjedele har lært sandheden at kende i samme by. Frank og Rose praler ikke af dette; de er bare taknemmelige for at Jehova har gjort brug af dem. — 2 Kor. 4:7.

Geoff Young, der har været et af Jehovas vidner i mange år og undertiden stadig virker som kredstilsynsmand, forklarer: „Jeg spørger ofte brødrene om hvordan det er gået dem i tjenesten den dag.“ Hvis nogle svarer negativt, opfordrer han  dem til at tænke på de mange positive ting de har udrettet. Han minder dem om dette: „Vi har vist at vi står på Jehovas side. Vi har levet op til vores indvielsesløfte. Vi har samarbejdet med ’engelen der flyver midt på himmelen’. Vi har været med til at tilskynde andre til at lære Jehova at kende. Vi har forkyndt et advarselsbudskab.“ Til sidst siger han at når de har udrettet alt dette, hvordan kan de så sige at de ikke har haft nogen resultater? „Folk reagerer alt efter deres omstændigheder og deres hjertetilstand,“ fortsætter Geoff. „Det der tæller, er at vi er villige til at aflægge et vidnesbyrd og fortælle dem om den gode nyhed.“ — Åb. 14:6; 1 Kor. 4:2.

Glæde over „Jehovas velsignelse“

Mange i England har været aktive Jehovas vidner i 20, 40, 50 år eller mere. Hvordan ser de på deres opgave? I Ordsprogene 10:22 står der: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ Titusinder af Jehovas vidner i England kan personligt bevidne at dette er sandt.

„Det største privilegium et menneske kan få betroet.“ Sådan beskriver Cornelius Hope fra Basingstoke, der nu er midt i halvfjerdserne, den kristne tjeneste efter at have deltaget i den i et halvt århundrede. Anne Gillam, der blev døbt for næsten 50 år siden, og hvis mand er kredstilsynsmand, omtaler forkyndelsen som sin „måde at vise kærlighed til Jehova og hans søn på“.

Dennis Matthews, der blev døbt i 1942, forklarer: „Jeg synes at forkyndelsen er ligesom mad — åndeligt styrkende. Det er en tilfredsstillelse at gøre Guds vilje, uanset om folk vil lytte eller ej.“ Hans kone, Mavis, tilføjer: „Jeg har tjent Jehova lige fra jeg var ung, og jeg føler ikke at jeg kunne have haft et bedre liv.“

Hvordan ser ældre forkyndere på mennesker i distriktet og deres måde at reagere på? Efter over 40 år i tjenesten for  Jehova siger Muriel Tavener: „Folk har mere brug for os end nogen sinde før fordi de ikke får sand åndelig hjælp nogen andre steder fra.“ Hvad sker der når de tager imod denne hjælp? Hendes mand, Anthony, udtrykker det på denne måde: „At se mennesker tage imod sandheden og ændre deres måde at leve på er at se et mirakel, fordi Jehovas ånd drager mennesker til tilbedelsen af ham.“

Det er en stor tilfredsstillelse at fortælle andre om det håb som kun Guds ord kan give. Når Fred James, der er bytilsynsmand i Plymouth i Devon, og hans kone ser tilbage på de år de har forkyndt, kan de tælle over 100 som de har hjulpet frem til dåb. Mange af dem tjener nu som ældste, menighedstjenere og pionerer. Alle deres tre sønner blev pionerer da de gik ud af skolen, og tjener nu som ældste. En af dem, David, har været på Gilead og virker som missionær og medlem af afdelingskontorets udvalg i Pakistan. Broder og søster James har haft et meget rigt liv!

Mange års trofast tjeneste har givet gode resultater for mange forkyndere i England. Richard og Hazel Jessop har tjent Jehova i mindst 50 år, størstedelen af tiden i heltidstjenesten. De har hjulpet mange til at tage imod den forret at indvi sig til Jehova, og de holder meget af dem alle sammen. Studiet med Jack og Lyn Dowson var dog noget ganske særligt. Det begyndte med et venligt besøg hos nogle der havde samme baggrund som de selv. (Både Hazel og Jack kommer fra Nordøstengland.) Snart blev det til et bibelstudium. På et tidspunkt sagde Jack dog at de gerne ville holde pause fra studiet et stykke tid. Richard svarede: „Nej, det kan ikke lade sig gøre. I må først gøre bogen færdig, og så kan I standse der hvis I vil det.“ Da det kom til stykket, ’standsede de ikke der’. I stedet indviede de sig til Jehova, begyndte som pionerer og blev medlemmer af betelfamilien. Jack er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

 Nogle unges reaktion på sandheden fra Bibelen har været til særlig stor glæde for andre. Robina Owler og hendes mand, Sydney, der er pionerer i Dundee-området i Skotland, har været meget glade for at se de fremskridt Paul Kearns har gjort. Han begyndte at komme i deres hjem for at studere Bibelen da han var 12 år. Sandheden slog hurtigt rod i hans hjerte, men da hans far forbød ham at studere Bibelen, ventede han med at fortsætte sit studium til han blev ældre og gik på college i Aberdeen. Han gjorde hurtigt fremskridt. Efter dåben blev pionertjenesten hans mål. I 1992 gennemgik han Skolen for Udnævnte Tjenere. Mens han virkede som ældste i Sheffield, gik han i gang med at lære spansk, og i 1998 blev han sendt til Panama som missionær.

Der er over 10.000 pionerer i England. De sætter stor pris på de velsignelser der følger med denne tjeneste. For eksempel havde Bill og June Thompstone været gift i over otte år og var pionerer da deres første barn blev født. Med tiden fik de tre døtre. De forsøgte at lade familielivet dreje sig om pionertjenesten. Hverdagen var travl, men ved at gøre alting sammen som familie klarede de det. „Vi tog os altid tid til pigerne,“ forklarer Bill. „Det ændrede sig ikke da de blev teenagere. Hvis de gerne ville løbe på skøjter, bowle, svømme eller spille bold, så gjorde vi det sammen med dem.“ Nu er de tre piger gift og er pionerer. De kan alle glæde sig over det Bill kalder „den bedste måde at leve på“.

I øjeblikket tjener 77 brødre (hvoraf de fleste er gift) som rejsende tilsynsmænd i England. Det er en tilværelse med en travl timeplan, uge efter uge, år efter år. Geoff Young virkede i rejsetjenesten indtil fremskreden alder og helbredsproblemer gjorde det nødvendigt at foretage nogle ændringer. Han og hans kone, Vee, boede i en kuffert og opholdt sig et nyt sted hver uge. Hvad syntes Vee om den måde at leve på? „Det  var ikke så svært,“ svarer hun, „for vi fik en større kristen familie hver gang vi besøgte en menighed. Vi mærkede brodersamfundets varme hvor vi end kom hen. Uanset hvilke opgaver Jehova giver os, kan de kun gøre vort liv rigere.“ De glæder sig over det der sker her og nu, men ser med spændt forventning frem til hvad fremtiden vil byde på. Geoff siger: „Denne ordning er færdig nu. Den er så godt som borte. Derefter får vi den vidunderlige opgave at være med til at omdanne jorden til et paradis. Og der skal studeres med alle de opstandne — det bliver en kæmpemæssig opgave!“ Hans kone tilføjer: „Det er fantastisk at vide at intet kan hindre Jehova i at gennemføre sin hensigt.“

„Guds vej — den bedste livsform“

I juli 1998 blev ni internationale stævner under temaet „Guds vej — den bedste livsform“ holdt samtidig i Storbritannien — i Edinburgh, Leeds, Manchester, Wolverhampton, Dudley, Norwich, London, Bristol og Plymouth. Delegerede fra over 60 lande var til stede. Hele programmet blev ikke blot fremholdt på engelsk, men også på fransk, spansk og punjabi. Den følgende weekend blev stævnet holdt på græsk.

Fire medlemmer af Det Styrende Råd — John Barr, Theodore Jaracz, Albert D. Schroeder og Daniel Sydlik — overværede stævnerne i England, og når de holdt foredrag, var alle stævnepladserne forbundet elektronisk. Desuden var missionærer der i øjeblikket tjener i udlandet, til stede. Af de flere hundrede fra England der er blevet sendt ud som missionærer, overværede 110 disse stævner. Deres nidkærhed og selvopofrende ånd virkede inspirerende på alle der hørte dem blive interviewet under programmet.

Det der foregik ved disse stævner, gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende, også børnene. Den resolution  der blev vedtaget under stævnets sidste punkt, forklarede tydeligt hvad det indbefatter at vandre ad Guds vej, som alle var besluttede på at følge. Efter programmet sagde en fireårig søn af et par fra Darlington: „Mor, jeg elsker altså Jehova. Jeg elsker dig og far rigtig meget, men jeg elsker Jehova mere.“ Da han blev spurgt om hvorfor, forklarede han at Jehova har givet os håbet om Paradiset og har sendt sin søn så han kunne dø for os, „og derfor bliver jeg nødt til at elske ham mere“.

Ved programmets slutning i både Edinburgh og London vinkede de delegerede fra forskellige lande med lommetørklæder til hinanden og brød derefter ud i lange klapsalver. Selv efter at programmet var slut, blev mange ved med at synge Rigets sange, til Jehovas pris.

Det vidnesbyrd der er blevet aflagt

Der er blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd i Storbritannien. Det begyndte i 1881 da hundredtusinder af bibelske traktater blev spredt i de største byer i løbet af bare nogle få uger. En del af den sæd der dengang blev sået, begyndte at bære frugt. I løbet af et halvt år i 1914 blev „Skabelsens Fotodrama“ vist i 98 byer for 1.226.650 tilskuere. Da den første verdenskrig brød ud, var der 182 menigheder i Storbritannien. I løbet af 1920’erne og 1930’erne blev forkyndelsen intensiveret eftersom flere af dem der kom i menighederne, var med i tjenesten fra hus til hus og forkyndte personligt for folk. Siden den anden verdenskrig er der blevet brugt 650.746.716 timer i forkyndelsen i Storbritannien, der er blevet aflagt 297.294.732 genbesøg hos interesserede, og der er blevet spredt 74.105.130 bøger og brochurer, foruden 567.471.431 blade. Gennemsnitlig besøger Jehovas vidner i Storbritannien folk i deres hjem to-tre gange om året.

 Jehovas vidner er så kendte for deres forkyndelse fra hus til hus at mange, når de åbner døren og ser nogle velklædte mennesker, straks spørger: „Er det Jehovas vidner?“

En jord fyldt med kundskab om Jehova

I 1891 sagde C. T. Russell at ’England, Irland og Skotland var modne marker der ventede på at blive høstet’. Det høstarbejde der udføres nu under afslutningen på denne tingenes ordning, er tydeligvis snart fuldført. Og det har vist sig at være en fantastisk høst! I Storbritannien var der i år 1900 kun 138 bibelstudenter (som Jehovas vidner dengang blev kaldt), hvoraf de fleste var salvede kristne. Nu er der 910 gange så mange. Dengang oprettede det juridiske redskab som Bibelstudenterne benyttede, sit første afdelingskontor uden for De Forenede Stater. Nu er der 109 afdelingskontorer jorden over. I Nord- og Sydamerika er der 24 afdelingskontorer. I Europa 25. På det afrikanske kontinent er der 19. I Asien og på de forskellige øer er der 41 afdelingskontorer. I samarbejde med disse kontorer priser 5,9 millioner forkyndere Jehovas navn og forkynder den gode nyhed om hans rige ved Jesus Kristus. Og de er besluttede på at blive ved med at forkynde indtil Gud siger at det er nok.

Det livgivende vand flyder allerede i en bred strøm fra Jehova Guds og hans søns, Jesu Kristi, trone i himmelen. Med stor intensitet lyder denne indbydelse: „Lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åb. 22:1, 17) Under Jesu Kristi tusindårsrige, når de døde får en opstandelse, vil milliarder af mennesker uden tvivl få mulighed for at drage nytte af denne kærlige foranstaltning, der kan give dem evigt liv. Det undervisningsprogram der er blevet gennemført indtil nu, er kun begyndelsen. Foran os, i Guds nye tingenes ordning, ligger den tid hvor „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.

[Kort/illustrationer på side 86, 87]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ENGLAND

Stævnehallerne ligger med passende mellemrum i hele landet: (1) Manchester, (2) North London, (3) Dudley, (4) Surrey, (5) East Pennine, (6) Bristol, (7) Edgware

 [Illustrationer]

East Pennine

Edgware

Surrey

Manchester

Bristol

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustrationer på side 70]

Tom Hart

 [Illustration på side 72]

Selskabets første afdelingskontor

[Illustrationer på side 72]

Det nuværende afdelingskontor

[Illustrationer på side 74, 75]

De tjente i fremmede lande: (1) Claude Goodman, (2) Robert Nisbet, (3) Edwin Skinner, (4) John Cooke, (5) Eric Cooke, (6) George Phillips, (7) George Nisbet. Baggrund: Kolportører der rejser til Østafrika

[Illustration på side 79]

Franziska Harris viser au pair-piger særlig interesse

[Illustration på side 90]

Vera Bull, der tjener i Colombia

[Illustration på side 90]

Barry og Jeanette Rushby — ’har altid ønsket at gøre mere’

[Illustration på side 92]

Pionerskole i stævnehallen i Dudley

[Illustration på side 95]

Den engelske betelfamilie under dagsteksten

[Illustration på side 96]

Den første klasse der udgik fra Skolen for Udnævnte Tjenere i England

[Illustration på side 102]

Den første hurtigbyggede rigssal i England (Weston Favell, Northampton)

[Illustration på side 107]

Michael og Jean Harvey

[Illustration på side 108, 109]

Pionerer der har valgt at tjene i fremmedsprogede menigheder

[Illustration på side 116, 117]

A. D. Schroeder interviewer aldrende forkyndere ved årsmødet i Leicester, 1983

[Illustration på side 123]

Pionerer fra Shetlandsøerne nærmer sig en fiskerbåd i deres distrikt på havet

[Illustration på side 131]

John og Mildred Barr

[Illustration på side 133]

Afdelingskontorets udvalg (Siddende, fra venstre til højre: Peter Ellis, John Wynn. Stående: Bevan Vigo, Stephen Hardy, John Andrews, Ron Drage, Jack Dowson, Dennis Dutton)

[Illustrationer på side 138, 139]

Forkyndelsen er endnu ikke fuldført

[Illustrationer på side 140, 141]

Nogle der kan se tilbage på mange års trofast tjeneste: (1) Sydney og Robina Owler, (2) Anthony og Muriel Tavener, (3) Richard og Anne Gillam, (4) Geoff og Vee Young, (5) Fred og Ruse James, (6) Cornelius og Riky Hope, (7) Dennis og Mavis Matthews, (8) Richard og Hazel Jessop