Højdepunkter fra det forløbne år

Jehovas Vidners årlige områdestævner er blandt årets mest spændende begivenheder. Temaet for den række områdestævner som begyndte i sommeren 1999, var „Guds profetiske ord“. Programmet understregede værdien af daglig bibellæsning og underbyggede dette med et skuespil over beretningen om Jakob og Esau. Foredragene indbefattede et overblik over profetierne i Daniels Bog og en detaljeret behandling af Habakkuks Bog. Programpunkterne fremhævede at afslutningen på den gamle tingenes ordning er nær. Vi lærte ikke alene mere om det forkyndelsesarbejde der foregår i øjeblikket,  men blev også mindet om de spændende fremtidsudsigter som er en del af Jehovas løfte om at ’gøre alting nyt’. — Åb. 21:5.

Stævnedeltagerne var begejstrede for at modtage den nye bog Giv agt på Daniels profeti! på 47 sprog. I Korea var der yderligere glæde — ja, overvældende begejstring — da stævnedeltagerne modtog Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på koreansk.

I Jugoslavien havde krigen raset i månedsvis, men alligevel var det muligt at bekendtgøre udgivelsen af Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på serbisk. Takket være et nært internationalt samarbejde kunne De Kristne Græske Skrifter også udgives på kroatisk og makedonisk i de tilgrænsende lande. Disse publikationer blev modtaget med glædestårer.

Der var særlig grund til glæde i Jugoslavien. I marts måned havde landet forberedt sig på krig. Hvis Beograd blev udsat for bombeangreb, kunne man ikke længere være sikker på at telefonforbindelserne fungerede, og oversætterne i Beograd ville få vanskeligt ved at sende materiale videre til trykkeriet i Tyskland. Tirsdag den 23. marts syntes det næsten uundgåeligt at luftangrebene ville blive indledt, så de brødre der stod for denne nyudgivelse i Beograd, besluttede at arbejde hele natten. Den følgende morgen var de fornødne elektroniske dokumenter undervejs. Nogle få timer senere begyndte bombardementerne. Oversætterne var glade selv om de var tvunget til at begive sig til beskyttelsesrummene.

Deres glæde var fuldendt da man ved områdestævnet i Beograd fire måneder senere under stormende begejstring bekendtgjorde udgivelsen af Bibelen. Snart efter at alle havde modtaget deres eksemplar, var stævnepladsen mennesketom.  Brødrene var på vej til deres logi for at læse i Bibelen! I en verden hvor etniske og religiøse splittelser har resulteret i mord og glødende had, var de overbeviste om at de ikke kunne have fået nogen bedre gave.

Den følgende weekend blev det første af en række på otte områdestævner afholdt i Indonesien, et stort land i Orienten som også har været hærget af vold fra religiøse og politiske grupper. Ved stævnet i Jakarta var der 15.666 til stede fra mange dele af landet. For første gang blev dåben afholdt på stævnepladsen, og der var stor glæde da de tilstedeværende på store fjernsynsskærme fulgte med mens 430 blev døbt. Stemningen nåede et højdepunkt da det blev bekendtgjort at hele Ny Verden-Oversættelsen allerede var blevet trykt på indonesisk og forhåbentlig snart ville være klar til at blive uddelt.

„Guds vej — den bedste livsform“

Tjenesteåret 1999 var naturligvis begyndt allerede i september 1998. I tjenesteårets første måneder fortsatte de internationale områdestævner „Guds vej — den bedste livsform“. I USA og Europa var mange stævner allerede blevet afholdt. Men fra september til januar blev der holdt yderligere 13 af disse internationale stævner i Afrika, Asien, Australien og Latinamerika.

Det første af disse stævner i tjenesteåret 1999 blev holdt fra den 18. til den 20. september 1998 i São Paulo i Brasilien. Samtidig blev der holdt områdestævner 16 andre steder, deriblandt på det enorme Maracana Stadion i Rio de Janeiro. Tusinder af delegerede kom fra 15 lande. Blandt dem var der 54 missionærer, hvoraf 23 var rejst fra Brasilien for at tjene i Mocambique. Da man om søndagen præsenterede resolutionen der erklærede at Guds vej er den bedste livsform, blev den med et tordnende sim (ja) vedtaget af et forbløffende tilhørerantal på i alt 516.333 forsamlet 17 forskellige steder.

 Samme weekend fyldte 63.886 delegerede det olympiske stadion i Seoul i Korea. I dagene før områdestævnet blev 3046 udenlandske delegerede budt velkommen i lufthavnen af hundreder af koreanske Jehovas vidner, deriblandt søstre klædt i farvestrålende folkedragter. Efter det sidste foredrag var de udenlandske delegerede på vej til deres busser da tusinder af stævnedeltagere dannede det som nogle kaldte et ’kærlighedsespalier’; og mens de delegerede gik igennem det, sagde de koreanske brødre og søstre: „Vi ses i Paradiset!“ og „Vi elsker jer!“ Mange fik glædestårer i øjnene.

Kort efter stævnet i Seoul blev Puerto Rico ramt af orkanen Georges. Det næste internationale stævne skulle begynde i Puerto Rico den følgende fredag. Ville det være muligt? Man forventede at hele øen som følge af stormen ville være uden elektricitet i flere uger. Der var lukket for vandforsyningen; San Juans lufthavn var lukket; de lokale brødres huse, der skulle have tjent som indkvartering for de delegerede fra udlandet, var blevet beskadiget. På grund af naturkatastrofen var kun ét af de fire stævneområder, nemlig Hiram Bithorn-Stadionet, stadig egnet til formålet. Men overraskende nok blev problemerne løst et efter et. Tilhørertallet ved dette stævne nåede op på 15.065.

Over en måned senere, fra den 30. oktober til den 1. november, blev der holdt tre internationale stævner i Australien (i Brisbane, Melbourne og Sydney). John Barr, Milton Henschel, Lloyd Barry og Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd overværede disse stævner. De to sidstnævnte har engang tjent i Australien. Mange nidkære missionærer som var blevet sendt ud fra Australien, var også til stede.

Mod slutningen af 1998 blev der desuden afholdt internationale stævner i Afrika. I Nairobi i Kenya frydede brødre fra 16 forskellige lande sig over at være blandt de 24.502 der i december var samlet i Moi International Sports Centre.

 Ugen efter blev der afholdt fire internationale stævner i Sydafrika (i Cape Town, Durban, Johannesburg og Pretoria) med en samlet tilhørerskare på 83.858, og 1626 blev døbt. De internationale stævner blev fulgt op af 18 områdestævner. De havde en samlet tilhørerskare på 53.901, og 1065 blev døbt. Ved disse stævner blev Ny Verden-Oversættelsen udgivet på tsonga. Stævnedeltagernes kærlighed og enhed var et håndgribeligt bevis på at de virkelig svarer til den beskrivelse Jesus gav da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Joh. 13:35.

Samme weekend i slutningen af december blev der afholdt et områdestævne i Abidjan i Elfenbenskysten, Vestafrika. Programmet foregik på fransk, engelsk og twi. Landet har kun cirka 6000 forkyndere — og der kom måske 500 fra udlandet — men tilhørerskaren nåede op på et forbløffende antal. I alt 16.009 ønskede at lære om Guds vej!

Som afslutning på den verdensomspændende række på 32 internationale stævner kunne de over 19.000 forkyndere i Costa Rica glæde sig over at der i de første tre dage af 1999 samledes 34.431 i deres land. I lufthavnen var omkring 4000 lokale brødre med til at byde de delegerede som ankom med 42 forskellige fly, velkommen. Forkynderne dannede espalier, og efterhånden som de delegerede ankom, blev der klappet, og de blev hilst med et „Bienvenidos, hermanos!“ (Velkommen, brødre!) Brødrenes hengivenhed fik en issælger til at bede om et bibelstudium.

Rækken af internationale stævner havde en positiv virkning på mange udenforstående, som iagttog den kærlighed de delegerede viste hinanden. Den styrkede også de internationale bånd mellem Jehovas vidner selv. Det var et synligt bevis på at Jehova er i færd med at samle „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ — folk som søger frelse hos Jehova og hans søn Jesus Kristus — for at blive  bevaret i live og komme ind i Guds nye retfærdige verden. — Åb. 7:9, 10.

De elsker deres trosfæller „i gerning og sandhed“

Den kærlighed som Jehovas vidner viser hinanden, omfatter mere end smil og håndtryk i deres rigssale. Den indbefatter mere end at vise gæstfrihed over for stævnedelegerede fra andre lande. Eftersom Jehovas vidner studerer Bibelen, er de godt kendt med det der står i Første Johannesbrev 3:17, 18: „Den der har denne verdens midler at leve af og ser sin broder lide nød og dog lukker sin inderlige medfølelses dør for ham, hvorledes kan Guds kærlighed forblive i ham? Børnlille, lad os . . . elske . . . i gerning og sandhed.“ Voldsomt uvejr, tørke og borgerkrige har i det forløbne år bragt mange af Jehovas tjenere i den situation at de led en sådan nød. Hvordan har det internationale brodersamfund reageret?

I september 1998 blev staten Chiapas i Mexico hærget af oversvømmelser. Nogle få uger senere fejede orkanen Georges hen over St. Kitts, Nevis, Puerto Rico, Den Dominikanske Republik og Haiti for derefter at ramme den sydlige del af USA. Omkring en måned senere ramte orkanen Mitch Honduras med vindstød på 290 kilometer i timen, skabte oversvømmelser i dele af Nicaragua og kløvede sig igennem El Salvador og Guatemala inden den stilnede af i Mexico. Foruden 50 rigssale og 2 stævnehaller blev over 1800 forkynderes hjem enten jævnet med jorden eller alvorligt beskadiget. Brødrene havde fået deres afgrøder spoleret og deres personlige ejendele ødelagt. Nogle steder måtte man evakuere hele menigheder.

Der var et stort behov for mad, vand, tøj og medicin. Jehovas vidner fra områder der ikke var blevet ramt af uvejret, reagerede hurtigt. Nogle steder indfandt forkynderne sig på afdelingskontoret med mad, tøj og penge til hjælp for deres  trosfæller så snart de havde hørt om den skade der var sket. Dér hvor brødrene ikke kunne skaffe sig vej til katastrofeområder i bil eller lastvogn, benyttede de kano, cykel og rygsæk. Lokale ældstebrødre gjorde alt hvad de kunne, for at forkynderne fik lagt tag på deres huse igen. Læger som er Jehovas vidner, stillede sig til rådighed.

Jehovas Vidners Styrende Råd koordinerede indsamlingen af økonomisk hjælp samt forsendelsen af hårdt tiltrængt mad, tøj og byggematerialer fra nærliggende lande. Tingene blev transporteret med chartrede fly, skibe eller lastbiler. Brødre og søstre i de katastroferamte områder udtrykte igen og igen deres dybe værdsættelse af den kærlighed det verdensomspændende brodersamfund viste dem.

De regionale byggeudvalg, som normalt tager sig af rigssalsbyggeri, blev mobiliseret for at støtte oprydnings- og reparationsarbejdet. Syv hold med hver 30 frivillige hjælpere fra USA tog for egen regning til St. Kitts og Nevis, hvor de tilbragte en uge med at reparere brødrenes huse. Yderligere  seks hundrede frivillige fløj ned til Puerto Rico for at hjælpe til med reparations- og genopbygningsarbejdet dér. I overensstemmelse med de bibelske retningslinjer i Galaterbrevet 6:10 lagde de størst vægt på at hjælpe deres åndelige brødre og søstre. Men de reparerede også taget på en skole og istandsatte huse der var beboet af nogle ældre mennesker som ikke havde børn til at hjælpe sig. I Den Dominikanske Republik blev området omkring et sygehus ryddet af de lokale Jehovas vidner.

I Puerto Rico rejste et hold brødre til en bjergby ved navn Yabucoa for at hjælpe til med at genopbygge et hus hvor en søster boede med sin ikketroende mand. Hendes naboer havde gjort nar af hende da hun sagde at hun vidste hendes kristne brødre ville komme for at hjælpe hende. Da brødrene kom, var hun ude af sig selv af glæde. På få timer var 200 tilskuere stimlet sammen i gaden. Hele dagen så de til mens holdet af brødre arbejdede. Efter at brødrene havde sat hoveddøren i, gav de søsteren en buket blomster og nøglen til hendes genopbyggede hus. Da lysene blev tændt, klappede naboerne. Som et resultat af det de havde set den dag, var mange af gadens beboere der før havde undgået Jehovas vidner, nu villige til at lytte til budskabet om Riget.

Samtidig blev Europa i november ramt af alvorlige oversvømmelser i det vestlige Ukraine, og i Sydamerika skabte et jordskælv i januar endnu en katastrofe i Colombia. Her ydede Jehovas folk samme kærlige hjælp.

Da borgerkrigen i Angola endnu en gang optrappedes i 1999, resulterede det i mere end 1.700.000 flygtninge. Brødrene har arbejdet flittigt for at hjælpe deres trosfæller som  måtte flygte, samt mange andre, så de havde de mest grundlæggende fornødenheder. De 34 tons mad og tøj som blev sendt fra afdelingskontorerne i Italien, Portugal og Sydafrika, blev delt ud til dem der havde været nødsaget til at forlade både huset og byen de boede i. Det var endog muligt at bringe nogle af disse forsyninger ind i krigsområder hvor bombeangrebene havde stået på i månedsvis.

Da tjenesteåret begyndte, underrettede afdelingskontoret i Congo (Kinshasa) Det Styrende Råd om at det på grund af borgerkrigens eftervirkninger havde brug for nødhjælp for at yde bistand til over 200.000 mennesker. Der blev øjeblikkelig sørget for at afdelingskontorerne i Storbritannien, Belgien, Frankrig, Schweiz og Sydafrika sendte mad og stillede midler til rådighed til yderligere indkøb af forsyninger i andre afrikanske lande. Europæiske Jehovas vidner samlede over 75 tons nødhjælpsforsyninger som de sendte med fly.

Men kampene i Congo var ikke overstået. Nye kriser opstod. Den 7. februar 1999 hørte betelfamilien på hovedkontoret i New York følgende meddelelse vedrørende situationen i Den Demokratiske Republik Congo: „På grund af borgerkrigen er 30.000 forkyndere i landets østlige del afhængige af nødhjælp. Krigssituationen gør det umuligt for afdelingskontoret i Kinshasa at komme i kontakt med disse brødre. Men Det Styrende Råd har vedtaget at Belgien skal bringe nødhjælpsforsyninger ad luftvejen. Det første fly afgår i denne uge, det andet den 20. februar. Med det andet fly kommer der et lægehold.“ Brødrene fra Europa samarbejdede med 11 officielt udnævnte nødhjælpskomitéer bestående af Jehovas vidner fra det østlige Congo.

Nogle af flygtningene var taget til nærliggende lande. Tusinder var draget ind i det tilstødende Zambia. Dér ydede nødhjælpsorganisationerne en stor hjælp; brødrene supplerede med tæpper, tøj, køkkengrej og landbrugsredskaber.  Da en ældre broder modtog et tæppe, besvimede han. Han havde aldrig før fået et nyt tæppe som han kunne beholde. Da en kredstilsynsmand var på vej til Zambia, opdagede han en invalid broder under et træ. Tilsynsmanden satte ham op på sin cykel og trak den. Når bakkerne blev for stejle, stod broderen af cyklen, og under store anstrengelser kravlede han med nogle stykker gummidæk bundet om knæene og hænderne op til bakketoppen. Omsider nåede de byen Kaputa i Zambia i god behold. Dér forsynede afdelingskontoret alle brødrene med litteratur på swahili som de kunne bruge til deres menighedsmøder. Ved et møde i april hvor over 2000 af disse flygtninge var til stede, fik de kærlig åndelig opmuntring af brødrene fra afdelingskontoret. Og flygtningene — voksne som børn, og de fleste uden sangbøger — sang af hjertet med på sange som „Jehova, vort tilflugtssted“, „Jehova er vor tilflugt“, „Vi takker dig, Jehova!“ og „Guds løfte om et paradis“.

Nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed

Endnu mere bemærkelsesværdig er dog den kærlighed som Jehovas vidner viser ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De følger den anvisning Jesus har givet, og bestræber sig for at nå så mange som muligt med den gode nyhed. (Mark. 13:10) Til det formål giver de frit af sig selv og deres ressourcer. I det forløbne år har der været et højdepunkt på 5.912.492 forkyndere af Riget, og de har anvendt 1.144.566.849 timer i forkyndelsesarbejdet. Mange af dem tilrettelagde deres forhold sådan at de kunne tjene som almindelige pionerer eller faste hjælpepionerer.

Disse pionerers baggrund er meget forskelligartet. Der er tusinder af unge som har afsluttet deres skolegang, eller som har tilrettelagt den på en måde der gør det muligt for dem at være pionerer samtidig med at de går i skole. Andre er  husmødre; nogle er mænd der samtidig arbejder for at kunne forsørge deres familie. En kristen ældste og familieforsørger på St. Lucia er i stand til at være pioner fordi han er opmærksom på at ’holde sit øje klart’. (Matt. 6:19-22) Da han for nylig fik tilbudt et højt betalt job, afslog han det fordi det ville have betydet at han skulle arbejde mere, gå glip af kristne møder, være adskilt fra sin familie et halvt år og opgive pionertjenesten. Han valgte at søge Riget først i tillid til at Jehova fortsat ville velsigne hans bestræbelser på at forsørge familien.

En 95-årig forkynder på Antigua har deltaget i hjælpepionertjenesten en eller to gange om året så længe hun kan mindes. Med følgende ord forklarer hun hvorfor hun fortsætter med at gøre denne særlige indsats: „Jehova har givet mig ekstra styrke og energi, og det ser jeg som en mulighed for at vise ham min kærlighed.“

En søster i Danmark som er midt i tresserne, besluttede sig for at blive hjælpepioner. Hvorfor? Hun forklarer: „Jeg tror at det er min bibellæsning der har fået mig til det. . . . Jeg er overbevist om at ligesom man kan blive dårligt påvirket af eksempelvis fjernsynet, kan man også få god påvirkning ved dagligt at læse i Guds ord. Det har givet mig en stærk motivation.“

Da folk overalt føler at det er blevet sværere at skaffe de materielle fornødenheder, justerede Det Styrende Råd timekravet for almindelige pionerer (det blev nedsat fra 90 til 70 timer om måneden) og for hjælpepionerer (fra 60 til 50 timer). Det har vist sig at være en velsignelse og har betydet at mange der i forvejen var pionerer, har kunnet fortsætte, og at i tusindvis af andre har meldt sig. For mange var det et yderligere bevis på at „Herren er god“. — 1 Pet. 2:3.

I månederne efter at timekravet var blevet ændret, oplevede afdelingskontoret i Australien en stigning på mere end 400 procent i antallet af forkyndere der meldte sig som almindelige  pionerer. Colombia oplevede en stigning på næsten 300 procent. I Ukraine steg antallet af pionerer måned for måned, og rapporten viser en stigning på 42 procent i forhold til sidste år. Mikronesien fik i gennemsnit mere end én ny pioner i hver menighed. I Liberia, hvor de fleste brødre lever fra hånden og i munden og klarer sig for det de tjener som småhandlende, havde man rekord i antallet af almindelige pionerer otte måneder i træk efter at timekravet var blevet ændret.

Der var også flere der sluttede sig til hjælpepionerernes rækker. I Østrig var der i de første tre måneder af 1999 56 procent flere end året før. I samme tidsrum rapporterede Malaysia 103 procent flere hjælpepionerer. Danmark oplevede en stigning på 91 procent i årets første seks måneder. I Korea, hvor januar er en gunstig måned for øget virksomhed, tog 57 procent del i en eller anden form for pionertjeneste i den måned.

Samtidig giver oplæringsprogrammet „Pionerer hjælper andre“ fortsat gode resultater. En søster i den filippinske menighed i Anchorage, Alaska, siger: „Jeg har været i sandheden i 11 år. Forkyndelsen var ren rutine fordi jeg udførte den uden at have et mål for øje.“ Men efter at hun i et stykke tid havde samarbejdet med en lokal pioner, blev tjenesten meget mere meningsfyldt for hende. Hun forstod hvor betydningsfuldt arbejdet var. Hun blev mere interesseret i folk og blev i stand til at oprette bibelstudier. I Sydafrika hjalp en pionersøster en anden forkynder til at udføre en mere tilfredsstillende tjeneste ved at tale med de forbipasserende i stedet for blot at vente på at folk svarede i samtaleanlægget. De plejede også at sætte sig sammen og tale om hvilke mål de skulle sætte sig i tjenesten. Oplæringen varede et halvt år, og da det var gået, var forkynderen blevet almindelig pioner. Sammen med sin læremester finder hun nu større glæde i tjenesten end nogen sinde før.

 Sandheden fra Bibelen på tryk

Lige siden Moses levede, har Jehova tilvejebragt åndelig vejledning i skreven form. Den er altid blevet yderligere bekræftet af det talte ord. Men det trykte ord har spillet en vigtig rolle i udbredelsen af den gode nyhed. Bibelen og bibelske publikationer er blevet spredt i stort antal. Alene i det forløbne år blev der i alt trykt 1.026.706.628 numre af Vagttårnet og Vågn op! Desuden har Jehovas Vidner trykt 41.579.805 bøger og 71.221.759 brochurer samt et stort antal traktater. Publikationerne udkom på 332 sprog.

 Folk i mange lande har nydt gavn af denne virksomhed. De ni koraløer som udgør Tuvalu, har kun 9403 indbyggere, men Vagttårnet udkommer på deres sprog, og i dette land er der nu 45 der tilbeder Jehova. Den Centralafrikanske Republik ligger afsondret fra den industrialiserede verden, men selv dér har Vagttårnet og Vågn op! stor udbredelse og kan læses på arabisk, engelsk, fransk, lingala, sango og zande. Der er 2305 forkyndere i landet, og langt over det femdobbelte overværede sidste år mindehøjtiden. Angola hærges af borgerkrig, og mange af indbyggerne er meget fattige, men sidste  år begyndte der at udkomme en månedlig udgave af Vagttårnet på umbundu til gavn for to kredse af Jehovas Vidner i Angola samt de mange som de hjælper åndeligt. I Ukraine blev der sidste år spredt over 26 millioner blade. En mand som i 20 år havde søgt den sande Gud, skulle blot læse ét nummer af Vågn op! for at blive overbevist om at han havde fundet sandheden. Ukraines 107.045 forkyndere glædede sig over at se 12.320 blive døbt i årets løb.

I Colombia fik en ulykkelig kvinde traktaten Hvilket håb er der for de døde? stukket i hånden. Hun havde aldrig været interesseret i religion, men hendes søn var omkommet ved et jordskælv, så dette emne interesserede hende. Det førte til et bibelstudium. I Litauen fik en kvinde brochuren Er Gud interesseret i os? Hun havde hårdt brug for den hjælp som kun Gud kan give, så hun sagde ja tak til et bibelstudium, gjorde hurtige fremskridt og blev indviet og døbt. Ja, publikationerne bliver værdsat af mange og er værdifulde redskaber i forkyndelsen af den gode nyhed.

Oplært af Jehova

På mange forskellige måder fortsætter Jehova med at oplære sine tjenere, med at ruste dem til det arbejde de er i færd med at udføre, og med at forberede dem på fremtidig virksomhed. (Es. 54:13) Desuden kan folk i over 230 lande nu få personlig gavn af Jehovas storslåede undervisningsprogram. Millioner som er „ret indstillet til evigt liv“, har reageret, og i det forløbne år blev der hver måned i gennemsnit ledet 4.433.884 gratis bibelstudier med sådanne mennesker. (Apg. 13:48) De blev rigt velsignet da de fik Bibelen forklaret på en måde så den blev en åben bog for dem, en bog som de kunne forstå.

Undervisningen fra Jehova gennem hans organisation omfatter også særlig oplæring af forskellig art. Igen i år nød tusinder gavn af Pionerskolen efter at de havde fuldført deres  første år som almindelige pionerer. I løbet af tjenesteåret blev Skolen for Udnævnte Tjenere afholdt på 40 afdelingskontorer. Deltagerne var kvalificerede brødre fra Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Stillehavsøerne — i alt 89 lande. Der var 2174 der modtog denne særlige undervisning. Brødre der er medlemmer af afdelingskontorernes udvalg i 43 lande, gennemgik et særligt tomåneders kursus på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York. Efter at have deltaget i et omfattende femmåneders studium af Bibelen fik eleverne på Gileadskolen tildelt distrikter i 31 forskellige lande hvor de skulle forkynde og undervise i Guds ord.

Derudover oprettede man en ny skole for rejsende tilsynsmænd på Vagttårnets Uddannelsescenter. Det første hold på 48 elever påbegyndte dette otteugers kursus i maj måned. Deltagerne var kreds- og områdetilsynsmænd fra USA og Canada. Den oplæring de modtog, bestod dels af undervisning, dels af arbejde i Tjenesteafdelingen. Hvert eneste aspekt af deres tjeneste blev behandlet, og det vil være til stor gavn for de mange tusind brødre og søstre i menighederne og kredsene som de rejsende tilsynsmænd betjener. Deres koner, som også var med i Patterson, brugte tre dage om ugen på beteltjeneste og to dage om ugen på at støtte de omkringliggende menigheder i forkyndelsen. En gang om ugen overværede de også en forelæsning som var lige så relevant for dem som for brødrene.

„Det vil føre til et vidnesbyrd“

Jesus forudsagde at hans disciple ville „blive ført frem for konger og landshøvdinger“. Den udstrækning hvori dette er sket over hele jorden i det 20. århundrede, er endnu et bevis på at vi lever i de sidste dage. Hvorfor sker dette? Det er ikke fordi Jehovas Vidner er lovløse. Det sker tværtimod ’på grund af Jesu Kristi navn’ — fordi de anerkender Kristus som den himmelske konge, og fordi de ligesom Jesus „ikke er en del af  verden“. Jesus forudsagde også at det ville „føre til et vidnesbyrd“. (Luk. 21:12, 13; Matt. 24:9; Joh. 17:16) Det er i særlig grad blevet bekræftet i det forløbne tjenesteår. Der blev aflagt vidnesbyrd for myndighedspersoner i mange lande hvor man arbejdede ihærdigt på at forsvare Jehovas Vidners ret til at udøve deres religion uden hindringer.

I 1998 kom en retssag vedrørende Jehovas Vidner i Bulgarien for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hvad havde givet anledning til retssagen? De bulgarske myndigheder havde frataget Jehovas Vidner samt omkring 20 andre religiøse grupper deres juridiske anerkendelse. Deres appel til den bulgarske højesteret var blevet afvist, blandt andet fordi Jehovas Vidner ikke tror på treenigheden og kristenhedens andre ubibelske læresætninger. Det førte til at forkyndere blev anholdt, møder blev afbrudt, og publikationer blev beslaglagt. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol rådede indstændigt Bulgarien til sammen med Jehovas Vidner at finde en mindelig løsning på problemet. Resultatet var at Jehovas Vidner i Bulgarien igen opnåede juridisk anerkendelse i oktober 1998, og at fire missionærer fra Gileads 106. klasse kunne sendes til Bulgarien og støtte de lokale forkyndere i arbejdet med at fortælle bulgarerne den gode nyhed.

De juridiske problemer som Jehovas Vidner i Frankrig havde, førte også til et omfattende vidnesbyrd. Jehovas Vidner er blevet smædet offentligt. Antisektorganisationer har ophidset medierne til at give dem negativ omtale. I 1996 blev Jehovas Vidner i en parlamentsrapport stemplet som en ’farlig sekt’, og i januar 1999 lagde staten 60 procent skat på alle de bidrag som Jehovas Vidner i Frankrig modtog. Dette uhørte skridt har staten ikke taget over for noget andet trossamfund. Jehovas Vidner reagerede med en tredages kampagne, som begyndte den 29. januar 1999, hvor de uddelte 12 millioner eksemplarer af traktaten Franskmænd, I føres bag lyset!

 På kampagnens første dag blev der afholdt en pressekonference der oplyste om aktionens formål. Om middagen viderebragte tv- og radiokanalerne oplysningerne. Over 60 landsdækkende og lokale aviser dækkede kampagnen og brugte overskrifter som „Jehova kalder Frankrig i vidneskranken“ og „Jehovas Vidners operation ’sandhed’“.

Den første dag delte titusinder af forkyndere traktater ud ved banegårde, fabrikker, kontorbygninger, forretninger, markedspladser og andetsteds. Kun få sagde nej tak til at få den.

Da en broder forkyndte i nærheden af et fængsel, kom en fængselsbetjent hen til ham. Betjenten fik tilbudt en traktat, og det fik ham til at sige: „Jeg får brug for flere af dem; der er masser af folk herinde.“ I et andet tilfælde udtrykte nogle ældre mennesker som var på vej tilbage til deres plejehjem med bussen, skuffelse over at de ikke havde modtaget traktaten. Buschaufføren bad alle dem der ønskede et eksemplar, række hånden i vejret; så kørte han hen til et sted hvor han havde set en forkynder, og bad om det ønskede antal.

På en markedsplads i byen Grenoble var der en kvinde som råbte ukvemsord efter den forkynder der havde givet hende en traktat. Vores broder forblev rolig. Men kvindens råben havde vakt opmærksomhed blandt indehaverne af boderne og deres kunder, så pludselig udbrød de: „Længe leve Jehova!“ Derefter gik modstanderen.

Hvad blev resultatet? Menighederne i hele Frankrig blev opildnet og styrket af denne virksomhed. Hundreder af dem der var blevet uvirksomme, følte sig tilskyndet til at tage del i denne særlige kampagne. Forkyndere i alle dele af landet udtrykte dyb tilfredshed over at få lejlighed til at forsvare deres tro på denne måde. Afdelingskontoret modtog tusinder af telefonopringninger og breve fra offentligheden. Nogle afslørede en intolerant indstilling, men mange gav udtryk for deres  sympati. Hele weekenden bad folk om besøg, og der blev oprettet mange bibelstudier.

Hvad skete der med den skat staten havde pålagt brødrene? Kampagnen medførte at højtstående embedsmænd blev nødsaget til at sætte sig ind i omfattende dokumentation om Jehovas Vidner, hvorved der blev aflagt et stort vidnesbyrd. Dommen i skattesagen er blevet anket, og den vil om nødvendigt blive indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I årevis havde byen Oradell i New Jersey, USA, grebet ind i forkyndelsen af den gode nyhed. Kommunen holdt på at forkynderne ikke kunne udføre deres offentlige forkyndelse uden at de først havde indhentet tilladelse og gik med et identifikationskort. Gentagne gange havde brødrene forsøgt at gøre borgmesteren og byrådet begribeligt at disse krav var forfatningsstridige, men forgæves. Til sidst indbragte de sagen for distriktsdomstolen i New Jersey for at få afgjort om denne lokale vedtægt var i strid med loven. For første gang i 50 år gik vi rettens vej for at hævde vores ret til at forkynde offentligt i USA. I den forbindelse var det hensigtsmæssigt at gøre rede for hvori forkyndelsen består, og hvordan den foregår, og give den bibelske begrundelse for den; der blev således aflagt et godt vidnesbyrd.

Den 8. marts 1999 indkaldte dommeren ved distriktsdomstolen repræsentanter fra den juridiske afdeling ved Selskabets hovedkontor samt byrådsmedlemmer fra Oradell til et møde og gav kommunen besked på at ændre sine vedtægter. Den 16. marts blev det ved et byrådsmøde vedtaget at fritage religiøse organisationer for at skulle indhente tilladelser og gå med identifikationskort. Den gode nyhed kan igen blive forkyndt i Oradell uden forfatningsstridige indskrænkninger.

Hver gang Jehovas navn eller det folk som bærer hans navn, bliver nævnt for en domstol eller en parlamentssamling,  aflægges der et vidnesbyrd for personer „i høje stillinger“ der måske ikke så tit hører budskabet om Riget. (1 Tim. 2:2) Men til tider er muligheden for at aflægge vidnesbyrd meget mere direkte og omfattende. Det har været tilfældet i Rusland.

I et stuvende fyldt retslokale i Moskva blev der fra september 1998 til marts 1999 gjort en bevidst indsats for at forbyde Jehovas Vidners religiøse virksomhed i Moskva. Men i stedet for at bringe Jehovas Vidner til tavshed kom retslokalet til at danne en enestående ramme om et storslået vidnesbyrd.

Statsadvokaturen i Moskva, som senere fik tilslutning af Moskvas Justitskontor, rejste i samarbejde med en antisektorganisation der har forbindelser til den russisk-ortodokse kirke, ubegrundede anklager imod Jehovas Vidner for at få opløst menigheden af Jehovas Vidner i Moskva. Normalt opfattes kritisk analyse af religiøse læresætninger og opfattelser som noget der ligger uden for domstolenes gebet. Men da sigtelserne indbefatter Jehovas Vidners læresætninger og skikke, kom retssagen primært til at dreje sig om dem.

I retten hævdede anklageren at vore publikationer ansporede til religiøst fjendskab. Hvordan det? Vi lærer andre at vi har den sande tro. Så gav forsvarsadvokaten, som selv er et af Jehovas vidner, dommeren og anklageren hver deres eksemplar af Bibelen og læste Efeserbrevet 4:5: „[Der er] én Herre, én tro, én dåb.“ Vores russiske broder fortsatte sin bibelbaserede forsvarstale og gendrev andre påstande i anklagerens klagemål ved at henvise til skriftsteder som Jakob 1:27, Johannes 17:16 og Åbenbaringen 18:1-4, som viser nødvendigheden af ’ikke at være en del af verden’. Som modargument sagde anklageren at man krænker folk af en anden religiøs observans ved at læse det sidste skriftsted vedrørende Babylon den Store op for dem. Men senere kom en filosofiprofessor og universitetslektor med følgende kommentar: „Når eksperterne anklager Jehovas Vidner for deres læresætninger, gør de sig ikke klart at de reelt retter anklage mod Bibelen.“

 Under retsbehandlingen var der lejlighed til at læse højt af de publikationer som anklagemyndigheden havde inddraget i sit klagemål. Men denne gang blev citaterne læst i deres sammenhæng sådan at vore opfattelser fremstod korrekt, og ethvert grundlag for berettigede anklager blev fjernet. Der blev forelagt ikke færre end fem videnskabelige undersøgelser af førende russiske fagfolk som gendrev anklagerens påstande. Man fremhævede også de traktater og afgørelser vedtaget af internationale domstole som kræver at religionsfriheden bliver respekteret.

Hvilke betingelser havde Jesus haft hvis han havde været underlagt den russiske lov af 1997, der dannede grundlag for anklagerens søgsmål? Dette blev under retssagen behandlet af en canadisk advokat på forsvarets side, som også er et af Jehovas vidner. Han sagde: ’Det er sandt at Jesus kritiserede sin tids religiøse ledere og sagde de ord om dem som vi finder i Johannes 8:44, 45: „I er fra jeres fader Djævelen.“ Som det fremgår af Mattæus 15:2-9, fordømte Jesus de overleveringer der var i modstrid med Guds ord. Prøvede Jesus med sine udtalelser i Mattæus 10:34-37 på at splitte familier? Nej, han fremholdt simpelt hen en uundgåelig konsekvens af menneskers handlemåde. Lukas 18:15, 16 peger på at Jesus opfordrede små børn til at komme hen til sig. Prøvede han dermed at lokke teenagere og mindre børn til at blive kristne? Og hvorfor ønskede religiøse modstandere at hindre Jesus i at forkynde? Johannes 11:47, 48 viser at det var fordi mange fulgte Jesus, og at de jødiske gejstlige følte at de mistede tilhængere. Vi kan muligvis se nogle paralleller hertil i dag.’ Det var tydeligt at hvis Jesus Kristus havde forkyndt i Moskva i dag, ville de anklager som bliver rettet mod Jehovas Vidner, også blive rettet mod ham. Men hvem tager fejl? Tydeligvis de der rejser beskyldningerne, for Jesus „begik ikke synd“. — 1 Pet. 2:22.

Som svar på de spørgsmål anklageren stillede vedrørende Jehovas Vidners læresætninger, tog en russisk advokat, som er  en broder, Bibelen og læste Daniel 2:44, 45 og Andet Timoteusbrev 3:1-5. Senere samme eftermiddag tog en broder der er tredje generation i en familie af Jehovas vidner, plads i vidneskranken. Hans livshistorie beviste at Jehovas vidner i årtier er blevet forfulgt i Rusland. Hans vidneforklaring var en påmindelse om de lidelser Jehovas vidner har måttet gennemgå under deres forvisning til Sibirien og som følge af anden undertrykkelse der foregik i forbudsårene under sovjetregimet. — Se Vågn op! for 22. april 1999, side 20-25.

Der var også en tredje forsvarsadvokat til at repræsentere Jehovas Vidner. Hun er ikke et af Jehovas vidner, men meget reel, og hun har erfaring i at forsvare sager der handler om menneskerettigheder. Hun fik også lejlighed til at slå op i Bibelen og henlede rettens opmærksomhed på flere passager. Først pegede hun på Åbenbaringen 14:1; 16:16; 20:6 og Salme 37:9, 10, og så opfordrede hun anklagerens „ekspert“ i religiøse spørgsmål til at vise hvor Jehovas Vidner tog fejl. Det var han ikke i stand til.

Interessant nok genregistrerede Ruslands Justitsministerium den 29. april 1999 Jehovas Vidner som trossamfund. Men det resulterede ikke i at sagen i Moskva blev afvist, eller i at der blev fældet en dom i Jehovas Vidners favør. I stedet afventer domstolen at et „ekspertpanel“ nedsat af dommeren foretager en analyse af Jehovas Vidners publikationer. Uanset hvilken konklusion man når frem til, kan vi være forsikrede om at det vil føre til „et vidnesbyrd“. — Matt. 10:18.

Ud over det vidnesbyrd der blev aflagt i retssalen, blev nyheder vedrørende retssagen bragt ud til hele Rusland via aviser og tv-stationer. Jehovas Vidner i Rusland stod dagligt til rådighed for pressen og offentligheden med materiale om retssagen. De skaffede de fuldstændige citater fra Vagttårnsselskabets publikationer som anklagemyndigheden fremstillede på en fejlagtig måde, og de gav oplysninger om Jehovas Vidners historie. Mindst syv kendte internationale nyhedsbureauer  sendte flere gange journalister til at dække retssagen. Andre landes ambassader samt menneskerettighedsorganisationer fulgte processen med største interesse. Den 11. marts vedtog Europaparlamentet en resolution der henstillede til de russiske myndighedspersoner på alle niveauer at garantere religionsfrihed og således leve op til de internationale aftaler som deres regering havde skrevet under på. Den følgende måned underskrev 11 medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling endnu et dokument der udtrykte bekymring over udviklingen i retssagen i Moskva.

Brødrene i Moskva og det øvrige Rusland er fuldstændig klar over at de er „genstand for had“ fra dem der er modstandere af budskabet om Riget. Under et menighedsmøde i Sankt Petersborg blev der kastet en benzinbombe ind i rigssalen. Da en ældre søster var i tjenesten, blev hun overfaldet af en bevæbnet modstander. Et par tusind Jehovas vidner i Moskva stod uden mødested og var tvunget til at se sig om efter noget andet da deres lejekontrakter blev annulleret. I august da Jehovas Vidner trods chikanerier afholdt et stævne i Moskva, tvang en bombetrussel brødrene til at rømme stadionet lørdag eftermiddag. Alligevel blev 600 døbt ved dette stævne, og mere end 15.100 kom igen om søndagen for at overvære resten af programmet.

I betragtning af de mange forskellige former for pres der verden over er blevet lagt på Jehovas vidner under fuldførelsen af deres tjeneste, var det på sin plads at ansvarshavende brødre mødtes i april måned 1999 for at drøfte de aktuelle behov for „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Fil. 1:7.

Jehovas Vidner er fuldt og fast overbeviste om at Bibelen taler sandt når den siger at intet våben der dannes imod ’Jehovas tjenere’, vil du’. (Es. 54:17) Og i Jeremias 1:19 finder vi følgende løfte: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“

[Illustration på side 6]

Daniel Sydlik bekendtgør udgivelsen af „Giv agt på Daniels profeti!“ på engelsk

[Illustration på side 6]

Chong-il Park bekendtgør udgivelsen af „Ny Verden-Oversættelsen“ på koreansk

 [Illustrationer på side 12, 13]

Nairobi, Kenya — et af de 32 internationale stævner

 [Illustrationer på side 14]

Øverst: Nødhjælpsforsyninger bliver lastet i Belgien for at blive sendt til Afrika. Nederst: Flygtninge fra Congo modtager undervisning og synger af hjertet Jehovas pris

[Illustrationer på side 20, 21]

Publikationer gøres klar til forsendelse fra hovedkontoret