Madagaskar

Madagaskar, der ligger ud for Afrikas østkyst, bliver somme tider kaldt den Store Røde Ø. Det er den fjerdestørste ø i verden, og jordbunden har en rødlig farve.

På grund af Madagaskars rigt varierede og forskelligartede dyre- og planteliv har en fransk forsker kaldt øen for „naturforskernes forjættede land“. Der findes 10.000 arter af blomstrende planter, og cirka 80 procent af dem findes ingen andre steder på jorden. Alene af orkidéer er der næsten 1000 forskellige slags, og af én af arterne udvinder man vanilje, som er en stor eksportvare. Der er en vrimmel af fascinerende dyr, deriblandt kattalemuren og forskellige slags kamæleoner som bruger deres hale og fødder til at gribe med ligesom hænder. Der er også 400 padde- og krybdyrarter, hvoraf kun 12 arter findes andre steder på jorden.

Det der tiltrækker Jehovas tjenere mest, er dog befolkningen. På Madagaskar er der over 14.000.000 indbyggere, som er opdelt i cirka 20 etniske „stammer“. Folk fra øens centrale højland har asiatiske træk, med lys hud og kraftigt sort hår. Man mener at de oprindelig stammer fra det nuværende Indonesien. Befolkningen langs kysten har afroarabiske træk. Denne blanding gør at folk ser ret ungdommelige ud, og ofte er det svært at se forskel på forældre og deres halvvoksne børn.

Madagaskerne har en af de højeste fødselsprocenter i verden, og 80 procent af befolkningen tjener til føden ved landbrug. Det går stærkt ud over ’det forjættede land’. Over  halvdelen af Madagaskars engang så frodige skove er enten blevet ryddet eller udpint.

Ikke desto mindre er Madagaskar fortsat ’et forjættet land’. På hvilken måde? Dens ’rigdomme’ består af mennesker som værdsætter budskabet om Riget, og i hvis hjerte sandhedens sæd slår rod. Når de finder ud af at „Jehova er blevet konge“, bliver de fyldt med taknemmelighed. De glæder sig over at hans herredømme vil udrette det som denne verdens regeringer aldrig vil være i stand til. — Sl. 97:1.

Hvem er det der har hjulpet folk på denne store ø til at forstå hvad Jehovas kongedømme betyder? Skønt 40 procent af befolkningen tilhører kristenhedens kirker, har deres missionærer undladt at indprente den kristne livsform i deres hjerter. En af indbyggerne sagde engang: „Nu skal jeg sige Dem noget, monsieur. Vi madagaskere er slet og ret vaccineret mod kristendom. Ikke en eneste madagasker, ikke én siger jeg, selv ikke blandt dem med europæisk baggrund, ville drømme om at bygge et hus uden først at rådspørge en sandsiger om hvilken dag det ville være bedst at begynde på.“ Den gamle overtro lever videre. Der bliver stadig ofret dyr på høje og bjergtoppe. De fleste praktiserer forfædredyrkelse, og medicinmændene har et stærkt tag i befolkningen. Den enkeltes hverdag styres mere af de døde end af de levende.

Guds navn almindeligt kendt

Selv om det ikke er lykkedes kristenhedens missionærer at lære folk den kristne livsform, har de på en måde været med til at gøre Jehovas navn kendt gennem deres bibeloversættelser. Allerede i 1830 blev „Det Nye Testamente“ udgivet, og i 1835 forelå hele Bibelen på malagassisk. Den malagassiske bibeloversættelse var dermed en af de første der blev udgivet på et lokalsprog i Afrika. Navnet Jehova bliver brugt i den protestantiske udgave af Bibelen på malagassisk, selv i De Kristne Græske Skrifter, og i den katolske udgave benyttes formen  Iaveh i De Hebraiske Skrifter. (Sl. 83:17, 18; Matt. 4:7, 10) Det har resulteret i at Guds navn, Jehova, jævnlig bruges i hverdagen. Det er ikke ualmindeligt at der i en lokal taxa findes skilte med citater fra Bibelen på malagassisk, som for eksempel „Jehova er min hyrde“. (Sl. 23:1) Af og til ser man kvinderne bære et stort klæde, kaldet en lamba, hvorpå der er trykt et vers fra Bibelen med Guds navn.

Men hvem har hjulpet lokalbefolkningen på Madagaskar til både at lære Guds navn at kende og at indse at han bør have førstepladsen i deres liv?

Den gode nyhed når til Den Store Røde Ø

I 1925 begyndte bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, at hjælpe Madagaskars befolkning til at forstå Guds ord. Men i september 1933 blev der aflagt et endnu større vidnesbyrd. To modige mænd der ejede missionærånden, Robert Nisbet og Bert McLuckie, var rejst fra Sydafrika via Mauritius og var nu ankommet til kystbyen Toamasina. De gik i gang med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Der var kun få Jehovas vidner i Afrika på det tidspunkt, og derfor gjorde de sig store anstrengelser for på kort tid at udbrede budskabet til så mange mennesker som muligt. Robert Nisbet fortæller: „Vi løb meget hurtigt tør for vores franske publikationer. Vi forkyndte Riget, spredte læsestof og fortsatte derefter i andre områder hvor der aldrig var blevet forkyndt før.“

Da broder Nisbet og broder McLuckie havde gennemarbejdet Toamasina, tog de ind til Tananarive, som hovedstaden dengang hed. Tananarive er den franske betegnelse for Antananarivo, som betyder „De tusinds by“. Grunden til at byen fik dette navn, var at kong Andrianjaka lejrede sig omkring byen med tusind mænd for at beskytte den da han i 1607 udråbte den til rigets hovedstad. Bert McLuckie beretter følgende om sit indtryk af hovedstaden: „Tananarive var  hesteskoformet, og jernbanestationen lå ved den åbne ende af den buede bakke. Inden i ’hesteskoen’ lå det største forretningskvarter omgivet af et boligkvarter. Byens indbyggere skulle bogstavelig talt gå i hundredvis af trin op ad skråningen for at komme hjem.“

Hvordan reagerede folk i byen? Robert Nisbet fortæller: „De tog villigt imod de franske publikationer, og nogle tegnede abonnement på Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) på fransk. Vi besøgte mange af dem igen fordi de havde en del spørgsmål og ønskede en yderligere drøftelse.“ Når broder Nisbet tænker tilbage på hvad de oplevede, erindrer han: „Vi følte os stærkt knyttet til lokalbefolkningen, der var meget begavede mennesker.“

Kun meget få forstod engelsk, og derfor havde de to brødre et problem med kommunikationen. Ikke desto mindre gjorde de sig store anstrengelser for at komme i kontakt med så mange som muligt så længe de stadig havde publikationer på lager. Der var ingen gruppe eller menighed på stedet, men i den måned de var der, brugte de 185 timer på at fortælle andre om Jehova, uddelte 214 bøger og 828 brochurer; desuden tegnede de 21 abonnementer. Sandhedens sæd var blevet sået, men der skulle gå endnu 22 år før den fik den pasning som var nødvendig for at den kunne vokse og der kunne komme gang i arbejdet.

En madagasker tager imod sandheden

I oktober 1955 ankom der to specialpionerer fra Frankrig efter at de havde overværet stævnet „Det Triumferende Rige“ i Paris. De kom til Tananarive via kystbyen Toamasina. Da de var steget af toget, stod de et stykke tid foran stationen, så sig omkring og fik øje på „hesteskoen“ med dens tusinder af huse der lå op ad bjergskråningen som hylder på en væg. Adam Lisiak, en tidligere kulminearbejder af polsk afstamning, sagde  til sin makker, Edouard Marlot: „Har du set det, Edouard? Alt det her er vores distrikt!“ Edouard svarede: „Er der noget for os at gøre her? Befolkningen er veluddannet, det er vi ikke. Hvad skal vi her, Adam?“ Ikke desto mindre udrettede de meget godt på øen.

På det tidspunkt var Madagaskar en fransk koloni. Eftersom Vagttårnet var forbudt i Frankrig og i franske områder, tilbød de det franske Vågn op! — som man kun kunne få ved at abonnere på det. I løbet af det første halve år blev der tegnet 1047 abonnementer. Broder Lisiak fortalte ofte hvor hårdt det gik ud over det ene eksemplar af Vågn op! de brugte til at vise folk; bladet blev så krøllet at det til sidst var helt ulæseligt. Alligevel blev der tegnet abonnementer blot ved at man viste dette krøllede blad.

Broder Lisiak og broder Marlot spildte ikke tiden. De gennemarbejdede distriktet og ledede bibelstudier. Inden længe var der en skole som tilbød at de frit kunne holde møder i et af klasseværelserne. Bænkene var af træ, og alt inventaret blev normalt brugt til mindre børn — ikke særlig komfortabelt for voksne. Dog var der ikke en eneste der beklagede sig.

Efter et halvt år afleverede den første madagaskiske forkynder, Rabehasy Noël, en rapport over sin tjeneste. (På malagassisk skriver man fornavnet til sidst.) Lidt efter lidt begyndte også andre at tage del i forkyndelsen på arbejdsmarken. Ved slutningen af tjenesteåret 1956 anmodede en gruppe på otte om at blive anerkendt som Tananarive menighed af Jehovas Vidner.

En ung madagaskisk kvinde, Razanaboahangy Narcisse, var en af de første på Madagaskar der viste interesse for sandheden. På et tidspunkt i 1956 lagde hun mærke til to mænd som ofte gik forbi den butik hvor hun arbejdede. En dag kom en af mændene ind i forretningen og købte nogle  skiver skinke. Inden han gik, gav han alle de ansatte en lille traktat på malagassisk der hed Liv i en ny verden. Narcisse fortæller: „Jeg var ikke spor interesseret i budskabet. Men da min mor vidste at jeg holdt meget af at læse, tegnede hun et abonnement på det franske Vågn op! og aftalte et bibelstudium på mine vegne uden at spørge mig.“ Narcisse begyndte at studere med Jehovas vidner, men hun håbede at de ville lade hende være i fred når de fandt ud af at hun ikke var særlig interesseret. Imidlertid fangede det hendes interesse i højere grad end hun havde regnet med. Ved at undersøge Bibelen fandt hun ud af hvad den siger om sjælen, og blev klar over at det var forkert at tilbede sine afdøde slægtninge. Det gik op for hende at det hun lærte, var sandheden.

I 1959 var Razanboahangy Narcisse klar til at symbolisere sin indvielse til Jehova ved vanddåben. Hun begyndte derefter i heltidstjenesten og giftede sig senere med Edouard  Marlot. Som heltidstjener var hun et godt eksempel for andre, idet hun viste stor udholdenhed i tjenesten.

I al den tid broder Lisiak var specialpioner på Madagaskar, var hans distrikt Antananarivo. Han havde genbesøg og bibelstudier overalt. Mange kaldte ham vazaha (en hvid) uden hår. Det skete af og til at den besøgte tog sig til issen, og så var man klar over at Adam allerede havde været der. En broder fra den fransktalende menighed i Antananarivo, Rasaona Gervais, fortæller: „Broder Adam var meget tålmodig og lod sig ikke let slå ud af kurs. Da han studerede med mig, bad jeg andre om at sige til ham at jeg ikke var hjemme, men Adam lod som ingenting. Han kom bare igen. Det første han gjorde, var at invitere mig til møderne, og jeg kom. Han var trofast mod Jehovas organisation og oplærte mig til at have den samme indstilling.“

Broder Lisiak og broder Marlot blev med tiden overflyttet til den nærliggende ø Réunion. Broder Lisiak vendte senere hjem til Frankrig, hvor han døde i Marseilles i januar 1988. Edouard Marlot bor sammen med sin familie på Réunion.

Flere pionerer hjælper til med forkyndelsen

Der blev gjort et stort arbejde for at Madagaskars befolkning fortsat kunne lytte til Rigets budskab. I 1957 ankom der et ægtepar fra Frankrig, Antoine og Gilberte Branca, som kom til at tjene i Antananarivo. Gilberte var udgået fra Vagttårnets Bibelskole Gileads 24. klasse, og senere kom hendes mand også på denne skole. I 1961 fik de en datter, der kom til at hedde Anna. Selv efter hendes fødsel blev de i deres distrikt. Simone Berclaz, som Gilberte havde studeret med i Schweiz, flyttede også til Madagaskar for at hjælpe til med arbejdet.

To andre specialpionerer, Florent og Henriette Chabot, kom fra Frankrig til Madagaskar i 1960 og begyndte at tjene i Diégo-Suarez (i dag kaldet Antsiranana), som ligger i den  nordlige del af Madagaskar. Broder Chabot mindes: „Dengang tog pionererne endelig afsked med deres hjem og familie når de rejste til fjerne lande. De fleste regnede ikke med at se deres familie igen før efter Harmagedon. Vi havde det på nøjagtig samme måde.“

En mand som broder Chabot studerede med, havde fået sin første kontakt med Jehovas vidner da han købte sukker. En kinesisk forretningsmand som abonnerede på Vågn op!, brugte bladene til at pakke sine varer ind i. Gik de til spilde? Ratsimbazafy Charles købte noget sukker af manden. Han fik det i et kræmmerhus der var lavet af bagsiden fra et af vores blade. Charles læste annonceringen af bogen „Dette Betyder Evigt Liv“ og skrev til det franske afdelingskontor for at bestille bogen. I mellemtiden mødte broder Chabot ham, gav ham bogen og gik i gang med at læse Bibelen sammen med ham. Han gjorde hurtigt fremskridt og begyndte at komme til møderne.

Men Charles var nødt til at få styr på sit familieliv. Han var blevet separeret fra sin kone og boede nu sammen med en anden kvinde som han havde børn med. Han måtte blive lovformeligt gift for at kvalificere sig til den kristne dåb. (Hebr. 13:4) Selv om retssagen begyndte i 1960, var papirerne først i orden i 1967. Men så brændte rådhuset i Diégo-Suarez ned, og alle Charles’ personlige papirer blev ødelagt. (Præd. 9:11) Han måtte begynde helt forfra, men denne gang tog det kun et år. Myndighederne var meget imponerede over hans beslutning om at leve op til Guds normer. Langt om længe havde han kvalificeret sig til at blive forkynder og kunne lade sig døbe. Hans kone blev også døbt. Charles har siden været ældste både i Diégo-Suarez og Antananarivo.

Kampen for at lære sproget

Laval og Irene Carbonneau, som var i kredstjenesten i den fransktalende del af Canada, ankom i 1961 til Madagaskar  som missionærer. Stuelejligheden som de flyttede ind i, var typisk for et madagaskisk hus — et lille soveværelse, en lille stue, et lille køkken, et lille badeværelse med koldt vand og en lille lukket veranda. Broder Carbonneau erindrer: „Rotter, mus og kakerlakker færdedes frit i huset. Efterhånden kunne min kone genkende en af rotterne fordi halvdelen af dens hale var bidt af. Rotten fik kælenavnet ’Monsieur le Prince’, og når de mødtes, bad hun den høfligt om tilladelse til at gå forbi.“

Laval kunne allerede fransk, og hans kone lærte sig det så de kunne tale med folk. Helt så enkelt var det ikke for Raimo og Veera Kuokkanen, som ankom fra Finland i slutningen af januar 1962. De var lette at få øje på da de kom ud af flyet. De havde lige forladt den kolde vinter i Finland og havde derfor pelshuer på og var iført tykt, varmt tøj. For dem betød det store forandringer at tilpasse sig et tropisk klima. Raimo kunne engelsk, men ikke fransk. Veera talte ingen af delene. Irene Carbonneau underviste dem i fransk ved hjælp af engelsk, så Raimo var nødt til at oversætte fra engelsk til finsk så hans kone kunne forstå det. Veera havde imidlertid gået i svensk skole, så grammatikken skulle hun have forklaret på svensk. Heldigvis kunne Raimo også noget svensk. Lyder det indviklet? Det var det også. Men da der var gået et par måneder, begyndte det at lysne for dem. De kunne efterhånden genkende nogle franske ord. Men efter at have lært fransk blev de også nødt til at lære malagassisk.

Nogle få år senere, da broder Kuokkanens sproglærer ikke længere var der til at hjælpe ham, skulle han tolke til fransk  for en zonetilsynsmand ved navn Malcolm Vigo der var på besøg. Broder Kuokkanen erindrer stadig at han ikke kendte det franske ord for plov da Lukas 9:62 blev citeret. Da han prøvede at skildre den, spærrede tilhørerne øjnene op af forbløffelse, for beskrivelsen passede overhovedet ikke til den metode man bruger på Madagaskar, hvor man pløjer med pukkelokser. Ved en anden lejlighed prøvede han på fransk at fortælle at brødrene i Malawi holdt møder under et mangotræ, men han kom i stedet til at sige at hele menigheden holdt møderne oppe i træet. Når tilhørerne lo ad hans sproglige fadæser, måtte han lære at le sammen med dem.

I april 1962 kom der endnu et missionærægtepar til øen, Samuel og Thelma Gilman, der var fra USA. Sam mindes de kommunikationsproblemer han blev konfronteret med. Han fortæller: „Vi havde brug for en lang stang til klædeskabet for at få skik på tingene i vores nye hjem. Derfor gik broder Kuokkanen og jeg ned til en forretning på hjørnet der handlede med isenkram, for at spørge om de havde en stang på seks meter. Vi havde fundet ordet i en lille ordbog som vi havde på os. Forestil jer udtrykket i deres ansigter da vi bad om en pibe der skulle være 6 meter lang.“

Besøg fra hovedkontoret

Efterhånden som man fik hjælp fra andre lande, steg antallet af forkyndere der proklamerede at „Jehova er blevet konge“. I tjenesteåret 1959 nåede man et højdepunkt på 41 forkyndere. Det år besøgte broder Knorr, den daværende præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, brødrene på Madagaskar for at opmuntre dem.

Fire år senere, da Milton Henschel, broder Knorrs sekretær, besøgte nogle afrikanske lande, var Madagaskar igen på rejseruten. Han var særlig opmærksom på missionærernes og specialpionerernes behov. Alle var meget opmuntrede over hans besøg. Broder Henschel benyttede lejligheden  til at fortælle oplevelser fra sin egen pionertid. Inden udløbet af tjenesteåret havde Madagaskar overskredet målet på 100 forkyndere.

Efter broder Henschels besøg blev lokale brødre og søstre opfordret til at begynde som specialpionerer. Det var nemmere for de indfødte at bane vejen for forkyndelsen i nye områder. En af dem der blev udnævnt, var Andriamoara Félix, der begyndte som specialpioner i 1965. Siden har han tjent som rejsende tilsynsmand og var i mange år medlem af betelfamilien på Madagaskar. Selv efter at han og hans kone, Honorine, fik børn, er han forblevet i heltidstjenesten. Hans kone arbejder nu på deltid i oversættelsesafdelingen på Betel.

Var den nidkærhed de viste i Jehovas tjeneste, til gavn for deres børn? Deres datter, Miora, er nu blevet gift og virker som specialpioner sammen med sin mand. Sønnen Timoty, der stadig bor hjemme, er af og til hjælpepioner.

Madagaskar får sit eget afdelingskontor

Da forkyndelsen af den gode nyhed blev påbegyndt på Madagaskar i 1955, førte afdelingskontoret på Mauritius tilsyn med arbejdet. Fra 1959 til 1962 var det underlagt Frankrig, men fra 1963 har Madagaskar haft sit eget afdelingskontor. Raimo Kuokkanen blev udnævnt til landstjener. I begyndelsen klarede han selv hovedparten af det daglige arbejde.

Det første afdelingskontor havde man i et lejet hus der samtidig blev brugt som missionærhjem. Men huset var ikke  særlig velegnet til formålet. Da missionærerne var flyttet ind, spurgte folk i området om de ikke var bange for at bo i et hus der var hjemsøgt af spøgelser. Der skete ganske rigtigt mærkelige ting i huset. En dag så et missionærægtepar for eksempel dørhåndtaget bevæge sig. De åbnede døren for at se hvem det var, men der var ingen på gangen. Missionærerne fandt ud af at der havde boet et åndemedium i værelset. De undersøgte alting omhyggeligt for at se om der var efterladt noget som dæmonerne kunne arbejde igennem. Man fandt en mønt sømmet fast til dørtrinnet, og med stor anstrengelse lykkedes det brødrene at fjerne den. Fra da af ophørte de mærkelige hændelser.

Da de talte med husets ejer om det der var sket, sagde han: „Det er rigtigt at huset er hjemsøgt af onde ånder, men jeg mente ikke I havde nogen grund til at være bange da I jo er missionærer og Guds folk.“

Flere publikationer på malagassisk

Der var fuld gang i forkyndelsesarbejdet, og snart blev det nødvendigt med flere publikationer på malagassisk. Indtil 1963 havde man kun få traktater, såsom Liv i en ny verden og Et brændende helvede — bibelsk sandhed eller hedensk skræmmebillede? Man havde også brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“, som var blevet udgivet i 1959. De mere veluddannede indbyggere talte og læste fransk — derfor uddelte forkynderne for det meste læsestof på dette sprog, men  mange foretrak at få vores publikationer på malagassisk.

Da tilladelsen blev givet til at trykke Vagttårnet på malagassisk, fik man hjælp fra afdelingskontoret. En madagaskisk søster ved navn Rasoamalala Louise begyndte at oversætte fra fransk. Arbejdet foregik i hendes hjem, og alt blev skrevet i hånden. På afdelingskontoret renskrev Veera Kuokkanen den oversatte tekst på stencils, hvorefter brødrene duplikerede den.

Det første eksemplar af Vagttårnet trykt på malagassisk blev udgivet i september 1963, i et oplag på cirka 600 eksemplarer. Dengang udkom det én gang om måneden og indeholdt kun studieartiklerne. Forkynderne var glade. I den første kampagne med bladet blev der tegnet i hundredvis af abonnementer. Inden længe blev der trykt 3000 blade hver måned. Tre brødre duplikerede på skift, og det foregik næsten i døgndrift.

En af brødrene fortæller: „Vi havde brug for 16 stencils af voks til hvert nummer af Vagttårnet. For at lave ét blad måtte vi hæfte otte sider sammen der var trykt på begge sider. I realiteten betød det at man brugte over 24.000 ark papir på at fremstille 3000 eksemplarer af Vagttårnet. Mindst otte stakke trykt papir blev lagt ud på et bord som vi gik omkring 3000 gange for at samle arkene et efter et. Til sidst blev hvert blad hæftet sammen med håndkraft.“

Med tiden sørgede Selskabet for at Vagttårnet på malagassisk blev trykt på afdelingskontoret i Schweiz. Nu bliver det  trykt i England og udkommer to gange om måneden i et oplag på 26.000. Jehovas vidner på Madagaskar får nu den åndelige føde samtidig med deres trosfæller i resten af verden.

Lidt efter lidt kom der gang i arbejdet med at oversætte. Tre måneder efter udgivelsen af Vagttårnet på malagassisk fik forkynderne også bogen „Gud Maa Være Sanddru“ på deres eget sprog. Rakotomaro Justin var en specialpioner som gjorde meget for at hjælpe andre til at forstå sandheden, og da han modtog bogen, stod han længe med den uden at sige et ord. Så udbrød han: „Hvor er Jehova god! Han har givet os denne bog.“ Pionererne tog den ene kasse efter den anden for at uddele bøgerne til mennesker der hungrede efter sandheden.

På rejse med nogle kredstilsynsmænd

I begyndelsen var der kun én menighed på hele øen, men efterhånden som man fik nye missionærhjem og flere specialpionerer, skete der noget. For eksempel blev der i tjenesteåret 1964 oprettet to nye menigheder. Som en hjælp for de tre menigheder sørgede afdelingskontoret for at de blev besøgt af en kredstilsynsmand, Laval Carbonneau, og hans kone, Irene. Når de skulle fra det ene sted til det andet, rejste de med tog. Det var en spændende oplevelse. En dag da de sad i toget, mærkede de noget der hakkede på deres ben. Det var såmænd bare en gås der holdt til under bænken, som trængte til lidt opmærksomhed.

Da ægteparret Carbonneau måtte forlade Madagaskar for at tage sig af nogle familieforpligtelser, kom Raimo Kuokkanen i kredstjenesten. Når det var muligt, rejste han og hans hustru, Veera, med toget. Mellem kystbyerne sejlede parret med passagerbåde. Andre gange kørte de med ’taxi-brousses’, også kaldet ’bush-taxaer’, som var beregnet til 15 personer, men altid var overfyldt. Disse ture varede fra tidlig morgen  til sen aften. I regntiden, når det var umuligt for ’bush-taxaerne’ at køre, tog Raimo og Veera med fly til deres bestemmelsessted. Der var ikke noget luksuriøst over rejsen. Det lokale flyselskab havde nogle gamle DC-3-fly, og landingsbanerne var ikke andet end græsmarker. Når ægteparret Kuokkanen besøgte de forskellige grupper, blev der udvekslet mange hjertevarmende erfaringer der var til åndelig opmuntring for alle.

I en periode var broder Kuokkanen både kreds- og områdetilsynsmand. Desuden var han nødt til at arbejde på afdelingskontoret for at tage sig af den korrespondance der havde at gøre med kredsen og området. Han gjorde et stort arbejde for at oplære de lokale brødre. En specialpioner ved navn Rajaobelina Célestin blev den første madagaskiske kredstilsynsmand.

Tidligere hinduer begynder at tjene Jehova

Efterhånden som forkyndelsesarbejdet skred frem, blev folk fra alle samfundslag kontaktet. (1 Tim. 2:4) Missionærerne spredte mange bøger og blade til asiatere som havde forretninger i hovedstaden. Dirajlal Bagvandjee, bedre kendt som Dirou, var en af dem. Hver gang en af missionærerne kom til hans butik og tilbød bladene, tog han gladeligt imod dem. Da hans onkel døde i 1963, begyndte Dirou så at spekulere på hvorfor folk dør, og hvilken tilstand de døde befinder sig i. Det var svært for ham at forstå hvorfor Gud tillod at hans onkel døde, for han var en god mand. Han spekulerede også på om det mon var muligt at få de døde at se igen.

Kort tid efter mødte Simone Berclaz ham fra hus til hus og aflagde et vidnesbyrd. Da hun kom igen, brugte hun Bibelen til at besvare hans spørgsmål om de dødes tilstand og viste hvilket storslået håb opstandelsen er. (Præd. 9:5;  Apg. 24:15) I begyndelsen var han helt i vildrede, for han ville gerne have det til at passe med troen på sjælevandring, som hinduerne lærer. Ifølge denne lære er der ikke noget håb om at komme til at se sine afdøde kære igen. Da Dirou forstod hvordan tingene hang sammen, indså han hvilket vidunderligt håb opstandelsen er. — Joh. 5:28, 29.

Efter få ugers studium af Bibelen begyndte Dirou at komme til alle møderne. Så begyndte modstanden, især fra hans far og hans venner. Ikke desto mindre nåede Dirou til den konklusion at Bibelen, foruden at være logisk, virkelig er Guds ord. Året efter indviede han sig til Jehova og blev døbt.

Modstanden fra Dirous far fortsatte imidlertid, og han sendte to protestantiske præster hen til ham for at overtale ham til at vende tilbage til forældrenes religion. Dirou benyttede lejligheden til at spørge dem hvorfor de ikke havde fortalt hans far sandheden om synden, døden og genløsningen. Hertil svarede præsterne at det femte bud siger at man skal ære sin far og mor. Dirou spurgte dem om det ville være rigtigt af ham at adlyde det femte bud — om at ære sin far — og derved overtræde Guds første bud — om ikke at tilbede andre guder. Præsterne blev ham svar skyldig, og uden et ord gjorde de omkring og gik. Dernæst opsøgte de afdelingskontoret for at bede Jehovas vidner om at overtale Dirou til at vende tilbage til sin fars tro. „Deres hykleri gjorde mig blot endnu stærkere i troen,“ fortæller Dirou.

Hans far søgte derefter hjælp hos troldmænd og politikere. Han satte også en artikel fuld af falske beskyldninger i den lokale avis og holdt op med at tale med Dirou. Der var fem sønner og tre døtre i familien, og alle følte at Dirous tro splittede familien. Dirou selv var imidlertid overbevist om at han først og fremmest var forpligtet til at adlyde Gud. — Mark. 12:28-31.

 I februar 1967 blev Dirou specialpioner, og det følgende år giftede han sig med Simone. Efter at de blev tvunget til at forlade Madagaskar i juni 1970, tjente de i Kenya i tre år og derefter i Indien i næsten 20 år. I Indien blev Dirou medlem af afdelingskontorets udvalg.

Hvad skete der med Dirous familie? Som tiden gik, begyndte hans far at læse i Bibelen og de bibelske publikationer. Hans mor blev efterhånden meget modtagelig for Bibelens budskab, og både hans søskende og hans nevøer og niecer blev alle døbt som Jehovas vidner. Alt i alt kom 16 i hans familie til at tjene Jehova. Nogle af dem arbejder på afdelingskontoret på Madagaskar; andre hjælper til med internationale byggeprojekter. Det der er sket med familien Bagvandjee, er et godt bevis på at arbejdet på denne frugtbare store røde ø også i åndelig forstand har båret frugt.

Missionærer baner vejen

Vagttårnsselskabet fortsatte med at sende missionærer til Madagaskar der kunne hjælpe med at forkynde den gode nyhed. Blandt dem var der to tyske søstre, Margarita Königer og Gisela Hoffmann, som ankom i marts 1966. Søster Hoffmann fortæller følgende om sit indtryk af øen: „Der er en fredelig atmosfære på Madagaskar; man føler at den travle og hektiske tilværelse man har i Europa og Amerika, er meget langt væk. Noget af det første der gjorde indtryk på mig, var de enorme aloetræer. I mit hjemland havde jeg dyrket dem i en urtepotte og var meget stolt når de blev 15 centimeter høje, men her var de lige så høje som huse. Da jeg kom hjem om aftenen fra vores første møde, så jeg stjernerne så tæt på som aldrig før. Her begyndte vi at leve et ukompliceret liv.“

De to søstre opdagede hurtigt at lokalbefolkningen var hjertelige og gæstfri mennesker. Søster Königer fortæller:  „Folk var meget dannede. Selv gamle bedstemødre langt ude i de små landsbyer holdt meget af at læse Bibelen og bibelsk læsestof. De kunne godt lide at bytte sig til bøgerne for andre ting. Børn kom løbende efter os for at få bladene Vagttårnet og Vågn op! i bytte for ris.“ Sammen med ægteparret Brancas banede disse to søstre vejen for forkyndelsen i Fianarantsoa, og de var desuden en hjælp for den lille gruppe i Ambositra. Begge byer ligger syd for Antananarivo.

Også andre modige missionærer påbegyndte forkyndelsen i nye distrikter. Nogle af dem var Hugh Haisley og Thomas Baynes, som arbejdede i kystbyen Toliara, i den sydlige del af Madagaskar. Mary Dolinski fra Canada tjente i Taolanaro sammen med Edouard og Narcisse Marlot.

Da de første missionærer blev sendt til Madagaskar i 1961, var der 75 forkyndere som rapporterede. Men i 1970, efter næsten ti års arbejde, var det en stor glæde for dem at se et højdepunkt på 469 forkyndere — en fremgang på 525 procent. Men fremtiden tegnede mørk. Siden 1967 havde ingen nye missionærer fået lov til at bosætte sig på Madagaskar.

Den 5. juni 1970, klokken fire om eftermiddagen, brød uvejret løs. Sikkerhedspolitiet kom ind på afdelingskontoret og fortalte Samuel Gilman at alle missionærer skulle melde sig til sikkerhedspolitiet den næste dag. Missionærerne, der dengang opholdt sig i hovedstaden, var ægteparrene Gilman og Kuokkanen samt Adam Lisiak. De mødtes nu med chefen for sikkerhedspolitiet. Med få ord fik de besked på at alle Jehovas Vidners missionærer skulle forlade landet med fly samme aften. Den besked de fik, var: „Lad være med at spørge hvorfor; det vil I aldrig få at vide. Se bare at komme af sted.“ Nogle af dem havde få dage forinden fået deres visum fornyet for tre år. Da de pegede på at visaene stadig var  gyldige, bad politichefen om at se dem. Derefter tog han deres visa og stemplede dem Annulé (Ugyldigt), og brødrene fik den besked at de nu opholdt sig illegalt i landet.

Missionærerne kunne ikke rejse samme aften. Tidligt mandag morgen gik de til deres hjemlandes konsulater eller ambassader for at få hjælp. Ikke desto mindre måtte alle 20 missionærer forlade landet lørdag den 20. juni 1970. De fleste af dem rejste til Kenya. De der var franske statsborgere, tog til Réunion fordi det var fransk territorium. Brødre og søstre fra alle dele af Madagaskar kom for at tage afsked med dem. De lokale forkyndere græd, og det samme gjorde missionærerne. Flere af dem havde boet på Madagaskar i mange år, og det var blevet deres hjem.

I al den tid missionærerne havde været på Madagaskar, havde de gjort sig store anstrengelser for at lære folk at bygge deres tro på Guds ord, sætte deres lid til Jehova og forstå Jesu plads i Jehovas hensigt. (1 Kor. 3:5-14) Ved det sidste møde Florent Chabot overværede lige før han forlod landet, sagde han meget passende: „Hvis det kun er missionærerne I har fulgt, vil det ikke være muligt for jer fortsat at være Jehovas vidner når de er rejst. Men hvis I er blevet vidner for Jehova, vil I forblive i troen, også efter at missionærerne har forladt landet.“

Forbudet

Forbudet mod Jehovas Vidner blev offentliggjort den 8. august 1970 i Official Journal of the Malagasy Republic. Hvad ville der ske med forkynderne på Madagaskar? Da indenrigsministeren blev stillet dette spørgsmål, sagde han: „Der er ingen grund til bekymring. Når missionærerne er væk, skal vi nok tage os af dem.“ Da han havde sagt det, gjorde han en bevægelse med hænderne som ville han knuse noget.

 Heldigvis blev forkynderne ikke udsat for alvorlig forfølgelse. Men hvordan påvirkede det vore brødre og søstre at missionærerne var blevet udvist? Ravelojaona Rahantamalala, der som ung pige kendte missionærerne, fortæller: „Mange af vore brødre mistede helt modet da missionærerne måtte rejse. Nogle af dem ønskede ikke længere at være Jehovas vidner.“

Årsrapporten for 1971 viste en tilbagegang på tolv procent i antallet af forkyndere. Åbenbart var nogle blevet uvirksomme på grund af menneskefrygt og var holdt op med at forkynde den gode nyhed. (Ordsp. 29:25) Men de fleste beviste at deres tro var stærk. Tre år efter havde arbejdet på Madagaskar atter fremgang.

Til at begynde med holdt man møderne rundt omkring i brødrenes hjem, og der var kun tre eller fire familier til stede. Men lidt efter lidt steg mødedeltagelsen. Søster Ravelojaona, der boede i Manakambahiny, et område i Antananarivo, tilbød at man kunne holde møderne i hendes hjem. Takket være Jehova opstod der ingen alvorlige episoder, selv ikke i tiden med indre uroligheder. Søster Ravelojaona fortæller: „Den lille gruppe i Manakambahiny voksede og blev med tiden til mindst ti menigheder. Jehova velsignede forkyndelsen og arbejdet med at gøre disciple i al den tid arbejdet var forbudt.“

Oplært til at organisere

Der blev oprettet et udvalg for at hjælpe vore brødre med at organisere arbejdet og bevare kontakten med Det Styrende Råd. De lokale brødre fik ansvaret for at forkynde på Madagaskar. Under forbudet brugte brødrene dæknavnet Ineny, der betyder „mor“, når de omtalte Selskabet. Umiddelbart efter at forbudet var trådt i kraft, sørgede Ineny for at skaffe tiltrængt hjælp. Hvordan?

Broder Milton Henschel fra hovedkontoret besøgte Madagaskar som zonetilsynsmand. Han sørgede for at de  madagaskiske brødre fik al den hjælp der var nødvendig for at deres åndelige behov kunne dækkes. To ansvarshavende brødre blev indbudt til Jehovas Vidners hovedkontor for at få oplæring. På trods af at de havde problemer med sproget, fik de stor gavn af opholdet og blev bedre kvalificeret til at tage sig af det arbejde der lå forude.

Broder Henschel anbefalede desuden at en specialpioner fra Madagaskar skulle gennemgå Gileadskolen. Det ville gøre ham bedre egnet til at gå foran i forkyndelsen. Andriamasy Théodore, en ung mand som talte engelsk og havde været til stor hjælp når der skulle oversættes breve, blev valgt. Om den oplæring han havde fået på Gilead, siger han: „Det var et intensivt femmåneders bibelkursus der hjalp mig til at opdyrke gode studievaner. Det at arbejde halvdags på Betel i de forskellige afdelinger gav mig rig lejlighed til at se hvordan Jehovas synlige organisation virker. En af de største oplevelser jeg havde på Gilead, var at være sammen med salvede brødre og søstre. Jeg lærte meget af deres gavmildhed, gæstfrihed og ydmyghed.“

Da broder Andriamasy vendte hjem fra Gilead, blev han tildelt et distrikt hvor han havde mulighed for at gøre god brug af det han havde lært. Den oplæring han havde fået, havde styrket hans tro og hjalp ham til at opmuntre sine kristne brødre i de vanskelige år. Han arbejder stadig på deltid på afdelingskontoret med forskellige opgaver. For nylig har han undervist nye missionærer i malagassisk.

 Arbejdet fortsætter på trods af forbudet

Jehovas vidner holdt lav profil under forbudet, men de var stadig optaget af den sande tilbedelse. Hvert eneste nummer af Vagttårnet blev oversat. (Es. 65:13) De mødtes i private hjem for at styrke og opbygge hinanden. (Hebr. 10:23-25) Menighederne fik besøg af kredstilsynsmænd; der blev tilrettelagt kreds- og områdestævner og endda holdt store møder i skoven. Her, langt borte fra byen, kunne der til tider være op mod 1500 forsamlet. I 1972 lejede man en lejlighed som skulle bruges til kontor og lager. En ansvarshavende broder fra hver af de dengang 11 menigheder skulle hente publikationer fra lageret. Broder Andriamoara, som passede lageret i et stykke tid, fortalte at brødrene helt åbenlyst drog bort med kasser fulde af publikationer, for øjnene af alle naboerne.

Under forbudets første år var forkynderne meget forsigtige. Til tider følte de at politiet holdt dem under opsyn og fulgte dem. Af den grund foregik det meste af deres forkyndelse uformelt. Når de gik fra hus til hus, gik de fra ét hus i én gade og til et andet hus i en anden gade. I stedet for at have deres publikationer i en taske havde de dem i en pose eller en kurv så det så ud som om de var ude at handle. De kunne dog for det meste lede bibelstudier helt uforstyrret. Broder Rakotojaona, der nu arbejder på Betel sammen med sin kone, Lea, mindes at der ikke blev gjort noget særligt for at skjule det da han begyndte at studere i 1972.

Alt for forsigtige?

Ineny sørgede til stadighed for at man fik besøg af zonetilsynsmanden. Det styrkede brødrene og søstrene og hjalp dem til at klare situationen. Da André Ramseyer i 1973 besøgte Madagaskar, indså han at brødrene var blevet alt for forsigtige. Broder Andriamoara husker at broder Ramseyer  ræsonnerede med dem: „Er der nogen af jer der har været i fængsel fordi I er Jehovas vidner? Nej. Har I haft andre vanskeligheder? Nej. Måske er I alt for forsigtige! Der er måske endda tale om overdreven forsigtighed? Vi skal ikke være frygtsomme.“ Dette besøg var til stor gavn. Fra da af forkyndte de lokale Jehovas vidner mere åbenlyst og frimodigt. Det resulterede i at man i tjenesteåret 1974 nåede en ny forkynderrekord på 613 forkyndere, mere end 30 procent over det højeste antal der havde været inden forbudet.

Bliver igen juridisk anerkendt

I slutningen af 1983 ansøgte brødrene om at blive juridisk anerkendt som en lokal kulturel forening. Ansøgningen blev imødekommet den 24. februar 1984, men det betød ikke at forbudet mod Jehovas Vidner blev ophævet. Alligevel var brødrene meget begejstrede for denne nye udvikling. Det fremmede forkyndelsesarbejdet, og man nåede to enestående højdepunkter i april, idet 1708 rapporterede at de havde været med i forkyndelsen, og 8977 havde overværet mindehøjtiden. Dermed var antallet af forkyndere steget med 264 procent, og antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden med 606 procent.

Selv om de var blevet registreret som en kulturel forening, ansøgte brødrene i 1993 om at Jehovas Vidner måtte blive juridisk anerkendt som et trossamfund. Få måneder senere, den 4. oktober 1994, blev denne anmodning imødekommet. Det var meget opmuntrende. Nu kunne de igen blive kendt i offentligheden som Jehovas Vidner.

Mere international hjælp

Allerede i 1987 var det dog blevet muligt for missionærer at vende tilbage til Madagaskar. Broder og søster  Kuokkanen, som havde været specialpionerer i Helsingfors, vendte tilbage til Madagaskar i september 1991, og broder Kuokkanen blev udnævnt til koordinator i afdelingskontorets udvalg. „Madagaskar var helt forandret,“ fortæller broder Kuokkanen. „Nogle af de brødre og søstre vi før havde kendt, var der stadig væk, men mange var døde. Størstedelen af forkynderne var nye i sandheden.“ Der var meget kontorarbejde der måtte gøres. Ikke desto mindre var det meget glædeligt at der i august 1991 var et nyt højdepunkt på 4005 forkyndere.

Dirajlal og Simone Bagvandjee, der var blevet udvist samtidig med de andre i 1970, blev også indbudt til at vende tilbage til Madagaskar. Broder Bagvandjee, som er meget god til at forhandle, hjælper afdelingskontoret med at skaffe tilladelser, toldpapirer og andre officielle dokumenter. Siden 1992 har han været medlem af afdelingskontorets udvalg på Madagaskar. Mange embedsmænd bliver forbavsede når en inder som tidligere har været hindu, taler om Jehova, Jesus Kristus og Guds rige.

Et nyt afdelingskontor

Siden afdelingskontoret blev oprettet i 1963, har det haft til huse flere forskellige steder. Fra 1972 og frem til 1987 kunne både kontor og lager være i en lejlighed. Derefter lejede man et større hus. Alle i afdelingskontorets udvalg havde familie at sørge for i disse år, og derfor lavede de det meste af deres arbejde hjemme.

Efterhånden som bibelundervisningsarbejdet blev udvidet på Madagaskar, blev der imidlertid behov for mere formålstjenlige faciliteter. Man købte et stykke jord omkring fem kilometer fra Ivatos internationale lufthavn. Tre år efter, i april 1993, påbegyndte man et byggeri med hjælp fra udenlandske brødre. En canadisk bror, Walter Elkow, som havde megen erfaring med den slags arbejde, blev tilsynsmand ved dette 30-måneders byggeri. Der kom andre internationale  byggearbejdere, og mange frivillige betalte selv deres rejse for at kunne hjælpe med byggeriet i tre måneder eller mere. Da gruppen var på sit højeste, bestod den af 110 internationale og lokale byggearbejdere. I weekenderne voksede antallet af frivillige når brødre og søstre fra de lokale menigheder kom for at hjælpe.

Man var til gensidig opmuntring for hinanden. Selv om mange af de internationale arbejdere ikke talte det lokale sprog, var disse modne brødre og søstre flittige i forkyndelsen. David Smith, som i to år hjalp med at reparere tungt materiel, kunne for eksempel ikke tale malagassisk, men han lod Vagttårnet og Vågn op! forkynde for sig. Med et venligt smil stod han derfor på gaden med bladene i den ene hånd mens han i den anden viste det beløb vi foreslår som bidrag. Han kunne uddele omkring 80 blade på en dag.

Det flotte nye afdelingskontor er en gave fra Jehova. Da det blev indviet den 7. december 1996, var 668 af de indbudte nogle som havde været forkyndere i mange år. Det var en glædelig begivenhed. Den næste dag var der 7785 der overværede et særligt foredrag som blev holdt på en åben mark der blev kaldt Gileada. Hvorfor lige dér? Dette stykke jord, som lå seks kilometer fra afdelingskontoret, havde man købt for at kunne opføre en stævnehal. Hvilket syn — en skråning fyldt med brødre og søstre iført deres fineste tøj og med farverige paraplyer som beskyttelse mod solen.

Skaren af heltidstjenere øges

Lige fra de første madagaskiske pionerer begyndte deres tjeneste i 1960’erne, er antallet af disse flittige forkyndere steget støt år for år. Hver sjette forkynder af Rigets budskab på Madagaskar er nu i pionertjenesten. Mange unge brødre og søstre har gjort denne tjeneste til deres livsgerning. For at styrke pionererne oprettede man i 1979 Pionerskolen på  Madagaskar, ligesom man havde gjort i andre lande. Andriamasy Théodore og Andriamoara Félix, som havde været i heltidstjenesten i mange år, blev lærere på skolen. Siden da har i hundredvis af pionerer fået gavn af dette lærerige kursus.

Et af de emner der bliver behandlet indgående på skolen, handler om at vise andre personlig interesse. Mange pionerer har helhjertet fulgt denne tilskyndelse. I 1998 blev Randriamampianina Niaina og hans kone, Veroniaina, sendt til en menighed på østkysten som hedder Soanierana-Ivongo, og her så de et behov for at vise en sådan personlig interesse. Kvinden som ejede det hus de boede i, havde en søn som var handicappet på grund af polio. Specialpionererne tog sig tid til at fortælle sønnen om Bibelens dyrebare løfter om livet i Guds nye verden. Den unge mand var glad for at studere Bibelen sammen med Niaina og Veroniaina. Men hans familie var imod det. Moderen bad endda specialpionererne sige til hendes søn at de ikke længere havde tid til at studere med ham. Men det ville de selvfølgelig ikke. Den unge mands kærlighed til Jehova og hans veje voksede hurtigt. Efter otte måneder blev han døbt. Derefter blev pionererne bedt om at flytte.

Holdt de så op med at interessere sig for den unge mand? Nej slet ikke. Hans kørestol var i meget dårlig stand — og til sidst brød den helt sammen. Selv om der var kommet en ny kørestol til ham, ville hans tidligere kirke ikke udlevere den til ham fordi han havde skiftet religion. Men brødrene i menigheden hjalp deres handicappede broder så han kunne overvære møderne.

I de senere år har Selskabet sendt midlertidige specialpionerer til ledige distrikter for at give flere mennesker mulighed for at få gavn af budskabet om Riget. I november 1997 blev to brødre sendt til en lille by som hedder Mahaditra,  hvor der kun boede én forkynder. I oktober måned det følgende år var der overraskende nok blevet dannet en menighed på 14 forkyndere. Nu er de to midlertidige specialpionerer ikke længere midlertidige, men er blevet faste specialpionerer i byen.

To andre blev i juni 1996 sendt til den lille by Mahasoabe, som endnu var urørt distrikt. De kunne ikke, som ellers planlagt, forlade distriktet efter tre måneder — folk bønfaldt dem om at blive. Efter seks måneder var der oprettet en lille gruppe, og tre måneder senere blev gruppen til en menighed med fem forkyndere og to almindelige pionerer. De to der oprindelig var „midlertidige“ specialpionerer, er stadig i menigheden og tager sig godt af den. I utallige andre ledige distrikter har man opnået lignende resultater.

 En ny bølge af missionærer

Madagaskar er en frugtbar mark. Der ledes over 20.000 bibelstudier — mere end to pr. forkynder. Fra Gileadskolens afdeling i Tyskland sendte man i 1993 seks missionærer til Madagaskar for at hjælpe med arbejdet. De oprettede missionærhjemmet i Toamasina, som ligger på østkysten og er den næststørste by på Madagaskar. Daniel og Hélène Kmita, erfarne missionærer som tjente på Seychellerne, blev sendt til Den Store Røde Ø. Fem almindelige pionerer fra den fransktalende del af Canada flyttede også dertil. Ivan Teyssier, en fransk missionær der havde tjent i Paraguay i mange år, kom for at hjælpe til på afdelingskontoret. Dante og Christina Bonetti, der havde været på Madagaskar som internationale medarbejdere under byggeriet af afdelingskontoret, fik en indbydelse til at komme tilbage som missionærer. Disse nyankomne har hjulpet de lokale forkyndere til at få en god indstilling til pionertjenesten. Nogle har lært at tale malagassisk så godt at de har kunnet betjene de malagassisktalende menigheder som kredstilsynsmænd.

Rejsende der styrker menighederne

Da den første kredstilsynsmand påbegyndte rejsetjenesten i 1963, var der kun tre menigheder i hele landet han skulle besøge. Nu er der 17 rejsende tilsynsmænd som betjener 253 menigheder og grupper. Det er stadig svært at rejse i landdistrikterne. I regntiden kan jordvejene mange steder ikke benyttes, og kredstilsynsmændene må tilbagelægge lange strækninger til fods. De må ofte gå på mudrede stier i flere dage fra og til visse menigheder. (Jævnfør Andet Korintherbrev 11:23-27.) Til tider følger nogle af brødrene fra én menighed med kredstilsynsmanden hen til den næste for at hjælpe med at bære hans bagage. Når de passerer floder — hvor der ofte ikke er nogen broer — pakker de alt ind  i plasticposer for at holde det tørt og bærer det på hovedet. I regntiden når vandet dem til armhulerne.

De lokale brødre er meget gæstfri selv om de har begrænsede midler at gøre godt med, men de gør deres bedste for at den rejsende tilsynsmand og hans kone skal føle sig velkomne. Besøget er til stor opmuntring for begge parter. Det er meget givende at være sammen med brødre og søstre der bestræber sig for at gøre deres bedste for at glæde Jehova. (Rom. 1:11, 12) Og det er et privilegium at kunne styrke troen hos mennesker som er dyrebare for Jehova.

Når en cyklon rammer

At bo i denne del af verden indebærer at man må leve med cykloner. Hvert år er der en periode hvor øerne i Det Indiske Ocean bliver ramt af cykloner. Afdelingskontoret følger nøje med i vejrudsigterne og forbereder nødhjælp til brødre i ramte områder. I 1997 blev Madagaskar ramt af en hel del cykloner, blandt andet den frygtelig ødelæggende Gretelle, som fejede tværs over sydøstkysten. To større byer og mange landsbyer blev lagt fuldstændig øde. Der boede omkring 100 Jehovas vidner i det hærgede område.

Afdelingskontoret sendte hurtigt en lille lastbil og et firhjulstrukket køretøj lastet med nødforsyninger, værktøj og byggematerialer til området. Man havde også en læge med. De områder der ikke kunne nås med biler, blev nået med små både.

Det tog flere dage at nå frem til det endelige mål, Vangaindrano. Man begyndte straks på nødhjælpsarbejdet, og der blev sørget for mad og husly. Lægen tilså hver eneste familie af Jehovas vidner og gav dem den medicin de behøvede. Andre familier blev også hjulpet. Da de fleste fra holdet tog hjem, blev to tilbage i en hel måned for at genopbygge brødrenes huse. Afdelingskontoret modtog mange takkebreve  for den hjælp Selskabet havde formidlet. Selv nogle som ikke var Jehovas vidner, skrev: „I er sande kristne.“

Jehova får det stadig til at gro

Missionærerne og dem de har hjulpet til at blive disciple på Madagaskar, har plantet og vandet Rigets sæd. I 1933 sendte Robert Nisbet og Bert McLuckie den allerførste rapport fra Madagaskar. Arbejdet blev genoptaget 22 år senere, og i tjenesteåret 1956 var der et højdepunkt på otte forkyndere. Da missionærerne blev udvist i 1970, var der 469 forkyndere i landet. Missionærerne var ikke længere i stand til at hjælpe dem. Men ’Gud fik det stadig til at gro’. — 1 Kor. 3:6.

De som tidligere havde tjent på Madagaskar og senere fik lejlighed til at vende tilbage dertil, konstaterede at dem de før havde undervist i Bibelen, nu selv så resultater af deres tjeneste. Irene Carbonneau havde for eksempel studeret med Ramanitra Hélène, som dengang var 15 år og gangbesværet på grund af polio. På trods af sit handicap og modstand fra familien fastholdt Hélène at hun ville være forkynder af den gode nyhed. Selv da familien Carbonneau vendte hjem til Canada, fortsatte hun med at gøre fremskridt. Da Irene kom på et kort besøg i 1995, udbrød Hélène henrykt: „Alle i min familie har taget imod sandheden, undtagen min far.“

Jehova velsignede arbejdet på Madagaskar, og i 1980 var den mindste blevet til tusind, med et højdepunkt på 1021 forkyndere af Guds rige. (Es. 60:22) I 1993 nåede man over 5000 forkyndere, og i 1999 nåede man en bemærkelsesværdig rekord på over 10.300 forkyndere.

Hvordan vil det gå i fremtiden?

Med hensyn til forkyndelsesarbejdet på Madagaskar ser fremtiden lovende ud. I 1956 var der syv som overværede den første mindehøjtid på øen. Antallet af tilstedeværende  er vokset støt år for år, og i 1999 nåede man det hidtil højeste tilhørertal, nemlig 46.392. I samme måned var der 10.346 forkyndere på øen. Det vil sige at hver forkynder i gennemsnit havde tre interesserede med til denne vigtige begivenhed.

Den Store Røde Ø vil fortsat være et paradis for alle der, tilskyndet af deres kærlighed til Jehova og deres medmennesker, ønsker at give andre del i Bibelens sandheder. Titusinder af ydmyge mennesker ønsker at vide mere om Jehova. De er ikke materielt velstillede eller fremtrædende i denne verden. Deres måltider består som regel kun af ris, lidt kød og nogle grøntsager. I mange byer og landsbyer har man ikke engang elektricitet eller rindende vand. I landsbyerne kan man ikke altid få brød, for slet ikke at tale om smør og ost. Men brødrene og søstrene takker Jehova for at de har til livets opretholdelse, og glæder sig over at leve et enkelt liv. Frem for at bekymre sig om hvad de skal spise, eller hvad de skal drikke, eller hvad de skal tage på, fortsætter de med først at søge Guds rige og hans retfærdighed. (Matt. 6:31-33) De er taknemmelige for det privilegium det er at tjene Jehova, universets Suveræn, og de tilslutter sig salmistens ord: „Jehova er blevet konge! Lad jorden juble. Lad de mange øer fryde sig.“ — Sl. 97:1.

På Madagaskar har man et ordsprog som lyder: „Vær som en kamæleon — se med det ene øje på fortiden og med det andet på fremtiden.“ Det er godt at holde øje med fortiden for at lære af tidligere erfaringer. Men man får ingen gavn af at prøve at genoplive fortiden. Det er fremtiden der ligger åben for os. Den bedste tid venter forude. Jehova har lovet os liv — evigt liv — i et verdensomspændende paradis fyldt med mennesker der elsker hinanden. Jehovas vidner på Madagaskar er besluttede på at de vil holde øjnene rettet mod dette mål.

 [Helsides illustration på side 224]

[Illustrationer på side 230]

(1) Rabehasy Noël, (2) Robert Nisbet, (3) Bert McLuckie, (4) Adam Lisiak, (5) Edouard Marlot, (6) Narcisse Marlot

[Illustration på side 233]

Raimo og Veera Kuokkanen

[Illustration på side 235]

Andriamoara Félix, en af de første lokale specialpionerer

[Illustration på side 236]

Alt blev lavet med håndkraft

[Illustration på side 237]

Rasoamalala Louise har været oversætter i mange år

[Illustration på side 245]

Andriamasy Théodore underviser nye missionærer i malagassisk

[Illustrationer på side 251]

Det færdige afdelingskontor og afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre): Eleha, Raimo Kuokkanen, Dirajlal Bagvandjee