Tjekkiet

Jehovas vidner i Tjekkiet fik i 1998 en bedre forståelse af hvad det vil sige at være knyttet sammen i et internationalt brodersamfund. Jorden over blev der afholdt internationale stævner med temaet „Guds vej — den bedste livsform“.

Der var 345 fra Tjekkiet blandt de 42.763 delegerede som var forsamlet til stævnet i Pontiac i Michigan, USA. De kom fra mindst 44 lande i Amerika, Europa, Afrika og Asien. Andre 700 fra Tjekkiet var sammen med 700 fra Slovakiet forsamlet til stævnet i Nürnberg i Tyskland, et af de fem samtidige tyske stævner som alt i alt havde en international tilhørerskare på 217.472.

Da de delegerede fra Tjekkiet blev budt hjerteligt velkommen ved ankomsten til stævnebyerne, da de fik logi hos kærlige kristne brødre som de aldrig før havde set, og da de hørte det begejstrede bifald fra tilhørerne da alle udenlandske delegerede på stævnets første dag blev budt velkommen, blev de dybt bevægede. I Nürnberg hilste Vidnerne fra Tjekkiet og Slovakiet hjerteligt på hinanden. Mange omfavnede hinanden og græd af glæde over at de nu havde lejlighed til at være sammen igen. Disse bevægede øjeblikke vil de aldrig glemme.

Samme år overværede tusinder af andre lignende stævner i selve Tjekkiet. Her kunne deltagerne glæde sig over det samme program som blev fremholdt ved de større stævner, men også over at modtage den netop færdiggjorte tjekkiske oversættelse af bibelleksikonet Indsigt i Den Hellige Skrift i to bind.

 Det var lykkelige begivenheder i Jehovas Vidners historie i Tjekkiet. Men vejen der førte til dem, har været både lang og trang. Det begyndte alt sammen for mere end 100 år siden, og disse begivenheder kunne ikke have fundet sted uden Jehova Guds kærlige hjælp.

I 1891 besøgte C. T. Russell, som dengang var præsident for Watch Tower Society, kort byen Prag under en rejse til Europa. I de år der siden er gået, har Jehovas vidner oplevet perioder med stor vækst, men også tider med modgang, forfølgelse og sigtning. I 46 år var deres arbejde underlagt totalt forbud,  og selv i perioder uden forbud var Jehovas Vidner ikke altid juridisk anerkendt.

Jehovas vidners oplevelser i de tjekkiske områder svarer til det profeten Jeremias var ude for. Jehova sagde til ham: „De skal kæmpe imod dig, men de vil ikke kunne klare sig imod dig, for ’jeg er med dig,’ lyder Jehovas udsagn, ’for at udfri dig.’“ — Jer. 1:19.

Kendt under navnet Tjekkiet

I oktober 1918, efter politiske forhandlinger i den daværende verdens diplomatiske kredse, blev republikken Tjekkoslovakiet dannet i Centraleuropa. Under den anden verdenskrig havde Tjekkoslovakiet midlertidigt været splittet, men efter seks års nazistisk undertrykkelse blev det gendannet. Landet havde også i mere end fire årtier været underlagt et kommunistisk styre. Men efter 74 år blev denne politiske enhed opløst igen. I 1993 blev den østlige del af landet til republikken Slovakiet. Den vestlige del, inklusive Bøhmen, Mæhren og en del af Schlesien, blev til republikken Tjekkiet — eller blot Tjekkiet.

Tjekkiet er cirka 500 kilometer bredt og omkring 250 kilometer langt. I de nordlige og vestlige egne er der smukke skovklædte bjerge, og landet er rigt på frugtbar landbrugsjord som gennemstrømmes af floder. Men som det er tilfældet i store dele af Centraleuropa, er miljøforurening et stort problem i Tjekkiet. De fleste indbyggere bor i større eller mindre byer.

En kortfattet rapport over udviklingen i Jehovas Vidners aktivitet i hele det tidligere Tjekkoslovakiet mellem 1912 og 1970 findes i Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1972. Den følgende rapport indeholder flere detaljer, men fokuserer primært på det der er sket i den nuværende republik Tjekkiet.

 Den religiøse arv

Hovedstaden Prag kaldes undertiden for byen med de hundrede tårne. Men ikke engang de mange kirkespir har kunnet hindre at republikken Tjekkiet er blevet til det den er i dag — et land der overvejende er ateistisk. Men sådan har det ikke altid været.

På opfordring af fyrst Rostislav, en mæhrisk regent, sendte den byzantinske kejser Michael III en religiøs mission til Mæhren i året 863 e.v.t. Konstantinos (senere kendt under navnet Kyrillos) og Methodios som udgjorde missionen, var gejstlige fra Thessalonika i Grækenland. Ud over at de afholdt gudstjenester på det lokale sprog, udtænkte Konstantinos et alfabet der var velegnet til det slaviske sprog som blev talt af befolkningen i Mæhren. Ved hjælp af dette alfabet gik han i gang med at oversætte dele af Bibelen. Den klare forståelse af Guds ord kom imidlertid først langt senere.

Et vigtigt budskab gøres kendt

I 1907, omkring 16 år efter C. T. Russells korte besøg i Prag, begyndte en ældre mand fra Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) at besøge det nordlige Bøhmen en gang om måneden for at sprede bibelske publikationer. Det var broder Erler, som kom fra Dresden i Tyskland. Han forkyndte nidkært i Liberec og andre byer i to eller tre dage ad gangen. Broder Erler uddelte C. T. Russells bog Slaget ved Harmagedon og proklamerede med stor overbevisning at der ville indtræffe en verdenskatastrofe i 1914.

I 1912 såede nogle entusiastiske enkeltpersoner sandhedens sæd fra Bibelen. De dannede små grupper og foretog dåb. Da verdenskrigen brød ud i 1914, kom det ikke som nogen overraskelse for Bibelstudenterne skønt de ikke fik alle deres forventninger indfriet i dette år.

I begyndelsen var de publikationer Bibelstudenterne spredte her, på tysk. Nogle i den tysktalende del af befolkningen  modtog dem med taknemmelighed. Charlotta Jankovcová fra Plzeň husker at hendes mor fik nogle af broder Russells bøger af en bibelstudent som kom fra Dresden og bankede på hos dem i 1925. Snart begyndte de at overvære møderne. Charlotta fortæller: „Vi havde travlt med personligt studium og forberedelse til møderne. Hver uge brugte vi hele søndagen i forkyndelsen. Vi var bibelstudenter. Vi studerede Vagttårnet, læste bøger og havde også Bulletin [i dag kaldet Rigets Tjeneste] til vores rådighed.“

Lidt efter lidt begyndte publikationerne at blive oversat til tjekkisk. Det gjaldt for eksempel den spændende brochure Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, som blev udgivet i 1922. Samme år tog tre bibelstudenter heltidstjenesten op og uddelte som kolportører denne publikation blandt den tjekkiske befolkning. I hvert fald fra 1923 kunne man hver måned få en 16-siders udgave af Vagttårnet på tjekkisk.

 For at fremme forkyndelsen af den gode nyhed i de tjekkiske områder blev Antonín Gleissner og hans hustru i 1923 sendt til Bøhmen fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Magdeburg i Tyskland. Under tilsyn af broder Gleissner, som allerede i 1916 havde sørget for at der blev afholdt møder i byen Most, åbnede Selskabet et depot med publikationer i denne by.

I 1928 begyndte afdelingskontoret i Magdeburg at føre nærmere tilsyn med arbejdet i Tjekkoslovakiet. Det førte til en bedre opdeling af forkynderne i grupper, større effektivitet i tjenesten på arbejdsmarken og en bedre koordinering af kolportørernes arbejde. I denne forbindelse fik hver gruppe, såvel som kolportørerne (forløberne for vore dages pionerer), tildelt et nøje afgrænset distrikt at forkynde i. Rapporten for 1928 fra Tjekkoslovakiet viser at der var 25 små grupper med i alt 106 forkyndere plus 6 kolportører. Alt i alt havde de spredt 64.484 bøger og brochurer og cirka 25.000 blade. På den måde blev de interesseredes opmærksomhed henledt på Guds rige som løsningen på menneskehedens problemer.

Året efter ankom Otto Estelmann fra Tyskland med „Skabelsens Fotodrama“, Vagttårnsselskabets spændende kombination af film og lysbilleder. Det blev fremvist i hele landet. Højdepunktet i denne forbindelse blev nået i slutningen af 1933 da brødrene lejede Kapitol, Prags største biograf, med henblik på fire på hinanden følgende forevisninger af ’Fotodramaet’. Der kom så mange at man lejede biografen to aftener mere. Mange som gerne ville inviteres til flere bibelske foredrag, afleverede deres navn og adresse. Efterhånden som organisationens vækst blev mere tydelig, opstod der selvfølgelig også modstand. Som Jesus havde sagt til sine disciple, var det kun hvad man kunne forvente. — Joh. 15:18-20.

Nogle som tog imod den gode nyhed

I denne periode nåede den gode nyhed ud til en mand som senere kom til at spille en vigtig rolle for Jehovas Vidners  arbejde i dette land. Han hed Bohumil Müller. Ved afslutningen af sit jordiske livsløb i 1987 kunne han se tilbage på mere end 55 års trofast tjeneste, heraf cirka 14 år i koncentrationslejre og fængsler fordi han ikke ville gå på kompromis med sin tro.

I 1931, da han var 16 år gammel, var Bohumil i lære som sætter. Hans broder, Karel, var i lære som bogbinder. Deres far, Tomáš Müller, var et ledende medlem af Brødreuniteten, som var meget stolt af sin historie og sine gamle traditioner. Karels chef gav ham billetter til „Skabelsens Fotodrama“.  Karel var begejstret da han kom hjem efter den første forestilling. Han fortalte om alt hvad han havde set og hørt, og gav sin far to bøger på tysk som han havde modtaget. Den følgende aften var han endnu mere opstemt da han vendte hjem, og han havde en tjekkisk udgave af bogen Skabelsen med. Under sin beskrivelse af de mange indtryk han havde fået, nævnte Karel også at han efter programmets afslutning havde afleveret sin adresse med ønske om at blive inviteret til flere bibelske foredrag.

En måneds tid senere, netop som familien var blevet færdig med at spise frokost, ringede det på døren. Bohumil Müller skrev senere: „Far gik ud for at lukke op. Han talte i et stykke tid med den besøgende ude i entréen og vendte derefter tilbage til køkkenet med et overrasket udtryk i ansigtet. Det første han sagde, var: ’Det har jeg aldrig været ude for før! Tænk engang, en mand gør sig den ulejlighed at besøge os på en søndag for at invitere os til et foredrag. Det er et foredrag arrangeret af Bibelstudenterne. Det kunne vi aldrig finde på i Brødreuniteten. Det er vi for dovne til!’“ Senere begyndte familien Müller at mødes regelmæssigt med den lille gruppe af Jehovas vidner.

Med tiden indviede Bohumil Müller sig til Jehova, men han blev ikke døbt før omkring to år senere. På det tidspunkt fungerede han allerede som assistent for menighedens tilsynsmand (som dengang blev kaldt arbejdsdirektør). Han ledede møderne og arbejdede på Selskabets betelhjem i Prag. Det var ikke alle Vidner der på det tidspunkt forstod vigtigheden af den kristne dåb.

På dette tidspunkt lærte Libuše Štecherová, Bohumils kusine, sandheden at kende. Der gik ikke længe før hun blev døbt. Søster Štecherová har senere fortalt: „Min onkel, Tomáš Müller, var en meget religiøs mand. En eftermiddag i sommeren 1932 fortalte han mig om Guds navn, Jehova, om fremtiden  for denne verden og om de bemærkelsesværdige møder som blev afholdt af nogle der kaldte sig Jehovas vidner. Til sidst gav han mig bogen Verdensbefrielsen af J. F. Rutherford. Det begyndte at gå op for mig at der var noget min Skaber gerne ville have mig til at forstå. Da jeg overværede mit første tjenestemøde, hørte jeg at der for anden gang nogen sinde ville blive arrangeret dåb i Prag. Jeg sad og lyttede til det, men havde ingen anelse om hvad der snart skulle ske. På vejen hjem spurgte onkel Müller mig: ’Kunne du ikke også tænke dig at blive døbt?’ ’Men jeg ved jo ikke rigtig noget endnu,’ protesterede jeg. ’Du er som en proselyt,’ bemærkede min onkel. ’Du kender Bibelen. Du mangler bare at erkende hvilken tid vi lever på, og hvad Guds vilje er med dig.’ Jeg bad ham om at skrive mig op til dåb, og den 6. april 1933 blev jeg døbt.“ Libuše Štecherová lærte hvad Jehovas vilje med hende var, og tjente ham trofast til sin død i 1995.

På den tid oprettede man ikke bibelstudier med de nyinteresserede. Oplæringen til tjenesten bestod ofte blot i at man fulgtes med en anden forkynder på et enkelt besøg for at se hvordan man gjorde, og derefter fortsatte på egen hånd.

I disse år lærte mange kvinder sandheden at kende. For mange af dem blev tjenesten det vigtigste i deres liv, og de udrettede meget. Ofte tog de deres børn med i forkyndelsen, og  børnene fik på den måde et førstehåndsindtryk af Jehovas velsignelse. Blanka Pýchová fulgtes med sin mor i tjenesten fra hun var 10 år. Hun husker i forbindelse med en bestemt begivenhed: „Mor og jeg havde fået til opgave at gennemarbejde en landsby. Mor gav mig besked på at gå omkring på torvet mens hun selv besøgte de omkringliggende huse. Da jeg nåede frem til torvet, opdagede jeg til min rædsel at det var fyldt med gæs. Jeg var ikke bange for nogen dyr, lige med undtagelse af gæs. De hvæsede af mig, og da de prøvede at bide mig, brugte jeg min bogtaske som skjold. Men det var ikke så let, og jeg bad i desperation til Gud: ’Hjælp mig, Jehova!’ Pludselig flygtede alle gæssene, og jeg opdagede at der stod en stor sanktbernhardshund lige ved siden af mig. Jeg kælede for hunden, og den fulgte mig fra hus til hus. Gæssene turde ikke længere nærme sig.“ Blankas mor sikrede sig senere at Blanka kunne se Jehovas beskyttende omsorg i det der var sket.

Folk blev nået på mange måder

I 1932 blev det i denne del af Europa muligt at benytte et nyt redskab i tjenesten. Bladet Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!) kunne nu fås på tjekkisk. I det år blev der spredt 71.200 eksemplarer af bladet. Efter at have læst Den gyldne Tidsalder var mange villige til at modtage andre publikationer som behandlede bibelske emner mere indgående.

For at give så mange som muligt lejlighed til at få gavn af den gode nyhed om Guds rige blev der sendt pionerer fra Tyskland til Tjekkiet. De førte et beskedent liv så de helt kunne hellige sig dette arbejde. Af de 84 pionerer der rapporterede tjeneste i 1932, var 34 kommet fra Tyskland. For mange af dem betød det at de måtte lære et nyt sprog. Hvad kunne de udrette indtil de lærte sproget? Oskar Hoffmann, en tysk broder som tjente i Prag, fortæller: „Selv om jeg ikke kendte landets sprog, bankede jeg dagligt på døren til folks hjem. For at  hjælpe dem til at forstå hvorfor jeg havde banket på, bad jeg dem læse et vidnesbyrdkort som indeholdt en kort prædiken på deres sprog. På denne måde blev tusinder af bibelske publikationer delt ud til det tjekkiske folk.“

En særlig lovgivning fra regeringens side der tog sigte på at bremse indvandringen, gjorde det i 1934 nødvendigt for de fleste pionerer fra udlandet at forlade Tjekkiet. Men der var allerede blevet udført et stort arbejde. I løbet af det år havde pionererne forkyndt i de fleste af de distrikter som ikke blev gennemgået af de almindelige forkyndere.

Samme år som pionererne var nødt til at forlade landet, sørgede Selskabet for at de lokale Jehovas vidner blev forsynet med bibelske foredrag på grammofonplader. De lokale brødre viste et rosværdigt initiativ. Menigheden i Prag købte en motorcykel, en Indian 750, med sidevogn. I sidevognen monterede brødrene et forstærkeranlæg. Når de ankom til torvet i en by eller en åben plads i en landsby, satte de forstærkeren op på et højt stativ og spillede en plade med musik mens de gik fra hus til hus. Når et vist antal mennesker var blevet tiltrukket af musikken, afspillede brødrene en plade med en kort bibelsk prædiken. På denne måde kunne de aflægge et vidnesbyrd for hundreder af mennesker i adskillige landsbyer i løbet af en enkelt søndag formiddag.

Juridisk anerkendelse

I 1930 var der blevet taget skridt til at skabe juridisk grundlag for Jehovas Vidners aktivitet i Tjekkoslovakiet. Det indebar oprettelse af selskaber som havde ret til at besidde fast ejendom, fremskaffe blade og bøger og udføre andre nødvendige opgaver.

Der blev afholdt et særligt møde i Prag. Deltagerne var glade for at få forelagt en plan om oprettelse af to selskaber, og de tilstedeværende godkendte selskabernes vedtægter. Det  første af dem fik navnet Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (afdelingskontoret i Tjekkoslovakiet). Det skulle sørge for at tilvejebringe publikationer, tilrettelægge møder og fordele bøger og blade. Det andet selskab blev kaldt Mezinárodní sdružení badatelů Bible, československá větev (International Forening for Bibelstudium, afdelingskontoret i Tjekkoslovakiet) og fik sæde i Prag. Dette selskab udpegede en juridisk repræsentation som skulle føre tilsyn med Jehovas Vidners virksomhed i Tjekkoslovakiet. Der blev oprettet tre underafdelinger af det Tjekkoslovakiske afdelingskontor for International Forening for Bibelstudium som skulle tage sig af opgaverne i andre dele af republikken. Der blev ført tilsyn med arbejdet i de tjekkiske områder fra et kontor i byen Brno under ledelse af Antonín Gleissner. Disse selskaber gjorde det lettere at udføre forkyndelsesarbejdet i Tjekkoslovakiet.

Tre år senere, i 1933, åbnede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor med trykkefaciliteter i Prag. Det var nødvendigt på grund af den vanskelige situation der var opstået i Tyskland efter at Hitler var kommet til magten. Arbejdet var blevet underlagt forbud, og Selskabets afdelingskontor i Magdeburg var blevet konfiskeret. Edgar Merk fra Magdeburg blev udnævnt til landstjener i Prag. Karel Kopetzky fra Prag fik til opgave at føre tilsyn med betelhjemmet og kontoret.

Men ikke alt forløb glat i Prag. Personlig stolthed og andre faktorer gav anledning til konflikter mellem disse to brødre. I 1936 blev tilsynet med afdelingskontoret i Prag overdraget til Selskabets centraleuropæiske kontor i Schweiz. Kort tid efter trak Karel Kopetzky og Josef Güttler, som begge havde haft ansvarsopgaver i Vagttårnsselskabets juridiske selskaber i Tjekkoslovakiet, sig tilbage. De blev erstattet af Josef Bahner og Bohumil Müller. Heinrich Dwenger, som havde et mildt sind og var en loyal tjener for Jehova, og som allerede havde bestridt flere forskellige teokratiske opgaver, blev ny landstjener.  I menighederne var man glade for at man under kærligt tilsyn kunne fortsætte forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige — en nyhed der var stort behov for i en verden som blev mere og mere ustabil.

Styrket gennem internationale sammenkomster

Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet vidste at deres trosfæller i andre lande samledes til stævner, og de havde et stærkt ønske om at afholde et stævne i Tjekkoslovakiet.

Man planlagde at der skulle afholdes et stort internationalt møde, som det dengang blev kaldt, i Varieté-teatret i Prag fra den 14. til den 16. maj 1932. Det var det første af den slags internationale stævner der blev afholdt i Tjekkoslovakiet. Temaet for det offentlige foredrag var meget passende „Europa foran ødelæggelse“. Programmet blev oversat til tjekkisk, tysk, ungarsk, russisk og slovakisk, og der var 1500 til stede. Der blev aflagt et stort vidnesbyrd. Under stævnet blev der, med hjælp fra de delegerede som deltog i hus-til-hus-forkyndelsen, spredt mere end 21.000 bibelske publikationer.

I 1937 blev der afholdt en anden international sammenkomst i Prag. Hundredvis af besøgende kom fra lande som Østrig, Ungarn, Polen og Tyskland. Broder Müller beskrev senere denne sammenkomst med ordene: „Det var et vidunderligt stævne!“

Forkyndelsen af den gode nyhed i Tjekkoslovakiet havde fortsat fremgang. I 1937 brugte forkynderne flittigt de 7 forstærkere og de 50 grammofoner til at afspille plader med bibelske foredrag for folk. I løbet af året benyttede de offentligt dette udstyr 2946 gange over for en tilhørerskare på i alt 31.279. I en rapport over arbejdet i Tjekkoslovakiet i det år hedder det: „I hele landet gik arbejdet med at forkynde den gode nyhed fremad. Budskabet var nået ud til storbyer og landsbyer, til store paladser og til landbrug i bjergene.“

 Den truende nazisme

Den anden verdenskrig nærmede sig. Spændingerne i Europa voksede. Hvordan skulle Jehovas vidner forholde sig i denne situation? At afvise militærtjeneste af samvittighedsgrunde var endnu ikke blevet almindeligt i Tjekkoslovakiet. Ingen af de traditionelle trossamfund levede op til Bibelens normer om at kristne skal være neutrale. Den første som i dette land blev fængslet på grund af sin kristne neutralitet, var Bohumil Müller. Han skrev: „Jeg skulle begynde at aftjene min værnepligt den 1. oktober 1937. Men min samvittighed sagde mig at Gud ikke ønsker at hans tjenere skal ’lære at føre krig’. (Es. 2:4) Jeg stolede på at Jehova ville give mig den styrke og udholdenhed der var nødvendig for at stå de kommende prøvelser igennem. I slutningen af marts 1939 havde jeg på grund af mit standpunkt været indkaldt for en militær domstol fire gange, og hver gang var jeg blevet idømt mange måneders fængsel. Når jeg i dag ser tilbage, er jeg taknemmelig for de prøvelser jeg blev udsat for dengang. De forberedte mig til langt sværere tider.“

Efterhånden som den nazistiske trussel voksede, blev presset på Jehovas tjenere øget markant. I grænseområdet mod Tyskland blev modstanden intensiveret. I august 1938 blev det forbudt Jehovas vidner at afholde møder, og de begyndte derfor at samles i små grupper. Libuše Štecherová fortæller: „I løbet af 1938 voksede den politiske spænding, og vi måtte opøve os selv til at forkynde under nye omstændigheder. Senere, under selve krigen, sørgede vi for at lære folk godt at kende før vi begyndte at tale med dem om vores tro.“

I 1938 rykkede tyskerne ind i Sudeterland, som dengang lå inden for Tjekkoslovakiets grænser. I deres bestræbelser for at undgå krig bøjede England og Frankrig sig for Hitlers krav om at Sudeterland skulle være en del af Tyskland, og befolkningen i dette område befandt sig nu under nazistisk styre.

 Den tyske besættelse begynder

Den 15. marts 1939 blev hele Bøhmen og Mæhren besat af tyske tropper. Hitler konstruerede en ny politisk stat kaldet Bøhmen-Mæhren-protektoratet med egen præsident og en marionetregering.

Gestapo greb hurtigt ind over for Jehovas Vidner. Den 30. marts kom de ind på Vagttårnsselskabets kontor i Prag. Den 1. april blev Bohumil Müller løsladt efter at have afsonet en fængselsdom for sin kristne neutralitet. Undervejs fra fængselet til jernbanestationen ringede han til afdelingskontoret. Senere fortalte han: „Jeg sagde til dem at jeg ville komme dagen efter for at hjælpe til med det jeg kunne. Vi var tre på Betel den dag. Der var meget arbejde der skulle gøres. Noget af trykkeriudstyret stod allerede klar i en havn for at blive udskibet til Holland, og resten skulle pakkes ned med det samme. Broder Vojtech Matejka og jeg tog os af den opgave mens broder František Kapinus ryddede kontorerne og Betel. Under alt dette fortsatte vi med at oversætte bladene Vagttårnet og Consolation (nu Vågn op!). Det lykkedes også for os at fjerne en stor mængde tjekkiske bøger og brochurer som Gestapo ikke havde været interesseret i ved razziaen i marts. Under lukningen af kontoret og betelhjemmet fik vi dog besøg af Gestapo flere gange.“

Da besættelsen var en realitet, stod det klart at det ville blive meget vanskeligt at udføre forkyndelsesarbejdet. Mange brødre forlod Tjekkoslovakiet. Broder Dwenger rejste til Schweiz aftenen før Gestapo kom for at arrestere ham. Broder Müller forberedte sig også på at rejse. Han havde allerede fået den nødvendige tilladelse fra myndighederne da der fra afdelingskontoret i Bern kom et brev om at det ville være gavnligt hvis han fortsat kunne varetage sin opgave med at føre tilsyn med arbejdet og opmuntre brødrene i Tjekkoslovakiet. Broder Müller indvilligede straks, og for at hindre sig selv i at skifte mening tilintetgjorde han sit pas.

 Otteogfyrre år senere sagde broder Müller: „Hvis nogen i dag spurgte mig om jeg nogen sinde har fortrudt at jeg ikke forlod Prag i foråret 1939, ville jeg helt klart svare ’nej!’ Jeg har aldrig fortrudt at jeg blev. Med tiden indså jeg at det var her jeg hørte til. Det var her Jehova og hans organisation havde placeret mig. Alle de grusomheder og den mishandling jeg blev udsat for, blev langt opvejet af glæden ved at se fremgangen i arbejdet fra år til år og væksten af den skare glade tilbedere af den Almægtige som var omkring mig.“

Fra 1939 og frem foretog Gestapo arrestationer. Otto Buchta, en åndelig søjle i Brno menighed, var blandt dem der blev arresteret, og han døde senere i koncentrationslejren Mauthausen. I efteråret 1940 blev broder Kapinus, som tidligere havde virket på afdelingskontoret i Prag, arresteret sammen med andre brødre og søstre i Mæhren. Alligevel fortsatte trofaste vidner for Jehova med at forkynde ordet overalt hvor de kunne.

Nogle som havde tjent Jehova da forholdene var mere gunstige, forlod tilbedelsen af ham og sluttede sig til Guds folks fjender. Karel Kopetzky havde været en meget dygtig og nidkær broder. Men da broder Müller, som han tidligere havde samarbejdet med, mødte ham i 1940, var Karel Kopetzky en helt anden mand. Det gik til på følgende måde: Brødrene havde duplikeret en bibelsk publikation og lagt kopierne i konvolutter for at sende dem ud med posten. Bohumil Müller lagde dem i en sæk og cyklede derefter rundt fra det ene posthus i Prag til det andet. Han lagde blot nogle få konvolutter i hver postkasse. Broder Müller fortæller: „Da jeg kom ind på et af postkontorerne, så jeg en mand i SS-uniform som stod og ventede ved skranken. Jeg stoppede op, men før jeg fandt ud af hvad jeg skulle gøre, vendte manden sig om så vi stod ansigt til ansigt. Et øjeblik stirrede vi på hinanden. Til min store overraskelse stod jeg over for Karel Kopetzky, en  tidligere broder. Jeg genvandt hurtigt fatningen, gik hen til en af skrankerne og tog en formular, gik ud af posthuset og skyndte mig at komme væk på min cykel.“

Året efter blev broder Müller, som på det tidspunkt førte tilsyn med arbejdet i landet, arresteret og sat i koncentrationslejren Mauthausen.

Forkyndelse i den ’brændende ildovn’

I årenes løb er der blevet skrevet meget om koncentrationslejrene og de lidelser som vores brødre har måttet gennemgå dér. Blandt dem som befandt sig i lejrene, var også Jehovas vidner fra Tjekkiet. Vi vil ikke dvæle ved detaljerne i den mishandling de blev udsat for, men snarere koncentrere os om hvordan de blev åndeligt opbygget, og hvordan de opbyggede hinanden i denne ’brændende ildovn’. — Jævnfør Daniel 3:20, 21.

Dengang lærte folk fra hele verden navnet på den tjekkiske landsby Lidice at kende. Den 9. og 10. juni 1942 blev hele denne landsby, efter direkte ordre fra Hitler, jævnet med jorden som gengældelse for en tysk officers død. Byens navn skulle slettes af landkortet. Božena Vodrážková, som overlevede disse rædsler, fortalte senere: „Gestapo omringede hele landsbyen. Alle mændene blev skudt, børnene blev transporteret til ukendte bestemmelsessteder, og kvinderne blev ført til koncentrationslejren Ravensbrück. Der mødte jeg Jehovas  vidner . . . På et tidspunkt sagde en af mine venner: ’Božena, jeg har talt med Bibelstudenterne. Det er nogle mærkelige ting de fortæller. Det lyder som et eventyr. De påstår at det er sandt hvad Bibelen siger, at Guds rige vil komme og gøre ende på alt ondt.’ Senere mødte jeg dem personligt. De forkyndte for mig om Guds rige, og jeg følte mig meget tiltrukket af deres budskab.“ Ja, Božena Vodrážková blev senere et Jehovas vidne.

Mange af fangerne var dybt imponerede over Jehovas vidners adfærd i koncentrationslejrene. Alois Miczek husker: „Under krigen var jeg spærret inde på grund af mine kommunistiske aktiviteter, og jeg blev anbragt i koncentrationslejren Mauthausen. På en eller anden måde lykkedes det Jehovas vidner i denne lejr at få fat i Vagttårnet og andre publikationer som de brugte i deres undervisning af nogle af deres medfanger, og SS var ikke i stand til at forhindre dette. Som en advarsel besluttede SS at skyde hvert tiende Jehovas vidne i lejren. Alle Vidnerne blev stillet op på række, og hver tiende blev taget til side af en bevæbnet vagt. Men pludselig, som var det aftalt på forhånd, vendte de resterende 90 procent af brødrene om og begyndte at gå i retning af dem der var blevet udtaget for at blive henrettet. ’Hvis I vil skyde hver tiende af os, kan I lige så godt skyde os alle.’ Hele lejren var målløs over deres holdning, og SS-folkene blev så imponerede at ordren blev trukket tilbage. Jeg var øjenvidne til denne begivenhed.“ (Joh. 15:13) Hvilken indflydelse fik den på hans liv?

Hans datter Marie Gogolková fortæller: „At se Jehovas vidners adfærd i Mauthausen fik min far til at tage imod sandheden. Han blev døbt lige efter krigen, forkyndte nidkært Guds rige og hjalp mange til at lære sandheden at kende.“

Oldřich Nesrovnal fra Brno var også i koncentrationslejr. Af hvilken grund? Han afskyede krig og prøvede at flygte over grænsen til Schweiz. Han blev fanget, anklaget for spionage  og deporteret til koncentrationslejren Dachau. Oldřich Nesrovnal fortæller: „I fangetoget som bragte os til lejren, holdt jeg øje med en stille 13-årig dreng som sad ved vinduet og læste i et eller andet. Tilsyneladende prøvede han at skjule hvad han læste. Jeg spurgte ham hvad det var, og han svarede: ’Bibelen.’ Han fortalte mig at han ikke ville opgive sin tro på Gud. Det forstod jeg ikke, men jeg blev sammen med drengen. Han hed Gregor Wicinsky og kom fra Polen. Næste dag fandt jeg ud af at han var et af Jehovas vidner. Han havde nægtet at underskrive en liste over forskellige ting han skulle aflevere. Listen var på tysk, og han var bange for at skrive under på noget som måske indebar at han gik på kompromis med sin tro. Han blev slået, men heller ikke det knækkede ham . . .

Jeg skrev til min mor og bad hende sende mig en bibel, og mærkeligt nok nåede den frem. Jeg begyndte at læse regelmæssigt i Bibelen. En mand fra Ostrava [i Mæhren]  havde holdt øje med mig. Han spurgte om jeg forstod det jeg læste, og jeg fortalte ham at jeg forstod cirka halvdelen af det. ’Kunne du godt tænke dig at forstå noget mere?’ ’Ja,’ svarede jeg. ’Så mød mig dér og dér i morgen efter klokken 18.00. Det var første gang jeg overværede et af Jehovas Vidners møder. Møderne blev afholdt hver dag efter klokken 18.00 og tre gange om søndagen. Emnet og hvem der skulle lede mødet, var fastlagt på forhånd. Litteraturtjeneren var min ’lærer’. Han var lejrens skoflikker, og alle de håndskrevne kopier af publikationerne var gemt under sædet på den stol han sad på når han arbejdede. Jeg hørte ikke mere til Gregor før der var gået halvandet år. På det tidspunkt, i slutningen af 1944, så jeg en gruppe fanger som vendte tilbage fra forskellige sidelejre, og blandt dem fik jeg øje på Gregor. Det så ud til at han var vokset en halv meter, men han var frygtelig tynd. Efter at have været i karantæne kom han med til møderne. Vi bød hinanden hjertelig velkommen, hvorefter han sagde: ’Jeg bad til Jehova om at du ikke måtte blive overladt til dig selv her i lejren.’ Jehova havde besvaret hans bøn.“

Mindehøjtid i en koncentrationslejr

Var det muligt at fejre højtiden til minde om Kristi død under sådanne omstændigheder? Ja, det var det. Til tider spekulerede nogle af brødrene imidlertid på hvordan det skulle  kunne lade sig gøre. Božena Nováková fortæller: „Mindehøjtiden nærmede sig. Jeg var fortvivlet fordi jeg troede at jeg ikke ville få mulighed for at nyde symbolerne. Men Jehova kom mig til hjælp. Han vidste hvor meget det lå mig på sinde. På selve mindehøjtidsdagen blev jeg kaldt over til en af barakkerne. Mange søstre af forskellig nationalitet var allerede forsamlet dér. Mindehøjtiden blev afviklet, og symbolerne blev  budt rundt uden afbrydelser. Tak og pris og ære til vor Gud, Jehova, og Lammet!“

Men hvordan havde man fremskaffet usyret brød og vin? Božena Nováková fortsætter: „Tilfældigvis var der i nærheden, i byen Fürstenberg, nogle Jehovas vidner som arbejdede ved et statslandbrug, og de skaffede os symbolerne.“

Efter denne velsignelse kom søster Nováková ud for en anden oplevelse — ubehagelig, men meget trosstyrkende. Hun beretter: „En dag blev jeg kaldt over til vaskerummet. Det var et vaskerum med brusebad, men når man lukkede op for bruseren, kom der gas ud i stedet for vand. Gasforgiftede kvinder blev kastet i ovnene, nogle af dem mens de stadig var i live. Det var jeg ikke klar over før en kvindelig vagt sagde: ’Nå, Bibelforscher [som Jehovas vidner blev kaldt], så du skal i gaskammer! Lad os se om din Jehova kan redde dig nu.’“ Idet søster Nováková vendte sig bort, fik hun tårer i øjnene og bad: „Jehova, min Fader! Hvis jeg skal dø, må din vilje da ske. Men jeg beder for mine børn. Jeg betror dem helt og fuldt i din varetægt.“ Om hændelsens videre forløb fortæller søster Nováková: „Mens jeg bad, gik døren op, og lejrens overlæge kom ind. Han så min lilla trekant og sagde: ’Bibelforscher, hvad laver du her? Hvem har sendt dig herover?’ Jeg svarede at det var vagten der havde sendt mig. ’Kan du komme ud! Du skal den vej,’ sagde han idet han pegede på døren. Da jeg gik ud, hørte jeg vagten sige: ’Nu tror jeg på at deres Jehova beskytter dem.’“

Forkyndelse under nazisternes besættelse

Skønt der ikke blev udarbejdet tjenesterapporter i den periode, fortsatte forkyndelsen af den gode nyhed i Tjekkoslovakiet. Rǔžena Lívancová fra byen Kladno skriver: „Mor lærte os at vi skulle tro på Gud, ikke sådan som præsterne siger, men ved at være hensynsfulde og betænksomme over for vores medmennesker. I 1940 fik vi besøg af en søster fra Prag.  Jeg begyndte at lære om vores store Gud og kærlige Fader, Jehova. I 1943 blev min mor, min ældste søster og jeg døbt.“

Selv på dette tidspunkt hvor der var krig, fortsatte Jehova med at drage „alle som var ret indstillet til evigt liv“ til sig. (Apg. 13:48) František Šnajdr fra Prag fortæller: „Min familie var katolikker, men vi gik aldrig i kirke. Jeg var maskinarbejder og levede et ganske almindeligt liv. Jeg gik på pub og spillede kort. En gang imellem kom der en mand som bestilte en øl og forkyndte for de tilstedeværende. Mange gjorde nar af ham, men mens jeg spillede kort, lyttede jeg med det ene øre til det han sagde. Han talte om kapitel 24 i Mattæusevangeliet. Jeg kunne godt lide det han fortalte, og det sagde jeg til ham, og så inviterede han mig hjem til sig. Da jeg kom, var man i færd med at forberede et møde. Der var allerede syv til stede. Jeg spurgte: ’Hvornår kommer præsten?’“ Men der kom ingen præst. Josef Valenta, som sad lige ved siden af František, ledede mødet.

František fortsatte sit studium af Bibelen, og i august 1942 blev han døbt. Året efter blev han arresteret af Gestapo. Men Jehova sørgede for at han fortsat fik den nødvendige hjælp til at vokse åndeligt. František fortæller: „I Mauthausen mødte jeg broder Martin Pötzinger. Han var en modig og klog broder. Han lavede et par tøfler til mig og forsynede mig med publikationer. Vi holdt møder regelmæssigt — i al hemmelighed selvfølgelig — hver søndag på ’der Platz’“ — åbenbart det område som blev brugt til navneopråb af fangerne.

Jan Matuszný erkendte også at han manglede åndelig hjælp. Han skrev senere: „Under krigen arbejdede jeg i en mine. Sammen med mine to ældre brødre spillede jeg i et orkester bestående af minearbejdere. Jeg både røg og drak. Jeg befandt mig i en så ynkelig forfatning at mine hænder rystede som en gammel mands. En dag da jeg var fuld og følte mig helt elendig, begyndte jeg at bede højt til Gud. Jeg bad ham om at hjælpe mig ud af mine problemer på en eller anden måde.“

 Kort tid efter fik et Jehovas vidne som havde ringet på hos denne mands kødelige søster, en lang samtale med ham, og forkynderen gav ham en bibel og tre brochurer. Mens Jan Matuszný var i færd med at læse dem, blev han overbevist om at det var sandheden han her lærte at kende. Han kvittede tobakken og sit alkoholmisbrug, holdt op med at spille i minearbejdernes orkester og begyndte at overvære møderne. I 1943 blev han døbt i en fiskedam. Jan Matuszný tilføjer: „Vi holdt møderne under hele krigen. Vi lærte om hvad det vil sige ’at gå på kompromis’, og at det er bedre at dø end at forråde en broder. Det gav os en solid baggrund for at udholde den forfølgelse som lå forude“ — en forfølgelse som først begyndte efter krigens slutning.

God udnyttelse af en relativt fredelig periode

Da krigen var slut, kom der en ret fredelig periode fra 1945 til 1949, hvor Guds folk havde relativ stor frihed. Det var en tid præget af åndelig genopbyggelse, og en tid hvor brødrene engagerede sig i det gudgivne forkyndelsesarbejde med fornyet iver. — Matt. 24:14.

Først måtte alle menighederne og de enkelte forkyndere lokaliseres. Nogle var døde, andre var flyttet, og tusinder af tysk nationalitet som havde boet tæt ved grænsen, var ved at blive deporteret. Broder Müller, som nok var en af de første brødre der kom hjem, arbejdede hårdt på at få genetableret kommunikationen mellem menighederne. Han prøvede også at få kontakt med Selskabets afdelingskontorer i andre lande, men i første omgang uden held. I begyndelsen af juni måned lykkedes det at få en telegrafisk meddelelse igennem til Bern i Schweiz. Breve fra Bern begyndte at nå frem, og hvert af dem indeholdt flere sider af Vagttårnet på tysk. Oversættelsen kom hurtigt i gang. I august 1945 udsendte brødrene i Prag det første efterkrigsnummer af Vagttårnet, trykt på en duplikator.

 Mange kunne huske hvad Jehovas vidner havde forkyndt inden krigen, og nogle af dem lyttede nu villigt til budskabet. Der begyndte at blive annonceret offentlige bibelske foredrag — ikke indspillet på grammofonplader, men holdt af kvalificerede talere. De blev overværet af flere hundrede. Det første foredrag med temaet „Frihed i den nye Verden“ blev holdt den 11. november 1945 i den sal man brugte til handel med landbrugsaktier i Prag. De hen ved 600 tilhørere var meget begejstrede. I løbet af tre år blev der holdt 1885 sådanne offentlige foredrag i Tjekkoslovakiet. Mange som i dag er Jehovas vidner, fortæller at det var disse foredrag der fik dem til at lytte til sandheden.

Det gælder for eksempel Tibor Tomašovský, som nu bor i Bøhmen. Et af Jehovas vidner mødte Tibor i forbindelse med sit verdslige arbejde, og i løbet af deres samtale nævnte han  Bibelen. Broderens beskedenhed gjorde indtryk på Tibor, og han inviterede denne forkynder hjem til sig. Det førte til en invitation til et møde. Tibor har senere fortalt: „Hvad min kone og jeg oplevede ved det møde, kan ikke beskrives. Aldrig havde jeg hørt et så fremragende foredrag. Det blev fremholdt af tre forskellige talere. ’Det må være højt uddannede mænd,’ sagde jeg til min sidemand. ’Nej, de er bare landmænd.’ Det vi hørte, var så vidunderligt at vi slet ikke havde lyst til at tage hjem. Den følgende uge kunne jeg slet ikke koncentrere mig om arbejdet på kontoret, og jeg havde svært ved at vente til det blev søndag. Vi gik ikke glip af et eneste møde.“

Et af de steder Jehovas Vidner forkyndte, var i arbejdslejrene. Krigsfanger og tyskere som ventede på deportation, befandt sig i disse lejre. I en rapport om forkyndelsesarbejdet på dette tidspunkt siges der: „Brødrene havde stor succes med at besøge tyskere, hovedsagelig nazister, i arbejdslejrene.“ Ville den ændrede situation de nu befandt sig i, gøre dem mere tilbøjelige til at lytte til sandheden fra Bibelen? Jehovas vidner ønskede i hvert fald at give dem muligheden.

I november 1945 blev broder Müller officielt udnævnt til landstjener. Den følgende sommer lykkedes det brødrene at købe en næsten ny fireetages bygning i Suchdol, nær Prag. Nu rådede de over en fredelig arbejdsplads og gode boligfaciliteter til betelfamilien. Landet blev opdelt i kredse med omkring 20 menigheder i hver. Man begyndte at afholde regelmæssige kredsstævner, og det førte mange velsignelser med sig. Der blev altid arrangeret hus-til-hus-arbejde i forbindelse med disse stævner, og det offentlige foredrag som blev holdt søndag eftermiddag, var et godt vidnesbyrd. Efterhånden som Den Teokratiske Skole kom i gang rundt omkring i menighederne, blev flere brødre med Jehovas ånds hjælp kvalificerede til at holde offentlige foredrag, og forkynderne blev bedre til at undervise.

 Der blev også afholdt større stævner. Foredragene „Glæd jer“ og „Fredsfyrsten“ blev holdt ved et stævne i Brno i 1946. Stævnet blev afholdt i Besední du̇m, en hal som tilhørte en forening, og der var 1700 til stede. Franz Zürcher fra Bern i Schweiz var også til stede ved den lejlighed. Da der det følgende år blev afholdt et andet stævne i Brno, var tre brødre fra hovedkontoret — N. H. Knorr, M. G. Henschel og H. C. Covington — med på programmet som talere. Det offentlige foredrag, „Glæde for hele Folket“, blev averteret i hele byen ved hjælp af plakater og brochurer, og det blev overværet af 2300.  Mange opgav bagefter deres navn og adresse og gav udtryk for at de gerne ville inviteres til lignende møder fremover.

Tidligt i 1948 opstod der en regeringskrise, og kommunisterne kom til magten. Men Jehovas vidner fortsatte nidkært forkyndelsen af den gode nyhed, og samme år voksede forkyndertallet med 25 procent. I september blev der afholdt et stort stævne — denne gang i Prag. Det offentlige foredrag havde det betimelige tema „Guds rige — hele menneskehedens håb“. I betragtning af hvad der lå forude, var foredraget „Bevar din uangribelighed under prøvelser“ også særdeles aktuelt. Under stævnet var Guds folks fjender allerede i gang med at forberede et angreb.

Mørke skyer trækker sammen igen

Der var gået mindre end fire år siden brødrene var blevet løsladt fra fængselet, men alligevel ændredes situationen brat. Ved kredsstævnet i november 1948 i Karlovy Vary i den vestlige del af Bøhmen trak uvejrsskyerne sig sammen. Der skete ikke noget under selve stævnet. Men da broder Müller søndag eftermiddag den 28. november holdt sit offentlige foredrag, var nogle af de bagerste pladser optaget af sikkerhedspolitiets agenter i civil. Senere samme dag mens broder Müller var ved at spise aftensmad, blev han opsøgt af Oldřich Skupina, tilsynsmanden i Karlovy Vary menighed. Broder Skupina fortalte ophidset at sikkerhedspolitiet havde gennemsøgt flere brødres hjem og konfiskeret deres publikationer.

Broder Müller prøvede at ringe til Betel i Prag, men ingen tog telefonen. Det var tydeligt at der også var hændt noget alvorligt dér. Broder Müller skyndte sig tilbage til Prag. Da han nærmede sig betelbygningen, så han imidlertid to mænd der foregav at være arbejdere, men som tydeligvis holdt øje med betelhjemmet. På Betel traf han en broder som fortalte at adskillige af sikkerhedspolitiets agenter havde gennemsøgt hele  ejendommen og lukket kontoret. Tre kvarter efter broder Müllers ankomst dukkede to embedsmænd fra Indenrigsministeriet op på betelhjemmet. De fortalte at bygningen var blevet beslaglagt. Broder Müller protesterede og gjorde opmærksom på at beslaglæggelse af ejendom kræver en retskendelse. Da embedsmændene var gået, lykkedes det ham at flytte visse dele af arkivet som sikkerhedspolitiet ikke havde fundet, til sine forældres hus. Men da han vendte tilbage til Betel, stod der en agent fra sikkerhedspolitiet og ventede på ham med ordre om at arrestere ham og de to søstre der var med ham. De andre medlemmer af betelfamilien var allerede blevet arresteret.

Havde man fremskaffet en retskendelse så hurtigt? Nej. Flere måneder senere, mens brødrene blev holdt i forvaring, fik broder Kapinus, som var blandt de tilbageholdte, et brev. Det indeholdt Indenrigsministeriets beslutning om at standse Selskabets arbejde og beslaglægge dets ejendom. Beslutningen var dateret den 4. april 1949 — mere end fire måneder efter at den var blevet effektueret.

Trods dette blev straffesagerne mod brødrene standset af statsdomstolen på grund af manglende beviser. Tilbageholdelsen af dem blev ophævet. Men det betød ikke at de kunne forlade statsdomstolens bygning som frie mænd. De blev standset af to embedsmænd fra Indenrigsministeriet som fortalte dem at de, ifølge en beslutning truffet af Kommunisternes Politiske Kommission, ville blive sendt til en arbejdslejr i to år. Hvad man ikke kunne opnå ad juridisk vej, gennemførte man ved hjælp af vilkårlige bestemmelser. Broder Müller blev sendt til Kladno, hvor han arbejdede i en kulmine.

Den bølge af arrestationer der fejede hen over landet, medførte store trængsler for Jehovas vidner. Men det gik ikke som de kommunistiske embedsmænd havde forventet. I fængselet havde de sagt til broder Müller: „Hvis man skærer hovedet af, vil kroppen dø.“ De mente at broder Müller og de andre  ansvarlige brødre havde udgjort „hovedet“. De indså ikke at hovedet for den kristne menighed i virkeligheden er Herren Jesus Kristus i himmelen. — Ef. 4:15, 16.

Den sande tilbedelse fortsættes

Trods det pres brødrene var udsat for i denne mørke tid, fortsatte den sande tilbedelse. Snart begyndte brødrene at tilrettelægge hvordan arbejdet med at vidne om Jesus som den messianske konge kunne fortsætte. Josef Skohoutil fra Prag fortæller: „Få dage efter at forfølgelsen var begyndt, fik jeg besøg af broder Gros, en lokal tilsynsmand. Han gav mig navnene på ti forkyndere og sagde at dem skulle jeg tage mig af.“ I en periode forsøgte brødrene at fortsætte hus-til-hus-arbejdet, men efterhånden lærte de at forkynde på andre måder.

Selv om mange brødre var i fængsel, fortsatte de der var på fri fod, med at komme sammen til møder. Offentlige haller kunne ikke benyttes, men i store lejligheder afholdt man  stævner med et forkortet program. Nogle gange blev der arrangeret større stævner i en skov. Det første af disse blev holdt i Oldřichov, nær byen Nejdek, i 1949. De 200 stævnedeltagere sad på en skråning med klippefremspring der kunne bruges som siddepladser. Tæt ved lå der en lade, en dam og et hus der var forladt. I forbindelse med dåben sørgede man for omklædningsrum til mænd og kvinder ved at sætte en skillevæg op i laden. Dammen blev renset og forsynet med en trappe af træ som førte ned i vandet. Syvogtredive blev døbt ved den lejlighed.

Hvordan skaffede man bibelske publikationer til studium? Det fremgår af en rapport udfærdiget af broder Vykouřil fra Teplice. Rapporten fortæller: „I 1950 var der kun tre af os tilbage i Teplice. Vi fik en fransk udgave af Vagttårnet med posten fra en søster i Schweiz. I en periode havde vi mistet forbindelsen med hinanden, men efter nogen tid blev den genoprettet. Jeg begyndte at modtage breve som var formuleret i symbolske vendinger. I brevene blev jeg bedt om at finde én der kendte én, som så igen kendte en helt tredje, og på den måde blev forbindelserne genoprettet. Eftersom de ledende brødre var i fængsel, var vi nødt til at reetablere de organisationsmæssige forbindelser. Vi udførte arbejdet uden at have modtaget nogen officiel udnævnelse — alle var med til at gøre det der var behov for. Men i hele denne periode fik vi Vagttårnet.“

Dette var begyndelsen til en af de vanskeligste perioder i Jehovas Vidners historie i dette land. At arbejdet ikke gik i stå, skyldtes udelukkende Jehovas hjælp. I stedet fortsatte væksten trods mange genvordigheder.

En kortvarig lindring

I begyndelsen af 1950 blev alle Jehovas vidner, både brødre og søstre, uventet løsladt fra arbejdslejrene. Hvad ventede der dem udenfor? Broder Müller har fortalt: „Jeg var glædeligt overrasket over den gode måde arbejdet var blevet organiseret  på i vores fravær.“ Jehovas ånd havde tilskyndet yngre brødre, inklusive Jan Sebín og Jaroslav Hála, til nidkært at lede arbejdet. Jaroslavs far var blevet arresteret i 1948 (og døde senere i fængselet), men Jaroslav satte et godt eksempel og var til stor opmuntring for mange brødre og søstre. De løsladte opdagede at antallet af aktive Jehovas vidner i landet (det tidligere Tjekkoslovakiet) var steget med 52 procent, fra 1581 til 2403, på to år. Det følgende år var væksten på 38 procent.

Da bogen „Gud Maa Være Sanddru“ i 1951 blev udgivet på tjekkisk i seks dele, var der skabt basis for yderligere vækst. Denne publikation blev brugt som det grundlæggende studiemateriale ved bibelstudier. Den indeholdt alt hvad eleverne behøvede for at få en god begyndelse på et liv i tjenesten for Jehova.

De kommunistiske embedsmænd betragtede imidlertid ikke Jehovas Vidners aktiviteter med milde øjne. I 1952 begyndte en ny lang periode med hård forfølgelse af Jehovas folk.

Tilbage til den ’brændende ildovn’ igen

I de tidlige morgentimer den 4. februar 1952 blev broder Müller igen arresteret af sikkerhedspolitiet. Denne gang fik han bind for øjnene mens han blev kørt til fængselet. Broder Müller skrev senere: „I de næste 14 måneder fik jeg ikke lov til at forlade min isolationscelle uden bind for øjnene. Cirka hver anden dag førte den embedsmand som foretog forhørene, mig til sit kontor. Her blev jeg udsat for langvarige forhør hvorunder man prøvede at overtale mig til at indrømme at jeg havde været involveret i spionage, og at jeg havde begået forræderi. Der blev skrevet adskillige politirapporter som bagefter blev tilintetgjort, hvorefter nye rapporter blev udfærdiget. De der forhørte mig, blev ved med at prøve nye metoder i deres forsøg på i det mindste at få noget med i rapporten som på underfundig måde antydede at jeg var skyldig. Jeg nægtede gentagne  gange at underskrive sådanne rapporter. Omkring 16 år senere, da jeg var på fri fod, fortalte en embedsmand fra Indenrigsministeriet mig at jeg havde stået på en liste over folk som skulle likvideres. Den 27. marts 1953 blev jeg med bind for øjnene ført til afhøring i retten i kvarteret Pankrác i Prag. Jeg og begge mine medarbejdere blev udsat for et kolossalt psykisk pres. Afhøringen varede i to dage. Den foregik i absolut hemmelighed. Tilhørerpladserne var udelukkende besat af de repræsentanter fra Indenrigsministeriet som foretog forhørene.“

Det viste sig at man den 4. februar 1952 havde foretaget adskillige arrestationer i hele Tjekkoslovakiet. I alt var 109 Jehovas vidner (104 brødre og 5 søstre) blevet arresteret af sikkerhedspolitiet.

Emílie Macíčková var blandt dem der blev fængslet denne dag. Hun fortæller: „Den 4. februar 1952, mens min mand lå på hospitalet, kom tre mænd og en kvinde fra sikkerhedspolitiet til vores bopæl klokken halv fire om morgenen. Jeg blev arresteret med det samme. De foretog en grundig husundersøgelse og konfiskerede alt hvad de fandt. Jeg blev taget med til det regionale politi i byen Ostrava, hvor man allerede havde samlet adskillige Jehovas vidner. Mange af os blev arresteret og anbragt i nykalkede, men meget ildelugtende og kolde celler. De gav os koldt vand som vi kunne vaske os i, og lukkede derefter jerndørene bag os. Når som helst vi blev ført andre steder hen, fik vi sortsværtede briller på. De anbragte også stikkere iblandt os, men det eneste vi fortalte dem, var den gode nyhed om Guds rige. Disse sladderhanke sang med på vores sange og lod som om de bad. Ja, så langt gik vores fjender i deres bestræbelser på at knække os, men Jehova gav os styrke.“

En forfærdende retssag i Prag

På dette tidspunkt blev der ført mange politiske retssager i Tjekkoslovakiet. De domme der blev afsagt, var meget strenge  — enten dødsstraf eller mange års fængsel. Retssagen mod Jehovas Vidner den 27. og 28. marts 1953 fandt sted i denne periode. Bag lukkede døre blev der ført to skinprocesser mod ledende tilsynsmænd fra Jehovas Vidner. Den anden sag fandt sted en måned efter den første. Dommene lød som følger: „Müller og Fogel: atten års fængsel. De anklagede Sebín, Gros og Hála: femten år; Nahálka: tolv år; Novák: otte år; og Porubský: fem år. Samtlige anklagede risikerer at få konfiskeret deres ejendom og miste deres borgerrettigheder.“

De eneste offentligt tilgængelige oplysninger om disse retssager stod i aviserne. Hvad skrev de om dem? Et eksempel er denne fordrejede rapport fra det kommunistiske dagblad Rudé právo (Den Røde Lov): „I deres had mod folkets demokratiske land, Tjekkoslovakiet, har amerikanske imperialister ikke skyet noget middel for at føre arbejderklassen bort fra vejen til socialismen . . . Distriktsdomstolen i Prag har behandlet en sag vedrørende en af de nedbrydende aktiviteter som de amerikanske imperialister står bag . . . De anklagede var lederne af en religiøs sekt som kalder sig Jehovas Vidner. Denne organisation, som styres fra Brooklyn i USA, og som på grund af sin nedbrydende virksomhed har været forbudt her i landet siden 1949, har under dække af den rene kristendom smuglet kosmopolitiske ideologier ind i Tjekkoslovakiet. Disse ideologier er konstrueret med det formål at underminere arbejderklassens moral og opdyrke had til staten og dens love, og man var begyndt at forberede sektens tilhængere på en mulig krig hvori de skulle spille rollen som en femte kolonne.“

Denne fordrejning af kendsgerningerne som havde til hensigt at retfærdiggøre domstolens afgørelser, skabte præcedens i hele landet.

Symbolske får som blev fundet i fængselet

Selv i fængselet var der imidlertid muligheder for at forkynde. Det krævede opfindsomhed, men brødrene fandt ud  af hvordan det kunne lade sig gøre. I fængselet reagerede nogle positivt på sandheden fra Bibelen. En af dem var František Janeček fra Čáslav. Han fortæller: „Under krigen havde jeg været med i modstandsbevægelsen. I 1948 sagde jeg fra over for den nye form for vold, og da jeg åbent modsatte mig uretfærdighed, blev jeg idømt 11 års fængsel. Jeg havde lov til at have en bibel i fængselet og underviste endda andre i dens lære når jeg havde fri fra arbejde. Af den grund troede brødrene at jeg var præst. Vi var anbragt i forskellige barakker, men en gang imellem havde vi nattevagt, også kaldt brandvagt, uden for barakkerne. En nat hvor jeg havde vagt, var det meget koldt og stjerneklart. En anden fange som også skulle på vagt, kom ud af en af nabobarakkerne. Jeg sagde til ham: ’Nå, du er også her for at tjene Farao?’ ’Ved du hvem Farao var,’ spurgte han mig. ’Ja, han herskede over Ægypten.’ ’Og ved du hvem han var et symbol på?’ ’Nej!’ ’Så kom herover, så skal jeg fortælle dig det.’ Vi fulgtes ad i to timer, og han gav mig en god forklaring. Jeg gjorde hurtigt fremskridt. Gud havde kærlighed til mig og så mit ønske om at finde sandheden.“ František begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner, og snart rapporterede han hver måned mellem 70 og 80 timer i Jehovas tjeneste.

Mange som lærte sandheden at kende mens de var i fængsel, blev også døbt i fængselet. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ladislav Šmejkal, som lærte sandheden at kende mens han var politisk fange, fortæller: „I den mine hvor jeg arbejdede, havde vi adgang til nogle køletårne der hørte til de store minekompressorer. I juni 1956 blev jeg, sammen med mange andre, døbt i et reservoir der hørte til et af disse tårne. Det var ikke så nemt, for dåben måtte foretages i en kort pause før holdskiftet om eftermiddagen. Vi tog vores undertøj, gik hen til tårnet og blev døbt, skiftede hurtigt tøj og meldte os til arbejdet.“ De der var blevet døbt, var taknemmelige for at  Jehova havde hjulpet sine tjenere med at finde en måde hvorpå de i lydighed mod Jesu befaling kunne symbolisere deres indvielse. — Matt. 28:19, 20.

„Hellige mænd“ i kulminerne

Forbudet mod Jehovas Vidner blev håndhævet meget forskelligt og i forskellig grad. Det foregik ikke på samme måde alle steder og til hver en tid. Men under alle forhold søgte brødrene samvittighedsfuldt at bevare deres kristne integritet. Resultatet var at mange af dem blev fængslet.

I 1958 blev alle kulminearbejdere under 30 år fritaget for militærtjeneste som følge af et dekret fra regeringen. I stedet for at vente til de blev arresteret og idømt en fængselsstraf — som muligvis betød at de skulle arbejde i minerne — bevarede nogle brødre et vist mål af frihed ved at tage arbejde i minerne. (Ordsp. 22:3) På den måde gik det til at „hellige mænd“ eller „præster“ som folk kaldte Jehovas vidner, kom til at figurere på lønningslisten i mange miner. Eftersom der i visse miner arbejdede mange Jehovas vidner, blev der oprettet stærke menigheder som gjorde det muligt for brødre at vokse til åndelig modenhed og blive velkvalificerede tjenere.

Eduard Sobička arbejdede ti år i en mine i landsbyen Kamenné Žehrovice, nær ved byen Kladno. Han siger: „Så vidt jeg husker, var det højeste antal brødre der arbejdede samtidigt i den mine hvor jeg var ansat, omkring 30. Vi arbejdede på forskellige skiftehold  og havde en regel om at vi ikke ville holde os så tæt på hinanden at vi skilte os ud fra de andre minearbejdere. Ikke desto mindre tiltrak ’de hellige mænd’, som vi ofte blev kaldt, sig stor opmærksomhed. Vi blev latterliggjort og hånet, men samtidig respekteret i det skjulte.“ I minerne greb brødrene chancen når de fik mulighed for at forkynde, og hvis nogle viste interesse, fik de lov at låne nogle af de dyrebare bibelske publikationer.

På ferie sammen med andre Jehovas vidner

Selv om det var vanskelige tider, var der også plads til ferie i den tilværelse Guds folk førte dengang. Når man planlagde den omhyggeligt, blev en sådan ferie ikke alene fysisk forfriskende, men også en tid hvor man blev åndeligt opbygget. Forestil jer hvordan det var at vi i en periode hvor der højest kom ti til møderne, fik mulighed for at være måske 30 Jehovas vidner sammen i en uge eller to.

 Det var vigtigt at træffe fornuftige beslutninger med hensyn til hvem man inviterede med. De der planlagde ferierne, prøvede at undgå at prioritere de unge højere end de ældre og brødre højere end søstre. Man bestræbte sig for at der blandt deltagerne altid var flere åndeligt modne kristne brødre som kunne sørge for det nødvendige tilsyn.

Der blev lagt stor vægt på at få tilrettelagt et åndeligt afbalanceret program. Dagen forløb nogenlunde sådan her: Morgenbøn, dagens tekst og bibellæsning. Nogle eftermiddage var der møder på en times tid. Om aftenen var der ofte arrangeret et åndeligt opbyggende samvær med et forud fastlagt program. Resten af dagen var til fri disposition. Vennerne kunne studere, gå en lang tur, tage ud at svømme og så videre. Tjenesten blev som regel forbundet med en travetur, men her var der uskrevne regler som måtte følges. Forestil jer en gruppe på 20 som kom vandrende. I landsbyer, i skoven og i det åbne terræn fandt de frem til den lokale befolkning. Når de mødte nogen, forlod en broder eller en søster gruppen og prøvede at få en samtale i gang. Resten af gruppen fortsatte.

Disse fornøjelige gruppeferier var gavnlige på flere måder. De var trosstyrkende og medvirkede til udbredelsen af den gode nyhed. Disse gruppeferier har været en væsentlig bestanddel af Jehovas vidners nutidige historie i dette land. Men på intet tidspunkt kunne Jehovas tjenere tillade sig at slække på deres åndelige agtpågivenhed.

Et underfundigt angreb

Satan Djævelen, „løgnens fader“, forsøger at undergrave tilliden til Guds tjenere ved at fremstille dem i et forkert lys og fordreje kendsgerningerne. (Joh. 8:44) Han benyttede sig af denne taktik til at svække fortidens Israel, til at få jøderne i det første århundrede til at vende sig mod Kristus og til at forsøge at splitte den første kristne menighed. (4 Mos. 13:26–14:4; Joh. 5:10-18; 3 Joh. 9, 10) Nogle af dem der går Satans ærinde, søger  at opnå en fremtrædende stilling. Andre føler måske at deres personlige opfattelse er den rigtige, men giver udtryk for meget stærke meninger uden at kende alle omstændighederne i en sag. Satan kan benytte sig af begge kategorier, og det gjorde han i dette land.

I slutningen af 1950’erne var situationen vanskelig for brødrene i Tjekkoslovakiet. Mange var i fængsel. Forbindelsen med Jehovas Vidners hovedkontor var blevet afbrudt. Nogle initiativtagere gav vejledning som afspejlede deres egen holdning i stedet for at være solidt baseret på Skriften. (Tit. 1:9; Jak. 3:1) Som reaktion på det pres de blev udsat for, var der nogle som indtog et meget afgjort standpunkt i visse spørgsmål uden at have kendskab til alle omstændighederne. (Jævnfør Ordsprogene 18:13, 17.) Nogle få begyndte „at trække disciplene bort efter sig“. — Apg. 20:30.

Om begivenhederne i denne periode har broder Müller senere skrevet: „En januardag i 1956 mens jeg blev holdt fængslet i landsbyen Valdice, blev jeg ført hen til et kontor hvor to mænd stod og ventede på mig. De hævdede at de kom fra Indenrigsministeriet, og prøvede at overtale mig til at ’få modereret’ nogle af vore religiøse lærepunkter. Det kunne vi ikke blive enige om, og samtalen blev derfor kort. I 1957 fik jeg besøg af to andre embedsmænd fra Indenrigsministeriet. Denne tretimers drøftelse foregik i en helt anden atmosfære. Jeg fik lov til åbent at gøre rede for Jehovas Vidners synspunkter og  holdninger til forskellige spørgsmål. De var interesserede i vores syn på militærtjeneste, blodtransfusion, fagforeninger og forskellige andre ting. Til slut spurgte den ene af dem: ’Hr. Müller, tror De vi kan blive venner?’ Jeg svarede: ’For at være venner må man stå hinanden nær og have mange fælles interesser. Som Jehovas vidner tror vi på Gud. Kommunister er derimod ateister. Vi har ikke noget fælles grundlag. Men jeg tror vi kan leve fredeligt side om side.’ Embedsmanden sagde: ’Jeg er glad for at De svarede sådan, ellers ville vi ikke kunne stole på jer.’ Det var mit indtryk at dette sidste spørgsmål blev stillet for at få afgjort hvorvidt der var mulighed for at føre en meningsfuld dialog med os i fremtiden. I så fald kunne det bringe os et skridt nærmere en løsning på vores situation.“

Denne samtale resulterede i en mere åben og uformel kommunikation mellem visse brødre og regeringsmyndighederne. Nogle af de Vidner som fik kendskab til disse samtaler, følte på grund af den atmosfære der herskede dengang, at disse ansvarlige brødre var gået på kompromis. Uden tvivl var motivet for nogle af dem der reagerede sådan, et stærkt ønske om at undgå enhver form for kompromis med hensyn til de kristne principper. Men nogle få dogmatiske brødre gav åbent udtryk for deres mistillid til dem der havde talt med regeringens embedsmænd. Var deres mistillid velbegrundet?

Også andre faktorer var involveret. Juraj Kaminský, som loyalt har tjent Jehova i mere end 50 år, fortæller: „Da de ansvarlige brødre og mange ældste var blevet arresteret, begyndte nogle af dem der overtog ledelsen af menighederne og kredsene, at komme med forskrifter for forkyndernes adfærd i form af lister over hvad man måtte og ikke måtte.“ Det havde været langt bedre at „fremme lydighed af tro“, sådan som apostelen Paulus gjorde. (Rom. 16:26) Ifølge loven skulle man afgive sin stemme når der var valg. Af den grund gik nogle Jehovas vidner hen til valgstederne, men af samvittighedsgrunde  anførte de ikke nogen politisk kandidat på stemmesedlen. Andre mente at det var at gå på kompromis. Mange af brødrene havde, hvad der måske var forståeligt, en stærk antipati mod myndighederne på grund af den mishandling deres kristne brødre var blevet udsat for. Broder Müller siger: „Denne situation bekymrede mig meget. I efteråret 1957 skrev jeg derfor [i fængselet] et brev som skulle hjælpe brødrene til at se tingene i deres rigtige perspektiv.“ En af passagerne i brevet lød:

„Der er endnu en ting som smerter mit hjerte. . . . Jeg vil gerne minde brødrene om at vore møder er helliget studium af Skriften og oplæring af Jehovas vidner så de bliver bedre egnede til at være ordets tjenere. Det er helt klart uacceptabelt at drøfte politik eller give udtryk for statsfjendtlige holdninger ved vore møder, uanset hvor de bliver afholdt, og uanset om der er mange eller blot to til stede. Husk dette brødre, og tillad ingen diskussioner af den art. Bærer nogle af jer nag mod regimet fordi jeg og andre brødre er i fængsel? I så fald bønfalder jeg jer i mit navn og i de andre brødres navn om at afvise sådanne følelser. Lad jer ikke optænde af vrede og had, for vi har lagt sagen frem for Gud, og det bør I også gøre.“ — Rom. 12:17–13:1.

Dette brev opmuntrede de trofaste brødre og søstre meget. Jan Tesarz har sagt: „Vi modtog dette brev som blev skrevet i fængselet, i 1957. Det var præget af kristen rimelighed, men der var ingen tegn på kompromis.“ Ikke alle så dog sådan på det. Broder Müllers brev blev genstand for polemik og megen spekulation.

Nogle skiller sig ud fra menigheden

Efter bekendtgørelsen af en omfattende amnesti til politiske fanger i maj 1960 blev de fleste fængslede Jehovas vidner sat på fri fod. Det var en vidunderlig følelse. Trods trusler genoptog de straks forkyndelsen af den gode nyhed. Mange  huskede det eksempel Jesu Kristi apostle havde sat da de efter at være blevet løsladt bad om frimodighed til fortsat at forkynde ordet. (Apg. 4:23-31) Men nye trængsler ventede dem.

Der var opstået tvivl og mistillid blandt brødrene. Da broder Müller sendte et brev til brødrene for at afklare nogle spørgsmål, var der brødre med stærke meninger og kritiske holdninger som modsatte sig at brevet blev læst op for menighederne. I 1959 var der 2105 aktive Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet, men flere end 1000 var ikke længere forenede med deres tidligere trosfæller selv om de stadig hævdede at tjene Jehova. De der førte an blandt dem der havde skilt sig ud, påstod oven i købet at de var anerkendt af hovedkontoret i Brooklyn, New York, og af N. H. Knorr, som på det tidspunkt var præsident for Vagttårnsselskabet.

Den videre udvikling øgede den mistro som de der havde skilt sig ud, nærede til dem som før havde været deres kristne trosfæller. På dette tidspunkt var tjekkoslovakiske embedsmænd i al almindelighed godt klar over at Jehovas vidner ikke var spioner for amerikanske imperialister, sådan som de blev anklaget for. De vidste også at det ikke havde været muligt at stoppe Jehovas Vidners virksomhed eller overtale dem til at gå på kompromis med hensyn til deres tro. Derfor tog regeringen, et totalitært kommunistisk styre, skridt til at få en dialog i gang med Vidnerne. Men det var en påtvungen dialog. Sikkerhedspolitiets mål var at garantere at religiøse opfattelser ikke ville blive brugt til at bekæmpe regeringen, men, om muligt, til at støtte den. Nogle gange bestod dialogen i at broder Müller eller en af de rejsende tilsynsmænd blev indkaldt til forhør på politistationen. Af og til formede det sig som en tilsyneladende venskabelig samtale på en café.

Nogle som ikke kendte tilstrækkeligt til hvad der foregik, troede at de brødre der deltog i disse drøftelser, samarbejdede med sikkerhedspolitiet. Navnene på nogle af disse brødre blev  endda opført på en liste over påståede kollaboratører, og man hævdede at de havde ændret på de artikler der blev publiceret, for at imødekomme sikkerhedspolitiets ønsker.

Kærlig tilskyndelse til at ’søge Jehova’

Broder Knorr var stærkt optaget af Herrens gerning og bekymret for dem der bestræbte sig for at tjene trofast sammen med Jehovas organisation. Den 7. december 1961 skrev han et brev til brødrene i Tjekkoslovakiet, hvori han henledte deres opmærksomhed på skriftsteder som Mika 2:12 og Salme 133:1. Han forklarede hvilken holdning Selskabet havde til forskellige spørgsmål, og gav udtryk for sin støtte til bestemte brødre som var blevet betroet et ansvar. I virkeligheden var dette en kærlig tilskyndelse til brødrene om at ’søge Jehova’ — om at være opmærksomme på hvordan Jehovas ånd virker for at opfylde hans ord, og dernæst samarbejde med de jordiske redskaber han benytter. (Zak. 8:21) Her følger en passage fra brevet:

„Kære brødre: . . . Jeg har modtaget rapporter som tyder på at flertallet af brødrene i Tjekkoslovakiet har bevaret enheden på teokratisk vis, men mangelfulde kommunikationsmidler har bevirket at ikke så få har ladet rygter og sladder skabe tvivl i deres sind med det resultat at de ikke har ønsket at samarbejde og aflevere deres tjenesterapport. Det vil kun gøre dem ulykkelige og medføre bekymringer, hvilket det allerede har gjort. Jeg skriver derfor til jer for at fortælle jer at Selskabet anerkender broder Adam Januška og broder Bohumil Müller og de brødre der samarbejder med dem, som de ansvarlige kristne tilsynsmænd i Tjekkoslovakiet, og jeg bønfalder jer om at huske Paulus’ ord i Hebræerbrevet 13:1, 7, 17. Disse brødre har omsorg for jer og prøver at hjælpe alle til at være trofaste mod Jehova. Hvis I ydmygt arbejder sammen med dem, vil de samarbejde med jer til Jehovas pris.“ Men kort efter modtagelsen af dette brev blev det sørgeligt nok nødvendigt  at udstøde Adam Januška for en opførsel som ikke sømmer sig for en kristen.

Nogle værdsatte brevet fra broder Knorr, men ikke alle lod sig bringe i den rette tilstand af dets vejledning. I 1962 blev situationen endnu værre. En artikelserie publiceret i Vagttårnet gjorde rede for at kristne primært er ansvarlige over for Gud og sekundært over for de verdslige myndigheder, der i Romerbrevet 13:1 omtales som „de højere myndigheder“. Disse artikler indeholdt en ændring i vores forståelse. De der havde været mistroiske og kritiske, spredte rygter om at artiklerne i virkeligheden var udarbejdet af broder Müller efter direktiv fra Indenrigsministeriet. Hvad kunne man stille op? I stedet for at bruge al deres tid til at forsøge at overbevise dem som på dette tidspunkt ikke ønskede at lade sig overbevise, koncentrerede brødrene sig om at forkynde den gode nyhed for dem som hungrede og tørstede efter retfærdighed.

Senere i livet anerkendte nogle af dem som havde forladt organisationen, beviserne for at Jehova velsignede den, og bad om lov til at vende tilbage. Andre holdt sig imidlertid adskilt fra organisationen indtil 1989 da Det Styrende Råd sendte et venligt brev „Til dem der ønsker at tilbede Jehova og tjene ham i enhed“. Dette brev henledte opmærksomheden på profetier som Zakarias 8:20, 21 og Esajas 60:22, der i dag er ved at blive opfyldt. Det fremhævede de bibelske råd og normer der findes i Mattæus 24:45-47, Første Korintherbrev 10:21, 22 og Efeserbrevet 4:16. I brevet stod der blandt andet:

„Vi er kede af at høre at I indtil nu ikke har haft nogen aktiv tilknytning til den teokratiske ordning og de fremgangsmåder som følges af Guds folk alle andre steder på jorden. Vi skriver til jer for at tilskynde jer til at vise at I ønsker at samarbejde harmonisk med Jehovas synlige organisation, sådan som den er etableret både på verdensplan og i jeres land. I kan give udtryk for dette retsindige ønske ved at anerkende de brødre vi  har valgt. De vil gerne møde jer og gennemgå dette brev med jer. I kan have fuld tillid til at de brødre som kontakter jer og identificerer sig ved hjælp af dette brev, er bemyndigede af os. De har fået det privilegium at opfordre jer til at vende tilbage til den eneste hjord der gives, og ikke længere holde jer adskilt fra den. — Joh. 10:16.“

At Det Styrende Råd tog dette skridt, udbedrede i stor udstrækning den resterende del af den skade Satans underfundige angreb på menighederne havde forvoldt på et tidspunkt hvor de var afskåret fra at kommunikere frit med resten af Jehovas synlige organisation.

Organisering og oplæring med henblik på fortsat tjeneste

Efter Vidnernes løsladelse fra fængselet i 1960 var der stadig meget at gøre i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed i de tjekkiske områder. For at få udført dette arbejde var den rigtige organisering og en god oplæring meget vigtig. At disse mål blev nået under de daværende vanskelige forhold, var et tilfredsstillende vidnesbyrd om Jehovas kærlige beskyttelse og velsignelse.

Oprettelsen af Rigets Tjenesteskole i 1961 med dens særlige bibelske oplæring af rejsende tilsynsmænd og menighedstjenere (i dag kaldt præsiderende tilsynsmænd) var et stort fremskridt for den teokratiske organisation. Karel Plzák fra Prag, der på det tidspunkt tjente som kredstilsynsmand, kan huske skolens første klasse. Undervisningen skulle foregå nær Karlovy Vary. Men det viste sig at sikkerhedspolitiet også kendte til stedet. I sidste øjeblik blev det derfor arrangeret at brødrene kunne samles i en privat hytte.

Mange unge brødre erkendte dengang vigtigheden af tjenesten for Jehova. Nogle af dem modnedes hurtigt og blev snart indbudt til at få gavn af Rigets Tjenesteskole. En af dem,  Jaromír Leneček, virkede som bogstudieleder allerede som 14-årig. Som 16-årig blev han udnævnt til assistent for menighedens tilsynsmand, og da han var 20, blev han indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole. I dag er han medlem af afdelingskontorets udvalg.

Et andet oplæringsprogram som blev indført i 1961, var medvirkende til at kvaliteten af tjenesten blev forbedret. En erfaren forkynder fik til opgave at oplære en mindre erfaren. De skulle forberede sig sammen og samarbejde i distriktet. Målet var at oplære eleven tilstrækkeligt til at han så igen kunne hjælpe andre. På det tidspunkt var det kun muligt at forkynde uformelt, men oplæringen bevirkede at mange blev dygtige lovprisere af Jehova.

Under et totalitært styre vil regeringen ofte foretage en nøje undersøgelse af breve og anden post. I Tjekkoslovakiet blev de rejsende tilsynsmænd derfor et vigtigt led i teokratiets kommunikation. Hvert besøg af kredstilsynsmanden var en begivenhed der blev imødeset med stor forventning. Eduard Sobička husker: „En rejsende tilsynsmand var nødt til at have et verdsligt arbejde og kunne derfor kun arbejde sammen med menighederne hver anden weekend fra fredag til søndag aften — i alt cirka 5 dage i løbet af en måned. I lande hvor Jehovas Vidners virksomhed ikke er underlagt juridiske begrænsninger, svarer det til den tid hvori kredstilsynsmændene samarbejder med en menighed i løbet af en enkelt uge. Af den grund bestod en kreds som regel kun af seks menigheder.“ Kommunikationen blev opretholdt ved hjælp af disse brødre, og menighederne blev holdt ajour.

 Da agtpågivenheden blev glemt

I perioder med god fremgang kunne man let glemme at Jehovas Vidners arbejde stadig var underlagt forbud. De der førte tilsyn, opfordrede brødrene til at bevare et sundt sind i forbindelse med alle aktiviteter. Men nogle var ikke tilfredse med de metoder der blev brugt. De ønskede hurtigere resultater.

En dag i 1963 samlede to brødre en masse mennesker i en af Prags parker. En af brødrene stod op på en bænk og begyndte at holde en prædiken. Da en mand i folkemængden kom med indvendinger, kaldte broderen ham for Djævelens redskab. Politiet kom og fik brødrene til at identificere sig, men episoden sluttede ikke med det. Denne hændelse fremprovokerede en stor politioperation. I løbet af få dage blev mere end 100 brødre og søstre taget i forvaring, hvilket fik to konsekvenser. Der blev anlagt retssager imod os, og visse brødre fik sig en lærestreg. Seks af de arresterede kom for retten og blev dømt.

Denne episode hæmmede ikke forkyndelsesarbejdet, men den mindede brødrene om behovet for praktisk visdom. (Ordsp. 3:21, 22) Dette havde især betydning i slutningen af 1960’erne da der blev vakt forhåbninger om at forbudet ville blive hævet.

Religionsfrihed i sigte?

I 1968 skete der uventede forandringer. Såkaldte reformvenlige kommunister overtog magten og påbegyndte en demokratiseringsproces. Disse forandringer blev hilst velkommen af befolkningen, og man talte om „socialisme med et menneskeligt ansigt“.

Hvordan reagerede Jehovas Vidner på disse forandringer? De forholdt sig afventende. Selv om man hilste liberaliseringen velkommen og håbede at forbudet ville blive hævet, undgik  man at tage forhastede skridt som man måske senere ville fortryde. Dette viste sig at være en klog beslutning. (Ordsp. 2:10, 11; 9:10) Efter otte måneder med relativ frihed invaderede hære fra fem Warszawapagtlande Tjekkoslovakiet. Hen ved 750.000 soldater og 6000 tanks satte en stopper for „socialisme med et menneskeligt ansigt“. Folket følte sig knust. Jehovas Vidners neutrale holdning under „foråret i Prag“ var til stor gavn for dem i de følgende år fordi statsmagten måtte indrømme at de ikke udgjorde nogen trussel mod regeringen.

Forbløffende nok havde Tjekkoslovakiets indbyggere i en kort periode mulighed for frit at rejse til Vesteuropa. Mange Jehovas vidner benyttede sig af denne situation, hovedsagelig på grund af de internationale stævner med temaet „Fred på jorden“ som var planlagt dette år [1969]. Omkring 300 brødre og søstre fra hele Tjekkoslovakiet rejste til den nærmeste stævneby, Nürnberg, i Vesttyskland. Stævnet øgede deres åndelige styrke. Men kort efter blev grænserne lukket igen.

Tidligt i 1970’erne begyndte en periode der blev kaldt politisk normalisering. De der havde sympatiseret med reformbevægelsen i 1968, blev systematisk fjernet fra det politiske og kulturelle liv. Op mod 30.000 mennesker blev berørt af dette. Næsten en fjerdedel af sikkerhedspolitiets officerer havde sympatiseret med de reformvenlige, og de mistede deres arbejde. Nogle sagde at den mørke middelalder var vendt tilbage.

Selv om denne periode adskilte sig fra 1950’erne, var det en tid hvor sikkerhedspolitiet igen holdt et vågent øje med Jehovas Vidners aktiviteter. I nogle dele af landet blev brødrene fængslet. Vidnerne holdt ikke op med at forkynde, men de var mere forsigtige.

„Seks tusind år af menneskets eksistens“

I 1969 begyndte man i den tjekkiske udgave af bladet Vagttårnet at publicere en serie artikler der var baseret på bogen Evigt liv — i Guds børns frihed. I det første kapitel var der i afsnittet  med underoverskriften „De første seks tusind år af menneskets eksistens er ved at udløbe“ en redegørelse for jubelåret og Bibelens kronologi. Disse artikler havde en positiv indflydelse på nogle, men førte også til mange spørgsmål og spekulationer.

Kontoret i Tjekkoslovakiet sendte et brev dateret den 22. februar 1972 til alle menigheder. Brevet kom med en længere forklaring på hvorfor vi ikke skulle fremsætte nogen endelig påstand om hvornår Harmagedon ville komme. Det påpegede at ingen af Selskabets publikationer havde nævnt at Harmagedon ville komme i et bestemt år. Brevet sluttede: „Jehovas vidner i hele verden er bekendt med disse facts, og ingen bør komme med personlige påstande angående hvad der vil ske før eller i løbet af året 1975. Der er intet bibelsk grundlag for sådanne påstande, og de kunne skade forkyndelsesarbejdet. Det er derfor vigtigt at I alle ’fører enig tale, og at der ikke er splittelser iblandt jer, men at I er helt forenede i samme sind og i samme tankegang’. (1 Kor. 1:10) For om den dag og time ved ingen noget.“ — Matt. 24:36.

Hvad skete der så det år?

I februar 1975 blev adskillige brødre arresteret ved en politiaktion. I årets løb skete der flere arrestationer i forskellige dele af landet. Stanislav Šimek fra Brno, som tidligere havde været fængslet flere gange, fortæller: „Den 30. september 1975 blev jeg arresteret, og både min lejlighed og min arbejdsplads blev gennemsøgt. Politiet konfiskerede fem sække med publikationer. Senere fandt jeg ud af at hen ved 200 mand fra sikkerhedspolitiet havde deltaget i operationen. De gennemsøgte 40 hjem og konfiskerede et halvt ton læsestof. Vi blev idømt 13 eller 14 måneders fængsel.“

Husundersøgelserne var meget ubehagelige. I tilsynsmændenes hjem lå der ofte menighedsrapporter, og de var svære at holde godt skjult. Men ved mere end én lejlighed blindede  Jehova øjnene på dem der ønskede at skade hans tjenere. Broder Mařák fra Plzeň siger: „På det tidspunkt virkede jeg som tilsynsmand for arbejdsmarken. I et skab med glasdøre lå der en stor konvolut som indeholdt tjenesterapporter, bidrag og en liste med navnene på alle de ældste og menighedstjenerne. Da de mænd som foretog undersøgelsen, nærmede sig skabet, så min kone på mig og bad en stille bøn til Jehova om hjælp. Mændene kiggede gennem glasset direkte på den store grå konvolut, men det var som om deres øjne var blindede. De så den ikke. Vi takkede Jehova af hele vort hjerte for denne beskyttelse.“

Somme tider var der noget humoristisk ved den måde hvorpå brødrene blev behandlet af statsmagten. Michal Fazekaš, som blev døbt i 1936 og senere fængslet adskillige gange, oplevede følgende: „I 1975 blev jeg dømt igen. Denne gang fik jeg en betinget dom. Men mærkværdigt nok fik jeg samme år, på 30-årsdagen for afslutningen på den anden verdenskrig, forhøjet min pension som belønning for at have ’arbejdet på at svække det tyske riges væbnede styrker’. Dengang blev jeg nemlig sendt i koncentrationslejr på grund af min kristne neutralitet.“

Kortlægning af menighedernes distrikter

Den 1. februar 1976 blev der nedsat et landsudvalg på fem medlemmer som skulle tage sig af Jehovas Vidners aktivitet i Tjekkoslovakiet. Udvalget bestod af Ondřej Kadlec, Michal Moskal, Bohumil Müller (koordinator), Anton Murín og Eduard Sobička.

Senere på året besøgte Ondřej Kadlec Jehovas Vidners afdelingskontor i Finland. I tjenesteafdelingen bemærkede han et kort over Finland som viste hvordan man havde inddelt landet i kredse, områder og menigheder. Da han kom hjem, foreslog han ved et landsudvalgsmøde at man gjorde det samme i Tjekkoslovakiet. Broder Müller gjorde meget bestemt opmærksom på at et sådant kort kunne skabe mistanke hos regeringens embedsmænd  og volde umådelig skade. Broder Kadlec fortæller: „Jeg havde absolut ikke noget ønske om at bringe dette emne på bane igen. Men blot to måneder senere tog broder Müller selv spørgsmålet op.“ Behovet for en sådan inddeling var nu tydeligt. Snart var alle menigheder involveret.

Men hvordan skulle man opdele Tjekkoslovakiet med dets 220 menigheder, 8 områder og 35 kredse? Den opgave blev tildelt Jaroslav Boudný fra Prag. Han beretter: „Der var store muligheder for personlige initiativer. Det var vidunderligt at arbejde side om side med broder Müller, som var meget grundig med sit arbejde. Jeg kastede mig over min opgave med mange bønner og fuld af entusiasme. Tusinder af grænsepunkter for menighedsdistrikterne skulle markeres, og der skulle udføres en hel del tegnearbejde.“

Forkyndelsen når ud til andre distrikter

Efter den indledende opdeling af menighedernes distrikter blev de menigheder som kunne tage sig af ledige distrikter, tilskyndet til at gøre det. Menighedernes villighed til at tage imod disse ekstra distriktstildelinger var rørende. Det gjaldt især menighederne i området omkring Ostrava i Moldavien. Nogle måtte rejse 200 kilometer for at nå ud til distriktet.

Hvordan blev dette arbejde organiseret? Brødrene tog af sted i en hel weekend. De tog hjemmefra lørdag morgen og vendte først tilbage søndag aften. Bilerne blev altid fyldt op, og forkynderne dækkede selv deres udgifter. Nogle gange tog brødrene på sådan en tur hver anden weekend.

Forkynderne blev tilskyndet til at opføre sig som turister. De skulle parkere bilen uden for landsbyen, kun gå i én retning gennem den og påbegynde en venlig samtale som gradvis kunne udvikle sig til et vidnesbyrd. Hvis de mødte modstand, skulle de vende tilbage til det oprindelige emne og venligt afslutte samtalen. Igennem hele ti år var det sjældent at der opstod vanskeligheder.

 For at nå ud til andre distrikter fik nogle pionerer som var blevet anbefalet af de ældste, tildelt sådanne distrikter i begrænsede perioder. På samme måde som tidligere blev de som regel sendt af sted i en uge eller mere. Blandt de første i Prag var to søstre, Marie Bambasová og Karla Pavlíčková, som havde været makkere i næsten 30 år. Karla fortæller: „Marie holdt op med at arbejde i 1975. Dagen efter tog vi af sted til Mähren for at virke som pionerer. Det var i en periode med forfølgelse, så sådan en tjeneste kunne være farlig, især dér hvor vi befandt os. Vi tjente nær den østrigske grænse. En lokal søster instruerede os: ’Lad være med at tage publikationer med. Og hvis I bliver antastet, så sig at I er ude på en lille udflugt. Forlad derefter området, og lad være med at vende tilbage til mig. Jeg skal nok sende jeres ting til jer senere.’ Men Jehova velsignede os. Vores første erfaringer i denne tjeneste var en skøn oplevelse. På denne måde tjente vi som pionerer år efter år, og vi blev hele tiden sendt til forskellige områder.“

Nogle gange førte disse pionerture forkynderne endnu længere væk hjemmefra. „Broder, der er behov i Bulgarien! Du taler russisk og er derfor velkvalificeret til denne opgave.“ Den besked fik en broder fra Prag sidst i 1970’erne. Han og hans kone meldte sig frivilligt til regelmæssigt at tage til Bulgarien. Nogle gange var de af sted to gange om året, og de fortsatte i 13 år.

Var det fordi der ikke var nok at gøre derhjemme at tjekkiske forkyndere måtte rejse til Bulgarien, hvor tilstandene var langt værre? Der var rigeligt at gøre i Tjekkoslovakiet, men ønsket om at yde hjælp hvor som helst der var behov, var også stærkt.

Broderen fra Prag som var med i denne tjeneste, fortæller om distriktet i Bulgarien dengang: „Bulgarere er af natur meget gæstfri. Det gav os mulighed for at komme tæt ind på livet af dem. Med tiden fik vi forståelse for deres situation. Det  var mest deres familie de fortalte om sandheden. Mange af dem tænkte aldrig på at kontakte folk på gaden. Engang da jeg skulle holde mindehøjtidsforedrag i Sofia, benyttede jeg mig af at der var en hel del forkyndere til stede. Ved hjælp af demonstrationer og ved at fortælle erfaringer viste vi forkynderne hvordan de kunne forkynde mere ’sikkert’. Det var vigtigt at man ikke sagde: ’Jeg studerer Bibelen.’ Det var bedre at begynde en samtale om et neutralt emne og langsomt føre den over på Bibelen. Forkynderen kunne sige: ’Jeg har hørt et eller andet sted at Bibelen siger . . .’ Forkynderne tog glade imod dette nye forslag til tjenesten, og budskabet om Gud begyndte at blive udbredt til andre end deres nære bekendtskabskreds.“

Nidkær aktivitet foruroliger embedsmændene

Enhver forøgelse af indsatsen i forkyndelsen af den gode nyhed blev hurtigt bemærket af vore forfølgere selv om brødrene bestræbte sig for at være diskrete. Menigheden i Nejdek, nær Karlovy Vary, var en af dem der tiltrak sig politiets og de politiske embedsmænds opmærksomhed. Juraj Kaminský, der i mange år tjente som rejsende tilsynsmand, siger: „På et tidspunkt troede de endda i fuldt alvor at arbejdet i hele landet blev ledet fra Nejdek. Fremtrædende kommunister konfererede hyppigt om hvordan de skulle forhindre vort arbejde. På et tidspunkt kom der eksperter helt fra Prag og holdt møde på et hotel i Karlovy Vary. Politifolk, repræsentanter for ministerierne og to af regeringens embedsmænd deltog i dette møde. I alt var der hen ved 200 til stede.

Taleren havde vores ’Sandhedsbog’ med på talerstolen. Han beskrev Jehovas Vidners organisation meget detaljeret og påpegede at vi er meget grundige og dygtige til at organisere tingene. Da han nåede klimaks i sine lovord om Jehovas vidner, erklærede han: ’Vi må derfor være langt bedre organiserede for ikke at miste kontrollen med dem!’“

 Forfulgt for at vise Jesus Kristus ære

Det var ikke muligt at holde datoen for højtiden til minde om Kristi død skjult for det kommunistiske politi. Božena Pětníková, som boede i Prag, husker hvad der skete ved en sådan lejlighed: „På den tid var der kun få brødre i menighederne, og søstre fik derfor til opgave at lede møderne i private hjem. Vi plejede højst at være ti til stede. I 1975 skulle vores gruppe holde mindehøjtid et sted hvor der aldrig havde været holdt møde før. Efter cirka 40 minutter blev vi afbrudt af dørklokken og en voldsom sparken på døren. Spektaklet fortsatte, og vores værtinde åbnede døren. Tre mænd kom ind, to i politiuniform og en i civil. ’Ser man det, fru Pětníková! Vi havde ingen anelse om at vi kunne finde Dem her. Hvad bestiller De her?’ spurgte manden i civil. ’Vi fejrer højtiden til minde om Jesus Kristus. Vær venlig at sidde ned indtil vi har afsluttet denne højtid,’ svarede jeg roligt. Men det nægtede de naturligvis. De bad om vores identitetskort, og en efter en blev vi forhørt om grunden til vores tilstedeværelse. Da de nåede til en ældre søster, var jeg lidt bange for hvad hun ville sige. Men hendes svar opmuntrede os alle: ’Jeg er et af Jehovas vidner, og jeg ærer Jehova,’ sagde hun. ’De kan være glad for at De er så gammel,’ svarede politimanden, der var overrasket over hendes mod. Derefter tvang de os til at gå med, og på den lokale politistation måtte jeg skrive under på at jeg havde ledet mindehøjtiden.“

Tolv år senere, i 1987, arresterede sikkerhedspolitiet mange brødre i forbindelse med mindehøjtiden visse steder i Bøhmen. De var især interesserede i at vide hvor mindehøjtiden var blevet fejret, og hvem der havde ledet den. Et sted blev alle de tilstedeværende identificeret af politiet ved afslutningen af mindehøjtiden, og en broder blev taget i forvaring og forhørt. Et andet sted blev tre søstre anklaget og ført for retten med den begrundelse at de havde besøgt en kvinde og „studeret publikationer udgivet af en forbudt religiøs sekt der kalder sig Jehovas Vidner“.

 En anden søster ved navn Miluše Pavlová blev idømt fængselsstraf i Pardubice, ikke fordi man havde taget hende i at gøre noget forkert, men på grund af mistanke. Den officielle begrundelse for dommen var: „Sagkundskaben mener at den anklagede har kopieret og udbredt forbudt læsestof. Appelretten bekræfter den oprindelige kendelse og tilføjer: ’Hun blev dømt med det formål at det skulle virke afskrækkende på hende selv og andre.’“

Tilvejebringelse af åndelig føde

I den kommunistiske periode blev der udvist stor forsigtighed under tilvejebringelsen af bibelsk læsestof til studium. Den almindelige forkynder vidste ikke hvordan publikationerne blev oversat, trykt og distribueret. De fleste brødre vidste ikke hvem der var med til at oversætte, korrekturlæse, trykke og indbinde publikationerne.

En oversætter maskinskrev en vagttårnsartikel på tjekkisk, gav den videre til en korrekturlæser og så den ikke igen før den blev brugt ved menighedens møder. Alt læsestof, inklusive bøger og brochurer, blev oversat på denne måde. Alligevel var kvaliteten af oversættelsen relativt god. Bladet Vågn op! blev ikke oversat i denne periode.

Selv ældsterådene vidste ikke hvem der i deres menighed var med i oversættelsesarbejdet. Når sådanne brødre på grund af mere oversættelsesarbejde til tider brugte mindre tid i forkyndelsen, forsøgte de ældste at yde hjælp fordi de troede at disse brødre måske var ved at blive åndeligt svage. Men oversætterne og korrekturlæserne afslørede ikke hvad de lavede.

Under disse meget vanskelige forhold gik man i gang med et bemærkelsesværdigt projekt. Hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev oversat til tjekkisk. Fra 1982 til 1986 blev den trykt og indbundet i fem bind i selve  Tjekkoslovakiet, og hver familie af Jehovas vidner fik et eksemplar. Man gjorde en lignende indsats for at få Ny Verden-Oversættelsen oversat til slovakisk, men det arbejde blev først fuldført senere.

Hvordan fik man trykt publikationerne?

I 1950’erne gjorde de forkyndere der ikke var i fængsel, sig store anstrengelser for at sikre at deres kristne brødre og søstre fik den åndelige føde. I en periode efter forbudets indførelse og arrestationen af de ansvarshavende brødre var der ofte kun et enkelt eksemplar af Vagttårnet til rådighed for adskillige menigheder. Gradvis blev situationen bedre. Med tiden fik hver menighed sit eget eksemplar, og senere gjaldt det hver familie. Forkynderne skrev notater i hånden. De havde ingen skrivemaskine.

Juraj Kaminský fra Nejdek menighed beskriver en situation som var typisk for hvad brødrene dengang blev konfronteret med. Han fortæller: „Da brødrene endelig fik fat i en skrivemaskine, var det et gammelt eksemplar. Manden som solgte den til dem, gravede den op af et hul i jorden lige for øjnene af dem. Senere lykkedes det brødrene at købe nye skrivemaskiner og udstyr til forstørrelse af fotografier.“

Forskellige brødre og søstre blev inddraget i mangfoldiggørelsen af publikationerne. Mange søstre, hvoraf nogle var over 70 år, lærte at skrive på maskine. Det lykkedes endda brødrene at smugle læsestof ind i fængslerne. I 1958 begyndte man at fremstille fotografiske miniatureudgaver af Vagttårnet. Hele tre sådanne fotografiske kopier kunne gemmes i et stykke sæbe eller i tandpasta og sendes til brødrene i fængselet. Brødrene fremstillede så deres egne håndskrevne kopier og tilintetgjorde originalerne.

 I 1972 blev Herbert Adamy anmodet om at hjælpe til med at mangfoldiggøre publikationerne. Han fik til opgave at koordinere produktionen af læsestof i hele Tjekkoslovakiet. Han fortæller: „I begyndelsen blev publikationerne fremstillet i hånden af hundredvis af forkyndere rundt omkring i menighederne. Men til sidst — umiddelbart før det kommunistiske styre brød sammen — havde vi en hel række moderne, veludstyrede trykkerier der under jorden kunne fremstille flere gange så mange publikationer som der var behov for på det tidspunkt.“

Om den tid hvor brødrene brugte deres første duplikator, fortæller broder Adamy: „Cirka fire gange om året måtte trykkeriet flyttes til et forud aftalt sted som ikke var nemt at opspore. Arbejdsholdet kunne i løbet af en ’operation’ trykke, samle, indbinde og udskibe hen ved 12.000 bøger. En ’operation’ tog cirka en uge. Medarbejderne stod op klokken fire om morgenen og gik ofte først i seng efter midnat. Når en ’operation’ var fuldført, transporterede jeg pakkerne med publikationerne til den nærmeste jernbanestation. Her blev de afleveret til en kurér som bragte dem videre, nogle gange til steder som lå 600 kilometer borte.“

Med tiden begyndte brødrene i al hemmelighed at fremstille deres egne duplikatorer på værksteder som de selv havde bygget. Alt i alt fremstillede de 160 sådanne maskiner, og nogle af dem blev leveret til brødrene i Rumænien.

I løbet af 1980’erne begyndte brødrene i Tjekkoslovakiet at benytte offsettrykning, og det forbedrede kvaliteten af deres arbejde betydeligt. De byggede deres egne offsettrykkemaskiner til formålet. I løbet af halvandet år byggede de 11 af disse maskiner med elektronisk styret papirindføring. En enkelt trykkemaskine kunne lave 11.000 tryk af god kvalitet i timen.

 Razzia mod to trykkerier i Prag

I slutningen af 1986 lykkedes det sikkerhedspolitiet at lokalisere og lukke to af vores trykkerier. Efter razziaen mod det ene blev der bragt en rapport i en intern meddelelse fra Indenrigsministeriet. En venlig politimand gav Jehovas Vidner en kopi af rapporten. Den indeholdt først den sædvanlige propaganda som forsøgte at forbinde Jehovas Vidner med politiske bevægelser i fremmede lande. Derefter beskrev den politiaktionen i detaljer og oplyste hvilken straf Vidnerne var blevet idømt. Rapporten sluttede med denne overraskende indrømmelse: „Jehova-folkene opfører sig eksemplarisk over for andre. De er hjælpsomme og arbejder hårdt, men længere går de ikke. De er ikke villige til at yde en indsats i socialistiske arbejderbrigader eller lignende. Man kender ingen tilfælde af tyveri, tobaksrygning, alkohol- eller stofmisbrug blandt Jehova-folkene. . . . Ikke en eneste af dem er nogen sinde blevet tiltalt for nogen moralsk forbrydelse eller krænkelse af ejendomsretten. Sektens medlemmer bestræber sig for at tale sandt. De oplyser aldrig andres navne, men omtaler dem blot som ’broder’ og ’søster’. De fortæller kun om sig selv, og hvis man indkalder dem for at få dem til at give specifikke oplysninger, forbliver de tavse, ikke kun når de er under anklage, men også når de er indkaldt som vidner.“

Men lukningen af et eller to trykkerier standsede naturligvis ikke forkyndelsen af Guds rige. I 1987 var der yderligere fremgang. Man nåede et nyt højdepunkt på 9870 forkyndere i de tjekkiske områder. Gennemsnitlig var der 699 der virkede enten som hjælpepionerer eller almindelige pionerer.

Var juridisk anerkendelse mulig?

Da man i 1972 på verdensplan organiserede det sådan at et råd af ældste skulle føre tilsyn med aktiviteterne i hver af Jehovas Vidners menigheder, trådte den samme ordning i kraft i Tjekkoslovakiet. I 1976 blev der udnævnt et landsudvalg på  fem medlemmer som skulle føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i hele landet.

Men hverken Jehovas Vidner eller et selskab som kunne tage sig af deres rent forretningsmæssige opgaver, opnåede juridisk anerkendelse, og man havde intet kontor i Tjekkoslovakiet hvorfra man fortsat kunne lede arbejdet. I marts 1979 købte man derfor et ufærdigt treetages hus i Prag i to Jehovas vidners navn. Grupper på mellem ti og tolv frivillige mødte op og skiftedes til at arbejde på huset i en uge. De kom rejsende til Prag fra områder så langt væk som de fjerneste dele af Slovakiet. Efter seks måneder kunne man flytte ind i boligerne, og et år senere var kontorerne klar. Denne bygning fungerede som et velegnet kontor indtil foråret 1994.

Sidst i 1970’erne så det ud til at man kunne påbegynde forhandlinger angående opnåelse af juridisk anerkendelse. Den 1. juni 1979 afleverede man et brev til Sekretariatet for Religiøse Anliggender i Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republiks Præsidium. Brevet lød: „På vegne af den religiøse gruppe som kalder sig Jehovas Vidner, tillader vi os venligt at anmode om et møde. Vi vil gerne informere Dem om at nogle af de ansvarshavende i Jehovas Vidners organisation nærer ønske om sammen med Dem at drøfte en korrektion  af de indbyrdes forhold mellem denne religiøse gruppe og de aktuelle love i Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik.“

Svaret kom næsten et år senere, og mødet fandt sted den 22. april 1980. Efter mødet blev der indsendt en ansøgning til indenrigsministeren om juridisk anerkendelse af Watch Tower Bible and Tract Society. Ud over Selskabets vedtægter indeholdt ansøgningen en velovervejet udtalelse bestående af 13 punkter. Punkt fem lød:

„Såfremt Jehovas Vidner skulle opnå statens anerkendelse, vil hele menigheder kunne afholde møder på steder som er indrettet til formålet. Menighederne vil ikke være nødt til at være opdelt i små grupper. Møderne vil blive ledet af velkvalificerede personer, og det vil give Watch Tower Society bedre mulighed for at føre tilsyn med menighederne. De offentlige myndigheder vil desuden være bedre informerede om aktiviteterne i Jehovas Vidners menigheder. Statens repræsentanter kan, hvis de ønsker det, overvære vore offentlige møder for at sikre sig at disse sammenkomster er harmløse og gavnlige.“

Man fik aldrig noget svar.

Sikkerhedspolitiet foretager omfattende afhøringer

I 1985 afslørede atmosfæren i hele landet at der var uro i det politiske system. Man var meget på vagt over for alt hvad der kunne true systemets stabilitet. Resultatet var at brødrene blev afhørt hyppigere. Mange af afhøringerne foregik i Prag. Adskillige brødre fik en såkaldt advarsel af politichefen. Det svarede til en permanent betinget dom.

I løbet af 1985 modtog menighederne fem breve fra Jehovas Vidners kontor i Prag. De indeholdt en venlig, men bestemt tilskyndelse til at følge princippet i Filipperbrevet 4:5: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“

 Et interessant forslag fra sikkerhedspolitiet

I begyndelsen af 1988 foreslog sikkerhedspolitiet de lokale ansvarlige brødre at arrangere det sådan at en repræsentant for Selskabets hovedkontor i USA besøgte nogle embedsmænd fra Indenrigsministeriet for at få en uofficiel drøftelse af situationen. Dagsordenen ville indeholde „visse aspekter af vort indbyrdes forhold . . . som forberedelse til en mulig fremtidig drøftelse med bemyndigede statsembedsmænd“. Sikken en forandring!

Før man var færdig med at træffe forberedelser til dette møde, blev områdestævnet „Guds retfærdighed“ afholdt i Wien. En relativt stor gruppe Jehovas vidner fra Tjekkoslovakiet overværede dette stævne med myndighedernes vidende.

I mellemtiden skred forberedelserne til drøftelser mellem medlemmer af staben på Selskabets hovedkontor og fremtrædende embedsmænd fra Indenrigsministeriet gradvis frem. Om morgenen den 20. december 1988 mødtes de to parter endelig i et konferenceværelse på Forum Hotel i Prag. Selskabet blev repræsenteret af Milton Henschel og Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd og Willi Pohl fra afdelingskontoret i Tyskland. Brødrene fra Det Styrende Råd havde ingen store forventninger til dette møde. De vidste at det ville kræve tid og tålmodighed. Under alle omstændigheder var der tale om et stort fremskridt. Dette møde havde uden tvivl stor indflydelse på det der skete året efter.

Man havde planlagt at afholde store internationale stævner i tre polske byer. Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet ønskede at overvære disse stævner. Sagen blev drøftet med sikkerhedspolitiets embedsmænd. Stor var begejstringen da brødrene fik at vide at 10.000 af dem havde fået tilladelse til at rejse til Polen. Dengang var det mere end halvdelen af alle Jehovas vidner i Tjekkoslovakiet. Nogle blev bange da Indenrigsministeriet forlangte at få en liste over alle dem der rejste. Men de  der tog af sted, blev åndeligt opbygget over alle forventninger — af stævneprogrammet der var bygget over temaet „Gudhengivenhed“, af stævnedeltagernes begejstring og af de polske brødres meget store gæstfrihed.

Vi fokuserer på den opgave Gud har betroet os

Lidt senere på året, den 17. november 1989, udbrød der et studenteroprør i Prag. Det kommunistiske regime svarede igen med brutal magtanvendelse ved at sende specialenheder fra politiet ud for at sprede demonstranterne på Prags nationalgade, Národní třída. Dette førte til en spontan fredelig protestbevægelse imod den kommunistiske regering. Den blev senere kaldt Fløjlsrevolutionen. Jehovas vidner måtte være forsigtige i denne situation. Folkets følelser var i oprør, og det var ikke let for forkynderne at bevare deres kristne neutralitet.

 Den 22. november 1989 sendte kontoret i Prag et brev til alle menighederne i Tjekkoslovakiet. I uddrag lød brevet: „Hvor er det godt at brødrene fokuserer på forkyndelsesarbejdet og ikke lader sig distrahere af noget som helst. . . . Vi værdsætter i høj grad den gode indsats brødrene og søstrene yder, og den påpasselighed de lægger for dagen. Deres tjeneste og de resultater de opnår, er et vidnesbyrd om at Jehova også støtter sine Vidner i dette land. Vi påskønner dette og beder til Jehova om at vi må bevare hans gunst. Vær forvissede om vor kærlighed, og modtag vore broderlige hilsener.“ I det tjenesteår der sluttede kort før dette, var det højeste antal forkyndere 11.394 — igen en god vækst.

I slutningen af 1989 fik Tjekkoslovakiet ny regering. Landsudvalget prøvede omgående at få Jehovas Vidner anerkendt juridisk. Nogle af udvalgets medlemmer besøgte Præsidiet, og det dokument som besøget resulterede i, havde stor betydning på det tidspunkt. I dokumentet, som var underskrevet af en ansvarlig embedsmand, stod der:

„På baggrund af en meddelelse fra trossamfundet Jehovas Vidners forberedende udvalg tager vi til efterretning at trossamfundet den 1. januar 1990 vil genoptage sine aktiviteter, der blev afbrudt af det fascistiske regime i 1939 og endnu en gang underlagt forbud den 4. april 1949.“ Dette dokument repræsenterede et af de første skridt mod juridisk anerkendelse.

Den lange vej til juridisk anerkendelse

Selv om regeringen havde erkendt at ’trossamfundet Jehovas Vidner’ genoptog sine aktiviteter, gik der næsten fire år før de tålmodige bestræbelser førte til at Selskabet blev juridisk anerkendt i Tjekkiet.

Den 12. januar 1990 blev der indgivet en officiel ansøgning om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidners Religiøse  Samfund til Tjekkiets Kulturministerium. Hele proceduren foregik i nært samarbejde med Det Styrende Råd, den juridiske afdeling på hovedkontoret og lokale advokater. Den 1. og 2. marts besøgte broder Henschel Prag. Ledsaget af broder Murín og broder Sobička aflagde han premierministerens kontor og Kulturministeriet et besøg. Formålet med begge disse besøg var at give vores anmodning om en hurtig juridisk anerkendelse vægt. Men eftersom der endnu ikke fandtes nye registreringslove, gav besøgene ikke noget håndgribeligt resultat. I den følgende periode forsøgte man at komme videre på forskellig vis, blandt andet ved at indsende skriftlige ansøgninger og gennem samtaler med premierministeren.

Den 19. marts 1992 vedtog man i Tjekkiet en lov angående juridisk anerkendelse af nye trossamfund og religiøse selskaber. Loven sagde at man kun ville påbegynde den procedure der kunne føre til juridisk anerkendelse, hvis ansøgningen fra det religiøse samfund var vedlagt underskrifter af 10.000 voksne tilhængere af samfundet. (De såkaldt traditionelle kirker som i årtier havde fungeret legalt under det kommunistiske styre, blev automatisk anerkendt.) Jehovas Vidner blev derfor informeret om at de måtte ansøge igen og vedlægge det nødvendige materiale. Den 1. januar 1993, mens det forberedende arbejde hen imod juridisk anerkendelse stod på, skete der endnu en forandring da Tjekkoslovakiet blev delt op i to lande, republikkerne Tjekkiet og Slovakiet. Men endelig, onsdag den 1. september 1993, modtog Det Tjekkiske Nyhedsbureau følgende meddelelse:

„I dag, den 1. september 1993 klokken 10.00, i den tjekkiske republiks kulturministerium, modtog repræsentanter for Jehovas Vidners Religiøse Samfund dokumentation for at dette trossamfund nu er juridisk anerkendt. Jehovas Vidners repræsentanter takkede ministeriets embedsmænd og oplyste dem om at de hverken ville have behov for økonomisk hjælp  til enkeltpersoner eller nogen direkte finansiel støtte fra det offentlige. Anerkendelsen træder i kraft i dag.“

Denne vigtige udvikling af situationen blev omtalt i pressen. I nogle aviser stod der blot en kort notits. I andre blev meddelelsen fremhævet med overskrifter som „Jehova-folkene fik det de havde ventet på“ og „Jehovas Vidner er nu et anerkendt trossamfund“. Betød dette at det nu var slut med forfølgelsen af Jehovas Vidner i Tjekkiet? Slet ikke!

I løbet af få dage begyndte medierne en hensynsløs kampagne af angreb mod Jehovas Vidner. Meget karakteristisk var det den religiøse del af pressen som gav størst rum for angrebene. Der udkom fordomsfulde artikler om de spørgsmål som man havde stillet Jehovas Vidner under behandlingen af deres ansøgning om juridisk anerkendelse, og skribenternes spekulationer om hvad Jehovas Vidner havde svaret. På den ene side anklagede man Jehovas Vidners talsmænd for at komme med vildledende udtalelser når de hævdede at Vidnerne ikke blev tvunget til at tro eller praktisere visse ting. På den anden side påstod man at talsmændenes svar var i modstrid med organisationens principper.

Denne fjendtlige kampagne markerede begyndelsen til en ny epoke. Ikke en epoke med grusom frihedsberøvelse, men en periode hvor Jehovas Vidner blev latterliggjort. Det var en tid hvor det enkelte vidne for Jehova måtte modstå en anden form for angreb på troen og loyaliteten mod Jehova Gud og hans organisation.

De handlede i tro

Jehovas Vidner ventede ikke til den juridiske anerkendelse var en kendsgerning, før de begyndte at holde offentlige møder — og store stævner — i selve Tjekkoslovakiet. De havde gjort regeringens embedsmænd opmærksomme på at de ville genoptage deres offentlige aktiviteter i januar 1990. Netop i  denne måned blev der tilrettelagt et særligt program for alle menighederne. Temaet var: „Få gavn af at adlyde Guds befalinger.“ I virkeligheden var der tale om et totimers kredsstævne. Møderne var af beskeden størrelse, og man benyttede sig af lejede mødesale. En eller to menigheder samledes hvert sted. I foråret arrangerede man større kredsstævner.

Alt forløb glat i forbindelse med disse stævner. Man planlagde derfor at afholde et områdestævne — et firedages nationalt sommerstævne — i Prag. Til dette formål lejede man Evžen Rošický Stadion i Prag, og to medlemmer af Det Styrende Råd, broder Henschel og broder Jaracz, var med på programmet. Antallet af tilhørere nåede op på 23.876, og 1824 blev døbt. Stævnet var en ubetinget triumf for den sande tilbedelse. Stemningen lignede til forveksling den der havde hersket ved de polske stævner året før, men det her skete i hjemlandet, og det foregik på tjekkisk og slovakisk. Det store følelsesmæssige indtryk som denne begivenhed gjorde, gav sig udslag i både glade smil og tårer som udtryk for dybtfølt værdsættelse.

I 40 år var ordene „Jehovas Vidner“ kun blevet hvisket offentligt i Tjekkoslovakiet. Man havde sat de mest utrolige rygter i omløb om dette trossamfund, som ofte blev kaldt en „illegal sekt“. Nu kunne alle, også journalister, tage Jehovas Vidner nærmere i øjesyn. Pressens udtalelser om stævnet var i det store og hele positive. Man var forbavset over hvad Vidnerne havde udrettet på stadionet inden stævnet. De havde arbejdet i to måneder. Hen ved 9500 frivillige havde brugt 58.000 timer til at gøre grundigt rent, reparere bænkene, forbedre kloaksystemet og hvidte hele stadion. En journalist fra dagbladet Večerní Praha (Prags aftenavis) var forbløffet over de smilende ansigter, det pæne sprog og den harmoniske blanding af deltagere fra alle dele af Tjekkoslovakiet og andre lande.

 Samme år indtraf en anden vigtig begivenhed. Den 30. august 1990 indviede man landets første rigssal til brug for Bechyně menighed.

Alt dette førte til endnu en begivenhed, en kæmpemæssig oplevelse.

Et stævne der aldrig bliver glemt

Man planlagde at afholde et internationalt områdestævne for Jehovas vidner i Prag fra den 9. til den 11. august 1991. Det første skridt på vejen var at leje et stadion. Hvilket stadion skulle man vælge? Man valgte Spartakiad Stadion i Prag, et af de største i verden. Eftersom Jehovas Vidner endnu ikke var juridisk anerkendt i Tjekkoslovakiet, blev hele stadionet lejet privat af Anton Murín, som på det tidspunkt var koordinator i landsudvalget. Det var et modigt træk. Man gjorde det i stor tillid til Jehova, og Jehova velsignede det.

Stævnet ville blive en gigantisk opgave for logibureauet, og opgaven som tilsynsførende for denne afdeling blev tildelt Lubomír Müller. Brødrene i Det Styrende Råd vidste hvor vigtigt det var at logimulighederne var gode. Broder Henschel og broder Jaracz rejste derfor personligt til Prag for at inspicere alle de hoteller man havde foreslået. De gik ind på hotelværelserne og afprøvede endog sengene. Hoteller med fælles badeværelser og toiletter i forhallen ville de ikke høre tale om. Hvorfor ikke? Broder Henschel forklarede: „Det ville være i orden under normale omstændigheder hvor gæsterne kommer og går på forskellige tidspunkter. Stævnedeltagerne vil derimod i det store og hele tage af sted på samme tid og komme hjem igen samtidigt. Kan I forestille jer kødannelserne foran toiletterne? Det kan vi ikke gøre mod brødrene.“ At være vidne til den interesse som medlemmerne af Det Styrende Råd viste den enkelte delegerede, var en praktisk oplæring for de lokale stævnearrangører.

 Ved dette internationale stævne med temaet „Venner af gudgiven frihed“ nåede antallet af tilstedeværende op på 74.587. Der var 29.119 fra Tjekkoslovakiet, 26.716 fra Tyskland og 12.895 fra Polen. De resterende 5857 delegerede kom fra 36 andre lande. Det var vidunderligt at se 2337 nye blive døbt. Af dem kom 1760 fra Tjekkoslovakiet, 480 fra Tyskland og 97 fra Polen.

Højdepunktet under hele dette stævne var uden tvivl det der skete lørdag den 10. august. Hele den tjekkoslovakiske sektion rejste sig uopfordret og kom med et tordnende bifald — et bifald der fortsatte uafbrudt i hele ti minutter. Deres ansigter strålede af glæde. Hvad var grunden? Ved afslutningen af et foredrag som blev holdt af Albert D. Schroeder fra Det Styrende Råd, præsenterede han først de tilstedeværende for en ny bog på engelsk — hvad der var lidt af en skuffelse. Men derefter overraskede broder Schroeder tilhørerne ved at bekendtgøre udgivelsen af en nylig trykt etbindsudgave af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter både på tjekkisk og slovakisk. Glædestårer løb ned ad kinderne på mange af stævnedeltagerne.

Stævnet havde gjort et dybt indtryk på de delegeredes hjerter. Hvordan reagerede pressen? Som sædvanlig var nogle rapporter fordomsfulde og andre positive. Mandag den 12. august bragte Venkov, deník českého a moravskoslezského venkova (Landet, et dagblad som dækker det tjekkiske og mähren-schlesiske område) følgende rapport under overskriften „Strahov [stadion] var stuvende fuldt“:

„Fra fredag til søndag afholdt Jehovas Vidner et internationalt stævne i Prag, som blev overværet af 75.000 delegerede fra hver en krog af Europa, Amerika og Japan. Jehovas Vidner har været aktive i Tjekkoslovakiet siden 1912. Man lagde mærke til den hensynsfuldhed og selvdisciplin som kendetegnede de delegerede Jehovas vidner. Selve stævnet var  præget af orden og meget velforberedt. Selv om det begyndte at regne under dåben om lørdagen, forblev tilskuerne på deres pladser og bød de nye medlemmer velkommen med en lang klapsalve.“

Men trods alt dette opnåede man ikke juridisk anerkendelse før der var gået yderligere to år.

Tiden inde til at udvide

Selv om den juridiske proces forløb langsomt, blev den teokratiske organisations behov større efterhånden som dens aktivitet blev forøget i dette land. Siden 1980 havde brødrene brugt en treetages bygning i Prag med et begrænset antal boliger som centralt kontor. Da arbejdet i 1990 begyndte at foregå mere åbenlyst, blev bygningen renoveret. Man sløjfede boligerne og indrettede kontorer i hele bygningen. Hvordan var disse kontorer? Større rum blev delt op i mindre arbejdspladser  ved hjælp af skillevægge i træ. Disse arbejdspladser var ikke kun medarbejdernes kontorer, men fungerede også som deres soveværelser. Deres seng stod lige ved siden af deres skrivebord. Der var behov for mere plads.

I foråret 1993 fik Selskabet doneret en ny tietages bygning i Prag som skulle bruges til fremme af bibelundervisningsarbejdet. Frivillige fra hele landet var med til at sætte bygningen i stand. Indvielsesprogrammet blev holdt den 28. og 29. maj 1994. Snesevis af Jehovas vidner som havde bevaret deres loyalitet mod Jehova under det kommunistiske styre, blev inviteret til indvielsen. Albert D. Schroeder fra Det Styrende Råd medvirkede på programmet, og der var brødre fra Danmark, England, Holland, Italien, Polen, Schweiz, Slovakiet, Tyskland, Ukraine, USA og Østrig til stede.

Da Tjekkoslovakiet i 1993 blev delt op i to lande, blev begge disse lande stadig betjent af ét landsudvalg som var under tilsyn af afdelingskontoret i Østrig. Forholdene ændrede sig imidlertid i de adskilte lande. Året efter blev der udnævnt et landsudvalg i begge lande. Den 1. september 1995 trådte et afdelingskontor i Tjekkiet i funktion. Det Styrende Råd udnævnte Jan Glückselig, Ondřej Kadlec, Jaromír Leneček, Lubomír Müller og Eduard Sobička til at tjene i afdelingskontorets udvalg. Senere blev Lubomír Müller udnævnt til at udføre særlig tjeneste i Rusland, og Petr Žitník blev udnævnt som nyt medlem af afdelingskontorets udvalg i Tjekkiet.

„Hurtigbyggede“ rigssale

Jehovas Vidners menigheder havde brug for flere mødesteder. Men i Tjekkiet er det ikke nemt at finde passende steder hvor man kan holde sådanne møder. Mange nægter at leje lokaler ud til Jehovas Vidner. Dette skyldes til dels vildledende propaganda om Jehovas Vidner af både ny og gammel dato. Mange menigheder er derfor på udkig efter en  mulighed for selv at bygge en mødesal eller ombygge en ældre bygning. Af alle de metoder man har afprøvet i forbindelse med opførelse af nye bygninger, har hurtigbyggemetoden vist sig at være den mest praktiske. Den første rigssal der blev bygget efter denne metode i Tjekkiet, blev indviet den 20. november 1993. Rigssalen blev bygget i byen Sezimovo Ústí og benyttes af to lokale menigheder.

Antallet af rigssale er vokset støt. I maj 1999 benyttede de 242 menigheder i landet 84 rigssale som Jehovas Vidner selv ejer. Brødrene og søstrene i Tjekkiet er udmærket klar over at de ikke ville kunne have bygget så mange smukke rigssale uden den økonomiske støtte som deres medtjenere for Jehova i andre lande har ydet dem. Vort internationale brodersamfunds gavmildhed har rørt de tjekkiske brødres hjerter dybt. De ønsker oprigtigt at give udtryk for deres taknemmelighed over for deres brødre i andre lande og over for Jehova, som fremkalder en sådan ånd i sine tjeneres hjerter, og som har frembragt en så storslået organisation. — 2 Kor. 8:13-15.

Frihedens skjulte snarer

Euforien i forbindelse med kommunismens fald i 1989 er for længst forsvundet, og mange nye problemer er dukket op. På den ene side er der den hidtil ukendte mulighed for at opnå velstand ved at arbejde hårdt. På den anden side er der den sociale usikkerhed, den hurtigt voksende kriminalitet, inflationen og andre negative faktorer der har indvirkning på de menneskelige relationer. Den voksende levestandard fremmer materialismen, konkurrenceånden og misundelsen. Mange byboere har et sommerhus på landet hvor de gerne vil tilbringe deres tid. En voksende del af befolkningen tager til udlandet på dyre ferier. Det nyligt indførte demokrati har medført en frihed der gør det muligt at kritisere alt og alle, og det har tilladt propaganda for forskellige former for umoralsk  livsstil. Under kommunismen var den slags utænkeligt. Folk var ikke forberedte, den nye situation kom som en overraskelse, og på nogle virkede det for overvældende.

Denne ånd har også påvirket Jehovas vidner. Nogle er holdt op med at tjene Jehova fordi de er blevet opslugt af en materialistisk livsstil, er gået for højt op i selskabelige sammenkomster, er holdt op med at følge Bibelens høje moralnorm for ægteskabet eller er blevet kritiske over for alt — inklusive Jehovas teokratiske ordning. Andre som har valgt at forblive i organisationen, har forsøgt at indføre forandringer i menighederne for at få dem til at harmonere med deres egen opfattelse. Dette har naturligvis skabt uro indtil problemet er blevet afhjulpet af tilsynsmænd der ikke lader sig rokke.

De der bestræber sig for at tjene Gud i republikken Tjekkiet i dag, mærker at de er omgivet af et ateistisk samfund som hovedsagelig går ind for udviklingslæren. Det er et samfund der betragter religion som barnlig tradition eller excentrisk filosofi. De aggressive massemedier angriber konstant Jehovas Vidner. Disse angreb udsætter brødrene for lige så alvorlige trosprøver som den „ildovn“ de stod over for i nazisternes og kommunisternes fængsler, og de chikanerier de blev udsat for fra de myndigheder der anvendte dem. Langt de fleste Jehovas vidner står fast i troen over for disse prøvelser.

Trods den holdning mange har til religiøse spørgsmål, traf den tjekkiske forfatningsdomstol i foråret 1999 en bemærkelsesværdig juridisk afgørelse. En artikel i den tjekkiske avis Lidové Noviny (Folkets Dagblad) for 11. marts 1999 bekendtgjorde: „Sund fornuft breder sig fra Brno“, hvor forfatningsdomstolen har sæde. Domstolen traf den afgørelse at ingen som af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste, kan stilles for retten to gange. Dette har været en lettelse for mange Jehovas vidner. Udfaldet af denne sag er vidt  og bredt blevet kendt som et af Jehovas Vidners positive bidrag til det tjekkiske retssystem.

Tilskyndet af kærlighed

Jehovas vidner i Tjekkiet deler fortsat den gode nyhed om Guds rige med deres medmennesker. Det er deres ønske at hjælpe mange flere af dem til at lære vor kærlige Gud, Jehova, at kende og til at værdsætte de vidunderlige foranstaltninger han har truffet til gavn for dem der udviser tro. Men for at nå dem er de ofte nødt til at overvinde en vis fordom hos folk — en opfattelse skabt af hyppigt gentagne bagvaskelser — gående ud på at Jehovas Vidner er „en farlig sekt“. Der kan også være behov for at overvinde en foragt for religion i al almindelighed, opstået som følge af årtiers påvirkning fra et ateistisk regime. Lykkes det for dem?

Det er bemærkelsesværdigt at der i 1999 da de 16.054 daværende Jehovas vidner samledes i deres 242 menigheder for at fejre højtiden til minde om Jesu Kristi død, var mange tusind flere der overværede denne mindehøjtid. I alt var der 31.435 til stede.

Jehovas vidner ønsker at hjælpe alle disse til med udholdenhed at gennemføre det kristne løb. Samtidig med at de forkynder offentligt, bestræber de sig også for at hjælpe hinanden til at forblive faste i troen. De ved udmærket hvad Jesus sagde da han beskrev de begivenheder vi er vidne til i dag: „Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.“ (Luk. 21:19) Apostelen Peter blev inspireret til at skrive: „Alle tings ende er kommet nær. Vær derfor sunde i sindet og vær årvågne med hensyn til at bede. Frem for alt, hav inderlig kærlighed til hinanden.“ (1 Pet. 4:7, 8) Denne kærlighed tilskynder dem til at blive ved med at dele Bibelens dyrebare sandheder med andre og til at holde sammen i ubrydelig kristen enhed.

[Tekstcitat på side 165]

„’Nej!’ Jeg har aldrig fortrudt at jeg blev. Med tiden indså jeg at det var her jeg hørte til“

[Tekstcitat på side 168]

„’Hvis I vil skyde hver tiende af os, kan I lige så godt skyde os alle.’ Hele lejren var målløs over deres holdning“

[Tekstcitat på side 184]

„Vi blev latterliggjort og hånet, men samtidig respekteret i det skjulte“

[Tekstcitat på side 187]

„Det var præget af kristen rimelighed, men der var ingen tegn på kompromis“

[Kort på side 150]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TYSKLAND

POLEN

SLOVAKIET

ØSTRIG

TJEKKIET

BØHMEN

Prag

Lidice

Kladno

Karlovy Vary

Most

Teplice

Liberec

MÆHREN

Brno

SCHLESIEN

 [Helsides illustration på side 148]

[Illustration på side 153]

Broder Erler fra Dresden

[Illustration på side 155]

Otto Estelmann viste „Skabelsens Fotodrama“ i hele landet

[Illustration på side 157]

Bohumil Müller

[Illustration på side 167]

Božena Vodrážková lærte sandheden at kende i en koncentrationslejr

[Illustrationer på side 169]

František Šnajdr og Alois Miczek blev begge fængslet i Mauthausen koncentrationslejr

[Illustration på side 173]

Mange kom for at lytte til offentlige foredrag efter den anden verdenskrig

[Illustrationer på side 175]

Betelfamilien og afdelingskontoret efter den anden verdenskrig

[Illustration på side 178]

Møde i en skov i 1949

[Illustration på side 185]

Gruppeferier gav mulighed for åndelig opbyggelse

[Illustration på side 194]

Jaromír Leneček, medlem af afdelingskontorets udvalg, har været nidkær i tjenesten fra han var ung

[Illustrationer på side 207]

Milton Henschel og Theodore Jaracz arbejdede sammen med andre på at opnå juridisk anerkendelse

[Illustration på side 210]

Delegerede fra Tjekkiet ved et stævne i Polen i 1989

 [Illustrationer på side 216]

Internationalt stævne i Prag i 1991 — en særlig begivenhed

[Illustration på side 218]

Det tjekkiske oversætterhold

 [Illustration på side 223]

Afdelingskontoret i Prag

[Illustration på side 223]

Herunder: Afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre): Jan Glückselig, Jaromír Leneček, Ondřej Kadlec, Petr Žitník og Eduard Sobička