Virksomheden i hele verden

Vi bygger for at få plads til en stor skare

I 1935 lærte Jehovas Vidner ud fra Bibelen at det i den nuværende tingenes ordning er Guds hensigt at indsamle en stor skare som kan se frem til at tjene Jehova for evigt på en paradisisk jord. (Åb. 7:9, 10) Samme år blev et af deres mødesteder på Hawaii for første gang kaldt for en rigssal. Nu findes der i tusindvis af sådanne rigssale som er fyldt med mennesker der har fået tro på Bibelens opmuntrende løfter, og som anerkender dens retfærdige normer.

Millioner overværer regelmæssigt møder i rigssalene. Hvert år er der hundredtusinder som bliver døbt, og der er derfor et presserende behov for flere rigssale. En undersøgelse i 1998 viste at der var et øjeblikkeligt behov for 8000 flere rigssale i 40 mindre udviklede lande. Hvad er der i det forløbne år blevet gjort for at opfylde det behov?

Der er blevet oprettet Regionale Projektkontorer for Rigssalsbyggerier i centralt beliggende lande som Sydafrika, Australien og Tyskland. Fra disse centre er tilsynsmænd for projekterne begyndt at yde hjælp med at organisere rigssalsbyggeprogrammer i henholdsvis Øst- og Vestafrika, det asiatiske Stillehavsområde og Østeuropa. Indtil videre hjælper 77 internationale medarbejdere til med dette arbejde i 21 lande i Afrika, 7 i Østeuropa og 4 i det asiatiske Stillehavsområde. Der  er også to lande i Latinamerika som får hjælp. Hvor det er muligt, bestræber man sig på at oprette faste hold til rigssalsbyggerier. I det omfang det kan lade sig gøre, bruger man lokale byggemetoder og byggematerialer, og lokale brødre tilskyndes til at være med ved byggeriet. Til at begynde med kan det dog være at en eller to internationale byggearbejdere fører an på disse hold for at give andre den nødvendige oplæring. De steder hvor der er et presserende behov for mødesteder, men hvor den økonomiske situation gør det praktisk talt umuligt for de lokale brødre at købe byggematerialer, bestræber det internationale brodersamfund sig for også at være behjælpelig med dette.

Efter at brødrene i Ghana fik hjælp til at gøre deres rigssalsbyggeprogram mere enkelt og effektivt, kunne de i det forløbne år bygge 13 rigssale i stedet for 4, som var det antal de i gennemsnit havde bygget i de senere år. I Burundi blev der med international hjælp bygget 11 rigssale i løbet af blot nogle få måneder. I Gitega, Burundi, var rigssalen den første bygning der blev opført på den bakke hvor den kom til at ligge. I overensstemmelse med lokal skik omtaler mange af indbyggerne i området nu bakken som Jehovas Bjerg.

Liberia oplevede en 40 procents fremgang i forkyndertallet i 1998 og en 19 procents fremgang i 1999. Efter flere år med borgerkrig i landet har de fleste menigheder behov for rigssale. Imidlertid har størsteparten af vore brødre dér alvorlige økonomiske problemer, og der er stor arbejdsløshed. De er meget taknemmelige for den økonomiske hjælp deres brødre i andre lande yder, som gør det muligt for dem at bygge de rigssale der er behov for. De værdsætter også meget den hjælp der bliver ydet af fem internationale medarbejdere som er kommet for at være med til at tilrettelægge byggearbejdet.

I Nigeria er der behov for mere end 1800 nye rigssale. I Abeokuta, Nigeria, blev en leder af en nærliggende kirke så  bevæget over den enhed og flid der prægede de lokale Jehovas vidner som hjalp til med byggeriet, at hun selv meldte sig til at være med. Hun tjener nu Jehova sammen med den menighed hvis rigssal hun hjalp til med at bygge. I Togo var der i en landsby så hård modstand mod byggeriet af en rigssal at brødrene flyttede projektet til et andet sted. Men da modstanderne havde set hvor flot en rigssal der blev bygget, anmodede de om at der kunne blive bygget en anden rigssal på den omstridte grund.

I Sri Lanka har menigheder holdt deres møder i private hjem, i små midlertidige bygninger der var tækket med kokosblade, og i baghaver under sejldugstage. De er meget taknemmelige for at de nu får mere velegnede og værdige steder hvor de kan holde møder. Tretten rigssalsprojekter er nu ved at blive gennemført i Sri Lanka, 20 mere er på tegnebrættet, og der er planer om at bygge yderligere 50 i løbet af de næste fem år.

Folk er mere villige til at samles for at nyde gavn af den undervisning Jehova tilvejebringer, når det kan foregå i en præsentabel rigssal. Da der i Peru blev bygget en stor, ny rigssal i en forstad til Lima, steg mødedeltagelsen i alle de tre menigheder der brugte salen, og inden for et år begyndte 75 nye forkyndere at være med i tjenesten på arbejdsmarken.

I større byer hvor der er mange menigheder, udnytter man byggegrundene effektivt ved at opføre bygninger der indeholder mere end én rigssal. I weekenden 29.-30. maj blev tre sådanne rigssalskomplekser indviet i Rumænien. I et af disse i Cluj-Napoca er der fire rigssale; i et andet er der to. Den følgende dag blev der i Târgu-Mureş indviet et kompleks med syv rigssale.

Opførelse af stævnehaller

Til større sammenkomster bliver der i mange lande opført stævnehaller. I Estland blev der i det forløbne år indviet to komplekser med rigssale og stævnehal. Hvert kompleks  består af tre særskilte rigssale som tilsammen udgør én stor stævnehal. En bemærkelsesværdig begivenhed i Polen i dette tjenesteår var indvielsen af tre stævnehaller på én weekend. To medlemmer af Det Styrende Råd, Theodore Jaracz og Daniel Sydlik, medvirkede ved denne særlige begivenhed og holdt opmuntrende foredrag i hver af stævnehallerne. I byen Sosnowiec blev der føjet et auditorium med 6400 siddepladser til den største af hallerne, og anlægget blev brugt til fem områdestævner i juli måned.

I USA, hvor der nu er 980.419 forkyndere af Riget, blev fire nye stævnehaller indviet i det forløbne år, hvilket har bragt det samlede antal stævnehaller op på 40. I Brasilien, hvor der er 528.034 forkyndere, er den syttende stævnehal blevet indviet. Hallen består af to auditorier med 10.000 siddepladser, og den ligger omkring en times kørsel fra São Paulo. I Nigeria blev der i løbet af året indviet yderligere to åbne stævnehaller — en i Ota og en anden i Ibadan, med siddepladser til henholdsvis 10.000 og 5000.

Der er også blevet sørget for andre faciliteter til fremme af det verdensomspændende bibelundervisningsprogram.

Vagttårnets Uddannelsescenter

I USA tog man i 1986 nogle af de første juridiske skridt til opførelsen af det der nu er Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson i staten New York. I 1989 var det endelig muligt at påbegynde byggeriet af de 28 bygninger der udgør komplekset. I 1994 begyndte forskellige afdelinger der har at gøre med Jehovas Vidners undervisningsprogrammer, at tage bygningerne i brug. I 1995 blev Gileadskolen flyttet til disse faciliteter. Her bliver der også afholdt skoler for afdelingskontorernes udvalg og for rejsende tilsynsmænd. Endelig blev der i 1999 holdt et indvielsesprogram. (Vagttårnet for 15. november 1999 bragte en beretning om det.) Bygningerne bliver hvert år besøgt af titusinder af Jehovas vidner og andre interesserede,  og de glæder sig over at se hvad der er blevet udrettet med deres frivillige bidrag, villige brødre og søstres forenede bestræbelser og, frem for alt, Jehovas velsignelse.

Behovet for afdelingskontorer

Den øgede vækst i antallet af lovprisere af Jehova i mange lande har også gjort det nødvendigt at bygge nye afdelingskontorer. Medarbejderne på sådanne afdelingskontorer, såvel som på hovedkontoret, tilhører Ordenen af Særlige Heltidstjenere.

BOLIVIA: Stor teokratisk vækst førte til at der den 20. marts 1999 blev indviet et nyt afdelingskontor i Santa Cruz i Bolivia. Da det tidligere afdelingskontor blev indviet i 1968, var der 714 forkyndere, men nu er dette tal vokset til 15.388, og i 1999 overværede 53.312 mindehøjtiden.

Det nye afdelingskontor, som ligger i Bolivias tropiske lavland, blev bygget udelukkende ved hjælp af lokal arbejdskraft — en stor del af det af frivillige Jehovas vidner — og med en smagfuld brug af de materialer der findes på stedet. Resultatet er en bygning der uden aircondition kan holde en behagelig temperatur, og som passer smukt til den skovbevoksede grund. Under et besøg af Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd blev disse faciliteter samt landets første stævnehal indviet til Jehova. Til stede ved denne glædelige begivenhed var tusinder af bolivianske Jehovas vidner samt besøgende fra 11 lande, deriblandt tidligere missionærer som har tjent i landet på et eller andet tidspunkt i løbet af de 54 år hvor der har været missionærer.

MOCAMBIQUE: „Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål.“ (Sl. 48:1) Det er ord Jehovas vidner i Mocambique holder meget af, og som man ofte hørte den 19. december 1998, da det nye afdelingskontor blev indviet i Maputo, nær Det Indiske Ocean. For nogle få år siden ville dette have virket  helt umuligt. Indtil 1991 havde Jehovas Vidner i mere end to årtier været underlagt et regeringsforbud. I det år talte de kun lidt over 6000. Ved slutningen af 1998 blev der rapporteret et højdepunkt på 29.514 forkyndere. Der var behov for et nyt afdelingskontor.

Hvordan lykkedes det at bygge afdelingskontoret når hovedparten af de mocambiquiske forkyndere ingen erfaring havde med den slags byggeri? Der kom hjælp fra mange internationale medarbejdere og frivillige, og de oplærte de lokale Jehovas vidner under arbejdet. Gæster fra 15 lande var til stede ved indvielsen, og den samme weekend blev den første stævnehal i Mocambique også indviet, i Matola, 26 kilometer derfra. Ja, Jehova er stor! Uden hans kærlige omsorg havde hans tjenere i Mocambique aldrig kunnet opleve disse historiske begivenheder.

NY KALEDONIEN: Den 24. oktober 1998 blev der indviet et nyt afdelingskontor og en stævnehal i Ny Kaledonien. Med de nye faciliteter er afdelingskontoret blevet tre gange så stort. Tre oversætterhold arbejder her for at dække behovet i Ny Kaledonien og tilhørende lande.

Indvielsen var en glædelig og farvestrålende begivenhed. Et af indslagene på programmet var en audiovisuel fremvisning som viste nogle af højdepunkterne fra byggeriet. Det var en særlig glæde for Jehovas vidner i Ny Kaledonien at broder Lloyd Barry fra Det Styrende Råd var hos dem ved den lejlighed for at holde indvielsesforedraget.

SENEGAL: Siden det første Jehovas vidne kom til Senegal i 1951, har man gjort sig store bestræbelser for at nå ud til de millioner der bor i området som hører under dette afdelingskontor. Der har været 194 missionærer fra 18 lande som har tjent her. De har hjulpet i hundredvis til sammen med dem at tjene Jehova i dette distrikt, hvor over 90 procent af befolkningen er ikkekristne.

 Det nye afdelingskontor på Cape Almadies, som ligger i udkanten af Dakar, blev opført ved hjælp af metoder som var ukendte for de fleste i området. Hver gang en kran løftede en af de store præfabrikerede elementer på plads, klappede tilskuerne af begejstring. Alle delene passede perfekt sammen. Her på den vestligste spids af det afrikanske kontinent sang alle de tilstedeværende ved afslutningen af indvielsesprogrammet den 19. juni 1999 af hele deres hjerte med på sangen „Vi takker dig, Jehova!“

 Afrika

Jehovas Vidners historie i Afrika i nyere tid går tilbage til begyndelsen af 1880’erne. I 1920’erne begyndte man en intensiv forkyndelse på dette kontinent. Sidste år var der et højdepunkt på mere end 830.000 Jehovas vidner i hele Afrika der tog del i arbejdet med at fortælle deres naboer og andre om „Guds storslåede gerninger“. — Apg. 2:11.

Det har været opmuntrende at se mange unge gøre skolen til deres distrikt. Dorcas, en ung søster i Mocambique, har sat sig det mål at forkynde for inspektøren og alle lærerne på sin skole, såvel som for sine klassekammerater. I øjeblikket leder hun otte bibelstudier, og seks af dem hun studerer med, kommer fast til møderne. Tre andre har gjort så store fremskridt at de har ladet sig døbe, og derefter har de kvalificeret sig til at blive almindelige pionerer. Fire af Dorcas’ lærere har flere gange taget imod hendes indbydelse til at overvære møder i rigssalen. Dorcas’ far studerer nu med en af dem. For fem år siden, da Dorcas gik på en anden skole, begyndte hun at forkynde for en lærerinde som nu endelig har reageret på hendes udholdenhed og sagt ja tak til at studere Bibelen sammen med hende for at kunne tage del i den sande tilbedelse.

Siden 1995 er man blevet mere opmærksom på de hen ved fem millioner døve i Nigeria. Mange hørende forkyndere der  havde set foredrag blive tolket til tegnsprog ved et områdestævne, ville gerne lære at kommunikere på dette sprog. På lidt over et år lærte 216 forkyndere og pionerer fra 61 menigheder sig nok tegnsprog til at kunne lede bibelstudier og tolke ved møderne. Over 80 menigheder har nu møder der bliver tolket til gavn for de døve.

Florence i Elfenbenskysten besluttede som ung at hun ville være nonne. Men lærepunkter som man sagde var mysterier, og som ikke kunne forklares, gjorde hende nedslået. Desuden chokerede det hende at en præst gentagne gange gjorde umoralske tilnærmelser. Hun forlod klosteret. Senere, i Burkina Faso, mødte Jehovas vidner hende i deres forkyndelse fra hus til hus. Et studium af henholdsvis brochuren Hvad kræver Gud af os? og ’Kundskabsbogen’ førte hurtigt til at hun blev en glad tjener for Jehova.

To gange i løbet af året åbnede Jehovas vidner i Bangui, Den Centralafrikanske Republik, deres rigssale og private hjem for trosfæller som havde været nødt til at flygte over floden fra Den Demokratiske Republik Congo, der var hærget af krig. I juli var over 200 brødre og søstre og deres familier samt andre folk nødt til at krydse floden og flygte til Bangui. Mens de fleste af flygtningene blot blev stuvet sammen i det fri ude på havneområdet, blev der sørget godt for vore brødre både fysisk og åndeligt. Der blev arrangeret fem ugentlige møder for dem i to rigssale i Lingala. En af de lokale myndighedspersoner som bemærkede alt dette, sagde: „Det er fantastisk at I har åbnet jeres mødesal for at huse disse fattige mennesker. Det skal I virkelig roses for.“ En anden mand som gik forbi rigssalen, henvendte sig til en missionær og sagde: „I lever virkelig op til det I forkynder. Jeg ønsker jer alt godt. Gud vil velsigne jer for dette.“

Da en udøbt forkynder i Ghana for nogle år siden var indlagt på hospitalet, forkyndte hun fra seng til seng, selv om hun var syg. Nogle var glade for det hun fortalte dem, andre afviste det hånligt; der var også en kvinde som lyttede, men  tilsyneladende uden at reagere på det. Flere år senere, da forkynderen, der nu var blevet specialpioner, overværede et af stævnerne i Ghana med temaet „Guds vej — den bedste livsform“, mødte hun en kvinde som hun genkendte. „Hvad har fået dig til at komme her?“ spurgte pioneren hende. „Jehova er stor,“ svarede damen. „Jeg har tit tænkt på om jeg mon nogen sinde ville få dig at se igen så jeg kunne takke dig for at du dér på hospitalet såede sandheden om Riget i mit hjerte. Dengang var jeg for syg til at reagere, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på alt det du sagde om livet i Paradiset under Guds rige, hvor ’ingen indbygger siger: „Jeg er syg.“’ Så snart jeg kom hjem fra hospitalet, begyndte jeg at lede efter Jehovas Vidner, og de lærte mig mere. Kort tid efter flyttede jeg. Det nye sted jeg kom hen, ledte jeg igen efter Jehovas Vidner og fortsatte mit bibelstudium. Det har ført til at jeg skal døbes ved stævnet i morgen.“ De to kvinder omfavnede hinanden og græd af glæde. Hendes forkyndelse på hospitalet havde båret god frugt.

I Mali kom en kvinde der i 13 år havde været fysisk handicappet på grund af trolddom, i kontakt med Jehovas Vidner. Hun kunne kun komme omkring ved at kravle på sine hænder og knæ. Der blev påbegyndt et bibelstudium. Man fortalte hende om vores møder, men i betragtning af hvor handicappet kvinden var, havde vores søster kun et spinkelt håb om at hun ville kunne komme hen i rigssalen. Sandheden havde imidlertid rørt kvindens hjerte. Forestil jer hvor overraskede brødrene og søstrene blev da de så kvinden foran rigssalen hvor hun ventede på at mødet skulle begynde. En broder med bil aftalte at køre hende hjem efter mødet. Efterhånden som studiet skred frem og hendes tro på Jehova voksede, blev hun befriet fra de onde ånders greb. Langsomt begyndte hun atter at kunne bruge sine ben, og efter et halvt år kunne hun gå igen. Hun er nu en døbt tjener for Jehova.

Da en pioner i Uganda holdt frokostpause den anden dag han var på sin nye arbejdsplads, indledte han en samtale med  en arbejdskammerat på denne måde: „Hej! Jeg synes det er noget af en udfordring at lære navnene at kende på alle mine kolleger.“ „Det skal du ikke tage så tungt,“ sagde kollegaen, „det lærer du hurtigt. Jeg hedder William.“ „Tak fordi du præsenterede dig,“ svarede pioneren. „Det var venligt af dig. Vidste du at det at kende andres navne er et problem overalt?“ „Hvad mener du?“ spurgte William. Pioneren fortsatte: „Hvis du for eksempel blev spurgt om hvad Skaberen af universet og alt levende hedder, kunne du så uden videre svare på det?“ Drøftelsen af Guds navn førte næste dag til et bibelstudium. William inviterede pioneren med hjem så han også kunne tale med hans familie. Nu er fem i hans familie døbte Jehovas vidner. Før mindehøjtiden gik pioneren fra kontor til kontor for at invitere sine kolleger med til denne vigtige begivenhed. Det var en stor glæde at 40 af dem kom.

Mange i Afrika har lidt under de krige der er blevet udkæmpet i deres lande. De har ofte været nødt til at flygte fra deres hjem. Men de flygtninge der er Jehovas vidner, fortsætter med at forkynde den gode nyhed. Mange brødre og søstre fra hovedstaden i Guinea-Bissau, i Vestafrika, flygtede 240 kilometer til byen Buba. Her boede en broder og hans kone, men der var ingen menighed. Kort tid efter at brødrene fra hovedstaden kom dertil, blev der imidlertid organiseret møder, og forkyndelsesarbejdet havde fremgang. Inden længe kom der 40 til møderne, og der blev ledet 70 bibelstudier.

Tredive forkyndere i menigheden Giteranyi i Burundi gik cirka 160 kilometer for at overvære et kredsstævne i Kayanza. Turen tog tre dage. De der havde cykler, gav andre et lift et stykke af vejen, hvorefter de vendte om for at give dem der gik bagefter, et lift lidt længere frem, og så fremdeles. Nzeyimana Jean gennemførte rejsen med hele sin familie — kone, svigermor og syv børn, deriblandt en som havde polio og bruger stok. Alle var meget glade da de kom frem til stævnepladsen.

 Nord- og Sydamerika

I det 18. århundrede var hele Bibelen tilgængelig på engelsk, fransk, spansk og portugisisk, som blev de mest udbredte sprog i Nord- og Sydamerika. I sidste halvdel af det 19. århundrede begyndte Jehovas Vidner, som de senere kom til at hedde, et bibelundervisningsprogram som i 1935 var trængt igennem til næsten alle lande i Nord- og Sydamerika. Nu er der 2.769.625 nidkære Jehovas vidner i disse lande.

Selv om det nogle steder bliver meget koldt, fortsætter forkyndelsen af den gode nyhed. En ældste fra North Pole menighed i Alaska fortæller at hus-til-hus-arbejdet fortsætter selv i temperaturer på minus 35 grader, og der bliver holdt møder selv når temperaturerne når ned på minus 45 grader. Det kræver udholdenhed at tjene under sådanne forhold.

I nogle storbydistrikter er der mange bygninger hvor det på grund af frygten for kriminalitet sjældent er muligt for forkynderne at tale ansigt til ansigt med beboerne. I Argentina forkyndte en søster i en sådan ejendom gennem et samtaleanlæg, og en kvinde lyttede opmærksomt. De aftalte at fortsætte samtalen ved en anden lejlighed. Søsteren aflagde mange genbesøg uden at hun kom personligt i kontakt med damen. Ikke desto mindre havde de nogle interessante samtaler,  og søsteren læste også skriftsteder. Efter fire måneder inviterede damen endelig forkynderen ind i sin lejlighed, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Forkynderens tålmodige vedholdenhed blev belønnet.

Der er over 17.000 plejehjem i USA, hvor der bor hundredtusinder af ældre mennesker. Hvordan kan man nå denne ældre befolkningsgruppe med den gode nyhed? Nogle menigheder har fået gode resultater ved at henvende sig til plejehjemslederne og tilbyde deres hjælp i forbindelse med at dække beboernes åndelige behov. I ét tilfælde forklarede man at frivillige fra menigheden gerne ville lede et gratis ugentligt bibelstudium med alle der havde lyst til at deltage. Man tog med glæde imod tilbudet. Ofte tog plejere, familiemedlemmer og andre besøgende og frivillige hjælpere del i studiet. Plejehjemslederen skrev: „Studiegruppen yder åndelig støtte og bidrager til at øge beboernes velbefindende. De elsker simpelt hen bibelstudiet.“ Hun forstod hvor mentalt stimulerende det var for de ældre. På hjemmet var der en ældre kvinde som siden hun var kommet, ikke havde sagt noget som helst, men til plejepersonalets store glæde begyndte hun nu at kommentere ved studiet. En ældre mand som aldrig havde været med i nogle af de andre aktivitetsgrupper på hjemmet, var ivrig efter at være med til bibelstudiet.

En søster i Chile der forkyndte på en kirkegård, henvendte sig til en kvinde som havde mistet sin 12-årige søn ved en ulykke. Den sørgende mor besøgte sin søns grav to gange om dagen. Søsteren fortalte hende om opstandelseshåbet, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Kvinden talte med sin nabo der ligeledes havde mistet en ung søn i døden, og som daglig besøgte hans grav. Hun begyndte også at studere. I forbindelse med et besøg på kirkegården bad denne kvindes mor sin præst om at holde en gudstjeneste for hendes afdøde barnebarn. Hun fik et meget uvenligt svar, og af den grund holdt  hun op med at komme i kirken og begyndte at studere Bibelen. Nu deler disse tre kvinder deres nyfundne håb med andre de møder på kirkegården.

Ville du lade Jehova bruge dig som et redskab til at lære andre sandheden at kende, selv hvis du havde nogle personlige begrænsninger? Det gjorde en missionær i Costa Rica. Hun var endnu ikke særlig god til spansk. Alligevel begyndte hun at studere Bibelen med Ana, der var ivrig katolik. De brugte brochuren Hvad kræver Gud af os? sammen med Bibelen. Ana ser ikke så godt, så hun lyttede blot når paragrafferne og skriftstederne blev læst højt, og derefter kommenterede hun dem. En dag sagde Ana følgende opmuntrende ord til missionærsøsteren: „Det gør ikke noget at vi ikke kan kommunikere helt perfekt. Mange af de ting vi har drøftet, adskiller sig fra det den katolske kirke lærer. Hvis du havde formuleret dig perfekt og var kommet med lange forklaringer, ville det ikke have overbevist mig, men du viser mig disse ting direkte fra Bibelen uden en masse ekstra ord, så jeg kan se at det virkelig er det Bibelen lærer.“

I Nicaragua har Jehovas vidner gjort en særlig indsats for at dele visse numre af Vågn op! ud til skolelærere. Emnet „Hvilket håb er der for nutidens unge?“ er et eksempel på et tema man har taget op. Værdien af sådanne oplysninger er indlysende. På trods af at en lærer i en by protesterede mod det, bad en skoleinspektør Jehovas vidner om at fremholde emnet for alle eleverne. Der blev holdt et symposium på halvanden time, og mange af eleverne bad om at få publikationer. Senere bad den lærer som tidligere havde protesteret, Jehovas vidner om at gentage fremholdelsen på den skole hvor hun var inspektør. Det gjorde man så. Der blev påbegyndt et bibelstudium med hende, og nu vil hun gerne have at Jehovas vidner hver måned holder foredrag for eleverne.

 Eurasien

Navnet Eurasien refererer til Europa og Asien som ét kontinent. Her forkyndte Jehova for første gang den gode nyhed for Abraham. (Gal. 3:8) Det var også her Jesus Kristus lagde grundvolden til det forkyndelsesarbejde som er fortsat indtil den dag i dag. (Matt. 28:19, 20) Jehovas vidner bestræber sig på at forkynde den gode nyhed for mennesker i alle de omkring 80 lande i Eurasien. Ud over de hundreder af sprog som Vagttårnsselskabet allerede udgav bibelske publikationer på, er der siden 1995 blevet føjet 36 sprog til så budskabet kan nå ud til yderligere 170.000.000 mennesker i denne del af verden. Blandt disse sprog er punjabi (nastaliq), usbekisk, kasakhisk, tadjikisk, aserbajdsjansk og mongolsk.

I 1999 blev problemerne i Kosovo forværret. Hen ved 800.000 etniske albanere fra Kosovo flygtede til nabolandene. Næsten 500.000 af dem flygtede til Albanien. Blandt flygtningene var der 14 Jehovas vidner sammen med deres 8 børn. De albanske Jehovas vidner åbnede deres hjem og hjalp disse brødre gennem en meget vanskelig tid. Efterhånden som den etniske konflikt blev værre, var det tydeligt hvad der lå brødrene fra Kosovo mest på sinde. De ville gerne sikre sig at deres serbiske brødre var i sikkerhed. Tilsvarende gjorde de serbiske Jehovas vidner sig store anstrengelser for at sætte sig i  forbindelse med deres albanske brødre. Denne kærlighed stod i skarp kontrast til det etniske had der rådede. Efter fire måneder var brødrene fra Kosovo ivrige efter at vende hjem. De gik ikke op i at tage en masse materielle ting med sig tilbage. I stedet bad de om kasser med publikationer som skulle bruges til at bringe andre det trøstende budskab om Guds rige.

Da et af Jehovas vidner i Belgien talte med en kvinde gennem et samtaleanlæg, sagde kvinden rent ud til hende at hun ikke lige var oplagt til at tale om sådanne ting. Vores søster tilbød at ringe til hende senere. Kvinden blev overrasket da søsteren rent faktisk ringede til hende nogle få dage senere. Hun fortalte at hun var nødt til at flytte, og at hun havde bedt socialkontoret om hjælp til at finde en anden lejlighed. Efter endnu en telefonsamtale mistede de kontakten med hinanden, så søsteren besluttede sig til at skrive et brev til hende og sende det til socialkontoret. Brevet blev lagt i kvindens sagsmappe, og kontakten blev genoptaget da hun endelig fik brevet nogle uger senere. Det var netop på det tidspunkt at der stod i Rigets Tjeneste: „Hvis vi alle bestræber os for at oprette studier og beder Jehova velsigne vore anstrengelser, vil vi også finde nogle at studere med.“ Efter at have bedt en inderlig bøn til Jehova ringede vores søster til kvinden for at fortælle hende at hun meget gerne ville studere Bibelen med hende. Det sagde kvinden ja tak til. Nu kommer hun og hendes mand til menighedens møder, og hun fortæller sin familie og venner om de gode ting hun lærer.

På en regnfuld dag talte en midlertidig specialpioner og hendes makker med butiksindehavere i en by i Malaysia hvor der kun var blevet forkyndt ganske lidt. En skoleelev som havde stået under et træ i nærheden mens hun havde ventet på at den voldsomme regn holdt op, gik hen til dem og bad om at få noget af det læsestof de tilbød. Forkynderne forklarede pigen om ordningen med gratis bibelstudier og fortalte  hende hvor de boede. Omkring en uge senere ringede hun. Hun havde læst alt det hun havde fået, og ville gerne have mere. Der blev påbegyndt et bibelstudium. Pigen holder meget af at læse og bad om mere læsestof efter næsten hvert eneste besøg. Nogle gange ringede hun sent om aftenen for at bede om noget læsestof der var henvist til i publikationerne. Da pionererne kun var i denne by en gang imellem, blev studiet ledet både når de selv kunne komme, og gennem brevveksling. I løbet af to måneder havde pigen gennemgået ’Kundskabsbogen’. Hun forkyndte for sine venner og også når hun kørte med bus. Hun har gjort gode fremskridt og er nu udøbt forkynder og ivrig efter at kvalificere sig til dåb.

Et ægtepar i Italien der er Jehovas vidner, fik et godt forhold til en ny nabo. Naboen var vendt tilbage til Italien fra Tyskland fordi hendes mand var blevet lovet et nyt arbejde. Manden fik imidlertid ikke jobbet, så han efterlod sin familie i Italien og rejste igen til udlandet for at finde arbejde. Mens han var væk, hjalp ægteparret hans kone med at købe ind og følge hendes søn i skole. De inviterede også af og til hende og hendes børn til spisning. Desuden gav de hende den moralske støtte hun havde så stærkt brug for. Kvinden spurgte dem hvorfor de gjorde alt dette. Hvad svarede de? „Fordi vi som Jehovas vidner elsker vor næste.“ Kvinden sagde at hun aldrig havde haft tid til at lytte til Jehovas vidner, men at hun nu var blevet nysgerrig efter at få at vide hvad de troede på. Der blev påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium med hende, og hun begyndte også at overvære menighedens møder. I mellemtiden vendte hendes mand hjem. Forkynderne tilbød også ham et bibelstudium, men han sagde nej tak fordi han ikke havde ro på sig. Han havde igen vanskeligheder med at finde et job. Da familien flyttede til en anden del af Italien, fandt forkynderne adressen på rigssalen dér og tilskyndede kvinden til at gå derhen. Hun var imidlertid meget sky, så det gjorde hun ikke. Alligevel ringede søsteren til hende hver uge og holdt  på den måde liv i hendes kærlighed til Jehova. Efter et stykke tid så kvinden to forkyndere på gadearbejde, og hun bad dem om et bibelstudium. Hun begyndte også at overvære møderne. I mellemtiden havde hendes mand fundet et arbejde. Han bad også om et studium. Nu er de begge indviede og døbte kristne. Deres to ældste børn er også døbt, og det tredje barn er udøbt forkynder.

En pioner i Luxembourg var meget ivrig efter at møde alle i sit distrikt. I ét hus var persiennerne altid lukkede, og der var ingen hjemme. Men da pionersøsteren en dag var på vej for at hente sin datter i skolen, bemærkede hun at der holdt en bil foran det hus hvor der aldrig var nogen hjemme. Hun havde ikke lige planlagt at forkynde på det tidspunkt, men hun ville ikke lade muligheden gå fra sig. Hun ringede på. Manden der åbnede, sagde at han ikke var særlig interesseret i Bibelen, men han ville gerne vide mere om Jesus Kristus. Hun gav ham bogen Det største menneske der har levet. Efter at hun og hendes mand havde aflagt adskillige genbesøg, blev der påbegyndt et bibelstudium. Men i begyndelsen sagde manden at han kun kunne studere hver tredje uge fordi han havde så travlt. Lidt efter lidt begyndte han dog at ændre indstilling. Han indså at han blev nødt til at bruge mere tid på at lære at gøre Guds vilje. Han droppede nu sin altopslugende bordtennishobby, som han havde brugt fire aftener om ugen på. Da han fik en klar forståelse af kristen neutralitet, sagde han sit job op og fik et andet arbejde der gav mindre end halvt så meget i løn. Hvordan havde han det med at gøre en sådan forandring? Han siger: „Jeg var glad for det. Jeg ville jo gerne indrette mit liv efter de bibelske principper. Jeg fortsatte med at gøre fremskridt i sandheden, så der ikke længere var noget der hindrede mig i at blive udøbt forkynder, og fem måneder senere at symbolisere min indvielse til Jehova ved vanddåben.“ Han er pionersøsteren der var så grundig i sin forkyndelse, meget taknemmelig.

 Øerne

Jehova indbyder hele jorden, deriblandt dem der bor på øerne, til at fryde sig over hans kongedømme. (Sl. 97:1) Allerede på pinsedagen år 33 var indbyggerne på øen Kreta blandt dem der modtog denne indbydelse. I det 20. århundrede har titusinder af dem der bor på jordens øer, taget imod indbydelsen. I Filippinerne er der 132.496 som fortæller andre om Jehovas kongedømmes herlighed. På de øer der udgør Japan, tager 222.857 del i denne glade tjeneste. Selv øer der kun har få indbyggere, kan fryde sig over at høre den gode nyhed om Guds rige.

Den venlighed en ung pionerbroder på Samoa viste, hjalp til at nedbryde fordomme mod Jehovas Vidner. På et tidspunkt blev han syg og opsøgte lægevagten på det lokale hospital. Han fik et nummer og blev bedt om at vente til det blev hans tur. Men da hans nummer blev råbt op, sad han ved siden af en ældre dame som så ud til at være mere syg end de fleste andre der var til stede, så broderen spurgte venligt sygeplejersken om han måtte bytte nummer med damen. Sygeplejersken blev noget overrasket, men sagde ja. Næste gang broderen blev kaldt ind, sad en af høvdingerne (matai) fra hans landsby ved siden af ham. Eftersom manden var mere syg end vores broder, valgte broderen igen at holde sig tilbage og lade denne mand  komme ind til lægen med det samme. Senere traf vores broder den ældre kvinde igen, denne gang på markedet. Hun var meget glad for at se ham og spurgte om han var et af Jehovas vidner. Da hun havde fået det bekræftet, sagde hun at hun tidligere ikke havde villet tale med Jehovas vidner, men at hun nu havde fundet ud af at de virkelig elsker deres næste. Broderen fik hendes adresse, og der blev påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium. Hvad med landsbyhøvdingen? Han sagde til pionerbroderens far at han ikke tidligere havde respekteret Jehovas vidner, men at de nu var velkomne i hans hjem. Han kom til mindehøjtiden og sagde: „Det er muligt at blive glad for noget man i begyndelsen ikke brød sig om.“

Er det muligt at påbegynde bibelstudier i forretningskvarterer? En specialpioner på Cypern leverede regelmæssigt bladene til en forretningsmand. Da manden kunne lide det han læste, viste pioneren ham hvordan man kan studere Bibelen ved hjælp af brochuren Hvad kræver Gud af os? Studiet bliver holdt på arbejdspladsen, men pioneren tager hensyn til omstændighederne og begrænser det til at vare 10-15 minutter hver gang.

På Guadeloupe er der blevet lagt særlig vægt på gadearbejde. Men er det virkelig nødvendigt at udføre gadearbejde når hver forkynder på øen kun har 55 mennesker at forkynde for? Det bliver mere og mere almindeligt at folk er optaget af at se satellit- eller kabel-tv når de er hjemme. Det er nemmere at få dem til at stoppe op og lytte til den gode nyhed når de er væk hjemmefra. En kredstilsynsmand rapporterede at en gruppe på 15 forkyndere som var på gadearbejde i St. Martin, på omkring to timer spredte 250 blade, foruden traktater. Det kan naturligvis godt forekomme at nogle der gladeligt tager imod læsestof, siger at de har for travlt til en samtale. Men når omstændighederne i folks liv ændrer sig, kan det stimulere deres åndelige appetit så de vælger at prioritere anderledes. I byen Les Abymes var der således en der havde en masse spørgsmål efter at hendes  far var død. Nu ville hun gerne studere næsten hver dag — først ved hjælp af brochuren Hvad kræver Gud af os? og derefter ud fra ’Kundskabsbogen’. Hun undersøger også forskellige ting fra ’Ræsonnerebogen’ og skriver de skriftsteder der er henvist til, ned på et stykke papir. Hun siger at hun har det ligesom „kongen i Israel som lavede sin egen afskrift af Bibelen“. Hun er kommet til den slutning at det er muligt at „alle såkaldt kristne religioner har Bibelen, men der er kun ét trossamfund som praktiserer det den siger, nemlig Jehovas Vidner“.

Hatsuko i Japan er enlig mor med to børn. For at kunne forsørge sin familie har hun to job. Hvordan får hun tid til at fortælle andre om Jehova? Det tager hende omkring 20 minutter at komme fra det ene arbejde til det andet på cykel. Hun besluttede sig for hver dag at bruge denne tid på at forkynde. Hun taler med folk hun møder — forbipasserende, kunder ved salgsautomater, bude og håndværkere. I begyndelsen kostede det hende store anstrengelser fordi hun er meget genert. Hun besluttede at det bedste ville være at lade bladene tale for sig selv i stedet for at føre lange samtaler. Inden hun gik ud, bad hun desuden en bøn, og det hjalp hende så det efterhånden blev nemmere for hende at tale med folk. Hun har i de sidste to år forkyndt på denne måde og uddeler 2-300 blade hver måned.

Videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation har været et virkningsfuldt middel til at opbygge folks værdsættelse af den organisation Jehova bruger. En kvinde i Australien havde i fem år modtaget blade og andet læsestof som Vagttårnsselskabet udgiver. En dag lånte kvinden så videofilmen af forkynderne. Ved næste besøg inviterede hun forkynderne ind. Hun havde set filmen og var blevet rørt til tårer. Hun havde stolet på forkynderne som besøgte hende, men nu følte hun at hun også kunne have tillid til organisationen. Samme dag blev der påbegyndt et rigtigt studium over ’Kundskabsbogen’, og ugen efter overværede kvinden møderne i rigssalen.

 Hvem henvender folk sig til for at få gode råd? Nogle gange til en avis eller en brevkasseredaktør. En pioner i Ny Kaledonien bemærkede at et spørgsmål til et ugeblad var blevet godt besvaret i et nummer af Vågn op! Hun skrev et brev til den der havde spurgt, og sendte det til redaktøren af bladet og anmodede vedkommende om at sende det videre. Forkynderen skrev at hun havde nogle værdifulde oplysninger om emnet, henviste til artiklen, gengav nogle af underoverskrifterne og få udvalgte citater og tilbød at sende materialet. Inden længe fik hun svar, og bladet blev sendt, hvilket banede vejen for at spørgeren kunne få yderligere åndelig hjælp.

Forkyndere i Irland møder folk i deres distrikt som kommer fra Afrika, Østeuropa og Asien. En menighed i Belfast sørgede for at der kunne blive holdt et offentligt foredrag og vagttårnsstudium på den kinesiske dialekt mandarin. Der var 22 interesserede til stede. Dette var et resultat af det arbejde et missionærægtepar havde gjort for at forkynde blandt kinesisktalende som enten arbejder eller studerer i Belfast. Siden 1993 har missionærerne ledet bibelstudier med 75 personer fra 17 provinser i Kina og fra forskellige byer i Taiwan. Man har holdt kontakten ved lige med mange interesserede efter at de er vendt tilbage til Kina. Som eksempel kan nævnes et ægtepar der studerede Bibelen. På et tidspunkt måtte konen rejse tilbage til Kina, hvilket hun var meget ked af da hun ikke troede at det ville være muligt for hende at fortsætte med at studere Bibelen dér. Nogle uger senere kunne hendes mand imidlertid begejstret fortælle at nogle forkyndere havde besøgt hans kone en dag hun var på arbejde. De havde efterladt en seddel hvor der stod: „Dine venner i Irland bad os om at besøge dig. Vi kommer igen en anden dag.“ Og det gjorde de! Et andet par skrev fra Kina: „Vi savner jer meget. Vi har haft mange mindeværdige oplevelser, men vi må sige at det mest værdifulde har været at studere Bibelen med jer. Det er som om Bibelen nu er hjørnestenen i vort liv.“

[Illustrationer på side 49]

(1) Mocambique, (2) Senegal, (3) Ny Kaledonien, (4) Bolivia