Argentina

Argentina, der strækker sig 4000 kilometer ned langs Sydamerikas sydøstkyst, er et land med en enestående variation. Inden for landets grænser ligger de forrevne Andesbjerge, der visse steder når en højde på over 6000 meter. I de nordlige områder er der tropiske skove hvor jaguarer og tapirer strejfer om. I det iskolde vand ud for Tierra del Fuego, eller Ildlandet, i syd leger pingviner og hvaler, og bølgerne kan her blive op til 30 meter høje. På sletterne rider gauchoer (argentinske cowboys) rundt på hesteryg og holder opsyn med de vidtstrakte kvægfarme.

Hvor som helst man tager hen i Argentina, vil man støde på Jehovas Vidner i alle de større og mindre byer i hele landet. Mere end 120.000 Jehovas Vidner forkynder i bjergene, i junglen, på sletterne og langs kysten. Man kan finde dem i hovedstadens skyskrabere og i selv den mest afsidesliggende landsby. Forkyndelsen af den gode nyhed har hverken ladet sig bremse af landets geografiske forskelligartethed, kulturelle og sprogmæssige barrierer eller økonomiske problemer. Den gode nyhed er blevet forkyndt, nøjagtig som Jesus sagde at den ville blive det. — Mark. 13:10.

Det er ikke sket som følge af tilfældigheder. Pligtopfyldende mænd og kvinder fulde af tro og nidkærhed har beslutsomt forkyndt Bibelens budskab uanset  omstændighederne. De har taget apostelen Paulus’ råd til Timoteus til sig: „Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.“ (2 Tim. 4:2) Men de tager ikke selv æren for det der er nået. De erkender at det kun er ved hjælp af Jehovas ånd det har kunnet lade sig gøre. — Zak. 4:6.

 Grundvolden lægges

Forkyndelsesarbejdet i Argentina begyndte for mange år siden. Beretningen om hvordan sandheden kom ud til landets mest afsidesliggende steder, er meget trosstyrkende. I 1923 kom George Young fra Canada til Sydamerika. Efter at have forkyndt vidt og bredt i Brasilien vendte han sin opmærksomhed mod Argentina. I løbet af nogle måneder var der blevet spredt 1480 bøger og 300.000 eksemplarer af andre bibelske publikationer i 25 større byer i Argentina. Før han fortsatte sin missionsrejse til andre lande i Sydamerika, skrev han: „Guds bifald har tydeligt været over bestræbelserne for at forkynde Rigets budskab.“

I 1924 udpegede J.F. Rutherford, der på daværende tidspunkt var præsident for Vagttårnsselskabet, en spanier ved navn Juan Muñiz til at tjene i Argentina. To år senere oprettede broder Muñiz et afdelingskontor for Vagttårnets Selskab i Buenos Aires der skulle have opsyn med forkyndelsen af Riget i Argentina, Chile, Paraguay og Uruguay.

Broder Muñiz fandt ud af at der var en stor tysktalende befolkning i Argentina, og bad derfor om assistance så også denne gruppe kunne komme til at høre den gode nyhed. Som svar på anmodningen sendte broder Rutherford en tysk heltidstjener der hed Carlos Ott, til landet for at han skulle hjælpe denne sproggruppe.

Der var også mange grækere i landet. I 1930 lærte Nicolás Argyrós, der var af græsk oprindelse, Bibelens budskab at kende og begyndte at forkynde for de hundreder af græsktalende i Buenos Aires-området. Senere, da han var blevet bedre til spansk, spredte han sæden fra Guds ord i 14 af de 22 provinser i Argentina, idet han koncentrerede sig om den nordlige halvdel af landet.

 På omtrent samme tid blev en polak ved navn Juan Rebacz et af Jehovas Vidner, og sammen med en anden polsk broder begyndte han i heltidstjenesten. I fællesskab med to andre heltidstjenere dækkede de distriktet i den sydlige del af Argentina.

Rapporten for 1930 viser at hundredtusinder stykker litteratur blev uddelt, ikke blot på græsk, spansk og tysk, men også på arabisk, armensk, engelsk, fransk, italiensk, jiddisch, kroatisk, lettisk, litauisk, polsk, portugisisk, russisk, ukrainsk og ungarsk.

I løbet af kun syv år havde forkyndelsen af den gode nyhed og arbejdet med at gøre disciple således fået fodfæste blandt den spansktalende befolkning og andre sproggrupper. Tiden var meget gunstig for fortsat vækst.

 Distriktets størrelse er ingen hindring

Det var et enormt distrikt der skulle gennemgås, omtrent på størrelse med en tredjedel af USA. Men forkynderne betragtede det ikke som en hindring for at forkynde Rigets budskab. Nogle rejste til fods, andre på cykel, andre igen med tog eller med hestevogn.

Tidligt i 1930’erne blev Armando Menazzi, fra den centrale provins Córdoba, overbevist om at han havde fundet sandheden. Han afhændede sit bilværksted for at blive heltidsforkynder. Senere købte han en gammel bus og byggede den om til beboelsesvogn så ti eller flere forkyndere kunne rejse sammen og udbrede den gode nyhed. På deres ture kom de til mindst ti provinser i den nordlige del af Argentina.

I 1930’erne havde Argentina Latinamerikas mest udbyggede jernbanenet der strakte sig længere end 40.000 kilometer. Dette viste sig at være et enormt aktiv for udvidelsen af forkyndelsesarbejdet. Nogle pionerer fik til opgave at forkynde ved bebyggelserne langs et stykke af jernbanelinjen. José Reindl havde for eksempel hele den vestlige jernbanelinje som sit distrikt. Det strakte sig fra provinsen Buenos Aires ved Atlanterhavskysten til Mendoza-provinsen ved Chiles grænse, hvilket er en strækning på mere end 1000 kilometer.

Jehovas Vidner der var ansat ved jernbanen, udnyttede muligheden for at bringe Bibelens budskab ud til fjerntliggende steder i Argentina. Epifanio Aguiar, som lærte sandheden at kende i den nordøstlige provins Santa Fé, blev af jernbaneselskabet forflyttet længere nordpå til Chaco. Han begyndte straks at forkynde. Da han på grund af sit arbejde var nødt til at rejse 2000 kilometer sydpå til Chubut  og senere tilbage nordpå til Santiago del Estero, spredte han den gode nyhed om Riget i disse provinser.

Søster Rina de Midolini, der var en nidkær pioner, forkyndte i Médanos, omkring 50 kilometer fra byen Bahía Blanca. Hun tog sin cykel med på toget og gjorde god brug af den når hun ankom til sit bestemmelsessted. Folk kaldte hende ’bibeldamen på cykel’. Hun var så velkendt at lokomotivføreren en dag udsatte togafgangen for hendes skyld, da han lagde mærke til at hun ikke var mødt op til tilbageturen.

Gileaduddannede missionærer kommer til

De første Jehovas Vidner i landet rejste vidt omkring og spredte meget læsestof, idet de henledte folks opmærksomhed på håbet om Guds rige. Med tiden blev det dog tydeligt at der var behov for systematisk bibelundervisning og en bedre organisering. I 1945 besøgte daværende præsident for Vagttårnsselskabet, Nathan H. Knorr, Argentina og gav menighederne besked om at påbegynde Kursus i Teokratisk Tjeneste (Den Teokratiske Skole) på spansk. Han opmuntrede også brødrene i Argentina til at tage pionertjenesten op og sætte sig det mål at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead.

Inden længe overværede to argentinere Gileadskolen og vendte tilbage til Argentina i 1946. I 1948 fulgte missionærer fra andre lande efter. Blandt dem var Charles og Lorene Eisenhower, Viola Eisenhower, Helen Nichols og Helen Wilson fra Gileadskolens første klasse, foruden Roberta Miller fra den fjerde klasse. Senere kom Sophie Soviak, Edith Morgan, Ethel Tischhauser, Mary Helmbrecht og mange andre. I årenes løb er 78 missionærer blevet sendt til Argentina. Deres evangelieånd har tilskyndet lokale Jehovas  Vidner til at efterligne dem. Mens der i 1940 var 20 pionerer i hele landet, var antallet i 1960 steget til 382. I dag er der over 15.000 pionerer i Argentina.

Ugunstige tider

I årevis havde der været en gunstig tid til at forkynde i Argentina. Men, som Jesus forudsagde, ville ikke alle bifalde det arbejde hans disciple gjorde. (Joh. 15:20) Da broder Knorr besøgte Argentina i 1949, inddrog politiet derfor pludselig den tilladelse man havde fået til at holde stævne i en meget smuk hal i Buenos Aires. I stedet for blev stævnet holdt i en rigssal, dog ikke uden afbrydelser. Klokken 16.40 om søndagen afbrød politiet broder Knorrs foredrag og arresterede ham sammen med dem der var til stede. Politiet gav ingen begrundelse for anholdelsen, men lod brødrene stå i timevis på en stor gårdsplads til tidligt næste morgen, hvorefter de blev løsladt.

Der var tydeligvis en ulmende modstand mod Jehovas Vidner i Argentina. Samme år blev der, på grund af den katolske kirkes påvirkning, fremsat et lovforslag som gik ud på at alle religiøse grupper skulle registreres af et kirkeligt departement under udenrigsministeriet. Året efter udstedte regeringen under Juan Domingo Perón et officielt forbud mod Jehovas Vidner i Argentina. Dekretet forbød Jehovas Vidner at holde offentlige møder og at forkynde. Men Vagttårnsselskabets afdelingskontor blev ikke lukket.

I det store og hele tillod myndighederne Jehovas Vidner at fortsætte deres virksomhed uden særlige vanskeligheder. Dog håndhævede regeringsembedsmænd ofte forbudet ved at aflyse et stævne eller lukke en rigssal. Indimellem blev forkynderne også arresteret eller chikaneret når de holdt møder i private hjem eller deltog i forkyndelsen.

 Vidnerne bestræbte sig derfor på at være „forsigtige som slanger“. (Matt. 10:16) Når de forkyndte, brugte de kun Bibelen. Menighederne blev organiseret i små grupper på 8 til 12 forkyndere. I de første år under forbudet ændrede man regelmæssigt mødestederne. Brødrene fandt steder hvor de kunne mødes uden at vække mistanke — det kunne være en lade, et stråtækt hus, et landkøkken eller endda under et træ. Det vigtigste var at komme sammen. — Hebr. 10:24, 25.

For at opmuntre brødrene besøgte broder Knorr Argentina igen i 1953 sammen med Milton Henschel. På grund af forbudet var det ikke muligt at holde et stort stævne, da det ville tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed. Men alligevel arrangerede man et såkaldt landsstævne. Broder  Knorr fløj til Mendoza fra Chile, og broder Henschel kom ind i landet fra Paraguay. De rejste hver for sig og talte ved lokale „stævner“ som blev holdt 56 forskellige steder. Nogle af disse sammenkomster var camoufleret som udflugter til landsteder der var ejet af lokale Jehovas Vidner. I Buenos Aires besøgte brødrene forsamlede grupper af Jehovas Vidner og holdt et totimers møde med hver gruppe. På én dag afholdt man ni sådanne møder. I alt overværede 2505 denne meget anderledes form for stævne.

Forbudet lempes

Da Juan Peróns militærstyre blev styrtet i 1955, dannede man større grupper. De steder hvor menighederne havde en rigssal, blev brødrene opmuntret til at mødes dér, men uden dog at sætte et skilt op som viste at det var en rigssal. Med Jehovas velsignelse øgedes antallet af menigheder støt på trods af lejlighedsvise chikanerier fra myndighedernes side.

I 1956 besluttede afdelingskontoret at holde nogle små stævner forskellige steder i landet. Det første blev holdt i byen La Plata, omkring 60 kilometer fra Buenos Aires. De 300 tilstedeværende havde svært ved at synge den første sang, „Glæd jer, I nationer, med hans folk!“ De var dybt bevægede. Det var første gang i seks år at de kunne mødes med så mange trosfæller og synge sammen.

Forbudet var dog stadig gældende. Da man i december 1957 forsøgte at holde et nationalt stævne i Les Ambassadeurs-hallen i Buenos Aires, lukkede politiet hallen da de delegerede ankom. Fire brødre blev tilbageholdt og anklaget for at holde møde uden politiets tilladelse.

Eftersom Argentinas grundlov garanterer religions- og forsamlingsfrihed, bragte brødrene sagen for retten. Den  14. marts 1958 blev der truffet en afgørelse i Jehovas Vidners favør. Det var den første juridiske sejr for Jehovas Vidner i Argentina.

I 1958 fandt en anden regeringsændring sted. Nu så det ud til at Jehovas Vidner i Argentina måske kunne opnå juridisk anerkendelse. Et særligt brev der gjorde rede for Jehovas Vidners aktiviteter og deres situation i Argentina, blev sendt til alle medlemmer af den lovgivende forsamling, redaktører, deputerede og dommere. Selv om der blev aflagt et godt vidnesbyrd, opnåede man ikke juridisk anerkendelse.

Jehovas Vidner gav ikke op. Det følgende år udfærdigede man en ansøgning om religionsfrihed og sendte den til regeringen. Den var underskrevet af 322.636. Charles Eisenhower besøgte regeringsmyndighederne som repræsentant for afdelingskontoret. Fra andre lande strømmede der mere end 7000 breve til som anmodede om juridisk anerkendelse. Til trods for alt dette blev der stadig ikke givet nogen juridisk anerkendelse. Dog mildnedes regeringens holdning til Jehovas Vidner betydeligt. Brødrene udnyttede derfor den mere gunstige tid til at styrke menighederne åndeligt.

I 1961 blev Rigets Tjenesteskole oprettet for at oplære rejsende tilsynsmænd og tilsynsmænd i menighederne. Til at begynde med blev det månedlange kursus holdt i en af rigssalene i centrum af Buenos Aires. Senere blev skolen flyttet til afdelingskontoret. Med bedre kvalificerede tilsynsmænd til at tage sig af Guds hjord voksede antallet af forkyndere og pionerer hvert år op gennem 1960’erne, og i 1970 nåede man et højdepunkt på 18.763 forkyndere og 1299 pionerer.

 Udvidelser af afdelingskontoret

Væksten i antallet af forkyndere af den gode nyhed i Argentina nødvendiggjorde en udvidelse af afdelingskontoret. Siden 1940 havde afdelingskontoret haft til huse på adressen Hondurasgade 5646 i Buenos Aires. Denne bygning blev revet ned, og i oktober 1962 kunne en ny og større bygning der var opført på samme grund, tages i brug.

Ved slutningen af 1960’erne var afdelingskontoret igen blevet for lille i forhold til væksten. Man købte et stykke jord bag ved afdelingskontoret, og de lokale Jehovas Vidner byggede en ny bolig- og kontorbygning. Desuden købte man en bygning på Fitz Roy-gade i umiddelbar nærhed af den nye ejendom. Nedrivningen af det gamle afdelingskontor begyndte i oktober 1970, og størstedelen af arbejdsstyrken bestod af lokale Jehovas Vidner med erfaring i byggeri. Medarbejdere på afdelingskontoret kom og gav en hånd med efter deres normale arbejdstid. I weekenderne tog Jehovas Vidner fra de nærliggende menigheder også fat.

Til sidst blev de tre bygninger forbundet så de kom til at udgøre ét helt kompleks. F.W. Franz, daværende vicepræsident for Vagttårnsselskabet, holdt indvielsestalen i oktober 1974. Brødrene i Argentina var overbeviste om at det nye afdelingskontor ville kunne dække behovet i distriktet indtil Harmagedon. De var ikke klar over at dette kun var en begyndelse.

Samme år som afdelingskontoret blev indviet, besluttede Jehovas Vidners Styrende Råd at Vagttårnet og Vågn op! skulle trykkes lokalt. Eftersom Jehovas Vidner på daværende tidspunkt ikke var juridisk anerkendt som trossamfund i Argentina, blev Asociación Cultural Rioplatense (Rio de la Platas Kulturelle Forening) oprettet i december  1974 som et juridisk redskab der kunne importere trykkemaskiner. Der kom en trykkemaskine fra Frankrig, en skæremaskine fra Tyskland og en hæftemaskine fra USA. Alt sammen gaver.

Trykkeriarbejderne lærte dog hurtigt at én ting er at have maskinerne, noget ganske andet er at betjene dem. Selv om der var mange vanskeligheder der skulle overvindes, var det en stor glæde da Vagttårnet for 15. april 1975 blev trykt på den første rotationspresse Vagttårnsselskabet nogen sinde havde brugt. Dette var en milepæl i Jehovas Vidners trykkevirksomhed.

De internationale stævner „Guds sejr“

Tidligt i 1974 kunne Jehovas Vidner i Argentina glæde sig over at overvære internationale stævner med temaet „Guds sejr“, der blev holdt i Rio Ceballos og Buenos Aires. Omkring 15.000 delegerede overværede programmet.

Logiforberedelserne til de mange besøgende begyndte flere måneder før. Mange der ikke var Jehovas Vidner, indlogerede stævnedeltagerne. Disse viste ikke blot deres kærlighed „med ord“, men også „i gerning“, hvilket bevirkede at der blev aflagt et godt vidnesbyrd. (1 Joh. 3:18) Myndighederne godkendte at man opbyggede en teltby på en stor mark. Teltene og campingvognene i ’byen’ var arrangeret i pæne rækker, og ’gaderne’ havde bibelske navne. Alt dette havde en positiv virkning på lokalsamfundet.

Mørke skyer i horisonten

Selv om brødrene efterhånden havde fået større religionsfrihed, var der vanskelige tider forude. I juni 1973 vendte Juan Perón tilbage efter mere end 17 år i eksil og overtog præsidentposten. Guerillakampe mellem tilhængere og modstandere af Perón førte til at landet blev  splittet. Den politiske vold tog til i styrke, og den 24. marts 1976 overtog militæret kontrollen med regeringen.

Militærstyret opløste Kongressen og iværksatte en kampagne for at udrydde reformisterne. The World Book Encyclopedia beretter: „I denne proces krænkede de mange menneskers borgerrettigheder. Tusinder blev sat i fængsel uden rettergang og blev torteret og dræbt. Mange af disse ofre er aldrig blevet fundet. De kaldes los desaparecidos (de forsvundne).“ Politiet intensiverede sin overvågning af borgerne. Selv om Jehovas Vidner holdt fast ved deres neutrale standpunkt midt i dette politiske kaos, bragte tidsskriftet Gente i juli 1976 en artikel med fotos af børn der vendte ryggen til flaget, og man påstod at de var Jehovas Vidner. Det var en grov forvrængning af sandheden. De fire børn af Jehovas Vidner der boede i området, havde ikke engang været i skole den dag billedet angiveligt var taget. Desuden viser Jehovas Vidner heller ikke en sådan mangel på respekt  for nationale symboler. Men propagandaen medførte at mange blev fjendtligt indstillede over for Jehovas Vidner.

Den sociale uro gjorde at regeringen var nervøs for den mindste antydning af oprør. På dette tidspunkt besøgte Carlos Ferencia, der var rejsende tilsynsmand, en menighed i et meget farligt område. Han havde netop modtaget et brev fra afdelingskontoret om at der var et forbud på vej mod Jehovas Vidners arbejde i Argentina. Mens Carlos gik og tænkte over brevet, kørte en bil forbi ham, vendte om og stilede direkte mod ham. Tre mænd steg ud og pegede på ham med deres pistoler. En af mændene bad med bøs stemme om at se hans identifikationspapirer. Carlos forklarede at han var et af Jehovas Vidner, men de tog ham alligevel med på politistationen. Han bad til Jehova om at de ikke ville få fat i brevet.

 Politifolkene tog Carlos med ind i et svagt oplyst rum, og idet en af dem blændede ham med et skarpt lys, skreg han: „Hvad har du i tasken?“ Indholdet i hans forkyndertaske blev tømt ud på bordet — der var en bibel, nogle blade og brevet!

En af politimændene udbrød: „Vagttårnet! Vagttårnet! Statsfjendtlig propaganda!“

Men politimesteren irettesatte ham: „Årh, hold dog mund. Har du aldrig set Vagttårnet før, dit fjols?“

Imens dette stod på, anstrengte Carlos sig for at forblive rolig og vise respekt. Efter at politiet havde undersøgt publikationerne, gav de ham ordre til at pakke det hele sammen. Men en betjent brød ind og sagde: „Hvad er der i kuverten?“

Carlos rakte kuverten med Selskabets brev til betjenten, ventede nogle få sekunder og spurgte så: „Undskyld, må jeg sige noget?“

„Selvfølgelig,“ svarede betjenten og så op fra brevet.

Carlos fortsatte: „Jeg forstår at I arbejder for samfundets sikkerhed.“ Det fangede betjentens opmærksomhed. Carlos viste ham så ud fra Bibelen at den nuværende voldelige situation var en opfyldelse af profetier i Bibelen.

Da han var færdig, sagde betjenten: „Du har ret, min ven.“ Derefter rakte han brevet tilbage uden at have læst det.

Et forbud mod det allerede forbudte arbejde

Hvordan vidste afdelingskontoret at der var et forbud på vej? Sidst i august 1976 havde forbundspolitiet foretaget en razzia mod Selskabets afdelingskontor. Den ansvarshavende sagde at der havde været forlydender om at afdelingskontoret opmagasinerede våben. Humberto Cairo, der  på daværende tidspunkt var medlem af afdelingskontorets udvalg, gik med dem hen til litteraturlageret. Der var selvfølgelig ingen våben. De eneste våben var dem politiet holdt rettet mod Humberto! Politiet førte ham op på førstesalen til koordinatoren broder Eisenhowers kontor. Dér skrev politiinspektøren en rapport over resultatet af ransagningen og fik brødrene til at skrive under på den. Han fortalte dem så at regeringen stod i begreb med at forbyde Jehovas Vidner. Straks skrev afdelingskontorets udvalg brevet som gav de rejsende tilsynsmænd anvisninger om at forberede sig på regeringsforbudet.

Men Jehovas Vidners arbejde i Argentina havde været underlagt forbud siden 1950. Var det muligt at forbyde det allerede forbudte arbejde? Svaret kom hurtigt. Tomás Kardos, medlem af afdelingskontorets udvalg, mindes hvad der skete den 7. september 1976, den dag det nye forbud trådte i kraft. „Klokken fem om morgenen blev vi vækket af støj fra gaden. Et rødt blinklys trængte igennem skodderne. Min kone stod hurtigt op, så ud af vinduet, vendte sig mod mig og sagde ganske enkelt: ’De er kommet.’“

Fire stærkt bevæbnede politimænd sprang ud af en patruljevogn. Der blev øjeblikkelig udstationeret vagter ved kontorerne og trykkeriet. Broder Kardos fortsætter: „Vi spekulerede på om vi kunne gennemføre vores sædvanlige drøftelse af dagsteksten og spise morgenmad. Betjentene gjorde ingen indvendinger, så den morgen drøftede vi et skriftsted mens en bevæbnet politimand holdt vagt ved døren og en anden respektfuldt sad med ved bordet. Vi spekulerede alle på hvad der nu ville ske.“

Dekretet som var dateret den 31. august 1976 forbød Jehovas Vidners arbejde i hele landet — hvilket i realiteten var et forbud mod et arbejde som allerede var blevet forbudt i  1950. Politiet låste afdelingskontoret og trykkeriet af, og kort tid efter blev alle rigssalene i landet lukket.

På trods af denne situation var brødrene besluttede på at efterligne det eksempel Jesu apostle havde sat, ved at adlyde Gud som hersker mere end mennesker. (Apg. 5:29) Jehovas Vidner i Argentina fortsatte med at forkynde Bibelens budskab selv om ’tiden var ugunstig’. — 2 Tim. 4:2.

Vanskeligheder overvindes

Eftersom afdelingskontoret officielt var lukket, besluttede afdelingskontorets udvalg at flytte kontorerne og trykkeriet. Humberto Cairo måtte hyppigt flytte kontor — cirka en gang om måneden — så han måtte arbejde i forskellige lejligheder, forretningslokaler, huse eller kontorer hos sine trosfæller. Engang måtte Charles Eisenhower udføre sit arbejde i en broders vinhandel. Afdelingskontorets udvalg holdt deres møder i garager i Buenos Aires’ centrum.

Betelfamiliens boliger var ikke blevet lukket, så afdelingskontorets medarbejdere spiste og sov på betelhjemmet og drøftede dagens tekst sammen som familie. Derefter tog de hen til de steder hvor de hver især arbejdede. De der arbejdede på kontorer i nærheden, kom tilbage til Betel og spiste frokost med dem af familiens medlemmer der passede på huset.

Politiet mistænkte betelfamilien for at lave noget fordækt. Adskillige gange blev hele betelfamilien, der talte omkring ti personer, taget med til politiets hovedkvarter til forhør. Politiet ville vide alt om Jehovas Vidners arbejde i Argentina, hvem der havde tilsyn med de lokale menigheder, og hvor de boede. Broder Eisenhower husker tydeligt disse episoder: „Vi skulle tale sandt uden at bringe  vore brødres arbejde i fare. Det var vanskeligt, for myndighederne var meget vedholdende med deres spørgsmål.“

„Vent med teen“

Lige inden forbudet af 1976 trådte i kraft, havde Selskabet planlagt den verdensomspændende uddeling af en særlig udgave af Rigets Nyheder. Hvad skulle man gøre hvis regeringen lagde yderligere restriktioner på Jehovas Vidners aktiviteter? Pablo Giusti, der var rejsende tilsynsmand dengang, siger: „Eftersom vi ikke vidste hvad vi skulle gøre, måtte vi rådføre os med afdelingskontoret. Hvis de mente at det var klogt at udsætte kampagnen, ville de ældste modtage et telegram med beskeden: ’Vent med teen’. Vi havde ingen anelse om hvilken misforståelse der ville opstå i forbindelse med denne besked.“

Kort tid efter at regeringsdekretet var trådt i kraft, besøgte broder og søster Giusti Malargüe-menigheden for første gang. Det var syd for Mendoza, hvor grænsepolitiet havde deres hovedkvarter. Den eneste adresse ægteparret havde, var på en ældste som boede og arbejdede i vejdirektoratets servicebygning i udkanten af byen. Ældstebroderen var der ikke, men en arbejder sagde at han måske var ude i en nærliggende skov, hvor han ofte tog hen for at motionere. På vej ned ad den lille vej lagde broder Giusti mærke til hvor øde og mennesketomt der var. Det slog ham at det ville være et ideelt sted at mødes uden at vække mistanke. Eftersom det var søndag, spekulerede han på om hele menigheden mon holdt møde dér. Men broderen var alene og var bare ved at motionere. Der ventede broder og søster Giusti en overraskelse.

Efter at have præsenteret sig spurgte Pablo til menigheden. Broderen sagde: „Ja, her i Malargüe har vi indstillet alt.“

 Pablo svarede: „Hvad mener du med alt?“

Svaret var ligetil og enkelt: „Vi modtog et telegram der sagde: ’Vent med teen’, så vi indstillede møderne, forkyndelsen, det hele.“ Heldigvis var det den eneste menighed der gjorde det.

Lynvisit

Da afdelingskontoret blev lukket, mødtes medlemmer af afdelingskontorets udvalg med kredstilsynsmændene for at instruere dem om hvordan de skulle fortsætte deres arbejde. De fik besked på at finde et deltidsjob og slå sig ned på en permanent adresse for at vække så lidt opmærksomhed om deres aktiviteter som muligt. De fleste af dem brugte formiddagen til at sælge forskellige produkter og betjente så menighederne om eftermiddagen.

Kredstilsynsmændene aflagde kredsene et meget kort besøg for at videregive anvisningerne fra afdelingskontoret. På blot én uge blev alle de ældste i hver kreds, der bestod af omkring 20 menigheder, besøgt. Kredstilsynsmændene gav instruktioner i hvordan man skulle holde møder og forkynde uformelt i betragtning af de ændrede omstændigheder. De ældste fik også at vide at kredstilsynsmandens besøg ikke nødvendigvis ville vare en hel uge, men ville afhænge af antallet af bogstudiegrupper i menigheden. Møderne ville finde sted i private hjem, og besøget i hver gruppe ville vare én dag.

Under forbudet spillede kredstilsynsmændene en central rolle som mellemled mellem de lokale forkyndere og afdelingskontorets udvalg. Mario Menna, der tjente som kredstilsynsmand under forbudet, fortæller: „Det var et stort privilegium at betjene menighederne og hjælpe brødrene i disse år. Vi forsøgte at opmuntre dem ved at lade dem høre optagelser af stævneprogrammer, gøre dem bekendt med  indholdet af publikationer vi havde fået fra nabolandene, og fortælle dem gode oplevelser.“

Hvad med missionærerne?

Urolighederne tog til, og fremmede i landet blev betragtet med uvilje. Man lod derfor missionærerne få nye distriktstildelinger hvis de foretrak det. Det var der nogle der gjorde, og de fortsatte trofast i deres nye opgaver.

Andre blev i Argentina. Mary Helmbrecht fra Gileadskolens 13. klasse tjente i Rosario, Santa Fé. Den morgen forbudet trådte i kraft, var hun ude at forkynde og gik hen til et hus og ringede på. Det var varmt, og døren stod åben, så man kunne høre radioen. Pludselig hørte Mary en meddelelse om at Jehovas Vidners arbejde var blevet forbudt i hele Argentina! „Da kvinden i huset kom til døren,“ fortæller Mary, „tog jeg mig sammen og forkyndte for hende som om intet var hændt. Vi fortsatte som planlagt med at forkynde hele formiddagen. Vi syntes ikke at der var problemer af betydning hvor vi var, så vi besluttede os for at blive. Og det er vi glade for at vi gjorde. De brødre og søstre i menighederne der havde været for skræmte til at forkynde, sluttede sig til os så snart de så at der ikke skete os noget.“ — 1 Thess. 5:11.

Skjulte skatte

De lokale Jehovas Vidner udviste mod og opfindsomhed i disse ugunstige tider. Robert Nieto fortæller: „En fredsdommer som var os velvilligt stemt, advarede os om at rigssalene ville blive lukket og litteraturen konfiskeret. Straks kørte vi i to biler af sted til rigssalen for at hente den store mængde litteratur vi havde på lager. Da vi kørte bort fra rigssalen, kunne vi i bakspejlet se politiet og militæret ankomme for at udføre ordren om at lukke rigssalen og konfiskere litteraturen. De ville dog kun kunne udføre den første del af deres  ærinde, for de eneste bøger der var tilbage, var dem i biblioteket.“

I en anden menighed gik de ældste med stor forsigtighed ind i rigssalen midt om natten og fjernede publikationerne. Senere pakkede de litteraturen i små pakker og fordelte den blandt brødrene.

I Tucumán gemte Nérida de Luna litteratur i sit hjem. Hun fortæller: „Vi gemte bøger i store blomsterkrukker og vaser, og oven på dem stillede vi kunstige planter. Og i vaskerummet gemte vi hele kasser med litteratur. En morgen kom to soldater og gennemsøgte huset, deriblandt vaskerummet, mens vi stod ved siden af og bad en inderlig bøn. Det lykkedes dem ikke at finde noget.“

Forsyning af åndelig føde

Den litteratur det var lykkedes lokale brødre at få fat i og skjule, var selvfølgelig hurtigt opbrugt. Men Jehova blev ved med at sørge for åndelig føde til dem. Selv om trykkeriet på adressen Fitz Roy var lukket, fortsatte trykkevirksomheden andre steder i Buenos Aires. Bladene blev også trykt i provinserne Santa Fé og Córdoba. Trykte sider blev sendt andre steder hen, hvor de blev samlet. Til at begynde med modtog menighederne kun et blad pr. studiegruppe, men senere blev det sat op til ét pr. forkynder. Et af trykkerierne befandt sig på et loftsrum i et hus der lå blot to karréer fra præsidentkontorerne.

Rubén Carlucci, som arbejdede med trykning og forsendelse af litteratur i forbudstiden, fortæller at ejeren af huset hvor trykningen fandt sted, en dag kom og advarede dem om at militærpolitiet var i gang med at ransage husene et efter et. Brødrene holdt straks op med at trykke og læssede hurtigt alt undtagen trykkemaskinen på en lastbil. Rubén fortæller: „Politiaktionen var meget omfattende, og da vi var  helt omringet af betjente, kunne vi ikke forlade området. Så fik vi øje på en restaurant i nærheden, gik derind og ventede på at ransagningen skulle slutte. Det blev til flere timers venten, men det var det værd, for vores brødre fik deres værdifulde litteratur.“

„Pistolskytten Pepita“

I en periode blev Vagttårnet og Vågn op! i al hemmelighed samlet og hæftet i en bygning i hovedstaden som var under opførelse. Bygningen skulle oprindelig have været en rigssal. Luisa Fernández, som længe havde været medlem af betelfamilien, var med til arbejdet. En morgen da Luisa og hendes kolleger lige var gået i gang med arbejdet, bankede det på døren. Det var en politibetjent! Han kom fordi naboerne havde indsendt en klage over støjen fra maskineriet. „Det var fuldt forståeligt, for hæftemaskinen larmede så meget at vi havde givet den øgenavnet Pepita la Pistolera (Pistolskytten Pepita),“ fortæller Luisa.

Netop da ankom et medlem af afdelingskontorets udvalg og forklarede hvad vi lavede. Betjenten sagde: „Hvis der ikke er nogen her når jeg kommer tilbage i eftermiddag, har jeg ikke set noget.“ Straks gik brødrene i gang med at læsse alting på lastvogne. I løbet af to timer var ethvert spor fjernet.

Hvor gjorde de af maskineriet? Selv om trykkeriet på afdelingskontoret var blevet lukket, kunne man godt komme ind i bygningen ad bagdøren. Luisa og nogle andre flyttede alt ind i det gamle beteltrykkeri og fortsatte med at samle bladene dér uden at blive opdaget.

Bedre end en småkagefabrik

For at producere og levere blade til hele Argentina var det nødvendigt også at samle og hæfte bladene i andre dele af landet. Leonilda Martineli, som har været specialpioner siden 1957, deltog i et sådant arbejde i Rosario. Når det trykte  materiale kom for at blive samlet, satte brødrene og søstrene der var blevet tildelt opgaven, et langt bord op, hvorpå de lagde siderne i nummerorden. Hver arbejder begyndte i den ene ende med at samle siderne og fortsatte så til han nåede den anden ende. Når en bunke færdige blade var stablet sammen, skulle luften presses ud af dem så der kunne blive plads til flere i en kasse. Man havde ingen hydraulisk presse til det, men en trivelig søster tilbød at gøre arbejdet. Når en pæn stor stak var klar, satte hun sig på den indtil stakken var flad nok, og derefter pakkede en anden bladene i kasser. Systemet virkede så godt at arbejderne indtrængende bad søsteren om ikke at gå på slankekur!

I byen Santa Fé stillede familien Gaitán deres hjem til rådighed for bladsamlingsarbejdet. Selv om man var forsigtig, kunne naboerne ikke undgå at lægge mærke til at der blev bragt kasser ind og ud af huset. De troede at familien fremstillede småkager. Senere, i 1979, flyttede afdelingskontoret processen derfra til et andet sted. Naboerne undrede sig over det og spurgte senere om småkagefabrikken var blevet lukket. Søster Gaitán siger: „De ’småkager’ vi lavede, var lækre og meget mere nærende end naboerne forestillede sig!“

Levering af litteratur

At få bladene og anden litteratur ud til brødrene var endnu en udfordring. I Buenos Aires og omegn lagde man en rute så man kunne levere blade til strategisk godt placerede litteraturdepoter. Da Rubén Carlucci ved en lejlighed var på vej rundt på ruten og kun havde ét stop tilbage, gjorde en politimand pludselig tegn til ham om at køre ind til siden bag patruljevognen. Rubén adlød nervøst og bad hele tiden Jehova om hjælp. Da han standsede, kom betjenten hen til lastbilen og sagde: „Kunne jeg få dig til at give mig et skub? Min vogn vil ikke starte.“ Rubén drog et lettelsens suk og var  mere end villig til at gøre ham denne tjeneste. Bagefter kørte han videre for at blive færdig med sin rute.

Dante Doboletta, der tjente som kredstilsynsmand i Rosario-området, Santa Fé, hentede bladene der hvor de blev samlet, og fordelte dem til alle menighederne i sin kreds. Det betød en tur på cirka 200 kilometer mindst to gange om måneden. For ikke at blive set kørte han rundt sent om aftenen efter at han var færdig med arrangementerne i en menighed, og nogle gange kom han først tilbage ved solopgang. En dag så han en lang række biler holde ved en kontrolpost hvor mere end 30 sværtbevæbnede soldater checkede hver enkelts personlige papirer og bagage. En af soldaterne spurgte Dante: „Hvad har du i bilen?“

„Mine ting,“ svarede Dante.

Soldaten sagde: „Se så at få åbnet det bagagerum i en fart.“

Dertil svarede Dante: „Vi er Jehovas Vidner, så hvad skulle vi dog have med?“

En anden soldat hørte samtalen og sagde: „Lad dem gå. Jehovas Vidner har aldrig våben eller smuglergods.“ I to år lykkedes det Dante at køre ud med litteraturen uden at blive visiteret.

Ingen møder forsømmes

Selv under forbudet forsømte Jehovas Vidner i Argentina ikke at komme sammen, men holdt møder allerede fra den første uge. (Hebr. 10:25) De mødtes i små grupper og ændrede ofte tid og sted for mødet. Det gav de ældste mere arbejde, fordi de ofte måtte lede det samme møde adskillige gange i forskellige hjem.

I den lille by Totoras var det eneste hus hvor man kunne holde møderne, beliggende i midtbyen. De lokale Jehovas  Vidner tog derfor nogle ekstra forholdsregler. Ejeren, broder Reverberi, lavede et møbel som lignede et almindeligt bord med en skuffe til diverse småting. Bordpladen kunne imidlertid løftes op, og indeni var der plads til at gemme bøger og blade. Når der blev banket på døren, blev al litteraturen hurtigt gemt i bordet.

Forkynderne klædte sig uformelt på til møderne. Søstrene tog nogle gange papillotter i håret, lange bukser på og en indkøbstaske med. Møderne blev af vennerne kaldt for mateadas. Maté er en te-lignende drik som ofte nydes sammen med kager, og at mødes for at drikke maté er en meget almindelig skik i Argentina, så det var en ideel camouflage for åndelige sammenkomster.

Indimellem opstod der dog spændte situationer. Teresa Spadini var en trofast, gæstfri søster, som havde et godt ry i nabolaget. Under et kredstilsynsmandsbesøg samledes en gruppe på 35 til møde i hendes hjem. Pludselig kørte en politibil op foran huset, og en betjent bankede på døren. Straks satte broderen som holdt foredraget, sig ned sammen med resten af gruppen. Da Teresa åbnede døren, spurgte betjenten: „Teresa, må jeg låne din telefon?“

Han så ud over gruppen der var samlet, og Teresa forklarede: „Vi har en familiesammenkomst.“ Da betjenten ringede til politistationen, holdt alle vejret, for de troede at han ville ringe efter en patruljevogn til at hente dem. Men til deres lettelse drejede telefonsamtalen sig om noget helt andet. Da han var færdig, vendte han sig mod Teresa og takkede hende. Derefter så han på gruppen og sagde: „Undskyld jeg afbrød jeres hyggestund. I må fortsat have det godt.“

Politirazziaer

Da en gruppe mødtes med det formål at forrette dåb, meldte en nabo det til politiet. Eftersom brødrene allerede  havde planlagt en asado, eller barbecue, som et dække for mødets egentlige formål, fortsatte de blot som planlagt. Grillet kød er en populær spise i Argentina, så der var ingen som havde noget imod denne herlige camouflage. Da de uindbudte „gæster“ ankom i en militærvogn, indbød vennerne gæstfrit soldaterne til at være med til den hyggelige sammenkomst. Soldaterne sagde høfligt nej tak og tog af sted igen uden at finde ud af hvad „desserten“ var.

De ord Jehovas Vidner brugte internt, viste sig nogle gange at være en beskyttelse. Da nogle naboer ved en lejlighed ringede til myndighederne for at informere dem om et møde i et privat hjem, ankom betjentene efter at alle, undtagen de ældste, havde forladt stedet. Politiet bankede på døren, og søsteren som boede der, åbnede og sagde til dem: „Alle, undtagen tjenerne, er gået.“

Betjentene svarede: „Det er ikke tjenerne vi er ude efter, det er de ansvarshavende!“ De tog så af sted igen med uforrettet sag.

Forkyndelse under forbud

Trods restriktionerne fortsatte forkyndelsen. Selvfølgelig var brødrene forsigtige i denne vanskelige situation. Almindeligvis var der ikke mere end to Jehovas Vidner som arbejdede i det samme distrikt ad gangen. Sara Schellenberg mindes hvordan hun besøgte folk i Buenos Aires. Hun fortæller: „Vi lavede nogle distriktskort i miniaturestørrelse som vi kunne skjule i håndfladen. På bagsiden af kortet var et stykke papir foldet som en harmonika, med en liste over alle husnumrene. Vi besøgte kun ét hus på hver side af gaden og satte så et checktegn på listen, således at den næste forkynder der fik distriktet, ville tage et andet hus. Derefter gik vi til en anden gade og besøgte et nyt hus.“

 Kort efter at man havde indført denne fremgangsmåde, gik Cecilia Mastronardi alene i forkyndelsen. Idet hun bankede på en dør, dukkede en motorcykelbetjent pludselig op. „Han spurgte mig hvad jeg lavede dér,“ siger Cecilia. „Det eneste jeg kunne komme i tanker om, var at forkynde for ham og præsentere bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? Han tog imod bogen, gav mig et bidrag for den og hilste venligt af med mig. Først da gik det op for mig at han ikke var stoppet op for at arrestere mig. Han boede selv i det hus hvor jeg havde ringet på!“

Der blev taget utallige metoder i brug for at camouflere forkyndelsen. En søster begyndte at arbejde for et kosmetikfirma for at kunne gå fra hus til hus og tale med sine kunder. María Bruno, som nu er 86 år gammel og har været pioner i 29 år, gik rundt med en taske fyldt med planter, hvilket tiltrak husmødre som var interesserede i at tale om havearbejde. På denne måde indledte hun samtaler som førte til at sandhedens sæd blev sået.

Juan Víctor Buccheri, en butiksindehaver som var blevet døbt lige efter at forbudet var trådt i kraft, ønskede også at fortælle andre om den gode nyhed. Før havde væggene i hans butik været udsmykket med religiøse billeder og plakater af berømtheder inden for sport og underholdning. De blev nu udskiftet med landskabsbilleder forsynet med bibelcitater. Hans kunder blev noget overraskede! Broder Buccheri forkyndte for dem som spurgte til billederne eller skriftstederne, og derved fik han påbegyndt mere end ti bibelstudier. Nogle af disse kom i sandheden og er trofaste brødre den dag i dag.

Dem med den grønne bibel

Vanskelighederne i forbudstiden hjalp brødrene og søstrene i Argentina til at blive bedre forkyndere. Eftersom de  ved de første besøg kun brugte Bibelen, blev de dygtige til at finde skriftsteder der kunne imødegå indvendinger samt trøste folk.

For ikke at vække mistanke brugte de til tider en anden bibel end Ny Verden-Oversættelsen. Da en broder brugte Torres Amat, en katolsk bibel på et forældet spansk, kom han ud for følgende uventede reaktion. Efter at husmoderen havde lyttet til de skriftsteder broderen læste, uden at forstå dem, tilbød hun at hente en bibel som var meget nemmere at forstå. Til hans store overraskelse kom hun ud med Ny Verden-Oversættelsen!

I disse år havde Ny Verden-Oversættelsen et grønt omslag. Befolkningen var derfor blevet advaret om ikke at lytte til dem der kom med den grønne bibel. Men eftersom de fleste var imod regeringens restriktioner, tjente et sådant forbud kun til at vække folks nysgerrighed. En kvinde spurgte en søster hvilken farve hendes bibel havde. Da søsteren ærligt svarede at den var grøn, sagde kvinden: „Godt, jeg vil gerne høre hvad dem med den grønne bibel har at sige.“ Søsteren blev inviteret ind, og de havde en livlig drøftelse.

Hvem har bøgerne?

I en periode fortsatte de argentinske Jehovas Vidner med at forkynde ved hjælp af den litteratur de havde skjult. Men efter nogen tid var forsyningerne opbrugt, og det var umuligt at importere ny litteratur. På afdelingskontorets lager lå der imidlertid 225.000 beslaglagte bøger bag lås og slå.

Forbundspolitiet besluttede at konfiskere de beslaglagte bøger og sælge dem til et papirgenbrugsfirma. Der blev tegnet kontrakt med et firma som skulle hente bøgerne på Betel og køre dem til genbrugsstationen. Det traf sig at chaufføren havde studeret Bibelen med en nabo som var et af  Jehovas Vidner. Da han så hvad det var han skulle transportere, spurgte han sin tidligere nabo om Jehovas Vidner kunne tænke sig at købe bøgerne af ham. Der blev truffet de nødvendige aftaler, og med politiets autorisation blev bøgerne transporteret til et sted som afdelingskontoret anviste. På den måde blev det muligt at ’genbruge’ de 225.000 bøger på en helt anden måde end myndighederne havde forestillet sig!

Jehova hjalp også sit folk gennem modige brødre som frivilligt havde stillet sig til rådighed for at skaffe flere af Selskabets bøger til veje fra andre lande. En pioner ved navn Norberto González fortæller: „Ved en lejlighed betroede et medlem af afdelingskontorets udvalg i Uruguay os 100 eksemplarer af lærebogen til Rigets Tjenesteskole som skulle leveres til de ansvarshavende brødre i Argentina. Det lykkedes os at få disse meget vigtige informationer ind i landet. Vi sprang alle af glæde da vi var kommet sikkert gennem tolden.“ En broder som måske sprang knap så højt, var ham der havde gemt læsestoffet i sit træben!

De argentinske Jehovas Vidner blev i højere grad end nogen sinde opmærksomme på værdien af Vagttårnsselskabets publikationer. I begyndelsen af forbudstiden modtog hver studiegruppe kun ét eksemplar af Vagttårnet. Dette ene blad cirkulerede så blandt alle forkynderne, som kopierede spørgsmålene og svarene til studiet så de kunne deltage. (Fil. 4:12) Vagttårnets forside var blank, så man kunne ikke se hvad bladet indeholdt, men den åndelige føde inden i bladet var udsøgt. Takket være disse særlige foranstaltninger blev brødrene holdt oppe og følte sig forenede.

Hvordan holder man et stævne skjult?

De argentinske brødre fik åndelig mad når de mødtes i små grupper og brugte den litteratur der var tilgængelig.  Men hvordan kunne de få gavn af de tre årlige stævner, som Jehovas Vidner i andre dele af verden nød godt af? De første stævner man holdt efter at forbudet var trådt i kraft, blev kaldt prøvestævner. Det var kun de ældste og deres familier der overværede dem. Senere gentog de ældste programmet i deres egne menigheder. Héctor Chap, der i mange år har tjent utrætteligt som rejsende tilsynsmand, sagde: „Nogle gange holdt vi stævner ude på en mark. Dér, langt ude på landet, var vi omgivet af bondegårdens dyr, som vi knap nok ænsede i vores iver efter at lytte til hvad der blev sagt. Mange brødre optog programmet på bånd til dem der ikke kunne være til stede. Men når de afspillede foredragene, fik de sig et  billigt grin, for de brødre der havde indlæg, blev akkompagneret af brølende køer, galende haner og skrydende æsler.“

Brødrene omtalte stævnerne som „skovture“ fordi de ofte blev holdt på landet. Et populært sted i provinsen Buenos Aires var et landområde i nærheden af grænsen til Santa Fé der hed Strago Murd. Stedet var ideelt fordi det lå skjult af nogle træer. En dag fik deltagerne i „skovturen“ et chok da de kom og opdagede at de smukke træer var blevet fældet. Selv om det nu ikke længere var et skjulested, fortsatte de alligevel deres „skovtur“, idet de brugte én træstub som talerstol og de andre som bænke til tilhørerne.

Brødrene holdt også stævner i en fabrik som et af Jehovas Vidner ejede. Ejeren havde en stor varevogn, og i den kørte han rundt og samlede dem op der gerne ville med til stævne. På hver runde samlede chaufføren 10 til 15 brødre op, hvorefter han kørte tilbage til fabrikken og læssede dem af bag den lukkede garageport. På den måde kunne omkring 100 mennesker samles uden at blive opdaget af naboerne eller politiet. Andre argentinske Jehovas Vidner rejste i disse år til Brasilien og Uruguay for at nyde godt af de åndelige foranstaltninger ved stævnerne.

Møder i fængselet

Endnu før forbudet i 1976 stod vore unge brødre over for loyalitetsprøver som et resultat af deres kristne neutralitet. Fordi de fulgte det bibelske princip i Esajas 2:4 om ikke at „lære at føre krig“, blev mange idømt fængselsstraffe på tre til seks år.

Selv i fængselet udtænkte de måder hvorpå de kunne studere Bibelen og holde møder, og de fortalte ivrigt deres medfanger om Rigets budskab. Ældste fra nabomenighederne var glade for at besøge disse trofaste unge mænd for at opmuntre dem og sørge for åndelig føde til dem.

 Fra 1978 til 1981 var Omar Tschieder, som har tjent på Betel siden 1982, indsat i militærfængselet Magdalena i provinsen Buenos Aires. Han afsonede en straf for at nægte at iføre sig militæruniform. Fængselet bestod af adskillige selvstændige bygninger med 20 celler i hver, og alle celler vendte ud mod den samme gang. Hver celle var på to gange tre meter. I de tre celler der lå for enden af gangen, holdt de fængslede Jehovas Vidner deres møder. Der var kun plads til at 10 til 12 personer mødtes samtidig, så ofte var der mellem 8 og 14 møder hver uge.

Brødrene sørgede for at én holdt vagt ved kighullet så han kunne alarmere gruppen hvis nogen nærmede sig. De aftalte forskellige advarselssignaler. Nogle gange skulle vagten blot banke på væggen. Andre gange var der bundet en tråd mellem vagten og en af tilhørerne. Ved tegn på fare trak vagten i tråden, og broderen i den anden ende advarede så gruppen. Endnu en metode var at sige et kodeord. Vagten kunne for eksempel råbe: „Er der en der har en kuvert?“ Når brødrene hørte ordet „kuvert“, gemte de sig. Alle havde i forvejen fået anvist en plads hvor de skulle søge dækning — under sengen, bag døren eller andre steder hvor de ikke ville være synlige for vagten, som kunne finde på at se gennem kighullet. Al denne hektiske aktivitet fandt sted i stilhed og på få sekunder. Det var nødvendigt at være godt organiseret!

En dag midt under et møde blev brødrene advaret om at en fremmed var på vej ind i bygningen, og de gemte sig hurtigt. En fange som ikke var et af Jehovas Vidner, åbnede døren og lagde noget på bordet. På vej ud vendte han sig om og sagde: „Hvorfor gemmer I jer alle sammen?“ Samtidig blæste en vagt i en fløjte for at få frivillige til at melde sig til noget rengøring. Brødrene svarede derfor: „Vi gemmer  os for ham.“ Den besøgende var straks forstående og skyndte sig at gå. Brødrene gennemførte resten af mødet uden afbrydelser.

Et hemmeligt bibliotek i fængselet

Jehovas Vidners gode adfærd resulterede i at de blev betroet yderligere ansvarsopgaver i fængselet. Brødrene stod for fængselets trykkemaskine, biografen, sygeafdelingen og frisørsalonen. De udnyttede deres privilegier fuldt ud til fremme af Rigets interesser. For eksempel viste perspektivtegningen over Magdalena-fængselet at biografen var rektangulær, selv om væghjørnerne rundede. Det betød at der bag murene var et hulrum på omkring 2,4 meter i højden, 1,8 meter i bredden og 1,2 meter i dybden. Det var perfekt til et bibliotek med bibler og Vagttårnsselskabets publikationer.

Héctor Varela, som sad tre år i dette fængsel, fortæller at brødrene kunne komme ind i hulrummet ved at flytte et vægpanel i forevisningslokalet og kravle over et arbejdsbord. Man gemte også bøger i nogle af skabene i spisesalene.

Det hændte at brødrene fik lov til at forlade fængselet for kort at besøge deres familie. Så udnyttede de ofte muligheden for at tage de seneste numre af bladene Vagttårnet og Vågn op! med tilbage. Rodolfo Domínguez, som nu er rejsende tilsynsmand, fortæller hvad der skete ved én lejlighed: „Vi gemte Vagttårnet og Vågn op! under tøjet, men da vi kom tilbage til fængselet, var der en lang kø. Vagterne var i gang med en grundig visitation af fangerne. Vi nærmede os langsomt kontrolstedet, men netop som det blev vores tur, blev der vagtskifte, og visitationen blev afbrudt.“

„Vi holdt alle menighedsmøderne i fængselet,“ fortsætter broder Domínguez. „Faktisk var det dér jeg holdt mit første offentlige foredrag.“ Jehovas Vidner iklædt kostumer  opførte endog bibelske skuespil, hvilket kunne lade sig gøre fordi familiemedlemmer der kom på besøg, medbragte personlige ejendele til de indsatte. Vagterne havde ingen anelse om hvad sandaler, kjortler og lignende skulle bruges til.

Der gøres disciple bag tremmer

Selv bag tremmerne var der fremgang i forkyndelsen og arbejdet med at gøre disciple. En af dem der nød gavn af de fængslede brødres nidkærhed og gode eksempel, var Norberto Hein. Han tjente i Argentinas forsvarsstyrker da han blev sendt i fængsel på grund af en narkotikadom. I adskillige fængsler mødte han unge Jehovas Vidner som sad inde som militærnægtere. Han var imponeret over deres standpunkt, og mens han sad i Puerto Belgrano-fængselet, bad han om et bibelstudium. I løbet af blot en måned havde han studeret bogen Sandheden der fører til evigt liv. Derefter blev han overflyttet til Magdalena-fængselet, og i 1979 blev han døbt i fængselet.

„Dåbsforedraget blev holdt en søndag omkring klokken ni om aftenen,“ erindrer Norberto. „Vi var omkring ti til stede, selv om der var andre brødre uden for cellen som holdt vagt. Efter foredraget gik jeg med to brødre hen til spisesalen, hvor der stod et kæmpestort kar til afvaskning af potter og pander.“ „Dåbsbassinet“ var fyldt med koldt vand, hvilket Norberto tydeligt husker — for det var vinter!

Selv om han blev chikaneret fordi han kom sammen med Jehovas Vidner, fortsatte han trofast med at tjene Jehova. (Hebr. 11:27) I over 15 år har Norberto og hans kone, María Esther, nu tjent trofast på Betel.

’Bed ikke Gud om at straffe mig’

Mange fængselsbetjente var tolerante over for Jehovas Vidner, men ikke alle. En vagtmester i et militærfængsel fjernede  brødrenes mad og tæpper når han havde vagt, og han var meget ondskabsfuld. Hugo Coronel fortæller: „En morgen før daggry sparkede denne vagt min celledør op, trak mig ud og sagde at min time var kommet idet han pegede på fem bevæbnede soldater. Han prøvede at få mig til at underskrive en erklæring om at jeg ville afsværge min tro. Da jeg nægtede, fik jeg besked på at skrive et afskedsbrev til min mor. Skummende af raseri skubbede han mig op mod en murstensvæg, beordrede henrettelsespelotonen til at løfte deres geværer og råbte: ’Skyd!’ Jeg hørte geværerne klikke. De var ikke ladt. Det var kun et trick for at få mig til at bryde min integritet. Vagtmesteren, som var sikker på at jeg ville bryde grædende sammen, kom over til mig. Da han så at jeg var rolig, mistede han fuldstændig besindelsen og begyndte at råbe. Jeg blev ført tilbage til min celle, noget rystet, men lykkelig over at Jehova havde besvaret mine bønner om at forblive standhaftig.“

Nogle få dage inden Hugo skulle overflyttes til et andet fængsel, meddelte vagtmesteren hele barakken at han næste dag ville tvinge Hugo til at tage en uniform på. Det ville selv Jehova ikke kunne forhindre, sagde han. Hvad skete der? „Næste dag,“ fortæller Hugo, „rygtedes det at vagtmesteren havde været udsat for et alvorligt biluheld hvorved han havde fået hovedet kappet af. Det gjorde dybt indtryk på alle i fængselet. De fleste følte sig overbevist om at det var Gud der havde straffet soldaten for hans praleri og trusler. Vagten som førte mig til min celle den aften, tryglede mig om ikke at bede Gud om også at straffe ham.“ Hugo tjener nu som ældste i Villa Urquiza, i provinsen Misiones.

Disse unge mænd som nægtede at udføre militærtjeneste, bevarede deres uangribelighed under meget vanskelige forhold. Fængselsmyndighederne truede nogle af dem med at  blive skudt. Andre blev slået, udsultet eller sat i isolationsfængsel. Trods den behandling disse brødre blev udsat for, var deres tro og integritet et magtfuldt vidnesbyrd over for militærfolkene og andre fanger.

De gavnlige virkninger af et regelmæssigt familiestudium

Børn blev også udsat for at skulle ’forsvare sig over for enhver som krævede dem til regnskab for det håb der var i dem’. (1 Pet. 3:15) Juan Carlos Barros’ sønner, der dengang var syv og otte år gamle, gik i folkeskolen, og forstanderinden forlangte at den ældste søn skulle hilse flaget foran hele klassen. Da han afslog at gøre det, begyndte hun at råbe og at slå ham og skubbe ham hen mod flaget. Ikke desto mindre nægtede han at hilse det. Hun tog så begge drengene med ind på sit kontor og prøvede i en time at tvinge dem til at synge patriotiske sange. Hendes anstrengelser var forgæves, så derfor besluttede hun sig for at bortvise dem fra skolen.

Sagen kom for en forvaltningsdomstol. Under høringen tog dommeren drengene til side og udspurgte dem. Deres prompte svar gjorde dommeren så ophidset at han begyndte at dirre, slog i bordet med en knytnæve og forlod lokalet. Han kom tilbage et kvarter senere, men var stadig synligt rystet. Ikke desto mindre var afgørelsen i Jehovas Vidners favør. Efter at have afsagt den gunstige kendelse sagde dommeren til broder Barros: „Sikken en skøn familie du har! Hvis alle familier havde så høje normer, ville landet være i en bedre forfatning.“ Broder Barros siger: „Denne oplevelse styrkede min overbevisning om hvor gavnligt det er at have et regelmæssigt familiestudium, så vores børn er forberedt på at stå fast.“ I 1979 slog Argentinas Højesteret endelig fast at børn har ret til uddannelse.

 Atter en gunstig tid

Fra 1950 henvendte afdelingskontoret sig til enhver ny regering i landet med deres forespørgsel om at Jehovas Vidner kunne blive juridisk anerkendt som en religion. At opnå juridisk anerkendelse krævede at der skulle tages en lang række skridt. For det første måtte der dannes et juridisk organ med et vist antal medlemmer og med sociale og religiøse målsætninger, såsom at undervise folk i Bibelen. For det andet skulle dette juridiske redskab indregistreres. Når det var sket, skulle regeringen godkende det juridiske redskab, og hvis den gjorde det, blev der udstedt et registreringsnummer. Når man havde dette nummer, kunne man så endelig udforme en ansøgning om at blive juridisk anerkendt som en religiøs organisation. Indtil 1981 blev Jehovas Vidner afvist under påskud af at deres sociale og religiøse mål var ulovligt fordi arbejdet var forbudt.

I november 1976, blot to måneder efter at det fornyede forbud mod Jehovas Vidners arbejde var trådt i kraft, anmodede afdelingskontoret den argentinske landsret om at hæve forbudet. Desuden ankede afdelingskontoret sager vedrørende børn af Jehovas Vidner som var blevet udvist af skolen fordi de nægtede at tage del i patriotiske ceremonier, sager vedrørende brødre som var blevet fængslet fordi de af samvittighedsgrunde havde nægtet militærtjeneste, samt sager om beslaglæggelse af Vagttårnsselskabets publikationer.

Den 10. oktober 1978 blev disse ankesager også indbragt for den Inter-Amerikanske Kommission for Menneskerettigheder. Kommissionen afgjorde at regeringen havde krænket Jehovas Vidners menneskerettigheder, og anbefalede at forbudet blev hævet.

Den 12. december 1980 accepterede det militære de facto-regime anbefalingen fra den Inter-Amerikanske  Kommission for Menneskerettigheder og hævede forbudet. Dette gjorde det muligt for Jehovas folk i Argentina at mødes frit, hvilket var til stor glæde for brødrene. Men selv om Jehovas Vidners virksomhed ikke længere var forbudt, var deres religiøse organisation endnu ikke blevet juridisk anerkendt.

Den 9. marts 1984 anerkendte regeringen endelig Foreningen af Jehovas Vidner som et trossamfund, og de mange års kamp for juridisk anerkendelse var forbi. Nu kunne vi endelig sætte skilte op der viste hvor rigssalene lå. Der var stor glæde blandt brødrene i Argentina. Alle sagde som salmisten: „Det er storslået hvad Jehova har gjort med os.“ — Sl. 126:3.

Men den juridiske anerkendelse betød langt mere end et skilt på en rigssal. Ciríaco Spina, en kristen ældste i Buenos Aires, sagde: „Da forbudet blev hævet og vi atter kunne mødes  ved store stævner, ønskede vi til ære for vor Gud, Jehova, at bruge de bedste faciliteter der var til rådighed. Vi havde gentagne gange søgt om at få lov til at bruge byens nye stadion, Mar del Plata; men eftersom vi ikke var juridisk anerkendt, havde vi aldrig fået tilladelsen. I 1984 opnåede vi så, takket være Jehova, juridisk anerkendelse og vi kan nu bruge byens stadion til vore stævner. I de senere år har vi desuden kunnet bruge det nye sportscenter.“

Det var mange år siden brødrene sidst havde kunnet nyde den opmuntrende atmosfære ved en stor sammenkomst, så afdelingskontoret besluttede at benytte sig af lejligheden ved det kommende besøg af zonetilsynsmanden, Fred Wilson. På mindre end to uger blev der truffet forberedelser til at brødrene fra Buenos Aires og omegn kunne mødes på stadionet Vélez Sarsfield, og det blev det første store møde efter at forbudet var blevet hævet. Trods det korte varsel overværede næsten 30.000 den glade åndelige fest den 15. februar 1984. — Sl. 42:4.

Forbudets eftervirkninger

Under militærregimet var der i tusindvis af mennesker som forsvandt og blev henrettet. Selv om regeringen havde næret stærk modvilje mod Jehovas Vidner, var der overraskende nok ingen af disse blandt de forsvundne.

Ikke alene havde de reddet livet; forbudet gjorde dem også bedre kendt af offentligheden. Før forbudstiden så folk forvirrede ud når de spurgte forkynderne hvilken religion de tilhørte, og fik svaret: „Jehovas Vidner.“ Sådan var det ikke efter forbudets ophævelse. Susana de Puchetti, der virkede som heltidsforkynder i 37 år, fortæller: „Efter forbudet blev vi ikke længere kaldt Jehovas Sønner eller Jehova’erne, og vi blev heller ikke længere forvekslet med evangeliske grupper.  I forbudstiden var vores korrekte navn ofte blevet nævnt i radioen og i aviserne. Det glædelige resultat var at folk endelig anerkendte navnet Jehovas Vidner.“

Lovlig fritagelse fra militærtjeneste

Departementschefen for religiøse anliggender, dr. María T. de Morini, som havde taget skridt til at anerkende Jehovas Vidner som et trossamfund, arrangerede omtrent samtidig et vigtigt møde mellem repræsentanter fra Foreningen af Jehovas Vidner, kirkeministeren og forsvarsministeren. Formålet med mødet var at overveje om Jehovas Vidner skulle fritages for militærtjeneste. Afdelingskontorets udvalg håbede på at almindelige pionerer ville kunne blive fritaget for militærtjeneste, men myndighederne var parate til at gå længere end det.

Myndighederne ville lade fritagelsen gælde alle der blev betragtet som studerende; og alle der var tilmeldt Den Teokratiske Skole, blev betragtet som teologistuderende. Når en døbt broder var fyldt 18 år og blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de ældste i hans menighed udfylde og underskrive en formular som bevidnede hans gode adfærd. Denne formular blev sendt til afdelingskontoret for at blive underskrevet og derfra sendt videre til kirkekontoret. Dér udstedte man så til gengæld et certifikat som broderen skulle vise de militære myndigheder for at blive fritaget for tjenesten. Dette effektive system blev brugt indtil den tvungne militærtjeneste ophørte i 1990’erne.

En overraskende vækst overalt

I årene fra 1950 til 1980 var Jehovas Vidners arbejde forbudt af regeringen. Brødrene fortsatte nidkært med at forkynde ordet i denne ugunstige tid. Resultatet var at Jehova  velsignede dem med vækst. I 1950 var der 1416 forkyndere i Argentina. I 1980 var der 36.050!

Med den juridiske anerkendelse fulgte yderligere vækst i harmoni med Esajas 60:22, som erklærer: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ Et enkelt blik på rapporterne fra hele landet viser at ordene er blevet opfyldt. For eksempel er de 70 forkyndere i forstadsmenigheden Francisco Solano i Buenos Aires siden forbudets ophævelse øget til 700 i syv menigheder.

Alberto Pardo, der tjener som ældste i Cinco Saltos, Rio Negro, husker tiden da der kun var 15 forkyndere i Cinco Saltos. I dag er der tre menigheder med i alt 272 forkyndere, et forholdstal på 1 forkynder pr. 100 indbyggere. Marta Toloza fra Carmen de Patagones-menigheden i Buenos Aires siger: „Det er fantastisk at tænke på at den lille gruppe der i 1964 mødtes i et meget beskedent lokale, i dag er blevet til 250 brødre og søstre i tre rigssale.“

Med den hastige vækst i Palmira og de omkringliggende byer var det nødvendigt at holde det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet to gange hver weekend for at det kunne være rart og bekvemt for brødrene og søstrene at være i rigssalen.Til mindehøjtiden lejede man en større sal, da der altid var mere end 250 til stede. Siden 1986 er der oprettet menigheder i fire forskellige byer som til at begynde med hørte til Palmira-menigheden.

I José León Suárez-menigheden i en forstad til Buenos Aires var der oprindelig 33 forkyndere, men nu er der fem menigheder. Juan Schellenberg, som er ældste i byen, siger: „Hver gang vi oprettede en ny menighed, blev vores distrikt mindre. Nu omfatter det knap nok 130 karréer. Vi  gennemgår distriktet én eller to gange om ugen. Mange af dem vi forkynder for, viser ingen interesse, men alligevel har vi stadig gode oplevelser og påbegynder bibelstudier. Rigssalen ligger centralt, så de fleste af de 100 forkyndere kan spadsere til møderne.“

Pionerånden trives

Da forbudet blev hævet, opstod nye muligheder for øget aktivitet på arbejdsmarken. I mange distrikter var der et stort behov for forkyndere af Riget.

I december 1983 blev ti midlertidige specialpionerægtepar i tre måneder sendt til områder der sjældent blev besøgt af Jehovas Vidner, for at åbne op for forkyndelsen dér. De par som blev udvalgt, var allerede almindelige pionerer eller hjælpepionerer og blev udvalgt af kredstilsynsmændene. Målet var at aflægge et omfattende vidnesbyrd ved at afsætte publikationer og gøre en indsats for at påbegynde bibelstudier. Den interesse der blev vist, ville enten blive fulgt op af forkyndere i nærliggende menigheder eller gennem breve. Kampagnen gav storslåede resultater. Nu er der menigheder i ni af de ti byer hvor disse pionerer tjente.

En af de midlertidige specialpionerer var Argentina de González. Sammen med sin mand fik Argentina distrikt i Esquina. De ankom dertil med deres fire børn. Tre gange om ugen blev et af soveværelserne i deres hus omdannet til mødested. Når de gik fra hus til hus, var det næsten alle der inviterede dem indenfor. Som det første ønskede dem de traf, altid at få at vide hvor de var fra, hvor mange børn de havde, og hvor de boede. „Når vi havde tilfredsstillet deres nysgerrighed,“ fortæller Argentina, „var de meget villige til at lytte til det budskab vi kom med. Det lykkedes mig at påbegynde  syv bibelstudier, hvoraf det ene var med en kvinde og hendes fire børn. De begyndte med det samme at overvære møderne og gik aldrig glip af et eneste. I løbet af blot nogle få måneder lod moderen sig døbe sammen med sin datter, som senere blev pioner. Det er dejligt at vide at de alle fortsat tjener Jehova trofast.“

At klare sig i en hvilken som helst situation

Forkyndere der havde pionerånden, var villige til at tilpasse sig barske vejrforhold, isolation og primitive livsbetingelser. Da José og Estela Forte blev sendt som specialpionerer til Río Turbio i provinsen Santa Cruz, var der i området ingen andre Jehovas Vidner eller nogen som studerede Bibelen. Udfordringen blev endnu større ved at Río Turbio ligger allersydligst i Argentina, hvor temperaturen ofte når ned under 18 minusgrader.

Broder og søster Forte var indkvarteret i et lille værelse i et hus tilhørende nogle slægtninge til Jehovas Vidner, og de kørte 300 kilometer for at komme til den nærmeste menighed i Río Gallegos. Mens de en dag kørte hjem fra møde ad en øde landevej, blev bilens motor pludselig overophedet da der løb vand ud af køleren. Der var faretruende koldt udenfor, og de begyndte at opleve dét som de lokale kalder el sueño blanco, en overvældende søvnighed som fører til døden. De bad til Jehova om at de ikke måtte falde i søvn, og da de nåede frem til en gård i nærheden, hvor de kunne blive varmet og få fyldt vand på køleren, var de meget taknemmelige.

I begyndelsen koncentrerede José og Estela sig om at forkynde i det tættest befolkede område, og snart ledede de mere end 30 fremadskridende bibelstudier. I løbet af kort tid blev der dannet en gruppe i byen. Dernæst bestræbte de sig  for at kontakte folk i bjergene og landdistrikterne. Én gang om året foretog José en seks til syv dage lang forkyndertur på hesteryg. Ved en lejlighed nærmede José og hans makker sig en gård hvor en kvinde med en aggressiv hund stod og ventede på dem. Da de præsenterede sig som Jehovas Vidner, kiggede kvinden på dem og begyndte at le. „Nej, ikke også her!“ sagde hun. Da de spurgte hende hvorfor hun reagerede sådan, forklarede hun at hun havde boet lige i nærheden af Betel i Buenos Aires. Hun tilføjede: „Jeg havde ikke forestillet mig at Jehovas Vidner kom ud til så øde steder — og så oven i købet klædt som gauchoer.“ Kvinden inviterede dem ind på noget at spise, og de fik en livlig bibelsk drøftelse. Broder og søster Fortes ihærdige bestræbelser bar frugt; der er nu en blomstrende menighed med 31 forkyndere i Río Turbio.

En flydende rigssal

Fast besluttede på at udnytte den gunstige tid tog nogle udfordringen op og begyndte at forkynde for øboerne i Paranáflodens deltaområde i nærheden af Buenos Aires. Afstanden mellem øerne, den form for transport der var til rådighed, og de uforudsigelige vejrforhold var en udfordring der ’krævede sin mand’. Turen er dyr at foretage i private både, og den kan tilmed være farlig. Men forkyndernes udholdenhed gav resultater, og i 1982 blev der dannet en isoleret gruppe som en del af Tigre-menigheden.

For at mindske udgifterne byggede en broder fra Tigre-menigheden ved navn Alejandro Gastaldini en 23-fods let plasticbåd med propandrevet motor, der fik navnet El Carpincho. Omtrent samtidig stillede Ramón Antúnez og hans familie deres sejlbåd til rådighed til fremme af Rigets interesser i deltaet. Disse nidkære brødre førte ivrigt an i arbejdet  og indbød forkyndere fra andre menigheder til at støtte dem i deres tjeneste i weekenden. Studier trivedes og bar frugt efterhånden som hele familier tog imod sandheden.

Eftersom kun få af indbyggerne på disse øer selv havde både og de offentlige transportmuligheder var ringe, fandt de fleste interesserede det vanskeligt at overvære møderne. Brødrene gjorde derfor en indsats for at hjælpe hinanden til at overvære møderne og blive åndeligt styrket. For at gøre det muligt for alle at overvære mindehøjtiden, for eksempel, sejlede en båd rundt og samlede alle døbte Jehovas Vidner og interesserede op, hvorpå man kunne fejre mindehøjtiden om bord.

Senere blev Carlos Bustos, hans kone Ana og deres datter Mariana udnævnt som pionerer i deltaområdet. Afdelingskontoret rakte dem en hjælpende hånd ved at købe en motorbåd der hed Precursor I; den var udstyret med køkken, badeværelse og soveplads til tre. Marianas seng i agterstavnen  blev kaldt el sarcófago fordi den var så smal at den mindede om en kiste.

I øjeblikket bor der 20 forkyndere i deltaområdet, og de tjener Jehova som en del af Tigre-menigheden. De fleste af brødrene har nu deres egne både og er dermed bedre udrustet til at tage sig af deres teokratiske ansvarsopgaver. Drømmen om at få bygget deres egen rigssal virkede dog uopnåelig. Hvorfor?

På grund af konstant oversvømmelse i området er de grundstykker der er egnede til at bygge på, meget kostbare. For en lille gruppe med begrænsede midler virkede det som en uoverstigelig hindring. Mangelen på jord blev imidlertid opvejet af de rigelige mængder vand, så man fandt på at bygge en flydende rigssal. Det var afdelingskontoret der tog initiativet til at bygge en sådan rigssal, og i juni 1999 var den færdig. Nu skiftes de ældste fra Tigre-menigheden til at komme og lede de ugentlige møder med gruppen.

 Forkyndelse for den koreanske befolkning

Jehovas Vidner i Argentina prøver ikke kun at nå ud til folk i mange forskellige geografiske områder, men gør også en indsats for at forkynde for folk af forskellig nationalitet. I 1971, før det andet forbud trådte i kraft, immigrerede en koreansk broder, Hwang Yong Keun, og hans familie til Argentina og begyndte at komme i en spansktalende menighed. De gode resultater med at gøre disciple blandt koreanerne samt immigrationen af flere Jehovas Vidner fra Korea gjorde det muligt at danne en koreansk gruppe i Moreno, i provinsen Buenos Aires. Snart holdt de alle fem menighedsmøder hver uge, og i 1975 blev den første koreanske menighed i Argentina dannet. Et år efter indviede de deres første rigssal til Jehova.

Under forbudet blev den koreanske menighed delt op i mindre grupper. Men eftersom de koreanske brødre længtes efter at mødes som en menighed, traf man foranstaltninger til at de kunne mødes én gang om måneden i en park til et offentligt foredrag og studium af Vagttårnet. Politiet forstod jo ikke ét ord koreansk, så de havde ingen idé om at møderne var af religiøs art.

Efter at forbudet var hævet, skete der en fortsat vækst i det koreanske distrikt. Da koreanerne bor spredt rundt omkring i landet, må man ofte rejse i hundredvis af kilometer for at lede efter ’dem der fortjener det’. To eller tre gange om året rejste de koreanske Jehovas Vidner til fjerntliggende provinser i et forsøg på at finde koreanske handlende, og Jehova velsignede deres flittige indsats. I dag tjener i gennemsnit 288 nidkære koreanske forkyndere i fire menigheder.

Indtil for nylig er de koreanske menigheder blevet besøgt af en spansktalende kredstilsynsmand som var afhængig  af en tolk ved møderne, i forkyndelsen og på hyrdebesøg. Men i 1997 fik Steven og June Lee (Yi Sung Ho og Kim Yun Kyeong), der var udgået af Gileadskolens 102. klasse, til opgave at betjene de koreanske menigheder i Argentina, Brasilien og Paraguay. Eftersom broder og søster Lee er af koreansk afstamning og taler sproget flydende, nyder brødrene stor gavn af deres besøg. Alle var meget taknemmelige for denne kærlige ordning fra vor upartiske Gud, Jehova. — Apg. 10:34, 35.

Broder og søster Lee må uophørligt tilpasse sig klimaet, vandet og maden i de tre lande. I en periode på et halvt år tilbringer de tre måneder i Argentina, to måneder i Brasilien og én måned i Paraguay. Selv om det er de koreanske menigheder de betjener, er de også nødt til at kunne tale de lokale sprog. Ud over at tale portugisisk i Brasilien skal de lære to specielle spanske dialekter. Men de nyder denne meget internationale kreds. Efter to år var antallet af pionerer i kredsen steget fra 10 til 60.

Døve priser Jehova

Da nogle døve i 1970’erne begyndte at overvære møderne, stod det klart at der også her var en gruppe med særlige behov. For at de døve skulle få noget ud af møderne, var der brug for tegnsprogstolke. I 1979 mødtes en gruppe i Villa Devoto i Buenos Aires hos et døvt ægtepar ved navn Coco og Coca Yanzon. Men det var blot en begyndelse.

Antallet af døve der tog imod sandheden, fortsatte med at vokse, ikke alene i den tid hvor der var forbud, men også i 1980’erne og 90’erne. I 1980’erne blev døve brødre og søstre sammen med deres tolke tilknyttet bestemte menigheder i Buenos Aires og omegn. Hele programmet blev tolket for de døve så de kunne få gavn af møderne.

 De døve længtes dog efter at deltage mere aktivt i menighedslivet, og i 1992 besluttede afdelingskontoret derfor at samle dem og tolkene i en tegnsprogsmenighed. På denne måde begyndte de døve forkyndere at kunne have en aktiv andel i at undervise, kommentere og forkynde på deres eget sprog.

„Tegnsprogsmenigheden var svaret på mine bønner,“ beretter Silvia Mori, en døv søster der er alene om at opdrage sit barn. „Jeg er lykkelig over at have fået mere kontakt med døve brødre og søstre. Før var vi delt op i forskellige menigheder for hørende, og vi så kun hinanden én gang om ugen.“

Elba Basani, en anden døv søster, siger: „Før oprettelsen af tegnsprogsmenigheden følte jeg mig ofte trist til mode, men nu er jeg lykkelig fordi jeg kan være hjælpepioner, være travlt optaget af at tjene Jehova og have mere kontakt med mine åndelige brødre. Jeg er Jehova meget taknemmelig.“

Eftersom tegnsprog er en visuel form for kommunikation, har Selskabets videofilm vist sig at være særlig virkningsfulde. Videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation findes allerede på argentinsk tegnsprog. Derudover arbejder man på at udgive brochuren Hvad kræver Gud af os? samt andre publikationer på video. Nu er der fire tegnsprogsmenigheder i Argentina med i alt 200 forkyndere, deriblandt 38 døve brødre der tjener som ældste og menighedstjenere.

Hjælp til de engelsktalende

Hen imod slutningen af 1993 begyndte udenlandske selskaber at drive virksomhed i Argentina. Nogle af de arbejdere som blev sendt til landet, var døbte Jehovas Vidner der ikke talte meget spansk, men forstod engelsk. For at dække  deres åndelige behov og samtidig nå ud til folk i det voksende engelsktalende distrikt dannede man landets første engelsktalende menighed i Buenos Aires. Argentinere som havde lært engelsk, stillede sig til rådighed for den nye menighed.

Efter at menigheden blev oprettet i juni 1994, er ti blevet døbt, og mange andre som midlertidigt er i Argentina, kan nyde godt af møderne på et sprog de forstår.

En ung mapuche-indianer baner vejen

At hjælpe „alle slags mennesker“ til at „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“ indebærer også at man når ud til de indfødte i indianerreservaterne. (1 Tim. 2:4) I den sydvestlige provins Neuquén er der et reservat for mapucheindianere hvor høvdingen på grund af dårlige erfaringer med andre religiøse grupper ikke ville tillade Jehovas Vidner at komme ind. En ung mapuche-kvinde, Patricia Sabina Guayquimil, fik nogle publikationer af sin mor, som havde modtaget dem mens hun arbejdede uden for reservatet. Patricia skrev til afdelingskontoret og bad om yderligere oplysninger. Søster Mónica López, som fik overdraget opgaven at svare Patricia, sendte hende bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og forklarede hende ordningen med bibelstudium. Patricia tog imod tilbudet, og i et år studerede de pr. brev uden nogen sinde at møde hinanden.

En dag bankede det på Mónicas dør. Hun var ovenud lykkelig for at se Patricia, som var kommet til byen i en ambulance sammen med sin storesøster der skulle føde. I den korte tid de kunne tilbringe sammen, viste Mónica hende rigssalen, forklarede hvordan møderne bliver ledet, og indbød hende til at overvære det kommende kredstilsynsmandsbesøg.

 Da Patricia kom hjem igen, fortsatte hun med at gøre gode fremskridt, og da dagsteksten en morgen handlede om vigtigheden af at forkynde, sadlede hun sit æsel og red ud og forkyndte for sine naboer fra klokken syv om morgenen til de tidlige aftentimer. Hendes forkyndelse banede vejen for at Jehovas Vidner udefra kunne komme ind og forkynde i reservatet. Patricia blev døbt i 1996, og hun forkynder fortsat ’den gode nyhed om frelse’ i det indianske samfund. (Sl. 96:2) Andre indianerreservater bliver regelmæssigt besøgt af Jehovas Vidner.

Behov for rigssale

Jehovas Vidner i Argentina udnyttede ivrigt den gunstige tid efter forbudet til at udvide deres forkyndelsesarbejde, og der opstod derfor et behov for egnede rigssale. Nogle rigssale var meget dårligt bygget. En rigssal i den nordlige provins Santiago del Estero havde for eksempel vægge af plastic. Luis Benitez, som i mange år har arbejdet med rigssalsbyggeprojekter, fortæller: „På en rejse til den argentinske provins Formosa kom broder Eisenhower og jeg i snak med nogle brødre der fortalte at de mødtes i en bygning med 1,2 meter høje mure og uden tag, døre eller vinduer. Som siddepladser brugte brødrene brædder der hvilede på mursten. Da vi spurgte dem hvad de gjorde når det regnede, svarede de: ’Nogle tager paraplyer med, og resten bliver våde.’“

Efter at forbudet blev hævet i 1980, fandt de ældste i Trelew-menigheden i provinsen Chubut snart ud af at de manglede et sted som var stort nok til at rumme de mange der kom for at modtage åndelig oplæring. En søster arbejdede for en familie der ejede en mødesal, og spurgte om det kunne lade sig gøre at holde møderne dér. Det var i orden, og uden at det kostede dem noget, holdt menigheden  i syv-otte måneder deres møder i denne sal. Derefter samledes de i en broders møbelpolstrerværksted i nogen tid. Det var tydeligt at de havde behov for et mere permanent sted at mødes. Menighedens medlemmer var besluttede på at bygge deres første rigssal. Efter fem års søgen fik Jehovas Vidner i Trelew endelig en rigssal de kunne indvi til Jehova. Men snart nødvendiggjorde væksten i forkyndertallet at man byggede endnu en rigssal.

I hele landet var der menigheder som havde behov for rigssale. Der måtte gøres noget for at skaffe bygninger der egnede sig til den sande tilbedelse.

Afdelingskontoret yder hjælp

For at dække behovet igangsatte afdelingskontoret et program for bygning af rigssale og derunder en speciel ordning  for optagelse af lån til byggeriet. Der blev også sørget for professionelle arkitekttegninger til komfortable, praktiske og beskedne rigssale og givet forslag til hvordan byggearbejdet kunne organiseres. Kvalificerede brødre blev udpeget til at yde teknisk assistance. Programmet gjorde det muligt at bygge rigssale på to måneder, og senere på kun 30 dage.

Menigheden i Trelew, som havde behov for endnu en rigssal, nød godt af dette forenklede byggeprogram. Kun 60 dage efter at byggeriet var påbegyndt, kunne brødrene samles i deres nye mødesal. Det var et stort vidnesbyrd for folk i byen, som oplevede hvordan en tom grund, der mest af alt lignede en losseplads, pludselig blev forvandlet til et sted med en smuk rigssal. Bygningshåndværkerne i byen var så imponerede at de ønskede at ansætte brødrene.

Stævnehaller til større sammenkomster

I mellemtiden indså de argentinske brødre behovet for stævnehaller til større sammenkomster. I Oberá i den nordlige provins Misiones skænkede en familie et stykke jord, og de lokale brødre lavede et overdækket mødested uden mure. I 1981 holdt man et stævne dér med 300 til stede. På samme sted er der nu en mere permanent bygning med plads til 2200.

Efter at Foreningen af Jehovas Vidner blev indregistreret i 1984, er to stævnehaller i Buenos Aires-området blevet indviet — én i Moreno i 1986 og en anden i Lomas de Zamora i 1988. Den i Lomas de Zamora var oprindelig en nedlagt fabrik og et gammelt pakhus. Den 9. juli 1985 mødte hen ved 1500 frivillige op for at påbegynde et 18-dages projekt med uafbrudt hårdt arbejde. De gjorde bygningen ren og omdannede en del af fabrikken til et auditorium med plads til 1500. Nogle arbejdede hele natten for at få hallen færdig til  det første stævne, som skulle holdes den 27. juli 1985. I dag er der fire stævnehaller, inklusive den der blev indviet i 1993 i Córdoba.

Hvor kan områdestævnerne holdes?

På grund af den stadige vækst blev det sværere og sværere at finde egnede faciliteter til områdestævnerne. Det var dyrt at leje auditorier, og de der stod for ledelsen, forsømte ofte kontraktens bestemmelser. Det var upraktisk og ineffektivt hver gang at skulle transportere og opsætte højttalersystemet og andet nødvendigt udstyr. På de store udendørs stadioner var tilhørerne desuden udsat for vejr og vind, hvilket gjorde det sværere at få fuldt udbytte af programmet.

For at løse disse problemer købte man en grund i Cañuelas, et landligt område sydvest for hovedstaden, for at bygge en stævnehal som kunne bruges til både områdestævner og andre stævner. Det ville blive et godt supplement til de fire stævnehaller der allerede fandtes i landet.

Den rummelige stævnehal med 9400 pladser stod klar til det første områdestævne i oktober 1995, mindre end seks måneder efter at projektet var påbegyndt. (Joel 2:26, 27) I marts 1997 blev disse faciliteter indviet til Jehova. Carey Barber fra Det Styrende Råd holdt det begejstrede indvielsesforedrag, og næste dag var han også med på programmet ved et særligt møde som blev holdt på det store River Plate Stadion. Stadionet var fyldt til bristepunktet med 71.800 brødre fra hele landet, deriblandt en gruppe som havde rejst over 3000 kilometer fra Patagonien.

Et nyt afdelingskontor

I december 1984 nåede man et nyt højdepunkt på 51.962 forkyndere. Denne vækst affødte et behov for flere publikationer, hvilket så igen krævede et større trykkeri.  For at dække behovet købte man et bygningskompleks som man satte i stand for at gøre trykkeri- og kontorfaciliteterne større. Det lå på adressen Caldasgade 1551 i Buenos Aires. Desuden købte afdelingskontoret en nedlagt keramikfabrik på Elcano Avenue 3850, ligeledes i Buenos Aires. Denne bygning rev man ned og byggede i stedet for et smukt nyt boligkompleks.

I alt deltog 640 arbejdere på fuldtid i byggeprojektet, herunder 259 fra det internationale byggehold. Desuden kom hundredvis af andre for at hjælpe til i weekenden. At der på byggepladsen var over 200 frivillige arbejdere fra andre lande, gav anledning til nogle pudsige situationer. En broder udfyldte en formular hvor han bestilte 12 hvide palomos (handuer). Tilsynsmanden for indkøbsafdelingen undrede sig over hvad han skulle bruge fuglene til. Det viste sig at det broderen havde brug for, var 12 pomos (tuber) hvid maling.

Mens dette projekt stod på, oplevede Argentina en galoperende inflation. Prisen på byggematerialer steg til tider  tre gange om dagen, hvilket var en stor udfordring for dem der skulle foretage indkøb. I denne periode glemte brødrene på byggepladsen aldrig det vigtigste arbejde, nemlig at forkynde ordet. En bestemt leverandør sendte ofte repræsentanter til byggepladsen, og sammen med varebestillingerne fik de altid et grundigt vidnesbyrd med på vejen. I alt blev der afsat 20 blade og 5 bøger til de ansatte i dette firma, og på ejerens kontor lavede man en udstilling af bladene.

Byggeriet blev i sig selv et stort vidnesbyrd. Brødrene brugte tilt-up-metoden, hvor man på stedet støber store, armerede vægelementer af beton, som senere løftes på plads af en kran. Det var en usædvanlig byggeteknik der tiltrak sig de lokale bygningshåndværkeres opmærksomhed. Hver lørdag formiddag kom studerende fra arkitektskolen for at få en rundvisning og se hvad der foregik.

I oktober 1990 blev dette smukke byggeri indviet til Jehova. Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd holdt et animerende indvielsesforedrag der var baseret på Esajas 2:2-4. Mange som havde været med til at så de første af sandhedens sædekorn i Argentina, tog del i denne glædelige begivenhed sammen med gæster fra andre afdelingskontorer.

Yderligere udvidelser

Ikke så snart var de nye bygninger til afdelingskontoret indviet, før man tog fat på en yderligere udvidelse, der omfattede trykkerikomplekset på Caldasgade. På en tilstødende grund byggede man en treetages bygning med kælder som man ville bruge til litteraturlager. En gruppe på 25 frivillige arbejdere færdiggjorde projektet på otte måneder.

Netop som der opstod et behov for flere kontorer, blev en bygning lige i nærheden af Betel sat til salg. Eftersom det blev sværere og sværere at opnå byggetilladelse i byen, var  det at købe en bebygget grund et fornuftigt alternativ. Selv om bygningen var mere end 30 år gammel, var den lavet af materialer af høj kvalitet, indvendig beklædt med hårdt træ og udvendig med marmor. Bygningen som man købte og satte i stand, huser nu de administrative kontorer og tjenesteafdelingen samt afdelingerne for indkøb, byggeri og regnskab. Den blev indviet i 1997 samtidig med stævnehallen i Cañuelas.

Hjælp til et naboland

Under forbudet hjalp Jehovas Vidner i nabolandene, som Brasilien og Uruguay, de argentinske brødre til at få åndelig føde, men nu dækker det argentinske afdelingskontor behovet i nabolandet Chile. Siden januar 1987 er bladene blevet sendt til Chile, i begyndelsen med en kommerciel fragtservice og siden 1992 med Selskabets egne lastbiler.

For at komme til Chile må man krydse Andesbjergene i en højde af 3100 meter. Det kræver dygtige lastbilchauffører at manøvrere en sættevogn gennem snedækkede bjerge ad en snoet vej; på én strækning er der 31 nervepirrende hårnålesving. Men den lange tur er det hele værd, for de chilenske brødre får deres blade til tiden.

Firfarvet tryk gør bladene mere tiltalende

Efterhånden som verden blev mere billedorienteret, overvejede Selskabet at begynde at trykke Vagttårnet og Vågn op! i fire farver. Målet var at fremstille bladene så tiltalende som muligt, økonomien taget i betragtning. Watch Tower Society i USA sendte afdelingskontoret i Argentina en istandsat Harris offsettrykkemaskine til firfarvetryk. Trykkemaskinen måtte demonteres, pakkes og sendes fra Wallkill, New York. Da den værdifulde last ankom til Buenos Aires  den 10. oktober 1989, skulle den samles igen. Erfarne brødre fra hovedkontoret rejste til Argentina for at føre tilsyn med arbejdet og oplære folk til at bruge maskinen.

Det firfarvede tryk resulterede i en stærkt øget bladafsætning. For eksempel blev der i 1991, året efter at man var begyndt at trykke i fire farver, afsat næsten en million flere blade, idet antallet steg fra 6.284.504 til 7.248.955!

Internationale stævner til gensidig opmuntring

Efter at have været underlagt forbud i så mange år længtes de argentinske Jehovas Vidner efter muligheden for endnu en gang at være værter for et internationalt stævne. I december 1990 kunne de så endelig hilse næsten 6000 delegerede fra over 20 lande velkommen til Buenos Aires ved det internationale stævne „Det rene sprog“. John Barr og Lyman Swingle fra Det Styrende Råd var til stede og holdt nogle opmuntrende foredrag. Det firedages program blev holdt på både Rioplatense Stadion og Vélez Sarsfield Stadion, med en samlet tilhørerskare på over 67.000.

Skønt forenede i tilbedelsen var den farverige kulturelle mangfoldighed tydelig. Der var spanske søstre i deres smukke nationaldragter, japanske søstre i traditionelle kimonoer og mexicanske delegerede i sorte habitter og bredskyggede sombreroer.

Da stævnet var forbi, havde ingen lyst til at tage af sted. De forskellige nationale grupper begyndte spontant at synge Rigets sange på deres modersmål mens de vinkede med deres lommetørklæder. Dette fortsatte i næsten en time før stævnedeltagerne endelig vendte hjemad. En pressefotograf sagde: „Sådan noget er aldrig før sket i Argentina . . . Så stærke følelser og en sådan varme!“

 Forestil dig hvor spændte de argentinske brødre og søstre var da de blev indbudt til at overvære et internationalt stævne i et andet land. Det skete i 1993. Hvor skulle de hen? Til Santiago, Chile. Flere end et tusind rejste fra Argentina for at overvære stævnet. I fjorten chartrede busser kørte de den 1400 kilometer lange tur fra Buenos Aires til Santiago. End ikke Andesbjergenes fantastiske sceneri som de delegerede kunne glæde sig over på den 26 timers lange tur, kunne måle sig med glæden ved at være forenede med deres kristne brødre og søstre i de fire dage stævnet varede. Cirka 80.000 fra 24 lande var samlet til områdestævnet „Oplært af Gud“.

 Senere, i 1998, fik Argentina lov til at sende delegerede til de internationale stævner „Guds vej — den bedste livsform“ i São Paulo, Brasilien, og i San Diego, Californien. Sara Bujdud, som har været specialpioner i mange år, nød i høj grad stævnet i San Diego sammen med mere end 400 delegerede fra Argentina. Hun siger: „Det Styrende Råds arrangement med at indlogere os hos brødrene var en meget kærlig foranstaltning. Det gav os et glimt af hvordan livet bliver i den nye verden når der ikke længere eksisterer racemæssige og sproglige barrierer.“

„De oplærtes tunge“

Som et resultat af brødrenes nidkære forkyndelse og det åndelige oplæringsprogram, deriblandt internationale  stævner, tog mange imod sandheden og sluttede sig til de voksende rækker af forkyndere. I 1992 nåede man et højdepunkt på 96.780. Antallet af Jehovas Vidner var fordoblet siden de havde opnået juridisk anerkendelse i 1984.

Der var tydeligvis et behov for flere hyrder til at tage sig af den voksende flok af Jehovas får. (Es. 32:1, 2; Joh. 21:16) Derfor sørgede Jehova for et oplæringsprogram som kunne hjælpe ugifte ældste og menighedstjenere til at tage sig af menighederne — Skolen for Udnævnte Tjenere. I 1987 afholdt man de første klasser i USA, og i november 1992 blev skolens argentinske modstykke oprettet. Det gamle betelkompleks var et ideelt sted for skolen.

De 375 elever, hvoraf de 91 er fra Argentinas nabolande, har vist usædvanlig stor påskønnelse af denne forret. Det har nemlig været en udfordring at skulle på Skolen for Udnævnte Tjenere, for det betød at man skulle bede om en to måneders orlov fra sit arbejde. Nogle sagde deres arbejde op eller blev fyret. Men Jehova sørger for dem der sætter Rigets interesser først i livet. Mange har fået et bedre betalt job under bedre betingelser end de havde før. — Matt. 6:33.

Hugo Careño arbejdede i en bank da han blev indbudt til den første klasse. Lønnen var god, og arbejdstiderne gjorde det muligt for ham at være pioner. Han havde bedt inderligt til Jehova inden han henvendte sig til sin chef, men han fik den besked at det var umuligt at give ham orlov. Dertil sagde Hugo: „Jeg må af sted, men jeg ville være taknemmelig hvis De kunne holde mit job ledigt indtil jeg er færdig med kurset.“

Da bestyrelsen havde overvejet sagen, blev hans ønske om orlov imødekommet. Men ved skolens afslutning blev Hugo udnævnt til at tjene som specialpioner, hvilket betød at han hver måned skulle bruge 140 timer på at forkynde. Hugo bad inderligt inden han henvendte sig til sin chef for  at sige op. Hvordan reagerede chefen? „Vi er meget kede af at miste Dem,“ sagde han, „men vi ønsker Dem alt godt i Deres nye beskæftigelse.“ Hugo, der nu tjener som rejsende tilsynsmand, siger: „Jeg har gentagne gange set at Jehova holder os oppe når vi vælger at sætte tjenesten for ham først i livet.“

De der har været elever på skolen, virker til opbyggelse for de menigheder de er blevet sendt til, og bevidner sandheden i Jesu ord: „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ (Matt. 11:19) Kvaliteten af møderne er blevet bedre, og det har ført til en højere mødedeltagelse. Ved at bruge det de lærte på skolen, i deres arbejde som hyrder for Guds hjord, har brødrene bestræbt sig for at „svare den trætte med ord“. (Es. 50:4) Nogle af dem tjener nu som kredstilsynsmænd, og mange andre som vikarer for kredstilsynsmændene.

Hjulpet til at ’afholde sig fra blod’

Efterhånden som antallet af forkyndere voksede, blev der også flere Jehovas Vidner som havde behov for lægebehandling. Fordi de bestræber sig for at leve efter Bibelens påbud om at ’afholde sig fra blod’, viste det sig at være praktisk at oprette en hjælpetjeneste som de kunne støtte sig til. — Apg. 15:29.

Læger og sundhedspersonale viste ikke stor villighed til at afholde sig fra at give blodtransfusioner når de mente at det var nødvendigt. Desuden gav de fleste dommere lægerne bemyndigelse til at påtvinge patienter der var Jehovas Vidner, blodtransfusioner. I ét tilfælde blev en patient påtvunget en blodtransfusion efter en dommerkendelse, og det til trods for at han havde et juridisk gyldigt dokument som klart viste at han ikke ønskede at modtage blod under nogen omstændigheder.

 I februar 1991 blev der i Buenos Aires holdt et seminar som indledning til ordningen med Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH). Tre brødre fra Hospitalinformationen i Brooklyn var lærere for 230 brødre fra Argentina, Bolivia, Chile, Paraguay og Uruguay. De der overværede seminaret, lærte hvordan man vurderer behovene hos patienter der er Jehovas Vidner, og hvordan man kan hjælpe læger med oplysninger om behandling uden blod.

I dag er der 17 Kontaktudvalg til Hospitaler med 98 ældste i alle større byer i Argentina, og de viderebringer vigtige oplysninger til lægestanden og yder kærlig støtte til Jehovas Vidner. Deres arbejde bliver suppleret af hundreder af andre selvopofrende ældste som udgør patientbesøgsgrupper der besøger Jehovas Vidner for at hjælpe og opmuntre dem. I øjeblikket er der i Argentina omkring 3600 læger som villigt samarbejder med Jehovas Vidner om at behandle uden blod.

Nødhjælpsarbejde motiveret af kærlighed

Argentina går selvfølgelig ikke fri af naturkatastrofer. Hvordan klarer Jehovas Vidner sig i sådanne situationer? Den 23. november 1977 forårsagede et jordskælv der målte 7,4 på richterskalaen, alvorlige ødelæggelser i hele den vestlige del af det centrale Argentina. Selv om Jehovas Vidners arbejde var underlagt forbud på det tidspunkt, gik brødrene straks i gang med at organisere nødhjælpsarbejdet. Trods de vanskeligheder det indebar, tog Jehovas Vidner der boede i nærheden, kærligt del i aktionen. — 1 Thess. 4:9.

På katastrofedagen kørte Jehovas Vidner fra naboprovinserne Mendoza og San Luis mod det berørte område i alle mulige køretøjer. På grund af de store revner jordskælvet havde forårsaget, var næsten alle veje der førte til den ødelagte by Caucete, blevet lukket af myndighederne. Jehovas  Vidner kørte så ad andre ruter gennem nabobyerne for at komme frem med mad, tøj og førstehjælpsudstyr. Efterhånden som de nærmede sig byen, så de noget der lignede røg, stige op fra jorden, men i virkeligheden var det støv som stammede fra jordskælvet. I løbet af nogle få øjeblikke havde folk mistet deres hjem og materielle besiddelser, og nogle havde mistet livet. Luften var fuld af klageråb. I Caucete var over tusind huse blevet totalt ødelagt, deriblandt alle brødrenes huse. Jehovas Vidner fik dog hurtigt rejst nogle midlertidige læskure. Omkring et hundrede Jehovas Vidner deltog i nødhjælpsarbejdet.

María de Heredia, som er pioner i Caucete-menigheden, fortæller: „Min nabos datter skulle til at føde og havde veer. På naboens grund rejste brødrene et stort telt som man kunne søge læ under. Samme nat kom der et slemt uvejr. Min nabo udbrød taknemmelig: ’Det er ufatteligt at ikke én eneste fra vores kirke er dukket op for at finde ud af om vi er døde eller levende. Men Jehovas Vidner har hjulpet os med at få læ!’“

I april 1998 iværksatte Jehovas Vidner igen en nødhjælpsaktion. Skybrud forårsagede alvorlige oversvømmelser i den nordlige del af Argentina, især i provinserne Corrientes, Formosa, Chaco og Santa Fé. I løbet af 72 timer havde byen Goya i Corrientes fået 60 centimeter regn. Vandet steg op i husene og ødelagde 80 procent af alt hvad de lokale Jehovas Vidner i området ejede. Oversvømmelsen skyllede afgrøder, dyr, broer og landeveje bort, hvilket afskar byen fra omverdenen. Kredstilsynsmanden i området, broder Heriberto Dip, delte i samarbejde med lokale ældste distriktet op i sektioner for at finde ud af hvordan brødrene havde det i deres hjem. Nogle blev evakueret til rigssalen i kano. Der blev sørget for mad, tøj og medicin til alle.

 Jehovas Vidner i den nærliggende provins Entre Ríos reagerede hurtigt da de fandt ud af hvilken situation deres medtroende i Goya befandt sig i. I løbet af blot to dage indsamlede de 12 menigheder i Paraná, Entre Ríos, næsten fire tons langtidsholdbare madvarer, foruden tøj, og læssede disse forsyninger på en lastbil de havde lånt af vejvæsenet.

Det var ikke nogen let sag at få bragt nødhjælpsforsyningerne ud. To broer var blevet skyllet bort. Ved det første overgangssted hvor der havde været en bro, holdt brødrene en pause for at hjælpe vejarbejderne med at lægge sandsække ud i hundredvis. Derefter tømte de deres last af, bar den over floden og læssede den på lastvogne som holdt og ventede på dem.

På turens anden etape måtte de køre ad en vej der var så kraftigt oversvømmet af strømmende vandmasser at det var svært at styre lastbilerne. Ved skumringstid nåede de til det andet overgangssted, hvor militærfolk med en stor båd gik med til ad flere gange at sejle forsyningerne over på den anden side.

Her mødte nødhjælpsholdet endelig brødrene fra Goya og fortsatte rejsen sammen med dem. Brødrene fra Goya var meget bevægede over den kærlighed og beslutsomhed deres medtroende viste, og brødrene fra Paraná var til gengæld opmuntrede over den trofaste udholdenhed ofrene for oversvømmelsen viste.

Menighederne i det oversvømmede område aflagde også et godt vidnesbyrd ved aldrig at slække på deres kærlighed. I ét tilfælde gav en søsters ikketroende mand udtryk for sin store bekymring og sorg over den vanskelige økonomiske situation regnen havde forårsaget. Søsteren forsikrede ham om at menigheden ville komme dem til hjælp. Næste dag blev hans nedtrykthed erstattet af glad forundring da nogle ældstebrødre  ankom til deres hjem med en stor mængde forsyninger. Da den øvrige befolkning endelig modtog nødhjælp fra staten og private, havde Jehovas Vidner allerede fået hjælp fire-fem gange.

Ingen dæmper på pionerånden

Selv om brødrene der var ramt af oversvømmelserne, havde mistet mange materielle ejendele, var de besluttede på at forkynde ordet. En del forkyndere i det oversvømmede område øgede deres indsats i forkyndelsen. I én menighed meldte mange sig som hjælpepionerer, selv om 80 procent af deres distrikt stod under vand.

Nogle menigheder traf foranstaltninger til at forkynde i midtbyens forretningsdistrikter, på hospitaler, busterminaler og i højhusbyggeri. Selv om regnen fortsatte, kunne pionererne arbejde i disse områder og stadig holde sig nogenlunde tørre. Hjælpepionererne lærte også at samarbejde som et hold, støtte tjenestearrangementerne og vise en positiv  ånd. Efter at have oplevet Jehovas kærlige omsorg under meget vanskelige forhold har mange nu valgt at tjene som almindelige pionerer.

Verdens scene skifter

I erkendelse af at „verdens scene skifter“, opmuntrede det argentinske afdelingskontor kredstilsynsmændene til at tilpasse deres plan for tjeneste så de kunne kontakte flere. (1 Kor. 7:31) Visse steder er det vanskeligt at træffe folk hjemme i dagtimerne fordi flere og flere arbejder fuldtids. Det blev derfor foreslået at man udførte gadearbejde eller forretningsforkyndelse tidligt på dagen for at kunne vente med hus-til-hus-arbejdet til om aftenen. Værdien af telefonforkyndelse og uformelle vidnesbyrd blev også understreget. Forkynderne opmuntres til at være vågne over for enhver mulighed for at tale med folk.

En søster der forkyndte fra hus til hus, lagde mærke til en mand der legede med sine børn i en park på den anden side af vejen. Selv om søsteren og hendes makker var lidt usikre på situationen, gik de over til manden. De indledte en samtale og blev overraskede over hans positive reaktion. Manden gav dem endda sin adresse. Da søsteren og hendes mand kom for at besøge ham, ventede både han og hans kone ivrigt deres besøg. Efter adskillige samtaler blev der påbegyndt et bibelstudium. Jehovas Vidner havde ofte ringet på, men konen havde aldrig vist interesse. Familien gør nu gode fremskridt og overværer og deltager i møderne.

I den sydlige provins Santa Cruz udnytter Claudio Julian Bórquez sin stilling som turguide til at forkynde uformelt for turister som besøger nationalparken Los Glaciares. I denne park er der 13 kæmpemæssige gletschere, deriblandt den næsten fem kilometer brede Perito Moreno-gletcher, som tiltrækker turister fra hele verden. Når turisterne står og  beundrer gletscherens skønhed, henleder broderen opmærksomheden på Skaberen og spreder publikationer på forskellige sprog. Ja, Jehovas Vidner i Argentina benytter enhver mulighed for at forkynde ordet for „alle slags mennesker“. — 1 Tim. 2:4.

Gadearbejde er en anden måde at nå folk med Bibelens budskab på. Victor Buccheer, som er meget aktiv på gadearbejde, indbød en uregelmæssig forkynder til at gå med ham. Forkynderen skulle møde på arbejde kl. 8.30 om morgenen, så de besluttede sig for at begynde på gadearbejde kl. 5.30. Denne indsats tidligt om morgenen hjalp forkynderen og hans familie på i alt ni personer til igen at være regelmæssigt med i forkyndelsen. Det lykkedes dem at påbegynde bibelstudier og at sprede op til 176 blade på en måned, og resultatet var at andre også følte sig tilskyndede til at være med i den tidlige morgenforkyndelse.

Missionærer gennem mange år er stadig aktive

I årenes løb har mange missionærer i Argentina lært et nyt sprog, tilpasset sig anderledes vaner, udholdt helbredsproblemer og klaret mange strabadser i forbudstiden. Nogle har måttet forlade landet på grund af nye opgaver, dårligt helbred eller familieforpligtelser. Broder Gwaenydd Hughes, som udgik af Gileadskolens sjette klasse, blev senere gift og opdrog to sønner; han fortsatte med at tjene Jehova trofast indtil sin død. Andre, såsom Ofelia Estrada og Lorene Eisenhower, fortsatte i deres tildelte distrikt indtil deres død. Men en del nidkære missionærer fra Gileadskolens første klasser er stadig aktive i deres distrikter.

Helen Nichols og Helen Wilson fra Gileadskolens første klasse fik tildelt distrikt i Argentina i 1948. I 1961 blev de sendt til den nordvestlige provins Tucuman. På daværende tidspunkt var der kun én lille menighed i byen San Miguel  de Tucuman. I dag er der 13 menigheder og syv rigssale i byen samt yderligere fem menigheder i det omkringliggende område. Det har været en stor glæde for missionærerne at have en andel i denne vækst.

Charles Eisenhower fra Gileadskolens første klasse begyndte sin missionærtjeneste i Cuba, hvor han tjente fra 1943 til 1948 og så antallet af forkyndere vokse fra 500 til 5000. Derefter blev han sendt til Argentina, hvor han tjente som missionær, derpå som kredstilsynsmand og senere som områdetilsynsmand indtil april 1953. På det tidspunkt blev han så udnævnt til afdelingstilsynsmand. Han har haft den forret at se antallet af forkyndere i Argentina vokse fra 900 til over 120.000. Broder Eisenhower, der nu tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg, siger: „Intet er mere glædebringende for unge mænd og kvinder end at vie deres liv helt og fuldt til at gøre Jehovas gerning.“

Glæden ved at tjene Jehova

Argentinske Jehovas Vidner som har gjort heltidstjenesten til deres livsvej, glæder sig også over at bruge deres liv i Jehovas tjeneste. Marcelo og María Oliva Popiel, der blev døbt i henholdsvis 1942 og 1946, har begge været specialpionerer i 44 år. Da arbejdet blev forbudt i 1976, var det ikke noget nyt for dem, for allerede i forbindelse med forbudet i 1950 havde de oplevet restriktioner. De hjalp de forkyndere som var kommet til siden, med at tackle de begrænsninger det fornyede forbud førte med sig, og opmuntrede dem til trofast at fortsætte deres tjeneste. Marcelo er taknemmelig for sine mange år i Jehovas tjeneste. Han siger: „Det er en glæde at have tjent Jehova trofast. Vi er Jehova meget taknemmelige for at han har givet os det privilegium at tjene ham, og for at han har ladet os bruge de bedste år af vort liv på at udføre et virkelig indholdsrigt arbejde.“

 Pietro Brandolini, der blev døbt i 1957 og har tjent som specialpioner i næsten 40 år, føler det på samme måde. Han er lykkelig over at have brugt sit liv i heltidstjenesten, for han har modtaget flere velsignelser end han nogen sinde havde kunnet håbe på. Begejstret fortæller han om hvordan Jehova altid har taget sig af ham, såvel åndeligt som materielt.

Pietro er over 70 år gammel, og indimellem døjer han med helbredsproblemer. Men han er stadig aktiv som specialpioner. For nylig traf han en mand der arbejder som lærer på en katolsk skole. Pietro tilbød ham et bibelstudium, som læreren med glæde sagde ja tak til. Efter at have studeret fire gange sagde manden til Pietro at han troede det var sandheden han lærte. Pietro advarede ham om at han kunne miste sit arbejde når præsterne på skolen fandt ud af at han studerede sammen med Jehovas Vidner. Manden svarede at det ikke bekymrede ham, da han ville kunne finde arbejde et andet sted. Pietro glædede sig meget over at skolelæreren gav udtryk for værdsættelse af Guds ord.

Nidkære for gode gerninger

Mange andre har indset at tiden er kort, og har vist sig ’nidkære for gode gerninger’. (Tit. 2:14) I øjeblikket er der mere end 120.000 forkyndere i Argentina, og næsten 7000 af disse har haft den glæde at virke i den almindelige pionertjeneste. Hernán Torres er en af dem. Eftersom han er næsten 70 år, er blind og bundet til en kørestol, kræver det en ekstra anstrengelse af ham at nå timekravet til pionerer. Nogle dage står han tidligt op og går hen i et særligt område af det plejehjem hvor han bor. Dér taler han med andre om Bibelen, aflægger genbesøg og spreder blade til beboerne på hans bladrute. Hvis det er godt vejr, sætter han sig udenfor og forkynder for dem der går forbi. Andre dage følges en broder  eller søster med ham i forkyndelsen fra hus til hus. Da han ikke kan se, fortæller hans makker ham hvem han henvender sig til. Hvis det er en mand der åbner døren, klapper hans makker ham én gang let på skulderen. Hvis det er en kvinde, er det to gange, og hvis det er et ungt menneske, tre gange.

En anden pioner, Rolando Leiva, er frisør. I sin salon har han en udstilling af Vagttårnsselskabets publikationer. De nyeste numre af Vagttårnet og Vågn op! ligger altid fremme. Kunderne er vant til at Vagttårnsselskabets publikationer er det eneste læsestof der findes i salonen. „Eftersom jeg tager så lidt for en klipning, er mine kunder villige til at gå ind på mine betingelser,“ siger Rolando. Mens han arbejder med en kunde, kan han i spejlet holde øje med dem der venter. „Når jeg ser at nogen læser et blad med interesse, indleder jeg en samtale med dem mens jeg klipper deres hår.“ Rolando har på denne måde tegnet 163 abonnementer i løbet af ét tjenesteår! Han har også påbegyndt mange bibelstudier med sine kunder. Otte af de studier han leder i øjeblikket, begyndte med uformelle vidnesbyrd i hans frisørsalon.

Også unge viser deres nidkærhed for at forkynde ordet. En broder på 13, Elber Heguía, har i to år været pioner i Centro-menigheden i San Pedro, i provinsen Jujuy. Da en søster gav Elber adressen på en mand hun havde truffet mens hun var på gadearbejde, fulgte han besøget op og fandt til sin overraskelse ud af at manden var kampsportstræner. Han henvendte sig til træneren og forklarede hvorfor han var kommet, hvorefter manden tog imod et eksemplar af bogen Kundskab der fører til evigt liv. Manden blev glad for bogen og bestilte også nogle eksemplarer til sine elever. Resultatet var at Elber afsatte 50 bøger, 40 brochurer og en hel masse blade. Han påbegyndte et bibelstudium med træneren og 25 af hans elever, og nogle af dem gør gode fremskridt.

 Vidner til og fra jordens fjerneste egne

Den gode nyhed blev til at begynde med bragt til Argentina af nidkære forkyndere fra andre lande, og de argentinske brødre har efterlignet disse forkynderes selvopofrende ånd. Betelfamilien er vokset til 286. Yderligere 300 brødre og søstre virker i forskellige grene af den særlige heltidstjeneste.

Andre har stillet sig til rådighed for at tjene i lande hvor der er større behov. (Es. 6:8) I 1980’erne sørgede Det Styrende Råd for eksempel for at 20 brødre fra Argentina kom til at tjene som missionærer i Paraguay uden at have overværet Gileadskolen. I de senere år er et stort antal ugifte søstre foruden andre også flyttet dertil for at tjene hvor behovet er større. De tilpasser sig villigt et varmt og fugtigt klima for at kunne forkynde den gode nyhed. Mange af de 73 argentinske brødre og søstre der nu tjener i Paraguay, gør en stor indsats for at lære de indfødtes modersmål, guarani, for at kunne nå ud til flere mennesker.

I årenes løb er mange rejst til Bolivia og Chile som pionerer og rejsende tilsynsmænd. Da arbejdet i Østeuropa blev mere frit, stillede en argentinsk broder der taler ungarsk, sig til rådighed, og han tjener nu i Ungarn som kredstilsynsmand. Et ægtepar forhørte sig om muligheden for at flytte til Benin i Afrika for at hjælpe til i forkyndelsesarbejdet, og de blev sendt dertil som missionærer. Deres kærlighed afspejler den holdning der præger alle blandt Jehovas folk i det åndelige paradis; her er der ingen nationale grænser.

I Argentina har de ivrige forkyndere af den gode nyhed om Riget været villige til at ’forkynde ordet og være på færde’ både „når tiden er gunstig, og når tiden er ugunstig“. (2 Tim. 4:2) Takket være deres vedholdende indsats priser mere end 120.000 i Argentina nu Jehova og nyder godt af hans rige velsignelse. — Ordsp. 10:22.

[Grafisk fremstilling/illustration på side 186]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VÆKST I ANTALLET AF JEHOVAS VIDNER I ÅRENE MED FORBUD

1950 1960 1970 1980

1.416 7.204 18.763 36.050

 [Helsides illustrationer på side 148]

[Illustrationer på side 150]

De var med til at lægge grundvolden for forkyndelsen af den gode nyhed i Argentina: (1) George Young, (2) Juan Muñiz, (3) Carlos Ott, (4) Nicolás Argyrós

[Illustration på side 152]

Med denne bus kørte Armando Menazzi sammen med andre nidkære Jehovas Vidner ud og forkyndte i mindst ti provinser

[Illustration på side 156]

Broder Knorr (til højre) ved et af de stævner som blev holdt i 1953 under forbudet

[Illustration på side 161]

Den første rotationspresse Jehovas Vidner brugte

[Illustration på side 162]

Det internationale stævne „Guds sejr“ i Rio Ceballos i 1974

[Illustration på side 178]

Et stævne holdt i skoven i den vanskelige tid

[Illustration på side 193]

En flydende rigssal i Paranáflodens deltaområde

[Illustration på side 194]

Steven og June Lee tjener i en international kreds til gavn for koreanerne

[Illustration på side 200]

En af de sydligst beliggende hurtigbyggede rigssale ligger i Ushuaia, Tierra del Fuego (Ildlandet)

 [Illustrationer på side 202]

Stævnehaller i Argentina: (1) Moreno, (2) Córdoba, (3) Lomas de Zamora, (4) Misiones

[Illustration på side 204]

Stævnehallen i Cañuelas

[Illustrationer på side 208, 209]

Det internationale stævne i 1990

[Illustration på side 215]

Alvorlige oversvømmelser i den nordlige del af Argentina gjorde mange hjemløse

 [Illustrationer på side 218]

Nogle af de første missionærer der stadig tjener i Argentina: (1) Filia Spacil (2) Edith Morgan (3) Sophie Soviak (4) Helen Wilson (5) Mary Helmbrecht (6) Charles Eisenhower

 [Illustrationer på side 223]

(1) Afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre): M. Puchetti, N. Cavalieri, P. Giusti, T. Kardos, R. Vázquez, C. Eisenhower

Afdelingskontoret: (2) kontorer, (3) trykkeri, (4) boliger