Fransk Guyana

Junglen ligger udbredt som et stort grønt tæppe der strækker sig fra Tumucumaque-bjergene i syd til Atlanterhavet i nord. Et par af de floder der gennembryder den tætte regnskov, er Maroni og Oyapock, som har deres udspring i syd og løber ud i havet mod nord. Mellem disse floder ligger landet Fransk Guyana.

Regntiden, der varer mere end halvdelen af året, gør landet meget frodigt. Men det er de færreste der bevæger sig ind i landets indre. Uden for kystbyerne er der kun få gode veje, og det er en udfordring at sejle på floderne på grund af de mange strømfald. Navnene på disse strømfald giver en idé om hvor farlige de er. Saut Fracas (Sønderknusende Strømfald), Gros Saut (Store Strømfald), Saut Tambour (Trommende Strømfald), Saut Laissé Dédé (Dræbende Strømfald) og A Dieu Vat’ (Så Er Det Slut).

I regnskoven findes over tusind forskellige slags træer, fortryllende smukke orkidéer og andre planter der trives i et fugtigt, tropisk klima. Der findes mere end 170 slags pattedyr, 720 fuglearter og et utal af forskellige insekter i dette land. Der er store anakondaer, alligatorer, jaguarer og myreslugere, men de ses ikke så tit da de fortrækker så snart de får færten af mennesker. Sommerfugle i klare blå farver sværmer yndefuldt hen over stierne og floderne, og farverige fugle flyver fra træ til træ.

Det er dog ikke kun planterne og dyrene der er rige på variation. Det gælder også landets befolkning og kulturer.  Spredt langs kysten og floderne ligger nogle indianerlandsbyer. Her bor blandt andet galibi-, arawak-, palicur-, wayana-, emerillon- og oyampi-indianere.

Hovedparten af befolkningen i dette lille sydamerikanske land bor langs Atlanterhavskysten og i hovedstaden Cayenne. I småsamfund omkring floderne ved grænsen til Surinam bor der busknegre, som er efterkommere af undslupne slaver der blev bragt hertil fra Afrika for at arbejde i plantagerne. De taler kreolsproget sranan. For over hundrede år siden kom der asiatiske immigranter fra Singapore, Vietnam og Kina. I 1977 begyndte en tilstrømning af politiske flygtninge fra hmong-stammen i Laos. Immigranter fra Asien, Martinique, Guadeloupe, Haiti, Brasilien, Surinam, Den Dominikanske Republik, Saint Lucia, Libanon, Peru og moderlandet Frankrig udgør mere end halvdelen af befolkningen, som tæller over 150.000 indbyggere.

Barske levevilkår

I år 1500 ankom de første europæere, men deres indledende forsøg på at slå sig ned i landet faldt ikke heldigt ud. Livsbetingelserne var for barske. I det 17. århundrede blev landområdet som nu udgør Fransk Guyana, imidlertid en fransk koloni. Senere hen blev der sendt langtidsfanger fra Frankrig til arbejdslejre i byerne Cayenne, Kourou og Saint-Laurent. Politiske fanger blev forvist til Djævleøen, hvor kun meget få overlevede. Disse straffekolonier er for længst nedlagt. Nu har den europæiske rumforskning en raketstation ved Kourou. Selv om Fransk Guyana ligger 7100 kilometer fra Europa, er det officielt stadig et administrativt fransk område — et såkaldt oversøisk fransk departement — og således også en del af EU.

 I sidste halvdel af det 19. århundrede, næsten 300 år efter at sir Walter Raleigh skabte myten om at der i landet fandtes en by af guld, fandt man endelig guld. Drevet af guldfeber trodsede omkring 10.000 mand i 1920’erne enhver fare og begav sig dybt ind i regnskoven i håb om at opnå hurtig rigdom.

Senere kom der andre som ligeledes havde det nødvendige gåpåmod og viljen til at klare de hårde levevilkår. Disse mennesker kom dog ikke for at tage, men for at give.

Bibelske sædekorn sået

Disse modige pionerer kom med den gode nyhed fra Guds ord. De forkyndte at Gud har til hensigt at gøre ende på sygdom og død, at hjælpe folk fra alle nationer til at leve sammen som brødre og at gøre jorden til et paradis. (Es. 2:3, 4; 25:8; 33:24; Åb. 7:9, 10) De var optaget af at udbrede den gode nyhed om Guds rige, der ifølge Jesus Kristus skulle forkyndes „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“ inden enden ville komme. (Matt. 24:14) Denne vigtige forkyndelse fandt vej til Fransk Guyana i 1946. Til at begynde med var flertallet af de Jehovas Vidner som kom til Fransk Guyana, fra andre af Frankrigs oversøiske departementer. De kom blandt andet fra Guadeloupe og Martinique, men også fra Hollandsk Guyana (nu kendt som Surinam), der er nabolandet mod vest.

De første bibelske sædekorn blev plantet af broder Olga Laaland, en nidkær forkynder fra Guadeloupe. I december 1945 rejste han en tur til Fransk Guyana for at besøge sin mor og sine kødelige brødre, som boede nær Mana-floden i det indre af landet. For at nå landsbyen måtte han sejle med kano op ad floden i flere dage. Undervejs gjorde han holdt for at overnatte i små åbne skure dækket med palmeblade,  og her benyttede han lejligheden til at forkynde for folk og tilbyde dem bibelsk læsestof. Da han nåede frem til sin mors landsby, Haut Souvenir, fortalte han glad sin familie den gode nyhed om Riget. Til hans store overraskelse og ærgrelse fik det dem til at kalde ham en dæmon. I denne fjendtlige atmosfære fejrede han i 1946 højtiden til minde om Jesu død, kun sammen med sine yngre brødre. Snart drev hans mor ham ud med støtte fra den lokale præst idet hun skreg: „Der skal ikke være dæmoner i mit hus!“ Hendes negative indstilling dæmpede dog ikke hans nidkærhed.

På tilbagevejen forkyndte han når han gjorde holdt ved guldminer og degrads eller handelsstationer. En nat sov han og de andre passagerer i en hytte ved flodbredden. På grund af en tropisk skylregn væltede et kæmpestort træ med et øredøvende brag. I ren og skær panik sprang Olga i floden, uden at vide at den vrimlede med piratfisk. Da han kom uskadt op, var mændene overbeviste om at han måtte have overnaturlige kræfter, hvorefter de betragtede ham med dyb respekt. Nu var de mere åbne for det budskab han forkyndte.

Broder Laaland nåede omsider Mana, en landsby ved Atlanterhavskysten med 800 indbyggere. I løbet af dette første ophold, der varede 6 måneder, organiserede han møder og underviste regelmæssigt ti personer i den frigørende sandhed. (Joh. 8:32) Indbyggerne kaldte ham Père Paletot (Fader Jakke) fordi han altid gik med jakke, i modsætning til den lokale præst, som blev kaldt Fader Kjole. Selv om  broder Laaland til sidst ikke havde flere publikationer, forkyndte han for alle der ville lytte, og holdt offentlige foredrag. Han fik ry for at være en energisk taler der ikke var bange for at indlade sig i livlige diskussioner med den lokale præst.

Knap to år efter besøget hos sin mor vendte broder Laaland tilbage til Guadeloupe. Ingen var nået frem til dåb som følge af hans forkyndelse, men han havde sået mange sædekorn. Resultatet skulle vise sig senere.

Arbejdere fra mange lande

I 1956 spurgte Vagttårnsselskabet Wim van Seijl fra afdelingskontoret i Surinam om han havde mulighed for at tage til Fransk Guyana. Han beretter: „Vi tog fra Saint-Laurent til Cayenne med et lille fly og boede i tre uger på et mindre hotel. Vi gennemarbejdede en stor del af Cayenne med bogen La Vie Eternelle („Dette Betyder Evigt Liv“) og afsatte flere hundrede eksemplarer. Der var tydeligvis stor interesse for budskabet, men på grund af vores manglende kendskab til fransk var det vanskeligt at oprette studier. Når vi gik fra hus til hus, indledte vi med at sige: ’I går ankom vi til Cayenne med flyvemaskine for at forkynde denne gode nyhed.’ Efter to uger indledte vi stadig på samme måde da det var den eneste indledning vi kunne på fransk. I et gammelt nedlagt teater viste vi filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Først oversatte en mand talen på filmen til kreolsproget patois, og dernæst oversatte en kvinde den til fransk.“ Der var betydelig interesse, men hvordan kunne den følges op?

Der kom flere forkyndere fra Surinam for at hjælpe, deriblandt Paul Naarendorp samt Cecyl og Nel Pinas. En del af disse kunne fransk.

 Der kom også hjælp fra en uventet kant. En familie havde haft bibelstudium i Dunkerque i Frankrig. Men kun sønnen Christian Bonecaze på 16 år viste fortsat interesse. Da familien flyttede til Cayenne, fortalte han sine skolekammerater om det han havde lært ved at undersøge Bibelen. En kammerat og hans tre søstre blev interesseret, og derfor skrev Christian til Selskabet efter hjælp.

I 1958 havde Xavier og Sara Noll overværet Gileadskolen og var nu vendt tilbage til Martinique. Selskabet bad broder Noll om at tage til Fransk Guyana og hjælpe den lille gruppe dér. Det var en tidages tur i en lille båd, og broder Noll måtte sove på dækket.

Da broder Noll kom til Canyenne, tog de interesserede gæstfrit imod ham. De indbød ham til at spise sammen med dem mens han var der, og sørgede for at han fik et godt værelse på et hotel der blev drevet af en tidligere straffefange. Broder Noll havde hver dag bibelstudium og åndelige drøftelser med Christian og den gæstfrie familie. Deres forståelse af Bibelens sandheder voksede, og nogle få uger efter ønskede Christian at blive døbt, og det samme gjorde hans kammerat og to af dennes søstre. Et kraftigt regnskyl hindrede imidlertid broder Noll i at holde dåbsforedraget på stranden som planlagt, så det blev holdt i den lille bil gruppen var kørende i. Derefter blev dåbskandidaterne døbt, og det var første gang Jehovas Vidner foretog dåb i Fransk Guyana.

 Broder Noll udnyttede tiden godt mens han var i landet. På en uge havde han afsat næsten alle de bøger og blade han havde. Han beholdt kun ét blad, som han brugte til at vise dem han tilbød at tegne abonnement. I løbet af tre uger havde han tegnet 70 abonnementer, hvoraf en halv snes stykker var på kinesisk. Hvordan gjorde han sig forståelig på kinesisk? Han viste sit klassebillede fra Gileadskolen, pegede på de kinesere der var i klassen, og brugte masser af gestus. „Det fungerede udmærket,“ sagde han. Han forkyndte også for Michel Valard. Hans bror var præst, men selv havde han været guldgraver inde i landet. Da broder Noll var rejst, blev det Christian Banecaze der ledede den lille gruppe i Cayenne.

Kort tid efter, i 1960, fik afdelingskontoret på Guadeloupe overdraget tilsynet med forkyndelsen af den gode nyhed i Fransk Guyana. Det var til stor gavn for brødrene dér at få mere regelmæssig hjælp. Der var lagt et fundament, og nu kunne den progressive opbygning begynde. Derfor blev Octave Thélise i 1960 sent dertil fra Martinique for at virke som specialpioner. Han gav sig til at besøge dem der havde abonnement på bladene, og dem der havde modtaget publikationer. Samme år flyttede Théophanie Victor også til Fransk Guyana fra Martinique for at forkynde, og snart efter blev hun udnævnt til specialpioner.

Noget tidligere, i 1954, var hr. van Pardo, en hollænder, og hans kone fra Martinique flyttet til Paramaribo i Surinam, hvor konen var blevet kontaktet af Jehovas Vidner. Året efter flyttede de til Saint-Laurent, der ligger lige på den anden side af Maroni-floden, som adskiller Surinam fra Fransk Guyana. I cirka fem år rejste broder Pinas og broder Libreto fra Surinam hver tredje måned med kano over Maroni-floden for at hjælpe dette par til at vokse i kundskab  om Jehova og hans retfærdige normer. Ved et stævne i Paramaribo i december 1960, der blev holdt mens broder Milton Henschel fra Vagttårnets hovedkontor var på besøg, blev van Pardo og hans kone døbt sammen med to andre fra Fransk Guyana.

I maj 1961 aflagde Nicolas Brisart, afdelingstilsynsmanden fra Guadeloupe, besøg hos den lille gruppe på 16 forkyndere i Cayenne i forbindelse med deres første kredsstævne. Han viste desuden filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund for 250 tilstedeværende. Den overvældende tilslutning gav ham anledning til at vise endnu en film, Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Der var en lignende tilslutning da filmene blev vist i Saint-Laurent. Viceborgmesteren i Saint-Laurent var så begejstret at han sagde: „Jeg har aldrig før set noget lignende.“ Da han gav brødrene hånden, spurgte han: „Har I ikke spurgt borgmesteren om I må vise jeres film på rådhuset? Jeg kan tale med ham om det i morgen.“ De fik tilladelse til ikke blot at vise filmene, men også at holde et offentligt foredrag hver aften. I alt så over 500 mennesker Selskabets film og hørte bibelske foredrag under dette mindeværdige besøg. Viceborgmesteren sagde: „Det er folk som jer, Jehovas Vidner, vi har brug for.“ Cirka to år senere, nemlig i marts 1963, blev den første menighed af Jehovas Vidner oprettet i Cayenne. Møderne blev holdt i et lille hus i Petit Monaco, der lå i udkanten af Cayenne.

Hvordan de fik sandheden

Nogle af dem der tilhørte denne første menighed, var broder og søster Sylvestre, begge oprindelig fra Martinique. Hvordan blev de Jehovas Vidner? Da fru Sylvestre en dag i 1952 gik til købmanden, fik en tidligere straffefange  fra Djævleøen øje på hende og spurgte om hun ville tage nogle bøger med hjem til sin mand. Hvor han havde dem fra, fandt hun ikke ud af, men de var udgivet af Vagttårnsselskabet. Da hun vidste at hendes mand gerne ville læse dem, tog hun imod dem. Hun fortæller: „Da jeg lagde bøgerne på bordet, faldt mine øjne på titlen ’Gud Maa Være Sanddru’. Jeg blev straks interesseret i denne bog om Gud. Da min mand kom hjem, fortalte jeg ham hvad jeg havde læst om Guds navn, om dyrkelsen af afguder og om hvad den forbudte frugt var. Det var oplysninger jeg aldrig før var stødt på. Jeg var straks overbevist om at det var sandheden, og holdt fra den dag op med at gå til mine religiøse møder. Selv om jeg aldrig havde mødt Jehovas Vidner, begyndte jeg at fortælle mine venner om det jeg havde lært ud fra bøgerne, og tilskyndede alle i min omgangskreds til at læse dem. Ni år senere kom en dame, Théohanie Victor, til min dør og tilbød mig to numre af Vågn op! Da hun skulle til at gå, spurgte jeg hvilken religion hun tilhørte. ’Jehovas Vidner,’ svarede hun. ’Er det sandt? Jeg har ventet på jer i ni år. Kan jeg få en aftale med dig?’“ Det førte til at hun og hendes mand tog standpunkt for tilbedelsen af Jehova.

Michel Valard, som tidligere var blevet kontaktet af Xavier Noll på sin arbejdsplads, var også en af de første der tog imod sandheden i dette land. Da han begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, blev han efterhånden klar over at han her fik tilfredsstillende svar på sine spørgsmål. Søster Victor tilbød ham et bibelstudium, som han tog imod, men hans kone, Jeanne, satte sig meget imod det. Derfor kunne han ikke studere hjemme. Trods dette var han overbevist om at det var sandheden, og han ønskede at fortælle Jeanne det han havde lært. Han udvalgte derfor nogle  artikler i bladene som han vidste ville fange hendes interesse, og lagde dem rundt omkring hvor hun ikke kunne undgå at få øje på dem. Til sidst sagde hun også ja tak til et bibelstudium, og i 1963 blev de begge døbt. Deres børn tog ligeledes imod sandheden, og en af dem, Jean-Daniel Michotte (Jeannes søn, som hun havde inden hun blev gift med Michel Valard), tjener nu som medlem af afdelingskontorets udvalg.

En ung mand fra Fransk Guyana ved navn Paul Chong Wing kom i forbindelse med Jehovas Vidner mens han læste til lærer i Frankrig. Han var skuffet over verdenssituationen og folks indstilling. Han havde været frimurer, uden dog at få tilfredsstillende svar på de spørgsmål der optog ham. Han var sikker på at sandheden måtte findes et sted, og han besluttede sig for at lede efter den. Da han fik forbindelse med Jehovas Vidner, var han sikker på at have fundet den. Hjemme i Fransk Guyana kom han i kontakt med Michel Valard, og til hans store glæde fandt han ud af at der var en rigssal i nærheden af hans hjem. Han blev døbt i 1964, og hans kone blev døbt det følgende år. Han gjorde hurtigt fremskridt i sandheden. Behovet for dygtige og villige mænd i menigheden var så stort at han kun et år efter blev udnævnt til menighedstjener, det der i dag svarer til præsiderende tilsynsmand. Han hjalp med at oprette flere menigheder. Nu tjener han som medlem af afdelingskontorets udvalg.

 Hjælp til forkyndere der bor isoleret

Menigheden i Cayenne voksede, men forkynderne begrænsede ikke deres virke til kun at omfatte byen. Brødrene fra Cayenne tog en gang imellem på weekendbesøg for at støtte de små isolerede grupper af forkyndere i Saint-Laurent, Mana og Iracoubo. Der var fuldt op at gøre på sådanne ture. Først kørte de langs kysten fra Cayenne til Saint-Laurent ved grænsen til Surinam. Dér holdt de lørdag klokken 18 et offentligt foredrag og vagttårnsstudium. Næste dag kørte de nordpå til Mana, hvor de skulle holde møde klokken 8 om morgenen. På vej tilbage mod Cayenne spiste de frokost i det grønne og gjorde holdt i Iracoubo for at holde mødet klokken 15. Derefter gik turen hjemad til Cayenne.

Selv om der var fart over feltet på disse ture, gav det brødrene nogle uforglemmelige minder. På sådanne ture rejste de 500 kilometer på hullede jordveje. Efter et tropisk regnskyl var vejene oversvømmede og stod nogle gange under en meter vand. Så måtte brødrene vente nogle timer på at vandet sank inden de kunne fortsætte. Man rejste sammen i korteger med fem-seks biler, da hullerne i vejene var så dybe at bilerne ofte sad fast. Hvis det skete, måtte brødrene fælde små træer i skoven og lægge træstammerne over hullerne. Så skubbede de alle bilerne over. Den første bil der blev skubbet over et stort hul, hjalp derefter med at trække de andre over. Der var også forsinkelser når de ventede på færgerne ved Kourou og Mana. Trods kamp mod myggene udnyttede de ventetiden til at tilbyde blade til forbipasserende.

De isolerede grupper af forkyndere følte sig meget opbyggede af disse besøg, og deres taknemmelighed opvejede  rigeligt alle de problemer brødrene kom ud for undervejs. Besøgene var dog ikke kun til gavn for de isolerede grupper. Brødrene fra Cayenne var også meget opmuntrede over den gæstfrihed og tjenesteiver som broder og søster van Pardo, søster Fantan, søster Barthebin og søster Defreitas lagde for dagen under besøgene. Det blev senere besluttet at broder og søster Fléreau fra Guadeloupe skulle tjene som specialpionerer i dette område, og de ydede et stort arbejde med at pleje interessen. Når det gælder Jesu befaling om at ’gå ud og gøre disciple af folk af alle nationerne’, kan Jehovas Vidner ikke beskyldes for at have forsømt dette i Fransk Guyana. — Matt. 28:19.

Langsom, men stabil fremgang

I 1970 var der 129 forkyndere i menigheden i Cayenne, og isolerede grupper forkyndte i Saint-Laurent og Kourou. Selv om de ikke var mange, var Jehovas Vidner ved at blive kendt i landet. Det gik dog kun langsomt med fremgangen. Der skulle gå endnu ti år før antallet af menighedsforkyndere i landet var fordoblet.

Nogle forkyndere havde svært ved at acceptere Bibelens vejledning angående udstødelse og sindsændring, og det hindrede deres åndelige fremgang. Det førte til splittelser blandt forkynderne. Nogle støttede de ældstes afgørelser; andre gjorde ikke. Rejsende tilsynsmænd fra Guadeloupe måtte komme og gennemgå Det Styrende Råds vejledning angående dette med brødrene. De der tog imod den vejledning de fik gennem Jehovas kanal, gjorde gode åndelige fremskridt.

Noget andet der påvirkede den ånd forkynderne lagde for dagen, var offentlighedens indstilling til forkyndelsen i Cayenne. Den katolske kirke var meget indflydelsesrig. Præsterne  foragtede Jehovas Vidner og satte folk op imod dem. Det afskrækkede dog ikke brødrene. Deres nidkærhed var netop med til at ophidse folk. Når folk ikke lukkede op, kunne forkynderne finde på at gå om bag ved huset for at se om de eventuelt gemte sig i baggården eller haven. Nogle af brødrene lod sig involvere i ophedede diskussioner om sabbatten med adventisterne, og om helvedeslæren og læren om den udødelige sjæl med evangelisterne. Sådanne diskussioner kunne vare fra morgen til aften.

David Moreau, der kom fra Martinique for at virke som kredstilsynsmand, husker en af disse diskussioner. „Mens vi talte med en ung mand, kom en præst fra syvendedagsadventisterne og deltog i diskussionen. Han ville kun tale om sabbatten. Virgo, vores broder, sagde at han var kommet for at tale om Guds rige, men alligevel blev diskussionen vendt til at dreje sig om sabbatten. Præsten erklærede: ’Sabbatten er fra Gud. Selv i det kommende paradis skal vi stadig holde sabbat.’ Han citerede Esajas 66:23: ’Det skal ske, at fra nymåne til nymåne og fra sabbat til sabbat skal alt kød komme og bøje sig for mig, siger Herren.’ Broder Virgo spurgte nu præsten: ’Med dette vers i tanke, hvad var det så i onsdags?’ Præsten svedte heftigt og prøvede med forskellige svar, men kunne ikke se sammenhængen mellem sidste onsdag og  verset. ’Det var nymåne! Du holder altså sabbat, men ved ikke hvornår det er nymåne! Du fjerner mere end det mindste bogstav fra Bibelen.’“ Virgo sagde bagefter til David: „Jeg går aldrig i tjenesten uden først at have set på kalenderen hvornår det er nymåne, hvis jeg skulle møde en adventist.“

Selv om brødrene havde lært at forsvare deres tro, fokuserede nogle af dem mere på at vinde en diskussion end på at finde de symbolske får. For at kunne formidle budskabet rigtigt til befolkningen måtte de have oplæring, og Jehova sørgede for at de fik den nødvendige hjælp.

 Missionærer i det indre af landet

I slutningen af 1970’erne blev uddannede gileadmissionærer og pionerer fra Frankrig der fik missionærstatus, sendt til Fransk Guyana. Det vigtige arbejde med at oplære og styrke menighederne tog sin begyndelse. Brødrene lærte at forkynde mere taktfuldt og virkningsfuldt. Missionærerne begyndte også at forkynde for de befolkningsgrupper i landet der talte andre sprog. De lokale brødre fulgte trop og begyndte at lære engelsk, portugisisk, sranan og galibi, et indiansk sprog. I øjeblikket sørger afdelingskontoret i Fransk Guyana for publikationer til brug i distriktet på 18 sprog.

I april 1991 blev Jonadab Laaland og hans kone sendt til Kourou-området for at styrke menigheden dér. De var begge udgået fra Gilead og havde virket som missionærer i Ny Kaledonien. Jonadabs far var Olga Laaland, som havde været en af de første der såede sandhedens sæd i Fransk Guyana. Nu er der over 280 forkyndere som lovpriser Jehova i Kourou.

Missionærerne var også foregangsmænd når det gjaldt om at forkynde i nye områder, især steder der var vanskeligt fremkommelige. De lod sig hverken afskrække af risikoen for at få malaria, at møde slanger, at blive overfaldet af insektsværme, at skulle passere brusende floder og farlige strømfald for at nå isolerede landsbyer, eller af truslen om regnskyl og mudder.

Elie og Lucette Régalade udførte et godt arbejde i Cayenne og Saint-Laurent. De forkyndte også i hidtil urørt distrikt langs den øvre del af Maroni-floden i landets vestlige grænseområde. De tog sammen med en lille gruppe brødre på en treugers tur til alle de små samfund langs floden fra Saint-Laurent til Maripasoula. Denne tur måtte imidlertid afbrydes da én i gruppen skulle til Saint-Laurent og  behandles for et alvorligt tilfælde af malaria. Men de fortsatte med at tage på sådanne forkynderture til det indre af landet så folk dér kunne høre den gode nyhed.

For at komme til landsbyen Saint-Elie, som blev grundlagt i det nittende århundrede af guldhungrende opdagelsesrejsende, må man først sejle med kano i syv timer på Sinnamary-floden fra kysten og ind midt i landet. Derefter tager det to dage at gå 30 kilometer gennem junglen med en tung rygsæk. Alle som skal forkynde der, må tage mad med til tre dage og en god forsyning publikationer. Om natten må de tænde bål for at holde dyrene på afstand, og de skal helst have en hængekøje at sove i. Men det var en stor glæde for to missionærbrødre fra Frankrig, Eric Couzinet og Michel Bouquet, at foretage denne tur og forkynde for de 150 indbyggere. Tyve personer overværede lysbilledforedraget under deres besøg.

En af dem som brødrene herved kom i kontakt med, var Fanélie, der havde et stort åndeligt behov. Hun havde tidligere været medlem af den romersk-katolske kirke. For nylig havde hun sluttet sig til adventisterne, men ingen fra hendes trossamfund havde nogen sinde besøgt hende i Saint-Elie. Hun havde flere gange prøvet at få et bibelkursus pr. brev, men havde aldrig fået svar. Da hun mødte Jehovas Vidner, indså hun at de var de eneste der gjorde noget for at besøge folk så fjerne steder som i Saint-Elie. Fanélie studerede med brødrene hver dag i en hel uge. Kort tid efter flyttede hun til en større by, hvor hun boede i seks måneder. I denne periode studerede hun tre gange om ugen. Da hun kom tilbage til landsbyen, var hun blevet udøbt forkynder. Hun var gift og havde fem små børn, men hendes nidkærhed for sandheden var så stor at hun anvendte 40 timer i forkyndelsen hver måned. Hun organiserede også møder for de interesserede,  og der var 40 som overværede mindehøjtiden sammen med hende. Siden da er Fanélie flyttet ud til kysten og er fortsat meget aktiv i forkyndelsen. Det er en glæde for hende at en af hendes døtre er blevet døbt, og at hendes mand nu studerer Bibelen.

Missionærerne var også de første til at forkynde i landsbyerne Kaw, Ouanary og Favar i den østlige del af landet. Broder Couzinet husker tydeligt første gang han skulle med nogle lokale forkyndere på en tur dertil i 1987. De tog en færge og kørte derefter 40 kilometer på en rød jordvej der endte i en sump. Da de standsede bilen, hørte de nogle uhyggelige brøl. Han troede at de ville blive angrebet af jaguarer. Men de brødre der rejste sammen med broder Couzinet, forsikrede ham om at det blot var en flok brøleaber der var blevet forstyrret af deres ankomst. På denne tur mødte de et ægtepar som havde søgt efter sandheden. Parret flyttede til Cayenne, blev døbt og tjener nu i det portugisisktalende distrikt i Fransk Guyana.

Lidt efter lidt fik missionærerne besøgt mange andre fjerne områder som sandheden aldrig før var blevet forkyndt i, for eksempel Grand Santi, Papaïchton og Saul. Det meste af det tidligere urørte distrikt får nu regelmæssigt besøg af forkyndere.

Forkyndelse i Maripasoula

Allerede i 1963 blev der forkyndt i Maripasoula, en meget betydningsfuld landsby langt oppe ad Maroni-floden.  Adrien Jean-Marie, der dengang havde bibelstudium, skulle tre gange om året på forretningsrejse dertil. Han sprudlede af begejstring for sandheden, så han udnyttede hver en anledning til at aflægge et grundigt vidnesbyrd og afsatte altid mange bibelske publikationer.

Der var også andre som forkyndte i Maripasoula, men det var vanskeligt at kommunikere med indbyggerne på deres lokale sprog, sranan. Sranan, der kaldes taki-taki af de lokale, er et engelskbaseret kreolsprog der er påvirket af hollandsk, fransk, portugisisk og forskellige afrikanske og indiske sprog. Afdelingskontoret i Surinam sendte specialpionerer der kunne tale sranan, til Maripasoula i perioder på tre til seks måneder, men befolkningen reagerede negativt på deres besøg. Til sidst blev brødrene fordrevet fra landsbyen med den begrundelse af de var fremmede fra Surinam. Men i realiteten var det fordi de var Jehovas Vidner.

I 1992 blev Cornélis og Hélène Linguet sendt dertil som specialpionerer. Deres kendskab til sranan var en stor hjælp for dem i forkyndelsen, og befolkningen havde lettere ved at acceptere dem fordi de var franskmænd. Tre dage om ugen forkyndte de i Maripasoula, og i de næste tre dage forkyndte de i landsbyen Papaïchton, som det tog en time at sejle til med kano. Til at begynde med holdt de møder i deres eget hjem i Maripasoula. Efter to års arbejde var der otte som overværede mindehøjtiden. Ægteparret holdt trofast ud i dette fjerne område. Deres kærlighed til befolkningen hjalp dem til at udholde utallige problemer. Med tiden blev deres udholdenhed belønnet, og nu er der to menigheder i dette område.

En af dem der tog imod Bibelens budskab, var Antoine Tafanier, som blandt de lokale var en anset mand på grund  af sit nære slægtskab med Gran Man, den højeste myndighed i det animistiske samfund. Tafanier havde, som mange andre langs floden, to samleversker. Da han tog standpunkt for sandheden, måtte han foretage forandringer i sit liv og enten gifte sig med den ene af de to kvinder eller forblive ugift. De to kvinder, der boede i hver sit hus, vidste at han nu skulle vælge mellem dem, og begyndte at strides indbyrdes. Hvordan gik det? I dag er Antoine Tafanier en glad døbt forkynder der tjener Jehova sammen med den kone han valgte at gifte sig med. Hvad med den anden kvinde? Kort efter begyndte hun også at studere Bibelen og er nu en døbt tjener for Jehova.

Jehovas Vidner blev efterhånden mere velsete i området. En lokal forening stillede helt gratis mødelokaler til deres rådighed i tre år. Da de senere skulle bygge en rigssal, gav disse sympatisører dem halvdelen af de galvaniserede metalplader de skulle bruge. En anden lokal forening stod for tv-stationen og viste de fem videofilm Vagttårnsselskabet havde udgivet på daværende tidspunkt. Landsbyens beboere tog især godt imod videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation.

Jehovas Vidner var nu blevet anerkendt i dette tidligere fjendtligt indstillede område. I 1993 var der både en rigssal i Maripasoula og i Papaïchton, og folk der boede i området langs Maroni-floden, havde regelmæssigt lejlighed til at høre budskabet om Riget.

Ved Oyapock-floden

Hvordan er det gået ved landets østlige grænse langs Oyapock-floden, der løber mellem Fransk Guyana og Brasilien? I 1973 aflagde Adrien Jean-Marie et godt vidnesbyrd i byen Saint Georges. Hans første besøg strakte sig over tre  dage. Samme år aflagde han endnu to besøg og var i stand til at organisere et offentligt møde med 20 tilstedeværende. Der blev oprettet nogle få brevstudier, men det gik i sig selv igen da folk ikke var vant til at skrive breve. I busknegerlandsbyen Tampac ved samme flod fandt broder Jean-Marie også nogle som viste interesse for budskabet.

Ti år senere, i 1983, blev Etiennise Mandé og Jacqueline Lafiteau sendt til dette fjerne område for at forkynde og hjælpe interesserede. Når det var muligt, tog nogle brødre fra Cayenne til Saint Georges i en weekend for at støtte søstrene i forkyndelsen og holde offentlige foredrag. Man måtte dog vente med tålmodighed på at se resultater. Søster Mandé fortæller: „Jeg påbegyndte mange bibelstudier. Men inden længe satte den lokale præst sig imod vores arbejde. Så sagde nogle af dem vi besøgte: ’Præsten har sagt at vi ikke skal lytte til Jehovas Vidner eller byde dem indenfor, for de er Djævelens håndlangere.’ Det fik mange af dem jeg studerede med, til at holde op.“ Men belønningen for udholdenhed skulle dog vise sig.

To af dem der var med til at pleje interessen for sandheden i området, var Michel Bouquet og specialpioneren Richard Rose. Der var blevet forkyndt meget i Saint Georges, men i 1989 fik de besked på at koncentrere sig om området udenom. For nylig fik broder Rose og hans kone det privilegium at overvære Gileadskolen som nogle af de første pionerer fra Fransk Guyana. Nu virker de på Haiti.

Da sandheden havde fået fodfæste ved bredden af Oyapock-floden, traf man forberedelser til at arbejde i et lille område i Brasilien på den anden side af floden. Det tog blot 20 minutter at sejle med kano fra Saint Georges til byen Oiapoque, der har 10.000 indbyggere. Da brødrene  blev klar over at der var mere interesse at spore her end i Saint Georges, koncentrerede de sig om det område. Broder Moreau fortæller: „Vi overnattede gerne bag et lager. Det var ikke let under sådanne forhold, selv om en venlig kvinde som kaldte sig ’søster’, tilbød os et sted at sove og en tønde vand at vaske os i. De unge lokale pionerer lo da min kone, Marylène, beklagede sig over at vandet lugtede. Det var mørkt da vi vaskede os omme i baggården og gik i seng. Næste morgen opdagede vi til vores store skræk at en stor rotte var druknet i tønden og nu var kommet op til overfladen.“ Det kastede dog ingen skygge over de gode oplevelser de havde i distriktet.

I Oiapoque tog broder Bouquet initiativet til at købe en grund. Han, broder Rose og nogle andre pionerer, samt forkyndere fra Cayenne, arbejdede på at bygge en rigssal med 80 siddepladser og en tilhørende lejlighed.

I 1990’erne kom broder og søster da Costa til Oiapoque for at hjælpe. De besluttede sig for at besøge alle skolerne og tilbyde skolelederne bogen Unge spørger — Svar der duer. De bad også om at måtte tilbyde eleverne en bog hver, hvilket de fik lov til. Da eleverne og lærerne hørte hvad bogen indeholdt, ønskede de alle sammen et eksemplar. Det blev til 250 bøger.

Broder da Costa fortæller: „Vi havde en god samtale med den øverstkommanderende på den lokale militærkaserne og tilbød ham bogen Kundskab der fører til evigt liv. Den ville han gerne have og spurgte om ikke vi kunne gøre noget for at afhjælpe drukkenskab og umoralitet på kasernen. Vi tilbød at holde et foredrag. Det syntes han var en god idé og lovede at der nok skulle komme i hvert fald nogle den næste weekend. Da vi kom for at holde foredraget, sad der  140 soldater og ventede. Alle lyttede opmærksomt til det der blev sagt. Vi uddelte 70 blade; vi havde ikke taget flere med, da vi ikke ventede at så mange ville møde op. Dette arrangement fortsatte i flere uger. Vi mistede dog kontakten med de fleste af soldaterne fordi de ikke blev ret længe det samme sted.“ Ikke desto mindre tog mange imod den hjælp de fik tilbudt.

En ung kvinde ved navn Rosa havde studeret med Jehovas Vidner i Brasilien, men havde endnu ikke taget endeligt standpunkt for den gode nyhed. Da hun hørte om muligheden for at tjene store penge ved at arbejde i en guldmine i Fransk Guyana, sagde hun sin lejlighed op, holdt op med at studere Bibelen og rejste til Oiapoque for at komme illegalt ind i Fransk Guyana. Det ville naturligvis ikke være særlig sikkert for en kvinde at bo blandt mænd i en guldmine midt ude i en skov. Inden hun tog ud til minerne, fik en bekymret søster fra Oiapoque hende til at overveje sin beslutning endnu en gang. Det hun læste i Mattæus 6:25-34, gjorde et dybt indtryk på hende og fik hende til at ombestemme sig. Hun indviede sig til Jehova og vendte hjem. Efter at have været separeret fra sin mand i flere år blev hun genforenet med ham.

Der er nu en menighed med 25 forkyndere i Oiapoque. De anstrengelser der gøres af de fem forkyndere i Saint Georges, bærer også frugt. Jean René Mathurin var den første beboer i Saint Georges der tog standpunkt for sandheden. Nu er han menighedstjener, og hans kone er pioner.

Glædelige stævner

På Bibelens tid fik Jehovas tjenere befaling til regelmæssigt at samles for at tilbede Gud. (5 Mos. 16:1-17) Kreds- og områdestævner har tilsvarende været højdepunkter for nutidens  tjenere for Jehova i Fransk Guyana. Selv da der kun var få forkyndere i landet, holdt brødrene sig ikke tilbage fra at organisere stævner. En broder fortæller: „I 1960’erne varede vores områdestævner otte dage. Der var fire bibelske skuespil. Skuespillerne måtte lære deres roller udenad, og den lille håndfuld forkyndere måtte arbejde virkelig hårdt. Heldigvis plejede der at komme en del brødre fra Martinique og Guadeloupe for at hjælpe til med stævnerne.“ Denne forstærkning var brødrene meget taknemmelige for. Mange husker med glæde den tid da de fleste lokale brødre tog ud i lufthavnen for at byde stævnedeltagerne fra Martinique og Guadeloupe velkommen.

Sådanne sammenkomster var til stor glæde for vennerne. Hvert stævne var en åndelig fest der fik brødrene til at føle som israelitterne da Jehova sagde: „I skal fryde jer for Jehova jeres Guds ansigt.“ — 3 Mos. 23:40.

De mere erfarne brødre havde meget travlt. De skulle organisere stævnet, holde foredragene og ofte spille med i flere forskellige skuespil. Det var ikke usædvanligt at én broder var med i tre skuespil og holdt fem eller seks foredrag.

Deres arbejde blev ikke nemmere af at der skulle tilberedes et solidt måltid middagsmad til alle de tilstedeværende. Et sådant måltid kunne bestå af kød fra svin, firben, harer, skildpadder og bæltedyr. Nogle gange var brødrene nødt til at tage på jagt eller ud at fiske under stævnet for at skaffe mad til stævnedeltagerne.

Det var altid svært at finde et egnet sted at holde stævne. I begyndelsen foregik det hos familien Valard. Brødrene havde bygget et skur i gården, og hvert år måtte det gøres større for at kunne rumme den voksende skare. Da tilhørertallet oversteg 200, var det imidlertid nødvendigt at  se sig om efter noget andet. I begyndelsen var det kun muligt at leje håndbold- eller basketballbaner. Brødrene måtte så bygge en platform og bede stævnedeltagerne om selv at medbringe stole. Det var ikke let, men man tog det med godt humør. Børnene og de unge gav villigt afkald på deres stole til de ældre, selv om det betød at de måtte stå op hele dagen.

I mange år lejede man dansesteder til brug for kredsstævnerne. Når lørdagsprogrammet var slut, måtte brødrene hurtigt rømme salen for at give plads for musikerne, som gjorde sig klar til at spille så der kunne danses hele natten. Tidligt søndag morgen kom brødrene så tilbage for at gøre rent i salen inden formiddagens program. Det var naturligvis ikke netop sådanne steder folk betragtede som passende for religiøse møder. Når brødrene holdt stævner i Guyana Palace, Au Soleil Levant og Au Canari, fremkaldte det hån og spot i distriktet. Men som tiden gik, kunne disse steder heller ikke længere rumme det voksende antal stævnedeltagere.

Brødrene nåede til den konklusion at de ville bygge deres egen stævnehal — efter samme mønster som stævnehallerne på Martinique og Guadeloupe. Den bestod af en metalkonstruktion dækket med galvaniserede tagplader. Den var stor nok til at rumme et tusind mennesker, men samtidig nem at demontere. Det næste skridt var at finde en grund hvor stævnehallen kunne opstilles når den skulle benyttes. Jean-Daniel Michotte stillede et stykke af sin grund til rådighed. Denne ordning fungerede fint i flere år.

Et usædvanligt byggeprojekt

Efterhånden som interessen for sandheden voksede, blev der behov for en større stævnehal. Brødrene begyndte at se  sig om efter et sted der var stort nok til at de kunne opføre en stævnehal med siddepladser til 2000. Efter flere års søgen fandt de endelig en godt beliggende grund på 3 hektarer som kunne købes for en rimelig pris. Da de lokale brødre ikke havde den fornødne baggrund inden for byggeri, blev afdelingskontoret i Frankrig bedt om at hjælpe dem. Det projekt man havde udtænkt, var ganske usædvanligt. I 1993 blev det ført ud i livet. På blot otte uger fik man bygget en stævnehal på 2000 kvadratmeter, fem rigssale, tre lejligheder til specialpionerer og tre missionærhjem.

De fleste materialer kom fra Frankrig i 32 store containere. Der var blandt andet traktorer, lastbiler, busser, skurvogne, galvaniserede plader og andre byggematerialer samt store forsyninger af fødevarer med i forsendelsen. De regionale byggeudvalg fra Frankrig som var med i projektet, arbejdede meget hårdt.

I den tid byggeriet stod på, tog omkring 800 brødre og søstre fra Frankrig for egen regning dertil for at arbejde sammen med 500 lokale brødre og søstre. Byggerierne var fordelt på fire forskellige steder, og der var 250 kilometer mellem det vestligste og det østligste sted, så der var behov for god kommunikation. Brødrene fra Frankrig kom på skift i løbet af de to måneder, men på et tidspunkt var der 500 fra Frankrig som samarbejdede med 422 lokale brødre. Det var en udfordring at skaffe logi til alle arbejderne. Mange familier havde to eller tre franske arbejdere boende; ingen boede på hotel. Man måtte også sørge for transport. En broder beretter: „Når jeg skulle på arbejde, kørte jeg en omvej og satte nogle byggearbejdere af og hentede dem igen efter arbejdstid. Vi gjorde vort bedste for at brødrene skulle have det godt.“

 Imens det største hold var i Matoury, hvor stævnehallen (og en rigssal) skulle bygges, var andre i Sinnamary for at bygge en rigssal og et lille missionærhjem. Der blev også bygget en rigssal og et missionærhjem i Mana. I den sranantalende del af Mana blev der bygget en rigssal med en lejlighed til specialpionerer. I Saint-Laurent blev der bygget en rigssal med 330 siddepladser og et missionærhjem til seks personer. Her var der to menigheder. I denne store rigssal holder man også stævner på sranan, ofte med op til 600 tilstedeværende.

Dette var noget af en præstation. Da byggeriet var fuldført, besluttede nogle af brødrene fra Frankrig at slå sig ned i Fransk Guyana. De har ikke blot bidraget med deres erfaring inden for byggeri, men er også til gavn i menighederne, hvor de tjener som ældste, som menighedstjenere og som medlemmer af lokale byggeudvalg. Nogle har senere været med til at opføre et nyt afdelingskontor.

Behov for et afdelingskontor

I 1990 havde det nyoprettede afdelingskontor i Fransk Guyana til huse i nogle lejede lokaler i Montjoly, en by i nærheden af hovedstaden. David Moreau var udnævnt til at tjene som koordinator i afdelingskontorets udvalg. Siden han i 1981 var blevet sendt fra Gileadskolen til Martinique, havde han jævnlig varetaget opgaver i Fransk Guyana. Udvalget bestod foruden ham af Jean-Daniel Michotte, Paul Chong Wing og Eric Couzinet. Senere blev det udvidet med broder Christian Belotti. Menighederne var meget taknemmelige for at blive betjent lokalt af disse modne brødre, der havde et indgående kendskab til deres behov.

Da afdelingskontoret blev oprettet, var der én forkynder for hver 173 indbyggere i landet. Inklusive 14 missionærer i  forskellige dele af landet var der 660 forkyndere. Den fortsatte vækst i forkyndertallet — nogle år på helt op til 18 procent — gjorde det nødvendigt at finde et mere egnet sted til kontorfaciliteterne. I 1992 flyttede afdelingskontoret til Matoury, ikke langt fra Cayenne. Men i 1995 gav Det Styrende Råd tilladelse til at der skulle opføres en bygning som var bedre egnet til vores behov. Det krævede to års arbejde at bygge det nye kompleks, men det blev en stor kilde til glæde for brødrene, og der blev aflagt et vældigt vidnesbyrd.

Udfordringer i forkyndelsen

Det er et hårdt slid at forkynde den gode nyhed i dette land, og det kræver selvopofrelse og kærlighed — noget oprigtige bibelstudieelever godt kan se. En af dem sagde til den forkynder der studerede med hende: „Jeg kan tydeligt mærke den kærlighed og hengivenhed du viser mig. I flere måneder, selv når det har regnet, er du kommet regelmæssigt for at give mig kundskab om den gode nyhed. Så for at gøre noget til gengæld vil jeg komme til alle jeres møder om søndagen.“ Det gjorde hun alvor af, og tog endda nogle venner med.

Undertiden er forkynderne nødt til at balancere på en træstamme der er lagt over en grøft, for at komme ud til deres bibelstudier. Og når træstammen nærmest flyder på vandet, er det noget af en udfordring. Med armene strakt ud til siden for at holde balancen gik David Moreau foran en pionersøster da han hørte et plask bag sig. Søsteren kravlede modigt op på træstammen igen, vaskede sig da hun nåede frem, og ledede sit bibelstudium som om intet var hændt.

 Et andet sted ankom broder Bouquet til en landsby mens der var ebbe. Flodbredden var derfor tyk af mudder. Da han gik op mod landsbyen, sank han i til knæene. Efter cirka 25 meter nåede han endelig fast grund. De venlige beboere gav ham noget vand til at vaske sig i; derefter kunne han begynde sin tjeneste.

Det kan være svært for brødrene at få kontakt med indianerne. Ikke alene på grund af deres sprog og deres afsidesliggende beboelser, men også fordi regeringen, for at beskytte disse territorier mod civilisationen, har forbudt offentlig adgang. Det er ikke tilladt at forkynde systematisk på deres bopladser. Derfor prøver Jehovas Vidner at nå indianerne på markeder i nærliggende landsbyer hvor de køber ind. De  vil gerne give dem del i det vidunderlige håb om en ny verden uden sygdomme, som for eksempel malaria, der plager mange sådanne steder.

For nogle kræver dét at overholde aftaler og komme til møder på bestemte tidspunkter en gennemgribende forandring af deres tankegang. For tredive år siden gik de indfødte aldrig med ur, og ingen havde travlt. At skulle overholde mødetider var et ukendt begreb. En søster åndede lettet op da hun ankom under bønnen — men det var desværre den afsluttende bøn. En missionær som forkyndte i Saint Georges, spurgte engang en mand om der var langt til landsbyen Régina. Manden svarede: „Nej, ikke ret langt.“ „Hvor langt tror du?“ spurgte missionæren. „Det tager kun ni dage at gå dertil.“ Denne opfattelse af tid er med til at forklare hvorfor nogle der ellers er glade for sandheden, udskyder deres beslutning om at tjene Gud.

Nogle har måttet vælge mellem at følge stammelovene og at følge Bibelens principper i forbindelse med deres familieliv. Undertiden har deres beslutning om at vandre på Jehovas veje fået landsbyhøvdingen til at bryde ud i raseri. I én landsby blev det specialpionerægtepar som tjente i området, dømt til døden af landsbyhøvdingen. De flygtede derfor fra landsbyen og blev overflyttet til et andet distrikt 300 kilometer borte.

Trods de mange udfordringer har folk fra alle befolkningsgrupper og samfundslag taget imod indbydelsen: „Lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åb. 22:17) Sidste år var der i gennemsnit 1500 der forkyndte den gode nyhed i Fransk Guyana. I gennemsnit ledede de 2288 bibelstudier med interesserede. Den 19. april var der 5293 til stede for at mindes Kristi død. Det er vor oprigtige bøn at mange flere vil vælge at vandre på sandhedens vej og blive sande disciple af Jesus Kristus.

 [Helsides illustrationer på side 224]

[Illustration på side 228]

Olga Laaland

[Illustration på side 230]

Christian Bonecaze til venstre og Xavier Noll til højre

[Illustrationer på side 234]

Michel og Jeanne Valard

[Illustration på side 237]

Constance og Edmogène Fléreau

[Illustrationer på side 238]

(1) En træbelagt sti gennem regnskoven (2) Eric Couzinet og Michel Bouquet med deres forråd (3) En indianerlandsby

[Illustration på side 241]

Elie og Lucette Régalade

 [Illustrationer på side 251]

Et internationalt byggeprojekt af otte ugers varighed: (1) En stævnehal i Matoury; rigssal med boliger i (2, 3) Mana, (4) Saint-Laurent og (5) Sinnamary; (6) Jehovas Vidner fra Fransk Guyana sammen med hundreder af arbejdere fra Frankrig

[Illustrationer på side 252, 253]

Afdelingskontoret og betelhjemmet i Fransk Guyana med afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre): Paul Chong Wing, David Moreau, Jean-Daniel Michotte og Eric Couzinet