Virksomheden i hele verden

▪ Afrika

Afrika er det næststørste kontinent på kloden og dækker en femtedel af Jordens landareal. Langs ækvator findes der tropiske skove og mange forskellige slags dyr, deriblandt elefanter, giraffer og løver. Mod nord ligger Sahara, den største ørken på Jorden. I det nogle har kaldt ’det mørke Afrika’, skinner Guds ord med stadig større glans. — Matt. 4:16.

I Ghana blev den seksårige Marie slæbt hen til skolelæreren af sine skolekammerater, som beskyldte hende for at hun ikke lukkede sine øjne og sagde „amen“ når resten af klassen bad. Da læreren forlangte at få en forklaring, sagde Marie stille og roligt: „I beder til Jesus, men hjemme hos os studerer vi Bibelen, og der står at man kun må bede til Jehova gennem Jesus. Kan I så ikke forstå at jeg ikke kan sige ’amen’ når I beder?“ Læreren var forbløffet og sagde til klassen: „Lad hende være, hun er et af Jehovas Vidner.“ Senere sendte Maries mor et eksemplar af bogen Min bibelhistoriebog til læreren, som nu underviser børnene i Bibelen ud fra den.

Alfred, som bor i Guinea, stiftede bekendtskab med sandheden i 1996, og han fik noget bibelsk læsestof. Kort  tid efter vendte han tilbage til sin landsby. Alfreds korte kontakt med Jehovas Vidner havde overbevist ham om at han havde pligt til at fortælle andre om det han havde lært. Mens han ventede på at få svar fra nogle Jehovas Vidner han havde skrevet til, besluttede han sig til at bygge en rigssal. I 1998 byggede han en beskeden rigssal, men folk i landsbyen rev den ned. Da han byggede en anden rigssal, blev den også ødelagt, og det samme skete tredje gang.

Alfred forelagde sagen for landsbyhøvdingen, og et møde mellem Alfred og alle hans modstandere kom i stand. Efter at have lyttet opmærksomt til parterne gav høvdingen Alfred tilladelse til at opføre en rigssal, og han tildelte ham den bedst tænkelige grund, nemlig på hovedvejen ved indgangen til landsbyen. På 14 dage byggede Alfred og hans bibelstudieelev, Daniel, en ny rigssal af bambus og andre materialer fra skoven.

Så snart rigssalen var færdig, begyndte de at holde møder hvor de drøftede de brochurer de havde. Landsbyhøvdingen kom fast til disse møder. Da afdelingskontoret hørte om sagen, blev der sendt nogle specialpionerer til stedet som kom regelmæssigt for at vise dem hvordan man leder bibelstudier og hjælper de interesserede. Da kredstilsynsmanden besøgte landsbyen, blev hans foredrag overværet af 69 af byens 400 indbyggere.

Joshua og Susan, som bor i den vestlige del af Kenya, blev indlagt efter et alvorligt færdselsuheld. Venner fra deres kirke besøgte dem og sagde at ulykken måtte have været en straf fra Gud. Eftersom ægteparret havde læst i Bibelen og i nogle blade som de havde fået af Jehovas Vidner, vidste de at Gud ikke forårsager den slags ulykker. De sagde derfor til de besøgende at hvis det var den eneste trøst de kunne give, behøvede de ikke at komme igen. Så snart ægteparret blev udskrevet  fra hospitalet, kontaktede de Jehovas Vidner. I november 1999 begyndte de begge at deltage i forkyndelsen, og de blev døbt i februar 2000. Joshua er fast hjælpepioner, og Susan var hjælpepioner i april.

Otis var soldat under borgerkrigen i Liberia. En dag da han og en „ven“ var på vej til et naboland for at sælge en bil de havde stjålet, kørte „vennen“ ham helt forsætligt over og stak af med bilen. Otis’ ben blev brækket og hans rygmarv beskadiget, hvilket gjorde ham lam fra hofterne og nedefter. Otis tænkte ofte på at tage sit eget liv, men situationen forandrede sig da hans far begyndte at studere Bibelen sammen med en specialpioner. Mens Otis lå lam i sengen, fyldte det budskab om håb som han kunne høre om inde fra sin fars værelse, ham med glæde. Han bad om at studiet måtte holdes i hans værelse så han kunne være med. Det Otis lærte, fik ham til at foretage forandringer i sit liv. Han holdt op med at ryge og begyndte at arbejde med sin personlighed. I dag bekymrer Otis sig ikke længere om sit handicap. Han forkynder den gode nyhed og benytter enhver lejlighed til at dele sit håb med dem der går forbi hans hus. Da Otis blev spurgt hvad det var der overbeviste ham om at han havde fundet den sande tro, svarede han at det var den personlige interesse Jehovas Vidner viste ham. Otis siger: „Brødrene kom hver dag for at besøge mig. Det fik mig til at føle mig som et menneske igen.“

En mand som hedder Avelino, abonnerede på vore blade, men der var ingen forkyndere i det område hvor han boede i Mocambique. Med tiden blev der påbegyndt et bibelstudium med ham som foregik pr. brev. Avelino fortalte andre om sin nyfundne kundskab, og kort tid efter begyndte en gruppe at samles for at læse bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne og artikler i Vagttårnet. Da nogle brødre blev  klar over dette, rejste de til området for at forkynde. Til deres overraskelse opdagede de at 30 personer var tilknyttet gruppen. Der blev holdt et offentligt foredrag, og 90 mødte op for at høre det. Da det næste stævne blev holdt i Nampula, var ti fra denne gruppe til stede. En af dem blev i byen og læste bogen Kundskab der fører til evigt liv på blot en uge. Som et resultat af denne interesse flyttede to pionerer til området, og gruppen gør gode fremskridt.

I Rwanda nåede man i juni et nyt højdepunkt på 7435 forkyndere. Gennemsnitlig var hver femte forkynder med i en eller anden form for pionertjeneste hver måned i løbet af tjenesteåret. Der ledes over 12.000 bibelstudier, og 30.716 overværede mindehøjtiden. I de sidste fire år er der blevet bygget og indviet 51 rigssale, og yderligere 115 er planlagt. Selv om byggeriet stiller store krav til forkynderne, bruger de gennemsnitlig 20 timer i tjenesten om måneden.

En ung mand som boede i Gambia, ville gerne flytte til Canada for at blive præst i pinsemenigheden. I mellemtiden arbejdede han som sekretær i den lokale pinsekirke. Han og hans kone tog imod tilbudet om et studium over brochuren Hvad kræver Gud af os? I forbindelse med bibelstudiet blev de gjort opmærksomme på nogle fordele ved Ny Verden-Oversættelsen, deriblandt de „Bibelske samtaleemner“ som findes bag i denne bibel. Det medførte at de i stedet for at synge salmer hver morgen som de plejede, drøftede et af disse samtaleemner og slog alle skriftstedshenvisningerne op. Da der kom brev fra kirken med en indbydelse til at deltage i et toårigt kursus på et seminar i Canada, sagde den unge mand: „Hvad skal jeg bruge det til? Nu har vi jo sandheden.“ Efter seks måneders bibelstudium blev både han og hans kone døbt, og de er nu med til at fortælle andre om de vidunderlige sandheder de har lært og selv nydt stor gavn af.

 ▪ Nord- og Sydamerika

Nord- og Sydamerika er et dobbeltkontinent der strækker sig fra det iskolde Arktis gennem de varme og fugtige tropiske områder og ned til Antarktis. Der findes flere plante- og dyrearter i Sydamerika end noget andet sted på jorden. På begge kontinenter bliver den gode nyhed forkyndt med stor nidkærhed.

En mand i Bolivia forsømte sin kone og to børn og havde i mange år ligget under for alvorlige laster, deriblandt drikkeri og tygning af kokablade. Denne mand tog imod et bibelstudium og overvandt med tiden sine dårlige vaner. Men da han var ked af at hans kone på det bestemteste havde nægtet at deltage i bibelstudiet, fortalte han hende at han overvejede at holde op med at studere Bibelen og at vende tilbage til sin tidligere livsform. Det chokerede hende, eftersom hun foretrak hans nye personlighed. Da hun spurgte ham hvorfor han var nedslået, sagde han at han ikke havde lyst til at tage til rigssalen uden sin familie. Det fik hende til at tage imod et bibelstudium, og hun overværede også det områdestævne hvor manden blev døbt.

 Forkyndelsen blandt Brasiliens cirka 1.700.000 døve tog fart i tjenesteåret 2000. Atten specialpionerer som kan brasiliansk tegnsprog, fik tildelt distrikt i byer hvor der er mange døve. Og som et resultat af at der i september 1999 blev sammensat et oversætterhold der kan brasiliansk tegnsprog, var det for første gang muligt at fremføre det bibelske skuespil, hovedforedragene og Rigets sange ved hjælp af videofilm på tegnsprog ved områdestævnet „Ordets gørere“. Selskabet er nu i gang med at fremstille flere publikationer på brasiliansk tegnsprog for at hjælpe døve til at få større forståelse af sandheden fra Bibelen. Der er nu 16 tegnsprogsmenigheder og 87 grupper i Brasilien.

Efter at have læst sociologi i fire år ved et universitet tilmeldte Michael sig et katolsk præsteseminarium i Toronto i Canada i håb om at blive præst. Michael fortæller at professoren, der var katolsk monsignore, i klassen havde sagt at man kunne henvende sig til Gud i bøn på flere måder, ikke kun gennem Jesus Kristus. Michael gjorde indsigelse mod dette ved at citere Jesu ord i Johannes 14:6: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ Monsignoren svarede skarpt at eleverne skulle overlade fortolkningen af Bibelen til ham og selv koncentrere sig om andre studiefag.

Michael ringede til Selskabets afdelingskontor i Canada og bad om at få åndelig hjælp. Han ville gerne studere Bibelen to gange om ugen, og nogle gange nåede han og den forkynder der læste med ham, to kapitler i bogen Kundskab der fører til evigt liv pr. gang. Til sidst forlod Michael seminariet og fandt et kontorjob. Den 9. oktober 1999 blev han vist rundt på afdelingskontoret i Canada. Denne oplevelse havde tydeligvis en positiv virkning på ham, for herefter bestræbte han sig for at komme til alle menighedens møder, at tage notater og at give meningsfyldte kommentarer. Michael  blev døbt den 19. februar 2000 og har været almindelig pioner (heltidsforkynder) siden september.

En søster i Costa Rica var nedtrykt over det pres og de mange problemer hun stod over for. På grund af en ulykke er hun lænket til en kørestol. Siden sin mors død har hun været helt alene om at tage sig af sin far, som er blind og mentalt handicappet, og sin voksne søster og bror, der begge er mentalt handicappede. Hun laver mad, gør rent, vasker tøj og tager sig af familien — alt sammen siddende i sin kørestol. Da hun gerne ville deltage så meget som muligt i forkyndelsen, hjalp de ældste i hendes menighed hende kærligt til at analysere de muligheder hun havde. Et forslag gik ud på at hun kunne sidde 20 til 30 minutter hver dag i sin kørestol på fortovet. Mange går forbi hendes hus på vej til og fra et nærliggende busstoppested. Hun blev tilskyndet til at tale med dem og tilbyde brochurer eller blade samt at ’gå på genbesøg’ hos dem der ofte gik forbi. Søsteren fulgte rådet. Hun tænkte alvorligt over et udtryk apostelen Paulus bruger i Romerbrevet 1:14, 15: „Både over for grækere og over for barbarer, både over for vise og over for uforstandige er jeg forpligtet: derfor er jeg for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom.“ Denne søster erkendte at også hun var forpligtet over for sine naboer. Når hun i dag taler om sin forkyndelse, er det helt tydeligt at hun finder sand glæde og tilfredshed i den hellige tjeneste.

I Ecuador forsøgte et missionærægtepar at få kontakt med så mange som muligt i centrum af byen Guayaquil. Men på grund af strenge sikkerhedsforanstaltninger kunne de ikke komme ind i et stort højhus. Det lykkedes dem at forkynde for omkring 20 ansatte og vagter, hovedsagelig gennem samtaleanlægget, men de havde ikke fået talt med beboerne. De besluttede sig derfor til at tale med ejendommens inspektør. Efter at have forklaret at formålet med deres  besøg var at styrke de moralske og åndelige værdinormer inden for familien, sagde inspektøren: „Det skal alle beboerne have lejlighed til at høre om!“ Derefter dikterede han følgende meddelelse til sin sekretær og bad hende hænge den op på opslagstavlen: „Fru Gabi März, som deltager i et undervisningsarbejde med det formål at forbedre de moralske værdinormer, vil besøge lejlighederne i denne boligejendom søndag eftermiddag. Underret mig venligst hvis det er ubelejligt. Inspektøren.“

Missionærerne besøgte først taglejligheden, hvor de påbegyndte et bibelstudium med en skoleforstander. På etagen nedenunder oprettede de tre studier. En af de familier de forkyndte for, overværede mindehøjtiden og besøgte senere afdelingskontoret. Alt i alt oprettede missionærerne 16 bibelstudier i dette stærkt beskyttede område som ingen forkyndere hidtil havde haft adgang til.

Jessica, en 15-årig pioner i Peru, er det eneste Jehovas vidne i sin familie. Da de sko hun brugte når hun var ude i forkyndelsen, var meget slidte, bad hun sin far om et par nye. Men faderen sagde vredt: „Lad Jehova sørge for at du får sko!“ Søsteren gik ud i forkyndelsen med sine slidte sko på, og på vejen hjem gik hun forbi et hus hvor der bor en broder som er skomager. Broderen kaldte på hende og sagde: „Kom indenfor. Jeg har lavet noget til dig.“ Så gav han hende et par nye sko. Jessicas far blev overrasket over at hun havde nye sko på, og spurgte hende hvor hun havde fået dem fra. Jessica svarede: „Dem har jeg fået af Jehova!“

Forkyndelsen blandt de fremmedsprogede i USA er i stadig vækst. Over 16.000 forkyndere er med i dette arbejde, hvor der forkyndes på 31 sprog foruden engelsk og spansk. I tjenesteåret 2000 blev der oprettet 11 nye fremmedsprogede menigheder, deriblandt de første cambodjanske og hmong-talende menigheder i USA.

 ▪ Asien

Asien, som er verdens største kontinent, har både polarområder og tropiske egne, hvilket gør at der er mange forskellige slags klimaer og en rigt varieret plantevækst. Desuden finder man her den tibetanske højslette med verdens højeste bjerge. Der er stadig store skarer af mennesker i Asien som ikke har hørt den gode nyhed, men der gøres en stor indsats for at nå ud til så mange som muligt. Vi har i vores beretning taget oplevelser med fra Japan og Taiwan, da disse øer har nær forbindelse med det asiatiske fastland.

I Bangladesh overværede 140 områdestævnet „Guds profetiske ord“ i hovedstaden Dhaka. Brødrene sled i det for at gøre auditoriet rent, hvorefter de udsmykkede scenen med blomster. En af auditoriets ansatte sagde: „I de 14 år jeg har arbejdet her, har jeg aldrig set et så organiseret og rent folk som jer. I har gjort faciliteterne rene og hellige.“

Som følge af den kærlige indsats som det internationale brodersamfund yder i forbindelse med opførelsen af rigssale, har man nu truffet foranstaltninger til at opføre eller renovere 250 rigssale i Indien. Denne ordning har motiveret  brødrene til at yde støtte efter de muligheder de hver især har. En ældre broder skænkede et stykke jord på cirka 420 kvadratmeter til opførelsen af en rigssal. Men brødrene der besigtigede grunden, mente ikke at den var egnet fordi den ville blive oversvømmet i regntiden. Da den ældre broder fik det at vide, viste han brødrene al sin jord og bad dem vælge den grund der ville være bedst egnet til en rigssal. Han sagde: „Før jeg dør, vil jeg gerne se en smuk rigssal på dette sted, og jeg er villig til at give alt hvad jeg har, til det formål.“

Kim Hyo-sook, som bor i Seoul i Korea, havde ikke de store resultater i sin pionertjeneste og var derfor ikke rigtig glad; en kredstilsynsmand foreslog hende derfor at få et personligt distrikt. Hun siger: „Jeg fulgte hans råd og fik hurtigt et godt og venligt forhold til folk i mit distrikt. Jeg indrettede mine besøg efter hvornår det var belejligt for dem jeg kom til. Det resulterede i at jeg ikke længere kun aflagde omkring 35, men mere end 80 genbesøg om måneden, og jeg kan nu glæde mig over syv bibelstudier.“

Sam, der bor i Israel, er det eneste Jehovas vidne blandt skolens elever. Han var også den eneste elev i klassen der sagde nej til at få et fortryk af stjålne eksamensopgaver. Efter eksamen fandt skolens inspektør ud af at alle i klassen med undtagelse af Sam havde snydt. Sam fik den højeste karakter, og episoden resulterede i at der blev aflagt et godt vidnesbyrd over for både lærerne og klassen, der bestod af katolske og muslimske elever.

En 83-årig søster i Japan planlagde en togrejse for at besøge sin søn. Mens hun var ved at finde de nye blade frem som hun ville give sin søn, kom hun i tanker om at hun havde mange ældre blade som hun ikke havde fået spredt, og dem tog hun med i tasken. Søsteren havde lagt mærke til at passagerer ofte keder sig på lange rejser, og hun tænkte at  hun måske kunne sprede nogle blade i toget. Under rejsen spurgte hendes sidemand hende hvad det var hun så flittigt læste i. Han ville gerne have et par blade, og han begyndte straks at læse i dem. Flere af deres medpassagerer som havde set dette, ville også gerne have nogle blade. Da hun nåede sit bestemmelsessted og fandt ud af at hendes søn endnu ikke var kommet for at hente hende, brugte hun tiden til at forkynde for folk der ventede på toget. Da hendes søn kom, havde hun spredt 40 blade — også dem han skulle have haft.

Buddhismen har længe været den traditionelle religion i Mongoliet, men mange er ateister. Til folk i dette land har Selskabet fremstillet en firesiders folder med titlen Hvor højt værdsætter du livet? Folderen handler om farerne ved brugen af tobak, et emne der er af stor interesse for offentligheden. I november og december 1999 blev der tilrettelagt en særlig kampagne, og alle 22 forkyndere tog del i den. Der var næsten ingen der sagde nej tak til at få et eksemplar. I løbet af de første ti dage blev der spredt næsten 10.000 foldere i hovedstaden, Ulan Bator. Mange embedsmænd kom med positive udtalelser om kampagnen. Den særlige aktivitet blev omtalt flere gange i fjernsynet og i radioen samt i artikler i tre aviser, og der blev oprettet en del bibelstudier.

Sandheden når ud til de fjerneste steder. I Kasakhstan er der en straffekoloni med over 1000 fanger. I 1997 besøgte to Jehovas Vidner direktøren for kolonien for at bede om lov til at tale om Bibelens sandheder med de fanger som havde skrevet til Jehovas Vidners lokale kontor. Kort efter begyndte forkynderne at studere Bibelen med 20 af de indsatte. I 1998 blev fire af dem udøbte forkyndere, og de fik lov til at holde møder. Efter at have set den positive virkning som Jehovas Vidners lære havde på fangerne, gav ledelsen forkynderne tilladelse til at sende offentlige foredrag  over fængselets radio. Alle fangerne har nu mulighed for at lytte til disse foredrag.

Straffekoloniens ledelse er blevet mere og mere overbevist om at Jehovas Vidners tro er andet og mere end en slags maske man tager på når det er belejligt. En oplevelse har hjulpet dem til at indse dette. Fangerne har ikke lov til at have penge, eftersom praktisk talt alt kan købes, også narkotika. Men en af fangerne fik regelmæssigt penge i pakker der blev sendt til ham. Efterhånden som han gjorde åndelige fremskridt, begyndte hans bibeloplærte samvittighed at nage ham. Engang forsøgte han at give den ældstebroder som besøgte kolonien, et pengebidrag til Rigets arbejde, men det ville broderen ikke tage imod. Han vidste nemlig at det var imod fængselsreglerne at tage penge med ud af fængselet. Ældstebroderen sagde kort og godt til den unge mand: „Gør med pengene som din samvittighed byder dig.“ Fangen kontaktede vagtmesteren, lagde pengene på bordet og sagde: „Min bibeloplærte samvittighed tillader mig ikke at beholde pengene. Gør med dem hvad De vil.“ Vagtmesteren blev så overrasket at han sagde: „I de 20 år jeg har arbejdet i straffekolonien, har jeg aldrig oplevet at nogen frivilligt har udleveret sine penge.“

En søster der underviste på en skole i Malaysia, talte en dag med en kollega om Jehova og hans løfter. Kollegaen fortalte at hun var så nedtrykt fordi de guder hun tilbad, ikke havde hjulpet hende til at løse hendes problemer. Hun havde bedt til Buddha, forskellige kinesiske guder og endda til Jesus, men intet syntes at hjælpe.

Kvinden blev plaget af dæmoner både nat og dag. Om natten kunne hun næsten ikke sove, og om dagen forstyrrede dæmonerne hende så hun havde svært ved at udføre sit arbejde ordentligt. Livet blev så svært at hun rådførte  sig med åndemedier, men det gjorde blot det hele endnu værre.

Søsteren fortalte sin kollega at „Jehovas navn er et stærkt tårn,“ som der siges i Ordsprogene 18:10. Han beskytter dem der påkalder hans navn i tro. Søsteren tilskyndede hende til at bede til Jehova Gud næste gang hun blev plaget af dæmoner.

Næste dag fortalte kollegaen søsteren at hun havde bedt til Jehova om hjælp, hvorefter dæmonerne havde forladt hende. Et bibelstudium blev påbegyndt, og kollegaen gjorde hurtige fremskridt. Hun skilte sig af med alt hvad der havde med falsk tilbedelse at gøre, og dæmonerne holdt helt op med at plage hende. Hun blev døbt ved et nyligt afholdt kredsstævne.

I næsten 50 år har unge mænd i Taiwan som er Jehovas Vidner, måttet afsone lange fængselsstraffe på grund af deres beslutning om at bevare deres kristne neutralitet. I de senere år er der sket en bemærkelsesværdig udvikling. Eftersom der blev indkaldt flere mænd end hæren havde mulighed for at træne, blev det besluttet at lovene angående tjeneste for staten skulle ændres så der blev åbnet mulighed for at nogle af de værnepligtige kunne udføre ikkemilitær tjeneste. Embedsmænd har lært af hvad andre lande har gjort i tilfælde hvor nogle af samvittighedsgrunde havde nægtet at udføre militærtjeneste. Militærnægtere som foretrækker en ikkemilitær tjeneste for staten frem for at gå i fængsel, skal tilkendegive det ved at udfylde en ansøgning. Under den nye ordning vil de der vælger at udføre ikkemilitær tjeneste i de 33 måneder, kunne holde fri i weekenden og sandsynligvis de fleste aftener, hvilket vil give dem mulighed for at deltage i åndelige aktiviteter.

 ▪ Europa

Det har længe været almindeligt at kalde Europa for et kontinent, eller en verdensdel, men det kan også betragtes som en gigantisk halvø på vestsiden af det store kontinent der kaldes Eurasien. For næsten 2000 år siden bragte apostelen Paulus den gode nyhed til Sydeuropa. Som vi vil se, bærer sandhedens dynamiske budskab stadig frugt i denne del af verden.

En dag da en søster sad på en bænk i en park i Zagreb, Kroatien, så hun en ung mand der gemte sig bag nogle buske. Han rystede og var bleg, så hun troede at han var syg. Søsteren gik hen til ham og sagde: „Hvis du ikke har det så godt, vil jeg gerne følge dig til lægen.“ Selv om manden stadig rystede, sagde han at han havde det fint. Så spurgte hun: „Er du sulten? Skal jeg hente noget mad til dig?“ Han svarede: „Nej tak, og hold dig hellere væk. Politiet er ude efter mig, og de kunne tro at vi var sammen.“ Søsteren spurgte: „Hvad har du da gjort?“ Den unge mand indrømmede at han havde begået tyveri i en forretning, og sagde: „Jeg har udbyttet i lommen. Men jeg er så bange for politiet og for at komme i fængsel.“ Søsteren, der havde medlidenhed med ham, ville gerne hjælpe, så hun bad ham sætte sig ved siden af hende så de kunne snakke om tingene.  Hun sagde til ham at Jehova Gud ville hjælpe ham til at vide hvad han skulle sige når han gik tilbage til den forretning han havde stjålet fra. Manden lyttede opmærksomt, men rystede stadig af angst. Søsteren gav ham følgende råd: „Find indehaveren, og sig til ham at det er dig der har stjålet pengene, men at du nu ønsker at levere dem tilbage.“ Mens de talte sammen, kom en nabo forbi som tiltalte søsteren ved navn. Og sådan fik manden at vide hvad søsteren hed.

Kort tid efter fandt søsteren til sin overraskelse et brev i den lokale avis som var stilet til hende. Det lød: „Fru Barica, jeg er meget taknemmelig for Deres venlige råd. Mange, mange tak. De reddede mig fra at komme i fængsel. Jeg kan ikke takke Dem personligt, da jeg ikke kender Deres adresse. Men jeg skriver til Dem så andre der befinder sig i en lignende situation, kan læse om det og vende sig til den sande Gud som hjælper, nemlig Jehova. Jeg afleverede pengene. Indehaveren sagde at der var blevet stjålet 1500 kuna, men jeg havde 1700 kuna i lommen. Han gav mig lov til at beholde de 200 kuna, da han kun manglede 1500 kuna, hvortil jeg svarede: ’Nej, hr. Jeg havde ikke en eneste kuna i lommen. Jeg havde ikke engang nok til at købe brød for.’ Så begyndte indehaveren at give mig ting. Han sagde: ’De 200 kuna er dine.’ Derudover gav han mig 500 kuna, to brød, to kartoner mælk, fem små bægre yoghurt, et halvt kilo salami og noget babymad. Han sagde: ’Jeg gør det her fordi du er en ærlig mand og har tilstået din ugerning.’ Jeg kan takke Gud og Dem for at jeg ikke er havnet i fængsel. Endnu en gang mange, mange tak.“

En af Europas største havne ligger i København, Danmark. Foruden færger lægger over 2000 skibe hvert år til her. Nogle brødre gik om bord på et af skibene og spurgte besætningen om der var nogen af dem der kendte Jehovas Vidner, hvortil de svarede ja. De fortalte at de faktisk havde et af Jehovas Vidner om bord. Brødrene ville gerne hilse på deres  trosfælle. Da de mødte ham, fandt de ud af at han endnu ikke var døbt. Han kom fra en ø i Stillehavet med kun 2000 indbyggere. Der var ingen Jehovas Vidner på øen, men han havde lært sandheden at kende gennem de bøger og blade han havde fået i forskellige havne rundt om i verden. Foruden selv at have læst disse publikationer havde han taget dem med hjem til sin kone. De var begge enige om at de havde fundet sandheden. Manden forkyndte derfor ivrigt for de andre besætningsmedlemmer. Han fik nu et abonnement på vore blade, og brødrene lovede at sørge for at give den nærmeste menighed i hans og hans kones hjemegn besked om dem.

Forkyndere i Bremerhaven i Tyskland besøger regelmæssigt havnen for at tilbyde bibelsk læsestof til dem der arbejder på skibene, og til lastbilchauffører som enten læsser af eller på. En broder fortæller at han har mødt lastbilchauffører fra 48 lande. „For at dække disse menneskers behov har vi et lille lager af litteratur på 39 sprog i vores bil,“ siger han. Mange russiske lastbilchauffører har overværet møderne i forbindelse med at de var på havnen. En søndag eftermiddag så Fred og Christian at et af verdens største passagerskibe lå i tørdok. Skibets besætning på 950 mand repræsenterede 50 nationaliteter. Da brødrene kom om bord, henvendte en sømand fra en Stillehavsø sig til dem og spurgte: „Har I den gule bog med de farvestrålende billeder?“ Manden tænkte på Min bibelhistoriebog. Brødrene havde den ikke, og sømanden var tydeligvis skuffet. Efter at de havde spredt alle deres bøger og blade, kørte Fred derfor til Betel — en tur der tager mindst ti timer frem og tilbage — for at hente flere publikationer. Næste dag spredte brødrene 900 blade, 300 brochurer og 850 bøger til besætningen. Fred fandt også den venlige sømand og gav ham den gule bog han ønskede sig. „Da han fandt ud af at vi havde kørt over 1000 kilometer for at hente bogen, fik han tårer i øjnene,“ siger Fred.

 I begyndelsen af 1998 foretog en lille privatejet radiostation i Luxembourg et telefonrundspørge blandt lytterne. Der blev spurgt om deres forventninger og deres mål i livet. Telefonnumrene blev udvalgt tilfældigt. Under indtastningen af et telefonnummer kom studieværten til at trykke på et forkert områdenummer og fik forbindelse med en kvinde som boede i nærheden af Nürnberg i Tyskland, der ligger 400 kilometer derfra. Studieværten var imponeret over kvindens almenviden og positive indstilling til livet, og han spurgte hende hvordan hun havde fået en sådan livsholdning. Hun fortalte at hun var et af Jehovas Vidner, og tænkte ved sig selv at der her var en uventet lejlighed til at så Rigets sæd. Samtalen vakte interviewerens nysgerrighed, og søsteren indvilligede i at ringe til ham senere. Gennem de næste to måneder ringede hun adskillige gange til ham. Hun fortalte mere om Gud, om livet og om Jehovas Vidner, og hun besvarede mange af hans spørgsmål. Studieværtens interesse var blevet vakt, og han ønskede at få mere at vide. Han ringede derfor til en menighed i Luxembourg og bad om et bibelstudium og oplysninger om møderne. Da han kom hen i rigssalen, gjorde den varme atmosfære og den venlige måde han blev budt velkommen på, et dybt indtryk på ham. Det var en god begyndelse på hans studium af Bibelen.

Tretten måneder efter at manden havde ringet til søsteren i Tyskland, blev han døbt, og i oktober 1999 blev han pioner. Hvor var det godt at søsteren gav sig til kende som et af Jehovas Vidner og benyttede lejligheden til at så Rigets sæd.

I Portugal blev Antonios interesse for Bibelens budskab vakt gennem samtaler under besøg hos hans bror, der var et af Jehovas Vidner. Antonio ønskede at lære mere om Bibelen, og han bad inderligt til Gud om hjælp. Kort efter kom to Jehovas Vidner til hans dør, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Efterhånden som Antonio fik større bibelkundskab,  begyndte han at gøre forandringer for at bringe sit liv i overensstemmelse med Guds vilje. Først fik hans samvittighed ham til at holde op med at gå på jagt, en sport han ellers var meget glad for. Da han senere forstod spørgsmålet om kristen neutralitet, besluttede han sig for at sige sin højt respekterede stilling som borgmester op, en post han havde beklædt i 15 år. Selv om der blev lagt pres på ham for at få ham til at tage sin afskedsbegæring op til fornyet overvejelse, styrkede vejledningen i Jakob 4:4 ham til at sige nej. Efterhånden som han og hans kone uddybede deres forhold til Jehova og begyndte at overvære menighedens møder, gjorde de hurtigt fremskridt. Det varede ikke længe før de tog del i forkyndelsen og blev døbt.

Fra Spanien kommer følgende erfaring. Den handler om en broder som for mange år siden blev chikaneret af en arbejdskammerat på grund af sin tro. Arbejdskammeraten havde hånet broderens tro i månedsvis. Broderen kom til det punkt hvor han følte at han ikke længere kunne klare det. Han bad derfor Jehova om hjælp til at udholde denne vanskelige situation på en kristen måde, uden at gengælde ondt med ondt. Til broderens overraskelse ændrede arbejdskammeraten indstilling. Han sagde endda undskyld og forsikrede broderen om at han aldrig mere ville tale nedsættende om Gud i hans påhør. Ikke længe efter holdt arbejdskammeraten op i firmaet.

Der gik 24 år før broderen igen mødte sin tidligere kollega. Denne gang var det i en rigssal hvor broderen skulle holde et foredrag. Arbejdskammeraten fortalte ham at han havde studeret Bibelen og var blevet døbt som et af Jehovas Vidner. Men selv om der var gået mange år, havde han aldrig glemt „det Jehovas Vidne som med så stor tålmodighed havde udholdt hans evindelige latterliggørelse af ham selv og hans Gud“.

 ▪ Øerne

Øerne på jorden varierer meget i størrelse og adskiller sig fra kontinenter som er langt større. Vi har taget ø-kontinentet Australien med i vores beretning, men den største ø er Grønland, som dækker 2,2 millioner kvadratkilometer. De mindste øer dækker et område der er mindre end en boligblok. Derudover er der i tusindvis af andre øer. Lad os se på nogle erfaringer fra enkelte af disse øer.

En søster i Australien mødte i forkyndelsen fra hus til hus en kvinde som tilsyneladende ikke var særlig interesseret i Bibelen. Kvinden tog imod en folder, men søsteren mente ikke at det ville nytte ret meget at besøge hende igen. Ikke desto mindre prøvede søsteren gentagne gange at træffe hende hjemme. Da det endelig lykkedes, fortalte kvinden at hun efter at søsteren havde besøgt hende første gang, havde købt en dyr bibel. Søsteren påbegyndte et bibelstudium med hende, og kvinden gør nu store forandringer for at bringe sit liv i overensstemmelse med de kristne principper. Hun overværer alle møderne.

 Da en broder i Den Dominikanske Republik var ude at forkynde fra hus til hus, mødte han en kvinde på omkring de 60. Da de sluttede samtalen, rakte broderen hånden frem for at sige farvel. Da den besøgte ikke gav hånd, blev broderen klar over at hun var blind. Han lovede at komme igen.

Da han vendte tilbage, sagde kvinden at hun havde fortalt sin datter hvor overrasket hun var blevet over at nogen havde vist hende interesse på trods af at hun var blind. Kvinden havde fået at vide at hun nok aldrig ville komme til at se igen. Broderen fortalte hende om håbets Gud og læste nogle bibelske beretninger op for hende der fortæller hvordan Jesus gav blinde synet igen. (Matt. 9:27-30) Det gjorde et dybt indtryk på hende.

Broderen henvendte sig til et blindeinstitut for at høre om der kunne gøres noget for at hjælpe kvinden. Der blev bestilt tid hos en læge, og da kvinden kom i konsultation, fik hun at vide at en operation sandsynligvis kunne give hende synet igen. Operationen lykkedes. I al den tid fortsatte kvinden med at tilegne sig bibelkundskab. Efter operationen begyndte hun at læse Min bibelhistoriebog, som hun blev færdig med på nogle uger. Dernæst studerede hun brochuren Hvad kræver Gud af os? og bogen Kundskab der fører til evigt liv. Hun kom regelmæssigt til møderne før operationen, og efter at hun har fået sit syn igen, svigter hun aldrig et møde. Hun er begyndt at tale med andre om det hun lærer, og om den hjælp hun fik til at kunne se igen. Hun blev døbt ved områdestævnet i 1999.

En søster der var ude at forkynde på øen Réunion, tilbød en kvinde et par af vore blade. Kvinden sagde: „Det nytter ikke noget, for jeg kan ikke læse.“ Søsteren tilbød  at lære hende at læse, hvilket kvinden med glæde sagde ja tak til. Forkynderen kom senere på besøg med brochurerne Apply Yourself to Reading and Writing (Læg vægt på at læse og skrive) og Evigt liv på jorden. De brugte først en halv time på læsekurset, og dernæst en halv time på bibelstudiet. Kvinden gjorde hurtige fremskridt både med hensyn til at læse og til at forstå sandheden.

Kvindens børn forsøgte at hindre hende i at studere, men hun lod dem forstå at hun ikke havde tænkt sig at holde op. Snart begyndte hun at studere ’Kundskabsbogen’ og at komme fast til møderne, og for nylig blev hun døbt. Hun kan nu læse og skrive, hvilket gør det muligt for hende at læse Bibelen og de bibelske publikationer.

En søster påbegyndte et bibelstudium med en ung kvinde som hed Hina, og som bor på Nordøen i New Zealand. Efter at have studeret to gange i brochuren Hvad kræver Gud af os? fortalte Hina søsteren at hun ønskede at blive et af Jehovas Vidner, og at hun ville forlade sin kæreste, som var et fremtrædende medlem af en lokal bande. Hina konfronterede ham modigt med sine planer. Til hendes store overraskelse sagde han: „Det er i orden.“

Vennen kom dog senere på andre tanker og planlagde at hævne sig ikke alene på Hina, men også på Jehovas Vidner. Han besluttede at gennemhulle rigssalen med kugler. Et tidligere bandemedlem foreslog ham imidlertid at overvære et møde i rigssalen for at se hvad Jehovas Vidner var for nogle, før han gik så drastisk til værks. Det gik han med til, og samme aften overværede han Den Teokratiske Skole. Det gjorde så dybt et indtryk på ham at han indkaldte de andre bandemedlemmer til et møde og fortalte dem at han nu selv ønskede at blive et af Jehovas Vidner.  Senere, ved et ceremonielt bandemøde på en kirkegård, begravede han sit emblem (et identifikationsbevis på hans medlemskab af banden). Dermed viste han at han døde bort fra sin tidligere livsform, som indbefattede stofmisbrug og ulovlig handel med spiritus. Sammen med Hina begyndte han at komme fast til møderne. De er nu gift, og Hina blev for nylig døbt. Hendes mand arbejder også på at kvalificere sig til dåb.

Afdelingskontoret i Trinidad iværksatte en særlig kampagne for uddelingen af Vågn op! for 8. og 22. februar 2000, der handlede om henholdsvis faderløse familier og selvmord. Målgruppen for denne kampagne var sociale hjælpeorganisationer, afdelinger inden for politiet, skoler, ministre, parlamentsmedlemmer, ikkestatslige organisationer og andre som kunne være særlig interesserede i disse emner.

En ufuldstændig rapport viser at der blev spredt 14.941 blade, 1374 bøger og 90 brochurer. Kampagnen resulterede i 860 genbesøg og 29 bibelstudier, hovedsagelig med nogle som sandsynligvis ikke ville være nået med de traditionelle forkyndelsesmetoder. Adskillige ministre og ministerier har sendt breve hvori de udtrykker værdsættelse af Jehovas Vidners arbejde. Et typisk eksempel på de reaktioner der kom, er et brev fra Justitsministeriet som lød: „Tak for de eksemplarer af bladet Vågn op! som De har sendt os . . . Bladene er særdeles oplysende. Vi ville derfor være meget taknemmelige hvis De kunne sende os yderligere seks eksemplarer som vi vil dele ud til forskellige afdelinger inden for ministeriet. Hvis De også har noget materiale som kan hjælpe os til at fremme vores familiepolitik, vil vi være glade hvis De vil sende det til os.“ Brevet var underskrevet af justitsministeren selv.