Curacao

De tre små øer Aruba, Bonaire og Curacao bliver af nogle kaldt ABC-øerne. De ligger lidt nord for Venezuela og har en særegen skønhed. De er ikke så frodige som andre caribiske øer, men de har ørkenens charme med dens hemmelighedsfulde skygger om natten og dens stærke kontrastfarver om dagen.

Da der ikke falder så meget regn, domineres landskabet af kæmpekaktusser, især af den stolte kadushi med dens enorme vækst. Divi-divi-træet, der kendes på sin særprægede, skæve krone, trives også her. Plantagehusene står som tavse vægtere i silhuet mod den azurblå himmel, som et minde om kolonitiden. Og på marker og veje strejfer geder frit omkring.

Aruba og Bonaire nyder godt af en livlig turistindustri, mens Curacao baserer sin økonomi på raffinering af råolie og eksport af olieprodukter. For at få drikkevand og strøm til elektricitet har hver af øerne et afsaltningsanlæg som destillerer havvand.

Øerne, der nu har en befolkning på knap 250.000, blev opdaget af spanierne i det 15. århundrede. Senere fik hollænderne herredømmet, og selv om øerne en kort tid var underlagt England og Frankrig, kom de i 1815 igen ind under Holland. Siden 1954 har føderationen De Hollandske Antiller, der oprindelig bestod af ABC-øerne og tre af  Leewardøerne, været selvstyrende med hensyn til indre anliggender. I 1986 løsrev Aruba sig imidlertid af føderationen og fik separat status.

Kultur og sprog

Det hollandske herredømme har medført at der hersker en atmosfære af religiøs tolerance på øerne. Befolkningen er overvejende katolikker, selv om en stor gruppe er protestanter. Der findes også et stærkt jødisk samfund på Curacao. Folk fra 40 til 50 nationaliteter bor fredeligt sammen uden raceadskillelse. Selv om beboerne har et fælles sprog, har hver ø sin egen karakteristiske identitet. I dette forskelligartede samfund har sandheden fra Bibelen slået rødder og trives stadig.

Folk på øerne taler flere forskellige sprog og er tilbøjelige til at glemme hvilket sprog de står og taler, da de er vant til at skifte mellem dem. Det officielle sprog er hollandsk, lokalsproget er papiamento, mens handelssproget hovedsagelig er engelsk eller spansk. Man mener at papiamento blev  udviklet på øgruppen Kap Verde ud for Vestafrika før det 17. århundrede. Portugiserne brugte dengang disse øer som en base for plyndringstogter til Afrika, og i forsøget på at kommunikere blandede man afrikanske og portugisiske ord så der opstod et nyt kreolsprog. Et sådant fællessprog der bruges af befolkningsgrupper med forskellige modersmål, kaldes et lingua franca. Senere tog slaver der blev bragt til ABC-øerne, sproget med dertil. I årenes løb blev sproget påvirket af hollandsk, spansk, engelsk og fransk. Resultatet blev et blandingssprog der hedder papiamento.

Lingua franca-sproget som slaverne udviklede og viderebragte til øerne, var i det store og hele et middel til at bygge bro over kommunikationskløften og forene sprogene. Der er dog endnu et lingua franca som man siden har taget til sig; det omtales i Zefanias 3:9, hvor der står: „For da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ Det er „det rene sprog“, som ikke kun forener dem af øboerne der taler det, men også forener dem med det verdensomspændende samfund af Jehovas Vidner. Det rækker nemlig ud over sociale, racemæssige og nationale grænser. Selv om menighederne er inddelt i sproggrupper, alt efter om man taler papiamento, engelsk, spansk eller hollandsk, har det bibelske lingua franca knyttet brødrene sammen med et stærkt kærlighedsbånd.

Sandhedens lys bryder frem

Ingen ved helt præcist hvordan sandhedens sædekorn først blev sået på øerne. Men næsten umærkeligt brød sandhedens lys frem og fjernede det mørke slør der havde indhyllet øerne, som længe havde været en højborg for den romersk-katolske kirke. Sidst i 1920’erne og i 30’erne var der flere som forkyndte på øerne. For eksempel var der en  handelsmand der solgte religiøse bøger, og som uden at vide det såede sandhedens sædekorn; for blandt hans bøger var flere publikationer fremstillet af Vagttårnsselskabet. Hans to døtre, Pearl og Ruby, som hjalp ham, blev nogle år senere Jehovas Vidner. De lever stadig og tjener Jehova trofast.

Broder Brown fra Trinidad, som i 1940 var ansat på olieraffinaderiet, var den første der døbte nogle på Curacao, nemlig fem som han selv havde studeret med. Det var blandt andet Martin og Wilhelmina Naarendorp og Eduard van Marl, der alle stammede fra Surinam.

Anita Libretto, som er datter af Naarendorps, fortæller: „I 1940 var jeg seks år. Jeg husker at en engelsktalende broder studerede med mine forældre. Men selv om de kun talte hollandsk og havde svært ved at forstå det engelske, gav de ikke op; efter seks måneder blev de døbt. Vi holdt møderne i vores hjem, men dengang var de ikke så velorganiserede som de er nu. Disse studieaftener varede til over midnat, da mine forældre måtte kæmpe hårdt for at forstå de engelske bøger.“ At man hovedsagelig forkyndte på engelsk, skyldtes at den lille gruppe ikke talte papiamento flydende, og at der heller ingen publikationer fandtes på dette sprog.

Lokalbefolkningen som sådan var ikke vant til at læse i Bibelen, for det forbød den katolske kirke. Det var ikke ualmindeligt at præsterne beslaglagde de bibler de fandt.  I begyndelsen var der en af præsterne som plejede at følge efter brødrene mens han stampede i jorden og råbte: „Lad mine får være i fred.“

Sandheden forkyndes på Aruba og Bonaire

I 1943 tilbragte John Hypolite, som havde været adventist, og Martin Naarendorp deres ferie på Aruba, hvor de forkyndte den gode nyhed. De var, så vidt vides, de første som forkyndte Rigets budskab dér. Da de kom tilbage til Curacao, skrev broder Hypolite til hovedkontoret i Brooklyn og anmodede om hjælp til forkyndelsen. Tre år efter blev der sendt missionærer dertil. Desværre døde broder Hypolite inden de kom, men modige brødre på Curacao har ligesom han fulgt opfordringen i Prædikeren 11:6 og gavmildt sået Rigets sæd, der senere har slået rod og spiret.

I 1944 ankom Edmund Cummings fra Grenada og Woodworth Mills fra Trinidad til Aruba. De fik arbejde på  olieraffinaderiet i San Nicolas, som lå på østspidsen af øen og vrimlede med immigranter som var kommet fra alle dele af Vestindien for at arbejde på olieraffinaderiet. Broder Mills, der var en meget begejstret taler, gav forkyndelsesarbejdet et vældigt skub fremad. Den 8. marts 1946 blev den første menighed for engelsktalende oprettet i San Nicolas, et resultat af broder Mills og broder Cummings arbejde. Menigheden havde 11 forkyndere, og broder Mills var kredstjener (nu kaldt præsiderende tilsynsmand).

Den 9. juni 1946 var der for første gang nogle som skulle døbes, og to af de fire dåbskandidater var Timothy J. Campbell og Wilfred Rogers. Ved slutningen af 1946 var forkyndertallet blevet fordoblet. Senere flyttede der nogle familier til som var Jehovas Vidner — blandt andre familierne  Buitenman, De Freitas, Campbell, Scott, Potter, Myer, Titre og Faustin.

Broder Mills havde særlig gode resultater med uformel forkyndelse, og en af hans kolleger, Oris, som var stenograf, lyttede velvilligt. Hun blev døbt i januar 1947. Broder Mills fik ikke alene en ny søster, men også en ægtefælle, for han og Oris blev senere gift. I 1956 blev de indbudt til Gileadskolens 27. klasse og kom derefter til Nigeria.

Indtil 1950 var forkyndelsen på Aruba fortrinsvis koncentreret om San Nicolas, for dér talte folk hovedsagelig engelsk, og brødrene var ikke så velbevandrede i papiamento. Indtil da havde ingen fra Aruba taget imod sandheden. Den katolske kirke modstod ubarmhjertigt Jehovas Vidner og fik hidset de normalt venlige øboere op imod dem og hindrede dermed væksten. I denne første tid var det ikke ualmindeligt at en opbragt beboer jagede forkynderne bort med en machete. Nogle gange hældte de varmt vand over brødrene eller pudsede hundene på dem. Ved andre lejligheder inviterede folk brødrene indenfor, hvorefter de selv gik ud og lod forkynderne sidde alene tilbage. På disse øer betragtes det som en fornærmelse hvis man ikke tager sig pænt af besøgende.

 Edwina Stroop, som er pioner på Aruba, fortæller: „Præsterne skræmte folk med at de ville udtale en forbandelse over dem hvis de forlod kirken.“ Men det dæmpede ikke forkyndernes iver, for deres kærlighed til Jehova og deres næste motiverede dem til at fortsætte.

Frøene fra visse ørkenplanter kan ligge i dvale i flere årtier indtil der falder så meget regn at de spirer og til sidst bærer smukke blomster. Det kan sammenlignes med det der skete med Jacobo Reina, en toldbetjent i Bonaire. I 1928 modtog han bogen Skabelsen. Han var opvokset i en romersk-katolsk familie, havde undersøgt forskellige protestantiske trossamfund, men aldrig fundet det han søgte. Da han læste Skabelsen, forstod han at det var sandheden. I bogen var der en fortegnelse over andre bøger udgivet af Jehovas Vidner, men Jacobo kunne ikke få fat i dem. Først 19 år senere, i 1947, da han besøgte sin kødelige søster på Curacao, mødte han en missionær som studerede med søsteren. Han spurgte missionæren om hun havde de bøger som var opført på den liste han lige siden havde haft liggende i sin tegnebog. Han modtog alt hvad hun havde i sin taske, mindst 7 bøger og 13 brochurer, og tegnede abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Hans åndelige appetit, som var blevet vakt flere år tidligere, kunne endelig blive stillet tilfreds. Ja, sandhedens sædekorn som havde ligget i dvale i så mange år, fik nu vand nok til at spire og gro.

 De første missionærer ankommer til Curacao

Den 16. maj 1946 ankom Thomas Russell Yeatts og hans kone, Hazel, til Curacaos næsten urørte distrikt efter at være udgået fra Gileadskolens 6. klasse. Broder Yeatts skulle få stor indflydelse på arbejdet på øerne, for han blev i sit distrikt i over 50 år indtil sin død i 1999. Bortset fra en kort afbrydelse førte han tilsyn med afdelingskontoret fra 1950 til 1994. Han var altid i godt humør, fuld af optimisme, havde en urokkelig tro og kunne glæde sig over at følge den store vækst i forkyndelsesarbejdet.

Hazel, som var en loyal støtte for sin mand, er trofast blevet i sit distrikt indtil denne dag og er til opmuntring for alle. Hun husker deres ankomst til lufthavnen og den varme modtagelse de fik af broder Naarendorp og broder Van Marl, samt Clement Fleming, som dengang var en interesseret.

Clement var kommet i besiddelse af bogen Børn, havde læst den og var blevet overbevist om at han havde fundet sandheden. Som ung havde han forladt den katolske kirke  fordi han ikke sympatiserede med det den lærte. Senere fik han kontakt med Jehovas Vidner og var derfor til stede da de første missionærer blev budt velkommen. I juli 1946 blev han døbt af den nye missionær, Russell Yeatts. Broder Fleming, der stadig er forkynder, siger: „Selv om jeg nu er 93 år, har jeg ikke opgivet håbet om at være blandt dem der overlever Harmagedon og kommer ind i den nye verden uden at smage døden.“ Hans tro og udholdenhed tjener som et godt eksempel.

Hazel fortæller: „Vi blev fulgt fra lufthavnen og hen til den toværelses lejlighed vi skulle bo i. Den lå oven over en forretning som handlede med grisehaler og tørrede, saltede fisk. Lejligheden var ikke møbleret og havde heller intet badeværelse, så vi måtte tage bad nedenunder i de første seks måneder, hvorefter vi fandt et bedre sted at bo.“ Selv om Hazel gang på gang fik dysenteri, lod hun og Russell sig ikke afskrække. Flere år senere skrev han: „Det der gør livet interessant,  især for Jehovas tjenere, er hverken forholdene, landskabet eller sproget, men menneskene. Og dem finder man uanset hvor man kommer hen.“

Mens disse modige missionærer lærte det lokale sprog, papiamento, kunne de undervise indbyggerne på Curacao i det rene sprog, sandhedens lingua franca. Den første af de lokale der lærte dette sprog, var Camilio Girigoria, som blev døbt i 1950. Mens han arbejdede på et olieraffinaderi, havde han fået kontakt med sandheden gennem flere forskellige brødre, blandt andet Henricus Hassell, som var en nidkær forkynder. Den nu 78-årige Camilio er ældste og har hjulpet 24 frem til dåb. I 1946 oprettede missionærerne den første engelsktalende menighed på Curacao, men først i 1954 blev der oprettet en menighed for dem der talte papiamento.

Sandheden oplyser stadig Aruba

I juli 1949 kom Henry og Alice Tweed, et canadisk ægtepar som var udgået fra Gileadskolens 12. klasse, til Aruba, hvor de fik en betydningsfuld andel i at lære andre det rene sprog. Henry, der var høj og tynd, var kendt for sit venlige  og blide væsen. Alice var kendt for sine slagfærdige replikker og sin utrættelige energi i forkyndelsen. Det er de eneste missionærer som har boet og forkyndt på samtlige tre øer, og selv efter mange år huskes de med glæde for deres nidkærhed og selvopofrende indstilling.

I 1950 blev William (Bill) Yeatts (Russells fætter) og hans kone, Mary, sendt til Curacao efter at have gennemgået den 14. gileadklasse. I 1953 kom de til Aruba. De er nu, næsten 50 år senere, stadig i deres distrikt og tjener som gode eksempler i tro og udholdenhed. I tidens løb er især Mary blevet kendt for sin usædvanlige nidkærhed. Hun er altid gået foran i forkyndelsesarbejdet, mens Bill har været beskæftiget med at oversætte bibelske publikationer. I de to engelsktalende menigheder var der, inden Bill og Marys ankomst, ikke sket nogen synderlig vækst blandt lokalbefolkningen. Bill og Mary begyndte tålmodigt og metodisk at så sandhedens sædekorn blandt den befolkningsgruppe på Aruba som talte papiamento. Langsomt begyndte deres arbejde at bære frugt. Bill fortæller: „Vi begyndte at holde vagttårnsstudiet under det store kwihi-træ på missionærhjemmets gårdsplads. Indimellem var vi 100 til stede. Vi benyttede nogle bænke som den katolske kirke  havde kasseret.“ I 1954 blev højtiden til minde om Kristi død holdt på papiamento, og siden blev menighedsbogstudiet også holdt på papiamento.

De første arubanere lærer sandheden at kende

Som ung drak Gabriel Henriquez undertiden så meget i weekenden at han ikke kunne møde op til sit arbejde på olieraffinaderiet mandag morgen. Hans chef ville gerne hjælpe ham til at få et bedre liv, og skønt han selv var ateist, forærede han Gabriel et gaveabonnement på Vågn op! i tillid til at det kunne hjælpe ham. Senere kom Gabriel i kontakt med Tweeds, som studerede Bibelen med hans svigerfar. Studiebogen var på spansk, og derfor måtte Gabriel oversætte for ham. Det varede ikke længe før Gabriel selv blev interesseret, så Bill og Mary Yeatts begyndte at studere med ham. Det var i 1953. Gabriel siger: „Endelig fik jeg svar på alle mine spørgsmål.“ I 1954 indviede han sit liv til Jehova og var den første arubaner der blev døbt.

Den første menighed for papiamentotalende blev oprettet i 1956 og bestod af 16 forkyndere, og ved slutningen af tjenesteåret 1957 var der 26 som rapporterede. Når først arubanerne har fået øjnene op for ’Babylon den Stores’ falske læresætninger og har aflagt deres menneskefrygt, kommer de til at elske sandheden og bliver nidkære forkyndere af den gode nyhed. (Åb. 17:5) En af disse var Daniel Webb. Han og hans kone, Ninita, som i begyndelsen var modstander, tog imod sandheden og blev  begge ivrige forkyndere af Riget. Ville andre følge deres eksempel?

Ligesom Daniel lærte mange andre sandheden at kende og lod den forme både dem og deres familie. En af dem der begyndte at studere Bibelen, var Pedro Rasmijn. En dag da Pedro kom hjem, opdagede han at hans mor, Maria, som var en nidkær katolik, havde ødelagt hans studiebøger. Da han endnu ikke havde iført sig den nye personlighed, gjorde han gengæld ved at ødelægge moderens religiøse billeder. Chokeret over hvad Pedro havde gjort, beklagede Maria sig til præsten, som sagde at Pedro havde ret når han mente at billederne var værdiløse. Stærkt forarget bad hun præsten om at gå og besluttede at undersøge Bibelen nærmere. Det førte til at Maria og hendes mand, Genaro, indviede sig til Jehova. De og deres 11 børn, 26 børnebørn og ene oldebarn — i alt 40 — tjener alle Jehova.

Daniel van der Linde, som er Marias svigersøn, lod sig døbe selv om det indebar at hans forældre ville slå hånden af ham. Daniel blev smidt ud hjemmefra og blev slået af en katolsk  præst, men udholdt det, overbevist om at han havde fundet sandheden. På trods af denne modstand føler Daniel at han er blevet rigt velsignet, for han er blevet brugt af Jehova til at lære mange andre Bibelens sandheder at kende. Hans datter Prisquela og hendes mand, Manuel, hjælper i oversættelsesafdelingen på afdelingskontoret i Curacao, uden dog at bo der. Tony, en af Marias andre svigersønner, har også vist stor tro på Jehova og hans løfte om at holde os oppe. Tony blev syg og måtte gennemgå fem operationer. Han siger: „Lægerne havde opgivet troen på at jeg klarede det, men jeg blev ved med at bede Jehova om styrke. Mine kødelige brødre, som mere eller mindre havde slået hånden af mig, har kunnet se at jeg har tusinder af åndelige brødre i hele verden. — Mark. 10:29, 30.

Fremgang på øerne

I 1965 måtte Albert Suhr, en missionær udgået fra Gileadskolens 20. klasse, forlade Curacao på grund af helbredsproblemer, men han efterlod sig nogle gode „anbefalingsbreve“. (2 Kor. 3:1, 2) Blandt andre Olive Rogers, som blev pioner i 1951. Olive havde boet sammen med en mand i 17 år uden at være gift med ham. Da hun lærte Jehovas ophøjede normer at kende, forlod hun manden, som langt om længe foreslog hende at de skulle gifte sig. Det afslog hun, blev døbt og sluttede sig til pionerernes rækker, hvor hun forblev i næsten 40 år indtil sygdom hindrede hende i at fortsætte. Søster Rogers var en glad type og var på  færde overalt i distriktet. Folk taler stadig med varme og begejstring om hende. I kraft af sin ukuelige og målbevidste tjeneste hjalp hun flere, deriblandt store familier, frem til indvielse og dåb.

I dag er der adskillige familier som tjener Jehova nidkært på Antillerne og Aruba. Familierne Martha, Croese, Dijkhoff, Rasmijn, Liket, Faustin, Ostiana og Roemer er blandt de store familier der danner kernen i menighederne, og som i særlig grad bidrager til menighedernes stabilitet.

Eugene Richardson begyndte at lære om Jehova da han var 15 år. Selv om han ikke havde noget egentligt bibelstudium, gjorde han stadige fremskridt ved at overvære alle møderne, og han blev døbt som 17-årig. I 1956 blev han udnævnt til pioner og stod nu over for et stort problem — han havde ikke noget transportmiddel. Han siger: „Det distrikt jeg fik tildelt, lå 20 kilometer fra mit hjem, så for at løse problemet byttede jeg mit piano væk for en cykel. Min familie var lamslået over denne handel, og her, 40 år efter, taler de stadig om det. Men det viste sig at være en meget praktisk løsning for mig. Særlig da jeg fire måneder senere blev udnævnt til specialpioner i Banda Abao, hvor ingen tidligere havde forkyndt.“

Forkyndelsen påbegyndes i nye områder

Banda Abaos opland, som lokalt kaldes kunuku, ligger på vestsiden af Curacao og dækker næsten det halve af øen.  Landskabet er let kuperet og grønnere end resten af øen. Da husene ligger spredt, tager det lang tid at gennemarbejde distriktet. Clinton Williams, som også var en ung og nidkær pioner, sluttede sig til Eugene, og sammen gik de i gang med at forkynde i dette nye pionerdistrikt. Eugene siger om den tid: „Sammenlignet med resten af øen var det et vanskeligt distrikt. Selv om folk var meget venlige og nemme at få i tale, kunne vi ikke komme nogen vegne med dem. Men vi arbejdede i distriktet i to år og havde nogle dejlige oplevelser. Den første måned mødte jeg en mand som sagde at hvis vi kunne bevise at Guds rige var blevet oprettet i 1914, ville han blive et af Jehovas Vidner. Og det blev han, og sammen med ham hans kone og børn. Senere mødte jeg en dame som fortalte at hendes nevø interesserede sig meget for Bibelen. Jeg kom tilbage samme aften for at forkynde for ham. Han hed Ciro Heide og var en åben og udadvendt person.“

Vi lader Ciro selv fortælle hvad der skete: „Jeg var en nidkær katolik og kendte katekismen så godt at jeg kunne undervise i den i skolen. Men der var noget jeg altid havde spekuleret over. Jeg kunne ikke forstå at  det skulle være en dødssynd at forsømme at gå i kirke, og at man ville komme i helvede hvis man ikke straks bekendte denne synd. En dag kom en ung mand cyklende hjem til os og talte med min tante om Bibelen. Da hun vidste at jeg interesserede mig for religion, foreslog hun ham at komme igen når jeg var hjemme. Jeg var opsat på at møde ham, for jeg mente at jeg vidste mere om religion end han. Eugene kom samme aften for at træffe mig. Jeg var forbløffet da han henviste til at der i den apostolske trosbekendelse, som jeg fremsagde hver dag, siges at Jesus kom i helvede. (På dansk siges der dødsriget.) Jeg havde aldrig tænkt nærmere over betydningen af de ord fordi jeg altid bare lirede dem af. Det der gjorde størst indtryk på mig, var at Eugene kunne forklare alt ud fra Bibelen, og selv kunne jeg ikke finde et eneste skriftsted. Fra det øjeblik ændrede mit liv sig drastisk, for jeg begyndte straks at studere.“ Trods modstand fra sin kone blev Ciro senere døbt, og som følge af hans gode eksempel indviede hun også sit liv til Gud. De har nu tjent Jehova i 30 år, og Ciro har været ældste i 25 år.

 I 1958 overværede Eugene Gileadskolen og blev sendt tilbage til Banda Abao, hvor det stadig var svært at komme rundt. Han fortæller: „Vi var nogle gange 13 brødre  som skulle i forkyndelsen, og vi havde kun én bil — min. Jeg måtte derfor køre 30 kilometer hver vej to gange. Når den første gruppe forkyndere var sat af i distriktet, skyndte jeg mig tilbage efter det andet hold. Sidst på eftermiddagen måtte jeg igen køre to gange for at alle brødrene kunne komme hjem. Men vi tilbragte hele dagen i tjenesten. Det var udmattende, men meget glædebringende.“ Eugene fik også den forret at virke i rejsetjenesten i nogle år.

Forandringer i Kunuku

I 1959 fortsatte Clinton Williams, som på det tidspunkt også havde gennemgået Gileadskolen, med at forkynde i kunuku. Han giftede sig senere med Eugenie, en nidkær pioner med et blidt og vindende væsen. I 1970 blev der oprettet en menighed med 17 forkyndere i landsbyen Zorgvliet bij Jan Kok, og møderne blev holdt i hjemmet hos Pieters Kwiers. Juana Pieters Kwiers og hendes datter, Esther, som var specialpionerer, samt familierne Minguel og Koeiman gjorde en stor indsats for at opbygge menigheden. I 1985 var der 76 forkyndere i menigheden, og omkring 125 overværede møderne. Da der samme år skulle bygges en rigssal i Pannekoek og den gamle rigssal samtidig skulle laves om til et missionærhjem, kom der brødre fra USA for at hjælpe med at bygge. På to år steg forkyndertallet til 142, og i 1987 blev Tera Corá-menigheden oprettet.

Det har altid været et problem for pionererne at finde et passende sted at bo, og Eugene husker at han måtte renovere et tomt hus der havde været brugt til geder. Det tog ham flere uger at få lugten ud af huset. Gedekød betragtes for øvrigt som en lokal delikatesse. Da der ved stævnerne før i tiden blev lavet mad, fik man som regel gedekød, og brødrene nød de stunder hvor de sad sammen og spiste det veltillavede  krydrede gedekød. Ved en lejlighed var kødet imidlertid dårligt, og det skabte trængsel ved toiletterne.

Russell Yeatts yndede at fortælle om en ged hvis navn var Mimi. Den åd engang tre bibler, adskillige sangbøger og en hel masse bøger og blade. Dens ejer, Rita Matthews, siger: „Den åd så mange af vores publikationer at den siden blev kaldt den hellige ged.“ Mimi blev solgt.

Stævner fremmer kærlighedens og enhedens ånd

Gennem årene har det været et problem at finde egnede mødesteder, især til stævner. Max Garey fra den femte  gileadklasse stod for byggeriet af den første rigssal som brødrene i Buena Vista på Curacao selv ejede. Brødrene gav sig nidkært i kast med byggeriet af rigssalen og var ovenud lykkelige da den stod færdig. I 1961 blev den anden menighed for papiamentotalende oprettet på Curacao, og den fik til huse i den smukke nye rigssal. Victor Manuel, som havde været en forkynder af den gode nyhed i næsten 50 år, var menighedstjener. Nathan H. Knorr fra Brooklyn Betel indviede rigssalen den 28. marts 1962.

I 1970 blev den grund der stødte op til rigssalen i Buena Vista, planeret, og der blev støbt gulv og bygget et podium.  Her holdt man stævnerne i mange år, og da der ikke falder megen regn på Curacao, samledes man ude i det fri uden større problemer. En gang imellem kunne der dog komme et pludseligt regnskyl, men det tog brødrene ikke så tungt. De slog hurtigt deres paraplyer op og blev siddende, fordybede i programmet. I begyndelsen blev stævnerne holdt på to sprog. Nogle af foredragene blev holdt på engelsk og tolket; andre blev blot opsummeret på papiamento. Områdestævnerne blev holdt skiftevis på øerne Aruba og Curacao, og nogle af de delegerede valgte at flyve til stævneøen, mens andre tog båden frem og tilbage. Ved en lejlighed blev mange af de stævnedeltagere som rejste med båden Niagara, søsyge. Trods dette ubehag så de med begejstring frem til det kommende åndelige festmåltid.

Ingrid Selassa, som var 16 år på dette tidspunkt, husker at hendes bedstemor solgte en gris for at få penge til rejsen. Stævnedeltagerne blev indlogeret hos brødrene og måtte til tider sove på gulvet. Der blev sluttet varige venskaber, og der herskede en glad atmosfære som fremmede kærlighedens og enhedens ånd. I 1959 blev det første stævne på papiamento holdt i Santa Cruz-plantagens hus i Banda Abao. Ingrid fortæller: „Vi fyldte busserne med fødevarer, feltsenge og udstyr og begav os af sted. Programmet var som en åndelig fest, og om aftenen legede vi bibelske lege og sang Rigets sange under åben himmel. Jeg glemmer aldrig de tre dage. Vi følte os virkelig som en del af et broderskab.“ Trosstyrkende internationale stævner som „Fred på jorden“ i 1969 var i høj grad med til at fremme kærlighedens og enhedens ånd blandt brødrene.

Nye stævnehaller

Med årene var der ikke længere plads nok på området ved Buena Vista, men takket være gavmilde bidrag fra  menighederne kunne brødrene erhverve en af olieraffinaderiets bygninger. Bygningen, som lå i Schelpwijks-området, fik en ansigtsløftning, og i mange år kunne man holde både kreds- og områdestævner her. For nylig har afdelingskontoret til brødrenes store glæde fået tilladelse til at rive bygningen ned og bygge en dobbeltrigssal der også kan fungere som stævnehal med plads til 720 personer.

Før 1968 blev stævnerne på Aruba holdt i lejede lokaler, men med væksten fulgte et behov for en permanent stævnehal. Det blev derfor besluttet at bygge en rigssal som skulle være så stor at den kunne benyttes som stævnehal. I 1968 byggede de lokale brødre med stor flid og selvopofrelse en flot hal til Jehovas pris. Mens man byggede hallen, havde nogle høje kaktus hindret forbipasserende i at se byggeriet. Men i ugen lige op til det første stævne besluttede regeringen at planterne skulle skæres helt ned. Så pludselig — tilsyneladende ud af det blå — dukkede der en hal op! De lokale indbyggere anså det for et mirakel, og mange troede virkelig at den var blevet bygget fra den ene dag til den anden. Men at dét faktisk kunne forekomme, skulle de få at se da der senere blev opført hurtigbyggede rigssale.

Arbejdet går fremad på Bonaire

I 1949 aflagde Joshua Steelman fra hovedkontoret i Brooklyn et besøg på Bonaire, hvor Jacobo Reina og Matthijs Bernabela, der var landmand, nu forkyndte. Ingen af dem var dog blevet døbt. Der blev truffet forberedelser til at holde det første offentlige foredrag på Bonaire. Der kom omkring 100, men kun 30 gik indenfor. De andre 70 havde den lokale præst sendt derud for at forstyrre mødet. Russell Yeatts har berettet: „Det begyndte at regne med sten på bliktaget som var det haglplagen i Ægypten. Folk skød med fyrværkeri og slog på spande.“ Disse anstrengelser var dog forgæves,  for sandhedens sædekorn blev alligevel sået og slog rod. Det følgende år blev de første forkyndere på Bonaire, Jacobo og Matthijs, døbt på Curacao.

I 1951 sørgede Russell og Bill Yeatts for at organisere møder som blev holdt hos broder Bernabela, og i 1952 blev Clinton Williams sendt til Bonaire for at oprette en ny menighed i et lejet lokale i Kralendijk. En katolsk præst som var rasende over dette, prøvede at få ham udvist. Præsten prøvede at overtale en af broder Williams’ bibelstudieelever til at anklage Williams for usømmelige tilnærmelser, men det ville hun ikke. Da hans planer således slog fejl, kaldte han broder Williams for en wara-wara, en lokal rovfugl, og beskyldte ham dermed for at stjæle hans får. Men med Jehovas ånds hjælp fortsatte broder Williams med at styrke den unge menighed indtil han blev forflyttet til Curacao. I 1954 holdt man det første kredsstævne på Bonaire, og lige siden har kreds- og områdestævnerne været en vigtig del af brødrenes åndelige liv. De film Jehovas Vidner har vist, har også styrket interessen, og folk er strømmet til for at se dem. Men nogen egentlig fremgang kom der først i 1969 da man sendte to specialpionerer, Petra Selassa og hendes datter, Ingrid, til Bonaire.

 Da Petra og Ingrid ankom, havde de ingen bil; alligevel gennemarbejdede de næsten hele øen — til fods. Mange af dem de har studeret med, er senere blevet døbt. De to søstre ledede alle møderne; de bar hovedbeklædning og sad ned under deres punkter. Én gang om måneden kom der som regel en broder fra Curacao med fly for at samarbejde med dem og holde et offentligt foredrag. Da Petra senere måtte rejse, kom Claudette Tezoida, som også var specialpioner, og fortsatte sammen med Ingrid med at hjælpe andre til forståelse af Bibelens sandheder.

En politikers hustru finder en fuldkommen regering

Blandt dem der lærte sandhedens rene sprog, var en fremtrædende politikers hustru. Hun hed Caridad Abraham, men blev som oftest kaldt Da, og var gift med en minister i Bonaires regering. Begge hendes to sønner og hendes svigersøn var også aktivt engagerede i politik. Caridad, eller Da, støttede ivrigt sin mand i hans politiske karriere og var kendt og respekteret af mange. En protestantisk præst, som  var gudfader til et af hendes børn, havde fortalt hende at Jehovas Vidner ikke tror på Jesus Kristus. Fordi han både var præst og hendes ven, troede hun på denne falske anklage.

Efter sin mands død flyttede Da til Holland og blev dér forbavset over at se to præster stå frem på tv og erklære sig for homoseksuelle. Skuffet over religion holdt hun op med at gå i kirke. Senere tog hun imod et bibelstudium, blev et af Jehovas Vidner og flyttede tilbage til Bonaire. Hun siger: „Sandheden var så storslået at jeg måtte tage tilbage og  fortælle mit folk om den.“ Nu var hun ikke længere fortaler for en jordisk regering som løsningen på Bonaires problemer, men forkyndte om den virkelige og varige løsning — Guds rige ved Jesus Kristus. I den tro at hun var ude for at agitere for sin søn, åbnede folk deres døre for hende, og blev overraskede over det budskab hun kom med. Fordi Da var så velkendt, var der mange der nu begyndte at lytte til budskabet om Riget selv om de ikke før havde villet tale med andre forkyndere.

Publikationer på lokalsproget

Sandheden har nemmere ved at nå folks hjerte hvis de kan læse de bibelske publikationer på deres modersmål. Men da de første missionærer ankom, fandtes der ikke bibelske publikationer på papiamento. Møderne blev holdt på en blanding af engelsk og papiamento, og da man benyttede engelske, spanske og hollandske publikationer, krævede det meget af brødrene at tilegne sig og forstå sandheden. Der var derfor et stort behov for at få publikationerne oversat. Ordforrådet på papiamento var dog ret begrænset; der fandtes ingen ordbog, og der var stor uenighed om hvordan papiamento skulle skrives. Bill Yeatts, der var en erfaren oversætter, skrev mange år efter: „Da vi skulle udgive bibelske publikationer, måtte vi formulere noget som aldrig før havde været sagt eller skrevet på papiamento. Det var en udfordring at skulle fastlægge den norm vi ville benytte.“ I 1948 havde brødrene oversat den første brochure, Glæde for hele Folket. I 1959 blev man færdig med at  oversætte bogen „Gud Maa Være Sanddru“. Derefter fulgte andre indbundne bøger, og man begyndte regelmæssigt at oversætte Toren di Vigilancia, som Vagttårnet hedder på papiamento, og Spierta, eller Vågn op! Efterhånden som lokalbefolkningen begyndte at læse og forstå sandheden fra Guds ord på deres eget sprog, kunne kirken ikke længere holde dem fast i sit jerngreb.

Det fik også stor betydning at de sange der blev sunget ved møderne, blev oversat til papiamento. Folk på Antillerne synger normalt højt og kraftigt. Men før i tiden lød sangen ved møderne noget afdæmpet, fordi sangbøgerne var på spansk. Men da de i 1986 fik sangbøger på papiamento, genlød salen af deres høje og klare stemmer. Endelig kunne de i sang fuldt ud give udtryk for deres glæde over deres store Gud, Jehova. Maria Britten siger: „Det der gjorde størst indtryk på mig den første gang jeg kom i rigssalen, var sangen. Det lød så smukt at jeg fik tårer i øjnene.“ — Es. 42:10.

Med den øgede vækst fulgte et behov for flere oversættere; og to unge nidkære pionerer, Raymond Pietersz og Janine Conception, fik tildelt arbejde som oversættere. I dag er der ni oversættere. I 1989 fik oversætterne et værdifuldt hjælpemiddel i computere med MEPS-programmel, som har medvirket til at Vagttårnet på papiamento  kunne udgives på samme tid som på andre sprog. Det var til stor velsignelse for forkynderne i deres arbejde.

Flere missionærer

I 1962 blev John Fry fra Gileadskolens 37. klasse udnævnt til afdelingstilsynsmand i stedet for Russell Yeatts, som skulle på et genopfriskningskursus på Gileadskolen. Søster Fry blev imidlertid gravid, og efter 18 måneder tog de tilbage til England, hvorefter broder Yeatts genoptog arbejdet på afdelingskontoret. Den 31. december 1964 kom Age van Dalfsen fra Holland til øerne efter at have overværet den 39. klasse på Gilead. Hans ankomst til Curacao blev hilst velkommen af et storslået og øredøvende festfyrværkeri der oplyste nattehimmelen. Det var nu ikke ham lokalbefolkningen således bød velkommen. Gennem denne årlige tradition ville de fordrive de onde ånder og det forgangne års  ulykker, samt byde det nye år velkommen. Broder van Dalfsen var ung og energisk; han virkede i kredstjenesten og senere i områdetjenesten. Han kom som de fleste missionærer til at elske sit nye hjem og siger: „Befolkningen er hjertelig,  gæstfri og ærlig. Det er en glæde og et stort privilegium at være sendt hertil.“

I 1974 giftede Age sig med Julie, en søster fra Trinidad, og hun sluttede sig til ham i rejsetjenesten. Hun fortæller: „Jeg var betaget af befolkningens venlighed og tolerance. Jeg kunne ikke tale papiamento, men fordi folk var så hjælpsomme, var det en fornøjelse at forkynde. Jeg lærte hurtigt at sige ’Con ta bai?’ (Hvordan har du det?) og at spørge til alle i familien, som det er skik og brug her. Det var også nemt at afsætte bøger og blade. Det der var hårdt, var at skulle slæbe rundt på en tung taske med publikationer på fire sprog og at klare støvet og vinden. Men den glæde jeg følte ved det, opvejede alt besværet.“ I 1980 måtte Age og Julie rejse til Holland for at tage sig af Ages gamle far, som led af Alzheimers sygdom, men i 1992 vendte de tilbage til Curacao.

Robertus Berkers og hans kone, Gail, som havde overværet Gileadskolens 67. klasse, tog kredstjenesten op under Age og Julie van Dalfsens fravær og var i høj grad med til at skabe interesse for heltidstjenesten. I 1986 kom Otto Kloosterman og hans kone, Yvonne, til Curacao fra Gilead, og i 1994 blev broder Kloosterman udnævnt til koordinator. De vendte tilbage til Holland i 2000. I marts 2000 blev broder van Dalfsen og hans kone indbudt til at komme på Betel, hvor de nu tjener, han som medlem af afdelingskontorets udvalg. I 1997 blev Gregory Duhon fra den grafiske afdeling i Brooklyn og hans kone, Sharon, sendt til Curacao for at tjene på Betel. Sharon, som var uddannet sygeplejerske, var sammen med andre med til at pleje broder Russell Yeatts, der var uhelbredeligt syg af kræft. I marts 2000 blev broder Duhon afdelingskontorets nye koordinator, og han er meget værdsat for sit venlige og omgængelige væsen. Afdelingskontorets udvalg består i øjeblikket af Gregory Duhon, Clinton Williams og Age van Dalfsen.

 Pionertjenestens rige velsignelser

Da Margaret Pieters begyndte at studere Bibelen, var hun godt tilfreds med den kirke hun tilhørte. Hun fortæller: „I begyndelsen var det ikke min hensigt at skifte tro. Jeg var aktiv katolik, var tilsluttet Marialegionen og sang i kirkekoret. Men da jeg havde undersøgt Bibelen nærmere, forstod jeg at det jeg før havde lært, ikke var sandt. Jeg ventede ikke på at blive spurgt om jeg ville med ud og forkynde; jeg bad om lov. Jeg ønskede at andre skulle forlade den falske religion og tage standpunkt for sandheden.“ Hun blev døbt i 1974 og har været pioner i de sidste 25 år.

Jehova har velsignet Margaret, hvilket tydeligt kommer til udtryk i en af hendes mange oplevelser. Hun fik opgivet adressen på en ung pige, Melva Coombs, og foreslog Melva at hun spurgte sin far om hun måtte læse Bibelen sammen med hende. Hr. Coombs fandt denne respekt for ham bemærkelsesværdig, så han svarede at ikke blot hans datter, men alle syv i familien gerne ville studere Bibelen. Margaret fik den glæde at se dem alle blive døbt og at opleve at en af sønnerne blev udnævnt til ældste.

Endnu en pioner som har smagt Jehovas godhed, er Blanche van Heydoorn. Hun blev døbt i 1961, og hendes  mand, Hans, i 1965. Hun har været pioner i de sidste 35 år. I den tid har hun fået seks børn, og to af dem virker nu som pionerer. Dette kunne ikke have ladet sig gøre uden den støtte Hans har ydet hende. Sammen har de hjulpet 65 frem til dåb.

En af de mange oplevelser Blanche har haft, drejer sig om hendes nabo, Serafina. Blanche var begyndt at studere med hende, men Serafinas mand, Theo, satte sig kraftigt imod det. Han brændte hendes bøger, forbød Blanche at vise sig i deres hjem og fortalte alle og enhver at han havde slebet sin machete med henblik på at gøre det af med hende. Blanches mand, Hans, fandt dog ud af hvorfor Theo var så meget imod at Serafina studerede. Han havde åbenbart en ven hvis kone var begyndt at blive undervist af en præst inden for et af de lokale trossamfund, og som senere var stukket af med præsten. Theo var bange for at han også ville miste sin kone. Hans viste ham Hebræerne 13:4 og forklarede ham vores syn på ægteskabet. Overordentlig lettet lod Theo hende fortsætte studiet. Serafina blev døbt, og kort efter blev Theo selv døbt. Begge tjener nu Jehova trofast.

Blanche fortæller hvordan hun engang ledede et bibelstudium klokken 11, gik hjem til frokost og to timer senere fødte sin søn Lucien. Hun ser det som en stor forret at kunne fortsætte som pioner og siger: „Pionertjenesten giver den største tilfredshed der findes, og hjælper en til altid at være forberedt og få studeret.“

En kraft ud over det normale

Marion Kleefstra har også fundet stor tilfredshed i heltidstjenesten for Jehova. Hun blev interesseret i sandheden i en ung alder ved at læse bladene højt for sin mormor, som var blind. I 1955 indviede hun sig til Jehova og blev døbt, og  i 1970 blev hun pioner. Sønnen Albert fulgte hendes eksempel og har nu været pioner i 18 år.

Marion studerede med Johanna Martina, som havde ni børn. Johannas mand, Antonio, var stærk modstander af sandheden, og Marion kunne derfor ikke studere med  hende når han var hjemme. Som et tegn til Marion om at han var hjemme, plejede Johanna at binde et bånd på havelågen, og hvis det sad der, skulle hun komme igen senere. Marions tålmodighed og Johannas standhaftighed førte til at både Johanna og Antonio tog imod sandheden. De blev døbt samme dag og har hjulpet otte af deres ni børn frem til indvielse og dåb.

Sørgeligt nok blev Antonio senere dræbt ved en trafikulykke. Nogle år efter mistede to af børnene livet på samme måde, og et tredje barn døde også på tragisk vis. Gennem alt dette har Johanna stået fast og sat sin lid til Jehova for at få „den kraft som er ud over det normale“. (2 Kor. 4:7) En stærk tro har holdt hende oppe og hjulpet hende til ikke blot at holde ud under tider med næsten ulidelig sorg, men også til at fortsætte i pionertjenesten gennem de sidste 25 år. Johanna er nu 81 år og siger: „Jehova er stor, og det er ham der holder mig oppe. Jeg beder til stadighed indtrængende til ham, og han skuffer mig aldrig.“

Her er kun nævnt nogle få af de loyale og hårdtarbejdende pionerer der danner rygraden i de fleste menigheder og er til stor gavn for dem. Da pionerernes timemål i 1998 blev sat ned, gav det endnu flere mulighed for at indtræde i denne særlige tjeneste. Mange pionerer har udtrykt stor værdsættelse af Pionerskolen, som har hjulpet dem til at blive bedre forkyndere. Også mange ivrige menighedsforkyndere løfter deres røst til pris for Jehova, og nogle af dem er dygtige til at aflægge uformelle vidnesbyrd, som følgende oplevelse viser.

I begyndelsen af 1950’erne holdt Albert Heath, en ung læge fra Guyana, forelæsninger på et universitet i Djakarta i Indonesien. Der lærte han imidlertid at der fandtes en form for åndelig helbredelse. Som specialist i øjensygdomme  forstod han udmærket det billede Jesus brugte da han, som beskrevet i Åbenbaringen 3:18, talte om at laodikenserne skulle købe „øjensalve“. Albert bestemte sig for at det var den „øjensalve“ han gerne ville ordinere. I 1964 flyttede han og hans familie til Curacao, og her fortsatte han med at lære om det åndelige helbredelsesprogram som Jesus har betroet den trofaste og kloge træl. (Matt. 24:45) I 1969 blev Albert og hans søn døbt ved samme stævne. Albert forkyndte ivrigt for både patienter og ansatte på sin klinik og har ledet mange til sandhedens vand, hvoraf nogle i dag er ældste.

Uforudsete uroligheder

På Curacao var alting forløbet stille og roligt i mange år. Intet havde brudt den næsten idylliske fred. Men det skulle drastisk ændre sig efterhånden som visse begivenheder udviklede sig. I begyndelsen af maj 1969 havde zonetilsynsmanden, Robert Tracy, advaret mod efterladenhed og faren ved at blive lullet ind i en falsk tryghedsfølelse på grund af de tilsyneladende rolige forhold på øen. Roen blev da også hastigt brudt. Få uger efter, nemlig den 30. maj, udbrød der uroligheder blandt arbejderne. Det engang så fredelige samfund forvandlede sig til en malstrøm af politisk uro efterfulgt af plyndring og brand. Clinton Williams fortæller hvad han oplevede: „En mand med bar overkrop og et rasende udtryk i ansigtet kom løbende over mod min bil. I det samme kom en af mine tidligere bibelstudieelever mig til hjælp, idet han råbte: ’Ikke ham! Han er god nok.’ Manden kom nærmere og smed med et rask kast nogle konservesdåser som han havde stjålet i et supermarked, ind i min bil og gik videre. Jeg drog et lettelsens suk og takkede Jehova for at han havde beskyttet mig.“

Jehovas folk bevarede roen under forvirringen og de usikre forhold. De havde tillid til Guds rige som i en  ikke fjern fremtid vil sikre alle en fuldkommen regering. Til den tid vil Jehova ’mætte alt levende med hvad det ønsker’. (Sl.145:16) I dag betragter befolkningen den 30. maj 1969 som et vendepunkt i øens historie.

Nye afdelingskontorer

Nathan H. Knorr, som tilhørte Jehovas Vidners Styrende Råd indtil sin død i 1977, viste altid missionærerne stor interesse og rejste jævnlig til fremmede lande for at styrke brødrene dér. I 1956 begyndte rejsende zonetilsynsmænd også at besøge brødrene rundt om i verden, og disse „gaver  i form af mennesker“ har været „en styrkende hjælp“ for forkynderne på ABC-øerne. (Ef. 4:8; Kol. 4:11) Da broder Knorr i 1950 for første gang besøgte disse øer, blev der under opholdet på Curacao truffet afgørelse om et nyt afdelingskontor med broder Russell Yeatts som landstjener. Om broder Knorrs foredrag „Frihed for de fangne“ skrev broder Yeatts: „Det var som om han henvendte sig til hver enkelt og gav ham et personligt råd.“ I 1955 kom broder Knorr igen på besøg og holdt foredrag i den endnu ikke færdigbyggede rigssal i Oranjestad på Aruba. Sammen med en gruppe brødre rejste han videre til stævnet på Curacao. Under sit sidste besøg i 1962 indviede han rigssalen i Buena Vista på Curacao, og hans betimelige foredrag var til stor opmuntring for brødrene. Han godkendte også planerne om at bygge et nyt afdelingskontor, et missionærhjem og en rigssal på samme grund i Oosterbeekstraat lige uden for Willemstad.

Faderen til den arkitekt der skulle tegne bygningen, var jøde og havde været i koncentrationslejr sammen med Jehovas Vidner. Han sagde til Hazel Yeatts: „Der er kun én sand religion — og det er Jehovas Vidners.“ I 1964 blev afdelingskontoret indviet, og i 1978 foretog man en udvidelse, på zonetilsynsmanden Albert D. Schroeders anbefaling. I 1990 måtte man se i øjnene at der var for lidt plads, og man begyndte at se sig om efter en ny byggegrund, men fandt ikke nogen.

I november 1998 besluttede man at købe en bygning og ombygge den til betelhjem. Brødrene valgte et lejlighedskompleks der lå bekvemt i en gade ved navn Seroe Loraweg lige uden for Willemstad. Den 4. december gik handelen i orden. Den fart og lethed hvormed alt foregik, forvissede brødrene om at det havde Jehovas velsignelse (Sl. 127:1) De  renoverede bygninger er pæne og komfortable og til ære og pris for Jehovas navn.

Indvielsen af det nye afdelingskontor, som fandt sted den 20. november 1999 med 273 tilstedeværende, blev holdt i gården til afdelingskontoret. Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd citerede profeten Esajas for at vise hvordan de nye faciliteter skulle bruges til at tjene Jehovas store hensigt. Den følgende dag kunne 2588 overvære et særligt program på et sportsstadion, hvilket for mange var højdepunktet på tjenesteåret 2000.

Presseomtale af blodspørgsmålet

Jehovas Vidner værdsætter livet og betragter det som en gave fra Gud. De følger ordene i Apostelgerninger 15:29 om at afholde sig fra blod. Deres holdning til blodtransfusion er blevet misforstået af mange velmenende læger og myndigheder. I 1983 nægtede en dommer i Curacao at lade Esmond og Vivian Gibbs beholde forældremyndigheden over deres lille barn og gav ordre til at barnet skulle have en blodtransfusion. Sagen fik stor presseomtale, det meste negativt. For at kaste lys over sagen lavede en radiostation en tre timer lang udsendelse med et panel bestående af syv personer — deriblandt Hubert Margarita og hans kone, Lena, samt kredstilsynsmanden, Robertus Berkers. Brødrene gjorde omhyggeligt rede for hvad Bibelen siger om blod, og programmet var med til at lette den spændte situation og hjælpe folk til at forstå hvilke krav Jehova stiller.

Der er også læger som respekterer patienternes ret til at nægte at modtage blod. Det erfarede Gerda Verbist, en skolelærer, som kom ud for en alvorlig bilulykke og straks måtte opereres. Hun havde så voldsomme blødninger at hæmoglobintallet faldt til 1,2 mmol/l. Kirurgen besluttede at operere ad to gange, så Gerda ikke mistede mere blod. Operationen  forløb godt. Jehovas Vidner er taknemmelige for at sådanne kompetente og dygtige læger, som nogle gange må kæmpe med deres egen samvittighed, alligevel har mandsmod og hjerte til at respektere deres patienters ret til at fravælge blod.

Guillermo Rama, der er ordstyrer for det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler på Curacao, siger: „Vi bliver regelmæssigt kontaktet og spurgt om råd i krisesituationer. Uden kontaktudvalget ville der være mange flere problemer.“ Alfredo Muller, som er ordstyrer for kontaktudvalget på Aruba, er enig heri. Han fortæller at selv om man på Aruba i begyndelsen mødte en  vis modstand fra nogle læger, samarbejder de fleste af dem nu med Jehovas Vidner.

Kredstilsynsmændenes uselviske tjeneste

Selv om væksten på de tre øer i begyndelsen foregik meget langsomt, var den altid stabil, og det var nemt at afsætte bøger og blade. I 1964 var der 379 forkyndere og fire menigheder, men i 1980 var det steget til 1077 forkyndere og 16 menigheder. Mellem 1981 og 2000 steg forkyndertallet til 2154, og med yderligere to hollandske og to spanske menigheder, steg antallet af menigheder til 29. Der kom 6176 til mindehøjtiden.

For at betjene de forskellige fremmedsprogede grupper var der behov for kredstilsynsmænd som kunne tale mindst tre sprog, og det er ikke altid let at finde nogle der kan det. ABC-øerne har dog været velsignet med rejsende tilsynsmænd der, ligesom Paulus, har været villige til at give sig selv. (1 Thess. 2:8) Af dem der har virket i denne tjeneste, kan nævnes Humphrey og Ludmila Hermanus, nu missionærer i Surinam, og Edsel og Claudette Margarita, som er lokale pionerer. Frankie og Maria Herms, som var pionerer på Aruba, har også virket i rejsetjenesten indtil de blev kaldt på Betel, hvor de nu arbejder med oversættelse.

I 1997 ankom Marc og Edith Millen, som hidtil havde virket i kredstjenesten i Belgien, for at styrke brødrene. Som alle nye missionærer måtte de lære sproget, en udfordring der undertiden er årsag til megen morskab. Broder Millen husker at han engang ville sige at en kristen ikke måtte være som en soldat der gemmer sig i en grøft (buracu), men i stedet sagde at man ikke måtte være som en soldat der gemmer sig i et æsel (buricu)! Trods disse sprogvanskeligheder har Marc og Edith holdt ud. Da de nu har lært sproget bedre, betjener de med glæde de hollandsk- og papiamentotalende  menigheder. I 2000 begyndte en ny ordning, idet man nu lader kredstilsynsmænd fra Puerto Rico, hvoraf Paul og Marsha Johnson blev det første par, betjene de lokale engelske og spanske menigheder.

Hurtigbyggede rigssale

I 1985 kom der 294 brødre fra USA og helt fra Alaska for at bygge en rigssal i Pannekoek på Curacao. Byggeriet, som tog ni dage og var et resultat af kærligt og enigt samarbejde, vakte stor opmærksomhed og førte til et godt vidnesbyrd. Folk var forundrede over at se mænd, kvinder og børn ivrigt hjælpe de frivillige der var kommet fra USA. Ramiro Muller  siger: „Som sædvanlig var der tekniske problemer, men de blev overvundet, og det var tydeligt at Jehovas ånd var med ved byggeriet. Søndag aften kunne brødrene holde møde i en splinterny sal, til stor undren for alle dem der ikke havde troet at det kunne lade sig gøre.“

Det så ud til at selv de lokale gejstlige var forbløffede over denne bedrift, for dagen efter at fjernsynet havde bragt en reportage om byggeriet, kørte en bil op foran rigssalen. Hvem steg ud? Det gjorde selveste biskoppen af Curacao, ledsaget af tre præster i hvide, flagrende præstekjoler. De rystede på hovedet i åbenlys forbavselse og vantro.

 Tiden ville jo ikke slå til hvis vi skulle fortsætte med at fortælle om alle vore uselviske brødre: de første missionærer som Van Eyks, Hoornvelds, Phelpses og Cor Teunissen, som forlod deres hjem for at styrke forkyndelsen her; eller om Pedro Girigorie, der hverken kunne læse eller skrive, men som fik mange med i sandheden; om Theodore Richardson, som skridtede gennem gaderne i Cher Asile på sine utallige genbesøg; om nidkære pionerer som Maria Selassa, Edna Arvasio, Isenia „Chena“ Manuel og Veronica Wall; om muntre Seferita Dolorita, der, trods blindhed og dissemineret sklerose, er en nidkær forkynder som altid er til opmuntring for dem der kommer for at opmuntre hende. Billedet af disse mange trofaste som uforbeholdent har givet af sig selv, står dybt prentet i sindet og hjertet hos brødrene på ABC-øerne.

Ørkenen blomstrer

I 1980’erne oplevede Aruba et økonomisk opsving. Ultramoderne hoteller ligger nu side om side langs de hvide  sandstrande, og strålende oplyste kasinoer drager rige turister fra hele verden. Den tillokkende, men bedrageriske materialismes fremkomst har uvægerligt påvirket mange, ja selv nogle i menighederne. Alligevel er der stor åndelig fremgang, især i det spanske distrikt, og der er et presserende behov for dygtige brødre som kan føre an.

Curacao, derimod, oplever en alvorlig økonomisk depression, hvilket har fået mange, også brødre, til at flytte til Holland. Denne udvandring har berørt menighederne og medført en tilbagegang både på Curacao og Bonaire i de senere år.

Mens vi her i det 21. århundrede vandrer fremad, er der grund til at løfte hovedet og glæde sig. Guds herlige rige er nær, og Guds folk bliver ved med at undervise dem der har en ret indstilling. (Apg. 13:48) Denne førhen åndeligt tørre ørken er blevet gennemvædet af sandhedens vand.

 [Ramme/illustration på side 72]

Flamingoer og æsler

På den stille og uspolerede ø Bonaire er udvinding af salt fra havvandet en vigtig industri og indtægtskilde. Flamingoer lever af føde med et højt saltindhold, og en sådan føde er der rigeligt af i øens saltbassiner. Bonaire er derfor, som et af de få steder i verden, en fortrinlig yngleplads for disse farvestrålende fugle. De æsler der oprindelig blev importeret som arbejdskraft i saltbassinerne og nu er blevet erstattet af maskiner, blev sluppet løs og overladt til sig selv. For at beskytte dem er der nu blevet oprettet et æselreservat, og man kan også være med i et program hvor man „adopterer“ et æsel.

[Ramme/illustration på side 87]

Gavle og en pontonbro

Willemstad, hovedstaden på Curacao, er en gammel og malerisk by. Gavlene på bygningerne minder om dem man ser i Amsterdam, men er malet i mere livlige farver. St. Anna Bay går gennem den midterste del af byen. Pontonbroen Dronning Emma forbinder byens to dele og kan åbnes på få minutter når store skibe skal ind i den dybe havn. Engang måtte man betale told for at krydse broen, medmindre man var barfodet, hvilket var et tegn på fattigdom. Det førte til at de fattige lånte nogle sko for ikke at blive betragtet som fattige, og at de rige gemte deres for ikke at betale told.

[Ramme på side 93]

Hilser man først på præsten?

„En præsts værdighed er så stor og ophøjet at vi, ifald vi på gaden mødte en præst og en engel, ville hilse først på præsten.“ — Oversat fra det katolske ugeblad La Union, 10. august 1951. Udgivet på Curacao.

[Ramme/illustration på side 95]

Værdien af et godt omdømme

I september 1986 afhentede Russell Yeatts en pakke fra Jamaica adresseret til Watch Tower Bible and Tract Society. Da han i overværelse af personalet på posthuset åbnede den, fandt han til sin overraskelse en pakke med fire kilo marihuana under et lag blade. Han blev straks anholdt af politiet, men fik et godt skudsmål af postmesteren på Curacao, som hævdede at broder Yeatts umuligt kunne være indblandet i illegal narkotikahandel. Havde postmesteren ikke så uforbeholdent stået inde for broder Yeatts, ville denne være kommet i fængsel. Men det endte med at han hurtigt blev løsladt. Der blev skrevet meget om denne hændelse i aviserne, og i en af dem blev broder Yeatts omtalt som „et overordentlig retskaffent menneske“ som var „stærkt interesseret i at forkynde den gode nyhed for alle“. Denne erfaring understreger værdien af at have et godt omdømme.

 [Ramme/illustration på side 96]

Dagsteksthæftet som studiemateriale

Der afsættes hvert år en hel del eksemplarer af dagsteksthæftet Undersøg daglig Skrifterne. I årenes løb har pionererne uddelt hundredvis af dem. Da Giselle Heide var indlagt på hospitalet, benyttede hun anledningen til at forkynde uformelt for sine medpatienter. En af dem, Ninoska, ville gerne lytte og spurgte Giselle om hun havde „den lille bog“. I begyndelsen vidste Giselle ikke hvilken bog hun talte om, men fandt til sidst ud af at det måtte være Undersøg daglig Skrifterne. Derefter drøftede de hver morgen dagens tekst. De traf aftale om at studere Bibelen sammen efter at de begge var blevet udskrevet fra hospitalet. Mindre end et år efter blev Ninoska døbt. Hendes mand og børn studerer nu også Bibelen med Jehovas Vidner.

[Illustration]

„Undersøg daglig Skrifterne“ på hollandsk, engelsk og papiamento

[Ramme på side 104]

„Nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“

Hubert Margarita og Morena van Heydoorn, som en morgen var ude i forkyndelsen, mødte en skolepige som hed Morella. Det hun sagde, vidnede om at hun havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Rom. 10:2) Hun fortalte at hun hver dag blev undervist i den katolske tro, og at hun var overbevist om at den viste vejen til Gud. Hubert og Morena foreslog at de kunne læse Bibelen med hende. De aftalte følgende: Hun skulle gå op til sin lærer, som var præst, og få bekræftet om det hun lærte af Jehovas Vidner, var rigtigt. Hvis ikke han mente at en læresætning var rigtig, skulle hun bede ham begrunde det ud fra Bibelen. Hvis hun på et tidspunkt mente at det Jehovas Vidner lærte hende, var i modstrid med Bibelen, kunne hun holde op med at studere. Morella fandt hurtigt ud af at det hun lærte i den katolske kirke, ikke var i overensstemmelse med Bibelen. Da hun samtidig fandt ud af at præsten blev mere og mere ilde til mode over hendes spørgsmål, holdt hun helt op med at komme til hans undervisningstimer. Morella fortsatte med at undersøge sandheden, blev døbt og tjener nu Jehova af et helt hjerte.

[Ramme/illustration på side 107]

Attraktioner på Aruba

De enorme klippeformationer ved Casibari og Ajo er en fascinerende del af landskabet på Aruba. Grotterne er dækket af bemærkelsesværdige klippemalerier som menes at stamme fra dabajuroindianerne. Det altid gode vejr og de lange hvide sandstrande tiltrækker i tusindvis af turister, som vender tilbage til øen år efter år.

 [Ramme på side 110]

„Af spædes og diendes mund“

Jesus sagde: „Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning.“ (Matt. 21:16) Det gælder også på ABC-øerne. Maurice, som bor på Aruba, er 15 år. Da han var syv, kunne hans mor ikke finde ham under et områdestævne. Bekymret ledte hun efter ham og fandt ham til sidst bagerst i det lokale hvor man holdt møde med dem der var interesseret i beteltjenesten. Maurice ville ansøge om at komme på Betel. Mødets ordstyrer, som ikke ville tage modet fra ham, havde ladet ham blive. Maurices ønske om at tjene Jehova på Betel er ikke blevet mindre med årene. Han blev døbt da han var 13, er flittigt optaget af menighedslivet og forbereder alle sine opgaver godt. Han er mere end nogen sinde opsat på at komme til at tjene på Betel.

På Bonaire blev Renzo på seks inviteret med i rigssalen og var glad for at være der. Der blev oprettet et studium med ham, og lige siden har han nægtet at komme i den katolske kirke. Han spurgte sine forældre hvorfor de ikke havde lært noget om Paradiset i kirken, og det gjorde dem nysgerrige. De begyndte også at studere med Jehovas Vidner. Siden er Renzos far og mor og en som Renzo har studeret Bibelen med, blevet døbt. Renzo selv, der nu er otte år, blev døbt ved et kredsstævne på Bonaire.

[Ramme/illustration på side 115]

Var det noget med leguaner til middag?

Leguaner, som den der ses her på billedet, er almindelige på ABC-øerne. Disse krybdyr er højt værdsatte, dog ikke som kæledyr. De udgør en vigtig bestanddel i supper og sammenkogte retter. „De smager ligesom kylling,“ siger en lokal kok. „Kødet er skært og mørt.“

 [Kort på side 71]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HAITI

DET CARIBISKE HAV

VENEZUELA

ARUBA

ORANJESTAD

San Nicolas

CURACAO

WILLEMSTAD

Santa Cruz

Buena Vista

BONAIRE

Kralendijk

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 68]

Folk af mange nationaliteter arbejder fredeligt sammen i Hooiberg menighed på Aruba

[Illustration på side 70]

Pearl Marlin solgte religiøse bøger sammen med sin far. Hun blev senere et af Jehovas Vidner

[Illustration på side 73]

Den første engelsktalende menighed i San Nicolas, Aruba

[Illustrationer på side 74]

Nogle som flyttede til Aruba: (1) Martha Faustin i dag, (2) hendes mand, Hamilton, som senere døde, og (3) Robert og Faustina Titre

[Illustration på side 75]

Woodworth og Oris Mills på deres bryllupsdag

[Illustration på side 76]

Edwina Stroop, pioner på Aruba

[Illustration på side 77]

Jacobo Reina læste bogen „Skabelsen“ i 1928 og forstod at det var sandheden

[Illustration på side 78]

Fra venstre mod højre: Russell og Hazel Yeatts, som udgik fra Gileadskolens 6. klasse, samt Mary og William Yeatts fra den 14. klasse

[Illustration på side 79]

Henricus Hassell, længst til venstre, var en nidkær forkynder af den gode nyhed

[Illustration på side 79]

Camilio Girigoria blev døbt i 1950, som den første af de lokale beboere

[Illustration på side 80]

Alice og Henry Tweed huskes med glæde for deres nidkærhed og selvopofrende indstilling

[Illustration på side 81]

Gabriel Henriquez fik et gaveabonnement på „Vågn op!“

Han var den første fra Aruba der blev døbt

[Illustration på side 82]

Ninita Webb var engang modstander af sandheden. Hun og hendes mand, Daniel, blev begge ivrige forkyndere af Riget

[Illustration på side 82]

Maria Rasmijn var en ivrig katolik indtil hendes præst sagde at religiøse billeder var værdiløse

[Illustration på side 83]

Albert Suhr efterlod sig gode „anbefalingsbreve“

[Illustration på side 84]

Olive Rogers hjalp mange frem til indvielse og dåb

[Illustration på side 85]

Øverst: Eugene Richardson, der blev døbt som 17-årig, tjente som nidkær pioner

[Illustration på side 85]

Nederst: Den unge Clinton Williams sluttede sig til ham i det urørte pionerdistrikt „kunuku“

[Illustration på side 86]

Missionærhjem på Aruba, omkring 1956

[Illustration på side 89]

Herover: I 1962 indviede Nathan H. Knorr fra Brooklyn Betel denne rigssal, den første som brødrene på Curacao selv ejede

[Illustration på side 89]

Til højre: Victor Manuel, der var forkynder af den gode nyhed i næsten 50 år, tjente i den anden menighed for papiamentotalende

[Illustration på side 90]

Herover: Det internationale stævne „Fred på jorden“ i 1969, Atlanta, Georgia, USA

[Illustration på side 90]

Til højre: Samme stævneprogram på Curacao

[Illustration på side 94]

Petra Selassa (til højre) og hendes datter, Ingrid, specialpionerer som blev sendt til Bonaire i 1969

[Illustration på side 97]

„Vagttårnet“ på papiamento

[Illustration på side 98]

Øverst: Pauline og John Fry

[Illustration på side 98]

Nederst: Age van Dalfsen, som ankom i 1964 fra Gileadskolens 39. klasse

[Illustration på side 99]

Herover: Janine Conception og Raymond Pietersz, to af de ni oversættere

[Illustration på side 99]

Til højre: Estrelita Liket arbejder med computer og MEPS programmel, værdifulde hjælpemidler til oversætterne

[Illustration på side 100]

Robertus og Gail Berkers, (til venstre), i kredstjenesten, var i høj grad med til at skabe interesse for heltidstjenesten

[Illustration på side 100]

Julie og Age van Dalfsen (herunder) kom tilbage til Curacao i 1992 og blev i 2000 indbudt til at virke på Betel

[Illustration på side 100]

Afdelingskontorets udvalg bestående af Age van Dalfsen, Clinton Williams og Gregory Duhon

[Illustration på side 102]

Blanche og Hans van Heydoorn har hjulpet 65 frem til dåb

 [Illustration på side 108]

(1) Afdelings-kontoret som blev indviet i 1964

[Illustration på side 108]

(2, 3) Det nye afdelingskontor blev indviet den 20. november 1999

[Illustrationer på side 112]

ABC-øerne har haft stor glæde af ægtepar der har virket i rejsetjenesten, som for eksempel (herover) Ludmila og Humphrey Hermanus. (Nederst, fra venstre mod højre) Paul og Marsha Johnson samt Edith og Marc Millen

[Illustrationer på side 114]

De første missionærer: (1) Van Eyks, (2) Hoornvelds og (3) Cor Teunissen forlod deres hjem for at styrke forkyndelsen her