Højdepunkter fra det forløbne år

JEHOVAS organisation på jorden har også i det forløbne tjenesteår haft stor fremgang, og det er tydeligt at Jehova velsigner arbejdet. Der er nu over seks millioner Jehovas Vidner i 235 lande som viser loyalitet mod Gud og tro på hans løfter om at indføre en ny og retfærdig verden. Disse millioner af mennesker hævder ikke blot at tjene Gud. De er aktivt med til at forkynde den gode nyhed om Guds rige, som forudsagt af Jesus og gengivet i Mattæus 24:14. I harmoni med årsteksten for 2001 bliver de ved med at „stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje.“ — Kol. 4:12.

Der er i årets løb sket mange spændende ting blandt Guds folk. Vi vil nu se på nogle af højdepunkterne.

 Stævner der gjorde os bedre egnede til at undervise i Guds ord

En af årets mindeværdige begivenheder var Jehovas Vidners områdestævne „Vi underviser i Guds ord“. I perioden fra midten af 2001 og frem til foråret 2002 blev dette tredages stævne holdt hundredvis af steder rundt om på jorden, og millioner af mennesker har nydt gavn af programmet. Den første dag uddybede en af talerne stævnets tema. Han sagde: „Jesus mente ikke at det kun var en lille, udvalgt gruppe skriftlærde der skulle have kundskabens nøgle. Han sagde til sine disciple: ’Hvad jeg siger jer i mørket, skal I fortælle i lyset; og hvad I hører hvisket i øret, skal I forkynde fra tagene.’ Jesus havde et brændende ønske om at give så mange som muligt del i kundskaben om Gud. For ham var kundskab om Skrifterne ikke noget man skulle holde for sig selv, men noget man skulle give videre.“

På stævneprogrammet var der både foredrag om betydningen af bibelske profetier og om hvordan kristne kan anvende Bibelens principper i hverdagen. Om søndagen var der et bibelsk skuespil med titlen Vis respekt for Jehovas myndighed. Det var bygget over den bibelske beretning om Kora, der, i modsætning til sine trofaste sønner, gjorde oprør mod Moses i ørkenen.

Der blev også udgivet to nye publikationer ved stævnet. Den første var Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker, bind to. Den anden var brochuren Hvordan man får et godt liv. Derforuden fik vi en ny traktat, Har mennesket en udødelig ånd?

I løbet af august blev der holdt nogle særlige stævner i Frankrig og Italien. I Frankrig blev de holdt i Paris, Lyon og Bordeaux, med et samlet tilhørertal på 160.045. Stævnerne var til stor opmuntring for brødrene i Frankrig, som  har været særlig hårdt ramt af fordomsfuld medieomtale. En broder sagde: „Til tider føler vi os temmelig alene i vores kamp, men nu hvor vi har haft besøg af mange tusind kristne brødre, har vi fået kraft til at fortsætte.“

I Italien blev de særlige stævner afholdt i Rom, Milano, Torino og Bari. Fem andre stævnebyer fulgte visse dele af programmet via telefonforbindelse. De ni stævner blev overværet af i alt 289.133 tilhørere. Ved hvert af stævnerne i Frankrig og Italien fik de tilstedeværende, der kom fra mange forskellige lande, forelagt en gribende resolution, som blev vedtaget med et rungende ja og efterfulgt af langvarige klapsalver.

Et verdensomspændende vidnesbyrd aflagt med Rigets Nyheder nr. 36

I oktober og november 2000 blev der i hele verden uddelt næsten en halv milliard eksemplarer af Rigets Nyheder nr. 36 på 189 sprog. Det bibelske budskab om Jesu Kristi tusindårsrige og de farvestrålende billeder vakte stor interesse. Hvis du er et af Jehovas Vidner, var du sikkert selv med til at dele den ud. Her følger nogle rapporter om hvordan kampagnen forløb i forskellige dele af verden.

Trods minusgraderne i Alaska blev forkynderne ikke hjemme. Den præsiderende tilsynsmand i North Pole menighed sagde: „Selv om det er vinter, blev nogle af dem vi traf, stående udenfor mens de læste Rigets Nyheder nr. 36. Den enkle måde hvorpå traktaten beskriver forskellen mellem det man ser i dag, og de velsignelser der vil komme, er så smuk.“

I Albanien blev 15 menigheder fra nogle få af de større byer opfordret til at besøge afsidesliggende landsbyer. Brødrene og søstrene tog med glæde og begejstring imod opfordringen,  og 56 landsbyer med omkring 50.000 indbyggere blev ved den lejlighed besøgt for første gang.

Afdelingskontoret i Angola fortæller: „Takket være forkyndernes nidkærhed og begejstring blev kampagnen med Rigets Nyheder nr. 36 en stor succes. Og det til trods for at store økonomiske vanskeligheder og krig stadig tynger menighederne overalt i landet. Mange mennesker tog ivrigt imod traktaten. Det førte til at Angola i november kunne rapportere et nyt højdepunkt på 94.026 hjemmebibelstudier, en fremgang på næsten 10.000 i forhold til måneden før.“

I Cameroun tabte en gruppe forkyndere ved et uheld en pakke traktater da de var på vej til en landsby. En mand der havde lagt mærke til at forkynderne var i gang med at uddele Rigets Nyheder, så pakken ligge i vejsiden da han var på vej til sin gård. Han samlede den op og begyndte selv at dele traktaterne ud. Til sidst havde han kun fire tilbage. Da nogle spurgte om de kunne få dem, sagde han: „Nej, jeg vil ikke arbejde gratis; dem skal min familie have. Når Jehovas Vidner kommer, vil de give jer en traktat.“

I Colombia kom forkynderne på genbesøg hos en dame der havde fået Rigets Nyheder nr. 36. Damen sagde at hun altid havde afvist Jehovas Vidner. Men ved at læse traktaten havde hun opdaget at hun var gået glip af noget meget værdifuldt. Hun var derfor faldet på knæ og havde bedt Gud om tilgivelse. Derefter havde hun opsøgt Jehovas Vidner, og hun er nu i gang med at studere Bibelen.

I en landsby i Congo (Kinshasa) læste en politibetjent i uniform Rigets Nyheder nr. 36 med stor interesse. Senere fandt han frem til Jehovas Vidner og sagde til dem at han havde fundet budskabet magtfuldt og trøstende. Så gik han, men kom lidt senere tilbage i civilt tøj og med en  bibel i hånden. „Jeg vil gerne selv være med til at udbrede dette budskab,“ sagde han, „for det er både vigtigt og aktuelt.“ Forkynderne forklarede venligt at han blev nødt til først at studere Bibelen. Det accepterede han, og studiet går godt.

En ung dame i Grækenland ved navn Joy fandt et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 36 under sin dør. Da hun havde læst traktaten, ringede hun straks til sin tante, som er et af Jehovas Vidner. Hun fortalte tanten at traktaten havde gjort et stærkt indtryk på hende, og at hun gerne ville mødes med Jehovas Vidner. Tanten kontaktede en søster der tjener som specialpioner i området, og hun besøgte den unge dame. Til deres store overraskelse viste det sig at de kendte hinanden. Joy sagde til pioneren at hun ganske vist havde en bibel, men at hun ikke var i stand til at finde de skriftsteder der havde at gøre med de problemer hun stod over for. Hun sagde med det samme ja tak til et bibelstudium.

En forkynder i Korea tilbød Rigets Nyheder nr. 36 til en dame der var imod at hendes søn var et af Jehovas Vidner. Tre dage senere besøgte forkynderen hende igen og forklarede hvad Bibelen siger om Paradiset. Damen reagerede positivt, og der blev påbegyndt et bibelstudium. Hendes søn siger med tårer i øjnene: „Det er helt utroligt at min mor er begyndt at studere Bibelen.“ Hun gør gode fremskridt.

I det indre af Liberia gik nogle forkyndere fra landsby til landsby med traktaten. På et tidspunkt mistede de orienteringen og kom til sidst til en isoleret gård langt inde i bushen. Da de fortalte landarbejderne at de var faret vild, sagde en ung mand: „Det var Guds ånd der ledte jer denne vej, så vi kunne få en traktat.“

Mange i Holland tog ivrigt imod Rigets Nyheder nr. 36. Der blev i løbet af kort tid uddelt over to millioner  eksemplarer. Afdelingskontoret i Selters i Tyskland trykte 100.000 ekstra til dem, men menighederne bestilte endnu flere. I byen Helmond fortalte en forkynder en mand at traktaten blev delt ud i hele verden. Manden sagde: „Vent lige et øjeblik.“ Så gik han ind og ringede til en ven i Frankrig for at høre om forkynderen talte sandt. Han sagde til vennen: „Der står et af Jehovas Vidner her ved min dør med en traktat, og han påstår at den bliver delt ud i hele verden. Har du fået en?“ Hans ven svarede: „Ja, for ti minutter siden.“ Så lagde manden røret på, kom tilbage til døren og tog imod traktaten.

Afdelingskontoret i Rusland modtog et interessant brev fra en dreng i syvende klasse. Han skrev: „Hej! Jeg blev meget glad da jeg fandt en traktat om det nye årtusind i vores postkasse. Vi har ikke i hele året fået noget vi har været så glade for. Vil I ikke godt sende os noget mere af den slags?“

Traktatkampagnen har ikke kun gavnet offentligheden, men også Jehovas Vidner selv. En forkynder i Saipan siger: „Jeg nød at dele Rigets Nyheder ud. Jeg blev døbt i 1998, så  det var første gang jeg havde mulighed for at være med i den gren af forkyndelsen. Det gav mig lyst til at prøve aftenforkyndelsen, og det har givet mig lejlighed til at få flere mennesker i tale. Min tro er derfor blevet styrket, og jeg føler at jeg har fået et nærmere forhold til Jehova.“

På Malaita, der er en af Salomonøerne, tog nogle forkyndere ud til et fjerntliggende område for at uddele Rigets Nyheder nr. 36. Efter at have gået i over fem timer kom de til en landsby hvor den lokale præst tog venligt imod dem og viste stor interesse. Han sagde at det var over ni år siden at repræsentanter fra hans kirke havde besøgt øen eller vist dem interesse. Og her var der en gruppe fremmede som havde gjort sig den store ulejlighed at vandre over bjergene for at komme og hjælpe dem med at forstå Bibelens budskab. Der blev påbegyndt bibelstudier med alle familier i landsbyen. Brødrene begyndte at besøge landsbyen hver anden uge, og inden længe gjorde ti af bibelstudieeleverne gode fremskridt. Præsten sagde at hvis der var nogle som kunne blive hos dem og få oprettet en gruppe, kunne de bruge landsbykirken som mødested. Nu bliver gruppen regelmæssigt besøgt af en specialpioner. Senest forlyder det at der har været en repræsentant fra kirken på besøg som tilbød landsbyboerne mad hvis de ville afbryde studiet med Jehovas Vidner. Men det var der ingen der ville.

Nogle forkyndere som var på ferie i et fjerntliggende område af Venezuela, gav deres guide, der var pemón-indianer, et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 36. Han var så glad for traktaten at han læste den flere gange. Da den under et regnskyl var blevet våd, hængte han den omhyggeligt til tørre. Han bad også om at få nogle eksemplarer som han kunne tage med hjem til sin stamme.

 Afklaring af juridiske spørgsmål i det forløbne tjenesteår

Ivailo Stefanov i Bulgarien nægtede af samvittighedsgrunde at være soldat. Han blev derfor idømt halvandet års fængsel. Broder Stefanov indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med den begrundelse at hans religionsfrihed var blevet krænket. Da domstolen meddelte at den ville behandle sagen, fandt de bulgarske myndigheder en mindelig ordning som fuldstændig frikendte broder Stefanov og andre Jehovas Vidner der stod i samme situation. Den 3. maj 2001 godkendte domstolen denne ordning. Som en del af aftalen gik de bulgarske myndigheder desuden med til at reducere varigheden af den civile erstatningstjeneste, som hidtil havde været dobbelt så lang som den tvungne værnepligt.

I Quebec i Canada blev der i byen Blainville indført en vedtægt om at folk der gik fra hus til hus for at tale om deres tro, først skulle købe en tilladelse. Og tilladelsen, der kun gjaldt fra mandag til fredag, ville udløbe efter to  måneder og kunne først fornys efter 12 måneder. Den 17. april 2001 afsagde en højesteretsdommer i Quebec en kendelse om at vedtægten ikke gjaldt Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Dommeren sagde at Jehovas Vidner hverken skulle indhente tilladelse eller være bundet af tidsmæssige begrænsninger som timer, dage, måneder eller år i deres hus-til-hus-forkyndelse. Han omtalte Jehovas Vidners arbejde som „en kristen samfundstjeneste“ og anså deres bøger og blade for at være „seriøst læsestof der behandler emner som religion, Bibelen, stofmisbrug, alkoholisme, unges uddannelse, ægteskabelige problemer og skilsmisse“. Ifølge dommeren var det „fornærmende, nedværdigende, sårende og ærekrænkende“ at sammenligne Jehovas Vidner med dørsælgere.

Den 22. februar 2001 afsagde højesteretten i Tbilisi i Georgien en kendelse om at ophæve de to juridiske selskaber som benyttes af Jehovas Vidner i landet: Foreningen af Jehovas Vidner i Georgien og Vagttårnsselskabets Repræsentation i Georgien. Domstolen gjorde opmærksom på at afgørelsen ikke var ensbetydende med et forbud mod Jehovas Vidner. Den understregede tværtimod at de fortsat kunne udføre deres religiøse virksomhed, deriblandt holde møder, importere læsestof, leje lokaler og besidde fast ejendom. Men religiøse ekstremister har ignoreret domstolen og iværksat en række ondskabsfulde overfald, som af en menneskerettighedsorganisation er blevet beskrevet som et „rædselsregimente“. Den 29. juni 2001 rettede Jehovas Vidner henvendelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for at protestere over regeringens passive holdning til den hæmningsløse vold, og den 2. juli bestemte denne domstol at sagen skulle for retten hurtigst muligt. Det kan desuden nævnes at toldvæsenet i Georgien den 30. maj 2001 frigav cirka 20 tons af vores bibelske publikationer, som  ulovligt var blevet tilbageholdt den 14. marts 2001. Bøgerne og bladene blev omgående fordelt til menighederne i Georgien.

I 1997 nægtede forvaltningsdomstolen i Berlin i Tyskland at anerkende Jehovas Vidner som en forening med særlig officiel status. Man begrundede det med at Jehovas Vidner ikke ville deltage i politiske valg og derfor ikke var tilstrækkelig loyale mod staten. Jehovas Vidner appellerede afgørelsen. Den 19. december 2000 afgjorde Tysklands forfatningsdomstol at en så vidtgående loyalitet ikke er en betingelse. Sagen blev dog sendt tilbage til forvaltningsdomstolen så den atter kunne behandle vores anmodning om at opnå denne særlige status. Denne gang skulle man se på om Jehovas Vidner krænker individets rettigheder. Det der nu fokuseres på i retssagen, er Vidnernes lære og praksis i forbindelse med blodtransfusion, børneopdragelse, udstødelse og familieforhold.

Indtil for nylig blev over 3500 Jehovas Vidner i Grækenland betragtet som straffede fordi de havde været fængslet på grund af deres neutralitet. Det betød at de ikke kunne blive ansat inden for det offentlige, i den sociale sektor eller i banker. Nogle var også blevet nægtet autorisation til visse erhverv. Nu er der blevet vedtaget en lov i Grækenland som betyder at Jehovas Vidner ikke længere anses for at have været straffet. Det er uden tvivl en gunstig kendelse ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol der har banet vejen for den nye lov, nemlig kendelsen i sagen Thlimmenos mod Grækenland, der drejede sig om den enkeltes ret til af samvittighedsgrunde at nægte at aftjene værnepligt.

Distriktsretten i Kobe i Japan afsagde en gunstig kendelse den 30. marts 2001 i en sag vedrørende et af Jehovas Vidner. En søster var blevet kidnappet og tilbageholdt i 17  dage i den hensigt at „deprogrammere“ hende. Retten fastslog at den tiltalte — en baptistpræst — stod i ledtog med søsterens tidligere mand og hans familie. Den tiltalte blev dømt til at betale 400.000 yen (cirka 27.000 kroner) i erstatning.

Rumæniens højesteret har i to kendelser utvetydigt fastslået at Jehovas Vidners religiøse organisation er et juridisk anerkendt trossamfund og skal have alle de rettigheder som loven giver rum for. Ministeriet for religiøse anliggender har forsøgt at omstøde kendelserne, men forgæves. Den 2. april 2001 vedstod højesteretten sine tidligere kendelser. Indtil nu har ministeriet for religiøse anliggender ikke anerkendt Jehovas Vidners juridiske status, til trods for højesterettens direktiver om at gøre det.

Den 23. februar 2001, efter næsten seks års retsforfølgelse og en tre år lang retssag, hævede en dommer langt om længe sagen om at forbyde Jehovas Vidner i Moskva i Rusland. Det varede dog ikke længe før sagen igen blev taget op. Den 30. maj 2001 annullerede Moskvas byret den lavere domstols kendelse og dømte at sagen skulle gå helt om. Det vil være sjette gang siden 1996 at Jehovas Vidner skal forsvare sig mod de samme grundløse anklager.

Højesteretten i Pennsylvanien, De Forenede Stater, afsagde den 21. februar 2001 en kendelse der tydeligt understregede en patients selvbestemmelsesret og værdien af det udvidede forhåndsdirektiv og fuldmagten angående lægebehandling. Sagen drejede sig om Maria Duran, der konsekvent havde ladet forstå at hun under ingen omstændigheder ville tage imod blodtransfusion. Alligevel skaffede Marias mand, der ikke er et af Jehovas Vidner, med støtte fra læger og hospital en retskendelse der bemyndigede ham til at være hendes værge i nødsituationer, selv om Maria havde  udnævnt en trosfælle til at være hendes bisidder. Højesteretten omstødte retskendelsen og afgjorde at Marias udtrykkelige anvisninger og hendes personlige udpegning af en bisidder skulle respekteres, selv om ægtemand, familie og læger satte sig imod det.

Behovet for flere rigssale

I mange lande har det været både vanskeligt og tidskrævende at bygge rigssale. Nogle menigheder måtte mødes i lejede lokaler i månedsvis — eller endda årevis — mens byggeriet stod på. I en halvfærdig rigssal i et afrikansk land havde en vild papegøje bygget rede på tagspærene. Inden længe begyndte den at fløjte med på Rigets sange, uden at nogen tog notits af det. Arbejdet skred så langsomt frem at papegøjen lærte at efterligne vagttårnsstudielederen og endda kaldte brødrene og søstrene ved navn. Til sidst blev rigssalen dog færdig, og papegøjen måtte finde sig et andet sted at bo.

I dag bliver rigssalene opført på forbavsende kort tid, takket være et nyt, spændende byggeprogram. I de fleste udviklingslande bliver rigssalene nu bygget og indviet på blot tre-fire uger. Alene i Afrika blev der i det forløbne tjenesteår bygget 1074 nye rigssale — svarende til næsten 4 om dagen!

Det nye byggeprogram for rigssale tjener egentlig to formål. For det første skal man indhente det forsømte. Afdelingskontoret i Sydafrika skriver: „Det er en fantastisk udvikling, som efter vores vurdering vil føre til at der bliver bygget mange rigssale i lande hvor de er hårdt tiltrængte.“ For det andet skal man kunne holde trit med fremgangen ved at inddrage lokale Jehovas Vidner i byggearbejdet. For eksempel er man ikke længere afhængig af udenlandsk hjælp i Benin når det gælder rigssalsbyggerier. Alle byggerierne  varetages lokalt, og man vil også være i stand til at dække de fremtidige behov for rigssale i landet.

Sammen med Planlægningskontoret for Byggerier i Brooklyn er der fem regionale kontorer for rigssalsbyggerier som yder organisationsmæssig hjælp til afdelingskontorer i Østeuropa, Afrika, Asien, Mellem- og Sydamerika samt på Stillehavsøerne og De Caribiske Øer. Disse kontorer har et nært samarbejde med afdelingskontorernes udvalg for at hjælpe dem til at drage fuld nytte af de retningslinjer samt de materialer og den arbejdskraft der nu er til rådighed. For eksempel bliver der på hvert afdelingskontor oprettet en afdeling som skal koordinere rigssalsbyggerierne i landet. Det er også denne afdelings opgave at bistå menighederne med at finde en egnet grund, og den udarbejder standardtegninger der tager hensyn til lokale byggematerialer og -metoder.

I 92 lande hvor byggearbejdet tidligere var hæmmet af den alvorlige mangel på midler og dygtige håndværkere, er der nu op mod 4000 frivillige som i en kortere eller længere periode tjener på 352 rigssalsbyggehold på heltid. Det der primært har gjort holdene så virkningsfulde, er indførelsen af faste medarbejdere ved rigssalsbyggerierne, en ny form for heltidstjeneste for kvalificerede lokale brødre i udvalgte lande. Derudover er der 152 internationale medarbejdere som oplærer lokale brødre til at varetage vigtige opgaver ved byggerierne. Det er naturligvis den lokale menighed der står for selve byggearbejdet, og derfor vil menighedens medlemmer villigt stille deres arbejdskraft til rådighed.

Hvordan virker det nye byggeprogram på brødrene og andre? I delstaten Trujillo i Venezuela blev den første rigssal for nylig opført i Sara Linda. Med tårer i øjnene sagde en forkynder: „Det er så rørende at Jehova har husket os. Vores by findes ikke engang på landkortet.“

 En søster i Rio de Janeiro i Brasilien skrev: „I ti år har jeg gået fire kilometer og krydset en gangbro for at komme til møderne, også mens jeg var gravid. Nu er min drøm endelig gået i opfyldelse. Vi har fået en rigssal her i området. Mange bibelstudieelever er allerede begyndt at komme til møderne. Min far, som engang studerede, men senere blev modstander, er ikke gået glip af et eneste møde siden indvielsen. I denne uge er han begyndt at studere igen.“ En udenforstående siger: „Jeg er 60 år gammel og har aldrig set noget lignende. Jehovas Vidner arbejder hurtigt, og de gør det med glæde. Jeg er ansat som murer for byrådet, og hver gang et arbejde trækker i langdrag, er der en der siger: ’Jeg tror vi bliver nødt til at sende bud efter Jehovas Vidner så de kan hjælpe os!’“

En ældstebroder i Ukraine siger: „Vi har kunnet bygge en standardrigssal på blot en måned, og det betød at vi ikke forsømte vores familieforpligtelser og menighedsopgaver i længere tid.“ En ukrainsk søster tilføjer: „Hvor er vi glade. Vi har med egne øjne set hvordan Jehova hjælper sit folk. På grund af den økonomiske situation ville det førhen have været umuligt for os at få vores egen rigssal.“

Interesserede i Malawi er særlig ivrige efter at samles med os når det kan foregå i en passende mødesal. Fra Nafisi menighed skriver de: „Nu har vi en smuk rigssal. På den måde bliver der aflagt et godt vidnesbyrd, og det er blevet meget lettere at oprette bibelstudier. Alle er forbavsede, både dem vi møder i skolen, på arbejdspladsen og fra hus til hus. Vores rigssal er noget alle taler om.“

Myndighedspersoner i Mocambique er også imponerede over byggeprogrammet for rigssale. Man anmodede en høvding om tilladelse til at opføre en rigssal. Da han gav den, sagde han: „Jeg havde hørt om rigssalsbyggerier andre steder  og blev bekymret over at der ikke var nogen i mit område. Tak skal I have, Jehovas Vidner, fordi I planlægger at bygge vores rigssal.“

Hvordan virker de velorganiserede byggeprojekter på villighedens ånd blandt menighedens medlemmer? En af dem der er med på et byggehold i Zimbabwe, fortæller: „Vi havde rejst flere timer i regnvejr da vi ankom til det sted hvor rigssalen skulle bygges. Det var ude på landet. Vores brødre og søstre havde søgt læ under et træ og varmede sig ved et lille bål mens de ventede på os. Trods det våde vejr bød de os velkommen med store smil. Inden vores ankomst havde 60 fra menigheden gravet ud til soklen. De var begyndt dagen før klokken 4 om morgenen — og var blevet færdige klokken 6 om aftenen.“

I samme land manglede Zongoro menighed en rigssal. Nathan Muchinguri har tjent i menigheden siden sin dåb i 1924. I mange år hjalp han med at oversætte bibelske publikationer til shona. Eftersom han ikke boede på Betel, tilbød afdelingskontoret at dække nogle af hans udgifter, men det afslog han. Han havde dog et andet ønske. Han ville gerne nå at holde møderne i en rigssal før han fuldførte sit jordiske livsløb. Den 8. april 2001 fik den 93-årige broder Muchinguri sit ønske opfyldt. Den dag holdt Zongoro menighed sit første møde i deres nye rigssal, og det var højtiden til minde om Jesu Kristi død.

Siden det nye byggeprogram blev indført i november 1999, er der blevet bygget 2097 nye rigssale i 92 lande — gennemsnitlig 22 om ugen! De gavmilde bidrag fra vore brødre i hele verden gør at der kan finde en „udligning“ sted, så ’den [menighed] med meget, ikke har for meget, og den [menighed] med lidt, ikke har for lidt’. (2 Kor. 8:14, 15) Velsigner Jehova vores bestræbelser? Det vil du ikke være i tvivl om når du hører at mødedeltagelsen den første måned stiger til det dobbelte mange af de steder hvor der er blevet bygget en rigssal.

 Tre videofilm om behandling uden blod

Videoafdelingen i Patterson har i samarbejde med brødre fra Tyskland og andre lande udarbejdet en serie på tre videofilm der viser hvor fornuftigt og virkningsfuldt det er at behandle patienter uden brug af blod. I alle tre videofilm understreger anerkendte kirurger forskellen mellem den virkningsfulde brug af alternative transfusionsstrategier og behandlingsformer der inkluderer brugen af blod. Den første videofilm i serien hedder Alternative transfusionsstrategier — enkle, sikre og effektive. Den henvender sig især til læger og medicinstuderende. Ved hjælp af computeranimation vises blodkomponenternes funktioner.

Denne videofilm nåede at komme med på den 34. internationale film- og videofestival i USA, der afholdes en gang om året. Der var i alt indkommet 1500 film fra 33 lande. Videofilmen om alternative transfusionsstrategier blev  bedømt inden for tre kategorier, og den vandt en andenplads inden for to af kategorierne — Forskningsdokumentation og Professionel Undervisning — og modtog prisen Silver Screen Award. Inden for den tredje kategori, Aktuelle Emner, vandt filmen en førsteplads og fik Gold Camera Award. Priserne viser at eksperter inden for filmindustrien anerkender at videofilmen er professionelt lavet, at den indeholder pålidelige oplysninger, og at den repræsenterer en høj standard — alt sammen noget der medvirker til at gøre dens budskab troværdigt.

Den anden videofilm i rækken hedder Transfusionsfri behandling imødekommer patienters behov og rettigheder. Den henvender sig især til medicinske journalister, myndighedspersoner inden for sundhedssektoren, sociale medarbejdere og domstole. Som det fremgår af titlen, tager filmen ikke alene sigte på at vise hvordan patientens behov for lægebehandling kan imødekommes, men også på hvordan  vedkommendes juridiske rettigheder kan tilgodeses. Det fremgår desuden at lægebehandling uden brug af blod er økonomisk besparende.

Den tredje videofilm i serien hedder Behandling uden blod — Hvordan læger har klaret udfordringen. Den henvender sig til offentligheden i almindelighed og har allerede været vist af flere tv-stationer i USA. De positive udtalelser den indeholder fra medicinske og juridiske eksperter som ikke er Jehovas Vidner, vil uden tvivl gøre mange bekendt med værdien af behandling uden blod og medvirke til at fjerne fordomme.

Nye afdelingskontorer bringer Gud ære

Her følger beretningerne om fem afdelingskontorer som er blevet indviet i det forløbne tjenesteår. Først vil rejsen gå til Sydamerika, hvor nye afdelingskontorer er blevet indviet i Venezuela og Uruguay. Derefter tager vi til Ukraine i Østeuropa, hvor Jehovas Vidners arbejde var underlagt forbud i over 50 år. Så går turen til Malawi i det sydlige Afrika, hvor brødrene har måttet udholde forbud og modstand i mange år. Til sidst besøger vi Barbados, en af de smukke øer i Det Caribiske Hav.

VENEZUELA: Den 3. marts 2001 samledes omkring 1600 gæster fra 22 lande til indvielsen af det nye afdelingskontor, der ligger på et smukt anlagt område 80 kilometer vest for hovedstaden, Caracas. I marts er det tørtid, og Aragua-bjergene var tørre og brune, men takket være vandingsanlæg på betelområdet var græsplænerne og palmetræerne rundt om bygningerne saftige og grønne. De festklædte delegerede udtrykte glæde og beundring mens de gik rundt på området og så sig om i bygningerne, og der blev taget mange billeder.

 Venezuelas første afdelingskontor blev oprettet i september 1946. På det tidspunkt var der kun 19 forkyndere af den gode nyhed i landet. I løbet af de næste 50 år måtte man flere gange flytte til et nyt afdelingskontor fordi det foregående var blevet for lille. Det nuværende afdelingskontor betjener i øjeblikket 88.541 forkyndere i Venezuela.

Mange af dem der overværede indvielsen, havde deltaget i byggeriet, der varede seks år. En international medarbejder siger: „Det var så opmuntrende at se hvordan brødrene var villige til at rejse i flere timer for at hjælpe med byggeriet. For eksempel lejede nogle brødre fra en menighed en bus, tog hjemmefra kl. 23, kørte hele natten og ankom kl. 6 om morgenen. De spiste så morgenmad, arbejdede sammen med os hele dagen og satte sig derefter op i bussen igen for at tilbagelægge den syv timer lange hjemrejse.“ Det gode samarbejde under byggeriet vidnede om brødrenes enhed. — Sl. 133:1.

Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen under temaet „Udvidelser til ære for Jehova“. Den næste dag samledes et rekordstort antal Jehovas Vidner og interesserede fra alle dele af landet i byen Valencia til et andet spændende program, deriblandt en opsummering af indvielsesprogrammet. * Der var i alt 113.260 til stede.

URUGUAY: „Sikke nogle skønne mennesker. Det er pragtfuldt at se så mange, både mænd og kvinder, arbejde flittigt og samtidig være så glade. Det kan kun lade sig gøre hvis man har den rette motivation og ikke søger materielle fordele. Til lykke, og fortsat god arbejdslyst.“ Sådan lød en af de mange kommentarer fra tilskuere der besøgte byggepladsen til det nye afdelingskontor i Uruguay.

 Den nidkære og samarbejdsvillige ånd Jehovas Vidner lagde for dagen under byggeriet, har også kendetegnet Jehovas folk mens de i årenes løb har udført deres undervisningsarbejde. For tres år siden var der nogle få Jehovas Vidner i Uruguay, deriblandt seks tyske pionerer, som rejste rundt i landet på cykel. Nu udgør Jehovas Vidner i Uruguay en veletableret, kendt og respekteret organisation med et forholdstal på 1 forkynder pr. 287 indbyggere og gennemsnitlig fem ældste i hver menighed. Det har naturligvis også medført et behov for et større afdelingskontor.

Under indvielsesprogrammet den 31. marts 2001 takkede man de mange Jehovas Vidner der havde bidraget til byggeriet med deres evner og erfaring. Der var også interview med mange tidligere missionærer som havde tjent i Uruguay. De var kommet tilrejsende fra fjerne lande for at være med ved indvielsen. Indvielsestalen blev holdt af broder Lösch. Han understregede at hovedformålet med forkyndelsesarbejdet er at bringe Jehova pris og ære. *

UKRAINE: I Ukraine er den gode nyhed blevet forkyndt i mere end 110 år. Inden for de seneste ti år har væksten dog været særlig stor. Den 530 procents vækst i antallet af forkyndere der skete i 1990’erne, skabte et udtalt behov for et afdelingskontor. Man fandt frem til et smukt beliggende område omkring fem kilometer nord for Lviv som stedet hvor det nye betelhjem skulle bygges. Komplekset består af 104 værelser, moderne kontorer, et køkken, et vaskeri, et autoværksted og et boglager.

To år og tre måneder efter at brødrene havde fået byggetilladelsen i hænde, var den tidligere ungdomslejr der lå på grunden, blevet omdannet til et tiltalende afdelingskontor.  Det ligger i en skov hvor brødrene under forbudet holdt nogle af deres møder.

De lokale myndigheder forlangte at den vej der førte ind til afdelingskontoret, blev anlagt. Brødrene hyrede derfor et lokalt byggefirma til at gøre arbejdet og sagde at vejen, der er 1200 meter lang, skulle være færdig ved udgangen af oktober 2000. Det skyldtes at det normalt begynder at sne i november. Firmaet var ikke i stand til at gøre arbejdet færdigt til den aftalte tid. Men da vinteren endnu ikke var sat ind, besluttede brødrene at hjælpe med at gøre det færdigt. Alle hjalp flittigt til, og lørdag den 16. december 2000 var vejarbejdet langt om længe fuldført. Samme nat faldt der et tykt lag sne. Hvis man spørger folk i området hvorfor efteråret 2000 var usædvanlig lunt og varede så længe, svarer de: „Fordi Jehovas Vidner skulle have gjort vejen færdig.“

Indvielsen af afdelingskontoret blev holdt den 19. maj 2001. Brødre og søstre fra 35 lande overværede programmet. Blandt talerne var Theodore Jaracz og Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd. Dagen efter samledes 72.023 til et særligt program på det største stadion i henholdsvis Lviv og Kiev. Mange af dem der i årtier havde tjent under forbudet, var også til stede. Det var betagende for dem at se det smukke afdelingskontor, som vil være til stor pris og ære for Jehova. *

MALAWI: Sidst på eftermiddagen lørdag den 19. maj 2001 samledes over 2200 forkyndere fra Malawi sammen med 200 gæster fra 21 lande under en overdækning lavet af lange grene af eukalyptustræ, bambus og tørret græs. Da man nåede til den afsluttende sang, var det blevet mørkt,  og man kunne derfor ikke skelne ordene i sangbogen. Fra det smukt udsmykkede podium ledede en broder forsamlingen i sang nr. 56 på typisk afrikansk manér — firstemmig sang uden musikledsagelse. De malawiske tilhørere behøvede slet ikke deres sangbøger; de kendte teksten udenad. Det gjorde et dybt indtryk på de udenlandske gæster da de hørte disse trofaste tjenere for Jehova, hvoraf de fleste havde været døbt i 40 år eller mere og havde udholdt meget for deres tro.

Da brødrene og søstrene samme formiddag var blevet vist rundt på Betel, var de spontant begyndt at synge Rigets sange og havde vinket til alle dem de mødte på rundvisningen. Inden da havde brødrene fået tilladelse til at spille Kingdom Melodies, 1. del, over højttaleranlægget i lufthavnen som en velkomsthilsen til de udenlandske gæster. På den måde havde de fået en hjertelig og teokratisk velkomst. Melodierne bliver stadig spillet i lufthavnen.

„Viser du dig taknemmelig i tjenesten for Jehova?“ spurgte Sébastien Johnson, der besøgte Malawi som zonetilsynsmand. Under sin gennemgang af Mika 6:6-8 pegede broder Johnson på at Jehova ikke forlanger for meget af os. Han tilskyndede forsamlingen til at læse i Bibelen hver dag og følge dens gode principper. Guy Pierce fra Det Styrende Råd havde bygget sin indvielsestale over temaet „Glæd og fryd jer over det Jehova skaber“. Broder Pierce sagde: „Den indsats og trofaste tjeneste I har udført gennem mange år, har lagt grundvolden til den fremgang der sker i dag. Fortsæt med at gøre alt hvad I kan, i jeres hellige tjeneste for den højeste Gud, Jehova.“

Søndag, den 20. maj samledes 17.378 på Civo stadion i Lilongwe, og her blev de mindet om at forkyndertallet i Malawi var på omkring 30.000 da forbudet blev hævet  i 1993. I dag er der næsten 50.000 Jehovas Vidner i Malawi! Ja, indvielsen af det nye betelhjem var afgjort en mindeværdig begivenhed; det var en sejrens dag for Jehova! *

BARBADOS: Det nye afdelingskontor på Barbados og en tilstødende rigssal ligger på et højdedrag der byder på en fantastisk udsigt over det nærliggende Caribiske Hav. Grunden er på en hektar, og bygningerne er omgivet  af grønne plæner og blomstrende planter. Det smukke afdelingskontor, der blev bygget på 18 måneder, ligger i et roligt kvarter i Prospect, St. James, omkring fire kilometer fra Barbados’ hovedstad, Bridgetown.

Det nye afdelingskontor huser en betelfamilie på ti medlemmer. Det består af otte værelser, nogle kontorer og en spisesal. Desuden er der en rigssal med 275 siddepladser. Det tidligere betelhjem lå ti minutters kørsel fra Bridgetowns centrum. Da man i 1969 tog det i brug, lå det i en forholdsvis rolig forstad, og dengang var der i alt 1200 forkyndere, fordelt på seks større og nogle mindre øer som hører under Barbados. I år 2000 var forkyndertallet steget til 2390, fordelt på 25 menigheder og en enkelt isoleret gruppe. På det tidspunkt var afdelingskontoret blevet alt for lille til at kunne betjene det voksende antal menigheder, og den engang så rolige forstad var blevet et larmende forretningskvarter.

Lørdag den 2. juni 2001 blev indvielsesprogrammet, der også indbefattede Jehovas Vidners historie på Barbados, overværet af 676 indbudte gæster fra de øer der hører under Barbados’ afdelingskontor, foruden gæster fra 15 andre lande. Højdepunktet på programmet var foredraget „Glæd Jehovas hjerte“, som John E. Barr fra Det Styrende Råd holdt med en smittende begejstring. Til gavn for dem der ikke var indbudt til selve indvielsesprogrammet, blev der holdt et særligt møde dagen efter. Det blev overværet af 3332. *

På alle afdelingskontorer verden over arbejder der i alt 20.133 ordinerede ordets tjenere, og de tilhører alle Ordenen af Særlige Heltidstjenere.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 6]

Ved områdestævnet „Vi underviser i Guds ord“ blev „Ny Verden-Oversættelsen“ udgivet på traditionelt og forenklet kinesisk i Hongkong

[Illustrationer på side 11]

Der blev uddelt op mod en halv milliard eksemplarer af „Rigets Nyheder“ nr. 36 på verdensplan

[Illustration på side 13]

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i Frankrig

[Illustration på side 21]

Broder og søster Muchinguri foran den nye rigssal

[Illustration på side 22]

De tre priser som videofilmen „Alternative transfusions strategier — enkle, sikre og effektive“ har vundet

 [Illustration på side 28, 29]

Nyligt indviede afdelingskontorer

(1) Malawi

(2) Barbados

(3) Uruguay

(4) Venezuela

(5) Ukraine