Virksomheden i hele verden

Afrika

I Elfenbenskysten opdagede en skoleelev ved navn Edith at hendes dåb skulle foregå den samme dag som hun skulle til eksamen. Hun spurgte frimodigt sin lærer om tilladelse til at blive væk, og det fik hun lov til. Hendes skolekammerater gjorde nar ad hende og kaldte hende Maria, Jesu mor. En af drengene gik rundt og sagde at hun ikke havde fået fri fordi hun skulle døbes, men skulle til en svømmekonkurrence. Edith gav ham derfor en traktat om hvad Jehovas Vidner tror.

Da drengen havde læst traktaten, holdt han op med at drille hende og sagde at han også gerne ville være et af Jehovas Vidner. Han studerede ’Kundskabsbogen’, og selv om hans familie satte sig imod det, lod han sig døbe. Edith er glad for at hun satte sin indvielse til Jehova først i livet, og at det hjalp en anden til at gøre det samme.

En missionær i Vestafrika fortæller: „En af fordelene ved at tilhøre Jehovas organisation er at man har et godt omdømme, selv i de mindste landsbyer der findes. Det så jeg med egne øje demonstreret her i Ghana, hvor folk kender  og respekterer Jehovas Vidner. Vi var i gang med at levere den månedlige forsyning af litteratur til nogle menigheder ude på landet. I en lille by kunne vi ikke finde den broder der normalt tager imod forsendelsen. Jeg spurgte chaufføren hvad vi skulle gøre. Han stak mig et smil og sagde: ’Det er ikke noget problem.’ Så standsede han lastbilen på et marked fyldt med folk, stak hovedet ud ad vinduet og kaldte på en af de unge piger der solgte fisk i vejsiden. Han gav pakken med litteratur til pigen og sagde: ’Vær så venlig at give den til Jehovas Vidner.’ Uden at sige et ord tog hun pakken på hovedet, vendte om og forsvandt i mængden. Da vi kørte videre til den næste by, spurgte jeg chaufføren om han kendte pigen. Han smilede igen og sagde: ’Nej, men hun kender os.’ Jeg spekulerede på om brødrene nogen sinde ville få litteraturen. Men jeg havde ikke haft nødig at bekymre mig. De fik den den samme dag.“

I landsbyen Gbolobo i Liberia skrev brødrene et brev til byens høvding for at fortælle at de havde tænkt sig at holde årets vigtigste religiøse møde i hans by. Han gav tilladelse til at brødrene kunne bruge byens fodboldbane og sørgede for at der blev givet meddelelse om arrangementet i alle kirker i de syv byer han var høvding over. Meddelelsen indbefattede en invitation til at overvære mindehøjtiden. Mange brødre og søstre kom til landsbyen for at bygge en tribune midt på fodboldbanen. De arbejdede sammen i kærlighed og med godt humør, og det gjorde indtryk på landsbyboerne. Der er kun fem forkyndere i Gbolobo, men mindehøjtiden blev overværet af 636!

En tiårig dreng i det nordlige Rwanda havde opfostret en lille ged, som på et tidspunkt fik tre kid. For nylig sendte han et fotografi af sig selv og geden til afdelingskontoret. I et medfølgende brev skrev han: „Jehova har velsignet mig  rigtig meget, og derfor vil jeg gerne give denne ged til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde der er omtalt i Mattæus 24:14.“ Han gav geden til menighedens ældstebrødre og bad dem om at sælge den. Det gjorde de, hvorefter de sendte pengene til afdelingskontoret.

En specialpioner i Nigeria blev tilbudt kørelejlighed og steg ind i bilen. Da en af de andre passagerer flyttede sig for at give plads til broderen, så chaufføren at han havde et nummer af Vagttårnet i hånden, og bad ham om at stige ud. Chaufføren nægtede at forklare sig nærmere, men sagde bare at han skulle stige ud. Da nogle forbipasserende så bilen køre af sted uden broderen, sagde de til ham at det var Gud der havde reddet hans liv. „Det er kidnappere der kører i den bil!“ sagde de. Broderens „identifikation“ havde medført Jehovas beskyttelse.

Grant er en otteårig forkynder der bor i kobberbælte-provinsen i Zambia. Da han var lille, kunne han fortælle enkle historier om billederne i bogen Det største menneske der har levet. Grants forældre lærte ham at huske passager fra Bibelen endnu før han kunne læse. Nu er han udøbt forkynder. Grant leder flere bibelstudier, nogle af dem ved hjælp af Min bibelhistoriebog og andre ud fra brochuren Hvad kræver Gud af os? Hans iver har fået nogle af børnene i området til at kalde ham for shimapepo mukalamba, der på cibemba betyder „ypperstepræsten“.

En mand i Senegal der begyndte at studere Bibelen, læste beretningen i  Vågn op! for 22. september 1999 om en forkynder og hendes datter i Canada der tilbageleverede 1000 dollars som de havde fundet i en taske de havde købt på et loppemarked. Kort tid efter at manden havde læst artiklen, fandt han en tegnebog på gaden som foruden flere legitimationskort indeholdt kontanter svarende til over 4000 kroner. Han tænkte meget over det han havde læst, og havde svært ved at sove den følgende nat.

Næste morgen klokken 8 ringede han til tegnebogens ejermand og aftalte at mødes med ham for at levere tegnebogen med alle pengene tilbage. Ejeren var så imponeret over mandens ærlighed at han gav ham det halve af det beløb der var i tegnebogen — 2000 kroner! „Dét ene nummer af Vågn op! har hjulpet mig til at opføre mig på en måde som jeg vil være stolt af resten af mit liv.“ Siden da har han taget sit studium af Bibelen meget alvorligt.

Tolvårige Kandole i det østafrikanske land Uganda plejede at sidde stille og lytte opmærksomt når hans mor studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Med tiden mistede moderen interessen for studiet, men drengen var ked af at han ikke længere kunne lytte til Guds ord, og undersøgte hvor Jehovas Vidner holdt deres møder. Den følgende søndag gik han de 11 kilometer der var til rigssalen, og han er kommet regelmæssigt lige siden. En pionerbroder begyndte at studere Bibelen med Kandole. Han gjorde gode fremskridt og blev døbt som 14-årig. Nu er han 17, og for nylig blev han pioner. Hans mål er at blive specialpioner. Med tiden begyndte hans mor at studere igen, og hun er nu en døbt søster. Kandole behøver ikke mere at spadsere til møderne. Han har nu en cykel, og når han kører til møde, giver han sin mor et lift.

 Nord- og Sydamerika

Márcio blev indbudt til at tjene på Betel i Brasilien. Han kommer fra en fattig del af landet, og ingen i hans familie er med i sandheden. For at skaffe penge til busrejsen til Betel solgte han sine personlige ejendele. Han fik også nogle penge af de lokale Jehovas Vidner og havde på den måde nok til rejsen. Efter tre dages kørsel blev bussen tvunget væk fra vejen af bevæbnede røvere. De gennemsøgte alle passagerernes tasker og tog alt hvad de havde lyst til. Men da de åbnede Márcios taske og fik øje på hans bibel, lukkede de tasken uden at tage noget. Da bussen kom til den næste by, var passagererne sultne, men de fleste havde ingen penge til at købe for. Eftersom røverne ikke havde taget Márcios penge, købte han mad til de andre passagerer, og der blev på den måde aflagt et stort vidnesbyrd.

Osvaldo, som studerede med Jehovas Vidner i Chile, fik på sin arbejdsplads besked på at han skulle begynde at arbejde om søndagen. Han gjorde sin overordnede opmærksom på at hans kontrakt lød på at han arbejdede fra  mandag til fredag, og tilføjede: „Jeg er for nylig blevet gift, og jeg vil gerne bruge noget tid sammen med min kone. Desuden har jeg sat søndagen til side for at give noget af min tid til Gud.“ Den overordnede sagde til Osvaldo at han ville blive fyret ved månedens udgang. Af omkring 3000 ansatte var Osvaldo den eneste som ikke arbejdede om søndagen. I tillid til Jehova fortsatte han med at komme til møderne.

Kort tid senere fik firmaet besøg af en højtstående driftsleder fra Frankrig. Han gjorde holdt ved Osvaldos skrivebord og roste ham for hans gode indsats. Han sagde: „Du er den eneste der ikke har computerspil på din computer, og du arbejder målrettet.“ Osvaldo takkede for de pæne ord og tilføjede at han snart ville forlade firmaet. Driftslederen spurgte: „Har du fået et bedre tilbud?“ Det svarede Osvaldo nej til og forklarede situationen.

Nogle dage senere blev han inviteret til et møde med sin overordnede og driftslederen. Stemningen var spændt. Driftslederen sagde: „Osvaldo, du skal ikke arbejde om søndagen, og næsten heller aldrig om lørdagen. Du vil desuden få overdraget et større ansvar i firmaet.“ Samme uge blev Osvaldo døbt. Han tjener nu som hjælpepioner sammen med sin kone.

I Ecuador fik en ung mand som blev døbt i år, sin første elevopgave, og den skulle holdes i rigssalens store sal. Han betragtede det at skulle holde en elevopgave som en stor forret og begyndte at spare sammen til et nyt sæt tøj. Da han havde sparet cirka 250 kroner sammen, fandt han ud af at en søster i menigheden manglede penge til medicin. Han gav derfor hende alle pengene og sagde: „Jehova vil elske mig lige så højt når jeg holder elevforedraget i mit gamle tøj som hvis jeg havde holdt det i noget nyt.“

 Da en søster i Guatemala var på gadearbejde, så hun en mand der sad ved indgangen til et hus. Men hun ville ikke forkynde for ham fordi hun mente at huset lå i nabomenighedens distrikt. Da hun gik forbi, følte hun sig alligevel tilskyndet til at tale med ham. Så hun gik tilbage og fortalte ham om Jehovas rige. Manden lyttede opmærksomt og sagde: „Tak fordi De kom og talte med mig. Jeg er her for at dræbe en mand der kommer kl. 7.45. Han var på vej til døden, og jeg på vej i fængsel. Jeg ved at De ikke er kommet her på eget initiativ; det er Gud der har sendt Dem så jeg kunne lære om hans kærlighed. Nu vil jeg gå hjem så jeg ikke begår den forbrydelse jeg havde planlagt. Må Gud være med Dem.“

I december 2000 og januar 2001 arrangerede afdelingskontoret i Colombia en forkyndelseskampagne i nogle isolerede distrikter. Forkynderne i landet blev opfordret til at flytte ud i områderne og være der så længe de kunne, fra en uges tid og op til et par måneder, for at forkynde og pleje interessen.

En ung søster fra Bogotá ville gerne være med og flyttede til byen Guasca. De to måneder hun tilbragte der, gjorde hende så glad at hun bad Jehova om hjælp til at finde arbejde så hun kunne blive der. Hun købte kokosnødder, bagte kokoskager og solgte dem på gaden og i forretninger. Desuden tjente hun penge ved at vaske og stryge, og hun lærte endda at malke køer. På den måde har hun kunnet klare sig og fortsætte som pioner i Guasca. Hun leder 25 bibelstudier.

En søster på Jamaica besøgte en dame der sagde at ingen kunne få hende til at blive et af Jehovas Vidner. Søsteren forklarede at formålet med hendes besøg var at fortælle  om Bibelens budskab, deriblandt håbet om evigt liv. Mens de talte sammen, lagde søsteren mærke til at damen havde stor respekt for Bibelen. Hun bemærkede også at damens stærke aversion mod bestemte tanker forsvandt når hun så nogle relevante skriftsteder fra Bibelen. Det fik søsteren til at gøre flittig brug af Bibelen når hun besøgte damen, og senere da hun begyndte at studere med hende. Så begyndte damen at komme til møderne, og med tiden blev hun det som hun til at begynde med havde erklæret at hun aldrig ville blive — et indviet og døbt vidne for Jehova.

Carol, en søster i Bolivia, studerede med et ægtepar. De boede hos mandens mor, som var en glødende katolik. Hun kom altid til messen og de religiøse processioner, og huset var fyldt med religiøse billeder som alle var forsynet med et tændt stearinlys. En dag de studerede, kom moderen brasende ind i stuen med den katolske bibel i hånden og spurgte udfordrende Carol: „Hvor står der at Maria havde andre børn?“ Carol viste hende Mattæus 12:46-50 og 13:55. Moderen forlod slukøret stuen. Lidt senere kom hun stolt tilbage med en anden bibel, en stor og flot udsmykket billedbibel. Da hun også havde set skriftstederne i denne bibel, forlod hun igen stuen. Inden længe kom hun med en tredje bibeludgave, men også i den stod det sort på hvidt. Hun var blevet bragt til tavshed.

I de følgende uger blev studiet gentagne gange afbrudt af hendes hvasse spørgsmål, men efterhånden blev hun mildere stemt. Svarene gjorde indtryk på hende, og snart indvilligede hun i selv at få et bibelstudium. Hendes tidligere nidkærhed for katolicismen blev nu vendt til nidkærhed for den sande tilbedelse. Hun begyndte at tage sine venner med hen i rigssalen og blev senere døbt.

 Asien og Mellemøsten

Gary, der bor på Sri Lanka, tilbød en katolsk mand og hans buddhistiske kone brochuren Du kan blive Guds ven! Konen understregede at det kun var hendes mand der ønskede at vide mere om Bibelen. Men da Gary kom igen, sagde konen at hun også gerne ville lære hvordan man blev Guds ven. Den næste uge begyndte de at studere brochuren, og ægteparret bestilte en bibel. Som konen sagde: „Jeg tror at vi har brug for en bibel hvis vi skal blive Guds venner.“

Da de var nået til den tredje lektion i brochuren, var konen blevet meget begejstret for det hun lærte. Den aften havde de en ny elev med til studiet — en ung mand som boede til leje hos dem. Et par dage før de skulle studere fjerde gang, kom Gary med en bibel til dem. Den blev straks anbragt ved siden af brochurerne, der lå fremme på bordet. Da de havde deres fjerde studium, rakte de stolt ud efter Bibelen, som de havde forsynet med en masse blå snore. Manden sagde: „Vi har forberedt os på hele lektionen.“ De havde fundet alle de skriftsteder der var nævnt i det pågældende pensum, og lagt blå snore ind i Bibelen så de let kunne finde dem igen.

 Rowena, en enlig mor i begyndelsen af tyverne der bor på Filippinerne, blev interesseret i sandheden. Der blev oprettet et bibelstudium med hende, og snart begyndte hun at komme til møderne. Men økonomiske problemer tvang hende til at flytte til en fjerntliggende by for at få arbejde. Her blev hun ansat som tjenestepige hos en stærkt katolsk familie. Da hun spurgte dem hvor den nærmeste rigssal lå i byen, var familien ikke meget for at hjælpe hende.

Månederne gik, og Rowena bad inderligt Jehova om at måtte få kontakt med Jehovas Vidner og fortsætte bibelstudiet. En formiddag ringede telefonen, og hun tog den. „Hallo, er det rigssalen?“ spurgte en stemme.

Rowena skyndte sig at svare: „Jeg leder efter rigssalen. Kan du hjælpe mig med at finde den?“ Det blev klaret. Rowena fortsatte sit bibelstudium og er nu blevet døbt.

En 12-årig pige sendte et brev til afdelingskontoret i Rusland. Hun skrev: „Jeg er bare en helt almindelig pige. Jeg bor i Tjumen-regionen i Sibirien. For ikke så længe siden fik vi for første gang et nummer af bladet Vagttårnet her i vores lille landsby, der ligger meget langt fra alting. Jeg fandt det på vores skolebibliotek, tog det med hjem og læste det. Gennem det blad har jeg lært mange nye og spændende ting. Alene billederne var helt fantastiske. Jeg vil gerne have nogle flere oplysninger. Jeg har lyst til at studere Åbenbaringens Bog og Bibelen, og jeg vil gerne vide noget mere om jeres organisation.“ Der er truffet aftale om at hun bliver hjulpet.

To forkyndere der gik fra hus til hus i Libanon, opdagede at de var kommet til at banke på en dør med en mærkat om at Jehovas Vidner ikke var velkomne. En mand kom ud. Søstrene fik en samtale med ham, og han inviterede dem ind. Da han fandt ud af at de var Jehovas Vidner, spurgte han om ikke de havde set mærkaten på døren. „Jo,“ svarede de,  „men først da vi havde banket på.“ Han forklarede så at det var hans forældre der boede i huset, og at de ikke kunne lide Jehovas Vidner. Han ville derimod gerne lære mere, og det var faktisk mærkaterne, der var meget almindelige i området, som havde vakt hans nysgerrighed.

Søstrene aftalte at besøge ham på hans bopæl. Der blev oprettet et bibelstudium med ham og hans kone, og inden længe begyndte de at komme til møderne og anvende det de lærte. Manden siger at han aldrig før havde åbnet en bibel, men at Jehovas Vidner har hjulpet ham til både at læse og forstå den.

En søster i Korea der driver en skønhedssalon, udstiller Bibelen og andre publikationer som Jehovas Vidner har udgivet. Det sker også tit at hun spiller båndene med oplæsning fra bogen Det største menneske der har levet. Da en dame hørte oplæsningen, bad hun om at få en kopi af båndene, og der blev oprettet et bibelstudium med hende. En præstefrue spurgte også til båndene og sagde at hun aldrig havde hørt noget så tankevækkende i kirken. Hun bad også om at få båndene og begyndte at studere med Jehovas Vidner. Udstillingen af publikationerne har ligeledes vakt interessen hos en buddhist, som nu er begyndt at studere Bibelen. For at få tid til at tage sig af alle dem hun har forkyndt uformelt for, er søsteren begyndt som pioner.

Et specialpionerægtepar i Malaysia forkyndte for en mand de mødte på gaden. Han havde mange spørgsmål og inviterede derfor ægteparret med hjem. Det tog de imod og havde en interessant drøftelse. Da de skulle til at gå for at nå at komme til menighedsbogstudiet, spurgte de om ikke han ville med, og det ville han gerne. Han nød at overvære mødet. Bagefter gav de ham brochuren Hvad kræver Gud af os? og aftalte at besøge ham dagen efter. Da de kom, fortalte han  at han efter mødet den foregående aften var blevet oppe til kl. 4 for at læse og bede.

Manden var præst i en af kristenhedens kirker. Men selv om han havde brugt flere år på at studere teologi, havde han aldrig forstået treenighedslæren. I brochuren var der henvist til nogle skriftsteder som hjalp ham til at forstå hvordan det forholdt sig med denne ubibelske lære. Begejstret for at lære hvem Gud er, sagde han til ægteparret: „Jeg tror ikke på treenighedslæren mere.“ Fra da af nægtede han at forrette gudstjeneste i sin kirke. I stedet kom han til Jehovas Vidners møder.

Manden studerede de bibelske publikationer han havde fået af Jehovas Vidner, og sammenlignede det han lærte, med sine notater fra teologistudiet. Da der var gået et par uger, besluttede han at ændre hele sin tilværelse. Han var kommet fra Indien for at studere teologi på Trinity College i Singapore. Men, som han sagde: „Hvordan kan jeg gå på det college? Alene navnet Trinity [Treenighed]!“ Han rejste tilbage til Indien, ivrig efter at få kontakt med Jehovas Vidner. Med dyb taknemmelighed siger han: „Jeg har fundet sandheden.“

En søster i Kasakhstan var meget bange for at forkynde for andre kasakhere. Da hun begyndte som pioner, forkyndte hun i et distrikt hvor der boede mange udlændinge. Men en dag traf hun en kasakhisk dame, som hun tilbød et Vågn op! Det tog damen imod. Der gik et par uger inden søsteren havde mod til at besøge damen igen. Til søsterens overraskelse var damen meget utilfreds med at hun ikke var kommet noget før. Damen trak hende bogstavelig talt ind i lejligheden, viste hende en ’Kundskabsbog’ og sagde: „Lad os komme i gang med at studere Bibelen.“ Efter et stykke tid blev hun og hendes ældste søn døbt ved et kredsstævne. Nu  er hendes yngre søn også blevet udøbt forkynder, og hendes datter, kusine og nevø studerer Bibelen.

I et land i Mellemøsten besøgte en specialpioner en mand ved navn hr. John, som gerne ville have fornyet sit abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Hr. John fortalte at hans bedstefar, som bor i Indien, har været et af Jehovas Vidner i mange år. Hr. John havde også selv overværet de kristne møder i Indien, men det var nu 19 år siden han havde boet der. Han vidste ikke hvordan han skulle få kontakt med de lokale Jehovas Vidner.

Da pioneren opfordrede hr. John til at komme til møde, svarede han at der blev holdt møde i hans hjem på samme tidspunkt, og tilføjede at det var et møde hvor de „studerede Bibelen og bad sammen“. Ved hjælp af Vagttårnet og ’Kundskabsbogen’ studerede hr. John Bibelen med hen ved 25 andre indere. De havde holdt sådanne ugentlige møder i flere år. Den engelske gruppe i landet bestod derimod kun af 12 forkyndere. Den indiske gruppe blev besøgt, og der bliver nu gjort noget for at dække de interesseredes åndelige behov.

I Nepal boede en pige på et børnehjem som blev drevet af frivillige fra Korea. En af hendes lærere på børnehjemmets skole sagde en dag at hun havde fundet nogle „rigtige kristne“. Den forældreløse pige havde altid betragtet sig selv som en sand kristen. Og de der drev børnehjemmet, hævdede at være kristne, så det undrede pigen at høre læreren sige sådan. For at få stillet sin nysgerrighed ville hun derfor gerne møde disse „rigtige kristne“. Det viste sig at hendes lærer var begyndt at studere med Jehovas Vidner og komme til deres møder. Pigen henvendte sig til læreren og tog med til et møde. Det hun så, gjorde så stort et indtryk på hende at hun straks tog imod et bibelstudium. Hun gjorde hurtige fremskridt og blev døbt i løbet af fire måneder. Efter sin dåb begyndte hun at tjene som hjælpepioner.

 Europa

Hvert år arrangeres der i England en udstilling som har til formål at informere døvesamfundet. På udstillingen, der vises i London, har Jehovas Vidner en stand med bibler, bøger og blade samt videoudgaven af Hvad kræver Gud af os? på engelsk tegnsprog. En døv dame kom glædestrålende hen og sagde at hun havde ledt efter døve Jehovas Vidner overalt. Hun fortalte at en døv forkynder ofte havde talt med hende mens hun boede i Mongoliet. Det var dog først da hendes far døde, hun forstod værdien af opstandelseshåbet og begyndte at studere Bibelen. Seks måneder senere var hun flyttet til England, og skønt hun havde fundet frem til en rigssal, forstod hun ikke hvad der blev sagt ved møderne, og hun havde ikke fortalt at hun var døv. Hun havde bedt til Jehova om at finde døve Jehovas Vidner, og det havde hun hermed fundet. Nu studerer hun og hendes datter Bibelen og kommer til møderne på tegnsprog.

Andreia, en otteårig forkynder i Portugal, lagde mærke til at en af hendes skolekammerater var meget ked af det fordi hendes forældre var blevet separeret. Nogle dage senere  fik Andreia Vågn op! for 8. januar 2001 med de indledende artikler „Kan vi redde vores ægteskab?“ Begejstret sagde hun til sin mor at de artikler ville være gode for skolekammeratens forældre. Andreia fik det ordnet sådan at både hendes far og hendes mor fik et eksemplar af bladet.

Kort efter sagde Andreias skolekammerat til hende: „Nu bor min mor og far sammen igen, og min far har bedt mig sige til dig at det er fordi du gav os det blad, at vores familie er sammen i dag.“ Derefter gav Andreia familien bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. Andreias mor studerer nu med skolekammeratens mor.

To forkyndere i Italien traf en ældre mand og tilbød ham bladene Vagttårnet og Vågn op! Manden sagde at han ikke kunne læse, og forklarede at han som syvårig var blevet hyrdedreng. Derefter havde han boet 15 år i bjergene og kun haft fårenes selskab. Han havde aldrig gået i skole. Mens han havde passet fårene, havde han ofte bedt inderligt til Gud om at måtte lære ham bedre at kende. Han sagde til brødrene: „Hvis bare jeg kunne læse jeres blade, ville min drøm gå i opfyldelse.“

En af dem sagde: „Det er ikke for sent at lære at læse.“ Den næste dag kom manden hen i rigssalen. Med forkyndernes hjælp lærte han at læse og skrive. Nu læser han  regelmæssigt i Bibelen og fortæller utrætteligt andre om den gode nyhed.

Grønland, der her regnes med til Europa, er verdens største ø, men har kun omkring 56.000 indbyggere. Der er syv menigheder på øen, men nogle af dem er meget små.

Harald på 15 år er udøbt forkynder i en af menighederne. Da hans klasse skulle på udflugt, tog han ikke med. Han kom i stedet ind i en anden klasse, hvor eleverne havde fået til opgave at fortælle om deres tro. Selv om de havde fået to måneder til at forberede sig, var det ikke ret mange der havde noget at fortælle, og de der havde, var færdige i løbet af få minutter. Eftersom der var en halv time tilbage af klassetimen, spurgte læreren: „Hvad skal vi lave resten af tiden?“ Harald — som altså var gæst i klassen — rakte hånden op og sagde at han gerne ville fortælle dem om sin tro.

Læreren sagde: „Er du sikker? Du har jo ikke haft tid til at forberede dig.“ Harald sagde at han var forberedt, og han aflagde et godt vidnesbyrd for klassen. Da Haralds klasselærer hørte om det, spurgte han om Harald ville fortælle det samme i sin egen klasse. Denne gang fik han en uge til at forberede sig. Han tog nogle bibelske publikationer med som han viste til sine klassekammerater og sin lærer.

Pia, der bor i Danmark, ville gerne have sit nyfødte barn døbt i kirken. Men hendes mand gik ikke ind for barnedåb, så de drøftede det frem og tilbage. Til sidst blev de enige om at tale med præsten om det. Præsten sagde at barnedåb ikke er en bibelsk skik. Pia blev vred på kirken og præsterne fordi de i 32 år havde lært hende at tro på noget forkert. Hun opgav tanken om barnedåb og besluttede at læse Bibelen på egen hånd for at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert.

 I maj måned 2000 blev Pia besøgt af en forkynder, og hun tog imod tilbudet om et bibelstudium. Da hun havde været med til områdestævnet, sagde hun: „Det er ikke alt jeg forstår, men nu ved jeg i hvert fald at folkekirken ikke har sandheden.“ Hun er blevet udøbt forkynder og gør gode fremskridt hen imod dåb.

En broder i Slovenien slappede af i en park sammen med sin søn da han lagde mærke til en ung pige som var gået lidt væk fra sine klassekammerater. Han henvendte sig til pigen, som hed Silvia, og de kom til at tale om åndelige emner. Senere begyndte han og hans kone at læse med hende. Hun tog også sin kæreste med til studiet, og nu studerer de begge Bibelen. Desuden fortalte Silvia sin mor om sandheden, og hun begyndte ligeledes at studere. Nu kommer de alle tre til møderne i rigssalen, og Silvia er blevet udøbt forkynder. Interessant nok havde hun, den dag hun mødte broderen i parken, netop bedt Gud om hjælp til at forstå hvorfor verden er så meningsløs.

I de senere år er der kommet mange indvandrere til Spanien fra Syd- og Mellemamerika. I forkyndelsen fra hus til hus traf en pionersøster en dame fra Colombia. Damen lyttede opmærksomt og tog imod tilbudet om et bibelstudium. Næste gang søsteren kom, tilbød hun også at læse med de andre der boede i lejligheden. Flere af dem sagde ja tak. Eftersom der hele tiden flytter nye beboere ind og ud af lejligheden, prøver søsteren at forkynde for alle dem hun møder. Indtil nu har hun oprettet 20 bibelstudier. Nogle af dem hun har studeret med, er senere flyttet, og hun ved ikke om de stadig studerer. Men ti af studierne holdes regelmæssigt, og nogle af eleverne kommer allerede til møderne.

 En 82-årig dame på Kreta har lyttet til Bibelens budskab gennem de sidste 40 år, men blev først for nylig udøbt forkynder. Det var den personlige interesse en specialpionersøster viste hende, der fik hende til at gøre fremskridt, og nu er hun blevet døbt.

Andre i hendes familie fulgte snart trop. Hendes 86-årige mand, som har røget i 60 år, er begyndt at undersøge Bibelen. Han har lagt tobakken på hylden og er blevet udøbt forkynder. Parrets 55-årige datter gør også gode fremskridt i sit studium. Hun kommer til møderne og er holdt op med at ryge. Endelig er en af deres oldesønner begyndt at læse Bibelen og har udtrykt ønske om at komme på Den Teokratiske Skole.

En missionærsøster i Estland gik fra dør til dør i en beboelsesblok der lå ved siden af den hun selv boede i. Her mødte hun en dame som spurgte om hun havde en god mand. Søsteren svarede ja. Derefter spurgte damen hvor hun boede. Søsteren svarede at hun boede i blokken ved siden af. Så blev damen meget ivrig og sagde: „Nå, så er det dig — det må være dig. Du spiser tit ude på altanen, ikke?“

Søsteren svarede: „Jo, sammen med min mand.“

Kvinden sagde: „Ja, jeg har lagt mærke til jer. Din mand har forklæde på, og det er ofte ham der serverer maden. Jeg kan se at I har et rigtig godt ægteskab. Jeg kan ikke se jer fra min egen lejlighed, men jeg går tit over til min veninde for at betragte jer fra hendes altan. Vi har lagt mærke til at I altid beder en bøn inden I spiser. Det er skønt at se. Har du ikke lyst til at komme indenfor?“ Siden da er damen blevet besøgt regelmæssigt.

 Oceanien

Oceanien omfatter øerne i det sydlige, vestlige og centrale Stillehav, deriblandt Melanesien, Mikronesien og Polynesien. Australien, New Zealand, Det Sydøstasiatiske Øhav og Hawaiiøerne er også taget med her.

En dag så to søstre i New Zealand en dame der var ved at ordne sin have, og de tog sig tid til at hjælpe hende med at hive noget bambus op. Hun blev så forbavset over deres hjælpsomhed at hun gav dem kaffe, og de benyttede lejligheden til at forkynde for hende. Bagefter skrev hun til den lokale avis om hændelsen. Avisen ringede til menigheden og sagde at den havde vundet en smuk buket blomster på grund af søstrenes venlighed.

I avisen kunne man derefter læse: „Når Jehovas Vidner hjælper en enke med at grave hendes genstridige bambus op, er det noget helt naturligt for dem — de hjalp en der havde behov for det. Deres venlighed reddede hendes dag. Hun var så taknemmelig at hun fortalte os det hele. Historien er blevet kåret som vinder af august-buketten. Vi håber at buketten vil gøre lige så stor lykke som deres hjælpsomhed gjorde.“

 På en af Vanuatu-øerne forkyndte to pionerer for en ung pige i en forretning. Hun tog både imod brochuren Hvad kræver Gud af os? og et bibelstudium. Men hendes far var meget imod at hun studerede med Jehovas Vidner. Han ødelagde hendes bibelske læsestof, bankede hende og forlangte til sidst at hun skulle flytte hjemmefra. Pigen fortsatte dog med at gøre gode fremskridt, komme til møderne og opdyrke åndens frugt. (Gal. 5:22, 23) Efterhånden gjorde hendes respektfulde indstilling indtryk på faderen, så han besindede sig og sagde at hun gerne måtte flytte hjem igen. Hun blev tilmeldt Den Teokratiske Skole og overværede sit første kredsstævne på den nærliggende ø Santo. Da hun blev spurgt hvordan hun havde fået råd til rejsen, sagde hun med et smil: „Min far har betalt billetten.“

Clarence er en venlig mand på Hawaii som altid har taget imod bladene når forkynderne har besøgt ham. En dag opdagede en pioner der besøgte ham, at han havde bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og tilbød ham et bibelstudium. Det tog Clarence straks imod, for han havde altid haft lyst til at lære Bibelen at kende. Han forberedte sig godt til studiet og begyndte snart at komme til menighedens møder.

Clarence måtte dog gøre nogle forandringer i sit liv. Som veteran fra Anden Verdenskrig var han stolt over at følges med de andre veteraner når de gik i optog på helligdagene. Og ved juletid plejede han at stå på gaden og ringe med en klokke ved siden af Frelsens Hærs indsamlingsbøsse. Det tog ham nogen tid at finde ud af hvad der menes med ikke at være en del af Satans verden. Til sidst var han dog parat til at være med i forkyndelsen.

Clarence blev døbt i en alder af 85 og er stadig aktivt med i forkyndelsen. Han holder også elevforedrag på Den Teokratiske Skole. For nylig lærte han at bruge computer så han kan  finde oplysninger ved hjælp af Watchtower Library på cd-rom. Clarence siger med stor overbevisning: „Der er ikke noget der kan få mig fra at tjene Jehova nu hvor jeg har fundet sandheden.“

En søster i Australien der forkyndte pr. telefon, spurgte en mand om han havde mulighed for at afse 15 minutter om ugen til at drøfte Bibelen. Det havde han ikke. Så spurgte søsteren: „Hvad med fem minutter?“ Det gik han tøvende med til. Ugen efter begyndte de på det fem-minutters studium. Inden længe begyndte han at stille dybsindige spørgsmål. Søsteren sørgede for at holde studiet inden for tiden og plejede derfor at sige: „Det er et godt spørgsmål, men nu er tiden gået, så det vil vi tale om næste gang. Farvel.“

Engang da manden spurgte hvordan han kunne vide hvilken tro der var den rigtige, blev det valgt som næste uges emne. Da emnet var blevet drøftet den følgende uge, sagde han: „Det må være Jehovas Vidner der har den sande tro, men jeg kan ikke sådan uden videre antage deres lære og blive et af Jehovas Vidner. Jeg må vist vide noget mere.“ Efterhånden som mandens interesse voksede, øgedes studietiden fra 5 minutter til en halv time.

Da de var færdige med brochuren Hvad kræver Gud af os?, spurgte søsteren manden om hun og hendes mand måtte komme og besøge ham og tale med ham om det han havde lært indtil nu. Det fik de lov til. Bagefter sagde de at de havde været glade for at undervise ham i det sidste halve års tid, og opfordrede ham til at fortsætte. Nu tager søsterens mand hver uge hen og studerer med manden.

Der er stadig mange områder i Papua Ny-Guinea som ikke er blevet besøgt med den gode nyhed fordi landsbyerne er vanskeligt tilgængelige. Det er som regel kun muligt at træffe dem der bor sådanne steder, når de kommer ind til  en større by for at købe forsyninger. På den måde var der en mand fra en isoleret landsby som fik et nummer af Vagttårnet. Da han havde læst det, skrev han til afdelingskontoret og bad om flere oplysninger. En missionærbroder fik til opgave at kontakte ham. Den eneste måde han kunne gøre det på, var ved at skrive til ham, og det førte til at der blev oprettet brevstudier med mange interesserede i området.

På et tidspunkt besluttede nogle missionærer at besøge området ved at køre dertil i en firhjulstrækker. Turen varede seks timer, og det meste af tiden måtte de køre gennem regnskoven ad en farlig vej der gik over floder, og som snoede sig gennem smalle bjergpas. På et tidspunkt bestod ’vejen’ af en flodseng. Til sidst kom de til landsbyen, der lå på en smuk slette på 10-12 kvadratkilometer, omgivet af bjerge der var dækket af frodig regnskov, og hvis toppe rakte op i skyerne. Det var som at rejse tilbage i tiden. Husene var bygget af bambus, efter samme metode som man havde benyttet i århundreder. Da folk hørte at missionærerne var kommet, stimlede de interesseret sammen omkring dem. Skønt mange af dem aldrig havde mødt Jehovas Vidner før, samledes de allerede et par gange om ugen for at studere Vagttårnet, og de havde næsten alle forladt den lutherske kirke.

Missionærerne viste dem hvordan der kunne holdes møder, og fortalte at der ville blive holdt et offentligt foredrag næste morgen kl. 8. Dagen efter stod nogle af mændene op klokken halv fem om morgenen for at tage hen til de nærliggende landsbyer og invitere til foredraget. Resten af landsbyboerne byggede en mødesal. Tykke grene fungerede som bænke, og grene med blade gav skygge. Der blev lavet en talerstol af bambus. Alle var engagerede. Der var 44 til stede ved mødet, og 11 nye oplyste deres navne med henblik på at få et brevstudium. Da missionærerne kom hjem, var de trætte, men yderst tilfredse med det der var blevet udrettet.

[Illustration på side 45]

Otteårig Grant fra Zambia leder flere bibelstudier

[Illustration på side 57]

Den stand der blev benyttet på udstillingen for døve i England