Filippinerne

Kokospalmer og andre frodige tropiske planter, strande med hvidt sand ved det herlige blå hav — alt dette hører med til billedet af Filippinerne. Denne øgruppe, der består af cirka 7100 øer, er blevet kaldt De Orientalske Haves Perle. De glade, varmhjertede indbyggere, der elsker sang og dans, gør stedet endnu mere tiltrækkende. Hvis du besøger Filippinerne, vil du sikkert aldrig glemme den enestående gæstfrihed som de venlige og smukke indbyggere viser dig.

Mange får dog helt andre associationer når de hører navnet Filippinerne. De kommer til at tænke på katastrofer. Du husker måske Mount Pinatubos udbrud, der resulterede i mudderstrømme som udslettede hele byer; eller måske tænker du på verdens største skibskatastrofe i fredstid, der indtraf da færgen Doña Paz kolliderede med en olietanker og tusinder af mennesker omkom. Ifølge et belgisk center for forskning i katastrofers udbredelse er Filippinerne faktisk det land i verden der oftest rammes af naturkatastrofer. Tyfoner, oversvømmelser, jordskælv og vulkanudbrud forekommer tit. Når man så husker på at mange af indbyggerne er relativt fattige, har man et billede af et smukt land med store problemer.

Overalt i Filippinerne er Jehovas Vidner travlt optaget af at forkynde Bibelens budskab for de 78.000.000  indbyggere. Det er ikke nogen let opgave. Foruden faren for naturkatastrofer er der store vanskeligheder forbundet med at nå frem til beboerne på de mange små øer og i de fjerne afkroge af bjergene og junglen. Alligevel bliver der forkyndt. Jehovas tjenere har vist at de ikke er til sinds at give op trods de vidt forskellige forhold de kommer ud for. Derfor har Jehova også velsignet deres forkyndelse.

I en vis forstand kan forkynderne i Filippinerne sammenlignes med fortidens israelitter der ønskede at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem. De blev opmuntret af Nehemias’ ord: „Jehovas glæde er jeres fæstning.“ (Neh. 8:10) Trods de problemer israelitterne stod over for, blev de med glæde ved med at fremme tilbedelsen af Jehova. Ligesom israelitterne på Nehemias’ tid bliver Jehovas Vidner overalt i Filippinerne undervist i Guds ord. Også de gør Jehovas glæde til deres fæstning.

Sandhedens lys begynder at skinne

Filippinerne skiller sig ud ved at være det eneste land i Asien hvor befolkningen er overvejende katolsk. De indfødte havde oprindelig deres egne stammereligioner, men over 300 års spansk herredømme resulterede i at de blev katolikker. I det halve århundrede hvor øerne var underlagt amerikansk styre, kom befolkningen i berøring med andre religioner, men den katolske tro er stadig fremherskende. Cirka 80 procent af befolkningen i Filippinerne bekender sig til katolicismen.

I 1912 gjorde Charles T. Russell, en ledende personlighed blandt bibelstudenterne — som Jehovas Vidner førhen blev kaldt — ophold i Manila på en foredragsturné verden rundt. Den 14. januar holdt han et foredrag i Grand Opera  House i Manila med temaet „Hvor er de døde?“ Der blev uddelt publikationer til tilhørerne.

Da broder William Tinney i begyndelsen af 1920’erne ankom fra Canada som den næste repræsentant for bibelstudenterne, blev sandhedens sæd igen sået. Han organiserede en bibelstudiegruppe. Desværre måtte han vende tilbage til Canada på grund af helbredsproblemer, men interesserede filippinere videreførte bibelstudiegruppen. For at hjælpe folk til ikke at glemme sandheden sendte man publikationer med posten. Sådan var situationen frem til begyndelsen af 1930’erne. I 1933 blev den gode nyhed forkyndt i Filippinerne over radiostationen KZRM.

Samme år begav Joseph dos Santos sig fra Hawaii ud på en forkynderrejse jorden rundt. Hans første stop var Filippinerne — og længere kom han aldrig. Broder dos Santos fik ansvaret for at lede forkyndelsesarbejdet og oprette et afdelingskontor der. Kontoret åbnede den 1. juni 1934. Broder dos Santos og de få lokale filippinere der ønskede  at tjene Jehova, fik travlt med at forkynde og sprede publikationer. I 1938 var der, trods modstand, 121 forkyndere i landet, og 47 af dem tjente som pionerer.

Amerikanerne underviste folk i engelsk, men brødrene indså at man lettest kan tilegne sig Bibelens budskab hvis man bliver undervist på sit modersmål. Det var dog noget af en udfordring, for der blev talt næsten 90 sprog og dialekter i Filippinerne. Som en begyndelse oversatte man publikationer til nogle af hovedsprogene. I 1939 rapporterede afdelingskontoret: „Vi fremstiller nu plader [med bibelske foredrag] på tagalog, og vi forventer at vi ved hjælp af dem i højere grad kan bruge højttalervognene og grammofonerne til Herrens pris.“ Brødrene oplyste også at de var i gang med at oversætte bogen Rigdom til tagalog. To år senere havde man oversat nogle brochurer til fire andre filippinske hovedsprog, og vejen var nu banet for at budskabet om Riget kunne forstås af flertallet af landets indbyggere.

Blandt dem der tog imod sandheden på den tid, var skolelæreren Florentino Quintos. Han hørte første gang om Jehovas folks arbejde da han talte med en mand som havde overværet broder Russells foredrag i Manila i 1912. I 1936 fik Florentino hele 16 farvestrålende bøger om Bibelen af et af Jehovas Vidner. Han havde imidlertid hænderne fulde med sin lærergerning, og for en tid pyntede bøgerne i bogreolen, men blev ikke læst. Så udbrød der krig, japanerne invaderede Filippinerne, og mange normale aktiviteter ophørte. Nu havde Florentino tid til at læse, og det gjorde han. Inden længe havde han læst både Rigdom, Fjender og Frelse. Læsningen blev afbrudt da han måtte flygte fra japanerne, men da var sandhedens sæd blevet sået i hans hjerte.

 Hastig vækst trods verdenskrig

Den anden verdenskrig betød nye vanskeligheder for Jehovas tjenere på hele øgruppen. Da krigen brød ud, var der 373 forkyndere i Filippinerne, men de få forkyndere viste stor nidkærhed og opfindsomhed i deres bestræbelser for at fremme den rene tilbedelse.

Nogle af brødrene fra Manila flyttede ud til mindre byer uden for storbyen og fortsatte med at forkynde dér. På grund af krigen var det umuligt at importere bibelske publikationer, men brødrene afsatte blot de bøger der var blevet opmagasineret i private hjem før krigen brød ud. Da dette lager var opbrugt, gik de over til at udlåne bøger til folk.

Salvador Liwag, en skolelærer der sagde sit arbejde op for at blive heltidsforkynder af den gode nyhed, befandt sig på Mindanao da krigen brød ud. Han og nogle andre brødre flygtede ud i junglen og op i bjergene. Her fortsatte de deres teokratiske arbejde. De måtte færdes med stor forsigtighed for at undgå at blive udskrevet til arbejde i japanernes garnisoner. Samtidig mistænkte antijapanske guerillaer ofte brødrene for at være japanske spioner.

Forbavsende nok var det muligt at holde små stævner under den japanske besættelse. Mange overværede et kredsstævne der blev holdt i Manila. Et andet stævne blev holdt i Lingayen. De lokale studsede ved synet af lastbiler fyldt med fremmede, men ingen blandede sig, og stævnet blev afviklet planmæssigt.

Jehova velsignede al denne aktivitet, og antallet af forkyndere steg. De 373 forkyndere før krigen var blevet til over 2000 blot fire år senere.

 Broder dos Santos havde jo fået til opgave at føre an i organiseringen af forkyndelsesarbejdet i Filippinerne, men i januar 1942 blev han interneret i en japansk fangelejr i Manila. Alligevel bevarede han en nidkær indstilling. „Jeg fortalte den gode nyhed til så mange som muligt i lejren,“ sagde han. Livet i lejren var hårdt, og mange sultede ihjel. Da broder dos Santos blev taget til fange, vejede han 61 kilo, men da han blev løsladt, vejede han kun 36 kilo.

I 1945 befriede amerikanerne fangerne og tilbød at sende broder dos Santos hjem til Hawaii, men det havde han ikke lyst til. Hvorfor ikke? Han gik helt op i Rigets arbejde, og han ville gerne gøre sit til at det havde fremgang i Filippinerne. Desuden var hans afløser endnu ikke  kommet. Broder dos Santos sagde: „Jeg havde besluttet at blive indtil han kom!“ Hilarion Amores sagde om Joseph dos Santos: „Han var utrolig flittig, og brødrenes åndelige behov lå ham stærkt på sinde.“

Missionærer ankommer

De filippinske brødre gjorde deres bedste både før og under krigen, men de havde ikke fået nogen særlig oplæring. Kort efter krigen fik de imidlertid hjælp. Gileadmissionærerne Earl Stewart, Victor White og Lorenzo Alpiche ankom den 14. juni 1947. Nu fik broder dos Santos endelig en afløser. I 1949 rejste han tilbage til Hawaii med kone og børn.

Broder Stewart blev udnævnt til landstjener. De fleste af de andre missionærer der ankom i disse første år, fik til opgave at virke ude i distriktet. Om gileadmissionærernes betydning siger Victor Amores, der kom på Gilead fra Filippinerne: „De var en stor hjælp i organiseringen af arbejdet. Brødrene lærte meget af missionærerne. Resultatet var fremgang. Før 1975 var vi nået op på næsten 77.000 forkyndere, sammenlignet med kun 2600 i 1946.“ De tre første brødre fik følgeskab af en hel del andre missionærer, deriblandt broder og søster Brown og broder og søster Willett, der tjente i Cebu, og broder og søster Anderson, der forkyndte i Davao. Desuden var der broder og søster Steele og broder og søster Smith, foruden brødrene Hachtel og Bruun. I 1951 ankom Neal Callaway. Han giftede sig senere med en lokal søster, Nenita, og de nåede at virke stort set overalt i Filippinerne før han døde i 1985. Denton Hopkinson og Raymond Leach fra England ankom i 1954, og de yder stadig en værdifuld indsats efter mere end 48 år.

 De udenlandske gileadmissionærer var ikke de eneste der bidrog til organiseringen og udvidelsen af forkyndelsesarbejdet i Filippinerne. I 1950’erne blev filippinske brødre også indbudt til Gileadskolen, og de vendte næsten alle sammen tilbage for at tjene i deres hjemland. De tre første var Salvador Liwag, Adolfo Dionisio og Macario Baswel. Førnævnte Victor Amores brugte det han havde lært, i rejsetjenesten og på Betel. Han fik senere kone og børn, men begyndte siden hen i heltidstjenesten igen. Sammen med sin kone, Lolita, tjente han som rejsende tilsynsmand og derefter som specialpioner i Laguna-provinsen indtil han var sidst i 70’erne.

Op gennem 1970’erne

Efterhånden som arbejdet havde fremgang, fortsatte forkyndertallet med at stige, og i 1975 oversteg det 77.000. I det store og hele bevarede Jehovas tjenere deres åndelige sundhed og blev ved med at tjene Gud loyalt. Der var dog mange som holdt op med at tjene Jehova, da den nuværende tingenes ordning ikke ophørte i 1975. I 1979 var forkyndertallet faldet til under 59.000. Cornelio Cañete, der virkede som kredstilsynsmand i midten af 70’erne, sagde: „Nogle lod sig døbe på grund af 1975. De blev i sandheden i nogle få år, men forlod den efter 1975.“

Langt de fleste havde dog blot brug for opmuntring til at bevare det rette syn på den kristne tjeneste. Afdelingskontoret  arrangerede derfor nogle særlige foredrag. Resultatet var ikke blot at de aktive forkyndere blev opmuntret, men også at nogle af de uvirksomme blev hjulpet i gang igen. Brødrene indså at de ikke tjente Gud med en dato i tanke, men for evigt. Siden denne periode med midlertidig nedgang har der været en betydelig vækst i antallet af Rigets forkyndere. De der ikke glemte Jehovas store godhed på grund af skuffelse, er virkelig blevet velsignet.

Forkyndelse i fjerne bjergområder

De mange tusind øer der udgør Filippinerne, er spredt over cirka 1850 kilometer åbent hav fra nord til syd og 1100 kilometer fra øst til vest. Nogle øer er ubeboede, og mange har barske bjergområder. Det er ikke ligefrem let at nå frem til dem der bor i disse fjerne afkroge.

Et af disse områder hedder Kalinga-Apayao. I den forrevne bjergkæde Cordillera Central på den nordlige del af øen Luzon er folk opdelt i stammer og landsbyer der taler forskellige dialekter og har forskellige skikke. I det 20. århundrede fandtes der ikke længere hovedjægere, men fjendskab mellem landsbyerne førte ofte til fejder og mord.  Geronimo Lastima siger: „Før i tiden kunne man dårligt sende specialpionerer ud til de distrikter. De lokale jagtede brødrene for at slå dem ihjel.“

Løsningen var at sende søstre. Geronimo forklarer: „De jagtede ikke kvinder. Ifølge traditionen må man ikke gøre kvinder fortræd.“ Søstrene havde gode resultater med at undervise de lokale i sandheden. Nogle af de interesserede blev senere døbt og blev pionerer. De forstod deres eget folks kultur og vidste hvordan de bedst kunne forkynde den gode nyhed dér på stedet. Resultatet er at der nu findes „jægere“ overalt i disse bjergegne, og deres „bytte“ er sandhedssøgende mennesker. I 1970’erne var der kun nogle få forkyndere i hele Kalinga-Apayao; nu er der to kredse.

 I den bjergrige naboprovins Ifugao var der ikke en eneste forkynder i begyndelsen af 1950’erne. Tre pionerer fik til opgave at forkynde for dem der boede i området med de århundredgamle risterrasser. Med tiden begyndte beboerne at tage imod sandheden. I dag er der 18 menigheder med 315 forkyndere i dette område.

I Abrabjergene langt mod nord er det et problem at nå ud til de landsbyer hvor der endnu ikke er nogen Jehovas Vidner. En kredstilsynsmand der var ivrig efter at forkynde den gode nyhed i de fjerneste afkroge, indbød 34 andre til at tage med på en forkyndertur til området i nærheden af byen Tineg. (Apg. 1:8) Der er ingen offentlige transportmidler, så forkynderne måtte vandre i syv dage gennem bjergene for at komme frem til ti landsbyer med cirka 250 huse.

Kredstilsynsmanden fortæller: „Det var noget af en udfordring at vandre langs bjergryggene belæsset med alt vores udstyr. I fire af de seks nætter sov vi under åben himmel i bjergene eller ved en flod.“ Det var mange år siden at der var blevet forkyndt i landsbyerne. Et sted mødte de en mand der sagde: „For 27 år siden forkyndte Jehovas Vidner for min far. Han fortalte os at Jehovas Vidner har sandheden.“ I alt uddelte gruppen 60 bøger, 186 blade, 50 brochurer og 287 traktater. Desuden havde de mange gange lejlighed til at vise hvordan et bibelstudium foregår.

Forkyndelse i andre fjerne afkroge

En af de store filippinske øer hedder Palawan, og den ligger langt fra de tættere befolkede øers stress og jag. Øen er smal, men 434 kilometer lang. Palawans skove er hjemsted for flere forskellige stammer, og der er mange isolerede bopladser, deriblandt nogle midlertidige lejre.  Missionæren Raymond Leach, der var rede til at påtage sig enhver opgave, blev sendt dertil som kredstilsynsmand. Der var kun få forkyndere, og afstandene var lange. Han siger: „Jeg virkede på Palawan fra 1955 til 1958, og der var kun 14 forkyndere på hele øen. Det tog mig fem uger at besøge dem.“

Siden da er der sket store fremskridt, men det er stadig en udfordring at forkynde på Palawan. Febe Lota, der nu er først i fyrrerne, begyndte som specialpioner på Palawan i 1984. Hun fortæller hvad der skete mens hun tjente på øen Dumaran: „Vi kom til det vi troede var det sidste hus. Vi kunne ikke forestille os at der var et til, men det var der!“ Langt inde mellem palmerne bag huset boede et ægtepar der var ansat til at passe en kokosplantage. Og de var interesseret i Bibelen!

Febe siger: „Hvis det ikke var fordi jeg gerne ville tjene Jehova, var jeg aldrig vendt tilbage til det sted.“ For at komme dertil måtte Febe og hendes makker bruge en dag på at gå gennem kokosplantager langs en strand med sand og klipper. Ved højvande gik vandet dem til knæene. Fordi der var så langt, besluttede de at de kun ville tage dertil en gang om måneden og til gengæld blive i nogle dage. Det betød at de måtte slæbe på mad, bøger, blade og skiftetøj.

„Det var virkelig et offer for os at gå dér i den bagende sol og blive bidt og stukket af insekter. Når vi ankom, var vi gennemblødt af sved.“ Men deres anstrengelser blev belønnet: Det interesserede par gjorde meget hurtigt fremskridt i studiet af Bibelen.

Da bestyreren, der var baptist, opdagede at parret studerede med Jehovas Vidner, blev de fyret fra jobbet i kokosplantagen.  Febe fik en glædelig overraskelse da hun senere mødte kvinden igen. Ikke alene var hun blevet døbt, men „hun sad sammen med os ved områdestævnet under det særlige møde for pionerer,“ fortæller Febe. Ja, ingen glæde er større end den at se frugten af sit arbejde!

På den store ø Mindanao i den sydlige del af Filippinerne er der mange steder som det er vanskeligt at nå frem til. Nathan Ceballos har tjent her som rejsende tilsynsmand sammen med sin kone. I de uger hvor de ikke besøgte menighederne, forkyndte de i isolerede distrikter. De indbød andre brødre og søstre til at tage med. Engang tog en gruppe af sted på 19 motorcykler for at nå ud til flere forskellige landsbyer. Vejene er ujævne og mudrede, og som regel var der ingen broer over de floder og åer som forkynderne måtte krydse. De der bor i området, har ikke ret mange penge, så i stedet for at betale forkynderne for publikationerne viste de deres værdsættelse ved at forære dem nogle bløde, håndlavede koste. Forestil dig synet af forkynderne da de kørte hjemad med motorcyklerne læsset med koste! Nathan fortæller: „Da vi tog hjem, var vi alle sammen trætte og snavsede, men jublende glade fordi vi vidste at vi havde gjort Jehovas vilje.“

Den gode nyhed forkyndes på enhver måde

I de senere år har Jehovas organisation tilskyndet forkynderne til at bruge enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd. Det har især været på sin plads i de tættest befolkede dele af landet. Storbyerne, som Davao, Cebu og Manila, ligner stort set verdens andre storbyer med deres forretninger, kontorer, ejendomme og boligblokke som kun beboerne har adgang til. Hvad har man gjort for at få kontakt med folk her?

 Finanskvarteret Makati ligger i den kreds som Marlon Navarro indtil for nylig har betjent som kredstilsynsmand. Marlon, der er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere, gjorde en stor indsats for at organisere forkyndelsen i Makati, et distrikt som er fordelt på tre menigheder. Brødre og søstre, heraf mange pionerer, blev udvalgt og oplært til at gennemarbejde området grundigt. Nu ledes der bibelstudier i kvarterets indkøbscentre og parker, og nogle af eleverne overværer møderne.

Cory Santos og hendes søn, Jeffrey, er pionerer. De forkynder ofte på gaden om morgenen, somme tider allerede klokken 6. På den tid af dagen møder de folk der kommer hjem fra natarbejde på fabrikkerne. De har endda oprettet bibelstudier mens de var på gadearbejde, og nogle af de mennesker der oprindelig blev kontaktet på gaden, er nu blevet døbt.

Også uden for byerne har forkynderne været vågne for muligheder for at forkynde uformelt. Norma Balmaceda, der har været specialpioner i over 28 år, henvendte sig til en kvinde der ventede på en bus. Norma spurgte: „Hvor skal du hen?“

Kvinden svarede: „Til Quirino-provinsen.“

„Kommer du derfra?“

„Nej, men min mand synes at vi skal flytte dertil fordi det er så svært at klare sig her i Ifugao.“

Det gav Norma lejlighed til at forkynde den gode nyhed om Guds rige, der vil løse menneskehedens problemer. Deres veje skiltes. Flere år senere kom en kvinde hen til Norma ved et kredsstævne og fortalte at det var hende Norma havde talt med. Hun var nu døbt, og hendes mand og to døtre studerede Bibelen.

 Brødrene på afdelingskontoret i Quezon er også opmærksomme på at udnytte enhver lejlighed til at forkynde. Felix Salango er for eksempel kendt for sin nidkære forkyndelse. Han har ofte været hjælpepioner mens han har tjent på Betel. Da man i år 2000 var ved at opføre en ny boligfløj til Betel, lagde Felix mærke til de arbejdere der var blevet hyret til at opføre bygningens ydre skal. Han henvendte sig til den ledende ingeniør og bad om tilladelse til at tale med arbejderne. Felix fortæller: „Da de havde spist frokost, gik jeg ind på byggepladsen, hvor ingeniøren havde samlet over 100 arbejdere. Jeg beskrev først Jehovas Vidners arbejde og forklarede at kundskab er en betingelse for at overleve den store trængsel. Jeg havde taget en kasse brochurer og en kasse ’Kundskabsbøger’ med. Jeg sagde at de der havde lyst til at undersøge Guds ord, kunne få en bog eller en brochure.“ Felix forklarede også hvordan Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde finansieres, og anbragte publikationerne ved en kokospalme sammen med en kuvert. Mange af arbejderne tog en bog eller en brochure, og en hel del lagde også et bidrag i kuverten.

Nogle af dem, deriblandt ingeniøren, ville gerne lære Bibelen nærmere at kende, så i frokostpausen hver mandag, onsdag og fredag læste Felix brochuren Hvad kræver Gud af os? med ham. Ingeniøren sagde til Felix: „Det jeg lærer her, fortæller jeg videre til min kone og mine venner.“ To andre ingeniører på byggepladsen ville også gerne have et studium, og det samme gjaldt en sikkerhedsvagt og et par af sekretærerne. Ja, Jehova velsigner os hvis vi udnytter enhver lejlighed til at forkynde.

Missionærernes indsats

I årenes løb er 69 gileaduddannede, udenlandske missionærer kommet til Filippinerne for at hjælpe til med  forkyndelsen af den gode nyhed. Det har de gjort på mange forskellige måder. Denton Hopkinson og Raymond Leach, der tidligere er blevet nævnt, fik først til opgave at virke som missionærer og siden som rejsende tilsynsmænd. Senere kom de til at arbejde på afdelingskontoret.

I 1970’erne begyndte brødrene i Filippinerne at trykke publikationer, og der kom en hel del gileadmissionærer for at hjælpe til. Blandt dem var Robert Pevy og hans kone, Patricia, der tidligere havde boet i England og Irland. Robert hjalp med at oprette en skriveafdeling på det filippinske afdelingskontor. Alle var kede af det da de i 1981 forlod Filippinerne for at flytte til hovedkontoret i Brooklyn, New York.

Dean og Karen Jacek kom fra USA i 1980 og fik til opgave at tjene på afdelingskontoret efter et kort kursus i tagalog i Laguna. I 1983 fik de lidt mere undervisning, og derefter hjalp de brødrene — både lokalt og i de nærliggende østater — med at lære at bruge det computerprogram som Jehovas Vidner har udviklet, og som gør det lettere at udgive bibelsk læsestof på forskellige sprog.

Hubertus (Bert) og Jeanine Hoefnagels fra Holland kom i 1988. På det tidspunkt stod afdelingskontoret foran et større byggeprojekt. Broder og søster Hoefnagels havde erfaring med betelbyggerier, og Bert kunne betjene store maskiner, så de blev sat til at hjælpe med projektet. Bert stod for materiellet og for undervisningen af andre byggemedarbejdere. Han fortæller: „Jeg oplærte fra begyndelsen de lokale brødre til at køre lastbil og betjene gravemaskine, bulldozer, gummiged og kran. Til sidst havde vi en gruppe på 20-25 stykker der kunne arbejde med tunge maskiner.“

 Senere kom der fire gileadmissionærer mere — Peter og Beate Vehlen fra Tyskland og Gary og Teresa Jeane Melton fra USA. Broder og søster Vehlen havde også erfaring med betelbyggerier, og broder og søster Melton havde i fem år arbejdet på Betel i USA. De kunne alle hjælpe til i forbindelse med opførelsen af afdelingskontoret.

Det sidste missionærhjem var blevet lukket mange år forinden, i 1963, fordi kvalificerede filippinske pionerer selv kunne gennemgå distrikterne. Alligevel besluttede Det Styrende Råd i 1991 at sende seks missionærer ud i distriktet. Missionærerne havde alle tidligere arbejdet på et afdelingskontor, men havde også erfaringer der kunne gøre god gavn i distriktet. Jeanine Hoefnagels var for eksempel begyndt som specialpioner allerede som attenårig. Hun kunne nu bruge sine erfaringer og sin livlige personlighed til at opmuntre brødrene og de nye. Hendes mand, Bert, nævner nogle andre fordele: „Når missionærer sendes ud i distriktet, kan folk lettere forstå at vores arbejde er internationalt.“ Men der er stadig missionærer som tager sig af administrative opgaver og andet arbejde på afdelingskontoret.

 Filippinerne har dog ikke kun modtaget missionærer, men også udsendt missionærer.

Missionærer sendes ud

Mens der stadig kom missionærer til landet, begyndte Filippinerne at sende filippinske pionerer ud som missionærer til andre lande. De lokale pionerer havde ganske vist ikke fået den samme organisationsmæssige oplæring som gileadmissionærerne, men mange af dem var meget dygtige. Siden den anden verdenskrig har forkyndelsen haft større vækst i Filippinerne end i de nærliggende lande. Fra og med 1964 er kvalificerede filippinske pionerer derfor blevet indbudt til at virke som missionærer i Asien og på Stillehavsøerne. Nogle af dem der blev sendt ud, var ægtepar, men de fleste var ugifte pionerer der allerede havde været i heltidstjenesten i ti år eller mere. Midt på året 2002 var 149 blevet sendt ud til 19 forskellige lande. Af disse virker 74 stadig i deres distrikter. Mens de vordende missionærer venter på at deres papirer bliver behandlet af myndighederne, bor de på afdelingskontoret og får undervisning og erfaring der kan hjælpe dem i deres distrikter. Hvad har disse missionærer udrettet i forkyndelsen i årenes løb, og hvilke problemer og glæder har de haft?

Rose Cagungao (nu Engler) og Clara dela Cruz (nu Elauria) var de første der rejste ud. De blev sendt til Thailand. Et års tid senere sluttede Angelita Gavino sig til dem. Ligesom for andre missionærer var det naturligvis en stor udfordring for dem at lære sproget. Angelita fortæller om dengang hun skulle lære thai: „I de første uger var jeg ved at give op fordi jeg syntes at alle bogstaverne i bogen lignede kruseduller, og ved møderne var der næsten ingen vi kunne snakke med på grund af sprogvanskeligheder.“ Men  det lykkedes dem at lære thai, og de underviser stadig på dette sprog.

Efter disse tre søstre blev en strøm af villige pionerer sendt ud til mange forskellige lande. I 1972 blev Porferio og Evangeline Jumuad bedt om at flytte til Korea. De lærte at tale sproget godt, og efter to og et halvt år som missionærer blev de indbudt til kredstjenesten.

Salvacion Regala (nu Aye) var en af de ni filippinske søstre der i 1970 kom til Hongkong for at virke som missionærer. Hendes første problem bestod i at lære kantonesisk. Det kantonesiske sprog har ni toner. Hvis man ændrer tonen, ændrer hele ordet betydning. Salvacion husker hvordan hun kæmpede med tonerne og for eksempel engang fortalte en bibelstudieelev at de var flyttet fra deres lejlighed „på grund af et spøgelse“. Det hun mente, var „på grund af den høje husleje“. Til sidst fik hun dog lært sproget. Salvacion har hjulpet over 20 mennesker til at lære Bibelens budskab at kende. Nu træffer hun mange indonesere der arbejder som hushjælp i Hongkong, og hun forsøger derfor at lære indonesisk.

Rodolfo Asong, en målbevidst og venlig broder, stod i en helt anden situation da han i 1979 fik tildelt distrikt i Papua Ny Guinea. Han gav sig straks i kast med at lære sproget og klarede det så godt at han efter kort tid i landet blev sendt ud som rejsende tilsynsmand. Det var imidlertid noget helt andet at besøge menigheder i Papua Ny Guinea end i Filippinerne. Han fortæller: „Jeg lærte at padle en lille enmandskano stående, ligesom de indfødte gør.“

Om stævnerne fortæller Rodolfo: „På grund af afstandene og mangelen på transportmuligheder arrangerede vi mange små stævner. Det mindste jeg har overværet, blev  holdt i landsbyen Larimea. Der var i alt ti til stede.“ Ved en anden lejlighed blev han udnævnt til stævnetilsynsmand ved et stævne i landsbyen Agi. Han siger: „Jeg skulle også være ordstyrer, stå for Højttalerafdelingen og Fællesspisningen, instruere skuespillet og spille rollen som kong David.“  Han lagde alle kræfter i sin opgave og blev senere missionær på Salomonøerne.

I 1982 blev Arturo Villasin, en broder fra Luzon med stor tilpasningsevne, sendt til Salomonøerne. Her virkede han som kredstilsynsmand og opdagede at forholdene var helt anderledes end i Filippinerne. Mange af øerne var lettest at nå frem til med et lille fly. Han beretter: „Engang styrtede vores fly ned, men vi overlevede alle sammen. En anden gang var vi lige ved at flyve ind i en bjergside på grund af dårlig sigtbarhed.“ Om besøgene i nogle af menighederne fortæller han: „Vi vandrede gennem regnskoven og klatrede op ad mudrede, stejle skråninger for at besøge menigheder midt blandt bushfolk der tilbad deres forfædre.“ I 2001 blev Arturo pludselig syg og døde, men han vil blive husket længe som en trofast missionær.

Der kunne fortælles mange oplevelser som disse af de filippinske brødre og søstre der er blevet sendt ud som missionærer i Asien og på Stillehavsøerne. Trods problemerne har disse villige og selvopofrende tjenere for Jehova gjort en stor indsats i forkyndelsen i andre lande.

Glæden ved at hjælpe andre til at gøre Jehova til deres fæstning

Jehovas velsignelse giver stor glæde. (Ordsp.10:22) Adelieda Caletena, der blev sendt til Taiwan i 1974, siger: „Jeg er ikke alene glad, men også dybt taknemmelig for at Jehova har velsignet vores arbejde her og givet mig lov til at få en andel i det.“

Paul og Marina Tabunigao, der nu virker på Marshalløerne, fortæller: „Vi har hjulpet 72 til at tjene Jehova. Det glæder os meget at mange af dem nu er ældste,  menighedstjenere, specialpionerer, almindelige pionerer og flittige menighedsforkyndere.“

Lydia Pamplona, der siden 1980 har virket i Papua Ny Guinea, har hjulpet 84 frem til indvielse og dåb. Hun har for nylig fortalt at hun studerer med 16 forskellige, hvoraf de fleste nu overværer møderne. Hendes kommentarer sammenfatter uden tvivl de fleste missionærers følelser: „Jeg takker Jehova for den tjeneste han har betroet mig. Måtte han fortsat velsigne vores tjeneste til hans ære.“

De afdelingskontorer som de filippinske missionærer er blevet sendt ud til, har sat pris på at have dem i distriktet. Afdelingskontoret i Thailand skriver: „Missionærerne fra Filippinerne gør en god indsats. De er et godt eksempel på grund af den trofasthed de har vist i de mange år de har været i Thailand. De holder ud i arbejdet trods høj alder. De elsker Thailand og thailænderne; de betragter Thailand som deres hjem. Vi takker jer for at I har sendt os disse dygtige missionærer.“

Ældste oplæres på Rigets Tjenesteskole

Omtrent samtidig med at man begyndte at udsende pionerer fra Filippinerne til andre lande, sørgede Jehovas organisation for oplæring til det stigende antal kvalificerede brødre der bar et ansvar i de lokale menigheder. Det foregik først og fremmest ved hjælp af Rigets Tjenesteskole.

De første klasser begyndte i 1961 som kurser af en måneds varighed. Jack Redford, der havde været lærer på Gilead og senere blev missionær i Vietnam, blev sat til at undervise på Rigets Tjenesteskole i Filippinerne. Det første kursus blev afholdt på afdelingskontoret og foregik på engelsk.

 Mange kan sagtens tale og forstå engelsk, men man må altid tage hensyn til de gængse sprog og dialekter i Filippinerne. Mange ældste ville få mere ud af Rigets Tjenesteskole hvis undervisningen foregik på deres modersmål. Fra midten af 1960’erne blev skolen derfor afholdt på flere forskellige sprog. Cornelio Cañete husker at han fik til opgave at undervise på Visayas og Mindanao. Han fortæller: „Jeg holdt skolen på tre sprog: cebuano, ilongo og samar-leyte.“

Med tiden har Rigets Tjenesteskole gennemgået forskellige ændringer. I den senere tid er den blevet afholdt i en weekend — halvanden dag for de ældste og en dag for menighedstjenerne. Det er dog stadig en udfordring at undervisningen skal foregå på cirka otte sprog. De ældste der kan tale disse sprog, bliver sendt ud fra afdelingskontoret og holder et kursus med de rejsende tilsynsmænd, som så igen holder den egentlige skole med de ældste og menighedstjenerne. Ved den sidste Rigets Tjenesteskole blev der undervist 13.000 ældste og 8000 menighedstjenere.

 Pionererne får hjælp

Senere begyndte pionererne også at få yderligere oplæring. I 1978 afholdtes de første klasser i Pionerskolen. Alle der på det tidspunkt var pionerer eller specialpionerer, blev indbudt. Siden da er Pionerskolen blev afholdt hvert år undtagen i 1979 og 1981.

Pionererne har haft stor gavn af skolen, men det har ikke været let for dem at deltage. For nogle har det krævet økonomiske ofre. Andre har haft problemer med transporten til og fra skolen.

De der overværede Pionerskolen i byen Santiago, fik nogle uventede oplevelser. Kredstilsynsmanden Rodolfo de Vera fortæller: „Den 19. oktober 1989 blev Santiago på Isabela uden varsel ramt af en voldsom tyfon med vindhastigheder på over 200 kilometer i timen. Da undervisningen begyndte i rigssalen om morgenen, var der bare nogle byger og en svag vind; så vi gik i gang som vi plejede. Men vinden tog til, og bygningen begyndte at ryste. Pludselig blæste taget af! Vi ville egentlig gerne væk fra rigssalen, men kunne se at det var farligere at befinde sig udenfor  på grund af alt det der fløj rundt i luften.“ Selv om bygningen begyndte at falde fra hinanden, kom ingen noget til. Brødrene og søstrene var Jehova taknemmelige for at de overlevede, og fortæller at de fulgte det råd der var blevet givet i den engelske udgave af Vågn op! om at søge ly under et bord i sådanne situationer. Broder de Vera siger: „Vi kravlede ind under bordene. Da tyfonen var overstået, var vi dækket af nedfaldne grene og tagplader af metal, men alle der var blevet under bordene inde i rigssalen, slap uskadt.“

Pionerskolen afholdes hvert år på syv sprog. Frem til tjenesteåret 2002 er 2787 klasser med i alt 46.650 pionerer blevet undervist. Skolen har hjulpet pionererne til at blive dygtigere og stole helt på Jehova mens de fortsat „skinner som lysspredere i verden“. — Fil. 2:15.

De første offset-trykkemaskiner

Arbejdet i forkyndelsen og i menigheden ville være langt vanskeligere hvis vi ikke havde de mange gode, bibelske publikationer. I en hel del år blev de bøger og blade der skulle bruges i Filippinerne, trykt i Brooklyn. I begyndelsen af 1970’erne blev der imidlertid opført et trykkeri ved afdelingskontoret i Quezon City. Der blev installeret trykkemaskiner ligesom dem man brugte i Brooklyn. Det betød at afdelingskontoret nu kunne trykke alle de nødvendige blade selv.

Inden for samme årti viste det sig at trykkeindustrien var ved at gå væk fra trykning med blysats og i stedet gik over til offsettrykning. Hovedkontoret rådede os til at følge trop.

I 1980 anskaffede afdelingskontoret udstyr til fotosætning. Afdelingskontoret i Sydafrika havde købt det samme  udstyr og delte deres erfaringer med brødrene i Filippinerne. Omtrent samtidig med at man indførte den computerstyrede fotosatsteknik, købte man en lille ark-offsetmaskine.

I mindre målestok gav dette udstyr brødrene mulighed for at lære teknikken ved offsettrykning. David Namoca, der i forvejen havde stor erfaring i at betjene Linotype-maskiner til bogtryk, lærte at bruge fotosatsudstyret. Andre brødre lærte at fremstille offsetplader og at betjene den nyanskaffede trykkemaskine. Sidst i 1980 brugte afdelingskontoret derfor allerede offsetmetoden til at trykke nogle numre af Rigets Tjeneste og blade på sprog der blev udgivet i mindre oplag.

Den forestående omlægning til offsettrykning betød også at de der arbejdede med oversættelse og ombrydning, måtte undervises i brugen af computere. Lidt efter lidt fik brødrene erfaring og større selvtillid. Med tiden betød de nye metoder at de kunne trykke publikationerne i et større oplag og en bedre kvalitet. I 1982 var brødrene så ivrige efter at gøre fremskridt at de trykkede Rigets Nyheder nr. 31, en traktat i fire farver, på en offsetmaskine der kun kunne trykke én farve ad gangen. Papiret blev kørt igennem maskinen seks gange — fire for farvesiden og to for den anden side. Det var et stort arbejde, og kvaliteten blev måske ikke helt så god som man kunne ønske; men alle var glade for at få en firfarvet traktat der var trykt på vores egen maskine.

På den måde fik brødrene lidt erfaring, men hvordan ville hele overgangen til computerstyret fotosats og offsettrykning mon spænde af? Jehovas organisation havde nogle planer, og afdelingskontoret i Filippinerne skulle snart få gavn af dem.

 Jehovas organisation fremstiller MEPS

Det Styrende Råd gav tilladelse til at brødrene fremstillede et computerstyret fotosatssystem der kunne dække vores specielle behov for at fremstille læsestof på mange sprog. Dette elektroniske fotosatssystem til mange sprog, kaldet MEPS (Multilanguage Electronic Phototypesetting System), blev udviklet i Brooklyn. Det kommercielle udstyr man i en periode havde anvendt på det filippinske afdelingskontor, havde ganske vist betydet at man var begyndt at bruge computere og offsettrykning i mindre målestok, men MEPS gav kontoret i Filippinerne — og mange andre steder i hele verden — mulighed for at gøre fremskridt på dette område.

To ægtepar fra Filippinerne blev indbudt til at komme til Wallkill, New York, hvor brødrene blev oplært i at bruge og vedligeholde MEPS-computere. Et andet ægtepar, Florizel Nuico og hans kone, var for en tid i Brooklyn, hvor broder Nuico lærte at køre en MAN-offsetmaskine. Nu var det filippinske afdelingskontor godt udrustet til at tage springet til computerstyret fotosætning, ombrydning og offsettrykning.

 I 1983 blev der sendt en MAN-offsetmaskine til Filippinerne. Lionel Dingle fra afdelingskontoret i Australien hjalp til med at sætte den op. Derefter begyndte broder Nuico at lære de lokale brødre det han selv havde lært i Brooklyn, og sidst i 1983 blev de første blade trykt på maskinen. Systemet var dog endnu ikke helt på plads, så i en periode blev bladene trykt ved en kombination af blysatsmetoden og offsettrykning.

Det varede dog ikke længe før brødrene kunne bruge den nye metode fuldt ud. Den første MEPS-computer ankom sidst i 1983, og de to brødre der var blevet oplært i Wallkill, begyndte at undervise andre i at bruge og vedligeholde MEPS-udstyret. Kort efter var produktionen i fuld gang. Mange betelmedarbejdere fik en grundig oplæring i at bruge systemet i forbindelse med oversættelse, tekstbehandling, ombrydning og fotosætning, og de lærte at reparere computere. De mange sprog der tales i Filippinerne, gjorde oplæringen vanskeligere. Alene Vagttårnet udgives på syv sprog foruden engelsk. Men her var MEPS-systemet en god hjælp.

Publikationernes kvalitet blev langt bedre. Om de brødre der betjente trykkemaskinerne, siger Cesar Castellano, der arbejder på trykkeriet: „De fleste af brødrene er landmænd. Nogle af dem havde ingen tekniske færdigheder. Det er imponerende at se hvordan Jehova ved sin ånd sætter brødrene i stand til at klare en lang række ting, deriblandt trykkearbejde.“ Brødrene blev dygtigere og dygtigere, og de publikationer forkynderne modtog, blev pænere og pænere. Men de teknologiske fremskridt inden for trykkemetoderne førte til noget endnu vigtigere i åndelig henseende.

 Åndelig føde på samme tid

Dengang bladene til Filippinerne blev trykt i Brooklyn, varede det et halvt år eller mere før det der stod i de engelske blade, blev trykt på de filippinske sprog. Bladene blev ganske vist oversat lokalt, men der gik lang tid med at sende manuskripter og korrekturark frem og tilbage, og til sidst sende de færdigtrykte blade. Det sparede tid da afdelingskontoret i Filippinerne i 1970’erne begyndte at trykke blade selv, men bladenes indhold var stadig seks måneder bagud i forhold til de engelske udgaver. Mange af de filippinske brødre tænkte: ’Hvor ville det være skønt at få de lokale blade samtidig med de engelske!’ Men i årevis var det kun en drøm.

Da man udviklede MEPS og de nye trykkemetoder, gik drømmen i opfyldelse. Det Styrende Råd forstod at det ville virke forenende på Jehovas folk hvis alle studerede det samme stof på samme tid. Man arbejdede på at nå dette mål, og i januar 1986 blev Vagttårnet udgivet samtidig med den engelske udgave på fire lokale sprog: cebuano, iloko, ilongo og tagalog. Andre sprog fulgte snart efter. Ved stævnerne i 1988 fik brødrene en overraskelse: Bogen Åbenbaringen – det store klimaks er nær! udkom på tre lokale sprog samtidig med den engelske udgave! Brødrene var glade — ikke blot fordi de nu kunne tilbyde publikationer af en bedre kvalitet til de interesserede, men også fordi de kunne få gavn af den samme åndelige føde på samme tid som de fleste af deres brødre i resten af verden.

Disse forbedringer i trykkemetoderne kom på en tid hvor der var uro i nogle dele af landet. Publikationerne understregede hvor nødvendigt det er at alle til hver en tid gør Jehova til deres fæstning.

 Sammenstød mellem militæret og oprørere

I 1980’erne begyndte oprørsgrupper i mange dele af landet at gøre sig stærkere gældende. Nogle havde forbindelse med kommunisterne. Oftere og oftere kom det til sammenstød mellem regeringsstyrkerne og oprørerne. Disse konflikter satte ofte brødrenes tillid til Jehova på prøve.

I et område hvor der var en menighed med 62 forkyndere, vågnede nogle af brødrene en morgen og opdagede at militæret og oprørerne var ved at gøre klar til kamp. Brødrenes hjem lå midt imellem dem. Én ældste henvendte sig til oprørerne, og en anden opsøgte regeringsstyrkerne. De bad dem om ikke at kæmpe på det  pågældende sted, da det ville gå ud over mange civile. Men deres anmodning blev ignoreret. Brødrene kunne ikke flygte, så de samledes i rigssalen. En ældste ledede dem alle i en temmelig lang bøn, og han bad højt nok til at regeringsstyrkerne udenfor kunne høre det. Da bønnen var ovre, opdagede brødrene at de stridende parter havde forladt området; der var ingen ildkamp i gang. Brødrene var overbevist om at Jehova havde beskyttet dem.

Dionisio Carpentero har været i rejsetjenesten sammen med sin kone i over 16 år. Han glemmer aldrig hvad der skete det første år han var kredstilsynsmand i provinsen Negros Oriental i den sydlige del af Midtfilippinerne. Han fortæller: „Vi besøgte Linantuyan-menigheden. Vi var glade fordi der var 40 forkyndere med os i forkyndelsen om onsdagen. Hvad vi ikke vidste, var at oprørerne holdt øje med hvert et skridt vi tog. De havde skjult sig i nærheden af rigssalen. Fire af dem kom til vores logi ved 16-tiden for at høre hvad vi var for nogle. En ældste forklarede dem at jeg var kredstilsynsmand og besøgte deres menighed to gange om året.“

Den forklaring tog oprørerne åbenbart ikke for gode varer. De mistænkte Dionisio for at være militærmand og forlangte at ældstebroderen førte ham udenfor så de kunne slå ham ihjel. Ældstebroderen svarede at de måtte slå ham ihjel først. Så gik de.

Dionisio fortsætter: „Hundene gøede hele natten, så vi vidste at oprørerne var i nærheden. Fire gange den nat bad vi Jehova om at lede os. Så begyndte det at styrte ned selv om det var den tørre årstid. Regnen havde fået de mænd der ventede på at slå os ihjel, til at fortrække.“

Efter søndagsmødet sagde Dionisio til de ældste at han og hans kone ville tage videre til den næste menighed.  Men for at komme dertil, måtte de passere oprørernes skjulested. „En af mændene kiggede ud ad vinduet,“ fortæller Dionisio. „Vi sagde til ham at vi tog af sted. Alligevel kom oprørerne samme aften hen til rigssalen og spurgte efter os. En ældstebroder fortalte dem at vi allerede var taget af sted, og at vi endda var gået forbi deres skjulested. De havde mærkeligt nok ikke set os. Denne oplevelse lærte os at stole på Jehova og at være modige når vi kom ud for vanskeligheder.“ Dionisio glæder sig stadig over at virke som kredstilsynsmand sammen med sin kone.

Konflikter som disse kan somme tider gøre det vanskeligt at forkynde. Hvis man befinder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan man blive fanget i krydsilden.  I nogle tilfælde har en af parterne dog fortalt brødrene om kommende stridigheder. Brødrene har så valgt at forkynde et mere fredeligt sted indtil faren er drevet over. Men forkyndelsen fortsætter, og brødrene har lært at stole på Jehova.

Neutralitetsprøver

Jesus sagde om sine disciple: ’De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.’ (Joh.17:14) Ligesom i andre lande har Jehovas Vidner i Filippinerne holdt sig neutrale i verdens politik og militære konflikter. De har ikke ’grebet til sværd’; i stedet har de lagt våbnene fra sig og jaget efter fred, sådan som Jehova har lært dem. (Matt. 26:52; Es. 2:4) Deres neutrale standpunkt er velkendt overalt i Filippinerne, og folk på begge sider ved at Jehovas Vidner ikke udgør nogen risiko for dem. Der har dog været situationer hvor Jehovas tjenere tydeligt har måttet markere deres standpunkt. Det har tjent som en beskyttelse for dem.

Som rejsende tilsynsmand har Wilfredo Arellano stor erfaring i at virke i mange forskellige distrikter, både fredelige og knap så fredelige. I 1988 besøgte han en menighed i den sydlige del af Midtfilippinerne. Her forsøgte oprørerne at presse brødrene til at støtte dem i oprøret mod regeringen. Det nægtede brødrene naturligvis.

Wilfredo fortæller hvad der skete: „Mens jeg var på besøg, var regeringsstyrkerne aktive i menighedens distrikt. De ville gerne organisere beboerne i en milits der kunne nedkæmpe oprørerne. Ved et møde med regeringens repræsentanter fik brødrene mulighed for at forklare hvorfor de hverken ville slutte sig til oprørerne eller til en milits som regeringen stod bag. Nogle af de lokale beboere brød  sig ikke om vores holdning, men regeringens repræsentanter respekterede os.“

Wilfredo fortæller hvad der videre skete: „Da en broder var på vej hjem til sin gård efter mødet, stødte han på en gruppe tungt bevæbnede mænd der havde to fanger med bind for øjnene. Han blev spurgt om han havde deltaget i mødet med regeringen, og svarede som sandt var, at det havde han. De bevæbnede mænd ville vide om han var gået ind i militsen, og broderen fortalte dem om sit neutrale standpunkt. Derefter fik han lov at tage hjem. Få minutter senere hørte han to skud og forstod at fangerne var blevet henrettet.“

I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne blev der indført tvungen valgdeltagelse i Filippinerne. De der ikke ville stemme, blev fængslet. Dette gav Jehovas tjenere mulighed for at vise deres loyalitet over for Gud. Ligesom deres kristne brødre i resten af verden har Jehovas Vidner i Filippinerne fastholdt deres neutrale indstilling til politik; de er „ikke en del af verden“. — Joh.17:16.

Efter et regeringsskifte i 1986 blev landets grundlov revideret, og kravet om valgdeltagelse faldt bort. Det har gjort livet lettere for brødrene. Mange kom dog ud for andre prøver, især skolebørnene.

„De skal ikke mere lære at føre krig“

Irene Garcia voksede op i provinsen Pampanga midt på Luzon. Hun kom ud for et problem der stadig sætter mange unge på prøve. I highschool er der obligatorisk kamptræning. Elever der er Jehovas Vidner, har imidlertid truffet den personlige beslutning at de ikke kan deltage i undervisning i at føre krig. Irene bad først til Jehova om hans hjælp. Og mens hun tænkte på de tre unge, trofaste  hebræere på Daniels tid, gik hun derefter personligt til læreren og bad om at blive fritaget. (Dan., kap. 3) Han kunne ikke helt forstå hendes holdning, men takkede for den forklaring hun havde givet ham. Han advarede hende dog om at hun ville få en lav karakter hvis hun ikke deltog i kamptræningen. Irene svarede: „Det er i orden. Så må jeg bare gøre mit bedste i de andre fag.“ Hun fik nogle andre opgaver at udføre i stedet for kamptræning. Hun fortæller: „Det resulterede i at andre børn af Jehovas Vidner kunne bede om fritagelse uden problemer, og jeg endte alligevel med at være blandt klassens ti bedste elever.“

Ikke alle lærere i kamptræning er dog gået med til at fritage børn af Jehovas Vidner. Nogle har gjort det svært for eleverne at få deres eksamen. Men ved at holde fast ved Jehovas principper har tusinder af unge lært en vigtig lektion: Hvis man tager et fast standpunkt for Jehovas rige og holder sig neutral i denne verdens anliggender, bliver man beskyttet og velsignet af Jehova. — Ordsp. 29:25.

Der holdes flere stævner

Lad os nu se nærmere på de stævner Jehovas folk har afholdt. De er altid præget af stor glæde. Eftersom der kun var få Jehovas Vidner i landet før den anden verdenskrig, var det først efter krigen at der blev holdt store stævner. Men selv i krigsårene forsøgte man at opbygge brødrene gennem stævnerne. Den engelske årbog for 1941 beretter om et stævne der blev holdt i Manila i marts 1940.

Som tidligere nævnt blev Joseph dos Santos fængslet af japanerne. I begyndelsen af 1945 blev han omsider løsladt af de amerikanske styrker. På det tidspunkt var mange af brødrene nye i sandheden, og broder dos Santos viste stor interesse for deres åndelige velfærd. Der blev truffet  foranstaltning til at lære dem hvordan man kan undervise andre i Bibelens sandheder ved hjælp af bibelstudier. Det skete blandt andet ved et landsstævne i Lingayen, Pangasinan, sidst i 1945. Det blev overværet af cirka 4000, hvilket vidner om den store interesse der var på det tidspunkt. Stævnet var virkelig en glædelig begivenhed, især fordi krigen nu var slut!

Fra da af blev stævnerne overværet af flere og flere efterhånden som forkyndertallet steg. Omkring 17 år senere var de 4000 blevet til 39.652. Da blev stævnerne ikke længere holdt ét sted, men syv forskellige steder. Efter endnu 15 år (i 1977) blev områdestævnerne overværet af over 100.000. Det år blev der afholdt 20 stævner i hele landet. Otte år senere blev stævnerne overværet af over 200.000, og i 1997 oversteg tilhørerantallet ved områdestævnerne 300.000. I 2002 planlagde man 63 stævner; det største antal nogen sinde. Det kan være vanskeligt og undertiden dyrt at rejse mellem øerne. Når der afholdes stævner mange steder, behøver brødrene ikke at rejse så langt, og det bliver derfor lettere for dem at deltage. Resultatet bliver at flere får gavn af disse åndelige festmåltider.

Jehova velsigner bestræbelser for at deltage

Det har ikke været let for brødrene at komme til stævnerne. I den nordlige del af landet sejlede nogle brødre i 1947 ned ad Abrafloden på to tømmerflåder for at komme til et kredsstævne i Vigan, der ligger ved kysten. Ved udmundingen af floden skilte de tømmerflåderne ad  og solgte træet for at kunne købe billetter til bussen der skulle køre dem hjem til bjergene efter stævnet. De medbragte nogle store sække ris, brændeknipper og sovemåtter, foruden en større flok børn — og deres varme smil blev bredere og bredere for hver stævnedag der gik. Med ris, brænde, et gammeldags kogeapparat og en sovemåtte fik de dækket alle deres materielle behov.

I 1983 vandrede en gruppe fra Caburan-menigheden i den sydfilippinske provins Davao del Sur i tre dage gennem et bjergområde for at komme til et færgeleje. Derefter sejlede de en hel dag før de nåede frem til stævnebyen. De følte at det opmuntrende samvær med andre ved områdestævnet „Enhed under Guds rige“ havde været både anstrengelserne og udgifterne værd.

I 1989 vandrede en familie med to børn på to og fire år cirka 70 kilometer fra byen El Nido i Palawan for at overvære et kredsstævne. Det tog dem to dage at vandre gennem junglen, hvor der kun er få afmærkede stier. Undervejs måtte de pille igler af kroppen. Det blev ikke bedre af at regnen uafbrudt strømmede ned begge dage. De måtte krydse mange vandløb og floder — for der var ingen broer. Trods disse vanskeligheder nåede familien frem i god behold. De var lykkelige for at være sammen med brødrene ved stævnet!

Andre steder er det svært for familierne at få råd til at overvære stævnerne. Det problem havde Ramon Rodriguez i 1984. Han og hans familie bor på øen Polillo ud for Luzons østkyst. Ramon er fisker. En uge før stævnet havde hans familie på syv medlemmer kun penge nok til at én af dem kunne tage af sted. De fremlagde problemet for Jehova i bøn, og derefter tog Ramon og hans 12-årige  søn ud at fiske. De roede ud på havet og kastede nettene ud, men fangede ikke noget. Efter et stykke tid insisterede sønnen på at de skulle sejle hjemad og prøve igen nærmere mod land. Det gjorde de så. Ramon fortæller: „Vi havde slet ikke regnet med det, men da vi trak nettene op, var de fyldt med fisk — der var så mange at båden blev helt fuld.“ De havde fanget over 500 kilo fisk! Ved at sælge fiskene fik de rigeligt med penge til at hele familien Rodriguez kunne tage til stævne.

Den næste aften prøvede nogle andre brødre der også gerne ville til stævne, at kaste deres net ud på samme sted. De fangede 100 kilo fisk. Ramon tilføjer: „Fiskere der ikke var Jehovas Vidner, og som kastede deres net ud på samme tid, var overraskede, for de fangede ikke en eneste fisk. De sagde: ’Deres Gud har velsignet dem fordi de skal til stævne.’“ Familier af Jehovas Vidner i Filippinerne har gang på gang erfaret at når de lader de åndelige ting komme først i livet og handler i overensstemmelse med deres bønner, bliver de velsignet af Jehova og opnår stor glæde.

Stævner der huskes

I hele verden tænker Jehovas tjenere med glæde tilbage på de stævner de har overværet. Brødrene i Filippinerne er ingen undtagelse. Selv om de sætter pris på alle stævnerne, er der nogle der skiller sig ud og gør større indtryk på sind og hjerte. Det kan være internationale stævner, eller måske stævner med missionærer der er på besøg i hjemlandet og fortæller om deres oplevelser.

Som tidligere nævnt virker en hel del filippinske brødre og søstre som missionærer i andre asiatiske lande og på forskellige øer. Ved flere lejligheder har forkynderne i hele  verden samlet penge ind for at hjælpe missionærerne til at komme på besøg i deres hjemland og overvære stævner der. Filippinske missionærer har også haft gavn af denne kærlige ordning. I 1983, 1988, 1993 og 1998 fik mange missionærer hjælp til at komme hjem til Filippinerne for at overvære stævnerne sammen med deres familie og venner. Rapporter fra 1988 viser at 54 missionærer der tjente i 12 lande, kom hjem til stævne i Filippinerne. Dengang havde de 54 missionærer været gennemsnitlig 24 år i heltidstjenesten. Alle tilstedeværende glædede sig over at høre dem fortælle oplevelser under programmet.

Andre husker bestemte stævner på grund af noget der skete, og på grund af brødrenes beslutning om at gennemføre programmet trods forskellige vanskeligheder. Lige før områdestævnet „Guds fred“ i 1986 skulle afholdes i Surigao på Mindanao, blev byen ramt af en tyfon med vindstød på op til 150 kilometer i timen. Stadionets tag blev  stærkt beskadiget. Al elektricitet i byen blev afbrudt og vendte først tilbage efter stævnet. Vandet måtte man hente 6 kilometer borte. Det forhindrede dog ikke Jehovas Vidner i at samles. Brødrene bjærgede det der var tilbage af podiet, og satte det op i en sportshal ved siden af det egentlige stadion. De lejede en generator der gav strøm til både lamper, højttaleranlæg og køleskab til fællesspisningen. Man havde regnet med at der kom 5000, men tilhørerantallet kom helt op på 9932! Vennerne lod sig ikke gå på af en smule blæst!

De internationale stævner er særlig mindeværdige. Det Styrende Råd arrangerede internationale stævner i Manila i både 1991 og 1993. Stævnedeltagerne gjorde et dybt indtryk på byen. Stævnet var til stor opmuntring for de filippinske brødre og søstre, der for de flestes vedkommende ikke har råd til at rejse ud for at besøge andre lande. (Rom. 1:12) De udenlandske stævnedeltagere var rørte over den varme og venlige gæstfrihed deres filippinske brødre viste dem. Et ægtepar fra USA skrev: „Vi takker især for den hjertelige velkomst I gav os. I tog imod os alle med åbne arme der kærligt omfavnede os!“

I 1993 holdt man stævner på tre stadioner i Manila som blev forbundet telefonisk når nogle fra Det Styrende Råd holdt foredrag. Hvor blev tilhørerne begejstrede da Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udgivet på tagalog! En ung søster siger: „Jeg blev så glad. Jeg havde håbet på at vi en dag ville få Ny Verden-Oversættelsen på tagalog. Hvor var det en overraskelse at få den!“

I 1998 var situationen en anden. For første gang siden 1958 blev Filippinerne indbudt til at sende delegerede til  andre lande. Det betød at 107 tog af sted for at overvære et stævne på USA’s vestkyst. I september havde 35 andre den forret at overvære et internationalt stævne i Korea. Disse stævner har i høj grad oplært og forenet Jehovas folk og medvirket til at gøre Jehova til deres fæstning.

Nu vil vi se nærmere på forkyndelsesarbejdet. Hvordan er det at forkynde i et land med så mange forskellige sprog?

Den gode nyhed forkyndes på mange sprog

Som tidligere nævnt er det som regel lettere for folk at lære sandheden at kende hvis de bliver undervist på deres modersmål. Det er dog noget af en udfordring i Filippinerne fordi der tales så mange forskellige sprog. Jehovas Vidner har dog forsøgt at dække behovet ved at forkynde for folk på deres eget sprog og ved at udarbejde bibelsk læsestof på mange forskellige sprog.

Som regel kan man forkynde for en bestemt sproggruppe ved hjælp af nogle der allerede taler det pågældende  sprog. I tilfælde hvor det drejer sig om et sprog som kun få Jehovas Vidner kender, har nidkære forkyndere og pionerer forsøgt at lære det. På denne måde har de efterlignet apostelen Paulus, der sagde at han ’for alle slags mennesker var blevet alt’. — 1 Kor. 9:22.

Filippinerne har den fjerdestørste befolkning af de lande i verden der har engelsk som officielt sprog, men de fleste af landets indbyggere har ikke engelsk som modersmål. Ikke alle har let ved at læse engelsk, så der er brug for publikationer på flere forskellige filippinske sprog. I årenes løb har Jehovas Vidner oversat bibelske publikationer til mindst 17 af disse sprog. På nogle sprog findes der blot en enkelt brochure eller to — det gælder for eksempel sproget tausug, der tales af de islamiske folkegrupper sydpå, og ibanag, der tales af en lille etnisk gruppe i landets nordligste del. De fleste kan dog sagtens tale og forstå et af de syv hovedsprog. Vagttårnet bliver derfor oversat til og trykt på disse sprog, og programmet ved møderne og stævnerne fremholdes fortrinsvis på hovedsprogene.

I de senere år har regeringen opfordret folk til at bruge sproget pilipino, der i det store og hele svarer til tagalog. I løbet af en generation har dette medført en bemærkelsesværdig udvikling. Pilipino bruges nu langt mere i tale og på tryk, mens brugen af de andre sprog enten er uændret eller i tilbagegang. Dette afspejler sig i det antal eksemplarer der trykkes af Vagttårnet. I 1980 blev der trykt 29.667 eksemplarer af hvert nummer på tagalog. I 2000 var dette tal firdoblet, til 125.100. I den samme periode var der kun en minimal ændring i det engelske oplag og en beskeden stigning hvad de andre filippinske sprog angår.

 Betelfamilien støtter forkyndelsen

På Jehovas Vidners afdelingskontor i Quezon City, der er en del af Metro Manila, arbejder cirka 380 heltidstjenere. En stab på 69 har at gøre med oversættelse til de lokale sprog og korrekturlæsning. Nogle af dem fuldførte for nylig oversættelsen af De Hebraiske Skrifter af Ny Verden-Oversættelsen til tre sprog: cebuano, iloko og tagalog. Lige siden Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udkom i 1993, har brødrene glædet sig til at få hele Ny Verden-Oversættelsen. Hvor blev de begejstrede da de fik den på tagalog ved områdestævnet i slutningen af år 2000! Kort tid efter kom den også på cebuano og iloko. Nu kan flere hundrede tusind mennesker i distriktet få gavn af denne letforståelige, nøjagtige og konsekvente oversættelse af Bibelen.

Betelfamiliens medlemmer har forskellig baggrund og taler 28 forskellige sprog og dialekter. Mange er derfor velkvalificerede til at oversætte bibelske publikationer. Men oversættelsen er kun en del af det arbejde der udføres på Betel.

 Brødre og søstre på Betel har frivilligt stillet sig til rådighed for de mange opgaver i forbindelse med det vigtige forkyndelsesarbejde. Nogle brødre trykker bøger og blade. Andre sørger for at publikationerne bliver afleveret forskellige steder på Luzon. Atter andre tager sig af det praktiske arbejde på Betel, som for eksempel vedligeholdelse, madlavning og rengøring. Andre igen arbejder i Tjenesteafdelingen, hvor der modtages og sendes breve på mange sprog for at hjælpe menighederne, de rejsende tilsynsmænd og heltidstjenerne i distriktet. Eftersom der er cirka 3500 menigheder i Filippinerne, drejer det sig om ikke så få breve!

Lige fra 1934 da afdelingskontoret blev oprettet, og frem til midten af 1970’erne blev arbejdet udført under tilsyn af en landstjener eller afdelingstilsynsmand. Efter at Joseph dos Santos var vendt hjem til Hawaii, havde Earl Stewart, en missionær fra Canada, dette ansvar i cirka 13 år. To andre brødre tjente derefter som afdelingstilsynsmænd i kortere perioder. I 1966 blev Denton  Hopkinson, der var ankommet i 1954, udnævnt til afdelingstilsynsmand. Han varetog sin opgave nidkært i cirka ti år, indtil Jehovas organisation indførte en ny ordning for tilsyn med afdelingskontorerne i hele verden.

Fra februar 1976 skulle opgaven med at føre tilsyn med afdelingskontorerne ikke længere påhvile en enkelt mand, men et udvalg. Denne gruppe af kvalificerede mænd, der virker under ledelse af Det Styrende Råd, har ansvaret for at træffe beslutninger i forbindelse med forkyndelsen og arbejdet på afdelingskontoret. I begyndelsen bestod afdelingskontorets udvalg i Filippinerne af fem brødre, men da de fleste af dem var udenlandske missionærer, besluttede man senere at lade flere filippinske brødre indgå i udvalget. I en periode havde udvalget derfor syv medlemmer.

Fordelene ved udvalgsordningen viste sig hurtigt. Denton Hopkinson, der nu tjener som koordinator i afdelingskontorets udvalg, siger: „Når man ser tilbage, kan man se at det var en klog og betimelig beslutning. I betragtning af arbejdets omfattende karakter og organisationens størrelse er det ikke svært at se at én mand umuligt kunne have styr på det hele. Nu er ansvarsbyrden mere ligeligt fordelt.“

I Ordsprogene 15:22 står der: „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd, men når der er mange rådgivere gennemføres de.“ Når man rådfører sig med andre, ser man sagen fra flere forskellige synsvinkler. Dette princip følges af det filippinske afdelingskontors udvalg. Siden broder Hopkinson blev udnævnt til afdelingstilsynsmand, er betelfamilien blevet ti gange så stor, og det samme gælder arbejdsbyrden. Afdelingskontorets udvalg består i øjeblikket  af fem brødre der har tjent Jehova i mange år. I gennemsnit har de været mere end 50 år i heltidstjenesten. Deres samlede erfaring har været en stor hjælp mens forkyndelsen på alle øerne er gået stærkt fremad under Jehovas ledelse. Afdelingskontorets udvalg og resten af betelfamilien betragter det som en stor forret at støtte dette arbejde.

Sandheden bringes ud til „alle slags mennesker“

Forkyndelsesarbejdet udføres i overensstemmelse med Guds ønske om at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Hvilke „slags“ mennesker er blevet hjulpet af nidkære forkyndere i Filippinerne?

Marlon var en mand der altid kom i vanskeligheder. Hjemme i hans landsby var han kendt for sine dårlige venner og sine mange uvaner: rygning, drukkenskab og  stofmisbrug. Da Jehovas Vidner kom på besøg, viste Marlons mor interesse for budskabet. Trods støvede og mudrede veje tog pionererne hen for at studere med hende. I begyndelsen viste Marlon ingen interesse for at være med i studiet; han gik bare forbi nu og da. Men de brødre der studerede med hans mor, viste interesse for ham. Efterhånden begyndte han ikke blot at studere Bibelen, men han fik også klippet sit hår, der nåede helt ned til taljen, før han for første gang skulle til møde i rigssalen. Han gjorde hurtigt fremskridt, og folk var overraskede over de store forandringer han foretog i sin måde at leve på. Nu tjener han som pioner og bruger al sin tid på at fortælle andre om sandheden. Hvad var det der fik ham til at tage imod sandheden? Han siger at det var den udholdenhed som pionererne viste ved at komme og studere med hans mor, der overbeviste ham om at de havde sandheden.

Det er ikke alle slags mennesker man forventer vil lytte til sandheden. Forkyndere af den gode nyhed dømmer imidlertid ikke folk på forhånd, men giver dem lejlighed til at høre budskabet. På den lille ø Marinduque forkyndte en specialpionersøster for en mand. Bagefter spurgte hun om der boede andre i huset. Manden svarede at der boede én ovenpå, men tilføjede: „Der er ingen grund til at du går derop; han er voldelig og bliver let hidsig.“ Men søsteren følte at manden skulle have lejlighed til at høre budskabet om Riget. Da hun kom til døren, var det som om manden havde ventet på hende. Med et smil tilbød hun ham et gratis bibelstudium. Hun blev overrasket da manden, Carlos, tog imod tilbuddet. Der blev oprettet et studium med ham og hans kone.

 Da søsteren aflagde genbesøg, fortalte Carlos at han og hans kone havde alvorlige problemer og endda havde forsøgt selvmord. Mens søsteren havde talt med manden i stueetagen, havde Carlos lagt øret mod gulvet for at høre hvad der blev sagt, og han havde hørt at manden frarådede søsteren at gå ovenpå. Da han hørte det, bad han til at søsteren ville ignorere rådet og komme alligevel, for dette kunne være svaret på hans bøn om fred i sindet. Og både Carlos og hans kone fik virkelig fred i sindet da de begyndte at studere Bibelen. De blev døbt på samme dag, og Carlos’ kone er nu pioner.

En mand ved navn Victor havde lært om både buddhismen og katolicismen. Han undrede sig over hvorfor der findes så mange forskellige religioner i verden, og begyndte at lede efter sandheden. Han undersøgte islam, hinduismen, shintoismen, konfutsianismen, evolutionsteorien og andre filosofier, men var ikke tilfreds med nogen af dem. Under sit studium opdagede han at kun Bibelen indeholder nøjagtige profetier. Han begyndte derfor at fokusere på Bibelen. Ved at undersøge Bibelen nåede han og hans kæreste, Maribel, på egen hånd frem til den slutning at læresætningerne om treenigheden, helvede og skærsilden er falske. Alligevel var der noget der manglede.

Et stykke tid efter at Victor og Maribel var blevet gift, talte han med en forkynder og forstod at det er nødvendigt at bruge Guds navn. Efter at han havde set Jehovas navn i sin egen bibel, begyndte han straks at bruge det i sine bønner. Snart kom han til møderne i rigssalen og gjorde hurtigt åndelige fremskridt. Både han og Maribel blev døbt i maj 1989, og Victor opbygger nu menighederne som rejsende tilsynsmand.

 Pionerer har hjulpet folk der stod i mange forskellige situationer. Primitiva Lacasandile, der er specialpioner i den sydlige del af Luzon, oprettede et studium med et ægtepar i en landsby. De havde to børn og var temmelig fattige. Engang da Primitiva kom for at studere med parret, blev hun chokeret ved at se det største barn hænge grædende i en sæk i huset. Primitiva fortæller: „Moderen stod med en kniv og skulle til at slå barnet ihjel. Jeg standsede hende og spurgte hvordan hun kunne finde på det. Hun forklarede at det var på grund af økonomiske problemer.“ Primitiva gav dem vejledning om deres problem ud fra Bibelen — og reddede barnets liv. De fortsatte med at studere Bibelen og begyndte at overvære møderne selv om de måtte gå otte kilometer for at komme til mødestedet. Parret gjorde fremskridt og blev døbt, og manden er nu ældste i menigheden. Primitiva siger: „Det barn der var lige ved at blive slået ihjel, er nu pioner. Det er tydeligt at den opgave Jehova har givet sine tjenere, redder liv, både nu og i fremtiden.“

Tjeneste hvor behovet er større

I mange områder er der stadig kun få forkyndere. En del pionerer og menighedsforkyndere har valgt at flytte sådanne steder hen. Pascual og Maria Tatoy, der var almindelige pionerer, tog med specialpioneren Angelito Balboa for at hjælpe med at gennemgå distriktet på øen Coron i den vestlige del af Filippinerne. De tjente til dagen og vejen ved at Pascual fiskede sammen med en anden broder, og Maria lavede lækkerier af ris som hun solgte.

Da kredstilsynsmanden kom på besøg, fortalte han om behovet på en anden ø, Culion. Her lå der en spedalskhedskoloni, og der var kun fire forkyndere. Han opfordrede  Pascual og Maria til at flytte dertil. De fulgte opfordringen, og Jehova har velsignet deres indsats. De fire forkyndere på Culion er nu blevet til to menigheder.

I midten af 1970’erne kom et stort antal bådflygtninge til Filippinerne fra Vietnam. Der blev oprettet flygtningelejre, som fungerede i cirka 20 år. På øen Palawan lå en stor flygtningelejr. Nogle filippinske brødre meldte sig til at forkynde for flygtningene, og en vietnamesisktalende broder kom fra USA for at hjælpe til. Nogle tog imod sandheden i flygtningelejren. Andre nåede at lære lidt om Jehovas navn og hans vidner før de flyttede andre steder hen.

Mange af Filippinernes afsidesliggende egne bliver  betjent af specialpionerer. De tager ofte andre forkyndere og pionerer med sig når de skal gennemgå fjerne afkroge. Norma Balmaceda fortæller hvordan det er at forkynde i den bjergrige provins Ifugao: „Vi plejer at tage af sted om mandagen med forkyndertaskerne fulde af publikationer, og med tøj og mad nok til at vi kan klare os til lørdag formiddag. Lørdag eftermiddag tager vi så tilbage til menighedens møder.“

Nogle menigheder arrangerer forkynderture, især når vejret er godt. Så bruger forkynderne flere dage eller en uge på at gennemgå fjerntliggende landdistrikter. Nicanor Evangelista, der nu er på Betel, husker hvordan det var at forkynde i disse distrikter: „Ude på landet er det filippinsk skik og brug at folk, hvis de er interesserede, siger: ’Du må gerne sove her hos os. Du kan også lave din mad her.’ Somme tider studerede pionererne Bibelen med de interesserede til langt ud på natten fordi de skulle sove samme sted.“

Aetaer lærer sandheden at kende

I deres bestræbelser for at forkynde for alle slags mennesker har Jehovas tjenere også haft nogen kontakt med aetaerne, eller negritoerne, som de også kaldes. Aetaerne menes at være Filippinernes oprindelige indbyggere. De er ikke særlig mange, og det er ikke altid så let at komme i forbindelse med dem. En del af dem lever nemlig som nomader i de skovklædte bjerge, hvor de fanger vilde dyr eller finder frugter og grøntsager. De kan minde lidt om pygmæerne i Afrika, for de er under 150 centimeter høje og har mørk hud og krøllet hår. Nogle er blevet assimileret i det almindelige samfund, og andre har slået sig ned i mere permanente hjem i nærheden af beboede egne. Mange der  førhen boede omkring vulkanen Mount Pinatubo, blev hjemløse da den kom i udbrud.

En anden gruppe aetaer lever på Panay, en ø i den vestlige del af Visayas. Lodibico Eno og hans familie er aetaer herfra. Da Lodibico begyndte at følge Bibelens principper, betød det nogle store forandringer i hans liv. Han fortæller: „Før havde jeg mange dårlige vaner: Jeg tyggede betelnød, røg, drak og spillede hasard. Jeg var også meget voldelig. Vi havde et elendigt familieliv. Hvis jeg ikke havde aflagt mine dårlige vaner, havde jeg måske ikke været i live i dag. Nu er mit legeme blevet rent. Mine tænder, der nærmest var rødlige førhen, er nu hvide. Jeg er ældste i menigheden. Alle disse velsignelser har jeg fået af Jehova Gud.“ Ligesom denne aetafamilie har selv folk fra mindre stammer mærket den frihed det medfører at vandre ad Jehovas vej. — Joh. 8:32.

Der forkyndes frihed for fanger

En anden slags mennesker der er blevet hjulpet, er dem der sidder i fængsel. Siden 1950’erne har Jehovas Vidner gjort en særlig indsats for at besøge sådanne fanger. En hel del er blevet hjulpet til at tage imod sandheden.

Som ung gjorde Sofronio Haincadto oprør imod regeringen. Han blev anholdt og idømt seks års fængsel. Mens han sad i New Bilibid-fængselet på Luzon, lagde han mærke til at en af de andre fanger ikke deltog i de gudstjenester der blev holdt for fangerne. Han hørte at manden var blevet et af Jehovas Vidner. Det førte til næsten daglige samtaler om Bibelen. Sofronio fortæller: „Jeg blev overbevist om at det jeg tidligere havde kæmpet for, ikke virkelig kunne ændre samfundet og gøre det bedre.“ Han lærte at Guds rige er det eneste der kan udvirke de forandringer  han håbede på. Med hjælp fra brødre i en nærliggende menighed gjorde Sofronio åndelige fremskridt og blev døbt i fængselet i en brønd hvis vand blev brugt til havevanding.

Da han havde afsonet sin straf, blev han først almindelig pioner og senere specialpioner. Mens han var i heltidstjenesten, hjalp han omkring 15 andre til at lære sandheden at kende. Han giftede sig og fik seks børn, hvoraf de tre nu er i heltidstjenesten. Den ene af dem er kredstilsynsmand, og to af hans andre sønner gennemgik i 1995 Skolen for Udnævnte Tjenere. Sandheden har resulteret i at Sofronio selv, hans familie og andre han har hjulpet, har opnået sand frihed.

Specialpionerer har forkyndt for fangerne i straffekolonien Iwahig på Palawan, og de fik endda lov til at bygge en lille rigssal på selve området. En fange der var blevet dømt for brandstiftelse, tyveri og mord, begyndte at studere Bibelen. Da han også begyndte at leve efter det han lærte gennem bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, betød det en enestående forandring i hans liv!

Efter mere end 23 års indespærring fik han at vide at han snart ville blive løsladt. Han glædede sig til at se sin familie igen efter alle disse år, men hans slægtninge, der var flove over ham og ligefrem bange for ham, skrev til ham: „Vil du ikke godt lade være med at komme tilbage.“ De anede ikke at Bibelen havde fået ham til at forandre sig fuldstændig. De blev derfor meget overraskede da han vendte tilbage til sin hjemby som en rolig og fredsommelig kristen mand.

Landets største kvindefængsel ligger i Mandaluyong i Metro Manila. Gennem mange år havde Jehovas Vidner  kun begrænset adgang til denne institution, men det ændrede sig da en kvinde der allerede havde haft et bibelstudium, blev overflyttet til fængselet. Fængselsmyndighederne sagde at hun skulle slutte sig til en af de andre religiøse grupper i fængselet, men hun fastholdt at det var umuligt fordi hun kun ville tilbede Gud sammen med Jehovas Vidner. Fængselsmyndighederne gav sig derfor og lod Jehovas Vidner besøge fængselet en gang om ugen. Siden da er flere kvindelige fanger blevet døbt, og en nærliggende menighed afholder regelmæssigt vagttårnsstudiet og nogle andre møder til gavn for de interesserede fanger.

Sandhedens budskab har betydet virkelig frihed for dem der befinder sig bag fængselsmure. Også disse mennesker er dyrebare i Jehovas øjne, og det er en stor glæde for hans tjenere at være med til at hjælpe dem.

Trofaste vidner holder ud

Et bibelsk ordsprog lyder: „Grå hår er en hæderskrone når de findes på retfærdigheds vej.“ (Ordsp. 16:31) Ja, hvor er det dejligt at se dem der i mange år har gjort Jehovas glæde til deres fæstning!

 Før den anden verdenskrig var den teokratiske organisation i Filippinerne ikke særlig stor, og der er ikke ret mange brødre og søstre tilbage fra den tid. Det er derfor meget opmuntrende at møde Leodegario Barlaan, der har været i heltidstjenesten siden 1938. Under krigen blev han og hans venner mishandlet af japanerne, men de blev ved med at forkynde. Efter krigen fortsatte han i heltidstjenesten sammen med sin kone, Natividad, og de blev indbudt til at virke i rejsetjenesten. Senere var de specialpionerer i Pangasinan-provinsen, dog uden at skulle opfylde timekravet. Natividad døde i 2000, men Leodegario fortsætter i sin tjeneste. Det er til stor opmuntring for alle at han er så fast besluttet på at gøre det han altid har gjort — nemlig forkynde.

Efter den anden verdenskrig havde forkyndelsen stor fremgang. Mange der lærte sandheden at kende dengang, fortsætter trofast den dag i dag. Under krigen læste Pacifico Pantas for eksempel nogle bibelske publikationer der tilhørte hans naboer, som var Jehovas Vidner. Han fortæller: „Jeg begyndte at komme til møderne. Derefter ansøgte jeg om at blive pioner, men jeg var endnu ikke blevet døbt. De bad mig om at lade mig døbe, og det gjorde jeg så.“ Det var i 1946. Pacifico kom til at tjene som pioner flere forskellige steder i landet. Han fik også andre forrettigheder. Han fortæller selv: „Jeg blev indbudt til den 16. klasse på Gileadskolen og havde mulighed for at overvære det internationale stævne i New York i 1950. Efter at jeg var udgået fra Gileadskolen, blev jeg kredstilsynsmand i de amerikanske stater Minnesota og North Dakota, og derefter vendte jeg hjem til Filippinerne for at virke som områdetilsynsmand i egnen syd for Pasig-floden, fra Manila og hele vejen til Mindanao.“

 I årene der fulgte, fik broder Pantas mange forskellige opgaver på Betel og som rejsende tilsynsmand. I 1963 blev han gift, og da han og hans kone fik børn, måtte de finde bolig og arbejde for at forsørge familien. Mens børnene voksede op, fortsatte de med at tjene Jehova trofast, og alle tre børn er blevet Jehovas Vidner. De tjener nu som ældste; én har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, og en anden arbejder på Betel. Selv om broder Pantas nu har nået en høj alder, er han stadig til stor opmuntring i menigheden.

Tiltalende rigssale til pris for Jehova

Det er først i de senere år at Jehovas folk i Filippinerne har haft mulighed for at holde møder i deres egne rigssale. I mange år mødtes langt de fleste i brødrenes hjem. I det første århundrede mødtes de kristne ganske vist også i private hjem. (Rom. 16:5) Men efterhånden som menighederne i vor tid er vokset, opstod ønsket om at have nogle mødesteder der kunne rumme større forsamlinger.

David Ledbetter siger: „Det var vanskeligt for mange på grund af de begrænsede økonomiske midler. Selv i så stor en by som Metro Manila havde vi kun én rigssal der var opført på en grund som menigheden ejede. Alle andre steder hvor der var en rigssal, ejede menigheden bygningen, men ikke grunden.“ Brødrenes indtægter var så lave at menighederne ikke havde råd til at købe jord.

Brødrene måtte derfor klare sig som de bedst kunne. Det de havde, stillede de villigt til rådighed. Denton Hopkinson husker for eksempel Santos Capistrano, en broder i Manila der gennem cirka 40 år stillede førstesalen i sit hus til rådighed som rigssal. Broder Hopkinson siger: „Da broder Capistranos kone døde, flyttede hans børn ind  i stueetagen. Rigssalen var jo ovenpå og optog det meste af førstesalen. Selv havde han kun et lille værelse med køkken i den ene side. Man skulle synes at det var ubekvemt for ham, men han var glad for det. Det var den indstilling brødrene havde.“

Med tiden blev det muligt at bygge rigssale på grunde som menighederne ejede. Pesoens værdi steg, og i 1980’erne var der en beskeden stigning i lønningerne, så det kunne lade sig gøre at låne penge. Det betød at nogle få af menighederne kunne tage lån.

Så indførte Det Styrende Råd en kærlig ordning som var en stor hjælp. I Canada og De Forenede Stater blev der bragt meddelelse om at Selskabet havde oprettet en rigssalskonto, og kort tid efter fik Filippinerne gavn af penge der var blevet indsamlet med det specifikke formål at bygge rigssale. Denne ordning er i overensstemmelse med princippet om at „der kan finde en udligning sted“, og gjorde det muligt at tage lån. (2 Kor. 8:14, 15) Tingene gik langsomt i begyndelsen, men når brødrene fandt ud af hvordan ordningen fungerede andre steder, fik flere og flere mod på at bygge en rigssal.

Denne ordning har virkelig haft stor betydning. Afdelingskontoret oplyser om lånene til rigssale: „I alt har der været over 1200 rigssalsprojekter. Det er noget der har kunnet mærkes i hele landet.“ I begyndelsen kom en stor del af midlerne fra andre lande, men efter nogen tid kunne de filippinske brødre selv dække deres behov. Herom skriver afdelingskontoret: „I flere år er rigssalsprojekterne nu blevet finansieret ved tilbagebetalte lån og bidrag fra brødre i Filippinerne. Det viser hvor meget godt der kan udrettes ved indsamling af penge, selv i økonomisk trængte områder.“

 Et stort antal menigheder har nu deres egne rigssale. Nogle af de omkring 3500 menigheder i landet mangler dog stadig en rigssal. Men cirka 500 af disse menigheder har under 15 forkyndere og har ikke råd til at låne penge til en rigssal. Derfor har man for nylig anbefalet dem at slå nogle menigheder sammen, så det bliver mere praktisk gennemførligt at bygge en rigssal.

Et ændret syn på mødetider

Nogle menigheder, både med og uden egen rigssal, ligger isoleret. Brødrene må gå i uvejsomt terræn i to, fire eller endnu flere timer for at komme til møderne, så i nogle områder er det upraktisk at samles et centralt sted mere end én gang om ugen. Mange af disse menigheder valgte derfor at holde alle ugens møder, undtagen bogstudiet, på samme dag. Når brødrene ankom, var de forberedt på at overvære fire møder og havde madpakke med. Det betød at den lange afstand til mødestedet kun skulle tilbagelægges én gang om ugen, mens andre aktiviteter, som for eksempel forkyndelsen, foregik i lokalområdet de andre dage.

I 1980’erne begyndte denne skik at sprede sig til menigheder der lå knap så isoleret, og endda til menighederne i byerne. Økonomiske problemer fik måske nogle til at lede efter måder at spare penge på. Færre mødedage betød mindre transport og færre udgifter. Andre brødre var måske lidt mageligt anlagt og brugte for eksempel de andre dage på personlige gøremål som uddannelse eller arbejde.

Flere og flere menigheder begyndte at holde fire af ugens møder på én dag, og nogle menigheder holdt endda alle fem møder samtidig! Men det betød at menighederne  i Filippinerne gled længere og længere bort fra den ordning størstedelen af Jehovas folk i resten af verden har — med møder på tre forskellige dage i ugens løb. Brødrene havde ikke et helt ligevægtigt syn på dette. Da zonetilsynsmanden var på besøg i 1991, blev dette problem nævnt for ham. Derefter rådspurgte man Det Styrende Råd. Svaret lød: „Vi mener ikke at det er en god idé medmindre ganske særlige omstændigheder taler for det.“ Oplysningerne blev videregivet til brødrene, først i byerne og derefter ude på landet.

Det blev påpeget at hvis menighederne holdt møderne på forskellige dage, ville de følge den fastlagte, verdensomspændende ordning for møder, og desuden ville det være til større åndelig gavn for dem end at forsøge at komme igennem al stoffet i løbet af tre og en halv eller fire timer. Små børn og nyinteresserede havde haft svært ved at klare et så langt møde. Og menighedens ældste kunne udarbejde  bedre punkter når de kun skulle forberede sig til et eller to møder ad gangen.

Hvordan reagerede menighederne på vejledningen? Langt de fleste tog den til sig og begyndte hurtigt at planlægge møder midt på ugen. Med undtagelse af menigheder der ligger meget afsides, kan de fleste menigheder nu glæde sig over et mere ligevægtigt åndeligt program hver uge.

Stævnehaller

I mange år lejede brødrene skoleauditorier, sportshaller, væddeløbsbaner eller andre offentlige anlæg til stævnerne. Det havde sine ulemper, men brødrene var alligevel glade for at benytte disse muligheder for at komme til stævne.

For stævnehaller gjaldt det samme som for rigssale: Det var ikke nogen let sag at købe dem. Også her spillede de økonomiske vanskeligheder en rolle. Alligevel ville mange kredse meget gerne have deres egne mødesteder, og der er derfor blevet bygget en hel del beskedne stævnehaller. De  bruges som regel kun af en eller to kredse, ikke af en hel gruppe kredse som i mange andre lande. I mange tilfælde er grunden blevet skænket eller købt til en rimelig pris, navnlig ude på landet. Derefter har brødrene samlet bidrag ind og opført en enkel ’stævnehal’ med et betongulv og et podium, men for det meste uden vægge, blot med et tag så tilhørerne kan sidde i skygge.

 I Metro Manila-området var grundpriserne og omkostningerne ved at opføre en stævnehal der passede ind i bymiljøet, imidlertid skyhøje. Det kunne ikke engang lade sig gøre at bygge en nok så beskeden stævnehal. Menighederne i området gav bidrag til en stævnehalsfond, men der kom så lidt ind at man end ikke kunne købe en grund! I 1970’erne, 1980’erne og det meste af 1990’erne blev stævnerne i Metro Manila stadig holdt på skoler, i sportshaller og lignende steder.

I mellemtiden steg antallet af menigheder og kredse i Metro Manila støt, og behovet for en stævnehal blev mere og mere påtrængende. Brødrene begyndte at lede efter en passende grund. Breve blev sendt ud til menighederne med oplysninger om det privilegium at bidrage økonomisk til projektet. I 1992 fandt man så en grund på cirka 6 hektar i nærheden af Lagro-området i den nordlige del af Metro Manila.

Menighederne i Metro Manila støttede projektet med bidrag og frivillige arbejdere. Fra flere forskellige lande kom der internationale byggearbejdere for at hjælpe til. En af dem, Ross Pratt fra New Zealand, fortæller: „I marts 1997 fik vi tilladelse fra Brooklyn til at gå i gang. Der skulle udføres meget jordarbejde, og 29.000 kubikmeter jord blev fjernet før vi kunne bygge på grunden. Der var 50-60 faste medarbejdere. Stævnehallen blev færdig i november 1998.“ Derefter blev den indviet. Der kan være op til 12.000 tilhørere i hallen, så den kan også bruges til områdestævner. Dens åbne sider betyder at tilhørerne kan nyde den tropiske brise mens de lytter til programmet. Stævnehallen bruges nu af seksten kredse i og omkring Metro Manila.

 Afdelingskontoret udvides

Efterhånden som antallet af menigheder og kredse steg, voksede arbejdsbyrden på afdelingskontoret. I 1980 var der cirka 60.000 forkyndere i landet, og før der var gået ti år, var Filippinerne blandt de lande der havde over 100.000 forkyndere. I samme periode voksede betelfamilien fra 102 til 150 medlemmer. Men allerede i begyndelsen af 1980’erne var der begyndt at være pladsmangel på afdelingskontoret. Der var brug for flere boliger.

Det Styrende Råd gav brødrene besked på at lede efter mere jord. Felix Fajardo fortæller hvad der skete: „Vi gik fra hus til hus for at finde ud af om der skulle være en grund til salg i nærheden af Betel. Hverken de filippinske eller de kinesiske grundejere ville sælge. En grundejer sagde med eftertryk: ’Kinesere sælger ikke. Vi køber. Vi sælger aldrig.’“ På det tidspunkt så det ikke ud til at det var muligt at købe en grund i nærheden af det oprindelige afdelingskontor.

Brødrene begyndte så at lede efter en grund andre steder. Om nødvendigt måtte afdelingskontoret flyttes ud af byen. Man fandt flere grunde i nærliggende provinser. Det Styrende Råd viste særlig interesse for en stor grund i nærheden af San Pedro, Laguna, som en broder ville sælge til en rimelig pris. Brødrene fik tilladelse til at købe den. Man lagde planer om at opføre kontorer, et betelhjem og et trykkeri på grunden. Men tiden gik, og det lod ikke til at det var Jehovas vilje at afdelingskontoret skulle flyttes derud. Der var ingen telefonforbindelse, vejen var dårlig, og området var usikkert. Det stod efterhånden klart at stedet ikke var det mest velegnede til et afdelingskontor. Brødrene brugte i stedet jorden til landbrug for at dække  en del af betelfamiliens behov. Men det løste jo ikke pladsproblemet på afdelingskontoret.

Nu tog begivenhederne en overraskende vending der syntes at være et udtryk for Jehovas ledelse. Felix fortsætter: „Lige pludselig sagde vores nærmeste nabo: ’Vi skal til at sælge vores grund — 1000 kvadratmeter. Vi vil gerne sælge den til jer.’ Det Styrende Råd sagde at vi skulle slå til. Vi regnede med at det ville dække vores behov, men da vi sendte tegningerne ind til hovedkontoret, fik vi denne besked: ’Måske kan I lede efter flere grunde. I har brug for lidt mere.’

Umiddelbart efter kom en læge og en advokat og sagde: ’Vi vil gerne sælge vores grund til jer.’ Den var også på 1000 kvadratmeter. Derefter tilbød en kvinde os en grund på cirka en hektar. Grunden stødte direkte op til vores jord, og hun ville sælge den til en meget rimelig pris. Nu syntes vi at vi havde en pæn, stor grund. Men hovedkontoret sagde: ’Find noget mere.’“

Så kom der hjælp fra en uventet kant. Lægen og advokaten der havde solgt os deres grund, gik rundt til de andre naboer og overtalte dem til også at sælge deres jord. En efter en tilbød de afdelingskontoret deres grunde. Efter at brødrene havde købt så godt som alle de nærliggende ejendomme, sendte de endnu en gang et forslag til hovedkontoret. Igen lød svaret: „I har brug for noget mere.“ Brødrene tænkte: „Hvad gør vi nu? Vi har købt alt hvad der ligger i nærheden.“

Netop omkring dette tidspunkt kom der en opringning angående den grund som tilhørte den kinesiske forretningsmand der havde sagt: „Kinesere sælger ikke.“ Nu var grunden til salg! Felix forklarer: „Broder Leach og jeg  fandt ud af at ingen andre var interesseret i den. Derfor fik vi den meget billigt. Det ser ud til at Jehova havde en finger med i spillet.“ Endnu en hektar jord blev føjet til grunden, og omsider sagde hovedkontoret: „Nu har I en grund der er stor nok til at I kan begynde at planlægge byggeriet.“

Som tiden gik og situationen ændredes, viste det sig at der ikke længere var behov for landbruget i San Pedro. En stor del af fødevarerne til betelfamilien kunne købes i store partier til en lavere pris end det kostede at dyrke dem selv. Brødrene besluttede derfor at sælge landbruget. I 1991  overgik det til en ny ejer. Overskuddet fra salget blev brugt til at dække nogle af udgifterne til afdelingskontorets nye bygninger.

Det nye afdelingskontor bygges

Den grund afdelingskontoret nu ejede, var mere end tre gange så stor som den oprindelige grund på en hektar man havde købt i 1947. Med hjælp fra Den Regionale Arkitekttegnestue på Jehovas Vidners japanske afdelingskontor blev der udarbejdet nogle tegninger, og i midten af 1988 begyndte man at byggemodne grunden. Nogle af de gamle træbygninger blev revet ned. Blandt de nye bygninger skulle der være en 11-etages beboelsesejendom og et stort trykkeri i to etager. Der skulle også opføres en rigssal på grunden.

Foruden de gileadmissionærer der fik til opgave at hjælpe til, kom der næsten 300 brødre og søstre fra cirka fem lande som internationale byggearbejdere for at give en hånd med gennem kortere eller længere tid. Beboerne i nærheden var forbløffede over at se at folk kom fra udlandet for at hjælpe til. De blev endnu mere overraskede når de hørte at de fleste var kommet for egen regning! De lokale brødre og søstre bidrog til atmosfæren af international enhed.

Ligesom i forbindelse med købet af grunden kunne Jehovas ledelse fornemmes mens byggeriet skred frem. Der var for eksempel kun ét firma i Filippinerne som fremstillede den type tagplader der skulle bruges til bygningerne. Men afdelingskontorets ordre var nummer 301 på firmaets venteliste! Brødrene aftalte et møde med firmaets vicedirektør og forklarede at byggearbejdet blev udført af frivillige. Ved et bestyrelsesmøde i firmaet blev brødrenes ordre  godkendt og flyttet op øverst i produktionslisten. Kort tid efter at materialerne var blevet leveret, gik firmaets medarbejdere i øvrigt i strejke.

De talrige brødre der var involveret i byggeprojektet, havde en god indstilling. Hver uge kom der cirka 600 frivillige fra nærliggende menigheder for at hjælpe til. Omkring 30 procent af arbejdet blev faktisk udført af disse frivillige.

Man holdt en høj standard for byggeriet. Eftersom Filippinerne ligger i en aktiv jordskælvszone, sørgede de brødre der tegnede projektet, for at den 11 etager høje bygning kunne modstå stærke jordrystelser. Disse kvalitetsbygninger var helt anderledes end de tidligere bygninger, hvoraf en var bygget i 1920’erne! De ældste blev revet ned for at give plads til de nye.

Den 13. april 1991 blev afdelingskontoret indviet. John Barr fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen for en tilhørerskare på 1718. Brødre og søstre der havde tjent Jehova i mere end 40 år, var blevet indbudt til at overvære programmet sammen med gæster fra ti lande. Dagen efter kunne 78.501 glæde sig over et åndeligt opbyggende program der blev transmitteret telefonisk til seks forskellige steder i Filippinerne.

Filippinere rejser ud som internationale byggearbejdere

Under byggeriet af afdelingskontoret havde de internationale byggearbejdere undervist de filippinske brødre. Hubertus Hoefnagels, der oplærte andre, fortæller: „Mange af de lokale brødre er meget nidkære, og de kunne bruge det de havde lært.“ Det betød at da byggeprojektet i Filippinerne var slut, kunne nogle af disse oplærte brødre  rejse ud som internationale byggearbejdere for at hjælpe til med byggerier i andre lande, især i Sydøstasien.

En af dem var Joel Moral fra Quezon-provinsen. Han kom egentlig til byggeprojektet i Manila for at hjælpe til i en uges tid. Men der var brug for ham, så han blev bedt om at blive. Han havde ikke særlig stor erfaring i byggearbejde, men under opførelsen af afdelingskontoret lærte han hurtigt en hel del af de internationale byggearbejdere.

Allerede før byggeprojektet i Filippinerne var færdigt, opstod der behov for hjælp på et nyt afdelingskontor i Thailand. Joel fortæller: „Jeg havde ikke regnet med at jeg blev indbudt til at rejse til Thailand. Men det blev jeg. Min erfaring fra byggeriet i Filippinerne var en stor hjælp som en forberedelse til at arbejde i andre lande.“ Han blev i Thailand i over et år for at hjælpe til med byggeriet.

Joshua og Sara Espiritu lærte hinanden at kende mens de begge arbejdede på betelbyggeriet i Filippinerne. De blev gift kort efter indvielsen af afdelingskontoret og satte sig det mål at rejse ud som internationale byggearbejdere sammen. Efter nogle få måneder blev de indbudt til at være med på byggerier i andre lande. Siden da har de arbejdet i fem lande: Tre i Asien og to i Afrika. Joshua fortæller om byggeriet i Filippinerne: „Vi lærte forskellige færdigheder mens vi arbejdede sammen med de udenlandske brødre. Nu havde vi en viden som vi kunne give videre til andre.“ Når de var ankommet til det nye sted, sagde de til de lokale brødre: „Vi bliver her ikke for evigt. I fremtiden skal I selv fortsætte med arbejdet.“ På spørgsmålet om hvad Joshuas mål er når han rejser til andre lande, svarer han: „Vi tager ikke kun dertil for at arbejde; vi prøver virkelig at oplære brødrene.“

 Hvis man skal virke i andre lande, må man naturligvis være fleksibel. Jerry Ayura, der blev sendt forskellige steder hen, deriblandt til Thailand, Vestsamoa og Zimbabwe, forklarer: „Jeg lærte at Jehova gør brug af mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi elsker dem fordi Jehova elsker dem.“ Disse filippinske brødre er ovenud glade for at de kan være med til at arbejde for Jehova i andre lande!

Uro standser ikke forkyndelsen

Hvis man gør Jehovas glæde til sin fæstning, vil man også være loyal over for ham i vanskelige tider. Jehovas tjenere i Filippinerne har mange gange haft lejlighed til at bevise deres loyalitet.

Undtagelsestilstanden, der var blevet indført i 1972, blev ophævet den 17. januar 1981, men uroen fortsatte op gennem 1980’erne. I februar 1986 kom der en ny regering. Regeringsskiftet foregik dog stort set i ro og orden, og selv de menigheder der lå midt i brændpunktet hvor de revolutionære grupper holdt til, kunne fortsætte deres møder og forkynde uden afbrydelse. Når forkynderne kom forbi disse grupper, lagde de mærke til hvordan præster og nonner blandede sig med folk og opildnede folkemængden.

Den nye regering gennemførte hurtigt visse forandringer. Men uroen ophørte ikke. Der var adskillige kupforsøg, hvoraf nogle var blodige, i de tre første år efter at den nye regering var kommet til magten. Under betelbyggeriet så de udenlandske og de lokale byggearbejdere en dag  med forbløffelse at oprørske soldater bombede deres egen militærlejr. Træfningerne var relativt kortvarige, men man fandt det nødvendigt at tilskynde nogle af menighederne til at mødes i rigssale der lå i mere fredelige områder.

Sammenstødene mellem regeringsstyrkerne og oprørerne er fortsat gennem mange år i nogle områder på Mindanao. Brødrene her må vise dømmekraft og tillid til Jehova når de udfører deres tjeneste. Renato Dungog, der er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere og nu er kredstilsynsmand, tjente i et område hvor der overalt har været meget uro. En dag mens Renato ventede på en båd, spurgte en soldat ham: „Hvor skal du hen?“

Renato forklarede: „Jeg er rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner og besøger menighederne to gange om året for at styrke mine brødre og forkynde sammen med dem.“

Soldaten svarede: „Gud må være med dig, ellers var du blevet dræbt.“ Trods urolighederne fortsætter brødrene med at forkynde i tillid til Jehova, og de bliver respekteret for det.

Igen for retten på grund af spørgsmålet om flaghilsen

Børnenes loyalitet mod Gud er også blevet sat på prøve. Den 11. juni 1955 indførte præsident Ramon Magsaysay en lov om at alle børn i offentlige og private skoler skulle hilse det filippinske flag. Børn af Jehovas Vidner fulgte deres samvittighed, ligesom alle andre unge Jehovas Vidner i hele verden. (2 Mos. 20:4, 5) De respekterer det nationale symbol, men kan ikke med god samvittighed deltage i noget de opfatter som en tilbedelseshandling over for en genstand. Da børn af Gerona-familien i Masbate blev bortvist fra skolen fordi de ikke ville hilse flaget,  resulterede det i en sag der i 1959 kom for Filippinernes højesteret. Retten viste imidlertid ikke respekt for Jehovas Vidners religiøse holdning. Den fastholdt at flaget „ikke er et billede“, og at „flaget er fuldstændig blottet for religiøs betydning“. Retten påtog sig dermed at lovgive om hvad der er religiøst, og hvad der ikke er religiøst.

Denne afgørelse ændrede naturligvis ikke Jehovas Vidners religiøse opfattelse. Brødrene holdt fast ved de bibelske principper. Dommen resulterede i nogle vanskeligheder, men ikke så store som man kunne have forventet.

Spørgsmålet om flaghilsen blev ikke taget op igen før højesteretsdommen blev optaget som en del af Forvaltningsloven fra 1987. Derefter, i 1990, blev flere børn af Jehovas Vidner i Cebu-området bortvist fra skolerne. En skoleleder holdt stejlt på at loven skulle håndhæves. Flere og flere børn blev bortvist.

Da medierne omtalte bortvisningerne, begyndte en menneskerettighedskomité at interessere sig for de børn der blev nægtet undervisning. Noget tydede på at holdningen havde ændret sig siden 1959. Var Jehovas tid mon inde til at prøve sagen for retten igen? Ernesto Morales, der dengang var ældste i Cebu, fortæller: „Redaktører, journalister, lærere og andre tilskyndede os til at bringe sagen for retten.“ Den juridiske afdeling på afdelingskontoret og hovedkontoret blev rådspurgt, og man besluttede at anlægge sag.

Både den regionale underret og appelretten afsagde imidlertid domme der gik os imod. De var betænkelige ved at gå imod Højesterettens afgørelse i Gerona-sagen fra 1959. Den eneste måde vi kunne komme videre på, var ved igen at indanke sagen for Højesteret. Ville man mon være villig til at behandle sagen dér? Svaret var ja! Felino  Ganal, en advokat der er et af Jehovas Vidner, gik foran med hensyn til at føre sagen for Højesteretten. Inden for få dage udstedte Højesteretten et påbud om at alle de bortviste børn skulle genoptages i skolerne indtil sagen var afgjort.

Sagens parter fremlagde deres synspunkter. Efter omhyggelig overvejelse omstødte Højesteretten dommen fra 1959 og gav børn af Jehovas Vidner ret til at nægte at hilse flaget, aflægge troskabseden og synge nationalsangen. Retten begrundede sin epokegørende afgørelse som følger: „Den idé at man kan tvinges til at hilse flaget, . . . under trussel om . . . bortvisning fra sin skole, er samvittighedskrænkende for den nulevende generation af filippinere, der er vokset op med borgerrettigheder som garanterer ytringsfrihed og religions- og tilbedelsesfrihed.“ Retten afsagde også den kendelse at bortvisning af Jehovas Vidner fra skolerne ville „krænke deres ret . . . til at modtage fri undervisning ifølge grundloven af 1987“. Manila Chronicle skrev: „Højesteretten korrigerer en 35 år gammel uret mod Jehovas Vidner.“

Modparten anmodede om at sagen blev taget op til fornyet overvejelse, men dette afslog Højesteret den 29. december 1995. Afgørelsen står derfor ved magt. Hvilken sejr for Jehovas folk!

 Forkyndelsen fortsætter trods katastrofer

Som nævnt i begyndelsen af denne beretning bliver Filippinerne ofte ramt af naturkatastrofer. Vi vil nu se nærmere på nogle af de katastrofer der har berørt brødrene.

Jordskælv: Eftersom Filippinerne ligger der hvor to store lithosfæreplader støder sammen, rammes øerne ofte af jordskælv. Ifølge en ekspert indtræffer der daglig mindst fem jordskælv, foruden langt flere mindre rystelser som man normalt ikke mærker. Kun de færreste jordskælv griber forstyrrende ind i dagligdagen, men nu og da er der alvorlige jordskælv som forårsager store ødelæggelser.

Den 16. juli 1990, klokken 16.26, blev området i nærheden af Cabanatuan, en by midt på Luzon, ramt af et kraftigt jordskælv med stærke efterskælv. Det gik også ud over Benguet-provinsen. Flere skoler og hoteller styrtede sammen, med tab af menneskeliv til følge.

På det tidspunkt var Julio Tabios, der tjente som områdetilsynsmand, sammen med sin kone på vej til et kredsstævne i bjergområdet Benguet. En broder der skulle til Baguio for at sælge grøntsager, gav dem et lift i sin lastvogn. Efter at have fulgt de snoede bjergveje kom de ud på en smal vej, hvor de måtte vente for at lade en modkørende bilist passere. Netop da begyndte klippestykker at falde ned fra bjerget. De forstod at det var et kraftigt jordskælv. Julio siger: „Det lykkedes broderen at bakke lastvognen hen hvor vejen var bredere, og lige efter ramte et stort klippestykke det sted hvor vi netop havde holdt. Vi var taknemmelige for at der ikke var sket os noget. Få øjeblikke senere kom der endnu et jordskælv, og vi så en stor klippe ved siden af os ryste som om den dansede.“ Hele bjergsider faldt ned.

 Vejen var blevet blokeret af jordskred. De kunne kun komme frem til stævnepladsen ved at gå til fods gennem bjergene. Da natten faldt på, fik de lov at overnatte hos et venligt menneske. Den næste dag skulle de over et højt bjerg for at komme videre. På vejen mødte de flere brødre der hjalp hinanden med at løse de problemer jordskælvet havde forårsaget. Efter at have vandret ad farlige bjergstier nåede de langt om længe frem til Naguey, hvor stævnet skulle holdes. Julio fortæller: „Brødrene græd af glæde, for de regnede ikke længere med at vi ville komme! Vi var meget trætte, men de glade brødre og søstres varme velkomst gav os nye kræfter.“ Trods jordskælvet havde mange gjort en indsats for at komme — og viste dermed deres store værdsættelse af åndelige ting.

På dette tidspunkt var de nye bygninger ved afdelingskontoret under opførelse. Boligbygningen stod endnu ikke færdig, men med jordskælvet i 1990 kom den ud for sin første kvalitetstest. Nogle af betelmedarbejderne blev lidt utilpasse da bygningen svajede frem og tilbage, men den blev stående præcis som den skulle, og tog ikke skade af de kraftige jordrystelser.

Oversvømmelser: Filippinerne har et fugtigt, tropisk klima, og der falder store mængder regn i de fleste dele af landet. I nogle områder kan der let indtræffe oversvømmelser. Leonardo Gameng, der har været i heltidstjenesten i over 46 år, siger: „Vi var nødt til at gå tre kilometer i mudder til knæene.“ Juliana Angelo har været specialpioner i Pampanga-provinsen, der visse steder ofte hærges af oversvømmelser. Hun fortæller: „For at nå ud til de interesserede med Rigets budskab sejlede vi i små både. Den broder der padler, skal have gode øjne for at undgå at sejle ind under træer hvor slanger ligger på lur, parate til at lade sig  falde ned i båden.“ Corazon Gallardo, der har været specialpioner siden 1960, har i mange år forkyndt forskellige steder i Pampanga. Somme tider var det ikke til at få fat i en båd, og hun husker at hun måtte vade i vand næsten til skuldrene. Trods disse vanskeligheder har hun stadig en god indstilling. Hun har lært at tilpasse sig forskellige situationer og at stole på Jehova, for hun ved at han aldrig vil svigte dem der er loyale over for ham.

Det har forværret oversvømmelserne i Pampanga at mange lavtliggende områder er blevet fyldt op af mudderstrømmen fra Mount Pinatubo, for nu breder vandet sig til andre områder. Generoso Canlas, der er kredstilsynsmand på egnen, fortæller at de på grund af vandet ofte måtte have støvler på eller gå barfodede i forkyndelsen. Men trods besværlighederne holder brødrene ud i tjenesten.

Når oversvømmelserne er så store at hele landsbyer berøres, hjælper Jehovas Vidner ikke alene hinanden indbyrdes, men også andre. Da dette skete i Davao del Norte i den sydlige del af Filippinerne, var byens myndigheder så taknemmelige for hjælpen at de vedtog en resolution hvori de udtrykte deres værdsættelse.

Vulkanudbrud: Filippinerne har mange vulkaner, men kun Mount Pinatubo er blevet verdensberømt. I juni 1991 udsendte denne vulkan en iøjnefaldende paddehattesky. Dag blev bogstavelig talt til nat. Nogle troede at Harmagedon var begyndt. Asken faldt så langt mod vest som i Cambodja. I løbet af kort tid udspyede Mount Pinatubo 6,65 milliarder kubikmeter vulkansk materiale. Det tykke askelag fik tage og endda hele bygninger til at falde sammen. En stor del af materialet fra vulkanen blev til laharer, enorme mudderstrømme der jævnede huse med jorden og  begravede andre. Nogle rigssale og huse der tilhørte brødre, blev stærkt beskadiget eller helt ødelagt af asken og laharerne. Julius Aguilar, der dengang var pioner i Tarlac, fortæller: „Hele vores hus blev begravet under asken.“ Familien var nødt til at flytte.

Pedro Oandasan, der var kredstilsynsmand i området, siger: „Brødrene svigtede aldrig tilbedelsen og tjenesten for Jehova. Der kom altid over 100 procent til møderne. Laharen svækkede ikke brødrenes kærlighed til forkyndelsen. Vi blev ved med at forkynde for de evakuerede og endda i de katastroferamte områder.“

Katastrofer som disse giver Jehovas Vidner lejlighed til at vise kristen kærlighed. Under og efter vulkanudbruddet hjalp brødrene hinanden med at blive evakueret. Afdelingskontoret sendte hurtigt en lastvogn med ris, og da risen var blevet læsset af, blev lastvognen brugt til at evakuere brødrene fra de berørte byer. Da brødrene i Manila hørte om behovet, reagerede de omgående ved at sende penge og tøj. I Betis i Pampanga-provinsen organiserede unge brødre en brigade for at hjælpe ofrene. Blandt dem de hjalp, var en interesseret kvinde hvis mand havde været modstander af sandheden. Da de unge brødre hjalp med at genopbygge ægteparrets hus, gjorde det et så dybt indtryk på manden at han nu er en broder!

Tyfoner: Af alle vejrfænomenerne i Filippinerne er det tyfonerne, de tropiske orkaner, der forårsager størst ødelæggelse. Øgruppen rammes gennemsnitlig af cirka 20 tyfoner om året. Intensiteten varierer, men tyfonerne er kendetegnet af stærk storm og voldsom regn. De er ofte så kraftige at de ødelægger bygninger. Desuden ødelægger tyfonerne afgrøderne, så landmændene mister deres levebrød.

 Jehovas Vidners hjem og afgrøder er gang på gang blevet ødelagt af tyfoner. Forbløffende nok lader brødrene i det store og hele sig ikke gå på af det, men finder ud af at klare sig. I nogle dele af landet indtræffer der tyfoner så ofte at de næsten er blevet en del af hverdagen. Brødrene skal roses for at de har lært at affinde sig med situationen og at tage én dag ad gangen. (Matt. 6:34) Når brødre i nærliggende områder hører at nogle er i nød, sender de naturligvis frivillige bidrag i form af mad eller penge for at hjælpe dem. Efter særlig voldsomme uvejr hænder det også at rejsende tilsynsmænd kontakter afdelingskontoret, der med glæde organiserer nødhjælp.

Forsendelse af bibelske publikationer

Eftersom Filippinerne består af mange øer, har det altid været lidt af et kunststykke at få publikationerne bragt ud til menighederne i tide og i god behold. I mange år brugte man postvæsenet, men gang på gang nåede Vagttårnet og Rigets Tjeneste først frem lige før de skulle studeres ved møderne.

Jehu Amolo, der arbejder i forsendelsesafdelingen på afdelingskontoret, husker hvad der gav anledning til en ændring. Han forklarer: „Foruden problemet med de forsinkede leverancer kom der i 1997 en voldsom forhøjelse af portoen.“ Det løb op i mange penge, for der skulle sendes cirka 360.000 blade hver anden uge.

Man foreslog Det Styrende Råd at brødrene fra afdelingskontoret leverede publikationerne. Dette blev godkendt efter en nøje undersøgelse. På Luzon kører lastvogne ud fra afdelingskontoret, men da andre områder er adskilt af vand, bruger afdelingskontoret et pålideligt pakketransportfirma til at sende blade og bøger med båd til nogle depoter overalt i Filippinerne. Fra disse depoter kører  chauffører publikationerne ud til andre steder. Når chaufførerne er på langfart, er brødrene glade for at give dem husly, så de kan få en god nats hvile før de fortsætter på turen.

Dette har betydet en besparelse, og brødrene er glade for at publikationerne nu når frem til tiden og i god behold. Desuden føler de sig tættere på organisationen fordi de regelmæssigt har kontakt med brødre fra afdelingskontoret. Mange synes at det er opmuntrende blot at se lastbilen med navnet Vagttårnet køre forbi.

Denne ordning har også været medvirkende til at der er blevet aflagt et vidnesbyrd. På et tidspunkt indtraf der for eksempel en oversvømmelse i Bicol på den sydlige del af Luzon mens en lastvogn var der med publikationer. Trafikken på motorvejen gik i stå på grund af vandet. Tilfældigvis var en af Selskabets lastvogne standset lige foran en broders hus. Da familien så det, sagde de til chaufførerne: „Kom ind og få noget at spise, og bliv her til vandet forsvinder.“

De chauffører på vejen der ikke var Jehovas Vidner, vidste ikke hvor de skulle spise eller sove. Da de så hvad der skete, spurgte de chaufførerne fra Betel: „Hvor kender I de mennesker fra?“

Brødrene svarede: „De er vores åndelige brødre.“

De andre chauffører sagde: „Sådan er Jehovas Vidner altså! Selv om I aldrig har mødtes før, stoler I på hinanden.“

Over grænserne

Lad os nu kaste et kort blik ud over landets grænser og se hvordan det er gået de mange filippinere der bor i udlandet. Engang sagde man at ’solen aldrig gik ned over  Det Britiske Imperium’. Nu siger nogle at ’solen aldrig går ned over filippinerne [befolkningen]’. Filippinerne er ganske vist et forholdsvis lille land, men der findes filippinere overalt på kloden! Af forskellige grunde er hundredtusinder af filippinere flyttet til andre lande. Hvordan har dette fremmet udbredelsen af sandheden fra Bibelen? Og hvordan har de der i forvejen var Jehovas Vidner, kunnet hjælpe deres medmennesker?

Ricardo Malicsi arbejdede som sikkerhedsrådgiver inden for luftfarten. Hans arbejde førte ham vidt omkring, og han og hans kone benyttede lejligheden til at forkynde den gode nyhed i lande hvor der var meget få forkyndere. I nogle af disse lande var forkyndelsen endda pålagt begrænsninger. Mens broder og søster Malicsi opholdt sig i lande som Bangladesh, Iran, Tanzania og Uganda, havde de den store glæde at hjælpe flere til at lære Jehova at kende. I nogle tilfælde var de også med til at oprette menigheder. Blandt de andre lande de har arbejdet og forkyndt i, kan nævnes Laos, Myanmar og Somalia. Dette gjorde de i 28 år, indtil Ricardo blev pensioneret. De er meget glade for at de har kunnet gøre en sådan indsats for at forkynde den gode nyhed i fjerne lande.

Andre var ikke Jehovas Vidner da de forlod Filippinerne for at arbejde i et andet land, men fandt sandheden i udlandet. Rowena, der var katolik, rejste først til Mellemøsten for at arbejde. Mens hun var der, begyndte hun at læse i Bibelen. Senere fik hun arbejde i Hongkong, hvor tusinder af filippinere arbejder som hushjælp. Hun fortæller: „Hver aften bad jeg til Gud om han ville sende mig de rigtige mennesker der kunne lede mig til Guds rige.“ Bønnen blev besvaret da to missionærer, John og Carlina Porter, fik kontakt med Rowena og hjalp hende med at studere  Bibelen. Rowena skrev til afdelingskontoret i Filippinerne for at fortælle hvad hun havde oplevet, og for at bede om at der blev sendt en forkynder ud til hendes mand, der stadig boede i Filippinerne, så han også kunne høre det bibelske budskab.

Emigrerede filippinere udgør nu store samfund i flere andre lande. I begyndelsen af 1990’erne var der mangel på plantagearbejdere på Hawaii. Mange filippinere meldte sig. Nogle af de første der lærte sandheden at kende på Hawaii, var filippinske indvandrere. I dag er der ti ilokotalende menigheder og en tagalogtalende menighed på Hawaii.

I De Forenede Stater bor der tusinder af filippinere, heriblandt mange Jehovas Vidner. Den første filippinske menighed i USA blev oprettet i 1976 i Stockton, Californien. Afdelingskontoret i USA oplyser: „Det går godt i det filippinske distrikt, og den 3. september 1996 blev den første filippinske kreds oprettet.“ I tjenesteåret 2002 var der 37 filippinske menigheder med cirka 2500 forkyndere under tilsyn af det amerikanske afdelingskontor. Der er også tagalogtalende menigheder eller grupper på Guam og Saipan og i Alaska, Australien, Canada, Italien, Tyskland og Østrig.

Selv om disse filippinere bor i udlandet, må de have hjælp af deres brødre i Filippinerne for at få åndelig føde; al oversættelse til de filippinske sprog foregår nemlig på afdelingskontoret i Manila. Nogle steder, for eksempel på Guam og Hawaii og i De Forenede Stater, holdes der desuden stævner på enten iloko eller tagalog. Alt det oversatte materiale til stævnerne, deriblandt lydbånd til skuespillene, kommer fra Filippinerne.

Hjælp til andre sproggrupper

Overalt på de filippinske øer er der generelt blevet aflagt et godt vidnesbyrd for dem der taler de lokale sprog.  Derfor er man i de senere år begyndt forsøgsvis at nå frem til dem man ikke tidligere havde forkyndt så grundigt for. — Rom. 15:20, 21.

I mange år var der kun få engelske menigheder i Filippinerne. De fleste filippinere kan lidt engelsk, men de færreste taler det flydende. Alligevel var der visse steder behov for engelske møder. Sidst i 1960’erne blev brødrene opmærksomme på dette problem i nærheden af Clark Air Base på Pampanga. Der boede nogle amerikanske søstre som var gift med udstationerede amerikanske soldater, og de talte ikke det lokale sprog. Brødrene hjalp med at organisere engelske møder, som gennem mange år var til stor gavn for dem der boede i området.

I Metro Manila opstod der et lignende problem. Sidst i 70’erne og først i 80’erne boede der en amerikansk søster her. Pacifico Pantas, der var ældste i den tagalogtalende menighed hvor søsteren kom, fortæller: „Jeg havde ondt af hende fordi hun kom regelmæssigt, men ikke fik noget videre ud af møderne.“ Snart begyndte andre amerikanere at komme i samme menighed. Det blev foreslået at man holdt det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet på engelsk, og sådan blev det. Broder Pantas førte an. Senere kom flere møder til, og andre blev indbudt til at hjælpe. David og Josie Ledbetter, der arbejdede på afdelingskontoret, tog imod indbydelsen. Gennem årene har der været en god vækst, og den lille gruppe er blevet til to engelske menigheder.

De engelsksprogede menigheder har været til gavn for mange. For eksempel Monica fra Californien. Hun var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner dér. Det passede ikke hendes forældre, der var ivrige katolikker. De besluttede derfor at sende Monica til et katolsk miljø i  Filippinerne. Moderen fulgte Monica til Manila, hvor hun kunne bo hos sin katolske bedstemor — men beholdt hendes pas. Selv hvis det skulle lykkes Monica at finde en menighed, kunne hun ikke fortsætte med at studere Bibelen, for hun var jo vokset op i De Forenede Stater og forstod ikke tagalog. Men den søster der havde studeret med hende i Californien, ringede til Josie Ledbetter for at sikre sig at Monica fik besøg. Josie fortalte hende at der nu var en engelsk menighed. Det var lige dét Monica havde brug for! Josie fortæller: „Monica nåede at blive døbt i løbet af det halve år hun var ’forvist’ til Filippinerne. To uger efter at Monica var blevet døbt, sagde hendes mor: ’Her er dit pas. Kom nu hjem.’ Da var hun allerede forkynder.“ Så Monica var glad for at hun havde kunnet komme i en engelsk menighed!

Der har også været en anden fordel ved at have en engelsk menighed. De engelsktalende forkyndere er nået ud til områder der aldrig før var blevet gennemgået. I flere af Metro Manilas velhaverkvarterer er mange af beboerne engelsktalende. Det engelske sprog har derfor kunnet åbne dørene i disse distrikter.

Brødrene har også gjort en indsats for at forkynde for kineserne. I midten af 70’erne blev der oprettet en kinesisk bogstudiegruppe. Studiet blev holdt i Cristina Gos skoforretning. Men gruppen var meget lille og havde brug for hjælp.

Elizabeth Leach havde forkyndt i Hongkong i 16 år før hun kom til Filippinerne og blev gift med missionæren Raymond Leach. Hun kunne nu bruge sit kendskab til kantonesisk og sin erfaring i at hjælpe kinesere til at lære andre sandheden at kende. Omtrent samtidig blev to specialpionerer sendt til distriktet. En af dem var Esther  Atanacio (nu Esther So), der fortæller: „Da vi begyndte at forkynde i området, anede folk ikke hvem Jehovas Vidner var.“ Men det kinesiske samfund i Manila lærte efterhånden Jehovas navn og folk at kende.

Pionererne talte kantonesisk, men de måtte også lære en anden dialekt, for kineserne i Manila taler hovedsagelig fujian. Ching Cheung Chua, en ung mand der var ny i sandheden, begyndte at komme i gruppen. Eftersom han talte fujian, blev han brugt som tolk ved de første møder.

Gruppen gjorde efterhånden fremskridt, og i august 1984 blev der oprettet en lille menighed. Der er stadig mange udfordringer, men de der hjælper til, betragter det som en fornøjelse at forkynde i dette distrikt, hvor der ikke tidligere var blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd.

Selv de der ikke kan høre, „hører“

Som tiden gik, så det ud til at være Jehovas vilje at man tog sig af endnu et nyt sprog og et nyt distrikt — nemlig de døve. Helt frem til begyndelsen af 1990’erne var der praktisk talt intet blevet gjort for at hjælpe de døve i Filippinerne til at lære Jehova at kende. Der kom kun meget få døve i menighederne, men der var dog nogle usædvanlige undtagelser. For eksempel Manuel Runio, hvis mor var et af Jehovas Vidner. Han blev hjulpet til at lære sandheden at kende af en søster der studerede med ham ved langsommeligt at skrive alt ned på papir. Han blev døbt i 1976. På øen Cebu blev de døve tvillinger Lorna og Luz undervist i Bibelens budskab af deres blinde onkel. Hvordan kunne en blind pioner undervise døve? Han benyttede illustrationer. Desuden fik han hjælp af sin kusine, der tolkede det han sagde, til tegn som tvillingerne forstod, selv om de aldrig havde lært tegnsprog. De blev begge to døbt i 1985. Men erfaringer som disse var sjældne.

 Flere begivenheder resulterede i at man begyndte at forkynde for de døve. Da missionærerne Dean og Karen Jacek var på kursus på Betel i Brooklyn i 1993, spurgte brødrene i Translation Services (en afdeling der skal hjælpe oversættere) hvad der blev gjort for at hjælpe de døve i Filippinerne. En ung søster i Filippinerne var begyndt at lære tegnsprog for at kunne kommunikere med en døv veninde hvis forældre var Jehovas Vidner. Liza Presnillo og de andre pionerer i Navotas, Metro Manila, traf desuden døve i distriktet, men kunne ikke kommunikere med dem. De havde tænkt på at lære tegnsprog, så de kunne forkynde Rigets budskab for de døve.

Det kom afdelingskontoret for øre at der var en pionersøster i Manila, Ana Liza Acebedo, som arbejdede på en døveskole. Da hun var en af de få forkyndere i Filippinerne der var god til tegnsprog, blev hun spurgt om hun kunne tænke sig at undervise nogle betelmedarbejdere i tegnsprog.

Det ville hun gerne! Hun havde tit spekuleret på hvordan der dog skulle blive forkyndt for alle de døve. Nu blev der oprettet en klasse for betelmedarbejdere og lokale pionerer. Søstrene i Navotas var allerede gået i gang med at lære tegnsprog et andet sted, og det fortsatte de med.

Fra da af gik det stærkt. Inden for et halvt år blev der tolket til tegnsprog i tre menigheder i Metro Manila. I 1994 blev der for første gang tolket til tegnsprog ved stævnerne. Et af de første mål var at hjælpe døve børn af Jehovas Vidner. En del af disse børn var blandt de første døve der blev døbt. Manuel Runio, der trofast havde overværet møderne i årevis uden at der var blevet tolket til tegnsprog, var glad for at få gavn af den nye ordning.

Inden længe lød der en bøn om hjælp fra andre områder i landet. Liza Presnillo blev sammen med en anden  pionersøster sendt til Olongapo for at tjene som midlertidig specialpioner blandt de døve. Mange blev hjulpet. I midten af 2002 var der blevet oprettet tegnsprogsgrupper i 20 kommuner uden for Manila. I april 1999 havde man nået en milepæl da Metro Manila tegnsprogsmenighed blev oprettet som den første i landet. Joel Acebes, en af de brødre fra Betel der deltog i den første tegnsprogsklasse, og som nu er ældste i denne menighed, siger: „Vi er glade for at vi er blevet brugt af Jehova i dette arbejde, der har så stor betydning.“ Ja, selv døve „hører“ budskabet om Riget. Det er skønt at se væksten i dette distrikt, hvor der for få år siden slet ikke blev forkyndt.

Pladsmangel

I 1990’erne blev nye distrikter gennemgået, og gamle distrikter blev gennemarbejdet endnu grundigere. Resultatet har været en stadig vækst i antallet af forkyndere og af nye der overværer møderne. Der har været brug for flere blade, og der er blevet oversat flere bøger og brochurer end nogen sinde før til de filippinske sprog. Dette har medført en stærk stigning i antallet af medarbejdere på afdelingskontoret — til trykning, oversættelse, korrekturlæsning og udførelse af andre opgaver for brødrene og menighederne. Kort tid efter at den nye beboelsesbygning stod færdig i 1991, var den helt fyldt op. Den var beregnet til 250 mennesker. I 1999 var der 350 medlemmer i betelfamilien.

Der var plads til at bygge mere på afdelingskontorets grund, så Det Styrende Råd godkendte at man opførte endnu en boligblok, der mindede meget om den fra 1991. Arbejdet begyndte i 1999 og blev fuldført ved slutningen af 2001. Derved er antallet af værelser på Betel næsten blevet fordoblet. Desuden er der blevet flere kontorer, hvilket var stærkt tiltrængt hvis man skulle dække det behov  som væksten i antallet af forkyndere havde skabt. Desuden rummer den nye bygning et større vaskeri, et undervisningslokale til brug for Skolen for Udnævnte Tjenere og et bedre bibliotek. Dygtige lokale håndværkere og internationale byggearbejdere blev en del af betelfamilien mens byggeriet stod på. Da den nye bygning var færdig, blev de boende på afdelingskontoret for at renovere bygningen fra 1991. Byggeprojekter som disse medfører et stort arbejde, men de tjener et formål — at skabe faciliteter der gør det muligt at forkynde den livgivende sandhed fra Bibelen.

Skolen for Udnævnte Tjenere dækker et behov

Da Skolen for Udnævnte Tjenere blev oprettet i De Forenede Stater i 1987, begyndte mange brødre i Filippinerne at tænke: ’Mon dét er en skole vi nogen sinde får gavn af?’ Svaret kom i 1993. Det blev bekendtgjort at skolen skulle begynde i Filippinerne året efter. Kvalificerede brødre med en vis organisationsmæssig erfaring som ældste eller menighedstjenere kunne få yderligere oplæring. Hundreder af brødre søgte om at være med.

 To rejsende tilsynsmænd og en missionær blev oplært til at virke som lærere. Den første klasse begyndte i januar 1994. De der er blevet undervist, er blevet bedre egnede til at betjene deres brødre i menighederne. En menighed skrev om en broder der havde gennemgået skolen: „Når man tænker på de indlæg han holdt ved møderne før han gennemgik skolen, og sammenligner dem med de indlæg han holder nu, er der sket en stor forandring.“

Mange elever har måttet bringe materielle ofre for at kunne overvære skolen. Ronald Moleño var for eksempel kemiingeniør. Han blev indbudt til skolen, men fik omtrent samtidig tilbudt en stilling der ville give ham en høj løn, fri bolig samt forsikring og andre frynsegoder. Ronald overvejede de to muligheder og valgte den åndelige. Han udgik fra den 18. klasse og glæder sig stadig over at tjene som pioner. Ronald er for nylig blevet indbudt til at virke som missionær på Papua Ny Guinea.

Wilson Tepait stod i et dilemma da han havde gennemgået den første klasse. Han havde et godt arbejde som lærer, men nu blev han opfordret til at begynde som specialpioner et sted hvor behovet var større. Han siger: „Jeg var glad for at være lærer, men jeg var også klar over at Rigets interesser må og skal komme først i mit liv.“ Han tog imod den forret at være specialpioner og erfarede at Jehova velsignede hans tjeneste. Nu er han områdetilsynsmand i den sydlige del af Filippinerne.

De fleste elever på Skolen for Udnævnte Tjenere kommer fra Filippinerne. Det Styrende Råd har dog også indbudt elever fra andre asiatiske lande, deriblandt Cambodja, Hongkong, Indonesien, Malaysia, Nepal, Sri Lanka og Thailand. Nogle af eleverne kommer fra lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt begrænsninger. Samværet  og undervisningen har været til stor opmuntring for eleverne. Anibal Zamora, der underviser brødrene på skolen, siger: „Elever der kommer fra lande hvor der er begrænsninger, fortæller hvordan de i et og alt har stolet på Jehova. Det styrker eleverne fra Filippinerne.“ Til gengæld lærer de udenlandske elever hvordan filippinske brødre med beskeden baggrund har tjent Jehova trods modstand.

Nidhu David, en elev fra Sri Lanka, siger: „Jeg har fået nogle dyrebare minder. Det var to måneder med undervisning fra Jehova Gud. Simpelt hen fantastisk!“

Skolen har til huse på selve afdelingskontoret. Det betyder at eleverne ikke blot får gavn af det fastlagte undervisningsprogram, men de ser også med egne øjne hvordan arbejdet organiseres på afdelingskontoret. De åndeligsindede brødre og søstre på Betel er gode eksempler i tro som de kan efterligne. Brødre fra lande med færre forkyndere eller begrænsninger får desuden at se hvordan organisationen fungerer i større målestok.

Til dato er 922 elever udgået fra 35 klasser. Af de filippinske elever tjener 75 nu som rejsende tilsynsmænd, og langt flere er vikarer for kredstilsynsmænd i de 193 kredse på øerne. Seks arbejder på Betel, og ti er missionærer på Papua Ny Guinea og i Mikronesien. Flere hundrede er almindelige pionerer på deres hjemegn eller et sted hvor der er større behov. I løbet af blot otte år efter at skolen blev oprettet, er over 65.000 blevet døbt i landet. Der er en god pionerånd, og i det store og hele vækst i menighederne. Det er tydeligt at disse brødre har bidraget til fremgangen ved at bruge det de har lært på skolen.

Fremgang

Der udrettes store ting overalt i Filippinerne. Nidkære brødre i næsten 3500 menigheder har travlt med at forkynde  den gode nyhed om den bedst tænkelige regering, Guds rige.

De seneste rapporter er meget opmuntrende. I de sidste syv måneder af tjenesteåret 2002 blev der nået et nyt højdepunkt i forkyndertallet hver måned. I august var der 142.124 forkyndere. Jehovas navn og hensigt bliver forkyndt for folk på talrige øer. Jehovas tjenere lever op til det der blev forudsagt i Esajas 24:15: ’De herliggør Jehovas navn på øerne i havet.’

Blandt disse nidkære forkyndere er der mange pionerer. I 1950 var der kun 307 pionerer, men ved slutningen af april 2002 var der 21.793. Når man dertil lægger de 386 specialpionerer og de 15.458 hjælpepionerer der var i samme måned, kommer vi op på 37.637, eller 27 procent af forkyndertallet. Mange flere har vist at de ønsker at tage heltidstjenesten op. I tjenesteåret 2002 blev der godkendt 5638 ansøgninger om pionertjeneste.

Alt dette giver gode resultater. Tusinder af mennesker reagerer positivt. I marts 2002 blev mindehøjtiden overværet af 430.010. Hver måned ledes der næsten 100.000 bibelstudier. I tjenesteåret 2002 blev der døbt 6892 nye disciple. I 1948 var der kun én forkynder for hver 5359 indbyggere i landet. I dag er der én for hver 549. Så længe Jehova lader døren stå åben, er der udsigt til at mange tusind flere vil slutte sig til dem der lovpriser Jehova på disse øer i havet.

Besluttet på at holde ud

Da C.T. Russell kom på besøg i 1912, blev der sået nogle få sandhedskorn i den filippinske jord. Disse korn spirede og voksede langsomt, men sikkert. De bar god frugt ved at nogle tog standpunkt for sandheden både ’når tiden var gunstig og når tiden var ugunstig’. (2 Tim. 4:2)  Navnlig siden den anden verdenskrig er væksten taget til, og i dag er der titusinder der lovpriser Jehova. De gør med glæde alt hvad de kan, for at ære Guds navn sammen med deres cirka seks millioner medtroende som udgør den verdensomspændende menighed af Jehovas folk.

Som denne beretning har vist, har tjenesten ikke altid været let. Filippinerne er et smukt land, men det har krævet mod og udholdenhed at forkynde for beboerne på de mange øer. Nogle trodser de stormomsuste have for at komme ud til isolerede øer. Mange vandrer gennem den tætte vegetation i bjergene for at finde de symbolske får. Og selv om Filippinerne rammes af uforholdsmæssigt mange naturkatastrofer — jordskælv, oversvømmelser, tyfoner og vulkanudbrud — har dette ikke bremset Jehovas trofaste vidners arbejde.

De befinder sig i næsten samme situation som israelitterne da de skulle genoprette den sande tilbedelse i deres land. Det så håbløst ud, men Jehovas glæde var deres fæstning. Også i vor tid har Jehovas Vidner tydeligt vist at de er ukuelige og stoler på Gud. De ved at Jehova er med dem, og de tror på det der står i Salme 121:7: „Jehova vil vogte dig mod al ulykke. Han vil vogte din sjæl.“ Med Jehovas støtte glæder de sig til at hjælpe så mange som muligt før enden kommer for denne tingenes ordning. Derefter ser de frem til at undervise millioner af opstandne overalt på jorden, også på de 7100 filippinske øer. Til den tid vil dette lands paradisiske skønhed stråle, til pris for Skaberen.

I mellemtiden er Jehovas Vidner fast besluttede på at holde ud i fuld tillid til at Jehova vil velsigne deres indsats. De gør alt hvad de kan, for at følge opfordringen fra Guds profet: „Lad dem tilskrive Jehova herlighed, og lad dem forkynde hans pris på øerne.“ — Es. 42:12.

[Tekstcitat på side 232]

„Gud må være med dig, ellers var du blevet dræbt“

 [Ramme på side 153]

Den første sandhedssæd bliver sået

Charles T. Russell og hans medarbejdere besøgte Filippinerne i 1912. De var de første officielle udsendinge fra hovedkontoret i Brooklyn der besøgte øerne, men optegnelser viser at der allerede på det tidspunkt var to andre bibelstudenter i Filippinerne som forkyndte det bibelske budskab. Louise Bell fra USA skrev:

„Min mand og jeg rejste til Filippinerne i 1908 og arbejdede som lærere. Vi var de eneste amerikanere i byen Sibalom. Vi bestilte flere hundrede kilo bibelske traktater fra Brooklyn. De blev sendt fra New York til San Francisco, derefter over Stillehavet til Manila og derfra med en lokal båd til Sibalom.

Vi uddelte traktaterne og talte med de lokale når vi havde tid og lejlighed til det. Vi holdt ikke regnskab med hvor mange timer vi brugte, eller hvor mange traktater vi uddelte. Selv om folk var katolikker, ville mange gerne lytte til os. Vi var lærere med en lægeuddannelse, men alligevel var vi først og fremmest forkyndere af den gode nyhed.

Vi rejste til fods eller på hesteryg ad dårlige veje. Somme tider sov vi på gulvet på vævede bambustæpper og spiste fisk og ris af en fælles skål.

Da pastor Russell kom til Manila i 1912, sendte vi ham et telegram.“

Søster Bell var til stede i Manila Grand Opera House da broder Russell talte over temaet „Hvor er de døde?“

 [Ramme på side 156]

Profil af Filippinerne

Landet: Cirka 7100 øer med et samlet areal på omtrent 300.000 kvadratkilometer. Øgruppen strækker sig cirka 1850 kilometer fra nord til syd og cirka 1100 kilometer fra øst til vest. Øerne er af vidt forskellig størrelse — den største er lidt større end Portugal, og den mindste er så lille at den forsvinder ved højvande.

Befolkningen: De fleste er af malajisk afstamning, men nogle har kinesiske, spanske eller amerikanske rødder.

Sprog: Der tales mange sprog i Filippinerne, men bikol, cebuano, ilongo, iloko, pangasi, samar-leyte og tagalog er blandt de mest udbredte. Engelsk og pilipino betragtes som de officielle sprog. Pilipino er primært afledt af tagalog.

Erhverv: Der er stor variation i byerne, men ude på landet er mange landmænd eller fiskere. De vigtigste afgrøder er ris, sukkerrør, bananer, kokosnødder og ananas.

Fødevarer: Der serveres normalt ris til alle måltider. Der spises fortrinsvis fisk og skaldyr sammen med grøntsager og frugter der er almindelige i troperne.

Klima: Alle de filippinske øer har et tropisk klima uden de store temperatursvingninger. Landet får generelt masser af regn.

 [Ramme/illustration på side 161, 162]

Interview med Hilarion Amores

Født: 1920

Døbt: 1943

Profil: Lærte sandheden at kende mens Filippinerne var besat af japanerne under den anden verdenskrig. Dengang var der kun få Jehovas Vidner i landet.

Jeg blev døbt under krigen mens brødrene stadig havde mulighed for at forkynde fra hus til hus. Vi måtte dog være forsigtige, for folk var mistroiske over for vores arbejde. Til sidst måtte vi flygte ud på landet, men i 1945 vendte vi tilbage til Manila.

Jeg havde dengang den forret at oversætte Vagttårnet til tagalog. Det betød at jeg måtte arbejde helt til klokken to om natten. Den oversatte tekst blev duplikeret og sendt ud til grupper af Jehovas Vidner. Arbejdet krævede selvopofrelse, men vi var glade, for vi vidste at brødrenes åndelige behov blev dækket.

Gennem alle de år jeg har været i sandheden, har jeg set at Jehova er barmhjertig. Han tager sig virkelig af sit folk, både åndeligt og materielt. Jeg husker tydeligt den nødhjælp der blev sendt til Filippinerne efter krigen. Ih, hvor var der mange der fik sko, bukser og andet tøj! Mange pionerer der havde fået hjælp, var så taknemmelige at de gjorde en ekstra indsats i heltidstjenesten. Jo, Jehova har virkelig omsorg for sine tjenere og giver dem det de har brug for.

 [Ramme/illustration på side 173, 174]

En elsket missionær

Neal Callaway

Født: 1926

Døbt: 1941

Profil: Neals forældre blev Jehovas Vidner da han var barn, og han begyndte i heltidstjenesten da han gik ud af highschool. Han blev indbudt til den 12. klasse på Gileadskolen og blev derefter sendt til Filippinerne, hvor han virkede som kredstilsynsmand.

Neal Callaway var en nidkær missionær som var højt elsket af brødrene. Han tjente i alle dele af landet og var kendt for sit gode humør og for at tage forkyndelsen alvorligt. Om sin tid i rejsetjenesten fortæller han:

„Somme tider måtte vi vandre i bjergene i to timer for at nå frem til distriktet, og imens sang vi Rigets sange. Når sådan en gruppe på 15-20 forkyndere kom gående i gåsegang ad stierne mens de sang, fyldtes mit hjerte med glæde over at jeg havde taget imod min opgave i udlandet.

At forkynde Guds ord i de små hjem ude på landet, at se disse ydmyge mennesker sidde på gulvet og sluge hvert et ord der blev sagt, og at møde dem i rigssalen ved mit næste besøg — det gav mig lyst til at gøre endnu mere for at fortælle andre om Guds rige.“

Neal giftede sig med Nenita, en søster fra Mindoro, og de tjente trofast sammen indtil han døde i 1985. De filippinske brødre husker ham stadig med glæde. En broder siger: „Broder Callaway var en god mand der kom godt ud af det med brødrene. Han forstod at tilpasse sig enhver situation.“ *

[Fodnote]

 [Ramme/illustration på side 177]

Interview med Inelda Salvador

Født: 1931

Døbt: 1949

Profil: Sendt til Thailand som missionær i marts 1967.

Det var med blandede følelser jeg hørte at jeg ville blive sendt til Thailand som missionær. Jeg var glad, men også lidt bekymret, og jeg havde mange spørgsmål.

Jeg kom dertil den 30. marts 1967. Sproget lød mærkeligt i mine ører. Det er et tonalt sprog med lave, høje, dybe, stigende og skarpe toner. Det var svært at lære, men jeg fik kærlig hjælp af både lokale og udenlandske brødre.

Fra 1967 til 1987 boede jeg i Sukhumwit. Så blev jeg bedt om at hjælpe en anden menighed og flytte til Thon Buri. Jeg syntes at det var hårdt, for jeg skulle jo forlade de brødre og søstre som jeg havde samarbejdet med i 20 år. Men det er bare et spørgsmål om at have den rigtige indstilling. Efter 12 år i Thon Buri flyttede jeg i 1999 tilbage til Sukhumwit. Andre missionærer sagde at det var som om jeg skulle flytte hjem igen. Men for mig kan enhver menighed jeg bliver sendt til, være mit hjem.

[Ramme/illustration på side 178]

Sprogvanskeligheder

Benito og Elizabeth Gundayao

Profil: Benito virkede som kredstilsynsmand i Filippinerne sammen med sin hustru, Elizabeth. I 1980 blev de sendt til Hongkong som missionærer. Her har de hjulpet 53 til at lære sandheden at kende.

For dem af os der ikke kendte det kinesiske sprog, var det meget vanskeligt at lære kantonesisk. Det kræver en ihærdig indsats, udholdenhed og ydmyghed.

Engang forsøgte jeg at sige: „Jeg tager hen til markedet.“ På kantonesisk blev det til: „Jeg tager hen til hønsegødningen.“ I forkyndelsen sagde min kone begejstret: „Åh, hende kender jeg,“ om en søster som den besøgte også kendte. Men det min kone sagde, betød: „Åh, hende spiser jeg.“ Den besøgte blev lidt rystet! Vi er meget glade for de oplevelser vi har haft i det kinesisktalende distrikt.

 [Ramme/illustration på side 181, 182]

Interview med Lydia Pamplona

Født: 1944

Døbt: 1954

Profil: Indbudt til at tjene på Papua Ny Guinea i 1980 efter at have været specialpioner i Filippinerne. Har hjulpet over 84 til at lære sandheden at kende.

Jeg var meget spændt da jeg fik indbydelsen, for jeg havde længe gerne villet tjene hvor behovet var større. Jeg var også lidt bange, for det var første gang jeg skulle forlade min familie. Jeg vidste ikke ret meget om Papua Ny Guinea, og de få oplysninger jeg havde fået, gjorde mig nervøs. Mor opmuntrede mig ved at sige: „Jehova tager sig af os uanset hvor vi gør hans vilje.“ Så jeg skrev at jeg gerne ville rejse til Papua Ny Guinea.

Da jeg ankom, viste det sig at brødrene var meget hjælpsomme, og folk var venlige. Jeg spredte mange bøger og blade hver måned, flere end jeg nogen sinde havde spredt i Filippinerne. Men sproget og skikkene var helt anderledes end jeg var vant til. Jeg tænkte: ’Pyt, jeg bliver her bare et par år, og så rejser jeg hjem for at være pioner sammen med mor igen.’

Men da jeg havde lært to af hovedsprogene og var begyndt at følge nogle af de lokale skikke, kom jeg mere ind på livet af indbyggerne. Gennem de godt 20 år jeg har været her, har jeg haft den forret at hjælpe en hel del til at lære sandheden at kende, og nogle har jeg også lært at læse og skrive, sådan at de kan studere ordentligt og gøre sandheden til deres personlige overbevisning. Alt dette og andre velsignelser får mig til at føle at Papua Ny Guinea er mit hjem nu. Hvis Jehova ønsker det, vil jeg med glæde stille mig til rådighed i tjenesten for ham til han siger at arbejdet er fuldført, eller til mine dages ende her.

 [Ramme/illustration på side 191, 192]

Interview med Filemon Damaso

Født: 1932

Døbt: 1951

Profil: Begyndte i heltidstjenesten i 1953. Blev senere gift og begyndte i kredstjenesten. Fortsatte i heltidstjenesten som specialpioner sammen med sin kone efter at deres børn var blevet store. Har indtil nu haft forskellige opgaver på Visayas og Mindanao.

Store trængsler gjorde det vanskeligt at være i heltidstjenesten i 1960’erne. Der var mangel på mad fordi en rotteplage ødelagde majs- og rishøsten. Vi kunne ikke længere forkynde i byerne fordi vores tøj og sko var slidt op.

Vi forkyndte så på markerne, i bjergene og i de fjerntliggende, spansktalende landsbyer — som regel på bare fødder. Det var lige før jeg ikke kunne holde et punkt på et kredsstævne fordi jeg ikke havde noget ordentligt tøj at tage på. Men vores områdetilsynsmand, broder Bernardino, var så venlig at låne mig sin skjorte så jeg kunne holde mit foredrag. Der var naturligvis mange der havde endnu mindre i materiel henseende end vi havde. Jehova velsignede os fordi vi var fast besluttede på at holde ud.

I 1982 kom vi ud for prøvelser på grund af neutralitetsspørgsmålet. På Mindanao var der udbredt oprør mod regeringen. Jeg ledede bibelstudier med nogle af oprørslederne, og derfor stemplede regeringssoldaterne mig som de venstreorienteredes „ideolog“. En regeringsembedsmand forklarede dog at vores opfattelser udelukkende er baseret på Bibelen og ikke er spor politiske.

Samtidig var jeg upopulær hos oprørerne fordi jeg altid først henvendte mig til den øverste i landsbyen og den ledende officer når jeg var ude at forkynde. De gjorde os dog ikke noget, for en af de oprørsledere jeg studerede med, lagde et godt ord ind for os.

Gennem årtier hjalp Jehova os til at overleve trængsler og prøvelser. Vi takker ham for hans barmhjertighed og beskyttelse! — Ordsp. 18:10; 29:25.

 [Ramme/illustration på side 217, 218]

Interview med Pacifico Pantas

Født: 1926

Døbt: 1946

Profil: Udgik fra Gileads 16. klasse i 1951. Er nu ældste i Quezon City.

Under den anden verdenskrig havde vi nogle naboer i Laguna-provinsen der var Jehovas Vidner. De sagde at jeg gerne måtte låne deres bøger, som var gode: Skabelsen, Det store Opgør, Forligelse, Religion, Fjender, Børn og mange andre. Da japanerne nedbrændte vores by, mistede vi forbindelsen med Jehovas Vidner, men godt et år senere fandt jeg dem igen i Manila. Jeg begyndte at komme til møderne, og da jeg var blevet døbt, sluttede jeg mig til en gruppe pionerer. Vi havde hele Tayabas-provinsen, der senere fik navnet Quezon, som distrikt. Vi gennemgik by efter by og sov i tomme busser, hjemme hos interesserede eller andre steder.

Da vi kom til Mauban, blev byen pludselig angrebet af en flok guerillaer. Vi lå og sov på første sal i rådhuset, men blev vækket af postyret. Det lod til at politifolkene på etagen under os var  blevet trængt op i en krog. Vi kunne høre at de kastede deres pistoler på gulvet.

Guerillasoldaterne stormede op ad trapperne. En af dem rettede en lommelygte mod os og spurgte: „Hvem er I?“ Vi lod som om vi sov. Han spurgte igen og tilføjede: „Er I ikke spioner fra det filippinske politi?“

„Nej, hr.,“ svarede vi.

„Men I har jo kakitøj på,“ sagde han.

Vi forklarede at tøjet var noget vi havde fået, og at skoene var nogle vores brødre i Amerika havde sendt som nødhjælp.

Anføreren sagde: „All right, jeg tager skoene.“ Jeg tog skoene af. Han ville også have mine bukser. Inden længe sad vi alle sammen i underbukser. Det var godt vi havde noget ekstra tøj med. Faktisk var vi glade for at de tog vores tøj. Ellers havde hele byen troet at vi var spioner!

Vi købte nogle træsko og tog tilbage til Manila, og derfra tog vi videre til Visayas for at fortsætte vores forkyndelse.

Broder Pantas var i heltidstjenesten og virkede som vennetjener (nu kaldt kredstilsynsmand) før han kom på Gilead. Da han vendte tilbage til Filippinerne, blev han områdetilsynsmand og tjente på afdelingskontoret indtil han giftede sig og fik børn.

 [Oversigt/illustrationer på side 168, 169]

FILIPPINERNE — EN TIDSLINJE

1908: To bibelstudenter fra USA begynder at forkynde i byen Sibalom.

1910

1912: Charles T. Russell taler i Manila Grand Opera House.

1934: Afdelingskontoret oprettes. Brochuren Redning i Riget udgives på tagalog.

1940

1947: De første gileaduddannede missionærer ankommer.

 1961: Rigets Tjenesteskole oprettes.

1964: De første filippinske pionerer indbydes til at tjene som missionærer i forskellige nabolande.

1970

1978: Pionerskolen oprettes.

1991: Et nyt afdelingskontor opføres og indvies. Vulkanen Mount Pinatubo kommer i udbrud.

1993: Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgives på tagalog.

2000

2000: Hele Ny Verden-Oversættelsen udgives på tagalog.

2002: Der er 142.124 forkyndere i Filippinerne.

[Grafisk fremstilling]

(Se den trykte publikation)

Samlede antal forkyndere

Samlede antal pionerer

150.000

100.000

50.000

1940 1970 2000

 [Diagram på side 199]

(Se den trykte publikation)

Oversigt over antallet af stævnedeltagere (1948-99)

350.000

300.000

250.000

200.000

150.000

100.000

50.000

0

1948 1954 1960 1966 1972 1978 1984 1990 1996 1999

 [Kort på side 157]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FILIPPINERNE

LUZON

Vigan

Baguio

Lingayen

Cabanatuan

Mount Pinatubo

Olongapo

Quezon City

MANILA

MINDORO

VISAYAS

Masbate

CEBU

MINDANAO

Surigao

Davao

PALAWAN

El Nido

 [Helsides illustration på side 150]

[Illustration på side 154]

Charles T. Russell og William Hall da de besøgte Filippinerne i 1912

[Illustration på side 159]

Joseph dos Santos, der her ses med sin kone, Rosario, i 1948, forblev en nidkær forkynder af Riget trods tre års fængsling under den anden verdenskrig

[Illustration på side 163]

De første brødre der blev sendt fra Filippinerne til Gileadskolen: Adolfo Dionisio, Salvador Liwag og Macario Baswel

[Illustration på side 164]

Forkyndere der vandrer gennem bjergene for at nå frem til distriktet

[Illustration på side 183]

Tusinder af pionerer har haft gavn af Pionerskolen

[Illustration på side 186]

I 1980 begyndte man at bruge computerstyret fotosætning

[Illustration på side 189]

Den gode nyhed forkyndes på mange filippinske sprog

[Illustration på side 199]

Det internationale stævne „Oplært af Gud“ i 1993

[Illustration på side 199]

Dåb ved områdestævnet „Glade lovprisere“ i 1995

[Illustration på side 200]

Filippinske missionærer der kom hjem på besøg for at overvære et stævne

[Illustration på side 202]

„Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter“ blev udgivet på tagalog ved stævnerne i 1993

[Illustration på side 204]

Bibeloversættelse ved hjælp af computere

[Illustration på side 205]

En glad pioner modtager „Ny Verden-Oversættelsen“ på sit modersmål

[Illustration på side 207]

Afdelingskontorets udvalg. Fra venstre til højre: (siddende) Denton Hopkinson, Felix Salango; (stående) Felix Fajardo, David Ledbetter og Raymond Leach

[Illustration på side 211]

Mange vietnamesiske flygtninge har lært sandheden at kende i Filippinerne

[Illustration på side 215]

Natividad og Leodegario Barlaan har begge været i heltidstjenesten i over 60 år

[Illustrationer på side 222, 223]

Rigssale der er blevet bygget inden for de senere år

[Illustrationer på side 224]

Stævnehallen i Metro Manila (herover) og andre stævnehaller uden for Manila

[Illustration på side 228]

Til venstre: John Barr taler ved indvielsen af afdelingskontoret i 1991

[Illustration på side 228]

Nederst: Afdelingskontoret i 1991

[Illustration på side 235]

Jehovas Vidners sejr blev omtalt i aviserne

 [Illustrationer på side 236]

Jordskælv, vulkanudbrud og oversvømmelser skaber problemer, men de nidkære forkyndere holder ud

 [Illustration på side 246]

Nidkære pionerer har lært tegnsprog for at hjælpe døve til at få gavn af undervisningen ud fra Bibelen

[Illustration på side 246]

Lærerne og eleverne i den første klasse på pionerskolen i Filippinerne der blev undervist på tegnsprog, i begyndelsen af 2002

[Illustration på side 251]

Den 27. klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere i Filippinerne