Højdepunkter fra det forløbne år

„KOM til mig, . . . og jeg vil give jer ny styrke.“ Disse ord af Jesus Kristus, som vi finder i Mattæus 11:28, var vores årstekst for 2002. I løbet af det sidste tjenesteår fulgte mange, i alt 265.469, denne opfordring — de lod sig døbe og fandt ny styrke sammen med de over seks millioner andre der arbejder som Kristi disciple under hans skånsomme åg.

På de følgende sider kan du læse hvordan Jehova i rigt mål fortsat velsigner sit folk i hele verden. Vi vil nu se på nogle teokratiske højdepunkter fra tjenesteåret 2002.

 Områdestævner tilskynder til nidkærhed

Som altid samledes Jehovas Vidner flere hundrede forskellige steder i hele verden for at overvære det årlige områdestævne. Temaet for stævnet i 2002-03 var „Nidkære forkyndere af Guds rige“. Foredraget over stævnets tema pegede på at Guds tjenere i dag efterligner Jesu Kristi nidkærhed og mod når de udfører deres tjeneste. I andre foredrag blev det forklaret at man opdyrker nidkærhed ved at studere Guds ord, og at man viser denne egenskab ved at gøre godt og, især, ved med begejstring at forkynde Guds rige.

Et bibelsk skuespil med titlen „Stå fast i vanskelige tider“ handlede om profeten Jeremias. Han viste ligesom Jesus Kristus en enestående nidkærhed og udholdenhed trods modstand. Jeremias stolede på Jehova og forkyndte frygtløst Guds ord. Et godt eksempel for kristne i dag!

Der blev udgivet to bøger ved dette stævne. Om fredagen fik stævnedeltagerne at vide at bogen Tilbed den eneste sande Gud var udkommet på engelsk og inden længe ville kunne fås på dansk. Denne 192-siders bog vil blive brugt som bibelstudiehåndbog nummer to, og den vil gøre det lettere at nå ind til elevens hjerte med sandheden fra Guds ord. Vi er overbeviste om at denne bog vil hjælpe de nye til at vokse åndeligt og til at vandre ad den smalle vej der fører til livet i Guds retfærdige nye verden.

Om lørdagen fik vi bogen Kom nær til Jehova. Den er opdelt i afsnit der omhandler Jehovas fire hovedegenskaber: Magt, retfærdighed, visdom og kærlighed. Bogens formål fremgår af forordet: „Det er vort håb at denne bog vil hjælpe dig til at få et stadig nærmere forhold til Jehova Gud, at du vil opdyrke et ubrydeligt venskab med ham, et venskab der vil give dig mulighed for at prise ham i al evighed.“  Stævneprogrammet og de nye publikationer vil hjælpe de oprigtige til at få større kærlighed til Skaberen.

Må holde ud i „kritiske tider“

Apostelen Paulus skrev til Timoteus at „de sidste dage“ ville være kendetegnet af „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Tim. 3:1) Naturkatastrofer og andre tragiske begivenheder medfører store vanskeligheder og udfordringer. Men de giver også de kristne lejlighed til at vise indbyrdes kærlighed. I løbet af det sidste tjenesteår indtraf der mange katastrofer. Vi vil fokusere på to af dem.

Ødelæggelsen af World Trade Center: Afslutningshøjtideligheden for den 111. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead blev afholdt lørdag den 8. september. Tre dage senere, den 11. september, var de nyuddannede missionærer og deres familier på udflugt til New York i De Forenede Stater. Det var en smuk og varm morgen med en klar, blå himmel. Men så, klokken 8.46, fløj et passagerfly ind i World Trade Centers nordtårn på det sydlige Manhattan. Få minutter senere ramte et andet fly sydtårnet.

Klokken 9.59 styrtede sydtårnet sammen og sendte en tæt sky af støv og aske ud over den sydlige del af Manhattan. Derefter styrtede nordtårnet sammen. Næsten tre tusind mennesker omkom. Begge de 110 etager høje tårne var bygget i 1973. Tykt støv fra de sammenstyrtede bygninger blev båret med vinden til Betel i Brooklyn, mindre end tre kilometer borte.

Brødrene på afdelingskontoret i USA begyndte straks at undersøge hvilke Jehovas Vidner der var blevet berørt af den forfærdelige tragedie, og hvilken form for hjælp der måtte være brug for. Om aftenen tirsdag den 11. september vidste man at alle i betelfamilien var uskadte, både dem i Brooklyn,  Patterson og Wallkill. Torsdag eftermiddag havde alle gileadeleverne kontaktet Gileadkontoret og bekræftet at de og deres familier var i sikkerhed. I mellemtiden havde man ringet til 37 kredstilsynsmænd i New York-området. De kontaktede de ældste i menighederne, som derefter fik fat i de enkelte forkyndere. Om morgenen fredag den 14. september vidste brødrene på afdelingskontoret at 14 brødre og søstre var døde eller savnedes. Dette tal ændrede sig ikke i de følgende dage.

De overlevende fortalte hvad de havde været igennem. Cynthia Tucker, der er pioner, arbejdede i World Financial Center over for World Trade Center. Hun befandt sig på 37. etage da hun så det første fly ramme nordtårnet. Hun troede at det var en grufuld ulykke og gik ud og kiggede op på den bygning der var blevet ramt. Der var murbrokker og metaldele overalt. Så kom endnu et fly. Det fløj meget lavt. Søster Tucker siger: „Det var et kæmpestort fly. Jeg kunne se at det ville ramme bygningen. Jeg ville løbe, men stod som lammet — jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det så ud som om flyet fløj direkte gennem bygningen. Lyden var så høj at jeg følte det som var jeg under vandet; jeg kunne mærke lyden. Luften var tung og føltes som var den fyldt med sand. Det var svært at trække vejret. Folk løb i alle retninger. Jeg løb ind i et hus og så det første tårn styrte sammen. Folk tog skjorter og bluser af for at beskytte ansigtet mod støvet. De kom styrtende ud af husene med børn og kæledyr. Alle var skrækslagne. Ikke engang dyrene opførte sig normalt. Jeg kan ikke beskrive frygten.“ Søster Tucker er taknemmelig for at menighedens ældste kom og trøstede hende med Bibelens ord.

I de følgende måneder gik brødrene i New York-området ud til folk med Bibelens trøstende budskab. Flere brødre fik  tilladelse til at forkynde på Ground Zero, det sted hvor Twin Towers havde stået. En af dem var Roy Klingsporn, der er pioner. Han fortæller: „En sergent i flyvevåbenet der havde med nødhjælpsarbejdet at gøre, sagde taknemmeligt: ’Alle kommer med mad, varm kaffe og tørt tøj til os, men du er den første der læser et skriftsted. Det vi har brug for lige nu, er Gud.’“

Vulkanudbrud i Østafrika: Mange af vore brødre i den østlige del af Congo (Kinshasa) har været udsat for borgerkrig, sygdom, fattigdom og arbejdsløshed. Nogle har måttet flygte eller er stadig på flugt. Problemerne voksede da Mount Nyiragonyo, en vulkan der ligger i nærheden af byen Goma, pludselig kom i udbrud. I løbet af formiddagen den 17. januar 2002 begyndte bjerget at udspy ild og røg. Hen under aften strømmede lava ud af vulkanen i retning mod Goma. Tusinder af rædselsslagne mennesker flygtede mod den nærliggende by Gisenyi i Rwanda. Vejene var fyldt med mennesker der bar på de få ejendele de kunne have med. Gisenyi var også i farezonen, men brødrene her stillede rigssalen til rådighed som flygtningelejr for brødrene fra Congo. Nogle af brødrene i Gisenyi åbnede straks deres hjem for dem der var flygtet fra vulkanudbruddet.

En lokal ældste siger: „Så snart vi havde set hvad der skete, gik nogle brødre og jeg ud til hovedvejen mellem Goma og Gisenyi. Vi havde Vagttårnet og Vågn op! i hænderne og holdt dem op så alle kunne se dem. Det var mørkt, men vi stod nogle steder hvor man kunne se os. Når brødrene fik øje på bladene, forstod de at vi var Jehovas Vidner, og så viste vi dem hen til rigssalen, der var indrettet til flygtningelejr. Vi blev stående ved vejen lige til det blev morgen. På den måde gjorde vi det samme som brødrene i Goma havde gjort for os nogle år forinden.  Efter krigen i Rwanda flygtede flere hundrede tusind til Goma. Dengang stod forkyndere fra Goma dag og nat langs vejene med bladene så vi kunne kende brødrene. De viste os vej til de flygtningelejre som Jehovas Vidner havde oprettet.“

 De fleste af dem der flygtede fra vulkanudbruddet, måtte tilbringe natten i det fri. På grund af forvirringen eller mørket var der brødre som ikke havde fået øje på dem der stod og holdt bladene op. En ældste siger: „Tidligt næste morgen gik brødrene og søstrene igen ud med bladene i hænderne. De gik rundt i hele Gisenyi, så alle kunne se dem. På den måde fandt de alle de brødre fra Goma som ikke havde fået øje på forkynderne natten før. Inden længe var vores rigssal truet af lavaen, der stadig bredte sig. Vi sørgede straks for at fem andre rigssale også kunne fungere som flygtningelejre.“ Nogle af brødrene fra de 24 menigheder i Goma flygtede ind til det centrale Congo, men de fleste, cirka 2000, flygtede til Rwanda.

Afdelingskontoret i Kigali, Rwanda, købte hurtigt madvarer, medicin, tæpper og plasticdunke til vand, som straks blev sendt ud til lejrene. Hvor blev brødrene fra Goma glade da der allerede dagen efter katastrofen kom en lastvogn med nødhjælp! Der hørtes mange positive kommentarer fra folk der ikke var Jehovas Vidner. En broder hørte nogle sige: „Det er en god religion. De elsker virkelig hinanden.“

Omkring en tredjedel af Goma blev ødelagt. Mange brødre og søstre mistede alt hvad de ejede. Men de forkyndere hvis huse var uskadte, tilbød at give husly til de familier der havde mistet deres hjem. (Rom. 12:12, 13) Senere sørgede brødrene fra Rwanda for at samtlige flygtninge kom sikkert hjem til Goma. Forkyndere i Europa hjalp også til ved at sende to fly med nødhjælp fra Belgien.

Mount Nyiragonyos udbrud var en katastrofe. Det kostede mange livet og ødelagde meget, men de sande kristne levede op til Jesu ord ved at vise at de havde kærlighed til hinanden. — Joh. 13:35.

 Rigets Tjenesteskole betoner den åndelige sundhed

Rigets Tjenesteskole blev oprettet i 1959 som et kursus af en måneds varighed. Det blev holdt i South Lansing i den nordlige del af staten New York, USA. I andre lande blev Rigets Tjenesteskole holdt forskellige steder som de lokale afdelingskontorer udpegede. I begyndelsen var skolen for de ældste (dengang kaldt menighedstjenere) og specialpionererne. I 1966 blev kurset ændret så det kun varede to uger og kun var for de ældste. I 1977 blev der arrangeret et 15-timers kursus for alle ældste. Siden da er der med få års mellemrum blevet holdt lignende kurser af varierende længde. Fra 1984 har menighedstjenerne også fået undervisning på Rigets Tjenesteskole.

I år bestod skolen af tre afsnit. Det første, fra tirsdag til torsdag, var for de rejsende tilsynsmænd; det andet, der blev holdt fredag og lørdag, var for de ældste i menighederne; og det tredje, der blev holdt søndag, var for menighedstjenerne. I undervisningen blev der lagt vægt på vigtigheden af at bevare sin åndelige sundhed. For længe siden bad Moses til Jehova: „Lad mig da få kendskab til dine veje, så jeg kan kende dig, for at jeg kan finde yndest i dine øjne.“ (2 Mos. 33:13) Moses bad denne bøn efter at han havde været vidne til de ti plager, set hvordan Det Røde Hav blev delt, været i nær kontakt med Jehova i 40 dage på Sinaj Bjerg og modtaget De Ti Bud. Som 80-årig, efter at Jehova havde brugt ham på enestående vis, erkendte Moses altså at han havde et åndeligt behov. I harmoni med dette eksempel blev ældste og menighedstjenere tilskyndet til at blive ved med at gøre fremskridt som åndelige mennesker, uanset hvor længe de havde tjent Jehova.

 Kursusmaterialet blev oversat og brugt af afdelingskontorerne i hele verden. Brødre fra mange lande skrev og gav udtryk for deres taknemmelighed. En ældste fra Guinea skrev: „Jeg fortryder ikke de ofre jeg bragte, og den rejse på 1000 kilometer jeg foretog for at kunne overvære skolen.“ En anden skrev: „Jeg kan ikke finde ord der udtrykker min værdsættelse af undervisningen. Mange, mange tak!“

En broder fra Korea skrev: „Skolen hjalp mig til alvorligt at overveje om jeg er et åndeligt menneske eller ikke.“

Afdelingskontoret i El Salvador skrev: „Der blev vist særlig interesse for den nye bogstudieordning. Vi tror at den vil hjælpe os til at vise større og mere personlig opmærksomhed over for dem der er i de enkelte grupper.“

Et ældsteråd i Tyskland skrev: „ De forslag og råd vi fik, var realistiske og kan bruges til gavn for de brødre og søstre der er i vores varetægt.“

Afdelingskontoret i Schweiz havde denne kommentar: „Skolen var med til at give den nødvendige opmuntring til at bekæmpe åndelig sløvhed.“

Retssager

ARMENIEN: Retssagen i forbindelse med Lyova Margaryan fik international opmærksomhed. Der blev rejst tiltale mod broder Margaryan på grund af hans virke som et af Jehovas Vidner. Han blev for eksempel anklaget for at „forkynde en tro der ikke var anerkendt“. Den 18. september 2001 blev broder Margaryan frikendt for alle anklager. Sagen blev appelleret, og appelretten stadfæstede underrettens kendelse. Den sagde at den religiøse undervisning han udførte som et af Jehovas Vidner, ikke er ulovlig, men beskyttet af Armeniens grundlov. Anklagerne appellerede derpå sagen til landets højeste appelret, kassationsretten. Den  19. april 2002 stadfæstede rettens seks medlemmer begge de tidligere frifindelser. Vi glæder os over denne sejr, men samtidig bliver unge brødre fortsat anholdt og fængslet i Armenien fordi de af religiøse grunde nægter at udføre militærtjeneste.

GEORGIEN: Den brutale vold mod Jehovas Vidner i Georgien fortsætter ustraffet. Siden oktober 1999 har der været over 80 dokumenterede, voldelige overgreb med over 1000 ofre — mænd, kvinder, børn, ældre og handicappede. Nogle Jehovas Vidner har fået deres hjem plyndret, gennemrodet og nedbrændt. Over 700 forbrydelser er blevet anmeldt, men ikke en eneste gerningsmand er blevet dømt. I september 2001 blev Petre Ivanidze og en tidligere ortodoks præst ved navn Vasili Mkalavishvili anklaget for medvirken ved overgrebene. Mange forsøg på at indlede retssagen er imidlertid mislykkedes på grund af situationen i retssalen. De tiltaltes tilhængere har fået lov at komme ind i retten, svingende med store kors der tidligere er blevet brugt som våben, og bannere med slogans der udtrykker had mod Jehovas Vidner. Den 30. maj 2002 var retssagen blevet udsat syv gange. Jehovas Vidner har to gange henvendt sig til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, den ene gang for at protestere mod myndighedernes passive holdning til den hæmningsløse vold, og den anden gang for at appellere Georgiens højesterets kendelse, som annullerede registreringen af to juridiske selskaber der blev brugt af Jehovas Vidner. I oktober 2001 slog Menneskerettighedsdomstolen de to sager sammen for at kunne behandle dem hurtigere.

Den 23. juli 2002 henvendte Jehovas Vidner sig igen til Menneskerettighedsdomstolen, denne gang med en detaljeret beskrivelse af 30 tilfælde hvori Jehovas Vidner i Georgien er blevet overfaldet af religiøse ekstremister, ortodokse  præster og politifolk. I forbindelse med en af sagerne foreligger der et betydningsfuldt dokument. Det skitserer en plan om at afbryde et fredeligt stævne afholdt af Jehovas Vidner i september 2000. Planen blev gennemført af en politistyrke på næsten 100 mand, og dokumentet er godkendt og underskrevet af højtstående myndighedspersoner fra Indenrigsministeriet i byen Zugdidi i den vestlige del af Georgien.

RUSLAND: Den retssag der føres for at få Jehovas Vidner forbudt i Moskva, blev genoptaget den 12. februar 2002. Det er syvende gang Jehovas Vidner har måttet forsvare sig mod de samme grundløse anklager. Efter at have brugt to måneder på at gennemgå anklagerens udlægning af sagen afsagde retten den 4. april en kendelse om at både Jehovas Vidners religiøse publikationer og deres interne korrespondance skulle gennemgås af et hold eksperter. Retten afsagde denne kendelse skønt anklageren ikke havde fremlagt specifikke vidnesbyrd som bevis for at Jehovas Vidner tilskynder til religiøse stridigheder, splitter familier eller krænker borgernes rettigheder. Retssagen blev udsat til resultaterne af ekspertundersøgelsen foreligger.

SYDKOREA: Sidst i december 2001 sad 1640 Jehovas Vidner i Sydkorea fængslet fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste, og antallet stiger for hvert år der går. Ifølge loven om værnepligt kan de der nægter at bære våben, idømmes op til tre års fængsel. Sydkorea anerkender ikke at samvittighedsnægtere eller ordets tjenere har ret til fritagelse for militærtjeneste. Siden 1950’erne er over 7000 Jehovas Vidner i Sydkorea blevet fængslet fordi de har nægtet at bære våben. Den 29. januar 2002 afsagde dommer Si-hwan Park fra Seouls distriktsdomstol en epokegørende kendelse da han besluttede at sende Kyung-soo  Lees sag videre til Forfatningsdomstolen. Dommer Park anmodede om en vurdering af broder Lees påstand om at den manglende anerkendelse af en samvittighedsnægters rettigheder krænkede hans samvittighed og hans ret til religionsfrihed. Da dommer Park overgav sagen til Forfatningsdomstolen, hævede han retten og løslod broder Lee mod kaution. Retssagen bliver først genoptaget når Forfatningsdomstolen har afsagt sin kendelse om hvorvidt den omstridte lovparagraf er i strid med forfatningen.

DE FORENEDE STATER: Den 17. juni 2002 afsagde De Forenede Staters højesteret en historisk kendelse i sagen Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc. mod Village of Stratton. Sagen skyldtes at landsbyen Strattons beboere forlangte at Jehovas Vidner skulle indhente tilladelse hos borgmesteren før de forkyndte fra hus til hus. Retten udtalte: „[Jehovas Vidner] forklarede under retssagen at når de ikke havde søgt om tilladelse, var det fordi deres bemyndigelse til at forkynde findes i Bibelen. [Jehovas Vidner sagde:] ’At anmode myndighederne om en tilladelse til at forkynde betragter vi næsten som en fornærmelse mod Gud.’“ I kendelsens præmisser stod der endvidere at vedtægten „er en fornærmelse — ikke blot mod de værdier der beskyttes af den første tillægsartikel, men også mod forestillingen om hvad et frit samfund er — at man i forbindelse med almindelige, daglige samtaler først skal informere myndighederne om sit ønske om at tale med andre og dernæst indhente tilladelse til at gøre det“. I rettens kendelse hed det desuden: „Udstedelsen af tilladelser på borgmesterkontoret er måske nok en rutinesag som ordnes øjeblikkeligt og uden omkostninger for ansøgeren; men en lov der kræver en særlig tilladelse til at ytre sig på den måde, er en drastisk  afvigelse fra vores nationale arv og forfatningsmæssige tradition.“

Retten omtalte også i rosende vendinger den kolossale indflydelse Jehovas Vidner har haft på den amerikanske statsforfatningsret. Retten udtalte: „I over 50 år har Højesteret omstødt vedtæter der begrænser husbesøg og uddeling af pjecer. Det er ikke nogen tilfældighed at de fleste af disse sager, som har handlet om rettighederne i den første tillægsartikel, er blevet bragt for retten af Jehovas Vidner. Det skyldes at deres religion påbyder dem at besøge folk fra dør til dør.“ Som retten bemærkede, har disse sager vist „at Jehovas Vidners bestræbelser for at modsætte sig begrænsninger af ytringsfriheden ikke alene har været en kamp for deres egne rettigheder“.

Dertil kommer at South Carolinas højesteret den 1. juli 2002 støttede et af Jehovas Vidners ret til at nægte at modtage blodtransfusion. (Apg. 15:28, 29) Charles Harvey havde anlagt erstatningssag mod sin læge fordi denne med overlæg havde tilsidesat hans vægring ved at modtage blod. Før operationen havde broder Harvey omhyggeligt oplyst lægen om sin bibelsk begrundede holdning. Men da der opstod komplikationer mens broder Harvey var bevidstløs efter operationen, bad lægen broder Harveys mor, der ikke er et af Jehovas Vidner, om tilladelse til at give blod. South Carolinas højesteret afviste moderens tilladelse og sagde at „hvis en læge før operationen er blevet informeret om en patients ønske om at undgå en bestemt behandling eller et bestemt indgreb, bør den behandlende læge følge patientens ønske“. Retten afsagde derfor den kendelse at Charles Harvey havde ret til at lade en jury afgøre hvorvidt lægen havde brudt sit løfte om at behandle ham uden blod, og hvorvidt lægen havde gjort sig skyldig i forsømmelighed ved at give ham blodtransfusion uden hans samtykke.

 Mindetavle for Jehovas Vidner

Gennem mere end 30 år er Jehovas Vidner end ikke blevet nævnt blandt ofrene i den tidligere nazistiske koncentrationslejr Buchenwald. Jehovas Vidner passede ikke rigtig ind i de østtyske myndigheders billede af nazistyrets ofre og modstandere. Selv i dag har mange i Tyskland svært ved at anerkende det mod Jehovas Vidner udviste. Derfor var den 9. maj 2002 en særlig betydningsfuld dag. En mindetavle over de Jehovas Vidner der sad i Buchenwald, blev afsløret af Rikola Lüttgenau, vicedirektør for Buchenwald og Mittelbau-Dora Mindefond.

Det var en smuk og lun forårsdag. Den tidligere koncentrationslejr, der ligger på en bakke med en malerisk udsigt over landskabet, var omgivet af forårsgrønne træer. Men førhen blev stedet kaldt Buchenwalds grønne helvede. De fleste der besøger stedet nu, har svært ved at forestille sig den fortvivlelse der fyldte fangerne når de under mønstringen kunne kigge på det samme smukke landskab bag barakkerne — uden håb om nogen sinde at kunne glæde sig over det i frihed.

 Jehovas Vidner havde imidlertid et håb der var baseret på Bibelen, og en urokkelig tillid til Jehova. Det hjalp dem til at bevare deres uangribelighed og modigt gøre som apostlene, der sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg. 5:29) På grund af deres overbevisning døde mindst 38 Jehovas Vidner der var med på et af lejrens arbejdshold, inde i eller uden for koncentrationslejrene. Dette skriftsted fra Apostelgerninger er citeret på mindetavlen, og derefter følger indskriften: „Til minde om de Jehovas Vidner der led og døde her, forfulgt på grund af deres religiøse overbevisning.“

Cirka 800 fanger der blev identificeret som Bibelforscher (bibelstudenter) ved hjælp af en lilla trekant syet på tøjet, var  blandt de over 250.000 fanger der i nazitiden blev sendt til Buchenwald. Nogle af dem befandt sig der i 1937 og var blevet tvunget til at hjælpe med at bygge lejren. De Jehovas Vidner der i 1945 blev befriet fra lejren, priste Jehova for deres udfrielse. I størstedelen af den tid koncentrationslejren i Buchenwald eksisterede, sad der konstant mellem 300 og 450 Jehovas Vidner her.

Mindetavlen giver fanger med en lilla trekant deres rette plads blandt nazistyrets ofre. Den minder også lejrens besøgende om Jehovas Vidners standhaftighed. „Denne tavle viser at Jehovas Vidners lod er blevet bemærket og anerkendt i det moderne samfund,“ udtaler Rikola Lüttgenau.

Torsdag den 7. marts 2002 afslørede embedsmænd i byen Körmend i den vestlige del af Ungarn en mindetavle over tre Jehovas Vidner der døde som martyrer. Det var Bertalan Szabó, Antal Hőnisch og Ján Žondor. De nægtede alle tre at udføre militærtjeneste under den anden verdenskrig og blev henrettet offentligt. På tavlen står der: „Til minde om de kristne der i marts 1945 blev henrettet som samvittighedsnægtere.“ Afdelingskontoret oplyser at over 500 mennesker der ønskede at deltage i mindehøjtideligheden ved afsløringen af tavlen, gik gennem byen til den bygning hvor brødrene var blevet henrettet.

Et udvalg oprettes på afdelingskontoret i USA

Fredag den 9. februar 2001 oplyste Det Styrende Råd den amerikanske betelfamilie om at USA’s afdelingskontor fra den 1. april 2001 ville blive ledet af et udvalg. I tjenesteåret 2002 har dette udvalg varetaget sine ansvarsopgaver. Det amerikanske afdelingskontor fører tilsyn med forkyndelsen i Nordamerika foruden på Bermuda og  Turks- og Caicosøerne. Der er over en million forkyndere i De Forenede Stater, og heraf er 215.000 tilsluttet spansktalende menigheder. Af de over 11.700 menigheder er cirka 2600 spansktalende. Inden for det sidste tjenesteår er der blevet oprettet 210 nye menigheder. Heraf er de 123 spansktalende, de 63 engelsktalende, og de resterende 24 taler andre sprog.

I De Forenede Stater findes der nu menigheder eller grupper på 37 sprog foruden engelsk og spansk. I en hel del spanske eller andre fremmedsprogede menigheder ligger mødeprocenten ved det offentlige foredrag ofte på over 200. I nogle menigheder er der flere bibelstudier end forkyndere. Engelsktalende brødre og søstre lærer andre sprog for at hjælpe til i denne hurtigtvoksende arbejdsmark.

Det amerikanske afdelingskontor er noget ganske specielt fordi betelfaciliteterne ligger tre forskellige steder — i Brooklyn, i Patterson og i Wallkill. Som en hjælp til at forsyne betelfamilien med frugt og grøntsager har man desuden farme i nærheden af South Lansing i staten New York og i Immokalee, Florida. Med personalet disse steder er der i alt 5465 i den amerikanske betelfamilie.

Der er nu 109 afdelingskontorer i hele verden. Ordningen med udvalg på afdelingskontorerne, som er med til at dække brødrenes åndelige behov i forskellige lande, har fungeret siden 1976. Disse udvalg følger den bibelske vejledning og ledelsen fra Det Styrende Råd. Afdelingskontorernes udvalg har ansvar for at føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i de distrikter der hører under det respektive afdelingskontor. Udvalget sørger for det nødvendige tilsyn med de kristne menigheder, missionærerne og pionererne.  Det organiserer også menighederne i kredse og områder og sender anbefalinger til Det Styrende Råd om udnævnelse af kreds- og områdetilsynsmænd, medlemmer af betelfamilien og elever på Gileadskolen. Ud over at føre tilsyn med forkyndelsen organiserer afdelingskontorets udvalg arbejdet på Betel. Der er ingen tvivl om at Jehova i rigt mål har velsignet denne ordning.

Oversættelse dækker et stort behov

I de senere år er der udkommet utallige publikationer på et stigende antal sprog. Bag kulisserne arbejder hundreder af flittige oversættere på at frembringe publikationer der er korrekt oversatte, letforståelige, og som det er en fornøjelse at læse.

Guds folk har et stort behov for en pålidelig bibeloversættelse. Ny Verden-Oversættelsen er derfor nu blevet udgivet på 44 sprog, og på 29 af disse sprog findes både De Hebraiske Skrifter og De Kristne Græske Skrifter. I sidste tjenesteår udkom De Kristne Græske Skrifter på tre afrikanske sprog — cibemba, igbo og lingala — og hele Bibelen blev udgivet på afrikaans.

Brødrene viser stor værdsættelse af de nye bibler Selskabet har udgivet. I en rapport fra Europa hedder det: „De brødre der forkynder i det kinesiske distrikt, har især givet udtryk for værdsættelse af den Bibel de har fået på deres eget sprog. De siger at den bliver betragtet som ’en supergod oversættelse’.“ Nogle interesserede kinesiske studenter i Canada udbrød: „Den her Bibel må være oversat af kinesere! Den er så let at forstå!“ I Sydafrika spurgte en xhosa-kvinde: „Hvorfra har I fået en Bibel der udtrykker sig så godt?“ I Albanien sagde en broder ganske enkelt: „Den måde teksten er formuleret på i Ny Verden-Oversættelsen, får  Jehovas tanker til at nå ind til hjertet.“ En forkynder i Kroatien skrev: „Jeg kan meget bedre se tingene for mig, og det føles som om jeg selv siger ordene. Den nye oversættelse lyder så enkel, så naturlig, og er dog så rig på kundskab. Nu kan jeg bedre se skønheden i Jehovas budskab og vejledning til os.“

Der er stadig behov for grundlæggende bibelske publikationer i forkyndelsen af den gode nyhed for „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åb. 7:9) I de senere år har brochurer på sproget lahu, der tales af bjergstammerne i det nordlige Thailand og i de nærliggende lande, haft en god virkning. En missionær skrev: „Brochuren Hvad kræver Gud af os? er vores absolut vigtigste redskab på lahu. Den er blevet spredt vidt og bredt.“ Med hvilket resultat? „Vi er blevet indbudt til mange landsbyer, men på grund af afstandene og vejforholdene har vi ikke kunnet besøge dem alle. Ordene i Mattæus 9:37 er sande i vort tilfælde. For eksempel fandt vi ud af at en interesseret kvinde i en fjern landsby 160 kilometer nord for Chiang Mai på egen hånd har undervist en gruppe forældreløse børn ud fra ’Krævebrochuren’.“

I De Forenede Stater forkyndes der for mange indianere på deres eget sprog. Der findes nu adskillige publikationer på sproget navajo, deriblandt kassetter med brochuren Hvad kræver Gud af os? En forkynder skrev: „På Navajo-bjerget, i det fjerneste hjørne af vores distrikt, bor der en tidligere fårehyrde i firserne som ikke længere ser så godt. Hans  barnebarn spurgte ham om han havde lyst til at høre et bibelsk bånd på navajo-sproget. Det ville han gerne. Han rejste sig fra sygesengen og satte sig i sofaen for at lytte. I skulle have set hans ansigt da han hørte Bibelen læst op på sit eget sprog! Jeg bliver helt rørt bare ved at fortælle om det. ’Nizhoni,’ sagde han. Det betyder ’smukt’.“

I Mocambique er der blevet fremstillet publikationer på fem af landets sprog. For at hjælpe læserne til at få gavn af dem har man også udgivet brochuren Apply Yourself to Reading and Writing (Læg vægt på at læse og skrive) på disse sprog, og der er tilrettelagt en kampagne med læseundervisning. Det har gjort et så stort indtryk på præsident Chissano i Mocambique at han har sagt at han af hele sit hjerte støtter vores bibel- og læseundervisning.

Vagttårnet og Vågn op! fås nu på henholdsvis 146 og 87 sprog. Bladene læses i hele verden. Overalt værdsættes de for deres åndelige indhold og for alt det man kan lære af dem. De cirka 80.000 indbyggere på Kiribati, en øgruppe i Stillehavet, taler for eksempel gilbertesisk. Der er under 100 Jehovas Vidner dér, men i de senere år har de gennemsnitlig spredt næsten 20 blade hver om måneden. I Bulgarien, hvor der er 1200 forkyndere, blev der spredt over 100.000 blade i april 2002.

Der er ingen tvivl om at Jehova sætter sit folk i stand til at udføre det arbejde han har givet dem. Der forkyndes i hele verden på en mangfoldighed af sprog. — Fil. 4:20.

 Indvielser af afdelingskontorer

I tjenesteåret 2002 blev et afdelingskontor indviet på den smukke caribiske ø Trinidad. Det tidligere afdelingskontor blev indviet til Jehova i 1985, men siden da er forkyndertallet på Trinidad steget med 94 procent. Afdelingskontoret måtte derfor renoveres gennemgribende, og der måtte opføres en tilbygning som fordoblede etagearealet. Afdelingskontoret har nu fået nye værelser, nye kontorer, et nyt bibliotek,  en ny reception, en ny spisesal og et nyt køkken. Rigssalen på grunden blev også renoveret og udvidet. Projektet blev gennemført udelukkende ved hjælp af lokale frivillige.

Den 29. september 2001 samledes cirka 220 delegerede fra 14 lande og 695 lokale brødre og søstre til indvielsen. De lyttede til opmuntrende rapporter om arbejdets teokratiske historie, deriblandt en beskrivelse af det der blev udrettet af  Evander J. Coward og William R. Brown. Flere udenlandske missionærer, blandt andet en 88-årig søster der stadig virker som pioner, fortalte nogle rørende oplevelser fra dengang de for over 50 år siden fik tildelt distrikt på Trinidad.

Stephen Lett fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget. Han talte over temaet „Værdsættelse af Jehovas tilbedelseshuse i fortid og nutid“ og understregede at det er mennesker, ikke bygninger, der tilbeder Jehova. Broder Lett tilskyndede derpå kærligt brødrene til at vise værdsættelse ved deres lydighed og gode adfærd.

Dagen efter blev der holdt et særligt møde i byen Port of Spain for dem der ikke var plads til under selve indvielsen. Der kom over 13.000. På naboøen Tobago lyttede over 300 brødre til programmet, der blev transmitteret via en telefonforbindelse. Broder Lett holdt foredraget „Vogt dit forhold til Jehova ved at opdyrke ydmyghed“. Alle de tilstedeværende frydede sig over at de nye faciliteter på afdelingskontoret nu kunne tages i brug. — 5 Mos. 16:15.

Også i Tjekkiet er afdelingskontoret blevet udvidet for nylig. Samuel F. Herd fra Det Styrende Råd rejste dertil for at indvi en betelbygning, et anneks og to stævnehaller. Indvielsesprogrammet blev afholdt lørdag den 4. maj 2002, og broder Herds foredrag blev overværet af 2125. Dagen efter blev der holdt et særligt møde, og 5286 glædede sig over broder Herds opbyggende foredrag med titlen „Få ny kraft — bliv ikke trætte“. Foredragene var til stor opmuntring for brødrene i Tjekkiet.

I hele verden er der i alt 19.823 ordinerede ordets tjenere som arbejder på sådanne afdelingskontorer. De er alle medlemmer af Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere.

 [Oversigt/illustrationer på side 12, 13]

BEGIVENHEDER I TJENESTEÅRET 2002

1. september 2001

11. september: Ødelæggelsen af World Trade Center.

29. september: Indvielse af afdelingskontoret på Trinidad.

20. november: Rigets Tjenesteskole begynder.

1. januar 2002

17. januar: Vulkanudbrud i Congo.

 4. april: Retssagen i Moskva der har til formål at få Jehovas Vidner forbudt, udsættes.

1. maj 2002

4. maj: Indvielse af afdelingskontoret i Tjekkiet.

9. maj: Afsløring af en tavle til minde om Jehovas Vidner i en tidligere nazistisk koncentrationslejr.

17. juni: USA’s højesteret stadfæster retten til at forkynde fra hus til hus uden tilladelse.

31. august 2002

31. august: 6.304.645 forkyndere i 234 lande.

[Illustrationer på side 11]

Herover: Brødrene og søstrene viser kristen kærlighed når der indtræffer katastrofer

[Illustration på side 11]

Herunder: Denne rigssal i Rwanda tjente som flygtningelejr

[Illustration på side 22]

Det nyetablerede udvalg på De Forenede Staters afdelingskontor. Fra venstre til højre (siddende) John Kikot, Max Larson, George Couch, Maxwell Lloyd; (stående) Baltasar Perla, Harold Corkern, Leon Weaver, William Van De Wall, John Larson og Ralph Walls

[Illustration på side 26]

„Ny Verden-Oversættelsen“ på afrikaans

[Illustration på side 27]

„Hvad kræver Gud af os?“ på navajo

[Illustrationer på side 28, 29]

Delegerede fra 14 lande overværede indvielsen af afdelingskontoret på Trinidad sammen med de lokale brødre og søstre

[Illustrationer på side 29]

Brødrene i Tjekkiet glædede sig over indvielsen af en ny betelbygning, et anneks og to stævnehaller