Nicaragua

Nicaragua er med rette blevet beskrevet som et tropisk paradis. Østkysten vender ud mod det klare, turkisblå Caribiske Hav, og ind over vestkysten ruller bølgerne fra det mægtige Stillehav. Set ovenfra er landet en mosaik af skove, gårde og floder med et væld af søer der som juveler ligger og skinner i gamle vulkankratere. Men disse søer ligner ganske små blå pytter i sammenligning med de to giganter — Nicaraguasøen og Managuasøen. Alene Nicaraguasøen udgør med sin overflade på 8200 kvadratkilometer over 6 procent af landets samlede areal.

Hovedstaden, Managua, ligger på Managuasøens sydlige bred. Denne sø har et areal på omkring 1000 kvadratkilometer. Meget passende betyder „Managua“ på et af de oprindelige sprog „sted hvor der er en stor vandmasse“. Managua, der er regeringssæde og handelscentrum, har cirka en million indbyggere — 20 procent af landets befolkning på fem millioner. Byen ligger i det smalle lavlandsområde langs med Stillehavskysten, der er hjemsted for 60 procent af nicaraguanerne. Tredive procent af befolkningen bor i det centrale højland, og de øvrige — knap 10 procent — bor længere mod øst i to tyndt befolkede, politisk selvstyrende regioner som udgør halvdelen af Nicaragua.

 Ved Nicaraguas grænse mod syd bliver den centralamerikanske landtange smallere, og afstanden mellem Det Caribiske Hav og Stillehavet er her kun 220 kilometer. Den kun 18 kilometer brede Rivas-landtange skiller Stillehavet fra Nicaraguasøen, hvorfra floden San Juan løber mod øst og udmunder i Det Caribiske Hav. Inden Panamakanalen blev bygget, var vandvejen ad San Juan til Nicaraguasøen yndet af rejsende, og det gjorde egnen attraktiv. Historien viser da også at forskellige folkeslag har udøvet deres herredømme over området, blandt andet mayaerne, aztekerne, toltekerne og chibcha, hvortil kommer de fremmede magter — Spanien, Frankrig, Storbritannien, Holland, USA og det tidligere Sovjetunionen.

Nicaraguas flersprogede og multikulturelle samfund bærer tydeligt præg af påvirkningen fra de mange stammer og nationaliteter. Mens indbyggerne i området ved Stillehavet hovedsagelig er spansktalende mestizer (efterkommere af spaniere og indfødte) er området ud mod Det Caribiske Hav absolut multietnisk. Miskito, kreolere og mestizer dominerer i sameksistens med mindre befolkningsgrupper som sumo, rama og endelig garifuna, en gruppe af afrocaribisk herkomst. Mange af disse samfundsgrupper har bevaret deres oprindelige sprog og kultur, men de er uhøjtidelige, åbne og venlige. De er også dybt religiøse, og mange nærer kærlighed til Bibelen.

Som vi vil se i denne beretning, er den nicaraguanske mentalitet også blevet formet af modgang, som dels skyldes naturkræfterne og dels er menneskeskabt. For eksempel er Managua i det forløbne århundrede to gange blevet jævnet med jorden af jordskælv der udgik fra den del af landtangen som vender ud mod Stillehavet. Det østlige Nicaragua har været udsat for andre naturkatastrofer — ødelæggende orkaner der opstår over Atlanten. Desuden har borgerkrig, politiske  revolutioner og barske diktaturer voldt yderligere elendighed.

Ikke desto mindre har sandhedens rene vand fundet vej til dette smukke land med de mange søer og floder og givet tusinder af retsindige trøst og håb. (Åb. 22:17) Ja, den rivende strøm af åndelige forsyninger der i dag flyder i Nicaragua, vidner om at Jehova rigt velsigner forkyndelsen i dette land, især i betragtning af at den gode nyhed for tres år siden kun var en piblende, tynd strøm.

Først en tynd strøm

Den 28. juni 1945 ankom Francis og William Wallace til Managua — to kødelige brødre der var udgået fra Gileadskolens første klasse. De begyndte det organiserede forkyndelsesarbejde i Nicaragua og beredte vejen for fremtidige generationer af missionærer. Men de var ikke de første til at forkynde i dette land, for i 1934 havde en pionersøster der var på gennemrejse, afsat læsestof i Managua og andre dele af landet. Alligevel var der i 1945 kun få der havde hørt om Jehovas Vidner.

Når brødrene Wallace gik i forkyndelsen, brugte de en bærbar grammofon og spillede bibelske foredrag — det var ret nyt og uhørt i Nicaragua på den tid! Det medførte at 705 personer i løbet af den første måned lyttede til budskabet om Riget.

I oktober samme år ankom der yderligere fire missionærer — ægteparrene Harold og Evelyn Duncan og Wilbert og Ann Geiselman. De var ivrige efter at forkynde Riget på enhver tænkelig måde og planlagde en række offentlige møder. I november 1945 blev nicaraguanerne derfor på gaden hilst af folk der uddelte løbesedler og inviterede dem til et bibelsk foredrag. Selv om der i nærheden var politiske uroligheder og gadekampe som truede med at afbryde mødet, fortsatte  det stille og roligt, og mere end 40 lyttede til dette første offentlige foredrag. I mellemtiden begyndte man på missionærhjemmet at afholde et ugentligt studium af Vagttårnet og et tjenestemøde.

1946 var et lykkeligt år for missionærerne og de første der havde lyttet til Bibelens budskab. Til de sidstnævnte hørte Arnoldo Castro, som dengang var 24 år. Med et smil ser han tilbage på hvordan han lærte sandheden fra Bibelen at kende og fortæller: „Mine værelsesmakkere, Evaristo Sánchez og Lorenzo Obregón, og jeg havde besluttet sammen at lære engelsk. En skønne dag kom Evaristo tilbage fra markedet og viftede med en bog idet han sagde: ’Jeg har fundet en amerikaner der vil lære os engelsk!’ Det var selvfølgelig ikke det  ’læreren’ havde i sinde, men det var hvad Evaristo havde forstået. Så da tiden oprandt, sad vi tre unge mænd og så glade frem til en engelsktime. ’Læreren’, missionæren Wilbert Geiselman, var behageligt overrasket over at se tre så ivrige ’bibelstudenter’ vente ham — med bogen i hånden.

„Bogen hed ’Sandheden skal frigøre jer’, og vi studerede den to gange om ugen,“ forklarer Arnoldo. „Det endte med at vi ikke lærte meget engelsk, men til gengæld lærte vi sandheden fra Bibelen at kende.“ Arnoldo blev døbt i august 1946 ved et stævne i Cleveland i staten Ohio, USA, hvorefter han vendte tilbage til Nicaragua for at begynde som pioner. Mod slutningen af samme år blev hans to værelseskammerater også døbt.

I en alder af 83 ser Evaristo nu med glæde tilbage på de gamle dage. „Til at begynde med havde vi ikke noget sted hvor vi kunne holde vores møder,“ siger han. „Men vi var kun nogle få, så vi holdt dem dér hvor missionærerne boede. Senere lejede vi en toetages ejendom, og 30-40 af os kom regelmæssigt til møderne dér.“

 Disse tre unge mænd var de første nicaraguanere der fulgte missionærerne i tjenesten, først i Managua, siden i de afsidesliggende egne. Dengang havde Managua cirka 120.000 indbyggere, og byen var mindre end den er nu. Gaderne ved tolv karréer i midtbyen var de eneste der var asfalterede. „Vi kom omkring til fods,“ mindes Evaristo. „Der var ingen busser eller asfalterede veje, kun jernbaneskinner og stier til oksekærrer. Så alt afhængigt af om det var tørtid eller regntid, havde vi enten støv eller mudder op til anklerne.“ Forkyndernes slid blev dog belønnet da 52 overværede mindehøjtiden i april 1946.

Et afdelingskontor bliver oprettet

Samme måned besøgte Nathan H. Knorr og Frederick W. Franz fra hovedkontoret i Brooklyn for første gang Nicaragua. Under dette fire dage lange besøg overværede en skare på 158 tilhørere broder Knorrs offentlige foredrag „Glæd jer, I Nationer“. Broder Franz tolkede det til spansk. Inden sin afrejse sørgede broder Knorr for at der blev oprettet et afdelingskontor i Nicaragua som skulle føre tilsyn med Jehovas Vidners arbejde i landet. Den 26-årige William Eugene Call, der kort forinden var blevet flyttet til Nicaragua fra Costa Rica, blev udnævnt til landstjener.

I løbet af de følgende årtier oprettede afdelingskontoret missionærhjem i Jinotepe, Masaya, León, Bluefields, Granada og Matagalpa. Der blev også udpeget en kredstilsynsmand til at besøge de nyligt oprettede menigheder og grupper for at styrke og opmuntre brødrene.

Flygtig medgang for modstanderne

Brødrenes nidkærhed bar hurtigt frugt — og det generede kristenhedens præster. De første ildevarslende tegn på modstand kom fra Bluefields, en by ved Stillehavskysten hvortil  der var blevet sendt to missionærer. Situationen tilspidsede sig den 17. oktober 1952, da der blev udstedt en retskendelse mod Jehovas Vidner. Den forbød alle Jehovas Vidners aktiviteter og var underskrevet af en embedsmand fra immigrationsmyndighederne, men det var de katolske præster der havde sat det hele i gang.

Missionærerne i Bluefields, León, Jinotepe og Managua blev underrettet om kendelsen. Den blev kæret ved de ansvarlige instanser — deriblandt den daværende præsident, Anastasio Somoza García — men uden resultat. Brødrene begyndte at mødes i mindre grupper, man holdt op med gadearbejde, og boglageret på afdelingskontoret blev flyttet til nogle sikre steder. Det var lykkedes vores religiøse fjender at få arbejdet forbudt ved urigtigt at erklære Jehovas Vidner for kommunister, så der blev hyret en advokat for at kære kendelsen ved Højesteretten.

Nogle brødre gav efter for menneskefrygt, men flertallet forblev urokkelige. Missionærerne, der var modne og frygtløse, var som et stærkt tårn for de lokale brødre, der fortsatte med at forkynde og mødes i lydighed mod Guds ord. (Apg. 1:8; 5:29; Hebr. 10:24, 25) Den 9. juni 1953 — efter at forbuddet havde været i kraft i blot otte måneder — afsagde højesteretten sin enstemmige afgørelse til Jehovas Vidners fordel og stadfæstede derved den forfatningsmæssige ret til tale- og religionsfrihed. Sammensværgelsen var altså slået fejl i enhver henseende.

Udfordringer til de første missionærer

Modstanden fra de gejstlige var ikke den eneste udfordring de første missionærer stod over for. Tag for eksempel Sydney og Phyllis Porter, der var udgået fra Gileadskolens 12. klasse. Da de ankom til Nicaragua i juli 1949, blev Sydney udnævnt til at tjene som kredstilsynsmand for en kreds  der omfattede hele landet. Han beskriver hvordan det var at være i rejsetjenesten dengang. „Vores transportmidler var tog og busser. Ofte var der ingen brødre at bo hos, så vi medbragte sengetøj og et lille bærbart komfur til at koge vand og lave mad på. Tit var vi borte fra afdelingskontoret i ti uger ad gangen. Men forkyndelsen i distriktet gav så gode resultater at det i nogle områder var en udfordring at vende tilbage til alle de interesserede og tage sig af dem. Da vi for eksempel senere fik kredsen i Managua, ledede Phyllis 16 bibelstudier! Hvor fik hun tiden fra? Hun ledede sine studier på vores fridag og på de aftener hvor der ikke var menighedsmøder.“ Hvor var disse første missionærer selvopofrende!

Doris Niehoff kom i 1957. Hun fortæller om sit første indtryk: „Det var sidst i marts, i tørtiden, så landskabet var brunt og afsvedet. Der var meget få biler dengang; i stedet red alle på hesteryg — og bar et skydevåben! Det var som at  springe midt ind i en scene fra en cowboyfilm. Dengang var de fleste enten rige eller fattige. Som regel det sidste. Ikke nok med det; Nicaragua var i krig med Honduras på grund af en territorialstrid, og et halvt år før jeg ankom, blev præsident Somoza García myrdet og landet erklæret i militær undtagelsestilstand.

Jeg blev sendt til León, en universitetsby,“ fortsætter Doris. „Jeg forstod ikke meget spansk, så de studerende syntes det var sjovt at lave numre med mig. Når jeg tilbød nogle af dem at komme tilbage for at tale med dem om Bibelen, kunne de for eksempel finde på at sige ja, men fniste når de skulle sige hvad de ’hed’. En opgav navnet på præsidentens drabsmand, og en anden navnet på en berygtet guerilla! Det er et mirakel at jeg ikke blev sat i fængsel når jeg vendte tilbage og bad om at tale med de studerende der havde opgivet disse navne!“

En samtale med biskoppen i Matagalpa

Omkring 130 kilometer nord for Managua ligger byen Matagalpa i læ af bjergene i en egn hvor man dyrker kaffe. I 1957 blev der sendt fire missionærer dertil. Agustín Sequeira, som på daværende tidspunkt var matematikprofessor på en læreanstalt der blev drevet af Josefs-søstre, mindes datidens religiøse atmosfære i Matagalpa. Han siger: „Befolkningen var hovedsagelig katolsk og frygtede præsterne, men især biskoppen. Han var gudfar til et af mine børn.“

I denne atmosfære af frygt var det svært for afdelingskontoret at finde en bolig til missionærerne. Engang da afdelingskontoret traf aftale om at leje et hus, oplyste det ejeren, en advokat, om at missionærerne ville holde kristne møder i huset. „Det er ikke noget problem,“ sagde han.

Doris Niehoff beretter hvad der videre skete: „Den dag vi ankom med alle vores møbler, kom indehaveren hen til  os med et bekymret ansigtsudtryk. Han sagde at han havde sendt os et telegram med besked om ikke at komme. Hvorfor? Biskoppen havde truet ham med at hans søn ikke ville få lov til at gå i den katolske skole hvis han lejede ud til os. Heldigvis havde vi ikke modtaget telegrammet og havde allerede betalt en måneds husleje.

Samme måned fandt vi et andet hus, men det var meget svært,“ tilføjer Doris. „Da biskoppen prøvede at lægge pres på ejeren, en frygtløs forretningsmand fra egnen, svarede denne: ’Jamen, hvis De betaler mig de fire hundrede cordobas hver måned, skal jeg nok smide folkene ud.’ Selvfølgelig betalte biskoppen ham ikke de penge. Han lod sig dog ikke bringe fra sit forehavende og gik til alle forretninger og satte plakater op der advarede folk imod at tale med Jehovas Vidner. Han sagde også til forretningsindehaverne at de ikke skulle sælge noget til os.“

Selv om missionærerne var nidkære, var der i Matagalpa tilsyneladende ingen som var ivrig efter at tage standpunkt for Bibelens lære. Agustín, matematikprofessoren, havde dog mange ubesvarede spørgsmål. For eksempel undrede han sig over at pyramiderne stadig findes når de faraoner der har bygget dem, for længst er døde! Han husker stadig tydeligt at en missionær besøgte ham og ud fra Bibelen viste ham svaret på hans spørgsmål. Agustín beretter: „Jeg var betaget af det Bibelen viste, nemlig at mennesket ikke er skabt til at dø, men til at leve evigt i et paradis på jorden, og at de døde vil blive oprejst. Jeg erkendte hurtigt at det her var sandheden.“ Hvordan reagerede Agustín? „Jeg begyndte at forkynde for alle på min læreanstalt, også for rektor, som var en nonne,“ siger Agustín. „Så inviterede hun mig over til sig en søndag for at drøfte ’verdens ende’. Da jeg kom, blev jeg overrasket over at se at biskoppen af Matagalpa sad dér og ventede på mig.“

 „Nå, min gode ven! Man siger at du er ved at miste din tro,“ sagde han.

„Hvilken tro?“ spurgte jeg. „Den tro jeg aldrig har haft? Det er jo først nu at jeg begynder at få sand tro.“

Således begyndte en tre timer lang drøftelse med nonnen som tilhører. Agustíns iver for sin nyfundne tro fik ham til undertiden at være ret direkte. Han kaldte endda den ubibelske tro på sjælens udødelighed et pengeforetagende der udnyttede uskyldige mennesker. Det illustrerede han for biskoppen med dette eksempel: „Forestil Dem at min mor dør. Selvfølgelig vil jeg bede Dem om at læse messe fordi hendes sjæl er i skærsilden. De vil have penge for denne tjenesteydelse. Efter otte dage følger endnu en messe. Efter et år endnu én, og så videre. Og alligevel vil De aldrig sige til mig: ’Min gode ven, jeg vil ikke læse flere messer, for din mors sjæl er nu ude af skærsilden.’“

„Ah!“ sagde biskoppen: „Det er fordi kun Gud ved hvornår sjælen kommer ud af skærsilden!“

„Men hvordan kan De så vide hvornår den kommer ind sådan at De kan begynde at kræve penge af mig?“ gav Agustín igen.

Da Agustín under diskussionen begyndte at citere endnu et skriftsted, sagde nonnen til biskoppen: „Se, Fader! Han bruger en dårlig bibel; den er luthersk!“

 „Nej,“ svarede biskoppen, „det er den bibel jeg gav ham.“

Efterhånden som drøftelsen fortsatte, blev Agustín overrasket over at høre biskoppen sige at man ikke skulle tro på hele Bibelen. „Efter dette møde var jeg overbevist om at kristenhedens gejstlighed, ligesom de religiøse ledere på Jesu tid, foretrak menneskers overlevering frem for Guds ord.“

I februar 1962 blev Agustín Sequeira den første døbte forkynder i Matagalpa. Han fortsatte med at gøre åndelige fremskridt, og efter et stykke tid tjente han som pioner. Senere blev han ældste, og siden 1991 har han været medlem af udvalget på Nicaraguas afdelingskontor. Matagalpa havde i tjenesteåret 2002 to blomstrende menigheder med et samlet forkynderantal på 153.

Utrættelige specialpionerer

Mange af dem der tog imod den gode nyhed om Guds rige, følte sig tilskyndet til at øge deres indsats i forkyndelsen ved at tage del i pionertjenesten. Blandt disse var Gilberto  Solís, hans kone, María Cecilia, og hans søster, María Elsa. Alle tre blev døbt i 1961, og fire år senere blev de et ret effektivt team af specialpionerer. Ni menigheder i forskellige dele af landet blev enten oprettet eller styrket af denne trio. Et af de distrikter de fik tildelt, var øen Ometepe i Nicaraguasøen.

Ometepe har et areal på 276 kvadratkilometer og er dannet af to vulkaner, hvoraf den ene er 1600 meter høj. Set ovenfra har øen facon som et ottetal på grund af vulkanerne. Arbejdet på øen begyndte ved daggry, hvor de tre pionerer tog med bussen så langt de kunne, og så fortsatte gennemgangen af Ometepe til fods — ofte barfodet — langs den sandede kyst til øens mange landsbyer. I løbet af halvandet års tid organiserede de et antal isolerede grupper af bibelstudenter rundt om på Ometepe. Den største lå i Los Hatillos.

Mange af de nye forkyndere i Los Hatillos havde før i tiden haft tobaksdyrkning som vigtigste indtægtskilde, men nu tillod deres bibeloplærte samvittighed dem ikke længere at have det arbejde. Så de fleste gik over til fiskeriet, selv om det betød en mindre indtægt. Det var en ubeskrivelig glæde for familien Solís at se en sådan tro — oven i de mange andre vidnesbyrd om at Jehova rigt velsignede deres tjeneste! Faktisk voksede antallet af forkyndere snart til 32, og der opstod behov for en rigssal. En af forkynderne, Alfonso Alemán, dyrkede vandmeloner og var så venlig at give noget af sin jord til at bygge rigssalen på. Men hvordan skulle forkynderne i Los Hatillos skaffe midler til byggeriet?

Gilberto Solís organiserede frivillige der på den forærede grund såede vandmelonfrø, som broder Alemán sørgede for. Gilberto opfordrede en gruppe til at passe disse „vandmeloner til lovprisning af Jehova“ og gik foran med et godt eksempel ved selv at slide i det. María Elsa, en lille, men energisk  kvinde, beskriver hvordan en lille gruppe forkyndere tog sig af afgrøden: „Vi plejede at stå op mens det stadig var mørkt, for at vande marken. Vi høstede tre gange, og udbyttet var stort. Broder Alemán tog melonerne med over på fastlandet til Granada, hvor han solgte dem og købte byggematerialer. Sådan lod det sig gøre at rigssalen i Los Hatillos blev bygget, og derfor kaldte min bror salen for den lille sal lavet ved hjælp af vandmeloner.“ Så beskeden var begyndelsen, og i dag har Ometepe tre blomstrende menigheder.

Den ydmyghed, positive indstilling og fuldstændige tillid til Jehova som Gilberto, hans kone og hans søster viste, rørte mange hjerter. Gilberto sagde tit: „Vi bør altid betragte de nye som små kalve. De er kære, men stadig svage. Lad os aldrig blive irriterede over deres svagheder, men i stedet hjælpe dem til at blive stærke.“ En sådan kærlig holdning har uden tvivl bidraget til at disse tre eksemplariske pionerer har hjulpet 265 personer til indvielse og dåb! Gilbertos kone er i mellemtiden død, men var trofast til det sidste, og Gilberto, der er 83 år, har selv et betydeligt svækket helbred. Alligevel er hans ønske om at tjene Jehova større end nogen sinde. Da María Elsa for nylig blev spurgt hvordan hun havde det efter 36 år i specialpionertjenesten, svarede hun: „Ligesom den første dag! Jeg er glad og takker altid Jehova for at han har ført os ind i sin hellige organisation og givet os en lille andel i sit pragtfulde åndelige paradis.“ Gennem årene har mange hårdtarbejdende pionerer ligesom familien Solís oplevet hvordan tjenesten for Riget har båret frugt i Nicaragua, takket være Jehovas rige velsignelse.

Jordskælvet i Managua i 1972

Lige efter midnat den 23. december 1972 blev Managua rystet voldsomt af et jordskælv der målte 6,25 på richterskalaen — svarende til energien i omkring 50 atombomber. Afdelingskontoret  lå i den østlige del af Managua, kun 18 husblokke fra epicentret. „Alle missionærerne var gået i seng,“ siger Levi Elwood Witherspoon, der var afdelingstilsynsmand på det tidspunkt. „Da rystelserne holdt op, skyndte vi os ud midt på gaden. Derefter fulgte endnu to jordrystelser kort efter hinanden. Huse faldt sammen rundt omkring os. Byen var indhyllet i en tyk støvsky, og et rødt skær over byens centrum viste at der hærgede ildebrande.“

Jordskælvets epicentrum befandt sig umiddelbart under et forretningskvarter, og på bare et halvt minut blev byen Managua ubeboelig. De overlevende arbejdede sig møjsommeligt ud af jord og murbrokker og kæmpede for at få vejret. Der var mange som ikke klarede det. Ifølge visse skøn lå dødstallet på over 12.000, men det nøjagtige tal er ukendt. Omkring 75 procent af alle huse i Managua var blevet ødelagt, så næsten 250.000 mennesker var hjemløse. I tre dage efter jordskælvet flygtede daglig cirka 100.000 indbyggere fra byen.

Kristen kærlighed kommer dem til hjælp

Samme dag som jordskælvet havde fundet sted, modtog afdelingskontoret inden middag en komplet rapport fra menighedernes tilsynsmænd i Managua. Optaget af én og samme tanke havde disse trofaste brødre handlet hurtigt og ringet til alle der var tilsluttet en af byens menigheder for at forvisse sig om deres behov. Heldigvis var der ingen dødsfald blandt de over 1000 Jehovas Vidner i byen, men over 80 procent havde mistet deres hjem.

Kristen kærlighed bevægede Jehovas folk i de omkringliggende lande til hurtigt at komme deres brødre til hjælp, og i løbet af mindre end 22 timer efter jordskælvet ankom der vognladninger med madvarer, vand, medicin og tøj til afdelingskontoret. Faktisk var afdelingskontoret et af de første steder hvorfra der blev uddelt nødforsyninger. Derudover  strømmede der frivillige hjælpere til fra adskillige menigheder i Nicaragua, og snart var alle travlt optaget af at sortere tøj, pakke fødevarer og uddele tingene. Der begyndte endda at komme nødforsyninger fra trosfæller der boede i mere fjerntliggende egne af verden.

Dagen efter rystelserne holdt afdelingstilsynsmanden et møde med udsendte repræsentanter fra afdelingskontorerne i Costa Rica, El Salvador og Honduras for at organisere yderligere hjælp. De nicaraguanske brødre og søstre der boede uden for Managua, åbnede kærligt deres hjem for de trosfæller der havde været nødt til at forlade hovedstaden. De Jehovas Vidner som blev tilbage i Managua, blev inddelt i grupper med henblik på de kristne møder og tjenesten på arbejdsmarken. Kredstilsynsmanden besøgte disse grupper for at opmuntre dem og udlevere nødforsyninger.

Jordskælvet medførte økonomiske problemer for hele landet. Men selv om livet blev hårdere, skred det fremad med genopbygningen af rigssalene og brødrenes boliger. Desuden sørgede mange nyinteresserede for vækst i menighederne. Det var tydeligvis til stor glæde for Jehova at hans folk satte Rigets interesser først i deres liv. — Matt. 6:33.

I 1975 Yearbook of Jehovah’s Witnesses stod der: „Flertallet af Managuas 14 menigheder holder stadig møder i bygninger med revnede mure eller blot under et tag af bølgeblik i en eller anden gårdhave. Interessant nok er mødedeltagelsen fordoblet siden sidste år. Hvad angår det gennemsnitlige antal af forkyndere, havde brødrene en fremgang på 20 procent i forhold til sidste år. Nu er der i Nicaragua 2689 som forkynder sandheden for andre, og 417 blev døbt i det forløbne tjenesteår.“

Denne vedvarende vækst stillede større krav end det gamle afdelingskontor kunne klare. Så man kan forestille sig forkyndernes glæde da byggeriet af et nyt afdelingskontor og  missionærhjem var afsluttet i december 1974 — kun to år efter det store jordskælv. Det nye afdelingskontor lå i en stille gade der hed El Raizón, 16 kilometer syd for Managuas centrum.

Missionærer går foran med at vise kærlighed og enhed

Lige siden de to Wallace-brødre ankom i 1945, har missionærerne i Nicaragua vist sig at være forbilleder i tro, udholdenhed og menneskekærlighed. Disse dejlige egenskaber knyttede missionærerne nærmere til hinanden og til de lokale brødre. Missionæren Kenneth Brian siger: „Efter jordskælvet  i Managua hjalp vi til på afdelingskontoret. Vi hjalp også brødrene med at flytte ud af deres ødelagte huse og med at begrave deres omkomne slægtninge. Når man arbejder sammen under sådanne forhold, bliver man nært knyttet til hinanden.“ Vedrørende de andre missionærer siger Marguerite Moore (tidligere Foster): „Selv om vi havde forskellig nationalitet, baggrund og personlighed, hjalp fornemmelsen af at vi var én samlet familie, os til at være glade i vores tildelte distrikt på trods af de særheder vi hver især havde.“

Missionærer som Kenneth og Sharan Brian betragter det som et særligt privilegium at de har kunnet efterligne erfarne missionærer som Francis og Angeline Wallace, Sydney og Phyllis Porter og Emily Hardin. Sharan siger: „De arbejdede alle virkelig hårdt, og det var tydeligt at de var glade for det de lavede.“

Gennem årene har mange missionærægtepar også virket i rejsetjenesten. Det solide grundlag der blev lagt af de nidkære missionærer, bidrog til den store åndelige vækst som Nicaragua oplevede i de første tredive år missionærerne virkede i landet. Men dette åndelige byggeri skulle snart prøves — ikke af endnu et jordskælv, men af noget mere langvarigt og åndeligt set mere farligt — nationalisme og revolution. — 1 Kor. 3:12, 13.

Prøvet af revolutionens ild

Sidst i 1970’erne begyndte en politisk revolution anført af Den Sandinistiske Befrielsesfront (på spansk FSLN) at feje hen over Nicaragua. Det medførte til sidst at det politisk-militære dynasti der havde hersket i 42 år, blev styrtet. Ruby Block, der har været missionær i Nicaragua i 15 år, siger om denne periode: „I disse år med tiltagende politisk propaganda gik folk og var nervøse. Der var hyppigt voldelige sammenstød mellem militæret og sandinisterne. Vi var nødt til at  stole fuldt og helt på Jehova for at kunne gennemføre vores tjeneste.“

Til trods for at Jehovas Vidner var politisk neutrale, beskyldte sandinisternes sympatisører dem ofte for at være agenter for enten Somozaregimet eller den amerikanske efterretningstjeneste (CIA). Der blev også pisket en fjendtlig stemning op mod udlændinge. For eksempel blev missionæren Elfriede Urban engang mens hun forkyndte, beskyldt for at være spion. „Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre,“ svarede hun så, „jeg har hverken fotoapparat eller båndoptager med mig. Og hvem eller hvad skulle jeg i øvrigt udspionere i dette kvarter?“

Manden svarede: „Du er så godt oplært at dine øjne er et kamera, og dine ører og din hjerne er en båndoptager.“

I disse dage hørte man i gaderne det populære slogan: „Kristne kan sagtens være — ægte revolutionære!“ Denne tankegang, der havde vundet stor popularitet i Latinamerika i 1970’erne, var præget af befrielsesteologien, en ideologi som blev fremmet af en marxistisk bevægelse inden for den katolske kirke. Ifølge The Encyclopædia Britannica var hensigten med befrielsesteologien at hjælpe „de fattige og undertrykte gennem [religiøst] engagement i politiske og offentlige anliggender“.

Ruby Block mindes: „Dengang blev vi ofte spurgt: ’Hvad synes I om revolutionen?’ Vi forklarede at Guds rige var den eneste løsning på menneskehedens problemer.“ At forblive loyal mod Jehova i dette potentielt farlige politiske klima var en udfordring. Ruby tilføjer: „Jeg bad altid Jehova om styrke til at forblive neutral, ikke blot i tale, men også i sind og hjerte.“

Efter flere måneder med voldelige opstande åbnede FSLN i maj 1979 en totaloffensiv for at vælte regeringen. Præsident  Somoza Debayle blev tvunget til at flygte fra landet, og hans nationalgarde blev opløst. I juli samme år overtog en ny junta under sandinistisk kontrol (Junta de Gobierno de Reconstrucción) den udøvende magt. Det skønnes at 50.000 nicaraguanere omkom under revolutionen.

Hvordan gik det med brødrene? I Rigets Tjeneste for oktober 1979 kunne man læse følgende bekendtgørelse: „Brødrene er ved godt mod og er nu ved at genoptage møderne og forkyndelsen. Under hele borgerkrigen har . . . tre af vore brødre mistet livet. Mange er blevet hjemløse, men eftersom de for det meste boede til leje, har de hovedsagelig lidt tab på grund af plyndring og ødelæggelse af deres ejendele. Samfærdselen er meget ringe. De fleste busser er ødelagt, vejene er først nu ved at blive repareret, og der er stor mangel på benzin.“ Ikke desto mindre lå der større prøvelser forude.

Anholdelser og deportationer

Inden længe stod det klart at den nye regering ikke godkendte Jehovas Vidners neutrale standpunkt. Toldvæsenet gjorde det vanskeligt at indføre publikationer. Desuden krævede  en lov der var blevet vedtaget i 1981, at alle verdslige og religiøse foreninger skulle lade sig indregistrere på ny. Den status brødrene før havde haft, blev ophævet indtil de havde opnået juridisk anerkendelse. Desværre blev der ikke reageret på anmodningerne om genregistrering.

I september 1981 blev Andrew og Miriam Reed anholdt mens de arbejdede i kredstjenesten i det centrale højland. I ti dage blev de holdt i forvaring i forskellige fængsler og under højst ubehagelige forhold. Til sidst blev de ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter, hvor de var indespærret i separate celler det meste af tiden. Gang på gang forhørte man dem, ofte flere timer ad gangen, for at få dem til at røbe navnene på de ansvarshavende brødre. De fik begge at vide at deres ægtefælle havde tilstået at være agent for CIA, til trods for at de ikke engang var amerikanske statsborgere! Til sidst meddelte man dem at det hele var en fejltagelse. Selv om der aldrig blev rejst nogen formel anklage mod dem, blev de udvist til Costa Rica. Men inden de tog af sted, fik de at vide at det var uacceptabelt at Jehovas Vidner nægtede at bære våben, og at enhver nicaraguaner måtte være rede til at kæmpe for sit land.

Afdelingskontorets udvalg tog det kloge skridt at intensivere oplæringen af de lokale brødre så de kunne føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet ifald afdelingskontoret skulle lukke. Der blev afholdt et kursus for kredstilsynsmænd og deres vikarer, og Rigets Tjenesteskole for de ældste og nogle menighedstjenere blev afviklet over flere omgange. Pionerskolen blev også gennemført med adskillige klasser. Store sammenkomster var til gengæld svære at arrangere.

I Masaya havde myndighedspersoner for eksempel lovet at der ville stå et stadion til rådighed til et af de to områdestævner som havde temaet „Loyalitet mod Guds rige“.  Stævnet skulle holdes i december 1981, men kun 36 timer forinden brød myndighederne deres løfte. Beslutningen kom ikke fra borgmesterkontoret, men fra regeringen. Men brødrene var på forhånd blevet advaret. Så dagen før havde de aftalt med en generøs søster at man kunne bruge hendes kyllingefarm som alternativt mødested. Den lå cirka otte kilometer uden for Managua. Frivillige arbejdede hele natten for at gøre stedet klar. Straks blev over 6800 brødre mundtligt underrettet om det nye mødested.

Afdelingskontoret bliver lukket

Klokken 6.40 lørdag den 20. marts 1982 var Ian Hunter i færd med at lave morgenmad til de andre missionærer da der ankom en busfuld embedsmænd fra immigrationsmyndighederne og soldater bevæbnet med maskingeværer. Soldaterne omringede afdelingskontoret og missionærhjemmet. Ian fortæller: „Embedsmændene sagde at vi hver især kun skulle  pakke én kuffert og en lille rejsetaske. De ville ikke sige hvorfor, kun at de ville tage os med til et hus hvor vi skulle være for en kort tid mens de undersøgte noget bestemt. Reiner Thompson, der var afdelingskontorets koordinator, slap ubemærket ind på kontoret og ringede til andre missionærhjem for at advare dem om hvad der var på færde.“

Ruby Block beretter: „Den dag forstod jeg den fulde betydning af Paulus’ ord: ’Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse . . . ; og Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.’ (Fil. 4:6, 7) Overvåget af en bevæbnet soldat der stod i køkkenet, bad Reiner Thompson en bøn for os, som vi besvarede med et dybtfølt ’amen’. Derefter følte vi en fuldstændig ro i hjertet selv om vi ikke vidste hvad dagen ville bringe. Vi havde tillid til at hvad der end måtte ske, ville Jehova give os styrken til at klare det. Den fornemmelse vil jeg altid huske og hæge om.“

Broder Hunter fortæller hvad der så skete: „De beordrede os ind i bussen og kørte os til en gammel kaffeplantage ude på landet. Jeg mindede embedsmændene om at vi som udlændinge havde ret til at tale med vores ambassader. De svarede at den undtagelsestilstand der var blevet erklæret først på ugen, havde ophævet den slags rettigheder, og at vi kunne tale med hvem vi ville, når først vi var uden for landets grænser. Det var første gang nogen indirekte vedgik at vi skulle udvises af Nicaragua.“ Den dag blev de ni missionærer som boede på afdelingskontoret, kørt i separate grupper til den costaricanske grænse.

I mellemtiden handlede missionærerne på de andre to hjem hurtigt efter at broder Thompson havde ringet dem op. Med de lokale brødres hjælp flyttede de en masse udstyr, deriblandt offset-pressen, og mange personlige ejendele. Da  folkene fra immigrationsmyndighederne ankom, fandt de til deres overraskelse huse der stod næsten tomme, og missionærer i færd med at pakke deres kufferter. Samme aften blev de ti missionærer fra disse to hjem kørt til lufthavnen. „De sagde at vi var contraer, men ingen foretog sikkerhedstjek på vores bagage,“ fortæller Phyllis Porter. „Vi havde ingen flybilletter, men mærkaterne på vores bagage fortalte os at vi blev udvist til Panama.“ De eneste to missionærer der var tilbage i landet — et britisk par som arbejdede i kredstjenesten — blev udvist få måneder senere.

I løbet af nogle dage var missionærerne genforenet på afdelingskontoret i Costa Rica. De modtog nye distriktstildelinger fra Det Styrende Råd så de kunne fortsætte deres tjeneste i de omkringliggende lande: Belize, Ecuador, El Salvador og Honduras. Reiner og Jeanne Thompson og Ian Hunter forblev dog i Costa Rica for en tid for at de kunne holde sig i forbindelse med de brødre der nu førte tilsyn med arbejdet i Nicaragua.

Hvordan klarede de nicaraguanske brødre sig? Dengang lød det i broder Hunters rapport: „Efter at have fældet nogle tårer ved nyheden om vores udvisning fortsætter vores kære brødre nu ufortrødent arbejdet. De der virker i det nyligt udnævnte landsudvalg, går nidkært foran, og vi har tiltro til at de vil gøre et godt stykke arbejde.“ Félix Pedro Paiz, der i mange år har været kredstilsynsmand i Nicaragua, beretter hvordan brødrene havde det med missionærernes afrejse: „Vi beklagede det dybt. De havde virkelig givet af sig selv og var forblevet loyale. Deres eksempel havde styrket brødrene og lagt en fast grundvold for arbejdet i dette land.“

Restriktioner, ikke forbud

Somme tider misforstår regeringerne Jehovas Vidners neutrale standpunkt med hensyn til politik, krig og sociale  konflikter. Dette fører ofte til at Guds folk bliver mødt med modstridende holdninger. Under Somoza-regimet i 1950’erne og 1960’erne blev Jehovas Vidner for eksempel beskyldt for at være kommunister. Nu beskyldte sandinisterne brødrene for at være agenter for det amerikanske CIA. Medierne fulgte trop og betegnede brødrene som „contraer“.

Jehovas Vidner var ikke under forbud, men perioden mellem 1982 og 1990 var kendetegnet af klare restriktioner på deres religionsfrihed. De kunne for eksempel ikke få publikationer ind i landet. Desuden blev der indført et nyt system hvormed man kunne holde skarp kontrol med folks gøren og laden — ikke kun Jehovas Vidners.

 Udspioneret af naboerne

I en håndbog på Kongresbiblioteket i Washington, D.C., står der: „Straks efter revolutionen oprettede sandinisterne store organisationer der repræsenterede de mest almindelige interessegrupper i Nicaragua.“ Dertil hørte arbejderne, en kvindeorganisation, kvægavlerne, forpagterne og landarbejderne. Ifølge håndbogen „var omkring 250.000 nicaraguanere i 1980 medlemmer af disse sandinistiske organisationer“. Til de mere indflydelsesrige hørte de kommunistisk orienterede sandinistiske forsvarskomitéer. De bestod af lokale komitéer og gik fra blok til blok og foretog folketællinger i byerne. På den måde „vidste de besked om alles tilholdssted,“ som der står i bogen. De var et effektivt redskab til at samle og sprede oplysninger for regeringen.

Det varede ikke længe før Jehovas Vidners gøren og laden blev nøje overvåget — så meget desto mere som en hetz var blevet indledt mod dem. Personer der var mistænkt for kontrarevolutionær virksomhed og „ideologisk sabotage“, blev jævnligt af den lokale forsvarskomité angivet til de sandinistiske myndigheder. Ofte blev de mistænkte anholdt af agenter for generaldirektoratet for statssikkerhed, et hemmeligt politikorps.

En af forsvarskomitéens opgaver var at organisere en natlig vagttjeneste. Almindelige mennesker — både mænd og kvinder — blev anmodet om at tage deres tørn og holde øje med om der foregik kriminel eller kontrarevolutionær virksomhed i deres nabolag. Jehovas Vidner deltog ikke i dette arbejde, og de nægtede at stille deres hjem til rådighed for komitéens ugentlige møder. De indvilligede dog i andet frivilligt arbejde, som for eksempel rengøring af gaderne. Alligevel blev Vidnerne betragtet som fanatikere og en fare for staten. En broder siger: „I løbet af de ti år stod der det meste af tiden ’Vi holder øje med jer’ malet på facaden af mit hus.

 Varsomme og dog dristige

Når brødrene overværede møder eller gik i forkyndelsen, var de forsigtige sådan at de ikke unødigt henledte opmærksomheden på sig selv. Møderne blev holdt i grupper på størrelse med en familie borte fra offentlighedens søgelys, enten i private hjem eller i rigssale uden skiltning. Alt afhængigt af nabolaget lod brødrene sædvanligvis være med at synge Rigets sange til deres møder. Efterhånden blev forkyndernes navne på de forskellige formularer og rapporter som menigheden brugte, skiftet ud med numre. Desuden blev interesserede ikke inviteret til møderne medmindre de havde studeret i mindst et halvt år og viste tegn på åndelige fremskridt.

Stævnernes deltagerantal blev mindre, og programmet kortere. Desuden blev foredragsdispositionerne og andet materiale sendt til den enkelte menighed, hvor de lokale ældste med hjælp fra kvalificerede menighedstjenere organiserede og præsenterede programmet på menighedsplan. Medlemmer af landsudvalget og rejsende tilsynsmænd besøgte så mange af disse kredsstævner som muligt.

Mødestederne blev annonceret mundtligt, og det blev aldrig nødvendigt at annullere noget kredsstævne. Til gengæld hændte det at man måtte skifte mødested med kort varsel. I 1987 havde man for eksempel i et landområde forberedt et kredsstævne i en broders baghave med cirka 300 deltagere. Pludselig dukkede en officer op med sine folk og spurgte: „Sig mig, hvad foregår der her?“

„Vi skal holde fest,“ svarede broderen, der på mandens støvler kunne se at han var fra statens sikkerhedstjeneste. Derpå gik manden. Brødrene og søstrene var overbeviste om at myndighederne havde fattet mistanke, så de arbejdede natten igennem for at afmontere det hele. Klokken  5.00 om morgenen var stolene, platformen og alt køkkengrej ikke alene fjernet, men også stillet op et andet sted der lå godt en kilometer borte. Unge, stærke brødre løb af sted for at bringe bud til de andre om det nye mødested. Senere samme morgen ankom der en vognladning soldater til det oprindelige mødested i håb om at kunne standse kredsstævnet, afhente de unge mænd til militærtjeneste og anholde de ledende brødre. Men alt hvad de fandt, var husejeren.

„Hvor er de alle sammen blevet af?“ spurgte officeren.

„Jah, vi holdt en fest i aftes, men nu er den altså ovre,“ svarede broderen.

„Holdt I ikke et stævne?“ spurgte officeren.

„Se selv. Her er ingenting,“ sagde broderen.

Officeren var ikke overbevist og fortsatte: „Jamen, hvad med de telte der var her i går?“

„Festen er ovre,“ gentog broderen. „De gik og tog det hele med.“

Så forsvandt soldaterne. I mellemtiden nød brødrene gavn af et åndeligt opbyggende program på det andet mødested.

„Se,“ sagde Jesus, „jeg sender jer som får ud blandt ulve; vis jer derfor forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.“ (Matt. 10:16) Forkynderne tog disse ord til sig, ikke kun i forbindelse med møderne, men også i forbindelse med forkyndelsen. Derfor undgik de at gå ud i store grupper og arbejdede i stedet, mere diskret, parvis i distrikter som de fik tildelt inden de gik ud. Kredstilsynsmanden Félix Pedro Paiz uddyber: „Vi måtte være meget forsigtige. Det eneste vi havde med i tjenesten, var en bibel. Hver dag fik jeg en anden broder at følges med i tjenesten. Når vi besøgte bestemte menigheder, gik jeg til én bogstudiegruppe tirsdag  aften, til en anden torsdag aften og til en helt tredje om søndagen. I nogle dele af landet kunne disse sikkerhedsforanstaltninger slækkes lidt.“

Konfiskationer og anholdelser

En juliaften i 1982 trængte pøbelskarer på mellem 100 og 500 personer, ledsaget af folk fra statens sikkerhedstjeneste, ind i adskillige rigssale i forskellige dele af landet og beslaglagde mødestederne „i folkets navn“. Den 9. august mellem klokken 19.00 og 21.00 blev yderligere fem rigssale, en stævnehal og det tidligere afdelingskontor på El Raizón desuden konfiskeret. Efter at missionærerne var blevet udvist i marts, var seks nicaraguanske brødre og et resterende missionærægtepar blevet boende på adressen for at tage vare på ejendommen. Men bakket op af en pøbelskare der kom med hånende tilråb, tvang myndighederne til sidst også disse brødre ud og lod dem ikke engang tage deres personlige ejendele med sig.

Regeringen gav de sandinistiske forsvarskomitéer myndighed over de konfiskerede rigssale, der nu fik betegnelsen „folkets ejendom“. Angiveligt skulle salene indrettes til offentlig  brug. Til sidst var 35 ud af i alt 50 ejendomme ulovligt besat selv om de aldrig var blevet konfiskeret.

Midt i denne glødende nationalisme blev de ansvarshavende brødre ikke kun skarpt bevogtet, men også truet. I visse kvarterer blev de for eksempel chikaneret af forsvarskomitéens pøbelskarer, der taktfast råbte beskyldninger og politiske slogans foran deres hjem i timevis. Betjente fra statens sikkerhedstjeneste gennemsøgte deres hjem og plyndrede endda nogle af dem. En hel del ældste, deriblandt medlemmerne af landsudvalget, blev anholdt og mishandlet.

En af de første ældstebrødre der gennemgik disse trængsler, var Joel Obregón, som dengang var kredstilsynsmand. Den 23. juli 1982 omringede folk fra statens sikkerhedstjeneste et hus hvor han og hans kone, Nila, var gæster, og han blev arresteret. Først efter fem ugers vedvarende anstrengelser fik Nila lov til at se sin mand, men kun i tre minutter og i nærværelse af en bevæbnet betjent. Joel var tydeligvis blevet mishandlet, for Nila bemærkede at han var mager og havde svært ved at tale. „Joel vil ikke samarbejde med os,“ sagde en betjent.

Efter tre måneders fangenskab blev Joel omsider løsladt — 20 kilo lettere. Ældste i andre dele af landet blev også anholdt, forhørt og så løsladt. Deres uangribelighed styrkede virkelig de øvrige brødres tro! — Se rammen „Problemer med det hemmelige politi“ på side 99-102.

Værnepligten — en prøve for unge kristne

Især unge brødre blev berørt da der i 1983 blev vedtaget en lov om almindelig værnepligt under betegnelsen Patriotisk Militærtjeneste. Mænd mellem 17 og 26 blev ved lov tvunget til at bruge to år i aktiv militærtjeneste og derefter to år eller mere i reservetropperne. De indkaldte blev bragt  til en militærlejr for at blive trænet. Der var ingen ordning for militærnægtere; militærnægtelse betød at man blev varetægtsfængslet mens man afventede en retssag, og derefter fik to års fængsel. Brødrene så modigt denne prøve i øjnene og var besluttede på at forblive loyale over for Jehova.

Den 7. februar 1985 var Guillermo Ponce, en 20-årig pioner i Managua, taget af sted for at lede nogle hjemmebibelstudier, da politiet anholdt ham. Han havde ikke noget militært identitetskort, så han blev sendt til en træningslejr. Men i stedet for at bruge våben begyndte Guillermo at forkynde for unge rekrutter. Da en af officererne så det, snerrede han: „Det her er ikke en kirke; det er en militærlejr. Her kommer du til at adlyde os!“ Guillermo reagerede med at citere ordene fra Apostelgerninger 5:29: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Den vrede officer, en cubansk militær instruktør, flåede Bibelen ud af hånden på ham og sagde truende: „Det snakker vi om i aften“ — underforstået at Guillermo ville komme til at gennemgå en form for psykisk tortur der skulle svække hans viljestyrke.

Heldigvis gjorde officeren ikke alvor af sin trussel. Tre dage senere blev Guillermo dog overført til et fængsel hvor han sad indespærret i ni måneder under primitive forhold. Alligevel fortsatte han sin pionertjeneste og ledede bibelstudier og endda møder inde i fængselet. Senere i denne vanskelige epoke blev Guillermo en værdifuld støtte for landsudvalget.

Nogle af de unge brødre blev ikke fængslet, men tvunget til at opholde sig hos militærenheder i bjergene som man kaldte ’irregulære krigsbataljoner’. Hver bataljon bestod af fem-seks kompagnier med 80 til 90 mænd der var trænet til at kæmpe i bjergjunglen, hvor de hårdeste kampe mod  contraerne (guerillaer der var modstandere af sandinisterne) blev udkæmpet. Selv om brødrene nægtede at gå med militæruniformer og bære våben, var de stadig tvunget til at følge med til kampzonerne og blev desuden slået og rakket ned på.

Den 18-årige Giovanni Gaitán kom under en sådan behandling. Lige før områdestævnet i december 1984, hvor  Giovanni havde håbet på at blive døbt, forsøgte man at tvinge ham til militærtjeneste. Han blev sendt til en militær træningslejr med soldater der i 45 dage prøvede at tvinge ham til at lære hvordan man bruger en riffel og kæmper i junglen. Men i overensstemmelse med sin bibeloplærte samvittighed nægtede Giovanni at „lære at føre krig“. (Es. 2:4) Han bar hverken uniform eller våben. Ikke desto mindre var han tvunget til at marchere med soldaterne i de næste 27 måneder.

Giovanni siger: „Jeg holdt mig selv stærk ved at bede uophørligt, ved at grunde over det jeg havde lært, og forkynde for de soldater der viste interesse. Jeg genkaldte mig ofte salmistens ord: ’Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord. Han kan umuligt tillade din fod at vakle. Han som vogter dig kan umuligt blive døsig.’“ — Sl. 121:1-3; 1 Thess. 5:17.

Til trods for at Giovanni blev tvunget midt ind i kampzonen ved omkring 40 forskellige lejligheder, overlevede han i god behold. Efter sin løsladelse blev han døbt den 27. marts 1987, og senere begyndte han i pionertjenesten. Mange andre trofaste unge brødre gennemgik noget lignende. — Se rammen „Tvunget ind i kampzonen“ på side 105-106.

De forsvarer deres neutrale standpunkt

Den regeringskontrollerede presse og den sandinistiske forsvarskomité anklagede fejlagtigt Jehovas Vidner for at benytte sig af hus til hus-forkyndelsen til at tale imod værnepligten. Det blev hævdet at Vidnerne undergravede den nationale sikkerhed ved at overtale Nicaraguas unge mænd til at nægte militærtjeneste. Der var ikke noget grundlag for  disse beskyldninger, men de blev gentaget så tit at de påvirkede anklagerne og dommerne. Ikke nok med det. Ledere af fremtrædende evangeliske kirker, der sagde at de støttede revolutionen, var også med til at anklage dem der af religiøse grunde forblev neutrale, idet de stemplede dem som „fjender af folket“.

En broder som var advokat, påtog sig appelsagerne for 25 unge brødre der hver var idømt to års fængsel for at have nægtet at udføre militærtjeneste. Deres militærnægtelse var ikke juridisk anerkendt, og derfor var målet med anken blot at få dommene nedsat med henvisning til de anklagedes pletfri straffeattest og den kendsgerning at de ikke havde modsat sig arrestationen. Som følge heraf blev nogle domme, dog ikke alle, nedsat med 6 til 18 måneder.

En broder der overværede retssagerne, Julio Bendaña, siger: „Det er interessant at konstatere at der bortset fra Jehovas Vidner ikke var nogen unge som nægtede militærtjeneste af religiøse årsager. Jeg blev stolt af vores 17-årige når jeg så dem forsvare deres neutralitet med fast overbevisning for en dommer og en militær anklager, alt imens de var omgivet af fjendtlige tilskuere.“ — 2 Kor. 10:4.

Trykkerier går under jorden

I hele denne periode fortsatte Det Styrende Råd med at sørge for hjælp og ledelse til brødrene i Nicaragua via Nicaraguas landsudvalg og afdelingskontoret i Costa Rica. Men der var forbud mod import af publikationer, så hvordan skulle man skaffe „mad i rette tid“? (Matt. 24:45) Endnu en gang banede Jehova vejen.

I 1985 kunne brødrene modtage Vagttårnets studieartikler og andet bibelsk materiale takket være et verdsligt trykkeri. Men det var en risikabel udvej, for det gjorde det muligt  for modstanderne at skade vores arbejde. Derfor blev det besluttet at benytte den offsettrykkemaskine som indtil afdelingskontorets lukning var blevet brugt til at trykke stævneprogrammer og indbydelser til mindehøjtiden. Maskinen blev sat i drift hos en søster der boede i et hus uden for Managua.

Desværre blev trykkemaskinen i november samme år konfiskeret af repræsentanter for myndighederne. Brødrene lod dog ikke dette tilbageslag sinke arbejdet og istandsatte straks en gammel duplikator, som de gav øgenavnet Hanen. Den var før blevet brugt til at trykke løbesedler, breve og programmer. Da det blev svært at få fat i reservedele, lykkedes det brødrene at skaffe en anden brugt duplikator i området. Den kaldte de Kyllingen. Senere fik de også en maskine af afdelingskontoret i El Salvador. Idet de holdt sig til hønsegårdsterminologien, kaldte de den Hønen.

En mindre avanceret, men bestemt ikke mindre velfungerende trykkemetode gik ud på at bruge en slags duplikatorplader,  som brødrene kaldte las tablitas — de små plader. Anordningerne var lavet af Pedro Rodríguez, en møbelsnedker der blev døbt i 1954. I den øverste ramme var der fastgjort et stykke fintmasket stof, og i den nederste var der anbragt en plade af glas eller træ. Konstruktionen var enkel, ligesom trykkeprocessen. I den øverste ramme mod stoffet blev der placeret en maskinskreven papirstencil, og i den nederste ramme blev der placeret et ark blankt papir. Der blev påført tryksværte på stoffet med en valse, og efter hvert tryk indsatte man et nyt ark papir.

Denne trykkemetode var langsommelig, men der blev produceret mange publikationer på den måde, blandt andet sangbogen Syng Jehovas pris, med alle 225 sange. „Når først brødrene var blevet dygtige til at bruge de små plader, kunne de trykke 20 sider i minuttet,“ fortæller Edmundo Sánchez, der deltog i trykkearbejdet. „I alt fremstillede vi omkring 5000 eksemplarer alene af sangbogen.“

Edmundos kone, Elda, var blandt de første søstre der hjalp til med at skrive papirstencils til duplikatorerne. Elda, der desuden havde børn, stod op tidligt om morgenen og arbejdede ofte til ud på natten. Hun brugte sin egen manuelle skrivemaskine når hun skrev studieartikler til Vagttårnet på stencils til duplikatorerne. Hun beretter: „Edmundo plejede at give mig et eksemplar af det blad han modtog fra Costa Rica. Jeg fandt aldrig ud af hvor mange grupper af trykkere der var, eller hvor de arbejdede;  jeg vidste bare hvor meget arbejde jeg selv fik tildelt. Jeg var også klar over at hvis vi blev opdaget, ville vores hus, vores møbler — alt — blive konfiskeret, og vi ville blive arresteret og muligvis endda ende med at høre til ’de forsvundne’. Alligevel fordrev vores kærlighed til Jehova sammen med vores gudsfrygt enhver menneskefrygt der kunne opstå.“

Trykkerierne

Guillermo Ponce husker hvordan der var på trykkerierne. Han var korrekturlæser og kontaktmand mellem de brødre der fremstillede stencilene, og dem der arbejdede med trykkeriet og distributionen. Broder Ponce forklarer: „Trykkerierne blev etableret i bestemte brødres hjem. Hvert trykkeri var et rum indbygget i et rum, noget som bevirkede at der var ringe plads at arbejde på. For at camouflere lyden af duplikatoren satte vi en båndoptager eller radio lige uden for trykkeriet og skruede op for lyden.“

Badet i sved arbejdede brødrene ni til ti timer om dagen inde i disse bittesmå rum og duplikerede Vagttårnet og andre publikationer. Når naboerne blev nysgerrige, eller når en eller anden informerede myndighederne, var det nødvendigt straks at flytte hele trykkearbejdet fra et hjem til et andet.

Arbejdet blev betragtet som beteltjeneste, og de der udførte det, var unge ugifte brødre. Felipe Toruño var 19 år gammel og netop blevet døbt da han blev indbudt til at tjene på et af trykkerierne. Felipe fortæller: „Da jeg trådte ind, var det som om et lillebitte, næsten lufttæt rum lukkede sig omkring mig. Der var en stærk lugt af den korrekturlak som blev brugt til stencilene. Varmen syntes uudholdelig, og lyset kom fra et lille lysstofrør.“

Der var også andre udfordringer. Når det for eksempel blev nødvendigt at reparere en maskine — og det skete tit  — kunne man ikke bare gå til værkstedet med den. Folk ville blot spørge: „Hvem ejer denne duplikator? Hvad bliver der trykt med den? Er arbejdet tilladt af regeringen?“ Derfor var brødrene nødt til selv at reparere maskinerne og måtte nogle gange endda selv fremstille reservedele. Et andet problem var de hyppige strømafbrydelser. Broder Ponce fortæller: „Trykkeholdene ønskede ikke at komme bagud med produktionen, og derfor fandt jeg dem somme tider med sodplettede næser i færd med at arbejde i skæret af en petroleumslampe. Den værdsættelse, det gode humør og den selvopofrende ånd disse dygtige unge mænd viste, motiverede mig til selv at fortsætte mit arbejde.“

Nogle værdifulde minder

Felipe Toruño fyldes med glæde når han ser tilbage på sine fire år som hemmelig trykkeriarbejder. „Jeg huskede altid på at brødrene ivrigt så frem til denne livsvigtige åndelige føde,“ siger Felipe. „Så på trods af de mange begrænsninger vi var underlagt, tjente vi med glæde.“ Omar Widdy, der deltog i dette arbejde fra juni 1988 indtil det holdt op i 1990, beretter: „En af de ting der gjorde størst indtryk på mig, var atmosfæren af broderlig hengivenhed. De nye var villige og opsatte på at lære, og de blev tålmodigt oplært i de forskellige opgaver. Arbejdsbetingelserne var ikke ideelle, men de frivillige var trods deres unge alder åndeligt modne mænd med en dyb forståelse af hvor vigtigt det var at bringe de ofre der var forbundet med denne form for tjeneste.“

Giovanni Gaitán tjente også på trykkerierne. Han fortæller: „Det der var med til at holde os oppe, var værdsættelsen af Jehova og hans organisation. Ingen af os modtog på det tidspunkt nogen pengegodtgørelse, men det bekymrede  os ikke, for vi havde det vi behøvede. Selv havde jeg allerede været i mange situationer hvor jeg havde været nødt til helt at stole på Jehova. Så jeg var ikke alt for bekymret for mine materielle behov. Brødre som Guillermo Ponce, Nelson Alvarado og Felipe Toruño var trods deres unge alder strålende eksempler for mig. De ældre brødre som førte an, styrkede mig også. Ja, når jeg ser tilbage, kan jeg sige at det jeg dér fik lov at opleve, virkelig har beriget mit liv.“

Alle dem der var involveret i undergrundsaktiviteter, erfarede Jehovas støtte på mange måder, også i forbindelse med selve trykkearbejdet. Broder Gaitán fortæller: „Normalt kunne en stencil lave 300 til 500 tryk. Vi kunne få 6000 tryk ud af stencilene!“ Hvorfor var det nødvendigt at få stencilene og andre trykkematerialer til at række så langt? Ud over at de kun fandtes i begrænsede mængder i landet, kunne de udelukkende fås i statskontrollerede forretninger hvor man ville have bemærket det hvis nogle købte usædvanlige mængder, og en sådan køber risikerede at blive anholdt. Ja, Jehova belønnede brødrenes indsats, for bortset fra huset med den første offsettrykkemaskine hverken fandt eller lukkede myndighederne nogen af de andre trykkerier.

Også brødre der havde verdsligt arbejde for at forsørge deres familie, hjalp til med arbejdet — og løb derved ofte en stor risiko. For eksempel var der mange som i deres egne biler bragte bøger og blade ud til forskellige dele af landet. Somme tider kørte de hele dagen og passerede mange militære kontrolposter. De vidste at de ville miste deres bil, blive arresteret og endda fængslet hvis de blev opdaget. Alligevel lod de sig ikke standse. Disse brødre havde naturligvis brug for deres koners fulde støtte, og nogle af  hustruerne spillede også en afgørende rolle i denne vanskelige periode.

Modige åndeligsindede kvinder

Mange kristne kvinder viste bemærkelsesværdigt mod og exceptionel loyalitet i de år hvor der var restriktioner i Nicaragua. De samarbejdede med deres ægtemænd og stillede deres hjem til rådighed for det hemmelige trykkearbejde — ofte flere måneder ad gangen. De tilberedte også måltider til arbejderne idet de brugte af det de havde til sig selv. „Der blev knyttet et nært kristent bånd mellem os unge brødre og disse søstre,“ fortæller Nelson Alvarado, der hjalp med at koordinere trykkearbejdet. „De blev som mødre for os. Og ligesom rigtige sønner gav vi dem en masse arbejde. Selv sled vi somme tider til klokken fire om morgenen for at opfylde kvoterne og blive færdige til tiden, især når der stod ekstra opgaver på programmet, som for eksempel Undersøg daglig Skrifterne. To af os arbejdede af og til på skift af næsten 24 timer. Alligevel havde søstrene altid et måltid klar til os, selv i de tidlige morgentimer.“

Familier der havde et trykkeri i deres hjem, var også påpasselige med sikkerheden. Normalt tog husmødrene sig af denne opgave eftersom deres ægtemænd for det meste havde verdsligt arbejde i dagtimerne. En søster erindrer: „For at camouflere larmen fra maskinerne havde vi en radio til at spille for fuld styrke. Når der kom nogen ved lågen, advarede vi brødrene i trykkeriet ved hjælp af en knap der tændte for en særlig pære.“

Ofte var de besøgende trosfæller eller slægtninge. Alligevel prøvede søstrene at affærdige dem så hurtigt og taktfuldt som muligt. Som man kan forestille sig, var det ikke altid nemt, for disse søstre var normalt meget gæstfri.  Tænk for eksempel på Juana Montiel, der havde et akajutræ i sin have. Brødre og søstre kom ofte for at plukke nødder af træet, så Juanas have var blevet et uofficielt træfpunkt. „Da vi fik den forret at huse et trykkeri i vores hjem, var min mand og jeg nødt til at fælde træet,“ fortæller Juana. „Det var svært at forklare brødrene hvorfor vi pludselig var mindre selskabelige, men vi vidste at trykkearbejdet måtte beskyttes.“

Den nu afdøde Consuelo Beteta blev døbt i 1956. Hendes hjem blev også brugt til trykkerivirksomhed. Men brødrene kunne ikke parkere foran hendes hus og hente bøger og blade uden at vække mistanke. Derfor holdt de et mere sikkert sted — ud for en broders hus en gade længere væk. Inden sin død blev søster Beteta interviewet om den tid. Med et glimt i øjet sagde hun: „Bladene blev rullet sammen og fyldt i sække til de forskellige menigheder. Hver sæk vejede omtrent 15 kilo. For at komme til broderens hus gik min svigerdatter og jeg med sækkene på hovedet tværs over en grøft bag mit hus. Mine naboer fattede  ingen mistanke, for sækkene lignede dem de fleste kvinder bar på hovedet.“

Brødrene satte stor pris på disse loyale og modige søstre! „Det var virkelig en stor forret at arbejde sammen med dem,“ siger Guillermo Ponce, der taler for de mange brødre som tjente sammen med ham dengang. Sådanne dygtige kristne kvinder var selvfølgelig, ligesom deres ægtemænd, udmærkede eksempler for deres børn. Så lad os nu se på de udfordringer børnene stod over for i disse begivenhedsrige år.

Loyale og pålidelige børn

Børnene i de familier der var involveret i den hemmelige trykning og distribuering af publikationer, viste ligesom deres forældre usædvanlig loyalitet. Claudia Bendaña, hvis to børn stadig boede hjemme, beretter: „Vi havde i fire måneder en trykpresse i drift i et rum der lå bagerst i huset. Børnene ville gerne hjælpe brødrene så snart de kom hjem fra skole. Men hvad kunne de gøre? I stedet for at afvise dem gav brødrene dem lov til at hæfte de duplikerede ark af Vagttårnet. Børnene elskede simpelt hen at være sammen med  disse unge mænd, der opmuntrede dem til at lære skriftsteder og Rigets sange udenad!“

„For at bevare fortroligheden forklarede min mand og jeg vores børn at det var vanskelige tider, at dette arbejde var for Jehova, og at det var meget vigtigt at vi forblev loyale,“ siger søster Bendaña. „De måtte ikke tale om det til nogen som helst — heller ikke til slægtninge, ja, selv ikke til vores kristne brødre og søstre. Heldigvis var børnene lydige og pålidelige.“

Aura Lila Martínez’ hjem var et af de første der blev brugt til trykkerivirksomhed. Hendes børnebørn var med til at samle, hæfte og pakke publikationerne. Også de blev nært knyttet til de brødre der arbejdede i deres hjem. Og de talte aldrig om arbejdet med andre. Eunice fortæller: „Vi gik i skole og legede næsten hver dag med børnene i familierne Bendaña og Eugarrios, og alligevel fandt vi først mange år senere ud af at der blev trykt bøger og blade i hinandens hjem. ’Er det sandt? Også hos jer?’ sagde vi forundret til hinanden. Her voksede vi op som de bedste venner, og alligevel sagde ingen af os et ord til de andre. Det var tydeligvis Jehovas måde at beskytte arbejdet på.“

Disse erfaringer er stadig til gavn for dem der var børn dengang. Emerson Martínez, der i dag virker som menighedstjener i en særlig heltidstjeneste, siger: „Brødrene på disse trykkerier var mine forbilleder. De var kun 18-19 år, men de lærte mig at værdsætte åndelige pligter, uanset hvor uanselige de var, og jeg lærte at sætte pris på at udføre kvalitetsarbejde. Hvis blot jeg glemte én side mens jeg samlede arkene, ville en eller anden jo gå glip af det der stod på arket. Sådan fik jeg indpodet vigtigheden af at gøre mit allerbedste for Jehova og for vores brødre.“

 Elda María, datter af Edmundo og Elda Sánchez, hjalp til med at bringe de stencils ud som hendes mor havde afskrevet på maskine fra Vagttårnet og andre publikationer. Hun transporterede dem på sin cykel til broder Ponces hus fem gader længere henne. Før søster Sánchez gav sin datter stencilene, pakkede hun dem omhyggeligt ind og lagde dem i en lille kurv. „Lige siden jeg var meget lille, har mine forældre opdraget mig til at være lydig,“ siger Elda María. „Så da vi oplevede denne periode med restriktioner, var jeg vant til at følge instruktioner til punkt og prikke.“

Forstod hun de farer brødrene, også hendes egen far, var udsat for når de førte opsyn med trykkeriarbejdet? Elda María siger: „Inden far gik hjemmefra, plejede han at sige til mig at jeg ikke måtte være bange eller ked af det hvis han blev arresteret. Alligevel kan jeg huske at når han var længe om at komme hjem, bad mor og jeg igen og igen om at han måtte være i god behold. Vi så ofte folk fra statens sikkerhedstjeneste parkere foran huset og holde øje med os. Hvis det ringede på døren og mor skulle hen at åbne, plejede jeg at samle alle hendes stencils og så videre sammen og gemme dem. Jeg er mine forældre meget taknemmelig for deres eksempel og for at de har opdraget mig til at vise Jehova og vores brødre loyalitet.“

Med det solide grundlag de fik lagt i deres barndom, er mange unge fra denne æra nu i heltidstjenesten, og mange varetager ansvarsopgaver i menighederne. Deres fremgang er et vidnesbyrd om at Jehova rigt velsigner sit folk — ikke én måtte undvære åndelig føde i den vanskelige tid. Faktisk blev den gode nyhed om Guds rige ved med at vinde udbredelse og fandt endda ’god jord’ blandt de tusinder der var fængslet under sandinisternes styre. (Mark. 4:8, 20) Hvordan gik det til?

 Rigets sæd spredes i fængselet

Efter sandinisternes revolution sad tusinder af mænd fra den besejrede nationalgarde såvel som systemkritikere i varetægtsarrest før de blev stillet for de særdomstole der holdt retsmøder fra slutningen af 1979 til 1981. Flertallet af de tidligere nationalgardister blev dømt til hen ved 30 år i Cárcel Modelo, et stort fængsel i Tipitapa, som ligger godt 10 kilometer nordøst for Managua. Mange retsindige mennesker der levede i disse barske, overbefolkede fængsler, vandt frihed i åndelig forstand.

Mod slutningen af 1979 modtog en ældste i Managua et brev fra en broder der var fængslet, men endnu ikke kommet til Cárcel Modelo. Han havde tjent som soldat under Somoza-regimet inden han havde fået kendskab til sandheden. I sit brev bad han om bøger og blade som han kunne dele med andre indsatte. De to ældste der kom med publikationerne, fik ikke lov til at møde broderen. Men det tog ikke modet fra ham, for han fortsatte med at forkynde for de andre indsatte og ledede endda bibelstudier med nogle af dem.

En af dem han studerede med, Anastasio Ramón Mendoza, gjorde hurtige åndelige fremskridt. „Jeg holdt så meget af det jeg lærte,“ fortæller han, „at jeg begyndte at følges med broderen når han forkyndte for andre indsatte. Nogle afviste os; andre lyttede. Snart studerede omkring 12 af os sammen i den åbne gårdsplads i pausen.“ Omtrent et år senere blev én i denne første gruppe døbt.

I begyndelsen af 1981 blev denne lille gruppe sammen med andre indsatte flyttet til Cárcel Modelo, hvor de fortsat forkyndte den gode nyhed for andre. Samtidig cirkulerede det bibelske læsestof hemmeligt blandt de indsatte, og noget af det fandt endda vej til endnu mere af „den gode jord“.

 Tag for eksempel José de la Cruz López og hans familie. Ingen af dem var Jehovas Vidner, men et halvt år efter at José var kommet i fængsel, fik hans kone et eksemplar af Min bibelhistoriebog af nogle Jehovas Vidner som hun mødte på gaden, og hun tænkte kun på ét: at give den til sin mand. „Da jeg begyndte at læse Min bibelhistoriebog, troede jeg at den var udgivet af en af de protestantiske kirker,“ fortæller José. „Jeg vidste intet om Jehovas Vidner. Bogen gjorde så dybt et indtryk på mig at jeg læste den flere gange og desuden lod mine 16 cellekammerater læse i den. De var alle glade for den. Den var som forfriskende vand. Indsatte i andre celler spurgte også om de måtte låne den, så den cirkulerede i hele afdelingen og endte med at være lige så slidt og flosset som et gammelt spil kort.“

Adskillige af Josés medindsatte tilhørte protestantiske kirker; nogle var endda præster. José begyndte at læse Bibelen med dem. Han blev dog skuffet når han spurgte dem om betydningen af Første Mosebog 3:15 og fik svaret at det var et mysterium. En dag sagde en indsat der selv studerede Bibelen, til José: „Svaret står i den bog du har, som er udgivet af Jehovas Vidner. Jeg kan studere den med dig hvis du vil.“ José tog imod tilbuddet, og ved hjælp af ’Bibelhistoriebogen’ lærte han hvad skriftstedet betød. Så begyndte han at komme sammen med de indsatte der opfattede sig selv som Jehovas Vidner.

En af de ting der tiltrak José ved denne usædvanlige gruppe i Cárcel Modelo, var deres gode opførsel. „Nu så jeg at nogle som jeg ellers kendte for at leve et bundfordærvet liv, havde fået en god adfærd fordi de studerede Bibelen med Jehovas Vidner,“ siger José. I mellemtiden modtog Josés kone fortsat publikationer af Vidnerne og gav dem videre til sin mand, der gjorde åndelige fremskridt. Hans gruppe tildelte  ham faktisk en sektion af afdelingen hvor han kunne forkynde fra celle til celle. På den måde kunne han udlåne sine få bøger og blade til de interesserede og indbyde dem til møder, der blev holdt i afdelingen når der var pause.

De indsatte får deres åndelige behov dækket

Managua Øst-menigheden tog sig af de åndelige behov hos det stigende antal indsatte i Cárcel Modelo som læste publikationerne og gjorde åndelige fremskridt. Til det formål oprettede menigheden en ordning hvorigennem brødre og søstre hemmeligt kunne tage bøger og blade med ind til de indsatte. En indsat kunne få besøg med 30 til 60 dages mellemrum, men kun af én som han i forvejen havde bedt om at få besøg af. Det var altså ikke alle interesserede der kunne modtage personlige besøg af Jehovas Vidner fra byen. Alligevel var det ikke noget større problem, for det varede ikke længe før de indsatte kunne mødes og sammen gennemgå det de havde fået.

De ældste i Managua Øst hjalp med at organisere og lede arbejdet med at udvide gruppen i Cárcel Modelo. De bevarede især regelmæssig kontakt med de indsatte som førte åndeligt an, og forklarede dem hvordan de skulle lede de ugentlige møder, udføre forkyndelsen på ordnet vis og rapportere hele dette arbejde. Disse indsatte videregav igen oplysningerne til de andre. Det blev afgjort nødvendigt med god teokratisk orden, for på det tidspunkt havde der i fængselet dannet sig en stor gruppe der studerede Bibelen.

Cárcel Modelo havde oprindelig fire afdelinger med hver op til 2000 indsatte. „Den enkelte afdeling var uafhængig af de andre,“ forklarer Julio Núñez, en af de ældste der aflagde besøg. „Derfor blev de ugentlige møder holdt adskilt for hver afdeling i dens rekreative område, med i alt cirka 80 tilstedeværende.“

 Døbt i en tønde

Efterhånden som de nyinteresserede gjorde fremskridt, ønskede flere af dem at blive døbt. De ældste der besøgte fængselet, godkendte dåbskandidaterne og hjalp de indsatte der førte an i åndelige anliggender, med at sørge for at dåben faldt sammen med et kredsstævne uden for fængselets mure. Normalt blev dåbsforedraget så holdt i en af cellerne aftenen før stævnet, og den efterfølgende morgen, når de indsatte gik hen for at vaske sig, kunne kandidaterne blive døbt.

José de la Cruz López blev døbt i fængselet i november 1982. „Jeg blev døbt i en affaldstønde,“ fortæller han. „Vi skrubbede den grundigt af med sæbe. Så forede vi den med et lagen og fyldte den med vand. Men vi havde kun lige gjort klar til dåben da nogle væbnede vagter dukkede op. ’Hvem har givet jer tilladelse til denne dåb?’ spurgte de. Den ledende broder forklarede at ingen behøver tilladelse til at gøre hvad Gud befaler. Vagterne slog sig til tåls med den forklaring,  men ønskede at iagttage hvad der foregik. Så med dem som tilskuere fik jeg stillet de to spørgsmål man retter til dåbskandidater. Derefter blev jeg nedsænket i tønden.“ Mindst 34 indsatte blev med tiden døbt på denne måde.

Nogle gjorde hurtige fremskridt. En af dem var Omar Antonio Espinoza, der afsonede 10 år af sin dom på 30 år i fængselet Cárcel Modelo. Fra tid til anden flyttede man de indsatte, og mens Omar sad inde på andet år, var en af hans cellekammerater et af Jehovas Vidner. Omar lagde mærke til at andre indsatte jævnligt besøgte denne mand, som underviste dem i Bibelens lære. Omar var betaget af det han så og hørte og bad selv om et bibelstudium.

Omar begyndte at studere ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv og nåede et kapitel om dagen. Efter 11 dage ville han være forkynder. Da han var færdig med at studere bogens 22 kapitler, ønskede han at blive døbt. Brødrene bad ham dog om at tænke over det lidt længere. De anbefalede ham desuden at studere endnu en bog, nemlig Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som de netop havde modtaget i fængselet. I løbet af godt en måned var Omar også færdig med denne bog. Derudover holdt han op med at ryge og gjorde yderligere forandringer. Det var tydeligt at sandheden fra Bibelen påvirkede hans liv. Da brødrene så disse forandringer, var de overbeviste om at hans ønske var oprigtigt, så Omar blev døbt i en tønde den 2. januar 1983.

De indsattes tegnsprog

For at kunne videregive de informationer de modtog fra de ældste der besøgte fængselet, eller for at samle oplysninger, såsom tjenesterapporter, var de fængslede forkyndere nødt til at kommunikere mellem afdelingerne. Broder Mendoza, som blev døbt i fængselet i 1982, fortæller hvordan det foregik:

 „Nogle af os lærte en form for tegnsprog der var opstået blandt fangerne. Da tiden nærmede sig at vi skulle holde mindehøjtiden, beregnede vi hvornår solen var gået ned, og gjorde tegn til hinanden sådan at vi alle kunne bede samtidig. Det gjorde vi år efter år. Tegnsproget var også en hjælp når vi skulle studere Vagttårnet. Når brødrene på en af afdelingerne ikke havde ugens studieartikel, fik de hele artiklen ’dikteret’ i tegnsprog af os. På modtagersiden var der en til at tolke tegnene højt for en broder der skrev artiklen ned på papir.“ Men hvordan kunne den åndelige føde i det hele taget komme ind i fængselet?

Åndelig føde til fangerne

Ældste, deres familier og andre forkyndere i Managua Øst-menigheden tog regelmæssigt til Cárcel Modelo for at besøge de indsatte. I næsten ti år kom de med både materiel og åndelig føde, deriblandt Vagttårnet og Rigets Tjeneste. Den åndelige føde var de selvfølgelig nødt til at skjule.

Én ældste gemte bladene i et hulrum i sine store trækrykker. „Børnene hjalp også, for de blev sjældent kropsvisiteret,“ beretter Julio Núñez. De besøgende kunne endda smugle mindehøjtidens symboler ind i fængselet.

Hver afdeling havde sin egen fastsatte besøgsdag, og de der var blevet godkendt som besøgende, tilbragte som regel hele dagen med den indsatte i en stor gård. På den måde kunne en håndfuld indsatte der var Jehovas Vidner, mødes med deres brødre og søstre fra Managua og modtage åndelige forsyninger. Når disse indsatte så vendte tilbage til deres afdelinger, var de i stand til at dele det de havde modtaget, med de andre.

Ikke engang Rigets sange blev glemt. „På vores afdeling var der kun én der havde kontakt med de besøgende brødre,“ siger broder López. „Det var derfor denne broders ansvar at lære melodien på nogle få sange ad gangen og derefter undervise  resten af os i dem. Eftersom vi kun havde én sangbog, øvede vi os alle sammen inden møderne.“ Broder Mendoza var en af de få indsatte der havde lov til at få besøg af Jehovas Vidner. „Det var Carlos Ayala og hans familie der besøgte mig,“ fortæller broder Mendoza. „Hans to døtre lærte mig mindst ni af Rigets sange, som jeg igen lærte mine medindsatte.“ Broder López var en af dem der lærte sangene andenhånds. Han fortæller: „Senere, da jeg begyndte at overvære møderne uden for fængselet, konstaterede jeg henrykt, men ærligt talt også lidt forbavset, at vi virkelig havde sunget de samme melodier.“

De indsatte forbliver åndeligt stærke

Hvad for et miljø måtte brødrene og de interesserede holde ud i fængselet, og hvordan forblev de åndeligt stærke? Broder Mendoza fortæller: „Fangernes madrationer var små. Alle de indsatte blev slået ved flere lejligheder, og somme tider affyrede vagterne skud omkring os mens vi lå med ansigtet mod gulvet. Formålet var at give os dårlige nerver. Når der var sammenstød mellem nogle af de andre indsatte og vagterne, blev vi alle straffet ved at man sendte os nøgne ud i gården i den bagende sol. Vi Jehovas Vidner brugte disse lejligheder til at opbygge og trøste hinanden. Vi hentede skriftsteder frem fra hukommelsen og drøftede det vi havde fået ud af vores personlige studium. Disse oplevelser hjalp os til at forblive forenede og stærke.“

Mange Jehovas Vidner og interesserede udnyttede den store mængde fritid de havde, til at læse Bibelen igennem fire eller fem gange. Det var ikke usædvanligt at de omhyggeligt, og flere gange, gennemgik alle de bibelske publikationer de kunne få fat i. Broder Mendoza husker især årbøgerne, som han var meget taknemmelig for. „Erfaringerne fra andre lande, landkortene . . . vi studerede det hele,“ fortæller han.  „Hvert år sammenlignede vi væksten, antallet af menigheder, af døbte og af dem der overværede mindehøjtiden i hvert land. Det var alt sammen til stor glæde for os.“

Under sådanne forhold fik nye forkyndere hurtigt god kundskab om Guds ord såvel som teokratisk organisering. De blev også ivrige forkyndere og lærere. I februar 1986 var der således i Cárcel Modelo 43 forkyndere der ledede 80 bibelstudier. I gennemsnit var der 83 som overværede de ugentlige møder.

Alle disse indsatte der havde opnået frihed i åndelig forstand, skulle snart opleve yderligere frihed, for regeringen vedtog at benåde de politiske fanger. Som følge heraf blev de sidste 30 forkyndere i Cárcel Modelo løsladt den 17. marts 1989. Managua Øst-menigheden sørgede straks for at disse netop løsladte forkyndere blev kontaktet af de ældste i de områder de flyttede hen til. Disse ældste sørgede for en varm velkomst til deres nye brødre, og senere blev mange af disse selv ældste, menighedstjenere eller pionerer.

Restriktioner standsede ikke forkyndelsen

På trods af vanskeligheder og farer voksede antallet af forkyndere i Nicaragua fortsat hurtigt i perioden med restriktioner. I nogle områder blev der faktisk oprettet menigheder der næsten udelukkende bestod af nye brødre og søstre. Et eksempel er menigheden i La Reforma. Specialpionererne Antonio og Adela Alemán tilbagelagde hver dag lange afstande for at forkynde i landdistrikterne mellem Masaya og Granada. Et af distrikterne hed La Reforma. Her studerede Antonio og Adela i begyndelsen af 1979 med Rosalío López, der lige havde mistet sin unge kone. Rosalío fortalte sin svigerfamilie, som han boede hos, om det han lærte. Først talte han med sin svigermor, og derefter med den ene svoger og svigerinde  efter den anden. Snart så man jævnligt en gruppe på 22 familiemedlemmer gå til møderne i Masaya, der lå seks kilometer borte.

En dag sagde Rosalíos svigerfamilie til ham: „Ved møderne har vi lært at Jehovas Vidner forkynder fra hus til hus, men vi forkynder ikke.“

„Okay,“ sagde Rosalío, „vi går ud på lørdag.“ Og det gjorde de! Med Rosalío som den der skulle føre ordet, gik de alle 22 til én dør! Da Antonio næste gang kom for at studere med dem, meddelte Rosalío med et stort smil: „Vi har alle sammen været ude at forkynde denne uge!“ Antonio var henrykt over den iver hans elever lagde for dagen, men han opmuntrede de unge par til først at få bragt deres liv i overensstemmelse med Bibelens krav.

I december 1979 var Rosalío og en af hans afdøde kones brødre, Húber López, de første i denne gruppe til at blive døbt. De andre fulgte lige efter hinanden. Blot tre år senere blev der oprettet en menighed i La Reforma. Til at begynde med havde den 30 forkyndere — alle ud af den samme familie! Med tiden blev Húber, hans bror Ramón og Rosalío udnævnt til ældste. I 1986 var 54 af menighedens medlemmer pionerer. — Se rammen på side 99-102.

Som følge af at forkynderne i La Reforma var så flittige i tjenesten, blev der efterhånden oprettet seks andre menigheder i de omkringliggende distrikter. Man må også huske på at myndighederne stadig holdt skarpt øje med brødrene, og at de ikke var særlig begejstrede for brødrenes nidkærhed. „Vi blev konstant chikaneret af militærmyndighederne,“ fortæller Húber López, „men det afholdt os aldrig fra at forkynde.“ Faktisk var der en øget forkyndelse i denne vanskelige tid. Hvordan kan det være? Jo, mange brødre mistede deres arbejde og begyndte som pionerer eller hjælpepionerer.

 Jehova velsignede deres indsats. I 1982 var der i Nicaragua 4477 forkyndere af den gode nyhed, men i 1990 — efter otte år med restriktioner og forfølgelse — var dette antal steget til 7894. Det var en vækst på 76 procent!

Restriktioner hæves

I februar 1990 resulterede et internationalt overvåget valg i et regeringsskift i Nicaragua. Kort efter blev restriktionerne mod Jehovas Vidner hævet, værnepligten ophørte, og forsvarskomitéerne blev opløst. Brødrene var fortsat forsigtige, men de frygtede ikke længere nysgerrige naboer. I september samme år blev Ian Hunter, der havde tjent på afdelingskontoret i Guatemala, den nye koordinator for Nicaraguas landsudvalg.

I de foregående otte år havde landsudvalget ført tilsyn med arbejdet i Nicaragua uden at bruge hverken kontor eller kontorudstyr. Broder Hunter var bestemt glad for at han havde taget den skrivemaskine med som han havde brugt på afdelingskontoret i Guatemala! En lokal broder, Julio Bendaña, var så venlig at forære de brødre der havde en masse kontorarbejde, meget af sit eget udstyr.

Et hus i udkanten af Managua blev købt og brugt som afdelingskontor. Flere brødre var dog uvante med den normale arbejdsgang på Betel, for de plejede udelukkende at arbejde hemmeligt på forskellige steder og på uregelmæssige tidspunkter. Men de lod sig villigt oplære og tilpassede sig. De fleste af disse unge mænd tjener fortsat Jehova trofast, nogle af dem i forskellige former for heltidstjeneste.

Afdelingskontoret fik også tilført arbejdskraft fra andre lande. Missionærerne Kenneth og Sharan Brian blev fra Honduras sendt tilbage til Nicaragua sidst i 1990. I januar 1991 kom Juan og Rebecca Reyes, der havde gennemgået den første klasse i Gileadskolens afdeling i Mexico, til Nicaragua fra Costa Rica, efterfulgt af Arnaldo Chávez, der også var udgået  fra den første klasse i Mexico, og hans kone María. Lothar og Carmen Mihank ankom to år senere fra Panama, hvor Lothar havde tjent på afdelingskontoret. De fleste blev sendt til det nye afdelingskontor, hvor de hjalp til med atter at organisere arbejdet rigtigt. I dag har betelfamilien i Nicaragua 37 medlemmer fra forskellige lande.

I februar 1991 blev der på afdelingskontoret indsat et udvalg som skulle afløse landsudvalget, og Nicaraguas afdelingskontor blev genåbnet den 1. maj 1991. Nu var der et grundlag for fremtidig vækst — en vækst der skulle vise sig at være helt overvældende. Mellem 1990 og 1995 blev der døbt 4026 nye disciple; det var en stigning på 51 procent. Denne vækst skabte et presserende behov for egnede mødesteder. Men som nævnt beslaglagde pøbelskarer tilbage i 1982 i alt 35 ejendomme.

Ejendomme kræves tilbage

Da rigssalene først blev uretmæssigt besat, så brødrene ikke bare opgivende til, men ankede straks til regeringen med  henvisning til Nicaraguas grundlov. På trods af at brødrene handlede i overensstemmelse med alle juridiske krav, talte de for døve øren. I 1985 skrev brødrene endda til den daværende præsident i Nicaragua og anmodede om at blive juridisk anerkendt og få alle deres ejendomme tilbage. Derudover fremsatte de adskillige anmodninger om en samtale med indenrigsministeren. Men ingen af disse bestræbelser bar frugt.

Da den nye regering tiltrådte officielt i april 1990, fremsatte brødrene omgående en fornyet anmodning om juridisk anerkendelse til Jehovas Vidner — denne gang rettet til den nye indenrigsminister. Hvor var de glade og taknemmelige mod Jehova da man blot fire måneder senere imødekom deres ansøgning! Siden hen har Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab af den nicaraguanske regering fået tilkendt status som international mission og kan virke frit og nyde godt af den skattefrihed der sædvanligvis tilstås almennyttige organisationer.  Det har ikke været let at få rigssalene tilbage, for nogle af dem var blevet „givet“ væk til det tidligere regimes støtter.

Brødrene ankede til den nyoprettede komité for revision af konfiskerede ejendomme og begærede tilbagelevering af alle ejendomme. Det skulle vise sig at blive en kompliceret og frustrerende proces, hvilket delvis skyldtes mængden af lignende ankesager der kom fra andre organisationer eller enkeltpersoner. Efter et års ihærdige bestræbelser fik brødrene en ejendom tilbage i januar 1991. Brødrene besøgte også de personer der boede i rigssalene, for at nå frem til en aftale med dem. Men de fleste af disse mente at det de havde erhvervet sig under sandinistregimet, var en legitim „sidegevinst“ ved revolutionen.

Afdelingskontorets ejendom blev returneret senere samme år, men man havde været nødt til at købe en anden bolig til den familie der havde beboet stedet. I de efterfølgende år fik brødrene lidt efter lidt 30 af de 35 ejendomme tilbage og modtog erstatning i form af statsobligationer for de ejendomme der ikke kunne returneres.

Naturkatastrofer

Ud over de jordskælv der blev nævnt tidligere i denne beretning, har vulkaner og orkaner medført store tab i Nicaragua. Siden 1914 har landets mest aktive vulkan, Cerro Negro, været i udbrud 12 gange, og hver gang blev afgrøderne i store områder begravet i aske. Elfriede Urban, der var missionær i León da vulkanen brød ud i 1968 og 1971, beskriver hvordan det var: „Sort sand og aske regnede ned over byen i to uger. Man var nødt til at skovle taget fri for at hindre det i at styrte sammen. Det var ikke uden grund at folk var bekymrede, for León var blevet begravet på den måde nogle århundreder tidligere. Det fine sand blæste ind alle vegne. Det var i ens sko, tøj, senge, mad og selv mellem siderne på vores  bøger! Til trods for alt dette fortsatte brødrene dog med at overvære møderne og at deltage i forkyndelsen.“

I oktober 1998 forvoldte orkanen Mitch oversvømmelser i hele Centralamerika. Af nogle eksperter blev den kaldt „den mest dødbringende orkan der har ramt den vestlige halvkugle i de sidste to århundreder“. „Mitch dræbte mellem 3000 og 4000 mennesker i Nicaragua og forårsagede omfattende materielle skader,“ står der i Encarta Encyclopedia. „Voldsomme regnbyger dannede en sø i krateret på vulkanen Casitas og blev årsag til et jordskred der dækkede en overflade på 80 kvadratkilometer og udraderede adskillige landsbyer.“ Ifølge de nyeste opgørelser omkom over 2000.

Ligesom i andre orkanramte lande iværksatte Jehovas Vidner i Nicaragua et massivt nødhjælpsarbejde. I visse byer dannede de frivillige Jehovas Vidner cykelhold der cyklede ud til områder der var utilgængelige for køretøjer, for at spørge til brødrene og levere mad og andre forsyninger. De var ofte de første nødhjælpsarbejdere på stedet, noget der var til stor glæde for deres i mellemtiden hjemløse brødre. Vidnerne i Costa Rica og Panama sendte omgående 72 tons tøj og fødevarer. Efter at nødhjælpsarbejderne havde taget sig af det akutte behov, fortsatte de i flere måneder med at reparere rigssalene og bygge nye huse til brødrene.

Det „andet“ Nicaragua

I 1987 oprettede regeringen to selvstyrende regioner der udgør Nicaraguas østlige del. Før blev området kaldt Zelaya; nu er det inddelt i den nordatlantiske selvstyrende region og den sydatlantiske selvstyrende region. Disse regioner udgør omkring 45 procent af Nicaraguas landområde, men kun cirka 10 procent af nicaraguanerne bor her.

De to regioner er oversået med guld- og sølvminer og strækker sig fra det centrale højlands østlige bjergskråninger  til Moskitokystens laguner og sumpe. Derimellem ligger et broget landskab af tropisk regnskov og græsstepper med spredte fyrretræer og palmer foruden adskillige floder og bække der snor sig ned til Det Caribiske Hav. I årenes løb er her blevet oprettet større og mindre byer hvor både mestizer og miskitoindianere og andre indfødte befolkninger er bosat.

For flertallet af de kreolere og miskito-, sumo- og ramaindianere der bor i dette område, synes hovedstaden, Managua, at være en helt anden verden. Der er faktisk stadig ingen asfalteret vej der forbinder øst med vest. I det atlantiske område tales der også spansk, men mange taler fortrinsvis miskito, kreolsk eller et andet indfødt sprog. Desuden bekender de fleste sig til protestantismen, for det meste herrnhuternes lære, i modsætning til dem der bor i den hovedsageligt katolske region der vender mod Stillehavet. På næsten alle måder — geografisk, sprogligt, historisk, kulturelt og religiøst — står øst og vest altså i skarp kontrast til hinanden. Hvordan blev den gode nyhed da modtaget i dette „andet“ Nicaragua?

Rigets budskab når endnu længere ud

Så tidligt som i 1946 var Jehovas Vidners missionærer ude at sondere terrænet i området mod øst, hvor de spredte læsestof. I 1950’erne besøgte kredstilsynsmanden Sydney Porter og hans kone, Phyllis, de små kystbyer Bluefields og Puerto Cabezas, de to øer Corn Islands, og minebyerne La Rosita, Bonanza og Siuna. Sydney fortæller: „På en af turene til minebyerne afsatte vi hver over 1000 blade og 100 bøger. Alle elskede at læse.“ Snart blev der dannet isolerede grupper i mange af disse byer, og siden 1970’erne er disse grupper lidt efter lidt blevet til menigheder.

Men i andre områder af de selvstyrende regioner blev der ikke forkyndt i flere år. Den afsides beliggenhed, mangelen  på forbindelsesveje og tropisk skylregn i over otte måneder af året var de største hindringer for forkyndelsen. Men de var ikke uoverkommelige — det blev tydeligt bevist af et stort antal nidkære og frygtløse forkyndere. Det skyldes i vid udstrækning deres beslutsomhed og flittige arbejde at der i de østlige regioner nu er syv menigheder og ni grupper med i alt cirka 400 forkyndere.

De udfordringer Jehovas Vidner står over for i disse regioner, illustreres udmærket ved en 22-årig broders eksempel. Tre gange om ugen vandrer denne broder cirka otte timer gennem bjergene for at overvære møderne i minebyen La Rosita, hvor den nærmeste menighed ligger. Han er menighedstjener og almindelig pioner. Da han er det eneste døbte Vidne i sin familie, forkynder han normalt alene i dette bjergrige område, hvor der ofte er to timers gang fra det ene hus til det andet. Hvis et af hans besøg trækker ud, sover han hos de besøgte og genoptager forkyndelsesarbejdet i området den følgende dag eftersom det ville være upraktisk at tage hele vejen hjem for at sove. For nylig døde faderen til denne unge broder og efterlod ham med ansvaret for, som den ældste søn, at forsørge den øvrige familie. Alligevel kan han stadig være pioner. Faktisk er en af hans kødelige brødre nu udøbt forkynder og følges med ham i tjenesten.

Siden 1994 har afdelingskontoret hvert år organiseret forkyndelseskampagner i denne vidtstrakte region. Midlertidige specialpionerer, udvalgt blandt de nidkære pionerer, forkynder i de selvstyrende regioners afsidesliggende byer og landsbyer i de fire måneder tørtiden varer. Disse hårdføre pionerer kæmper mod ekstrem varme, ufremkommeligt terræn, slanger, vilde dyr, forurenet vand og risikoen for at pådrage sig en smitsom sygdom. Deres mål er at aflægge et grundigt vidnesbyrd, lede bibelstudier med de interesserede og holde kristne  møder, blandt andet mindehøjtiden. De resultater de opnår, hjælper afdelingskontoret til at afgøre hvorhen der skal sendes specialpionerer. Denne ordning har i årenes løb ført til oprettelsen af flere menigheder og grupper i byerne Waspán og San Carlos ved Coco-floden i de nordøstligste egne.

Selv om der har været en stærk tilstrømning af spansktalende mestizer til de to selvstyrende regioner, er miskitoindianerne fortsat den største befolkningsgruppe i disse områder. Nogle af de bibelske publikationer kan fås på miskito, og adskillige pionerer har lært sproget. Som følge heraf har budskabet om Riget gjort et gunstigt indtryk på mange af disse gæstfri mennesker der holder så meget af Bibelen.

For eksempel ligger der i nærheden af floden Likus i den nordlige selvstyrende region en lille miskito-landsby, Kwiwitingni, med 46 huse, hvoraf 6 var ubeboede under pionerkampagnen i 2001. Det år ledede specialpionerer 40 bibelstudier i landsbyen — ét for hvert hjem! Efter blot en måned ville tre af dem der blev studeret med, gerne døbes. En af dem havde været medhjælper for præsten i herrnhuternes lokale kirke. To kærestepar ville gerne være forkyndere, men var  ikke lovformeligt gift. Derfor forklarede pionererne dem venligt om Bibelens normer angående ægteskab og dåb. Det er ikke svært at forestille sig hvor glade pionererne blev da disse to par kort før forkyndernes hjemrejse kom hen til dem og viste dem deres vielsesattester.

Siden denne resultatrige kampagne er forkynderne i Waspán regelmæssigt vandret de 19 kilometer til Kwiwitingni for at hjælpe de nyinteresserede til fortsat at gøre åndelige fremskridt og oplære dem i tjenesten.

Nogle midlertidige specialpionerer der forkyndte i adskillige miskito-landsbyer ved Coco-floden, traf på en stor gruppe amerikanere der udførte socialt arbejde. Pionererne afsatte en del engelske blade til dem. I landsbyen Francia Sirpi ved Wawa-floden var medlemmer af baptistkirken i færd med at bygge en lille skole. Byggearbejdernes formand sagde til en af pionererne: „Jeg beundrer Jehovas Vidners arbejde. I er her for at undervise i Bibelen. Bare det var min religion der fremmede dette arbejde.“

Behov for erfarne brødre

I perioden med restriktioner overværede omkring 60 procent af Vidnerne i Nicaragua møder hvor der ikke deltog flere end man talte i en familie. Og de havde blot nogle få publikationer at bruge i tjenesten. Stævner blev holdt på menighedsplan, og programmet var koncentreret. Flere modne brødre der også var familieoverhoveder, afløste de rejsende tilsynsmænd, men kunne kun gøre det på deltid. Desuden valgte flere af de familier som havde været Jehovas Vidner i mange år, at udvandre i disse urolige år. Følgelig var der et presserende behov for erfarne ældste og pionerer da arbejdet blev juridisk anerkendt igen.

Disse ældste længtes virkelig efter undervisning i organisationsmæssige procedurer, hvorimod forkynderne trængte  til vejledning i hvordan man for eksempel tilbød læsestof i forkyndelsen. For at kunne dække disse behov sendte Det Styrende Råd brødre der var udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere i El Salvador, Mexico og Puerto Rico. En af disse brødre, Pedro Henríquez, var udgået fra den første klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i El Salvador og påbegyndte kredstjenesten i Nicaragua i 1993. Også elleve erfarne kredstilsynsmænd fra Mexico „kom over“ til dette nutidens Makedonien for at hjælpe til. — Apg. 16:9.

I de sidste ni år har Nicaragua desuden modtaget 58 gileadelever, der er udstationeret i seks missionærhjem rundt om i landet. Deres modenhed har bidraget til en sund åndelig atmosfære i menighederne, og de har hjulpet mange unge til at betragte heltidstjenesten som noget der er værd at tragte efter.

De der kom til Nicaragua i 1960’erne og 1970’erne for at tjene hvor behovet var større, kaldte landet forkynderens paradis. Det gælder den dag i dag. En broder i afdelingskontorets tjenesteafdeling siger: „Nicaragua er stadig et land hvor det er forkynderne og pionererne der bestemmer hvor mange bibelstudier de vil lede, så stor er interessen.“ Mange der er  ivrige efter at hjælpe til hvor behovet er større, og som har beregnet omkostningerne, har derfor meget naturligt bedt om at måtte tjene i Nicaragua. I april 2002 var der faktisk flyttet 289 pionerer fra 19 lande til Nicaragua, og de lokale Jehovas Vidner er utrolig taknemmelige for alle disse høstarbejdere! — Matt. 9:37, 38.

Et spændende stævne for hele landet

Det sidste stævne før restriktionerne var blevet holdt i 1978. Så man kan forestille sig hvor begejstrede brødrene blev da de modtog indbydelsen til et områdestævne der skulle holdes i Managua i december 1999. Alle i familierne blev opfordret til at begynde at spare sammen til rejsen og yderligere udgifter sådan at de kunne overvære stævnet. Nogle af brødrene var ret opfindsomme i den forbindelse. For eksempel var der nogle som fik fat i levende „sparegrise“. Eftersom svinekød er en yndet spise i Nicaragua, var der nogle forkyndere der købte, opdrættede og solgte grise. Jehovas Vidner og interesserede fra hele landet, i alt 28.356, kunne som følge af deres gode planlægning og deres beslutsomhed komme til Managuas nationale baseballstadion for at overvære områdestævnet „Guds profetiske ord“, som begyndte den 24. december.

De delegerede var bevægede da de på stævnets anden dag så 784 personer blive døbt — den største dåb i Jehovas Vidners historie i Nicaragua! Missionærer der tidligere havde virket i landet, var til stede og fortalte tilskuerne opmuntrende oplevelser. Desuden havde stævnet en stærkt forenende virkning ved at det motiverede alle, uanset sprog eller stammetilhørsforhold, til at være fast besluttede på at blive dygtigere til at tale det samme ’rene sprog’ om åndelige sandheder så de kan „tjene [Jehova] skulder ved skulder“. — Zef. 3:9.

 Vores ret til at modtage blodløs behandling forsvares

Nicaragua har tre Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH), hvis arbejde koordineres af Hospitalinformationen på afdelingskontoret. Ud over at hjælpe patienter der er Jehovas Vidner, når spørgsmålet om blodtransfusion opstår, bestræber disse komitéer sig for at informere læger og lægestuderende om de mange alternativer til blodtransfusion som Jehovas Vidner kan tage imod.

Til det formål har KUH-medlemmer holdt forelæsninger og fremvist film for læger og lægestuderende, og nogle af disse er kommet med meget positive kommentarer. Faktisk har et stigende antal kirurger og narkoselæger siden hen givet  udtryk for at de er villige til at samarbejde med Jehovas Vidner og respektere deres bibelsk begrundede holdning til blodtransfusion.

Besluttede på at gå fremad

Nicaraguas teokratiske historie vidner til overflod om at hverken naturkatastrofer eller menneskeskabte ulykker kan hindre den gode nyhed i at trænge frem. Ja, Jehova har virkelig ladet „den mindste“ blive til „tusind“. (Es. 60:22) Den første tjenesterapport for Nicaragua, der blev indleveret i 1943, havde kun rapporter fra tre forkyndere; 40 år senere var der en forkynderrekord på 4477. I 1990, da missionærerne fik lov til at vende tilbage, var antallet steget til 7894! Jehovas velsignelse fortsatte gennem 1990’erne, et årti hvor antallet af forkyndere næsten blev fordoblet.

Naturligvis har denne store fremgang skabt et presserende behov for flere rigssale. Derfor har afdelingskontoret ledet et  omfattende byggeprogram der går ud på at opføre yderligere 120 rigssale, ud over et nyt afdelingskontor i Ticuantepe, 11 kilometer syd for Managua. Afdelingskontoret skal efter planen være færdigt i april 2003.

I de senere år har Nicaragua gjort økonomiske fremskridt, især i Managua, en by der nu byder på mange muligheder for arbejde, uddannelse og underholdning. Byen er præget af omfattende byggevirksomhed. Managua har nu moderne restauranter og tankstationer foruden indkøbscentre der bugner med forbrugsvarer og meget andet der er typisk for den vestlige verden.

Et sådant miljø med sine mange fristelser byder på nye udfordringer for kristne. En broder der har tjent mange år som ældste, siger: „Forandringen sker hurtigt. Det er som at stille en skål fuld af slik frem for børn der aldrig har spist andet end ris og bønner, og så sige: ’Spis nu ikke for meget!’ Ja, vi ved hvordan man tjener Jehova under trængsler, men nu er fjenden vanskeligere at få øje på. Denne situation er sværere at tackle.“

Ikke desto mindre bærer den loyalitet, den flid og det mod som Jehovas folk har vist under årene med restriktioner, fortsat frugt. Mange af de børn der voksede op i denne periode, virker nu som ældste, pionerer eller betelmedarbejdere. Nicaragua har i dag 17 kredse bestående af 295 menigheder og 31 isolerede grupper. Rapporten for august 2002 viste en ny forkynderrekord på 16.676, men hele 66.751 overværede mindehøjtiden!

Derfor beder vi til at mange flere i dette kontrastrige land må komme til kundskab om Jehova inden afslutningen på dette „velviljens år“. (Es. 61:2) Ja, måtte vores himmelske Fader fortsat udvide grænserne for vores åndelige paradis indtil hele jorden er „fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.

 [Ramme på side 72]

Profil af Nicaragua

Landet: Nicaragua er det største land i Centralamerika. De centrale bjerge deler det i to områder. Det vestlige har ferskvandssøer. Det østlige er mindre frugtbart og består hovedsagelig af regnskov og sletter. Nicaragua har omtrent 40 vulkaner, hvoraf nogle er aktive.

Befolkningen: De fleste er spansktalende mestizer — folk af blandet indiansk og europæisk herkomst. På vestkysten bor der et lille antal monimbó- og subtiabaindianere, mens man i området mod øst finder miskito-, sumo- og ramaindianere samt kreolere og garifuna. Katolicismen er den største religion.

Sprog: Spansk er det officielle sprog. Der tales også oprindelige sprog.

Erhverv: Landbruget er grundpillen i Nicaraguas økonomi.

Fødevarer: De vigtigste afgrøder til nicaraguanernes eget forbrug er ris, majs, bønner, durra, pisanger, kassava og forskellige frugter. Blandt eksportvarerne er kaffe, sukker, bananer, oksekød, fisk og skaldyr.

Klima: Nicaragua har tropisk klima. Nedbøren ligger mellem 190 og 380 centimeter, afhængigt af området. Temperaturen ved kysten er i gennemsnit omkring 26 grader, mens det er lidt køligere i højlandet.

 [Ramme/illustration på side 99-102]

Problemer med det hemmelige politi

Húber og Telma López

Profil: Forældre til tre voksne børn. Húber virker som ældste i den lokale menighed.

Under den revolutionære regering blev menighedstjenere og ældste ofte anholdt af statens sikkerhedstjeneste og holdt i forvaring i perioder der kunne vare fra én dag til flere uger, for at blive forhørt. På grund af deres bibelsk begrundede neutralitet blev Jehovas Vidner beskyldt, men aldrig formelt anklaget, for at tilskynde folk til at gøre oprør mod regeringen. Forhørslederne ville også have navnene på vores „instruktører“ og „anførere“.

En af de mange brødre der blev udsat for en sådan anholdelse, var Húber López, som i dag er ældste og far til tre voksne børn. I december 1985 blev broder López arresteret i sit hjem i La Reforma, et landdistrikt omkring 40 kilometer sydøst for Managua. Hans kone, Telma, beretter om de nervepirrende begivenheder de kom ud for den dag:

„En eftermiddag ved firetiden standsede to jeeps foran vores hus. I den ene var der agenter fra statens  sikkerhedstjeneste, og i den anden soldater som omringede huset. Efter at jeg havde fortalt agenterne at min mand ikke var hjemme, beordrede de mine børn og mig ud og sagde at de ville gennemsøge huset. Vores ældste søn, Elmer, som dengang var ti år, blev dog inde i huset. Han så til mens de tømte et skab med bøger — såvel verdslige som teokratiske. Mellem disse bøger havde min mand skjult nogle af menighedens optegnelser. Da de ubudne gæster bar bøgerne ud til jeeperne, råbte Elmer: ’Undskyld, kører De også væk med mine skolebøger?’ En soldat svarede bøs: ’Okay, så kom og hent dem.’ På den måde kunne vores søn redde sine bøger og optegnelserne.

Samme dag, mens vi spiste aftensmad, vendte soldaterne tilbage. De rettede deres geværer mod os og førte min mand væk mens børnene grædende så til. Soldaterne ville ikke fortælle os hvorfor de hentede ham, eller hvor de bragte ham hen.“

Broder López beretter hvad der fulgte: „Jeg blev ført til fængselet i Masaya og sat i en celle med alle slags kriminelle. Jeg præsenterede mig straks som et af Jehovas Vidner og forkyndte for disse mænd i flere timer. Ved midnat blev jeg under trussel om at blive skudt beordret ud af cellen og ind i en jeep der holdt ude i mørket. Jeg fik ordre om at kigge ned, men da jeg steg ind i jeepen, lagde jeg mærke til fire andre med sænket hoved. Det var menighedstjenere og ældste fra Masayaområdet som var blevet anholdt samme aften.

 To gange den nat truede de med at slå os ihjel, først i en kaffeplantage og så i et byområde, hvor de stillede os op i en række mod en mur. Ved begge lejligheder virkede det som om de ventede på at vi skulle sige noget, men det gjorde ingen af os. Til sidst kørte de os til fængselet i Jinotepe og holdt os tilbage i separate celler i tre dage.

Vi fik ikke lov til at sove i mere end et par timer ad gangen. Vores celler var mørklagte, så vi vidste ikke om det var dag eller nat. Vi blev gentagne gange kaldt ind til forhør og udspurgt om vores forkyndervirksomhed, møderne og navnene på vores ’anførere’. En af mine forhørsledere truede endda med at arrestere mine forældre og tvinge oplysningerne ud af dem. Jeg hørte faktisk både mine forældres, min kones og andre familiemedlemmers stemmer mens jeg var i min celle. Men det jeg hørte, var en båndoptagelse der skulle narre mig til at tro at min familie var blevet hentet til forhør.

Den fjerde dag, om torsdagen, fik jeg at vide at jeg ville blive løsladt — på betingelse af at jeg først underskrev en erklæring om at jeg ville holde op med at forkynde min tro. Jeg fik også at vide at mine trosfæller allerede havde skrevet under — hvilket selvfølgelig var usandt. ’Hvis du nægter at skrive under, vil vi føre dig tilbage til cellen, hvor du kan få lov at rådne op,’ sagde dem der ledede forhøret.

’Så vil jeg gerne bede Dem om ikke at løslade mig. Lad mig bare blive her,’ svarede jeg.

’Hvorfor siger du det?’

’Fordi jeg er et af Jehovas Vidner, og det vil sige at jeg forkynder.’

Til min overraskelse blev vi alle fem løsladt samme dag. Ja, Jehova havde besvaret vores bønner og styrket os så vi forblev rolige og undlod at forråde vores brødre. Efter denne episode blev vi dog konstant overvåget.“

 [Ramme/illustration på side 105, 106]

Tvunget ind i kampzonen

Giovanni Gaitán

Døbt: 1987

Profil: Kun få uger før sin dåb tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner i 28 måneder. Tjente som almindelig pioner i over otte år.

Nogle unge brødre blev tvunget til at ledsage de irregulære krigsbataljoner der kæmpede i den tætbevoksede bjergjungle.

En af disse unge mænd var Giovanni Gaitán. Mens han stadig var udøbt forkynder, tilbragte Giovanni 28 måneder med de irregulære krigsbataljoner. Han blev arresteret blot få uger før han skulle døbes. Giovanni fortæller: „Mine trængsler begyndte efter den første kamp. En officer gav mig ordre til at vaske en død soldats blodbestænkte uniform. Det nægtede jeg fordi jeg tænkte at det kunne blive det første skridt på vej mod at gå på akkord med min kristne neutralitet. Officeren var rasende og slog mig hårdt på kinden. Han tog sin pistol, pressede den mod mit hoved og trykkede af, men pistolen affyrede ikke noget skud. Derfor slog han mig i hovedet med pistolen og truede med at slå mig ihjel hvis jeg var ulydig én gang til.

De næste 18 måneder gjorde denne mand livet meget svært for mig. Ved flere lejligheder gav han ordre til at jeg skulle gå med sammenbundne hænder hele dagen så jeg umuligt kunne spise. I den tilstand blev jeg ofte tvunget til at gå foran gruppen gennem junglen med en riffel og granater spændt til min ryg — et let mål for fjenden! Han slog mig og truede med at dræbe mig, især når kampen var på sit højeste og soldaterne omkring mig faldt døde om, og jeg nægtede at samle deres geværer op. Alligevel nærede jeg ikke noget had til ham, og jeg viste ingen frygt, for Jehova gav mig mod.

En morgen i marts 1985 blev jeg sammen med nogle andre brødre ført ned fra bjergene til et område hvor vores familier havde lov til at besøge os. Det lå i nærheden af Mulukukú, omtrent 300 kilometer nordøst for Managua. Mens jeg spiste og snakkede med min familie, lagde jeg mærke til at selv samme officer sad helt alene. Jeg gik over til ham med noget mad. Da han var færdig med at spise, kaldte han mig hen til sig. Jeg var forberedt på det værste, så jeg var overrasket da han undskyldte den måde han havde behandlet mig på. Han spurgte mig endda om min tro. Det var sidste gang jeg så ham; kort tid efter døde han i en ulykke med en militærvogn.“

 [Ramme/illustrationer på side 116-118]

To medlemmer af landsudvalget ser tilbage

Under perioden med restriktionerne kom arbejdet i Nicaragua under afdelingskontorets ledelse i Costa Rica. Der blev udpeget et landsudvalg i Nicaragua til at lede brødrene lokalt. To brødre der tjente i dette udvalg, Alfonso Joya og Agustín Sequeira, ser tilbage på denne prøvelsernes tid.

Alfonso Joya: „Jeg virkede som ældste i Managua da jeg i 1985 blev indbudt til at tjene i landsudvalget. Mit verdslige arbejde bestod i at bestyre den største filial af en kendt bank. Dette kendskab til bankvæsenet hjalp mig til at få mest muligt ud af aktiverne i Jehovas organisation på et tidspunkt hvor den nicaraguanske valuta hurtigt faldt i værdi og økonomien derfor var lammet. Et helt almindeligt par sko der havde kostet omkring 250 cordobas, kom hurtigt til at koste 2 millioner cordobas!

I denne økonomisk vanskelige tid oplevede landet også brændstofmangel, noget der gjorde det svært for brødrene at bringe publikationerne ud til fjerntliggende menigheder. Jehova kom os til hjælp ved at gøre det muligt for mig at hjælpe brødrene med det nødvendige brændstof.

Ikke engang min egen familie vidste at jeg var medlem af landsudvalget. På det tidspunkt var jeg 35 år og kunne derfor stadig indkaldes til tjeneste i reservetropperne. Ved fire forskellige lejligheder prøvede militæret at tvangsudskrive mig — i et tilfælde skete det  endda i mit eget hjem. Den episode husker jeg tydeligt, for min kone og mine tre små børn sad ved min side da jeg stirrede lige ind i et geværløb. Bemærkelsesværdigt nok mistede jeg ikke på noget tidspunkt arbejdet i banken.“

Agustín Sequeira: „Jeg tjente som pioner i en lille by i Boaco da missionærerne blev udvist i 1982. Senere havde jeg den forret at blive medlem af landsudvalget. Brødrene i min menighed vidste intet om udnævnelsen. Jeg plejede at stå op klokken fire om morgenen og gøre mit kontorarbejde. Derefter deltog jeg i forkyndelsen sammen med menigheden.

Som medlemmer af landsudvalget brugte vi alle sammen pseudonymer når vi udførte vores opgaver, og vi havde en aftale om ikke at give hinanden nærmere oplysninger om vores arbejde. Dette tjente som beskyttelse i tilfælde af en anholdelse. Vi havde ikke noget kontor, men arbejdede i forskellige hjem. Af og til lagde jeg papirerne i en taske hvor der øverst lå løg med toppe der stak frem — en dokumentmappe kunne nemlig vække nysgerrighed. Jeg blev aldrig arresteret, om end det enkelte gange var på et hængende hår.

Medlemmer af afdelingskontorets udvalg i Costa Rica besøgte os ved flere lejligheder og gav os opmuntring og vejledning. Det var for mig en yderst mindeværdig og opmuntrende begivenhed da afdelingskontoret i Costa Rica blev indviet i januar 1987, for ved denne lejlighed havde jeg sammen med en anden fra landsudvalget den glæde at møde to medlemmer af Det Styrende Råd.“

Kort før denne beretning gik i trykken, sov broder Sequeira stille ind i en alder af 86 år. Han havde været i heltidstjenesten i over 22 år og været medlem af afdelingskontorets udvalg i Nicaragua.

 [Ramme/illustrationer på side 122, 123]

Vi fandt ægte frihed i fængselet

Mellem 1979 og 1989 var Cárcel Modelo fyldt med militærfolk og politikere der havde haft tilknytning til det tidligere styre. Rigets budskab trængte gennem murene, fyldte oprigtige menneskers hjerte og sind og hjalp dem til at opdyrke en kristuslignende personlighed. (Kol. 3:5-10) Her er nogle få kommentarer fra nogle tidligere indsatte.

José de la Cruz López: „Da jeg kom i fængsel, var jeg bitter; jeg havde intet håb, ingen fremtid. Så mødte jeg indsatte som var blevet Jehovas Vidner. Deres gode adfærd og den måde de forklarede Bibelen på, gjorde indtryk på mig. Endelig blev mine åndelige behov dækket, og jeg fik et håb. Jeg følte at hvis jeg havde været villig til at ofre mit liv for en menneskelig regering der ikke kunne byde på noget ægte håb, hvor meget mere burde jeg så ikke være loyal over for den der havde ofret sin søn for mig! Efter at jeg var blevet løsladt, lærte min kone, mine døtre og tre andre i familien også sandheden at kende. Jeg vil aldrig kunne gengælde Jehova det han har gjort for mig.“

Broder López virker som ældste i Managua.

Omar Antonio Espinoza: „Da jeg fyldte 18, fik jeg en dom på 30 år og afsonede 10 år inden jeg blev benådet. Ganske vist er jeg ked af at jeg mistede min frihed, men det var i fængselet at jeg lærte Jehova og sand frihed at kende. Forinden levede jeg et udsvævende  liv, men nu foretog jeg en kovending. Jeg er taknemmelig mod Jehova for at mit bæger er fyldt op i åndelig forstand. Ligesom Josua har jeg taget en fast beslutning: ’Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.’ — Jos. 24:15.“

Broder Espinoza virker som ældste i byen Rivas.

Anastasio Ramón Mendoza: „Efter få måneder i fængselet begyndte jeg at læse Bibelen på egen hånd. Så gik jeg i gang med at studere sammen med en anden indsat der var et af Jehovas Vidner. Jeg blev snart overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Alligevel udsatte jeg dåben fordi jeg var fyldt med et glødende had til dem der havde taget mig til fange, og jeg vidste at det var en sindstilstand der ikke havde Jehovas godkendelse.

Jeg bad indtrængende, både om tilgivelse og om hjælp til at overvinde min skadelige holdning. Jehova hørte mine anråbelser, for tålmodigt lærte han mig ikke at hade personer, men en dårlig indstilling og forkerte handlinger. Jeg blev døbt i 1982. Efter at jeg blev løsladt i 1989, har jeg studeret med mange tidligere militærfolk og andre der har været i en situation der lignede min. Nogle af dem er nu åndelige brødre.“

Broder Mendoza virker som menighedstjener i Managua.

 [Ramme/illustration på side 141-145]

En pastors bønner blev besvaret

Teodosio Gurdián

Døbt: 1986

Profil: Broder Gurdián virker nu som ældste i menigheden i Wamblán.

I 1986, da konflikten mellem sandinisterne og contraerne var på sit højeste, tog to forkyndere fra den lille menighed i San Juan del Río Coco på en 100 kilometer lang vandring mod nord til Wamblán, en by der ligger i det centrale højland i et område med næsten golde bjerge ved grænsen til Honduras. Den lille gruppe af Jehovas Vidner som havde boet i Wamblán, havde forladt byen to år tidligere på grund af kampene. De to brødre ledte efter en mand ved navn Teodosio Gurdián. Teodosio forklarer hvorfor.

„Jeg havde været pastor i en evangelisk kirke i Wamblán. Kirkens ledere tilhørte den nationale forening af nicaraguanske pastorer (på spansk ANPEN), en organisation med pastorer fra alle protestantiske trossamfund. Kort efter at sandinisterne havde overtaget magten, underskrev ANPEN en aftale hvori den billigede at pastorerne og sognebørnene var aktive i de sandinistiske forsvarskomitéer og andre organisationer, deriblandt militæret. Men det bekymrede mig,  for jeg spurgte mig selv: ’Hvordan kan en Guds tjener bære våben?’

Så gav en familie af Jehovas Vidner som på det tidspunkt boede i Wamblán, mig bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? Jeg læste i den til langt ud på natten. Jeg begyndte også at læse Vagttårnet og Vågn op! regelmæssigt. Det var langt om længe rigtig åndelig føde. Jeg brugte oven i købet oplysningerne i mine prædikener. Da kirkelederne fik nys om det, indkaldte de mig til centralkontoret i Managua.

De troede at jeg var blevet vildledt fordi jeg manglede kundskaber som pastor, og derfor tilbød de mig et studielegat så jeg kunne studere otte måneder i Managua. Det jeg havde lært af Jehovas Vidner, var dog velfunderet og baseret på Bibelen, så jeg stillede kirkefolkene spørgsmål som: ’Hvorfor forkynder vi ikke fra hus til hus ligesom de første kristne? Hvorfor giver vi tiende hvis apostlene ikke krævede det?’ Men jeg fik ingen tilfredsstillende svar på mine spørgsmål, og snart begyndte disse folk at kalde mig et Jehovas Vidne.

Efter denne oplevelse kappede jeg forbindelsen med kirken og prøvede at finde Jehovas Vidner i Managua. Men det var i 1984, og brødrene mødtes hemmeligt. Så efter at have ledt i to uger uden at finde nogen vendte jeg tilbage til Wamblán og forsørgede min familie ved at dyrke en lille jordlod med majs og bønner.

De Jehovas Vidner der havde boet i Wamblán, havde spredt meget af deres læsestof inden de forlod området. Så hver gang jeg fandt disse publikationer i de  hjem jeg besøgte, spurgte jeg: ’Er I ved at læse denne bog? Må jeg købe den af jer?’ De fleste gav mig den bog de havde, så jeg opbyggede efterhånden et lille teokratisk bibliotek.

Selv om jeg ikke havde præsenteret mig selv som et af Jehovas Vidner, begyndte folk i Wamblán også at bruge den betegnelse om mig. Derfor varede det ikke længe før agenter fra statens sikkerhedstjeneste udspurgte mig om min færden. De sagde endda at jeg kunne forkynde i landsbyerne i nærheden hvis jeg til gengæld oplyste dem om hvem der støttede contraerne. Men jeg svarede: ’Hvis jeg gjorde det I beder mig om, ville jeg fornægte min Gud, og det kan jeg ikke. Jehova kræver udelt hengivenhed.’

Ved en anden lejlighed bad en officer mig underskrive et dokument der viste at jeg støttede sandinisterne. Det nægtede jeg at gøre. Så trak han en pistol og sagde truende: ’Ved du ikke at vi kan fjerne parasitter der ikke støtter revolutionen?’ Men i stedet for at skyde gav han mig tid til at tænke mig om. Den aften tog jeg afsked med min kone. ’Jeg dør under alle omstændigheder, også hvis jeg skriver under på det papir,’ sagde jeg til hende. ’Men hvis jeg dør uden at have skrevet under, husker Jehova mig måske i opstandelsen. Pas godt på børnene, og stol på Jehova. Han vil hjælpe os.’ Næste morgen sagde jeg til officeren: ’Her er jeg. Gør som De vil, men jeg skriver ikke under.’ Han nikkede og sagde: ’Til lykke. Jeg vidste at du ville sige sådan. Jeg ved hvem Jehovas Vidner er.’ Så lod han mig gå.

 Efter denne episode forkyndte jeg mere åbent, tog ud til mange fjerntliggende landsbyer og inviterede interesserede til møder. Et ældre ægtepar var blandt de første til at reagere; derefter fulgte andre familier. Snart var vi 30 der mødtes regelmæssigt. Jeg brugte ældre numre af Vagttårnet, og eftersom vi normalt kun havde ét eksemplar, fremførte jeg stoffet som et foredrag. Jeg studerede endda Bibelen med nogle soldater, og én af dem blev senere et af Jehovas Vidner.

I 1985 hørte jeg af en soldat på gennemrejse om en menighed af Jehovas Vidner i Jinotega, over 100 kilometer syd for Wamblán. Jeg bad en af dem jeg studerede Bibelen med, om at følge mig derned. Efter at vi havde spurgt os for på markedspladsen i Jinotega, fandt vi til sidst et hus hvor der boede Jehovas Vidner. Det var konen der lukkede op. Da vi præsenterede os som Jehovas Vidner, ville hun vide om vi var kommet på grund af mindehøjtiden. ’Hvilken mindehøjtid?’ spurgte vi. Så kaldte hun på sin mand. Da han var blevet overbevist om at vi kom i en god hensigt, bød han os indenfor. Desværre var mindehøjtiden blevet holdt aftenen før, men vi blev i deres hjem i tre dage og overværede vores første menighedsbogstudium.

Da vi kom tilbage til Wamblán, fortsatte jeg med at forkynde og lede møder på egen hånd. Dagen før mindehøjtiden i 1986 ankom så de to brødre der er nævnt i indledningen. Vores lille gruppe af bibelstudenter lod hurtigt nyheden gå videre til alle de interesserede i de lokale landsbyer, og 85 overværede vores første mindehøjtid.

Jeg blev døbt i oktober 1986 sammen med de første jeg havde undervist i Bibelen, nemlig det førnævnte ældre ægtepar, som på det tidspunkt var i firserne. I dag består menigheden i Wamblán af 74 forkyndere og 3 almindelige pionerer. Jeg har den forret at tjene som ældste i menigheden. I 2001 holdt vi mindehøjtiden i tre andre landsbyer ud over Wamblán, og i alt kom der 452.“

 [Oversigt/illustrationer på side 80, 81]

NICARAGUA — EN TIDSLINJE

1925

1934: En pionersøster på gennemrejse afsætter publikationer i landet.

1937: Somoza-regimet begynder.

1945: De første gileadmissionærer ankommer.

1946: N.H. Knorr og F.W. Franz besøger Managua. Der oprettes et afdelingskontor.

1950

1952: Ansporet af den katolske gejstlighed forbyder regeringen arbejdet.

1953: Højesteretten ophæver forbuddet.

 1972: Et jordskælv lægger Managua i ruiner.

1974: Et nyt afdelingskontor og et missionærhjem færdiggøres.

1975

1979: Sandinister besejrer Somoza-regimet. Hele 50.000 omkommer under revolutionen.

1981: Jehovas Vidners officielle anerkendelse ophæves.

1990: Jehovas Vidner genvinder officiel anerkendelse.

1994: Der udnævnes et hundrede midlertidige specialpionerer. Senere følger lignende kampagner.

1998: Orkanen Mitch rammer Centralamerika og dræber 4000 i Nicaragua.

2000

2002: 16.676 forkyndere er aktive i Nicaragua.

[Grafisk fremstilling]

(Se den trykte publikation)

Samlede antal forkyndere

Samlede antal pionerer

20.000

15.000

10.000

5.000

1950 1975 2000

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HONDURAS

NICARAGUA

Matagalpa

León

MANAGUA

Masaya

Jinotepe

Granada

Nicaraguasøen

Ometepe

Landtangen omkring Rivas

San Juan

Bluefields

COSTA RICA

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 70]

Herover: Francis (til venstre) og William Wallace og deres søster Jane

[Illustration på side 70]

Herunder (bagerste række, fra øverst til nederst): Wilbert Geiselman, Harold Duncan og Francis Wallace;

(forreste række, fra øverst til nederst): Blanche Casey, Eugene Call, Ann Geiselman, Jane Wallace og Evelyn Duncan

[Illustrationer på side 71]

Herover: Adelina og Arnoldo Castro

Til højre: Dora og Evaristo Sánchez

[Illustration på side 76]

Doris Niehoff

[Illustration på side 76]

Sydney og Phyllis Porter

[Illustration på side 79]

Agustín Sequeira var den første forkynder i Matagalpa

[Illustration på side 82]

María Elsa

[Illustration på side 82]

Gilberto Solís og hans kone, María Cecilia

[Illustrationer på side 87]

Et jordskælv i 1972 ødelagde Managua

[Illustration på side 90]

Andrew og Miriam Reed

[Illustration på side 90]

Ruby og Kevin Block

[Illustration på side 92]

Områdestævnet „Loyalitet mod Guds rige“ blev holdt på en gård

[Illustrationer på side 95]

Missionærer der blev udvist af Nicaragua i 1982

[Illustration på side 109]

Brødre der trykte publikationer mens det var forbudt, med deres duplikatorer Hanen, Hønen og Kyllingen

[Illustration på side 110]

Frygtløst skrev Elda Sánchez stencils

[Illustration på side 115]

Disse søstre lavede mad og holdt vagt mens brødrene var beskæftiget med trykkearbejdet

[Illustration på side 126]

Forreste række: Nogle af de brødre der fik sandheden i fængselet. Fra højre mod venstre: J. López, A. Mendoza og O. Espinoza; bagerste række: Carlos Ayala og Julio Núñez, ældste der aflagde besøg i fængselet for at give brødrene åndelig hjælp

[Illustration på side 133]

Efter at restriktionerne mod Jehovas Vidner var blevet ophævet, tjente dette hus som afdelingskontor

[Illustrationer på side 134]

Efter at orkanen Mitch havde raseret landet, cyklede nogle frivillige ud med nødhjælpsforsyninger. Andre arbejdede med at genopbygge rigssale og private hjem

[Illustration på side 139]

Banacruz, et distrikt i den nordlige selvstyrende region hvor den gode nyhed bliver forkyndt trods vanskeligheder

[Illustration på side 147]

Områdestævnet i 1999, „Guds profetiske ord“, var det første stævne siden 1978 der blev holdt for hele landet, og det blev overværet af 28.356

[Illustration på side 147]

Delegerede overværede at 784 blev døbt — den største dåb i Nicaraguas teokratiske historie!

[Illustration på side 148]

Afdelingskontorets udvalg i Nicaragua. Fra venstre mod højre: Ian Hunter, Agustín Sequeira, Luis Antonio González og Lothar Mihank