Virksomheden i hele verden

▪ OCEANIEN

Antal lande: 30

Befolkningstal: 33.773.304

Antal forkyndere: 92.691

Antal bibelstudier: 44.999

På en afsidesliggende jernbanestation i New South Wales, Australien, sætter to forkyndere en bogstand op hver gang et af de to tog mellem de forskellige stater er på vej. Eftersom togene — Indian Pacific og The Ghan — gør holdt her i op til to timer, har forkynderne haft mange gode samtaler med passagererne og uddelt mange bøger og blade. På tilbageturen har enkelte passagerer endda „aflagt genbesøg“ hos forkynderne.

Togføreren på The Ghan plejer at fortælle passagererne om de seværdigheder de kan opleve mens toget holder ved  de forskellige stationer. Efter at have fået lov af forkynderne omtaler han nu også deres bogstand. Ja, takket være disse isolerede forkynderes opfindsomhed bliver der aflagt et godt vidnesbyrd for rejsende fra hele Australien og udlandet.

Et missionærpar i Kosrae, Mikronesien, gav en ’Kundskabsbog’ til en baptistpræst der var i firserne. Bogen var på kosraeansk, et sprog der tales af færre end 10.000 mennesker. Præsten var taknemmelig for bogen. Da missionærerne besøgte ham igen, fortalte han at han havde opfordret medlemmerne af sin kirke til at tage imod vores læsestof. Missionærerne spurgte ham naturligvis hvorfor. „Fordi vores trossamfund ikke udgiver bøger på vores eget sprog,“ svarede han. Missionærparret har nu regelmæssigt bibelske drøftelser med den aldrende præst.

På Marshalløerne blev en missionærsøster bedt om at studere Guds ord med en uvirksom søster. Da der ikke rigtig skete fremskridt, spurgte missionæren søsteren: „Hvordan har du det når andre siger at de elsker dig?“ Hun svarede desorienteret: „Det er der aldrig nogen der har sagt til mig.“ Missionæren lænede sig frem, omfavnede søsteren og sagde: „Jeg elsker dig. Og Jehova elsker dig endnu højere.“ Den uvirksomme søster begyndte at græde, og fra da af ændrede hun indstilling til Jehova. Hun begyndte at gøre åndelige fremskridt ved at læse i Bibelen hver dag, hun kom til alle møderne, og hun var endda hjælpepioner. I januar 2002 afleverede hun sin ansøgning om almindelig pionertjeneste. Siden da har hun oprettet mange bibelstudier og har oven i købet brugt en måned på at forkynde på en fjerntliggende ø hvor der er et stort behov for forkyndere.

En missionærsøster i Ny Caledonien der slappede af på stranden sammen med nogle venner, forkyndte uformelt for en ung kvinde fra Frankrig der besøgte nogle slægtninge på  øerne. Kvinden var soldat og havde gjort tjeneste i Sarajevo. Missionærsøsteren spurgte kvinden om hun kunne tænke sig at bo blandt mennesker der oprigtigt elsker hinanden. Soldaten sagde ja, men hun mente at kun en stærk regering med en effektiv hær kunne skabe sand fred.

Missionærsøsteren forklarede så at hendes venner inden for Jehovas Vidner var forenet af deres tro på Gud og kærligheden til ham, selv om de tilhørte forskellige nationaliteter. Efter en hyggelig samtale aftalte de to at mødes dagen efter for at snakke videre. Soldaten overholdt aftalen og nød at studere Bibelen for første gang. Derefter begyndte hun at overvære alle møderne. Hendes åndelige appetit voksede, og fordi hendes ferie snart var slut, studerede hun hver dag. Efter at have overværet et stævne og fået en rundvisning på det lokale afdelingskontor rejste hun tilbage til Frankrig, hvor hun fortsat gør åndelige fremskridt.

Jeannie er en ung forkynder der bor i Papua Ny Guinea. Hun tager tit bogen Unge spørger — Svar der duer med i skole. En dag bad hendes engelsklærer alle i klassen om at lave et kort foredrag over et emne efter eget valg. Jeannie valgte at tale om narkotika og alkohol og byggede sit foredrag over afsnit 8 i Unge spørger — Svar der duer. Læreren var så imponeret over hendes foredrag at han sagde at hun gerne måtte „bruge resten af timen“ hvis hun ville. Det gjorde Jeannie så. Bagefter spurgte læreren hende om hun ville holde sit foredrag for tiende klasse dagen efter. Det ville Jeannie gerne. Da hun havde holdt sit foredrag, sagde engelsklæreren at hvis skolen skulle have en foredragsaften, ville han forsøge at få hende med på programmet. Efter de to foredrag fik Jeannie bestillinger på 64 eksemplarer af Unge spørger — Svar der duer. Desuden bad to piger om brochuren Hvad kræver Gud af os?, og Jeannie har oprettet et bibelstudium med dem begge.

 Som følge af den etniske vold på Salomonøerne har mange brødre mistet deres ejendomme og har store økonomiske problemer. Et ægtepar hvis hus var blevet ødelagt, besluttede at være med til at gennemgå noget ledigt distrikt, selv om det betød at de næsten måtte bruge alle de penge de havde tilbage. De stillede deres kano til rådighed for turen og glædede sig over det de senere beskrev som deres bedste oplevelse i forkyndelsen. De planlægger allerede at aflægge genbesøg hos de interesserede. Men hvordan vil de klare sig økonomisk? Jo, en uges tid efter at de vendte tilbage fra det ledige distrikt, henvendte en velhavende mand sig til dem og tilbød at købe den ejendom som de var flygtet fra under kampene.

På øen Santo i Vanuatu blev områdestævnerne som regel holdt i den lokale rigssal. I 2001 var der imidlertid blevet for mange forkyndere til at de alle kunne være i rigssalen. Brødrene lejede derfor et lille stadion der indtil da kun var blevet brugt til sportsbegivenheder. Bestyreren, der var nervøs for at stævnedeltagerne ville beskadige faciliteterne, forlangte en høj pris, selv om brødrene forsikrede ham om at de ville gøre stadionet rent både før og efter stævnet og desuden foretage nogle reparationer.

Eftersom bestyreren ejer en lokal forretning, så han at brødrene købte materialer til at rengøre og reparere stadionet med. Hans nysgerrighed fik ham til at tage hen og se hvad der foregik. Da han kom ind på stadionet, så han over 100 frivillige der reparerede toiletter, skrubbede, fejede og malede. Mundlam gik han sin vej. Inden længe snakkede hele byen om det skinnende rene og nyistandsatte stadion. Da brødrene tog hen til bestyreren for at betale efter stævnet, havde han fuldstændig ændret indstilling. Han gav dem 80 procent rabat og sagde at Jehovas Vidner for fremtiden måtte låne stadionet gratis! De 300 forkyndere var lykkelige for at 832 overværede stævnet, og at 13 blev døbt.

 ▪ ASIEN OG MELLEMØSTEN

Antal lande: 47

Befolkningstal: 3.869,881.970

Antal forkyndere: 561.276

Antal bibelstudier: 390.151

På afdelingskontoret i Indien glæder brødrene sig over at der er blevet aflagt et godt vidnesbyrd i en stor del af landet ved hjælp af en videofilm som blev vist i fjernsynet. En tv-station hørte om videofilmen Bibelen — en positiv kraft i dit liv der er udgivet af Jehovas Vidner, og henvendte sig derefter til hovedkontoret i New York for at få tilladelse til at vise filmen i forbindelse med programmet Home Shanti (Fred i hjemmet). Tilladelsen blev givet, og det indiske afdelingskontor oplyser at videofilmen i begyndelsen af 2002 blev „vist for husstande i hele området“.

 På en gade i Israel så en søster der kunne tegnsprog, et døvt par ved navn Benny og Sharon. I stedet for at tage bussen hjem standsede hun op og forkyndte for parret, og de inviterede hende hjem. Bennys umiddelbare nysgerrighed blev til ægte interesse for Rigets budskab, og inden længe kom han til møderne i rigssalen. Foruden at være fuldstændig døv ser han meget dårligt. Det var derfor en kamp for ham at komme til møderne og få noget ud af tolkningen til tegnsprog. Men han gjorde hvad kan kunne, og samtidig fortsatte han med at bringe sit liv og sin personlighed i overensstemmelse med Bibelens principper.

Benny har gjort bemærkelsesværdige fremskridt, hans handicap taget i betragtning. Han kommenterer ved møderne, gennem en tolk holder han livlige indlæg på Den Teokratiske Skole, og for nylig er han blevet udøbt forkynder. Hans kone, Sharon, der også har nedsat syn og hørelse, begyndte at studere senere, men gør også gode fremskridt. Benny og Sharon har naturligt nok fortalt mange af deres hørehæmmede bekendte om deres nyfundne tro.

I Japan betragter en søster ved navn Fukue dem hun møder gennem sine tre børn, som sit særlige distrikt. Hendes distrikt omfatter de nærmeste naboer og de forældre hun møder i børnehaven, i skolen og ved skolens forældremøder. Hver gang hun præsenterer sig, siger hun ganske enkelt at hun betragter Bibelen som en uvurderlig hjælp i børneopdragelsen. Derefter skifter hun emne. Men efter at hun på den måde har brudt isen, er det meget lettere for hende at komme ind på Bibelen i senere samtaler. Har Fukues metode givet resultater? Ja, indtil videre har hun hjulpet 12 frem til dåb, og fem af dem er nu pionerer. Fukue gør en stor indsats i den uformelle forkyndelse fordi det var sådan hun selv lærte sandheden at kende.

 En kvinde i en lille by i Kasakhstan havde et barn der blev sygt og senere døde. Derefter døde hendes andet barn lige efter fødselen. Kvinden blev indlagt på et hospital, fysisk og psykisk syg. Mens hun en aften lå i sengen, hørte hun en sygeplejerske hviske. Da hun lyttede efter, gik det op for hende at sygeplejersken, et af Jehovas Vidner, bad for hende og endda nævnte hendes navn. Den næste morgen trøstede sygeplejersken kvinden ved hjælp af opstandelseshåbet. Kort tid efter blev kvinden udskrevet fra hospitalet.

En dag fem år senere hørte kvinden nogle af sine slægtninge tale med en fremmed om de samme emner som sygeplejersken havde nævnt på hospitalet. Hun var overbevist om at den fremmede var et af Jehovas Vidner, så hun præsenterede sig, og der blev truffet aftale om et bibelstudium. Da hun ikke ønskede at spilde fem år mere, studerede hun flittigt og gjorde gode åndelige fremskridt. Inden længe indviede hun sig til Jehova og blev døbt. Forestil dig hendes begejstring da hun ved sit allerførste stævne traf den sygeplejerske der havde trøstet hende over fem år tidligere! Med tårer i øjnene sagde hun: „Jeg ville måske ikke have taget imod sandheden hvis det ikke havde været for din stille bøn på hospitalet. Den rørte mig dybt.“

En søster der arbejder sammen med 20 andre kvinder i en bank i Taiwan, besluttede at prøve en ny metode for at vække sine kollegers interesse for Guds ord. I en frokostpause lavede hun en skriftlig indbydelse „til en gratis bibeldrøftelse der vil vare cirka 30-45 minutter om ugen og blive holdt i frokostpausen“. Drøftelsen, skrev hun, „vil hjælpe dig til at få et grundlæggende kendskab til Bibelen“. Hun underskrev indbydelsen og lagde en kopi på hvert skrivebord i kontoret. Samme eftermiddag tog fire imod indbydelsen.

 I Thailand blev en mand ved navn Arun interesseret i Jehovas Vidner gennem en ven på arbejdspladsen. „Jeg havde lagt mærke til at min arbejdskammerat havde gjort nogle positive forandringer i sit liv siden han var begyndt at komme sammen med Jehovas Vidner,“ forklarer Arun, „og det ville jeg også gerne gøre.“ Arun spillede hasard og tog stoffer. Han havde forsøgt at holde op, men uden held. Han var gift og troede på et tidspunkt at han ville blive mere ansvarsbevidst hvis han og hans kone fik et barn. Men intet havde ændret sig efter at deres lille pige var blevet født. „Til sidst kunne min kone ikke holde det ud længere, så hun rejste fra mig og fik en tante til at passe vores datter,“ fortæller Arun.

På dette triste tidspunkt i Aruns liv inviterede hans arbejdskammerat ham med i rigssalen. Arun tog med. Han forstod ikke ret meget af det der blev sagt fra podiet, men han nød den varme, venlige atmosfære. Derefter kom han regelmæssigt til møderne, tog imod et bibelstudium og begyndte at leve efter det han lærte. Han kontaktede sin kone fordi han meget gerne ville redde sit ægteskab, men hun havde svært ved at tro at han virkelig havde forandret sig. „Jeg forkyndte for hende og foreslog at hun skulle træffe mine nye venner,“ siger Arun, „men det ville hun ikke; hun mente at jeg blev ført bag lyset. Jeg blev ved med at besøge hende og tilskynde hende. Efter cirka fem måneder blev hun mildere stemt og gik med mig til et møde. Kort tid efter tog hun også imod et bibelstudium.“

Nu er Arun, hans kone og deres lille datter en forenet og lykkelig familie. Begge forældre blev døbt i 2001 ved områdestævnet i Bangkok. Desuden har Aruns lillebror, der også levede et udsvævende liv, taget imod den gode nyhed og er nu udøbt forkynder.

 ▪ EUROPA

Antal lande: 45

Befolkningstal: 727.550.200

Antal forkyndere: 1.456.309

Antal bibelstudier: 647.279

På grund af en medfødt sygdom er 25-årige Eva, der bor i Tirana i Albanien, kun 113 centimeter høj. Trods sine vanskeligheder glæder hun sig over at være hjælpepioner, selv om nogle gør nar af hendes ringe højde. I stedet for at blive vred behandler hun alle respektfuldt og er meget smilende, hvad mange lægger mærke til. En af dem var en kvinde hvis 26-årige datter havde en depression. Kvinden havde fået sin datter indlagt på hospitalet, og de havde også opsøgt forskellige trossamfund i håb om at hun kunne blive helbredt. En dag lagde hun mærke til Evas gode humør og besluttede at  besøge hende. Da Eva lukkede op, spurgte kvinden hende om hun ville undervise hendes datter i Bibelen. Det ville Eva naturligvis gerne. Inden længe begyndte datteren at få det så meget bedre at moderen spurgte om hun også måtte være med til at studere. Eva har nu regelmæssigt moderen og datteren med til møderne, og de gør begge gode åndelige fremskridt.

En ung mand i Belgien ved navn Benjamin voksede op i en familie der var Jehovas Vidner. Men allerede som ganske ung begyndte han at føre et dobbeltliv. Han lod som om han levede efter Bibelen, men i virkeligheden kom han sammen med en flok unge der røg, drak og tog stoffer. Benjamin lyttede også til musik der påvirkede ham i en dårlig retning. Inden længe begyndte han at blive plaget af dæmoner og gik i koma på grund af alkoholmisbrug — men han blev alligevel ved med at tage hårde stoffer. Han mistede ethvert begreb om personlig hygiejne og blev alvorligt syg. Nu, da han ikke kunne synke dybere, opdagede han at hans såkaldte venner ikke interesserede sig det mindste for ham. Det fik ham til at tænke alvorligt over sit liv og over hvordan det ville gå ham hvis han fortsatte i samme spor. Han traf derefter den kloge beslutning at vende tilbage til dem der ville vise ham sand kærlighed, nemlig hans familie og Jehova.

Benjamins beslutning blev imidlertid sat på prøve lige fra begyndelsen. Han blev udsat for intense dæmonangreb, og hans kæreste bønfaldt ham om ikke at komme sammen med Jehovas Vidner. Hun fik endda katolske præster og frafaldne til at forsøge at tale ham fra det. Men med kærlig og tålmodig hjælp fra sine forældre og de ældste i menigheden begyndte Benjamin at opbygge en levende tro på Jehova, idet han erkendte at Guds lov virkelig ’er fuldkommen og giver sjælen ny styrke’. (Sl. 19:7) Som følge heraf vendte han til  sidst fortiden ryggen. Benjamins helbred er blevet bedre, og han har nu fundet sand lykke.

Et ægtepar fra en fransktalende menighed i England henvendte sig på gadearbejde til to kvinder fra Zimbabwe. Forkynderne forklarede at de tilbød gratis undervisning i Bibelen, og spurgte om kvinderne talte fransk. Det gjorde de ikke, men de gav udtryk for at de gerne ville lære mere om Guds ord. Inden længe begyndte de begge at overvære menighedsbogstudiet. Efter det første bogstudium viste en broder dem oplevelsen med Nathan Muchinguri fra Zimbabwe, som fortælles på side 20 i ’Årbogen’ for 2002. Da de så billedet af broder og søster Muchinguri på side 21, kom de med et overrasket udbrud. Det forestillede deres bedsteforældre! Kvinderne forklarede at de i Zimbabwe havde boet langt borte fra resten af familien og havde mistet forbindelsen med dem. De spurgte naturligvis om de måtte beholde ’Årbogen’. De to kvinder studerer nu regelmæssigt, styrket af den trofasthed deres bedsteforældre har vist.

Mens to søstre forkyndte i et isoleret distrikt i Tjekkiet, traf de en gæstfri dame der inviterede dem ind. Hun havde dog nogle meget afgjorte meninger om visse bibelske emner, som for eksempel hvad det vil sige at have „åndens gaver“. (1 Kor. 14:12) Desuden ville hun ikke læse fra Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, men foretrak sin egen økumeniske oversættelse. Efter en drøftelse på en time der tilsyneladende ikke førte til noget, måtte søstrene skynde sig at gå for at nå deres tog. De var ret lettede over at det krævende besøg var overstået. Men en af søstrene opdagede at hun havde glemt sin bibel og sine notater i damens hus, så de måtte tilbage til hende. Der ventede dem en behagelig overraskelse! Damen fortalte at hun havde taget sig den frihed at se nærmere på søsterens bibel, og hun beundrede  oversættelsens kvalitet, krydshenvisningerne og bibelordbogen. Derefter spurgte hun om hun måtte få en Ny Verden-Oversættelse. Hun sagde også ja tak til et bibelstudium. Siden da er hendes mor også begyndt at deltage i studiet.

En søster i Reykjavík på Island arbejder på et havforskningsinstitut der lægger lokaler til et kursus i fiskeri. For nylig overværede 14 mennesker fra forskellige udviklingslande et seksmåneders kursus. Søsteren tilbød hver kursist bogen Findes der en Skaber som interesserer sig for os? Hun havde fået fat i bogen på engelsk, kinesisk, portugisisk, spansk og vietnamesisk. Alle 14 tog imod bogen. En mand og en kvinde fra Vietnam lyste op da de så en bog på deres eget sprog. „Jeg kan ikke tro det!“ sagde manden. „Jeg er målløs. Hvordan har du fået fat i den?“ En mand fra Uganda kendte bogen i forvejen og anbefalede den over for de andre. En kvinde fra Cuba sagde at hun gerne ville have bogen fordi hendes 13-årige datter var begyndt at stille vanskelige spørgsmål om livet.

Før eleverne tog hjem til deres respektive lande, fortalte søsteren dem at hun havde lagt nogle publikationer (10 ’Kundskabsbøger’, 30 blade og 10 brochurer) på et bord i klasseværelset så de kunne have noget at læse i flyet på vej hjem. Det er sikkert overflødigt at nævne at det første hun gjorde mandag morgen efter at de var taget af sted, var at se hvad der lå tilbage på bordet. „Jeg havde regnet med at der var nogle ’Kundskabsbøger’ og blade, men bordet var ryddet!“ fortæller hun.

En ung mand i Letland, som vi vil kalde Arthur, var ikke spor interesseret i Gud. Alligevel havde han svært ved at tro at mennesket havde udviklet sig fra aberne. I 1996 kom Arthur ud i alvorlige problemer og blev fængslet. Nu begyndte han at tænke seriøst over sit liv. Når hans forældre kom på  besøg, rådede de ham til at læse i Bibelen da de mente at det måske kunne hjælpe ham. Da Arthur så en dag i 1998 var ved at skrive et brev, stak en cellekammerat ham en bog til at lægge under papiret. Det var tilfældigvis Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Arthur åbnede den nysgerrigt, blev opslugt og læste den fra ende til anden i løbet af tre dage. En anden fange havde en ’Kundskabsbog’ i sin celle. Den gav han til Arthur da han så hvor interesseret han var i Bibelen. Han gav ham også adressen på et Jehovas vidne han kendte.

Arthur skrev til forkynderen og gik derefter i gang med at studere Bibelen pr. brev. Da han blev løsladt i april 2000, begyndte han straks at overvære møderne. Men hvad med hans forældre, der tidligere havde tilskyndet ham til at læse i Bibelen? Arthur fortalte dem selvfølgelig om sin nyfundne tro. Resultatet blev at også de begyndte at undersøge Guds ord. Man kan forestille sig hvor glade de var da de alle tre blev døbt på den samme særlige stævnedag i marts 2002!

Som ung læste en mandlig ortopædkirurg i Spanien til præst på et seminarium. Det blev han imidlertid bare forvirret af, så efter tre år forlod han seminariet som ateist. Selv om han ikke brød sig om Jehovas Vidner, ville han gerne vide hvordan disse „ulærde“ mennesker kunne have et så solidt kendskab til Bibelen, når han, der havde studeret på et seminarium i flere år, kun vidste så lidt. Hans interesse for Jehovas Vidner voksede da nogle ansatte på et hospital ved en lejlighed var fordomsfulde over for ham. Det mindede ham om hvordan Jehovas Vidner nu og da bliver behandlet, og fik ham til at tage imod tilbuddet om gratis undervisning i Bibelen. Inden længe havde det han lærte, gjort et så dybt indtryk på ham at han studerede op til tre gange om ugen! Han begyndte også at overvære alle møderne og meldte sig til Den Teokratiske Skole. For nylig blev han døbt.

 ▪ AFRIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 739.543.571

Antal forkyndere: 915.262

Antal bibelstudier: 1.550.572

I Benin er opførelsen af rigssale til stor opmuntring for brødrene og aflægger et godt vidnesbyrd. Ved indvielsen af en rigssal sagde et fremtrædende medlem af lokalsamfundet til et af Jehovas Vidner: „Jeres kirke er den smukkeste religiøse bygning her i området, og det vil den blive ved med at være. Hvorfor kan jeg, en from katolik, finde på at sige det? Vores katolske menighed fik for nylig 17.000.000 CFA [cirka 180.000 kroner] så vi kunne færdiggøre opførelsen af vores kirke, der blev påbegyndt i 1950’erne. Men præsteskabet forgreb sig på pengene. En katolsk menighed i en anden del  af byen havde sparet 3.000.000 CFA [cirka 30.000 kroner] sammen for at bygge en kirke i deres område, men de penge er også ’forsvundet’. Det er derfor jeg kan sige at denne bygning er, og vil blive ved med at være, den smukkeste i byen.“

I nogle lande er det svært for nye at tage standpunkt for sandheden fordi de er stærkt knyttet til feticher. En familie i Elfenbenskysten udførte for eksempel daglige ritualer foran deres fetich. Da en af døtrene ønskede at følge Bibelens sande lære og nægtede at deltage i afgudsdyrkelsen, var familien bange for at hun ville blive ramt af en forbandelse. Men pigen stod fast, hvilket førte til modstand og til at hun måtte flytte hjemmefra. Alligevel bebrejdede hun ikke sin familie noget, men blev ved med at komme på besøg.

Resultatet blev at bedstemoderen begyndte at vise interesse for Bibelen. Hun bad endda barnebarnet om at flytte hjem igen, hvilket hun gjorde. Bedstemoderen fortsatte med at gøre åndelige fremskridt og blev døbt i en alder af 62 år. Pigens mor, der var imponeret over alt det bedstemoderen havde lært, begyndte også at studere Guds ord, og nu forkynder hun også for andre. Ja, tre generationer er blevet frigjort fra afgudsdyrkelse, alt sammen fordi en pige forblev trofast mod Jehova Gud og ikke holdt op med at vise sin familie kærlighed.

I Mocambique besøger brødrene regelmæssigt fængsler for at lede bibelstudier med fangerne. I 2001 var der fangeflugt fra et af fængslerne. Men de fanger der havde studeret Bibelen, ville ikke stikke af. Det blev bemærket af fængselets ledelse, der roste Jehovas Vidner for deres arbejde. Nu tilskynder ledelsen alle fangerne til at få et bibelstudium. To fanger har allerede fået deres straf nedsat på grund af den bemærkelsesværdige forbedring i deres opførsel. En af dem glæder sig til at blive døbt ved det næste områdestævne.

 Syvogtyveårige Judith, der bor i Namibia, blev indblandet i en bilulykke og blev lammet fra halsen og ned. Hun fik selvmordstanker og spurgte sig selv: ’Hvorfor skete det lige for mig?’ Folk fra forskellige trossamfund besøgte hende og bad til Gud om at hun måtte komme til at gå igen. Når deres bønner ikke blev besvaret, sagde de til Judith at Gud åbenbart straffede hende af en eller anden grund. Det fik Judith til at tænke endnu mere på at begå selvmord. Først ville hun dog vide hvorfor Gud straffede hende. En dag bad hun derfor sin mor om at invitere præsten i en lokal kirke hjem. Mens Judith ventede på ham, kom Jehovas Vidner på besøg. Judith tog imod deres tilbud om et bibelstudium over ’Kundskabsbogen’, i håb om at Bibelen kunne besvare de spørgsmål der plagede hende. Da hun studerede kapitel 8, „Hvorfor tillader Gud lidelser?“, forstod hun at det ikke var Gud der stod bag den ulykke hun havde været ude for. „Forestil jer hvor lettet og glad jeg blev da jeg lærte at det onde ikke stammer fra Jehova!“ siger hun. Judith fortsatte med at studere, viede sit liv til Jehova og glæder sig nu til den nye verden, hvor hun vil blive rask igen.

Under folkedrabet i Rwanda i 1994 flygtede en ung kvinde ved navn Chantal til nabolandet Burundi. Her fandt hun et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og læste den fra ende til anden. Efter at hun var kommet tilbage til Rwanda, kunne hun ikke finde frem til Jehovas Vidner fordi hun og hendes familie boede i et isoleret område. Men så traf hendes mor to forkyndere på et marked. De skrev på et stykke papir hvilke dage de planlagde at være på markedet, og gav det til Chantals mor, sådan at de kunne møde Chantal. En af disse dage sad Chantal ved indgangen til markedet og holdt sedlen op så alle forbipasserende kunne se den. Hvor blev hun glad da brødrene fik øje på hende og præsenterede sig! Da de fornemmede hendes oprigtige interesse,  indbød de hende til mindehøjtiden, og Chantal kom — selv om hun måtte gå i to dage for at komme til mødestedet!

Fra da af tog Chantal regelmæssigt til møderne trods afstanden. Desværre vendte hendes familie sig imod hende. Ved en lejlighed jog en af hendes brødre hende endda ud af huset med en machete! Men Chantal stod fast. Året efter begyndte møderne at blive holdt tættere ved hendes hjem. Hun måtte dog stadig gå i cirka otte timer for at komme dertil, men nu blev det for første gang muligt for en forkynder at studere med hende. Inden længe indviede hun sig til Jehova, og nu er hun almindelig pioner. Hvordan går det med hendes familie? De har fuldstændig ændret indstilling. Den broder der jog hende ud af huset, er nu almindelig pioner, en anden broder blev for nylig døbt, og moderen er udøbt forkynder. Desuden er der blevet oprettet en isoleret gruppe i deres område, så nu bor familien bare fem minutters gang fra mødestedet.

Thembisile er en nidkær søster der bor i nærheden af en af de kongelige kraaler, eller landsbyer, i Swaziland. Hun ville gerne forkynde for kraalens beboere, men skrappe sikkerhedsforanstaltninger gjorde det vanskeligt. Efter at have bedt til Jehova om sagen tog hun mod til sig og gik hen til kraalen. Hun forkyndte for vagterne, og en af dem modtog brochuren Du kan blive Guds ven! Til Thembisiles store glæde lod vagterne hende gå ind efter at have udspurgt og visiteret hende. Hun blev endnu mere overrasket over hvor venlige beboerne var. Hun gennemgår nu distriktet regelmæssigt og har oprettet tre bibelstudier. Desuden byder politifolkene hende nu hjerteligt velkommen. Ja, en vagt sagde en dag til hende: „Værsgo frue; gå blot indenfor. De gør et vældig godt stykke arbejde her.“

 ▪ NORD- OG SYDAMERIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 807.517.534

Antal forkyndere: 3.023.062

Antal bibelstudier: 2.676.288

I en lille by i Argentina lagde to specialpionerer mærke til et par der kom med en tilskadekommen hund på en trækvogn. Pionererne tilbød at køre parret og hunden til dyrlægen. Parret tog med tak imod tilbuddet, især fordi ingen af naboerne havde tilbudt at hjælpe. Pionererne fik at vide at manden var katolsk kateket og sammen med sin kone deltog i alle de lokale processioner til ære for helgenerne. Men deres dybe engagement i den katolske kirke hindrede dem ikke i at tage imod bladene Vagttårnet og Vågn op! Da pionererne havde besøgt parret gennem cirka to år, indbød de dem til  mindehøjtiden. Da aftenen kom, regnede det kraftigt, men ægteparret kom alligevel og blev imponeret over den hjertelige velkomst de fik. Desuden gav de udtryk for at de for første gang havde forstået betydningen af Herrens aftensmåltid. De studerer nu Bibelen regelmæssigt og kommer til alle møderne uden at bekymre sig om hvad deres katolske naboer mon tænker.

Mens en pionersøster og et andet Jehovas vidne forkyndte på Barbados, gik de forbi en kvinde der stod i en døråbning. De begyndte at forkynde for hende, men blev overraskede da hun lød som om hun ventede dem, og straks sagde: „Kom indenfor. Jeg finder lige min bibel.“ Søstrene gik ind, satte sig ned sammen med kvinden og viste hende hvordan man studerer Bibelen ud fra det første afsnit i brochuren Hvad kræver Gud af os? Derefter spurgte kvinden pionersøsteren om det var hende der havde ringet og tilbudt et gratis bibelstudium der skulle holdes samme formiddag. „Jeg svarede at det ikke var mig,“ fortæller pionersøsteren. „Hvem det end var der havde ringet, så kom vedkommende åbenbart ikke. Men vi er glade for at vi dukkede op præcis klokken 11.30, da studiet skulle holdes.“ Kvinden gør gode fremskridt og kommer allerede til møderne.

Det kan give gode resultater at forkynde på markeder. En missionær i Bolivia fortæller: „Min mand gav en traktat til en kvinde der solgte forskellige ting fra en vogn på et marked. Hun var venlig, så jeg kom tilbage og tilbød at undervise hende i Bibelen ved hjælp af brochuren Hvad kræver Gud af os? ’Kan det foregå her?’ spurgte hun. ’Det kan det godt,’ svarede jeg. ’Det er jeg vant til.’ Når jeg kommer, tilbyder hun mig sin lille stol, og så studerer vi lige ved siden af hendes vogn. Når der er kunder i ’butikken’, ekspederer hun dem, og derefter studerer vi videre.“

 En kvinde i Canada fik et eksemplar af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter af en ven. Hun var meget glad for at læse i den og blev enig med sig selv om at hun ville lære noget mere. Hun gik derfor ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside på internettet (www.watchtower.org), og derefter skrev hun og anmodede om et bibelstudium og en ’Kundskabsbog’. Da to søstre kom på besøg og gav hende bogen, trykkede hun den ind til sig og sagde at hun ville læse hele bogen inden næste morgen! Aftenen efter var hun til møde for første gang og følte sig straks godt tilpas blandt brødrene og søstrene. Hun gjorde hurtigt åndelige fremskridt og er nu udøbt forkynder og har det mål at blive døbt inden længe.

I Colombia led en kvinde ved navn Sol af et handicap der lænkede hende til sengen. Hun nægtede at modtage besøg af nogen, undtagen sin familie. En dag gav en nabo der var et af Jehovas Vidner, Sols mor nogle eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! som hun skulle give til Sol. Med tiden gik Sol med til at få besøg af naboen der tilbød at studere Bibelen med hende. Det gik Sol med til, og omkring et år senere overværede hun mindehøjtiden. Det var første gang i syv år hun var ude af huset. To dage senere overværede hun sit første stævne. Sol kan ikke engang sidde op, men nu deltager hun i forkyndelsen. Hvordan? Brødrene kører hende fra dør til dør i en særlig seng som de har lavet til hende. Takket være Sols eksempel og tilskyndelser er hendes mor nu blevet døbt, og to af hendes søskende er pionerer.

Et nyudnævnt specialpionerpar i Costa Rica besøgte en dame i deres distrikt. Da de kom, fortalte de at hendes svigerdatter, et af Jehovas Vidner der boede i De Forenede Stater, havde ringet til Jehovas Vidners lokale afdelingskontor  for at bede om at hendes svigermor blev besøgt af en forkynder. „Til vores forbløffelse begyndte den 65-årige dame at græde,“ fortæller pionerparret. „Hun sagde at hun ikke kunne tro at vi allerede kom, for hun havde næsten lige talt med sin svigerdatter, som havde rådet hende til at lytte til Jehovas Vidner. Hun havde ikke forestillet sig at vi ville komme så hurtigt.“

Pionererne fortæller at det var første gang damen havde været villig til at tale med Jehovas Vidner. Hun var aktiv katolik og havde gennem 12 år foretaget et grundigt studium af den katolske lære for at kunne undervise andre. Pionererne var glade for at kunne besvare mange af hendes spørgsmål om Bibelen og Jehovas Vidner, og derefter tog hun imod tilbuddet om et bibelstudium. Hendes mand og datter vil også gerne lære mere om Guds ord.

Et medlem af betelfamilien i Puerto Rico fortæller: „Jeg besluttede at jeg ville give politimesteren ved politiets hovedkvarter Vågn op! for 8. juli 2002 med temaet ’Hvorfor har vi brug for politiet?’ Han blev meget imponeret over artiklerne og syntes at jeg skulle give bladet til den lokale borgmester og til de andre politistationer i området. En politibetjent sørgede endda for at jeg blev kørt rundt til alle de andre stationer i en patruljevogn. Desuden gav han mig lov til at give kommende artikler til dem der var ansat hos ham. ’Det vil give politistyrken noget den trænger til — psykologisk og åndelig hjælp,’ sagde han.“ I løbet af en måned besøgte betelbroderen otte politistationer, og mange betjente bad om ekstra blade. I alt uddelte han 164 blade og fik aftale med fem forskellige om at komme fast med bladene.

På øerne Trinidad og Tobago tog en kvinde der i 25 år havde været et fremtrædende medlem af Nazaræerkirken, imod en indbydelse fra en kollega til at høre en  kredstilsynsmands foredrag. Da mødet var slut, kom kredstilsynsmanden hen og talte venligt med hende. Det forbavsede hende, for i hendes egen kirke var folk tilbøjelige til kun at tale med folk der tilhørte samme race og klasse. Faktisk fik hun den kolde skulder i sin egen kirke fordi hun var gift med en mand af en anden race. Det hun oplevede i rigssalen, og de personlige tilskyndelser hun fik af kredstilsynsmanden, fik hende til at tage imod et bibelstudium. Efter et halvt år blev hun udøbt forkynder og brugte mellem 70 og 100 timer i forkyndelsen om måneden. Hun blev døbt ved områdestævnet „Nidkære forkyndere af Guds rige“ i 2002, og det er hendes mål at blive almindelig pioner. Hun hjælper også sin syvårige datter, der nu har indlæg på Den Teokratiske Skole.

I Uruguay traf en mand der gik fra hus til hus og solgte halskæder med kors, et af Jehovas Vidner. Søsteren benyttede lejligheden til at forklare ud fra Bibelen hvorfor hun ikke kunne købe hans varer. Sælgeren viste ikke blot respekt for hendes forklaring, men gav også udtryk for interesse for åndelige spørgsmål. Han fortalte endda at han havde kontaktet flere forskellige trossamfund for at finde svar på sine spørgsmål, men til ingen nytte. Til sidst tænkte han ved sig selv at kirkerne nok var mere interesserede i penge end i at hjælpe folk åndeligt. Før han gik, inviterede søsteren ham til at komme i rigssalen.

Det var det sidste hun så til ham før han et års tid senere igen stod ved hendes dør. Til hendes store overraskelse sagde han: „Denne gang kommer jeg ikke for at sælge noget, men for at fortælle dig at jeg er nået til kapitel 15 i ’Kundskabsbogen’.“ Han fortalte at hele hans familie studerede og kom til møderne. Da han gik, sagde han: „Vi ses til stævnet i næste weekend.“

[Illustration på side 43]

New Zealand

[Illustration på side 43]

Tahiti

[Illustration på side 43]

Papua Ny Guinea

[Illustration på side 47]

Thailand

[Illustration på side 47]

Indien

[Illustration på side 47]

Japan

[Illustration på side 51]

England

[Illustration på side 51]

Albanien

[Illustration på side 51]

Spanien

[Illustration på side 56]

Namibia

[Illustration på side 56]

Benin

[Illustration på side 56]

Congo (Kinshasa)

[Illustration på side 60]

Canada

[Illustration på side 60]

Tobago

[Illustration på side 60]

Bolivia