Den Demokratiske Republik Congo (Kinshasa)

’Vi er som kernerne i en sæk med afrikansk majs. Uanset hvor vi én efter én bliver spredt, vil der på et tidspunkt komme regn, og vi vil blive talrige.’ Disse ord blev udtalt for over 50 år siden af et trofast Jehovas vidne som var blevet grusomt behandlet af myndighederne i det der dengang hed Belgisk Congo. På de følgende sider kan du læse om hvordan Jehovas velsignelse ligesom en forfriskende regn har ført til en forbløffende vækst i forkynderantallet i hele Congo.

Dette centralafrikanske land, som nu kaldes Den Demokratiske Republik Congo, eller Congo (Kinshasa), gennemskæres af ækvator. * Store dele af det er dækket af frodige skove. De vidtstrakte skovområder og savannerne er hjemsted for et imponerende rigt dyre- og planteliv. Landet har med sine talrige naturressourcer længe tiltrukket sig international opmærksomhed og været udsat for invasioner og borgerkrige.

I 1885 blev Congo Fristaten oprettet. Kong Leopold II af Belgien blev monark, og landet blev hans personlige  ejendom. Congolesernes liv var dog langtfra præget af frihed. Kong Leopolds mænd gjorde brug af tvangsarbejde og ekstrem brutalitet for at plyndre landet for elfenben og gummi. Dette vakte så stor harme i Europa blandt Belgiens nabolande at Leopold til sidst måtte bøje sig for presset. I 1908 blev Congo Fristaten nedlagt, og under navnet Belgisk Congo blev landet en koloni regeret af det belgiske parlament. I 1960 opnåede Congo uafhængighed.

Indbyggerne i Congo er ret religiøse. Kirker, præsteseminarier og teologiske skoler findes i overflod. Det er helt almindeligt at møde folk der kan citere hele passager fra Bibelen. Som så mange andre steder var det dog ikke nemt for den sande kristendom at få fodfæste. Men det der i en årrække gjorde det særlig vanskeligt i Congo, var at folk forvekslede Jehovas Vidner med en religiøs bevægelse kaldet Kitawala.

Forveksling og forvirring

„Kitawala“ kommer af et swahiliord som betyder „at herske, lede eller styre“. Formålet med denne bevægelse var da også hovedsagelig politisk — løsrivelse fra Belgien. Nogle mente at det var lettest at nå dette mål under et religiøst dække. Desværre skaffede Kitawala-grupper sig nogle af Jehovas Vidners publikationer, som de studerede og delte ud af. Ved deres mødesteder var der altid et skilt med ordene „Watch Tower“. Længe før der blev oprettet menigheder af Jehovas Vidner i landet, var disse „Vagttårnsbevægelser“ almindelig kendt i Katanga-provinsen i det sydøstlige Congo. I årtier antog folk at medlemmerne af Kitawala-bevægelsen var Jehovas Vidner. Det var de selvfølgelig ikke.

Kitawala-bevægelsen forvrængede Bibelens lære så den støttede deres politiske holdninger, overtroiske skikke og  umoralske livsstil. De nægtede at betale skat og gjorde modstand mod koloniherredømmet. Nogle grupper deltog i væbnet oprør mod myndighederne. Ikke overraskende blev de forbudt af den belgiske regering.

I 1956 skrev en højtstående embedsmand i Belgisk Congo en avisartikel som forklarede hvordan Kitawala-bevægelsen var opstået. Artiklen handlede om Tomo Nyirenda, der var født i Nyasaland (det nuværende Malawi) og boede i Nordrhodesia (det nuværende Zambia). Nyirenda havde øjensynlig modtaget religiøs oplæring af en der kom sammen med bibelstudenterne (som i dag kaldes Jehovas Vidner) i Cape Town, Sydafrika. Artiklen oplyste: „[Nyirenda] trængte ind i Katanga [Congo] i 1925 . . . og kaldte sig Mwana Lesa, ’Guds Søn’. Han udnyttede den angst for at blive forhekset som de indfødte havde fra deres forfædre, ved at love dem der fulgte ham, at de ikke alene ville blive befriet for troldmændene, men også kunne slippe for at betale skatter og adlyde de bestående myndigheder, det være sig politiske eller religiøse. De der ikke anerkendte hans lov, blev erklæret for troldmænd eller -kvinder, slået bevidstløse og derefter druknet under en tvungen ’dåb’. (I én flod fandt man 55 lig). Efter at en vicehøvding havde rettet anklage mod Tomo, flygtede denne tilbage til Rhodesia. Men da han af myndighederne i Rhodesia var eftersøgt for de mord han havde begået, blev han arresteret, dømt og hængt.“

Ifølge belgiske myndigheder markerede de strejftog som den såkaldte Mwana Lesa foretog ind i Katanga fra 1923 til 1925, begyndelsen på Kitawala i Congo. Der skulle gå årtier inden Jehovas Vidner fik tilladelse til at komme ind i landet og blive der.

For at forstå hvorfor der herskede forvirring om hvem der virkelig var Jehovas Vidner, må man huske på at der  findes talrige uafhængige kirker i Afrika. Nogle skønner at der er tusinder af sådanne trosretninger. John S. Mbiti, der er ekspert i afrikanske trossamfund, skriver: „[Et] af de største problemer kristendommen møder i Afrika, er de mange kirkeretninger, trossamfund, grupper og sekter. Mange af dem er kommet fra udlandet. Endnu flere er blevet startet af afrikanske kristne. Blandt de mange grunde til dette kan nævnes ønsket om ikke at forblive under fremmede missionærers herredømme, enkeltpersoners higen efter magt og ønsket om at kristendommen skulle genspejle den afrikanske kultur og problematik.“

De fleste af de mange uafhængige kirker havde enten løsrevet sig eller hentet deres lære fra et etableret trossamfund. På det punkt var Kitawala ingen undtagelse. Men Kitawala-bevægelsens tilstedeværelse gav kristenheden en enestående mulighed for at holde Jehovas Vidner ude af Congo. Selv om kirkelederne udmærket vidste at Kitawala og Jehovas Vidner var to forskellige organisationer, støttede de med fuldt overlæg den fejlagtige opfattelse at Kitawala og Jehovas Vidner var identiske.

Kirkerne havde gode forudsætninger for at sprede denne løgn. I begyndelsen af det 20. århundrede var de kristne trossamfund, især den katolske kirke, stærke og indflydelsesrige i Belgisk Congo. Jehovas Vidner var derimod slet ikke repræsenteret, og sådan ønskede kristenhedens gejstlige at det skulle blive ved med at være. De holdt skinsygt på deres sognebørn og tålte ingen indblanding fra Jehovas Vidners side.

Var der opstande, oprør og stammekrige, var det så nemt at give Kitawala, ofte kaldt ’Vagttårnsbevægelsen’, skylden for det. Navnet Vagttårnet blev som en rød klud for  embedsmænd og myndigheder. Dette medførte store vanskeligheder for dem der ønskede at tjene Jehova i Congo.

I årtierne op til landets uafhængighed sendte Jehovas Vidner i andre lande gentagne gange breve til myndighederne i Congo der gjorde rede for at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab intet havde at gøre med ’Vagttårnsbevægelsen’. I mange år fortsatte embedsmænd dog med at forbinde de aktiviteter som denne lokale religiøse bevægelse stod bag, med det arbejde Jehovas folk udførte. De gentagne bestræbelser for at sende Jehovas Vidner til Congo var i det store og hele nytteløse.

Eftersom Jehovas Vidner var forment adgang til Congo, ved man ikke meget om deres virke i landet dengang. Man kan dog få et spændende indblik i hvad der foregik i de vanskelige år, ved at se på de rapporter som afdelingskontorerne i nabolandene har skrevet om Congo. Lad os se på nogle uddrag af disse optegnelser over Congos historie gennem tredive år, hvortil vi har føjet nogle supplerende kommentarer.

Uddrag fra rapporter 1930-60

1930: Fra Belgisk Congo er der med posten kommet forespørgsler om litteratur.

1932: Vi håber at det senere vil være muligt at forkynde i Belgisk Congo og andre dele af Centralafrika hvor der endnu ikke er blevet aflagt vidnesbyrd.

Fra maj 1932 anmodede Jehovas Vidner i Sydafrika gentagne gange de belgiske myndigheder om at give heltidstjenere lov til at rejse ind i Congo. Disse anmodninger blev afvist. Men fordi der var en del trafik mellem Congo og Nordrhodesia, var nogle rhodesiske brødre i stand til at komme ind i Congo, som regel i korte perioder.

 1945: Man må være modig for at repræsentere Gud og hans teokratiske rige i [Belgisk Congo]. Ikke nok med at arbejdet og litteraturen er totalt forbudt, men congolesere der siger at de kommer sammen med os, udsætter sig for at blive transporteret til et sted hvor de holdes i en slags fangenskab der somme tider varer flere år. De breve der sendes til os fra Congo, når sjældent frem [til Nordrhodesia], og den post vi sender tilbage, bliver tilsyneladende ikke bragt ud; men . . . vi gør alt hvad vi kan for at hjælpe vore trosfæller i dette land der vrimler med præster.

1948: Nu bor der to forkyndere af Riget i dette distrikt, og de sender af og til rapporter til afdelingskontoret i Bruxelles. Vi håber at det en dag vil blive muligt at forkynde den gode nyhed om Riget i hele det vidtstrakte område.

1949: I årevis er forkyndelsesarbejdet i dette overvejende katolske distrikt foregået under meget store vanskeligheder. Før i tiden kunne præsterne finde på at straffe nogen for at være Jehovas Vidner ved at tvinge dem til at spise en masse salt uden at give dem vand. Nu minder deres metoder mere om dem man brugte under den spanske inkvisition; de vil have regeringen til at være deres forlængede arm i undertrykkelsen af de anderledestænkende. I flere år har afrikanske brødre afsonet fængselsstraffe på ubestemt tid fordi de forkyndte; og som om dette ikke var slemt nok, blev de sendt til en særlig koncentrationslejr ved Kasaji, omkring 500 kilometer fra Elisabethville [det nuværende Lubumbashi]. Her arbejder de på små jordlodder og må finde sig i at leve isoleret, med eller uden deres familie. . . . Opholdet kan strække sig over ti år. Ofte udholder brødrene  mange år i denne isolation uden det mindste håb om at opnå frihed eller retfærdighed, medmindre de betaler med deres dyrebare integritet.

Derfor har brødrene været tvunget til at arbejde under jorden: møderne holdes i det skjulte, og man er nødt til at skifte mødesteder af frygt for anholdelser. Meget af forkyndelsen foregår ved at man besøger venlige mennesker som man kender, samt deres venner, men på trods af disse forholdsregler har mange forkyndere fået problemer. De pågældende arresteres og bringes hurtigt til Kasaji-lejren.

Omkring samme tid rejste Llewelyn Phillips fra afdelingskontoret i Nordrhodesia til Belgisk Congo for at skride ind og hjælpe de Jehovas Vidner som blev forfulgt i landet. Generalguvernøren og andre embedsmænd lyttede da han gjorde rede for hvad forkyndelsen af Riget gik ud på, og forklarede hvad forskellen var på Vidnernes og Kitawala-gruppens tro. På et tidspunkt spurgte generalguvernøren ham eftertænksomt: „Hvis jeg hjælper jer, hvad sker der så med mig?“ Han vidste udmærket godt at den katolske kirke havde stor indflydelse i landet.

1950: Det forløbne år har været det vanskeligste af alle, og det siger ikke så lidt når vi taler om brødrene i Belgisk Congo. I begyndelsen af tjenesteåret modtog man ikke alle bøger og breve til området, og man mistede stort set forbindelsen til menighederne. Den 12. januar forbød generalguvernøren så Selskabet og tildelte to måneders fængselsstraf samt en bøde på 2000 francs til alle der var Jehovas Vidner, og alle der mødtes med dem eller på nogen måde støttede dem. Denne beslutning blev hilst med glæde af den katolske presse. Derefter fulgte den ene anholdelse efter den  anden. Man brugte lister som man året forinden havde taget fra en tidligere [menigheds]tjener i Elisabethville, til at opspore i hundredvis af mænd som havde tilknytning til Jehovas Vidner, og de blev anholdt sammen med deres koner. De brødre der var kommet fra Nordrhodesia, blev udvist efter at de havde afsonet deres straf. Men de indfødte Vidner blev i mange tilfælde sendt til Kasaji, en koncentrationslejr der lå [cirka 500] kilometer fra Elisabethville, hvor nogle brødre stadig holdes indespærret. Nogle af de udviste brødre fik et minimum af mad og blev tvunget til at gå de sidste 30 kilometer fra Sakania til den nordrhodesiske grænse.

Det hemmelige politi har for nylig fået forøget sit mandskab, og blot det at være i besiddelse af en bibel er nok til at blive mistænkt for at være et af Jehovas Vidner.

Vi har lige erfaret at to europæiske søstre fra Elisabethville-området er blevet dømt for at forkynde og være i besiddelse af numre af Vagttårnet. De har fået en betinget dom på 45 dages fængsel med en prøvetid på tre år til at fremvise god opførsel (hvilket selvfølgelig betyder at de ikke må arbejde for Herren). De kan blive udvist når som helst.

1951: Belgiske aviser og tidsskrifter har udgivet utallige artikler der beskylder Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet for at stå i forbindelse med en fanatisk congolesisk bevægelse ved navn „Kitawala“. I Belgien kræver loven at nogen der tager til genmæle mod en artikel i en avis eller et tidsskrift, har krav på at det indsendte offentliggøres. Vi har benyttet os af denne ret til at forsvare forkyndelsesarbejdet mod disse smædende artikler, og vores svar er blevet trykt.

 Siden [den 12.] januar 1949 har Vagttårnsselskabets arbejde været forbudt i Belgisk Congo, og de sande Vidner for Jehova har måttet lide på grund af falske rygter. Der er blevet sendt protestskrivelser til koloniministeren, og man har forelagt ham omfattende beviser på at Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet ikke står i forbindelse med den samfundsnedbrydende Kitawala-bevægelse, men der er ikke kommet nogen reaktion på disse protester.

Midler som vildledning, forfølgelse, bøder, prygl, fængsling og udvisning er blevet brugt i Belgisk Congo  i et forsøg på fuldstændig at standse ’forkyndelsen af ordet’ i dette land.

1952: Også i Centralafrika er der et „jerntæppe“! Det befinder sig for Jehovas Vidners vedkommende langs grænserne til Belgisk Congo. Forbuddet mod Jehovas Vidners arbejde i dette overvejende katolske land er stadig i kraft.

Enkelte rapporter der nu og da siver ud af landet, beretter om udvisninger, fængslinger, prygl og andre former for undertrykkelse af de afrikanske forkyndere. Det lader til at de ondskabsfulde handlinger mod Vidnerne i mange dele af landet er taget til. De lokale brødre bliver forvist til arbejdslejre hvis de bliver taget i at forkynde eller være i besiddelse af Jehovas Vidners publikationer. Blot det at eje en bibel betragtes som et indicium for at man er et af Jehovas Vidner.

Brødrenes hjem bliver konstant overvåget og ofte gennemsøgt. En broder har i sin rapport nævnt: „På grund af os er [politiet i Belgisk Congo] konstant på tæerne; de bestiller ikke andet end at lede efter Jehovas Vidner. Det er værre end nogen sinde.“

En enkelt rapport fra 30 forkyndere for august måned nåede dette kontor med Første Thessalonikerbrev 5:25, NV, skrevet som fodnote: „Brødre, bed fortsat for os.“

Som tidligere nævnt var der afrikanske brødre fra Nordrhodesia som tog til Congo. Men når de blev pågrebet, kom de i fængsel og blev senere udvist. De fleste afsonede korte fængselsstraffe, men nogle brødre måtte opholde sig flere år i arbejdslejre. En broder tilbragte næsten fem år i forskellige fængsler i Congo. De der havde taget  ham til fange, pryglede ham hyppigt. De fortalte ham også at han ikke ville blive løsladt før han holdt op med at forkynde.

Det var i 1952 at denne trofaste broder udtalte: ’Vi er som kernerne i en sæk med afrikansk majs. Uanset hvor vi én efter én bliver spredt, vil der på et tidspunkt komme regn, og vi vil blive talrige.’ Jehovas Vidners afdelingskontor i Nordrhodesia skrev i den forbindelse: „’De afrikanske majskerner’ bliver virkelig spredt i Congo selv om, eller snarere fordi, brødrene bliver forfulgt. På et tidspunkt modtog afdelingskontoret i Lusaka meldinger om flere hundreder der sluttede sig til Jehovas Vidner i Kolwesi-området. Men ifølge sidste nyt bliver mange af dem nu transporteret til andre dele af Congo.“ At brødrene på denne måde blev spredt, resulterede i at der blev gjort langt flere disciple.

Mens brødrene i den sydøstlige del af landet sled i det med forkyndelsen, blev sandheden fremholdt for første gang i Léopoldville (det nuværende Kinshasa). Brødrene i Brazzaville havde gjort hurtige åndelige fremskridt og forkyndte ivrigt sandheden for andre. Nogle begyndte at tage færgen over Congofloden for at forkynde i Léopoldville. I 1952 blev Victor Kubakani og hans kone som de første Jehovas Vidner døbt i Kinshasa. Snart blev der oprettet en menighed.

1953: Vi har rapporter der viser at omkring 250 brødre er med i forkyndelsesarbejdet i forskellige dele af landet, men der er formodentlig mange flere. Forkyndelsen begrænser sig til genbesøg og hjemmebibelstudier, og dette med meget sparsomt eller slet intet læsestof eftersom brødrene aldrig kan vide hvornår deres hjem vil blive ransaget. En broder blev af en af sine såkaldte venner meldt for at være i besiddelse af  to brochurer, og han blev idømt to måneder i centralfængselet i Elisabethville.

1954: Selskabet og Jehovas Vidners aktivitet er fortsat underlagt totalt forbud i Belgisk Congo . . . Også i fængselet forkynder trofaste Vidner. Deres medfanger gør notater med små blyantstumper på nogle lapper papir. Notaterne tager de med sig og undersøger dem nærmere ved hjælp af de bibler som fængselet stiller til rådighed. Uden tvivl er det grunden til at man i nogle fængsler har adskilt Jehovas Vidner fra de andre fanger.

Både Jehovas Vidners og Kitawalas aktiviteter blev forbudt. Embedsmænd beslaglagde den bibelske litteratur som blev sendt ind i landet. Den litteratur som embedsmændene overså, blev somme tider opfanget og brugt af Kitawala-folkene til at fremme deres interesser. Både Jehovas Vidner og Kitawala-folk blev arresteret, pryglet og sendt i koncentrationslejre. Men, som Jesus sagde: „I kan kende dem på deres frugter.“ (Matt. 7:16) Kolonimyndighederne bemærkede brødrenes gode opførsel og kunne efterhånden se forskel på dem og Kitawala-folkene.

1955: Arbejdet er fortsat forbudt her i landet, og der er ringe udsigter til at forbuddet vil blive hævet i nær fremtid, men det har ikke lagt en dæmper på iveren hos dem der elsker og tjener Jehova. De mange fængslinger og udvisninger af brødre i det forløbne år har ikke fået dem til at sætte tempoet ned.

Under de aktuelle vilkår er hus til hus-arbejdet ikke muligt, så brødrene går på genbesøg og leder bibelstudier. En menighed skriver at forkynderne også godt kunne tænke sig at tage del i den offentlige forkyndelse  af den gode nyhed, men at de ikke ved om Jehova vil give dem lov til at forkynde den gode nyhed fra hus til hus i dette land før Harmagedon.

1957: Der er ingen tvivl om at der i det forløbne år har været større opmærksomhed omkring arbejdet end nogen sinde før, især fra embedsmændene og pressen. I november henvendte broder [Milton G.] Henschel sig direkte til Belgisk Congos regering i Léopoldville og indgav en begæring om at få hævet forbuddet mod Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner. Dette første initiativ blev fulgt op af endnu et besøg i Léopoldville, hvorefter man også i New York og Bruxelles gjorde indsigelser mod forbuddet. Senere fik afdelingskontoret i Nordrhodesia besøg fra Belgien af en ekspert i afrikanske anliggender som gav brødrene mulighed for at komme med en detaljeret redegørelse for vores arbejde og budskab.

I mellemtiden er brødrene i Belgisk Congo fortsat underlagt forbud og må arbejde under store trængsler. To hundrede og seksten overværede mindehøjtiden, dog i små grupper.

1958: Selv om forkyndelsen fortsat er forbudt og brødrene bliver fængslet, er Rigets budskab i løbet af det forgangne år blevet udbredt med stadig større resultater til følge.

1959: For første gang har brødrene fået mundtligt tilsagn fra de lokale regeringsmyndigheder om at kunne holde menighedsmøder, og det på trods af at forbuddet mod arbejdet ikke er blevet hævet. Indtil nu har det ikke været muligt at afholde menighedsmøder; der er kun blevet afholdt møder hvor små grupper studerer  Bibelen i private hjem. Nu har brødrene fået travlt, og det første møde der blev organiseret som menighedsmøde, var mindehøjtiden, og i de fem [menigheder] i Léopoldville var i alt 1019 til stede. Udenforstående var forundrede — ikke kun over at møderne i det hele taget blev holdt, men også over at se den glade ånd der tydeligvis prægede det kristne fællesskab. Det fik flere til straks at indse at her var et folk som skilte sig ud fra andre religioner fordi de viste at de elskede hinanden.

Det var ganske vist endnu ikke muligt at sende missionærer til Congo, men den 10. juni 1958 blev der underskrevet et dekret som tillod Jehovas Vidner i landet „at mødes i lukkede bygninger“. Brødrene var lykkelige over at de kunne mødes frit. Somme tider overværede folk fra sikkerhedstjenesten disse møder og roste brødrene for deres gode orden og adfærd.

Der var andre positive forandringer. Indtil 1956 modtog alle skoler økonomisk støtte fra religiøse organisationer. Så oprettede en ny, mere liberal, koloniminister statslige skoler og tilskyndede til en mere tolerant holdning over for minoritetsgrupper. Efterhånden som embedsmændene opdagede forskellen på Jehovas Vidner og Kitawala-bevægelsen, holdt de op med at forveksle de to grupper. Det var som om en forfriskende regnbyge var faldet på de spredte kimplanter. Overalt var der mennesker der stillede sig på Jehovas side.

På det tidspunkt arresterede en høvding adskillige Vidner og bragte dem for den regionale administrator for at få dem dømt. Da administratoren spurgte hvad de havde gjort forkert, kunne høvdingen ikke svare ham. Administratoren gav ham en skarp irettesættelse og befalede at brødrene skulle transporteres tilbage til deres hjem.

 1960: Arbejdet i Congo er gået godt fremad i det forløbne år. På trods af vanskelighederne i landet og den kendsgerning at arbejdet formelt set stadig er forbudt, har det været muligt for brødrene at holde regelmæssige møder i rigssalene.

En enestående begivenhed fandt sted omkring mindehøjtiden i hovedstaden, Léopoldville. De seks [menigheder] i denne by arrangerede at mødes til et offentligt foredrag om søndagen, og hele 1417 overværede det! En af [tilsynsmændene] skrev: „Vi var meget glade, for det var første gang vi havde prøvet noget sådant; Jehovas engle havde lejret sig rundt om os.“

Disse optegnelser som afdelingskontorerne i nabolandene har samlet gennem 30 år, giver en oversigt over arbejdet i Congo. Lad os nu se hvordan det videre er gået.

Tættere på national selvstændighed

Mod slutningen af 1950’erne var forkyndelsesarbejdet i Congo, som blev tilset af afdelingskontoret i Nordrhodesia, officielt accepteret, men ikke juridisk anerkendt. I mellemtiden dukkede nye problemer op. Der var opstået en stærk nationalisme og modstand mod kolonimagten. I hele januar måned 1959 plyndrede og brændte oprørsstiftere butikker i Léopoldville. De plyndrede også kirker og smed helgenbillederne ud på gaden. Det førte til et møde mellem belgiske embedsmænd og repræsentanter fra de politiske partier i området. De satte en dato for den nationale selvstændighed: den 30. juni 1960. Naturligvis havde ingen Jehovas Vidner deltaget i urolighederne.

Over hele landet opstod der lokale politiske partier. Ofte var det mere et fælles stammetilhørsforhold end en politisk overbevisning der forenede medlemmerne.  Partierne lagde et stærkt pres på brødrene for at få dem til at købe et partikort. Pierre Mafwa, som var blevet døbt året før, har fortalt: „En lørdag i juni 1960 var jeg ved middagstid på vej hjem fra arbejde. Da jeg gik forbi den gamle lufthavn i Léopoldville, kom der en mand med et sværd hen imod mig. ’Hvor er dit partikort,’ spurgte han. Jeg svarede ikke. Pludselig slog han ud efter mit ansigt med sit sværd og ramte min næse. Han blev ved med at slå ud efter mig. Jeg prøvede at løbe væk, men faldt. Jeg rettede en bøn til Jehova hvori jeg bad ham om at huske mig i opstandelsen så jeg kunne se min kone og mine seks børn igen. Efter denne korte bøn hørte jeg geværsalver. Soldater havde uskadeliggjort voldsmanden ved at skyde ham i benene. En politimand bragte mig til hospitalet, hvor jeg blev behandlet. I den situation fandt jeg stor opmuntring i forskellige skriftsteder i Bibelen.“

De første missionærer ankommer og åbner et afdelingskontor

Som vi har set, var flere forsøg på at sende repræsentanter for Jehovas Vidner til Congo slået fejl. Men nu skete der politiske forandringer som banede vej for at Ernest Heuse junior kunne komme til landet.

Broder Heuse var en høj, tætbygget belgier med sort, bølget hår. Selv om han var frygtløs, vidste han at livet i Congo ikke ville være nemt for ham, hans kone, Hélène, og deres 11-årige datter, Danielle. Ernest havde, takket være sin baggrund, den rette erfaring til at klare de opgaver der ventede ham. Han var kommet på Betel i Bruxelles i 1947. Et år senere blev han gift og begyndte i pionertjenesten sammen med sin kone. Derefter fik han til opgave at kontakte advokater og embedsmænd og præsentere dem for en  særlig brochure der handlede om forskellen mellem Kitawala og Jehovas Vidner. Siden hen kom han til at virke som kredstilsynsmand.

Ernest gjorde adskillige forsøg på at få indrejsepapirer til Congo og rettede endda en personlig henvendelse til kongen af Belgien. Men hans anmodninger blev afslået. I stedet blev hans navn føjet til listen over personer der blev betragtet som „uønskede“ i Congo.

Ernest gav ikke op. Han tog til Afrika og prøvede at komme ind i Congo via nogle nabolande. Men alle forsøg slog fejl. Til sidst fik han et visum så han kunne rejse til Brazzaville, hovedstaden i Republikken Congo. Derfra tog han en færge over floden til Léopoldville, hvor hans ankomst udløste livlig diskussion blandt de vagthavende embedsmænd. Nogle sagde at han ikke måtte få et visum eftersom hans navn var på listen over uønskede personer. Til sidst sagde en af embedsmændene, Cyrille Adoula, der senere blev premierminister, at han havde hørt om hvor mange gange Ernest forgæves havde prøvet at komme ind i Congo. Han konkluderede at hvis repræsentanter for den tidligere  kolonimagt ikke brød sig om Ernest Heuse, måtte han være en ven af Congo. Ernest fik udstedt et midlertidigt visum og senere en permanent opholdstilladelse. I maj 1961 havde Jehovas Vidner altså en repræsentant i Congo til at føre tilsyn med forkyndelsen.

Ernest sendte bud efter Hélène og Danielle, og i september begyndte Danielle at gå i skole i Léopoldville. Det første afdelingskontor blev oprettet i hovedstaden den 8. juni 1962. Der var kontor og beboelse i en lejlighed på tredje etage på Avenue van Eetvelde (nu Avenue du Marché). Eftersom pladsen var begrænset, blev publikationerne opbevaret separat i et depot. Selv om situationen ikke var ideel, var det den bedste løsning fordi der var akut boligmangel.

 Broder Heuse gik straks i gang med arbejdet. Han lånte en fremviser og en film fra afdelingskontoret i Brazzaville. Så viste han filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund for menighederne i Léopoldville og nogle regeringsembedsmænd. Det var noget af en åbenbaring både for brødrene og de interesserede at se at der eksisterede et internationalt brodersamfund af Jehovas Vidner som alle lever i fred og lykke. De var forbløffede over at se en sort broder døbe europæere. Borgmesteren i Léopoldville var så begejstret for filmen at han sagde: „Det her [Jehovas Vidners] arbejde bør så vidt muligt fremmes.“ Hele 1294 personer overværede de fire første forevisninger.

Det var en stor glæde for brødrene at de endelig havde nogle til at hjælpe sig efter at have ventet i så mange år. Forinden havde de europæiske brødre blot været navne for dem. Nogle havde spekuleret over om de virkelig eksisterede eftersom de belgiske myndigheder havde hævdet at der ikke var Jehovas Vidner i Belgien. Brødrene var henrykte over at have broder Heuse iblandt sig.

En udfordring at leve efter sandheden

Det var et kolossalt arbejde at hjælpe brødrene til at leve efter sandheden. For eksempel var der hele tiden stammestridigheder, og visse tilsynsmænd i menigheden var ikke på talefod med andre tilsynsmænd. Hvis en broder eller søster blev udstødt af en menighed hvor medlemmerne overvejende tilhørte en anden stamme, kunne den udstødte blive anerkendt af de ældste i en menighed hvis medlemmer hovedsagelig tilhørte vedkommendes egen stamme. Beslutninger der blev truffet i nogle menigheder, blev ikke respekteret i andre. Stammeskikkene styrede hverdagen, og de prægede også tankegangen i menighederne.

 Stammeskikkene førte også til andre problemer. Blandt nogle stammer var forholdet mellem ægtefællerne baseret på loyalitet over for stammen. Der var generelt ikke noget nært forhold mellem mand og hustru. Ægteskabet blev ofte betragtet som et stammeanliggende. Hvis stammens medlemmer ikke billigede ægteskabet, kunne de tvinge ægtemanden til at skaffe sig af med sin hustru og tage en anden — som de valgte.

Når en ægtemand døde, kunne det få katastrofale følger. Ofte ville ægtemandens slægtninge tage alt hvad der var i hjemmet, og efterlade enken og børnene uden noget som helst. I nogle stammer ville ægtemanden blive gjort ansvarlig hvis hustruen døde, og konens slægtninge ville pålægge ham at betale en bøde.

Det var ikke alt. Den dag i dag tror mange i Congo at ingen dør af naturlige årsager. Så ved en begravelse udfører man ceremonier for at udpege den der er ansvarlig for dødsfaldet. Man skærer vedkommendes hår af og praktiserer mange andre skikke. I nogle stammer mener man at en enke renses ved at et mandligt medlem af stammen har seksuel omgang med hende. Ved begravelser bliver der ofte talt til den afdøde, og hermed afspejles den opfattelse at sjælen eller ånden lever videre efter legemets død. I betragtning af alle disse dybt forankrede skikke kan man sagtens forestille sig de problemer der dengang ventede dem som ønskede at udøve den rene tilbedelse. Andre der hævdede at være sande kristne, havde ikke helt aflagt disse skikke og prøvede endda at indføre dem i den kristne menighed.

Der var behov for modige, retskafne tilsynsmænd til at bringe orden i sagerne. De der elskede Jehova, var villige til at lære af tilsynsmændene og gøre de nødvendige forandringer.  Det var ikke let at ’nedrive fæstningsværkerne’ hos dem der fejlagtigt troede at de allerede kendte sandheden. Men det største problem var at folk forvekslede Jehovas Vidner med Kitawala-bevægelsen.

Da nyheden om åbningen af et afdelingskontor bredte sig til hele landet, skrev mange grupper af brødre og bad om at blive anerkendt som menigheder. Det gjorde Kitawala-grupper også. I en rapport stod der: „Nogle rejste hele 2300 kilometer og havde lange lister med navne på folk der ønskede at blive anerkendt som Jehovas Vidner. Disse lister var somme tider skrevet på papir der var 70 centimeter bredt og 90 centimeter langt, og af og til omfattede de navnene på alle indbyggerne i to eller tre landsbyer.“

Inden man kunne anerkende enkeltpersoner eller grupper som Jehovas Vidner, var det nødvendigt at afgøre hvem af dem der var sande kristne, og hvem der hørte til Kitawala-bevægelsen. Broder Heuse sendte modne brødre ud som skulle undersøge sagen. Denne undersøgelse stod på i årevis. Lad os se på nogle af disse trofaste brødres erfaringer.

Kampen tages op mod Kitawala

I 1960 blev Pontien Mukanga, en spinkel, mild broder, udnævnt som den første kredstilsynsmand i Congo. Efter at han var blevet oplært i Congo (Brazzaville), besøgte han menighederne i Léopoldville og nogle få isolerede grupper i nærheden. Men en langt vanskeligere opgave lå forude: at tage kampen op mod Kitawala.

En af de første ture broder Mukanga tog på, gik til Kisangani (dengang kaldt Stanleyville), over 1600 kilometer fra hovedstaden. Hvorfor skulle han dertil? Jo, en europæer som broder Heuse havde mødt i tjenesten, havde vist ham et fotografi der var blevet taget i Stanleyville lige efter at  Congo var blevet selvstændigt. Fotoet viste et stort skilt foran en jernbanestation med et billede af en åben bibel samt denne indskrift: „Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab — International Forening for Bibelstudium — Kitawala: congolesernes religion — Længe leve Patrice E. Lumumba — Længe leve Antoine Gizenga — Længe leve M.N.C.-regeringen.“ Det var tydeligt at Kitawala-bevægelsen i Kisangani misbrugte navnene på Jehovas Vidners juridiske selskaber.

Var der ægte Jehovas Vidner i Kisangani? Broder Mukanga blev sendt af sted for at finde ud af det. Den eneste oplysning afdelingskontoret havde, drejede sig om en mand ved navn Samuel Tshikaka, der havde hørt om sandheden i Bumba og var vendt tilbage til Kisangani i 1957. Samuel kom ikke sammen med nogen af Kitawala-grupperne og var ivrig efter at støtte broder Mukanga, der senere skrev: „Jeg tog af sted med Samuel for at se nærmere på de folk der brugte navnet ’Vagttårnet’. Vi gik hen og besøgte præsten, som fortalte os om sin gruppe. Vi fik at vide at nogle af dem brugte bibler, men at de alle troede på sjælens udødelighed. De underviste i kærlighed ved at bytte koner.

Kort efter min ankomst forsøgte politiet at anholde Kitawala-folkene i byen, men de gjorde modstand, og politiet tilkaldte forstærkning i form af soldater. Mange Kitawala-folk blev dræbt. En båd med døde og sårede krydsede næste dag floden. I båden var også præstens sekretær, og han genkendte mig som en af dem der havde besøgt deres leder to dage forinden. Han beskyldte mig for at have forrådt dem til myndighederne og sagde at jeg var skyld i de dødsfald kampen havde forårsaget. Han bad sine Kitawala-venner  sikre sig at jeg ikke slap væk, men det lykkedes mig at undslippe inden nogen kunne dræbe mig.“

Da aviserne i Belgien skrev om denne begivenhed, gav de artiklen overskriften „Kamp mellem Jehovas Vidner og politiet“. Men de congolesiske myndigheder — der kendte forskel på Kitawala og Jehovas Vidner — fortalte hvad der helt nøjagtigt var sket. I Congo var der ikke en eneste avis der beskyldte Jehovas Vidner for at være indblandet i denne episode!

Hvad blev der af Samuel Tshikaka? Han er stadig i sandheden og tjener som ældste i Kisangani Tshopo Øst-menigheden. I dag er der i Kisangani 1536 forkyndere fordelt på 22 menigheder. Samuels søn, Lotomo, virker som kredstilsynsmand, ligesom Pontien Mukanga gjorde for omkring 40 år siden.

En kredstilsynsmand der bringer orden i sagerne

François Danda var endnu en kredstilsynsmand der arbejdede på at udrydde de fejlagtige opfattelser i forbindelse med Jehovas Vidner og Kitawala. Han fortæller: „Det var en vanskelig tid, og der skete mange forvekslinger. Foran sine mødesteder slog Kitawala-bevægelsen altid skilte op med de engelske ord for ’Vagttårnet’ (’Watch Tower’). I alle vores publikationer, uanset hvilket sprog de var på, kunne man  finde ordene ’Watch Tower’ på udgiversiden. Hvad nu hvis nogen havde læst vores publikationer og ledte efter Guds folk? De kunne finde ét mødested med et skilt ’Jehovas Vidners rigssal’ på det lokale sprog og et andet mødested med et skilt hvorpå der stod ’Watch Tower’. Hvor ville de være mest tilbøjelige til at gå ind? Det var tydeligvis forvirrende.

Flere brødre manglede nøjagtig kundskab, og der var kun få publikationer til rådighed. Ofte blandede menighederne sandheden sammen med Kitawala-bevægelsens lære; det var især et problem i forbindelse med ægteskabets hellighed. I en af de byer jeg besøgte, mente man at Første Petersbrev 2:17, hvor der står ’elsk hele brodersamfundet’, betød at en søster skulle stå til rådighed for en hvilken som helst broder i menigheden. Så hvis en søster blev gravid med en anden end hendes ægtemand, accepterede ægtemanden barnet som sit eget. Ligesom i det første århundrede fordrejede ’de uoplyste og ubefæstede’ Skrifterne. — 2 Pet. 3:16.

Jeg holdt nogle meget direkte foredrag om Jehovas normer, blandt andet vedrørende ægteskabet. Jeg sagde at visse ting måtte korrigeres hen ad vejen, lidt efter lidt, men at konebytteri ikke hørte til disse ting. Heldigvis forstod og accepterede brødrene Bibelens synspunkt. Selv nogle af byens Kitawala-tilhængere tog imod sandheden.“

Den indsats broder Mukanga, broder Danda og andre som dem ydede, gjorde det tydeligt for folk at Jehovas Vidner adskilte sig fra Kitawala-folkene. I dag er der ingen som forbinder „Kitawala“ med „Vagttårnet“. Kitawala-bevægelsen findes stadig, men den er mindre fremtrædende og indflydelsesrig end førhen. I mange egne er den fuldstændig ukendt.

 Bedre organisering medfører vækst

Ved slutningen af tjenesteåret 1962 var der i hele Congo over 2000 forkyndere som nidkært tjente Jehova. Det var dog kun få brødre der var kvalificerede til at varetage et ansvar i menigheden. Analfabetisme var et af problemerne, især blandt de ældre. Et andet problem var at mange tøvede med at tilpasse sig Guds retfærdige normer fordi traditionsbestemte skikke udgjorde enorme hindringer. Desuden måtte de der havde haft tilknytning til Kitawala, vente flere år før de fik nogen tjenesteforret.

Efterhånden var der dog nogle mænd som ved hjælp af Bibelens sunde lære og Jehovas ånd kvalificerede sig til ansvarsopgaver i menigheden. Over hele landet gjorde modige kredstilsynsmænd og pionerer et stort arbejde for at styrke og oplære brødrene. Omkring den tid kom kredstilsynsmænd og specialpionerer som var oplært i Zambia, endda ind i Katanga-provinsen og Kasai-provinsen, områder der havde været berørt af borgerkrig.

Uafhængigheden og de efterfølgende år med religiøs tolerance

Som nævnt udstedte regeringen i 1958 et dekret som gav brødrene et vist mål af trosfrihed. I begyndelsen af 1960’erne fortsatte brødrene med at søge juridisk anerkendelse. De bad ikke om statsstøtte eller anden økonomisk hjælp; til gengæld var de stærkt interesserede i juridisk anerkendelse. En sådan anerkendelse ville betyde at de kunne forkynde den gode nyhed uden at blive chikaneret. Det var der et presserende behov for; mange steder organiserede de lokale myndigheder nemlig overfald på brødrene. Mødesteder blev brændt af, og brødrene blev slået, anholdt og fængslet. Når de protesterede til justitsministeriet, lød  standardsvaret: ’Det er vi kede af at høre, men eftersom I ikke er juridisk anerkendt, kan vi intet gøre for jer.’

Dertil kom den kaotiske tilstand i det indre af landet. Det var ikke alle steder at centralregeringens myndighed blev anerkendt. I nogle områder var det ganske vist nok med et brev fra afdelingskontoret for at få de lokale myndigheder til at løslade en broder fra fængselet. Men i områder hvor modstanden var meget stærk, var det stort set umuligt at beskytte brødrene mod forfølgelse og fængsling.

I Kinshasa mødte brødrene ikke meget modstand. Før i tiden havde man i byen kun arrangeret store sammenkomster i forbindelse med bryllupper og begravelser. Men i 1964 planlagde afdelingskontoret at holde to kredsstævner i hovedstaden. For de fleste brødre ville det være en helt ny oplevelse. Nogle af dem blev ved særlige møder oplært i at holde foredrag og at organisere de forskellige afdelinger ved stævnet.

I deres begejstring talte brødrene åbent om stævnet, så guvernøren for det der dengang var Léopoldville-provinsen, fik nys om det. Eftersom han ikke brød sig om Jehovas Vidner, udarbejdede han et brev som skulle duplikeres og omdeles til de lokale myndigheder. Brevet pålagde dem at arrestere alle Jehovas Vidner som blev taget i at forkynde eller at deltage i kristne møder. Men da brevet blev sendt til duplikering, var det tilfældigvis en broder der fik opgaven. Broderen havde næsten ikke noget kopipapir, og han vidste at beholdningerne i Léopoldville var sluppet op. Da hans tilsynsførende bad ham duplikere brevet, pegede han på de tomme hylder — ingen papir!

I mellemtiden bad brødrene inderligt til Jehova. Hvad skete der så? Helt uventet besluttede regeringen at danne  nogle nye provinser, og Léopoldville-provinsen, hvis guvernør var modstander, blev nedlagt! Mange har gennem årene forsøgt at tilintetgøre eller chikanere Guds folk. Men deres forsøg er blevet forpurret. — Es. 54:17.

Flere missionærer ankommer

I 1960’erne benyttede Guds folk sig af muligheden for at sende missionærer til Congo. Et lille missionærhjem blev oprettet i Kinshasa. I marts 1964 ankom missionærparret Julian og Madeleine Kissel fra Canada. Nu, fyrre år senere, tjener de stadig trofast som medlemmer af betelfamilien i Kinshasa.

Nogle af de missionærer der kom til landet i slutningen af 1960’erne, bor nu i andre lande. I 1965 blev Stanley og Bertha Boggus sendt til Congo efter at have tjent i Haiti. Broder Boggus, som var rejsende tilsynsmand, vendte tilbage til USA i 1971 på grund af helbredsproblemer. Sidst på året i 1965 sluttede Michael og Barbara Pottage sig til missionærerne i Congo. De er nu på Betel i England. William og Ann Smith blev sendt til Congo i 1966 og arbejdede mest i Katanga. På grund af forbuddet blev de i 1986 sendt til Kenya. Manfred Tonak fra Tyskland gik ud af Gileadskolens 44. klasse og virkede som rejsende tilsynsmand i Congo. Da forbuddet kom, blev han sendt til Kenya. Nu er han koordinator for afdelingskontorets udvalg i Etiopien. I 1969 kom Dayrell og Susanne Sharp til  Congo efter at de havde afsluttet Gileadskolens 47. klasse. Da de blev udvist af Congo, fik de til opgave at tjene i Zambia og har lige siden været på landets afdelingskontor, som nu ligger i Lusaka. Andre missionærer blev sendt til lande i Vestafrika. Blandt dem var Reinhardt og Heidi Sperlich, som døde ved en flyulykke. Denne tragedie voldte alle der kendte dem, stor sorg.

I 1966 blev det første missionærhjem uden for Kinshasa oprettet i Lubumbashi, i den sydøstlige del af landet. Senere blev andre etableret i Kolwezi, nordvest for Lubumbashi, og i Kananga (det daværende Luluabourg) i Kasai-provinsen. Missionærernes tilstedeværelse var en stærkt stabiliserende faktor der hjalp brødrene til at rette deres liv ind efter  sandheden. I Kasai var der for eksempel stadig stammestridigheder blandt brødrene. Eftersom missionærerne ikke tilhørte nogen stamme, havde de gode forudsætninger for at mægle mellem de stridende parter og træffe upartiske afgørelser i udvalgssager.

Fra 1968 til 1986 var der over 60 missionærer i forskellige dele af landet. Nogle havde overværet Vagttårnets Bibelskole Gilead i USA, og andre var udgået fra Gileadskolen i Tyskland. Derudover kom nogle fransktalende pionerer direkte til Congo som missionærer. Mange lærte de lokale sprog, og alle sled i det for at give folk trøst gennem den gode nyhed om Riget.

Rigssale i 1960’erne

På grund af varmen og den ekstreme fugtighed bestod mødestederne i de større byer generelt af bygninger uden vægge. De fleste møder blev afholdt om aftenen eller tidligt om morgenen når det var køligt. Det var udmærket når det ikke regnede, men i regntiden måtte møderne ofte udskydes til en anden dag.

Den første rigssal blev indviet i 1962. Den lå i Kimbanseke, en forstad til Kinshasa, og tilhørte en af de seks menigheder som eksisterede på det tidspunkt. Siden har menighederne i Congo været meget aktive med hensyn til at bygge rigssale. Der kunne dog nogle gange være juridiske vanskeligheder. Det skete af og til at en broder gav tilladelse til at en menighed byggede en rigssal på hans grund, dog uden at der blev udfærdiget et dokument der bekræftede det. Når broderen så døde, kom hans familie og beslaglagde rigssalen og alt hvad der var i den. Det kunne man ikke stille noget op imod. Senere, under forbuddet, blev mange rigssale overtaget af lokale myndigheder som brugte dem til egne  formål. Den slags problemer lagde hindringer i vejen for et mere omfattende rigssalsbyggeri.

Ikke desto mindre blev der bygget rigssale i hele landet. Skønt de fleste bygninger var enkle, var de alle sammen et vidnesbyrd om brødrenes stærke tro. Læg mærke til en missionærs beskrivelse af nogle mødesteder i slutningen af 1960’erne:

„Vi er på vej til en rigssal i Léopoldville. For at komme derhen er vi nødt til at gå ad en smal passage mellem huse af rå beton. En flok børn følger efter os. Vi kommer ind på en gårdsplads omgivet af en betonmur. Rigssalen, som blot består af en overdækning, ligger bag et hus hvor der bor brødre. De brødre og søstre der er kommet, øver sig på Rigets sange. Det er en fornøjelse at høre dem! De synger af hjertens lyst. Træer giver skygge til rigssalen, og det er vi glade for. Der er siddepladser til omkring 200. Podiet er af beton og har en overdækning af bølgeblik. Hvis taleren er høj, kan han blive nødt til at bøje sig lidt forover. Der er en opslagstavle beregnet til breve fra afdelingskontoret og opgavetildelinger i menigheden foruden et bord til litteratur. Ved podiets sider har brødrene stillet grønne planter. Der er petroleumslamper som bruges når der holdes møde om aftenen. Da vi forlader rigssalen, står børnene stadig udenfor og følger os tilbage til hovedvejen.

Turen går nu langt ind i Congos indre. Da vi kommer til en landsby med græshytter, får vi øje på rigssalen. Den består af en konstruktion med ni bærende pæle og et tag af et tykt lag løv. Der er gravet små furer fra den ene side af salen til den anden. Når vi sætter os på jorden med fødderne i en fure, er det overraskende nok ikke ubekvemt. Over broderen som leder mødet, hænger der et håndskrevet skilt med  indskriften ’Rigssal’ på den lokale dialekt. Der er cirka 30 som overværer mødet, og det er måske kun halvdelen af dem der er forkyndere. De kender nogle få af Rigets sange. Hvad de mangler i teknik, kompenserer de for i entusiasme, så vi synger alle af fuld hals.

Nu tager vi til den nordlige del af landet. Vi standser landroveren og retter blikket mod en landsby. Vi ser en klynge græshytter og i baggrunden en bygning der rager op over de andre. Den er lavet af tykke bambusstænger som er føjet tæt sammen. Man har skåret vinduer og en dør ud af bambusvæggen. Taget er af græs. Foran bygningen er der en velholdt græsplæne med en smal sti, og på plænen står der et lille skilt med indskriften: ’Jehovas Vidner’. Vi går op ad stien og kommer til rigssalen, hvor vores brødre giver os en glad velkomst. Da vi træder indenfor, bemærker vi at bænkene består af bambusstænger lagt tværs over opretstående bambusstolper. Det er godt at rigssalen har et vandtæt tag, ellers ville det give problemer: Hvis der kom vand på bambusstolperne, ville de slå rod og hurtigt vokse. Så  ville bænkene blive væsentligt mere end 30 centimeter høje! På opslagstavlen kan man se mødetiderne og breve fra afdelingskontoret. Brødrene får udleveret litteratur fra et bord lavet af flækkede bambusrør der er bundet sammen med tagrør.

Vi tager mod syd til Katanga. Solen er ved at gå ned. Vejret her er en del køligere, og vi er nødt til at tage noget varmere tøj på. Vi når en landsby, og som vi nærmer os rigssalen, hører vi brødrene synge. Brødre der bor i landsbyer, har normalt ikke noget ur, så de ser på solen for at vurdere om det er mødetid. De der først kommer til rigssalen, giver sig som regel til at synge. Når de fleste så er kommet, kan mødet begynde. Vi klemmer os ind på en bænk der er lavet af en træstamme som er savet over på langs og placeret på to stolper. Litteraturen bliver opbevaret i et gammelt skab, dog ikke i længere perioder ad gangen, for der trænger kakerlakker og termitter ind som ødelægger papiret. Da mødet er slut, opfordrer brødrene os til at se nærmere på deres rigssal. Væggene er lavet af små grene som er bundet sammen med tagrør og derefter dækket med ler. Det vandtætte tag er lavet af flettet græs.“

Jehova beskytter sine tjenere

I 1960’erne var vold og borgerkrige hverdagskost. Mange mennesker mistede livet, også nogle af Jehovas Vidner. Det krævede tro og mod af brødrene at mødes eftersom møderne somme tider blev forvekslet med politiske forsamlinger. I Équateur-provinsen nærmede soldater sig engang en rigssal hvor nogle brødre holdt møde. Soldaterne kunne hurtigt se at brødrene var der for at tilbede Gud og ikke for at udbrede politisk propaganda. Derfor gik soldaterne igen, for de var ’hverken imod religion eller Gud’.

 Ved en anden lejlighed blev Bernard Mayunga og nogle andre forkyndere i Kisangani omringet og taget til fange af oprørere der var ude efter nogle lokale høvdinge som de havde planlagt at henrette. Da Bernard blev spurgt hvilken stamme han tilhørte, svarede han: „Jeg er et af Jehovas Vidner.“ Oprørslederen var overrasket over dette svar og bad om en forklaring. Bernard aflagde vidnesbyrd ud fra Bibelen, hvorefter oprørslederen sagde: „Hvis alle var som jer, ville der ikke være krige.“ Bernard og de andre forkyndere blev givet fri.

Endelig juridisk anerkendelse!

Helt indtil 1965 var Betel i Congo ikke andet end en lejlighed i Kinshasas centrum. Lejligheden var lille, og der var pladsmangel. Antallet af forkyndere var tæt på 4000, så der var behov for større faciliteter. Efter at have ledt længe købte brødrene et hus der kun var seks år gammelt og lå på Avenue des Elephants 764 i Limete i Kinshasa. Det var et toetages hus med fire soveværelser. Brødrene gik i gang med at omdanne den store spise- og dagligstue i stueetagen til kontor. De brugte garagen til forsendelse og duplikering. I 1972 blev der foretaget en udvidelse af bygningen.

I november 1965 overtog Joseph-Désiré Mobutu magten ved et statskup. Endnu en gang anmodede afdelingskontoret om juridisk anerkendelse, og den 9. juni 1966  underskrev præsident Mobutu et dekret som imødekom dette ønske. Nu havde Jehovas folk de samme rettigheder og privilegier som alle andre juridisk anerkendte religioner i Congo. Det brødrene havde arbejdet og bedt for siden 1932, var endelig blevet til virkelighed. De havde frihed til at forkynde offentligt, at afholde store stævner og besidde ejendom. Denne frihed kom dog kun til at vare i seks år.

Stævnerne bliver til et stort vidnesbyrd

Brødrene var meget glade for at kunne organisere kredsstævner under den beskyttelse som dekretet betød. Den første stævnerække bestod af 11 stævner, der i alt blev overværet af 11.214, og hvor 465 blev døbt.

Stævnerne fremkaldte en stærk reaktion fra de lokale kirker. Gejstligheden havde kæmpet energisk for at hindre Jehovas Vidner i at modtage juridisk anerkendelse i dette frugtbare distrikt fordi de betragtede det som deres domæne. I Gandajika i Kasai-provinsen rettede de religiøse ledere en protest til borgmesteren. Eftersom borgmesteren ikke gav efter for de gejstliges trusler, sendte de nogle unge mænd til stævneområdet for at skabe kaos. Men ved stævnet blev der vist en bibelsk film, og en stor skare var kommet  for at se den. Det varede ikke længe før de unge mænd også faldt til ro og gav sig til at se med. Det de så, gjorde indtryk på dem. Hver gang en spole blev udskiftet, råbte skaren, der bestod af flere tusinde: „Længe leve Jehovas Vidner!“

Jehovas Vidner havde nu bemyndigelse til at holde store områdestævner, men inden da var det nødvendigt med en hel del forberedelse. De måtte forberede bibelske skuespil, og det krævede kostumer. Brødrene måtte installere og betjene lydudstyr. Alt dette lykkedes for dem fordi de ikke alene var ivrige efter at yde en indsats, men også var lærvillige.

På farten for at betjene kredsstævnerne

I 1964 var der tilstrækkeligt med kredse i Congo til at danne to områder. I 1969 blev det tredje dannet, i Kasai, og i 1970 var der fire. På grund af de dårlige veje var det ofte vanskeligt for områdetilsynsmændene og de andre at rejse til kreds- og områdestævner. Lad os følge områdetilsynsmanden William Smith på en tur til et kredsstævne for at få et indtryk af det.

 „Regnen havde fået floderne til at gå over deres bredder og skabt store oversvømmelser. Vores mål var Kamina, hvor der var planlagt et kredsstævne. For at komme dertil måtte vi tilbagelægge en strækning på over 300 kilometer. Den kraftige regn havde nogle steder forvandlet vejene til mudderpøle og andre steder helt skyllet dem væk. En lavning var blevet til en sø. Biler, lastvogne og regeringskøretøjer stod parkeret overalt mens folk ventede på at vandstanden skulle synke. Mange forventede at blive forsinket med to uger.

Jeg vidste at brødrene ivrigt så frem til stævneprogrammet. Nogle havde gået langt, ja i flere dage, for at kunne overvære det. Jeg spurgte om det var muligt at komme uden om dalen. Til min store overraskelse svarede folk at Jehovas Vidner havde lavet en lille ny vej, men at jorden var så blød at de ikke ville lade nogen køre på den før deres områdetilsynsmand havde brugt den på sin vej til Kamina.

Brødre fra to landsbyer havde arbejdet i over et døgn for at grave en vejstrækning som gik uden om den ufarbare vej. Jeg fandt hurtigt brødrene og gjorde klar til at køre jeepen ind på den vej de havde lavet. Der havde samlet sig en del folk for at se om den kunne passere. Hvor blev vi skuffede da bilen sank ned i den bløde jord efter kun at have kørt nogle få meter på den nye vej.

Brødrene skubbede, men bilen kom ikke ud af stedet. De havde arbejdet så hårdt, og man kunne se skuffelsen i deres ansigter. De var dog stadig fast besluttede på at få områdetilsynsmanden til stævnet. Tilskuerne gik tilbage til deres biler. De mente nok at den nye vej var mere til fare end til gavn. Så besluttede brødrene at gøre et nyt forsøg. Denne gang tømte de jeepen, der var tungt belæsset med litteratur,  lydudstyr, generator og andet. Brødrene gravede og skubbede, og med snurrende hjul kom jeepen efterhånden frem.

En time senere blev den veloverståede køretur gennem mudderet markeret med glædesråb og besunget med Rigets sange. Brødrene havde gennemført hvad tilskuerne i bilerne troede var umuligt. Stævnet var yderst vellykket takket være brødrenes hårde slid. Jehova var med sit folk og hjalp det til at gøre sin vilje.“

Et nyt politisk styre bringer forandringer

Det var ikke let at nå ud til folk der var spredt over tusinder af kvadratkilometer tropisk regnskov og savanne. Mens missionærer forkyndte i de større byer, åbnede lokale brødre og søstre der tjente som specialpionerer, nye landdistrikter. Mange i landsbyerne var analfabeter, og derfor var det svært at danne stærke menigheder. Desuden kom forandringer i landets politiske situation inden længe til at påvirke brødrenes tilværelse.

Året 1970 markerede begyndelsen på et etpartisystem. Partiet gik under navnet Mouvement Populaire de la Révolution — folkebevægelsen for revolutionen — forkortet MPR. Partiets målsætning var at vende tilbage til de traditionelle værdier, og det indbefattede at man gav byerne  andre navne. Stanleyville hed allerede Kisangani, og Elisabethville blev til Lubumbashi. I 1971 gav regeringen både landet og dets vigtigste flod navneforandring fra Congo til Zaire. Valutaen ændrede navn fra francs til zaires. Regeringen krævede også at landets indbyggere ændrede deres navne: Hvis de havde navne der blev betragtet som kristne, skulle de udskifte dem med ægte afrikanske navne. Slips blev forbudt, for dem forbandt man med europæere. Alt det rettede brødrene sig efter, lydigt og respektfuldt. — Matt. 22:21.

Ifølge den politiske ideologi var alle der var født i Congo, automatisk aktive medlemmer af MPR. Hvis de ville beholde deres job, gå i skole eller sælge deres varer på markedet, måtte de være i besiddelse af et partikort. Desuden forventede man at folk gik med en lille partinål, især når de kom ind på offentlige kontorer. Det var en vanskelig tid for Jehovas folk. Brødre mistede deres arbejde, og børn blev bortvist fra skolen.

Nogle regeringsembedsmænd forstod dog Jehovas Vidners standpunkt. Indenrigsministeren spurgte en broder der arbejdede for ham, hvorfor han ikke gik med partinålen. Broderen gjorde rede for sine bibelske grunde. Ministeren svarede: „Vi kender jer og vil ikke give jer problemer; men ungdomsbevægelsen vil gøre det svært for jer.“

Det forlød at selveste præsident Mobutu, efter at han havde hørt mange klager over Jehovas Vidner, ved et møde sagde til medlemmerne af sit parti: ’Hvis jeg nogen sinde skulle få problemer, vil det ikke være på grund af Jehovas Vidner. Husk hvem det var der forrådte Jesus. Det var Judas, en af hans egne disciple. Hvis nogen forråder mig, bliver det en af dem der spiser sammen med mig.’

 Betel udvider for at dække behovet

Nathan H. Knorr fra hovedkontoret i Brooklyn besøgte Congo i januar 1971. En af de ting man drøftede under hans besøg, var udvidelsen af betelhjemmet og kontorfaciliteterne. I 1970 var der næsten 14.000 forkyndere fordelt på 194 menigheder og mere end 200 isolerede grupper. På grund af det stadig stigende behov for litteratur i Congo var lagerrummet på Betel blevet for lille. Det vakte derfor stor glæde da broder Knorr meddelte at der ville blive lavet en udvidelse af den eksisterende bygning. En arkitekt udfærdigede tegninger til en ny, moderne toetages bygning — dobbelt så stor som den allerede eksisterende. Den rummede et stort kontor, et stort lagerrum og flere værelser.

I juni 1971 blev tegningerne godkendt, og arbejdet begyndte. Don Ward blev tilkaldt fra Dahomey (det nuværende Benin) for at lede byggeriet. Mange frivillige fra de 39 menigheder i Kinshasa kom for at hjælpe til, og sammen gjorde de byggeprojektet færdigt. Fremgangen i forkyndelsen og udvidelsen på Betel skabte yderligere irritation blandt kristenhedens trossamfund, som vi skal se.

1970’erne — en tid der krævede både mod og varsomhed

I december 1971 udstedte regeringen en lov som skulle regulere antallet af de mange nye trossamfund og bønnegrupper der opstod i hele landet. Den nye lov anerkendte kun tre trosretninger: den katolske kirke, de protestantiske kirker og Kimbangukirken — et lokalt trossamfund. I 1972 opnåede yderligere tre trossamfund juridisk anerkendelse, nemlig islam, den græsk-ortodokse kirke og jødedommen. Mange mindre religioner sørgede for at komme ind under betegnelsen ’protestantiske kirker’.

 Fra 1971 til 1980 fulgte altså endnu en periode hvor Jehovas Vidner ikke var juridisk anerkendt, og det medførte visse begrænsninger for Guds folks arbejde. Det betød dog ikke at man udviste missionærerne, og på Betel gik arbejdet sin vante gang. Missionærhjemmene i Bukavu, Kisangani, Kolwezi og Lubumbashi kunne også fortsat fungere, men hjemmet i Kananga blev lukket. Brødrene kunne heller ikke længere arrangere store områdestævner. Mange steder mødtes de dog i deres rigssale. De afholdt små kredsstævner i større rigssale. Meget afhang af de lokale myndigheders indstilling. I områder hvor der var stærk modstand, kunne brødrene forvente at blive forfulgt og arresteret. Hundreder af brødre kom i fængsel. Hvor myndighederne var imødekommende, kunne brødrene frit fortsætte deres religiøse aktiviteter.

På trods af begrænsningerne fortsatte brødrene frimodigt deres forkyndelse. En gruppe på tre brødre og en søster tog på et marked for at fortælle andre om den gode nyhed. To mænd kom hen imod dem og arresterede en af brødrene da han gav en bog til en interesseret. De førte ham til partiets hovedkvarter og efterlod ham i et værelse hvor han skulle vente på partiformanden. Da formanden kom, så han broderen i færd med at tilbyde en anden mand i venteværelset bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?

„Er du i gang med at sprede din propaganda her?“ spurgte partiformanden.

Broderen svarede: „Jamen, hvad ville De sige hvis man spurgte Dem om mennesket blev til ved en udvikling eller en skabelse?“

 Formanden svarede ikke. Han vendte sig mod dem der havde arresteret broderen og sagde: „Lad ham gå. Det han gør, er ikke forbudt.“

Broderen gik tilbage til markedspladsen og fortsatte med at forkynde. Senere kom partiformanden tilfældigvis forbi og så ham. Han pegede på broderen og sagde til sine ledsagere: „Det er en modig mand!“

I 1974 var afdelingstilsynsmanden Ernest Heuse nødt til at rejse tilbage til Belgien af helbredsmæssige grunde. Ernest havde kæmpet med emfysem i nogen tid, og hyppige malariaanfald forværrede hans helbred yderligere. Brødrene elskede familien Heuse, som havde ydet et væsentligt bidrag til Rigets arbejde. I Belgien fortsatte de deres nidkære tjeneste for Jehova. Ernest døde i 1986, og hans kone, Hélène,  døde otte år senere. Tilsynet med afdelingskontoret i Kinshasa blev betroet Timothy A. Holmes, der havde tjent som missionær siden 1966.

Atter juridisk anerkendt

Den 30. april 1980 underskrev republikkens præsident et dekret der sikrede Jehovas Vidners forening juridisk anerkendelse. Interessen for sandheden var større end nogen sinde: 90.226 overværede mindehøjtiden, og der blev ledet omkring 35.000 bibelstudier hos de interesserede. Der blev rapporteret nye højdepunkter i antallet af forkyndere og pionerer. Det var nødvendigt med bedre faciliteter for at kunne dække distriktets behov mere effektivt. Brødrene blev derfor glade da Det Styrende Råd sagde god for at de købte en jordlod der var to og en halv gang større end den afdelingskontoret havde i forvejen. Men som vi skal se, opstod der vanskeligheder.

I årevis havde brødrene været hindret i at arrangere store områdestævner. Nu stod det dem frit for. I 1980 blev  der i hele landet afholdt fem områdestævner under temaet „Guds kærlighed“. Nogle delegerede var nødt til at gå over store afstande for at komme til stævne. Mange familier tilbagelagde mere end 400 kilometer til fods. To specialpionerer i et meget isoleret område brugte to uger på at cykle over 700 kilometer gennem regnskove og dybt sand. Nogle af de delegerede kom fra Congo (Brazzaville), Burundi og Rwanda.

I de følgende år var det nødvendigt at arrangere områdestævner endnu flere steder. Sandt nok havde brødrene religionsfrihed, men det økonomiske pres blev stadig større. Mange havde nok at gøre med bare at overleve. Priserne røg i vejret uden at lønningerne fulgte med. For størstedelen af brødrene var transportomkostningerne for høje til at de kunne tilbagelægge længere afstande. Derfor arrangerede afdelingskontoret kærligt flere mindre stævner rundt om i landet så brødrene ikke havde så langt at rejse.

I Congo kan en vej være den rene forhindringsbane: Væltede træer, ødelagte broer, dybt sand og mudderhuller er ikke ualmindeligt. Repræsentanterne fra afdelingskontoret og deres koner har altid vist en selvopofrende ånd når de har betjent kreds- og områdestævner. Deres ofre er dog små i sammenligning med det som de trofaste lokale brødre og søstre bringer; de må ofte gå i flere dage og sove under åben himmel. Det er stadig almindeligt at brødre går mellem 50 og 150 kilometer for at overvære et områdestævne.

Nye missionærhjem

Den juridiske anerkendelse i 1980 gav nye missionærer mulighed for at komme til landet. I 1981 blev der åbnet et nyt hjem i Goma (Kivu-provinsen). I løbet af de næste to år blev der også åbnet missionærhjem i Likasi (Katanga-provinsen),  Mbuji-Mayi (Kasai-provinsen), Kikwit (Bandundu-provinsen) og i havnebyen Matadi (Bas-Congo-provinsen). Missionærhjem der var blevet lukket, blev genåbnet. I 1986 blev der åbnet et hjem i Isiro (Congo Oriental-provinsen) sådan at der i alt var 11 missionærhjem i landet. Disse hjem tjente også som litteraturdepoter. Missionærerne var forbindelsesled mellem afdelingskontoret og distriktet, og de lokale brødre og søstre værdsatte den opmuntring og oplæring de fik af dem. Tjenesteåret 1981 endte med en ny forkynderrekord på 25.753, så der var gode muligheder for yderligere vækst.

Ingen frygt for Kimbilikiti

Kimbilikiti er navnet på en stammeånd. Denne ånd tilbedes af medlemmerne af rega-stammen, som lever i tætte skovområder i den centrale og østlige del af landet. Disse mennesker — hovedsagelig jægere, bønder og fiskere — har en tilværelse som er gennemsyret af religiøse forestillinger der knytter sig til denne stammeånd. Kimbilikiti-kulten er omgærdet af mystik, og dens præster sidder inde med stor magt over dem der lever i frygt for ånden.

Jehovas Vidner i dette område er ikke bange for Kimbilikiti fordi de ved at Jehova er den eneste sande Gud. De er de eneste der ikke føjer Kimbilikiti-præsterne når de for  eksempel kræver ofre som geder og kyllinger til eget forbrug.

I 1978 begyndte kulten åbenlyst at forfølge Jehovas Vidner. De brændte adskillige rigssale af, drev nogle brødre bort fra deres hjem og beslaglagde deres ejendele. Kulten gjorde også brug af trolddom og heksekunster i et forgæves forsøg på at skade brødrene. Men i august 1983 gennemførte medlemmer af kulten en makaber plan: De myrdede brutalt otte brødre i nærheden af landsbyen Pangi.

Denne grufulde hændelse var et chok for menigheden, især for dem der havde mistet en elsket ægtefælle eller far.  Brødre fra afdelingskontoret mødtes med lokale brødre for at yde de berørte familier åndelig og materiel hjælp.

I mellemtiden mente morderne sig i sikkerhed i dette isolerede område med tæt skov. Til sidst blev de skyldige dog pågrebet og bragt for en domstol i byen Kindu. De tiltalte hævdede at det var ånden Kimbilikiti der havde ansporet dem til mordet. Men anklageren pegede på den egentlige årsag. Han sagde: „Nogle [af medlemmerne af rega-stammen] som tidligere deltog i Kimbilikiti-ritualerne og kender kultens hemmeligheder, er nu tilsluttet Jehovas Vidner. De har afsløret hemmelighederne, især dét at der ikke findes nogen ånd som hedder Kimbilikiti. På den måde har de påvist at der ikke er noget hold i de krav om ofre „ånden“ siges at stille — den ånd der ifølge Jehovas Vidner er et storstilet bedrag iscenesat af stammens gamle mænd som fører an i ceremonierne.“

Derfor var det de tiltalte, og ikke ånden Kimbilikiti, der blev fundet skyldige. Da sagen blev anket, stadfæstede en højere domstol i Bukavu mordernes dødsdom. Offentlige anklagere advarede om de konsekvenser det ville få for Kimbilikiti-tilhængere hvis de i fremtiden angreb Jehovas Vidner. *

Siden da har der været andre episoder, men kultens medlemmer indser nu at de hverken kan skjule sig i skoven eller regne med at en ikkeeksisterende Kimbilikiti beskytter dem. I mellemtiden bliver Jehovas Vidner trofast ved med at hjælpe andre med at bryde ud af denne kult. Jehova har kærligt velsignet deres indsats. Nu er der mere end 300 nidkære forkyndere som tjener i menighederne i dette område. De elsker Jehova og frygter ikke Kimbilikiti.

 Arbejdet bliver forbudt

I 1985 gik det godt fremad med arbejdet i Congo. Brødrene var begyndt at bygge et nyt betelhjem på den jordlod de havde købt i 1980. Omkring 60 frivillige fra udlandet var der for at hjælpe til. Tjenesteåret sluttede med næsten 35.000 forkyndere og en ny rekord i antallet af pionerer. Tres missionærer forkyndte nidkært rundt om i landet. Rejsende tilsynsmænd oplærte ældste og pionerer. Alle betingelser for en enorm vækst var til stede.

Men ikke alle så med velvilje på Guds folks åndelige og materielle velstand. Med politikerne som deres håndlangere forsøgte de gejstlige at hindre brødrenes aktiviteter. Den 12. marts 1986 underskrev præsident Mobutu et dekret der forbød Jehovas Vidners arbejde. Dagen efter blev forbuddet meddelt over de landsdækkende radiostationer. En af nyhedsoplæserne sagde: „Nu vil vi aldrig mere høre om Jehovas  Vidner i [Congo].“ Det skulle vise sig at han tog grundigt fejl!

Afdelingskontoret indkaldte fire af de missionærer der havde virket som områdetilsynsmænd, og betroede deres opgave til lokale brødre. Eftersom missionærerne ikke længere kunne forkynde åbenlyst, virkede det som om de var under husarrest. De lokale brødre udviste stor forsigtighed når de forkyndte. (Matt. 10:16) Desværre blev mange interesserede bange og afbrød bibelstudiet. Nogle rigssale blev lukket eller ligefrem ødelagt, og andre blev beslaglagt af partiet. Brødrene var derfor nødt til at mødes i små grupper. Om natten blev nogle brødre arresteret i deres eget hjem og fik deres ejendele stjålet.

I Équateur-provinsen blev mange brødre pryglet og sat i fængsel. En specialpioner blev gennembanket og derefter holdt fængslet i tre måneder. Alt dette skete udelukkende på grund af radiomeddelelsen, for der var ikke blevet vedtaget nogen egentlig lov som berettigede til at håndhæve forbuddet. Kort efter bekendtgørelsen af forbuddet havde brødrene gjort indsigelse, men ikke fået noget svar. I juni 1986 holdt landets præsident en offentlig tale hvor han beskyldte Jehovas Vidner for at være upatriotiske og respektløse over for myndighederne.

Hvor havde situationen dog ændret sig hurtigt! En førhen agtet befolkningsgruppe havde med ét mistet sit gode omdømme. Byggeriet af det nye afdelingskontor gik i stå,  og på byggepladsen, hvor der før havde summet af aktivitet, blev der fuldstændig stille. De frivillige medarbejdere fra udlandet måtte alle forlade Congo, og alt materiellet blev solgt. Cirka 20 lokale brødre blev tilbage for at passe på stedet.

Derpå kom der, som et lyn fra en klar himmel, et brev fra lederen af sikkerhedstjenesten, dateret den 26. juni 1986, hvori der stod at alle missionærer skulle forlade landet. Denne gang skulle forbuddet vise sig at være af en helt anden karakter end i 1972, hvor missionærerne havde fået lov til at blive i landet. Hvor var det trist at se forsendelsesafdelingen blive fyldt med missionærernes personlige ejendele efterhånden som de pakkede for at forlade landet. I løbet af juli måned tog 23 missionærer af sted til andre lande. De der var uden for landets grænser på grund af ferie, vendte ikke  tilbage. Det var begyndelsen på en ny periode med lutring i Congo.

Reorganisering med henblik på underjordisk virksomhed

Hvis modstanderne troede at de kunne tilintetgøre Jehovas folk eller tage modet fra det, tog de fejl. De kendte hverken Jehovas hellige ånds kraft eller den beslutsomhed der kendetegner hans folk. Det lykkedes nogle få erfarne missionærer at forblive i landet. Afdelingskontorets medarbejdere førte fortsat tilsyn med forkyndelsen, blot fra private hjem. Brødrene afholdt pionerskolen i forskellige hjem over hele landet.

Der var ingen mangel på åndelig føde. Brødrene fortsatte med at trykke og uddele bibelsk læsestof i distriktet, og til menighederne blev der sendt dispositioner til område- og kredsstævner sådan at de kunne fremholdes som foredrag i rigssalen. Når kredstilsynsmændene besøgte menighederne, afspillede de stævneoptagelser af bibelske skuespil på de lokale sprog. Sådan foregik det hvert år fra 1986 indtil forbuddet blev ophævet. Det var et kæmpe arbejde, men brødrene havde stor gavn af det.

I mellemtiden kontaktede nogle af de ældste regeringsmyndighederne for at forklare vores standpunkt angående politisk neutralitet, og de forsøgte at gøre det klart at neutralitet ikke er synonymt med undergravende virksomhed. På den måde blev Jehovas navn og hensigt kendt for alle, deriblandt de højeste myndigheder i landet. Jehovas tjenere skilte sig ud som et særligt folk: De var kompromisløse med hensyn til deres neutralitet, men var samtidig fredsommelige og lovlydige.

 Forkyndertallet falder og stiger

Tjenesterapporten for 1987 viste et fald på 6 procent i antallet af forkyndere. Nogle var ængstelige og ville ikke identificeres med en forbudt organisation. Der udbrød voldsom forfølgelse i mange områder.

Somme tider havde forfølgelsen dog den modsatte effekt. For eksempel var der i en landsby en høvding som afholdt et særligt møde for at advare imod Jehovas Vidner. Høvdingen holdt et eksemplar af Min bibelhistoriebog op og sagde til folk at de skulle anholde enhver der delte denne bog ud. Folk svarede at de ville se nærmere på bogen for at de kunne genkende den. Det gik han med til, og de syntes godt om det de så. Nogle af dem sørgede derefter for at få bogen af en specialpioner der boede i en anden landsby. Specialpioneren fortæller: „Jeg oprettede ti bibelstudier selv om jeg aldrig havde forkyndt i høvdingens landsby. Hvis ikke høvdingen havde talt imod os, havde disse mennesker måske aldrig fået mulighed for at lære sandheden at kende!“

Brødrene tilpassede sig de nye omstændigheder. Selv om deres muligheder på mange måder var begrænsede, ’havde de ikke så kneben plads at de ikke kunne røre sig’. (2 Kor. 4:8) Tjenesteåret 1988 sluttede med en 7 procents stigning i antallet af forkyndere. Der blev ledet omkring 60.000 bibelstudier. Brødre fra tjenesteafdelingen på Betel besøgte de store byer for at komme med opmuntring og mødes med lokale ældste og rejsende tilsynsmænd. Samtidig førte afdelingskontoret fortsat tilsyn med forkyndelsen i nabolandet Congo (Brazzaville), hvor arbejdet også var forbudt, samt i Burundi.

En broder der arbejdede som forstander på en skole i Kolwezi, nægtede at aflægge politisk ed. Det førte til at han blev gennempryglet og overført til Lubumbashi, hvor hans  modstandere forventede at han ville blive dræbt. Broderen forklarede stille og roligt grunden til sit neutrale standpunkt. Han blev frifundet og kørt tilbage til Kolwezi. De der havde pryglet ham, fik besked om at give ham en undskyldning. Han fik igen lov til at undervise og blev endda udnævnt til skoleinspektør!

I oktober 1988 beslaglagde lokale høvdinge Betels byggegrund i Kinshasa og konfiskerede tonsvis af bibelsk litteratur. Soldater stjal jævnlig hele pakker af bøger og bibler og solgte dem på de lokale markeder. Folk købte dem, så de var faktisk klar til at gå i gang med et bibelstudium når de blev besøgt. *

I 1989 nåede forkyndertallet — trods forbuddet — op på 40.707. Jehovas Vidners religiøse fjender var rasende. Den daværende justitsminister, som var kendt for at være en ven af den katolske kirke, sendte et brev til alle offentlige anklagere hvori han udtrykte bestyrtelse over Jehovas folks fortsatte aktivitet. Han tilskyndede til at man retsforfulgte Jehovas Vidner og lukkede deres rigssale. Senere beskrev han i en tale han holdt for nogle religiøse ledere, Jehovas Vidner som „rene dæmoner“. Det førte til forfølgelse i ministerens egen provins, Bandundu.

Børn sættes i fængsel

I denne periode blev nogle af Jehovas Vidners børn arresteret i skolen fordi de nægtede at deltage i visse politiske  ceremonier. En far, som var specialpioner, blev også arresteret og sat i fængsel sammen med sine to små drenge. Fængselsvagterne fik instrukser om ikke at give dem mad. Forundret spurgte en af vagterne: „I dette fængsel har vi mordere og tyve, og dem giver vi mad. Hvorfor skulle denne mand og hans to sønner så nægtes føde?“ Da han ikke fik noget fornuftigt svar, sørgede han selv for dem. Drengene tilbragte 11 dage i fængselet, og deres far 7 dage. Denne prøve kunne ikke afskrække dem.

I Kikwit blev en mand der ikke var et af Jehovas Vidner, arresteret efter at hans kone og to døtre var kommet i fængsel. Da myndighedspersonerne fandt ud af at han ikke delte sin kones tro, gav de ham ordre til at forlade fængselet. Det nægtede han med den begrundelse at han ikke ville lade sin kone og sine børn tilbage. Da han til sidst blev løsladt sammen med sin familie, gav han sig til at studere Bibelen og blev døbt. Nu er han ældste.

Uroligheder i landet

I september 1991 udbrød der en militæropstand i Kinshasa som blev efterfulgt af omfattende plyndringer. Det resulterede i en alvorlig mangel på fødevarer og brændsel foruden stor arbejdsløshed og stigende inflation. Jehovas Vidners afdelingskontor i Sydafrika og Frankrig sendte nødhjælpsforsyninger.

Samtidig med at afdelingskontoret i Congo kæmpede for at klare sine egne problemer, tog det sig af flygtninge fra nabolandene Angola og Sudan. I det nordøstlige Congo besøgte Zekaria Belemo, som dengang var rejsende tilsynsmand, en gruppe af brødre der var flygtet fra Sudan. På sit sparsomme engelsk holdt han et foredrag, som blev oversat til arabisk. Zekaria spekulerede på om brødrene mon  forstod ret meget af det han sagde. Omkring fem år senere kom to unge mænd som besøgte Betel, hen til ham og spurgte: „Kan du huske os? Vi var blandt dem der lyttede til dit foredrag i flygtningelejren. Vi tog din tilskyndelse til os og begyndte at studere Bibelen.“ Senere indviede disse to mænd deres liv til Jehova.

Etniske stridigheder var også fortsat et stort problem i landet. Mange fra Kasai var flyttet sydpå til Katanga. I 1992 og 1993 jog befolkningen fra Katanga dem ud af provinsen. De fleste af de fordrevne var nødt til at opgive arbejde, ejendele og hjem. For at redde livet flygtede de til lejre eller andre steder hvor de kunne bo sammen i sikkerhed. Mere end 100.000 vendte tilbage til deres hjem i Kasai. Blandt dem var der cirka 4000 Jehovas Vidner. Selv om de brødre der boede i nærheden, var fattige, og der var mangel på fødevarer, gjorde de alt hvad de kunne for at hjælpe. En menighed ved hovedvejen nord for Katanga sendte brødre ud til  hver enkelt lastvogn med flygtninge for at finde ud af om der var Jehovas Vidner på den. Når først brødrene var fundet, fik de den fornødne omsorg.

Afdelingskontoret i Sydafrika sendte adskillige lastbiler med mad og medicin til uddeling blandt hjemløse brødre som ventede i lejre. Denne nødhjælp var livreddende. Det Styrende Råd gav også brødrene i Kinshasa besked om at købe fødevarer og medicin samt hakker og skovle sådan at familier fra Kasai kunne flytte tilbage og dyrke deres marker.

Andre tegn på forandring

En tale og en pressekonference som præsidenten holdt den 24. april 1990, indvarslede en markant ændring i den officielle holdning til Jehovas Vidner. Over for journalister fra både ind- og udland forsikrede præsidenten befolkningen om at regeringen ville værne om alle de grundlæggende friheder, deriblandt presse- og trosfriheden. Dette gav brødrene større frihed til at forkynde og mødes. De der havde været fængslet, blev løsladt.

Kan du huske at en nyhedsoplæser i 1986 selvsikkert havde bekendtgjort at Jehovas Vidner aldrig mere ville blive hørt i Congo? Hans forudsigelse kom ikke til at holde stik. Da forbuddet trådte i kraft i 1986, var der 34.207 forkyndere i Congo. Mod slutningen af tjenesteåret 1990 var tallet steget til 50.677, og 156.590 overværede mindehøjtiden. ’De afrikanske majskerner’ var blevet mange på trods af modstand, bagvaskelse, forfølgelse og de religiøse og politiske lederes vrede. Da præsident Mobutus regime i 1997 blev styrtet, var det nyhedsoplæseren, og ikke Jehovas Vidner, der måtte flygte.

 Atter frihed

Præsidentens dekret fra 1986 havde forbudt alle Jehovas Vidners aktiviteter og opløst deres juridiske selskab i landet. Men den 8. januar 1993 afgav Højesteretten i Zaire (Congo) en kendelse i sagen Jehovas Vidner mod Republikken Zaire som gik ud på at dekretet var uberettiget. Det blev derfor annulleret — til stor glæde for brødrene!

Højesteretsafgørelsen vakte røre fordi retten havde baseret sin afgørelse på en ny, midlertidig grundlov, som præsidenten og hans tilhængere ikke kunne acceptere. Andre mente at afgørelsen skulle danne præcedens. Jehovas Vidner var blot tilskuere i denne strid, men det mægtige vidnesbyrd der blev aflagt, var med til at herliggøre Jehovas navn. Den historiske retssag blev kommenteret i talrige aviser.  Derpå informerede justitsministeriet guvernørerne i de forskellige provinser om at Jehovas Vidners religiøse aktiviteter igen var juridisk anerkendt. Sikken en sejr for Jehovas folk og den sande tilbedelse!

Fragtproblemer

Congo er et vidtstrakt land, og bortset fra at det har en lille kystlinje i provinsen Bas-Congo, er det en indlandsstat. De fleste større forsendelser kommer til havnen i Matadi. Men mellem Matadi og hovedstaden — en afstand på cirka 300 kilometer — går der kun et enkelt jernbanespor og en asfalteret vej.

Afdelingskontorer i Europa har sendt nogle firhjulstrukne lastbiler til afdelingskontoret i Congo, og de er blevet udnyttet optimalt til transport af litteratur og i forbindelse med byggerier. Siden 1999 har Betel haft et litteraturdepot i Matadi. Det har været en stor hjælp fordi litteraturen så kan losses direkte fra skibene og oplagres i depotet indtil en lastbil fra afdelingskontoret kommer for at køre det til Kinshasa.

 I 1980’erne var det stadig muligt at køre tværs gennem landet fra Kinshasa til Lubumbashi og gøre holdt ved litteraturdepoterne i missionærhjemmene i Kananga og Mbuji-Mayi. Et jetfly kunne klare turen mellem Kinshasa og Lubumbashi på omtrent to timer, men med en fyldt lastbil varede turen to uger! Som årene gik, blev vejene dog stadig dårligere, og til sidst var de nærmest ufremkommelige. Ganske vist er der tusindvis af kilometer sejlbare floder, men de flodpramme som sejler opstrøms fra Kinshasa, er meget uregelmæssige. Foruden den slags vanskeligheder er der fortsat politisk uro i visse områder, noget der yderligere begrænser de afstande man kan nå med lastbilerne fra Betel i Kinshasa. Den bedste fremgangsmåde når man vil transportere litteratur fra afdelingskontoret til fjerntliggende steder, er luftfragt.

Andre afdelingskontorer hjælper med at forsyne de congolesiske brødre med litteratur. Afdelingskontoret i Cameroun fragter publikationer med lastbil gennem Den Centralafrikanske Republik til det nordlige Congo. Afdelingskontorerne i Rwanda og Kenya hjælper med at betjene de østlige dele af landet. Menighederne i nogle af de sydlige områder modtager deres bøger og blade fra Sydafrika og Zambia.

Skolen for Udnævnte Tjenere — en velsignelse for distriktet

I 1995 underviste man den første klasse i Skolen for Udnævnte Tjenere i Kinshasa. I april 2003 havde over 400 brødre modtaget oplæring i 16 klasser. Fem af eleverne er nu områdetilsynsmænd, og mere end 60 virker i kredstjenesten. Halvtreds andre er blevet udnævnt til specialpionerer. Disse brødre har vist sig at være et stort plus med hensyn til at øge begejstringen for forkyndelsesarbejdet.

 For nogle var det ikke nemt at overvære skolen. Da Georges Mutombo blev indbudt, boede han i et område af landet som var kontrolleret af oprørsstyrker. Han var nødt til at cykle 400 kilometer til Kamina for at kunne tage et fly til Kinshasa, hvor skolen blev afholdt. På sin rejse måtte han blandt andet udholde tre dages regnvejr, og han skulle passere 16 militære kontrolposter. Han cyklede også gennem områder med stor kriminalitet. Et sted blev han forfulgt af en røverbande der også var cyklende. Forfølgelsesjagten endte med at anførerens ene dæk sprang. Tilsyneladende kunne banditterne se på Georges at han var et af Jehovas  Vidner, for de råbte at de ville lade ham i fred eftersom de kunne se at hans Gud, Jehova, var med ham.

Faciliteter tilpasses den teokratiske vækst

Siden 1965 havde afdelingskontoret ligget på Avenue des Elephants 764 i Limete i Kinshasa. I 1991 købte man en grund i byens industrikvarter. Før i tiden havde et tekstilfirma haft til huse i de tre store bygninger på denne grund, og senere var de blevet brugt som værksteder. Brødrene renoverede bygningerne sådan at afdelingskontorets aktiviteter kunne centraliseres. Den politisk ustabile situation gjorde at projektet blev forsinket, men arbejdet på det nye afdelingskontor begyndte i 1993 med ankomsten af internationale byggearbejdere. I april 1996 flyttede betelmedarbejderne fra Avenue des Elephants til de nye bygninger. Efter at være flyttet sagde en betelældste: „Når man ser hele betelfamilien samlet igen, mindes man tiden for ti år siden da arbejdet blev forbudt. Vi sender Jehova Gud og hans synlige organisation en dybtfølt tak for disse værdifulde bygninger.“ I oktober 1996 nåede antallet af forkyndere et nyt højdepunkt på 100.000. Brødrene var fulde af glæde over udsigterne til yderligere vækst.

Missionærer kommer for at hjælpe til

I 1990’erne var det igen muligt at modtage missionærer. De sluttede sig til de syv som havde haft held til at blive i  Congo i alle forbudsårene. I juli 1995 blev Sébastien Johnson og hans kone, Gisela, sendt til Congo fra Senegal. Senere fulgte der andre missionærer. Nogle kom fra USA efter at være udgået fra Gileadskolen, mens andre kom fra Belgien, Frankrig og Storbritannien. I marts 1998 ankom Christian og Juliette Belotti fra Fransk Guyana. I januar 1999 kom Peter Wilhjelm og hans kone, Anna-Lise, fra Senegal. Senere kom der yderligere missionærer til Congo fra Cameroun, Mali og Senegal.

I december 1999 blev der åbnet et nyt missionærhjem i et beboelseskvarter i Kinshasa. Her bor nu tolv missionærer. I Lubumbashi har et missionærhjem været i brug lige siden 1965. Et andet hjem blev åbnet dér i 2003. For tiden bor fire ægtepar i dette missionærhjem. Et nyt blev oprettet i maj 2002 i Goma, i den østlige del af landet, og fire missionærer er blevet sendt dertil. Missionærerne er fortsat en velsignelse i dette vidtstrakte og frugtbare distrikt.

Kristen neutralitet under krigen

Flertallet af disse missionærer ankom i en periode hvor der skete voldsomme forandringer i landet. I oktober 1996 udbrød der krig i den østlige del af landet, og den bredte sig hurtigt til andre områder. Formålet med den var at styrte præsident Mobutu. Den 17. maj 1997 gjorde Laurent-Désiré Kabilas styrker deres indtog i Kinshasa, og han blev præsident.

Mens tv-seere i hele verden så gruopvækkende billeder af nødlidende flygtninge som var plaget af sult og sygdom, fortsatte Jehovas folk med at forkynde håb og trøst ud fra Bibelen. Desværre mistede tusindvis af mennesker livet under krigen, deriblandt cirka 50 Jehovas Vidner. I kølvandet på krigen døde mange af kolera og andre sygdomme.

 På grund af krigen mangler de fleste af landets indbyggere et identitetskort. Det er et problem for brødre som tager på forkynderture, for langs vejene er der mange militære kontrolposter. I en af menighederne hvor forkynderne ingen id-kort havde, foreslog en ældstebroder at de i stedet viste deres forhåndsdirektiv. Det gjorde de så. Ved en kontrolpost sagde soldaterne til dem: „Det er ikke det vi vil se. Vi vil se jeres officielle identitetskort!“

Brødrene svarede: „Det her kort identificerer os som Jehovas Vidner.“ Soldaterne gav dem lov til at passere.

I Kisangani blev fire unge brødre fængslet af udenlandske lejetropper der kæmpede på regeringens side. Brødrene blev fejlagtigt anklaget for at have givet oplysninger til fjenden. Hver morgen udvalgte lejesoldaterne ti indsatte, kørte dem ud i bushen og dræbte dem. En morgen udvalgte de to af brødrene foruden otte andre indsatte. Så kørte de af sted. Undervejs standsede lastvognen fordi der lå et lig på vejen. Soldaterne gav de to brødre ordre til at begrave det mens lastbilen kørte videre. Efter at have udført opgaven ventede  brødrene på at lastbilen skulle komme tilbage. Selv om de havde mulighed for at flygte, lod de være, for i fængselet sad der stadig to af deres trosfæller hvis liv de ikke ville bringe i fare. Lastbilen kom tilbage uden de otte fanger; de var blevet skudt. I fængselet var alle forundrede over at se de to brødre komme tilbage i live. Kort tid efter blev fængselsdøren sprængt væk da oppositionsstyrkerne overtog byen. Lejesoldaterne flygtede, og brødrene blev befriet.

Europæiske afdelingskontorer hjælper i vanskelige tider

Siden 1996 har der været krig i store dele af Congo, og folk er blevet fordrevet i hobetal. Flere tusinde brødre fra Congo strømmede til flygtningelejre i Tanzania og Zambia. Efterhånden som oprørsstyrkerne fik herredømme over stadig større dele af Congo, blev det vanskeligere for afdelingskontoret  at holde kontakten med brødrene i de besatte områder og tage sig af dem. I de større byer blev der oprettet nødhjælpskomitéer som skulle fordele den materielle hjælp. Betelfamilien viste en villig og selvopofrende indstilling ved at arbejde til ud på natten for at hjælpe med uddelingen af  nødhjælpsforsyninger. Ad luftvejen transporterede Jehovas Vidner fra Belgien, Frankrig og Schweiz tonsvis af fødevarer, klæder og medicin til Congo foruden 18.500 par sko og 1000 tæpper. Nødhjælpsarbejdet fortsætter og afhjælper et stort behov, både blandt Jehovas Vidner og andre.

I oktober 1998 blev der bragt en artikel i en avis i Kinshasa hvor der blandt andet stod: „Kristne menigheder af Jehovas Vidner i forskellige europæiske lande har ved fælles hjælp samlet mere end 400 tons nødhjælpsforsyninger til Congo-Kinshasa og Congo-Brazzaville. Frivillige i England, Frankrig og Schweiz har samarbejdet og således allerede  sendt 37 tons ris, mælkepulver, bønner og vitaminkiks til Kinshasa. Forsyningerne afgik med fly fra Oostende i Belgien og blev afleveret til Jehovas Vidners kontor i Kinshasa. Der vil komme endnu et fly . . . med 38 tons fødevarer.

Det er bemærkelsesværdigt at Jehovas Vidner har undsat flygtninge i Østafrika lige siden folkedrabet i Rwanda. . . . Talsmanden for Jehovas Vidner har udtalt at disse frivillige gaver, bestående af fødevarer og medicin med en samlet vægt på over 200 tons, var medvirkende til at koleraepidemien blev bekæmpet. På det tidspunkt oprettede Jehovas Vidner fra Frankrig og Belgien flere hold der skulle hjælpe flygtningene i lejrene. Han nævnte også at Jehovas Vidner havde ydet hjælp til nødlidende i Østeuropa og Bosnien.“

 Åndelig fremgang trods krig

I september 1998 angreb oprørere en forstad til Kinshasa ved navn Ndjili. Midt i tumulten søgte en gruppe brødre tilflugt i et hus hvor en kredstilsynsmand holdt til. Kredstilsynsmanden bad en bøn på brødrenes vegne og læste så Esajas 28:16 op for dem, hvor der står: „Den som tror,  vil ikke blive grebet af panik.“ Han tilskyndede alle til at bevare roen og søge vejledning hos Jehova.

Nogle foreslog at man skulle gå over broen for at komme ud af Ndjili, mens andre slog til lyd for at man gik langs jernbanen. Til sidst besluttede brødrene at blive hvor de var. Tre dage senere genvandt regeringstropperne herredømmet over området. Brødrene hørte at uanset hvilken af de to ruter de havde valgt, ville de være blevet fanget i kamphandlingerne.

En broder fra Museka Kipuzi-menigheden i Katanga solgte fisk til nogle soldater. En af soldaterne, der tilfældigvis havde hørt noget broderen havde sagt til en anden, beskyldte ham for at være stikker for modstandernes parti. Derefter blev broderen bundet, gennembanket og bragt til militærets regionale hovedkvarter. Det var nat da han ankom. Soldaterne bad ham danse for dem, men broderen svarede: „Hvad får I ud af det i mørket?“

„Så kan du synge i stedet,“ sagde de. Af hele sit hjerte sang broderen „Kast din byrde på Jehova“. Soldaterne var rørte over sangen og bad ham gentage den. Så sang han den igen, hvorefter en af soldaterne bad ham synge endnu en sang. Denne gang sang han „Vi takker dig, Jehova!“ på kiluba, hans modersmål. Da han var færdig, løste de ham fra rebet. Den følgende morgen bragte de broderen tilbage til byen og udspurgte hans naboer for at sikre sig at han ikke var spion. Inden soldaterne gik, sagde de til ham: „Vi havde  nær slået dig ihjel, men nu slipper du med livet i behold. Din religion har reddet dig! De ord vi hørte dig synge i de to sange, har gjort dybt indtryk på os. Du må endelig ikke holde op med at tjene din Gud!“

Rigssalsbyggerier lovpriser Jehova

I de senere år har Jehovas Vidners Styrende Råd gjort en særlig indsats for at støtte rigssalsbyggeriet i lande med begrænsede ressourcer. Brødrene i Congo var meget glade for den udvikling, for der var hårdt brug for rigssale. I Kinshasa var der for eksempel 298 menigheder, men ikke engang 20 egnede rigssale. Der var behov for hundreder af rigssale over hele landet. I april 1999 påbegyndte man et rigssalsbyggeprogram i Kinshasa. Senere kom det også til at omfatte andre provinser i Congo. I begyndelsen af 2003 havde man i begge Congoer i alt bygget omkring 175 rigssale.

En mand der havde været i kontakt med sandheden siden 1950’erne, blev meget imponeret da han bemærkede at der over for hans hus blev bygget en rigssal. Han sagde: „Før var jeg ikke interesseret i Jehovas Vidners arbejde. Nu kan jeg se resultatet af deres indsats. Først byggede de en rigssal ved siden af min brors hus, og nu bygger de en over for mit. Det ser ud som om Jehovas Vidner følger mig overalt!“ Denne mand tog imod indbydelsen til mindehøjtiden og til indvielsen af den nye rigssal. Nu overværer han møderne regelmæssigt.

I Matete holdt tre menigheder deres møder i en faldefærdig bygning som de havde købt i 1994. Brødrene havde ingen penge til at istandsætte bygningen, så i seks år forblev den uforandret. Over for ejendommen, på den anden side af gaden, lå der en stor kirke. Da kirken blev bygget, sagde præsten at Jehovas Vidner snart ville flytte. Naboerne hånede  brødrene fordi de ikke havde noget pænt mødested. Selv da menigheden begyndte at gøre materiale klar til opførelsen af en ny rigssal, blev nogle af naboerne ved med at håne dem. Hvor blev de forbløffede da de så resultatet! Nu siger de at Jehovas Vidner har den pæneste bygning i området. En nabo der ellers aldrig havde villet tale med Jehovas Vidner, var imponeret over det brødrene havde præsteret. Hun kom hen til byggepladsen og lovede at lytte til Jehovas Vidner næste gang de kom til hendes dør.

På byggepladsen kom en kvinde hen til en søster der var i færd med at lave mad til byggearbejderne. Kvinden spurgte hende: „Er I ved at bygge en kirke?“

„Vi er i gang med at bygge vores rigssal,“ svarede søsteren.

Kvinden sagde: „Denne bygning kommer til at ligne jer. I er altid så rene og ordentlige. Sådan bliver jeres kirke også!“

 Ændring i afdelingskontorets ledelse

For at kunne tage sig af distriktets behov blev det nødvendigt at reorganisere afdelingskontorets udvalg i Congo. I maj 1996 foretog Det Styrende Råd nogle forandringer. Den 20. maj blev Sébastien Johnson udnævnt til koordinator for afdelingskontorets udvalg. Han og Peter Ludwig var blevet medlemmer af udvalget to måneder tidligere og fungerede som et reduceret udvalg der varetog tilsynet med arbejdet. I de efterfølgende år udnævntes desuden David Nawej, Christian Belotti, Benjamin Bandiwila, Peter Wilhjelm, Robert Elongo, Delphin Kavusa og Uno Nilsson. Af helbredsmæssige grunde var Peter Ludwig og hans kone, Petra, nødt til at vende tilbage til Tyskland, og nu arbejder de på afdelingskontoret dér.

Afdelingskontorets udvalg arbejder hårdt for at brødrene i hele landet kan få glæde af den teokratiske ledelse. Desuden har nogle af Jehovas tjenere fra Nordamerika, Europa og Japan fået til opgave at virke som internationale  medarbejdere, udsendte betelmedarbejdere og missionærer i Congo. I tjenesteåret 2003 voksede betelfamilien i Kinshasa til over 250 medlemmer. Gennemsnitsalderen var 34 år.

Stadig meget at gøre

En af fortidens profeter skrev: „Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova, og som har gjort Jehova til sin fortrøstning.“ (Jer. 17:7) Til trods for at der stadig er krig i adskillige dele af Congo, fortsætter brødrene med at gøre nyheden om Riget kendt for andre. Selv om borgerkrigen hæmmer afdelingskontorets bestræbelser for at yde åndelig hjælp i hele landet, er det opmuntrende at forkyndertallet har nået et nyt højdepunkt på 122.857.

I denne beretning har vi fortalt om mange trofaste tjenere i Congo. Det er ikke muligt at nævne navnene på alle de brødre og søstre som har været med til at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed i dette land. Men de kan alle være forvissede om at Jehova værdsætter det de har gjort. Apostelen Paulus skrev til sine medkristne: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — Hebr. 6:10.

Der er stadig kolossalt meget at gøre. Nye distrikter venter på at blive åbnet, der er brug for rigssale, og afdelingskontoret trænger til at blive udvidet. Men når man ser på de mere end 50 års teokratisk aktivitet i Congo, må man give den broder ret der i 1952 sagde: ’Vi er som kernerne i en sæk med afrikansk majs. Uanset hvor vi én efter én bliver spredt, vil der på et tidspunkt komme regn, og vi vil blive talrige.’ Med spænding venter vi på at se i hvilket omfang vor himmelske Fader, Jehova Gud, vil få Rigets sæd til at gro. — 1 Kor. 3:6.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 229]

„Nu vil vi aldrig mere høre om Jehovas Vidner i [Congo].“

[Tekstcitat på side 249]

„Vi havde nær slået dig ihjel, men nu slipper du med livet i behold. Din religion har reddet dig!“

 [Ramme på side 168]

Profil af Congo (Kinshasa)

Geografi: Den Demokratiske Republik Congo ligger omkring ækvator og er seks gange større end nabolandet Congo (Brazzaville). Det meste af det nordlige Congo er dækket af tropisk regnskov der er så tæt at sollyset sjældent når skovbunden. I den østlige del af landet er der bjerge og aktive vulkaner. Den vestlige del har en 37 kilometer lang kystlinje ud mod Atlanterhavet.

Befolkning: Congos 55 millioner indbyggere repræsenterer mere end 200 afrikanske folkegrupper. Blandt befolkningen er 50 procent katolikker, 20 procent protestanter, 10 procent er muslimer og 10 procent er medlemmer af Kimbangukirken.

Sprog: Der tales mange sprog. Det officielle sprog er fransk, men de vigtigste afrikanske sprog er lingala, kingwana, swahili, kongo og tshiluba.

Erhverv: Congo har mange naturressourcer — olie, diamanter, guld, sølv, uran — men de kampe der i den senere tid har hærget landet, er gået hårdt ud over eksporten og har øget udlandsgælden. Familierne i landområderne dyrker de fleste af deres afgrøder selv, deriblandt kassava, majs og ris.

Dyreliv: Der er et rigt dyreliv. I skovområderne er der masser af bavianer, gorillaer og andre abearter. I mere åbent terræn har antiloper, leoparder, løver, næsehorn og zebraer deres tilholdssted. Floderne er hjemsted for krokodiller og flodheste.

 [Ramme/illustration på side 173, 174]

Han søgte sandheden og fandt den

Henry Kanama tilhørte den evangeliske kirke i Luena, men blev klar over at dette trossamfund ikke havde sandheden. Når han ville bede eller meditere, gik han ofte op i bjergene. Dér traf han på en gruppe der hævdede at de talte med usynlige ånder. Nogle medlemmer af denne gruppe sagde til Henry at de mente at Gud var langt borte, men de vidste ikke hvor.

Henry begyndte at søge den sande Gud og mødte efter nogen tid en mand der gav ham et eksemplar af Vågn op! på fransk. Det gik hurtigt op for Henry at han havde fundet sandheden. Her var hvad han havde søgt! Han skrev til Jehovas Vidner på den adresse han fandt inde i bladet, og kort efter havde han et bibelstudium pr. korrespondance. Senere skrev Henry, sammen med sin kone, Elisabeth, og nogle bekendte, for at få at vide hvordan de kunne blive døbt. Derefter modtog de et brev hvori der stod at de skulle henvende sig til et afdelingskontor i et af nabolandene. De fleste afdelingskontorer lå langt borte.

Den lille gruppe, der bestod af Henry og Elisabeth samt Hyppolite Banza og hans kone, Julienne, besluttede at tage til Nordrhodesia. De forstod at de så måtte lære bembasproget for at kunne uddybe deres kundskab om sandheden. De beregnede omkostningerne og flyttede. Efter et halvt år i Nordrhodesia blev de døbt i 1956.

Samme år vendte de tilbage til Congo, hvor de nidkært forkyndte den gode nyhed for andre. I 1961 blev Henry og dem han fulgtes med, anholdt og sat i fængsel. De blev anklaget for at være Kitawala-tilhængere som havde dræbt en høvding der selv havde planlagt et mord på en anden høvding. Det var der selvfølgelig ingen beviser for, og de blev senere løsladt.

Henry og Elisabeth begyndte i pionertjenesten. Siden blev de specialpionerer og virkede senere i kredstjenesten. Henry døde i 1991, men Elisabeth er stadig almindelig pioner. En af deres sønner, Ilunga, er kredstilsynsmand.

 [Ramme/illustrationer på side 178]

Albert Luyinu — et trofast Vidne

Albert fik for første gang kontakt med sandheden i 1951 gennem en arbejdskammerat, Simon Mampouya, fra Congo (Brazzaville). Albert var den første congoleser der blev tandlæge, og hans høje sociale status gjorde det ikke just nemt for ham at tage standpunkt for sandheden. Han og hans kone blev døbt efter at de havde overværet mindehøjtiden i 1954. Forkyndelsen var på det tidspunkt forbudt, derfor fandt dåben sted om natten.

Fra 1958 til 1996 virkede Albert som juridisk repræsentant for Jehovas Vidners indregistrerede selskab i landet. Han mindes en gang han skulle tolke et bryllupsforedrag som broder Heuse holdt for 1800 tilstedeværende. Først blev der gjort rede for den kristne hustrus pligter. Albert husker at han følte sig stor og betydningsfuld da han kiggede på sin kone og de andre søstre der var til stede. Men han erindrer også hvor lille og ydmyg han blev da han hørte hvilke forpligtelser en kristen ægtemand har. Da foredraget nærmede sig sin slutning, havde han lyst til at krybe i et musehul.

[Illustration]

Albert og Emilie Luyinu

 [Ramme/illustration på side 191-193]

Interview med Pontien Mukanga

Født: 1929

Døbt: 1955

Profil: Den første kredstilsynsmand i Congo.

I 1955 tog jeg på hospitalet fordi jeg havde tandpine. Tandlægen Albert Luyinu behandlede mig, hvorefter han viste mig Åbenbaringen 21:3, 4, som beskriver den tid hvor der ikke vil være smerte mere. Albert fik min adresse og besøgte mig samme aften. Jeg gjorde hurtige åndelige fremskridt og blev døbt samme år.

I 1960 blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand for hele Congo. Kredstjenesten var ikke nogen let opgave. Jeg rejste i dagevis, ja i ugevis, bag på overfyldte lastvogne ad frygtelige veje og i bagende sol. Om natten var det moskitoer der plagede mig. Tit brød lastbilen sammen, og jeg var nødt til at vente indtil den var repareret. Jeg gik alene på veje uden skiltning og fór somme tider vild.

Engang besøgte jeg en by i det nordlige Congo sammen med Leon Anzapa. Vi fulgtes ad på cykel til en anden by der lå mere end 120 kilometer borte. På vej derhen fór vi vild og var nødt til at tilbringe  en nat inde i et hønsehus. Her blev vi bidt af hønsenes lus, så ejeren lavede et lille bål midt i hønsehuset selv om det ingen vinduer havde.

Den nat opstod der et slagsmål mellem ejerens søn og de andre beboere i landsbyen. Det varede ikke længe før ejeren også var oppe at slås. Vi vidste at vi ville få problemer hvis han tabte, og sov ikke hele den nat på grund af lusene, røgen og slagsmålet.

Før daggry cyklede vi i al ubemærkethed videre, men efter nogle få kilometer fór vi vild igen. Vi cyklede hele dagen ad en øde vej. Mod dagens slutning væltede Leon af cyklen af bare sult og udmattelse. Han slog ansigtet mod en sten og fik en flænge i overlæben. Han blødte kraftigt, men vi fortsatte turen til vi nåede en landsby. Da landsbyboerne så Leon, ville de have at vide hvem der havde tilføjet ham kvæstelserne. Vi forklarede at han var væltet af cyklen. Den forklaring nægtede de at godtage og beskyldte mig for at have slået ham. Den nat sov vi heller ikke; Leon havde frygtelige smerter, og landsbyboerne talte om at prygle mig. Den efterfølgende morgen fortsatte vi turen indtil vi endelig nåede en landsby hvor man kunne få noget medicin. Der blev hældt rødt jod på Leons læbe, og flængen blev lukket med seks sårklemmer. Så cyklede vi 80 kilometer videre til Gemena, hvor jeg til sidst efterlod Leon på et lille hospital. Jeg fortsatte turen alene for at slutte mig til min kone igen. Derefter forkyndte vi langs floden og arbejdede os ned mod Kinshasa.

Pontiens kone Marie tog ofte med på disse forkynderture. Hun døde i 1963. I 1966 giftede han sig igen og fortsatte i kredstjenesten indtil 1969. Han er stadig i heltidstjenesten, som almindelig pioner.

 [Ramme/illustration på side 195, 196]

Interview med François Danda

Født: 1935

Døbt: 1959

Profil: Rejsende tilsynsmand fra 1963 til 1986. Tjente på Betel i Congo fra 1986 til 1996. Nu ældste og specialpioner.

I 1974 besøgte jeg en menighed i Kenge i Bandundu-provinsen, hvor forkæmpere for det regerende parti anholdt syv af os. Hovedanklagen mod os lød på at vi nægtede at deltage i politiske ceremonier der ærede statens overhoved. De satte os ind i en celle på to gange to meter uden vinduer. Vi kunne hverken sidde eller ligge ned; det var kun muligt at læne sig op ad hinanden. I denne celle tilbragte vi 45 dage og havde kun lov til at gå ud to gange om dagen. Da min kone, Henriette, hørte hvad der var sket, tog hun turen på næsten 300 kilometer fra Kinshasa for at kunne besøge mig. Hun fik dog kun lov til at se mig én gang om ugen.

En dag kom statsadvokaten for at besøge fængselet. Der blev holdt en politisk ceremoni til ære for ham. Alle bortset fra os sang politiske sange og gentog partiets slagord. Statsadvokaten blev rasende og gav mig ordre til at få de andre seks brødre til at synge med. Jeg svarede at jeg ingen myndighed  havde over dem, og at det var op til dem selv om de ville synge eller ej. Det blev jeg slået for.

Senere blev vi stuvet sammen bag på et firhjulstrukket køretøj. To soldater kom med for at holde vagt over os, og statsadvokaten sad i førerhuset ved siden af chaufføren. Vi kørte mod Bandundu, hovedbyen i provinsen af samme navn. Der var fart på. Jeg sagde til brødrene at de skulle holde sig godt fast, og så gav jeg mig til at bede. Netop som jeg var færdig med at bede, tog bilen et skarpt sving med alt for stor fart og rullede om på taget. Det var utroligt at ingen af os blev dræbt eller blot kvæstet. Vi følte at Jehova havde beskyttet os. Da vi havde fået bilen op på hjulene igen, beordrede statsadvokaten de to soldater til at gå tilbage med os til fængselet. Bilen fortsatte til Bandundu.

Da vi var tilbage i fængselet, fortalte soldaterne fængselsledelsen hvad der var sket, og bad dem indtrængende om at løslade os. Beretningen gjorde dybt indtryk på fængselsinspektøren, der, ligesom vi, troede at Gud havde beskyttet os. De næste fem dage tilbragte vi i en almindelig celle, og vi fik lov til at gå rundt i fængselsgården sammen med de andre indsatte. Så blev vi løsladt.

Efter at François og Henriette havde virket 24 år i kredstjenesten, blev de indbudt til at komme på Betel. Ti år senere tog de specialpionertjenesten op. Henriette døde den 16. august 1998.

 [Ramme/illustration på side 200-202]

Interview med Michael Pottage

Født: 1939

Døbt: 1956

Profil: Michael og hans kone, Barbara, har været missionærer i Congo i 29 år. Nu er de på Betel i England, og Michael er ældste i en lingala-talende menighed i London.

Den største udfordring for os var alle de sprog vi skulle lære. Først måtte vi lære at tale flydende fransk, som er det officielle sprog i Congo. Det var kun begyndelsen. I Katanga lærte vi swahili, i Kananga var det tshiluba, og da vi blev sendt til Kinshasa, lærte vi lingala.

Det viste sig alt sammen at være til stor gavn. For det første tøede brødrene hurtigere op når de så vores ihærdige indsats for at kommunikere med dem. De så vores bestræbelser for at tale deres sprog som et bevis på vores oprigtige kærlighed og interesse. For det andet var tjenesten mere effektiv. Når folk hørte os tale deres sprog, var deres første reaktion ofte forundring, efterfulgt af glæde og dernæst respekt. Samtidig gav det dem lyst til at høre hvad vi havde at sige.

Da vi rejste i områdetjenesten, reddede vores kendskab til lokale sprog os fra potentielt farlige situationer. I krisetider opstillede militæret og regeringen  mange vejspærringer, og her var det oplagt at presse folk for penge. Især udlændinge blev betragtet som lette ofre der gav stort udbytte. Når vi blev standset ved en vejspærring, plejede vi at hilse på soldaterne på deres eget sprog. De blev så overraskede at det gav et helt sæt i dem. Så spurgte de hvem vi var. Når vi ikke blot sagde en udenadlært hilsen, men på deres eget sprog forklarede hvad vi egentlig gik og lavede, reagerede de som regel positivt, bad om publikationer og ønskede os en god rejse og Guds velsignelse.

Ofte blev vi dybt rørt over den oprigtige og selvopofrende kærlighed som vores afrikanske brødre viste. I mange år havde Congo et etpartisystem hvor de der var neutrale, som for eksempel Jehovas Vidner, blev direkte og til tider voldsomt forfulgt af staten. I dette politiske klima rejste vi rundt i områdetjenesten med vores jeep for at betjene brødrene ved stævnerne.

Jeg husker særlig ét områdestævne. Den sidste dag under aftenens program kom den lokale partiformand om bag podiet. Beruset og ubehøvlet forlangte han at vi lod ham komme op på scenen for at sige til alle at de skulle købe et partikort. Da vi nægtede ham adgang, blev han rasende og råbte skældsord efter os. Han sagde desuden at Jehovas Vidner var imod regeringen og burde sættes i fængsel. Det lykkedes nogle brødre at overtale ham til at forlade stedet. Da han gik, råbte han at han ville melde os til administratoren og komme tilbage for at brænde vores jeep af og sætte ild til den græshytte vi overnattede i. Vi var klar over at det ikke var nogen tom trussel.

Brødrene var vidunderlige. I stedet for at løbe væk i panik samlede de sig omkring os og opmuntrede os til at stole på Jehova og overlade sagen til ham. Derefter skiftedes de til hele natten at holde vagt ved vores græshytte og jeep. Det var meget rørende at opleve. Ikke nok med at brødrene var villige til at sætte deres liv på spil for at beskytte os; de var også parate til at udholde den vold de kunne blive udsat for efter vores afrejse som følge af deres manglende støtte til det politiske parti. Vi har aldrig nogen sinde glemt dette bevis på selvopofrende kristen kærlighed. Ja, vi har i løbet af vores mange år i Congo erfaret talrige hjertevarmende eksempler på broderkærlighed.

 [Ramme/illustration på side 211-213]

Interview med Terence Latham

Født: 1945

Døbt: 1964

Profil: Har virket som missionær i 12 år. Har lært fransk, lingala og swahili. Tjener for tiden i Spanien sammen med sin kone og deres to børn.

I 1969 fløj Raymond Knowles og jeg til Kisangani. Dengang havde byen omkring 230.000 indbyggere og var hovedby i Congos nordøstlige provins.

Vi fik en varm velkomst af den håndfuld forkyndere og de mange interesserede der boede i området. De overdængede os med gaver — papajaer, ananas, bananer og mange tropiske frugter som vi aldrig havde set før. Nogle kom med levende kyllinger og skildpadder. Samuel Tshikaka var så venlig at give os husly. Men snart fandt vi en bungalow hvor vi kunne bo til leje, og Nicholas og Mary Fone samt Paul og Marilyn Evans sluttede sig til os. Hvor var vi glade! Sammen istandsatte og malede vi Kisanganis første missionærhjem. Huset havde været tilgroet med lianer og højt græs, og under oprydningen jog vi to vilde katte væk fra loftet. Senere sluttede Peter og Ann Barnes sig til os på  missionærhjemmet foruden Ann Harkness, som jeg var blevet gift med.

Det var i løbet af de fire første år vi forkyndte i Kisangani, at vi lærte at tale lingala og swahili og fik et nært forhold til de gæstfri og venlige mennesker dér. Vi havde så mange studier at vi var nødt til at arbejde fra tidlig morgen til sen aften for at passe dem alle. I løbet af vores tid i Kisangani oplevede vi hvordan en gruppe på under ti forkyndere voksede til otte menigheder.

Engang mens vi kørte ad vejen langs Iturifloden, opdagede nogle af os en pygmælandsby. Vi var ivrige efter at forkynde for indbyggerne. Nogle af dem der har forsket i emnet, siger at pygmæerne betragter skoven som deres mor eller far fordi den giver dem føde, klæder og husly. Derfor anser pygmæerne skoven for at være hellig og tror at de kan kommunikere med den gennem en ceremoni kaldt molimo. Under denne ceremoni bliver der blandt andet danset og sunget omkring et bål, og der spilles på molimo-trompet, et langt trærør som mændene blæser i for at frembringe musik og dyrelyde.

Vi var imponerede over disse nomaders bebyggelse. Almindeligvis blev de kun samme sted en måneds tid. Lejren bestod af bikubeformede sovehytter lavet af unge træer og blade. Disse hytter havde kun én åbning og kunne bygges på mindre end to timer. De var store nok til at flere personer kunne ligge sammenkrøbet derinde. Nogle børn kom hen for at røre ved vores hud og hår; de havde aldrig før set hvide mennesker. Det var noget ganske særligt for os at møde disse venlige skovboere og forkynde for dem. De sagde at de før havde mødt Jehovas Vidner der kom til dem fra landsbyer i nærheden af deres lejre.

 [Ramme/illustration på side 215, 216]

Interview med David Nawej

Født: 1955

Døbt: 1974

Profil: Af alle de lokale brødre i betelfamilien i Congo er han den der har arbejdet der længst. Han er også medlem af afdelingskontorets udvalg.

I 1976 modtog jeg til min store overraskelse et brev hvori jeg blev indbudt til at komme på Betel. Ordene „presserende“ og „haster“ var understreget. Jeg boede i Kolwezi, omkring 2500 kilometer fra Kinshasa. Det var ikke nemt at tage hjemmefra, men jeg ønskede at svare som Esajas havde gjort: „Her er jeg! Send mig.“ — Es. 6:8.

Da jeg kom til Betel, viste brødrene mig en skrivemaskine og spurgte om jeg kunne skrive på maskine. Jeg svarede at jeg var skrædder, og at jeg kunne bruge en symaskine, men ikke en skrivemaskine. Ikke desto mindre gik jeg på med krum hals og lærte at skrive på maskine. På det tidspunkt oversatte jeg og arbejdede i tjenesteafdelingen.

Senere fik jeg til opgave at tage mig af ind- og udgående post. En del af mit arbejde bestod i at ekspedere de kuponer folk havde klippet ud af bladene og sendt til afdelingskontoret. For det meste bad de om at få flere publikationer tilsendt. Jeg tænkte ofte på hvordan folk mon reagerede på det læsestof de modtog. Jeg ved  hvad der skete i et af tilfældene: To unge mænd gjorde hurtige fremskridt. Senere blev de pionerer og så specialpionerer. Da de blev indbudt til at komme på Betel, blev den ene min værelsesmakker.

Af og til skrev folk til Betel for at bede om penge. Til dem havde vi et venligt standardbrev hvori vi forklarede hvordan vores arbejde blev finansieret, og opfordrede dem til at studere Bibelen. For nogen tid siden fortalte en broder mig at han var kommet i sandheden på grund af sådan et brev. Han viste mig det. Nogle år tidligere havde han skrevet til Betel for at tigge om penge. Han havde reageret positivt på den tilskyndelse han havde modtaget, og var nu i sandheden.

Senere fik jeg til opgave at tage mig af juridiske spørgsmål. Engang hjalp jeg nogle lokale brødre der var anklaget for ikke at gå med en partinål. Jeg tog mod til mig og sagde til embedsmændene: „Hvad beviser nålen? Vi har lige haft borgerkrig, og alle dem I kæmpede imod, bar en sådan nål. Nålen betyder intet, for den siger ikke noget om hvad en person inderst inde tænker. Det der virkelig tæller, er hvordan man er som menneske. Jehovas Vidner vil under ingen omstændigheder starte en borgerkrig. Sådanne borgeres lovlydige indstilling er af langt større værdi end en nål.“ Brødrene blev løsladt. Jehova hjalp os altid i den slags situationer.

Nu har jeg været på Betel i mere end 27 år. Jeg har nogle fysiske begrænsninger, og jeg er ikke særlig veluddannet, men jeg gør fortsat mit yderste så Jehova kan bruge mig. På Betel er der stadig et presserende behov og et arbejde der haster!

 [Ramme/illustration på side 219, 220]

Interview med Godfrey Bint

Født: 1945

Døbt: 1956

Profil: Gik ud af Gileads 47. klasse. Var missionær i Congo i 17 år. Tjener nu i afdelingskontorets udvalg i Rwanda. Taler engelsk, fransk, lingala, tshiluba og swahili.

Da jeg i 1973 var ude i forkyndelsen med en lokal broder i Kananga, kom nogle myndighedspersoner ind i det hjem hvor vi var i færd med at lede et bibelstudium, og arresterede os. De næste to uger tilbragte vi i fængsel. I hele den tid kom min missionærmakker, Mike Gates, med mad til os, for vi fik ikke noget i fængselet. Så blev vi løsladt. Tre måneder senere, den dag Mike og jeg havde planlagt at tage flyet til England for at overvære et internationalt stævne, hørte vi at alle brødrene i en nærliggende menighed var blevet arresteret. Vi ville gerne besøge dem og give dem noget mad, men da vi bad om at se brødrene, blev vi arresteret. Mens vi ventede på den bus som skulle køre os til fængselet, hørte vi vores fly lette. Hvor blev vi triste til mode ved den lyd.

Da vi ankom til fængselet, genkendte jeg mange af de indsatte fra mit ophold tre måneder tidligere. Eftersom min makker der plejede at komme med mad, nu også var fængslet, spurgte de indsatte: „Hvem sørger så for mad til dig denne gang?“

Vi svarede at vores brødre ville komme med mad til os, men de indsatte rystede vantro på hovedet. De vidste at der ikke var andre europæiske Jehovas Vidner i området. Hvor blev fangerne overraskede da vores congolesiske brødre næste dag kom med så meget mad at vi ligefrem kunne dele ud af det. Det var et skønt vidnesbyrd om vores internationale broderskab og den kærlighed der forener os. De kære brødre som bragte os mad, risikerede en fængselsstraf for det. Fem dage senere blev vi løsladt. Så fløj vi til England, hvor vi ankom lige tidsnok til at overvære stævnet.

 [Ramme/illustration på side 224-226]

Interview med Nzey Katasi Pandi

Født: 1945

Døbt: 1971

Profil: Som ugift søster tjente hun frygtløst i vanskelige distrikter og ledsagede fra 1988 til 1996 sin mand i rejsetjenesten. Virker for tiden i særlig heltidstjeneste i Kinshasa.

I 1970 var jeg i færd med at læse i min bibel da der blev banket på hos mig i Kinshasa. Det var en mand og hans lille søn. Drengen begyndte at tale om Bibelen og bad mig tage min egen bibel og slå op på Mattæus 24:14. Jeg havde altid anset mig selv for at være ret religiøs, men jeg kunne ikke finde skriftstedet. Drengen hjalp mig, og vi fik en interessant drøftelse.

Broderen så at jeg var interesseret, og inviterede mig til et møde den følgende søndag. Det blev afholdt bag en broders hus, for arbejdet var forbudt. Jeg kunne godt lide foredraget og overværede også studiet af Vagttårnet. Samme aften kom brødrene til mit hjem og begyndte et bibelstudium med mig.

Med tiden blev jeg døbt og tog heltidstjenesten op. I Rigets Tjeneste læste jeg om det store behov der var i andre dele af landet. Jeg spurgte om jeg måtte  tage til Kenge i Bandundu-provinsen. Brødrene gik med til det, men advarede mig om at nogle var blevet arresteret i det område. Jeg tænkte: ’De kan vel ikke arrestere alle.’ Så jeg besluttede at tage af sted.

Jeg ankom om aftenen og var glad da jeg fandt ud af at menigheden havde besøg af kredstilsynsmanden, François Danda. Næste morgen tog jeg til samling og kunne konstatere at François og flere andre brødre var blevet arresteret. Lederen af sikkerhedstjenesten ville tale med mig. Han sagde: „Vi ved at du er et af Jehovas Vidner. Du kan blive i Kenge hvis du vil, men hvis vi nogen sinde ser dig gå rundt med din bladtaske, arresterer vi dig.“

Byens borgere var ret chokerede over lederen og hans sikkerhedsfolk. De vidste at Jehovas Vidner ikke gjorde nogen noget ondt og syntes at folkene fra sikkerhedstjenesten, i stedet for at spilde deres tid på Jehovas Vidner, burde bekæmpe kriminaliteten — den var der nok af på egnen. Til sidst blev brødrene løsladt.

Jeg blev udnævnt til specialpioner i 1975 og besøgte mange byer og landsbyer, hvor jeg blev to-tre uger ad gangen. Inden længe var der seks grupper med interesserede, og jeg skrev til afdelingskontoret for at få dem til at sende brødre der kunne tage sig af grupperne.

Jeg mødte Jean-Baptiste Pandi, som også var specialpioner. Før i tiden havde jeg talt med missionærerne om ægteskab og heltidstjeneste. De sagde til mig at hvis jeg gerne ville fortsætte længe i heltidstjenesten, ville det være lettere for mig hvis jeg ikke fik børn. Jean-Baptiste havde samme holdning, og vi blev gift. Folk tror at børn er en sikkerhed når man bliver ældre. Men tiderne har ændret sig, og jeg kender mange tilfælde hvor forældre er blevet slemt skuffede. Jean-Baptiste og jeg har ikke fortrudt noget som helst.

Gennem årene har vi set mange komme i sandheden. Jeg glæder mig især over min egen familie. Jeg har ikke kun hjulpet min far og mor, men også fire brødre og en søster til at tage imod sandheden.

I Salme 68:11 står der: „De kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ Det betyder at vi søstre har et stort ansvar og må gøre hvad vi kan. Jeg er Jehova dybt taknemmelig fordi jeg har måttet være med.

[Ramme på side 240]

Oversættelse af åndelig føde

Selv om fransk er Congos officielle sprog, er det hovedsagelig lingala man taler i Kinshasa og langs Congofloden. Lingala har ganske vist ikke noget rigt ordforråd, men det har en del betydningsmættede udtryk. For eksempel gengives udsagnsordet „angre“ med udtrykket kobongola motema, der ordret betyder „at vende hjertet om“. Et andet udtryk som har at gøre med hjertet og følelserne, er kokitisa motema, der ordret betyder „at lægge hjertet ned“, det vil sige „blive rolig“.

Vagttårnet er blevet oversat til lingala gennem flere årtier. Nu oversættes der publikationer til følgende af Congos sprog: kiluba, kinande, kipende, kisonge, kituba, lingala, lingombe, lomongo, mashi, munukutuba, ngbandi, otetela, swahili (Congo), tshiluba og urundi.

[Ramme på side 247]

Nidkær på trods af fysisk handicap

Richard på tyve år er lammet og har været sengeliggende i 15 år. Han kan kun bevæge hovedet, men blev ikke desto mindre udøbt forkynder i januar 1997. Richard forkynder altid for dem der besøger ham, og når han taler, er hans stemme fuld af overbevisning. I gennemsnit forkynder han ti timer om måneden. Den 12. april 1998 bar man ham på en båre ned til et vandløb for at han kunne blive døbt. Nu har han fået mulighed for at overvære møderne regelmæssigt. Han forkynder også for en af sine slægtninge, som overværer de kristne møder og gør gode fremskridt. Fysisk er denne broder svag, men åndeligt set er han blevet gjort stærk takket være Guds ånd.

[Ramme på side 248]

„Ikke en del af verden“

En dag da Esther på 12 år kom i skole, fik hun sig en overraskelse: Læreren bad hver enkelt elev om at stille sig op foran klassen og synge nationalsangen. Da det blev Esthers tur, sagde hun høfligt til læreren at det var noget hun ikke kunne være med til. Hun fortæller hvad der videre skete:

„Læreren blev vred. Så spurgte jeg ham om jeg måtte synge noget andet, og det gik han med til. Jeg sang ’Ikke en del af verden’. Derefter sagde læreren til hele klassen at de skulle klappe, og det gjorde de.

Efter timen kaldte læreren mig op til sig og sagde at han syntes rigtig godt om sangen, især om teksten. Han tilføjede: ’Jeg kan se at I Jehovas Vidner virkelig adskiller jer fra verden. Det er din opførsel i klassen med til at bevise.’

Også en af mine klassekammerater var meget imponeret. Hun begyndte at stille spørgsmål, og jeg besvarede dem. Da skoleåret var slut, skiltes vore veje, men jeg tilskyndede hende til at holde udkig efter Jehovas Vidner i det område hun flyttede hen til. Det gjorde hun, og nu er hun en søster.“

[Ramme på side 251]

Ærlighed er til ære for Gud

En broder der arbejdede på en fabrik, kom en dag ud for at noget af materiellet blev ødelagt på grund af en fejl hans skiftehold havde begået. Direktøren besluttede at afskedige alle arbejderne. Han gav dem deres løn og sendte dem hjem. Da broderen kom hjem, opdagede han at han havde fået 500 francs (cirka 7,50 kroner) for meget, så han gik tilbage for at aflevere pengene. Han benyttede lejligheden til at aflægge et vidnesbyrd, og broderens ærlighed gjorde så dybt indtryk på direktøren at han ønskede at beholde ham som medarbejder og bad ham blive.

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 176, 177]

CONGO (KINSHASA) — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1932: Der gøres forsøg på at sende nogle Jehovas Vidner til Congo.

1940

1949: Et dekret bekræfter det uofficielle forbud mod Jehovas Vidner.

1960

1960: Congo opnår selvstændighed, og der begynder en periode med religiøs tolerance.

1962: Afdelingskontor oprettes i Léopoldville (det nuværende Kinshasa). De første missionærer ankommer.

1966: Jehovas Vidner anerkendes juridisk.

 1971: Den juridiske anerkendelse ophæves.

1980

1980: Jehovas Vidner anerkendes igen juridisk.

1986: Jehovas Vidner bliver forbudt.

1990: Religionsfrihed garanteres uofficielt.

1993: Højesteret ophæver forbuddet fra 1986. Byggeriet af det nye afdelingskontor påbegyndes.

2000

2003: 122.857 forkyndere er aktive i Congo (Kinshasa).

[Grafisk fremstilling]

(Se den trykte publikation)

Antal forkyndere

Antal pionerer

120.000

80.000

40.000

1940 1960 1980 2000

 [Kort på side 169]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SUDAN

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

REPUBLIKKEN CONGO

BRAZZAVILLE

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

Isiro

Bumba

Congofloden

Kisangani

Goma

Bukavu

Bandundu

KINSHASA

KASAI

Kenge

Kikwit

Matadi

Kananga

Mbuji-Mayi

KATANGA

Kamina

Luena

Kolwezi

Likasi

Lubumbashi

ANGOLA

ZAMBIA

 [Helsides illustration på side 162]

[Illustration på side 185]

Hélène, Ernest og Danielle Heuse i Kinshasa i 1960’erne

[Illustrationer på side 186]

Dåbsscenerne i filmen „Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund“ fra internationale stævner gjorde et stærkt indtryk på mange congolesere

[Illustration på side 199]

Madeleine og Julian Kissel

[Illustration på side 205]

I hele landet blev der opført enkle mødesteder

[Illustration på side 207]

Afdelingskontoret i Kinshasa, 1965

[Illustration på side 208]

Kredsstævne i Kolwezi, 1967

[Illustration på side 209]

Dårlige veje gjorde det svært at komme omkring

[Illustration på side 221]

Områdestævnet „Guds kærlighed“ i Kinshasa i 1980 var det første store stævne i otte år

[Illustration på side 223]

Mange må gå i flere dage, bærende på deres mad og deres ejendele, for at overvære kreds- og områdestævner

[Illustration på side 228]

I december 1985, blot tre måneder før Jehovas Vidner blev underlagt et strengt forbud, afholdt de stævnet „Bevar din uangribelighed“ i Kinshasa

[Illustration på side 230]

Under forbuddet udholdt vores brødre fængsling og brutale prygl

[Illustration på side 235]

Zekaria Belemo besøger som rejsende tilsynsmand nogle brødre der er flygtet fra Sudan

[Illustrationer på side 237]

Der bruges robuste køretøjer til at transportere litteratur på landets næsten ufremkommelige veje

[Illustration på side 238]

Den første klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere i Congo (Kinshasa) i 1995

[Illustration på side 241]

Gisela og Sébastien Johnson

[Illustration på side 243]

Tolv missionærer bor sammen i dette missionærhjem i Kinshasa

[Illustrationer på side 244, 245]

I 1998 ankom der fra Europa nødhjælpsforsyninger, som blev delt ud til dem der havde behov

[Illustrationer på side 246]

Rejsende tilsynsmænd, som Ilunga Kanama (nederst til venstre) og Mazela Mitelezi (til venstre i det indsatte billede), møder mange udfordringer i krigshærgede områder

 [Illustrationer på side 252, 253]

 (1) Betelhjemmet i Kinshasa

(2-4) Nybyggede rigssale

(5) En broder hjælper til med rigssalsbyggeriet

[Illustration på side 254]

Afdelingskontorets udvalg, fra venstre mod højre: Peter Wilhjelm, Benjamin Bandiwila, Christian Belotti, David Nawej, Delphin Kavusa, Robert Elongo, Sébastien Johnson og Uno Nilsson