Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Højdepunkter fra det forløbne år

Højdepunkter fra det forløbne år

Højdepunkter fra det forløbne år

JEHOVA har forudsagt at folk „i de sidste dage“ ville strømme til hans symbolske bjerg for at blive oplært af ham. (Mika 4:1, 2) Også i det forløbne år er denne profeti blevet opfyldt idet endnu flere har fulgt opfordringen i årsteksten for 2003: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jak. 4:8) Noget der i særlig grad har hjulpet mange til at opdyrke et nærmere forhold til Jehova, er rækken af områdestævner og internationale stævner med temaet „Giv Gud ære“.

Stævnerne „Giv Gud ære“

„Eftersom Jehovas livløse skaberværk kan bringe ham ære, hvor meget mere skulle vi der kan tænke og tale, da ikke ære vor store Skaber!“ sagde en af talerne ved de ovennævnte stævner, hvorefter han citerede Åbenbaringen 4:11: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“

Stævnerne „Giv Gud ære“ gav en særlig mulighed for at prise Jehova, ikke mindst fordi 32 af dem var internationale stævner. De blev holdt i Australien, Canada, Chile, Danmark, Ghana, Hawaii, Japan, Mexico, Schweiz, Spanien, Sydafrika, Ukraine, Ungarn og USA. Missionærer og andre der tjener i fremmede lande, havde mulighed for at besøge deres hjemland og blive interviewet om deres tjeneste i det fremmede. Stævnerne blev også overværet af tusinder af udenlandske delegerede.

Det var en særlig oplevelse for de udenlandske gæster at besøge afdelingskontorerne i værtslandene. Afdelingskontoret i USA havde den glæde at få besøg af 6750 delegerede fra 36 lande, og der blev serveret næsten 15.000 måltider for dem. En dag efter middagsmaden sang en busfuld brødre og søstre fra Sydafrika firstemmigt for betelfamilien på seks forskellige sprog: afrikaans, engelsk, pedi, sotho, xhosa og zulu. De sang så smukt og udtryksfuldt at mange af tilhørerne blev rørt til tårer.

I en anden gruppe besøgende var der en broder hvis reversmærke viste at han kom helt ovre fra den anden side af kloden. Han sagde: „At tilbringe al den tid sammen med mine åndelige brødre og søstre er en oplevelse for livet. Jeg vil aldrig glemme det. Det er en forsmag på den nye verden.“ En broder fra England der havde forladt sandheden som 17-årig, men inden for de senere år var vendt tilbage, blev meget rørt da han så et maleri af den fortabte søn. Da han senere spiste sammen med betelfamilien i Brooklyn, kom han til at tænke på den barmhjertighed Jehova viser os, og hans øjne blev fyldt med tårer. En broder fra Spanien sagde at hans kone aldrig havde set ham græde i de 29 år de havde været gift, men at han græd da den gruppe han rejste sammen med, blev budt velkommen af en masse glade Jehovas Vidner i den internationale lufthavn i Houston, Texas.

Når der skal holdes store stævner, kan det være noget af en udfordring at finde egnede lokaliteter til rimelige priser. Det gode omdømme Jehovas Vidner har fået gennem årene, viser sig dog ofte at komme dem til gavn. Det fremgår af denne rapport fra et afdelingskontor: „Efter grundig søgen fandt vi kun ét sted der var stort nok til de omkring 50.000 vi regnede med ville komme til stævnet. Men da brødrene havde talt med stadionledelsen, fandt de ud af at udgifterne ville blive for store. Efter nogle få dage kontaktede stadionledelsen afdelingskontoret og anmodede om et møde hvor de kunne drøfte sagen yderligere. Senere sagde en af de øverste i ledelsen: ’Til at begynde med havde vi kun en vag fornemmelse af hvad I egentlig bad om. Men så snart vi forstod hvad det var for nogle stævner, og hvor meget af det organisatoriske I selv kan klare, blev vi meget interesserede. Vi er imponerede over jeres gode organisering, jeres detaljerede planlægning og jeres professionelle måde at gribe det hele an på.’“ Det endte med at Jehovas Vidner kunne leje stadionet til deres stævne for et overkommeligt beløb.

Stævneudgivelser

Studerer du flittigt Guds ord? I så fald blev du sikkert meget begejstret for den firfarvede, 36-siders brochure „Det gode land“. Oversigterne, kortene, billederne, computergengivelserne og meget mere vil berige dit personlige studium. Sørg derfor altid for at have et eksemplar af brochuren liggende sammen med din studiebibel og det studiemateriale du jævnlig bruger. Og husk at tage brochuren med til de kristne møder når foredragene og drøftelserne kommer ind på bibelske lande.

I foredraget „Vore børn er en dyrebar arv“ præsenterede taleren den smukt illustrerede 256-siders nyudgivelse Lyt til den store Lærer. Forældre der virkelig betragter deres børn som en gave fra Gud, vil glæde sig over at studere denne fine nye bog med dem. Bogen siger i forordet: „Børn . . . har behov for nogle principper, en moral de kan følge. Og det har de behov for lige fra de første år. Hvis vejledningen kommer for sent, kan det gå sørgeligt galt, hvad mange eksempler desværre viser.“

Lyt til den store Lærer har over 230 billeder — næsten dobbelt så mange som der findes i Min bibelhistoriebog. Alle billeder eller grupper af billeder har en tilhørende tekst, som regel i form af et spørgsmål. Svarene findes på samme side. Disse billedtekster kan sammen med de mange andre spørgsmål i bogen danne grundlag for en god lille snak hvor børnene åbent fortæller hvad de tænker. For eksempel lyder billedteksten på side 101: „Hvorfor er det vigtigt at sige tak?“ I forældre må endelig læse forordet „Hvad børn har brug for“. Hvis I følger de forslag der gives dér, vil jeres familie få stor gavn af denne gode studiebog.

Videofilm på tegnsprog modtaget med begejstring

I 1915 tolkede en pilgrim, eller rejsende ældste, ved navn John A. Gillespie, sange til tegnsprog for en lille gruppe døve. Det foregik ved et stævne i USA der blev afholdt af de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Nu er der på verdensplan mere end 1200 tegnsprogsmenigheder og -grupper med døve forkyndere og interesserede. Hvordan bliver der sørget for åndelig føde til dem?

Der foreligger nu bibelstudiemateriale på 18 forskellige tegnsprog, og tallet stiger støt. De der benytter amerikansk tegnsprog (ASL), fik i september 2002 en særlig gave. Fra og med den måned blev det muligt at få studieartiklerne i Vagttårnet på video én gang om måneden. Det løser problemer som man måske slet ikke tænker over når man ikke selv er døv.

De fleste hørende forkyndere kan citere mange skriftsteder fra hukommelsen. Det skyldes at de hører eller læser nøjagtig den samme ordlyd hver gang. Men døve får ikke altid gengivet skriftstederne på samme måde. Hvorfor ikke? Fordi Bibelen ikke findes på amerikansk tegnsprog og skriftstederne derfor ikke altid gengives på samme måde af dem der har indlæg på møderne. Men det begyndte at ændre sig da der kom videopublikationer på amerikansk tegnsprog. Og nu hvor studieartiklerne fra Vagttårnet også findes på video, kan døve glæde sig over at se skriftstederne gengivet på samme måde hver gang.

Amerikanske tegnsprogsmenigheder og -grupper behøver heller ikke at finde tolke til oplæsning ved vagttårnsstudiet. I menigheder for hørende skal en oplæser måske bruge en time på at forberede sig så han kan læse godt op ved studiet. Men i tegnsprogsmenigheder vil det ofte kræve flere timers forberedelse for dem der skal tolke en artikel. Nu kan denne kostbare tid bruges på andre åndelige aktiviteter. Hvad synes brødrene og søstrene om denne nye udgivelse?

En tegnsprogsgruppe i staten Rhode Island i USA skrev: „Vi var ovenud glade da det blev meddelt at vi ville få Vagttårnet på video. Nogle af forkynderne i gruppen fik tårer i øjnene.“ En vagttårnsstudieleder i Florida siger at der nu er så mange der rækker hånden op for at svare, at han har „den store fornøjelse næsten at have for mange hænder at vælge imellem!“ Han tilføjer at „kommentarerne også er blevet bedre“. En anden ældste skriver: „Resultaterne er storartede! Selv vanskelige begreber bliver nu forstået fuldt ud.“ Ja, takket være Jehovas rige velsignelse har en stadig større skare af døve mulighed for at lære Gud at kende og herliggøre ham. — Rom. 10:10.

Hjælp til oversættere

Der findes nu åndelig føde fra den trofaste og kloge træl på mindst 390 sprog. (Luk. 12:42) Oversættelse udgør derfor et stort og konstant voksende arbejdsområde inden for Jehovas organisation.

God oversættelse er ikke bare et spørgsmål om at erstatte hvert ord i kildeteksten med et tilsvarende på målsproget. Nej, det er tankerne der skal formidles så nøjagtigt som muligt. Det er derfor nødvendigt at oversætterne har en god forståelse af kildeteksten inden de går i gang med at oversætte. Dette kan til tider være en udfordring.

Derfor er en gruppe kvalificerede brødre under ledelse af Det Styrende Råd blevet oplært i at afholde et kursus i bedre forståelse af det engelske sprog (Course in Improved English Comprehension). Efter at brødrene havde fået den nødvendige oplæring på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, besøgte de i tjenesteårene 2002 og 2003 oversætterhold i hele verden. De var cirka tre måneder hos hvert hold, og ud over at gennemgå kurset med oversætterne gav de dem praktisk hjælp. Takket være dette kursus føler oversætterne sig nu bedre rustede til fuldt ud at forstå meningen i den engelske tekst.

Et oversætterhold har sagt: „Jehova har kærligt hjulpet os til at blive bedre kvalificerede til at klare vores opgave. Nu føler vi os meget mere sikre og ser frem til de gode resultater vi vil få, takket være Jehovas velsignelse.“ En tilsynsmand for en af oversættelsesafdelingerne har sagt: „Før i tiden kæmpede mange af os i timevis med vanskelige engelske udtryk og sætninger. Det sinkede vores arbejde. Derfor var engelskkurset yderst kærkomment. Det viste os hvordan man systematisk analyserer den engelske tekst, og det gav os nogle brugbare strategier for hvordan man håndterer vanskelig tekst. Som følge heraf føler vi os nu mindre tyngede, og vi er hurtigere til at frembringe en mere nøjagtig oversættelse.“

Et andet hold har skrevet: „Dette kursus var mere praktisk orienteret end nogen tilsvarende verdslig uddannelse fordi det var tilpasset vores specifikke behov. Vi er overbeviste om at kurset vil hjælpe oversættere i hele verden og gøre det lettere for de symbolske får at ’få fat i meningen’ med sandheden.“ — Matt. 13:23.

Til dato har omkring 1660 oversættere der arbejder med mere end 150 sprog, haft gavn af kurset. Desuden er kurset blevet tilpasset dem der oversætter til tegnsprog, og dem der oversætter fra spansk til de indianske sprog i Central- og Sydamerika.

Udrustede til at blive bedre lærere

Både Jehova og hans enestefødte søn — „Ordet“ — lægger stor vægt på kommunikation. (Joh. 1:1, 14; 3:16; Åb. 19:13) Det samme gør den trofaste og kloge træl, som fortsat gør en stor indsats for at hjælpe Guds folk til at blive dygtigere til at forkynde og undervise. Med dette mål for øje udarbejdede Jehovas organisation bogen Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere. Mange forkyndere har udtrykt deres taknemmelighed for denne lærebog siden den blev taget i brug på Den Teokratiske Skole i januar 2003.

„Intet andet trossamfund gør så meget for at hjælpe sine medlemmer, både unge og gamle, til at kommunikere virkningsfuldt,“ skrev en ældstebroder fra Filippinerne. En ældste i Brasilien sagde: „Jeg betragter januar 2003 som en milepæl i Jehovas Vidners historie med hensyn til undervisning.“ En anden udtalte: „Jeg har lagt mærke til at de unge i menigheden er blevet mere interesserede i at deltage i skolen. Nogle har læst lærebogen fra ende til anden og lavet alle øvelserne — alt sammen før stoffet er blevet behandlet på skolen!“ En rejsende tilsynsmand har gjort flittig brug af ’Skolehåndbogen’ på hyrdebesøg. Han skriver: „Kapitler som ’Bliv god til at læse’, ’Det lønner sig at studere’ og ’Kunsten at svare på spørgsmål’ er en stor hjælp når man forbereder sig til møderne eller tjenesten.“

En søster i England siger at „det er en fremragende idé at lade øvelser indgå i undervisningen. Hvis vi ønsker at udvikle de færdigheder der undervises i på skolen, er vi nødt til at bruge dem i vores dagligdag. Dette er muligt ved hjælp af øvelserne.“ Fra Japan skriver en broder med et talehandicap: „Hver gang jeg har en oplæsningsopgave, kæmper jeg med angsten for hvordan det mon kommer til at gå på podiet. Jeg kan godt se at min negative tænkemåde har gjort det endnu værre. Sidste gang jeg fik tildelt en opgave, skrev jeg derfor nogle punkter ned fra ’Skolehåndbogen’ under underoverskriften ’Hvordan lærer man god artikulation?’ (side 87 og 88) og fra rammen ’Når man stammer’ (side 95). Jeg forventer selvfølgelig ikke at få bugt med min stammen lige med det samme, men jeg er fast besluttet på ikke at give op!“

Afdelingskontoret i Kenya skriver: „I Burundi har brødrene udtrykt værdsættelse af den nye lærebog, som nu findes på sproget kirundi. I et land hvor mange kun har haft en begrænset skolegang, kan eleverne på Den Teokratiske Skole nu bedre forstå punkterne som de skal vejledes i. Det gør at de er mere begejstrede når de fremholder deres indlæg.“

Takket være bogen er nogle også blevet bedre til at skrive breve. En ældre og svagelig søster i Mexico siger: „I ’Skolehåndbogen’ fandt jeg på side 71 til 73 nogle praktiske forslag til hvordan man skriver breve. Jeg forkynder på denne måde på grund af mine fysiske begrænsninger. Hidtil har jeg dog undgået at skrive til mine slægtninge. Men med den vejledning den nye bog giver, kan jeg nu aflægge et bedre vidnesbyrd over for dem.“ En områdetilsynsmand i Sydafrika har sagt: „Det her er virkelig en fremragende lærebog. Ud over det rent tekniske tager den også det åndelige aspekt i betragtning når den behandler taleegenskaber, idet den viser at disse egenskaber er et resultat af kristen kærlighed og interesse for andre.“

Den juridiske situation

Den 17. juni 2002 afsagde USA’s højesteret en historisk kendelse i sagen Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc. mod Village of Stratton. Med 8 stemmer mod 1 afgjorde landets øverste domstol at det var forfatningsstridigt at forlange at Jehovas Vidner skulle have en tilladelse til dørsalg eller henvendelse ved folks døre når de udførte offentlig forkyndelse.

I kølvandet på denne sejr kontaktede Vagttårnets juridiske afdeling i USA lokalsamfund i hele landet. På den måde løste man problemer vedrørende forkyndelsesarbejdet i 238 lokalsamfund som havde prøvet at underlægge vores offentlige forkyndelse en vedtægt der krævede tilladelse til dørsalg eller henvendelse ved folks døre. Desuden medfører Stratton-afgørelsen at forkyndere i 216 andre lokalsamfund ikke længere behøver at kontakte politiet eller byens embedsmænd inden de tager i forkyndelsen. Måtte Jehova fortsat fjerne den slags hindringer. — Es. 40:4; Matt. 24:14.

Man bliver ved med at arrestere og fængsle brødre i Armenien fordi de af samvittighedsgrunde nægter militærtjeneste. Anklageren i hovedstaden, Jerevan, har anket adskillige domme for at få brødrene idømt længere fængselsstraffe. Dommerne har givet anklageren medhold og har udmålt hårdere straffe.

I februar 2003 opfyldte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en begæring som den havde modtaget af to af Jehovas Vidners tidligere missionærer, om at behandle deres sag. Parret, der i 1995 havde fået ordre om at forlade Bulgarien, mente at deres trosfrihed var blevet krænket, og at de var blevet diskrimineret. Retten fandt at klagen ’ikke var ubegrundet’.

Kort efter at en menighed i Asmara, Eritrea, var blevet færdig med højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid, blev mødestedet omringet af politiet, der holdt alle 164 mødedeltagere tilbage — både mænd, kvinder og børn. De blev holdt varetægtsfængslet og forhørt hele natten. Dagen efter løslod myndighederne børnene, de fleste søstre og interesserede. De øvrige blev flyttet til det største fængsel i Asmara, hvor nogle af dem sad næsten en hel måned inden de blev løsladt. Desuden sidder ti brødre i en fangelejr fordi de af samvittighedsgrunde nægter at aftjene deres værnepligt. Tre af dem har været fængslet i ni år.

De ondskabsfulde angreb mod vores brødre i Georgien fortsætter. Områdestævner er blevet brutalt afbrudt af lokale embedsmænd og bevæbnede politifolk der marcherede ind på stævneområdet efter programmets begyndelse. Disse mænd overtog podiet og sendte de tilstedeværende bort. I ét tilfælde afspærrede man de omkringliggende veje så brødrene ikke kunne komme til stævne. Hovedmanden bag forfølgelsen af Jehovas Vidner skal stilles for retten, men han er ikke varetægtsfængslet. Hans retssag er blevet udskudt mindst 19 gange. Ved flere lejligheder har hans tilhængere overtaget kommandoen over retssalen og angrebet brødrene fysisk og verbalt. Skattemyndighederne har med tilbagevirkende kraft annulleret Jehovas Vidners identifikationsnummer, som de har brug for når de skal importere læsestof og foretage transaktioner.

Der er godt nyt fra Kosovo og Rumænien. Den 20. maj 2003 blev de 90 forkyndere i Kosovo juridisk anerkendt, og deres vedtægter registreret. Og den 22. maj 2003 blev der i Rumænien udstedt en bekendtgørelse som officielt bekræftede Jehovas Vidners status som trossamfund. I artikel 3 i bekendtgørelsen står der: „Det kristne trossamfund ’Jehovas Vidners religiøse organisation’ har alle de rettigheder og pligter som loven giver de trossamfund der er juridisk anerkendt af den rumænske stat.“ Bekendtgørelsen blev udstedt i overensstemmelse med en rumænsk højesteretskendelse fra år 2000.

I Rusland blev den retssag som skulle føre til et forbud mod Jehovas Vidner i Moskva, udsat på ubestemt tid. Det skete den 22. maj 2003. Uden at sætte en tidsbegrænsning gav dommeren ordre om endnu en „ekspertundersøgelse“ af den psykologiske påvirkning fra visse faktorer i det materiale Jehovas Vidner har udgivet i de sidste ti år. Den videnskabelige værdi af den slags undersøgelser er tvivlsom. I mellemtiden er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol begyndt at behandle en henvendelse fra brødrene. I henvendelsen protesteres der mod den juridiske diskriminering og chikane som Jehovas Vidner har været udsat for i Moskva i de sidste syv år.

Ministerrådet i det nordlige Cypern ophævede ved hjælp af sin vedtægt nr. E-1516-2002 af den 8. august 2002 det forbud mod Jehovas Vidner som længe havde hindret forkynderne i at komme til den nordlige del af øen. Dengang man indførte forbuddet i 1997, blev pionerer udvist. Nu fik brødrene to rigssale tilbage som havde været beslaglagt.

I Usbekistan blev Marat Mudarisov fundet skyldig i at „have ansporet til religiøst had og have lokket mindreårige“ til at konvertere til hans tro. Han fik en betinget dom. Det eneste han havde gjort sig „skyldig“ i, var i virkeligheden at forkynde den gode nyhed for sine naboer og lede ugentlige bibeldrøftelser ved menighedsmøderne. For nylig ankede man sagen til Usbekistans højesteret, og den uretfærdige dom broder Mudarisov havde fået, blev omstødt.

Prøvelser bliver overvundet

Eftersom den nuværende tingenes ordning nærmer sig sin afslutning, bliver volden og den politiske ustabilitet ved med at tage til og forårsager ofte store lidelser. I det forløbne år har borgerkrigen fortsat hærget Liberia og landets hovedstad, Monrovia. „Der var gadekampe i en hel uge, og byen var ét stort kaos,“ står der i en nyhedsrapport fra Reuters Bureau. „Efter at oprørerne havde trukket sig tilbage, blev der tilsyneladende atter fred i byen, men den 24. juni indledte de et nyt, mere voldsomt angreb, der resulterede i omfattende ødelæggelse af infrastrukturen og kostede mange menneskeliv.“ I en bydel var brødrene på grund af skud og eksplosioner nødt til at lægge sig ned på det våde gulv i deres rigssal, lyder det fra afdelingskontoret. „Den nedslagtning der foregik i byen, var forfærdelig,“ skrev brødrene. „Vi kunne lugte stanken fra ligene.“ Et koleraudbrud kostede yderligere menneskeliv.

Bevæbnede mænd plyndrede regelmæssigt og systematisk hjem og rigssale. Mange brødre nøjedes med at skaffe sig de vigtigste fornødenheder fordi de vidste at alt af værdi ville blive stjålet, forklarer et missionærpar fra Monrovia. Familier købte ikke engang nye senge som erstatning for de stjålne, men sov på måtter på gulvet. De der ikke kunne vende tilbage, levede som nomader eller flygtede til et naboland.

„Folk tager bare en dag ad gangen,“ skriver afdelingskontoret. „Alligevel er det meget opmuntrende at se at brødrene er ivrige efter at komme til møderne og deltage i forkyndelsen når omstændighederne tillader det.“ Når der kommer nødhjælpsforsyninger, er noget af det første brødrene beder om, „bibelske publikationer og somme tider en forkyndertaske til at erstatte den de har mistet,“ tilføjer de førnævnte missionærer.

Trykningen regionaliseres

Den 1. september 2001 nedsatte Det Styrende Råd et udvalg med syv brødre fra forskellige dele af verden der skulle se nærmere på alle afdelingskontorer med trykkeri og foreslå måder hvorpå man bedre kunne udnytte de eksisterende faciliteter. På grundlag af disse brødres anbefalinger gav Det Styrende Råd den 17. oktober 2001 sin godkendelse til at regionalisere trykkeriarbejdet sådan at hver region er selvforsynende med publikationer. Regionerne er Afrika, Asien, Europa, Nordamerika og Sydamerika.

Den nye ordning trådte i kraft i begyndelsen af 2002, og resultaterne har været opmuntrende. Tag for eksempel produktionen af bøger. I år 2000 stod afdelingskontoret i USA for næsten 50 procent af produktionen af bøger til hele verden. Men nu, under ordningen med regionaliseret trykning, producerer det kun 26 procent. Dette har ført til en reduktion af forsendelsesudgifter, medarbejdere og maskiner, og det har mindsket behovet for gulvareal i trykkeriet i USA. Samtidig har det medført en mere effektiv udnyttelse af de eksisterende faciliteter i andre lande.

I forbindelse med overgangen til regionaliseret trykning har Det Styrende Råd bevilget penge til køb af syv nye MAN Roland Lithoman-trykpresser. De vil erstatte ældre og mindre effektivt udstyr og på den måde være en hjælp til at kunne dække fremtidige behov. Fem af de nye trykpresser, hvoraf nogle allerede er blevet installeret, er tiltænkt afdelingskontorerne i Brasilien, Japan, Mexico, Storbritannien og Sydafrika. De to sidste går til trykkeriet i Wallkill, New York, hvor det er planen at de skal installeres i april og maj 2004. Hver trykpresse er 40 meter lang, vil i timen producere 90.000 blade eller trykark til bøger i bladformat — svarende til 25 i sekundet — og vil kunne trykke i fire farver på alle sider.

Flere ændringer i Brooklyn og Wallkill

Sammen med de nye trykpresser vil Wallkill også modtage nyt udstyr til bogbinderi som kan producere indbundne bøger og luksusbibler med en hastighed af 120 i minuttet. Forsendelsesafdelingen, der skal flyttes fra Brooklyn til Wallkill, vil få et nyt opmagasineringssystem der bevirker at opbevaringen af publikationerne kommer til at kræve mindre end halvt så meget gulvareal som i Brooklyn.

De tømte bygninger i Brooklyn vil blive brugt til andre formål. Desuden meddelte Det Styrende Råd i juni 2003 at man måske vil sælge den 95.000 kvadratmeter store bygning på Furman Street 360, som blandt andet har huset forsendelsen. De øvrige afdelinger i bygningen er blevet eller vil snart blive flyttet til andre dele af Brooklyn-komplekset.

Rigssalsbyggeri

I tjenesteåret 2003 blev der rundt om i verden opført 2340 rigssale. Det svarer til et gennemsnit på 195 rigssale om måneden, eller lige godt 6 om dagen! Siden man i november 1999 påbegyndte et særligt byggeprogram i lande med begrænsede midler, er der blevet opført 7730 rigssale. I mange områder stiger mødedeltagelsen markant så snart en rigssal er færdigbygget, og salene er hurtigt fyldt op.

Da byggeprogrammet begyndte i Afrika, fandtes der 550 egnede mødesteder fordelt på 38 lande. Mindre end fire år senere havde de samme 38 lande 5060 rigssale — i gennemsnit én for hver tredje eller fjerde menighed. I en rapport om hvilket indtryk rigssalsbyggeriet gør på offentligheden, omtaler afdelingskontoret i Malawi en ny ordbog udgivet af Christian Literature Association of Malawi: „Ordbogen har blandt andet ’Jehovas Vidner’ som opslagsord, og vores navn er korrekt oversat til chewa. For at vise hvordan man kan bruge navnet i en sætning, står der så i ordbogen: ’Jehovas Vidner har bygget mange kirker.’“

Afdelingskontoret i et andet afrikansk land skriver: „Da brødrene gik til en embedsmands kontor for at få registreret vores ansøgning om at bygge en rigssal, rev manden straks papirerne over og smed dem væk. Da dette skete for tredje gang, overlod brødrene det til Jehova. Kort tid senere betroede myndighederne en af disse brødre, der var kendt for sin ærlighed, det ansvar at tildele nogle særlige lån til regeringsembedsmænd.

Blandt dem der søgte om et lån, var netop den embedsmand som havde revet vores ansøgning over. Da han så vores broder, forlod han derfor straks kontoret, men vendte tilbage en uge senere i håb om at der så ville være en anden til at ekspedere ham. Denne gang gik broderen dog hen til ham, bad om hans ansøgning og bevilgede lånet. Embedsmanden skammede sig og bad om at få brødrenes byggeansøgning en gang til. Han forelagde den personligt for sin overordnede til godkendelse og fik skaffet brødrene et stykke jord til en rigssal. Nu havde han fået respekt for Jehovas Vidner og sagde: ’De gengælder ikke nogen ondt med ondt.’“

Fra afdelingskontoret i Ukraine beretter man: „Da brødrene i byen Artsyz var på udkig efter et stykke jord, kontaktede de en arkitekt på egnen. De viste hende fotografier af færdige rigssale. Imponeret sagde hun: ’Sådan en rigssal burde vi have i nærheden af det område hvor distriktsadministrationen ligger, for det ville pynte på bymidten.’ Så foreslog hun en grund. Senere sagde stadsarkitekten: ’Det er første gang jeg har set et trossamfund blive enige om tegningerne før de påbegynder byggeriet.’“

Ved et rigssalsbyggeri i byen Lysjanka sagde en forretningskvinde fra en naboby: „Jeg har betragtet jer, og jeg synes I skulle bygge en rigssal som denne i min hjemby. Jeg vil endda hjælpe jer med at få fat i en egnet grund.“ Så fortalte brødrene hende at der kun boede fem Jehovas Vidner i det område — for få til at danne en menighed og bygge en rigssal. „Jamen, hvor mange har I brug for?“ spurgte hun og tilføjede: „Jeg melder mig ind som nummer seks.“ Måske lavede hun bare sjov, men hun tog i hvert fald imod et bibelstudium.

Nye stævnehaller

I løbet af sidste tjenesteår er der blevet opført og indviet stævnehaller i Nhandeara og Goiânia, Brasilien; i El Trébol, en forstad til Santiago, Chile; i Morne Daniel, Dominica; i Machala, Ecuador; i Siracusa på Sicilien, Italien; i Gerehu, Papua Ny Guinea; i Lomé, Togo; i Newburgh i staten New York og i West Palm Beach i Florida, USA. I forbindelse med projektet i Newburgh sagde en forretningsmand fra området: „Jeres organisation er utrolig! I bruger frivillige med forskellig baggrund og forskellige evner og færdigheder, og alle arbejder sammen i fred og endrægtighed. Jeg har aldrig set noget lignende!“ En lokal bygningsinspektør var ikke kun imponeret over arbejdets gode kvalitet, men også over brødrene og søstrene. Han sagde: „Jeg nyder at komme her. Jeg får det så godt når jeg er sammen med jer.“

Da projektet i Newburgh var næsten færdigt, opstod der en brand som beskadigede omkring 20 procent af bygningen. Det lod brødrene sig dog ikke slå ud af — tværtimod mødte de talrigt op for at hjælpe til med genopbygningsarbejdet. Som følge heraf tog det mindre end en måned at blive færdig, sådan at indvielsen alligevel kunne holdes på den fastsatte dato, den 19. oktober 2002. En lokalavis kommenterede de frivillige arbejdere med følgende ord: „Deres tro brænder stærkere end de flammer der afsved cirka en femtedel af den 5600 kvadratmeter store bygning.“ Som en anerkendelse af den enhed der kendetegner Guds folk, gav myndighederne brødrene tilladelse til at give den offentlige vej som fører til stævnehallen, navnet ’Unity Place’.

Indvielse af afdelingskontorer

Midt under borgerkrigen og de politiske stridigheder i Elfenbenskysten forsamledes brødrene fredeligt den 29. marts 2003 for at indvi nogle nye bygninger på afdelingskontoret i Abidjan. Deriblandt var en ny rigssal, to beboelsesbygninger og en servicebygning med en stor spisesal, et køkken, et vaskeri, flere lagerrum og vedligeholdelsesværksteder. De nye faciliteter ligger over for det oprindelige afdelingskontor, der blev bygget i 1982. Frivillige arbejdere fra 15 lande, som for en stor dels vedkommende er taget dertil for egen regning, har hjulpet de 110 på det lokale byggehold. Zonetilsynsmanden Sébastien Johnson, der besøgte afdelingskontoret, holdt indvielsestalen „Giv agt på den sande tilbedelse“.

Lørdag den 15. februar 2003 var der 332 som overværede indvielsen af det nye afdelingskontor i Guyana. Richard Kelsey fra afdelingskontoret i Tyskland holdt indvielsestalen, hvor han pegede på Jehova som universets bygmester. Broder Kelsey fremhævede dog at det største, og første, Jehova skabte, var en herlig åndeskabning — hans enestefødte søn. Mange af de første missionærer var vendt tilbage til landet for at overvære indvielsesprogrammet — nogle af dem for første gang i mange år! Når man tænker på at der i Guyana kun er lidt over 2000 forkyndere af den gode nyhed, kan man forstå deres glæde da søndagens særlige program blev overværet af 4752 fra 12 lande.

Da de udvidede faciliteter på afdelingskontoret i Haiti blev indviet, var den gamle, garvede forkynder George Corwin så rørt at hans stemme rystede mens han fortalte om hvordan han for nylig havde besøgt St. Marc, en havneby 60 kilometer nord for Port-au-Prince. For over 40 år siden havde han som missionær været med til at oprette den første menighed i byen. Nu er der fire store menigheder. Dem han dengang studerede Bibelen med, og som nu har været trofaste Jehovas Vidner i mange år, var ovenud begejstrede for at byde ham velkommen. Da broder Corwin i sin tid ankom til Haiti, havde landet knap 900 forkyndere, og på afdelingskontoret — et lille lejet hus — var der kun to medarbejdere.

Der blev bygget et nyt afdelingskontor i Haiti i 1986, men også det blev for trangt. Den udvidelse af afdelingskontoret der for nylig blev indviet, huser en betelfamilie på 40 medlemmer, som betjener mere end 12.000 forkyndere. Frivillige fra Australien, Canada, Danmark, Storbritannien, Tyskland og USA har deltaget i byggeriet. De har samtidig lært haitianske frivillige nogle værdifulde håndværksmæssige færdigheder.

Mangelen på forskellige varer i landet tvang brødrene til at importere tunge maskiner og næsten alle byggematerialer. Det sinkede af og til arbejdet, men standsede det ikke. Indvielsesdagen oprandt lørdag den 23. november 2002. Blandt de 3122 som overværede højtideligheden, var der 240 delegerede fra 13 lande. David Splane fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen. Den følgende dag var mere end 20.000 til stede på Sylvio Cator-stadionet i Port-au-Prince for at lytte til et særligt program.

„Lad os tage fat og bygge.“ (Neh. 2:18) I Ungarn kunne disse opmuntrende ord, udtalt af trofaste jøder på Nehemias’ tid, ses i tillægget til Rigets Tjeneste for juni 2000. Man indbød Jehovas Vidner fra hele landet til at deltage i byggeriet af det nye afdelingskontor i Budapest. Hele 13.741 frivillige fra landets 251 menigheder deltog i projektet, som stod på i to år og indbefattede ombygningen af et tidligere militæranlæg. Indvielseshøjtideligheden, der blev overværet af 554 gæster fra 22 lande, fandt sted den 10. maj 2003. Guy Pierce fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget „Jehova får det fortsat til at gro“.

I Mexico er udvidelser af afdelingskontoret en tilbagevendende begivenhed. De 14 nye bygninger, som blev indviet den 15. marts 2003, supplerer dem der blev indviet i 1974, 1985 og 1989. At lægge det 80.000 kvadratmeter store fundament til de nye bygninger var en særlig udfordring. Det skyldtes to ting: For det første havde der engang ligget en sø på grunden, så jordens bæreevne var dårlig. For det andet er der ofte jordskælv i området. Man var derfor nødt til at pilotere grunden med 3261 pæle — der kom ned i en dybde af cirka 24 meter! Planlægningen og byggearbejdet tog 12 år og involverede 28.600 frivillige arbejdere fra Mexico og 734 fra andre lande.

Tre medlemmer af Det Styrende Råd deltog i indvielsesprogrammet. Guy Pierce talte om den dybe glæde der kommer af at have et nært forhold til Jehova. Theodore Jaracz gjorde rede for hvordan velsignelserne ved et trofast liv i tjenesten for Gud langt opvejer de prøver som kristne står over for i endens tid. Og Gerrit Lösch holdt foredraget „Tilbed sandhedens Gud!“ på spansk.

Den 23. november 2002 indviede afdelingskontoret i Peru flere faciliteter, deriblandt en smuk ny femetages kontor- og beboelsesbygning. Gerrit Lösch holdt indvielsestalen „Udvidelse fører til Jehovas pris“. Den næste dag, om søndagen, samledes 59.940 på San Marcos- stadionet i Lima, hvor et særligt program fremhævede hvordan Jehova havde velsignet Rigets arbejde i Peru i overmål. Og hvor har velsignelserne været tydelige! Da de første missionærer i 1946 kom for at føre an i arbejdet, var der bare en håndfuld forkyndere og interesserede i landet. Nu er der i Peru 87.318 forkyndere og 916 menigheder.

Den 17. maj 2003 blev der på afdelingskontoret i Rusland indviet nogle nye kontor- og beboelsesbygninger samt lagerrum. Indvielsen blev overværet af 600 gæster og betelfamiliens 350 medlemmer — tilsammen repræsenterede de 30 forskellige lande. De oprindelige bygninger var blevet indviet seks år tidligere, så hvorfor var der allerede behov for en udvidelse?

Det russiske afdelingskontor, som ligger i Solnetjnoje i udkanten af Sankt Petersborg, fører tilsyn med forkyndelsesarbejdet i ti lande. Der tales mere end 100 sprog i dette vidtstrakte område, som dækker 11 tidszoner. Derfor udgør oversættelse en vigtig og stadig større del af arbejdet på afdelingskontoret. For tiden oversætter brødrene bibelske publikationer til 34 sprog. Desuden er antallet af forkyndere steget med mere end 40.000 siden den sidste indvielse — svarende til næsten 7000 om året! „Og væksten fortsætter uformindsket,“ skriver afdelingskontoret. Som reaktion på Jehovas rige velsignelse var brødrene i Rusland altså glade for at ’gøre deres teltreb lange’. — Es. 54:2.

Om lørdagen var der mange ældre brødre og søstre til stede som havde været udsat for stærk forfølgelse under Sovjetstyret. Alle lyttede opmærksomt til David Splane, der holdt indvielsesforedraget „Jeg vil fylde dette hus med herlighed“, baseret på Haggaj 2:7. Han sagde at nye bygninger ganske vist er smukke og bringer Gud ære, men at det først og fremmest er den enkelte kristnes gudfrygtige adfærd og åndelige egenskaber der herliggør Jehova og er en pryd for den sande tilbedelse. Om søndagen trodsede 9800 den kolde støvregn for at overvære et særligt program på Kirov-stadionet i Sankt Petersborg.

På verdensplan arbejder der i alt 19.848 ordinerede ordets tjenere på sådanne afdelingskontorer. Alle er medlemmer af Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere.

[Oversigt/illustrationer på side 12, 13]

BEGIVENHEDER I TJENESTEÅRET 2003

1. september 2002

1. september: Studieartikler i Vagttårnet kan fås i videoudgave på amerikansk tegnsprog.

23. november: Indvielse af nye faciliteter på afdelingskontorerne i Haiti og Peru.

1. januar 2003

1. januar: Menigheder begynder at bruge den nye håndbog Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere.

15. februar: Indvielse af afdelingskontoret i Guyana.

15. og 29. marts: Indvielse af nye faciliteter på afdelingskontorerne i Mexico og Elfenbenskysten.

16. april: Politiet i Asmara, Eritrea, tilbageholder 164 tilstedeværende ved mindehøjtiden.

1. maj 2003

10. og 17. maj: Indvielse af et afdelingskontor i Ungarn og af nye bygninger i Rusland.

20. maj: Jehovas Vidner bliver juridisk anerkendt i Kosovo.

22. maj: Rumænien bekræfter officielt Jehovas Vidners status som trossamfund. Retssag der skal føre til et forbud mod Jehovas Vidner i Moskva, udsættes på ubestemt tid.

August: Ny MAN Roland Lithoman-trykpresse installeres på det britiske afdelingskontor.

31. august 2003

31. august: I udviklingslandene er der siden november 1999 blevet opført 7730 rigssale. 6.429.351 forkyndere i 235 lande.

[Illustrationer]

Haiti

Peru

[Grafisk fremstilling på side 11]

(Se publikationen)

Vækst i antal sprog:

Alle publikationer

„Vagttårnet“

„Vågn op!“

400

300

200

100

1880 1920 1960 2000

[Illustration på side 14]

Lærerne på engelskkurset ’Course in Improved English Comprehension’ sammen med deres koner

[Illustration på side 22, 23]

Trykpresse i sammenligning med en bybus

Fakta om trykpressen:

Længde: 41 meter

Højde: 5,5 meter

Vægt: 201 tons

[Illustration på side 28, 29]

Nyligt indviede betelfaciliteter i (1) Guyana, (2) Ungarn og (3) Elfenbenskysten