Moldova

Øst for den store buede bjergkæde der hedder Karpaterne, ligger Moldova, et frugtbart land med sletter, dybe dale, slugter og skovklædte skråninger. I dette afvekslende landskab på cirka 34.000 kvadratkilometer lever der mange forskellige dyr, deriblandt ræve, ulve, harer, grævlinger, hjorte, lækatte, ildere og vildsvin.

Landets fede, sorte muld og generelt milde klima betyder at der kan dyrkes et væld af frugter, kornsorter, grøntsager og andre afgrøder. Jorden får rigeligt med vand fra de 2200 naturlige kilder og 3000 floder og åer der alle flyder mod syd, ud i Sortehavet. Den største flod, den hurtigtstrømmende Dnestr, er sejlbar gennem det meste af republikken. I en stor del af sit løb udgør den grænsen til Ukraine, der ligger nord, øst og syd for Moldova. Floden Prut, en biflod til Donau, udgør grænsen til Rumænien, der ligger mod vest.

Moldovas omtumlede fortid

Området mellem Dnestr og Prut — der i århundreder blev kaldt Bessarabien og Moldavien — lå på en hovedrute til Europa. I det første årtusind f.v.t. var området en del af Skytien. Senere blev noget af det underlagt Romerriget. Gennem sin omtumlede historie er området også blevet invaderet af andre folkeslag, som for eksempel gotere, hunnere og avarer. I det 13. og 14. århundrede var Moldavien  underlagt tatarerne, og i det 16. århundrede blev det en del af Osmannerriget. I Bukaresttraktaten afstod tyrkerne i 1812 herredømmet over Bessarabien og halvdelen af Moldavien til Rusland, og i denne periode blev navnet Bessarabien anvendt om hele området.

I 1918 blev Bessarabien indlemmet i Rumænien, men i 1940, og igen i 1944, blev det midlertidigt underlagt Rusland. Under Sovjetunionen var området kendt som Den Moldaviske Sovjetrepublik (SSR). Ved sovjetkommunismens fald overskar Den Moldaviske Sovjetrepublik båndene til Moskva og blev fra den 27. august 1991 til den uafhængige republik Moldova. * Hovedstaden er Chişinău, der tidligere hed Kisjinjov.

I 1960’erne havde Moldova en stor befolkningstilvækst, men den er siden 1970 stilnet af og har stabiliseret sig. I øjeblikket er der cirka 4,3 millioner indbyggere. Mange moldovere er beskæftiget inden for landets største industri, vinavl. Moldova producerer cirka 3 procent af verdens vine, og de moldoviske vine er især populære i Rusland og Østeuropa. (Se rammen på side 71). Men en endnu større vingård i Moldova har frembragt den allerbedste frugt: Pris til Jehova.

„En vingård med skummende vin!“

Gennem profeten Esajas beskrev Jehova det åndelige Israel som „en vingård med skummende vin“. Som forudsagt har denne symbolske vingård fyldt „det frugtbare  lands flade med afgrøde“ i form af nærende åndelig føde. (Es. 27:2-6) Dette har resulteret i at de salvede kristne har fået millioner af medarbejdere som tilhører ’de andre får’. — Joh. 10:16.

Jehovas folk i Moldova har glædet sig over at være med i opfyldelsen af denne vidunderlige profeti. Takket være den konstante strøm af åndelige afgrøder fra Jehovas organisation har Moldova nu et forholdstal på én forkynder for hver 229 indbyggere. Ja, i én landsby er hver fjerde indbygger et af Jehovas Vidner!

Men som vi vil se, har væksten været fulgt af ildprøver. I næsten 70 år har både det rumænske monarki, fascisterne og kommunisterne forbudt, forfulgt og fængslet Guds folk. Men Jehova har i Moldova, ligesom andre steder, opfyldt sine profetiske ord om sin åndelige „vingård med skummende vin“. Gennem Esajas siger han: „Jeg, Jehova, værner den. Hvert øjeblik vander jeg den. For at ingen skal hjemsøge den, værner jeg den nat og dag.“ (Es. 27:2, 3) Når du nu læser om Jehovas folks historie i Moldova, måtte deres mod og tro da styrke dig i din beslutning om fortsat at bære frugt til pris for Jehova, uanset hvilke hindringer modstanderen Satan vil lægge dig i vejen.

Russell inspicerer marken

Frugtbærende grene på et bogstaveligt vintræ begynder som små skud. Det samme gælder den åndelige vækst i Moldova. Lad os se hvordan Jehova fik disse spæde skud til at vokse til det hårdføre, frugtbærende vintræ som vi ser i Moldova i dag. (1 Kor. 3:6) Vi skal tilbage til slutningen af det 19. århundrede da bibelstudenten Charles Taze Russell besøgte landet i forbindelse med en Europarejse.

I Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence for september 1891 skrev Russell at han havde besøgt en  kristen jødisk advokat ved navn Joseph Rabinowitch. „En af de mest interessante oplevelser vi endnu har haft, var at besøge broder Joseph Rabinowitch i hans hjem i Kisjinjov, Rusland [nu Chişinău, Moldova],“ skrev broder Russell. „Vi fik en hjertelig velkomst af ham og hans familie, der alle tror på Herren Jesus. . . . Han var fortrolig med indholdet af DAGGRY [bogserien Millenniets Daggry] og gik helt ind for det.“ Under de to mænds drøftelser viste det sig at de var enige om mange bibelske punkter, hvilket også fremgår af at Russell omtalte sin moldoviske ven som „broder Rabinowitch“.

Joseph Rabinowitch og hans familie arbejdede på at hjælpe jøder — hvoraf der var over 50.000 i Chişinău — til at tage imod Kristus og det messianske håb. Ved hans hus og kontor lå der „et nyt og meget pænt tilbedelseshus med plads til omkring et hundrede og femogtyve mennesker,“ fortalte Russell. Rabinowitch havde også en ny, hånddreven trykkemaskine hvorpå han trykte traktater der især var henvendt til jøderne. Omkring seks år senere, i 1897, skrev Rabinowitch til Russell: „Min kære og elskede broder Russell! Her ved årets slutning føler jeg trang til at takke dig for den åndelige glæde du giver mig gennem dit ansete blad ZION’S WATCH TOWER, som jeg får regelmæssigt. Det er for mig som købmændenes skibe der bringer åndelig føde langt borte fra.“ Trods denne jødiske mands nidkærhed og hans kærlighed til Bibelens budskab skulle der imidlertid gå 30 år før Rigets sæd slog rod i Moldova og begyndte at vokse og bære frugt. — Matt. 13:1-8, 18-23.

Første Verdenskrig gør mange modløse

De voldsomme politiske ændringer i Europa under den første verdenskrig gav grobund for Rigets sæd i Moldova.  Ved afslutningen af Den Store Krig — som man dengang kaldte den — overskar Moldova båndene til Rusland, hvor kommunisterne havde taget magten, og sluttede sig sammen med Rumænien. Mange moldoviske soldater der havde været vidne til krigens rædsler, vendte modløse hjem. De fleste var blevet opdraget med et stærkt tilhørsforhold til den ortodokse kirke, men nu begyndte de at tvivle på dens lære.

 Det gjaldt for eksempel Ion Andronic, der i 1919 vendte hjem til sin fødeby, Corjeuţi. Hans interesse for Bibelen var blevet vakt af de samtaler han som krigsfange havde haft med adventister og baptister. Han havde en bibel med hjem fra fangelejren og talte med slægtninge og venner om dens budskab, så også deres interesse blev vakt.

Ilie Groza var en af disse venner. Han havde været i De Forenede Stater i krigsårene og vendte hjem med et eksemplar af Det Nye Testamente, som han havde købt på en af sine rejser. Eftersom familierne Andronic og Groza var nære naboer, begyndte de at drøfte Guds ord. De fik også fat i noget læsestof udgivet af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt.

Ilie Grozas datter Iona fortæller: „Jeg kan kun have været seks år gammel da vores familie første gang modtog nogle publikationer udgivet af bibelstudenterne. Jeg ved ikke hvordan vi fik fat i dem, men jeg kan huske at mine forældre og ældre søskende begejstret diskuterede de klare udlægninger af Bibelens budskab der fandtes i disse publikationer.“

Ion Andronic indviede sig aldrig til Jehova, men det gjorde resten af hans familie og de fleste medlemmer af familien Groza. „I begyndelsen var vores møder rene familiesammenkomster,“ fortæller Iona. „Mine forældre havde fire døtre, og Andronic-familien havde både sønner og døtre. Så det varede ikke længe før der var romantik i luften, og Vasile Andronic blev gift med min søster Feodolina.

 Inden længe begyndte Tudor og Daria Groza, et ægtepar som vi langt ude var i familie med, også at deltage i bibelstudiet. Tudor var meget ivrig. Han rejste endda til afdelingskontoret i Cluj-Napoca i Rumænien for at hente publikationer og få svar på sine mange bibelske spørgsmål. Senere blev han til stor åndelig støtte for vores lille menighed.

Familien Iacuboi, der boede i nærheden af os, kom også til de bibelske drøftelser i vores hjem. Petru Iacuboi, familiens overhoved, havde tidligere vist gæstfrihed over for en mand der solgte bibler. Manden havde givet Petru lyst til at lære Bibelen bedre at kende. En tid undersøgte han baptisternes lære, men blev klar over at det ikke var her han skulle finde sandheden. På det tidspunkt begyndte han så at komme i vores voksende gruppe af bibelstudenter.

Det vi lærte, fik os til nidkært at forkynde den gode nyhed om Riget for alle vore venner og slægtninge, hvoraf mange boede i vores egen landsby eller i nabolandsbyerne.“

Af en rapport i Vagttaarnet for februar 1922 fremgår det hvor hurtigt budskabet om Riget spredtes i Moldova: „Fra Bessarabien [som Moldova dengang hed] skriver en Broder, som indtil for kort Tid siden var Adventistprædikant: ’Omtrent 200 her, foruden mange andre paa nærliggende Pladser rundt omkring, har taget imod Sandheden.’“

I landsbyen Şirăuţi hørte Ilarion Bugaian, et trofast medlem af den ortodokse kirke, om sandheden. Det var i begyndelsen af 1920’erne. Han tjente Jehova trofast frem til  sin død. En bibelstudent ved navn Moise Ciobanu vendte tilbage fra Tyskland til byen Bălţi. Han havde lært sandheden at kende mens han var fængslet i Tyskland under den første verdenskrig. Inden længe opstod en gruppe der senere blev den første menighed i Bălţi.

Hjælp fra Jehovas Vidner i Rumænien

I 1920’erne sendte det rumænske afdelingskontor nogle kvalificerede brødre til Moldova for at de kunne hjælpe med at opdyrke marken og styrke de nye der kom sammen med Guds folk. En af disse første forkyndere var Vasile Ciucaş fra Transsylvanien. Han talte både rumænsk og ungarsk. Når han besøgte den nye menighed i Corjeuţi, boede han altid hos Ilie Groza og hans familie. Det mindes Iona med glæde. „Jeg var vel ikke mere end otte år dengang, men jeg husker stadig broder Ciucaş’ besøg,“ siger hun. „Han var en usædvanlig rar broder, og han havde altid så meget spændende at fortælle at ingen havde lyst til at gå i seng! Min søster og jeg plejede at kappes om at sidde ved siden af ham.“

De rumænske brødre og de nidkære lokale forkyndere fortsatte med at udbrede den gode nyhed til de nærliggende landsbyer. I landsbyen Tabani, 11 kilometer fra Corjeuţi, fortalte Cazimir Cislinschii andre om alle de gode ting han havde lært ud fra Bibelen. Cazimir havde selv hørt budskabet om Riget da han var soldat i Rumænien. En af de første i Tabani der lyttede til Cazimir, var Dumitru Gorobeţ, der studerede Bibelen med en usædvanlig iver. Takket være Dumitrus og andres nidkærhed er der nu 475 Jehovas Vidner blandt Tabanis 3270 indbyggere.

I begyndelsen af 1920’erne fandt Rigets budskab også vej til landsbyen Caracuşeni, der ligger tre-fire kilometer fra Corjeuţi. En af de første i Caracuşeni der tog imod sandheden, var Vladimir Lungu, som blev døbt i 1927. Vladimir  blev udsat for voldsom forfølgelse på grund af sin kristne tro og døde trofast mod Jehova i 2002. I løbet af hans levetid tog så mange i Caracuşeni imod sandheden at hver fjerde af landsbyens 4200 indbyggere nu er et af Jehovas Vidner!

Alexandru Mikitkov, en anden trofast broder, lærte sandheden at kende da han i 1929 besøgte den rumænske by Iasi. Hans søn Ivan fortæller: „Da far kom hjem til vores landsby, Ţaul, begyndte han straks at forkynde den gode nyhed, og inden længe holdt vi kristne møder derhjemme.“

Ivan fortsætter: „Far holdt sig i kontakt med afdelingskontoret i Rumænien, og fra tid til anden fik vi besøg af modne brødre fra Rumænien. Under et af disse besøg, i 1931, døde min lillesøster. Vores familie var kendt, så mange fra landsbyen overværede begravelsen. Vores gæst fra Rumænien, broder Vănica, holdt begravelsesforedraget. Han aflagde et virkelig godt vidnesbyrd og afslørede dermed præsteskabets løgne om at bibelstudenterne ikke holder værdige begravelser. I sit foredrag forklarede broder Vănica tydeligt håbet om opstandelsen og såede således en sæd der spirede i hjertet hos nogle af de tilstedeværende. Inden længe tog også de et fast standpunkt for sandheden fra Bibelen.

Broder Vănicas åndelige opmuntring fik også stor betydning for vores familie. Min storebror, Dumitru, besluttede for eksempel at blive kolportør (heltidstjener). Han var ivrig efter at hjælpe så mange som muligt og flyttede snart hjemmefra for at forkynde i urørte distrikter i Moldova. Familien støttede ham helhjertet i hans beslutning. Men jeg må indrømme at jeg savnede ham meget. På den anden side var vi utrolig glade når han kom hjem på besøg og fortalte en masse spændende oplevelser fra forkyndelsen!“

 Voksende modstand fra præsteskabet

De ortodokse præster havde lige fra begyndelsen modstået forkyndelsen af den gode nyhed. Men da tidligere medlemmer af deres kirke lærte den bibelske sandhed at kende — og derfor ikke ville gøre korsets tegn eller lade deres børn døbe — blev de rasende.

Da Ioana Groza var omkring ti år, søgte den lokale ortodokse præst at presse hende til at gå på kompromis med hensyn til sin tro. Hun fortæller: „Min far havde forklaret os børn at det ifølge Bibelen var forkert at gøre korsets tegn. Men i skolen forlangte præsten at vi gjorde det. Jeg var bange for præsten, men jeg var også bange for at gøre noget som min far ikke syntes om, så jeg gemte mig i en lade i stedet for at gå i skole. Nogle dage senere kom det min far for øre at jeg pjækkede fra skolen. Han skældte mig dog ikke ud, men bad mig venligt om en forklaring. Da jeg fortalte ham hvor bange jeg var for præsten, tog han mig ved hånden, og vi fulgtes ad hen til ham.

Far sagde venligt, men bestemt til præsten: ’Hvis det var Dem der gav min datter mad, tøj og husly, havde De også lov til at fortælle hende hvad hun skulle gøre i religiøs henseende. Men da det ikke er Dem der forsørger min datter, skal De ikke blande Dem i hvad jeg lærer hende.’ Jeg er glad for at kunne sige at præsten ikke gav mig flere problemer i resten af min skoletid.“

Præsterne var som regel de mest indflydelsesrige mænd i samfundet. Ligesom de religiøse ledere på Jesu tid brugte  de deres indflydelse til at bagtale Jehovas tjeneres gode navn så deres sognebørn enten afviste brødrene eller var bange for at tale med dem. En af præsternes foretrukne metoder gik ud på at udnytte politisk had. Dengang var folk for eksempel bange for den bolsjevistiske „trussel“ fra Sovjetunionen på den anden side af grænsen. De ortodokse præster spillede på denne frygt ved at påstå at bibelstudenterne var kommunister og havde politiske motiver til at nægte at gøre korsets tegn.

Men det var ikke det eneste disse intrigante præster fandt på. De misbrugte deres embede i endnu højere grad ved at ophidse regeringsembedsmænd til at modstå Guds folk — på samme måde som de skriftlærde og farisæerne gjorde på Jesu tid. — Joh. 18:28-30; 19:4-6, 12-16.

Fra 1918 til 1940 blev Moldova underlagt Rumænien, der dengang var et monarki. Den rumænske regering udnævnte en minister for religiøse anliggender. Da han var tilhænger af den ortodokse kirke, modarbejdede han bibelstudenternes arbejde og forsøgte at få dem og deres bibelske publikationer forbudt. Som man kan forestille sig, lød anklagen på at brødrene stod i ledtog med bolsjevikkerne.

Myndighedernes afsky for Jehovas folk resulterede i et regeringsdekret dateret den 25. april 1925, stilet til en bestemt politichef. Heri stod der: „På grundlag af Sikkerhedspolitiets direktiv nr. 17274/925 har vi den ære at informere Dem om at Indenrigsministeriet har besluttet at forbyde og standse ’De Internationale Bibelstudenters’ propaganda, og vi ønsker at De tager de nødvendige forholdsregler for at gennemføre denne hensigt.“

En rapport som kontoret i Rumænien sendte til Jehovas Vidners hovedkontor den 17. oktober 1927, viser hvilken  virkning denne officielle modstand havde på brødrene. Kort fortalt hed det i rapporten at menighedsmøderne var blevet forbudt overalt, og at ’hundreder af brødre var blevet stillet for de militære og civile domstole’. Videre stod der i rapporten: ’I løbet af sommeren har kun få møder kunnet afholdes, eftersom menighederne blev og stadig bliver tæt overvåget af efterretningstjenesten og politiet, især i landsbyerne, hvor størstedelen af menighederne findes. De fleste møder blev holdt på godt skjulte steder i skovene.’

Rapporten fortsatte: ’I marts blev der også lagt hindringer i vejen for de rejsende tilsynsmænds arbejde. I samme måned gav indenrigsministeren strenge, fortrolige ordrer til at kolportørerne skulle findes, og at alle disse „propagandister“ skulle arresteres. Inden længe sad så godt som alle kolportørerne i fængsel. Og selv om hverken vi eller brødrene er bange, eftersom vi har udholdt modstand siden arbejdet begyndte her i landet, er de metoder der nu bruges for at opløse organisationen, så gennemgribende at vi dårligt kan røre os.’

I slutningen af 1920’erne var der stadig modige enkeltpersoner og familier som skilte sig ud fra den ortodokse kirke og stod fast på den bibelske sandheds side. Det fremgår af et brev som en landsbypræst i 1928 skrev til sin overordnede. Brevet omfattede en liste med 43 navne på voksne og børn i præstens sogn i Şirăuţi. Der stod i det: „Vi har den ære at vedhæfte en liste med navne på medlemmer af sekten ’Bibelstudenterne’. Trods deres bestræbelser har de ikke haft nogen fremgang, og de har heller ikke et bedehus. I stedet mødes de i private hjem.“

I virkeligheden afslørede præstens navneliste at hans påstand om at bibelstudenterne ’ikke havde haft nogen fremgang’, var fejlagtig, for de fleste af de 43 personer på listen  var tidligere medlemmer af den ortodokse kirke. Et af de børn der blev nævnt, var Agripina Barbuţă, som nu er over 80 og stadig aktiv i tjenesten for Jehova.

Da det blev vanskeligt at forkynde offentligt, koncentrerede brødrene sig om at forkynde uformelt, især for familie og slægtninge. Dengang tilbragte familierne meget tid sammen. Brødrene udnyttede denne skik til at fortælle andre den gode nyhed. Der var naturligvis ingen lov der kunne hindre slægtninge i at tale med hinanden.

Bestræbelser for at legalisere forkyndelsen

Efter at forkyndelsen var blevet forbudt i 1925, indsendte afdelingskontoret i Cluj-Napoca i Rumænien en 50-siders maskinskrevet rapport til ministeren for religiøse anliggender. Sammen med en kort redegørelse for vores lære og tro indeholdt den en officiel anmodning om at forbuddet måtte blive hævet. Dette resulterede i at en af brødrene i september 1927 tre gange kom i personlig audiens hos ministeren. Broderen gik fra det sidste møde opfyldt af håb om at loven ville blive ændret til fordel for religionsfriheden. Men desværre ignorerede regeringen brødrenes anmodninger. Faktisk fortsatte myndighederne med at skabe uret i lovens navn og gjorde derved livet sværere for Jehovas  tjenere. (Sl. 94:20, da. aut. 1931; Dan. 6:5-9) Et officielt dokument dateret den 29. maj 1932 præciserer at „enhver form for aktivitet“ fra De Internationale Bibelstudenters side „er totalt forbudt“.

Dette angreb på Guds folk fungerede dog ikke som en forenet, koordineret kampagne i Rumænien og Moldova. De lokale myndigheder og embedsmænd havde en vis frihed til selv at træffe afgørelser angående bibelstudenterne. Brødrene henvendte sig derfor til disse myndigheder for at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed, i det mindste i deres lokale område. — Fil. 1:7.

Nogle steder førte disse bestræbelser til et godt resultat. Det var for eksempel tilfældet i Bukarest i Rumænien efter at afdelingskontoret var flyttet dertil fra Cluj-Napoca. I 1933, efter en lang kamp, blev Jehovas Vidners Bibel- og Traktatselskab i Bukarest endelig indregistreret som et juridisk anerkendt trossamfund.

Interessant nok var der nogle højtstående dommere som åbenlyst var uenige i de begrænsninger man havde lagt på Guds folk. Den 8. maj 1935 afsagde appelretten i Cluj-Napoca for eksempel modigt den kendelse at forbuddet mod Jehovas Vidner var forfatningsstridigt. I kendelsen hed det endvidere: „De konfiskerede brochurer [fremstillet af Jehovas Vidner] fremmer næstekærligheden og troen på Gud og Kristus. Det er derfor urigtigt at hævde at disse brochurer er af undergravende karakter; de udgør ikke nogen trussel imod Statens sikkerhed.“

Fornuftens stemme ignoreres

Men i det store og hele blev myndighederne ved med at modstå Guds folks arbejde. Den 28. marts 1934 skrev lederen af sikkerhedskontoret i byen Soroca i Moldova for eksempel  til sin overordnede i Chişinău og beklagede sig over at der i 1927 i en bestemt landsby i nærheden af Soroca „kun var to familier som var tilhængere af denne sekt, men de har omvendt . . . 33 andre familier“. Han skrev også at Vidnerne „forkaster kirken“ og dens „religiøse traditioner og skikke“, og at „de afholder deres egne gudstjenester i stedet for at benytte sig af præstens hjælp“. Han sluttede sit brev med ordene: „[Vidnerne] omvender til stadighed nye, og dette truer den bestående samfundsorden og statens sikkerhed.“

Den 6. maj 1937 skrev brødrene i samme område til præfekten og anmodede om at Jehovas Vidner blev fjernet fra listen over illegale sekter. Det officielle svar fremgik af et brev fra amtmanden for Soroca-området til præfekten for samme område. Det var dateret den 15. juni 1937 og lød: „[Jehovas Vidners] virksomhed er forbudt af . . . ministeriet for religiøse og kulturelle anliggender. Vi kan derfor ikke imødekomme deres anmodning om at blive fjernet fra listen over [illegale] sekter eftersom de fortsat arbejder aktivt for denne sekts interesser.“

Denne fjendtlige holdning blev bekræftet i den officielle regeringsavis, Monitorul Oficial, der den 12. juli 1939 skrev at Jehovas Vidner og ethvert juridisk redskab som de måtte benytte, var „totalt forbudt“. Som tidligere nævnt var Moldova dengang underlagt Rumænien, der var et monarki og domineret af den græsk-ortodokse kirke. Sørgeligt nok fik religiøst hykleri mange embedsmænd til at overskride deres juridiske beføjelser i deres behandling af Jehovas Vidner.

Brutale embedsmænd

Det Dumitru Gorobeţ og Cazimir Cislinschii kom ud for, viser at modstanden mod forkyndelsen ofte blev  forstærket af religiøst had fra fanatiske ortodokse embedsmænd. Dumitru og Cazimir lærte sandheden fra Bibelen at kende i landsbyen Tabani. Deres gode egenskaber og nidkærhed i forkyndelsen betød at de snart blev kendt og vellidt blandt brødrene. Men i 1936 blev de anholdt og ført til en politistation i byen Kotin (nu i Ukraine).

Politibetjentene begyndte med at gennembanke Dumitru og Cazimir. Derefter forsøgte de at tvinge dem til at gøre korsets tegn. De to mænd stod dog fast, selv om de blev slået gentagne gange. Til sidst gav betjentene op. De lod endda Dumitru og Cazimir tage hjem. Men dermed var de to trofaste brødres prøvelser ikke slut. Under både fascisternes og kommunisternes styre udholdt de mange flere vanskeligheder for den gode nyheds skyld. Dumitru døde i begyndelsen af 1976 i Tomsk i Rusland, og Cazimir i november 1990 i Moldova.

I 1930’erne førte afdelingskontoret i Rumænien tilsyn med arbejdet i Moldova. Martin Magyarosi, der var blevet døbt i 1922, var dengang afdelingstilsynsmand. Han og hans svigersøn, Pamfil Albu, viste kærlig omsorg for brødrene, navnlig på grund af de prøvelser de blev udsat for, ved at besøge mange menigheder i det nordlige Moldova for at styrke og opmuntre Guds folk. Disse besøg kom lige i rette tid, for snart skulle Europa blive involveret i den anden verdenskrig. Og Moldova, der var et eftertragtet område, skulle blive et bytte for snart den ene og snart den anden af sine mere magtfulde, fjendtligsindede naboer.

Europa hærges af den anden verdenskrig

Den 23. august 1939 underskrev Sovjetunionen og Tysklands nazistiske regering en ikkeangrebspagt. Ugen efter, den 1. september 1939, gik Tyskland ind i Polen, og  dermed var den anden verdenskrig brudt ud. Den 26. juni 1940 fremlagde den sovjetiske udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov, et krav til den rumænske regering om at den betingelsesløst skulle afstå det daværende Bessarabien til Sovjetunionen. Rumænien efterkom kravet, og den 28. juni 1940 marcherede sovjetiske soldater ind i Moldova. I august 1940 dannede russerne Den Moldaviske Sovjetrepublik, med Chişinău som hovedstad.

Moldova gled dog hurtigt Sovjetunionen af hænde. Den 22. juni 1941 overtrådte Tyskland ikkeangrebspagten fra 1939 og invaderede Rusland. Rumænien benyttede lejligheden til at erklære sig på Tysklands side og gik i gang med at få Den Moldaviske Sovjetrepublik tilbage fra Sovjetunionen.

Planen lykkedes, for den 26. juli 1941 havde den rumænske hær trængt russerne tilbage til floden Dnestr. Efter at have været underlagt sovjetisk herredømme i godt et år kom Moldova således igen til at høre under Rumænien.  Denne gang var det dog et Rumænien der siden september 1940 havde været ledet af en ekstremt nationalistisk, fascistisk regering anført af diktatoren general Ion Antonescu. Hans regime ville ikke tolerere dem der forholdt sig politisk neutrale på grund af loyalitet over for Guds rige.

Prøvelser under det fascistiske styre

Antonescus fascistiske regering, der stod i forbund med Hitler og Aksemagterne, forsøgte snart at gennemtvinge sin vilje over for Jehovas Vidner. Lad os tage Anton Pântea, der var født i 1919, som eksempel. Anton lærte sandheden at kende som teenager og forkyndte flittigt fra hus til hus. Ved flere lejligheder undgik han med nød og næppe at blive gennembanket, men ved frimodigt at fastholde sin juridiske ret til som rumænsk borger at tale om sin tro lykkedes det ham for en tid at undgå fysisk mishandling. Til sidst blev han dog pågrebet af politiet. Fascistiske betjente førte ham til stationen, slog ham hele natten — og lod ham gå! Broder Pântea er nu 84 år og stadig besluttet på at forblive trofast mod Jehova.

En anden trofast forkynder, Parfin Palamarciuc, lærte Bibelens budskab at kende i Moldova i 1920’erne. Også han blev en nidkær forkynder af den gode nyhed og var ofte hjemmefra i ugevis for at forkynde i byer og landsbyer fra Chernovtsy til Lviv i Ukraine. Eftersom Parfin ikke ville være soldat, anholdt fascisterne ham i 1942 og stillede ham for en krigsret i Chernovtsy.

Parfins søn Nicolae fortæller hvad der skete: „I alt 100 brødre blev dømt til døden af denne krigsret. Dommen skulle eksekveres øjeblikkelig. Officererne samlede alle brødrene og udvalgte de ti første der skulle skydes. Først blev de dog tvunget til at grave deres egne grave mens de  90 andre så på. Før officererne skød brødrene, gav de dem endnu en mulighed for at fornægte deres tro og gå ind i hæren. To gik på kompromis; de otte andre blev skudt. Så blev ti andre udpeget, men før de blev skudt, skulle de begrave de døde.

Mens brødrene var ved at fylde gravene op, kom der en højtstående officer. Han spurgte hvor mange Vidner der havde skiftet mening. Da han hørte at det kun drejede sig om to, sagde han at hvis 80 skulle dø for at få 20 ind i hæren, kunne det bedre betale sig at sende de sidste 92 i arbejdslejr. Dødsdommene blev derfor ændret til 25 års tvangsarbejde. Men knap tre år senere blev brødrene befriet fra de rumænske lejre af de fremrykkende sovjetiske hære. Min far overlevede disse og mange andre trængsler. Han døde trofast mod Jehova i 1984.“

En forbrydelse at gå imod den ortodokse kirke!

Vasile Gherman var en ung broder hvis kone lige havde født en datter da fascisterne anholdt ham i december 1942. Vasile blev anklaget for to „forbrydelser“ — at han ikke ville udføre militærtjeneste, og at han ikke havde ladet sin datter døbe i den ortodokse kirke. Han fortæller selv hvad der skete: „I februar 1943 skulle jeg og 69 andre trofaste brødre stilles for en militærdomstol i Chernovtsy. Før dommen faldt, tvang myndighederne os til at overvære henrettelsen af seks forbrydere. Vi var derfor sikre på at vi var de næste der ville blive dømt til døden.

 Vi talte det igennem og besluttede at forblive stærke i troen og gøre alt hvad vi kunne, for at bevare en positiv holdning gennem hele retssagen. Det lykkedes os med Jehovas hjælp. Da vi alle 70 blev idømt dødsstraf, sådan som vi havde regnet med, følte vi virkelig at det var for retfærdighedens skyld at vi led. Til stor irritation for vore fjender var der ingen af os der mistede modet. Så fik vi en overraskelse. I stedet for at skyde os ændrede myndighederne vores dom til 25 års tvangsarbejde i lejren i Aiud, Rumænien. Men ikke engang den dom blev fuldbyrdet, for bare halvandet år senere, i august 1944, blev lejren befriet af den fremrykkende sovjetiske hær.“

I 1942 udskrev fascisterne cirka 800 mænd fra landsbyen Şirăuţi i Moldova til at tjene i general Antonescus hær. Blandt dem var der flere brødre, deriblandt Nicolae Anischevici. „Politiet gav os først ordre til at deltage i en religiøs ceremoni,“ fortæller Nicolae. „Det nægtede vi Jehovas Vidner. Vi nægtede også at bære våben. Derfor anklagede politiet os for at være kommunister, og vi blev anholdt. Før de satte os i fængsel, gav de os dog tilladelse til at forklare de tilstedeværende baggrunden for vores neutrale holdning.

Dagen efter blev vi overført til Briceni, hvor områdets domstol befandt sig. Her blev vi klædt af og grundigt visiteret. Derefter blev vi forhørt af en præst med en høj militær rang. Han var venlig, viste forståelse for vores samvittighedsbegrundede standpunkt og sørgede for at vi fik noget mad. Han skrev oven i købet at grunden til at vi ikke ville bære våben, var vores tro på Jesus.

 Fra Briceni blev vi ført til politistationen i Lipcani. Her slog betjentene os skånselsløst til langt ud på natten. Derefter satte de os i en celle med to andre brødre og, overraskende nok, en kvinde, der viste sig at være spion. I flere dage blev vi slået daglig. Til sidst blev jeg ført til Chernovtsy og stillet for en krigsret. Her fik jeg en advokat, der viste sig at være en stor hjælp. Men på grund af mishandlingen var mit helbred blevet så dårligt at de militære myndigheder troede at jeg ville dø. Til sidst besluttede de at sende mig hjem uden dom.“

Modige, trofaste søstre

Søstre fik også fascisternes vrede at mærke. En af dem var Maria Gherman (ikke i familie med Vasile Gherman, men i samme menighed). Maria blev arresteret i 1943 og ført til politistationen i Balasineşti. Hun fortæller: „Jeg blev anholdt af politiet fordi jeg ikke ville komme i den ortodokse kirke. Først førte de mig til Lipcani i Moldova og derefter til Chernovtsy i Ukraine, hvor jeg fik min dom.

Dommeren spurgte mig hvorfor jeg havde nægtet at gå i kirke. Jeg forklarede ham at Jehova er den eneste jeg vil tilbede. For denne ’forbrydelse’ blev 20 andre søstre og jeg idømt 20 års fængsel. Nogle af os blev proppet ind i en lillebitte celle med 30 andre fanger. Om dagen blev jeg dog sat til at udføre arbejde i huset for de rige. De behandlede mig for øvrigt bedre end fængselspersonalet — de gav mig i det mindste nok at spise!

 Efter nogen tid fik vi kontakt med brødrene, der sad i en anden fløj af fængselskomplekset. Det viste sig at have stor betydning, for vi kunne hjælpe dem til at få både åndelig og bogstavelig føde.“

Ligesom mange andre moldoviske Jehovas Vidner udholdt disse trofaste forkyndere fascisternes vrede —  blot for at blive udsat for endnu et angreb på deres tro. Det kom fra den næste magt som landet blev underlagt, nemlig det kommunistiske Rusland.

Den sovjetiske taktik: Deportation

I 1944 da Tysklands krigslykke havde vendt, blev Antonescus regime styrtet af personer i den rumænske regering, anført af kong Mihai. Rumænien søgte nu at styrke sit tilhørsforhold til Rusland i stedet for til Aksemagterne. Samme år genvandt den fremrykkende sovjetiske hær det russiske herredømme over området, og Moldova blev igen en del af Sovjetunionen under navnet Den Moldaviske Sovjetrepublik.

I begyndelsen lod Moldovas kommunistiske ledere Jehovas Vidner være i fred. Men det varede ikke længe. Vidnernes kristne neutralitet, herunder det at de ikke ville stemme ved de lokale partivalg, blev snart et problem igen. Det sovjetiske system gav ikke rum for politisk neutralitet. Regeringen planlagde derfor at løse problemet ved at deportere Jehovas Vidner og andre „uønskede elementer“. Det begyndte man med i 1949.

 Et officielt dokument gjorde rede for den afgørelse som „Det Kommunistiske Partis Centralkomités politbureau“ havde truffet vedrørende dem der skulle deporteres fra Den Moldaviske Sovjetrepublik. Blandt dem var „tidligere jordejere, rige forretningsfolk, den tyske besættelsesmagts aktive støtter, personer der samarbejdede med tysk og rumænsk politi, medlemmer af profascistiske partier og organisationer, medlemmer af Den Hvide Garde, medlemmer af illegale sekter og slægtninge til de nævnte kategorier“. De skulle alle sendes til det vestlige Sibirien „på ubestemt tid“.

En anden bølge af deportationer begyndte i 1951, men denne gang gik det kun ud over Jehovas Vidner. Stalin gav personligt ordre til denne deportation, der blev kaldt Operation Nord. Over 720 familier af Jehovas Vidner — cirka 2600 mennesker — blev sendt fra Moldova til Tomsk i det vestlige Sibirien, cirka 4500 kilometer borte.

 Ifølge de officielle direktiver skulle de pågældende have tilstrækkelig tid til at samle deres personlige ejendele sammen før de blev ført til de ventende tog. Togvognene skulle desuden være „velegnede til persontransport“. Men virkeligheden så anderledes ud.

Det foregik på følgende måde: Midt om natten bankede op til otte soldater og embedsmænd på hos en familie af Jehovas Vidner. De vækkede familien og viste dem deportationsordren. Derefter gav de familien nogle få timer til at samle det de nu kunne nå, før de blev ført til de ventende tog.

Togvognene viste sig at være lukkede godsvogne. Op til 40 personer i alle aldersklasser blev stoppet ind i hver godsvogn før den to uger lange togrejse begyndte. Der var intet at sidde på, og vognene var ikke isolerede. I et hjørne af godsvognene var der et hul i gulvet der tjente som toilet. Før brødrene blev deporteret, skulle de lokale embedsmænd registrere hver enkelts ejendele. Men i mange tilfælde nøjedes de med at registrere ting af ringe værdi; værdifulde ting „forsvandt“ bare.

Trods alle disse uretfærdigheder og trængsler mistede brødrene aldrig deres kristne glæde. Når togene med brødre og søstre mødtes ved jernbaneknudepunkter, kunne man høre Rigets sange lyde fra andre godsvogne. På den måde vidste brødrene i de enkelte tog at de ikke var alene, men blev deporteret sammen med hundreder af andre Jehovas Vidner. Det at se og høre at andre brødre og søstre bevarede glæden trods vanskelige omstændigheder, var til stor opmuntring for dem alle og styrkede dem i deres beslutning om at forblive trofaste mod Jehova, uanset hvad der måtte ske. — Jak. 1:2.

 En tro vi bør efterligne

Ivan Mikitkov var en af de moldovere der blev deporteret til Sibirien. Ivan blev første gang anholdt i Moldova i 1951 sammen med andre forkyndere og forvist til Tomsk. Han blev sat til at fælde træer i den sibiriske tajga. Selv om han ikke var i arbejdslejr, var hans bevægelsesfrihed begrænset, og det hemmelige politi overvågede ham nøje. Alligevel benyttede han og hans åndelige brødre enhver lejlighed til at forkynde for andre.

Ivan fortæller: „Under disse nye, vanskelige forhold organiserede vi os i menigheder. Vi begyndte endda selv at fremstille publikationer. Med tiden tog nogle af dem vi forkyndte for, imod sandheden og lod sig døbe. Men myndighederne blev til sidst opmærksomme på hvad vi foretog os, og sendte nogle af os i arbejdslejr.

Sammen med brødrene Pavel Dandara, Mina Goraş og Vasile Şarban blev jeg idømt 12 års tvangsarbejde under nøje opsyn. Myndighederne håbede at de strenge domme ville skræmme andre forkyndere til tavshed, men sådan gik det ikke. Uanset hvor brødrene blev sendt hen, blev de ved med at forkynde. I 1966 blev jeg løsladt efter at have udstået hele min straf. Jeg rejste så tilbage til Tomsk, hvor jeg blev i tre år.

I 1969 flyttede jeg til Donetsk Bækkenet, hvor jeg traf Maria, en trofast og nidkær søster, som jeg giftede mig med. I 1983 blev jeg anholdt igen. Denne gang fik jeg en dobbelt straf — fængsel i fem år og forvisning i yderligere fem år. Forståeligt nok havde jeg meget sværere ved at bære denne dom  end den første, for nu måtte jeg sige farvel til min kone og vores barn, der også blev udsat for trængsler. Heldigvis kom jeg ikke til at afsone hele straffen. Jeg blev løsladt i 1987 efter at Mikhail Gorbatjov var blevet generalsekretær for det sovjetiske kommunistparti. Jeg fik lov at vende tilbage til Ukraine og senere til Moldova.

Da jeg kom tilbage til Bălţi, Moldovas næststørste by, var der 370 forkyndere og tre menigheder. Nu er der over 1700 forkyndere og 16 menigheder!“

„Skal det gå dig ligesom Vasile?“

Lejrkommandanter og KGB-agenter brugte nogle sadistiske tricks i deres forsøg på at svække brødrenes trofasthed. Constantin Ivanovici Şobe fortæller hvad hans farfar, Constantin Şobe, kom ud for: „I 1952 afsonede farfar en straf i en af arbejdslejrene i området Chita, øst for Bajkalsøen i Sibirien. Lejrlederne truede med at skyde ham og de andre brødre hvis de ikke fornægtede deres tro.

Da brødrene nægtede at gå på kompromis, samlede lederne dem uden for lejren, i udkanten af en skov. Det var ved at blive mørkt da de førte farfars bedste ven, Vasile, lidt ind i skoven idet de sagde at de ville skyde ham. Brødrene ventede uroligt. Snart blev aftenens stilhed flænget af et par riffelskud.

Vagterne kom tilbage og førte den næste broder, min farfar, ind i skoven. Da de havde gået et lille stykke, standsede de op i en lysning. Der var blevet gravet flere grave, og en af dem var fyldt op. Den øverstbefalende pegede  på den, vendte sig om mod farfar og sagde: ’Skal det gå dig ligesom Vasile, eller vil du tilbage til din familie som en fri mand? Du har to minutter til at beslutte dig.’ Farfar behøvede ikke to minutter. Han svarede straks: ’Jeg har kendt Vasile, som I har skudt, i mange år. Nu glæder jeg mig til at se ham igen i opstandelsen i den nye verden. Jeg har al mulig grund til at tro at jeg vil komme til at leve i den nye verden sammen med Vasile. Men vil I også det?’

Det var ikke lige det svar officeren havde ventet. Han førte farfar og de andre tilbage til lejren. Det viste sig at farfar ikke behøvede at vente til opstandelsen for at få Vasile at  se igen. Det hele var bare en grusom list for at få brødrene til at give efter.“

Kommunisternes propaganda giver bagslag

For at mistænkeliggøre Jehovas Vidner og få folk til at hade dem fremstillede kommunisterne bøger, brochurer og film der satte Guds folk i et dårligt lys. En af brochurerne hed Dobbelt Bund — en titel der sigtede til det hemmelige rum til litteratur som brødrene lavede i bunden af kufferter og tasker. Nicolai Voloşanovschi husker tydeligt hvordan lejrkommandanten prøvede at ydmyge ham over for de andre fanger ved hjælp af denne brochure.

Nicolai fortæller: „Lejrkommandanten samlede alle fangerne i en af barakkerne. Så begyndte han at citere fra Dobbelt Bund, blandt andet nogle ærekrænkende udtalelser om mig personligt. Da han havde talt færdig, bad jeg om lov til at stille nogle spørgsmål. Kommandanten må have troet at det ville give ham mulighed for at gøre grin med mig, for han gik med til det.

Jeg henvendte mig til kommandanten og spurgte om han kunne huske den første gang han havde forhørt mig, nemlig da jeg blev indsat i arbejdslejren. Det kunne han godt. Så spurgte jeg om han kunne huske at han havde stillet mig spørgsmål om mit hjemland, mit statsborgerskab og så videre, mens han udfyldte mine papirer. Igen svarede han ja. Han fortalte endda de andre fanger hvad jeg havde svaret. Så bad jeg ham om at fortælle hvad han rent faktisk havde skrevet på formularerne. Han indrømmede at han havde skrevet noget andet end det jeg havde svaret. Jeg vendte mig så om mod de andre fanger og sagde: ’Ser I, det er på samme måde denne brochure er blevet til.’ Fangerne klappede, og kommandanten gik arrigt sin vej.“

 Forsøg på at skabe splittelse

I 1960’erne tog de frustrerede, sovjetiske myndigheder nye metoder i brug i deres forsøg på at bryde Jehovas Vidners enhed. Bogen The Sword and the Shield (Sværdet og skjoldet), der blev udgivet i 1999, omhandler nogle af KGB’s tidligere hemmelige optegnelser, som befandt sig i statens arkiver. Der siges i bogen: „Ved en konference i marts 1959 for højtstående KGB-officerer der førte an i ’kampen mod Jehovisterne [Jehovas Vidner]’, drog man den slutning at den bedste strategi bestod i ’fortsat at undertrykke dem ved hjælp af metoder der kunne skabe splittelse’. KGB besluttede at splitte sektens tilhængere, demoralisere dem og bringe dem i vanry — samt at arrestere deres mest indflydelsesrige ledere på grundlag af frit opdigtede anklager.“

De „metoder der kunne skabe splittelse“, bestod blandt andet i en samlet kampagne der skulle så mistro blandt brødrene i hele Sovjetunionen. KGB begyndte derfor at sprede ondsindede rygter om at en hel del ledende brødre var begyndt at samarbejde med statens sikkerhedstjeneste. KGB camouflerede sine løgne så dygtigt at mange forkyndere blev i tvivl om hvem de kunne stole på.

 En anden metode som KGB gjorde brug af, bestod i at træne specielle agenter til at udgive sig for „aktive“ Jehovas Vidner der så skulle forsøge at opnå ansvarsfulde stillinger i organisationen. Disse spioner sørgede naturligvis for at holde KGB underrettet. KGB henvendte sig desuden i hemmelighed til ægte Jehovas Vidner og forsøgte med store pengesummer at bestikke dem til at samarbejde.

Med disse underfundige metoder lykkedes det sørgeligt nok at skabe en vis splittelse blandt brødrene, også i Moldova. Resultatet blev en atmosfære af mistænksomhed. Nogle brødre forlod organisationen og dannede en udbrydergruppe der blev kendt som oppositionen.

Før dette skete, brugte brødrene i Sovjetunionen ordet kanalen om Jehovas organisation, den åndelige føde den fremstillede, og de ansvarshavende brødre den udnævnte. Men nu blev der større og større forvirring og usikkerhed omkring denne kanal. Hvordan kunne brødrene genoprette enheden og tilliden? Det lykkedes overraskende nok med den sovjetiske stats hjælp. Ja, intrigemagerne var selv med til at løse de problemer de havde skabt. Hvordan det?

De glemte at tage Guds ånd i betragtning

I begyndelsen af 1960’erne samlede de sovjetiske myndigheder mange af Jehovas Vidners „ledere“ fra hele Sovjetunionen  i én lejr, cirka 150 kilometer fra byen Saransk i republikken Mordvinia i Vestrusland. Tidligere havde brødrene været adskilt af store afstande der hæmmede kommunikationen og skabte grobund for misforståelser. Men nu var de der tilhørte den såkaldte opposition, og de der ikke gjorde, alle samlet. Nu kunne de tale ansigt til ansigt og skille løgn fra sandhed. Hvorfor samlede myndighederne alle disse brødre? De troede åbenbart at brødrene ville komme op at skændes, og at organisationen ville blive endnu mere splittet. Det var en udspekuleret plan, men man havde glemt at tage Guds forenende ånd i betragtning. — 1 Kor. 14:33.

En af de brødre der sad i Mordvinia, var Gheorghe Gorobeţ. Han fortæller: „Kort tid efter at jeg var blevet anholdt og fængslet, blev en broder der havde haft tilknytning til oppositionen, indsat sammen med os. Da han så at de ansvarshavende brødre stadig var i fangenskab, blev han overrasket, for han havde hørt at vi alle var frie som fugle og levede et luksusliv på KGB’s regning!“

Broder Gorobeţ fortsætter: „I løbet af det første år jeg sad fængslet, blev over 700 spærret inde af religiøse årsager. De fleste var Jehovas Vidner. Vi arbejdede alle på den samme fabrik og havde tid til at tale med dem der havde sluttet sig til udbrydergruppen. Det betød at vi fik opklaret mange misforståelser i årene 1960 og 1961. I 1962 skrev det landsudvalg der førte tilsyn med Sovjetunionen, så et brev  fra arbejdslejren. Brevet gik ud til alle menighederne i Sovjetunionen og rådede bod på en stor del af den skade som KGB’s løgnekampagne havde forårsaget.“

Den sande kanal identificeres

Broder Gorobeţ blev løsladt fra arbejdslejren i juni 1964 og vendte straks tilbage til Moldova. Da han ankom til Tabani, lagde han mærke til at mange af de lokale forkyndere stadig var usikre med hensyn til hvem Jehova gjorde brug af for at lede sit folk og give det åndelig føde. En del af brødrene ville kun læse i Bibelen.

Et udvalg bestående af tre åndeligt modne brødre blev nedsat for at hjælpe med at skabe klarhed. Noget af det første de gjorde, var at besøge menighederne i den nordlige del af Moldova, hvor de fleste forkyndere boede. Det at disse og andre kristne tilsynsmænd fortsat var trofaste, trods alle de trængsler de havde været udsat for, overbeviste mange om at Jehova stadig brugte den samme organisation som de oprindelig havde lært sandheden at kende igennem.

I slutningen af 1960’erne gik det op for KGB at forkyndelsen stadig havde fremgang trods forfølgelse og andre taktiske metoder. I bogen The Sword and the Shield beskrives det hvordan KGB reagerede på dette: „[KGB’s] hovedkvarter var rystet over forlydender om at end ikke i arbejdslejrene ’ville Jehovalederne og anførerne opgive deres statsfjendtlige tro, men blev ved med at udføre deres Jehova-arbejde’. I november 1967 mødtes de KGB-officerer der havde med bekæmpelsen af Jehovas Vidner at gøre, i [Chişinău] for at drøfte nye forholdsregler mod ’sekterernes statsfjendtlige arbejde’ og ’ideologisk undergravende virksomhed’.“

 Modstand fra tidligere brødre

Disse „nye forholdsregler“ fik sørgeligt nok nogle til at gå KGB’s ærinde. Nogle bukkede under for begærlighed eller menneskefrygt, andre var tidligere brødre der nærede had til Jehovas Vidner. Myndighederne begyndte nu at bruge disse brødre i et forsøg på at bryde de trofastes uangribelighed. Forkyndere der havde udholdt fængslinger og arbejdslejre, men som mødte modstand fra tidligere brødre, nogle som var faldet fra, sagde at det var noget af det værste de havde været udsat for.

Mange frafaldne tilhørte den førnævnte opposition. I begyndelsen var der nogle i denne gruppe som blot var blevet forvirrede af de forkerte oplysninger fra KGB. Men blandt dem der stadig tilhørte oppositionen sidst i 1960’erne, var der en del som havde den samme fjendtlige indstilling som den onde trælleskare. De ignorerede  Jesu advarsel og begyndte ’at slå deres medtrælle’. — Matt. 24:48, 49.

Forsøget på at splitte og tilintetgøre Guds folk slog dog fejl trods det langvarige pres fra KGB og dets håndlangere. I begyndelsen af 1960’erne da trofaste brødre gik i gang med at genopbygge organisationen i Moldova, havde de fleste af brødrene i landet tilknytning til oppositionen. Men i 1972 var langt de fleste igen begyndt at samarbejde loyalt med Jehovas organisation.

En taknemmelig forfølger

De trofaste der blev tilbage i Moldova i den kommunistiske periode, fortsatte efter bedste evne med at forkynde. De forkyndte uformelt for familie, venner, skolekammerater og kolleger. De var dog forsigtige fordi mange partifolk i Moldova var fanatiske tilhængere af den kommunistiske ideologi. Det var imidlertid ikke alle kommunister der hadede Jehovas Vidner.

Simeon Voloşanovschi fortæller: „Politiet ransagede vores hjem og konfiskerede en hel del bøger og blade, som den ledende officer noterede på en liste. Senere kom han tilbage med sin liste og bad mig om at godkende den. Da jeg gennemgik den, lagde jeg mærke til at han havde udeladt et bestemt nummer af Vagttårnet der handlede om hvordan man fik et bedre familieliv. Jeg spurgte officeren om det. ’Nåh, det,’ sagde han lidt forlegent. ’Det tog jeg med hjem, og så læste vi det sammen i familien.’ ’Kunne I lide det I læste?’ spurgte jeg. ’Ja, bestemt! Det var virkelig godt!’ svarede han.“

Mindre modstand, større vækst

I løbet af 1970’erne holdt de kommunistiske myndigheder op med at anholde og forvise Jehovas tjenere. Det skete  dog stadig at enkelte brødre blev anholdt og retsforfulgt fordi de havde forkyndt eller overværet kristne møder. Men straffene var mildere nu.

I 1972 blev ældsteordningen indført i Moldova, ligesom det skete andre steder. Gheorghe Gorobeţ fortæller: „Brødrene tog imod den nye ordning med stor glæde og betragtede den som endnu et vidnesbyrd om at Jehovas ånd var i virksomhed. Det øgede antal udnævnte tjenere hjalp desuden menighederne i Moldova til at vokse både åndeligt og talmæssigt.“

På dette tidspunkt havde brødrene naturligvis fået betydelig erfaring i at organisere forkyndelsen og i at trykke bibelsk læsestof uden at vække opsigt. Da den kommunistiske undertrykkelse begyndte, blev publikationerne trykt to steder i Moldova, og i årtierne med intens forfølgelse blev der kun arbejdet om natten. De der arbejdede her, måtte derfor leve to liv — ét om dagen når de passede den daglige dont som alle andre, og et andet om natten når de arbejdede til den lyse morgen med at fremstille litteratur til menighederne.

Men situationen ændrede sig da modstanden og overvågningen blev mindsket. Nu kunne brødrene bruge de underjordiske trykkerier på en mere effektiv måde, og de kunne udvælge flere frivillige til at arbejde der. Det betød at der blev trykt mere læsestof.

Brødrene forbedrede også trykkemetoderne. De brugte for eksempel særlige stencils der kunne fremstilles på en skrivemaskine. Trykkemaskinerne blev også tilpasset så man kunne trykke begge sider af et ark i én arbejdsgang. Alle disse forbedringer satte produktionen yderligere i vejret. Nu føltes det som om det var længe siden man måtte nøjes med håndskrevne eksemplarer af bøgerne og bladene.

 Da der nu var flere publikationer til rådighed, kunne brødrene naturligvis også gøre mere ud af deres personlige studium. Dette var, sammen med en stærkt forbedret kommunikation, med til at fjerne den sidste rest af forvirring. Men alle disse forbedringer var kun en forsmag på det der ventede Jehovas folk i Moldova.

Den sande tilbedelse har fremgang

Selv om Sovjetstyret i sin storhedstid var en politisk og militær Goliat, kunne det ikke udrydde den sande tilbedelse. Ved at deportere Jehovas Vidner kom styret faktisk uforvarende til at medvirke til at den gode nyhed blev spredt til nogle af „jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) Jehova lovede gennem Esajas: „Intet våben der dannes imod dig vil du’ . . . Dette er Jehovas tjeneres arvelod, og deres retfærdighed kommer fra mig.“ (Es. 54:17) Disse ord har vist sig at være sande.

Da der i 1985 kom en ny regering, blev livet meget lettere for Jehovas Vidner i Sovjetunionen. De blev ikke længere overvåget af det hemmelige politi eller fik bøder for at overvære religiøse møder. Brødrene i Moldova fortsatte med at holde de almindelige møder i små grupper på højst ti, men de begyndte at udnytte særlige lejligheder, som bryllupper eller begravelser, til at holde små kredsstævner.

I sommeren 1989 fik forkyndelsesarbejdet et gevaldigt skub da der blev holdt tre internationale stævner i de polske byer Chorzów (nær Katowice), Poznan og Warszawa. Hundreder af delegerede fra Moldova overværede stævnerne. For disse trofaste brødre, der var vant til at mødes i hemmelighed i små grupper, var det en dybt bevægende oplevelse at være sammen med en international skare af glade forkyndere der alle tilbad Jehova!

 Brødrene i Moldova fik en anden åndelig velsignelse da de i 1991 for første gang i landets historie åbenlyst kunne holde kredsstævner. I 1992 blev endnu en milepæl nået — et internationalt stævne i Sankt Petersborg i Rusland. Dette stævne blev overværet af endnu flere moldoviske delegerede end de tre stævner i Polen i 1989. Ja, Jehova havde åbnet himmelens sluser og var begyndt at udøse den ene velsignelse efter den anden over sine loyale, taknemmelige tjenere.

Oplæring af rejsende tilsynsmænd

Større frihed betød også større kontakt mellem landsudvalget i Sovjetunionen og de rejsende tilsynsmænd. I december 1989 samledes disse åndeligt modne brødre, dengang i alt 60, i Lviv i Ukraine for at blive undervist. Det var en opmuntrende og styrkende oplevelse for brødrene, der  alle havde udholdt fængsler, arbejdslejre og andre former for forfølgelse. Mange var blevet nære venner under de tidligere tiders vanskeligheder.

Fire af de rejsende tilsynsmænd kom fra Moldova. Da de vendte tilbage, fortalte de menighederne om den gode vejledning de havde fået i Lviv, især angående forkyndelsen. De rådede for eksempel brødrene til stadig at forkynde Guds ord med forsigtighed trods den nyfundne frihed. (Matt. 10:16) Hvorfor var det nødvendigt at være forsigtig? Fordi arbejdet strengt taget stadig var forbudt.

Et stort behov for rigssale

Lige fra forkyndelsen begyndte i Moldova, havde brødrene været opmærksomme på behovet for at have deres egne mødesale. Faktisk byggede bibelstudenterne allerede i 1922 en sal for egen regning i landsbyen Corjeuţi. Dette mødehus, som de kaldte det, dækkede deres behov i mange år.

I slutningen af 1980’erne da den officielle modstand begyndte at stilne mærkbart af, havde mange byer og landsbyer menigheder med flere hundrede forkyndere. De mødtes i små grupper i private hjem. Var tiden nu inde til at gå i gang med at bygge rigssale? For at få svar på det spørgsmål henvendte brødrene sig til myndighederne i de forskellige landsbyer.

Nogle af embedsmændene var meget samarbejdsvillige. Det gjaldt for eksempel i Feteşti, en landsby med 3150 indbyggere i det nordlige Moldova. I januar 1990 havde de lokale brødre et møde med borgmesteren, der oplyste dem om at myndighederne i hans by ikke ville pålægge deres arbejde restriktioner. Det havde brødrene, der stadig var forsigtige, svært ved at tro på. De bad ham derfor om tilladelse  til at ombygge en broders hjem så menigheden kunne bruge huset som en lille rigssal, selv om der var 185 forkyndere i menigheden!

Borgmesteren gav dem tilladelsen, og brødrene gik i gang med arbejdet. Men inden længe løb de ind i et stort problem. En bestemt mur skulle fjernes for at projektet kunne gennemføres, men gjorde de det, ville huset sandsynligvis styrte sammen! Arbejdet gik derfor pludselig i stå. Hvad skulle de gøre? Brødrene besluttede at henvende sig til borgmesteren igen for at forklare ham problemet. Hvor blev de glade da han gav dem lov til at bygge en splinterny rigssal! Nu kastede menighedens medlemmer sig ud i arbejdet, og projektet stod færdigt i løbet af blot 27 dage!

For at alle kunne være i den nye rigssal blev Feteşti-menigheden delt. Men mange nye forkyndere var endnu ikke døbt. Brødrene fik derfor den idé at lade dåb indgå som en del af indvielsesprogrammet. Efter dåbsforedraget gik alle ned til en nærliggende flod, hvor 80 lod sig døbe som et symbol på deres indvielse til Jehova.

Der var selvfølgelig også mange andre menigheder der havde hårdt brug for en rigssal. Efter at have set billeder af rigssale i Jehovas Vidners bøger og blade fik brødrene andre steder den idé at de også kunne bygge en rigssal. De gav økonomiske bidrag, lagde et utroligt initiativ for dagen og gik i gang med arbejdet. Og det var ikke enkeltstående tilfælde. Mellem 1990 og 1995 opførte man over 30 rigssale — alle med lokal arbejdskraft og betalt af brødrene selv!

Nogle rigssale blev også brugt til kredsstævner; men der kom så mange til stævnerne at adskillige måtte sidde udenfor og lytte til programmet. Brødrene begyndte derfor at overveje at bygge en stævnehal. Og heller ikke i dette tilfælde trak de sagen i langdrag. I løbet af bare tre måneder  opførte de i 1992 Moldovas første stævnehal — en bygning i Corjeuţi med plads til 800. Året efter opførte brødrene en stævnehal i Feteşti med plads til 1500, og igen udførte de selv arbejdet og betalte af egen lomme.

Al denne byggeaktivitet fandt sted på et meget heldigt tidspunkt, for midt i 1990’erne bidrog politiske forandringer og økonomisk nedgang til at den moldoviske valuta blev devalueret. Det beløb som det i begyndelsen af 1990’erne havde kostet at opføre en rigssal, kunne nogle få år senere ikke engang betale stolene!

Rigssalsbyggerier sydpå

Menighederne i det sydlige Moldova havde færre rigssale end menighederne nordpå. Da arbejdet havde hurtig fremgang i 1990’erne, fik mange nyoprettede menigheder sydpå derfor svært ved at finde passende steder at mødes. Tidligere havde man brugt offentlige skoler, men de var blevet vanskeligere at leje.

Endnu en gang kom Jehovas organisation brødrene til hjælp. Netop i rette tid skaffede Det Styrende Råd, gennem ordningen med Selskabets Rigssalskonto, penge til opførelse  af rigssale i lande som Moldova, hvor menighederne har begrænsede midler til rådighed.

Brødrene har gjort god brug af denne ordning. Chişinău er et godt eksempel. I 1999 var der ikke en eneste rigssal i hovedstaden. Men i juli 2002 var der ti rigssale, hvori 30 af byens 37 menigheder mødtes; og yderligere tre rigssale var ved at blive opført.

Langt om længe: juridisk anerkendelse!

Den 27. august 1991 blev Moldova en uafhængig republik. Eftersom forbuddet mod Jehovas Vidners arbejde var udstedt under Sovjetstyret, var det ikke længere retsgyldigt. Men de 4000 Jehovas Vidner der dengang var i Moldova, var endnu ikke blevet juridisk anerkendt som en religiøs organisation.

Efter at have fået nyttig vejledning af Det Styrende Råd henvendte kontoret i Moldova sig straks til de relevante myndigheder for at søge om juridisk anerkendelse af Jehovas Vidner. Den nye regering viste sig at være positivt indstillet over for anmodningen. Det tog sin tid før de nødvendige papirer var blevet udarbejdet, men langt om længe, den 27. juli 1994, modtog kontoret det officielle registreringsdokument.

Det var en mindeværdig dag for Jehovas Vidner i Moldova! Efter cirka 60 år med forbud, forfølgelse og fængslinger kunne de nu frit tilbede Jehova og forkynde den gode nyhed. De kunne også begynde at holde deres egne områdestævner. Allerede i august 1994, en måned efter at Jehovas Vidner var blevet juridisk anerkendt, samledes de på Chişinăus største stadion til det første områdestævne der nogen sinde var blevet holdt i Moldova. Det var en gribende begivenhed!

 Betel udvides

I 1995 var antallet af forkyndere steget til over 10.000. Et lille kontor i Chişinău varetog en del af arbejdet i Moldova, men ellers var det afdelingskontoret i Rusland — cirka 2000 kilometer borte — der førte tilsyn med arbejdet. Afdelingskontoret i Rumænien lå imidlertid kun 500 kilometer derfra, og de fleste moldovere talte rumænsk — som blev republikkens officielle sprog. Efter at have overvejet alle sider af sagen anbefalede Det Styrende Råd derfor at det blev afdelingskontoret i Rumænien som skulle føre tilsyn med arbejdet i Moldova.

I mellemtiden begyndte den fortsatte vækst at være for meget for kontoret i Chişinău — der havde til huse i en lille lejlighed. Tiden var tydeligvis inde til at man måtte have en betelfamilie. Nogle af de første medlemmer var Ion og Iulia Rusu. Broder Rusu havde virket som vikar for kredstilsynsmanden fra 1991 til 1994. Et andet medlem af betelfamilien var Gheorghe Gorobeţ, der virkede som områdetilsynsmand indtil han nu gik i gang med sin nye opgave. Han boede uden for Betel og tog hver dag frem og tilbage. Günther og Rosaria Matzura, der var udgået fra Gileads 67. klasse, ankom den 1. maj 1996 efter at have tjent i Rumænien gennem flere år.

Behovet for flere betelmedarbejdere steg i takt med forkyndertallet. Men pladsen var begrænset. I 1998 boede betelfamilien i Moldova desuden i fem forskellige lejligheder rundt om i byen. Brødrene begyndte derfor at lede efter en grund hvor man kunne bygge et betelkompleks. Myndighederne i Chişinău var så venlige at tilbyde brødrene en 3000 kvadratmeter stor grund midt i byens centrum, hvilket de tog imod med taknemmelighed. Da der kunne blive behov for yderligere udvidelser, købte brødrene samtidig en nabogrund.

 Et lokalt firma blev hyret til at opføre ydermurene. Resten af arbejdet blev udført af frivillige fra det internationale byggehold og lokale brødre og søstre. Byggeriet begyndte i september 1998, og bare 14 måneder senere kunne en begejstret betelfamilie flytte ind i deres nye hjem. De var lykkelige for at de endelig kunne være samlet på ét sted.

Det nye betelkompleks blev indviet den 16. september 2000. Indvielsesprogrammet blev overværet af gæster fra 11 lande. Dagen efter indvielsen talte Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd til over 10.000 brødre og søstre på det lokale sportsstadion. Det var tydeligt for tilhørerne at Jehovas folk i hele verden er knyttet sammen af kærlighedens bånd.

I øjeblikket er der 26 medarbejdere på Betel i Moldova. Nogle, som David og Miriam Grozescu, er kommet fra udlandet for at tjene på Betel. Andre, for eksempel Enno Schlenzig, har overværet Skolen for Udnævnte Tjenere i deres hjemland og har derefter fået tildelt en opgave i Moldova. Betelfamilien er ganske vist ikke særlig stor, men den består at mange forskellige nationaliteter.

Oplæring af høstarbejdere

I årtierne med forbud og forfølgelse måtte Jehovas tjenere i Moldova forkynde den gode nyhed med stor forsigtighed og, naturligvis, uformelt. Men nu var tiden inde til at de åbenlyst kunne forkynde fra hus til hus og på gaden. Brødrene gik ivrigt i gang med de nye tjenestegrene. Især gadearbejdet blev populært. Men efterhånden som antallet af forkyndere steg, var det nødvendigt at vise større ligevægt. Menighederne blev derfor tilskyndet til at fokusere mere på hus til hus-arbejdet, hvilket de trofast gjorde.

Først nu gik det op for forkynderne i hvor høj grad deres naboer hungrede efter sand åndelig føde. Jehovas  organisation dækkede behovet ved at sørge for at menighederne fik Vagttårnet, Vågn op! og andre publikationer på både rumænsk og russisk. Samtidig lagde forkynderne sig i selen for at forbedre kvaliteten af deres tjeneste ved at bruge de forslag der blev givet i Rigets Tjeneste. De sørgede også for at få udbytte af den fremadskridende oplæring gennem Den Teokratiske Skole.

Modne, erfarne brødre fra andre lande har bidraget med yderligere hjælp, især på det organisationsmæssige plan. Ligesom et espalier der støtter frugtbærende vinranker, har disse dygtige og villige brødre fra andre lande støttet og stabiliseret menighederne.

En periode med hurtig vækst

Den hurtige vækst i antallet af disciple i Moldova ses tydeligt i hovedstaden, Chişinău, der har 662.000 indbyggere. I januar 1991, før Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt, var der i Chişinău kun to menigheder med omkring 350 forkyndere. Men i januar 2003 var tallet steget til 37 menigheder med over 3870 forkyndere! I én menighed var der 101 nyinteresserede der begyndte som forkyndere i løbet af bare ni måneder! Med denne hurtige vækst er det ikke usædvanligt at menighederne i byen bliver delt med bare et par års mellemrum.

I august 1993 var der 6551 forkyndere i hele Moldova. Men i marts 2002 var tallet steget til 18.425 — en stigning på 280 procent i løbet af ni år! I samme periode steg antallet af almindelige pionerer fra 28 til 1232.

Fra viceborgmester til pioner

Blandt dem der har lært Jehova at kende, er mange tidligere kommunister, hvoraf nogle endda har haft politiske  embeder. En af dem er Valeriu Mârza, der tidligere var viceborgmester i Soroca, en by med cirka 39.000 indbyggere. Når der ved særlige lejligheder var parader i byen, var Valeriu en af de fremtrædende mænd der stod på et podium og blev hilst af optogets deltagere efterhånden som de marcherede forbi. Han var derfor kendt i hele byen.

Valeriu begyndte imidlertid at studere Bibelen og blev senere døbt. Hvordan reagerede folk nu når han forkyndte for dem? „Så godt som alle inviterede mig ind,“ fortæller broder Mârza. „Jeg havde nogle rigtig gode lejligheder til at forkynde, og min kone og jeg opdagede at vores by var et meget frugtbart distrikt!“ Inden længe blev broder Mârza udnævnt til specialpioner. Han og hans kone tjente også på Betel i et år. Nu har de den forret at virke i kredstjenesten.

Pionerer hjælper til

Moldova er nu et af de steder i Europa hvor der er flest Jehovas Vidner i forhold til befolkningstallet. Der er dog stadig mange landsbyer og mindre byer hvor der ikke er en  eneste forkynder. De vanskelige økonomiske forhold betyder at kun de færreste forkyndere og pionerer er i stand til at tjene hvor behovet er større. For at sikre at den gode nyhed når ud til folk i hele distriktet, har det rumænske afdelingskontor udnævnt næsten 50 specialpionerer i Moldova. Over 20 af dem har haft den forret at blive oplært på Skolen for Udnævnte Tjenere, der er blevet holdt i Rumænien, Rusland og Ukraine.

Disse flittige forkyndere opnår nogle fantastiske resultater. Da specialpionerparret Serghei og Oxana Zighel i 1995 blev sendt til Căuşeni, var der for eksempel kun én gruppe med 15 forkyndere i hele byen. Broder og søster Zighel hjalp de lokale brødre med at oprette mange nye bibelstudier. Deres begejstring for pionertjenesten resulterede også i at mange andre sluttede sig til dem i heltidstjenesten. Nu er der to menigheder med cirka 155 forkyndere i Căuşeni — ti gange så mange forkyndere på blot syv år! I mellemtiden er broder og søster Zighel begyndt i kredstjenesten, så nu kan de hjælpe mange flere menigheder.

Frihed, men ikke uden vanskeligheder

Uanset hvilken styreform der er tale om, volder menneskers styre altid problemer. Under det rumænske monarki, det fascistiske diktatur og det kommunistiske styre måtte Jehovas folk i Moldova kæmpe med modstand fra præster, forbud, forfølgelse og forvisning. Nu må Jehovas Vidner, ligesom alle andre, kæmpe med økonomiske vanskeligheder. I en familie kan det betyde at begge forældre må arbejde, eller at man har svært ved blot at finde et arbejde.

Samtidig stiger kriminaliteten og korruptionen, og folk påvirkes i negativ retning af materialismen og det moralske sammenbrud. Kan Jehovas folk holde stand trods disse underfundige  trusler mod deres åndelige sundhed? Ja! De har lært af erfaring at Jehova aldrig svigter sine loyale tjenere — der søger hjælp hos ham når de udsættes for prøvelser og fristelser. — 2 Tim. 3:1-5; Jak. 1:2-4.

Den nuværende situation får os til at tænke på det 14. kapitel i Åbenbaringens Bog, hvori der omtales to symbolske indhøstninger. Den ene er indhøstningen af klaserne på „jordens vintræ“ — en ond afgrøde som i overensstemmelse med profetien trives og gror her i de sidste dage. (Åb. 14:17-20; Sl. 92:7) Inden længe vil dette „vintræ“ sammen med alle dets fordærvede frugter blive revet op med rode og kastet i „Guds harmes store vinperse“. Hvor Jehovas tjenere længes efter den tid!

Indtil da glæder de salvede kristne og deres medarbejdere sig over deres åndelige velstand. Ja, Jehovas „vingård med skummende vin“ vil fortsat frembringe rigelige mængder af nærende, åndelig føde, så de symbolske får kan få del i denne overflod. Hvorfor kan Guds tjenere være sikre på det? Det kan de fordi det er Jehova selv der værner sin dyrebare vingård. (Es. 27:2-4) Det fremgår tydeligt af det der er sket i Moldova! Satans metoder, med forfølgelse, forvisning, løgnagtig propaganda og falske brødre, har skabt vanskeligheder for Guds folk, men de har aldrig ført til deres åndelig undergang. — Es. 54:17.

Ja, „lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham“. (Jak. 1:12) Med disse betydningsfulde ord i tanke håber vi at Jehovas Vidners historie i Moldova vil tilskynde dig til ’fortsat at elske’ Jehova, at ’holde ud under prøvelse’ og at ’bære megen frugt’. — Joh. 15:8.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 71]

Et vinlager for Rusland og Østeuropa

Moldovas lange somre og frugtbare jord gør landet velegnet til vinavl — en industri der begyndte for flere tusind år siden. I slutningen af det tredje århundrede f.v.t. blev vinavlen styrket da den lokale befolkning fik kontakt med grækerne og senere (i det andet århundrede e.v.t.) med romerne.

I dag er vinavl Moldovas vigtigste næringsvej med næsten 130 vinerier, der producerer op til 140 millioner liter vin om året. Cirka 90 procent af vinen eksporteres, hovedsagelig til Rusland og Ukraine, der importerer henholdsvis 80 og 7 procent.

 [Ramme på side 72]

Kort fortalt om Moldova

Geografi: Det centrale og nordlige Moldova er et skovområde der omfatter frodigt højland og græsstepper. Landets sydlige del er fortrinsvis opdyrket steppe.

Befolkning: Etniske moldovere udgør cirka to tredjedele af befolkningen. Resten udgøres hovedsagelig af (i talmæssig rækkefølge): russere, ukrainere, gagausere, bulgarere og jøder. De fleste moldovere tilhører den græsk-ortodokse kirke.

Sprog: Rumænsk er det officielle sprog. Mange taler også russisk, især i byerne, hvor de fleste taler to sprog.

Erhverv: Landbrug og fremstilling af fødevarer er hovedindtægtskilderne. Industrien er under udvikling.

Fødevarer: Blandt afgrøderne er druer, hvede, majs, sukkerroer og solsikker. Af husdyr holdes fortrinsvis kødkvæg, malkekvæg og svin.

Klima: Temperaturen varierer mellem cirka 4 graders frost i januar til omkring 21 graders varme i juli. I det store og hele er klimaet varmt med forholdsvis milde vintre. Den samlede nedbørsmængde ligger på cirka 500 millimeter om året.

 [Ramme på side 83-85]

Gode eksempler i kristen neutralitet

George Vacarciuc: Broder Vacarciuc blev fra barn af undervist i Jehovas Vidners lære. I december 1942 indkaldte fascisterne ham til militærtjeneste. Han nægtede at bære våben og blev i 16 dage spærret inde i en fuldstændig mørkelagt celle hvor han fik meget lidt at spise. Derefter blev han igen indkaldt, og myndighederne lovede at de ville annullere hans dom — som endnu ikke var blevet bekendtgjort for ham — hvis han gjorde som de tidligere havde befalet ham. Endnu en gang nægtede han.

Dette resulterede i at George blev idømt 25 års fængsel. Men da de sovjetiske styrker ankom den 25. september 1944, blev han dog løsladt. Mindre end to måneder senere forsøgte russerne imidlertid at udskrive ham til militærtjeneste. Eftersom han ikke ville gå imod sin bibeloplærte samvittighed, blev han idømt ti års tvangsarbejde i forskellige lejre. I et år havde hans familie ingen anelse om hvor han var. Efter fem års tvangsarbejde blev George løsladt; det skete den 5. december 1949. Han vendte hjem til Corjeuţi og forblev trofast til sin død den 12. marts 1980.

Parfin Goreacioc: Broder Goreacioc blev født i år 1900 og lærte Bibelens budskab at kende i landsbyen Hlina mellem 1925 og 1927. Sammen med sine brødre, Nicolai og Ion, blev han undervist i sandheden af Damian og Alexandru Roşu, de første bibelstudenter i landsbyen.

 I 1933 blev Parfin og andre Jehovas Vidner anholdt og ført til byen Kotin, hvor han blev forhørt og fik en bøde for at forkynde. I 1939 sørgede landsbyens præst for at han blev ført til politistationen i nabobyen Ghilavăţ. Betjentene bandt ham fast til en sengebund af træ så han lå med ansigtet nedad, og slog ham gentagne gange under fodsålerne.

Da fascisterne kom til magten, blev Parfin atter anholdt og fængslet. Russerne befriede ham dog samme år, men blot for at anholde ham fordi han ikke ville være soldat. De holdt ham fængslet i Chişinău i flere måneder, hvorpå de løslod ham.

I 1947 blev Parfin endnu en gang arresteret af russerne, og denne gang blev han idømt otte års forvisning fordi han havde forkyndt Guds rige. I 1951 blev hans børn deporteret til Sibirien. De kom dog ikke samme sted hen som deres far. Faktisk så de ham aldrig mere. Parfin blev alvorligt syg mens han var forvist, og døde i 1953, trofast til det sidste.

Vasile Pădureţ: Broder Pădureţ blev født i 1920 i Corjeuţi og lærte sandheden at kende i 1941, i den fascistiske periode. Også han blev derfor forfulgt af både fascisterne og russerne. Til russerne sagde han modigt: „Jeg har aldrig skudt bolsjevikker, og jeg har heller ikke tænkt mig at dræbe fascister.“

Denne holdning, der var baseret på en bibeloplært samvittighed, førte til at Vasile blev dømt til en sovjetisk arbejdslejr. Dommen blev dog nedsat til fem år, og han vendte hjem den 5. august 1949. Da han blev anholdt for tredje gang, havde man indledt Operation Nord. Den 1. april 1951 blev Vasile og hans familie derfor ført ind i en godsvogn og kørt til Sibirien. Da de havde været der i cirka fem år, fik de lov til at vende tilbage til Corjeuţi i Moldova. Vasile døde trofast mod Jehova den 6. juli 2002 mens denne beretning var ved at blive udarbejdet.

 [Ramme/illustration på side 89, 90]

’Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget andet’

Ion Sava Ursoi

Født: 1920

Døbt: 1943

Profil: Tjente som kredstilsynsmand i den kommunistiske periode.

Jeg er født i Caracuşeni i Moldova og lærte sandheden at kende før den anden verdenskrig brød ud. Min kone døde i 1942. Ved hendes begravelse jog en pøbelskare mig ud af kirkegården. Hvorfor? Fordi jeg havde skiftet tro. Senere samme år forsøgte den fascistiske regering at tvinge mig til at tjene som soldat. Men det nægtede jeg; jeg ville være politisk neutral. Jeg blev dømt til døden, men dommen blev senere ændret til 25 års fængsel. Jeg blev flyttet fra lejr til lejr. Mens jeg sad i Craiova i Rumænien, ankom den sovjetiske hær og befriede os.

Jeg havde dårligt nået at smage friheden før kommunisterne igen satte mig i fængsel. De sendte mig til Kalinin i Rusland. To år senere, i 1946, lod de mig rejse hjem til min landsby, hvor jeg var med til at reorganisere forkyndelsen. I 1951 anholdt russerne mig så igen. Denne gang blev jeg deporteret til Sibirien sammen med mange andre Jehovas Vidner. Jeg kom ikke hjem igen før i 1969.

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg huske mange situationer hvor Jehova har givet mig styrke til at bevare min uangribelighed. Jeg ville ikke bytte mit liv i Jehovas tjeneste med noget som helst andet. På grund af alderdom og et dårligt helbred er det begrænset hvad jeg nu kan gøre. Men mit sikre håb om liv i en ny verden, hvor mit legeme vil genvinde ungdommens kraft, styrker mig i beslutningen om „ikke [at] give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt“. — Gal. 6:9.

 [Ramme/illustration på side 100-102]

„Jeg har meget at synge om“

Alexandra Cordon

Født: 1929

Døbt: 1957

Profil: Udsat for trængsler under det sovjetiske styre; virker nu som menighedsforkynder.

Min glæde ved at synge hjalp mig til at finde sandheden og senere til at forblive åndeligt stærk da min tro blev sat på prøve. Min beretning begynder i 1940’erne da jeg som teenager kom i kontakt med en gruppe unge i Corjeuţi der kunne lide at bruge deres fritid til at synge Rigets sange og drøfte bibelske emner. De åndelige sandheder jeg lærte under disse drøftelser og af sangene, gjorde et dybt indtryk på mig.

Inden længe begyndte jeg at forkynde den gode nyhed. Det resulterede i at jeg i 1953 blev anholdt sammen med ti andre Jehovas Vidner. Før retssagen sad jeg indespærret i et fængsel i Chişinău. Jeg holdt mig åndeligt stærk ved at synge Rigets sange, hvilket åbenbart irriterede en af fangevogterne. „Du er i fængsel,“ sagde han. „Her synger man ikke!“

Jeg svarede: „Jeg har sunget hele mit liv. Hvorfor skulle jeg holde op nu? I kan låse mig inde, men I kan ikke sætte hængelås på min mund. Mit hjerte er frit, og jeg elsker Jehova. Så jeg har meget at synge om.“

 Jeg blev dømt til 25 år i en arbejdslejr i Inta, i nærheden af den nordlige polarkreds. I de korte sommermåneder arbejdede jeg i de nærliggende skove sammen med andre Jehovas Vidner. Igen var det Rigets sange, hvoraf vi kunne mange udenad, der hjalp os til at holde os åndeligt stærke og føle at vi var frie — i hvert fald i åndelig forstand. Desuden opmuntrede vagterne os til at synge — i modsætning til fangevogteren i Chişinău.

Jeg var i Inta-lejren i tre år, tre måneder og tre dage. Så blev jeg løsladt på grund af et amnesti. Jeg fik dog ikke lov til at tage hjem til Moldova, så i stedet rejste jeg til Tomsk i Rusland. Her blev jeg genforenet med min mand, der også havde siddet i fængsel. Det var fire år siden vi havde set hinanden.

På grund af min arrestation var jeg endnu ikke blevet døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Jeg talte derfor med brødrene i Tomsk om det. Da der var flere andre som også gerne ville døbes, arrangerede brødrene straks en dåbshandling. På grund af forbuddet skulle dåben foregå om natten i en nærliggende skovsø.

Da tiden var inde, forlod vi udkanten af Tomsk og gik ind i skoven. Vi fulgtes ad to og to så vi ikke vakte mistanke. Hvert par skulle følge parret der gik foran dem, indtil alle var nået sikkert frem til søen. Det var i hvert fald planen. Men de to ældre søstre foran min makker og mig forvildede sig desværre bort fra stien. Vi fulgte efter dem, og parret bag os fulgte trofast i hælene på os. Inden længe var vi vel ti der snublende tumlede gennem mørket, gennemblødte på grund af den våde underskov og rystende af kulde. Vi forestillede os at vi når som helst kunne møde bjørne og ulve som vi vidste strejfede omkring i området. Vi var så anspændte at enhver ukendt lyd fik os til at fare sammen.

Jeg var klar over hvor vigtigt det var at vi ikke blev grebet af panik eller gav op, så jeg foreslog at vi stod stille og dæmpet fløjtede en af Rigets sange i håb om at de andre hørte os. Vi bad også en inderlig bøn. I kan sikkert forestille jer vores glæde da vi hørte den samme melodi lyde til os gennem mørket! Ja, brødrene havde hørt os! De tændte straks en lommelygte så vi kunne finde over til dem. Inden længe blev vi døbt i det iskolde vand, men vi var så glade at vi næsten ikke mærkede kulden.

Jeg er nu 74 år og tilbage i Corjeuţi, hvor jeg lærte sandheden at kende. Trods min høje alder har jeg stadig meget at synge om, især som pris til vor himmelske Fader.

 [Ramme/illustrationer på side 104-106]

Jeg forsøgte at følge mine forældres eksempel

Vasile Ursu

Født: 1927

Døbt: 1941

Profil: Virkede som menig- hedstjener og var med til at fremstille publikationer under jorden.

Mine forældre, Simeon og Maria Ursu, blev døbt i 1929. Jeg var den ældste af deres fem børn. I den fascistiske periode blev far og mor arresteret og idømt 25 års tvangsarbejde på grund af deres neutrale holdning. Åndelige brødre og søstre fra menigheden i det nærliggende Corjeuţi sørgede for os børn og passede familiens gård. Derfor havde vi altid nok at spise. Vores gamle bedstemor, der ikke var i sandheden, tog sig også af os. Jeg var 14 år dengang.

Takket være mine forældres gode eksempel gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for at sørge åndeligt for mine søskende. Derfor vækkede jeg dem tidligt hver dag så vi kunne drøfte noget fra vores bibelske publikationer. De havde ikke altid lyst til at stå op, men jeg gav dem ikke noget valg. Jeg var klar over hvor stor betydning gode studievaner har. Resultatet var at da vores forældre i 1944 blev løsladt før tiden og kom hjem, kunne de glæde sig over at se hvor åndeligt  stærke vi var. Hvor var det skønt at være sammen igen! Men glæden varede kun kort.

Året efter anholdt russerne min far og fængslede ham i Norilsk i Sibirien, nord for polarkredsen. Tre år senere giftede jeg mig med Emilia, en livlig, åndeligsindet søster. Vi var nærmest vokset op sammen, så jeg kendte hende vældig godt. Men bare et år efter brylluppet blev min mor og jeg anholdt og sendt til Chişinău, hvor vi blev idømt 25 års tvangsarbejde. Emilia tog sig kærligt af mine søskende, der nu havde mistet både deres forældre og deres storebror.

Jeg blev sendt til kulminerne i Vorkuta, en berygtet arbejdslejr nord for polarkredsen. To år senere, i 1951, blev Emilia og mine tre brødre og min søster forvist til Tomsk i Vestsibirien. I 1955 anmodede Emilia om at blive overført til Vorkuta for at være sammen med mig. Her fødte hun det første af vores tre børn, en pige som vi gav navnet Tamara.

I september 1957 blev der udstedt amnesti, og vi blev løsladt. Men en måned senere blev jeg anholdt igen. Denne gang blev jeg dømt til syv år i en arbejdslejr i Mordvinia i nærheden af Saransk i Rusland. Mange andre brødre blev sendt samme sted hen, og flere skulle komme. Når vores ægtefæller kom på besøg, lykkedes det dem gang på gang at smugle en forsyning litteratur ind til os, hvilket vi var dybt taknemmelige for. I december 1957 flyttede Emilia til Kurgan i Vestsibirien for at passe vores datter, Tamara, der havde boet hos Emilias forældre.  Det betød at der gik syv år uden at Emilia og jeg så hinanden. Men kun på den måde kunne vi forhindre at Tamara blev sendt til en statslig institution.

I 1964 blev jeg sat på fri fod, men jeg fik ikke lov at vende tilbage til Moldova. Officielt var min bevægelsesfrihed stadig underlagt begrænsninger, men jeg kunne dog slutte mig til min kone og vores datter i Kurgan, hvor jeg blev bogstudietjener i menigheden. I 1969 flyttede vi til Krasnodar i Kaukasus. Efter at have været der i otte år flyttede vi til Chirchik i Usbekistan. Her arbejdede jeg under jorden i et trykkeri. I 1984 fik vi langt om længe lov til at vende tilbage til Moldova. Vi slog os ned i Tighina, en by med 160.000 indbyggere og bare 18 forkyndere. I årenes løb er denne lille gruppe vokset til ni menigheder med næsten 1000 forkyndere og pionerer.

Fortryder jeg at jeg tilbragte så mange år i arbejdslejre og fængsler for Herrens skyld? Ikke det mindste! For mig var sagen klar, lige fra jeg som 14-årig var blevet døbt: Enten elsker man Gud, eller også elsker man verden! Da jeg havde besluttet at tjene Jehova, ville jeg ikke så meget som overveje at gå på kompromis. — Jak. 4:4.

[Illustrationer]

Til venstre: Vasile Ursu

Yderst til venstre: Vasile med sin kone, Emilia, og datter, Tamara

 [Ramme/illustrationer på side 108-110]

En lille dreng med en blomst rørte mit hjerte

Valentina Cojocaru

Født: 1952

Døbt: 1997

Profil: Var lærer under det sovjetiske styre. Underviste blandt andet i ateisme

I 1978 var jeg børnehavelærerinde i Feteşti i Moldova. Jeg var også ateist. På et personalemøde blev vi opfordret til at koncentrere os om børn af Jehovas Vidner for at lære dem at blive ateister. Det var en god idé, syntes jeg. Jeg prøvede derfor at udtænke nogle kreative metoder for at nå ind til hjertet hos børn af Jehovas Vidner i min klasse. Jeg fandt på noget jeg selv mente var en god idé.

Jeg sagde til børnene i klassen at de skulle lave to blomsterbede. I det ene skulle børnene så blomsterfrø, vande dem og luge ukrudtet væk når det kom op. Det andet bed måtte de ikke røre. Det var Guds, sagde jeg. Det ville han selv passe. Børnene kastede sig med begejstring ud i projektet. Og mens børnene såede, vandede og lugede deres bed, blev „Guds lille have“ naturligvis fyldt med ukrudt.

En klar og solrig dag samlede jeg så klassen foran de to bede. Jeg roste børnene for deres gode indsats, og så kom jeg med mine omhyggeligt udtænkte replikker:  „Har I lagt mærke til at Gud slet ikke har passet sit blomsterbed?“ spurgte jeg. „Kan I se hvor tydeligt det er at det bed ikke tilhører nogen?“

Børnene gav mig ret i at det så sådan ud. Så kom min pointe: „Forstår I, børn, det her bed ser sådan ud fordi Gud kun eksisterer i folks fantasi. For hvis Gud ikke findes, hvordan kan han så passe nogle blomster eller noget som helst andet?“

Mens jeg talte, holdt jeg øje med hvordan børnene reagerede. Jeg lagde mærke til at en lille dreng hvis forældre var Jehovas Vidner, blev mere og mere urolig. Til sidst kunne han ikke holde det ud længere. Han løb over på en nærliggende mark, plukkede en mælkebøtte og gav den til mig med ordene: „Hvis Gud ikke findes, hvem har så fået den her blomst til at vokse? Ingen af os har passet den.“ Hans logik slog benene væk under mig. Inderst inde måtte jeg indrømme at drengen havde ret.

På grund af min kommunistiske opdragelse var jeg mange år om at tage det næste skridt — at undersøge Bibelen. Men i 1995 henvendte jeg mig til de lokale Jehovas Vidner og bad om et studium. Forestil jer hvor glad jeg blev da jeg opdagede at en af mine tidligere elever nu var en af mine lærere!

Det kan ikke benægtes at det kommunistiske system gav mig en god verdslig uddannelse. Men det kunne ikke lære mig det allervigtigste i livet. I dag kan jeg, takket være Jehova og en modig lille dreng, bruge både min åndelige og min verdslige kundskab til at hjælpe andre til at indse at der virkelig findes en Gud, og at han har stor omsorg for de mennesker han har skabt.

 [Ramme/illustration på side 113-115]

Født i eksil

Lidia Sevastian

Født: 1954

Døbt: 1995

Profil: Blev opdraget af sin mor, der var et af Jehovas Vidner, og sin ikketroende far, men mistede i mange år kontakten med Jehovas Vidner.

Min mor og min bedstemor blev Jehovas Vidner i begyndelsen af 1940’erne. Far var en god mand, men på det tidspunkt tog han ikke imod Bibelens budskab. I 1951 havde mor to børn og ventede tvillinger. I april samme år forsøgte myndighederne at splitte vores familie ad. Mens far var på arbejde, satte de mor — der snart skulle føde — og mine ældre søskende på et tog til Sibirien. Forinden havde mor dog fået sendt bud til far, der skyndte sig hjem. Selv om han ikke var et af Jehovas Vidner, steg han op i toget og lod sig forvise sammen med sin familie.

På rejsen til Sibirien fik mor lov til at gøre et kort ophold i byen Asino for at føde tvillingerne. Resten af familien skulle fortsætte til Tomsk-området, hvor far skaffede noget at bo i. Han blev sat til at arbejde sammen med brødrene. Få uger senere ankom mor og de nyfødte tvillinger. Tragisk nok døde tvillingerne på grund af de umenneskelige forhold som familien måtte leve under.

 I eksilet fik mine forældre fire børn mere, deriblandt min tvillingebror og mig. Far sørgede loyalt for os alle. I 1957 fik vi endelig lov til at rejse hjem til vores landsby. Mor fortsatte med at indprente os de bibelske principper selv om hun blev overvåget af det hemmelige politi.

Far var derimod mest optaget af at hans børn fik en god verdslig uddannelse. Da jeg var 16, flyttede jeg derfor til Chişinău for at læse på universitetet. Senere blev jeg gift og flyttede til Kasakhstan, hvor jeg mistede kontakten både med mine forældre og med Jehovas organisation. Jeg kom tilbage til Chişinău i 1982 og begyndte straks at lede efter en menighed af Jehovas Vidner, men forgæves. I otte år følte jeg det som om jeg var den eneste i byen der gerne ville tilbede Jehova.

Så en dag hørte jeg to kvinder tale om Jehova mens jeg stod og ventede på en bus. Jeg gik tættere på dem for at kunne høre bedre. Men kvinderne troede at jeg var KGB-agent og skiftede emne. Da de begyndte at gå, fulgte jeg efter, hvilket tydeligvis forskrækkede dem. Derfor skyndte jeg mig at indhente dem, og efter nogen diskussion lykkedes det mig at overbevise dem om at jeg var oprigtigt interesseret. Min drøm om at være sammen med Jehovas organisation var endelig gået i opfyldelse! Men desværre modarbejdede min mand mig.

På det tidspunkt havde vi to børn. I 1992 blev jeg opereret i ryggen og skulle ligge stille i en hospitalsseng i et halvt år. På dette triste tidspunkt i mit liv skete der noget helt vidunderligt: Min søn, Pavel, tog standpunkt for Jehova og lod sig døbe ved det internationale stævne i Kiev i 1993. Med tiden blev jeg rask nok til at kunne gå igen. Og i 1995 blev også jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova.

I dag er mange medlemmer af min familie Jehovas Vidner. Det takker jeg Jehova for, og jeg takker min mor, hvis trofasthed jeg aldrig har glemt. Hvad min kære, loyale far angår, er jeg glad for at kunne fortælle at han før sin død også blev en tjener for Jehova.

 [Ramme/illustration på side 117, 118]

Vores ofre er små i sammenligning med Jehovas

Mihai Ursoi

Født: 1927

Døbt: 1945

Profil: Forfulgt af både fascisterne og kommunisterne.

Jeg begyndte at forkynde den gode nyhed i 1941. I 1942, da jeg var 15 år, skulle jeg have militær oplæring i den lokale skole. I klasseværelset hang der billeder af kong Michael af Rumænien, general Antonescu og Jomfru Maria. Når klassen kom ind i lokalet, skulle vi bøje os for billederne og gøre korsets tegn. Men det nægtede tre af os at gøre.

Det fik de lokale politibetjente til at slå os brutalt. Vi skulle blive på skolen natten over. Om morgenen blev vi sendt til Corjeuţi, hvor vi igen blev slået. Fra Corjeuţi blev vi ført forskellige steder hen før vi fik besked på at gå cirka 100 kilometer til det sted hvor vi skulle stilles for en krigsret. Efter den tur blødte mine fødder. Til sidst blev jeg sendt hjem uden dom, sikkert fordi jeg var så ung.

Da jeg var 18, indkaldte de sovjetiske myndigheder mig til militærtjeneste. Igen nægtede jeg at gå på kompromis med hensyn til min neutrale holdning og  blev slået brutalt, og det samme blev min ven Gheorghe Nimenco. Han døde faktisk seks uger senere af mishandlingen. Igen blev jeg sendt hjem, sikkert på grund af min alder. Russerne anholdt mig igen i 1947, og denne gang truede de med at skyde mig hvis jeg ikke gik ind i hæren. De satte mig dog i enecelle i to måneder i stedet, og derefter sendte de mig på tvangsarbejde ved Volga-Don kanalprojektet. Det viste sig at være et meget farligt arbejde, og mange omkom. Ved en ulykke der kostede mange livet, undgik jeg med nød og næppe at blive kvæstet og blev sendt hjem til Moldova.

Her blev jeg gift, og i 1951 blev min gravide kone, Vera, og jeg forvist. Vi rejste først med tog og derefter med båd til den sibiriske tajga, et enormt område med subarktisk skov, hvor jeg skulle fælde træer. Vera og jeg delte en hytte med 16 andre familier. Men i 1959 fik vi heldigvis lov til at rejse hjem til Moldova.

I de vanskelige år og i tiden derefter er der mange ting som har styrket mig, for eksempel den tro min bror Ion viste. (Se side 89). Han blev dømt til døden, og selv om han ikke vidste at hans dom ville blive ændret, nægtede han at gå på kompromis. Det styrker mig også at tænke på hvordan Jehova altid har taget sig af mig og, senere, af min kone når vi har været udsat for trængsler på grund af hans navn. Vores ofre er jo små i sammenligning med det Jehova har gjort for os ved at sende sin søn til jorden for at dø som en løsesum for menneskene. At tænke på dét hjælper mig til at se lyst på livet.

 [Ramme/illustration på side 121-123]

Jeg har mærket Jehovas kærlige omsorg

Mihailina Gheorghiţa

Født: 1930

Døbt: 1947

Profil: Arbejdede som kurér og oversætter i årene under forbuddet.

Jeg lærte sandheden at kende i 1945 og var glad for at forkynde den gode nyhed for mine naboer i min landsby, Glodeni, og den nærliggende landsby Petrunea. Det at jeg forkyndte i skolen, fik skolemyndighederne til at nægte at give mig et eksamensbevis. Men jeg var glad for at kunne bruge min uddannelse til at hjælpe med at oversætte bibelske bøger og blade fra rumænsk og ukrainsk til russisk.

Kort efter at jeg var blevet døbt, blev jeg taget i at oversætte og blev idømt 25 års tvangsarbejde i Vorkuta, nord for polarkredsen, hvor der var mange andre søstre. Trods de vanskelige forhold blev vi alle sammen ved med at forkynde. Det lykkedes os også at få fat i publikationer. Vi fremstillede endda selv nogle som vi kunne bruge i lejren.

En dag traf jeg en ung kvinde som var blevet arresteret fordi myndighederne fejlagtigt troede at hun var et af Jehovas Vidner. Jeg foreslog hende at undersøge Guds ord eftersom Jehova kan udfri sine tjenere  hvis han ønsker det. Efter nogen tid tog hun imod et bibelstudium og blev en søster. Kort efter blev hun løsladt fra lejren selv om hun ikke havde udstået hele sin straf.

Jeg blev senere overflyttet til Karaganda i Kasakhstan. Den 5. juli 1956 blev jeg langt om længe løsladt. Jeg flyttede til Tomsk, hvor jeg traf Alexandru Gheorghiţa, der havde siddet seks år i fængsel på grund af sin tro. Vi giftede os, og sammen fortsatte vi med at forkynde i det enorme sibiriske område mens vi vidste at det hemmelige politi stadig overvågede os. Derefter flyttede vi til Irkutsk, der ligger lidt vest for Bajkalsøen. Her fortsatte vi med at fremstille læsestof under jorden. Senere boede vi også i Bishkek i Kirgisistan. Alexandru var forsigtig når han forkyndte, men han blev alligevel pågrebet og idømt ti års straf.

Anklageren sagde at jeg gerne måtte besøge Alexandru mens han sad i fængsel før retssagen. Det var normalt ikke tilladt, så jeg spurgte ham hvorfor han viste os denne venlighed. „I er et ungt par, og I har et barn,“ svarede han. „Måske vil I overveje jeres beslutning endnu en gang.“ Jeg sagde til anklageren at Alexandru og jeg for længst havde besluttet at tjene Jehova, og at vi havde gjort op med os selv at vi ville forblive trofaste mod ham. Han svarede: „Men i jeres egen bibel står der at en levende hund er bedre stillet end en død løve.“ (Præd. 9:4) „Det er rigtigt nok,“ sagde jeg, „men en sådan hund kommer ikke til at arve Guds nye verden.“

Alexandru afsonede ti års fængsel, og derefter fik han et år i husarrest. Da han var blevet løsladt, flyttede vi til Kasakhstan og derpå til Usbekistan for at hjælpe med arbejdet. I 1983 vendte vi endelig tilbage til Moldova, lykkelige for at vi havde haft den uforlignelige forret at hjælpe oprigtige mennesker mange forskellige steder til at lære Jehova at kende.

Når jeg tænker tilbage, indrømmer jeg gerne at mit liv ikke altid har været let. Men det samme kan siges om mine medmennesker som ikke er Jehovas Vidner. De har også haft mange problemer at slås med. Forskellen består i at vi har lidt for den gode nyheds skyld. Derfor har vi også mærket Jehovas kærlige omsorg og beskyttelse. Desuden kan vi se ud over trængslerne til en herlig, evigvarende fremtid.

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 80, 81]

MOLDOVA — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1891: C.T. Russell besøger Kisjinjov i Bessarabien (nu Chişinău i Moldova).

1895

1921: Ifølge årsrapporten har over 200 taget imod sandheden fra Bibelen.

1922: I Corjeuţi opføres det første „mødehus“.

1925: Bibelstudenternes arbejde forbydes.

1930

1940: Rumænien afstår Bessarabien til USSR, og området får navnet Den Moldaviske Sovjetrepublik.

1941: Rumænien generobrer Moldova. Fascisme og krigshysteri resulterer i at Jehovas Vidner bliver forfulgt.

1944: USSR besætter igen Moldova. Forfølgelsen fortsætter.

 1949: Russerne begynder at deportere Jehovas Vidner og andre.

1951: Stalin indleder Operation Nord.

1960’erne: KGB forsøger at skabe splittelser og splid blandt Guds tjenere.

1965

1989: Jehovas Vidner opnår større religiøs frihed. Delegerede fra Moldova overværer stævner i Polen.

1991: Den Moldaviske Sovjetrepublik får det nye navn Republikken Moldova. De første kredsstævner afholdes. Den første zonetilsynsmand kommer på besøg fra hovedkontoret.

1994: Jehovas Vidner opnår juridisk anerkendelse. Det første områdestævne holdes i Chişinău.

2000

2000: Det nye afdelingskontor i Chişinău indvies.

2003: Der er nu 18.473 forkyndere i Moldova.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

20.000

10.000

1895 1930 1965 2000

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UKRAINE

MOLDOVA

Briceni

Tabani

Lipcani

Şirăuţi

Corjeuţi

Ţaul

Feteşti

Soroca

Bălţi

Petrunea

CHIŞINĂU

Căuşeni

Dnestr

Prut

RUMÆNIEN

Iasi

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 74]

Ilie Groza, en af de første forkyndere i Moldova

[Illustration på side 75]

Tudor Groza

[Illustration på side 78]

Ioana Groza

[Illustrationer på side 92]

Parfin Palamarciuc og hans søn Nicolae

[Illustration på side 93]

Vasile Gherman

[Illustration på side 94]

Nicolae Anischevici

[Illustration på side 95]

Maria Gherman

[Illustrationer på side 96]

Godsvogne der blev brugt til at transportere Jehovas Vidner til Sibirien

[Illustration på side 98]

Ivan Mikitkov

[Illustration på side 99]

Constantin Şobe

[Illustrationer på side 107]

Nicolai Voloşanovschi og brochuren „Dobbelt Bund“

[Illustration på side 111]

Gheorghe Gorobeţ

[Illustration på side 126]

Stævnehallen i Feteşti

[Illustration på side 131]

Landsudvalget i Moldova. Fra venstre til højre: David Grozescu, Anatolie Cravciuc og Tiberiu Kovacs