Republikken Congo (Brazzaville)

„Sandheden skal frigøre jer“ stod der med guldbogstaver på den lilla bog som Etienne havde fået med posten. Han undrede sig. Der var ingen tvivl om at pakken var til ham. Den var adresseret til ham, Etienne Nkounkou, der var ansvarshavende teknisk tegner ved et regeringskontor i Bangui i Fransk Ækvatorialafrika. Men han havde ikke bestilt bogen, og afsenderadressen, Vagttårnet i Schweiz, sagde ham intet. Hvad han slet ikke havde nogen anelse om, var at sandheden fra Bibelen, som blev forklaret i bogen, snart skulle forandre hans liv. Denne sandhed ville også frigøre tusinder af andre afrikanere fra falsk religion, stammestolthed og analfabetisme. Den ville beskytte mange mod at blive revet med af den opstemthed og efterfølgende dybe skuffelse som politiske forandringer ville medføre. Den ville indgyde håb og tillid under traumatiske begivenheder. Den ville endda få gudfrygtige mennesker til at risikere deres liv for at hjælpe andre. Alle disse begivenheder udgør en bevægende og opmuntrende beretning. Men før vi ser på hvad Etienne herefter gjorde, skal vi have nogle baggrundsoplysninger om det afrikanske land han kaldte sit hjemland.

 Ti år før Christoffer Columbus i 1492 foretog sin berømte rejse til Amerika, nåede portugisiske sømænd under ledelse af Diogo Cão frem til Congoflodens munding ved det centrale Afrikas kyst. De vidste ikke at det flodvand som skvulpede mod deres skib, havde tilbagelagt i tusindvis af kilometer før det nåede ud til havet.

Portugiserne fik kontakt med lokalbefolkningen, indbyggerne i det blomstrende Kongorige. I flere hundrede år derefter købte portugiserne og andre europæiske handlende elfenben og slaver af afrikanere der boede langs kysten. Først langt senere, i slutningen af 1800-tallet, begyndte europæerne at udforske det indre af landet. En af de mest kendte opdagelsesrejsende i dette område var Pierre Savorgnan de Brazza, en officer i den franske flåde. I 1880 indgik de Brazza en kontrakt med en lokal konge som betød at området på nordsiden af Congofloden blev et fransk protektorat. Området blev senere kaldt Fransk Ækvatorialafrika, og dets hovedstad var Brazzaville.

I dag er Brazzaville hovedstaden og den største by i Republikken Congo. Byen ligger ved bredden af Congofloden. På det meste af den 400 kilometer lange strækning ud til havet, dér hvor Diogo Cão ankrede op på sin opdagelsesrejse, er floden en rivende strøm der bruser hen over store kampesten og klippefremspring. Fra Brazzaville kan man på den anden side af floden se Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo. Da begge lande har taget navn efter floden, bliver de sædvanligvis kaldt Congo (Brazzaville) og Congo (Kinshasa).

Flodens vandfald og kraftige strøm bevirker at den ikke er sejlbar på strækningen fra Brazzaville ud til Atlanterhavet. Men der går en jernbane fra Brazzaville til kystbyen Pointe-Noire. De fleste af Congos indbyggere bor i og omkring  disse to byer. Der ligger flere byer langs kysten og længere inde i landet, men det meste af dette varme og skovklædte land er kun tyndt befolket.

Sandheden begynder at frigøre mennesker

Lad os nu vende tilbage til beretningen om Etienne. Det var i 1947 han fik tilsendt den føromtalte bog. Samme dag han modtog bogen, læste og diskuterede han dens første kapitler med en nabo. De indså begge at det var sandheden og besluttede at invitere nogle venner hjem den følgende søndag så de sammen kunne læse bogen og slå skriftstederne efter. De der kom, glædede sig over det de hørte, og ville gerne komme igen den næste søndag. Til det andet møde kom der en toldfunktionær ved navn Augustin Bayonne. Ligesom Etienne var han oprindelig fra Brazzaville, og han begyndte også begejstret at fortælle andre om den sandhed der giver ægte frihed.

Ugen efter modtog Etienne to breve. Det ene var fra en bekendt i Cameroun som vidste at Etienne interesserede sig for religion. Han skrev at han havde sendt Etiennes navn til Vagttårnsselskabets kontor i Schweiz. Det andet brev var fra Schweiz, og det indeholdt en meddelelse om at man havde sendt Etienne en bog som man ville opfordre ham til at læse og fortælle om til sin familie og sine venner. Brevet indeholdt også en adresse i Frankrig hvor han kunne få flere oplysninger. Nu vidste Etienne hvorfor han havde fået bogen. Inden længe korresponderede han regelmæssigt med Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig.

I løbet af nogle få år var både Etienne og Augustin vendt tilbage til Brazzaville. Inden da havde Etienne dog skrevet til en bekendt i Brazzaville ved navn Timothée Miemounoua, som var forstander for en teknisk skole. Han indledte  sit brev med ordene: „Det glæder mig at kunne oplyse dig om at den vej vi har fulgt, ikke er sandhedens vej. Jehovas Vidner har sandheden.“ Etienne forklarede videre hvad han havde lært. Han vedlagde også bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Timothée reagerede positivt på Bibelens budskab, nøjagtig som Etienne og Augustin havde gjort. De tre var de første congolesere der tog imod sandheden fra Bibelen, og de fortsatte hver især med at hjælpe mange andre til at gøre det samme.

Timothée indbød elever der boede på den tekniske skole, til at overvære bibeldrøftelser om aftenen. Han skrev også efter flere bibelske publikationer. Gruppen begyndte at holde møder og at forkynde så godt de kunne. Nogle af eleverne, deriblandt Noé Mikouiza og Simon Mampouya, fik senere betroet tilsynshverv i Jehovas organisation.

 I 1950 besøgte Eric Cooke, en missionær i Sydrhodesia (nu Zimbabwe), de små grupper af interesserede i Bangui og Brazzaville for at opmuntre dem. Der var bare det problem at broder Cooke ikke kunne fransk. Etienne fortæller: „Ved hjælp af sin lille engelsk-franske ordbog gjorde denne ydmyge og tiltalende broder sit bedste for at fortælle os om forkyndelsesarbejdet og den teokratiske organisation. Men nogle gange måtte vi virkelig gætte os til hvad han prøvede at sige.“

Underlagt restriktioner

Broder Cooke var kommet lige i rette tid, for den 24. juli 1950 indførte kolonistyret restriktioner i forbindelse med indførelsen og udbredelsen af Jehovas Vidners publikationer. Det følgende år uddelte forkynderne i Fransk Ækvatorialafrika kun seks publikationer i alt, skønt de holdt 468 offentlige møder. I 1952 Yearbook of Jehovah’s Witnesses udtrykte man forståelse for og værdsættelse af brødrene. Der stod: „Prøv om du kan forestille dig hvordan det er at være i et kæmpestort område med kun 37 forkyndere af Rigets budskab spredt ud over hele landet. Måske har du aldrig set andre aktive forkyndere end de få der er i din egen hjemby. Det eneste kendskab du har til sandheden og hvordan man skal forkynde, er det du har læst i de publikationer og de få breve som Selskabet har kunnet forsyne dig med. [Sådan er situationen] for brødrene i det franskkontrollerede Afrika.“

Senere kom Jacques Michel fra Frankrig for at opmuntre forkynderne og undervise dem yderligere. Noé Mikouiza,  en af eleverne fra den tekniske skole, kan huske et af de spørgsmål de havde. De spurgte: „Er det forbudt at drikke vin?“ Alles øjne var rettet mod broder Michel da han åbnede sin bibel og slog op på Salme 104:15. Efter at have læst skriftstedet forklarede han at vin er en gave fra Gud, men at kristne ikke skal drikke for meget.

De nydøbte brødre i Brazzaville var nidkære forkyndere. I weekenderne tog de jævnlig færgen over til den anden side af floden for at forkynde i Kinshasa. I 1952 blev de første congolesere på den sydlige side af floden døbt. Brødrene i Brazzaville gjorde meget for at hjælpe dem der var i Kinshasa dengang. Senere blev rollerne byttet om.

I december 1954 arrangerede brødrene et stævne i Brazzaville. Det blev overværet af 650, og 70 blev døbt. Sandheden frigjorde flere og flere fra falsk religion. Dét var kristenhedens religiøse ledere naturligvis ikke glade for, og de prøvede at vende myndighederne imod Jehovas Vidner. Politiet troede at Timothée Miemounoua var Vidnernes leder, så de beordrede ham ofte til at møde op på politistationen.  De truede og slog ham, men det tog ikke modet fra ham, og det skræmte heller ikke resten af Jehovas folk i Brazzaville. Interessen for sandheden fra Bibelen øgedes fortsat.

Så tog myndighederne andre midler i brug. Timothée Miemounoua og Aaron Diamonika, en af de elever fra den tekniske skole som havde taget imod sandheden, var begge ansat ved staten. I 1955 blev de forflyttet til fjerntliggende byer i det indre af landet. Timothée blev sendt til Djambala og Aaron til Impfondo. Dette forsøg på at standse forkyndelsesarbejdet slog fuldstændig fejl. Brødrene i Brazzaville fortsatte nidkært med at forkynde i byen mens Timothée og Aaron påbegyndte arbejdet i nye distrikter og oprettede menigheder disse steder. Men selv om brødrene var nidkære, længtes de efter at få hjælp fra udlandet. Og den skulle snart komme.

I marts 1956 ankom de første fire missionærer. Det var Jean og Ida Seignobos og Claude og Simone Dupont fra Frankrig. I januar 1957 blev der oprettet et afdelingskontor i Brazzaville som skulle føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Fransk Ækvatorialafrika. Broder Seignobos blev udnævnt til landstjener. Kort efter skete der det meget tragiske at Jeans kone, Ida, mistede livet i en bilulykke mens parret besøgte nogle menigheder i det der nu kaldes Den Centralafrikanske Republik. Jean fortsatte med sin opgave.

 Forkyndelse i det indre af landet

På det tidspunkt var Augustin Bayonne blevet udnævnt til kredstilsynsmand. Han besøgte landsbyer langt inde i skovene og pygmæ-bopladser i den nordlige og vestlige del af landet. Eftersom han ofte kom gående og tilbagelagde store afstande, blev han i hele området kendt som ’ham der vandrer’. Af og til slog Jean Seignobos følge med broder Bayonne, og det overraskede ham at folk dybt inde i tropeskoven vidste at de ville komme. Men trommer havde bekendtgjort at ’ham der vandrer’ var på vej sammen med en hvid mand.

Disse ekspeditioner udvirkede meget godt. Tidligere havde folk hævdet at Jehovas Vidner kun fandtes i Congo (Brazzaville). Da de så broder Seignobos og andre missionærer og fik forevist filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, blev de klar over at det ikke var tilfældet.

Sandheden fra Bibelen nåede flere og flere landsbyer langt inde i landet og frigjorde mennesker fra spiritistiske skikke og stammestridigheder. Mange brødre i disse områder havde aldrig lært at læse. Og da de ikke havde ure, var det solens placering på himmelen der var afgørende for hvornår de tog af sted til møde. For at beregne hvor meget tid de brugte i forkyndelsen, gjorde de brug af nogle små pinde. Hver gang de forkyndte for nogen, tog de en pind  og lagde den ind i et lommetørklæde. Fire pinde betød en time. På den måde kunne de finde ud af hvad de skulle skrive på rapporten ved månedens slutning. Men i virkeligheden forkyndte brødrene langt mere end de rapporterede, for sandheden var altid deres foretrukne samtaleemne.

Juridiske og politiske forandringer

Som tidligere nævnt blev Jehovas Vidners publikationer i 1950 underlagt restriktioner. Men det standsede som bekendt ikke arbejdet med at gøre disciple. Frustrerede indbragte kristenhedens præster en klage for myndighederne idet de påstod at Jehovas Vidner var kommunister. Det førte til at ti brødre en torsdag i 1956 blev arresteret klokken fem om morgenen. Det rygtedes hurtigt hvad der var sket, og de religiøse modstandere frydede sig. Retssagen fandt sted samme dag i en retssal som var fyldt med brødre der var kommet for at følge sagens gang.

Noé Mikouiza fortæller: „Under retssagen gjorde vi rede for at vi ikke var kommunister, men kristne tjenere for Gud der udfører det arbejde som er beskrevet i Mattæus 24:14. Vores advokat, der havde læst vores bøger og blade, sagde til retten at hvis alle var som Jehovas Vidner, ville der ikke være nogen lovovertrædere. Samme eftermiddag blev kendelsen afsagt: ’Ikke skyldig.’ Glade skyndte vi os alle hjem for at klæde om; det var nemlig en mødeaften. Nyheden om vores arrestation var blevet kendt i hele byen, og vi ønskede at alle skulle vide at vi nu var blevet frikendt. Ved mødet sang vi derfor Rigets sange af fuld hals. Mange som hørte os, var rystede. De havde regnet med at vi var kommet i fængsel.“

Den 15. august 1960 opnåede Republikken Congo selvstændighed. Den politiske vold blussede op. Mens  kristenhedens ledere tog aktivt del i kampene, fortsatte Jehovas Vidner med at forkynde. I 1960 blev et kredsstævne i Brazzaville overværet af 3716. Også i den nordlige del af landet strømmede folk til menighederne. I et område hvor der boede 70 forkyndere, kom der op mod et tusind mennesker til menighedens møder.

I december 1961 fik forkynderne indregistreret det juridiske redskab Les Témoins de Jéhovah. Den juridiske anerkendelse havde nogle fordele, men brødrene var klar over at det ville være tåbeligt at forlade sig helt på den slags. Broder Seignobos fortæller hvad der skete kort tid efter: „En dag blev jeg kaldt til møde med en højtstående embedsmand i sikkerhedstjenesten som fordømte os for vores kristne neutralitet. Han truede med at vise mig ud af landet. Jeg var bange for at han ville gøre alvor af det, for han havde myndighed til det. Men dagen efter døde han af et hjerteanfald.“

Missionærlivet i 1960’erne

I februar 1963 ankom Fred Lukuc og Max Danyleyko fra Haiti. Efter at Fred var blevet gift, fik han til opgave at være kredstilsynsmand. Det var i begyndelsen vanskeligt for ham at finde ud af hvem der hørte sammen som familie i de menigheder han besøgte. Han fortæller: „Jeg vidste ikke hvem de ældste var gift med, og jeg kunne ikke finde ud af hvem der var deres børn. Brødrene havde holdt fast ved den centralafrikanske skik at kvinder beholder deres eget efternavn når de bliver gift, og at børnene får samme efternavn som en slægtning eller en ven af familien.

Da vi var til møde den første aften under besøget, var brødrene stille og generte over for os. Så snart mødet begyndte, lagde vi mærke til noget ejendommeligt. Brødrene og de større drenge havde sat sig i den ene side af salen; de mindre børn og søstrene havde sat sig i den anden. Den  side hvor brødrene sad, var godt fyldt lige fra mødet startede, men der sad ikke ret mange i søstrenes side. Efterhånden som mødet skred frem, kom der flere søstre graciøst gående med deres bibler og bøger på hovedet og deres små børn efter sig.

Jeg gik op på podiet for at byde menigheden velkommen og for at præsentere min kone og mig selv. Efter at have budt alle hjerteligt velkommen holdt jeg en pause og henvendte mig derefter specielt til mændenes side og sagde: ’Kære brødre, jeg vil gerne bede jer om i løbet af ti minutter at finde jeres kone og børn. Fra nu af bør I sidde sammen som familier, ligesom Jehovas folk gør alle andre steder i verden.’ Det gjorde de med glæde.“

Det var også noget af en udfordring at rejse med de offentlige transportmidler. Broder Lukuc’ kone, Leah, fortæller: „Vores oppakning bestod blandt andet af små feltsenge, et moskitonet, en vandspand, transportable vandfiltre, tøj, bøger, blade og bibelske film. For at kunne vise filmene skulle vi også medbringe elektriske ledninger, pærer, filmspoler, manuskripter, en lille generator og en dunk benzin.  Alt dette medbragte vi når vi tog med en af de lokale lastbiler. For at få en plads inde i førerhuset måtte vi møde op ved lastbilen klokken to om natten. Ellers måtte vi sidde på ladet, i solen, sammen med dyr, bagage og mange andre passagerer.

Engang da vi, efter flere timers vandring i varmen, kom hjem til den lille lerhytte hvor vi overnattede, opdagede vi at den var blevet invaderet af hærmyrer. De var kravlet op ad en vandspand og havde dannet en bro for at nå en lille dåse margarine, som de fuldstændig havde tømt. Den aften bestod vores måltid af noget tørt brød og en halv dåse sardiner til hver. Vi var trætte og havde en smule ondt af os selv, men da vi gik i seng, var det til lyden af Rigets sange som brødrene dæmpet sang omkring bålet. Det var en blid og behagelig måde at falde i søvn på.“

Trofaste missionærer og lokale ældste

Fra 1956 til 1977 tjente over 20 missionærer i Congo (Brazzaville). Selv om missionærlivet ikke altid var lige let, ydede de hver især et værdifuldt bidrag til forkyndelsesarbejdet.  For eksempel var alle de der virkede som landstjenere, missionærer. Da broder Seignobos i 1962 vendte tilbage til Frankrig, fik Larry Holmes til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen. Da Larry og hans kone, Audrey, ophørte i missionærtjenesten i 1965, blev broder Lukuc landstjener.

Også mange lokale brødre var dygtige til at føre an. Da ordningen med udvalg på afdelingskontorerne blev indført i 1976, udnævnte Det Styrende Råd tre brødre: Jack Johansson og Palle Bjerre, som begge var missionærer, og en lokal broder, Marcellin Ngolo.

Augustin Bayonne — ’ham der vandrer’ — var i 1962 med i Gileadskolens 37. klasse. Efter afslutningshøjtideligheden kom han til Den Centralafrikanske Republik, hvor han næsten 15 år tidligere havde læst bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Med tiden blev Augustin gift og fik børn og vendte tilbage til Brazzaville, hvor han åbnede sit hjem for de kristne møder. Senere skænkede han en del af sin grund til menigheden så der kunne bygges en rigssal på den.

Både Augustin Bayonne og Timothée Miemounoua er nu døde. Før sin død skrev Timothée om nogle af sine erfaringer. Han sluttede beretningen med at citere Hebræerbrevet 10:39: „Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen  bevares i live.“ Etienne Nkounkou, en af de tre første der tog imod sandheden i Congo, er nu næsten 90 år gammel. Disse brødre er fremragende eksempler for os med hensyn til lang og trofast tjeneste.

En prøvelsens tid

I august 1970 gik Republikken Congo over til kommunistisk styre. I årene forinden havde myndighederne, som tidligere nævnt, forfulgt brødrene og beskyldt dem for at være kommunister. Nu hvor kommunisterne var kommet til magten, blev brødrene af myndighederne kritiseret for ikke at være kommunister!

Der gik dog nogen tid før det nye styre begyndte at gribe ind over for Jehovas Vidners arbejde. Stævner og møder kunne frit holdes, og nye missionærer fik lov til at komme ind i landet. Men efterhånden begyndte brødrene at mærke virkningerne af det kommunistiske regime. Først anklagede nogle embedsmænd missionærerne for at være spioner. Den 3. januar 1977 blev Jehovas Vidners arbejde så officielt forbudt. Én efter én blev missionærerne udvist indtil Jack og Linda Johansson var de eneste der var tilbage. Om denne tid siger Jack: „Disse få måneder hvor vi var alene på afdelingskontoret, var nok den tid i vores missionærtjeneste hvor vores tro blev prøvet og styrket allermest. Vi blev mistænkt for at være spioner for USA’s centrale efterretningstjeneste, CIA. Fjender af regeringen,  deriblandt religiøse ledere, blev arresteret og dræbt. Vi vidste derfor at vi var i stor fare. Men vi erfarede at Jehova holdt sin hånd over os, og det styrkede os i troen.“

Noé Mikouiza henvendte sig til premierministeren og anmodede om at Jack og Linda måtte blive i landet. Det blev afslået, og de blev nødt til at rejse. Afdelingskontorets bygninger og rigssalene blev konfiskeret, og kontoret blev lukket. I en kort periode overtog afdelingskontoret i Frankrig tilsynet med forkyndelsesarbejdet, men senere blev denne opgave overdraget til afdelingskontoret i Kinshasa.

Selv om brødrene var underlagt visse begrænsninger, var de ikke udsat for alvorlig forfølgelse, som det var tilfældet i andre lande. Men nogle af dem blev frygtsomme, og det smittede af på andre. Selv om brødrene fortsatte med regelmæssigt at holde møderne, ophørte de praktisk talt med at gå fra hus til hus. Derfor sendte afdelingskontoret i Kinshasa nogle ældstebrødre for at opmuntre og styrke deres brødre på den anden side af floden.

 En af disse ældste var André Kitula. I juni 1981 begyndte han at besøge de 12 menigheder i Brazzaville som kredstilsynsmand. I den første menighed han besøgte, mødte brødrene op til Den Teokratiske Skole og tjenestemødet om tirsdagen. Men onsdag formiddag kom der ingen til samlingen. André gik i gang med at forkynde helt alene, og en mand han besøgte, sagde til ham: „Jehovas Vidner plejede at trøste os, men nu er de forsvundet.“

Senere samme formiddag mens André var ude i forkyndelsen, mødte han en broder der sagde: „Vi er alle kommet ud af vane med at forkynde fra hus til hus.“ Broderen fortalte derefter andre forkyndere at André var ude i tjenesten. Om eftermiddagen kom der nogle søstre til samlingen. Inden længe havde brødrene i hele Brazzaville igen taget fat på hus til hus-arbejdet. I de tre år André og hans kone, Clémentine, tjente i byen, var der ikke en eneste broder som blev arresteret. Brødre uden for hovedstaden hørte om hvad der foregik. De drog den slutning at hvis brødrene i Brazzaville ikke var bange for at gå fra dør til dør, var der heller ingen grund til at de skulle være det.

David Nawej, som dengang arbejdede på afdelingskontoret i Kinshasa, forklarer hvorfor de her var mere end glade for at sende hjælp til brødrene på den anden side af floden: „Det var brødrene fra Brazzaville der havde gjort sandheden kendt i Kinshasa. Senere, da det kommunistiske styre lagde hindringer i vejen for arbejdet derovre, kom forkynderne herfra brødrene til hjælp. Det har bekræftet visdommen i Prædikeren 4:9, 10: ’To er bedre stillet end én, eftersom de får en god løn for deres møje. For hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.’ I vores tilfælde siger brødrene: ’To Congoer er bedre stillet end et.’“

 Fremgang trods politiske omvæltninger

1991 blev et år med omvæltninger og udskiftninger på den politiske scene. Congo (Brazzaville) gik over fra etpartisystem til flerpartisystem. Skønt der var jubel i gaderne, mindede brødrene sig selv om advarselen i Salme 146:3, der lyder: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ Det varede ikke længe før sandheden i disse ord blev bekræftet.

Ikke desto mindre medførte de politiske ændringer nogle fordele for Jehovas folk. Den 12. november 1991 udstedte indenrigsministeren et dekret der ophævede forbuddet mod Jehovas Vidners arbejde. De rigssale der var blevet konfiskeret, blev givet tilbage. Dog er bygningerne der udgjorde det tidligere afdelingskontor, fortsat beslaglagt af præsidentens milits. I august 1992 blev der for første gang i 15 år afholdt områdestævner i Brazzaville og Pointe-Noire. Det år steg bibelstudietallet til 5675, næsten det firdobbelte af forkyndertallet.

Nu hvor arbejdet atter var blevet juridisk anerkendt, var der mulighed for igen at få missionærer ind i landet. Der blev udnævnt specialpionerer som blev sendt op nordpå, hvor de fleste af dem der kom til møderne, ikke kunne læse. I byerne var det lykkedes menighederne at lære mange at læse og skrive. Nu var tiden inde til at øge indsatsen på dette område i resten af landet.

 Valget i 1993 medførte endnu en ændring i styreformen. På grund af stor utilfredshed hos oppositionspartiet kom landet i undtagelsestilstand i flere uger. Væbnede konflikter, strejker, udgangsforbud, vejspærringer og plyndringer blev alt sammen en del af hverdagen. Folk var chokerede og dybt skuffede. De økonomiske vanskeligheder fortsatte. Jubelen fra 1991 var forstummet.

Etniske problemer og politiske uroligheder gik hånd i hånd. Stammestridigheder tvang brødre til at flytte til mere sikre områder. Det betød at enkelte menigheder måtte nedlægges. Men under alt dette viste brødrene gentagne gange at sandheden havde frigjort dem for etnisk had. Under urolighederne hjalp og beskyttede de hinanden, uanset hvilken stamme de tilhørte. Mange mennesker begyndte at indse at Jehova var den eneste der kunne give dem sand tryghed.

Afdelingskontoret i Kinshasa sørgede for vejledning og opmuntring. Ved udgangen af 1996 var forholdene i landet igen fredelige, og forkyndertallet nåede op på 3935. Fem missionærer boede på et missionærhjem i Brazzaville. Da yderligere to par ankom, blev der åbnet et nyt missionærhjem i Pointe-Noire. Det var i april 1997.

På den nordlige side af floden, i Congo (Brazzaville), åndede alt fred, og forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige havde god fremgang. Men nu hærgede uroen i nabolandet Congo (Kinshasa). Efterhånden som krigen nærmede sig Kinshasa, blev det nødvendigt at evakuere missionærerne. Inden udgangen af maj måned havde de nidkære missionærer fra Kinshasa derfor sluttet sig til missionærerne i Brazzaville og Pointe-Noire. Ingen kunne forestille sig de tragiske hændelser der ville indtræffe blot nogle få dage senere.

 Borgerkrig

Pludselig den 5. juni 1997 udbrød der krig i Brazzaville. Kampen stod mellem styrker der var loyale mod den siddende præsident, og nogle der støttede den tidligere præsident. Bombardementer med tungt artilleri ødelagde både byen og dens forstæder. Tusinder af mennesker døde. De lå overalt. Der var total forvirring. Det var vanskeligt at skelne mellem de stridende parter. Stabiliteten i Brazzaville var forsvundet. Færgeruten til Kinshasa var indstillet. Mange flygtede ind i skoven, mens andre padlede ud til små øer i Congofloden i deres kanoer af udhulede træstammer. Atter andre prøvede at krydse floden for at komme over til Kinshasa. Selv om der også var kampe i nærheden af Kinshasa, var de ikke nær så voldsomme som i Brazzaville.

Krigen medførte problemer for brødrene som for alle andre, men sandheden gjorde en stor forskel i Guds tjeneres sind og hjerte. De havde fuld tillid til ordene i Salme 46:1, 2: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde. Derfor frygter vi ikke, om så jorden forandres eller bjergene vakler i havets hjerte.“

Det lykkedes for mange brødre at komme til Kinshasa, hvor afdelingskontorets udvalg sørgede for at de fik mad, husly og lægebehandling. Familier i Kinshasa var lykkelige for at kunne vise deres trosfæller fra Brazzaville kærlighed og gæstfrihed.

Nogle brødre blev i Brazzaville for at hjælpe dem der havde svært ved at flygte. Det gjaldt blandt andre Jean Théodore Otheni og hans kone, Jeanne, som var pioner. I august blev deres hus ramt af en granat, og Jeanne blev alvorligt såret. Jean skyndte sig at få hende til Kinshasa, men det var for sent. Han fortæller: „Jeanne elskede forkyndelsen lige til det sidste. Hun gav mig sin notatbog og sagde: ’Du  må endelig besøge alle mine bibelstudieelever, for jeg holder så meget af dem.’ Jeg omfavnede hende, og da jeg igen så på hende, kunne jeg se at hun var død.“ Jean er, ligesom mange andre, nidkært fortsat i tjenesten for Jehova med fuld tillid til opstandelsesløftet.

Eftersom færgeforbindelsen mellem de to hovedstæder var blevet indstillet, tilbød de der havde små motorbåde, at fragte folk over som ville flygte fra Brazzaville. Modige brødre fra Brazzaville, deriblandt Louis-Noël Motoula, Jean-Marie Lubaki og Symphorien Bakeba, meldte sig frivilligt til at lede efter bortkomne brødre og hjælpe dem der stadig befandt sig i Brazzaville. Det betød at de i en lille båd måtte trodse den stærke strøm i den mægtige Congoflod for at gennemsøge småøerne og flodbredderne, at de måtte bevæge sig ind i kampzonen i Brazzaville hvor ugerningerne fortsatte, at de måtte sætte livet på spil for deres brødre!

Symphorien, der havde stor erfaring i at krydse floden, foretog mange sejlture under borgerkrigen. Sommetider  sejlede han over med forsyninger til dem der var forblevet i Brazzaville. En gang havde han for eksempel ti sække ris med til nogle brødre i Brazzaville som boede i relativ sikkerhed. Det var naturligvis en udfordring at krydse floden, men det var en langt større udfordring at få rissækkene transporteret frem til bestemmelsesstedet uden at blive udsat for plyndringer. En af hans passagerer på denne tur var en distingveret herre som spurgte Symphorien hvor han skulle hen med risen. Symphorien forklarede hvordan det hang sammen, og benyttede samtidig lejligheden til at fortælle om sit håb ud fra Bibelen. Da båden lagde til, gav manden sig til kende, og det viste sig at han var en højtstående embedsmand. Han tilkaldte et par soldater og bad dem om at passe på rissækkene indtil Symphorien havde fået fat i en bil der kunne transportere risen hen til brødrene.

Når Symphorien krydsede floden, var det som oftest for at hjælpe brødre med at flygte fra Brazzaville. Der er specielt én tur som han aldrig vil glemme. Han fortæller: „Strømmen i Congofloden er meget stærk, men de fleste der har båd, ved hvordan de skal navigere for ikke at blive trukket med ned ad floden mod de farlige strømfald. Vi forlod Brazzaville med syv brødre og fem andre om bord. Midt ude på floden løb vi tør for brændstof. Det lykkedes os at komme ind til en lille ø hvor vi fortøjede båden. Til vores store lettelse kom en mand forbi i en lille båd, og han lovede at købe brændstof til os i Kinshasa og vende tilbage. Ventetiden føltes meget lang. Fulde af bekymring ventede vi i halvanden time inden han nåede frem med brændstoffet.“

I løbet af kort tid havde afdelingskontoret i Kinshasa omkring 1000 brødre og søstre samt deres familier og interesserede at tage sig af. I oktober 1997 stilnede kampene af, og folk begyndte at vende tilbage til Brazzaville.

 Alle de missionærer der havde tjent i Brazzaville og Pointe-Noire, var blevet evakueret på grund af krigen. Nogle var taget tilbage til deres hjemland, England eller Tyskland, mens andre var rejst til Benin og Elfenbenskysten. Da der igen var blevet relativt roligt, vendte nogle tilbage til deres distrikter i Congo (Brazzaville). Desuden ankom der i december 1998 tre nye par og en ugift bror fra Frankrig. Eddy og Pamela May, erfarne missionærer der havde tjent på afdelingskontoret i Kinshasa, blev sendt til Brazzaville, og et nyt missionærhjem blev åbnet.

Borgerkrig igen

Året efter udbrød der igen borgerkrig i Brazzaville. Atter blev tusinder af mennesker dræbt, deriblandt nogle Jehovas Vidner. De fleste af missionærerne, som lige var kommet til landet, blev overført til missionærhjem i det nærliggende Cameroun. Selv om det forlød at krigen ville sprede sig til kystbyen Pointe-Noire, var tre af missionærerne i stand til at blive dér. Endelig, i maj 1999, var borgerkrigen slut.

Eftersom mange af forkynderne havde været nødt til at flygte, faldt antallet af menigheder i landet fra 108 til 89. Brazzaville har nu 1903 forkyndere, fordelt på 23 menigheder. Pointe-Noire har 24 menigheder med i alt 1949 forkyndere. Under begge borgerkrige sørgede Jehovas Vidner i andre lande for nødhjælp til deres åndelige brødre og søstre. Og som altid kom denne hjælp også mange til gavn der ikke er Jehovas Vidner.

Trods krig, sult, sygdom og mange andre vanskeligheder var forkynderne i Congo (Brazzaville) i stand til at bruge gennemsnitlig 16,2 timer i forkyndelsen om måneden. I april 1999, da den anden borgerkrig sluttede, var 21 procent  af alle forkyndere med i en eller anden form for heltidstjeneste.

De finder glæde i sandheden

Krige har tvunget landet i knæ. Brazzaville er under genopbygning, men der er stadig langt igen. Nogle af de vigtigste byggeprojekter er rigssale, hvor folk lærer om sandheden fra Bibelen. I februar 2002 blev fire rigssale indviet, to i Pointe-Noire og to i Brazzaville.

Ved et af indvielsesprogrammerne i Brazzaville beskrev en ældre broder hvad der var sket under forbuddet 15 år tidligere. Brødrene havde planlagt at holde en særlig stævnedag den 1. januar på en ubebygget jordlod. De regnede med at det kunne foregå uden forstyrrelser fordi folk var optaget af at fejre nytår. Men efter formiddagens program kom politiet og afbrød stævnet. Broderen fortalte: „Vi forlod stedet med tårer i øjnene. I dag er vi her igen med tårer i øjnene. Men denne gang er det glædestårer, for nu er vi her for at indvi en ny rigssal.“ Ja, den smukke nye sal var blevet bygget på det selv samme stykke jord.

Det er nu over 50 år siden at bogen „Sandheden skal frigøre jer“ hjalp Etienne Nkounkou, Augustin Bayonne og Timothée Miemounoua til at lære sandheden at kende. Siden da har tusindvis af mennesker i Congo (Brazzaville) efterlignet deres stærke tro. Eftersom stadig flere slutter sig til dem, lover det godt for fremtiden. Der bliver ledet over 15.000 bibelstudier — hvilket er mere end 3 pr. forkynder. I 2003 nåede antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden helt op på 21.987. Ved udgangen af tjenesteåret 2003 var 4536 forkyndere, deriblandt 15 missionærer, nidkært optaget af at hjælpe endnu flere til at lære om sandheden der vil frigøre dem. — Johannes 8:31, 32.

[Tekstcitat på side 143]

Trommer havde bekendtgjort at ’ham der vandrer’ var på vej sammen med en hvid mand

[Tekstcitat på side 144]

Da brødrene ikke havde ure, var det solens placering på himmelen der var afgørende for hvornår de tog af sted til møde

[Tekstcitat på side 151]

„Da vi gik i seng, var det til lyden af Rigets sange som brødrene dæmpet sang omkring bålet. Det var en blid og behagelig måde at falde i søvn på.“

 [Ramme på side 140]

Profil af Congo (Brazzaville)

Geografi: Republikken Congo grænser op til Gabon, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo og den angolanske enklave Cabinda. Landet er større end Finland eller Italien. En kystslette strækker sig cirka 60 kilometer ind i landet. Derfra stiger terrænet til over 800 meters højde. Resten af landet består overvejende af tæt skov og store floder.

Befolkning: De mere end tre millioner indbyggere er delt op i forskellige stammer. I de tætte skovområder bor der pygmæer.

Sprog: Det officielle sprog er fransk, men i de nordlige egne taler mange lingala, og i den sydlige del af landet tales der munukutuba.

Erhverv: Dyrkning af jorden til eget forbrug samt fiskefangst i floderne og havet. I skovene er der et rigt dyreliv som giver dygtige jægere gode muligheder for at nedlægge bytte.

Fødevarer: Kassava og ris indgår i de fleste måltider. Det serveres sammen med fisk eller kylling krydret med stærk sovs. Blandt meget andet dyrkes der mango, ananas, papaja, appelsin og avocado.

Klima: Congo har tropisk klima som gør at der er varmt og fugtigt året rundt. Regntiden strækker sig fra marts til juni, og den tørre årstid er fra juni til oktober.

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 148, 149]

CONGO (BRAZZAVILLE) — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1940

1947: Bogen „Sandheden skal frigøre jer“ vækker den første interesse.

1950: Missionæren Eric Cooke besøger Brazzaville. Jehovas Vidners publikationer pålægges restriktioner.

1956: I marts ankommer de første missionærer, der er fra Frankrig.

1957: I januar oprettes der et afdelingskontor i landet.

1960

1961: Et juridisk selskab indregistreres den 9. december, men publikationerne er underlagt restriktioner yderligere et år.

 1977: Jehovas Vidner forbydes. Afdelingskontorets bygninger beslaglægges, og missionærerne bliver udvist.

1980

1981: André Kitula hjælper med at genoplive forkyndelsesarbejdet i Brazzaville.

1991: Indenrigsministeren ophæver forbuddet. Der holdes områdestævner for første gang i 15 år.

1993: Social og politisk uro fører til undtagelsestilstand.

1997: Den 5. juni udbryder der krig. Missionærerne evakueres. Afdelingskontoret i Kinshasa sørger for mad, husly og lægebehandling til 1000 flygtninge.

1999: Endnu en borgerkrig bryder ud. Missionærerne bliver atter evakueret.

2000

2002: De første fire nyopførte rigssale indvies i februar.

2003: Der er 4536 forkyndere i Congo (Brazzaville).

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

5.000

2.500

1940 1960 1980 2000

 [Kort på side 141]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

CAMEROUN

ÆKVATORIALGUINEA

GABON

REPUBLIKKEN CONGO

Impfondo

Djambala

BRAZZAVILLE

Pointe-Noire

Congofloden

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

KINSHASA

ANGOLA

 [Helsides illustration på side 134]

[Illustrationer på side 138]

Medlemmer af en bibelstudiegruppe i 1949, fra venstre til højre: Jean-Seth Mountsamboté, Timothée og Odile Miemounoua og Noé Mikouiza

[Illustration på side 139]

Etienne Nkounkou

[Illustration på side 142]

Jean Seignobos rejste rundt i det indre af Congo og måtte ofte færges over floder for at besøge menighederne

[Illustration på side 147]

Fred og Leah Lukuc (i midten) sammen med menigheden der holdt til i Augustin Bayonnes hjem

[Illustration på side 150]

Dåb i Atlanterhavet ved Pointe-Noire

[Illustration på side 152]

Augustin Bayonne — ’ham der vandrer’ — var i 1962 med i Gileadskolens 37. klasse

[Illustration på side 153]

Denne bygning tjente som afdelingskontor fra 1967 til 1977

[Illustration på side 155]

Noé Mikouiza

[Illustrationer på side 158]

Louis-Noël Motoula, Jean-Marie Lubaki og Symphorien Bakeba