Virksomheden i hele verden

▪ EUROPA

Antal lande: 46

Befolkningstal: 728.162.887

Antal forkyndere: 1.476.554

Antal bibelstudier: 697.044

Vejen til sandheden kan være lang. I 1951 afsonede Steponas en straf som politisk fange i en lejr i Kasakhstan. Her arbejdede han sammen med Edvardas, en nidkær ung forkynder fra Litauen der var blevet fængslet for at trykke bladet Vagttårnet. Edvardas fortalte om sit bibelske håb, og Steponas blev overbevist om at han havde fundet sandheden. I 1955 blev Steponas løsladt. Da de to mænd tog afsked, sagde Edvardas: „En dag mødes vi måske igen.“ Steponas var ikke blevet døbt, men Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste troede at han var et af Jehovas Vidner. Politiet ransagede  derfor hans lejlighed og konfiskerede papirer med brødrenes adresser. Det betød at han mistede kontakten med Guds folk.

Nu gik der syvogfyrre år. I den periode boede Steponas i en lille landsby i det nordlige Litauen hvor der ingen Jehovas Vidner var. I foråret 2002 lykkedes det ham så at få fat i noget bibelsk læsestof, og han sendte en kupon til Jehovas Vidners afdelingskontor i Litauen for at få bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. Han fortæller: „Jeg sendte kuponen i håb om at få kontakt med brødrene igen.“ Et specialpionerpar rejste ud for at træffe ham og studere Bibelen med ham. Mindre end et år senere blev Steponas døbt i en alder af 80 år.

Mødte han nogen sinde Edvardas, der næsten 50 år tidligere havde sagt: „En dag mødes vi måske igen“? Ja! Dagen efter at Steponas var blevet døbt, kunne de to mænd, der nu var åndelige brødre, glæde sig over at give hinanden et kærligt knus.

I Storbritannien var Tim og Sam, der begge er 11 år og udøbte forkyndere, ude at forkynde sammen med Tims mor. De to drenge trængte til nye tasker til deres bibler og publikationer, men pengene var små. Før de gik ud i forkyndelsen samme dag, havde mødrene til de to unge forkyndere fremlagt problemet for Jehova i bøn. Ved det sidste hus de besøgte den formiddag, talte Tim med en kvinde og læste et skriftsted fra Bibelen for hende. Hun afbrød ham for at spørge hvilket trossamfund han tilhørte. Da Tim svarede at han var et af Jehovas Vidner, skældte kvinden ham ud og sagde til hans mor at hun ikke kunne forstå hvorfor Jehovas Vidner lader deres børn dø i stedet for at lade dem få blodtransfusion.

Tims mor foreslog at hun spurgte drengene hvordan de så på det, og det gjorde hun. Tim forklarede at han altid ville  vælge en anden behandling end blodtransfusion, frem for at gå imod sin bibeloplærte samvittighed. Sam sagde så at hans egen søster havde fået en anden behandling og havde klaret sig bedre end patienter der havde fået blod.

Nu henvendte den besøgte sig igen til Tims mor. Denne gang gav hun udtryk for at hun ikke brød sig om at børn blev taget med fra hus til hus. Begge drengene svarede at de godt kunne lide at forkynde, og tilføjede at de hellere ville gå fra dør til dør end løbe omkring på gaderne som andre på deres alder. Svaret gjorde indtryk på kvinden, som bad drengene vente et øjeblik mens hun gik ind i huset. De fik sig en overraskelse da hun kom tilbage og gav hver af dem en fin, ny lædertaske der var ideel til forkyndelsen! Det viste sig at hun levede af at sælge tasker. Hendes ændrede indstilling gav drengene mulighed for at aftale et genbesøg. Da de tog afsked, kom den besøgtes 94-årige mor, som havde lyttet til samtalen, ud til døren og bad Tims mor om at besøge hende dér hvor hun boede.

To søstre der var ude at forkynde i Portugal, lagde mærke til et opslag med følgende ordlyd ved et busstoppested: „Jeg studerer psykologi og arbejder på en afhandling om overtro. Hvis du kan hjælpe mig, så send venligst en e-mail til denne adresse . . .“ De to søstre arbejdede om eftermiddagen med en artikel i Vagttårnet der hed „Lader du overtro styre dit liv?“ og besluttede derfor at sende en e-mail og tilbyde bladet.

En uge senere fik de følgende brev fra den kvinde der havde skrevet opslaget: „Tak for jeres svar. Undskyld at jeg først reagerer nu. Jeg vil gerne have det blad I omtaler. Hver gang Jehovas Vidner har henvendt sig til mig i den senere tid, har jeg enten været på vej til arbejde, eller jeg har skullet nå en bus og har ikke haft tid til at tale med dem. Men jeg  kan forstå at I tilbyder bibelkurser, og sådan et vil jeg gerne have.“

Søstrene fortæller: „Under vores første besøg stillede hun mange spørgsmål. Vi gav hende ’Kundskabsbogen’ og aftalte at studere Bibelen med hende. Hun er altid godt forberedt til studiet og kommer nu til alle menighedens møder.“

Da Lina, en forkynder i en by i den sydlige del af Tyskland, var på gadearbejde, kom en kvinde ved navn Tatjana hen til hende. „Kan du kende mig?“ spurgte Tatjana. Lina måtte indrømme at det kunne hun ikke. „Det er ikke så sært,“ sagde Tatjana. „Vi har kun truffet hinanden én gang, og det er fem år siden.“ Hun forklarede: „I foråret 1998 henvendte du dig til mig på gaden og tilbød mig brochuren Hvad kræver Gud af os? Jeg var uhøflig over for dig, men du var sød og venlig, og det gav mig lyst til at tage brochuren med hjem og læse den. Den gjorde et dybt indtryk på mig.“ Senere var to forkyndere som ikke kendte Lina, kommet på besøg hos Tatjana. Det hun havde læst i brochuren, fik hende til at tage imod et bibelstudium. Da hun traf Lina igen, i 2003, var hun allerede en døbt forkynder. Faktisk var både hun og Lina hjælpepionerer i den måned!

En søster i Pskov i Rusland fik fra afdelingskontoret en adresse på en mand der boede i et øde område. Det tog hende lang tid at nå frem til stedet. Da hun endelig ankom, viste det sig at manden ikke havde været klar over at han havde bedt om at få et bibelstudium. Han havde købt et blad i en kiosk, og i bladet var en udklippet kupon fra en af vores traktater lagt ind som bogmærke. Manden forklarede at han havde sendt kuponen ind fordi han troede at man kunne vinde en præmie. Søsteren svarede: „Du har vundet et gratis bibelkursus!“ Manden og hans familie viste interesse, og et bibelstudium blev påbegyndt. Da familien bor så langt fra søsteren, holdes det kun to gange om måneden.

 ▪ OCEANIEN

Antal lande: 30

Befolkningstal: 34.355.946

Antal forkyndere: 93.718

Antal bibelstudier: 47.270

Fjortenårige Alyce, der bor i Australien, brugte vores blade som kildemateriale når hun udarbejdede opgaver til skolen. En uge skrev hun en stil om spørgsmålet: „Hvordan vil det gå denne verden?“ Heri forklarede hun at vi ifølge Bibelens profetier lever på en betydningsfuld tid. Hendes lærerinde spurgte Alyce hvilket trossamfund hun tilhørte. Alyce forklarede at hun studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og gav lærerinden et par blade.

Det vakte lærerindens interesse, men en anden lærer frarådede hende at have noget med Jehovas Vidner at gøre. Efter  at have lagt mærke til Alyce’s gode opførsel gennem nogle måneder besluttede lærerinden at undersøge sagen nærmere. Da hun var bekymret for at Alyce måske var kommet ind i en farlig religiøs sekt, gik hun på det lokale bibliotek, lånte bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige og læste den på én weekend! Nu var hun overbevist om at hun havde fundet sandheden. Hun ringede til Alyce’s mor for at få mere læsestof og begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Inden der var gået en måned, overværede hun alle møderne og havde overtalt sin mand og sin mor til at komme til søndagsmøderne. Også de begyndte at studere Bibelen og gør gode fremskridt. Før der var gået tre måneder, var lærerinden blevet udøbt forkynder og havde haft sit første indlæg på Den Teokratiske Skole. Få måneder senere blev Alyce og hendes lærerinde, Linda, døbt samme dag.

Forestil dig at du boede på en ø hvor du var den eneste der tilbad Jehova! Sådan er situationen for en søster på Marshalløerne. Hendes mand arbejder på Mejatto-atollen. Hun blev af sine naboer indbudt til at komme i den protestantiske kirke, men det havde hun ikke lyst til. I stedet koncentrerede hun sig om at undervise sine børn ud fra Min bibelhistoriebog. Hun fortalte også sine naboer om sin tro, idet hun med sit yngste barn på armen gik fra hus til hus. Med tiden var der nogle som viste interesse, og den isolerede søster leder nu flere bibelstudier over brochuren Hvad kræver Gud af os? Hver måned sender hun en tjenesterapport til sin tidligere menighed. For at komme til mindehøjtid og til stævne må hun og børnene rejse den lange vej med båd til øen Ebeye. Brødrene og søstrene i menigheden på Ebeye sender hende opmuntrende breve hvori de fortæller oplevelser fra tjenesten og beskriver hvad de har lært ved menighedens møder. Den isolerede søsters trofasthed er til stor opmuntring for dem.

 I mange fjerntliggende landsbyer i Papua Ny Guinea er der ingen elektricitet. Indbyggernes elektriske apparater drives af enten generatorer eller batterier. En nydøbt søster ville gerne vise nogle af Jehovas Vidners videofilm for at hjælpe beboerne i sin landsby til at lære mere om Bibelen. Hun havde tjent nogle penge ved at sælge afgrøder hun havde dyrket, og spurgte en lokal forretningskvinde om hun måtte leje hendes fjernsyn, videomaskine og generator. Søsteren forklarede at hun gerne ville invitere hele landsbyen til at se nogle bibelske videofilm som hun mente kunne hjælpe folk åndeligt. Forretningskvinden nedsatte straks lejen til en symbolsk sum og sagde at hun også gerne ville se filmene. Så godt som alle i landsbyen mødte op. Bagefter sagde mange at de ikke havde haft nogen anelse om at Jehovas Vidners arbejde havde så stort et omfang. At der fandtes et sådant verdensomspændende brodersamfund havde gjort et stort indtryk på dem, for det var noget de ikke havde set magen til i deres egen kirke. Søsteren blev indbudt til at besøge mange som ikke tidligere havde villet tale med forkynderne, men som nu gerne ville vide mere om vores tro.

På Savaii, den største ø i Samoa, har nogle lokale ledere forbudt Jehovas Vidner at forkynde i deres landsbyer. En søster der bor i en af landsbyerne, stod fast for sandhedens sag da hun skulle arrangere sin søns begravelse. Begravelsen skulle holdes i hendes hjem, og brødre og søstre fra øens to menigheder hjalp til med at ordne huset og haven, og med at skaffe en generator. Landsbyens indbyggere lagde mærke til deres kærlige hjælp. Den måde brødrene organiserede og afholdt begravelsen på, afveg stærkt fra almindelig skik og brug i Samoa.

To dage efter begravelsen indkaldte landsbyrådet til et møde og drøftede begivenheden. Alle rådets medlemmer var imponerede over hvordan Jehovas Vidner havde hjulpet  familien, både før og efter begravelsen. Landsbyens ledere var så bevægede over den måde begravelsen var blevet afholdt på, at de enstemmigt vedtog at ændre begravelsesskikkene til Faa-Molimau a Ieova (Jehovas Vidners måde). To dage senere blev den årlige højtid til minde om Kristi død holdt i en lille rigssal nogle få kilometer derfra. Der kom tre ladvogne med familier fra denne landsby som gerne ville overvære højtiden. Nu kan vore brødre og søstre frit forkynde i landsbyen, der er en af de største på øen. To specialpionerer leder seks bibelstudier her. Et menighedsbogstudium overværes ikke blot af interesserede landsbyboere, men også af en af landsbyens ledere.

På Fiji sad en ung mand under et træ og tænkte over sit liv og sin fremtid. Han opfordrede en forbipasserende mand til at sætte sig ned sammen med ham. Denne mand, der tilfældigvis var en broder, benyttede lejligheden til at aflægge et vidnesbyrd for den unge mand. Det viste sig at han tidligere havde hørt om de løfter Bibelen giver om et paradis på jorden, og samtalen med broderen vakte hans interesse på ny. Han besluttede at tage tilbage til den ø hvor hans mor boede, og begyndte at læse Bibelen. Men her mødte han modstand. Nogle i hans familie der var imod hans nye tro, ødelagde de afgrøder han var begyndt at dyrke. Landsbyens ledere gav ham ordre til at forlade stedet fordi de ikke ville tillade nogen anden tro end deres egen. Den unge mand rejste så til sin fars landsby på en anden lille ø. Her byggede han en kano af gamle bølgebliksplader, og hver uge padlede han adskillige kilometer over et uroligt hav for at være sammen med Jehovas Vidner. Modstanden fra familien fortsatte, og han blev tvunget til at bo som eneboer på en isoleret del af øen. Til sidst lykkedes det ham at flytte til hovedøen og bosætte sig i nærheden af en stor menighed. Her gør han fortsat fremskridt som udøbt forkynder.

 ▪ NORD- OG SYDAMERIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 857.137.983

Antal forkyndere: 3.095.083

Antal bibelstudier: 2.898.369

En søndag formiddag i september 2002 aflagde en søster i De Forenede Stater et genbesøg hos en forretningsindehaver. Han var optaget af kunder da hun kom, og hun gik derfor lidt rundt i forretningen. Her lagde hun mærke til en kvinde der skyndte sig ind for at købe en mala. En mala er en krans af brune perler som hinduerne bruger når de beder til deres mange guder, et modstykke til katolikkernes rosenkrans. Kvinden, der hed Shwe, så ud til at finde en mala hun syntes om, og i det samme gik vores søster hen til hende og sagde: „Undskyld. Må jeg spørge om den mala er lavet af sandeltræ?“

 „Ja, det er den! Jeg har bedt gud om en god mala, og i dag har jeg fundet den. Prøv at lugte til den!“

„Ih, hvor den dufter dejligt! Hvilken gud vil du bede til ved hjælp af den?“

„Nåh, somme tider til Ganesa, eller måske til Shiva eller Durga. Jeg vil bede til dem alle sammen med den her mala.“

„Må jeg spørge dig om du har fundet ud af hvilken gud der er den største?“

„Det ved jeg ikke rigtig. Jeg kan ikke finde ud af hvilken gud der er den største.“

„Det kunne jeg heller ikke dengang jeg var hindu og tilbad de guder. Men nu ved jeg hvem den største og højeste Gud er. Lad mig vise dig det. [Hun læser Salme 83:18]. Jehova Gud er den højeste over hele jorden. Han er større end både Shiva, Ganesa og Durga. Jeg kan lære dig om den højeste Gud uden at det skal koste dig noget.“

„Vil du virkelig lære mig den sande Gud at kende? I dag er alle mine bønner blevet besvaret!“

„Hvordan det?“

„Jeg har hver dag bedt om en god mala, en som jeg kunne finde den sande Gud igennem. Jeg har også bedt om en sand ven der kunne hjælpe mig, for jeg har slet ingen. Hvad hedder du?“

„Jeg hedder Mala, og jeg vil gerne være den ven der hjælper dig til at lære Bibelen at kende.“

„Det var dog helt utroligt: Gud har givet mig en levende Mala!“

De to kvinder aftalte at studere brochuren Hvad kræver Gud af os? Shwe kommer regelmæssigt til møderne og siger at det er hendes mål at blive døbt.

 I Honduras gik en missionærsøster der sled i det for at lære spansk, ind i et kontorkompleks og gav receptionisten et par blade. Telefonen ringede, og søsteren troede at receptionisten bad hende tage plads; så det gjorde hun. Men der var noget hun havde misforstået. Receptionisten havde bedt hende om at gå. I mellemtiden havde en kvinde der arbejdede på et kontor i nærheden af receptionen, bedt til Gud om hjælp til at bryde et umoralsk forhold til en gift mand og lære hvordan Gud ønsker at blive tilbedt. Da hun hørte søsterens stemme i receptionen, opfattede hun det som et svar på sin bøn. Men da hun hørte receptionisten bede søsteren om at gå, blev hun bange for at missionæren ville være borte før hun nåede at få talt med hende. Missionærsøsteren sagde senere: „Fordi jeg havde misforstået receptionisten, var jeg der stadig da kvinden kom løbende ind i receptionen for at tale med mig. Vi er begge to overbeviste om at det skyldtes Jehovas ledelse.“ Nogle år forinden havde kvinden læst Jehovas Vidners publikationer, og nu besluttede hun at tage de åndelige anliggender alvorligt. Hun har siden brudt sit forhold til den gifte mand og studerer nu Bibelen og kommer fast til møderne.

En specialpionersøster i El Salvador blev sendt ud til en menighed i hvis distrikt der kun var få som ønskede at lytte til budskabet. Hun bad Jehova hjælpe hende til at finde frem til de interesserede. En søndag mødte hun en ung mand som hun havde en bibelsk samtale med. Han tog imod ’Kundskabsbogen’ og sagde at hun gerne måtte komme igen. Det gjorde søsteren mange gange, men han var aldrig hjemme. I stedet traf hun hans kone, der ikke viste særlig stor interesse for Bibelen. Da søsteren kom tilbage femte gang, inviterede kvinden hende ind, men „kun i ti minutter,“ som hun sagde. Søsteren spurgte hende om hun havde ’Kundskabsbogen’ i nærheden. Kvinden fandt bogen frem, og søsteren  forklarede kort nogle punkter fra bogen og demonstrerede hvordan vi studerer Bibelen. Efter tre måneders studium begyndte kvinden at komme til møderne og gjorde tydelige fremskridt. Og hendes mand? Han begyndte med tiden at deltage i studiet. Derefter begyndte han at overvære møderne sammen med sin familie. Parret arbejder nu på at få legaliseret deres ægteskab. Udholdenhed kombineret med bøn gav således et godt resultat.

Margarita, der bor i Mexico, fortæller om de gode resultater hun har haft ved at forkynde uformelt: „På et sykursus talte jeg med en af de andre kursister om Bibelen. Hun sagde at det var hendes indtryk at Jehovas Vidners familier var lykkelige, for de smilede altid og virkede glade. Jeg sagde til hende at det var rigtigt, og at de der stoler på Jehova og lever efter Bibelens principper, finder sand lykke.“ Margarita oprettede et bibelstudium med kvinden, der nu kommer regelmæssigt til møderne og vokser i kundskab om sandheden.

I Den Dominikanske Republik forærede Ana brochuren Hvad kræver Gud af os? til en mand der virkede bekymret. Hans kone var på hospitalet for at blive opereret for kræft. Han sagde at han ville tage brochuren med på hospitalet fordi hans kone godt kunne lide at læse. Senere traf Ana mandens kone, der sagde: „Vi kan godt begynde at studere. Jeg er parat.“ Hun forklarede senere at mens hun var indlagt, havde hun bedt Gud om at lede hende til den sande tro. Netop samtidig var hendes mand kommet med brochuren til hende. Hun læste den, forstod at det var Guds svar på hendes bøn, og besluttede sig for at blive et af Jehovas Vidner. Skønt hun måtte gå en time hver vej for at overvære møderne i rigssalen, gjorde hun hurtigt fremskridt og blev snart udøbt forkynder. „Nu kan jeg indfri mit løfte til Gud,“  sagde hun. Efter mindre end et halvt år blev hun døbt ved et områdestævne, og hun glæder sig stadig over at tjene Jehova.

Martin, en 13-årig forkynder fra Paraguay, kan godt lide at forkynde uformelt. En dag da han forkyndte for én han mødte på vej hjem fra skole, fik han øje på en lille pakke der lå på gaden. Han samlede den op og fandt ud af at den indeholdt penge. Da han ikke kunne se nogen der ledte efter den, puttede han den i lommen. Mens han gik videre, tænkte han: ’Med de her penge kan jeg betale de tre måneders skoleundervisning jeg skylder for, og jeg kan være med til at dække nogle af mine forældres udgifter.’ Uden at tænke over det drejede han ned ad en gade han normalt ikke gik ned ad. Her lagde han mærke til en mand der tydeligvis ledte efter noget. Han hørte manden sige at han havde mistet 115.000 guaranier (ca. 120 kr.), og at det var alt hvad han havde at leve af resten af måneden. Det fik Martin til straks at tænke på noget som en af de ældste der havde gennemgået dåbsspørgsmålene med ham, havde sagt: „Du vil komme ud for mange prøver, og det vil ikke blive lettere nu når du skal døbes.“

Martin havde hårdt brug for pengene. Den dag havde han ikke engang så meget at han kunne få noget at spise mens han var i skole, og han kunne slet ikke betale for sin undervisning. Men uden at være det mindste i tvivl om at han gjorde det rigtige, bad Martin manden gentage hvor mange penge han havde mistet. Det var præcis det beløb Martin havde fundet. Martin gav ham pengene sammen med en traktat og fortalte ham at han var et af Jehovas Vidner. Jublende glad takkede manden Martin igen og igen og gav ham et knus. Han fik også hans adresse så han kunne besøge ham. Martin blev for nylig døbt sammen med sine forældre ved et kredsstævne.

 ▪ ASIEN OG MELLEMØSTEN

Antal lande: 47

Befolkningstal: 3.931.574.927

Antal forkyndere: 568.370

Antal bibelstudier: 417.308

På grund af sygdom kunne Kumiko, en pionersøster der bor i nærheden af Tokyo i Japan, ikke længere forkynde så meget fra hus til hus. Hun brugte derfor mere tid på at forkynde ved at skrive breve. Brødrene og søstrene i hendes menighed gav hende adresser på nogle der var svære at træffe fordi de næsten aldrig var hjemme. Hun skrev derfor breve til dem, hvorefter menighedsforkynderne bragte dem ud. Gennem mere end et år fik hun ikke et eneste svar. Alligevel fortsatte hun trofast med at skrive. Da hun havde skrevet cirka 1500 breve, fik hun langt om længe et postkort  med ordene: „Tak for brevet. Jeg er meget interesseret i det du skrev. Jeg er hjemme de følgende dage og ser frem til at du kontakter mig.“ Med glædestårer i øjnene besøgte hun den interesserede, og der blev straks oprettet et bibelstudium. Hun fortæller: „I begyndelsen var jeg lidt nervøs ved at skrive breve, men nu er jeg sikker på at Jehova også velsigner vores arbejde når vi tålmodigt leder efter de symbolske får.“

En formiddag gik en søster fra hus til hus i Indien. Et sted hvor hun bankede på, blev døren åbnet af en kvinde der så bedrøvet ud. To små børn sad på gulvet med tomme tallerkener foran sig. Søsteren fortalte kvinden om Guds rige og de velsignelser det vil medføre, og kvinden lyttede opmærksomt. Imens bad de sultne børn gang på gang deres mor om at give dem noget at spise, men hun afviste dem. Søsteren sagde at hun gerne ville vente til børnene havde fået mad. Så begyndte kvinden at græde og fortalte at der var gift i maden. Hun skulle lige til at give børnene maden da hun hørte at nogen bankede på døren. På grund af familieproblemer, blandt andet fordi hendes mand var dranker, havde hun besluttet at slå sine to små piger ihjel og bagefter tage sit eget liv. Da søsteren hørte dette, smed hun den forgiftede mad ud og løb hen til den nærmeste butik for at købe mad til familien. Sammen tilberedte de maden og gav børnene noget at spise. Budskabet om Riget var til stor trøst for denne kvinde. Hun tog imod et bibelstudium og er nu et døbt Jehovas Vidne. Hendes to børn kommer til møderne sammen med hende, og for nylig er også hendes mand begyndt at overvære møderne og gør gode fremskridt.

SARS! Dette ord har spredt stor frygt blandt mange i Taiwan. Med ængstelse så indbyggerne i nyhedsudsendelserne  hvordan denne sygdom havde hærget i Hongkong. Så kom den også til Taiwan! Flere hospitaler måtte sættes i karantæne på grund af smittefaren, og mange frygtede at de ville blive de næste ofre. Endnu før regeringen stillede krav om det, havde afdelingskontoret hjulpet menighederne til at købe termometre så alle der overværede møderne, kunne få taget deres temperatur.

Myndighederne bad desuden alle registrerede trossamfund om at undlade at forkynde i visse beboelsesområder. Et særligt program på tjenestemødet hjalp forkynderne til at se hvordan de kunne tilpasse deres tjeneste for at undgå vanskeligheder. En specialpioner fulgte et forslag om at genbesøge alle der havde vist den mindste interesse. Resultatet blev at hun oprettede flere studier. Nu gør flere af eleverne gode fremskridt. Hun fortæller: „Det der begyndte som noget negativt, førte til at jeg opnåede flere gode resultater i tjenesten!“

Da en søster forkyndte på Cypern, traf hun en dame der sagde at hun havde travlt. Gennem et åbent køkkenvindue talte søsteren kort med damen, læste Salme 72:12-14 op for hende og aftalte at komme igen på et mere belejligt tidspunkt. Da søsteren kom igen, viste det sig til hendes overraskelse at damen ivrigt havde set frem til at hun skulle komme igen. Hvorfor? Kvinden havde fundet skriftstedet meget trøstende og havde tænkt på det hele dagen. Søsteren tilbød et bibelstudium, og kvinden tog beredvilligt imod det. Nu udtrykker hun stor værdsættelse af det hun lærer ud fra Guds ord.

Polo, en mand i Cambodja, begyndte at studere med en missionærbroder og gjorde gode fremskridt. Han kom til alle ugens fem menighedsmøder i Phnom Penh. Så gav hans arbejdsgiver ham besked på at flytte til Battambang,  en by nær grænsen til Thailand. I den by er der ingen menighed, så Polo gav missionæren sit mobiltelefonnummer, og så studerede de over telefonen en halv time hver onsdag og fredag. Polo ville også gerne være med til at svare under vagttårnsstudiet. Eftersom menigheden lå så langt borte, nedskrev han sine tre-fire svar til den kommende uges studium og gav dem til sin bogstudietilsynsmand, der så sørgede for at de blev læst op under ugens vagttårnsstudium. Hans nidkærhed har været til stor opmuntring for menighedens forkyndere. Han forsøger også at forkynde for dem han møder. På busturen til og fra Phnom Penh forkynder han for mange og tilskynder dem til at overvære Jehovas Vidners møder. Hans næste mål er at blive udøbt forkynder.

I Mongoliet traf to søstre en cirka 30-årig mand. Han bad dem om at vente, gik ind i sit hus og kom tilbage med to bøger: Menneskets søgen efter Gud og Det største menneske der har levet. Han fortalte at han 12 år tidligere havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner i Polen. Da han i 1993 vendte tilbage til Mongoliet, sendte han straks et brev hvori han bad om at få besøg af Jehovas Vidner. Men dengang var der ingen Jehovas Vidner i Mongoliet, så han fik ikke besøg. Nogen tid senere rejste han til Indien for at læse ved et universitet. Her var han i fem år, og heller ikke i den periode, fra 1994 til 1998, havde han kontakt med Jehovas Vidner. Så kom han tilbage til Mongoliet, hvor det nu endelig lykkedes ham at komme i forbindelse med brødrene. Der blev igen oprettet et bibelstudium med ham, og i april 2003 overværede han sit første møde. Nu glæder han sig over at studere brochuren Hvad kræver Gud af os?

En buddhistisk kvinde i Sri Lanka overraskede to forkyndere ved hjerteligt at invitere dem indenfor, idet hun  sagde at de var svaret på hendes bøn! Hun forklarede at hendes datter for nylig havde begået selvmord fordi hun havde tugtet hende. Den buddhistpræst hun henvendte sig til for at finde trøst, havde sagt at datteren nu ville blive genfødt og vende tilbage for at hævne sig på hende. Det blev kvinden skrækslagen over at høre. En af hendes venner fortalte hende at de kristne ikke tror på den slags. Kvinden bad derfor til Gud om hun måtte møde en sand kristen. Hun havde forestillet sig at der ville komme en katolik, men i stedet kom to af Jehovas Vidner og trøstede hende med sandheden ud fra Bibelen. Nu studerer hun Bibelen trods modstand fra buddhistpræsten.

I Kirgisistan var en ung kvinde i årevis kommet i den evangeliske kirke. Når hun læste i Bibelen, lagde hun mærke til forskellen mellem det der stod dér, og det der blev sagt i hendes kirke. For eksempel kunne hun ikke forstå at kirken lærte at Jesus Kristus er både Faderen og Sønnen. Hun var overbevist om at en søn måtte have en far, og rettede derfor en inderlig bøn til Jesu Kristi Fader hvori hun bad ham om hjælp til at finde svar på sine bibelske spørgsmål. Dagen efter kom to Jehovas Vidner på besøg. De spurgte: „Hvad mener du? Hvem var det Jesus Kristus lærte sine disciple at bede til, og hvilket navn var det han tilskyndede dem til at hellige?“ Hun tænkte forbløffet på hvordan hun så sent som dagen før havde bedt til Jesu Kristi Fader om at besvare netop disse spørgsmål. Efter samtalen var hun ikke i tvivl om at Gud havde hørt hendes bøn. Hun tog imod et regelmæssigt bibelstudium og begyndte at komme til Jehovas Vidners møder. Da hun forstod at Jehova er far til Jesus, begyndte hun at bede til Jehova og bruge hans navn. Nu gør hun åndelige fremskridt og fortæller sin familie om det hun lærer.

 ▪ AFRIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 755.145.559

Antal forkyndere: 950.321

Antal bibelstudier: 1.666.518

På mange busruter mellem byerne i Zambia vises der videofilm som ofte er voldelige og umoralske. Et missionærpar der i bus var på vej til hovedstaden, spurgte om det var muligt at vise videofilmen Bibelen — en positiv kraft i dit liv. Det gik chaufføren med til. „Vi kunne se at passagererne fulgte godt med og lyttede opmærksomt,“ fortæller Ruth. „Bagefter snakkede vi med dem og tilbød traktater og blade. Det var de meget begejstrede for.“ Parret spurgte chaufføren om han ville vise filmen igen. De havde forestillet sig at han ville gøre det på et senere tidspunkt, men han spolede straks  filmen tilbage og viste den igen. Richard fortæller: „Passagererne nød at se filmen endnu en gang, og vi var glade for at vi spurgte.“

I Malawi var der en skoleelev, Miranda, som i et frikvarter viste bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv til en klassekammerat. En lærer hørte deres samtale og kaldte Miranda ind på sit kontor. Han spurgte hende hvorfor hun havde sagt til sin klassekammerat at hun skulle gifte sig. Miranda svarede at hun ikke havde opfordret sin veninde til at blive gift. Hun havde derimod talt med hende om hvordan bogen kunne hjælpe familier til at finde sand lykke. Ophidset råbte læreren til Miranda: „Du er for ung til at lege ægteskabsrådgiver!“

Miranda var chokeret og rystede over hele kroppen da hun forlod lærerens kontor. To dage senere kaldte han hende igen ind på sit kontor. Miranda fortæller: „Min lærer sagde at han var ked af at han var blevet så vred, og fortalte mig at han og hans kone altid skændtes og nu var flyttet fra hinanden. Han bad mig om et eksemplar af den bog jeg havde vist min klassekammerat, og jeg var naturligvis glad for at kunne give ham ’Familiebogen’. To uger senere fortalte han mig at bogen var en stor hjælp, og at han havde vist den til sin kone. Det endte med at han og hans kone flyttede sammen igen.“

I Sydafrika havde en ældre mand ved navn Eric i mange år studeret Bibelen med Jehovas Vidner, men på grund af tobaksrygning havde han ikke gjort åndelige fremskridt. Efter at hans kone var blevet døbt, besluttede han at det også skulle være hans mål. Han lavede flere kopier med store typer af Andet Korintherbrev 7:1, hvor der står: „Da vi har disse løfter, I elskede, så lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ Eric hængte skriftstedet op på strategiske steder i sit hjem. Hver  gang han følte trang til at tænde en cigaret, læste han skriftstedet og bad Jehova om hjælp til at holde op med at ryge. Det har ført til at han nu ikke har røget i over ti måneder. Han er blevet udøbt forkynder og planlægger at blive døbt ved det næste områdestævne.

Mens en missionærsøster på Seychellerne ventede på en færge, lagde hun mærke til en kvinde der sad for sig selv. Søsteren havde forkyndt hele dagen og var meget træt, men gik alligevel hen og tilbød kvinden en traktat. Hun tog imod den og fortalte at hun var hindu. Nogle få dage senere mødtes de igen, denne gang på gaden, og søsteren traf aftale med damen om et bibelstudium. Kvindens mand, en læge, var katolik, men efter at have læst Menneskets søgen efter Gud og ’Kundskabsbogen’, ville han gerne være med i studiet. En dag inviterede parret søsteren og hendes mand til en lidt speciel grillaften. De brændte begge to deres religiøse billeder og tilberedte maden over ilden! Inden længe begyndte de at komme til møderne og deltage i forkyndelsen. Da de var blevet døbt, begyndte de begge som hjælpepionerer. Eftersom øen er så lille, er broderen velkendt i samfundet. „Nu er lægen også blevet præst,“ siger nogle spøgende. Han er nu menighedstjener, og hans kone glæder sig over at være pioner.

For at kunne hjælpe døve i Zimbabwe til at lære sandheden at kende har Ishmael lært tegnsprog. En dag da han kørte i bus, lagde han mærke til en døv kvinde der tiggede penge af passagererne. Ishmael forkyndte for hende og traf aftale om at møde hende igen. Da han spurgte hende om hvad hendes kirke sagde om årsagen til at hun var døv, svarede hun: „De siger at det er Guds vilje at jeg er døv.“ Ishmael forklarede hende at det ikke er Guds vilje at folk skal være døve, men at problemer som dette er en følge af den nedarvede synd og ufuldkommenhed. Han forklarede også  at Gud snart vil fjerne al sygdom. Kvinden svarede: „Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvorfor min kirke har lært mig noget der ikke er sandt.“ Da Ishmael traf hende tredje gang, sagde hun: „Fra nu af er jeg en af jer. Jeg vil ikke høre på flere løgne.“ Nu ledes der et bibelstudium med hende, hun kommer trofast til møderne, og hun håber snart at kunne blive udøbt forkynder.

I Ghana betyder kampen for at tjene til dagen og vejen at mange næsten ikke har tid til at tænke over åndelige spørgsmål. En pionersøster henvendte sig til en ung mand i forkyndelsen fra hus til hus og spurgte om han havde bare fem minutter til en bibelsk samtale. Han svarede: „Jeg har altid travlt om dagen. Jeg kommer først hjem klokken otte om aftenen, og så skal jeg sove.“

Søsteren spurgte: „Tror du at du kunne bruge lidt af din sovetid på at studere Bibelen?“

Han svarede: „Kun hvis du kommer efter klokken otte.“ Dagen efter tog søsteren og hendes mand hen til manden præcis klokken otte. Han var lige kommet hjem fra arbejde. Der blev oprettet et bibelstudium, og snart begyndte han at overvære møderne. Senere blev han udøbt forkynder, og til sidst blev han døbt. De forandringer han foretog i sit liv, gjorde så stort et indtryk på hans kone at hun også tog imod et bibelstudium og inden længe opfyldte kravene til at blive udøbt forkynder. Naboerne og de fleste andre der kendte til mandens tidligere livsstil, troede ikke deres egne øjne da de så ham forkynde fra hus til hus. Mange ville gerne vide hvad der kunne forvandle en mand der var kendt for drukkenskab, tyveri og stofmisbrug. Alt dette resulterede i at 22 af byens indbyggere bad om et bibelstudium. Tolv af dem overværer allerede menighedens møder regelmæssigt og vil snart kunne opfylde kravene til at blive udøbte forkyndere.

[Illustration på side 43]

Steponas og Edvardas, Litauen

[Illustration på side 47]

Alyce og hendes lærerinde, Linda, Australien

[Illustration på side 51]

Mala, De Forenede Stater

[Illustration på side 56]

Kumiko, Japan

[Illustration på side 61]

Ruth og Richard, Zambia