Guyana

Guyana, som ligger i Sydamerika, og hvis sydlige grænse er 130 kilometer nord for ækvator, betyder på de indfødtes sprog „vandenes land“. Det er en rammende betegnelse for dette 215.000 kvadratkilometer store land, hvoraf regnskov og jungle samt over 40 floder og utallige bifloder udgør størsteparten. Nogle af disse floder tjener som landegrænser til nabolandene Brasilien, Surinam og Venezuela. Disse vandveje er også livsnerven til det indre af landet, hvor små bysamfund og landbrug er spredt langs flodbredderne. Guyanas handelsliv og historie — og også Jehovas folks historie — er nært knyttet til disse vandveje.

De fire hovedfloder er fra vest mod øst floderne Essequibo, Demerara, Berbice og Courantyne. Essequibo, som med sine 1000 kilometer er den længste, er 30 kilometer bred ved udmundingen og har 365 øer. En af disse øer er Fort Island, hvor regeringssædet lå mens Guyana var en hollandsk koloni. De store floder har deres udspring i bjergene, som ligger i det indre lands sydlige del, og herfra løber floderne mod nord, hvor de til sidst bugter sig gennem det smalle kystområde og løber ud i Atlanten. Undervejs danner vandmasserne nogle af de mest imponerende vandfald i verden, som Kaieteur Falls, hvor den 120 meter brede flod Potaro, med udløb i Essequibo, ved sit første fald bruser 226 meter ned.

 Guyana er et sandt paradis for naturelskere. I vandet lever der store amerikanske oddere, sorte kaimaner og arapaimaer, som er de største ferksvandsfisk man kender. De er kødædende, kan optage ilt fra luften og blive op til 3 meter lange og veje 220 kilo. I den skyggefulde skovbund lister jaguarer rundt med brøleaber skrigende over deres hoveder. Aberne lever i træerne sammen med over 700 arter af fugle, deriblandt harpyørne og farvestrålende araer og tukaner.

Guyana har kun omkring 770.000 indbyggere. Det inkluderer indere, hvis forfædre kom som kontraktarbejdere, sorte, som nedstammer fra afrikanske slaver, indianere (arawaker, caribiere, wapisianaer og warrauer) og folk af blandet race. Selvom der tales creolese (et kreolsprog) i hele landet, er det officielle sprog engelsk, og det betyder at Guyana er den eneste engelsktalende nation i Sydamerika.

Sandhedens vand når Guyana

Omkring år 1900 begyndte der at strømme livgivende „vand“ som kan slukke folks åndelige tørst, ind i Guyana. (Joh. 4:14) En mand ved navn Peter Johassen, der arbejdede i en skovhuggerlejr ved Courantynefloden, modtog et eksemplar af Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse. Han talte om det han læste, med en hr. Elgin, som skrev til Vagttårnsselskabet efter mere bibelsk læsestof, deriblandt bogen Guds Verdensplan. Trods det at hr. Elgin ikke selv holdt fast ved de sandheder han blev bekendt med, gjorde han andre interesseret i dem. Det førte til at der blev dannet en lille gruppe i New Amsterdam, som ligger ved Berbiceflodens udmunding.

I Georgetown, hovedstaden i Guyana, kom Edward Phillips i mellemtiden i besiddelse af nogle publikationer udgivet af de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang  blev kaldt. Ivrig efter at fortælle andre om det han lærte, samlede Edward Phillips slægtninge og venner i sit hjem for at de regelmæssigt og uformelt kunne drøfte bibelske emner. I 1908 skrev han til Vagttårnsselskabet og anmodede om at der blev sendt en repræsentant til Guyana, der dengang blev kaldt Britisk Guyana. * Fire år senere ankom Evander J. Coward og holdt bibelske foredrag for mange hundrede forsamlede på rådhuset i Georgetown og i New Amsterdam.

Phillips’ søn, Frederick, husker Cowards besøg. Han skriver: „Det varede ikke længe før broder Coward blev en populær skikkelse i Georgetown, og som følge af hans forkyndelse begyndte interesserede at slutte sig til vores gruppe af bibelstudenter. På det tidspunkt drøftede vi bøgerne Guds Verdensplan, Den nye Skabning og andre. Snart var vores hjem alt for lille, så i 1913 lejede vi en sal på anden etage i Somerset House i Georgetown. Her holdt vi menighedens møder indtil 1958.“ I 1914 stillede Edward Phillips igen sit hjem til rådighed; denne gang skulle det tjene som Guyanas første afdelingskontor. Han blev udnævnt til ansvarshavende, og det var han indtil sin død i 1924.

I 1916 fik forkyndelsen et stort skub fremad ved hjælp af „Skabelsens Fotodrama“, en forevisning med lysbilleder og levende film med lyd. „Vi kunne i den periode glæde os over fred og en god åndelig vækst,“ skriver Frederick. „Den lokale  avis bragte endda en række prædikener af Charles T. Russell, en ledende personlighed blandt bibelstudenterne.“

I 1917 var stemningen i Guyana vendt. Landet var præget af krigshysteriet, og en fremtrædende lokal gejstlig tilskyndede offentligheden til at bede for briterne og deres allierede. I et læserbrev til avisen gjorde broder Coward rede for verdenssituationen i lyset af Bibelens profetier. Og på rådhuset i Georgetown holdt han et magtfuldt foredrag med titlen „Babylons mure brydes ned“.

„Præsterne var så opbragte,“ fremgår det af en beretning i The Watchtower for 1. oktober 1983, „at de overtalte myndighederne til at få broder Coward udvist af landet og nogle af vore publikationer forbudt, et forbud som kom til at vare indtil 1922.“ Ikke desto mindre var der mange som respekterede Coward for hans modige vidnesbyrd. Og da han rejste, stod de ligefrem på kajen og råbte: „Han er den eneste  der har forkyndt sandheden.“ Havnearbejderne truede endda med at strejke i protest over at Coward var blevet forvist, men brødrene frarådede dem at gøre det.

Efter Første Verdenskrig stod bibelstudenterne over for en mere underfundig prøve som i en tid hindrede dem i at forkynde sandheden om Riget. En tidligere broder som havde været medlem af staben på hovedkontoret, men var blevet frafalden, besøgte Guyana flere gange i et forsøg på at vende bibelstudenterne i landet væk fra organisationen.

Den førnævnte beretning i The Watchtower fortsætter: „I et stykke tid var bibelstudenterne i Guyana delt i tre lejre; en der var loyal mod organisationen, en oppositionsgruppe og en tredje der var helt rådvild. Men Jehova velsignede kun den loyale gruppe, så den havde fremgang.“ Blandt dem der var loyale, kan nævnes Malcolm Hall og Felix Powlett, som henholdsvis var blevet døbt i 1915 og 1916. Begge forblev nidkære tjenere for Jehova og blev over 90 år gamle.

George Young fra hovedkontoret kom til Guyana i 1922 og blev der i tre måneder for yderligere at opmuntre de trofaste brødre. „Han var utrættelig,“ berettede Felix Powlett. Broder Youngs kendskab til Skrifterne, hans magtfulde stemme, graciøse gestus og brug af visuelle hjælpemidler fik mange til at undersøge Guds ord mere indgående. På baggrund af broder Youngs rapport kunne man i The Watchtower for 1. januar 1923 læse om „en stærkt øget interesse for sandheden i den del af verden, en større mødedeltagelse ved alle offentlige  møder, ja, faktisk fyldte sale, og med en tilsvarende større nidkærhed og hengivenhed fra brødrenes side.“ I Somerset House var der i gennemsnit 100 til stede ved møderne, selvom der kun var omkring 25 forkyndere af Riget på det tidspunkt.

I 1923 gjorde brødrene også en indsats for at besøge folk længere inde i landet. Ofte tog de kun hængekøjer og publikationer med i tillid til at gæstfri mennesker ville beværte dem. Hvis nogen tilbød dem husly, tilbragte de natten der. Ellers hængte de deres hængekøjer op på grenene i træerne og overnattede i det fri, hvor de ofte måtte udholde hærskarer af moskitoer. Den følgende morgen plejede de at drøfte et skriftsted fra Daglig himmelsk Manna, en bog Jehovas organisation havde udgivet, for så at tage videre ad stien eller om muligt få et lift med en båd til den næste bebyggelse.

Bestræbelserne for at besøge folk i de mere afsidesliggende områder fortsatte indtil Anden Verdenskrig hvor benzinen blev rationeret og det dermed blev sværere at rejse. I mellemtiden antog bibelstudenterne i 1931 navnet Jehovas Vidner. Den lille gruppe bibelstudenter langs kystlinjen lod deres begejstring over det nye navn komme til udtryk ved en øget indsats i forkyndelsen. Senere i 1930’erne begyndte forkynderne at afspille grammofonplader med bibelske foredrag i deres tjeneste. Frederick Phillips, som på den tid var tilsynsførende for afdelingskontoret, skrev: „Der var ingen radioer i landsbyerne dengang, og det første vidnesbyrd om vores tilstedeværelse var lyden af musik fra vores højttalere som brød stilheden i det lille tropesamfund. Derefter afspillede vi foredragene. Nærmest alle i landsbyerne dannede kreds om os, nogle i pyjamas.“

Den gode nyhed blev også spredt via radiostationer. En station i Guyana sendte hver onsdag og søndag budskabet om Riget ud i æteren. Selvfølgelig ville Satan ikke sidde al  denne aktivitet overhørig. Han sørgede for at den anden verdenskrigs nationalistiske ånd bremsede arbejdet.

Anden Verdenskrig og efterkrigstiden

I 1941, under den anden verdenskrig, var der 52 aktive forkyndere i Guyana. Samme år blev Vagttårnet og Ny Verden (nu Vågn op!) forbudt. I 1944 blev forbuddet udvidet til at gælde alt hvad der var udgivet af Jehovas Vidner. „End ikke bibeloversættelser der ganske enkelt var udgivet af andre bibelselskaber og ikke indeholdt kommentarer fra Vagttårnsselskabet, måtte være i Jehovas Vidners besiddelse,“ fremgik det af The Watchtower for 1. juli 1946.

I april 1946 aflagde Nathan Knorr fra hovedkontoret et besøg i Guyana. Han var ledsaget af William Tracy, som nylig var udgået fra Gilead. Deres hensigt var at styrke brødrene og rette en anmodning til regeringen om at hæve forbuddet. Under et møde i Georgetown med 180 brødre og interesserede til stede kom broder Knorr ind på at Jesu første disciple ikke havde nogen bibler eller bøger de kunne gøre brug af i deres tjeneste. Alligevel velsignede Jehova dem med en bemærkelsesværdig vækst. Hvorfor? Fordi de blev ved med at forkynde. Skulle man ikke tro at Gud på samme måde ville være med sine tjenere i dag når de er udholdende i deres arbejde? Jo, selvfølgelig ville han det.

 Imens stræbte brødrene stadig efter at få forbuddet hævet ad juridisk vej. Mindre end et år efter at krigen var endt, havde de for eksempel indsamlet 31.370 underskrifter som protest mod forbuddet. Underskrifterne til protesten blev så forelagt myndighederne. Og for at holde Guyanas befolkning fuldt informeret om kendsgerningerne udgav Jehovas organisation en folder med overskriften: „BIBELEN FORBUDT I BRITISK GUYANA — 31.000 UNDERSKREVET EN ANMODNING TIL REGERINGEN om at genindføre trosfrihed for alle koloniens borgere, uden hensyn til trosretning.“

Broder Knorr fik også arrangeret et møde med koloniministeren William L. Heape i den hensigt at få hævet forbuddet. Ved slutningen af den 30 minutters samtale med koloniministeren gav broder Knorr ham et eksemplar af bogen „Sandheden skal frigøre jer“ og anmodede ham om at læse den omhyggeligt. Det lovede han at gøre. Han kunne endda oplyse broder Knorr om at de ni medlemmer af en eksekutivkomité  faktisk havde forbuddet mod vores publikationer oppe til fornyet overvejelse på selv samme tid. Og det viste sig at være rigtigt, for i juni 1946 udstedte guvernøren en proklamation om at forbuddet var hævet.

Kort tid efter blev 130 støvede kasser med 11.798 bøger og brochurer udleveret til brødrene. De daværende 70 rigsforkyndere var så glade for igen at kunne tilbyde læsestof at de afsatte hele forsyningen på kun ti uger. I august begyndte brødrene også at gå på gadearbejde, og det bar god frugt. „Bladene blev afsat næsten lige så hurtigt som den lokale avis blev solgt,“ berettede afdelingskontoret.

Selv under forbuddet blev brødrene ved med at modtage værdifuld åndelig føde takket være blandt andet en broder som arbejdede på postcentralen i Georgetown. Han skriver: „Jeg følte en forpligtelse til at sørge for at afdelingskontoret modtog eksemplarer af Vagttårnet. Med søstrenes hjælp blev studieartiklerne enten skrevet af eller duplikeret og cirkulerede så blandt familierne til brug ved menighedens møder.“

Nye missionærer sætter skub i arbejdet

Når der skiftes gear i en accelererende bil, kan den køre endnu stærkere. I Guyana blev der ’skiftet gear’ med hensyn til forkyndelsen da der i midten af 1940’erne ankom gileaduddannede missionærer. Blandt de ankomne var William Tracy, udgået fra den tredje klasse, samt John og Daisy Hemmaway og Ruth og  Alice Miller, udgået fra den femte klasse. Disse nidkære forkyndere delagtiggjorde brødrene i de værdifulde ting de havde lært på Gilead, og var gode eksempler i forkyndelsen.

Broder Tracy viste interesse for dem som boede på mere isolerede steder. „Jeg rekognoscerede i hele landet,“ skrev han, „idet jeg foretog en mængde rejser op og ned langs kysten og op ad floderne for at komme i kontakt med interesserede der boede isoleret, og finde flere der ville lytte. Jeg rejste på cykel, med tog, bus, store flodbåde samt små både og tilmed i kano.“

Missionærerne hjalp også de lokale pionerer med at få arbejdet organiseret så de kunne gå distriktet systematisk igennem og nå længere ud ved at tjene i hidtil urørt distrikt, alt efter hvad deres omstændigheder tillod. Og husk så på at Guyana i 1946 kun havde fem menigheder og 91 forkyndere som det højeste tal. Men ingen udfordring er for stor for dem som lader sig lede af Guds ånd. — Zak. 4:6.

Mange af pionererne som til at begynde med arbejdede sammen med missionærerne, var oppe i årene. Men trods dette viste de en brændende nidkærhed for arbejdet. Blandt pionerbrødrene kan nævnes Isaac Graves, George Headley, Leslie Mayers, Rockliffe Pollard og George Yearwood. Af pionersøstre kan nævnes Margaret Dooknie, Ivy Hinds, Frances Jordan, Florence Thom, Atalanta Williams og Princess Williams (ikke i familie). Udrustet med bøger, brochurer og blade bragte de Rigets budskab langt omkring.

Ivy Hinds (nu Wyatt) og Florence Thom (nu Brissett) fik til opgave at arbejde i byen Bartica, som lå omkring 80 kilometer inde i landet ved floden Essequibo. Byen var indfaldsporten til guld- og diamantminedistrikterne i det indre af landet. Her boede en isoleret broder. John Ponting, som  både var landstjener og kredstilsynsmand på det tidspunkt, skriver: „Inden der var gået to måneder, kom der 20 til møderne, og 50 overværede mindehøjtiden.“ En af dem der tog imod sandheden, var en mand ved navn Jerome Flavius, som var fuldstændig blind. „Det varede ikke længe inden han holdt foredrag uden hjælpemidler efter at Ivy Hinds et tilstrækkeligt antal gange havde læst materialet højt for ham,“ siger John.

Pionersøstrene Esther Richmond og Frances Jordan var begge sidst i tresserne da de lærte at cykle for at kunne komme længere omkring i distriktet. „Margaret Dooknie, som ikke kunne huske hvor længe hun havde været pioner, gik nogle gange indtil hun var så træt at vi fandt hende sovende på en bænk,“ siger broder Ponting. „Vi vil aldrig glemme sådan nogle som dem.“

Mange af de unge begyndte at slutte sig til pionerernes rækker som følge af missionærernes og de ældre pionerers tilskyndende eksempel. Det førte til at endnu flere kom i sandheden, og at der blev dannet grupper og menigheder i forskellige dele af landet. I 1948 var der 220 forkyndere i Guyana. I 1954 var tallet steget til 434. I mellemtiden var gruppen af brødre fra bydelen Kitty-Newtown der kom til møderne i Somerset House, vokset så meget at de kunne danne en selvstændig menighed — kaldet Newtown — den anden i hovedstaden. I dag er der ni menigheder i Georgetown.

Højttalervogne, cykler og æsler

I begyndelsen af 1950’erne holdt brødrene under ledelse af afdelingskontoret udendørs offentlige foredrag overalt i Georgetown, sædvanligvis lørdag aften og søndag eftermiddag. Dertil gjorde de brug af en højttalervogn som de selv  havde bygget. På den kunne de medbringe et forstærkeranlæg, to store højttalere, talerudstyr og kabler. Albert Small, som blev døbt i 1949, siger: „I løbet af dagen satte vi et skilt op på det sted hvor der skulle holdes møde. På det stod ’Få Deres bibelske spørgsmål besvaret’ og så et tidspunkt for hvornår mødet ville finde sted. Der var mange der overværede disse foredrag, og nogle kom senere i sandheden.“

I begyndelsen af 1954 holdt Nathan Knorr og hans sekretær, Milton Henschel, foredrag i biografen Globe Cinema i Georgetown, noget der viste at der var mulighed for yderligere vækst. John Ponting var til stede. Han beretter: „Alle 1400 siddepladser var besat, og 700 lyttede ved hjælp af højttalere opsat udenfor indtil et kraftigt regnskyl tvang mange til at stuve sig sammen inden døre. Vi averterede programmet ved at cykle i en lang række med plakater. Efter mørkets frembrud averterede vi ved at lade et æsel trække et stort oplyst skilt mens en broder gik ved siden af og annoncerede foredragene ved hjælp af en forstærker.“

 Flere forkynderture ind i landet

Mens William Tracy var landstjener, tilskyndede han brødrene til at forkynde for dem der boede i afsidesliggende områder. Han besøgte selv områderne ved floderne Essequibo og Berbice og arrangerede kredsstævner for de små grupper og menigheder disse steder. Kredsstævnerne blev som regel holdt på skoler og i biografer, der ofte var de eneste steder der var store nok. Ved et stævne i 1949 i en biograf i Suddie, nær Essequiboflodens udløb, vakte det offentlige foredrag med titlen „Helvede brugt som skræmmebillede“ ikke så lidt opsigt. Nogle begyndte derefter at betegne Jehovas Vidner som ’kirken uden helvede’.

I 1950 fik William Tracy, som da var blevet gift, en distriktstildeling i USA. John Ponting erstattede ham både som landstjener og rejsende tilsynsmand. John hjalp også med at gennemarbejde nogle af distrikterne langs floderne. Brødrene kunne tage med de almindelige transportskibe. Når landsbyboerne langs ruten kom padlende i deres kanoer for at udveksle post på skibene, der fungerede som sejlende posthuse, spurgte brødrene om de kunne komme med ind til bredden, i tillid til at nogen ville give dem kost og logi. De kunne så forkynde i landsbyen og bagefter blive gæstfrit beværtet af en familie. Næste dag fik de en til at padle dem længere ned ad floden så de kunne forkynde i den næste lille landsby. En eftermiddag hvor de kom til et savværk, stoppede driftslederen arbejdet, samlede mændene og lod  brødrene holde et kvarters foredrag. Arbejderne tog alle imod publikationer.

Thomas Markevich, som var udgået fra den 19. gileadklasse, kom til Guyana i juli 1952. Han dristede sig også ind i urørte distrikter. Han fortæller: „Der er en særlig glæde ved at forkynde for nogle som aldrig før har hørt budskabet om Riget. Men nogle gange bliver man noget overrasket, som da jeg engang var rejst med en flodbåd på floden Demerara og var gået dybt ind i junglen. Jeg kom forbi en lille hytte og blev budt indenfor af beboeren som anviste mig en plads og satte sig til at lytte til mit budskab. Da jeg lod blikket vandre rundt, så jeg til min overraskelse at hytten var tapetseret med sider fra Vagttårnet, alle fra 1940’erne. Min vært havde åbenbart været i kontakt med budskabet før, muligvis på en flodbåd eller måske i Georgetown eller Mackenzie.“

Missionæren Donald Bolinger var den første som foretog den vanskelige rejse over land til Kaieteur Falls. Han forkyndte for indianere og mødte også en regeringsembedsmand som arbejdede sammen med dem. Senere indviede denne mand sig til Jehova og tog sig af den gruppe som med tiden blev oprettet der. Nogle forkyndere flyttede på grund af deres arbejde til isolerede steder, såsom diamant- og guldmineområder. Trods deres isolation forkyndte de ofte fra hytte til hytte i lejrene. Hvordan kunne de forblive åndeligt stærke? De havde en god plan for studium og forkyndelse.

 En ’spændende og tilfredsstillende’ tjeneste

Missionærerne John og Daisy Hemmaway virkede i Guyana fra 1946 til 1961. De tilbragte nogle gange to uger af deres ferie i det nordvestlige område nær Venezuela, hvor der var carib- og arawakindianere og andre oprindeligt hjemmehørende indianerstammer. Ved en lejlighed afsatte de en stor mængde bøger og blade til arawakfolket. Det var ikke noget der huede de katolske nonner der drev den lokale skole. Så nonnerne spurgte børnene om deres forældre havde modtaget noget. Da forældrene fandt ud af at børnene var blevet udspurgt, blev de meget opbragte og underrettede præsten om at de selv ville bestemme hvad de ville læse. Det afholdt  dog ikke præsten fra under en søndagsprædiken at kritisere den lille brochure Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden? som mange havde modtaget. Men denne taktik havde heller ikke den tilsigtede virkning, for den dag ægteparret Hemmaway skulle drage derfra, kom mange af beboerne og spurgte om de også kunne få lige netop den brochure.

John og Daisy skulle med færge, tog og lastvogn for at komme til dette område, som lå omkring 300 kilometer inde i landet. De tog de nødvendige ting med, samt publikationer og en cykel, som var en ubetinget nødvendighed for at komme ad de mudrede veje ud til indianerstierne. John fortæller: „Disse stier ledte i alle retninger, så man måtte stole på sin hukommelse eller brække nogle kviste af ved det sted man skiftede sti, hvis man ønskede at vende sikkert hjem igen. Stødte man på et rovdyr af kattefamilien på stien, skulle man stå fuldstændig stille og stirre stift på det. Så ville rovdyret til sidst luske af. Aberne svang sig rundt højt oppe i træerne og skreg i protest over de ubudne gæster, mens dovendyr hængende med hovedet nedad blot dvask kiggede efter en når man passerede forbi. I rydningerne kunne man her og der få et glimt af de farverige tukaner der spiste af frugterne på papajatræerne.“

Broder Hemmaway sammenfatter udbyttet af sine 15 års missionærtjeneste i Guyana med ordene: „Hvor var det spændende. Og hvor var det tilfredsstillende. Den glæde det giver at sidde på det bare gulv i en hytte af palmeblade og tale med indianere om Guds rige og lære dem om en ny livsform, kan ikke sidestilles med noget. At se disse ydmyge menneskers reaktion på det de lærer fra Bibelen, og efterfølgende vie deres liv til Gud, er en oplevelse som vi aldrig vil glemme.“

 Lokale pionerer indbydes til Gilead

Adskillige lokale pionerer har også haft det privilegium at overvære Gileadskolen, og nogle er bagefter blevet sendt tilbage til Guyana. Deriblandt Florence Thom (nu Brissett) fra 21. klasse i 1953, Albert og Sheila Small fra 31. klasse i 1958 og Frederick McAlman fra 48. klasse i 1970.

Florence Brissett fortæller: „Jeg havde håbet at blive sendt ud i det fremmede, men at blive tildelt Skeldon i Guyana har været en velsignelse fra Jehova. Mange af mine tidligere skolekammerater, lærere, venner og bekendte tog imod mit tilbud om et bibelstudium fordi de kendte mig. Og nogle kom endda selv og bad om et bibelstudium. Det gjorde for eksempel Edward King, hvis kone jeg i forvejen studerede med. Interessant nok havde den anglikanske præst hørt at Edwards kone studerede Bibelen. Han henvendte sig til Edward og forlangte at han satte en stopper for det, men i stedet begyndte Edward selv at studere.“

Da ægteparret Small kom tilbage fra Gilead, blev Albert medlem af afdelingskontorets udvalg og tjente også som kredstilsynsmand i mange år. Nu virker han og Sheila, trods helbredsproblemer, som specialpionerer i en lokal menighed, hvor broder Small desuden er ældste. Men ikke alle som kom til Gilead fra Guyana, blev sendt tilbage. Lynette Peters, som udgik fra den 48. klasse, kom for eksempel til Sierra Leone. Hun virker stadig i sit distrikt i det fremmede.

En interessevækkende film

I 1950’erne gjorde Jehovas Vidner udbredt brug af en film med titlen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Den gav et indtryk af hovedkontoret i Brooklyn og det store stævne der blev holdt på Yankee Stadium i New York i 1953. Filmen hjalp både Jehovas Vidner såvel som andre til at få en større  forståelse af Jehovas organisation og dens internationale omfang. Det siger næsten sig selv at filmen virkede stærkt på de mennesker der boede dybt inde i regnskoven. Mange af dem havde aldrig før set en film.

Ofte blev filmen vist udendørs på et stort åbent område. Folk kom langvejsfra for at se den. Man kunne måske undre sig over hvordan brødrene bar sig ad med at vise en film på steder uden elektricitet! Alan Johnstone, som var udgået fra Gileadskolen og ankommet i 1957, tjente som kredstilsynsmand og viste filmen mange forskellige steder. Han skriver: „Der hvor der ikke var elektricitet, lånte vi generatorer af venlige lokale som havde dem for at kunne oplyse deres forretninger om aftenen. Som skærm brugte vi et stort lagen som vi spændte stramt ud mellem to træer.“

John og Daisy Hemmaway var engang på vej hjemad med en damper efter at have fremvist filmen et sted. Mange om bord på damperen havde hørt om filmen og ville gerne se den. Med kaptajnens godkendelse fik broder Hemmaway derfor lov til at opsætte filmlærredet på dækket og placere fremviseren i en kahyt som havde et vindue der vendte i den rigtige retning. „Der var katolske og anglikanske præster om bord,“ skriver John. „De havde ikke villet nedlade sig til at se den på land, men nu var de mere eller mindre tvunget til at se den om bord. Det var endda i deres kahyt fremviseren stod. Passagererne bombarderede dem senere med spørgsmål som kun Jehovas Vidner kunne svare på.“

John Ponting skriver om den effekt filmen havde: „Det var især virkningsfuldt at vise filmen de steder hvor der ikke var ret mange Jehovas Vidner, og hvor de blev betragtet som ubetydelige. Nu fik skeptikere lejlighed til at se vores store multietniske og verdensomspændende organisation og fik større respekt for os. Det blev et vendepunkt for mange som  efterfølgende tog imod et bibelstudium. Nogle af disse er senere blevet ældste. En kredstilsynsmand viste filmen 17 gange på kun 2 uger, hovedsagelig udendørs, så 5000 fik den at se.

Ved en anden lejlighed hvor en kredstilsynsmand måtte rejse to dage med båd på en flod med strømfald og derefter følge et spor i junglen, fik han sin indsats mere end belønnet da snesevis af indianere så filmen — den første de nogen sinde havde set. Mange af landsbyboerne, hvoraf de fleste var presbyterianere, tog næste dag imod vores blade. Efter dette besøg blev indstillingen til Jehovas Vidner langt bedre i hele denne landsby.“

Fra 1953 til 1966 var Guyana plaget af politiske og racemæssige konflikter. Årene fra 1961 til 1964 var de værste og medførte optøjer, plyndringer, drab og generalstrejke. Den offentlige transport gik helt i stå, og overalt var der en udbredt frygt. Brødrene blev ikke direkte forfulgt, men nogle led under de forhold der rådede. To brødre blev for eksempel slået, og to andre, hvoraf den ene var Albert Small, blev ramt af hagl fra et gevær og måtte på hospitalet for at få haglene fjernet. Situationen i landet blev så alvorlig at britiske tropper måtte gribe ind.

I denne stormfulde periode var det derfor meget passende at vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, som rettede opmærksomheden mod et folk fra alle nationer kendetegnet af fred og enhed. Brødrene lod heller ikke de manglende offentlige transportmuligheder hindre dem i at overvære møderne og at deltage i forkyndelsen. De gik slet og ret lidt længere end sædvanligt, eller også cyklede de. Og som det vigtigste viste de sand kristen kærlighed til hinanden. „De var omsorgsfulde og delte med hinanden,“ beretter Albert Small.

 Søstre der var banebrydende i arbejdet

Søstrene havde også en stor andel i at få bragt budskabet om Riget ud til fjerntliggende steder. Ivy Hinds og Florence Thom blev for eksempel sendt som specialpionerer til Bartica, i udkanten af junglen. Der boede Mahadeo, en isoleret forkynder, med sin kone Jamela. Jamela havde som de fleste indianerpiger dengang ikke fået lov til at gå i skole og kunne hverken læse eller skrive. Nu ville hun gerne kunne læse i Bibelen og være med til at undervise deres to små sønner. „Med Jehovas hjælp og velsignelse og med instruktion fra mig lærte hun hurtigt at læse, skrive og forkynde,“ fortæller Florence.

Florence og Ivy havde to måneder efter deres ankomst endnu ikke fundet et passende sted at bo. De manglede også et sted hvor de kunne holde møder, eftersom de allerede ledede over ti bibelstudier. Situationen blev endnu mere kritisk da de modtog besked om at kredstilsynsmanden ville komme på besøg. Og det var endda planlagt at skulle finde sted lige netop i den uge hvor arbejderne fra det indre af landet og horder af prostituerede fra Georgetown ville strømme til Bartica, så der pludselig var tre gange så mange i byen.

Men Jehovas hånd var ikke for kort. Søster Florence erindrer: „Hen imod aftenen dagen før kredstilsynsmandens planlagte besøg mødte vi en vært der sagde ja til at vi kunne leje et lille toværelses hus i byens centrum. Vi sled og slæbte med at skrubbe og male væggene og bone gulvene. Vi hængte gardiner op og satte møbler på plads og blev først færdige hen på morgenstunden. Det var noget af en nat. John Ponting, kredstilsynsmanden, ville næsten ikke tro os da vi fortalte ham om det. Den første aften under hans besøg var vi 22 til stede, hvilket lovede godt for at vi snart ville få en menighed i Bartica.“

 Forkyndelse langs floderne

I begyndelsen benyttede brødrene de forhåndenværende både og kanoer for at komme ud til de små bebyggelser langs floderne. Senere anskaffede de sig deres egne både som de kaldte Kingdom Proclaimer I, Kingdom Proclaimer II, og så videre, op til Kingdom Proclaimer V. (De to første bruges ikke længere).

Frederick McAlman beretter: „Vi sejlede med tidevandet og forkyndte langs østbredden af Pomeroon indtil vi nåede til Hackney, elleve kilometer fra udmundingen. Der kunne vi få en god nats søvn, for her boede søster DeCambra, som dengang var jordemoder i området. Tidligt næste morgen fortsatte vi ned til flodens udmunding før vi tog over til vestbredden. Derefter arbejdede vi os de 34 kilometer tilbage til Charity.“ I fem lange år roede brødrene op og ned ad floden Pomeroon før de fik en brugt påhængsmotor  med seks hestekræfter.

Det var almindeligvis ikke farefuldt for brødrene at sejle på floderne. Men de måtte være forsigtige på grund af anden trafik, for eftersom Kingdom Proclaimer I og II var robåde, var de ikke ret hurtige. Broder McAlman fortæller: „En lørdag eftermiddag var jeg på vej hjemad efter at have forkyndt langs Pomeroon da en stor fragtbåd med fuld fart sejlede ind i mig. Kaptajnen og besætningen var uopmærksomme, for de havde sat sig til at drikke rom. Jeg blev slynget ud af Kingdom Proclaimer I og landede i vandet under fragtbåden. Jeg kæmpede for mit liv nede i mørket og bankede konstant mit hoved mod bunden af fragtbåden kun få centimeter fra skibsskruen. En ung mand på båden der opdagede min fortvivlede situation, sprang straks i vandet og fik mig reddet. I adskillige uger havde jeg vedvarende smerter på grund af mine læsioner, men jeg var taknemmelig for at være i live.“

Dette uheld afskrækkede ikke Frederick McAlman. „Jeg var indstillet på at fortsætte,“ fortæller han, „for der var mange langs floden der viste stor interesse for Bibelen. Der var desuden en bogstudiegruppe i Sirikie, elleve kilometer fra Charity, som jeg havde ansvaret for.“

 En uge med en kredstilsynsmand

I det indre Guyana får kredstilsynsmændene rig lejlighed til at vise hvilket stof de er gjort af. De og deres ægtefæller er ikke alene nødt til at sejle op og ned ad floder, køre på mudrede veje og vandre ad junglestier, de må også leve med at der er moskitoer og andre insekter samt rovdyr. Ydermere må de affinde sig med ofte at blive gennemblødte af regn og i nogle områder at være omgivet af røverbander. De er også i fare for at pådrage sig malaria, tyfus eller andre tropesygdomme.

 En rejsende tilsynsmand beskriver sit besøg hos nogle isolerede forkyndere langs bredden af Demerarafloden. Han skriver: „Vi besøgte først menigheden i Mackenzie og rejste derfra mandag middag med en lille motorbåd for at besøge en broder i den lille landsby Yaruni, stadig ved Demerara, omkring 40 kilometer fra Mackenzie. Da vi var der, gennemarbejdede vi distriktet på begge sider af floden i kano idet vi sejlede med strømmen mod Mackenzie.

Folk var meget gæstfrie og gav os frugt og inviterede os også nogle gange på mad. Fredag padlede vi ud på floden for at blive samlet op af en damper. Da vi kom til Soesdyke, skulle vi over i en kano for at komme ind til land. Vi mødtes med en broder som sejlede os over på den anden side af Demerara til Georgia hvor han boede. Samme aften holdt vi et møde hos familien.

Næste dag begav vi os alle til Soesdyke på den anden side af Demerara og arbejdede i distriktet dér samt i området nær Timehriflyvepladsen hvor der boede folk. Vi tog også ud til sandbakkerne hvor folk var i færd med at læsse sand på lastbiler der skulle til Georgetown. Lørdag aften holdt vi igen et møde hos familien i Georgia. Den følgende dag sejlede vi atter til Soesdyke, hvor vi forkyndte om formiddagen, og over middag holdt vi et offentligt foredrag på posthusets åbne veranda. Det var afslutningen på ugen.“ Det arbejde sådanne nidkære kredstilsynsmænd og deres hustruer har ydet, har vist sig at bære frugt, idet der i Soesdyke nu er en blomstrende menighed. Brødrene har deres egen rigssal, som blev færdig i 1997.

Kredstilsynsmændene kom også ud for uheld. Jerry og Delma Murray kørte på motorcykel og skulle passere en kanal via en bro som kun bestod af nogle få sammenbundne træplanker. Delma ventede mens Jerry kørte over broen  på motorcyklen. Men noget gik galt, for Jerry gled af broen med både motorcykel og kuffert og forsvandt ned i det mudrede vand. Delma udstødte et skrig som fik lokale indbyggere til at komme løbende for at komme dem til undsætning. Men lidt efter blev bekymringen vendt til latter da, som en broder skrev, „den hvide mand kom vadende i land indhyllet i vandplanter og med skoene smurt ind i mudder“.

Indianere tager imod den gode nyhed

I begyndelsen af 1970’erne forkyndte Frederick McAlman på en markedsplads i Charity og afsatte Vagttårnet og Vågn op! til en indianerkvinde ved navn Monica Fitzallen. (Se rammen på side 176). Monica, som boede i et indianerreservat, tog bladene med hjem. Under en sygdomsperiode læste hun dem og forstod at det var sandheden. Hun blev inden længe en forkynder af den gode nyhed — den eneste i reservatet — og blev døbt i 1974.

Monica fortæller: „Jeg var energisk optaget af hus til hus-forkyndelsen, lykkelig over at kunne fortælle andre i reservatet om min nye viden. Men for at komme ud hvor de boede, måtte jeg ro ad floder og åer. Efterhånden blev der flere og flere interesserede, og jeg begyndte at holde møder med dem, hvor vi læste og drøftede uddrag af bibelstudiehåndbogen Sandheden der fører til evigt liv.“

Bar Monicas arbejde så frugt? Ja, for hun har nu den glæde at der er 13 andre forkyndere, deriblandt hendes  mand, søn, svigerdatter og barnebarn. Indtil for nylig skulle den lille gruppe på en 12 timers kanotur for at komme til den nærmeste menighed i Charity. Nu kan de glæde sig over at kunne holde møderne i deres eget område, og der kommer tre gange flere til møderne end der er forkyndere.

I mellemtiden har menigheden i Charity også oplevet vækst. Der er nu 50 forkyndere, hvoraf mange kommer sejlende ad floden Pomeroon for at komme til møderne. I gennemsnit er der over 60 til stede, og ved mindehøjtiden i 2004 var der 301. Menigheden i Charity har også fået en ny rigssal.

Bemærkelsesværdig vækst i Baramita

Endnu et område af Guyana hvor en stor del af den oprindelige befolkning har taget imod Rigets budskab, er  Baramita i landets nordvestlige del, og her bor de såkaldte carib-indianere. De var blandt de første beboere i hele det caribiske område, der har sit navn efter dem, og deres sprog kaldes caribisk.

Ruby Smith, en indfødt indianer, fik i 1975 en traktat af sin mormor og blev derigennem interesseret i sandheden. (Se rammen på side 181). Ruby var kun 16 år på det tidspunkt, men hun voksede åndeligt og blev døbt ved områdestævnet „Den sejrende tro“ i 1978. Kort efter flyttede hun og hendes familie af forretningsmæssige årsager til Georgetown. Her giftede hun sig med Eustace Smith. Skønt Eustace ikke kunne tale caribisk, var han ligesom Ruby interesseret i at flytte til Baramita for at forkynde budskabet om Riget for Rubys slægtninge og andre. Ruby udtrykker det således: „Jehova så hvad der boede i vores hjerter, og besvarede vore bønner, for i 1992 kom vi til Baramita.“

Ruby fortsætter: „Efter vores ankomst begyndte jeg straks at forkynde for lokalsamfundet. Vi holdt møder under vores lille hus, som var bygget omkring halvanden meter over jorden. Inden længe blev gruppen for stor til at kunne samles der, så vi lånte telte. Efterhånden som folk hørte om vores møder, voksede antallet af deltagere til omkring 300. Det blev mig der var oplæser ved vagttårnsstudiet, eftersom jeg kunne læse op fra det engelske blad på flydende caribisk. Hvordan kunne alle høre? Vi havde en mikrofon og en billig FM-radiosender, og mange af tilhørerne tog så deres radio med og indstillede den på den rette frekvens.

Det stod nu klart for Eustace og jeg at gruppen virkelig havde behov for en rigssal. Vi beregnede omkostningerne og drøftede planerne med andre og gik så i gang med arbejdet. Min bror Cecil Baird bidrog med mange af materialerne, og andre hjalp med arbejdet. Vi begyndte i juni 1992,  og allerede i begyndelsen af det næste år var byggeriet færdigt, lige tids nok til at vi kunne holde mindehøjtiden der. Til vores overraskelse kom der 800 til foredraget, som blev holdt af Gordon Daniels, en rejsende tilsynsmand.

Gruppen her i Baramita blev en menighed den 1. april 1996, og rigssalen blev indviet den 25. maj. Den bruges også til kredsstævner og særlige stævnedage fordi den senere er blevet udvidet så der nu er 500 gode siddepladser. Det der begyndte som en lille gruppe, er i dag en menighed på næsten 100 forkyndere. Der kommer i gennemsnit 300 til det offentlige møde, og op til 1416 har overværet mindehøjtiden.“

Et meget stort bryllup

I Baramitaområdet har utallige par som boede sammen uden at være gift, legaliseret deres ægteskab for at bringe deres liv i overensstemmelse med Bibelens normer. Nogle har dog haft vanskeligheder med at anskaffe de nødvendige dokumenter, som for eksempel fødselsattester. Men efter et ihærdigt arbejde og med hjælp fra brødrene til at få fastslået fødselsdatoer og andre detaljer kunne disse par blive gift.

På et tidspunkt blev 79 par gift på en gang. Adin Sills, medlem af afdelingskontorets udvalg, holdt bryllupsforedraget. Tre dage senere gav 41 personer, hvoraf de fleste lige var blevet gift, udtryk for at de ønskede at blive udøbte forkyndere.

I Baramita er der blevet vist så stor interesse for Guds ord at hele samfundet har oplevet en positiv udvikling. Ved rigssalsindvielsen sagde en af de ældste: „Baramita er blevet et stille og fredeligt sted. Og grunden er at over 90 procent af alle beboerne regelmæssigt kommer til møderne.“

 I 1995 var hele Baramitadistriktet ramt af streng tørke. Hvordan klarede Jehovas folk situationen? Gillian Persaud, som var skolelærer i Baramita på det tidspunkt, hørte en dag en lille flyvemaskine lande i den lille lufthavn i nærheden. Hun løb med det samme alt hvad hun kunne, for at standse piloten inden han fløj igen. Han lod sig overtale til at lade hende komme med til Georgetown, hvor hun straks tog hen til afdelingskontoret for at berette om brødrenes situation.

James Thomson, som på det tidspunkt var medlem af afdelingskontorets udvalg, fortæller: „Det Styrende Råd gav os lov til at flyve fødevarer og andre fornødenheder til Baramita. Vi sørgede også for at 36 forkyndere blev fløjet til Georgetown så de kunne overvære områdestævnet. For mange var dette det første stævne de nogen sinde havde overværet.“

 Skolen for Udnævnte Tjenere

Siden Skolen for Udnævnte Tjenere blev oprettet i 1987, har mange lande haft gavn af det gode arbejde ugifte ældste og menighedstjenere har ydet efter at have overværet  skolen. Guyana er ingen undtagelse. Mange lokale brødre har overværet skolen i det nærliggende Trinidad og har derefter været en stor støtte i forkyndelsesarbejdet i Guyana. Også på nuværende tidspunkt tjener nogle af dem som pionerer, specialpionerer og ældste i menighederne. De brødre som er vendt hjem til de menigheder de kom fra, viser stor omsorg for Jehovas får.

Adskillige af disse brødre har taget imod større ansvarsopgaver. To kødelige brødre, Floyd og Lawani Daniels, blev for eksempel specialpionerer i menigheder med et presserende behov for ældste. David Persaud fik den forret at virke som kredstilsynsmand. Edsel Hazel fra samme klasse blev medlem af afdelingskontorets udvalg. En kredstilsynsmand siger om nogle brødre som har overværet skolen: „Jeg har set hver enkelt af disse vokse åndeligt og især efter at de har været på Skolen for Udnævnte Tjenere.“

 Tjener hvor behovet er større

I slutningen af 1970’erne var der omkring 30.000 indbyggere ved Atlanterhavskysten vest for Essequibofloden og kun 30 forkyndere. Så afdelingskontoret sendte tid efter anden specialpionerer dertil en måned ad gangen for at arbejde i distriktet. En broder der stod for en af forkyndergrupperne, fortalte: „Brødrene fik gennemarbejdet distriktet og afsatte 1835 bøger, og de aflagde mange genbesøg og oprettede en hel del bibelstudier.“

En anden broder rapporterede: „Det tog os to timer at padle vores lille båd 27 kilometer ud i distriktet. Nogle gange måtte vi trække eller skubbe båden gennem knæhøjt mudder, men mødet med de gæstfrie beboere var alle anstrengelserne værd. En musiklærer som havde brugt vores sangbog i sin undervisning, sagde: ’Jeg kan virkelig godt lide melodierne.’ Han spillede to af dem for os og tog imod seks bøger.“

Andre brødre og søstre har også stillet sig til rådighed for at hjælpe i områder hvor behovet er større, for eksempel Sherlock og Juliet Pahalan. Sherlock skriver: „I 1970 blev Juliet og jeg bedt om at hjælpe menigheden i Eccles, som ligger 13 kilometer syd for Georgetown ved floden Demerara. Der var problemer i menigheden, og nogle måtte udstødes. Derefter var der kun omkring 12 aktive forkyndere tilbage, samt deres udøbte børn. I en tid var jeg den eneste ældste. Menigheden drog tilmed omsorg for en lille gruppe i Mocha, en isoleret landsby. Hver mandag aften skulle jeg lede menighedsbogstudiet i Mocha og derefter i Eccles.

Jeg skulle også lede vagttårnsstudiet. Og eftersom vi sjældent havde nok blade til at alle kunne få et hver, måtte vi først læse paragrafferne og derefter stille spørgsmålene,  i modsætning til den normale procedure vi fulgte dengang. Vi tog stearinlys med til møderne på grund af de hyppige strømafbrydelser, og i regntiden måtte vi udholde hærskarer af moskitoer. Dengang gik eller cyklede de fleste af brødrene til møderne og ud i forkyndelsen. Forkynderne fra Mocha kom til Eccles på den måde. Efter møderne stoppede jeg så mange jeg kunne ind i min lille varevogn og kørte dem hjem til Mocha.“

Blev forkyndernes anstrengelser belønnet? Broder Pahalan skriver om den tid: „Min kone og jeg ledede mange bibelstudier med interesserede i Eccles, og adskillige af dem samt deres familier, er stadig i sandheden. Og nogle af mændene virker nu som ældste. Intet kan måle sig med sådanne velsignelser.“

„En pioners paradis“

Inden for de senere år har rundt regnet 50 brødre og søstre — almindeligvis pionerer — fra Canada, Frankrig, Irland, Storbritannien og USA taget til „vandenes land“ for der at istemme opfordringen: „Kom! . . . Lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åb. 22:17) Nogle har kunnet blive nogle få måneder, andre i flere år. Når deres midler er sluppet op, er mange taget hjem for at arbejde i en periode for derefter at vende tilbage. De fleste betragter det som en velsignelse at have tjent i Guyana. Noget de især har værdsat, er de gode åndelige samtaler man får, fordi folk almindeligvis har stor respekt for Bibelen. Selv mange der ikke bekender sig som kristne, kan godt lide at tale med  Jehovas Vidner. Og dertil kommer at nogle af de besøgte en gang imellem byder brødrene på et måltid mad. „Det er ikke nogen overdrivelse at kalde Guyana en pioners paradis,“ siger Ricardo Hinds, som nu er koordinator for afdelingskontorets udvalg.

Arlene Hazel, som nu tjener på Betel sammen med sin mand, Edsel, husker nogle af deres oplevelser fra det indre Guyana: „I 1997 fik vi efter at have kontaktet afdelingskontoret til opgave at virke i Lethem, en by langt inde i landet nær grænsen til Brasilien. Vi tjente der sammen med nogle andre canadiere, Robert og Joanna Welch, samt en amerikansk søster, Sarah Dionne, som var kommet dertil nogle få måneder før os. Dengang boede der kun én døbt broder i distriktet. Han hed Richard Achee og var dyrlæge. Afdelingskontoret gav os en liste på omkring 20 mennesker som før havde haft et bibelstudium. Vi fandt dog ud af at de fleste ikke havde nogen egentlig interesse, på nær to som ønskede at blive udøbte forkyndere.

Vi holdt vores første møde under et mangotræ. Vi var 12 inklusive os 6 pionerer. Da vi nogle få måneder senere holdt vores første mindehøjtid, kom der 60. I mellemtiden var vores gruppe af pionerer blevet reduceret til tre. Men vi prøvede alligevel at tage os af de 40 bibelstudier vi havde. Da vi fik besøg af kredstilsynsmanden, rådede han os til at holde op med at studere med de elever der ikke kom til møderne. Det viste sig at være et godt råd, for dem vi fortsatte studiet med, gjorde gode fremskridt.“

Fire år senere blev Lethem en menighed der talte 14 forkyndere. Når der afholdes særlige stævnedage i Lethem, kommer der nu omkring 100. Det er et tydeligt vidnesbyrd om at Jehovas velsignelse så rigeligt opvejer alle de strabadser hans tjenere må udholde.

 Lejede sale og møder under huse

Lige fra arbejdet blev påbegyndt i Guyana, har det været svært at finde egnede mødesteder. Helt tilbage i 1913 lejede den lille håndfuld brødre i Georgetown en sal i Somerset House, som tjente sin hensigt i de næste 45 år. I 1970 havde kun to menigheder deres egen rigssal — Charlestown menighed i Georgetown og Palmyra menighed i Berbice. Tre år forinden havde man rundet 1000 forkyndere i Guyana, så de fleste menigheder måtte mødes i lejede sale, hvilket som oftest ikke var særlig ideelt.

Sidst i 1950’erne var menigheden i Wismar ved Demerara eksempelvis blevet så stor at brødrene var nødt til at finde en egnet sal. De fik lov til at leje sig ind et sted som blev kaldt Islander Hall. De holdt Den Teokratiske Skole og tjenestemødet midt i ugen, og søndag aften det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet. Men at få fragtet det hele dertil og få alt klar til møderne var noget af en udfordring hver gang. Brødrene måtte først sejle over floden fra Mackenzie til Wismar i en lille båd. En broder bar en kasse blade, en anden en kasse med litteratur og en tredje de forskellige formularer og bidragsbøsser. Alt måtte naturligvis stilles op før møderne. Bagefter skulle det hele bringes tilbage igen.

Visse steder holdt man også møder under huse. Hvordan det? På grund af muligheden for oversvømmelse er husene i Guyana almindeligvis bygget på høje træpæle eller betonstolper et stykke over jorden. Pladsen under husene kan så bruges til andre formål, for eksempel kan man her holde menighedens møder. Men i Guyana er mange af den opfattelse at hvis et trossamfund ikke har råd til at få et ordentligt mødested, så har det ikke Guds velsignelse.

 Hertil kom at møder der blev holdt under et hus, nogle gange blev afbrudt og manglede den værdighed anledningen krævede. Ved en lejlighed fløj en høne som var blevet skræmt af en hund, ind mellem tilhørerne og landede på en seksårig pige. Hun udstødte et højt skrig som forskrækkede alle. Efter mødet kunne man ikke andet end more sig over episoden, men det havde igen vist behovet for et mere passende mødested. Og vigtigere var det at interesserede ikke havde følt sig særlig tilskyndet til at komme til møderne sådanne steder.

Rigssalsbyggeri

„I de 32 år jeg har tilhørt Charity menighed, har vi måttet leje os ind fem forskellige steder, hver gang under et hus,“ fortæller Frederick McAlman. Når vi sad under disse huse, måtte vi hele tiden passe på ikke at banke hovedet op i træbjælkerne der udgjorde husets bund. En søster med sit barn på armen fejlbedømte højden så barnets hoved ramte bjælkerne. Søsteren fortalte det senere til sin far, som ikke var et af Jehovas Vidner. Forældrene konkluderede at menigheden havde behov for at få deres eget mødested. Moderen tilbød ligefrem at skænke menigheden et stykke jord, og faderen sagde at han ville finansiere byggeriet af en rigssal. Og sådan gik det til at Charity menighed fik en rigssal. Den tjener stadig, efter at være blevet renoveret adskillige gange, som center for den sande tilbedelse i dette område. Den fungerer også som stævnehal for den lokale kreds.“

Før i tiden tog det adskillige måneder at bygge en rigssal. Det gjorde det blandt andet i Eccles. Sherlock Pahalan, der virkede som ældste i Eccles dengang, beretter: „Vi holdt vores møder på en skole og var godt klar over at vi ville få større vækst hvis vi havde vores egen rigssal. Men de få forkyndere i Eccles havde ikke midler til at bygge for. Ikke desto  mindre vedtog de at bygge en rigssal. Jeg søgte forgæves efter et egnet stykke jord i området.

I mellemtiden lånte brødrene i Georgetown os to støbeforme og lærte os at lave betonblokke. I begyndelsen tog det os adskillige timer at lave blot 12 betonblokke, men efterhånden som vi fik øvelsen, blev vi ret dygtige til det, især søstrene. En anden udfordring var at skaffe cement, som var rationeret på det tidspunkt. Jeg måtte ansøge om tilladelse til at modtage en begrænset mængde. Og for at sikre os at vi fik vores kvote, måtte jeg tidligt om morgenen gå ned til kajen og stille mig op i køen. Derefter måtte jeg finde en lastbil der skulle til Eccles, og som havde plads til at medbringe cementen. Jehova kom os hver gang til hjælp. Men vi manglede stadig en byggegrund.“

Sherlock fortsætter: „I 1972 var Juliet og jeg på ferie i Canada og besøgte min fætter som ikke er et af Jehovas Vidner. Han sagde at han ejede to jordstykker i Eccles, men at hans slægtninge som skulle passe jorden, ikke gjorde det godt nok. Så han spurgte om jeg ville hjælpe ham. Jeg svarede at det ville jeg med glæde, og tilføjede at jeg netop var i gang med at lede efter et stykke jord i Eccles til en rigssal. Han sagde uden tøven at jeg kunne vælge et af jordstykkerne.

Og vi fik flere vidnesbyrd om Jehovas hjælp og støtte under byggeriet. Foruden cement var det også svært at få fat på mange andre byggematerialer, men vi fandt på andre løsninger og fik på en eller anden måde altid arbejdet klaret. Dertil kom at kun få af brødrene havde de nødvendige færdigheder, og det krævede megen planlægning at få frivillige arbejdere til stedet. Jeg kørte hundreder af kilometer i min lille varevogn for at hente og bringe brødre til byggepladsen. Endelig stod vores rigssal færdig. Broder Karl Klein fra  Det Styrende Råd kom og holdt indvielsestalen. Det var en stor begivenhed.“

Hurtigbyggede rigssale

Helt frem til 1995 havde over halvdelen af menighederne i Guyana stadig til huse i lejede faciliteter, blandt andet under huse på pæle. Derfor sørgede afdelingskontoret for at en landsdækkende byggekomité blev sat på opgaven. I oktober samme år, i Mahaicony, omkring 50 kilometer øst for Georgetown nede ad floden Mahaicony, blev den første hurtigbyggede rigssal opført. Da naboerne fik at vide at Jehovas Vidner ville bygge en rigssal i løbet af fire weekender, sagde en nabo: „Hvis I taler om et hønsehus, så forstår jeg det, men en rigtig bygning — nej, det kan ikke lade sig gøre.“ Det er vist ikke nødvendigt at sige at manden ret hurtigt var nødt til at revidere sin opfattelse.

I et land hvor racemæssige spændinger hurtigt skaber problemer, har rigssalsbyggerier klart vist at Jehovas Vidner arbejder sammen i sand kristen enhed uanset race eller nationalitet. En ældre kvinde som havde fulgt med i projektet  i Mahaicony, sagde forundret til en kredstilsynsmand: „Jeg har set folk af seks forskellige racer arbejde sammen derovre.“

Betelbyggeri

I 1914 havde Guyanas første afdelingskontor til huse i Phillips hjem, og her forblev det indtil 1946. Samme år var der 91 forkyndere. I 1959 var antallet vokset til 685, og arbejdet gik stadig fremad. I juni 1960 erhvervede brødrene en ejendom på Brickdam 50 i Georgetown. Der blev ændret lidt på de eksisterende bygninger så de derefter kunne tjene som afdelingskontor og missionærhjem. Men i 1986 kunne heller ikke dette kompleks opfylde behovet. Med Det Styrende Råds godkendelse blev der bygget et nyt afdelingskontor samme sted. Arbejdet blev udført af internationale byggearbejdere med hjælp fra lokale brødre og var færdigt i 1987.

Ligesom Sjallums døtre, der hjalp deres far med restaureringen af Jerusalems mur, var søstrene en uvurderlig hjælp under betelbyggeriet. (Neh. 3:12) I alt 120 søstre, delt op i ti hold, fremstillede for eksempel 12.000 betonblokke til byggeriet. De udførte arbejdet på 55 dage med de 16 støbeforme de havde. Og det var ikke nogen nem opgave. Betonblandingen skulle være lige tilpas for at cementen kunne hærde, for hvis den var for våd, ville blokkene gå i stykker når de blev taget ud af formene.

Lokale brødre gik vagt om natten og kom nogle gange direkte fra deres arbejde til byggepladsen. Andre arbejdede sammen med de internationale byggearbejdere, som lærte dem nogle værdifulde færdigheder. En af disse var den unge broder, Harrinarine (Indaal) Persaud, der fortæller: „Jeg fik til opgave at sætte pyntelister på en vindueskarm,  og det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg kæmpede bravt indtil jeg fik det gjort rigtigt. Da tilsynsmanden som skulle godkende det, endelig var tilfreds med min indsats, sagde han: „Nu kan du gå i gang med alle de andre vinduer på afdelingskontoret.“ I dag er denne unge broder med til at lære andre samme færdighed ved rigssalsbyggerier.

Der skulle samarbejdes med myndighederne, eftersom det var nødvendigt at importere en del materialer udefra. Det medførte at mange embedsmænd kom ud på byggepladsen, deriblandt præsident Forbes L. Burnham og hans følge. Alle roste arbejdets håndværksmæssige kvalitet, det samme gjorde en lokal snedker. „Det er et førsteklasses arbejde der bliver udført på jeres byggeri,“ sagde han. Den 14. januar 1988 holdt Don Adams, som var zonetilsynsmand og repræsentant for hovedkontoret, indvielsestalen.

Den 12. februar 2001 blev der igen gravet ud til et byggeri — denne gang et nyt sted. Endnu en gang fik de lokale brødre støtte af internationale byggearbejdere under byggeriet. Det nye afdelingskontor blev indviet lørdag den 15. februar 2003. Richard Kelsey fra det tyske afdelingskontor holdt indvielsestalen for 332 tilstedeværende.

Mange af de første missionærer i Guyana var med til indvielsesprogrammet. Nogle af dem havde ikke været i Guyana siden de rejste derfra adskillige år forinden. Om søndagen holdt man et særligt møde som blev overværet af 4752 fra 12 forskellige lande — over dobbelt så mange som der er forkyndere i Guyana.

Stævner kræver opfindsomhed

Brødrene har ofte måttet leje faciliteter til kredsstævnerne og de særlige stævnedage. I det indre af landet har de endda somme tider selv bygget alt op til et mødested. Thomas  Markevich, som har tjent i Guyana fra 1952 til 1956, fortæller: „Vi holdt vores stævne omkring 60 kilometer fra Georgetown oppe ad floden Demerara. Omkring to hundrede forkyndere fra Georgetown ønskede at være med for at støtte de lokale brødre. Så vi besluttede at opføre en midlertidig stævnehal af stedlige materialer — vi brugte bambus til afstivning og siddepladser, og blade fra bananplanten til taget.

Vi samlede materialerne sammen, læssede dem på en lille skinnevogn og ledede den ned ad en skråning. Men desværre gik det galt i en kurve, for vognen tippede så hele læsset væltede ud i floden. Det viste sig imidlertid at være held i uheld eftersom ladningen meget belejligt flød lige hen til stævneområdet. Da stævnet begyndte, kunne de besøgende brødre glæde sig over samværet med flere hundrede fra landsbyen ved det tredages stævneprogram.“

Thomas tilføjer: „Da stævnet var slut, arbejdede vi alle sammen i noget ledigt distrikt i nærheden. I en landsby  holdt vi et offentligt foredrag, og hele landsbyen var til stede, selv en abe der blev holdt som kæledyr. Den lyttede lidt og besluttede så at se tingene fra en anden synsvinkel. Den tog nogle få spring, satte af og landede på min skulder. Der sad den og så sig lidt omkring og sprang så tilbage til sin herre, hvor den til min store lettelse blev under resten af foredraget.“

Områdestævner

I begyndelsen af det forrige århundrede holdt man ofte store stævner i forbindelse med besøg af særlige repræsentanter fra hovedkontoret, som ved broder Cowards og broder Youngs besøg. I 1954 kom Nathan Knorr og Milton Henschel til Guyana til Den Nye Verdens Samfunds stævne, hvor der var 2737 til stede.

Nogle årtier senere, i 1999, var der 7100 stævnedeltagere ved to stævner i Guyana. Det ene blev holdt i Georgetown, det andet i Berbice. Ved stævnet i Georgetown måtte der i sidste øjeblik foretages nogle væsentlige ændringer som virkelig var en udfordring for brødrene. „En kendt skuespiller og hans dansetrup ankom fra Indien, og ledelsen af National Park syntes ikke de kunne flytte skuespillerens show til en anden dag, selvom det allerede var lejet ud til os,“ skriver afdelingskontoret.

„Vi traf omgående aftale om at flytte stævnet til cricketbanen og underrettede straks alle menighederne. Der var kun otte dage til stævnet. Men problemerne stoppede ikke her. I Caribien går man meget højt op i cricket, og cricketbanen bliver nærmest betragtet som hellig. Så ledelsen kunne slet ikke forlige sig med tanken om at græsset ville blive betrådt. Men hvordan skulle vi opføre skuespillet? Og hvor skulle vi have podiet?

 Vi arbejdede videre med planerne i tillid til at Jehova ville vise en udvej. Og det gjorde han. Vi fik tilladelse til at bruge græsområdet på den betingelse at vi lavede podiet og gangen hen til podiet i en vis højde over plænen. Alle arbejdede febrilsk hele natten for at få det færdigt, skønt vejret ikke var med os; det regnede næsten hele tiden. Til trods for alle disse udfordringer begyndte programmet omtrent til tiden.

Stævnet forløb godt, og det holdt tørvejr lige til sidste dag, søndag, hvor vi vågnede op til regnvejr. Inden længe lå  cricketbanen under vand, og vandet steg til det stod fem centimeter under gangbroen og podiet. Regnen stoppede lige inden programmet begyndte. Heldigvis var ledningerne ikke lagt på jorden, men var fastgjort til undersiden af plankerne. Det viste sig altså at blive til velsignelse at vi havde været nødt til at bygge podiet og gangbroen i en vis højde.“

Da skuespillet begyndte, kunne alle 6088 tilstedeværende nyde det i strålende solskin. To uger senere overværede 1038 det andet stævne der blev holdt i Berbice. Det samlede antal på 7126 stævnedeltagere var det højeste i Guyana indtil da. For nylig er tallet nået op på knap 10.000.

Lyse udsigter for fremtiden

Jehova gav Ezekiel et syn af et prægtigt, genopbygget tempel. Ud fra dette tempel flød en strøm af vand som  gradvis blev bredere og dybere indtil den blev ’en vældig strøm’, som endog bevirkede at det saltholdige og livløse Døde Hav blev fuldt af liv. — Ez. 47:1-12.

Guds folk har set opfyldelsen af denne profeti med den fremgang den rene tilbedelse har haft siden 1919. Og i dag strømmer der en flod af åndelige gaver i form af bibler, bibelstudiehåndbøger, møder og stævner. Ved hjælp af alt dette har Jehova slukket millioner af menneskers åndelige tørst.

Jehovas Vidner i Guyana betragter det som et privilegium at være med i opfyldelsen af denne profeti. Og de vil fortsat bruge floderne til rent bogstaveligt at bringe livgivende åndelig føde ud til alle der er „ret indstillet til evigt liv“, uanset hvor de bor i „vandenes land“. — Apg. 13:48.

[Fodnote]

 [Ramme på side 140]

Kort fortalt om Guyana

Geografi: Kyststrækningen er et marskområde hvoraf store dele ligger under havets overflade og er beskyttet af omkring 230 kilometer diger. Skovene dækker omkring 80 procent af landet, deriblandt det indre højland, hvorfra de fleste af Guyanas floder har deres udspring.

Befolkning: Omkring halvdelen er efterkommere af indere, over 40 procent er af afrikansk herkomst eller af blandet race, og omkring 5 procent er indianere. Cirka 40 procent bekender sig til kristendommen; 34 procent er hinduer og 9 procent muslimer.

Sprog: Det officielle sprog er engelsk, og derudover tales der creolese i hele landet.

Erhverv: Landbruget beskæftiger omkring 30 procent af arbejdsstyrken. Industrien omfatter fiskeri, skovbrug og minedrift.

Fødevarer: De vigtigste afgrøder er ris, kakao (eller kakaobønner), citrusfrugter, kokosnødder, kaffe, majs, maniok (eller kassava), sukker og andre tropiske frugter og grøntsager. Foruden kvægbrug holdes der svin, høns og får. Fra havet får man hovedsagelig fisk og rejer.

Klima: Guyana er tropisk uden de store variationer i årstiderne. På kystsletten falder der årligt 150 til 200 centimeter nedbør. Skønt landet ligger så nær ækvator, er klimaet i Guyana mildt, hvilket skyldes de vedvarende passatvinde fra Atlanterhavet.

 [Ramme/illustration på side 143-145]

Ingen kunne „lukke munden“ på ham

Malcolm Hall

Født: 1890

Døbt: 1915

Profil: Indfødt fra øen Leguan. Han var en af de første der forkyndte den gode nyhed i dette område og tog sig af den gruppe som med tiden blev oprettet der.

Fortalt af hans brors barnebarn Yvonne Hall.

En valgopsynsmand sagde engang til min bedstefars bror Malcolm: „Er det rigtigt at du ikke stemmer? I så fald må vi lukke dig inde og konfiskere din bibel.“ Malcolm så ham direkte i øjnene og svarede: „Men hvad vil I gøre med min mund? Kan I lukke munden på mig så jeg ikke kan forkynde den sandhed som jeres religiøse ledere har holdt skjult så længe?“ Det eneste opsynsmanden kunne fremstamme som svar var: „Jeg er ikke færdig med dig endnu.“

Malcolm blev døbt i 1915 og var dermed en af de første forkyndere af den gode nyhed i Guyana. Han var „en rigtig forkæmper for sandheden“, har en broder fortalt. Malcolm lærte sandheden at kende mens han boede og arbejdede i Georgetown. Han vidste at det var sandheden allerede efter kun at have hørt ét offentligt foredrag i Somerset House. Han gik direkte hjem og slog alle skriftstederne op i sin egen bibel.

 Derefter vendte han tilbage til Leguan og begyndte straks at forkynde for andre. Hans to kødelige søstre og nogle nevøer var blandt de første der tog imod budskabet. De dannede grundstammen i den gruppe som mødtes i Malcolms hjem.

Dengang holdt præsterne øboerne i et jerngreb, og det var en kamp at få folk til at tage imod den gode nyhed. Præsterne havde givet Malcolm prædikatet „tosset, bibelgal“. Men det lagde ikke en dæmper på hans nidkærhed. Det var ikke usædvanligt at han søndag formiddag for eksempel satte sin grammofon på verandaen foran sit hus og afspillede bibelske foredrag. Så stillede folk sig gerne ude ved vejen og lyttede.

Med tiden reagerede nogle positivt. Det sås særlig til mindehøjtiden, hvor hele den øverste etage af Malcolms hus var stoppet med mennesker. Han var selv ordstyrer, taler og den eneste der tog af symbolerne. Leroy Denbow, en han havde studeret med, tog pionertjenesten op og var også kredstilsynsmand i en periode.

Da Malcolm holdt op med at arbejde som purser på skibe der sejlede på floden Essequibo, blev han pioner på øerne Leguan og Wakenaam. Han begyndte dagen klokken halv fem med at malke sine køer og sørge for sine grise. Ved halvottetiden gjorde han sig i stand, læste både dagsteksten og en passage fra Bibelen, fik morgenmad og forberedte sig til tjenesten. Jeg kan endnu se ham for mig i færd med at pumpe cyklen inden han skulle ud. Han tilbagelagde mindst 20 kilometer hver dag.

Malcolm afsluttede sit jordiske livsløb den 2. november 1985 efter at have tjent Jehova trofast i omkring 70 år. Og i al den tid var ingen i stand til at „lukke munden“ på ham. På både Leguan og naboøen Wakenaam er der nu selvstændige menigheder.

 [Ramme/illustration på side 155-158]

Det ændrede mit liv at få besvaret de spørgsmål jeg havde haft fra barnsben

Albert Small

Født: 1921

Døbt: 1949

Profil: Begyndte i pionertjenesten i 1953. Overværede i 1958 Gileadskolen sammen med sin kone, Sheila, og blev sendt tilbage til Guyana.

„Du er skabt af Gud“ — fik jeg tit at vide som barn. Så da mor sagde at jeg var den værste af hendes fire børn, tænkte jeg som så at Gud havde skabt tre søde børn og et slemt barn.

Da jeg var omkring ti år gammel, spurgte jeg søndagsskolelæreren: „Hvem har skabt Gud?“ Jeg fik intet svar. Som de fleste dengang begyndte jeg i en vis alder at komme i kirken — i mit tilfælde i den presbyterianske. Men mange af mine spørgsmål fik jeg ikke besvaret. I kirken skulle vi for eksempel synge en salme hvori der i uddrag stod: „Den rige herre på sit slot, ved hans port den fattige mand. Gud har skabt dem høj og lav; han bestemte deres stand.“ ’Var det virkelig Gud der „bestemte deres stand“?’ tænkte jeg. På et tidspunkt spurgte jeg en præst: „Hvis Gud har skabt Adam og Eva, hvor kommer de forskellige racer så fra?“ Kort fortalt svarede han at beretningen i Første Mosebog er en myte.

 Under den anden verdenskrig blev vi opfordret til at bede for de britiske soldater. Da blev jeg endegyldigt overbevist om at min kirkes lære stred mod det jeg havde læst i Bibelen. Jeg vidste dog ikke hvor jeg skulle vende mig hen, så jeg blev i kirken. Da jeg var 24, giftede jeg mig med Sheila.

En dag da jeg lige havde været i kirke, kom et af Jehovas Vidner på besøg. Vi plejede at kalde dem ’kirken uden helvede’, og jeg havde ikke lyst til at tale med nogen derfra. De holdt deres møder i private hjem og gik ikke i kirkelige klæder. Og dertil kom at meget af det der var sket i mit liv, blandt andet at finde en dejlig kone, havde givet mig den opfattelse at Gud tog sig af mig.

Da forkynderen — Nesib Robinson — fortalte hvad han kom for, stod jeg og lappede cykel. „Mit dæk er punkteret,“ sagde jeg. „Hvis du er kristen, så hjælp mig med at lappe det.“ Så rejste jeg mig brat og gik ind i huset. Da jeg i den følgende uge var ved at gøre mig klar til at gå i kirke, og var på vej ud ad døren med min bibel i hånden, var Nesib lige kommet op ad trappen. „Jeg er ikke interesseret i din religion,“ sagde jeg. „Min kone er derinde, du kan tale med hende.“ Og så gik jeg.

Jeg fortrød det jeg havde sagt, for i kirken lyttede jeg slet ikke efter, men sad bare og tænkte: ’Hvis hr. Robinson nu står og taler med min kone, har hun jo slet ikke tid til at lave den særlige suppe vi får om søndagen.’ Men jeg havde ikke haft grund til at bekymre mig; da jeg kom hjem, var suppen klar. Nysgerrigt spurgte jeg Sheila: „Talte du med ham der Robinson?“ „Ja,“ svarede hun. „Han sad og snakkede mens jeg lavede mad.“

 Ikke længe efter tog Sheila imod et bibelstudium. Hun nedkom også med vores første barn, men det var dødfødt. Jeg spurgte hr. Robinson hvorfor sådan noget skete. Han svarede at det ikke var Guds skyld, men et resultat af Adam og Evas ulydighed og den ufuldkommenhed vi har arvet fra dem. Det svar var tilfredsstillende.

Nesib kom ofte og besøgte mig på mit møbelværksted. Vores samtaler drejede sig overvejende om mit arbejde, men på en eller anden måde fik han gerne indføjet noget fra Bibelen inden han gik. Hen ad vejen drejede vores samtaler sig mindre om møbler og mere om Bibelen. En dag besluttede jeg mig for at stille ham et af de spørgsmål jeg havde tumlet med hele mit liv, og regnede med at det ville sætte ham til vægs, for ingen „rigtige“ præster havde jo kunnet besvare dem.

Jeg insisterede på at Nesib skulle besvare spørgsmålene ud fra Bibelen, og jeg stillede hurtigt det første spørgsmål: „Hvem har skabt Gud?“ Nesib læste Salme 90:2 fra King James-oversættelsen, som siger: „Før bjergene fødtes, og endnu inden du havde frembragt jorden og verden, ja, fra evighed til evighed er du Gud.“ Han så på mig og sagde: „Som du kan se — ingen har skabt Gud; han har altid været til.“ Dette klare, logiske svar overraskede mig. Og nu kunne jeg ikke længere holde mig tilbage, så jeg stillede alle de spørgsmål jeg havde brændt inde med i alle disse år. Nesibs bibelske svar, især det der handlede om Guds hensigt med at gøre jorden til et paradis, gav mig en indre glæde som jeg aldrig før havde kendt.

Mit allerførste besøg i rigssalen virkede usædvanlig stærkt på mig. Hvordan kan det være? Fordi jeg var så overrasket over at tilhørerne deltog i mødet — noget jeg ikke havde oplevet i kirken. Min kone, som endnu ikke havde været til et møde, var ikke hjemme på det tidspunkt. Da jeg fortalte hende om det, sagde hun: „Lad os tage derhen sammen.“ Og det gør vi stadig her 55 år efter.

Sheila og jeg blev døbt i Atlanterhavet i 1949. I 1953 begyndte jeg som pioner. To år senere sluttede Sheila sig til mig i det der skulle blive en 50 år lang karriere i heltidstjenesten. I 1958 blev vi indbudt til at overvære den 31. klasse på Gilead og blev sendt tilbage til Guyana. Vi har været i rejsetjenesten i 23 år og siden da haft det privilegium at virke som specialpionerer. Jeg takker Jehova for at jeg ikke alene fik besvaret de spørgsmål jeg havde tumlet med fra barnsben, men også for at han har givet mig og min kone lov til at tjene ham.

 [Ramme/illustration på side 163-166]

„Her er jeg! Send mig“

Joycelyn Ramalho (tidligere Roach)

Født: 1927

Døbt: 1944

Profil: Har virket 54 år i heltidstjenesten, blandt andet i rejsetjenesten sammen med sin mand, men er nu enke.

Jeg er født på den caribiske ø Nevis. Min mor var alene, var metodist og sygeplejerske. Hun lærte mig at tro på Gud. På grund af hendes arbejde flyttede vi til en lille landsby på øen. Den følgende søndag gik vi hen i metodistkirken og satte os på en af kirkebænkene. Få minutter efter blev vi informeret om at „ejerne“ af den kirkebænk var kommet, og at vi måtte finde os et andet sted at sidde. Selvom en anden kirkegænger venligt tilbød os at sidde på „hans“ bænk, besluttede mor at vi aldrig ville komme i den kirke igen. Vi begyndte i stedet at komme i den anglikanske kirke.

I begyndelsen af 1940’erne var vi på besøg hos en bekendt, og her mødte mor en forkynder fra Saint Kitts som gav hende noget læsestof. Mor, som var en ivrig læser, slugte det hurtigt og forstod at det var sandheden. Kort efter blev hun gift, og vi flyttede til Trinidad. Der var vores publikationer forbudt på det tidspunkt, men vi kunne godt overvære  møderne i rigssalen. Inden længe afskar mor forbindelsen til den anglikanske kirke og begyndte at tjene Jehova, og det samme gjorde min stedfar, James Hanley.

I Trinidad mødte jeg en ung søster som hed Rose Cuffie. På det tidspunkt vidste jeg ikke at vi 11 år senere ville blive pionermakkere i Guyana. I mellemtiden voksede mit ønske om at tjene Jehova. Jeg husker stadig den første gang jeg gik alene i forkyndelsen. Da døren gik op ved det første besøg, blev jeg pludselig fuldstændig mundlam. Jeg aner ikke hvor længe jeg stod der inden jeg fik slået op og læst Daniel 2:44, og derefter hastede derfra.

Jeg begyndte som pioner i 1950, og efter kun godt og vel to år fik jeg den store glæde at blive indbudt til at overvære den 21. gileadklasse. Tre fra denne klasse blev sendt til Guyana: Florence Thom, som var fra Guyana, Lindor Loreilhe, som jeg delte værelse med, og jeg selv. Vi ankom i november 1953 og var blevet tildelt distrikt i Skeldon, en by omkring 180 kilometer fra Georgetown, nær ved Courantyneflodens udløb. Der var i forvejen en isoleret gruppe som spændt ventede os.

De fleste i Skeldonområdet havde indisk baggrund og var enten hinduer eller muslimer. Mange var analfabeter, så når vi forkyndte for dem, sagde de ofte: „Bruck am up, Sista,“ der betyder „tal så jeg forstår det,“ eller „sig det enkelt, søster“. I begyndelsen kom der mellem 20 og 30 til møderne, men  det blev lidt færre da de der ikke var virkelig interesserede, holdt op med at komme.

En kvinde nåede så vidt at hun ønskede at komme med i forkyndelsen. Men da jeg kom og skulle hente hende på det aftalte tidspunkt, var det hendes 14-årige søn som stod klar og var klædt på til at gå med ud. Hans mor sagde: „Frøken Roach, De kan tage Frederick med i stedet for mig.“ Vi fandt senere ud af at kvindens far, der var glødende anglikaner, havde udsat hende for stor modstand. Men hendes søn, Frederick McAlman, gjorde ikke desto mindre fremskridt i åndelig henseende og kom siden hen på Gilead. — Se rammen på side 170.

Jeg blev senere sendt til Henrietta, hvor der kun var en isoleret forkynder, en broder. Det var menigheden i Charity der tog sig af det område. Min nye pionermakker var Rose Cuffie, som jeg før har omtalt. Rose og jeg tilbragte fire dage i Henrietta hver uge, og om fredagen stod vi tidligt op for at cykle de 30 kilometer til Charity ad elendige veje for at overvære møderne. Vi medbragte madvarer, lagner, tæpper og moskitonet.

Vi forkyndte gerne på turen og gjorde holdt for at opmuntre nogle isolerede forkyndere og en uvirksom søster. Som regel studerede vi Vagttårnet med dem. Om søndagen når vi igen var i Henrietta, holdt vi også et gruppestudium med vores bibelstudieelever over Vagttårnet. Vi kom aldrig ud for alvorlige uheld; vi havde kun en enkelt punktering og  blev selvfølgelig gennemblødte når vi blev fanget af en regnbyge.

Vi var altid glade. En kvinde sagde da også engang til os: „I er altid glade; det ser ud som om der aldrig er noget der bekymrer jer.“ Dertil kom at Jehova havde givet os en frugtbærende tjeneste. Selv den uvirksomme søster vi besøgte, begyndte igen at tjene Jehova. Nu, omkring 50 år efter, er hun stadig trofast.

Den 10. november 1959 giftede jeg mig med Immanuel Ramalho, som også var pioner. Vi fik tildelt distrikt i Suddie, 23 kilometer syd for Henrietta. Her blev jeg gravid, men aborterede. Jeg kom over det ved at være travlt optaget af forkyndelsen. Senere fik vi to børn. Men det lykkedes os alligevel at fortsætte i pionertjenesten.

I 1995 sov Immanuel ind i døden. Vi havde tjent Jehova sammen i mange forskellige distrikter og set små grupper blive til blomstrende menigheder med egne ældste, menighedstjenere og tilmed egen rigssal. Vi nød også de ti år vi havde i rejsetjenesten. Selvom jeg savner Immanuel meget, er Jehovas og menighedens kærlige støtte en stor trøst for mig.

Profeten Esajas tog imod Jehovas indbydelse til at tjene ham med ordene: „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Min mand og jeg har bestræbt os for at have samme gode indstilling som profeten. Som Esajas har vi til tider også haft vanskeligheder og hjertesorger. Men glæderne har langt opvejet dem alle.

 [Ramme/illustration på side 170-173]

Jeg blev missionær i mit eget land

Frederick McAlman

Født: 1942

Døbt: 1958

Profil: Blev sendt tilbage til Guyana efter at have gennemgået Gileadskolen. Han og hans kone, Marshalind, tjener nu som almindelige pionerer.

Da jeg var 12 år, begyndte en missionærsøster ved navn Joycelyn Roach (nu Ramalho) at studere Bibelen med min mor. Jeg deltog gerne i drøftelsen. Mor holdt dog op med at studere, men jeg fortsatte og begyndte at overvære alle møderne. Søster Roach og hendes missionærmakkere Rose Cuffie og Lindor Loreilhe hentede mig på cykel og tog mig med ud i forkyndelsen da jeg var 14 år. Den missionærånd de havde, øvede større indflydelse på mig end jeg var klar over på det tidspunkt.

Samtidig med at jeg begyndte at studere med Jehovas Vidner, var jeg også i gang med konfirmationsforberedelser i den anglikanske kirke. På et tidspunkt forsøgte præsten at forklare den „hellige“ treenighed. Jeg lyttede lidt inden jeg tog til orde og sagde at jeg ikke troede at det var en bibelsk lære. Han svarede skarpt: „Jeg ved godt at du læser visse bøger, og de er skadelige. Hold dig fra dem. Du må tro på treenigheden.“  Fra da af satte jeg aldrig mere mine ben i den anglikanske kirke, men blev ved med at studere med Jehovas Vidner. Jeg blev døbt i 1958.

I september 1963 modtog jeg et brev fra afdelingskontoret med en opfordring til at begynde i specialpionertjenesten. Den tog jeg imod med glæde. Jeg skulle nu samarbejde med menigheden i Fyrish ved floden Courantyne og fik Walter McBean som makker. Vi arbejdede sammen i distriktet langs floden i et år. Det var en god forberedelse til vores næste distrikt — Paradise, en menighed hvor der var ti forkyndere da vi ankom i 1964. I de godt og vel fire år vi var pionerer der, så vi menigheden vokse til 25 forkyndere.

I 1969 blev jeg indbudt til Gileadskolens 48. klasse. Jeg glædede mig over den forret at gæste betelfamilien i Brooklyn og samme år kunne jeg endda overvære det internationale stævne med titlen „Fred på jorden“. Det var en stor åndelig velsignelse at møde så mange trofaste brødre og søstre. Jeg vil aldrig glemme da Frederick W. Franz fra Det Styrende Råd inviterede os op på sit værelse. Han havde så mange bøger at jeg funderede over hvor han mon sov. Broder Ulysses Glass, som var en af vores lærere på Gileadskolen, studerede også Guds ord med stor nidkærhed. Jeg kan stadig høre ham sige: „Grundreglerne for al god skrivekunst og undervisning er: Udtryk dig kort, klart og korrekt.“

Jeg må indrømme at jeg var skuffet da jeg fik at vide at jeg skulle virke i mit hjemland, Guyana, og ikke i et fremmed missionærdistrikt. Men broder  Glass tog mig kærligt til side og hjalp mig til at se anderledes på tingene. Han mindede mig om at det i sig selv er et stort privilegium at komme på Gilead, og at jeg sikkert ville blive sendt til et sted i Guyana som var nyt og fremmed for mig. Det kom til at holde stik, for jeg skulle arbejde sammen med menigheden i Charity ved floden Pomeroon. På dette tidspunkt var der kun fem forkyndere i Charity.

Hverken min makker, Albert Talbot, eller jeg selv havde nogen særlig erfaring i flodsejlads, så vi måtte lære at manøvrere vores båd. Det kan lyde som en let sag, men det er det aldeles ikke. Hvis ikke man tager strøm og vindforhold i betragtning, kommer man ikke ud af pletten, men snurrer bare formålsløst rundt. Vi var taknemmelige for den gode hjælp vi modtog; en af vores bedste instruktører var en lokal søster.

I ti år kom vi rundt ved hjælp af årer og muskelkraft. Så tilbød en lokal beboer at menigheden kunne købe en motor han havde, men vi havde ikke penge nok til at købe den. I kan sikkert forestille jer hvor glade vi blev over at modtage en check til netop dette formål fra afdelingskontoret. Flere menigheder havde givetvis fået nys om vores behov og ønskede at hjælpe. Med tiden anskaffede vi andre både, som alle kom til at hedde Kingdom Proclaimer efterfulgt af et nummer der identificerede den pågældende båd.

Jeg havde forskellige pionermakkere at samarbejde med indtil jeg traf en der skulle blive min livsledsager; Marshalind Johnson, en specialpioner der var sendt til menigheden i Mackenzie. Hendes afdøde far, Eustace Johnson, var en kendt broder i hele Guyana, idet han havde tjent som kredstilsynsmand i de sidste ti år inden sin død. Nu har Marshalind og jeg tilsammen virket 72 år i heltidstjenesten, hvoraf de 55 år har været som specialpionerer. Samtidig har vi opdraget seks børn.

Jehova har også velsignet vores tjeneste. Mens vi forkyndte langs floden Pomeroon først i 1970’erne, mødte vi for eksempel en ung skrædder som vi fik studium med. Han var en mønsterelev. Vi tilskyndede ham til at lære alle bibelbøgernes navne. Ugen efter havde han ikke alene lært dem alle udenad, men kunne også opremse hvilket sidetal de kunne findes på. Han og hans kone samt syv af deres ni børn er kommet i sandheden, og han og jeg tjener begge som ældste i Charity. Jeg kan takke de første nidkære missionærer for deres gode eksempel, for uden dem havde jeg sikkert aldrig oplevet velsignelser som disse.

 [Ramme/illustration på side 176-177]

Jeg studerede Guds ord pr. korrespondance

Monica Fitzallen

Født: 1931

Døbt: 1974

Profil: Bor et isoleret sted, havde brevstudium i to år og forkyndte flittigt for andre indianere. Hun er nu blind og må citere skriftsteder efter hukommelsen når hun er ude at forkynde.

Jeg bor i et indianerreservat kaldet Waramuri, som ligger ved floden Moruka i den nordvestlige del af Guyana. Da jeg i begyndelsen af 1970’erne kom i kontakt med sandheden, lå den nærmeste menighed i Charity, ved floden Pomeroon. Det var 12 timers rejse herfra i en kano lavet af en udhulet træstamme.

På en indkøbstur i Charity fik jeg min første kontakt med Jehovas Vidner. Frederick McAlman tilbød mig Vagttårnet og Vågn op! Jeg sagde ja tak, tog dem med hjem og lagde dem i et klædeskab, hvor de lå i to år. Så blev jeg syg, var i et stykke tid sengeliggende og blev dybt deprimeret. Da var det jeg kom i tanker om bladene. Jeg læste dem og forstod straks at det var sandheden.

Omtrent samtidig begyndte min mand, Eugene, at lede efter arbejde og besluttede at tage ned ad floden mod Charity. Mit helbred var begyndt at blive bedre, så jeg tog med ham. Mit egentlige motiv til det  var imidlertid at jeg ønskede at finde Jehovas Vidner. Jeg kom ikke til at lede længe; en forkynder kom til det selv samme hus hvor vi opholdt os. „Er du et af Vagttårnsfolkene?“ spurgte jeg. Da hun svarede ja, spurgte jeg efter den mand jeg havde mødt på markedet to år tidligere. Hun gik straks hen for at lede efter Frederick McAlman som tilfældigvis arbejdede i et distrikt i nærheden sammen med en gruppe forkyndere.

Da hun kom tilbage i følge med broder McAlman, viste han mig hvordan man kan studere Bibelen ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg ville gerne studere Bibelen. Da Eugene og jeg var kommet hjem, fortsatte jeg bibelstudiet pr. korrespondance. Jeg studerede to bøger på den måde — Sandheden der fører til evigt liv og „Det er umuligt for Gud at lyve“. Mens jeg studerede ’Sandhedsbogen’, meldte jeg mig ud af den anglikanske kirke og blev udøbt forkynder. Præsten skrev et brev til mig hvori der stod: „Lyt ikke til Jehovas Vidner. De har en overfladisk bibelforståelse. Jeg kommer og drøfter sagen med dig.“ Men han kom aldrig.

Jeg fortalte alt det nye for de andre i indianerreservatet eftersom jeg var den eneste forkynder der. Jeg forkyndte også for min mand, og året efter mig blev han til min store glæde også døbt. I dag er Eugene en af vores 14 lokale forkyndere.

I de senere år har jeg mistet mit syn på grund af grøn og grå stær, så nu må jeg citere skriftsteder efter hukommelsen når jeg er ude at forkynde. Men jeg er Jehova taknemmelig for at jeg stadig kan tjene ham.

 [Ramme/illustrationer på side 181-183]

Jehova har givet mig ’hvad mit hjerte bad om’

Ruby Smith

Født: 1959

Døbt: 1978

Profil: Indfødt caribier, været banebrydende i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed i Baramita, et indianerreservat i det indre Guyana.

I 1975, da jeg var 16, fik jeg min første kontakt med Jehovas Vidner. Min mormor havde fået en traktat fra sin stedsøn og bad mig om at forklare hende hvad der stod i den, eftersom hun ikke kunne læse engelsk. Med stor forundring læste jeg i traktaten om Bibelens løfter, hvorefter jeg udfyldte kuponen og sendte den til afdelingskontoret. Så snart jeg havde modtaget og læst de publikationer jeg havde bestilt, begyndte jeg at tale med andre om de bibelske sandheder. De første jeg forkyndte for, var min mormor og min moster. Desværre var min far imod det jeg foretog mig.

Inden længe begyndte også min mormor og moster at forkynde. Det førte til at nogle af landsbyens beboere kom hjem til os for at lære mere om Bibelen. Jo mere jeg læste i den mellemliggende tid, jo mere klart forstod jeg at jeg måtte foretage forandringer i mit liv for at kunne være Jehova til behag. Det ville  indebære at jeg over for min far måtte bekende at jeg havde stjålet noget fra hans værksted, og at jeg måtte genoprette et godt forhold til en af mine brødre. Efter mange bønner fik jeg disse ting bragt i orden.

Afdelingskontoret havde i mellemtiden planlagt at Sheik Bakhsh, en specialpioner, skulle besøge vores område. Men broder Bakhsh kunne ikke blive ret længe, så han og en anden broder, Eustace Smith, som jeg senere blev gift med, studerede med mig pr. brev.

I 1978 tog jeg til Georgetown for at overvære områdestævnet „Den sejrende tro“. Så snart jeg var ankommet til hovedstaden, tog jeg direkte hen til afdelingskontoret for at meddele at jeg ønskede at blive døbt. Brødrene fik Albert Small til at gennemgå dåbsspørgsmålene med mig, som de ældste gør med dem der ønsker at blive døbt. Jeg var ovenud lykkelig for at kunne vende tilbage til Baramita som en døbt tjener for Jehova.

Fyldt med nidkærhed gik jeg straks i gang med at forkynde. Da mange viste interesse, fik jeg nogle af dem til at bygge et beskedent mødested. Der gennemgik jeg hver søndag Vagttårnet, som jo var på engelsk, ved at tolke det til caribisk. Men far satte sig imod det og forlangte at jeg blev hjemme om søndagen. Så indtalte jeg i al hemmelighed artiklerne på kassettebånd og fik en af mine brødre til at afspille det ved møderne. På det tidspunkt kom der omkring 100 til møderne regelmæssigt.

Kort efter flyttede jeg og min familie af forretningsmæssige årsager til Georgetown, og min mormor  flyttede til landsbyen Matthews Ridge. Min moster blev i Baramita, men holdt op med at forkynde den gode nyhed. Arbejdet gik derfor i stå for en tid i Baramita.

I Georgetown mødte jeg Eustace Smith personligt, og ikke lang tid efter blev vi gift. Selvom Eustace ikke kunne tale caribisk, ønskede han ligesom jeg at tage til Baramita for at pleje den interesse som var der. I 1992 fik vi vores ønske opfyldt. Lige fra vi ankom havde vi travlt med at forkynde og organisere møder. Inden længe kom der omkring 300 til møderne.

Vi oprettede også en læseklasse, som blev holdt efter vagttårnsstudiet. Yolande, vores ældste datter, hjalp til med lektionerne. Hun var på det tidspunkt 11 år og udøbt forkynder. I dag er hun og vores anden datter, Melissa, almindelige pionerer.

I 1993 fik Baramita en rigssal, takket være Jehovas velsignelse. Jehova sørgede også for „gaver i form af mennesker“ som kunne tale caribisk og føre an i menigheden. (Ef. 4:8) Fra den 1. april 1996 blev vi en rigtig menighed. Jeg er også glad for at kunne fortælle at min mor, min mormor og næsten alle mine søskende hører med til denne menighed. Ja, Jehova har virkelig givet mig ’hvad mit hjerte bad om’. — Sl. 37:4.

[Illustration]

Eustace og mig

 [Oversigt/illustration på side 148-149]

GUYANA — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1900: Enkeltpersoner begynder at læse og drøfte Vagt-Taarnet og andre bibelske publikationer.

1910

1912: E.J. Coward holder foredrag for flere hundrede i Georgetown og New Amsterdam.

1913: Der lejes en sal i Somerset House. Her holdes møder indtil 1958.

1914: Det første afdelingskontor i Georgetown oprettes.

1917: På præsteskabets foranledning forbyder regeringen visse publikationer.

1922: Forbuddet ophæves. Besøg af George Young.

1940

1941: Der udstedes forbud mod Vagttårnet og Ny Verden (nu Vågn op!).

1944: Alle Jehovas Vidners publikationer bliver forbudt.

1946: Forbuddet ophæves i juni. De første gileaduddannede missionærer ankommer.

 1950’erne: Filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed vises overalt i Guyana.

1960: Der købes en grund til afdelingskontor i Georgetown. De eksisterende bygninger tjener både som afdelingskontor og missionærhjem.

1967: Over 1000 forkyndere.

1970

1988: Nyt afdelingskontor indvies.

1995: Første hurtigbyggede rigssal færdiggjort.

2000

2003: Nuværende afdelingskontor, på en ny grund, indvies.

2004: Nu 2163 aktive forkyndere i Guyana.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

2.000

1.000

1910 1940 1970 2000

 [Kort på side 141]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

GUYANA

Baramita

Hackney

Charity

Henrietta

Suddie

GEORGETOWN

Mahaicony

Soesdyke

Bartica

Yaruni

New Amsterdam

Mackenzie

Wismar

Skeldon

Berbice

Orealla

Lethem

Essequibo

Demerara

Berbice

Courantyne

VENEZUELA

BRASILIEN

SURINAM

 [Helsides illustration på side 134]

[Illustration på side 137]

Evander J. Coward

[Illustration på side 138]

Der blev holdt møder i Somerset House i Georgetown, Guyana, fra 1913 til 1958

[Illustration på side 139]

George Young

[Illustration på side 146]

Frederick Phillips, Nathan Knorr og William Tracy, 1946

[Illustration på side 147]

I juni 1946 blev denne proklamation udstedt og bragte officielt forbuddet mod vores litteratur i Guyana til ophør

[Illustration på side 152]

Nathan Knorr, Ruth Miller, Milton Henschel, Alice Tracy (tidligere Miller), samt Daisy og John Hemmaway, 1954

[Illustration på side 153]

John Ponting

[Illustration på side 154]

Geraldine og James Thompson tjente i Guyana i 26 år

[Illustration på side 168]

Gruppevidnearbejde ved hjælp af både

[Illustration på side 169]

Forkyndelse langs floden Moruka i „Kingdom Proclaimer III“

[Illustration på side 175]

Jerry og Delma Murray

[Illustration på side 178]

Frederick McAlman og Eugene og Monica Fitzallen forkynder for en indianer som reparerer sin kano

[Illustration på side 184]

Kredsstævne i Baramita i 2003

[Illustration på side 185]

Mange i Baramitaområdet har taget imod sandheden fra Bibelen

[Illustration på side 186]

Forkyndelse ved hjælp af kanoer lavet af udhulede træstammer

[Illustration på side 188]

Sherlock og Juliet Pahalan

 [Illustration på side 191]

Guyana — „en pioners paradis“

[Illustration på side 194]

Rigssal i Orealle, Guyana

[Illustration på side 197]

Det tidligere afdelingskontor på Brickdam 50 i Georgetown, færdiggjort i 1987

[Illustration på side 199]

Afdelingskontorets udvalg, fra venstre mod højre: Edsel Hazel, Ricardo Hinds og Adin Sills

[Illustration på side 201, 201]

Det nye afdelingskontor i Guyana