Højdepunkter fra det forløbne år

MENS verden rammes af den ene krise efter den anden, kan Guds tjenere glæde sig over at deres åndelige domæne bliver smukkere og rigere for hver dag der går. (Mal. 3:12, 18) Den stadige fremgang minder os om det løfte Jesus gav sine disciple umiddelbart før han steg op til himmelen: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ — Matt. 28:20.

Alt det der er sket i det forløbne år, er endnu et bevis på at Jesus opfylder sit opmuntrende løfte. Lad os først se tilbage på det åndelige festmåltid Jehovas tjenere kunne glæde sig over ved områdestævnerne „Lad os vandre med Gud“.

 Stævnerne „Lad os vandre med Gud“

Profeten Mika viste hvordan man kan se forskel på de retfærdige og de uretfærdige da han forudsagde: „Alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds navn; men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ (Mika 4:5) Som taleren forklarede i foredraget over stævnets tema, viser disse ord den indstilling fortidens troshelte, for eksempel Enok og Noa, havde — mænd der vandrede med Gud i stormfulde tider. (1 Mos. 5:22-24; 6:9, 22) Hvor er det en stor forret at gå i deres fodspor.

Styrkede områdestævnet dig i din beslutning om at fortsætte med at ’vandre i Jehovas navn’? Hvorfor ikke gennemgå dine notater fra stævnet? På den måde kan du genopfriske tankerne fra programmet og fortsat få gavn af dem.

Nyudgivelser ved stævnet

Tales der flere forskellige sprog i din menigheds distrikt? Så har du sikkert allerede haft brug for den nye brochure Godt nyt til folk af alle nationer. Den findes i tre forskellige udgaver med 32, 64 og 96 sider og er så at sige skræddersyet til de sproglige behov der er i hvert land. Husk at have dette gode, nye redskab med i forkyndertasken. Når du så møder en der taler et sprog du ikke forstår, kan du følge de tre skridt der er beskrevet på side 2 i brochuren. Andres liv afhænger af at du gør det!

I overensstemmelse med årsteksten for 2004 — ’Hold jer vågne, . . . vis jer parate’ — bekendtgjorde den sidste taler på stævnets anden dag udgivelsen af brochuren Vær vågen og på vagt! (Matt. 24:42, 44) Vi håber at denne brochure vil hjælpe mange flere til at indse at tiden er kort og til at tænke alvorligt over fremtiden og de dramatiske begivenheder der snart vil indtræffe. Som taleren sagde, kan brochuren forhåbentlig også hjælpe os hver især til at klare det pres og de  bekymringer vi udsættes for, og til at bevare den åndelige ligevægt når vi kommer ud for prøvelser.

Skolen for Rejsende Tilsynsmænd

I løbet af de sidste seks år har over 600 kreds- og områdetilsynsmænd fra Canada og USA, herunder Alaska og Hawaii, deltaget i 13 klasser på Skolen for Rejsende Tilsynsmænd der afholdes på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson i staten New York. I tjenesteåret 2004 blev dette kursus afholdt på 87 andre afdelingskontorer. På 23 af dem var der elever fra andre lande end værtslandet. For eksempel indbød Tyskland brødre fra Israel, Makedonien, Schweiz, Tyrkiet og Østrig. Portugal var vært for elever fra Luxembourg og en række øer, nemlig Acorerne, Kap Verde, Madeira og São Tomé og Príncipe. Kenya tog imod rejsende tilsynsmænd fra Etiopien, Rwanda, Tanzania, Uganda og andre afrikanske lande.

Undervisningsplanen omfatter alle sider af kreds- og områdetilsynsmændenes arbejde. Hensigten er at hjælpe disse flittige brødre til at blive dygtigere til at klare deres mange pligter, som for eksempel at undervise i menighederne og ved stævnerne og at føre an i forkyndelsen. (2 Tim. 2:2; 4:5; 1 Pet. 5:2, 3) Kurset tilskynder også brødrene til at holde sig åndeligt stærke og anvende skriftsteder med dømmekraft og indsigt når de yder hjælp til andre.

Eftersom de fleste klasser holdes på afdelingskontorer, får de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer en smagsprøve på betellivet. En klasse skrev: „Betelrutinen var til åndelig gavn for os. Vi nød virkelig programmet om morgenen, hvor dagens tekst blev drøftet, og hvor der var oplæsning fra Bibelen og ’Årbogen’. På trods af alt vores hjemmearbejde deltog vi også i betelfamiliens vagttårnsstudium mandag aften og havde gavn af det opbyggende fællesskab.“

 Den første time efter frokost hver dag arbejder nogle af brødrene på skift i tjenesteafdelingen. Her lærer de at samarbejde bedre med afdelingskontorerne, hvordan de nøjere kan følge de anvisninger de får, og hvordan de kan udarbejde mere nøjagtige og meningsfyldte rapporter.

Hver fredag overværer eleverne en forelæsning sammen med deres hustruer. Forelæsningen indbefatter åndelig opmuntring der navnlig er udarbejdet med disse loyale søstre i tanke. De bliver for eksempel mindet om hvordan de kan fortsætte med at være gode eksempler ved at underordne sig deres mænd, og de undervises i at støtte deres mænd ved at samarbejde med søstrene i menighederne. En rejsende tilsynsmand sammenlignede disse ugentlige foredrag med „en udsøgt åndelig dessert“.

Skolen lægger naturligvis stor vægt på Bibelen — især studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen. En elev i Tyskland sagde: „Jeg vil begynde at bruge studieudgaven når jeg studerer personligt og ved menighedens møder. Det er først nu jeg helt forstår hvor stor værdi den har.“ En erfaren rejsende tilsynsmand i England følte at han voksede åndeligt og blev dygtigere til at undervise på grund af det han lærte om Guds ord. Han skrev: „Jeg lærte at en god illustration er nyttig når man holder et foredrag, men det er vigtigere at læse i Bibelen og forklare det læste.“

Mange elever har givet udtryk for værdsættelse af skolen. En broder i USA sagde: „Vi er dybt taknemmelige mod Jehova og hans organisation fordi vi bliver opmuntret og hjulpet til at varetage vores opgaver. Måtte vi tjene med større standhaftighed, med dybere værdsættelse af Jehovas veje og med større kærlighed til hans dyrebare får.“ En elev i Frankrig skrev: „Kurset fik det til at stå endnu mere klart for mig hvor vigtigt det er at vi viser vore brødre og søstre kærlighed og gør vort bedste for at hjælpe dem til at tjene Jehova  med glæde.“ En rejsende tilsynsmand i Portugal sammenfattede manges følelser da han sagde: „Skolen var den mest berigende oplevelse i min teokratiske løbebane.“

En anden kommentar kommer fra en lærer. „Det er en forret og et stort ansvar at undervise mænd der efter kurset skal give vejledning som påvirker tusinder af vore brødres og søstres liv,“ siger han. „Vi har tillid til at skolen med Jehovas velsignelse vil blive til gavn langt frem i tiden.“ — Jak. 3:1.

Ved slutningen af tjenesteåret 2004 var skolen blevet afholdt på 14 sprog og overværet af over 1700 rejsende tilsynsmænd. På de større afdelingskontorer vil skolen fortsætte i tjenesteåret 2005.

Retssager

Den 19. maj 2004 offentliggjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg sin afgørelse i sagen Lotter mod Bulgarien. Som tidligere missionærer for Jehovas Vidner havde ægteparret Lotter anlagt sagen fordi regeringen havde forsøgt at udvise dem af Bulgarien på grund af deres tro. De bulgarske myndigheder gik ind på at betale sagsøgerne erstatning og omstøde beslutningen om at inddrage deres opholdstilladelse. Desuden gik myndighederne med til at offentliggøre en tydelig anerkendelse af Jehovas Vidners juridiske status i Bulgarien, hvor de blev officielt registreret som trossamfund i 1998.

Den 16. december 2003 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en dom til fordel for Séraphine Palau-Martínez. Med stemmerne 6 mod 1 kendte retten Frankrig skyldig i at have krænket søster Palau-Martínez’ rettigheder i forhold til hendes børn. Hun forelagde sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol da hun mistede forældremyndigheden over sine to børn fordi Frankrigs appelret og højesteret havde truffet den afgørelse at det var bedst  „ikke at udsætte [børnene] for de strenge, intolerante regler for børneopdragelse som børn af . . . Jehovas Vidner påtvinges“. I sin afgørelse udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at appel- og højesteretten havde afsagt deres dom uden at tage børnenes reelle forhold og interesser i betragtning, og at afgørelsen følgelig afspejlede religiøs diskrimination.

Efter i årevis at have udholdt pøbelangreb anstiftet af religiøse fanatikere, hvoraf nogle er blevet fængslet, overværede Jehovas Vidner i Georgien i fred og fordragelighed områdestævnet „Lad os vandre med Gud“. Det var en særlig stor glæde for brødrene at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter blev udgivet på georgisk. Den 28. november 2003 indregistrerede Georgiens justitsministerium desuden det lokale afdelingskontor for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Det betyder at selvom Georgiens højesteret i 1998 afsagde en kendelse om at det juridiske selskab som Jehovas Vidner dengang benyttede, skulle nedlægges, er et nyt selskab nu officielt anerkendt. Det er en stor glæde for brødrene.

En række sager fra Georgien verserer stadig for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men det er dejligt at se at vore brødres situation er blevet bedre.

Siden 1990 har brødrene i Tyskland forgæves forsøgt at få vores trossamfund  registreret som en forening med særlig officiel status. Da forvaltningsdomstolen forlangte en højere grad af loyalitet mod „kejseren“ end loven kræver, underkendte forfatningsdomstolen afgørelsen som forfatningsstridig og sendte sagen tilbage til fornyet behandling. (Mark. 12:17) Den 25. marts 2004 begyndte forvaltningsdomstolen at behandle sagen igen. Retten bad om yderligere oplysninger om vores holdning til blod, børneopdragelse, udstødelse og neutralitet. Retsformanden udtalte at myndighedernes sag skal være baseret på pålidelige vidnesbyrd — statistik og officielle dokumenter — ikke på tvivlsomme citater fra internettet og breve fra enkeltpersoner der fører personlige hævnkampagner.

På en formular der blev brugt til registrering af rekrutter til Grækenlands hær, var „chiliast eller jehovist“ blandt valgmulighederne på listen over religioner. Det græske afdelingskontor anså disse udtryk for nedsættende og indgav en klage til forsvarsministeriet. Den 24. marts 2004 skrev ministeriet til Jehovas Vidner at det ikke var hensigten at fornærme nogen, og at ministeriet „allerede havde taget skridt til øjeblikkelig at få rettet det forkerte udtryk“. På den rettede formular står der „Jehovas Kristne Vidner“.

I Peru har Jehovas Vidner i årtier været et anerkendt trossamfund, men i november 1997 begyndte undervisningsministeriet at afvise vores anmodninger om skattefritagelse for vores publikationer og forlangte store pengesummer før de ville frigive publikationerne fra toldkontoret. Sagen kom for retten. Den 11. december 2003 traf dommeren en afgørelse til fordel for Jehovas Vidner. Hun erklærede at ministeriets handlinger var „vilkårlige, absurde og uforståelige“. Embedsmændenes opførsel beskrev hun som „diskriminerende [og] stødende“. Problemerne med import af publikationer blev hurtigt løst.

 Puerto Rico, en selvstyrende stat der har tilknytning til USA, har en lov der tillader at offentlige kvarterer afspærres med porte, mure og sikkerhedsvagter. Det lægger hindringer i vejen for vores forkyndelse. Statspolitiet har endda bortvist forkyndere fra nogle områder. Forsøg på at opnå forlig uden rettens medvirken er mislykkedes. Der er nu blevet anlagt sag ved en forbundsdomstol for distriktet Puerto Rico med krav om at loven skal erklæres forfatningsstridig, og at den er en krænkelse af tros- og ytringsfriheden. Der er endnu ikke fældet dom i sagen.

Den 28. oktober 2003 afsagde Bukarests appelret dom nr. 1756, der forpligtede Rumæniens regering til at sætte Jehovas Vidner på skattemyndighedernes liste over anerkendte trossamfund. Den 6. februar 2004 bragte det officielle regeringstidsskrift nr. 112 en liste over „trossamfund der nyder officiel anerkendelse i Rumænien“. Jehovas Vidner var på listen.

Den 21. marts 2004 frifandt Seouls distriktsdomstol i Sydkorea tre brødre der stod anklaget for at have nægtet at udføre militærtjeneste af religiøse årsager. Det er første gang at en domstol i dette land har anerkendt militærnægtelse af samvittighedsgrunde som en borgerret. Hundreder af brødre i Sydkorea sidder i øjeblikket i fængsel for den „forbrydelse“ at „smede deres sværd til plovjern“. (Es. 2:4) Desværre har både højesteret og forfatningsdomstolen nægtet at beskytte brødrene ved hjælp af den garanti for trosfrihed som Sydkoreas forfatning yder. Sydkoreas lovgivende forsamling har dog for nylig fremsat et lovforslag om samfundstjeneste for alle egnede borgere i den værnepligtige alder. — Ordsp. 21:1.

Den amerikanske højesterets afgørelse i sagen Watchtower . . . mod Village of Stratton er stadig til gavn for Jehovas Vidner i deres forkyndelse fra hus til hus. Et sted i staten New  York, USA, blev politibetjente for eksempel ved med at forlange tilladelser af forkynderne før de gik ud fra hus til hus. Men da politimesteren var blevet underrettet om situationen og om dommen i højesteretssagen, skrev han: „Jeg føler mig pinligt berørt ved tanken om mine betjentes opførsel i dette tilfælde, og jeg undskylder enhver ulejlighed de måtte have voldt.“

Et sted i staten Illinois blev politiet bedt om at underrette alle patruljerende betjente og andet personale om at Jehovas Vidner på grund af en højesteretsafgørelse „ikke behøver en tilladelse til at gå fra hus til hus“. Instruksen fortsatte: „De behøver ikke at underrette os når de er i gang derude.“

Den 8. oktober 2003 traf staten Iowas højesteret en afgørelse til gunst for Lester Campbell i en sag der drejede sig om at han havde nægtet at modtage blod. Broder Campbell havde anlagt sagen for at opnå skadeserstatning fordi han fik en transfusion med sit eget blod efter en operation på trods af at han skriftligt og mundtligt havde givet udtryk for at han ikke ønskede dette. Ved en lavere retsinstans havde kirurgen og hospitalet vundet sagen. Iowas højesteret omstødte imidlertid denne dom og udtalte at Lester Campbell ikke behøvede en lægevidenskabelig ekspert for at fastslå at transfusionen uden hans samtykke ikke levede op til almindelig standardbehandling. Retten besluttede også at han kan få tilkendt erstatning.

Forbuddet i Moskva og dets virkninger

Den civile ret i Golovinskij-distriktet i Moskva i Rusland traf den 26. marts 2004 den afgørelse at alle Jehovas Vidners aktiviteter i Moskva skulle forbydes og deres juridiske selskab skulle ophæves. Denne afgørelse blev appelleret. Den 16. juni stadfæstede Moskvas byret den lavere retsinstans’ afgørelse, og forbuddet og ophævelsen trådte juridisk i kraft.  Brødrene har appelleret sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og håber at sagen bliver behandlet inden længe da forbuddet skaber mange vanskeligheder.

Brødrene har dog ikke mistet modet på grund af forbuddet. Faktisk har det fået mange til at gøre en større indsats i tjenesten for Jehova. Deres nidkærhed minder os om apostelen Paulus’ ord da han var fange i Rom: „Mine forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed snarere end det modsatte.“ — Fil. 1:12.

I marts 2004 nåede man for eksempel det højeste antal forkyndere nogen sinde, 136.034, og der blev ledet 136.903 bibelstudier. Det var første gang i syv år at antallet af studier oversteg forkyndertallet. Fra marts til juni modtog afdelingskontoret over 1000 ansøgninger om almindelig pionertjeneste, og i april var der et højdepunkt på 15.489 almindelige pionerer. Afdelingskontoret oplyser at „dommen den 16. juni blot opildnede brødrene til større virksomhed“. Den fik desuden andre — deriblandt nogle ikketroende ægtemænd — til at begynde at overvære de kristne møder.

En universitetsstuderende fra USA var tilfældigvis i Rusland i juni da dommen faldt. „Han tog ud til Betel i udkanten af Skt. Petersborg udelukkende for at høre mere om situationen,“ skriver afdelingskontoret. „Det gjorde indtryk på ham at se hvor rent der var, og hvilken velkomst han fik.“ Han var dybt forundret over at man ville forbyde Jehovas Vidner, og bad om nogle publikationer og videofilm som han kunne tage med hjem til Californien og vise til sine professorer på det teologiske fakultet.

Fredfyldte stævner i Moskva

Fra den 11. til den 13. juni, lige før appelrettens ufordelagtige dom faldt, blev der holdt to områdestævner i Moskva under temaet „Lad os vandre med Gud“. Det ene  blev afholdt på russisk tegnsprog. Egentlig skulle stævnerne have været holdt efter retssagen, men det lykkedes afdelingskontorets udvalg at få sagen udskudt. Brødrene fortæller at stævnerne gik fint, og at byens myndigheder var samarbejdsvillige. De politibetjente der stod vagt ved indgangene til stadion, havde endda fået denne besked af deres overordnede: „I må ikke ryge, og I må ikke bande når I viser folk ind på stadion.“

I Moskvas undergrundsbane beskyldte en mand en lille flok søstre for at have stjålet hans penge og forlangte at de tog med ham på politistationen. Her anklagede han ikke alene søstrene, men også alle „sekttilhængerne“ for at skabe trafikpropper med vilje så de kunne stjæle fra folk. Det fik politibetjenten til at spørge søstrene: „Hvem er I?“

De pegede på deres reversmærker og svarede: „Vi er Jehovas Vidner, og vi er på vej til vores stævne.“

Betjenten kiggede så på manden der havde anklaget dem, og sagde: „Jehovas Vidner stjæler ikke. Du skal give dem en undskyldning, for du har fornærmet dem.“ Til søstrene sagde betjenten: „Skynd jer at komme af sted til jeres stævne.“ „Men du,“ sagde han til manden, „du bliver her. Dig vil jeg gerne lige tale lidt mere med.“

Det højeste antal tilstedeværende ved stævnet på stadion var 21.291, og 497 blev døbt. Ved tegnsprogsstævnet, der blev holdt i en rigssal, var det højeste antal deltagere 929, og 19 blev døbt.

Prøvelser i Haiti

I 2004 blev østaten Haiti ramt af politiske uroligheder, vold, tårnhøje priser og mangel på de mest nødvendige ting. Oven i alt dette kom en katastrofal oversvømmelse i maj der dræbte over 1500 mennesker og gjorde flere tusind hjemløse.  Ingen Jehovas Vidner omkom, men adskillige mistede alt hvad de havde, også deres hjem.

Det styrkede dog brødrene at se de klare vidnesbyrd om Jehovas hjælp og ledelse og den kærlige omsorg Det Styrende Råd og det internationale brodersamfund viste. Denne kærlighed kom til udtryk i praksis gennem materiel hjælp til ofrene for katastrofen. De lokale brødre hjalp naturligvis også hinanden med at skaffe mad og andre nødvendige ting.

Brødrene på Haitis afdelingskontor holdt sig hele tiden orienteret om udviklingen så de kunne give menighederne de rigtige anvisninger. Da volden tog til i hovedstaden, Port-au-Prince, rådede afdelingskontorets udvalg for eksempel de ældste til at afholde de møder der normalt skulle holdes søndag den 29. februar, allerede dagen før. Det viste sig at være klogt, for netop den søndag gik Haitis hårdt trængte præsident af og flygtede i eksil. „Pistolskud bragede i hovedstaden mens tilstandene blev mere og mere kaotiske,“ lød en nyhedsmeddelelse. Afdelingskontoret skriver: „Ingen havde kunnet forestille sig at alt dette ville ske. Det ville have været umuligt at komme til møde den søndag. Vi takker Jehova for at brødrene er i sikkerhed.“

I denne ustabile periode satte både politiet, oprørshæren og røvere vejspærringer op, og regeringen indførte udgangsforbud fra mørkets frembrud til solopgang. Men allerede før udgangsforbuddet blev indført, havde menighederne ændret deres mødetider så alle kunne nå sikkert hjem før mørket faldt på. Mange menigheder rapporterede at mødedeltagelsen steg.

Brødrene var også stadig travlt optaget af forkyndelsen, hvilket gjorde indtryk på deres naboer. „Der er noget beroligende ved at se jer Vidner ude at forkynde som sædvanlig,“ sagde nogle. Forkynderne var naturligvis meget forsigtige og  orienterede hinanden om hvor forholdene var sikre nok til at man kunne gå i tjenesten.

En beskyttelse at være kendt som kristen

Afdelingskontoret i Haiti skriver: „Mange af vore brødre undgik at blive overfaldet og udplyndret fordi de var kendt i nabolaget og havde ry for at være politisk neutrale.“ Et missionærpar blev for eksempel standset af bevæbnede forbrydere ved tre vejspærringer. Parret gjorde to ting: De fortalte at de var Jehovas Vidner, og de bad — både i tankerne og højt. Ved alle tre vejspærringer var der en eller anden der tog dem i forsvar og sagde at Jehovas Vidner er gode mennesker der holder sig ude af politik. Parret nåede sikkert hjem.

Medlemmer af betelfamilien blev også standset af bevæbnede grupper. Ligesom missionærerne havde gjort, fortalte disse brødre at de var Jehovas Vidner, og de bad. Resultatet blev omtrent det samme. I ét tilfælde sagde en røver: „Gå i fred, og bed for os!“ I et andet tilfælde blev en betelbroder standset ved en af politiets vejspærringer, og betjentene ville ransage hans bil for våben. „De eneste våben jeg har, er Bibelen og bladene Vagttårnet og Vågn op!“ sagde broderen. Betjentene smilede og vinkede ham videre. Senere genkendte de hans bil på afstand og lod ham passere uden spørgsmål.

Afdelingskontoret rapporterede at situationen blev lidt mere stabil i de efterfølgende måneder. Men der var stadig problemer, og spændingerne lurede. Brødrene var derfor fortsat forsigtige.

Forbedring af trykkeriet i USA

I 2002 begyndte man under Det Styrende Råds ledelse at reorganisere trykkerivirksomheden i fem store geografiske regioner — Afrika, Asien, Europa, Nordamerika og  Sydamerika. Denne ordning har resulteret i en mere effektiv udnyttelse af afdelingskontorernes faciliteter, også i USA, der nu har en mindsket arbejdsbyrde.

Al trykning, indbinding og forsendelse i USA blev i løbet af 2004 flyttet til Wallkill i staten New York. Den generelle plan og hensigten med den blev fremlagt for byplannævnet den 6. august 2002. Den 3. september blev der holdt en offentlig høring, hvorefter den endelige tilladelse blev givet. Ved årsmødet for Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania den 5. oktober 2002 blev det meddelt at Det Styrende Råd havde godkendt at man samlede trykkerivirksomheden i Wallkill. To nye MAN Roland Lithoman-rotationstrykkemaskiner blev bestilt, og de nye bygninger de skulle stå i, skulle efter planen være færdige i februar 2004.

 Hvordan kunne dette enorme projekt gennemføres på bare 14 måneder? Brødrene stolede på at Jehova ville lede arbejdet og tilskynde arbejdere til at melde sig frivilligt. Deres tillid blev ikke gjort til skamme. Arbejdet på grunden begyndte i februar 2003, og udvidelsen af trykkeriet stod færdig i september. Den første af de tre trykkemaskiner der stod i Wallkill, blev afmonteret og flyttet til den nye tilbygning i december. De to nye trykkemaskiner ankom i april og maj 2004 og begyndte at køre i juni og juli. I september var alle fem trykkemaskiner fuldt funktionsdygtige.

Tidligere havde bogbinderiet omfattet 11 etager fordelt i tre bygninger af komplekset på Adams Street i Brooklyn. Nu findes hele bogbinderiet på én etage i Wallkill og kræver 58 procent mindre plads. I juli 2004 begyndte man at trykke bøger i paperbackudgave, og senere samme måned blev de første bøger i stift bind produceret på den nye bogbinderilinje, der er mere end 400 meter lang og består af 33 maskiner forbundet af 70 transportbånd. De enkelte trykark til en bog behandles kun en enkelt gang, ved bogbinderilinjens begyndelse. Den linje der producerer bøger i stift bind, kan fremstille 120 bøger i minuttet, men betjenes af blot 25 mand — det er 66 procent færre end tidligere. Hele bogbinderiet stod fuldt færdigt i oktober 2004.

Fra og med november 2004 har den nye forsendelsesafdeling i Wallkill behandlet bestillingerne fra menighederne ved hjælp af et nyt computerstyret system der optager 45 procent mindre plads end dets forgænger i Brooklyn. Computere beregner størrelsen af forsendelsen og vælger en passende papkasse. På et 800 meter langt transportbånd føres hver bestilling frem til en særlig platform hvor pakkerne gøres klar til forsendelse. Et drive-in-område gør det let for de lokale menigheder at afhente de publikationer de har bestilt.

 Vi vil gerne takke de mange brødre og søstre der har hjulpet til med projektet. Blandt dem er der betelitter og frivillige der hjalp til i en periode, hold af brødre der arbejdede under ledelse af regionale byggeudvalg fra fem stater, og brødre der gavmildt bidrog med udstyr og materialer fra deres egne virksomheder. Og naturligvis skal der også lyde en stor tak til de mange ’glade givere’ der støttede projektet økonomisk. — 2 Kor. 9:7, 11.

Ændringer i Brooklyn

Betel i Brooklyn har ændret udseende på grund af flytningen af trykkeriet, bogbinderiet og forsendelsesafdelingen. Et historisk og følelsesladet øjeblik indtraf den 29. april 2004. Den aften standsede Max Larson, der har været trykkeritilsynsmand i over 60 år, under bifaldsråb og tårer den sidste trykkemaskine i Brooklyn og satte dermed punktum for 84 års uafbrudt trykkerivirksomhed der. Nogle få uger senere lukkede også bogbinderiet.

Det Styrende Råd, der vidste at disse ændringer ville mindske pladsbehovet i Brooklyn betydeligt, bekendtgjorde i juni 2003 at man ville forsøge at sælge bygningen på Furman Street 360. Kontrakten blev underskrevet fredag den 18. juni 2004. Vaskeriet, kontorerne og værkstederne i denne 93.000 kvadratmeter store bygning flyttes til de rømmede lokaler i komplekset på Adams Street 117.

Desuden er brødrene i øjeblikket i gang med en grundig renovering af bygningen på Columbia Heights 107. Planen er at beboelsesafdelingen skal stå færdig i sidste halvdel af 2005, og hele projektet skal være fuldført i september 2006. I den renoverede bygning bliver der plads til over 300 medlemmer af betelfamilien, foruden rigssal, bibliotek, forhal, kontorer, privat vaskeri og en butik til betelfamilien, og derforuden skal der anlægges en ny gårdhave.

 Klar til vækst i hele verden

Brasilien, England, Japan, Mexico og Sydafrika har også fået nye MAN Roland Lithoman-trykkemaskiner. Det engelske afdelingskontor var det første der installerede den nye maskine, der ankom i juli 2003 og begyndte at køre i oktober. Den trykker 750.000 blade om dagen — 1,5 millioner på et toholdsskift — næsten tre gange så mange som den gamle trykkemaskine.

De nye trykkemaskiner kan også trykke bibler og andre publikationer. Afdelingskontoret i Sydafrika har for eksempel allerede trykt Ny Verden-Oversættelsen på sesotho, et sydafrikansk sprog. Afdelingskontoret i Japan rapporterer at det tidligere tog en hel dag at skifte fra at trykke små bøger til at trykke store. Nu kan det klares på en time. Og en million traktater, som det plejede at tage ti dage at trykke, kan nu fremstilles på bare fem timer. I løbet af de første tre måneder blev der på trykkemaskinen i Japan produceret 12 millioner traktater, 12 millioner blade og brochurer, 240.000 bøger og 48.000 bibler.

Andre nye fuldautomatiske maskiner beskærer, tæller og stabler publikationerne, sætter adressesedler på og pakker dem ind. Trykpladerne fremstilles hurtigere og mere nøjagtigt ved hjælp af en teknik der kaldes computer-til-plade-metoden. Ved denne metode skal man ikke bruge film, hvilket betyder at man kan springe en hel arbejdsgang over. Afdelingskontoret i England fortæller at alle disse forbedringer ikke blot har øget produktionen, men også mindsket behovet for arbejdere.

Oplæring i Tyskland

Brødre fra de seks afdelingskontorer rejste til Tyskland for at blive undervist i trykning på MAN Roland-fabrikken. Lærerne, der er vant til at undervise trykkere der ikke  er Jehovas Vidner, havde regnet med at brødrene ville betragte tiden i Tyskland som lidt af en ferie. De blev derfor både overraskede og imponerede over at se hvor pligtopfyldende brødrene var. Faktisk spurgte brødrene om de måtte begynde før tiden og arbejde længe om aftenen for at få mest muligt ud af kurset.

Sproget var en udfordring for nogle af eleverne fordi både den mundtlige undervisning og trykkemaskinernes brugsanvisninger var på engelsk. Delegationen fra Japan havde dog forudset dette og lagt sig i selen for at forbedre deres engelsk før de skulle til Tyskland. Mange flyttede endda midlertidigt til engelsktalende menigheder.

Betelitter aflægger et godt vidnesbyrd

Da trykkemaskinerne senere blev leveret til afdelingskontorerne, skulle de samles af teknikere fra MAN med hjælp fra betelbrødre. På alle seks afdelingskontorer havde det glade, sunde klima på Betel en god virkning på teknikerne, der ikke var Jehovas Vidner. En mand der hjalp med at installere en trykkemaskine i London, sagde til brødrene: „Da jeg kom hjem i aftes, så jeg at min nabo var ude i sin have. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om ham, men i aftes snakkede jeg med ham i 20 minutter og opdagede at han faktisk er en helt flink fyr.“ Den samme tekniker tilføjede at hans kone havde lagt mærke til at hans indstilling og opførsel havde forandret sig. „Du er venlig, du smiler og du hilser på folk,“ sagde hun.

„Jeg har arbejdet sammen med Vidnerne i seks uger,“ svarede han. „Og de sidste to uger har jeg ikke bandet en eneste gang. Faktisk håber jeg at jeg aldrig begynder at bande igen.“

Da trykkemaskinerne stod klar til brug på afdelingskontoret i London, ringede en ledende medarbejder fra MAN til afdelingskontoret for at takke brødrene for at de havde taget  sig så godt af firmaets folk. Han sagde at installationen var gået fuldstændig glat.

Nogle afdelingskontorer indrettede spiserum i selve trykkeriet til dem der installerede de nye maskiner. For mange, især dem der ikke var Jehovas Vidner, var det en ny oplevelse at få middagsmaden serveret af velklædte tjenere. En tekniker i Japan havde aldrig før set et så rent og velordnet trykkeri som det på afdelingskontoret. „Der findes ikke et bedre sted i verden at arbejde,“ sagde han. Han satte også pris på at brødrene var ærlige. Ingen andre steder kunne han lade sit værktøj ligge uden opsyn, i fuld tillid til at det ikke ville blive stjålet. Da han gerne ville lære mere om Jehovas Vidner, modtog han nogle publikationer og fik en rundvisning på afdelingskontoret.

 Brødrene i Mexico indbød teknikerne fra MAN til mindehøjtiden. Fire af dem ville gerne med, men de havde ikke noget passende tøj. De ville gerne købe jakkesæt, så en bror fra Betel tog med dem ud at handle. Brødrene gav mændene nogle bibler og hjalp dem med at finde skriftstederne under mindehøjtidsforedraget. Efter mødet tog teknikerne billeder og smilede så meget at mange i menigheden troede at de var betelbrødre fra Tyskland.

På alle afdelingskontorerne blev der også aflagt et godt vidnesbyrd for lokale entreprenører og leverandører. En entreprenør i USA skrev: „Jeg er dybt imponeret over jeres organisation og især over folkene. Jeg tror aldrig jeg har nydt et byggeprojekt mere end jeres. Jeres organisation giver mig håb for menneskehedens fremtid. Hvis begejstring og omsorg kunne hældes på flasker og sælges, ville jeres gruppe helt sikkert have det produkt alle ville købe.“

En mand der leverede materialer til den nye trykkemaskine i Mexico, var forbavset over den rolige atmosfære på afdelingskontoret. Han stillede mange spørgsmål, og nu studerer han og hans familie Bibelen og gør gode fremskridt. Formanden for et lokalt hold af entreprenører kom med en usædvanlig anmodning. „Normalt giver folk os drikkepenge for at vise at de er taknemmelige for vores arbejde,“ sagde han. „Ville I have noget imod at give os hver en bibel i stedet for? Ud fra det jeg har set her, tror jeg at bibelkundskab er mere værd end penge.“

Indvielse af afdelingskontoret i Indien

„Den længe ventede dag oprandt endelig den 7. december 2003,“ skriver afdelingskontoret i Indien. „Det var den dag vores nybyggede afdelingskontor i Bangalore, i hjertet af det sydlige Indien, skulle indvies.“

 Det 30.000 kvadratmeter store betelkompleks ligger på en 17 hektar stor grund og minder om en lille landsby. Det er det første store afdelingskontor i verden der er blevet opført af et kommercielt firma. Det har anlæg til rensning af drikkevand, rense- og genvindingsanlæg til spildevand og eget elektricitetsværk. Komplekset rummer 122 kontorer, herunder 80 til oversættere, en smuk rigssal og et stort trykkeri. Der er tre boligblokke med bekvemme værelser, vaskeri, spisesal og et veludstyret køkken. Til hele projektet er der i udstrakt grad blevet anvendt lokale materialer, og det blev fuldført på to år.

Rigets arbejde begyndte i Indien i 1905. Nu oversættes og trykkes der på 26 indiske sprog. Ved indvielsen blev der fortalt dejlige oplevelser af missionærer der havde tjent i Indien i årtier, og Stephen Lett fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget. Blandt de 2933 tilstedeværende var 150 gæster fra 25 andre lande.

Indvielse af afdelingskontoret i Filippinerne

„Vi vil have et lige så smukt stykke håndværk som på Vagttårnet!“ Sådan sagde nogle byggearbejdere der ikke var  Jehovas Vidner, da de så hvor flot afdelingskontoret i Manila i Filippinerne var blevet. Da et fjernsynshold skulle lave en dokumentarudsendelse om byggevedtægterne og opsøgte stadsingeniøren, sagde han: „Hvis I vil se et sted der følger byggevedtægterne til punkt og prikke, skal I tage ud til Vagttårnet.“

Brødrene opførte en ny ti-etages boligblok og nogle servicebygninger og renoverede en eksisterende ti-etages boligblok fra 1991. Hvorfor var det nødvendigt at udvide? Fra 1991 til 2003 steg forkyndertallet med 34.000, så det nye højdepunkt var på lidt over 144.000 forkyndere af Riget.

Indvielsen fandt sted den 1. november 2003. Programmet blev holdt en solrig lørdag formiddag og blev overværet af betelfamilien, tidligere missionærer og andre udenlandske gæster fra 13 lande, og over 2000 brødre og søstre fra Filippinerne — i alt 2540. Stephen Lett talte over temaet „Værdsættelse af Jehovas tilbedelseshuse i fortid og nutid“. Dagen efter kunne en stor skare lokale pionerer foruden ældste og deres hustruer, i alt 8151, glæde sig over et særligt program i Metro Manila-stævnehallen.

I hele verden arbejder i alt 20.092 ordinerede ordets tjenere på afdelingskontorerne. De er alle medlemmer af Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere.

 [Ramme på side 21, 22]

Kidnappet ved højlys dag

Ved middagstid fredag den 19. marts 2004 gik Carl, et Jehovas Vidne på 20 år, hen ad en travl gade i Pétionville i Haiti. Pludselig tvang nogle bevæbnede, sortklædte mænd ham ind i en varevogn, trak en hætte over hovedet på ham og kørte væk i høj fart. Carl fortæller:

Da vi kom ud af varevognen, blev jeg ført ind i et rum hvor der var andre fanger, åbenbart universitetsstuderende der blev anklaget for at deltage i politiske demonstrationer. Vores kidnappere, der blev mere og mere aggressive, affyrede en række skud og dræbte en af fangerne. Jeg kunne mærke hans hoved mod mine fødder. Så begyndte de at forhøre og true mig. I deres irritation slog de mig og smed mig oven på den døde mand.

„Svar på vores spørgsmål!“ forlangte deres leder.

„Men jeg ved overhovedet ingenting om politik,“ svarede jeg.

„Så slår jeg dig ihjel nu!“ råbte han.

„Må jeg ikke nok få lov at bede til min Gud, Jehova, om at han vil hjælpe mine forældre og søskende, for de får mig jo ikke at se mere?“ spurgte jeg.

„Så skynd dig! Jeg har travlt,“ snerrede han.

Manden gik ud af rummet mens jeg bad højt. Da han kom tilbage, sagde jeg til mig selv: ’Så er det nu, Carl. Vær klar til at dø.’ Men jeg fik mig en overraskelse.

„Er du Carl det-og-det?“ spurgte manden.

„Ja,“ svarede jeg, mens jeg undrede mig over hvordan han kunne vide hvad jeg hed.

Han forklarede at jeg flere gange havde givet ham et lift i min bil, og nu da han vidste hvem jeg var, kunne han ikke få sig selv til at gøre mig noget. Han havde åbenbart genkendt mig på det jeg havde sagt i min bøn, selvom jeg havde hætten over hovedet. Han gik ud igen og havde en højrøstet diskussion med de andre mænd. Til sidst førte en af dem mig ind i en varevogn, kørte af sted og smed mig senere af på vejen. Det var en skrækkelig oplevelse, men den styrkede i høj grad min tro på Jehova og på bønnens magt.

 [Oversigt/illustrationer på side 12, 13]

BEGIVENHEDER I TJENESTEÅRET 2004

1. september 2003

September: I løbet af tjenesteåret 2004 afholdes Skolen for Rejsende Tilsynsmænd på 88 afdelingskontorer.

Oktober: På det britiske afdelingskontor tages en ny MAN Roland Lithoman-trykkemaskine i brug.

28. oktober: Domstol i Rumænien sætter Jehovas Vidner på skattemyndighedernes liste over anerkendte trossamfund.

1. november: Indvielse af afdelingskontoret i Filippinerne.

28. november: Georgiens justitsministerium indregistrerer Jehovas Vidners afdelingskontor i landet.

7. december: Indvielse af afdelingskontoret i Indien.

1. januar 2004

 26. marts: Retten i Golovinskij beslutter at Jehovas Vidner skal forbydes i Moskva. Sagen appelleres.

April: Rusland når et nyt højdepunkt på 15.489 almindelige pionerer.

29. april: Efter 84 års uafbrudt trykkevirksomhed lukkes trykkeriet i Brooklyn. Det nye trykkeri ligger i Wallkill.

1. maj 2004

Maj: Under politiske uroligheder rammes Haiti af katastrofale oversvømmelser. Ingen brødre omkommer.

16. juni: Moskvas byret stadfæster afgørelsen af 26. marts. Forbud og ophævelsen af det juridiske selskab træder i kraft. Sagen appelleres til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

31. august 2004

[Illustration på side 11]

„Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter“ udgives på georgisk

[Illustrationer på side 27]

Brødre der betjener en af de to nye MAN-trykkemaskiner i Wallkill, New York, USA

[Illustration på side 29]

Det nyindviede afdelingskontor i Bangalore, Indien

[Illustration på side 30]

Det udvidede afdelingskontor i Filippinerne