Island

Navnet Island får dig måske til at tænke på is, sne og igloer. Og forestillingen om at Island er et koldt sted, forstærkes når man kigger på et kort. Kun få mennesker bor så højt mod nord som islændingene gør. Ja, øens nordlige kant rører næsten polarcirklen!

I virkeligheden er Island dog ikke så koldt et sted som landets navn og beliggenhed kunne antyde. En varm havstrøm, der kommer fra et sted lige nord for ækvator, er med til at gøre klimaet meget mildere end man kunne forvente. Der er ingen igloer. Det islandske samfund er topmoderne, og folk bor i komfortable huse udstyret med geotermisk opvarmning.

Island er de store kontrasters land. Midt om vinteren titter solen kun lige op over horisonten i nogle få timer hver dag. Og selvom det imponerende nordlys ofte liver op på de lange, mørke vinternætter, er det næsten som om solen slet ikke har lyst til at vise sig. Dette kompenseres der dog rigeligt for om sommeren hvor det i adskillige måneder er lyst både dag og nat. I landets yderste nord bliver solen hængende over horisonten i adskillige uger. Dér ser man solen skinne ved midnat.

Island er meget rammende blevet kaldt isens og ildens land. Gletsjere dækker omkring en tiendedel af landet. Og der er også ild, for Island er et hot spot-område med vulkansk og geotermisk aktivitet. I snesevis af vulkaner har  været i udbrud, og i løbet af de sidste par hundrede år har der gennemsnitlig været udbrud hvert femte eller sjette år. Der findes desuden masser af varme kilder.

Dette tyndt befolkede land har en overvældende naturskønhed og et rigt dyreliv. Ren luft, imponerende vandfald, forrevne fjelde og vidtstrakte øde områder lokker mange besøgende til. I det tidlige forår vender trækfuglene tilbage til deres sommerresidens på de stejle skrænter langs kysterne og på de sumpede sletter. Blandt disse fugle er havternen, som hvert år trækker til Antarktis, på den modsatte side af kloden. Klipper og kyststrækninger er oversået med søpapegøjer, edderfugle og måger. Får græsser i landskabet, og små hårdføre islandske heste strejfer om i højlandet. I forsommeren vender laksene tilbage i tusindtal og svømmer og springer i floder og vandfald for at gyde.

Islands 290.570 indbyggere stammer fra vikingerne, der slog sig ned i landet for mere end 1100 år siden. Bosætterne kom hovedsagelig fra Norge og talte oldnordisk, som det islandske sprog stammer fra. En stærk litterær arv samt øens isolerede placering har været medvirkende til at sproget er blevet bevaret. Derfor kan folk den dag i dag læse de gamle sagaer, som for de flestes vedkommende blev skrevet i det 13. århundrede. Islændingene er stolte af deres sprog, og der er stor uvilje mod at indføre nye ord af fremmed oprindelse.

Flertallet af de første bosættere var „hedninger“, og først langt inde i det tiende århundrede blev der gjort forsøg på at „kristne“ islændingene. I slutningen af det tiende århundrede blev nogle fremtrædende islandske ledere omvendt, og i år 1000 bad Islands rigsdag, Altinget, en af de førende hedenske religiøse ledere om at dømme mellem de to religioner. Overraskende nok afgjorde han at der kun  skulle praktiseres én religion, den „kristne“. Det blev åbenbart accepteret uden den store modstand. Folk havde dog lov til at dyrke hedenske guder i hemmelighed og at fortsætte med at følge hedenske skikke. Selvom kendelsen i højere grad var affødt af politiske hensyn end af religiøse, kan den have været medvirkende til islændingenes selvstændige tankegang og liberale holdning til religiøse spørgsmål.

I dag tilhører omkring 90 procent af befolkningen den evangelisk-lutherske kirke, som er Islands statskirke. Skønt Bibelen findes i så godt som hvert eneste hjem, er det kun få der tror på at den er Guds ord.

Den gode nyhed kommer til Island

Ved begyndelsen af det 20. århundrede var mange islændinge emigreret til Canada, blandt andet for at slippe  for den barske tilværelse i et område med vulkanudbrud og streng kulde. Og det var dér mange af dem for første gang hørte den gode nyhed om Guds rige. En af disse var Georg Fjölnir Lindal. Kort tid efter at han havde indviet sig til Jehova, begyndte han som pioner. Broder Lindal talte islandsk, så i 1929, da han var 40 år gammel, besluttede han sig for at flytte til Island. Den 1. juni samme år ankom han til Reykjavík og blev dermed den første der forkyndte den gode nyhed i Island.

Broder Lindal ventede i tre måneder på den første sending litteratur, men så snart den kom, tog han af sted med det mål at forkynde for alle i landet. Ved slutningen af oktober 1929 havde han uddelt 800 eksemplarer af Guds Harpe på islandsk. På det tidspunkt skrev han: „Siden min ankomst har jeg gennemarbejdet adskillige byer med en samlet befolkning på omkring 11.000. I hele Island bor der omkring 100.000 eller lidt mere, så der er næsten 90.000 flere der skal nås. Det vil tage temmelig lang tid for én person at gennemarbejde hele distriktet her, for det er meget vanskeligt at komme rundt. Island er et bjergrigt land med en forreven kystlinje, der findes ingen jernbaner og kun få veje hvor der kan køre biler, så det meste af tiden har jeg rejst med båd.“

Der er ikke den mindste antydning af beklagelse i de få håndskrevne breve der findes i en gammel brun mappe mærket „Island“. I ovennævnte brev fra 1929 skrev broder Lindal videre: „Det er en stor glæde for mig at kunne fortælle en opmuntrende oplevelse jeg for nylig har haft. Jeg havde lejlighed til at komme tilbage til et sted hvor jeg tidligere havde forkyndt. Dér mødte jeg adskillige der havde købt bøger af mig første gang jeg var der. En mand sagde:  ’Jeg har læst Guds Harpe to gange og er nu i gang med at læse den for tredje gang. Det er en god bog. Tak fordi du kom.’ En anden sagde: ’Nå, du er kommet tilbage. Det er en rigtig god bog. Hvorfor udgiver I ikke alle dommer Rutherfords bøger på islandsk?’ Jeg fortalte ham at mange af dem kunne fås på dansk, og han sagde: ’Send mig alt hvad du har, ja, også pastor Russells bind. Så har jeg nok at studere denne vinter.’ Også andre gav udtryk for værdsættelse af bøgerne. Jeg er Gud taknemmelig for at han har ladet mig bringe sandhedens budskab ud til dem der har et lyttende øre.“

Det var en kolossal opgave for én person at nå ud til alle  på denne ø, som er næsten to og en halv gange så stor som Danmark. Island strækker sig mere end 300 kilometer fra nord til syd og omkring 500 kilometer fra øst til vest. Kystlinjen er, med fjorde og vige, næsten 6400 kilometer lang. I løbet af ti år havde broder Lindal ikke desto mindre gennemarbejdet hele øen, forkyndt den gode nyhed og uddelt litteratur. Han rejste langs kysten med båd, og når han rejste ind i landet, brugte han to heste; han red på den ene, og på den anden transporterede han sin litteratur og sine ejendele. De brødre som havde den forret at arbejde sammen med broder Lindal i nogle år inden han forlod Island, gav udtryk for at han var en nidkær og alvorlig broder der var genert og reserveret, en mand af få ord. Han havde en høj, flot statur — og var næsten for stor til de små islandske  heste han brugte på sine rejser. Og hvis han indimellem ikke kunne skaffe nogen heste, var han stærk nok til selv at bære sine bøger og ejendele.

Da broder Lindal i 1929 begyndte sin mission i Island, havde han næppe forestillet sig hvor svært det skulle blive, og hvor stor tålmodighed og udholdenhed det ville kræve at bryde isen, så at sige. I næsten 18 år var broder Lindal det eneste Jehovas vidne i landet. Til trods for sit hårde slid oplevede han ikke at nogen tog standpunkt for Riget. I 1936 skrev han: „I den tid jeg har været her, har jeg uddelt mellem 26.000 og 27.000 bøger. Mange har læst dem. Nogle ser ud til at have taget standpunkt imod sandheden, men de fleste er stadig fuldstændig ligeglade.“

Nogle værdsatte dog det budskab han bragte dem. For eksempel tog en ældre mand imod et eksemplar af bogen Guds Harpe. Da broder Lindal flere måneder senere kom tilbage, traf han den gamle mands datter, som fortalte at hendes far havde været glad for bogen og havde studeret den grundigt før han døde. I overensstemmelse med en hedensk skik havde han endda bedt om at bogen måtte blive lagt ned i kisten sammen med ham når han døde, og det havde man gjort.

Den 25. marts 1947 kom gileaduddannede missionærer til Island, og dermed var broder Lindals lange, ensomme ophold slut. Han fortsatte sin tjeneste dér indtil han i 1953 rejste tilbage til Canada. Seksten år senere besluttede Páll Heine Pedersen, der dengang var specialpioner i Island, at rejse til Winnipeg i Canada for at møde broder Lindal og få nogle førstehåndsoplysninger om hans virke i Island. På det tidspunkt var de missionærer der havde arbejdet sammen med broder Lindal, nemlig rejst fra landet. Under sin ferie i USA tog broder Pedersen bussen til Winnipeg. Men  da han kom frem, fandt han ud af at broder Lindal samme morgen havde afsluttet sit jordiske livsløb. Han havde tjent Jehova trofast indtil sin død.

Flere arbejdere til høsten

En ny æra for forkyndelsen af den gode nyhed begyndte da de første to gileadmissionærer ankom i 1947. De var begge fra Danmark, og den ene af dem var Leo Larsen. I december 1948 kom yderligere to missionærer, nemlig Ingvard Jensen fra Danmark og Oliver Macdonald fra England. Disse nye høstarbejdere fortsatte broder Lindals arbejde og uddelte store mængder litteratur. I vinterens løb forkyndte de i og omkring Reykjavík, og i den korte sommer koncentrerede de sig om landdistrikterne langs kysten. Ingvard Jensen mindes især én forkynderekspedition. Han har skrevet: „Den første sommer jeg var i Island, fulgtes  jeg med en af de andre missionærer på en tur ud i landdistrikterne. Som regel tog vi med bus eller båd for at komme ud i det distrikt vi havde planlagt, og så medbragte vi cykler, telte, soveposer, litteratur og proviant. En aften sejlede vi mod byen Stykkishólmur på vestkysten, og vi ankom dertil næste dags eftermiddag. Vores plan var at besøge alle husene i byen og så cykle videre til byen Borgarnes, cirka 100 kilometer væk. Derfra gik der daglig en færge til Reykjavík. Turen begyndte godt. Det var midt i juni, og solen skinnede. Den første aften krøb vi ned i vores soveposer efter at have forkyndt i noget af byen. Men om natten kunne vi ikke holde varmen, og næste morgen fandt vi ud af hvorfor: I nattens løb var der faldet 10 centimeter sne!  Det var umuligt at afkorte turen, for den næste færge sejlede først en uge senere. Vi blev derfor nødt til at holde vores plan, gennemarbejde byen og derefter cykle over en bjergvej til den næste by, mens vi besøgte de gårde der var undervejs.“

Efter at missionærerne havde cyklet i fire dage i regn og slud og med vindstød på op til 110 kilometer i timen, nåede de Borgarnes. Det dårlige vejr blev dog delvis opvejet af den usædvanlig store gæstfrihed bønderne på strækningen viste. Alle inviterede dem ind til kaffe og noget at spise. Broder Jensen mindes at de fik otte til ti måltider om dagen! Han sagde: „Jeg havde på fornemmelsen at folk ville blive fornærmede hvis vi ikke tog imod deres venlige tilbud, og det gav os mulighed for at aflægge et grundigt vidnesbyrd for dem om Jehovas oprettede rige.“

I løbet af de første tre års missionærtjeneste i Island uddelte brødrene over 16.000 publikationer. Men antallet af genbesøg og studier steg ikke i forhold til dette — folk tog gerne imod litteratur, men reagerede ikke på budskabet. Leo Larsen og hans kone, Missie — som i 1950 var kommet til Island fra Danmark for at blive gift med Leo — tog for eksempel til østkysten, hvor de gennemarbejdede byerne Höfn, Eskifjörður, Neskaupstaður og Seyðisfjörður. På denne anstrengende tur uddelte de 300 bøger og omtrent lige så mange brochurer. Trykte bogmærker med et kort bibelsk budskab og adressen på missionærerne i Reykjavík var blevet lagt ind i alle bøgerne. Alle der tog imod litteratur, blev opfordret til at skrive og få yderligere oplysninger om sandheden — men det var der ingen der gjorde.

I 1952 blev det besluttet at distriktet på nordkysten skulle vises større opmærksomhed. I juni samme år blev  Oliver Macdonald og hans kone, Sally, som i 1949 var kommet fra England for at gifte sig med ham, derfor sendt til Akureyri som specialpionerer. Dér blev de udsat for voldsom modstand fra en gruppe af Plymouthbrødrene, som byens britiske konsul stod i spidsen for. Konsulen havde en stor tilhængerskare, og mange lyttede til ham når han angreb Jehovas Vidner i foredrag og artikler. Selvom pionererne ikke var vant til en sådan modstand i Reykjavík, gjorde angrebet dem ikke frygtsomme; de fortsatte deres arbejde uanfægtet og brugte enhver lejlighed til at svare på de falske anklager. Nogle af aviserne bragte deres genmæle.

Pionererne arbejdede ikke kun i byen; de tog også på forkynderture til afsidesliggende områder, hvor de uddelte  litteratur og nød godt af befolkningens karakteristiske gæstfrihed, men ikke fandt megen ægte interesse for budskabet om Riget. I juli 1953 flyttede broder og søster Macdonald tilbage til Reykjavík, men inden de forlod Akureyri, såede de nogle sandhedsfrø som senere begyndte at gro.

Der lægges et fundament

Efter at have plantet og vandet i 27 år begyndte brødrene i Island endelig at se deres arbejde bære frugt. Tidligt i 1956 var der syv som tog standpunkt for Riget og indviede sig til Jehova. Indtil da havde de fleste af dem der havde vist interesse for sandheden, ikke stået fast i troen. En undtagelse var Iris Åberg, en engelsk søster som senere forlod landet. Nu da syv nye lod sig døbe, blev der lagt et fast fundament. Men i 1957 rejste de missionærer og pionerer der havde arbejdet så hårdt på at få sandheden til at slå rod, alle fra Island, hovedsagelig af helbredsgrunde.

Derfor stod Edith Marx — en dansk specialpionersøster som var kommet til Island året før — nu tilbage med ansvaret for den lille menighed. Der var brug for høstarbejdere til at hjælpe gruppen som pludselig stod alene, for alle dem der havde hjulpet de nye til at lære sandheden at kende og blive rodfæstet i den, var rejst. Snart kom der specialpionerer fra Danmark, Sverige og Tyskland. Desuden flyttede mange forkyndere og pionerer til Island for at være med til at forkynde Riget. Fra da af fortsatte væksten langsomt, men støt.

Med væksten fulgte flere spændende ting, blandt andet regelmæssige kredstilsynsmandsbesøg og årlige områdestævner. Der blev behov for mere litteratur på islandsk. Den første udgave af Vagttårnet på islandsk  udkom den 1. januar 1960. Det satte vældig skub i arbejdet. Brødrene var ovenud begejstrede for at kunne tilbyde islændingene denne publikation på deres modersmål! Og hvor var det trosstyrkende for brødrene selv at nyde gavn af den gode åndelige føde hver måned! Da nyheden om at Vagttårnet ville begynde at udkomme på islandsk, blev fortalt ved et kredsstævne i Reykjavík, blev der bag taleren afsløret en kopi af bladet i kæmpestørrelse. Brødrene tog imod denne nye gave fra Jehova med stor jubel!

Broder Pedersen fortæller at den eneste islandske publikation der fandtes til brug i distriktet da han kom til Island i oktober 1959, var brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“, og den havde mange af de besøgte allerede. Forkynderne tilbød Vagttårnet og Vågn op! på dansk, engelsk, svensk eller tysk til dem der kunne læse et af disse sprog. Men selvom mange kunne forstå et af de nævnte sprog, fik de langt større udbytte af at læse Vagttårnet på deres modersmål. Denne publikation på islandsk fik stor betydning for forkyndelsesarbejdet. De 41 forkyndere og pionerer tegnede 809 abonnementer og uddelte 26.479 blade i løbet af tjenesteåret 1960. Brødrene oplevede også en fremgang i antallet af bibelstudier.

En anden milepæl var oprettelsen af et afdelingskontor den 1. januar 1962. Island havde været under tilsyn af afdelingskontoret i USA, og før det af afdelingskontoret i  Danmark. I 1969 opnåede Jehovas Vidner i Island juridisk anerkendelse og blev registreret ved Justits- og Kirkeministeriet. Nu fik Jehovas Vidner i Island de samme rettigheder som alle andre trosretninger og blev bemyndiget til at forrette vielser og begravelser.

Modstand fra præsterne

I samme måned som afdelingskontoret blev oprettet, blev brødrene udsat for modstand fra præsternes side. En morgen fremgik det af overskrifterne i en af de store aviser at biskoppen i statskirken havde udgivet en brochure der advarede imod Jehovas Vidner og rådede folk til ikke at lytte til dem. Titlen på brochuren var Vottar Jehóva — aðvörun (Jehovas Vidner — advarsel). Andre aviser fulgte historien op. Den største eftermiddagsavis, Vísir, bragte et interview med en broder der arbejdede på afdelingskontoret. Artiklen gjorde rede for vores synspunkter, og snart tog andre aviser også emnet op. På den måde blev der aflagt et kæmpemæssigt vidnesbyrd, og mange mennesker blev kendt med vores arbejde. Nogle læsere skrev breve til støtte for Vidnerne, og disse breve blev bragt i aviserne. Biskoppen gav igen ved at få trykt et „svar“ til os. Men i en helsides artikel i den største avis, Morgunblaðið, gjorde Jehovas Vidner grundigt rede for deres arbejde og deres tro.

Brochuren med advarselen blev delt ud over hele landet. Det førte til stor publicity for Jehovas Vidner, og virkningerne af det kunne i mange år fremover mærkes på vores arbejde i distriktet. Under henvisning til al denne publicity skrev en avis: „Biskoppen er blevet reklamechef for Jehovas Vidner.“ Jehovas Vidner blev kendt vidt og bredt, selv i landets mest afsidesliggende områder hvor de  endnu ikke forkyndte. Skønt nogle fulgte biskoppens råd, viste de fleste sig at være nysgerrige. Men i den nordlige by Akureyri var folk fjendtligsindede. Unge mennesker kunne finde på at smide sten efter Heinrich og Katherine Karcher, der var pionerer dér. Og flere år senere fik nogle religiøse modstandere i Akureyri lavet et lokalt genoptryk af biskoppens brochure, som de delte ud. Det samme gjorde pinsevennerne i Reykjavík, i den tro at de kunne standse eller vanskeliggøre vores forkyndelsesarbejde.

Udfordringen ved at arrangere stævner

Kredsstævner og områdestævner har altid været glædelige højdepunkter for Guds folk i Island. Selv da der kun var få forkyndere, tøvede brødrene ikke med at arrangere stævner. Det første blev holdt i juli 1951 da to brødre — Percy Chapman fra Canada og Klaus Jensen fra Brooklyn — besøgte Island på vej til en række sommerstævner i Europa. Selvom der på det tidspunkt kun var en håndfuld forkyndere i Island, nåede antallet af stævnedeltagere op på 55. Det næste stævne blev holdt syv år senere, i juni 1958, under zonetilsynsmanden Filip Hoffmanns besøg, og 38 overværede det offentlige foredrag. Siden da er der hvert år blevet holdt kreds- og områdestævner.

Friðrik Gíslason var en af de få brødre der havde indlæg på stævneprogrammerne i 1950’erne. Han fortæller: „Jeg havde ansvaret for bespisningen ved de første stævner. Jeg klarede det meste af arbejdet selv, og det var ikke usædvanligt at jeg samtidig havde tre eller fire indlæg på programmet hver dag. Mens jeg arbejdede i køkkenet, havde jeg forklæde på. Når jeg skulle holde foredrag, tog jeg jakke på og skyndte mig ind i salen, men nogle gange måtte brødrene minde mig om at tage forklædet af. Nu er  vi mellem 400 og 500 til stævnerne, deriblandt dygtige ældste som kan holde indlæg på programmet.“

Bibelske dramaer er en spændende og lærerig del af programmet ved områdestævnerne. Men fordi der var så få forkyndere i Island, måtte man nøjes med hørespil i stedet for skuespil. Afdelingskontoret i Danmark hjalp med at levendegøre dramaerne ved at producere farvelysbilleder som kunne synkroniseres med lydsporet. Men dramaerne krævede stadig et stort forarbejde. Først skulle de oversættes til islandsk. Derefter skulle de indspilles på bånd af brødre og søstre der talte islandsk, og til sidst skulle der indlægges musik og lydeffekter fra de engelske bånd. Nogle blev nødt til at spille flere forskellige roller og ændre deres stemmer i forhold til hvilken person de spillede. Med tiden begyndte man selv at opføre nogle af skuespillene.

 Det første, der handlede om dronning Ester, skulle opføres ved områdestævnet i 1970. Brødrene arbejdede ivrigt på projektet og indøvede deres roller med stor entusiasme. Det var en ny oplevelse at klæde sig i tøj som det der blev brugt på Bibelens tid, og for brødrenes vedkommende at få limet skæg fast i ansigtet. Det lykkedes at bevare det som en hemmelighed at stævnets skuespil skulle opføres på scenen. Brødrene blev derfor glædeligt overraskede. Ved små stævner, hvor næsten alle kender hinanden og man sidder tæt på scenen, er der altid nogle der prøver at finde ud af hvem der spiller hvilken rolle. Efter at have set et af skuespillene sagde en søster: „Tænk, jeg genkendte kun én broder i skuespillet, og det var ham der spillede kong Nebukadnezar!“ Hun nævnte broderens navn og blev målløs da hun fik at vide at hun havde taget fejl. Brødrene er meget taknemmelige for det store arbejde som så mange gør for at gennemføre programmet ved de små kreds- og områdestævner. Alle nyder gavn af den fortræffelige undervisning der gives gennem skuespillene som bliver opført på deres eget sprog.

Internationale stævner bringer glæde

I årenes løb har brødrene i Island også glædet sig over at overvære stævner i andre lande. Fem delegerede fra Island havde det privilegium at overvære det internationale stævne med temaet „Den guddommelige Vilje“ i New York i 1958. Mange overværede stævnerne „Enig gudsdyrkelse“ i Europa i 1961 og stævnerne „En evigvarende god nyhed“ i 1963. Andre nød samværet med brødre fra mange lande ved internationale stævner med temaet „Guds sejr“ i 1973. Mere end et hundrede forkyndere fra Island overværede det internationale stævne „Fred på jorden“ i København  fra den 5. til den 10. august 1969. Dette er den største samlede gruppe fra Island der nogen sinde har overværet et internationalt stævne i et andet land. Den sommer rejste 80 procent af Islands forkyndere udenlands for at komme til stævne.

Da så mange fra Island planlagde at overvære stævnet i 1969, sørgede det danske afdelingskontor for at alle de islandske brødre kunne sidde sammen. Hver morgen mødtes brødrene fra Island i deres sektion inden programmet begyndte, og fik et resumé af det på deres eget sprog.

Blandt dem der overværede stævnet, var en ung mand ved navn Bjarni Jónsson. Han var søn af en advokat der ejede den bygning i Reykjavík som brødrene havde lejet til missionærhjem og afdelingskontor. Bjarni kendte meget lidt til sandheden, og det var faktisk ikke for at overvære stævnet at han rejste til København sammen med brødrene. Hvad var så grunden?

Kjell Geelnard, som dengang var afdelingstilsynsmand, havde nogle ting han skulle drøfte med Bjarnis far. Kjell fortalte ham om det internationale stævne i København og om den gruppe af brødre der planlagde at overvære det. Da advokaten hørte om det, spurgte han om hans ældste søn eventuelt kunne få lov at rejse sammen med gruppen. Han fortalte broder Geelnard at hans søn lige var blevet færdig med skolen, og at han ville forære ham en udlandsrejse, som meget vel kunne gå til København. Kjell mente at det var en god idé, og sagde til advokaten at hvis Bjarni kunne tænke sig at overvære stævnet for at se hvad der foregik, ville man sørge for logi til ham i København. Det var advokaten glad for at høre, så han spurgte sin søn om han havde lyst til at rejse med gruppen af Jehovas Vidner som skulle til stævne. Det havde han.

 Logibureauet blev kontaktet og bedt om at finde logi til Bjarni i København. Brødrene fandt en plads til ham hos en familie af Jehovas Vidner. En amerikansk delegeret som skulle dele værelse med en islandsk broder der hed Jakob, havde aflyst sin reservation, så Bjarni fik hans plads. Men af en eller anden grund dukkede Jakob ikke op. Den eneste der kom til logiet, var derfor Bjarni. Eftersom logibureauet ikke havde fortalt værtsfamilien at Bjarni kom i stedet for den amerikanske broder, antog de at deres gæst var Jakob.

Som altid når brødre fra forskellige steder mødes, fortalte de hinanden oplevelser. De danske brødre var overraskede over at „Jakob“ havde så lidt at fortælle. Og Bjarni var lidt forvirret over at hans værtspar blev ved med at kalde ham Jakob. Men han tænkte at eftersom Jakob var et bibelsk navn, var det måske en skik blandt Jehovas Vidner at tiltale hinanden med bibelske navne. Misforståelsen blev ryddet af vejen da en af brødrene fra det logi hvor Bjarni boede, mødte en dansk broder som var pioner i  Island. Han spurgte broderen om „Jakob“ var ny i sandheden, for han havde så lidt at fortælle om arbejdet i Island. Den danske broder forklarede at „Jakob“ faktisk var Bjarni, en studerende fra Island som var rejst sammen med brødrene til København. Bjarnis værter viste ham stor gæstfrihed og inviterede ham til at blive en uge mere så han kunne tage på sightseeing i Danmark. Det blev Bjarni meget rørt over.

Bjarni overværede faktisk stævnet. Og selvom han ikke i forvejen havde nogen kundskab om sandheden som kunne hjælpe ham til at få fuldt udbytte af programmet, gjorde det han så og hørte, stort indtryk på ham. Så snart han kom tilbage til Island, begyndte han og hans familie at studere Bibelen. Bjarni gjorde gode fremskridt i sandheden og blev døbt i 1971. Siden 1979 har han tjent som medlem af afdelingskontorets udvalg i Island.

Svanberg Jakobsson har været oversætter på afdelingskontoret i Island i mange år og er nu tilsynsmand for  oversættelsesafdelingen. Som ung forkynder overværede han i 1973 det internationale stævne „Guds sejr“ i London. Han fortæller: „Jeg husker hvor gribende det var for mig at betragte brødre og søstre strømme ind på stadion i tusindvis. Det fascinerede mig at se mange brødre og søstre fra Afrika, alle klædt i deres farvestrålende dragter. Og det var en uforglemmelig oplevelse at være sammen med titusinder af brødre, at lytte til programmet sammen med dem, at synge sammen med dem, at være forenet med dem i bøn, at spise sammen med dem og simpelt hen at være iblandt dem.“

Sólborg Sveinsdóttir, som blev døbt i 1958, tog sammen med fire af sine børn på en seks dage lang skibsrejse til Danmark for at overvære stævnet i København i 1961. Sólborg tilhørte en lille isoleret gruppe i Keflavík. Hun fortæller hvordan det virkede på hende at overvære et stort internationalt stævne: „Det var gribende at høre over 30.000 brødre i forening synge Rigets sange på fem sprog — det rørte mig dybt. Alt var så velorganiseret.“

Det var dyrt at rejse til internationale stævner, men brødrene følte at det var det hele værd. At overvære sådanne vidunderlige åndelige fester som Jehova havde forberedt til dem, og at befinde sig blandt tusinder af andre med den samme tro var virkelig en velsignelse.

En åndelig „tjener“ aflægger besøg

Mange er flyttet til Island for at tjene hvor behovet er større. For dem alle har det betydet en lang og svær kamp for at lære det komplicerede islandske sprog. Men nogle gange kan en sproglig misforståelse vise sig at føre til en velsignelse. For eksempel gik Heinrich Karcher en dag fra hus til hus og præsenterede sig som en ’ordets tjener’. Ved  et af husene kom en ung kvinde til døren, og så snart broder Karcher præsenterede sig, inviterede hun ham ind. Hun havde misforstået hvem han var, fordi der på islandsk kun er ét ord for tjener, uanset om det er en ordets tjener eller en bogstavelig tjener. Hun troede at han var en kollega til hendes mand, som var tjener på det lokale hotel. Da hun vidste at hendes mand snart ville komme hjem, tænkte hun at hun lige så godt kunne invitere hans formodede kollega ind så han kunne møde ham. Det var selvfølgelig til stor morskab for dem begge da misforståelsen blev opklaret.

Manden kom hjem, og det unge par fik af vores åndelige „tjener“ serveret et fint åndeligt måltid, som de vældig godt kunne lide. De bad endda Heinrich om at komme igen og tage sin kone med. Der blev snart påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium, og det interesserede par begyndte at forkynde for andre. Selv på det lokale hotel hvor den unge mand arbejdede, talte han med alle der ville lytte. Med tiden blev parret døbt. De var glade for at denne åndelige „tjener“ havde besøgt dem, og for at han ikke havde holdt sig tilbage fra at aflægge et vidnesbyrd på et andet sprog end sit eget.

I årenes løb er der opstået mange pudsige episoder som følge af misforståelser når udenlandske brødre og søstre har været ved at lære sproget. Kort efter at Sally Macdonald var kommet til Island, forberedte hun sig for eksempel på denne indledning: „Jeg besøger folk her i nabolaget for at fortælle dem om nogle interessante ting fra Bibelen.“ Men hun kom til at forveksle ordene ’besøger’ (heimsækja) og ’forfølger’ (ofsækja) og sagde smilende: „Jeg forfølger folk her i nabolaget.“

 Fra hus til hus med en luthersk præst

I mange år var Holger og Tove Frederiksen fra Danmark specialpionerer i Island, og i en periode var de i rejsetjenesten. Selvom det var svært for Tove at lære det islandske sprog, hjalp hun som følge af sin nidkærhed og entusiasme mange til at lære sandheden at kende.

Mens Holger var i kredstjenesten, gik han på et tidspunkt sammen med en ung forkynder fra hus til hus i en lille landsby. Til deres overraskelse sluttede den lokale lutherske præst sig til dem. Hvad var grunden?

Kort forinden havde de besøgt præsten i hans hjem. Han havde givet det udseende af at være venlig og havde inviteret dem ind på sit kontor. Men efter at have kastet et hurtigt blik på de bøger forkynderne tilbød, sagde han: „Disse bøger indeholder falsk lære!“ Så rejste han sig brat op, løftede armene i vejret og nedkaldte Guds forbandelse over dem. „Jeg forbyder jer at forkynde her i mit sogn!“ råbte han. Holger sagde til præsten at han ikke havde nogen som helst ret til at forhindre dem i at forkynde, og at de ville fortsætte deres arbejde. Dertil sagde præsten: „Hvis I fortsætter med at forkynde for folk her i mit sogn, så går jeg med jer.“ Holger sagde at han var velkommen.

Da præsten havde været med forkynderne på de to besøg nærmest sit hjem, traf de Tove og en anden søster, som var overraskede over at se hvem der gik med i hus til hus-arbejdet. Præsten inviterede nu dem alle hjem til en kop kaffe. Her talte de sammen i al venskabelighed. Men Holger havde på fornemmelsen at præstens pludselige og uventede gæstfrihed blot var et forsøg på at hindre dem i at forkynde for alle i distriktet. Næste dag vendte forkynderne derfor tilbage. De gennemarbejdede hele landsbyen, uddelte meget litteratur og mødte mange der ville lytte.

 Standset af en lavine

Når man skal forkynde for folk ude på landet, må man ofte krydse bjergpas hvor vejene i de mørke vintermåneder er isglatte og dækket af snedriver. Mens Kjell og Iiris Geelnard var i rejsetjenesten, besøgte de i december 1974 Akureyri på nordkysten. I løbet af den uge hvor de besøgte menigheden, tog de på en tur til Húsavík, over 80 kilometer væk. Holger og Tove Frederiksen var med på turen. I løbet af nogle dage gennemarbejdede de fire distriktet i og omkring Húsavík og afsluttede besøget med at holde et lysbilledforedrag på en skole. Da mødet begyndte, blev området ramt af et uvejr med bidende kold blæst, sne og slud. Efter mødet gjorde de tilstedeværende sig klar til at tage hjem, men pludselig blev hele byen mørkelagt på grund af strømsvigt som snestormen havde forårsaget. Brødrene forlod skolen i mørke, men alle var glade for at det havde været muligt at vise lysbillederne inden strømafbrydelsen.

Ægteparrene Geelnard og Frederiksen skulle tilbage til Akureyri. De spurgte det lokale politi og nogle bus- og lastbilchauffører om vejforholdene og fik at vide at der tidligere på dagen ikke havde været nogen nævneværdige problemer. Derfor besluttede de sig for at tage af sted så hurtigt som muligt, men det tog tid at få pakket i stearinlysets skær. Og da de kørte hen for at få benzin på bilen, måtte tankpasseren pumpe benzinen op med håndkraft. Endelig, omkring klokken ni om aftenen, var de klar til at tage af sted.

Kjell giver følgende beskrivelse af turen: „Til at begynde med gik det hele fint, men så tog snevejret til. Indimellem var det så vanskeligt at se hvor vejen var, at Holger  måtte stå ud af bilen for at guide os med en lommelygte. Så kørte vi fast i snedriverne. Ved at skubbe bilen og skovle os frem lykkedes det os at komme fri et par gange, men til sidst blev vi standset af en stor mur af sne. Vi fandt senere ud af at det var sne fra en lavine der var styrtet ned ad bjerget oven for os. Under normale omstændigheder tager det to timer at køre fra Húsavík til Akureyri, men nu havde vi været på vejen i seks timer og var kun nået halvvejs.

Dér sad vi så klokken tre om natten — våde, trætte og kolde. Forestil jer vores glæde da vi så at lysene var tændt på en nærliggende gård. Det gav os mod til at gå hen og banke på døren. Holger, en høflig og hensynsfuld mand, bankede på hoveddøren. Da ingen svarede, åbnede han den, gik op ad trapperne og bankede forsigtigt på døren  til soveværelset. Selvom bonden og hans kone blev noget overraskede, tog de den pludselige indtrængen i deres hus meget fint. De forklarede at de var gået i seng da strømmen forsvandt, og at de havde glemt at slukke på kontakterne.

Nu oplevede vi et hjertevarmende eksempel på islandsk gæstfrihed. Bonden og hans kone flyttede deres sovende børn til et andet værelse så vi fire kunne få to værelser at sove i, og efter et lille stykke tid blev der serveret varm kaffe og lækkert brød i køkkenet. Da vi næste morgen havde spist morgenmad, insisterede bonden på at vi skulle blive til frokost. Efter at have spist frokost med familien kunne vi fortsætte vores tur til Akureyri, for på det tidspunkt havde to store sneplove ryddet vejen. Den gæstfrihed bonden og hans kone viste, gav os mulighed for at tale med dem om sandheden fra Bibelen.“

Forkyndelse på en fisketrawler

For nogle år siden mødte Kjell Geelnard en ung mand i forkyndelsen. Hans navn var Friðrik. Han var den ældste søn i familien, var meget åndeligsindet og kunne godt lide at drøfte bibelske emner. Han havde mange spørgsmål og var oprigtigt interesseret i at få kundskab fra Bibelen. Men det var ikke nogen nem opgave at finde ham igen, for han arbejdede som maskinmester på en fisketrawler. Det meste af tiden var han på søen og havde kun nogle få dage hjemme imellem turene. Men ved at tjekke tidsplanen for trawlernes ankomst og spørge Friðriks mor om hvornår hun regnede med at han var hjemme, lykkedes det Kjell at træffe ham — nogle gange på havnen og nogle gange derhjemme. På denne måde blev den unge mand hjulpet til at gøre åndelige fremskridt.

 I 1982 blev Friðrik sidst på året inviteret til et stævne i Reykjavík. På det tidspunkt var hans tro på Jehova vokset, og han bad til at vejen måtte blive banet for at han kunne overvære stævnet. Et af besætningsmedlemmerne besluttede sig så pludselig for ikke at tage fri fra en fisketur som han ellers havde planlagt at gøre. Det gav Friðrik mulighed for at få fri fra arbejde og overvære stævnet. Programmet gjorde dybt indtryk på Friðrik, som nu var overbevist om at han ønskede at tjene Jehova.

Da Friðrik kom tilbage til sin hjemby, fortalte han sin forlovede om den beslutning han havde truffet, og om den virkning det ville få på hans liv. Han sagde til hende at han gerne ville giftes med hende, men hvis hun ikke kunne se sig selv være gift med et Jehovas vidne, skulle hun bryde deres forlovelse. Næste morgen blev der banket på døren til missionærhjemmet. Udenfor stod Friðrik og hans forlovede. Friðriks budskab var kort, men bestemt: „Helga vil gerne have et bibelstudium!“ Missionærerne aftalte så at studere med Helga. Senere den dag bad en af Friðriks yngre brødre også om et bibelstudium. Og i den samme uge tog Friðrik sin yngste søster med til møde og sagde: „Unnur vil gerne have et bibelstudium!“

Friðrik ønskede at symbolisere sin indvielse til Jehova ved at lade sig døbe. Men først måtte han have noget mere kundskab, og derefter måtte han gennemgå dåbsspørgsmålene. Problemet var at han var nødt til at tilbringe det meste af sin tid på søen. Hvis Kjell ikke kunne besøge Friðrik i hans hjem, kunne det måske lade sig gøre på hans arbejdsplads. Hvad blev løsningen? Friðrik hyrede Kjell til at arbejde sammen med sig i maskinrummet om bord på trawleren. I begyndelsen af 1983 gik Kjell om bord på trawleren Svalbakur, udstyret med bibel og studiemateriale.

 Kjell fortæller: „Det var en uforglemmelig oplevelse at arbejde og forkynde om bord på Svalbakur. Arbejdsdagen begyndte klokken halv syv om morgenen og sluttede klokken halv syv om aftenen. Ved middagstid fik vi frokost, og der var en kaffepause både formiddag og eftermiddag. Efter arbejdstid studerede jeg med Friðrik, og der var mange lejligheder til at forkynde for andre medlemmer af besætningen. Aftenerne blev brugt til studium og drøftelse af åndelige emner. Nogle gange gik vi først i  seng efter midnat. I frokostpausen nøjedes vi så vidt muligt med at opholde os kort tid i messen, og derefter gik vi ind i Friðriks kahyt og drøftede dagsteksten.“

Det vakte naturligvis opmærksomhed om bord at en missionær nu var medlem af besætningen. I de første par dage var mændene ikke helt trygge ved Kjell, for de vidste ikke hvad han var ude på. Men nogle af besætningsmedlemmerne lyttede ivrigt til hvad Kjell havde at sige. En af dem viste særlig stor interesse, og da han hørte om dagstekstdrøftelserne i frokostpausen, ville han gerne være med. Da snakken i messen en dag trak ud, blev han utålmodig, og foran alle de andre spurgte han Kjell og Friðrik: „Skulle vi ikke gå op og læse dagsteksten nu?“

En aften inviterede Kjell og Friðrik besætningen op i Friðriks kahyt for at drøfte nogle Vågn op!-artikler om alkoholisme. Syv af besætningsmedlemmerne mødte op. Nyheden om dette mindeværdige møde kom også besætningerne på andre trawlere for øre.

„Efter at jeg i næsten to uger havde forkyndt og arbejdet om bord på Svalbakur, kom vi igen i havn,“ fortæller Kjell. „På det tidspunkt havde jeg gennemgået dåbsspørgsmålene med Friðrik og undersøgt mange andre bibelske emner sammen med ham, forkyndt for besætningsmedlemmerne og uddelt blade og bøger til dem.“ Friðrik blev døbt i foråret 1983. Friðriks forlovede, Helga, hans mor og hans søster tog alle standpunkt for sandheden.

Studier ledes over telefonen

Det har altid været en udfordring at forkynde den gode nyhed for folk der bor i afsidesliggende områder på denne  store ø. Telefonen har været et effektivt redskab til at nå interesserede mennesker og bevare kontakten med dem.

Mange har haft udbytte af denne måde at forkynde på. For nogle år siden besøgte en kvinde ved navn Oddný Helgadóttir sin søn og svigerdatter, som studerede med Jehovas Vidner. Da de havde fortalt hende om det de lærte, ønskede hun også at studere Bibelen. Oddný boede imidlertid i et fjerntliggende område på Islands nordvestlige kyst, mere end 300 kilometer fra den nærmeste menighed. Da en søster ved navn Guðrún Ólafsdóttir tilbød at studere med hende over telefonen, sagde hun med glæde ja tak. Efter en indledende bøn besvarede Oddný let og ubesværet studiespørgsmålene i bogen. Under sin grundige forberedelse til studiet havde Oddný skrevet ned hvad der stod i de anførte skriftsteder, så hun kunne læse dem op så snart der blev henvist til dem. Når studiet først var i gang, behøvede hun derfor ikke at bruge tid på at lede efter skriftstederne. Ved en lejlighed var Oddný på besøg i det område hvor Guðrún boede, og de studerede derfor i Guðrúns hjem. De følte sig begge to lidt forlegne, for det var første gang de studerede ansigt til ansigt, så Guðrún foreslog for sjov at hun gik ind i værelset ved siden af hvor der var en anden telefon!

Efterhånden som Oddný fik forståelse af sandheden, begyndte hun at forkynde for sin mand, Jón. Da han viste interesse, var hun ikke sikker på om det ville være passende at hun ledede et studium med ham. Hun fandt ud af at hun godt kunne lede studiet, men at det ville være rigtigt af hende at have hovedbeklædning på når hun gjorde det. Ud over at Oddný studerede med sin mand, forkyndte hun også for sine naboer. Snart udtrykte hun ønske om at blive døbt. Guðrún fik arrangeret at Oddný  kunne gennemgå spørgsmålene fra bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste over telefonen med en ældste, for at se om hun var kvalificeret til at blive forkynder. Det var hun, lige bortset fra én ting: Hun havde endnu ikke meldt sig ud af kirken.

Omkring en uge senere ringede Oddný til Guðrún for at fortælle at hun nu havde meldt sig ud af kirken. Og det havde hendes mand også. Det var en stor beslutning for ham, for han havde været formand for det lokale menighedsråd. Senere blev Oddný døbt ved et kredsstævne. Tidligere havde hun kun en enkelt gang mødtes med en lille gruppe Jehovas Vidner, og stævnet var derfor en stor oplevelse for hende. I et interview ved stævnet blev hun spurgt om det var svært at bo så isoleret. Hun svarede at hun  aldrig følte sig alene, for hun vidste at Jehova også har sin opmærksomhed rettet mod Islands nordvestkyst. Derefter tilføjede hun at hun var ked af at hendes mand ikke kunne overvære stævnet, men han havde forsikret hende om at han ville komme når han var klar til at blive døbt. Han holdt sit løfte! Snart flyttede de til et tættere befolket område så de regelmæssigt kunne overvære møderne.

Behov for missionærhjem og rigssale

Da Nathan H. Knorr fra Jehovas Vidners hovedkontor i 1968 besøgte Island, ønskede han at finde en mere velegnet bygning til afdelingskontor og bolig for missionærerne. Inden da havde man lejet forskellige huse. Nu begyndte brødrene at lede efter et stykke jord hvor de kunne opføre en bygning som skulle huse en rigssal, et missionærhjem og et afdelingskontor. I mellemtiden lejede man et egnet hus i Hrefnugata 5 i Reykjavík, og den 1. oktober 1968 flyttede de seks missionærer ind. De næste fem år var denne bygning center for arbejdet i Island. Senere erhvervede brødrene sig en fint beliggende byggegrund på Sogavegur 71 i Reykjavík. I foråret 1972 kom byggeriet af det nye afdelingskontor i gang. Det viste sig at blive en kæmpe udfordring for de få brødre på stedet, som kun havde lidt forstand på ingeniør- og byggearbejde. Der var ingen af brødrene der var ingeniører eller murere, så man blev nødt til at hyre entreprenører som ikke var Jehovas Vidner. Disse entreprenører var meget samarbejdsvillige og lod brødrene arbejde sammen med dem på projektet. Ved siden af byggepladsen lejede brødrene en del af et gammelt hus hvor man kunne spise. Søstrene skiftedes til at lave mad derhjemme og bringe det hen til byggearbejderne.

 Der blev aflagt et godt vidnesbyrd i området i forbindelse med byggeriet. Entreprenørerne og de kommunale myndigheder havde rig lejlighed til at lære Jehovas Vidner at kende. Forbipasserende stoppede op ved byggepladsen for at se hvor langt man var nået. Da tiden kom til at udføre det indvendige pudsearbejde, kom en broder fra  Danmark som var murer, for at hjælpe til. Søstrene ydede også en stor indsats. Nogle tilsynsførende fra kommunen besøgte byggepladsen og lagde mærke til at søstrene arbejdede ved cementblanderen. En af de tilsynsførende sagde: „Jeg tror at kvinderne i vores kirke kunne lære noget af det her. Man ville helt sikkert have større succes med at bygge kirker hvis man arbejdede i stedet for at gå rundt med en raslebøsse og tigge om penge.“ Bygningen blev indviet i maj 1975, da Milton G. Henschel besøgte Island og holdt indvielsesforedraget. I mange år fungerede bygningen som landets hovedmissionærhjem og som rigssal for menighederne i Reykjavík. Nu tjener den som afdelingskontor.

I 1987 blev der bygget ny rigssal og missionærhjem i byen Akureyri. Enheden i Jehovas Vidners internationale brodersamfund var tydelig da mere end 60 brødre og søstre fra Finland og Sverige kom for at hjælpe de islandske brødre med byggeprojektet.

„Den bedste slags træ“

I årenes løb har repræsentanter for Jehovas Vidners Styrende Råd besøgt Island, og disse besøg har altid været til stor opmuntring for brødrene. Højdepunktet i 1968 var som tidligere nævnt besøget af broder Knorr. Han holdt et gribende foredrag, fortalte oplevelser og drøftede med brødrene hvordan det gik med forkyndelsesarbejdet i Island.

Broder Henschels første besøg i Island var i maj 1970. Han blev modtaget af nogle søvnige missionærer. Det skyldtes ikke kun at broder Henschel ankom meget tidligt om morgenen, men også at den berømte vulkan Hekla var  kommet i udbrud dagen før, og at missionærerne var blevet oppe hele natten for at se det!

Broder Henschel ofrede missionærerne og specialpionererne stor opmærksomhed. Han inviterede dem alle til et særligt møde og fortalte oplevelser fra sin egen pionertid under den store depression. Han fortalte at pionererne i bytte for litteratur havde fået kyllinger, æg, smør, grøntsager, et par briller og endda en hundehvalp! På den måde fortsatte arbejdet trods vanskelige tider, og pionererne havde ikke manglet livsfornødenheder.

Folk der besøger Island, finder hurtigt ud af at maden er anderledes end den de er vant til. Blandt de islandske specialiteter er svið, et fårehoved der er flækket og kogt. Forestil dig at se et halvt fårehoved med tænder og ét øje ligge på din tallerken! Mange udlændinge synes det er svært at se svið ’i øjnene’. Frisk fisk kan man naturligvis altid få. En islandsk specialitet er harðfiskur: fisk som er fileteret og tørret. Den spises rå, gerne med en smørklat. Denne fisk er som regel hård og må bankes blød. Det var derfor med en vis spænding at missionærerne afventede broder Henschels reaktion da de serverede den for ham. Da han havde smagt på den, spurgte missionærerne ham hvad han syntes om den. Han tænkte sig om et øjeblik og kom så med et diplomatisk svar: „Jo, jeg tror det her er den bedste slags træ jeg nogen sinde har smagt.“

Der har også været mange andre mindeværdige og opmuntrende besøg af repræsentanter fra Det Styrende Råd. Disse besøg har forsikret brødrene i Island om at de selvom de er så få og bor så afsides, er en del af det internationale brodersamfund, bundet sammen af den kristne kærligheds bånd.

 Samarbejde med læger og medier

I 1992 blev der i Island oprettet et Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH) bestående af fire brødre. For at blive oplært overværede de to af brødrene et KUH-seminar i England, og de andre to overværede et seminar som blev afholdt i Danmark. Da det nydannede kontaktudvalg var blevet organiseret, holdt man et møde med personalet på et stort universitetshospital. Et hundrede og tredive kom til mødet, deriblandt læger, sygeplejersker, advokater og nogle fra hospitalets administrative ledelse. Eftersom dette var det første møde kontaktudvalget holdt med læger, var brødrene forståeligt nok noget nervøse. Men mødet gik godt, og efterfølgende aftalte brødrene at mødes med mindre grupper af læger og andre fagfolk på forskellige hospitaler. De fik også etableret god kontakt med nogle ledende kirurger og anæstesiologer. Disse kontakter har været med til at forhindre og løse problemer i forbindelse med behandling uden blod.

I 1997 blev der vedtaget en ny lov om patientrettigheder. Ifølge denne lov må man ikke give en patient nogen som helst behandling uden hans eller hendes samtykke, og hvis en bevidstløs patients vilje er kendt, skal den respekteres. Loven siger også at børn fra 12-årsalderen og opefter altid skal rådspørges i forbindelse med deres behandling. Guðmundur H. Guðmundsson, der er ordstyrer for det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler, beretter: „Generelt er lægerne meget samarbejdsvillige, og der er sjældent problemer. Selv store operationer foretages uden brug af blod.“

Da artiklerne om transfusionsfri lægebehandling blev trykt i Vågn op! for 8. januar 2000, tilskyndede afdelingskontoret  brødrene til at gøre en særlig indsats for at uddele dette nummer. Afdelingskontoret kom med forslag til hvordan bladet kunne tilbydes, og til hvordan man kunne besvare spørgsmål om blodet. Til at begynde med tøvede nogle lidt med at tilbyde bladet, men snart opdagede de at folk gerne ville have oplysninger om emnet. Der blev uddelt over 12.000 eksemplarer til offentligheden. Det svarer til et blad for hver 22 indbyggere i landet. En broder sagde: „Mit problem var at nå igennem distriktet, for jeg fik så mange gode samtaler.“ Og en søster berettede: „Kun to af dem jeg tilbød bladet, sagde nej tak!“

En kvinde som var studievært ved et ugentligt program på en landsdækkende radiostation, modtog bladet om lægebehandling uden blod. I sit program fortalte hun hvordan hun havde fået bladet, og derefter gav hun et tilbageblik over blodtransfusionens historie som den blev forklaret i Vågn op! Hun sluttede sin redegørelse med at sige at enhver der kunne tænke sig at vide mere om transfusionsfri lægebehandling, kunne bede Jehovas Vidner om en publikation der forklarede emnet.

Den særlige kampagne med dette nummer af Vågn op! åbnede manges øjne for hvor fornuftig vores holdning til blod er. Desuden fandt de ud af at Jehovas Vidner ikke ønsker at dø. Tværtimod søger de den bedst mulige lægebehandling. Resultatet var at nogle som tidligere var blevet misinformeret om vores holdning til blod, nu blev modtagelige for budskabet om Riget.

To rigssale på fire dage

En særlig begivenhed for brødrene i Island i tjenesteåret 1995 var opførelsen af to rigssale i juni måned, den ene i Keflavík og den anden i Selfoss. Det var de første  rigssale i Island der blev opført ved hjælp af hurtigbyggemetoden. Det tog kun fire dage at bygge dem begge to. Den kærlige hjælp brødrene i Norge ydede, gjorde det muligt at gennemføre projektet. Afdelingskontoret i Norge sendte de fleste af byggematerialerne, og mere end 120 brødre og søstre fra Norge kom for at hjælpe til med projektet. Den bemærkning man oftest hørte på byggepladserne, var: „Det her er bare helt utroligt!“ Brødrene fra Island havde læst og hørt om hvordan man opførte hurtigbyggede rigssale, men nu så de det med egne øjne. Og det var virkelig fantastisk når man tænker på at antallet af rigssale i Island fordobledes på blot nogle få dage!

Brødrene glædede sig ikke kun over at få to nye rigssale, men blev også opmuntret af det dejlige samvær med brødre og søstre som for egen regning var rejst dertil fra Norge for at bruge deres ferie på rigssalsbyggerierne. Det var virkelig et vidnesbyrd om vores internationale brodersamfund! Brødrene i Island arbejdede også med på byggeprojekterne. Mere end 150 lokale forkyndere deltog i arbejdet, hvilket var omkring halvdelen af forkynderne i hele landet.

Disse rigssalsprojekter var også et godt vidnesbyrd for offentligheden. To landsdækkende tv-stationer bragte historien i deres nyhedsudsendelser og viste billeder fra begge byggepladser. Projektet blev også omtalt af adskillige radiostationer og i aviser. En præst i den lokale kirke i Selfoss brød sig ikke om al den opmærksomhed Jehovas Vidner fik. Han fik bragt en artikel i den lokale avis som advarede imod det han anså som Jehovas Vidners farlige falske lære. Han nævnte at svage og følsomme personer skulle tage sig særlig i agt. I et radiointerview gentog han den samme advarsel. Men præstens ord fik ikke den virkning  han havde håbet på. I stedet blev de fleste imponeret over rigssalsbyggerierne, og mange af dem brødrene mødte i forkyndelsen, sagde at de var overraskede over præstens reaktion.

Omkring en uge efter at præsten havde udsendt sin advarsel, bragte avisen en vittighedstegning. I forgrunden af vittighedstegningen ses kirken, og i baggrunden rigssalen. En flod løber mellem de to bygninger, og nogle smilende, velklædte brødre er på vej over broen fra rigssalen mod kirken, med forkyndertasker i hånden. Uden for kirken springer en kvinde i panik op fra sin kørestol. En mand med foden i gips og en anden, der åbenbart er blind, løber mens de råber: „Flygt, flygt, Jehovas Vidner kommer!“ På trappen op til kirken står præsten og ser forbløffet til. Mange kunne godt lide denne vittighedstegning. Og avisens  redaktion kårede den til årets bedste, forstørrede den og hængte den op på deres kontorgang. Der hang den i adskillige år.

Godt vidnesbyrd aflagt gennem udstilling

I tjenesteåret 2001 blev der vist en udstilling som fokuserede på Jehovas Vidners neutrale standpunkt før og under Anden Verdenskrig og på hvordan de udholdt nazisternes forfølgelse. Udstillingen blev vist tre steder og blev set af i alt 3896. Den sidste weekend udstillingen blev vist i Reykjavík, strømmede over 700 gæster til. Den islandske udgave af videoen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror kørte under hele udstillingen alle tre steder. Mange af de besøgende satte sig ned og så videoen.

Det faste standpunkt Jehovas Vidner tog i koncentrationslejrene, gjorde indtryk på besøgende som ikke tidligere havde kendt til denne side af vores historie. En kvindelig professor som besøgte udstillingen flere gange, sagde at den havde gjort et dybt indtryk på hende, og at hun havde ændret holdning til Jehovas Vidner. Hun var især rørt over den stærke tro Jehovas Vidner viste i koncentrationslejrene. I modsætning til andre fanger kunne de have fået deres frihed ved at fornægte deres tro.

Udstillingen fik også god presseomtale af en landsdækkende tv-station og af lokale tv- og radiostationer. En luthersk præst overværede åbningen af udstillingen sammen med sin kone og datter. Nogen tid senere inviterede en broder præsten til at besøge Betel, og det ville han gerne. Få dage efter besøget henvendte en kvinde sig til ham med et spørgsmål til en bestemt bibeltekst. Præsten tilskyndede hende til at kontakte Jehovas Vidners afdelingskontor, for han var sikker på at de ville kunne svare på hendes spørgsmål.  Senere begyndte en broder at studere Bibelen med præsten.

Oversættelsesarbejde i årenes løb

Det har ofte været en udfordring for de få forkyndere i Island at oversætte al den åndelige føde fra „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) I de tidlige år udførte islandske Jehovas Vidner som boede i Canada, det meste af oversættelsesarbejdet. Senere blev dette arbejde gjort i Island. Da de første missionærer var ankommet i 1947, lærte de en ældre digter at kende der boede i samme hus som dem. Han kunne engelsk og hjalp missionærerne med at lære sproget. Han tilbød også at udføre noget af oversættelsesarbejdet for dem, så brødrene hyrede ham til at oversætte bogen „Gud Maa Være Sanddru“ og brochuren Glæde for hele Folket. Desværre brugte han en gammel poetisk stil med alt for mange gammeldags ord og udtryk, og selvom en af de nye missionærer og broder Lindal tjekkede og renskrev oversættelsen, blev bogen aldrig det gode studieredskab som det var meningen. Ikke desto mindre fik bogen en vid udbredelse fra første oplag, og i alt blev der trykt 14.568 eksemplarer. I 1949 blev der trykt over 20.000 eksemplarer af brochuren. Senere hyrede brødrene en anden oversætter til at oversætte bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene?

I disse år oversatte et lille hold brødre adskillige brochurer. En af dem var „Denne Gode Nyhed om Riget“, der blev udgivet i 1959. Den hjalp forkynderne til at påbegynde mange nye bibelstudier. På dette tidspunkt blev der givet godkendelse til at trykke Vagttårnet på islandsk.

I årene der fulgte, blev der oversat og udgivet mange fortræffelige bøger: „Dette Betyder Evigt Liv“ blev udgivet  i 1962; Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis i 1966; Sandheden der fører til evigt liv i 1970; Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden i 1984; og Kundskab der fører til evigt liv i 1996. Fra 1982 blev en kvartalsudgave af Vågn op! føjet til listen over islandske publikationer.

I mange år havde brødrene ikke sangbogen på islandsk. I 1960 blev fire sange oversat og duplikeret til et stævne. Ved et områdestævne i november 1963 udkom der så en lille sangbog med 30 udvalgte sange på islandsk, til stor glæde for brødrene.

Indtil da havde brødrene sunget på flere forskellige sprog ved møderne. I 1958 var Günther og Rut Haubitz fra Tyskland kommet til Island som specialpionerer. Rut mindes stadig at de udenlandske brødre bare brugte deres egne danske, engelske, finske, norske, svenske og tyske sangbøger. Islændingene stemte i på det af sprogene de kendte bedst. Rut fortæller: „Det var et temmelig blandet kor!“ Som årene gik, blev der efterhånden oversat flere af Rigets sange, men det var først i 1999 at man fik en komplet sangbog med alle 225 sange på islandsk. Brødrene er meget taknemmelige for denne gave der giver dem mulighed for at prise Jehova!

Ved områdestævnet i august 1999 oplevede brødrene på Island noget nyt. Bogen Giv agt på Daniels profeti! blev udgivet på engelsk og islandsk samtidig. Da taleren annoncerede udgivelsen af bogen på engelsk, klappede alle de tilstedeværende. Men i stedet for at sige til brødrene at denne bog senere ville udkomme på islandsk, viste han nu til alles begejstring den islandske udgave og erklærede at bogen allerede var blevet oversat! Siden da er begge bind  af Esajas’ profeti — et lys for alle mennesker også blevet udgivet samtidigt med de engelske udgaver.

Udvidelse af Betel og yderligere vækst

I 1998 blev afdelingskontorets faciliteter moderniseret. På den modsatte side af gaden købte man to lejligheder til betelitter så der blev mere kontorplads til oversætterne. I de senere år har oversætterne også haft gavn af at brødre fra hovedkontoret i New York har aflagt dem besøg. Disse brødre har undervist oversætterne i hvordan de skulle bruge computerprogrammer som er udviklet af Jehovas Vidner og specielt beregnet til oversættelsesarbejde.

For nylig har repræsentanter fra hovedkontoret afholdt et kursus på afdelingskontoret i bedre forståelse af det  engelske sprog (Course in Improved English Comprehension). Kurset har hjulpet oversætterne til at få en dybere forståelse af den engelske tekst før de begynder at oversætte.

Afdelingskontoret skriver: „Når vi ser tilbage på årene der er gået, er vi glade for at nogen havde modet til at begynde at oversætte til islandsk, selv under primitive forhold og med et begrænset kendskab til sproget. Selvom kvaliteten af det oversatte materiale ikke var den samme i de tidlige tider som den er i dag, foragter vi ikke ’de små begyndelsers dag’. (Zak. 4:10) Vi glæder os over at se at Jehovas navn og rige også er blevet gjort kendt i Island, og at mange mennesker har lært sandheden at kende.“

 I øjeblikket er der otte fuldtids medarbejdere på afdelingskontoret. Andre bor uden for Betel og hjælper halvdags. Som erstatning for rigssalen på afdelingskontoret har man nu bygget en ny rigssal til menighederne i Reykjavík. Der er derfor planer om at renovere afdelingskontoret for at få plads til flere betelmedarbejdere.

Det har krævet udholdenhed, selvopofrelse og kærlighed at forkynde den gode nyhed i Island. Det kan bestemt siges at det hårde arbejde der er blevet udført af nidkære forkyndere af Riget i Island i de sidste 76 år, ikke har været forgæves. Mange trofaste brødre og søstre har haft en andel i høstarbejdet. Et stort antal er flyttet til fra andre lande for at tjene her i nogle år, og deres arbejde vil længe blive husket. Nogle er blevet og har gjort Island til deres hjem. Den udholdenhed mange dygtige indfødte islandske forkyndere har vist, er også meget prisværdig.

Selvom der ikke er mange forkyndere, er Jehovas Vidner blevet kendt vidt og bredt i landet. Nu tjener syv missionærer i landområderne og i små menigheder på øen. Sidste tjenesteår overværede 543 højtiden til minde om Kristi død, og der ledes omkring 180 bibelstudier.

Måske vil brødrene i Island en dag erfare en vækst som den der beskrives i Esajas 60:22: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ I mellemtiden er Jehovas Vidner i Island fast besluttede på at fuldføre det arbejde de har fået betroet af kongen Jesus Kristus — at forkynde den gode nyhed om Riget. De har tillid til at Gud vil få sandhedens sædekorn til at gro i modtagelige og taknemmelige hjerter! — Matt. 24:14; 1 Kor. 3:6, 7; 2 Tim. 4:5.

[Ramme på side 205]

Et sted hvor fornavne bliver til efternavne

Ifølge lokal tradition har islændinge ingen slægtsnavne: Folk tiltaler kun hinanden med fornavn. Et barns efternavn konstrueres ved at kombinere faderens fornavn med efterstavelsen -son for en drengs vedkommende, og -dóttir for en piges. For eksempel ville sønnen og datteren af en mand der hedder Haraldur, få efternavnene Haraldsson og Haraldsdóttir. En kvindes navn ændrer sig ikke når hun bliver gift. Da så mange hedder det samme, angiver telefonbøger ikke kun en persons navn, adresse og telefonnummer, men også hans eller hendes beskæftigelse. Stamtræer gør det muligt for islændinge at føre deres slægt mere end tusind år tilbage.

 [Ramme på side 208]

Kort fortalt om Island

Geografi: Denne østat ligger lige syd for polarcirklen, mellem det nordlige Atlanterhav, Grønlandshavet og Norskehavet. Der er i massevis af vulkaner, varme kilder og dampende gejsere. En tiendedel af landet er dækket af gletsjere.

Befolkning: Som efterkommere af vikinger der hovedsagelig kom fra Norge, er islændingene generelt et hårdtarbejdende, opfindsomt og tolerant folk. De fleste bor i nærheden af kysten.

Sprog: Selvom islandsk er det officielle sprog, taler mange islændinge også to eller flere fremmedsprog, typisk engelsk, tysk eller et af de skandinaviske sprog.

Erhverv: Fiskeindustrien danner grundlaget for Islands økonomi. Trawlere fanger lodder, torsk, kuller og sild, hvoraf de fleste bliver forarbejdet og eksporteret.

Fødevarer: Fisk og lam er hverdagsmad. En islandsk specialitet er kogt fårehoved.

Klima: Varmen fra en atlantisk havstrøm gør klimaet tempereret. Vintrene er milde, men blæsende. Somrene er kølige.

[Ramme/illustration på side 210]

Den 6. september 1942: „Der er stadig kun én pioner her i landet, så der er ikke meget at rapportere. Islands befolkning er på omkring 120.000 mennesker, og der er omkring 6000 gårde. Den eneste måde at nå ud til disse gårde på, er ved at sætte sig i sadlen og gøre brug af heste som pakdyr. For at kunne besøge alle husene må man rejse omkring 16.000 kilometer, og der er mange bjerge og bjergelve som skal forceres undervejs. Der er indtil nu blevet vist meget lidt interesse for budskabet.“

Sådan skrev Georg F. Lindal efter at han havde været pioner i Island i 13 år. I yderligere fem år var han den eneste forkynder i landet.

 [Ramme/illustration på side 213, 214]

En beretning om trofast tjeneste

Oliver Macdonald gennemgik Gileadskolens 11. klasse og var en af de første missionærer der blev sendt til Island. Han ankom i december 1948 sammen med Ingvard Jensen. De rejste dertil fra New York med fragtskib. Rejsen tog 14 dage, og det nordlige Atlanterhav viste tænder. De var begge søsyge på det meste af turen.

I marts 1950 giftede broder Macdonald sig med Sally Wild fra England, som havde arbejdet på det britiske afdelingskontor. Sally og Mac, som han blev kaldt, gjorde et stort arbejde i disse første år, og nogle af dem de studerede med, tjener stadig Jehova trofast.

1957 vendte Mac og Sally tilbage til England, hvor Sally døde af en kræftsygdom som var blevet konstateret i Island. Efter Sallys død begyndte Mac i heltidstjenesten igen og tjente som almindelig pioner og derefter som rejsende tilsynsmand i 13 år. I 1960 giftede han sig med Valerie Hargreaves, som var specialpioner. Sammen tjente de i forskellige kredse i Storbritannien, fra det nordlige Skotland til Kanaløerne ud for Englands sydkyst. På deres vej nordpå gennem kredsen og videre til Shetlandsøerne ud for Skotlands nordkyst plejede Mac at sige: „Næste stop er Island!“ Dog regnede han ikke med at det virkelig skulle gå sådan.

Men i 1972 blev Mac og Valerie udnævnt som missionærer og sendt til Island. Mac tjente som afdelingstilsynsmand og senere som koordinator for afdelingskontorets udvalg. Han og Valerie blev i Island i syv år og blev derefter sendt til Irland som missionærer, først til Dublin og senere til Nordirland. Da Mac havde tjent i Irland i 20 år, døde han af kræft i december 1999, efter 60 år i heltidstjenesten. Valerie er stadig almindelig pioner i Belfast i Nordirland.

[Illustration]

Valerie og Oliver Macdonald i Reykjavík i 1970’erne

[Ramme/illustration på side 218]

Reykjavík

Reykjavík, som betyder „Røgvigen“, er Islands hovedstad. Byen blev navngivet af den første permanente bosætter, Ingólfur Arnarson, der kaldte den sådan på grund af dampen fra de varme kilder i nærheden. I dag er Reykjavík en travl moderne by med et samlet indbyggertal på omkring 180.000.

 [Ramme/illustration på side 223, 224]

De gjorde Island til deres hjem

Páll Heine Pedersen kommer fra Danmark. Han blev sendt til Island som specialpioner i 1959. I 1961 overværede han to af de internationale stævner i Europa med temaet „Enig gudsdyrkelse“. Her mødte han Violet. Hun kom fra Californien og var rejst til Europa for at overvære flere af disse stævner.

Efter stævnerne tog Páll tilbage til Island, og Violet rejste hjem til Californien. De skrev sammen i fem måneder, og i januar 1962 tog Violet til Island for at gifte sig med Páll. Han var stadig pioner og det eneste Jehovas vidne i et tyndt befolket område i den nordvestlige del af Island. De boede i en lille by hvor solen slet ikke viser sig over horisonten i to måneder om vinteren. For at nå ud til folk i distriktet måtte de køre ad stejle bjergveje der ofte var belagt med tyk is, og deres eneste transportmiddel var en motorcykel som Páll havde haft med sig fra Danmark. Eftersom Violet var født og opvokset i det solrige Californien, troede mange af brødrene at hun ikke ville blive særlig længe i Island. Men det gjorde hun, og hun kom til at elske landet og folket.

Páll og Violet var pionerer sammen indtil deres datter, Elísabet, blev født i 1965. Páll fortsatte som pioner indtil 1975, og i disse år var Violet også pioner i nogle perioder. I 1977 besluttede de sig for at flytte til Californien på grund af Pálls helbred. Efter et stykke tid længtes de brændende efter at tjene hvor behovet for forkyndere var større. De begyndte som pionerer igen, og da deres datter var færdig med skolen, blev de sendt tilbage til Island som missionærer. De tjente i missionærmarken og i rejsetjenesten nogle få år. I 1989 blev Páll bedt om at tjene som medlem af afdelingskontorets udvalg. I 1991 blev der så officielt åbnet et betelhjem i Island, med Páll og Violet som de første medlemmer af betelfamilien. Dér tjener de fortsat.

 [Ramme/illustration på side 228, 229]

Kendt for deres gæstfrihed

Friðrik Gíslason og hans kone, Ada, var to af de syv der blev døbt i 1956. Friðrik og Ada lærte sandheden at kende gennem Oliver og Sally Macdonald. Til at begynde med var det kun Friðrik der studerede Bibelen, mens Ada hele vinteren var optaget af sin syklub. Da syklubben sluttede i foråret, begyndte hun at sætte sig ude i køkkenet under studiet. Til sidst blev hun så nysgerrig at hun spurgte om hun måtte sidde og lytte til de bibelske drøftelser uden at deltage i dem. Snart blev hun dog selv dybt engageret.

Senere blev der regelmæssigt holdt et engelsk vagttårnsstudium i deres hjem. Der blev også holdt møder på missionærhjemmet. Friðrik fortæller: „Jeg kan huske at vi plejede at have møderne i et lille rum i den kvistlejlighed hvor missionærerne boede. Der var plads til 12 stole, men nogle gange dukkede der flere op end sædvanlig, og så måtte vi åbne døren ind til det lille værelse ved siden af. Sikken en forskel fra i dag — nu kommer tre menigheder i rigssalen i Reykjavík!“

Friðrik og Ada blev kendt for deres gæstfrihed. Selvom de har opdraget seks børn, har deres hjem altid været åbent for brødrene. I menighedens første år nød mange der kom til Island fra andre lande, at bo hos Friðrik og Ada, som havde dem indkvarteret indtil de fandt et sted at bo.

 [Ramme/illustration på side 232]

Bibelen på islandsk

Den ældste oversættelse af Bibelen til islandsk findes i et værk fra det 14. århundrede som kaldes Stjórn. Stjórn indeholder oversættelser og genfortællinger af dele af De Hebraiske Skrifter. Den første komplette udgave af „Det Nye Testamente“ på islandsk blev trykt i 1540. Oversætteren var Oddur Gottskálksson, søn af biskoppen af Hólar. Han havde taget den protestantiske tro til sig i Norge og var kommet i kontakt med Martin Luther i Tyskland. Historien fortæller at Oddur efter sin tilbagevenden til Island lavede oversættelsesarbejdet i en kostald. Det var meget besværligt, men han ønskede ikke at fornærme sin katolske arbejdsgiver, biskoppen af Skálholt. Oddur oversatte teksten fra den latinske Vulgata, og han bragte personligt sit manuskript til Danmark for at få det trykt. I 1584 autoriserede biskop Guðbrandur Þorláksson trykningen af den første hele bibel på islandsk. Den første komplette oversættelse af Bibelen fra grundsprogene hebraisk og græsk blev trykt i 1908, og i 1912 kom der en revideret udgave.

[Illustration]

„Guðbrandsbiblía“ — den første komplette bibel på islandsk

 [Oversigt/illustrationer på side 216, 217]

ISLAND — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1929: Georg F. Lindal ankommer som den første forkynder til landet.

1940

1947: De første gileadmissionærer ankommer.

1950: En lille menighed bliver dannet.

1960

1960: Vagttårnet begynder at udkomme på islandsk.

1962: Et afdelingskontor oprettes i Reykjavík.

 1975: Et nyt, større afdelingskontor færdiggøres og indvies.

1980

1992: Hospitalinformation oprettes.

1995: To rigssale bygges på fire dage i løbet af juni måned.

2000

2004: 284 aktive forkyndere i Island.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

300

200

100

1940 1960 1980 2000

 [Kort på side 209]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ISLAND

Húsavík

Hólar

Akureyri

Seyðisfjörður

Neskaupstaður

Eskifjörður

Stykkishólmur

Borgarnes

Höfn

REYKJAVÍK

Skálholt

Keflavík

Selfoss

 [Helsides illustration på side 202]

[Illustration på side 207]

Til højre: Georg F. Lindal i 1947

[Illustration på side 207]

Nederst: Broder Lindal med en islandsk hest, tidligt i 1930’erne

[Illustration på side 212]

Nogle af de første missionærer i Island, fra venstre til højre: Ingvard Jensen, Oliver Macdonald og Leo Larsen

[Illustration på side 220]

Denne bygning husede afdelingskontoret fra 1962 til 1968

[Illustration på side 227]

Mere end et hundrede forkyndere fra Island overværede det internationale stævne „Fred på jorden“ i København i 1969

[Illustration på side 235]

Iiris og Kjell Geelnard i Akureyri i januar 1993

[Illustration på side 238]

Til højre: Trawleren „Svalbakur“

[Illustration på side 238]

Nederst: Friðrik og Kjell

[Illustration på side 241]

Til højre: Oddný Helgadóttir

[Illustration på side 241]

Nederst: Guðrún Ólafsdóttir

[Illustration på side 243]

Til højre: Rigssal og missionærhjem i Akureyri

[Illustration på side 243]

Nederst: Bjarni Jónsson foran afdelingskontoret

[Illustration på side 249]

Øverst: Byggeri af rigssalen i Selfoss, 1995

[Illustration på side 249]

Til højre: Den færdige bygning

[Illustration på side 253]

Den islandske betelfamilie

[Illustration på side 254]

Afdelingskontorets udvalg, fra venstre til højre: Bjarni Jónsson, Guðmundur H. Guðmundsson, Páll H. Pedersen og Bergþór N. Bergþórsson