Højdepunkter fra det forløbne år

I DE senere år er der indtruffet stadig flere naturkatastrofer, og i mange lande var tjenesteåret 2005 ingen undtagelse. Sådanne tragedier berører selvfølgelig også vores brødre. Men som vi skal se, får prøvelser den kristne kærlighed til at træde tydeligt frem. Denne kærlighed styrker brodersamfundet og drager retsindige til sandheden. — Mal. 3:18; Joh. 13:35.

At der er sket en stigning i antallet af katastrofer, har desuden fået mange til at tænke alvorligt over fremtiden og over hvad der er det vigtigste i livet. Derfor var det en stor glæde at kunne hjælpe folk til at forstå betydningen af det der sker i vor tid, gennem den særlige kampagne med at uddele brochuren  Vær vågen og på vagt! I mange lande begyndte denne kampagne den 18. oktober 2004, og den førte til gode resultater.

Kampagne med brochuren Vær vågen og på vagt!

Argentina: „Hvis der indtraf en katastrofe, hvem ville så overleve — de dårlige mennesker, de gode mennesker eller de der gav agt på advarselen?“ Med denne virkningsfulde indledning præsenterede en søster brochuren Vær vågen og på vagt! i et distrikt hvor der var stor ligegyldighed.

En broder ved navn Juan gav en brochure til en dreng på 16 år som læste den og begejstret fortalte sin far hvad han havde lært. Faderen var ivrig efter at få mere at vide. Han læste derfor brochuren og slog også alle skriftstederne op. Det han lærte, gjorde så dybt et indtryk på ham at han begyndte at gennemgå brochuren med sin familie. Da Juan kom tilbage, tilbød han manden et gratis bibelkursus. „Det er præcis hvad vi har brug for — et kursus i Bibelen for hele familien,“ svarede manden. Der blev naturligvis straks påbegyndt et sådant studium.

Frankrig: Jocelyne tilbød brochuren Vær vågen og på vagt! til en ung kvinde ved navn Alicia, der tidligere havde studeret Bibelen. Hun tog med glæde imod brochuren og sagde ja til at studere den sammen med Jocelyne. Alicia besluttede sig også for regelmæssigt at læse i Bibelen. Jocelyne fortæller: „Blot to uger senere sagde Alicia at de bibelske beretninger om Jesu liv rørte hende så dybt at hun fik tårer i øjnene.“

Alicia sagde til sin kæreste at hun ønskede at få legaliseret deres forhold for at glæde Gud, og at hun gerne ville være et af Jehovas Vidner. Til hendes overraskelse sagde han: „Det er i orden. Jeg vil ikke hindre dig i at gøre det Gud kræver.“ Alicia har nu overværet sit første kredsstævne.

 Madagaskar: Nana er mor til to små piger. Som teenager havde hun overværet de kristne møder sammen med sine forældre, men da de på et tidspunkt holdt op med at tjene Jehova, stoppede hun også med at komme. I den særlige kampagne tog Nana imod en brochure fra en missionærsøster og sagde ja tak til et bibelstudium. Hun overværer nu alle møderne sammen med sine to piger og arbejder på at blive udøbt forkynder. Dertil kommer at hendes forældre også har sagt ja til at studere brochuren. Nanas lillebror Josia der er 14 år, leder endda et bibelstudium med en af sine jævnaldrende venner, som nu regelmæssigt overværer de kristne møder.

Nigeria: „Min mor døde under kampagnen, og det gav mig lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd i min landsby,“ fortæller en pionerbroder. „Inden begravelsen græd mine slægtninge højlydt og kastede sig til jorden. ’Hvorfor opfører I jer sådan?’ spurgte jeg. ’Mors død er meget smertefuld for os alle, men hun sover i døden. Hun vil komme frem i opstandelsen.’ Selvom jeg også græd, slog jeg op på side 8 i brochuren Vær vågen og på vagt! og forklarede billedet af opstandelsen for dem. Det førte til at jeg spredte 195 brochurer, deriblandt 45 eksemplarer af Vær vågen og på vagt! Ved selve begravelsen uddelte jeg og nogle af de andre brødre 100 eksemplarer af Vagttårnet for 1. maj 2005, som behandlede spørgsmålet ’Kommer de døde til at leve igen?’“

Rusland: En specialpionersøster i Zelenogradsk der hedder Irina, skriver: „En søster og jeg tilbød brochuren Vær vågen og på vagt! til en kvinde ved navn Alla, som bød os indenfor. Alla syntes at tilværelsen var fuldstændig meningsløs fordi folk var blevet så hårdhjertede. Vi aftalte at besøge hende igen. Nogle få dage senere fulgtes jeg med den samme søster da en kvinde kaldte på os. Det var Alla. Hun takkede os for brochuren, tog den op af tasken og viste os nogle punkter  hun havde streget under. Hun studerer nu regelmæssigt Bibelen ud fra ’Krævebrochuren’.“

Et andet sted i Rusland standsede Vera og hendes mand, Vitalij, ved en kiosk hvor Ljuda, som var en af Veras bekendte, arbejdede. Ljuda havde tidligere antydet at hun ikke havde lyst til at tale om Bibelen med Jehovas Vidner, og derfor tøvede Vera med at tilbyde hende brochuren. Men på opfordring af Vitalij gjorde hun det alligevel, og til hendes overraskelse ville Ljuda gerne have brochuren. To dage senere ringede Ljuda og sagde: „Hvis jeg kan lære så meget ved at læse en brochure, hvor meget mere ville jeg så ikke kunne lære ved at studere Bibelen!“ Trods modstand fra sin familie begyndte Ljuda straks at studere og at overvære møderne. Hendes søn og datter er også begyndt at studere. Vera fortæller: „Det er interessant at Ljuda for nogle få år siden fik ’Kundskabsbogen’, men ikke viste nogen interesse. Brochuren Vær vågen og på vagt! rørte ved noget i hende.“

Venezuela: En kredstilsynsmands kone fik en samtale med en mand, hans kone og deres fire børn. Søsteren pegede på billedet af Paradiset på side 16 og 17 i brochuren Vær vågen og på vagt! og understregede hvor vigtigt det var for alle i familien at lære Gud at kende. Hun inviterede alle seks med til mødet torsdag aften og aftalte at mødes med dem ved et nærliggende busstoppested. Søsteren og hendes mand gik hen til stoppestedet på det aftalte tidspunkt, men ingen dukkede op. Uden at de vidste noget om det, havde familien taget en tidligere bus og var derfor allerede henne i rigssalen! Fem fra denne familie studerer nu Bibelen og overværer møderne, til trods for den lange bustur og de høje billetpriser.

En pionersøster bankede på et sted hvor der ikke kom nogen til døren. Da hun senere vendte tilbage, mødte hun en ældre mand der lige var gået udenfor. Han forklarede at han  var næsten døv, og at han enten ikke kunne høre når folk bankede på, eller ikke nåede at komme til døren før de var gået igen. Søsteren gav ham et eksemplar af brochuren Vær vågen og på vagt! og inviterede ham til et menighedsmøde.

Ved mødet fortalte søsteren sin oplevelse uden at ane at den ældre mand faktisk sad i salen! Han studerer nu Bibelen med en broder, overværer alle møderne og har udtrykt ønske om at være med til at forkynde den gode nyhed. Da han blev spurgt hvad der havde fået ham til at overvære det første møde, holdt han sit eksemplar af brochuren Vær vågen og på vagt! op og sagde: „Det har denne brochure!“

Bibeloversættelse

Sidst i 1800-tallet begyndte Jehovas organisation at købe bibler ind i store mængder og dele dem ud til interesserede, nogle gange til en tredjedel af katalogprisen. Fra og med 1926 begyndte brødrene på deres eget trykkeri at trykke og indbinde bibler, deriblandt The Emphatic Diaglott, King James Version og American Standard Version. I 1961 blev Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter så udgivet i ét bind på engelsk.

Hvad med andre sprog? Tidligt i det 20. århundrede begyndte afdelingskontorer at opkøbe bibeloversættelser hos forskellige forlag og dele dem ud til indkøbsprisen. Nogle af disse bibler var blevet fremstillet af oprigtige oversættere der endda brugte Guds navn — Jehova — på det lokale sprog. Med tiden fjernede de fleste imidlertid Guds navn fra deres oversættelser. Nogle er gået et skridt videre ved at erstatte Guds navn med navnet på en lokal guddom! Buku Loyera-Bibelen på sproget chewa, der bruges i Malawi, Mocambique og Zambia, gengiver for eksempel tetragrammet med „Chauta“, der er navnet på en stammegud og betyder „Den Store Bueskytte“.

 Der findes også masser af andre eksempler på at teksten er blevet forvansket. For eksempel omtaler en afrikansk oversættelse Lukas som heksedoktor. Den tuvaluanske bibel tager sig friheder i forbindelse med Judas’ Brev, vers 23. Gengivelsen lyder: „Vis sodomitter inderlig kærlighed; men pas på ikke at blive påvirket af deres sodomi.“ Originalteksten nævner hverken noget om sodomitter eller sodomi!

Før i tiden var det bibelselskaberne der førte an i arbejdet med at fremstille og distribuere bibler, men i nyere tid har nogle af selskaberne overdraget deres trykke- og distributionsrettigheder til kirker inden for kristenheden. Det har betydet at priserne er steget, og i nogle lande ønsker kirkerne ikke at Jehovas Vidner køber deres bibler. I Kirgisistan er det for eksempel et protestantisk trossamfund der ejer rettighederne til en moderne kirgisisk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter. Når brødrene prøver at købe et eksemplar, bliver de ofte spurgt: „Er du et af Jehovas Vidner?“ eller „Kender du Guds navn?“ Hvis de svarer ja, får de ikke lov til at købe en bibel.

I betragtning af disse og andre forhold har Det Styrende Råd besluttet at bibeloversættelse skal ofres større opmærksomhed. I øjeblikket er hele Ny Verden-Oversættelsen tilgængelig på 35 sprog, og Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter findes på yderligere 20 sprog. Af de 33 oversætterhold rundt om i verden der i øjeblikket arbejder på Bibelen, er 19 i gang med De Hebraiske Skrifter, 11 med De Kristne Græske Skrifter, og 3 med studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen. Et bibeloversætterhold består normalt af tre til seks personer. Nogle oversætterhold har takket være computerbaserede værktøjer til hjælp for oversættelse samt forbedrede procedurer kunnet færdiggøre De Kristne Græske Skrifter på mindre end to år.

 Hvad synes brødrene om at få Ny Verden-Oversættelsen på deres eget sprog? En pioner i Albanien satte ord på manges følelser. „Jeg græd,“ sagde han. „Jeg har aldrig før følt det på denne måde når jeg læste i Guds ord. Jeg ønsker at sluge hvert eneste ord!“

Den juridiske situation

Armenien: Efter at Jehovas Vidner 15 gange havde ansøgt om at blive anerkendt, lykkedes det endelig den 8. oktober 2004. Ikke desto mindre bliver unge brødre stadig fængslet fordi de af samvittighedsmæssige grunde nægter at udføre militærtjeneste. (Es. 2:4) Vi håber fortsat at anerkendelsen vil give vores brødre religionsfrihed og gøre det muligt for dem at indføre publikationer og afholde stævner. I juni 2005 blev den første officielle sending litteratur til Armenien frigivet af toldmyndighederne til brødrene.

Østrig: I over 30 år har Jehovas Vidner kæmpet en juridisk kamp for at blive fuldt anerkendt som et trossamfund. I den forbindelse har de indbragt fem klager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den 1. februar 2005 besluttede domstolen at realitetsbehandle to sager hvor nogle brødre var blevet nægtet fritagelse for militærtjeneste som ordets tjenere fordi Jehovas Vidner ikke er anerkendt som et trossamfund. Den 5. juli indvilligede domstolen i at tage Jehovas Vidners klagemål op til behandling, men tilkendegav ikke hvad udfaldet ville blive.

Eritrea: Den 24. januar 2004 arresterede myndighederne 38 mænd, kvinder og børn fra Saba-menigheden i Asmara. De var i alderen 6 til 94 år. Nogle af dem var ikke døbt. Efter tre nætter i politiets varetægt blev de yngste løsladt. De resterende 28 blev overført til et fængsel uden for Asmara og spærret inde i skibscontainere som blev udsat for dagens hede og nattens kulde. Den 2. september 2004 — over syv måneder senere — blev de to ældste brødre, på henholdsvis  94 og 87 år, løsladt. Senere blev nogle af de andre også løsladt. Men seks er stadig spærret inde sammen med 16 andre brødre, hvoraf de 3 har været fængslet i 11 år. Husk endelig disse kære brødre i jeres bønner. — Apg. 12:5.

Frankrig: Som berettet om i ’Årbogen’ for 2001 blev brødrenes bidrag af myndighederne pålagt en ny urimelig skat på 60 procent, med fire års tilbagevirkende kraft (1993-96) plus bøder! Brødrene appellerede til domstolene, men tabte både i underretten, appelretten og ved højesteret. Den 25. februar 2005 klagede de til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol idet de gjorde gældende at de var udsat for religiøs diskrimination.

Republikken Georgien: Den voldelige forfølgelse er stilnet meget af. Vores litteratur kan nu indføres i landet, og brødrene kan holde kristne møder uden forstyrrelser. Mange tidligere overgreb er endnu ikke blevet afgjort af domstolene. Brødrene har indbragt fire klager over Georgien for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Klagerne har at gøre med den voldelige forfølgelse vores brødre har været udsat for, opløsningen af vores selskaber og den efterfølgende mangel på juridiske rettigheder. Den 6. juli 2004 antog domstolen at realitetsbehandle sagen Gldani menighed af Jehovas Vidner mod Georgien.

Tyskland: Da landet blev genforenet, søgte brødrene at få stadfæstet Jehovas Vidners trossamfund som en officielt anerkendt forening. Dermed begyndte en 12 år lang juridisk kamp. I 2000 traf forfatningsdomstolen en afgørelse i Jehovas Vidners favør, hvorefter staten ikke kunne kræve at Jehovas Vidner viste en grad af loyalitet der krænkede deres kristne samvittighed. De efterfølgende retssager fulgte afgørelsen. Den 24. marts 2005 pålagde Berlins øverste forvaltningsdomstol delstaten Berlin at Jehovas Vidner skulle sikres  de rettigheder som en forening med særlige rettigheder har. Delstaten søger at appellere afgørelsen.

Rusland: Som fortalt i ’Årbogen’ for 2005 forbød Golovinskij distriktsret den 26. marts 2004 alle vores aktiviteter i Moskva. Siden da har der været problemer med at sikre lejekontrakter på steder hvor man kan holde menighedsmøder og større sammenkomster. Brødrene ejer dog ét rigssalskompleks med fem auditorier hvor der kommer 44 menigheder og 2 grupper. Med store omkostninger og meget besvær til følge holder 17 af Moskvas menigheder deres møder uden for byen, mens 31 andre menigheder holder nogle af deres møder eller dem alle i små grupper i private hjem. Der har været en del chikane fra politiets side, men ingen er blevet arresteret. Afgørelsen fra den 26. marts er blevet appelleret.

Den 9. september 2004 var der i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol høring i sagen Kuznetsov og andre mod Den Russiske Føderation. Den 4. oktober besluttede domstolen enstemmigt at realitetsbehandle sagen. Den vedrører en embedsmand der beordrede politiet til at afbryde et møde i en tegnsprogsmenighed i Tjeljabinsk i april 2000. Sagen er blevet kompliceret på grund af alvorlige sagsbehandlingsfejl i den tidligere retssag. Vi venter på afgørelsen.

Turkmenistan: Tre brødre — Mansur Masharipov, Atamurat Suvkhanov og Vepa Tuvakov — blev hver idømt 18 måneders fængsel fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste. En fjerde — Begentj Shakhmuradov — blev idømt et års fængsel. Den 16. februar 2005 skrev Jehovas Vidners juridiske kontor til Turkmenistans ambassade i Washington D.C. og anmodede om at disse fire brødre betingelsesløst blev løsladt. Den 16. april blev alle løsladt under et specielt amnesti udstedt af Turkmenistans præsident. I årets løb tilbageholdt og afhørte politiet mange brødre og søstre i et forsøg på at få dem til at afsværge deres tro, men uden held.

 Et år med naturkatastrofer

I nogle lande satte året 2004 nye rekorder i naturkatastrofer. Hvordan berørte disse tragedier vores brødre?

Carriacou, Grenada og Petite Martinique: Den 7. september 2004 fejede orkanen Ivan hen over disse øer og ødelagde helt eller delvis over 90 procent af husene. Chokerende nok forårsagede omsiggribende plyndringer sandsynligvis lige så store tab som selve orkanen! Brødrene mistede de fleste af deres ejendele i katastrofen, og to af de seks rigssale på Grenada blev stærkt beskadiget. Ingen Jehovas Vidner blev alvorligt såret.

Afdelingskontoret på Barbados, som fører tilsyn med disse øer, havde tidligere rådet menighederne til at holde et indlæg på tjenestemødet om beredskabsplaner i forbindelse med orkaner, selvom området ikke havde været ramt af nogen orkaner siden 1955. „Hvorfor skal vi spilde tid på at tale om orkaner når der er vigtigere ting at tage sig af?“ spurgte en søster på Grenada. Efter at Ivan havde ramt området, besluttede hun sig for aldrig mere at sætte spørgsmålstegn ved den vejledning der gives gennem organisationen! Afdelingskontoret oprettede hurtigt en nødhjælpskomité, og afdelingskontorerne på Guyana og Trinidad ydede også hjælp. Hundredvis af brødre fra Caribien og USA hjalp til med genopbygningen.

Jamaica og Caymanøerne: Ingen brødre blev såret eller mistede livet da orkanen Ivan rasede, men mange led materielle tab. Så snart vejrforholdene tillod det, tog de ældste i de 199 menigheder på øerne kontakt til forkynderne. Udenforstående sagde: „I er nogle der virkelig viser omsorg for hinanden.“

Haiti: Midt i september ramte orkanen Jeanne den nordlige del af Haiti og forårsagede ødelæggende oversvømmelser der fuldstændig opslugte kystbyen Gonaïves og de nærliggende områder. Selv folk der søgte tilflugt på hustage, endte  med at stå i vand til knæene! „Natten lang hørte vi huse der brasede sammen, og mennesker der skreg,“ fortæller en broder. Oversvømmelsen kostede 2900 mennesker livet, deriblandt en 83-årig søster.

En broder fortæller: „Jeg og min familie efterlod alt hvad vi ejede, og overlevede. Det er jeg Jehova dybt taknemmelig for.“ Nogle få dage senere kom Jehovas Vidner fra nabobyerne med mad og drikkevand, og afdelingskontoret uddelte en vognladning forsyninger. Brødrene ryddede ikke kun op; i weekenden overværede de alle igen de kristne møder og deltog i forkyndelsen. En søster fortæller: „Der var fyrre frivillige der arbejdede på mit hus i fire dage. De gav det endda en omgang maling! Alt dette gjorde dybt indtryk på dem i min familie der ikke er Jehovas Vidner. En af dem er nu begyndt at studere Bibelen.“

USA: I løbet af august og september 2004 blev staten Florida ramt af fire orkaner: Charley, Frances, Ivan og Jeanne. * Mere end 4300 af brødrenes hjem og mindst ti rigssale blev beskadiget. Efter katastrofen kontrollerede lederen af Floridas nødhjælpskomité (EOC) at EOC’s forsyninger blev brugt rigtigt. Han sagde at ingen anden gruppe var så godt organiseret som Jehovas Vidner, og at deres nødhjælpskomité kunne få alle de forsyninger den havde brug for.

Én menighed havde midlertidigt gjort brug af en bygning som de lejede for 50 dollars pr. møde. Denne bygning blev dog også beskadiget da den første af orkanerne ramte området. Man hyrede håndværkere til at udbedre skaderne, men de gjorde ikke arbejdet færdigt. Da brødrene tilbød ejerne deres hjælp, blev det godkendt, og de fik hurtigt færdiggjort projektet. Til gengæld for dette undlod ejerne at opkræve leje af brødrene i tre måneder.

 Japan: „Antallet af tyfoner der har ramt Japan [i 2004], er det højeste siden Japan i 1551 begyndte at registrere dem,“ lød det i en nyhedsrapport. I præfekturerne Niigata og Fukui forårsagede det ekstreme vejr i juli skader på over 34.000 hjem og andre bygninger, derunder en rigssal og 60 af brødrenes hjem. Hundredvis af Jehovas Vidner fra nabomenighederne kom straks deres brødre til undsætning. Rigssalen blev genopbygget i løbet af to uger.

Brødrene hjalp også naboerne til rigssalen med at rengøre og desinficere deres hjem. En mand der havde været modstander af budskabet om Riget, græd af taknemmelighed. Lokalstyret sendte endda et takkebrev til nødhjælpskomitéen som en anerkendelse af brødrenes indsats.

Da to tyfoner i september og oktober fejede hen over Japan, kostede oversvømmelser og jordskred en broder og en søster livet og skabte vanskeligheder for omkring 100 andre Jehovas Vidner. Byen Toyooka i Hyōgo-præfekturet blev oversvømmet. Selvom kredstilsynsmandens egen lejlighed var oversvømmet, hjalp han med at organisere nødhjælpsarbejdet.

I en pionersøsters lejlighed stod det mudrede vand i over en meters højde. Da det var sunket, kom lokale forkyndere og skurede lejligheden ren. Ejeren, der ikke selv var et af Jehovas Vidner, blev meget bevæget. Søsteren fortæller: „Jeg havde hørt beretninger om hvordan der ydes nødhjælp inden for Jehovas organisation, men nu oplevede jeg det selv. Jeg er meget stolt af vores Gud, Jehova, og af hans organisation.“

Det nordlige Japan blev, også i oktober, rystet af et stort jordskælv som kostede 40 mennesker livet og tvang over 100.000 til at forlade deres hjem. Ingen brødre blev såret eller dræbt, selvom over 200 familier blev berørt og en rigssal blev ødelagt. Jordrystelserne begyndte da de ældste i kredsen var  samlet for at forberede et kredsstævne. Hvad gjorde de? Under ledelse af afdelingskontoret og Det Regionale Byggeudvalg for det lokale område begyndte de straks at organisere nødhjælp. „Vi blev mindet om at vi skulle betragte begivenhederne i et åndeligt perspektiv,“ fortæller en ældstebroder. Kredsstævnet blev afholdt, og selv de der var blevet berørt af jordskælvet, kom.

„Jordskælvet rystede min mands hjerte,“ fortæller en søster hvis ægtefælle ikke er et af Jehovas Vidner, og hvis hjem blev beskadiget. Da søsterens mand havde set den kristne kærlighed i forbindelse med nødhjælpsarbejdet, gik han for første gang i sit liv med til et menighedsmøde. „Jeg har fuldstændig tillid til jeres organisation,“ sagde han. „Den vil aldrig svigte os.“

Filippinerne: Da tyfoner fejede hen over provinserne Quezon og Aurora i slutningen af 2004, kostede det en familie af Jehovas Vidner med fire børn livet da deres hjem blev oversvømmet af vand og mudder. Kredstilsynsmanden Felimon  Maristela befandt sig i Quezon da provinsen blev ramt af en pludselig og voldsom oversvømmelse. „Rigssalen blev oversvømmet på et øjeblik,“ skriver han, „og vandet skyllede min jeep væk. Min kone og jeg og to andre brødre tilbragte natten på taget af rigssalen, og vandet nåede helt op til tagudhænget. Klokken tre næste eftermiddag klatrede jeg ned, men vandet nåede mig stadig til brystet.“

På trods af farerne opsøgte broder Maristela forkynderne for at finde ud af om de var i sikkerhed. I Dingalan i Aurora havde en ældste mulighed for at blive evakueret med helikopter, men i stedet valgte han at blive hvor han var, så han kunne yde hjælp til sine kristne brødre og søstre.

Historiens mest dødbringende tsunamier

Den 26. december 2004 udløste et jordskælv lige ud for vestkysten af det nordlige Sumatra i Indonesien de mest ødelæggende tsunamier der nogen sinde er blevet registreret. Jordskælvet havde et richtertal på 9,0. Det skønnes at antallet af døde og savnede overstiger 280.000! Selv i Somalia i Afrika, helt ovre på den anden side af Det Indiske Ocean, kostede bølgerne omkring 290 menneskeliv.

Indonesien: Selvom det var i dette land tsunamierne kostede flest menneskeliv, blev ingen brødre eller interesserede dræbt. På grund af tidligere voldsepisoder var mange Jehovas Vidner flygtet fra Aceh-provinsen — som var det værst ramte område — og var flyttet længere ind i landet. Øen Nias blev også hårdt ramt, men det lykkedes brødrene at flygte i sikkerhed.

Indien: Ingen brødre døde, men mange mistede deres hjem og andre ejendele. I byen Pondicherry var en søster ved navn Lakshmi i forkyndelsen da hun hørte om tsunamien. Hun tog hjem til sit lerklinede hus omkring tre kilometer  inde i landet og fandt det alvorligt beskadiget. Brødrene hjalp med at gøre det rent og reparere det.

I Madras spillede Naveen på 13 år kricket da han så nogle kæmpemæssige bølger. Han råbte på sin mor og søster og flygtede i sikkerhed sammen med dem. Men de måtte vade igennem strømme af vand der var fyldt med alle slags husholdningsartikler og mange lig.

Syvårige Lini befandt sig sammen med sin onkel og sin fætter på en strand i nærheden af Kanniyakumari da hun blev ramt af bølger der bar hende ind over land indtil hun blev klemt fast i et plankeværk. Vandet blev ved med at skylle hen over hende. Hendes onkel og fætter overlevede, men onklen havde mistet sine briller og kunne ikke se ordentligt. Alligevel blev han ved med at lede efter Lini. Inden længe hørte han hende råbe på Jehova mellem bølgerne, og det lykkedes ham at redde hende. Nu fortæller Lini alle og enhver at Jehova hørte hendes bønner.

Andamanerne og Nicobarerne: Mary og hendes otteårige søn, Alwyn, var på besøg hos nogle slægtninge da jordskælvet rystede huset. Alle løb udenfor. Mary så en mur af vand der rejste sig mod kysten. Samtidig kom en bus kørende. Hun og hendes søn sprang på bussen og slap væk. Andre løb imidlertid tilbage til deres hjem for at få fat i nogle af deres ejendele og blev skyllet væk. Efter at have kørt en kort strækning med bussen mærkede alle passagererne en ny rystelse. De flygtede ud af bussen og løb op på en høj hvor omkring 500 mennesker havde samlet sig. Lige for øjnene af dem blev bussen trukket ud i de brusende vandmasser, og nu var vandet kun en halv meter fra hvor de stod.

Efter at vandet havde trukket sig tilbage, tog Mary hen forbi sit hus. Det lykkedes hende at finde sin bibel og brochuren Undersøg daglig Skrifterne, som blev en kilde til styrke i  dagene der fulgte. Da der kom en meddelelse om at skibe ville transportere folk væk fra øen, løb i hundredvis ned til kysten og vadede ud i havet i forventning om at komme om bord på en båd. I flere timer hver dag stod Mary og hendes søn og ventede i vand til brystet, omgivet af flydende lig. Seks dage efter tsunamien blev de endelig taget om bord på en båd. Mange gav Gud skylden for tragedien, og det gav Mary lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd. Faktisk studerer hendes svigerinde nu Bibelen og overværer de kristne møder.

Prasanthi og hendes femårige søn, Jehoash, var taget til Hut Bay for at besøge Prasanthis gamle far, broder Prasad Rao. Mens de var der, mærkede de jordskælvet og så bølgerne, og de flygtede til et højereliggende sted. Vandet steg til fem meter over vejen og dækkede Prasads hjem. Hans senge, køleskab og fjernsyn samt menighedens forsyning af bogen Det største menneske der har levet blev alt sammen skyllet væk. Senere blev nogle af bøgerne fundet af overlevende som begyndte at læse dem. I fem dage levede Prasad, Prasanthi og Jehoash af mad der var blevet bjærget, og de måtte udholde sværme af myg og fluer. Da bådene ankom, vadede Prasanthi og Jehoash sammen med mange andre i vand til brystet for at komme ud til deres redningsmænd, selvom krokodiller svømmede rundt i nærheden! Prasanthi var i øvrigt gravid i sjette måned. Hendes far sluttede sig til dem senere.

Alle huse på Teressa Island blev skyllet væk. De 13 brødre og søstre på øen tilbragte seks dage i junglen, hvor de måtte udholde sult og insektbid før de blev evakueret til øen Camorta. Der søgte de tilflugt hos Mark Paul, en broder der bor på et højtbeliggende sted, og hvis hjem bliver brugt som rigssal. Den dag tsunamien havde ramt området, var der 300 som overværede menighedsmødet i stedet for de 10 til 12 der plejede at komme! Atten nye bibelstudieelever er begyndt at overvære møderne regelmæssigt efter at de har  været øjenvidner til den kærlige hjælp Jehovas Vidner yder hinanden.

Sri Lanka: To tredjedele af øens kystlinje blev ramt af bølger som forårsagede omfattende skader. Tsunamien ramte søndag formiddag mens de fleste af brødrene overværede møder uden for farezonen. Ti menigheder blev berørt, og en søster mistede livet da hendes hus blev trukket ud i havet. Brødrene sørger dybt over tabet af denne kære søster. Også en hel del interesserede blev dræbt, og mange brødre mistede nogle af deres slægtninge. En ældste mistede hele 27 familiemedlemmer. Ikke desto mindre er „brødrene kommet igennem tragedien uden at have lidt åndelig skade,“ skriver afdelingskontoret.

Betel var fyldt med nødhjælpsforsyninger, og de fleste i betelfamilien hjalp til med nødhjælpsarbejdet. Lokale brødre med både sejlede forsyninger ud til katastrofeområderne. I løbet af fire dage var alle brødrene blevet kontaktet og havde fået fødevarer og tøj. Da de blev spurgt hvad de ellers havde brug for, lød svaret: „Bibler og bøger! Dem vi havde, blev skyllet væk.“ Deres behov blev omgående dækket.

Kredstilsynsmanden Gerrad Cooke var på det tidspunkt i Colombo. Han kørte i syv timer ad en vej der på grund af  vilde elefanter er farlig at færdes ad efter mørkets frembrud. Da han nåede frem klokken halv elleve om aftenen, gik han og en lokal broder — hvis eget hus var blevet oversvømmet — straks i gang med at besøge familier og uddele forsyninger, hvilket de fortsatte med indtil de tidlige morgentimer.

Thailand: Ingen lokale brødre blev såret eller dræbt, og ingen mistede deres levebrød. Imidlertid er der udenlandske turister der savnes, og som formodes at være døde. Det drejer sig om en finsk broder, et svensk ægtepar, en østrigsk broder og en søsters anderledestroende mand. To svenske ægtepar havde været sammen med den lokale gruppe Jehovas Vidner i forkyndelsen inde i landet. Da de vendte tilbage til deres hotel, så de ikke andet end død og ødelæggelse.

Mandag morgen efter jordskælvet blev den præsiderende tilsynsmand i Phuket-menigheden ringet op af det thailandske afdelingskontor som oplyste ham om at en finsk søster ved navn Kristina var indlagt på et hospital halvanden times kørsel fra Phuket. Han og en anden broder tog straks af sted til hospitalet. Den præsiderende tilsynsmand skriver: „Jeg har aldrig set så megen nød og elendighed i mit liv — folk uden deres ægtefæller, forældre uden deres børn, børn uden deres forældre. Nogle råbte på hjælp; andre stirrede tomt op i loftet eller ned i gulvet. Situationen var så hjerteskærende at vi indimellem blev nødt til at gå udenfor for at genvinde fatningen og bede Jehova om styrke.“

Brødrene fandt Kristina da hun var ved at blive gjort klar til at få opereret sit brækkede ben. Hun havde mistet alle sine dokumenter. Efter operationen bad de to lokale brødre en bøn sammen med hende, og de blev ved hendes side indtil midnat. Nogle få dage senere fløj hun tilbage til Finland. På trods af det Kristina havde været igennem, „var hun modig og stærk,“ rapporterer brødrene. Sørgeligt nok omkom hendes mand i tsunamien.

 Indvielse af afdelingskontorer

Angola, den 8. januar 2005: Denne særlige dag var en milepæl i forkyndelsesarbejdet i Angola, et land som har været involveret i borgerkrig i næsten 40 år. Stephen Lett havde den særlige glæde både at holde foredraget ved indvielsen af afdelingskontoret i Angola og at være det første medlem af Det Styrende Råd der besøgte dette land. Omkring 730 delegerede fra 11 lande overværede programmet. Hvorfor var der behov for et afdelingskontor? I 1975 rapporterede afdelingskontoret et højdepunkt på 3055 forkyndere. Ved slutningen af 2004 var tallet steget 18 gange, så der nu var over 54.000 forkyndere!

Bulgarien, den 9. oktober 2004: Over en treårig periode hjalp 150 internationale frivillige og omkring 300 lokale brødre med at bygge det nye afdelingskontor i Sofia. Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen for 364 tilstedeværende fra 24 lande.

Etiopien, den 20. november 2004: I begyndelsen af 2004 boede de 60 medlemmer af betelfamilien ni forskellige steder, hvilket var en meget utilfredsstillende situation! Deres flotte nye betelhjem er beliggende på en skråning i den østlige udkant af hovedstaden, Addis Ababa, mere end 2400 meter over havets overflade. Nogle nætter forstyrres freden kun af hyænernes latter. Gerrit Lösch holdt foredrag for 2230 tilstedeværende, deriblandt 200 udenlandske delegerede fra 29 lande. Adskillige af dem der blev interviewet, havde udholdt fængslinger og endda tortur på grund af deres tro. Datteren til en broder der var blevet henrettet, sagde: „Når min far bliver oprejst, vil han glæde sig over at få at vide at jeg fulgte hans eksempel med hensyn til at vise gudhengivenhed, og at jeg tjente på Betel.“

Ghana, den 5. marts 2005: Malcolm J. Vigo fra afdelingskontoret i Nigeria holdt indvielsesforedraget for 3243  tilstedeværende. De nye tilbygninger til det eksisterende afdelingskontor omfatter tre boligblokke, 50 kontorer, en værkstedsbygning og en rigssal foruden spisesal, køkken og vaskeri.

Guam, den 25. juni 2005: Dette var det tredje indvielsesprogram der blev holdt siden 1980, hvor Guam kun havde én menighed. Nu er der ti menigheder. Ud over moderniseringer indbefattede det seneste projekt en ny rigssal og en toetages beboelsesbygning. De 100 internationale frivillige kom fra Australien og USA — helt for egen regning. Da en lokal bygningsinspektør hørte dette og så kvaliteten af arbejdet, „rystede han vantro på hovedet,“ skriver afdelingskontoret. Lorence Shepp fra afdelingskontoret i Peru holdt indvielsesforedraget.

Mauritius, den 6. november 2004: Gerrit Lösch havde det privilegium at holde foredraget da udvidelserne af det eksisterende afdelingskontor blev indviet. Tilbygningerne indbefatter 12 nye kontorer til oversættelsesafdelingen og en ny værkstedsbygning. Besøgende kom rejsende fra Europa, Madagaskar, Mayotte, Réunion, Seychellerne og Sydafrika.

Nicaragua, den 4. december 2004: Over 330 internationale frivillige har sammen med hundreder af lokale brødre opført nye kontor- og beboelsesfaciliteter i forbindelse med afdelingskontoret foruden en åben stævnehal med 2400 siddepladser. Samuel Herd, der er medlem af Det Styrende Råd, holdt indvielsesforedraget. Blandt de delegerede var der missionærer som førhen havde tjent i Nicaragua. Det er ikke svært at forestille sig hvor begejstrede de var for at møde nogle af deres tidligere bibelstudieelever foruden disses børn og i nogle tilfælde endda børnebørn.

Panama, den 19. marts 2005: Samuel Herd talte til en tilhørerskare på 2967, hvoraf de fleste havde tjent Jehova i  over 20 år. Da byggeprojektet skulle påbegyndes, lejede brødrene en kran og hyrede en kranfører til at flytte nogle containere. Da kranføreren mødte op, nægtede han imidlertid at udføre arbejdet fordi han påstod at byggepladsen ikke var gjort klar. Brødrene prøvede at ræsonnere med ham, men til ingen nytte. Lige da han var ved at gå, spurgte han: „Hvilket trossamfund tilhører I for resten?“

„Vi er Jehovas Vidner,“ svarede brødrene.

Kranføreren tænkte sig om et øjeblik og sagde så: „Okay, jeg skal nok gøre arbejdet.“ Hvorfor ombestemte han sig pludselig? Fordi to søstre studerede Bibelen med hans børn, og han var meget taknemmelig for det de gjorde.

Slovakiet, den 16. april 2005: Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget for 448 gæster fra 21 lande. Dagen efter blev der holdt et særligt møde på et sportsstadion, og mange delegerede ankom i bus. „I er sådan nogle venlige og glade mennesker,“ sagde en buschauffør, „og I hilser alle sammen på mig! Jeg ved godt hvorfor. Det skyldes jeres tro. Til daglig kører jeg med skolebørn og lærere. Jeg må selv tage initiativet til at hilse på børnene; og lærerne — de gider ikke engang at sige hej!“

Wallkill, New York, USA, den 16. maj 2005: „Vi vil gerne indvi dette smukke nye trykkeri samt A-, C- og D-boligblokkene til den eneste sande Gud, Jehova,“ sagde John Barr fra Det Styrende Råd i sit indvielsesforedrag. Man begyndte at lægge fundamentet til det nye trykkeri den 1. maj 2003, og lidt over otte måneder senere blev den første af de nuværende trykkemaskiner stillet op.

Regionale byggeudvalg fra hele USA, dog primært fra nærliggende stater, sendte håndværkere. Noget af arbejdet blev udført af entreprenører der ikke er Jehovas Vidner. „Jeg kan ikke betale mine folk til at arbejde som jer,“ sagde en.  „I har hjertet med i det.“ En anden, der var projektleder, bemærkede: „Jeg har lært mere om mit fag i de få måneder jeg har været på Vagttårnet, end jeg gjorde i løbet af min fem år lange uddannelse!“ En repræsentant for det firma der stod for leveringen af transportbåndsystemet, sagde: „Takket være jer er dette den hurtigste installation vi nogen sinde har foretaget. Alle her er så glade, og det gør også mig glad! Hvor er det et smukt sted!“

Nogle få år tidligere havde afdelingskontoret i USA 15 offset-trykkemaskiner — 11 i Brooklyn og 4 i Wallkill. Nu er der kun fem, takket være en mere effektiv teknologi og uddelegeringen af arbejde til andre afdelingskontorer under ordningen med regionaliseret trykning. Det nye trykkeri omfatter også et papirindsamlingssystem der transporterer papiraffald fra trykkeriet og bogbinderiet gennem luftkanaler under loftet til automatiske ballepressere. Ballerne bliver genbrugt af et kommercielt firma, hvilket sparer afdelingskontoret for omkring 200.000 dollars om året!

Zambia, den 25. december 2004: Ud af de næsten 700 der var til stede ved indvielsen af de udvidede faciliteter, havde 374 tjent Jehova i over 40 år! I sin indvielsestale sagde Stephen Lett til dem der havde arbejdet med på projektet, at de ligesom trællene i en af Jesu billedtaler fortjener stor ros. — Matt. 25:23.

Brødrene aflagde også et godt vidnesbyrd under byggeriet. „I lever i et paradis,“ sagde en entreprenør.

„Mener du fysisk eller åndeligt?“ spurgte brødrene.

„Begge dele,“ svarede han.

[Fodnote]

 [Ramme/illustrationer på side 29]

Områdestævnerne „Lydighed mod Gud“

Som det blev forklaret ved områdestævnerne „Lydighed mod Gud“, er det kun dem der „kender Gud“ og „adlyder den gode nyhed“, der vil overleve Jehovas hævns dag. (2 Thess. 1:6-9) Vi ønsker derfor at gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe dem der er blevet forvirrede med hensyn til Gud eller endda er blevet bitre på ham som følge af lidelserne i verden. Nogle gode nye hjælpemidler vi kan gøre brug af, er traktaten Inden længe ingen lidelser! og bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

Den nye traktat vil uden tvivl trøste mange ofre for krige, fattigdom, katastrofer, uretfærdighed og sygdom idet den hjælper dem til at se at det ikke er Gud der er årsagen til disse tilstande. Ligeledes vil den nye bog appellere til dem der tørster efter åndelig sandhed. Tonen i bogen er varm, og ordvalget er klart og enkelt. Hovedpunkterne er fint illustreret, både i ord og billeder. Før du begynder at bruge den når du leder bibelstudier, vil det være en god idé at læse de 14 ekstra emner i tillægget.

 [Oversigt/illustrationer på side 12, 13]

BEGIVENHEDER I TJENESTEÅRET 2005

1. september 2004

8. oktober: Jehovas Vidner bliver juridisk anerkendt i Armenien.

9. oktober: Afdelingskontoret i Bulgarien indvies.

18. oktober: Kampagnen med brochuren Vær vågen og på vagt! begynder.

6. november: Afdelingskontoret på Mauritius indvies.

20. november: Afdelingskontoret i Etiopien indvies.

4. december: Afdelingskontoret i Nicaragua indvies.

25. december: Afdelingskontoret i Zambia indvies.

26. december: Et jordskælv med et richtertal på 9,0 i nærheden af Sumatra i Indonesien udløser de mest ødelæggende tsunamier i historien.

1. januar 2005

8. januar: Afdelingskontoret i Angola indvies.

  5. marts: Afdelingskontoret i Ghana indvies.

19. marts: Afdelingskontoret i Panama indvies.

24. marts: Berlins øverste forvaltningsdomstol pålægger delstaten Berlin at Jehovas Vidner skal sikres de rettigheder som foreninger har.

16. april: Afdelingskontoret i Slovakiet indvies.

1. maj 2005

16. maj: Trykkeri og boliger i Wallkill i staten New York indvies.

25. juni: Afdelingskontoret på Guam indvies.

31. august 2005

[Illustration på side 20]

Rengøring af en vandskadet rigssal i præfekturet Niigata, Japan

[Illustration på side 24]

Uddeling af nødhjælpsforsyninger i Sri Lanka