Rumænien

Bibelen har forudsagt at forfølgelsen af de sande kristne ville nå et klimaks i de sidste dage. (1 Mos. 3:15; Åb. 12:13, 17) Rumænien er et af de lande hvor denne profeti har fået en tydelig opfyldelse. Som det vil fremgå af denne beretning, har Jehovas Vidner i Rumænien dog ikke ladet noget slukke den sandhedens flamme der brænder lyst og klart i Guds tjeneres hjerter. (Jer. 20:9) Derimod har de anbefalet sig „som Guds tjenere: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder, ved slag, ved fængsler“. (2 Kor. 6:4, 5) Det er vores ønske at beretningen om deres integritet vil opmuntre alle der ønsker at vandre med Gud i disse vanskelige tider.

Året 1914 markerede begyndelsen til den mest turbulente æra i menneskehedens historie. I mange europæiske lande blev det en epoke med skånselsløse diktatorer, ekstreme politiske ideologier og rædselsvækkende massakrer. Rumænien blev indfanget af alt dette, og befolkningen blev udsat for voldsomme lidelser. Det gjaldt også dem der i lydighed mod Jesus Kristus var besluttede på at tilbagebetale „Gud det der er Guds“, og afholde sig fra at tilbede den politiske stat. — Matt. 22:21.

 Frem til 1945 førte ortodokse og katolske gejstlige an i forfølgelsen af Jehovas Vidner. De gjorde det fra prædikestolen og ved at gå i komplot med politikere og politi og ægge dem til at gribe ind over for Jehovas Vidner. Den næste bølge af forfølgelse kom fra kommunisterne, som førte deres brutale og systematiske kamp i næsten fire årtier.

Hvordan kunne den gode nyhed have fremgang under disse vanskelige forhold? Det kunne den kun fordi Jesus indfriede sit løfte: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:20) Lad os nu gå cirka hundrede år tilbage i tiden og se hvordan det gik til at Rigets sæd for første gang blev sået i det der i dag kaldes Østeuropa.

Rumænere vender tilbage til deres hjemland

I 1891 besøgte bibelstudenten Charles Taze Russell nogle af landene i Østeuropa under en forkynderrejse, men han var lidt skuffet over resultaterne. „Vi fandt slet ingen grobund for sandheden,“ skrev han. Der gik dog ikke lang tid før situationen i Rumænien ændrede sig. Faktisk kom broder Russell selv til indirekte at spille en vigtig rolle i forbindelse med at få arbejdet i dette land påbegyndt. Hvordan det?

Ved slutningen af det 19. århundrede havde de sociale og økonomiske forhold i Rumænien fået mange til at søge arbejde andre steder, blandt andet i USA. For nogle førte deres flytning til andet og mere end materielle fordele — de opnåede også nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen. Det gjaldt blandt andre Károly Szabó og József Kiss, som var åndeligsindede mænd der mødte op for at høre flere af Russells bibelske foredrag.

Broder Russell lagde mærke til at de to mænd var oprigtigt interesserede i Bibelen, og henvendte sig derfor personligt til dem. I samtalens løb foreslog han Károly og József at overveje  at rejse tilbage til Rumænien og fortælle deres slægtninge og venner om Rigets budskab. Begge mænd tog forslaget til sig og sejlede tilbage til Rumænien i 1911. De slog sig ned i byen Târgu Mureş i Transsylvanien.

På vej tilbage til sit hjemland bad broder Szabó en bøn til Gud om at nogle fra hans familie ville tage imod sandheden. Da han kom hjem, handlede han i overensstemmelse med sin bøn og begyndte at forkynde for sine slægtninge, deriblandt sin katolske niece Zsuzsanna Enyedi, der gav ham husly. Zsuzsannas mand var gartner, og hun solgte blomster på markedet.

Hver morgen overværede Zsuzsanna messen inden hun gik på arbejde, og hver aften gik hun ud i haven for at bede når hendes familie var gået i seng. Károly havde lagt mærke til dette, og en aften henvendte han sig derfor til hende i haven, lagde blidt sin hånd på hendes skulder og sagde: „Zsuzsanna, du har et oprigtigt hjerte. Du vil finde sandheden.“ Som hendes onkel havde sagt, tog denne gode kvinde sandheden til hjerte og blev den første i Târgu Mureş der indviede sit liv til Jehova. Hun forblev trofast til hun døde i en alder af 87 år.

Broder Szabó forkyndte også for Sándor Józsa, en ung mand der arbejdede for familien Enyedi. Sándor overværede alle de møder som de to brødre holdt, og han var hurtig til at  tage sandheden til sig. Faktisk begyndte denne unge mand på 18 år snart at forkynde og holde gode bibelske foredrag i sin hjemlandsby Sărăţeni i Mureş-amtet. Med tiden kom hans ’anbefalingsbreve’ til at omfatte seks ægtepar og 24 børn — 13 piger og 11 drenge. — 2 Kor. 3:1, 2.

Broder Kiss og broder Szabó forkyndte først i Târgu Mureş og fortsatte derefter videre gennem hele Transsylvanien. Da de opholdt sig i Dumbrava, 30 kilometer fra Cluj-Napoca, mødte de Vasile Costea, der var baptist. Vasile var en lille, målbevidst mand og en passioneret bibellæser. Han spekulerede meget over hvad Kristi tusindårsrige var, og lyttede derfor opmærksomt da József og Károly forklarede Skrifterne for ham. Vasile talte også ungarsk, og efter at han var blevet døbt, aflagde han et grundigt vidnesbyrd for både rumænere og ungarere i området. Senere begyndte han at tjene som kolportør (heltidsforkynder), og det blev han ved med indtil sin død.

 Broder Szabó bragte også den gode nyhed til Satu Mare, en by i det nordvestlige Rumænien. Dér mødte han Paraschiva Kalmár, en gudfrygtig kvinde der hurtigt tog imod sandheden. Paraschiva lærte sine ni børn at elske Jehova. I dag er der fem generationer af Jehovas Vidner i hendes familie.

En anden rumæner der lærte sandheden fra Bibelen at kende i USA og vendte tilbage til Rumænien inden Første Verdenskrig, var Alexa Romocea. Alexa rejste til sin hjemlandsby, Benesat, i det nordvestlige Transsylvanien. Inden længe opstod der en lille gruppe af bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, og de begyndte at holde møder i området. Gruppen bestod blandt andet af Alexas nevøer Elek og Gavrilă Romocea. I dag er der også i Alexas store familie fem generationer af Jehovas Vidner.

Elek blev stærkt forfulgt på grund af sin kristne neutralitet og immigrerede til USA, hvor han overværede et særligt stævne som bibelstudenterne holdt i Cedar Point, Ohio, i 1922. Faktisk fik han det privilegium at virke som tolk for den rumænske sprogsektion ved stævnet. Gavrilă  blev i Rumænien og fulgtes med broder Szabó og broder Kiss når de rejste rundt og forkyndte i Transsylvanien og besøgte nydannede menigheder og grupper. Senere kom han til at tjene på det første afdelingskontor i Rumænien.

En rumæner ved navn Emanoil Chinţa blev arresteret under den første verdenskrig og sendt til et militærfængsel i Italien, langt hjemmefra. Dér mødte han nogle bibelstudenter som var blevet fængslet fordi de nægtede at bære våben. Emanoil lyttede til det bibelske budskab de forkyndte, og tog det til hjerte. Da han blev løsladt i 1919, vendte han hjem til Baia Mare i Maramures-amtet, hvor han nidkært forkyndte den gode nyhed og hjalp med at oprette endnu en gruppe af bibelstudenter.

Takket være den nidkærhed og selvopofrende ånd de første forkyndere og de der lyttede til dem, lagde for dagen, mangedobledes antallet af disciple, og overalt i landet skød der små grupper af bibelstudenter op. Ja, i 1919 — kun otte år efter at Károly Szabó og József Kiss var vendt tilbage til Rumænien — var over 1700 forkyndere og interesserede blevet organiseret i 150 bibelstudiekredse, nu kaldt grupper eller menigheder. Broder Kiss var pioner i sit hjemland indtil han døde, 86 år gammel. Broder Szabó vendte tilbage til USA i 1924 for at koordinere arbejdet i det ungarske distrikt dér.

Fremstilling af åndelig føde

Trykte publikationer spillede en stor rolle i forbindelse med at sprede budskabet om Riget og mætte dem der hungrede efter åndelig føde. For at dække behovet for åndelig føde sørgede brødrene for at få trykt litteratur på lokale, kommercielle trykkerier. I 1914 begyndte et privat trykkeri i Târgu Mureş med navnet Oglinda, der betyder „Spejl“, at fremstille en 16-siders udgave af Vagt-Taarnet, Forkynder af  Kristi Nærværelse foruden bøger og traktater — alt sammen på ungarsk.

I 1916 begyndte man at fremstille rumænsk litteratur på lokale trykkemaskiner. Publikationerne indbefattede brochuren Tabernakel-Skygger af de „Bedre Ofre“, et ottesiders blad med Udvalgte artikler fra „Vagttaarnet“, bogen Daglig himmelsk Manna for Troens Husstand (nu Undersøg daglig Skrifterne) og sangbogen Daggry Sange. Fra og med 1918 fremstillede et trykkeri i Detroit i Michigan, USA, en rumænsk udgave af Vagt-Taarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse og af den månedlige traktat Ekko fra Talerstolen, som modigt afslørede falsk religion.

Fordi den gode nyhed havde god fremgang, blev Jacob B. Sima, en bibelstudent med rumænske rødder, sendt til Rumænien for at hjælpe med at koordinere arbejdet og sørge for at det juridiske grundlag kom i orden. Kort efter at broder Sima var ankommet til Cluj-Napoca i 1920, mødtes han med Károly Szabó og derefter med József Kiss. Noget af det de prioriterede højt, var at finde et hus i Cluj-Napoca der ville egne sig til afdelingskontor. Der var imidlertid mangel på huse, så brødrene etablerede et midlertidigt kontor i en broders lejlighed. I april 1920 blev det første afdelingskontor således oprettet, og samtidig blev Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab juridisk anerkendt. I en periode førte det rumænske afdelingskontor også tilsyn med arbejdet i Albanien, Bulgarien, Ungarn og det daværende Jugoslavien.

På dette tidspunkt begyndte de revolutionære vinde der blæste gennem Balkanlandene, at feje ind over Rumænien. Ud over at der herskede politisk ustabilitet, begyndte antisemitismen også at brede sig som en løbeild, og i flere byer var der studenteroptøjer. Regeringens modtræk var at forbyde offentlige møder. Selvom kolportørerne intet havde at gøre  med urolighederne, blev over 20 af dem arresteret og udsat for en hårdhændet behandling, og deres litteratur blev konfiskeret.

Ikke desto mindre arbejdede forkynderne fortsat flittigt, og efterspørgselen efter litteratur blev ved med at stige. Det var imidlertid blevet dyrt at få publikationerne trykt på kommercielle trykkerier, og afdelingskontoret undersøgte derfor hvilke andre muligheder der var. Samtidig blev et af de trykkerier som brødrene allerede benyttede, sat til salg. Det lå på Regina Mariagade 36 i Cluj-Napoca. Efter at have fået tilladelse fra hovedkontoret købte afdelingskontoret denne ideelle ejendom, som omfattede to bygninger — en med fire etager og en med to.

I marts 1924 begyndte man at renovere ejendommen, og frivillige arbejdere kom tilrejsende helt fra Baia Mare, Bistriţa og Rodna. For at støtte projektet solgte mange brødre nogle af deres personlige ejendele, mens andre skænkede  gaver i form af mad og byggematerialer. Mange af disse ting transporterede de i specielle tasker kaldt desagi, som enten kunne hænge på skulderen eller fragtes på hesteryg.

For at forbedre trykkeriet købte afdelingskontoret blandt andet tre Linotypemaskiner, to fladtrykpresser, en rotationspresse, en automatisk falsemaskine og en maskine til guldprægning. Udrustet med disse maskiner satte trykkeriet snart en ny standard for trykning i landet.

Et af betelfamiliens 8 medlemmer førte tilsyn med de 40 arbejdere der ikke var Jehovas Vidner, og som arbejdede i treholdsskift på trykkeriet. De sled i det, hvilket afspejlede sig i produktionsrapporten for det første driftsår, 1924. Der blev trykt publikationer på både rumænsk og ungarsk, og man fremstillede 226.075 bøger, 100.000 brochurer og 175.000 blade! Bøgerne indbefattede bibelstudiebogen Guds Harpe og det første af de syv bind i Studier i Skriften, med titlen Guds Verdensplan.

Efter to års forberedende arbejde trykte afdelingskontoret også en rumænsk udgave af bogen Scenario of the Photo-Drama of Creation. Som bogens navn antyder, var den baseret på ’Fotodramaet’ — en forevisning som bestod af farvelagte glaslysbilleder, levende billeder og synkroniseret lyd. Publikum blev taget med fra skabelsen og frem til slutningen af Kristi tusindårsrige. Selvom bogen Scenario ikke var lige så levende som ’Fotodramaet’, indeholdt den 400 trykte billeder samt korte lektioner om læremæssige, historiske og videnskabelige emner — noget der bevægede mange læsere til at undersøge Bibelen nærmere.

Antallet af bibelstudiekredse øges

„Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige!“ Sådan lød Joseph Rutherfords opfordring ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922. Denne stærke tilskyndelse animerede  Guds tjenere verden over til at lægge større nidkærhed for dagen. I Rumænien nåede brødrene ud til nye distrikter med den gode nyhed og gjorde mange nye disciple.

Hvordan studerede de nye Bibelen dengang? De blev tilsluttet såkaldte klasser til Berøa-studium. Som grundlag for Berøa-studierne blev der udgivet nogle spørgsmål, og skriftligt materiale til lektionerne blev taget fra forskellige publikationer og kunne bestilles pr. post. Studieplanen fandtes i Vagt-Taarnet. De der var kommet længere i deres studium af Bibelen, nød også gavn af kurset „International Sunday School Lessons“ (Internationale søndagsskolelektier), som hjalp dem til at undervise i Guds ord.

Repræsentanter fra afdelingskontoret besøgte studiegrupperne, holdt foredrag og ydede andre former for åndelig hjælp. Det regelmæssige hyrdearbejde og undervisningen blev imidlertid udført af pilgrimsbrødre, eller rejsende tilsynsmænd som de kaldes i dag. I 1921 var der seks pilgrimsbrødre, og blot to år senere var der otte. Disse nidkære brødre holdt møder i hundredvis af byer og landsbyer og talte til titusinder af åndeligt udhungrede mennesker.

To af disse pilgrimsbrødre var Emanoil Chinţa, som blev nævnt tidligere, og Onisim Filipoiu. Da broder Chinţa ved en lejlighed holdt foredrag i Bukovina, en af landets nordlige regioner, var der en hel del adventister og baptister blandt tilhørerne, og nogle af dem reagerede positivt på sandheden. Senere blev de to brødre sendt til Bukarest, hvor de hjalp mange flere til at få nøjagtig kundskab om Guds ord. En taknemmelig mand skrev: „Jeg takker Gud fordi han har sendt broder Emanoil og broder Onisim, som måtte arbejde hårdt for at oplyse og overbevise mig. Herren vil udføre et stort arbejde i denne by, men der er brug for tålmodighed.“

 I 1920 holdt brødrene deres første stævner — det ene i Brebi, i Salaj-amtet, og det andet i Ocna Dejului, i Cluj-amtet. Begge steder kunne man køre til med tog, og lokale forkyndere og interesserede stillede logi til rådighed. Omkring 500 delegerede fra alle dele af Rumænien mødte op. De aflagde et flot vidnesbyrd ved deres gode adfærd.

Den hurtige vækst i antallet af forkyndere skete dog ikke uden at der opstod modstand. Lige fra begyndelsen af Første Verdenskrig blev brødrene forfulgt fra religiøs og politisk side.

Fjender udnytter krigsfeberen

De politiske myndigheder, som var optændt af nationalisme og opildnet af præsterne, var fjendtligt indstillede over for dem der ikke ville melde sig under fanerne og kæmpe for fædrelandet. Da den første verdenskrig brød ud, var der derfor mange brødre som blev arresteret og dømt. Nogle blev endda henrettet, deriblandt Ioan Rus, en nygift mand fra landsbyen Petreştii de Mijloc, syd for Cluj-Napoca.

Ioans grandnevø Daniel fortæller: „I 1914 blev Ioan Rus indkaldt til militærtjeneste. Fordi han nægtede at gå i krig, blev han bragt til Bukarest og dér dømt til døden. Da han skulle henrettes, blev han tvunget til at grave sin egen grav og stille sig ved siden af den med front mod eksekutionspelotonen. Den ansvarshavende officer gav så Ioan lov til at sige nogle få ord før han skulle dø. Han valgte at bede en bøn højt. Soldaterne blev så bevæget af Ioans bøn at de fik betænkeligheder og nægtede at udføre henrettelsen. Officeren tog så en af mændene til side og lovede ham tre måneders orlov med fuld løn hvis han skød fangen. Soldaten tog imod tilbuddet og fik sin orlov.“

I 1916 blev broder Kiss og broder Szabó også arresteret, og begge fik en fængselsstraf på fem år. De var stemplet  som „farlige“ og blev derfor holdt i isolation i 18 måneder i et skarpt bevogtet fængsel i Aiud. I hvilken forstand var József og Károly „farlige“? Med dommerens ord havde de „forkyndt andre læresætninger end dem der var officielt anerkendt“. Enkelt sagt blev de ikke blot fængslet fordi de nægtede at slå ihjel, men også fordi de underviste i bibelske sandheder som stred imod den traditionelle teologi.

Fra fængselet skrev de to mænd til menighederne og grupperne for at opmuntre brødrene. Et af brevene lyder i uddrag: „Vi vil gerne udtrykke vores glæde over at vor kærlige himmelske Fader, som vi skylder taknemmelighed, pris og ære, har ladet lyset fra Vagt-Taarnet skinne. Vi er overbeviste om at brødrene værdsætter Vagt-Taarnet og beskytter det som et lys der blafrer i stormen.“ Begge mænd blev løsladt i 1919 — tidsnok til at de kunne være med til at oprette afdelingskontoret det følgende år.

Præsternes modstand intensiveres

Efter den første verdenskrigs afslutning i 1918 fortsatte de gejstlige med at modstå Guds folk. Én præst kritiserede offentligt bibelstudenternes syn på sjælens udødelighed og på Marias rolle. „Længselen efter et bedre liv på jorden gør [bibelstudenterne] vanvittige,“ skrev han. „De fastholder at vi alle er brødre og søstre, og at folk af alle nationaliteter er lige.“ Derefter klagede han over at det er vanskeligt at gribe juridisk ind over for bibelstudenterne fordi de „giver det udseende af at være sandhedselskende, religiøse, fredsommelige og ydmyge mennesker“.

I 1921 skrev præster i Bukovina til Indenrigs- og Justitsministeriet og forlangte at få bibelstudenternes arbejde forbudt. Faktisk var der vrede gejstlige i praktisk talt alle de områder sandheden var blevet udbredt til, og de rasede mod Guds folk. Ortodokse, katolske og andre kirker organiserede  hadkampagner hvor de tilskyndede enkeltpersoner og større grupper til at angribe forkynderne. I et brev til hovedkontoret skrev afdelingskontoret: „Her i landet beklæder de gejstlige alt for mange regeringsembeder, og vores arbejde er i nogen grad overladt til deres nåde. Der ville ikke være nogen problemer hvis de overholdt lovene, men de misbruger deres magt.“

Som reaktion på gejstlighedens spærreild af klager godkendte Religionsministeriet at der blev anvendt „magt“ for at hindre Jehovas folk i at forkynde og holde møder. Derved blev politiet kirkernes forlængede arm, og de arresterede brødrene på den falske anklage at de forstyrrede freden. Loven var dog ikke klart defineret, så der var forskel på hvilke straffe der blev udmålt. Brødrenes gode adfærd udgjorde også et problem. „Bibelstudenterne kan ikke dømmes,“ sagde en dommer, „for de er ofte de fredeligste af alle mennesker.“

Ikke desto mindre intensiveredes forfølgelsen, og i slutningen af 1926 blev Vagt-Taarnet forbudt. Men dette standsede  ikke strømmen af åndelig føde — brødrene ændrede ganske enkelt navnet på bladet! Fra og med udgaven for 1. januar 1927 kom den rumænske udgave til at hedde Høsten, senere blev navnet ændret til Bibelens lys og til sidst til Daggry. Dets ungarske modstykke fik det nye navn Kristen pilgrim, derefter Evangelium og til sidst Tidsskriftet for dem der tror på Kristi blod.

Sørgeligt nok faldt Jacob B. Sima fra på dette tidspunkt. Han var faktisk skyld i at man i 1928 mistede afdelingskontorets bygninger og alt udstyret! Brødrene „er blevet spredt, og deres tillid er blevet rokket,“ beretter ’Årbogen’ for 1930. På grund af denne sørgelige udvikling blev tilsynet med arbejdet overdraget til afdelingskontoret i Tyskland i 1929 og senere til Vagttårnets centraleuropæiske kontor i Bern i Schweiz. Begge afdelingskontorer arbejdede gennem et kontor som brødrene senere fik oprettet i Bukarest.

’Brænd ikke min bog’

Til trods for disse yderligere prøvelser sørgede de der var forblevet trofaste, for at reorganisere arbejdet, og de fortsatte med at forkynde, endda i nye områder. Den 24. august 1933 skrev det rumænske afdelingskontor: „Folk hungrer efter sandheden. Vore brødre i marken skriver til os at de er engagerede i vidnearbejdet, og grupper af landsbyboere følger efter dem fra dør til dør for at høre mere om sandheden.“

I ét tilfælde tog en fattig kvinde imod en bog som blev tilbudt, og hun gav endda et lille bidrag til Rigets arbejde. Men da landsbypræsten hørte om det, gik han straks hen til kvindens hus. „Giv mig den bog så jeg kan brænde den!“ befalede han.

„Åh nej, Fader, brænd den ikke,“ bad kvinden, „for den har bragt os trøst, og den vil hjælpe os til at udholde vores elendighed!“ Kvinden nægtede at give bogen fra sig.

 En anden kvinde som satte stor pris på publikationerne, var en hertuginde hvis tjenestefolk var Jehovas Vidner. En dag sagde hun til sine ansatte: „I er nu ikke længere mine tjenere, men mine brødre!“ I en anden landsby fortalte en broder nogle nysgerrige børn at han forkyndte Guds rige. Børnene gav sig så til at opfordre forbipasserende til at tage imod litteratur. „Bøgerne fortæller om Gud,“ sagde de. Broderen blev praktisk talt mundlam over denne entusiastiske og spontane støtte, og snart havde han spredt alle sine bøger!

Nicu Palius, en mild og elskværdig pionerbroder, kom til Rumænien fra Grækenland for at hjælpe med arbejdet. Efter at have tjent i Bukarest flyttede han til Galaţi, som er en stor havneby ved Donaufloden. I slutningen af 1933 skrev Nicu: „I næsten to og en halv måned arbejdede jeg blandt rumænerne, og Jehova Gud skænkede mig mange velsignelser — og dét skønt jeg ikke talte sproget. Senere arbejdede jeg blandt grækerne og armenierne, og med Herrens hjælp besøgte jeg 20 byer. Grækerne glædede sig særlig meget over budskabet.“

Ja, på trods af gejstlighedens hadkampagne var der mange retsindige som ønskede at høre den gode nyhed. Blandt andet var der en borgmester som ivrigt læste adskillige brochurer og senere erklærede at han med længsel  ventede på den nye verden. I en anden by bad en mand om at få nogle publikationer, og han lovede at dele dem ud til alle der var villige til at læse dem.

Arbejdet reorganiseres

I 1930, to år efter at Jacob B. Sima var faldet fra, blev rumæneren Martin Magyarosi udnævnt til at føre tilsyn med arbejdet. Han var af ungarsk afstamning og kom fra Bistriţa i Transsylvanien. Efter at have fået seks ugers oplæring på afdelingskontoret i Tyskland oprettede broder Magyarosi et kontor i Bukarest. Snart efter blev den rumænske udgave af Vagt-Taarnet, som midlertidigt var blevet fremstillet i Østrig og Tyskland, igen trykt i Rumænien, denne gang af et forlag i Bukarest som hed Den Gyldne Bog.

Efter meget besvær lykkedes det brødrene at danne et nyt juridisk selskab i 1933 — Jehovas Vidners Bibel- og Traktatselskab. Adressen var Crişanagade 33, Bukarest. På grund af religiøs og politisk modstand kunne brødrene dog kun blive registreret som en trykkerivirksomhed.

Ikke desto mindre var disse bestræbelser med til at genopbygge tilliden og fremme forkyndelsesarbejdet. Mange øgede deres indsats i forkyndelsen, især i vinterhalvåret, hvor folk på landet har mere tid. Nogle begyndte endda som pionerer. Brødrene lyttede også til bibelske foredrag der blev sendt over radioen. Disse foredrag var især en god hjælp for dem der ikke overværede møderne fordi de var bange for deres naboer eller for præsterne. Vagt-Taarnet annoncerede programtider, foredragstitler og radiofrekvenser.

Noget andet der var med til at fremme den gode nyhed, var rejsegrammofonen som blev fremstillet af Jehovas organisation. I 1930’erne kunne menigheder og enkeltpersoner bestille grammofoner såvel som plader med bibelske  foredrag. Pladerne opmuntrede „ikke kun brødrene, men også andre familier der ejede grammofoner, og som elskede sandheden,“ sagde en bekendtgørelse i Bulletin (nu Rigets Tjeneste).

Flere prøvelser inden for menigheden

I 1920’erne og 30’erne blev der kastet større og større lys over Guds ord og over nødvendigheden af at hver enkelt kristen vidnede om sandheden. Et klart lysglimt kom i 1931 da bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner. Dette bibelske navn er mere end blot en betegnelse. Det tilkendegiver at bæreren af det både erkender at Jehova er den sande Gud, og fortæller det til andre. (Es. 43:10-12) Denne udvikling fik de bibelstudenter der modsatte sig forkyndelsesarbejdet, til at snuble og forlade organisationen. Nogle blev endda frafaldne og antog navnet Millennister. Ville de loyales tro kunne klare denne prøve? Ville de fortsætte med at udføre  deres forkynderhverv selv når de blev udsat for modstand fra både de gejstlige og de frafaldne?

Nogle bukkede under for presset, men mange fortsatte trofast og nidkært i Jehovas tjeneste. En rapport fra 1931 lød i uddrag: „Der er omkring 2000 brødre og søstre i Rumænien, og disse har under store vanskeligheder spredt 5549 bøger og 39.811 brochurer i årets løb.“ Det følgende år opnåede brødrene endnu bedre resultater, idet de i alt spredte 55.632 bøger og brochurer.

Nogle gange virkede forfølgelsen desuden stik imod hensigten. For eksempel besluttede alle Jehovas Vidner i et bestemt område sig for at gøre det offentligt kendt at de havde brudt med „Babylon den Store“. (Åb. 18:2, 4) I fem dage strømmede disse modige brødre og søstre ind på det lokale rådhus for skriftligt at give til kende at de ville meldes ud af deres tidligere kirke.

De ledende i samfundet var chokerede, og den lokale præst var forfærdet. Først løb han hen på politistationen efter hjælp, men forgæves. Så styrtede han tilbage til rådhuset og beskyldte notaren for at være kommunist fordi han hjalp folk med at udfylde deres dokumenter. Fornærmet svarede notaren igen og sagde at han ville hjælpe alle byens borgere med at melde sig ud af kirken hvis de kom til ham. Dét lukkede munden på præsten, og brødrene kunne færdiggøre deres papirarbejde.

„Har du tænkt dig at skyde mig?“

Præsterne rasede mod Jehovas Vidner i deres prædikener og blev ved med at lægge pres på regeringen for at få arbejdet forbudt. Religionsministeriet, som var gejstlighedens politiske redskab, blev naturligvis ved med at bruge politiet til at chikanere brødrene. I ét tilfælde trængte en politichef og en anden betjent ind i et hus hvor man holdt kristne møder.

 „Jeg vil gerne se jeres tilladelse til at holde religiøse møder,“ sagde politichefen til husets beboer, en broder som vi vil kalde George.

George var klar over at politichefen sikkert ikke havde nogen dommerkendelse, og spurgte: „Hvilken bemyndigelse har du til at trænge ind i mit hjem?“

Manden kunne ikke give noget svar, så George bad ham om at gå. Tøvende gik han hen mod døren. Men på vejen ud beordrede han den anden betjent til at holde vagt ved lågen og arrestere George hvis han prøvede på at forlade ejendommen. Da George senere gik udenfor, arresterede betjenten ham „i lovens navn“.

„I hvilken lovs navn?“ spurgte George.

„Jeg har en arrestordre mod dig,“ påstod han.

George, der tidligere selv havde været politibetjent, kendte loven og bad derfor om at se arrestordren. Men, som George anede, havde betjenten ingen. Da betjenten ikke kunne foretage en lovlig arrestation, prøvede han at skræmme George ved at lade sin revolver.

„Har du tænkt dig at skyde mig?“ spurgte George.

„Nej,“ vrissede betjenten, „jeg er ikke dum.“

„Jaså,“ sagde George, „hvorfor har du så ladet din revolver?“

Det fik betjenten til at se det tåbelige i det han lige havde gjort, og han gik sin vej. George ønskede ikke at situationen skulle gentage sig, og anlagde derfor sag mod politichefen for ulovlig indtrængen på privat grund. Forbavsende nok førte det til at politichefen fik en bøde og blev idømt 15 dages fængselsstraf.

I et andet tilfælde aflagde en ældre broder et godt vidnesbyrd i retten. Dommeren holdt to bøger i hånden som var  udgivet af Jehovas Vidner. Han viftede med dem foran broderen og beskyldte ham for at udbrede religiøs propaganda.

„Hvis du dømmer mig fordi jeg forkynder sandheden fra Guds ord,“ svarede broderen, „vil jeg ikke betragte det som en straf, men som en æresbevisning. Herren Jesus sagde til sine disciple at de skulle glæde sig når de blev forfulgt for retfærdigheds skyld fordi det var sådan profeterne i fortiden blev behandlet. Faktisk blev Jesus selv forfulgt og endda pælfæstet, ikke for at have gjort noget forkert, men for at fortælle andre om den sandhed han havde fået fra Gud.“

Broderen fortsatte: „Hvis denne ret dømmer mig for at forkynde Jesu budskab om Riget ved hjælp af disse to bøger, vil den derfor dømme en mand der ikke har begået nogen forbrydelse.“ Dommeren afviste anklagerne.

’Intet sted udholder brødrene sværere forhold’

Efter 1929 førte det økonomiske sammenbrud inden for landbruget, den omfattende arbejdsløshed og den politiske uro til en hastig opblomstring af ekstremistiske politiske grupper, deriblandt fascisterne. Og i 1930’erne kom Rumænien gradvis under indflydelse af Nazityskland. Dette var en ildevarslende udvikling for Jehovas Vidner. I ’Årbogen’ for 1936 stod der faktisk: „Der er utvivlsomt intet sted i verden hvor brødrene arbejder under sværere forhold end i Rumænien.“ Fra 1933 til 1939 var der 530 retssager mod Jehovas Vidner. Anklagerne blev naturligvis ved med at forlange at arbejdet skulle forbydes, og at kontoret i Bukarest skulle lukkes.

Det endte med at politiet den 19. juni 1935, klokken otte om aftenen, ankom til kontoret udstyret med noget som viste sig at være en ulovlig dommerkendelse. De beslaglagde arkiver og over 12.000 brochurer og opstillede desuden en vagt. Alligevel lykkedes det en broder at slippe ud ad en bagdør,  og han kontaktede en imødekommende advokat, som også var senator. Advokaten ringede til de respektive myndigheder og fik den ulovlige lukning annulleret og alle arkiverne leveret tilbage. Men lempelsen var kortvarig.

Den 21. april 1937 udstedte Religionsministeriet en retskendelse som blev trykt i det officielle regeringstidsskrift og i landets aviser. Ifølge kendelsen var Jehovas Vidners aktivitet strengt forbudt i Rumænien, og de der uddelte eller blot læste deres litteratur, ville blive arresteret og straffet, og deres publikationer ville blive konfiskeret.

Brødrene protesterede mod kendelsen. Men den ansvarlige minister vidste at hans sag stod svagt, og fik derfor retsmødet udsat tre gange. Før man nåede frem til den endelige dato, indførte kong Carol II så diktatur i Rumænien. I juni 1938 blev der udstedt en ny retskendelse imod Jehovas Vidner. Endnu en gang lagde brødrene sag an. De skrev også et officielt memorandum til kongen som forklarede at Jehovas Vidners publikationer har en uddannelsesmæssig værdi, ikke er samfundsnedbrydende og ikke tilskynder til uroligheder. Memorandummet henviste endda til en tidligere højesteretsafgørelse som var nået frem til denne konklusion. Kongen sendte memorandummet videre til Religionsministeriet. Hvad blev resultatet? At ministeriet den 2. august 1938 lukkede og forseglede kontoret i Bukarest.

I denne vanskelige periode blev adskillige brødre — endda hele familier — arresteret og idømt fængselsstraffe, i nogle tilfælde blot fordi de sang Rigets sange i deres eget hjem. Straffene varierede fra tre måneder til to år. Men hvordan blev brødrene overhovedet opdaget? Mange blev udspioneret af folk der var under indflydelse af de gejstlige. Disse spioner forklædte sig som arbejdsmænd, sælgere og så videre.

 Enhver der blev fundet med vores litteratur på sig, blev også arresteret. En broder der var skovhugger, tog sin bibel og ’Årbog’ med på arbejde i skoven. En dag ransagede politiet alle arbejdernes personlige ejendele og fandt broderens litteratur. De arresterede ham og beordrede ham til at gå 200 kilometer sammen med dem til retslokalet hvor han fik en fængselsdom på seks måneder. Fængslerne var overfyldte og snavsede, og det myldrede med lus. Vandede supper var den eneste føde der blev serveret.

Anden Verdenskrig fører flere prøvelser med sig

Ved daggry den 1. september 1939 stormede tyske tropper Polen, hvilket udløste en anden global konflikt — en som fik dybtgående og langvarige virkninger for Rumænien. Sovjetunionen og Tyskland havde underskrevet en ikkeangrebspagt, og i deres forsøg på at opnå kontrol delte de Østeuropa op i interessesfærer og tog senere hver deres stykke af Rumænien. Ungarn tog det nordlige Transsylvanien, Sovjetunionen tog Bessarabien og det nordlige Bukovina, og Bulgarien tog det sydlige Dobrogea. Som følge deraf mistede Rumænien omkring en tredjedel af sin befolkning og sit landområde. I 1940 kom et fascistisk diktatur til magten.

Den nye regering satte grundloven ud af kraft og udstedte et dekret der kun anerkendte ni religioner, hvoraf de største var de ortodokse, katolske og lutherske kirker. Forbuddet mod Jehovas Vidner stod fortsat ved magt. Terrorhandlinger var hverdagskost, og i oktober 1940 besatte tyske tropper landet. Under disse ekstreme forhold ophørte korrespondancen mellem Rumænien og det centraleuropæiske kontor i Schweiz praktisk talt.

De fleste Jehovas Vidner i området boede i Transsylvanien, og derfor flyttede Martin Magyarosi dertil fra Bukarest  og slog sig ned i Târgu Mureş. Hans kone, Maria, var allerede flyttet dertil af helbredsgrunde. Pamfil og Elena Albu, som også havde tjent på kontoret i Bukarest, flyttede længere mod nord til Baia Mare. Fra disse to byer reorganiserede broder Magyarosi og broder Albu forkyndelsesarbejdet og den hemmelige fremstilling af Vagttaarnet. Teodor Morăraş, som de havde arbejdet sammen med, blev i Bukarest, hvor han koordinerede arbejdet i det der var tilbage af Rumænien, indtil han blev arresteret i 1941.

I al denne tid var brødrene travlt optaget af tjenesten. De spredte bibelsk litteratur ved hver en lejlighed, men udviste samtidig stor forsigtighed. For eksempel efterlod de brochurer på offentlige steder, som restauranter og togkupéer, og håbede så at litteraturen ville fange nogens opmærksomhed. De blev også ved med at følge den bibelske befaling om at  mødes for at få åndelig opmuntring, men var selvfølgelig forsigtige med ikke at vække mistanke. (Hebr. 10:24, 25) De der boede på landet, drog for eksempel fordel af de traditionelle fester i høsttiden, når landmænd hjalp hinanden med at bringe deres høst i hus og bagefter fejrede det ved at samles og fortælle vittigheder og historier. Brødrene erstattede ganske enkelt disse fester med kristne møder.

’Trængt på enhver måde’

Broder Magyarosi blev arresteret i september 1942, men fortsatte med at koordinere forkyndelsesarbejdet fra fængselet. Også ægteparret Albu blev arresteret sammen med omkring 1000 andre brødre og søstre, hvoraf mange blev løsladt efter at være blevet pryglet og holdt i forvaring i omkring seks uger. På grund af deres kristne neutralitet fik hundrede Jehovas Vidner, deriblandt adskillige søstre, fængselsdomme på 2 til 15 år. Fem brødre blev idømt dødsstraf, som senere blev forvandlet til livsvarigt fængsel. I ly af mørket slæbte bevæbnet politi endda af sted med mødre og små børn og efterlod familiernes dyr uden pasning og hjemmene åbne for plyndringer.

I fangelejrene blev brødrene mødt af en „velkomstkomité“ af vagter som bandt fødderne sammen på hver enkelt fange og holdt ham fast mens en vagt slog løs på hans nøgne fødder med en pigtrådsomviklet knippel. Knogler brækkede, tånegle faldt af, og huden blev sort og skallede nogle gange af som bark af et træ. Præster der patruljerede i lejrene og var vidner til denne mishandling, sagde spottende: „Hvor er jeres Jehova til at udfri jer af vores hænder?“

Brødrene var ’trængt på enhver måde’, men „ikke ladt i stikken“. (2 Kor. 4:8, 9) De trøstede endda andre af de indsatte med håbet om Riget, et håb som nogle tog til hjerte.  Lad os se på eksemplet med Teodor Miron fra landsbyen Topliţa i det nordøstlige Transsylvanien. Inden Anden Verdenskrigs udbrud nåede Teodor til den konklusion at Gud forbyder at man tager menneskeliv, og derfor nægtede han at lade sig indrullere i hæren. I maj 1943 fik han som følge deraf en fængselsstraf på fem år. Kort tid efter mødte han Martin Magyarosi, Pamfil Albu og andre fængslede Jehovas Vidner og tog imod et bibelstudium. Teodor gjorde hurtigt åndelige fremskridt, og efter nogle få uger indviede han sit liv til Jehova. Men hvordan kunne han blive døbt?

Der opstod en mulighed for det da Teodor og omkring 50 andre rumænske Jehovas Vidner blev taget med til den nazistiske fangelejr i Bor i Serbien. På vejen stoppede de i Jászberény i Ungarn, hvor over hundrede ungarsktalende brødre sluttede sig til dem. I ventetiden sendte vagterne adskillige brødre ned til floden for at fylde en tønde med vand. Brødrene havde vundet vagternes tillid og blev derfor sendt af sted uden opsyn. Teodor var sammen med dem og blev døbt i floden. Fra Jászberény blev brødrene transporteret til Bor i tog og med flodpram.

På dette tidspunkt husede lejren i Bor 6000 jøder, 14 adventister og 152 Jehovas Vidner. „Forholdene var forfærdelige,“ mindes broder Miron, „men Jehova tog sig af os. En venlig vagt som ofte blev sendt til Ungarn, bragte publikationer ind i lejren. Nogle Jehovas Vidner som han kendte og stolede på, passede på hans familie når han var væk, så han blev som en broder for dem. Denne mand, der var løjtnant, advarede os når der var fare på færde. I lejren var der 15 ældste, som de kaldes nu, og de arrangerede tre møder om ugen. I gennemsnit var der omkring 80 til stede, alt efter hvordan deres skifteholdsarbejde faldt. Vi holdt også mindehøjtiden.“

 Nogle steder havde Jehovas Vidner uden for lejrene tilladelse til at sørge for mad og andre ting til deres fængslede brødre. Fra 1941 til 1945 blev omkring 40 Jehovas Vidner fra Bessarabien, Moldova og Transsylvanien sendt til koncentrationslejren i Şibot i Transsylvanien. De arbejdede hver dag på et lokalt savværk. Da der var knaphed på mad i lejren, kom Jehovas Vidner der boede i nærheden, hver uge hen på savværket med mad og tøj. Brødrene fordelte disse ting efter behov.

Sådanne gode gerninger var med til at aflægge et stort vidnesbyrd, både over for andre indsatte og over for vagterne. Vagterne lagde også mærke til at Jehovas Vidner var ansvarsbevidste og pålidelige. Derfor gav de dem nogle friheder som indsatte normalt ikke fik. En af vagterne i Şibot kom endda med i sandheden.

 Velsignelser efter krigen

Da krigen i Europa sluttede i maj 1945, blev alle Jehovas Vidner løsladt fra fængsler og arbejdslejre. Martin Magyarosi, der på det tidspunkt var 62 år gammel, vendte tilbage til Bukarest og fandt det gamle kontor fuldstændig ryddet. Der var ikke så meget som en skrivemaskine tilbage! „Uden noget som helst udstyr blev Herrens arbejde påbegyndt igen,“ sagde en rapport. Ud over at brødrene fik arbejdet organiseret, forsøgte de også at opnå juridisk anerkendelse, og inden længe bar deres bestræbelser frugt. Den 11. juli 1945 blev Jehovas Vidner i Rumænien officielt registreret som en forening.

Dette skridt gjorde det nemmere at organisere offentlige møder og stævner og at fremstille litteratur, hvilket alt sammen ville puste nyt liv i arbejdet og være med til at fjerne meget af den forvirring og splittelse der var opstået. Ja, i det første år efter krigen producerede brødrene næsten 870.000 brochurer og over 85.500 eksemplarer af Vagttaarnet — og det til trods for at der var papirmangel i landet! Desuden blev 1630 døbt.

Allerede inden arbejdet blev juridisk anerkendt, begyndte brødrene at forkynde åbenlyst. De arrangerede også møder og særlige offentlige foredrag. Om Jehovas Vidner i Maramures-amtet beretter et øjenvidne: „Endnu mens hærene var på tilbagetog, mødtes brødrene. Man kunne se dem komme fra alle landsbyer i regionen, fuldstændig frygtløse. Det var en gribende tid. Nogle gik 80 kilometer for at komme til møde, og undervejs sang og forkyndte de. Hver søndag annoncerede ordstyreren hvor mødet ville blive holdt den følgende søndag.“

Der blev averteret og holdt offentlige foredrag i byer og landsbyer hvor der kun var få eller slet ingen Jehovas Vidner.  Brødrene måtte gå op til 100 kilometer for at komme til disse steder, og de gik hjemmefra ved midnatstid, ofte barfodede fordi sko var så dyre. De tog selvfølgelig deres sko med sig, men bar dem over skulderen. Kun når forholdene var meget slemme — for eksempel i bidende kulde — tog de skoene på. Dagen før mødet tilbød brødrene litteratur til offentligheden, annoncerede titlen på foredraget og inviterede folk til at overvære det. Efter foredraget gik brødrene hjemad igen.

I Baia Mare, Cluj-Napoca, Târgu Mureş og Ocna Mureş holdt brødrene i snesevis af stævner som blev overværet af flere hundrede Jehovas Vidner og interesserede. Et af højdepunkterne ved stævnet i Baia Mare i juni 1945 var dåben, som man foretog ti kilometer fra byen. Efter foredraget der blev holdt i en broders have, blev de 118 dåbskandidater døbt i Lăpuşul-floden, der løb langs haven. Det var en uforglemmelig dåb i meget smukke omgivelser.

I Târgu Mureş lejede brødrene et teater med siddepladser til 3000. Dagen før stævnet begyndte delegerede at ankomme  med tog, i hestevogn, på cykel eller til fods. Nogle gik straks i gang med at forkynde og at invitere folk til det offentlige foredrag, der handlede om Noas ark. Da brødrene overalt i byen så plakater der med en smukt udformet tekst averterede foredraget, græd mange af dem af glæde. De havde aldrig troet at de skulle opleve en sådan frihed til at forkynde den gode nyhed!

Brødrenes hårde arbejde blev rigt belønnet — der kom så mange for at høre foredraget at der måtte sættes to højttalere op uden for teatret så alle kunne høre. Resultatet var at mange naboer kunne følge med i programmet fra deres vinduer. Byens embedsmænd og andre fremtrædende personer var blevet indbudt til at komme og få et førstehåndskendskab til Jehovas Vidner. Overraskende nok optog de alle de pladser der var reserveret til dem. De sang også med på sangene.

Det første landsstævne

I weekenden den 28. og 29. september 1946 holdt Jehovas Vidner deres allerførste landsstævne i Rumænien. Mødestedet var de romerske arenaer (Arenele Romane) i Bukarest. De rumænske jernbaner gik ikke blot med til at indsætte et særtog, men reducerede også billetprisen til det halve! Toget transporterede langt over tusind delegerede til hovedstaden fra nogle af de fjerneste egne i landet. Mange af de rejsende bar plakater som vakte stor nysgerrighed. Men rejsen forløb dog ikke gnidningsløst.

Præsterne havde hørt om stævnet og forsøgte at standse toget. Fredagen inden stævnet begyndte lokale Jehovas Vidner at samles på stationen klokken ni om formiddagen, og de regnede med at kunne tage imod deres brødre inden for en time. De ventede tålmodigt indtil toget endelig rullede ind på stationen klokken seks om aftenen. Den begejstring der  var da gæster og værter omfavnede hinanden, var ubeskrivelig. Der var udkommanderet bevæbnet politi til at opretholde ro og orden, men betjentene havde ikke noget at lave.

Mange af bygningerne i Bukarest, deriblandt 12.000 boliger, var blevet ødelagt under krigen, og logimulighederne var derfor begrænsede. Men brødrene var opfindsomme. For at skaffe ekstra „senge“ købte de et bjerg af halm. De bredte det ud på en græsplæne som tilhørte en broder der boede i forstaden Berceni. Vejret var usædvanlig varmt i betragtning af at det var i slutningen af september, og de familier der var til stævne, kunne derfor bekvemt lægge sig til at sove sammen med deres børn på en madras af halm under stjernehimmelen. I dag er der på det selv samme sted blevet opført en smuk ny rigssal.

De 3400 der var til stede ved stævnet lørdag formiddag, blev begejstrede for at høre at Vagttaarnet nu igen udkom to gange om måneden på både rumænsk og ungarsk. Denne formiddag blev der faktisk uddelt tusind eksemplarer af denne første udgave blandt brødrene. I en periode indeholdt bladet fire studieartikler for at alle kunne indhente de oplysninger de var gået glip af under krigen.

Søndag formiddag var sat til side til forkyndelse. Overalt sås grupper af forkyndere der annoncerede det offentlige foredrag. På deres plakater var der et billede af en hammer, et sværd og en ambolt. Teksten lød: „’Sværd smedes til plovjern’ — Gud inspirerede disse ord. To profeter skrev dem ned. Men hvem vil praktisere dem?“ Forkynderne uddelte invitationer og tilbød blade, som de havde i hvide skuldertasker af stof med påskriften „Jehovas Vidner“ eller „Forkyndere af Guds rige“ eller „Forkyndere af teokrati“.

Den eftermiddag indledte Martin Magyarosi det offentlige foredrag med at sige: „I dag afholder stormagterne en  fredskonference i Paris. Her, ved vores stævne, er der 15.000 forsamlet. Hvis man visiterede hvert eneste Jehovas vidne der er til stede, ville man hverken finde sværd eller pistoler. Hvorfor ikke? Fordi vi allerede har smedet vores sværd til plovjern!“ Med synlige spor af krigen alle vegne var dette foredrag både magtfuldt og betimeligt.

Til stede om søndagen var justitsministeren, en ministersekretær for indenrigsministeren, en del politibetjente og en gruppe ortodokse præster. Såvel brødrene som betjentene forventede at præsterne ville skabe uroligheder, for det havde de truet med. Men kun én prøvede at forstyrre programmet. Da brødrene så præsten på vej hen imod talerstolen under det offentlige foredrag, spærrede de vejen for ham, tog ham fast i armene og førte ham tilbage til tilhørerpladserne. „Der er ikke behov for en ortodoks præst til at holde foredrag ved dette stævne,“ hviskede de til ham, „men du er meget velkommen til at tage plads og lytte til programmet.“ Han gjorde ikke yderligere forsøg på noget. Senere sagde justitsministeren at han havde nydt foredragene og var imponeret over Jehovas Vidners gode orden.

Senere tænkte en broder tilbage på stævnet og skrev: „Fjendernes komplot var en total fiasko, og brødrene vendte glade hjem.“ Deres fred og enhed var også blevet styrket, og det var opmuntrende fordi mange var kommet til stævnet  med blandede følelser på grund af de splittelser som var opstået under krigen.

For de gejstlige så situationen dog ikke så lys ud, for i mange områder kunne de ikke længere få de verdslige myndigheder til at gå deres ærinde over for Jehovas Vidner. Det hindrede dem naturligvis ikke i at kritisere brødrene voldsomt fra prædikestolene. Nogle præster gik endnu videre og rekrutterede bander til at tæve forkynderne — mænd som kvinder — når de så dem forkynde. I et tilfælde blev en pionersøster overfaldet af en kvinde der var gift med en ortodoks præst. Præstens kone slog løs på søsteren med en stok indtil den knækkede! „Vi fører mange retssager mod sådanne præster,“ står der i en rapport fra denne periode.

Flere bestræbelser for at genoprette enheden

I 1947 tilbragte Alfred Rütimann fra afdelingskontoret i Schweiz to måneder i Rumænien. Planen var at afholde et stævne og få Hayden C. Covington fra hovedkontoret til at ledsage broder Rütimann. Myndighederne gav imidlertid ikke brødrene lov til at afholde stævnet, og de ville ikke udstede et visum til broder Covington. Alfred Rütimann fik dog et tomåneders visum, som gjorde det muligt for ham at opholde sig i Rumænien i august og september.

Hans første stop var Bukarest, hvor han blev hilst velkommen i lufthavnen af en gruppe smilende brødre og søstre som havde en smuk buket med til ham, en traditionel velkomstbuket. De tog ham med til kontoret i Bukarest på Aliongade 38, et hus som en interesseret mand ejede. Kontoret var blevet flyttet dertil i januar 1947. På grund af den voksende kommunistiske trussel beholdt brødrene dog kontoret på Basarabiagade 38 som deres officielle adresse. Man havde erhvervet det i juli 1945, og der var kun et gammelt bord og  en sofa, en skrivemaskine der ikke virkede, og et skab fyldt med gulnede brochurer og blade — alt sammen noget der kunne konfiskeres uden at der skete noget ved det. En gang imellem arbejdede en søster der.

Broder Rütimann mødtes med Pamfil Albu, der var formand for det juridiske selskab, og Martin Magyarosi, der førte tilsyn med arbejdet i landet. Begge brødre tjente også som områdetilsynsmænd. I en årrække havde kommunikationen været begrænset, og de rumænske brødre var begejstrede for at høre om den seneste udvikling inden for Jehovas organisation, såsom indførelsen af Den Teokratiske Skole i menighederne og oprettelsen af missionærskolen Gilead. Alle var naturligvis ivrige efter at Den Teokratiske Skole skulle indføres i Rumænien. Faktisk sørgede brødrene øjeblikkelig for at få det arrangeret sådan at man kunne få trykt  de 90 lektioner fra skolehåndbogen, Theocratic Aid to Kingdom Publishers, på både rumænsk og ungarsk.

Broder Rütimanns primære mål var imidlertid at besøge så mange menigheder og grupper som muligt for at holde de vigtigste af de foredrag som de skulle have hørt ved stævnet. Han og broder Magyarosi, der virkede som tolk, begav sig derfor ud på en tur i to etaper til områder hvor sandheden var godt etableret. De begyndte turen i Transsylvanien.

Til Transsylvanien og videre endnu

Som det var tilfældet de fleste steder, gjorde forkynderne i Transsylvanien en stor indsats for at overvære de særlige møder. Og af hensyn til de to gæsters stramme program var de villige til at blive oppe til sent om aftenen. I landsbyen Vama Buzăului varede programmet for eksempel fra klokken ti om aftenen til klokken to om natten — og det uden så meget som antydningen af klager fra de 75 tilstedeværende.

„Disse mennesker har en anden opfattelse af tid end vi har,“ skrev Alfred Rütimann senere. „De har ikke noget imod at stå op klokken to eller tre om natten af hensyn til besøgende, og de tænker aldrig i minutter og sjældent i timer! Selvom de rejser til fods — og nogle gange går lange strækninger på bare fødder — er det som om de har mere tid end os og er mindre stressede. Til at begynde med tænkte jeg at det var skørt at arrangere et møde så sent om aftenen, men broder Magyarosi forsikrede mig om at det var det ikke.“

Næste stop var Târgu Mureş, som dengang var en by med 31.000 indbyggere. Også den havde lidt stor skade under krigen, og næsten alle broer var ødelagt. Alligevel rejste 700 brødre fra 25 menigheder op til 50 kilometer hver vej til det sted hvor mødet blev holdt — i en skovlysning i nærheden af byen.

 De to brødre rejste også til Cluj-Napoca, hvor der kom 300 fra 48 menigheder. Mens de var i byen, viste broder Magyarosi broder Rütimann det trykkeri som man havde mistet i 1928 på grund af Jacob Sima. Hvad var der blevet af ham? „Han døde sidste år,“ skrev broder Rütimann i sin rapport. „Han var blevet dranker.“

Nogle af de næste stop var Satu Mare og Sighetu Marmaţiei, nær Ukraine. I det område var der over 40 rumænske, ungarske og ukrainske menigheder. De lokale landmænd og landsbyboere klarede sig stort set uafhængigt af verden omkring dem. De dyrkede deres egne fødevareafgrøder foruden hør og hamp og opdrættede dyr, især får. De fremstillede også deres eget tøj, lavede selv tæpper og forarbejdede læder. Skoene blev lavet hos landsbyens skomager. Mange af brødrene og søstrene overværede det særlige møde iklædt deres hjemmelavede, traditionelle broderede dragter af lærred og hamp.

På den anden etape af deres tur rejste broder Rütimann og broder Magyarosi til Moldavien i det nordvestlige Rumænien. Deres første stop var i kommunen Frătăuţii, hvor de lokale brødre var usædvanlig gæstfri skønt de var fattige. I olielampernes skær bespiste de deres gæster med frisk mælk, brød, majsgrød og kogte pillede æg der var dyppet i smeltet smør. Alle spiste af små skåle. „Maden var meget god,“ skrev broder Rütimann. Om natten sov de besøgende brødre i køkkenet på senge henne ved den varme ovn. Deres værter sov i nærheden på halmsække.

Forkynderne i dette område var nidkære i tjenesten, og som rapporten viser, blev de rigt velsignet af Jehova. I foråret 1945 havde der været 33 forkyndere i området. Nu, i 1947, var der 350 — en tidobling af forkynderantallet på to år!

 De to brødre fik virkelig en fornemmelse af at være kommet på landet da de tilbagelagde de næste 120 kilometer til Bălcăuţi og Ivăncăuţi i en hestetrukken kærre. „De små, men fortræffelige, rumænske heste kan gå på en hvilken som helst vej, uanset hvor dårlig den er, og på et hvilket som helst tidspunkt, dag eller nat,“ skrev en broder. Bălcăuţi-menigheden var blevet oprettet i 1945 og bestod af forkyndere der tidligere havde tilhørt en evangelisk kirke. Menighedstjeneren havde været deres lægprædikant. Mødet i Ivăncăuţi blev på grund af regnvejr holdt i en broders hjem. Det betragtede de 170 tilstedeværende dog ikke som noget problem. Nogle af dem havde gået 30 kilometer på bare fødder for at overvære mødet.

Da turen var slut, havde de to brødre holdt foredrag 19 steder for i alt 4504 forkyndere og interesserede fra 259 menigheder. På sin vej tilbage til Schweiz holdt Alfred Rütimann også foredrag i byerne Orăştie og Arad, hvor mange brødre gik 60 til 80 kilometer for at komme til mødet. Ja, der var endda en landmand på 60 år hvis værdsættelse var så stor at han gik 100 kilometer på bare fødder for at komme.

Disse særlige møder var meget betimelige og en vigtig milepæl for arbejdet i Rumænien, ikke kun fordi brødrene havde brug for opmuntring, men også fordi den åndelige høst nu var moden. Rumænerne var trætte af undertrykkende herskere og krigens elendighed, og mange var desillusionerede over religionen. Dertil kom at den drastiske devaluering af møntenheden, leu, i august 1947 gjorde mange ludfattige fra den ene dag til den anden. Resultatet var at flere der tidligere havde modstået budskabet om Riget, nu blev lydhøre.

De særlige møder var også betimelige af en anden grund, for en ny og endnu mere voldsom storm af forfølgelse var  ved at bryde løs. Denne storm, der blev næret af en ateistisk ideologi og af skånselsløse, intolerante ledere, kom til at rase i næsten fire årtier.

Jerntæppet går ned for Rumænien

I november 1946, året før Alfred Rütimanns besøg, var kommunisterne kommet til magten i Rumænien. I løbet af de næste få år fik de fjernet enhver modstand mod partiet og sat gang i sovjetiseringen, hvorved Rumæniens kulturelle og politiske institutioner blev rettet ind efter sovjetisk mønster.

Brødrene drog fuld nytte af den ro der var inden den nye bølge af forfølgelse kom rullende. De trykte i hundredtusindvis af blade, brochurer og andre publikationer og fordelte dem i 20 depoter ud over hele landet. Samtidig øgede mange brødre deres indsats, og nogle begyndte som pionerer, deriblandt Mihai Nistor og Vasile Sabadâş.

Mihai blev sendt til det nordvestlige og centrale Transsylvanien, hvor han fortsatte som pioner selv efter at kommunisterne havde forbudt arbejdet. Fjenderne søgte længe at få ram på ham. Hvordan undgik han at blive fanget? Han fortæller: „Jeg lavede en taske der lignede den som glarmestrene brugte. Klædt i arbejdstøj og bærende på vinduesruder og værktøj gik jeg rundt i de byer og landsbyer jeg havde fået tildelt som forkynderdistrikt. Så snart jeg fik øje på politiet eller nogle der så mistænkelige ud, begyndte jeg med høj røst at gøre reklame for mine vinduer. Brødrene brugte forskellige metoder for at undgå modstanderne. Det var et spændende, men  risikofyldt arbejde — ikke kun for os pionerer, men også for de familier der gav os logi. Det bragte os imidlertid stor glæde at se bibelstudieelever gøre fremskridt og antallet af forkyndere vokse.“

Også Vasile Sabadâş fortsatte som pioner til trods for at han ofte var nødt til at flytte. Han gjorde en særlig indsats for at finde og hjælpe de brødre der var blevet spredt for alle vinde af det nye kommunistregimes sikkerhedsapparat, Securitate. Vasile fortæller: „For at undgå at blive arresteret måtte jeg være forsigtig og opfindsom. Når jeg rejste til en anden del af landet, måtte jeg for eksempel altid finde på en gyldig grund til at gøre det, såsom en henvisning fra lægen til et kurbad.

Fordi jeg undgik at vække mistanke, lykkedes det mig at etablere kommunikationslinjer mellem brødrene så de kunne modtage en regelmæssig forsyning af åndelig føde. Mine valgsprog var Esajas 6:8: ’Her er jeg! Send mig’ og Mattæus 6:33: ’Bliv da ved med først at søge riget.’ Disse vers fyldte mig med glæde og gav mig styrke til at fortsætte.“ Dette havde Vasile brug for, for selvom han passede på, blev han ligesom mange andre til sidst arresteret.

Voldelige angreb på Guds organisation

Fra 1948 blev korrespondancen med hovedkontoret meget vanskelig, så ofte tyede brødrene til at skrive kodede beskeder på postkort. I maj 1949 videresendte Martin Magyarosi en besked fra Petre Ranca, som han arbejdede sammen med på kontoret i Bukarest. Den lød: „Alle i familien har det godt. Det har stormet voldsomt og været bidende  koldt, og vi har ikke kunnet arbejde i marken.“ Senere skrev en anden broder at „familien ikke kan modtage nogen søde sager“, og at „mange er syge“. Det han mente, var at det ikke var muligt at sende åndelig føde ind i Rumænien, og at mange brødre sad i fængsel.

Som følge af en afgørelse i Justitsministeriet den 8. august 1949 blev kontoret og lejlighederne i Bukarest lukket, og alt udstyr, derunder personlige ejendele, blev beslaglagt. I de følgende år blev i hundredvis af brødre arresteret og dømt. Under det fascistiske styre var Jehovas Vidner blevet anklaget for at være kommunister; men da kommunisterne kom til magten, blev brødrene stemplet som „imperialister“ og „amerikanske propagandister“.

Der var spioner og stikkere alle vegne. Om kommunisternes metoder sagde ’Årbogen’ for 1953 at de „nu er blevet så hårde at enhver i Rumænien der modtager post fra Vesten, bliver blacklistet og omhyggeligt overvåget“. Rapporten fortsætter: „Det er næsten umuligt at forestille sig hvor rædselsslagne folk er. Selv medlemmer af samme familie kan ikke stole på hinanden. Friheden er fuldstændig forsvundet.“

I begyndelsen af 1950 blev Pamfil og Elena Albu, Petre Ranca, Martin Magyarosi og mange andre arresteret og falskeligt anklaget for at spionere for Vesten. Nogle af dem udsatte man for tortur for at tvinge dem til at røbe fortrolige oplysninger og indrømme at de var spioner. Deres eneste tilståelse var imidlertid at de tilbad Jehova og tjente hans riges interesser. Efter denne ildprøve kom nogle brødre i fængsel og andre i arbejdslejre. Hvordan påvirkede denne bølge af forfølgelse arbejdet? Det selv samme år — 1950 — havde Rumænien en 8 procents fremgang i forkyndertallet. Hvilket magtfuldt vidnesbyrd om Guds ånds virke!

 Broder Magyarosi, der på daværende tidspunkt var sidst i tresserne, blev sendt til Gherla-fængselet i Transsylvanien, hvor han døde i slutningen af 1951. „Han har udholdt mange og store lidelser for sandhedens skyld,“ beretter en rapport, „især siden han blev arresteret i januar 1950. Nu er disse lidelser forbi.“ Ja, i omkring 20 år udholdt Martin voldsomme angreb fra henholdsvis præsterne, fascisterne og kommunisterne. Hans eksempel i uangribelighed minder os om apostelen Paulus’ ord: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ (2 Tim. 4:7) Skønt hans kone, Maria, ikke blev fængslet, viste også hun en eksemplarisk udholdenhed under modstand. En broder beskrev hende som „en intelligent søster, der fuldt og helt er viet til Herrens arbejde“. Efter at Martin var blevet arresteret, sørgede nogle af Marias slægtninge for hende, deriblandt adoptivdatteren, Mărioara, der også selv kom i fængsel og blev løsladt i efteråret 1955.

„Jehovas Vidner er rosværdige mennesker“

I 1955 udstedte regeringen amnesti, og de fleste af brødrene blev løsladt. Men deres frihed var kun kortvarig. Fra 1957 til 1964 blev Jehovas Vidner igen jaget og arresteret, og nogle blev idømt livslange straffe. De fængslede brødre bukkede dog ikke under for fortvivlelse, men opmuntrede hinanden til at stå fast. De blev kendt for deres gode principper og deres ubrydelige integritet. En politisk fange fortalte om det han havde iagttaget: „Jehovas Vidner er rosværdige mennesker, og de ville ikke give op og afsværge deres tro.“ Han fortalte videre at Jehovas Vidner i det fængsel hvor han var, var „de mest vellidte fanger“.

I 1964 blev der udstedt et nyt amnesti. Men det var også kun en stakket frist, for mellem 1968 og 1974 blev der foretaget flere massearrestationer. „Fordi vi forkynder evangeliet,“  skrev en broder, „er vi blevet tortureret og spottet. Vi beder jer mindeligt om at huske vore fængslede brødre i jeres bønner. Vi ved at alt dette er en prøvelse som vi bliver nødt til at udholde. Vi vil fortsætte med modigt at forkynde den gode nyhed som forudsagt i Mattæus 24:14. Men endnu en gang beder vi jer af hele vort hjerte om ikke at glemme os!“ Som vi skal se, hørte Jehova de inderlige, tårefyldte bønner som hans loyale tjenere bad, og trøstede dem på forskellige måder.

Satan sår mistillid

Djævelen angriber ikke blot Guds folk udefra, men også indefra. For eksempel fik nogle af de brødre som blev løsladt i 1955, ikke de samme tilsynsopgaver som de havde haft før de blev arresteret. Det blev de vrede over og begyndte at så splid. Hvor sørgeligt at de efter at have bevaret deres uangribelighed under fængsling bukkede under for stolthed da de blev sat på fri fod! Mindst én fremtrædende broder gik endda så vidt som til at samarbejde med Securitate for at undgå straf, og det var til stor skade for de trofaste brødre og for forkyndelsesarbejdet. — Matt. 24:10.

Guds folk måtte også forholde sig til at der var forskel på hvordan man så på samvittighedsspørgsmål. Når brødrene var blevet arresteret, fik de for eksempel ofte lov til at vælge mellem at gå i fængsel eller at arbejde i saltminerne. Nogle mente at de der valgte saltminerne, gik på kompromis med Bibelens principper. Andre holdt på at søstre ikke burde bruge kosmetik, og at det var upassende at gå i biografen eller i teatret eller endda at eje en radio.

Det positive var imidlertid at brødrene generelt aldrig mistede det vigtigste af syne — nødvendigheden af at forblive loyale over for Gud. Det fremgik tydeligt af rapporten for tjenesteåret 1958 som viste at 5288 havde været med i forkyndelsen — hvilket var over 1000 flere end i det foregående  år. Desuden havde 8549 overværet mindehøjtiden, og 395 var blevet døbt!

En anden prøve begyndte i 1962 efter at Vagttårnet havde forklaret at „de højere myndigheder“ der nævnes i Romerbrevet 13:1, er de verdslige, jordiske myndigheder og ikke Jehova Gud og Jesus Kristus, som man tidligere havde antaget. Brutale herskere havde udsat mange brødre i Rumænien for store lidelser, og derfor havde brødrene svært ved at acceptere den nye forståelse. Faktisk troede nogle helt oprigtigt at det var et ondskabsfuldt kommunistisk påfund som havde til formål at få dem til at underkaste sig staten fuldstændigt, i modstrid med princippet i Mattæus 22:21.

En broder talte med et andet Jehovas vidne som havde været i Berlin, Rom og andre byer. Han fortæller: „Denne broder der havde rejst en hel del, bekræftede at den nye forståelse ikke var en kommunistisk list, men åndelig føde fra trælleskaren. Jeg havde dog stadig mine betænkeligheder og spurgte vores områdetilsynsmand hvad vi nu skulle gøre.“

Han svarede: „Bare fortsæt arbejdet med fuld kraft — det er hvad vi bør gøre!“

„Det var et meget godt råd, og jeg er glad for at kunne sige at jeg ’fortsætter med fuld kraft’ den dag i dag.“

Til trods for de store problemer med kommunikationen gjorde hovedkontoret og det afdelingskontor der førte tilsyn med arbejdet i Rumænien, alt hvad de kunne, for at holde brødrene orienteret om den åbenbarede sandhed og for at hjælpe dem til at arbejde sammen som en forenet åndelig familie. Med det formål skrev de breve og udarbejdede passende artikler til Rigets Tjeneste.

Hvordan nåede denne åndelige føde ud til Jehovas folk? Hvert eneste medlem af landsudvalget havde hemmelige forbindelser med de rejsende tilsynsmænd og de ældste i menighederne.  Disse forbindelser blev opretholdt af betroede kurerer, som også bragte breve og rapporter til og fra kontoret i Schweiz. På denne måde var brødrene i stand til at få i hvert fald en vis mængde åndelig føde og teokratiske retningslinjer.

Loyale brødre og søstre arbejdede også hårdt for at fremme enheden i deres egne menigheder og grupper. Det gjaldt blandt andet Iosif Jucan, som ofte sagde: „Vi kan ikke gøre os nogle forhåbninger om at blive reddet i Harmagedon medmindre vi fortsætter med regelmæssigt at tage åndelig føde til os og bevarer en nær kontakt med vores ’moder’.“ Han hentydede til at holde forbindelsen ved lige med den jordiske del af Jehovas organisation. Sådanne brødre var værdifulde aktiver for Guds folk og udgjorde et bolværk mod dem der prøvede at ødelægge deres enhed.

Fjendens taktik

For at svække Jehovas tjeneres tro eller tvinge dem til at underkaste sig gjorde kommunisterne brug af spioner, forrædere, tortur, løgnepropaganda og dødstrusler. Spioner og stikkere omfattede naboer, kolleger, frafaldne, familiemedlemmer og agenter fra Securitate. De sidstnævnte infiltrerede endda menighederne ved at foregive at de var interesserede i sandheden, og ved at lære sig teokratiske udtryk. Disse „falske brødre“ forårsagede stor skade og var skyld i mange arrestationer. En af dem, Savu Gabor, havde endda en ansvarsfuld post. Han blev afsløret i 1969. — Gal. 2:4.

Agenter for regeringen udspionerede også enkeltpersoner og familier  ved hjælp af skjulte mikrofoner. Timotei Lazăr fortæller: „Mens jeg var i fængsel på grund af min kristne neutralitet, beordrede Securitate jævnlig mine forældre og min yngre bror til at møde op i hovedkvarteret hvor de blev forhørt i op til seks timer ad gangen. Ved en af disse lejligheder installerede de aflytningsudstyr i vores hjem. Om aftenen lagde min bror, der er elektriker, mærke til at elmåleren kørte unormalt hurtigt. Han tjekkede hvad det kunne skyldes, og opdagede at der var sat aflytningsudstyr op to steder. Han tog billeder af udstyret og afmonterede det. Næste dag kom der nogle agenter fra Securitate og bad om at få udleveret deres legetøj, som de kaldte det.“

Løgnepropaganda kom ofte i form af artikler som allerede havde været bragt i andre kommunistiske lande. For eksempel blev artiklen „Jehovistsekten og dens reaktionære karakter“ taget fra en russisk avis. Artiklen anklagede Jehovas Vidner for at have „karakter af en typisk politisk organisation“ hvis mål „er at udføre en undergravende virksomhed i socialistiske lande“. Den tilskyndede også læserne til at rapportere ethvert forsøg der blev gjort på at fremme Jehovas Vidners lære. For tænkende mennesker var denne politiske propaganda imidlertid en direkte indrømmelse af at modstanderne ikke havde haft heldet med sig, for den viste at Jehovas Vidner stadig var meget aktive og bestemt ikke forholdt sig tavse.

Når Securitate-agenterne tog en broder eller søster til fange, kendte deres grusomheder, som de var eksperter i at udføre, ingen grænser. For at få deres ofre til at tale anvendte de endda kemiske stoffer der påvirkede sindet og nervesystemet. Samoilă Bărăian, der blev offer for en sådan mishandling, fortæller: „Efter at de var begyndt på deres forhør, fik de mig til at tage nogle stoffer der gjorde mere skade end  tævene. Snart opdagede jeg at der var noget galt med mig. Jeg kunne ikke længere gå lige og kunne ikke gå op ad trapper. Derefter kom jeg til at lide af kronisk søvnløshed. Jeg kunne ikke koncentrere mig og talte usammenhængende.

Min fysiske tilstand blev værre og værre. Efter en måneds tid mistede jeg smagssansen. Mit fordøjelsessystem holdt op med at fungere, og jeg følte at mine led gik fra hinanden. Jeg havde frygtelige smerter. Jeg døjede så meget med fodsved at mine sko faldt fra hinanden efter to måneder, og jeg blev nødt til at smide dem ud. ’Hvorfor bliver du ved med at lyve?’ brølede den mand der forhørte mig. ’Kan du ikke se hvad der er sket med dig?’ Jeg var lige ved at eksplodere af raseri og måtte virkelig beherske mig.“ Med tiden kom broder Bărăian sig helt efter denne ildprøve.

Securitate gjorde også brug af mental tortur, som Alexa Boiciuc beretter om: „Det værste jeg oplevede, var da de en nat vækkede mig og tog mig med til en hal hvor jeg kunne høre en broder få tæsk. Senere hørte jeg en søster græde, og så hørte jeg min mors stemme. Jeg ville hellere selv have tæsk end udholde disse ting.“

Brødrene fik at vide at de ville blive benådet hvis de røbede navnene på andre Jehovas Vidner og fortalte hvornår og hvor der blev holdt møder. Kvinder blev tilskyndet til at forlade deres fængslede mænd så deres børn kunne få en bedre fremtid.

Mange brødre blev tvunget til at arbejde på kollektivbrug fordi deres ejendomme var blevet overtaget af staten. Selve arbejdet var ikke så slemt, men arbejderne skulle overvære en masse politiske møder. De der blev væk, blev hånet, og deres løn blev reduceret til næsten ingenting. Denne situation skabte selvfølgelig problemer for Jehovas Vidner, som ikke ville deltage i nogen møder eller aktiviteter af politisk art.

 Når agenter for regeringen foretog en razzia mod Jehovas Vidners hjem, beslaglagde de også personlige ejendele, især ting der kunne sælges. Og midt om vinteren ødelagde de ofte ovnene, den eneste varmekilde i husene. Hvorfor denne grusomhed? Fordi ovne, som de sagde, var gode skjulesteder for litteratur. Men alligevel blev brødrene ikke bragt til tavshed. Selv de der blev udsat for mishandling og led afsavn i arbejdslejre og fængsler, fortsatte med at vidne om Jehova og at hjælpe hinanden, som vi nu skal se.

Lovprisning af Jehova i arbejdslejre og fængsler

Foruden fængsler havde Rumænien tre store arbejdslejre. En af dem var i Donaudeltaet, den anden var på den store ø Brăila, og den tredje lå ved den kanal der forbinder Donau med Sortehavet. Fra begyndelsen af den kommunistiske æra kom fængslede Jehovas Vidner ofte til at sidde sammen med deres tidligere forfølgere, som nu var blevet arresteret på grund af deres tilknytning til det forhenværende regime. En broder, der var kredstilsynsmand, endte i selskab med 20 præster! Det siger sig selv at der med et sådant indespærret publikum blev grobund for mange interessante diskussioner.

 For eksempel havde en broder i et af fængslerne en lang samtale med en teologiprofessor som tidligere havde eksamineret præstekandidater. Broderen opdagede hurtigt at professoren stort set intet vidste om Bibelen. Blandt de indsatte der lyttede til samtalen, var der en mand som havde været general i hæren under det tidligere regime.

„Hvordan kan det være at jævne håndværkere kender Bibelen bedre end du gør?“ spurgte generalen professoren.

Professoren svarede: „På de teologiske seminarier bliver vi undervist i kirketradition og lignende emner, ikke i Bibelen.“

Generalen var ikke imponeret. „Vi stolede på din viden,“ sagde han, „men nu kan jeg se at vi er blevet ledt sørgeligt på vildspor.“

Med tiden fik en del fanger nøjagtig kundskab om sandheden og indviede deres liv til Jehova. Det gjaldt blandt andet en mand der afsonede 75 år for røveri. Der skete så store forandringer med denne mands personlighed at det vakte fængselsmyndighedernes opmærksomhed. Det førte til at de gav ham et nyt arbejde — et arbejde der ikke normalt blev givet til en der sad inde for røveri. Han skulle uden ledsagelse tage i byen og købe ind til fængselet!

Ikke desto mindre var livet i fangenskab barsk, og maden var knap. Fangerne anmodede endda om at deres kartofler ikke blev skrællet så de kunne få lidt mere at spise. De spiste også roer, græs, blade og andre planter for blot at få en følelse af mæthed. Flere døde af underernæring, og alle led af dysenteri.

Om sommeren arbejdede brødrene i Donaudeltaet med at grave og køre jord væk i forbindelse med opførelsen af en dæmning. Om vinteren stod de på isen og skar sumpplanter.  De sov i en gammel jernbåd, hvor de måtte udholde kulde, snavs, lus og hjerteløse vagter der var helt upåvirkede selv når en fange døde. Men uanset hvilke forhold brødrene blev udsat for, opmuntrede og hjalp de hinanden til at forblive åndeligt stærke. Lad os se hvad Dionisie Vârciu erfarede.

Lige før Dionisie blev løsladt, spurgte en officer ham: „Har fangenskabet kunnet ændre Deres tro, Vârciu?“

„Undskyld mig,“ svarede Dionisie, „men ville De skifte et sæt tøj af høj kvalitet ud med et der var ringere?“

„Nej,“ sagde officeren.

„Nuvel,“ fortsatte Dionisie, „under mit fangenskab er der ingen der har tilbudt mig noget der er bedre end det jeg har. Hvorfor skulle jeg så skifte tro?“

Officeren tog Dionisies hånd og sagde: „De er en fri mand, Vârciu. Hold fast ved Deres tro.“

Brødre og søstre som Dionisie var ikke supermennesker. Deres mod og åndelige styrke udsprang af deres tro på Jehova, en tro de holdt i live på de mest utrolige måder. — Ordsp. 3:5, 6; Fil. 4:13.

Studium efter hukommelsen

András Molnos ser tilbage og fortæller: „Min fængselstid var en periode med teokratisk oplæring.“ Hvordan kunne han sige det? Fordi han så værdien af hver uge at mødes med sine brødre og studere Guds ord. „Ofte,“ fortæller András, „fandtes informationerne ikke på papir, men kun i hukommelsen. Brødre kunne genkalde sig artikler fra Vagttårnet som de havde studeret inden de blev fængslet. Nogle få brødre kunne endda huske indholdet af et helt blad — derunder spørgsmålene i studieartiklerne!“ I nogle tilfælde skyldtes denne enestående hukommelse at nogle af fangerne inden deres fængsling havde arbejdet med at skrive  den åndelige føde af i hånden. — Se rammen „Duplikeringsmetoder“ på side 132-33.

Når de ansvarshavende brødre planlagde kristne møder, annoncerede de hvilket emne der skulle drøftes, og hver eneste fange prøvede så at genkalde sig alt hvad han vidste om emnet, lige fra skriftsteder til punkter der havde været behandlet i bibelske publikationer. Til sidst mødtes alle for at drøfte tankerne. En blev valgt til at lede mødet, og efter den indledende bøn forestod denne broder drøftelsen ved at stille passende spørgsmål. Når alle andre havde kommenteret, fortalte han hvilke tanker han selv havde gjort sig, og derefter gik han videre til næste punkt.

I nogle fængsler var gruppedrøftelser forbudt. Men brødrenes opfindsomhed kendte ingen grænser. En broder fortæller: „Vi plejede at tage badeværelsesruden ud af rammen og male glasset med en blanding af blød sæbe og kalk som vi havde skrabet af væggen. Når ruden var blevet tør, kunne vi bruge den som tavle og skrive dagens lektion på den. Én broder dikterede ordene med dæmpet stemme, mens en anden skrev dem på tavlen.

Vi var fordelt i adskillige fængselsceller, der fungerede som studiegrupper. Lektionerne gik fra den ene broder i cellen til den anden. Brødrene i den celle hvor tavlen var, morsede oplysningerne til brødrene i de andre celler. Hvordan? Ved så stille som muligt at banke på væggen eller på varmerørene. Imens holdt brødrene i de andre celler deres kopper op imod væggen eller varmerøret, og så satte de øret til koppen, der virkede som et lytteapparat. De der ikke kendte morsekoden, blev selvfølgelig nødt til at lære den.“

I nogle fængsler kunne brødrene modtage frisk åndelig føde udefra ved hjælp af søstre der også var meget opfindsomme og idérige. Når søstrene bagte brød, skjulte de  for eksempel litteratur inden i dejen. Brødrene kaldte denne mad brød fra himmelen. Det lykkedes endda søstrene at få dele af Bibelen smuglet ind i fængslerne ved at folde bibelsider til bittesmå firkanter og stikke dem ind i små plastickugler som de derefter overtrak med smeltet chokolade og kakaopulver.

Det ubehagelige ved denne ordning var imidlertid at brødrene måtte foretage læsningen på toilettet, det eneste sted de kunne være alene i nogle få minutter uden at blive overvåget af vagter. Når en broder var færdig med at læse materialet, gemte han det bag vandbeholderen. Fanger der ikke var Jehovas Vidner, kendte også til dette skjulested, og mange nød et stille øjebliks læsning.

 Kvinder og børn bevarer deres integritet

Søskendeparret Viorica og Aurica Filip blev ligesom mange andre Jehovas Vidner forfulgt af deres familiemedlemmer. Pigerne havde syv brødre og en søster. Viorica fortæller: „Aurica forlod universitetet i Cluj-Napoca i 1973 fordi hun ønskede at tjene Jehova, og kort tid efter blev hun døbt. Hendes oprigtighed og nidkærhed virkede ansporende på mig, og jeg begyndte at undersøge Guds ord. Da jeg lærte at Gud har givet løfte om evigt liv i et paradis på jorden, tænkte jeg: ’Hvad kunne være bedre end det?’ Efterhånden som jeg gjorde fremskridt, tog jeg Bibelens principper om kristen neutralitet til mig og nægtede derfor at blive medlem af kommunistpartiet.“

Viorica fortsætter: „I 1975 indviede jeg mit liv til Jehova. Jeg var flyttet hjemmefra og boede hos en slægtning i byen Sighetu Marmaţiei, hvor jeg arbejdede som skolelærer. Fordi jeg valgte at holde mig fri af politik, oplyste skoleledelsen mig om at jeg ville blive fyret ved skoleårets slutning. I et forsøg på at hindre dette begyndte min familie at plage både mig og min søster.“

Selv skolebørn blev udsat for trusler, også fra Securitate. De blev ikke kun udsat for fysisk og verbal vold; mange blev også smidt ud af deres skole og tvunget til at begynde et nyt sted. Andre blev nægtet al yderligere uddannelse. Agenter forsøgte endda at rekruttere spioner blandt børnene!

Daniela Măluţan, der nu tjener som pioner, fortæller: „Jeg blev ofte ydmyget foran mine klassekammerater fordi jeg nægtede at være med i ’Unionen af kommunistisk Ungdom’, som var et redskab til politisk indoktrinering af unge. Da jeg begyndte i niende klasse, udsatte Securitate-agenter mig for mange vanskeligheder, og det samme gjorde lærere og andre ansatte på skolen som var stikkere. Fra 1980 til  1982 blev jeg med ganske få undtagelser afhørt hver anden onsdag på skoleinspektørens kontor. I øvrigt fik inspektøren ikke lov til at overvære disse forhør. Forhørslederen, som var oberst i Securitate, var berygtet blandt brødrene i Bistriţa-Năsăud-amtet for sin hadefulde og nidkære forfølgelse af os. Han kom endda til mig med breve der mistænkeliggjorde ansvarshavende brødre. Hans mål var at underminere min tillid til brødrene, at få mig til at fornægte min tro og at få mig — der bare var en skolepige — til at blive spion for Securitate. Intet af det lykkedes for ham.

Jeg havde dog ikke udelukkende dårlige oplevelser. For eksempel ville min historielærer, der selv var medlem af partiet, gerne vide hvorfor jeg blev forhørt så ofte. En dag aflyste han historieundervisningen, og i to timer stillede han mig spørgsmål om min tro over for hele klassen. Han var imponeret over mine svar og mente ikke at det var rigtigt at behandle mig så uvenligt. Efter denne drøftelse begyndte han at respektere vores synspunkter og tog endda imod læsestof.

Skoleledelsen blev dog ved med at modarbejde mig. Faktisk tvang de mig til at forlade skolen ved slutningen af tiende klasse. Det lykkedes mig imidlertid straks at finde et job, og jeg har aldrig fortrudt at jeg forblev loyal over for Jehova. Jeg takker ham for at jeg blev opdraget af kristne forældre som bevarede deres integritet på trods af den mishandling de blev udsat for under det kommunistiske regime. Den dag i dag er deres gode eksempel til stor opmuntring for mig.“

Unge mænd udsættes for trosprøver

I kampen mod Jehovas Vidner satte Securitate særlig hårdt ind mod unge brødre der holdt fast ved deres kristne  neutralitet. De blev arresteret, fængslet, løsladt, arresteret igen og sendt tilbage til fængselet. Målet var at undergrave deres moral. En af disse brødre var József Szabó, der lige efter at han var blevet døbt, fik en dom på fire år.

Efter to års fængsel blev József i 1976 sat på fri fod, og kort efter mødte han sin kommende hustru. „Vi blev forlovet og fastsatte datoen for vores bryllup,“ fortæller József. „Men så fik jeg endnu en stævning fra militærdomstolen i Cluj. Jeg blev bedt om at møde i retten præcis den dag hvor vi skulle giftes! Alligevel gik min forlovede og jeg videre med vores planer og blev gift, og derefter mødte jeg op i retten. Selvom mit gifte liv kun kunne udmåles i minutter, blev jeg idømt en fængselsstraf på yderligere tre år, og jeg afsonede hvert eneste af dem. Det er umuligt at beskrive hvor smertelig denne adskillelse var.“

Et andet ungt Jehovas vidne, Timotei Lazăr, fortæller: „I 1977 kom min lillebror og jeg ud af fængselet. Vores storebror, som var blevet løsladt året før, kom hjem for at fejre begivenheden sammen med os. Men han gik lige i en fælde — agenter fra Securitate ventede på ham. Vi havde været tvunget til at være borte fra hinanden i to år, syv måneder og 15 dage, og nu blev vores bror igen revet væk fra os og sendt tilbage til fængselet fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. Min lillebror og jeg stod tilbage og var helt sønderknust.“

Afholdelse af mindehøjtiden

På mindehøjtidsaftener intensiverede modstanderne deres bestræbelser for at få ram på Jehovas Vidner. De lavede husundersøgelser, idømte bøder og foretog arrestationer. Af forsigtighedshensyn mødtes brødrene i små grupper — nogle gange blot som familier — for at mindes Jesu død.

 Teodor Pamfilie beretter: „På en mindehøjtidsaften sad politichefen sammen med nogle af sine venner og drak til sent ud på aftenen. Da han skulle af sted for at foretage en razzia i brødrenes hjem, bad han en fremmed som havde en bil, om at køre for ham. Men bilen kunne ikke starte. Til sidst kom der dog liv i motoren, og de kørte hen til vores hus, hvor vi var en lille gruppe der holdt mindehøjtid. Vi havde imidlertid dækket alle ruderne fuldstændig til så huset var helt mørkelagt, og de antog derfor at der ikke var nogen hjemme. Så kørte de videre til et andet hus. Men dér var mindehøjtiden overstået, og alle var gået hjem.

I mellemtiden afsluttede vi programmet, og brødrene tog hurtigt af sted. Kun min kødelige bror og jeg var tilbage da to politimænd kom brasende ind, stillede sig op midt i rummet og råbte: ’Hvad foregår der her?’

’Ingenting,’ sagde jeg. ’Min bror og jeg sad bare og snakkede.’

’Vi ved at der er blevet holdt et møde her,’ sagde en af mændene. ’Hvor er de andre?’ Han kiggede på min bror og sagde: ’Og hvad laver du her?’

’Jeg kom for at besøge ham,’ svarede han og pegede på mig. Frustrerede stormede betjentene ud. Næste dag fandt vi ud af at det til trods for politiets nidkære bestræbelser ikke var lykkedes dem at foretage en eneste anholdelse!“

Hovedkontoret appellerer til de rumænske myndigheder

Den grove behandling Jehovas Vidner blev udsat for, fik hovedkontoret til at skrive et firesiders brev til den rumænske ambassadør i USA i marts 1970 og et sekssiders brev til Rumæniens præsident, Nicolae Ceauşescu, i juni 1971. I brevet til ambassadøren skrev brødrene: „Kristen kærlighed til vore brødre i Rumænien og vores omsorg for dem  har fået os til at skrive til Dem.“ Efter at have nævnt navnene på syv personer der var fængslet på grund af deres tro, fortsatte brevet: „Det er blevet rapporteret at nogle af de ovennævnte personer er blevet meget brutalt behandlet i fængselet. . . . Jehovas Vidner er ikke forbrydere. De beskæftiger sig ikke med nogen form for politisk eller samfundsnedbrydende virksomhed nogen steder i verden, og de begrænser deres aktiviteter til kun at omfatte det der har med deres religiøse tilbedelse at gøre.“ Brevet sluttede med en appel til regeringen om at „give Jehovas Vidner lindring for deres lidelser“.

I brevet til præsident Ceauşescu hed det: „Jehovas Vidner i Rumænien har ikke opnået den religionsfrihed som den rumænske forfatning garanterer“, men risikerer at blive arresteret og udsat for grov behandling når de fortæller andre om deres tro og mødes for at studere Bibelen. Brevet henledte også opmærksomheden på et nyligt amnesti som havde resulteret i at mange brødre blev sat på fri fod. „Vi havde håbet at dette også ville blive begyndelsen på en ny æra for . . . Jehovas Vidner. Men beklageligvis blev denne forventning ikke indfriet. De nyheder vi i dag får fra hele Rumænien, røber alle den samme meget sørgelige historie: Jehovas Vidner forfølges stadig af staten. Deres hjem bliver ransaget, trykt materiale bliver konfiskeret, mænd og kvinder bliver arresteret og underkastet forhør, nogle bliver idømt mange års fængsel, og nogle bliver brutalt mishandlet. Det skyldes alt sammen at de læser og forkynder Jehova Guds ord. Sådanne ting bidrager ikke til en stats gode ry, og vi er dybt foruroligede over det der sker med Jehovas Vidner i Rumænien.“

To bøger var vedlagt brevet, nemlig Sandheden der fører til evigt liv på rumænsk og Evigt liv — i Guds børns frihed på tysk.

 Da Rumænien blev medunderskriver af Helsinki-slutakten ved konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa i 1975, begyndte forholdene at blive en smule bedre for Jehovas Vidner. Denne konference garanterede respekt for menneskerettighederne og de fundamentale friheder, deriblandt religionsfriheden. Fra da af var det kun dem der nægtede at udføre militærtjeneste, der blev arresteret og fængslet.

I 1986 fastslog en ny forfatning så at ingen, heller ikke tjenestemænd, måtte trænge ind i private boliger uden beboerens samtykke undtagen under bestemte omstændigheder der var juridisk godkendt. Nu kunne brødrene i det mindste føle sig mere trygge når de holdt kristne møder, derunder mindehøjtiden, i private hjem.

Trykkerivirksomhed under jorden

I forbudstiden blev den åndelige føde smuglet ind i Rumænien i form af trykt materiale, stencils eller andet, og derefter blev det reproduceret lokalt. Nogle gange var det allerede blevet oversat til rumænsk og ungarsk, men som regel skulle det oversættes lokalt fra engelsk, fransk, tysk eller italiensk. Der var mange slags kurerer, for eksempel turister der besøgte landet, studerende der kom for at læse, og rumænere der vendte tilbage fra udlandsrejser.

Securitate gjorde alt hvad de kunne, for at få fat i kurererne og finde ud af hvor i Rumænien litteraturen blev fremstillet. Brødrene var snarrådige og forsigtige og udførte deres opgaver i adskillige lydisolerede, private boliger i en lang række byer. Her byggede de hemmelige rum, hvor de satte deres duplikatorudstyr op. Nogle af disse rum var skjult bag ildsteder, der normalt var bygget ind i væggen. Men brødrene lavede ildstederne om så de kunne flyttes og man havde adgang til rummet.

 Sándor Parajdi arbejdede i et hemmeligt trykkeri i Târgu Mureş, hvor han fremstillede dagsteksthæftet, Rigets Tjeneste, Vagttårnet og Vågn op! „Vi arbejdede op til 40 timer i weekenderne og skiftedes til at sove en time ad gangen,“ fortæller Sándor. „Vores tøj og hud lugtede af kemikalier. Engang jeg kom hjem, sagde min søn på tre år: ’Far, du lugter ligesom dagsteksten!’“

Traian Chira, der havde kone og børn, duplikerede og transporterede litteratur i Cluj-amtet. Traian fik foræret en gammel manuel duplikator der blev kaldt Kværnen, og som  for længst burde have været kasseret. Den klarede jobbet, men man kunne ikke ligefrem vinde nogen priser for resultatet. Traian bad en broder der var maskinarbejder, om at give duplikatoren et grundigt eftersyn. Broderen efterså maskinen, men hans alvorlige ansigtsudtryk sagde det hele — den gamle maskine kunne ikke repareres. Pludselig lyste han dog op og sagde: „Jeg kan bygge dig en ny!“ Faktisk endte det med at han gjorde meget mere end det. Han lavede et værksted i en søsters kælder og byggede sin egen drejebænk. I stedet for blot at lave én duplikator fremstillede han over ti af slagsen! Disse nye maskiner blev sendt til forskellige dele af landet og fremstillede publikationer af høj kvalitet.

 I 1980’erne blev adskillige brødre undervist i at betjene offsetduplikatorer, som var meget bedre maskiner end de gamle. Den første der blev oplært, var Nicolae Bentaru, og han underviste så andre. Som det var tilfældet mange steder, var fremstillingen af litteratur i Bentarus hjem et familieforetagende — hvert familiemedlem havde sine bestemte opgaver. Selvfølgelig var det en udfordring at holde denne virksomhed hemmelig, især i den periode hvor Securitate udspionerede folk og ransagede deres hjem. Derfor var det også af altafgørende betydning at der var fart over feltet, så brødrene arbejdede mange timer hele weekenden for at få litteraturen trykt og bragt ud. Hvorfor i weekenden? Fordi de i ugens løb skulle passe deres almindelige arbejde.

Brødrene måtte også være varsomme når de købte papir. Selv hvis en kunde blot bad om én stak — der bestod af omkring 500 ark — måtte han forklare hvad han skulle bruge papiret til. Men trykkerierne anvendte op til 40.000 ark om måneden! Brødrene skulle derfor udvise forsigtighed over for butiksansatte. Og da det var almindeligt med razziaer på vejene, måtte de også være årvågne når de transporterede materialerne.

Udfordringen ved at oversætte

Et lille antal brødre og søstre der boede i forskellige dele af Rumænien, oversatte litteratur til de lokale sprog, derunder ukrainsk som blev talt af en etnisk minoritet i nord. Nogle af oversætterne var sprogprofessorer som havde lært sandheden at kende; andre havde lært sig selv et andet sprog.

I denne tidlige periode skrev oversætterne deres arbejde ind i hæfter, som de tog med sig til den nordlige by Bistriţa så det kunne blive korrekturlæst. En eller to gange om året mødtes oversættere og korrekturlæsere for at drøfte spørgsmål i forbindelse med deres arbejde. Når disse brødre og søstre blev  pågrebet, var det ikke usædvanligt at de blev visiteret, forhørt, slået og arresteret. De der blev arresteret, blev tilbageholdt i nogle få timer eller dage, hvorefter de blev løsladt og så igen arresteret — en proces der blev gentaget mange gange for at skræmme dem. Andre blev holdt i husarrest eller skulle daglig møde op hos politiet. En del blev også fængslet, deriblandt Dumitru og Doina Cepănaru og Petre Ranca.

Dumitru Cepănaru var professor i rumænsk og historie, og hans kone, Doina, var læge. Da Securitate fik fat i dem, arresterede de dem og sendte dem til to forskellige fængsler i syv og et halvt år. Doina tilbragte fem af disse år i isolationsfængsel. Faktisk blev deres navne nævnt i det føromtalte brev fra hovedkontoret til den rumænske ambassadør i USA. Under sit fangenskab skrev Doina 500 breve til sin mand og til andre fængslede søstre for at opmuntre dem.

 Et år efter at Dumitru og Doina var blevet arresteret, blev Dumitrus mor, Sabina Cepănaru, også arresteret, og hun tilbragte næsten seks år i fængsel. Det eneste medlem af familien der forblev på fri fod, selvom han blev nøje overvåget af Securitate, var Sabinas mand, der også var et af Jehovas Vidner. Med stor risiko for sig selv besøgte han regelmæssigt sine tre familiemedlemmer.

I 1938 fik Petre Ranca ansvaret for Jehovas Vidners kontor i Rumænien. Denne opgave — foruden hans arbejde som oversætter — betød at han blev sat øverst på Securitates liste over eftersøgte personer. De pågreb ham i 1948, arresterede ham gentagne gange, og i 1950 stillede de ham for en domstol sammen med Martin Magyarosi og Pamfil Albu. Petre blev anklaget for at være medlem af en angloamerikansk spionring og udholdt 17 år i nogle af landets mest barske fængsler — nemlig Aiud, Gherla og Jilava — og tre år i husarrest i Galaţi-amtet. Ikke desto mindre gav denne trofaste broder alt hvad han havde i sig, i tjenesten for Jehova helt frem til afslutningen af sit jordiske liv den 11. august 1991.

Det kærlige arbejde sådanne uangribelige brødre har udført, minder os om ordene i Hebræerbrevet 6:10: „Gud er  ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“

Udendørs stævner

I 1980’erne begyndte brødrene at mødes i større grupper — endda i tusindvis — når der var en lejlighed til det, for eksempel ved et bryllup eller en begravelse. Når der var bryllup,  rejste de et stort telt på et egnet sted ude på landet og pyntede det indvendig med smukke tæpper med bibelske billeder og skriftsteder vævet ind i stoffet. Der blev sat stole og borde frem til de mange „gæster“, og en plakat med Vagttårnets logo i stor størrelse samt årsteksten blev hængt op bag ved talerstolen. Som regel kom de lokale forkyndere med mad alt efter deres formåen. På denne måde nød de alle godt af et fysisk såvel som et åndeligt festmåltid.

Programmet begyndte med bryllups- eller begravelsesforedraget og fortsatte med foredrag over forskellige bibelske emner. Da foredragsholderne nogle gange blev forhindret i at nå frem til tiden, stod andre kvalificerede brødre altid parat til at træde til, som regel blot med Bibelen i hånden, for der fandtes ingen trykte dispositioner.

Om sommeren strømmede byboere ud på landet for at nyde livet. Det samme gjorde Jehovas Vidner. De udnyttede  imidlertid lejligheden til at holde små stævner i bjergene og i skovene. Iført kostumer opførte de endda bibelske skuespil.

Et andet populært feriested var ved Sortehavet, som også var ideelt til dåb. Hvordan døbte brødrene de nye uden at tiltrække sig opmærksomhed? Én af måderne var ved at spille et „spil“. Dåbskandidaterne og nogle døbte forkyndere stillede sig op i en rundkreds i vandet og spillede bold. Taleren stod i midten og holdt foredraget, hvorefter dåbskandidaterne blev døbt — diskret, selvfølgelig.

En hal til biavlere

I 1980 fandt brødrene i byen Negreşti-Oaş i det nordvestlige Rumænien på noget genialt for at få godkendelse til at bygge en rigssal. I denne periode tilskyndede staten til biavl. En gruppe brødre der ejede bistader, kom derfor på den idé at oprette en lokal biavlerforening, som kunne give dem en lovlig grund til at bygge et mødested.

Efter at have rådført sig med de ældste i deres kreds meldte brødrene sig ind i Rumæniens biavlerforening og gik op på rådhuset for at fremlægge deres forslag om at bygge et mødelokale. Myndighederne godkendte beredvilligt byggeriet af en træbygning som var 34 meter lang og 14 meter bred. Biavlerne og deres mange hjælpere var jublende henrykte og fuldførte projektet på tre måneder. De modtog endda et særligt takkebrev fra bystyret!

Da indvielsen ville blive godt besøgt og vare i adskillige timer, søgte brødrene om godkendelse til at bruge hallen til en høstfest, og den fik de. Over 3000 Jehovas Vidner fra alle dele af landet samledes til denne begivenhed. Bystyret var forbløffet over at så mange kom for at hjælpe med høsten og „feste“ bagefter.

 Festen viste sig naturligvis at være et åndeligt berigende stævne. Og af hensyn til det officielle formål med bygningen blev bier ofte nævnt på programmet, men i en åndelig sammenhæng. For eksempel pegede talerne på biernes flid, deres evne til at navigere og organisere, deres selvopofrende mod når de beskytter bikuben, og mange andre træk.

Efter at Bihallen, som den blev kaldt, var blevet indviet, brugte brødrene den gennem resten af forbudsårene og i tre år efter at forbuddet var blevet hævet.

Zonetilsynsmænd er med til at fremme enheden

I årtier gjorde kommunisterne alt hvad der stod i deres magt, for at så tvivl og splid blandt Guds folk og kvæle kommunikationen. Som nævnt lykkedes det til en vis grad  for dem. Faktisk varede nogle af splittelserne ved helt op i 1980’erne. Noget der var med til at løse problemerne, var besøg af zonetilsynsmænd og forandringer i det politiske klima.

Fra midten af 1970’erne besøgte Gerrit Lösch Rumænien en del gange. Han var dengang medlem af afdelingskontorets udvalg i Østrig, men er nu i Det Styrende Råd. I 1988 rejste to repræsentanter for Det Styrende Råd, Theodore Jaracz og Milton Henschel, to gange til Rumænien sammen med broder Lösch og tolken Jon Brenca, der dengang var medlem af betelfamilien i USA. Efter disse opmuntrende besøg sluttede tusinder af brødre som i en periode havde holdt sig adskilt fra hovedgruppen af Jehovas folk, sig igen til folden.

I mellemtiden fik omsiggribende politiske forandringer det kommunistiske Europa til at skælve. Landene blev rystet i deres grundvold, og det hele kulminerede med at de fleste af regimerne brød sammen i slutningen af 1980’erne. I Rumænien tilspidsedes situationen i 1989 da folket gjorde oprør mod det kommunistiske regime. Den 25. december blev partilederen Nicolae Ceauşescu og hans kone henrettet. Året efter blev en ny regering indsat.

Endelig frihed!

Da Rumæniens politiske scene skiftede, holdt Jehovas Vidner sig som altid strengt neutrale. Men for de 17.000 Jehovas Vidner der var i Rumænien på det tidspunkt, betød forandringerne en frihed som de fleste kun havde drømt om. Landsudvalget skrev: „Efter 42 lange år er det skønt at kunne sende en glædelig rapport om arbejdet i Rumænien. Vi er taknemmelige mod vor kærlige himmelske Fader, Jehova Gud, som har lyttet til millioner af brødres inderlige bønner og sat en stopper for den skånselsløse forfølgelse.“

 Den 9. april 1990 blev Jehovas Vidners religiøse organisation juridisk anerkendt, og øjeblikkelig arrangerede brødrene kredsstævner i hele landet. Over 44.000 overværede disse stævner — mere end dobbelt så mange som antallet af forkyndere, der nu var oppe på omkring 19.000. Faktisk viste tjenesterapporten at Jehovas Vidner fra september 1989 til september 1990 havde haft 15 procents fremgang!

På dette tidspunkt førte et landsudvalg tilsyn med arbejdet, mens afdelingskontoret i Østrig havde det overordnede tilsyn. Men i 1995 fik Rumænien så igen et afdelingskontor, efter en afbrydelse på 66 år.

Holdt oppe i økonomisk svære tider

I 1980’erne var der økonomiske nedgangstider og knaphed på forbrugsgoder i Rumænien. Da den kommunistiske regering så blev væltet, brød økonomien sammen, og befolkningen befandt sig i en fortvivlet situation. Jehovas Vidner i Østrig, Ungarn og det daværende Tjekkoslovakiet og Jugoslavien reagerede på dette ved at sende over 70 tons fødevarer og tøj til deres brødre i Rumænien, og de kunne endda dele ud af det til naboer der ikke var Jehovas Vidner. En rapport fortæller: „Hver gang der blev ydet hjælp, benyttede brødrene lejligheden til at aflægge et grundigt vidnesbyrd.“

Foruden materielle forsyninger fik brødrene vognladninger med åndelig føde. Ved synet af denne overflod fik mange tårer i øjnene, for de var vant til måske kun at have ét eksemplar af Vagttårnet til en hel gruppe. Dertil kom at Vagttårnet på rumænsk fra 1. januarnummeret 1991 blev trykt samtidig med den engelske udgave og i fire farver! Disse forandringer førte til at der blev spredt mange flere blade i distriktet.

 Fra gruppedrøftelser til regelmæssige møder

I tiden med forfølgelse var der visse møder, som for eksempel Den Teokratiske Skole, som brødrene ikke kunne holde på normal vis. I stedet mødtes de i små grupper, læste stoffet igennem og drøftede det derefter. Som regel havde de kun et enkelt eller nogle få eksemplarer af det materiale der skulle gennemgås.

Jon Brenca, der nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i Rumænien, fortæller: „Håndbog for den teokratiske  skole blev trykt på rumænsk i 1992. Før den tid var kun nogle få brødre i besiddelse af en udgave af bogen der var trykt lokalt. I 1991 begyndte vi at undervise de ældste i at lede Den Teokratiske Skole og i at vejlede brødrene. Ofte tøvede de ældste dog med at give vejledning, som dengang blev givet fra talerstolen. ’Brødrene vil ikke kunne klare det hvis vi vejleder dem i andres påhør,’ sagde nogle.“

Der opstod også visse misforståelser. Da en broder som havde gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, besøgte en menighed i 1993, var der for eksempel en ældste der henvendte sig til ham med et eksemplar af skoleplanen, hvor det blev nævnt at større menigheder kunne have to klasser. Ældstebroderen troede at ordningen med en klasse 2 var for videregående elever, og han spurgte derfor: „Hvornår mon vi kan begynde at holde foredrag i den klasse? Vi har kvalificerede brødre der kunne rykke op på et højere niveau.“ Den besøgende broder forklarede venligt sagens rette sammenhæng for ham.

„Kredsstævner spillede en stor rolle i forbindelse med at oplære brødrene,“ fortæller broder Brenca, „for her så man  et mønsterværdigt eksempel på Den Teokratiske Skole som blev ledet af områdetilsynsmanden. Alligevel tog det nogle år inden alle helt havde tilpasset sig ordningen.“

Pionerskolen begyndte i Rumænien i 1993, og den har hjulpet tusinder af pionerer til at gøre åndelige fremskridt og blive mere effektive i forkyndelsen. Det er en udfordring at være pioner i Rumænien fordi det næsten er umuligt at få deltidsarbejde. Ikke desto mindre var der i 2004 over 3500 brødre og søstre der virkede i en eller anden form for pionertjeneste.

Hjælp til rejsende tilsynsmænd

Broder Roberto Franceschetti og broder Andrea Fabbi blev i 1990 sendt til Rumænien fra afdelingskontoret i Italien. De skulle hjælpe med at reorganisere arbejdet. „Dengang var jeg 57 år gammel,“ fortæller broder Franceschetti. „På grund af de økonomiske forhold i Rumænien på det tidspunkt var det ikke nemt for min kone, Imelda, og mig at klare den nye opgave.

Da vi kom til Bukarest den 7. december 1990 klokken syv om aftenen, var der minus 12 grader, og byen var dækket af sne. Vi traf nogle brødre i bymidten og spurgte hvor vi kunne sove om natten. ’Det ved vi ikke endnu,’ sagde de. En ung kvinde hvis mor og mormor var Jehovas Vidner, overhørte imidlertid samtalen og inviterede os straks hjem til sig. Dér boede vi i nogle uger indtil vi fandt en passende lejlighed i byen. De lokale brødre gav os også følelsesmæssig støtte og opmuntring, og det hjalp os til at klare vores nye distriktstildeling.“

Roberto, som udgik fra Gileadskolens 43. klasse i 1967, tilbragte næsten ni år i Rumænien sammen med sin kone, og de hjalp gavmildt brødrene til at drage nytte af den erfaring  de selv havde fået gennem årtier i Jehovas tjeneste. Roberto fortæller: „I januar 1991 arrangerede landsudvalget et møde med alle de rejsende tilsynsmænd — i alt 42 brødre. De fleste af dem betjente små kredse på seks eller syv menigheder. Den praksis de havde fulgt, var at besøge en menighed i to weekender efter hinanden, som regel uden deres koner. På daværende tidspunkt måtte kredstilsynsmændene have et almindeligt arbejde ved siden af for at forsørge deres familie og for ikke at vække myndighedernes mistanke. Men nu kunne disse brødre følge den samme plan som kredstilsynsmænd i andre lande og besøge menighederne fra tirsdag til søndag.

Efter at have forklaret denne ordning sagde jeg til alle 42 brødre: ’Hvis I er villige til at fortsætte med at tjene som rejsende tilsynsmænd, bedes I række hånden op.’ Ikke én markerede! På et øjeblik mistede vi således alle landets rejsende tilsynsmænd! Efter at have tænkt sagen yderligere igennem under bøn var der dog nogle der ændrede mening. Desuden kom der hjælp fra brødre fra Frankrig, Italien, Tyskland, USA og Østrig, som alle havde gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere.“

Jon Brenca, der var af rumænsk afstamning, blev overflyttet til Rumænien fra Betel i Brooklyn, hvor han havde tjent i ti år. Til at begynde med virkede Jon som kreds- og områdetilsynsmand. Han fortæller: „I juni 1991 begyndte jeg som områdetilsynsmand at arbejde sammen med de  kredstilsynsmænd der var villige til at tjene fuldtids under den nye ordning. Jeg fandt hurtigt ud af at de ikke var de eneste der skulle ændre deres tankegang radikalt — menighederne havde også begyndervanskeligheder. ’Det vil være umuligt for brødrene at være med i forkyndelsesarbejdet på hverdage,’ sagde nogle ældste. Alligevel samarbejdede alle og tilpassede sig ordningen.“

Rigets Tjenesteskole og Skolen for Udnævnte Tjenere var også med til at oplære brødrene. Under en Rigets Tjenesteskole i Baia Mare løb tårerne ned ad kinderne på en ældstebroder da han henvendte sig til en af lærerne. „Jeg har været ældste i mange år,“ sagde han, „men først nu forstår jeg virkelig hvordan hyrdebesøg bør udføres. Jeg takker Det Styrende Råd for denne vidunderlige oplæring.“

Brødrene havde hørt om Skolen for Udnævnte Tjenere, men de havde ikke turdet håbe på at få en sådan skole i deres eget land. Man kan derfor forestille sig deres begejstring da den første klasse blev afholdt i 1999! Siden dengang er der blevet afholdt otte klasser mere, og disse har omfattet rumænsktalende brødre fra nabolandene Moldova og Ukraine.

„Jeg har fundet sandheden!“

Der bliver nu aflagt et regelmæssigt vidnesbyrd for mange mennesker, men omkring syv millioner — en tredjedel af befolkningen — bor i distrikter der ikke hører under nogen menighed. I mange områder er den gode nyhed aldrig blevet forkyndt, så høsten er stadig stor! (Matt. 9:37) Almindelige pionerer, specialpionerer og ældste har reageret på dette behov ved at flytte til ledige distrikter. Resultatet er at der er blevet oprettet flere grupper og menigheder. Desuden har afdelingskontoret indbudt menigheder til at være med i  særlige forkynderkampagner i ledige distrikter. Som i andre lande har disse kampagner ført til mange gode resultater.

I en afsidesliggende landsby fik en 83-årig kvinde et eksemplar af Vagttårnet af en af sine døtre, som havde fundet det i en affaldsspand i Bukarest. Den ældre dame læste ikke blot bladet, men slog også hvert eneste skriftsted op i sin bibel — der for øvrigt brugte Guds navn. Næste gang hun talte med sin datter, udbrød hun: „Min kære, jeg har fundet sandheden!“

Hun talte også med sin præst i landsbyen og spurgte ham om hvorfor han ikke havde fortalt folk om Guds navn. Præsten svarede ikke, men bad om at låne Bibelen og bladet for at undersøge dem. Kvinden adlød respektfuldt, og det var det sidste hun så til sin bibel og sit eksemplar af Vagttårnet. Da Jehovas Vidner senere kom til hendes landsby for at forkynde, inviterede hun dem ind, begyndte at studere Guds ord ved hjælp af ’Kundskabsbogen’ og gjorde gode fremskridt. I dag er både hun og hendes døtre i sandheden.

Endelig frihed til at forsamles!

Jehovas Vidner i Rumænien var ude af sig selv af glæde da de i 1990 forsamledes til områdestævnerne „Det rene sprog“. For mange var det første gang de nogen sinde overværede et stævne. Værtsbyerne var Braşov og Cluj-Napoca. To uger tidligere havde en delegation på over 2000 overværet et rumænsksproget stævne i Budapest i Ungarn. Stævnerne i Rumænien varede kun én dag, men brødrene var begejstrede over at høre to repræsentanter fra Det Styrende Råd, Milton Henschel og Theodore Jaracz, holde foredrag. Der var over 36.000 til stede, og 1445 blev døbt — omkring 8 procent af forkynderne!

 I 1996 var det planlagt at Bukarest skulle være værtsby for et af de internationale stævner med temaet „Sendebud med fred fra Gud“. Men de ortodokse gejstlige gjorde alt hvad de kunne, for at lægge hindringer i vejen for stævnet. De og deres håndlangere klistrede hadefulde plakater op overalt i byen — i passager, på kirker, bygninger og mure. „Ortodoksi eller død,“ stod der på en af dem, mens der på en anden stod: „Vi anmoder myndighederne om at aflyse dette stævne. KOM OG VÆR MED TIL AT FORSVARE VORE FORFÆDRES TRO. Måtte Gud hjælpe os!“

 Denne situation gjorde at bystyret fik betænkeligheder og ikke ville give tilladelse til at stævnet blev afholdt i Bukarest. Alligevel lykkedes det brødrene at leje steder i Braşov og Cluj-Napoca fra 19. til 21. juli, og det lykkedes dem også at arrangere små stævner i Bukarest og i Baia Mara for dem der ikke havde mulighed for at rejse til andre stævner.

Journalister var imponerede over at brødrene var i stand til at bevare roen og reorganisere tingene med så kort varsel. Mediedækningen dagen før stævnet blev derfor positiv til trods for præsternes nedladende omtale. Men selv den tidligere negative omtale udvirkede noget godt idet den bragte Jehovas navn i forgrunden. En broder i Bukarest fortæller:  „På tre uger fik vi en publicity der svarede til flere års forkyndelse i hele landet. Det den rumænskortodokse katolske kirke troede ville hæmme os, viste sig i sidste ende at være med til at fremme den gode nyhed.“ I alt overværede 40.206 stævnerne, og 1679 blev døbt.

Ved områdestævnerne „Ordets gørere“ der blev afholdt i 2000, blev brødrene begejstrede over at få Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på rumænsk. En taknemmelig ung broder sagde: „Jeg følte mig endnu mere knyttet til Jehova da jeg læste hans navn i mit personlige eksemplar af denne oversættelse. Jeg takker Jehova og hans organisation af hele mit hjerte.“

 Fra bihal til stævnehal

Med undtagelse af Bihallen der blev nævnt tidligere, blev der ikke bygget nogen rigssale i kommunisttiden. Da forbuddet blev hævet, var der derfor et næsten overvældende behov for rigssale. Især takket være Selskabets Rigssalskonto har brødrene i de senere år kunnet færdiggøre i gennemsnit én rigssal hver tiende dag! Bygningerne er enkle og funktionelle og bliver lavet efter standardtegninger og af materialer som er nemme at få fat i. Som i andre lande er den gnidningsløse organisering og den frivillighedens ånd der kommer til udtryk ved byggerierne, med til at aflægge et flot vidnesbyrd over for naboer, forretningsfolk og embedsmænd i byen.

I Mureş-amtet henvendte brødrene sig til myndighederne for at få tilladelse til at installere elektricitet i en rigssal de var ved at opføre. „Hvorfor har I så travlt?“ spurgte en embedsmand. „Det vil tage mindst en måned at få jeres tilladelse igennem, og til den tid vil I ikke være kommet særlig langt.“ Brødrene gik så til amtsdirektøren.

Han spurgte også: „Hvorfor haster det sådan? I har først lige lagt fundamentet, ikke?“

„Jo,“ svarede brødrene, „men det var i sidste uge. Nu arbejder vi på taget!“ Amtsdirektøren forstod budskabet og udstedte tilladelsen allerede næste dag.

Den første stævnehal i Rumænien blev opført i Negreşti-Oaş. Der er siddepladser til 2000 i selve hallen og til 6000 i et udendørs amfiteater. Broder Lösch var lykkelig for at blive indbudt til at holde indvielsesforedraget, hvilket han gjorde på rumænsk. Over 90 menigheder fra fem kredse havde hjulpet til med byggeriet. Allerede inden hallen blev indviet, havde 8572 overværet et områdestævne som blev holdt dér i juli 2003. Forståeligt nok var stævnehallen det  store samtaleemne i det lokale ortodokse samfund. Men ikke alle kommentarer var negative. Faktisk roste nogle præster endda brødrene for deres villige ånd.

Intet våben der dannes imod Guds tjenere, vil du’

Da Károly Szabó og József Kiss vendte tilbage til deres hjemland i 1911, havde de ingen anelse om hvor meget Jehova ville velsigne det arbejde de påbegyndte. Tænk bare: I de sidste ti år er der blevet døbt omkring 18.500 i Rumænien, hvilket har bragt forkyndertallet op på 38.423. Og 79.370 overværede mindehøjtiden i 2005! For at holde trit med væksten blev der indviet et flot nyt betelhjem i 1998, og det blev udvidet i 2000. På den samme grund er der også blevet opført et kompleks bestående af tre rigssale.

Grundlaget for denne bemærkelsesværdige vækst blev imidlertid lagt i perioder med så voldsom en forfølgelse at  mange af detaljerne ikke kan nedfældes på papir. Al ære for væksten må derfor gå til Jehova, i hvis skygge hans loyale vidner fandt beskyttelse og tilflugt. (Sl. 91:1, 2) Jehova gav følgende løfte til sine loyale tjenere: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig. Dette er Jehovas tjeneres arvelod.“ — Es. 54:17.

For at bevare denne værdifulde „arvelod“ er Jehovas Vidner i Rumænien besluttede på at ære de tårer der er blevet udgydt af alle dem der led så meget for retfærdigheds skyld. Det vil de gøre ved at efterligne deres dyrebare tro. — Es. 43:10; Hebr. 13:7.

 [Ramme på side 72]

Kort fortalt om Rumænien

Geografi: Rumænien dækker et areal på 238.000 kvadratkilometer som stort set er ovalt og er 720 kilometer fra øst til vest. Med uret, set fra nord, er nabolandene Ukraine, Moldova, Bulgarien, Serbien-Montenegro samt Ungarn.

Befolkning: Rumæniens 22 millioner indbyggere omfatter mange forskellige udenlandske og indfødte grupper, såsom rumænere, ungarere, tyskere, jøder, ukrainere, romaer og andre. Mindst 70 procent af befolkningen er rumænskortodoks.

Sprog: Rumænsk er det officielle sprog. Det stammer fra latin, som var de gamle romeres sprog.

Erhverv: Omkring 40 procent af arbejdsstyrken er beskæftiget inden for landbrug, skovbrug eller fiskeri; 25 procent inden for produktion, minedrift eller byggeri; og 30 procent inden for servicesektoren.

Fødevarer: Afgrøderne indbefatter majs, kartofler, sukkerroer, hvede og druer. Som husdyr holdes hovedsagelig får. Derforuden holder man kvæg, grise og fjerkræ.

Klima: Temperatur og regnmængde varierer fra område til område. Klimaet er tempereret, og der er fire forskellige årstider.

 [Ramme på side 74]

Rumæniens forskellige regioner

Rumænien er hovedsagelig et landbrugsland, og det er delt op i adskillige historiske og forskelligartede regioner, derunder Maramures, Moldavien, Transsylvanien og Dobrogea. Den nordligste region, Maramures, er det eneste område i Rumænien der aldrig har været besat af romerne. Befolkningen lever i afsidesliggende bjerglandsbyer og har holdt fast ved deres dakiske forfædres kultur. Mod øst ligger Moldavien, der er berømt for sine vingårde, sine mineralske kilder og sine klostre fra det 15. århundrede. I den sydlige region, Valakiet, ligger Rumæniens hovedstad og største by, Bukarest.

Midt i Rumænien ligger Transsylvanien, som i alt væsentligt er en højslette der er helt omgivet af den store buede bjergkæde Karpaterne. Transsylvanien er rig på middelalderlige slotte, byer og ruiner, og området er hjemsted for den legendariske Dracula, der i fiktionen skildres som en vampyr. Draculafiguren var inspireret af middelalderfyrsterne Vlad Dracul, eller den djævelske Vlad, og Vlad Ţepeş, kendt som ’Spidderen’ på grund af den måde han henrettede sine fjender på. Guidede ture i denne region omfatter naturligvis disse fyrsters mange tilholdssteder.

I området Dobrogea, der på en strækning af 250 kilometer grænser op mod Sortehavet, findes det storslåede Donaudelta. Donau, som er Europas næstlængste flod, udgør Rumæniens sydlige grænse og afvander en stor del af landet. Det 4300 kvadratkilometer store delta er Europas største vådområde, og med sin store variation i miljøet er det hjemsted for over 300 fuglearter, 150 slags fisk og 1200 forskellige plantesorter, lige fra piletræer til åkander.

 [Ramme på side 87]

Fra Zamolxis-kulten til rumænsk ortodoksi

I århundrederne før vor tidsregning var området der nu hedder Rumænien, befolket af getaerne og dakerne, som var beslægtede stammer. Deres gud, Zamolxis, var tilsyneladende en guddom for himmelen og de døde. I dag bekender næsten alle rumænere sig til kristendommen. Hvordan skete denne forandring?

Under det romerske overherredømme på Balkanhalvøen udgjorde det geto-dakiske forbund en stor trussel. Faktisk slog forbundets konge Decebalus to gange de romerske hære. Men i begyndelsen af det andet århundrede efter vor tidsregning underlagde Rom sig området og gjorde det til en provins. Dacia, som den blev kaldt, nød stor velstand og tiltrak flokke af romerske bosættere. De giftede sig med dakerne, lærte dem latin og blev ophav til forfædrene til vore dages rumænere.

Bosættere og handelsfolk bragte navnkristendommen til området. I år 332 e.v.t. øgedes kristenhedens indflydelse da kejser Konstantin indgik en fredstraktat med goterne, som var en sammenslutning af germanske stammer der boede nord for Donau.

Efter det store skisma i 1054, da østkirken brød fri af den romerskkatolske kirke, kom området under indflydelse af den østlige ortodokse kirke, moderkirken til den rumænske ortodokse kirke. Ved slutningen af det 20. århundrede havde sidstnævnte et medlemstal på over 16 millioner, hvilket gør den til den største uafhængige ortodokse kirke i Balkanlandene.

 [Ramme/illustration på side 98-100]

Vi sang mens bomberne regnede ned

Teodor Miron

Født: 1909

Døbt: 1943

Profil: Lærte sandheden fra Bibelen at kende mens han var i fængsel. Tilbragte 14 år i nazistiske koncentrationslejre og i kommunistiske arbejdslejre og fængsler.

Da de tyske tropper trak sig tilbage den 1. september 1944, blev jeg sammen med 151 brødre og flere andre fanger taget med fra koncentrationslejren i Bor i Serbien og bragt til Tyskland. Nogle dage havde vi intet at spise. Når vi endelig fik en lille smule — som for eksempel roer der lå i vejkanten ved markerne — fordelte vi alting ligeligt imellem os. Hvis en var for svag til at gå, blev han kørt i en trillebør af en der havde kræfter til det.

Til sidst nåede vi frem til en jernbanestation, hvilede os i omkring fire timer og tømte derefter to åbne godsvogne for at der kunne blive plads til os. Der var kun plads til at vi kunne stå op, og vi havde ikke noget varmt tøj — kun hver et tæppe som vi tog over hovedet når det begyndte at regne. Sådan rejste vi hele natten. Da vi klokken 10 næste formiddag nåede frem til en landsby, blev lokomotivet bombet af to fly, og toget stoppede. Ingen af os blev dræbt, selvom de godsvogne vi var i, befandt sig lige bag ved lokomotivet.  Trods denne hændelse blev et andet lokomotiv koblet sammen med vores vogn, og vi fortsatte rejsen.

På en station cirka 100 kilometer længere fremme, gjorde vi holdt i to timer. Dér så vi mænd og kvinder komme bærende med kurve fulde af kartofler. Vi troede at det var kartoffelsælgere. Men vi tog fejl. Det var vores åndelige brødre og søstre der havde hørt om os og vidste at vi ville være sultne. De gav os hver tre store, kogte kartofler, et stykke brød og lidt salt. Denne ’manna fra himmelen’ holdt os i live i yderligere to døgn indtil vi ankom til Szombathely i Ungarn først i december måned.

Vi blev i Szombathely hele vinteren og overlevede hovedsagelig på majs der lå gemt under sneen. I løbet af marts og april 1945 blev denne smukke by bombet, og gaderne flød med kvæstede lig. Mange mennesker lå fastklemt under murbrokkerne, og nogle gange kunne vi høre deres råb om hjælp. Udstyret med spader og andre redskaber lykkedes det os at grave nogle af dem fri.

Bomberne ramte bygningerne omkring os, men vores gik fri. Så snart luftalarmen lød, stormede alle rædselsslagne af sted for at søge i dækning. Til at begynde med løb vi også, men snart indså vi at det ikke nyttede noget, for der var alligevel ingen ordentlige beskyttelsesrum. Vi blev derfor hvor vi var, og prøvede at bevare roen. Inden længe valgte vagterne at blive hos os. De sagde at vores Gud måske også ville beskytte dem! Den 1. april, som var vores sidste nat i Szombathely, regnede bomberne ned over byen som aldrig før. Alligevel blev vi i vores bygning, priste Jehova i sang og takkede ham for den ro vi havde i hjertet. — Fil. 4:6, 7.

Næste dag fik vi ordre til at tage af sted til Tyskland. Vi havde to hestetrukne vogne, så vi kørte og gik omkring 100 kilometer indtil vi nåede en skov 13 kilometer fra den russiske frontlinje. Vi overnattede på en rig godsejers jord, og dagen efter satte vores vagter os fri. Fulde af taknemmelighed mod Jehova over at han havde opretholdt os både fysisk og åndeligt, tog vi en tårevædet afsked med hinanden og vendte næsen hjemad — nogle til fods og andre med tog.

[Ramme på side 107]

Kristen kærlighed vist i handling

I 1946 blev den østlige del af Rumænien ramt af hungersnød. Jehovas Vidner der boede i områder af Rumænien der var mindre berørt af Anden Verdenskrig, var selv fattige, men alligevel gav de fødevarer, tøj og penge til deres nødlidende brødre. For eksempel købte Jehovas Vidner der arbejdede i en saltmine i byen Sighetu Marmaţiei, nær grænsen til Ukraine, salt fra minen og solgte det i nabobyerne. Overskuddet brugte de til at købe majs for til deres brødre. Samtidig kom der også hjælp fra Jehovas Vidner i Sverige, Schweiz, USA og andre lande i form af fem tons fødevarer.

 [Ramme/illustration på side 124, 125]

Vi genkaldte os 1600 vers fra Bibelen

Dionisie Vârciu

Født: 1926

Døbt: 1948

Profil: Fra 1959 tilbragte han over fem år i forskellige fængsler og arbejdslejre. Han døde i 2002.

Under vores fængselsophold havde vi lov til at kommunikere med vores familier, og de måtte sende os en gavepakke på fem kilo hver måned. Kun de der havde færdiggjort deres arbejdsopgaver, fik lov at få deres pakke. Vi delte altid maden ligeligt imellem os, hvilket som regel betød at vi delte den i 30 portioner. Ved én lejlighed gjorde vi dette med to æbler. Hver enkelts portion var selvfølgelig meget lille, men den dæmpede sulten en smule.

Selvom vi hverken havde bibler eller bibelstudiehåndbøger, bevarede vi vores åndelige styrke ved at genkalde os de ting vi havde lært før vi blev fængslet, og ved at dele disse ting med hinanden. Vi havde den ordning at en broder hver morgen skulle genkalde sig et vers fra Bibelen. Derefter gentog vi andre skriftstedet sagte og grundede over det når vi gik vores tvungne morgentur, der varede mellem 15 og 20 minutter. Når vi kom tilbage til vores celle — hvor vi var 20 mennesker stuvet sammen i et rum på 2 gange 4 meter — drøftede vi verset i omkring en halv time. Det lykkedes os i fællesskab at genkalde os 1600 vers fra Bibelen. Ved middagstid drøftede vi forskellige emner, derunder 20 til 30 skriftsteder der havde tilknytning til emnet. Alle lærte stoffet udenad.

Én broder følte til at begynde med at han var for gammel til at lære mange skriftsteder udenad. Men han havde undervurderet sine egne evner. Efter at have hørt os repetere passagerne højt omkring 20 gange var han også i stand til at huske og gentage et stort antal skriftsteder, og det frydede han sig meget over!

I fysisk forstand var vi naturligvis sultne og svage, men Jehova holdt os åndeligt velnærede og stærke. Kampen for at bevare vores åndelighed fortsatte selv efter at vi var blevet løsladt, for Securitate blev ved med at forfølge os i håb om at ødelægge vores tro.

 [Ramme på side 132, 133]

Mangfoldiggørelse

I 1950’erne skrev man bibelsk litteratur af i hånden, og ofte benyttede man karbonpapir. På det tidspunkt var det den enkleste og mest praktiske metode til mangfoldiggørelse. Og selvom den var langsommelig og trættende, var der en nyttig sidegevinst ved den — afskriverne lærte en stor del af stoffet udenad. Da de blev fængslet, var de således i stand til at give andre meget åndelig opmuntring. Brødrene brugte også skrivemaskiner, men disse skulle registreres hos politiet og var svære at få fat i.

I slutningen af 1950’erne kom stencilduplikatorer frem. Brødrene fremstillede selv stencils ved at blande lim, gelatine og voks og så brede blandingen ud i et tyndt, jævnt lag på en glat rektangulær overflade, helst glas. Med særligt blæk som de selv fremstillede, skrev de teksten på papir. Når blækket tørrede, pressede de papiret jævnt mod den voksede overflade og fik derved en stencil. Disse stencils blev imidlertid hurtigt slidt, så brødrene måtte konstant lave nye. Og som det gjaldt for håndskrevne kopier af artikler, udgjorde stencilene også en sikkerhedsrisiko — afskriveren kunne identificeres ud fra sin håndskrift.

Fra 1970’erne og frem til de sidste år med forbud byggede brødrene mere end ti transportable, manuelle duplikatorer. De var designet ud fra en model fra Østrig, og de brugte plasticcoatede papirtrykplader. Brødrene kaldte denne model for Kværnen. I begyndelsen af 1970’erne fik brødrene fat i nogle få arkoffsetmaskiner, men de var ikke i stand til at lave pladerne til dem, så i første omgang blev maskinerne ikke brugt. I 1985 begyndte en broder som var kemiingeniør i det daværende Tjekkoslovakiet, imidlertid at undervise brødrene i de nødvendige færdigheder. Derefter gik både produktionen og kvaliteten markant i vejret.

 [Ramme/illustration på side 136, 137]

Jehova oplærte mig

Nicolae Bentaru

Født: 1957

Døbt: 1976

Profil: Virkede som trykker i den kommunistiske æra og tjener nu som specialpioner sammen med sin kone, Veronica.

Jeg begyndte at studere Bibelen i 1972 i byen Săcele og blev døbt fire år senere da jeg var 18 år gammel. Arbejdet var dengang forbudt, og møderne blev holdt i bogstudiegrupperne. Ikke desto mindre fik vi regelmæssige forsyninger af åndelig føde, selv bibelske skuespil i form af farvelysbilleder og lydoptagelser.

Den første opgave jeg fik efter min dåb, var at betjene lysbilledapparatet. To år senere fik jeg desuden det privilegium at indkøbe papir til vores lokale undergrundstrykkeri. I 1980 lærte jeg at trykke og var med til at fremstille Vagttårnet og Vågn op! og andre publikationer. Vi brugte en stencilduplikator og en anden lille, manuel trykkemaskine.

I mellemtiden mødte jeg Veronica, en prægtig søster der havde bevist sin trofasthed mod Jehova, og vi blev gift. Veronica blev en stor støtte for mig i mit arbejde. I 1981 lærte Otto Kuglitsch fra afdelingskontoret i Østrig mig at betjene vores allerførste arkoffsetduplikator. I 1987 satte vi også en duplikator op i Cluj-Napoca, og jeg fik til opgave at oplære dem der skulle betjene den.

Efter at forbuddet var blevet ophævet i 1990, fortsatte Veronica og jeg sammen med vores søn, Florin, i otte måneder med at trykke og uddele litteratur. Florin hjalp med at samle de trykte sider før de blev lagt i pres, skåret, hæftet, pakket og sendt. I 2002 blev vi alle tre sendt som pionerer til byen Mizil, der har 15.000 indbyggere og ligger omkring 80 kilometer nord for Bukarest. Veronica og jeg tjener som specialpionerer, og Florin som almindelig pioner.

 [Ramme/illustration på side 139, 140]

Jehova gjorde fjenden blind

Ana Viusencu

Født: 1951

Døbt: 1965

Profil: Fra hun var først i teenageårene, hjalp hun sine forældre med at duplikere litteratur. Senere var hun med til at oversætte publikationer til ukrainsk.

En dag i 1968 skrev jeg et nummer af Vagttårnet af på papirstencils til duplikering. Jeg tænkte mig ikke om og fik ikke gemt stencilene da jeg tog af sted til et kristent møde. Jeg kom hjem ved midnatstid, men i det øjeblik jeg trådte ind ad døren, hørte jeg en bil standse. Før jeg kunne nå at se hvem det var, kom fem Securitate-agenter ind i huset med en ransagningskendelse. Jeg var skrækslagen, men det lykkedes mig at bevare fatningen. Samtidig bønfaldt jeg Jehova om at tilgive mig min efterladenhed og lovede at jeg aldrig nogen sinde mere ville lade mit arbejde ligge fremme.

Den ansvarshavende satte sig ned ved bordet lige ved siden af papirerne, som jeg hastigt havde lagt en dug hen over da jeg hørte bilen standse. Der blev han siddende et par timer indtil inspektionen var overstået. Mens han skrev sin rapport — kun nogle centimeter fra stencilene — rettede han utallige gange på dugen. Hans rapport fastslog at agenterne hverken havde fundet forbudt litteratur i huset eller hos nogen personer.

Alligevel tog mændene min far med til Baia Mare. Mor og jeg bad inderligt for ham, og vi takkede også Jehova for at have beskyttet os den nat. Til vores store lettelse kom far hjem nogle få dage senere.

Ikke længe efter, mens jeg var ved at kopiere nogle publikationer i hånden, hørte jeg igen en bil standse uden for vores hus. Jeg slukkede lyset, kiggede ud gennem de tildækkede vinduer og så adskillige uniformerede mænd med skinnende værdighedstegn på skuldrene stå ud af bilen og gå ind i huset overfor. Den følgende nat blev de afløst af et andet hold, hvilket bekræftede vores mistanke om at de var spioner for Securitate. Ikke desto mindre fortsatte vi med vores duplikeringsarbejde, men for ikke at blive opdaget bar vi det vi havde trykt, ud gennem baghaven.

„Gaden mellem os og fjenden er ligesom den skysøjle der stod mellem israelitterne og ægypterne,“ plejede min far at sige. (2 Mos. 14:19, 20) Gennem personlig erfaring lærte jeg hvor rigtigt dette var.

 [Ramme/illustration på side 143, 144]

Reddet af et ødelagt udstødningsrør

Traian Chira

Født: 1946

Døbt: 1965

Profil: En af de brødre der i forbudsårene var ansvarlig for fremstilling og transport af litteratur.

En tidlig søndag morgen om sommeren læssede jeg otte tasker med litteratur ind i min bil. Da de ikke alle kunne være i bagagerummet, fjernede jeg bagsædet, satte de andre tasker der hvor sædet havde været, lagde tæpper hen over dem og smed en pude øverst. Hvis nogen kiggede ind i bilen, ville de bare tro at vores familie var på vej til stranden. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning lagde jeg også et tæppe over taskerne i bagagerummet.

Efter at have bedt om Jehovas velsignelse tog vi alle fem — min kone, vores datter, vores to sønner og jeg selv — af sted mod Târgu Mureş og Braşov for at aflevere litteraturen. Mens vi kørte, sang vi Rigets sange. Efter omkring 100 kilometer kom vi til en meget hullet vej. Bilens tunge last fik fjedrene til at gå helt i bund, og pludselig ramte udstødningsrøret noget på vejen og blev revet i stykker. Jeg kørte ind til siden og lagde det ødelagte udstødningsrør i bagagerummet ved siden af reservehjulet, men oven på tæppet. Så kørte vi videre for fri udblæsning, bogstavelig talt!

Ved byen Luduş blev vi standset af en politibetjent der ville tjekke om vores bil var i forsvarlig stand. Efter at have kontrolleret motornummeret og afprøvet hornet, vinduesviskerne, lygterne og så videre bad han om at se reservehjulet. Idet jeg gik om til bagagerummet, stak jeg hovedet ind i bilen og hviskede til min kone og mine børn: „Begynd at bede. Kun Jehova kan hjælpe os nu.“

Da jeg åbnede bagagerummet, fik politibetjenten straks øje på det ødelagte udstødningsrør. „Hvad er det?“ spurgte han. „Du skal betale en bøde!“ Tilfreds med at han havde opdaget en mangel, sluttede han sit eftersyn. Jeg lukkede bagagerummet, drog et lettelsens suk og betalte med glæde bøden! Dette var den eneste gang vi var lige ved at blive snuppet, og brødrene fik deres litteratur!

 [Ramme/illustration på side 147-149]

Et møde med Securitate

Viorica Filip

Født: 1953

Døbt: 1975

Profil: Begyndte i heltidstjenesten i 1986 og tjener som medlem af betelfamilien.

Da min søster Aurica og jeg blev Jehovas Vidner, fik vi en hård medfart af vores familie. Det var smertefuldt, men styrkede os til at klare fremtidige konfrontationer med Securitate. En sådan konfrontation havde jeg en decemberaften i 1988. På det tidspunkt boede jeg sammen med Aurica og hendes familie i byen Oradea nær den ungarske grænse.

Jeg var på vej hen til den broder der førte tilsyn med oversættelsesarbejdet, og i min håndtaske havde jeg et blad som jeg var ved at korrekturlæse. Jeg anede ikke at Securitate-agenter var i gang med at ransage broderens hjem og forhøre beboerne og alle der kom på besøg. Da jeg så hvad der foregik, lykkedes det mig heldigvis at få brændt det blad jeg havde i tasken, uden at blive opdaget. Derefter blev jeg og andre Jehovas Vidner taget med hen til Securitate til yderligere forhør.

Hele natten forhørte de mig, og næste dag ransagede de min officielle bopæl, et lille hus i den  nærliggende landsby Uileacu de Munte. Jeg boede der ikke, men brødrene brugte huset som lagerplads for materialer til undergrundsarbejdet. Da agenterne havde fundet ud af dette, tog de mig med tilbage til Securitate og gennembankede mig med en gummiknippel for at få mig til at røbe hvem der ejede tingene eller havde direkte tilknytning til dem. Jeg bønfaldt Jehova om at hjælpe mig til at holde slagene ud. En følelse af fred fyldte mig, og jeg mærkede kun nogle få sekunders smerte efter hvert slag. Men snart blev mine hænder så opsvulmede at jeg spekulerede på om jeg nogen sinde igen ville blive i stand til at skrive. Om aftenen blev jeg løsladt — uden en leu på lommen, ekstremt sulten og fuldstændig udmattet.

Med en Securitate-agent i hælene gik jeg til busstationen. Jeg havde ikke fortalt mine udspørgere hvor jeg boede, og undgik at tage direkte hen til Auricas hus af frygt for at udsætte hende og hendes familie for fare. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, eller hvad jeg skulle gøre, og tryglede derfor Jehova om hjælp. Jeg fortalte ham at jeg havde et desperat behov for at få noget at spise, og at jeg længtes efter at sove i min egen seng. ’Beder jeg om for meget?’ tænkte jeg.

Jeg nåede stationen netop da en bus var ved at køre. Jeg løb hen til den og steg på selvom jeg ikke havde nogen penge til at betale for turen. Tilfældigvis kørte den til landsbyen hvor mit hus lå. Securitate-agenten nåede også hen til bussen, spurgte mig hvor den kørte hen, og hoppede så af igen. Deraf udledte jeg at der nok ville stå en anden agent og vente på mig i Uileacu de Munte. Til min lettelse lod chaufføren mig blive i bussen. ’Men hvorfor tager jeg til Uileacu de Munte?’ tænkte jeg. Jeg havde ikke lyst til at tage hen til mit hus, hvor der hverken var mad eller en seng.

Jeg var stadig i gang med at udøse mine bekymringer for Jehova da chaufføren standsede bussen i udkanten af Oradea for at sætte en af sine venner af. Jeg greb chancen og stod også af. Da bussen kørte væk, blev jeg overvældet af glæde, og forsigtigt sneg jeg mig hen til en lejlighed hvor der boede en broder jeg kendte. Jeg kom netop som hans kone tog en gryde med gullasch — en af mine yndlingsretter — af komfuret. Familien inviterede mig til at blive og spise med.

Da jeg senere samme aften vurderede at faren var drevet over, tog jeg hen til Auricas hus og lagde mig til at sove i min egen seng. Ja, Jehova gav mig præcis de to ting jeg havde bedt om — et godt måltid mad og min egen seng at sove i. Hvor er det en vidunderlig Fader vi har!

[Ramme på side 155]

Unge der fokuserer på det åndelige

I perioden med forfølgelse holdt unge kristne fast ved deres integritet, og mange satte deres frihed på spil for den gode nyheds skyld. I dag udsættes de for anderledes prøver, og sørgeligt nok har nogle ladet paraderne falde. Men andre har bevaret deres åndelige udsyn. En gruppe gymnasieelever i Câmpia Turzii drøfter for eksempel dagsteksten i et frikvarter om formiddagen. De gør det enten i skolegården eller på sportspladsen, og nogle gange slutter andre elever sig til dem.

En ung søster fortæller: „At gennemgå dagsteksten med mine venner er som et åndehul for mig, en kortvarig flugt fra samværet med skolekammerater der ikke tjener Jehova. Jeg føler mig også opmuntret når jeg ser at jeg ikke er det eneste Jehovas vidne.“ Den kvindelige rektor og nogle af lærerne har rost disse prægtige unge mennesker.

[Ramme på side 160]

Den gode nyhed bliver juridisk stadfæstet

Torsdag den 22. maj 2003 udstedte Rumæniens Ministerium for Kultur og Religion en vedtægt der stadfæstede at Jehovas Vidners religiøse organisation, der blev dannet den 9. april 1990, er lovlig og anerkendt af staten. Jehovas Vidner har derfor ret til alle de goder som loven sikrer anerkendte trossamfund, såsom retten til at forkynde og bygge rigssale. Denne anerkendelse er kulminationen af en lang række juridiske sværdslag der er udkæmpet i årenes løb.

 [Oversigt/illustration på side 80, 81]

RUMÆNIEN — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1910

1911: Károly Szabó og József Kiss vender tilbage fra USA.

1920: Afdelingskontor oprettes i Cluj-Napoca. Det fører tilsyn med arbejdet i Albanien, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og det tidligere Jugoslavien.

1924: Ejendom i Cluj-Napoca med tilhørende trykkeri købes og laves om til afdelingskontor.

1929: Tilsynet med arbejdet overdrages til afdelingskontoret i Tyskland og senere til det centraleuropæiske kontor i Schweiz.

1938: Regeringen lukker og forsegler det rumænske kontor, nu beliggende i Bukarest.

1940

1945: Jehovas Vidner i Rumænien bliver officielt registreret som en forening.

1946: Omkring 15.000 overværer det første landsstævne i Bukarest.

1947: I august og september rejser Alfred Rütimann og Martin Magyarosi rundt i Rumænien.

1949: Den kommunistiske regering forbyder Jehovas Vidner og beslaglægger afdelingskontoret og alt udstyr.

 1970

1973: Tilsynet med arbejdet overgår fra afdelingskontoret i Schweiz til afdelingskontoret i Østrig.

1988: Repræsentanter fra Det Styrende Råd besøger Rumænien.

1989: Det kommunistiske regime bryder sammen.

1990: Jehovas Vidner opnår juridisk anerkendelse. Der afholdes kredsstævner.

1991: Vagttårnet på rumænsk udgives samtidig med den engelske udgave og i fire farver.

1995: Rumænien får igen et afdelingskontor i Bukarest.

1999: Skolen for Udnævnte Tjenere afholdes første gang i Rumænien.

2000

2000: Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgives på rumænsk.

2004: Rumæniens første stævnehal indvies i Negreşti-Oaş.

2005: 38.423 aktive forkyndere i Rumænien.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

40.000

20.000

1910 1940 1970 2000

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

POLEN

SLOVAKIET

UNGARN

UKRAINE

MOLDOVA

RUMÆNIEN

Satu Mare

Oradea

Arad

Negreşti-Oaş

Baia Mare

MARAMURES

Brebi

Bistriţa

Topliţa

Cluj-Napoca

Târgu Mureş

Ocna Mureş

TRANSSYLVANIEN

Karpaterne

Frătăuţii

Bălcăuţi

Ivăncăuţi

Prut

MOLDAVIEN

Braşov

Săcele

Mizil

BUKAREST

VALAKIET

Galaţi

Brăila

Donau

DOBROGEA

SERBIEN- MONTENEGRO

BULGARIEN

MAKEDONIEN

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustrationer på side 69]

I 1911 vendte Károly Szabó og József Kiss tilbage til deres hjemland for at forkynde budskabet om Riget

[Illustration på side 70]

Paraschiva Kalmár, siddende, sammen med sin mand og otte af deres børn

[Illustration på side 71]

Gavrilă Romocea

[Illustration på side 71]

Elek og Elisabeth Romocea

[Illustration på side 77]

Det nye kontor i Cluj-Napoca under opførelse i 1924

[Illustration på side 84]

Efterhånden som forfølgelsen blev intensiveret, ændrede man navnene på publikationerne

[Illustration på side 86]

Nicu Palius kom fra Grækenland for at hjælpe med arbejdet

[Illustration på side 89]

Der lyttes til optagelser af bibelske foredrag, 1937

[Illustration på side 95]

Martin og Maria Magyarosi (forrest) og Elena og Pamfil Albu

[Illustration på side 102]

Et kredsstævne i Baia Mare i 1945

[Illustration på side 105]

Plakat som annoncerer landsstævnet i 1946

[Illustration på side 111]

Mihai Nistor

[Illustration på side 112]

Vasile Sabadâş

[Illustration på side 117]

Aflytningsudstyr brugt af Securitate

[Illustration på side 120]

Periprava, en arbejdslejr i Donaudeltaet

[Illustration på side 133]

Kværnen

[Illustrationer på side 134]

Veronica og Nicolae Bentaru i den hemmelige bunker under deres hus

[Illustration på side 138]

Doina og Dumitru Cepănaru

[Illustration på side 138]

Petre Ranca

[Illustrationer på side 141]

Stævner som blev holdt i 1980’erne

[Illustration på side 150]

Den første Pionerskole i Rumænien, 1993

[Illustration på side 152]

Roberto og Imelda Franceschetti

[Illustrationer på side 156, 157]

Tusinder overværede de internationale stævner i 1996 med temaet „Sendebud med fred fra Gud“, til trods for modstand fra de gejstlige

 [Illustrationer på side 158]

(1) Kompleks bestående af syv rigssale, Târgu Mureş

(2) Det rumænske afdelingskontor, Bukarest

(3) Stævnehal, Negreşti-Oaş

[Illustration på side 161]

Afdelingskontorets udvalg, begyndende bagerst fra venstre: Daniele Di Nicola, Jon Brenca, Gabriel Negroiu, Dumitru Oul og Ion Roman