Virksomheden i hele verden

▪ ASIEN OG MELLEMØSTEN

Antal lande: 47

Befolkningstal: 3.896.182.946

Antal forkyndere: 582.360

Antal bibelstudier: 453.069

Kirgisistan: Svetlana, som er hjælpepioner, havde i sit distrikt et besøg hvor hun aldrig traf nogen hjemme. En dag da hun kom forbi stedet, tænkte hun at det nok var omsonst at banke på, da der jo aldrig var nogen hjemme. Hun forsøgte dog alligevel og blev glædeligt overrasket da en ung kvinde åbnede døren. Kvinden var meget glad for at se et af Jehovas Vidner og sagde at hun før havde studeret Bibelen, men at hun nu havde mistet kontakten med Jehovas Vidner. Svetlana spurgte hende om ikke hun gerne ville modtage bladene regelmæssigt. Til det svarede den unge kvinde at hun ikke alene havde brug for  bladene, men også for et regelmæssigt bibelstudium! De begyndte at studere med det samme, og kvinden overværer nu de kristne møder.

Japan: To søstre forkyndte i et forretningsdistrikt og kom ind på et kontor hos en advokat der er kendt for at hjælpe de dårligt stillede i samfundet. Forkynderne blev dog hurtig afvist af en dame som sagde at hun havde travlt, men som tog imod bladene. Da forkynderne kom igen en anden dag, fandt de den samme dame alene på kontoret. Inden de nåede at hilse på hende, spurgte hun vredt: „Hvorfor dræber man uskyldige børn? Hvorfor er verden som den er? Jeg vil have en ordentlig forklaring! Hvis I kender svarene, så fortæl mig det!“ I løbet af den næste times tid gav de to forkyndere en forklaring på stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet, og langsomt begyndte damen at ændre indstilling. Hun takkede forkynderne fordi de ud fra Bibelen havde besvaret de spørgsmål som hun ikke troede der var svar på. Da forkynderne var ved at gå, gav damen dem sin privatadresse og sit telefonnummer og sagde: „Normalt er det kun mine nærmeste jeg giver disse oplysninger til, men med jer er det anderledes. Jeg vil meget gerne tale med jer igen. Det er ikke ubetydelige ting vi har drøftet.“ Der blev påbegyndt et bibelstudium.

Nepal: En kvinde der gennem mange år havde gået i kirke, var blevet mismodig efter at have været vidne til andre kirkegængeres begærlighed og skænderier. Selv om hendes mand var blevet præst, var han efter en strid om donationer blevet bortvist fra kirken. Han begyndte at drikke og holdt op med at forsørge sin familie. Kvinden søgte fortvivlet at finde sandheden, og hun bad hver dag til Gud. For at kunne forsørge sin familie begyndte hun at arbejde på et indsamlingssted for genbrugspapir. En dag da hun sorterede bøger, blade og aviser, stødte hun på bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud. Hun gemte den under sit tøj og tog den med hjem. Hver  dag læste hun i bogen og fortsatte med at bede til Gud. En dag bankede en pionersøster ved navn Bishnu på hendes dør. Kvinden syntes om det Bishnu sagde, og inviterede hende indenfor. I løbet af samtalen gik det op for kvinden at der var ligheder mellem det Bishnu sagde, og det der stod i bogen. Kvinden viste den til Bishnu, og til sin store glæde fandt hun ud af at den var udgivet af Jehovas Vidner. Hun studerer nu Bibelen og overværer alle de kristne møder sammen med sine børn.

Sri Lanka: Punchibanda var endnu ikke udøbt forkynder, men han besluttede sig alligevel for uformelt at fortælle andre om Guds rige. Han kom i snak med en tigger som fortalte at hans ældste datter havde været syg og nu var død. Familien havde tidligere besøgt kirkesamfundet Assemblies of God i håb om at datteren kunne blive mirakuløst helbredt, men til ingen nytte. Punchibanda forklarede tiggeren at Gud ikke udfører mirakuløse helbredelser i vor tid, men at al sygdom vil blive fjernet under Guds riges styre. Han forærede manden nogle blade om emnet, og senere inviterede han ham til at komme hen i rigssalen. Tiggeren gik hjem og fortalte sin familie om invitationen og viste dem bladene. Hans kone fortalte at hun også havde fået nogle blade og var blevet indbudt til at komme i rigssalen. I første omgang besluttede manden at tage alene af sted. Her blev han budt hjerteligt velkommen af brødrene. Nu overværer både han, hans kone samt deres søn og to døtre møderne, og de glæder sig over samværet med Jehovas folk.

Libanon: En søster som er specialpioner og oprindelig kommer fra Filippinerne, fortæller: „På gadearbejde mødte jeg en filippinsk dame. Jeg besøgte hende senere på hendes arbejdsplads, og vi begyndte at studere Bibelen sammen. Damen havde mange spørgsmål; nogle gange nåede jeg dårligt nok at give hende svar på ét spørgsmål før hun stillede et nyt. Med tiden mødte denne dame imidlertid modstand fra nære venner  som var aktive medlemmer af deres kirke. Jeg tilskyndede hende til ikke at give op, men desværre bukkede hun under for modstanden og afbrød sit bibelstudium. Men, tænkte jeg, hvis hun er oprigtigt søgende, vil hun senere genoptage sit studium af Bibelen. Der gik et helt år, og jeg tænkte stadig meget på hende. Derfor besluttede jeg mig for at skrive til hende så hun kunne vide at jeg holdt af hende, og at jeg meget gerne ville træffe hende igen. Hun ringede til mig, og jeg besøgte hende. Da vi mødtes, bemærkede jeg at hendes interesse nu var endnu stærkere end før. Det vi tidligere havde drøftet, lå hende endnu på sinde, og hun satte stor pris på alt det hun havde lært. Hun fortalte mig at hun havde besøgt mange forskellige kirker, men at ingen af dem underviste folk i sandheden. Hun genoptog sit studium af Bibelen, gjorde fremskridt og er nu blevet døbt. Hendes 12-årige søn er udøbt forkynder.“

Indien: En søster skriver: „En dag vi var ude at forkynde fra hus til hus, lagde vi mærke til en ung pige som fik øje på os og gik indenfor. Lidt efter kom en mand og beordrede os til at forsvinde. Da vi var ved at gå, bemærkede vi at pigen talte med manden. Mens vi senere stod og ventede på bussen, kom pigen cyklende hen til os og sagde: ’Jeg ved at Jehova er den sande Gud. Vil I ikke nok lære mig mere om Bibelen? Grunden til at jeg gik ind, var at jeg ville invitere jer indenfor, men det tillod manden der ejer huset, ikke.’ Vi spurgte hende hvordan hun vidste at Jehova er den sande Gud. Til det sagde hun at hun to år tidligere var rejst med bus og havde set noget der lignede en stor kristen sammenkomst. Det var et områdestævne for Jehovas Vidner. Hun var stået af bussen og havde overværet programmet alle tre dage. Senere havde hun ventet på at Jehovas Vidner skulle komme på besøg. Da vi så hvor interesseret hun var, gik vi hjem til en søster og begyndte dér et bibelstudium med pigen. Snart overværede hun møderne, og hun gør store åndelige fremskridt.“

 ▪ AFRIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 781.767.134

Antal forkyndere: 1.015.718

Antal bibelstudier: 1.820.540

Uganda: Lucy er et af Jehova Vidner og arbejder i recepturen på et stort apotek. Efter at en revision af firmaets regnskab havde vist at der manglede en betydelig sum penge, blev hun og nogle kolleger anmodet om at sværge på deres uskyld. Da det blev Lucys tur til at sværge på Bibelen og erklære sin uskyld, slog hun i stedet op på Ordsprogene 15:3 og læste højt: „Jehovas øjne er alle steder, holder vagt over onde og gode.“ Efter et øjebliks fuldstændig stilhed meldte den skyldige sig hos den tilsynsførende og tilstod. Den tilsynsførende opfordrede alle til fremover at huske på „Lucys skriftsted“.  Lucy fik senere lønforhøjelse samt ansvar for nøglerne til recepturen.

Benin: Josué har udholdt mange forhånelser i skolen. Da han gav et forkert svar i timen, sagde nogle af hans klassekammerater spottende: „Hvordan kan du tage fejl — du er jo præst for Jehova!“ Andre i klassen begyndte også at komme med hånlige bemærkninger, for eksempel: „Han bruger alt for meget tid på at gå rundt med sin mappe.“

Josué siger: „Jeg var især bange for at møde nogle af mine klassekammerater når jeg var ude i tjenesten i weekenden.“ Han bad Jehova om hjælp til at overvinde sin frygt, og han talte også med en ældstebroder. Denne broder opfordrede Josué til at tage kampen op ved at bruge mere tid i forkyndelsen og ved frimodigt at tilbyde bibelsk læsestof til sine klassekammerater. Det bar frugt på tre måder. Josué siger: „Jeg er nu ofte hjælpepioner. Jeg studerer med to af de klassekammerater som før gjorde nar ad mig, og desuden er mine karakterer blevet meget bedre.“

Etiopien: For omkring to år siden fandt Asnakech et kørekort, og da hun så hvem det tilhørte, traf hun aftale om at levere det tilbage til vedkommende, en kvinde ved navn Elsa. Elsa var imponeret over Asnakechs ærlighed og ville gerne give hende nogle penge som tak. Det sagde Asnakech nej til, men hun tilbød Elsa et eksemplar af brochuren Hvad kræver Gud af os? Næste dag begyndte Elsa at studere Bibelen. Hun sagde at det ikke var første gang hun havde hørt navnet Jehova, for hendes far, der var præst, havde fortalt hende om det. Efter at Elsa havde overværet et områdestævne med hele sin familie, begyndte hendes mand også at studere Bibelen. Da Elsas far, præsten, fandt ud af hvad de foretog sig, blev han rasende og kaldte Jehovas Vidner for uslinge. Elsa var imidlertid besluttet på at fortsætte sit studium af Bibelen, og hun fortalte venligt sin far at Jehovas Vidner slet ikke var som han beskrev  dem. Men faderen var fortvivlet over situationen, og en dag tog han ’Krævebrochuren’ hos sin datter uden hendes vidende. Han læste brochuren flere gange og blev dybt rørt over det han læste. Det førte til at han holdt op med at give forbipasserende den sædvanlige hilsen i treenighedens navn. Snart betragtede folk ham som „frafalden“, og nogle truede med at give ham tæsk. Derfor flyttede han til Addis Ababa, hvor han begyndte at studere Bibelen. Elsa og syv andre i hendes familie er nu døbte Jehovas Vidner. Hendes mand og søn gør også gode fremskridt.

Elfenbenskysten: Anderson forærede brochuren Hvad kræver Gud af os? til en butiksindehaver som regelmæssigt læste i Bibelen. Kort efter påbegyndte han også et bibelstudium med manden, som især var interesseret i lektionen „Et familieliv der glæder Gud“. Manden fortæller: „Jeg var ikke klar over at ægtefællerne har hver deres særlige stilling i ægteskabet. Før, når jeg kom sent hjem, tolererede jeg ikke at min kone kom med bemærkninger. Jeg plejede at sige til hende: ’Jeg er manden, jeg kan komme og gå som det passer mig; du er konen, så du sørger for hjemmet.’ Men nu tager jeg altid direkte hjem fra arbejde og hjælper min kone med det huslige.“

Kenya: En syvårig dreng der gik i anden klasse, havde hørt at kredstilsynsmanden ville komme på besøg. Ugen før besøget spurgte han derfor inspektøren på sin skole om han måtte få fri til at overvære et møde i rigssalen tirsdag eftermiddag. Det fik han lov til. Den følgende dag blev han imidlertid sendt hjem fra skole med besked om at han skulle tage sine forældre og den gæst han havde påstået ville komme, med hen i skolen. Da kredstilsynsmanden kom på besøg, tog han derfor hen til skolen sammen med drengens far. Inspektøren var målløs over at se at der virkelig var en gæst, og over at denne gæst havde været villig til at gå den lange vej over stejle bakker i over en time for at mødes med ham. Skoleinspektøren tog imod noget  bibelsk læsestof og har siden været yderst venlig og samarbejdsvillig.

Malawi: Ofte når en broder var ude i forkyndelsen, blev han chikaneret af en mand på cykel. Hvis manden fik øje på broderen, standsede han op og forsøgte at indlede et skænderi med ham. Han prøvede endda at tage broderens bibel. En dag cyklede manden forbi mens forkynderen var optaget af at lede et bibelstudium. Idet manden ville rette noget på sin cykel, kom hans hånd til at sidde fast i egerne på forhjulet, og hans fingre kom slemt til skade. Skønt manden havde stærke smerter, var der ingen af dem der så på, som kom ham til hjælp, undtagen forkynderen. Han bandt noget om mandens fingre og sørgede for at han blev bragt til hospitalet. Senere besøgte broderen ham også i hans hjem. Flov over sin tidligere adfærd indrømmede manden at han havde ladet sig påvirke af falske rygter, og tilføjede: „I tilbeder virkelig den eneste sande Gud. Jeg havde aldrig forestillet mig at du ville være så flink imod mig i betragtning af hvor dårligt jeg har behandlet dig.“

Cameroun: En ung søster sad i et overfyldt venteværelse på hospitalet da en gammel, syg mand trådte ind. Alle siddepladser var optaget, så manden måtte stå op. Søsteren fortæller: „Jeg havde ondt af manden og gav ham min plads. Det skabte en masse røre i venteværelset, for ved at give ham min plads gav jeg ham også mit nummer i køen. Der gik ikke lang tid før en dame henvendte sig til mig for at høre hvilken kirke jeg tilhørte. Jeg sagde at jeg var et af Jehovas Vidner. Hun roste mig og sagde at det var sjældent at se unge mennesker gøre det jeg havde gjort. Ved hjælp af nogle traktater jeg havde taget med, benyttede jeg lejligheden til at aflægge et vidnesbyrd over for både hende og de andre i venteværelset. Mange stillede spørgsmål, som jeg besvarede. Nogle af dem jeg talte med, ændrede deres opfattelse af Jehovas Vidner og havde nu ikke noget imod at få besøg af dem.“

 Togo: Da nogle brødre var ude at forkynde i et isoleret distrikt, traf de en ung mand som udtrykte stor glæde over at se dem. Manden viste dem to notesbøger hvori han i hånden havde kopieret hele bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden og en del af bogen „Forvis jer om alt“. Han havde set disse bøger da han en tid boede hjemme hos en præst fra en evangelisk kirke. Præsten havde to boghylder, en med sine favoritbøger og en med „ligegyldige bøger“. Den unge mand havde fundet bøgerne på sidstnævnte hylde. Efter at have læst nogle få sider i en af bøgerne blev han fængslet af budskabet. Da han ikke kunne tage bogen med sig og heller ikke vidste hvor han kunne skaffe en anden, besluttede han sig for at kopiere den. Så snart han begyndte at fortælle andre om det han havde læst, mødte han modstand fra både sin mor og præsten. Brødrene gav den unge mand noget bibelsk læsestof og hjælper ham nu til at vokse åndeligt.

Sydafrika: Thandi, som er et af Jehovas Vidner, blev af sin arbejdsgiver bedt om at tale med en kollega ved navn Bella som havde problemer i sit ægteskab. Bellas mand, der var ved politiet, havde øvet både fysisk og psykisk vold mod Bella, så hun havde besluttet at hun ville skilles. Thandi gav Bella to eksemplarer af bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv og opmuntrede hende til at give det ene eksemplar til hendes mand. En uge senere talte Thandi igen med Bella og fandt ud af at Bellas mand var i gang med at læse bogen, og at der nu var fredeligt i hjemmet. Efter tre måneder fortalte Bella at ’Familiebogen’ og bøn til Gud havde reddet hendes ægteskab. Da Bellas arbejdsgiver hørte hvad der var sket, foreslog hun at alle firmaets 2000 ansatte fik et eksemplar af bogen. Indtil nu har Thandi uddelt 96 eksemplarer af ’Familiebogen’ til sine kolleger. Firmaet har sendt et bidrag til Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde.

 ▪ NORD- OG SYDAMERIKA

Antal lande: 56

Befolkningstal: 879.073.403

Antal forkyndere: 3.199.835

Antal bibelstudier: 3.022.276

Venezuela: En familie af Jehovas Vidner fik for et stykke tid siden en ny telefonlinje i huset og samtidig et nyt telefonnummer. På grund af et teknisk problem begyndte familien imidlertid at modtage opkald fra folk der ønskede at komme i kontakt med den lokale tv-station for at tale med en kvindelig astrolog dér. Familien besluttede sig for at få det bedst mulige ud af situationen. Ved hjælp af bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne forberedte de sig på hvad de kunne sige, og fandt et par skriftsteder frem som kunne bruges til dem der ringede. Moderen i familien, Graciela, blev særlig god til  at tale med folk i telefonen. En dag var der en der ringede og spurgte: „Er du stjernernes gudinde?“

„Jeg hedder Graciela, hvad hedder du?“ spurgte søsteren.

„Carmen.“

„Hvorfor vil du gerne tale med stjernernes gudinde, Carmen? Har du brug for hjælp eller råd?“

Carmen gav sig til at fortælle søsteren om et personligt problem. Med varme i stemmen forklarede Graciela hvor vi kan få de bedste råd, og hun læste nogle skriftsteder fra Bibelen for Carmen. Så spurgte hun hende: „Mener du ikke også at vi skal henvende os til Skaberen hvis vi har brug for pålidelig vejledning nu og i fremtiden?“ Carmen fortalte så at hun tidligere havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner. Der blev truffet aftale om at studiet skulle påbegyndes igen. Siden har Gracielas familie talt med mange andre der søgte hjælp, og ofte har de fået aflagt et godt vidnesbyrd for dem. De har opmuntret dem til at tale med Jehovas Vidner når de kommer til deres dør, og fortalt dem hvor de kunne finde den lokale rigssal.

Columbia: I marts 2005 fik en søster der bor i Cali, sin bil stjålet. Den blev fundet nogle få dage senere. Søsteren og hendes ikketroende mand ventede ved bilen på at politiet skulle komme, men da de var længe om at dukke op, besluttede ægteparret sig for at tage bilen og køre. Eftersom bilen havde været brugt i forbindelse med en forbrydelse, blev parret imidlertid stoppet af politiet og sat i fængsel. Det første søsteren gjorde efter at hun var blevet fængslet, var at forkynde, og i løbet af kort tid fik hun påbegyndt adskillige bibelstudier. En af dem hun studerede med, blev løsladt, men bad søsteren om at fortsætte studiet med hende så snart hun kom ud af fængselet. Denne elev fortalte også den mand hun boede sammen med, at hun ønskede at blive gift for at glæde Gud.

 Søsteren havde kort forinden bedt Jehova om at hun måtte få mere tid til at forkynde, men hun havde aldrig forestillet sig at det skulle blive i et fængsel! Hun fik mulighed for at blive løsladt tidligere end beregnet, men da hun følte at hun blev beskyttet af Jehova, og var tilfreds med at forkynde, afslog hun det. Efter at have tilbragt 45 dage i fængselet blev både søsteren og hendes mand sat fri. Hun sagde at hendes tro var blevet styrket. Under fængselsopholdet havde hendes mand fået besøg af brødrene og modtaget deres hjælp. Efter i 20 år at have interesseret sig meget lidt for åndelige anliggender begyndte han nu at overvære møderne, og han har udtrykt ønske om at studere Bibelen. Søsteren besøger nu regelmæssigt fængselet for at lede fire bibelstudier med kvindelige indsatte. Hun føler taknemmelighed mod Jehova fordi han har besvaret hendes bønner og velsignet hende på så mange måder.

Brasilien: Indtil for to år siden var det almindeligt at se en blind mand ved navn Renildo tigge på markederne i sin hjemby og i nærliggende byer. Han gjorde det for at supplere sin invalidepension, men tiggeriet viste sig at være en indbringende ’forretning’ der gjorde det muligt for ham at have en bil og et hjem med smukke møbler og at købe masser af mad som almindelige mennesker i dette fattige område normalt ikke har råd til. Et bibelstudium med Jehovas Vidner gav ham lidt efter lidt et åndeligt syn på tilværelsen, og det fik ham til at træffe en stor beslutning. Efter at have talt med sin kone og sine børn om hvad de som familie kunne gøre for at klare sig med en lavere indkomst, holdt Renildo op med at tigge. Inden længe gjorde han og hans familie åndelige fremskridt og blev døbt ved et områdestævne. Nu er Renildo ikke længere kendt som tigger, men som en nidkær forkynder af den gode nyhed, og han bruger i gennemsnit 40 timer om måneden på at forkynde.

Ecuador: En pioner kom regelmæssigt og afleverede bladene på kinesisk til ejeren af en restaurant. Denne mand fik  besøg af en ven der også ejede en restaurant. Vennen fik øje på bladene og gav sig til at læse dem. Han blev så interesseret at han skrev til afdelingskontoret i Hongkong og bad om at få flere blade samt en bibel og bogen Kom nær til Jehova. Han bad også om at få et bibelstudium. Fra Hongkong skrev man til afdelingskontoret i Ecuador, og inden længe stod der nogle pionerer ved den interesserede mands dør med de publikationer han havde anmodet om. Fire dage senere vendte de tilbage. Havde han læst i det han havde fået? Han sagde: „Jeg begyndte med at læse Første Mosebog og er nu kommet til Ezekiels Bog, men jeg har nogle spørgsmål. Hvorfor er Jehova så god mod os mennesker? Alt tilhører ham, så hvorfor gør han så meget for at hjælpe menneskene? Hvad får han ud af det?“ Der blev påbegyndt et bibelstudium, og manden begyndte med det samme at overvære møderne. Han holdt op med at ryge og gik ikke længere på kasino. Han lukker endda sin restaurant de aftener Jehovas Vidner har møde, for at kunne være til stede. Manden er nu parat til at blive udøbt forkynder, og han giver undervisning i kinesisk til dem af de  lokale brødre der ønsker at hjælpe andre kinesisktalende i deres distrikt.

Honduras: I Guatemala forkyndte en søster ved navn Flor i januar 2005 uformelt for en dreng på 15 år der hedder Sebastián og optræder som klovn i et cirkus. Han var interesseret i det hun fortalte, men havde ikke ret meget tid til at snakke. En dag faldt han ned fra kuplen i det store telt, og han blev lagt i gips. Nu havde han masser af tid til at tænke over åndelige emner. Flor besøgte ham hver dag for at svare på hans mange spørgsmål. Inden længe viste Sebastiáns mor, Doris, der var linedanser, også interesse, og Flor begyndte at studere Bibelen med hende. Dalila, der er trapezkunstner, og Sofia, der er danser, og som tidligere havde studeret med Jehovas Vidner, sluttede sig til studiet sammen med deres døtre. Gruppen var nu oppe på syv personer. I to måneder studerede Flor med hele gruppen mellem fem og syv gange om ugen.

Da cirkusset skulle videre til Honduras, opmuntrede Flor gruppen til at finde Jehovas Vidner i de byer de besøgte, så de kunne fortsætte med at studere og overvære møderne. Da de nåede til byen Copán, blev bibelstudiet genoptaget af nogle specialpionerer der forkyndte i dette område. Da gruppen flyttede videre til byen Gracias, overtog en anden specialpioner studiet. Da tiden kom hvor de skulle flytte til byen Santa Rosa de Copán, blev et missionærpar ringet op og bedt om at tage sig af studiet de næste tre uger.

Det er et usædvanligt bibelstudium fordi syv til ti personer mødes i det store cirkustelt. De studerer to gange om ugen og er alle godt forberedt, selv den yngste, en pige på ni år ved navn Julietta, som er trapezkunstner. Når cirkusfolkene overværer møderne, må de ofte tage af sted straks efter programmet for at nå at skifte til deres kostumer før forestillingen begynder. Men de gør sig med glæde disse anstrengelser.

 ▪ OCEANIEN

Antal lande: 30

Befolkningstal: 35.237.787

Antal forkyndere: 93.961

Antal bibelstudier: 47.864

New Zealand: En ung søster ved navn Cecilia sad og læste i en bibelsk brochure i sin frokostpause da en af hendes kolleger spurgte hende hvad den handlede om. Mens Cecilia fortalte om indholdet, samlede 15 mennesker sig omkring hende for at lytte, deriblandt hendes chef, der senere bad hende komme ind på sit kontor. Han sagde til hende at han var imponeret over det han havde hørt. Derefter oplyste han personalet om at frokoststuen ville blive brugt til bibelske samtaler, og han forlængede Cecilias frokostpause fra en halv til en hel time så hun både kunne nå at spise og at tale med de  andre om Bibelen. I fire uger var der mellem 9 og 15 til stede ved disse drøftelser. To af kvinderne studerer nu Bibelen regelmæssigt, gør gode fremskridt og forkynder for deres familie og venner.

Tuvalu: Peteli, hvis navn betyder „Betel“, er en 14-årig pige der næsten er helt døv. Hun har slægtninge som er Jehovas Vidner, og havde overværet nogle af deres møder. Hun havde dog ikke fået særlig meget ud af dem fordi hun er døv og ikke kunne læse. På eget initiativ lærte Peteli så mundaflæsning. For nylig begyndte en missionærsøster ved navn Dale at studere med Peteli ud fra brochuren Evigt liv på jorden. Dale brugte billederne til at fortælle hende om Bibelen, og hun brugte teksten som en hjælp til at lære hende at læse. Dette var en særlig stor udfordring for Dale fordi hun var ny missionær og selv var ved at lære sproget, og Peteli havde brug for hjælp til at lære hvor hun skulle placere tungen for at udtale ordene korrekt. Peteli er en ivrig og flittig elev. Allerede efter tre måneder begyndte hun at kunne læse. Hun og hendes lærer forbereder sammen kommentarer til mødet. Peteli øver sig grundigt og kommenterer stolt ved møderne. Hun sidder på første række i rigssalen så hun kan koncentrere sig om at mundaflæse taleren. Dale skriver: „Jehova er ved at blive en virkelig ven for Peteli, og det bevæger hende dybt når vi taler om den tid hvor ’de døves ører lukkes op’“. — Es. 35:5.

Samoa: En pionersøster ved navn Elena ledede et bibelstudium med en kvinde der var metodist,  og hvis hus lå lige over for præstens. Studiet blev holdt på husets veranda, som præsten havde frit udsyn til. En dag kom præsten på besøg mens de studerede. Kvinden spurgte ham hvad han ville, og præsten svarede: „Jeg leder efter min lille gris. Jeg har ikke set hende i næsten en måned.“ Så vendte han sig om mod Elena og spurgte: „Ved du hvorfor min lille gris er løbet sin vej?“ Da Elena troede at han talte om en bogstavelig gris, sagde hun at den måske var løbet væk fordi den hele tiden fik det samme at æde. Hun foreslog ham at prøve at give den en anden slags mad. Til Elenas overraskelse pegede præsten på kvinden og sagde: „Hun er min lille gris!“ Så tilføjede han: „Du har stjålet hende fra mig. Du må øjeblikkelig holde op med at læse de bøger med hende og ikke begynde på det igen.“ (Præsterne har stor magt i de samoanske landsbyer). Kvinden gav sig til at græde. Elena prøvede at berolige hende og forklarede at Bibelen har forudsagt at man vil komme til at opleve sådanne ting når man studerer Bibelen.

Elena tilpassede sig situationen ved at holde studiet et andet sted, en anden dag og på et andet tidspunkt.

Hun fortæller: „I stedet for at holde studiet i det fri rykkede vi ind i et lille værelse i den bagerste ende af kvindens hus. Det var et meget varmt sted, men studiet kunne i det mindste fortsætte. Her studerede vi i to måneder. En dag da vi lige havde indledt med bøn, overraskede præsten os ved pludselig at dukke op. Jeg troede at han kom for at standse studiet, men han havde ændret holdning.“

Han lyttede til drøftelsen og stillede endda spørgsmål. Efter studiet vendte han sig mod kvinden og sagde: „Der er noget jeg gerne vil fortælle dig. I aftes kørte vi ind til byen, men på vejen hjem brød vores bil sammen i nærheden af en af de andre landsbyer. En ung mand og et ægtepar kom for  at hjælpe os med at reparere bilen. Den ville dog ikke starte, så de tilbød at køre os hjem efter at jeg havde stillet bilen der hvor de boede. Da jeg kom ind i deres bil, fik jeg øje på nogle eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer. Det faldt mig ind at disse mennesker måske var fra den samme kirke som den dame der kommer og besøger dig.“

Nu svarede kvinden ham: „Du har ret. Det er Elenas børn.“ Han undskyldte og sagde så: „Bliv ved med det du gør. Nu ved jeg at Jehovas Vidner er gode og kærlige mennesker. Tilgiv mig det jeg sagde. Denne form for undervisning ville hjælpe folk i min kirke til at ændre deres holdninger.“ Fra og med den dag holdt de ikke længere studiet i det lille, varme værelse bagerst i huset, men på den køligere veranda, for øjnene af præsten, der ikke har generet dem siden.

Saipan: På denne ø gjorde sandheden om Guds rige dybt indtryk på en kvinde ved navn Helen. Hun studerede Bibelen sammen med en missionærsøster og ville gerne vise sin værdsættelse af de ting hun lærte. En dag da de havde studeret, gav Helen missionærsøsteren en lille stofpose og sagde: „Jeg ejer ikke ret meget, men jeg vil gerne give den her som et bidrag til forkyndelsesarbejdet.“ Inden i posen var der en smuk perle fra hendes hjemø, Pohnpei. Helen foreslog at perlen blev solgt og omsat til rede penge der kunne gives som bidrag. Perlen var af meget fin kvalitet, og ejeren af en juvelerbutik gav med glæde 100 dollars for den. Helen fik pengene så hun kunne afgøre hvor meget hun ville give i bidrag, men hun skubbede dem væk og sagde: „Bare læg det hele i bidragsbøssen.“ Hvad fik hende til at være så gavmild? Som manden i en af Jesu lignelser havde Helen fundet en perle af større værdi, nemlig håbet om Riget. — Matt. 13:45, 46.

 ▪ EUROPA

Antal lande: 46

Befolkningstal: 731.536.437

Antal forkyndere: 1.498.142

Antal bibelstudier: 717.797

Hviderusland: Pavel og Mayya, et ægtepar der tjener som specialpionerer, overværede Pionerskolen. En aften besluttede de sig for at gå en tur og havde ikke nogen planer om at skulle forkynde. Alligevel tog de brochuren Godt nyt til folk af alle nationer med sig. Da de fik øje på to udlændinge, besluttede de at forkynde for dem. De fandt ud af at de to mænd var fra Pakistan og talte urdu. Pionererne kom i tanker om at de havde brochuren med, og viste den til de to mænd så de kunne læse den. En af mændene gav  udtryk for at han var interesseret, og sagde ja tak til at studere Bibelen. Samme uge kom han til møde. Det har været en stor opmuntring for ham at komme sammen med Jehovas folk, og han siger: „I de tre år jeg har været i Minsk, er dette første gang jeg har mødt ægte kristne.“ Manden studerer fortsat Bibelen.

England: Richard er ældste og blind, og han har en trænet førerhund der hedder Irvin. Hus til hus-forkyndelsen viste sig at være problematisk for hunden fordi den var specielt trænet til at huske alle de steder hvor Richard havde været. Da Richard nævnte det for dem der havde skaffet ham hunden, forklarede de at denne form for tjeneste var for stor en udfordring for Irvin. De anbefalede Richard at lade hunden følges med ham i forretningsdistrikt, hvor den ville blive kendt med de forskellige steder han regelmæssigt kom tilbage til. Richard havde altid syntes at forretningsforkyndelse virkede lidt afskrækkende, men med Irvins hjælp blev han hurtigt dygtig til denne form for forkyndelse.

Ungarn: En kredstilsynsmand skriver: „I maj 2004 mødte vi en mand ved navn Csaba der gik og arbejdede i haven. Han fortalte at han var medlem af et menighedsråd. Efter en kort samtale gik vi videre. To dage senere vendte vi tilbage med ’Kundskabsbogen’ og påbegyndte et bibelstudium med ham. Da vi skulle til at gå, fortalte han os at han havde problemer med sit komfur. Jeg sagde at en af mine trosfæller var dygtig til at klare den slags reparationer, og at jeg nok skulle give ham Csabas telefonnummer. Da brødrene kom for at følge interessen op, gav Csaba dem bogen tilbage og sagde at han ikke ville fortsætte studiet. I mellemtiden var han blevet ringet op af den broder jeg havde anbefalet ham, som kunne hjælpe med at reparere  komfuret. Broderen brugte tre dage på at reparere Csabas komfur, og i løbet af den tid talte han i flere timer med Csaba om sandheden. Det førte til at Csaba genoptog sit bibelstudium, og hans kone sluttede sig også til. I maj 2005 blev han udøbt forkynder. Under mit besøg i menigheden fulgtes jeg med ham da han for første gang deltog i forkyndelsen. Hans åndelige fremskridt skyldtes i høj grad brødrenes venlige og hjælpsomme indstilling og den forskel han kunne se der var mellem Jehovas Vidner og dem i hans kirke.“

Belgien: En broder aflagde flere genbesøg hos en kvinde der boede i et hus på et gadehjørne, og samtalerne fandt altid sted på dørtrinnet. Da broderen en dag forlod huset, kom en mand hen til ham og sagde: „Mine venner siger at I Jehovas Vidner ikke er nogen man skal komme sammen med. Men det er jeg ikke enig med dem i, så jeg forsvarede jer. Jeg må tilstå at når jeg har været ude at gå med min hund, har jeg ofte stået lige rundt om hjørnet og lyttet til de samtaler du havde med kvinden i huset dér. I har ofte talt om opstandelsen og om Paradiset. Det kunne jeg godt tænke mig at få noget mere at vide om. Min kone er indlagt på hospitalet fordi hun er blevet overfaldet og har fået 17 knivstik. Jeg er desperat og ved snart ikke hvad jeg skal gøre.“ Der blev påbegyndt et bibelstudium med manden.

Italien: En tidlig eftermiddag var en broder på vej hjem fra arbejde i sin bil. Da han nærmede sig sit hus, blev han overhalet af to mænd på en motorcykel. Den der sad bagpå, trak en pistol og gjorde tegn til broderen om at standse bilen. Broderen adlød. Dernæst åbnede den bevæbnede mand bildøren og beordrede broderen til at stå ud og give ham alle de penge han havde på sig. Broderen gjorde  som der blev sagt. Så gled manden ind på førersædet og skulle til at køre væk. Men da han så Jehovas Vidners Årbog ligge på instrumentbrættet, spurgte han: „Er du et af Jehovas Vidner?“

Broderen svarede: „Ja, hvorfor det?“ Uden at svare steg manden ud af bilen, undskyldte det der var sket, og bad broderen om at sætte sig ind i sin bil igen. Samtidig sagde den anden røver til sin makker at han skulle give broderen de penge tilbage som de havde taget.

„Endnu en gang undskyld,“ sagde manden med pistolen idet han lukkede bildøren for broderen. Mændene kom ikke med nogen begrundelse for at de ombestemte sig, men det var tydeligt at de respekterede Jehovas Vidner.

Sverige: I april 2003 mødte en forkynder en mand der tog imod ’Kundskabsbogen’. Manden var 90 år gammel. Tidligere havde han rejst landet rundt og taget billeder af mange forskellige kirker. Det havde gjort ham til æresmedlem af en gruppe i den svenske kirke. Forkynderen spurgte manden om han havde lagt mærke til Guds navn i nogen af kirkerne, og viste ham et billede af det i en af kirkerne i Sverige. Det vakte mandens interesse. Han tog imod et bibelstudium og var meget glad for det. Han fortæller: „Jeg har læst Bibelen lige fra barnsben, og jeg troede at jeg forstod en hel del. Men jeg forstod intet i forhold til hvad jeg ved nu.“ Inden længe begyndte han at overvære møderne i rigssalen, og i juni 2005, i en alder af 91 år, holdt han sit første indlæg på Den Teokratiske Skole — hvor han læste op fra Bibelen. Han er nu udøbt forkynder og arbejder hen imod dåb. Han lyttede til Jehovas Vidner i 2003 på grund af en tv-udsendelse der havde talt imod os. Han ønskede at kende sandheden om os, og det gør han nu.

[Illustration på side 43]

Svetlana, Kirgisistan

[Illustration på side 47]

Lucy, Uganda

[Illustration på side 52]

Graciela, Venezuela

[Illustration på side 55]

Renildo med sin familie, Brasilien

[Illustration på side 57]

Dale og Peteli, Tuvalu

[Illustration på side 57]

Cecilia, New Zealand

[Illustration på side 58]

Elena, Samoa

[Illustration på side 61]

Pavel og Mayya, Hviderusland

[Illustration på side 61]

Richard med sin hund, Irvin, England