Zambia

Afrika er som en stor broderet klædning. Dette kontinent — fra Middelhavskystens hvide sandstrande, forbi den gyldne Saharaørken, gennem smaragdgrønne skove og helt ned til Kap Det Gode Håbs vindomsuste, hvide kystlinje — er hjemsted for en tiendedel af verdens befolkning. Gennem landskabet snor der sig mange floder, som for eksempel Nilen, Niger, Congo og Zambezi. Og gemt i Afrikas dybe folder ligger der store reserver af guld, kobber og kostbare ædelsten.

Syd for Congobækkenets tropiske regnskov er der et fladt plateau med savanne, og det er her Zambia ligger. Nogle har sammenlignet landet med en kæmpemæssig, asymmetrisk sommerfugl der har slået sig ned på et landkort. Zambias usædvanlige grænselinjer, et levn fra kolonitiden, markerer et område på mere end 750.000 kvadratkilometer — mere end dobbelt så stort som Tyskland.

Nordøst for Zambia ligger Rift Valley. Mod vest og syd løber den mægtige Zambeziflod. Indtil slutningen af det 19. århundrede var dette land ukendt for de fremmede der udplyndrede Afrika for guld, elfenben og slaver. Det var David Livingstone, der var opdagelsesrejsende og søn af en skotsk møller, som i 1855 medvirkede til at åbne verdens øjne for landet hinsides „Røgen der tordner“ — det imponerende vandfald som Livingstone senere gav navnet Victoria Falls, til ære for dronning Victoria af England.

 Snart efter kom nogle af kristenhedens missionærer til landet, ivrige efter at fremme „kristendom, handel og civilisation“ i et forsøg på at lukke op for den centrale del af Afrika. Deres forkyndelsesmetoder var ofte en dårlig anbefaling for deres virke. Det varede dog ikke længe før der kom nogle som, med Guds hjælp, anbefalede sig som hans sande tjenere. — 2 Korinther 6:3-10.

Den første tid

I 1890 havde fem missionsselskaber etableret sig i det område der i dag hedder Zambia. Ved århundredskiftet fik kommercialismens og kolonimagternes fremmarch et stigende antal afrikanere til at søge efter åndelig vejledning. Over hele kontinentet opstod der fremmedartede og bizarre religiøse bevægelser. Det blev dog muligt at få sand åndelig hjælp. Så tidligt som i 1911 modtog nogle retsindige mennesker i Zambia eksemplarer af bogen Studier i Skriften. De bibelske sandheder i disse bøger blev hurtigt spredt længere nordpå, men ikke altid af nogle der var oprigtigt interesseret i at tjene Gud.

I 1910 sendte Charles Taze Russell, som på daværende tidspunkt førte tilsyn med forkyndelsesarbejdet, William W. Johnston til Nyasaland (nu Malawi) for at hjælpe brødrene dér. William Johnston var en pålidelig, alvorlig broder fra Glasgow, Skotland. Desværre havde enkeltpersoner før ham — både indfødte og udlændinge — fordrejet de bibelske sandheder for at fremme deres egne selviske interesser. I årene der fulgte, kom selvbestaltede prædikanter og præster til Nordrhodesia (nu Zambia) og fremmede en veritabel blanding af religion og urene handlinger og gav løfter om frihed. Mens broder Johnston forkyndte for folk i Nyasaland, som han sagde havde „et inderligt ønske om at få et  dybere kendskab til Guds ord“, fik arbejdet i området vest for Nyasaland kun lidt opmærksomhed. Bibelske publikationer nåede ganske vist frem til Nordrhodesia med posten og via løsarbejdere, men i de år blev der stort set ikke ført tilsyn med forkyndelsen af Riget i dette område.

En usikker tid

Den første halvdel af 1920’erne var en usikker tid. Lokale „Vagttårnsbevægelser“ gjorde meget for at bringe Guds sande tjeneres kristne forkyndelse i vanry. Nogle der havde meget lidt kendskab til de bibelske sandheder, og som falskeligt hævdede at være tilsluttet bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt), praktiserede konebytning og andre urette handlinger. Der var dog mange grupper hvis nidkære forkyndelse og oprigtige respekt for Bibelens principper viste at de levede i overensstemmelse med sandheden.

Det var imidlertid en udfordring at identificere dem der virkelig var interesseret i at tjene Gud. I 1924 ankom Thomas Walder og George Phillips, begge fra Storbritannien, til bibelstudenternes kontor i Cape Town i Sydafrika. Broder Walder, en mand i begyndelsen af trediverne, rejste gennem Nord- og Sydrhodesia for at finde ud af hvem der hævdede at være tilknyttet navnet Watchtower. Året efter fik William Dawson, som var fra Europa, til opgave at besøge de forskellige grupper der var opstået. Han rapporterede at visse selvbestaltede pastorer døbte mange mennesker, hvoraf de fleste manglede forståelse og værdsættelse af Bibelens sandhedsbudskab. Llewelyn Phillips (er ikke i familie med George Phillips) skrev senere: „Det fremgik med al tydelighed at de allerfleste var ligesom indbyggerne i Nineve der ’ikke kendte forskel på højre og venstre’.“ (Jonas 4:11) Mange  var oprigtige, men eftersom der stort set ikke fandtes publikationer på de lokale sprog, havde folk svært ved at forstå sandheden. Eftersom gentagne forsøg på at få myndighedernes tilladelse til at føre permanent tilsyn med arbejdet var mislykkedes, besluttede afdelingskontoret i Cape Town at begrænse dåbshandlinger og offentlig forkyndelse. Broder Walder skrev et brev til grupper af interesserede hvori han tilskyndede dem til at have en samarbejdsvillig indstilling til denne midlertidige foranstaltning indtil der kunne udpeges en permanent repræsentant for bibelstudenterne — men der var ikke noget til hinder for at man studerede Bibelen og kom sammen for at tilbede Jehova.

Langs jernbanelinjen

I århundreder havde den lokale befolkning brugt kobber der lå nær jordoverfladen, til værktøj og pyntegenstande. I midten af 1920’erne begyndte det britiske handelskompagni British South Africa Company — som ikke alene havde administrativ myndighed over området, men også rettighederne til minedrift — at udnytte de vældige underjordiske reserver. Der var brug for arbejdere, og tusinder kom fra landdistrikterne til de nye byer der opstod langs en jernbanelinje som oprindelig skulle have strakt sig fra Cape Town til Kairo.

James Luka Mwango har fortalt: „Oprettelsen af kredse, som menighederne blev kaldt dengang, foregik meget anderledes end i dag. Før 1930 blev møderne holdt i små grupper. Nogle af de interesserede kommunikerede med kontoret i Cape Town, mens andre sendte deres litteraturbestillinger direkte til Brooklyn. Eftersom publikationerne var på engelsk, var det svært for mange at få en nøjagtig forståelse af sandheden.“ Selvom grupperne var små, skete der fremskridt, og de tilsluttedes nidkærhed og beslutsomhed førte  med tiden til en organiseret forkyndelse. Dette undgik ikke kristenhedens præsters opmærksomhed.

En tid med undertrykkelse

I maj 1935 havde indflydelsesrige religiøse grupper presset på for at få indført en ændring af Nordrhodesias straffelov så det blev en alvorlig lovovertrædelse at importere og distribuere publikationer der tilskyndede til oprør. De der afgør om bestemte publikationer tilskynder til oprør eller er samfundsnedbrydende, er selvfølgelig farvet af deres egne politiske eller religiøse synspunkter. Som senere begivenheder viste, var der ingen tvivl om at modstandere søgte efter et påskud til at forbyde Jehovas Vidner.

Da meddelelsen om en ny beskatning udløste optøjer i minesamfundene, brugte modstandere af Jehovas Vidner lejligheden til at stemple dem som regeringsfjendtlige. Tidligere på måneden havde brødrene holdt et stævne i Lusaka. Modstanderne hævdede at dette lille stævne havde noget at gøre med de uroligheder der havde fundet sted over 300 kilometer mod nord. Thomson Kangale, en ung mand på det tidspunkt, har fortalt: „Vi vidste at der var problemer på vej. I stedet for at gå ud at forkynde valgte vi at blive hjemme og øve os på Rigets sange. Vi vidste at det var forkert at blive involveret i strejker eller voldshandlinger.“ Mange brødre blev ikke desto mindre arresteret; i mange byer blev de jaget fra deres hjem, og deres bibelske bøger og blade blev konfiskeret eller ødelagt. Guvernøren udstedte et forbud mod 20 af vores publikationer.

Der blev nedsat en kommission som skulle undersøge årsagen til urolighederne. Distriktskommissæren i det  område som var mest berørt, indrømmede: „Jehovas Vidner og Vagttårnet som organisation tog ikke del i strejken.“ Ikke et eneste Jehovas vidne var indblandet i optøjerne. Men bogen Christians of the Copperbelt oplyser: „Undersøgelseskommissionen . . . godtog mange alvorlige beskyldninger der hvilede på et meget spinkelt grundlag, [og] på baggrund af dens rapport blev Jehovas Vidners publikationer forbudt. I nogle distrikter iværksatte [stamme]høvdinger en massiv forfølgelseskampagne der omfattede nedbrænding af Vagttårnets mødesteder.“

Jehovas Vidners kontor i Cape Town henvendte sig gentagne gange til den britiske regerings koloniminister med en anmodning om at give Jehovas Vidner „tilladelse til, uden indblanding, at udøve deres gudgivne ret til at tilbede Jehova Gud i overensstemmelse med deres samvittighed“. Man anmodede også om at få et permanent kontor med en repræsentant. Jehova velsignede disse anstrengelser. I marts 1936 gav koloniministeren tilladelse til at der blev oprettet et depot i Lusaka med Llewelyn Phillips som repræsentant.

De fire krav

Oprettelsen af et depot i Lusaka var en betydningsfuld sejr. Men indtil der forelå bevis for et mere struktureret tilsyn med menighederne, ville guvernøren ikke give tilladelse til at Jehovas Vidner blev juridisk anerkendt som trossamfund. I årene der fulgte, arbejdede broder Phillips og andre trofaste brødre ihærdigt på at hjælpe og styrke de retsindige og udelukke dem der fremmede en ubibelsk adfærd. Pionerer fik oplæring i anliggender der havde at gøre med moral,  med organisering og med lærespørgsmål, hvorefter de tog ud for at hjælpe grupper og menigheder.

En broder har om denne periode sagt: „Det bedste år for forkynderne i Zambia var 1940. Det var i det år at dåbshandlinger for første gang siden 1925 igen blev tilladt.“

James Mwango har fortalt: „Før en bibelstudieelev fik lov at blive døbt, måtte han studere hvad vi kaldte de fire krav. Når han havde gjort det, blev han af den der skulle døbe ham, eller en anden broder der var blevet udpeget af kredstjeneren, udspurgt om betydningen af disse krav. Det første krav var at lytte til sandheden fra Bibelen; det andet, at ændre sind; det tredje, at lære Guds ord at kende; og det fjerde, at indvi sig. Når en elev havde den rette forståelse af disse fire krav, kunne han blive døbt. Denne fremgangsmåde blev indført for at sikre sig at de der blev døbt, forstod alvoren i det de gjorde.“

Forbud mod vores publikationer

Især under den anden verdenskrig opfattede myndighedspersoner fejlagtigt Jehovas Vidners neutralitet som modstand mod regeringens hvervningspolitik. I december 1940 blev listen over forbudte publikationer udvidet til at gælde alt læsestof udgivet af Jehovas Vidner. Det blev også forbudt at importere det. I foråret 1941 bekendtgjorde regeringen at alle der var i besiddelse af Vagttårnsselskabets publikationer, skulle aflevere dem, ellers ville de risikere at blive retsforfulgt og muligvis fængslet.

Solomon Lyambela, der var rejsende tilsynsmand, og som senere overværede Gileadskolen, har berettet følgende: „Vi skjulte publikationer i kanoer på Zambezifloden. Vi bandt bøger under vores senge eller gemte dem i vores lagre af majsmel og hirse.“

 En anden broder har fortalt: „Vi måtte begrave vores bøger. Vi behøvede dog ikke at skjule den bibeloversættelse der kaldes Berøa-Bibelen, som vi satte stor pris på, og som ikke var forbudt. Vi mistede mange bøger — nogle blev ædt af termitter, og andre blev stjålet. Eftersom vi ofte var henne ved de steder hvor bøgerne var gravet ned, troede tyvene at vi skjulte værdigenstande. Da jeg en dag tog ud i bushen for at studere, opdagede jeg at vores bøger lå spredt omkring på jorden. Vi samlede dem sammen og skjulte dem et andet sted.“

Llewelyn Phillips skrev modigt en klage til guvernøren angående forbuddet mod vores publikationer. Tidligere på året var broder Phillips blevet fængslet for at have nægtet at udføre militærtjeneste, og nu blev han idømt en ny straf på seks måneder. En frivillig medarbejder der virkede midlertidigt på depotet i Lusaka, siger: „Vi fik tit besøg af kriminalpolitiet, og broder Phillips fik ofte besked på at melde sig på politistationen.“ Trods alt dette blev broder Phillips ved med at fremme god orden og en nidkær ånd i menighederne. Efterhånden kom der flere egnede brødre, der blev oplært og sendt ud som vennetjenere, eller rejsende tilsynsmænd, som de kaldes nu. De var medvirkende til at der i 1943 blev nået et højdepunkt på 3409 forkyndere.

Større og større frihed

Efter krigen henvendte Jehovas Vidners afdelingskontorer i England og Sydafrika sig gentagne gange til Koloniministeriet i London for at få vores publikationer legaliseret. Efter at Nordrhodesias regering havde modtaget en anmodning underskrevet af over 40.000 mennesker som støttede Jehovas Vidners undervisningsarbejde, blev noget af vores læsestof fjernet fra listen over forbudte publikationer. Bladet Vagttårnet var dog stadig forbudt.

 I januar 1948 aflagde Nathan Knorr og Milton Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn et besøg i landet for første gang. Efter at have overværet et firedages stævne i Lusaka mødtes de med en embedsmand for de indfødtes anliggender samt en minister, som fortalte dem at de sidste restriktioner snart ville blive hævet. Det var en stor glæde da Jehovas folks forkyndelsesarbejde endelig blev juridisk anerkendt! Den 1. september 1948 blev der oprettet et afdelingskontor under navnet Jehovas Vidner, ikke Vagttårnsselskabet. I myndighedernes, befolkningens og også brødrenes bevidsthed kunne der nu klart skelnes mellem Jehovas Vidner og tilhængere af lokale „Vagttårnssekter“, som ikke havde nogen forbindelse med Jehovas Vidner.

I 40 år havde religiøse modstandere, som ikke viste særlig stor interesse for at gøre folk til disciple af Kristus, bestræbt sig for at nedbryde troen hos dem der lyttede til den gode nyhed. Jehovas Vidner, der fejlagtigt var blevet fremstillet som „bedragere“, fortsatte med at afgive bevis for at de var sandfærdige tjenere for Gud. (2 Kor. 6:8) I forventning om  større frihed i efterkrigstiden tog de nogle spændende initiativer med henblik på fremtidig vækst.

Missionærtjenesten

„En af de opmuntrende ting ved missionærtjenesten er at se hvordan Jehova bruger mange forskellige mænd og kvinder i forbindelse med opfyldelsen af sin hensigt. Det er også en glæde at opleve den værdsættelse som de der får åndelig hjælp, giver udtryk for,“ udtalte Ian (John) Fergusson, der i mange år tjente i Zambia. Missionærer fra andre trossamfund beskæftiger sig ofte hovedsagelig med sociale og økonomiske problemer, hvorimod Jehovas Vidners missionærer koncentrerer sig om at gøre folk til Kristi disciple. Ved at udføre denne gudgivne opgave har missionærerne vist at de har „kærlighed uden hykleri“. — 2 Kor. 6:6.

Blandt dem der var selve indbegrebet af en missionær, var William Johnston. Få år før den første verdenskrig brød ud, ankom han til den sydlige del af Afrika og rejste vidt omkring i området. Piet de Jager, Parry Williams og andre var i begyndelsen af 1921 nået op til Salisbury (nu Harare),  hovedstaden i en af Zambias nabolande, Sydrhodesia (nu Zimbabwe). I midten af 1920’erne koncentrerede George Phillips, Thomas Walder og William Dawson sig om forkyndelsesarbejdet i Nordrhodesia. Nogle der var født i Nordrhodesia, men som var kommet i kontakt med bibelstudenterne mens de arbejdede i andre lande, vendte tilbage for at forkynde „godt nyt om gode ting“. (Rom. 10:15) Manasse Nkhoma og Oliver Kabungo havde i denne første tid en stor andel i arbejdet. Joseph Mulemwa, der var født i Zambia, blev kontaktet af Jehovas Vidner ved en kulmine der hed Wankie (nu Hwange), i den nordlige del af Sydrhodesia. Senere tjente han trofast i det vestlige Zambia. Fred Kabombo var den første rejsende tilsynsmand i det område. Alle disse brødre udførte et banebrydende arbejde. De nåede ud til egne hvor der så godt som ikke havde været forkyndt før, og her lagde de en solid grundvold for fremtidig vækst.

Da den anden verdenskrig nærmede sig sin afslutning, tog Charles Holliday fra Sydafrika imod en opfordring fra George Phillips på afdelingskontoret i Cape Town til at besøge grupper af interesserede i Western Province. Sammen med en lokal broder der virkede som tolk, rejste broder Holliday med godstog, i kano og endda på skinnecykel. Da de nåede Senanga, en lille by cirka 250 kilometer nord for Victoria Falls, blev de budt velkommen af en stor skare mennesker. Nogle i denne velkomstkomité havde rejst i adskillige dage og var meget interesseret i at høre den nyankomne forklare bibelske sandheder for dem.

Gileadmissionærer ankommer

I 1948 ankom to missionærer, Harry Arnott og Ian Fergusson, til Zambia. Nu begyndte man at henvende sig til de tusinder af europæere som var flyttet dertil i forbindelse med  kobberminedriften. Det gav gode resultater. Antallet af aktive forkyndere steg med 61 procent det år.

Mange steder var det ikke usædvanligt at folk som ønskede at studere Bibelen, måtte skrives på missionærernes venteliste. Afdelingskontoret købte en ti år gammel varevogn som to missionærer der virkede i rejsetjenesten, brugte for at nå ud til områder der lå uden for industricentrene. „Vognen gjorde god fyldest, men nogle gange havde den kun tre hjul tilbage når vi kom hjem med den, eller også slæbte den halvdelen af karrosseriet efter sig,“ lød det i en rapport fra afdelingskontoret.

I 1951 var der seks missionærer i landet. I december 1953 fik de forstærkning af seks nye missionærer. Iblandt dem var Valora og John Miles, som tjente i Zambia i seks år før de blev sendt til Zimbabwe og dernæst til Lesotho. I årene der fulgte, ankom der flere missionærer: Joseph Hawryluk, John og Ian Renton, Eugene Kinaschuk, Paul Ondejko, Peter og Vera Palliser, Avis Morgan og andre, som alle ydede en god indsats. Denne særlige form for tjeneste krævede selvfølgelig offervilje og tilpasning.

„Han er stadig kun et barn!“

„Jeg var sikker på at der var sket en fejl,“ siger Wayne Johnson i forbindelse med hvordan han følte det da han fik tildelt distrikt i Zambia. Wayne, som er udgået fra den 36. gileadklasse, ankom til landet i begyndelsen af 1962 sammen med Earl Archibald. I dag er han og hans kone, Grace, i rejsetjenesten i Canada. Han fortæller: „Jeg var kun 24 år gammel og så endda yngre ud. Jeg var ved at lære sproget nyanja [også kaldt chewa] og kunne derfor forstå hvad søstrene hviskede til hinanden da de så mig for første gang: ’akali mwana’ — ’Han er stadig kun et barn’!“

 Wayne fortsætter: „Jeg indså at jeg måtte støtte mig helt til Jehova og hans organisation. Jeg ville gerne have at alle skulle vide at jeg i overensstemmelse med tanken i Apostelgerninger 16:4 blot videregav vejledning og oplysninger fra Jehova og hans organisation. Jeg prøvede også at opføre mig på en sådan måde at jeg ikke voldte anstød. Når jeg ser tilbage, er jeg stadig forundret over at jeg fik så stor en forret.“

Udvist!

I 1960’erne og 70’erne skete der mange forandringer. Indimellem udbrød der forfølgelse i landet. Efter at Zambia blev selvstændigt i 1964, fik brødrene stadig flere problemer i forbindelse med flaghilsen og afsyngelsen af nationalsangen. I slutningen af 1960’erne betragtede nogle politikere missionærernes indflydelse som regeringsfjendtlig. En rapport fra afdelingskontoret fortæller hvad der skete: „Tidligt om morgenen den 20. januar 1968 blev vi ringet op af tilsynsmænd i næsten alle de engelsktalende menigheder. De fortalte os at alle tilsynsmænd i disse menigheder havde fået en udvisningsordre. Interessant nok var det ikke kun Jehovas Vidner fra udlandet som havde fået en sådan ordre, men også zambiske brødre, deriblandt George Morton og Isaac Chipungu.“

Begivenhederne tog fart. Klokken ti om formiddagen samme dag kom nogle embedsmænd fra immigrationsmyndighederne til afdelingskontoret for at give fem missionærægtepar en udvisningsordre. Missionæren Frank Lewis beretter: „Før vi vidste af det, stod de ved vores hoveddør. Det blev besluttet at missionærbrødrene på kontoret skulle forlade bygningen ad bagudgangen og tage hen til en broders hjem for at iværksætte de foranstaltninger vi havde truffet i tilfælde af et forbud. Men vi tøvede med at forlade grunden fordi en missionærsøster på første sal var alvorligt syg af  malaria. De lokale brødre insisterede dog på at vi tog af sted, og lovede at de ville tage sig af søsteren, hvilket vi var helt trygge ved.

Det var en mærkelig oplevelse at læse i Times of Zambia at Vagttårnet, som de kaldte os, nu var forbudt, og at ’lederne’ var gået under jorden. Vores navne stod på forsiden af avisen, som tilføjede at myndighederne gik fra hus til hus i byen for at lede efter os! De lokale brødre der blev på afdelingskontoret, udførte deres opgave godt. De flyttede arkiverne og publikationerne andre steder hen. Da det var gjort, vendte vi tilbage til kontoret den næste dag og meldte os til myndighederne.“

En politibetjent blev posteret ved afdelingskontoret, og snart fik nogle af missionærerne og andre udlændinge ordre til at forlade landet. „Vi var blandt de sidste der rejste,“ fortæller broder Lewis. „Vi får stadig en klump i halsen når vi tænker på den gruppe af søstre der, selvom vi ikke kendte dem personligt, gik 25 kilometer fra Kalulushi sammen med deres børn blot for at sige farvel og trykke os i hånden!“

Den anden bølge af udvisninger

Tiden gik. En dag i 1975 fik vi pludselig besøg af politiet. Albert Musonda, som nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i Zambia, var dengang 22 år og arbejdede i regnskabsafdelingen på Betel. Han fortæller: „Missionærerne fik mindre end to dage til at forlade landet.“

John Jason tilføjer: „I december 1975 fik vi et kort brev fra immigrationskontoret som meddelte at vi skulle forlade landet inden 36 timer.“ Gennem en lokal advokat prøvede man at få ændret denne afgørelse, og missionærerne fik udsættelse så de kunne nå at samle nogle af deres personlige ejendele sammen. „Derefter måtte vi rejse fra et folk vi var kommet til at holde meget af,“ fortæller broder Jason.

 Alberts kone, Dailes, beretter: „Vi tog med brødrene til Southdown Airport for at sige farvel til dem. John Jason fløj til Kenya, og Ian Fergusson rejste til Spanien.“ Hvad var årsagen til denne anden bølge af udvisninger?

Mange mener at stævnet i 1975 var dråben der fik bægeret til at flyde over. „Det var et af de største stævner der blev afholdt i hele den stormfulde periode. Tilhørerskaren nåede op på over 40.000,“ siger John Jason. Tilfældigvis blev der afholdt et politisk møde i nærheden hvor nogle af de tilstedeværende havde talt for at man skred hårdt ind over for Jehovas Vidner på grund af deres neutrale standpunkt i politiske anliggender. Broder Jason fortæller at man gav Jehovas Vidners stævne skylden for den ringe deltagelse ved det politiske møde.

Der kommer igen missionærer til landet

Først ti år senere kunne der igen komme missionærer ind i Zambia. I 1980’erne var der større politisk stabilitet og færre restriktioner. I 1986 ankom Edward Finch og hans hustru, Linda, fra Gambia. Der kom også flere, deriblandt Alfred og Helen Kyhe og Dietmar og Sabine Schmidt.

I september 1987 ankom Dayrell og Susanne Sharp via Sydafrika fra Zaire, nu Den Demokratiske Republik Congo. De havde gennemgået Gileadskolen i 1969 og været i rejsetjenesten mange forskellige steder i Congo. De var allerede vant til livet i det centrale Afrika. Dayrell, som er robust af natur, har nu været i særlig heltidstjeneste i over 40 år. Han siger: „Vores missionærhjem i mange år lå lige ved grænsen, i Lubumbashi, og vi rejste jævnlig til Zambia.“

Susanne husker den tid ganske tydeligt. „På grund af fødevaremangel i Congo i begyndelsen af 1970’erne måtte vi med nogle måneders mellemrum rejse til Zambia for at købe  forsyninger,“ fortæller hun. „I begyndelsen af 1987 bad Det Styrende Råd os om at forlade Congo, og vi fik tildelt et nyt distrikt — Zambia!“ Forkyndelsesarbejdet var blevet pålagt flere og flere restriktioner i Congo, så Susanne og Dayrell var glade for at flytte til et land hvor brødrene nød stadig større religionsfrihed.

Der var dog brug for at man foretog nogle justeringer på afdelingskontoret og i forbindelse med forkyndelsesarbejdet. Eftersom den offentlige forkyndelse var delvis forbudt, nøjedes de fleste brødre med at lede bibelstudier. Mange af brødrene og søstrene var uvant med — og ikke særlig begejstrede for — tanken om at skulle forkynde fra hus til hus, noget der ellers er en grundlæggende del af Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Brødrene blev derfor tilskyndet til at  være mere frimodige i hus til hus-forkyndelsen, især fordi situationen i landet var blevet bedre og politiet ikke viste vores aktiviteter nogen større opmærksomhed.

Fremskridt, ikke tilbagegang

Afdelingskontorets udvalg var bekymret over den tydelige tilbagegang der var i 1970’erne. Lokale skikke gjorde det svært for brødrene at studere med deres egne børn. Og eftersom hus til hus-forkyndelsen var under forbud, var det blevet almindeligt at fædrene lod andre fra menigheden studere med deres børn, mens de selv havde studium med børn der ikke var deres egne. Nu var tiden inde til at der skulle træffes nogle modige beslutninger. I årene der fulgte, blev forkynderne tilskyndet til at ophøre med at følge ubibelske traditioner og skikke. Menighederne blev velsignet når de rettede sig efter vejledningen, og brødrene gjorde sig store anstrengelser for at bringe deres liv i overensstemmelse med Bibelens principper og det verdensomspændende brodersamfund.

I de fem år der fulgte udvisningerne i 1975, skete der en næsten 11 procents nedgang i antallet af forkyndere. Men fem år efter at missionærerne var vendt tilbage i 1986, var antallet af forkyndere steget med over 50 procent. Siden det år er antallet af forkyndere mere end fordoblet.

I et brev til afdelingskontoret skrev Silas Chivweka, en tidligere rejsende tilsynsmand: „Fra 1950’erne og frem hjalp gileadoplærte missionærer andre til at blive åndeligt modne. Missionærerne var meget tålmodige, forstående og venlige. Ved at få et nært forhold til forkynderne blev de opmærksomme på hvilke ting der trængte til at blive rettet op på.“ En sådan uforstilt, kærlig hjælp fra missionærerne er stadig med til at øge væksten i dag.

 Det trykte ord

Ligesom Paulus og hans medarbejdere viser Jehovas Vidner i nutiden at de er Guds tjenere ved deres brug af „retfærdighedens våben til højre og venstre“. (2 Kor. 6:7) I deres åndelige krigsførelse fortsætter de med at bruge retfærdige „våben“, eller midler, til at fremme den sande tilbedelse.

I begyndelsen af Jehovas Vidners historie kunne vores publikationer kun fås på engelsk. Nogle i det sydlige Afrika abonnerede på Vagttårnet så tidligt som i 1909, men ellers blev de bibelske sandheder hovedsagelig spredt mundtligt. En broder rapporterede dengang: „Hver landsby har et [samlingssted] hvor man kan høre om ting af offentlig interesse. Den omrejsende broder, som kan engelsk, oversætter på en letforståelig måde paragrafferne til det lokale sprog. Derefter drøfter man spørgsmål.“ Hvor nøjagtigt de bibelske sandheder blev videregivet, afhang selvfølgelig meget af oversætterens evner og motiver. For at fremme enheden og den nøjagtige kundskab blandt de interesserede var der behov for en regelmæssig forsyning af bibelske publikationer på deres eget sprog.

Publikationer gøres tilgængelige

I begyndelsen af 1930’erne blev bogen Guds Harpe samt nogle brochurer udgivet på nyanja. I 1934 havde de fåtallige forkyndere uddelt over 11.000 publikationer. Deres aktivitet var til stor irritation for modstanderne, der senere ’skabte uret i lovens navn’. (Sl. 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931) I slutningen af 1949, da Vagttårnet ikke længere var forbudt, duplikerede man en månedlig udgave af bladet på sproget bemba som blev sendt ud til abonnenterne.

 Jonas Manjoni beretter om sit arbejde med bladet i begyndelsen af 1950’erne: „Jeg var alene om at oversætte til bemba. Jeg fik den engelske tekst, oversatte den og foretog rettelser. Dernæst overførte jeg teksten til stenciler, som jeg brugte til at kopiere bladet med. Det tog lang tid; nogle gange skulle der fremstilles 7000 eksemplarer. Jeg samlede hvert blad i hånden og hæftede det sammen. Derefter sendte jeg bladene til menighederne. Det var et stort arbejde at sætte frimærker på rullerne med blade og at transportere dem til posthuset i kasser.“

Trods datidens begrænsede teknologi var de der beskæftigede sig med oversættelse, nidkære og pligtopfyldende, idet de erkendte hvilke gavnlige virkninger deres arbejde havde. Mens James Mwango var i rejsetjenesten, lavede han som regel sit håndskrevne oversættelsesarbejde i skæret fra stearinlys. „Jeg var aldrig for træt til at udføre dette arbejde,“ siger han. „Det var en glæde for mig at vide at mine anstrengelser bidrog til at brødrene kunne få åndelig mad og blive hjulpet frem til modenhed.“

’Bytte hænder’

For at videregive sandheden på rette måde må en oversætter ikke alene have en god forståelse af sit eget sprog, men også af den engelske tekst. Aaron Mapulanga siger: „Når man skal oversætte fra ét sprog til et andet, støder man på udtryk som har en anden betydning end den man umiddelbart tror. Jeg husker en drøftelse vi havde om det engelske udtryk ’to change hands’ (at skifte ejer) som forekom i en tekst der berettede om overdragelsen af ansvarsopgaver fra Elias til Elisa. En broder oversatte udtrykket helt bogstaveligt. Jeg satte dog spørgsmålstegn ved om udtrykket  virkelig skulle forstås sådan at de ’byttede hænder’. Efter at have rådført os med andre brødre nåede vi frem til den rette forståelse. Jeg husker også at vi fik at vide at vi ikke måtte oversætte ord for ord, for så ville vores oversættelse være for engelskpræget. Vi bestræbte os for at bruge de formuleringer der hørte til det sprog vi oversatte til, og at undgå at oversætte ordret.“

Tekniske hjælpemidler

Siden 1986 har afdelingskontorer kunnet gøre brug af MEPS-systemet, som er et elektronisk fotosatssystem til mange sprog. Dette system har virkelig fremskyndet arbejdet med oversættelse, tjekning og ombrydning af tekster. I de senere år har man i vid udstrækning brugt computerbaserede værktøjer som er udviklet af Jehovas Vidner til hjælp for oversættelse. I dag er flere oversætterhold medvirkende til at der udgives bibelske publikationer på lokale hovedsprog som de fleste zambiere kan forstå. Ny Verden-Oversættelsen og andre „retfærdighedens våben“ vil fortsat kunne hjælpe retsindige mennesker til at lære Jehova at kende. — 2 Kor. 6:7.

Hjælp til flygtninge

Mange i Afrika lever et lykkeligt og fredfyldt liv, men sørgeligt nok bliver flere og flere berørt af krig. Fra den ene dag til den anden bliver naboer til fjender, uskyldige mennesker må flygte fra deres hjem, og samfund bryder sammen. Med deres få ejendele prøver flygtningene at finde et sted hvor de kan være i sikkerhed. Sådan er situationen for millioner af mennesker i dag.

I marts 1999 flygtede tusindvis af mennesker fra stridighederne i Den Demokratiske Republik Congo og strømmede ind i Zambia. Som i så mange andre krige foretog de  fremrykkende styrker plyndringer, tvang mænd til at bære tunge byrder og mishandlede kvinder og børn. Eftersom Jehovas Vidner ikke ville bære på våben, blev mange af forkynderne ydmyget og slået brutalt. Katatu Songa, en nidkær pioner midt i halvtredserne, fortæller: „I overværelse af kvinder og børn tvang de mig til jorden og piskede mig indtil jeg mistede bevidstheden.“

Mange familier flygtede for at undgå en sådan mishandling. Under flugten gennem bushen kom Mapengo Kitambo væk fra sine sønner. Han beretter: „Vi havde ikke tid til at lede efter nogen. Vi måtte bare videre, selvom vi var frygtelig bekymrede for vores kære.“ Mange flygtede flere hundrede kilometer til fods eller på cykel for at komme i sikkerhed.

Den lille by Kaputa blev oversvømmet af flygtninge, deriblandt næsten 5000 brødre med deres familier, som var  udmattede efter en lang og barsk rejse. Selvom de 200 forkyndere der boede i byen, var uforberedte på at modtage flygtningene, viste de deres brødre og søstre stor gæstfrihed. En af flygtningene, Manda Ntompa, fortæller: „Den kærlighed og gæstfrihed der blev vist os, gjorde et dybt indtryk på os. Da de lokale brødre fandt ud af at vi var Jehovas Vidner, åbnede de deres hjem for os. Ligesom enken fra Zarepta var de villige til at dele den smule mad de havde, med os.“

En lille gruppe Jehovas Vidner der boede ved Lake Mweru, en sø som ligger i den nordlige del af landet, tog sig af hundreder af flygtninge. På organiseret vis gav de dem mad og husly. Nærliggende menigheder sørgede for kassava og fisk. Efter tre måneder blev forkynderne fra Congo registreret og overført til en flygtningelejr.

Folk der flygter fra voldelige konflikter, tager sjældent deres bøger og blade med sig. I deres desperate flugt mod  sikkerhed må de ofte efterlade deres mest skattede ejendele. Men det stod anderledes til blandt de Jehovas Vidner som var flygtet. Selvom de måtte flygte over hals og hoved, lykkedes det nogle af dem at få publikationer med sig. Alligevel var der knapt med bibler og bibelsk læsestof. Ofte var det sådan ved møderne at der kun var fem bøger til 150 mennesker. Hvordan kunne alle da deltage i mødet? En broder forklarer: „De der havde en bibel, slog skriftstederne op, og de der ikke havde en, hørte opmærksomt efter. På den måde var det muligt for alle at lovprise Jehova og opmuntre hinanden gennem deres kommentarer.“

Materielle behov dækkes

De fleste flygtninge er kvinder og børn. Når de ankommer, er de ofte syge og har ingenting at spise. Hvordan har Jehovas Vidner hjulpet dem? Avisen Times of Zambia beretter: „Det er glædeligt at Jehovas Vidners Forening i Zambia har sendt nødhjælpsarbejdere og frivillige til det tidligere Zaire for at hjælpe flygtninge i Great Lakes-regionen.“ Artiklen fortæller at Jehovas Vidner fra Belgien, Frankrig og Schweiz „forærede flygtningene 500 kilo medicin, 10 tons vitaminprodukter, 20 tons fødemidler, over 90 tons tøj samt 18.500 par sko og 1000 tæpper — til et samlet beløb på næsten 7 millioner kroner“.

Broder Ntompa siger: „Det var en meget spændende og trosstyrkende dag for os alle da forsyningerne kom. Sikken en kærlig organisation vi tilhører! Denne store manifestation af kærlighed blev et vendepunkt for mange af brødrenes udenforstående familiemedlemmer. Siden da har nogle af dem sluttet sig til os, og de gør gode fremskridt som Guds tjenere.“ Nødhjælpsforsyningerne blev delt ud til alle flygtninge uden forskel.

 I slutningen af 1999 var antallet af flygtninge i landet steget til over 200.000. En lokalavis skrev: „Zambia er blevet et af de største asyllande for afrikanere der flygter fra stridigheder i deres eget land.“ Trods myndighedernes bestræbelser for at dække flygtningenes behov førte frustration og utilfredshed blandt de sidstnævnte til voldelige protester. Engang efter at der havde været optøjer, henvendte lejrmyndighederne sig til kredstilsynsmanden og beskyldte ham for ikke at have hjulpet dem i forbindelse med at opretholde ro og orden, selvom Jehovas Vidner ikke havde været involveret i urolighederne. Kredstilsynsmanden svarede venligt, men bestemt: „Jeg har hjulpet jer! Kan I forestille jer hvor meget værre situationen ville have været hvis 5000 flere havde sluttet sig til hoben? I kan være taknemmelige for at mindst 5000 flygtninge undlod at deltage i urolighederne fordi de er Jehovas Vidner. De er mine brødre!“

Jehovas Vidner er kendt for at øve en stabiliserende indflydelse i flygtningelejrene. En embedsmand har sagt: „Vi havde hørt at Jehovas Vidner er meget troende, så vi udnævnte mange af dem til opsynsmænd. Siden da har der været ro i lejren fordi de hjælper os, og alle koncentrerer sig om at læse i Bibelen. Jeg takker Gud for at vi har sådanne mennesker iblandt os, og at der hersker fred i lejren.“

Lydighed mod Guds lov om blodet

Man har længe erkendt den praktiske visdom i Bibelens påbud om at ’afholde sig fra blod’. Men i afrikanske lande syd for Sahara har der været mange fordomme og misforståelser i forbindelse med transfusionsfri lægebehandling. (Apg. 15:28, 29) Sørgeligt nok er nogle Jehovas Vidner blevet udsat for en meget hård og ydmygende behandling. Det skete ikke så sjældent at man om natten gav et barn der  var indlagt på hospitalet, blodtransfusion uden forældrenes vidende.

Jenala Mukusaos seksårige barnebarn, Michael, som hun tog sig af, blev indlagt på hospitalet med svær blodmangel. Lægerne ville give barnet blodtransfusion. Da søster Mukusao nægtede at give dem lov til det, blev hun i fire dage udsat for trusler og dårlig behandling. Hun fortæller: „Jeg bønfaldt dem og viste dem mit blodkort, men de ville ikke lytte til mig. Sygeplejerskerne beskyldte mig for at være en heks som ønskede at dræbe sit barnebarn.“

På grund af en sådan fjendtlig indstilling tøvede nogle forkyndere med at lade sig indlægge på hospitalet. Mange læger ignorerede patientens ret til informeret samtykke. De få læger der var villige til at hjælpe, risikerede at blive skarpt kritiseret og endog udelukket af deres kolleger fordi de udførte hvad mange betragtede som uacceptabel lægebehandling. En ringe udviklet infrastruktur og mangel på alternativer til blod var også årsag til problemer. Men i 1989 sagde bedriftslægen for kobbermineindustrien: „Man bør ikke give patienter blodtransfusion mod deres vilje.“ Der var tydeligvis ved at ske en holdningsændring hos enkelte inden for lægeverdenen.

Udvalg med gennemslagskraft

I 1995 blev Hospitalinformationen og Kontaktudvalg til Hospitaler oprettet i Zambia. Kun få kunne forudse den store virkning disse udvalg ville få på lægeverdenens holdning til transfusionsfri behandling og patientrettigheder. En del af kontaktudvalgenes arbejde består i at besøge sygehuse, tale med læger og fremlægge præsentationer for sundhedspersonalet, alt sammen med det formål at fremme samarbejdet og hindre konfrontationer. Den professionalisme  der kendetegner disse præsentationer, gjorde i mange tilfælde stort indtryk på hospitalspersonalet. På et sygehus i den sydlige del af landet, sagde en læge til brødrene: „I er læger — det vil I bare ikke indrømme.“

En hollandsk læge på et sygehus i det vestlige Zambia sagde: „For to uger siden drøftede vi hvordan vi kunne mindske brugen af blod på grund af de risici der er forbundet med det. I dag havde vi besøg af eksperter som drøftede emnet med os.“ Snart begyndte hospitalspersonale der overværede kontaktudvalgenes præsentationer, at opfordre andre af deres kolleger til at overvære dem. Programmet vandt anerkendelse blandt lægerne, og konfrontation blev gradvis vendt til kooperation.

Nogle af kontaktudvalgenes medlemmer har måttet overvinde deres følelse af utilstrækkelighed når de skulle tale med lægerne, der i mange år var blevet betragtet næsten som guder. Broder Smart Phiri, som var ordstyrer for kontaktudvalget i Lusaka, fortæller: „Jeg havde ingen medicinsk baggrund, og jeg følte mig meget usikker.“

Men med tiden blev brødrenes udholdenhed og tillid til Jehova belønnet. Et andet udvalgsmedlem beretter om en af de første episoder han var ude for: „Tre af os skulle tale med en læge, en meget indflydelsesrig mand som havde været sundhedsminister. Vi var meget nervøse. Ude på gangen foran lægens kontor bad vi Jehova om hjælp til at tale med frimodighed. Inde på lægens kontor fik vi en rigtig god drøftelse med ham, og han viste sig at være meget samarbejdsvillig. Jeg blev klar over at Jehova støttede os, og at der ikke var noget at frygte.“

Det voksende samarbejde mellem kontaktudvalgene og lægeverdenen fremgår af lægernes villighed til at påtage sig  vanskelige behandlinger som de for nogle år siden ville have afvist medmindre de fik frie hænder til at give blodtransfusion. I oktober 2000 traf to kirurger den modige beslutning at operere Beatrice, et seks måneder gammelt spædbarn fra Den Demokratiske Republik Congo. Beatrice led af galdevejsatresi. Operationen lykkedes uden brug af blod, men sagen fik en meget dårlig omtale i medierne.

En pressemeddelelse fra professor Lupando Munkonge, lederen af operationsholdet, vendte dog situationen. Han gav klart udtryk for sin respekt for Beatrices forældres standpunkt. Dette var stærkt medvirkende til at mindske kritikken i medierne. To måneder senere blev sagen behandlet i et dokumentarprogram i fjernsynet som stillede Jehovas Vidners standpunkt i et positivt lys.

’Gør det hurtigt’

Der er nu kun få læger som stadig er skeptiske over for Jehovas Vidners standpunkt i blodspørgsmålet. De fleste læger — selv i Afrikas landdistriker — er klar over at alternative strategier er sikre, enkle og effektive. Mange patienter har lært at forsvare deres rettigheder med frimodighed. De har sat sig ind i emnet og lært at give udtryk for dét de ifølge deres samvittighed mener er rigtigt.

Selv børn har fået „de oplærtes tunge“. (Es. 50:4) Nathan, en otteårig dreng der led af knoglemarvsbetændelse i venstre lårben, skulle opereres. Inden operationen sagde han til et hold læger: „Når I opererer mig, vil jeg gerne bede jer om at gøre det hurtigt så jeg ikke mister en masse blod. I må ikke give mig blodtransfusion, for så vil mine forældre og Jehova ikke tilgive jer.“ Efter operationen roste en af kirurgerne Nathans forældre for deres opdragelse af sønnen.  Lægen sagde ydmygt: „Det er første gang at en ung patient har mindet mig om vigtigheden af at respektere Gud.“

„[Vi anbefaler] os som Guds tjenere: . . . ved søvnløse nætter,“ sagde apostelen Paulus. Søvnløse nætter kan skyldes bekymring for trosfæller og interesse for den sande tilbedelses fremgang. (2 Kor. 6:3-5) Det er ofte tilfældet for kontaktudvalgenes medlemmer. Deres selvopofrelse går dog ikke upåagtet hen. En søster siger: „Ord kan slet ikke udtrykke hvor taknemmelig jeg er. Det var til stor opmuntring og trøst for mig at opleve disse brødres selvopofrende indstilling. De kom og hjalp mig med kort varsel og var der altid når jeg havde brug for dem, selv på ubelejlige tidspunkter. Da jeg blev kørt ind på operationsstuen for anden gang inden for 24 timer, var jeg ikke grebet af panik. Brødrenes opmuntrende ord havde styrket mig meget.“ Ja, trods ’dårlige rygter’ er Jehovas Vidner blevet ved med at anbefale sig som Guds tjenere ved at samarbejde med lægestanden. (2 Kor. 6:8) Styrket af ’gode rygter’ er de besluttet på fortsat at adlyde Guds befaling om at ’afholde sig . . . fra blod’.

Skolen for Udnævnte Tjenere

„I mange lande ville en gruppe på cirka 25 unge mænd let blive mistænkt for at være ballademagere,“ siger Cyrus Nyangu, der er medlem af afdelingskontorets udvalg i Zambia. „Men i de 31 klasser der har været på Skolen for Udnævnte Tjenere, har man oplært grupper af energiske, indviede kristne mænd som gør stor gavn i de samfund de virker i.“ Mere end 600 elever fra denne internationale skole virker i forskellige former for heltidstjeneste i seks lande i det sydlige Afrika. I Zambia har over halvdelen af de rejsende tilsynsmænd gennemgået denne skole. Hvorfor er en sådan skole nødvendig, og hvad udretter den?

 Siden skolens første klasse i 1993 har der været en næsten 60 procents stigning i antallet af forkyndere i Zambia. Men der er stadig behov for kvalificerede mænd til at tage sig af menighederne, især fordi der i samfundet lægges stor vægt på at følge traditioner og skikke som ikke er i harmoni med de bibelske principper. En der har gennemgået skolen, siger om behovet for dygtige hyrder og lærere: „Et af problemerne i vores distrikt er at folk er tilbøjelige til at se gennem fingre med forkerte handlinger. Jeg har lært at vi skal stå fast på det der er ret, og ikke gå ud over hvad der står skrevet.“

I begyndelsen er eleverne uvante med at behandle så store mængder stof og at gå så meget i dybden med deres studium. Lærerne er dog ivrige efter at hjælpe. En af dem, Sarel Hart, har sagt: „For mig var dét at undervise klasserne som at guide en gruppe mennesker op ad en bjergsti. I begyndelsen er alle fremmede over for hinanden og skal  vænne sig til de uvante og respektindgydende omgivelser. Nogle gange støder vi på klippestykker der spærrer vejen. Men efterhånden som eleverne overvinder disse forhindringer og fortsætter med at klatre opad, kan de se tilbage på de forhindringer de betragtede som uovervindelige, men som de har besejret og nu anser for ubetydelige.“

Mange elever beskriver deres åndelige fremskridt foranlediget af skolen som en metamorfose. Elad, som nu er specialpioner, siger: „Jeg syntes ikke at jeg egnede mig til at undervise, og jeg følte mig for ung til at få flere opgaver i menigheden. Skolen hjalp mig til at indse at jeg kunne være til gavn. I den menighed jeg først blev bedt om at være i, havde de 16 forkyndere problemer med at lede fremadskridende bibelstudier. Vi drøftede jævnlig forslag og øvede os på præsentationer før vi gik ud i forkyndelsen. Da vi nåede frem til 2001, var antallet af forkyndere i menigheden vokset til 60, inklusive en isoleret gruppe på 20.“

 Hvad lærer man på skolen?

Hvad er det der gør at Skolen for Udnævnte Tjenere har så gode resultater? Richard Frudd, som er en af lærerne, fortæller: „Vi understreger vigtigheden af altid at være ydmyg, og vi betoner at man ikke skal tænke højere om sig selv end man bør tænke. Vi lægger vægt på modenhed, medfølelse og evnen til at klare vanskelige problemer på en venlig måde. Hvis brødre kan behandle andre kærligt og vise at de ønsker at betjene andre frem for selv at blive betjent, føler vi at skolen har opfyldt sit formål.“

Eleverne erkender sandheden i disse ord. Emmanuel, som er udgået fra den 14. klasse, har denne kommentar: „At få til opgave at virke i en menighed betyder ikke at vi straks skal rette op på hver eneste lille ting. Det vi skal koncentrere os om, er at deltage i det vigtigste arbejde, forkyndelsen af den gode nyhed, sammen med menigheden.“

Moses, som er pioner, siger: „Jeg har lært at Jehova kan bruge alle der er ydmyge, og at kundskab og erfaring ikke altid er det vigtigste. Det der betyder noget for ham, er at man er kærlig både over for dem inden for menigheden og dem uden for, og at man er samarbejdsvillig.“

Store stævner

De højtider og ’hellige stævner’ der blev holdt i det gamle Israel, var glædelige begivenheder som hjalp de tilstedeværende til at fokusere på åndelige anliggender. (3 Mos. 23:21; 5 Mos. 16:13-15) Det samme gælder de åndelige sammenkomster som finder sted blandt Guds folk i dag. I Zambia bliver stævnerne ikke holdt i fine, moderne sportshaller. Brødrene bygger det de kalder stævne-landsbyer, med tilhørende småhytter som de overnatter i.

 Gennem årene er der blevet opført mere permanente bygninger sådanne steder. Men i de første år stødte man på mange problemer som krævede opfindsomme løsninger. En områdetilsynsmand fortæller: „Til kredsstævnerne plejede brødrene at bygge en hytte til mig, som regel af strå. De satte også et hegn rundt om siddepladserne. Siddepladserne var jordhøje, og på dem lagde man ’hynder’ af græs. Nogle gange udjævnede brødrene toppen af et forladt termitbo for at lave en platform. Oven på den opførte de en lille åben hytte hvorfra programmet blev holdt.“

Peter Palliser, som var missionær, beretter: „Ved et af stævnerne ville brødrene gerne have en forhøjet platform. Det blev klaret af en broder som havde forstand på sprængstoffer. Han riggede sit udstyr til i området og sprængte toppen af en forladt myretue der var cirka seks meter høj. Det gav os en forhøjning til et podium.“

Bestræbelser for at overvære stævnerne

De fleste stævnepladser lå et stykke borte fra hovedvejene og var svært tilgængelige. Robinson Shamuluma fortæller om et stævne han overværede i 1959: „Vi var omkring femten der cyklede til Kabwe i Central Province. Vores madforsyning bestod af majsmel og tørrede fisk. Hver nat  sov vi i bushen. I Kabwe steg vi på et tog og nåede frem til stævnepladsen efter at have rejst i næsten fire dage.“

Lamp Chisenga husker en broder som rejste cirka 130 kilometer til fods og på cykel sammen med sine seks børn for at overvære et stævne. Broder Chisenga fortæller: „De tilberedte mad som de tog med til deres rejse — ristet kassava, jordnødder og jordnøddesmør. Ofte måtte de overnatte ubeskyttede i bushen.“

Mens Wayne Johnson var områdetilsynsmand, lagde han mærke til de store bestræbelser mange gjorde sig for at overvære stævnerne. Han skriver: „En specialpioner cyklede i næsten en uge for at komme til stævne. Andre rejste på ladet af en lastbil. Mange ankom tidligt, i begyndelsen af stævneugen. Om aftenen sad de ofte rundt om et bål og sang. Nogle gange var der så mange der gik ud i forkyndelsen, at distriktet blev gennemarbejdet tre gange i stævneugen.“

 Stævner trods modstand

Store åndelige sammenkomster er stadig med til at styrke og opmuntre brødrene, og i dag får stævnerne megen positiv omtale. Men i de perioder hvor der skete politiske forandringer, især i 1960’erne og 70’erne, blev stævnerne betragtet med mistænksomhed. Visse personer inden for regeringen gjorde hvad de kunne for at begrænse vores tilbedelse af Jehova. Eftersom brødrene ikke ville synge nationalsangen, kunne de ikke få de nødvendige polititilladelser til at samles offentligt. Senere blev der lagt begrænsninger på hvor mange der måtte samles. „Det sidste år Jehovas Vidner kunne samles i åbne områder, var 1974,“ fortæller Darlington Sefuka. „Indenrigsministeren meddelte at det var forbudt at samles offentligt medmindre nationalsangen blev sunget og der blev flaget.“ Brødrene fik dog lov til at forsamles i rigssale hvis bygningen lå i et indhegnet område. Afdelingskontoret tilpassede sig den nye situation og arrangerede at kredsstævneprogrammet blev holdt i rigssale, ofte for kun en eller to menigheder ad gangen.

Også områdestævnerne blev delt op i mindre enheder. „I stedet for at have ét stort områdestævne holdt vi 20 små,“ fortæller en broder der arbejdede i stævneorganisationen. „Mange af brødrene fik oplæring og blev brugt på programmerne og i afdelingerne. Da forbuddet blev hævet, havde vi derfor mange mænd med erfaring i at organisere kreds- og områdestævner.“

Dåb

Fra begyndelsen af 1940’erne blev der gjort en indsats for at sikre at de der ville døbes, fuldt ud forstod betydningen af et sådant skridt. Nogle syntes at det var svært helt at forlade „Babylon den Store“ og holde op med at følge  falske religiøse skikke. (Åb. 18:2, 4) Noget der bidrog til problemet, var at kun relativt få kunne læse godt, og mange menigheder fik ikke tilstrækkelige forsyninger af bibelske publikationer. Som følge heraf sørgede kreds- og områdetilsynsmændene for at tale med hver eneste dåbskandidat for at sikre sig at de var kvalificerede. Geoffrey Wheeler, som udgik fra Gileadskolens 33. klasse, siger: „Vi så omhyggeligt på spædbørnene til de mødre der gerne ville døbes, for at se om mødrene på grund af overtro havde hængt perler eller amuletter på børnene. I stævneugen var vi hver dag ofte oppe indtil midnat fordi der var så mange dåbskandidater.“ Men efterhånden blev det mindre påkrævet at have sådanne samtaler med dåbskandidaterne. Det skyldtes organisationsmæssige forbedringer og senere publikationer — som for eksempel „Dit ord er en lygte for min fod“ — samt den venlige støtte som menighedernes ældste fik fra de rejsende tilsynsmænd.

Sceneskræk

De bibelske skuespil er noget mange ser frem til. Skuespillerne tager deres ansvar for at formidle de følelser der hører til rollen, meget alvorligt, og kun få zambiere har ry for at underspille. Frank Lewis, en tidligere missionær som i dag er medlem af betelfamilien i USA, beretter: „De første  skuespil blev ikke optaget på bånd. De brødre der spillede rollerne, måtte derfor lære deres replikker udenad. Jeg husker et stævne i Northern Province, hvor vores allerførste skuespil skulle fremføres. Det handlede om Josef. Eftersom posten var blevet forsinket, havde brødrene ikke fået deres manuskript, så vi instruktører måtte hjælpe skuespillerne til langt ud på aftenen med at lære dem deres replikker udenad. Under fremførelsen af skuespillet var der en scene hvor Potifars hustru skreg og råbte til sin mand at Josef havde forsøgt at voldtage hende. Netop da fik den broder der spillede Potifar, sceneskræk og gik ud. Jeg stod bag scenen og var ved at hjælpe brødrene med at huske deres replikker da jeg så ham forlade scenen. Jeg hjalp ham i en fart til at huske sine første replikker, hvorefter jeg skubbede ham ind på scenen igen. Dér fik han skyndsomt afleveret sin replik og udtrykte klart og tydeligt sin foragt for denne mand som stod anklaget for voldtægtsforsøg! Skuespillet var lige ved at gå i vasken, men hver gang jeg læser den bibelske beretning, tænker jeg: ’Måske var det sådan det skete i virkeligheden. Måske forlod Potifar lokalet i vrede, besindede sig og vendte så tilbage for at fordømme Josef!’“

Da et fire år langt regeringsforbud der begrænsede størrelsen af stævnerne, i 1978 blev lempet, stod man over for en udfordring da stævnet „Den sejrende tro“ skulle afholdes. En tidligere rejsende tilsynsmand fortæller: „Ved det stævne opførte vi alle de skuespil som vi ikke havde kunnet vise de foregående år, hvor vi havde været nødt til at mødes i rigssalene. Stævnet varede fem dage, og der var fem skuespil, ét hver dag. På den måde nåede vi at få alle de skuespil vi var gået glip af! Det var dejligt for os alle, men anstrengende for den broder fra Betel som skulle gennemgå skuespillene. Det var et stort arbejde!“

 „Jeg kan ærligt sige at disse stævner var de bedste jeg nogen sinde har overværet,“ siger et medlem af afdelingskontorets udvalg. „Om morgenen kom familierne ud af deres små hytter, rene og pæne. De gik ind og lyttede til Jehova i deres fineste puds. Ofte sad de ikke i skyggen, men i solen. Alligevel blev de på deres pladser hele dagen og lyttede opmærksomt. Det var et smukt syn.“ For Jehovas Vidner er dét at komme sammen en vigtig del af deres tilbedelse. (Hebr. 10:24, 25) Uanset om man er bedrøvet på grund af personlige problemer, religiøs modstand eller andet, ved Jehovas folk at sådanne store stævner altid giver grund til glæde. — 2 Kor. 6:10.

 Rigssalsbyggeri

„Jeg skriver dette brev for at give ovennævnte menighed tilladelse til at have deres eget jordstykke. Der er tale om permanent ejendomsret, og jeg har givet mit samtykke til at menighedens medlemmer må være her i 150 år. Ingen må volde dem problemer inden Paradiset kommer.“ — Høvding Kalilele.

Lige fra begyndelsen af det sidste århundrede har sandhedssøgende mennesker i det sydlige Afrika erkendt behovet for at komme sammen for at tilbede Gud. Omkring år 1910 rapporterede William Johnston at hurtigtvoksende grupper byggede mødesteder af traditionelle materialer; nogle var så store at de kunne rumme 600 mennesker. Mange var ivrige efter at få et tilbedelsessted, men ikke alle. Holland Mushimba, som lærte sandheden at kende i begyndelsen af 1930’erne, har fortalt: „Der blev opfordret til at man holdt møder, men brødrene lagde ikke så stor vægt på at have et mødelokale. Vi plejede at mødes forskellige egnede steder, som for eksempel i skyggen af et stort træ eller i en broders have. Nogle havde den indstilling — som de baserede på ordene i Lukas 9:58 — at når Jesus ikke havde nogen mødesal, hvorfor skulle vi så bekymre os om at bygge en?“

Før 1950 var de fleste mødesteder enkle, skrøbelige bygninger af træstykker og mudder. I Kobberbæltet overtalte Ian Fergusson bestyreren af en mine til at tildele forkynderne et stykke jord som de kunne opføre en rigssal på. I 1950 blev den første rigssal bygget i Wusikili. Ti år senere begyndte brødrene at bruge standardbyggeri. Den første rigssal der blev bygget efter dette koncept, var en velkonstrueret bygning med fladt tag som kostede cirka 12.000 zambiske kwacha. Det var en betragtelig sum dengang, men  målt efter den nuværende inflationsramte økonomi svarer det til lidt under tyve kroner!

Eftersom forkynderne nægtede at købe politiske partikort, blev de til stadighed udsat for voldelige overgreb fra patriotiske, militante grupper. Nogle af deres mødesteder blev brændt ned. Af frygt for flere angreb fandt nogle af brødrene det ikke tilrådeligt at bygge rigssale, men i stedet at mødes i det fri. Efter at der i begyndelsen af 1970’erne blev indført flere restriktioner, blev det stadig vanskeligere at købe jordlodder. Selvom det var velkendt at Jehovas Vidner ikke støttede noget politisk parti, insisterede myndighederne i visse områder på at partikort skulle vedhæftes alle ansøgninger.

Wiston Sinkala fortæller: „Det var næsten umuligt for os at købe jordlodder, og helt umuligt at få byggetilladelser. Da vi sagde til bystyret at vi ville gå til retten med sagen, troede de at det var en spøg. Men vi fandt en dygtig advokat, og efter to år traf domstolen en afgørelse i vores favør og påbød bystyret at skaffe jord til os. Sagen banede vej for flere rettigheder fremover.“

Den sorte hest

Det var sjældent at menighederne kunne få skøde på deres jordlodder. Ofte fandt brødrene uopdyrkede jordstykker, men uden de nødvendige dokumenter kunne de ikke opføre permanente bygninger. Byggematerialer var dyre, så mange brugte metalplader eller tomme olietønder som blev skåret op, hamret flade og derefter sømmet fast til en træramme. En ældste fortæller om en af sådanne bygninger: „Vi havde tjæret metalpladerne, og på afstand lignede rigssalen en stor, sort hest. Indenfor var der ulidelig varmt.“

 En tidligere kredstilsynsmand siger: „Når jeg tænker tilbage, har jeg det dårligt med at kalde sådanne bygninger for rigssale. Faktisk var de ikke egnede til at repræsentere den højeste Gud, Jehova.“

Nogle menigheder besluttede at leje lokaler. Det syntes at være en billig løsning, men det gav nogle problemer. Edrice Mundi, som tilhørte den eneste engelsktalende menighed i Lusaka i 1970’erne, siger: „Vi lejede et lokale der også blev brugt som diskotek. Hver lørdag blev der drukket og danset til ud på de små timer, og vi måtte stå tidligt op om søndagen for at rydde op. Lokalet lugtede af øl og cigaretter; det føltes helt forkert at tilbede Jehova sådan et sted.“

Edrices mand, Jackson, fortæller: „En søndag kom der en ung mand ind midt under programmet. Han gik hele vejen op til podiet, samlede en kasse øl op som han havde efterladt den foregående nat, og gik derefter ud af lokalet uden at ænse de tilstedeværende.“ Intet under at brødrene længtes efter at få deres egne rigssale!

Et byggeprogram af stor betydning

Efterhånden som flere tog imod Rigets budskab, blev der større behov for ordentlige rigssale. Men selvom brødrene var begejstrede og ivrige, havde nogle af dem dårligt nok råd til at forsørge deres familie, og da slet ikke råd til en rigssal. Jehova, hvis hånd aldrig er for kort, havde en dejlig overraskelse til dem.

Da en undersøgelse viste at der var brug for mere end 8000 rigssale i 40 udviklingslande, besluttede Det Styrende Råd at fremskynde rigssalsbyggeriet. Man indså at der i visse områder muligvis kun var få håndværkere der kunne stille sig til rådighed. Der kunne også være mangel på værktøj. Dertil kom at mange menigheder i lande med en mindre udviklet  økonomi ikke havde råd til at tilbagebetale store lån. Den hurtige stigning i antallet af nye forkyndere gjorde det desuden svært for afdelingskontorerne i visse områder at udarbejde et velorganiseret byggeprogram. På baggrund af alt dette oprettede Det Styrende Råd et udvalg i USA der skulle organisere rigssalsbyggeprogrammer i hele verden. Der blev udarbejdet retningslinjer for byggearbejdet i lande med begrænsede ressourcer, og håndværkere som havde stillet sig til rådighed, blev sendt til udlandet for at arbejde med ved byggerierne.

Nogle gange blev der behov for at ændre på de traditionelle byggemetoder. I Zambia, for eksempel, hjalp kvinderne til ved byggeprojekterne ved at trække vand op, bære sand og tilberede mad. Men byggeholdene ville meget gerne involvere søstrene i selve byggearbejdet og udnytte arbejdsstyrken fuldt ud.

En høvding i Eastern Province troede ikke sine egne øjne da han så en søster opføre en mur til en rigssal. Han udbrød: „Jeg har aldrig i mit liv set en kvinde lægge mursten, og så gør hun det endda så godt! Jeg føler mig privilegeret over at have oplevet dette.“

„Vores åndelige hospital“

Byggeprogrammet har haft stor virkning på lokalbefolkningen. Mange som enten var ligegyldigt eller fjendtlig indstillet over for Jehovas Vidner, er blevet mere tolerante. En høvding i Eastern Province som til at begynde med havde modsat sig opførelsen af rigssale i hans område, siger for eksempel: „Oprindelig var det ikke min hensigt at afvise jeres projekt, men jeg var under indflydelse af gejstlige fra andre trossamfund. Jeg er i dag klar over at I er her i en god sags tjeneste. Denne smukke bygning er nu vores åndelige hospital.“

 Det „slid“ som Guds folk primært er optaget af, er forkyndelsen af den „gode nyhed om riget“. (2 Kor. 6:5; Matt. 24:14) Men den hellige ånd ansporer disse kristne til ikke alene at forkynde, men også til ivrigt at fremme Rigets interesser ved at opføre værdige mødesteder. Sådanne mødesteder virker meget ansporende på menighederne. En broder siger: „Nu har vi fået mod på at invitere folk til møderne når vi er ude i forkyndelsen, for vi ved at dét de kommer til, ikke er et skur, men en rigssal som herliggør Jehova.“

En anden broder har denne kommentar: „Det kan godt være at vi ikke fortjener sådan en flot rigssal herude i bushen, men det gør Jehova. Jeg er glad for at Jehova er blevet herliggjort ved at vi har fået bedre tilbedelsessteder.“

Rejsetjenesten

Guds tjenere må have udholdenhed. (Kol. 1:24, 25) Rejsende tilsynsmænd er gode eksempler med hensyn til at give af sig selv for at fremme Rigets interesser. Deres kærlige slid som hyrder der styrker menighederne, har vist at de er „gaver i form af mennesker“. — Ef. 4:8; 1 Thess. 1:3.

I slutningen af 1930’erne blev dygtige brødre oplært til at tjene som zone- og regionstjenere, nu kaldt kreds- og områdetilsynsmænd. „Det var ikke let at rejse rundt til menighederne,“ fortæller James Mwango. „Vi fik cykler at køre på, men brødrene måtte ledsage os til fods for at hjælpe os med at bære vores bagage. Det tog adskillige dage at nå vores bestemmelsessted. Vi plejede at tilbringe to uger i hver menighed.“

„ . . . og så besvimede han“

Dengang, som nu, var det en udfordring at rejse i landdistrikterne. Robinson Shamuluma, som i dag er over 80 år, virkede i rejsetjenesten sammen med sin kone, Juliana.  Robinson husker at de engang i regntiden blev overrasket af et usædvanlig kraftigt regnvejr. Da uvejret var drevet over, kunne de fortsætte, lige bortset fra at de måtte gå gennem mudder der stod helt op til sæderne på deres cykler! Da de endelig nåede frem til den næste menighed, var Juliana så udmattet at hun knap nok havde kræfter til at drikke noget vand.

Enock Chirwa, som i 1960’erne og 70’erne virkede både i kreds- og områdetjenesten, fortæller: „Mandag var en meget vanskelig dag; det var rejsedagen. Men når vi nåede frem til menighederne, havde vi glemt alt om turen. Samværet med brødrene gjorde os lykkelige.“

De lange afstande og alle besværlighederne var ikke de eneste problemer. På en rejse til en menighed i den nordlige del af landet blev Lamp Chisenga ledsaget af to brødre. Mens de gik på en støvet vej, så de et dyr i det fjerne. Broder Chisenga fortæller: „Brødrene kunne ikke se dyret tydeligt. Det sad på vejen som en hund. ’Kan I se det?’ spurgte jeg. ’Kan I se det?’ Da opdagede en af brødrene at det var en løve. Han skreg, og så besvimede han. Vi besluttede at blive på stedet og hvile os lidt for at give løven tid til at forsvinde ind i bushen.“

John Jason og hans kone, Kay, som var i områdetjenesten i nogle af de 26 år de var i Zambia, lærte vigtigheden af at være tålmodig når man har problemer med bilen. John fortæller: „Jeg husker at vi engang kørte over 150 kilometer i en bil med knækkede fjedre fordi vi hverken havde reservedele eller mulighed for at tilkalde hjælp. Til sidst brød bilen sammen. Strandet i en overophedet bil var der kun ét at gøre: Vi måtte bruge alt det vand vi havde, til afkøling af motoren og til en sidste kop te. Vi sad inde i bilen — varme, trætte og helt alene — og bad til Jehova om hjælp. Klokken tre om  eftermiddagen kom nogle vejarbejdere kørende, det første køretøj vi havde set den dag. Da vejarbejderne så at vi var i knibe, tilbød de at tage bilen på slæb. Vi nåede frem til brødrene lige før skumring.“

De lærte at sætte deres lid til andre

Under sådanne omstændigheder lærer rejsende tilsynsmænd hurtigt at de ikke skal sætte deres lid til deres egne evner eller materielle ejendele, men til mere pålidelige støtter — Jehova Gud og det kristne brodersamfund. (Hebr. 13:5, 6) Geoffrey Wheeler beretter: „Efter blot tre uger i områdetjenesten kom vi ud for problemer. Vi var på stævnepladsen, klar til weekendens program. Jeg havde fået foræret et defekt primusapparat. Det var en varm, blæsende dag, og da jeg tændte for primussen, stod der en stikflamme ud af den. I løbet af få minutter var ilden ude af kontrol. De forreste dæk på vores landrover blev antændt, og snart var hele vognen omspændt af flammer.“

Det var slemt nok at de havde mistet deres køretøj, men der skete mere end det. Geoffrey fortæller: „Vores tøj lå i en sort metalkuffert i landroveren. Tøjet brændte ikke;  det smeltede! Brødrene løb hen til en del af bilen hvorfra der ikke kom flammer, og nåede at redde vores seng, en skjorte og min skrivemaskine. Hvor var vi taknemmelige for at de var så snarrådige!“ Geoffrey og hans kone havde mistet de fleste af deres ejendele i det ødelagte køretøj, og de skulle først tilbage til byen to måneder senere, så hvordan klarede de sig? Geoffrey fortsætter: „En broder lånte mig et slips, og jeg holdt det offentlige foredrag i galocher. Vi overlevede, og brødrene gjorde alt hvad de kunne, for at trøste deres uerfarne områdetilsynsmand.“

En seng der beskyttede mod slanger

Den kærlighed og omsorg der vises af menigheder som ’følger gæstfrihedens vej’, styrker de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer til at fortsætte i deres selvopofrende tjeneste. Der er utallige beretninger om hvordan menigheder som selv lider materiel nød, yder kærlig hjælp der værdsættes højt. — Rom. 12:13; Ordsp. 15:17.

Logierne til de rejsende tilsynsmænd er som regel enkle, men stilles altid til rådighed i en kærlig ånd. Fred Kashimoto, der var kredstilsynsmand i begyndelsen af 1980’erne, husker at han engang ankom til en landsby i Zambias Northern Province om aftenen. Brødrene gav ham en varm velkomst. Derefter gik de alle sammen ind i et lille hus hvor brødrene lagde hans kufferter på et stort bord der stod på halvanden meter høje pæle. Da klokken blev mange, spurgte broder Kashimoto: „Hvor skal jeg sove?“

Brødrene pegede på bordet og svarede: „Dér er din seng.“ Eftersom der var mange slanger i området, havde brødrene sørget for en sikker seng til kredstilsynsmanden. Stråmåtter gjorde det ud for en madras, og broder Kashimoto kunne nu lægge sig til at sove.

 Ude på landet giver man ofte landbrugsprodukter som gaver. „Ved en lejlighed gav brødrene os en kylling,“ fortæller Geoffrey Wheeler med et smil. „Vi satte den på en siddepind i samme rum som latrinet lige før mørket sænkede sig. Men den fjollede fugl hoppede af sin pind og faldt ned i hullet. Det lykkedes os at få den sikkert op ved hjælp af en hakke. Min kone vaskede den i varmt sæbevand med masser af desinfektionsmiddel. Vi kogte den i slutningen af ugen, og den smagte udmærket!“

John og Kay Jason oplevede en lignende gavmildhed. John fortæller: „Tid efter anden fik vi en levende kylling af brødrene. Vi havde en lille kurv som vi brugte til at bære en høne i når vi rejste rundt i vores distrikt. Hver morgen lagde denne høne et æg, så vi ville naturligvis ikke spise den. Når vi pakkede for at rejse til det næste sted, gjorde den det klart at den gerne ville med.“

Film

Fra og med 1954 blev forskellige film brugt i en opildnende undervisningskampagne, blandt andet filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. „Den motiverede mange til at være flittige i forkyndelsen og i menigheden,“ skrev afdelingskontoret dengang. Nogle brugte et slogan når de demonterede udstyret til stævner hvor denne film blev vist. De sagde: „Lad os gøre det på den-nye-verdens-samfund-i-virksomheds-måde“ — altså med iver! I løbet af det første år denne film blev vist, blev den set af mere end 42.000 mennesker, deriblandt regeringsembedsmænd og folk fra undervisningssektoren, som var meget imponerede. Med tiden blev over en million mennesker i Zambia på denne måde oplyst om Jehovas Vidner og deres kristne organisation.

 Om folks reaktion på filmene siger Wayne Johnson: „Folk kom langvejsfra for at se filmene, som lærte dem meget om Jehovas organisation. Under programmet lød der ofte begejstrede og langvarige bifald.“

I en periode blev filmene vist ved kredsstævnerne lørdag aften. For folk der boede i bushen, var det en spændende oplevelse. Kampagnen gjorde et stærkt indtryk på mange, men nogle der ikke kendte til livet uden for bushen, misforstod visse scener. I en af filmene så man folk strømme ud af en undergrundsbane i New York. Mange troede at det skildrede opstandelsen! Filmene øgede ikke desto mindre folks kendskab til Jehovas Vidner. Men tiderne var ved at ændre sig, og et voksende ønske om national selvstændighed skulle snart få mange zambiere til at vende sig mod brødrene. Såvel menigheder som rejsende tilsynsmænd blev senere udsat for situationer der krævede stor udholdenhed.

Problemer fra politisk side

Den 24. oktober 1964 løsrev Nordrhodesia sig fra Storbritannien og blev selvstændigt under navnet Republikken Zambia. Denne periode var præget af politiske spændinger. Jehovas Vidners neutralitet blev fejlfortolket som en stiltiende støtte til kolonistyrets bevarelse.

Lamp Chisenga husker at han engang i den periode rejste til området omkring Lake Bangweulu. Hans plan var at sejle til øerne for at besøge fiskere som var Jehovas Vidner. Den første etape af turen til søen foregik i bus. Da han steg ud af bussen, blev han bedt om at vise et politisk partikort, som han selvfølgelig ikke havde. Nogle af partimedlemmerne tog hans mappe. Da en af dem så en æske med påskriften „Watchtower“, blæste han kraftigt i sin fløjte og råbte: „Watchtower! Watchtower!“

 Af frygt for at der skulle opstå uroligheder, skubbede en tjenestemand broder Chisenga tilbage i bussen sammen med hans bagage. En stor menneskemængde som havde samlet sig, begyndte at kaste sten mod bussens dør, dæk og vinduer. Chaufføren kørte væk i en fart og fortsatte uden ophold helt til Samfya, cirka 90 kilometer borte. I løbet af natten lettede den spændte situation. Næste morgen gik broder Chisenga roligt om bord på båden og besøgte de små menigheder ved søen.

De rejsende tilsynsmænd fortsætter med at anbefale sig som Guds tjenere „ved at udholde meget“. (2 Kor. 6:4) Fanwell Chisenga, der betjente en kreds som omfattede et område langs Zambezifloden, fortæller: „Det kræver helhjertethed og selvopofrelse at være kredstilsynsmand.“ Rejsen til og fra de forskellige menigheder i dette område betød mange timers sejlads i gamle, utætte kanoer på en flod hvor en vred flodhest kan knække ens kano som var den blot en tør kvist. Hvad hjalp Fanwell til at holde ud i kredstjenesten? Idet han med et smil på læben betragter et fotografi af nogle menighedsmedlemmer som engang ledsagede ham til en flodbred, nævner han en af de ting der motiverede ham — brødrene og søstrene. Tankefuldt spørger han: „Hvor ellers kan man finde sådanne lykkelige ansigter i denne vrede verden?“

 Neutralitet

„Enhver der tjener som soldat undlader at indvikle sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han kan opnå godkendelse hos den der har hvervet ham som soldat.“ Sådan skrev apostelen Paulus. (2 Tim. 2:4) For altid at kunne være til disposition for deres leder, Jesus Kristus, må kristne undgå at lade sig indvikle i verdens politiske og religiøse systemer. Dette standpunkt har resulteret i vanskeligheder og trængsler for sande kristne, som ønsker at forblive neutrale i verdens anliggender. — Joh. 15:19.

Under den anden verdenskrig blev mange udsat for en grusom behandling fordi de ikke var patriotiske. „Vi så gamle mænd blive smidt op på lastbiler som var de sække med majs, fordi de havde nægtet at udføre militærtjeneste,“ fortæller Benson Judge, der senere blev en nidkær rejsende tilsynsmand. „Vi hørte disse mænd sige: ’Tidzafera za Mulungu’ (Vi er rede til at dø for Gud).“

Selvom Mukosiku Sinaali ikke var døbt på det tidspunkt, kan han huske at neutralitetsspørgsmålet ofte dukkede op under krigen. „Det forlangtes af alle at de skulle samle rødder fra mambongo-planten, som producerer latex. Rødderne blev skrællet og banket til bånd, der blev bundtet sammen, viderebehandlet og senere brugt som en erstatning for gummi ved fremstillingen af støvler til militærpersonale. Forkynderne nægtede at høste disse rødder på grund af forbindelsen mellem dette arbejde og krigsindsatsen, og de blev som følge deraf straffet for deres manglende samarbejde. De blev betragtet som ’uønskede elementer’.“

Joseph Mulemwa var en af disse ’uønskede’. Han var født i Sydrhodesia, men flyttede til Western Province i Nordrhodesia i 1932. Nogle påstod at han havde tilskyndet folk til at holde op med at dyrke deres marker fordi ’Riget var nær’. En præst fra missionsstationen Mavumbo som foragtede Joseph,  var med til at sprede denne falske anklage. Joseph blev arresteret og med håndjern lænket til en mentalt forstyrret mand. Nogle håbede at manden ville overfalde Joseph, men Joseph havde en beroligende virkning på ham. Efter sin løsladelse fortsatte Joseph med at forkynde og at besøge menighederne. Han døde trofast i midten af 1980’erne.

Styrket til at udholde prøvelser

På grund af nationalisme og spændinger i samfundet blev de der af samvittighedsgrunde ikke ville tage del i den politiske proces, udsat for prøvelser. Atmosfæren i landet var spændt, men stævnet „Modige forkyndere“ i 1963 i Kitwe vidnede om den fred og enhed der var blandt Jehovas Vidner. Næsten 25.000 delegerede, hvoraf nogle boede i telt eller campingvogn, nød det fem dage lange program som blev afholdt på fire sprog. Milton Henschel holdt et vigtigt foredrag der fokuserede på de kristnes forhold til de højere myndigheder. Frank Lewis fortæller: „Vi kan huske at han sagde at vi skulle hjælpe brødrene med at forstå neutralitetsspørgsmålet. Hvor var vi glade for den betimelige vejledning vi fik, for de fleste brødre i Zambia kom senere ud for alvorlige prøver og forblev trofaste mod Jehova!“

I 1960’erne blev Jehovas Vidner udsat for voldsom forfølgelse mange steder i landet, og boliger og rigssale blev ødelagt. Myndighederne reagerede dog prisværdigt ved at fængsle mange af forfølgerne. Da Nordrhodesia fik sin selvstændighed under navnet Republikken Zambia, var Jehovas Vidner særlig interesseret i den del af den nye forfatning som garanterede grundlæggende menneskerettigheder. Men en bølge af patriotisme skulle snart ramme på uventet vis.

Nationalsymboler

I kolonitiden blev børn af Jehovas Vidner straffet når de af religiøse grunde ikke ville hilse flaget, som dengang var  britisk. De blev også straffet for at nægte at synge nationalsangen. Efter at Jehovas Vidner havde drøftet sagen med myndighederne, blev undervisningsministeriet mildere stemt og skrev: „Jeres [gruppes] holdning til flaghilsen er velkendt og agtet, og intet barn bør på nogen måde straffes for ikke at ville hilse flaget.“ Den nye republikanske forfatning skabte håb om at fundamentale retttigheder, deriblandt retten til samvittigheds-, tanke- og trosfrihed, ville blive styrket. Men et nyt flag og en ny nationalsang førte til et opsving i patriotismen. Daglig flaghilsen og afsyngelse af nationalsangen blev med stor nidkærhed genindført i skolerne. Nogle børn af Jehovas Vidner blev fritaget, men mange blev slået og endda bortvist fra deres skole.

En ny undervisningslov som blev vedtaget i 1966, gav grund til håb. I den var der en bestemmelse om at forældre eller værge kunne bede om få et barn fritaget fra gudstjenester og religiøse højtider. Mange af de børn som var blevet bortvist fra skolen, fik som følge deraf lov at komme tilbage. Men kort efter, og med et vist mål af hemmelighedskræmmeri, blev der vedtaget nogle tillæg til undervisningsloven. I disse tillæg blev flag og nationalsange defineret som ikkereligiøse symboler der styrker nationalbevidstheden. Trods brødrenes samtaler med myndighedspersoner var over 3000 børn i slutningen af 1966 blevet bortvist fra skolen på grund af deres neutrale standpunkt.

Feliya nægtes skolegang

Tiden var kommet til at efterprøve lovligheden af disse bestemmelser, og Jehovas Vidner valgte en prøvesag. Feliya Kachasu gik på Buyantanshi-skolen i Kobberbæltet. Selvom hun var kendt som en mønsterelev, var hun blevet bortvist. Frank Lewis fortæller hvordan sagen kom for retten: „En advokat ved navn Richmond Smith førte vores sag,  og den var ikke nem eftersom den var mod regeringen. Dét der havde fået ham til at tage sagen, var Feliyas forklaring på hvorfor hun ikke ville hilse flaget.“

Dailes Musonda, som på det tidspunkt gik i skole i Lusaka, siger: „Da Feliyas sag blev bragt for retten, havde vi store forventninger om at den ville få et gunstigt udfald. Brødrene rejste fra Mufulira for at overvære retsmøderne. Min søster og jeg var inviteret. Jeg husker at Feliya havde en hvid hat og en pastelfarvet kjole på i retssalen. Sagen varede tre dage. Vi havde stadig nogle missionærer i landet, og broder Phillips og broder Fergusson kom for at lytte. Vi troede at deres tilstedeværelse ville hjælpe.“

Dommerens afgørelse lød: „Intet i denne sag tyder på at Jehovas Vidner gennem deres handlinger bevidst har vist manglende respekt for nationalsangen eller flaget.“ Alligevel afsagde han den kendelse at ceremonierne var ikkereligiøse, og at Feliya trods sin oprigtige overbevisning ikke kunne blive fritaget for dem under henvisning til undervisningsloven. Ifølge hans mening var ceremonierne påkrævede af hensyn til den nationale sikkerhed. Hvordan dét at dømme en mindreårig til at overholde et sådant påbud skulle kunne tjene folkets interesser, kom aldrig frem. Ingen skolegang for Feliya så længe hun holdt fast ved sin kristne overbevisning!

 Dailes fortæller: „Vi var meget skuffede, men vi lagde alt i Jehovas hånd.“ Da modstanden tog til, gik Dailes og hendes søster ud af skolen i 1967. I slutningen af 1968 var næsten 6000 børn af Jehovas Vidner blevet bortvist fra skolen.

Offentlige møder underlægges begrænsninger

En lov fra 1966 angående den offentlige ro og orden krævede at alle offentlige møder blev indledt med nationalsangen. Dette gjorde det utilrådeligt at holde stævner som var åbne for offentligheden. Brødrene indordnede sig myndighedernes krav ved at holde store møder i private områder, ofte i indhegnede arealer omkring rigssalene. Det vakte folks nysgerrighed, og mange interesserede ville gerne vide hvad det var der foregik. Møderne blev overværet af flere og flere, og i 1967 var 120.025 til stede ved mindehøjtiden for Kristi død.

„I denne periode var der flere tilfælde af voldelig modstand,“ siger Lamp Chisenga. „I Samfya-området blev broder Mabo, som tilhørte Katansha-menigheden, angrebet og dræbt af en hob. Nogle gange blev brødrene overfaldet ved møderne, og mange rigssale blev brændt ned. Det skal dog siges at myndighederne fortsat respekterede Jehovas Vidner, og nogle af modstanderne blev arresteret og straffet.“

Deres eget flyvevåben!

Modstanderne blev ved med at rette falske anklager mod Jehovas Vidner; de hævdede at de var meget rige og havde til hensigt at danne den næste regering. En dag kom partisekretæren for regeringspartiet uanmeldt til afdelingskontoret i Kitwe. Brødrene vidste først noget om besøget da de så en hel strøm af politibetjente køre hen til porten. Ved et møde med repræsentanter for afdelingskontoret blev partisekretæren ophidset. „Vi gav jer tilladelse til at opføre disse bygninger,“  sagde han og hævede stemmen. „Hvad bruger I dem til? Er de jeres regeringsbygninger?“

Nogle myndighedspersoner blev ved med at tro på falske rygter. I Zambias North-Western Province brugte politiet tåregas i et forsøg på at afbryde et stævne. Det lykkedes brødrene at sende et iltelegram til afdelingskontoret. En udenlandsk landmand som havde en lille flyvemaskine, fløj nogle repræsentanter fra afdelingskontoret til Kabompo så de kunne hjælpe med at lette den spændte situation og rydde eventuelle misforståelser af vejen. Det lykkedes desværre ikke at fjerne mistænksomheden hos alle. Nu hed det sig endda at Jehovas Vidner havde deres eget flyvevåben!

På stævnepladsen samlede brødrene omhyggeligt de brugte tåregashylstre sammen. Da repræsentanter fra afdelingskontoret senere besøgte regeringsembedsmænd for at udtrykke deres bekymring, blev disse hylstre brugt som bevis for at politiet havde grebet til unødvendig magtanvendelse. Episoden fik stor omtale, og forkyndernes fredelige reaktion blev bemærket.

Vi redegør for vores standpunkt

Bestræbelserne for at forbyde Jehovas Vidners arbejde fortsatte. Afdelingskontoret ville gerne forklare vores neutrale standpunkt for regeringen. Smart Phiri og Jonas Manjoni blev valgt til at tale vores sag over for flere af landets ministre. Under mødet med dem rettede en af ministrene et verbalt angreb mod brødrene. Han sagde: „Det ville være mig en stor glæde at tage jer udenfor og give jer en omgang tæsk! Ved I hvad I har gjort? I har taget vores bedste borgere, creme de la creme, og hvad er der tilbage til os? Det skal jeg sige jer: morderne, ægteskabsbryderne og tyvene!“

Brødrene replicerede hurtigt: „Men det er hvad nogle af dem var! De var tyve, ægteskabsbrydere, mordere, men ved  hjælp af Bibelens kraft har de selv samme mennesker foretaget forandringer i deres liv og er blevet Zambias bedste borgere. Det er derfor vi anmoder jer om lov til at forkynde frit.“ — 1 Kor. 6:9-11.

Udvisninger og restriktioner

Som tidligere nævnt blev missionærerne beordret til at forlade landet. Frank Lewis beretter: „Vi vil aldrig glemme januar 1968. En broder ringede for at fortælle os at han netop havde haft besøg af en mand fra immigrationsmyndighederne. Embedsmanden havde givet ham nogle udvisningsordrer hvoraf det fremgik at han havde syv dage til at afvikle sin forretning i og forlade Zambia. Kort efter var der flere brødre der ringede, og en af dem sagde at han havde hørt at et stort bygningskompleks i Kitwe var det næste der stod for tur.“ Hensigten med disse drastiske forholdsregler var åbenbart at ødelægge enheden blandt Jehovas Vidner og tage modet fra dem så de ikke længere var så nidkære.

Året efter udstedte præsidenten en bestemmelse som forbød al forkyndelse fra dør til dør. Et sådant forbud betød at brødrene måtte omstrukturere forkyndelsesarbejdet, og der blev nu lagt større vægt på uformel forkyndelse. Rigets Tjeneste blev derefter kaldt Månedsbrevet, og afsnittet „Fremholdelse af den gode nyhed“ blev erstattet med „Vores interne forkyndelse“. Derved undgik vi at tiltrække os regeringscensorernes opmærksomhed. I april 1971 var der et højdepunkt på næsten 48.000 bibelstudier, og det viste klart at bestræbelserne for at begrænse vores arbejde havde ringe effekt på brødrenes nidkærhed.

Clive Mountford, som nu bor i England, omgikkes mange af missionærerne. Han fortæller: „En af de måder vi forkyndte på, var at give folk et lift i vores bil og så tale med  dem om sandheden. Vi havde altid blade i bilen som lå frit fremme, sådan at de kunne ses af dem vi gav et lift.“

Det var ikke forbudt at føre bibelske samtaler med folk, men ifølge loven skulle man indhente en persons samtykke før man aflagde vedkommende et besøg. Nogle gange var det bare et spørgsmål om at ringe til slægtninge, tidligere skolekammerater, kolleger eller andre. Når man aflagde vedkommende et besøg, kunne samtalen ofte taktfuldt drejes ind på bibelske emner. Eftersom de fleste i Zambia havde store familier, kunne man komme i kontakt med en lang række slægtninge og andre i samfundet.

I 1975 rapporterede afdelingskontoret: „Flere tusind forkyndere her i landet har aldrig forkyndt fra hus til hus. Men der er blevet gjort nye disciple, og et vældig stort vidnesbyrd er blevet aflagt.“ På grund af restriktionerne mod hus til hus-forkyndelsen brugte brødrene alternative måder at forkynde på. Som et typisk eksempel kan nævnes en broder der var ansat i et ministerium, og hvis arbejde indbefattede at føre register over folks navne og andre oplysninger om dem. Han lagde især mærke til dem der havde bibelske navne, og ofte spurgte han dem om de vidste noget om den person i Bibelen der havde samme navn. Dette gav ham mange lejligheder til at forkynde. Engang da en mor og hendes datter henvendte sig til broderen på hans arbejde, lagde han mærke til at pigens navn var Eden. Da broderen spurgte moderen om hun vidste hvad Eden betød, indrømmede hun at det gjorde hun ikke. Broderen gav hende en kort forklaring på det og sagde at jorden i nær fremtid ville blive som det oprindelige paradis i Eden. Det vakte moderens interesse, og hun gav ham sin adresse. Kvindens mand blev også interesseret, og familien begyndte at overvære møderne. Med tiden blev nogle i familien døbt.

 Der var også andre forkyndere der aflagde vidnesbyrd på deres arbejdsplads. Royd, som var ansat ved et mineselskab, brugte sin frokostpause til at spørge sine arbejdskammerater om deres mening om forskellige skriftsteder. „Hvem tror I er den ’klippe’ der omtales i Mattæus 16:18?“ Eller: „Hvem er ’snublestenen’ i Romerne 9:32?“ Ofte forsamledes store grupper af minearbejdere for at høre Bibelens forklaringer. På grund af disse uformelle samtaler gjorde adskillige af Royds arbejdskammerater åndelige fremskridt, indviede sig og blev døbt.

Det faste standpunkt vores børn og unge i Zambia har taget i skolen, har også givet nogle lejlighed til at høre om sandheden. Da en gruppe børn nægtede at synge patriotiske sange, blev deres lærer vred og beordrede klassen udenfor. Et af børnene i gruppen fortæller: „Læreren må have troet at vi ikke engang kunne synge vores egne religiøse sange. Han ville åbenbart benytte lejligheden til at latterliggøre os. Han gav alle elever ordre til at inddele sig i grupper, alt efter hvilken religion de tilhørte. Hver gruppe skulle synge en eller to af de sange der blev sunget i deres kirke. Da to af grupperne ikke kunne huske nogen sange, vendte læreren sin opmærksomhed mod os. Vi begyndte med sangen ’Denne er Jehovas dag’. Det lød åbenbart meget godt, for nogle af de lokale der gik forbi skolen, standsede op for at lytte. Dernæst sang vi ’Jehova er blevet konge!’ Alle, også læreren, gav os et stort bifald. Vi gik tilbage til klassen, og mange af vores skolekammerater spurgte os hvor vi havde lært sådanne smukke sange. Nogle af dem begyndte at overvære møderne sammen med os og blev med tiden Jehovas Vidner.“

„De der uddeler bøger“

I hele denne periode var brødrene „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) På grund af  deres karakteristiske publikationer og ivrige brug af bibelstudiemateriale fik Jehovas Vidner tilnavnet Abaponya Ifitabo, som betyder noget i retning af „De der uddeler bøger“. Trods modstandernes intense bestræbelser for at bringe brødrene til tavshed fortsatte forkyndelsen med uformindsket styrke. Der var sporadiske udbrud af voldelig forfølgelse i flere år, men i begyndelsen af 1980’erne var modstanden taget noget af.

I de første 25 år efter at landet blev selvstændigt, blev der døbt næsten 90.000. Men antallet af aktive Jehovas Vidner steg kun med 42.000. Hvad var årsagen? Nogle var ganske vist afgået ved døden, og andre var måske flyttet til et andet  land. „Men menneskefrygt var også en faktor,“ fortæller Neldie, der tjente på afdelingskontoret dengang. Mange blev uregelmæssige eller uvirksomme i forkyndelsen. Landets selvstændighed medførte også nogle forandringer. Stillinger inden for virksomhedsledelse og forretningsadministration, som tidligere var forbeholdt udlændinge, skulle besættes. På grund af alle de nye muligheder inden for bolig, beskæftigelse og uddannelse begyndte mange familier at fokusere på det materielle frem for det åndelige.

Forkyndelsesarbejdet gik dog fremad. Den vise kong Salomon skrev: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ (Præd. 11:6) Brødrene bestræbte sig for at så sandhedens sædekorn, som kunne vokse efterhånden som forholdene blev mere gunstige. På grund af den stadige vækst blev det i 1976 nødvendigt at købe en ny lastbil for at imødekomme den voksende efterspørgsel efter bibelsk læsestof. I 1982 begyndte man at bygge nye trykkerifaciliteter nogle kilometer fra Betel. Sådanne praktiske foranstaltninger dannede grundlag for fremtidig vækst.

Kun få lande i det centrale Afrika har haft det så fredeligt og været så forskånet for borgerkrig eller andre stridigheder som Zambia. I dag er der særdeles gunstige forhold som gør det muligt at ’forkynde godt nyt om gode ting’, men minderne om trængsler motiverer trofaste forkyndere til fortsat at være travlt optaget af at ’samle frugt til evigt liv’. — Rom. 10:15; 2 Kor. 6:4; Joh. 4:36.

Udvidelse af afdelingskontoret

I 1930’erne brugte Llewelyn Phillips og hans medarbejdere en toværelses lejet bygning i Lusaka som base for deres forkyndelsesarbejde. Kun få kunne have forestillet sig det  nuværende 110 hektarer store bygningskompleks som huser over 250 betelmedarbejdere. Disse brødre og søstre er med til at viderebringe åndelig føde til mere end 125.000 forkyndere, inklusive pionerer. Lad os kort se på hvordan denne vækst har fundet sted.

Som tidligere nævnt var myndighederne i 1936 blevet mildere stemt over for vores arbejde, hvilket gjorde det muligt at åbne et litteraturdepot i Lusaka. På grund af væksten i arbejdet måtte man snart flytte til en større bygning. Man købte en beboelsesejendom der lå i nærheden af politistationen. „Der var to soveværelser,“ fortæller Jonas Manjoni. „Spisestuen blev brugt som tjenesteafdeling, og verandaen som forsendelsesafdeling.“ I 1951 tog Jonas to ugers ferie fra sit arbejde for at tjene på Betel, og senere kom han for at blive. „Det hele var velorganiseret, og der rådede en glad ånd,“ siger han. „Jeg var i forsendelsesafdelingen sammen med broder Phillips, hvor jeg tog mig af abonnementsbestillinger og satte frimærker på rullerne af blade. Det var dejligt at tænke på at vi på den måde betjente brødrene.“ Llewelyn Phillips fik senere følgeskab af Harry Arnott, og de arbejdede sammen med lokale brødre, som for eksempel Job Sichela, Andrew John Mulabaka, John Mutale, Potipher Kachepa og Morton Chisulo.

Efterhånden som Kobberbæltet i Zambia fik en blomstrende mineindustri, en udbygning af infrastrukturen og flere indbyggere som kom fra hele landet, blev opmærksomheden rettet mod dette område frem for Lusaka. Ian Fergusson foreslog at man købte en ejendom i en mineby, og i 1954 flyttede afdelingskontoret til King George Avenue i byen Luanshya. Bygningen blev dog snart for lille til at varetage den hurtigtvoksende arbejdsmark, som strakte sig ind i det meste af Østafrika. Da broder Nathan Knorr fra hovedkontoret  besøgte landet i 1959 i forbindelse med stævnet „Årvågne forkyndere“, var han med ude at se på steder hvor der eventuelt kunne opføres et nyt afdelingskontor, og han gav tilladelse til at man kunne gå i gang med at bygge. Geoffrey Wheeler beretter: „Frank Lewis, Eugene Kinaschuk og jeg tog sammen med en arkitekt til Kitwe for at afmærke det sted hvor det nye betelhjem skulle ligge.“ Den 3. februar 1962 blev et nyt afdelingskontor med boliger, et lille trykkeri og en rigssal indviet til Jehova. Harry Arnott, som dengang var landstjener, holdt det afsluttende indlæg på indvielsesprogrammet. Her henledte han opmærksomheden på det mere vigtige åndelige byggearbejde, som kræver en ihærdig indsats af hver enkelt af os, idet vi bruger tro, håb og kærlighed som byggesten.

Disse faciliteter blev hurtigt for små på grund af en stigning i antallet af forkyndere fra 30.129 til næsten 57.000 i løbet af de følgende ti år. „Broder Knorr tilskyndede os til at udvide vores trykkerifaciliteter,“ fortæller Ian Fergusson. „Jeg besøgte afdelingskontoret i Elandsfontein i Sydafrika for at rådføre mig med brødrene. Kort efter blev en trykpresse fløjet derfra til Kitwe.“

Trykkeriet i Kitwe forsynede Kenya og andre østafrikanske områder med bøger og blade samt Rigets Tjeneste. Men trykkeriet blev meget hurtigt for lille, så det blev nødvendigt at flytte det. Da bystyret gjorde indvendinger mod at vi købte et stykke jord der var til salg, tilbød en broder os en grund. Bygningen stod færdig i 1984. I tre årtier tjente Kitwe som det åndelige center for forkyndelsesarbejdet i Zambia.

I de svære år efter at missionærerne var blevet udvist, steg antallet af medarbejdere på afdelingskontoret, og 14 medlemmer af betelfamilien boede sammen med deres familie uden for Betel. Det var nødvendigt at foretage nogle  forandringer så man kunne varetage det arbejde der lå forude. Med tiden købte man to huse og lejede et tredje, så der kunne være plads til flere betelmedarbejdere. Men der var tydeligvis brug for nye faciliteter. Situationen skulle heldigvis snart blive meget bedre. I 1986 fik brødre der boede på centralt beliggende steder, til opgave at søge efter en byggegrund til et nyt afdelingskontor. Til sidst købte man en 110 hektarer stor farm som lå cirka 15 kilometer vest for hovedstaden. Dette viste sig at være et klogt valg eftersom området har store grundvandsreserver. Dayrell Sharp siger: „Jeg tror at det var Jehova der ledede os til dette smukke sted.“

Indvielse og vækst

Lørdag den 24. april 1993 samledes hundreder af forkyndere der havde tjent Jehova i mange år, til indvielsen af de nye faciliteter. Foruden de 4000 lokale brødre og søstre var der over 160 gæster fra udlandet, deriblandt missionærer som havde måttet forlade landet cirka 20 år tidligere. Theodore Jaracz, en af de to medlemmer fra Det Styrende Råd der var til stede, talte over temaet „Vi anbefaler os som Guds tjenere“. Han mindede dem der havde tjent trofast i mange år, om at hvis ikke de havde holdt ud, havde der ikke været behov for at bygge. Med henvisning til Paulus’ ord til korintherne understregede han at sande tjenere opdyrker åndens frugt, som sætter dem i stand til at udholde vanskeligheder, prøver og trængsler. „I har anbefalet jer som Guds tjenere,“ sagde han. „Vi har måttet bygge dette nye afdelingskontor på grund af den fremgang der har været i forkyndelsesarbejdet.“

I 2004 blev en ny fireetages boligbygning med 32 værelser fuldført. Næsten 1000 kvadratmeter trykkeriareal er blevet omdannet til 47 oversætterkontorer samt områder til kontorarkiv, konferenceværelser og bibliotek.

 Trods økonomiske vanskeligheder og andre problemer er Jehovas Vidner i Zambia blevet beriget i deres tjeneste for Gud, og de betragter det som en forret at dele deres åndelige rigdom med andre. — 2 Kor. 6:10.

De anbefaler sandheden til alle

Zambia er et familieorienteret samfund, og derfor har mange haft mulighed for at vokse op i sandheden. Der er et mundheld fra Western Province i Zambia som lyder: ’En ko synes ikke at dens horn er tunge.’ Med andre ord skal man ikke betragte ansvaret for at tage sig af sin familie som en byrde. Kristne forældre erkender deres ansvar over for  Gud, øver en god indflydelse på deres børn og anbefaler den kristne forkyndelse i ord og handling. I dag er mange af forkynderne i Zambia efterkommere af sådanne loyale tjenere. — Sl. 128:1-4.

Jehovas Vidner i Zambia er lykkelige over det der er blevet udrettet med Jehovas tålmodighed og støtte. (2 Pet. 3:14, 15) I de tidlige år hjalp sandfærdige, bibelske lærepunkter dem igennem perioder med usikkerhed. En aktiv „kærlighed uden hykleri“ er stadig det bånd der knytter folk fra forskellige stammer sammen og har ført til åndelig vækst uden smerte. Ved at bruge „retfærdighedens våben“ til at forsvare sandheden med og ’ved venligt’ at fortælle andre om den har de åbnet sindet hos mange, deriblandt myndighedspersoner.  Det har ofte resulteret i at de har fået et „godt rygte“. Mere end 2100 menigheder bliver nu solidt grundfæstet „ved kundskab“, idet dygtige brødre der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, er med til at føre det fornødne tilsyn. Selvom der kan komme større trængsler i fremtiden, kan Jehovas Vidner være sikre på at de altid vil være glade når de forsamles. — 2 Kor. 6:4-10.

I tjenesteåret 1940 adlød cirka 5000 mennesker i Zambia Jesu befaling om at mindes hans død. Det svarede rundt regnet til 1 for hver 200 indbyggere. I de senere år har over en halv million (569.891 i 2005) —  det er omtrent 1 for hver 20 indbyggere — æret Jehova på denne særlige aften. (Luk. 22:19) Hvorfor oplever Jehovas folk en sådan fremgang? Al æren tilkommer Jehova Gud, for det er ham der giver åndelig vækst. — 1 Kor. 3:7.

Jehovas Vidner i Zambia har dog gjort deres del. „Vi er ikke flove over at tale om den gode nyhed; vi betragter det som en forret,“ siger et medlem af afdelingskontorets udvalg. Det er tydeligt for besøgende at Jehovas Vidner udfører deres forkyndelse med beslutsomhed og på en høflig måde. Intet under at de nu kan glæde sig over at forholdstallet er omtrent 1 forkynder for hver 90 indbyggere! Men der er stadig meget at gøre.

„Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ (Ordsp. 18:10) Det er vigtigt at de der er ret indstillede, løber hen til Jehova nu og stiller sig på hans side. Gennem de næsten 200.000 bibelstudier der hver måned ledes i Zambia, vil mange flere blive hjulpet til at indvi sig til Jehova og nidkært tjene ham. De over 125.000 aktive Jehovas Vidner i dette land har al mulig grund til at anbefale denne livsvej.

 [Ramme på side 168]

Kort fortalt om Zambia

Geografi: Zambia er en indlandsstat med mange træer. Landet ligger på et fladt plateau cirka 1200 meter over havet, og Zambezifloden udgør en stor del af dets sydlige grænse.

Befolkning: De fleste zambiere kan læse og skrive og bekender sig som kristne. Folk ude på landet bor i stråtækte boliger og dyrker afgrøder i nærheden af hjemmet.

Sprog: Engelsk er det officielle sprog, men der tales også over 70 lokale sprog.

Erhverv: En af de største industrier i landet er kobberminedrift og -bearbejdning. Blandt landbrugsprodukterne er majs, durra, ris og jordnødder.

Fødevarer: Majs er en yndet spise. En populær ret er nshima, en tyk majsgrød.

Klima: Eftersom Zambia ligger højt, er landets klima køligere end man ville forvente i et land midt i det sydlige Centralafrika. I perioder er der tørke.

 [Ramme/illustration på side 173-175]

Jeg fik 17 måneder og 24 piskeslag

Kosamu Mwanza

Født: 1886

Døbt: 1918

Profil: Har udholdt forfølgelse og modstand fra falske brødre. Var en trofast pioner og ældste indtil han afsluttede sit jordiske livsløb i 1989.

I begyndelsen af den første verdenskrig gik jeg ind i hæren og tjente som sygepasser i det nordrhodesiske regiment. Mens jeg i december 1917 var på orlov, mødte jeg to mænd fra Sydrhodesia som var tilknyttet bibelstudenterne. De gav mig seks bind af Studier i Skriften. På tre dage slugte jeg oplysningerne i disse bøger. Jeg vendte ikke tilbage til krigen.

Det var svært at få forbindelse med Jehovas Vidners afdelingskontor, og jeg og de brødre jeg var sammen med, arbejdede på egen hånd. Vi gik fra landsby til landsby, samlede folk omkring os som vi holdt prædikener for, og vi besvarede tilhørernes spørgsmål. Senere holdt vi møderne et centralt sted vi kaldte Galilee, i den nordlige del af landet. Derfra indbød vi interesserede til at komme og lytte til forklaringer på Bibelens lære. Jeg blev udnævnt til at føre tilsyn med tingene. Sørgeligt nok fremtrådte der mange falske brødre som spredte forvirring.

 Vi var ivrige efter at forkynde, men vores arbejde vakte røre i de katolske og protestantiske missionærers ’græsgange’ i området. Vi fortsatte med at afholde store møder — jeg husker et der blev holdt i januar 1919, hvor cirka 600 forsamledes i bakkerne nær Isoka. Eftersom der var opstået tvivl om vores hensigter, ankom politibetjente og soldater som ødelagde vores bibler og bøger og arresterede mange af os. Nogle kom i fængsel et sted i nærheden af Kasama, andre i Mbala, og andre igen så langt mod syd som Livingstone. Nogle blev idømt fængselsstraffe på tre år. Jeg fik en dom på 17 måneders fængsel og 24 piskeslag bagi.

Da jeg blev løsladt, rejste jeg tilbage til min landsby og genoptog forkyndelsen. Senere blev jeg igen arresteret, fængslet og fik flere piskeslag. Modstanden fortsatte. Den lokale høvding besluttede at jage brødrene ud af landsbyen. Vi flyttede alle sammen til en anden landsby, hvor høvdingen bød os velkommen. Vi slog os ned der, og med hans tilladelse byggede vi vores egen landsby, som vi kaldte Nazareth. Vi fik lov at blive på den betingelse at vores aktiviteter ikke forstyrrede freden. Høvdingen var meget tilfreds med vores opførsel.

I slutningen af 1924 rejste jeg tilbage til Isoka i den nordlige del af landet. Her hjalp en sympatisk distriktskommissær mig til bedre at forstå engelsk. I den periode fremstod der nogle selvbestaltede ledere som med deres fordrejede læresætninger vildledte mange. Vi fortsatte dog med at mødes diskret i private hjem. Mange år senere blev jeg indbudt til at komme til Lusaka for at mødes med Llewelyn Phillips, som tildelte mig den opgave at besøge menighederne langs grænsen mellem Zambia og Tanzania. Jeg rejste så langt som til Mbeya i Tanzania og styrkede brødrene. Efter hver besøgsrunde vendte jeg tilbage til min lokale menighed. Dette gjorde jeg indtil 1940’erne, da der blev udnævnt kredstilsynsmænd.

 [Ramme/illustrationer på side 184-186]

Hjælp til nabolandene mod nord

I 1948 fik det nyoprettede afdelingskontor i Nordrhodesia tilsyn med forkyndelsesarbejdet i størstedelen af det der kaldtes Britisk Østafrika. På det tidspunkt var der nogle få forkyndere i højlandet i Zambias nordlige nabolande. Eftersom myndighederne dengang var stærkt imod at udenlandske missionærer kom ind i landet, hvem kunne da hjælpe ydmyge mennesker til at lære sandheden at kende?

Da Happy Chisenga tilbød at tjene som almindelig pioner i Central Province i Zambia, blev han overrasket over at få en indbydelse til at forkynde i et isoleret distrikt i nærheden af Njombe i Tanzania. „Da min kone og jeg så ordet ’isoleret’, forestillede vi os at vi skulle arbejde sammen med andre forkyndere i et afsidesliggende område. Vi fandt snart ud af at vi var de første til at forkynde på det sted. Da vi gjorde folk opmærksomme på navnet Jehova og udtryk som Harmagedon ud fra deres egen bibel, vakte det interesse. Min kone fik hurtigt tilnavnet Harmagedon, og jeg Jehova. Da vi senere blev overflyttet til Arusha, efterlod vi en gruppe stabile forkyndere.“

I 1957 fik William Lamp Chisenga til opgave at tjene som specialpioner i bjergene omkring Mbeya i Tanzania. „Min kone, Mary, vores to børn og jeg ankom i november, og eftersom alle de lokale hoteller  var fuldt besat, måtte vi tilbringe natten ved en busterminal. Det var en kold og regnfuld nat, men vi var spændt på at se hvordan Jehova ville lede begivenhederne. Den næste morgen gik jeg ud for at lede efter et sted at bo, mens min familie blev ved terminalen. Jeg havde ikke rigtig nogen idé om hvor jeg skulle gå hen, men jeg tog nogle eksemplarer af Vagttårnet med mig. Da jeg nåede hen til posthuset og havde uddelt adskillige blade, mødte jeg en mand ved navn Johnson. ’Hvor kommer du fra, og hvor skal du hen?’ spurgte han. Jeg fortalte ham at jeg var kommet for at forkynde den gode nyhed. Da han hørte at jeg var et af Jehovas Vidner, sagde han at han oprindelig var fra Lundazi i Zambias Eastern Province, og at han var en døbt broder som var blevet inaktiv. Vi aftalte at bringe min familie og vores ejendele hjem til ham. Med tiden genvandt Johnson og hans kone deres åndelige styrke og hjalp os med at lære swahili. Han flyttede senere til Zambia og blev en aktiv forkynder af den gode nyhed. Denne oplevelse lærte mig at vi aldrig skal underkende Jehovas magt til at hjælpe os, og at vi skal bruge enhver lejlighed til at hjælpe andre.“

Bernard Musingas heltidstjeneste bragte ham, hans kone, Pauline, og deres børn til områder så forskelligartede som Uganda, Kenya og Etiopien. Om et besøg på Seychellerne fortæller han: „I 1976 fik jeg til opgave at besøge en gruppe på den smukke ø Praslin. Indbyggerne var stærkt katolske, og der var opstået nogle misforståelser. For eksempel havde en ung søn af en ny forkynder nægtet at bruge plustegnet i matematiktimen, for, som han sagde: ’Det er et kors, og jeg tror ikke på korset.’ Det fik religiøse ledere til at komme med den latterlige beskyldning at Jehovas Vidner forbød deres børn at lære matematik. Ved et møde med undervisningsministeren fortalte vi respektfuldt om vores tro og fik misforståelsen ryddet af vejen. Den gode kontakt vi fik med ministeren, banede vej for at missionærer kunne komme ind i landet.“

[Illustration]

Happy Mwaba Chisenga

[Illustration]

William Lamp Chisenga

[Illustration]

Bernard og Pauline Musinga

 [Illustration på side 191]

„Du ødelægger dine fremtidsudsigter!“

Mukosiku Sinaali

Født: 1928

Døbt: 1951

Profil: Er udgået fra Gilead og er tidligere oversætter. Tjener nu som menighedsældste.

Den dag jeg skulle døbes, talte en missionærbroder ved navn Harry Arnott med mig. Der var brug for nogle der kunne oversætte til silozi. „Kan du hjælpe?“ spurgte han. Snart modtog jeg et eksemplar af Vagttårnet og et brev hvori jeg fik besked om min opgave. Samme aften gik jeg ivrigt i gang med arbejdet. Det var svært at oversætte; jeg sad i mange timer og skrev med en gammel fyldepen. Det var ikke til at få fat i nogen ordbøger på silozi. Jeg arbejdede på postkontoret om dagen og oversatte om aftenen. Nogle gange rykkede afdelingskontoret mig med ordene: „Indsend venligst oversættelsen så hurtigt som muligt.“ Jeg tænkte ofte: ’Hvad hindrer mig i at blive heltidstjener?’ Til sidst kvittede jeg mit arbejde på postkontoret. Selvom myndighederne ikke tvivlede på min ærlighed, vakte min opsigelse mistanke. Havde jeg begået underslæb? Postkontoret sendte to europæiske inspektører for at kontrollere mig, men deres grundige undersøgelser viste at alt var i orden. De kunne ikke forstå hvorfor jeg havde sagt op. Mine arbejdsgivere tilbød at forfremme mig for at få mig til at blive på jobbet. Da jeg afslog tilbuddet, sagde de advarende: „Du ødelægger dine fremtidsudsigter!“

Det var ikke sandt. I 1960 blev jeg indbudt til at komme på Betel. Snart efter fik jeg en indbydelse til Gileadskolen. Jeg var nervøs da jeg skulle af sted. Jeg skulle ud at flyve for første gang i mit liv — til Paris, videre til Amsterdam og derfra til New York. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Er det mon sådan de salvede har det når de skal i himmelen?’ Den varme modtagelse jeg fik på hovedkontoret, var overvældende — brødrene var meget ydmyge og helt igennem fordomsfri. Efter Gileadskolen blev jeg sendt tilbage til Zambia, hvor jeg fortsatte med oversættelsesarbejdet.

 [Ramme/illustration på side 194]

Hurtigere end ørne

Katuku Nkobongo er handicappet; han kan ikke gå. En søndag under kredstilsynsmandens besøg spredtes nyheden om at oprørsstyrker rykkede frem mod den landsby hvor Katuku boede. Alle flygtede. En af de sidste til at forlade stedet var kredstilsynsmanden, Mianga Mabosho. Da han steg op på sin cykel for at køre i sikkerhed, hørte han nogen fra en nærliggende hytte råbe: „Min broder, efterlader du mig her?“ Det var Katuku. Kredstilsynsmanden hjalp ham hurtigt med at komme op på cyklen så de kunne komme væk fra landsbyen.

Den rute de fulgte sydpå mod Zambia, gik gennem et vanskeligt terræn. Broder Nkobongo måtte kravle op ad de stejle bakker. Kredstilsynsmanden fortæller: „Selvom jeg gik op ad bakkerne på mine to ben, nåede han toppen før mig! Jeg sagde: ’Denne mand er lam, men det er som om han har vinger!’ Da vi endelig kom i sikkerhed og fik et måltid mad, bad jeg broderen om at bede en bøn. Hans inderlige ord gav mig tårer i øjnene. Med Esajas’ ord i kapitel 40 bad han: ’Dine ord er sande, Jehova. Drenge bliver både trætte og matte, og unge mænd vil uvægerlig snuble, men de der håber på dig vil få ny kraft. De vil stige op med svingfjer som ørne. De vil løbe og ikke blive matte; de vil vandre og ikke blive trætte.’ Han tilføjede: ’Tak, Jehova, fordi du hjalp mig til at bevæge mig hurtigere end himlenes ørne.’“

 [Ramme/illustration på side 204, 205]

Kakishorts og brune lærredssko

Philemon Kasipoh

Født: 1948

Døbt: 1966

Profil: Er rejsende tilsynsmand samt lærer og koordinator ved Skolen for Udnævnte Tjenere i Zambia.

Det var min morfar der oplærte mig i forkyndelsen. Mange gange tog han mig med hen til mine skolekammerater og bad mig om at forkynde for dem. Morfar holdt et regelmæssigt familiestudium med os, og ingen fik lov at døse hen! Jeg så altid frem til familiestudiet.

Jeg blev døbt i en flod i nærheden af vores hjem. En måned senere holdt jeg min første elevopgave i menigheden. Jeg kan huske at jeg havde nye kakishorts og brune lærredssko på. Desværre havde jeg bundet snørebåndene på skoene så stramt at det generede mig. Det lagde menighedstjeneren mærke til. Han gik venligt op til podiet og løsnede dem mens jeg tav. Min elevopgave gik godt, og jeg lærte noget af denne venlige gestus. Jeg kan se at Jehova har givet mig meget oplæring.

Jeg har med egne øjne set Esajas 60:22 blive opfyldt. Væksten i antallet af menigheder har betydet at der er behov for flere ældste og menighedstjenere som er godt udrustet til at varetage ansvarsopgaver. Skolen for Udnævnte Tjenere dækker dette behov. Det er virkelig dejligt at undervise disse unge mænd. Jeg har lært at når vi får en opgave af Jehova, kan vi være sikre på at han også giver os sin hellige ånd.

 [Ramme/illustrationer på side 207-209]

„Det er ikke noget at tale om“

Edward og Linda Finch

Født: 1951

Døbt: Henholdsvis 1969 og 1966

Profil: Er udgået fra Gileads 69. klasse. Edward er koordinator på afdelingskontoret i Zambia.

I forbindelse med afholdelsen af nogle stævner kørte vi engang gennem den nordlige del af landet. Der er ikke så mange veje i dette område, mest stier. Adskillige kilometer uden for en landsby fik vi øje på nogle mennesker der kom gående mod os. En af dem var en gammel, foroverbøjet mand som gik med stok. Over skulderen bar han sine sammenbundne støvler og en lille sæk med sine ejendele. Da vi nærmede os, så vi at han og de andre havde reversmærke på. Vi standsede op for at spørge dem hvor de kom fra. Den ældre broder rettede sig lidt op og sagde: „Det har du allerede glemt! Vi var sammen til stævnet i Chansa. Vi er ved at være hjemme nu.“

„Hvornår tog I da af sted fra stævnet?“ spurgte vi.

„Da programmet sluttede om søndagen.“

„Men det er nu onsdag eftermiddag. Har I vandret i tre dage?“

„Ja, og i nat hørte vi løver.“

 „I fortjener virkelig ros for jeres gode indstilling og de ofre I bringer for at overvære stævnerne.“

Den ældre broder samlede bare sine ting op og begyndte at gå. „Det er ikke noget at tale om,“ sagde han. „Tag du bare hjem og tak afdelingskontoret for den nye stævneplads. Sidste år måtte vi gå i fem dage, men i år kun i tre.“

Mange kan huske at 1992 var et tørkeår i Zambia. Vi var til stævne ved Zambeziflodens bredder, cirka 200 kilometer fra Victoria Falls. Om aftenen besøgte vi forskellige familier; de fleste sad rundt om et bål foran deres lille hytte. En gruppe på omkring 20 sang Rigets sange. Vi fik at vide at de havde gået i otte dage for at komme til stævnet. De syntes ikke at de havde gjort noget særligt. De havde læsset deres dyr med små børn, med madvarer, kogegrej og andre nødvendige ting, og når natten faldt på, sov de bare dér hvor de nu var.

Den næste dag blev det meddelt at mange var berørt af tørken, og at de der var i nød, kunne få hjælp. Om aftenen kom tre brødre hen til vores hytte. Ingen af dem havde sko på, og deres tøj var meget slidt. Vi troede at de ville fortælle os hvordan de var blevet berørt af tørken. I stedet begyndte de at fortælle os hvor bedrøvede de var over at høre om de lidelser nogle af brødrene var ramt af. En af dem trak en konvolut fyldt med penge op af sin jakkelomme og sagde: „I må ikke lade dem sulte. Værsgo, køb dem  noget mad.“ Det berørte os så dybt at vi ikke fik sagt tak, og de var væk før vi fik styr på vores følelser. De kom til stævne uden at være forberedt på denne udgift, og derfor var deres bidrag et stort offer for dem. Oplevelser som denne har knyttet os endnu tættere til brødrene.

[Illustrationer]

Trods strabadser rejser mange langt for at overvære stævnerne

Herover: Der tilberedes aftensmad på stævnepladsen

Til venstre: Der bages brød i en udendørs ovn

 [Ramme/illustration på side 211-213]

Besluttede på at holde stævne

Aaron Mapulanga

Født: 1938

Døbt: 1955

Profil: Har tidligere været betelmedarbejder, oversætter og medlem af afdelingskontorets udvalg. Er nu familiefar og menighedsældste.

Året var 1974, og vi havde stævne ti kilometer øst for Kasama. Selvom den lokale høvding havde givet os tilladelse til at afholde stævnet, insisterede politiet på at deltagerne gik hver til sit. Snart ankom den politimand der havde kommandoen, en stor mand, med en paramilitær politistyrke på omkring hundrede som omringede vores stævneplads. Vi lod programmet fortsætte mens der inde i vores primitive kontor foregik en livlig drøftelse angående tilladelser og om hvorvidt nationalsangen skulle spilles.

Da tiden kom hvor jeg skulle holde et indlæg på programmet, fulgte politimanden mig ud på podiet i et forsøg på at forhindre mig i at holde foredraget over stævnets tema. Tilhørerskaren spekulerede på hvad der nu skulle ske. Først stod han lidt og kiggede på de cirka 12.000 tilskuere, og så stormede han ellers ud. Efter foredraget så jeg ham vente bag platformen, og han var meget irriteret. Han gav sine mænd ordre til at sprede tilhørerskaren, men så opstod der  et skænderi blandt nogle af hans folk, og de kørte væk. Kort efter kom de tilbage, denne gang med en stor bog. Politimanden lagde bogen på bordet foran mig og bad mig læse et afsnit som var markeret. Jeg læste paragraffen for mig selv.

„Det der står i bogen, er rigtigt,“ sagde jeg. „Der siges her: ’Politiet har ret til at opløse en forsamling hvis den truer den offentlige fred.’“ Idet jeg kastede et blik på hans bælte og hans revolvere, fortsatte jeg: „Den eneste trussel vi har her, er din og dine bevæbnede mænds tilstedeværelse. Vi har kun bibler.“

Straks vendte han sig om mod en efterretningsofficer og sagde: „Var det ikke det jeg sagde? Lad os gå!“ De tog mig med til politistationen.

Da vi kom ind på politimandens kontor, rakte han ud efter telefonen og begyndte at snakke med en anden betjent. Indtil da havde vi kommunikeret på engelsk. Men i telefonen talte han nu silozi — lidet anende at det også var mit sprog! De talte om mig, men jeg sad helt stille og undgik at give dem indtryk af at jeg forstod hvad de sagde. Da han lagde røret på, sagde han: „Hør nu efter!“

Jeg svarede på silozi: „Eni sha na teeleza!“ som betyder: „Ja, hr., jeg lytter!“ Tydeligt overrasket sad han bare og så på mig et stykke tid. Så rejste han sig, gik hen til et stort køleskab i hjørnet af sit kontor og hentede en læskedrik til mig. Atmosfæren blev mere afslappet.

Lidt senere ankom en broder som var en agtet forretningsmand i området. Vi fremførte nogle praktiske forslag som beroligede politimanden, og det gjorde ende på den spændte situation. Med Jehovas hjælp blev det nemmere at arrangere stævner.

 [Ramme/illustration på side 221]

Tynd som en finger

Michael Mukanu

Født: 1928

Døbt: 1954

Profil: Tjente som rejsende tilsynsmand og arbejder nu på afdelingskontoret i Zambia.

I den kreds jeg betjente, var der en dal omgivet af stejle skråninger. Her var tsetsefluerne ofte til stor gene for mig. For at undgå insekter og dagens hede plejede jeg at stå op klokken et om natten og begive mig over bjerg og bakke for at nå hen til den næste menighed. Fordi jeg skulle gå så langt, medbragte jeg kun få ting. Jeg havde ikke så meget mad, så jeg var tynd som en finger. Brødrene overvejede at skrive til afdelingskontoret for at bede dem om at tildele mig en anden opgave, for de mente at jeg var døden nær. Da de fortalte mig dette, sagde jeg: „Det er pænt af jer, men I må huske at det er Jehova der har tildelt mig denne opgave, og at han kan ændre det hvis han vil. Hvis jeg dør, vil jeg nok ikke være den første, vel? Lad mig bare fortsætte. Skulle jeg gå hen og dø, skal I blot underrette afdelingskontoret om det.“

Tre uger senere fik jeg tildelt en anden opgave. Det er sandt at der kan være udfordringer forbundet med at tjene Jehova, men man skal bare fortsætte. Jehova er den lykkelige Gud; hvis hans tjenere ikke er lykkelige, kan han gøre noget så de kan bevare glæden i tjenesten for ham.

 [Ramme/illustration på side 223, 224]

Vi følger ikke overtro

Harkins Mukinga

Født: 1954

Døbt: 1970

Profil: Virkede sammen med sin kone i rejsetjenesten og bor nu på afdelingskontoret i Zambia.

Min kone, Idah, og jeg var i rejsetjenesten og havde vores eneste søn på to år med. Da vi ankom til en af menighederne, fik vi en varm velkomst af brødrene. Torsdag morgen begyndte vores søn at græde og holdt ikke op. Klokken otte overlod jeg ham i Idahs kærlige varetægt og tog til samling. En time senere, mens jeg ledede et bibelstudium, fik jeg at vide at vores søn var død. Ud over at sørge dybt over tabet af vores søn foruroligede det os at høre at flere af brødrene troede at nogen havde forhekset ham. Vi prøvede at bringe dem ud af denne meget udbredte vildfarelse ved at ræsonnere med dem, men nyheden gik som en løbeild i hele området. Jeg forklarede at selvom Satan har stor magt, kan han ikke overmande Jehova og hans loyale tjenere. „Tid og tilfælde“ berører os alle, men vi skal ikke være for hurtige til at drage konklusioner som er baseret på frygt. — Præd. 9:11.

Vores søn blev begravet næste dag, og efter begravelsen holdt vi menighedsmødet. Brødrene lærte noget vigtigt: Vi hverken frygter de onde ånder eller følger overtro. Det var en frygtelig situation for os, men vi gennemførte besøgsugen og rejste videre til næste menighed. I stedet for at menighedens medlemmer trøstede os, var det os der opmuntrede og trøstede dem ved at tale om håbet om at døden snart vil høre fortiden til.

 [Ramme/illustration på side 228, 229]

Vi tog mod til os

Lennard Musonda

Født: 1955

Døbt: 1974

Profil: Har været i heltidstjenesten siden 1976. Han har tilbragt seks år i rejsetjenesten og arbejder nu på afdelingskontoret i Zambia.

Omkring år 1985 besøgte jeg nogle menigheder i den nordligste del af landet. Tidligere havde brødrene i dette område været udsat for stærk modstand fra politisk side. Jeg var nyudnævnt kredstilsynsmand, og der bød sig en lejlighed for mig til at vise tro og mod. Efter at vi havde holdt en samling en dag, var vi klar til at besøge en nærliggende landsby. Da sagde en broder at han havde hørt at hvis Jehovas Vidner prøvede at forkynde dér, ville de blive overfaldet af hele landsbyen. Der havde været pøbelangreb sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 70’erne, men jeg kunne ikke forestille mig at en hel landsby ville gå til angreb på os så lang tid efter.

Nogle af forkynderne blev ikke desto mindre frygtsomme da de hørte hvad broderen havde sagt, og ville ikke med. Vi andre — og det var ret mange — tog mod til os og begav os på vej mod landsbyen. Dér oplevede vi noget forbløffende. Vi spredte mange blade og fik gode samtaler med dem vi mødte. Men nogle der så os komme ind i landsbyen, løb bort. Vi så forladte gryder der kogte over, og huse hvor dørene stod åbne. Så i stedet for en konfrontation, kom vi til at opleve et tilbagetog.

 [Ramme/illustration på side 232, 233]

Jeg måtte løbe for livet

Darlington Sefuka

Født: 1945

Døbt: 1963

Profil: Har tjent som specialpioner, rejsende tilsynsmand og betelmedarbejder på afdelingskontoret i Zambia.

Året var 1963, og det var en turbulent tid. Det skete ofte når vi var ude i forkyndelsen, at bander af politisk engagerede unge løb i forvejen for at advare folk mod at lytte til os. De truede med at nogen ville komme og knuse deres vinduer og døre hvis de lyttede til os.

En aften blot to dage efter min dåb blev jeg gennembanket af en gruppe på 15 unge. Blodet strømmede fra min mund og næse. En anden aften blev en broder og jeg overfaldet af en gruppe på 40 som havde fulgt efter os hen til hvor jeg boede. Jeg blev styrket af at genkalde mig det som Jesus blev udsat for. Det foredrag som John Jason havde holdt ved min dåb, havde gjort det klart at en kristens liv ikke ville være problemfrit. Når disse ting skete, kom de, ikke som en overraskelse, men som en opmuntring.

På det tidspunkt ønskede politikerne støtte til deres kamp for national selvstændighed, og vores neutrale standpunkt blev opfattet som om vi stillede os  på europæernes og amerikanernes side. Religiøse ledere der støttede politiske grupper, gjorde hvad de kunne for at intensivere den negative omtale af os. Tiden før landet blev selvstændigt, var vanskelig, men det var heller ikke let efter den tid. Mange brødre mistede deres forretning fordi de ikke ville købe partikort. Nogle der boede i byen, flyttede tilbage til deres landsby og fik et lavtlønnet job for at undgå indsamlinger til støtte for politiske aktiviteter.

Da jeg var teenager, tog min fætter, som ikke var et Jehovas vidne, sig af mig. På grund af mit neutrale standpunkt blev hans familie udsat for chikane og trusler, og det gjorde dem bange. En dag før jeg tog på arbejde, sagde min fætter til mig: „Når jeg kommer tilbage i aften, skal du være ude af mit hus.“ Først troede jeg at han lavede sjov med mig, for jeg havde ingen andre slægtninge i byen. Jeg havde ingen steder at tage hen. Men jeg fandt snart ud af at han mente det alvorligt. Da han kom hjem og så at jeg stadig var der, blev han rasende. Han samlede sten op og begyndte at løbe efter mig. „Tag hen til dine medhunde!“ råbte han. Jeg måtte løbe for livet.

Min far hørte om situationen og sendte mig denne besked: „Hvis du holder fast ved dit neutrale standpunkt, skal du ikke komme til mig.“ Det var svært. Jeg var 18. Hvem ville åbne deres hjem for mig? Det gjorde menigheden. Jeg tænker tit på kong Davids ord: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Sl. 27:10) Jeg kan virkelig sige at Jehova holder hvad han lover.

 [Ramme/illustration på side 236, 237]

Min opførsel vandt mange læreres respekt

Jackson Kapobe

Født: 1957

Døbt: 1971

Profil: Tjener som menighedsældste.

I 1964 begyndte de første bortvisninger fra skolerne at finde sted. Afdelingskontoret tilskyndede forældrene til at forberede deres børn på situationen. Jeg husker at far engang sad sammen med mig efter skoletid og forklarede Anden Mosebog 20:4, 5.

Når alle eleverne samledes i aulaen, holdt jeg mig i baggrunden for at undgå konfrontation. Hvis det blev opdaget at man ikke sang nationalsangen, blev man bedt om at træde frem. Da inspektøren spurgte hvorfor jeg ikke ville synge, svarede jeg ved hjælp af Bibelen. „Du læser, men du synger ikke!“ udbrød han. Han forklarede at jeg skyldte at vise min loyalitet mod landets styre, der havde sørget for en skole hvor jeg kunne lære at læse.

Det endte med at jeg i februar 1967 blev bortvist. Det var jeg meget ked af, for jeg kunne godt lide at lære og var en flittig elev. Trods pres fra arbejdskammerater  og anderledestroende familiemedlemmer forsikrede min far mig om at jeg gjorde det rigtige. Min mor blev også udsat for pres. Når jeg fulgtes med hende ude i marken, sagde de andre kvinder spottende: „Nå, drengen er nok ikke i skole, hvad?“

Jeg fik dog undervisning, for i 1972 begyndte man at lægge større vægt på at oprette læseklasser i menighederne. Med tiden blev situationen i skolerne bedre. Vores hus lå lige over for skolen, og inspektøren kom ofte på besøg hos os for at få noget koldt vand at drikke eller for at låne nogle koste til at feje klasseværelserne med. Engang kom han endda for at låne penge! Min families venlighed må have gjort indtryk på ham, for en dag spurgte han: „Vil jeres søn gerne i skole igen?“ Far mindede ham om at jeg stadig var et af Jehovas Vidner. „Det er ikke noget problem,“ sagde han. „Hvilken klasse vil du gerne i?“ spurgte han mig. Jeg valgte sjette klasse. Jeg kom i den samme skole med den samme inspektør og de samme kammerater, men nu var mine læsefærdigheder bedre end de fleste af mine skolekammeraters fordi jeg deltaget i læseklassen i rigssalen.

Min flittige indsats og gode adfærd vandt mange af lærernes respekt, og det gjorde skolegangen lettere for mig. Jeg studerede ihærdigt og tog nogle eksamener, hvilket hjalp mig til at få en ansvarsfuld stilling ved minerne og senere hen at forsørge en familie. Jeg er lykkelig for at jeg aldrig gik på kompromis ved at synge nationalsangen.

 [Ramme/illustration på side 241, 242]

„Hvordan kan vi holde op med at forkynde?“

Jonas Manjoni

Født: 1922

Døbt: 1950

Profil: Tjente på afdelingskontoret i Zambia i over 20 år. Virker nu som menighedsældste og almindelig pioner.

Midt under den anden verdenskrig vendte min bror hjem fra Tanzania med en bibel og adskillige bøger, deriblandt Regering og Forligelse. Eftersom Jehovas Vidners publikationer stadig var forbudte, var jeg nysgerrig efter at se hvad hele balladen drejede sig om. Jeg læste bogen Forligelse, men syntes at den var svær at forstå. Nogle år senere besøgte jeg min bror og tog med ham til et menighedsmøde. Der var ingen rigssal; mødestedet var blot et ryddet område indhegnet med bambus. Der blev ikke brugt nogen trykt disposition, men hvor var det dejligt at lytte til et foredrag der var baseret direkte på Bibelen! Jehovas Vidners udlægning af Bibelen var meget anderledes end den der blev fremholdt i den kirke jeg kom i. Dér gik medlemmerne meget op i at hilse flaget og slå på tromme. I kirken var der endog skænderier mellem stammerne og uenighed om hvilket sprog de skulle synge på! Men ved dette møde hørte jeg smukke sange til pris for Jehova, og jeg så hele familier sidde på deres pladser og indtage åndelig føde.

 Jeg blev døbt og arbejdede fortsat som sygepasser, et job der førte mig til forskellige byer i mineområderne. I 1951 tog jeg to ugers ferie og tilbragte tiden på afdelingskontoret i Lusaka. Snart efter blev jeg indbudt til at tjene på Betel. I begyndelsen arbejdede jeg i forsendelsesafdelingen, og da afdelingskontoret senere blev flyttet til Luanshya, hjalp jeg til med korrespondancen og i oversættelsesafdelingen. I starten af 1960’erne begyndte der at ske politiske omvæltninger, men brødrene bar fortsat god frugt og bevarede deres neutralitet.

En af de mange gange jeg havde et møde med dr. Kenneth Kaunda, der senere blev Zambias præsident, var i marts 1963. Jeg forklarede hvorfor vi nægtede at tilslutte os politiske partier og at købe partikort. Vi anmodede ham om at gøre noget for at standse politiske modstanderes pres mod os, og han bad om flere oplysninger. Nogle år senere inviterede dr. Kaunda os til præsidentboligen, hvor vi fik den ære at tale med ham og hans højtstående ministre. Mødet varede til langt ud på aftenen. Præsidenten havde ikke noget imod Jehovas Vidner som trossamfund, men han spurgte om ikke vi blot kunne forsamles ligesom andre religiøse organisationer, uden at forkynde. Hvortil vi svarede: „Hvordan kan vi holde op med at forkynde? Jesus forkyndte. Han nøjedes ikke med at bygge et tempel midt blandt farisæerne.“

Trods vores anmodninger blev visse grene af forkyndelsen underlagt forbud. Men, som det altid er tilfældet, fandt vi måder hvorpå vi kunne ære Jehova, der bruger sine tjenere i opfyldelsen af sine hensigter.

 [Ramme/illustration på side 245, 246]

Jeg havde et stærkt ønske om at lære

Daniel Sakala

Født: 1964

Døbt: 1996

Profil: Tjener som menighedsældste.

Jeg var medlem af Zion Spirit Church da jeg modtog et eksemplar af brochuren Learn to Read and Write (Lær at læse og skrive). Jeg var analfabet, men havde et stærkt ønske om at lære, og derfor ofrede jeg meget tid på denne publikation. Jeg bad folk hjælpe mig med at forstå nye ord. Selvom jeg ikke havde nogen lærer, gjorde jeg på den måde fremskridt og lærte på kort tid at læse og skrive.

Nu kunne jeg læse Bibelen! Men jeg opdagede flere ting som ikke stemte med det der blev praktiseret i min kirke. Min svoger, som var et af Jehovas Vidner, sendte mig brochuren Spirits of the Dead — Can They Help You or Harm You? Do They Really Exist? (De dødes ånder — Kan de hjælpe dig eller skade dig? Findes de virkelig?) Dét jeg læste, fik mig til at stille min præst nogle spørgsmål. En dag jeg var i kirke, læste jeg Femte Mosebog 18:10, 11 og spurgte: „Hvorfor gør vi ting som Bibelen fordømmer?“

„Vi har en rolle vi må udfylde,“ svarede præsten. Jeg forstod ikke hvad han mente.

Dernæst læste jeg Prædikeren 9:5 og spurgte: „Hvorfor tilskynder vi folk til at ære de døde når Bibelen siger at de døde ’slet ingenting ved’?“ Hverken præsten eller tilhørerne sagde noget.

Senere henvendte nogle af kirkegængerne sig til mig og sagde: „Vi er ikke Jehovas Vidner, så hvorfor skulle vi holde op med at respektere de døde og følge vores skikke?“ Det undrede jeg mig over. Selvom jeg kun havde brugt Bibelen under drøftelsen, havde menigheden draget den slutning at jeg kom sammen med Jehovas Vidner! Fra da af begyndte jeg at overvære møderne i rigssalen sammen med to venner fra kirken. I løbet af de første tre måneder fik jeg adskillige nære familiemedlemmer til at overvære de kristne møder. Tre af dem, deriblandt min kone, er nu blevet døbt.

 [Oversigt/illustrationer på side 176, 177]

ZAMBIA — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1910

1911: Studier i Skriften når ud til Zambia.

1919: Kosamu Mwanza og cirka 150 andre bliver pisket og fængslet.

1925: Bibelstudenternes kontor i Cape Town begrænser dåbshandlinger og forkyndelse.

1935: Regeringen begrænser import af publikationer. Tyve af vores udgivelser forbydes.

1936: Der oprettes et depot i Lusaka under tilsyn af Llewelyn Phillips.

1940

1940: Regeringen forbyder import og distribution af vores publikationer. Dåbshandlinger genoptages.

1948: De første gileadmissionærer ankommer.

1949: Regeringen hæver forbuddet mod Vagttårnet.

1954: Afdelingskontoret flyttes til Luanshya.

 1962: Afdelingskontoret flyttes til Kitwe.

1969: Regeringen forbyder den offentlige forkyndelse.

1970

1975: Missionærer udvises.

1986: Missionærer får igen lov til at komme ind i landet.

1993: Et nyt afdelingskontor i Lusaka indvies.

2000

2004: En udvidelse af afdelingskontoret i Lusaka indvies.

2005: Der er 127.151 forkyndere i Zambia.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

130.000

65.000

1910 1940 1970 2000

 [Kort på side 169]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

ZAMBIA

Kaputa

Mbala

Isoka

Kasama

Samfya

Lundazi

Mufulira

Kalulushi

Kitwe

Luanshya

Kabwe

LUSAKA

Senanga

Zambezifloden

Livingstone

BOTSWANA

ZIMBABWE

MOCAMBIQUE

MALAWI

 [Helsides illustration på side 162]

[Illustration på side 167]

Thomson Kangale

[Illustration på side 170]

Llewelyn Phillips

[Illustration på side 178]

Harry Arnott, Nathan Knorr, Kay og John Jason samt Ian Fergusson, 1952

[Illustration på side 193]

Til højre: Manda Ntompa og hans familie i Mwange-flygtningelejren, 2001

[Illustration på side 193]

Herunder: En typisk flygtningelejr

[Illustration på side 201]

Den første klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere i Zambia, 1993

[Illustration på side 202]

Skolens to lærere, Richard Frudd og Philemon Kasipoh, med en af eleverne

[Illustration på side 206]

Stævnefaciliteterne blev lavet af mudder, græs eller andre tilgængelige materialer

[Illustration på side 215]

Til venstre: Et skuespil, 1991

[Illustration på side 215]

Herunder: Dåbskandidater ved områdestævnet „Sendebud med fred fra Gud“, 1996

[Illustration på side 235]

Richmond Smith med Feliya Kachasu og hendes far, Paul

[Illustrationer på side 251]

Glade arbejdere som tager del i byggeriet af det nuværende afdelingskontor i Lusaka

 [Illustrationer på side 252, 253]

 (1, 2) Nyopførte rigssale

(3, 4) Afdelingskontoret i Zambia, Lusaka

(5) Stephen Lett ved indvielsen af tilbygningen til afdelingskontoret, december 2004

[Illustration på side 254]

Afdelingskontorets udvalg, fra venstre mod højre: Albert Musonda, Alfred Kyhe, Edward Finch, Cyrus Nyangu og Dayrell Sharp