Højdepunkter fra det forløbne år

„JEG vil lovsynge Jehova i hele mit liv. Jeg vil synge og spille for min Gud, så længe jeg er til.“ (Sl. 146:2) Hvis salmisten havde levet i dag, ville det helt sikkert have glædet ham at se at Jehova lovsynges som aldrig før! Noget der bidrager til denne lovsang, er bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, som når ind til hjertet hos mange der søger sandheden om Gud. — Apg. 17:27.

For at øge lovprisningen af Jehova har mange afdelingskontorer oprettet sprogkurser så forkyndere og pionerer kan nå ud til endnu flere mennesker med den gode nyhed. Måske vil du ved at læse om de tiltag der er blevet gjort, også føle dig tilskyndet til at overveje om du kan udvide din andel i forkyndelsen ved at lære et nyt sprog.

 Et andet eksempel på lovprisning af Jehova var den tre uger lange verdensomspændende kampagne med at uddele den særlige indbydelse til områdestævnet „Befrielsen er nær!“, som blev holdt i cirka 155 lande. Millioner af forkyndere i over 99.000 menigheder tog del i kampagnen, der var den første af sin art. „Den fik nye til at komme i gang med forkyndelsen, og nogle som var blevet uvirksomme, følte sig tilskyndet til at blive aktive igen,“ lyder det i en rapport fra en stævnekomité. En broder der havde været uvirksom i 35 år, blev besøgt af en forkynder som gav ham en indbydelse, og han har været til alle møderne lige siden! Her følger nogle opmuntrende rapporter som er indkommet fra forskellige afdelingskontorer.

Frankrig

Da en katolsk kvinde og hendes mand var på besøg hos et familiemedlem, blev deres opmærksomhed fanget af indbydelsen til områdestævnet og de spørgsmål den rejste. De tog til stævnet sammen med deres tre børn. Da de ankom, blev de budt hjertelig velkommen af en af opsynsmændene. Broderen gav dem nogle bibler og anviste dem plads lige ved siden af en familie af Jehovas Vidner som boede blot tre kilometer fra deres hjem. De to familier tilbragte dagen sammen, og der blev oprettet studium. Ugen efter stævnet overværede denne interesserede familie et menighedsmøde under kredstilsynsmandens besøg.

Indien

En kendt sangerinde ved navn Sunita rejste til Canada for at optræde. Her traf hun nogle forkyndere som inviterede hende til et møde på punjabi. Hun ville gerne komme og syntes godt om mødet, især fordi der blev lagt stor vægt på Bibelen. Da hun fik indbydelsen til at komme til områdestævnet, aflyste hun straks de forestillinger hun skulle have haft den weekend, så hun kunne overvære alle tre stævnedage. Det fortrød hun ikke. Efter den første stævnedag sagde hun: „Dette er sandheden.“ Da hun var  vendt tilbage til Indien, tog hun hen til den lokale rigssal sammen med sin mor, sin søn, sin nevø og en veninde. Da nogle af Sunitas tidligere præster kontaktede hende, fortalte hun dem at hun havde besluttet sig til at blive et af Jehovas Vidner. Hun sagde endda til dem at de også burde komme i rigssalen!

Serbien

En kinesisk kvinde som vi kunne kalde Mei Li, bor i Beograd. I 2006 begyndte hun at læse Vagttårnet på sit modersmål. Da hun fik en indbydelse til områdestævnet på kinesisk i Leipzig i Tyskland, bestemte hun sig for at overvære det, og det til trods for at Leipzig ligger omkring 1000 kilometer fra Beograd. Hun fik et tredages-visum, fløj til München og tog dernæst toget til Leipzig, en rejse der kostede hende to måneders løn. Det hun lærte ved stævnet og gennem samtaler med andre stævnedeltagere, gjorde et dybt indtryk på hende. Da Mei Li kom tilbage til Beograd, sagde hun og hendes mor ja tak til at få et bibelstudium, og de begyndte at komme i en kinesisk bogstudiegruppe.

USA

„Der var en del interesserede til stede alle tre dage,“ rapporterer en stævnekomité. „En af gæsterne var en kvinde som havde fået en indbydelse dagen efter at hun havde bedt Gud om hjælp og ledelse. Både lørdag og søndag kørte hun i to timer for at overvære stævnet, og der blev oprettet et bibelstudium med hende.“ Rapporten fortæller om en anden hændelse: „En mand løb ned ad gaden for at få fat i en broder som netop havde givet hans søn en invitation. Broderen var noget usikker på hvad manden ville, men blev meget glad da vedkommende inviterede ham hjem til sig så de kunne tale sammen. Med sin bibel i hånden stillede manden en række spørgsmål, og et bibelstudium blev påbegyndt.“

En anden broder tilbød indbydelsen til en mand på en byggeplads. „Må jeg fortælle andre om det?“ spurgte manden.

 „Ja, selvfølgelig!“ sagde broderen, der ikke vidste at manden havde et radioprogram hver lørdag formiddag. Tro mod sit ord fortalte manden andre om indbydelsen ved at læse op af den i sit program! Det resulterede i at mange forhørte sig om indbydelsen.

Morgan, en pige på 12 år, er hjælpepioner. En uge før den særlige kampagne mødte hun en mand som stillede hende en række bibelske spørgsmål, og hun inviterede ham til et offentligt foredrag i den lokale rigssal. Han kom, og det til trods for at han straks efter mødet skulle til begravelse. Da den særlige kampagne begyndte, gav Morgan denne interesserede mand en indbydelse. „Jeg vil helt sikkert komme lørdag og søndag, men om fredagen skal jeg på arbejde,“ sagde han. Så spurgte han hvordan Jehovas Vidner bærer sig ad med at overvære stævnet om fredagen. Morgan svarede: „De plejer at tage fri, men nogle gange må de sige deres arbejde op for at kunne komme.“

 Næste gang Morgan kom på besøg, sagde manden at han havde spurgt sin chef om han kunne få fri om fredagen, og tilføjet at han ville sige op hvis han ikke kunne. Chefen havde sagt at han var for værdifuld en arbejder at miste, så han havde fået fri fredag, men også torsdag så han kunne forberede sig.

Manden overværede alle tre stævnedage, men han kom ikke alene. Han fik følgeskab af 8 af sine nærmeste familiemedlemmer og 12 af sine venner og deres familier — i alt 35 personer! Da han fortalte Morgan at han ville komme med omkring 30 andre, svarede hun: „Så mange pladser kan jeg ikke reservere.“

„Det er helt i orden,“ sagde han. „Vi kan sidde på tagspærene, hvis det skal være.“ De fik selvfølgelig alle en god siddeplads.

„BOGEN . . . UNDERVISER PÅ SAMME MÅDE SOM JESUS GJORDE“

Rapporter viser at bibelstudiebogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? er til stor hjælp i vores forkyndelsesarbejde. En bibelstudieelev siger: „Den åbner ens øjne og giver hjertet og sindet næring.“ En områdetilsynsmand rapporterer: „Bogen fanger én fordi den underviser på samme måde som Jesus gjorde. Den er koncis, ligefrem og klar, men taler samtidig lige til hjertet.“ Her følger nogle erfaringer.

Australien

Mens en broder udførte reparationer på et hus der tilhørte en kvinde der var syg, fortalte han hende om håbet om Riget. Da han nogle dage senere besøgte hende sammen med en pionersøster, stillede kvinden dem spørgsmål angående de sidste dage. Forkynderne tog Hvad er det Bibelen virkelig lærer frem, slog op på kapitel 9 som har titlen „Vi lever i ’de sidste dage’“, og drøftede oplysningerne med hende. Kvinden var forbløffet over de ting Bibelen lærer. „Min kirke har holdt mig i uvidenhed,“ sagde hun.

 Broderen skriver: „Næste gang vi kom, studerede vi det første kapitel, „Hvad er sandheden om Gud?“, og tillægget til kapitlet, som forklarer hvorfor Guds navn udelades i flere bibler. Da kvinden i forordet til sin bibel læste at oversætterne havde erstattet ’Jehova’ med ’Herren’, blev hun vred, for hun havde fået at vide at hendes bibeloversættelse var god. Kvinden har sagt at hun gerne vil overvære de kristne møder.

Belgien

En søster der hedder Ingrid, mødte en afrikansk kvinde som nærede fordom mod Jehovas Vidner. Da Ingrid venligt viste kvinden Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, blev hun mildere stemt, for hun ville meget gerne forstå Guds ord. Hun sagde endda ja tak til et bibelstudium, men på den betingelse at de læste alle skriftstederne. Denne kvinde overværer nu møderne, bidrager ofte med kommentarer og ønsker at blive forkynder.

Brasilien

Da Paulo var i begyndelsen af teenageårene, studerede han Bibelen med Jehovas Vidner. Da han var 16, gik hans familie desværre i opløsning. For at forsørge sin mor blev Paulo medlem af et samba-band, men snart kom han ud i umoralitet og druk. Han glemte dog ikke sandheden helt. For eksempel var han meget ked af at skulle spille et sted hvor man beskæftigede sig med voodoo, da han vidste at det havde forbindelse med dæmonisme. Han begyndte også at indse hvor tomt hans liv var. Da en ung broder i 2005 viste Paulo Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, blev hans interesse straks vakt igen, og der blev oprettet studium med ham. Kort efter forlod han bandet, og nu overværer han de kristne møder.

England

En dag da Marilyn var ude at forkynde fra hus til hus, mødte hun Melanie, en ung mor der viste interesse for Bibelen. Marilyn gav hende en traktat og lovede at komme  igen. Efter flere forgæves forsøg traf Marilyn hende endelig hjemme. Marilyn fortæller: „Jeg valgte med det samme at vise hende Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, og det førte til et fremadskridende bibelstudium. Lige før jul overraskede Melanie mig ved at sige at det var sidste gang hun skulle have et juletræ. Hun havde selv læst videre i bogen og lært sandheden om julen at kende.“

Colombia

Consuelo fik lov af sin chef til at få fri så hun kunne overvære områdestævnet. Efter stævnet spurgte hendes chef hvordan det var gået, og de fik en livlig drøftelse. Da Consuelo viste hende Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, spurgte hun om hun måtte låne bogen. To dage senere afleverede hendes chef bogen og sagde at den var interessant at læse. „Bogen er ikke kun udarbejdet til læsning, men også til studiebrug,“ sagde Consuelo, som derefter viste hende hvordan et bibelstudium foregår. „Vil det sige at jeg kan studere denne bog?“ spurgte chefen. Som man nok kan gætte, blev der aftalt et bibelstudium, og det varede ikke længe før kvinden forkyndte for familie og venner. Hun begyndte også at overvære de kristne møder, undertiden ledsaget af sin søn og sin mormor.

 Guyana

Joseph, som er pioner, oprettede et studium over Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med en mand der nogle år tidligere havde mødt Jehovas Vidner i hovedstaden Georgetown. Første gang Joseph kom for at studere med manden, var dennes to voksne sønner og deres koner også til stede, og de tog imod eksemplarer af bogen. Den følgende uge fortalte faderen at en lokal skolelærer havde lånt hans studiebog og læst den. Læreren havde sagt: „Den indeholder sandheden.“ Læreren begyndte også at overvære studiet. I mellemtiden havde en nabo som havde hørt om studiet, spurgt om han måtte være med. Det var omkring det tidspunkt at mindehøjtiden skulle holdes, og Joseph inviterede dem alle til at komme. Manden som Joseph oprindelig var begyndt at studere med, kunne ikke komme på grund af sygdom, men det gjorde hans familie samt læreren og hans familie. Alle gør stadig gode fremskridt.

Polen

Mens Lucjan var på gadearbejde, mødte han Jan, en gammel skolekammerat som han ikke havde set i mange år, og som nu var 50 år. Under deres samtale, hvor Lucjan fik lejlighed til at vise Jan forskellige ting ud fra Hvad er det  Bibelen virkelig lærer?, fortalte Jan at han havde mistet sin kone, var begyndt at ryge og var blevet alkoholiker. Lucjan beretter: „Da jeg sammen med en af mine venner besøgte ham nogle dage senere, ventede han os. På hans anmodning begyndte vi straks at studere Hvad er det Bibelen virkelig lærer?“ Sandheden når ind til hans hjerte, og han prøver at komme ud af sin tobaks- og alkoholafhængighed og at ændre sit ofte vulgære sprog.

Spanien

Hvorfor skulle en hæmatolog råde en patient der led af depression, til at studere Bibelen? To brødre fra et Kontaktudvalg til Hospitaler besøgte denne læge og forærede ham et eksemplar af Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Både han og en af hans patienter led af depression som følge af alvorlig sygdom. Bogen gjorde et stort indtryk på ham. Han viste den til sin patient og forsikrede hende om at de begge ved at studere med Jehovas Vidner ville kunne se fremtiden i møde med tillid. Få dage senere mødte kvinden en pionersøster som var på gadearbejde, og kvinden sagde ja tak til et bibelstudium. Hæmatologen begyndte også at studere Bibelen og overværer allerede de kristne møder.

Zambia

Goliath, en landsbyhøvding som havde to koner og ti børn, er ikke en kæmpe, men han og hans familie har taget nogle kæmpe skridt i åndelig henseende. Goliath begyndte at foretage forandringer kort efter at have læst Hvad er det Bibelen virkelig lærer? I januar 2006 begyndte han og hans familie at overvære de kristne møder, og i februar bad han sin anden kone om at rejse og legaliserede sit ægteskab med sin første kone. (Matt. 19:4-6; 1 Tim. 3:2) I marts trak han sig tilbage som høvding, og i april blev han og hans kone, Esther, udøbte forkyndere. Deres beslutning om at tjene Jehova vakte åbenbart dæmonernes mishag, for de begyndte at chikanere Esther. Men hun stod dem imod, sådan som vi får befaling til at gøre i Jakob 4:7.  Med hvilket resultat? Esther siger: „Sammen med min mand er jeg nu et frit menneske.“

HJÆLP TIL AT FORKYNDE PÅ ANDRE SPROG

I en række lande har der været en stor tilstrømning af indvandrere med hver deres sprog, og mange af dem kommer fra lande hvor forkyndelsesarbejdet ikke kan udføres frit. Som følge heraf står ’en stor dør ind til virksomhed åben’, og mange brødre og søstre går ind ad denne dør ved at lære et andet sprog. (1 Kor. 16:9) Nogle steder er der også en ret stor befolkningsgruppe af indfødte som taler et sprog der ikke er så udbredt. Forkyndere er ved at lære disse sprog og høster nu store velsignelser.

For at fremme arbejdet i sådanne distrikter har flere afdelingskontorer oprettet sprogkurser. Da kurserne skal hjælpe eleverne til at lære et sprog hurtigt, fokuserer lektionerne ofte på virkelighedsnære situationer som kan opstå i forkyndelsen. „Kurset hjælper en til at fordybe sig i sproget,“ siger Elisa, som er ved at lære albansk.

Belgien

Ifølge en rapport fra afdelingskontoret har over 300 forkyndere i alderen 9 til 71 år gennemgået i alt 17 klasser på ti sprog. Enora siger: „Jeg har lært tyrkisk og er kommet til at holde meget af tyrkerne.“ Annelies, som studerer kinesisk, blev interviewet af en journalist fra en landsdækkende tv-station. Journalisten ville gerne lave et program om folk der er gået i gang med noget nyt i deres liv. Annelies forklarede selvfølgelig hvorfor hun var ved at lære kinesisk. Da journalisten året efter kontaktede Annelies, fortalte hun ham om de gode resultater hun havde fået i forkyndelsen. Det gjorde åbenbart indtryk på journalisten, for programmet blev vist i den allerbedste sendetid. I programmet var der et interview med Annelies og et klip hvor man ser hende forkynde på kinesisk ved et busstoppested.

 Holland

„Sprogkurserne resulterer i at flere kan tjene i det fremmedsprogede distrikt, men de har også bevirket at flere brødre kan føre an i menighederne,“ skriver afdelingskontoret. I Holland var der et stort behov i det relativt nye rumænske distrikt. Afdelingskontoret havde en gang imellem tilrettelagt møder, men der var kun én broder til at lede dem, og han havde et dårligt helbred. Takket være sprogkurset er der nu flere brødre der kan hjælpe til. Én broder leder et ugentligt bogstudium, en anden leder vagttårnsstudiet, og en tredje er allerede nu i stand til at virke som tolk når der holdes foredrag på hollandsk.

Spanien

Siden 2003 har afdelingskontoret oprettet 48 klasser på ti sprog, med det resultat at antallet af bibelstudier er steget voldsomt til næsten 50.000. Juan og Mari Paz, et specialpionerægtepar, blev inviteret ind hos en rumænsk familie. Snart samlede 16 personer sig omkring dem for at lytte, deriblandt den 19-årige Mario, som lyttede særlig opmærksomt efter. Selvom han ikke kunne tale spansk og pionererne ikke kunne tale rumænsk, tog han imod ’Krævebrochuren’ på sit eget sprog. Den følgende uge bad han om at få et bibelstudium og overværede en særlig stævnedag, som han dog kun forstod lidt af. I løbet af få uger begyndte han at komme til alle møderne og gav enkle kommentarer på spansk. Han gjorde noget ved sit udseende og begyndte at dele sit nyfundne håb med andre. Han leder nu et bibelstudium med et rumænsk ægtepar, som gør gode fremskridt.

I mellemtiden gik Juan og Mari i gang med at lære rumænsk, og snart ledede de 30 bibelstudier på dette sprog! Juan leder også en bogstudiegruppe på rumænsk. Efter bogstudiet deltager ti af forkynderne i et sprogkursus i rumænsk som ledes af ingen andre end Mario, den første bibelstudieelev.

USA

Over 50 millioner mennesker i dette land har ikke engelsk som modersmål. Omkring 254.000 Jehovas Vidner  er tilsluttet 3052 spansktalende menigheder og 53 grupper. Yderligere 26.000 forkyndere tjener i 690 andre fremmedsprogede menigheder og grupper. For at fremme forkyndelsen i dette store og forskelligartede distrikt har afdelingskontoret oprettet over 450 klasser hvor der er blevet undervist i 29 sprog. „I de sidste to år er der blevet dannet fire nye menigheder i vores kreds,“ rapporterer en kredstilsynsmand. „De tre af dem er et direkte resultat af de franske sprogkurser.“

„For os er det en drøm der er gået i opfyldelse,“ siger en broder som har lært spansk. „Min kone og jeg har i mange år haft ønske om at blive missionærer, men vi havde to børn at tage os af. Nu er vores børn voksne, og jeg er gået på pension. For tre måneder siden flyttede min kone og jeg til en spansk menighed, og vi har allerede fået opgaver på Den Teokratiske Skole. Vi har også mange genbesøg og fem bibelstudieemner. I en alder af 67 og 64 år har vi erfaret at man aldrig er for gammel til at lære et nyt sprog.“

Hvis dit distrikt ikke bærer så meget frugt i form af nye disciple, og hvis dine omstændigheder tillader det, hvorfor så ikke under bøn overveje om du kunne lære et andet sprog med henblik på at flytte til et fremmedsproget distrikt eller et område hvor der forkyndes for indfødte befolkningsgrupper? En sådan forandring kan give gode resultater og puste nyt liv i din forkyndelse.

Tyskland

I dette land begyndte man at afholde sprogkurser for mere end 30 år siden, og i alt er over 1000 elever blevet undervist i ni sprog, fra albansk til vietnamesisk. „Det er meget bedre end det kursus jeg tog på universitetet,“ siger en søster. Eftersom eleverne  også lærer hvordan folk fra andre lande tænker, er de bedre i stand til at nå ind til hjertet hos dem de forkynder for.

Paula, som er 82 år, gik i gang med at lære vietnamesisk og rejser nu 150 kilometer for at overvære møderne. Hun fortæller: „Jeg har ikke let ved at lære sprog, men jeg er meget taknemmelig for den glæde og tilfredshed Jehova skænker mig.“ Paula studerede Bibelen med en vietnamesisk familie. Manden var den første der fattede interesse for sandheden. Senere fulgte hans kone, og de er nu begge døbt.

Siden de blev døbt, har de og deres datter realiseret deres drøm om at tjene Jehova i deres hjemland. De har bygget et hus med tilstrækkelig plads til at man kan holde menighedens møder dér, og manden tjener som ældste og hjælpepioner. Hans kone er almindelig pioner. Paulas glæde kendte ingen grænser da hun modtog et brev fra denne familie hvori der stod at faderen havde døbt sin egen datter. I et brev til Paula skrev pigen: „Kære ’bedstemor’! Jeg savner dig. Jeg tænker ofte på dig. Du vil altid være min bedstemor Paula. Jeg elsker dig.“ En hjertevarmende oplevelse for vores kære søster der så sent i livet har lært at tale et vanskeligt sprog!

Canada

Siden 2002 er der i ti byer blevet afholdt 31 sprogkurser. I alt har 554 elever gennemgået disse kurser. Paul, der er ældste, og som er lammet i den nederste del af kroppen, gik i gang med at lære mandarin. Linda, hans sygeplejerske, er kineser. Hendes kirke havde talt dårligt om Jehovas Vidner, så hun ønskede ikke at høre budskabet om Riget. En dag bad Paul hende om at køre ham hen til rigssalen så han kunne høre et offentligt foredrag på mandarin. Det gjorde hun, men hun holdt sig for sig selv og viste ingen interesse. Ikke længe efter kørte hun Paul til bogstudiet. Denne gang lyttede Linda, som er enlig mor, opmærksomt efter fordi pensummet handlede om familielivet.  Bagefter tilbød en pionersøster hende et bibelstudium, som hun tog imod. Hun gjorde hurtigt fremskridt og er nu en søster.

I Canada er der mange indfødte befolkningsgrupper som taler deres eget sprog. For nogle år siden forkyndte en pionersøster ved navn Carma for en mand som tilhører indianerstammen blackfoot. „Da jeg prøvede at forkynde for ham på engelsk, ville han ikke lytte,“ fortæller Carma, som bor i blackfoot-reservatet sammen med sine forældre. „Han sagde at jeg tilhørte en hvid mands religion, og at Bibelen er den hvide mands bog. Jeg tænkte: ’Bare jeg dog vidste lidt mere om blackfoot-indianernes sprog og kultur. Så ville han måske tage mig mere alvorligt!’“ Carma besluttede at lære sproget, og senere hen hjalp hun 23 andre forkyndere som deltog i et ugentligt kursus i sproget blackfoot.

En af disse elever forkyndte for et ægtepar mens de besøgte deres syge søn på hospitalet. Ægteparret var blackfoot-indianere. Søsterens interesse for deres sprog gjorde så stort indtryk på dem at de gav hende deres adresse. Carma fandt ud af at manden var den selv samme mand hun havde mødt året før! Så da søsteren skulle på genbesøg, tog Carma med. „De ikke alene lyttede, men  var også enige i det Bibelen siger,“ beretter Carma. „Søsteren tilbød dem en bibel og en bibelstudiebog. Med tårer i øjnene holdt kvinden de to publikationer tæt ind til sig mens manden nikkede bifaldende. Kvinden er gået i gang med et bibelstudium, og manden lytter med.“

Afdelingskontoret rapporterer at sprogkurset var medvirkende til at 34 blackfoot-indianere var til stede ved mindehøjtiden i 2006, som blev holdt på deres eget sprog!

Italien

I alt har cirka 7200 forkyndere gennemgået kurser i 18 sprog. En af deltagerne mødte Samson, som kom fra et land hvor Rigets arbejde er forbudt. Da Samson var 24, begav han sig af sted på det han kaldte en håbets rejse. Først krydsede han ørkenen, og så sejlede han til Italien. Dér mødte han så broderen som havde lært at tale hans sprog. Samson lyttede interesseret og overværede endda et møde i rigssalen. I ti måneder havde de ikke kontakt med hinanden, men så mødtes de igen, og broderen begyndte at studere Bibelen med Samson. Studiet foregik i fastfoodrestauranter, i undergrundsstationer og på parkeringspladser. Da Samson havde overværet mindehøjtiden, begyndte han at rette op på sit liv. Han slog endda op med den kvinde han  havde levet sammen med et års tid. Han er nu en af vores brødre.

Nicaragua

I 2006 fik brødrene lejlighed til for første gang at aflægge et godt vidnesbyrd over for det indianske mayangna-folk. De fleste af disse indbyggere bekender sig til brødremenigheden, et protestantisk kirkesamfund, og i hver by er det som regel præsten der er den uofficielle borgmester. En af disse præster brød traditionen og gav specialpionererne Hamilton og Abner lov til at blive i byen. Han fandt endda logi til dem og gav dem en komplet bibel på mayangna. Brødrene lærte sproget og fik hurtigt mange bibelstudier. Disse pionerer tjente faktisk som tolke da 13 personer overværede et møde i forbindelse med det allerførste kredstilsynsmandsbesøg, og ved mindehøjtiden var der 90 til stede. Ved sidstnævnte lejlighed havde brødrene oversat de to sange til mayangna, og alle sang med på dem med stor begejstring.

På grund af den usædvanlig store interesse i distriktet sagde afdelingskontoret at pionererne kunne blive der på ubestemt tid. Men ville de lokale myndigheder acceptere det? På et fællesmøde som blev holdt i byen, var der nogle der anklagede Jehovas Vidner for at være antikrist. Men en af de tilstedeværende, et byrådsmedlem som havde studeret med Jehovas Vidner, sagde: „I al den tid disse to unge mænd har været i vores by, har jeg aldrig set nogen lave mad til dem eller vaske deres tøj. De ordner det hele selv og har oven i købet lært at tale vores  sprog! Dertil kommer at de har undervist os i ting fra Bibelen som vi aldrig havde hørt om. Hvis ikke disse mænd var udsendt af Gud, ville de helt sikkert allerede have givet op på nuværende tidspunkt.“ Brødrene fik lov at blive.

OVERSÆTTELSE FOR DØVE

USA

I 2006 blev Den gode nyhed ifølge Mattæus udgivet på amerikansk tegnsprog på dvd. For første gang kunne døve forkyndere nu læse hele kapitler i Ny Verden-Oversættelsen på deres eget sprog. „Det er det skønneste personlige brev jeg nogen sinde har fået fra Jehova,“ sagde en ældste der er døv. En anden sagde: „Nu kan jeg se hvordan hvert vers passer ind i sammenhængen.“ En søster der har sat sig det mål at læse et kapitel om dagen, skriver: „Før jeg ved af det, er tiden løbet fra mig, og jeg kommer for sent fordi jeg har siddet og læst fire-fem kapitler!“

Brasilien

Her går arbejdet i tegnsprogsdistriktet stærkt frem. Der er i øjeblikket 232 tegnsprogsmenigheder, som i alt udgør ti kredse og et  område. Mere end 1000 ældste og menighedstjenere samt 146 specialpionerer, hvoraf 8 er døve, virker i tegnsprogsmenighederne og -distriktet. Over 100 af disse ældste og menighedstjenere tilskriver en stor del af deres åndelige vækst de gode publikationer som Jehovas organisation udgiver til døve. Det drejer sig blandt andet om Kundskab der fører til evigt liv, Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, Vær vågen og på vagt!, Hvad kræver Gud af os? og Vagttårnet. Fra 2006 blev Den Teokratiske Skole tilpasset tegnsprog idet man benytter publikationer på dette sprog.

En 30-årig kvinde der er lærer, siger: „Jeg har været til gudstjeneste i forskellige kirker, men nu har jeg fundet ud af at Jehovas Vidner er de bedste til at undervise døve i Bibelen.“ Dét hun lærte i sin kirke, var efter hendes mening ulogisk og unyttigt. Trods pres fra sine venner er hun besluttet på at blive ved med at overvære de kristne møder. Måtte Jehova fortsat drage sådanne retsindige mennesker til sin søn! — Joh. 6:44; Åb. 14:6.

DEN JURIDISKE SITUATION

Eritrea

Eftersom Jehovas Vidner ikke ville afgive deres stemme ved en folkeafstemning, blev de frataget deres statsborgerskab som følge af et dekret fra præsidenten i 1994. Afgørelsen medførte store økonomiske problemer for brødrene, og hundreder flygtede fra Eritrea og søgte asyl andetsteds. Andre blev dog i landet, deriblandt nogle med skolesøgende børn. Alle elever i niende klasse — både drenge og piger — bliver udtaget til militærtræning. Mange af vores unge har derfor valgt at gå ud af skolen efter ottende klasse.

Det er forbundet med stor fare at overvære møderne og deltage i forkyndelsen; hele menigheder er blevet arresteret! Alligevel bliver vores modige brødre og søstre ved med at „adlyde Gud som [deres] hersker mere end mennesker“. (Apg. 5:29) På nuværende tidspunkt er 31 brødre og søstre fængslet, deriblandt en 73-årig broder som er  hollandsk statsborger. Andre er i fængsel fordi de nægter at udføre militærtjeneste. Tre brødre — Paulos Eyassu, Isaac Mogos og Negede Teklemariam — har været indespærret siden 1994.

Frankrig

Den 25. februar 2005 blev der indgivet en klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol angående den uberettigede beskatning af Jehovas Vidners Forening. Fra hele landet blev der indsamlet 874.000 underskrifter mod denne uretfærdighed, og dokumentet blev overgivet denne domstol. Ikke desto mindre beordrede skattemyndighederne i januar 2006 brødrene at betale skatten.

Jehovas Vidner kontaktede øjeblikkeligt Menneskerettighedsdomstolen for at informere den om sagens udvikling. Domstolen påbegyndte straks en foreløbig undersøgelse af klagen. Den 4. maj 2006 bad Domstolen de franske myndigheder om at fremlægge deres sag skriftligt. Målet er at afgøre om Jehovas Vidners religionsfrihed er blevet krænket, og om de er udsat for nogen diskriminering.

Tyskland

Den 10. februar 2006 afgjorde forvaltningsdomstolen i Leipzig at delstaten Berlin skulle godkende Jehovas Vidners trossamfund i Tyskland som en offentligt anerkendt forening. Dermed sluttede en 15 år lang juridisk kamp. Jehovas Vidners trossamfund har nu ret til at blive fritaget for skat og at nyde gavn af andre rettigheder som tilfalder landets større religioner. Den 5. juli 2006 udstedte delstaten Berlin en officiel anerkendelse og afleverede det tilhørende certifikat til to medlemmer af afdelingskontorets udvalg.

Grækenland

I mange år blev tilladelser til at bygge og benytte rigssale forsinket eller afvist fordi loven krævede at de blev godkendt af en græskortodoks biskop. Den 30. maj 2006 vedtog parlamentet at det nu kun er undervisnings- og kirkeministeriet som skal behandle tilladelser til ikkeortodokse trossamfund.

 Den 15. juli 2005 tilbagekaldte ledelsen af et overdækket stadion i Loutraki vores tilladelse til at leje det til afholdelse af et områdestævne. Ledelsen satte spørgsmålstegn ved om Jehovas Vidner er en „kendt religion“. Ombudsmanden greb ind, og i februar 2006 lovede stadionledelsen at behandle nye ansøgninger ud fra den forståelse at Jehovas Vidner er et anerkendt trossamfund.

Nepal

I oktober 2005 blev Jehovas Vidner registreret som et religiøst selskab. Et af organisationens formål er ifølge vedtægterne at „fremme åndelig oplæring“. Denne registrering vil bidrage til at fremme den gode nyhed i dette land, hvor den overvejende del af befolkningen er hinduer.

Rumænien

Selvom Jehovas Vidner blev registreret som et trossamfund i 1990, var de blevet udeladt af den liste over officielt anerkendte trossamfund som staten offentliggjorde i 1997. Som følge deraf fik brødrene ikke lov til at bygge rigssale, og de blev nægtet fritagelse fra militærtjeneste — en rettighed som de officielt anerkendte trossamfund nyder gavn af. Rumæniens højesteret beordrede myndighederne til at anerkende Jehovas Vidner som et trossamfund, men myndighederne ignorerede gentagne gange denne ordre. Under Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ledelse forhandlede myndighederne og Jehovas Vidner sig frem til en mindelig ordning i marts 2006, som bragte den ni år lange kamp til en afslutning. Myndighederne gik med til at vores organisation skulle have „alle de rettigheder og pligter“ som loven giver anerkendte trossamfund.

Tyrkiet

Efter at afdelingskontoret havde ansøgt om at Jehovas Vidner måtte blive registreret som trossamfund, hævdede myndighederne at det var umuligt, og det til trods for at lovgivningen var blevet ændret for at opfylde EU-krav. Sagen er i øjeblikket til behandling ved domstolene i  hjemlandet, men vil måske blive sendt videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Et andet problem har at gøre med militærtjeneste. Brødrene bliver indkaldt tre eller fire gange om året indtil de er ude over aldersgrænsen. Hver gang bliver de idømt en ny straf. Nogle har gentagne gange fået bøde, og andre er blevet fængslet. I 2004 indgav Yunus Erçep en klage til Menneskerettighedsdomstolen. Til trods for at broder Erçep havde fået mange bøder, blev han fængslet i oktober 2005. Efter at have afsonet 5 måneder af sin 12 måneder lange fængselsstraf blev han løsladt. Samme dag han blev løsladt, blev han kaldt tilbage til retten og idømt bøde fordi han ved tidligere lejligheder havde nægtet at udføre militærtjeneste.

Usbekistan

I de sidste fire år har der været over 1100 dokumenterede sager om brødre der er blevet arresteret, tilbageholdt, idømt bøde eller slået. Mere end 800 af disse episoder skete i forbindelse med mindehøjtiden i 2005 og i 2006. I mange tilfælde ankom politiet i busser, og, bevæbnet med stave, arresterede de alle de tilstedeværende. Mange blev idømt bøde; nogle blev mishandlet.

Forkynderne har ikke desto mindre aflagt et godt vidnesbyrd, som følgende beretning er et eksempel på. En broder og en søster stod anklaget for at have overværet kristne møder og for at have forkyndt. Deres advokat bad om at der i retten måtte blive foretaget en analyse af de publikationer som var blevet konfiskeret ved anholdelsen af broderen og søsteren. ’Kundskabsbogen’ og ’Krævebrochuren’ blev læst højt, og dommeren var selv med til at læse op. Eftersom han var særlig interesseret i kapitel 5 i ’Kundskabsbogen’ som har titlen „Hvilken form for tilbedelse er antagelig for Gud?“, bestemte han at læsningen skulle fortsætte i frokostpausen.

Da Mattæus 28:19, 20 blev citeret, udbrød dommeren: „Det er altså grunden til at I forkynder!“ Da han spurgte hvorfor Hitlers naziregime havde forfulgt Jehovas Vidner,  fik han tre videobånd: De lilla trekanter, Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror samt Bibelen — nøjagtig historie, pålidelig profeti. Selvom broderen og søsteren blev idømt bøde, fik de lejlighed til at forkynde for retspersonale og politifolk på en måde de aldrig havde forventet. — Luk. 21:12, 13.

Sudan

I juni 2006 var Jehovas Vidner blevet registreret som et trossamfund i otte stater. Brødrene har bygget rigssale i disse områder og har frit kunnet holde store stævner. Vores publikationer kan også indføres frit, og brødrene har et kontor i Khartoum.

Rusland

Den 12. april 2006 var en menighed på 200 i Moskva ved at holde mindehøjtid i en lejet sal da over 50 bevæbnede politibetjente ankom til stedet. Politimesteren ved Lyublino-politiafdelingen afbrød mødet med den begrundelse at forbuddet mod Jehovas Vidner i Moskva omfattede sådanne sammenkomster. Politiet tjekkede mødedeltagernes identifikationspapirer, konfiskerede bibelsk læsestof og tog 14 brødre med på Lyublino-politistationen,  hvor de blev tilbageholdt i over fire timer. Da en broder tog hen på politistationen for at yde brødrene juridisk bistand, blev han kastet til jorden og truet med kniv. Han fik at vide at han ikke måtte indgive en klage. Ikke desto mindre indsendte 4 af de 14 brødre den 17. april en klage mod Lyublino-politiafdelingen.

Retsmødet begyndte den 16. maj ved Lyublino-distriktsdomstolen i Moskva under forsæde af dommer Z.V. Zubkova. Ingen af de politibetjente der havde foretaget razziaen, var til stede — kun deres advokat. Uden nogen forklaring afviste dommeren 50 indsigelser som brødrenes advokater havde rejst, og de fleste af deres begæringer. Til gengæld accepterede dommeren begæringen fra politiafdelingens advokat om at der skulle fremlægges en kopi af den afgørelse fra Golovinskij-distriktsdomstolen som forbød Jehovas Vidner i Moskva, samt et responsum fra psykolog L.V. Kulikov, der i den tidligere retssag havde vidnet mod Jehovas Vidner.

Den 15. juni 2006 afsagde dommeren den kendelse at tilbageholdelsen af sagsøgerne var ulovlig, men han undlod at afsige kendelse angående afbrydelsen af mindehøjtiden. Ifølge kendelsen levede den lejede sal ikke op til kravene for afholdelse af et religiøst møde. Jehovas Vidner ankede sagen til Moskvas byret den 30. juni 2006 og anførte blandt andet de mange procedurefejl begået af Lyublino-distriktsdomstolen under retsmødet. Toogtyve andre steder i Moskva kunne mindehøjtiden holdes uden afbrydelse.

Den indledende paragraf i dette afsnit med højdepunkter nævner følgende ord fra salmisten: „Jeg vil synge og spille for min Gud, så længe jeg er til.“ (Sl. 146:2) I dag har millioner af Jehovas Vidner til fulde bevist at de har det samme brændende ønske. Ja, så længe den nuværende ordning eksisterer, må vi ikke lade fængselsmure, officielle dekreter eller sprogbarrierer hindre os i at synge og spille for vores himmelske Fader!

[Ramme/illustration på side 9]

Ikke blot en indbydelse

På den særlige indbydelse til områdestævnet var der en kupon som folk kunne udfylde hvis de gerne ville have et bibelstudium, et eksemplar af Hvad er det Bibelen virkelig lærer? eller begge dele. Snart begyndte afdelingskontorerne verden over at modtage sådanne kuponer. Afdelingskontoret i USA rapporterer at de har modtaget knap 2000 kuponer, hvoraf de 300 var anmodninger om et bibelstudium. Brødrenes og søstrenes flittige indsats for at uddele den særlige indbydelse vil tydeligvis fortsat bære frugt.

[Ramme/illustrationer på side 12, 13]

Stor efterspørgsel!

I slutningen af juli 2006 var der blevet trykt over 47 millioner eksemplarer af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? på 155 sprog, 10 udgaver på braille ikke medregnet. I én måned alene bestilte menigheder i USA gennemsnitlig 42.000 bøger om dagen. Den verdensomspændende betelfamilie betragter det som en forret at yde en stor indsats for at forsyne brødrene og søstrene med sådanne publikationer.

 [Ramme/illustration på side 29]

Indvielse af afdelingskontorer

Albanien

Det 50 år lange forbud mod vores arbejde blev ophævet i 1992. Blandt de 325 brødre og søstre der overværede indvielsen af det nye afdelingskontor, som ligger i udkanten af Tirana, var fire ældre forkyndere som havde tjent Gud i forbudsårene. Til stede var også delegerede fra 32 lande. Da der ankom missionærer i 1992, var der kun ni døbte forkyndere i landet. I dag er der 3617. På indvielsesprogrammet den 3. juni 2006 var Theodore Jaracz og Gerrit Lösch fra Det Styrende Råd blandt talerne. Næste dag talte de på et udendørs stadion til en tilhørerskare på 5153, som lyttede opmærksomt trods voldsom regn.

Kroatien

Sidste år fik brødrene i Kroatien en dobbelt velsignelse. For det første blev hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter udgivet på kroatisk ved områdestævnet. For det andet blev nogle nylig færdiggjorte tilbygninger til afdelingskontoret i Zagreb indviet. Fredag den 11. august overværede 142 indvielsesforedraget, som blev holdt af broder Jaracz. Det oprindelige afdelingskontor blev indviet syv år tidligere, nemlig i 1999.

Slovenien

Lørdag den 12. august holdt broder Jaracz indvielsestalen på det nye afdelingskontor i Kamnik, en by der ligger cirka 20 kilometer nord for hovedstaden, Ljubljana, og cirka 130 kilometer vest for Zagreb i Kroatien. Indtil da havde medlemmerne af betelfamilien boet i lejligheder forskellige steder i hovedstaden. De er lykkelige over at de nu langt om længe kan bo sammen som en familie! De 144 der var til stede ved indvielsen, kom fra 20 lande.

 [Illustrationer]

Kontorbygning i Albanien

Et særligt møde blev overværet af 5153

Tilbygninger i Kroatien

Afdelingskontoret i Slovenien

[Illustration på side 6]

Der forkyndes for en døv kvinde, Brasilien

[Illustration på side 17]

Den første klasse der undervises i hindi, Tyskland

[Illustration på side 19]

Linda og Paul

[Illustration på side 19]

Carma forkynder på sproget blackfoot

[Illustration på side 20]

Spansk sprogkursus, Rom, Italien

[Illustration på side 20]

Der forkyndes for Samson

[Illustration på side 21]

Hamilton og Abner underviser i Bibelen på mayangna

[Illustration på side 27]

Rigssal i det sydlige Sudan