Réunion

DE FØRSTE der så øen Réunion — formentlig arabiske købmænd — havde fundet et tropisk paradis. Denne ø er som en grøn juvel i det dybblå Indiske Ocean, og den har en skønhed og en naturrigdom der kan måle sig med den man finder på hele kontinenter. Strande af vulkansk sand, utallige vandfald, regnskove, vilde blomster i overflod, dybe dale, forrevne vulkantinder, frodige calderaer som dækker mange kvadratkilometer, samt en aktiv vulkan — dette er blot noget af alt det øen har at byde på.

Mange af dem der bor på denne betagende ø, har dog fundet noget af større skønhed, noget der ikke kan ses med øjet. De er kommet til at elske de vidunderlige sandheder fra Guds ord. Den første forkynder af den gode nyhed som besøgte Réunion, var missionæren Robert Nisbet, hvis distrikt var det nærliggende Mauritius. Selvom han kun var på Réunion nogle få dage i september 1955, vakte han mange menneskers interesse for Bibelen, og han afsatte meget litteratur og tegnede adskillige abonnementer på Vågn op! Gennem brevskrivning holdt han kontakt med dem der havde vist interesse.

I årene 1955 til 1960 aflagde Robert Nisbet og zonetilsynsmanden Harry Arnott nogle få korte besøg på øen. Afdelingskontoret i Frankrig bad i 1959 Adam Lisiak om at besøge Réunion. Han var en fransk pioner og pensioneret kulminearbejder af polsk herkomst og tjente i Madagaskar. Samme år tilbragte Adam hele december måned på øen. Han skrev: „Halvfems procent af befolkningen er aktive katolikker, men mange vil gerne vide mere om Guds ord og den nye verden. Præsterne forsøger at standse udbredelsen  af sandheden. En mand fortalte en anden mand der abonnerede på Vågn op!, at den lokale præst gerne ville låne bogen „Gud Maa Være Sanddru“. ’Det må han gerne, hvis han selv kommer og henter den,’ var abonnentens svar. Præsten dukkede aldrig op.“

HJÆLP FRA FRANKRIG

Det franske afdelingskontor, som dengang førte tilsyn med arbejdet på Réunion, tilskyndede kvalificerede forkyndere til at flytte til øen. Familien Pégoud — André, Jeannine og deres seksårige søn, Christian — såvel som et familiemedlem ved navn Noémie Duray, reagerede positivt på opfordringen og ankom med skib i januar 1961. Noémie, også kendt som Mimi, tjente to år som specialpioner på Réunion inden hun vendte tilbage til Frankrig.

 De nyankomne mødte hurtigt stor interesse blandt befolkningen, og de afholdt endda møder på deres hotelværelse i hovedstaden Saint-Denis. Så snart familien var flyttet ind i et hus, begyndte de at holde møderne dér. Omkring et år senere lejede den nyoprettede gruppe en lille sal med omkring 30 siddepladser. Det var en træbygning med bølgebliktag, to vinduesåbninger med skodder og en dør. Efter at have fået tilladelse rev brødrene de indvendige vægge ned, byggede et lille podium og satte bænke uden ryglæn op.

På en skyfri, tropisk søndag formiddag forvandledes bliktaget til en meget effektiv radiator. Snart begyndte sveden at dryppe fra alle i forsamlingen, især fra dem der befandt sig på podiet og derfor kun stod få centimeter fra taget! Ventilationen blev heller ikke bedre af at salen ofte var fyldt, og at mange derfor måtte stå udenfor og lytte gennem skodderne og den åbne dør.

’VI ER OVERVÆLDEDE!’

Trods disse gener sørgede brødrene for at alle følte sig velkomne, og ved slutningen af det første år var der cirka 50 som regelmæssigt overværede møderne. Antallet af forkyndere steg til syv, og de havde 47 bibelstudier! Nogle af de nyinteresserede studerede to gange om ugen. „Det glæder os meget, utrolig meget, men vi er også lidt overvældede,“ skrev brødrene.

En af de nye der blev studeret med, var Myriam Andrien, som var begyndt at studere Bibelen i Madagaskar i 1961. Hun kan huske at den førnævnte sal også blev brugt som en slags stævnehal. Brødrene udvidede salens kapacitet ved at lave en overdækning af palmegrene. Dengang kunne der være op mod 110 til stede ved disse større sammenkomster.

Blandt dem der blev døbt ved et stævne i Mauritius i oktober 1961, var David Souris, Marianne Lan-Ngoo og Lucien Véchot, der alle gjorde en stor indsats i  forkyndelsesarbejdet. Året efter steg forkynderantallet til 32, og pionererne ledede op til 30 bibelstudier hver! Antallet af tilstedeværende ved søndagsmøderne steg til 100, og de kom fra mange forskellige etniske grupper.

Mange af de indiske indbyggere på Réunion praktiserer en religion som er en blanding af katolicisme og hinduisme. For nogle var det en kamp at bryde med gamle vaner og skikke. Men brødrenes tålmodighed, venlighed og fasthed med hensyn til det der er rigtigt, førte ofte til gode resultater. En kvinde der i to år havde studeret med en pioner, praktiserede stadig falsk religion, spåede og levede i et papirløst forhold. Pioneren besluttede at overgive studiet til en anden søster for at se om hun kunne hjælpe kvinden. Denne søster skriver: „Efter nogle få måneder begyndte kvindens forståelse af de bibelske sandheder at vokse, og til min store glæde holdt hun op med sine spiritistiske handlinger. Men hun var endnu ikke lovformeligt gift. Hun sagde at manden ikke ville forpligte sig. Det endte med at hun besluttede sig for at blive hos ham, så jeg var nødt til at holde op med at studere med hende.

En dag mødte jeg denne kvinde på gaden, og hun spurgte om jeg ville genoptage studiet med hende. Det sagde jeg ja til, på betingelse af at hun viste sin oprigtighed ved at følge det hun allerede havde lært. Jeg opmuntrede hende til at lægge sagen frem for Jehova i bøn, og det gjorde hun. Derefter tog hun mod til sig og talte ligeud med sin samlever. Hun blev meget glad da han indvilligede i at gifte sig med hende. Efter at de var blevet gift, begyndte manden oven i købet at overvære alle møderne sammen med hende.“

I tjenesteåret 1963 var der 11 højdepunkter i forkynderantallet; det sidste var på 93 forkyndere. Der var nu to menigheder og en gruppe på Réunion. Den første dåbshandling her fandt sted i december 1962 på stranden ved  Saint-Gilles-les Bains, og 20 nye blev døbt. I juni 1963 var der for anden gang dåb, og 38 blev døbt. I 1961 var forholdstallet mellem forkyndere og indbyggere 1 til 41.667. Tre år senere var det 1 til 2286. Ja, Jehova „fik [ordet] til at gro“ på denne åndeligt frugtbare ø. — 1 Kor. 3:6.

BUDSKABET BRINGES UD TIL FJERNERE EGNE

I 1965 — kun fire år efter at den første familie af Jehovas Vidner var ankommet — var menigheden i Saint-Denis vokset til over 110 forkyndere, og distriktet blev gennemgået hver tredje uge! I andre områder på øen var der imidlertid næsten ikke blevet forkyndt. Hvad kunne der gøres? Brødrene lejede busser og tog ud for at forkynde i andre kystbyer, deriblandt Saint-Leu, Saint-Philippe og Saint-Pierre.

Nogle distrikter tog det flere timer at nå frem til. Brødrene tog hjemmefra tidligt om morgenen og kørte ad veje der ofte var smalle, stejle og bugtede. Køreturen fra Saint-Denis til Le Port, som i dag tager 15 minutter, var dengang en anstrengende rejse på to timer. „Det krævede tro at rejse ad den vej,“ mindes en broder. På grund af stenskred er den nye vej heller ikke ufarlig. Ved visse vejsider rejser bjergene sig næsten lodret op, og undertiden kan kraftige regnskyl  løsne klippestykker som vejer flere tons. Gennem årene er adskillige mennesker blevet dræbt her.

„Da jeg var omkring otte år gammel, var det almindeligt at vores gruppe afsatte mellem 400 og 600 eksemplarer af Vågn op! i isolerede distrikter. Der var forbud mod Vagttårnet,“ siger Christian Pégoud. „Nogle af søstrenes anderledestroende ægtemænd var flinke, og de kunne godt lide at komme med på en dagstur. De tog med deres koner, men var ikke med i forkyndelsen. Efter forkyndelsen tog vi på skovtur sammen. Det var lige noget for os børn. Disse særlige arrangementer har betydet meget for mig.“

ORGANISATIONSMÆSSIGE ÆNDRINGER FREMMER ARBEJDET

I maj 1963 kom Milton G. Henschel til Réunion som den første repræsentant fra hovedkontoret. Han holdt et særligt foredrag for 155 tilhørere. Hans besøg førte til udnævnelsen af fire specialpionerer som skulle hjælpe i menighederne og arbejde i områder hvor den gode nyhed endnu ikke var blevet forkyndt. David Souris fik tildelt distrikt i Le Port, Lucien Véchot i Saint-André og Marianne Lan-Ngoo og Noémie Duray (nu Tisserand) i Saint-Pierre.

 Den 1. maj 1964 overgik tilsynet med arbejdet fra Frankrig til Mauritius. Desuden blev der etableret et litteraturdepot på Réunion. Forkynderne blev opfordret til at arbejde i ledige distrikter, og brødrene blev tilskyndet til at tragte efter større ansvar i menigheden så de kunne tage sig godt af alle de nye der tog imod sandheden. I dette tjenesteår blev 57 døbt — 21 ved et enkelt stævne!

I løbet af det foregående år havde gruppen i Saint-André ansøgt om at blive en menighed. Ansøgningen lød: „Ved slutningen af juni 1963 vil der være 12 døbte forkyndere og muligvis 5 eller 6 nye forkyndere inden for de næste to måneder. Brødrene leder 30 bibelstudier.“ Ansøgningen blev godkendt, og to brødre fik tilsyn med menigheden — Jean Nasseau som menighedstjener, eller præsiderende tilsynsmand, og Lucien Véchot som hans assistent. Begge disse brødre havde været døbt i mindre end to år.

Den 38-årige Jean var en kraftigt bygget mand med et varmt hjerte. Han var lærer på en teknisk skole og en dygtig bygningshåndværker. Jean blev døbt i 1962, og hans færdigheder og evner satte ham i stand til at få tingene gjort til fremme af Rigets arbejde. Han betalte og byggede rigssal nummer to på Réunion på sit eget stykke land i Saint-André. Det var en nydelig træbygning der var solidt bygget og havde plads til mindst 50 personer. Siden da er der oprettet otte menigheder i det område som oprindeligt hørte under gruppen i Saint-André. Jean forblev trofast til sin død i 1997.

Den tredje gruppe der blev dannet i begyndelsen af 1960’erne, mødtes i havnebyen Le Port. Her kom der også interesserede fra Saint-Paul, omkring otte kilometer længere sydpå. Le Port bestod af simple træhuse omgivet af en kaktuslignende plante uden torne, kaldt levende pind. David Souris lejede et hus, og dér afholdt man møderne. I december 1963 ansøgte gruppen om at blive en menighed. Der var 16 forkyndere, hvoraf 8 var døbt, og de brugte  i gennemsnit 22,5 timer i forkyndelsen hver måned. David og hans assistent ledede tilsammen 38 bibelstudier! Da kredstilsynsmanden kom på besøg den måned, var der 53 til stede da han holdt det offentlige foredrag.

Specialpionererne Christian og Josette Bonnecaze fik også tildelt distrikt i Le Port. Christian var blevet døbt i Fransk Guyana, og han flyttede til Réunion i begyndelsen af 1960’erne. Dengang var han ugift, og ingen andre i hans familie var i sandheden. Broder Souris var så venlig at flytte ind i et andet hus så Christian og Josette kunne bo i det hus hvor møderne blev afholdt. Med tiden voksede menigheden imidlertid så meget at også de måtte flytte.

Præsterne i dette katolskdominerede område begyndte i mellemtiden at vende befolkningen mod Jehovas Vidner. Om dagen smed børn og unge ofte sten efter forkynderne, og om aftenen kastede de sten på taget af brødrenes huse.

Raphaëlla Hoarau, som kort forinden var begyndt at studere Bibelen, kendte nogle af disse unge mennesker. Efter en episode hvor de havde kastet med sten, fulgte hun efter dem og sagde til dem: „Hvis I bliver ved med at kaste sten mod min bror, vil I få med mig at bestille.“

 „Undskyld, fru Hoarau,“ sagde de unge. „Vi vidste ikke at det var din bror.“

Raphaëlla tog imod sandheden, og det gjorde hendes tre døtre også. Den ene af dem, Yolaine, blev gift med Lucien Véchot.

Præsternes indflydelse fik folk til at nære fordomme, men brødrenes nidkærhed og Jehovas velsignelse resulterede alligevel i en menighed af flittige forkyndere i Le Port, og der kom så mange til møderne at der var trangt med plads. Ofte var der flere som lyttede uden for salen end indenfor. Man satte stole op alle vegne, endda på podiet. Langs kanten af podiet sad en række børn med front mod tilhørerne. Omsider fik brødrene bygget en dejlig rigssal, og i dag er der seks menigheder i området.

PIONERER FØRER AN

Annick Lapierre var en af de første pionerer på Réunion. „Det var Annick der studerede med mig og min mor,“ fortæller Myriam Thomas. „Hun tilskyndede mig til at tage flittigt del i forkyndelsen, og jeg fortalte hende at jeg gerne ville være pioner. Efter seks måneder blev jeg døbt. Dengang var hele øen vores distrikt, og vi gik som regel, for der var ingen  busser og kun meget få biler. Broder Nasseau havde dog en bil, og når som helst det var muligt, kørte han os ud i distriktet. Det var herligt at forkynde, og alle var meget engagerede.“

Henri-Lucien Grondin, som er familiefar, fortæller: „Vi opfordrede altid børnene til at blive pionerer. Kredstilsynsmændene gjorde os opmærksomme på vigtigheden af at gøre vores bedste for Jehova. Henri-Fred, den ældste af vores børn, er nu 40, og han har gjort heltidstjenesten til sin livsvej.“

„I vores menighed var der en stor gruppe af nidkære unge,“ fortæller Henri-Fred. „Nogle var døbt, men andre, mig selv indbefattet, var ikke døbt. Alligevel brugte vi alle sammen 60 timer i forkyndelsen i skoleferierne. Vi tabte aldrig vores åndelige mål af syne, og i dag er jeg i rejsetjenesten sammen med min kone, Evelyne.“

MODSTAND FRA DÆMONER

Spiritisme er meget udbredt på Réunion. Jeannine Corino (tidligere Pégoud) fortæller: „I landsbyen La Montagne mødte jeg en mand som sagde at han ville nedkalde en forbandelse over mig ved at stikke nåle i en dukke. Jeg forstod ikke hvad han mente, så jeg bad en dame jeg studerede Bibelen med, om at forklare det for mig. ’Den mand er heksedoktor,’ sagde hun. ’Han vil påkalde ånderne så de kan skade dig.’ Jeg forsikrede hende om at Jehova beskytter dem der stoler helt på ham, og naturligvis skete der mig ikke noget ondt.“

En broder kan huske at hans familie holdt seancer da han var barn. Han stiftede bekendtskab med Jehovas Vidner i 1969 og begyndte at studere Bibelen. Men dæmonerne forsøgte at tage modet fra ham ved at gøre ham døv når han kom til møderne. Alligevel blev han ved med at komme, og han sørgede for at få foredragene indspillet  så han kunne lytte til dem derhjemme. Inden længe lod dæmonerne ham være i fred, og kort efter begyndte han at tage del i forkyndelsen. — Jak. 4:7.

Roséda Caro, som hørte til pinsekirken, begyndte i 1996 at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hun havde på et tidligere tidspunkt mistet synet fordi hun havde lyttet til det råd som hendes venner i kirken havde givet hende, og var holdt op med at tage medicin for sin sukkersyge. Hendes mand, Cledo, var medlem af det lokale kommunistparti, og han var frygtet i området på grund af sit voldsomme temperament. Han praktiserede også trolddom, tog del i hinduistiske ceremonier og blev senere medlem af pinsekirken.

Da Roséda begyndte at studere Bibelen, modstod Cledo hende, og han truede endda de ældste i menigheden. Men Roséda lod sig ikke afskrække. Nogle måneder senere blev Cledo bragt til hospitalet hvor han sank hen i koma. Da han kom til bevidsthed, bragte to Jehovas Vidner ham noget suppe, men han troede det var til hans kone.

 „Nej, hr. Caro, suppen er til dem!“ sagde de to søstre.

Cledo fortæller: „Det rørte mig dybt. Ingen fra pinsekirken havde besøgt mig, men her kom to Jehovas Vidner — de mennesker som jeg havde modstået så hårdt — med  et måltid til mig. Jeg tænkte ved mig selv: ’Jehova, den Gud min kone tilbeder, er virkelig til.’ Derefter bad jeg en stille bøn om at Roséda og jeg måtte blive forenet i den samme tro.“

Cledos bøn skyldtes dog ikke en pludselig indskydelse. Allerede før han blev syg, var han blevet mildere stemt og havde tilladt sin kone at studere hjemme hos en nabo. En dag sagde han til Roséda og den søster der studerede med hende: „Det er ikke godt at I studerer der. Gør det hellere hjemme hos os.“ Det gjorde de to kvinder så. Hvad de ikke vidste, var at Cledo lyttede til deres drøftelse fra et tilstødende værelse og syntes godt om det han hørte. Selvom Cledo ikke kunne læse og skrive, begyndte han at studere Bibelen to gange om ugen efter at han var blevet rask. Han blev døbt i 1998. Cledo og Roséda tjener fortsat Jehova trofast på trods af de helbredsproblemer som følger med alderen.

FORKYNDELSE I DET INDRE AF LANDET

En lille procentdel af befolkningen på Réunion bor langt fra kysten i dybe dale omgivet af stejle bjerge der har en højde på 1200 meter eller mere. Andre bor højt oppe i den udslukte vulkans vidtstrakte, grønne calderaer. Nogle af disse mennesker har sjældent eller aldrig set havet. Man kan for eksempel kun nå frem til calderaen Cirque de Mafate til fods eller med helikopter.

Louis Nelaupe, der er en efterkommer af afrikanske slaver, voksede op i Cirque de Mafate. Som ung var han med til at bære den katolske præsts bærestol. Louis flyttede med tiden til Saint-Denis, hvor han kom med i sandheden. Han ønskede naturligvis at fortælle sin familie om sin nyfundne tro. En dag i 1968 drog han og hans kone, Anne, og to andre søstre på henholdsvis 15 og 67 år, derfor ind i det indre af landet til fods. De tog en rygsæk, en kuffert og en mappe fyldt med litteratur med sig.

 Først gik de langs et flodleje og derefter op ad en smal, snoet bjergsti. Nogle steder var der stejle klippesider på den ene side af stien og dybe skrænter på den anden. De forkyndte for alle husstande på vejen. Louis fortæller: „Den aften sørgede Jehova for os gennem den eneste butiksindehaver i området. Denne mand lod os overnatte i en hytte med to rum hvor der både var senge og køkken. Om morgenen drog vi videre og nåede op over toppen af et 1400 meter højt bjerg og ind i calderaen, et kæmpemæssigt naturskabt amfiteater.

Vi nåede endelig frem til et hus hvor en af mine gamle venner boede, og han viste os gæstfrihed. Næste dag efterlod vi noget af vores bagage hos ham og begav os videre. Vi spiste de små frugter på vildtvoksende guavatræer og forkyndte for ydmyge indbyggere som aldrig før havde hørt budskabet om Riget. Ved 18-tiden ankom vi hos et af mine familiemedlemmer, som var glad for at se os. Hun tilberedte et velsmagende måltid med kylling til os, hvilket mindede os om dengang Abraham og Sara bespiste Guds engle. (1 Mos. 18:1-8) Vi forkyndte naturligvis for dette familiemedlem mens hun tilberedte måltidet, og klokken 23 fik vi endelig noget at spise.

Den følgende dag, om torsdagen, gik vi hele vejen rundt i calderaen, spiste guavaer og besøgte folk i alle de huse vi fandt undervejs. En flink mand tilbød os kaffe, og det gav os lejlighed til at hvile lidt — det vil sige fødderne, ikke tungen! Denne mand var så begejstret for den bibelske drøftelse at han fulgte med os til alle de besøg der var omkring hans hjem, og spillede på mundharmonika mens vi gik.

Vi nåede endelig hele vejen rundt og var nu tilbage ved det hus hvor vi havde efterladt noget bagage. Her overnattede vi. Da vi sent om fredagen nåede hjem igen, havde vi alle fire — også den kære 67-årige søster — gået cirka 150  kilometer, besøgt 60 forskellige huse og afsat over 100 publikationer. Ja, vi var trætte rent fysisk, men følte os åndeligt forfriskede. For mig personligt var vandreturen til Cirque de Mafate samtidig en tilbagevenden til mine rødder.“

FRA TO FORKYNDERE TIL FEM MENIGHEDER

I 1974 flyttede Christian Pégoud og hans mor til byen La Rivière, der ligger mod syd. Dengang var der ikke nogen menighed i byen. „Vi holdt møderne i vores garage, og snart var der 30 der overværede dem,“ siger Christian, som dengang var 20 år. „Jeg begyndte at studere med en dame og hendes datter, Céline, som var forlovet med Ulysse Grondin. Ulysse var en militant kommunist, og han ville ikke have at hans forlovede studerede med os. Céline fik ham imidlertid overtalt til at lytte til os, så mor tog hjem for at møde ham og hans forældre. Glædeligvis lyttede de til det mor sagde, og de syntes godt om budskabet. Hele familien begyndte at studere, og i 1975 blev Ulysse og Céline døbt og gift. Ulysse blev senere udnævnt som ældste.“

Christian siger videre: „Foruden La Rivière indbefattede vores distrikt også områderne Cilaos, Les Avirons, Les Makes og L’Étang-Salé, som alle lå længere inde i landet. I Les Makes fandt vi stor interesse blandt folk. Oven over denne landsby ligger Le Cap, en del af randen på en udslukt vulkan. Herfra kan man i klart vejr se noget der ligner et stort, grønklædt amfiteater over 300 meter længere nede.“

Nær ved foden af Le Cap boede en familie ved navn Poudroux på en lille landejendom. Familiens førstefødte, Jean-Claude, fortæller: „Mine fire brødre, fem søstre og jeg hjalp vores far med at dyrke grøntsager som skulle sælges på markedet. Far dyrkede også geranier for at fremstille en essens som bruges i parfume. Ofte havde vi afgrøder fra haven med os når vi gik de fem kilometer til skole, og på vej hjem fra skole bar vi nogle gange op til 10 kilo købmandsvarer. Vi bar alting på vores hoved.

 Far arbejdede hårdt, og det respekterede vi ham for. Men som så mange andre drak han for meget, og når han var fuld, blev han voldelig. Mine søskende og jeg var ofte vidne til nogle meget ubehagelige situationer derhjemme, og vi frygtede for hvordan det i fremtiden skulle gå vores familie.“

Jean-Claude fortsætter: „I 1974 kontaktede en pioner mig mens jeg arbejdede som lærer i La Rivière. På grund af det hykleri og den uretfærdighed jeg havde set i kirkerne, var jeg mere eller mindre ateist. Alligevel imponerede det mig at broderen brugte Bibelen til at besvare alle mine spørgsmål. Min kone, Nicole, og jeg begyndte at studere. Vi besøgte også min familie for at fortælle dem om det vi havde lært fra Bibelen. Vi talte ofte med mine søskende til langt ud på natten, og nogle gange lyttede mine forældre også med.

Inden længe begyndte mine brødre Jean-Marie og Jean-Michel og min søster Roseline at komme hjem til os for at være med ved vores studium. Vi gjorde åndelige fremskridt og blev forkyndere, og i 1976 blev vi alle sammen døbt. Kedeligt nok beskyldte min far mig for at have øvet en dårlig indflydelse på mine søskende og ville ikke længere tale med mig. Han blev så fjendtlig mod mig at jeg var nødt til at undgå ham.

Min mor kunne ikke læse og skrive, men hun begyndte alligevel at studere, og glædeligvis blev min far med tiden mildere stemt. Faktisk begyndte han at studere Bibelen i 2002. I dag er 26 i vores familie døbt, deriblandt mig, mine ni søskende og vores ægtefæller samt vores mor, som stadig er nidkær trods høj alder. Jean-Michel og Jean-Yves tjente en tid som kredstilsynsmænd, men måtte stoppe på grund af helbredsproblemer. Begge er ældste i menigheden, og Jean-Yves er også pioner sammen med sin kone, Roséda. Min ældste søn og jeg tjener som ældste.“

 Da Christian Pégoud og hans mor ankom i 1974, var der ingen menigheder i La Rivière eller i andre byer i nærheden, men nu er der fem. En af menighederne er i byen Cilaos, som ligger højt oppe i Cirque de Cilaos, og som er kendt for sine bjergkilder og sit varme kurbad. Hvordan opstod menigheden i Cilaos? I 1975 og 1976 rejste forkyndere fra La Rivière hver torsdag den 37 kilometer lange vej til Cilaos ad smalle, snoede veje — hvor der ofte falder klippestykker ned — for at forkynde til hen ved 17-tiden. Deres anstrengelser bar frugt, for nu er der omkring 30 forkyndere i byen, og de har deres egen rigssal.

ÅNDELIG VÆKST I DEN SYDLIGE DEL AF LANDET

Det er ikke uden grund at indbyggerne på Réunion kalder den sydlige del af øen for „det vilde syden“. Kæmpe bølger piskes til hvidt skum når de rammer den relativt golde kyst, som domineres af Réunions aktive vulkan, Piton de la Fournaise (ildovnens tinde). Saint-Pierre er den største by i området. I slutningen af 1960’erne fik specialpionererne Denise Mellot og Lilliane Pieprzyk til opgave at forkynde i dette område. Da interessen for budskabet voksede, stødte specialpioneren Michel Rivière og hans kone, Renée, til de to søstre.

En af de første der begyndte at studere Bibelen i dette område, var Cléo Lapierre, en bygningshåndværker som kom i sandheden i 1968. „Det første møde jeg overværede, blev afholdt under et stort træ,“ siger Cléo. „Rigssalen — et tre gange tre meter stort skur — blev revet ned for at gøre plads til en større bygning som jeg var med til at bygge.“

Samme år blev Cléo, som var opført i reserven, indkaldt til militæret. „Jeg havde kun lidt bibelkundskab,“ siger Cléo, „men jeg skrev til  myndighederne for at forklare det neutrale standpunkt jeg nu havde. De svarede ikke, så jeg tog til militærbasen i Saint-Denis på den anden side af øen for at undersøge sagen. En officer sagde at jeg skulle tage hjem, men indstille mig på at komme i fængsel. Jeg bad ofte og studerede flittigt, og inden længe blev jeg kaldt tilbage til militærbasen. Da vi var nået frem, sagde jeg til broderen som havde kørt mig, at han kun skulle vente en time. ’Hvis jeg ikke er der inden da, kommer jeg nok ikke tilbage. I så fald vil jeg bede dig om at sælge min bil og give pengene til min kone.’

 Da jeg kom indenfor, lagde jeg mærke til at nogle militærfolk diskuterede hvad de skulle gøre med mig. Efter omkring 45 minutter kom en sergent hen imod mig.

’Forsvind, jeg vil ikke se dig her!’ sagde han. ’Gå hjem.’

Jeg var ikke gået 50 meter før han kaldte mig tilbage. I en helt anden tone sagde han: ’Jeg beundrer jer. Jeg har hørt  om Jehovas Vidner i Frankrig, men du er den første jeg personligt har mødt.’

På det tidspunkt var jeg den eneste broder i Saint-Pierre, så jeg ledede alle menighedens møder. Indimellem fik jeg dog hjælp af andre, og i 1979 ankom missionærægteparret Antoine og Gilberte Branca.

RIGSSALSBYGGERI

Til at begynde med mødtes menighederne og grupperne som regel i ombyggede huse og private hjem. På grund af de hyppige cykloner var der imidlertid behov for  mere solide bygninger. Men murstensbygninger er kostbare og tager lang tid at opføre. Jehovas hånd er dog aldrig for kort, og med tiden blev der bygget sådanne rigssale på Réunion. — Es. 59:1.

I byen Saint-Louis var en ung broder i færd med at tage en uddannelse som murer da menigheden fik tegningerne til deres nye rigssal. Den unge broder forkyndte for sin lærer og fortalte om den nye rigssal og om hvordan den ville blive bygget ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Hvad var lærerens reaktion? Han tog hele klassen med hen til byggepladsen så de kunne få praktisk oplæring! Klassen hjalp med at grave ud til soklen, og læreren forærede senere noget jern til fundamentet.

Brødrene planlagde at støbe det 190 kvadratmeter store betonfundament på en helligdag, og over hundrede ivrige frivillige ankom tidligt på dagen for at være med i arbejdet, men af en eller anden grund var der lukket for vandet i byen! En broder tog hurtigt initiativ til at tale med byens flinke brandchef som han kendte, og satte ham ind i den uheldige situation. Brandchefen sendte straks en brandbil ud til byggepladsen med vand nok til at fuldføre arbejdet.

Da rigssalen var færdig, hev en nyinteresseret mand sit checkhæfte frem og bidrog med et beløb som næsten var stort nok til at købe et nyt lydanlæg for. Da Carey Barber fra Jehovas Vidners Styrende Råd besøgte Mauritius i december  1988, kom han også til Réunion for at holde indvielsesforedraget. Den første hurtigbyggede rigssal blev fuldført i 1996 i Saint-Gilles-les Bains. I dag er der 17 rigssale som betjener 34 menigheder på Réunion.

HVOR KUNNE DER AFHOLDES KREDSSTÆVNER?

Lige fra starten var der så gode resultater i forkyndelsen på Réunion at det var en udfordring at finde mødesteder der var store nok til at der kunne holdes stævner. I 1964 planlagde brødrene at afholde kredsstævne for første gang.  De ledte efter et egnet sted i månedsvis, men fandt kun ét — en restaurant på en førstesal i Saint-Denis. Restauranten lå i en gammel træbygning som var dyr at leje. Ejerne sagde at gulvet godt kunne bære over 200 mennesker, som var det antal man forventede ville komme.

Da brødrene ikke havde noget valg, lejede de restauranten, og en venlig mand gav dem et højttaleranlæg. Da dagen oprandt og bygningen efterhånden blev fyldt med brødre og søstre, knagede og knirkede gulvet, men det holdt. Om søndagen var der 230 til stede, og 21 blev døbt.

Kort efter tilbød Louis Nelaupe, broderen der var vokset op i Cirque de Mafate, at man kunne bygge en midlertidig stævnehal på hans stykke land i Saint-Denis. Der blev lavet en enkel, åben konstruktion bestående af et træskelet, et bliktag og vægge af flettede palmeblade.

Det første stævne der blev afholdt dér, var et tredages områdestævne. En af stævnedeltagerne, Myriam Andrien, fortæller: „På stævnets første dag gik vi ud i forkyndelsen om formiddagen og kom tilbage og fik et varmt måltid mad til middag — et rigtigt kreolsk måltid bestående af ris, bønner og kylling tilsat stærk chilipeber. Til dem der ikke var vant til stærk chili, havde kokkene tilberedt rougail marmaille, børnechutney.“

Efterhånden som der kom flere til stævnerne, blev stævnehallen udvidet, og den blev også brugt som rigssal. Med tiden flyttede de familier som havde boet til leje på stævnehalsgrunden, og Louis forærede hele grunden til menigheden. I dag ligger der på denne grund en smuk murstensbygning der tjener som rigssal for to menigheder i Saint-Denis.

I 1997 færdiggjorde man en stævnehal i byen La Possession på en grund som var blevet købt fem år tidligere. Hallen har åbne sider og et dåbsbassin som er bygget ned i podiet. Den kan rumme 1600 mennesker og bliver benyttet mindst 12 gange om året til kreds- og områdestævner. Ved siden af stævnehallen ligger et missionærhjem til ni  personer hvor der også er litteraturdepot og et kontor hvorfra der bliver sørget for forkyndelsesarbejdet på Réunion.

HVOR KUNNE DER AFHOLDES OMRÅDESTÆVNER?

Inden brødrene fik deres egen stævnehal, lejede de det olympiske stadion i Saint-Paul til områdestævnerne. Men selv om de arrangerede det på forhånd, skete det ofte at de i sidste øjeblik måtte finde et andet sted fordi en sportsbegivenhed eller et kulturelt arrangement blev prioriteret højere. Til sidst bad kommunen brødrene om i stedet at benytte et område der lå ved siden af stadionet, og som var beregnet til forskellige messer og udstillinger. Der var dog ingen siddepladser eller overdækning på stedet, så tilhørerne måtte selv tage stole samt paraplyer og parasoller med. Når man stod på podiet, så man ikke nogen tilhørere, kun et hav af paraplyer i forskellige farver.

„Ved en lejlighed kom kommunen til at dobbeltbooke området,“ skriver afdelingskontoret på Réunion. „Den anden part var en musikgruppe fra Martinique som spillede zouk — en blanding af afrikanske rytmer, reggae og calypso. Myndighederne lod zoukgruppen bruge området og tilbød at vi i stedet kunne benytte et parkområde med navnet La grotte des premiers Français, stedet hvor de første franske bosættere gik i land. Det var et smukt område med høje klipper og mange store træer, men ingen siddepladser, meget få toiletter og ingen platform.

Ved denne lejlighed var vi imidlertid glade for at være her. Lørdag aften under stævnet kom der nemlig et kraftigt  uvejr. Lynet slog ned og ødelagde hele det elektriske anlæg på stadionet, og zoukkoncerten måtte afsluttes. Dér hvor vi var samlet, fem kilometer længere væk, var der ikke nogen forstyrrelser. Det fik folk i området til at tale om at Gud nok havde haft en finger med i spillet.“

ORGANISATIONSMÆSSIGE FORBEDRINGER

Den 22. juni 1967 blev det juridiske redskab Association Les Témoins de Jéhovah (Foreningen af Jehovas Vidner) oprettet. I februar 1969 fik øen for første gang sin egen kredstilsynsmand, Henri Zamit, som var født i Algeriet og opvokset i Frankrig. Hans kreds bestod af de seks menigheder på Réunion og de fire i Mauritius såvel som flere isolerede grupper. I dag er der to kredse alene på Réunion.

I 1975 blev det 22 år lange forbud mod Vagttårnet ophævet i Frankrig, og brødrene begyndte med det samme at bruge bladet i distriktet på Réunion. Indtil da havde de benyttet tidsskriftet Bulletin intérieur. Det blev trykt i Frankrig og indeholdt de samme oplysninger som Vagttårnet, men blev ikke delt ud til offentligheden. I januar 1980 begyndte det franske afdelingskontor at trykke en fransk udgave af Rigets Tjeneste som var tilpasset forholdene på Réunion og omkringliggende øer. Til gavn for dem der taler Réunion kreol-fransk, har man oversat flere publikationer til dette sprog, deriblandt traktater og brochurer samt bøgerne Kundskab der fører til evigt liv og Tilbedelsen af den eneste sande Gud. Disse publikationer har bidraget til at fremme den gode nyhed i denne afsidesliggende del af verden.

Ja, midt i det vidtstrakte Indiske Ocean ligner Réunion kun en lille prik. Men hvilken stor lovprisning til Gud har ikke lydt fra dette sted! Det er som profeten Esajas siger: „Lad dem forkynde [Jehovas] pris på øerne.“ (Esajas 42:10, 12) Måtte Jehovas Vidner på Réunion fortsat forkynde Jehovas pris lige så vedholdende som de store blå bølger slår ind mod kysterne på denne vulkanske ø.

 [Ramme/kort på side 228, 229]

Kort fortalt om Réunion

Geografi

Réunion, der er omkring 65 kilometer lang og 50 kilometer bred, er den største ø i øgruppen Maskarenerne, som omfatter Mauritius, Réunion og Rodrigues. Nær ved øens centrum er der tre beboede, tætbevoksede calderaer, kaldet cirkusdale. Det er stejle vulkanske indsynkningsstrukturer som er dannet ved sammenstyrtningen af en kolossal, ældgammel vulkan.

Befolkning

De fleste af landets 785.200 indbyggere er af afrikansk, fransk, indisk, kinesisk og sydøstasiatisk afstamning. Omkring 90 procent af befolkningen er katolikker.

Sprog

Det officielle sprog er fransk, men de fleste taler Réunion kreol-fransk til daglig.

Erhverv

Økonomien er i væsentlig grad baseret på turisme samt sukkerrør og produkter fremstillet af disse, for eksempel sirup og rom.

Fødevarer

Hovednæringsmidler er ris, kød, fisk, bønner og linser. Foruden sukkerrør dyrkes kokosnødder, litchi, papaya, ananas, kål, salat, tomater og vanilje.

Klima

Réunion ligger lige over den sydlige vendekreds og har derfor et tropisk, fugtigt klima med regionale variationer i nedbør og temperatur. Cykloner er hyppige.

 [Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Madagaskar

Rodrigues

Mauritius

Réunion

RÉUNION

SAINT-DENIS

La Montagne

La Possession

Le Port

Saint-Paul

Saint-Gilles-les Bains

CIRQUE DE MAFATE

CIRQUE DE SALAZIE

Cilaos

CIRQUE DE CILAOS

Saint-Leu

Le Cap

Les Makes

Les Avirons

L’Étang-Salé

La Rivière

Saint-Louis

Saint-Pierre

Saint-Philippe

Piton de la Fournaise

Saint-Benoît

Saint-André

[Illustrationer]

Øen set fra oven

Lavastrøm

Saint-Denis

[Illustration på side 232, 232]

En kort historisk oversigt

Arabiske søfolk kaldte øen for Dina Morgabin (den vestlige ø). Da portugisiske søfarere i begyndelsen af 1500-tallet opdagede den endnu ubeboede ø, gav de den navnet Santa Apollonia. På Frankrigs vegne gjorde franskmanden Jacques Pronis i 1642 krav på øen da han forviste 12 mytterister dertil fra Madagaskar. I 1649 blev øen omdøbt til Île Bourbon efter den franske kongeslægt. Bourbonfamilien mistede imidlertid magten i 1793 under den franske revolution, og øen kom til at hedde Réunion til minde om foreningen af den parisiske nationalgarde og revolutionære fra Marseille. Efter flere omvæltninger fik øen i 1848 igen navnet Réunion, og i 1946 fik den status af fransk oversøisk departement.

I begyndelsen af 1660’erne etablerede Frankrig en koloni på øen og anlagde kaffe- og sukkerplantager ved hjælp af slaver som blev sendt med skib fra Østafrika. Efter slaveriets ophævelse i 1848 bragte Frankrig kontraktansatte arbejdere til øen, navnlig fra Indien og Sydøstasien. Øens nuværende blandede befolkning stammer især fra disse arbejdere. I begyndelsen af 1800-tallet aftog kaffeproduktionen, og sukkerrør blev landets vigtigste eksportafgrøde.

 [Ramme/illustrationer på side 236, 237]

Fra bodybuilder til specialpioner

LUCIEN VÉCHOT

FØDT 1937

DØBT 1961

PROFIL Tidligere berømt bodybuilder. Virkede som specialpioner fra 1963 til 1968 og har tjent som ældste siden 1975.

PÅ EN mindeværdig dag i 1961 tog jeg hen til min ven Jean for at „redde“ ham fra Jehovas Vidner. Jeans kone havde bedt mig om at komme, for hun var bange for at de falske profeter, som hun kaldte dem, ville blive diskussionslystne og angribe hendes mand!

’Hvis de så meget som rører ham, tæver jeg dem,’ sagde jeg til mig selv. Forkynderne viste sig imidlertid at være flinke og fornuftige, og de virkede ikke spor voldelige. Snart blev jeg inddraget i en samtale om korset. Forkynderne viste klart ud fra Bibelen at Jesus døde på en almindelig pæl, eller stolpe.

Senere spurgte jeg dem om hvad profeten Daniel mente da han sagde at ærkeengelen Mikael „står op“ for Guds folk. (Dan. 12:1) Ud fra Bibelen forklarede forkynderne at Mikael i virkeligheden er Jesus Kristus, og at han er ’stået op’, eller har hersket som konge i Guds rige, siden 1914. (Matt. 24:3-7; Åb. 12:7-10) Jeg var forbløffet over disse svar og over forkyndernes store kendskab til Bibelen. Fra da af brugte jeg enhver lejlighed til at drøfte Guds ord med Jehovas Vidner når de var i området. Jeg fulgte dem endda fra dør til dør og tog del i de samtaler de havde med folk. Inden længe begyndte jeg at komme sammen med den isolerede gruppe  af forkyndere som mødtes i Saint-André.

Allerede ved det første møde jeg overværede, blev jeg bedt om at læse nogle af paragrafferne i Bulletin intérieur, det tidsskrift vi på daværende tidspunkt brugte i stedet for Vagttårnet, og det på trods af at jeg ikke var god til at læse. Straks efter min dåb blev jeg bedt om at lede bogstudiet, for der var ikke andre brødre til rådighed. ’Hvordan skulle jeg kunne lede bogstudiet?’ spurgte jeg mig selv. Søster Jeannine Pégoud var klar over at jeg følte mig nervøs og usikker, så hun foreslog venligt at hun kunne læse paragrafferne og jeg de trykte spørgsmål. Det gjorde vi så, og studiet gik fint.

Da Milton Henschel besøgte Réunion i 1963, opfordrede han dem der var kvalificeret, til at overveje om de kunne være i specialpionertjenesten. Jeg ville gerne give mig selv helt i tjenesten for Jehova, så jeg udfyldte en ansøgning, som blev godkendt. Min distriktstildeling var byen Saint-André, hvor jeg med tiden ledede ni bibelstudier.

Den nyoprettede menighed mødtes i Jean Nasseaus hjem. Da Jean brækkede hoften ved en bilulykke, tog jeg mig af menigheden i seks måneder. Jeg holdt foredrag, ledede den teokratiske skole og tjenestemødet og udfærdigede rapporter til afdelingskontoret — alt sammen noget der var med til at give mig en værdifuld oplæring.

I distriktet stødte vi på overtro som stammede fra en forvirrende blanding af katolicisme og hinduisme. Men folk reagerede alligevel positivt på budskabet om den gode nyhed. Faktisk var der en familie hvor mindst 20 familiemedlemmer kom med i sandheden. I dag er der fem menigheder i Saint-André-området.

[Ramme/illustrationer på side 238]

Latterliggørelse var en prøve på min tro

MYRIAM THOMAS

FØDT 1937

DØBT 1965

PROFIL Har været pioner siden 1966.

DA MIN fætter Louis Nelaupe og jeg begyndte at forkynde i 1962, blev vi inviteret ind på næsten hvert eneste besøg. Folk tilbød os kaffe, saftevand eller endda rom! Det varede imidlertid ikke længe inden præsterne fik mange til at ændre indstilling. Nogle af dem vi besøgte, gjorde nar af os og brugte til tider Guds navn på en vanærende måde. I én by smed folk sten efter os.

Det førte til at nogle af os holdt op med at bruge Guds navn i forkyndelsen. Kredstilsynsmanden bemærkede dette og spurgte os om hvorfor det forholdt sig sådan. Da vi forklarede ham det, følte vi os lidt flove. Kredstilsynsmanden gav os imidlertid en kærlig vejledning og tilskyndede os til at vise større mod. Vi var taknemmelige for hans hjælp, som vi anså for at være tugt fra Jehova. (Hebr. 12:6) Ja, havde det ikke været for Guds tålmodighed, barmhjertighed og hellige ånd, var jeg holdt op i pionertjenesten for længe siden. Lykkeligvis har jeg kunnet tjene som pioner i 40 dejlige år.

 [Ramme/illustration på side 246, 247]

Jehova holdt mig oppe under prøvelser

SULLY ESPARON

FØDT 1947

DØBT 1964

PROFIL En af de første der blev døbt på Réunion. Tilbragte tre år i fængsel fordi han ikke ville gå ind i militæret.

DA JEG som 15-årig tog imod sandheden, smed mine forældre mig ud hjemmefra. Men det ændrede ikke ved min beslutning om at tjene Jehova. Jeg begyndte som almindelig pioner i 1964 og som specialpioner i 1965. Jeg havde også den forret at være med til at føre tilsyn med menighederne i Saint-André og Saint-Benoît. Sammen med Jean-Claude Furcy cyklede jeg frem og tilbage mellem disse menigheder, hvor der var henholdsvis 12 og 6 forkyndere.

I 1967 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Jeg forklarede at jeg som kristen ikke ville bære våben. Men da jeg var den første der stod i en sådan situation på Réunion, kunne myndighederne hverken forstå eller acceptere mit standpunkt. Faktisk begyndte en officer at slå mig for øjnene af omkring 400 rekrutter, hvorefter han trak mig, der nu haltede, med ind på sit kontor. Han lagde en uniform på sit skrivebord og sagde at jeg skulle tage den på, ellers ville han slå mig igen. Han var kraftigt bygget og noget højere end mig. Men jeg tog mod til mig og sagde: „Hvis du slår mig igen, indgiver jeg en officiel klage, for ifølge Frankrigs lov har vi religionsfrihed.“ Officeren var rasende og gik hen imod mig, men lagde bånd på sig selv. Derefter førte han mig til den øverstbefalende officer som sagde at jeg ville få tre års hårdt strafarbejde i Frankrig.

Jeg måtte afsone de tre år, men på Réunion, og det var ikke hårdt arbejde. Efter at dommeren havde afsagt min dom, inviterede han mig ind på sit kontor. Med et smil gav han mig hånden og sagde at han sympatiserede med mig, men at han som dommer var nødt til at følge loven. Underdirektøren for fængselet var også venlig mod mig, og han sørgede for at jeg kom til at arbejde i retslokalet. Han fulgtes endda med mig hen til besøgslokalet for at møde mine forældre og et medlem af menigheden.

Til at begynde med sad jeg i celle med 20 til 30 andre, men senere kom jeg i en celle hvor vi kun var to, og det gav mig større frihed. Jeg anmodede om at få en elektrisk lampe, og forbavsende nok fik jeg en. Normalt er det forbudt at have elektriske apparater i fængselet da man frygter at nogle fanger måske vil begå selvmord med elektrisk stød. Med lampen kunne jeg nu studere Bibelen og fuldføre et brevkursus i regnskab. Da jeg i 1970 kom ud af fængselet, fandt en flink dommer noget arbejde til mig.

[Ramme på side 249]

Ødelæggende cykloner

I februar 1962 fejede cyklonen Jenny hen over Réunion og Mauritius og forvandlede Det Indiske Ocean som omgiver disse øer, til et skummende uhyre der oversvømmede kystområderne, især på Réunion. I Saint-Denis blev bygninger beskadiget, blade revet af træerne og veje overstrøet med grene. Højspændingsmaster hældede i faretruende vinkler, og kabler hang og dinglede tæt ved jorden. Utroligt nok skete der ikke noget med den lille rigssal i byen. Cyklonen kostede 37 mennesker livet, sårede 250 og gjorde flere tusinde hjemløse. Brødrene var på dette tidspunkt til stævne i Mauritius, som ikke blev ramt så hårdt. Der gik ganske vist nogle dage før de kunne tage tilbage til Réunion, men de var i det mindste alle uskadte.

I 2002 forårsagede cyklonen Dina et jordskred der blokerede vejen til Cilaos i tre uger. Afdelingskontoret på Réunion sendte hurtigt et firhjulstrukket køretøj belæsset med forsyninger til de 30 brødre i området. Køretøjet stødte til en konvoj med 15 andre som politiet kørte i spidsen for. Dele af den asfalterede vej var blevet skyllet ud i en flod, og konvojen måtte køre ned i flodlejet og op på vejen igen. Der var stor glæde blandt brødrene i Cilaos da de så køretøjet med forsyninger.

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 252, 253]

KRONOLOGISK OVERSIGT — RÉUNION

1955 Robert Nisbet aflægger besøg i september.

1960

1961 En familie der er Jehovas Vidner, ankommer fra Frankrig og finder stor interesse blandt befolkningen.

1963 M.G. Henschel fra hovedkontoret taler til en forsamling på 155.

1964 Tilsynet med arbejdet flyttes fra Frankrig til Mauritius; det første kredsstævne på Réunion bliver overværet af 230.

1967 Det juridiske redskab Association Les Témoins de Jéhovah indregistreres.

1970

1975 Forbuddet mod Vagttårnet bliver ophævet i Frankrig.

1980

 1985 Antallet af forkyndere overstiger 1000.

1990

1992 Antallet af forkyndere overstiger 2000. Afdelingskontoret køber en grund i La Possession hvor der skal bygges et nyt afdelingskontor, en stævnehal og et missionærhjem.

1996 Den første hurtigbyggede rigssal står færdig.

1998 Der bliver for første gang afholdt stævne i den nye stævnehal i La Possession.

2000

2006 Der er omkring 2590 forkyndere på Réunion.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

3.000

2.000

1.000

1960 1970 1980 1990 2000

 [Helsides illustration på side 223]

[Illustration på side 224]

Adam Lisiak forkyndte på Réunion i en måned, 1959

[Illustration på side 224]

Noémie Duray, Jeannine Pégoud og hendes søn, Christian, på vej til Réunion, 1961

[Illustration på side 227]

Rigssalen i Le Port, 1965

[Illustration på side 230]

Man lejede åbne busser til forkyndelsesture, 1965

[Illustration på side 230]

Josette Bonnecaze

[Illustration på side 235]

Jeannine Corino

[Illustration på side 235]

Forkyndelse i Saint-Paul, 1965

[Illustration på side 243]

Cléo Lapierre

[Illustrationer på side 244, 245]

Louis og Anne Nelaupe forkyndte i isolerede landsbyer og spiste guavaer undervejs

Cirque de Mafate

[Illustration på side 248]

Den færdigbyggede rigssal i Saint-Louis, 1988

 [Illustrationer på side 251]

Kreds- og områdestævner

Det første kredsstævne på Réunion blev holdt i en restaurant på en førstesal, 1964

„La grotte des premiers Français“, brugt som områdestævneplads

Midlertidigt mødested, Saint-Denis, 1965