Virksomheden i hele verden

ASIEN OG MELLEMØSTEN

ANTAL LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 3.930.343.401

ANTAL FORKYNDERE 591.750

ANTAL BIBELSTUDIER 477.609

Japan

Da tiden nærmede sig hvor Miho skulle føde, syntes hun det var vanskeligt at være med i forkyndelsen som hun plejede. Hun ville imidlertid gerne fortsætte som pioner og bad derfor tjenestetilsynsmanden om adresser på folk der boede i områder hvor det nærmest var umuligt at komme til at forkynde, for eksempel på grund af høje sikkerhedsforanstaltninger. Han gav hende omkring hundrede adresser. Hjemmefra ringede hun til så mange af dem som hun kunne. Første gang hun prøvede, var der slet ingen der ville lytte, og hun var færdig med alle opkaldene efter en halv time. Næste gang nøjedes hun ikke med at ringe til folk, men skrev også breve til dem. Under samtalen var hun opmærksom på selv den mindste ting hun kunne bruge som grundlag for et brev, for eksempel lyden af et spædbarn der græd. Når hun mente at brevet var blevet afleveret, ringede hun op igen og drøftede de gavnlige virkninger af at anvende de bibelske råd hun havde nævnt i brevet. I ét tilfælde var der en kvinde som ikke ville tale med Miho i telefonen, men Miho skrev alligevel til hende. Da hun ringede igen, var det kun en skolesøgende datter der var hjemme, og hun havde læst Mihos brev. Miho forkyndte for hende og lovede at sende et brev med nogle råd fra Bibelen som man kan bruge når man går i skole. Hun aftalte også at ringe igen. Denne gang var det  moderen der tog røret, og hun sagde at hendes datter havde haft problemer i skolen, men at det Miho havde fortalt, hjalp hende. Efter nogle flere opringninger og breve begyndte både mor og datter at studere.

Nepal

En skolelærer der hed Prem, søgte i lang tid efter sandheden. Han læste Bibelen og overværede gudstjenesterne i en kirke i nærheden af hvor han arbejdede. Men han kunne ikke få svar på sine spørgsmål og var oprevet over at præsten konstant anmodede om bidrag. Prem bad til Gud om hjælp til at finde en kirke der ville lære ham sandheden at kende. Da han på et tidspunkt flyttede og begyndte at undervise i en anden skole, spurgte han sine nye naboer om hvor der lå en kirke. I den ejendom som Prem var flyttet ind i, var der en skoledreng hvis mor havde overværet nogle få møder i rigssalen, og drengen viste derfor Prem hvor rigssalen lå. Det offentlige foredrag som Prem hørte, forklarede hvad Guds rige er, og netop dette emne var Prem særlig interesseret i at forstå. Der blev truffet aftale om et bibelstudium. Prem, der er lykkelig for endelig at få svar på sine spørgsmål, overværer nu regelmæssigt møderne sammen med sin familie. De har skrevet til kirken at de vil meldes ud fordi de gerne vil være Jehovas Vidner.

Taiwan

Eleverne på en grundskole blev bedt om at skrive en stil til en årlig skrivekonkurrence. Temaet var: „Min yndlingsbog.“ Weizhen på ti år skrev at Bibelen var hendes yndlingsbog. Hun kommenterede bibelprofetiernes nøjagtighed og den gode vejledning Guds ord indeholder, men forklarede samtidig at Bibelen har givet hende svar på spørgsmål som hverken hendes lærere eller klassekammerater har kunnet besvare tilfredsstillende. „Vores lærer fortalte os at menneskets forfædre udviklede sig fra aberne,“ skriver Weizhen. „Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvis menneskene stammede fra aberne, burde vi så ikke vise dem kærlighed og respekt og være meget taknemmelige mod dem?  Hvorfor låser vi dem så inde i bure i zoologiske haver? Er det ikke meget forkert af os?’ Men Bibelen siger tydeligt at vi ikke nedstammer fra aberne. Vores forfædre blev derimod skabt i Guds billede, af jordens støv.“ Hun sluttede sin stil af med ordene: „I gamle dage sagde man: ’At læse en bog er som at åbne en skatkiste.’ Efter min mening er Bibelen mere værd end guld. Derfor er det min yndlingsbog.“ Weizhens stil vandt førsteprisen selvom hun kun går i fjerde klasse og hendes stil blev bedømt på lige fod med stile der var skrevet af ældre elever fra mellemskolen. Da hun fortalte sin oplevelse, citerede hun Hebræerbrevet 4:12 og sagde: „Jeg giver al ære til Jehova Gud.“

Mongoliet

Da Bolortsetseg, en nydøbt søster i Mongoliet, fik at vide at en af hendes slægtninge var død, og at enken var meget ked af det, sendte hun hende alle de publikationer vi har på mongolsk. Enken, der hed Evsanaa, læste dem i løbet af en enkelt nat. Dagen efter ringede hun til Bolortsetseg og bad hende om straks at komme så de kunne snakke sammen. Bolortsetseg og en anden søster tog hen til Evsanaa, der havde lavet en lang liste med spørgsmål. Hun lyttede ivrigt til svarene fra Bibelen. Efter en længere snak forklarede søstrene Evsanaa at hun ville få mere ud af det hvis de undersøgte ét emne ad gangen. De anbefalede hende et bibelstudium. Evsanaa ville gerne studere tre gange om ugen. Inden der var gået en måned, havde hun smidt sine afgudsbilleder ud og var begyndt at komme til møderne. To måneder efter at hun var blevet udnævnt som udøbt forkynder, var hun parat til at melde sig som hjælpepioner, men fik at vide at hun først skulle døbes. Evsanaa er ikke desto mindre besluttet på at bruge mindst 50 timer om måneden i forkyndelsen, og hun ser frem til at blive døbt ved det næste stævne.

Kasakhstan

I byen Rudnyj mødte en pioner en ung mand ved navn Nikolaj som sagde at han gerne ville have et  bibelstudium. Det var dog lidt problematisk. Nikolaj og hans familie boede nemlig i en fjerntliggende landsby, og det var kun sjældent han kom til Rudnyj for at besøge sine slægtninge. Broderen spurgte om han kunne komme og besøge Nikolaj hjemme i hans landsby, men Nikolaj forklarede at den lå 200 kilometer borte og var ekstremt vanskelig at komme til.

Broderen skrev ikke desto mindre Nikolajs adresse ned og lovede at de ville mødes igen. Han satte sig for at besøge landsbyen og indbød en anden broder og to søstre fra den lokale menighed til at tage med ham. To uger senere stod de på toget. Da de nåede til den station der lå nærmest, opdagede de at der var endnu 18 kilometer til Nikolajs landsby, og at der ikke var nogen offentlige transportmidler resten af vejen. Den eneste mulighed var at gå. Det var ikke nemt, for det var midt om vinteren, og der blæste en isnende kold vind. Efter et kort stykke tid kørte en traktor med en mælketank forbi dem og standsede. Føreren tilbød dem et lift — inden i tanken! Forkynderne troede at han lavede sjov med dem, men mælketanken var både tom og tør, så de kravlede ind. Der var koldt inden i tanken, men de ville i det mindste være noget beskyttet mod den bidende blæst. Manden sagde at han ville sætte dem af syv kilometer fra deres bestemmelsessted. Derfra ville de så blive nødt til at fortsætte til fods. Det tog dem yderligere to timer at gå de sidste syv kilometer til Nikolajs landsby.

Nikolaj og hans kone, Valja, blev både forbavsede og glade da de så brødrene og søstrene ved deres dør. De sørgede for at deres gæster fik varmen, og tilbød dem noget at spise. Så fulgte en bibelsk drøftelse. To uger senere tog brødrene fra Rudnyj tilbage til landsbyen. Pionerbroderen fortæller: „Nikolaj hentede os på stationen. Der var mange i landsbyen som gerne ville tale med ’dem der var kommet i mælketanken’, så Nikolaj arrangerede at de der var interesserede, kunne mødes med os. Alle på Nikolajs  liste kom som aftalt og sagde ja til at studere Bibelen.“ Med tiden gjorde praktisk talt alle der begyndte at studere Bibelen i denne landsby, gode åndelige fremskridt. To år senere blev Nikolaj og Valja døbt. Nu er deres to sønner udøbte forkyndere, og for nylig blev Nikolaj udnævnt til ældste i denne isolerede gruppe.

Georgien

Nogle pionerer tog ud at forkynde i Georgiens isolerede bjergegne. To pionersøstre gik otte kilometer for at komme til en afsidesliggende landsby der lå for enden af en bjergvej, og begyndte at forkynde fra hus til hus. Inden længe blev en af søstrene, Ketevan, antastet af en gammel mand, som krævede at hun skulle give en forklaring på hvorfor hun gik rundt og forkyndte når hun ikke var ortodoks. Hun prøvede at fortælle ham det, men han ville ikke høre på hende. Så væltede han hende omkuld og begyndte at slå hende med sin stok. Der var mange der så at søsteren fik prygl, og episoden blev kendt i den lille by. Senere vendte Ketevan tilbage for at forkynde i den samme landsby. En kvinde der tidligere havde været modstander, så hende og udbrød: „Tænk at du kommer tilbage hertil efter den omgang bank du fik! Jeg er forbløffet over dit mod! Kom med ind og fortæl mig noget mere.“ Efter at have lyttet sagde damen til Ketevan at hun til enhver tid var velkommen til at komme og forkynde for hende.

 AFRIKA

ANTAL LANDE 57

BEFOLKNINGSTAL 802.232.357

ANTAL FORKYNDERE 1.043.396

ANTAL BIBELSTUDIER 1.903.665

Rwanda

Et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden blev for et stykke tid siden fundet på gaden af nogle forbipasserende. De tog bogen med til en ældste i deres protestantiske kirke. Han læste den med stor interesse og gav sig til at lede efter Jehovas Vidner, som begyndte at studere Bibelen med ham. Hans kundskab om sandheden fra Bibelen voksede, og han meldte sig derfor ud af kirken og blev døbt. Nidkært fortalte han flere af sine tidligere trosfæller om sandheden, og 25 meldte sig ud af kirken for at blive Jehovas Vidner. Den mand der erstattede ham som ældste i kirken, begyndte også at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner og meldte sig ud af kirken. Han overværer nu de kristne møder og har givet udtryk  for at han gerne vil være forkynder. For nylig blev hans kone døbt ved en særlig stævnedag. Tænk at alt dette begyndte med en bog der blev fundet på gaden!

Elfenbenskysten

En ung broder ved navn Berenger var på vej ud i tjenesten i hovedstaden, Abidjan, og undervejs passerede han en kvinde der solgte brød. Kvinden tabte en 5000 franc-seddel (cirka 60 kroner) uden at opdage det. Lige idet Berenger samlede pengesedlen op for at give hende den, kom en kvinde løbende fra den modsatte retning og råbte: „Giv mig de penge; det er mine!“ Men da Berenger bad hende om at bekræfte beløbet, blev hun vred og gik sin vej. Berenger løb så efter den kvinde der havde tabt pengene. Men til hans overraskelse nægtede hun at have tabt noget og tilføjede: „Det er bare et trick du bruger for at kunne stjæle fra mig.“ Da hun forstod at Berenger var oprigtig, og at han var opsat på at hun skulle have pengene, så hun imidlertid efter og opdagede at hun faktisk manglede 5000 franc, hvilket svarede til 50 brød.

Berenger fortæller: „Jeg gav hende pengene og fortalte at jeg gjorde det fordi min Gud, Jehova, oplærer sine tjenere til at være ærlige. Hun takkede mig og sagde: ’Hvis alle mennesker opførte sig som Jehovas Vidner gør, ville alle være venner. Det er første gang i mit liv jeg har oplevet at et ungt menneske har handlet sådan.’ Jeg gav hende en traktat, og hun lovede at hun fremover ville lytte til Jehovas Vidner. Den dag havde jeg kun 50 franc på lommen til hele dagen. Men jeg var alligevel glad for at jeg gjorde det rigtige.“

Den Demokratiske Republik Congo

Eugene, der er ældste, er ansat som portner og vagtmand i en diamantforretning. Han fortæller: „En aften kom en mand ind i forretningen for at sælge diamanter til en værdi af 22.000 amerikanske dollars (omkring 128.000 kroner). Men pakken med  diamanter var faldet ud af hans lomme. Han blev ude af sig selv og ledte alle vegne, men kunne ikke finde den. Dagen efter gik hans chef og en af hans kolleger op og ned ad gaden for at lede efter den, men uden held. Jeg gav mig så til at feje foran forretningen, og tænk hvad der lå lige uden for døren! Den lille pakke med diamanter! Jeg samlede den op og skyndte mig ind til min chef, der er fra Belgien. Han blev meget overrasket over at jeg afleverede den. Jeg fortalte ham at jeg er et af Jehovas Vidner, og at jeg har stor ærefrygt for min Gud. Ejeren af diamanterne, som blev dybt bevæget over min ærlighed, udbrød: ’Det er næsten ikke til at fatte!’

En af mine kolleger sagde til mig: ’Eugene, du har reddet vores omdømme!’

Jeg svarede: ’Tak! Al ære skal gå til Jehova, for det er ham der har oplært mig til at være ærlig.’“

Angola

En missionær ved navn João, der tjener som kredstilsynsmand, tog ud for at besøge et landdistrikt og ville gerne vise de lokale brødre og interesserede dvd’en med titlen Noa vandrede med Gud — David stolede på Gud. Foruden sin bærbare computer tog broderen en lille generator, to højttalere og noget benzin med. Da han kom til den første landsby, blev han indlogeret i et lille lerklinet hus, og han arrangerede at vise filmen senere på aftenen. „Til min overraskelse,“ sagde han, „kom der 38 mennesker, og med sig slæbte de stole, bænke, sten, mælkespande og andre ting de kunne sidde på. Ikke engang halvdelen af dem der var kommet, kunne være inde i huset, så vi blev nødt til at se filmen udenfor. Under den stjerneklare himmel anbragte jeg computeren på nogle lersten, og mange af de tilstedeværende sad på stykker af farverigt afrikansk stof som de havde bredt ud på jorden.“ Her i området spredes nyheder som en løbeild, og mange mødte derfor op i de landsbyer João besøgte. „Når forevisningen var slut,  havde ingen lyst til at gå,“ fortæller han. „Mange sagde at det havde været den bedste aften i deres liv, og gav udtryk for dyb taknemmelighed mod Jehova for denne åndelige gave.“ I løbet af de tre uger João besøgte grupperne i dette landområde, så 1568 dvd’en!

Ghana

Vida, der leverer fødevarer ud til kunder i Accra, var ikke begejstret for at skulle forsyne det ghanesiske afdelingskontor med friske grøntsager. Hvorfor ikke? Fordi hendes præst havde fortalt hende at Jehovas Vidner er fjendtligt indstillede over for dem der ikke er Jehovas Vidner. Da Vida kom for at aflevere sit første parti varer, overraskede det hende derfor at blive mødt med venlige smil af køkkenpersonalet, der takkede hende for varerne. Som ugerne gik, lærte hun de frivillige arbejdere på afdelingskontoret at kende og lagde mærke til at alle som én var venlige mod hende, og det gik op for hende at præsten ikke havde fortalt hende sandheden.

Vida var ivrig efter at lære mere, og skønt hun ikke kunne læse, bad hun om at få et bibelstudium. I løbet af et halvt år lærte Vida at læse i sin egen bibel, og for nylig blev hun døbt ved et områdestævne. Til trods for at Vida er blevet latterliggjort af sin familie og sine tidligere venner, har hun hjulpet sin kusine til at blive udøbt forkynder.

Sudan

En søster gik i forkyndelsen fra hus til hus og mødte to piger der inviterede hende indenfor. Det underlige var at pigerne ikke ville lade søsteren hjælpe dem med at slå skriftsteder op i deres bibel. Det viste sig at den lokale præst havde advaret dem om at hvis et af Jehovas Vidner rørte ved deres bibel, så ville teksten automatisk blive lavet om så den kom til at stemme med Jehovas Vidners lære. Pigerne nægtede endda at give søsteren hånden. Når de selv fandt frem til skriftstederne, harmonerede det de læste, dog alligevel med det søsteren sagde. Det gik op for dem at deres præst havde løjet, og de besluttede sig for at  studere Bibelen. Præsten blev bestyrtet og lovede at give dem penge til mad — hvis bare de ville opgive deres bibelstudium. Hvad svarede de? „Vi har ikke lyst til at fylde vores maver med mad. Vi vil hellere fyldes med Guds ord.“ Pigerne overværer nu menighedens møder.

Etiopien

Awoke havde aldrig vist nogen særlig interesse for sandheden, skønt hans kone havde været et af Jehovas Vidner i omkring ti år. Ikke desto mindre besluttede han sig for at opsøge Jehovas Vidner da han skulle overvære et tomåneders kursus i en anden del af landet. Straks ved ankomsten blev han henvist til et kontor hvor en af vores søstre arbejder. Hun havde bedt Jehova om at der måtte komme en broder og hjælpe menigheden. Da hun fik at vide at der var mand som spurgte efter Jehovas Vidner, kom hun i tanker om sine bønner. Og da hun fik øje på Awoke, der var velsoigneret og pæn i tøjet, drog hun den slutning at han var den nye broder hun havde bedt om måtte komme. Henrykt løb hun hen til Awoke og bød ham hjertelig velkommen. Fordi hun var så glad, nænnede Awoke ikke at korrigere hende, og han havde heller ikke lyst til at skuffe hende da hun præsenterede ham for brødrene. Under sit ophold kom han til alle møderne. Da kurset var slut og tiden var inde til at han skulle rejse, inviterede nogle søstre ham til frokost og bad ham om at bede en bøn som tak for måltidet. Han huskede hvordan hans kone derhjemme, med tildækket hoved, plejede at takke for måltiderne og at gøre det i Jesu navn. Det gik derfor fint med bønnen og måltidet. Den venlighed der var blevet vist Awoke under hans ophold, havde gjort så stort et indtryk på ham at han besluttede sig for at blive en rigtig broder. Da han kom hjem, begyndte han at studere, og for nylig blev han døbt ved et kredsstævne. Hans kone er meget glad, og nu venter Awoke på at få lejlighed til at fortælle sin historie til den menighed han besøgte.

 EUROPA

ANTAL LANDE 46

BEFOLKNINGSTAL 730.776.667

ANTAL FORKYNDERE 1.506.019

ANTAL BIBELSTUDIER 744.319

Ukraine

En elektriker kom hen i rigssalen for at reparere en elmåler. Han var en berygtet dranker i landsbyen. Mens han var ved at reparere elmåleren, fik han øje på årsteksten, der lød: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jak. 4:8) Han stoppede op og spurgte en af brødrene: „Er det virkelig muligt at komme nær til Gud? Kan syndere komme nær til Gud?“ Broderen svarede ham ud fra Bibelen og inviterede ham til at overvære et møde. Om søndagen besluttede manden sig for at tage til møde, men i en anden landsby, for han havde ikke lyst til at hans naboer skulle se ham gå ind i rigssalen. Det viste sig imidlertid at den ældstebroder der skulle holde det offentlige foredrag den dag, kom fra mandens landsby. Da elektrikeren opdagede det, prøvede han at gemme sig. Men ældstebroderen genkendte ham og gav ham en varm velkomst. Det fik ham til at beslutte sig for at overvære møderne i sin egen landsby. Der blev påbegyndt et bibelstudium med ham, og et år efter blev han døbt.

På det tidspunkt arbejdede mandens kone i udlandet. Hun havde svært ved at tro at hendes mand var holdt op med at drikke og var blevet et af Jehovas Vidner, så hun rejste hjem for at se det med egne øjne. Det glædede hende at hendes mand var kommet ud af sit alkoholmisbrug og nu tog sig godt af deres børn, men at han var blevet et af Jehovas Vidner, brød hun sig ikke om. En dag spurgte han hende  imidlertid: „Kunne vi ikke som familie gå hen i rigssalen?“ Det gik hun med til. Der blev påbegyndt et bibelstudium med hende, og inden der var gået ret lang tid, blev hun døbt sammen med deres tre døtre. Et enkelt vers fra Bibelen hjalp således fem mennesker til at komme nær til Gud.

Grækenland

På sin daglige vej til arbejde lagde en broder mærke til en kvinde der regelmæssigt gik hen til et miniaturekapel. Sådanne kapeller, der ses langs vejene i Grækenland, markerer som regel at der er sket en dødsulykke på stedet. For at hjælpe denne kvinde skrev broderen et kort brev med nogle trøstende bibelske tanker om de dødes tilstand og håbet om en opstandelse. Han skrev sit navn og telefonnummer på brevet og lagde det i kapellet. Allerede næste dag ringede kvinden ham op, og hun viste stor interesse for den gode nyhed. Hun bliver nu regelmæssigt genbesøgt.

Norge

Efter at seks søstre havde været i tjenesten, gik de hen på en café. Her sad de og snakkede om et dejligt offentligt foredrag de havde hørt i rigssalen to dage tidligere. Det havde handlet om opstandelseshåbet. Efter et stykke tid kom en kvinde der havde overhørt samtalen, hen til deres bord. Hun spurgte om hun måtte sætte sig sammen med dem og få noget mere at vide om det emne de havde drøftet. Hun fortalte at hun for nylig havde mistet begge sine forældre. Det førte til en god og opbyggende samtale. Søstrene spurgte kvinden om de måtte få hendes telefonnummer, og senere tog en af dem kontakt med hende og fik påbegyndt et bibelstudium.

Litauen

En ung heltidsforkynder ved navn Olga påbegyndte et dørtrinsstudium med en russisk kvinde. Under en af deres første samtaler spurgte kvinden hvad det bibelske udtryk „de sidste dage“ betyder. (2 Tim. 3:1) Det lovede Olga at forklare når hun kom igen. I næsten en måned lykkedes det hende ikke at træffe kvinden hjemme, selvom hun prøvede mange gange. Ingen kom og åbnede, men Olga lagde mærke til at der var en der kiggede ud gennem dørspionen.  Olga fortæller: „Jeg nægtede at tro at denne kvinde ikke ønskede at fortsætte vores bibelske drøftelser. Det kunne jo også have været en anden der kiggede ud. Derfor besluttede jeg mig for at skrive et brev til kvinden om det emne der optog hende. Tre dage senere prøvede jeg igen at træffe hende hjemme. Hvor blev jeg glad da hun åbnede døren! Hun var dybt rørt over brevet og over den personlige interesse jeg havde vist hende.“

Kvinden takkede Olga og sagde: „Jeg har læst dit brev igennem flere gange og forstår det hele.“ Resultatet blev at det der begyndte som et dørtrinsstudium, blev et regelmæssigt bibelstudium i hjemmet ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Og nu bliver Olga modtaget med åbne arme af den interesserede kvinde hver gang hun kommer for at studere.

Schweiz

I den kosmopolitiske by Genève henvendte en søster ved navn Marie sig til en kvinde fra Mellemøsten. Da Marie er i gang med at lære arabisk, kunne hun tale med kvinden på dette sprog. Hun fortalte hende at hun tror der kun findes én sand Gud. Det fik kvinden til at omfavne og kysse Marie. Hun betroede hende at hun var meget ked af det, og havde været i gang med at bede da Marie henvendte sig til hende. Næste dag skulle hun tilbage til sit hjemland. Marie åbnede sin bibel, læste Første Petersbrev 3:7 og forklarede at Gud sætter kvinder meget højt. Derefter gjorde hun opmærksom på at Jehova ønsker at enhver mand skal ære og respektere sin kone. Forbløffet spurgte kvinden: „Er du  en engel, eller er du et menneske? Det der gør mig så ked af det, er at min mand ikke lever efter det Gud siger i dette skriftsted. Jeg beder regelmæssigt Gud om at hjælpe mig. Og tænk, så åbnede du bare denne bog og læste disse ord for mig.“ Kvinden bad Marie om at skrive skriftstedet ned på et stykke papir. Hun sagde at hun ville tage papiret med sig, vise det til sin familie og fortælle dem om sit vidunderlige møde med Marie. Marie var ked af at kvinden måtte rejse, men de aftalte at bevare kontakten med hinanden.

Holland

Byen Rotterdam har en af verdens største havne. Alle de varer der kommer dertil med skib, bliver læsset over på lastbiler og bragt ud til lande i EU eller steder der ligger længere væk. Derfor kører lastbiler i massevis gennem Holland. Ved en af de største motorveje som fører ind i nabolandet Tyskland, er der en kæmpe rasteplads for lastbiler, hvor op mod 1500 gør holdt hver time. Eftersom mange chauffører holder en tvungen hvilepause på denne rasteplads, udnytter brødrene muligheden for at forkynde fra lastbil til lastbil og møder chauffører fra Europa, Mellemøsten og så godt som alle de tidligere Sovjetrepublikker. Chaufførerne er meget begejstrede for vores blade. Sidste år var brødrene 82 gange på denne rasteplads for at forkynde, og de spredte mere end 10.000 blade på 35 sprog.

 NORD- OG SYDAMERIKA

ANTAL LANDE 56

BEFOLKNINGSTAL 883.782.291

ANTAL FORKYNDERE 3.256.287

ANTAL BIBELSTUDIER 3.111.358

Peru

Jorge tjener som almindelig pioner og lever af at male billeder. Han forkyndte for Hubert, der også er kunstmaler, og han sagde ja til at studere Bibelen. Til trods for at Hubert mødte stærk modstand fra familie, venner og naboer, færdiggjorde han studiet af ’Kundskabsbogen’ på blot seks måneder. I sine bønner bad han Jehova om at hjælpe hans familie til også at lære sandheden at kende. Han blev glædeligt overrasket da hans bror Jhon sluttede sig til studiet og begyndte at overvære møderne. Ugen efter var også Jhons svoger, Cesar, med til studiet. Og selvom Cesars kone havde været modstander, begyndte også hun at studere. Senere ville Huberts skolekammerat Reynaldo gerne undersøge Bibelen. På grund af den stærke modstand han mødte, blev studiet nødt til at foregå i Huberts hjem. Snart efter begyndte Huberts bror Milton også at studere. Efter at have gennemgået blot én lektion gav Milton sig til at forkynde for to af sine studiekammerater, Darwin og Christian, der begge fik et bibelstudium og begyndte at overvære møderne. Hubert har også to ældre  brødre, Ronald og Martin. Ronald kom til Huberts bibelstudium med en lang liste over bibelske spørgsmål, og Jorge forklarede ham at han kunne få svar på alle sine spørgsmål hvis han fik et bibelstudium. Det sagde han ja tak til. Dernæst begyndte Martin at studere, og også hans to døtre sluttede sig til. Hubert og Jhon blev begge døbt ved områdestævnet „Befrielsen er nær!“ Som et resultat af at Jorge forkyndte for Hubert, er der ifølge den seneste optælling nu i alt 18 mennesker der har lært Jehova at kende.

Brasilien

Paulo bor på en ranch i den nordlige del af landet. Den kvinde han boede sammen med, og som han senere giftede sig med, studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og for at tækkes hende gik Paulo med til at få et bibelstudium. På den ranch hvor han arbejdede, havde cowboyerne i et stykke tid jaget en jaguar som dræbte kvæget, og til sidst lykkedes det dem at få ram på den. Men de ville gerne slå mønt af situationen og ringede derfor til ejeren af ranchen og bad om penge så de kunne hyre en professionel jaguarjæger. Paulo gik med på idéen og fortalte endda sin chef den samme opdigtede historie. Men hans samvittighed plagede ham på grund af det han havde lært ud fra Bibelen. Selvom han var klar over at han kunne miste sit job, og at hans kolleger ville blive vrede på ham, ringede han til sin chef og fortalte ham sandheden. Senere blev Paulo forfremmet til bestyrer af ranchen på grund af sin ærlighed. Paulo og hans kone er nu begge døbte forkyndere  af den gode nyhed. Det er en fornøjelse at se denne ærlige mand køre til møde i rigssalen på sin traktor sammen med sin kone og deres to børn.

Mexico

En nidkær pionersøster ved navn María overværede et forældremøde på den skole hvor hendes to døtre går. Hun bemærkede at lærerne var bekymrede over nogle af elevernes oprørske indstilling og umoralske opførsel. En af lærerne sagde: „Hvis I forældre ikke ønsker at jeres børn skal blive kriminelle, bliver I nødt til at hjælpe os. Snak med jeres børn. Køb en bog til dem. Vær noget for dem, for de har en masse spørgsmål. Lad dem ikke finde svarene på gaden.“ Senere henvendte María sig på inspektørens kontor for at forhøre sig om hvordan hendes døtre opførte sig, og hun fik at vide at der ingen problemer var med dem. Hun anbefalede så bogen Unge spørger — Svar der duer som en praktisk håndbog for unge. Inspektøren lyttede interesseret og spurgte María om hun kunne skaffe hende et eksemplar. Da María næste dag kom og afleverede bogen, bladede inspektøren den igennem og viste stor påskønnelse af den. Hun bad om også at få et eksemplar til skolepsykologen. Efter at psykologen havde læst den, foreslog hun at den kom til at indgå i skolens læseplan. Inspektøren bestilte en bog til hver af skolens 12 lærere samt 50 bøger til skolebiblioteket.

Uruguay

En morgen før solopgang var en mand på rejse fra Argentina til sit hjem i nabolandet Uruguay. Han var ved at gå om bord på en færge der sejler over Rio de la Plata, da han blev kontaktet af en ung pige der tilbød ham Vågn op! for januar 2006 med tema-artiklerne „Hvad vil fremtiden bringe?“ Pigen var meget venlig, og han tog med glæde imod bladet. Da færgepassagererne ankom til Montevideo, blev de kørt til busterminalen. Til mandens overraskelse blev han nu igen kontaktet af et af Jehovas Vidner, men denne gang var det en ældre kvinde der gik med stok. Hun tilbød ham det samme nummer af bladet, og han tog imod det. Kort efter at han kom hjem om aftenen, bankede det på  døren. Og ja, det var et af Jehovas Vidner. Efter at have lyttet til en kort præsentation tog han imod bladet — for tredje gang den dag! Da søsteren forklarede ham at det var muligt at give et bidrag til det verdensomspændende arbejde, sagde han at det var han allerede klar over, og han gik ind og hentede nogle penge. Han kom tilbage med de to blade i hånden som han havde taget imod tidligere på dagen. Idet han henviste til spørgsmålet „Hvad vil fremtiden bringe?“, smilede han og sagde: „Ét er i hvert fald sikkert: Fremtiden vil bringe endnu et af Jehovas Vidner!“

Puerto Rico

En søster var på besøg hos sin datter da to røvere pludselig brød ind i huset. Den ene af røverne havde en revolver. De forlangte penge, men da kvinderne sagde at de ikke havde nogen, begyndte den ene røver at gennemsøge huset mens den anden holdt dem op med revolveren. Straks begyndte søstrene at bede til Jehova. Røveren spurgte: „Hvad er det I laver?“ De svarede at de var Jehovas Vidner, og at de bad en bøn til deres Gud, Jehova. Mens søstrene forkyndte for den bevæbnede røver, kom den anden tilbage og sagde at han havde fundet et hævekort. Snart befandt de sig alle i moderens bil, på vej hen til banken. Søstrene fortsatte med at forkynde for røverne og at tale respektfuldt til dem. Så bad moderen den bevæbnede røver om at lægge revolveren væk, og til hendes forbløffelse gjorde han det! Han sagde at han beundrede hende for hendes rolige måde at være på. Hun fortalte røverne at hun havde en søn på deres alder, men at han havde en lys fremtid foran sig. Hun tilskyndede dem til at begynde at leve efter Jehovas normer, så også de kunne få en skøn fremtid. Ikke desto mindre fortsatte de alle hen til banken, hvor datteren hævede nogle penge. Røverne tog så vores søstre med hen i en gyde, hvor de lod dem gå. Den ene ville have bundet søstrene, men det ville ham med revolveren ikke gå med til. Han sagde til søstrene at en der var meget stor og magtfuld, holdt hånden over dem. Mændene havde tidligere begået flere overfald i nabolaget, hvor de havde plyndret, slået og bagbundet folk.

 OCEANIEN

ANTAL LANDE 30

BEFOLKNINGSTAL 35.914.649

ANTAL FORKYNDERE 94.323

ANTAL BIBELSTUDIER 49.667

Papua Ny Guinea

Tom, der tidligere havde været soldat, kendte krigens rædsler. På et tidspunkt mødte han Jehovas Vidner i den landsby hvor han boede, og det gjorde indtryk på ham at Bibelen giver løfte om en verden uden krig. Tom begyndte at studere Bibelen og gjorde åndelige fremskridt, men da han besluttede sig for at overvære mindehøjtiden, kom han ud for en trosprøve. Toms far havde tidligere været præst i Den Forenede Kirke, og Tom selv var forstander for kirken, som lå lige ved siden af rigssalen. Da Tom var på vej ind i rigssalen, kunne han se at præsten og kirkegængerne — hans nære venner og tidligere kolleger — stirrede måbende på ham. Tom havde lyst til at gemme sig, men tænkte så: ’Hvorfor skulle jeg gemme mig? Nu er tiden inde til at jeg bør fortælle folk at jeg vil være et af Jehovas Vidner.’ Efter påskeferien henvendte han sig til præsten i kirken og spurgte ham: „Så du at jeg gik ind i rigssalen?“

Præsten svarede: „Ja, det gjorde jeg,“ og så kom de begge til at le.

Så sagde Tom: „Min ven, nu skal du høre. Jeg var helt overbevist om at en bestemt gammel restaurant jeg kendte, var det bedste sted at spise, men jeg opdagede at maden var forgiftet. Så fandt jeg en ny restaurant, der serverede sund og nærende mad. Nu hvor jeg har smagt så god mad,  hvordan skulle jeg så kunne vende tilbage til den gamle restaurant?“

Præsten forstod pointen og sagde: „Tom, du må ikke sige det til nogen, men jeg læser regelmæssigt Vågn op!“ Tom meldte sig ud af kirken og er på trods af en lang række prøvelser blevet en indviet tjener for Jehova.

Salomonøerne

Den 18. februar 2006 afsluttede 58 forkyndere det første grundkursus i australsk tegnsprog som Jehovas Vidners afdelingskontor havde tilrettelagt. Siden da er ti døve begyndt at studere Bibelen og at overvære menighedens møder. En af dem er Moses. Hans nabo havde beskrevet ham som „en hidsig mand der hurtigt mister besindelsen, og som er meget vanskelig at komme ud af det med“. Ikke desto mindre sagde Moses straks ja tak til et bibelstudium da han fik det tilbudt af et Jehovas vidne han er i familie med, og som har gennemgået tegnsprogskurset. Da han en måned senere overværede sit første møde i rigssalen, dukkede han op i sjusket tøj, med langt hår og uplejet skæg. Den velkomst han fik, og de sandheder han „hørte“, rørte hans hjerte. Han blev overrasket over at Bibelen lærer at en person ærer Gud ved at være opmærksom på sin påklædning og soignering. Da han kom ind i rigssalen ugen efter, kunne brødrene slet ikke kende ham. Han havde fået håret klippet og barberet sit skæg af, og han var nydeligt klædt. Han havde også foretaget nogle ændringer i sin personlighed. Naboen sagde: „Nu er han ren og pæn, og han har altid et smil på læben.“ Moses gør åndelige fremskridt og hjælper andre døve til at forstå den gode nyhed.

Tahiti

Den lille, isolerede atol Makemo, der ligger mere end 600 kilometer fra Tahiti, har kun 720 indbyggere. En kvinde ved navn Ravahere hørte om sandheden under et ophold hos nogle af sine slægtninge på Tahiti. Da hun vendte tilbage til Makemo, begyndte hun at studere Bibelen,  først ved hjælp af breve, så via fax og senere over telefonen. Ravahere fik sit ægteskab legaliseret og ændrede også sit liv på andre områder for at leve op til Jehovas normer, til trods for at nogle i hendes familie lagde pres på hende for at hun skulle blive ved med at være mormon. Da hun senere var på besøg i en menighed på Tahiti, kvalificerede hun sig til at blive udøbt forkynder. Hver fjortende dag modtager hun opmuntrende breve fra forkyndere i denne menighed.

I juni 2006 besøgte kredstilsynsmanden og hans kone Ravahere. I sin rapport skrev han at hun hver eneste weekend forkynder fra dør til dør. Hun har lavet et kort over sit distrikt og påbegyndt flere bibelstudier. Ved sin lille snackbar har hun en udstilling af vores blade. Hun leder også et bogstudium, som hendes mand overværer.

Fiji

Matthew, der er gileaduddannet missionær og ældste, leder hver uge et bibelstudium med fire studerende på et lærerseminarium. På seminariet holder præster fra forskellige kirker regelmæssigt prædikener for deres kirkemedlemmer om aftenen. Formålet med denne ordning er at hjælpe  skolemyndighederne, der prøver at bekæmpe den dårlige adfærd som er udbredt på læreanstalter.

En aften lagde Matthew mærke til at en stor gruppe på omkring 250 studerende var forsamlet i cafeteriet. De sad stille og ventede, med bibler, notesbøger og kuglepenne parat. De ventede på en præst fra en af de store trosretninger, som skulle komme og holde en gudstjeneste. Men da præsten ikke dukkede op, blev Matthew indbudt til at tale til gruppen. Til forskel fra den salmesang og svovlprædiken som de studerende var vant til, holdt Matthew et meget anderledes indlæg, hvor han brugte Bibelen. I sit improviserede foredrag tilskyndede Matthew tilhørerne til at huske deres Skaber mens de var unge. Bagefter stillede alle de studerende sig i kø for at give Matthew hånden og sige ham tak. Han glæder sig til at pleje den interesse der blev vakt ved denne uventede lejlighed.

Australien

Da to søstre gik fra dør til dør, mødte de en kræftsyg kvinde. Hun fortalte dem at hun var døende, og at hun havde travlt med at pakke nogle af sine ting ned, så andre ikke skulle bekymre sig om det når hun var død. Kvinden sagde at hun hverken havde familie eller venner, og at hun levede et forfærdelig ensomt liv. Hun forklarede videre at hun havde haft nogle ubehagelige oplevelser med andre trossamfund og følte at Gud havde forladt hende. Senere tog en af søstrene hen til kvinden med en buket blomster, og da hun ikke var hjemme, lagde søsteren blomsterne ved døren sammen med en lille hilsen. Om eftermiddagen ringede kvinden for at give udtryk for sin dybe værdsættelse af den venlige gestus. Hun sagde at ingen nogen sinde før havde vist hende en sådan venlighed eller givet hende blomster, og hun undskyldte at hun ikke havde været hjemme. Da søstrene kom igen, ventede hun dem. Hun fik bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, og der blev aftalt et bibelstudium.

[Illustration på side 43]

Miho

[Illustration på side 47]

Vi blev kørt i en mælketank

[Illustration på side 47]

Ketevan

[Illustration på side 48]

Nogle af de tidligere kirkemedlemmer

[Illustration på side 55]

Olga

[Illustration på side 55]

Marie

[Illustration på side 57]

Hubert, Jorge og Jhon

[Illustration på side 58]

Paulo med sin familie

[Illustrationer på side 63]

Ravahere i sin snackbar på Makemo

[Illustration på side 63]

Matthew