Rusland

„FRA det sted hvor solen står op til det sted hvor den går ned vil mit navn nemlig blive stort blandt nationerne.“ (Mal. 1:11) I Rusland ser vi i dag sandheden i denne betagende profeti som blev udtalt af Jehova for cirka 2450 år siden. Når solen går ned over Jehovas loyale tjenere i Kaliningrad, der ligger mod vest, er den allerede stået op 11 tidszoner mod øst over forkynderne på Tjukterhalvøen, som ligger ud til Beringsstrædet, lige over for Alaska. Ja, solen går aldrig ned over arbejdet med at forkynde og gøre disciple i Rusland. Det utrættelige arbejde som modige brødre og søstre udførte under Sovjetstyret, er blevet rigt velsignet. Som vi vil se, holdt de ud under voldsom forfølgelse og åbnede derved vejen for de mere end 150.000 forkyndere der er i Rusland i dag.

Rusland, der officielt benævnes som „Den Russiske Føderation“, er ikke et land der blot består af én nation eller ét folk. Som navnet antyder, er det en føderation af nationer, eller en mosaik af stammer, tungemål og folkeslag, hver med deres egen unikke kultur. Vores beretning begynder ikke i det demokratiske Rusland der er i dag, men i den store etniske, sproglige og religiøse mosaik, nemlig det russiske rige som det så ud for mere end hundrede år siden, dengang det blev regeret af en zar.

MODIG FORKYNDELSE FOR PRÆSTESKABET I MOSKVA

Det var i en tid med religiøs vækkelse at Semjon Koslitskij, en dybt religiøs mand der var udgået fra et russiskortodoks præsteseminarium, mødte Charles Taze Russell der ledede det arbejde der blev udført af Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Nina Luppo, Semjons barnebarn, fortæller: „I 1891 rejste min bedstefar til  USA hvor han mødte broder Russell. Min bedstefar havde et billede hvor de to stod sammen, og han talte altid om sin broder Russell.“ Sidst i 1800-tallet ledede broder Russell og hans medarbejdere arbejdet med at genoprette den rene tilbedelse ved at undervise i Bibelens magtfulde sandheder. En del af dette arbejde bestod i at afsløre de falske læresætninger som kristenhedens kirker og dens præsteskab forkyndte. Bibelens budskab, samt den iver for den sande tilbedelse som broder Russell og hans medarbejdere lagde for dagen, motiverede Semjon til frimodigt at forkynde for præsteskabet i Moskva. Hvad førte det med sig?

Nina skriver: „Uden at være stillet for retten blev han med det samme deporteret til Sibirien i lænker, anklaget for at have fornærmet ærkebiskoppen af Moskva, og det var på den måde Guds ord nåede Sibirien i 1891.“ Senere blev Semjon Koslitskij forflyttet til den del af Sibirien som nu hører til Kasakhstan. Dér forkyndte han nidkært Guds ord lige til sin død i 1935.

 ’INGEN MULIGHEDER FOR SANDHEDEN I RUSLAND’

Samme år som Semjon Koslitskij blev forvist, besøgte broder Russell Rusland for første gang. Det er i forbindelse med det besøg at hans ord „vi fandt ingen muligheder for sandheden i Rusland“ ofte er blevet citeret. Mente han at folk dér ikke ville lytte til sandheden? Nej, bestemt ikke. Men det diktatoriske styre hindrede folk i at høre sandheden fra Guds ord.

I Zion’s Watch Tower for 1. marts 1892 beskrev broder Russell udførligt forholdene med disse ord: „I Rusland holder myndighederne hvert menneske i imperiet i et ulideligt fast greb, og den fremmede inden for dets porte bliver altid betragtet som mistænkelig. Når han skal ind eller ud af en by, må han vise sit pas på det hotel og den jernbanestation han benytter. Hotelejeren modtager dit pas og afleverer det til politichefen som beholder det indtil du er parat til at tage derfra. På den måde kan enhver fremmed nemt spores, og man kan finde ud af hvornår han kom ind i eller forlod landet. Embedsmænd og myndighedspersoner er slet og ret afmålte og formelle, og de lader dig således forstå at din tilstedeværelse kun lige bliver tolereret. Alle bøger og papirer som er i din besiddelse, bliver omhyggeligt undersøgt for at sikre sig at intet i dem modarbejder deres ideologier.“

Man kunne måske tro at forkyndelsen af den gode nyhed kun ville have ringe fremgang under sådanne forhold. Men det var slet ikke tilfældet, for intet kunne hindre sandhedens sæd i at spire i Rusland.

„DE SMÅ BEGYNDELSERS DAG“

Så tidligt som i 1887 kunne man læse i Zion’s Watch Tower at enkelte numre af bladene var blevet sendt til forskellige steder, „selv til Rusland“. I 1904 skrev en lille gruppe Bibelstudenter i Rusland et brev hvori de nævnte  at de havde modtaget bibelsk læsestof — dog ikke uden vanskeligheder. I brevet stod der: „Litteraturen vakte opmærksomhed, og det var lige før at regeringens censorer forbød os at få den ind i landet.“ Bibelstudenterne var så taknemmelige for det læsestof de havde modtaget, at de sagde: „Her er det ligesom guld — det er så svært at få fat på.“ De viste at de forstod hensigten med litteraturen, for de skrev: „Måtte Herren nu give os sin velsignelse og mulighed for at uddele denne litteratur.“

Ja, forkyndelsen af den gode nyhed i Rusland var begyndt for alvor, og den sande tilbedelse havde fået et spinkelt, men betydningsfuldt fodfæste. Det var kun en lille begyndelse. Men som profeten Zakarias skrev: „Hvem har foragtet de små begyndelsers dag?“ — Zak. 4:10.

 I årene der fulgte, sendte nidkære brødre i Tyskland litteratur til Rusland. Meget af litteraturen var på tysk, og mange tysktalende tog imod sandheden. I 1907 modtog medlemmer af en tysk baptistkirke i Rusland nogle eksemplarer af bogserien Millenniets Daggry, som var blevet sendt til dem. Da 15 af dem tog standpunkt for den sande tilbedelse, blev de ekskommunikeret af kirken. Den præst som havde været stærkt imod dem, blev dog senere overbevist om sandheden sådan som den blev fremholdt i Millenniets Daggry.

I 1911 kom der skub i arbejdet på en usædvanlig måde. Det skete på grund af en bryllupsrejse. Et ungt par fra Tyskland, broder og søster Herkendell, besluttede nemlig at deres bryllupsrejse skulle være en forkyndertur  til Rusland for at hjælpe landets tysktalende befolkning. Til parrets store glæde fandt de flere isolerede grupper forkyndere som de arbejdede sammen med og gav åndelig hjælp.

Tidligere havde en læser i Rusland skrevet: „Litteraturen fra Tyskland er lige så værdifuld for mig som den himmelske manna var for Israels børn. . . . Vi er meget kede af at litteraturen ikke er på russisk. Jeg bruger hver en lejlighed til at oversætte noget af den til russisk.“ Man var således begyndt at oversætte; men det skulle komme til at ske i langt større omfang.

„MANGE SJÆLE SOM LÆNGES EFTER GUD“

Broder R.H. Oleszynski fra Warszawa i Polen, hvoraf en del dengang var inkluderet i Det Russiske Imperium, sørgede i 1911 for at traktaten Hvor er de døde? blev trykt på russisk. I et brev til broder Russell skrev han: „Jeg vedlægger et eksemplar . . . For 10.000 eksemplarer forlangte de treoghalvfjerds rubler . . . Der er mange vanskeligheder, men ikke desto mindre er der mange sjæle som længes efter Gud.“ Denne traktat, samt anden litteratur, blev uddelt til russisktalende, som bragte publikationerne til Rusland. En vigtig milepæl var på den måde nået i forbindelse med oversættelse til russisk. Snart blev der oversat andre publikationer, som traktater og brochurer. Med tiden gik man i gang med større oversættelsesprojekter.

I 1912 besøgte broder Russell Finland, som dengang var en del af Det Russiske Imperium. Kaarlo Harteva fik fuldmagt til at handle på vegne af Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab i Finland. Den 25. september 1913 satte zarens repræsentant, den russiske konsul i New York, regeringens stempelmærke og sin underskrift på denne fuldmagt.

 EN TO MÅNEDERS FORKYNDERTUR FORLÆNGES

Kort før den første verdenskrig brød ud, påbegyndte Joseph F. Rutherford fra Brooklyn en rejse til adskillige lande som repræsentant for organisationen. På denne rejse mødte han i den polske by Łódź en bibelstudent ved navn Dojczman. Kort efter tog broder Dojczman og hans familie på en forkyndertur gennem Rusland som skulle have varet i to måneder. Krigens udbrud forlængede imidlertid deres rejse.

Efter mange strabadser kom familien Dojczman til at bo i en lille by ved floden Volga. I 1918 bestemte de sig for at vende hjem til Polen, men de blev forhindret af en koppeepidemi. Derefter blev grænserne lukket fordi der udbrød borgerkrig. Tre af børnene døde i disse år — en af kopper, en anden af lungebetændelse og en tredje af andre årsager.

Overalt var der rædsel og mangel på mad. Folk døde af sult i gaderne. I den efterfølgende forvirring blev mange, især udlændinge, beskyldt for at arbejde sammen med „fjenden“ og blev hurtigt henrettet uden at være blevet stillet for retten. En dag kom en mand og en væbnet soldat brasende ind i familien Dojczmans hus.

„Han er fjenden, grib ham!“ råbte manden.

„Hvorfor?“ spurgte soldaten. „Hvad har han gjort?“

Manden ønskede at udnytte situationen så han kunne slippe for at betale broder Dojczman for noget tømrerarbejde han havde lavet for ham. Efter at have hørt begge sider af sagen blev soldaten klar over mandens selviske motiver og smed ham ud af huset. Så nævnte soldaten for broder Dojczman at han kunne huske en dejlig samtale de havde haft om nogle bibelske emner. Den samtale var sikkert medvirkende til at redde broder Dojczman og hans families liv. I 1921 knuste det kommunistiske styre den  væbnede modstand, og borgerkrigen var slut. Kort derefter rejste familien Dojczman hjem til Polen.

BIBELSTUDENTERNE OG BOLSJEVIKKERNE

Mens Første Verdenskrig rasede, var den lille kontakt der havde været mellem brødrene i Rusland og andre steder, gået tabt. Ligesom Kristi brødre verden over var brødrene i Rusland efter alt at dømme usikre med hensyn til den fulde betydning af Kristi indsættelse som konge på tronen. De var ikke klar over at deres land meget snart skulle opleve nogle af de mest bemærkelsesværdige begivenheder i det 20. århundrede, hvoraf mange var en opfyldelse af Bibelens profetier.

Mod slutningen af 1917 bragte Den Russiske Revolution det 370 år lange zardømme til dets afslutning. Ruslands nye herskere, bolsjevikkerne, som var uvidende om Jesu Kristi nærværelse, havde ambitiøse planer om at danne en ny form for regering, en der var helt anderledes end de regeringer man hidtil havde haft. Inden for få år tog Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, eller USSR, derfor form, og med tiden omfattede den næsten en sjettedel af jordens landområder.

Det er bemærkelsesværdigt at Vladimir Lenin, Sovjetunionens første leder, blot få år før Den Russiske Revolution, havde udtalt: „Der må være fuldstændig frihed, ikke blot til at holde fast ved en hvilken som helst tro, men også til at forkynde en hvilken som helst tro eller til at ændre tro. Ingen myndighedsperson bør have ret til at udspørge nogen om hans religiøse opfattelse; det er et samvittighedsspørgsmål som ingen har ret til at forhøre sig om.“

På grund af disse officielle retningslinjer som det socialdemokratiske parti holdt i hævd, var det muligt for nidkære forkyndere visse steder i landet at udbrede  Bibelens budskab. I det store og hele var den nye stat dog ateistisk lige fra begyndelsen, og den var fjendtligt indstillet over for religion, der blev betegnet som „opium for folket“. Noget at det første bolsjevikkerne gjorde, var at udstede et dekret som skilte kirken fra staten. Religiøse organisationer fik forbud mod at undervise, og kirkens ejendom blev overdraget til staten.

Hvordan ville denne nye regering betragte de spredte grupper af Bibelstudenter som ønskede at være trofaste over for Guds rige? Nogen tid efter revolutionen i 1917 skrev en bibelstudent fra Sibirien og malede følgende dystre billede: „I er sikkert klar over hvad der sker her i Rusland. Vi har en sovjetisk regering grundlagt på kommunistiske ideologier. Sandt nok kan man ikke undgå at bemærke den tendens i retning af retfærdighed der gør sig gældende, men alt hvad der har med Gud at gøre, bliver afvist.“

I 1923 var modstanden mod Bibelstudenterne vokset. Brødrene skrev: „Dette Brev skrives for at underrette eder om, hvad der sker i Rusland. . . . [Vi] har det nødvendige, Føde, Klæder o.s.v.; . . . men vi trænger stærkt til aandelig Føde. De Bøger som blev sendt til os, blev konfiskeret af Regeringen. Vi beder eder derfor sende os Uddrag i Brevform fra al den Litteratur, I har på russisk . . . Mange . . . hungrer efter Sandhedens Ord. For ikke længe siden symboliserede fem Personer deres Indvielse med Vanddaaben, og femten Baptister har også sluttet sig til os.“

Vagttaarnet for januar 1924, side 8, havde denne kommentar: „Selskabet gør Forsøg paa at faa Litteratur ind i Rusland, og ved Herrens naade vil vi fortsætte hermed.“ I 1925 kunne Vagttårnet fås på russisk. Dets indvirkning på forkyndelsen i Rusland kunne mærkes med det samme. Et medlem af en evangelisk gruppe havde for eksempel svært ved at forene læren om helvede med Guds  kærlighed. Da han ville drøfte dette spørgsmål med sine trosfæller, bad de Gud om at beskytte ham mod sådanne tanker. Senere fik han og hans kone nogle numre af Vagttårnet, og de kunne straks se at det var sandheden. Han bad om at få flere publikationer idet han skrev: „Vi venter på manna fra den anden side af havet.“ Andre brødre i Rusland bekræftede også at de regelmæssigt havde modtaget en sådan „manna“, og de takkede brødrene i USA for den kristne kærlighed de viste ved at fremstille sådanne trosstyrkende publikationer.

„SEND MIG LIDT AF ALT“

Et rørende brev fra Sibirien kunne læses i The Watch Tower for september 1925. En skolelærer fra en landarbejderfamilie berettede at han og hans familie i 1909 var flyttet fra Sydrusland til Sibirien. Han skrev at han havde læst publikationerne med stor glæde, og tilføjede: „Jeg ønsker af hele mit hjerte at blive ledet endnu dybere ind i Guds hellige sandheder så jeg kan kæmpe imod mørket med større dygtighed og styrke.“ Han sluttede brevet med at bede om mere litteratur idet han skrev: „Send mig lidt af alt.“

Selskabets svar blev offentliggjort i det samme nummer. „Vi har i et stykke tid prøvet at sende litteratur ind i Rusland, men alle vore forsøg er mislykkedes på grund af modstand fra de russiske myndigheder. Dette brev, såvel som lignende breve, er som et råb fra Makedonien: ’Kom over . . . og hjælp os.’ (Apg. 16:9) Vi kommer så snart der er en mulighed for det, og hvis det er Herrens vilje.“

Ja, Vagttårnet og andre publikationer har vist sig at være et magtfuldt redskab i forbindelse med at forkynde den gode nyhed på russisk „til et vidnesbyrd“. (Matt. 24:14) I 2006 nåede antallet af publikationer udgivet af Jehovas Vidner på russisk op på 691.243.952, et tal der var højere end på noget andet sprog bortset fra  engelsk, portugisisk og spansk. Jehova har rigt velsignet de anstrengelser hans vidner har gjort for at forkynde Riget.

FORKYNDELSE FOR RUSSERE I ANDRE LANDE

Da bolsjevikkerne kom til magten, og den nye kommunistiske stat blev oprettet, immigrerede mange russere til andre lande. Vagttårnet og andre publikationer på russisk blev trykt uden for Sovjetunionen. Af den grund kunne den sovjetiske regering ikke skride ind over for strømmen af denne åndelige føde til andre lande. I slutningen af 1920’erne nåede russiske publikationer ud til folk over hele jorden, og der kom takkebreve fra russere i lande som Australien, Finland, Frankrig, Letland, Paraguay, Polen, Uruguay og USA.

 Nogle af disse steder gik brødrene nu i gang med at organisere de kristne møder og forkyndelsen på russisk. Radiostationer i USA udsendte regelmæssigt bibelske foredrag på russisk. Der blev dannet russisksprogede menigheder, som den i Brownsville, Pennsylvania, og organiseret stævner. I maj 1925 holdt brødrene for eksempel et tredages stævne på russisk i Carnegie, Pennsylvania, som blev overværet af 250, og 29 blev døbt.

SITUATIONEN ÆNDRER SIG

Efter Lenins død intensiverede regeringen sit angreb på alle religioner. I 1926 dannede man Forbundet af Militante Gudløse — et navn der meget rammende definerede dets mål. Den konstante ateistiske propaganda havde til formål fuldstændig at fjerne troen på Gud i folks sind og hjerte. På kort tid spredte den ateistiske ånd sig ud over Sovjetunionens vidtstrakte områder. I et brev til hovedkontoret skrev en bibelstudent: „De unge bliver helt opslugt af denne ånd, hvilket uden tvivl er en stor hindring for at de kan lære sandheden at kende.“

Forbundet af Militante Gudløse udgav ateistisk litteratur, deriblandt et blad de kaldte Antireligioznik. I 1928 oplyste bladet: „Voronezjregionen vrimler med sekter.“ Blandt andre omtalte det 48 „studenter af de Hellige Skrifter“ hvis „ledere var Zinchenko og Mitrofan Bovin“. Det er værd at lægge  mærke til at The Watch Tower for september 1926 gengav et brev fra Mikhail Zinchenko fra Rusland. Der stod: „Folk hungrer efter åndelig føde. . . . Vi har meget lidt litteratur. Broder Trumpi og andre oversætter og fremstiller kopier af russisk læsestof, og det er sådan vi får åndelig føde og støtter hinanden. Vi sender hilsener fra alle vore russiske brødre.“

I september 1926 skrev broder Trumpi at der var mulighed for at myndighederne ville tillade brødrene at modtage litteratur på russisk. Han bad brødrene på Brooklyn Betel om at sende traktater, brochurer, bøger og indbundne årgange af Vagttårnet gennem afdelingskontoret i Magdeburg i Tyskland. Som svar på denne anmodning sendte broder Rutherford George Young til Moskva. Han ankom den 28. august 1928. I et af sine breve skriver han: „Jeg har haft nogle interessante oplevelser, men ved ikke hvor længe jeg får lov til at blive her.“ Det lykkedes ham at tale med en højtstående myndighedsperson i Moskva, men han kunne kun få et visum der var gyldigt til den 4. oktober 1928.

Den nyoprettede Sovjetstats indstilling til religion var imidlertid uklar. Flere regeringsdokumenter udtrykte håb om at religiøse grupper ville blive en integreret del af den sovjetiske arbejdsstyrke. I årene der fulgte, blev dette håb regeringens politik. Det er vigtigt at forstå at den sovjetiske regering ikke havde noget ønske om at dræbe Jehovas  tjenere; den kæmpede for at vinde deres sind og hjerte. Regeringen prøvede at få Guds tjenere til at tilpasse sig dens politik og at tvinge dem til udelukkende at være loyale over for staten. Det sidste man ønskede, var at mennesker skulle vise Jehova troskab.

Efter at broder Young havde forladt landet, fortsatte de russiske brødre med nidkært at forkynde Guds rige. Danijel Starukhin blev udnævnt til at organisere forkyndelsesarbejdet i Rusland. For at fremme dette arbejde og opmuntre brødrene besøgte broder Starukhin Moskva, Kursk, Voronezj og andre byer i Rusland såvel som Ukraine. Sammen med andre brødre forkyndte han for baptister ved deres bedehuse og forklarede sandheden om Jesus Kristus og Guds rige. I januar 1929 lejede brødrene i Rusland en kirkebygning i Kursk for det der dengang svarede til 200 dollars om året, sådan at de frit kunne holde deres møder.

Senere samme år anmodede brødrene på Brooklyn Betel USSR’s handelsministerium om at måtte indføre en mindre sending af bibelsk litteratur i Sovjetunionen. Forsendelsen indeholdt 800 eksemplarer af hver af bøgerne Guds Harpe og Verdensbefrielsen såvel som 2400 brochurer. Knap to måneder senere kom forsendelsen tilbage med stemplet: „Returneret. Indførsel forbudt af Administrationen For Tryksager.“ Brødrene gav dog ikke op. Nogle mente at grunden til at forsendelsen blev returneret, var at publikationerne var trykt med det gamle russiske alfabet. Fra da af sikrede brødrene sig at al russisk litteratur blev oversat korrekt og trykt i overensstemmelse med den sidste udvikling i sproget.

BEHOVET FOR OVERSÆTTELSE AF HØJ KVALITET

Fra 1929 indeholdt flere numre af Vagttårnet en meddelelse om at der var behov for kvalificerede oversættere som havde kendskab til både engelsk og russisk. For  eksempel indeholdt Vagttårnet på russisk for marts 1930 følgende meddelelse: „Vi har brug for en kvalificeret, døbt broder med kendskab til engelsk og som kan flydende russisk, til at oversætte fra engelsk til russisk.“

Jehova vidste hvad der var behov for, og der blev fundet oversættere i forskellige lande. En af disse oversættere var Aleksandr Forstman, og allerede i 1931 sendte han artikler oversat til russisk til hovedkontoret gennem det danske afdelingskontor i København. Broder Forstman var en entusiastisk oversætter der boede i Letland. Eftersom han var veluddannet og talte både engelsk og russisk flydende, var han hurtig til at oversætte bibelsk litteratur. I begyndelsen brugte han kun få timer hver uge på at  oversætte, da han havde verdsligt arbejde for at kunne forsørge sin anderledestroende hustru og deres barn. Men i december 1932 blev broder Forstman oversætter på fuld tid, og han oversatte både traktater, brochurer og bøger. Han døde i 1942.

Brødrene var meget interesserede i at oversættelsen af de publikationer der var tilgængelige, skulle være af høj kvalitet. De troede nemlig at Rigets arbejde snart ville blive legaliseret i Rusland. William Dey, der var tilsynsmand for det nordeuropæiske kontor, skrev i et brev til broder Rutherford: „Når Rusland legaliserer arbejdet, hvilket snart må ske, vil det være gavnligt at have en god oversættelse af vore publikationer, som kan tilbydes den russiske befolkning på 180 millioner.“

RADIOUDSENDELSER

Radioen var en anden måde hvorpå man kunne udbrede den gode nyhed i Ruslands enorme distrikt. The Watch Tower for februar 1929 indeholdt denne bekendtgørelse: „Russiske foredrag vil blive sendt over radioen.“ De blev sendt fra Estland til Sovjetunionen den anden og fjerde søndag hver måned.

Broder Wallace Baxter, der førte tilsyn med arbejdet i Estland, oplyste senere: „Efter lange forhandlinger blev der i 1929 underskrevet en kontrakt for et år. Kort efter at udsendelserne var begyndt i Rusland, fandt vi ud af at folk i Leningrad lyttede med. Sovjetregimets reaktion var meget lig den præsteskabet i Estland viste. Begge parter advarede folk mod at lytte til Rigets budskab.“ I 1931 blev russiske radioudsendelser sendt på et belejligt tidspunkt for lytterne, fra 17:30 til 18:30 på mellembølge. Men tre og et halvt år efter, i juni 1934, blev udsendelserne stoppet. Brødrene fra afdelingskontoret i Estland forklarede hvorfor der var blevet nedlagt forbud mod udsendelserne. De  skrev: „Præsteskabet fik myndighederne [i Estland] til at tro at vore radioforedrag ikke er i statens interesse, og at de har karakter af kommunistisk og anarkistisk propaganda.“

DER SKER EN FORANDRING

I 1935 sendte brødrene på Brooklyn Betel Anton Koerber til Sovjetunionen i håb om at han kunne oprette et afdelingskontor der. Desuden havde de planer om at sende en trykpresse til USSR fra Tyskland, hvor Adolf Hitler nylig var kommet til magten. Selvom denne plan gik i vasken, mødtes broder Koerber med flere brødre i Rusland.

I nogle få år gik forkyndelsesarbejdet i Rusland støt og roligt fremad. Bibelsk litteratur blev oversat til russisk under ledelse af det lettiske afdelingskontor. Det var imidlertid vanskeligt at indføre de trykte publikationer i landet, så en stor del af litteraturen måtte oplagres.

Helt frem til den anden verdenskrig i 1939 var der kun få Jehovas Vidner. Det betød at de sovjetiske myndigheder nærmest ikke tog notits af dem. Men det skulle snart ændre sig. Kort efter at Nazityskland i 1939 invaderede Polen, indlemmede Sovjetunionen de sidste fire af dens 15 republikker, Estland, Letland, Litauen og Moldova. Tusinder af Jehovas Vidner befandt sig pludselig inden for Sovjetunionens grænser — en nation der snart ville være dybt involveret i en voldsom krig for at kunne overleve. Det ville blive en tid med lidelser og trængsler for millioner. For Jehovas Vidner ville det blive en tid hvor de kunne vise deres loyalitet over for Gud mens de var udsat for brutal undertrykkelse.

PARATE TIL AT STÅ FAST

I juni 1941 indledte Tyskland et massivt angreb mod Sovjetunionen som fuldstændig overrumplede den sovjetiske  leder, Josef Stalin. Ved slutningen af året var tyske tropper nået til udkanten af Moskva, og et sovjetisk nederlag syntes uundgåeligt.

I desperation søgte Stalin at mobilisere nationen til det russerne kaldte Den Store Fædrelandskrig. Stalin erkendte at han blev nødt til at gøre nogle indrømmelser over for kirken for at få folkets støtte til krigsindsatsen, da millioner stadig var religiøse. I september 1943 modtog Stalin i Kreml offentligt tre repræsentanter af den højeste orden inden for den russiskortodokse kirke. Formålet var at bygge bro over den kløft der var mellem kirken og staten og åbne i hundredvis af kirker for offentligheden.

Ligesom Jehovas Vidner i Tyskland bevarede brødrene i Rusland helt igennem deres neutrale standpunkt under krigen. De var parate til at tage konsekvenserne, fast besluttede på at holde deres Herres bud. (Matt. 22:37-39) I årene fra 1940 til 1945 blev mere end tusind Jehovas Vidner fra Ukraine, Moldova og de baltiske lande forflyttet til arbejdslejre i det centrale Rusland på grund af at de forholdt sig neutrale.

Vasilij Savtjuk fortæller: „Jeg blev døbt i Ukraine i 1941 da jeg var 14 år. Under krigen blev næsten alle aktive brødre sat i fængsel eller arbejdslejr i det centrale Rusland. Men Jehovas arbejde stoppede ikke. Trofaste søstre og teenagere som mig påtog sig forskellige ansvarsopgaver i menigheden og i tjenesten. I vores landsby var der én broder som stadig var fri, og han var handicappet. Han sagde til mig: ’Vasilij, vi har brug for din hjælp. Vi har et meget vigtigt arbejde at gøre, og vi har ikke nok mænd.’ Da det gik op for mig hvor bekymret denne syge broder var for Jehovas arbejde, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg var glad for at kunne påtage mig opgaven med at gøre det nødvendige. Vi havde interimistiske trykkerier i kældre hvor vi duplikerede vores værdifulde åndelige  føde som vi fordelte blandt brødrene, især til dem der var i fængsel.“

Til trods for det uselviske og kærlige arbejde som disse søstre og teenagere udførte, var mængden af den åndelige føde vi producerede, stadig ikke nok. En løsning blev fundet af polske brødre som var emigreret fra Rusland, og som var i stand til at bringe rapporter til afdelingskontoret i Polen. Ukrainske og russiske brødre som rejste ind i Rusland, medbragte åndelig føde, stencils, blæk og andre redskaber som skulle bruges i Rusland.

„LAD DEM HVER ISÆR BEGIVE SIG TIL DERES HJEMSTED“

I 1946 blev nogle brødre som boede i Polen, tvangsforflyttet til Ukraine i Sovjetunionen. Ivan Pasjkovskij fortæller: „Brødrene spurgte afdelingskontoret i Łódź hvad de skulle gøre i denne situation. I det svar de fik, var der citeret fra Dommerbogen 7:7, hvor der står: ’Lad dem hver især begive sig til deres hjemsted.’ Mange år senere forstod jeg hvordan Jehova i sin visdom ledede forkyndelsesarbejdet i disse vanskelige distrikter. For os var vores ’hjemsted’ hvor som helst Jehova sendte os. Vi kom til at forstå at det er vigtigt at vi underordner os myndighederne. Derfor begyndte vi at forberede os på at blive forflyttet til et ateistisk land.

Det første vi gjorde, var at mødes med 18 dåbskandidater som var blevet bragt til en broders hus, for at forberede dem til dåb. Vi samlede også russisk og ukrainsk litteratur og prøvede at pakke det på en måde så det ville være svært at få øje på i tilfælde af en ransagning. Ved daggry blev vores landsby omringet af soldater fra den polske hær som beordrede os til at gøre os klar til at tage af sted. Vi fik lov til at tage en måneds forsyning af fødevarer med os samt nødvendige husholdningsredskaber. Derefter blev vi eskorteret til jernbanestationen. På den måde blev Ukraine i Sovjet vores ’hjemsted’.

 Så snart vi ankom til vores destination, blev vi omringet af folk og de lokale myndigheder. Vi ville gerne aflægge et vidnesbyrd her og nu, så vi fortalte dem frimodigt at vi var Jehovas Vidner. Den næste dag fik vi helt uventet besøg af sekretæren for den lokale landbrugskomité. Han fortalte os at hans far var immigreret til Amerika og sendte ham litteratur udgivet af Jehovas Vidner. Hvor var vi glade for at høre det. Endnu bedre var det at han gav os litteraturen. Han begyndte at overvære vores møder med sin familie, og vi forstod nu at vi i dette land kunne finde mange af Jehovas ’kostbare skatte’. (Hag. 2:7) Snart blev hele hans familie Jehovas Vidner, og de tjente trofast i mange år.“

ET STORT ARBEJDE FORUDE

Under og efter den anden verdenskrig blev arbejdet i Rusland udført under de mest vanskelige omstændigheder. I et brev fra det polske afdelingskontor til hovedkontoret, dateret 10. april 1947, kunne man læse følgende: „Religiøse ledere skræmmer deres medlemmer med at der venter dem ti års tvangsarbejde og eksil hvis de tager imod Vagttårnet eller en brochure fra Jehovas Vidner. Derfor lever landets borgere i frygt og bæven, og folk længes efter lyset.“

Årbogen for 1947 havde denne kommentar: „Vidnerne har ingen trykt litteratur og ingen ’Vagttårn’ i dets tiltalende trykte form til rådighed. . . . I mange tilfælde bliver det stadig møjsommeligt skrevet af i hånden hvorefter det går på omgang . . . Vore kurerer bliver somme tider tilbageholdt og kastet i fængsel hvis man finder Vagttårnet på dem.“

Regina Krivokulskaja fortæller: „Det var som om hele landet var omgivet af pigtrådshegn, og at vi var fanger, selvom vi ikke var i fængsel. Vores ægtefæller, som nidkært tjente Gud, tilbragte det meste af deres liv i fængsler  og lejre. Vi kvinder måtte udholde meget. Der var ikke én af os som ikke havde oplevet søvnløse nætter, overvågning og psykisk pres fra Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste (KGB), fyringer og andre prøvelser. Myndighederne forsøgte på forskellige måder at få os til at afvige fra sandhedens vej. (Es. 30:21) Vi var ikke i tvivl om at Satan udnyttede situationen til at prøve at standse forkyndelsesarbejdet. Men Jehova svigtede ikke sit folk — hans hjælp var helt tydelig.

Bibelsk litteratur, som med store vanskeligheder blev smuglet ind i landet, gav os den ’kraft som er ud over det normale’ samt visdom til at kunne klare denne situation. (2 Kor. 4:7) Jehova ledede sit folk, og selv under stærk modstand fra staten fortsatte nye med at slutte sig til hans organisation. Det var forbløffende at de helt fra begyndelsen  var parate til at udholde trængsler sammen med Jehovas folk. Det var kun ved hjælp af Jehovas ånd at de var i stand til det.“

BREVE KASTET OVER HEGNET

I 1944 blev Pjotr, Reginas fremtidige ægtemand, indsat i en fangelejr i Gorkijregionen fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. Dette lagde på ingen måde en dæmper på hans nidkærhed for at forkynde. Pjotr skrev breve som indeholdt en kort forklaring af en af Bibelens læresætninger. Derefter lagde han hvert brev i en kuvert, og med en snor fastgjorde han kuverten til en sten og kastede den over det høje pigtrådshegn. Pjotr håbede at nogle ville læse brevene, og en dag var der en der gjorde det — en pige ved navn Lidija Bulatova. Pjotr så hende, og med sagte stemme kaldte han på hende. Han spurgte hende om hun kunne tænke sig at lære mere om Bibelen. Det ville Lidija gerne, så de aftalte at mødes igen. Fra da af kom hun regelmæssigt for at samle flere af disse dyrebare breve op.

Lidija blev en nidkær søster og forkynder af den gode nyhed, og snart efter studerede hun Bibelen med Marija Smirnova og Olga Sevrijugina. De begyndte også at tjene Jehova. For at hjælpe søstrene åndeligt sørgede brødrene for at forsyne denne lille gruppe med åndelig føde direkte fra lejren. Til dette formål konstruerede Pjotr en lille kuffert med dobbelt bund som han kunne fylde med vores blade. Han fik det arrangeret sådan at kufferten blev bragt ud og ind i lejren af nogle der hverken var Jehovas Vidner eller fanger. De bragte den til en adresse hvor en af vores søstre boede.

Snart organiserede søstrene forkyndelsesarbejdet i deres område. Politiet lagde mærke til det og sendte en agent der kunne udspionere dem, noget der var helt almindeligt  på den tid. Agenten, en lærerinde, foregav at være interesseret i sandheden og vandt søstrenes tillid. Eftersom de ingen erfaring havde med den slags, forkyndte de gladeligt Bibelens sandheder for deres nye „søster“ og fortalte hende senere hvordan de fik litteraturen. Næste gang kufferten var på vej ud af lejren, blev Pjotr tilbageholdt og idømt 25 års ekstra fængselsstraf. De tre søstre blev også idømt 25 år hver.

„MYNDIGHEDERNE BØR OPLYSES“

I krigsårene og derefter fortsatte Sovjetstyret sin stærke modstand imod Jehovas Vidners aktiviteter. I marts 1947 rapporterede brødrene i Polen at en højtstående embedsmand i en af Sovjetunionens vestlige regioner havde erklæret at der mod slutningen af foråret ikke ville være et eneste af Jehovas Vidner tilbage i dette område. I brevet stod der: „Mens vi skrev dette brev, hørte vi nyheden om at 100 brødre og søstre var blevet arresteret på én dag.“ Et andet brev oplyste hvordan det gik brødrene i lejrene. Der stod: „Det er bemærkelsesværdigt at se hvordan de holder fast ved deres uangribelighed over for Jehova. Mange har allerede mistet livet, og vore trosfæller venter på Jehovas udfrielse ligesom det var tilfældet med dem der sad i koncentrationslejrene.“

Vidnerne blev også arresteret for at forkynde og for at nægte at stemme. I 1947 skrev ansvarlige brødre: „Vi har det indtryk at de højeste myndigheder i Rusland ved meget lidt om hvad vore brødre og søstre er udsat for, men at de ikke har nogen interesse i at slå dem ihjel. Det er derfor nødvendigt at nogen henleder deres opmærksomhed på hvad der foregår. Myndighederne bør oplyses om det.“

FORSØG PÅ AT BLIVE INDREGISTRERET

Det polske afdelingskontor foreslog nu at to russiske brødre sammen med en erfaren advokat gjorde foranstaltninger  til at fremskaffe og udfylde de nødvendige dokumenter for at kunne indregistrere Jehovas Vidners aktiviteter i Sovjetunionen. I et brev fra Polen til brødrene i Rusland stod der: „Forkyndelsen af den gode nyhed om Riget skal lyde overalt, også i Rusland.“ (Mark. 13:10) Brevet sluttede med ordene: „Vær tålmodige. Jehova vil lade jeres tårer blive til glædesråb.“ — Sl. 126:2-6.

I august 1949 sendte tre brødre en ansøgning om at blive indregistreret. Det var brødrene Mikola Pjatokha, Mikhailo Tjumak og Ilja Babijtjuk. Regeringen ville gerne indregistrere Jehovas Vidner, men kun på visse betingelser. Brødrene blev for eksempel bedt om at opgive navnene på alle de Jehovas Vidner der boede i Sovjetunionens område. Det var noget brødrene ikke kunne gå med til. Selvom arbejdet fortsatte, og antallet af forkyndere stadig  voksede, var mange brødre imidlertid fortsat berøvet deres frihed.

’DIN JEHOVA KAN IKKE UDFRI DIG HERFRA’

Pjotr Krivokulskij mindes sommeren 1945 og siger: „Efter at brødrene havde fået deres dom, blev de sendt til forskellige fangelejre. I den lejr hvor jeg var, viste mange fanger stor interesse for sandheden. En af fangerne, en præst, blev hurtigt klar over at det han hørte, var sandheden, og han tog standpunkt for Jehova.

Vi levede under uhumske og barske forhold. Engang blev jeg sat ind i en celle der var så lille at jeg knap nok kunne stå oprejst. Den blev kaldt lusehuset fordi den var fuld af væggelus — så mange at de sandsynligvis kunne have suget alt blodet ud af et menneskes krop. Fængselsinspektøren der stod foran cellen, sagde til mig: ’Din Jehova kan ikke udfri dig herfra.’ Min daglige ration bestod af 300 gram brød og en kop vand. Der var ingen luft i cellen, så jeg lænede mig op ad den lille dør og indåndede grådigt den luft der kom ind gennem en hårfin sprække. Jeg kunne mærke hvordan væggelusene sugede blodet ud af mig. I de ti dage jeg sad i lusehuset, bad jeg gang på gang Jehova om at give mig styrke til at holde ud. (Jer. 15:15) Da døren blev åbnet, besvimede jeg, og da jeg vågnede op, befandt jeg mig i en anden celle.

Efter dette idømte lejrens domstol mig 10 års indespærring i en strengt bevogtet straffelejr for ’agitation og propaganda imod de sovjetiske myndigheder’. Det var umuligt at sende eller modtage post i denne lejr. Fangerne var generelt nogle der sad inde for alvorlige forbrydelser som mord. Jeg fik at vide at hvis jeg ikke afsvor min tro, ville disse mennesker gøre hvad som helst imod mig som de fik besked på. Jeg vejede kun 36 kilo og kunne knap nok gå. Men selv her fandt jeg nogle der var lydhøre over for sandheden.

 Engang da jeg lå i noget buskads og bad, kom en ældre mand hen til mig og spurgte: ’Hvad har du gjort siden du er havnet i dette helvede?’ Da han hørte at jeg var et af Jehovas Vidner, satte han sig ned hvorefter han omfavnede og kyssede mig. Så sagde han: ’Kære unge ven, jeg har længe ønsket at lære Bibelen at kende. Vil du være så rar at undervise mig?’ Min glæde var ubeskrivelig! Jeg havde syet adskillige gamle papirlapper af evangelierne ind i mit lasede tøj, så jeg tog dem straks ud. Han fik tårer i øjnene. Den aften talte vi længe sammen. Han fortalte mig at han arbejdede i lejrens spisesal, og at han ville sørge for at jeg fik noget at spise. På den måde blev vi venner. Han voksede åndeligt, og jeg kom til kræfter. Jeg er sikker på at det var Jehova der stod bag. Efter få måneder blev han frigivet, og jeg blev sendt til en anden lejr i Gorkijregionen.

Der var forholdene meget bedre. Men mest af alt glædede jeg mig over at kunne studere Bibelen med fire af fangerne. I 1952 fandt lejrens formænd vores litteratur. Under det indledende forhør blev jeg spærret inde i en hermetisk tillukket kasse, og når jeg var ved at blive kvalt, åbnede de blot kassen så jeg kunne indånde nogle få mundfulde luft, hvorefter de lukkede den igen. De ville have mig til at afsværge min tro. Vi blev alle dømt. Da vores domme blev læst højt, blev ingen af dem jeg studerede Bibelen med, grebet af panik. Det var jeg meget glad for. Alle fire blev idømt 25 år i fangelejr. Jeg fik en strengere dom, men den blev ændret til yderligere 25 år i en strengt bevogtet lejr og 10 år i eksil. Da vi forlod lokalet, standsede vi for at takke Jehova fordi han havde støttet os. Vagterne var meget forbavsede og undrede sig over hvorfor vi var så glade. Vi blev skilt fra hinanden og sendt til forskellige lejre. Jeg kom til en strengt bevogtet lejr i Vorkuta.“

KRISTEN NEUTRALITET BLEV DERES REDNING

Livet i en lejr var hårdt. Mange fanger som ikke var Jehovas Vidner, begik selvmord. Ivan Krylov fortæller: „Efter min frigivelse fra en af de strengest bevogtede fangelejre besøgte jeg forskellige kulminer hvor brødre og søstre var blevet sat til tvangsarbejde. Vi fik kontakt med hinanden, og dem der havde været i stand til at afskrive nogle af vores blade, videregav deres afskrifter til de andre. Jehovas Vidner forkyndte i alle lejrene, og mange viste interesse for budskabet. Efter deres frigivelse blev nogle af dem døbt i Vorkutafloden.

Vores tro på Jehova og hans rige blev konstant sat på prøve. Engang i 1948 planlagde nogle fanger i en lejr i Vorkuta et oprør. Til de andre fanger havde oprørerne sagt at opstanden bedst kunne lykkes hvis alle i lejren fordelte sig i grupper, for eksempel efter nationalitet eller religion. På det tidspunkt var vi 15 Jehovas Vidner i lejren. Vi fortalte oprørerne at vi var kristne og ikke kunne deltage i den slags. Vi forklarede dem at de første kristne ikke tog del i opstande mod romerne. Det overraskede naturligvis mange, men vi stod fast.“

Oprøret fik tragiske følger. Bevæbnede soldater knuste modstanden og bragte oprørerne til en barak som de overhældte med benzin og satte ild til. Næsten alle i barakken døde. Soldaterne rørte ikke brødrene.

„I en lejr mødte jeg i december 1948 otte brødre som var blevet idømt 25 års fængsel,“ siger Ivan videre. „Det var en bidende kold vinter, og arbejdet i minerne var hårdt. Til  trods for det så jeg hvordan tillid og et stærkt håb lyste ud af øjnene på disse brødre. Deres positive indstilling styrkede endda de fanger som ikke var Jehovas Vidner.“

FORVIST TIL SIBIRIEN

Selvom Jehovas Vidner blev udsat for voldsom modstand fra myndighedernes side, fortsatte de med nidkært at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige. Det var til stor irritation for centralregeringen i Moskva, og i særlig grad for KGB. I et memo dateret den 19. februar 1951 fra KGB til Stalin stod der: „For at undertrykke yderligere antisovjetiske aktiviteter fra jehovisternes undergrundsbevægelse finder MGB [Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste, senere KGB] det nødvendigt at forvise dem man ved er jehovister, og deres familier  til regionerne Irkutsk og Tomsk.“ KGB vidste hvem der var Jehovas Vidner, og de anmodede Stalin om tilladelse til at forvise 8576 personer fra seks republikker i Sovjetunionen til Sibirien. De fik tilladelsen.

Magdalina Beloshitskaja fortæller: „Søndag den 8. april 1951 vågnede vi klokken to om natten ved at der blev banket hårdt på døren. Mor sprang op og løb hen til døren. Udenfor stod en officer som meget formelt sagde: ’I vil blive forvist til Sibirien fordi I tror på Gud. I har to timer til at pakke jeres sager. I kan medbringe hvad som helst fra rummet her. Men det er ikke tilladt at medtage korn, kornprodukter eller mel. I må heller ikke tage møbler, træting eller symaskiner med jer, og heller ikke noget af det der ligger uden for huset. Medbring jeres sengelinned, tøj og tasker og gå udenfor.’

I vores publikationer havde vi læst om at der var et stort arbejde at udføre i den østlige del af landet. Nu forstod vi at tiden var inde til at komme i gang med dette arbejde.

Ingen af os græd eller beklagede sig. Det overraskede politimanden, som sagde: ’I har ikke fældet en eneste tåre.’ Vi fortalte ham at vi siden 1948 havde forventet at noget sådant ville ske. Vi spurgte om vi måtte tage bare en enkelt levende høne med os på rejsen, men det afslog han. Betjentene delte vores husdyr mellem sig. For øjnene af os  tog en af dem fem høns, en anden seks og en tredje tre eller fire. Da der kun var to høns tilbage i buret, gav politimanden ordre til at man slagtede dem og gav dem til os.

Min datter på otte måneder lå i en vugge af træ, som vi spurgte om vi måtte tage med. Men politimanden beordrede den skilt ad og gav os kun den del som vores datter kunne ligge i.

Inden længe fandt vores naboer ud af at vi var ved at blive forvist. En eller anden havde taget en lille pose med ristede krydderboller med, og idet vi blev kørt væk i en kærre, smed han posen op til os. Soldaten der holdt vagt, lagde imidlertid mærke til det og smed posen ud igen. Vi var seks — mig, min mor, mine to brødre, min mand og vores datter på otte måneder. Uden for landsbyen blev vi gennet ind i en bil og kørt til områdets centrum, hvor vores dokumenter blev udfyldt. Derefter blev vi med lastbil kørt til jernbanestationen.

Det var søndag og flot solskinsvejr. Stationen var fyldt med mennesker — dem som skulle forvises, og dem der kom for at se på. Lastbilen vi ankom i, kørte helt op til en jernbanevogn hvor vores brødre allerede befandt sig. Da toget var fyldt, tjekkede soldaterne at alle var med ved at råbe deres efternavne op. Der var 52 i den vogn vi kom i. Inden afgang begyndte de der var kommet for at vinke farvel, at græde, nogle hulkede ligefrem. Det var forbløffende, eftersom der var mange som vi ikke engang kendte. Men folk vidste at vi var Jehovas Vidner, og at vi var ved at blive deporteret til Sibirien. Der lød en høj fløjten fra damplokomotivet. Derpå begyndte brødrene at synge en sang på ukrainsk der lød: ’Lad Kristi kærlighed være med dig. Giv Jesus Kristus ære, vi ses igen i hans rige.’ De fleste af os var fyldt med håb og troede på at Jehova ville tage sig af os. Vi sang adskillige vers. Sangen var så rørende at nogle af soldaterne græd. Så begyndte toget at køre.“

 „DET STIK MODSATTE AF HVAD DE FORVENTEDE“

Professor N.S. Gordienko fra Herzen universitet i Sankt Petersborg beskriver i sin bog hvad forfølgerne opnåede. Han skriver: „Resultatet var det stik modsatte af hvad de forventede; de ønskede at svække Jehovas Vidners organisation i USSR, men i virkeligheden gjorde de den stærkere. I de nye bosættelser hvor ingen havde hørt om deres religion, ’smittede’ Jehovas Vidner de lokale indbyggere med deres tro og deres loyalitet over for den.“

Mange Jehovas Vidner tilpassede sig hurtigt deres nye omstændigheder. Der blev organiseret små menigheder, og distriktet blev fordelt mellem dem. Nikolaj Kalibaba fortæller: „På et tidspunkt forkyndte vi fra hus til hus i Sibirien, eller rettere, vi tog fra ét hus til et andet to eller tre huse længere fremme. Men det var risikabelt. Hvordan greb vi det an? Efter det første besøg forsøgte vi at komme på genbesøg efter en måneds tid. Vi begyndte med at spørge folk: ’Sælger I høns, geder eller køer?’ Derefter drejede vi langsomt samtalen hen på Riget. Efter nogen tid blev KGB opmærksomme på dette, og snart kom der en artikel i avisen som advarede lokalbefolkningen mod at tale med Jehovas Vidner. I artiklen stod der at Jehovas Vidner gik fra hus til hus og spurgte folk om de havde geder, køer og høns — men i virkeligheden var det får vi var interesserede i at finde!“

Gavriil Livij fortæller: „Brødrene prøvede at deltage i forkyndelsen selvom KGB holdt skarpt øje med dem. Sovjetborgernes indstilling til religion var at hvis de havde mistanke om at nogen forsøgte at tale med dem om religiøse emner, slog de straks alarm så politiet kunne komme. Alligevel fortsatte vi med at forkynde, dog uden nogen synlige resultater til at begynde med.  Med tiden fik sandheden imidlertid nogle fra lokalbefolkningen til at ændre sig. En af dem var en russisk mand der drak meget. Da han havde lært sandheden at kende, bragte han sit liv i harmoni med de bibelske principper og blev et aktivt Jehovas Vidne. Senere kaldte en KGB-officer på ham og sagde: ’Hvem er det du tilbringer din tid sammen med? De Jehovas Vidner er alle sammen ukrainere.’

Til det svarede broderen: ’Da jeg var en drukkenbolt og lå i rendestenen, var du ligeglad med mig, men nu da jeg er blevet et normalt menneske og en lovlydig borger, synes du ikke om det. Mange ukrainere forlader Sibirien, men de efterlader sig lokale sibiriske borgere som bliver oplært af Gud til at leve et ordentligt liv.’“

Efter nogle år skrev en embedsmand fra Irkutsk til Moskva: „Flere af de lokale arbejdere har givet udtryk for at man burde sende alle disse [Jehovas Vidner] til et område nordpå, hvor de var afskåret fra al kontakt med lokalbefolkningen og kunne blive omskolet.“ Hverken i Sibirien eller Moskva vidste man hvordan man kunne bringe Jehovas Vidner til tavshed.

’VI VILLE HAVE SKUDT JER ALLE SAMMEN’

I begyndelsen af 1957 iværksatte myndighederne igen en kampagne imod Jehovas Vidner. Brødrene blev skygget og deres hjem blev ransaget. Viktor Gutshmidt fortæller: „Engang da jeg kom hjem fra forkyndelsen, var der blevet vendt op og ned på alt i lejligheden. KGB søgte efter litteratur. De arresterede mig og forhørte mig i to måneder. Vores yngste datter, Julija, var 11 måneder, og vores ældste datter var to år.

Under forhøret spurgte politiassistenten mig: ’Du er jo tysker, er du ikke?’ For mange var ordet ’tysker’ på det tidspunkt lig med ’fascist’. Man hadede tyskere.

 ’Jeg er ellers ikke nationalist,’ sagde jeg, ’men hvis De henviser til de tyskere som nazisterne holdt fangne i koncentrationslejrene, så er jeg stolt af dem! De blev før kaldt Bibelforscher (Bibelstudenter), og nu hedder de Jehovas Vidner. Jeg er stolt over at ingen Jehovas Vidner nogen sinde har affyret en eneste kugle fra et gevær eller en granat fra en kanon. De tyskere er jeg stolt af!’

Politiassistenten sagde ikke noget, så jeg fortsatte: ’Jeg er overbevist om at ikke et eneste Jehovas Vidne har taget del i de forskellige opstande eller oprør. Selv når deres arbejde er under forbud, fortsætter de med at tilbede Gud. Samtidig anerkender de myndighedernes autoritet og adlyder deres love så længe de ikke strider imod Skaberens højere love.’

Helt uventet stoppede politiassistenten mig og sagde: ’Vi har aldrig studeret en gruppe mennesker så grundigt som vi har studeret Jehovas Vidner og deres aktiviteter. Hvis vi havde fundet noget som helst i optegnelserne der talte imod jer, om I så bare havde udgydt en enkelt dråbe blod, ville vi have skudt jer alle sammen.’

Det fik mig til at tænke: ’Det eksempel brødrene i hele verden har vist ved trofast at tjene Jehova, har reddet vores liv her i Sovjetunionen. Måske kan vores  loyalitet over for Gud også på en eller anden måde hjælpe brødrene andre steder. Denne tanke indgav mig større styrke til fortsat at vandre på Jehovas veje.“

VIDNER I MERE END 50 LEJRE

Jehovas Vidners neutrale standpunkt og nidkære forkyndelse i Sovjetunionen ærgrede fortsat regeringen. (Mark. 13:10; Joh. 17:16) Ofte medførte det valg brødrene traf i disse anliggender, lange og uretfærdige fængselsstraffe.

Fra juni 1956 til februar 1957 blev der rundt om på jorden holdt 199 områdestævner hvor i alt 462.936 tilstedeværende enstemmigt vedtog at fremsætte en begæring som blev sendt til Sovjetunionens ministerråd i Moskva. I denne begæring stod der blandt andet: „Der er Jehovas Vidner i mere end 50 lejre fra Europæisk Rusland til Sibirien og nordpå til det Nordlige Ishav, ja endog på den arktiske ø Novaja Zemlja . . . I Amerika og andre vestlige lande er Jehovas Vidner blevet kaldt ’kommunister’, og i lande, der står under kommunistisk styre, er de blevet kaldt ’imperialister’, . . . Kommunistiske regeringer har anklaget dem og ført dem for retten som ’imperialistiske spioner’ og har dømt dem til så meget som tyve års fængsel. Men de har aldrig deltaget i nogen samfundsnedbrydende virksomhed.“ Sørgeligt nok førte begæringen ikke til nogen mærkbar forbedring af forholdene for Jehovas Vidner i Sovjetunionen.

Det var især vanskeligt for Jehovas Vidner i Rusland at opdrage deres børn i denne tid. Vladimir Sosnin fra Moskva, som dengang havde tre sønner at opdrage, siger: „Det var obligatorisk at børnene gik i en sovjetisk skole. Lærerne og de andre elever forsøgte at presse vores børn til at melde sig ind i børneorganisationer der fokuserede på den kommunistiske ideologi. Vi ville gerne have at  vores børn fik den nødvendige uddannelse, og vi hjalp dem med deres studier. Det var imidlertid ikke let for os forældre at opdyrke kærlighed til Jehova i vores børns hjerter. Skolerne var gennemsyret af idéer om hvordan man kunne fremme socialismen og kommunismen. Som forældre var vi nødt til at være meget tålmodige og udholdende.“

SIGTET FOR AT RIVE ØRET AF DERES DATTER

Semjon og Darija Kostyljev opdrog tre børn i Sibirien. Semjon beretter: „På den tid betragtede man Jehovas Vidner som fanatikere. I 1961 begyndte vores næstældste datter, Alla, i første klasse. En dag mens hun legede med de andre børn, kom en af dem ved et uheld til at skade hendes øre. Dagen efter spurgte lærerinden hende hvad der var sket. Alla forblev tavs, for hun ville ikke sladre om sin klassekammerat. Lærerinden vidste at vi var Jehovas Vidner, og hun konkluderede at vi sikkert slog Alla for at tvinge hende til at følge Bibelens principper. Skolen meldte sagen til en statsadvokat. Det firma jeg arbejdede for, blev også involveret. Efterforskningsarbejdet fortsatte i omtrent et år indtil vi i oktober 1962 blev indkaldt til et retsmøde.

I hele to uger før retssagen skulle begynde, sad der et banner på kulturpaladset som lød: ’Retssag mod farlig jehovistsekt begynder snart.’ Anklagen mod min kone og mig lød på at vi havde fulgt Bibelen i opdragelsen af vores børn. Vi blev også anklaget for grusomhed. Retten påstod at vi havde tvunget vores datter til at bede, og at vi havde revet hendes øre af med kanten af en spand! Det eneste vidne i sagen var Alla, men hun var blevet sendt til et børnehjem i Kirensk, en by der lå omkring 700 kilometer nord for Irkutsk hvor vi boede.

Retssalen var fyldt med aktivister fra ungdomsforbundet. Da retsmødet blev hævet fordi der skulle voteres,  blev der tumult i folkemængden. Vi blev skubbet rundt, og man råbte skældsord efter os. En forlangte at vi tog vores ’sovjetiske’ tøj af. Alle råbte op om at vi burde slås ihjel, og én ønskede endda selv at gøre det af med os med det samme. Folkehoben blev mere og mere rasende, og dommerne var stadig ikke kommet. Voteringen varede en hel time. Da folk masede sig frem, stillede en søster og hendes mand, som ikke var et af Jehovas Vidner, sig imellem os og dem og tryglede folk om ikke at lægge hånd på os. De forsøgte at forklare folk at anklagerne imod os var falske, og rev os bogstaveligt talt væk fra folkemængden.

Endelig dukkede en dommer op sammen med meddommerne fra folkedomstolen og oplæste dommen: Fratagelse af forældremyndigheden. Jeg kom under opsyn og blev sendt til en arbejdslejr i to år. Vores ældste datter blev også sendt til et børnehjem efter at have fået fortalt at hendes forældre var medlemmer af en farlig sekt og ville yde en skadelig indflydelse på hende under hendes opvækst.

Vores søn fik lov til at blive hos Darija, eftersom han kun var tre år gammel. Da jeg havde afsonet min straf, tog jeg hjem. Vi kunne stadig kun forkynde uformelt.“

’VI VAR STOLTE OVER VORES BØRN’

„Alla forlod børnehjemmet da hun blev 13, og kom hjem for at bo sammen med os. Det var en fantastisk glæde for os da hun indviede sig til Jehova og lod sig døbe i 1969.  Omkring det tidspunkt blev der holdt nogle foredrag om religion på kulturpaladset i den by vi boede i. Vi besluttede at tage derhen for at høre hvad de havde at sige. Som altid var Jehovas Vidner den gruppe der fik mest omtale i foredragene. En af foredragsholderne holdt et nummer af Vagttårnet op og sagde: ’Dette er et skadeligt og farligt blad som underminerer statens enhed.’ Så fremførte han et eksempel: ’Medlemmerne af denne sekt tvinger deres børn til at læse sådanne blade og til at bede. I en familie hvor en lille pige ikke ville læse bladet, rev faderen hendes øre af.’ Den historie overraskede Alla, eftersom hun sad og lyttede til foredraget med begge ører i behold. Hun sagde dog ikke noget, af frygt for igen at miste sine forældre.

Da vores søn, Boris, blev 13, indviede han sig til Jehova og blev døbt. Engang forkyndte han på gaden sammen med nogle andre Jehovas Vidner på hans egen alder, selvom vores arbejde stadig var under forbud. De unge havde hverken en bibel eller bibelske publikationer med sig. Pludselig kørte en bil op på siden af drengene, og de blev taget med på militsstationen. Her blev de forhørt og visiteret, men man fandt ikke andet end noget papir hvorpå der var skrevet et par skriftsteder fra Bibelen. Drengene fik lov til at tage hjem. Da Boris var kommet hjem, fortalte han stolt om hvordan han og de andre brødre var blevet forfulgt for Jehovas navn skyld. Vi var stolte over vores børn. Jehova havde støttet dem da de blev udsat for prøvelser. Efter denne episode, blev Darija og jeg flere gange  indkaldt af KGB. En officer sagde engang: ’De børn burde sendes til en straffekoloni for unge. Det er ærgerligt at ingen af dem er fyldt 14 endnu.’ Vi fik en bøde fordi vores søn havde forkyndt.

I dag bor jeg sammen med min søn og mine børnebørn som også er i sandheden. Min ældste datter bor i Usbekistan, og til trods for at hun endnu ikke tjener Jehova, har hun respekt for os og for Bibelen, og hun kommer ofte og besøger os. Darija døde i 2001. Hun tjente trofast Jehova lige til det sidste. Så længe jeg stadig har kræfter til det, tager jeg med menigheden ud for at forkynde i afsidesliggende distrikter hvor vi opsøger mennesker som er ’ret indstillet til evigt liv’. (Apg. 13:48) Jeg har tiltro til at Jehova meget snart vil opfylde det vi alle sammen ønsker os, sådan som det er beskrevet i Esajas 65:23.“

FORÆLDRES GODE EKSEMPEL

Vladislav Apanjuk, som tjener på Betel i Rusland, husker hvordan hans forældre hjalp ham og hans søskende til lige fra barndommen at opdyrke kærlighed til Gud. Han fortæller: „Vores forældre blev forvist fra Ukraine til Sibirien i 1951. De oplærte os til selv at tage beslutninger og samtidig bestræbe os for at glæde Jehova. Jeg satte stor pris på at vores forældre aldrig var flove over at fortælle os børn om deres fejl og mangler. Når de gjorde noget forkert, prøvede de ikke dække over det. Vi kunne tydeligt se hvor højt de elskede Jehova. Vores forældre var ofte glade, især når de drøftede åndelige emner med os. Vi bemærkede at de holdt meget af at tænke på Jehova og tale om ham. Det fik os til også at grunde over sandheden om Jehova. Vi forestillede os hvor vidunderligt livet i den nye verden ville blive, uden sygdom eller krig.

Da jeg gik i tredje klasse, blev hele klassen opfordret til at melde sig ind i en sovjetisk ungdomsorganisation  kaldet Pionerorganisationen. For de fleste børn i Sovjetunionen var det en stor ære at høre til Pionerorganisationen. Mine klassekammerater så ivrigt frem til den dag de kunne blive medlemmer. Vi skulle hver især nedskrive en formel ed som udtryk for at vi var rede til at slutte os til de sovjetiske pionerer, dem der skulle opbygge kommunismen i fremtiden. Det nægtede jeg at gøre. På grund af det straffede lærerinden mig ved at forbyde mig at forlade klasseværelset. ’Du må ikke komme ud før du har skrevet eden,’ sagde hun. Nogle timer senere bankede nogle af mine klassekammerater på vinduet og prøvede at få mig med ud at lege. Men jeg blev i klasseværelset, fast besluttet på ikke at nedskrive noget som helst. Ved aftenstid kom en anden lærerinde. Da hun så mig sidde der helt alene, lod hun mig tage hjem. Det var min første sejr. Jeg var stolt over at jeg kunne gøre noget der frydede Jehovas hjerte. (Ordsp. 27:11) Da jeg nåede hjem, fortalte jeg mine forældre alt hvad der var sket. De blev meget glade, og min far sagde: ’Godt klaret, sønnike!’“

BIBELEN BLEV BETRAGTET SOM ANTISOVJETISK

Nogle gange blev brødre stillet for retten bare fordi de ejede en bibel. Nadesjda Visjnjak fortæller: „Min mand og jeg var ikke Jehovas Vidner endnu, men sandheden havde rørt os dybt. En dag kom politiet til min arbejdsplads og hentede mig mens jeg endnu var i arbejdstøjet. Min mand, Pjotr, blev også hentet fra sit arbejde. Inden da  var vores hjem blevet ransaget, og politiet havde fundet en bibel samt brochuren Efter Harmagedon — Guds nye Verden. Pjotr mente ikke at de ville arrestere mig, eftersom jeg var gravid i syvende måned.

Man anklagede os for at modarbejde de sovjetiske myndigheder. Vi fortalte dem at vi troede på Bibelen, som er en meget højere autoritet end den sovjetiske statsmagt.

’Bibelen er Guds ord, og derfor vil vi gerne leve efter principperne i den,’ sagde jeg.

Sagen kom for retten kun to uger før jeg skulle føde. Under retsmødet tillod dommeren at der blev holdt nogle korte pauser så jeg ledsaget af en bevæbnet soldat kunne gå lidt omkring udenfor. Under en sådan gåtur spurgte  soldaten mig hvad jeg havde gjort. Det gav mig en storartet mulighed for at forkynde for ham.

Dommeren erklærede at Bibelen og litteraturen som man havde konfiskeret fra vores hjem, var ’antisovjetisk’. Jeg var godt tilfreds med at det ikke kun var mig og min mand der blev beskyldt for at være antisovjetiske, men også litteraturen og endog Bibelen! Vi blev spurgt om hvor vi var kommet i kontakt med Jehovas Vidner. Da vi fortalte dem at det var i en arbejdslejr i Vorkuta, råbte dommeren vredt: ’Se hvad der foregår i vores arbejdslejre!’ Vi blev begge kendt skyldige og dømt til ti år i arbejdslejr.

Pjotr blev sendt til en lejr i Mordova i det centrale Rusland, og jeg kom i isolation. I marts 1958 fødte jeg vores søn. I denne vanskelige tid var Jehova min nærmeste ven og hjælper. Min mor tog vores søn til sig og sørgede for ham. Jeg blev sendt til Kemerovo i Sibirien, hvor jeg kom i arbejdslejr.

Efter otte år blev jeg frigivet før jeg havde afsonet hele min straf. Jeg husker at en kvindelig arbejdsleder i lejren, højt bekendtgjorde at jeg aldrig havde sagt noget der var ’antisovjetisk’, og at vores litteratur udelukkende havde med religion at gøre. Jeg blev døbt i 1966 efter min frigivelse.“

Bibler og bibelsk læsestof var guld værd i fængslerne og arbejdslejrene. I en lejr i Mordova holdt brødrene i 1958 møderne regelmæssigt. For at arbejdsformændene i lejren ikke skulle overraske dem, udpegede man flere brødre til at stå vagt med lidt afstand mellem hinanden for at kunne advare gruppen der studerede Vagttårnet. Hvis en formand dukkede op, sagde den broder som stod nærmest, ’kommer’ til den næste broder i rækken, og så fremdeles indtil advarselen nåede frem til gruppen der studerede. Så spredtes man, og bladet blev skjult. Ofte dukkede formændene dog pludseligt og uventet op.

 Engang da brødrene blev overrasket af nogle formænd, besluttede Boris Kryltsov at han ville distrahere formændene så bladet ikke blev konfiskeret. Han snuppede en bog og løb ud af barakken. Formændene løb efter ham i lang tid, men da de endelig fik fat i ham, så de at bogen i hans hånd var skrevet af Lenin. Han blev sat i isolationscelle i syv dage, men var lykkelig over at bladet ikke var gået tabt.

SANDHEDENS SÆD BLIVER SÅET I MOSKVA

Til at begynde med blev forkyndelsen af den gode nyhed i Moskva udført af en lille gruppe. Boris Kryltsov var blandt de få der på et tidligt tidspunkt nidkært forkyndte i landets hovedstad. Han beretter: „Jeg havde en ledende stilling inden for byggebranchen og forsøgte sammen med en gruppe brødre og søstre at forkynde uformelt. Da KGB fandt ud af hvad det var jeg foretog mig, gennemsøgte de i april 1957 min lejlighed og fandt noget bibelsk læsestof. Jeg blev straks arresteret. Under forhøret sagde politimanden til mig at Jehovas Vidner var de farligste mennesker i landet. Han sagde: ’Hvis vi lader jer gå fri, vil mange sovjetborgere slutte sig til jer. Det er derfor vi betragter jer som en alvorlig trussel mod staten.’

’Bibelen lærer os at være lovlydige borgere,’ sagde jeg. ’Den lærer os også at vi skal blive ved med først at søge Riget og Guds retfærdighed. Sande kristne har aldrig forsøgt at overtage magten i et land.’

 ’Hvorfra kommer den litteratur vi fandt hos dig?’ spurgte personen der forhørte mig.

’Hvad er der galt med litteraturen?’ spurgte jeg. ’Den handler om profetier fra Bibelen, den behandler ikke politiske emner.’

’Ja, men den er trykt i udlandet,’ svarede han.

Jeg endte i et strengt bevogtet fængsel i byen Vladimir. Her blev jeg grundigt visiteret, men til min forbløffelse lykkedes det mig alligevel at tage fire håndskrevne numre af bladet Vagttårnet på tyndt papir med ind i fængselet. Jeg var ikke i tvivl om at det var Jehova der havde hjulpet mig. I cellen afskrev jeg alle fire numre af bladet. Jeg vidste at der foruden mig var andre Jehovas Vidner i fængselet, og at de ikke havde fået nogen som helst åndelig føde i syv år. Jeg gav bladene videre gennem en søster som stod for rengøring af trappen i fængselet.

Det viste sig at der var en stikker blandt brødrene, og han fortalte fængselsvagterne at en eller anden sendte bibelsk læsestof rundt i fængselet. Vagterne begyndte med det samme at visitere alle og at fjerne al litteraturen. Snart kom de også til mig og fandt noget litteratur i min madras. Jeg fik 85 dage i isolation. Jehova fortsatte imidlertid med som før at tage sig af os.“

FOREDRAG HJALP NOGLE TIL AT LÆRE SANDHEDEN AT KENDE

Man gjorde brug af foredrag for at føre ideologisk krig mod Jehovas Vidner i Sovjetunionen. Viktor Gutshmidt fortæller: „I den lejr vi var i, kom der regelmæssigt nogle og holdt foredrag til støtte for ateismen. Brødrene stillede dem altid spørgsmål. Nogle gange kunne foredragsholderne end ikke besvare de enkleste spørgsmål.  Som regel var der fyldt i salen, og alle lyttede opmærksomt. Folk kom frivilligt, for de var nysgerrige efter at høre hvad Jehovas Vidner havde at sige når foredraget var slut.

På et tidspunkt fik lejren besøg af en foredragsholder som engang havde været præst i den russiskortodokse kirke. Alle var klar over at han havde fornægtet sin tro da han var i fangelejr, og at han nu var blevet ateist.

’Var De ateist før De kom i fængsel, eller blev De det senere?’ spurgte en af brødrene efter foredraget.

’Tænk over dette,’ svarede foredragsholderen. ’En mand tog ud i rummet, men han så ikke Gud derude.’

’Da De var præst, forestillede De Dem da virkelig at Gud iagttog menneskene fra en afstand af lidt over 200 kilometer fra jordens overflade?’ spurgte broderen. Foredragsholderen svarede ikke. Den slags drøftelser gav mange af fangerne noget at tænke over, og bagefter begyndte nogle af dem at studere Bibelen med os.

Under et foredrag bad en søster om tilladelse til at sige noget. ’Det er i orden; du er sikkert et af Jehovas Vidner,’ sagde foredragsholderen.

’Hvordan ville De betragte en person der stod midt på en mark og råbte „jeg dræber dig!“ uden at der var nogen andre til stede?’ spurgte søsteren.

’Tja, jeg ville nok ikke synes at han var særlig intelligent,’ svarede foredragsholderen.

’Hvis Gud ikke eksisterer, hvorfor så kæmpe imod ham? Hvis han ikke eksisterer, er der jo ingen at slås med.’ Publikum brød ud i latter.“

 ’PRÆDIKANTEN KOMMER ALTID IGEN’

Det var naturligvis ikke kun i de sovjetiske fangelejre at der blev holdt foredrag om den sovjetiske ideologi. Foredragene blev først og fremmest holdt for offentligheden i de større byer. Erfarne foredragsholdere besøgte forskellige byer, især der hvor der var mange Jehovas Vidner, som for eksempel i Vorkuta, Inta, Ukhta og Syktyvkar. Broder Gutshmidt beretter: „Engang i 1957 kom en foredragsholder til kulturpaladset for minearbejderne i Inta, hvor 300 var forsamlet. Han forklarede hvad Jehovas Vidner tror på, og hvordan de forkynder. Efter en nøjagtig beskrivelse af vores forkyndelsesmetode, som bestod af 15 besøg  hvor vi fremførte budskabet, sagde han: ’Hvis I ikke viser jeres uvilje, vil prædikanten altid komme igen. Hvis I efter andet besøg stadig ikke kommer med indvendinger, vil et tredje besøg følge.’

På to timer beskrev foredragsholderen ord for ord hvad der foregik ved seks af disse besøg, nøjagtig sådan som vi plejede at gøre. Han læste også alle skriftstederne vi brugte, op fra sine notater. Min kone, Polina, skrev til mig om denne episode mens jeg var i fangelejr. Hun fortalte hvordan de brødre der overværede foredraget, næsten ikke kunne tro deres egne ører. Efter foredraget skrev avisen noget negativt om os, men til gengæld indeholdt avisen også en komplet beskrivelse af hvad Riget er. Desuden blev hele foredraget sendt i radioen. Som følge af det kom tusinder af byens indbyggere til at høre hvad og hvordan Jehovas Vidner forkynder.

I 1962 kom en foredragsholder fra Moskva for at tale om Jehovas Vidner. Efter at have fortalt om Jehovas Vidners historie i nyere tid, sagde han: ’Hver måned strømmer millioner af dollars til Brooklyn i form af frivillige bidrag til fremme af Jehovas Vidners aktiviteter i forskellige lande. Men ikke en eneste af lederne ejer så meget som et klædeskab til sit tøj. Alle spiser sammen i spisesalen, både præsidenten og den der gør rent, og der gøres ikke forskel på dem. De kalder alle sammen hinanden for brødre og søstre, ligesom vi kalder hinanden for kammerater.’

I et kort øjeblik var der fuldstændig stille i salen. Så tilføjede foredragsholderen: ’Men vi er ikke interesseret i deres ideologi, hvor god den end måtte se ud til at være, for vi ønsker at skabe noget lignende uden Gud, med vores egne hænder og hoveder.’

Dette foredrag var til stor opmuntring for os, for det var første gang vi hørte myndighederne sige sandheden om Jehovas Vidner. Den slags foredrag gav mange andre  lejlighed til at høre sandheden om os gennem myndighederne. Men folk havde også brug for at forstå hvordan Bibelens lære kunne hjælpe dem i deres eget liv.“

OVERVÅGNINGEN VAR IKKE ALTID EFFEKTIV

Gennem mange år var det almindelig praksis at KGB aflyttede telefoner, opsnappede breve og ved hjælp af andre metoder overvågede folk. Nogle gange monterede KGB i al hemmelighed noget aflytningsudstyr i ledende brødres hjem. Grigorij Sivulskij, der var områdetilsynsmand i 25 år under forbuddet, husker at han i 1958 opdagede at et sådant udstyr var sat op på loftet i bygningen hvor han boede: „Vi boede i Tulun i Sibirien på anden sal i et toetages lejlighedskompleks i udkanten af byen. Engang da jeg kom hjem, hørte jeg at der blev boret oppe på loftet, og jeg forstod at det var KGB der satte noget udstyr op for at aflytte os — det var en af deres meget velkendte metoder. Det meste af litteraturen blev opbevaret på loftet og i tagskægget.

Om aftenen da familien var samlet, fortalte jeg dem om min mistanke, og vi blev enige om at vi for en tid ikke ville tale om noget der havde med menigheden at gøre når vi var hjemme. Vi tændte for radioen, skruede højt op for lyden og lod den være sådan hele den uge. Sidst på ugen kravlede en broder og jeg op på loftet hvor vi fandt en ledning der var forbundet med aflytningsudstyret. Ledningen løb mellem to bjælker, rundt om tagskægget og direkte ud mod KGB’s kontorer i byen. Der var ingen tvivl om at alt blev optaget, men på det tidspunkt fik de ikke andet end radioprogrammer at høre.“

KGB INFILTRERER ORGANISATIONEN

KGB indså at åbenlys forfølgelse ikke kunne lægge en dæmper på Jehovas Vidners nidkærhed. Derfor begyndte de med list og bedrag at skabe mistillid blandt brødrene  til nogle af dem som førte tilsyn med arbejdet, og til organisationen som et hele. En af KGB’s strategier var at anbringe erfarne agenter i menighederne.

Det lykkedes flere agenter at blive udnævnt til at tage sig af tilsynsopgaver inden for organisationen. Disse falske brødre gjorde alt hvad de kunne, for at holde forkyndelsesarbejdet tilbage ved at skabe en atmosfære af frygt og uvished hvor mistænksomhed over for de ledende brødre havde god grobund. De forholdt også personligt brødrene den bibelske litteratur og videregav den til KGB. I en rapport forlyder det at blot to agenter i perioden fra 1957 til 1959 afleverede over 500 numre af Vagttårnet samt anden litteratur til KGB.

I midten af 1950’erne begyndte nogle brødre at miste tilliden til landsudvalget. Det vrimlede med rygter om at nogle af landsudvalgets medlemmer i virkeligheden samarbejdede med KGB og forrådte trofaste brødre, blandt andet de brødre som fremstillede kopier af litteraturen. Ivan Pasjkovskij fortæller: „I april 1959 blev der dannet et nyt landsudvalg som jeg var medlem af. Vi var fast besluttede på at forsvare sandheden, uanset hvad Djævelen forsøgte at gøre for at splitte brodersamfundet. Derefter begyndte den vanskeligste tid i Jehovas Vidners historie i Sovjetunionen.“

 Efterhånden som mistanken voksede, holdt nogle brødre op med at sende menighedsrapporterne til landsudvalget. Menighedsforkynderne fortsatte med at deltage i tjenesten og afleverede regelmæssigt deres rapporter, men de fleste af dem vidste ikke at rapporterne ikke længere blev sendt videre til landsudvalget. I 1958 havde nogle grupper af brødre afskåret flere tusind forkyndere fra landsudvalget. I Irkutsk og Tomsk og senere i andre russiske byer blev antallet af de grupper af brødre der adskilte sig fra organisationen, ved med at vokse. I marts 1958 dannede de brødre som havde skilt sig ud, deres eget „landsudvalg“ i håb om at alle menighederne ville anerkende dette.

Det Styrende Råd gjorde alt hvad de kunne, for at hjælpe brødrene i Sovjetunionen til igen at tilbede Jehova i enhed. Alfred Rütimann, som boede i Schweiz, førte tilsyn med det nordeuropæiske kontor der dengang også førte tilsyn med arbejdet i Sovjetunionen. I 1959 sendte han et brev til brødrene i Rusland hvori han forklarede at Jehova kun ville velsigne dem der stræbte efter enhed, og som forkyndte den gode nyhed om Riget. Nogle af de brødre som havde skilt sig ud, fulgte broder Rütimanns råd og begyndte igen at opbygge tillid til landsudvalget. Det tog imidlertid mange år før tilliden var helt genoprettet. I denne periode sørgede landsudvalget for at brødrene blev forsynet med bibelsk litteratur gennem kurerer. De brødre der havde skilt sig ud, studerede publikationerne, men de afholdt sig fortsat fra at indsende deres tjenesterapporter.

KGB blev ved med at skabe mistillid blandt brødrene. Nogle fik med vilje lov til at gå fri, mens andre kom i fængsel. På den måde fik brødrene i almindelighed det indtryk at de der gik fri, samarbejdede med KGB. Mange blev overdrevent mistænksomme og kritiske over for de ansvarshavende brødre.

EN MEDIEOMTALT RETSSAG

I en embedsmandsrapport sendt fra Irkutsk til Moskva stod der: „[Jehovas Vidner i Irkutskregionen] har udført en hel del underjordisk virksomhed. I det sidste halvår af 1959 fik KGB afdækket fem underjordiske trykkerier.“ Disse trykkerier lå i de sibiriske byer Zima og Tulun, samt landsbyerne Kitoi, Oktjabrskij og Zalari. Efter afsløringen blev de der var involveret i trykningen, arresteret.

De fire arresterede brødre blev under et snedigt udtænkt forhør presset til at afgive en skriftlig erklæring om deres trykkerivirksomhed. KGB forvrængede og offentliggjorde disse vidneudsagn i lokale aviser. De fire  brødre blev løsladt, og otte andre arresteret. Retssagen var sat til april 1960 i Tulun. KGB sørgede for at den kommende retssag fik stor medieomtale og opmærksomhed. De havde tænkt sig at de fire løsladte brødre skulle føres som vidner for anklageren. Mange i menighederne fik det indtryk at disse brødre var begyndt at arbejde sammen med KGB.

Det var også KGB’s hensigt at bruge denne skinproces til at nedbryde de fremmødte Jehovas Vidners tro og vende lokalbefolkningen imod dem. Med dette i tanke lod KGB inden retssagen offentligheden få adgang til det underjordiske rum hvor brødrene havde trykt litteratur i mange år. Snart svirrede det med rygter i byen om en underjordisk „sekt“ og dens virke. Da dagen for retssagen oprandt, var der mødt flere end 300 op i retssalen, deriblandt avis- og tv-journalister, nogle endda helt fra Moskva. Der var også mange Jehovas Vidner til stede.

STOR FORVIRRING I RETTEN

Helt uventet begyndte KGB’s planer dog at smuldre. De brødre der havde afgivet vidneudsagn, indså at de havde begået en fejl. Dagen inden retssagen begyndte, tog de alle en fast beslutning om at gøre alt hvad der stod i deres magt, for at bringe Jehova ære. Under retssagen erklærede de at de var blevet bedraget, og at deres vidneudsagn var blevet fordrejet. De meddelte: „Vi er indstillet på at gå i fængsel sammen med vores brødre.“ Der herskede stor forvirring i retten.

Under krydsforhøret lykkedes det desuden brødrene at svare på en måde der ikke implicerede andre. Da dommeren for eksempel spurgte Grigorij Timtjuk hvem der byggede trykkeriet i hans hus, svarede han: „Det gjorde jeg.“ Da han blev spurgt hvem der kopierede  publikationerne, svarede han: „Det gjorde jeg.“ På spørgsmålet om hvem der videreformidlede publikationerne, svarede han: „Det gjorde jeg.“ Da han blev spurgt om hvem der købte og leverede papiret, svarede han atter: „Det gjorde jeg.“ Anklageren spurgte så: „Hvem er du da? Er du både din egen driftsleder, leverandør og arbejder?“

„BREVET VAR MEGET HJERTEVARMENDE“

Da det viste sig at anklageren ikke kunne føre nogle vidner, beskyldte han brødrene for at have indgået en sammensværgelse med udlændinge. Til støtte herfor fremlagde han et brev fra Nathan H. Knorr fra Brooklyn Betel. Mikhail Savitskij, en af de brødre som overværede retssagen, fortæller: „Anklageren begyndte nu at læse et brev højt som KGB havde opsnappet, skrevet af broder Knorr til brødrene i Sovjetunionen. For alle os Jehovas Vidner der var til stede i retssalen, var det en vidunderlig gave fra Jehova. Brevet var meget hjertevarmende. Vi fik nyttige råd fra Bibelen og opmuntring til at tjene vores trosfæller kærligt og forblive trofaste under prøvelser. Desuden blev vi tilskyndet til at stole på Gud i alt, at bede ham om visdom og ledelse og desuden arbejde nært sammen med de udnævnte brødre. Anklageren læste brevet op i sin fulde længde. Vi lyttede med stor andægtighed. Det var som at overvære et stævne.“ Skønt retten idømte brødrene forskellige fængselsstraffe af flere års varighed, var de tilstedeværende brødre fast besluttede på at tjene Jehova.

GLÆDELIGT GENFORENET I TILBEDELSEN

KGB mente at de havde haft held til at sætte en stopper for Jehovas Vidners virksomhed i Sovjetunionen, så de satte alt ind på at give dem dødsstødet. I 1960 var 450 brødre helt uventet endt i en fangelejr i Mordova. Deriblandt var ledende blandt begge grupper af brødre  — dem der havde skilt sig ud fra organisationen, og dem der ikke havde. KGB regnede med at det ville resultere i en endelig splittelse af organisationen. En nedsættende artikel blev trykt i arbejdslejrens avis med formodninger om hvem det kom til kamp imellem. Men brødrene benyttede muligheden da de nu var sammen, til en genforening.

Iov Andronic beretter: „De ansvarshavende brødre tilskyndede hvert vidne, deriblandt dem der havde skilt sig ud, til at stræbe efter enhed. De henledte især opmærksomheden på en artikel i 1. september 1961 i den russiske udgave af Vagttårnet med titlen: ’Enhed blandt alle retsindige mennesker lovet.’ (På dansk 1. januar 1961). Artiklen fremholdt principper og eksempler som viste hvordan Jehova havde ledet sit folk før i tiden. Den handlede  også om nødvendigheden af at alle i den kristne menighed stræber efter fred og enhed. Efter et omhyggeligt studium af artiklen indså mange værdien af teokratisk enhed og reagerede positivt.“

ÅNDELIGT HELBREDENDE FØDE

Artiklen i Vagttårnet hjalp også Vidnerne uden for fængselet til at blive genforenede. De brødre der var udnævnt til at føre an, læste artiklen sammen under bøn. Den henviste til broder Rutherfords foredrag ved et stævne i august 1941 som på grund af hans sygdom viste sig at blive hans sidste. Han havde tilskyndet brødrene til at de skulle holde sig til Jehovas organisation og ikke følge nogen jordisk leder, med ordene: „Hver gang der opstår noget, og det begynder at vokse, siger folk at der er en lederskikkelse, et menneske der har vundet sig tilhængere. . . . Hvis I som er til stede her, mener at jeg blot er en af Herrens tjenere, og at vi arbejder enigt sammen skulder ved skulder, idet vi tjener Gud og tjener Kristus, bedes I svare ’Ja’.“ Der lød et øredøvende „Ja“ fra forsamlingen.

Mikhail Savitskij fortæller: „Netop på dette tidspunkt havde Jehovas Vidner i Sovjetunionen brug for en sådan enhed. Vi var Jehova meget taknemmelige for at han kærligt og tålmodigt havde støttet os åndeligt. En broder der havde holdt sig borte fra organisationen, bad mig straks om bladet idet han sagde: ’Giv det  til mig så vi kan læse det for brødrene i Bratsk og andre steder.’ Jeg sagde at vi kun havde ét eksemplar af dette blad. Men han forsikrede mig om at han ville vende tilbage med det ugen efter. Og det gjorde han. Sammen med bladet fulgte tjenesterapporter for en lang periode fra mange menigheder. Hundreder af brødre og søstre vendte tilbage til den forenede familie af Jehovas tjenere.“

Ivan Pasjkovskij, et medlem af landsudvalget i over tredive år, beretter: „Gennem en broder som var på besøg i Sovjetunionen, bad vi broder Knorr tilskynde alle brødrene i landet til enhed og til at underlægge sig teokratisk orden. Det gjorde broder Knorr så i et brev som vi modtog i 1962. Det var skrevet på to sprog, engelsk og russisk, og vi modtog 25 eksemplarer. Dette brev gav mange det rette syn på tingene.“

FÅRENE HØRER HYRDENS STEMME

Landsudvalget arbejdede hårdt på at forene brødrene. Det var ikke nogen let opgave under de daværende omstændigheder. I løbet af sommeren 1962 var et helt område blevet genforenet med organisationen. Åndeligt modne brødre blev udnævnt til at danne et særligt udvalg. Jehova velsignede disse brødres indsats med „visdommen ovenfra“. (Jak. 3:17) Aleksej Gaburjak, der var kredstilsynsmand fra 1986 til 1995, fortæller: „Vi mødtes med landsudvalget i Usolje Sibirskoje i 1965. Udvalget bad os om at finde alle de brødre og søstre der var blevet spredt på grund af tvangsflytning, fængsling og splittelse, og at forene dem med menighederne. Vi fik adresserne på nogle som vi kunne begynde med. Mit område omfattede Tomsk- og Kemerovoregionen samt byerne Novokuznetsk og Novosibirsk. Andre brødre fik tildelt andre områder. Vores opgave bestod i at organisere menigheder og individuelle grupper og i at udnævne og oplære  ansvarsbevidste brødre i menighederne. Vi måtte også finde ud af hvordan vi kunne få litteraturen frem til menighederne og organisere møder under de forhold der var på grund af forbuddet. Inden for kort tid havde vi besøgt 84 brødre og søstre som havde mistet kontakten med organisationen. Det var en stor glæde at Jehovas ’får’ genkendte den rigtige hyrdes stemme og begyndte at tjene ham med hans folk.“ — Joh. 10:16.

Snart var mange af dem der havde forladt organisationen, vendt tilbage. De accepterede landsudvalgets ledelse og begyndte at indsende tjenesterapporter. I 1971 var mere end 4500 forkyndere blevet forenet med Jehovas organisation. Omkring midten af 1980’erne var der fortsat gang i forkyndelsesarbejdet på trods af forbuddet, og nye tilsluttede sig menighederne.

VÆRDIFULDE SMÅ FILMSTRIMLER

Det var altid et stort og krævende arbejde for de forsigtige og modige brødre i Sovjetunionen at få fremskaffet åndelig føde. Hvordan nåede den åndelige føde i det hele taget frem til dem?

Det gjorde den almindeligvis ved hjælp af mikrofilm. Brødre der arbejdede i nabolande, affotograferede vores blade, bøger og brochurer, hovedsagelig trykt på russisk og ukrainsk, men også på en del andre sprog. Det blev omhyggeligt gjort side for side ved hjælp af et mikrofilmskamera med en filmspole med 30 meter film. Hvert trykt nummer blev affotograferet mange gange, for der skulle en del kopier til for at lette distributionen. Gennem årene blev det til adskillige kilometer mikrofilm med åndelig føde. Filmstrimlerne blev klippet i en længde af cirka 20 centimeter for at gøre det nemt at håndtere dem, og så var de klar til at blive bragt ind i Sovjetunionen af kurerer.

 HEMMELIGE TRYKKERIER I SIBIRIEN

Det var vanskeligt at duplikere de bibelske publikationer, men Jehova velsignede arbejdet. Alene i perioden 1949 til 1950 duplikerede og uddelte brødrene 47.165 eksemplarer af forskellige publikationer til menighederne. Trods intens modstand rapporterede landsudvalget at der i samme periode var blevet holdt 31.488 møder i landet.

Efterspørgselen efter litteratur voksede konstant, hvilket skabte et behov for nye trykkerier. Stakh Savitskij siger: „I 1955 blev der organiseret et trykkeri under jorden i vores hus. Eftersom min far ikke var et af Jehovas Vidner, måtte vi indhente hans tilladelse. I løbet af to måneder gravede vi et rum på cirka 2 gange 4 meter under vores vindfang. Vi fjernede hen ved 30 kubikmeter jord. Vi måtte slæbe dette jord ud og gemme det på en eller anden måde uden nogen lagde mærke til det. Da vi havde gravet os ned til halvanden meters dybde, stødte vi på permafrost. Mens vi passede vores verdslige arbejde, tøede mor den frosne jord op ved at lave et lille bål på jorden af noget tørt træ, mens hun måtte passe på at røgen ikke tiltrak sig naboernes opmærksomhed. Senere beklædte vi det udgravede rum med brædder så der blev et gulv og et loft. Da rummet var færdigt, flyttede der straks et ægtepar ind. De skulle arbejde og bo i dette kælderrum. Mor lavede så mad til dem, vaskede deres tøj og tog sig af dem. Dette trykkeri fungerede indtil 1959.

I 1957 sagde den broder som førte tilsyn med duplikering af publikationer, til mig: ’Kan du ikke arbejde på trykkeriet? Vi har behov for mindst 200 blade om måneden.’ I begyndelsen fremstillede jeg 200, så 500. Men efterspørgselen på publikationer steg hele tiden. Arbejdet måtte finde sted om natten fordi vi der var tvangsflyttede,  skulle arbejde med fremstilling af forskellige ting under tilsyn i dagtimerne og kun havde én fridag om ugen.

Når jeg kom hjem fra arbejde, forsvandt jeg ned i trykkeriet. Jeg sov næsten aldrig fordi hver trykkeopgave man påbegyndte, skulle tilses hele vejen igennem. Farven kunne let tørre ud, så det var ikke muligt at afbryde arbejdet og fortsætte på et andet tidspunkt. Nogle gange skulle jeg trykke 500 sider hvorefter jeg måtte gennemgå dem en for en for at foretage små justeringer med en nål så teksten blev tydeligere. Der var stort set ikke nogen ventilation, så det var svært at tørre siderne der kom ud af trykken.

I nattens mulm og mørke bragte jeg trykte blade til byen Tulun, 20 kilometer fra vores hjem. Jeg vidste ikke helt hvor de skulle hen derfra, men jeg vidste at disse publikationer blev brugt af Jehovas Vidner i Krasnojarsk, Bratsk, Usolje Sibirskoje og andre større og mindre byer.

I 1959 blev jeg af de brødre der førte tilsyn med arbejdet, bedt om at hjælpe til med at bygge et nyt trykkeri i Tulun, ved siden af jernbanestationen. Endnu en gang var jeg i færd med det velkendte arbejde, at udgrave jord og opsætte lys, som jeg havde gjort til det første trykkeri. Jehova hjalp os til at handle med visdom. Så flyttede en familie ind og arbejdede der i omkring et år. På et tidspunkt opdagede KGB trykkeriet. Det blev meddelt i den lokale avis at ’der var sat lys op på en sådan måde at selv erfarne elektrikere havde svært ved helt at forstå det’.

Bortset fra vores familie kendte kun nogle få brødre til mit arbejde på trykkeriet. Og eftersom der aldrig var nogen der så mig om aftenen, var brødrene og søstrene i menigheden bekymrede for min åndelighed. De kom nogle gange hjem for at besøge og opmuntre mig, men jeg var aldrig til stede. Ja, i de tider med konstant  overvågning kunne trykningen kun finde sted i dybeste hemmelighed.“

FREMSTILLING AF PUBLIKATIONER I MOSKVA

Myndighederne vidste godt at Vidnerne havde et presserende behov for bibler og bibelske publikationer. Gentagne forespørgsler fra Det Styrende Råd om tilladelse til at trykke eller indføre bibelske publikationer blev enten afvist eller ignoreret. På grund af mangelen på litteratur var brødrene hele tiden på udkig efter måder at duplikere den på i forskellige dele af landet, deriblandt Moskva, for at menighederne og grupperne kunne få åndelig føde.

Stepan Levitskij blev i 1957 idømt ti års fængsel for at være i besiddelse af et enkelt nummer af Vagttårnet, som blev fundet under en dug på spisebordet. Stepan beretter: „Efter tre og et halvt års fængsel annullerede højesteret min straf. Inden min frigivelse anbefalede brødrene mig at flytte til et sted nær Moskva for at forkynde og deltage i andre åndelige aktiviteter. Jeg fandt et sted at bo uden for Moskva. Herfra tog det mig to timer at tage ind til hovedstaden hvor jeg begyndte at forkynde i forskellige områder. Jehova velsignede disse anstrengelser, og efter nogle få år var der organiseret en gruppe af brødre og søstre i Moskva. I 1970 fik jeg til opgave at virke i et område som omfattede Moskva, Leningrad (nu Sankt Petersborg), Gorkij (nu Nizjnij Novgorod), Orjol og Tula. Min opgave bestod i at forsyne menighederne med litteratur.

Jeg var sikker på at det var Jehovas vilje at Moskva og andre dele af Rusland modtog en tilstrækkelig mængde bøger og blade. I bøn til Jehova gav jeg udtryk for min villighed til at gøre mere i denne henseende. Snart kom jeg i kontakt med en professionel bogtrykker som havde forbindelser til adskillige trykkerier i Moskva. Jeg spurgte  ham uden omsvøb om det var muligt at få trykt en lille udgave af en bog gennem et trykkeri i Moskva.

’Hvad er det for en bog?’ spurgte han.

’Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis,’ svarede jeg nervøst.

Han havde en nær ven som arbejdede på et trykkeri. Hans ven var kommunist og leder af en partiorganisation. Han gik med til at trykke et lille parti bøger mod betaling. Hvor var det en stor glæde for brødrene at stå med dette bibelstudieredskab i hænderne.

Det indebar en stor risiko både for mig og for trykkeren at trykke vores publikationer på denne måde. Hver portion der kom ud af trykken, oftest om natten, måtte hurtigt fragtes ud af trykkeriet uden at nogen opdagede  det. Jehova velsignede denne ordning, og der blev trykt mange bibelske publikationer på dette trykkeri, deriblandt bøgerne „Sandheden skal frigøre jer“ og Sandheden der fører til evigt liv foruden sangbogen. Det var virkelig føde i rette tid. (Matt. 24:45) Vi brugte dette trykkeri i ni år.

Men en dag dukkede den tilsynsførende for trykkeriet uventet op mens en af vores publikationer var i trykken. Trykkeren fik hurtigt stillet maskinen om og begyndte at trykke et helseblad. Men i forvirringen kom han ved et uheld til at bringe seks sider fra vores publikation i bladet, og den tilsynsførende tog et nytrykt eksemplar med ind på sit kontor. Da hun læste bladet, blev hun meget overrasket over at finde stof der tydeligvis ikke hørte hjemme i det blad. Hun kaldte på trykkeren og spurgte hvordan noget sådant kunne ende i et helseblad. Derefter overtog KGB sagen. Trykkeren fortalte under trusler om en lang straf alt hvad han vidste. KGB fandt derpå hurtigt frem til mig, eftersom jeg var det eneste Jehovas Vidne de kendte til i Moskva. Jeg blev idømt en fængselsstraf på fem og et halvt år.“ Trykkeren fik en straf på tre år.

„LAD HARMAGEDON KOMME!“

Mange brødre og søstre tilbragte lange perioder i fængsel. Grigorij Gatilov tilbragte 15 år i fangenskab. Han fortæller: „Det sidste fængsel jeg sad i, blev kaldt noget så romantisk som ’Den Hvide Svane’. Det lå i et malerisk område i Kaukasus på toppen af et af fem bjerge der omgav feriebyen Pjatigorsk. I dette fængsel havde jeg i et helt år mulighed for at tale med mange forskellige om sandheden. Min celle var et fremragende forkynderdistrikt, og jeg behøvede ikke engang at forlade den. Fangevogterne satte hele tiden nye folk ind i min celle som  de efter nogle få dage hentede igen, mens jeg blev der. Kun sjældent blev jeg sat i en anden celle. Jeg forsøgte at aflægge et grundigt vidnesbyrd for alle om Jehovas rige. Mange havde spørgsmål om Harmagedon. Nogle indsatte var forbavsede over at jeg var villig til at tilbringe så lang tid i fængsel for min tro. ’Hvorfor frasiger du dig ikke din tro og tager hjem?’ spurgte mine medfanger og nogle gange også vagterne. Jeg var glad hver gang en af dem viste oprigtig interesse for sandheden. Engang så jeg at nogen på væggen i en af cellerne havde skrevet: ’Lad Harmagedon komme!’ Skønt livet i fængselet i sig selv ikke gav ret meget grund til glæde, var jeg lykkelig for at jeg kunne tale om sandheden.“

„ER DER NOGLE JONADAB’ER HER?“

Mange nidkære kristne søstre tilbragte også lang tid i lejre. (Sl. 68:11) Sinaida Kosjreva mindes den kærlighed søstrene viste hinanden og dem der ikke var Jehovas Vidner: „I 1959, mindre end et år efter at jeg var blevet døbt, blev jeg, Vera Mikhajlova og Ljudmila Jevstafjeva bragt til en lejr i Kemerovo i Sibirien. I lejren var der 550 fanger. Der stod en hel del kvinder ved indgangen da vi ankom.

’Er der nogen Jonadab’er her?’ spurgte de.

Vi forstod at disse kvinder måtte være vores kære søstre. De gav os straks noget mad og begyndte at stille  spørgsmål. Den inderlige kærlighed og varme de udviste, havde jeg aldrig erfaret i min egen familie. Søstrene blev vores støtte nu da vi var nye i lejren. (Matt. 28:20) Vi fandt snart ud af at det åndelige program her var godt organiseret.

Vi blev en rigtig familie. Det var især skønt om sommeren når vi skulle slå hø. Lejrledelsen var ikke bange for at vi ville stikke af eller bryde reglerne i lejren. Der var kun sat én vagt til at bevogte 20 eller 25 søstre, men det var i virkeligheden os der bevogtede ham. Når nogen nærmede sig, vækkede vi ham så han ikke ville blive straffet for at sove på sin vagt. Mens han sov, drøftede vi åndelige emner i vores pauser. Det var et godt arrangement — både for ham og for os.

I slutningen af 1959 blev jeg og nogle af søstrene sendt til en stærkt bevogtet lejr. Vi blev smidt i en kold celle med et vindue uden glas i. Vi sov på gulvbrædderne om natten og arbejdede om dagen. De ledende satte os til at sortere grøntsager og holdt øje med os. Da de først havde forvisset sig om at vi ikke stjal ligesom de andre fanger, gav de os noget hø at sove på og satte glas i vinduet. Vi tilbragte et år der, hvorefter alle søstrene blev sendt til en mindre bevogtet lejr i Irkutsk.

I denne lejr var der omkring 120 søstre. Her var vi i et år og tre måneder. Den første vinter var umådelig kold, og der faldt store mængder sne. Vi udførte hårdt fysisk arbejde ved et savværk. Arbejdsformændene undersøgte os ofte for at se om vi havde gemt litteratur. Det var tilsyneladende deres eneste tidsfordriv. Vi havde allerede lært kunsten at skjule vores litteratur, nogle gange for godt. Engang havde Vera og jeg gemt nogle ark papir med dagens tekst så omhyggeligt at vi ikke kunne finde dem i vores egne arbejdsjakker. Men en arbejdsformand fandt  dem, og Vera og jeg blev spærret inde i en enecelle i fem dage. Der var minus 40 grader celsius udenfor, og rimfrost på væggene i den uopvarmede celle.

De små cementbænke i cellen kunne ikke bruges til andet end at sidde på. Når vi blev gennemfrosne, satte vi os ryg mod ryg og trykkede vores ben op mod muren. På den måde faldt vi i søvn. Hvis vi pludselig vågnede, rejste vi os op af frygt for at fryse ihjel mens vi sov. Vi fik ét glas varmt vand og 300 gram mørkt brød om dagen. Trods disse forhold var vi glade, for Jehova gav os en ’kraft som er ud over det normale’. (2 Kor. 4:7) Søstrene var meget omsorgsfulde da tiden var inde til at vi skulle vende tilbage til barakkerne. De sørgede for at tilberede varm mad inden vi ankom, og at koge vand som vi kunne vaske os i.“

„I STAND TIL AT KOMME GODT UD AF DET MED ANDRE“

Sinaida fortsætter: „Det var vanskeligt at forkynde i denne lejr fordi der ikke var så mange fanger, og fordi alle kendte Vidnerne. Princippet i Første Petersbrev 3:1 var relevant i denne situation. Vi kaldte det forkyndelse uden ord. Vi sørgede for at vores barakker var rene og ordentlige, og at vi havde et venligt og nært forhold indbyrdes. (Joh. 13:34, 35) Desuden havde vi et godt forhold til vores medfanger. Vi forsøgte at leve efter læren i Guds ord og at være opmærksomme på andres behov. Nogle gange ydede vi andre fanger hjælp på forskellige måder. En søster hjalp for eksempel villigt en anden fange der skulle lave nogle matematiske beregninger. Mange indså at der var forskel på Jehovas Vidner og andre troende.

I 1962 blev vi flyttet fra lejren i Irkutsk til en i Mordova. Her forsøgte vi også at være velsoignerede og at have en god personlig hygiejne. Vores senge var altid  rene og pænt redt. I vores barak var der omkring 50 fanger, hovedsagelig søstre. Det var kun søstrene som gjorde rent i barakkerne, for de andre fanger brød sig ikke om den slags arbejde. Gulvene i barakkerne var altid vasket og skrubbet med sand, og lejrledelsen gav os det nødvendige hertil. Nonnerne som var i de samme barakker som os, vægrede sig ved at gøre rent, og de intellektuelle var lige så uvillige, så forholdene afhang i det store og hele af det vi gjorde. Når en af søstrene blev frigivet, var der en bemærkning i hendes papirer om at hun var ’omgængelig og i stand til at komme godt ud af det med andre’.“

HØJE BLOMSTER UDGJORDE ET VELEGNET DÆKKE

„Engang,“ fortæller Sinaida, „skrev flere søstre hjem og bad om at få tilsendt frø fra blomster med stort blomsterflor. Vi sagde til administrationen at vi gerne ville plante nogle smukke blomster og spurgte om vi kunne få noget næringsrigt, sort muld bragt ind i lejren til dette formål. Til vores overraskelse var de med på idéen. Vi anlagde blomsterbede langs barakkerne og lavede lange havegange omgærdet af blomster. Snart kunne man rundt om i lejren se store bede med langstilkede roser, studenternelliker og andre smukke, og vigtigere endnu, store blomster. Bedet i midten bestod af prægtige georginer og store grupper af gul okseøje i forskellige farver. Vi vandrede rundt mellem dem, studerede Bibelen bag blomsterne og skjulte publikationer i de frodige rosenbuske.

Møderne blev holdt mens vi gik. Vi organiserede os i fem grupper. Hver af os søstre havde i forvejen forsøgt at lære en til fem paragraffer fra en bibelsk publikation udenad. Efter at have indledt med bøn gengav vi så på skift vores paragraffer fra hukommelsen og drøftede  dem. Når vi havde bedt den afsluttende bøn, fortsatte vi vores vandring. Vores eksemplarer af Vagttårnet blev udarbejdet som ganske små pjecer [som den der er vist på billedet side 161]. Vi studerede noget hver dag, især dagens tekst, og citerede paragraffer fra vores møder, som vi holdt tre gange om ugen. Men ikke nok med det, vi forsøgte at lære hele kapitler fra Bibelen udenad og gentog dem for hinanden for at hente styrke. På den måde var vi ikke overdrevent bekymrede for at ledelsen under en ransagning skulle konfiskere vores litteratur.

Skønt lejrledelsen gennem de andre fanger forsøgte at finde ud af hvordan vi organiserede vores aktiviteter i lejren, var mange af  fangerne velvilligt indstillet over for os. En af dem der boede i de samme barakker som os, var Olga Ivinskaja, der var veninde til den kendte digter og nobelpristager Boris Pasternak. Hun var forfatter, og eftersom hun var gunstigt indstillet over for os, glædede hun sig over hvor godt vi var organiseret. Jehova hjalp os til at handle klogt, især med hensyn til at finde ud af hvordan vi kunne få åndelig føde.“ — Jak. 3:17.

„NU HAR JEG FÅET NOK AF DIG!“

„Vi kom i besiddelse af publikationerne på forskellige måder,“ fortsætter Sinaida. „Det var tydeligt at Jehova selv overvågede denne proces i overensstemmelse med sit løfte: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’ (Hebr. 13:5) Nogle gange blindede han ganske enkelt øjnene på vagterne. En vinterdag hvor vores arbejdsgruppe gik ind i lejren gennem portene, undersøgte vagterne os som sædvanlig ved at få os til at tage al tøjet af. Jeg kom sidst ind — og bar nye publikationer under to par bukser.

På grund af kulden var jeg iført lige så mange lag som et løg. Først undersøgte den kvindelige arbejdsleder min vinterfrakke, så den ærmeløse kviltede jakke som jeg bar indenunder. Jeg besluttede at trække sagen i langdrag i håb om at hun til sidst ville blive træt. Jeg tog langsomt den ene sweater af og så den anden. Mens hun omhyggeligt undersøgte dem, tog jeg langsomt adskillige klædningsstykker af, så en vest, så en bluse og endnu en. Til sidst manglede jeg to par bukser og mine filtstøvler. Jeg tog langsomt den ene støvle af og så den anden og begyndte lige så langsomt at tage de yderste bukser af. Jeg tænkte: ’Hvad skal jeg nu gøre? Hvis hun beder mig om at tage det inderste par af, må jeg løbe bort og kaste publikationerne over til søstrene.’ Så snart jeg havde taget det  ene par bukser af, skreg arbejdslederen irriteret: ’Nu har jeg fået nok af dig! Forsvind!’ Jeg klædte mig hurtigt på og løb ind i lejren.

Hvorfra fik vi litteraturen? Brødrene lagde den på et i forvejen aftalt sted, og så skiftedes vi til at hente den og bringe den ind i lejren. Når først litteraturen var kommet ind, skjulte vi den et sikkert sted og fandt på nye steder fra tid til anden. Vi afskrev også hele tiden publikationer i hånden og gemte kopierne. Afskrivningen foregik under et tæppe i skæret af en gadelampe som skinnede ind gennem vinduet, og vi løftede så en flig af tæppet for at lade lyset slippe ind. Vi var altid travlt beskæftiget og spildte ikke et eneste minut. Selv når vi gik over i spisesalen, bar hver af os et stykke papir med et skriftsted på.“

 „TIDEN ER KOMMET“

I 1965 udstedte sovjetregeringen uventet en særlig ordre om at frigive alle de Jehovas Vidner som havde været forvist til Sibirien fra 1949 til 1951. Men flertallet af brødrene og søstrene måtte ikke vende tilbage til det sted hvor de tidligere havde boet. De som ikke havde lyst til at blive i Sibirien, besluttede at flytte til et område hvor der var et stort behov i forkyndelsen.

Magdalina Beloshitskaja siger: „Vi var forvist til Sibirien i næsten 15 år. Om vinteren kunne temperaturen komme ned på minus 60 grader celcius, og om sommeren kunne der være så store bremse- og myggesværme at de endog forsøgte at angribe vores øjeæbler. Vi overlevede alt dette med Jehovas hjælp. Men hvor var det skønt at vi kunne så sandhedens sædekorn i disse kolde sibiriske egne. Hver måned i 15 år underskrev vi en erklæring på den tilsynsførendes kontor hvori vi lovede at vi ikke ville forsøge at flygte fra det sted hvortil vi var blevet forvist. Den tilsynsførende kom en gang imellem og tilbragte aftenen hos os. Så kunne han være overordentlig venlig mod os og stille mange spørgsmål om Bibelen og om hvad det krævede at leve efter dens lære. Han spurgte hvad  der fik os til at vælge denne livsform når vi vidste at vi ville blive straffet for det. Engang spurgte vi ham om vi havde noget håb om at blive løsladt fra lejren. Han åbnede håndfladen og spurgte: ’Er der noget håb om at der kan gro hår her?’

’Nej,’ svarede jeg.

’Der er lige så lidt håb for jer,’ fortsatte han. Efter en lille tænkepause tilføjede han: ’Medmindre jeres Gud gør noget eller udvirker et mirakel for jer.’

En sommerdag i 1965 gik jeg over til jernbanestationen for at sende et brev. Den tilsynsførende så mig på afstand og råbte: ’Magdalina, hvor skal du hen uden tilladelse?’

’Jeg skal ingen steder hen, jeg skal bare sende et brev,’ svarede jeg. Så kom han hen til mig og sagde: ’I får jeres frihed i dag. Tiden er kommet.’ Han sendte mig derpå et sigende blik som om han ville sige: ’Det er Gud der har befriet jer!’ Jeg kunne ikke tro mine egne ører.

Vi havde lov til at tage hvorhen vi ville i Sovjetunionen, blot ikke til det sted vi tidligere havde boet. Det var som om vi hørte Jehovas stemme sige: ’Spred jer, og forkynd. Tiden er inde til det, så tøv ikke, spred jer.’ Hvis vi havde fået lov til at vende hjem, ville mange af os gerne tilbage til de byer hvor vi kom fra. Men eftersom vi ikke havde tilladelse til det, flyttede alle til et helt andet sted. Vores familie slog sig ned i Kaukasus.“

Tusinder af vidner blev spredt over hele Sovjetunionen. Ved en statskonference samme år spurgte en regeringsembedsmand rådvildt: „Hvem kan fortælle mig hvordan denne jehovistsekt har fået fodfæste i vores nye by, som lige er blevet bygget af unge frivillige? En ny, ren by og pludselig skyder denne jehovistsekt op!“ Myndighederne vidste ganske enkelt ikke hvad de skulle gøre  ved Jehovas Vidner. Ingen kan stå i vejen for gennemførelsen af Guds løfte om at jorden skal fyldes med „kundskab om Jehova“. — Es. 11:9.

„I HAR ’HELLIGT VAND’“

Jehovas Vidner blev sendt til straffelejre på grund af deres forkyndervirksomhed. Nikolaj Kalibaba, som tilbragte mange år i sådanne lejre, erindrer: „Vi var fire der blev sendt til en straffelejr i landsbyen Vikhorevka, som ligger i Irkutskregionen, hvor der var omkring 70 brødre. Der var ikke nogen drikkevandsforsyning; den eneste vandledning havde forbindelse med kloaksystemet, så det var farligt at drikke vandet. Maden var heller ikke egnet til at spise, men Jehova hjalp os. I denne lejr var der ikke andre end Jehovas Vidner der ønskede at arbejde. Vi var gode arbejdere. Det fandt lejrledelsen snart ud af, og vi blev sendt ud for at arbejde i andre lejrområder. Men så kunne vi tage drikkevand med tilbage i spande. Mange fanger opsøgte os og sagde: ’Vi har hørt at I har „helligt vand“. Giv os i det mindste et halvt glas.’ Vi delte naturligvis vandet med dem.

Blandt fangerne var der nogle med en god hjerteindstilling. De havde tidligere været tyve eller på anden måde kriminelle. De lærte sandheden at kende og blev Jehovas Vidner. Andre kunne tilsyneladende ikke lide sandheden og modarbejdede os åbenlyst. Men da en taler engang kom til vores lejr for at holde et foredrag imod Jehovas Vidner, forsvarede de os og sagde at foredraget var en bagtalelse af Jehovas Vidner.“

„VI VIL KOMME TIL JER I GRUPPER“

Brødrene spekulerede altid på hvordan de kunne udnytte omstændighederne til at fremme Rigets sag, idet de bad Jehova om at give dem den fornødne visdom.  Nikolaj fortsætter: „Vi hørte at vi snart ville blive overflyttet til andre lejre i Mordova, ikke langt fra Moskva. Inden vores afrejse skete der noget interessant. Til vores overraskelse kom nogle arbejdsformænd og nogle af de overordnede som havde bevogtet Jehovas Vidner i adskillige år, til os og sagde: ’Vi vil gerne have jer til at synge jeres sange og fortælle os mere om jeres tro. Vi vil komme til jer i grupper på 10 til 20 mand, måske flere.’

Af frygt for hvad der kunne ske os eller dem, sagde de at de ville stille vagtposter der hvor vi skulle mødes. På grund af vores større erfaring på det område sagde vi at vi også ville have vores egne vagter. Deres vagter fulgte samme fremgangsmåde som vores: De stod med en vis afstand mellem vagthuset og vores mødested. Det var en pudsig situation. En gruppe Jehovas Vidner sang Rigets  sange for en gruppe officerer og arbejdsformænd, hvorefter en broder holdt et lille foredrag over et bibelsk emne. Det var som at være til møde i en af Jehovas Vidners rigssale. Sådan holdt vi møder med grupper af interesserede. Vi oplevede hvordan Jehova ikke alene sørgede for os, men også for disse oprigtige mennesker.“

Nikolaj fortæller videre: „Vi bragte mange blade med fra denne lejr og til lejren i Mordova. Der var en hel del Jehovas Vidner i fangenskab dér. Brødrene gav mig en kuffert med en dobbelt bund hvor jeg kunne skjule publikationer. Vi gjorde alt for at kufferten ikke ville tiltrække arbejdsformændenes opmærksomhed. Ved ankomsten til lejren i Mordova skulle vi undersøges meget nøje. En formand tog min kuffert og udbrød: ’Sikke tung den er! Der må være noget værdifuldt her!’ Uventet stillede han min kuffert og andre ting til side og begyndte at undersøge andres ejendele. Efter ransagningen sagde en anden formand: ’Tag dine ting og gå!’ Min kuffert blev ikke undersøgt, så jeg fik en god forsyning af den sidste nye åndelige føde med ind i barakkerne, hvilket var meget tiltrængt.

Ikke nok med det, men mere end én gang havde jeg håndskrevne traktater i mine støvler. Eftersom jeg havde store fødder, var der altid plads i mine støvler til mange stykker papir. Jeg placerede dem under indlægssålen og indgned støvlerne med en god portion fedt. Dette fedt var meget klæbrigt og lugtede forfærdeligt, så arbejdsformændene holdt sig langt væk fra mine støvler.“

„ARBEJDSFORMÆNDENE OVERVÅGEDE OS, OG JEG OVERVÅGEDE DEM“

Nikolaj fortæller videre: „I lejren i Mordova blev jeg udnævnt til at have ansvaret for kopieringen af bibelske  publikationer. Med til mit ansvarsområde hørte at holde øje med om arbejdsformændene kom så de der afskrev publikationer i hånden, kunne få tid nok til at gemme alt af vejen. Arbejdsformændene overvågede os, og jeg overvågede dem. Nogle formænd var meget opsatte på at tage os på fersk gerning, så pludselig kunne de komme brasende ind i barakken. Det sværeste af det hele var at holde øje med dem. Andre inspicerede barakkerne én gang om dagen. De var mere tolerante og voldte os ingen problemer.

I den periode kopierede vi fra originalerne, som vi opbevarede sikkert på diverse skjulesteder. En del originaler gemte vi i en ovn, endda i den ovn der var på lejrkommandantens kontor. De brødre som gjorde rent for ham, havde lavet et specielt kammer i ovnen, og der gemte vi de værdifulde originaler af forskellige numre af Vagttårnet. Lige meget hvor omhyggelige arbejdsformændene var i deres ransagning hos os, var originalerne altid i sikkerhed på lejrkommandantens kontor.“

Brødrene blev ret dygtige til at skjule litteraturen. Et af de bedste gemmesteder var en vindueskarm. Brødrene fandt endda ud af at man kunne gemme publikationer i en tube tandpasta. Kun to eller tre brødre vidste hvor originalerne var gemt. Når der var behov for det, fremdrog en af dem originalen og lagde den på plads igen når den håndskrevne kopi var færdig. På den måde var originalerne altid gemt sikkert af vejen. De fleste af brødrene anså det for en forret at være med til at kopiere, trods risikoen for at blive sat i isolation i 15 dage. Viktor Gutshmidt fortæller: „Ud af ti år i lejre tilbragte jeg omkring 3 af dem i isolationsfængsel.“

 VAGTTÅRNET AFSKREVET MED SPINDELVÆVSHÅNDSKRIFT

For brødrene virkede det som om lejrledelsen havde udviklet et særligt system til at søge efter og konfiskere deres bibelske publikationer. Nogle officerer gik meget grundigt til værks. Ivan Klimko beretter: „En dag i lejr 19 i Mordova førte soldater med hunde brødrene væk fra lejrområdet og indledte en omhyggelig ransagning. Hvert vidne blev bedt om at tage al tøjet af, helt ned til de laser de gik med på fødderne. Men brødrene havde under deres fodsåler limet nogle få håndskrevne sider fast som ikke blev opdaget. De havde også fremstillet ganske små skrifter som de kunne sætte fast mellem fingrene. Når vagterne bad alle om at løfte hænderne, var skrifterne klemt fast mellem fingrene, og således reddede man igen nogle eksemplarer.“

Der var andre måder hvorpå man værnede om den åndelige føde. Aleksej Nepotjatov siger: „Nogle brødre var i stand til at lave det der blev kaldt spindelvævshåndskrift. En blyant blev spidset til den var sylespids, og mellem to linjer i en notesbog kunne der skrives tre eller fire linjer. I en tændstikæske kunne der være fem eller seks håndskrevne eksemplarer af Vagttårnet skrevet med denne tynde skrift. Det var meget anstrengende og  krævede et fantastisk syn at skrive så småt. Når alt lys var slukket, og alle andre var faldet i søvn, lavede disse brødre afskrifter under et tæppe. Det eneste lys de havde, kom fra en lampe ved indgangen til barakkerne hvor pæren kun lyste sporadisk. Hvis man afskrev sådan i flere måneder, ødelagde det ens syn. Nogle gange blev det opdaget af en vagt, og hvis han var gunstigt indstillet over for os, kunne han sige: ’Du skriver og skriver — hvornår sover du egentlig?’“

Broder Klimko fortæller: „Ved en lejlighed mistede vi en hel del publikationer og endog en bibel. Alt dette havde været skjult i en broders kunstige ben. Vagterne tvang broderen til at tage benet af hvorefter de slog det i stykker. De tog billeder af de spredtliggende sider og bragte dem i lejravisen. Det var dog meget godt, for det viste endnu en gang at Jehovas Vidners vigtigste beskæftigelse var deres religiøse virke. Efter beslaglæggelsen af disse ting sagde den skadefro lejrkommandant til brødrene: ’Dette er Harmagedon for jer!’ Næste dag rapporterede en eller anden imidlertid til ham at Jehovas Vidner havde holdt møde, sunget sange og læst som sædvanligt.“

EN SAMTALE MED RIGSADVOKATEN

I slutningen af 1961 kom rigsadvokaten for Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik for at inspicere lejren i Mordova. Han gik rundt i lejren og kom så ind i de barakker hvor Jehovas Vidner boede. Rigsadvokaten gav brødrene lov til at stille nogle få spørgsmål. Viktor Gutshmidt husker at han spurgte: „’Tror De at trossamfundet Jehovas Vidner er samfundsskadeligt i Sovjetunionen?’

’Nej, det tror jeg ikke,’ svarede rigsadvokaten. Men lidt længere henne i samtalen sagde han uforvarende: ’Alene i 1959 fik Irkutskregionen tildelt fem millioner rubler for at afklare problemet Jehovas Vidner.’

 Med dette sagde han rent faktisk at myndighederne havde et udmærket kendskab til Jehovas Vidner, siden de havde brugt fem millioner rubler på at afklare hvem Jehovas Vidner var. Det var en stor sum. Dengang kunne man for blot fem tusind rubler købe en pæn bil eller et komfortabelt hus. Myndighederne i Moskva måtte så sandelig have vidst at Jehovas Vidner ikke var farlige.

Rigsadvokaten fortsatte idet han sagde: ’Hvis vi siger til sovjetborgerne at de kan gøre hvad de vil med Jehovas Vidner, vil de slette alle spor af jer.’ Han mente at borgerne i Sovjetunionen var negativt indstillede over for Jehovas Vidner. Disse ord viste at millioner af mennesker var påvirkede af ateistisk og ideologisk propaganda.

 Vi svarede: ’De vil komme til at se hvordan det egentlig forholder sig når vi holder stævner fra Moskva til Vladivostok.’

’Måske kommer der en halv million over på jeres side, men de andre vil stadig være på vores,’ sagde han.

Vores samtale med rigsadvokaten sluttede med den bemærkning. Han havde sådan set ret. I dag kommer der mere end 700.000 til Jehovas Vidners møder i de lande der tidligere udgjorde Sovjetunionen. Det de hører der, er Bibelens rene sandhedsord og ikke propaganda.“

„I HAR SKABT ET TILFLUGTSSTED FOR VIDNERNE“

Viktor fortsætter: „Lejrledelsen viste rigsadvokaten alle blomsterne og træerne som Jehovas Vidner havde plantet, samt alle pakkerne de havde modtaget, og som lå i deres barakker uden at nogen stjal dem. Han så på det hele med utilsløret forbavselse. Vi fandt dog senere ud af at denne mand beordrede lejrledelsen at fjerne alle blomsterne og træerne. Han havde sagt til lejrkommandanten: ’I har skabt et tilflugtssted for Vidnerne i stedet for en arbejdslejr.’ Han forbød også Vidnerne at modtage pakker og fik lukket kiosken hvor de kunne købe ekstra mad.

Til brødrenes store glæde udførte kommandanten dog ikke alle ordrerne. For eksempel fik søstrene stadig lov til at dyrke blomster som før. Om efteråret skar de blomsterne ned og lavede store buketter til lejrpersonalet og deres børn. Det var særlig skønt at se børnene møde deres forældre ved vagtbygningen, hente blomsterbuketterne og løbe over til skolen med glade smil. De elskede Vidnerne.“

Viktor erindrer: „En dag i begyndelsen af 1964 fortalte en arbejdsformand, hvis bror arbejdede for KGB, at staten var ved at forberede en stor kampagne mod Jehovas  Vidner. Men hen imod slutningen af året blev Nikita Khrusjtjov afsat fra sin post som overhoved for staten, og bølgen af forfølgelse lagde sig.“

RIGETS SANGE I EN STRENGT BEVOGTET LEJR

I 1960’erne fik fangerne i en af de strengt bevogtede lejre i Mordova lov til at modtage pakker en gang om året, og så var det kun som en ’særlig belønning’. Der blev hele tiden foretaget ransagninger. Hvis nogen blev taget med et papir der indeholdt et bibelsk skriftsted, blev han eller hun sat i isolation i ti dage. Desuden fik man i denne lejr mindre mad end i andre lejre. Arbejdet var også hårdere i strengt bevogtede lejre; Vidnerne skulle grave stubbe op fra enorme træer. Aleksej Nepotjatov siger: „I mange tilfælde var vi på randen af total fysisk udmattelse. Men vi blev på vores post og gav ikke op. En af de måder brødrene holdt modet oppe på, var ved at synge Rigets sange. Vi dannede et flerstemmigt kor. Selv uden kvindestemmer lød det ubeskriveligt smukt. Disse sange var ikke alene til glæde for Vidnerne, men også for officererne, som kunne finde på at bede brødrene om at synge i arbejdstiden. Engang hvor vi fældede træer, kom den tilsynsførende for kolonnen op til os og sagde: ’Syng et par sange. Det er en anmodning fra selve divisionschefen.’

Divisionschefen havde hørt brødrene synge Rigets sange mange gange. Dette var en meget kærkommen anmodning, for vi var fuldstændig udmattede. Vi begyndte glade at herliggøre Jehova med vores stemmer. Når vi sang i lejren, kom officerernes koner sædvanligvis ud af de nærliggende huse og stod i vindfanget og lyttede i lang tid. De kunne især godt lide ordene i sang nummer 6, ’Lad jorden give Gud ære’, fra en ældre sangbog. Teksten i den sang var meget tankevækkende, og melodien var særdeles smuk.“

 HAN VAR KOMMET TIL ET HELT ANDET ’LAND’

Selv i de mest uventede situationer stod det klart hvilken slags mennesker Jehovas Vidner er. Viktor Gutshmidt fortæller: „Mens vi ved slutningen af en arbejdsuge sad og slappede af udenfor, kom der nogle ind i lejren for at aflevere noget dyrt elektrisk apparatur. Chaufføren der skulle aflevere det, var ikke en broder, men en fange fra lejren, og indkøbschefen som han var sammen med, kom fra en anden fangelejr. Eftersom lageret var lukket, og den ansvarshavende var taget på ferie, var Jehovas Vidner blevet bedt om at tage imod varerne og hjælpe med at få dem læsset af.

Vi læssede varerne af og stablede dem ved siden af lageret, ikke så langt fra barakkerne hvor brødrene boede. Indkøbschefen var meget nervøs over at aflevere varer uden at få en underskreven bekræftelse af modtagelsen fra lagerchefen. Chaufføren forsikrede ham imidlertid om at alt var i orden, og sagde: ’Du skal ikke være bange. Her er der ingen der rører ved noget. Du er kommet til et helt andet „land“. Glem alt det der foregår uden for lejren. Herinde kan du tage dit armbåndsur af og efterlade det hvor som helst, og i morgen vil du finde det hvor du lagde det.’ Men indkøbschefen insisterede på at han ikke kunne efterlade varer for en halv million rubler uden en underskrift.

Inden længe kom nogle folk fra lejradministrationen og beordrede lastbilen væk fra lejren. En af dem bad indkøbschefen om at lade fakturaen ligge og i stedet hente den næste dag. Han forlod modvilligt stedet. Næste morgen vendte han imidlertid tilbage og bad om tilladelse til at komme ind i lejren for at få fakturaen underskrevet, men vagtmanden rakte ham i stedet den allerede underskrevne faktura.

 Senere fortalte vagtmanden os at indkøbschefen ikke havde kunnet tage sig sammen til at forlade lejren. Han havde stået og stirret på porten og papirerne i en halv time. Så havde han vendt sig om for at gå, blot for igen at vende sig og stirre. Han havde sikkert aldrig oplevet noget lignende. De værdifulde varer var blevet afleveret, fakturaen var underskrevet uden at han var til stede, og alt var gået ærligt til. Det mest interessante var dog at det var sket i en stærkt bevogtet fangelejr hvor ’særlig farlige forbrydere’ afsonede deres straf. Ja, uanset hvilken propaganda der blev brugt imod Jehovas Vidner, viste denne og lignende episoder tydeligt hvilken slags mennesker de er.“

„NU FORKYNDER DE IGEN“

Få dage efter brødrenes ankomst til lejren i Mordova i 1960 blev over hundrede af dem overført til lejr 10, et særligt fængsel i den nærliggende by Udarnij. Det var et ’forsøgsfængsel’ hvor man ville omskole Jehovas Vidner. Fangerne bar stribede uniformer der lignede dem som fangerne i de nazistiske koncentrationslejre havde på. Foruden andet arbejde skulle Jehovas Vidner grave kæmpestore træstubbe op i skoven. Det blev forlangt at de hver især daglig gravede mindst 11-12 træstubbe op. Men selvom de arbejdede sammen hele dagen, kunne brødrene nogle gange end ikke grave bare en enkelt stor egetræsstub op. Ofte sang de Rigets sange for at opmuntre hinanden. Når lejrlederen hørte dem synge, råbte han til tider: „I Jehovas Vidner får ikke nogen middagsmad i dag. Så kan I lære at holde op med at synge. Jeg skal nok lære jer at arbejde!“ En broder som var i denne lejr, fortæller: „Jehova holdt os oppe. På trods af de vanskelige forhold var vi åndeligt vågne. Det gav os altid nyt mod at tænke på at vi havde stillet os på Jehovas side  i stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet.“ — Ordsp. 27:11.

Foruden forskellige „fængselslærere“ havde hver celle også en lærer, en officer fra hæren der minimum rangerede som kaptajn. Disse officerers opgave bestod i at få Jehovas Vidner til at fornægte deres tro. Fanger der gav efter, altså fornægtede deres tro, ville få deres frihed. Hver måned måtte lærerne skrive en personlig rapport om hvert Jehovas vidne som blev underskrevet af flere ansatte i fængselet. I hver rapport måtte de imidlertid altid skrive: „Reagerer ikke på omskolingsmetoderne; står stadig fast i sin overbevisning.“ Ivan Klimko siger: „Jeg afsonede seks af de ti år min straf lød på, i dette fængsel. Jeg selv og de andre brødre blev beskrevet som ’særlig farlige vaneforbrydere’. Officererne fortalte os at myndighederne bevidst havde sørget for at Jehovas Vidner kom under meget vanskelige forhold for at se hvordan vi ville reagere.“

Iov Andronic, der tilbragte fem år i dette fængsel, spurgte engang en lejrkommandant: „Hvor længe skal vi blive her i fængselet?“ Kommandanten pegede på skoven og svarede: „Indtil I alle sammen er døde og båret derud.“ Iov fortæller videre: „De holdt os isoleret fra andre så vi ikke kunne forkynde for dem. Vi blev nøje overvåget. Hvis bare en af os var nødt til at gå hen til et andet område i lejren, fulgte en formand altid med os. Da vi flere år senere blev overført til en mindre bevogtet lejr, sagde nogle af de andre fanger til lejradministrationen: ’Jehovas Vidner vandt. I holdt dem isolerede, men nu forkynder de igen.’“

EN OBERST GENKENDER SIN BIBEL

Det var meget vanskeligt at få litteratur ind i lejr 10, og endnu vanskeligere at skaffe en bibel. For brødrene virkede det som om det var umuligt at få Guds ord bragt ind  i fængselet. En broder der tilbragte nogle år i dette fængsel, siger: „Intet er umuligt for Jehova. Gud hørte vores bønner. Vi havde bare bedt om én bibel til de hundrede Jehovas Vidner i fængselet, og vi endte med to!“ (Matt. 19:26) Hvordan gik det til?

En oberst blev rekrutteret til at være fængselslærer. Men hvordan kunne en mand der intet vidste om Bibelen, „undervise“ Jehovas Vidner? På en eller anden måde lykkedes det ham at skaffe en slidt bibel, og inden han tog på ferie, bad han en ældre fange, som var baptist, om at indbinde den. Inden da havde han fortalt formændene at de ikke måtte tage Bibelen fra manden. Snart begyndte denne baptist at prale over for Jehovas Vidner med at han havde fået en bibel, og han gav dem lov til at låne den så de kunne kigge lidt i den. Så snart brødrene fik denne kostbarhed i hænderne, skilte de den fra hinanden og fordelte siderne blandt alle de fanger der var Jehovas Vidner, for at de kunne kopiere dem. I løbet af de næste par dage blev alle Jehovas Vidners celler omdannet til en slags afskrivningsværksteder. Der blev lavet to håndskrevne kopier af hver side. En broder fortæller: „Da alle siderne blev samlet, havde vi tre bibler! Obersten fik sit nyindbundne eksemplar, og vi fik to eksemplarer. Den ene bibel brugte vi til at læse i, mens den anden blev gemt væk i ’bankboksen’, nogle få rør hvori der lå højspændingskabler. Vi lavede særlige gemmesteder i disse rør. Formændene turde ikke komme for tæt på rørene, så de blev aldrig ransaget. Højspændingen var en pålidelig vagtmand for vores bibliotek.“

Men under en ransagning stod obersten pludselig med en håndskreven side af Bibelen i hånden. Da det gik op for ham hvad der var sket, blev han dybt skuffet og udbrød: „Det er jo fra den bibel som jeg selv tog med ind i lejren!“

 AFHOLDELSE AF MINDEHØJTIDEN

Brødrene forsøgte hvert år at holde mindehøjtiden i lejrene. I en af lejrene i Mordova lykkedes det alle brødrene at overvære mindehøjtiden i de år de var der. Lejradministrationen prøvede naturligvis at hindre dem i det. De kendte datoen for mindehøjtiden, og som regel sørgede de for at alle vagter var i alarmberedskab den dag. Hen ad aftenen blev de fleste vagter dog trætte af at holde øje med brødrene og var knap så opmærksomme, for ingen vidste nøjagtig hvor eller hvornår højtiden ville finde sted.

Brødrene gjorde altid en indsats for at skaffe vin og usyret brød til lejligheden. Engang fandt og beslaglagde en gruppe opsynsvagter symbolerne efter at have fået øje på dem i en skuffe den dag mindehøjtiden skulle holdes. Senere blev vagtholdet udskiftet, og en broder som gjorde rent på vagtlederens kontor, fik fat i symbolerne og gav dem tilbage til brødrene uden at blive opdaget. Den aften holdt brødrene mindehøjtid ved det tredje vagtskifte. Det var især vigtigt at skaffe brød og vin fordi en af brødrene nød symbolerne.

MINDEHØJTID I EN LEJR FOR KVINDER

I andre lejre kom man ud for lignende problemer. Valentina Garnovskaja mindes hvor vanskeligt det var at holde mindehøjtiden i en lejr for kvinder i Kemerovo. Hun fortæller: „Der var omkring 180 søstre i lejren. Vi havde forbud mod at mødes. Gennem ti år lykkedes det os kun to gange at holde mindehøjtiden. Engang besluttede vi at holde mindehøjtid i et af de kontorer som jeg havde ansvar for at gøre rent. Søstrene kom i al hemmelighed lidt efter lidt flere timer før mindehøjtiden skulle begynde. Det lykkedes 80 søstre at komme. Vi stillede usyret brød og rødvin på skrivebordet.

 Vi besluttede at begynde uden sang, så en søster indledte mødet med bøn. Alt foregik værdigt, og der var en glad stemning. Men pludselig hørte vi støj og råben. Det var formændene som ledte efter os. I næste øjeblik så vi at vagtlederen kiggede gennem vinduet, der ellers sad meget højt oppe. Samtidig lød der en kraftig banken på døren, og en eller anden beordrede os til at åbne. Formændene brasede ind, greb søsteren der holdt foredraget, og anbragte hende i isolation. En anden søster stod modigt frem for at fortsætte foredraget, men hun blev også ført væk. Efter hende forsøgte en tredje søster at færdiggøre foredraget, men det førte til at de stuvede os alle sammen ind i et andet rum og truede med at sætte os i isolation. I dette rum afsluttede vi mindehøjtiden med at synge en sang og bede en bøn.

Da vi vendte tilbage til barakkerne, sagde de andre fanger: ’I var pludselig alle sammen væk, så vi troede at Harmagedon var kommet, og at Gud havde taget jer op til himmelen og havde efterladt os her for at blive udryddet.’ Disse fanger havde ellers været sammen med os i nogle år uden at vise interessere for sandheden, men efter denne episode begyndte nogle af dem at lytte til budskabet.“

„VI KLYNGEDE OS TIL HINANDEN“

I en af lejrene i Vorkuta var der mange Jehovas Vidner fra Ukraine, Moldova, de baltiske lande og andre sovjetrepublikker. Ivan Klimko beretter: „Det var om vinteren i 1948. Vi havde ikke noget bibelsk litteratur, men det vi kunne huske fra ældre blade, skrev vi ned på små stykker papir som vi gemte for at formændene ikke skulle finde dem. De vidste imidlertid at vi havde disse stykker papir, og vi kunne når som helst forvente omfattende ransagninger. På kolde vinterdage blev vi jaget udenfor  og måtte stå på rækker med fem i hver. Ofte talte de os om og om igen. De forventede åbenbart at vi ville foretrække at udlevere papirstykkerne frem for at stå i den bidende kulde. Optællingen fortsatte i det uendelige, mens vi klyngede os til hinanden og sammen drøftede et bibelsk emne. Vi havde altid tankerne rettet mod noget åndeligt. Jehova hjalp os til at bevare vores uangribelighed over for ham. Senere lykkedes det endda nogle brødre at få en bibel ind i lejren. Vi skilte den ad i flere dele så vi ikke risikerede at miste hele Bibelen under en ransagning.

Nogle af vagterne forstod at Jehovas Vidner ikke hørte til i fangelejre. De var flinke og hjalp os så godt de kunne. Nogle af dem valgte simpelt hen at lukke øjnene når en af os modtog en pakke. Som regel gemte pakkerne på en eller to sider fra Vagttårnet. Siderne vejede kun nogle få gram, men de var mere værdifulde end mange kilo mad. Rent fysisk led Jehovas Vidner mangler i alle lejrene, men åndeligt set var vi meget rige.“ — Es. 65:13, 14.

„HAN VIL DELE DET I 50 STYKKER“

Brødrene ledede bibelstudier hver uge med dem der viste interessere for sandheden. Mange fanger — selv dem der ikke var interesseret i Bibelen — fandt ud af at der blev ledet bibelstudier i barakkerne efter klokken syv om aftenen, så de forsøgte at være ekstra stille på det tidspunkt. Iov Andronic fortæller: „Det var tydeligt at Jehova havde omsorg for os, og at han fremmede sit arbejde. Vi bestræbte os også for at vise ægte kristen kærlighed over for hinanden ved at følge de bibelske principper. For eksempel delte vi den mad vi fik tilsendt i personlige pakker, noget der var usædvanligt i fangelejrene.

I en lejr var Mikola Pjatokha ansvarlig for at fordele maden blandt brødrene. En officer der arbejdede for KGB,  sagde engang: ’Giv Mikola et stykke slik, og han vil dele det i 50 stykker!’ Sådan var brødrene. Vi delte alt hvad der kom ind i lejren, hvad enten det var bogstavelig eller åndelig føde. Det var noget der hjalp os, og samtidig var det et godt vidnesbyrd der drog retsindige til sandheden.“ — Matt. 28:19, 20; Joh. 13:34, 35.

BONUS FOR GOD OPFØRSEL

I en bestemt lejr fik de ansatte der arbejdede direkte med Jehovas Vidner, en bonus på op til 30 procent af deres almindelige løn. Hvorfor? Viktor Gutshmidt forklarer: „En tidligere kasserer i lejren fortalte mig at de ansatte i lejre hvor der var mange Jehovas Vidner, fik besked på aldrig at tabe fatningen eller bande og på altid at være hensynsfulde og venlige. De fik ekstra betaling for en sådan god opførsel. Det var noget man bestræbte sig på for at vise enhver at det ikke kun var Jehovas Vidner der levede et ordentligt liv; at de i virkeligheden ikke var anderledes end alle andre. De ansatte blev altså betalt for at opføre sig ordentligt. Der var mange ansatte i lejren — lægepersonale, arbejdsmænd, regnskabsfolk og formænd — omkring hundrede i alt. Ingen ønskede at gå glip af den ekstra betaling.

En dag overhørte en broder der arbejdede uden for lejren, at en tilsynsførende bandede højlydt. Næste dag mødte broderen denne tilsynsførende inde i lejren og sagde: ’Der var nok en i vagthuset der gjorde dig vred i går. Du bandede så højt.’ Den tilsynsførende indrømmede: ’Nej, jeg var bare ved at eksplodere indvendig. Derfor tog jeg uden for lejren for at afreagere.’ Ja, det var anstrengende for de ansatte at opføre sig som Jehovas Vidner.“

FORKYNDELSE GENNEM ET VINDUE

Brødrene brugte enhver lejlighed til at forkynde for andre, og nogle gange blev de rigt belønnet for deres  indsats. Nikolaj Gutsuljak fortæller: „Vi købte tit fødevarer i den kiosk der var i lejren. Hver gang det var min tur til at handle, prøvede jeg at sige nogle få ord om et bibelsk emne. Damen som udleverede varer, lyttede altid opmærksomt og bad mig engang om at læse noget for hende. Tre dage senere kaldte en officer mig til porten. Han bad mig og en anden broder om at sætte glas i et vindue i lejrkommandantens hus.

Nogle soldater fulgte broderen og mig til byen. Da vi kom til huset, var det damen fra kiosken som åbnede døren. Det var lejrkommandantens kone! Der stod en soldat inde i huset, og udenfor stod der to soldater lige ved vinduet. Damen serverede te for os og bad os om at fortælle mere fra Bibelen. Den dag satte vi glas i vinduet og aflagde samtidig et grundigt vidnesbyrd. Da samtalen var slut, sagde hun: ’I skal ikke være bange for mig. Mine forældre var gudfrygtige mennesker ligesom jer.’ Denne  dame læste vores litteratur i al hemmelighed uden at hendes mand, som hadede Jehovas Vidner, vidste det.“

„TAG TILBAGE TIL JERES ARBEJDE“

Nogle myndighedspersoner var positivt indstillede over for Jehovas Vidner og forsvarede dem. I Bratsk i Irkutskregionen besluttede det kommunistiske partibureau på den lokale tømmerfabrik i 1970’erne at fyre alle de ansatte der var Jehovas Vidner. Der blev sagt til brødrene: „Eftersom I ikke kan lide de sovjetiske myndigheder, vil de heller ikke tage sig af jer. Da I til gengæld godt kan lide Jehova, må han tage sig af jer.“ De fyrede brødre besluttede at det bedste de kunne gøre, var at forkynde frit, så de begyndte at gå fra hus til hus. Ved en af dørene var det en kvinde der åbnede. Brødrene fortalte hvem de var, og hvorfor de var der. Inde fra køkkenet lød en mandsstemme som sagde: „Hvem er det du taler med? Lad dem komme indenfor.“ Da brødrene var kommet indenfor, spurgte manden dem: „Hvorfor er I ikke på arbejde? Det er en almindelig arbejdsdag.“ Brødrene forklarede hvordan de havde mistet deres arbejde.

Manden viste sig at være en offentlig anklager som var taget hjem til frokost. Han blev meget opbragt, gik hen til telefonen, ringede til tømmerfabrikken og spurgte om det var sandt at partibureauet havde fyret alle Jehovas Vidner. Det bekræftede man på fabrikken, hvortil anklageren sagde: „På hvilket grundlag? Forstår I ikke at I har brudt loven? I har ikke ret til at gøre sådan noget. Jeg beordrer jer til at give alle Jehovas Vidner deres job tilbage og betale dem for de tre måneder hvor de har været uden arbejde på grund af jeres beslutning.“ Anklageren lagde røret på, vendte sig mod brødrene og sagde: „Tag tilbage til jeres arbejde i morgen.“

 ’JEG HAR SKJULT LITTERATUR SIDEN 1947’

I 1970’erne var brødrene efterhånden blevet eksperter i at fremstille, uddele og skjule litteratur. Men der opstod stadig situationer som krævede hurtig tænkning. Grigorij Sivulskij beretter: „På et tidspunkt i 1976 blev vores hjem ransaget. Aftenen før havde jeg skødesløst lagt nogle rapporter og adresser på brødrene under en kommode. KGB-folkene så meget selvsikre ud under ransagningen; som om de vidste nøjagtig hvad de ledte efter, og hvor de skulle finde det. En af dem sagde til mig: ’Kom med en tang og en skruetrækker — vi har tænkt os at skille sofaen ad.’ Jeg bad en bøn og sagde med sikker stemme:

’Hvis I havde overrasket os ligesom I overraskede de andre Jehovas Vidner da I kom for at ransage deres hjem, ville I også have fundet noget hos os. Men nu er det sent på dagen, og I vil ikke finde noget.’

’Hvad ville vi da have fundet?’ spurgte KGB-agenten.

’Bladene Vagttårnet og Vågn op! Men i dag finder I ikke noget.’

Jeg rakte dem værktøjet og sagde: ’Efter ransagningen må I selv samle sofaen så den ser ud som den gør nu.’

De stod et øjeblik uden at kunne bestemme sig. Da jeg kunne se at de følte sig usikre, vendte jeg mig mod en af dem, en ung mand, og sagde: ’Mit gæt er at du højst har været med til at lede efter Jehovas Vidners litteratur i tre år. Jeg har derimod skjult litteratur siden 1947. Der er ingen grund til at I spilder jeres tid her, litteraturen er gemt på et sikkert sted.’

Til min store overraskelse gik de. Adresserne og rapporterne var ellers så lette at få fat på at hvem som helst kunne have fundet dem.“

 PERESTROJKA — EN TID MED FORANDRINGER

Da perestrojka blev introduceret i 1985, fik det ikke de forventede resultater lige med det samme. I nogle områder blev Jehovas Vidner dømt og sendt i fængsel som før. Men i 1988 skrev det tyske afdelingskontor til hovedkontoret: „I begyndelsen af tjenesteåret antydede de russiske myndigheder at de var villige til at tilstå [brødrene i Sovjetunionen] mere frihed i forbindelse med afholdelsen af møder og måske også med hensyn til litteraturen, hvis brødrene indregistrerede menighederne hos de lokale myndigheder. De fleste steder kunne brødrene holde mindehøjtiden uden forstyrrelser. Brødrene mener at der er sket en radikal ændring i myndighedernes indstilling over for dem.“

Med tiden sørgede udvalgte brødre for at det tyske afdelingskontor fik adresser på brødre der var villige til at modtage pakker med åndelig føde. Disse brødre videregav litteraturen til de ældste, som sørgede for at alle høstede åndelig gavn af den. I februar 1990 var man nået op på at sende åndelig føde til 1600 sådanne privatadresser én gang om måneden.

I 1989 fik flere tusind Jehovas Vidner mulighed for at overvære det særlige stævne i Polen. Jevdokija, et af Jehovas Vidner fra byen Naberesjnje Tjelnij, fortæller: „Vi bad inderligt Jehova om at vi for første gang måtte få lov til at overvære et rigtigt stævne. Chefen på min arbejdsplads havde hørt at jeg gerne ville rejse til et andet land, og udbrød: ’Vil du det? Ser du ikke fjernsyn? Grænsen er lukket, og de lader ikke nogen slippe igennem.’

Jeg var imidlertid tillidsfuld og svarede: ’Grænsen vil blive åbnet igen.’ Og det var netop hvad der skete. Ved toldgrænsen i Brest lod man kun Jehovas Vidner komme igennem. Vi blev ikke engang visiteret, og man  behandlede os meget venligt. En mand forsøgte at slippe over grænsen sammen med os ved at lade som om han var en delegeret til stævnet. Men toldvæsenet fandt hurtigt ud af det og tilbageholdt ham. Hvordan kunne de vide at manden ikke var en stævnedeltager? Alle dem der skulle til stævne, havde et stort smil på læben, og de havde kun små tasker med som bagage.“

EN VARM VELKOMST I MOSKVA

Det var nu fyrre år siden at Jehovas Vidner i 1949 havde ansøgt om at blive indregistreret i Moskva. Dengang kunne brødrene ikke med god samvittighed opfylde kravene fra Stalins regering. Men den 26. februar 1990 modtog ordstyreren for udvalget for religiøse anliggender i Moskva en delegation fra Jehovas Vidner. Mødet blev desuden overværet af to viceordstyrere og tre andre kolleger. Delegationen fra Jehovas Vidner bestod af 15 personer: 11 brødre fra Rusland og andre sovjetrepublikker, Milton Henschel og Theodore Jaracz fra Brooklyn samt Willi Pohl og Nikita Karlström fra det tyske afdelingskontor.

Ordstyreren åbnede mødet med ordene: „Vi er meget glade for at mødes med Jehovas Vidner. Jeg har hørt en hel del om jer, men det er første gang jeg selv har lejlighed til at møde jer. I glasnosts (åbenhedens) ånd er vi rede til at tale med jer.“ Brødrene sagde at de gerne ville ansøge om at lade Jehovas Vidner indregistrere i Sovjetunionen. Til det sagde ordstyreren: „Det er godt at høre, og tiden er inde til det. Det er snart forår, tid til at så. Vi kan forvente gode resultater, en god høst.“

Da ordstyreren bad brødrene om at introducere sig selv, blev det tydeligt at der var Jehovas Vidner i hele landet, lige fra Kaliningrad til Russisk Fjernøsten. En kredstilsynsmand sagde: „Jeg repræsenterer fire menigheder i  Irkutskregionen. Men jeg betjener også Fjernøsten, Khabarovsk og Krasnojarsk Kraj, * samt regionerne Novosibirsk og Omsk.“ Til det udbrød ordstyreren: „Du har et enormt distrikt; det er større end mange lande!“

En af viceordstyrerne sagde: „Vi er nødt til at vide noget mere om hvad I tror på; vi forstår ikke det hele. For eksempel står der i en af jeres bøger at Gud vil rense jorden og fjerne alle nuværende regeringer. Det forstår vi ikke.“ Broder Pohl svarede: „Jehovas Vidner deltager ikke i nogen som helst form for vold. Det der står i bogen, henviser uden tvivl til bestemte bibelprofetier. Jehovas Vidner forkynder om Guds rige og evigt liv i et paradis på jorden.“

 „Det er der ikke noget forkert ved,“ sagde viceordstyreren.

Ordstyreren afsluttede samtalen med ordene: „Vi er meget glade for at have mødt jer. I vil blive indregistreret hurtigst muligt.“

I marts 1991 fik Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Rusland. På det tidspunkt havde landet en befolkning på over 150 millioner, og der var 15.987 forkyndere som rapporterede. Tiden var nu inde til at disse brødre og søstre i Rusland fik yderligere vejledning fra Jehova. — Matt. 24:45; 28:19, 20.

„HVILKEN GLÆDE, HVILKEN FRIHED!“

Finland ligger i nærheden af Rusland, derfor bad Det Styrende Råd det finske afdelingskontor om at hjælpe med at organisere det internationale områdestævne i Sankt Petersborg, som blev afholdt fra den 26. til den 28. juni 1992. Hvordan var det for brødrene at holde stævne under frie forhold efter mere end 50 års forbud? En broder fortæller: „Vi var mange tusind til stede på stadion. Tårerne løb uafbrudt. Hvilken glæde, hvilken frihed! Vi havde aldrig drømt om at vi ville opleve en sådan frihed i denne tingenes ordning. Men Jehova gjorde det muligt for os. Vi kunne huske hvordan fem af os lå i isolationscelle i en fangelejr, omgivet af et højt hegn, og hvordan fire af os skiftedes til at holde den femte varm. Stadionet var omgivet af en høj mur, men her havde vi lyst til at blive så længe som muligt. Det er ikke til at beskrive hvad vi følte.

Vi havde tårer i øjnene under hele stævnet. Vi græd af glæde over at se et sådant mirakel. Selvom vi allerede var over 70 år gamle, fløj vi omkring på stadionet som havde vi vinger. Vi havde ventet 50 år på denne frihed. Først tillod Jehova at vi blev forvist til Sibirien, derefter  endte vi i fængsler og straffelejre. Men nu var vi her på dette stadion. Jehova har større magt end nogen anden. Vi græd mens vi stod og så på hinanden. Ingen af os fattede helt at det var virkelighed. Nogle unge brødre kom hen og spurgte os: ’Er der noget galt? Er der nogen der har såret jer?’ Men vi kunne ikke give dem et svar fordi vi græd. Gennem tårerne fik en af os dog sagt: ’Vi græder af glæde!’ Vi fortalte dem hvordan vi i mange år havde tjent Jehova under forbud, og at vi nu havde svært ved at fatte hvor hurtigt Jehova havde vendt tingene.“

Efter dette mindeværdige stævne blev det finske afdelingskontor bedt om at sende 15 specialpionerer til Rusland. Den 1. juli 1992 kom Hannu og Eija Tanninen, et nidkært ægtepar fra Finland, for at tjene i Sankt Petersborg. Den første store udfordring for dem var at lære sproget. Efter bare én sprogtime tog de ud i forkyndelsen og tilbød folk et bibelstudium. Hannu fortæller: „I begyndelsen af 1990’erne ville næsten alle i byen gerne studere Bibelen. Når vi gik på gadearbejde, var folk ivrige efter at give os deres adresser. Alle ville gerne have læsestof. Hvis man gav en person på gaden et blad eller en traktat, var der ti andre som så det, og som også gerne ville have noget at læse. Folk tog ikke blot imod litteraturen, de begyndte ofte straks at læse i den på gaden eller i toget.“

Fra oktober 1992 kom der også mange specialpionerer fra Polen. Blandt de første som ankom, var der ugifte søstre. Inden længe ankom endnu en gruppe fra Polen som blev sendt til Sankt Petersborg. Da der var gået et år, blev en gruppe polske pionerer sendt til Moskva. I de senere år er over 170 frivillige fra Polen, især nogle der er udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere (MTS), kommet for at tjene i Rusland.

 EN STOR DØR IND TIL VIRKSOMHED

Efter det internationale stævne i Sankt Petersborg gav Det Styrende Råd brødrene lov til at købe et passende stykke land (7 hektar) og nogle gamle bygninger i den lille by Solnetjnoje, ikke så langt fra Sankt Petersborg. Tiden var nu inde til at bygge et betelhjem i Rusland. Det finske afdelingskontor blev bedt om at hjælpe med byggeprojektet. I september 1992 ankom den første gruppe frivillige fra Finland til Solnetjnoje. Aulis Bergdahl, en af brødrene i denne gruppe, blev senere medlem af afdelingskontorets udvalg. Han siger: „Min kone, Eva Lisa, og  jeg tog med glæde imod indbydelsen til at hjælpe med at bygge et betelhjem i Rusland. Vi kunne tydeligt se at Jehova ledede arbejdet. Brødre fra hele verden støttede byggeprojektet.“

Tilsynsmanden for byggeriet, Alf Cederlöf fra Finland, og hans kone, Marja-Leena, var til stor opmuntring for brødrene på byggepladsen, og det var brødrene i udvalget på det finske afdelingskontor også. I Solnetjnoje fik man besøg fra hovedkontoret i Brooklyn mens byggeriet stod på. Aulis beretter: „Milton Henschel besøgte os i 1993 efter det internationale stævne i Moskva. Både de foredrag han holdt for de frivillige på byggepladsen, og de private samtaler han havde med dem, var meget tilskyndende.“

Omkring 700 frivillige — fra Skandinavien og det øvrige Europa, Amerika, Australien, Rusland og andre tidligere  sovjetrepublikker — kom for at være med til betelbyggeriet. Brødrene havde forskellig baggrund og kom fra vidt forskellige kulturer, og de brugte forskellige arbejdsmetoder. Men arbejdet lykkedes, som Zakarias 4:6 siger: „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ Ja, det var Jehova som byggede „huset“. (Sl. 127:1) De russiske brødre stillede sig villigt til rådighed for Rigets arbejde. Selvom de fleste var unge og nye i sandheden, var mange af dem allerede pionerer. De var ivrige efter at lære at bygge hurtigt og med god håndværksmæssig kvalitet, samt lære at tage sig af organisationsmæssige anliggender.

 ARBEJDET ORGANISERES

Sidst i 1993 ankom medlemmerne af det russiske landsudvalg til Solnetjnoje. Blandt de indbudte var Ivan Pasjkovskij, Dmitrij Livij, Vasilij Kalin, Aleksej Verzhbitskij, Anatolij Pribitkov og Dmitrij Fedunishin. Omkring et år senere sluttede Mikhail Savitskij sig til dem. Det Styrende Råd udvalgte Horst Henschel fra det tyske afdelingskontor til at hjælpe brødrene med at organisere arbejdet.

Rejsetjenesten var noget af det første der blev organiseret. Til at begynde med blev der oprettet fem kredse i landet. To i Sankt Petersborg og tre i Moskva og omegn. De første fem brødre der virkede som kredstilsynsmænd på heltid, var Artur Bauer, Pavel Bugajskij og Roy Öster i Moskva samt Kzyztov Poplawski og Hannu Tanninen i Sankt Petersborg. Senere blev Roman Skiba også udnævnt som kredstilsynsmand. Matthew Kelly fra USA,  der var udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere i 1992, fik til opgave at tjene som områdetilsynsmand på deltid.

Hannu Tanninen fortæller om sine første besøg som kredstilsynsmand i begyndelsen af 1990’erne: „Jeg sendte et brev om mit forestående besøg til en menighed i Petrozavodsk i Karelija. I brevet stod der hvordan møderne skulle afholdes i den uge jeg var der. Da min kone og jeg ankom, blev vi mødt af en ældste på stationen, og vi tog hjem til ham. Han viste mig mit brev og sagde: ’Vi har modtaget dette brev fra dig, men eftersom vi ikke forstod det der stod i det, besluttede vi at vi ikke ville gøre noget indtil du var her og kunne forklare os det.’

Første gang jeg besøgte Murmansk som kredstilsynsmand, var der 385 forkyndere som ledede over 1000 bibelstudier. I virkeligheden blev der studeret med mange flere, for en del bibelstudier blev holdt med grupper af interesserede. En søster ledede for eksempel 13 bibelstudier, men det var med over 50 interesserede.

Den næste opgave vi fik, var i regionerne Volgograd og Rostov. I Volgograd var der kun fire menigheder til en befolkning på over en million. Brødrene var ivrige efter at lære hvordan de skulle afholde møderne og lede bibelstudier samt forkynde fra hus til hus. Ved hvert af vores besøg blev der oprettet nye menigheder. Når vi udfyldte rapporten til afdelingskontoret talte vi hvor mange der var blevet døbt siden vi sidst var der. I hver menighed var der blevet døbt 50, 60 eller 80 mellem besøgene. I en menighed var over 100 blevet døbt. Som følge af det blev der i denne by oprettet 16 nye menigheder på kun tre år.“

I januar 1996 blev der udnævnt nogle brødre til at udgøre afdelingskontorets udvalg i Rusland. Samtidig blev de første områdetilsynsmænd der skulle virke på fuldtid, også udnævnt. Blandt dem var Roman Skiba (Sibirien  og Fjernøsten), Roy Öster (Hviderusland, Moskva og fra Sankt Petersborg helt til Uralbjergene), Hannu Tanninen (fra Kaukasusområdet til Volgafloden) og Artur Bauer (Kasakhstan og Centralasien). Dengang besøgte alle områdetilsynsmænd en lille kreds foruden at de virkede i områdetjenesten.

DE REJSTE OVER ENORME AFSTANDE

Roman Skiba var en af de første specialpionerer der kom fra Polen til Rusland i begyndelsen af 1993. Han beretter: „Jeg blev udnævnt som kredstilsynsmand i oktober 1993. Min første kreds omfattede menigheder i det sydlige Sankt Petersborg, Pskovregionen og hele Hviderusland. Men det var ikke den største kreds i Rusland. Snart kom jeg til at rejse over enorme afstande. I november  1995 fik jeg til opgave at besøge en kreds i Uralbjergene, og jeg blev også udnævnt som vikar for områdetilsynsmanden. Området jeg havde fået tildelt, indbefattede Uralbjergene, hele Sibirien og Fjernøsten. En broder regnede engang ud at området var 38 gange større end Polen. Det omfattede otte tidszoner! Omkring to år senere bad afdelingskontoret mig om at besøge en gruppe i Ulan Bator, Mongoliets hovedstad.“

Broder Skiba siger videre: „Engang da vi skulle til Jekaterinburg fra Norilsk, der ligger nord for den nordlige polarcirkel, måtte vi tage to forskellige fly. Først rejste vi fra Norilsk til Novosibirsk, og derefter tog vi videre til Jekaterinburg. Det var en uforglemmelig rejse; det var som om den ingen ende ville tage. Flyet fra Norilsk lettede først efter en forsinkelse på 12 timer, så min kone, Ljudmila, og jeg endte med at tilbringe hele dagen i lufthavnen. Vi lærte heldigvis at udnytte tiden ved at foretage vores personlige studium når vi var på rejse.

Trods alle bestræbelser skete det at vi kom for sent til et menighedsbesøg. Engang da vi skulle besøge en menighed i bjerglandsbyen Ust-Kan i Altaj Kraj, måtte vi køre med bil på grusveje i bjergene. Uheldigvis brød bilen sammen på vejen. Vi kom ikke alene for sent til at jeg kunne nå at gennemgå menighedens optegnelser, men vi kom også to timer for sent til mødet. Vi var skuffede og troede at alle sikkert var taget hjem. Til vores store overraskelse sad der imidlertid 175 tilhørere og ventede i den lejede sal, og det i en menighed på under 40 forkyndere. Den ekstra tid det havde taget for os at komme frem, havde tilsyneladende gjort det muligt for mange interesserede fra andre bjerglandsbyer at nå frem til mødet.“ *

 UFORGLEMMELIGE STÆVNER

Der blev for første gang holdt områdestævner i nogle større byer hvor brødrene ikke før havde prøvet at arrangere stævner. I 1996 fandt brødrene i Jekaterinburg et stadion hvor de kunne afholde områdestævnet. Roman Skiba beretter: „Der voksede græs mellem tilskuerbænkene, og midt på stadionet stod nogle birketræer på over to meter. Der var kun tre uger til stævnet, og der var kun tre menigheder i byen og omegnen. Stadionbestyreren var heldigvis samarbejdsvillig, men han kunne ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre at holde et stævne på stadionet. Brødrene tog fat på arbejdet, og da dagen oprandt, var stedet skinnende rent. Bestyreren kunne ikke tro sine egne øjne.“ Som tak lod han brødrene holde Pionerskolen i en bygning der hørte til stadionet. En broder fortæller: „Efter stævnet begyndte man igen at have sportsbegivenheder på dette stadion, og det var en god indtægt for byen.“

Nogle gange krævede det både fleksibilitet og udholdenhed at afholde kreds- og områdestævner. I 1999 lykkedes det ikke brødrene i Vladikavkaz at leje et stadion til afholdelse af et kredsstævne, som man forventede ville blive overværet af 5000. Brødrene begyndte derfor straks at planlægge et alternativt stævneprogram. I en lejet biograf i Vladikavkaz blev der fem gange afholdt et forkortet endagsprogram. Derefter blev hele todages kredsstævneprogrammet holdt i weekenden på to forskellige steder der lå omkring et par kilometer fra hinanden i byen Naltjik. Stævnet i den ene sal begyndte to timer efter det i den anden sal så foredragsholderne fra det første stævne kunne nå frem til det andet stævne. Nogle af de rejsende tilsynsmænd var bange for at miste stemmen inden stævnerne var færdige. En broder regnede senere ud at han havde holdt omkring 35 foredrag den  uge. Alt gik godt lige indtil lørdagens program i en af hallerne blev afbrudt sidst på formiddagen. Nogle uniformerede mænd kom ind i salen med en hund og meddelte at alle øjeblikkelig måtte forlade bygningen af tekniske årsager. Brødrene og søstrene forblev som altid rolige og forlod salen. De spiste deres frokost og hyggede sig sammen uden for bygningen. Det viste sig at en religiøs fanatiker havde ringet til myndighederne og fortalt dem at der var en bombe i bygningen. Salen blev inspiceret, og da man ikke fandt noget mistænkeligt, fik brødrene lov til at fortsætte stævnet. Efter nogle små ændringer i programmet endte stævnet godt, og alle kunne nyde gavn af det opbyggende program.

STEN, SKJOLD OG SVÆRD

Sandhedens sæd blev hurtigt spredt i hele landet. Eija Tanninen fortæller: „I 1998 gjorde vi os klar til den 15 timer lange togrejse fra et områdestævne til et andet. Brødrene spurgte os om vi ville tage en del rekvisitter med til stævnets skuespil. Det var lidt af en chance at tage, for vi vidste at billetkontrollørerne som regel ikke var venligsindede over for passagerer der havde meget bagage. Men vi tog mod til os og bar med brødrenes hjælp sten, skjolde, sværd og poser med kostumer ind i kupéen der var beregnet til fire personer. Her sad vi så med alle vores pakkenelliker og to andre passagerer.

Da billetkontrolløren kom for at se vores billetter, spurgte hun os om hvorfor vi havde så meget bagage med. Vi forklarede hende at det var rekvisitter til et skuespil som skulle fremføres ved et af Jehovas Vidners områdestævner. Kontrolløren viste sig at være flink, og hun fortalte os at hun nogen tid forinden havde hørt et offentligt foredrag som min mand havde holdt da vi besøgte en menighed i hendes hjemby. Vi følte at Jehova havde hjulpet os.“

 OPLÆRING I AT LEDE BIBELSTUDIER

Søstrene kunne lære meget af hinanden. Eija beretter: „Jeg kan forestille mig at det har krævet stor tålmodighed og ydmyghed for de andre søstre da vi begyndte vores tjeneste i Rusland, for jeg kunne ikke tale sproget ordentligt. Jeg blev rørt over at se hvor ivrige søstrene var efter at lære at lede bibelstudier. Mange af dem var nye i sandheden, og andre havde tjent under forbuddet dengang det ikke altid var muligt for dem at få vejledning gennem Jehovas organisation.

Fra 1995 til 1996 tjente vi i byen Volsjskij. Når en søster indbød mig til at tage med hende på et bibelstudium, skete det ofte at flere andre søstre spurgte om de måtte komme med. Til at begynde med spekulerede jeg over hvorfor, men søstrene forklarede at det var fordi de gerne ville lære hvordan man skulle lede bibelstudier. Jeg sagde til dem at jeg ikke havde noget imod at de kom med, så længe den der blev studeret med, ikke havde nogen indvendinger, og så længe vedkommende ikke blev genert fordi de var der. Som regel kom seks til ti søstre med, og de mente ikke at det ville genere den besøgte, hvilket de havde ret i. Efter nogle måneder så jeg hvordan mange af dem vi havde studeret med, nu selv studerede med andre interesserede. På det tidspunkt var der to menigheder i byen Volsjskij. Ti år senere var der 11 menigheder.“

HENDES BØN BLEV HØRT

Det var tydeligt at den teokratiske oplæring ikke kun var en stor hjælp for de nye brødre og søstre, men også for dem der havde tjent Jehova i mange år under forbud. Hannu Tanninen fortæller: „Vi mærkede ofte englenes ledelse i forskellige situationer, og vi oplevede begivenheder der gjorde et dybt indtryk på os. I 1994 ankom vi til  en ny menighed i Novgorod, nu også kaldet Velikije Novgorod, og brødrene fulgte os til den lejlighed vi skulle bo i under besøget. I lejligheden var der en gæst der hed Marija. Det var en ældre søster der var rejst omkring 50 kilometer for at være med ved vores besøg. Marija havde været i sandheden i 50 år og ville gerne møde en af de første kredstilsynsmænd efter forbuddet. Vi bad hende om at fortælle os hvordan hun havde lært sandheden at kende. Hun forklarede at hun blev sat i koncentrationslejr i Tyskland da hun var 17 år, og at hun dér havde mødt Jehovas Vidner. Hun havde taget imod sandheden og var blevet døbt af en salvet søster i lejren. Efter sin frigivelse tog hun tilbage til Rusland for at forkynde den gode nyhed om Riget. Efter nogen tid blev hun arresteret og sat i fængsel fordi hun forkyndte. Hun havde tilbragt mange år i russiske fangelejre.

Vi blev dybt rørt da denne ydmyge søster efter at have fortalt om sit liv, sagde at hun i nogle uger havde bedt Jehova om at vise hende om der var noget forkert ved den måde hun tilbad ham på. Senere samme aften nævnte jeg for hende at artiklen ’Spørgsmål fra læserne’ i Vagttårnet for nogle år tilbage havde behandlet et bestemt emne. I artiklen blev det nævnt at en dåb kun var gyldig hvis den blev foretaget af en kristen broder. Det var Marija meget taknemmelig for at høre. Hun mente at det var svaret på hendes bønner. Hun lod sig derfor med glæde døbe i badekarret. Der var da gået 50 år siden hendes indvielse i 1944.“

ÅNDELIG FØDE TIL 11 TIDSZONER

Fra begyndelsen af 1991 blev litteraturen sendt til Rusland i små pakker fra Tyskland eller Finland. Men i juli 1993 ankom den første lastbil fra Tyskland til Solnetjnoje med 20 tons litteratur. Fra det russiske  afdelingskontor blev der indledt faste ruter med lastbil til udbringning af litteratur til Moskva, Hviderusland og Kasakhstan. Det indebar dog nogle vanskeligheder. De brødre der leverede litteratur til Kasakhstan, måtte for eksempel køre cirka 5000 kilometer hver vej. De måtte bruge ventetid ved grænserne, og om vinteren sad lastbilerne fast i snedriver.

På nuværende tidspunkt modtager Solnetjnoje hver måned omkring 200 tons litteratur. De betelmedarbejdere der kører lastbil, bruger enhver lejlighed til at forkynde for grænsevagter og toldbetjente. Flere af dem kan godt lide at læse vores bibelske publikationer. Da en politimand foretog en inspektion af lastbilen fra Betel, og fandt ud af at den tilhørte en religiøs  organisation, begyndte han højlydt at kritisere religion i almindelighed. Han fortalte hvordan han engang var blevet forbandet af en præst som han havde standset på grund af en grov overtrædelse af færdselsloven. Brødrene forklarede manden hvordan Gud behandler mennesker og om hans hensigt med jorden og menneskeheden. Politimanden blev mere afdæmpet og venlig og begyndte endda at stille spørgsmål. Brødrene tog derfor deres bibler frem og fik en opbyggende samtale med ham. Samtalen berørte politimanden så meget at han sagde: „Jeg vil opsøge Jehovas Vidner så jeg kan fortsætte denne samtale.“

Fra 1995 til 2001 sørgede Japan for leveringen af litteratur til menighederne i Vladivostok i Fjernøsten. Derfra sendte brødrene litteraturen videre med skib til menighederne i Kamtjatka. Brødrene i Vladivostok blev godt kendt med kaptajnerne på nogle af de skibe der sejlede til Kamtjatka. En kaptajn tog endda gratis litteraturen med i sin kahyt og hjalp med at få den læsset på skibet. „Selv er jeg ikke troende, men jeg vil gerne gøre en god gerning,“ sagde han. „Jeg synes godt om jer. Jeg kan lide at I er så velorganiserede. Når jeg stopper et sted for at aflevere litteratur, behøver jeg aldrig at vente ret længe inden den bliver læsset af. I Jehovas Vidner er som fugle; I slår lige ned på kasserne med litteratur og bærer dem hurtigt bort.“

VÆKST FORÅRSAGER ET BEHOV

Den russiske udgave af Vagttårnet udkom en gang om måneden i mange år. Bladet var på 16 sider og i et lidt  større format end i dag. Alle studieartikler blev oversat til russisk og nåede frem til brødrene i Sovjetunionen, men altid længe efter de engelske. Studieartiklerne udkom fra seks måneder til to år efter de engelske, og andre artikler udkom endnu senere. Fra 1981 begyndte den russiske udgave af Vagttårnet at være på 24 sider, og fra 1985 udkom bladet to gange om måneden. Det første firfarvede 32-siders blad der blev trykt samtidig med det engelske, var bladet for 1. juni 1990.

Tanja, som er oversætter, fortæller: „Når vi ser tilbage, kan vi godt se at meget af det der blev oversat og trykt, ikke levede op til kravene for en naturlig og letforståelig oversættelse. Men vi gjorde hvad vi kunne under de omstændigheder vi havde, og åndeligt hungrende mennesker fik den føde de havde brug for.“

 Da arbejdet blev tilladt i de lande der tidligere hørte under Sovjetunionen, kunne litteraturen blive spredt i et meget stort område. De russiske oversættere som arbejdede i Tyskland, var ivrige efter at få hjælp. Der var to nye ting som bidrog til at man fik en bedre oversættelse. For det første blev det til deres store glæde muligt for adskillige brødre og søstre fra Rusland og Ukraine at stille sig til rådighed og blive oplært som oversættere på det tyske afdelingskontor. Fem af dem ankom den 27. september 1991. Senere sluttede andre sig til dem. Det russiske oversætterhold begyndte da en omstrukturering, og det var ikke helt problemfrit. ’Træ og sten’ blev ikke med det samme omdannet til ’guld’, men måtte først gennemgå alle de stadier der nævnes i Esajas 60:17.

For det andet begyndte de russiske oversættere at få hjælp fra den nye afdeling kaldt Translation Services. På det tyske afdelingskontor blev der afholdt et kursus for oversættere på omkring samme tidspunkt som de første brødre og søstre fra Rusland ankom til Selters.

Det er altid bedst hvis oversættelsen foregår i det land hvor man taler sproget der oversættes til. Det var derfor spændende da det russiske oversætterhold i januar 1994 forlod det tyske afdelingskontor for at flytte ind på det betelhjem der endnu var under opbygning i Solnetjnoje.

Det var naturligvis svært for holdet at tage afsked med de oversættere der i årtier diskret havde oversat litteratur til brødrene bag jerntæppet, men hvis omstændigheder ikke tillod dem at tage med til Rusland med de andre oversættere. Søndag den 23. januar 1994 forlod de 17 brødre og søstre, samt to brødre der skulle tjene som specialpionerer, Selters. Der blev fældet mange tårer og givet mange knus.

 ’JEG ER PATIENTENS GUD’

I mange år baserede læger og andet hospitalspersonale i Rusland deres bedømmelse af patienters religiøse tro på deres egen ateistiske oplæring, samt på den udbredte brug af blod i behandling. Når Jehovas Vidner bad om en behandling uden blod, var lægerne derfor ofte uforstående og endda ubehagelige.

Det skete ikke så sjældent at en læge sagde: „Her er jeg patientens gud!“ Hvis patienten ikke var enig med lægen, kunne han risikere at blive udskrevet fra hospitalet med det samme. Modstandere af Jehovas Vidner benyttede desuden ofte vores standpunkt i forbindelse med blodtransfusion i forsøg på at få indført forbud mod vores arbejde i Rusland.

I 1995 blev afdelingen Hospitalinformation oprettet på det russiske afdelingskontor. Herigennem kan læger få nøjagtige oplysninger om Jehovas Vidners standpunkt. Der er blevet afholdt adskillige kurser for kristne ældste fra over 60 Kontaktudvalg til Hospitaler, hvor de har lært at forsyne læger og andre sundhedspersoner med nødvendige oplysninger samt finde læger der er villige til at behandle Jehovas Vidner uden brug af blod.

I 1998 afholdt russiske læger og deres udenlandske kolleger en international konference i Moskva med temaet „Alternativer til blodtransfusion i kirurgien“. Det var første gang man afholdt en sådan konference i Rusland. Over 500 læger fra mange dele af Rusland var til stede. Fra 1998 til 2002 fik russiske læger så stor erfaring på dette felt at der efterhånden er blevet afholdt snesevis af sådanne konferencer i Ruslands større byer, og det har medført gode resultater.

Dr. A.I. Vorobyov, tidligere sundhedsminister og chefhæmatolog i Den Russiske Føderation, skrev i et officielt  brev til advokater som forsvarer rettighederne for patienter der er Jehovas Vidner, at lægernes ændrede syn på blodtransfusion har ført til „en 34 procents nedgang i antallet af dødsfald blandt fødende kvinder i landet“. Han tilføjede: „Inden da blev der rapporteret otte gange flere dødsfald blandt fødende kvinder her i landet end i Europa fordi jordemødrene gav mødrene unødvendige blodtransfusioner.“

I 2001 udsendte det russiske sundhedsministerium en vejledning til hospitaler og sundhedsinstitutioner i hele landet. I vejledningen stod der at læger skal respektere en patient der afslår blodtransfusion af religiøse grunde. I 2002 udgav det russiske sundhedsministerium en vejledning om brugen af blodkomponenter. I denne vejledning står der at en blodtransfusion kun må gives når patienten har givet sit skriftlige samtykke til det. Ifølge vejledningen skal lægen desuden bruge andre behandlingsmetoder hvis en patient afslår blodtransfusion af religiøse grunde.

Mange læger har ændret indstilling efter at have samarbejdet med repræsentanter for Hospitalinformation. En kirurg sagde: „Gennem patienter [der er Jehovas Vidner], og gennem jer fik jeg at vide at I ikke bare nægter at tage imod blodtransfusion på grund af en fiks idé, men fordi det er en lov i Bibelen. Jeg besluttede mig for selv at undersøge det nærmere. Jeg læste alle de skriftsteder der var henvist til i det materiale I gav mig. Efter at have tænkt over det nåede jeg frem til at jeres standpunkt virkelig er baseret på Bibelen. Men hvorfor forholder vores præster sig tavse om dette emne? Når emnet kommer på bane, fortæller jeg nu andre læger at Jehovas Vidner følger Bibelen.“ I dag tilbyder over 2000 læger i Rusland at behandle patienter som er Jehovas Vidner, uden at bruge blod.

DE GLÆDER SIG OVER AT VIRKE I DERES MISSIONÆRDISTRIKT

Arno og Sonja Tüngler, som er udgået fra den tyske Gileadskole, har virket i forskellige russiske byer siden oktober 1993. Hvilken fremgang har der været i de distrikter hvor de har forkyndt? Hør hvad de beretter.

Arno: „Vi ankom til vores missionærdistrikt i Moskva. Efter få uger holdt vi begge vores første elevopgave på Den Teokratiske Skole. Efter seks uger i Rusland holdt jeg mit første indlæg ved et stævne. Vi var i en menighed med omkring 140 døbte forkyndere, og menighedens distrikt var på størrelse med en kreds i Tyskland. Vores første distrikt var tæt på pionerhjemmet. Hvor var det spændende at være de første  Jehovas Vidner til at forkynde fra dør til dør i dette område.“

Sonja: „Det vi kunne sige på russisk, var meget begrænset, men alligevel gik vi somme tider alene på gadearbejde, og dem vi talte med, gav vi traktater og andet af vores litteratur. De lokale brødre og søstre var til stor støtte for os, og det var let at få aftaler med dem i tjenesten. De var meget venlige og tålmodige og lod os tale på vores gebrokne russisk. Dem vi besøgte, var også meget tålmodige. Sovjetunionen var opløst, og folk var dybt interesserede i religion.“

Arno: „Noget af det der virkelig hjalp os til at lære russisk, var at gå fra hus til hus og lede bibelstudier. I januar 1994, efter fire måneder i Rusland, ledede vi allerede 22 bibelstudier, så vi havde mange muligheder for at høre og tale det russiske hverdagssprog.

Dengang blev utrolig mange døbt ved stævnerne; det kunne være 10 procent eller flere af stævnedeltagerne. Ikke alle menigheder havde tilstrækkeligt med kvalificerede brødre til at dække behovet for ældste og menighedstjenere. Én ældste var endda præsiderende tilsynsmand i fem menigheder. Han spurgte mig om jeg kunne holde mindehøjtidsforedraget i en af dem. Der var 804 til stede, og de måtte forlade salen lige efter foredraget fordi en anden menighed også skulle bruge den. Det viste sig imidlertid at broderen der skulle holde foredraget i den næste menighed, havde været udsat for et trafikuheld på vej til mindehøjtiden. Han kunne derfor ikke komme til tiden, så jeg måtte holde foredraget igen. Denne gang kom der 796. Så i bare to menigheder var antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden 1600. Det fortæller noget om den kolossale interesse folk viste for sandheden dengang.“

 JEHOVA ’FREMSKYNDER’ HØSTEN

I sit ord lover Jehova at han vil „fremskynde“ indsamlingen af „kostbare skatte“. (Es. 60:22; Hag. 2:7) I 1980 var der 65 forkyndere i Sankt Petersborg. På trods af KGB’s intense overvågning prøvede disse forkyndere at få bibelske samtaler med byens indbyggere. I 1990 deltog mere end 170 Jehovas Vidner i uformel forkyndelse på gaderne i forskellige dele af byen. I marts 1991 blev Jehovas Vidners aktiviteter i Rusland juridisk anerkendt, og snart var der fem aktive menigheder i byen. Det internationale stævne i Sankt Petersborg i 1992, såvel som andre teokratiske begivenheder, førte til en hurtig vækst. I 2006 var der mere end 70 menigheder i Sankt Petersborg.

I 1995 var der kun én menighed i Astrakhan, ikke langt fra grænsen til Kasakhstan. Menigheden havde ingen  ældste eller menighedstjenere. Ikke desto mindre holdt brødrene både et kredsstævne og en særlig stævnedag. Indlæggene på programmet blev fremført af ældste som havde rejst over 700 kilometer fra Kabardino-Balkarien. De ældste vidste ikke på forhånd hvor mange der skulle døbes ved disse stævner. Roman Skiba mindes: „En anden ældste og jeg ankom to uger inden stævnet for at kunne gå ud i tjenesten sammen med menigheden og gennemgå spørgsmålene med dem der gerne ville døbes. Det viste sig imidlertid at der slet ikke var tid til at gå i tjenesten. Al vores tid gik med at drøfte spørgsmålene med de 20 mulige dåbskandidater.“

I 1999 inviterede brødrene i Jekaterinburg flere af de handlende fra et marked til mindehøjtiden. De handlende spurgte om de måtte invitere deres venner med.  Til stor overraskelse for Vidnerne kom der cirka 100 til mødet. Selvom den lejede sal var stor, måtte nogle stå op.

BIBELSTUDIER MED HALVTREDS AD GANGEN

Forkyndelsen i Ivanovoregionen, ikke langt fra Moskva, begyndte i slutningen af 1991 da Pavel og Anastasija Dimov flyttede til dette område. En vanskelig opgave lå forude — at forkynde i et distrikt med mere end en million indbyggere. Hvordan skulle de gribe det an? De bestemte sig for at benytte en enkel men effektiv metode: en stand med litteratur. De satte den op på byens største torv og lagde brochurer, blade og bøger frem på den. Forbipasserende stoppede op, og mange af dem viste stor interesse. Alle de der var interesserede i sandheden, blev indbudt til et bibelstudiemøde. Disse møder kunne næppe betegnes som hjemmebibelstudier, eftersom de blev holdt i lejede sale hvor op til 50 var til stede. Bibelstudiemøderne lignede meget vores almindelige møder, og de var delt op i to dele. Først drøftede man noget fra bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og dernæst studerede man en artikel fra Vagttårnet. Studierne blev afholdt tre gange om ugen og varede hver tre timer. Der blev holdt tre sådanne bibelstudiemøder forskellige steder i byen. Pavel skrev altid i sin rapport at han ledede tre bibelstudier. Da han blev spurgt om hvorfor han havde så få bibelstudier i en tid hvor næsten alle forkyndere ledede 10 til 20, kom det frem at der var cirka 50 interesserede til stede ved hvert studium. Det var tydeligt at Jehova velsignede denne fremgangsmåde, for inden længe udtrykte mange af dem der deltog i disse studier, ønske om at være med til at udbrede den gode nyhed. Efter et studium meddelte Pavel at de der gerne ville være forkyndere, kunne blive. Ikke én forlod salen, og alle blev forkyndere. I byen så man nu flere og flere  stande, og snart var mange kiosker på byens torve og i parkerne fyldt med vores publikationer.

Nu var tiden inde til at gå i gang med en anden form for tjeneste, nemlig hus til hus-forkyndelsen. Men hvordan kunne det lade sig gøre når næsten ingen af forkynderne nogen sinde havde prøvet denne form for tjeneste? De der gerne ville lære at forkynde fra hus til hus, fulgtes med broder og søster Dimov. Som regel var der mange som gerne ville følges med dem. Somme tider stod Pavel sammen med ti forkyndere ved en dør. Forbavsende nok skræmte det ikke dem de besøgte; de var glade for at tale med gruppen. Nogle inviterede endda hele delegationen indenfor i deres lejlighed.

De nye forkyndere var også opsatte på at forkynde uden for Ivanovo, så der blev organiseret forkynderture til andre byer i Ivanovoregionen. Grupper på 50 tog af sted til disse byer, og allerede i toget på vej til distriktet begyndte de at forkynde. Da de nåede deres bestemmelsessted, delte de sig og fulgtes ad to og to. De gik fra det ene lejlighedskompleks til det andet og inviterede folk til et møde der ville blive afholdt samme aften. Ved mødet viste brødrene videofilm som var produceret af Jehovas Vidner. De holdt også et foredrag. Efter mødet fik alle de tilstedeværende tilbudt et bibelstudium, og de der gerne ville have et, gav deres adresse til brødrene. Som følge af denne ihærdige forkyndelse blev der oprettet adskillige menigheder i mange af Ivanovoregionens byer — i nogle af byerne op til fem menigheder.

I 1994 var der alene i Ivanovo 125 forkyndere, og 1008 overværede mindehøjtiden. Ved områdestævnet samme år blev 62 fra Ivanovo døbt. Det svarede til at en ny menighed blev dannet på blot en dag. Nu er der 1800 forkyndere i Ivanovoregionen som er travlt optaget af forkyndelsesarbejdet.

 KOMMER SAMMEN TRODS MODSTAND

I mange af byerne var det ikke let at få tilladelse til at benytte stadioner til stævner. I Novosibirsk, for eksempel, organiserede modstandere, støttet af præsteskabet, at man dannede kæde lige ved indgangen til det stadion hvor stævnet blev afholdt. På et af modstandernes skilte stod der: „Tag jer i agt for Jehovas Vidner!“ Demonstranterne lagde imidlertid ikke mærke til at de to sidste bogstaver i det første ord på skiltet var tværet ud, sådan at der faktisk stod: „Tag jer af Jehovas Vidner!“

I 1998 forsøgte man at afholde et kredsstævne i Omsk, men der opstod problemer. Under pres fra modstandere tvang de lokale myndigheder i sidste øjeblik hallens direktør til at annullere lejekontrakten med Jehovas Vidner. Flere hundrede var ankommet til stævnet og havde samlet sig i nærheden af hallen. Direktøren var meget bange, han frygtede for at der skulle ske ham og hallen noget, så han bad brødrene om at give stævnedeltagerne besked på ikke at gribe til vold. Brødrene beroligede ham med at ingen ville gå til håndgribeligheder. De delegerede tog hurtigt billeder af hinanden til minde om denne særlige lejlighed, og så gik de. Direktøren var nu overbevist om at Jehovas Vidner er fredelige mennesker. To uger efter blev stævnet holdt i en anden hal. Da modstanderne fandt ud af at der var stævne, var det for sent at stoppe det, og først mod slutningen af programmet ankom de.

ET STÆVNE „UNDER STJERNERNE“

Fra den 22. til den 24. august 2003 skulle et af områdestævnerne holdes på tegnsprog i Stavropol nord for Kaukasus. Stævnedeltagerne kom fra 70 byer i Rusland. Men der var fare for at stævnet ville blive aflyst på grund af stærk modstand fra bystyret. Dagen før stævnet annullerede direktøren for hallen lejekontrakten. Men  fredag den 22. august fik brødrene en aftale i stand med administrationen for et cirkus om at benytte dets arena til stævnet.

Programmet begyndte klokken 15.00, men kort efter pausen var der pludselig lukket for elektriciteten i bygningen. Stævnedeltagerne blev tålmodigt siddende på deres pladser, og da elektriciteten kom igen en time senere, fortsatte programmet og sluttede klokken 21.30.

På stævnets anden dag var der strømsvigt klokken 9.30. Kort efter var der også lukket for vandet. Hvordan kunne brødrene fortsætte stævnet uden vand eller lys? Klokken 10.50 besluttede stævneudvalget at åbne alle arenaens døre da solen skinnede fra en skyfri himmel udenfor. Brødrene var meget opfindsomme. De tog store spejle ud på gaden så solens stråler kunne reflektere sollyset ind i salen og op på taleren. De der var til stede, kunne nu se taleren, men man blev snart klar over at det skarpe sollys gjorde det svært for taleren at se sine notater. Så ved at bruge andre spejle ledte brødrene sollyset op mod en stor kugle med spejlfacetter som hang fra cirkuskuplen. Cirkusarenaen blev fyldt med mange glimtende lys, og taleren og de tilstedeværende kunne nu koncentrere sig om programmet. Det endte med at blive et unikt stævne „under stjernerne“. Sådan beskrev stævnedeltagerne de mange lysglimt der lyste op i den mørke cirkusarena.

Snart kørte borgmesteren og flere myndighedspersoner hen til cirkusset. De var forbløffede over at Vidnerne fortsatte programmet. Mest af alt var de betaget af den gode opførsel de delegerede lagde for dagen. Ingen af dem protesterede eller beklagede sig, og al deres opmærksomhed var rettet mod det der skete på scenen. Politichefen som tidligere havde været aggressiv over for Vidnerne, var så rørt over det han så, at han sagde: „Inderst  inde er jeg på jeres side, men vi lever i en verden der ikke kan lide jer.“

Myndighedspersonerne forlod stedet, og kort efter blev strømmen igen sluttet til arenaen. Stævnets to første dage sluttede sent, men alligevel forblev de delegerede på deres pladser indtil den afsluttende bøn. På trods af modstanden blev antallet af stævnedeltagere forøget fra 494 om fredagen til 535 om lørdagen og 611 om søndagen. I den afsluttende bøn blev der udtrykt stor taknemmelighed mod Jehova fordi det havde været muligt at gennemføre dette fantastiske stævne. De delegerede forlod stævnet med stor glæde, fast besluttede på at tjene deres himmelske Fader og prise hans navn.

DØVE PRISER JEHOVA

Blandt de tusinder af delegerede fra Sovjetunionen som i 1990 overværede det særlige stævne i Polen, var adskillige døve. Efter at have fået åndelig opmuntring ved stævnet begyndte døve brødre og søstre nu med stor ihærdighed at så sandhedens sæd. Så tidligt som i 1992 kunne man sige at denne del af marken også var blevet moden til høst, og at ’høsten ville blive stor’. (Matt. 9:37) I 1997 blev den første tegnsprogsmenighed dannet, og utallige tegnsprogsgrupper dukkede op rundt om i landet. I 2002 blev der oprettet en tegnsprogskreds, som arealmæssigt er den største kreds i verden. I 2006 var forholdstallet mellem forkyndere i tegnsprogskredsen og døve blandt befolkningen 1 til 300. Blandt hørende var forholdstallet mellem forkynderne og befolkningen 1 til 1000.

Der var et stort behov for gode oversættelser af vores publikationer til tegnsprog. I 1997 begyndte det russiske afdelingskontor at oversætte til tegnsprog. Jevdokija, en af de døve søstre i teamet for oversættelse til tegnsprog,  siger: „For mig er det at tjene på Betel og oversætte vores publikationer til tegnsprog en særlig forret. Folk i verden har ikke tillid til døve. De betragter os som mindreværdige. Men sådan er det ikke i Jehovas organisation. For det første kan jeg se at Jehova har tillid til at vi kan formidle sandheden på vores sprog. For det andet føler vi os trygge blandt Jehovas folk og er lykkelige over at være en del af en sådan stor familie.“

DEN GODE NYHED PÅ ETHVERT TUNGEMÅL

Skønt russisk var det dominerende sprog i forbindelse med handel og uddannelse i Sovjetunionen, blev der talt omkring 150 andre sprog. Efter at Sovjetunionen var blevet opløst i 1991 og inddelt i 15 lande, blev mange af dem der talte disse sprog, interesserede i at lære sandheden at kende, især i de lande som nu havde fået uafhængighed. I overensstemmelse med Åbenbaringen 14:6 blev der gjort en ihærdig indsats for at nå mennesker fra „hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“ inden for dette enormt store område. Det var derfor nødvendigt at fremstille Vagttårnet på 14 nye sprog som tales inden for det russiske afdelingskontors område, så man kunne sørge for åndelig føde til tusinder af nye disciple. For at fremme udbredelsen af den gode nyhed har det russiske afdelingskontor tilsyn med oversættelsen af vores litteratur på over 40 sprog. Det gør at sandheden fra Bibelen lettere og hurtigere kan nå folks hjerte.

Størstedelen af disse sprog bliver talt inden for Den Russiske Føderation. For eksempel bliver ossetisk talt i Beslans og Vladikavkaz’ gader; burjatisk, som er beslægtet med mongolsk, bliver talt i områderne omkring Bajkalsøen, og jakutisk, et altaisk-tyrkisk sprog, bliver talt af rensdyrhyrder og andre indbyggere i Russisk Fjernøsten; derudover er der cirka 30 andre sprog i Kaukasusområdet. Russisk er det mest udbredte sprog, men der  er mere end fem millioner der taler tatarisk i Rusland, så det er den næststørste sproggruppe i landet. Tatarisk tales især i området der kaldes Tatarstan.

De der taler tatarisk, vil som regel gerne læse tatarisk litteratur, men enkelte tager imod vores litteratur på russisk. Under kampagnen med Rigets Nyheder nr. 35 modtog en kvinde der boede i et landdistrikt, denne traktat. Hun skrev et brev og bad om ’Krævebrochuren’ på tatarisk. En søster sendte hende en brochure og et brev, og kvinden reagerede ved at sende et begejstret svar på otte sider. Snart begyndte hun at studere Bibelen ved hjælp af vores publikationer på tatarisk. En mand der modtog brochuren Er Gud interesseret i os? på tatarisk, sagde at den hjalp ham til at se anderledes på verdenssituationen. Disse resultater havde man ikke kunnet opnå uden tatarisk litteratur.

 En kvinde som taler mari, modtog Rigets Nyheder nr. 35. Efter at have læst den ville hun gerne vide mere, men der var ingen Jehovas Vidner i det landdistrikt hvor hun boede. En dag hvor hun var inde i byen, kontaktede hun Jehovas Vidner og fik ’Kundskabsbogen’ og andet af vores litteratur på russisk. Efter at have studeret disse publikationer på egen hånd begyndte hun at forkynde i det område hvor hun boede, og snart havde hun studium med en gruppe interesserede. Så fandt hun ud af at der var særlig stævnedag i Izjevsk og rejste dertil i håb om at blive døbt. Ved stævnet blev hun imidlertid klar over at de der ønsker at blive døbt, først må gennemgå et grundigt studium af Bibelen. Brødrene sørgede for at hun fik den nødvendige åndelige hjælp. Alt dette var et resultat af at hun havde læst Rigets Nyheder på sit eget sprog.

I Vladikavkaz var der kun en ossetisktalende menighed, og ved kreds- og områdestævnerne blev ingen af foredragene oversat til ossetisk. Men i 2002 blev foredragene oversat for første gang. De ossetisktalende brødre var meget begejstrede. Selv de der var gode til russisk, sagde at det at høre Bibelens budskab på deres eget sprog gjorde et dybt indtryk på dem. Det bidrog til menighedens åndelige vækst og gjorde at mange ossetere fik øjnene op for sandheden. I 2006 blev der oprettet en kreds i Nordossetien, og for første gang afholdt man et kredsstævne på ossetisk.

En gruppe i den afsidesliggende lille by Aktasj, i Republikken Altaj, fik besøg af rejsende tilsynsmænd, og selvom gruppen kun bestod af få forkyndere, kom der cirka 30 til mødet som blev afholdt i en lejlighed. Alle lyttede til det offentlige foredrag, men under områdetilsynsmandens tjenesteforedrag gik omkring halvdelen af tilhørerne. Efter mødet spurgte områdetilsynsmanden de lokale forkyndere hvorfor så mange var gået.  En ældre altaisk kvinde svarede på gebrokkent russisk: „I udfører et vigtigt arbejde, men jeg forstod næsten intet af det der blev sagt.“ Ved det næste kredstilsynsmandsbesøg blev foredragene tolket, og alle blev og nød hele programmet.

I byen Voronezj bor mange udenlandske studerende. I 2000 organiserede en kinesisktalende menighedstjener nogle uformelle sprogkurser på kinesisk. Mange forkyndere gjorde en indsats for at lære sproget og begyndte at forkynde for de studerende på kinesisk. Det er et yderst vanskeligt sprog at lære, men brødrene gav ikke op. I februar 2004 blev den første kinesiske bogstudiegruppe oprettet i byen. I april blev den første kinesiske bibelstudieelev døbt, og to måneder senere blev endnu en døbt. Nu kommer der jævnligt hele grupper af interesserede til bogstudiet, og cirka 15 bibelstudier bliver ledet på kinesisk. Alt imens den gode nyhed når ud til hele dette enorme område, tager det russiske afdelingskontor stadig imod nye bestillinger på vores litteratur på flere sprog.

PIONERER FÅR OPLÆRING

Pionerskolen har været holdt i Rusland i mange år. Hver klasse består af 20 til 30 elever, og de fleste er lokale pionerer som ikke behøver at rejse langt for at overvære skolen. Men sådan var det ikke da den første skole blev afholdt i Rusland. Roman Skiba mindes: „Jeg glemmer aldrig Pionerskolen der blev holdt i Jekaterinburg i 1996. Vi var over 40 brødre og søstre i klassen. For at overvære skolen måtte mange rejse hundreder af kilometer, og nogle næsten 1000 kilometer.“

Svetlana har været pioner i tegnsprogsdistriktet siden 1997. I januar 2000 overværede hun Pionerskolen på tegnsprog. Efter skolen gav Svetlana udtryk for hvordan  den havde hjulpet hende til at forbedre kvaliteten af hendes tjeneste og forstå hvad det indebærer at være en kristen i familien og i menigheden. Hun siger: „Jeg begyndte at få større kærlighed til andre. Jeg blev også klar over hvor vigtigt det er at samarbejde med brødrene og søstrene, og nu tager jeg villigt imod vejledning. Desuden er jeg blevet langt bedre til at lede bibelstudier fordi jeg er begyndt at bruge illustrationer i min undervisning.“

Aljona er pioner i Khabarovsk, en by i Russisk Fjernøsten, hvor hun hjælper døve med at lære sandheden at kende. For at kunne gøre det mere effektivt ville Aljona gerne overvære Pionerskolen på tegnsprog. Hvilke vanskeligheder måtte hun overvinde? Aljona fortæller: „Den nærmeste pionerskole på tegnsprog blev afholdt i Moskva, som er 9000 kilometer fra Khabarovsk. For at overvære skolen måtte jeg rejse med tog otte dage både frem og tilbage.“ Men ikke et øjeblik fortrød hun.

Ud over pionerskoler for dem der virker i tegnsprogsdistrikt, blev der fra 1996 til 2006 holdt hundreder af andre pionerskoler i Rusland. Oplæringen af pionerer har direkte bidraget til den generelle fremgang i forkyndelsesarbejdet såvel som i menighederne. Marcin, der nu tjener som kredstilsynsmand, fortæller: „I 1995 blev jeg udnævnt som specialpioner i Kuntsevo menighed i Moskva. Jeg var med til det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet, og det var som at være til stævne. Omkring 400 overværede mødet i salen. På det tidspunkt var der 300 forkyndere i menigheden. Knap ti år senere var denne ene menighed blevet til ti menigheder.

Mens jeg tjente som kredstilsynsmand i 1996 og 1997, var jeg vidne til en forbløffende vækst i kredsen. Jeg besøgte en menighed i Volsjskij i Volgogradregionen og vendte tilbage seks måneder senere. I løbet af den tid var der kommet 75 nye forkyndere. Det virkede som  en fuldstændig ny menighed. Den entusiasme disse nye, nidkære forkyndere udviste, er vanskelig at beskrive. Samlinger til tjenesten blev holdt i en lejlighed i en fleretages bygning hvor der regelmæssigt var omkring 80 til stede. Mange stod på trappeopgangen fordi der ikke var plads til dem i lejligheden.“

UNGE LOVPRISER JEHOVA

Mange unge viser interesse for Rigets budskab til trods for deres forældres modstand. En 20-årig søster beretter: „I 1995 da jeg var ni år, forkyndte Jehovas Vidner for mine forældre, men de tog ikke imod sandheden. Jeg var derimod interesseret i at lære mere om Gud. Lykkeligvis var en af mine veninder, som jeg også gik i klasse med, begyndt at studere Bibelen, og jeg fik lov til at være med til hendes studium. Da mine forældre fandt ud af det, forbød de mig at komme sammen med Jehovas Vidner. Somme tider låste de mig inde i lejligheden for at forhindre mig i at gå hen til min veninde for at studere. Sådan fortsatte det indtil jeg nåede myndighedsalderen. Jeg rejste hjemmefra for at gå på en skole i en anden by, og her fandt jeg Jehovas Vidner. Hvor var jeg glad for at jeg kunne genoptage mit studium af Bibelen. Jeg begyndte at elske Jehova af hele mit hjerte, og ved områdestævnet i 2005 blev jeg døbt. Straks efter min dåb begyndte jeg som hjælpepioner. Nu er mine forældre positivt stemt over for det der lige fra min barndom af, har betydet så meget for mig.“

En anden søster siger: „I 1997 da jeg var 15, tilbød Jehovas Vidner mig et nummer af Vågn op! Jeg kunne vældig godt lide både bladets titel og dets indhold og ville gerne have det regelmæssigt. Da min far fandt ud af at jeg læste bladet, forbød han Jehovas Vidner at komme i vores hjem. Nogen tid senere begyndte min kusine at  studere Bibelen med Jehovas Vidner, og i 2002 begyndte jeg at overvære møderne i rigssalen sammen med hende. Ved møderne fandt jeg ud af at nogle Jehovas Vidner er missionærer, og jeg begyndte at få et stærkt ønske om at hjælpe andre til at lære mere om Gud. Min kusine forklarede mig imidlertid at jeg først måtte holde op med at ryge, bringe mit liv i overensstemmelse med Guds vilje og blive en af hans tjenere. Jeg tog disse råd til mig, og seks måneder senere blev jeg døbt og begyndte straks som hjælpepioner. Jeg er lykkelig for at jeg har fået et meningsfuldt liv.“

EN SØGEN EFTER „KOSTBARE SKATTE“ I SAKHA-JAKUTIEN

En kreds indbefatter Amurregionen og hele distriktet i Sakha-Jakutien. I tjenesteåret 2005 blev der for første  gang afholdt et kredsstævne og en særlig stævnedag i Jakutsk, hovedstaden i Sakha-Jakutien. Det var en særlig glæde at se flere fra den indfødte befolkning overvære disse stævner.

For at gøre det nemmere for brødrene var kredsen inddelt i fem afsnit, som hver især afholdt deres eget stævne. Når en rejsende tilsynsmand skulle fra et stævne til et andet, tog det 24 timer med tog, derefter 15 timer med bil og 3 timer med fly.

Vinteren i dette område er ekstrem kold med temperaturer på minus 50 grader eller lavere. På trods af dette forkynder de lokale vidner ikke blot i etageejendomme, men også fra hus til hus.

I begyndelsen af 2005 blev to forkyndergrupper oprettet. Den ene gruppe er i den lille by Khajir, som ligger 80 kilometer fra Laptevhavets kystområde nord for den nordlige polarcirkel. Byen har et indbyggertal på 500, og blandt dem er fire Jehovas Vidner. I 2004 blev mindehøjtiden holdt i byen og overværet af 76. For at besøge gruppen i den lille by må kredstilsynsmanden først rejse cirka 900 kilometer med fly og derefter køre over 450 kilometer med bil ad snedækkede veje.

En anden gruppe blev oprettet i den fjerntliggende landsby Ust-Nera, 100 kilometer fra landsbyen Ojmjakon. Vintertemperaturen i dette område falder nogle gange til minus 60 grader. For at overvære kredsstævnet sidste år tog forkynderne fra denne gruppe af sted i to biler. De måtte rejse cirka 2000 kilometer både ud og hjem, for det meste gennem et afsidesliggende, ubeboet terræn hvor temperaturen var minus 50 grader.

En kredstilsynsmand fortalte en interessant oplevelse der fandt sted i en højde af 4000 meter. „Under kampagnen med brochuren Vær vågen og på vagt!  blev der afholdt en række stævner i vores kreds. Områdetilsynsmanden og jeg fløj sammen til det næste stævne. Uheldigvis havde vi ikke flere tilbage af denne brochure, så i stedet tilbød vi stewardessen brochuren Hvad kræver Gud af os? Hun sagde at hun allerede havde modtaget noget bibelsk litteratur, og til vores overraskelse viste hun os brochuren Vær vågen og på vagt! Hvor det glædede os at vores brødre havde været flittige i forkyndelsen. Mens vi talte sammen, gik andenpiloten forbi. Han virkede interesseret i vores drøftelse og ville gerne give sit besyv med, så vi talte sammen under det meste af flyveturen. Han havde nydt samtalen og fik en hel del af vores blade som besætningen i cockpittet kunne læse.“

DEN GODE NYHED FORKYNDES PÅ SAKHALIN

Sakhalin, en ø der ligger nord for Hokkaido, Japans nordligste ø, blev først besøgt af Jehovas Vidner i slutningen af 1970’erne. Brødre fra Vladivostok som havde tilsyn med forkyndelsen i denne region, tilskyndede Sergej Sagin til at udvide sin tjeneste og flytte til øen for at forkynde for dens indbyggere. Sergej fik arbejde i havnen og begyndte at tale om bibelske emner med sine arbejdskammerater. Snart ledede han flere bibelstudier. Selvom Sergej senere var nødt til at forlade øen, bar sandhedens sæd efterhånden frugt.

Stævnerne i Polen i 1989 og 1990 motiverede mange forkyndere i Rusland til at udvide deres tjeneste og flytte hen hvor der var et stort behov. I 1990 flyttede Sergej og Galina Averin fra Khabarovsk i Fjernøsten til Korsakov på Sakhalin. Få måneder senere flyttede to pionerer og flere andre forkyndere til Jusjno-Sakhalinsk, en by hvor der kun var ét Jehovas vidne.

 Pavel Sivulskij, søn af Pavel Sivulskij som er nævnt tidligere, var en af de to pionerer og tjener nu på Betel. Han fortæller: „Ved ankomsten til Jusjno-Sakhalinsk måtte en broder og jeg bo på hotel fordi vi ikke umiddelbart fandt et sted at bo. Vi begyndte at gå fra hus til hus lige ved siden af hotellet, og når vi talte med folk, spurgte vi om de havde et værelse eller andet vi kunne leje. Vi mødte nogle som gerne ville vide hvor vi kunne fortsætte vores bibeldrøftelser, men vi måtte fortælle dem at vi boede på hotel, og at vi ville invitere dem så snart vi havde fået et sted at bo. Vi bad inderligt til Jehova om at hjælpe os med at finde arbejde og bolig, og han besvarede vores bønner, for snart havde vi både arbejde og lejlighed. En dame vi besøgte i forkyndelsen, tilbød at vi kunne bo i hendes lejlighed. Hun ville ikke have husleje, og hun lavede endda mad til os. Det hjalp os til at bruge mere tid i tjenesten. Jehova viste at han var med os. Inden længe ledede vi en hel del bibelstudier og organiserede bogstudiegrupper. To måneder senere lejede vi et hus og holdt møderne der.“

Som menigheden voksede, tog mange nye forkyndere pionertjenesten op. De viste at de havde pionerånden og flyttede til andre af øens områder for at udbrede sandheden blandt befolkningen. Jehova velsignede i rigt mål den nidkære forkyndelse og hurtigt voksende menighed, og tre år senere, i 1993, var denne ene menighed blevet til otte.

Med tiden forlod mange forkyndere øen på grund af økonomiske vanskeligheder og for at udvide deres tjeneste. Der var gjort en stor indsats på øen, og som man havde oplevet før, betød det vækst. I Jusjno-Sakhalinsk står nu en smuk rigssal i byens centrum. I dag er der ni menigheder og fire grupper på øen som tilsammen udgør en kreds.

 TRODS MANGE MODSTANDERE STÅR DØREN ÅBEN

I det første århundrede sagde apostelen Paulus: „En stor dør ind til virksomhed står åben for mig, og der er mange modstandere.“ (1 Kor. 16:9) Nu, cirka to tusind år senere, er antallet af modstandere ikke blevet mindre. Fra 1995 til 1998 indledte den offentlige anklagemyndighed i Moskva fire gange en straffesag mod Jehovas Vidner. De blev beskyldt for at opfordre til religiøs intolerance, ødelægge familier, være involveret i aktiviteter mod staten og krænke andre borgeres rettigheder. Da man ikke kunne bevise disse anklager, anlagde man i 1998 et civilt søgsmål mod Jehovas Vidner, baseret på de samme ubegrundede beskyldninger.

Cirka et år senere blev Det Administrative Center for Jehovas Vidner i Rusland atter indregistreret af justitsministeriet. Dermed anerkendte de at Jehovas Vidner på ingen måde ansporer folk til religiøst had, til at ødelægge familier eller til at krænke menneskerettighederne, og det gør deres publikationer heller ikke. Alligevel rettede den offentlige anklagemyndighed de samme sigtelser imod os igen.

Nogle professorer i religionshistorie er klar over at Jehovas Vidner udelukkende baserer deres tro på Bibelen. N.S. Gordienko, der er professor i religionshistorie ved Herzen Pædagogiske Universitet i Sankt Petersborg, har givet følgende kommentar: „Når eksperterne anklager Jehovas Vidner for deres læresætninger, gør de sig ikke klart at de reelt retter anklage mod Bibelen.“

Ikke desto mindre afsagde Moskvas byret den dom at Jehovas Vidner skulle fratages deres juridiske status i Moskva. Dette forhindrer dog ikke vores brødre i at opfylde Bibelens befaling om at forkynde den gode nyhed for deres medmennesker. Jehovas Vidner er af den  overbevisning at befolkningen i Moskva selv må afgøre hvilken tro de vil have. At fratage dem den ret ville være en krænkelse af enhver borgers frihed i Moskva. Uanset hvad der sker, vil Jehovas Vidner i Moskva derfor fortsat opfylde Jesu Kristi befaling om at forkynde og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20) På nuværende tidspunkt er sagen gået videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som ser på den afgørelse Moskvas byret er kommet frem til.

I september 1998, da man fremlagde sagen om at forbyde Jehovas Vidner i Moskva-området, var der 43 menigheder af Jehovas Vidner i Moskva. Otte år senere var der 93. Jehova har lovet sit folk: „Intet våben der dannes imod dig vil du.“ (Es. 54:17) Jehovas Vidner holdt deres områdestævne på Luzhniki Stadion, hvor De Olympiske Lege engang blev afholdt. Stævnet blev overværet af 29.040, og 655 blev døbt.

GUDS NAVN ER STORT I RUSLAND

Som nævnt i Malakias 1:11 siger Jehova: „Fra det sted hvor solen står op til det sted hvor den går ned vil mit navn nemlig blive stort blandt nationerne.“ Hver gang solen står op, er der nye muligheder for at finde flere retsindige mennesker i dette umådeligt store land. Alene i sidste tjenesteår er over syv tusind blevet døbt i Rusland. Det er unægteligt et vidnesbyrd om at „zarernes zar“, som Jesus Kristus omtales i den russiske bibel, er med sine undersåtter i dette arbejde. — Matt. 24:14; Åb. 19:16.

„Jehovas dag [vil] komme som en tyv,“ siger apostelen Peter. (2 Pet. 3:10) Jehovas Vidner i Rusland er derfor besluttede på at bruge den tid der er tilbage, til at finde de retsindige fra hver nation og stamme, fra hvert tungemål og folk.

[Fodnoter]

 

[Tekstcitat på side 110]

„Hvis vi havde fundet noget som helst i optegnelserne der talte imod jer, om I så bare havde udgydt en enkelt dråbe blod, ville vi have skudt jer alle sammen“

[Tekstcitat på side 128]

„Hvis vi lader jer gå fri, vil mange sovjetborgere slutte sig til jer. Det er derfor vi betragter jer som en alvorlig trussel mod staten“

[Tekstcitat på side 219]

„I Jehovas Vidner er som fugle; I slår lige ned på kasserne med litteratur og bærer dem hurtigt bort“

 [Ramme/illustration på side 69]

Sibirien

Hvad kommer du til at tænke på når du hører ordet Sibirien? Ser du for dig en barsk, trøstesløs ødemark med iskolde vintre? Eller forestiller du dig et ubeboeligt land, et sted hvortil man deporterede fanger som var kommet på tværs af det sovjetiske styre? Hvis det er sådanne billeder der dukker op i dit sind, er de ikke forkerte. Men Sibirien er mere end det.

Sibirien dækker et enormt område. Det er større end Canada, som ellers er verdens næststørste land. I dag omfatter Sibirien et areal på over 13.000.000 kvadratkilometer, fra Uralbjergene i vest til Stillehavet i øst og fra Mongoliet og Kina i syd til Det Nordlige Ishav. Landet har store naturrigdomme som tømmer, olie og gas. I Sibirien finder man bjergkæder, sletter, tundraer, søer og store floder.

For cirka 150 år siden blev Sibirien hjemsted for folk der afsonede fængselsstraffe, udførte tvangsarbejde eller var blevet tvangsforflyttet. I 1930’erne og 1940’erne sendte Josef Stalin millioner til Sibirien for at arbejde i lejrene der. I 1949 og 1951 blev cirka 9000 Jehovas Vidner fra Moldova, de baltiske lande og Ukraine deporteret til Sibirien.

 [Ramme/illustrationer på side 72, 73]

Oversigt

Landet

Verdens største land, Rusland, strækker sig 7700 kilometer fra øst til vest og 3000 kilometer fra nord til syd, et areal på lidt over 17.000.000 kvadratkilometer. Rusland strækker sig over 11 tidszoner og når således halvvejs rundt om den nordlige halvkugle. I Rusland findes det højeste bjerg og den længste flod i Europa samt verdens dybeste sø.

Befolkning

Russere udgør 80 procent af befolkningen. Derudover lever der omkring 70 grupper af anden etnisk oprindelse i Rusland. Nogle af disse grupper udgør kun få tusinde, og andre over en million.

Sprog

Russisk er det officielle sprog og tales stort set af hele befolkningen. Desuden tales der over 100 andre sprog, hvoraf nogle er modersmål for cirka en million.

Økonomi

Rusland er en af verdens hovedproducenter af olie og naturgas. Andre større industrier indbefatter skovbrug, minedrift og alle former for industrielt fremstillede produkter.

Køkken

Nærende retter lavet med kød, fisk, kål eller surmælksprodukter spises med mørkt rugbrød, kartofler og boghvede. Det russiske køkken er rigt på fedtstoffer og kulhydrater der giver den nødvendige energi til at udholde de lange, kolde vintre. Et typisk måltid kunne være pelmeni (dej med kødfyld) i en suppe eller med syrnet fløde som tilbehør. Det kunne også være piroshki (pakker af gærdej) med indbagt kål, kød, ost eller kartoffelfyld. Populære supper er borsjtj, en rødbedesuppe, og sjiti, en kålsuppe.

Klima

Somrene er varme, og vintrene er mørke og kolde. Forår og efterår er hurtigt forbi, så det er de to andre årstider der dominerer.

 (Kort over Rusland på side 116 og 167)

[Illustrationer]

Kreml

Elbrus, bjerg i Kabardino-​Balkarien

Brun bjørn, Kamtjatkahalvøen

 [Ramme på side 92, 93]

En kamp om sind og hjerte

De sovjetiske myndigheder havde ikke til hensigt at udrydde Jehovas Vidner. Deres mål var at omvende dem til den sovjetiske ideologi, enten ved overtalelse eller med magt. Til dette formål benyttede de KGB — den statslige sikkerhedstjeneste. Her er nogle af de metoder som KGB brugte.

Husundersøgelser: Disse blev foretaget i Jehovas Vidners hjem, selv om natten. Nogle var tvunget til at skifte bopæl på grund af hyppige husundersøgelser.

Overvågning: Dette inkluderede telefonaflytning, opsnappelse af breve samt installation af skjult aflytningsudstyr i brødrenes hjem.

Bøder og afbrydelse af møder: Overalt i landet fandt de lokale myndigheder ud af hvor brødrene holdt møder. Alle de tilstedeværende fik bøder som i gennemsnit ofte svarede til en halv eller hel månedsløn.

Bestikkelse og afpresning: KGB lovede nogle af Jehovas Vidner at de ville få en lejlighed i Moskvas centrum og også en bil hvis de ville samarbejde. I mange tilfælde fik brødrene at vide at de ville blive idømt mange år i arbejdslejr hvis de nægtede at samarbejde.

Propaganda: Film, fjernsyn og aviser skildrede Jehovas Vidner som nogle der var farlige for samfundet. I fængsler og arbejdslejre blev der holdt foredrag hvor man beskyldte  brødrene for angiveligt at bruge Bibelen som dække for politisk agitation. Propaganda resulterede i diskrimination; lærere gav Jehovas Vidners børn lavere karakterer end andre, og arbejdsgivere nægtede vores brødre de sociale goder man havde krav på som ansat, for eksempel optjent ferie.

Infiltration: KGB-agenter foregav at være interesserede i Rigets budskab, studerede Bibelen med Jehovas Vidner og blev døbt. Det lykkedes endda for nogle at få ansvarsopgaver inden for organisationen. Deres mål var at stoppe forkyndelsesarbejdet ved at skabe mistænksomhed og splittelse blandt Vidnerne.

Tvangsforflyttelse: Jehovas Vidner blev sendt til afsidesliggende områder i landet. Der måtte brødrene udføre hårdt fysisk arbejde i 12 timer om dagen for blot at få det mest basale til livets opretholdelse. Om vinteren måtte de leve med den bidende kulde; om sommeren med myg og klæger.

Beslaglæggelse og adskillelse: Ejendomme, huse og ejendele blev beslaglagt. Børn blev somme tider fjernet fra deres forældre.

Latterliggørelse og prygl: Mange Jehovas Vidner, deriblandt kvinder, var udsat for forhånelse og latterliggørelse. Nogle oplevede endda at blive pryglet med usædvanlig grusomhed.

Fængsling: Formålet var at tvinge Jehovas Vidner til at fornægte deres tro eller at isolere dem fra deres brødre.

Arbejdslejre: I sådanne lejre befandt brødrene sig på randen af fuldstændig fysisk udmattelse. De skulle ofte grave stubbene op fra kæmpestore træer. De arbejdede også i kulminer, byggede veje og anlagde jernbaner. Arbejderne i lejrene boede i barakker adskilt fra deres familier.

 [Ramme/​illustration på side 96, 97]

Jeg blev dømt til døden to gange

PJOTR KRIVOKULSKIJ

FØDT 1922

DØBT 1956

PROFIL Studerede på et præsteseminarium før han lærte sandheden at kende. Tilbragte 22 år i fængsler og lejre og døde i 1998.

I 1940 begyndte polske Jehovas Vidner at forkynde i det område hvor jeg boede i Ukraine. Jeg blev besøgt af broder Korney, der var en af de salvede. Vi talte sammen til langt ud på natten, og jeg blev overbevist om at det han sagde, var sandheden om Gud.

I 1942 rykkede den tyske hær frem, og de sovjetiske styrker forlod det område hvor jeg boede. Det var en tid med anarki. Ukrainske nationalister insisterede på at jeg skulle slutte mig til dem i deres kamp mod både tyskerne og sovjetborgerne. Da jeg nægtede at være med, slog de mig indtil jeg mistede bevidstheden, og så smed de mig ud på gaden. Samme aften hentede de mig og tog mig hen til et sted hvor der foregik massehenrettelser. De spurgte mig igen om jeg ville tjene det ukrainske folk. Fast og tydeligt sagde jeg til dem: „Jeg vil kun tjene Jehova Gud!“ Så dømte de mig til døden. Da en af soldaterne gav ordre til at skyde mig, greb en anden geværet og råbte: „Skyd ikke! Han kan stadig være til nytte.“ I raseri begyndte en anden mand at slå løs på mig. Han lovede at han personligt ville skyde mig inden der var gået en uge, men få dage efter blev han selv dræbt.

 I marts 1944 vendte den sovjetiske hær tilbage til vores område, og soldaterne tog alle mændene, inklusive mig. Denne gang var det den sovjetiske hær der manglede soldater. Det sted hvor de førte os hen, mødte jeg broder Korney som først havde fortalt mig om sandheden. Der var også 70 andre Jehovas Vidner på stedet. Vi stod et stykke fra de andre og opmuntrede hinanden. En officer kom hen til os og spurgte hvorfor vi stod for os selv. Broder Korney forklarede at vi var kristne, og at vi derfor ikke kunne bære våben. Han blev straks ført væk, og de sagde at han ville blive skudt. Vi så ham aldrig igen. De begyndte nu at true os og sagde at vi alle sammen ville blive skudt ligesom ham. En efter en blev vi spurgt om vi ville gå ind i deres hær. Da jeg nægtede det, tog en officer og tre soldater mig med ind i skoven. Den øverstbefalende læste militærdomstolens kendelse: „For at nægte at bære uniform og skydevåben dømmes du hermed til at blive henrettet af en eksekutionspeloton.“ Jeg bad inderligt til Jehova og spekulerede på om han kunne godtage min tjeneste for ham, da jeg ikke havde haft lejlighed til at blive døbt. Pludselig hørte jeg kommandoen: „Skyd fjenden!“ Men soldaterne skød blot op i luften. Så begyndte officeren at slå mig. Jeg blev idømt ti års fængsel og endte i en af arbejdslejrene i Gorkijregionen i det centrale Rusland.

Jeg blev frigivet i 1956 og giftede mig senere med Regina, et trofast vidne for Jehova. Vi havde været gift i et halvt år da jeg uventet blev arresteret og idømt ti års fængsel.

Efter at jeg endelig var blevet frigivet, sagde en embedsmand til mig: „Der er ikke plads til dig på sovjetisk jord.“ Men deri tog han fejl. Hvor er det skønt at vide at jorden tilhører Jehova, og at det er ham der bestemmer hvem der skal leve på den for evigt. — Sl. 37:18.

 [Ramme/illustration på side 104, 105]

„Piger, er der nogen Jehovas Vidner iblandt jer?“

JEVGENIJA RYBAK

FØDT 1928

DØBT 1946

PROFIL Født i Ukraine. Blev deporteret til Tyskland, hvor hun lærte sandheden at kende. Er i dag i Rusland hvor hun trofast tjener Jehova.

EN SØNDAG lød der smuk sang gennem mit vindue. Den kom fra nogle Jehovas Vidner. Inden længe begyndte jeg at overvære deres møder. Jeg kunne ikke forstå hvorfor tyskere forfulgte andre tyskere bare på grund af deres tro. Mine ukrainske venner, som var blevet ført til Tyskland sammen med mig, begyndte at hade mig fordi jeg kom sammen med tyskere. Engang råbte en af dem ad mig og slog mig i ansigtet. Mine tidligere veninder begyndte at le.

Da jeg blev løsladt i 1945, rejste jeg tilbage til Ukraine. Her sagde min morfar til mig: „Din mor er gået fra forstanden. Hun har smidt sine ikoner ud, og nu tilbeder hun en anden Gud.“ Da vi var alene, tog min mor en bibel frem og begyndte at læse nogle skriftsteder for mig der viste at Gud hader afgudsdyrkelse. Så fortalte hun at hun kom til Jehovas Vidners møder. Jeg slog armene om hende, og med tårer i øjnene sagde jeg stille til hende: „Kæreste  mor, jeg er også et af Jehovas Vidner!“ Vi græd begge to af glæde.

Min mor var meget flittig i forkyndelsen. Eftersom næsten alle brødrene var sendt i fangelejr, blev hun udnævnt som gruppetjener. Hendes nidkærhed smittede også af på mig.

I 1950 blev jeg arresteret for at have deltaget i religiøse aktiviteter og idømt ti års ophold i arbejdslejr. Vi var fem søstre som blev ført til byen Usolje Sibirskoje i Sibirien. Fra april 1951 arbejdede vi med jernbanebyggeri. Vi bar tunge jernbanesveller på vores skuldre, vi var to om hver svelle. Med de bare hænder lagde vi også 10 meter lange metalskinner som hver vejede 320 kilo. Det trættede os meget. Engang da vi udmattede var på vej tilbage fra arbejde, standsede et tog fyldt med fanger ved siden af os. En mand kiggede ud ad vinduet og spurgte: „Piger, er der nogen Jehovas Vidner iblandt jer?“ Pludselig forsvandt trætheden. „Ja, vi er fem søstre!“ sagde vi højt. Fangerne var vores kære brødre og søstre som var blevet forvist fra Ukraine. Mens toget holdt stille, fortalte de os ivrigt om hvad der var sket, og om hvordan de var blevet forvist. Derefter gengav børnene nogle digte som brødrene selv havde skrevet. End ikke soldaterne forstyrrede os, så vi fik mulighed for at være sammen og opmuntre hinanden.

Fra Usolje Sibirskoje blev vi overført til en stor lejr i nærheden af Angarsk. Her var der 22 søstre. Alt var godt organiseret, og man havde endda distrikt til at forkynde i. Det hjalp os til at overleve rent åndeligt.

 [Ramme/illustration på side 108, 109]

Jeg blev flere gange sendt til „det femte hjørne“

NIKOLAJ KALIBABA

FØDT 1935

DØBT 1957

PROFIL I 1949 blev han forvist til Kurganregionen i Sibirien.

VI FØLTE det som om man efterstræbte alle Jehovas Vidner i Sovjetunionen. Livet var ikke let, men Jehova gav os den fornødne visdom. I april 1959 blev jeg arresteret på grund af mine religiøse aktiviteter. Da jeg ikke ønskede at afsløre nogen af brødrene, besluttede jeg at benægte alt. Den person der skulle forhøre mig, pegede på nogle billeder af brødre og bad mig om at fortælle hvad de hed. Jeg sagde at jeg ikke kunne genkende nogen. Så viste han mig et billede af min kødelige bror og spurgte: „Er det din bror?“ Jeg svarede: „Jeg ved ikke om det er min bror eller ej.“ Derefter viste han mig et billede af mig selv og spurgte: „Er det dig?“ Jeg svarede „Personen på billedet ligner mig, men om det er mig eller en anden, det ved jeg ikke.“

Jeg blev lukket inde i en celle i over to måneder. Hver morgen stod jeg op og takkede Jehova for hans loyale hengivenhed. Derefter genkaldte jeg mig et skriftsted fra Bibelen, som jeg drøftede med mig selv. Så sang jeg en af Rigets sange, men inden i mig selv, for det var forbudt at synge i cellen. Til sidst gennemgik jeg et bibelsk emne.

I lejren som jeg var blevet sendt til, var der i forvejen mange Jehovas Vidner. Forholdene var meget barske, og  vi måtte ikke tale med hinanden. Brødrene blev ofte sendt til isolationsafdelingen, eller ’det femte hjørne’, som de kaldte det. Selv blev jeg flere gange sendt til det femte hjørne. Her fik fangerne kun 200 gram brød om dagen. Jeg sov på en planke der var belagt med et tykt lag jern. Vinduesruderne var knust, og der var mange myg. Jeg brugte mine støvler som hovedpude.

For det meste fandt hver af brødrene selv et sted hvor de kunne gemme litteratur. Jeg besluttede mig for at gemme den i den kost jeg brugte til at feje gulv med. Formanden var meget grundig når han kom for at gennemsøge min celle, men han tænkte aldrig på at kigge i kosten. Vi gemte også litteratur i væggene. Jeg lærte at stole på Jehovas organisation. Jehova ser og ved alt, og han hjælper hver eneste af sine trofaste tjenere. Han hjalp altid mig.

Endnu før vores familie blev forvist i 1949, havde min far sagt at Jehova kunne arrangere det sådan at selv mennesker i så fjerntliggende egne som Sibirien kunne få sandheden at høre. Dengang tænkte vi: ’Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?’ Det viste sig at myndighederne selv gjorde det muligt for tusindvis af oprigtige mennesker i Sibirien at lære sandheden at kende.

Da der skete store omvæltninger i landet, greb brødrene ivrigt muligheden for at rejse til Polen for at overvære det internationale stævne i 1989. Det var uforglemmelige dage. Efter den sidste bøn blev vi stående og klappede i lang tid. Det var en utrolig følelse! Gennem alle de mange år havde jeg vænnet mig til problemer og vanskelige tider, og der var sjældent nogen af os der havde tårer i øjnene. Men da vi sagde farvel til vores kære brødre i Polen, løb tårerne ned ad kinderne på os, og ingen hverken kunne eller havde lyst til at standse dem.

 [Ramme/illustration på side 112, 113]

Vi gør alt for den gode nyheds skyld

PJOTR PARTSEJ

FØDT 1926

DØBT 1946

PROFIL Mødte første gang Jehovas Vidner i 1943 og var fange i to nazistiske koncentrationslejre og en arbejdslejr i Rusland. Han tjente senere som kredstilsynsmand under forbuddet.

EFTER at jeg i Nazityskland havde lært Bibelens grundlærdomme at kende, fortalte jeg straks andre om det jeg havde lært, og mange tog snart del i den rene tilbedelse sammen med mig. I 1943 meldte en præst mig til Gestapo, og jeg blev arresteret. Anklagen lød på at jeg tilskyndede til oprør blandt de unge. Snart befandt jeg mig i udryddelseslejren Majdanek i Polen. Det var utroligt dyrebart at kunne være sammen som brødre og søstre. I lejren forstærkedes vores beslutning om at forkynde. Mange i lejren viste interesse for sandheden, og vi spejdede altid efter lejligheder til at forkynde Jehovas rige. Engang fik jeg 25 slag med en dobbeltsnertet pisk. Jeg rejste mig og sagde højt på tysk „danke schön!“ En af tyskerne udbrød: „Se hvor hårdfør den dreng er! Vi pisker ham, og han siger tak!“ Min ryg var gul og blå af piskeslagene.

Arbejdet var hårdt, og vi var fuldstændig udmattede. De fanger der døde, blev brændt i krematoriet, hvor man arbejdede i døgndrift. Jeg troede også at jeg ville  ende på en af ovnristene. Der var ikke noget der tydede på at jeg ville komme levende ud af lejren. Men jeg blev reddet da jeg kom til skade. Alle relativt raske fanger blev tvunget til at arbejde, resten blev sendt til andre lejre. To uger senere blev jeg sendt til koncentrationslejren i Ravensbrück.

Da krigen nærmede sig sin afslutning, hørte jeg rygter om at tyskerne snart ville skyde os alle sammen. Men vi fandt ud af at vagterne i stedet var flygtet. Da fangerne forstod at de nu var frie, spredtes de i alle retninger. Jeg endte i Østrig, hvor jeg blev bedt om at melde mig til hæren. Jeg nægtede med det samme og sagde at jeg havde været i flere koncentrationslejre på grund af min tro. Jeg fik lov til at vende tilbage til Ukraine, som dengang hørte under Sovjetunionen. I 1949 blev jeg gift med Jekaterina, der blev min trofaste livsledsager. I 1958 blev jeg arresteret og sendt til en arbejdslejr i Mordova.

Efter min frigivelse var jeg med til at trykke bibelsk læsestof. Engang i 1986 havde vi arbejdet hele natten med at trykke 1200 sider. Vi lagde dem i bunker på gulvet, på sengene, ja, hvor som helst vi kunne finde plads. Pludselig dukkede en KGB-agent op, „bare for at snakke lidt“, som han sagde. Jekaterina spurgte ham om hvor han ville snakke med os, uden at tænke på at han måske gerne ville ind i huset. Heldigvis var han tilfreds med at tale med os i vores udendørs køkken. Hvis han var gået ind i huset, var vi blevet arresteret.

Frem til i dag har vi altid søgt at leve op til vores indvielse og gøre alt for den gode nyheds skyld. Vores 6 børn, 23 børnebørn og 2 oldebørn tjener alle trofast Jehova. Vi er Jehova taknemmelige for at vores børn fortsat vandrer i sandheden.

 [Ramme på side 122]

Isolationsfængsel

I det sovjetiske straffesystem var isolationsfængsel en almindelig straf for forskellige overtrædelser, som for eksempel at nægte at aflevere religiøst læsestof til myndighederne. Fangerne fik udleveret slidte bomuldsklæder og måtte blive i cellerne.

Forestil dig hvordan en typisk celle så ud. Den var lille — omkring tre gange tre meter. Den var mørk, fugtig og beskidt, og især om vinteren frygtelig kold. Overfladen på de metertykke betonmure var meget grov, og i den ene mur var der et lille vindue hvor nogle af ruderne var knust. Der var en elektrisk lampe som gav lidt lys; den sad i et indhug i væggen og var dækket af en metalplade med små huller. Bortset fra betongulvet kunne man kun sidde på en smal bænkelignende udbygning af væggen. Dér kunne man imidlertid ikke sidde ret længe ad gangen. Ben- og rygmuskler blev hurtigt trætte og ømme, og den rå væg skar i ryggen.

Om natten skubbede vagterne en flad trækasse ind til at sove på. Den var forstærket med metalbånd. Man kunne ligge oven på træpladen og metallet, men kulden holdt en vågen. Der var ingen tæpper. Som regel fik fangerne i isolationsfængselet 300 gram brød om dagen og lidt tynd suppe hver tredje dag.

Latrinet var stort set bare et rør i gulvet, og det stank forfærdeligt. I nogle celler var der ventilatorer som blæste stanken fra kloakrørene ind i cellen. Det skete at formændene skruede op for denne ventilator for yderligere at nedbryde og straffe fangen.

 [Ramme/illustration på side 124, 125]

Lejr 1 i Mordova

I årene fra 1959 til 1966 tilbragte over 450 brødre nogen tid i denne lejr, hvor der kunne være 600 fanger. Lejren var en af 19 tvangsarbejdslejre i Mordovaområdet, og den var omgivet af et elektrisk pigtrådshegn som var næsten tre meter højt. Ud over dette hegn var lejren omkredset af yderligere 13 pigtrådshegn. Jorden omkring lejren var altid nyrevet, så fanger der prøvede at flygte, ville efterlade sig spor.

Myndighederne holdt Vidnerne i isolation fra omverdenen i forsøg på at underkue dem både fysisk og psykisk. Trods det var brødrene gode til at organisere teokratiske aktiviteter i lejren.

Lejren blev en kreds med sin egen kredstilsynsmand. Kredsen bestod af fire menigheder med 28 bogstudiegrupper. For at hjælpe alle til at holde sig åndeligt stærke besluttede brødrene at holde syv møder om ugen. Til at begynde med havde de kun én bibel til deling, så menighederne skiftedes til at læse i Bibelen efter en plan som brødrene udarbejdede. Ved førstkommende lejlighed begyndte brødrene at kopiere Bibelen. De enkelte bibelbøger blev afskrevet i forskellige lommebøger, og selve Bibelen blev omhyggeligt gemt af vejen på et sikkert sted. På den måde kunne brødrene følge med i det bibellæseskema som menighederne havde lavet. Man organiserede også et studium af Vagttårnet. Søstre som kom for at besøge deres mænd i lejren, havde miniaturekopier af bladene med sig. De gemte dem i munden, i hælene på deres sko eller flettede tynde sider papir ind  i deres hår. Mange af brødrene blev sat i isolation i op til 15 dage for at have afskrevet bibelsk læsestof.

Fangerne i isolation havde ingen kontakt med de andre fanger. Vagterne var meget opmærksomme på at Jehovas Vidner ikke måtte læse noget når de sad der. Men de andre brødre fandt alligevel på metoder til at skaffe deres trosfæller åndelig føde. En broder klatrede op på taget af en bygning hvorfra man kunne se ned i den gård hvor fangerne i isolation fik lov at gå tur. Broderen på taget havde små papirstykker med skriftsteder fra Bibelen med sig. De var krøllet sammen til kugler på cirka en centimeter i diameter. Han lagde en kugle ind i et langt rør og pustede den ned mod broderen i gården nedenfor. Broderen bøjede sig ned, tilsyneladende for at binde sit snørebånd, og samlede ubemærket den åndelige føde op.

Til morgenmad og aftensmad fik fangerne vælling iblandet en lille smule olie lavet af bomuldsfrø. Frokosten bestod af tynd borsjtj eller en anden suppe og en enkel hovedret. Brødet lignede den filt man brugte til at lave støvler af! Ivan Mikitkov fortæller: „Jeg tilbragte syv år i denne lejr, og vi havde næsten altid stærke mavesmerter.“

Brødrene stod fast i troen. Selvom nogle blev sat i isolation, kunne det ikke rokke ved Guds loyale tjeneres åndelige ligevægt. De holdt aldrig op med at vise deres tro på Gud og deres kærlighed til både ham og deres næste. — Matt. 22:37-39.

 [Ramme/illustration på side 131, 132]

„Hvorfor græder du?“ spurgte hun

POLINA GUTSHMIDT

FØDT 1922

DØBT 1962

PROFIL Blev gift med Viktor Gutshmidt. Mens hun var i fængsel, lagde hun mærke til Jehovas Vidners venlige måde at være på.

JEG støttede loyalt de kommunistiske idealer og troede på dem. Til trods for det blev jeg i maj 1944 arresteret og sendt til en arbejdslejr i Vorkuta. I tre år anede jeg ikke hvorfor jeg var blevet arresteret. Til at begynde med troede jeg at der var sket en fejl, og ventede på at blive sat fri, men i stedet fik jeg en straf på ti år i fangelejr for at have sagt noget man mente var antisovjetisk.

Eftersom jeg havde en medicinsk baggrund, arbejdede jeg på lejrens hospital de første år jeg var i fangenskab. I 1949 blev jeg overført til Inta, til en lejr med politiske fanger. Her var reglerne meget mere strikse. Stemningen blandt fangerne var præget af bitterhed, uforskammethed, umoralitet, ligegyldighed og fortvivlelse. Rygter om at alle i lejren snart ville blive skudt eller idømt livsvarigt fængsel, forværrede den allerede spændte situation. Mange fanger mistede forstanden som følge af det store pres. De indsatte nærede mistro og had  til hinanden fordi der var så mange stikkere i lejren. Folk holdt sig for sig selv og indrettede sig så godt de kunne. Selviskhed og begærlighed sås overalt.

En gruppe på omkring 40 kvindelige fanger var iøjnefaldende anderledes. De holdt altid sammen og var forbavsende pæne, rene, venlige og elskværdige. De fleste af dem var unge, nogle var endda kun små piger. Jeg fandt ud af at der var tale om troende mennesker. De var Jehovas Vidner. De andre fangers syn på dem varierede. Nogle var onde og fjendtlige over for dem. Andre beundrede dem, især for deres kærlighed til hinanden. Når en af dem for eksempel blev syg, skiftedes de andre til at våge over hende. Det var et usædvanligt syn i lejren.

Jeg var forbløffet over at kvinderne i denne gruppe kom fra mange forskellige nationaliteter, men alligevel var kærlige over for hinanden. På det tidspunkt havde jeg helt mistet livslysten. Engang da jeg var særlig nedtrykt, satte jeg mig ned og græd. En af pigerne kom da hen til mig og spurgte: „Polina, hvorfor græder du?“

„Jeg har ikke længere lyst til at leve,“ svarede jeg.

Pigen, Lídija Nikulina, begyndte at trøste mig. Hun fortalte mig om meningen med livet, om hvordan Gud vil løse alle menneskehedens problemer, og om meget andet. Da jeg i juli 1954 blev frigivet, havde jeg lært meget af Jehovas Vidner og var lykkelig over at slutte mig til dem.

 [Ramme/​illustration på side 140, 141]

Fra tekniker ved militæret til forkynder af den gode nyhed

VLADIMIR NIKOLAEVSKIJ

FØDT 1907

DØBT 1955

PROFIL Blev flyttet i alt 256 gange til forskellige lejre og fængsler. Døde i 1999.

JEG blev uddannet på et institut for telekommunikationsteknologi i Moskva i 1932. Indtil 1941 arbejdede jeg som tekniker og havde en overordnet stilling på et institut i Moskva. Jeg udviklede nogle særlige anordninger til krigsskibe. Jeg blev varetægtsfængslet under krigen og blev til sidst sendt til en lejr i landsbyen Kengir i det centrale Kasakhstan.

Her blev jeg opmærksom på en gruppe Jehovas Vidner. De var anderledes end de andre fanger. De udgjorde kun 80 af 14.000 fanger i tre afdelinger. Forskellen mellem Vidnerne og andre var især tydelig under Kengiropstanden i 1954. Jehovas Vidner deltog ikke i optøjerne og nægtede også at være med i forberedelserne til opstanden. De havde en ophøjet ro og forsøgte at forklare deres standpunkt for de andre fanger. Jeg var så betaget af deres opførsel at jeg stillede dem spørgsmål om deres tro. Efter nogen tid indviede jeg mig til Jehova. Jehovas Vidners tro blev sat på prøve i lejren, især da opstanden blev knust af væbnede styrker i kampvogne.

  På et tidspunkt fik jeg at vide at der var kommet to generaler fra Moskva i den særlige hensigt at møde mig. En af dem sagde til mig: „Vladimir. Nu må det være nok. Du er tekniker ved militæret og har haft en overordnet stilling. Landet har brug for dig. Vi vil gerne have dig til at vende tilbage til det arbejde du havde. Hvordan kan du i det hele taget finde tilfredshed ved at omgås uuddannede mennesker?“

„Jeg har intet at prale af,“ svarede jeg. „Alle de evner eller gaver man måtte have, kommer fra Gud. De som adlyder ham, kan se frem til et tusindårsrige under Jesu Kristi herredømme, hvor menneskeheden vil blive fuldkommen og fuldt oplært i ordets egentligste forstand.“

Jeg var meget glad for at jeg fik lejlighed til at tale med disse generaler om sandheden. De tilskyndede mig adskillige gange til at genoptage mit tidligere arbejde. Jeg bad dem imidlertid om ikke at ulejlige mig mere, men lade mig blive i lejren hos mine åndelige brødre, som jeg satte meget højt.

I 1955 blev min dom annulleret. Jeg fandt et arbejde inden for mit fag der ikke havde forbindelse med militæret. Mine bestræbelser for at så rigeligt af sandhedens sædekorn førte til at jeg begyndte at studere Bibelen med en ingeniør og hans familie. Snart blev han og familien Jehovas Vidner og nidkære forkyndere. Men KGB havde mig i kikkerten, og under en ransagning fandt de hurtigt frem til nogle bibelske publikationer i min lejlighed. Jeg fik en dom på 25 års fængsel og blev sendt til en arbejdslejr i Sibirien i byen Krasnojarsk. Jeg blev flyttet mange gange til forskellige lejre og fængsler. Engang regnede jeg ud at jeg er blevet flyttet i alt 256 gange.

 [Ramme/illustration på side 147, 148]

Vi skulle bruge store kufferter

NADESJDA JAROSH

FØDT 1926

DØBT 1957

PROFIL Lærte sandheden at kende i koncentrationslejren Ravensbrück. Kom tilbage til Sovjetunionen og virkede i mange år som kurer eller formidler af bibelske publikationer. Bor nu i Kaukasusområdet.

DA JEG i 1943 blev ført til koncentrationslejren, mistede jeg al interesse for at leve. Sådan havde jeg det indtil jeg mødte Jehovas Vidner. Hvor var det skønt at kunne vende tilbage til Ukraine med et sikkert håb om evigt liv i et paradis på jorden. Jeg begyndte at skrive sammen med modne søstre for at blive styrket åndeligt. Men KGB opsnappede mine breve, og kort efter fik jeg en dom på 15 år i en fangelejr.

I november 1947 blev jeg sendt til en lejr i Kolyma, hvor jeg udstod min straf uden at se andre Jehovas Vidner. Jehova hjalp mig til at aflægge vidnesbyrd. Jevdokija, en anden fange, viste interesse for Bibelen. Vi blev venner og støttede hinanden, både åndeligt og følelsesmæssigt. Jeg havde meget lidt bibelkundskab, men det jeg havde lært, var nok til at jeg kunne bevare min loyalitet over for Jehova.

I begyndelsen af 1957, et år efter at jeg havde fået min frihed, flyttede jeg til Sujetikha i Irkutskregionen.  Brødrene tog kærligt imod mig og var meget gæstfrie. De hjalp mig med at finde et arbejde og en lejlighed. Men det der gjorde mig allermest glad, var at de spurgte om jeg ville deltage i teokratiske aktiviteter. Jeg var endnu ikke døbt, men det blev jeg i et stort kar med vand. Derpå var jeg klar til at varetage ansvar i Jehovas organisation. En af mine ansvarsopgaver var at formidle bibelsk litteratur og korrespondance.

Publikationerne skulle leveres i hele Sibirien, i det centrale Rusland og vestlige Ukraine. Alt måtte nøje planlægges på forhånd. For at bringe litteraturen til det vestlige Ukraine måtte vi bruge store kufferter. Engang ved Jaroslavl-stationen i Moskva gik låsen i en af kufferterne i stykker, og alle publikationerne faldt ud. Jeg bevarede roen og bad en stille bøn mens jeg samlede det hele op uden at forhaste mig. På en eller anden måde fik jeg bundtet det hele sammen og forlod hurtigt stationen. Heldigvis havde ingen taget videre notits af mig.

Ved en anden lejlighed havde jeg to kufferter fulde af publikationer med fra Ukraine til Sibirien via Moskva. Jeg lagde den ene kuffert under en af køjerne i kupéen. Så kom to mandlige passagerer — KGB-agenter — ind i kupéen. De talte blandt andet om Vidnerne og sagde at de „spredte litteratur, og at deres agiteren var antisovjetisk“. Jeg forsøgte at bevare roen så jeg ikke vakte deres mistanke. Men faktisk sad de så godt som oven på publikationerne.

Hver gang jeg afleverede litteratur eller udførte andre opgaver, var jeg forberedt på at jeg når som helst kunne blive arresteret. Der opstod mange situationer som lærte mig at stole fuldt ud på Jehova.

 [Ramme/illustration på side 158, 159]

„I er helt anderledes“

SINAIDA KOSJREVA

FØDT 1919

DØBT 1958

PROFIL Tilbragt mange år i forskellige lejre. Døde i 2002.

HELT fra jeg var barn, nærede jeg et stærkt ønske om at tjene Gud. I 1942 tog min veninde mig med i den ortodokse kirke så jeg, som hun sagde, „ikke skulle ende i helvede“. Men da præsten hørte at jeg var osseter, måtte jeg ikke blive døbt. Så ombestemte han sig og gennemførte ceremonien, men kun fordi min veninde gav ham penge for det. I min søgen efter sandheden kom jeg i kontakt med adventister, pinsemission og baptister. Det var af denne grund jeg blev sendt i arbejdslejr. I arbejdslejren mødte jeg Jehovas Vidner og forstod hurtigt at de havde sandheden. Da jeg i 1952 blev løsladt, vendte jeg hjem og begyndte at forkynde den gode nyhed.

En tidlig morgen i december 1958 lød der en voldsom banken på døren. Soldaterne der trængte ind, begyndte at gennemsøge hjemmet mens to af dem stod vagt ved mig i et hjørne. Min far vågnede og blev meget bekymret for sin familie, især for mine brødre. Mine forældre havde fem sønner, og jeg var deres eneste datter. Da min far så hvordan soldaterne gennemrodede alle værelserne og pultekammeret, gættede  han at det havde noget med mig og min tro at gøre. Han snuppede et gevær, rettede det imod mig og råbte: „Amerikanske spion!“ Han forsøgte at skyde mig, men soldaterne tog geværet fra ham. Det var ikke til at tro at min egen far ville have skudt mig. Da ransagningen var forbi, blev jeg ført bort i en lukket lastbil, men jeg var glad for at være i live. Jeg blev idømt ti års fængsel for mine religiøse aktiviteter.

I december 1965 blev jeg løsladt skønt jeg ikke havde udstået hele min straf. Mine forældre var glade for at se mig, men min far ville ikke have mig boende hjemme. Mærkeligt nok tvang KGB min far til at lade mig bo i hjemmet og hjalp mig endda med at finde et arbejde. Min far var lige så fjendtlig indstillet over for mig som før, men efter nogen tid begyndte han at ændre indstilling. Han stiftede bekendtskab med brødrene og søstrene når de kom for at besøge mig. Mine kødelige brødre havde ikke arbejde, og de drak og var stridslystne. Engang sagde min far: „Jeg kan se at I er helt anderledes end jeg havde troet. Jeg vil gerne give jer et værelse hvor I kan holde jeres møder.“ Det var ufatteligt. Far afså et stort værelse til mig og sagde: „Vær ikke bange. Når I er samlet her, vil jeg holde vagt, så ingen kommer ind.“ Og sådan gik det, for alle vidste at min far var en streng og hård mand.

Så i mit eget hjem og under Jehovas og min fars beskyttelse holdt vi vores kristne møder. Der var omkring 30 til møderne, for flere Jehovas Vidner var vi ikke i Nordossetien på det tidspunkt. Hvor var det skønt at kigge ud ad vinduet og se mine forældre sidde på gaden for at holde vagt. I dag er der cirka 2600 nidkære forkyndere af Jehovas rige i Nordossetien. — Es. 60:22.

 [Ramme/illustration på side 162, 163]

Jeg var det eneste af Vidnerne der var tilbage i lejren

KONSTANTIN SKRIPTJUK

FØDT 1922

DØBT 1956

PROFIL Lærte sandheden at kende i 1953 i en arbejdslejr og blev i 1956 døbt der. Tilbragte 25 sammenhængende år i fangenskab som et af Jehovas Vidner. Døde i 2003.

I 1953 mødte jeg en broder ved navn Vasilij i en fængselscelle. Han fortalte at han var havnet der på grund af sin tro på Gud. Jeg kunne ikke forstå hvordan nogen kunne komme i fængsel på grund af sin tro. Det optog mig så meget at jeg ikke kunne sove. Næste dag forklarede han mig hvordan det hang sammen. Lidt efter lidt blev jeg overbevist om at Bibelen er en bog fra Gud.

I 1956 blev jeg døbt. I forbindelse med en ransagning sidst på året fandt formændene ud af at vi havde store mængder bibelsk litteratur. Efterforskningen stod på i næsten et år, og i 1958 blev jeg idømt en straf på 23 år for religiøs aktivitet. På det tidspunkt havde jeg allerede tilbragt fem og et halvt år i lejrene. Den samlede tid på 28 år og 6 måneder tilbragte jeg uden at smage friheden en eneste gang.

I april 1962 blev jeg af retten betegnet som „en særdeles farlig forbryder“ og blev overført til en strengt  bevogtet lejr, hvor jeg opholdt mig i 11 år. Der var mange ting som gjorde at denne lejr var en „særlig“ lejr. For eksempel fik hver person kun mad der svarede til 11 kopek om dagen, mindre end det kostede at købe et brød på den tid. Jeg var 192 centimeter høj og vejede kun 59 kilo. Min hud skrumpede ind og faldt af i flager.

Jeg var en god håndværker og skulle derfor ofte foretage reparationer i overordnedes hjem. Ingen var bange for mig, og beboerne bekymrede sig ikke om at skjule deres ejendele i hjemmet. Da konen til en af lejrlederne hørte at jeg ville komme og reparere deres lejlighed, lod hun sin seksårige søn blive hjemme i stedet for at sende ham i børnehave. Det var en pudsig situation: En „særdeles farlig forbryder“ tilbringer en hel dag alene med et seksårigt barn i en lejlighed! Ingen der virkelig mente at jeg var kriminel, endda „særdeles farlig“, ville tillade en sådan situation.

Lidt efter lidt var alle brødrene i lejren blevet sat fri. I 1974 var jeg det eneste af Vidnerne der var tilbage i lejren. Der gik yderligere 7 år før jeg, i august 1981, fik min frihed. Jehova blev ved med at holde mig oppe åndeligt. Hvordan? I alle disse år fik jeg Vagttårnet tilsendt i form af breve. En broder sendte mig regelmæssigt disse breve, der indeholdt pænt håndskrevne artikler fra et nyt nummer. Hver gang overrakte den tilsynsførende mig et brev der allerede var åbnet. Vi vidste begge to hvad brevet indeholdt. Den dag i dag ved jeg ikke hvad der fik ham til at løbe den risiko, men jeg er glad for at han arbejdede der i alle de syv år. Mest af alt er jeg Jehova taknemmelig. Gennem alle disse år lærte jeg at stole på Jehova og hente styrke hos ham. — 1 Pet. 5:7.

 [Ramme/illustration på side 168, 169]

Jeg vendte tilbage til Rusland efter krigen

ALEKSEJ NEPOTJATOV

FØDT 1921

DØBT 1956

PROFIL Lærte sandheden at kende i koncentrationslejren Buchenwald i 1943 og tilbragte 19 år i fængsel i Rusland. Virkede som almindelig pioner i over 30 år, størstedelen af tiden under forbud.

I EN alder af 20 år blev Aleksej sendt til koncentrationslejren Auschwitz i Tyskland. Senere blev han overflyttet til Buchenwald, hvor han lærte sandheden at kende. Kort inden hans løsladelse sagde to salvede forkyndere til ham: „Aleksej, det vil være godt hvis du efter krigen vender tilbage til Rusland. Det er et meget stort land hvor der virkelig er behov for høstarbejdere. Situationen dér er vanskelig, så forbered dig på at møde alle former for prøvelser. Vi vil bede for dig og for dem der vil lytte.“

Aleksej blev befriet af briterne i 1945. Han vendte tilbage til Rusland, hvor han straks blev idømt ti års fængsel for at nægte at stemme. Han skriver: „I begyndelsen var jeg det eneste Jehovas vidne i fængselet. Jeg bad til Jehova om hans ledelse med hensyn til at finde fårene, og snart var vi tretten. I al den tid havde vi ingen bibelske publikationer. Vi skrev skriftsteder af fra romaner som vi lånte i fængselsbiblioteket.“

 Aleksej udstod samfulde ti år af sin straf. Da han blev løsladt, tog han til et område hvor han vidste at mange troede på Jesus. Han siger: „Folk var åndeligt hungrende. De kom til mig tidligt og sent sammen med deres børn. Alt hvad de hørte, slog de efter i Bibelen.“

I løbet af få år havde Aleksej hjulpet mere end 70 mennesker frem til dåb. En af dem var Marija, som blev hans kone. Han beretter: „KGB kom efter mig. Jeg blev arresteret og idømt 25 års fængsel. Derpå arresterede de Marija. Inden retssagen sad Marija syv måneder i enecelle. Undersøgelsesdommeren sagde at han straks ville løslade hende hvis hun ville fornægte Jehova. Marija afslog. Retten idømte hende syv års strafarbejde. En åndelig søster tog vores spæde datter til sig og sørgede for hende.“

Aleksej og Marija blev sat på fri fod inden de var færdige med at afsone deres straf. De flyttede til Tverregionen. Der mødte de stærk modstand fra myndighederne og lokalbefolkningen, og en nabo satte ild til deres hus. I de følgende år var de tvunget til at flytte mange gange; men hvert sted fandt de nye som blev disciple.

Aleksej siger: „I de år vi var i fangenskab, kunne vi ikke læse i Guds ord. Siden da har vi sat os det mål at læse i Bibelen hver dag. Marija og jeg har nu læst Bibelen igennem mere end 40 gange. Det er Guds ord der har givet os styrke og nidkærhed i forkyndelsen.“

Aleksej har i alt tilbragt 4 år i koncentrationslejre i Nazityskland, og 19 år i fængsler og fangelejre i Rusland. I de 30 år han har været pioner, har han og hans kone hjulpet i snesevis af mennesker til at lære Jehova at kende og få kærlighed til ham.

 [Ramme/illustration på side 177, 178]

Soldaten havde ret

REGINA KUKUSHKINA

FØDT 1914

DØBT 1947

PROFIL Var i mange år uden kontakt med menigheden, men fortsatte samvittighedsfuldt med at forkynde den gode nyhed.

I 1947 forkyndte et af Jehovas Vidner for mig på torvet. Samme aften besøgte jeg hende i hendes hjem, og vi talte sammen i flere timer. Jeg besluttede straks at jeg også ville tjene Jehova nidkært. Jeg sagde til hende: „Du forkynder, og det vil jeg også gøre.“

I 1949 blev jeg arresteret i Lvov i Ukraine for at forkynde og blev ført bort fra min mand og vores to små døtre. Den såkaldte trojka, en lukket retshøring med tre dommere, dømte mig til døden ved skydning. Efter oplæsningen af dommen tilføjede en kvinde, en af de tre dommere: „Eftersom du har to børn, har vi besluttet at ændre dødsstraffen til 25 års fængsel.“

Jeg blev anbragt i en fængselscelle hvor der kun var mænd. De vidste allerede at jeg var et af Jehovas Vidner. Da de hørte at jeg havde fået 25 år, var de overraskede over hvor roligt jeg tog det. Da jeg blev ført ud af fængselet, rakte en ung soldat mig en madpakke og sagde venligt: „Vær ikke bange; det skal nok gå dig godt.“

 Indtil 1953 var jeg i en lejr i det nordlige Rusland. I lejren var der mange søstre fra forskellige sovjetrepublikker. Vi havde et kærligt forhold til hinanden som i en familie.

Vi søstre forsøgte gennem vores adfærd at aflægge et godt vidnesbyrd i håb om at det kunne give andre lyst til at tjene Gud. Vi skulle arbejde hårdt og længe. Jeg blev frigivet fra lejren inden jeg havde afsonet min straf, men jeg endte med at befinde mig i en anden form for isolation. I over fem år havde jeg ingen kontakt med menigheden. Det var langt sværere end at være i fangenskab. Trods disse omstændigheder mærkede jeg altid Jehovas støtte og aldrig svigtende kærlighed. Jeg læste meget i Bibelen og grundede over det jeg læste, og det styrkede mig åndeligt.

Jehova hjalp mig på en usædvanlig måde med at komme i kontakt med mine trosfæller. I avisen Sovjetrusland læste jeg en negativ artikel om vores brødre i Nordossetien i det sydvestlige Rusland. I artiklen stod der at Jehovas Vidners aktiviteter var direkte samfundsskadelige for Sovjetunionen. Artiklen bragte specifikke efternavne samt adresser på brødre og søstre. Jeg var lykkelig. Jeg skrev til dem at jeg gerne ville træffe dem. Da vi mødtes, fik jeg stor støtte af brødrene, som sagde at Jehova havde tilladt at denne artikel blev trykt for at jeg kunne komme i kontakt med hans folk.

Jeg er nu 92 år. Ja, det den venlige soldat sagde, var sandt. Trods alle de trængsler jeg har været udsat for i mit liv, er det gået mig godt.

 [Ramme/illustration på side 188, 189]

Vi gjorde vores „teltpløkke“ så stærke vi kunne

DMITRIJ LIVIJ

FØDT 1921

DØBT 1943

PROFIL Tjente i landsudvalget i Rusland i mere end 20 år. Virker nu som ældste i en menighed i Sibirien.

DET var i 1944, et halvt år før Anden Verdenskrig sluttede. På grund af min kristne neutralitet stod jeg over for en militærdommer i en retssal. Jeg var blevet dømt til henrettelse ved skydning, men dommen blev ændret til ti års ophold i en arbejdslejr.

I januar 1945 blev jeg ført til en lejr i det nordlige Rusland, i byen Petjora i republikken Komi. Blandt de hundredvis af fanger var der ti brødre. Desværre blev mit eneste eksemplar af Vagttårnet konfiskeret, og vi havde ingen åndelig føde. Jeg var så fysisk udmattet at jeg ikke kunne udføre noget som helst arbejde. Da vi stod og vaskede os i baderummet, sagde en broder at jeg lignede et skelet. Jeg så så elendig ud at jeg blev ført til en sygelejr i Vorkuta.

Efter nogen tid begyndte jeg at få det lidt bedre, og jeg blev sat til at arbejde i grusgraven. Inden der var gået en måned, lignede jeg igen et skelet. Lægen troede at jeg byttede min mad for tobak, men jeg fortalte ham at jeg var et af Jehovas Vidner og derfor ikke røg. Jeg tilbragte over to år i denne lejr. Jeg var det  eneste Jehovas vidne her, men der var altid nogle der gerne ville høre om sandheden, og en del reagerede også på budskabet.

Engang sendte min familie en håndskreven kopi af et eksemplar af Vagttårnet til mig. Hver eneste pakke blev grundigt undersøgt af den tilsynsførende, så hvordan lykkedes det mig at få bladet? Jo, siderne fra bladet var foldet sammen to gange og lagt i bunden af en dåse med dobbelt bund, som derefter var blevet fyldt med fedt. Den tilsynsførende gennemborede dåsen, men opdagede ikke noget mistænkeligt og gav den derfor til mig. Denne kilde med „levende vand“ var nok til at holde mig oppe for en tid. — Joh. 4:10.

I oktober 1949 blev jeg frigivet før tiden, og i november tog jeg hjem til Ukraine. Vi hørte at adskillige brødre var taget til Moskva for at lade vores arbejde indregistrere, men det så ikke ud til at myndighederne var rede til at anerkende Jehovas Vidner i Sovjetunionen.

Om aftenen den 8. april 1951 blev vi stuvet ind i togvogne sammen med andre familier der også var Jehovas Vidner, og sendt til Sibirien. To uger senere befandt vi os langt inde i Sibirien, i byen Khazan i Irkutskregionen.

Ordene i Esajas 54:2: „Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke,“ berørte os dybt. Det så ud til at vi var med til at opfylde denne profeti. Hvem af os ville frivilligt være flyttet til Sibirien? Jeg mente at vi måtte gøre vores teltpløkke så stærke vi kunne, så jeg har boet i Sibirien i mere end 55 år.

 [Ramme/illustration på side 191, 192]

Jeg havde ikke noget hjem

VALENTINA GARNOVSKAJA

FØDT 1924

DØBT 1967

PROFIL Tilbragte 21 år i forskellige fængsler og arbejdslejre, 18 af disse år var før hendes dåb. Valentina nåede at hjælpe 44 til at lære sandheden at kende inden hun døde i 2001.

MIN mor og jeg boede i det vestlige Hviderusland. Jeg stiftede bekendtskab med Jehovas Vidner i februar 1945. En broder besøgte os kun tre gange og viste os noget ud fra Bibelen. Jeg så ham aldrig igen, men jeg begyndte at forkynde for bekendte og naboer. Myndighederne arresterede mig, og jeg blev idømt otte års ophold i arbejdslejr. De sendte mig til Uljanovskregionen.

I lejren iagttog jeg de andre fanger og lyttede til deres samtaler i håb om at finde et af Jehovas Vidner. I 1948 hørte jeg en kvindelig fange ved navn Asja fortælle om Guds rige. Jeg var så glad for at jeg kunne tale med hende om åndelige emner. Snart kom endnu tre søstre til lejren. Vi havde kun ganske lidt litteratur, så vi forsøgte at tilbringe så meget tid sammen som muligt.

I 1953 blev jeg frigivet, men tre og et halvt år senere fik jeg en dom på ti år for at forkynde. I 1957 blev jeg overført til lejren i Kemerovo, hvor der var omkring 180 søstre. Vi manglede aldrig bibelsk læsestof. Om vinteren gemte vi litteraturen i sneen, og om sommeren skjulte vi den i græsset og i jorden. Når vagterne gennemsøgte området, gemte jeg manuskripter i begge  mine hænder og dækkede skuldrene med et stort sjal som jeg holdt fast i hver side. Når jeg blev overført fra en lejr til en anden, havde jeg en kasket på, som jeg selv havde syet, og hvori jeg havde lagt flere numre af Vagttårnet.

På et tidspunkt blev jeg sendt til en lejr i Mordova. Her var der en bibel som blev opbevaret et sikkert sted. Vi måtte kun læse i den mens søsteren som havde ansvaret for at opbevare den, var til stede. Den eneste bibel jeg havde set før da, var den som broderen der gjorde mig bekendt med sandheden i 1945, havde med sig.

Da jeg blev frigivet i 1967, flyttede jeg til Angren i Usbekistan. Her var det muligt for mig at symbolisere min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe. Bortset fra broderen som i sin tid havde besøgt min mor og mig, var det første gang jeg havde lejlighed til at møde nogle brødre, for der havde kun været kvinder i de lejre jeg var i. Alle brødrene og søstrene i menigheden var nidkære i forkyndelsen, og jeg kom hurtigt til at holde meget af dem. I januar 1969 blev otte brødre og fem søstre arresteret for at forkynde, og jeg var en af dem. Jeg blev betragtet som „en særlig farlig forbryder“ og fik en dom på tre år. Jeg blev ofte sat i isolation fordi jeg forkyndte.

Skjult under et tæppe ledte jeg bibelstudier med dem der var interesserede. Der var forbud mod at snakke når man gik tur. Hvis det blev opdaget at vi talte sammen, blev vi straffet ved at blive sat i isolation. Vi brugte kun håndskrevne kopier af litteraturen, som vi hele tiden afskrev.

Jeg havde ikke noget hjem. Alle mine ejendele var i en enkelt kuffert, men jeg var glad og tilfreds med at tjene Jehova.

 [Ramme/illustration på side 200, 201]

Åndeligt styrket af en forhørsleder

PAVEL SIVULSKIJ

FØDT 1933

DØBT 1948

PROFIL Blev gentagne gange underkastet ideologisk omskoling. Tjener nu som ældste i en menighed i Rusland.

I 1958 blev jeg arresteret på grund af mine religiøse aktiviteter. Politimanden som fulgte mig til toget, sagde: „Se på din kone en sidste gang, du får hende nemlig aldrig at se igen.“

I Irkutsk blev jeg sat i en særlig fængselscelle der kun lige var stor nok til at stå i. Derefter tilbragte jeg seks måneder i isolationsfængsel inden min sag kom for retten. Under afhøringerne, som fandt sted om natten, gjorde forhørslederne alt for at svække min tro på Bibelen og min tillid til Guds organisation. Jeg blev beskyldt for at have deltaget i Jehovas Vidners illegale aktiviteter. Nogle gange blev der brugt vold imod mig, men oftest forsøgte man at benytte ideologisk indoktrinering. Jeg bønfaldt Jehova om at give mig styrke til at stå fast. Han var altid med mig.

Ved et rutineforhør kaldte forhørslederen mig ind på sit kontor og sagde: „Nu vil vi vise dig hvad jeres organisation foretager sig. Så kan du selv bedømme om det er Guds arbejde eller ej!“

 Han kiggede opmærksomt på mig og fortsatte: „I år overværede 253.000 jeres stævne i New York som blev afholdt på to stadioner. Når man tænker på en begivenhed af denne størrelse, er det tydeligt at det ikke kunne lade sig gøre uden støtte fra CIA. Stævnet varede otte dage. De delegerede kom fra forskellige lande, og de rejste med fly, tog, skib eller andre transportmidler. Ville det være muligt uden hjælp fra myndighederne? Hvem har råd til at afholde et ottedages stævne på disse enorme stadioner?“

Forhørslederen spredte nogle fotos ud på bordet. På et af dem så jeg nogle glade delegerede i farverige folkedragter omfavne hinanden. Et andet billede viste broder Knorr der holdt et foredrag, og på andre kunne man se nogle der blev døbt og broder Knorr som gav de nydøbte et eksemplar af bogen „Ske din vilje på jorden“. Vi havde endnu ikke fået denne bog, men vi læste senere om den i Vagttårnet. Forhørslederen så mig direkte i øjnene og sagde: „Hvad handler denne bog om? Om Nordens konge og det der venter ham. Ville Jehovas Vidner selv have kunnet organisere alt dette? Vi ved at disse begivenheder bliver overværet af amerikanske militærfolk så de af jer kan lære hvordan man organiserer militæraktioner. Vi ved også at en millionær gav et stort bidrag for at man kunne afholde dette stævne. Millionærer kaster ikke uden videre om sig med penge!“

Forhørslederen anede ikke hvad jeg følte i det øjeblik. Det var som om jeg selv var til stævne, uden at jeg behøvede at forlade fængselet. Jeg mærkede hvordan jeg blev fyldt med ny styrke. Hvor jeg dog havde trængt til noget som dette. Jehova havde velsignet mig på en ganske særlig måde, og jeg var rede til at udholde hvad som helst.

 [Ramme/illustration på side 214, 215]

Biografen var fyldt med Jehovas Vidner

VENERA GRIGORJEVA

FØDT 1936

DØBT 1994

PROFIL Arbejdede som skuespiller i 1960’erne og havde en rolle i en sovjetisk propagandafilm. Har tjent som almindelig pioner i Sankt Petersborg siden 1995.

I BEGYNDELSEN af min karriere som skuespiller fik jeg i 1960 hovedrollen i en dokumentarfilm kaldt Guds Vidner som blev vist i biograferne i Sovjetunionen. Filmen skildrede „den frygtede sekt, Jehovas Vidner,“ som var skyld i heltinden Tanjas død. Jeg spillede heltinden. Ifølge filmmanuskriptet flygter Tanja en stormfuld nat fra „sekten“ uden at have en frakke på. Hun forsvinder i sneen, og en fortæller siger med sorg i stemmen: „Sådan døde Tanja Veselova.“ Jeg syntes godt om manuskriptet og følte mig beæret over at være med i kampen mod Jehovas Vidner, selvom det eneste jeg vidste om dem, var det der stod i filmmanuskriptet.

Filmen blev vist i biografer og klubber i mange af byerne i Sovjetunionen. Jeg tog til alle premiererne og stod på scenen når filmen var slut. Dengang troede folk blindt på alt hvad de så på det hvide lærred. Når jeg kom frem efter filmen, drog alle derfor et lettelsens suk og sagde: „Hun lever!“ Jeg gav derefter publikum en beskrivelse af hvordan filmen var blevet til, og af hvordan  instruktøren og dem der stod for de særlige effekter, havde skabt snestormen der tilsyneladende fejede mig ned i en slugt og begravede mig i sne.

I Vysjnij Volotjok i Kalininregionen (nu Tverregionen) var der engang helt fyldt i biografen, men aftenen udartede sig ikke helt som den plejede. Da filmen var slut, stillede en ældre herre mig nogle spørgsmål der udelukkende handlede om religion, mens jeg fastholdt et ateistisk syn på livets opstået på jorden. Ingen nævnte noget om filmen. Jeg smuttede om bag scenen og spurgte arrangøren: „Hvem er det jeg lige har talt med?“

„Det er chefen for Jehovas Vidners sekt. Biografen er fyldt med Jehovas Vidner, og der er ikke andre end dem,“ svarede han. På den måde kom jeg uden at vide det til at stifte bekendtskab med Jehovas Vidner. Efter den episode ville jeg gerne læse Bibelen, men jeg kunne ikke finde en. Jeg giftede mig med en polak, og vi flyttede sammen til Polen. I 1977 bankede to søstre på vores dør, og inden længe begyndte jeg at studere Bibelen sammen med dem. Jeg kom til at elske Bibelen, og min mand og jeg blev gode venner med Vidnerne. I 1985 blev min far syg, og min mand og jeg rejste over til ham i Leningrad (nu Sankt Petersborg). Jeg bad Jehova om hjælp til at komme i kontakt med Jehovas Vidner i byen.

Endelig blev jeg selv et af Jehovas Vidner. Jeg har nu været pioner i 12 år, og Zdzisław, min mand, er menighedstjener i en menighed i Sankt Petersborg.

Af erfaring ved jeg at filmindustrien ved dens „list i at udtænke vildfarelse“ kan forlede mange. (Ef. 4:14) Da jeg spillede i den sovjetiske propagandafilm, drømte jeg ikke om at jeg 30 år senere selv ville være et af Jehovas Vidner.

 [Ramme på side 237]

Ny Verden-​Oversættelsen på russisk

I over hundrede år har Jehovas Vidner gjort god brug af forskellige russiske bibeloversættelser. En af dem er den synodale oversættelse. Trods det at den har et gammeldags sprog og sjældent bruger Guds navn, har den hjulpet mange tusind russiske læsere til at forstå Guds hensigt. Makarios-Bibelen, som bruger Guds navn cirka 3000 gange, har også været en hjælp. Men efterhånden som antallet af russiske Jehovas Vidner voksede, blev der et stort behov for en nøjagtig, klar og nutidig bibeloversættelse.

Det Styrende Råd sørgede for at Ny Verden-Oversættelsen blev oversat til russisk. I mere end ti år arbejdede det russiske afdelingskontor med dette store oversættelsesprojekt.

I 2001 blev Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgivet på russisk. I 2007 udkom hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på dette sprog, til stor glæde for russiske læsere rundt om i verden. Nyudgivelsen blev først bekendtgjort af to brødre fra Det Styrende Råd, i Sankt Petersborg af Theodore Jaracz og i Moskva af Stephen Lett, og begge steder blev den modtaget med et tordnende bifald. Stævnedeltagerne kunne slet ikke skjule deres begejstring. En søster skrev: „Sproget er så dejligt klart, forståeligt og levende. Nu læser jeg Bibelen med endnu større glæde.“ Mange udtrykte deres værdsættelse af organisationen med kommentarer som: „Hvilken værdifuld gave fra Jehova!“ og: „Vi takker jer af hele vort hjerte.“ Udgivelsen af Ny Verden-Oversættelsen på russisk er overalt i verden en milepæl for russisktalende som elsker sandheden.

 [Ramme/illustration på side 244, 245]

På én dag blev vores problemer løst

IVAN OG NATALIJA SLAVA

FØDT Henholdsvis i 1966 og 1969

DØBT 1989

PROFIL Som pionerer flyttede de ud til steder hvor der var et stort behov. Ivan er nu medlem af det russiske afdelingskontors udvalg.

NATALIJA og jeg flyttede fra Ukraine til Rusland i begyndelsen af 1990’erne. I Belgorodregionen, som havde et befolkningstal på næsten halvanden million, var der færre end ti forkyndere. Der var ingen tvivl — dette var et sted hvor „høsten [var] stor, men arbejderne [var] få“. — Matt. 9:37.

Vi var lige blevet gift og måtte finde arbejde så vi kunne forsørge os selv. Men den økonomiske situation i landet blev værre og værre, og mange mistede deres  arbejde. For at folk kunne få de mest almindelige fødevarer, udstedte myndighederne kuponer som blev uddelt på arbejdspladsen. Men da vi ikke havde noget arbejde, havde vi heller ingen kuponer. Det betød at vi måtte betale en høj pris for madvarerne på markedet. Vi havde også problemer med at finde et sted at bo og var derfor nødt til at bo på hotel. Efter at vi havde betalt for et værelse i tyve dage, var vores pengepung næsten tom. Vi bad hver dag til Jehova om at hjælpe os med at finde arbejde og et billigt sted at bo. I al den tid tog vi ivrigt del i forkyndelsen for at finde oprigtige mennesker. Den sidste nat vi kunne overnatte på hotellet, kom, og for vores sidste penge købte vi en bolle og en karton mælk. Da vi gik i seng den aften, bønfaldt vi igen Jehova om at hjælpe os med at finde arbejde og et sted at bo, for næste formiddag måtte vi forlade værelset.

Om morgenen blev vi vækket af et telefonopkald. Til vores overraskelse sagde den der bestyrede hotellet, at min fætter ventede på mig i forhallen. Min fætter tilbød mig nogle penge. Han sagde at han for nylig havde modtaget en ekstra bonus og gerne ville dele den med mig. Men det var ikke alt. Få minutter senere ringede en broder til os og fortalte at han havde fundet en billig lejlighed til os. Derudover fik vi samme dag arbejde med at passe arealet omkring en børnehave. Så på én dag blev vores problemer løst. Vi havde lidt penge, et sted at bo og et job. Der var slet ingen tvivl om at Jehova havde hørt vores bønner.

I 1991 blev mindehøjtiden i Belgorod overværet af 55; året efter kom der 150. Det følgende år nåede tallet op på 354. I 2006 var der seks menigheder i byen og over 2200 forkyndere i Belgorodregionen.

 [Ramme på side 250]

Den seneste juridiske udvikling

Vores ret til at tilbede Gud uden myndighedernes indblanding blev stadfæstet i januar 2007 da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol enstemmigt afsagde en dom i vores favør. Den fastslog at det „kollektive studium og drøftelsen af religiøse tekster som medlemmer af denne religiøse gruppe, Jehovas Vidner, bruger i deres tilbedelse og undervisning, er en anerkendt tilkendegivelse af deres tro.“

Skønt Jehovas Vidners aktiviteter i Moskva officielt var blevet underlagt begrænsninger i 2004, fortsatte vores brødre åbent med at samles til møder og deltage i arbejdet med at forkynde i så stor udstrækning som overhovedet muligt. I 2007 glædede brødrene sig over at kunne holde mindehøjtiden og områdestævnerne i Moskva uden forstyrrelser, og det samme var stort set tilfældet i resten af Rusland.

Der er stadig juridiske udfordringer, men vores brødre fortsætter modigt med at forsvare sig når de står over for modstand. For eksempel blev der for nylig indgivet en ny klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende Lyublino-politiafdelingens afbrydelse af mindehøjtiden i Moskva den 12. april 2006. Politiet tilbageholdt 14 brødre og truede deres advokat med en kniv. En lokal domstol afsagde en kendelse der til en vis grad gav vores brødre medhold, men da sagen blev anket blev kendelsen omstødt og sagen tabt. Derudover blev der i juli 2007 indgivet en klage mod forskellige myndighedspersoner som havde foretaget en langvarig og uberettiget undersøgelse af vores religiøse aktiviteter i Sankt Petersborg.

 [Oversigt/​grafisk fremstilling på side 228-230]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Rusland

1890

1891 Semjon Koslitskij bliver forvist til den østlige del af Det Russiske Imperium på grund af sin modige forkyndelse.

1904 Det tyske afdelingskontor modtager breve fra Rusland hvori der gives udtryk for værdsættelse af de bibelske publikationer.

1910

1913 Den russiske regering anerkender Bibelstudenternes kontor i Finland, dengang en del af Det Russiske Imperium.

1923 Vagttårnsselskabet får mange breve med anmodninger om at sende bibelsk litteratur til Rusland.

1928 I Moskva retter George Young en anmodning til myndighederne om at tillade Bibelstudenternes aktiviteter i Rusland. Myndighederne nægter at forlænge hans visum.

1929 En kontrakt underskrives med en radiostation i Tallinn i Estland. Bibelske foredrag bliver sendt og hørt i Leningrad og andre byer.

1930

1939-1940 Sovjetunionen indlemmer den vestlige del af Ukraine, Moldova og de baltiske lande. Tusinder af Jehovas Vidner bliver på den måde bragt inden for landets grænser.

1944 Hundreder af Jehovas Vidner bliver sendt til fængsler og arbejdslejre over hele Rusland.

 1949 Jehovas Vidner bliver forvist fra Moldova til Sibirien og Russisk Fjernøsten.

1950

1951 Over 8500 Jehovas Vidner fra den vestlige del af Ukraine, Hviderusland, Letland, Litauen og Estland bliver forvist til Sibirien.

1956/1957 Delegerede fra 199 områdestævner verden over anmoder den sovjetiske regering om religionsfrihed.

Sidst i 1950’erne Over 600 Jehovas Vidner bliver anbragt i streng isolation i en særlig arbejdslejr i Mordova.

1965 Den sovjetiske regering udsteder en speciel ordre om at restriktionerne i forbindelse med tvangsforflytning er ophævet. De Vidner som var forvist til Sibirien, spredes og slår sig ned rundt om i landet.

1970

1989-1990 Medlemmer af Det Styrende Råd mødes med brødre i Rusland for første gang. Jehovas Vidner fra Sovjetunionen rejser til Polen for at overvære særlige stævner.

1990

 1991 Den 27. marts får Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Rusland.

1992/1993 Der bliver afholdt internationale stævner i Sankt Petersborg og Moskva.

1997 Det russiske afdelingskontor i Solnetjnoje, nær Sankt Petersborg, bliver indviet.

1999 Den første stævnehal i Rusland bliver indviet i Sankt Petersborg.

2003 Udvidelsen af afdelingskontoret er færdig.

2007 Der er over 2100 menigheder og isolerede grupper i Rusland.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

Antal forkyndere

Antal pionerer

Antal forkyndere i de 15 lande i det tidligere Sovjetunionen

360.000

300.000

240.000

180.000

120.000

60.000

40.000

20.000

1890 1910 1930 1950 1970 1990 1990 2000

[Diagram/​kort på side 218]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Andre afdelingskontorer har hjulpet med at sende litteratur ud til forskellige dele af landet

TYSKLAND FINLAND

↓ ↓

Solnetjnoje

↓ ↓ ↓ ↓

HVIDERUSLAND KASAKHSTAN MOSKVA RUSLAND

JAPAN

↓

Vladivostok

↓

KAMTJATKA

 [Kort på side 116, 117]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

 NORDLIGE POLARCIRKEL

DET NORDLIGE ISHAV

Nordpolen

Barentshavet

Karahavet

Laptevhavet

Det Østsibiriske Hav

Tjukterhavet

Beringsstrædet

SVERIGE

NORGE

DANMARK

KØBENHAVN

TYSKLAND

POLEN

Łódź

WARSZAWA

Østersøen

FINLAND

ESTLAND

LETLAND

LITAUEN

HVIDERUSLAND

Brest

UKRAINE

Lvov

MOLDOVA

Det Kaspiske Hav

KASAKHSTAN

ASTANA

Kengir

USBEKISTAN

TASJKENT

Angren

KINA

MONGOLIET

ULAN BATOR

KINA

Det Japanske Hav

JAPAN

TOKYO

Hokkaido

Det Okhotske Hav

Beringshavet

RUSLAND

Petrozavodsk

Sankt Petersborg

Solnetjnoje

Kaliningrad

Novgorod

Vysjnij Volotjok

MOSKVA

Tula

Orjol

Kursk

Voronezj

Vladimir

Ivanovo

Nizjnij Novgorod

Syktyvkar

Ukhta

Petjora

Inta

Novaja Zemlja

Vorkuta

URALBJERGENE

SIBIRIEN

Jekaterinburg

Naberesjnje Tjelnij

Izjevsk

Saratov

Volsjskij

Udarnij

Stavropol

Pjatigorsk

Elbrus

Naltjik

Nartkala

Beslan

Vladikavkaz

KAUKASUS

Astrakhan

Volga

Tomsk

Novosibirsk

Kemerovo

Krasnojarsk

Novokuznetsk

Ust-Kan

Aktasj

Birjusinsk

Oktjabrskij

Bratsk

Vikhorevka

Tulun

Central Khazan

Zima

Zalari

Usolje Sibirskoje

Kitoi

Angarsk

Irkutsk

Bajkalsøen

Kirensk

Khabarovsk

Vladivostok

Korsakov

Jusjno-Sakhalinsk

Sakhalin

Jakutsk

Ojmjakon

Ust-Nera

Kamtjatka

Tjukterhalvøen

Kolyma

Khajir

Norilsk

 [Kort på side 167]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Kaspiske Hav

Østersøen

Barentshavet

Karahavet

DET NORDLIGE ISHAV

Nordpolen

Laptevhavet

Det Østsibiriske Hav

Tjukterhavet

Beringsstrædet

Det Okhotske Hav

Det Japanske Hav

KASAKHSTAN

KINA

MONGOLIET

MURMANSK

PSKOV

TVER

MOSKVA

BELGOROD

VORONEZJ

ROSTOV

KABARDINO-BALKARIEN

NORDOSSETIEN

IVANOVO

NISJEGOROD

MORDOVA

ULJANOVSK

VOLGOGRAD

TATARSTAN

PERM

KOMI

URALBJERGENE

SIBIRIEN

SVERDLOVSK

TJELJABINSK

KURGAN

TJUMEN

OMSK

TOMSK

NOVOSIBIRSK

ALTAJ KRAJ

REP. ALTAJ

KEMEROVO

REP. KHAKASSIEN

KRASNOJARSK

REP. TUVA

IRKUTSK

BURJATIEN

TJITA

SAKHA-JAKUTIEN

AMUR

KHABAROVSK

PRIMORSKIJ KRAJ

SAKHALIN

KAMTJATKA

 [Illustration på side 66]

Solopgang over Tjukterhalvøen

[Illustration på side 68]

Dette skilt på kasakhisk og russisk viser vej til den sibiriske landsby Bukhtarma, hvortil Semjon Koslitskij blev forvist

[Illustration på side 71]

Ægteparret Herkendell brugte deres bryllupsrejse til at hjælpe den tysktalende befolkning i Rusland

[Illustrationer på side 74]

Kaarlo Harteva (til højre) fik en fuldmagt som den russiske konsul i New York satte regeringens stempelmærke på

[Illustration på side 80]

I maj 1925 blev dette russiske stævne i Carnegie, Pennsylvania, overværet af 250, og 29 blev døbt

[Illustration på side 81]

I dette blad stod der: „Voronezjregionen vrimler med sekter“

[Illustration på side 82]

George Young

[Illustrationer på side 84]

I næsten ti år oversatte Aleksandr Forstman traktater, brochurer og bøger til russisk

[Illustration på side 90]

Regina og Pjotr Krivokulskij, 1997

[Illustrationer på side 95]

Olga Sevrijugina blev en tjener for Jehova på grund af Pjotrs ’stenbreve’

 [Illustration på side 100]

Ivan Krylov

[Illustrationer på side 101]

Forviste Jehovas Vidner byggede deres egne huse i Sibirien

[Illustration på side 102]

Magdalina Beloshitskaja blev sammen med sin familie forvist til Sibirien

[Illustration på side 110]

Viktor Gutshmidt

[Illustration på side 115]

Alla i 1964

[Illustration på side 118]

Semjon Kostyljev i dag

[Illustration på side 120]

Vladislav Apanjuks bibelske oplæring hjalp ham til at udholde trosprøver

[Illustrationer på side 121]

Politiet fandt brochuren „Efter Harmagedon — Guds nye Verden“ hos Nadesjda Visjnjak

[Illustration på side 126]

Boris Kryltsov

[Illustration på side 129]

Viktor Gutshmidt med sin søster (øverst), sine døtre og sin kone, Polina, omkring en måned før han blev arresteret i 1957

[Illustration på side 134]

Ivan Pasjkovskij

 [Illustration på side 136]

I bladet „Krokodillen“ var der i 1959 trykt et billede af disse publikationer fundet i en høstak

[Illustration på side 139]

Under dette hus lå et af de trykkerier KGB afslørede i 1959

[Illustration på side 142]

Aleksej Gaburjak hjalp med at genforene dem der havde været spredt

 [Illustrationer på side 150]

Hjemmelavet trykkeriudstyr

Trykkemaskine

Bogpresse

Håndskæremaskine

Hæftemaskine

[Illustration på side 151]

Stepan Levitskij, en vognstyrer der modigt opsøgte en trykker

[Illustration på side 153]

Grigorij Gatilov forkyndte for andre i sin fængselscelle

[Illustrationer på side 157]

Høje blomster udgjorde et velegnet dække for studium og drøftelser af Bibelen

[Illustration på side 161]

Et nummer af „Vagttårnet“ i form af en pjece vist i fuld størrelse

[Illustration på side 164]

„Ordre fra Sovjetunionens Øverste Sovjet“

[Illustration på side 170]

Brødrene gemte deres „værdier“ i dobbeltbundede kufferter eller under deres indlægssåler

[Illustration på side 173]

Ivan Klimko

[Illustration på side 175]

En tændstikæske kunne indeholde fem eller seks eksemplarer af „Vagttårnet“ afskrevet med spindelvævshåndskrift

 [Illustration på side 184, 185]

 I en af lejrene i Mordova lykkedes det alle brødrene at overvære mindehøjtiden i de år de var der

[Illustration på side 194]

Nikolaj Gutsuljak forkyndte uformelt for en lejrkommandants kone

 [Illustrationer på side 199]

Internationale stævner

I 1989 overværede russiske delegerede de tre internationale stævner i Polen

Warszawa

Chorzów

Poznań

[Illustration på side 202]

Efter den officielle indregistrering, fra venstre til højre: Theodore Jaracz, Mikhail Dasevich, Dmitrij Livij, Milton Henschel, en ansat fra justitsministeriet, Ananij Grogul, Aleksej Verzhbitskij og Willi Pohl

[Illustrationer på side 205]

Milton Henschel holder foredrag ved det internationale stævne „Lysbærere“ i 1992 på Kirov Stadion, Sankt Petersborg

[Illustration på side 206]

Der blev købt et stykke land i Solnetjnoje, Rusland

[Illustration på side 207]

Aulis og Eva Lisa Bergdahl var blandt de første frivillige der ankom til Solnetjnoje

[Illustration på side 208]

Hannu og Eija Tanninen fik tildelt en opgave i Sankt Petersborg

[Illustration på side 210]

Roman Skiba rejste sammen med sin kone, Ljudmila, over lange afstande i områdetjenesten

[Illustration på side 220]

Brødre tager sig af litteraturen ved havnen i Vladivostok

 [Illustration på side 224]

Arno og Sonja Tüngler har fået mange tjenesteforrettigheder i deres tildelte distrikt i Rusland

[Illustration på side 226, 227]

Der afholdes møde i en skov nær Sankt Petersborg i 1989

[Illustrationer på side 238]

Det russiske afdelingskontor fører tilsyn med oversættelse af vores litteratur på over 40 sprog

[Illustration på side 243]

Den første pionerskole holdt i Sankt Petersborg, juni 1996

 [Illustrationer på side 246]

Forkyndelse i Rusland

I landområderne i Permregionen og Nartkala

På gaderne i Sankt Petersborg

Fra hus til hus i Jakutsk

På et marked i Saratov

 [Illustrationer på side 252, 253]

 Afdelingskontoret i Rusland

Luftfoto af afdelingskontorets bygninger og det omliggende landskab

 [Illustration på side 254]

I 2006 overværede 23.537 områdestævnet i Moskva

[Illustration på side 254]

Luzhniki Stadion