Forkyndelse og undervisning i hele verden

AFRIKA

ANTAL LANDE 57

BEFOLKNINGSTAL 848.582.269

ANTAL FORKYNDERE 1.122.493

ANTAL BIBELSTUDIER 2.202.217

Rwanda

En niårig pige der var på vej hjem fra skole, fandt en lille taske på vejen som indeholdt en stor sum penge. Hendes familie studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og familien besluttede at de ville efterleve det de havde lært fra Bibelen. De fandt frem til taskens ejermand og leverede pengene tilbage. Han spurgte pigen: „Hvis jeg gav dig nogle penge som belønning for din ærlighed, hvad ville du så bruge dem til?“

„Jeg ville købe en bibel,“ svarede pigen.

Overrasket over svaret sagde manden: „Jeg troede du ville købe tøj eller sko, for jeg kan se at det du har på, er meget slidt.“ Pigen holdt dog på at hun hellere ville have en bibel. Manden ville gerne vide hvorfor familien ikke havde beholdt pengene. Da han fandt ud af at de studerede Bibelen med Jehovas Vidner, købte han to bibler, en til pigen og en til sin egen familie. Han bad også Vidnerne om at besøge hans familie for at de kunne studere Bibelen med dem. Begge familier gør gode åndelige fremskridt.

Den Centralafrikanske Republik

Med Jehovas hjælp var Theodora i stand til at overvinde sin frygt for at være sammen med andre mennesker. Skønt hun var opvokset som et Jehovas vidne, kom hun sjældent til møderne i rigssalen på grund af sin voldsomme generthed. På et tidspunkt  begyndte hun at overvære møderne mere regelmæssigt, men hun sad alene, talte aldrig med nogen og gik lige efter den afsluttende sang og bøn. Inden længe kom hun til alle møderne, men når nogle kom hen for at hilse på hende, var det sjældent hun rakte hånden frem. Efterhånden begyndte hun dog at svare ved møderne og at tage initiativet til at hilse på andre i rigssalen. Det var et stort skridt for Theodora da hun begyndte at gå med ud at forkynde. Da pigerne i nabolaget gjorde nar af hende, ville hun holde op med at deltage i tjenesten. Men hun lagde problemet frem for Jehova i bøn og bad om hans styrke. Nu er hun en døbt søster, er hjælpepioner og giver gode svar ved møderne. Hun leder fire bibelstudier, deriblandt ét med en nabo som plejede at håne hende.

Madagaskar

En kredstilsynsmand og hans hustru var på vej for at besøge en menighed på landet. På en mudret vej mødte de en flok kvægtyve bevæbnet med økser og spyd. Efter at have bedt en stille bøn om mod tilbød kredstilsynsmandens hustru dem traktaten Liv i en fredfyldt ny verden. Hun sagde: „I dag lever vi i frygt. Men Gud vil snart udrydde de onde og oprette en ny verden hvor der vil være fred.“ En af mændene lyttede opmærksomt og tog imod traktaten.

Ved et stævne året efter kom en mand hen til hende og spurgte om hun kunne huske ham. Han fortalte at han var sammen med de tyve hun havde mødt på den mudrede vej, og at det var ham der havde taget imod traktaten. Han sagde videre: „Vi havde lige stjålet noget kvæg da vi mødte jer. Det du fortalte, fik mig til at tænke over tingene. Jeg sagde til mig selv: ’Vi er ikke bange for politibetjente og soldater, for dem kan vi flygte fra. Men hvordan kan jeg flygte fra Gud hvis han vil udrydde de onde?’ Jeg besluttede derfor at jeg ville gå mere i dybden med spørgsmålet. Da jeg var kommet hjem, besøgte jeg en nabo som studerede  Bibelen sammen med en specialpioner. Specialpioneren tilbød også mig et bibelstudium. Det sagde jeg ja til, og nu skal jeg døbes ved stævnet her.“

Mocambique

I 1992 var Madalena, der kun var lidt over 30 år, involveret i en bilulykke som gjorde hende lam i underkroppen. Efter ulykken kom hun sjældent ud. Tre år efter talte Jehovas Vidner med hendes far uden for deres hus. Han var leder af en lokal religiøs gruppe som mødtes i hans baghave. Madalena lyttede til samtalen og hørte at brødrene spurgte til hende, så hun inviterede dem indenfor. Deres omsorg rørte hende. Hun ville gerne have et bibelstudium og viste stor interesse for det hun lærte. Da forkynderne så hvor ivrig hun var, hjalp de hende med mange praktiske ting, blandt andet dét at komme til møderne. På grund af denne hjælp kunne Madalena symbolisere sin indvielse til Jehova i 2002.

Madalenas forældre var dybt imponerede over den omsorg Jehovas Vidner viste deres datter. Hendes mor  begyndte at overvære møderne og vendte sin mands religion ryggen. Madalenas far sagde at han aldrig ville forlade sin religion, men senere begyndte han også at overvære møderne. Medlemmerne af den religiøse gruppe lagde pres på ham for at stoppe ham — han var jo deres leder! Ikke desto mindre tog han et fast standpunkt og brændte alle sine religiøse remedier. I 2007 blev han og hans kone døbt. Hele familien er stadig nidkær i tilbedelsen af Jehova.

Zimbabwe

Decibel på ni år forkyndte for sine klassekammerater og lærere. En dag lagde hun mærke til at hendes lærer virkede ulykkelig, så Decibel gik hen til hende og spurgte om der var noget hun var ked af. Læreren fortalte at hendes søsters barn var død. Decibel lovede at komme med noget der kunne trøste hende. Den næste dag tog hun brochuren Når man mister en man holder af med i skole. Læreren havde ikke læst mere end nogle få paragraffer i brochuren før hun kom med et glædesudbrud. Senere skrev hun til Decibels forældre og takkede for den undervisning de havde givet deres datter, og for den trøst Decibel havde givet hende da hun var langt nede.

Ghana

Abigail boede i den sydlige del af Ghana sammen med sin mormor og morfar, der er presbyterianere. Hun var blevet fortalt at Jehovas Vidner er falske profeter. Hendes forældre boede i en anden del af landet, og da hun fandt ud af at de studerede Bibelen med Jehovas Vidner, blev hun meget bekymret og skrev et brev for at overtale dem til at stoppe deres studium. Det gav imidlertid ikke det ønskede resultat, så hun rejste over 1000 kilometer for at tale med dem. Abigail var rystet over at lære ud fra sin egen bibel at helvede ikke er et sted hvor onde mennesker bliver pint. Hun begyndte at studere Bibelen og overvære møderne i rigssalen sammen med sine forældre, og senere blev hun udøbt forkynder. Ved et kredsstævne der blev afholdt for nylig, blev Abigail døbt.

 NORD- OG SYDAMERIKA

ANTAL LANDE 55

BEFOLKNINGSTAL 898.130.531

ANTAL FORKYNDERE 3.449.038

ANTAL BIBELSTUDIER 3.548.101

Dominica

På denne ø vasker mange af kvinderne deres tøj langs flodbredderne og tørrer det på store sten. En af kvinderne fik øje på noget velkendt som flød i det lave vand nær stedet hvor hun vaskede. Hun så at det var samme bog hun studerede med Jehovas Vidner hver uge, så hun lagde den på en sten lige i nærheden og fortsatte med at vaske.

Senere samme dag samlede hun sit tørre tøj sammen, men glemte bogen. Nogle fiskere der lige var vendt tilbage fra havet, så den guldfarvede bog, og en af dem samlede den op. Bogens titel Hvad er det Bibelen virkelig lærer? fængede ham, og han begyndte straks at læse den. Senere gik to søstre fra hus til hus i den landsby hvor manden boede, og her traf de ham. Han sagde til dem at kun 144.000 skal i himmelen, og at Guds rige blev oprettet i 1914. Han sagde også at jorden snart vil blive omdannet til et paradis. Da de spurgte ham hvorfra han havde sin viden om disse ting, fortalte han dem hvordan han havde fundet bogen, og at han læste i den hver dag. Han viste dem bogen, som nu var tør, men lidt medtaget.

Den ene af pionererne blev klar over at det var den bog som kvinden hun studerede med, havde samlet op af floden. Et bibelstudium blev påbegyndt med fiskeren. Han ser frem til studiet hver uge og gør gode fremskridt.

 Bolivia

At forkynde i Amazonområdet i Bolivia er både en udfordring og en tilfredsstillelse. En pionergruppe på ti brødre og søstre — presset sammen i en mindre båd tæt pakket med telte, gryder og mange kasser med litteratur — sejlede cirka 800 kilometer på Benifloden fra Rurrenabaque til Riberalta. De besøgte over 70 isolerede lokalsamfund og afsatte mere end 800 bøger såvel som brochurer og traktater. Over 700 gange viste de interesserede hvordan et bibelkursus foregår, og vendte tilbage for at studere med mere end 200 af dem. Når forkynderne forlod landsbyerne, hørte de ofte folk sige: „Kan I ikke blive og studere lidt mere med os?“ I en af landsbyerne var en mand ude af sig selv fordi forkynderne ville forlade stedet. Han insisterede på at de skulle blive så han kunne fortsætte sit bibelstudium. Han sagde: „I har fældet træet. Nu må I også udskære og slibe det.“

Canada

I mange år havde Normand arbejdet på et metalraffinaderi i Montreal. Når han holdt pause i cafeteriet, læste han regelmæssigt i dagsteksthæftet Undersøg  daglig Skrifterne. Hans arbejdskammerater så ham læse i det, og nogle tog imod hans tilbud om at drøfte dagens tekst sammen med ham. Under disse korte drøftelser bestræbte Normand sig på at vise hvordan man kunne bruge stoffet i familielivet og i ens forhold til andre. Et medlem af ledelsen overværede en af disse drøftelser, og bagefter kaldte han Normand ind på sit kontor hvor han roste ham og sagde at disse drøftelser ville have en positiv virkning på de ansattes liv, og at de ville være med til at skabe et bedre forhold imellem dem.

Da antallet af tilstedeværende ved disse drøftelser steg til over 30, bad ledelsen Normand om at organisere mindre grupper forskellige steder på raffinaderiet. Normand fortæller: „I øjeblikket leder jeg hver dag tre grupper hvor vi får ’daglige påmindelser’, som mine kolleger kalder det. De er så glade for disse drøftelser at en anden leder dem hvis jeg er fraværende en dag. Når jeg så kommer tilbage, vil de gerne have svar på det de ikke forstod.“ I de sidste fem år har Normand kunnet hjælpe sine arbejdskammerater til hver dag at grunde over et bibelvers. Resultatet: Blandt hans kolleger og deres familiemedlemmer er der over 40 som har taget imod sandheden.

Barbados

Søster Barker, som er 89 år, ville gerne oprette et bibelstudium. På grund af sit dårlige helbred kan hun ikke gå fra dør til dør, så hun prøvede telefonforkyndelse — men uden resultat. Opmuntret af et punkt på mødet om bøn begyndte hun at trygle Jehova om hjælp til at få et bibelstudium. Få dage senere stod hun foran sit hus udrustet med sin bibel og nogle blade og besluttet på at forkynde for enhver som kom forbi, selvom det var en stille gade hun boede på. Hun tilbød bladene til en mand som var på vej hjem fra arbejde. En uge senere mødte  hun ham igen foran sit hus. Eftersom han havde vist interesse for bladene, gav hun ham bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og tilbød at studere Bibelen med ham. Til hendes store glæde sagde han ja tak til tilbuddet. I slutningen af marts 2008 havde de deres første bibelstudium. Senere blev hun klar over at han boede lige i nærheden. Inden for få uger begyndte han at overvære menighedens møder. Søsteren siger: „Jeg ved at Jehova besvarer bønner, men jeg vidste ikke at det ville ske så hurtigt!“

Chile

Da en pionersøster i Santiago steg ud af en taxa midt i byen hvor hun havde sit distrikt, glemte hun sit chartek med bladene på bagsædet. Foruden en hel del blade indeholdt det et Rigets Tjeneste med hendes navn på. Fordi taxachaufføren vidste hvad hun hed, kunne han to dage senere ved hjælp af andre Jehovas Vidner som han så forkynde i området, finde hende. Da han gav hende chartekket tilbage, indeholdt det kun Rigets Tjeneste. Bladene var væk. Han undskyldte og forklarede at forskellige passagerer havde kigget i bladene og spurgt om de kunne beholde et af dem. På én dag havde alle bladene spredt sig selv!

Nicaragua

Ernesto, som havde været kaptajn for hærens specialtropper, boede i en lille by nær den caribiske  kyst. Jairo, en specialpioner der var blevet sendt dertil fra en anden del af landet, mødte Ernesto fra hus til hus og tilbød ham et bibelstudium. Den tidligere soldat afslog, men Jairo gav ikke op, og til sidst tog Ernesto imod tilbuddet. Under en af deres samtaler fortalte Jairo ham at hans far havde været øverstkommanderende for en kontrarevolutionær hær som kæmpede imod regeringstropperne i et nærliggende område, men at han var omkommet i krigen. Ernesto fortsatte med at studere og begyndte at gøre fremskridt alt imens han holdt noget hemmeligt for Jairo som han til sidst følte han måtte bekende. Dybt bedrøvet fortalte han Jairo at han havde været øverstbefalende for den deling som havde fanget Jairos far i live, og at han personligt havde været ansvarlig for hans fars død. Jairo var naturligvis chokeret, men han vidste at det var sandt, for de forfærdelige detaljer Ernesto gengav, passede med det som hans fars soldater havde fortalt. Ernesto troede at deres venskab ville slutte her og nu. Men i stedet for at nære had til sin elev fortsatte Jairo med at studere Bibelen med ham. Ernesto gjorde fortsat fremskridt og blev døbt sammen med sin kone. Han og Jairo er venner den dag i dag.

Venezuela

I den vestlige del af landet kom brødre fra byen Machiques for at forkynde for de indfødte som boede i et område nær grænsen til Colombia der sjældent blev gennemgået. Alle lyttede! Overhovedet for yukpa-indianerne gav tilladelse til at mindehøjtiden kunne holdes i området, og det var første gang det skete. Naboer og den lokale skole sørgede for stole, og der var mere end 200 til stede. Efter mødets afslutning talte overhovedet respektfuldt på lokalbefolkningens vegne. Han sagde: „Vi vil gerne takke Jehovas Vidner. Vi håber ikke at dette er jeres sidste besøg. I lærer os sandheden, og I er altid meget velkomne!“ Over 50 har nu et ugentligt bibelstudium.

 ASIEN OG MELLEMØSTEN

ANTAL LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 4.026.656.360

ANTAL FORKYNDERE 618.088

ANTAL BIBELSTUDIER 538.957

Taiwan

En søster skriver: „Jeg glædede mig over at skulle møde min halvbror som jeg aldrig før havde set fordi han og hans familie bor på et fjerntliggende sted som det næsten er umuligt at nå frem til. Min far og de andre i familien var naturligvis også glade for at høre at min halvbror og hans familie gjorde sig så store anstrengelser for at komme og besøge os. Da der ikke er nogen Jehovas Vidner i det område de bor i, håbede jeg at de ville lytte til den gode nyhed når de kom på besøg. Til min store glæde viste min halvbrors kone og datter interesse for Bibelen. Men hvordan kunne jeg hjælpe dem til at lære mere om Jehovas hensigt efter at de var vendt tilbage til deres afsidesliggende hjem? Jeg fandt ud af at de havde en computer og adgang til internettet. Min mand og jeg købte derfor et webkamera, og efter at min familie var rejst hjem, fortsatte vi med at studere Bibelen sammen med dem ved hjælp af dette udstyr. Til min overraskelse har det vist sig at være en glimrende metode til at studere Bibelen. Vi har mulighed for at se deres reaktion når de læser i deres egen bibel og i bogen vi studerer. Derved finder jeg ud af hvordan jeg bedst kan hjælpe dem. Vi er taknemmelige for at kunne anvende denne teknologi til at hjælpe familiemedlemmer som vi ellers ikke havde mulighed for at nå.“

Nepal

Purnamaya, som er 16, bor i en lille by i Nepal. Hendes farbror forkyndte for hende, og hun begyndte at studere Bibelen.  Det tager to og en halv time at køre med bus til menighedens møder, men Purnamaya kommer trofast en gang om ugen. Det er imidlertid ikke let for hende. Begge hendes forældre er spedalske, og familien er derfor meget fattig. Tidligt om morgenen arbejder Purnamaya med at bryde store sten til småsten for at kunne støtte sin familie økonomisk. Hun hjælper også til derhjemme, blandt andet med madlavning og tøjvask, og desuden går hun i skole. Busturen til møderne koster hvad der svarer til en dagløn. Nogle gange opfordrer Purnamayas forældre hende til at tage til den lokale kirke i stedet for, men Purnamaya ved at det kun er i rigssalen at hun kan lære om Jehova. Derfor gør hun alt hvad hun kan, for at overvære møderne. Det har blandt andet betydet at hun for nylig har solgt sit ur, der ellers var en gave fra hendes farmor. Purnamaya svarer flittigt ved møderne og fortæller andre i sin hjemby om det hun har lært. Hun er til stor opmuntring for alle der kender hende.

Malaysia

Under det britiske koloniherredømme blev tusindvis af mennesker bragt til Malaysia for at arbejde i gummiplantagerne. Arbejderne blev indlogeret i nogle landsbyer inde i plantagerne, og mange af disse landsbyer eksisterer endnu.  Flere af dem er vanskelige at nå, og de er ikke vist på noget kort over området. Det lykkedes en menighed som var ude at forkynde i et ledigt distrikt, at finde en sådan landsby i en gummiplantage. To unge mænd som havde taget imod nogle blade, viste stor interesse for brødrenes forkyndelse. De gik hen og talte med dem og tilbød at vise vej til nogle andre landsbyer. I modsætning til brødrene var de unge mænd særdeles godt kendt med området. Mændene steg op på deres motorcykler og viste vej for bilerne gennem gummiplantagerne på mudrede stier og grusveje. Der var op til 45 minutters kørsel mellem landsbyerne. De førte brødrene til nogle plantager som aldrig før var blevet besøgt af Jehovas Vidner. Mens brødrene forkyndte, opfordrede de unge mænd landsbyboerne til at tage imod bladene og sikrede sig at de ville læse dem. I alt førte de brødrene til tre forskellige fjerntliggende landsbyer. Takket være disse unge mænds uselviske indsats blev der forkyndt for nogle som aldrig før havde haft lejlighed til at høre den gode nyhed. I løbet af den weekend afsatte 50 forkyndere fra denne menighed over 5000 blade.

 EUROPA

ANTAL LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 733.775.190

ANTAL FORKYNDERE 1.542.507

ANTAL BIBELSTUDIER 789.219

Rusland

Tatjana lider af kræft i hjernen. Da hun for nogle år siden gennemgik en alvorlig operation, blev hun bagefter lagt på en hospitalsstue for patienter som var uhelbredeligt syge. Her besøgte en ortodoks præst patienterne for at de kunne bekende deres synder inden de døde. Tatjana bemærkede at en af kvinderne på stuen opbød alle sine kræfter for at give præsten nogle penge. Da præsten var gået, spurgte Tatjana hende om hun nu følte at hun havde det bedre. „Nej,“ sagde kvinden nedslået, „jeg forstod ikke et ord af det han sagde.“ Tatjana fortalte hende da den gode nyhed om opstandelseshåbet. Kvinden takkede Tatjana og sagde: „Nu har jeg det bedre!“ Lederen af afdelingen hørte hvad der var sket og sagde til præsten at han ikke skulle komme igen. I stedet blev Tatjana anbragt på en separat stue så hun kunne tale med andre. Lederen bad også om at få adressen på det sted hvor Jehovas Vidner holdt deres møder. Inden Tatjana blev indlagt på hospitalet, havde hun bedt Jehova om styrke til fortsat at kunne forkynde. Hun er overbevist om at han besvarede hendes bøn. Den måned forkyndte hun i mere end 100 timer! Selvom Tatjanas tilstand er blevet forværret siden da og hun er bundet til hjemmet, får hun stadig besøg af dem hun forkyndte for de mange gange hun var indlagt.

Georgien

To midlertidige specialpionersøstre fik til opgave at forkynde i et område hvor der ikke boede nogle Jehovas  Vidner. Da de udforskede deres distrikt, fór de vild. Mens de vandrede omkring i sne til knæene i håb om at finde vejen hjem, blev de trætte og frøs. Endelig så de nogle fodspor som ledte hen til et hus. De kaldte, og Khatuna, en ung kvinde som boede i huset, kom ud til lågen. Hun inviterede dem straks indenfor i varmen, hvilket søstrene var meget taknemmelige for. Efter at Khatuna havde fundet ud af at de var Jehovas Vidner, forklarede hun at mens søstrene var faret vild og havde vandret omkring i sneen, havde hun og hendes familie bedt til Gud om at han ville lede dem til sandheden. Få minutter senere var de to pionerer kommet til huset. Khatuna sagde at det helt sikkert var et svar på deres bøn! I dag er der fire i denne familie der studerer Bibelen, og to af dem — Khatuna og hendes svigermor — er nu udøbte forkyndere.

Storbritannien

Reston havde aldrig før tilbudt et bibelstudium ved første besøg, men besluttede sig for at ville prøve det. Inden han bankede på den første dør, bad han en kort bøn til Jehova om hjælp til at være positiv. En mand ved navn Andy åbnede døren, og da Reston tilbød ham et bibelstudium, sagde han straks ja tak. Reston besluttede at han ville komme med et eksemplar af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? til Andy senere samme dag. Mens Reston var på vej dertil med bus, blev han opmærksom på at buschaufføren var en mand han regelmæssigt afleverede bladene Vagttårnet og Vågn op! til. Reston var så opmuntret over Andys reaktion tidligere på dagen at han besluttede at han også ville tilbyde buschaufføren et gratis bibelstudium når bussen havde nået sit bestemmelsessted.

I mellemtiden genkendte en ældre passager Reston som et af Jehovas Vidner og spurgte om han ikke ville besøge en af hendes veninder som var syg, og bede for hende. Reston svarede at han med glæde ville tale med veninden og vise hende nogle trøstende ord fra Bibelen. Ved hjælp af sit eneste eksemplar af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?  viste Reston damen hvordan et bibelstudium kunne være til opmuntring. Til det sagde damen at hun gerne ville have et sådant studium. Over for dem sad en ung mand og lyttede til deres samtale. Han var interesseret i billederne i bogen, så Reston var glad for at kunne give ham den. Da bussen nåede bestemmelsesstedet, tilbød Reston chaufføren et gratis bibelstudium. Til Restons store overraskelse tog chaufføren straks imod tilbuddet og tilføjede at han havde mange spørgsmål om Bibelen. Reston tog hurtigt hen til en broders hjem for at få endnu et eksemplar af bogen, og da han senere samme aften besøgte Andy, tog han begejstret imod bogen. Et bibelstudium blev påbegyndt, og inden længe begyndte Andy at praktisere det han lærte. Andy og buschaufføren overværer nu møderne, og Reston leder 15 bibelstudier som alle er blev tilbudt ved den direkte metode. Nu sørger han altid for at have flere eksemplarer af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med sig i forkyndelsen.

François, Monica og deres to børn var gået tilbage til deres bil efter at have tilbragt formiddagen i forkyndelsen.  Deres to og et halvt år gamle datter, Shaé, ville imidlertid ikke gå ind i bilen før hun havde givet sin sidste traktat til en eller anden. I samme øjeblik standsede en bil, og to kvinder steg ud. Shaé gav glædestrålende en af dem traktaten Liv i en fredfyldt ny verden, og Monica forklarede hvad den handlede om. Kvinden, som hed Sierra, viste interesse og indbød Monica til at komme hjem og studere Bibelen med hendes to søstre, som var teenagere. Den første gang Monica kom for at studere, spurgte Sierra om hendes to sønner også måtte være med. Senere tog Sierras nevø også del i studiet. Sierra sad og lyttede hver gang de studerede, og hun stillede mange spørgsmål. Til sidst tog hun selv imod tilbuddet om et personligt bibelstudium, og det samme gjorde hendes mand. Sierras mor og andre i familien samt nogle venner bad også om et bibelstudium. Shaés faste beslutning om at ville aflevere sin sidste traktat, førte til 11 nye bibelstudier. Fire af dem der bliver studeret med, overværer nu regelmæssigt menighedens møder.

Italien

Jennifer er i den russiske menighed i Milano. Hun havde flere gange talt med en ukrainsk kvinde ved navn Valentina i telefonen, men hun havde aldrig mødt hende. En dag aftalte de at mødes på en undergrundsstation. For at Jennifer lettere kunne genkende hende, sagde Valentina at hun ville have en rød jakke på. Da Jennifer kom til stationen, fik hun øje på en dame der havde en rød jakke på, og som tydeligvis stod og kiggede  efter en eller anden. Jennifer gik hen til hende og sagde: „Hej, hedder du Valentina?“ Damen svarede bekræftende, så Jennifer fortsatte: „Fint. Jeg er Jennifer.“ Da damen ikke reagerede, blev Jennifer lidt forvirret og spurgte: „Men du står da og venter på mig, gør du ikke?“

„Nej,“ svarede hun. Det viste sig at hun ganske rigtigt var fra Ukraine, hendes navn var Valentina, og hun havde en rød jakke på, men hun stod og ventede på en anden! Jennifer lo og forklarede damen situationen. Hun tilbød også at vise hende noget fra Bibelen som hun havde forberedt sig på at vise den anden Valentina. Damen lyttede meget interesseret. Bagefter viste hun Jennifer et stykke papir hvorpå hun i hånden havde skrevet teksten fra Salme 91. Hun forklarede at hun elskede Bibelen. Jennifer begyndte at studere Bibelen med denne Valentina. Hvad så med den anden Valentina? Hende traf Jennifer senere, og hun var også begejstret for at kunne begynde at studere Bibelen.

Rumænien

En broder var på besøg hos en af sine bekendte og drøftede noget fra Bibelen med ham og hans kone. Ægteparret ville især gerne vide hvad Bibelen siger om forholdet mellem ægtefæller, men de kunne sjældent afse tid til bibelske samtaler. De gik meget op i at have en sund livsstil, og manden joggede hver dag omkring otte kilometer. Efter flere forgæves forsøg på at fortsætte med deres drøftelser af Bibelen besluttede broderen at han ville spørge manden om han måtte jogge sammen med ham. Det syntes manden var en god idé. Broderen var imidlertid ikke i træning, og det gik hurtigt op for ham hvor udmattende det er at forkynde og jogge på samme tid! „Det lykkedes mig at forkynde,“ siger broderen. „I sportstøj og uden en bibel i hånden citerede jeg bibelvers fra hukommelsen.“ Efter at have jogget sammen med manden flere gange, voksede ægteparrets interesse, og et regelmæssigt bibelstudium blev påbegyndt. Manden er nu udøbt forkynder. Han er flittig i forkyndelsen og har meldt sig til Den Teokratiske Skole sammen med sin søn og datter.

 OCEANIEN

ANTAL LANDE 30

BEFOLKNINGSTAL 37.545.115

ANTAL FORKYNDERE 97.329

ANTAL BIBELSTUDIER 55.266

Australien

En pionerbroder skriver: „En læge ved navn Pam bad mig om regelmæssigt at komme med de nyeste numre af bladene til hende. Hun havde et travlt program, og jeg traf hende kun hjemme en enkelt gang i løbet af seks måneder. Derfor lagde jeg regelmæssigt bladene med en lille venlig besked under hendes dør. Da jeg havde forsøgt at træffe hende hjemme i syv måneder, skubbede jeg bladene og en invitation til det kommende områdestævne ind under hendes dør. Jeg efterlod også et telefonnummer hun kunne kontakte mig på, men hørte aldrig noget fra hende. I november, efter stævnet, besøgte jeg igen Pam og så at hun havde efterladt en besked til mig på døren.

Hun skrev at hun var glad for at læse bladene og gav dem videre til sine kolleger, som senere gav dem videre til deres patienter på hospitalet. Hun gav også udtryk for at hun havde været meget glad for at overvære ’sammenkomsten’. Hun havde læst invitationen til stævnet og havde taget fri fra arbejde i tre dage for at kunne overvære det. Hun forklarede at hun havde lavet fotokopier af invitationen og havde lagt dem i sine kollegers postreol med en besked om at de kunne ringe til hende hvis de var interesseret i at komme. Ved slutningen af ugen havde 16 af hendes kolleger — alle sammen læger — også tilrettelagt at tage tre fridage for at overvære stævnet. Alle disse 17 interesserede overværede tredagesstævnet som følge af en  invitation der var skubbet ind under døren! Pam studerer nu regelmæssigt Bibelen ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?, og hun har arrangeret gruppedrøftelser med alle dem der overværede stævnet.“

En anden broder beretter: „Da jeg gik forbi et hus hvor beboerne havde frabedt sig besøg af Jehovas Vidner, lagde jeg mærke til en mand og en kvinde som sad på verandaen og græd. Jeg syntes ikke jeg bare kunne gå forbi når de tydeligvis havde brug for hjælp, så jeg gik hen og spurgte om der var noget jeg kunne gøre for dem. De inviterede mig indenfor og begyndte at fortælle hvorfor de var så kede af det. De havde ikke set deres datter i tre år. Kvinden stod nu over for at skulle opereres for kræft og vidste ikke om hun ville overleve. Hun var bange for at hun måske aldrig ville se sin datter igen. Få dage forinden havde ægteparret bedt præsten i den karismatiske kirke de kom i, om at hjælpe dem, men han havde ikke taget dem alvorligt og var forblevet passiv. Jeg viste dem nogle trøstende ord fra Bibelen om at Jehova er nær hos dem der har et sønderbrudt hjerte.

En times tid senere bankede det på døren. Jeg troede at det måske var præsten fra kirken, men udenfor stod en velklædt ung dame. Det var ægteparrets datter som de ikke havde set i flere år! Det var et meget følelsesladet øjeblik, så jeg foreslog at det nok var bedst at jeg gik. Men til min overraskelse sagde datteren at hun foretrak at jeg blev, eftersom hun havde noget hun gerne ville fortælle sine forældre. Hun forklarede at hun tidligere havde drukket og taget stoffer og havde været ved at ødelægge sit liv. Men så begyndte hun at studere Bibelen og havde som følge heraf besluttet sig for at tage hjem og genetablere kontakten med sine forældre. Hun var for nylig blevet døbt som et af Jehovas Vidner.“

Nogle dage senere kom præsten forbi, og de fortalte ham at pigen var vendt tilbage fordi hun var blevet et af  Jehovas Vidner. Uden at sige et ord vendte præsten sig for at gå. Da han var på vej ud, råbte manden efter ham og bad ham tage et brev med der lå på bordet — det var en udmeldelse af kirken.

Papua Ny Guinea

En gruppe på 23 brødre og søstre tog ud for at forkynde i et distrikt der sjældent bliver gennemgået. Det var en vanskelig rejse til fods, som indbefattede at de måtte bestige bjerge og krydse floder. I en landsby træf en søster en anglikansk præst som var meget glad for at få en forklaring på Daniel 2:44. Han sagde til søsteren: „Her er vi som får der er faret vild.“ Præsten tog imod nogle blade og brochurer og bad også om at få en bibel.

I en anden landsby talte to søstre tre dage senere med to unge kvinder som var glade for at høre budskabet om Riget. Da deres far samme eftermiddag kom hjem fra sin have, fortalte de ham hvad de havde lært ud fra Bibelen. Faderen sagde at han gerne ville høre dette vidunderlige budskab med egne ører. Han aftalte at mødes med alle forkynderne i den hytte de boede i. Eftersom manden var leder af landsbyen, sørgede han for at der blev tilberedt mad som blev bragt hen til brødrene. Med sin lampe i hånden kom han senere på aftenen sammen med andre fra landsbyen. De sagde til brødrene: „Vi blev overrasket over at se jer her, for det er første gang Jehovas Vidner er kommet til vores landsby.“ Brødrene forklarede hvorfor de var kommet, ved at læse Mattæus 24:14. De fortalte landsbyboerne om velsignelserne under Riget og gav dem noget bibelsk læsestof.

På den femte dag nåede forkynderne frem til en landsby omkring klokken et om eftermiddagen. Landsbyboerne troede at de ville overnatte dér, og begyndte at lave en overdækning som de kunne sove under. Brødrene forklarede imidlertid at de gerne ville nå at tale med alle i landsbyen og tage derfra igen samme dag. Der blev aflagt  et fint vidnesbyrd for hele landsbyen, også lederen. De tog imod læsestof og gav til gengæld brødrene nogle kokosnødder, bananer og papajaer.

Fiji

I et af landområderne går pionererne ud i forkyndelsen på støvede eller mudrede veje. Nagamma og hendes datter, Reshma, som er pionerer, indbød Ushla, en blind søster, til at slutte sig til dem så hun kunne være pioner i en måned. Hver dag gik de mange kilometer med Ushla imellem sig. På en regnfuld dag sad en familie på deres veranda og iagttog de tre søstre som forsøgte at undgå at træde i vandpytterne på vejen. De så at den blinde søster kom til at træde i en vandpyt og fik mudder på benet. Søstrene standsede for  at tørre mudderet af. Nu kunne faderen i familien ikke længere styre sin nysgerrighed, men kaldte på søstrene og sagde: „Hver dag ser vi jer tre komme gående. Hvor er I på vej hen?“ Søstrene forklarede at de var på vej hen for at lede et bibelstudium. Til det sagde manden at hvis deres budskab var så vigtigt at de ville gå meget langt for at fortælle folk det, ville han også gerne høre det! Der blev påbegyndt et bibelstudium med denne familie.

Guam

Liza, en ung kvinde fra Filippinerne, arbejdede som hushjælp på øen Tinian. Når Jehovas Vidner bankede på der hvor hun arbejdede, bad hun ofte om at få Vagttårnet og Vågn op! Selvom hun sagde at hun godt kunne lide bladene, brugte hun dem i virkeligheden til at fyre op med.

I foråret 2007 mistede Liza sit arbejde, og eftersom hun ikke havde noget sted at bo, sov hun på stranden. En dag gik hun forbi rigssalen i området, og udenfor i skyggen sad to søstre. De sad og spiste mango og tilbød Liza noget. Det førte til en venlig samtale. Næste dag kom hun igen forbi rigssalen, og søstrene begyndte at tale med hende. I løbet af samtalen sagde Liza: „Jeg håber at jeg en dag kan komme med ind i jeres kirke.“ De var naturligvis lidt flove over at de ikke allerede havde inviteret hende, og opfordrede hende til at komme til mødet samme aften. Liza tog imod indbydelsen i håb om at Jehovas Vidner kunne hjælpe hende med at finde arbejde.

Under mødet gjorde brødrenes og søstrenes oprigtighed og omsorg for andre stort indtryk på Liza. Det fik hende til at græde, for hun indså at hendes motiv til at komme til mødet havde været selvisk. Hun huskede også på alle de blade hun havde brændt. Hun var rørt over den kærlighed som alle viste hende, og fra da af begyndte hun at overvære alle møderne. Der blev også påbegyndt et regelmæssigt bibelstudium med hende. Liza fandt et arbejde, blev forkynder, og i februar 2008 blev hun døbt.

[Illustration på side 45]

Madalena

[Illustration på side 48]

Der holdes vagttårnsstudium på båden

[Illustration på side 50]

Søster Barker venter tålmodigt på at forkynde for dem der går forbi

[Illustration på side 53]

Purnamaya bryder sten for at støtte sin familie økonomisk

[Illustration på side 54]

Forkyndelse for en indisk kvinde i en gummiplantage

[Illustration på side 57]

Reston studerer med Andy

[Illustration på side 58]

Shaé

[Illustration på side 63]

Nagamma og Reshma støtter Ushla