Samoa

SAMOAS betagende øer ligger funklende i Stillehavets varme, blå vand omtrent midtvejs mellem Hawaii og New Zealand. Øerne er født af voldsomme vulkanske kræfter og prydet med skyklædte bjergtoppe, frodige tropiske skove og palmekransede strande, ja, de er smukke som udsøgte ædelsten. I glitrende laguner findes et undersøisk paradis med omkring 200 slags koraller og op mod 900 fiskearter. Det er ikke så sært at de første missionærer fra Europa beskrev disse øer — der ligefrem dufter af frangipani-blomster — som nogle af de smukkeste de havde set i det sydlige Stillehav.

Det var efter alt at dømme Lapita-folket der som de første, omkring tusind år før Kristus, bosatte sig på Samoaøerne. * Disse første polynesiere var modige opdagelsesrejsende og dygtige søfarere, og de drog øjensynlig ud på Stillehavet fra det sydøstlige Asien. I kæmpestore dobbeltkanoer fulgte de havets vinde og strømme og tilbagelagde større afstande over havet end noget folk før dem. Midt i det sydlige Stillehav fandt de en lille gruppe øer som de gav navnet Samoa.

Gennem århundrederne spredte deres efterkommere sig mod øst, over Stillehavet til Tahiti, og dernæst mod nord til Hawaii, mod sydvest til New Zealand og mod sydøst til Påskeøen. I dag kaldes dette enorme trekantede område for Polynesien, hvilket betyder „mange øer“, og dets indbyggere kaldes polynesiere. Samoa omtales derfor som „Polynesiens vugge“.

 I nyere tid er frygtløse samoanere draget ud på en mere betydningsfuld færd. Ligesom deres søfarende forfædre har de søgt et bedre liv. Men i stedet for at rejse i bogstavelig forstand har disse samoanere „rejst“ fra åndeligt mørke til åndeligt lys. De har søgt efter den form for tilbedelse som godkendes af den sande Gud, Jehova. — Joh. 4:23.

Denne beretning handler om Jehovas Vidners historie i Samoa, * Amerikansk Samoa og Tokelau. Vestsamoa blev selvstændigt i 1962, og Amerikansk Samoa er underlagt USA. Samoaøerne er derfor delt i to — Samoa og Amerikansk Samoa.

SANDHEDENS LYS NÅR FREM

Den gode nyhed om Guds rige nåede første gang til Samoa i 1931 da en besøgende afsatte over 470 bøger og brochurer til interesserede mennesker i hele øgruppen. Den besøgende var sandsynligvis Sydney Shepherd, en nidkær forkynder som omkring den tid sejlede gennem dele af Polynesien for at gøre den gode nyhed kendt.

Syv år senere nåede budskabet om Riget frem til Amerikansk Samoa. På det tidspunkt gjorde J.F. Rutherford fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, ophold på øen Tutuila under en sørejse fra Australien til USA. Under det korte ophold benyttede Rutherford og hans ledsagere lejligheden til at sprede læsestof overalt i havnebyen Pago Pago.

To år senere, i 1940, kom Harold Gill, der havde virket som pioner i hele det asiatiske Stillehavsområde, til Amerikansk Samoa. Han medbragte 3500 eksemplarer af  brochuren Hvor er de døde?, den første publikation som Jehovas Vidner oversatte til samoansk. *

Harold sejlede derefter over til øen Upolu, Samoa, en skibsrejse på otte-ti timer. „Men rygtet må være løbet i forvejen,“ skrev han senere, „for da jeg ankom, forbød en politibetjent mig at gå i land. Jeg fandt mit pas frem og læste den temmelig floromvundne passus der anmoder rette vedkommende om at lade Hans Britiske Majestæts undersåt ’passere frit og uhindret og at yde ham enhver bistand og beskyttelse’. Det skaffede mig en samtale med guvernøren, som gav mig lov til at blive indtil det næste skib sejlede fem dage senere. Jeg kørte øen rundt på en lejet cykel og afsatte brochurer til højre og venstre.“

Efter denne vellykkede forkyndertur på Samoaøerne måtte Harold vende tilbage til Australien. Men en af de publikationer han havde afsat, fandt med tiden vej til en kontormand, Pele Fuaiupolu. * Brochurens budskab havde nået Peles hjerte og ventede kun på at nogle forkyndere kom tilbage og vandede de dyrebare sandheder der var blevet sået. — 1 Kor. 3:6.

Tolv år senere, i 1952, kom en forkynder fra England, John Croxford, til Samoas hovedstad, Apia, på øen Upolu. Her fik han arbejde på samme kontor som Pele. John var en venlig mand der var ivrig efter at forkynde for andre. Da han bemærkede Peles interesse for Bibelen, tog han  initiativ til at besøge ham i hans hjem. Pele skriver: „Den søndag snakkede vi til ud på de små timer. Jeg stillede ham mange spørgsmål, og han svarede hver eneste gang ved at læse højt fra Bibelen. Jeg blev fuldstændig overbevist om at dette var den sandhed jeg havde søgt efter.“ Senere samme år blev Pele og hans kone, Ailua, de første samoanere der indviede deres liv til Jehova og lod sig døbe.

Pele vidste at hans familie ville kræve at han forklarede hvorfor han havde forladt sine forfædres religion. Derfor studerede han flittigt og bad oprigtigt om Jehovas hjælp. Da familiens øverste høvding indkaldte ham til et møde i Peles hjemby, Faleasiu, en stor landsby ved kysten 19 kilometer vest for Apia, stod Pele og en anden slægtning der var interesseret i sandheden, over for en fjendtlig forsamling bestående af seks høvdinger, tre talsmænd, ti præster, to teologiske lærere, den øverste høvding der præsiderede, og ældre mænd og kvinder fra familien.

„De forbandede os og fordømte os for at have vanæret familiens navn og vore forfædres kirke,“ husker Pele. Den øverste høvding foreslog at der blev afholdt en debat — den endte med at vare til klokken fire om morgenen.

„Nogle råbte: ’Fjern den bibel! Fingrene væk fra den bibel!’ Men jeg besvarede alligevel alle deres spørgsmål  ud fra Bibelen og gendrev deres argumenter,“ fortæller Pele. „Til sidst kom der ikke en lyd fra dem længere. De sad med bøjede hoveder. Så sagde den øverste høvding med svag stemme: ’Du har vundet, Pele.’“

„Undskyld, men det er nu ikke mig der har vundet,“ husker Pele at han svarede. „Det De har hørt i nat, er Bibelens budskab. Det er mit oprigtige håb at De vil tage det til Dem.“

Med Peles ydmyge tillid til Jehova og hans ord, Bibelen, havde sandhedens sæd slået rod i Upolu.

DE FØRSTE MØDER

Rygtet om Peles nye tro spredte sig hurtigt i det tæt sammentømrede øsamfund. Ligesom de athenere som Paulus forkyndte for i det første århundrede, var nogle nysgerrige efter at høre hvad denne „nye lære“ gik ud på, og ville gerne have mere at vide. (Apg. 17:19, 20) En ung mand ved navn Maatusi Leauanae hørte at de der var interesserede i den nye tro, mødtes hver uge i en læges hus på hospitalsområdet, og han besluttede at undersøge sagen nærmere. Men ved hospitalsporten fik han pludselig kolde fødder og vendte om for at tage hjem. Heldigvis kom John Croxford netop i rette tid til at indbyde ham til at hilse på den lille gruppe der mødtes samme aften. Unge Maatusi glædede sig over studiet af „Gud Maa Være Sanddru“ og havde lyst til at komme igen. I begyndelsen kom han kun nu og da til møderne, men til sidst slog sandheden rod i hans hjerte, og i 1956 blev han døbt.

De nye der sluttede sig til gruppen, forstod hurtigt hvor vigtigt det var at de fortalte andre om det de lærte. Bare fem måneder efter at broder Croxford var kommet  til Apia, var ti personer begyndt at forkynde sammen med ham. Fire måneder senere var tallet steget til 19. De nye forkyndere havde gode resultater når de forkyndte for venner og slægtninge.

En af disse nye forkyndte for sin fætter Sauvao Toetu, der boede i Faleasiu. Med tiden begyndte Sauvao og hans svoger Finau Feomaia at overvære møderne sammen med deres familier, og de tog standpunkt for sandheden.

I januar 1953 nåede man et spændende højdepunkt for den sande tilbedelse i Samoa. På det tidspunkt blev møderne overværet af cirka 40, og Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien godkendte derfor at den første menighed blev oprettet i Apia, Samoa. Da broder Croxford på det tidspunkt vendte tilbage til England, var det den nydøbte Pele der førte an i menigheden. Forkynderne var frygtløse og nidkære, men de var også åndeligt unge og uerfarne. Mange havde behov for at lære at fremholde Rigets budskab på en mere taktfuld og tiltalende måde. (Kol. 4:6) Andre havde brug for hjælp til i højere grad at iføre sig den nye personlighed. (Ef. 4:22-24) Og hjælpen var på vej. — Ef. 4:8, 11-16.

HJÆLP UDEFRA

I maj 1953 ankom det australske pionerægtepar Ronald og Olive (Dolly) Sellars til Samoa for at hjælpe menigheden i Apia. „Det australske afdelingskontor havde midlertidigt mistet kontakten med brødrene og var bekymrede for dem,“ skriver Ron. „Vi havde sagt at vi gerne ville tjene i Stillehavsområdet, så derfor bad afdelingskontoret os om at rejse til Samoa og samarbejde med den nyoprettede menighed som specialpionerer.“

På vej til Samoa sad Ron og Dolly i en flyvebåd og forberedte sig mentalt på den slags udfordringer som man  ofte møder i fjerne missionærdistrikter. „Sikke en overraskelse vi fik da vi ankom,“ fortæller Ron. „Øen var dækket af frodig tropevegetation. Overalt så vi glade, smilende mennesker der virkede stærke og sunde. Børn legede omkring stråtækte huse uden vægge og med rene gulve af koraller. Ingen havde travlt eller bekymrede sig om hvad klokken var. Det lod til at vi var kommet i paradis.“

Ron og Dolly Sellars flyttede ind hos Peles familie og gik straks i gang med arbejdet. „Jeg mødtes med brødrene næsten hver aften for at besvare deres mange spørgsmål,“ fortæller Ron. „De kendte grundsandhederne, men jeg kunne hurtigt se at der var en del de måtte ændre for at leve op til Guds normer. For at hjælpe dem i denne vanskelige periode forsøgte Dolly og jeg at være ekstra tålmodige og vise dem mere end almindelig kærlighed.“ Sørgeligt nok var der nogle som ikke tog imod kærlig bibelsk tilrettevisning, men gled bort fra menigheden. Andre viste imidlertid ydmyghed og reagerede godt på oplæringen og tilskyndelserne. Med tiden voksede de åndeligt, og resultatet var at menigheden blev lutret og styrket.

Ron og Dolly førte også an i forkyndelsen fra hus til hus. Indtil da havde de fleste af brødrene kun forkyndt uformelt for venner og naboer. Når de nu forkyndte fra hus til hus sammen med Ron og Dolly, fandt de stor interesse. „Engang blev vi opfordret til at besøge en landsby for at fortælle en interesseret høvding mere om Riget,“ skriver Ron. „Først spiste vi et måltid, og så fulgte en livlig bibelsk drøftelse. Da der var gået en time, havde drøftelsen udviklet sig til et offentligt foredrag fordi næsten 50 tilhørere var dukket op — og vi havde ikke engang inviteret nogen!“ Forkynderne kunne ofte konstatere at studier med 2-3 interesserede tiltrak mellem 10 og 40 tilskuere som gerne ville vide mere om Jehovas Vidners arbejde.

 Kristenhedens præsteskab lagde også mærke til det der skete. Da myndighederne nægtede at forlænge Ron og Dollys besøgsvisa, henvendte Ron sig til højkommissæren for at høre hvorfor. „Han sagde at visse præster havde klaget til regeringen over vores forkyndelse,“ fortæller Ron. „Derfor ville han kun forlænge vores visa hvis vi lovede at holde op med at hjælpe menigheden i forkyndelsesarbejdet. Det ville jeg ikke gå med til. Jeg sagde også til ham at ingen kunne standse Guds gerning, noget han gjorde vel i at bemærke. Han lo og sagde: ’Nu får vi se hvad der sker når I rejser!’“

Fra da af sørgede myndighederne omhyggeligt for at ingen udenlandske Jehovas Vidner kom ind i landet. Alligevel lykkedes det i 1953 Theodore Jaracz, der dengang arbejdede på afdelingskontoret i Australien og nu er medlem af Det Styrende Råd, at besøge Samoa i al stilhed for at opmuntre menigheden. „Hans besøg gav os et ordentligt skub fremad og forsikrede os om at vi bevægede os i den rigtige retning rent åndeligt,“ fortæller Ron.

Kort tid efter udløb Ron og Dollys visa, og de flyttede til Amerikansk Samoa. Men i løbet af de otte måneder de havde opholdt sig i Samoa, havde de gjort meget for at styrke de lokale brødre. Og hvad myndighederne ikke vidste, var at der snart skulle komme andre forkyndere som ville fortsætte hvor Ron og Dolly slap.

 FREMGANG I APIA

Richard Jenkins, en nydøbt og ivrig 23-årig australier, kom til Apia i maj 1954. Han fortæller: „Før jeg forlod Australien, blev jeg rådet til at vente med at opsøge brødrene indtil jeg havde fundet og passet et job i et stykke tid. Men da der var gået adskillige måneder, følte jeg mig meget ensom og manglede åndelig opmuntring, så jeg besluttede at kontakte Pele Fuaiupolu på en diskret måde.“ De to mødtes sent om aftenen i ly af mørket.

„Pele sagde at han ikke ville bruge mit rigtige navn for at myndighederne ikke skulle forbinde mig med menigheden og udvise mig,“ fortæller Richard. „Han gav mig derfor samme navn som hans nyfødte søn, Uitinese, der er den samoanske udtale af ordet ’witness’ [vidne]. Og det bliver jeg stadig kaldt af de samoanske brødre og søstre.“

Under dette nye dæknavn havde Richard i al hemmelighed kontakt med brødrene. Han forkyndte også uformelt og oprettede adskillige bibelstudier. Én bibelstudieelev, Mufaulu Galuvao, en ung mand der arbejdede for sundhedsmyndighederne, blev senere medlem af landskontorets udvalg i Samoa. Med tiden blev en anden bibelstudieelev, Falema’a Tuipoloa, også et af Jehovas Vidner, og det samme gælder flere i hans familie.

En ung mand ved navn Siemu Taase som Richard studerede Bibelen med, var anfører for en tyvebande der stjal materialer i forbindelse med offentlige anlægsarbejder. Før Siemu kunne nå at gøre åndelige fremskridt, blev han indhentet af sin fortid og fængslet. Richard bad frimodigt vagten om tilladelse til at fortsætte med at studere med Siemu; det skulle foregå under et skyggefuldt mangotræ cirka 100 meter uden for fængselets mure. Med tiden blev studiet overværet af flere andre indsatte.

„Selvom vi ikke blev bevogtet, var der ingen af fangerne der prøvede at stikke af, og nogle tog imod  sandheden,“ fortæller Richard. Da Siemu var blevet løsladt, gjorde han fortsat fremskridt og blev med tiden ældste.

I 1955 blev Richard gift med en australsk pioner, Gloria Green. Sammen tjente de i 15 år i Samoa, og før de vendte tilbage til Australien, hjalp de 35 mennesker ind på sandhedens vej. Parret bor nu i Brisbane, Australien, hvor Richard virker som ældste i en lokal samoansksproget menighed.

Et andet australsk par, William (Bill) og Marjorie (Girlie) Moss, hjalp også til i disse første år. Bill, en praktisk anlagt ældste, og Girlie, der havde været pioner i 24 år, kom til Apia i 1956. På det tidspunkt var der 28 forkyndere i Apia-menigheden, og der var bogstudiegrupper i både Apia og Faleasiu. Gennem de næste ni år arbejdede Bill og Girlie utrætteligt sammen med Apia-menigheden. Da Girlies svækkede helbred i 1965 tvang dem til at vende tilbage til Australien, var Faleasiu-gruppen blevet en selvstændig menighed.

I denne periode afviste de samoanske myndigheder gentagne anmodninger om at lade missionærer komme ind i landet. Regeringen og præsteskabet håbede åbenbart at Jehovas Vidner bare ville forsvinde af sig selv. Men der var sket det stik modsatte. Der var blevet flere Jehovas Vidner. De var aktive og nidkære. De var kommet for at blive!

 FREMGANG I AMERIKANSK SAMOA

Før Ron og Dolly Sellars’ besøgsvisa til Samoa udløb i 1954, besluttede Ron at ansøge om opholdstilladelse i Amerikansk Samoa i stedet for at tage tilbage til Australien. Ron skriver: „Da jeg henvendte mig til Amerikansk Samoas justitsminister og han fik at vide at den samoanske regering havde afvist vores visumansøgninger af religiøse årsager, sagde han: ’Hr. Sellars! I Amerikansk Samoa har vi trosfrihed, og jeg skal sørge for at De får et visum.’“

Ron og Dolly ankom til Pago Pago i Amerikansk Samoa den 5. januar 1954. Som en betingelse for indrejsetilladelsen bad justitsministeren Ron om at stille regelmæssigt på hans kontor så han kunne lære Jehovas Vidner bedre at kende. Resultatet blev mange gode, åndelige drøftelser.

Senere samme måned modtog Ron og Dolly en invitation til en middag i justitsministerens hjem. Eftersom den lokale katolske præst og en præst fra Londons missionsselskab også var inviteret, fik vi en livlig drøftelse af bibelske emner. „Sidst på aftenen takkede justitsministeren os alle for at vi var kommet,“ husker Ron, „og han sagde: ’Ja, efter min mening har hr. og fru Sellars vundet aftenens diskussion.’ Kort tid efter fik vi permanent opholdstilladelse. Da justitsministeren senere fortalte os  at regeringen gerne modtog flere visumansøgninger fra Jehovas Vidners missionærer, sendte jeg straks oplysningen videre til det australske afdelingskontor.“

Den første i Amerikansk Samoa der viede sit liv til Jehova, var 19-årige Ualesi (Wallace) Pedro, der var født på Tokelau. Lydia Pedro, en slægtning der var specialpioner i Fiji, havde under et besøg i 1952 foræret Wallaces storebror „Gud Maa Være Sanddru“. Den unge Wallace fandt bogen i sin brors hjem og studerede den nøje.

Efter at Ron og Dolly i 1954 havde fundet familien Pedro, studerede de med Wallaces storebror og -søster. Wallace troede på Jehova Gud, men hans skepsis over for religion fik ham til at tøve med at deltage i studiet. Efterhånden blev han dog overbevist om at Jehovas Vidner havde sandheden, og begyndte at overvære møderne regelmæssigt i Fagatogo. Han gjorde hurtigt åndelige fremskridt, og den 30. april 1955 blev han døbt i Pago Pago havn.

I januar 1955, blot et år efter at Ron og Dolly var kommet, blev møderne i det beskedne pionerhjem i Fagatogo overværet af syv personer. Der var ikke mange møbler, så alle sad på gulvet. Inden længe begyndte tre af de nye at gå med Ron og Dolly ud i forkyndelsen. Det var de små begyndelsers dag, men der lå spændende begivenheder umiddelbart forude.

GILEADMISSIONÆRER ANKOMMER

Den 4. februar 1955 kom to missionærpar fra USA, Paul og Frances Evans og Gordon og Patricia Scott, til Amerikansk Samoa. De flyttede ind på missionærhjemmet i Fagatogo, der lå i et farverigt kvarter. Kredstilsynsmanden Leonard (Len) Helberg, der beøgte Pago Pago samme år, beskriver sceneriet sådan:

 „En stor lejlighed der lå oven over en gammeldags købmandsbutik, fungerede som missionærhjem. Langs den ene side løb en lille flod; på dens modsatte bred lå en bar hvor sømændene holdt til om aftenen. Når sømændene kom i slagsmål, men fortsatte deres håndgemæng på gaden udenfor, dukkede den lokale politichef op, en lille, men meget stærk mand. Med cigaren klemt godt fast mellem tænderne pløjede han sig ind i menneskemylderet og langede ud til højre og venstre for at få folk til at falde til ro. Fra en kirke lige bag missionærhjemmets baghave lød der svovlprædikener for fuld udblæsning. Fra verandaen foran huset kunne vi se folk strømme til banken når det var lønningsdag en gang om måneden. Kirkernes missionærer var kommet fra hele øen og fór nu rundt som gale for at få kirkemedlemmerne i menneskemængden til at betale tiende før de brugte deres penge på noget andet.“

Disse livlige omgivelser viste sig at give grobund for stor interesse for åndelige spørgsmål. Len beretter: „Én missionær ledte hver dag klokken 6 om morgenen et bibelstudium i barbersalonen på torvet før ejeren åbnede butikken. Derefter studerede han med den lokale bager og vendte så hjem med brød til morgenmaden. Senere på dagen studerede den samme bror på torvet med en gruppe fanger fra det lokale fængsel.“ Ved årets udgang ledte missionærerne cirka 60 bibelstudier med over 200 mennesker.

„GRATIS FILM I AFTEN!“

En af grundene til den store interesse var filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. * Denne  film — den første som organisationen havde produceret siden Skabelsens Fotodrama næsten 40 år tidligere — handlede om den verdensomspændende forkyndelse og trykkevirksomhed og viste hvordan Jehovas Vidner er organiseret. Under et fire uger langt besøg i Amerikansk Samoa i 1955 viste Len filmen 15 gange for i alt 3227 tilskuere, gennemsnitlig 215 pr. gang.

„Før hver forestilling averterede vi filmen ved at køre gennem landsbyerne og kaste foldere ud til alle vi kom forbi,“ fortæller Len. „Samtidig råbte vi: ’Gratis film i aften!’ og navnet på landsbyen hvor den blev vist.“

Filmen gjorde et dybt indtryk på befolkningen. Efter hver fremvisning ville tilskuerne gerne vide mere om Jehovas Vidner og deres lære. I stedet for at vente på at forkynderne kom igen, valgte mange interesserede at tage hen til missionærhjemmet, hvor missionærerne ledte flere studier samtidig i forskellige værelser. Når én gruppe tog af sted, kom en anden. „Flere år senere forbandt folk stadig Jehovas Vidner med de vidunderlige ting de havde set i den film,“ husker Ron Sellars.

VEDHOLDENDE FORKYNDELSE NÅR IND TIL HJERTET

To måneder efter Len Helbergs besøg blev Jehovas Vidners første menighed i Amerikansk Samoa oprettet i Fagatogo. Inden for et år steg forkyndertallet i menigheden fra 14 til 22. Ved samme tid kom to specialpionerer mere, Fred og Shirley Wegener, fra Australien for at hjælpe den voksende menighed. Fred er nu medlem af landsudvalget i Samoa.

Disse forkyndere, pionerer og missionærer var „brændende i ånden“. (Rom. 12:11) „Forkyndernes vedholdenhed og folks interesse for Bibelen betød at der midt i 1960’erne på et eller andet tidspunkt var blevet ledet et bibelstudium i hvert eneste hjem i landsbyen Fagatogo,“  skriver Len. „I de år blev alle husstande på øen også besøgt en gang om måneden.“

Denne grundige forkyndelseskampagne måtte nødvendigvis påvirke folks tankegang. „Det blev almindeligt kendt at det evige liv ville foregå på jorden,“ fortæller Len, „at der ikke er et brændende helvede, og at de døde er uden bevidsthed. Disse grundlæggende sandheder havde folk ikke lært af deres kirke, men af Jehovas Vidner. Årsagen var at vi talte med dem personligt og ræsonnerede med dem ud fra deres egne bibler.“

Religiøse og familiemæssige bånd hindrede dog de fleste i at handle i overensstemmelse med det de lærte. Andre foretrak de slappe moralnormer som kirkerne tolererede, frem for de høje moralnormer som kræves af sande kristne. Men der var også oprigtige mennesker der, ligesom den rejsende købmand i Jesu lignelse, betragtede sandheden som en perle af stor værdi og tog imod den. Mange af disse oprigtige øboere tog modigt et fast standpunkt for sandheden. — Matt. 13:45, 46.

FORKYNDELSE PÅ SAMOANSK FACON

„Det var dejligt at forkynde de første år,“ mindes Caroline Pedro, en pioner fra Canada der i 1960 giftede sig med Wallace Pedro. „I næsten hvert eneste hjem var der en der gerne ville tale om Bibelen. Det var let at oprette bibelstudier, og ofte var hele familien med.

Især forkyndelsen i de afsidesliggende landsbyer var uforglemmelig. Som regel fulgte små børn med os fra hus til hus og lyttede opmærksomt til vores fremholdelse af budskabet. Så løb de i forvejen for at fortælle den næste beboer at vi var på vej. De fortalte endda ham eller hende hvad vi talte om, og hvilke skriftsteder vi brugte! For at komme landsbyens børn i forkøbet var vi derfor nødt til  at forberede flere forskellige måder at fremholde budskabet på.“

Når brødrene deltog i forkyndelsen, måtte de også tage hensyn til gode manerer og lokal skik og brug. (1 Kor. 9:20-23) Tidligere missionær Charles Pritchard, der nu er medlem af afdelingskontorets udvalg i New Zealand, skriver: „På grund af det varme tropiske klima har landsbyens fale (huse) ingen vægge, så det var let at se om der var nogen hjemme. Det blev betragtet som topmålet af uopdragenhed at sige noget mens man stod op, eller før beboeren formelt havde budt os velkommen. Derfor gik vi hen til huset og ventede i tavshed på at beboeren skulle få øje på os. Han eller hun lagde så en ren måtte på stengulvet inden for døren. Det var en indbydelse til at tage skoene af, gå ind i huset og sætte os i skrædderstilling på måtten.“ Mange missionærer fik ondt i benene af at sidde sådan på gulvet gennem længere tid. Heldigvis tillod den lokale skik at man strakte benene og fødderne ud og beskedent dækkede dem med en måtte. På den måde undgik man at rette sine utildækkede fødder mod beboeren — hvilket samoanere betragter som en grov fornærmelse.

„Beboerne gav os en formel velkomst og fortalte at de følte sig beæret over at vi bragte vores bibelske budskab til deres beskedne hjem,“ fortæller John Rhodes, der gennem 20 år tjente som missionær i Samoa og Amerikansk Samoa. „Derefter blev samtalen personlig: Hvor kommer du fra? Har du børn? Hvor bor din familie?“

Johns kone, Helen, tilføjer: „Vi henvendte os altid til beboerne med de respektfulde vendinger som man normalt bruger ved formelle lejligheder. Disse talemåder udtrykte ikke alene respekt for den besøgte, men også for det bibelske budskab.“

 „Gennem de indledende præsentationer lærte vi beboerne og deres familie godt at kende, og de lærte os at kende,“ fortæller Caroline Pedro. „Det hjalp os til bedre at kunne dække deres åndelige behov.“

Når begge parter havde præsenteret sig for hinanden, kunne forkynderne fremholde budskabet om Riget. „Normalt lyttede beboerne til os lige så længe vi havde noget på hjerte,“ fortæller tidligere missionær Robert Boies. „Derefter gentog de meget af det vi havde sagt, for at vise at de fandt vores budskab vigtigt.“

Folk var godt inde i Bibelen, så forkynderne fik tit lange drøftelser om bibelske lærepunkter. „Disse drøftelser gav mig en mere klar forståelse af forskellige bibelske emner,“ siger Caroline Pedro. De fleste beboere tog med glæde imod læsestof. Med tiden lærte forkynderne at skelne mellem dem der blot var nysgerrige, og dem der var oprigtigt interesserede i åndelige spørgsmål.

Mange nyinteresserede som begyndte at overvære møderne, var ivrige efter at komme ud i forkyndelsen. „Samoanere er godt skåret for tungebåndet,“ fortæller John Rhodes, „og mange nye kunne uden vaklen fortælle  andre om deres tro selvom de nærmest ingen oplæring havde fået. Alligevel tilskyndede vi dem til at bruge de måder som det blev anbefalet at man fremholdt budskabet på, og til at ræsonnere med folk ud fra Bibelen i stedet for udelukkende at stole på deres egne naturlige talegaver.“ Resultatet blev med tiden mange dygtige forkyndere.

VIRKNINGEN AF PUBLIKATIONER PÅ SAMOANSK

Mange samoanere taler flydende engelsk, men nogle gør ikke. For at nå ind til hjertet hos disse sandhedselskende øboere oversatte Pele Fuaiupolu i 1954 fire traktater til samoansk. I mange år derefter var det hovedsagelig Pele der virkede som organisationens oversætter til samoansk. Han arbejdede ofte til langt ud på natten med at nedskrive det oversatte materiale på en gammel manuel skrivemaskine i lyset af en petroleumslampe.

Samtidig med at Pele virkede som oversætter, tog han sig af sin kone og deres otte børn, førte an i menighedens aktiviteter og arbejdede fem og en halv dag om ugen med at inspicere kakaoplantager rundt om på øerne. „I disse år med utrættelig aktivitet søgte Pele aldrig anerkendelse eller ros,“ skriver Len Helberg. „Han var tværtimod dybt taknemmelig for den forret at blive brugt af Jehova. Hans loyalitet, ydmyghed og nidkærhed gjorde ham til en enestående broder — og vi beundrede og elskede ham alle sammen.“

I 1955 spredte forkynderne 16.000 eksemplarer af den 32-siders brochure „Denne gode nyhed om Riget“ på samoansk. Den var skrevet i et enkelt sprog og forklarede grundlæggende bibelske lærepunkter på en letforståelig måde, og derfor var den et ideelt redskab til at oprette og lede bibelstudier med. Richard Jenkins skriver:  „Når de nye havde gennemgået brochuren et par gange, var de klar til dåb. Vi elskede den brochure!“ Inden længe kom der også andre brochurer på samoansk.

Den samoanske udgave af Vagttårnet udkom første gang i 1958. Fred Wegener, der var faglært trykker, fremstillede bladet ved at hæfte enkelte duplikerede ark sammen. Senere blev bladet trykt i USA, og derpå i Australien. Flere af vores publikationer blev oversat og udkom som en månedlig føljeton i den samoanske udgave af Vagttårnet. Fra begyndelsen af 1970’erne blev der udgivet egentlige bøger på samoansk, og det har i høj grad fremmet forkyndelsen.

Overalt på de samoanske øer er der blevet spredt mange eksemplarer af organisationens indbundne bøger. I 1955 da forkynderne tilbød bogen Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden, modtog de fleste husstande i Amerikansk Samoa et eksemplar. „Folk læste i Bibelen, men de fleste havde aldrig hørt om Harmagedon,“ skriver Wallace Pedro. „Men efter at mange familier havde læst denne bog, var der tit børn som proklamerede at vi var kommet til landsbyen, ved at råbe: ’Nu kommer Harmagedon!’ Nogle forældre gav endda deres børn navnet Harmagedon.“

Den samoanske udgave af Sandheden der fører til evigt liv, som udkom i 1972, havde en lignende effekt. I begyndelsen afsatte de fleste missionærer mindst to kasser om måneden af denne bog til ivrige læsere. „Folk kom hen til os på det lokale marked,“ fortæller Fred Wegener, „og nogle lænede sig endda ud ad et busvindue for at bede om en ’Sandhedsbog’.“

 STYRKET AF STÆVNER

I juni 1957 glædede brødrene sig til det første kredsstævne der skulle holdes i Pago Pago, Amerikansk Samoa. Forkyndere der var kommet med skib fra Samoa, så også frem til at nyde programmet. Brødrene var ivrige efter at indbyde folk til stævnet og averterede vidt og bredt på både engelsk og samoansk. Resultatet blev at de 60 forkyndere i Samoa og Amerikansk Samoa kunne glæde sig over at der var 106 til stede under det første punkt på programmet om fredagen.

Ved dette stævne skete der noget uventet i middagspauserne som følge af samoansk kultur og folks nysgerrighed. „Spisning er en vigtig del af samoansk kultur,“ skriver Ron Sellars, „og folk har for skik at indbyde forbipasserende til at deltage i deres måltider. Men da brødrene indbød store grupper af nysgerrige tilskuere til at deltage i middagsmåltidet ved stævnet, lagde det en uventet byrde på dem der stod for fællesspisningen, for de havde kun lavet mad nok til de forsamlede brødre og søstre.“

 Alligevel blev der aflagt et godt vidnesbyrd i middagspauserne. I Samoa er det skik og brug at mænd spiser før kvinder og børn ved særlige lejligheder. Udlændinge og præster sidder normalt for sig selv og får den bedste del af maden. Men ved stævnet kunne man se udenlandske missionærer og lokale familier der glade sad og spiste sammen som ligemænd. Det var tydeligt for enhver at der hersker kærlighed og enhed blandt Jehovas folk.

Forkynderne blev ikke blot opmuntret og oplært gennem sådanne stævner, men de blev også forberedt på nogle alvorlige prøver der lå forude.

FRAFALD I APIA

Trods den opmuntrende vækst på øerne viste det sig at der var ved at opstå nogle problemer i Samoa. Flere enkeltpersoner, anført af en viljestærk mand der var matai (familiehøvding), havde modsat sig den teokratiske ledelse og skabt røre i Apia-menigheden. Eftersom møderne blev holdt i denne mands hjem, blev stemningen i menigheden mere og mere anspændt.

I 1958 rev oprørerne sig løs og dannede deres egen studiegruppe. Douglas Held, der tjente på afdelingskontoret i Australien og besøgte Fiji på det tidspunkt, sejlede over til Samoa for at forsøge at hjælpe de utilfredse brødre. Hans modne, bibelske vejledning var til stor opmuntring for de trofaste i menigheden, men alligevel valgte en fjerdedel af dem der overværede møderne, at stille sig på oprørernes side. Flere af dem måtte senere udelukkes som ofre for deres egen ubøjelige stolthed.

Det stod dog hurtigt klart hvor Jehovas ånd befandt sig. Gruppen af oprørere gik med tiden i opløsning og forsvandt. Apia-menigheden havde derimod en 35 procents vækst i forkyndertallet det år. I en periode holdt  man møderne i Richard og Gloria Jenkins’ hjem, der lå i nærheden af hospitalet i Apia, og derefter flyttede menigheden til Maatusi Leauanaes hjem i Faatoia, Apia. Her kunne forkynderne glæde sig over en varm, kærlig atmosfære og en samarbejdsvillig ånd. Den første rigssal i Apia blev senere bygget på Maatusis grund med økonomisk bistand fra en menighed i Sydney, Australien.

OPMUNTRENDE SAMVÆR

Apia-menigheden blev yderligere styrket i 1959 da den samoanske regering tillod fem missionærer fra Amerikansk Samoa at overvære det første kredsstævne i Apia. Til alles store glæde blev stævnet overværet af 288, og 10 blev døbt! To år senere var menigheden vært for det første områdestævne, der blev holdt i en gammel, tysk hospitalsbygning i nærheden af et pensionat der hed White Horse Inn. Dette skelsættende stævne blev overværet af delegerede fra så fjerne steder som New Zealand.

Brødrene fik på denne måde en værdifuld oplæring i at organisere stævner. Da den samoanske regering senere nægtede rejsende tilsynsmænd og missionærer at komme ind i landet, var brødrene derfor i stand til at organisere stævnerne på egen hånd. I 1967 tilrettelagde og opførte de endda et timelangt bibelsk skuespil — for første gang i Samoa. Dette skuespil, der handlede om Guds foranstaltning med tilflugtsbyer i det gamle Israel, blev husket længe af de tilstedeværende.

I disse år havde forkynderne i Samoa også gavn af at overvære større stævner i Amerikansk Samoa og Fiji, selvom det krævede store anstrengelser og ofre. At overvære et stævne i Fiji betød for eksempel ikke bare udgifter til rejse og mad, men også at man måtte være væk fra Samoa i op til en måned.

 FREMGANG I AMERIKANSK SAMOA

I 1966 havde brødrene i Amerikansk Samoa den store glæde at være værter for et områdestævne i Pago Pago med temaet „Guds frie sønner“. Dette historiske stævne blev overværet af 372 delegerede der talte otte forskellige sprog. De kom fra Australien, Fiji, New Zealand, Niue, Ny Kaledonien, Samoa (der dengang hed Vestsamoa), Tahiti, Tonga og Vanuatu (det tidligere Ny Hebriderne). Den farverige, flersprogede tilhørerskare fik forholdstallet mellem Jehovas Vidner og de lokale indbyggere i stævnebyen op på 1 til 35 selvom der dengang kun var 28 forkyndere i den lokale menighed.

Hvordan kunne så få forkyndere huse så mange gæster? „Vi havde ingen problemer med at finde logi til de mange delegerede,“ mindes Fred Wegener. „De lokale var gæstfri og tog imod brødrene med åbne arme — til stor irritation for de religiøse ledere.“

Dette stævne havde en fantastisk virkning på menigheden i Pago Pago. I løbet af et halvt år steg mødedeltagelsen med 59 procent, og mange nye kvalificerede sig som forkyndere af den gode nyhed. „Det ansporede også menigheden til at bygge et mere passende mødested,“ skriver Ron Sellars. Der var ikke mange tomme byggegrunde på øen Tutuila, hvor Pago Pago ligger, men en lokal forkynder var så venlig at lade menigheden leje en grund i Tafuna vest for byen i 30 år.

„Grunden lå under havets overflade,“ fortæller Fred Wegener, „så menigheden arbejdede i tre måneder med at samle lavasten for at hæve fundamentet.“

Den lokale katolske præst, der regelmæssigt læste Vagttårnet og Vågn op!, gav brødrene lov til at låne kirkens blandemaskine da tiden var inde til at støbe betongulvet. „Senere læste denne præst en Vågn op!-artikel om  ægteskabet,“ skriver Ron Sellars, „og så forlod han omgående præsteembedet for at gifte sig.“

Brødre fra andre lande hjalp gavmildt til med rigssalsbyggeriet. Gordon og Patricia Scott, der var to af de første missionærer som var kommet til Amerikansk Samoa, men var vendt hjem til USA, sendte stole fra deres menighed til den nye rigssal. „Ved at sælge de overskydende stole til den lokale biograf kunne vi betale omkostningerne ved at få fragtet samtlige stole til øen!“ fortæller Ron Sellars. Den nye rigssal i Tafuna havde plads til 130, og den blev gjort færdig og indviet i 1971. Senere blev der bygget et missionærhjem som førstesal på bygningen.

SAMOA SLÅR DØRENE OP

Frem til 1974 vanskeliggjorde myndighederne arbejdet i Samoa ved at pålægge os begrænsninger der hindrede missionærer i at komme ind i landet. Men i det år henvendte lokale ansvarshavende brødre sig direkte til premierministeren for at tale med ham om sagen. En af disse brødre, Mufaulu Galuvao, skriver: „Under denne samtale gik det op for os at en regeringsembedsmand havde nedsat et uautoriseret udvalg der behandlede alle missionæransøgninger. Det var vores religiøse modstandere der sad i udvalget, og de afviste simpelt hen alle vores visumansøgninger på stedet, endda uden at underrette premierministeren.

Premierministeren kendte intet til dette komplot og bad derfor straks chefen for immigrationsmyndighederne om at hente Jehovas Vidners sagsmappe. Endnu mens vi var til stede, opløste han fupudvalget og gav Paul og Frances Evans hver et treårigt missionærvisum med mulighed for forlængelse.“ Det var dejlige nyheder! Efter 19 års stadige bestræbelser lykkedes det dem endelig at komme til Samoa med fuld missionærstatus!

 Paul og Frances boede i begyndelsen hos Mufaulu Galuvao og hans familie, men i 1977, da John og Helen Rhodes ankom, flyttede begge par ind i et lejet missionærhjem i Vaiala, Apia. Blandt de andre missionærer der kom til Samoa, var Robert og Betty Boies i 1978, David og Susan Yoshikawa i 1979, og Russell og Leilani Earnshaw i 1980.

ØLIVETS UDFORDRINGER

De Jehovas Vidner der gennem årene er flyttet til Samoa, opdagede snart at der selv i dette paradis er visse udfordringer. En af dem har at gøre med transport. „De to første år vi var missionærer i Apia, måtte vi ofte gå meget langt for at komme til møderne og ud i forkyndelsen,“ fortæller John Rhodes. „Vi tog også de populære og farverige busser for at komme rundt.“

Busserne er dekoreret efter alle kunstens regler og består normalt af en trækabine der er fastgjort til laddet på en lille eller mellemstor lastvogn. Passagererne sidder som sild i en tønde og medbringer alt fra landbrugsredskaber til friske afgrøder. Høj musik og glad sang bidrager til den festlige atmosfære om bord. Stoppesteder,  køreplaner og busruter varierer en del. „Bussen til Vava’u er altid præcis,“ står der i en rejsehåndbog, „den kommer når den kommer.“

„Hvis vi gerne ville købe noget undervejs, bad vi bare chaufføren om at standse,“ fortæller John. „Når vi havde købt det vi ville, gik vi ind i bussen igen og fortsatte turen. Der var ingen der tog sig af forsinkelsen.“

Hvis bussen var fuld, måtte nye passagerer sidde på skødet af dem der havde en siddeplads. Missionærbrødrene lærte derfor hurtigt at have deres kone på skødet. Når bussen nåede bestemmelsesstedet, betalte børn og voksne ofte for turen med en lille mønt som de trak ud af øret — en praktisk pung til mønter!

Missionærer og forkyndere sejlede i små både eller benyttede fly når de skulle fra den ene ø til den anden. Rejserne kunne være farefulde, og forsinkelser var uundgåelige. „Vi måtte lære at være tålmodige og udvikle humoristisk sans,“ siger Elizabeth Illingworth, der sammen med sin mand, Peter, i mange år virkede i kredstjenesten i det sydlige Stillehavsområde.

Det kan være vanskeligt at rejse til fods når det regner kraftigt — især når det er sæson for cykloner. Engang da  missionæren Geoffrey Jackson var på vej til bogstudium, forsøgte han at krydse en flod der var gået over sine bredder, men gled og faldt ned i den rivende strøm. Da han kom op, våd og tilsølet, fortsatte han til mødet, hvor værtsfamilien sørgede for at han kunne få tørt tøj på — en lang, sort lavalava (en polynesisk slå om-nederdel). Hans venner havde svært ved at holde latteren tilbage da en nyinteresseret ved mødet forvekslede ham med en katolsk præst! Broder Jackson er nu medlem af Det Styrende Råd.

Andre udfordringer som de nyankomne stod over for, havde at gøre med at mestre et nyt sprog, tilpasse sig den konstante tropiske varme, tackle nye sygdomme, klare sig med færre moderne bekvemmeligheder og udholde sværme af stikkende insekter. „Missionærerne ofrede sig virkelig for os,“ skriver Mufaulu Galuvao, „og det fik mange taknemmelige forældre til at opkalde deres børn efter de kære brødre og søstre der så kærligt havde hjulpet dem.“

FOLK PÅ SAVAII HØRER DEN GODE NYHED

Lad os nu vende blikket mod den største og mest uspolerede ø i Samoa-øgruppen, nemlig Savaii. En stor del af denne ø er ubeboet og består af høje bjerge, en forreven vulkansk højderyg med cirka 450 kratere, næsten uigennemtrængelige jungler og ujævne lavasletter. De fleste af øens beboere bor i små landsbyer langs kysten. Den gode nyhed kom til Savaii for første gang i 1955. Len Helberg og en gruppe forkyndere fra øen Upolu aflagde et kort besøg for at vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed.

Seks år senere blev to missionærsøstre, Tia Aluni — den første samoaner der gennemgik Gileadskolen — og hendes makker, Ivy Kawhe, indbudt til at flytte fra  Amerikansk Samoa til Savaii. De ankom i 1961 og fik husly hos et ældre par i Fogapoa, en landsby på øens østside. Senere fik de for en tid selskab af en specialpionersøster der tidligere havde boet på Savaii. For at tilskynde og støtte den nye gruppe på 6-8 personer kom brødre fra Apia på besøg en gang om måneden og holdt offentlige foredrag. Møderne blev holdt i en lille fale i Fogapoa.

Tia og Ivy blev på Savaii til 1964, da de fik tildelt distrikt på en anden ø. I de følgende ti år blev der ikke forkyndt så meget på Savaii. Men fra 1974 og fremefter flyttede flere familier til Savaii for at hjælpe med at puste nyt liv i arbejdet. Blandt dem var Risati og Mareta Segi, Happy og Maota Goeldner-Barnett, Faigaai Tu, Palota Alagi, Kumi Falema’a (senere Thompson) og Ron og Dolly Sellars, der flyttede dertil fra Amerikansk Samoa. Den lille gruppe der var blevet dannet i Fogapoa, mødtes i Segi-familiens fale, der lå lige ved stranden. Senere blev der bygget et missionærhjem og en rigssal i nærheden. Med tiden blev der oprettet en anden gruppe, i Taga, en landsby på Savaiis vestkyst.

Fra begyndelsen af 1979 fik flere missionærpar tildelt distrikt på Savaii for at hjælpe de lokale forkyndere. Blandt dem var Robert og Betty Boies, John og Helen Rhodes, Leva og Tenisia Faai’u, Fred og Tami Holmes, Brian og Sue Mulcahy, Matthew og Debbie Kurtz og Jack og Mary Jane Weiser. Med missionærerne til at føre an gik arbejdet på Savaii støt og roligt fremad.

Traditioner og familiebånd holdt imidlertid Savaiis indbyggere i et fast greb. Op til en tredjedel af landsbyerne forbød Jehovas Vidner at forkynde blandt beboerne, og nogle bragte endda meddelelser om det i radioen. Derfor krævede det meget tid og stor tålmodighed at hjælpe nye til at gøre fremskridt. Alligevel kom mange  med i sandheden, deriblandt nogle med alvorlige helbredsproblemer.

HELBREDSPROBLEMER OVERVINDES FOR AT TJENE JEHOVA

En af dem var Metusela Neru, der som 12-årig var faldet af en hest og havde brækket ryggen. „Efter denne ulykke gik han meget foroverbøjet og havde konstante smerter,“ fortæller en missionær. Da Metusela begyndte at studere Bibelen som 19-årig, modstod hans familie ham, men han gav ikke op. På grund af sit handicap blev det der normalt ville være en fem minutters gåtur til menighedens møder, forvandlet til en prøvelse der varede tre kvarter. Alligevel gjorde Metusela gode fremskridt, og i 1990 blev han døbt. Senere begyndte han i heltidstjenesten som pioner og kvalificerede sig til at tjene som ældste. Siden da har over 30 af hans slægtninge overværet møder i Faga, og adskillige er blevet døbt. Metusela kæmper stadig med sit handicap, men han er kendt for sit smil og sit lyse sind.

En anden der overvandt alvorlige helbredsproblemer for at gøre åndelige fremskridt, var Saumalu Taua’anae. Saumalu var stærkt vansiret af spedalskhed og boede i den fjerntliggende landsby Aopo. Da hans landsby lå så isoleret, studerede han i begyndelsen Bibelen pr. brev med Ivan Thompson. Så flyttede specialpioneren Asa Coe til Savaii og overtog studiet. Da Saumula i 1991 skulle overvære sit første møde, måtte han køre i  to timer til Taga, en landsby på den modsatte side af øen.

Første gang Saumalu overværede en særlig stævnedag, var han så forlegen over sit vansirede udseende at han blev siddende i sin bil og hørte programmet derfra. Han blev dybt bevæget da brødre og søstre venligt kom hen til ham i middagspausen og bød ham hjerteligt velkommen. Han tog taknemmeligt imod deres kærlige indbydelse og overværede resten af programmet siddende sammen med de andre tilhørere.

Inden længe begyndte Saumalu og hans kone, Torise, at overvære møderne i Faga, selvom de måtte køre over en time hver vej. Saumalu blev døbt i 1993 og er senere blevet menighedstjener. Selv efter at han fik amputeret det ene ben, kørte han stadig i sin bil til møderne. Saumalu og Torise har flittigt forkyndt uformelt og over telefonen, for myndighederne i deres landsby har forbudt Jehovas Vidner at forkynde dér.

I dag bor de i Apia, hvor Saumalu får regelmæssige behandlinger for sine mange helbredsproblemer. Han er ikke bitter, men er kendt for sit positive og glade livssyn. Både han og hans kone nyder stor respekt på grund af deres stærke tro.

PRØVELSER PÅ TOKELAU

På Tokelau, der består af tre isolerede atoller nord for Samoa, blev den gode nyhed om Riget første gang forkyndt i 1974. Det år vendte Ropati Uili tilbage til Tokelau  efter at have læst til læge i Fiji. Ropatis kone, Emmau, var en døbt forkynder, og selv havde han en kort overgang studeret med Jehovas Vidner i Fiji. *

På Tokelau fandt Ropati ud af at en anden læge, Iona Tinielu, og hans kone, Luisa, var døbte Jehovas Vidner. Han mødte også en anden interesseret mand, Nanumea Foua, hvis slægtninge var Jehovas Vidner. De tre mænd tilrettelagde regelmæssige bibelske møder og offentlige foredrag, som inden længe blev overværet af gennemsnitlig 25. De tre og deres familier begyndte også at forkynde uformelt for andre.

Denne teokratiske aktivitet vakte dog ikke udelt begejstring. En præst fra Londons missionsselskab fik landsbyens rådsforsamling af ældste til at tilkalde de tre familieoverhoveder. „De forbød os at holde møder,“ husker Ropati, „og de sagde at hvis vi ikke adlød, ville de brænde os levende i vores hjem eller sætte os ud på en tømmerflåde. Vi forsøgte at ræsonnere med dem ud fra Bibelen, men de var urokkelige. De krævede deres myndighed respekteret for enhver pris.“ Da familierne havde fået dette ultimatum, besluttede de at holde møderne i stilhed for at undgå at tiltrække sig opmærksomhed.

Men denne modstand var kun begyndelsen. Da Ropatis søster og svoger tolv år senere tog imod sandheden og meldte sig ud af deres kirke, fordrev landsbyens ældste alle Jehovas Vidner fra landsbyen. „Den nat samlede hver familie sine personlige ejendele, læssede dem i små både og flygtede til øens største landsby,“ skriver Ropati. „Deres hjem og plantager blev plyndret af deres tidligere naboer.“

Trods denne forfølgelse fortsatte forkynderne modigt med at mødes for at tilbede Jehova i fællesskab.  „Familierne lod som om de skulle på weekendudflugt,“ fortæller Ropati, „og så padlede de lørdag morgen ud til en lille, isoleret holm. Søndag aften vendte de hjem efter at have holdt deres møde.“ I samme periode begav flere familier sig også ud på den lange og anstrengende sejltur fra Tokelau til Samoa for at overvære de årlige områdestævner.

Den vedvarende modstand fik dog til sidst disse familier til at emigrere til New Zealand. I 1990 var der derfor ingen Jehovas Vidner tilbage på atollerne. Dog studerede Ivan Thompson, der dengang var pioner i Apia, pr. brev med Lone Tema, en ung mand der boede på Tokelau. Lone gjorde gode åndelige fremskridt og er nu ældste i Australien.

Senere flyttede flere forkyndere tilbage til Tokelau. Geoffrey Jackson, der dengang tjente på landskontoret i Samoa, forsøgte uden held at kontakte den newzealandske regeringsembedsmand der havde ansvar for tokelauanske anliggender, for at tale med ham om Jehovas Vidners problemer på atollerne. „Jeg fik dog tilladelse til at besøge øerne som lingvist,“ skriver Geoff, „og på turen inviterede skibets kaptajn mig ind i officersmessen til en forfriskning sammen med en anden mand. Denne mand viste sig at være selveste den regeringsembedsmand der havde ansvar for tokelauanske anliggender, ham vi havde forsøgt at få kontakt med! Vi talte sammen i over en time. Til sidst takkede han mig og lovede at gøre hvad han kunne for at lette presset på vores brødre i Tokelau.“

Den dag i dag modstår myndighederne stadig Jehovas Vidners arbejde på Tokelau. Da Fuimanu og Hatesa Kirifis yngste søn døde i 2006 og Fuimanu holdt et bibelsk foredrag ved begravelsen, truede landsbyens ældste med at fordrive Fuimanus familie fra øen. Senere blev  Fuimanu truet da han nægtede at udføre arbejde på den lokale kirke, og han og hans kone blev udsat for pres til at deltage i politik. Alligevel stod de fast i troen, og resultatet var at deres tro blev stærkere. Fuimanu siger: „Vi har lært at stole på Jehova når vi udsættes for prøvelser.“ (Jak. 1:2-4) De erfarede at Jehova ikke svigter sine trofaste tjenere. — 5 Mos. 31:6.

JEHOVA VELSIGNER MED ÅNDELIG VÆKST

Siden den gode nyhed for første gang blev forkyndt i Samoa, har forskellige afdelingskontorer ført tilsyn med Rigets arbejde her. I øjeblikket samarbejder det flittige landsudvalgs fire brødre med det australske afdelingskontor om at tage sig af arbejdet i Samoa. I årenes løb har brødrene i Samoa gjort en stor indsats for at forkyndelsen af budskabet om Riget skulle nå ud til selv de fjerneste egne. Regelmæssige forkyndelseskampagner i Amerikansk Samoa har omfattet den fjerntliggende Swains Island og øgruppen Manu’a Islands, der ligger henholdsvis 320 kilometer nord og 100 kilometer øst for øen Tutuila. Under disse besøg har forkynderne uddelt flere hundrede bøger og blade og oprettet i snesevis af studier med interesserede. Andre forkynderne har forsøgt at udvide deres lokale distrikt ved at forkynde for folk der taler et fremmed sprog.

OVERSÆTTELSESARBEJDET STYRKES

Efterhånden som antallet af forkyndere steg, voksede behovet for publikationer på samoansk. For at dække dette behov blev Geoffrey Jackson og hans kone, Jenny, i 1985 flyttet fra deres missionærdistrikt i Tuvalu til landskontoret i Samoa. Geoff fik til opgave at føre tilsyn med det samoanske oversætterhold, der bestod af to personer. Han fortæller: „I begyndelsen arbejdede oversætterne ved bordene i Betels spisesal. Hver morgen ryddede  de bordene efter morgenmaden før de kunne begynde at oversætte. Lige før middag måtte de fjerne deres ting og dække bordene til middagsmaden. Og efter middagsmaden ryddede de igen bordene før de kunne komme videre med oversættelsen.“

De konstante afbrydelser gik ud over produktiviteten. Desuden tog oversættelsesprocessen for lang tid og krævede for meget arbejde. „Det meste blev skrevet i hånden og derefter maskinskrevet,“ mindes Geoff. „Hvert manuskript blev maskinskrevet flere gange til korrekturlæsning og rettelse før det var klar til trykning.“ I 1986 da landskontoret fik sin første computer, kunne man undgå eller skære ned på en stor del af dette rutineprægede arbejde. Avanceret computerteknik har yderligere fremmet oversættelses- og trykkeprocessen.

Denne indsats til gavn for oversættelse og udgivelse har især drejet sig om bladene Vagttårnet og Vågn op! Siden januar 1993 er Vagttårnet på samoansk udkommet samtidig med den engelske udgave — og i fire farver! 1996 var det år, hvor en kvartalsudgave af Vågn op! på samoansk begyndte at udkomme. „Udgivelsen af Vågn op! blev ikke bare bekendtgjort i aviserne og radioen, men også i nyhederne på den landsdækkende tv-kanal,“ fortæller Geoff.

I øjeblikket holder en gruppe oversættere i Samoa trit med behovet for publikationer på samoansk. I lighed med andre oversætterhold i hele verden har disse flittige oversættere fået en grundig oplæring i sprogforståelse og oversættelsesteknik, og det har hjulpet dem til at oversætte mere nøjagtigt og være mere produktive.

BEHOV FOR UDVIDELSER AF LANDSKONTORET

Da Milton G. Henschel i 1986 besøgte Samoa som zonetilsynsmand, stod det klart at missionærhjemmet i  Sinamoga var for lille til at dække landskontorets voksende behov. Det Styrende Råd gav derfor nogle brødre fra Afdelingen for Byggeprojekter i Brooklyn og Det Regionale Kontor for Byggeprojekter i Australien til opgave at besøge Samoa og evaluere behovet for større faciliteter. Hvad anbefalede brødrene? At man købte en 3 hektar stor grund i Siusega, fem kilometer fra Sinamoga, og byggede et nyt betelhjem. Når det nye landskontor stod færdigt, kunne det gamle betelhjem i Sinamoga rives ned og gøre plads for en ny stævnehal.

Arbejdet med at opføre det nye landskontor begyndte i 1990 og blev støttet af frivillige fra mange lande! I alt 44 internationale byggearbejdere, 69 internationale frivillige, 38 lokale frivillige der arbejdede på heltid, og mange der deltog på deltid, samarbejdede i enhed om projektet. Men pludselig, da byggeriet var godt i gang, ramte katastrofen.

KATASTROFEN RAMMER!

Cyklonen Val, en af de kraftigste storme der nogen sinde har raset i det sydlige Stillehav, ramte Samoa den 6. december 1991. Med vindhastigheder på op til 260 kilometer i timen hærgede stormen den lille ø i fem dage, rev bladene af 90 procent af vegetationen og forårsagede skader for 380 millioner dollars. Desværre mistede 16 mennesker livet.

„Landskontoret sørgede straks for nødhjælp,“ mindes John Rhodes. Inden for få dage ankom en fragtcontainer fyldt med nødhjælp fra afdelingskontoret i Fiji. Midler fra andre afdelingskontorer i Stillehavsområdet fulgte snart efter.

„De umiddelbare behov måtte først dækkes,“ skriver Dave Stapleton, en international byggearbejder der hjalp med til at opføre det nye landskontor i Siusega. „De  omfattede rent vand, presenninger, petroleum og medicin til de brødre der havde behov for det. Derefter satte vi Betel i Sinamoga så meget i stand at vi kunne bruge det, og reparerede de beskadigede bygninger på byggegrunden. Senere reparerede og genopbyggede vi beskadigede rigssale, missionærhjem og forkynderes hjem. Vi var flere måneder om at gøre arbejdet færdigt.“

Da myndighederne senere bevilgede alle trossamfund — også Jehovas Vidner — midler til reparation af deres bygninger, returnerede brødrene beløbet med den besked at alle skader hos dem allerede var udbedret, og foreslog at pengene blev brugt til istandsættelse af nogle af statens bygninger. Taknemmelige regeringsembedsmænd sørgede derefter for at importafgiften på materialer fra udlandet til afdelingskontoret blev sat ned; på den måde sparede vi et betydeligt beløb.

’DET OVERGÅR VORES VILDESTE FORHÅBNINGER’

Da brødrene var færdige med at udbedre skaderne efter cyklonen, gik det igen hurtigt fremad med byggeriet af det nye landskontor. Halvandet år senere, i maj 1993, kunne betelfamiliens medlemmer langt om længe flytte fra Sinamoga til deres nye hjem i Siusega.

I september 1993 samledes en gruppe på 85 håndværkere, brødre fra Australien, New Zealand og USA, i Samoa for at opføre den nye stævnehal i Sinamoga. Alle havde betalt rejsen af egen lomme. „Der blev brugt forskellige fagudtryk og måleenheder på byggepladsen,“ skriver Ken Abbott, der var formand for de australske håndværkere, „men Jehovas ånd hjalp os til at få løst alle problemer med godt humør.“

„Det virkede positivt på alle at se det internationale brodersamfund i virksomhed,“ skriver Abraham Lincoln, der deltog sammen med holdet fra Hawaii.

 Som følge af det internationale byggeholds forenede bestræbelser blev stævnehallen færdig på bare ti dage. De lokale forkyndere fik lært nogle værdifulde håndværksmæssige færdigheder, og de havde også åndelig gavn af oplevelsen. Efter at projektet var fuldført, blev nogle af forkynderne derfor pionerer eller kom på Betel.

Den 20. og 21. november 1993 blev landskontoret og stævnehallen indviet. John Barr fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedragene. Paul Evans, der havde været missionær i en del år, satte ord på mange af de tilstedeværendes følelser da han sagde: „Jehovas velsignelser overgår langt vores vildeste forhåbninger.“

SANDHEDEN FORANDRER MENNESKER

Når sandheden fra Guds ord når ind til folks hjerte, begynder de at leve i overensstemmelse med Jehovas ophøjede normer. Mange fra Samoa har selv oplevet at Guds ord har denne kraft til at forandre mennesker. — Ef. 4:22-24; Hebr. 4:12.

Som eksempel kan nævnes Ngongo og Maria Kupu. De „boede i mørke“, som man siger i Samoa — det vil sige at de boede sammen uden at være gift. „Vi havde studeret med Ngongo og Maria i nogen tid,“ forklarer Fred Wegener, „men vi vidste ikke at de ikke var gift. Så en dag fremviste de stolt deres splinternye vielsesattest. Inden længe blev de døbt. Ngongo er siden død, men Maria virker stadig som pioner i Amerikansk Samoa.“

En anden udfordring som de nye i sandheden i Samoa står over for, har at gøre med blodets hellighed. Samoanere har den skik at kvæle svin og høns før de tilbereder og spiser dem, noget som ikke er tilladt ifølge Guds ord. (1 Mos. 9:4; 3 Mos. 17:13, 14; Apg. 15:28, 29) En ung kvinde i Amerikansk Samoa blev overrasket da hun i sin egen bibel så Guds klare bud angående dette. „Selvom  hendes familie gik i kirke og regelmæssigt læste i Bibelen, havde hun fra barn været vant til at spise kød hvor blodet ikke var løbet fra,“ forklarer Julie-Anne Padget. „Alligevel accepterede hun straks Bibelens vejledning og besluttede at hun ikke ville spise kød med blodet i.“ Jehovas Vidners syn på blodets hellighed er i dag velkendt i hele Samoa, og lægerne i Samoa er normalt villige til at respektere vores holdning til blodtransfusion.

UNGE DER PRISER DERES SKABER

I Samoa lærer forældrene deres små børn at lave mad, gøre rent, passe køkkenhaven og tage sig af deres små søskende. Denne oplæring er måske en del af forklaringen på at mange samoanske børn også ønsker at påtage sig det ansvar at leve op til Guds krav, og at nogle endda tager standpunkt for Jehova uden hjælp fra deres familie.

Ane Ropati var 13 år da hendes forældre holdt op med at komme til møderne. Derefter sørgede hun regelmæssigt for at tage sine to brødre og sin søster med på den otte kilometer lange gåtur til rigssalen for at overvære møderne. Senere blev hun pioner og var med til at bygge Betel i Siusega. „Missionærerne havde en stor indflydelse på mit liv og hjalp mig til at vokse åndeligt,“ skriver Ane. På byggepladsen mødte hun Steve Gauld, en frivillig arbejder fra Australien. De to blev gift og virkede som internationale frivillige på byggerier i Sydøstasien, Afrika og Rusland før de vendte tilbage til Betel i Samoa. De tjener nu på afdelingskontoret i Australien.

 BIBELUNDERVISNING OVER RADIOEN

Gennem årene har Jehovas Vidner forkyndt den gode nyhed om Riget på mange forskellige måder. En måde der er særlig effektiv, er forkyndelse via radioen. Fra og med januar 1996 tilbød en uafhængig FM-radiostation i Apia Jehovas Vidner at stå for et ugentligt radioprogram med titlen „Svar på dine bibelske spørgsmål“.

Udsendelserne blev udarbejdet og fremført af Leva Faai’u og Palota Alagi fra Samoas landskontor. Leva forklarer: „I den første udsendelse stillede broder Alagi adskillige spørgsmål, som for eksempel: Var der en vandflod på Noas tid? Hvor kom alt vandet fra? Hvor blev vandet af? Hvordan kunne alle dyrene være i arken? Jeg svarede på spørgsmålene ved hjælp af forskellige uddrag fra vores publikationer. Sidst i programmet præsenterede vi næste uges emne og opfordrede lyttere der havde spørgsmål, til at kontakte de lokale Jehovas Vidner. I andre programmer besvarede vi spørgsmål som: Hvorfor havde Salomon så mange koner når kristne kun må have én? Vil en kærlig Gud pine folk for evigt i helvedes flammer? Stammer Bibelen fra mennesker eller fra Gud?“

Radioprogrammet fortsatte gennem mere end et år og vakte stor interesse. „Mange fortalte os at de syntes godt om programmet og altid sørgede for at høre det,“ fortæller Ivan Thompson. „Nogle sagde at de slet ikke havde været klar over at Bibelen gav svar på den slags interessante spørgsmål.“

BEHOV FOR RIGSSALE

I 1990’erne holdt de fleste menigheder i Samoa og Amerikansk Samoa møder i private hjem eller i bygninger der var opført af simple materialer fra skoven. „Mange af de lokale så ned på disse mødesteder,“ fortæller Stuart Dougall, der var medlem af landsudvalget fra 2002 til  2007. Den 25 år gamle rigssal i Tafuna, Amerikansk Samoa, begyndte også at se nedslidt ud. Tiden var inde til at erstatte den med en ny.

Men en ny rigssal krævede en større grund, og sådan en var ikke let at finde på den lille ø Tutuila. Brødrene henvendte sig til en fremtrædende katolsk kvinde der ejede en tom byggegrund i Patesa, ret tæt ved den daværende rigssal. Da kvinden hørte at brødrene havde brug for en grund hvor de kunne bygge et tilbedelseshus, lovede hun at drøfte sagen med sin datter, der havde planer om at få opført nogle erhvervsejendomme på stedet. Brødrenes bønner blev besvaret tre dage senere da kvinden fortalte dem at hun ville sælge dem grunden fordi, som hun sagde: „Gud bør komme i første række.“

Wallace Pedro skriver: „Hun gav os endda skødet til grunden før vi havde betalt hende, idet hun sagde: ’Jeg ved at I er ærlige mennesker og vil betale hele beløbet.’ Det gjorde vi selvfølgelig også.“ På denne grund blev der opført en smuk rigssal med aircondition og plads til 250 tilhørere; den blev indviet i 2002.

I 1999 indførte Jehovas Vidner et nyt program der havde til formål at fremme byggeriet af rigssale i lande med begrænsede midler. Den første af disse rigssale på Samoaøerne blev opført i Lefaga, en isoleret landsby på sydkysten af øen Upolu. Indtil da havde de ti forkyndere i menigheden i Lefaga mødtes under et stråtag foran en forkynders hus.

Jack Sheedy, en australier der sammen med sin kone, Coral, havde tjent i Tonga gennem syv år, førte tilsyn med byggeprojektet. „Set på afstand lignede byggeholdet, der bestod af landmænd, fiskere og husmødre, en flok myrer der pilede frem og tilbage over byggepladsen,“ skriver han.

 Da rigssalen, der havde plads til 60 personer, stod færdig i 2001, roste beboerne i landsbyen dens udseende. „Jeres rigssale har en værdighed og enkelhed der gør dem tiltalende,“ sagde de. „De er helt anderledes end vores kirker, der er overpyntede og fyldt med inventar som ofte forekommer rodet og snavset.“ Mødedeltagelsen steg også kraftigt. I 2004 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 205 i denne nye rigssal.

I slutningen af 2005 var der, takket være det særlige byggeprogram i lande med begrænsede midler, blevet opført fire nye rigssale og renoveret tre på Samoaøerne. Desuden blev stævnehallen i Sinamoga i Apia renoveret. Ligesom det er tilfældet andre steder hvor der er begrænsede midler, er de samoanske forkyndere dybt taknemmelige for denne kærlige hjælp fra deres kristne brødre og søstre andre steder i verden. — 1 Pet. 2:17.

TIDERNE ÆNDRER SIG

Mange samoanere er flyttet til andre lande. For eksempel er der nu betydelige samoanske befolkningsgrupper i Australien, New Zealand og USA, især på Hawaii. I disse lande er der over 700 forkyndere i 11 samoansktalende menigheder og to samoansktalende grupper. Andre samoanske forkyndere tjener i engelsksprogede menigheder i de lande de er emigreret til.

En del samoanske forkyndere er rejst udenlands for at få åndelig oplæring og er derefter vendt tilbage til Samoa eller Amerikansk Samoa for at bruge det de har lært. I løbet af 1990’erne blev Skolen for Udnævnte Tjenere i Australien for eksempel overværet af Talalelei Leauanae, Sitivi Paleso’o, Casey Pita, Feata Sua, Andrew Coe og Sio Taua, og de vendte derefter tilbage til Samoa for at fremme Rigets interesser dér. I dag tjener Andrew og  hans kone, Fotuosamoa, på Betel i Samoa. Sio og hans kone, Ese, virkede i flere år i kredstjenesten sammen med deres lille søn, El-Nathan. Sio er nu medlem af landsudvalget. Andre der har overværet skolen, tjener trofast som ældste, pionerer eller forkyndere i deres menigheder.

Hvad har resultatet været af al denne aktivitet? I 2008 var der en forkynderrekord på 620 forkyndere i de 12 menigheder i Samoa og Amerikansk Samoa. Og mindehøjtiden blev overværet af over 2300. Der er således gode muligheder for fremtidig vækst på Samoaøerne.

FREMAD SAMMEN MED JEHOVAS ORGANISATION

I årenes løb har mange retsindige mennesker i Samoa taget imod den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Med samme indstilling som deres søfarende forfædre har de overvundet utallige vanskeligheder på deres vej fra Satans gamle verden til Jehovas organisation, der ledes af hans ånd og udgør et nyt åndeligt hjem for dem. Disse vanskeligheder — såsom modstand fra familien, udstødelse af lokalsamfundet, propaganda fra præsteskabets side, begrænsninger fra myndighedernes side, kødelige fristelser og andre prøvelser — har ikke hindret dem i at tjene den sande Gud, Jehova. (1 Pet. 5:8; 1 Joh. 2:14) Hvad er resultatet blevet? Jo, i dag nyder de trygheden i et åndeligt paradis! — Es. 35:1-10; 65:13, 14, 25.

Men deres rejse er ikke slut endnu. Deres endelige bestemmelsessted ligger ret forude — et jordisk paradis under Guds riges retfærdige styre. (Hebr. 11:16) Ledet af Guds ord og hans magtfulde hellige ånd går Jehovas Vidner på Samoaøerne fortsat fremad sammen med det verdensomspændende brodersamfund, fast besluttede på at nå deres mål.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 77]

„Det De har hørt i nat, er Bibelens budskab. Det er mit oprigtige håb at De vil tage det til Dem“

[Tekstcitat på side 98]

„Børn proklamerede tit at vi var kommet til landsbyen, ved at råbe: ’Nu kommer Harmagedon!’“

[Tekstcitat på side 108]

„Bussen til Vava’u er altid præcis, den kommer når den kommer“

 [Ramme/​illustration på side 69, 70]

Gamle og nye trossamfund i Samoa

Oldtidens trossamfund i Samoa blandede aspekter af polyteisme, animisme, spiritisme og forfædredyrkelse, men havde ingen templer, afguder eller intet organiseret præsteskab. Religionen gennemsyrede alle sider af tilværelsen. Hvorfor syntes samoanerne da at være parate til en religiøs forandring dengang missionærer fra Londons missionsselskab (LMS) ankom i 1830?

En gammel samoansk legende forudsagde at en magtfuld, ny religion ville gøre ende på de gamle guders herredømme. Samoanske høvdinger (matai’er) drog den slutning at missionærerne repræsenterede denne nye religion. Kong Malietoa valgte at tilbede den kristne Gud, Jehova, og befalede sine undersåtter at gøre det samme.

Missionærer fra katolikkerne, metodisterne, mormonerne og LMS vandt mange tilhængere, og i dag er stort set alle på de samoanske øer medlemmer af en kirke. Begge de samoanske regeringer har religiøse valgsprog: „Samoanere, sæt Gud først.“ Og: „Samoa — grundlagt på Gud.“ Der vises mange religiøse programmer på øernes fjernsynskanaler.

Religionens indflydelse er stærkest på landsbyniveau, hvor det ofte er lokale høvdinger der afgør beboernes religiøse tilhørsforhold. Nogle landsbyboere bliver endda presset til at give mere end 30 procent af deres indtægt til støtte for lokale præster og kirkeprojekter — en byrde som flere og flere er indigneret over at blive pålagt. Der er endda konkurrencer om hvem der kan give mest. Nogle kirker offentliggør navnene på de vindere der har skænket flest penge.

I mange landsbyer går al aktivitet brat i stå når tiden er inde til den daglige sa, en 10-15 minutter lang bøn som hele landsbyen beder. Unge mænd med lange  kæppe stiller sig med lige stor afstand imellem sig langs vejen for at håndhæve skikken. Overtrædere får en formaning, idømmes en bøde på op til 100 dollars [500 kroner] eller får den straf at skaffe mad til landsbyens rådsforsamling af ældste. I ekstreme tilfælde kan de endda blive slået eller bortvist.

Ved én lejlighed ankom kredstilsynsmanden John Rhodes og hans kone, Helen, til landsbyen Salimu på Savaii efter en trættende rejse. Sa var lige begyndt, så vagterne bad dem om at vente i udkanten af landsbyen. John og Helen gjorde som de havde fået besked på, ventede til sa var overstået og gik så hen til deres logi.

Da landsbyens øverste høvding hørte at John og Helen var blevet forsinket, undskyldte han over for deres værtinde. Høvdingen sagde at Jehovas Vidner var æresgæster, og han gav vagterne besked på at lade John og Helen komme ind i landsbyen når som helst, også midt under sa. Hvorfor tog han dette hensyn? Høvdingens unge søn, Sio, studerede Bibelen med Jehovas Vidner og gjorde gode åndelige fremskridt. I dag er Sio Taua medlem af landsudvalget i Samoa.

[Illustration]

John og Helen Rhodes

 [Ramme på side 72]

Samoa, Amerikansk Samoa og Tokelau — kort fortalt om . . .

Geografi

Samoa består af to hovedøer — Upolu og Savaii, der er adskilt af et 18 kilometer bredt stræde — og flere mindre, beboede øer. Amerikansk Samoa, der ligger cirka 100 kilometer sydøst for Samoa, har en hovedø, Tutuila, og omfatter øen ’Aunu’u, Manu’a Islands, Swains Island og den ubeboede atol Rose. Tokelau udgøres af tre lave koralatoller der ligger 480 kilometer nord for Samoa.

Befolkning

Der bor over 214.000 mennesker i Samoa, og cirka 57.000 i Amerikansk Samoa. Tokelau har cirka 1400 indbyggere. Over 90 procent er polynesiere, og resten er asiater, europæere eller delvis polynesiere.

Sprog

Hovedsproget er samoansk, men de fleste taler engelsk som andetsprog. På Tokelau tales der tokelauansk, et sprog der minder om samoansk.

Økonomi

Hovederhvervene er landbrug, turisme, tunfiskeri og fremstilling af fiskeprodukter.

Køkken

Kosten bygger på stivelsesrig taro, grønne bananer og brødfrugter blandet med kokosmælk. Måltiderne kan også omfatte svinekød, kylling eller fisk. Der er masser af tropiske frugter som papaja, ananas og mango.

Klima

Da øerne ligger tæt ved ækvator, er der varmt og fugtigt det meste af året. I Pago Pago, der ligger på øen Tutuila i Amerikansk Samoa, falder der årligt cirka 5 meter regn.

 [Ramme på side 75]

„Meget god bog“

Broder Harold Gill havde taget 3500 eksemplarer af brochuren Hvor er de døde? (på samoansk) med til Amerikansk Samoa for at uddele dem. Da han gav guvernøren en brochure, foreslog denne at Harold viste den til de religiøse ledere så de kunne fortælle justitsministeren hvorvidt den efter deres mening var egnet til offentlig uddeling. Hvordan reagerede de religiøse ledere?

Præsten fra Londons missionsselskab var venlig og havde ingen indvendinger. Syvendedagsadventisterne bekymrede sig ikke om Harolds gøren og laden — bare han ikke snuppede nogen medlemmer fra dem. Søværnets præst var noget sarkastisk, men ikke fjendtlig. En usædvanlig tildragelse betød at Harold ikke behøvede at henvende sig til den katolske præst. Harold havde foræret den samoanske politibetjent der ledsagede ham til guvernøren, en brochure. Få dage senere spurgte Harold betjenten om han havde syntes om at læse den.

Betjenten svarede på gebrokkent engelsk: „Min boss [justitsministeren] sagde: ’Du besøge din [katolske] præst og spørge ham om den her bog god.’ Jeg sætte mig under træ og læse bog. Jeg sige til mig selv: ’Den her bog meget god, men hvis jeg vise præst, han sige: „Ikke god bog.“ Så jeg sige til min boss: ’Boss, min præst sige: „Meget god bog.“’“

Senere inviterede justitsministeren Harold ind på sit kontor. Mens justitsministeren bladede i brochuren, forklarede Harold hvad den handlede om. Så tog justitsministeren telefonen og ringede for at give tilladelse til at den blev uddelt. Resultatet blev at de fleste af de brochurer Harold havde medbragt, blev uddelt på øerne.

 [Ramme på side 76]

Traditionel samoansk kultur

I 1847 beskrev en missionær fra Londons missionsselskab, George Pratt, samoanerne som „det folk der går mest op i etikette i Polynesien, ja, måske i hele verden“. Den traditionelle samoanske kultur, faa Samoa (den samoanske vej), er en struktureret samling af uskrevne love der berører alle sider af tilværelsen i Samoa.

Det vigtigste i dette uskrevne regelsæt er „den respekt, endda ærbødighed, der vises alle der står ’over’ en selv“, siges der i bogen Samoan Islands. Denne respekt kommer til udtryk i gode manerer, i at man taler pænt til andre, og i at man er loyal over for sin familie og sin landsby. De fleste finder det helt utænkeligt at de skulle vende deres forfædres skikke og religion ryggen.

Familiehøvdinger (matai’er), der vogter denne tradition, fører tilsyn med en eller flere beslægtede familiegruppers daglige anliggender og repræsenterer dem i landsbyrådet. Disse høvdinger kræver streng lydighed og håndhæver deres myndighed gennem bøder, prygl eller endda bortvisning fra landsbyen. En matai i en landsby, for eksempel, gav en præst en bøde fordi han fik nogle drenge til at kaste sten efter Jehovas Vidner.

Der kan være mellem 10 og 50 matai’er i en landsby. De fleste vælges af deres slægtninge (aiga’er), men nogle arver automatisk embedet. Titlerne er ordnet efter et strengt hierarki. Hver landsby har en øverste høvding (alii), der præsiderer over landsbyrådet. En høvding der virker som talsmand (tulafale), tager sig af ceremonielle anliggender. Det er dog ikke alle matai’er der har politiske eller religiøse pligter. Nogle nøjes med at tage sig af familien, for eksempel ved at administrere familiens jord og afgøre hvordan den skal bruges.

 [Ramme/​illustration på side 79]

„Jehova-manden“

SAUVAO TOETU

FØDT 1902

DØBT 1954

PROFIL Den første i Faleasiu der tog imod sandheden. Senere blev der bygget en rigssal på hans jord. Fortalt af hans søn Tafiga Sauvao

I 1952 besøgte en af min fars fætre fra Apia vores familie i Faleasiu. Jehovas Vidner studerede Bibelen med denne fætter, der gerne ville tale med min far om Bibelen. Flere af vores slægtninge i landsbyen besluttede at lytte med. Så talte de sammen uafbrudt fra lørdag formiddag til mandag eftermiddag — de holdt kun inde for at sove i en time. Efter lignende samtaler de næste fire weekender erklærede min far til sidst: „Nu har jeg fået min nysgerrighed stillet. Jeg har fundet sandheden.“ Min fars svoger, Finau Feomaia, tog også imod sandheden, og det samme gjaldt deres familier.

Min far begyndte at forkynde med det samme. Det chokerede vores slægtninge, der havde betragtet ham som en ivrig syvendedagsadventist. De kaldte ham spottende Jehova-manden. Men dét betragtede han som en stor kompliment! Far var spinkel af vækst, men modig, og han kunne tænke klart og tale overbevisende. Det betød at han var god til at forsvare sin nyfundne tro. Med tiden kom vores lille gruppe til at danne grundlag for den anden menighed der blev oprettet i Samoa.

 [Ramme/​illustration på side 83]

Trofasthed trods dårligt helbred

FAGALIMA TUATAGALOA

FØDT 1903

DØBT 1953

PROFIL Fagalima afstod fra muligheden for at blive en fremtrædende matai og blev i stedet pioner.

SELVOM Fagalima havde dårligt syn og klumpfod, tjente han i årevis som specialpioner overalt i Samoa. En kredstilsynsmand der fulgtes med ham fra hus til hus, lagde mærke til at han læste skriftstederne korrekt uden briller, og spurgte ham om hans syn var blevet bedre. Fagalima svarede at han havde mistet sine briller og citerede skriftstederne efter hukommelsen.

Engang da Fagalima meget gerne ville med til et stævne i Fiji, arbejdede han i fire uger ganske alene med at samle kokosnødder i en fjern egn af Upolu. Trods sin klumpfod bar han 15 kokosnødder ad gangen til et sted 3 kilometer derfra hvor han kunne fjerne skallen og tage kokossen ud og tørre den. Derefter solgte han kokossen og tog til Apia for at købe sin billet til Fiji, men fandt ud af at prisen var steget så meget at han ikke havde penge nok. I stedet for at beklage sig, give op eller bede om hjælp tog han tilbage for at sælge mere kokos og tjene de penge der skulle til. Alt dette gjorde han for at overvære et stævne som han regnede med skulle holdes på et sprog han ikke kendte. Men da Fagalima kom til Fiji, fik han at vide at det meste af stævneprogrammet ville blive holdt på hans eget sprog. Hvilken storslået belønning!

 [Ramme/​illustration på side 87]

„Jeg har nydt hver eneste dag“

RONALD SELLARS

FØDT 1922

DØBT 1940

PROFIL Ronald (Ron) og hans kone, Olive (Dolly), kom til Samoa som specialpionerer i 1953. Han udgik fra missionærskolen Gilead i 1961. Ron virker nu som specialpioner i Amerikansk Samoa.

DOLLY og jeg flyttede til Amerikansk Samoa da Samoas myndigheder ikke ville forlænge vores visa. Skibet mellem øerne satte os af på den øde kaj i Pago Pago klokken tre om morgenen. Vi var de eneste forkyndere i landet og havde 12 dollars på lommen. Senere samme morgen fik vi husly hos faderen til en mand der engang havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner. Vi sov bag et gardin i et hjørne af hans bolig. Der var kun ét værelse. Skønt vi gerne ville finde et sted at bo for os selv, begyndte vi at forkynde for naboerne.

Flere uger senere lejede vi en stor lejlighed der lå oven på en købmandsbutik i landsbyen Fagatogo. Den havde en fantastisk udsigt over den maleriske havn i Pago Pago, men den var fuldstændig umøbleret. Broder Knorr havde sagt til os: „Når I rejser ud til Stillehavsøerne, får I måske ikke ret mange bekvemmeligheder. Måske må I endda folde papkasser til litteratur sammen, lægge dem på gulvet og sove på dem.“ Og det gjorde vi så! En måned senere havde vi penge nok til at snedkerere en ordentlig seng, et bord og nogle stole. Alligevel var vi glade for at have vores eget hjem.

Min elskede kone døde desværre i 1985, men jeg går stadig ud i tjenesten de fleste dage. Når jeg ser tilbage på over 50 år i pioner- og missionærtjenesten, kan jeg oprigtigt sige at jeg har nydt hver eneste dag!

 [Ramme/​illustration på side 88]

’De indgav mig kærlighed til Jehova’

WALLACE PEDRO

FØDT 1935

DØBT 1955

PROFIL Wallace var den første der blev døbt i Amerikansk Samoa. Han og hans kone, Caroline, var pionerer og fik senere børn. De tjener nu i Seattle, Washington, USA.

DA JEG var begyndt at studere Bibelen og gik ud for at forkynde, smed min familie mig ud af huset. Jeg havde ikke andet tøj end det jeg stod og gik i! Den nat var jeg nødt til at sove på stranden. Jeg bad Jehova om mod til at tjene ham uanset hvad der skete.

Den næste dag befandt jeg mig i skolens bibliotek da broder Paul Evans pludselig kom ind. Han kunne mærke at der var noget galt, og sagde: „Lad os tage hen på missionærhjemmet og tale om det.“ Missionærerne var så søde at lade mig flytte ind, og senere samme år blev jeg døbt.

Da jeg var gået ud af gymnasiet, samarbejdede jeg med missionærerne som pioner. Senere blev jeg gift med en nidkær pioner fra Canada, Caroline Hinsche, der havde tjent i Fiji, og vi begyndte som specialpionerer i Amerikansk Samoa.

Mine forældre blev med tiden venligere stemt. Min far studerede Bibelen før han døde, og min mor blev døbt i en alder af 72 år. Jeg er taknemmelig for disse første missionærers eksempel. De indgav mig en kærlighed til Jehova som har holdt mig oppe frem til denne dag!

 [Ramme/​illustrationer på side 91, 92]

Vedholdenhed giver resultater

PAUL EVANS

FØDT 1917

DØBT 1948

PROFIL Paul og hans kone, Frances, virkede som missionærer i Samoa og Amerikansk Samoa gennem mere end 40 år.

DA MIN kone og jeg begyndte i kredstjenesten i 1957, var det ikke let at komme ind i Samoa, for myndighederne forsøgte at hindre de lokale Jehovas Vidner i at få hjælp udefra. Besøgende og turister skulle endda underskrive en erklæring om at de ikke ville hverve proselytter under opholdet. Da jeg første gang kom til Samoa som kredstilsynsmand, spurgte jeg derfor embedsmanden hvad det ville sige at hverve proselytter. Da dette spørgsmål lod til at forvirre ham, spurgte jeg:

„Hvis man nu var katolik på besøg fra et andet land og gik i kirke. Kunne man så rejse sig og holde en prædiken hvis man blev bedt om det?“

„Ja, det skulle man nok kunne,“ svarede han.

„Okay,“ fortsatte jeg, „som De ved, besøger Jehovas Vidner folk i deres hjem for at tale med dem om Bibelen. Hvis mine venner gerne vil have at jeg følges med dem når de udfører dette arbejde, er det så i orden?“

 „Det ville sikkert være OK,“ svarede han.

„Men hvad så hvis den besøgte stiller mig et spørgsmål?“ spurgte jeg. „Må jeg så svare?“

„Det kan jeg ikke se noget galt i,“ sagde han.

„Det var fint. Nu ved jeg hvad jeg har at holde mig til,“ sluttede jeg.

Da jeg rejste ud af landet efter at have besøgt menighederne, spurgte jeg den samme embedsmand om der var kommet nogen klager over vores besøg.

„Ikke en eneste,“ svarede han. „Alt er i orden.“

„Hvordan kan vi få en indrejsetilladelse til vores næste besøg?“ spurgte jeg.

„I skal ikke ansøge gennem immigrationsmyndighederne,“ svarede han. „Skriv bare et personligt brev til mig, så skal jeg sørge for at I får en tilladelse.“

Og denne procedure fulgte vi ved adskillige besøg.

Desværre var de embedsmænd der efterfulgte denne rimelige mand, ikke nær så medgørlige, og de nægtede de næste kredstilsynsmænd indrejsetilladelse til Samoa. Denne situation fortsatte frem til 1974, da myndighederne gav Frances og mig missionærstatus. Vores tålmodighed og vedholdenhed bar langt om længe frugt.

[Illustration]

Frances og Paul Evans

 [Ramme på side 97]

Et sprog for talere

Det samoanske sprog har en blød, melodiøs klang som lyder behageligt. Men „da mange ord synes at være ét virvar af vokaler, har missionærerne brug for masser af øvelse (faata‘ita‘iga) og opmuntring (faalaeiauina) for at kunne mestre sproget,“ siger Fred Wegener.

Farverig talekunst og ordsprog spiller en stor rolle i den samoanske kultur. Høvdinger (matai’er) og de der fungerer som talsmænd (tulafal’er), kan godt lide at citere fra Bibelen og udtrykke sig i blomstrende vendinger ved formelle lejligheder. Det samoanske folks traditionelle høflighed viser sig især ved at de er yderst opmærksomme på at bruge et formelt og ceremonielt sprog ved passende lejligheder. Samoanere har et højt udviklet, høfligt „høvdingesprog“ (tautala lelei), der bruges når man taler til eller om Gud, høvdinger, myndighedspersoner eller udenlandske gæster. Til daglig brug, eller når man taler om sig selv, benytter man derimod et hverdagssprog (tautala leaga), en mere uformel og afslappet udtryksform.

Det respektfulde „høvdingesprog“ har nogle særlig ærefulde vendinger som man bruger for at undgå at støde an når man taler om officielle og ceremonielle anliggender, eller når man taler om Bibelen. Geoffrey Jackson, der har været missionær i Samoa og nu er medlem af Det Styrende Råd, forklarer: „Eftersom sproget er stærkt præget af høflighed og respekt, er det vigtigt at man i forkyndelsen henvender sig til samoanere på en måde der normalt er forbeholdt kongelige — og samtidig ydmygt følger den skik at bruge hverdagssprog når man taler om sig selv.“

 [Ramme/​illustration på side 99]

’Det var med mange tårer vi rejste’

ROBERT BOIES

FØDT 1942

DØBT 1969

PROFIL Robert og hans kone, Elizabeth (Betty), virkede som missionærer på de samoanske øer fra 1978 til 1986.

FRA den første dag vi ankom til Amerikansk Samoa, lagde vi mærke til at indbyggerne værdsatte det vi gjorde for at lære samoansk, og de overså vores mange fejl. Engang brugte jeg Åbenbaringen 12:9 for at forklare Satans indflydelse på verdensforholdene. Men det samoanske ord for djævel (tiapolo) og ordet for citron (tipolo) lyder næsten ens. Jeg kom til at forveksle ordene og forklarede at „citronen“ var blevet kastet ud af himmelen og vildledte hele den beboede jord. Jeg sagde dog at Jehova snart ville knuse og gøre ende på „citronen“. Både den besøgte og min missionærmakker fik sig selvfølgelig et godt grin.

Ved en anden lejlighed fremholdt jeg fra hus til hus en præsentation jeg havde lært udenad, for en samoansk kvinde. Senere fik jeg at vide at det eneste hun havde forstået af præsentationen, var en kort henvisning til Åbenbaringen 21:4. Hun fornemmede at mit budskab måtte være vigtigt, og gik derfor straks ind og læste verset i Bibelen. Dette ene skriftsted rørte hendes hjerte i en sådan grad at hun senere tog imod et bibelstudium, og hun og hendes børn kom med i sandheden.

Heldigvis lykkedes det os med tiden at lære det samoanske sprog, og vi fik mange gode oplevelser. Da helbredsproblemer tvang os til at tage tilbage til De Forenede Stater, var det med mange tårer vi rejste vi fra Samoa.

 [Ramme/​illustration på side 101, 102]

„Hele byen kom“

En af de største begravelser der nogen sinde er blevet holdt i Apia, var Fred Williams’ begravelse i 1950’erne. Kaptajnen, som han blev kaldt, var en djærv gammel pensioneret sømand der var gift med et af Jehovas Vidner. Han havde sejlet på de syv have og var kendt i hele det sydlige Stillehav. En af hans mange bedrifter bestod i at han efter et skibbrud på et øde rev havde navigeret sin besætning tilbage til landjorden i en åben redningsbåd over tusind sømil åbent hav, stort set uden madrationer.

Kaptajnen mente at religion i det store og hele var noget hykleri. Alligevel studerede denne tidligere whiskydrikkende, pokerspillende sømand Bibelen med Bill Moss og blev et nidkært vidne for Jehova. Da Kaptajnen blev døbt, var han næsten blind og mere eller mindre bundet til sin seng. Men han forsømte aldrig at fortælle sine utallige gæster, deriblandt mange religiøse ledere, om sin nyfundne tro.

Da Kaptajnen døde, stod der i hans testamente at Jehovas Vidner skulle holde begravelsen, og at han ville nedsænkes i havet. „Hele byen syntes at være mødt op til begravelsen,“ skriver Girlie Moss. „Det blev fortalt i radioen at han var død, og overalt i byen Apia blev der flaget på halv stang som et tegn på respekt.“ Foruden alle de Jehovas Vidner der var til stede, var der advokater, skolelærere, fremtrædende religiøse ledere og en hel del forretningsfolk.

Alle lyttede tryllebundet til taleren, Bill Moss, som ved hjælp af mange skriftsteder gjorde rede for Kaptajnens håb om en opstandelse i et paradis på jorden. „Jeg  følte en dyb kærlighed til Kaptajnen fordi han havde forberedt at dette vidnesbyrd skulle aflægges ved hans begravelse, og at der ville være mange til stede som normalt er svære at få kontakt med, eller at få i tale fra dør til dør,“ fortæller Girlie. „Jeg tænkte på Abel, som ’taler endnu, skønt han er død’. (Hebr. 11:4) Ved Kaptajnens begravelse blev der aflagt et stort vidnesbyrd.“

Efter begravelsesforedraget i Kaptajnens hjem kørte en kortege med over 50 biler til havnen. „Kajen var så pakket med tilskuere at politiet måtte bane vej for os så vi kunne komme hen til båden,“ skriver Girlie. „Så gik vi om bord på yachten Aolele (Flyvende sky) sammen med familien, højkommissæren og fremtrædende borgere — og sejlede ud på havet.“ Bådens navn var meget passende, for Bill måtte klynge sig til masten fordi yachten blev kastet omkring som en korkprop i bølgerne, og vinden hev og sled i ham selv, hans tøj og siderne i hans bibel. Til sidst læste Bill Bibelens løfte fra Åbenbaringen 20:13 højt, der fortæller at ’havet vil give de døde der er i det, tilbage’, og derefter bad han en bøn. Derpå lod man Kaptajnens lig, der var indsvøbt og forsynet med vægte, glide ned i hans elskede Stillehavs stormpiskede bølger. Folk talte om denne begravelse i lang tid, og det gav mange muligheder for at aflægge flere vidnesbyrd.

[Illustration]

„Kaptajnen“, Fred Williams, før sin dåb

 [Ramme/​illustration på side 109, 110]

„Vi blev ved med at komme tilbage“

FRED WEGENER

FØDT 1933

DØBT 1952

PROFIL Fred Wegener og hans kone, Shirley, tjener på Betel i Samoa. Fred er medlem af landsudvalget.

I1956 flyttede vi som nygifte fra Australien til Amerikansk Samoa for at tjene som specialpionerer. Vores første distrikt var Lauli’i, en lille landsby i den østlige udkant af havnen i Pago Pago. Her flyttede vi ind i et nedslidt skur der hverken havde døre, vinduer, loft eller indlagt vand. Så snart vi havde gjort det beboeligt, fik vi ’familieforøgelse’. Wallace Pedro, en lokal ung mand som forældrene havde smidt ud hjemmefra, flyttede ind hos os og blev pioner sammen med os.

To år senere gennemgik min kone og jeg Gileadskolen og blev sendt til Tahiti som missionærer. Men det blev en kort fornøjelse. Myndighederne afviste vores ansøgning om opholdstilladelse som missionærer og bad os i et brev ’være så venlige’ at forlade øen med det næste fly. Da vi var kommet tilbage til Amerikansk Samoa, arbejdede vi sammen med Paul og Frances Evans og Ron og Dolly Sellars på Fagatogo-missionærhjemmet i Pago Pago. Her trykkede jeg den samoanske udgave af Vagttårnet og Rigets Tjeneste på en gammel duplikator der stod på spisebordet. I 1962 blev Shirley og jeg indbudt til at virke i kredstjenesten. Vores  første kreds omfattede det meste af det sydlige Stillehav, herunder Amerikansk Samoa, Cookøerne, Fiji, Kiribati, Niue, Samoa, Tonga, Tuvalu og Vanuatu.

Otte år senere blev vores søn, Darryl, født, og vi slog os ned i Amerikansk Samoa. Jeg var specialpioner, og Shirley brugte det meste af sin tid på at oversætte bibelsk læsestof til samoansk.

For at tjene lidt ekstra arbejdede jeg i samme periode for en broder der dykkede efter søører. Påhængsmotoren til hans lille båd gik i stykker, og vi flød rundt på havet i fire dage. Vi drev flere hundrede kilometer, overlevede en voldsom storm, så 32 skibe passere forbi og blev næsten knust af et enormt containerskib før vi endelig blev reddet. Kort tid efter fandt Shirley og jeg ud af at endnu et barn var på vej, så i 1974 besluttede vi modstræbende at tage tilbage til Australien, hvor vores datter, Tamari, blev født.

Gennem årene der fulgte, tænkte vi tit og ofte på at vende tilbage til vores elskede missionærdistrikt. I kan sikkert forestille jer vores glæde da vi i 1995 blev indbudt til at vende tilbage til Samoa sammen med Tamari for at arbejde på Betel. Året efter blev Shirley og jeg spurgt om vi havde lyst til at virke i kredstjenesten igen — efter en pause på 26 år! Hvor var vi lykkelige for at møde de mange trofaste ældre brødre og søstre som vi havde samarbejdet med så mange år tidligere i Samoa, Amerikansk Samoa og Tonga! — 3 Joh. 4.

I dag arbejder Shirley og jeg sammen med Tamari og hendes mand, Hideyuki Motoi, på Betel i Samoa. Hvor er vi glade for at vi blev ved med at komme tilbage!

 [Ramme/​illustration på side 113, 114]

’Jehova har besvaret mine bønner’

FAIGAAI TU

FØDT 1932

DØBT 1964

PROFIL Faigaai Tu var pioner på øerne Upolu og Savaii fra 1965 til 1980, og hun bor nu på Savaii.

JEG er født med slemt misdannede klumpfødder. Det betyder at mine fodsåler er bøjet ind under mine hæle, så jeg har meget svært ved at gå.

Da jeg hørte om sandheden første gang, gjorde den et dybt indtryk på mig. Jeg ville gerne overvære menighedens møder, men hvordan skulle jeg kunne gå dertil ad den hårde og stenede vej? Med tiden blev jeg dog god til at lave sko til mig selv af klip-klappere. Med dem på kunne jeg gå bedre.

Jeg begyndte som pioner kort tid efter at jeg var blevet døbt. Efter at have været pioner i ni år på øen Upolu, flyttede jeg med min søster og hendes mand til Savaii, hvor der var behov for forkyndere af Riget. Her var jeg specialpioner sammen med min niece, Kumi Falema’a.

Kumi og jeg tog hver uge bussen fra Faga til Lata, en lille landsby på Savaiis vestkyst. Når vi havde ledet et bibelstudium med en dame i Lata, måtte vi gå otte  kilometer til landsbyen Taga for at studere med en anden dame. Vi overnattede hos hende og hendes familie, og om morgenen tog vi med bussen tilbage til Faga. Sådan gjorde vi i cirka to år. Til vores store glæde blev begge disse kvinder og deres familier senere Jehovas Vidner.

Da min familie flyttede fra Savaii, blev jeg tilbage for at tage mig af en lille gruppe søstre og interesserede kvinder i Faga. Jeg ledede det ugentlige vagttårnsstudium og menighedsbogstudiet og gik med søstrene ud i forkyndelsen fra hus til hus. En gang om måneden kom en ældste fra Apia for at lede et af vores søndagsmøder. Landsbyens høvding forbød os at synge Rigets sange ved vores møder, så vi nøjedes med at læse ordene højt. Fem år senere kom et missionærpar, Leva og Tenisia Faai’u, fra New Zealand for at hjælpe vores lille gruppe. Senere kom der andre til. I dag er der to blomstrende menigheder på Savaii, en i Faga og en i Taga.

Jeg er aldrig blevet gift, men jeg elsker børn og kan lide at være sammen med dem. Nogle børn har endda boet hos mig i en periode. Det har glædet mig meget at se mine åndelige „børn“ vokse og tage standpunkt for Jehova.

Nu er jeg gammel og kan ikke længere gå fra hus til hus. Jeg leder bibelstudier hjemme hos mig selv og forkynder for folk jeg møder på det lokale hospital. Men mine begrænsninger irriterede mig, så jeg bad Jehova om hjælp til at gøre noget mere. Så fortalte nogle missionærer i min menighed mig om telefonforkyndelse. Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se at Jehova virkelig har besvaret mine bønner.

 [Ramme/​diagram på side 118]

I går, i dag og i morgen

Hos indbyggerne i Samoa og Tonga er klokken det samme, men Tongas kalender er en dag forud! Hvordan kan det gå til? Samoa og Tonga ligger på hver sin side af den internationale datolinje. Vest for den ligger Tonga, og øst for den ligger Samoa. Selvom der ikke er særlig langt mellem disse to lande, er et af de første steder hvor man afholder den årlige højtid til minde om Kristi død, derfor i Tonga, mens et af de sidste er i Samoa.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

\

\

\

\

\ SAMOA

| 19.00

| Onsdag

|

|

|

|

|

TONGA |

19.00 | DET SYDLIGE STILLEHAV

Torsdag |

|

|

Den internationale | datolinje

|

| NIUE

|

|

|

|

|

|

|

|

 [Ramme/​illustrationer på side 123, 124]

En bibeloversættelse der ærer Guds navn

I 1884 udarbejdede kristenhedens missionærer en bibeloversættelse på samoansk der brugte Jehovas navn overalt i De Hebraiske Skrifter. Den forkortede form af Guds navn forekom også fire gange i De Kristne Græske Skrifter som Aleluia, der betyder „Pris Jah“. (Åb. 19:1-6) I den reviderede udgave af denne oversættelse, der udkom i 1969, var navnet Jehova imidlertid fjernet fra alle vers undtagen ét — åbenbart en forglemmelse fra oversætternes side! (2 Mos. 33:14) Kirkelederne fjernede også Guds navn fra deres salmebøger og tilskyndede kirkernes medlemmer til ikke at bruge Jehovas navn.

I november 2007 fik samoanere der holder af Bibelen, til deres store glæde Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på samoansk. I denne nøjagtige og letforståelige oversættelse er Guds navn genindsat i den inspirerede tekst. Geoffrey Jackson, der tidligere var missionær i Samoa og nu er medlem af Det Styrende Råd, frigav den nye bibeloversættelse på et særligt stævne for alle øerne der blev holdt i Apia, Samoa.

Nyheden om udgivelsen af Ny Verden-Oversættelsen blev bragt i fjernsynet, og det var i høj grad med til at vække folks interesse. Nogle ringede endda til Betel i Samoa for at bede om nogle eksemplarer af oversættelsen.  En højtstående regeringsembedsmand bad om ti eksemplarer som han ville give til sit personale. En rektor på en skole bad om fem bibler der skulle gives som præmier til de bedste elever ved skoleårets slutning.

Mange har rost den nye oversættelses nøjagtige gengivelser. Oversættelsen giver et værdifuldt indblik i ordenes betydning på originalsproget. Ny Verden-Oversættelsen minder også Samoas indbyggere om hvor vigtigt det er at bruge Guds navn. Finau Finau, en specialpioner i Vailele, Upolu, brugte Jesu mønsterbøn for at hjælpe en kvinde til at nå frem til denne konklusion.

Efter at have læst Mattæus 6:9 spurgte Finau: „Hvis navn tror du skal helliges?“

„Herrens,“ svarede hun.

„Men i Første Korintherbrev 8:5 står der at der er mange ’guder’ og mange ’herrer’,“ ræsonnerede Finau. „Hvordan kan Guds navn være Herren hvis der er mange falske guder med det samme navn?“

Han viste hende så navnet Jehova og forklarede at kristenheden har fjernet dette navn fra deres bibeloversættelser. For at understrege pointen tilføjede han: „Forestil dig at en eller anden forsøgte at slette eller ændre din families høvdingenavn. Hvad ville I sige til det?“

„Vi ville blive rasende,“ svarede kvinden.

„Netop,“ svarede Finau, „og det er Jehova også på alle dem der forsøger at fjerne hans navn fra hans Ord.“

[Illustration]

„Ny Verden-​Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter“ på samoansk

 [Ramme/​illustrationer på side 126, 127]

„Jehova har velsignet mig hundredfold“

LUMEPA YOUNG

FØDT 1950

DØBT 1989

PROFIL Lumepa Young er datter af en tidligere premierminister og virker som pioner i Apia.

JEG voksede op på øen Savaii som datter af en succesrig forretningsmand og politiker. Min far ejede en enorm kakaoplantage og havde omkring 200 arbejdere ansat, så Samoas aviser kaldte ham Kakaobaronen, og i flere år var han Samoas premierminister.

Jeg var ét af 11 børn. Far var ikke videre religiøs, men mor sørgede for at vi fik en grundlæggende viden om Bibelen. Da hun døde, savnede jeg hende frygteligt. Så da Judy Pritchard, en missionærsøster, fortalte mig om opstandelseshåbet, blev jeg begejstret ved tanken om at jeg kunne få min mor at se igen!

Jeg bombarderede Judy med spørgsmål, og hun besvarede dem alle ud fra Bibelen. Inden længe studerede vi Bibelen sammen. Senere begyndte jeg at komme til Jehovas Vidners møder.

I begyndelsen var min mand, Steve, der var en fremtrædende diakon i landsbyens kirke, imod at jeg studerede. Han tog mig med til forskellige præster, der forsøgte at overtale mig til ikke længere at komme til Jehovas Vidners møder. Men jeg fulgte ikke deres råd. Derefter tog han mig med til min far, der bare foreslog at jeg studerede et andet sted end derhjemme. Mine kødelige brødre og søstre gjorde nar af mig fordi jeg  havde skiftet tro. Men jeg ville ikke holde op med at lære mere om Bibelens sandheder.

Til sidst opfyldte jeg kravene til at være forkynder af Riget. Det første hus jeg besøgte i forkyndelsen, viste sig at tilhøre en af min fars ministre. Han havde tit deltaget i politiske møder i vores hjem og kendte mig udmærket. Jeg var så nervøs at jeg gemte mig bag min makker! Folk var rystede over at se mig forkynde og spurgte: „Hvad siger din far til det?“ Men min far var en rimelig mand der forsvarede min nye tro. Desuden kunne han godt lide at læse bladene Vagttårnet og Vågn op!

Med tiden overvandt jeg min menneskefrygt og blev pioner. Jeg elsker at lede bibelstudier, og jeg har en liste på cirka 50 potentielle bibelstuderende der venter på at jeg skal få plads i min timeplan. Min største glæde har dog været at undervise mine fire børn i sandheden. Min datter Fotuosamoa og min søn Stephen og deres ægtefæller, Andrew og Ana, virker nu på Betel i Samoa. Jeg har også hjulpet min søster Manu til at tage imod sandheden. Selv min mand, Steve, der tidligere modarbejdede mig, begyndte at studere Bibelen og overvære møderne. Ja, Jehova har velsignet mig hundredfold.

[Illustrationer]

Til venstre: Fotuosamoa og Andrew Coe. Til højre: Ana og Stephen Young

 [Ramme/​illustration på side 129, 130]

Jeg måtte vælge mellem Jehova og professionel golf

LUSI LAFAITELE

FØDT 1938

DØBT 1960

PROFIL Lusi Lafaitele besluttede at blive pioner i stedet for professionel golfspiller.

JEG var 18 da jeg hørte at familien på den anden side af vejen havde tilsluttet sig et trossamfund der hed Jehovas Vidner. Jeg blev nysgerrig og besøgte faderen, Siemu Taase, for at spørge hvorfor de brugte Guds navn, Jehova, på den måde. Han var venlig og ræsonnerede med mig ud fra Bibelen, og det gjorde indtryk på mig. Han tog fat på at studere Bibelen med mig, og jeg begyndte at overvære møderne. Da min far hørte hvad jeg var i gang med, truede han mig. Jeg bønfaldt ham om at lade mig overvære møderne, men han holdt fast ved at jeg ikke måtte have noget at gøre med Jehovas Vidner. Men dagen efter havde han til min store overraskelse skiftet mening. Min faster fortalte senere: „Mens du sov, blev du ved med at råbe ’Jehova, hjælp mig!’“ Jeg må have drømt og talt i søvne. Heldigvis blødgjorde dette min fars hjerte.

Over for hvor vi boede, lå Samoas eneste golfbane, og her tjente jeg lommepenge ved at finde og sælge bortkomne golfbolde. Senere var jeg caddie for kong Malietoa, der dengang var Samoas statsoverhoved. Kongen mente at jeg kunne blive en god golfspiller og gav mig sine gamle golfkøller. Han fik også to lokale forretningsfolk til at sponsorere mig så jeg kunne blive professionel golfspiller. Han mente at mine spilleevner  kunne „sætte Samoa på landkortet“, som han sagde. Jeg var vildt begejstret! Men golfspillet begyndte snart at tage min opmærksomhed fra det at tjene Jehova, og det gav mig dårlig samvittighed.

Situationen spidsede til da jeg vandt Samoas åbne golfmesterskab over en række professionelle golfspillere fra udlandet. Kongen var glad og ville gerne præsentere mig for en kendt amerikansk golfspiller ved en middag samme aften. Jeg havde det ikke godt med situationen og sagde til mig selv: ’Nu er det på tide at træffe en afgørelse. Vælger du golf eller Jehova?’ Den aften overværede jeg prøverne før kredsstævnet og mødte ikke op til middagen.

Som man kan sige sig selv, blev kongen rasende. Da min far bad om en forklaring, havde jeg en lang samtale med ham og begrundede ud fra Bibelen hvorfor det betød så meget for mig at tjene Jehova. Til min overraskelse begyndte han at græde. Så sagde han: „Da du var fem år, blev du meget syg og erklæret død. Vi var ved at sænke dig ned i graven da en bi stak dig i ansigtet. Pludselig skreg du op og begyndte at græde — lige i rette tid! Nu tror jeg at du blev reddet for at blive et vidne for Jehova.“ Han modarbejdede mig aldrig mere.

Efter at jeg var flyttet til New Zealand, var jeg pioner i ti år og derefter specialpioner, og jeg blev gift med Robyn, der også var specialpioner. Med tiden fik vi tre børn og flyttede til Australien. Gennem de næste 30 år havde jeg heltidsarbejde for at forsørge min familie. Imens hjalp vi mange af vores slægtninge til at tage imod sandheden. Jeg bad ofte Jehova om at hjælpe mig til at blive pioner igen. Hvor var jeg glad da jeg blev pensioneret i 2004 og endelig nåede mit mål. Det var godt jeg valgte at tjene Jehova i stedet for at blive professionel golfspiller!

 [Ramme/​illustration på side 135]

Forældres undervisning giver resultater

PANAPA LUI

FØDT 1967

DØBT 1985

PROFIL Panapa Lui og hans kone, Mareta, er specialpionerer i Samoa.

DA VI meldte vores søn, Sopa, ind i skolen, gav jeg rektor brochuren Jehovas Vidner — skole og undervisning og forklarede vores holdning til religiøse og nationalistiske aktiviteter.

Den næste dag fortalte Sopa os at rektor havde revet brochuren i stykker mens alle børnene og lærerne så på det, og forlangt at Jehovas Vidners børn skulle synge en religiøs salme. Da de ikke ville det, fik han dem til at stille sig op foran alle de andre og krævede at de sang en af deres egne religiøse sange. Han regnede med at det ville skræmme dem til at adlyde. Men Sopa sagde til de andre børn: „Lad os synge ’Vi takker dig, Jehova!’“, og med ham som forsanger sang de den sang.

Rektor var imponeret og roste Sopa for hans mod. Han og nogle af de andre lærere viste senere interesse for sandheden. Hver gang rektor ser os, spørger han til Sopa og beder os hilse ham. Sopa gjorde fortsat gode åndelige fremskridt og blev døbt i 2005.

 [Ramme/​illustration på side 138, 139]

’Det er ikke for langt at gå til møderne’

VALU LOTONUU

FØDT 1949

DØBT 1995

PROFIL Valu Lotonuu og hendes seks børn gik 22 kilometer over en bjergkæde for at overvære møderne.

I 1993 fik jeg besøg af Jehovas Vidner i mit hjem i Lefaga, og jeg tog imod et bibelstudium. Inden længe begyndte mine børn og jeg at overvære de kristne møder i Faleasiu, som lå 22 kilometer derfra, på den anden side af øen.

På mødeaftener midt i ugen hentede jeg børnene fra skole inden de havde fri. Nogle lærere truede med at smide børnene ud af skolen; men så forklarede jeg at der var vigtige åndelige grunde til at vi overværede møderne. Hvert barn bar sit eget mødetøj og sin bibel, sangbog og sit studieblad eller sin bog i en plasticpose. Somme tider fik vi et lift med en bus der kom forbi, men som regel gik vi samtlige 22 kilometer.

Når vi endelig nåede frem til rigssalen i Faleasiu, tog de lokale forkyndere imod os og gav os noget at spise. De lod os også tage et brusebad og skifte tøj inden mødet. Efter mødet begyndte vi på den lange hjemtur. På toppen af den bjergkæde der deler øen, holdt vi pause så børnene kunne få en lille lur. Jeg holdt øje med om der  kom en bil forbi som vi måske kunne få lov at køre hjem med. Det var som regel langt over midnat før vi nåede hjem. Næste morgen var jeg oppe igen klokken fem for at komme med den første bus tilbage til Faleasiu og gå ud i forkyndelsen.

På et tidspunkt blev jeg indkaldt for en forsamling af landsbyens matai’er, som landsbyens øverste høvding præsiderede over. De forlangte at få at vide hvorfor jeg gik hele vejen til Faleasiu i stedet for at komme i en kirke i vores egen landsby, navnlig den min bedstefar havde grundlagt. Til sidst befalede de mig at holde op med at tage til møde i Faleasiu. Jeg var dog ikke til sinds at lade noget hindre mig i at overvære møderne, men var besluttet på at adlyde Gud mere end mennesker. — Apg. 5:29.

Inden længe kulminerede modstanden. Da jeg ikke deltog i en landsby-toonai (en søndagshøjtid som blev overværet af kirkens præst og diakoner, og af landsbyens matai’er), idømte rådet mig en bøde på fem store grise. Det var en tung økonomisk byrde, for jeg var enlig mor med seks små børn. Alligevel fik jeg til sidst betalt bøden med grise fra min egen besætning. Med tiden begyndte landsbyens indbyggere dog at respektere vores faste standpunkt og modarbejdede os ikke længere.

Gennem årene har det krævet store anstrengelser at komme til møderne. Men det har været det hele værd. Alle mine børn er aktive forkyndere, og en af mine sønner er menighedstjener.

Mine børn og jeg går stadig til møderne. Vi går dog ikke 22 kilometer til Faleasiu, men kun ned ad vejen. I 2001 blev der nemlig bygget en smuk, ny rigssal i vores landsby. I dag er der en menighed med stor fremgang. Så nu er det i hvert fald ikke for langt at gå til møderne.

 [Oversigt/​grafisk fremstilling på side 132, 133]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Samoa

1930

1931 Den gode nyhed når frem til Samoa

1940

1940 Harold Gill uddeler brochuren Hvor er de døde?, den første publikation på samoansk.

1950

1953 Den første menighed oprettes i Apia.

1955 Gileadmissionærer kommer til Amerikansk Samoa.

1955 Filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed vises overalt i Amerikansk Samoa.

1957 Det første kredsstævne holdes i Amerikansk Samoa.

1958 Vagttårnet begynder at bliver oversat til samoansk.

1959 Det første kredsstævne holdes i Vestsamoa.

1960

 1970

1974 Der kommer missionærer til Samoa. Den gode nyhed begynder at blive forkyndt i Tokelau.

1980

1984 Der oprettes et landskontor på missionærhjemmet i Sinamoga, Apia.

1990

1991 Øerne hærges af cyklonen Val.

1993 Den samoanske udgave af Vagttårnet udkommer samtidig med den engelske udgave. Et nyt betelhjem og en stævnehal indvies.

1996 Det ugentlige radioprogram „Svar på dine bibelske spørgsmål“ udsendes via FM.

1999 Rigssalsbyggeriet intensiveres.

2000

2007 Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udkommer på samoansk.

2010

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

700

400

100

1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 2000 2010

[Illustration]

Frances og Paul Evans

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

HAWAII

AUSTRALIEN

NEW ZEALAND

TOKELAU

Swains Island

SAMOA

AMERIKANSK SAMOA

Manu’a Islands

Atollen Rose

DET SYDLIGE STILLEHAV

NIUE

Den internationale datolinje Onsdag

‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐‐

Torsdag

TONGA

AMERIKANSK SAMOA

Tutuila

PAGO PAGO

Petesa

Tafuna

Fagatogo

Lauli’i

’Aunu’u

SAMOA

Savaii

Aopo

Lata

Taga

Faga

Salimu

Fogapoa

Upolu

APIA

Faleasiu

Siusega

Vailele

Lefaga

Vava’u

APIA

Vaiala

Faatoia

Sinamoga

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 74]

Pele og Ailua Fuaiupolu var de første samoanere der indviede sig til Jehova

[Illustration på side 81]

Ron og Dolly Sellars flyttede til Samoa i 1953 for at tjene hvor behovet var stort

[Illustration på side 84]

Richard og Gloria Jenkins på deres bryllupsdag i januar 1955

[Illustration på side 85]

Girlie og Bill Moss på vej til Samoa

[Illustration på side 95]

Et typisk samoansk hus

[Illustration på side 100]

Denne rigssal i Apia var den første i Samoa

[Illustration på side 107]

Den oprindelige rigssal i Tafuna, Amerikansk Samoa

[Illustration på side 115]

Metusela Neru

[Illustration på side 116]

Saumalu Taua’anae

[Illustration på side 131]

Ane Ropati (nu Gauld) tog standpunkt for Jehova som ganske ung

 [Illustrationer på side 141]

Kontoret og Betel i Samoa

Landsudvalget i Samoa: Hideyuki Motoi, Fred Wegener, Sio Taua og Leva Faai’u