Belize

BELIZE ligger som en tropisk perle på Yucatánhalvøen omgivet af Mexico, Guatemala og Det Caribiske Hav. Dette lille land, tidligere kaldet Britisk Honduras, er en smeltedigel af kulturer, sprog, skikke, madtraditioner og religioner.

Med et indbyggertal på cirka 300.000 er Belize tyndt befolket sammenlignet med resten af Centralamerika. Landets frodige, tropiske regnskove er tilholdssted for utrolig smukke fugle og andre fascinerende dyr, deriblandt den sky jaguar. Her finder man også mayaruiner og majestætiske bjerge med knejsende palmer og brusende vandfald. Et interessant træk ved landet er dets mange grotter, hvoraf nogle er forbundet ved hjælp af krystalklare, bugtende floder. Langs hele Belizes kystlinje findes flere imponerende koralrev, og hist og her er der flade småøer med hvide sandstrande og kokospalmer.

HISTORIE

De første bosættere i Belize var arawakere og caribiere som udvandrede fra Sydamerika. Man mener at Belize, der havde blomstrende religiøse centre og storslåede templer, var centrum for mayacivilisationen århundreder før europæerne kom til det der blev kaldt den nye verden.

Europæernes første forsøg på at kolonisere Belize er ikke veldokumenteret. Det man ved, er at spaniernes forsøg på at underlægge sig mayaerne mislykkedes. I 1638 slog britiske pirater sig ned langs Belizes kyst. I midten af det 17. århundrede var der blevet  oprettet bosættelser for at udnytte blåtræet, hvoraf man udvandt et kostbart farvestof.

Briterne bragte slaver til landet fra slavemarkeder i Jamaica og De Forenede Stater såvel som direkte fra Afrika og satte dem til arbejdet med at fælde blåtræ og mahogni. Selvom der ikke var så mange slavepiskere inden for træindustrien i Belize som det var tilfældet i andre amerikanske lande, var levevilkårene alligevel elendige, og det var almindeligt at slaverne blev mishandlet. Mange slaver gjorde oprør, begik selvmord eller flygtede og etablerede uafhængige samfund i Belize. I 1862 blev Belize en britisk koloni, og i 1981 opnåede landet uafhængighed. *

SANDHEDENS SÆD SLÅR ROD

Et af de første Jehovas Vidner (dengang kaldet Internationale Bibelstudenter) der ankom til Belize, hed James Gordon. Han var blevet døbt på Jamaica i 1918. Denne unge mand, som var spinkelt bygget og havde en mild røst, forlod Jamaica i 1923 for at bosætte sig i Belize. James slog sig ned i den afsidesliggende mayalandsby Bomba, giftede sig og stiftede familie. Han var langt væk fra sine kristne brødre, men det forhindrede ham ikke i at forkynde den gode nyhed for sine venner og naboer.

Hvordan nåede den gode nyhed om Riget ud til resten af denne britiske koloni? I 1931 begyndte Freida Johnson, en lille amerikansk kvinde sidst i halvtredserne, at forkynde i dele af Centralamerika. Hun rejste alene, somme tider på hesteryg, og forkyndte i små og store byer og på bananplantager der lå spredt langs den caribiske kyst.

 I 1933 ankom Freida til Belize City og lejede et lille værelse hos fru Beeks. Hun hørte Freida læse højt fra Bibelen og synge en sang inden hun gik ud om morgenen. Mange lagde mærke til den utrættelige iver Freida lagde for dagen. For eksempel tog hun ikke et middagshvil, som det ellers er skik i troperne. En af dem hun mødte i løbet af det halve år hun opholdt sig i landet, var en jamaicansk bager ved navn Thaddius Hodgeson, som blev interesseret i Bibelens sandheder. Freida koncentrerede sig om at forkynde i Belize City, men kom også ud i landdistrikterne, hvor hun fik kontakt med James Gordon i Bomba. Freidas flittige indsats gjorde at de der havde den samme tro, lærte hinanden at kende og begyndte at mødes.

FLERE LÆRER SANDHEDEN AT KENDE

Til trods for at der dengang var dårlige kommunikationsforhold, lykkedes det James og Thaddius at bevare kontakten selvom de forkyndte i hver deres distrikt. I 1934 skrev Thaddius til hovedkontoret i Brooklyn og bad om at få en grammofon og plader med bibelske foredrag.

Lørdag aften plejede Thaddius at spille plader med bibelske foredrag foran højesteretsbygningen i en lille park der engang havde været øvelsesplads for hærens garnison. Parken var kendt som „kamppladsen“, og det var netop hvad den blev. I den ene ende af parken spillede Thaddius plader med broder Rutherfords foredrag; i den anden ende spillede Frelsens Hærs musikkorps, og herfra rungede bragene fra en stortromme spillet af Beaumont Boman. Inden længe tog Beaumont imod Rigets budskab og sluttede sig til Thaddius på hans side af kamppladsen. „Jeg takker  min Gud, Jehova,“ sagde Beaumont, „fordi han fik mig til at droppe trommen!“

Et andet egnet sted til offentlig forkyndelse var et lille område ved en markedsplads kaldet Mule Park (muldyrsparken), hvor man anbragte muldyrstrukne kærrer der blev brugt til at transportere varer ind til byen. Thaddius — der var en høj, flot, mørklødet mand og desuden kendt for at være en dynamisk taler — kunne ofte høres der. På trods af at kristenhedens kirker havde et stærkt tag i den bibelelskende befolkning, var mange lydhøre over for den gode nyhed, blandt andre James Hyatt og Arthur Randall, begge fra Jamaica.

I den nordlige del af Belize City begyndte Thaddius at holde møder i sit bageri. For at kunne gøre det måtte han skubbe disken til side og lave primitive bænke ved at lægge brædder på nogle stole. I den sydlige del af byen blev der holdt møder i Cora Browns hjem. Og Nora Fayad husker at da hun var ung, plejede de få Vidner der boede i nærheden af hende, at mødes i naboen Arthur Randalls have.

FLITTIG FORKYNDELSE GIVER GODE RESULTATER

Det der kendetegnede mange af brødrene og søstrene dengang, var deres flittige forkyndelse. James (Jimsie) Jenkins, for eksempel, der var blind, forkyndte i hele Belize City, hvor han fandt vej ved hjælp af sin stok. Molly Tillet fortæller at hun kunne høre ham forkynde på markedspladsen selv når hun befandt sig to husblokke derfra. James huskes også som en der lyttede opmærksomt ved møderne, hvor han for at opfange hvert et ord sad let foroverbøjet og støttede sig til sin stok. Han lærte mange skriftsteder udenad som han brugte i forkyndelsen.

 James Gordon var kendt i landsbyerne omkring Bomba for at forkynde for alle han mødte; i den ene hånd havde han litteraturen i en bærbar mahognikasse og i den anden en grammofon. Hver søndag lige før daggry padlede han op ad floden i sin kano, en udhulet træstamme, hvorefter han gik mange kilometer i distriktet. Når dagen var gået, kunne man i tusmørket se ham traske op ad stien fra floden. Efter aftensmaden studerede han Bibelen med sine seks børn indtil han var for træt til at holde bogen.

På det tidspunkt var James’ kone endnu ikke et Jehovas vidne. En dag da han ikke var hjemme, brændte hun en del af hans bibelske bøger og blade. Da James kom hjem og så hvad hun havde gjort, forholdt han sig rolig. Med fast stemme sagde han blot: „Det gør du bare ikke igen!“ Børnene var meget imponerede over at han kunne beherske sig, for de vidste hvor stort et tab hans kone havde forvoldt ham.

DRAGET AF JEHOVAS ÅND

En søndag formiddag forkyndte James for en gudfrygtig anglikaner ved navn Derrine Lightburn, der modtog bogen Guds Harpe. Selvom hun ikke kunne høre alt hvad denne mand med den milde røst sagde, tænkte hun over det han fortalte. Senere, mens Derrine var i Belize City hos sin moster Alphonsena Robateau, stoppede en mand op ved mosterens havelåge og bad om lov til at komme ind.

„Han ligner ham der kom med den dejlige bog jeg fortalte dig om,“ sagde Derrine til sin moster.

Det viste sig at være James Hyatt og ikke James Gordon. Han spillede et bibelsk foredrag på sin  grammofon for de to kvinder og afsatte bogen Guds Harpe til Alphonsena. Alphonsena havde en søster der hed Octabelle Flowers, og selvom de begge var meget involveret i politik, havde de søgt efter sandheden. Det Alphonsena havde hørt af James Hyatt, fik hende til at sige til sin søster: „Forleden kom der en mand som talte om Guds rige. Jeg tror det er lige hvad vi har søgt efter.“ Octabelle sørgede for at være til stede næste gang han kom. Alle tre kvinder — Alphonsena, Octabelle og Derrine — tog imod sandheden og blev døbt i 1941.

Alphonsena og Octabelles mor var død kort forinden, og Amybelle Allen, deres lillesøster, bad til Gud om at hun også måtte dø så hun kunne komme op i himmelen til sin mor. Octabelle indbød Amybelle til foredraget „Hvor er de døde?“ Amybelle tog imod invitationen, og fra da af kom hun til alle møderne.

„Disse mennesker blev draget af Jehovas ånd blot ved at læse publikationerne og komme til møderne,“ fortæller Olga Knight, Derrines datter. „De var så begejstrede for sandheden at de straks begyndte at fortælle andre om det de havde lært.“

 Olgas far, Herman Lightburn, tog imod sandheden efter at have læst bogen Børn mens han lå på sygehuset. Han var så glad for det han lærte, at han hver fredag lejede en lastbil for at køre den lille gruppe brødre og søstre ud til de omkringliggende landsbyer så de kunne forkynde der. Han forkyndte også meget i landdistrikterne ved Black Creek, hvor han havde en farm.

„Mine forældre forkyndte langs Belize River,“ fortæller Olga, „og om aftenen kom folk med lanterner for at lytte. Når vi var på ferie på farmen, red mine forældre, min moster Amybelle, hendes datter Molly Tillet og jeg hver morgen på min fars heste ad en smal sti indtil vi nåede Crooked Tree. Mens hestene græssede, studerede vi Bibelen med nyinteresserede. Det resulterede i at flere familier kom i sandheden.“

I 1941 blev den første gruppe af nye forkyndere døbt i Det Caribiske Hav ud for Belize City. I denne gruppe var George Longsworth, der begyndte som pioner det år og fortsatte indtil han døde i 1967 i en alder af 87. Han forkyndte ofte i den indre del af landet i urørte distrikter, hvor han på hesteryg  tilbagelagde mange kilometer mellem byer og landsbyer. Georges utrættelige nidkærhed for tjenesten og hans regelmæssige mødedeltagelse var især opmuntrende for nye. Jehova brugte disse flittige og trofaste forkyndere på en magtfuld måde til at drage retsindige til sin organisation.

DE FØRSTE MISSIONÆRER ANKOMMER

Den 5. oktober 1945 ankom Elmer Ihrig og Charles Heyen, som var udgået fra den første gileadklasse, til Belize. Dagen før var landet blevet ramt af en orkan cirka 160 kilometer syd for Belize City. En 16 kilometer lang strækning af vejen fra lufthavnen til byen lå under vand, så de to missionærer blev transporteret i en stor militærlastbil. Thaddius Hodgeson havde lagt betonblokke og trækasser i vandet foran huset så de to missionærer kunne komme tørskoede ind.

Brødrene i Belize havde ivrigt set frem til at de første missionærer skulle komme. James Gordon, León Requeña og Rafael Medina rejste fra den nordlige del af landet til Belize City for at møde de nye missionærer  — og det var noget af en udfordring på den tid! „Der var ingen landevej som forbandt den nordlige del af landet med Belize City,“ fortæller Ismael Medina, Rafaels barnebarn. „Der var kun picados (hjulspor) som blev benyttet af muldyr når de trak kærrerne. Der var ingen huse i nærheden, så når natten faldt på, sov de tre brødre bare der hvor de var kommet til, trods slangerne. Efter at de havde været sammen med missionærerne og fået instruktioner og litteratur, gik de hele vejen tilbage igen. Det tog flere dage.“

Missionærerne blev præsenteret for folk i Mule Park på en højst besynderlig måde. James Hyatt indledte programmet med at rette et skarpt angreb mod præsterne på grund af deres falske læresætninger, og det provokerede nogle i forsamlingen i en sådan grad at de begyndte at slynge eder og forbandelser i ansigtet på brødrene. Mod slutningen af sit foredrag pegede James pludselig på de to nye missionærer og sagde: „Nu overgiver jeg disse to til jer.“ Med disse få ord blev de nye brødre introduceret for de tilstedeværende!

Der er ikke nogen tvivl om at brødrene dengang havde stor kærlighed til Jehova og de bibelske sandheder såvel som et dybt had til falske religiøse læresætninger. Det var også tydeligt at missionærerne havde stor erfaring at dele ud af som kunne hjælpe de ivrige og ligefremme forkyndere til at blive dygtigere i tjenesten.

De to missionærer begyndte at forkynde i Belize City, som dengang havde et indbyggertal på omkring 26.700. Byen var anlagt ved opfyldning; den lå kun 30 centimeter over havets overflade og havde  et dårligt kloaksystem. Dertil kom at der var varmt og fugtigt. Der var ingen offentlig vandforsyning, så i næsten alle haver stod et stort trækar til opsamling af vand i regntiden. Somme tider regnede det meget voldsomt, sådan som det skete i 1931 under en orkan der ødelagde byen og dræbte mere end 2000 mennesker.

FREMGANG TRODS RESTRIKTIONER

Der har aldrig været et forbud mod Jehovas Vidners aktiviteter i Belize, men i en periode under Anden Verdenskrig forbød myndighederne vores publikationer. Kort før missionærerne ankom, blev dette forbud dog ophævet.

Ikke desto mindre kunne man i The Watchtower fra 15. juli 1946 læse følgende om de to missionærers arbejde i Belize: „I det indre af landet prøver en romerskkatolsk præst stadig at håndhæve forbuddet mod indførsel af litteraturen med post. Det romerskkatolske præsteskab er stærkt imod tilstedeværelsen af de to missionærer fra Jehovas Vidner; og en irsk-amerikansk præst . . . er opbragt over at det britiske kolonistyre har tilladt at de er kommet ind i landet. . . . De to [missionærer] mindede præsten om at han selv hævdede at være amerikaner, og da de forelagde ham en amerikansk fængselsstatistik der viste at det romerskkatolske system ikke ligefrem er moralens vogter i USA, forsvandt han i en fart.“

I 1944 fik man de første nøjagtige oplysninger om antallet af forkyndere i Belize da syv rapporterede. For at forkynde mere virkningsfuldt begyndte man at bruge vidnesbyrdskort i hus til hus-arbejdet. Inden for et år efter at missionærerne var ankommet, steg antallet af forkyndere til 16.

 I 1946 aflagde Nathan H. Knorr og Frederick W. Franz fra hovedkontoret et besøg i Belize og oprettede et afdelingskontor. Broder Knorr holdt en tale om organisering og nævnte behovet for at rapportere sin tjeneste på de trykte formularer der var fremstillet til formålet. Broder Franz tilskyndede menigheden til at vise andre barmhjertighed ved fortsat at forkynde Rigets budskab. Senere på ugen talte broder Knorr til en tilhørerskare på 102, deriblandt mange interesserede. Han fortalte hvorfor de interesserede kunne glæde sig over at være sammen med Jehovas folk, og han tilskyndede dem til at studere Bibelen regelmæssigt med Jehovas Vidner.

Samme år ankom Charles og Annie Ruth Parrish og Cordis og Mildred Sorrell. Truman Brubaker og Charles og Florence Homolka kom i 1948. De var mere end velkomne, for et stort arbejde lå forude.

MEGET AT GØRE

„Dengang var der kun den ene lille menighed,“ skrev Elmer Ihrig, „og slet ingen menigheder i yderdistrikterne. Jeg plejede at tage ud til disse steder og tilbringe et par uger ad gangen med at så sandhedens sæd ved at afsætte bøger, tegne abonnementer og holde foredrag.“ Det første år Charles Heyen var  i landet, kørte han med lastbil til Orange Walk, hvor han gennemarbejdede distriktet og opmuntrede brødrene til at holde regelmæssige møder.

Den eneste måde hvorpå man kunne komme til byerne i den sydlige del af landet, var med båd. Så Elmer og Charles sejlede med Heron H for at påbegynde forkyndelsen i kystbyerne Stann Creek (nu Dangriga) og Punta Gorda, to garífuna-bebyggelser. Dengang måtte man sejle i 30 timer fra Belize City for at nå Punta Gorda. Elmer tog turen og holdt et offentligt foredrag for cirka 20 personer i lobbyen på det hotel han boede på.

Olga Knight husker at Elmer ledsagede hendes familie til den afsidesliggende landsby Crooked Tree; her ledede hendes far møderne ved en flod hvor der langs bredden voksede træer. De lokale brødre satte stor pris på missionærernes flittige indsats og ydmyge indstilling.

I 1948 var der i gennemsnit 38 forkyndere, og fire nye menigheder var blevet dannet uden for Belize City. Disse små menigheder bestod af en håndfuld forkyndere i landdistrikterne. Der var for eksempel familien Lightburn i Black Creek, familien Gordon i Bomba, familierne Humes og Aldana i Santana samt  brødrene Requeña og Medina i Orange Walk. Missionærerne og specialpionererne koncentrerede sig om Belize City, sådan som de var blevet opfordret til. Jehova velsignede deres ihærdige anstrengelser, og flere og flere retsindige begyndte at tjene ham.

Broder Knorrs næste besøg, i december 1949, var opmuntrende og kom lige i rette tid. Han tilbragte en aften i missionærhjemmet og talte om udfordringerne ved missionærarbejdet. Mange nye forkyndere ville gerne tjene Jehova, men de forstod ikke nødvendigheden af at indvi deres liv til ham og lade sig døbe. Broder Knorr mindede missionærerne om hvor vigtigt det var at vise tålmodighed, udholdenhed og næstekærlighed. Han mindede dem også om de gode resultater de allerede havde opnået.

IKKE FLERE MISSIONÆRER

I 1957 fornemmede brødrene at myndighederne holdt skarpt øje med Jehovas Vidners aktiviteter i Belize. Da en af Selskabets film blev vist i Orange Walk, spurgte en politibetjent for eksempel brødrene fra afdelingskontoret om hvornår de var ankommet til landsbyen, og hvornår de ville tage af sted igen. Han sagde at oplysningerne skulle rapporteres til politiinspektøren, og fortalte at en civilklædt betjent havde været til stede ved et nyligt afholdt stævne for at skrive en lignende rapport.

Mellem 1951 og 1957 havde ti missionærer fået tilladelse til at komme ind i landet. I juni 1957 fik brødrene pludselig et brev fra politiet og immigrationsmyndighederne hvori der stod: „Regeringen i Britisk Honduras har med øjeblikkelig virkning besluttet at ingen udenlandske præster fra jeres selskab vil få tilladelse  til at komme ind i Britisk Honduras.“ En anmodning om at mødes med guvernøren for at finde ud af hvad baggrunden var for denne beslutning, blev afslået.

Andre religiøse grupper fik heller ikke tilladelse til at bringe nye missionærer ind, men de fik dog lov til at erstatte de missionærer som forlod landet. Dette gjaldt imidlertid ikke Jehovas Vidner, som havde behov for at erstatte to missionærer. I 1960 skrev brødrene til myndighederne både i Belize og London og påpegede at de ikke ansøgte om at få nye missionærer ind, men kun om at få nogle erstattet.

Det studse svar lød: „Guvernøren har besluttet ikke at tillade flere missionærer fra Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab at komme ind i Britisk Honduras.“

Da brødrene søgte foretræde hos guvernøren, fik de dette svar: „Guvernøren nåede i 1957 frem til den beslutning ikke at tillade flere missionærer fra jeres selskab at komme ind i Britisk Honduras; og under de foreliggende omstændigheder mener Hans Excellence ikke at det vil tjene noget formål at mødes med ham for at drøfte denne sag.“ Det lod til at brødrene havde stødt panden mod en mur.

Efter at afdelingskontoret i næsten fem år havde sendt adskillige ansøgninger, modtog brødrene i oktober 1961 et brev fra sekretariatet i Britisk Honduras med følgende ordlyd: „Jeg skal hermed meddele Dem at myndighederne i Britisk Honduras har set på Deres senest indsendte ansøgninger og besluttet at man indtil videre vil tillade udenlandske missionærer at komme ind i landet når der er behov for at erstatte udenlandske missionærer som allerede er  her.“ Som følge heraf fik Martin og Alice Thompson fra Jamaica lov til i 1962 at komme ind i landet som missionærer.

ARBEJDET FORTSÆTTER UHINDRET

Det var helt tydeligt at religiøse modstandere havde prøvet at lægge hindringer i vejen for vores arbejde, men var det lykkedes? Rapporten for tjenesteåret 1957 viste et højdepunkt på 176 forkyndere i syv menigheder. Dengang havde Belize et befolkningstal på 75.000, så der var én forkynder for hver 400 indbyggere. Rapporten for tjenesteåret 1961 viste at der var 236 forkyndere — en fremgang på 34 procent — det vil sige én forkynder for hver 383 indbyggere. Jehovas løfte til sit folk viste sig at være sandt: „Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig.“ (Es. 54:17) Forkyndelsesarbejdet fortsatte uhindret.

Mange af de par der blev studeret med, boede sammen uden at være lovformeligt gift, og andre skiftede ofte partnere. Men så snart de lærte Jehovas høje normer at kende, var der mange af dem som giftede sig, selvom det krævede store anstrengelser og en del penge. Nogle af dem var over 80 år.

BEHOV FOR EN NY RIGSSAL

I december 1949 forudbetalte brødrene lejen for Liberty Hall i Belize City fordi der skulle afholdes fire særforedrag i januar 1950. Dagen før det sidste foredrag skulle holdes, blev det meddelt i radioen at salen den følgende dag skulle benyttes i forbindelse med en prominent persons begravelse. På trods af at brødrene flere gange anmodede salens ejere om at  gøre noget ved sagen, blev særforedraget afbrudt af en gruppe mennesker som kom ind i salen og højrøstet begyndte at træffe forberedelser til begravelsen. Til sidst måtte brødrene bede politiet om at gribe ind. Brødrene havde tydeligvis behov for at få deres egen rigssal. De sale der ellers var brugbare, blev alle benyttet som foreningslokaler eller dansesteder, og det var dyrt at leje dem.

Donald Snider, der dengang var landstjener, rapporterede følgende: „Sidste søndag aften ved vagttårnsstudiet var der 174 til stede. Salen er ikke beregnet til så mange, så en hel del måtte stå op. Fordi den var stuvende fuld, var der temmelig varmt.“ Afdelingskontoret og missionærhjemmet blev flyttet adskillige gange til forskellige lejede lokaler.

I september 1958 begyndte man at opføre en toetages bygning. I stueetagen skulle der være et lille afdelingskontor og et missionærhjem, og hele overetagen skulle være én stor sal. I 1959 var bygningen færdig, og endelig havde Belize City-menigheden fået en rigssal.

FREMGANG I DET SPANSKE DISTRIKT

I Belize har der været stor åndelig fremgang blandt de spansktalende. I 1949 var der områder hvor man talte spansk, men ingen af missionærerne dengang kunne sproget. Senere blev der dog sendt nogle som kunne spansk, blandt andre Leslie Pitcher, der ankom i 1955. Han skulle arbejde i Benque Viejo, en by med en spansktalende befolkning. Byen lå i den vestlige del af Belize tæt på grænsen til Guatemala. Da han ankom, ventede nogle af de lokale på ham. Hvordan kunne det gå til?

 Omkring et år før havde Natalia Contreras, der boede længere mod vest i San Benito, Guatemala, lært sandheden at kende og var blevet døbt. Hun tog over grænsen til Belize for at forkynde for sine slægtninge i Benque Viejo. En af dem, Serviliano Contreras, lagde især mærke til det Natalia viste ham ud fra Bibelen om afgudsdyrkelse, og han tog imod sandheden. Han var et trofast vidne lige til sin død i 1998 i en alder af 101. Mange af hans børn og børnebørn er Jehovas Vidner. Det distrikt som den lille gruppe forkyndere i Benque Viejo dengang arbejdede i, gik helt til byen Melchor de Mencos i Guatemala, hvor de holdt møderne. Med tiden blev der oprettet en menighed i Melchor de Mencos, og menigheden i Benque Viejo er stadig kendt for sin nidkærhed.

Så tidligt som i 1956 blev dele af område- og kredsstævneprogrammet fremført på spansk. Men det var ikke før i februar 1968 at et helt kredsstævneprogram blev holdt på spansk i rigssalen i Orange Walk. Der var 85 til stede, og 4 blev døbt.

Marcelo Dominguez og Rafael Medina, to spansktalende brødre, foruden andre spansktalende Vidner,  deriblandt Dionisio og Catalina Tek, overværede trofast møder og stævner på engelsk til trods for at deres forståelse af sproget var begrænset. Men i oktober 1964 blev der oprettet en spansktalende menighed i Orange Walk. Den bestod af 20 forkyndere, som indtil da havde været tilsluttet den engelske menighed.

I 1980’erne blev de nærliggende lande El Salvador og Guatemala hjemsøgt af borgerkrige, og det fik mange til at flygte til Belize. Blandt dem var adskillige spansktalende familier der var Jehovas Vidner, hvoraf nogle var ældste, menighedstjenere og pionerer. De fremmede forkyndelsen i det spansktalende distrikt; det samme gjorde nogle tosprogede missionærer fra andre spansktalende lande.

„SANDE KRISTNE FORKYNDER FRA DØR TIL DØR“

I Orange Walk bankede to fremmede en dag på Margarita Salazars dør og spurgte: „Kender du et Jehovas vidne ved navn Margarita Salazar?“ De der bankede på, den 23-årige Teófila Mai og hendes mor, kom fra August Pine Ridge, en landsby 34 kilometer sydvest for Orange Walk. Hvorfor ledte de efter Margarita?

„Året forinden,“ fortæller Teófila, „blev min ni måneder gamle søn meget syg. Jeg tog ham derfor med til landsbyen Botes for at bede den hellige jomfru Santa Clara om at helbrede ham. På turen sad jeg på forsædet i en lastbil, og chaufføren, der boede i vores område, begyndte at forkynde for mig. Efter at have spurgt mig hvorfor jeg ville tage mit lille barn til Botes, fortalte han mig at billeddyrkelse er forkert ifølge Bibelen. Det vakte i høj grad min interesse. I tiden  derefter delte denne mand mange bibelske sandheder med mig, som han havde lært af Jehovas Vidner.“

Teófila fortsætter: „På en af turene fortalte chaufføren mig at sande kristne forkynder fra hus til hus. Han forklarede at det var det Jehovas Vidner gjorde, og at de viste folk skriftsteder som Zefanias 1:14 og 2:2, 3. Så med min lille søn ved hånden og mit  mindste barn på armen gik jeg fra dør til dør i August Pine Ridge og læste disse vers for dem jeg mødte. Senere rådede chaufføren mig til at studere Bibelen med Jehovas Vidner hvis jeg virkelig ville lære sandheden at kende. Han fortalte mig om ægteparret Salazar og hvor i Orange Walk jeg kunne finde dem. Jeg havde aldrig været i Orange Walk, så sammen med min mor tog jeg af sted for at lede efter dem.“

Margarita husker den formiddag hun første gang fik besøg af Teófila og hendes mor. „De stillede mange bibelske spørgsmål,“ fortæller hun, „og vi fik en længere drøftelse. De ville gerne vide om det var sandt at Jehovas Vidner hjælper mennesker til at forstå Bibelen uanset hvor langt væk de bor. Jeg forsikrede hende om at det var sandt, og lovede at vi ville tage til deres landsby hver fjortende dag for at studere Bibelen med dem.“

Da Margarita og hendes mand, Ramón, ankom til August Pine Ridge, havde Teófila inviteret seks familiemedlemmer for at de kunne være med ved studiet. Senere fik ægteparret regelmæssigt følgeskab af pionerer fra Orange Walk, som tilbagelagde de 34 kilometer ad snævre, ujævne jordveje for at forkynde i landsbyen mens Margarita og Ramón studerede med Teófila og hendes familie. Amybelle Allen overnattede jævnligt i landsbyen for at kunne studere med interesserede. Teófila blev døbt i 1972, fem måneder efter at hun var begyndt at studere Bibelen. I 1980 blev der oprettet en menighed i August Pine Ridge, og gennem årene har 37 i Teófilas familie taget imod sandheden.

 FORKYNDERTURE I REGNSKOVEN BÆRER FRUGT

Belize City og de største byer i Belize blev grundigt gennemarbejdet, men der blev ikke forkyndt regelmæssigt i landdistrikterne. Nogle af de første missionærer havde sejlet til de sydligste byer, men senere blev der anlagt en vej der forbandt de sydlige distrikter Stann Creek og Toledo med resten af landet. I begyndelsen af 1971 organiserede afdelingskontoret årlige forkynderture ind i regnskoven for at bringe Rigets budskab ud til de mopan- og kekchí-indianere der boede i afsidesliggende egne af regnskoven i Belize.

Ved at benytte kanoer og lejede biler kunne brødre og søstre besøge landsbyer og byer lige fra Dangriga til Punta Gorda og så langt sydpå som til Barranco, nær Guatemalas grænse. Visse ture foregik ved at nogle af forkynderne kørte i en varevogn mens to til fire andre ledsagede dem på motorcykler. Hver aften gjorde de holdt ved en ny landsby, og om dagen kørte motorcyklisterne parvis ad stier ud til isolerede landejendomme, mens den større gruppe forkyndte i selve byen.

I Punta Gorda-området vandrede brødrene fra landsby til landsby med deres oppakning på ryggen. Før de forkyndte for landsbyboerne, måtte de ofte først tale med byens leder (alcalde) i cabildo, stedet hvor landsbyens ældste forsamledes.

„I en af landsbyerne,“ fortæller missionæren Reiner Thompson, „ankom brødrene da mændene holdt møde angående majshøsten. Efter mødet bad mændene brødrene om at synge en af Rigets sange for dem. Brødrene var trætte og sultne, og de havde ingen sangbog.“ Broder Thompson tilføjer: „De sang af hele deres hjerte, til stor glæde for mændene.“ Med tiden blev der  oprettet menigheder i Mango Creek og senere i San Antonio, en af de største mayalandsbyer.

„Nogle gange gik vi om natten fra én landsby til den næste for at holde vores tidsplan,“ fortæller Santiago Sosa. „Vi fandt ud af at det var bedst at gå i gåsegang midt på vejen fordi der ofte var slanger i krattet langs vejsiden. Vi lærte også at drikke vand af visse kraftige ranker når vores egen vandforsyning slap op.“

Af og til delte brødrene sig i mindre grupper for at forkynde i forskellige dele af landsbyen, og så mødtes de igen om aftenen. To af forkynderne skulle lave mad til dem alle sammen. „Somme tider var det en ren katastrofe,“ siger Santiago med en lille kluklatter, „for nogle af os kunne faktisk ikke lave mad. Jeg husker engang at jeg så på den ret vi skulle have, og spurgte: ’Hvad er det for noget?’ Kokken svarede: ’Det ved jeg ikke, men det er altså mad.’ Vi tænkte at hvis kokken ikke kunne identificere retten, måtte vi nok hellere afprøve den på en radmager herreløs hund. Men ikke engang den sultne hund ville have maden!“

KEKCHÍ-INDIANER TAGER IMOD SANDHEDEN

Rodolfo Cocom og hans kone, Ofelia, flyttede fra Corozal til en afsidesliggende kekchí-landsby, Crique Sarco, i den sydlige del af landet. Ofelia var vokset op i denne landsby, som kun blev besøgt når Vidnerne kom på deres årlige forkyndertur i regnskoven. Da hun var omkring 14 år, fandt hun bogen Sandheden der fører til evigt liv under et appelsintræ og begyndte at læse i den. Hun ville gerne vide mere, men det var først efter at hun var blevet gift og boede i Corozal at hun og hendes mand, Rodolfo, begyndte at studere Bibelen sammen med to specialpionerer, Marcial og Manuela Kay.

 Da Rodolfo og Ofelia flyttede til Crique Sarco i 1981, ville de gerne i kontakt med Jehovas Vidner igen, så Rodolfo tog til Punta Gorda for at lede efter dem, en sekstimers rejse til fods og med skib. I Punta Gorda mødte han en pioner ved navn Donald Niebrugge, som sørgede for at de kunne studere sammen pr. brev. Men der var et problem. I Crique Sarco var der ikke noget postkontor.

Donald fortæller: „På postkontoret i Punta Gorda forhørte jeg mig om hvordan jeg kunne sende post til Crique Sarco, og fik at vide at præsten rejste dertil en gang om ugen.“ Så i omkring et halvt år transporterede præsten bibelstudiekorrespondencen frem og tilbage uden at være klar over at han fungerede som kurér for Jehovas Vidner.

„Da præsten fandt ud af hvad det var han havde med,“ beretter Donald, „blev han vred og ville ikke længere transportere vores breve.“

I disse måneder rejste Donald adskillige gange til Crique Sarco for at studere med Rodolfo og Ofelia. Da den næste forkyndertur i regnskoven skulle finde sted, var Rodolfo med i tjenesten for første gang. Donald fortæller: „Vi havde ham med i fire dage, hvor  vi forkyndte i adskillige landsbyer, og samværet med brødrene på den tur hjalp ham til at gøre gode fremskridt.“

„Ofelia og jeg tog nogle gange alene ud i forkyndelsen i vores landsby for at fortælle andre om det vi havde lært,“ siger Rodolfo. „Dem jeg fik studium med, mødte større modstand end vi gjorde. Nogle måtte ikke længere få del i den medicin, de fødevarer og det tøj som landsbyen fik doneret. Min svigermor var også meget imod det vi gjorde. Ofelia og jeg blev klar over at det ville være svært for os at gøre åndelige fremskridt i Crique Sarco. Vi havde brug for at komme til møderne, og derfor flyttede vi til Punta Gorda hvor vi kunne fortsætte med at studere. Der voksede vi åndeligt, og vi blev døbt i 1985.“ I dag hører Rodolfo og Ofelia til Ladyville-menigheden, hvor Rodolfo er menighedstjener.

SEJLTURE FØRER TIL EN ÅNDELIG FANGST

Hvert år arrangerede brødrene sejlture for at forkynde for folk på småøerne og i landsbyerne langs kysten. Dengang kunne småbyer som Hopkins, Seine  Bight, Placencia, Monkey River Town og Punta Negra kun nås ad vandvejen. Polito Bevens, der levede af at fange hummere, lod to pionerer og to missionærer sejle med i sin båd i lavsæsonen. De foretog en tougers tur fra nord til syd og gjorde holdt ved alle byerne langs kysten.

Donald Niebrugge, som ofte var med på de årlige sejlture og ture i regnskoven, har gode minder om dengang de lånte Ambroncio Hernandez’ sejlbåd. Det førte til at Ambroncio, blandt venner kaldt Bocho, begyndte at studere Bibelen.

„Året efter planlagde fire af os en tougers sejltur langs hele kysten,“ fortæller Donald, „men da havde Bocho solgt sin båd. Han anbefalede en anden fisker, som var villig til at tage os med på sin båd sammen med sin partner og Bocho. Så vi var altså to specialpionerpar og tre fiskere om bord. På den tur begyndte Bocho i forkyndelsen. I havnen i Placencia lå der mange lystbåde fortøjet, så vi forkyndte fra båd til båd. De to andre fiskere var meget hjælpsomme i de to uger. Engang da vi kom tilbage til båden efter at have forkyndt hele dagen i en landsby, havde de købt kylling og lavet et måltid til os på et primusapparat.“ Inden den næste sejltur det følgende år var Bocho blevet døbt. I de sidste 18 år har han været ældste i Belize City.

GODE RESULTATER I LEDIGT DISTRIKT

Toledo District i det sydlige Belize er et bakkelandskab med tæt regnskov. Rundt omkring ligger landsbyer der bebos af mayagrupperne mopan og kekchí, som bor i stråtækte huse med lergulve. De fleste landsbyboere udfører slidsomt landbrugsarbejde med primitive redskaber. I tørkeperioder må de hente vand manuelt når de skal vande deres majs-, bønne- og kakaomarker. Mange af kvinderne  laver traditionelt kekchí-broderiarbejde og fremstiller kurve til souvenirbutikker i hele landet. Flere og flere unge rejser væk fra landsbyerne for at studere eller arbejde i de mere befolkede områder.

I 1995 blev Frank og Alice Cardoza indbudt til at virke som midlertidige specialpionerer i Toledo District i april og maj for at være med i uddelingen af Rigets Nyheder nr. 34, „Hvorfor er livet så fyldt med problemer?“ Frank fortæller: „Jeg havde været i dette område da jeg engang var med på en af de årlige forkynderture i regnskoven, og jeg kunne se at mayaerne ville få større mulighed for at lære den gode nyhed at kende hvis nogen flyttede dertil. Afdelingskontoret anbefalede at jeg lejede et sted hvor vi kunne bo, oprettede en bogstudiegruppe og holdt særforedraget i San Antonio. Vi skulle uddele Rigets Nyheder dér og i otte andre landsbyer.“

Frank og Alice holdt hver uge et bogstudium i deres lejede etværelses kælderlejlighed, og efter få uger var tre-fire familier begyndt at komme til mødet. Disse interesserede fulgtes også med Frank og Alice til Punta Gorda for at overvære Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Den timelange tur foregik i en nedslidt pickup ad opkørte jordveje. I løbet af den første måned holdt Frank særforedraget i San Antonio. Jesús Ich, der var med til et møde for første gang, lyttede meget opmærksomt til særforedraget. Som medlem af Nazarene Church gjorde det særlig indtryk på ham at få at vide at helvedeslæren er af hedensk oprindelse, og at det der i nogle bibeloversættelser gengives med „helvede“, er menneskehedens fælles grav. Efter mødet trak han Frank til side og bombarderede ham med spørgsmål om helvede. Det resulterede i at han begyndte  at studere Bibelen, og et år senere blev han døbt.

Da de to måneder hvor Frank og Alice havde været midlertidige specialpionerer, var gået, måtte de træffe en vigtig beslutning. „Vi havde påbegyndt mange bibelstudier,“ fortæller Frank, „flere end vi kunne klare. Vi kunne ikke få det over vores hjerte og samvittighed at rejse tilbage til vores komfortable hus i Ladyville. Hvis vi besluttede os for at blive i San Antonio, kunne vi få bedre boligforhold ved at leje overetagen i det hus vi boede i, frem for kælderen. Jeg kunne installere en lille håndvask, en tagrende til at opsamle regnvand og med tiden måske også elektricitet og et toilet med træk og slip. Vi lagde sagen frem for Jehova i bøn i tillid til at der med hans velsignelse kunne blive oprettet en menighed i dette område. Så skrev vi til afdelingskontoret at vi var villige til at blive i San Antonio som almindelige pionerer.“

Det blev hurtigt klart at Jehova velsignede deres beslutning. I november, blot et halvt år senere, holdt de for første gang et offentligt møde i det hus de havde lejet. Og i april det følgende år begyndte de at afholde Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Hvor var denne lille gruppe glad for at det ikke var nødvendigt at rejse de i alt 65 kilometer for at overvære møderne i Punta Gorda.

’HANS TRUSLER KUNNE IKKE STANDSE MIG’

Den lille gruppe interesserede i San Antonio begyndte snart at gøre fremskridt, og deres kærlighed til sandheden var meget rørende. Frank fortæller: „I disse landsbyer er især kvinderne meget generte, og det er skik og brug at de er lydige over for deres fædre og ægtemænd. De plejer ikke at tale med fremmede, og  det var derfor meget svært for dem at deltage i hus til hus-forkyndelsen.“

Priscilian Sho, der dengang var 20 år og udøbt forkynder, ville meget gerne tale med folk i området om sandheden. En dag da hun gik på genbesøg sammen med sin svigerinde Amalia Sho, stod de pludselig i en ubehagelig situation.

Priscilian fortæller: „Jeg havde ikke fortalt min far at jeg skulle ud at forkynde fordi han havde forbudt mig at gøre det, og jeg var bange for ham. Den søndag formiddag vi var i forkyndelsen, fik vi pludselig øje på min far der stod foran den baptistkirke han kom i. Først krøb vi sammen og skjulte os i græsset fordi vi ikke ville have at han skulle se os. Men lidt efter sagde jeg: ’Ved du hvad, Amalia, Jehova kan jo se os. Vi burde ikke være bange for min far. Det er Jehova vi skal frygte.’“

Priscilians far blev rasende, men der lå en endnu større prøvelse forude, for han var stærkt imod at Priscilian ville være et af Jehovas Vidner. Efter at have bedt mange bønner tog hun dagen før hun skulle døbes ved et stævne, endelig mod til sig og fortalte sin far om sin beslutning.

„I morgen rejser jeg til Belize City,“ sagde hun til sin far.

„Hvad skal du der?“ spurgte han.

„Jeg skal døbes,“ svarede Priscilian. „Jeg vil gøre hvad Jehova ønsker af mig. Jeg elsker dig, men jeg elsker også Jehova.“

„Og det har du altså tænkt dig at gøre?“ sagde han vredt.

 „Ja,“ svarede Priscilian. „I Apostelgerninger 5:29 står der at jeg bør adlyde Gud mere end mennesker.“

Priscilians far gik i stor vrede. Priscilian siger: „Jeg følte mig ikke tryg før jeg sad i lastvognen, klar til at tage af sted til stævnet. Jeg vidste ikke hvad han ville gøre når jeg kom hjem efter stævnet. Men jeg vidste at jeg på det tidspunkt ville være døbt, så selvom han skulle finde på at slå mig ihjel, havde jeg gjort det der var rigtigt.“

Priscilians far gjorde hende ikke noget da hun kom hjem, men senere truede han hende på livet. „Han fandt dog ud af at hans trusler ikke kunne standse mig,“ fortæller Priscilian, „og med tiden er han blevet mildere stemt over for mig.“

EN MODSTANDER STILLER SIG PÅ JEHOVAS SIDE

Den nydannede gruppe af ivrige forkyndere i San Antonio gjorde åndelige fremskridt. Men pludselig fik Frank og Alice et brev fra det lokale landsbyråd hvori der stod at de skulle forlade San Antonio. Tidligere havde Frank, efter at have betalt et gebyr, fået tilladelse af rådet til at blive i landsbyen. Men nu var en fremtrædende borger i landsbyen besluttet på at jage dem ud. På et af rådsmøderne var der tre af dem Frank studerede med, som talte til hans forsvar. Franks udlejer stod også frem og sagde advarende til rådsmedlemmerne at hvis de satte Frank og hans kone på gaden, måtte de betale den husleje ægteparret hidtil havde betalt. Derefter fremviste Frank et brev fra myndighederne hvori der stod at en person der lejer privatejet ejendom, ikke kan blive bedt om at forlade stedet. Sagen endte med at rådet gav Frank og Alice lov til at blive.

 Den mand der ville have at ægteparret Cardoza skulle forlade byen, hed Basilio Ah, en forhenværende leder af byen som stadig var meget involveret i politik. Basilio brugte sin indflydelse til at modarbejde Jehovas Vidner i San Antonio på enhver tænkelig måde. Da den lille gruppe ville købe en byggegrund for at opføre en rigssal, sagde han truende: „I kommer aldrig til at bygge en rigssal i denne landsby!“ Ikke desto mindre lykkedes det brødrene at købe en grund og bygge en enkel og pæn rigssal. En af dem der overværede indvielsen af rigssalen i december 1998, var forbavsende nok Basilio. Hvad var der sket?

To af Basilios gifte sønner havde haft familieproblemer. Basilio havde to gange bedt sin kirke om at hjælpe sønnerne, men der var ikke sket noget. Så begyndte sønnerne at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Basilios kone, María, lagde mærke til at sønnerne forandrede sig i positiv retning, og at deres familieliv blev bedre. María bad derfor om at få et bibelstudium med Jehovas Vidner.

Hun fortæller: „Jeg ville utrolig gerne lære Jehova Gud at kende, og jeg sagde til min mand at vi burde tage hen til rigssalen for at lære mere om Gud.“ Selvom Basilio havde svært ved at give slip på sin uvilje mod Jehovas Vidner og Frank Cardoza, som han kaldte „udlændingen“, var han imponeret over de positive forandringer deres sønner gjorde efterhånden  som de efterlevede det de lærte ud fra Bibelen. Efter nogle få drøftelser besluttede Basilio sig for at undersøge Jehovas Vidners tro. Og hvem ønskede han at have som lærer? Ingen anden end „udlændingen“, Frank Cardoza!

„Det jeg læste i Bibelen, fik mig til at skifte mening,“ fortæller Basilio. „Jeg havde været katolik i 60 år og brændt røgelse foran religiøse billeder i kirken. Det jeg nu lærte om Jehova, var fra hans egen bog, Bibelen. Jeg skammer mig over den måde jeg har opført mig på over for Frank Cardoza, som i dag er min broder. Og jeg er ikke bleg for at sige at jeg tog fejl. Jeg brændte for det jeg følte var det rigtige at gøre for min landsby og min religion. Ikke desto mindre holdt jeg op med at følge mayatraditioner der har med okkulte helbredelsesmetoder at gøre, og som er meget almindelige i vores landsbyer. Desuden holdt jeg op med at beskæftige mig med de forskellige politiske mayabevægelser.“ I dag er Basilio og María Ah døbte forkyndere og tjener Jehova med stor glæde.

Jehovas tjenere er kendt for deres kærlige, glade og nidkære indstilling. I visse afsidesliggende områder i Belize går mange af forkynderne op og ned ad stejle bakker i tre timer eller mere for at nå ud til folk. Og de vil meget nødig gå glip af møderne. En søster ved navn Andrea Ich skulle medvirke i en opgave på Den Teokratiske Skole. Samme dag havde hun gået omkring fire kilometer gennem regnskoven for at plukke avocadoer sammen med sine sønner. Der havde hun fået 23 hvepsestik. Alligevel tog hun hjem og lavede mad til familien, gik til møde og medvirkede i opgaven på skolen. Hendes ansigt var ophovnet på grund af hvepsestikkene, men hun så glad ud. På trods af at vores  kære mayatrosfæller undertiden må rejse en hel dag i lastbil eller bus for at overvære kreds- eller områdestævner, er det altid opmuntrende at se hvor lykkelige de er for at være forenede i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova.

VOLDSOMT UVEJR RAMMER BELIZE

I de sidste 115 år er Belize blevet hjemsøgt af 51 orkaner og tropiske storme. Siden 1930 har 12 orkaner ramt Belize direkte eller været så tæt på at de har forårsaget alvorlige ødelæggelser og tab af liv. En af de værste, orkanen Hattie, ramte Belize tidligt om morgenen den 31. oktober 1961 med en vindhastighed på omkring 300 kilometer i timen og en flodbølge der kostede hundredvis af menneskeliv. Belize City, som ligger blot 30 centimeter over havoverfladen, blev dækket af 30 centimeter mudder. En rapport fra afdelingskontoret lød: „De fleste af brødrenes huse [i Belize City] er blevet slemt beskadiget eller helt ødelagt, men ingen er kommet alvorligt til skade. Deres tøj er gået tabt eller er blevet ødelagt af vandet.

Gaderne bliver ryddet ved hjælp af bulldozere, og det der er tilbage af de ødelagte huse, bliver brændt i store bål. Her på missionærhjemmet stod vandet cirka 60 centimeter højt, og det medførte store skader. Udenfor stod vandet omkring 3 meter højt, . . . men heldigvis ligger missionærhjemmet over gadeniveau. . . . Der er kun meget lidt mad man kan købe . . . , og de graver stadig lig ud af ruinerne.“

Ti dage senere skrev afdelingskontoret: „Forholdene [i Dangriga] er værre end her [i Belize City]. Folk skal udføre oprydningsarbejde otte timer om dagen for at få kuponer så de kan købe noget. Alting er under hærens kontrol, og intet kan købes for penge.“ To  drenge der var aktive forkyndere, blev dræbt, og deres far brækkede begge ben da deres hus styrtede sammen. Den ene af drengene var 12 år og kendt for at fortælle sine skolelærere om sin tro.

Orkanens øje passerede Belize City og Dangriga, hvor de fleste af brødrene enten mistede eller fik beskadiget deres huse og ejendele. I dagene efter orkanen erklærede guvernøren undtagelsestilstand, indførte udgangsforbud og udkommanderede den britiske hær til at håndhæve restriktionerne og skyde enhver der forsøgte at stjæle. De mænd, kvinder og børn der overtrådte udgangsforbuddet, blev spærret inde for natten.

Trods disse kaotiske tilstande begyndte brødrene at holde regelmæssige møder og at gå i forkyndelsen så hurtigt som muligt. Det var ret vanskeligt, for en hel del mennesker boede i midlertidige læskure eller telte, og haverne var dækket af vand og mudder. Men folk havde behov for at høre den trøstende gode nyhed om Riget, og Jehovas Vidner var villige til at bringe ofre for at dele den med andre.

Levevilkårene var meget vanskelige, men den kærlighed og gavmildhed Jehovas Vidner i udlandet viste brødrene i Belize, var til stor opmuntring. Forskellige afdelingskontorer skænkede 25 kasser tøj og andet, som blev fordelt mellem forkynderne og mange der ikke var Jehovas Vidner. Afdelingskontoret og rigssalen var blandt de få bygninger der havde modstået orkanens rasen. Så da myndighederne bad om lov til at bruge rigssalen som midlertidig indkvartering for orkanofre, sagde brødrene straks ja. *

 „VIL DE BEDE FOR OS, FRU PRATT?“

I oktober 2000 blev San Pedro på Ambergris Cay i tre dage raseret af orkanen Keith, der havde vindstød på op til 205 kilometer i timen, og som forårsagede voldsom regn. Ladyville, der ligger 16 kilometer nord for Belize City, blev oversvømmet med 80 centimeter vand på tre dage. Toogfyrre brødre søgte tilflugt i stævnehallen i Ladyville. Næsten alle husene på Cay Caulker blev ødelagt. De 57 forkyndere på Ambergris Cay og Cay Caulker mistede alle eller de fleste af deres ejendele, og begge øer havde hverken strøm, vand eller telefonforbindelse i adskillige uger. Premierministeren erklærede Belize District, Orange Walk District og Corozal District samt øerne Ambergris Cay og Cay Caulker for katastrofeområder. Der blev udstedt udgangsforbud i hele det ramte område i et forsøg på at hindre plyndringer.

Cecilia Pratt, en specialpioner på Cay Caulker, hørte orkanvarslet og pakkede en taske med de ting hun ville få brug for i tilfælde af at hun skulle søge tilflugt når orkanen kom. Den dag havde hun netop hentet tjenesterapporterne fra 12 søstre og havde planlagt at tage båden til fastlandet om eftermiddagen for at aflevere rapporterne på afdelingskontoret. Cecilia pakkede omhyggeligt gruppens tjenesterapporter  ind i plastic og lagde dem i tasken. Og ganske rigtigt, i løbet af natten måtte Cecilia og nogle af søstrene søge tilflugt i en skolebygning af beton, mens resten af dem fandt beskyttelse i medborgerhuset.

„Vinden rev bliktaget af det første klasseværelse vi befandt os i,“ fortæller Cecilia. „Vi måtte hurtigt samle alle vores ting og styrte hen til et andet værelse. Det føltes som om hele bygningen rystede i vinden til trods for at den var lavet af beton. Når vi kiggede ud, virkede det som om vi var omgivet af hav — der var intet land at se. Vores lille gruppe holdt sammen, og vi bad inderligt til Jehova. Samtlige 40 i klasseværelset — alle fra forskellige trossamfund — var rædselsslagne. Nogle sagde: ’Det er Guds værk.’ En katolsk lægprædikant kom hen til mig og spurgte: ’Vil De bede for os, fru Pratt?’ Jeg svarede: ’Det kan jeg ikke. Jeg er kvinde, og jeg har ikke nogen hat.’ Prædikanten sagde: ’Jeg har en De kan bruge.’ Jeg var ikke sikker på at jeg kunne bede for alle, men jeg ville gerne lade de tilstedeværende vide at det ikke var Jehova der stod bag orkanen. Så jeg bad sammen med vores lille gruppe og sørgede for at tale højt nok til at alle kunne høre bønnen. Netop som jeg var færdig med at bede, og alle sagde „amen“, lagde vinden sig. I det øjeblik var vi i orkanens øje. Lægprædikanten sagde: ’Det var en god bøn. Deres Gud er den sande Gud.’ Efter denne hændelse ville de have at vi fem Jehovas Vidner blev hos dem, og i de følgende tre dage gav de os mad og kaffe.

Men jeg var bekymret for de andre forkyndere. Næste morgen, da vinden havde lagt sig, forlod jeg bygningen for at lede efter dem. Der var væltede træer og ødelæggelse overalt. Vinden havde flyttet nogle af husene 10-15 meter. Først tog jeg hen til medborgerhuset,  hvor jeg fandt to søstre og deres børn. En anden søsters hus var forsvundet, men hun var i live.“

Efter orkanen havde afdelingskontoret svært ved at indsamle tjenesterapporter fra de katastroferamte menigheder. De første tjenesterapporter der indkom, var fra Cay Caulker. Cecilia havde opbevaret dem sikkert i sin taske, og hun gav dem til de brødre fra afdelingskontoret som kom for at se hvordan det stod til med forkynderne.

I de følgende uger fik brødrene på de orkanramte øer nødforsyninger og assistance fra frivillige, der hjalp dem med at rengøre og reparere deres boliger og rigssalen på Ambergris Cay.

Merle Richert, som arbejdede sammen med holdet i Cay Caulker, fortæller: „Det første vi gjorde, var at indkvartere forkynderne og sørge for forsyninger til dem. Næste dag begyndte vi at reparere deres huse. Søndag formiddag gik alle ud i tjenesten. Bagefter ryddede vi en del af en søsters have så møderne kunne holdes dér. Vi lavede bænke som folk kunne sidde på, og stubben af en gammel kokospalme udgjorde podiet. Mødetiden blev ændret så alle kunne være hjemme inden udgangsforbuddet klokken 20. Treogfyrre var til stede ved det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet.“

SAMLET FOR AT BLIVE UNDERVIST AF JEHOVA

I slutningen af 1960’erne holdt brødrene stævner forskellige steder i landet i et telt. Det kræver mange dages hårdt arbejde at slå et stort telt op. Santiago Sosa beretter: „Allerede i de første dage i stævneugen begyndte vi at slå teltet op, transportere bænke fra rigssalen og låne stole. Dengang blev der serveret mad ved stævnerne, så vi lånte gryder og pander og blev  ofte oppe hele natten for at tilberede maden og gøre arbejdet færdigt. Nogle gange var alt stillet op og parat, men blev blæst omkuld om natten af en voldsom kastevind. Næste dag skulle alt stilles op igen, men ingen beklagede sig.“

Jeanne Thompson husker et stævne der blev holdt et afsidesliggende sted mellem Belize City og Orange Walk. Brødrene måtte først rydde buskadset omkring rigssalen før de kunne sætte teltet og nogle bænke op. Jeanne fortæller: „Det regnede under hele områdestævnet. Der trængte vand ind i teltet, så vi sad alle sammen med fødderne oppe på bænken foran os. Vi var ikke klar over at området myldrede med koralslanger. Takket være regnen var vi nødt til at blive i teltet og holde os nær til rigssalen. Det ville have været farligt at begive sig ind i regnskoven.“

 I 1970’erne blev det muligt at holde stævner på Bird’s Isle, en lille tropeø omkring 120 meter ud for Belize Citys sydøstlige spids. Ejeren af øen havde opført en stråtækt bygning med elektricitet, vand og toiletfaciliteter med tanke på at den skulle bruges i forbindelse med underholdning. Brødrene byggede en træbro fra fastlandet så der blev nem adgang til øen, og på dette stille og fredfyldte sted blev der holdt mange stævner.

I marts 1983 lejede man et stykke jord af myndighederne for at opføre en stævnehal i Ladyville. Brødrene byggede først en midlertidig bygning til kredsstævner, særlige møder og områdestævner. I 1988 købte man så en bygning med en konstruktion af stål fra Guatemala der kunne bruges som permanent stævnehal på grunden i Ladyville.

FREMGANG I DET KINESISKE DISTRIKT

Siden 1920’erne har en del kinesiske indvandrere slået sig ned i Belize, og mange af dem kan godt lide at læse vores bøger og blade på deres eget sprog. Roberta Gonzalez fortæller: „Jeg ville gerne forkynde for en venlig taiwansk kvinde der havde et bageri, men jeg vidste at hun ikke var interesseret i religion og altid havde travlt. Jeg vidste også at hun havde to teenagere, så en dag da jeg var i bageriet, gav jeg hende bogen ’Unge spørger’ på kinesisk og sagde til hende at  jeg gerne ville høre hendes mening om den. Da jeg nogle dage senere kørte forbi bageriet, gjorde hun ivrigt tegn til at jeg skulle standse. Da jeg gjorde holdt, fortalte hun mig begejstret at hun lige siden hun fik bogen, havde ventet på at jeg skulle komme tilbage. Hun sagde at de fleste teenagere i taiwanske familier havde fået problemer efter at de var immigreret til Belize, og derfor kunne få gavn af at læse bogen. Hun fik sin søn til at finde ud af hvor mange taiwanske familier med teenagere der var i byen, og så bad hun om at få 16 bøger hun kunne give dem som gave.“

I oktober 2000 arrangerede afdelingskontoret et tremåneders kursus i mandarin for pionerer og forkyndere der ønskede at arbejde i det kinesiske distrikt. Det førte til at der blev dannet en kinesisk gruppe med flere pionerer, og denne gruppe er nu blevet til en menighed. Trods stærk modstand  har nogle reageret positivt på den gode nyhed og den kærlighed menigheden viser dem.

Tag for eksempel Monje Chen, som sagde ja til et bibelstudium i 2006. Hans familie støttede ham i starten, men snart begyndte de at latterliggøre og modarbejde ham. Pludselig solgte familien al deres ejendom, også den forretning Monje bestyrede, og gav ham en time til at opgive sin nye tro og sammen med dem flytte til et andet land. Han nægtede at give afkald på sin nyfundne tro, så hans familie rejste og efterlod ham uden noget. Monje flyttede ind hos en broder og fortsatte med at studere Bibelen og overvære møderne. „Jeg fik et endnu nærmere forhold til Jehova,“ siger Monje, „og han tog sig af mig. Studium og eftertanke samt brødrenes opmuntring har været til stor hjælp for mig.“

Monje blev døbt i november 2008, og hans familie er blevet ham mildere stemt efter at have set hvor meget hans opførsel og tale har forandret sig. „At adlyde Jehova har ikke gjort mig fattig,“ tilføjer Monje. „Det  har bestemt gjort mig lykkelig. Jehova forlod mig ikke, men hjalp mig til at blive en del af et forenet, kærligt brodersamfund.“

AFDELINGSKONTORET I MEXICO FÅR TILSYN MED ARBEJDET I BELIZE

Efter at have talt med afdelingskontorernes udvalg i Belize og Mexico om de behov der var i forbindelse med Rigets arbejde i Belize, besluttede Det Styrende Råd at arbejdet i landet fremover skulle sortere under afdelingskontoret i Mexico. Ordningen trådte i kraft 1. januar 2001 og har været til stor gavn og glæde for vores brødre i den del af verden.

Siden da har afdelingskontoret i Mexico ført tilsyn med opførelsen af en række rigssale i Belize. Den 16. marts 2002 blev en beskeden dobbeltrigssal indviet i Belize City. Dagen efter blev der holdt et indvielsesprogram i forbindelse med det smukke, nye missionærhjem og den nyistandsatte stævnehal i Ladyville. Mange der havde tjent Jehova trofast i fem eller seks årtier, var blandt dem der lyttede til indvielsestalen som blev holdt af Gerrit Lösch fra Det Styrende  Råd. Der er sket store fremskridt siden der blev dannet et rigssalsbyggehold, som har hjulpet med at opføre 20 rigssale i landet.

I 2007 kom 325 pionerer fra Mexico til Belize for at forkynde i distrikter der kun sjældent blev gennemarbejdet. Deres besøg var med til at fremme evangelieånden, hvilket ses af at der skete en stor stigning i antallet af pionerer.

I modsætning til kirkelederne som hvert år beder til Gud om at Belize må blive beskyttet mod orkaner, havde Jehovas Vidner fået praktisk vejledning i nødprocedurer inden orkansæsonen 2007. Det var de meget taknemmelige for da orkanen Dean i kategori 5 ramte landet i august. Alle de brødre der var i farezonen, blev evakueret og indkvarteret hos brødre der boede i mere sikre områder. Efter orkanen hjalp forkyndere fra hele landet til med at reparere huse og rigssale, hvilket fik en lokal radiostation til at rose Jehovas Vidner som nogle der var værd at efterligne.

FORENER FOLK AF ALLE NATIONER

Jehova har velsignet arbejdet i Belize, og der er nu over 1800 forkyndere — én for hver 149 indbyggere. Én ud af hver 39 indbyggere overværede mindehøjtiden i 2009, så der er stor potentiale for vækst i dette land.

Arbejdet med at gøre disciple i Belize har i de sidste 80 år resulteret i en smuk mosaik af åndeligsindede mennesker der er forenede af det ’rene sprog’, sandheden om Gud og hans hensigter. Jehovas Vidner i Belize står „skulder ved skulder“ med deres åndelige brødre og søstre i hele verden ved at gøre god brug af det rene sprog for at aflægge et offentligt vidnesbyrd der ærer vores kærlige Gud, Jehova. — Zef. 3:9.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 224]

’Chaufføren fortalte mig at sande kristne forkynder fra hus til hus’

[Tekstcitat på side 234]

„Vi burde ikke være bange for min far. Det er Jehova vi skal frygte“

 [Ramme på side 208]

Kort fortalt om Belize

Geografi

En lav slette langs kysten hæver sig mod Mayabjergene i syd. Skovene er hjemsted for jaguarer, pumaer, brøleaber, navlesvin, grønne leguaner og krokodiller såvel som cirka 60 slangearter, blandt andet den meget giftige lanseslange. Der er næsten 600 fuglearter, deriblandt den udryddelsestruede lyserøde ara og den pragtfulde kølnæbbede tukan. Der er en stor variation af liv i havet — lige fra koraller, svampe og papegøjefisk til manater, barracudaer og hvalhajer.

Befolkning

Landets befolkning består af mayaer (mayagrupperne kekchí, mopan og yucatek), kreolere (folk af afrikansk og europæisk afstamning), mestizer (blanding af spaniere og mayaer), garífuna (blanding af afrikanere og caribiere), indere, libanesere, kinesere og europæere, deriblandt tyske og hollandske mennonitter.

Sprog

Engelsk er det officielle sprog, men der tales også kreolsk, spansk, garífuna, kekchí, maya, tysk og mandarin.

Erhverv

En stor del af befolkningen arbejder med at dyrke og eksportere rørsukker og tropiske frugter. Mange ernærer sig også ved fiskeri og turisme.

Køkken

På grund af landets forskellige kulturer er der en rig variation af lækre retter. Ris og bønner kogt i kokosmælk er en traditionel spise. Det bliver ofte serveret med stegt eller kogt kylling, oksekød, eller fisk og stegte modne pisanger. Mange holder også af at spise de lækre skaldyr, som findes i rigelige mængder.

Klima

Belize ligger i Centralamerika ud til den caribiske kyst. Landet har et varmt, fugtigt, subtropisk klima og bliver ofte ramt af orkaner.

 [Ramme/​illustration på side 215]

Nogle fra garífuna-folket tager imod sandheden

BEVERLY ANN FLORES

FØDT 1961

DØBT 1993

PROFIL En garífuna-indianer som tog imod sandheden og nu hjælper sit folk med at lære Jehova at kende.

▪ GARÍFUNA-FOLKET kan spores tilbage til begyndelsen af det 17. århundrede da slaver giftede sig med indfødte caribiere. Garífuna er et arawakisk sprog med elementer fra fransk og swahili.

Garífuna-folkets religion er en blanding af afrikanske og indianske traditioner og er stærkt påvirket af katolicismen. En omfattende ceremoni er for eksempel dugu, hvor man bringer døde forfædre mad og drikke for at formilde dem. „Min mor gik ikke ind for dugu-ceremonien,“ fortæller Beverly. „Hun kunne ikke tro at Gud ville synes om at al den mad blev gravet ned. Hun plejede at sige: ’Mad er beregnet til at blive spist af mennesker! Og hvis de døde er nogle af vores kære, hvorfor skulle de så komme tilbage og skade os?’“

Beverly beretter hvad der skete da hun lærte sandheden at kende. „Eftersom jeg tilhører garífuna-folket, ville jeg meget gerne til Dangriga for at forkynde for mit folk. Jeg vidste at de fleste af dem ville reagere mere positivt over for en af deres egne. Mange stopper op og lytter når jeg taler garífuna, og flere er begyndt at komme i menigheden. De har set at de kan bryde med ubibelske traditioner uden at blive slået ihjel af onde ånder.“

 [Ramme/​illustration på side 218]

„Jehova sørgede altid for os“

LILLY MILLER

FØDT 1928

DØBT 1960

PROFIL Hun var alene om at tage sig af sine seks børn og har været i heltidstjenesten i 47 år.

▪ „I 1959 fortalte Amybelle Allen mig nogle ting ud fra Bibelen,“ siger Lilly med sin milde røst. „I kirken var vi blevet advaret om alle disse ’falske profeter’ der gik fra dør til dør. Jeg indvilligede i at studere, men kun ved hjælp af Bibelen. Jeg tog imod sandheden og blev døbt året efter.

I begyndelsen var det svært for mig at forkynde. Jeg rystede så meget på hænderne at jeg næsten ikke kunne holde Bibelen. Men mit ønske om at fortælle andre om det jeg havde lært, var ’som en brændende ild lukket inde i mine knogler’, som Jeremias sagde, og jeg måtte bare tale med folk, uanset om de ville lytte eller ej.“ — Jer. 20:9.

Hvordan lykkedes det Lilly at opdrage og forsørge sine seks børn samtidig med at hun var pioner? „Jeg bad til Jehova, og han hjalp mig,“ fortæller Lilly. „Tre gange om ugen stod jeg op klokken halv fire om morgenen for at bage små brød. Mine døtre og jeg bagte dem i en brændeovn, og folk stillede sig op i kø for at købe dem mens de var nybagte. Når jeg så havde solgt dem alle, gik mine børn i skole, og jeg tog i tjenesten. Jehova sørgede altid for os.“

Siden 1969 har Lilly været pioner i Corozal. Hendes ældste søn og to af hendes døtre er begyndt i heltidstjenesten, og hun har været med til at hjælpe 69 frem til dåb.

 [Ramme/​illustration på side 227, 228]

Forkynderture i regnskoven

„I marts 1991 mødtes 23 brødre og søstre fra hele landet i Punta Gorda for at tage på en ti dage lang forkyndertur dybt inde i regnskoven,“ fortæller Martha Simons. „Foruden tøj, tæpper og hængekøjer havde vi taget publikationer med på engelsk, spansk og kekchí. Vi havde også mad med, blandt andet 200 kiks.

Den følgende morgen sejlede vi ud i let bølgegang i en kano der var lavet af et stort udhulet ceibatræ. Vi slog lejr i kekchí-landsbyen Crique Sarco. Mens brødrene satte hængekøjer op, tilberedte vi søstre en af vores yndlingsretter — en sammenkogt ret bestående af kassava, yams, grønne pisanger, kokos, kogte æg og en grisehale. Det rygtedes at vi var ankommet, og snart var der en stadig strøm af landsbyens beboere som ville hilse på os. Det gav os mulighed for at forkynde for hele landsbyen i løbet af to timer. Den nat sov brødrene i hængekøjer under politistationen, som var bygget på pæle, og søstrene sov i en stråtækt bygning der fungerede som mødested for landsbyens ældste.

Næste dag pakkede vi sammen og sejlede videre op ad floden, som visse steder var overgroet med mangrove-rødder der gjorde det hele mørkt og uhyggeligt. En halv times tid senere trak vi kanoen på land og vandrede halvanden time gennem regnskoven til landsbyen Sundaywood. Indbyggerne var små af vækst og havde mørk olivenfarvet hud og sort, glat hår. De fleste af dem var barfodede, og kvinderne bar lændeklæder og var pyntede med perlekæder. I deres stråtækte huse var der lergulve og ingen skillevægge eller møbler ud over hængekøjer.  I nærheden af husene var der et fælles ildsted, hvor de kunne tilberede mad.

Landsbyboerne var meget venlige, og en del var interesserede i budskabet. Det der især gjorde indtryk på dem, var at vi havde læsestof på kekchí og kunne vise dem skriftsteder i vores bibel på kekchí.

Næste morgen blev vi vækket af haner, brøleaber og regnskovens fugle. Efter et solidt morgenmåltid besøgte vi alle som dagen før havde vist interesse. Vi påbegyndte adskillige bibelstudier og tilskyndede de interesserede til at fortsætte med at studere på egen hånd indtil vi vendte tilbage det følgende år. Dagene derefter gik på nogenlunde samme måde mens vi fortsatte dybere ind i regnskoven for at nå de afsidesliggende landsbyer.

Efter ti pragtfulde dage i regnskoven gennemgik vi i tankerne de store afstande vi havde tilbagelagt, de mange landsbyer vi havde forkyndt i, og alle de mennesker vi havde mødt. Vi bad Jehova om at beskytte de sandhedens sædekorn vi havde sået, indtil vi kunne komme tilbage året efter. Vores fødder var ømme, og vi var trætte, men vores hjerte strømmede over af taknemmelighed mod Jehova for den glæde det var at have deltaget i dette års forkyndertur i regnskoven.“

 [Ramme/​illustrationer på side 235, 236]

Mayaer der elsker Jehova

JORGE OG NICOLAS SHO (MED DERES SØSTER, PRISCILIAN)

FØDT 1969 og 1971

DØBT 1997

BAGGRUND Blandt mayaerne lægger man stor vægt på at respektere og adlyde sine forældre, også selvom man er voksen og gift.

▪ DA NICOLAS og Jorge lærte Jehova at kende og fik kærlighed til ham, mødte de stærk modstand fra deres far.

„Jeg fortalte min far at det var nogle rigtig gode ting jeg lærte ud fra Bibelen,“ siger Nicolas, „men han var medlem af baptistkirken og delte ikke min begejstring. I perioder holdt jeg op med at studere Bibelen fordi jeg ikke ville gøre ham ked af det. Men jeg vidste også at jeg ikke var noget godt eksempel for mine børn når jeg drak mig fuld sammen med min far. Min kone og mine børn var så ulykkelige at de aldrig smilede.

 Det var først da jeg begyndte at studere Bibelen og overvære møderne regelmæssigt at sandheden hjalp mig til at opføre mig ordentligt. Jeg arbejdede hårdt for min familie, og nu blev min løn brugt på min kone og mine børn. I dag er vi som familie travlt optaget af tjenesten for Jehova, og der er glæde og latter i vores hjem.“

Jorges situation var nogenlunde den samme. Hans drikkeri og dårlige sprog skabte problemer for hans familie, og han var aldrig hjemme i weekenderne. Men hans opførsel blev betydelig bedre da han begyndte at studere Bibelen.

„Efterhånden som jeg gjorde fremskridt,“ fortæller Jorge, „blev min far mere fjendtlig. Han kaldte os for falske profeter. Flere gange truede han os med sin machete. Broder Cardoza, som studerede Bibelen med os, havde allerede forsøgt at forberede os på modstand. ’Hvad vil I gøre hvis jeres far beder jer om at forlade familiens ejendom?’ spurgte han os. ’Min far elsker mig, så det vil han ikke gøre,’ svarede jeg. Men det var lige præcis hvad han gjorde.“

Jorge fortsætter: „Jeg var dog meget glad for det jeg var ved at lære, og det gik bedre med mit liv. Min nye kristne personlighed var også til stor gavn for min familie. Nu viste vi hinanden respekt og havde det godt sammen. Forkyndelsesarbejdet giver mig stor glæde, og takket være Jehova er jeg nu pioner.“

[Illustration]

Frank Cardoza forkyndte for Jorge

 [Ramme/​illustrationer på side 238, 239]

De tjener med glæde hvor behovet er stort

At flytte til et land hvor der er behov for flere forkyndere, er et stort skridt. Men at forblive i et fremmed distrikt år efter år kræver ofte selvopofrelse og ihærdige anstrengelser. Mange af vores brødre og søstre har klaret disse udfordringer med glæde og stort mod.

Arthur og Roberta Gonzalez, for eksempel, rejste i 1989 fra USA til Belize med deres treårige søn, Dalton. „Den største udfordring,“ indrømmer Roberta, „var at sige farvel til et sikkert og vellønnet job for at bo i et land hvor der var stor arbejdsløshed.“

„Ja,“ tilføjer Arthur, „man er nødt til at stole på Jehova. Hver gang jeg læser i Bibelen om Abraham, gør det et dybt indtryk på mig at han kunne forlade sit hjem, sin familie og alt det han kendte til. Men Jehova tog sig godt af ham. Noget der var svært for os, var at lære at forstå kreolsk. Men vi stolede på Jehova, og han tog sig af os.“

I 1991 rejste Frank og Alice Cardoza fra Californien til Belize for at være pionerer. Frank fortæller: „At læse i Apostelgerninger gav mig stor lyst til at blive missionær. Men fordi vi havde fire børn, vidste jeg at vi ikke kunne komme på Gileadskolen. Da vores yngste datter gik ud af skolen, fik vi mulighed for at rejse til et andet land. Efter at have læst om Belize i Vagttårnet traf vi en beslutning.“

Alice siger: „Jeg gik med til at prøve det i tre år. Nu har vi været her i 18 år, og jeg elsker det!“

 „Vi holder meget af mennesker, og vi kan lide at være travlt optaget,“ tilføjer Frank, „så vi har nemt ved at knytte os til dem der elsker Jehova. At få så mange bibelstudier at vi ikke kunne klare dem alle, og at se mennesker tage imod sandheden, har gjort disse år til de bedste i vores liv. Alverdens rigdomme kunne ikke få os til at give afkald på denne forret.“

I 1988 flyttede Carl og Martha Simons fra Texas til Belize. „Vores to børn var ti og otte år da vi flyttede,“ fortæller Martha. „I Belize brugte vi sammen med vores menighed hele dage på at forkynde i landsbyer i regnskoven. Vi arbejdede også sammen mens vi var med til at bygge stævnehallen, og under stævnerne havde vi altid huset fuldt af brødre og søstre der boede hos os. Vi er taknemmelige for at vores børn er vokset op her, for det har gjort det muligt for dem at være sammen med specialpionerer og missionærer. Der var ganske vist perioder hvor vi havde lyst til at tage flyveren og rejse væk — for eksempel når der ikke var elektricitet, rindende vand, batterier og telefoner. Men trods alt dette ville vi med glæde gøre det hele om igen hvis det skulle være. Vores tilværelse er blevet beriget af at tjene hvor behovet er stort.“

[Illustrationer]

Fra venstre mod højre: Dalton, Roberta, Arthur og hans mor, Martha Gonzalez

Alice og Frank Cardoza

Carl og Martha Simons

 [Ramme på side 250]

„Vi har nogle der tager sig af os!“

ALEJANDRO OG REBECCA (BECKY) LACAYO

FØDT 1950 og 1949

DØBT 1966 og 1959

PROFIL Efter at være udgået fra Gileadskolen i 1972 var de missionærer i El Salvador, Belize, Nicaragua, Mexico og Honduras. De er nu i kredstjenesten i USA, men har aldrig glemt dengang de udførte nødhjælpsarbejde i Belize.

▪ „ORKANEN Keith er over os!“ skrev Becky mandag den 2. oktober 2000. „Det har regnet uden ophold i næsten to en halv dag.“

Den følgende dag, efter at vinden og regnen var stilnet af, var det muligt for Alejandro og specialpioneren Donald Niebrugge at tage nogle forsyninger med til Ambergris Cay. Sammen med to lokale ældste besøgte de hver eneste forkynder i de to menigheder for at se hvordan de havde det.

„Om onsdagen,“ fortæller Becky, „bragte brødre fra forskellige dele af landet mad, vand og tøj til afdelingskontoret så det kunne blive delt ud til forkynderne på øerne. Snart var forhallen og biblioteket fyldt med forsyninger.“

I mellemtiden bragte Alejandro og tre andre forkyndere nødforsyninger med til Cay Caulker, hvor de opmuntrede deres trosfæller og bad sammen med dem. Både Jehovas Vidner og andre var dybt bevæget over brødrenes kærlighed og omsorg. „Jeg har doneret penge til min kirke i mange år,“ sagde en kvinde beklagende, „men der er ikke kommet nogen fra min kirke for at spørge hvordan jeg har det.“

En søster sagde med glædestårer i øjnene: „Se på de andre, og se på os. Vi har nogle der tager sig af os!“

 [Oversigt/​grafisk fremstilling på side  244, 245]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Belize

1923 James Gordon forkynder i Bomba.

1930

1933 Freida Johnson forkynder i Belize City.

1934 Thaddius Hodgeson holder møder i sit bageri.

1940

1941 De første forkyndere bliver døbt i Belize City.

1945 De første missionærer ankommer.

1946 Der oprettes et afdelingskontor.

1950

1957 Ikke flere missionærer ind i landet.

1959 Afdelingskontor, missionærhjem og rigssal opføres.

1960

1961 Missionærer tillades atter at komme ind i landet.

 1961 Orkanen Hattie anretter ødelæggelser i Belize.

1971 Bird’s Isle tages i brug til stævner.

1980

1988 En stævnehal opføres i Ladyville.

1990

2000

2000 Orkanen Keith rammer Belize.

2001 Afdelingskontoret i Mexico får tilsyn med arbejdet i Belize.

2002 En dobbeltrigssal (til venstre), et missionærhjem og den nyistandsatte stævnehal indvies.

2010

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

1.800

1.200

400

1930 1940 1950 1960 1980 1990 2000 2010

[Illustration]

En båd fyldt med stævnedeltagere

 [Kort på side 209]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MEXICO

GUATEMALA

Melchor de Mencos

DET CARIBISKE HAV

BELIZE

Ambergris Cay

San Pedro

Cay Caulker

COROZAL DISTRICT

Corozal

ORANGE WALK DISTRICT

Orange Walk

August Pine Ridge

BELIZE DISTRICT

Bomba

Santana

Crooked Tree

Black Creek

Ladyville

Belize City

CAYO DISTRICT

BELMOPAN

Benque Viejo

STANN CREEK DISTRICT

Stann Creek Valley

Dangriga

Hopkins

Seine Bight

TOLEDO DISTRICT

Mango Creek

Placencia

Monkey River Town

Punta Negra

San Antonio

Punta Gorda

Sundaywood

Barranco

Crique Sarco

Belize River

MAYABJERGENE

 [Helsides illustration på side 200]

[Illustration på side 206]

Alphonsena Robateau og Amybelle Allen sammen med tre specialpionerer

[Illustration på side 207]

Herman og Derrine Lightburn med deres søn Stephen

[Illustration på side 210]

En gruppe forkyndere med højttalervogn, Belize City, 1940’erne; (1) Thaddius Hodgeson, (2) George Longsworth

[Illustration på side 213]

Elmer Ihrig udvidede sin tjeneste ved at forkynde i yderdistrikterne

[Illustration på side 214]

Charles Heyen opmuntrede brødrene til at holde regelmæssige møder

[Illustration på side 221]

Afdelingskontor, missionærhjem og rigssal i Belize City

[Illustration på side 223]

Det første kredsstævne med et fuldt program på spansk i rigssalen i Orange Walk, 1968

[Illustration på side 229]

Specialpionererne Marcial og Manuela Kay

[Illustration på side 230]

En typisk mayalandsby, Toledo District

[Illustration på side 240]

María og Basilio Ah

[Illustration på side 246]

Cecilia Pratt

[Illustration på side 249]

Tilhørere i et telt ved et kredsstævne, Punta Gorda, 1960’erne

[Illustration på side 251]

Becky og Alejandro Lacayo

[Illustrationer på side 252, 253]

Bygningen med stålkonstruktion (nederst) bruges nu som stævnehal (til højre)

[Illustration på side 253]

Nyistandsat stævnehal

[Illustration på side 254]

Byggearbejdere ved dobbeltrigssalen i Belize City