Uganda

I ÅRHUNDREDER søgte opdagelsesrejsende efter kilden til Nilen, den mægtige flod der bugter sig gennem det halve af Afrika og munder ud i Middelhavet. Til sidst fandt nogle opdagelsesrejsende frem til Victoriasøen og dens omliggende bjerge som hovedkilden til Nilens evigt strømmende vande. I nyere tid har mange af indbyggerne i dette område kunnet glæde sig over at opdage kilden til noget endnu mere værdifuldt vand — „levende vand“ der giver „evigt liv“. (Joh. 4:10-14) Her følger beretningen om de mennesker i Uganda som har ’tørstet efter retfærdighed’. — Matt. 5:6.

„AFRIKAS PERLE“

Uganda, der ligger midt i Afrika og strækker sig over begge sider af ækvator, er et smukt land med et relativt køligt klima. Smeltende gletsjere højt oppe i de majestætiske Ruwenzoribjerge — også kaldet Mountains of the Moon — sender funklende kaskader af vand ned i utallige floder og søer. Den frugtbare jord og de store regnmængder gør Uganda til et ideelt sted at dyrke kaffe, te og bomuld. Pisanger, bananer der benyttes i madlavningen, dyrkes i store mængder og bruges til matooke, en af Ugandas hovedretter. De lokale indbyggere spiser også kassava, majsmel, hirse og durra.

Dette tropiske land er hjemsted for løver, elefanter, flodheste, krokodiller, leoparder, giraffer, antiloper, chimpanser, den truede bjerggorilla og mange forskellige mindre abearter. Farvestrålende fugle fylder luften med dejlige melodier. Ja, der er så megen skønhed i Uganda at landet er blevet kaldt „Afrikas perle“.

 UGANDAS VENLIGE BEFOLKNING

Der bor omkring 30 millioner mennesker fra hen ved 30 etniske grupper i Uganda. Mange er religiøse og tilhører kristenhedens kirker; men ligesom andre steder er den officielle religion ofte blandet med traditionelle religiøse skikke. Uganderne er som regel venlige og gæstfri, og det er ikke ualmindeligt at nogle knæler når de hilser eller betjener en der er ældre end dem selv.

Men i 1970’erne og 1980’erne var denne smukke „perle“ og dens indtagende befolkning udsat for politiske uroligheder der voldte stor skade og resulterede i tusindvis af dødsfald. Desuden har den hærgende aids-epidemi været ødelæggende for Uganda. Det er under sådanne omstændigheder at Jehovas Vidner har bragt trøst og håb til dette ukuelige folk.

ÆGTE PIONERER

Den første beretning om forkyndelsen af Riget i Uganda går tilbage til 1931, hvor afdelingskontoret i Sydafrika førte tilsyn med forkyndelsen i hele den del af Afrika der ligger syd for ækvator. For at påbegynde forkyndelsen i dette vældige område gav afdelingskontoret to pionerer, Robert Nisbet og David Norman, til opgave at forkynde i det område som nu udgør Kenya, Uganda og Tanzania.

De to brødre var besluttede på at bringe den gode nyhed om Riget langt ind i Afrikas indre. De begyndte deres forkyndertur i Dar es Salaam den 31. august 1931 med 200 kasser litteratur. Derfra tog de til øen Zanzibar og videre til havnebyen Mombasa på vej mod Kenyas højland. De rejste med tog og gennemarbejdede byerne langs jernbanelinjen  indtil de kom til Victoriasøens østlige bred. De to frygtløse pionerer krydsede søen med dampskib og ankom til Kampala, Ugandas hovedstad. Efter at have afsat meget litteratur og tegnet abonnementer på Den Gyldne Tidsalder fortsatte de to brødre i bil endnu længere ind i landet.

Fire år senere, i 1935, foretog fire pionerer fra Sydafrika endnu en rejse ind i Østafrika. Det var Gray Smith og hans kone, Olga, sammen med Robert Nisbet og hans yngre bror George. Med to veludstyrede køretøjer indrettet til beboelse begav disse energiske pionerer sig ud på dårlige veje og kæmpede sig gennem elefantgræs der kunne være op til 3 meter højt. „De sov ofte ude i det fri,“ fortæller en rapport, „og kunne se, høre og mærke Afrikas hjerte slå med dets mangfoldighed af liv — brølende løver om natten, fredeligt græssende zebraer og giraffer samt den foruroligende tilstedeværelse af næsehorn og elefanter.“ Frygtløst besøgte de byer hvor man aldrig før havde hørt budskabet om Riget.

Mens Gray og Olga Smith tilbragte nogen tid i Tanganyika (nu Tanzania), drog Robert og George Nisbet til Nairobi i Kenya. Senere, da de koloniale myndigheder beordrede ægteparret Smith til at forlade Tanganyika, rejste de til Kampala i Uganda. Denne gang  var forholdene imidlertid ikke så gunstige, og politiet i Kampala holdt dem hele tiden under opsyn. Uden at lade sig afskrække uddelte ægteparret på blot to måneder 2122 bøger og brochurer og holdt seks offentlige møder. Men til sidst udstedte guvernøren en udvisningsordre der tvang ægteparret til at forlade Uganda. De rejste til Nairobi, hvor de mødtes med brødrene Nisbet inden de tog tilbage til Sydafrika.

Med Jehovas velsignelse blev der opnået usædvanlig gode resultater på disse forkynderture, og der blev aflagt et stort vidnesbyrd. Trods religiøs modstand og et stigende pres fra de koloniale myndigheder uddelte pionererne over 3000 bøger, mere end 7000 brochurer og tegnede mange abonnementer. Efter disse forkynderture gik der mange år før der igen blev forkyndt i Uganda.

FORKYNDELSEN GENOPTAGES

I april 1950 ankom et ungt ægtepar, broder og søster Kilminster, fra England for at slå sig ned i Kampala. De forkyndte ivrigt den gode nyhed og glædede sig da to familier, en græsk og en italiensk, tog imod budskabet om Riget.

I december 1952 kom broder Knorr og broder Henschel fra Jehovas Vidners hovedkontor i New York på besøg i Nairobi i Kenya. Broder Kilminster ville ikke gå glip af denne lejlighed til at være sammen med dem, så han rejste hele vejen fra Kampala til Nairobi. Brødrene fra hovedkontoret opmuntrede den lille gruppe i Nairobi og sørgede for at der blev oprettet en menighed i Kampala. Denne nyoprettede menighed opnåede snart gode resultater, og i tjenesteåret 1954 var der et højdepunkt på ti forkyndere som var med i tjenesten.

 Samme år besøgte Eric Cooke fra afdelingskontoret i Sydrhodesia (nu Zimbabwe) Østafrika og tilbragte nogen tid sammen med den nye menighed i Kampala. Brødrene havde ganske vist et ugentligt menighedsstudium af Vagttårnet, men de var endnu ikke særlig aktive i den kristne tjeneste. Så broder Cooke opmuntrede broder Kilminster til at lede alle menighedens møder, deriblandt et ugentligt tjenestemøde. For at fremme forkyndelsen endnu mere understregede broder Cooke vigtigheden af tjenesten fra hus til hus og gav kærligt flere af forkynderne en personlig oplæring.

Indtil da var en stor del af forkyndelsen blevet udført blandt de europæere der boede i Uganda. Men broder Cooke lagde mærke til at de fleste lokale beboere i Kampala talte luganda. Han foreslog at brødrene oversatte en publikation til luganda for at nå de lokale indbyggeres hjerte. I 1958 begyndte forkynderne at bruge den nyligt oversatte brochure „Denne Gode Nyhed om Riget“. Det satte skub i arbejdet! Forkyndelsen  havde fremgang, og i 1961 nåede man et nyt højdepunkt på 19 forkyndere.

I forbindelse med sit verdslige arbejde traf broder Kilminster George Kadu, en livfuld ugander først i fyrrerne som talte lige så godt engelsk som sit modersmål, luganda. Georges interesse for Bibelen blev vakt da han lærte at Guds navn er Jehova, og han begyndte at studere Bibelen. Det varede ikke længe før han tog med som tolk når broder Kilminster forkyndte fra hus til hus. I 1956, da den første dåb fandt sted i Uganda, i Victoriasøen nær byen Entebbe, symboliserede George sin indvielse til Jehova.

Sørgeligt nok skete der kort efter noget der satte Rigets arbejde tilbage. En del af de udenlandske brødre rejste tilbage til deres hjemlande da deres arbejdskontrakter udløb. Nogle få brødre blev udelukket, og adskillige tog anstød af den ubibelske adfærd som nogle i menigheden lagde for dagen. Men broder Kadu elskede Jehova og vidste at han havde fundet sandheden. Han holdt fast ved den både ’i gunstige og ugunstige tider’ og tjente trofast som ældste indtil sin død i 1998. — 2 Tim. 4:2.

DE TJENTE HVOR DER VAR STØRRE BEHOV

Der var meget at gøre i Østafrika, og behovet for forkyndere af Riget var stort. Der var imidlertid også en anden udfordring. De koloniale myndigheder ville ikke lade missionærer komme ind i landet. Hvad kunne man gøre?

I 1957 blev forkyndere i hele verden, især åndeligt modne brødre, tilskyndet til at flytte hen hvor der var større behov. Det mindede om den indbydelse apostelen Paulus fik da han i et syn så en mand der bønfaldt  ham: „Kom over til Makedonien og hjælp os.“ (Apg. 16:9, 10) Hvordan kom denne indbydelse til at fremme forkyndelsen i Uganda?

Frank og Mary Smith tog imod indbydelsen med samme indstilling som Esajas og begyndte straks at forberede sig til at flytte til Østafrika. * (Es. 6:8) I juli 1959 sejlede de fra New York til Mombasa via Cape Town. Derefter rejste de med tog til Kampala, hvor Frank fik arbejde ved staten som kemiker ved Institut for Geologiske Undersøgelser. Ægteparret Smith slog sig ned 35 kilometer syd for Kampala i Entebbe, en smuk by ved bredden af Victoriasøen hvor der aldrig før var blevet aflagt et vidnesbyrd om Riget. De overværede regelmæssigt møderne sammen med den lille men voksende menighed i Kampala.

Efter kort tid forkyndte ægteparret Smith for Peter Gyabi, som havde en ansvarsfuld stilling i statsforvaltningen i Uganda, og for hans kone, Esther. Peter havde tidligere modtaget bogen Hvad Har Religion  Betydet for Folkene? * men fik den ikke læst da han havde for travlt med sit arbejde, der medførte at han ofte måtte rejse fra sted til sted. Peter blev nu sendt ud for at mægle mellem to stammer i en alvorlig, kompliceret strid om jordbesiddelser. Han bad da: „Kære Gud, hvis du hjælper mig, vil jeg søge efter dig.“ Da problemet blev løst på en fredelig måde, huskede han sin bøn og gik i gang med at læse bogen. Han forstod at det han læste, var sandheden og begyndte at lede efter Jehovas Vidner. Hvor blev han glad da han mødte Frank Smith, der gerne ville lede et regelmæssigt bibelstudium med ham og hans kone! Det endte med at dette tiltalende ægtepar blev døbt, og de er stadig aktive forkyndere efter mere end fyrre års trofast tjeneste.

Der var også andre udenlandske brødre som tog imod opfordringen til at tjene hvor der var større behov. Nogle fik arbejde langt væk fra den lille gruppe forkyndere i menigheden i Kampala. Ét ægtepar slog sig ned i Mbarara, en mindre by i de kuperede bakker i det sydvestlige Uganda, hen ved 300 kilometer fra Kampala. De sørgede for at der blev holdt vagttårnsstudium og bogstudium i deres hjem. Men fra tid til anden rejste de hele vejen til Kampala eller Entebbe for at nyde det nære fællesskab med deres trosfæller. De forblev også i kontakt med afdelingskontoret i Luanshya, Nordrhodesia (nu Zambia), der på det tidspunkt førte tilsyn med forkyndelsen i Østafrika. Harry Arnott, der dengang førte tilsyn med afdelingskontoret dér, tjente som zonetilsynsmand og besøgte Kampala for at opmuntre den lille håndfuld forkyndere der fandtes i Uganda, og de satte stor pris på hans kærlige omsorg.

 Tom og Ann Cooke fra England var et andet ægtepar der havde et stort ønske om at tjene hvor der var større behov for forkyndere. Tom havde søgt om arbejde i flere lande og fået en overordnet stilling i Undervisningsministeriet i Uganda. Til at begynde med bragte hans arbejde ham og Ann og deres fireårige datter, Sarah, til den lille by Iganga, der ligger omkring 130 kilometer øst for Kampala. Efter at deres anden datter, Rachel, blev født, flyttede Tom og hans familie til Jinja, en by der ligger ved det man almindeligvis kalder Nilens udspring. Senere flyttede de til Kampala.

OFRE OG VELSIGNELSER

Alle disse familier gjorde en storslået indsats i forbindelse med Rigets forkyndelse i Uganda. Det er sandt at de havde lagt den bekvemme livsform som de var vant til, bag sig. Men til gengæld fik de den glæde at se ydmyge mennesker ændre deres livsform og tage imod den gode nyhed om Riget. De oplevede også den  stærke kærlighed der bandt dem og de lokale familier sammen ved møderne og når de samledes privat.

„Den velvilje og høflighed hvormed vi blev mødt i tjenesten, og folks naturlige værdighed gjorde et dybt indtryk på os,“ siger Tom Cooke. „Det var en stor ære at have en lille andel i menighedens vækst.“

Da Tom blev spurgt om hvordan det havde været at flytte, svarede han: „Som en familie med små børn kunne vi ikke have fået et bedre distrikt at tjene Jehova i. Vi havde mange gode eksempler i de udenlandske brødre og søstre, nød samværet med de loyale og kærlige lokale brødre og fik store tjenesteforrettigheder; vi var fri for påvirkningen fra fjernsynet; og vi befandt os midt i Afrikas underfulde natur. Det var blot nogle få af de velsignelser vi kunne glæde os over.“

De der tjente hvor der var større behov, havde stor værdsættelse af det kristne brodersamfund. Det kom også til udtryk i deres villighed til at rejse helt til Kenya for at overvære kredsstævner. Det indbefattede en rejse med bus eller tog på 750 kilometer hver vej.

At overvære områdestævnerne krævede en endnu større indsats. I 1961 overværede delegerede fra Uganda og Kenya for eksempel et områdestævne i Kitwe i Nordrhodesia (Zambia). „Det indebar en firedages rejse på over 1600 kilometer ad nogle af de værste veje, som oftest grusveje, i Tanganyika (Tanzania),“ fortæller en af de delegerede, „og så fire dage tilbage til Uganda gennem den kvælende varme og støvede afrikanske savanne. Det var en oplevelse, og det glade samvær med så mange brødre og søstre var en stor velsignelse.“ Ja, det kostede store anstrengelser og krævede en enorm indsats, men hvor var det åndeligt forfriskende!

 MISSIONÆRER GØR EN STOR INDSATS

I 1962 opnåede Uganda uafhængighed af Storbritannien. Året efter besøgte broder Henschel Nairobi i Kenya og drøftede muligheden for at sende missionærer til Uganda. Hvem ville få til opgave at tjene der?

Tom og Bethel McLain fra den 37. klasse på Gileadskolen var kort tid forinden kommet til Nairobi for at tjene der. De blev meget overrasket da de fik at vide at de skulle til Kampala. Men de tog villigt imod deres nye opgave og blev de første gileaduddannede missionærer i Uganda. „I begyndelsen savnede vi Kenya,“ indrømmer Tom, „men det varede ikke længe før vi var helt forgabt i Uganda — de venlige mennesker og deres iver efter at tage imod budskabet.“

Tom og Bethel havde været i gang med at lære swahili i Kenya, men nu måtte de lære et nyt sprog, luganda. De havde ingen lærer at støtte sig til, kun deres faste beslutsomhed, deres tillid til Jehova og en lærebog. Den første måned i Uganda brugte de 250 timer på at studere det nye sprog, og den anden måned 150 timer. Det var  foruden de 100 timer de brugte i tjenesten. Lidt efter lidt kunne de klare sig på deres nye sprog og havde gode resultater i forkyndelsen.

I januar 1964 sluttede Gilbert og Joan Walters fra den 38. klasse på Gilead sig til Tom og Bethel. To andre ægtepar fra den 38. klasse, Stephen og Barbara Hardy og Ron og Jenny Bicknell, havde fået til opgave at tjene i det nærliggende Burundi, men på grund af problemer med deres visa blev de også sendt til Uganda. På kort tid var der blevet brug for et større missionærhjem i Kampala.

Menigheden i Kampala var uforglemmelig. Den indbefattede broder Kadu og hans familie; John og Eunice Bwali, et specialpionerægtepar fra Nordrhodesia og deres børn; og Margaret Nyende og hendes børn. Møderne blev praktisk talt holdt i det fri. „De forbipasserende kunne se og høre os selvom vi ikke var  ret mange,“ siger Gilbert Walters. „Familien Bwali sang for af hjertens lyst med deres høje stemmer når vi sang Rigets sange — uden akkompagnement og i fuld offentlighed. Det gav os mod til at fortsætte i missionærtjenesten.“

Inden længe blev Gilbert og Joan Walters bedt om at oprette et missionærhjem i Jinja, hvor der hidtil ikke havde fundet nogen organiseret forkyndelse sted. Senere blev der oprettet endnu to missionærhjem — et i Mbale, i nærheden af grænsen til Kenya, og et andet i Mbarara. Missionærerne i disse hjem arbejdede sammen med flere specialpionerer fra andre lande. Ja, markerne var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Men hvad kunne man gøre for at sætte mere fart i indhøstningen?

FORBEDRET ORGANISERING

Heltidstjenerne i Uganda forsøgte at gennemarbejde deres enorme distrikt så systematisk som muligt. I ugens løb forkyndte de i de beboelsesområder hvor gaderne havde navne og husene numre. Men hvordan kunne de systematisk gennemgå de distrikter hvor gaderne ikke havde navne, og husene ikke havde numre?

Tom McLain forklarer: „Vi inddelte distriktet i bakker. To af os gik den ene vej rundt om bakken, mens  de to andre gik den anden vej. Vi fulgte stierne og gik op og ned ad bakken indtil vi alle fire mødtes igen.“

De udenlandske brødre begyndte snart at høste gavn af det voksende antal ugandiske forkyndere som kendte distriktet og forstod den lokale kultur. Til gengæld havde de lokale forkyndere stor nytte af de udenlandske brødre og søstre. I Jinja var der for eksempel nogle ugandiske brødre der allerede fulgtes med missionærerne i tjenesten. Om søndagen begyndte de i hus til hus-forkyndelsen fra klokken 8 til 10. Dernæst brugte de en time til at gå på genbesøg, hvorefter de ledte et bibelstudium indtil middag. På denne måde fik alle i menigheden gavn af hinandens erfaring, og alle blev opmuntret.

Jinja, der dengang var den næststørste by i landet, var begunstiget med et vandkraftværk, og som følge deraf var det et attraktivt sted for den industrielle udvikling. Missionærerne havde gode resultater med at forkynde ved taxaholdepladser og busstationer. Rejsende fra fjerne steder tog ivrigt imod bibelske publikationer for at kunne læse dem undervejs. På denne måde blev Rigets sæd spredt vidt og bredt i de omkringliggende landområder.

Brødrene gjorde også brug af radioudsendelser for at forkynde den gode nyhed for så mange som muligt. På den landsdækkende radiostation havde de et fast ugentligt program der blev kaldt „Noget folk går og tænker over“. Brødrene fremholdt sådanne tankevækkende  emner som „Hvordan man klarer krisen i familielivet“ og „Hvordan man beskytter sig mod kriminalitet og vold“. Det foregik i form af en dialog mellem „Mr. Robbins“ og „Mr. Lee“. En af brødrene siger: „Det var ret usædvanligt at lytte til denne samtale mellem en amerikaner og en skotte på en afrikansk radiostation. Vi hørte ofte kommentarer om programmet når vi var ude i tjenesten, og det viste at det tjente et nyttigt formål.“

HJÆLP TIL NYE FORKYNDERE

Dengang holdt gruppen i Jinja møderne i forsamlingshuset i boligkvarteret Walukuba. „Mange af brødrene var nye og havde kun få publikationer de kunne bruge når de skulle forberede deres indlæg til møderne,“ siger Tom Cooke. Hvad kunne der gøres?

 Tom fortsætter: „Missionærerne oprettede et bibliotek hos en broder der boede midt i boligkvarteret. Hver mandag aften plejede de der havde opgaver, at gå derhen for at bruge biblioteket og få hjælp med deres taleopgaver.“ Nu er der flere menigheder omkring Jinja som stadig finder at dette åndelige fiskeri ved Nilens udspring giver gode resultater.

REJSENDE TILSYNSMÆND FREMMER DEN ÅNDELIGE VÆKST

I september 1963 blev forkyndelsesarbejdet i Uganda underlagt det nyoprettede afdelingskontor i Kenya, og William og Muriel Nisbet fik til opgave at besøge Uganda som en del af deres kreds i Nairobi. William fulgte interessant nok i fodsporene på sine ældre, banebrydende brødre, Robert og George, som cirka 30 år tidligere havde forkyndt i Uganda. Forkynderne fik nu gavn af det flittige arbejde som endnu et hold ’nisbetter’ udførte.

Interessen voksede, flere grupper blev oprettet, og forkynderne blev spredt over et stort område. De regelmæssige besøg af rejsende tilsynsmænd var derfor en vigtig hjælp med hensyn til at oplære og opmuntre de isolerede brødre og søstre og trøste dem med at „Jehovas øjne hviler på de retfærdige“. — 1 Pet. 3:12.

I 1965 besøgte Stephen og Barbara Hardy menighederne i en kreds der strakte sig fra Uganda til Seychellerne, en gruppe øer 2600 kilometer ude i Det Indiske Ocean. På et tidspunkt ’udspejdede’ de Uganda med det formål at finde ud af hvor pionerer ville kunne opnå de bedste resultater. De havde lånt et folkevognsrugbrød af afdelingskontoret i Kenya som de benyttede til transport og beboelse, og på blot seks uger rejste de igennem størstedelen af Uganda, idet de  besøgte byerne Masaka, Mbarara, Kabale, Masindi, Hoima, Fort Portal, Arua, Gulu, Lira og Soroti.

„Det var en spændende rejse,“ fortæller broder Hardy, „og forkyndelsen var en fornøjelse. Alle, også de lokale myndigheder, var hjælpsomme og venlige. Når vi besøgte et hus for at tale med beboeren, udviklede besøget sig ofte til et ’offentligt foredrag’ efterhånden som naboer og forbipasserende kom til for at lytte til vores budskab. Selv når vi standsede ved det vi troede var et afsides sted, varede det ikke længe før smilende mennesker kom hen til os fordi de betragtede os som deres gæster. Vores forsyning af bøger og blade svandt hurtigt ind. Vi spredte hen ved 500 bøger og tegnede mange abonnementer på Vagttårnet og Vågn op!“

Den venlighed, nysgerrighed og interesse for åndelige anliggender som man mødte hos den ugandiske  befolkning, viste at der var store muligheder for åndelig vækst. Det var en stor glæde for ægteparret Hardy at erfare Jehovas velsignelse over forkyndelsen i denne frugtbare arbejdsmark.

JEHOVA „FÅR DET TIL AT GRO“

Den 12. august 1965 var en milepæl i Jehovas folks historie i Uganda da International Bible Students Association blev indregistreret og arbejdet med at gøre disciple blev juridisk anerkendt. Retsindige ugandere — som for eksempel George Mayende, Peter og Esther Gyabi og Ida Ssali — udgjorde i 1960’erne en lille men solid kerne af stærke forkyndere. I 1969 var der 75 forkyndere rundt om i landet blandt en befolkning på omkring otte millioner, det vil sige én forkynder pr. 100.000 indbyggere. I 1970 var antallet af forkyndere steget til 97, og i 1971 til 128. I 1972 var der 162 aktive Jehovas Vidner i Uganda.

Væksten var opmuntrende, men brødrene vidste at deres styrke ikke afhang af deres voksende antal, men af „Gud, som får det til at gro“. (1 Kor. 3:7) Hvad de ikke vidste, var at der i 1970’erne ville ske nogle dramatiske ændringer i deres liv, og at de ville komme ud for alvorlige trosprøver. General Idi Amins militærkup i 1971 blev efterfulgt af et diktatur der forårsagede omvæltninger for millioner og resulterede i mange tusind dødsfald. Der forekom også stadig flere og flere mindre kampe mellem regeringen og grupper der var i opposition til det nye politiske styre. Fra tid til anden blev grænserne til nabolandene lukket. Der blev indført udgangsforbud. Folk begyndte at forsvinde. Andre blev overvåget. Hvordan ville vores fredselskende brødre og søstre i Uganda forholde sig til denne urolige, skræmmende og voldelige udvikling?

 GUDS ELLER MENNESKERS HERREDØMME?

Netop på det tidspunkt planlagde man at afholde områdestævnet for 1972, „Guds herredømme“, i Kampala, det første af sådanne stævner i Uganda. Der ville komme delegerede fra Kenya, Tanzania og det fjerne Etiopien. Hvordan ville de klare den ulmende spænding, den voksende politiske uro, konflikterne mellem stammerne og de nervepirrende optrin ved grænseovergangene? Skulle man annullere stævnet? Brødrene bad inderligt til Jehova om hans vejledning i forbindelse med stævnet og for de delegerede der ville komme rejsende.

Situationen virkede endnu mere truende da de delegerede kom til grænsen og så store grupper af mennesker flygte ud af landet. De fleste flygtede på grund af et regeringsdekret om at udvise alle asiatere  — fortrinsvis indere og pakistanere — der ikke havde ugandisk statsborgerskab. Mange, som for eksempel udenlandske skolelærere, rejste fordi de frygtede at lignende dekreter ville ramme andre etniske grupper. Trods dette blev stævnedeltagerne ved med at ankomme. Hvad ville de finde i en by der sydede af politiske spændinger?

Til deres store forbavselse fandt de at Kampala var meget rolig, og at brødrene og de interesserede med glæde ventede på stævnepladsen for at tage imod deres gæster. De var også forbavsede over at myndighederne havde givet tilladelse til at der over Kampalas travleste gade blev udspændt et enormt banner som averterede tid og sted for stævnet. Dér, i en tid med uroligheder af hidtil ukendt omfang, kunne man med store bogstaver læse titlen på det offentlige foredrag: „Guds herredømme — menneskehedens eneste håb“!

Programmet forløb uden forstyrrelser, og det højeste antal tilstedeværende var på 937 — en betydningsfuld milepæl i den rene tilbedelses historie i Uganda. De udenlandske delegeredes hjemrejse blev besværliggjort  ved grænserne, men alle kom sikkert hjem, styrket i deres nidkærhed. Midt i den voksende politiske usikkerhed havde Jehovas folk modigt vist deres loyalitet over for den suveræne Hersker. På dette kritiske tidspunkt havde Gud givet sit folk ’mod og styrke’. — Sl. 138:3.

Blandt de ugandere der var til stede, var George og Gertrude Ochola. „Det var mit allerførste stævne,“ fortæller Gertrude, „og det var der jeg blev døbt.“ George var imidlertid endnu ikke et af Jehovas Vidner. Han var en ivrig fodboldfan og var mere interesseret i stadionet som sportsplads. Hans kones gode adfærd og hans eget studium af Bibelen fik ham dog til omsider at symbolisere sin indvielse ved at lade sig døbe i Kenya i 1975.

Gertrude fortæller at hun var blandt de første fra det nordlige Uganda der lærte sandheden at kende. „I 1972, da jeg blev døbt, syntes jeg at jeg boede meget afsides. Nu er der en rigssal, et missionærhjem og et oversættelseskontor her. Det fylder mig med endnu større glæde end da jeg blev døbt.“

’EN UGUNSTIG TID’

Den 8. juni 1973 blev det uden varsel bekendtgjort i radio og fjernsyn at 12 religiøse grupper, heriblandt Jehovas Vidner, var blevet forbudt. Den nye regering havde skabt en atmosfære af frygt og mistænksomhed blandt folk ved falskeligt at fremstille udlændinge som spioner. Det blev stadig vanskeligere for missionærerne at forkynde offentligt. Der kom nu en særlig ’ugunstig tid’ for Jehovas Vidner i Uganda. (2 Tim. 4:2) Hvad ville der ske med dem?

To missionærpar havde allerede forladt landet det år fordi deres ansøgninger om at få forlænget deres  opholdstilladelse var blevet afslået. Midt i juli var de tilbageblevne 12 missionærer alle blevet udvist. De udenlandske brødre der var kommet for at tjene hvor der var større behov, kunne blive lidt længere på grund af deres verdslige arbejde, men friheden varede kun kort. Året efter blev de alle tvunget til at forlade landet.

’FASTE OG UROKKELIGE’

De ugandiske forkyndere der var tilbage, var forståeligt nok bedrøvede over at deres kære udenlandske brødre og søstre måtte rejse. Men med Jehovas styrke forblev de ’faste og urokkelige’. (1 Kor. 15:58) Typisk for deres loyale indstilling var den måde som en ældre broder, Ernest Wamala, straks reagerede på da han hørte at Jehovas Vidner var blevet forbudt. Han spurgte: „Hvordan kan de forbyde det der er i mit hjerte?“

Hvordan ville de ugandiske ældste, som for eksempel George Kadu og Peter Gyabi, klare det nu hvor de udenlandske ældste alle var borte? Deres dybe, åndelige indstilling og gode forståelse af den lokale kultur viste sig at være en hjælp. „Hvis nogen skal komme ind i sandheden og tjene Jehova i Uganda,“ forklarer broder Gyabi, „er det nødvendigt med stor selvbeherskelse for at vedkommende kan aflægge de vaner der er i modstrid med Jehovas normer. Det var især vigtigt at de ansvarshavende brødre viste selvbeherskelse, idet de udelukkende havde skrevne instruktioner fra Jehovas organisation at holde sig til.“ De lokale ældstes  samvittighedsfulde personlige studium hjalp dem til ikke at blive vildledt af menneskers bedrageriske visdom. Følgen var at denne svære tid førte til åndelig fremgang, og ikke tilbagegang, for Jehovas folk.

Befolkningen i almindelighed følte sig derimod stadig mere utryg. Mange blev forfulgt, og nogle levede i frygt for militæret. Korruptionen var omfattende, og det førte til økonomisk sammenbrud. Det prægtige land led under smertefulde sår. Ville Jehovas trofaste tjenere i Uganda stadig finde grunde til at glæde sig i denne prøvelsens tid?

GLADE SAMMENKOMSTER

Regeringen gjorde hvad den kunne for at undertrykke alle politiske møder som man mente kunne udgøre en trussel mod styret. Jehovas Vidner forblev strengt neutrale, men de respekterede også Bibelens vejledning om ikke at forsømme at komme sammen for at opmuntre hinanden. (Hebr. 10:24, 25) Det krævede stort mod og megen opfindsomhed at blive ved med at mødes under de mistænksomme myndigheders overvågning. Hvordan kunne Guds tjenere undgå at skabe opmærksomhed omkring deres harmløse møder?

Det første de gjorde, var at organisere de fleste møder i små grupper der mødtes i private hjem. Når de mødtes i større grupper, foregav de at de var på udflugt. En gang om måneden mødtes hele menigheden for eksempel til foredrag og vagttårnsstudium. Brødrene arrangerede en udflugt i en offentlig park eller i en have. Denne ordning fungerede udmærket blandt de selskabelige ugandere, som ikke fandt det mærkeligt at en gruppe venner eller slægtninge samledes for at have det rart. Brødrene medbragte diskret deres  bibler og studiebøger, men var også mestre i at have alt det med der hørte til en picnic og et måltid i det fri. Sådanne møder fik dem til at tænke på hvordan fortidens israelitter må have glædet sig over deres religiøse højtider. — 5 Mos. 16:15.

Under hele forbuddet blev der på samme måde holdt forkortede kredsstævner. Trods regeringens forsøg på at forhindre dette undlod brødrene aldrig at samles eller at forkynde den gode nyhed. For nogle brødre blev det endda muligt at overvære stævner i Nairobi, og de kunne så berette om deres spændende oplevelser når de kom tilbage.

 „FORSIGTIGE SOM SLANGER OG DOG USKYLDIGE SOM DUER“

De ansvarlige brødre havde grund til at tro at hvis de var „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“, ville forbuddet ikke blive strengt håndhævet, og de teokratiske aktiviteter kunne fortsætte. (Matt. 10:16) Specialpionererne blev derfor ved med at udføre deres opgave, dog med forsigtighed, og forkynderne fortsatte med at gå fra hus til hus.

Det var naturligvis ikke alle der var glade for at se Jehovas Vidner ved deres dør. En dag i midten af 70’erne var Peter Gyabi ude i tjenesten sammen med Fred Nyende, som var teenager på det tidspunkt. Fred var ikke ret gammel da hans mor lærte sandheden at kende i 1962. Siden da var han vokset op, og hans modenhed blev snart sat på prøve.

En vred mand — åbenbart en betjent i civil — genkendte brødrene som Jehovas Vidner. Han arresterede dem og tvang dem ind i sin bil. De var forståeligt nok nervøse, for tusinder af mennesker som var blevet anholdt på denne måde, var simpelt hen forsvundet. Desuden gjorde man ofte og helt vilkårligt brug af tortur. På vej til politistationen havde Peter og Fred tid til at bede Jehova om at give dem styrke til at forholde  sig rolige og være trofaste. Manden tog dem med til sin overordnede, hvor han kom med beskyldninger og bombarderede dem med spørgsmål. Men Peter og Fred erfarede sandheden i Ordsprogene 25:15: „En anfører kan overtales med tålmodighed, og en mild tunge kan bryde ben.“ Heldigvis var der ingen ben som blev brudt den eftermiddag. Peters rolige forklaring på at vi er lovlydige borgere og holder os til Bibelens lære, samt brødrenes respektfulde adfærd og måde at svare på, nedbrød overbetjentens fordom. Hvad endte det med?

Overbetjenten løslod ikke blot Peter og Fred, men beordrede også den betjent som havde arresteret dem, til at køre dem tilbage til distriktet! Den ydmygede betjent ’eskorterede’ dem modvilligt, og brødrene takkede Jehova for at de var blevet løsladt.

Andre episoder med politiet var mindre stressende. For eksempel holdt Emmanuel Kyamiza og hans hustru hemmeligt møderne i deres hjem i Entebbe for deres familie og en lille gruppe interesserede. For at man ikke skulle opdage noget, blev bibelstudiet holdt forskellige steder. Efter et stykke tid gik Emmanuel ud fra at det var lykkedes ham at  undgå politiets opmærksomhed. En dag da Emmanuel lige havde afsluttet et bibelstudium i Entebbes botaniske have, kom en politibetjent hen imod ham. Emmanuel skyndte sig at gemme studiematerialet af vejen. „Hvorfor gemmer du dine bøger væk?“ spurgte betjenten. „Vi ved godt hvad det er I foretager jer. Vi ved at I er Jehovas Vidner. Vi ved endda hvor I mødes. Hvis vi havde villet, kunne vi have arresteret jer for længe siden. Men fortsæt nu bare som før.“ Og det gjorde Emmanuel — meget trofast!

Senere, da Emmanuel holdt op med at arbejde og flyttede tilbage til den landsby hans familie kom fra, udholdt han stor modstand og latterliggørelse. Ligesom Jesus blev han ’ikke æret i sin hjemegn’. (Mark. 6:4) Ikke desto mindre trivedes Emmanuel stadig i alderdommen, ja, langt op i halvfjerdserne, og han cyklede regelmæssigt 30 kilometer til og fra møderne. (Sl. 92:14) I dag, hvor han er sidst i firserne, tjener han stadig trofast som menighedstjener, men han cykler ikke så meget som han gerne ville.

UDHOLDENDE PIONERER

Trods den vedvarende usikkerhed var der altid nogle få som det lykkedes at være pionerer. En af disse nidkære pionerer var James Luwerekera, som arbejdede for myndighederne, og som var blevet døbt i 1974. Kort efter sin dåb blev han landmand så han kunne forkynde den gode nyhed for folk i nærheden af sin hjemby. James’ kone studerede også et stykke tid, men efterhånden gjorde hun mere og mere for at modarbejde ham.

En morgen da det stadig var mørkt, var James og nogle andre brødre for eksempel på vej til et  områdestævne i Nairobi. Da de blev standset ved en kontrolpost, lagde brødrene mærke til at James så mærkelig ud i tøjet — det lignede ham ellers ikke at vælge noget der hverken passede sammen eller sad ordentligt. Først lavede han sjov med det og sagde at det var fordi han havde klædt sig på i en vældig fart og i mørke. Men da hans venner gik ham på klingen, indrømmede han at hans kone havde gemt hans mødetøj for at hindre ham i at overvære stævnet. Han havde været nødt til at tage det første det bedste han kunne finde. James’ rejsefæller gav ham venligt noget af deres tøj, og han ankom velklædt til stævnet.

Somme tider var den modstand James kom ud for derhjemme og i nabolaget, blot generende. Andre gange var den mere intens. Men den fortsatte i flere år. James udholdt det hele med mildhed og forblev trofast til sin død i 2005. Brødrene husker ham stadig for hans tro, og det gør hans Gud, Jehova, helt sikkert også.

„EN BRODER SOM ER FØDT MED HENBLIK PÅ TRÆNGSELEN“

„En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsp. 17:17) Under de trængsler og farer som forkynderne i Uganda måtte udholde i 1970’erne, viste brødrene i Kenya sig at være sande venner. Det krævede mod af de rejsende tilsynsmænd og repræsentanter for afdelingskontoret at krydse grænsen til Uganda for at støtte og opmuntre deres kære brødre og søstre.

I 1978 udbrød der politisk kaos da en mindre gruppe af den ugandiske hær gik ind på tanzaniansk territorium. Tanzanias hær forsvarede sig ved i  april 1979 at vælte den ugandiske regering og tvinge Ugandas berygtede diktator, Idi Amin, til at flygte. Amins pludselige forsvinden bragte mange forandringer med sig for Uganda. „Sammen med Amin forsvandt forbuddet,“ fortæller en broder. Avisen Uganda Times bekendtgjorde: „Missionærer kan frit vende tilbage.“ Jehovas folk kunne endnu en gang glæde sig over religionsfrihed!

„OM DE SÅ SLÅR MIG IHJEL, TAGER JEG AF STED“

I den forvirring der opstod i kølvandet på regeringsskiftet, blev Uganda ganske vist befriet, men på grund af de lovløse tilstande forekom der mange tilfælde af tyverier, plyndringer og ubeskrivelige voldshandlinger. Brødrene på afdelingskontoret i Kenya sørgede imidlertid straks for at Günter Reschke og Stanley Makumba besøgte Uganda og organiserede kredsstævner.

„To uger før jeg skulle af sted på denne opgave,“ husker Günter, „underviste vi på pionerskolen i Meru, i nærheden af Mount Kenya. Jeg husker at jeg læste i avisen om de mange drab der foregik i Kampala, især om natten. Efter at have læst et uddrag højt udbrød jeg: ’Og det er dér vi skal hen i næste uge!’ Men så tænkte jeg: ’Skulle jeg gøre det samme som Jonas og løbe fra min opgave?’ Straks forsvandt min frygt, og jeg sagde til mig selv: ’Om de så slår mig ihjel, tager jeg af sted. Jeg vil ikke løbe bort som Jonas.’“

Brødrene tog af sted som planlagt. Stanley besøgte menighederne i det indre af landet, mens Günter besøgte de større byer. „Der var meget der skulle reorganiseres efter krigen,“ fortæller de. „På det tidspunkt  var der kun omkring 113 forkyndere i Uganda. Alle var glade for igen at kunne mødes frit og overvære et stævne under åben himmel, og det var en glæde at der var 241 til stede.“ Sandhedens sædekorn var blevet trampet godt og grundigt ned, men kunne tydeligvis stadig bære frugt.

FAREFULDE TIDER

I Mbale, der ligger ved Ugandas østlige grænse, havde de besøgende brødre, Günter og Stanley, parkeret deres bil foran deres værtsfamilies hjem. Om natten hørte de nogle tyve rode ved bilen. Günter skulle lige til at råbe ad tyvene da han kom i tanker om at røvere tidligere på ugen havde skudt og dræbt en der forsøgte at standse et røveri. Günter konkluderede derfor at hans liv var mere værd end bilen, og besluttede ikke at gribe ind. Om morgenen da det blev lyst, opdagede de at forruden og to af hjulene var blevet stjålet. De meldte tyveriet til politiet, som gav dem følgende råd: „Fjern bilen inden tyvene kommer tilbage efter mere!“

Brødrene tog af sted mod Kampala så snart de kunne. Men uden forrude og med kun et tæppe til at dække Günter og en hat til at beskytte Stanley var den 250 kilometer lange rejse i regn og rusk alt andet end komfortabel. De havde udskiftet et af de stjålne hjul med reservehjulet og lånt et andet, som var utæt. Desuden  skulle de levere det lånte hjul tilbage to dage senere! Brødrene holdt vejret — og håbede at dækkene holdt luften!

Som om det ikke var nok, måtte Günter og Stanley køre gennem en skovstrækning som var berygtet for røveriske overfald. „Kør stærkt,“ rådede deres vært, „og lad ingen overhale jer.“ De dristige brødre var lettede da de ankom helskindede til Kampala — på rekordtid. De havde netop tid nok til at finde en der kunne bringe det lånte hjul tilbage til Mbale.

NYE UDFORDRINGER OG MULIGHEDER

I 1980, da broder Reschke besøgte hovedkontoret i Brooklyn, New York, blev han indbudt til at fortælle betelfamilien om udviklingen i Uganda. Bagefter gav medlemmer af Det Styrende Råd udtryk for håbet om at der snart igen kunne sendes missionærer til Uganda. Alle var enige om at tiden var inde til at sende flere missionærer dertil. Det blev igen muligt at mødes i større forsamlinger, og i 1981 var antallet af forkyndere i Uganda allerede vokset til 175. I juli dette år nåede man et højdepunkt på 206 forkyndere.

Men sørgeligt nok havde kamphandlingerne i de sidste ti år bevirket at mange skruppelløse mennesker havde fået fat i brugte våben og ammunition. Antallet af vilkårlige skyderier og røverier var alarmerende højt. Med forsigtighed forsøgte forkynderne at udbrede de trøstende bibelske publikationer overalt i distriktet, og i juli afsatte de hver gennemsnitlig 12,5 blade. Af hensyn til forsigtigheden måtte forkyndelsen, ligesom andre aktiviteter, imidlertid begrænses til dagtimerne, for når mørket faldt på, voksede  risikoen for at blive overfaldet. Trods de farlige forhold var muligheden for vækst dog ikke til at tage fejl af.

MISSIONÆRER IGEN VELKOMNE

Gileadmissionærerne Jeffrey Welch og Ari Palviainen ankom fra Kenya til Kampala i september 1982. Lige fra begyndelsen opnåede Jeff og Ari, som de to brødre blev kaldt, glædelige resultater. „Folk hungrede efter det åndelige,“ fortæller Jeff, „så bladene med deres appellerende emner afsatte så at sige sig selv.“

I december sluttede Heinz og Marianne Wertholz fra den tyske gileadskole i Wiesbaden sig til Jeff og Ari. Det gjorde et dybt indtryk på ægteparret Wertholz at se hvordan de ugandiske brødre klarede sig under de kummerlige og farlige forhold der rådede i landet.

„Mange funktioner,“ fortæller Heinz, „såsom vandforsyning og kommunikation, var brudt sammen. Den politiske situation var stadig spændt. Mere end én gang var der rygter om et kup, og der var mange militære vejspærringer. Skyderier og røverier var almindelige, især om natten. Når mørket faldt på, var der ikke en sjæl på gaden. Alle blev inden døre idet de håbede på — og ofte bad om — at natten ville forløbe uden ubudne gæster.“

Heinz og Marianne blev indbudt til at bo hos Sam Waiswa og hans familie mens de ledte efter et hus de kunne bruge som missionærhjem. Sam var ganske vist uddannet som lærer, men den økonomiske situation i landet betød at han havde færre midler, og det gjorde hans families gæstfrihed så meget mere bemærkelsesværdig.

„Det var vanskeligt at finde et hus i et sikkert område,“ siger Heinz, „så det endte med at vi måtte bo hos Sam i fem måneder. I den tid lærte vi hinanden rigtig  godt at kende. Undertiden fik hans store familie kun ét måltid om dagen, men de var altid glade; og børnene var lydige og respektfulde. Da byens vandforsyning ikke fungerede rigtigt, måtte børnene hente vand i 20-liters plasticdunke, som de bar hjem på hovedet. Når vi vendte tilbage fra tjenesten, var der altid frisk vand til os. Vi lærte naturligvis at økonomisere med det. Når vi for eksempel tog bad, brugte vi kun nogle få liter vand og opsamlede vandet i en balje for at skylle toilettet med det.“

I april 1983, omkring ti år efter at de forrige missionærer var blevet tvunget til at forlade Uganda, fandt de fire nye missionærer et hjem i et forholdsvis sikkert område. Den udbredte utryghed og mangelen på forsyninger var årsag til mange vanskeligheder, men de lokale brødres kærlighed mere end opvejede disse ubehageligheder.

 „Det var altid en fornøjelse at forkynde den gode nyhed,“ fortæller Marianne. „Folk var religiøse, de fleste havde en bibel og ville gerne tale med os. De var meget høflige og lette at komme i kontakt med. Og trods økonomien og andre dårlige forhold mødte de os altid med et venligt smil.“

ÆLDRE SOM GERNE VIL GØRE MERE

Ældre nyder stor agtelse i Uganda, og mange har taget imod den gode nyhed og tjener nu Jehova i deres fremskredne alder. For eksempel var Paulo Mukasa, en tidligere skolelærer, 89 år da han lærte sandheden at kende. Paulo, der havde oplevet to verdenskrige, et kolonistyre, et diktatur og andre politiske omvæltninger, var ivrig efter at lære om Guds rige. Han blev meget begejstret da han forstod at den messianske konge, Jesus Kristus, ’vil udfri den fattige og den nødstedte fra undertrykkelse og vold’. — Sl. 72:12, 14.

Da Paulo to år senere skulle døbes, spekulerede brødrene på om de kunne nedsænke en der var så gammel, helt ned under vandet. Men de havde ikke behøvet at bekymre sig. En ung mand var nervøs og tøvede med at gå ned i vandet, men 91-årige Paulo blev døbt og var ét stort smil da han steg op af vandet. Selvom det var ret begrænset hvad Paulo kunne udrette i tjenesten, forkyndte han nidkært den gode nyhed om Riget for enhver som besøgte ham, indtil han døde nogle år senere.

Lovinca Nakayima måtte ikke alene kæmpe med fremskreden alder, men også med dårligt helbred. På grund af sygdom var hendes ben så opsvulmede at hun ikke kunne gå nogen steder uden hjælp. Da menigheden blev opfordret til at tage hjælpepionertjenesten  op i en måned i forbindelse med mindehøjtiden, ville Lovinca ikke desto mindre gerne være med. Ved at tage interesserede med hen til Lovinca så hun kunne studere Bibelen med dem, hjalp menigheden hende til at være hjælpepioner. Missionærerne lærte hende også at skrive breve til folk i landsbyerne, noget hun kunne gøre når det passede hende. Om lørdagen tog en ældste Lovinca med hen til et sted i Kampala hvor der kom mange mennesker; her kunne hun sidde bekvemt på en lav mur og bruge dagen til at forkynde for de forbipasserende. Da måneden var gået, sagde Lovinca glad og tilfreds: „Nu ved jeg at jeg kan klare det — ja, oven i købet nyde det!“ Hun var ikke alene hjælpepioner i én måned, men med menighedens kærlige hjælp 11 måneder i træk.

„HVORDAN SIGER MAN . . .?“

I 1980’erne kunne de flittige forkyndere i Uganda byde en stadig strøm af ivrige missionærer velkommen til landet. Nogle var kort tid forinden udgået fra Gileadskolen, og andre var blevet tvunget til at forlade deres missionærdistrikter i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo). Væksten i antallet af missionærer i Kampala og Jinja gjorde det muligt at gennemarbejde disse tætbefolkede områder mere grundigt, og missionærerne var begejstrede over at marken i Uganda viste sig at være moden til høst. Udfordringen var ikke kun at finde interesse, men også at pleje den.

Mats Holmkvist, der var fuld af gåpåmod efter oplæringen på Gileadskolen, var ivrig efter at lære det  lokale sprog for at kunne gøre folk mere interesseret i sandheden. På det tidspunkt var Fred Nyende specialpioner i Entebbe, og man gjorde god brug af hans færdigheder med hensyn til oversættelse og tolkning for at undervise de nye missionærer så de kunne tale et forståeligt luganda, et sprog fuldt af vanskelige ord og lyde. Mats fandt udfordringen ved at lære dette sprog ret overvældende.

„Hvordan siger man ’Guds rige’ på luganda?“ spurgte Mats under en af sine første sproglektioner.

„Obwakabaka bwa Katonda,“ lød Freds flydende svar.

’Det lyder umuligt,’ tænkte Mats, der fortrød at han i det hele taget havde stillet spørgsmålet. Ikke desto mindre gjorde Mats bemærkelsesværdige fremskridt og blev ret god til at tale luganda.

INDHØSTNINGEN TAGER TIL

Trods de vanskeligheder som indbyggerne i Uganda oplevede gennem det meste af 1980’erne, var der usædvanlig mange der tog imod sandheden. Antallet af forkyndere voksede med over 130 procent — fra 328 i 1986 til 766 i 1990. Nye grupper skød op som paddehatte over hele landet. I Kampala blev antallet af menigheder fordoblet. Menigheden i Jinja kunne glæde sig over at antallet af forkyndere blev mere end tredoblet, mens gruppen i Iganga hurtigt blev en menighed.

„Væksten skete så hurtigt,“ fortæller en ældste i Jinja, „at vi undrede os over hvor alle de nye forkyndere kom fra. En overgang måtte vi næsten hver søndag sætte tid af til at mødes med dem der ville være udøbte forkyndere.“

 ARBEJDET NÅR UD TIL FLERE

Noget af det der bidrog til den bemærkelsesværdige vækst, var brødrenes enestående pionerånd. Ligesom det var tilfældet med Paulus, Silas og Timoteus i det første århundrede, var heltidstjenerne i Uganda et eksempel som andre kunne efterligne. (2 Thess. 3:9) Med det voksende behov og sådanne gode eksempler blev mange nidkære forkyndere motiveret til at gøre mere i tjenesten. Unge og gamle, gifte og ugifte, mænd og kvinder, og selv nogle der havde familie at forsørge, sluttede sig til de hårdtarbejdende pionerer. Sidst i 1980’erne tog gennemsnitlig over 25 procent af forkynderne del i en eller anden form for pionertjeneste. Nogle har været i stand til at fortsætte i heltidstjenesten indtil nu.

Pionererne støttede ivrigt de særlige forkynderkampagner der hvert år blev holdt, og som blev kaldt Makedonien-kampagner. (Apg. 16:9, 10) I årenes løb har man fortsat med disse kampagner. Menighederne forkynder i op til tre måneder i ledigt distrikt eller i distrikt der sjældent gennemarbejdes. Desuden bliver nogle pionerer midlertidigt udnævnt til specialpionerer i distrikter hvor der er større behov. Resultaterne har været meget opmuntrende. Mange oprigtige interesserede har udtrykt værdsættelse af disse kampagner, der har hjulpet dem til at lære sandheden at kende, og der er blevet oprettet mange nye grupper og menigheder.

Under en af disse kampagner forkyndte missionærerne Peter Abramow og Michael Reiss i byen Kabale og kom i forbindelse med Margaret Tofayo, som før havde studeret Bibelen. Hun var overbevist om at det hun havde lært, var sandheden, og hun havde  allerede forkyndt uformelt for andre. For at hjælpe hende så godt de kunne, gav missionærerne hende deres eneste eksemplar af bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne. Da brødrene for sidste gang besøgte Margaret inden de rejste derfra, overraskede hun dem med et særligt måltid mad. De var overvældede af hendes gavmildhed og venlighed, men følte sig pinligt berørt fordi de var klar over at hun havde slagtet sin eneste høne. De vidste at de æg hun plejede at få fra denne høne, var en del af familiens beskedne kost. „Det skal I ikke bekymre jer om,“ sagde hun, „det I har givet mig under jeres besøg, er mere end jeg giver jer med dette måltid.“ Hun blev senere døbt og fortsatte som en nidkær forkynder indtil sin død.

Den hurtige vækst kan også tilskrives den måde brødrene brugte publikationerne på. Mats, der er nævnt tidligere, siger: „Vi forsøger naturligvis at blive dygtigere til at undervise, men det er Bibelen og publikationerne der gør indtryk på folk og får dem til at ændre deres liv. Vores praktisk anvendelige brochurer når endda ind til hjertet hos dem der ikke er særlig gode til at læse men tørster efter sandheden.“

FORHINDRINGER OVERVINDES

Den spændende fremgang der fandt sted sidst i 1980’erne, var dog ikke uden problemer. I juli 1985 tog militæret endnu en gang magten ved et statskup. Som tidligere bredte usikkerheden sig, og guerillakrigen tog til. Flygtende tropper greb til vold og plyndrede ejendomme mens de skød folk på må og få. På et tidspunkt rasede kampene omkring det område i Jinja hvor missionærerne boede. En dag foretog soldater en razzia i deres hjem, men da de blev klar over hvem missionærerne var, ødelagde de intet og stjal kun lidt.  I januar 1986 kom et andet styre til magten, og det gjorde en indsats for at genskabe en vis stabilitet i landet.

Det varede ikke længe før regeringen blev konfronteret med en ny og ødelæggende fjende — aids. Da pandemien bredte sig i 1980’erne, var Uganda et af de lande der blev værst ramt. Det anslås at en million mennesker er døde, muligvis flere end der blev dræbt i de 15 år med politiske omvæltninger og borgerkrig. Hvordan berørte sygdommen vores brodersamfund?

„Nogle af de nye brødre og søstre var meget nidkære og energiske da de kom i sandheden,“ siger Washington Ssentongo, der er pioner, „men blev derpå syge og døde af aids. De var blevet smittet med hiv-virus før de lærte sandheden at kende.“ Andre blev smittet af anderledestroende ægtefæller.

„Undertiden var det som om der næppe gik en måned uden at man hørte at en man kendte og elskede, var blevet begravet,“ siger Washington, „og alle mistede nogle i familien. Der var også stor overtro knyttet til aids. Mange forbandt sygdommen med trolddom og forbandelser. Dette forkerte synspunkt gjorde folk bange, skabte ubegrundede fordomme og underminerede folks dømmekraft.“ Men vores brødre og søstre trøstede hinanden med opstandelseshåbet og forsikrede hinanden om deres ægte kærlighed.

I slutningen af 1980’erne var der stor optimisme i Uganda. Sikkerheden var ved at blive genoprettet, og landet havde økonomisk fremgang. Infrastrukturen blev forbedret, og der blev indført sociale reformer.

Efterhånden som flere og flere lagde vægt på politiske idealer, blev Jehovas Vidners neutrale standpunkt undertiden misforstået. I ét tilfælde standsede  myndighederne uden videre opførelsen af en rigssal. Flere steder blev det nægtet brødrene at holde stævner, og nogle af missionærerne måtte forlade landet da deres opholdstilladelse udløb. I slutningen af 1991 var der kun to missionærbrødre tilbage. Hvad kunne der gøres for at forbedre situationen?

Til sidst mødtes en delegation af brødre med myndighederne for at forklare vores neutrale standpunkt. Da man først havde forstået vores standpunkt, fik missionærerne lov til at vende tilbage til Uganda. Arbejdet fortsatte uhindret, og i 1993 nåede forkyndertallet op på 1000. Derefter tog det kun fem år mere at nå op på 2000 forkyndere. Nu er der i hele landet omkring 40 missionærer der gør et godt stykke arbejde.

OVERSÆTTELSE FREMMER INDSAMLINGEN

Der tales engelsk i hele landet. Luganda er imidlertid det lokale sprog der benyttes mest, og der er forskellige etniske grupper, som taler over 30 sprog. Den hurtige vækst i nyere tid skyldes i høj grad de fremskridt der er sket i forbindelse med oversættelsesarbejdet.

„Min mor var et trofast vidne,“ fortæller Fred Nyende, „men hun fik meget mere ud af møderne når jeg oversatte studieartiklerne fra engelsk til luganda for hende. Hvad jeg ikke var klar over, var at jeg på den måde blev opøvet til at udføre et langt større oversættelsesarbejde.“ Hvad mente Fred?

Kort efter at Fred i 1984 var begyndt som pioner, blev han bedt om at undervise missionærerne i luganda. Året efter blev han indbudt til at tjene i den lugandiske oversættelsesafdeling. I begyndelsen arbejdede han og de andre oversættere hjemme i deres fritid. Senere kunne de sammen på heltidsbasis  oversætte i et lille værelse i et missionærhjem. Interessant nok blev nogle numre af Vagttårnet under forbuddet i midten af 1970’erne oversat til luganda og duplikeret. Men efter en tid ophørte dette projekt. Det var først i 1987 at Vagttårnet igen udkom på luganda. Siden da er oversættelsesafdelingen vokset, og der er blevet arbejdet flittigt for at oversætte endnu flere publikationer til det voksende antal luganda-talende menigheder. I øjeblikket er næsten halvdelen af alle menighederne i landet luganda-sprogede.

Med tiden blev publikationerne også oversat til andre sprog. Der findes nu oversætterhold som arbejder fuldtids med at oversætte til acholi, lhukonzo og runyankore. Desuden er der oversat enkelte publikationer til teso, lugbara, madi og rutoro.

De hold der oversætter til acholi og runyankore, har kontorer i henholdsvis Gulu og Mbarara, hvor disse sprog er mest udbredt. Det hjælper oversætterne til at holde sig ajour med deres modersmål og lave en letforståelig oversættelse. Samtidig kan de lokale menigheder glæde sig over den støtte de får af oversætterne.

Der er ingen tvivl om at oversættelsesarbejdet kræver en stor indsats og betydelige ressourcer. De flittige ugandiske oversættere har, ligesom andre oversætterhold i hele verden, haft gavn af kurser i oversættelsesteknik og større sprogforståelse. Resultaterne har rigeligt været indsatsen og udgifterne værd — af de forskellige „stammer og folk og tungemål“ i Uganda er der nu flere end nogen sinde før der kan læse Bibelen på deres eget sprog. (Åb. 7:9, 10) Som følge heraf var der i 2003 mere end 3000 forkyndere i Uganda, og blot tre år senere, i 2006, var der 4005.

 BEHOV FOR FLERE RIGSSALE

Før i tiden samledes brødrene til møde i private hjem, lokale forsamlingshuse og skolelokaler. De første bygninger der udelukkende blev brugt til kristne møder, var stråtækte huse af ler i landdistrikterne omkring Namaingo og Rusese. Brødrenes initiativ og indsats i disse to områder blev tydeligvis velsignet, og menighederne trivedes.

I byerne var selv en beskeden bygning meget dyr, og på grund af de økonomiske forhold i Uganda syntes det vanskeligt at bygge rigssale. Det var ikke før i marts 1988 at den første permanente rigssal blev indviet i Jinja. Og hvilke anstrengelser havde det ikke krævet at bygge den — der skulle fældes træer i en nærliggende skov, transporteres tømmer ad mudrede veje, for ikke at tale om selve opførelsen af rigssalen. Senere tog også brødrene i Mbale, Kampala og Tororo initiativ til ved egen hjælp at bygge deres rigssale.

I 1999, da der blev oprettet et byggehold med støtte fra Det Regionale Kontor for Byggeprojekter på afdelingskontoret i Sydafrika, begyndte rigssalsbyggerierne virkelig at tage fart. Afdelingskontoret udnævnte et hold på ni, heriblandt to internationale byggearbejdere og deres hustruer. Det flittige byggehold lærte hurtigt hvordan arbejdet skulle gribes an, og man oplærte også de lokale brødre. Byggeprogrammet skred stadig hurtigere fremad, og det tog gennemsnitlig halvanden måned at bygge hver af de 67 rigssale der blev fuldført — det var bemærkelsesværdig hurtigt i betragtning af at det var småt med elektrisk værktøj, at der var mangel på vand, og at forsyningen af byggematerialer var højst usikker.

 De fleste menigheder i Uganda kan nu glæde sig over at holde møderne i deres egen rigssal og erfare fordelene ved at den ligger i nabolaget. De interesserede vil hellere komme i en rigtig mødesal end i et klasseværelse på en skole, så mødedeltagelsen har nået nye højder, og menighederne vokser med rivende hast.

DER HOLDES TRIT MED DEN HURTIGE VÆKST

Den fantastiske vækst i antallet af menigheder betød imidlertid at man ikke havde plads nok når der skulle holdes stævner. Hvad kunne man gøre for at finde passende mødesteder så brødrene, især de der var fra landdistrikterne, ikke skulle rejse så langt? Der blev fundet en god løsning da man fik tilladelse til at bygge rigssale der kunne udvides. Disse er af almindelig størrelse, men har en stor, åben tilbygning med blot et tag og et gulv. Når bagvæggen i rigssalen lukkes op under et stævne, kan den store forsamling sidde i det overdækkede område. Sådanne ’stævnehaller’ er allerede blevet opført i Kajansi, Rusese og Lira, og en fjerde er ved at blive bygget i Seta.

Det at Jehova har velsignet den åndelige vækst i Uganda, har også krævet visse ændringer. Før 1994 var der blot én kreds i hele landet. Senere blev der dannet flere kredse for at sørge for det stigende antal menigheder og grupper og de mange forskellige sprog. I dag er der 111 menigheder og omkring 50 grupper fordelt på otte kredse, hvoraf tre er luganda-sprogede.

Apollo Mukasa, en af kredstilsynsmændene i Uganda, blev døbt i 1972. I 1980 valgte han at begynde i heltidstjenesten i stedet for at tage en højere uddannelse. Har han fortrudt sin beslutning?

 „Tværtimod,“ siger Apollo. „Jeg har haft så mange berigende oplevelser som specialpioner og som rejsende tilsynsmand der besøgte menighederne og førhen grupperne. Jeg har især nydt den fremragende åndelige og organisationsmæssige oplæring på Skolen for Udnævnte Tjenere.“

Foruden Apollo er der siden 1994 over 50 brødre fra Uganda som har fået en værdifuld oplæring på Skolen for Udnævnte Tjenere, der på det tidspunkt for første gang blev holdt på afdelingskontoret i Kenya. Mange af disse villige brødre udfører en vigtig tjeneste som specialpionerer i mindre menigheder og grupper, mens andre betjener deres brødre og søstre som rejsende tilsynsmænd.

I 1995 blev der i Uganda udnævnt et landsudvalg der skulle tjene under afdelingskontoret i Kenya. Et af missionærhjemmene i Kampala fungerede som hjem for den nydannede familie på otte heltidstjenere, deriblandt det lugandiske oversætterhold. I september 2003 blev Uganda et afdelingskontor.

„NU ER VI I PARADIS“

I nogen tid havde landsudvalget forsøgt at finde plads til det stigende antal oversættere og klare de voksende opgaver på kontoret. For at dække behovet havde man købt to ejendomme som stødte op til kontoret i Kampala. Man forudså imidlertid at det ville blive nødvendigt med endnu større faciliteter. I 2001 havde Det Styrende Råd givet tilladelse til at man byggede et nyt kontor. Man havde derfor købt et stykke jord på fire hektar i udkanten af Kampala nær ved Victoriasøen.

I første omgang reagerede det firma der var bedst egnet til udføre byggeriet, ikke på vores henvendelse  fordi man havde for travlt til at påtage sig mere arbejde. Men pludselig ændrede firmaet indstilling og gav overraskende nok det mest fordelagtige tilbud på at bygge det nye afdelingskontor. Det lader til at firmaet uventet var gået glip af en stor kontrakt og derfor gik ind på at bygge afdelingskontoret hurtigst muligt.

I januar 2006 kunne betelfamilien glæde sig over at flytte ind i den nye, tiltalende toetages boligfløj med 32 værelser. Selve komplekset indbefatter en  kontorbygning, en rummelig spisesal, et køkken og et vaskeri. På ejendommen er der også værksteder, en forsendelsesafdeling, et miljøvenligt kloaksystem, en vandtank og en generator. „Nu er vi i paradis,“ sagde en broder henrykt, „det eneste der mangler, er evigt liv!“ Indvielsestalen blev holdt lørdag den 20. januar 2007 af Anthony Morris, der er medlem af Det Styrende Råd.

EN OVERFLOD AF SAND KUNDSKAB

I de senere årtier har Jehovas folk i Uganda lært hvad det vil sige at forkynde både „når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig“. (2 Tim. 4:2) I 2008 har de 4766 forkyndere kunnet glæde sig over at lede 11.564 bibelstudier, og over at der var 16.644 til stede ved højtiden til minde om Kristi død. Disse tal, samt det at der er 1 forkynder for hver 6276 indbyggere, viser at markerne stadig er „hvide til høst“. — Joh. 4:35.

Samtidig har vores brødre og søstre i Uganda af bitter erfaring lært hvor pludseligt forholdene kan forandre sig, og hvor hurtigt man kan komme ud for trosprøver. Deres erfaringer har imidlertid lært dem at stole på Jehova, lade sig lede af hans ord og støtte sig til det verdensomspændende brodersamfund.

En engel sagde til den aldrende profet Daniel at ’kundskaben ville blive stor i endens tid’. (Dan. 12:4) Med Jehovas velsignelse er den sande kundskab virkelig blevet stor i Uganda. Der er ingen tvivl om at sandhedens vand i dette område, hvor den mægtige Nil har sit udspring, fortsat vil vælde frem og slukke tørsten hos alle der længes efter de åndelige sandheder. Alt imens Jehova fortsat velsigner arbejdet ud over hele jorden, ser vi med spændt forventning frem til den tid da alle — i al evighed — vil være forenede i et mægtigt lovprisningskor til ære for Jehova!

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 84]

’Det var ret usædvanligt at lytte til en samtale mellem en amerikaner og en skotte på en afrikansk radiostation’

[Tekstcitat på side 92]

„Hvordan kan de forbyde det der er i mit hjerte?“

[Tekstcitat på side 111]

„Hvordan siger man ’Guds rige’ på luganda?“ „Obwakabaka bwa Katonda“

 [Ramme/​illustration på side 72]

Kort fortalt om Uganda

Geografi Med sine tætte, tropiske regnskove, vidtstrakte savanner, utallige floder og søer og den majestætiske, sneklædte Ruwenzori-bjergkæde er Uganda et land med forbløffende kontraster. Det dækker et område på 241.551 kvadratkilometer og indbefatter næsten halvdelen af Victoriasøen, Afrikas største sø.

Befolkning

Over 85 procent af befolkningen, der består af omkring 30 etniske grupper, bor på landet.

Sprog

Luganda er det mest almindelige af de mere end 32 sprog der tales i Uganda. De officielle sprog er engelsk og swahili.

Erhverv

Uganda er et landbrugsland hvor man dyrker kaffe, te, bomuld og andre salgsafgrøder. De fleste ugandere er landmænd der lever af det de selv dyrker, men nogle ernærer sig ved fiskeri eller turisme.

Køkken

En kogt ret der kaldes matooke (billedet) og laves af pisanger, er populær i størstedelen af det sydlige Uganda. Majsmel, søde kartofler og brød lavet af hirse- eller kassavamel nydes sammen med forskellige grøntsager.

Klima

Eftersom Uganda ligger på et plateau der skråner fra omkring 1500 meter i syd til cirka 900 meter i nord, er det et tropisk land med moderat klima. De fleste områder i landet har tydeligt afgrænsede tørtider og regntider.

 [Ramme/​illustration på side 77]

Ægte kristen kærlighed rører hjertet

PETER GYABI

FØDT 1932

DØBT 1965

PROFIL En ældste der under forbuddet hjalp med at oversætte publikationerne. Han og hans kone, Esther, er forældre til fire voksne børn.

▪ DA DE første missionærer fra Jehovas Vidner ankom til Uganda, var der megen racefordom i landet, og de fleste hvide holdt sig på afstand af sorte afrikanere. Missionærernes ægte kristne kærlighed rørte vore hjerter, og de blev os meget kære.

I 1970’erne havde vores familie den glæde at omgås og forkynde sammen med missionærerne, som boede omkring 65 kilometer borte, i Mbarara. Da vi en dag var på vej derhen, var der nogle soldater som standsede vores bil. „Hvis I gerne vil dø, skal I bare fortsætte,“ sagde en af soldaterne. Det syntes tilrådeligt at vende om og tage hjem. Men som dagene gik, blev vi mere og mere bekymrede for missionærerne. Vi ville gerne så hurtigt som muligt hen til missionærhjemmet for at finde ud af hvordan de havde det. Vagtposterne forhindrede de fleste i at komme ind i området, men jeg brugte min stilling i hospitalsadministrationen sammen med et skilt på bilen for at komme igennem kontrolposterne. Hvor var vi lettede over at erfare at missionærerne var i sikkerhed! Vi supplerede deres madforsyninger og tilbragte et par dage sammen med dem. Derefter besøgte vi dem hver uge indtil det var sikkert for dem at flytte til Kampala. Jo vanskeligere forholdene blev, desto mere erfarede vi den kærlighed der binder vores dyrebare brodersamfund sammen.

 [Ramme/​illustration på side 82]

„Jeg syntes ikke jeg kunne sige noget“

MARGARET NYENDE

FØDT 1926

DØBT 1962

PROFIL Den første ugandiske søster der tog imod sandheden. Tjente som pioner i over 20 år. Er stadig en aktiv forkynder.

▪ MIN mand var glad for det bibelstudium som broder Kilminster havde med ham, og syntes at jeg, på grund af min store kærlighed til Bibelen, også skulle studere. Det blev så ordnet sådan at broder John Bwalis kone, Eunice, skulle studere med mig.

Jeg elskede det jeg lærte, men var bange for at forkynde for andre. Jeg var frygtsom af natur, og jeg syntes ikke jeg kunne sige noget. Men Eunice var tålmodig med mig og hjalp mig ved først at lade mig læse et enkelt skriftsted. Senere, mens vi gik fra besøg til besøg, lærte hun mig at forberede nogle kommentarer til skriftstedet. Med Jehovas hjælp overvandt jeg min frygt.

Kort før min dåb blev jeg chokeret da min mand forkastede sandheden og forlod mig og vores syv børn. Men brødrene og søstrene var vidunderlige; de sørgede for praktisk og åndelig hjælp til mig og børnene. Et udenlandsk ægtepar som kørte til Kampala for at overvære møderne, standsede på vejen og tog mig og børnene med i deres bil. Jeg er meget taknemmelig for at fire af mine børn og deres familier har valgt at tjene Jehova.

Omsider blev jeg i stand til at tjene som pioner. Da jeg på grund af gigt mistede noget af min førlighed, stillede jeg et bord med litteratur op foran mit hus og talte med de forbipasserende. På denne måde kunne jeg fortsætte i heltidstjenesten.

 [Ramme/​illustration på side 98, 99]

Gud har velsignet den åndelige høst

SAMUEL MUKWAYA

FØDT 1932

DØBT 1974

PROFIL I mange år repræsenterede Samuel organisationen i juridiske anliggender, og samtidig tjente han som ældste og pioner.

▪ JEG vil aldrig glemme hvad der skete under et af vores besøg på afdelingskontoret i Nairobi i Kenya.

„Hvad betyder disse kulørte tegnestifter?“ spurgte jeg da jeg så på et kort over Uganda.

„Det er steder hvor der er stor interesse,“ svarede Robert Hart, medlem af afdelingskontorets udvalg i Kenya.

„Hvornår sender I pionerer dertil?“ spurgte jeg og pegede på en tegnestift ved min hjemby, Iganga.

„Vi sender ikke nogen dertil,“ sagde han og så direkte på mig. Med et blink i øjet fortsatte han: „Vi sender dig dertil!“

Jeg blev overrasket over broder Harts svar, for jeg var ikke pioner, og jeg boede ikke i min hjemby. Ikke desto mindre gjorde denne oplevelse et varigt indtryk på mig, og da jeg blev pensioneret som tjenestemand, besluttede jeg at flytte tilbage til min hjemby og blive pioner. Det var en stor glæde at se den lille gruppe forkyndere hurtigt blive til en stærk menighed der havde sin egen rigssal.

Da Patrick Baligeya blev sendt til Iganga som specialpioner, boede han hos mig, og vi virkede sammen i heltidstjenesten. Vi plantede også en majsmark for at forsørge os  selv. Vi begyndte tidligt hver dag med en drøftelse af dagsteksten, hvorefter vi arbejdede nogle få timer i majsmarken. Midt på formiddagen tog vi ud i distriktet og tilbragte resten af dagen med at forkynde.

Efterhånden som majsen voksede, mente nogle af naboerne at vi forsømte vores majsmark på grund af vores forkyndelse. Vi var udmærket klar over at majsen måtte beskyttes mod aber i den tid kolberne modnedes. Men vi ønskede ikke at afbryde vores åndelige høst for at jage aber væk.

Kort efter lagde vi mærke til at der var to store hunde der luskede rundt i vores mark. Vi vidste ikke hvor de kom fra, eller hvem der ejede dem, men i stedet for at jage dem væk satte vi mad og vand frem til dem hver dag. Mens hundene holdt til på marken, var der naturligvis ingen aber at se. Efter fire uger forsvandt hundene lige så pludseligt som de var kommet — men ikke en dag før vores majs var uden for fare! Vi takkede Jehova for den store majshøst der kom os, og ikke aberne, til gavn. Og endnu vigtigere: Vi var dybt taknemmelige for at Gud også havde velsignet den åndelige høst!

 [Ramme/​illustration på side 101, 102]

Forfulgt men ikke forladt

PATRICK BALIGEYA

FØDT 1955

DØBT 1983

PROFIL Begyndte i heltidstjenesten kort efter sin dåb. Virker i rejsetjenesten sammen med sin kone, Symphronia.

▪ DA EN ny regering i 1979 kom til magten, blev alle der havde tilknytning til det tidligere regime, mere eller mindre tvunget i forvaring. Det blev bekendtgjort at enhver som ikke samarbejdede med denne ordning, ville blive anset for at være en trussel for den nye regering og blive behandlet som sådan. Fordi jeg havde tjent som musiker i hæren, blev jeg interneret.

Jeg var glad for at jeg daglig kunne læse i Bibelen mens jeg var interneret, og således holde sindet aktivt. Desuden søgte jeg efter sandheden og kunne lide at tale med mine medfanger om bibelske emner. I den samme interneringslejr var der et af Jehovas Vidner, John Mundua, som var interneret fordi han havde været offentligt ansat og tilhørte den stamme man anså for at have støttet det tidligere styre.

John forkyndte ivrigt den gode nyhed for mig, og jeg tog med glæde imod den. Vi havde kun 16 numre af Vagttårnet og bogen Den gode nyhed der gør os lykkelige, * men jeg forstod straks at det jeg lærte, var sandheden. Efter at jeg havde studeret Bibelen i tre måneder, mente John at  jeg var kvalificeret til at blive forkynder. Kort tid efter blev han renset for alle anklager og løsladt. Min eneste kontakt med Jehovas organisation var borte. Jeg fortsatte imidlertid med at studere med de interesserede i lejren så godt jeg kunne.

I oktober 1981 blev jeg løsladt og vendte tilbage til min landsby, hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Mine slægtninge søgte at tvinge mig til at følge dem i deres religiøse skikke. Men Jehova så at det var mit ønske at tjene ham, og han holdt mig oppe. Jeg vidste at jeg skulle følge Jesu eksempel, så jeg begyndte selv at forkynde, og snart havde jeg mange studier. En dag sagde en mand til mig: „Det du fortæller, minder om noget jeg har læst i denne bog,“ og så viste han mig Sandheden der fører til evigt liv. * Manden var ikke selv særlig interesseret, og jeg var ivrig efter at læse bogen og den stak af bladet Vagttårnet han havde. Så i dette tilfælde var det den besøgte der afsatte litteratur til mig!

Men jeg havde endnu ikke fundet nogen af mine trosfæller. Broder Mundua havde nævnt at der var Jehovas Vidner i Jinja. Jeg besluttede da at finde brødrene dér. Efter at have tilbragt næsten hele natten i bøn begav jeg mig tidligt næste morgen af sted uden så meget som at have spist morgenmad. Den allerførste mand jeg mødte, bar på en gennemsigtig plasticpose. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne da jeg så at han havde et Vågn op! i posen. Jeg havde fundet en af mine brødre!

I 1984 havde jeg den glæde at overvære den første pionerskole i Uganda. Og hvem skulle jeg være sammen med i klassen? Ingen anden end min kære broder John Mundua. Selv nu i en alder af 74 år tjener han stadig trofast som pioner.

[Fodnoter]

 [Ramme/​illustration på side 113]

Han fandt omsider den sande tro

En søster bad en missionær, Mats Holmkvist, om at mødes med Mutesaasira Yafesi, som havde været præst i syvendedagsadventisternes kirke. Nu var han blevet interesseret i Jehovas Vidner og havde lavet en liste med 20 nydeligt skrevne spørgsmål. Da han mødte Mats, viste han ham listen.

Efter en to timer lang bibelsk samtale sagde Mutesaasira: „Jeg tror jeg omsider har fundet den sande tro! Vær så venlig at komme og besøge mig i min landsby. Der er andre der gerne vil vide mere om Jehovas Vidner.“

Fem dage senere tog Mats og en anden missionær af sted på motorcykel for at besøge Mutesaasira i Kalangalo — en tur på 110 kilometer ad vanskelige og mudrede veje gennem teplantager. Brødrene blev overrasket da Mutesaasira førte dem hen til en stråtækt hytte der havde et skilt hvor der stod „Rigssal“. Ja, han havde allerede sørget for et sted hvor man kunne studere Bibelen og holde møder.

Der var ti andre som var interesserede på grund af det Mutesaasira havde forkyndt for dem, og der blev påbegyndt bibelstudier med dem. Mats, der ikke lod sig afskrække af den lange afstand, studerede med dem to gange om måneden, og de gjorde gode fremskridt. I Kalangalo er der nu mere end tyve forkyndere, og i den nærliggende by Mityana er der en blomstrende menighed. I mellemtiden har Mutesaasira gjort store fremskridt og er blevet døbt. Han er nu sidst i halvfjerdserne og tjener som ældste.

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 108, 109]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Uganda

1930

1931 Robert Nisbet og David Norman forkynder i Østafrika.

1940

1950

1950 Broder og søster Kilminster flytter til Uganda.

1952 Den første menighed oprettes.

1956 Den første dåb finder sted.

1959 Udenlandske brødre yder åndelig hjælp.

1960

1963 Gileadmissionærer ankommer.

 1972 Det første områdestævne holdes.

1973 Jehovas Vidner forbydes, og missionærerne udvises.

1979 Forbuddet ophæves.

1980

1982 Missionærerne får igen lov at komme ind i landet.

1987 Vagttårnet udkommer regelmæssigt på luganda.

1988 Den første permanente rigssal indvies.

1990

2000

2003 Afdelingskontoret oprettes.

2007 Det nye afdelingskontor indvies.

2010

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

5.000

3.000

1.000

1930 1940 1950 1960 1980 1990 2000 2010

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

SUDAN

KENYA

UGANDA

KAMPALA

Arua

Gulu

Lira

Soroti

Kyogasøen

Masindi

Hoima

Mbale

Tororo

Namaingo

Iganga

Jinja

Seta

Kajansi

Entebbe

Mityana

Kalangalo

Fort Portal

Rusese

Albertsøen

Ruwenzoribjergene

Ækvator

Edward-søen

Masaka

Mbarara

Kabale

KENYA

VICTORIASØEN

TANZANIA

BURUNDI

RWANDA

UGANDA

KAMPALA

KENYA

NAIROBI

Meru

Mt. Kenya

Mombasa

TANZANIA

DAR ES SALAAM

Zanzibar

[Kort/​illustration på side 87]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UGANDA

KAMPALA

Arua

Gulu

Lira

Masindi

Soroti

Hoima

Fort Portal

Masaka

Mbarara

Kabale

VICTORIASØEN

[Illustration]

Broder Hardy og hans kone rejste gennem det meste af Uganda på seks uger

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 69]

David Norman og Robert Nisbet bragte den gode nyhed til Østafrika

[Illustration på side 71]

George og Robert Nisbet og Gray og Olga Smith ved deres køretøjer på en tømmerflåde parate til at krydse en flod

[Illustration på side 75]

Mary og Frank Smith umiddelbart før deres bryllup i 1956

[Illustration på side 78]

Ann Cooke og hendes børn sammen med broder og søster Makumba

[Illustration på side 80]

Tom og Bethel McLain var de første gileaduddannede missionærer i Uganda

[Illustration på side 81]

Det første missionærhjem i Jinja

[Illustration på side 83]

Gileadmissionærerne Barbara og Stephen Hardy

[Illustration på side 85]

Mary Nisbet (i midten) med sine sønner Robert (til venstre), George (til højre) og William og hans kone, Muriel (bagerst)

[Illustration på side 89]

Tom Cooke holder foredrag ved områdestævnet „Guds herredømme“ i Kampala

[Illustration på side 90]

George og Gertrude Ochola

[Illustrationer på side 94]

Trods forbuddet fortsatte brødrene med at mødes

[Illustration på side 95]

Fred Nyende

[Illustration på side 96]

Emmanuel Kyamiza

[Illustration på side 104]

Stanley Makumba og hans kone, Esinala, i 1998

[Illustration på side 107]

Heinz og Marianne Wertholz overværede den første klasse på den tyske gileadskole

 [Illustrationer på side 118]

Oversætterholdene

Luganda

Acholi

Lhukonzo

Runyankore

[Illustrationer på side 123]

De nye rigssale er helt anderledes end de tidligere

 [Illustrationer på side 124]

Afdelingskontoret i Uganda

Afdelingskontorets udvalg: Mats Holmkvist, Martin Lowum, Michael Reiss og Fred Nyende; boligfløj (til højre) og kontorbygning (herunder)