Estland

VELKOMMEN til Estland! Denne „højt skattede baltiske perle“ vil forbløffe dig med sin landskabelige skønhed: sine skove og enge, sine maleriske kystbyer, sine over 1400 søer og sine mere end 1500 øer. Næsten halvdelen af Estland er dækket af tætte skove og buskads — rester af den oprindelige skov der engang var udbredt over det meste af Europa. Estland, der ikke er meget større end Schweiz eller Danmark, er et af de mindste lande i Europa.

Du vil opdage at de venlige, men lidt reserverede indbyggere i dette dejlige lille land har mange tiltalende egenskaber. Esterne er generelt veluddannede; der er meget få analfabeter i landet, og de elsker at læse. Omkring 30 procent af befolkningen er russisktalende, men estisk er det officielle sprog. Det er imidlertid ikke let at lære. For eksempel har man på estisk adskillige ord for „ø“, afhængigt af øens udseende, størrelse og alder.

EN STORMFULD FORTID

Estland har været underlagt den ene magtfulde nabo efter den anden. I begyndelsen af det 13. århundrede invaderede tyske korsriddere og danske tropper landet, hvorefter Danmark, Litauen, Norge, Polen, Rusland og Sverige gennem århundreder kæmpede om at få herredømmet over Estland.

I 1721 overtog Rusland herredømmet efter mere end hundrede års svensk styre. En kort periode fra 1918 til 1940 var Estland uafhængigt, hvorefter  Sovjetunionen marcherede ind og annekterede landet. I 1941 blev Estland besat af Nazityskland, som i 1944 mistede herredømmet til Sovjetunionen. Estland var en del af Sovjetunionen i næsten 50 år, frem til 1991 da landet som den første sovjetiske republik erklærede sig uafhængigt.

Hvordan har alt dette berørt Jehovas Vidner i Estland? Hvordan gik det den sande Guds tjenere under den undertrykkende tyske besættelse og i den vanskelige sovjetiske epoke? Læs den spændende historie om deres tro, mod og opfindsomhed i perioder med brutal forfølgelse.

EFTERVEER AF FALSK RELIGION

De korsriddere der invaderede Estland i det 13. århundrede, tvang med sværdet i hånd folk til at antage „kristendommen“. Omvendelsen var dog ikke særlig dybtfølt. For at bortskylle den påtvungne dåb oversprøjtede beboerne i hele landsbyer sig selv og deres huse med vand og vendte så tilbage til deres hedenske tro. Folk blev ved med at dyrke naturen og udføre hedenske ritualer, der efterhånden blev sammenblandet med katolske læresætninger.

I det 17. århundrede blev esterne omvendt til den lutherske tro, men senere blev den russisk-ortodokse kirke Estlands statskirke. I 1925 blev kirke og stat adskilt, og en undersøgelse har vist at kun 14 procent af esterne synes at religion spiller en væsentlig rolle i deres hverdag.

I de senere år har mange oprigtige estere imidlertid taget imod Guds ords lindrende balsam, „den sunde lære efter den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. (1 Tim. 1:10, 11) Siden 1991 er antallet af Jehovas  Vidner der forkynder Guds rige, steget fra under 1000 til over 4000. Men hvordan nåede den gode nyhed oprindelig frem til det lille Estland?

„DU HAR EN MUND“

I begyndelsen af det 20. århundrede fik Martin Kose og hans bror Hugo, der opholdt sig i USA, fat i noget læsestof udgivet af Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt). Martin var begejstret for det han havde fundet, men bekymret for sit fædreland, hvor han vidste at der ingen bibelstudenter var. Efter at have fundet adressen på hovedkontoret i New York i en brochure tog han derhen og fortalte J.F. Rutherford, der dengang førte tilsyn med Bibelstudenternes arbejde, om sin bekymring.

„Hvad skal jeg gøre?“ spurgte Martin.

„Tjah, du har vel en mund, ikke?“ svarede broder Rutherford. „Så tag hjem og brug den.“

Det gjorde Martin. Omkring 1923 rejste han tilbage til Estland og begyndte at forkynde som den første bibelstudent i landet. Martin lærte sin familie Bibelens sandheder at kende, og hans  søn, Adolf, blev en trofast broder og en støtte i menigheden i de vanskelige tider der lå forude. Martins bror Hugo blev også bibelstudent, men han flyttede aldrig permanent tilbage til sit hjemland.

„DU BLIVER IKKE ENSOM“

Ved Bibelstudenternes konvent i London i 1926 efterlyste broder Rutherford frivillige der ville rejse til de baltiske lande. Albert West, Percy Dunham og James Williams rakte hånden op. Kort efter fik de til opgave at organisere forkyndelsen af den gode nyhed i Estland, Letland og Litauen. William Dey, der dengang førte tilsyn med det nordeuropæiske kontor, som lå i Danmark, rejste til Estlands hovedstad, Tallinn, sammen med Albert West. Da de havde fundet et værelse hvor Albert kunne bo, klappede broder Dey ham på skulderen og sagde: „Nå, men farvel, Albert. Du bliver ikke ensom. Om ikke så længe kommer der nogle vagttårnsfolk!“

Kolportører, som pionererne dengang blev kaldt, kom fra England, Tyskland og andre lande for at hjælpe til, men de havde svært ved at få deres visa fornyet og kunne derfor ikke blive særlig længe. Finske kolportører faldt hurtigt til fordi estisk og finsk er nært beslægtet. I snesevis af udenlandske heltidsforkyndere såede Rigets sæd med flid og i stor mængde.  Udlændinge var et særsyn, så de blev budt hjerteligt velkommen og fik ofte kælenavne, som for eksempel „Soome Miina“ (Finne-Miina). Hvis en foredragsholder kom fra England, blev han simpelt hen præsenteret som en „londonist“.

DET FØRSTE AFDELINGSKONTOR

Det var svært at finde et passende kontor, og man krævede en højere leje af udlændinge fordi de blev anset for at være rige, men i 1926 blev der oprettet et afdelingskontor i en lille lejlighed i Kreutzwaldigade 17 i Tallinn. Albert West blev landstjener. Samme år udkom de første brochurer på estisk, deriblandt Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.

En ung estisk kvinde, Hilda Ang, hørte om sandheden gennem sine veninder. Da hun tog hen på afdelingskontoret for at hente noget læsestof, spurgte en tysk broder hende om hun ville  hjælpe ham med at oversætte hans offentlige foredrag. Det ville hun gerne, og i 1928 blev hun indbudt til at arbejde på kontoret som oversætter. Hun blev senere gift med en engelsk broder, Alexander Brydson, der var flyttet til Estland for at forkynde på heltidsbasis. Hilda viste sig at være en effektiv og flittig oversætter, og senere, da arbejdet blev forbudt og hun og hendes mand måtte forlade landet, fortsatte hun gennem flere årtier i al hemmelighed med at oversætte fra udlandet. Dette par var i heltidstjenesten i tilsammen mere end 100 år!

I 1928 udgav Bibelstudenterne deres første bog på estisk, Guds Harpe. Før Anden Verdenskrig brød ud, begyndte Vagttårnet desuden at udkomme, og der blev udgivet syv andre bøger og utallige brochurer.

 DE FØRSTE FORKYNDERE

Kolportørerne nåede vidt omkring på deres cykler, og de sov hvor som helst det var muligt — om det så var på herregårde eller i høstakke. Folk var fattige, men de elskede at høre Rigets budskab. Derfor brugte heltidsforkynderne med glæde mellem 150 og 200 timer om måneden i forkyndelsen, og én rapporterede endda 239 timer på en enkelt måned! Deres tjeneste bar præg af flid, frimodighed og udholdenhed. En søster fortæller om den allerførste gang hun var med i forkyndelsen:

„Kan du cykle?“ spurgte en nidkær finsk søster hende.

„Ja, det kan jeg,“ svarede den nye søster.

„Så lad os tage til Saaremaa,“ sagde den finske søster begejstret. Saaremaa, den største estiske ø, lå cirka 200 kilometer derfra.

Da de kom til den første landsby på Saaremaa, foreslog den finske søster: „Du kan begynde i denne ende; så begynder jeg i den anden. I aften mødes vi midt i landsbyen.“ Den nye søster havde aldrig prøvet at forkynde før, men allerede fra det første besøg mærkede hun Jehovas hjælp, og snart følte hun sig så sikker at hun nød resten af turen.

Hellin Aaltonen (senere Grönlund) mødte folk fra øen Vormsi og lagde mærke til at de talte et mærkeligt sprog.

„Taler I ikke estisk?“ spurgte hun dem.

„Nej, vi taler svensk,“ svarede de.

„Har I nogen svenske bøger I kan læse?“ spurgte Hellin.

 „Vi har ikke haft svenske bøger i flere hundrede år,“ svarede de. Det var nok lidt overdrevet.

Hellin forstod imidlertid at indbyggerne på Vormsi havde brug for svenske publikationer, så hun besluttede at tage ud til øen sammen med Fanny Hietala, der kunne tale svensk.

„Vi fik fat i alle de svenske bøger de havde på kontoret, og så sejlede vi derover,“ fortæller Hellin. „Vi gennemgik hele øen på tre dage og afsatte næsten alt hvad vi havde. Flere årtier senere hørte jeg om en broder i Sverige der havde lært sandheden at kende gennem nogle bøger han havde fået på Vormsi!“ Gang på gang erfarede forkynderne at ordene i Prædikeren 11:6 er sande: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig.“

UDFORDRINGER KOLPORTØRERNE MØDTE

Det var ikke let at være kolportør. Om vinteren tilbagelagde de 20-40 kilometer om dagen på ski eller til fods. Kulden var intens, og der var langt mellem komfortable overnatningssteder. De kunne kun have de allermest basale madvarer og andre nødvendige ting med, for de skulle jo også bære kasserne med publikationer. Kraftig regn gjorde ofte vejene ufarbare. Mange nætter var kolportørerne nødt til at sove under åben himmel. Denne barske tjenestegren krævede al den fysiske styrke og udholdenhed de kunne opbyde. Men hvordan så disse selvopofrende forkyndere på deres tjeneste?

 „Jeg manglede aldrig noget virkelig vigtigt,“ husker Vilho Eloranta, en nidkær finsk broder der gennem mange måneder forkyndte på heltidsbasis i isolerede områder. „Som regel fik jeg mad hver dag og et sted at sove i bytte for publikationer. Jeg havde næsten ikke brug for penge. Når det blev aften, begyndte jeg at se mig om efter et logi. Det var ikke mange beboere der nægtede mig et sted at sove, især ikke hvis det var sent på dagen, eller der var langt til den næste gård.“

„Det betød meget for mig at få budskabet om Riget bragt ud til folk,“ fortsætter Vilho, „så de beskedne leveforhold lagde absolut ingen dæmper på den glæde og tilfredshed jeg følte ved at forkynde.“

Disse flittige brødre og søstre banede vej for fremtidig vækst ved at uddele enorme mængder publikationer. I 1929 spredte den lille flok forkyndere i alt 53.704 bøger og brochurer.

„Der var omkring 30 kolportører i Estland,“ fortæller Adolf Kose, „og de gennemarbejdede hele landet før den anden verdenskrig.“

Man kan stadig mærke virkningen af disse første energiske forkynderes arbejde. I begyndelsen af 1990’erne traf nogle Jehovas Vidner for eksempel en ældre dame ved navn Ruth. Hun syntes at budskabet lød bekendt. Hun kunne huske at hun over 60 år tidligere havde lyttet til en tysk bibelstudent der et par gange besøgte en af hendes naboer. Nu var Ruth døv og højt oppe i årene, men hun kunne genkende sandheden, tog imod et bibelstudium og blev døbt — næsten 70 år efter at hun første gang havde hørt budskabet.

 AKTIVITET PÅ DET FØRSTE AFDELINGSKONTOR

I begyndelsen blev der afholdt stævner på det lille afdelingskontor. Det første stævne blev holdt i juni 1928. Det blev overværet af 25, og 4 blev døbt. Året efter kom der 80 finske brødre for at hjælpe til med stævnet og deltage i forkyndelsen.

Albert West, der havde været landstjener i Estland, fik til opgave at assistere og senere erstatte William Dey som landstjener i Danmark. Hvem skulle så erstatte broder West som landstjener i Estland? Det skulle skotten Wallace Baxter, der var en varm og humoristisk broder. Før han fandt sandheden, havde han kæmpet i den britiske hær i Frankrig under den første verdenskrig. Det han så og oplevede under krigen, stemte ikke med det Jesus Kristus lærte andre.

„Jeg var forvirret,“ husker broder Baxter, „og jeg begyndte at indse at det i bund og grund er forkert af mennesker at føre krig, uanset hvem fjenden måtte være. Jeg har altid ment at alle mennesker er brødre, og at enhver der søger Gud, til sidst vil finde ham. Mens jeg grundede over tanker som disse, knælede jeg i min skyttegrav og lovede højtideligt Gud at hvis jeg blev skånet og var i stand til at rejse hjem, ville jeg tjene ham hele mit liv.“

 Og det gjorde han. Efter at han havde lært sandheden at kende, begyndte han i 1926 med begejstring i heltidstjenesten. To år senere tog han imod en indbydelse til at tjene i Estland, hvor han viste samme nidkærhed. I 1930, det år broder West rejste, blev broder Baxter udnævnt til landstjener. I 1932 flyttede afdelingskontoret til Suur Tartuvej 72 i Tallinn, og året efter blev Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab juridisk anerkendt i Estland.

UDSENDELSER PÅ MANGE SPROG

Tilbage i 1927 fik broder West tilladelse til at sende programmer over en kommerciel radiostation i Tallinn. Det foredrag han holdt, „Tusindårsrigets Velsignelser“, blev tolket til estisk. Udsendelsen vakte ikke blot stor interesse, men skabte også en vis polemik. Derfor fik man først tilladelse til at sende igen i 1929. På det tidspunkt begyndte man at  sende hver søndag. Foredragene blev holdt på engelsk, estisk, finsk, russisk, undertiden på svensk og tysk, og mindst én gang på dansk. Også disse foredrag vakte stor interesse og kunne høres helt i Norge, Danmark, Sverige, Finland og Leningrad (nu Sankt Petersborg) i Rusland. I tjenesteåret 1932 blev der transmitteret 200 foredrag, og det viste sig at de var effektive redskaber til at gøre Jehovas navn kendt. Ikke overraskende vakte dette samtidig præsteskabets mishag!

Præsteskabet, der vidste hvor bange estiske myndighedspersoner var for enhver berøring med kommunismen, påstod løgnagtigt at Jehovas Vidner havde forbindelse med kommunisterne. De estiske myndigheder greb hurtigt ind over for alt hvad de mente kunne svække nationen, og forbød foredragene i 1934. Men ikke alle gik ind for forbuddet. En skoledreng skrev følgende brev på engelsk:

Kære Vagttårn og dommer Rutherford!

Jeg er ked af at myndighederne i Estland har forbudt jeres udsendelser. Jeg er skoledreng, elev. Mine forældre er ikke rige: de har et udmattende arbejde for at kunne sørge for deres børn. Men kærligheden til Herren og til det håb han har givet, er som en solstråle på deres ansigter. Jeg var alvorligt syg i vinter, og da var jeres foredrag i radioen det eneste der trøstede mig. Tårerne i mine øjne var dengang glædestårer. . . . Hvor er disse foredrag nu? . . . Jeg begyndte at lære engelsk, og dette er det første brev jeg har skrevet på dette sprog, endda uden en ordbog. . . . Mine bedste ønsker og hilsener til dommer Rutherford.

 Broder Rutherford svarede med et personligt brev og sendte drengen nogle grammofonplader med sine foredrag.

„HIMMERIGETS STRIDSVOGN“

John North var en nidkær kolportør fra England. Han boede i en husvogn sammen med sin familie mens han forkyndte i Estland. Det vakte stor opmærksomhed i hele det sydlige Estland. En lokal avis beskrev husvognen med disse ord: „[Vagttårns]selskabet har i Tartu bygget et køretøj der minder om et hus, og tanken er at nogen skal rejse landet rundt i det og holde gudstjenester. De forkynder for folk fra denne ’himmerigets stridsvogn’ og uddeler bøger der forklarer Bibelen. ’Stridsvognens’ personale består af fem personer — chefmissionæren, hans kone, deres barn og to energiske unge mænd. De sidstnævnte smutter som Jehu ud i alle retninger  omkring ’stridsvognen’, dog på cykler, for at uddele læsestof.“

Under den politiske uro midt i 1930’erne blev en tidligere militærpilot, Nikolai Tuiman, fængslet på grund af sit engagement i en estisk fascistbevægelse. Han indså at han var på galt spor efter at han i fængselsbiblioteket havde fundet nogle bøger af J.F. Rutherford. Efter sin løsladelse rejste han til Tallinn, til en adresse han havde fundet i en bog som hans kone havde fået, og som var udgivet af Jehovas Vidner. Med broder Baxters hjælp foretog Nikolai Tuiman en gennemgribende forandring i sit liv. Han opgav sit politiske virke og blev et fredeligt og nidkært vidne for Jehova. Da arbejdet senere blev underlagt forbud, var han en af menighedens søjler og hjalp med den hemmelige trykkerivirksomhed. Han forblev trofast gennem omkring 15 års eksil i Sibirien.

En anden der havde været engageret i politik og var blevet skuffet, var en læge ved navn Artur Indus. Den første sandhedsglød blev tændt da han aflagde besøg i Martin Koses hjem i sin egenskab af læge. Broder Kose tilskyndede Artur til at studere Bibelen,  og da Artur kunne tysk, bestilte broder Kose alle de publikationer der fandtes på dette sprog, til ham. Med Martins hjælp tog Artur imod sandheden, indviede sig til Jehova og blev døbt. Han var en kendt og respekteret læge, og nu blev han også kendt som en nidkær og respekteret broder.

MØRKE SKYER I HORISONTEN

Midten af 1930’erne var en turbulent tid. På grund af pres fra Nazityskland og den katolske kirke blev brochuren En retfærdig Hersker konfiskeret i januar 1935. 

Samme år lukkede indenrigsministeren Vagttårnsselskabets kontor i Estland, konfiskerede publikationerne og beslaglagde dets ejendom. Selvom mange publikationer allerede var gemt væk, blev omkring 76.000 konfiskeret. Dette tilbageslag standsede dog ikke arbejdet. Til brødrenes overraskelse og glæde blev indholdet af to konfiskerede brochurer offentliggjort i to førende aviser med et samlet oplag på 100.000. Trods de mistede publikationer fik Jehovas  navn mere omtale end det ville have fået hvis brødrene havde uddelt brochurerne.

I mellemtiden fortsatte forkyndelsesarbejdet, og arbejdet på kontoret blev genoptaget. Gennem de følgende år blev ikke så få bøger konfiskeret. Hellin Aaltonen arbejdede på afdelingskontoret under en razzia.

Hun fortæller: „Tre unge politifolk kom først og fremmest for at konfiskere brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, men vi havde ikke nogen. De rev alle bøgerne ned af hylderne og smed dem i en dynge på gulvet. Broder Baxter kunne ikke gøre noget, for de holdt hele tiden øje med ham. Men jeg begyndte at rydde op efter politiet og gik diskret over til broder Baxters skrivebord for at se om der lå nogen papirer som betjentene ikke skulle se. Jeg fik øje på et brev med alle forkyndernes navne og adresser. Det smed jeg i en papirkurv i hjørnet. Da betjentene begyndte at fylde bøgerne i kasser, greb overbetjenten selvsikkert fat i en kasse og hev den op med en så voldsom bevægelse at han brækkede armen! Politiet tog hurtigt af sted for at få ham på hospitalet, og det gav os tid til at gennemgå kasserne før de vendte tilbage.“

„Betjentene kom igen,“ fortsætter broder Baxter, „og mens de flyttede bøger, så jeg at en af dem lagde et eksemplar af bogen Verdensbefrielsen i en stor lomme i sin overfrakke. Jeg har tit tænkt på hvor mange andre bøger disse mænd mon stak til side til sig selv og læste.“

Året 1939 var en usikker og skræmmende tid. En hel del sovjetiske soldater fik lov til at komme ind i Estland. „Hver dag blev der udsendt en spærreild af  kommunistisk propaganda i radioen,“ skrev broder Baxter. „Der var megen spekulation, spænding, ængstelse og direkte frygt. Himmelen var fyldt med brummende sovjetiske krigsfly lastet med faldskærmssoldater.“ Ville denne trussel mon lamme forkyndelsen?

Trods uroen udførte Jehovas loyale tjenere i Estland i 1940 en bemærkelsesværdig bedrift — de spredte 59.776 bøger og brochurer selvom de kun talte 27 forkyndere og 15 pionerer. De udrettede så meget de kunne i den periode med frihed der var tilbage.

DET SIDSTE STÆVNE I FRIHED

Brødrene havde mulighed for at arrangere et stævne i Tallinn kort tid før det sovjetiske styre begyndte — det sidste der blev holdt i frihed de næste halvtreds år. De drøftede artikler fra Vagttårnet som „Teokratiet“, „Neutralitet“, „Snarer“ og „Religionens  Undergang“ — aktuel åndelig føde der var med til at berede Guds folk på det der lå forude.

Estland var på nippet til at blive inddraget i den anden verdenskrig, og brødrene ville ikke komme til at undslippe krigens virkninger. Den 16. juni 1940 udstedte Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker et ultimatum til den estiske regering om at udnævne en ny regering og tillade flere sovjetiske soldater i Estland. Det estiske kommunistparti blev legaliseret og havde knap 150 medlemmer. Estland blev annekteret som en del af Sovjetunionen. Inden for få måneder blev tusinder af estere forvist til Sibirien, og deres huse og gårde blev forladt, nedbrændt eller givet til invaderende russere. Tusinder af andre forsøgte at slippe bort i små fiskerbåde, især til Sverige. Det lykkedes for mange, men andre omkom på det stormfulde hav.

DE SIDSTE UDLÆNDINGE REJSER

Indførelsen af et kommunistisk styre betød at afdelingskontoret atter blev lukket. Broder Baxter og ægteparret Alexander og Hilda Brydson var besluttede på at blive i deres tildelte distrikt, men det blev mere og mere farligt for udlændinge at opholde sig i Estland. Broder Rutherford rådede dem derfor til at forlade landet. Broder Baxter og broder og søster Dunham fra Letland blev evakueret med tog gennem Sibirien og endte i Australien. Alexander og Hilda Brydson flyttede til Sverige omkring et år senere. Broder Baxter tjente trofast som medlem af afdelingskontorets udvalg i Australien indtil han fuldførte sit jordiske livsløb den 21. juni 1994. *

 Hvad ventede der den lille gruppe lokale brødre nu da de udenlandske brødre var rejst? De var forholdsvis nye i sandheden, og pludselig befandt de sig midt i en grusom krig, der krævede sin pris, og det gik ud over forkyndelsen. Efter at brødrene havde sendt deres sidste rapport i 1941, hørte man intet til dem i cirka 20 år.

SVÆRE TROSPRØVER

Under den anden verdenskrig drev tyske tropper russerne ud og besatte Estland fra 1941 til 1944. Det betød dog ikke at Jehovas Vidner fik større frihed. I 1942 forkyndte Jaan Pärrat, der var døv, i Tartu da tyskerne arresterede ham. Han blev anklaget for undergravende virksomhed og fængslet. Ifølge fængselsdokumenterne fik fængselsinspektøren ordre til at denne fange, Jaan Pärrat, skulle „udleveres til en særlig anbringelse“. Det var i virkeligheden en henrettelsesordre. En gruppe mænd så at han blev ført udenfor, og derefter hørte de skud. Han blev ikke ført tilbage eller set igen.

Ja, det var en vanskelig periode for brødrene. De unge mænd blev forsøgt rekrutteret af først den sovjetiske hær og derefter den tyske hær. „Vi måtte skjule os for at undgå at blive indkaldt til hæren,“ husker Adolf Kose. „Hvis vi blev fanget, kunne vi vælge mellem at slutte os til hæren eller blive skudt. Rigets arbejde led selvfølgelig under dette, for det var meget vanskeligt at foretage sig noget som helst.“

Krigslykken vendte. I slutningen af 1944 drev den sovjetiske hær tyskerne ud af Estland, så landet atter blev underlagt det barske sovjetiske styre. Krigen og de følgende års undertrykkelse havde en katastrofal  virkning på det estiske folk. Mindst en fjerdedel af befolkningen blev dræbt, forvist til fjerne egne af Sovjetunionen eller flygtede ud af landet. Gennem årene flyttede hundredtusinder af russere til Estland, og befolkningssammensætningen ændrede sig mærkbart. Det sovjetiske herredømme kom til at udgøre en alvorlig trosprøve for brødrene, som vi skal få at se.

FRA ’SKOVBRODER’ TIL ÅNDELIG BRODER

På den tid var der blevet dannet en nationalistisk, antisovjetisk partisanbevægelse som var kendt under navnet „Skovbrødrene“ fordi medlemmerne skjulte sig i de tætte skove. Blandt dem var der mange som ikke var partisaner, men skjulte sig fordi Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste, KGB, var efter dem. Det anslås at der i perioder var mellem 15.000 og 20.000 mænd som skjulte sig i skovene, og nogle var forsvundet i årevis uden at myndighederne fandt dem. Den sidste blev faktisk først fundet i 1978! Ville nogen af „Skovbrødrene” mon tage imod sandheden og vælge at blive åndelige brødre?

Erik Heinloo vidste at han var i fare fordi han tidligere havde arbejdet for den estiske stat. Da Sovjetunionen besatte Estland, forsøgte han og hans kone, Magda, mange gange at flygte til Sverige i båd. Den sidste gang de sejlede af sted, fik de motorstop og måtte vende om. I syv år lykkedes det ham at undgå myndighederne ved at skjule sig i skovene indtil han til sidst blev arresteret. Så blev han og hans kone sendt til hver sin fangelejr i Sovjetunionen.

Mens Magda var i fangelejr, mødte hun to søstre der fortalte hende om håbet om Riget. Magda forstod straks at hun havde fundet sandheden, og hun  blev så glad at hun bogstavelig talt dansede af glæde! Magda blev løsladt i 1956 og døbt i 1960. Erik tog imod sandheden syv år efter at han blev løsladt. Langt om længe var en ’Skovbroder’ blevet en åndelig broder.

JAGET OG ANHOLDT

Efter at de udenlandske brødre havde måttet forlade Estland, fik en modig og nidkær broder, Martin Kose, til opgave at føre tilsyn med arbejdet i det nordlige Estland. Friedrich Altpere, en høj, beleven ester der underviste i engelsk på de højere klassetrin, førte tilsyn med forkyndelsesarbejdet i det sydlige Estland. Han var engang i 1930’erne blevet bedt om at tolke et foredrag som blev holdt af en af de udenlandske pionerer der kom til Võru. Da han havde gjort det, forstod han at han havde fundet sandheden. Nu havde han gjort så store fremskridt at han kunne føre an i forkyndelsen i den sydlige del af landet.

Begge brødre havde svært ved at klare deres opgave fordi de ikke havde kontakt med organisationen og heller ikke megen erfaring. Men trods udfordringerne ved at arbejde under jorden tjente de trofast fra 1940 og indtil de blev anholdt i slutningen af 1948. 

 Til erstatning for Martin Kose og Friedrich Altpere blev der oprettet et arbejdsudvalg bestående af Albert Kruus, Karl Talberg og Artur Indus med Lembit Toom som assistent. Mens resten af udvalget måtte holde sig skjult, kunne broder Toom rejse frit omkring og besøge grupperne. Hvorfor? Jo, han var møller ved en vindmølle, og på vindstille dage når arbejdet med møllen var indstillet, kunne han gøre som han ville.

De ansvarlige brødre i Estland satte livet på spil for at hjælpe deres trosfæller. Billeder af dem der blev anset for at være ledere, blev hængt op på jernbanestationer —  man betragtede dem som efterlyste forbrydere. KGB satte op til fire agenter til at overvåge hver af vores milde, venlige brødre. Årene mellem 1948 og 1951 var vanskelige, men Jehova velsignede den indsats hans trofaste tjenere gjorde i forkyndelsen. Resultatet var at forkyndertallet steg til over 100.

’FORSIGTIGE SOM SLANGER, USKYLDIGE SOM DUER’

Jesu disciple i Estland mærkede mere og mere at deres Herres advarsel var sand: „Vis jer . . . forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer. Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til lokale domstole, og de vil piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ (Matt. 10:16-18) Men nogle af dem der havde en stærk tro, havde svært ved at forstå at Jehova ikke altid mirakuløst beskytter os mod Satans overgreb. (Job 1:9-12; 2:3-6) Nogle brødre og søstre var ikke altid så „forsigtige som slanger“ som de burde have været — og blev derfor et let bytte for grusomme forfølgere.

 „Der var en interesseret mand som virkede meget nidkær og frimodig,“ husker Adolf Kose. „Han fik ansvar i menigheden og var meget populær blandt søstrene. Men brødrene blev mistænksomme og advarede søstrene om at de ikke skulle vise ham alle vores mødesteder.“ Desværre valgte nogle at overhøre advarselen, og det lykkedes manden at give en hel del oplysninger videre til KGB.

„I 1950 fik vi nogle eksemplarer af Vagttårnet fra Tyskland, og dem ville vi gerne give alle vores kristne brødre i Estland del i,“ fortæller Lembit Toom.

Man planlagde derfor at holde et stævne i en lade i en afsidesliggende del af landet. KGB hørte imidlertid om planerne og gjorde klar til at anholde alle brødrene og søstrene. To vognladninger soldater lagde sig i baghold ved den station hvor brødrene skulle stå af toget. Tre brødre ventede ved en kilometersten på vejen til stævnepladsen for at vise stævnedeltagerne vej. En af dem hørte en mistænkelig lyd i skoven og undersøgte sagen. Pludselig så han ind i et geværløb! Soldaterne førte ham tilbage til de to andre brødre, og de blev alle tre anholdt.

Da det gik op for Lembit Toom og Ella Kikas (senere Toom) at de tre brødre var blevet anholdt, reagerede de hurtigt. De sprang på Lembits motorcykel og kørte så hurtigt de kunne til en jernbanestation der lå tidligere på ruten, for at advare brødrene der var med det næste tog. Lembit og Ella skyndte sig ind på stationen, fór ind i toget og fik hurtigt brødrene til at stå af! Da toget kørte ind på den station hvor KGB-officererne ventede, opdagede de til deres skuffelse at der ingen Jehovas Vidner var med toget.

 I mellemtiden fandt andre brødre hurtigt frem til en anden gård hvor stævnet kunne holdes. Så fik de stævnedeltagerne til at gå mere end 10 kilometer ad en stille bivej hen til det nye stævnested. Samtidig kørte soldaterne frem og tilbage ad de store veje for at finde stævnedeltagerne, der var som sunket i jorden. Stævnet blev holdt uden forstyrrelser og overværet af 111. Der var en alvorsfuld stemning fordi alle var klar over at de når som helst kunne blive anholdt. Programmet indbefattede rapporter om brødre og søstre i andre lande, blandt andet trosstyrkende erfaringer om Jehovas Vidner i nazisternes koncentrationslejre. Ved dette stævne fik brødrene vigtig vejledning og styrke til at klare de prøver der lå forude, for selvom de i denne omgang undgik en masseanholdelse, fik de ikke lov at være på fri fod ret længe.

FORHØRT OG DØMT

I de næste få måneder blev alle de ansvarlige brødre en efter en anholdt, og det samme gjorde over 70 forkyndere og andre der havde en vis forbindelse med Jehovas Vidner. Jehovas fredselskende tjenere blev nu udsat for tilsyneladende endeløse forhør, mens de der stadig var frie, vidste at de kunne blive de næste.

Eftersom forhørene som regel foregik om natten og fortsatte i månedsvis, fik fangerne ikke lov at sove ordentligt gennem lange perioder. Jo mere udmattede de blev, jo mere svækkedes de af det mentale stress. Brødrene blev dømt uden rettergang; de fik simpelt hen at vide hvad deres dom lød på — mellem 5 og 12 år i fængsel eller arbejdslejr. De fleste blev idømt 10 år. Hvilken forbrydelse havde de gjort  sig skyldige i? I myndighedernes optegnelser læser vi: „Statsfjendtlig propaganda og undergravende virksomhed.“ Kort tid efter blev loven ændret, og forkynderne blev fra nu af idømt 25 års fængsel. Da 63-årige August Pressraud fik sin dom, udbrød han efter sigende ironisk: „Jeg takker den ærede ret for at have idømt mig så lang en straf. Jeg regnede med at jeg kun havde 10-12 år tilbage at leve i. Men I har givet mig et kvart århundrede!“

Forkynderne blev dømt til ophold i berygtede fængsler eller arbejdslejre i hele Sovjetunionen, først og fremmest i Sibirien og i det fjerne østlige eller nordlige Rusland, hvor forholdene var barske. Det syntes umuligt at komme hjem, og mange fanger følte at de lige så godt kunne lægge sig til at dø.

Selv falske brødre der samarbejdede med myndighederne, undgik ikke forfølgernes undertrykkelse. Der var for eksempel to brødre som blev spioner for KGB. Lige efter at de havde udført deres opgave, blev de selv forfulgt af KGB. De blev begge sendt i arbejdslejr. KGB havde åbenbart ingen respekt for disse feje stikkere. *

FRA ESTLAND TIL SIBIRIEN

Nu da KGB havde arresteret dem de betragtede som de mest fremtrædende Jehovas Vidner, var man besluttet på at udrydde hvert eneste vidne der var tilbage. Angrebet blev sat ind tidligt om morgenen den 1. april 1951. Ved en særdeles veltilrettelagt manøvre rykkede betjente samtidig ud i alle dele af landet (foruden i Letland, Litauen og det vestlige Ukraine).

 Så godt som alle Jehovas Vidner, mange af deres nære slægtninge og selv interesserede blev i hast fjernet fra deres hjem, samlet på adskillige jernbanestationer og ført ind i lukkede godsvogne. De fik lov til at tage noget mad og nogle personlige ting med sig, men resten af deres ejendele blev konfiskeret. Uden så meget som en retssag eller bare en forklaring blev næsten 300 estiske borgere på denne dag kørt med tog til Sibirien, de fleste til området Tomsk, der lå omkring 5000 kilometer borte.

MODIGE UNGE

Corinna Ennika på 17 år og hendes 13-årige søster, Ene, havde været på familiebesøg. Forestil dig deres bekymring da de kom hjem og opdagede at gardinerne var trukket for, og at deres mor ikke var hjemme! De blev helt lettede over at høre at deres mor var blevet arresteret. Hvorfor blev de det?

„Det betød at hun i hvert fald var i live!“ siger Corinna. „Vi var klar over at der sikkert også var andre der var blevet arresteret, så vi tænkte at mor i det mindste var sammen med Jehovas folk. Vi følte at Jehova gav os megen styrke og fred. Jeg græd ikke, og det gjorde Ene heller ikke — og hun er endda lidt følsom og skrøbelig. Om mandagen tog vi begge to i skole, og vi fortalte ikke nogen at vores mor var blevet anholdt.“

Corinna og Ene bevarede endda roen da nogle betjente kom for at føre dem bort. „Alle i vores togvogn var helt rolige,“ fortsætter Corinna. „En søster trøstede os og sagde at Jehova aldrig ville tillade at vi blev udsat for trængsler som vi ikke kunne klare, og at vi måtte stole på hans løfte om at hjælpe os.“ Der gik over seks år før pigerne så deres mor igen.

 Sagsakterne i forbindelse med forvisningen af en seks måneder gammel baby fortæller noget om forfølgernes irrationelle had. Det oplyses nemlig her at babyen blev forvist fordi den var „en fjende af staten“.

Deportationen var yderst traumatisk, og de forviste blev ydmyget og vanæret på enhver tænkelig måde. Hver morgen og aften blev alle lukket ud af toget for at forrette deres nødtørft, selvom der ingen toiletter var. „Det var imod enhver form for anstændighed og menneskelighed,“ siger en søster. „Det var umuligt at adskille mænd og kvinder. Andre gik forbi os, og alle vagterne stod omkring os og gloede.“

LIV OG DØD I SIBIRIEN

Efter en udmattende togrejse på fjorten dage blev de forviste endelig sluppet ud af togvognene og sat af i den kolde sne med deres sparsomme ejendele. På et nærliggende kollektivt landbrug kom nogle formænd for at udvælge de bedste arbejdere til gården, omtrent som godsejere der købte arbejdere på et slavemarked.

Mange af dem der boede i Sibirien, var selv forviste, og de havde ondt af de nyankomne. Med hjælp fra trosfæller og venlige naboer fik de forviste derfor hurtigt indrettet sig. For nogle lykkedes det at skabe sig en rimelig normal tilværelse. Nogle få fik endda ganske uventet et bedre helbred, som for eksempel to estiske søstre der havde tuberkulose, men blev raske da de kom til det tørrere sibiriske klima.

Ikke alle var dog så heldige. Mindst ét barn døde i toget, og en ældre broder døde på grund af de vanskelige forhold eller det følelsesmæssige chok. Nogle brødre blev handicappede på grund af det strenge arbejde eller mangelen på ordentlig medicin. Andre led  under de barske leveforhold, den dårlige ernæring, sygdomme, ulykker og ekstrem kulde. Desuden måtte mange udholde den følelsesmæssige smerte ved at være adskilt fra deres familier gennem mange år og aldrig modtage de breve deres kære skrev til dem.

„Vores familie bestod kun af børn og meget unge kvinder,“ fortæller Tiina Kruuse, „så vi blev ført til et temmelig fattigt kollektivt landbrug. Arbejderne havde ikke mad nok til sig selv, og da slet ikke til os. De nye tyggede på fyrrebark og spiselige rødder og fik tit brændenældesuppe.“

Vintrene i Sibirien er lange og bidende kolde; det er et strengt klima som de forviste estere ikke var vant til. Selv noget så enkelt som at dyrke kartofler lykkedes sjældent. For de fleste var det første år i eksil ganske forfærdeligt, og de led vedvarende sult.

„Det var 50 graders frost,“ husker Hiisi Lember. „På grund af kulden havde vi sat hønseburet ind under sengen, for ellers frøs hønen ihjel. Nogle havde endda en kalv hos sig i huset hvis den tilfældigvis var blevet født om vinteren.“

 UD TIL NYT DISTRIKT — PÅ STATENS REGNING!

Mange år tidligere havde William Dey sagt at hvis Sovjetunionen nogen sinde indtog de baltiske lande, ville brødrene få et kæmpestort, nyt distrikt at forkynde i. Det skulle vise sig at være sandt! Den sovjetiske regering hjalp virkelig Jehovas Vidner til at udvide deres forkyndelsesarbejde til Sibirien og andre fjerne steder ved at sende dem i eksil. Jehova tillod at hans tjenere blev sat på prøve, men dét gav mange som aldrig havde hørt Guds navn, mulighed for at lære sandheden at kende.

Lembit Trell var for eksempel blevet arresteret for regeringsfjendtlig virksomhed. Han hørte om sandheden i 1948 på en usædvanlig måde — i en fængselscelle i Tartu. En russisk hærofficer, der også var fængslet, fortalte ham om de Jehovas Vidner han havde mødt i en anden fængselscelle. Officeren fortalte Lembit i korte træk hvad deres lære gik ud på. Han forklarede at Guds regering er den eneste løsning, og at Gud snart vil overtage herredømmet over jorden. Det vakte Lembits interesse.

Lembit blev senere sendt til en fangelejr i Vorkuta i det nordlige Sibirien der ligger tæt ved Det Nordlige Ishav. Her hørte han en gruppe Jehovas Vidner tale om Bibelen. Da han nærmede sig, kunne han høre at de drøftede de samme ting som han havde hørt fra officeren, så han gav sig i snak med dem.

„Hvorfor er du i fængsel?“ spurgte brødrene Lembit.

„Jeg kæmpede for retfærdighed,“ svarede han.

„Vandt du?“ spurgte en af brødrene.

Svaret gav sig selv, men Lembit svarede: „Nej, det gjorde jeg ikke.“

 „Ved du hvad! Du kæmpede på den forkerte side,“ sagde en broder til Lembit. „Vil du ikke hellere kæmpe på den rigtige side?“ Så begyndte de at forklare hvad der står i Bibelen om åndelig krigsførelse. Jo mere Lembit hørte, jo mere forstod han at han havde fundet sandheden, og jo mere indså han at han måtte kæmpe på Jehovas side i den åndelige krig.

Da Lembit var blevet løsladt, vendte han tilbage til Estland og indledte sin åndelige krigsførelse. Han er nu almindelig pioner. Hans kone, Maimu, fandt sandheden på lignende måde, for hendes interesse blev vakt i fængselet af en kvinde der ikke selv var et af Jehovas Vidner.

De brødre der ikke talte særlig meget russisk, havde svært ved at forkynde. Men selv med deres begrænsede ordforråd kunne de altid indlede en samtale ved at tale om grunden til at de var i eksil i Sibirien. Denne fremgangsmåde gjorde brødrene dygtigere til at aflægge uformelle vidnesbyrd. Desuden havde de rig lejlighed til at forkynde for andre forviste fra Estland på deres modersmål. Én overlevende anslår at mellem 15 og 20 estere lærte sandheden at kende i lejrene, og det samme gælder en hel del russere og litauere.

HVORDAN FIK DE ÅNDELIG FØDE?

Bibler og åndelig føde blev på mange forskellige måder smuglet ind i fængslerne og frem til de forviste Jehovas Vidner som boede i isolerede områder. „Vi modtog sider fra publikationer i krukker med svinefedt  og andet dyrefedt,“ forklarer en broder. „Fedtet blev jo helt hvidt i kulden, så det var svært at se papiret. Selvom betjente stak en kniv ned i krukkerne, fandt de så godt som aldrig det tynde papir, der var presset tæt op mod krukkens sider.“ Myndighederne fandt sjældent den dyrebare åndelige føde der var skjult i krukker med bogstavelig føde.

Små publikationer kunne også sys ind i en taske eller et stykke tøj, skjules i et sæbeetui eller presses ind i et udhulet stykke sæbe. „Jeg kunne få plads til fire numre af Vagttårnet i et stykke sæbe i et sæbeetui,“ fortæller Ella Toom.

Forkyndernes breve blev censureret, men de lærte at camouflere Bibelens sandheder og det teokratiske sprog med ganske almindelige ord. En søster skrev for eksempel: „Far tager sig rigtig godt af os, og vi har også et reb der kan nå ned i brønden.“ På den måde fik hun fortalt at „Far“, Jehova, sørgede for dem i åndelig forstand, at de havde kontakt med „brønden“, Jehovas organisation, og at de havde adgang til sandhedens livgivende vand, de bibelske publikationer.

Mange publikationer blev ganske enkelt afskrevet i hånden, men nogle blev mangfoldiggjort med enkle trykkemetoder. Forkynderne var taknemmelige hvis de i forbindelse med afskrivningen af publikationerne kunne blive sat i isolation som straf fordi de havde forkyndt. Hvorfor det? „Det passede mig fint at blive sat i isolation,“ siger en søster. „Så kunne jeg bedre oversætte Vagttårnet, for så blev jeg ikke forstyrret så tit.“ Dette er et af mange eksempler på at forfølgernes taktik mislykkedes og ofte resulterede i at Rigets interesser blev fremmet. — Es. 54:17.

 MØDERNES BETYDNING

Forkynderne satte stor pris på de sjældne lejligheder der viste sig til at samles til møder. Corinna Ennika beskriver hvordan hun og en anden søster tog mod til sig og forlod deres arbejde et par dage uden tilladelse for at overvære et møde. „Vi tog af sted fra vores arbejdsområde om aftenen og spadserede til en jernbanestation 25 kilometer borte,“ forklarer Corinna. „Toget kørte klokken to om natten, og efter seks timer stod vi af og gik 10 kilometer til mødestedet. Vi fandt det rigtige hus og stod og diskuterede hvem der skulle sige kodeordet, da en broder kom ud. Han kunne se at vi var søstre, og sagde muntert: ’I er kommet det rigtige sted hen. Kom ind!’ Vi studerede Vagttårnet og sang Rigets sange. Det var en meget opbyggende og trosstyrkende oplevelse for os.“ Da de tre dage senere kom tilbage til deres arbejde, viste det sig til deres lettelse at landbrugets bestyrer slet ikke havde opdaget at de var væk. At overvære hemmelige møder var i høj grad med til at styrke Jehovas trofaste tjeneres tro og mod.

I et andet tilfælde holdt en gruppe brødre et møde i et fængsel da vagterne pludselig kom ind for at lede efter publikationer. En broder der havde nogle sider af publikationerne i hænderne, greb hurtigt en kost og begyndte at feje lokalet. Vagterne ledte, fandt intet, og gik igen. Den broder der så energisk fejede gulvet, havde pakket siderne godt rundt om kosteskaftet!

DEN SANDE KRISTNE KÆRLIGHEDS KRAFT

„I fem år arbejdede jeg i kulminerne,“ fortæller Adolf Kose. „Vi befandt os nord for polarcirklen, hvor  der ikke er noget dagslys om vinteren. Det var mørkt når vi kom op til overfladen ved arbejdstidens ophør. Vi så ikke dagslyset i flere måneder. Vi fik heller ikke mad nok. Det påvirkede min hukommelse og min tidsfornemmelse. På grund af det hårde arbejde, den utilstrækkelige mad og ren og skær udmattelse havde vi kun kræfter til at snakke om almindeligheder i nogle få minutter ad gangen. Men når vi talte om Rigets sandheder, var vi aldrig trætte. Så kunne vi blive ved i timevis.“

Gennem alle disse trængsler lærte Jehovas folk at vise selvopofrende kærlighed over for hinanden. „Alt hvad vi havde, og alt hvad nogen af os modtog, blev fordelt ligeligt mellem brødrene,“ forklarer broder Kose. „Vi led alle sammen nød, så vi lærte at dele det vi nu havde, med hinanden.“ — 1 Joh. 4:21.

Selv vagterne blev klar over at Jehovas Vidner altid hjalp hinanden. Da Aino Ehtmaa blev overført fra en lejr til en anden, havde hun hverken en ske eller en skål — og det er helt nødvendigt for at kunne klare sig i lejren.

„Det gør ikke noget,“ sagde lejrens leder. „Dine søstre giver dig det du har brug for.“ Det gjorde de ganske rigtigt. Når Jehovas Vidner på denne måde viste hinanden kristen kærlighed, blev det gang på gang til ære for Jehovas navn.

Men loyalitetsprøverne ophørte aldrig. Selv da søster Ehtmaa havde siddet i fangelejren temmelig længe, blev vagterne for eksempel ved med at spørge hende: „Vil du stadig ikke samarbejde med os?“ Den form for samarbejde de var ude efter, var naturligvis fortrolige oplysninger om Jehovas Vidner.

 „I spærrer mig inde i en fangelejr, og min far og mor døde på grund af jer,“ svarede søster Ehtmaa altid. „Hvordan skulle jeg nogen sinde kunne samarbejde med jer?“

Selv i deres „lænker“ fortsatte de forviste brødre og søstre med at vise kristen kærlighed ved at forkynde den gode nyhed om Riget hver gang lejlighed bød sig. Men hvem kunne de forkynde for? Den sovjetiske politik, der gik ud på at flytte ikkekommunistiske borgere der tilhørte overklassen, åbnede faktisk „en ordets dør“ for dem. Mange brødre og søstre havde gode samtaler med disse veluddannede forviste mennesker, der måske ellers ikke ville have hørt budskabet eller lyttet så beredvilligt. — Kol. 4:2-4.

„Senere blev vi ført til forskellige lejre,“ forklarer broder Kose. „I hver eneste celle blev der forkyndt meget. Jeg forkyndte mere dér end jeg har gjort hverken før eller siden.“

Gennem alle årene i eksil blev Jehovas Vidner konstant udsat for angreb. De blev frarøvet deres ejendele og frihed, og de blev ydmyget på alle mulige måder. Men moralsk og åndeligt blev de aldrig besejret af deres forfølgere.

TILBAGE TIL ESTLAND

Da Josef Stalin døde i 1953, blev mange af hans hengivne tilhængere sønderknuste. På det tidspunkt sad Ella Toom i en celle sammen med seks andre søstre. Vagten kom grædende ind og gav dem ordre til at rejse sig og hilse Stalin. Det nægtede de modigt at gøre.

På grund af Stalins død begyndte den politiske stemning at ændre sig. Fra 1956 til 1957 sendte  Jehovas Vidners verdensomspændende brodersamfund i hundredvis af breve til den sovjetiske regering på de forviste brødres vegne. En efter en fik de forviste Jehovas Vidner amnesti. De der sad i fængsel, blev løsladt, og de forviste fik lov at flytte hjem. Nogle forkyndere blev løsladt kort efter Stalins død, men andre måtte vente nogen tid. Familien Tuiman blev for eksempel sendt i eksil i 1951, men fik først lov at vende hjem i 1965. Brødrene fik lov at rejse tilbage til Estland, men de skulle finde et sted at bo, for alt hvad de ejede, var blevet konfiskeret da de blev forvist.

ET TILBAGEBLIK

Hvilken virkning havde skræmmekampagnerne, grusomheden, det hårde arbejde og de forfærdelige forhold i fængslerne på brødrene? De allerfleste forblev åndeligt stærke og trofaste, selv når de stod ansigt til ansigt med døden. Mindst 27 estiske forkyndere døde i fængsel eller eksil, deriblandt Artur Indus, der havde virket i Estlands arbejdsudvalg før han blev deporteret. Friedrich Altpere døde kort tid efter at han var blevet løsladt, sikkert på grund af det hårde arbejde. Jehovas tjenere var blevet udsat for svære trosprøver i Sibirien, men de havde lært meget af det, og de var ikke gået på kompromis. Ja, efter at de havde været udsat for dette angreb, havde de fået en stærkere tro og var blevet mere udholdende. — Jak. 1:2-4.

„Alle de ansvarlige brødre sad i fangelejre,“ forklarer Viljard Kaarna, „og vi holdt kontakt med dem. Derfor havde vi altid publikationer i Sibirien, og vi klarede os godt rent åndeligt. Da vi kom tilbage til Estland, var det meget sværere regelmæssigt at få  åndelig føde. Vi tror ikke vi ville have klaret os så godt åndeligt hvis vi var blevet i Estland.“

Mange forviste som ikke var Jehovas Vidner, blev bitre på grund af deres lidelser. Jehovas Vidner betragtede derimod eksilet som en åndeligt styrkende oplevelse.

„Vi lærte lydighed af det vi led,“ siger Corinna Ennika. „Vi satte vores lid til Jehova og fortrød det aldrig. Vi erfarede at man har brug for utrolig lidt for at kunne overleve. Min søster, Ene, og jeg havde kun en lille kuffert og en kasse under sengen. Det tænker vi på når vi i dag synes at der er et eller andet vi mangler. Vi tilbragte de bedste år af vores ungdom — fra jeg var 17 til jeg var 23 år — i Sibirien. Jeg har tit spekuleret på om vi ville have været lige så åndeligt stærke hvis vi ikke havde været i eksil. Jeg føler at Sibirien var det bedste sted vi kunne være på det tidspunkt.“

„De fem år i Sibirien var snart glemt,“ fortæller en anden søster. „Det var som om jeg bare havde set en film i et par timer.“

Aino Ehtmaa mindes: „Jeg glemmer aldrig nordlysets muntre dans, de frostklare dage hvor farverige skyer af damp steg op fra havet eller floderne,  polardage hvor solen ikke gik ned i to uger i træk, og polarnætter hvor der ikke var nogen solopgang at se i to uger. Jeg husker de grønne jordbær der modnedes i løbet af den korte sommer, og det arktiske fuglevildt der nippede til skuddene på de spinkle træer. Trods alle trængslerne følte jeg det som om jeg var på udflugt i Sibirien. Det gik op for mig at med Jehovas hjælp er det muligt at være lykkelig, selv dér.“

NYE TIDER, GAMLE METODER

Forfølgelsen ophørte ikke efter at brødrene var vendt tilbage fra Sibirien. Det hemmelige politi brugte både direkte og indirekte metoder for at få oplysninger om organisationen og bagtale den.

Jüri Schönberg, der var blevet anholdt fordi han nægtede at udføre militærtjeneste, blev hentet i arbejdslejren for at blive underkastet et intensivt forhør. En særlig KGB-agent var kommet til Estland fra Kiev i Ukraine for at overtale Jüri til at arbejde for KGB. Agenten forsøgte at overbevise ham om at Jehovas Vidners publikationer var regeringsfjendtlige og fulde af fejl. Han gav Jüri nogle numre af Vagttårnet som han skulle læse, men selvom bladene så ægte nok ud, nægtede Jüri at tage imod dem. Han var bange for at det drejede sig om nogle af de falske udgaver af Vagttårnet som KGB somme tider fremstillede for at skabe forvirring blandt brødrene. Fra morgen til aften gennem en hel uge pressede agenten Jüri til at samarbejde med KGB, men vores broder stod fast og nægtede at gå på kompromis.

ATTER KONTAKT MED „MOR“

Selvom jerntæppet var næsten uigennemtrængeligt, kunne det ikke hindre Bibelens lys i at  trænge igennem. I mange år måtte brødrene nøjes med gamle publikationer. Men under eksilet i Sibirien kunne de estiske forkyndere mødes med brødre fra andre dele af Sovjetunionen. Da de kom tilbage til Estland, holdt de modigt kontakten ved lige med brødrene i Sovjetunionen og kunne en gang imellem modtage frisk, åndelig føde. Fra og med 1956 etablerede de for eksempel kontakt med Ivan Dziabko og andre fra Ukraine og kunne få publikationer af dem. Men disse kontakter var sjældne, og mængden af publikationer var begrænset. Der var brug for mere, og snart velsignede Jehova brødrenes modige anstrengelser.

Under ledelse af Det Styrende Råd planlagde det finske afdelingskontor at yde de estiske brødre en mere systematisk hjælp. Vilho Eloranta, der havde været pioner i Estland i 1930’erne, fik til opgave at kontakte dem. På sin første tur til Estland i begyndelsen af 1960’erne lykkedes det ham at få kontakt med Fanny Hietala. Derefter virkede mange finske brødre som kurerer ved at rejse til Estland som turister, og de var med til at holde kommunikationslinjen åben. Endelig havde de estiske brødre fået kontakt med „mor“, som brødrene kaldte Jehovas organisation. De kunne sende tjenesterapporter og breve og modtage publikationer på mikrofilm. Men fordi denne ordning måtte holdes fuldstændig hemmelig og gennemføres med største diskretion, var der kontakt mellem brødrene to-tre gange om året.

Adolf Koses fætter, Hugo Kose junior, der bor i De Forenede Stater, rejste til Estland som kurer 15 gange. På en af disse ture visiterede grænsevagterne  ham omhyggeligt, men fandt ingenting. Stemningen blev dog anspændt da vagterne spurgte ham hvilket trossamfund han tilhørte. Hugo havde lagt mærke til at vagterne ikke talte flydende engelsk, så han begyndte at rable en masse af sig på engelsk. Vagterne ville ikke afsløre deres uvidenhed ved at bede ham om at tale langsomt, så da telefonen pludselig ringede, bad de ham skynde sig fordi skibet var klar til at sejle. Han adlød naturligvis omgående!

Alle de der virkede som kurerer, vidste hvor stor betydning deres opgave havde, og de tog den meget alvorligt. De var altid forsigtige og var hele tiden opmærksomme på faren ved at blive for selvsikre. Tjenesterapporterne blev affattet i kodesprog fordi de kunne falde i de forkerte hænder. Kurererne forstod at de kunne bringe deres eget og andres liv i fare hvis de var skødesløse. Somme tider opdagede de at de blev forfulgt af KGB. Mens Viljard Kaarna ventede på at modtage en pakke af to brødre, så han en agent fotografere brødrene og derefter følge efter dem. Der var ingen tvivl om at han samlede beviser mod Jehovas Vidner. Men gennem alle disse år mistede brødrene aldrig en eneste forsendelse af publikationer eller nogen breve eller rapporter.

EN FORBEDRET ORGANISATION

Et landsudvalg i Ukraine havde gennem nogen tid ført tilsyn med forkyndelsen i Sovjetunionen. Desuden tjente adskillige brødre som områdetilsynsmænd i det store land. Men den voksende organisation i Estland krævede nu at der blev ført tilsyn med arbejdet lokalt. Adolf Kose, der var stille af natur og havde lært meget gennem forskellige trosprøver, blev  i 1967 udpeget til at være med til organisere arbejdet. Senere fik han også ansvaret for at sende breve og rapporter for Letland, Litauen, Karelen, Leningrad (nu Sankt Petersborg) og Murmansk. Broder Kose var desuden med til at organisere trykningen af publikationer forskellige steder.

Hvordan kunne broder Kose klare alle disse ansvarsopgaver og samtidig passe et heltidsjob sammen med sin hustru, Koidula, på en svinefarm nær byen Tapa? Broder Kose opfandt nogle maskiner der gjorde hans arbejde som landmand lidt lettere. På den måde fik han mere tid til sine teokratiske opgaver.

Senere var brødre som Viljard Kaarna, Lembit Toom og Silver Silliksaar med til at besøge menigheder i Estland og naborepublikker i Sovjetunionen. Da den russiske arbejdsmark i Estland voksede, fik Alexandr Jevdokimov en lignende opgave. Med tiden blev trykkearbejdet opdelt, og de russisktalende brødre i Estland trykkede selv deres publikationer. Når deres publikationer ankom på mikrofilm, var de allerede på russisk og kunne overføres direkte til fotopapir. Efterhånden som menighederne voksede, kunne man dog ikke dække behovet ved at duplikere publikationerne, for det var besværligt og krævede at mange brødre hjalp med trykningen flere forskellige steder. Derfor blev denne metode afløst af en anden. Trods brødrenes beskedne ressourcer blev der alligevel trykt hundreder af eksemplarer af over 20 forskellige bøger under jorden. Mellem 1966 og 1989 blev der fremstillet over fem millioner håndduplikerede sider på estisk og russisk.

 BEHOV FOR FORSIGTIGHED

Engang ransagede nogle politibetjente en broders hjem under påskud af at de ledte efter en stjålen motorcykel. Men de gik direkte hen til en bogreol, hvor det nok ikke var sandsynligt at broderen havde skjult en motorcykel! De søgte åbenbart efter forbudte publikationer, men til deres skuffelse fandt de ingen.

Hvordan camouflerede brødrene publikationerne og holdt dem skjult? Når de fremstillede bibelsk læsestof, indbandt de det tit med omslag fra gamle, verdslige bøger eller blade. Når deres hjem så pludselig blev ransaget, var der som regel ingen der lagde mærke til den slags „gamle“ tryksager.

 Forkynderne brugte særlige lejligheder, for eksempel bryllupper, som dække for møder og stævner. Heimar og Elvi Tuimans bryllup varede for eksempel i to dage, og somme tider varede „sammenkomsterne“ tre-fire dage. Ældstebrødrene i Estland tilskyndede parrene til at arrangere bryllupper der ikke var for store. Små grupper faldt ikke så meget i øjnene, tiltrak sig mindre opmærksomhed og var i mindre fare for at skabe vanskeligheder.

RUSSISKE BRØDRE FLYTTER IND

I 1970 begyndte Jehovas Vidner der længe havde været i sandheden i Ukraine, Hviderusland og andre dele af Sovjetunionen, at flytte til Estland. For mange af disse brødre var livet i Estland meget lettere end i deres hjemland, hvor de havde været udsat for brutal forfølgelse.

Med hjælp fra brødre som Nikolaj Dubovinski, der gennem mange år havde været ældste i Ukraine, blev den første russisksprogede menighed oprettet i Tartu i 1972 med omkring 50 forkyndere. Den russiske arbejdsmark var frugtbar, og i 2010 var der 27 russisksprogede menigheder og 4 russisksprogede grupper — og de udgjorde over halvdelen af forkynderne i Estland.

UFORMEL FORKYNDELSE

De russisktalende brødre var modige og nidkære forkyndere, og de tøvede ikke med at tale med folk under uformelle omstændigheder. De indledte for eksempel samtaler med turister der besøgte kirker i Tallinn, og forkyndte for dem. I mange tilfælde troede turisterne at den der fortalte dem om Bibelen, var en  guide, så de lyttede opmærksomt til hvad brødrene sagde.

Nogle søstre forkyndte i tog. De købte en returbillet fra Tartu til Tallinn. Den otte timer lange rejse gav dem masser af tid til at indlede samtaler og fortælle andre passagerer om den gode nyhed.

„Jeg bad om et bibelstudium,“ fortæller Maria Pasechnick, der var flyttet til Estland fra Kasakhstan. Hun tænkte lidt over hvordan hun skulle komme i gang, og besluttede så at forkynde for andre, der som hun ventede i timevis i lange køer for at købe mad i de lokale forretninger.

„En dag jeg stod i kø, begyndte jeg at tale med en kvinde og ledte efterhånden samtalen ind på Bibelen,“ fortsætter Maria. „Det viste sig at kvinden ikke selv var videre interesseret, men hun tog mig med hen til nogle hun kendte, præsenterede mig, og overlod det så til mig at fortsætte samtalen med dem. Resultatet blev at jeg oprettede fire bibelstudier. En af kvinderne blev et døbt Jehovas vidne, og hun tjener stadig Jehova trofast.“

Ligesom alle andre steder skilte mange af Jehovas Vidner sig ud på deres arbejdsplads ved at være eksemplariske. For eksempel mente kommunistpartiets talskvinde på et kraftværk at Leonhard Nilsk kunne undværes fordi han var religiøs. Men lederen af det elektroniske laboratorium tog ordet og sagde: „Har vi mere brug for kommunister der drikker og forsømmer deres arbejde, end vi har for en religiøs mand der er kendt for at være pålidelig?“ Leonhards andre kolleger forsvarede ham også på grund af hans gode omdømme, og man lod sagen falde. Partiets talskvinde var åbenbart ude på at indsmigre sig hos partitoppen,  og da kommunisternes styre faldt i Estland, mistede hun selv sit arbejde.

FORKYNDELSE UNDER FORBUD

„I skoleårene talte jeg med mange af mine klassekammerater om sandheden, men jeg gik forsigtigt frem,“ beretter Lembit Reile, der nu er medlem af det estiske afdelingskontors udvalg. „Jeg plejede at invitere en af drengene med hjem, og så forkyndte jeg diskret for ham. Da jeg var gået ud af skolen, gik der vel 20 år før jeg så ham igen. For nylig holdt jeg et offentligt foredrag i menigheden i min hjemby, og gæt engang hvem der sad blandt tilhørerne! Min klassekammerat! Han havde studeret med Jehovas Vidner, og kort efter at jeg havde været på besøg, blev han døbt! Hvor var jeg glad!“

Eftersom arbejdet var forbudt, måtte brødrene være på vagt når de forkyndte. En ældste forklarer hvordan de gjorde: „Vi måtte bruge tid på at lægge mærke til hvad det var for nogle mennesker der var omkring os, og hvem vi kunne indlede en samtale med uden fare. Vi var nødt til at være meget forsigtige når vi talte med fremmede. Efter nogen tid kunne vi som regel afgøre om en person var KGB-meddeler. Vi blev mistænksomme hvis folk var meget snakkesalige eller højrøstede. Derimod kunne man måske godt tale med en der var reserveret. Vi indledte ofte samtaler med dem der ikke støttede den kommunistiske regering — de såkaldte dissidenter, der som regel var mere fordomsfri.“

ET OPMUNTRENDE MØDE I EN PARK

Det Styrende Råd arrangerede at et af dets medlemmer, Lloyd Barry, sammen med Viv Mouritz fra det  finske afdelingskontor skulle mødes med Adolf Kose, der organiserede arbejdet i Estland. De mødtes i en park i Leningrad (nu Sankt Petersborg).

„I begyndelsen var broder Kose ikke meget for at sige noget,“ fortæller broder Mouritz om deres hemmelige møde. „Han gemte sig forsigtigt bag sin avis. Men efterhånden som samtalen skred frem, sænkede Adolf avisen, og han begyndte at åbne sig.“

„Han afslog en indbydelse til at spise sammen med os,“ husker broder Barry. „Han sagde at det var bedst at vi bare ordnede det nødvendige og lod det blive ved det.“

Da broder Kose udtrykte sin bekymring over at forkynderne i Sovjetunionen blev pålagt et tungt åg i form af forfølgelse og begrænsninger, gav broder Mouritz og broder Barry ham del i mange opmuntrende tanker. „I andre lande bliver vi også udsat for prøver,“ påpegede de. „De synes at være lettere at klare, men de er farligere! Vi udsættes for mange fristelser som I ikke bliver udsat for, og vi mister flere i Vesten end I mister her.“

Besøget kom på det helt rigtige tidspunkt og var til stor åndelig styrke for broder Kose. Det var først senere han fik at vide at han havde talt med et medlem af Det Styrende Råd, og han genfortalte med glæde de opmuntrende ord fra Jehovas organisation til alle der bevarede deres uangribelighed under tyrannisk undertrykkelse.

„Vi føler med vore brødre i Sovjetunionen,“ skrev broder Barry senere. „Det var en stor glæde at møde broder Kose, og det håndtryk og kæmpeknus han gav os da vi skiltes, var en passende afslutning på et rigtig dejligt møde.“

 UNGE STÅR OP FOR SANDHEDEN I SKOLEN

Navnlig unge tjenere for Jehova blev udsat for pres til at støtte de politiske organisationer. De blev også opfordret til at deltage i andre aktiviteter der gik imod deres bibeloplærte samvittighed.

„Da jeg var en lille pige og gik i skole, fik alle i klassen en dag besked på at rejse sig, træde frem og underskrive et brev med en fødselsdagshilsen til diktatoren, Josef Stalin,“ fortæller Ester Tamm.

Ester rejste sig, men nægtede at træde frem. I stedet sagde hun høfligt at hun ikke ville underskrive brevet. Læreren blev vred, men overraskende nok støttede nogle af de andre elever Ester og sagde modigt at de heller ikke ville skrive under. Så opgav læreren projektet.

Et andet stridspunkt havde at gøre med et rødt tørklæde som man skulle gå med om halsen for at vise at man støttede kommunismen. De der nægtede at gøre det, blev truet med lavere karakterer eller andre former for straf. Vores unge brødre og søstre ville ikke gå på kompromis, men viste samme loyalitet som Daniel og hans tre hebraiske venner i det gamle Babylon. — Dan. 1:8.

EN HELT NY ÆRA

Det faktum at kun 7 procent af Estlands indbyggere var medlemmer af kommunistpartiet, viser at esterne i almindelighed ikke støttede det sovjetiske system. De estiske embedsmænd var heller ikke altid så ivrige efter at følge anvisningerne fra Moskva, og nogle af dem hjalp endda Jehovas Vidner. For eksempel opsøgte en lokal embedsmand i 1985 Lembit Toom og gav ham et råd: „Jeg ved at du er en slags formand for  Jehovas Vidner. Når I samles til jeres møder, så lad være med at gøre det på de statslige helligdage.“

„Den oplysning skal jeg bringe videre,“ svarede Lembit. Det stødte tilsyneladende KGB at Jehovas Vidner brugte de statslige helligdage til at holde møder. Brødrene havde åbenbart holdt deres møder lidt for åbenlyst, men nu foretog de nogle forandringer som reaktion på det venlige råd.

En helt ny æra begyndte i 1986 da Sovjetunionen indførte perestrojka (omstrukturering). Det Styrende Råd tilskyndede brødrene til at bruge den nye åbenhed og frihed til at arrangere stævner i Østeuropa. Brødrene i Sovjetunionen havde svært ved at tro at de ville opnå frihed før Harmagedon. De huskede tydeligt alle de lidelser de havde gennemgået, og de blev stadig regelmæssigt truet med husundersøgelser.

INDBUDT TIL AT TALE TIL OFFENTLIGHEDEN

Den øgede frihed resulterede i at flere viste interesse for religion og Bibelen. Folk var nysgerrige efter at høre hvad Jehovas Vidner stod for, og forskellige institutioner indbød brødre til at holde offentlige foredrag om vores tro.

Et af disse foredrag indebar lidt af en overraskelse. Lembit Reile havde sagt ja til at holde et foredrag for en gruppe. Da dagen oprandt, lyttede Ainar Ojarand, der havde arrangeret det hele, til radioen mens han barberede sig, og pludselig hørte han meddelelsen: „I dag vil der i Sakala-centret blive holdt et foredrag med titlen ’Hvad lærer Bibelen?’“ Sakala-centret var det største konferencecenter i Tallin; det sted hvor kommunistpartiet plejede at holde deres møder! Ainar var lige ved at tabe sin skraber. Men han havde ingen  mulighed for at fortælle Lembit at det ville blive et meget større møde end de havde forestillet sig — ikke før de mødtes ved busstoppestedet.

„Hallen var propfyldt,“ husker Lembit. „Jeg havde aldrig talt til så mange tilhørere før. Jeg havde aldrig brugt en mikrofon eller stået på et podium. Efter en kort bøn tænkte jeg på Paulus da han var på Areopagus, og spekulerede på hvordan jeg skulle indlede. De fleste blandt tilhørerne var vegetarer, så jeg indledte foredraget med at fortælle at Gud gav de første mennesker frugt og grøntsager at spise. Det var først efter Vandfloden at de fik lov at spise kød.“

Den indledning så ud til at falde i god jord, og en hel del stillede sig bagefter i kø for at aflevere deres navn og adresse så de kunne få noget læsestof når det kunne skaffes. Gennem årene har mange brødre holdt foredrag for store grupper på biblioteker og i skoler og kulturcentre. Resultatet var at mange retsindige mennesker forstod at det var sandheden, og tog imod den.

DE HOLDT SIG ÅNDELIGT VÅGNE

I 1989 begyndte Jehovas tjenere i Sovjetunionen at få større trosfrihed, og nogle brødre fik derfor mulighed for at rejse til et stævne i Polen. Hvordan føltes det at samles i frihed efter mange år med tyrannisk undertrykkelse?

„Vi var så lykkelige!“ husker Ella Toom. „Vi græd og græd! For os var dette stævne virkelig et åndeligt paradis.“

„Vi ankom tidligt til Polen, så vi blev taget med til et møde i en rigssal,“ fortæller en anden søster. „Da jeg  så brødrene og søstrene gå ind i rigssalen, begyndte jeg at græde. Det var første gang jeg var i en rigssal.“

Samme år rejste Theodore Jaracz og Milton Henschel fra Det Styrende Råd rundt i hele Sovjetunionen sammen med Willi Pohl fra det tyske afdelingskontor. De ville gerne mødes med brødrene for at opmuntre dem og for at sætte sig ind i forholdene. Verdens scene skiftede hurtigt, og det hastede med at udnytte Sovjetunionens perestrojka-politik. Nu var tiden inde til at reorganisere Rigets arbejde, og det område der først fik opmærksomhed, var oversættelsesarbejdet.

Siden 1983 havde Toomas (Tom) Edur, en energisk, tidligere ishockeyspiller med estisk baggrund, siddet på det canadiske afdelingskontor og oversat nogle publikationer til estisk. * Disse publikationer blev dengang fortrinsvis uddelt blandt estere i udlandet. Men i 1990, da forholdene blev lettere for Jehovas Vidner i Estland, fik Toomas og hans kone, Elizabeth, til opgave at flytte til det finske afdelingskontor for at hjælpe med at oversætte vores publikationer til estisk. Kort tid efter blev de flyttet til Estland.

 Indtil da havde de enkelte oversættere arbejdet hver for sig, men nu stod det klart at oversætterholdet ville have gavn af at samarbejde på samme sted. Et antal oversættere begyndte derfor at arbejde i Lembit Tooms hjem i Tartu. Det var imidlertid stort set umuligt at få fat i en computer i Sovjetunionen, så oversætterne manglede det udstyr de skulle bruge for at kunne arbejde effektivt. Situationen blev bedre da en lokal broder besøgte afdelingskontoret i USA og fik to computere med hjem — en god begyndelse for en velfungerende oversættelsesafdeling. Kun få af oversætterne havde erfaring med computere og organisationens elektroniske fotosatssystem til mange sprog (MEPS), så der var meget at tage fat på. Men de var ivrige efter at lære og gjorde inden længe et glimrende stykke arbejde.

ENDNU ET DEJLIGT STÆVNE I UDLANDET

Efterhånden som Sovjetunionens greb om Østeuropa løsnedes, begyndte folk at få større frihed. Omkring 200 estiske brødre og søstre fik visa til at overvære områdestævnet „Det rene sprog“ i Helsinki i Finland i juni 1990. 

Da de estiske stævnedeltagere gik fra borde efter at være ankommet med færge til Finland, brød de finske brødre på kajen ud i et tordnende bifald, som varede i omkring en halv time! Folk der ikke var Jehovas Vidner, blev nysgerrige efter at høre hvad der foregik, og spurgte hvem berømthederne var. Sikke en forandring! Vores ydmyge brødre, der gennem årtier var blevet mishandlet af de sovjetiske myndigheder, blev budt velkommen som olympiske stjerner!

De estiske brødre glædede sig over at høre en del af programmet på estisk og at få nogle nyudgivelser  på deres modersmål. „Da vi for første gang havde en estisk brochure i hånden, var det som at holde en kostbar juvel,“ sagde en ældre broder.

De estiske stævnedeltagere blev endnu mere bevægede da de hørte en spændende meddelelse i det afsluttende foredrag. Taleren sagde at Det Styrende Råd havde godkendt at Vagttårnet fra og med januar 1991 blev udgivet på estisk to gange om måneden og i fire farver, samtidig med den engelske udgave! De jublende glade tilhørere rejste sig og klappede længe. Da der blev stille efter bifaldet, spurgte en blandt tilhørerne: „Bliver der så bare ét blad til hver studiegruppe ligesom før? Eller får vi et blad hver?“ Svaret — at alle fik et personligt eksemplar — lød for godt til at være sandt og udløste endnu et taknemmeligt bifald.

Nu fik det finske afdelingskontor travlt med at trykke estiske publikationer, også af ældre dato, fra 1990 og frem. Foruden den åndelige hjælp modtog og distribuerede de estiske Jehovas Vidner mange forsendelser med nødhjælp fra deres brødre i forskellige lande — en hjælp som var yderst tiltrængt i betragtning af den økonomiske situation.

DET FØRSTE STÆVNE I FRIHED

Jehovas organisation var hurtig til at udnytte den voksende trosfrihed til at arrangere store områdestævner i hele Sovjetunionen. Hvor var de estiske brødre spændte da de skulle være værter for det første områdestævne under temaet „Venner af [gudgiven] frihed“ i Tallinn den 13. og 14. juli 1991!

Dette stævne var til særlig stor glæde for nogle af de ældre. Det sidste stævne de havde overværet i  frihed i Estland, var nemlig helt tilbage i 1940. Hvor var de begejstrede for at de nu, over 50 år senere, atter kunne samles i frihed!

De russisktalende brødre fra den nordvestlige del af Sovjetunionen, de baltiske lande og Kaliningrad samledes i Linnahall (en koncertsal) i Tallinn. I den nærliggende Jäähall (en skøjtehal) overværede næsten tusind de estiske programpunkter, og det højeste samlede tilhørertal for begge haller blev 4808. Til alles store begejstring blev 447 døbt!

Stævner som disse bidrog meget til at nye lærte sandheden at kende. Leonhard Nilsks mormor, Amalie, kom for eksempel i adventistkirken, men var ikke helt overbevist om kirkens lære. Leonhard tilskyndede hende til at undersøge sandheden ud fra Bibelen. Men vendepunktet kom for Amalie da hun overværede stævnet i Tallinn i 1991. Efter den første dag bekendtgjorde Amalie at hun aldrig satte sine ben i kirken igen. Det Leonhard havde sagt, havde ikke været nok for Amalie — hun havde brug for at se Jehovas folk med egne øjne. Hun tog imod et bibelstudium og blev senere døbt.

DRØMME GÅR I OPFYLDELSE

Nu hang forfølgelsens og undertrykkelsens mørke skyer ikke længere truende over Jehovas tjenere, men nogle havde svært ved at tro at der virkelig var trosfrihed. En broder der havde været ældste gennem lang tid, havde for eksempel drømt om den dag hvor bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden udkom på estisk. I 1991 blev denne bog den første af vores bøger der blev trykt på estisk under den nye æra med større frihed.

 „Da jeg nu stod med bogen i hænderne, kunne jeg ikke tro at det var sandt,“ fortæller ældstebroderen. „Da jeg præsenterede den ved mødet, havde jeg svært ved at holde tårerne tilbage. Først var alle helt tavse; de kunne ikke tro deres egne ører! Så lød der jubelråb! Brødrene lo og græd på samme tid. Det var et uforglemmeligt øjeblik. Hver gang jeg tænker på det, får jeg tårer i øjnene.“

Gang på gang følte brødrene sig „som nogle der drømmer“. (Sl. 126:1-6) Efter årtier med trængsler erfarede mange nu personligt det lykkelige resultat som Guds ord lover: „Til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — Gal. 6:9.

EN VIDUNDERLIG TEOKRATISK MILEPÆL

Den 31. oktober 1991 er en dato som brødrene og søstrene i Estland aldrig glemmer. Den dag blev den første menighed af Jehovas Vidner officielt indregistreret i Estland.

Nu lå der et stort, åndeligt genopbygningsarbejde forude. Der var en overvældende interesse for den gode nyhed, og folk gav åbent udtryk for at de gerne ville vide noget om Bibelen og religion. Der skulle ledes bibelstudier og arrangeres menighedsmøder, kreds- og områdestævner. Oversætterne havde også brug for egnede faciliteter for at kunne klare deres voksende arbejdsbyrde.

I mellemtiden var gileadmissionærer begyndt at ankomme, og der skulle findes passende missionærhjem. De havde også brug for hjælp til at løse visumproblemer og få opholdstilladelser. Neutralitetsspørgsmålet skulle afklares med myndighederne. Og  der var brug for byggetilladelser til de rigssale der skulle opføres.

„Som følge af alt det grundlæggende teokratiske arbejde der skulle gøres, fløj årene af sted som et par korte måneder,“ husker Reino Kesk, der dengang virkede som kredstilsynsmand. „Det var også en meget følelsesladet periode. Folk elskede sandheden og tog hurtigt imod den. I alle menigheder var der mange der gerne ville døbes. Der kom interesserede til stævnet uden at vide særlig meget om Jehovas Vidner, og de syntes godt om foredragene og ville straks døbes. Der var så meget at gøre med at hjælpe dem.“

Da Estland var underlagt sovjetisk styre, førte afdelingskontoret i Tyskland tilsyn med forkyndelsen. En af de hemmelige kommunikationskanaler mellem Tyskland og Estland gik gennem det finske afdelingskontor. Men nu da grænserne var åbne og det var muligt at kommunikere frit, blev tilsynet med arbejdet i Estland i 1992 overdraget til det finske afdelingskontor.

MEGET NIDKÆRE OG MEGET IVRIGE!

Eftersom så mange gjorde hurtige fremskridt, var det en udfordring at holde styr på de nye der gerne ville være udøbte forkyndere. Da Tom Edur for eksempel besøgte en ny, lille gruppe en formiddag inden højtiden til minde om Kristi død, blev han forbløffet over hvor mange der var kommet for at gå med ud i forkyndelsen.

„Kender du alle dem der er her?“ spurgte Tom den lokale broder.

„Tjah, nogle af dem er ikke forkyndere,“ lød svaret.

 Tom holdt en samling og sagde så: „Måske kan jeg bagefter tale med hver enkelt der endnu ikke er forkynder.“

Omkring ti der studerede Bibelen, kom hen til ham og forklarede at de gerne ville kvalificere sig til at gå ud at forkynde. Da Tom havde nævnt de grundlæggende krav til udøbte forkyndere, indrømmede tre af de unge kvinder at de endnu ikke havde meldt sig ud af deres kirke. Tom forklarede at hvis de ville være kendt som Jehovas Vidner, måtte de melde sig ud af kirken. Og det gjorde de! De tog omgående hen til deres tidligere kirke, sørgede for at deres navne blev slettet af registeret og sluttede sig så til de andre i forkyndelsen.

En mand der var til samling, var ikke holdt op med at ryge. Det ville tage ham nogen tid at opgive sin urene vane, så han tog hjem i håb om at blive forkynder på et senere tidspunkt.

Nu da brødrene kunne deltage i forkyndelsen uden begrænsninger fra myndighedernes side, var de ivrige efter at benytte enhver lejlighed til at fortælle den gode nyhed til så mange som muligt. Nogle var så ivrige at de havde brug for hjælp til at bevare en sund åndelig ligevægt. Under en gennemgang af dåbsspørgsmålene med en ung mand spurgte Tom Edur for eksempel om de ældste havde givet ham nogen råd.

„Ja,“ svarede den unge mand, „de ældste har rådet mig til at være lidt mere ligevægtig med hensyn til den måde jeg bruger min tid på.“

„Nåda. Hvad var problemet?“ spurgte Tom.

„Jo, jeg brugte 150 timer i tjenesten hver måned,“ forklarede den unge mand, „og derfor forsømte jeg andre bibelske forpligtelser. De ældste foreslog at jeg  nøjedes med 100 timer i forkyndelsen, for så kunne jeg også få tid til personligt studium og forberedelse til møderne.“

ET DEJLIGT STÆVNE I RUSLAND

En anden vigtig milepæl i den teokratiske historie var det internationale stævne der i juni 1992 blev holdt i Sankt Petersborg i Rusland. Dette stævne gav mange af de 1000 der kom fra Estland, mulighed for at få et glædeligt gensyn med brødre og søstre de tidligere havde siddet i fængsel med eller mødt mens de var i eksil i Sibirien.

„Stævnet faldt på det helt perfekte tidspunkt for os,“ fortæller en af de delegerede. „Vi havde chartret et særtog for en ret lav pris i russiske rubler. Blot en uge før stævnet ændrede Estland sin valuta fra rubler til  krooni. Hvis vi havde været væk i lige netop den uge, ville vi ikke have været i Estland til at veksle vores penge. Men selvom vi var hjemme og kunne veksle vores penge, fik vi kun lov at veksle en begrænset sum. Hvad skulle vi stille op med de ekstra rubler som vi ikke kunne veksle? I Rusland brugte man stadig rubler, så brødrene tog rublerne med til stævnet og lagde dem i bidragsbøsserne. Dertil kommer at hvis stævnet var blevet holdt en uge senere, da nogle nye grænsevedtægter var trådt i kraft, havde vi været nødt til at købe dyre visa for at krydse grænsen. Stævnet kom på det helt rigtige tidspunkt for brødrene.“

En af de mange der blev dybt berørt af dette historiske stævne, var en interesseret kvinde der havde aftalt at rejse fra Estland sammen med nogle forkyndere. „Af en eller anden grund havde jeg misforstået hvornår vi skulle af sted,“ fortæller hun. „Da jeg kom til stationen, var toget allerede kørt. Men jeg havde betalt for turen. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg bad Jehova om at hjælpe mig og lovede at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at komme til stævne.

Stationsforstanderen sagde at jeg måtte købe en billet til et andet tog, men jeg havde ikke penge nok til en billet mere! Pludselig så jeg en gruppe mennesker komme ind på stationen. De var alle sammen glade og velklædte! Det var forkyndere fra øen Saaremaa. Deres tog var ikke kommet endnu, og min billet gav mig mulighed for at rejse sammen med dem. Sikke en lettelse!

På turen sang forkynderne Rigets sange, og det virkede stærkt på mig. Jeg følte at jeg var blevet adopteret som en del af deres åndelige familie. Jeg blev  sammen med dem under hele stævnet og så hvor oprigtige og kærlige de var. Det fjernede enhver tvivl hos mig. Nu stod det klart for mig at jeg havde fundet Guds jordiske organisation.“ Denne tidligere interesserede kvinde tjener nu som almindelig pioner sammen med sin mand.

VILLIGE ARBEJDERE BYDES VELKOMMEN

Det gik hastigt fremad med forkyndelsen og organisationen, og der var behov for flere brødre med teokratisk erfaring. Hvem kunne dække det? Mange reagerede ligesom Esajas og sagde: „Her er jeg! Send mig.“ — Es. 6:8.

De første gileadoplærte missionærer, Vesa og Leena-Maria Edvik og Esa og Jaael Nissinen, ankom i 1992. Reino og Lesli Kesk, der havde virket i rejsetjenesten i Canada i 17 år, var også blandt dem der blev sendt til Estland. I foråret 1993 fik 20 pionerer fra Finland til opgave at tjene i estisk- og russisksprogede distrikter som specialpionerer, og der kom yderligere fire missionærer.

Derefter blev der sendt missionærer til Estland fra flere efterfølgende gileadklasser, og de spredte stor glæde og begejstring omkring sig. Der kom også missionærer til landet som ikke havde været på Gilead. De energiske missionærer og ivrige specialpionerer var med til at befæste den solide grundvold der gennem mange årtier var blevet lagt af loyale estiske brødre og søstre.

Omkring to hundrede udenlandske brødre og søstre er desuden kommet for at tjene hvor behovet er stort. Deres åndelige modenhed har bidraget til at styrke og stabilisere menighederne. Mange nye  menigheder blev oprettet, og i nogle menigheder var de udenlandske brødre de eneste ældste, indtil de lokale brødre havde gjort tilstrækkelige fremskridt til at kunne påtage sig et større ansvar.

Lembit Välja er en af dem der kom for at hjælpe. Han var født i Estland, havde overlevet den anden verdenskrig og var flyttet til Australien, hvor han lærte sandheden at kende. Da han var ved at nå pensionsalderen, besluttede han i 1990 at flytte tilbage til Estland for at være med til at slukke den åndelige tørst hos de mange interesserede. Han husker at han en overgang havde 18 studier med i alt omkring 80 personer spredt ud over halvdelen af Estland. Han rejste ud til disse studiegrupper med bus og tilbragte tit natten i sin sovepose på en rutebilstation. Over 50 af hans elever er blevet døbt, og i en alder af 84 leder han stadig fire bibelstudier. Hans store arbejde og de ofre han har bragt, har båret en vidunderlig frugt — der er nu blomstrende menigheder og rigssale i de fleste af de byer han plejede at besøge.

Også de brødre der var kommet for at hjælpe, fik noget ud af det. Mange har beskrevet hvilken berigende oplevelse det har været for dem at lære de lokale og deres livsform at kende. „Det udvider ens  horisont,“ forklarer Reino Kesk, „og det hjælper en til at se tingene lidt mere på Jehovas måde — som han ser tingene når han betragter verden.“

DE FØRSTE BESØG AF KREDSTILSYNSMÆND

I denne periode med hastig vækst var de rejsende tilsynsmænds opmuntrende besøg i høj grad med til at styrke menighederne. Kredstilsynsmændene gav virkelig af sig selv i deres opgaver. Ofte brugte de 15 timer om dagen på at deltage i tjenesten, overvære og lede møder og besvare brødrenes mange spørgsmål.

Den første kreds der blev oprettet, omfattede Estland, Letland, Litauen og Kaliningrad. Kredsen bestod af 46 menigheder og 12 grupper som talte fire forskellige sprog! Kredstilsynsmanden havde også nogle ekstra, tidskrævende opgaver, som at tage sig af registreringsprocedurer i Letland og Litauen. Alene i Estland er der nu fire kredse.

„Forkynderne var meget taknemmelige for kredstilsynsmandens besøg,“ husker Lauri Nordling, en lokal broder der tjente som kredstilsynsmand i 1995. „Til samlingerne var der ofte fuldt hus. Engang var en lille etværelses lejlighed proppet med omkring 70 brødre og søstre. Hvis man havde kastet et æble op i luften, havde der ikke været plads til at det kunne lande på gulvet.“

UDFORDRINGERNE VED AT LÆRE ET NYT SPROG

For de fleste er det en udfordring at lære et nyt sprog, og estisk er særlig svært at lære. Markku Kettula, en ny missionær, fortalte for eksempel en mand om Jesus Kristus. I stedet for at sige at Jesus er Rahuvürst, Fredsfyrste, understregede han et par gange at  Jesus er rahuvorst — fredspølse. Først da Markku slog op på Esajas 9:6 i Bibelen, forstod den desorienterede mand at den sande kilde til fred ikke er noget der kan spises!

En pionersøster gik i gang med at lære russisk da hun var flyttet til Estland. I forkyndelsen kom hun engang til at banke på hos en lokal ældste som hun ikke genkendte. Med en ordbog i hånden gik hun i gang med sin fremholdelse. Broderen forsøgte at forklare at han var ældste i menigheden. Hun slog hurtigt ordet „ældste“ op og fandt ordet „gammel“.

„Nåh,“ sagde søsteren, „så gammel er De da heller ikke! Og i Paradiset kan De blive ung igen.“ Først da han havde vist hende de teokratiske bøger og blade han havde i lejligheden, forstod hun at han ikke var så gammel, men faktisk var ældstebroder.

EN ATEISTISK DOMMER LÆRER SANDHEDEN AT KENDE

I sovjettiden blev Viktor Sen idømt to års fængsel fordi han nægtede at udføre militærtjeneste. Efter at have afsonet et år bad han om at blive forvist til Sibirien som fri bosætter, en mulighed der ville give ham større frihed. Ved et retsmøde hvor det skulle afgøres om hans anmodning kunne  imødekommes, gav dommerne udtryk for deres vrede mod ham, og en dommer sagde endda at folk som ham skulle hænges eller skydes.

Ved et stævne nogle få år senere var der en broder som præsenterede Viktor for en gruppe interesserede og spurgte ham: „Kan du genkende nogen af dem?“

„Næh,“ svarede Viktor.

„Er du sikker?“ spurgte broderen. Så pegede han på en af mændene i gruppen, der tydeligvis var meget forlegen, og spurgte: „Hvad med ham der?“

Viktor kunne stadig ikke genkende ham. Hvor blev han overrasket over at få at vide at manden var Juri, en af meddommerne ved det førnævnte møde! Nu studerede han Bibelen og var til samme stævne som Viktor. Hvad havde fået Juri til at ændre mening om Jehovas Vidner?

 „Jeg er vokset op i en familie af aggressive ateister,“ forklarer Juri. „I min skoletid holdt jeg ofte indlæg om religionens farer. Mange år senere overværede jeg så nogle gange et bibelstudium som en af mine venner havde med Jehovas Vidner. Det gik op for mig at jeg vidste en masse om religiøse løgne, men så godt som intet om Bibelen. Derfor fik jeg lyst til at lære mere om den.“

Da Juri var blevet døbt, sagde han til Viktor: „Da vi var i retten sammen sidst, var vi hinandens modparter. Men hvis vi nogen sinde ender i en sådan retssag igen, kommer vi til at sidde ved siden af hinanden, på anklagebænken! Det bliver aldrig mig der skal dømme dig.“ Juri og Viktor er nu begge ældste i Tallinn.

EN MINDEVÆRDIG HØJTID

En broder der lige var flyttet til Estland, henvendte sig til Pavel og Margarita og sagde på gebrokkent estisk: „Hvis I vil have evigt liv, skal I komme i aften til højtiden til minde om Kristi død.“ De blev nysgerrige og besluttede at komme.

Pavel og Margarita blev budt hjerteligt velkommen til mindehøjtiden.  Men under programmet blev de noget foruroliget da en mand gik op og ned ad midtergangen mens han betragtede folk og tog notater. De vidste jo ikke at han bare talte de tilstedeværende. Pavel og Margarita fortrød at de var kommet, men de turde ikke forlade lokalet fordi det så ud som om to store mænd stod og bevogtede dørene. Pavel og Margarita, der ikke var klar over at brødrene blot var ordenshavende, blev enige om at det nok ikke ville være klogt at forsøge at stikke af.

Ved slutningen af mindehøjtidsforedraget blev Pavel og Margaritas interesse imidlertid vakt da de hørte taleren sige at alle der ønskede det, kunne få et gratis bibelstudium. Deres frygt forsvandt helt da brødrene venligt præsenterede sig bagefter, og parret bad derfor om et bibelstudium. Eftersom de havde planlagt at flytte to uger senere, spurgte de om brødrene kunne studere med dem hver dag. Så snart de var flyttet ind i deres nye hjem, ringede de til de lokale brødre, fortalte hvem de var, og fortsatte med at studere.

’ØJENVIDNER TIL JERES GODE GERNINGER’

Jehovas Vidner i Estland viser indbyrdes kærlighed ligesom deres brødre og søstre gør over hele jorden. (Joh. 13:35) Andre lægger mærke til det og drages mod den sande tilbedelse. — 1 Pet. 2:12.

Toivo fik bogen Menneskets søgen efter Gud af en søster der havde klippet ham i en frisørsalon. Da han havde læst den, ville han gerne overvære et møde i rigssalen, men han var lidt bange fordi han var blevet advaret mod Jehovas Vidner. Han besluttede derfor at holde øje med Vidnerne ved rigssalen på sikker afstand i sin bil. Han ville gerne se hvad det var for  nogle mennesker der gik ind i rigssalen før mødet, og hvordan de så ud når de kom ud af salen igen.

Det gjorde et stort indtryk på ham at se søstrene omfavne hinanden; han kunne tydeligt fornemme at deres omsorg var ægte. Han begyndte begejstret at overvære møderne og studere Bibelen. Han gjorde hurtige fremskridt og forkyndte snart nidkært for andre. Nu er han en døbt forkynder.

„JEHOVA HAR BESVARET MIN BØN“

I den lille landsby Tootsi fik Maria i 1997 et eksemplar af Rigets Nyheder nr. 35. Hun læste traktaten og skrev til afdelingskontoret for at få et bibelstudium. Kort tid efter begyndte Markku og Sirpa Kettula, et missionærpar der boede i Pärnu, at studere Bibelen med Maria. Det varede ikke længe før hun begyndte at fortælle andre om sandheden, og snart sluttede både hendes svigerdatter, Ingrid, og Ingrids nabo Malle sig til studiet. Da Maria gerne ville deltage i forkyndelsen, anbefalede de ældste at hun først begyndte at komme regelmæssigt til møderne. Men den nærmeste menighed lå i Pärnu, 40 kilometer derfra, og hun havde ikke råd til rejsen. Missionærerne tilskyndede derfor Maria til at bede Jehova om hjælp.

„Jehova har besvaret min bøn!“ sagde Maria glad næste gang missionærerne kom på besøg.

„Hvad var hans svar på din bøn?“ spurgte Markku og Sirpa.

„Jeg vil samle nogle mennesker her i mit hus,“ forklarede hun begejstret, „og så kan I arrangere møderne og oprette en menighed her. Så kan jeg både overvære møderne og begynde i forkyndelsen.“

 Missionærerne ville nødig lægge en dæmper på hendes begejstring, men forklarede hende taktfuldt at det ikke var så enkelt at oprette en ny menighed. De tilskyndede hende til at forsøge at komme til møderne i Pärnu, i det mindste om søndagen, som en begyndelse.

Igen bad Maria til Jehova om hvordan hun skulle komme til møde. Desuden besluttede hun at spare nogle penge ved at opsige sit avisabonnement. Snart havde hun penge nok til at komme til møde fire gange om måneden og kunne til sin store glæde begynde at deltage i forkyndelsen. Men Maria skulle få endnu større velsignelser.

På grund af den voksende interesse i Tootsi oprettede de ældste en bogstudiegruppe i byen som Maria, Ingrid, Malle og andre interesserede kunne komme i. Blot nogle få måneder senere blev både Maria og Malle døbt, og Ingrid blev døbt den følgende sommer. Malles mand blev døbt kort tid efter, og hendes søster blev døbt den følgende vinter. Den blomstrende lille gruppe i Tootsi er taknemmelig for at Rigets Nyheder nr. 35 førte sandheden til deres lille landsby, og for at de har mærket Jehovas velsignelse som svar på deres mange bønner.

De to sidste årtier har Jehovas tjenere haft travlt med Rigets gerning, og til deres store glæde har det resulteret i at mange oprigtige mennesker er strømmet til Jehovas organisation. Men hvor skulle alle disse retsindige mennesker samles for at tilbede den sande Gud og blive undervist af ham?

AKUT BEHOV FOR RIGSSALE!

Den første rigssal der blev bygget, lå i Räpina i det sydlige Estland, og den havde brødrene glæde af i mange år. Men det stod klart at de lokale brødre umuligt  kunne overkomme at bygge så mange rigssale at de kunne holde trit med det hurtigt stigende forkyndertal. Arkitekttegnestuen på afdelingskontoret i Finland kom brødrene til hjælp og begyndte at tegne rigssale og andre faciliteter til de baltiske lande. Til brødrenes begejstring blev den første rigssal opført i 1993 i Maardu, og den blev hurtigt fulgt af mange andre.

I øjeblikket er der 33 rigssale til de 53 menigheder i Estland. Brødrene sætter også pris på deres to stævnehaller, en i Tallinn og en i Tartu, som begge blev fuldført i 1998.

 En søster der har været i sandheden i mange år, Alexandra Olesyuk, fortæller: „Vi havde drømt om at bygge en rigssal i Tartu. Så da vi blev bedt om at tage hen og rydde grunden hvor rigssalen skulle bygges, var jeg den første på pletten for at hjælpe til, selvom jeg var 79! Jeg gjorde rent og hjalp med at bære ting. Hver gang jeg kørte i bus forbi byggegrunden, græd jeg af glæde. Jeg græd også da rigssalen stod færdig.“

ET NYT OVERSÆTTERKONTOR

Efterhånden som forkyndertallet blev ved med at stige, var der brug for større faciliteter for at dække landets og især oversætternes behov. I Tallinn fandt brødrene en ufærdig beboelsesejendom på Herzenigade (nu Puhangugade) 77 der syntes velegnet. Den skulle dog bygges meget om.

Afdelingskontoret i Finland sørgede for arkitekttegninger, materialer, penge og arbejdskraft til gennemførelse af projektet. Uden deres hjælp ville det have været nærmest umuligt. For eksempel var de lokale byggematerialer af dårlig kvalitet eller simpelt hen umulige at fremskaffe på det tidspunkt. Desuden var der dengang kun nogle få brødre som havde tilstrækkelig erfaring i byggearbejde. Men de lokale brødre blev efterhånden oplært og hjulpet til at opnå større erfaring. I februar 1994 stod den første del af kontorbygningen færdig. Samme år blev et landsudvalg (bestående af Toomas Edur, Reino Kesk og Lembit Reile) udnævnt til at betjene de tre baltiske lande under tilsyn af det finske afdelingskontor. Da man i 1997 og 1999 fik brug for mere plads, blev bygningen udvidet.

Vandværket, der dengang ejede nabohuset, udtrykte interesse for Betels haveanlæg. Til gengæld for nedsatte vandpriser hjalp brødrene derfor med at designe  vandværkets have, hegn og lysinstallationer, så det endte med at nabohuset kom til at ligne Betel en hel del. Senere solgte vandværket huset til brødrene for en meget rimelig pris. De ekstra kvadratmeter udnyttes godt som lydstudie hvor der fremstilles stævneskuespil og dvd’er, deriblandt dvd’er på tegnsprog. Skolen for Udnævnte Tjenere er også blevet afholdt i en ombygget del af bygningen.

INTERNATIONALE STÆVNER I TALLINN

De estiske brødre blev helt overvældede da de hørte at der skulle afholdes flere internationale stævner i 1996 med temaet „Sendebud med fred fra Gud“ i Tallinn. Der blev holdt to stævner i Tallinn for de estisk- og russisktalende delegerede, samt for brødre fra Letland og Litauen. Desuden blev der indbudt delegerede fra 15 andre lande. De to 3-dages programmer blev afviklet i august. Fem medlemmer af Det Styrende Råd — brødrene Barber, Henschel, Jaracz, Schroeder og Sydlik — kom for at styrke brødrene med opmuntrende foredrag. Det højeste antal der overværede stævnerne, var 11.311, og 501 blev døbt.

Der blev aflagt et fantastisk vidnesbyrd på grund af stævnet, som vakte stor opmærksomhed. Blandt andet blev der vist et timinutters interview i et talkshow i fjernsynet. Og ejeren af en radiostation sendte et program hvori Vidnerne blev rost for at være „rigtig gode mennesker“.

Den varme broderkærlighed blandt stævnedeltagerne kom klart til udtryk da stævnerne sluttede og det var tid til at sige farvel. Et hav af vinkende arme og lommetørklæder udtrykte sammen med glædestårer de dybe følelser hos Jehovas sande tilbedere. Det lange bifald fra alle tilhørerne efter den afsluttende  bøn vidnede om deres dybe taknemmelighed mod vor gavmilde og kærlige himmelske Fader, Jehova. Disse stævner var virkelig en milepæl i Jehovas Vidners historie i Estland.

ENDNU EN GANG ET AFDELINGSKONTOR I ESTLAND

Mellem 1926 og 1940 var der et kontor i Tallinn. Fra 1994 kom der så et landskontor i Estland som fungerede under tilsyn af afdelingskontoret i Finland. Der blev udrettet meget, og mange spekulerede på om Estland snart ville få sit eget afdelingskontor. Svaret kom den 1. marts 1999 da Det Styrende Råd udnævnte Toomas Edur, Reino Kesk (der nu tjener i Den Demokratiske Republik Congo), Lembit Reile og Tommi Kauko til at tjene i det estiske afdelingskontors udvalg. I øjeblikket arbejder der cirka 50 brødre og søstre på afdelingskontoret for at dække behovet hos de 4300 flittige og loyale Jehovas Vidner i Estland.

SER TILLIDSFULDT FREMAD

Hvad rummer fremtiden for Jehovas folk i Estland? Jehova har aldrig undladt at lede og styrke sine loyale tjenere. Ja, de brødre og søstre der bevarede deres uangribelighed under nazistisk og sovjetisk forfølgelse i Estland, har mærket Jehovas kraft på enestående og uforglemmelige måder. Sammen med deres brødre og søstre i hele verden fryder de sig over at Jehovas store navn er blevet gjort kendt og helliget i selv de fjerneste egne af det tidligere Sovjetunionen. — Mal. 1:11.

Samtidig er der stadig mange ydmyge og oprigtige mennesker i Estland som gerne vil lære om den sande Gud. Den nuværende trosfrihed tillader Jehovas Vidner at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige som aldrig før.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 172]

„Jeg manglede aldrig noget virkelig vigtigt“

[Tekstcitat på side 204]

„Det passede mig fint at blive sat i isolation“

 [Ramme på side 168]

Kort fortalt om Estland

Geografi

Estland er et uspoleret, tyndt befolket land der er kendetegnet af høje, tætte skove, ubeboelige vådområder, over 1400 søer og omkring 7000 vandløb. De mere end 1500 øer udgør en tiendedel af landet. Det meste af landet er fladt og stikker mindre end 100 meter op over havets overflade. Landskabet i sydøst er derimod smukt kuperet.

Befolkning

Den etniske sammensætning af befolkningen består af 68 procent estere, 26 procent russere og resten ukrainere, hviderussere og finner. Der findes lutherske, ortodokse og andre såkaldt kristne trossamfund, foruden muslimer og jøder. En stor del af befolkningen er tilsluttet et trossamfund, men har ikke angivet hvilket; eller de er slet ikke medlemmer af noget trossamfund.

Sprog

Det officielle sprog, estisk, tilhører samme sproggruppe som finsk og ungarsk. De russisktalende indbyggere udgør over en fjerdedel af befolkningen.

Køkken

Esterne sætter pris på leib (mørkt brød) og kartofler, og de kan også lide syltet græskar, rødbedesalat og sauerkraut. I det estiske køkken finder man også sült (sylte af kalvekød), rosolje (sild og rødbeder), svinekød, fisk, røget kød og suppe af vilde svampe. Blandt desserterne er der kringel — en sød, flettet kage drysset med rosiner og nødder — og pandekager.

Klima

Somrene er kølige, og vintrene er moderate. På den længste sommerdag er der over 19 timers dagslys, og på den korteste vinterdag er der bare 6. Den sydvestlige kyst kan have skønne middelhavstemperaturer om sommeren, men om vinteren kan temperaturen falde til hen ved minus 20 grader.

 [Ramme/​illustrationer på side 183, 184]

„Vi var som én stor familie“

ADOLF KOSE

FØDT 1920

DØBT 1944

DØD 2004

PROFIL Indsat i en fangelejr i Sibirien mellem 1951 og 1956. Var med til at organisere forkyndelsen i de baltiske lande og den nordvestlige del af Sovjetunionen.

▪ „JEG blev arresteret i 1950 og sendt til en arbejdslejr i Inta i Sibirien,“ husker Adolf. „Det første halvandet år hørte jeg intet om min kone og vores to små døtre, der var blevet forvist til en anden del af Sibirien.

Der var et ganske særligt sammenhold blandt brødrene. Vi var som én stor familie. Vi deltes om både åndelig og bogstavelig mad.

Da vi kom hjem til Estland, var der mange udfordringer. Hvordan kommer vi i kontakt med vores ’moderorganisation’? Hvordan kan vi bevare enheden blandt brødrene? Hvordan kan vi holde forkyndelsesarbejdet i gang?

For at kunne kommunikere bedre med kurererne ville jeg gerne lære finsk. Men det var lettere sagt end gjort, for man kunne hverken købe grammatikbøger eller ordbøger.

Med hensyn til at trykke var det ulovligt at eje en uregistreret skrivemaskine, og trykkeudstyr kunne der da slet ikke være tale om. Enhver der fremstillede forbudt læsestof, kunne idømmes syv års fængsel. Det var også vanskeligt fordi der var mangel på alt hvad man skulle bruge for at  trykke publikationer. Efter mange forsøg med de materialer jeg kunne skaffe, lykkedes det mig endelig at udvikle en trykketeknik. Først og fremmest byggede jeg selv en trykkemaskine (herunder). Så maskinskrev jeg teksten på et voksbelagt klæde som vi selv fremstillede. På den måde kom der huller i voksens overflade. De første publikationer trykkede vi med blæk lavet af sod og tjære. Under trykningen løb den hjemmelavede blæk ned gennem hullerne i voksklædet og ramte papiret underneden. Arbejdet var kompliceret, tidskrævende og skadeligt for helbredet fordi dampene fra blækket og de andre kemikalier var farlige. Det var umuligt at have en ordentlig ventilation i lokalet, for vinduerne skulle holdes tæt tildækkede så arbejdet ikke blev opdaget.“

Trods alle vanskelighederne fulgte Adolf frygtløst anvisningerne fra organisationen og var altid overbevist om at Jehova ville give svarene i rette tid. Han tjente Jehova med den samme urokkelige holdning og tro frem til sin død i 2004.

 [Ramme/​illustration på side 186]

Et brev til Stalin

I juni 1949 sendte de ansvarshavende brødre i Estland modigt breve til repræsentanter for regeringen i Moskva. Ét var adresseret til Josef Stalin, og et andet til Nikolaj Sjvernik, formanden for Den Øverste Sovjets Præsidium.

I disse breve forlangte brødrene at de Jehovas Vidner der var blevet arresteret, straks blev sat på fri fod, og at forfølgelsen af Vidnerne ophørte. Brevene indeholdt også en stærk advarsel, idet der blev draget en parallel til fortidens Farao i Egypten der nægtede israelitterne at tjene Jehova frit. (2 Mos. 5:1-4) Brødrene skrev frimodigt: „Jehova Guds organisation . . . bør tillades uhindret at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige for alle Sovjetunionens beboere; ellers vil Jehova fuldstændig tilintetgøre Sovjetunionen og kommunistpartiet.“

„Vi var godt klar over at det var et temmelig dristigt ordvalg,“ fortæller Adolf Kose. „Vi turde ikke sende brevene fra Tallinn, for så kunne de spores til os. Vi rejste til Leningrad (Sankt Petersborg) for at sende dem derfra.“

Ingen ved om Stalin personligt læste brevet, men det gik i hvert fald ikke ubemærket hen. Under flere forhør fik nogle brødre forelagt en kopi af brevet, hvorpå der var skrevet: „Denne organisation skal udryddes!“ Der gik ikke lang tid før flere brødre blev anholdt og forfølgelsen blev intensiveret. Brevet til Nikolaj Sjvernik er blevet fundet i statens arkiver, forsynet med et officielt stempel.

 [Ramme/​illustration på side 189]

KGB og vores organisation

Sidst i 1940’erne gjorde det hemmelige politi en systematisk indsats for at finde ud af hvordan Jehovas Vidners arbejde var organiseret. For at samle oplysninger til KGB foregav nogle at være interesseret i sandheden. Et kort fundet i statsarkiverne i Tallinn, viser at KGB var ret godt informeret. Kortet omfatter navnene på brødrene i arbejdsudvalget, på dem der førte tilsyn med arbejdet i Estlands største byer, og på dem der havde med trykningen af publikationer at gøre.

 [Ramme/​illustration på side 191]

Modstanderne kunne ikke få hende til at tie

ELLA TOOM

FØDT 1926

DØBT 1946

PROFIL Idømt i alt 13 års fængsel, men løsladt efter afsoning af 5 år og 6 måneder.

▪ „MYNDIGHEDERNE satte mig i enecelle i tre dage for at få mig til at afsværge min tro så jeg ikke længere talte med andre om Guds rige eller selv troede på det,“ fortæller Ella. „Betjentene råbte: ’Vi skal sørge for at ingen i Estland så meget som husker navnet Jehova! Du bliver sendt i lejr, og de andre ryger til Sibirien!’ Hånligt tilføjede de: ’Hvor er din Jehova nu?’ Men jeg ville ikke være forræder. Det er bedre at være i fangelejr med Gud end hjemme uden Gud. Selv i fangelejren betragtede jeg mig ikke som indespærret. Jeg følte altid at Jehova havde tilladt at jeg blev ført dertil for at jeg kunne forkynde i et nyt distrikt.

I en lejr plejede jeg hver dag at gå en tur sammen med en interesseret kvinde. En dag besluttede vi at aflyse turen. Senere hørte jeg at lige præcis den dag havde nogle religiøse fanatikere planlagt at drukne mig i floden fordi jeg forkyndte.“ Det lykkedes aldrig modstanderne at få Ella til at tie, og hun tjener stadig Jehova trofast som almindelig pioner. *

[Fodnote]

 [Ramme/​illustrationer på side 193, 194]

„Jehova, lad din vilje ske“

LEMBIT TOOM

FØDT 1924

DØBT 1944

PROFIL Var i Estland under den tyske besættelse og derefter i en sibirisk arbejdslejr mellem 1951 og 1956.

▪ LEMBIT var en af mange unge Jehovas Vidner som måtte gå under jorden fordi de ikke ville lade sig hverve af den tyske hær. En nat foretog politiet en razzia på den gård hvor Lembit boede. De havde modtaget en klage over at en mistænkeligt udseende mand skjulte sig dér. Lembit skyndte sig at gemme sin seng af vejen og kravlede halvnøgen ned under gulvet. Han kunne høre betjentenes støvler gungre lige over sit hoved.

En betjent holdt en pistol mod gårdejerens hoved og råbte: „Nogen skjuler sig her i huset. Hvordan kommer vi ned under gulvet?“ Men gårdejeren sagde ingenting.

„Hvis den der skjuler sig, ikke kommer frem, kaster vi en granat ned under gulvet!“ råbte betjenten.

Lembit så lyset fra deres lommelygte mens de ledte efter ham. Det eneste han kunne gøre nu, var at bede: „Jehova, lad din vilje ske.“

„Det psykiske pres var næsten ikke til at bære,“ husker Lembit, „og jeg kravlede hen til et andet sted under gulvet og var lige ved at komme ud.“

Så lagde han sig roligt ned, og efter et par meget angstfyldte minutter tog politiet af sted igen. Lembit blev hvor  han var i en times tid mere, indtil han følte sig sikker på at politiet ikke kom tilbage. Derefter forlod han gården før daggry for at finde et andet skjulested.

Da russerne overtog herredømmet, kom Lembit ud for andre prøver. „Jeg blev idømt ti år i en fangelejr i Norilsk i Sibirien, cirka 8000 kilometer fra Estland. Det betød hårdt arbejde i en åben nikkelmine. Forholdene i lejren var dårlige, og arbejdet var ekstremt udmattende. Vintrene er strenge i den nordlige del af Sovjetunionen nord for polarcirklen. Temperaturen kan falde til minus 30 grader, og somme tider er det endnu koldere. I to måneder om vinteren kommer solen ikke op over horisonten.“

Efter fem års tvangsarbejde blev Lembit løsladt, og i 1957 blev han gift med Ella Kikas. Gennem årene hjalp Lembit også med at oversætte og trykke bibelsk læsestof. Han er kendt for at være en medfølende og varmhjertet ældste der altid er klar med et skriftsted som kan styrke hans trosfæller. *

[Fodnote]

[Illustration]

Lembit og Ella Toom

 [Ramme/​illustration på side 199]

„Det er din mor“

KARIN REILE

FØDT 1950

DØBT 1965

PROFIL Født i fængsel og fjernet fra sin mor. Voksede op hos sin mormor.

▪ „MIN mor, Maimu, fødte mig mens hun var fængslet på grund af sine politiske aktiviteter,“ fortæller Karin. „Jeg var et svageligt barn, og kulden i fængselscellen gav mig dobbeltsidig lungebetændelse. Jeg overlevede takket være en anden fange, Laine Prööm, der senere lærte sandheden at kende.

Dengang blev mange af fangernes børn sendt til børnehjem i hele Sovjetunionen for at de skulle glemme deres forældre. Jeg blev heldigvis givet til min mormor. Min mor blev sendt til en fangelejr i Mordova, hvor hun mødte Ella Toom, der var en modig søster. Mor tog imod sandheden og blev døbt i lejren.

Gennem de næste fem år voksede jeg op hos min mormor. Pludselig en dag kom en fremmed dame til vores hus. ’Det er din mor,’ sagde mormor. Det var meget forvirrende, og jeg var flere år om at komme over det.“ Heldigvis tog Karin og hendes mormor også imod sandheden.

Senere lærte Karin engelsk og begyndte at hjælpe med at oversætte publikationerne. Hun blev gift med Lembit Reile, og de tjener nu sammen på afdelingskontoret i Estland.

 [Ramme/​illustrationer på side 201]

Guds navn i den estiske bibel

De Græske Skrifter blev oversat til en sydestisk dialekt allerede i 1686, og til den nordlige dialekt i 1715. Hele Bibelen, Piibli Ramat, udkom i 1739 og var tilgængelig for det jævne folk. Den var bemærkelsesværdig fordi den brugte Guds navn, Jehova, hver gang det forekom i De Hebraiske Skrifter, en praksis der fortsatte gennem de følgende århundreder. I en udgave af Bibelen på estisk fra 1988 forekommer Guds navn 6867 gange i De Hebraiske Skrifter. Mange estere ved derfor at Guds navn er Jehova.

Den 3. juli 2009 nåede man en milepæl ved Jehovas Vidners områdestævne i den estiske by Tartu da Guy Pierce, der er medlem af Det Styrende Råd, meddelte at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter nu var udkommet på estisk.

 [Ramme/​illustrationer på side 202]

Bøger fremstillet i hånden

HELMI LEEK

FØDT 1908

DØBT 1945

DØD 1998

PROFIL Fængslet og sendt til Sibirien.

▪ HELMI blev anholdt fordi hun var et af Jehovas Vidner, og sendt til Sibirien, hvor hun lavede et lille etui til sin notesbog. Hun broderede et trøstende skriftsted udenpå — Romerne 8:35: „Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?“

Helmi fandt nogle stykker brunt papir og lavede en notesbog af dem. I den skrev hun nogle opmuntrende bibelske tanker. Mange brødre afskrev hele bøger i hånden fordi der ikke var særlig mange trykte publikationer til rådighed.

Da Helmi var kommet tilbage fra Sibirien, sagde hun til myndighederne: „Jeg er taknemmelig for at I sendte mig til Sibirien så jeg kunne se de smukke bjerge. Jeg ville aldrig selv have haft råd til at rejse så langt!“

 [Ramme/​illustrationer på side 209, 210]

En selvopofrende ånd

FANNY HIETALA

FØDT 1900

DØBT 1925

DØD 1995

PROFIL Flyttede til Estland i 1930, blev pioner og adopterede en forældreløs pige.

▪ FANNY blev døbt i Finland i 1925 og begyndte i heltidstjenesten to år senere. Ved et stævne i Helsinki mødte hun William Dey, der førte tilsyn med det nordeuropæiske kontor. De talte ikke samme sprog, men broder Dey blev ved med at gentage ordet „Estonia“, som er det engelske navn for Estland. Fanny forstod at han tilskyndede hende til at flytte ud hvor behovet var stort, og i 1930 flyttede hun derfor til Estland sammen med nogle andre pionerer. I de følgende år brugte hun flittigt sin cykel når hun forkyndte den gode nyhed i flere amter i hele Estland, også på øen Saaremaa.

Fanny giftede sig aldrig, men hun adopterede en forældreløs pige ved navn Ester, hvis forældre døde da hun var otte. Hendes far var et af Jehovas Vidner. Med Fannys kærlige omsorg voksede Ester op og tog imod sandheden.

Da det kommunistiske styre blev indført og forfølgelsen begyndte, kunne Fanny have flyttet tilbage til Finland, men hun viste en selvopofrende ånd ved at blive hos den lille gruppe lokale forkyndere. Hendes beslutning om at blive i Estland førte til mange vanskeligheder for hende, blandt andet dårlige leveforhold, men hendes finske statsborgerskab beskyttede hende mod at blive forvist til Sibirien.

 I 1950’erne virkede Fanny som kurer og bragte mikrofilm og korrespondance fra Finland til Estland. Hun var kendt for sit mod og sin forsigtighed, og hun blev aldrig pågrebet, selvom det somme tider var tæt på. Engang rejste hun for eksempel til Leningrad (Sankt Petersborg) for at hente en pakke mikrofilm hos en finsk broder i en bestemt park. Det var meningen at hun skulle give pakken videre til to estiske brødre så hurtigt som muligt. Men de estiske brødre havde lagt mærke til at de blev forfulgt af det hemmelige politi, og forsøgte at slippe væk før Fanny så dem. Desværre gik Fanny og den finske broder direkte hen imod de estiske brødre! Hvis hun havde hilst på dem eller forsøgt at give dem pakken, ville det hemmelige politi have afsløret deres forbindelse. Men utroligt nok gik Fanny lige forbi dem som om hun ikke kendte dem. Det viste sig at hun simpelt hen ikke havde set dem, selvom hun udmærket kendte dem begge to! Det betød at det hemmelige politi aldrig fandt ud af hvem kurererne var, og pakken blev senere afleveret i god behold. Fannys hjælp som kontakt betød at brødrene kunne modtage en stadig strøm af åndelig føde, og heldigvis blev ingen af forsendelserne af mikrofilm opdaget.

Denne kærlige søster tjente Jehova trofast i 70 år frem til sin død som 95-årig, og da boede hun stadig i Estland.

[Illustration]

På en kureropgave i Leningrad i 1966

 [Ramme/​illustration på side 213]

Udsat for bagvaskelse

„Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld,“ sagde Jesus til sine disciple. (Matt. 5:11) Hans ord har vist sig at være sande. Jehovas Vidner udsættes ofte for ondsindet bagvaskelse. De blev løgnagtigt anklaget for at være en politisk organisation der befattede sig med undergravende virksomhed og spionage. Især sidst i 1950’erne og først i 1960’erne hævdede aviserne at vores arbejde blev ledet af den amerikanske regering, og at vi blev udnyttet af rige amerikanske kapitalister.

Efter at have nægtet at udføre militærtjeneste i 1964 blev Silver Silliksaar anklaget for at have forrådt fædrelandet og idømt en fængselsstraf. En kortfilm om hans retssag, blandet med kommunistisk propaganda, blev vist i hver eneste biograf i Estland. De fleste brødre der nægtede at udføre militærtjeneste, blev fængslet i to til tre år. Jüri Schönberg, Taavi Kuusk og Artur Mikit blev fængslet to gange; broder Mikit blev idømt i alt fem og et halvt års fængsel.

[Illustration]

Silver Silliksaar i retten på grund af sin tro

 [Ramme på side 226]

En teokratisk skole under jorden

Under forbuddet kunne brødrene aldrig vide hvor længe de havde publikationer eller endog en bibel. Foruden at de havde mange forskellige skjulesteder til publikationerne, forsøgte de derfor at lære flest mulige skriftsteder udenad.

Ved de fleste uformelle sammenkomster benyttede brødrene lejligheden til at drøfte skriftsteder og lære dem udenad. Til brug ved disse sammenkomster havde nogle lavet små kort der kunne tjene som en hjælp for hukommelsen. På den ene side af kortet stod en bibelhenvisning, for eksempel Mattæus 24:14, eller et spørgsmål eller bibelsk navn. På den anden side kunne man læse skriftstedet eller svaret på spørgsmålet.

Under møderne brugte brødrene de teokratiske publikationer de nu havde. Den Teokratiske Skole bestod for eksempel af ugentlige kurser, hjemmeopgaver, mundtlige prøver og endda eksamener. Hver tredje måned var der repetition, og om foråret blev der afholdt en afsluttende eksamen.

„En af de ugentlige hjemmeopgaver bestod i at vi skulle lære fem skriftsteder udenad og fremsige dem på den næste Teokratiske Skole,“ fortæller en af eleverne. „Jeg husker den afsluttende eksamen i 1988. På et af eksamenskortene stod der simpelt hen: ’Fremsig 100 skriftsteder ud fra hukommelsen.’ Det lyder måske mærkeligt, men alle håbede at trække netop det kort. Disse opgaver hjalp os rigtig meget i forkyndelsen, for vi havde sjældent mulighed for at bruge Bibelen åbenlyst.“ I 1990 kunne de estiske menigheder til deres store glæde endelig begynde at holde Den Teokratiske Skole på samme måde som resten af det verdensomspændende brodersamfund.

 [Ramme/​illustrationer på side 236, 237]

„Det var vidunderligt at forkynde“

Her fortæller nogle missionærer om deres distrikt i Estland:

Markku og Sirpa Kettula: „Det distrikt vi fik tildelt, var så godt som uberørt. Det var helt utroligt at gå fra hus til hus, for folk var meget interesserede i Bibelen. Da vi kom til Pärnu, var der omkring 30 forkyndere. Nu er der tre menigheder.“

Vesa og Leena-Maria Edvik: „Der var stort set ingenting at købe i forretningerne. Så i stedet for at gå på indkøb gav folk sig tid til at tale om Bibelen. Når vi gik på gadearbejde, skete det tit at folk stillede sig i kø for at få læsestof!“

Esa og Jaael Nissinen: „Man kan lære en masse af andre mennesker. Det har været et privilegium at lære mange af dem at kende som forblev trofaste under de sværeste prøver.“

Anne og Ilkka Leinonen: „Dag efter dag, uge efter uge, i distrikt efter distrikt,  mødte vi mennesker som aldrig før havde hørt Bibelens budskab. Vi forkyndte fra tidlig morgen til sen aften og glædede os meget over at se den hurtige vækst. Det var svært at tro at vi skulle opleve sådan en vækst i slutningen af det 20. århundrede. Disse første år glemmer vi aldrig.“

Richard og Rachel Irgens: „Folk var meget gæstfri, og det var vidunderligt at forkynde. Vi forkyndte i landsbyerne langs Peipussøen. Vi behøvede ikke at tage madpakke med, for folk inviterede os ind og gav os mad. Vi oplevede at Jesu anvisninger i Mattæus 10:9, 10 også kunne bruges i vor tid. Vores ophold i Estland lærte os at vi skulle fokusere på de mere vigtige ting og ikke lade os distrahere af noget uvæsentligt.“

[Illustrationer]

Markku og Sirpa Kettula

Vesa og Leena-Maria Edvik

Anne og Ilkka Leinonen

Esa og Jaael Nissinen

Richard og Rachel Irgens

 [Oversigt/​illustrationer på side 244, 245]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Estland

 1920

1923 Martin Kose vender tilbage til Estland for at forkynde.

1926 Et oversætterkontor oprettes i Tallinn.

Udenlandske kolportører ankommer for at hjælpe med at forkynde.

1928 Det første stævne holdes på afdelingskontoret.

1930

1933 Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab bliver juridisk anerkendt.

1940

1940 De estiske brødre glæder sig over det sidste stævne der kan holdes i frihed i halvtreds år.

1948 Nogle Jehovas Vidner sendes i fængsler og fangelejre i Sovjetunionen.

1949 Brødrene skriver protestbreve til Stalin.

1950

1951 Næsten 300 Jehovas Vidner og mange af deres slægtninge forvises til Sibirien.

1953 Stalin dør; forkynderne begynder at blive frigivet.

1960

1970

1972 Den første russisksprogede menighed oprettes.

1980

1990

1991 Et oversætterkontor oprettes i Tartu.

Jehovas Vidner opnår trosfrihed.

Det første stævne i Sovjetunionen afholdes i Tallinn.

1992 De første gileadmissionærer ankommer.

1993 Estlands første rigssal opføres.

1994 Et afdelingskontor oprettes i Tallinn.

1998 Der bygges stævnehaller i Tallinn og Tartu.

1999 Estland får igen sit eget afdelingskontor.

2000

2000 Skolen for Udnævnte Tjenere afholdes for første gang.

2009 Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgives på estisk.

2010

[Grafisk fremstilling/​illustration på side 246]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

4000

2000

1990 2000 2010

 [Kort på side 169]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FINLAND

HELSINKI

Finske Bugt

RUSLAND

Sankt Petersborg

LETLAND

RIGA

ESTLAND

TALLINN

Narva

Maardu

Tapa

Vormsi

Pärnu

Võrtsjärvsøen

Tartu

Räpina

Võru

Hiiumaa

Saaremaa

Rigabugten

Peipussøen

Pskovsøen

 [Helsides illustration på side 162]

[Illustration på side 165]

Hugo og Martin Kose

[Illustration på side 166]

Albert West

[Illustration på side 167]

Alexander og Hilda Brydson i 1930’erne

[Illustration på side 167]

Det første afdelingskontor havde til huse i denne ejendom

[Illustration på side 170]

De første pionerer fra Finland, Jenny Felt og Irja Mäkelä

[Illustration på side 174]

I 1932 flyttede afdelingskontoret til Suur Tartuvej 72 i Tallinn

[Illustration på side 175]

Kaarlo Harteva holder et foredrag i radioen

[Illustrationer på side 177]

John North og hans „stridsvogn“

[Illustration på side 178]

Nikolai Tuiman

[Illustration på side 179]

Politiet konfiskerede store mængder publikationer

[Illustration på side 181]

1940: Det sidste stævne der blev holdt i frihed før sovjetstyret

[Illustrationer på side 188]

Brødrene Kruus, Talberg, Indus og Toom udgjorde arbejdsudvalget

[Illustration på side 200]

Maimu og Lembit Trell, 1957

[Illustration på side 212]

Ene og hendes søster, Corinna

[Illustration på side 218]

Heimar og Elvi Tuimans bryllup — et stævne der varede i to dage

[Illustration på side 227]

Toomas og Elizabeth Edur

 [Illustrationer på side 228, 229]

Betydningsfulde stævner

De delegerede bydes velkommen til områdestævnet „Det rene sprog“ i Helsinki, Finland, 1990

 Områdestævnet „Venner af [gudgiven] frihed“ i Tallinn, Estland, 1991

[Illustration på side 238]

Det internationale stævne i Sankt Petersborg, Rusland, 1992

[Illustration på side 241]

Lauri og Jelena Nordling

[Illustration på side 243]

Reino og Lesli Kesk

[Illustration på side 247]

Juri og Viktor

[Illustrationer på side 251]

Rigssalen i Maardu og stævnehallen i Tartu

 [Illustrationer på side 254]

Afdelingskontoret i Estland

Det estiske afdelingskontors udvalg. Fra venstre til højre: Tommi Kauko, Toomas Edur og Lembit Reile