Forkyndelse og undervisning i hele verden

DET Jesus sagde til sine disciple i det første århundrede må have givet dem noget at tænke over. Han forudsagde at de ville blive genstand for alle nationernes had — de ville blive dræbt og overgivet til trængsel. Mange ville desuden blive bragt til snublen og fald og blive forrådt. Men Jesus sagde at den gode nyhed ville blive forkyndt på hele jorden. (Matt. 24:9-14) Hvordan skulle det lykkes at få forkyndt i hele verden når de ville blive mødt med modstand overalt? På de følgende sider vil vi få svaret på dette tankevækkende spørgsmål.

 Tjenesteåret 2010

Antal afdelingskontorer: 116

Antal lande der rapporterer: 236

Antal menigheder: 107.210

Mindehøjtid, til stede: 18.706.895

Mindehøjtid, nød symbolerne: 11.202

Højeste antal forkyndere: 7.508.050

Gns. antal der forkynder hver måned: 7.224.930

Procentvise vækst i forhold til 2009: 2,5

Antal døbte: 294.368

Gns. antal hjælpepionerer hver måned: 287.960

Gns. antal pionerer hver måned: 844.901

Timer anvendt i forkyndelsen, i alt: 1.604.764.248

Gns. antal bibelstudier hver måned: 8.058.359

I løbet af tjenesteåret 2010 brugte Jehovas Vidner over 155 millioner dollars (godt 845 millioner kroner) til at understøtte specialpionerer, missionærer og rejsende tilsynsmænd i deres tildelte distrikter.

▪ I hele verden arbejder i alt 20.062 ordinerede ordets tjenere på afdelingskontorerne. De er alle medlemmer af Jehovas Vidners Verdensomspændende Orden af Særlige Heltidstjenere.

 AFRIKA

LANDE 57

BEFOLKNINGSTAL 888.219.101

FORKYNDERE 1.222.352

BIBELSTUDIER 2.596.614

EN GRUPPE SØGER EFTER SANDHEDEN. I en lille landsby i Madagaskar besluttede en gruppe på 80 at forlade den største protestantiske kirke på øen. De byggede deres egen kirke og begyndte at søge efter den sande tro, idet de undersøgte hvert af de lokale trossamfund, et efter et. De kom til det resultat at katolikkerne ikke beskæftigede sig ret meget med Bibelen, og at der var uenighed inden for den lutherske kirke. Den lære pinsebevægelsen fremholdt, kunne efter deres mening ikke være sandheden, og syvendedagsadventisterne havde  for mange forbud. Så fik de kontakt med en af vores brødre og spurgte ham om han ville undervise dem i Bibelen. Det ville han naturligvis gerne.

Et lille antal forkyndere planlagde at besøge disse interesserede mennesker. Brødrene mødtes med 26 af dem i den kirke de havde bygget, og de var indstillet på at modtage bibelundervisning. Ved hjælp af kapitel 15 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? forklarede brødrene hvordan man kan finde den tro som Gud godkender. De forsamlede syntes godt om forklaringen. Da brødrene aflagde endnu et besøg, mødte der 73 op. Og tredje gang var der 142 til stede.

SMS PÅ AFVEJE. En forkynder ved navn Menen som bor i Etiopien, ville opmuntre en hun studerede Bibelen med, ved at sende hende årsteksten for 2009 som en sms på mobiltelefonen. Hun kom imidlertid til at taste et forkert nummer, og meddelelsen blev derfor sendt til en anden. Kvinden som modtog den, læste gentagne gange ordene: „’Aflæg grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed.’ — Apg. 20:24, NV.“ Hun troede selv på Gud og syntes godt om budskabet, men vidste ikke hvordan hun skulle følge det. Hun undrede sig også over de afsluttende mystiske bogstaver „NV“ [Ny Verden-Oversættelsen]. I flere uger blev hun ved med at gruble over det. Til sidst ringede hun afsenderen op. Stor var vores søsters overraskelse da hun blev klar over hvor hendes sms var havnet, og hun benyttede anledningen til at besvare de spørgsmål kvinden oprigtigt ønskede svar på. Det førte til at der blev oprettet et bibelstudium, og der studeres to gange om ugen.

UNGE PIONERMAKKERE. Persis, som bor i Cameroun, blev udøbt forkynder i en alder af seks år. Af hendes første tjenesterapport fremgik det at hun havde ledet ti bibelstudier. Sekretæren i menigheden tænkte at der  måtte være tale om en fejl. Han henvendte sig til Persis, som sagde at det var rigtigt nok. Han spurgte videre: „Hvordan ved du hvor meget tid du skal rapportere, når du ikke har noget ur?“ Hun svarede at hun vidste at pausen i skolen var på en time. Hun begyndte at forkynde med det samme og blev ved til klokken ringede. Hendes frimodige forkyndelse havde en god virkning på hendes mor og kusine, som senere blev udøbte forkyndere. Nu er Persis ti år, er blevet døbt og er hjælpepioner mens hun går i skole. Hendes otteårige veninde Aasy er allerede udøbt forkynder. En nyinteresseret sagde om dem: „Det var så dejligt at se hvordan børnene hilste på alle ved møderne — især de ældre — inden de satte sig hos deres forældre. Det så jeg aldrig i min kirke. Jeg ved at børn der har fået en sådan opvækst, i fremtiden vil være bedre samfundsborgere.“

 NORD- OG SYDAMERIKA

LANDE 55

BEFOLKNINGSTAL 918.834.998

FORKYNDERE 3.673.750

BIBELSTUDIER 3.967.184

HUN BANKEDE IKKE PÅ. Miriam, som bor i Bolivia, bad i en hel uge til Gud. Hun bad nogenlunde sådan her: „Vil du ikke nok hjælpe mig til at lære dig at kende, men bare ikke gennem Jehovas Vidner. Jeg ønsker ikke de skal komme og banke på min dør.“

Hen på ugen ringede telefonen. Det var Candy, en specialpioner, som tilbød at komme med to blade i løbet af en time. Det fik hun lov til. Der var endnu ikke gået en time før Candy stod ved døren. Miriam åbnede brat døren og sagde hun skulle komme ind og sætte sig ned. Hun begyndte at gå frem og tilbage og ryste på hovedet, tydeligvis oprevet. Candy spurgte hvad der var galt. „Jeg er rystet,“ sagde Miriam. „I en uge har jeg bedt Gud om råd og vejledning, og jeg gav meget klart udtryk for at jeg ikke ønskede hjælp fra Jehovas Vidner, som altid kommer og banker på min dør. Og så ringede du til mig i stedet for at banke på! I den time der er gået fra du ringede, har jeg bedt til Gud og sagt at du ikke skulle komme og besøge mig. Og du kom alligevel. Jeg er rystet! Det er tydeligt at han ønsker at I, Jehovas Vidner, skal hjælpe mig.“ Et bibelstudium blev straks påbegyndt.

EFTERLOD HAM I DEN TRO AT HAN VAR DØD. Pasensi var et tidligere overhoved (kapiten) for en landsby i Surinam. Han var meget respekteret og havde et nært forhold til  granman — høvdingen, eller kongen — for hele flodområdet i det indre af landet. Pasensi gik nidkært ind for lokal skik og brug og modstod Jehovas Vidner fordi han betragtede dem som en trussel mod landsbyens traditionsbestemte livsform.

På et tidspunkt hævdede en ung mand at han havde evnen til at finde frem til landsbyboere der brugte trolddom. Mange af den unge mands tilhængere fulgte med ned ad floden i kanoer, og de slog dem han udpegede, og tog alt hvad der tilhørte dem. Der måtte betales store pengebeløb for at „rense“ dem der efter sigende var besat af en ond ånd. Blandt de mange uskyldige ofre var Pasensi, som blev tævet og efterladt i den tro at han var død. Selv hans ven der var granman, kunne ikke komme ham til hjælp fordi han frygtede at han ved at hjælpe en der var anklaget for trolddom, satte sit eget liv og omdømme på spil. Venner og slægtninge blev nægtet at yde nogen form for hjælp. Pasensis svigersøn opbød dog alt sit mod og bragte ham til en landsby hvor der hovedsagelig  boede Jehovas Vidner. Brødrene drøftede sagen og besluttede at komme ham til undsætning skønt det indebar fare for dem selv. De sørgede for at Pasensi blev transporteret i kano til en nærliggende landsby hvor det var en broder der havde opsyn med landingsbanen. Derfra blev den tidligere modstander fløjet til en by hvor han kunne blive behandlet.

Pasensi kom sig, og han var rørt over at mennesker som han førhen havde modstået, viste ham kærlighed. Han begyndte at studere Bibelen og blev døbt i december 2009. Pasensi er nu en nidkær forkynder af den gode nyhed, og skønt han er 80 år gammel, var han hjælpepioner i april 2010.

HAN MENTE HAN VAR GODT KENDT MED BIBELEN. I USA troppede Eric, der på det tidspunkt havde fuldskæg, en dag op til et menighedsmøde med en bibel i hånden. Da en af brødrene hilste på ham, begyndte Eric at udspørge ham om vores tro. Han afslog at tage imod bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? fordi han kun ville bruge Bibelen. Som regel læste han 20 sider i Bibelen om dagen, og han havde ikke længere tal på hvor mange gange han havde læst hele Bibelen igennem. Efter mødet fortsatte samtalen med broderen i over tre timer. Lige før Eric gik, sagde han: „Jeg har det helt dårligt.“ Vores broder spurgte hvad grunden var, og Eric svarede: „Jeg var overbevist om at jeg var godt kendt med Bibelen. Men efter dette besøg er jeg klar over at jeg overhovedet ikke kender den.“ Nu tog han imod bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

Dagen efter studerede de sammen for første gang. Eric havde været oppe hele natten og havde læst de ti første kapitler i bogen. Han konkluderede: „Jeg har endelig fundet sandheden.“ De studerede tre til fire timer om dagen fem gange om ugen. Han begyndte at forberede sig  til alle møderne og at overvære dem sammen med hele sin familie. Inden der var gået en uge, meldte han sig ud af tre forskellige kirker, barberede skægget af og besluttede sig for at han ikke mere ville fejre ubibelske højtider og helligdage. Ugen efter tilmeldte han sig Den Teokratiske Skole, og inden der var gået fire uger, var han udøbt forkynder. Han blev døbt i april 2010, kun seks måneder efter sin første kontakt med Jehovas Vidner.

DØBT SOM SYVÅRIG. Paola fra det vestlige Mexico bor hos sin mormor og morfar. Da hun var fem, begyndte mormoderen at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Paola lyttede med, og sandheden slog rod i hendes unge hjerte. Hendes mormor gjorde ikke fremskridt, men Paola begyndte selv at overvære møderne. For at kunne komme i rigssalen bad hun sin mormor og morfar om hjælp til at blive klædt på og komme over vejen.

Så snart hun lærte at læse og skrive, kom hun på Den Teokratiske Skole og blev forkynder. Hun blev døbt  som syvårig på grund af sin kærlighed til Jehova. Når Paola, som nu er ti år, bliver spurgt hvorfor hun kommer til møderne og forkynder så nidkært uden støtte fra familien, svarer hun: „Jeg kan godt lide foredragene fordi de giver mig lyst til at blive ved med at studere Bibelen og undgå at komme ud i problemer. Og jeg forkynder fordi jeg gerne vil lære folk hvad Jehova vil gøre for dem i fremtiden, og fordi Bibelen kan gøre dem lykkelige allerede nu.“

OPRINGNINGER TIL FORKERT NUMMER. En søster fra Den Dominikanske Republik fik mange fejlopringninger, og det forstyrrede hende i hendes arbejde. Da det havde stået på i nogle dage, tænkte hun: ’Jeg kan udnytte disse forstyrrende telefonopkald til at forkynde.’ Hvordan bar hun sig ad? Når hun talte med en der havde fået forkert nummer, sagde hun at vedkommende desværre havde ringet forkert, og så tilføjede hun: „Lad mig benytte anledningen til at spørge dig om du har læst i Bibelen i dag.“ Nogle lagde bare røret på, men en hel del svarede at de ikke havde læst i Bibelen. Hun spurgte så: „Ved du hvorfor det er så vigtigt?“ Hun lod Bibelen svare ved at læse Salme 1:1-3. Hun talte længe med en regeringsembedsmand som sagde at han ikke havde nogen bibel. Der blev truffet aftale om at hun skulle skaffe ham en bibel og noget bibelsk læsestof. To uger senere ringede han, denne gang for at takke hende for læsestoffet og for den interesse hun havde vist ham.

Ved en anden lejlighed spurgte en ung kvinde som havde fået forkert nummer: „Er du et af Jehovas Vidner?“ Efter det bekræftende svar begyndte kvinden at græde og fortalte at hun selv havde været forkynder, men var blevet uvirksom. Søsteren opmuntrede hende og sørgede for at der blev ydet hende åndelig hjælp. Kvinden er nu igen en aktiv forkynder.

 ASIEN OG MELLEMØSTEN

LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 4.587.021.833

FORKYNDERE 652.251

BIBELSTUDIER 601.306

„DEN SAMARITANSKE KVINDE.“ Det var en varm sommerdag i Kasakhstan. To pionerer, en broder og en søster, var ude at forkynde og så en kvinde trække vand op af en brønd. Broderen bad hende om noget vand, og mens han drak, forkyndte søsteren for kvinden. Kvinden var interesseret og inviterede pionererne med hjem så hun kunne få lejlighed til at høre mere. De talte med hende i nogen tid og gav hende noget bibelsk læsestof. Søsteren lovede at besøge hende igen to dage senere.

Som lovet kom søsteren igen, denne gang sammen med sin mor, som også er et af Jehovas Vidner. Kvinden sad og ventede på dem udenfor med det læsestof i hånden som hun havde fået. Hun gav det tilbage til søsteren og sagde: „Det her er fra Jehovas Vidner. I er en russisk religion.“

Moderen spurgte kvinden om hun måtte læse et vers fra Bibelen for hende inden de gik. Hun ville gerne vise hende et skriftsted med Guds navn, så hun fandt Anden Mosebog 3:15 og læste: „Jehova, jeres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.“ Til søstrenes overraskelse inviterede kvinden dem nu med indenfor.  Hvad fik hende til pludselig at ændre holdning? Kvinden havde nogle forfædre som hed Abraham, Isak og Jakob. Hun tænkte som så: ’Hvis Jehova var hendes forfædres Gud, så kunne hun ikke afvise hans vidner.’ Da de aflagde hende endnu et besøg, blev et bibelstudium påbegyndt. Hun var så ivrig efter at lære sandheden at kende, at de studerede to gange om ugen. Til trods for modstand fra hendes sønner, voksede hun åndeligt og er nu udøbt forkynder. Desuden er hendes svigerdatter og dennes mor begyndt at studere Bibelen og kommer fast til møderne. På grund af ligheden mellem begyndelsen på denne oplevelse og beretningen i Johannes 4:3-15, bliver hun i menigheden kaldt „den samaritanske kvinde“.

„JEG HAR NOGLE SPØRGSMÅL.“ En ældre pionersøster fra Cypern skriver: „En onsdag morgen havde jeg det ikke ret godt, men jeg tog alligevel af sted for at prøve at udføre lidt gadearbejde. Jeg henvendte mig til Jehova og bad om at han ville få nogen der havde tid til at snakke, til at sætte sig hos mig på bænken så jeg kunne begynde at studere med vedkommende. Snart kom en ung mand fra Nepal forbi. Jeg havde bladene i hånden, og før jeg kunne nå at sige noget, spurgte han hvad de handlede om. Da jeg sagde at de handlede om bibelske emner, sagde han: ’Jeg har lidt tid, så må jeg sætte mig her hos Dem? Jeg har nogle spørgsmål om Bibelen som jeg gerne vil stille Dem.’

Det var naturligvis helt i orden; det var jo lige det jeg havde bedt Jehova om. Manden fortsatte: ’Først vil jeg gerne vide hvad det er Bibelen virkelig lærer.’ Jeg var så overrasket at jeg dårligt kunne svare. Jeg tog bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? op af tasken og viste ham den. Han så først på bogen, derefter på  mig og spurgte: ’Er titlen på den bog ikke lige det jeg spurgte Dem om?’ Mens vi sad der på bænken midt i parken, gik vi straks i gang med at studere. Han studerer nu regelmæssigt og kommer fast til møderne, og han har udtrykt ønske om at være med på Den Teokratiske Skole. Jeg forstår nu virkelig værdien af at stole på Jehovas styrke og ledelse i min kristne tjeneste, selvom jeg til tider føler mig fysisk træt.“

BEDSTEFAR UNDERVISER BARNEBARNS MORDER. Miguels barnebarn var blevet myrdet flere år tidligere. Morderen, Esmeraldo, var blevet anholdt, men havde under retssagen erklæret sig uskyldig. Han blev ikke desto mindre idømt fængsel på grund af beviserne.

Nogle år senere spurgte en ældste Miguel om han ville tage med ham ind og forkynde i det selv samme fængsel i Filippinerne hvor Esmeraldo sad. Miguel tøvede lidt fordi han vidste at hans barnebarns morder sad der. Han tog dog med og var med til at studere  Bibelen med nogle af de indsatte. Mens de studerede, så han op og fik øje på Esmeraldo, som kom gående hen imod ham. For at afværge en farlig situation sagde Miguel venligt til ham: „Esmer, jeg er ikke kommet her for at strides, men for at vise mennesker som dig kærlighed. Se, vi drøfter Bibelen med denne mand. Det der er hændt dig, ville ikke være sket hvis du havde kendt Guds ord. Vil du ikke også undersøge Bibelen med os?“ Til Miguels overraskelse blev Esmeraldo der under resten af studiet. Rørt over det han hørte, indrømmede han ærligt over for Miguel at det var ham der havde myrdet hans barnebarn. Han bad ham derpå om tilgivelse.

Ældstebroderen, som ikke havde hørt deres private ordveksling, syntes at de så ud til at have en venskabelig samtale, så han spurgte Miguel om han ikke kunne studere med Esmeraldo. Miguel følte sig i begyndelsen lidt ængstelig, for han vidste at hans barnebarn ikke var den eneste denne mand havde slået ihjel, men han gik med til det. Esmeraldo kæmpede en brav kamp for at leve op til Guds normer, men hans tålmodige indsats bar frugt, og den 1. februar 2010 kunne han lade sig døbe som symbol på sin indvielse til Jehova. Som et tegn på sand tilgivelse prøver Miguel nu ihærdigt at få Esmeraldos fængselsstraf nedsat så han i større omfang kan være med til at forkynde Bibelens sandheder for andre.

 EUROPA

LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 739.193.855

FORKYNDERE 1.575.094

BIBELSTUDIER 830.888

HENDES TO ØNSKER BLEV OPFYLDT. Nelena, som er 19 år og bor i Bulgarien, havde to ønsker — at blive døbt og at blive hjælpepioner. Men hun lider af en form for muskelsvind (HMSN) som i øjeblikket er uhelbredelig. Hun trækker vejret ved hjælp af en maskine, og det begrænser hendes bevægelsesfrihed. Da hendes tilstand ikke tillod hende at forlade sin lejlighed og overvære et stævne, udgjorde det et problem at få opfyldt det første af hendes ønsker — at blive døbt. Da hun var 18, blev der derfor holdt et dåbsforedrag i hendes hjem, hvorefter hun blev døbt i et badekar.

Hvad med hendes andet ønske — at blive hjælpepioner? I de perioder hvor vejret er godt, kan hun indimellem trække vejret i en time eller deromkring uden at bruge maskinen. Så melder hun sig som hjælpepioner og får en forkynder til at køre sig fra dør til dør i en kørestol. Nelena leder også bibelstudier med folk som hun ringer til via internettet. Nogle gange holder søstrene i menigheden  deres studier med interesserede i Nelenas hjem så hun kan være med. Alt dette gjorde det muligt for Nelena at være hjælpepioner tre gange sidste år. Hun siger: „Jeg er lykkelig for at have fået opfyldt mine to ønsker. Det har givet mig et nærmere forhold til Jehova, min kærlige Skaber.“

NU GÅR HAN MED SLIPS. En søster i Armenien blev latterliggjort på sin arbejdsplads fordi hun var et af Jehovas Vidner. En kollega gjorde meget ofte nar af hende ved at sige at „de der går med slips“, havde lokket hende ind i deres religion. Efter at hun flere gange uden held havde forsøgt at ræsonnere med ham, besluttede hun at ignorere hans bemærkninger, og i lighed med hendes forbillede, Jesus Kristus, svarede hun ikke. (Matt. 27:12) Til sidst blev kollegaen fyret for sin dårlige opførsel og for at have generet vores søster. Lang tid efter kom en mand ind på hendes arbejdsplads og ledte efter hende. Det var den tidligere kollega der havde voldt hende så mange problemer. Hun var meget overrasket over hans udseende. Han der havde hånet Jehovas Vidner for at gå med slips, havde nu selv slips på og en bogtaske i hånden. Han sagde til vores søster: „Jeg undskylder de sårende ord jeg har sagt til dig. Nu er jeg klar over at jeg har fundet sandheden.“ Manden havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner, og selvom han havde mødt modstand fra sin familie, var han blevet døbt og var begyndt som pioner.

„KENDER DU EN FRU NADIA?“ Nadia er pioner i en menighed i det nordlige Italien. I september 2009 talte hun over samtaleanlægget med en mand som straks afbrød hende og sagde at hans kone lige var død, og at han ikke ønskede at tale med hende. Den følgende søndag vendte Nadia tilbage for at udtrykke sin medfølelse og  henvise til Bibelens håb om en opstandelse, men manden reagerede på samme måde. I Vagttårnet der blev studeret ved mødet samme dag, var der en oplevelse om en søster der havde skrevet et brev til en som havde mistet en af sine kære i døden. Så kom Nadia til at tænke på manden som hun havde talt med over samtaleanlægget, og besluttede at skrive et kondolencebrev til ham og medtage nogle tanker om opstandelseshåbet. To dage efter lagde hun brevet i mandens postkasse.

Nogen tid efter var Nadia på gadearbejde og henvendte sig til en mand i halvfjerdserne og læste et skriftsted for ham. Han spurgte om hun var et af Jehovas Vidner, og Nadia svarede bekræftende. Manden fortalte så at han var blevet besøgt af et Jehovas vidne der havde skrevet et smukt brev til ham som han var blevet dybt bevæget over. „Kender du en fru Nadia?“ spurgte han. De var begge lige forbavsede da Nadia præsenterede sig, og hun fik efterfølgende lov til at besøge ham sammen med sin mand. Den ældre mand begyndte ikke alene at studere Bibelen, men han kommer nu også fast til møderne.

DE KAN IKKE STUDERE MED ALLE. Der bor fire døbte Jehovas Vidner i byen Bujanovac i det sydlige Serbien. Disse forkyndere var ovenud begejstrede da der kom  460 til mindehøjtiden i 2010. De ældste i en nærliggende menighed sørger for at der regelmæssigt holdes møder i lejede lokaler i Bujanovac. I gennemsnit kommer der over 50 — hvoraf de fleste er romaer. På grund af den overordentlig store interesse for budskabet om Riget kan de specialpionerer der er blevet tildelt dette område, ikke lede bibelstudier med alle dem der viser interesse. De studerer derfor kun med dem der kommer velforberedte til alle møderne.

OVER HUNDREDE ÅR. Elin, den ældste forkynder i Sverige, er 110 år gammel, samme alder som den Josua opnåede. (Jos. 24:29) Hun bor på plejehjem og benytter enhver lejlighed til at tale med gæster og alle andre hun møder der. Hun afsætter mange bøger. Da en ældstebroder og hans datter en dag gik fra hus til hus i nabolaget, mødte de en ung kvinde som sagde at hun havde talt med Elin og fået en bog af hende. Det førte til en god samtale. *

HUN FANDT BØGERNE I KIRKEN. Tatjana, som bor i Hviderusland, var overrasket over en dag at blive ringet op af en ung kvinde hun ikke kendte. Kvinden ville gerne have Bibelens svar på nogle spørgsmål. Der fulgte en spændende drøftelse. Hvor havde hun fået Tatjanas telefonnummer fra? Kvinden forklarede at hun havde fundet  bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og Ny Verden-Oversættelsen under en bænk i en kirke hun besøgte, og at Tatjanas telefonnummer stod i bøgerne. Hvordan var de havnet i kirken? Det var moderen til en pige som Tatjana havde studeret Bibelen med, som havde taget bøgerne med derhen. Moderens hensigt var at høre om præsten syntes det var noget hendes datter skulle læse. Af en eller anden grund var de blevet efterladt under bænken. Kvinden fik øje på dem og besluttede at tage dem med hjem. Telefonopkaldet har ført til flere bibelske samtaler.

MISTET JAKKE GIVER MULIGHED FOR AT FORKYNDE. Elena, en specialpionersøster, så en pæn herrejakke ligge på gaden i Minsk i Hviderusland. Jakken var ren og så ikke ud til at være blevet kasseret. Hun samlede den op og fandt det der svarer til 7000 kroner, i lommen. Hun så sig omkring på gaden og fandt hurtigt ud af hvem der måtte være jakkens ejer. Han løb febrilsk omkring som om han ledte efter noget. Elena satte i løb for at indhente ham. Det var en forretningsmand fra Bangladesh, som boede i Moskva. Han var glad for at få jakken samt sine penge tilbage. Han ville også gerne vide hvorfor søsteren leverede den tilbage og endda løb efter ham for at kunne gøre det. Hun fortalte at hun var et af Jehovas Vidner. Han sagde at han nogle få dage forinden havde talt med Jehovas Vidner i omkring en halv time og forsøgt at forsvare sin tro. Manden spurgte Elena hvordan han kunne vise sin værdsættelse over at få jakken tilbage. Hun sagde at hun ikke ønskede at drage fordel af situationen, men at den bedste måde han kunne vise sin værdsættelse på, var ved at studere Bibelen med Jehovas Vidner når han vendte tilbage til Moskva. Det lovede han at gøre.

 OCEANIEN

LANDE 30

BEFOLKNINGSTAL 39.384.408

FORKYNDERE 101.483

BIBELSTUDIER 62.367

NIDKÆR TRODS TALEHANDICAP. Hamish, en 23-årig broder i Australien, har et slemt talehandicap som gør at ordene bliver blandet sammen, bliver uforståelige eller slet ikke vil ud. Dette handicap har dog ikke lagt en dæmper på hans iver efter at deltage i møderne eller i forkyndelsen. Når Hamish for eksempel har et indlæg på mødet i rigssalen, skriver han først det han vil sige, på et bærbart elektronisk apparat som omdanner skreven tekst til hørlig tale. Når han skal holde sit indlæg, stiller han apparatet på talerstolen, og ved hjælp af tastaturet udvælger og afspiller han hele sætninger. Denne syntetiske tale kommer via mikrofonen ud gennem højttalerne. Når han har et indlæg med deltagelse fra salen, stiller han også spørgsmål og kommenterer svarene ved hjælp af apparatet. I forkyndelsen kommunikerer han på noget nær samme måde, idet han bruger en blanding af forud skrevne sætninger, skriftsteder og  hurtig indtastning. Det har ført til mange gode genbesøg. Siden 2007, hvor Hamish blev udnævnt til menighedstjener, har han været hjælpepioner flere gange om året.

PRINTERPROBLEMER. I Ny Kaledonien blev David, der er computerreparatør, ringet op af en kvinde som havde besvær med at få sin printer til at printe et dokument. David fik hurtigt løst problemet, men han blev meget forbavset da han så at der på det udprintede dokument stod: „Ring IKKE på. Vi lever med Jesus her. Vi behøver ikke nogen anden religion.“

David sagde til kvinden: „Undskyld mig, men da jeg reparerede din printer, så jeg det der stod på dokumentet. Må jeg spørge hvorfor du har skrevet det?“

Hun svarede: „Åh, du ved at Jehovas Vidner kommer hver weekend. Vi er så trætte af at se dem i området. Jeg kan godt sige dig at ingen af dem får lov til at træde over min dørtærskel.“

David svarede: „Ved du at du allerede har inviteret en af dem indenfor i dit hjem?“

Hun svarede: „Umuligt. Det vil jeg aldrig gøre.“

David sagde så: „Jeg er et af Jehovas Vidner, og du har inviteret mig ind.“ Kvinden var overrasket og også lidt flov. David fortalte venligt hvorfor Jehovas Vidner henvender sig til folk i deres hjem. Det førte til en to timer lang samtale. Nogle få dage senere besøgte David igen kvinden og hendes mand. De sagde at de efter at have tænkt over hændelsen var sikre på at Gud havde ledt David hen til dem. De kunne derfor ikke sige nej til hans besøg. De tager nu regelmæssigt imod bladene.

UDRUSTET MED TRAKTATER. Nathan er 12 år og bor i Australien. Han har bibelske traktater i sin skoletaske og forkynder regelmæssigt for sine venner i skolen. En  dag på vej hjem fra skole så han en ældre dame der stod ude i sin forhave. Damen smilede til Nathan, så han gengældte hendes smil og gav hende en af sine traktater. Damen fortalte ham så at hun havde mistet sin mand for tre år siden. Det fik Nathan til at gribe ned i tasken efter traktaten Hvilket håb er der for de døde? Damen fik tårer i øjnene da Nathan fortalte hende at hun kunne få sin mand at se igen når han fik en opstandelse i det kommende paradis. „Men hvornår vil al lidelse høre op?“ spurgte damen. Nathan greb ned efter endnu en traktat, Inden længe ingen lidelser! Damen spurgte Nathan hvad han ellers troede på. Så gav han hende endnu en traktat fra tasken, Hvad tror Jehovas Vidner? Herefter gik han hjem. Nogle uger senere så han igen damen stå foran huset. Hun kaldte på ham og gav ham et stort knus. „Ved du hvad, Nathan?“ sagde hun. „Efter at du havde givet mig alle de traktater, fik jeg besøg af to damer fra Jehovas Vidner, og nu studerer vi Bibelen sammen.“

DE HAVDE KUN ÉN MINDEHØJTIDSINDBYDELSE. Michael var med til at bygge det nye afdelingskontor på Salomonøerne. Bagefter besluttede han at forkynde for folk på Mbanika Island, en isoleret ø hvor han havde boet som barn, og hvor hans kødelige brødre boede. Der var ingen Jehovas Vidner på denne ø. Der er ikke nogen  regelmæssig forbindelse dertil med båd, der bliver heller ikke leveret post derover, og der er kun én telefon til rådighed.

Han tog til Mbanika Island med Hansly, en ung pionerbroder. Da de ankom, begyndte de straks at bygge en lille rigssal af palmeblade og at invitere folk til at overvære højtiden til minde om Kristi død. De havde kun én trykt indbydelse, så de to brødre nøjedes med at vise den til folk og fortalte om højtidens betydning.

Dagen inden højtiden padlede brødrene i to timer for at komme over på den anden side af øen og invitere en familie der boede der. Det var imidlertid kun børnene der var hjemme. Michael besluttede at de skulle have den ene indbydelse han havde. Han gav den til den ældste datter og bad hende give faderen den.

Den næste eftermiddag mens Michael og Hansly var ved at gøre klar til mindehøjtiden, så de familien komme sejlende i en kano. Faderen havde læst invitationen og tænkt at mindehøjtiden måtte være meget betydningsfuld. Han havde derfor taget alle i familien med. Der var 52 der overværede højtiden denne aften. Michael og Hansly fortsætter deres forkyndelsesarbejde og studerer nu Bibelen med dem der var til stede.

[Fodnote]

 [Oversigt på side 40-47]

RAPPORT OVER JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED I HELE VERDEN I 2010

 (Se publikationen)

 [Kort på side 48-50]

 (Se publikationen)