Papua Ny Guinea

I EN fjern fortid, over en periode på mange år, vandrede adskillige grupper af mennesker mod syd gennem Asien for at finde et nyt sted at slå sig ned. I den østlige ende af Det Sydøstasiatiske Øhav fandt de Ny Guinea, en bjergrig tropeø — den næststørste ø i verden. * De vandrede langs den fugtigvarme kystlinje, slog sig ned i de store sumpområder, i de tætte regnskove og på de spredte, fjernereliggende øer. Nogle besteg de høje bjerge for at bosætte sig i højlandet, hvor der er tempereret klima, brede dale og frugtbar jord.

Befolkningen udgjorde ikke én samlet folkegruppe, men var sat sammen af over tusind små stammer, som ofte lå i krig med hinanden. De havde hver deres skikke og klædedragter og talte over 800 sprog. De fleste stammer boede som stærkt befæstede enklaver, helt uvidende om verden udenfor. Mange troede at der et sted i horisonten var et område hvor dæmoner og afdøde forfædre opholdt sig, og at disse påvirkede deres liv på godt og ondt. Folks liv drejede sig hovedsagelig om at formilde disse ånder.

Rent fysisk var befolkningen også meget forskelligartet — med undtagelse af ét fællestræk. En portugisisk embedsmand, Jorge de Meneses, der besøgte øen i 1526, gav, på grund af dette fællestræk, øen navnet  Ilhas dos Papuas, som betyder „Landet med den krushårede befolkning“. Den spanske navigatør Ynigo Ortiz de Retes syntes at øboerne mindede om indbyggerne i Guinea i Vestafrika. Derfor navngav han øen Nueva Guinea, eller Ny Guinea.

I det 19. århundrede delte europæiske magter øen i tre dele. Hollænderne, der ankom først, gjorde krav på den vestlige halvdel, som i dag hører med til Indonesien. Briterne og tyskerne delte den østlige halvdel i to dele, mod syd Britisk Ny Guinea (senere kaldet Papua) og mod nord Tysk Ny Guinea (senere kaldet Ny Guinea). Efter Første Verdenskrig kom begge disse områder under australsk herredømme. I 1975 blev Papua og Ny Guinea slået sammen til den uafhængige nation Papua Ny Guinea. *

Papua Ny Guinea er kun langsomt ved at blive et moderne samfund. Nogle af landets indbyggere bor i moderne byer med højteknologiske bekvemmeligheder, men 4 ud af 5 bor stadig i små landsbyer langt ude i skovene. Her er alt forblevet uforandret i århundreder. Rigdom vurderes ud fra hvor mange grise man ejer, det er almindeligt at betale brudepris, spiritisme er udbredt og loyalitet mod den stamme man tilhører, betragtes som uhyre vigtigt.

I løbet af de senere årtier har dette kontrastfyldte land dog været vidne til en endnu mere betydningsfuld forvandling, en der berører oprigtige mennesker fra alle etniske grupper, og som på mange måder hjælper dem til at få et bedre liv. Der er tale om en åndelig forvandling — en forvandling der finder sted når mennesker studerer Guds ord, Bibelen, og anvender det de lærer, i deres liv. — Rom. 12:2.

 DE FØRSTE FORKYNDERE AF DEN GODE NYHED

De bibelske sandheder kom til Papua Ny Guinea i 1932 da en britisk pioner ved navn Peck gjorde ophold dér på sin vej til Malaya (nu Malaysia). Peck ville gerne benytte sig af lejligheden til at forkynde for lokalbefolkningen, så han tilbragte flere uger på stedet. Han afsatte i hundredvis af bibelske publikationer inden han rejste videre til sit distrikt.

Tre år senere ankom syv pionerer i deres motordrevne ketch, Lightbearer, til Port Moresby for at få repareret bådens motor. De måtte blive på stedet i en måneds tid, og imens forkyndte de nidkært i Port Moresby og de omkringliggende områder. En af dem, en robust newzealænder ved navn Frank Dewar, gik længere ind i landet med en stor mængde bøger og afsatte litteratur til folk der boede så langt som 50 kilometer fra kysten.

Noget af dette læsestof fandt vej til Heni Heni Nioki, en heksedoktor fra koiaristammen. De bibelske sandheder Heni Heni lærte at kende, lå som sædekorn i  hans hjerte og ventede på at Jehovas Vidner kom igen for at vande det der var blevet sået. — 1 Kor. 3:6.

Sidst i 1930’erne tog en anden pioner ud på en stor forkyndelsestur der indbefattede Papua Ny Guineas hovedbyer, blandt andet på øerne New Britain, New Ireland og Bougainville. Han uddelte mange bibelske publikationer. Men inden andre kunne fortsætte arbejdet, blev hele området kastet ud i kaos som følge af Anden Verdenskrig.

FORKYNDELSE I ’DEN STORE LANDSBY’

Tolv år senere, den 22. september 1951, steg en høj australier ud af et fly i Port Moresbys trykkende hede. Tom Kitto — et 47-årigt Jehovas vidne — havde meldt sig da man søgte frivillige til at påbegynde forkyndelsen på Stillehavsøerne. Hans kone, Rowena, sluttede sig til ham seks uger senere. Deres distrikt var hele Papua Ny Guinea!

Tom og Rowena fandt hurtigt ud af at de fleste europæere i Port Moresby ikke var interesseret i budskabet om Riget. Men så mødte de Geoff Bucknell, der ligesom dem var australier. Som ung var han gledet bort fra  sandheden, men nu tog han imod tilbuddet om igen at studere og blev senere et trofast vidne for Jehova. Det samme blev hans kone, Irene.

Tom og Rowena flyttede derefter til Hanuabada, som betyder „Stor landsby“ på lokalsproget, motu. Byen ligger ved Port Moresbys havn og består af flere hundrede huse som er bygget på pæle ude i vandet. Husene er forbundet med gangbroer der rækker ud fra stranden. „Folk flokkedes om os for at høre den gode nyhed,“ skriver Rowena. „Interessen var så stor at vi i to måneder måtte vende tilbage hver aften på nær to for at lede bibelstudier.“ Tom tilføjer: „Håbet om en opstandelse og et liv i et paradis på jorden, tiltalte virkelig disse mennesker. Da kristenhedens missionærer og en lokal politimand lagde pres på dem for at få dem til at holde op med at studere, stod de alle fast. Sandheden var nået dybt ned i deres hjerte.“

Blandt dem der tog standpunkt for sandheden, var Raho og Konio Rakatani, Oda Sioni, Geua Nioki og hendes mand, Heni Heni, som 16 år tidligere havde fået nogle publikationer af besætningen på Lightbearer. Inden længe kom en gruppe på omkring 30 interesserede  regelmæssigt til møderne i Heni Henis hjem. „Mænd og kvinder sad i hver sin side af værelset,“ siger Oda Sioni, som blot var en stor dreng dengang. „Kvinderne var iklædt bastskørter og havde bar overkrop. De bar deres spædbørn i farverige net, som de lod hænge ned fra loftsbjælkerne. Efter at have ammet deres spædbørn lagde de dem i nettene og vuggede dem blidt i søvn.“

Tom Kitto ledte disse møder med hjælp fra en oversætter. Forståeligt nok gik det ikke altid helt glat. „Ved et møde blev Heni Henis bror, Badu Heni, brugt som oversætter,“ siger Don Fielder, som ankom i 1953. „Til at begynde med så alt ud til at gå godt. Badu oversatte det Tom sagde, og efterlignede endda hans gestus. Først senere indrømmede Badu at han ikke havde forstået et ord af hvad Tom havde sagt. Han havde bare fortalt om de bibelske sandheder han kendte til, og efterlignet Toms gestus så foredraget så ’rigtigt’ ud.“ Trods disse udfordringer voksede gruppen hurtigt, og snart blev der oprettet endnu en gruppe i Hanuabada, i Raho Rakatanis hjem.

’KOM OG LÆR MIT FOLK OM SANDHEDEN’

I begyndelsen af 1952 fik Heni Heni besøg af Bobogi Naiori, en wantok, eller stammefælle, som var koiarihøvding og en fremtrædende heksedoktor. Bobogi overværede et møde i Heni Henis hjem. Det han så og hørte, gjorde indtryk på ham, og senere sagde han indtrængende til Tom Kitto: „Vil I ikke nok komme og lære mit folk om sandheden?“

 Kort tid efter kørte Tom og Rowena i deres gamle pickup ad sumpede veje til Bobogis hjem i Haima, en lille landsby omkring 25 kilometer nord for Port Moresby. Tom forkyndte for de forsamlede landsbyboere, og Bobogi oversatte. Det førte til at omkring 30 begyndte at studere Bibelen.

Senere samme måned opførte gruppen i Haima en lille bygning hvor man kunne afholde de kristne møder. „Bygningen bestod af en simpel træramme, stråtag og flettede bambusvægge,“ siger Elsie Horsburgh, som senere overværede møderne i denne bygning. „Små træstole, en petroleumslampe og en lille tavle udgjorde hele indretningen.“ Denne enkle bygning var den første rigssal i Papua Ny Guinea.

Bobogi ville også gerne have at de af hans wantoks som boede i de nærliggende bjerge, skulle høre den gode nyhed. Derfor begav han og Tom sig af sted ad en meget stejl bjergvej der førte til Sogeri-plateauet. Inden længe studerede de med over 90 af beboerne i tre landsbyer på plateauet.

Deres forkyndelse gik ikke upåagtet hen blandt myndighederne. I Ioadabu stormede en embedsmand  ind i en mødesal for at få at vide hvem der havde givet Jehovas Vidner tilladelse til at undervise de lokale. Politiet udspurgte også flere interesserede for at finde ud af hvad vores forkyndelse gik ud på. Nogle landsbypræster og plantageejere truede endda brødrene med vold.

 Dette pres førte til at nogle af de interesserede faldt fra. Men en lille kerne stod fast. I 1954 blev 13 af dem der havde studeret Bibelen, døbt i floden Laloki i Haima. Det var den første dåbshandling i Papua Ny Guinea. En af dem der blev døbt, var Bobogi, som sagde: „Om så alle koiarier falder fra, vil jeg ikke vakle, for jeg ved at det her er sandheden.“ Som lovet forblev Bobogi trofast og tjente som ældste i menigheden i Haima lige til sin død i 1974.

MINDEVÆRDIGE SAMMENKOMSTER

I juli 1955 ankom John Cutforth, en canadisk missionær som tjente i Australien, til Port Moresby. Han var den første kredstilsynsmand i landet. John syntes med det samme om livet i troperne og de ydmyge mennesker som levede der. På det tidspunkt var han ikke klar over at han ville komme til at tjene i Papua Ny Guinea i mere end 35 år.

John medbragte filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, en dokumentarfilm som viser hvordan Jehovas Vidners arbejde og stævner er organiseret. I løbet af sit tre uger lange besøg viste han filmen 14 gange for skarer på alt fra et par hundrede til næsten 2000. Filmen gjorde et  stort indtryk på lokalbefolkningen, hvoraf mange aldrig før havde set en film.

Højdepunktet ved Johns besøg var et én-dags kredsstævne som blev afholdt i Haima. „Da dåbskandidaterne blev bedt om at rejse sig op, . . . var der halvfjerds som rejste sig!“ siger Tom Kitto. „Vi var dybt taknemmelige over at se fyrre brødre og tredive søstre stå langs floden, klar til at symbolisere deres indvielse til Jehova.“

Året efter planlagde brødrene at holde endnu et kredsstævne i Haima. Bobogi, som var høvding i landsbyen, fik til opgave at bygge de nødvendige faciliteter og at tilberede maden til stævnedeltagerne. Tre dage før stævnet skulle begynde, mødtes John (Ted) Sewell, den nye kredstilsynsmand fra Australien, med Bobogi for at tale om forberedelserne til stævnet.

Ted gik direkte til sagen og spurgte: „Hvad har du bygget, Bobogi?“

„Ikke noget endnu,“ svarede Bobogi.

„Men Bobogi, det er torsdag i dag, og stævnet er på søndag!“ udbrød Ted.

„Det skal nok gå, broder,“ svarede Bobogi. „Vi laver det hele på lørdag.“

Ted vendte bestyrtet tilbage til Port Moresby, overbevist om at stævnet ville ende i det rene kaos.

Det var med bange anelser at Ted, om søndagen, kørte til Haima for at se hvordan det var gået. Men sikke en forvandling! Under et stort træ var der ryddet et stykke jord hvor der stod et robust podium bygget i træ. Lidt længere væk var der gravet huller hvori man stegte grise, kænguruer, hjorte, duer, fisk, yams  og søde kartofler. Kedler til tevand kogte over åben ild. Stævnedeltagerne nød hinandens selskab i et „cafeteria“ lavet af materiale fra bushen. Og dér, midt i det hele, stod Bobogi, fuldstændig rolig. Ted var målløs!

„Hvor har du lært alt det, Bobogi?“ udbrød han.

„Nå, det har jeg såmænd alt sammen set i den film John Cutforth viste os sidste år,“ svarede Bobogi.

Der kom mere end 400 fra otte forskellige etniske grupper til dette stævne, og 73 blev døbt. Senere blev det omtalt som „Bobogis stævne“.

FORKYNDELSE VED HJÆLP AF BILLEDER

I 1957 flyttede John Cutforth permanent til Papua Ny Guinea og begyndte i rejsetjenesten dér. Siden sit første besøg havde han tænkt meget over hvordan man bedst kunne forkynde for lokalbefolkningen, hvoraf de fleste ikke kunne læse og skrive. Han var nu klar til at føre sine idéer ud i livet.

Når John talte til en menighed eller en isoleret gruppe, skrev han først sit eget og oversætterens navn på en tavle. Derefter pegede han op mod himmelen og spurgte tilhørerne: „Gud, hvilket navn?“ Øverst på tavlen skrev han deres svar, „Jehova“, og „Salme 83:18“. Nedenunder, i venstre side, skrev han derefter „Gammel verden“ og „Romerne 5:12“, og så tegnede han to tændstikfigurer som sloges, et grædende ansigt og en grav. I højre side af tavlen skrev  han overskriften „Ny verden“ og „Åbenbaringen 21:4“, og derefter tegnede han to tændstikfigurer der gav hinanden hånden, et smilende ansigt og en grav som han slog et kryds hen over. Derpå holdt han et livligt foredrag hvori han forklarede hvad tegningerne betød. Så tilskyndede han nogle af tilhørerne til at komme op og eftergøre det de lige havde set. Når de havde vist at de forstod det, opfordrede han dem til at tegne billederne på et stykke papir og bruge dem når de forkyndte.

„Billedprædiken nummer et,“ som den blev kaldt, medførte store resultater i forkyndelsesarbejdet i Papua Ny Guinea. Snart fulgte flere billedprædikener. „Vi brugte utallige timer på at tegne disse billedprædikener ind i kladdehæfter. Hver af dem vi studerede med, fik et kladdehæfte, som de brugte når de forkyndte for andre,“ siger Lena Davison, der tjente 47 år i Papua Ny Guinea. Børnene lavede deres egne billedbøger, som de farvelagde med stor iver.

 En lignende undervisningsmetode blev brugt ved menighedsmøderne. „For at hjælpe dem der ikke kunne læse, gjorde man flittigt brug af tavlen ved det offentlige møde og vagttårnsstudiet,“ fortæller Joyce Willis, en canadisk pionersøster som tilbragte over 40 år i Papua Ny Guinea. Også ved stævnerne underviste man ved hjælp af billedprædikener som var malet på lærred. „Disse store malerier var meget populære og fik hovedtankerne til at stå helt klart for tilhørerne,“ siger Mike Fisher, der tjente som kredstilsynsmand. „Mange af malerierne endte hos forkyndere der boede isoleret, og de brugte dem stolt når de forkyndte for besøgende.“

Mange år senere, da flere havde lært at læse og skrive og publikationer med billeder var blevet mere almindelige, holdt man op med at bruge billedprædikener.

ØGET FORKYNDELSE

I slutningen af 1950’erne var der en stadig strøm af nidkære australiere der flyttede til Papua Ny Guinea for at forkynde den gode nyhed. Desuden flyttede mange af dem der havde lært sandheden at kende i Port Moresby, tilbage til deres landsbyer. På den måde nåede den gode nyhed hurtigt ud i hele landet.

I 1957 hørte David Walker, en 26-årig australsk broder der boede i Port Moresby, at folk i landsbyen  Manu Manu og i Gabadi-området var interesseret i sandheden. David sagde sit arbejde op, begyndte som specialpioner og tilbragte et år med at forkynde helt alene i dette område. Senere fortsatte andre hvor han slap, og i dag er der en menighed og en rigssal i Manu Manu.

Da Don Fielder forkyndte på Koki Market i Port Moresby, traf han flere fiskere som viste interesse for sandheden. Mændene kom fra Hula, en kystlandsby omkring 100 kilometer mod sydøst. For at hjælpe dem og deres familier satte Don, sammen med Athol (Dap) Robson og nogle interesserede hulafolk, kurs mod Hula i Dons nye 26-fods dobbeltskrogede kano. De blev i Hula i tre dage og oprettede en lille studiegruppe dér.

Kort tid efter flyttede Don til Hula som specialpioner sammen med sin kone, Shirley, og deres to år gamle datter, Debbie. „Vi byggede en lille hytte og begyndte at forkynde i de fem landsbyer i området,“ siger Don. „Det indebar at vi måtte gå en strækning på omkring  12 kilometer hver dag. Det var fysisk anstrengende, men forfriskende rent åndeligt eftersom vi oprettede mange bibelstudier. Inden længe arbejdede otte nye forkyndere sammen med os.“

Præsten i den lokale kirke blev meget vred over at Don og Shirley forkyndte, og han pressede jordejeren til at beordre deres hytte fjernet fra hans jord. „Da folk fra en landsby i nærheden hørte om det, blev de meget oprørte, for de ville ikke have at vi rejste,“ siger Don. „Omkring 20 af dem hjalp os med at flytte vores hytte — fundamentet og det hele — til en jordlod som hørte til deres landsby.“

Men den rasende præst nægtede at give op. Han fik myndighederne i Port Moresby til at forbyde familien Fielder at have deres hytte stående noget som helst sted i området. Don fortæller: „I stedet for at rejse bad vi Alf Green, en dygtig snedker, om at bruge træet fra vores hytte til at bygge en lille kahyt på vores kano. Derefter lagde vi til i en mangrovesump ved udmundingen af en nærliggende flod. Der, blandt summende myg og farlige krokodiller, boede vi i næsten to og et halvt år, mens vi tjente som pionerer.“ Da Don og Shirley fik endnu en datter, Vicki, tog de tilbage til Port Moresby. Senere kom de i rejsetjenesten, og Don kom til at tjene i afdelingskontorets udvalg.

ANDRE HØRER DEN GODE NYHED

Omkring det tidspunkt begyndte Lance og Daphne Gosson i Port Moresby at studere med flere unge mænd fra Kerema, en kystby 225 kilometer nordvest for Port Moresby. Da mændene rejste hjem på ferie, besluttede Jim Chambliss og Lance at besøge dem i to uger for at forkynde den gode nyhed i Kerema.

 „Hele landsbyen var forsamlet for at lytte til os,“ skriver Lance. „Mens vi talte til forsamlingen, stormede en lokal præst fra London Missionary Society ind og gik til angreb på oversætteren. Han slog ham flere gange inden han blev stoppet af landsbyboerne. Præsten påstod at lokalbefolkningen ikke ville have os der, og han beordrede os til at forlade ’sit’ område. Til det sagde vi at de der gerne ville høre på os, kunne følge med til den anden ende af landsbyen, mens resten kunne blive hos ham. Hele landsbyen fulgte med os.

Den næste morgen tog vi til distriktskommissæren for at anmelde episoden. På vej dertil mødte vi en kvinde som var meget syg. Vi tilbød at følge hende til hospitalet, men hun var bange. Først efter lang tids overtalelse indvilligede hun i at tage med os. Efter at vi havde bragt hende til hospitalslægen, tog vi hen til distriktskommissæren, som tydeligvis ikke var glad for at se os. Faktisk anklagede han os vredt for at lære folk at de ikke skulle tage imod lægehjælp! I samme øjeblik kom hospitalslægen ind og overhørte anklagen. Han forklarede kommissæren at vi lige havde overtalt en syg kvinde til at tage til hospitalet for at få lægehjælp. Kommissæren undskyldte straks. Han fortalte at den lokale katolske præst lige havde været der og havde givet ham forkerte oplysninger om vores tro. Han gav derefter to bevæbnede betjente til opgave at beskytte os. Det var noget af en oplevelse at tage på bibelstudier ledsaget af betjente med geværer!“

Snart efter blev to unge australiere, Jim Smith og Lionel Dingle, sendt til Kerema som specialpionerer. De begyndte straks at arbejde på at lære lokalsproget, tairuma. „Vi sagde hvert ord på motu, og dem vi studerede med, fortalte os derefter det tilsvarende ord på tairuma.  Det skrev vi så ned,“ forklarer Jim. „På den måde fik vi opbygget et lille ordforråd og lærte en enkel præsentation udenad. De lokale var forbløffede over at høre os tale deres sprog, eftersom ingen andre hvide i området kunne det. Efter tre måneder afholdt vi ugentlige møder på tairuma på begge sider af fjorden ved Kerema.“

Senere fortsatte en anden ung australier, Glenn Finlay, det arbejde Jim og Lionel havde påbegyndt. Han forkyndte helt alene i Kerema i 18 måneder. „Det var en svær tid for mig,“ sagde Glenn, „og til tider spekulerede jeg på om mine bestræbelser førte til noget. Men så oplevede jeg noget der gjorde mig skamfuld over at jeg havde tænkt sådan.

Jeg studerede med en ældre bager ved navn Hevoko, som hverken kunne læse eller skrive. Selv efter flere måneder forstod han kun nogle få, grundlæggende sandheder. Jeg spekulerede på om det var anstrengelserne værd at undervise ham. Men en morgen da jeg nærmede mig hans hus, kunne jeg høre en stemme. Det viste sig at være Hevoko, som bad højt til Jehova og oprigtigt takkede fordi han havde lært  sandheden om Guds navn og rige at kende. Hans dybtfølte bøn mindede mig om at Jehova ser på et menneskes hjerte, ikke dets intellekt. Han ved hvem der elsker ham.“ — Joh. 6:44.

MØDET MED EN CARGOKULT

I 1960 flyttede to andre australske specialpionerer, Stephen Blundy og Allen Hosking, til Savaiviri, en landsby omkring 50 kilometer øst for Kerema. Efter at have boet i telt i tre måneder flyttede Stephen og Allen ind i et lille, primitivt hus som lå i en kokosplantage der var omgivet af et stort sumpområde.

Savaiviri var højborg for en kendt cargokult. Hvordan opstod denne kult? Under Anden Verdenskrig forbløffedes de lokale indbyggere over den store rigdom, eller last (engelsk: cargo), som de fremmede soldater havde med sig. Efter krigen pakkede soldaterne sammen og rejste væk. Eftersom lasten var kommet fra et sted i horisonten — i retning af åndeverdenen — forestillede nogle af landsbyboerne sig at det var deres døde forfædre der havde sendt lasten til dem, men at soldaterne havde forhindret dem i at få den. For at gøre ånderne opmærksomme på deres behov begyndte folket at udføre  militærlignende øvelser. De byggede også solide moler for at gøre sig klar til at der en skønne dag ville ankomme en ny, stor last.

Inden længe studerede Stephen og Allen med omkring 250 medlemmer af cargokulten, deriblandt lederen og nogle af hans såkaldte tolv apostle. „Mange af dem kom med i sandheden,“ fortæller Stephen. „Faktisk fortalte en lokal politibetjent os senere at vores forkyndelse havde medvirket til at bringe cargokulten i Savaiviri til ophør.“

DER FREMSTILLES BIBELSK LÆSESTOF

Disse første pionerer kunne hurtigt se fordelene ved at få de bibelske publikationer oversat til lokalsprogene. Men hvordan skulle de kunne fremskaffe litteratur på 820 sprog?

I 1954 tog Tom Kitto det første skridt ved at sørge for at nogle af de lokale brødre oversatte et kapitel af bogen „Gud Maa Være Sanddru“ * til motu, det sprog man talte i Port Moresby. Kapitlet, „En ny jord“, blev duplikeret som pjece, og man uddelte over to hundrede eksemplarer, til stor glæde for mange motu-talende.

Efterhånden som forkyndelsen bredte sig til flere områder, sled pionererne i det for at oversætte bibelske publikationer til flere af lokalsprogene. Jim Smith fortæller: „Ved omhyggeligt at skrive nye ord og vendinger ned udarbejdede jeg efterhånden en tairuma-ordbog med notater om grammatikken, som jeg brugte når jeg oversatte studieartikler i Vagttårnet. Jeg sad ofte til langt ud på natten og maskinskrev de oversatte artikler så vi havde nogle eksemplarer at give til dem som overværede møderne. Senere oversatte jeg en traktat  og en lille brochure til tairuma. Disse første publikationer hjalp mange i Kerema til at lære sandheden at kende.“

Der blev også fremstillet publikationer på hula og toaripi. Det syntes dog umuligt at trykke litteratur på samtlige sprog, og derfor fokuserede brødrene senere hen på at oversætte til de to handelssprog, hiri motu og tok pisin. Hiri motu, en forenklet form af motu, blev talt af mange der boede langs kysten. „Vi gjorde en stor indsats for at forbedre skriftsproget,“ siger Don Fielder. „Faktisk har Vagttårnet og de øvrige af vores publikationer i høj grad været med til at udvikle hiri motu til dets nuværende form.“ Tok pisin — en blanding af engelsk, tysk, kuanua og andre sprog — er meget udbredt i det nordlige Papua Ny Guinea, både i højlandet og kystområderne samt på øerne. Hvordan kom der gang i forkyndelsen i dette varierede distrikt?

DEN GODE NYHED UDBREDES NORDPÅ

I juni 1956 flyttede det nygifte pionerægtepar Ken og Rosina Frame som de første Jehovas Vidner til New Ireland, en ø i Bismarckarkipelaget i den nordøstlige del af Papua Ny Guinea. Ken, som var bogholder, arbejdede for et stort handelskompagni i Kavieng, øens hovedby. „Inden vi rejste fra Sydney,“ fortæller Ken, „fik vi  det råd at lade folk vænne sig til os før vi begyndte at forkynde åbent. Rosina var en dygtig dameskrædder og havde snart mange kunder. Dem forkyndte vi uformelt for, og inden længe var der en lille gruppe interesserede som mødtes hjemme hos os hver uge.

Halvandet år senere havde vi besøg af kredstilsynsmanden, John Cutforth. Han spurgte om det var muligt at vise filmen Glæden og Lykken i Den Nye Verdens Samfund. Jeg talte med ejeren af den lokale biograf, og han gik med til at vise vores ’missionsfilm’ uden beregning. De ansatte i biografen må have spredt nyheden om forevisningen, for da vi ankom til biografen, var indgangen fyldt med mennesker, og vi måtte have hjælp fra politiet for at komme ind. Foruden de 230 som overværede forevisningen, var der flere som kiggede med gennem de åbne vinduer. Efter den begivenhed begyndte vi at forkynde mere åbent.“

I juli 1957 blev der på New Britain oprettet en menighed i Rabaul, en idyllisk havneby beliggende mellem to aktive vulkaner. Menigheden holdt møder i baghaven til et hus som nogle specialpionerer havde lejet. „Hver aften kom der over ét hundrede til huset for at studere Bibelen,“ siger Norman (Norm) Sharein, som er pioner. „Vi delte dem op i grupper på omkring 20 og underviste dem i lampernes skær under træerne.“

Ved det første kredsstævne menigheden afholdt, var der syv som blev døbt nede ved den lokale strand. Inden længe begyndte fem af disse som pionerer. Men hvor kunne de gøre størst gavn? Svaret fra afdelingskontoret i Australien lød: Madang.

I Madang, en lille by ved fastlandets nordøstlige kyst, var „markerne“ klar til høst. (Joh. 4:35) Den lille  gruppe forkyndere dér kunne næsten ikke holde trit med den store interesse for budskabet. Da Matthew Pope, en pioner fra Canada, ankom sammen med sin familie og købte et hus hvortil der hørte flere små hytter, var det oplagt at sende flere pionerer dertil.

Otte pionerer ankom fra Rabaul, og de fordelte sig i Madangområdet. En af dem, Tamul Marung, anskaffede sig en cykel og tog med kystbåden til Basken, den landsby som han selv kom fra, 50 kilometer nord for Madang. Efter at have forkyndt i Basken cyklede han tilbage til Madang og forkyndte for dem han mødte på sin vej. Han vendte siden tilbage til Basken, oprettede en menighed og fortsatte som pioner i yderligere 25 år. I løbet af den tid giftede han sig og stiftede familie. Hans datter og niece kom senere til at tjene på Betel.

I Madang mødte John og Lena Davison en skolelærer ved navn Kalip Kanai. Han kom fra Talidig, en lille landsby mellem Basken og Madang. John og Lena begyndte snart at tage til Talidig for at studere med Kalip og hans slægtninge. Det førte til at skoleinspektøren, som var katolik, blev vred og beordrede politiet til at sætte Kalip og hans slægtninge på gaden. Det fik dog ikke lov til at stoppe den lille gruppe. Gruppen flyttede i stedet til Bagildig, en nabolandsby, og  efterhånden blev den til en blomstrende menighed. Senere byggede menigheden en stor rigssal, som også blev benyttet til kreds- og områdestævner. I dag er der syv menigheder og to grupper i Madangområdet.

Sideløbende med at forkyndelsen havde fremgang i Madang, opnåede Jim Baird og John og Magdalen Endor gode resultater i Lae, en stor kystby godt 200 kilometer mod sydøst. „Vi studerede med store grupper af interesserede hjemme hos os næsten hver aften. Inden for et halvt år begyndte ti af dem vi studerede Bibelen med, at forkynde sammen med os,“ mindes John. I slutningen af 1958 var der over 1200 til stede da filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed blev vist i biografen i Lae. Mange blandt publikum var kontraktarbejdere, og  de tog den gode nyhed med hjem til deres fjerntliggende bjerglandsbyer.

Længere inde i landet udførte trofaste forkyndere også et godt stykke arbejde. I Wau havde Jack Arifeae, en stor og rundkindet mand der brændte for tilbedelsen af Jehova, oprettet en blomstrende menighed i sit hjem. Omkring 30 medlemmer af kukukukustammen — som engang var frygtede kannibaler — studerede også Bibelen og gjorde gode åndelige fremskridt.

Ikke så langt derfra, i Bulolo, vakte Wally og Joy Busbridge ved deres nidkære forkyndelse vrede hos New Tribes Mission, der betragtede området som sit domæne. Efter pres fra missionen fik Wally følgende ultimatum af sin arbejdsgiver: „Opgiv din tro, eller find et andet arbejde!“ Wally og Joy flyttede derfor til Lae, hvor de fortsatte med at forkynde. Senere begyndte de i heltidstjenesten og brugte flere år i rejsetjenesten.

I Popondetta, en lille by sydøst for Lae, hørte man om den gode nyhed takket være Jerome og Lavinia Hotota, som var vendt tilbage til deres hjemstavn efter et ophold i Port Moresby. Jerome var meget initiativrig og brugte Skrifterne med stor overbevisning, og Lavinia var en hjertelig kvinde som viste ægte, personlig interesse for andre. Da de begyndte at forkynde, fik de — som man kunne forvente — besøg af den anglikanske biskop og en stor gruppe af hans tilhængere, som forlangte at de holdt op med at forkynde. Men Jerome og Lavinia nægtede at lade sig skræmme. De fortsatte med at forkynde og oprettede en lille men aktiv menighed.

I 1963 var den gode nyhed nået til Wewak, en fjerntliggende by ved Papua Ny Guineas nordlige kyst. Karl  Teynor og Otto Eberhardt, to tyske byggearbejdere, udførte arbejde på sygehuset i Wewak om dagen og studerede med over 100 interesserede i løbet af aftenerne og i weekenden. Deres forkyndelse gjorde den lokale katolske præst rasende. Han samlede en pøbelskare og smed Karls og Ottos motorcykler i havet. En af præstens medsammensvorne, en fremtrædende landsbyleder, havde en søn som senere tog imod sandheden. Det gjorde indtryk på lederen at se de forandringer hans søn foretog i sin levevis. Han blev derfor mildere stemt og gav tilladelse til at Vidnerne kunne forkynde i hans landsbyer.

DER OPRETTES ET AFDELINGSKONTOR

Mens præsterne forsøgte at gøre noget ved „problemet“ med Jehovas Vidner, tog brødrene skridt til ’juridisk at stadfæste den gode nyhed’ på højeste plan. (Fil. 1:7) Den 25. maj 1960 blev International Bible Students Association, et juridisk selskab som Jehovas Vidner benytter i mange lande, indregistreret hos myndighederne. Dermed blev det muligt for brødrene at skaffe statsejet jord, hvor man kunne bygge rigssale og andre bygninger til støtte for Rigets arbejde.

Senere samme år oprettede Vagttårnsselskabet også et afdelingskontor i Papua Ny Guinea. John Cutforth blev udnævnt som landstjener. Men man vidste ikke hvor man skulle placere afdelingskontoret, for det var svært at finde et sted at leje.

Problemet løste sig da Jim og Florence Dobbins ankom. Jim havde været i Papua Ny Guinea med den amerikanske flåde under Anden Verdenskrig. På et senere tidspunkt tog han og Florence imod sandheden og satte sig for at udvide deres tjeneste. „I 1958 besøgte en broder fra Port Moresby os hjemme i Ohio. Han  viste os nogle lysbilleder fra Papua Ny Guinea,“ fortæller Jim. „Senere fandt vi et billede som han havde glemt at få med sig hjem. Billedet viste et af de smukkeste steder man kan forestille sig. ’Vi må hellere sende det til ham,’ sagde min kone. Men jeg svarede: ’Nej, lad os selv aflevere det til ham.’“

Et år senere flyttede Jim og Florence med deres døtre, Sherry og Deborah, ind i et lille betonhus i Six Mile, en forstad til Port Moresby. Kort derefter talte Jim med John Cutforth om hvor man kunne placere afdelingskontoret.

„Jeg har søgt overalt i Port Moresby efter et sted til afdelingskontoret, men det er umuligt at finde noget,“ sukkede John.

„Hvad med vores hus?“ spurgte Jim. „Du kan få de forreste tre værelser, så kan min familie og jeg bo i de bagerste.“

Det hele blev hurtigt arrangeret, og den 1. september 1960 blev familien Dobbins’ hus officielt indregistreret som det første afdelingskontor i Papua Ny Guinea.

’FORBYD JEHOVAS VIDNER’

Disse fremskridt faldt ikke i god jord hos vores modstandere. Fra 1960 og frem iværksatte kristenhedens kirker sammen med en støtteorganisation for krigsveteraner (Returned Services League, RSL) og de lokale medier en nøje planlagt smædekampagne der havde til formål at få Jehovas Vidner forbudt.

Situationen tilspidsedes da vi uddelte en folder om vores syn på blodtransfusion til udvalgte læger, præster og myndighedspersoner. Som sædvanlig var kristenhedens præster de første til at reagere. Den 30. august 1960 kunne man læse følgende overskrift i  South Pacific Post: „Kirker vrede over blodspørgsmål.“ I selve artiklen omtalte kirkelederne fordømmende Jehovas Vidner som „antikrist [og] fjender af kirken“.

Senere artikler hævdede løgnagtigt at Jehovas Vidner udførte samfundsundergravende virksomhed, og at deres lære fremmede pjækkeri fra skolen, skattesnyd, cargokulter og dårlig hygiejne! De blev også falskeligt beskyldt for at benytte en forestående solformørkelse til at sprede skræk og rædsel og til at „få magt over primitive indfødtes sind“. En lederartikel kritiserede endda Vidnerne for at „bo, spise og arbejde sammen med landsbyboere“. South Pacific Post kritiserede dem for at sige at „alle mennesker er lige“, og hævdede at Vidnerne var „en større trussel end kommunisterne“.

Til sidst, den 25. marts 1962, anmodede RSL kolonistyret om at indføre forbud mod Jehovas Vidner. Men de australske myndigheder afviste officielt  anmodningen. „Denne bekendtgørelse havde en positiv virkning i hele landet,“ siger Don Fielder. „Alle der ejede retfærdighedssans, kunne se at modstandernes påstande simpelt hen ikke havde noget på sig.“

FORKYNDELSE I HØJLANDET

Tom og Rowena Kitto forlod samme måned Port Moresby for at begive sig ud på en hård rejse der varede flere uger. De bragte den gode nyhed ud til et urørt distrikt — Ny Guineas barske højland.

Tredive år tidligere var australske guldgravere taget til højlandet, og her havde de opdaget en civilisation bestående af omkring en million mennesker som var fuldstændig afskåret fra omverdenen. Disse bjergboere var meget overraskede over at se hvide mennesker, som de troede var forfædrenes ånder der var vendt tilbage fra de døde.

Kristenhedens missionærer var kommet lige i hælene på guldgraverne. „Da missionærerne hørte at vi var på vej, forbød de landsbyboerne at tale med os,“ fortæller Rowena. „Men deres advarende ord viste sig at  være god reklame for os. Bjergboerne — som af natur er nysgerrige — ventede spændt på at vi skulle komme.“

Tom og Rowena startede en lille forretning i Wabag, 80 kilometer nordvest for byen Mount Hagen. „Præsterne forbød folk at handle med os og tale med os, og de forsøgte endda at få vores lejemål annulleret,“ siger Tom. „Efterhånden kunne landsbyboerne dog se at vi var anderledes end de andre hvide de havde mødt. Frem for alt behandlede vi dem venligt. Ja, de fik ofte tårer i øjnene når de mærkede vores omsorg for dem, og de sagde at de gerne ville have at vi blev hos dem.“

TÅLMODIG UNDERVISNING BÆRER FRUGT

Fra 1963 flyttede mange Jehovas Vidner fra andre lande til højlandet for at hjælpe med forkyndelsen. Disse brødre og søstre arbejdede sig støt og roligt fra øst mod vest og forkyndte efterhånden i hele regionen. De oprettede grupper og menigheder mange steder.

I byen Goroka, i provinsen Eastern Highlands, mødtes en lille menighed til at begynde med i et privat hjem. Senere byggede de en beskeden mødesal. I 1967 byggede de så en flot rigssal med 40 siddepladser. „Jeg sagde i spøg at vi nok lige kunne nå at fylde salen inden Harmagedon,“ husker George Coxsen, som tjente i højlandet i ti år. „Men jeg tog grundigt fejl! Inden der var gået et år, kom der så mange til møderne at vi måtte oprette endnu en menighed!“

Længere østpå, i nærheden af Kainantu, studerede Norm Sharein Bibelen med over 50 landsbyboere, som kom til hans hytte hver dag. Berndt og Erna Andersson, som var pionerer, tog sig senere af denne gruppe i to og et halvt år. „Disse mennesker vaskede sig sjældent, havde ikke ret meget tøj på, kunne hverken læse eller skrive og var dybt involveret i dæmonisme,“  fortæller Erna. „Men med tålmodighed og kærlig hjælp lærte nogle af dem inden længe 150 skriftsteder udenad, og de kunne også forklare dem.“

Berndt og Erna blev stærkt knyttet til denne gruppe. „Da vi fik til opgave at tjene i Kavieng, samledes kvinderne om mig og græd højlydt!“ siger Erna. „De skiftedes til at stryge mig på armene og i ansigtet mens tårerne løb ned ad kinderne på dem. Igen og igen måtte jeg trække mig tilbage til min hytte for at græde mens Berndt prøvede at trøste dem, men de var utrøstelige. Da vi endelig kørte af sted, fulgte en stor folkemængde efter os ned ad bjerget, og kvinderne græd hele vejen. Det er stadig meget svært for mig at tale om den dag. Hvor vi dog længes efter at gense disse kære venner i den nye verden!“ Andre pionerer fortsatte Berndt og Ernas arbejde, og der blev oprettet en dejlig menighed i Kainantu.

RIGETS SÆD BÆRER FRUGT

I begyndelsen af 1970’erne havde en lille gruppe forkyndere slået sig ned i Mount Hagen, omkring 130 kilometer vest for Goroka. Byen var kendt for sit store, ugentlige marked, som tiltrak i tusindvis af folk fra et stort område. „Vi afsatte flere hundrede publikationer  på dette marked,“ siger Dorothy Wright, en frygtløs pioner. Folk tog budskabet om Riget med hjem til deres landsbyer, og derved nåede det ud til fjerntliggende områder som forkynderne endnu ikke kunne nå ud til.

Senere fik Dorothys søn, Jim Wright, og hans pionermakker, Kerry Kay-Smith, tildelt distrikt i Banz — et område der ligger øst for Mount Hagen, i den smukke dal Wahgi Valley, hvor man dyrker te og kaffe. Her mødte de hård modstand fra missionskirkerne, som fik børnene til at kaste sten efter dem og jage dem ud af landsbyerne. Da Kerry rejste videre til en ny opgave, fortsatte Jim alene som pioner i Banz. Han fortæller: „Jeg lå ofte vågen om natten i min lille græshytte og bad inderlige bønner. ’Jehova, hvad laver jeg dog her?’ spurgte jeg. Først mange år senere fik jeg svar på det spørgsmål.“

Jim fortsætter: „I 2007 rejste jeg fra Australien til Banz for at overvære et områdestævne. I nærheden af hvor min gamle græshytte havde ligget, lå der nu en flot, ny rigssal, som kunne omdannes til en stævnehal med 1000 siddepladser. Inde på stævneområdet kom en broder løbende hen til mig, omfavnede mig og begyndte at græde. Da broderen, Paul Tai, endelig genvandt fatningen, fortalte han at jeg for 36 år siden havde studeret med hans far. Paul havde senere læst  sin fars studiebøger og taget imod sandheden. Han fortalte mig at han nu tjente som ældste.

I et interview ved stævnet skulle jeg fortælle om den modstand vi havde oplevet i de tidlige år i Banz. Der var næsten ikke et øje tørt blandt tilhørerne. Efter programmet kom flere brødre hen og omfavnede mig, og med tårer i øjnene undskyldte de for det de havde gjort. Da de var drenge, havde de kastet sten efter mig og råbt skældsord for at jage mig ud af deres landsby. Det viste sig at en af brødrene, Mange Samgar — der nu var blevet ældste — var dén lutherske præst som havde opildnet drengene til at jage mig bort! Dette stævne var et vidunderligt gensyn for os alle!“

SÆDEN SPIRER I FJERNTLIGGENDE OMRÅDER

Mens mange i Papua Ny Guinea lærte sandheden at kende gennem direkte kontakt med forkynderne, lærte andre om den gennem de små sandhedsfrø som fandt vej til fjerntliggende områder. (Præd. 11:6) For  eksempel begyndte afdelingskontoret omkring 1970 regelmæssigt at modtage tjenesterapporter fra en ukendt person i en ikkeeksisterende menighed i en ukendt landsby ved den fjerntliggende flod Sepik. Afdelingskontoret bad en kredstilsynsmand, Mike Fisher, om at undersøge sagen.

„For at komme til landsbyen måtte jeg sejle ti timer i en motordreven kano ad små vandveje gennem myggebefængte skovområder,“ fortæller Mike. „Da jeg sidst på dagen endelig nåede frem, mødte jeg den ukendte brevskriver, en mand som flere år tidligere var blevet udelukket i et andet område. Han var vendt tilbage til sin landsby, havde ændret sind og var begyndt at forkynde for andre. Mere end 30 voksne i landsbyen bekendte sig som Jehovas Vidner, og nogle af dem opfyldte betingelserne for at blive døbt. Snart derefter blev den angrende mand genoptaget, og gruppen blev officielt anerkendt af afdelingskontoret.“

I 1992 fik kredstilsynsmanden Daryl Bryon kendskab til at indbyggerne i en landsby dybt inde i landet efter sigende var interesseret i sandheden. „For at komme frem til landsbyen kørte jeg 80 kilometer i bil, vandrede halvanden time gennem den tætte jungle og padlede til sidst en time op ad floden i kano,“ fortæller Daryl. „Og dér, omgivet af høje bjerge, lå der ved flodens bred en helt ny bygning med skiltet: ’Jehovas Vidners rigssal’!

Hver søndag samledes omkring 25 interesserede i mødesalen for at studere bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Eftersom de sagde at de var Jehovas Vidner, spurgte jeg dem om de tyggede betelnød. ’Nej da,’ svarede de. ’Det holdt vi op med for et år siden da vi kom med i sandheden!’ Jeg var naturligvis henrykt da afdelingskontoret føjede gruppen til min kreds.“

 FLERE MISSIONÆRER

I 1980’erne og 90’erne blev der sat skub i forkyndelsen i Papua Ny Guinea. I den periode strømmede det til med gileaduddannede missionærer, brødre fra Skolen for Udnævnte Tjenere samt specialpionerer fra blandt andet Australien, Canada, England, Filippinerne, Finland, Japan, New Zealand, Sverige, Tyskland og USA. Det viste sig ofte at være til dobbelt velsignelse, for nogle af disse forkyndere giftede sig senere med andre flittige forkyndere, som sluttede sig til dem i distriktet.

Efter ankomsten gennemgik de fleste af dem et sprogkursus på to-tre måneder hvor de lærte tok pisin eller hiri motu. Eleverne studerede sproget hver formiddag og brugte så det de havde lært, i forkyndelsen om eftermiddagen. Takket være denne undervisning  blev mange af dem i løbet af nogle få måneder i stand til at lede bibelstudier og holde foredrag.

Processen med selv at skulle lære et nyt sprog hjalp dem desuden til at vise tålmodighed og forståelse når de underviste folk som ikke kunne læse og skrive, og de hjalp mange til at få grundlæggende læsefærdigheder så de kunne læse Guds ord. (Es. 50:4) Som følge heraf steg forkyndertallet fra 2000 i 1989 til omkring 3000 i 1998, en 50 procents stigning på kun ni år!

Mange af disse forkyndere måtte senere forlade Papua Ny Guinea af helbredsgrunde eller af andre årsager, men de efterlod en varig arv. Ja, disse brødre og søstre vil blive husket for deres trofasthed og kærlighed. — Hebr. 6:10.

BYGGEARBEJDE FREMMER VÆKSTEN

Forkyndertallet voksede, og med dét behovet for rigssale, stævnehaller og et større afdelingskontor. Hvordan fik man dækket dette behov?

Frem til 1975 reserverede myndighederne regelmæssigt jordlodder til religiøs brug. De kirker der var interesseret, ansøgte om jordlodderne og talte deres sag for et udvalg nedsat af myndighederne. Den kirke der var heldig at få jordlodden, fik den uden beregning, men måtte bebygge grunden inden for en rimelig tidsperiode.

Trods hård modstand fra kristenhedens præster fik International Bible Students Association i 1963 tildelt en af de bedst beliggende grunde i Port Moresby. Grunden lå på en bakke med en fantastisk udsigt over Koki Market og det azurblå Koralhav. Der blev senere bygget et toetages afdelingskontor og en rigssal på denne grund. Siden fik man bevilget andre grunde i  Port Moresby som man byggede rigssale på, nemlig i Sabama, Hohola, Gerehu og Gordon.

Grunden i Gordon lå centralt og var oprindelig sat til side til opførelsen af en anglikansk katedral. „Men ved den offentlige høring sagde ordstyreren for myndighedernes udvalg til præsten fra den anglikanske kirke at man ikke var tilfreds med at kirken havde hamstret jordlodder og ofte misbrugt dem til forretningsmæssige formål,“ forklarer Ron Fynn, der tjente i Papua Ny Guinea i 25 år. „Ordstyreren tilføjede at den anglikanske kirke ikke ville få bevilget mere jord før udvalget vurderede at kirken brugte de jordlodder den allerede havde fået, til det formål de var tiltænkt.

Derpå vendte han sig mod mig og spurgte hvilke grunde vi var interesseret i. Jeg fortalte ham at vi især var interesseret i ’katedralgrunden’ i Gordon. Præsten fra den anglikanske kirke sprang op af stolen for at protestere, men ordstyreren bad ham resolut om at sætte sig ned igen. Da jeg havde forelagt dem vores ønsker, tildelte udvalget, til alles overraskelse, vores menighed grunden.“

På denne grund blev der opført en rigssal og et fireetages afdelingskontor. Det nye afdelingskontor blev indviet den 12. december 1987, og grunden ved Koki Market blev solgt. I årene mellem 2005 og 2010 blev afdelingskontoret udvidet med en fireetages boligfløj, en rigssal og et oversætterkontor. De nye bygninger blev indviet den 29. maj 2010.

I dag er der 89 rigssale og andre mødesteder i hele landet. I mange landområder bliver mødestederne stadig bygget af lokale materialer fra bushen, men i større byer bygger man med moderne materialer. Mange af de nyere rigssale er blevet opført siden 1999 under det særlige byggeprogram for lande med begrænsede midler.

 FORKYNDELSEN FORTSÆTTER TRODS VANSKELIGHEDER

De forskellige trosretninger i Papua Ny Guinea havde en stiltiende aftale om hvor de forskellige grupper måtte virke. Hver kirkeretning havde sit område, som det forventedes at andre trossamfund holdt sig fra. Men Jehovas Vidner forkynder den gode nyhed for alle som vil høre, uanset hvor de bor. Denne holdning, og det at mange reagerede positivt på budskabet, vakte vrede hos mange gejstlige.

„Efter at jeg var flyttet til den lille ø Kurmalak, der ligger meget tæt på New Britain, var en af de første der besøgte mig, en anglikansk præst,“ siger Norm Sharein. „’Du har ikke ret til at forkynde i mit sogn,’ sagde han. ’Folk her er allerede kristne!’

Senere så jeg en af dem jeg studerede med, febrilsk padle sin kano ind mod bredden gennem høje bølger og i øsende regnvejr. Faktisk satte han livet på spil ved at begive sig ud i sådan et uvejr. Manden hev hurtigt sin kano i land, og gispende fortalte han mig at en bådfuld katolikker, anført af en katolsk lærer, var på vej for at gennembanke mig. Jeg havde ikke noget sted at flygte hen, så jeg bad Jehova om at styrke mig og give mig visdom.

Da båden nåede frem, steg omkring 15 mænd i land. De havde malet deres ansigter røde — et sikkert tegn på at de havde ondt i sinde. Frem for at sidde og vente på at de kom til mig, gik jeg dem i møde. Indtil da havde jeg været bange, men nu forsvandt min frygt. Da jeg nærmede mig, begyndte mændene at råbe skældsord i håb om at jeg ville give dem en anledning til at ty til vold, men jeg bevarede roen.

En ældre mand som jeg studerede Bibelen med, og som rent faktisk ejede øen, var også til stede. I bedste  mening sagde han til mændene: ’Jehovas Vidner slås ikke. Slå ham bare, så vil I se at jeg har ret!’

’Hvis side er han egentlig på?’ tænkte jeg og ønskede at han ville tie stille.

Jeg forsøgte at ræsonnere med mændene og foreslog at de tog af sted igen. Som tegn på velvilje rakte jeg min højre hånd frem til deres leder. Han så overrasket rundt på de andre, og de stirrede på ham. Derefter gav han mig et håndtryk. Det løste op for den spændte atmosfære, og alle gav nu hinanden hånd. Til min store lettelse drog de derefter bort. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Paulus’ ord til Timoteus: ’En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, . . . idet han finder sig i ondt.’“ — 2 Tim. 2:24.

Berndt Andersson husker at en luthersk præst i en landsby i højlandet, sammen med en pøbelskare på omkring 70 mænd fra en anden landsby, forsøgte at jage Vidnerne væk og ødelægge deres rigssal. Berndt skabte forvirring blandt mændene ved at gå dem i møde uden for landsbyen. Han gik hen mod præsten og spurgte ham hvorfor den lutherske mission sagde at Guds navn er Anutu, et lokalt navn som nogle af kristenhedens missionærer havde taget til sig. Da præsten sagde at navnet stod i Bibelen, spurgte Berndt ham om hvor det stod. Præsten åbnede sin bibel, og da det blev klart at han ikke kunne finde et skriftsted der omtalte dette navn, bad Berndt ham om at læse Salme 83:18. Efter at have fået hjælp til at finde Salmerne begyndte præsten at læse højt. Da han kom til navnet Jehova, smækkede han Bibelen i og råbte: „Det er løgn!“ I samme øjeblik gik det op for ham at han lige havde forkastet det der stod i hans egen bibel! Efter denne episode ændrede mange af præstens tilhængere indstilling til Jehovas Vidner.

 Nogle gange nedbrændte religiøse modstandere rigssale som lå i bushen. Det skete for eksempel i landsbyen Agi i provinsen Milne Bay. En af dem der havde sat ild til rigssalen, var imidlertid stærkt beruset da det skete, og han fortrød inderligt det han havde gjort. Faktisk opsøgte han senere brødrene, tog imod et bibelstudium og blev siden pioner. Han fik lov til at bo i en pionerbolig der lå ved siden af den genopbyggede rigssal. På den måde kom han til at tage sig af det sted hvor han før havde øvet hærværk!

I dag er den religiøse forfølgelse næsten ophørt. „Vi er kommet ind i en tid med fred,“ siger Craig Speegle. „Men nu er der opstået et nyt problem — vold, ofte forårsaget af bøller og tyve, kaldet raskols. Så når brødrene forkynder i farlige områder, arbejder de sammen i grupper og lader aldrig hinanden ude af syne.“

 „Det hjælper at være kendt som et af Jehovas Vidner,“ siger missionærægteparret Adrian og Andrea Reilly. „Uanset om man er ude at handle eller er i forkyndelsen, er det klogt at tage noget litteratur med,“ siger Adrian. „Det garanterer naturligvis ikke ens sikkerhed, men det kan være en hjælp fordi det viser at man er en tjener for Jehova. For eksempel gik min bil engang i stå i et farligt område i Lae. Jeg var alene, og inden længe var jeg omringet af en bande unge mennesker. De så barske ud! Heldigvis genkendte to af dem mig eftersom vi kort forinden havde haft en bibelsk samtale, og de talte min sag. Så i stedet for at stjæle fra mig eller gøre mig fortræd hjalp hele gruppen mig, til min store overraskelse og lettelse, med at skubbe min bil de cirka 400 meter hen til missionærhjemmet.“

I et andet tilfælde befandt en søster sig på et marked da nogle raskols med knive hviskede hende i øret: „Giv os din taske.“ Søsteren gav dem straks sin taske, og de stak af. Få minutter senere vendte de imidlertid tilbage, undskyldte og gav søsteren hendes taske med indhold tilbage. Hvad fik dem til at gøre det? De havde åbnet tasken og fået øje på søsterens bibel og ’Ræsonnerebog’, og det havde givet dem dårlig samvittighed over det de havde gjort.

FORSKELLIGE FORKYNDELSESMETODER

„Vi forkyndte hvor som helst der var mennesker,“ husker Elsie Thew, der sammen med sin mand, Bill, tjente i Papua Ny Guinea fra 1958 til 1966. „Vi talte med landsbyboerne i deres hjem, i deres have, på markederne og på stierne i skoven. Vi talte med fiskere  på stranden og ved flodbredden. Til at begynde med havde vi desuden et verdenskort med os for at vise folk i mere isolerede områder hvor vi kom fra. Det var vigtigt, for nogle gange ankom vi med fly, og landsbyboerne, som ikke kendte noget til verden udenfor, troede at vi var faldet ned fra himmelen! Derfor viste vi dem at vi bare kom fra et andet sted på den jord de også boede på.“

Den eneste måde hvorpå man kan nå frem til mange af de landsbyer der ligger spredt ved Papua Ny Guineas lange kystlinje, er med båd eller kano. Steve Blundy fortæller: „Broder Daera Guba fra Hanuabada i Port Moresby var en ældre mand som kendte meget til både. Han havde to udhulede træstammer liggende under sit hus, så min pionermakker og jeg hjalp ham med at skaffe det nødvendige tømmer til at bygge en puapua, en slags katamaran. Sejlet blev lavet af kanvas. Med Daera som kaptajn  og to-tre andre brødre fra Hanuabada som besætning tog vi mange sejlture til kystbyerne i nærheden af Port Moresby.“

Sidst i 1960’erne tjente Berndt og Erna Andersson på New Ireland, en smuk ø cirka 650 kilometer nordøst for fastlandet. Berndt skriver: „Folk kom fra de små øer i nærheden og bad os om at besøge dem. Men for at kunne gøre det måtte vi have en båd, hvad der syntes helt umuligt i betragtning af det beskedne månedlige beløb vi fik i godtgørelse. Vi havde ganske vist nogle få brædder liggende i udhuset, men slet ikke nok til at bygge en båd. Derfor besluttede vi at lægge sagen frem for Jehova i bøn. Helt uventet sendte en broder i Lae os 200 dollars som hjælp til at besøge de forskellige øer. Det satte os i stand til at bygge en båd, som vi gav navnet Pioneer. Men vi havde ingen motor til båden. Igen kom denne kære broder os til hjælp, og vi  kunne købe en lille påhængsmotor. Nu kunne vi endelig komme ud og forkynde på disse smukke øer.“

Omkring 1990 planlagde kredstilsynsmanden Jim Davies, sammen med tre andre brødre, at forkynde i en flygtningelejr langt oppe ad floden Fly, ved grænsen til Indonesien. Brødrene havde aftalt at bo hos en interesseret kvinde hvis mand var en af de øverste myndighedspersoner i lejren. „Rejsen op ad floden tog næsten to timer i en motordreven kano,“ siger Jim. „Omkring klokken ni om morgenen nåede vi frem til et ryddet skovområde, hvorfra en jordvej førte til den fjerntliggende lejr. Her ventede vi på videre transport.

Endelig, klokken fem om eftermiddagen, kom et køretøj. Vi læssede vores bagage, steg ind og nåede dårlig nok at køre hundrede meter før styretøjet gik i stykker! Ganske uanfægtet fandt chaufføren ud af hvad problemet var, greb noget ståltråd, gled ind under bilen og bandt de løse dele sammen. ’Det kommer ikke til at holde længe,’ tænkte jeg. Men jeg tog fejl. Ståltråden holdt hele vejen — i alt fem timer med firhjulstræk på dårlige veje. Vi sad flere gange fast i mudderet og måtte skubbe bilen fri. Klokken ti om aftenen nåede vi frem, godt trætte og oversprøjtet med mudder.

Vi forkyndte tre dage i lejren, der lå spredt ud over et stort skovområde, og vi afsatte al den litteratur vi havde med. Vi traf også en mand der var udelukket, men som gav udtryk for at han ønskede at vende tilbage til Jehova. Senere fandt vi til vores store glæde ud af at han var blevet genoptaget. Hans kone og nogle af hans børn er nu også i sandheden. Det samme er tilfældet med det ægtepar som havde givet os logi.“

 KREDSTJENESTE PÅ FLODEN SEPIK

Floden Sepik er over 1100 kilometer lang og bugter sig som en stor, brun slange fra højlandet og ud til havet. Visse steder er floden så bred at man næsten ikke kan se over til den modsatte side. Floden er en mægtig hovedvej som brødrene, deriblandt de rejsende tilsynsmænd, regelmæssigt benytter. Lad os følge en kredstilsynsmand og hans kone på deres besøg i menighederne langs denne store flod.

Warren Reynolds skriver: „Tidligt om morgenen tager min kone, Leann, og jeg fra byen Wewak med vores 12-fods aluminiumsjolle bundet til taget af vores bil. Efter en køretur på tre timer i ujævnt terræn parkerer vi bilen ved floden et par dage, mens vi rejser op ad floden for at besøge de omkring 30 forkyndere der bor i fire landsbyer langs Sepiks bifloder.

Vi fylder vores fladbundede jolle med forsyninger, starter den 25-hestes påhængsmotor og bevæger os op ad floden. En time senere er vi fremme ved en biflod til Sepik der hedder Yuat. Den følger vi i endnu to timer inden vi når frem til landsbyen Biwat, hvor vi får en hjertelig modtagelse af brødrene og dem de studerer med. Nogle af dem trækker vores jolle op på land og opbevarer den for os. Efter et dejligt måltid bestående af pisanger og kokosmælk begiver vi os alle sammen af sted på en to timer lang vandring gennem den sumpede regnskov. Forkynderne fører an og hjælper os med at bære vores forsyninger. Endelig når vi frem til en lille landsby der hedder Dimiri, hvor vi slukker tørsten med kokosmælk. I et pælehus lavet af materialer fra regnskoven sætter vi et myggenet og en seng op. Efter at have spist et aftensmåltid bestående af yams går vi til ro.

 I dette område er der fjorten forkyndere fordelt på tre landsbyer. I løbet af de næste par dage forkynder vi i disse landsbyer, og vi møder mange interesserede. Vi har også den glæde at se to der studerer Bibelen, blive lovformeligt gift og dermed kvalificere sig til at blive forkyndere. De andre forkyndere arrangerer en bryllupsmiddag bestående af yams, sago, nogle spiselige blade og to høns.

Vi glæder os over at der om søndagen er 93 til stede ved det offentlige foredrag! Efter mødet drager vi med fyldte rygsække ud i middagssolen for at tage tilbage til Biwat. I Biwat efterlader vi vores oppakning hos en der studerer Bibelen, hvorefter vi går ud i forkyndelsen. Mange tager imod læsestof, og nogle tager imod et  bibelstudium. Samme aften spiser vi hos en interesseret mand. Vi sidder tæt sammen omkring bålet, for røgen holder de store sværme af myg på afstand.

Tidligt næste morgen vender vi tilbage til vores jolle, sætter den i vandet og rejser bort i morgentågen, dybt fascineret af fuglelivet og af fiskene der boltrer sig i vandet. Familier på bambusflåder som er fyldt med varer til markedet, glider stille forbi i modsat retning.

Da vi når tilbage til vores bil, fylder vi op med brændstof, drikkevand og andre forsyninger. Derefter tager vi igen ud på floden, denne gang for at besøge de 14 forkyndere i Kambot. Vi når frem efter to timer, fuldstændig gennemblødte takket være et tropisk regnskyl. Fra Kambot tager vi længere op ad floden — denne gang med jollen fuld af forkyndere — til en stor landsby der  ligger på begge sider af floden. Vi forkynder for disse velvilligt indstillede mennesker til sidst på eftermiddagen. På vejen tilbage forkynder vi for folk der står ude på deres bambusflåder. De har set os sejle op ad floden om morgenen og har ventet på at vi kom tilbage. Eftersom penge er et sjældent syn i dette fjerntliggende område, udtrykker landsbyboerne deres værdsættelse for vores besøg og de traktater de har fået af os, ved at give os fødevarer — kokosnødder, græskar, bananer og røgede fisk. Ved solnedgang er vi tilbage i Kambot, hvor vi tilbereder disse fødevarer.

Ligesom de andre huse i området er mødesalen i Kambot bygget på stolper. I regntiden, hvor hele området bliver oversvømmet, padler folk i deres kanoer direkte hen til mødesalens dørtrin. Vores besøg slutter med det offentlige foredrag, som overværes af 72, deriblandt nogle som har gået i fem timer for at være til stede.

Da vi atter er tilbage ved vores bil, spænder vi jollen fast på taget og kører derefter de tre timer tilbage til hvor vi bor. På vejen tænker vi på vores kære brødre og søstre som bor langs Sepik. Vi glæder os også over den kærlige omsorg som Jehova viser dem, og som kommer til udtryk gennem de store anstrengelser der gøres for at give dem rigeligt med åndelig føde. Vi betragter det som en stor forret at tilhøre denne fantastiske, åndelige familie!“

KAMPEN MOD ONDE ÅNDER

En stor del af befolkningen i Papua Ny Guinea hævder at være kristne, men mange holder også fast ved deres traditionelle tro. For eksempel er forfædredyrkelse og frygt for onde ånder udbredt. Ifølge en turistguide er der i nyere tid desuden sket „en kraftig  genopblomstring af sort magi og trolddomskunst“. Derfor giver folk ofte heksedoktorer eller forfædrenes ånder skylden for sygdom og død.

Under sådanne forhold er det meget befriende at lære Bibelens sandheder at kende. Selv nogle heksedoktorer har fået øjnene op for den store kraft Guds ord har. De er ophørt med deres spiritistiske handlinger og har taget imod sandheden. Her følger to eksempler på dette:

Soare Maiga boede i en landsby omkring 50 kilometer fra Port Moresby, og han var frygtet for sine okkulte kræfter. Han blev imidlertid nysgerrig efter at få noget at vide om Jehovas Vidners tro og begyndte derfor at overvære nogle gruppebibelstudier. Inden længe tog han imod sandheden og ophørte med sine tidligere handlinger. Men når han forsøgte at skille sig af med sine spiritistiske genstande, kom de på mystisk vis altid tilbage igen! Soare var ikke desto mindre fast besluttet på at „stå Djævelen imod“. (Jak. 4:7) Så en dag lagde han alle sine spiritistiske ting i en pose sammen med en tung sten. I Port Moresby slyngede han posen ud i havet, og denne gang kom tingene ikke tilbage.  Denne modige mand blev derefter et nidkært vidne for den sande Gud, Jehova.

Kora Leke brugte trolddom og urter til at helbrede syge. Men da han begyndte at studere Bibelen, måtte han kæmpe hårdt for at frigøre sig fra den ånd som havde hjulpet ham med at praktisere trolddomskunst. Ligesom Soare var Kora dog besluttet på ikke længere at have noget at gøre med dæmonerne, og med Jehovas hjælp lykkedes det. Han kom senere til at tjene som almindelig pioner og specialpioner. Denne trofaste broder forkyndte ivrigt den gode nyhed for andre, selv da han blev gammel og dårlig til bens.

Kora havde et sted hvor han særligt holdt af at forkynde, men hvordan skulle han komme derhen? Det mest praktiske viste sig at være at brødrene kørte ham i en trillebør. Senere fremstillede en opfindsom broder der arbejdede på afdelingskontoret, en kørestol til ham. Broderen brugte stålrammen fra en almindelig stol, nogle cykelhjul samt kraftigt lærred til sædet. Koras nye transportmiddel gjorde ham mere uafhængig, og det udnyttede han fuldt ud! Ja, de ældre er i sandhed gode eksempler, og hvor må det glæde Jehova at se deres trofasthed! — Ordsp. 27:11.

FOLK LÆRER AT LÆSE OG SKRIVE

„Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring,“ siges der i Romerbrevet 15:4. Ja, Gud ønsker at hans tjenere kan læse og skrive. Derfor  har Jehovas Vidner i Papua Ny Guinea, som allerede nævnt, gjort store bestræbelser for at lære folk at læse og skrive.

Det kan naturligvis være en udfordring at lære at læse og skrive, især hvis man er oppe i årene. Men hvis man inderligt ønsker at lære det, lykkes det som regel, for Guds ord kan have en stærk indvirkning på ydmyge og ulærde mennesker.

Det ses i tilfældet med Save Nanpen, en ung mand der boede i nærheden af Sepikflodens udspring. Da Save flyttede til Lae, var det noget af et kulturchok for ham, for han havde aldrig før stiftet bekendtskab med de ting der hører til et moderne samfund. Han traf også Jehovas Vidner, som fortalte ham om Guds rige. Budskabet rørte Saves hjerte, og han begyndte at overvære de kristne møder. Inden længe kvalificerede han sig til at blive udøbt forkynder. Men han holdt sig tilbage fra at tage det næste skridt, at blive døbt. Hvorfor? Fordi han havde lovet Jehova at han ikke ville lade sig døbe før han selv kunne læse Bibelen. Save gjorde derfor en ihærdig indsats og nåede de åndelige mål han havde sat sig.

Analfabetisme er stadig udbredt i Papua Ny Guinea, men myndighederne har åbnet skoler i mange områder, og Jehovas Vidners børn går også i disse skoler. Faktisk bliver de ofte meget dygtige til at læse og skrive — ikke mindst på grund af den gode oplæring de får af deres forældre og ved de kristne møder, som for eksempel Den Teokratiske Skole.

SANDHEDEN ÆNDRER FOLKS LIV

Apostelen Paulus skrev: „Vor krigsførelses våben er nemlig ikke kødelige, men mægtige ved Gud til nedrivning af fæstningsværker.“ (2 Kor. 10:4) Til tider kan blot  et enkelt skriftsted have en meget stor virkning. Det fremgår af det der skete for en kvinde ved navn Elfreda. En dag var der en der viste hende Guds navn i hendes egen bibel, som var på sproget wedau. Hun slog op i et leksikon og fik bekræftet det Bibelen siger om Guds navn. ’Jamen, så er det Jehovas Vidner lærer, jo sandt,’ tænkte hun. Hendes mand, Armitage, ville imidlertid ikke have noget at gøre med Jehovas Vidner. Han var en drukkenbolt som tyggede betelnød, røg tobak og havde et voldsomt temperament.

Efter at Armitage var gået på pension, flyttede han og Elfreda fra Lae til provinsen Milne Bay. Her bosatte de sig i Alotau, hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. I mellemtiden var Elfreda begyndt at abonnere på Vagttårnet og Vågn op! og studerede per brev med en pionersøster ved navn Kaylene Nilsen. „Elfreda sendte trofast sine svar til mig hver uge,“ siger Kaylene.

Senere fik Geordie og Joanne Ryle, som var udgået fra Gileadskolen, til opgave at tjene i Milne Bay, og de besøgte Elfreda for at opmuntre hende og arbejde sammen med hende i forkyndelsen. „Armitage bad mig om at studere Bibelen med ham,“ siger Geordie. „Han havde et dårligt ry, så jeg var i tvivl om hvad hans egentlige motiv var. Men efter at have studeret med ham i en måned var jeg overbevist om at han mente det alvorligt. Armitage blev senere døbt, og med tiden blev han menighedstjener.“ I dag er tre generationer af hans familie i sandheden, og hans barnebarn, Kegawale Biyama, som blev citeret tidligere, er nu medlem af afdelingskontorets udvalg i Port Moresby.

Mens Don og Shirley Fielder var pionerer i Hula, begyndte de at studere Bibelen med Alogi og Renagi Pala. „Alogi stjal og kom altid op at slås med andre,“ skriver Don. „Han led af en tropesygdom som bevirkede at  hans hud så meget grim ud, og en del af hans mund var ædt op af tropesår. Både han og hans kone tyggede betelnød, så mellemrummene mellem deres sorte tænder var blodrøde. Alogi var den sidste man ville forvente kunne føle sig draget af sandheden. Men både han og hans kone viste interesse for Bibelen og overværede møderne, hvor de tavse sad på en af de bagerste rækker.

I løbet af det næste halve år blev vi vidner til en forbløffende forvandling. Alogi holdt op med at stjæle, slås og skændes med folk, og både han og Renagi gjorde noget ved deres personlige fremtræden og begyndte at deltage i møderne. De begyndte også at forkynde. Faktisk var Alogi og Renagi nogle af de første forkyndere i Hulaområdet.“

Abel Warak som boede på New Ireland, led af spedalskhed og var derfor følelsesløs i hænder og fødder. Da Abel første gang kom i kontakt med sandheden, kunne han næsten ikke gå, og han havde helt mistet livslysten. Men sandheden forandrede fuldstændig hans syn på livet; den indgav ham livskraft og glæde, og med tiden blev han endda pioner. Abel plejede at fiske for at have noget at spise, men efter at hans fødder var blevet følelsesløse, var det for farligt for ham at gå på revet. For at løse det problem købte brødrene et par knæhøje gummistøvler til ham. Abel lærte også at cykle, og det satte ham i stand til  at forkynde den gode nyhed i et større område. Nogle gange cyklede han 100 kilometer for at besøge interesserede, og en gang cyklede han næsten 150 kilometer for at invitere en interesseret mand til mindehøjtiden.

„Kundskab om Jehova“ har endog hjulpet nogle med dyriske egenskaber til at gøre store forandringer. (Es. 11:6, 9) I 1986 var der for eksempel 60 personer fra to landsbyer i nærheden af Banz der kom til områdestævnet i Lae. Alle 60 satte sig på de forreste rækker. Disse mennesker fra højlandet var traditionelt set fjender der bekrigede hinanden. Men efter at nogle specialpionerer havde forkyndt for dem, besluttede de sig for at leve fredeligt sammen. Den slags oplevelser er en påmindelse om det der står i Zakarias 4:6: „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ Guds ånd har desuden hjulpet mange oprigtige mennesker til at leve efter Bibelens moralnormer.

RESPEKT FOR GUDS SYN PÅ ÆGTESKABET

Lokale skikke og kristenhedens kirker har i mange lande fået folk til at tilsidesætte Bibelens norm for ægteskabet. (Matt. 19:5; Rom. 13:1) Sådan er det også i Papua Ny Guinea. For at have Jehovas godkendelse har mange som før levede sammen i polygami eller uden at være gift, derfor gjort store forandringer i deres liv. Det gælder for eksempel Francis og hans kone, Christine.

Efter at Francis havde taget sin afsked fra militæret, gik han og Christine hver til sit. Christine og deres to børn vendte tilbage til hendes landsby på øen Goodenough i Milne Bay, og Francis tog til Mount Hagen. Her flyttede han efter nogen tid sammen med en kvinde og hendes børn. Sammen kom de i en pinsekirke. Efter nogen tid kom Francis’ samlever i kontakt  med Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Senere blev Francis også interesseret, og inden længe overværede de sammen de kristne møder.

Francis ville gerne være forkynder, men for at blive det måtte han bringe sine ægteskabelige forhold i orden. Under bøn tænkte han alvorligt over sin situation og drøftede derefter spørgsmålet med samleveren. Det førte til at hun og hendes børn flyttede ud, og Francis opsøgte Christine, som han havde været væk fra i seks år. Hun og hendes slægtninge var forståeligt nok meget overraskede over at se Francis. Ud fra Bibelen forklarede Francis dem venligt at han nu ønskede at gøre det der er rigtigt i Jehovas øjne. Han bad derefter Christine om at tage med ham tilbage til Mount Hagen med deres børn, så de igen kunne blive en familie. Alle var målløse over hvor meget Francis havde forandret sig. Christine indvilligede, og Francis gav hendes slægtninge nogle penge fordi de gennem de sidste seks år havde taget sig af hans familie.

Efter at Christine var kommet til Mount Hagen, begyndte også hun at studere Bibelen, hvilket betød at hun måtte lære at læse. Hun holdt desuden op med at tygge betelnød og ryge. Dette ægtepar er nu forenet i tjenesten for Jehova.

BØRN DER ÆRER DERES SKABER

Ved modigt at følge deres bibeloplærte samvittighed har mange børn i Papua Ny Guinea været med til at aflægge et godt vidnesbyrd. Det fremgår for eksempel af noget der skete i begyndelsen af 1966. En lærer for de mindste klasser fortalte syv børn af Jehovas Vidner at man forventede at de hilste flaget ved en ceremoni der skulle holdes ugen efter. Da dagen kom, nægtede alle syv børn, i overværelse af 300 andre elever, at hilse flaget. Det førte til at de blev bortvist, og det på trods af at  deres forældre havde skrevet til skolen og anmodet om at deres børn blev fritaget for at deltage i ceremonien. En ældste i den lokale menighed appellerede imidlertid sagen til myndighederne i både Papua Ny Guinea og Australien.

Den 23. marts ringede den australske administration til skolemyndighederne og gav ordre til at skolen straks skulle tage børnene tilbage — en lille juridisk sejr for den sande tilbedelse. Den dag i dag respekterer myndighederne i Papua Ny Guinea børns ret til af samvittighedsgrunde at afholde sig fra at hilse flaget.

Der er også andre måder hvorpå ’spæde og diende’ kan prise Jehova. (Matt. 21:16) Det er Naomi, der kommer fra højlandet, et godt eksempel på. Hendes forældre, Joe og Helen, var ikke i sandheden. Da Naomi var omkring tre år gammel, boede hun et års tid i Lae hos sin moster. Mosteren, et nidkært Jehovas vidne, tog ofte Naomi med ud i forkyndelsen idet hun bar hende. Naomi lærte derfor om Guds rige, ikke mindst fordi hendes moster gjorde flittigt brug af billederne i Min bibelhistoriebog.

Da Naomi kom tilbage til sine forældre, tog hun en af Jehovas Vidners publikationer, gik udenfor og bankede hårdt på døren. „Kan du så komme ind igen,“ lød det fra hendes forældre. Den lille pige trådte indenfor og sagde så: „Goddag! Jeg er et af Jehovas Vidner, og jeg er kommet for at tale med jer om Bibelen.“ Joe og Helen var ved at tabe både næse og mund! Deres lille datter fortsatte: „Bibelen siger at Paradiset vil komme her til landet. Og Jesus skal være vores konge. Alt det vi ser omkring os, har Jehova skabt.“

Joe og Helen var målløse. „Hvad vil naboerne ikke tænke!“ sagde Joe til sin kone. „I morgen må du hellere holde hende inden døre.“

 Næste dag, mens hendes forældre sad uden for huset, bankede Naomi hårdt på væggen i sit værelse. „Kom herud,“ sagde Joe. Naomi kom ud og begyndte straks på endnu en indledning: „Goddag! Jeg er et af Jehovas Vidner, og jeg er kommet for at forkynde for jer. Gode mennesker skal leve for evigt på jorden. Men folk der bliver vrede eller gør onde ting, vil ikke komme med i Paradiset.“ Forældrene anede ikke deres levende råd — Helen begyndte at græde, og Joe gik ind og lagde sig.

Den nat begyndte Joe af nysgerrighed at bladre i sin gamle King James-bibel og fik tilfældigvis øje på Jehovas navn. Næste morgen tog han ikke på arbejde, men  skrev i stedet et brev til Jehovas Vidner og kørte de 40 kilometer til Mount Hagen for at aflevere det i rigssalen.

Joe og Helen fik besøg af brødrene, og de begyndte at studere Bibelen regelmæssigt. Forkynderne lærte også Helen at læse. Med tiden blev både Joe og Helen døbt, og Helen hjalp andre som hun studerede med, til at lære at læse — alt sammen fordi en lille pige frimodigt havde lovprist Jehova!

BESTRÆBELSER FOR AT OVERVÆRE KRISTNE SAMMENKOMSTER

I nogle lande må brødrene rejse ad tæt befærdede og forurenede veje eller med overfyldte undergrundstog for at komme til de kristne møder og stævner. Men i Papua Ny Guinea er problemet snarere at der mangler gode veje og transportmidler. Mange familier må derfor sejle med kano eller gå for at nå frem. For eksempel må nogle forkyndere og deres børn hvert år gå mere end 150 kilometer ad glatte stier over forrevne bjerge for at overvære områdestævnet i Port Moresby. På disse anstrengende, ugelange vandringer går de ad det verdenskendte stisystem Kokoda Trail, hvor der blev udkæmpet mange hårde slag under Anden Verdenskrig. De medbringer mad, kogegrej, tøj og andet som de skal bruge under stævnet.

Forkynderne på den isolerede atol Nukumanu overværer sædvanligvis de årlige områdestævner i Rabaul, 800 kilometer vestpå. „For at være sikre på at være der til tiden,“ siger Jim Davies, „tager brødrene nogle gange af sted seks uger inden stævnet, for man kan ikke være sikker på hvornår bådene sejler. Hjemturen kan også være meget uforudsigelig. Engang måtte den eneste båd der sejlede til Nukumanu, tage til Australien for at  blive repareret, og derefter kom ejerne i økonomiske vanskeligheder. Det førte til at brødrene måtte vente mere end et halvt år på at komme hjem! Ganske vist var det et ekstremt tilfælde, men forsinkelser på flere uger er ikke usædvanlige. Så ofte må forkynderne bo hos deres trosfæller eller hos slægtninge.“

MISSIONÆRERNES GODE EKSEMPEL

Det kan være en stor omvæltning for missionærer at tjene i et fremmed land med en lavere levestandard end den de er vant til, men mange har bevist at det er muligt at tilpasse sig. Sådanne bestræbelser er ofte værdsat af lokalbefolkningen. En kvinde i Papua Ny Guinea sagde om de to missionærsøstre der studerede med hende: „Deres hud er hvid, men deres hjerter er som vores hjerter.“

Nogle missionærer virker i rejsetjenesten, og når de skal besøge menighederne, må de benytte de transportmidler der er til rådighed. Det gjaldt for eksempel Edgar Mangoma. I de kredse han betjente, lå floden Fly og Lake Murray. „Når jeg skulle besøge de to menigheder ved Lake Murray, sejlede jeg med kano — nogle gange uden påhængsmotor. Uden motor tog det mig otte timer at komme fra den ene menighed til den anden. Som regel tog tre-fire brødre med mig, selvom de vidste at de måtte padle hele vejen tilbage efter at have sat mig af. Hvor jeg dog værdsatte disse brødre!“

Missionærerne har ved deres ydmyghed og næstekærlighed aflagt et stort vidnesbyrd. „Landsbyboerne var forbløffede over at jeg boede hjemme hos de interesserede og spiste sammen med dem,“ skrev en kredstilsynsmand. „Nogle af de indfødte har endda sagt til  mig: ’Din tilbedelse af Gud er ægte. Vores præster omgås os ikke sådan som du gør.’“

Hvordan har det været for udenlandske søstre at tilpasse sig deres nye liv i Papua Ny Guinea? „De første måneder var det meget svært,“ siger Ruth Boland, der var i rejsetjenesten sammen med sin mand, David. „Jeg havde tit lyst til at give op. Men jeg er glad for at jeg holdt ud, for jeg kom til at værdsætte og elske brødrene og søstrene. Både min mand og jeg tænkte efterhånden mindre og mindre på os selv og mere og mere på andre. Ja, vi følte større glæde end nogen sinde før. Rent materielt havde vi intet, men åndeligt set var vi rige. Og vi kunne se Jehovas ledelse i så meget af det der skete — ikke kun i forbindelse med udbredelsen af den gode nyhed, men også i vores eget liv. Når man ikke har noget i materiel henseende, lærer man virkelig at stole på Jehova, og man ser hvordan han velsigner en.“

BORGERKRIG PÅ ØEN BOUGAINVILLE

I 1989 medførte et ulmende ønske om selvstændighed at en omfattende borgerkrig brød ud på Bougainville. I løbet af den 12 år lange krig måtte cirka 60.000 forlade deres hjem, og over 15.000 blev dræbt. Blandt de fordrevne var der mange forkyndere, og flere af dem slog sig senere ned i andre dele af Papua Ny Guinea.

Pioneren Dan Ernest nåede ikke at rejse fra øen i tide, men blev fanget af soldater fra Bougainvilles revolutionshær (BRA) og ført til en stor lagerbygning. Dan fortæller: „I bygningen var der en general fra BRA. Han var iført en uniform fyldt med medaljer og bar et sværd.

’Er du Dan Ernest?’ spurgte han.

’Ja,’ svarede jeg.

’Jeg har hørt at du er spion for Papua Ny Guineas forsvarsstyrker,’ sagde han videre.

 Jeg begyndte at forklare at Jehovas Vidner ikke blander sig i de forskellige landes konflikter, men han afbrød mig og sagde: ’Det ved vi! Vi har holdt øje med jer. Andre trossamfund har altid støttet den der så ud til at blive sejrherre. Jeres trossamfund er det eneste der er forblevet fuldstændig neutralt.’ Derefter tilføjede han: ’Krigen har skabt uro blandt vores landsmænd, og de har brug for at høre jeres trøstende budskab. Vi vil gerne have at I bliver på Bougainville og fortsætter med at forkynde. Men hvis I bliver nødt til at forlade øen, skal jeg nok sørge for at I får alle jeres ejendele med jer.’ Da min kone og jeg to uger senere fik til opgave at tjene som pionerer på øen Manus, holdt generalen sit løfte.“

Afdelingskontoret gjorde en stor indsats for at bevare kontakten til forkynderne i det krigsramte område, og på trods af en søblokade lykkedes det at sende fødevarer, medicin og publikationer til forkynderne. En kredstilsynsmand der besøgte brødrene, skrev: „Den skade krigen har forvoldt, ses overalt, men brødrene og søstrene er stadig travlt optaget af forkyndelsen, og de afholder møderne. Der bliver også ledet mange bibelstudier.“

I 2001 indgik de stridende parter endelig en fredsaftale, og Bougainville og øerne i området fik selvstyre. I øjeblikket bor der ikke nogen Jehovas Vidner på Bougainville, men på naboøen Buka er der en menighed med 39 forkyndere.

RABAUL ØDELÆGGES AF EN VULKAN

I byen Rabaul er der en stor havn, som i virkeligheden er et gammelt vulkankrater. I september 1994 førte vulkansk aktivitet til store ødelæggelser i Rabaul,  og det berørte mange mennesker i hele området. Rigssalen og det tilstødende missionærhjem blev ødelagt, men ingen forkyndere mistede livet. Dog døde en broder som havde hjerteproblemer, sørgeligt nok da han flygtede fra vulkanudbruddet. Forkynderne fulgte en evakueringsplan der i flere år havde hængt på rigssalens opslagstavle, og flygtede til allerede planlagte steder flere kilometer derfra.

Afdelingskontoret tog straks skridt til at hjælpe og sørgede for nødrationer til dem der var berørt af udbruddet. Der blev uddelt tøj, myggenet, medicin, benzin, diesel og andre fornødenheder, og en nabomenighed sørgede for ris og taro. Nødhjælpsarbejdet var så stor en succes at lokale embedsmænd og andre kom med flere positive kommentarer om Jehovas Vidner.

To dage efter udbruddet samledes hen ved 70 forkyndere og deres børn i en tom skole. Da de ældste ankom, spurgte forkynderne: „Hvad tid begynder  bogstudiet?“ Ja, trods alle vanskelighederne forsømte brødrene aldrig møderne eller forkyndelsen. (Hebr. 10:24, 25) Rabaul Menighed blev med tiden nedlagt, og de fleste forkyndere flyttede til nogle grupper i nærheden. En af disse grupper blev til en menighed.

Myndighederne lovede at alle de trossamfund der havde mistet ejendomme, ville få tildelt jordlodder i byen Kokopo, cirka 25 kilometer fra Rabaul. Andre trossamfund fik jordlodder, men det gjorde Jehovas Vidner ikke. Omkring syv år efter vulkanudbruddet fik en afrikansk broder imidlertid arbejde på byplanlægningskontoret. Da han så at brødrene var blevet uretfærdigt behandlet, fandt han straks et passende stykke jord i Kokopo og hjalp brødrene med at udarbejde en ansøgning, som så blev godkendt. Et hold frivillige hjalp med at bygge en rigssal og et missionærhjem. Den uretfærdige behandling viste sig faktisk at være en velsignelse. Hvordan det? Jo, de jordlodder der først var blevet tildelt de forskellige trossamfund, lå oppe på en stejl bakke, men den jordlod som brødrene fik, var centralt beliggende.

 FREMGANG I OVERSÆTTELSESARBEJDET

„I et land med over 800 sprog er det altafgørende at have et eller flere fællessprog så folk kan kommunikere med hinanden,“ siger Timo Rajalehto, der er medlem af afdelingskontorets udvalg og tilsynsmand for oversættelsesafdelingen. „Enkle handelssprog som tok pisin og hiri motu er meget velegnede til dette. De er relativt lette at lære, og de er gode at kommunikere på i hverdagen. Men de er ikke så velegnede til at forklare mere komplicerede begreber. Derfor har vi ofte problemer med at oversætte visse udtryk.

Vi fandt for eksempel ud af at der ikke findes et ord på tok pisin som helt dækker ordet ’princip’. Derfor satte oversætterne to ord sammen og dannede ordet stiatok (styrende tale), et udtryk der beskriver hvordan principper kan ’styre’, eller lede, folk i den rigtige retning. Medierne tog udtrykket til sig, og det bruges nu af mange der taler tok pisin.“

Vagttårnet udkom første gang på motu i 1958 og på tok pisin i 1960. Studieartiklerne blev trykt i Sydney, Australien, på papirark der blev hæftet sammen og sendt til Port Moresby. I 1970 blev bladet udvidet til 24 sider, og oplaget steg til over 3500. Den første 24-siders udgave af Vågn op! på tok pisin blev udgivet i januar 1972. I dag udarbejder afdelingskontoret en halvmånedlig udgave af Vagttårnet og en kvartalsudgave af Vågn op! på tok pisin. På hiri motu udkommer Vagttårnet en gang om måneden i en studieudgave og en gang i kvartalet i en offentlig udgave.

„I nyere tid har vi oversat forskellige traktater til flere sprog som vi ikke før har oversat til, deriblandt enga, jiwaka, kuanua, melpa og orokaiva,“ siger Timo Rajalehto. „Hvorfor har vi gjort det når de der taler  disse sprog, også taler tok pisin eller engelsk, eller måske begge dele? Fordi vi gerne ville se hvordan folk reagerede når de fik budskabet på deres modersmål. Ville det vække deres interesse for sandheden og give dem et positivt indtryk af Jehovas Vidner?

Svaret er helt klart ja! Mange fra offentligheden er kommet med positive kommentarer. Der er blevet oprettet mange bibelstudier, og selv nogle der før var modstandere, har ændret holdning til Jehovas Vidner. Det virker stærkt på folk at modtage læsestof på deres modersmål.“

I øjeblikket arbejder der 31 i oversættelsesafdelingen, som indbefatter oversætterhold der arbejder med  hiri motu og tok pisin. Alle i afdelingen var glade for at flytte ind i nye lokaler i december 2009.

PIONERSKOLEN — TIL GAVN FOR MANGE

Mange af Jehovas tjenere betragter Pionerskolen som et højdepunkt i deres liv. Skolen hjælper dem ikke alene til at vokse åndeligt, men også til at blive bedre pionerer. Læs her hvad nogle har sagt efter at have overværet skolen.

Lucy Koimb: „Pionerskolen har hjulpet mig til at forstå at heltidstjenesten er noget af det bedste jeg kan bruge mit liv på.“

Michael Karap: „Inden Pionerskolen havde jeg mange genbesøg, men ingen bibelstudier. Nu har jeg mange bibelstudier!“

Ben Kuna: „Skolen har hjulpet mig til at bringe mine tanker i harmoni med Jehovas tanker.“

Siphon Popo: „Jeg studerede mere end nogen sinde før! Og jeg lærte at man ikke skal jage gennem stoffet når man studerer.“

Julie Kine: „Skolen lærte mig at have et fornuftigt syn på det materielle. Vi har slet ikke behov for alt det som nogle mener er nødvendigt.“

Dan Burks, der er medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Når pionererne bliver mere effektive, vokser deres glæde og nidkærhed. Vi er overbeviste om at Pionerskolen fortsat vil hjælpe flere hundrede pionerer her i landet, hvad der også vil være til gavn for både menighedsforkynderne og de interesserede i distriktet.“

KNYTTET SAMMEN I KÆRLIGHED

Jesus Kristus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) I Papua Ny Guinea har ægte kristen kærlighed  forenet mennesker af alle slags, uanset sprog, race, stamme og økonomisk situation. Når oprigtige mennesker bliver vidne til denne kristne kærlighed, får det dem til at sige: „Gud er med jer.“

Sådan sagde Mange Samgar, den lutherske præst fra Banz som blev nævnt tidligere. Hvordan nåede han frem til den konklusion? Mange ejede et busselskab, og for at komme til områdestævnet i Lae lejede den lokale menighed en af hans busser. „Da Mange var nysgerrig efter at vide mere om Vidnerne, tog han selv med i bussen,“ siger Steve og Kathryn Dawal, der var på stævnepladsen da bussen ankom. „Han var meget imponeret over hvor velorganiseret det hele var, og over den enhed der hersker blandt Jehovas folk på tværs af racer og stammer. Inden han nåede hjem med bussen fuld af Jehovas Vidner, var han overbevist om at han havde fundet sandheden. Både han og hans søn blev senere ældste i den kristne menighed.“

Hoela Forova, en ung pionersøster som havde mistet sin mand og derforuden tog sig af sin mor, der også var enke, var kommet i bolignød. To gange var det lykkedes hende at spare penge sammen, som hun havde givet til en slægtning så han kunne købe tømmer for hende. Men hun havde aldrig set mere til hverken penge eller tømmer. De lokale Vidner kendte til hendes situation, og på kun tre dage genopbyggede de hendes hus. I de tre dage gik Hoela rundt med tårer i øjnene, fuldstændig overvældet af brødrenes store kærlighed. Projektet var også et stort vidnesbyrd for udenforstående. En diakon fra en lokal kirke udbrød: „Hvordan kan folk der ikke beder andre om penge, og som bare går omkring med en taske i hånden, bygge et hus på tre dage?“

 Apostelen Johannes skrev: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Joh. 3:18) Den kristne kærlighed, der kommer til udtryk på mange forskellige måder, har bidraget til at arbejdet i Papua Ny Guinea stadig har fremgang. Ja, de 3672 forkyndere leder 4908 bibelstudier, og i 2010 var der 25.875 som overværede højtiden til minde om Kristi død — et tydeligt vidnesbyrd om at Jehova fortsat velsigner arbejdet! — 1 Kor. 3:6.

For omkring 70 år siden ankom en håndfuld modige brødre og søstre til dette forunderlige og gådefulde land. Med sig havde de sandheden der frigør mennesker. (Joh. 8:32) I løbet af de følgende årtier var der mange andre forkyndere, både udlændinge og indfødte, som sluttede sig til dem i arbejdet. Forude lå tilsyneladende uovervindelige forhindringer: tætte regnskove, malariabefængte sumpe og dårlige — eller slet ingen — veje. Desuden var der fattigdom, voldelige kampe mellem stammerne, udbredt spiritisme og til tider voldsom modstand fra kristenhedens præster og deres tilhængere. Brødrene måtte lære folk at læse og skrive, og de stod over for den store udfordring at skulle forkynde for tusindvis af stammefolk, som talte over 800 sprog! Disse forkynderes uselviske indsats i forkyndelsen af Riget er meget værdsat af dem som siden da har fortsat arbejdet og bygget videre på den grundvold de lagde.

Jehovas tjenere i Papua Ny Guinea står dog stadig over for mange af disse udfordringer. Men med Guds hjælp er intet umuligt. (Mark. 10:27) Forkynderne i dette forskelligartede land har fuld tillid til at Jehova vil give endnu flere retsindige „et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder“. — Zef. 3:9.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 88]

„Hvor har du lært alt det, Bobogi?“

[Tekstcitat på side 100]

’Han gik med til at vise vores film uden beregning’

[Tekstcitat på side 104]

„Opgiv din tro, eller find et andet arbejde“

[Tekstcitat på side 124]

Da de så hvad der var i hendes taske, fik de dårlig samvittighed over det de havde gjort

[Tekstcitat på side 149]

„Deres hud er hvid, men deres hjerter er som vores hjerter“

 [Ramme/​illustration på side 80]

Kort fortalt om Papua Ny Guinea

Geografi

Papua Ny Guinea udgør den østlige halvdel af øen Ny Guinea. Landet er arealmæssigt lidt større end Sverige og indbefatter 151 mindre øer. Forrevne bjerge rager op over landets indre, og langs kysten er der tæt regnskov og sumpe.

Befolkning

Landet har 6,7 millioner indbyggere, hvoraf 99 procent er papuanere og melanesiere. Den resterende del af befolkningen er polynesiere, kinesere eller af europæisk afstamning. De fleste bekender sig som kristne.

Sprog

Med hensyn til sprog er Papua Ny Guinea det mest komplekse land på jorden, da der tales 820 forskellige sprog — svarende til 12 procent af alle verdens sprog. Ud over det sprog der tales lokalt, taler de fleste tok pisin, hiri motu eller engelsk.

Erhverv

Omkring 85 procent af befolkningen lever på traditionel vis i mindre landsbyer med små køkkenhaver. I højlandet dyrkes der kaffe og te som salgsafgrøder. Mineraler, gas, olie og tømmer bidrager også til landets økonomi.

Køkken

Hovednæringsmidlerne indbefatter søde kartofler, taro, kassava, sago og bananer, som enten spises rå eller tilberedt. Der spises også mange grøntsager og tropiske frugter samt kød og fisk på dåse. Svinekød spises ved særlige lejligheder.

Klima

Der er to årstider — våd og knap så våd! Da Papua Ny Guinea ligger nær ved ækvator, er klimaet tropisk ved kysten, men køligere i højlandet.

 [Ramme/​illustrationer på side 83, 84]

’Jeg overvandt min generthed’

ODA SIONI

FØDT 1939

DØBT 1956

PROFIL Han var den første indfødte der blev pioner i Papua Ny Guinea, og han virker nu som specialpioner i den motu-talende menighed i Hohola, Port Moresby.

▪ DA MIN storesøster så Tom og Rowena Kitto forkynde for folk på de træbelagte gangbroer i landsbyen Hanuabada, bad hun mig om at tage til deres møder for at finde ud af hvad denne „nye religion“ gik ud på. Dengang blev møderne holdt hjemme hos Heni Heni Nioki, en af de lokale som studerede Bibelen.

Jeg var 13 år gammel og meget genert, men tog alligevel hen til Heni Henis hjem, hvor omkring 40 fra landsbyen var forsamlet. Stille satte jeg mig bagerst i lokalet og forsøgte at gøre mig usynlig. Jeg syntes godt om det jeg hørte, og vendte tilbage igen og igen. Inden længe bad Heni Heni mig om at oversætte det Tom Kitto sagde på engelsk, til motu, det sprog som de fleste i forsamlingen talte.

Da jeg nogle år senere, med tanke på at blive læge, begyndte at arbejde på et lokalt hospital, trak John Cutforth mig til side for at ræsonnere med mig. „Hvis du bliver almindelig læge, kan du hjælpe folk rent fysisk, men hvis du bliver læge i åndelig forstand, kan du hjælpe dem til at opnå evigt liv,“ sagde han. Samme uge begyndte jeg som pioner.

Mit første distrikt var Wau. Jeg havde kort forinden besøgt denne by og fundet at mange var interesseret i sandheden. En mand ved navn Jack Arifeae indbød mig til at prædike i den  lokale lutherske kirke. Jeg valgte at tale om Guds lov angående blodet. De 600 tilhørere lyttede opmærksomt eftersom mange af dem troede at man ved at indtage et andet menneskes blod lod vedkommendes ånd besidde ens legeme. Præsten blev rasende og sagde til forsamlingen at de ikke måtte have noget med mig at gøre. Men mange var begejstrede for det de lærte, og gjorde fortsat åndelige fremskridt.

Omkring et år senere fik jeg tildelt et nyt distrikt i Manu Manu, omkring 50 kilometer nordvest for Port Moresby. Der traf jeg en lokal høvding, Tom Surau, som opfordrede mig til at komme og forkynde i sin landsby. Da jeg havde undervist landsbyboerne i tre dage, huggede de deres træstatue af Jomfru Maria i stykker og smed stumperne i floden.

Nogle der boede længere nede ad floden, samlede træstumperne sammen og bragte dem til de katolske præster i deres landsby, mens de råbte: „De har dræbt Maria!“ To præster kom for at sætte mig på plads. Den ene af dem gik hen til mig og gav mig et hårdt slag i ansigtet så hans ring flængede min kind. Da landsbyboerne kom løbende for at forsvare mig, stak præsterne af.

Jeg tog til Port Moresby for at få syet flængen og melde hændelsen til politiet. Præsterne fik senere en bøde og blev frataget deres embede. Jeg vendte tilbage til landsbyen og oprettede en isoleret gruppe. Ja, med Jehovas hjælp havde jeg overvundet min generthed.

[Illustration]

De første møder blev holdt hjemme hos Heni Heni

[Ramme på side 86]

Wantok-systemet

Udtrykket wantok, der på tok pisin betyder „én tale“ (engelsk: „one talk“), bruges om det stærke kulturelle bånd der er mellem folk der tilhører den samme etniske gruppe og taler det samme sprog. Dette bånd medfører både pligter og privilegier. For eksempel forventes det at man sørger materielt for ældre, arbejdsløse og uarbejdsdygtige wantoks (dem der taler samme sprog som én selv). Det er til stor hjælp i et land med begrænsede sociale ydelser.

Dette system har dog også en skyggeside. Når en der har studeret Bibelen, tager standpunkt for sandheden, sker det at nogle i familien slår hånden af ham. I sådanne situationer må de nye forkyndere se hen til Jehova efter hjælp hvis de mister deres arbejde eller af andre grunde kommer i økonomiske vanskeligheder. (Sl. 27:10; Matt. 6:33) „Wantok-systemet kan også bevirke at brødrene føler sig pressede til at være for meget sammen med familiemedlemmer som ikke er Jehovas Vidner, eller som måske er udelukkede,“ siger Kegawale Biyama, der er medlem af afdelingskontorets udvalg. „Og når der er politiske valg, kommer de Jehovas Vidner som er i familie med opstillede kandidater, ofte under stort pres for at bryde deres kristne neutralitet.“ Men de går naturligvis ikke på kompromis.

 [Ramme/​illustration på side 91]

Han vandt manges hjerte

John Cutforth vandt manges hjerte i løbet af sin tid som missionær i Papua Ny Guinea. Læs hvad nogle missionærer og andre der arbejdede sammen med ham, siger om ham. — Ordsp. 27:2.

Erna Andersson: „John sagde til os: ’En ægte missionær bliver alt for alle. Hvis nogen tilbyder dig en træstub at sidde på, så sid på den; de giver dig det bedste de har. Hvis de tilbyder dig en groft udhugget seng at sove i, så sov i den; de har lavet den fordi de holder af dig. Hvis de giver dig noget usædvanligt at spise, så spis det; det er tilberedt med kærlighed.’ John var et enestående eksempel på hvad det vil sige at være en selvopofrende missionær.“

Awak Duvun: „Under kolonistyret nøjedes John ikke med at nedbryde de sortes og de hvides fordomme, han fjernede dem helt! ’Sort mand, hvid mand — ingen forskel!’ sagde han ofte. John elskede alle.“

Peter Linke: „Efter at John havde været på rejse det meste af dagen, ankom han en eftermiddag til vores missionærhjem i Goroka, træt og støvet. Men efter at have spist aftensmad sagde han: ’Jeg har ikke gjort noget som helst for nogen i dag,’ hvorefter han traskede af sted mens dagen gik på hæld, for at besøge og opmuntre en familie der boede i området. Han var altid interesseret i hvordan andre havde det. Vi elskede ham alle sammen højt.“

Jim Dobbins: „John lærte os at leve enkelt og at undervise på en enkel måde — at bruge billeder som folk kunne forstå, ligesom Jesus gjorde. På den måde blev det muligt for os at kommunikere med dem der ikke kunne læse og skrive.“

 [Ramme/​illustration på side 101]

„Vi opgiver aldrig“

KALIP KANAI

FØDT 1922

DØBT 1962

PROFIL En af de første der tog imod sandheden i Madangområdet. Fortalt af hans søn Ulpep Kalip.

▪ MIN FAR var en ydmyg mand som tænkte dybt over tingene. Når han fik forelagt et problem, lyttede han opmærksomt og analyserede sagen inden han gav udtryk for sin mening.

Som 15-årig blev jeg indlagt på et hospital i Madang fordi en haj havde bidt mit ben af lige under knæet. En dag da min far besøgte mig på hospitalet, mødte han John Davison. „I den nye verden kan Jehova give din søn et nyt ben,“ sagde John. Det vakte min fars interesse. Han begyndte ivrigt at studere Bibelen og opdyrkede hurtigt en stærk tro.

Eftersom min far og hans familie havde forladt den katolske kirke, blev der lagt pres på politiet, og de smed os ud af vores hjem. Vores 12 huse, som var omgivet af frodige, blomstrende haver, var ikke engang ét år gamle. Politiet smed brændende fakler på stråtagene, og snart stod de i lys lue. Vi skyndte os ind for at redde vores ejendele, men røgen og gløderne tvang os ud igen. Vi græd mens vi så vores hjem blive forvandlet til aske.

Nedtrykte gik vi til Bagildig, den nærmeste landsby, hvor høvdingen venligt lod os flytte ind i en lille hytte der bestod af ét rum. Her sagde min far til os: „Jesus blev forfulgt, så det kan vi også forvente at blive. Men vi opgiver aldrig vores tro!“

 [Ramme/​illustration på side 107, 108]

Taknemmelig for at jeg tog til den „forkerte“ skole

MICHAEL SAUNGA

FØDT 1936

DØBT 1962

PROFIL Han begyndte som specialpioner i september 1964 og har været i specialpionertjenesten længere end nogen anden i Papua Ny Guinea.

▪ I 1959 flyttede jeg til Rabaul for at uddanne mig yderligere. Da jeg hørte at Jehovas Vidner havde en skole, tog jeg hjem til „læreren“, Lance Gosson, i den tro at jeg var på vej til en erhvervsskole. Lance indbød mig til at deltage i det bibelstudium som blev afholdt hver onsdag. Trods misforståelsen tog jeg imod indbydelsen. Jeg værdsatte virkelig det jeg lærte, især at Guds navn er Jehova, og at der vil komme „nye himle og en ny jord“. (2 Pet. 3:13) Jeg blev døbt om formiddagen den 7. juli 1962, dybt taknemmelig for at jeg var taget til den „forkerte“ skole.

Den samme dag overværede jeg et møde for dem der var interesseret i pionertjenesten. John Cutforth, der var områdetilsynsmand og ledte mødet, understregede at markerne var hvide til høst, og at der var brug for flere arbejdere. (Matt. 9:37) Så snart jeg kunne, meldte jeg mig som feriepioner, som hjælpepionerer dengang blev kaldt. I maj 1964 blev jeg almindelig pioner, og i september blev jeg specialpioner.

Jeg husker tydeligt en dag jeg forkyndte i Rabaul. En kuanua-talende mand spurgte mig om han måtte holde min bibel så han selv kunne læse et skriftsted. Da jeg gav ham  Bibelen, rev han den i stykker og smed den på jorden. I stedet for at blive vred anmeldte jeg sagen til politimesteren, som straks sendte en betjent hen for at arrestere manden. Politimesteren sagde til manden: „Du er et dårligt menneske. Du har brudt Guds lov og landets lov. I morgen må du give denne mand en ny bibel. Hvis ikke du gør det, smider vi dig i fængsel.“ Politimesteren sagde derefter at jeg kunne komme tilbage til politistationen klokken 10 næste formiddag for at hente pengene til en ny bibel. Da jeg kom, lå pengene og ventede på mig. Siden da har mange kuanua-talende mennesker taget imod sandheden.

Ved en anden lejlighed var jeg i tjenesten sammen med en gruppe forkyndere for at uddele Rigets Nyheder i et område vest for Wewak. De andre i gruppen arbejdede i et distrikt der lå lidt længere fremme. En lokal landsbyleder fandt imidlertid ud af hvad brødrene var i færd med, og indsamlede alle de traktater de havde uddelt. Han må have vidst at jeg var på vej, for han ventede på mig midt ude på vejen med hænderne i siden og Rigets Nyheder i den ene hånd. Jeg spurgte ham om der var noget galt. Han rakte mig traktaterne og sagde: „Det er mig der bestemmer her, og jeg vil ikke have at I deler dem her ud.“

Jeg tog traktaterne. I mellemtiden havde flere landsbyboere samlet sig omkring os. Jeg så på dem og spurgte: „Hvis I gerne vil arbejde i jeres have, eller I vil ud at fiske, skal I så have en officiel tilladelse til det?“

„Nej!“ sagde en af kvinderne.

Så spurgte jeg dem: „Vil I gerne læse det her?“

„Ja,“ sagde de. Så delte jeg igen Rigets Nyheder ud til dem, og ingen gjorde indvendinger. Senere måtte jeg dog forsvare mig ved et møde med omkring 20 landsbyledere. Lykkeligvis var der kun to der stemte imod at vi forkyndte.

 [Ramme/​illustration på side 112]

’Har de spist dit hjerte?’

AIOKOWAN

FØDT 1940

DØBT 1975

PROFIL En af de første fra engafolket som lærte sandheden at kende.

▪ DA TOM KITTO og hans kone, Rowena, kom til Wabag i provinsen Enga, spredte de lokale missionsselskaber mange løgnehistorier om dem. For eksempel hævdede de at Tom og Rowena gravede de døde op og spiste dem. Disse historier skræmte mig fra vid og sans.

En dag spurgte Tom min far om han kendte en ung pige der kunne hjælpe Rowena med husholdningen. Min far pegede på mig. Jeg var skrækslagen, men min far tvang mig til at tage jobbet.

Senere spurgte Tom og Rowena mig: „Hvad tror du der sker med et menneske når det dør?“

„De gode mennesker kommer i himmelen,“ svarede jeg.

„Har du læst det i Bibelen?“ spurgte de.

„Jeg har ikke gået i skole, så jeg kan ikke læse,“ sagde jeg.

De gik i gang med at lære mig at læse, og langsomt begyndte jeg at forstå Bibelens sandheder. Da jeg holdt op med at komme i den katolske kirke, spurgte en af kirkelederne mig: „Hvorfor kommer du ikke længere i kirken? Har de to hvide spist dit hjerte?“

„Ja!“ svarede jeg. „Mit symbolske hjerte tilhører nu dem, for jeg ved at det de lærer mig, er sandheden.“

 [Ramme/​illustration på side 117]

„Giv mig en høne, og bogen er din“

AWAIWA SARE

FØDT 1950

DØBT 1993

PROFIL Lærte sandheden at kende i et isoleret område. Tjener nu som menighedstjener i Mundip Menighed.

▪ ENGANG, mens jeg opholdt mig hos en ven, fik jeg øje på bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg læste et par kapitler i den og spurgte ham om jeg måtte få bogen. „Giv mig en høne, og bogen er din,“ sagde han.

Vi byttede, og jeg tog bogen med hjem og læste den omhyggeligt. Inden længe begyndte jeg at fortælle andre om de vidunderlige sandheder jeg havde lært, på trods af at jeg to gange blev indkaldt til møde hos nogle kirkeledere, som sagde at jeg skulle holde op med at forkynde.

Kort efter skrev jeg til afdelingskontoret for at få at vide hvordan jeg kunne komme i kontakt med de lokale Jehovas Vidner. De satte mig i forbindelse med Alfredo de Guzman, som inviterede mig til et områdestævne i Madang.

Jeg mødte op til stævnet med et stort, sort skæg og i det lasede tøj jeg gik med i junglen. Alligevel behandlede alle mig venligt og med respekt. Under programmet begyndte jeg at græde, for det jeg hørte, rørte mit hjerte. Næste dag kom jeg glatbarberet til stævnet.

Efter stævnet besøgte Alfredo min landsby. Fra Madang var det en køretur på to timer med lastbil og derefter en vandring på fem timer. Min familie og mine venner bombarderede ham med spørgsmål, og han besvarede dem alle ud fra Bibelen.

I dag er der 23 forkyndere i Mundip Menighed, og der kommer mere end 60 til møderne.

 [Ramme/​illustration på side 125, 126]

„Hvad har du at sige til dit forsvar?“

MAKUI MAREG

FØDT 1954

DØBT 1986

PROFIL Hun var i mange år pioner på en ø hvor der ikke var andre Jehovas Vidner.

▪ I 1980 fik jeg en traktat af en pioner i Madang. Jeg tog traktaten med hjem til Bagabag, en ø der ligger seks timer med båd fra Madang. Jeg syntes godt om det jeg læste, og derfor skrev jeg til afdelingskontoret for at få flere oplysninger. Kort efter modtog jeg et brev fra en pionersøster i Madang, Badam Duvun, som inviterede mig til et områdestævne. Jeg boede hos hende i to uger og begyndte at studere Bibelen. Jeg overværede også alle møderne i den lokale rigssal. Gennem brevskrivning fortsatte jeg mit bibelstudium efter at jeg var vendt hjem igen.

Inden længe studerede jeg Bibelen med 12 familier på Bagabag. Vi holdt regelmæssigt møder hjemme hos min onkel og brugte den fremgangsmåde for gruppestudium som jeg havde set i Madang. Min far var et fremtrædende medlem af den lutherske kirke, og det jeg foretog mig, gjorde ham meget vred. „Jeg ved hvem Jahve er, men jeg kender ikke Jehova,“ sagde han ophidset. Jeg slog op i min bibel, som var på tok pisin, og viste ham fodnoten til Anden Mosebog 3:15, hvor Guds navn omtales. Min far vidste ikke hvad han skulle sige.

 Tre gange blev jeg på min fars foranledning indkaldt til møde med nogle kirkeledere for at forsvare min tro. Et af disse møder blev holdt i den største kirke på øen. Der var over et hundrede til stede, og kirken var helt fyldt. Atmosfæren var spændt. „Hvad har du at sige til dit forsvar?“ forlangte ordstyreren at få at vide. „Jeg ønsker blot at følge ordene i Mattæus 6:33 og sætte Guds rige først,“ svarede jeg med et fast greb om min bibel. Min far sprang op og brølede: „Prøver du at belære os?“ En af mine onkler rejste sig for at slå mig, men en anden fra min familie forsvarede mig. Mødet endte i kaos, og de lod mig gå.

Men vanskelighederne var langt fra forbi. En af de kvinder der overværede vores møder, havde et sygt spædbarn som sørgeligt nok døde, og nogle i nabolaget gav mig skylden for det. De sagde at det var fordi jeg underviste moderen i en ny religion. Bevæbnet med et stålrør jog min far mig ud af huset. Jeg flygtede til Madang sammen med min faster, Lamit Mareg, som også havde taget imod sandheden. Kort efter blev vi begge døbt.

Efter nogen tid blev min far meget syg. Jeg tog ham hjem til mig så jeg kunne sørge for ham til hans død. I løbet af den tid blev han mildere stemt over for min tro. Inden han døde, tilskyndede han mig til at tage tilbage til Bagabag og forkynde for indbyggerne. Det gjorde jeg i 1987. Mine slægtninge var så søde at bygge et lille hus til mig, og i 14 år var jeg det eneste Vidne på øen. I 12 af disse år tjente jeg som almindelig pioner.

Senere vendte jeg tilbage til Madang, så min faster og jeg kunne arbejde sammen i pionertjenesten. I 2009 kom seks indbyggere fra Bagabag til Madang for at overvære mindehøjtiden. Jeg har aldrig giftet mig, og jeg glæder mig over at have brugt min ugifte stand til at tjene Jehova fuldt ud.

 [Ramme/​illustration på side 141, 142]

Jehova tog sig af mig

DORAH NINGI

FØDT 1977

DØBT 1998

PROFIL Hun lærte sandheden at kende som ung og blev udstødt af sin familie. Senere blev hun pioner, og nu tjener hun på afdelingskontoret.

▪ SOM 17-årig fandt jeg et eksemplar af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Det gik hurtigt op for mig at jeg havde fundet noget ganske særligt. Jeg forbandt bogen med Jehovas Vidner, for da jeg var omkring fire år gammel, havde to Vidner fortalt mig om Guds løfte om et paradis på jorden.

Ikke længe efter at jeg havde fundet ’Paradisbogen’, sagde mine adoptivforældre at eftersom de selv havde fem børn, blev jeg nødt til at vende tilbage til min egen familie i kystbyen Wewak. Her boede jeg til at begynde med hos min farbror.

Jeg var ivrig efter at finde Jehovas Vidner, så jeg fandt ud af hvor rigssalen var, og ankom til et møde i samme øjeblik som en broder introducerede den afsluttende sang. Pam, en missionærsøster fra USA, fik dog aftalt at studere Bibelen sammen med mig. Jeg var meget glad for det jeg lærte, men nåede kun at studere tre gange før det kom til en konfrontation mellem mig og min onkel.

En søndag, da jeg var på vej hjem fra et møde, så jeg røg stige op fra min onkels forhave. Han var i gang med at brænde alle mine ejendele, deriblandt mine bibelske  publikationer. Da han så mig, råbte han: „Hvis du vil komme sammen med de mennesker, så kan de tage sig af dig.“ Eftersom jeg ikke længere var velkommen hos ham, var min eneste mulighed at tage hen til mine biologiske forældre, som boede i en landsby omkring to timers kørsel fra Wewak.

Da jeg nærmede mig min far, sagde han højt til mine søskende: „Hvem er den pige? Hende kender vi ikke. Vi gav hende væk da hun var tre år gammel.“ Han ville altså heller ikke have mig, så jeg tog derfra og boede hvor jeg nu kunne.

Omkring to år senere mødte jeg i mine forældres landsby to brødre der var specialpionerer. Jeg sagde til dem: „Vil I ikke nok fortælle Pam at jeg ikke har glemt det hun har lært mig, men at det er umuligt for mig at besøge hende?“ Kort efter fik jeg dog mulighed for at mødes med Pam i Wewak og genoptage studiet. I løbet af den tid boede jeg hos tre forskellige familier, men fordi jeg kom sammen med Jehovas Vidner, smed de mig alle sammen ud. Pam sørgede kærligt for at jeg kunne bo hos en familie i Wewak der var Jehovas Vidner. Jeg blev døbt i 1998 og begyndte som pioner i september 1999. I 2000 blev jeg indbudt til at tjene på Betel, hvor jeg har den forret at være med til at oversætte til tok pisin.

Min egen familie har vendt mig ryggen, og det har såret mig dybt, men min åndelige familie har rigeligt opvejet dette tab. Et af mine yndlingsskriftsteder er Salme 27:10, hvor der siges: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“

[Illustration]

Publikationer på tok pisin

 [Ramme/​illustrationer på side 147, 148]

„Jehova er den største Lærer“

JOHN TAVOISA

FØDT 1964

DØBT 1979

PROFIL Som barn blev han forfulgt af sine lærere og klassekammerater, og han var tvunget til at forlade skolen efter bare to år. Nu tjener han som kredstilsynsmand.

▪ JEG er født i landsbyen Govigovi i provinsen Milne Bay. Min far begyndte at studere Bibelen da jeg var syv år gammel, og han underviste mig i det han selv lærte.

Omkring det tidspunkt begyndte jeg at gå i skole. Da mine to lærere, der var anglikanere, fandt ud af at jeg kom sammen med Jehovas Vidner, begyndte de at gøre livet svært for mig. Eleverne fulgte trop og angreb mig endda med kæppe. Det førte til at jeg måtte forlade skolen efter bare to år.

Omtrent et år senere mødte jeg på det lokale marked en af lærerne. „Du er en intelligent dreng, og du kunne have klaret dig vældig godt i skolen,“ sagde han. „Men på grund af din tro vil du ende som tjener for dine klassekammerater.“ Da jeg fortalte min far hvad læreren havde sagt, sagde han noget som rørte mit hjerte: „Hvis verden ikke vil uddanne dig, så gør Jehova det.“

Min far og en specialpionerbroder hjalp mig til at få en uddannelse der er vigtigere end nogen anden, nemlig den  der kan føre til evigt liv. (Joh. 17:3) Mit modersmål er dawawa, men de gav mig bibelundervisning på hiri motu, som blev mit andet sprog, og på tok pisin, som blev mit tredje sprog. Jeg blev døbt som 15-årig, og to år senere begyndte jeg som pioner.

I 1998 blev jeg indbudt til Skolen for Udnævnte Tjenere. Dengang kunne jeg kun meget lidt engelsk. Som forberedelse til skolen sendte afdelingskontoret mig derfor til en engelsktalende menighed i Port Moresby. På den måde blev engelsk mit fjerde sprog.

Efter at jeg havde gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, fik jeg til opgave at tjene i Alotau Menighed i Milne Bay. Seks måneder senere blev jeg til min store glæde og overraskelse udnævnt som kredstilsynsmand. Min første kreds indbefattede øerne Manus, New Britain og New Ireland. I 2006 blev jeg gift med min søde kone, Judy. Vi var specialpionerer i et år og kom derefter i kredstjenesten.

Når jeg besøger menighederne, siger jeg ofte til de unge: „Jehova er den største Lærer. Så lad ham undervise dig, for han kan hjælpe dig til at få et godt liv.“ Det er i sandhed noget jeg selv har erfaret.

[Illustration]

Sammen med min kone, Judy

 [Oversigt/​illustrationer på side 156, 157]

KRONOLOGISK OVERSIGT — Papua Ny Guinea

 1930

1935 Pionerer på båden Lightbearer forkynder i Port Moresby.

1940

1950

1951 Tom og Rowena Kitto ankommer til Port Moresby.

1956 Pionerer flytter til New Ireland og New Britain.

1957 John Cutforth udarbejder billedprædikener.

1960

1960 International Bible Students Association bliver indregistreret.

1962 Tom og Rowena Kitto flytter til Ny Guineas højland.

1965 Der bygges et afdelingskontor ved Koki Market, Port Moresby.

1969 Det internationale stævne „Fred på jorden“ afholdes i Haima, Papua.

1970

1975 Papua og Ny Guinea slås sammen og bliver til Papua Ny Guinea.

1977-1979 Voldelige pøbelskarer ødelægger rigssale i provinsen Milne Bay.

1980

1987 Et nyt afdelingskontor indvies.

1989 Der udbryder borgerkrig på Bougainville.

1990

1991 Vagttårnet på tok pisin og hiri motu udgives samtidig med den engelske udgave.

1994 Kontaktudvalg til Hospitaler oprettes.

1994 Vulkanudbrud forvolder ødelæggelser i Rabaul, New Britain.

1999 Afdelingen for Rigssalsbyggerier oprettes på afdelingskontoret.

2000

2002 Der bygges en stævnehal i Gerehu, Port Moresby.

2010

2010 En udvidelse af afdelingskontoret bliver indviet.

2020

[Grafisk fremstilling/​illustration på side 118]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

3500

2500

1500

500

1955 1965 1975 1985 1995 2005

 [Kort på side 81]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PAPUA NY GUINEA

PORT MORESBY

Wewak

Sepik

Kambot

Dimiri

Biwat

Yuat

Wabag

Mount Hagen

Banz

Wahgi Valley

NY GUINEAS HØJLAND

Lake Murray

Fly

Basken

Talidig

Bagildig

Madang

Goroka

Kainantu

Lae

Bulolo

Wau

Kerema

Savaiviri

Papuabugten

Popondetta

Kokoda Trail

Hula

Agi

Govigovi

Alotau

KORALHAVET

Manus

Bismarckarkipelaget

BISMARCKHAVET

Bagabag

New Britain

Rabaul

Kokopo

Kurmalak

New Ireland

Kavieng

SALOMONHAVET

Goodenough

Buka

Bougainville

Nukumanu

Ækvator

Haima

Six Mile

Hanuabada

Port Moresby Havn

Koki Market

Sogeri-plateauet

Ioadabu

 [Helsides illustration på side 74]

[Illustration på side 77]

„Lightbearer“

[Illustration på side 78]

De første lokale forkyndere, fra venstre mod højre: Bobogi Naiori, Heni Heni Nioki, Raho Rakatani og Oda Sioni

[Illustration på side 79]

Hanuabada med Port Moresby i baggrunden

[Illustration på side 82]

Shirley og Don Fielder lige inden deres ankomst

[Illustration på side 85]

Landets første rigssal i Haima ved Port Moresby

[Illustration på side 87]

John Cutforth

[Illustration på side 89]

En billedprædiken

[Illustrationer på side 90]

Højre: John Cutforth underviser ved hjælp af billeder; herunder: en broder med en billedtavle til brug i forkyndelsen i landsbyerne

[Illustration på side 92]

Alf Green, David Walker og Jim Smith

[Illustrationer på side 93]

Venstre: Shirley, Debbie og Don Fielder; højre: Don og hans kano

[Illustration på side 96]

Jim Smith og Glenn Finlay

[Illustration på side 97]

Stephen Blundy krydser fjorden ved Kerema

[Illustration på side 99]

Rosina og Ken Frame

[Illustration på side 102]

Matthew og Doris Pope

[Illustrationer på side 103]

Magdalen og John Endors hjem var det første sted der blev holdt møder i Lae

[Illustration på side 109]

Højlandet

[Illustration på side 110]

Tom og Rowena Kitto foran deres lille forretning og bolig i Wabag

[Illustration på side 113]

Erna og Berndt Andersson

[Illustration på side 114]

Kerry Kay-Smith og Jim Wright

[Illustration på side 115]

Mike Fisher på Sepikfloden

[Illustrationer på side 123]

I Agi byggede man en ny og større rigssal i stedet for den der var blevet brændt ned

[Illustration på side 127]

Elsie og Bill Thew

[Illustration på side 128]

En „puapua“ for fulde sejl

[Illustration på side 128]

Båden „Pioneer“, som Berndt Andersson byggede

[Illustrationer på side 131]

På rejse ad floden Sepik

 [Illustrationer på side 132, 133]

Venstre: Kredstilsynsmanden Warren Reynolds og hans kone, Leann, besøger landsbyen Biwat; herover: offentligt foredrag under deres besøg i landsbyen Dimiri

[Illustration på side 135]

Kora Leke

[Illustration på side 135]

Soare Maiga

[Illustration på side 136]

Save Nanpen

[Illustration på side 139]

Geordie og Joanne Ryle

[Illustration på side 145]

Nogle af disse børn blev bortvist fra skolen fordi de ikke ville hilse flaget

[Illustrationer på side 152, 153]

Venstre: Rabaul med vulkanen Tavurvur i baggrunden; herunder: rigssalen i Rabaul som blev ødelagt i 1994

[Illustration på side 155]

Oversætterholdet i 2010

 [Illustrationer på side 161]

Afdelingskontoret i Papua Ny Guinea

Afdelingskontorets udvalg: Dan Burks, Timo Rajalehto, Kegawale Biyama, Craig Speegle