Forkyndelse og undervisning i hele verden

APOSTELEN Johannes fik for længe siden et profetisk syn af en stor skare der ikke var tal på, fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Disse mennesker blev beskrevet som nogle der overlever „den store trængsel“ og opnår liv i Guds nye verden. (Åb. 7:9, 14) De tal og oplevelser der kan læses på de følgende sider, viser ikke blot at den store skare er ved at blive indsamlet, men også at den bliver stadig større. Det skulle styrke vores tillid til at Gud vil gennemføre alt hvad han har lovet.

 AFRIKA

LANDE 57

BEFOLKNINGSTAL 949.533.064

FORKYNDERE 1.267.314

BIBELSTUDIER 2.819.310

HENDES BREV TRØSTEDE HAM. Iris, som bor i Sydafrika, skriver breve der udtrykker medfølelse med folk der har mistet en af deres kære i døden. Sammen med brevene sender hun traktaterne Inden længe ingen lidelser! og Hvilket håb er der for de døde? For nylig fik hun svar tilbage fra Sidney, en mand som havde mistet sin kone efter 38 års lykkeligt ægteskab. „Selvom lægerne havde forberedt mig på at jeg nok ville miste min kære hustru, har tabet af hende alligevel gjort mig bitter, frustreret og meget fortvivlet,“ skrev han. „Jeg må takke Herren for folk som jer. At du bruger tid og kræfter på at fortælle fuldstændig fremmede om Guds løfter, er bestemt en ædel gerning, og dit personlige udtryk for tro vil jeg bevare som en skat i mit hjerte i den vanskelige tid jeg går i møde. Da jeg læste brevet og traktaterne, følte jeg mig for første gang en smule rolig og afklaret.“

ABORT FORHINDRET. Mens Gloria, en ung søster i Benin, forkyndte for Arnaud, en universitetsstuderende, ringede hans telefon. Arnaud bad hende have sig undskyldt fordi en ven havde brug for hans hjælp. Gloria rakte hurtigt ned i tasken og gav ham det første blad hun fik fat i. Arnaud tog imod det uden at se på det og gik.

 Arnauds ven havde ringet for at fortælle at hans kæreste var gravid, og at han tænkte på at presse hende til at få en abort. På vej hen til vennen kastede Arnaud et blik på bladet. „Jeg kunne ikke tro mine egne øjne da jeg så ordet ’abort’ på forsiden,“ sagde han senere. Gloria havde givet ham Vågn op! for juni 2009 med tema-artiklerne „Abort — Hvorfor så omdiskuteret?“ Arnauds ven læste det og besluttede at abort ikke længere var en mulighed. Hans kæreste fødte senere en yndig lille pige.

INGEN GRUND TIL AT FRYGTE HEKSEDOKTOREN. King, som er pioner, flyttede til et område i Zimbabwe med stort behov for forkyndere. Mens han og nogle søstre var ude at forkynde, kom de til et hus hvor der boede en kendt heksedoktor. Søstrene var ikke meget for at tale med denne kvinde, men King besluttede at han ville tilbyde hende et bibelstudium. Da heksedoktoren fik øje på forkynderne, troede hun at de var klienter, og spurgte hvad de ønskede. King viste hende bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og tilbød hende et bibelstudium. Hun sagde ja tak. „Vi var overraskede over hendes mange spørgsmål,“ sagde King. „Vi aftalte derfor at komme igen og studere med hende.“ Efter tre uger inviterede de hende til et af menighedens møder, og hun kom. Hun destruerede alle sine spiritistiske genstande og rettede hurtigt sit liv ind efter sandheden. Hun blev døbt nogle få måneder senere.

 „BED FOR AT JEG FÅR BESØG AF DEM!“ For ti år siden besluttede Patrick at flytte fra Angola til USA. Men han holdt kontakten ved lige med sin mor, Felicidade, over telefonen. For nylig kunne de se hinanden da de talte sammen ved hjælp af et videoopkald via internettet. I samtalens løb bemærkede han at der var en anden til stede hos moderen, og spurgte hvem det var. Felicidade, som er et af Jehovas Vidner, sagde: „Det er en søster fra min menighed som er på besøg.“

Patrick svarede: „Hvordan kan det være at jeg ikke får besøg af Jehovas Vidner? Jeg har boet her i ti år, og jeg har ikke fået besøg en eneste gang. Bed for at jeg får besøg af dem.“

Felicidade og søsteren svarede lidt overraskede: „Ja, det skal vi nok.“

Blot tre dage senere stod der et af Jehovas Vidner ved Patricks dør. Patrick var så forbavset at han spurgte sin mor om det var hende der havde sørget for at nogen i USA besøgte ham. Det var det ikke. Han mente derfor at det måtte være Guds svar, og sagde ja til et bibelstudium. Han begyndte straks at komme til alle møderne. Næste gang han talte med sin mor over internettet, viste han hende stolt hvilket kapitel han studerede i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Han fortalte også at han havde købt en habit som skulle bruges til møderne.

 UNDREN OVER ANMODNING OM DÅB. I Republikken Congo kom der på den første dag ved områdestævnet i Brazzaville i 2010 en ung mand og sagde at han gerne ville døbes. Da man spurgte hvilken menighed han kom fra, svarede han: „Mossaka.“ Eftersom der ikke var nogen Vidner i denne fjerntliggende landsby, undrede brødrene sig over hvordan han kunne have fået ønsket om at blive døbt.

 Edvard fortalte de ældste at hans morfar i 2007 havde studeret ’Krævebrochuren’ og 14 kapitler i Hvad er det Bibelen virkelig lærer? med ham i Brazzaville. Derefter var Edvard flyttet tilbage til sine forældre i Mossaka. Fordi der ikke var nogle aktive Jehovas Vidner dér, havde Edvard spurgt sin far om han ville hjælpe ham med at studere resten af bogen. Hans far skulle stille spørgsmålene, og Edvard skulle svare på dem. På den måde studerede Edvard bogen færdig. Han havde derefter følt sig tilskyndet til at lære andre hvad han vidste om sandheden. I oktober 2009 begyndte han derfor på egen hånd at forkynde for andre i Mossaka-området ved hjælp af ’Krævebrochuren’. Han skrev ned hvor lang tid han brugte i forkyndelsen, og sendte regelmæssigt sine rapporter til sin morfar i Brazzaville. Morfaderen gav imidlertid aldrig rapporterne videre til menigheden.

Afdelingskontoret, som ikke kendte noget til Edvard, sendte senere nogle midlertidige specialpionerer til Mossaka i tre måneder. Blot to dage inden de skulle rejse derfra, så Daniel, en af de midlertidige specialpionerer, Edvard i færd med at lede et bibelstudium ved hjælp af ’Krævebrochuren’. Daniel gik hen for at tale med ham, og Edvard sagde: „Jeg er ude at forkynde. Jeg er en forkynder. I kan bare spørge min far.“ Daniel talte med Edvards far, som bekræftede hvad Edvard havde sagt. Specialpionererne brugte den korte tid de havde tilbage, til at oplære Edvard yderligere i forkyndelsen. Efter at de var taget derfra, fortsatte Edvard med at forkynde med endnu større iver og ledte mere end ti bibelstudier. Han indviede sig også til Jehova.

Efter at have fået disse oplysninger mødtes to ældste med Edvard fredag ved det omtalte områdestævne  og gennemgik spørgsmålene til dem der ønsker at blive udøbte forkyndere. De var forbavsede over hans gode svar. De ældste fik gennem specialpionererne bekræftet at hans opførsel var upåklagelig, og at han uofficielt allerede havde været forkynder i ni måneder. Han blev derfor straks godkendt som udøbt forkynder. Eftersom der skulle holdes et områdestævne på sproget lingala den følgende uge, sørgede de ældste for at Edvard kunne gennemgå dåbsspørgsmålene inden da. Han havde en god forståelse af sandheden og blev døbt ved lingalastævnet i juli 2010. Præcis en uge efter at Edvard var blevet godkendt som udøbt forkynder, bekendtgjorde de ældste at han nu var en døbt broder.

Efter dåben tjente han som hjælpepioner i Brazzaville i to måneder. De ældste sørgede for at bogen ’Bevar jer selv i Guds kærlighed’ blev gennemgået med ham, hvorefter han tog tilbage til Mossaka. For nylig blev der sendt en specialpioner til det pågældende område. I april måned var Edvard hjælpepioner, og sammen med specialpionerbroderen kunne han glæde sig over at 182 overværede mindehøjtiden. Edvard leder 16 bibelstudier hvoraf de 7 kommer til møderne som holdes af de to brødre. I 2011 var Edvard blot 15 år gammel.

 NORD- OG SYDAMERIKA

LANDE 55

BEFOLKNINGSTAL 941.265.091

FORKYNDERE 3.780.288

BIBELSTUDIER 4.139.793

’IKKE TILFÆLDIGT AT JEG RINGEDE DIG OP.’ Sundie, en søster i USA, var hjemme da telefonen ringede og en kvinde spurgte efter en person Sundie ikke kendte. Hun svarede kvinden at hun måtte have fået forkert nummer. Kvinden fortalte at hun næsten var blind og af og til tog fejl. Det førte til en samtale, og kvinden fortalte at hun gerne ville have fat i sin søn for at fortælle ham en foruroligende nyhed. Lægerne havde opdaget at hun havde kræft. Kvinden var helt knust og gav udtryk for frustration over at Gud tillod at det skulle overgå hende. Sundie følte at hun burde fortælle kvinden om Bibelens gode budskab. Efter at have hentet mod i en kort bøn citerede Sundie nogle få opmuntrende bibelvers som kunne give trøst og håb. Hun fortalte at Gud har et navn, og opmuntrede kvinden til at bruge navnet når hun bad til ham, og at være specifik i sine bønner. Kvinden takkede Sundie fordi hun havde lyttet og opmuntret hende. „Jeg tror ikke det var tilfældigt at jeg ringede dig op,“ sagde hun.

De udvekslede adresser, og Sundie sendte derpå Hvad er det Bibelen virkelig lærer? som lydbog og sørgede for at kvinden blev besøgt af en pionersøster.  Sundie bemærker: „Jeg er dybt taknemmelig for at Jehova kærligt har oplært os så vi kan trøste mennesker i alle mulige situationer.“

TRAKTATEN BESVAREDE DERES SPØRGSMÅL. Nogle søstre i Puerto Rico går regelmæssigt på gadearbejde ved et stort hospitalskompleks. En af dem henvendte sig til to mænd som i rask gang var på vej hen mod en af bygningerne. Da hun kunne se at de havde travlt, tilbød hun dem kort traktaten Har mennesket en udødelig ånd? Det er ikke den traktat hun normalt tilbyder på gadearbejde, men det var den eneste hun havde med. De to mænd henvendte sig senere til en anden søster og fortalte at de havde fået traktaten mens de var på vej hen for at besøge et familiemedlem der var alvorligt syg. De havde drøftet om mennesket har en ånd der lever videre efter døden, og traktaten havde besvaret deres spørgsmål. De sagde at den havde hjulpet dem meget.

BREV TIL JEHOVA. Joshua fra USA er syv år og går i skole. I december måned ville klasselæreren have alle eleverne til at skrive et brev til julemanden. Da Joshua høfligt afslog det, sagde læreren: „Så skriv til en anden.“ Han bestemte sig for at skrive et brev til Jehova. „Tak fordi du lover os et paradis,“ skrev Joshua. „Tak fordi din søn, som hedder Jesus, ville ofre sit liv. Tak  fordi du har skabt ting som vi kan nyde. Jeg elsker dig Jehova Gud.“ Brevet blev, sammen med de andre elevers breve, trykt i en lokal avis.

FAMILIEN REAGEREDE POSITIVT. Alejandro, en broder i Colombia, ville gerne forkynde for nogle i sin familie. De boede langt væk, så derfor skrev han til dem og sendte dem nogle eksemplarer af Vagttårnet og Vågn op! Da Pablo, en af hans slægtninge, læste bladene og slog skriftstederne op, kunne han se at den katolske kirkes lære ikke var sand. Begejstret fortalte han andre i familien hvad han havde læst, og de forstod også at det var sandheden, og forlod den katolske tro.

 Inden længe begyndte 15 i familien at mødes hver aften for at studere Bibelen ved hjælp af bladene. Da de gerne ville lære mere, søgte de efter Jehovas Vidner i de nærliggende byer, men uden held. I mellemtiden begyndte de at tale med deres naboer om det de havde lært. Senere fandt de ud af at der lå en rigssal i en by omkring en times kørsel væk. De tog straks derhen og bad om hjælp.

Nu besøger en pionerbroder dem en gang om ugen og studerer med 26 på en gang — Alejandros familie og elleve andre interesserede. De lejer et køretøj så de fleste af dem kan overvære det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet.

VAR DET VIRKELIG DET FORKERTE HUS? Da en søster en dag var syg, bad hun nogle andre forkyndere lede et bibelstudium for hende med en familie i et landdistrikt i et quichuatalende område af Ecuador. Brødrene var i tvivl om hvor familien boede, og gik derfor hen til et hus for at få hjælp. Beboerne tog varmt imod brødrene og behandlede dem som om de havde ventet dem. Det var først efter studiet at brødrene fandt ud af at denne familie aldrig før havde haft et bibelstudium! De var bare blevet så henrykte ved tanken om et familiebibelstudium at de lod som om de havde studeret før. Så nu bliver der ledet et nyt bibelstudium, og søsterens studium fortsætter også.

EN CUPCAKE FØRER TIL ET VIDNESBYRD. Caleb er seks år og bor i Canada. På hans første skoledag havde en dreng i klassen fødselsdag, så drengens mor, Natalie, kom med en cupcake til hver af eleverne i klassen. Caleb sagde høfligt ’nej tak’. Natalie spurgte Caleb om han havde fødevareallergi. „Nej,“ sagde Caleb, „jeg tjener Jehova.“

 Efter skoletid henvendte Natalie sig til Calebs mor og spurgte: „Er du et af Jehovas Vidner?“ Da hun bekræftede det, blev Natalie meget glad. Hun havde studeret da hun var teenager, men på grund af voldsom modstand fra familien, holdt hun op igen. Da hun blev spurgt om hun havde lyst til at genoptage studiet, sagde hun ja.

DET VAR IKKE GUDS VILJE. Laly, som bor i Peru, var født døv. Når hun talte med sin mor om hvorfor hun var døv, forklarede moderen at det var Guds vilje. Det gjorde Laly ked af det, og hun blev bitter på Gud. ’Hvorfor behandler han mig så dårligt?’ tænkte hun.

Senere hen blev Laly gift med en ung mand der også var døv. Deres første barn blev født med Downs syndrom. Bekymret og oprørt gik hun igen til sin mor og spurgte: „Hvorfor skal min søn fødes på denne måde?“ Moderen sendte hende til en præst. Præsten gav hende samme svar som moderen: „Det er Guds vilje.“

Fortvivlet og rådvild sagde Laly: „Hvordan kan Gud være så grusom? Jeg kan acceptere at jeg er døv, og at Gud straffer mig på denne måde, men hvorfor straffe min søn? Han er lige blevet født. Hvilken synd kan han have begået?“ Fra da af ville hun ikke høre noget som helst om Gud og meldte sig ud af kirken.

 Nogle få år senere kom et af Jehovas Vidner som kan tegnsprog, til Lalys dør og tilbød hende undervisning i Bibelen. Det afslog hun og sagde at hun ikke troede på Gud. Tålmodigt forklarede søsteren hende at den Gud hun ikke ønskede at lære at kende, hedder Jehova, og at han gerne vil give hende mulighed for at komme til at høre og tale. Det troede Laly ikke på og bad hende om at bevise det. Søsteren tog Bibelen frem og viste hende Esajas 35:5, hvor der står: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op.“ Det overraskede Laly, og hun tog imod et bibelstudium og blev senere døbt. Hendes søn følges med hende til alle møderne, og han har lært tegnsprog. Hendes glæde over Bibelens løfter vokser dag for dag, og hun tjener nu som pioner.

 ASIEN OG MELLEMØSTEN

LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 4.194.127.075

FORKYNDERE 664.650

BIBELSTUDIER 629.729

TO SPØRGSMÅL DE IKKE KUNNE BESVARE. I et asiatisk land hvor vores arbejde er underlagt begrænsninger, tog en mand på 24 år imod et tilbud om et bibelstudium for at bevise at Jehovas Vidners lære var forkert, og at hans katolske tro var rigtig. Han fandt imidlertid hurtigt ud af at det Jehovas Vidner lærer, er sandheden.

Da hans familie blev klar over at han studerede Bibelen, indkaldte de ham til et familieråd og forsøgte at presse ham til at vende tilbage til den katolske kirke. Da den unge mand nægtede, samlede familien alle deres slægtninge i landsbyen for at tvinge ham til at give afkald på sin nye tro. Selvom de slog ham, gik han ikke på kompromis. Familien indberettede det nu til præsten, som stillede ham for menighedsrådet. Den unge mand fortalte rådet at han ville vende tilbage til kirken hvis præsten kunne besvare to spørgsmål: Hvad er Guds navn? Hvorfor tillader kirken at man spiser blod, når Bibelen forbyder det? Da præsten ikke kunne besvare de to spørgsmål, slog han  den unge mand i ansigtet for at „drive dæmonen ud af ham“, som han sagde. Så sluttede mødet.

Derefter samlede den unge mands familie alle deres venner og forsøgte at tvinge ham til at knæle for et billede af Maria. Selvom de slog ham igen, nægtede han at gå på kompromis. Så fik familien en smuk pige til at sige til ham at hun ville gifte sig med ham hvis han vendte tilbage til kirken. Den unge mand sagde til hende at han ville vende tilbage hvis hun kunne besvare de to spørgsmål som han havde stillet præsten. Pigen gik og kom aldrig tilbage. Efter at han havde været tilbageholdt i landsbyen i syv måneder, lykkedes det ham endelig at undslippe, og han vendte tilbage til byen, hvor han kontaktede brødrene. En måned senere blev han udøbt forkynder, og han blev døbt ved et kredsstævne i marts 2011.

FÆNGSELSBETJENT FORSVARER SØSTER. En pionersøster ville besøge sin søn der sad i fængsel i Sydkorea på grund af sin kristne neutralitet. Mens hun sad i et stort venterum, rakte hun sin sidemand en traktat. Det fik manden til at begynde at råbe ad hende: „Hvorfor skal I forkynde jeres falske religion selv på dette sted?“ Mandens råben påkaldte sig de 30-40 ventende gæsters opmærksomhed. Det fik en af fængselsbetjentene til at skælde manden ud: „De mennesker har den sande religion. Alle de andre religioner er falske. Jeg har fulgt disse mennesker i mange år mens jeg har arbejdet her i fængselet, og jeg kan se at de er de eneste der virkelig lever efter det de har lært.“ Den vrede mand var blevet bragt til tavshed.

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN. Da Harindra begyndte at studere Bibelen, havde han været borte fra sin familie i ti år fordi han måtte rejse fra landsbyen og arbejde i en storby i Nepal for at kunne forsørge dem. Harindra  var analfabet, så den forkynder der studerede med ham, brugte brochuren Evigt liv på jorden. Men brochuren fandtes på det tidspunkt ikke på nepali, så de benyttede en engelsk udgave. En dag kom Harindras kone fra landsbyen på besøg. Det forbavsede hende at se manden studere en engelsk brochure. Desuden var han holdt op med at drikke, og han slog hende ikke mere. Da hun fandt ud af at alle disse forandringer skyldtes at Harindra studerede Bibelen, begyndte hun selv at studere Bibelen og at overvære møderne i sin landsby. Harindra ville gerne lære mere om Jehova og besluttede at han ville lære at læse og skrive. Han bad broderen der ledte studiet, om at skrive bogstaver og ord på nepali på forskellige stykker papir, som han satte op på væggene i sit værelse indtil der ikke kunne være flere. Han øvede sig så på at lære alle de nye ord og bogstaver indtil han lidt efter lidt lærte at læse. Med tiden sørgede han for at hans familie kunne komme og bo hos ham i byen, så de sammen kunne tilbede Jehova. Inden der var gået to år, blev han døbt. Nu overværer Harindra og hans familie møderne sammen, og han har læseopgaver på Den Teokratiske Skole. Han siger: „Vores liv har virkelig ændret sig til det bedre takket være Jehovas oplæring.“

IKKE FOR 200.000 DOLLARS. Zarkhanum, som bor i Aserbajdsjan, var dybt involveret i spiritisme. Igennem 15 år blev hun betragtet som en der havde oversanselige opfattelsesevner og kunne spå. Folk mente også at hun kunne fjerne forbandelser og helbrede. Zarkhanum var kendt og agtet, og mange af hendes klienter, deriblandt højtstående embedsmænd og deres koner, betalte to til fire tusind dollars for en seance. Hun blev derfor ret velhavende. Skønt hun havde spiritistiske evner, følte hun at hun åndeligt set manglede noget, og  der var mange spørgsmål der foruroligede hende. Hendes ægteskab gik i stykker, og hun manglede en mening med livet. En dag hvor hun fortvivlet udøste sine problemer for Gud, hørte hun at det bankede på døren. Hun åbnede, og to søstre begyndte at forkynde for hende. Det rørte Zarkhanum at de talte om at behage Gud, ikke blot i ord men også i gerning. Hun kendte mange religiøse mennesker hvis gerninger langtfra var gudfrygtige. Desuden var hun klar over at hendes udøvelse af spiritisme var en synd. Hun tog imod tilbuddet om et bibelstudium. Med tiden begyndte hun at bede idet hun brugte Jehovas navn, og hun så hvordan han besvarede hendes bønner. Det var dog svært for hende at komme ud af spiritismens greb — dæmonerne blev ved med at volde hende problemer og endda at slå hende. Til sidst lykkedes det hende, med Jehovas hjælp, at komme fri af dæmonernes indflydelse, og hun ødelagde de mange genstande der havde forbindelse til spiritisme og falsk religion.

Zarkhanum blev en nidkær forkynder af den gode nyhed, og i maj 2011 blev hun døbt. Straks efter sin dåb ansøgte hun om at blive hjælpepioner. Hun havde ingen problemer med at opfylde timekravet, for allerede inden hun blev døbt, forkyndte hun i mere end 70 timer om måneden trods dårligt helbred. To måneder inden hun skulle døbes, blev hun tilbudt 200.000 dollars af konen til en højtstående embedsmand for at fjerne en forbandelse. Kvinden mente at forbandelsen var skyld i en sygdom som havde ført til amputation af hendes ene ben. Zarkhanum afslog og sendte i stedet to forkyndere op på hospitalet for at forkynde den gode nyhed for denne kvinde. Vores nidkære søster har regelmæssigt forkyndt for sine forhenværende klienter for at fortælle dem at hendes tidligere praksis var forkert i Guds øjne. Som  følge heraf er en af dem, hende som havde etableret kontakten med embedsmandens kone, begyndt at studere Bibelen og at komme til møderne.

FORKYNDELSE I FÆNGSEL. I Indien blev to af vores søstre arresteret for at forkynde og blev idømt fem dages fængsel. En af dem fortæller: „Straks efter at vi var blevet fængslet, spurgte fangevogterne hvorfor vi var blevet anholdt, og det gav os en god anledning til at forkynde. Da vi var blevet taget med til stationen direkte fra tjenesten, havde vi mange blade og traktater med. Dem delte vi frit ud af og forkyndte for alle. Vi opmuntrede hinanden, bad til Jehova og læste de blade og anden litteratur vi havde.

Senere blev vi flyttet til et andet fængsel i byen. Straks spurgte de indsatte hvorfor vi var kommet i fængsel. Det gav os mulighed for at fortælle hvad vi havde forkyndt om, og at vi var Jehovas Vidner. En kvindelig vagt lyttede med og sagde: ’I blev fængslet fordi I forkyndte udenfor, og nu forkynder I indenfor i fængslet.’“ Vores søstre planlægger nu at følge samtalerne  op ved at besøge de indsatte som viste interesse for sandheden.

POLITIMANDEN BEMÆRKEDE KÆRLIGHEDEN. To søstre var ved at gøre sig klar til at forkynde i nogle af de små butikker i Betlehem. Pludselig kom to kvinder farende og spurgte ivrigt på spansk om de var Jehovas Vidner. De to kvinder var forkyndere fra Mexico og var i Israel med en turistgruppe, og de havde genkendt publikationerne som søstrene stod med. De fire søstre omfavnede og kyssede hinanden, tog billeder og udvekslede adresser. Derefter sluttede de mexicanske søstre sig igen til deres gruppe, og de to lokale søstre fortsatte deres forretningsforkyndelse.

Senere på dagen henvendte en politimand sig til de lokale søstre og spurgte om de var spaniere. Søstrene svarede nej. Politimanden sagde at han havde set da de mødte de to andre, og tænkte at de måtte være gamle venner eller i familie med hinanden. Søstrene fortalte at de alle var Jehovas Vidner, og at Jehovas Vidner, selvom de er fra andre lande eller aldrig har mødt hinanden før, føler sig som en familie fordi de har kærlighed til hinanden. Politimanden var så imponeret at han tog imod publikationer og spurgte hvordan han kunne få mere at vide om denne religion. Der blev truffet aftale om et genbesøg.

„DER MÅ VÆRE EN ELLER ANDEN.“ Yusuke er en ung pionerbroder som er tilsluttet en engelsk gruppe i Japan. En dag hørte han at der den næste morgen ville komme et krydstogtskib til Nagasaki med passagerer fra mange lande. Han stod derfor tidligt op, og trods kraftig regn kørte han den to timer lange vej til Nagasaki. Da han stod der helt alene på kajen i silende regn, antog mange af passagererne ham fejlagtigt for at være  en guide og henvendte sig derfor til ham. Denne misforståelse førte imidlertid til at Yusuke afsatte 70 blade og 50 brochurer på flere forskellige sprog i løbet af en halv time.

Han gik hen til sin bil for at hente flere publikationer, og da han kom tilbage så han en ung passager der stod alene. Da Yusuke henvendte sig til ham, spurgte den unge mand på engelsk: „Er du et af Jehovas Vidner?“ Da Yusuke svarede bekræftende, begyndte manden at græde. Yusuke tog ham med hen på en café så de kunne tale sammen.

Den unge mand, Jason, var 21 år. Han fortalte at hans forældre var aktive i sandheden, og at han selv havde været udøbt forkynder indtil slutningen af teenageårene. Omkring et halvt år tidligere var han helt holdt op med at komme til møderne og var taget på krydstogt til flere asiatiske lande. Han tænkte at han nok ikke ville støde på Jehovas Vidner i Asien. Fordi han havde fået mavebesvær, kunne han imidlertid hverken gå i land i Thailand, Vietnam eller Taiwan. Det første sted hvor han kunne komme i land, var i Japan, og den første der henvendte sig til ham, var et af Jehovas Vidner. Jasons  umiddelbare tanke var: ’Jeg kan aldrig løbe fra Jehova,’ og det var grunden til at han begyndte at græde.

Mens de sad på caféen, gennemgik Yusuke nogle paragraffer fra bogen ’Bevar jer selv i Guds kærlighed’ med Jason for at forsikre ham om at Jehova stadig elskede ham. Yusuke bad indtrængende Jason om ikke at forlade organisationen. Desværre var tiden begrænset. Jasons skib skulle samme aften sejle til Inchon i Sydkorea, hvor Jason havde planlagt at bruge nogle dage på sightseeing.

Yusuke spekulerede på hvad mere han kunne gøre for at hjælpe Jason, og kom i tanker om at han ved et internationalt stævne i Sydkorea havde mødt en broder der talte engelsk og boede i Inchon. Om aftenen ringede Yusuke til ham. Det vidste Jason naturligvis ikke noget om. Da Jason næste morgen gik fra borde, så han fem smilende forkyndere stå med et stort skilt med ordene: „Velkommen til Korea, Jason!“ Jason aflyste alle sine sightseeingplaner og brugte i stedet tiden sammen med brødrene. Det gjorde et stort indtryk på ham at høre om hvordan unge brødre på hans egen alder havde siddet i fængsel for deres tro. Han overværede også mindehøjtiden.

Jason vendte tilbage til USA, blev en aktiv forkynder igen og spurgte de ældste om de ville studere med ham fire gange om ugen. Han studerede de to bøger Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og ’Bevar jer selv i Guds kærlighed’ og anmodede om at blive døbt. Han blev døbt 107 dage efter sin første samtale med Yusuke. Den følgende måned var han hjælpepioner.

Yusuke husker at han denne kolde, våde morgen følte sig stærkt tilskyndet til at tage den lange vej til Nagasaki, skønt der ikke var nogen at følges med. Han havde ræsonneret: „Der må være en eller anden der vil lytte.“

 EUROPA

LANDE 47

BEFOLKNINGSTAL 736.505.919

FORKYNDERE 1.589.052

BIBELSTUDIER 843.405

DE FANDT NOGET HELT ENESTÅENDE. Ani tog fra Bulgarien til Holland for at arbejde i nogle måneder. En dag hvor hun var meget nedtrykt, stoppede hun op på fortovet og bad Gud om at sende nogle fra hendes kirke. Mens hun bad, kom to af vores søstre forbi og begyndte at forkynde for hende. Ani så det som et svar på sin bøn, så hun lyttede til dem. Hun begyndte at overvære møderne, og selvom hun ikke kunne forstå hvad der blev sagt, kunne hun tydeligt mærke brødrenes kærlighed. Det var anderledes end den splid der herskede i hendes egen kirke i Bulgarien, og hun var sikker på at hun havde fundet noget helt enestående. Da hun skulle tilbage til Bulgarien, besluttede de to søstre der studerede med hende i Holland, at tage med for at etablere kontakt til Vidnerne i Sofia. Det gjorde stort indtryk på Ani, som nu følte at hun havde fundet den sande tro.

Inden længe blev der bibelstudium med både Ani og hendes mand, Ivo, og de begyndte at komme til møderne. Når de studerede, kom der af og til andre for at overvære det. En af dem, en mand ved navn Assen, var præst for en religiøs gruppe. Han var taget hen til Ani og Ivo for at bevise at Jehovas Vidner var forkert på den, men han fandt hurtigt ud af at det ikke var tilfældet.  Han stillede dybe bibelske spørgsmål. Han fik derfor også tilbudt studium, og han og hans familie tog imod tilbuddet. I en tid fortsatte Assen med at holde religiøse møder sammen med sin gruppe, men han underviste nu i de sandheder han lærte ud fra bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Snart ville Dencho, som var hjælpepræst i gruppen, også have et bibelstudium. Inden længe var der tre familier fra denne gruppe som også studerede Bibelen. Eftersom der var så mange fra den kirke der nu studerede med Jehovas Vidner, besluttede de at stoppe med deres egne møder og i stedet komme til Jehovas Vidners møder. Dencho blev forkynder og leder bibelstudier med adskillige af sine venner. Indtil nu er omkring 30 mennesker begyndt at studere Bibelen og komme til møderne som følge af at Ani blev kontaktet i Holland.

HAN LÆSTE BLOT SKRIFTSTEDER OM ÆGTESKAB. En broder og hans kone i Tjekkiet ledte et bibelstudium i rigssalen med et ungt par fra Mongoliet. Selvom forkynderne ihærdigt bestræbte sig på at lære mongolsk, var det svært at kommunikere. Men det unge mongolske par accepterede tilsyneladende ydmygt og tålmodigt de bibelske sandheder. En aften dukkede den unge kvinde op i rigssalen uden sin mand. Hun sagde at hun havde i sinde at gå fra ham fordi de ikke forstod hinanden. Nogle få minutter senere kom manden også, men han så ikke til sin kones side. Situationen var tydeligvis tilspidset. Broderen tog manden med ind i biblioteket for at drøfte sagen. Men da han ikke kunne så meget mongolsk, forstod han ikke hvad der var sket imellem dem, og kunne ikke give specifikke råd. Han besluttede i stedet blot at læse op fra Bibelen. Han læste derfor alle de skriftsteder han kunne  huske om ægteskab og kommunikation. Det så ud til at hvert skriftsted gjorde indtryk på den unge mand. Pludselig skyndte han sig ud af biblioteket, løb hen til sin kone og kyssede hende. Da de gik ud af rigssalen, insisterede han på at bære tasken for hende fordi han havde lært at han skulle hjælpe sin kone.

Næste dag var de som nygifte og talte glædestrålende om hvor højt de værdsatte Jehova og de vise bibelske råd om ægteskabet. Senere vendte de tilbage til Mongoliet for at tage sig af deres to børn. Familien bor i en by hvor der ingen menighed er. Hustruen er nu blevet døbt, og manden gør gode fremskridt og ønsker også at blive døbt.

„HVORFOR REAGEREDE HUN SÅDAN?“ Olha er pioner i Ukraine og forkyndte for en chauffør der bragte fødevarer ud. Hun spurgte ham: „Findes der nogen man kan stole på?“

„Nej,“ svarede chaufføren. „Min kone er gået fra mig og har taget vores toårige søn med. Hvad var det hun manglede? Jeg arbejdede hårdt hver dag — alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg for hende. Ønskede hun sig en ring — værsgo! Ønskede hun sig støvler — så fik hun dem. En halskæde — jeg gav hende en. Jeg gjorde alt for hende, så hvorfor reagerede hun sådan?“

Søsteren spurgte venligt manden hvor meget tid han havde brugt sammen med sin kone og sin dreng. Han svarede: „Hvordan skulle jeg kunne få tid til at være sammen med dem når jeg må arbejde indtil midnat? Jeg begynder igen på arbejde klokken fire om morgenen. Og jeg arbejder også i weekenderne.“

Olha viste ham Vågn op! for oktober 2009 med tema-artiklerne „Nøgler til et godt familieliv.“ Hun pegede på den første nøgle: „Prioriter rigtigt.“ Efter  at de havde gennemgået stoffet i artiklen, virkede manden noget berørt og sagde: „Jeg troede at penge var nøglen til et lykkeligt familieliv, og at alt andet havde mindre betydning. Nu kan jeg se at det ikke er penge. Jeg kan se hvad der manglede, og hvad min kone har behov for.“

En uge senere mødte Olha chaufføren igen, og han sagde at han havde læst bladet, tænkt meget over det og taget meget op til revision. Han havde kontaktet sin kone, og de var blevet forsonet. Olha gav ham ’Familiebogen’. Ugen efter så Olha den samme varevogn, men med en anden chauffør. Den nye chauffør fortalte at den tidligere havde sagt op, og at han og hans familie var flyttet til et andet område. Men han havde lagt en besked til Olha: „Jeg vil gerne sige tak til dig, Olha, og din Gud, Jehova, fordi du hjalp mig til at redde min familie. Hvis jeg møder Jehovas Vidner igen, vil jeg helt bestemt sørge for at holde kontakt med dem.“

HAN ØNSKEDE SIG ET TEGN FRA GUD. En ung mand i Letland blev for omkring 15 år siden interesseret i Bibelens budskab da Jehovas Vidner forkyndte for ham. Han studerede Bibelen sporadisk, men kunne ikke tro på at Bibelen — „blot“ en bog — kunne hjælpe ham med at finde Gud. Han forventede at Gud skulle vise sig for ham personligt, måske på en overnaturlig eller mystisk måde. Han holdt derfor op med at studere og  mistede senere al kontakt med Jehovas Vidner. Nogle år efter havde han store problemer at kæmpe med, så han bad Gud om hjælp. Der indtraf stadig ikke noget mirakel, men da han så ud ad vinduet, lagde han mærke til to søstre der var ude at forkynde. Da han et par uger senere igen bad til Gud, så han de samme to søstre gå forbi sit vindue. Da han bad igen en uge senere, så han for tredje gang søstrene gå forbi. Det mente han måtte være et tegn fra Gud. Han løb ud og fortalte de overraskede søstre at han havde studeret Bibelen nogle år før og gerne ville begynde at studere igen. Med tiden fandt han styrken til at overvinde sine problemer og komme nær til Gud. Hvordan? Ved hjælp af Bibelen. Han blev døbt ved et områdestævne i 2010.

SMÅ KRUKKER HAR OGSÅ ØRER. I Danmark betyder denne talemåde at børn får fat i mere af voksnes samtaler end man regner med. For omkring 16 år siden havde en søster i Danmark studium med en kvinde  med tre sønner. Drengene var ofte med til studiet, som blev holdt hjemme hos søsteren og hendes mand. Kvinden valgte at holde op med at studere da den yngste søn, Ronnie, var otte år. Ronnie havde mange problemer under sin opvækst. I 2008, da han var 22 år, så han en dag vores blade hjemme hos moderen og følte sig tilskyndet til at tage hen og besøge de forkyndere der havde studeret med ham da han var barn. Et kvarter senere ringede han på døren hos ægteparret, og da broderen åbnede, gik Ronnie bare ind. Det tog lidt tid før broderen genkendte ham, men det var et glædeligt gensyn. Ronnie fik Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og sagde ja tak til et bibelstudium. Det gik godt, men fordi Ronnie tidligere havde været helt optaget af computerspillenes fantasiverden, der tit havde okkulte og voldelige undertoner, henviste han ofte til disse ting når de studerede. Men forkynderne forklarede ham at vores forståelse af åndelige emner ikke skal være formet af spil. Det kunne Ronnie godt se og  sagde: „I skal endelig stoppe mig hvis jeg begynder at tale om det igen.“ Siden da har han gjort gode fremskridt. Denne unge mand, som første gang hørte om sandheden gennem moderens bibelstudium da han var ’en lille krukke med ører’, er nu en døbt broder.

TRØST UD FRA SKRIFTERNE. På en kirkegård i England lagde en broder mærke til en mand der sad på knæ og græd ved et gravsted. Broderen spurgte om han skulle sidde lidt ved ham. Manden, som hed Alf, takkede og sagde: „Min datter er lige død. Hun blev kun 42 år. Nu er både min kone og min datter begravet her.“ Han havde anmodet om kriserådgivning, men han havde fået besked om at der var tre måneders ventetid. „Jeg er meget velhavende, og jeg er involveret i mange forretningsforetagender,“ sagde Alf, „men det er alt sammen værdiløst uden min familie. Jeg ville give det hele væk for at få dem tilbage.“ Alf sagde at han troede på Gud, havde respekt for Bibelen og kom i kirken, men at han ikke havde fået nogen tilfredsstillende svar. Når han i kirken bad om trøst, fik han besked på at tænde et lys eller skrive noget ned på en seddel og hænge den på et træ. „Der vil ikke være plads nok på en seddel til alt det jeg gerne vil sige,“ svarede han. Broderen trøstede Alf ud fra Skrifterne, og Alf er nu begyndt at studere Bibelen.

 OCEANIEN

LANDE 29

BEFOLKNINGSTAL 38.162.658

FORKYNDERE 94.309

BIBELSTUDIER 58.465

DE SPURGTE OM MANDEN VILLE VÆRE MED. En broder i New Zealand beretter at da han kørte sin kone hen til en ung mor hun havde studium med, så de at kvindens mand var hjemme. De besluttede derfor at spørge om han ville være med til studiet. Manden reagerede positivt, og der blev truffet aftale om for eftertiden at studere på tidspunkter hvor han var hjemme. Han og hans kone sagde ja til at komme til mødet om søndagen, og de fik en varm velkomst og glædede sig over den åndelige føde. Ved det næste møde kommenterede manden ved vagttårnsstudiet. Studieartiklen tilskyndede til at man tilbad Gud sammen som familie, og han spurgte hvordan han kunne lede et studium med sin kone og deres fireårige søn. Han gav også udtryk for at han gerne ville følge det øvrige af det han havde lært ved mødet. Ægteparret studerer fortsat, kommer til møderne og gør åndelige fremskridt. „Hvor er vi glade for at vi besluttede at spørge om manden ville være med til studiet,“ siger broderen.

MINDEHØJTID PÅ EN AFSIDESLIGGENDE Ø. Øen Reao ligger omkring 1350 kilometer øst for Tahiti og har kun 362 indbyggere. Den er tildelt Vaiete menighed, en af Tahitis 18 menigheder, men forkynderne havde ikke besøgt Reao i 30 år, og der havde aldrig været holdt  mindehøjtid på øen. Manoah, tjenestetilsynsmanden i Vaiete menighed, ville gerne arrangere at en lille gruppe forkyndere tog over til øen og forkyndte i ugen op til mindehøjtiden og så holdt højtiden dér. Men for ham og hans kone ville flyveturen koste omkring 65.000 franc (cirka 4000 kroner), hvilket var langt mere end de havde råd til. Senere fik han imidlertid en bonus på 65.000 franc på sit arbejde! Det tog de straks som et udtryk for at Jehova velsignede deres plan. Det endte med at syv forkyndere tog til Reao, og at 47 overværede mindehøjtiden. Forkyndere fra Tahiti leder nu bibelstudier over telefonen med interesserede på Reao.

INGEN TID TIL MORGENMAD. En lignende oplevelse kommer fra Vanuatu, hvor en menighed støtter en gruppe på 11 forkyndere på den fjerne ø Ambrym. De ældste i menigheden tilskyndede erfarne forkyndere til at overveje at tage til Ambrym i nogle få dage for at samarbejde med gruppen dér inden mindehøjtiden. Marinette, en erfaren pioner og pensioneret lærer, greb muligheden. Hun og nogle andre tog dertil med det mål at oprette nye bibelstudier. Men hun havde ikke brugt mange timer i forkyndelsen før hun overrasket måtte konstatere at det nærmest var umuligt at forlade sit logi. Marinette beretter: „Jeg kunne næsten ikke nå at blive vasket og få morgenmad før folk stod i kø udenfor og ventede på at komme til at studere Bibelen. Jeg forkyndte hele dagen uden at gå nogen steder. Jeg ledte 31 bibelstudier i løbet af den  uge.“ Gruppen blev i Ambrym i en uge, travlt optaget af at forkynde den gode nyhed, og 158 overværede mindehøjtiden. Det var svært for gruppen at tage af sted igen. „Hvordan kan man forlade et sted som dette hvor så mange tørster efter Bibelens sandheder?“ sagde Marinette. Afdelingskontoret har nu sørget for at sende midlertidige specialpionerer til dette område for at tage sig af de interesserede.

EN FORSTANDERS VELVILLIGHED. På en skole i staten Salomonøerne forventes det at eleverne nogle gange står op og synger med på den evangeliske kirkes religiøse sange. To unge søstre spurgte forstanderen om de kunne blive fritaget for at synge med, eftersom det stred mod deres samvittighed. Forstanderen takkede dem fordi de respektfuldt var kommet til hende, og sagde til dem at de ikke behøvede at synge med, men kunne blive siddende sammen med andre børn der var Jehovas Vidner.

Så spurgte hun om en fra menigheden kunne komme op og tale med hende om Jehovas Vidner og deres syn på uddannelse. En missionærsøster besøgte hende, og de havde halvanden times drøftelse om vores tro samt de problemer unge mennesker står over for. Forstanderen sagde at hun var glad for at læse Vågn op!, og at hun plejede at lægge nogle eksemplarer på lærerværelset. Da missionærsøsteren tilbød hende  bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2, spurgte hun om hun kunne få 16 til lærerne og 367 til eleverne. Skolen fik fire hundrede bøger til omdeling.

Som følge af disse to unge søstres mod til at gå op og tale med forstanderen, blev der aflagt et godt vidnesbyrd, og de har fået mange tilkendegivelser om hvor gavnlige bøgerne har været. En ung pige, hvis forældre for nylig var blevet separeret, sagde at bogen var lige det hun havde brug for til at klare sine problemer. De to søstre er faste hjælpepionerer, og forstanderen får regelmæssigt bladene af dem.

LOYAL TRODS MODSTAND. Et andet sted i Salomonøerne studerede en missionærsøster med en kvinde, som vi vil kalde Lisa. Hun gjorde gode fremskridt selvom hun havde langt til rigssalen. Hun måtte gå over to timer bærende på sine tvillingedrenge og med sine to små piger ved sin side. Hun måtte også udholde hård modstand fra sin mand. Han udsatte hende for fysisk vold og brændte hendes mødetøj, bibel og teokratiske bøger. Han havde desuden et forhold til en anden kvinde. Men trods alt dette blev Lisa døbt, og hun fortsatte beslutsomt med at tjene Jehova.

Sidste år gjorde Lisas mand, bevæget af den måde Lisa behandlede ham på trods hans dårlige opførsel, forholdet til den anden kvinde forbi og bad om at få et bibelstudium. Som man sikkert kan forestille sig, er Lisa overvældet af glæde over den forandring der er sket. Det har også gjort det lettere for hende at der nu er blevet oprettet en isoleret gruppe nær hendes hjem, så nu tager det hende mindre end en time at gå til møde. Med støtte fra sin mand har hun også kunnet være hjælpepioner.

[Tekstcitat på side 66]

„Hvordan kan Gud være så grusom? . . . Hvorfor straffe min søn? Han er lige blevet født. Hvilken synd kan han have begået?“

[Tekstcitat på side 68]

Den unge mand fortalte rådet at han ville vende tilbage til kirken hvis præsten kunne besvare to spørgsmål

[Tekstcitat på side 72]

„I blev fængslet fordi I forkyndte udenfor, og nu forkynder I indenfor i fængslet.“

[Diagram/​Kort på side 84]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Tahiti → → → 1350 kilometer → → → Reao

[Illustration på side 56]

Ovenfor: Et bibelstudium ledes i Republikken Congo (se  side 59)

[Illustration på side 61]

Edvard (til højre) og Daniel på et marked

[Illustration på side 64]

Samaniego, Nariño, Colombia

[Illustration på side 67]

Det er nu muligt at få publikationer på 59 tegnsprog

São Paulo, Brasilien