Højdepunkter fra det forløbne år

TIL trods for de forværrede forhold i verden har Jehovas Vidner kunnet glæde sig over endnu et år med gode resultater. Med Guds velsignelse ’bærer den gode nyheds sandhed frugt og vokser i hele verden’. (Kol. 1:5, 6) Vi er sikre på at du vil finde dette års rapport både opmuntrende og trosstyrkende.

 EN NY ORDNING FOR HJÆLPEPIONERER

Der var stor glæde da hjælpepionererne fik mulighed for at vælge mellem at nå 30 eller 50 timer i april måned. Mange der normalt ikke kunne tage del i denne form for tjeneste, greb nu muligheden for at gøre det. Tusinder af forkyndere sluttede sig for første gang til hjælpepionerernes rækker, og mange som tidligere havde været med i denne tjeneste, var glade for at melde sig igen. Dertil kom at mange af dem der ikke kunne være hjælpepionerer, gjorde noget for at øge deres tjeneste. Med hvilket resultat?

De fleste afdelingskontorer rapporterede om en forøgelse som langt oversteg tidligere højdepunkter. På verdensplan deltog 2.657.377 forkyndere i hjælpepionertjenesten — omkring fem gange så mange som det højeste antal i det foregående år! Firs procent af den verdensomspændende betelfamilie — 16.292 ud af 20.290 brødre og søstre — tog del i denne særlige tjeneste. Er det ikke fantastisk at tænke på at Jehovas tjenere i april gjorde mere i forkyndelsesarbejdet end i nogen anden måned i historien?

Godt et år efter det ødelæggende jordskælv i Haiti som krævede omkring 300.000 menneskeliv, kunne landet rapportere flere nye højdepunkter i april. Ud af de 17.009 forkyndere tjente 6185 som hjælpepionerer.  En særlig kampagne med at uddele brochuren Når man mister en man holder af, der for nylig var blevet udgivet på kreol-haitiansk, var til stor trøst for de mange sørgende og gav folk et tiltrængt håb.

Vores brødre og søstre i Nigeria stod over for en særlig udfordring i april. Regeringen havde sat fire dage af til et valg (deraf tre lørdage) og havde derfor forbudt folk at færdes udenfor mellem klokken 7.00 og 17.00 medmindre det havde noget med valget at gøre. Men det svækkede ikke pionerånden. „Det er med stor glæde vi skriver til jer, og vi er fyldt med værdsættelse af den vidunderlige tid vi har haft i denne måned,“ skrev en menighed. I en anden menighed meldte 92 ud af 127 døbte forkyndere sig som hjælpepionerer, deriblandt alle ældste og menighedstjenere. På Betel meldte 555 ud af en familie på 688 sig som hjælpepionerer.

 De tog udfordringen op. Jeannette, som bor ude på landet i den bjergrige del af Burundi, har altid haft ønsket om at blive pioner, men hun lider af  en kronisk hjertesygdom som gør at hun ikke kan gå ret langt eller op ad stejle skråninger. Jeannette blev glad da hun hørte at timekravet for hjælpepionerer i april var sat ned. For at hjælpe hende til at få opfyldt sit ønske om at være pioner sørgede de ældste for at hun fik distrikt i nærheden af hvor hun boede. Desuden tog pionererne og forkynderne deres bibelstudieelever med hjem til hende for at de kunne studere der. Ved slutningen af måneden kunne Jeannette glæde sig over at have påbegyndt fire bibelstudier. „Jeg ville elske at være hjælpepioner igen,“ siger hun, „og jeg er sikker på at Jehova vil hjælpe mig.“

På øen Grenada deltog en ung døv søster i hjælpepionertjenesten til trods for at hun har et handicap der gør det vanskeligt for hende at gå. „Det var virkelig svært for mig at gå den lange vej hen til bussen for at komme ud i tjenesten,“ sagde hun. Hun var desuden arbejdsløs, og hun bad inderligt til Jehova om hjælp. Hun handlede i overensstemmelse med sine bønner og forsørgede sig selv ved at sælge hæklede ting og håndlavede smykker. „Jeg har deltaget helt og fuldt i forkyndelsen,“ sagde hun bagefter, „og jeg følte at brødrene støttede og opmuntrede mig. Det gjorde mig virkelig glad!“

Toshi, en søster i Japan på 101 år, meldte sig ivrigt som hjælpepioner i april. Eftersom hun ikke har mulighed for at forlade det sted hun bor, forkynder hun ved at skrive breve og vidne for dem der kommer og hjælper hende. „Fordi jeg har svært ved at høre, taler jeg meget højt,“ forklarer Toshi. „Og det betyder at de der befinder sig i nærheden, også kan høre mig.“

Felix, som bor i Costa Rica, er lammet fra halsen og ned. Alligevel besluttede han at være hjælpepioner. Men  hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Der blev stillet et bord op med litteratur uden for hans hjem så han kunne forkynde for de forbipasserende. Da måneden var gået, var Felix fysisk udmattet, men han følte sig åndeligt styrket og var lykkelig over at have påbegyndt fire bibelstudier.

Mange unge forkyndere var også ivrige efter at være med i den særlige tjeneste i april. I Spanien ville den 11-årige Sandra og hendes lillebror, Alejandro, på 7 år for eksempel gerne gøre mere i forkyndelsen. Menighedens nidkærhed og deres forældres begejstrede eksempel gjorde at de gerne ville være hjælpepionerer. Men det kunne jo ikke lade sig gøre når de ikke var døbt. Hvad gjorde de så? De lagde begge en plan så de kunne bruge lige så lang tid i tjenesten som deres forældre, og de forberedte sig til forkyndelsen ved at øve præsentationer på deres Teokratiske Familieaften. Forældrene troede at børnene ville blive trætte efterhånden som måneden gik. Men de to unge forkyndere tænkte ikke et øjeblik på at give op. Den 30. april havde alle i familien nået målet på 30 timer undtagen Alejandro, der stadig manglede tre timer. Så den sidste dag tog han ud sammen med sin far for at nå sit mål for måneden. De var glade for at de som familie havde haft en travl og tilfredsstillende tid!

 Jean i Spanien fortæller: „Jeg bad daglig om at min mand, Philip, og jeg ville være i stand til at forkynde i 30 timer.“ Men Philip, der havde tjent som områdetilsynsmand indtil han var blevet ramt af en hjerneblødning der gjorde ham lam, lå uden at kunne røre sig i en hospitalsseng og kunne ikke engang tale. Den eneste måde han kunne kommunikere på, var ved at blinke med øjnene, én gang for ja og to gange for nej.

„Da jeg fortalte ham om hjælpepionertjenesten,“ fortsætter Jean, „lod han mig forstå at han også gerne ville være hjælpepioner.“ Men hvordan skulle han kunne det?

I de foregående måneder havde Jean og Philip forkyndt for patienter, besøgende familiemedlemmer og personalet på hospitalet. „Vi planlagde at vi i april ville forkynde på selve hospitalsstuen omkring en time hver dag mens Philip var vågen og kunne deltage i samtalen ved at blinke.“

Men i marts måned blev Philip overført til en enestue. Ikke desto mindre kunne han og Jean stadig gennemføre deres plan idet de talte med sygehuspersonalet i flere minutter på forskellige tidspunkter i løbet af dagen. En af sygeplejerskerne der tog imod bogen Hvad er det Bibelen  virkelig lærer?, så Philip i øjnene og lovede at komme næste dag for at læse skriftsteder. Da sygeplejersken kom tilbage, bad Jean hende om at læse Johannes 17:3 og spurgte hende om hvad hun mente det betød. Derefter blinkede Philip med øjnene for at vise om hun havde svaret rigtigt eller forkert, og det fortsatte på denne måde. Selv når sygeplejersken ikke havde vagt der hvor Philip lå, kom hun forbi og forsikrede ham om at hun bad Jehova om hjælp til at komme nær til Ham.

Jehovas tjenere betragter denne øgede aktivitet som en måde hvorpå de viser deres kærlighed til næsten, deres taknemmelighed for Jesu Kristi offer og deres hengivenhed for deres himmelske Fader. De ser med iver frem til marts 2012, hvor de igen vil få mulighed for at være hjælpepionerer i enten 30 eller 50 timer.

 SKOLER DER UNDERVISER I JEHOVAS VEJE

Jehovas organisation har taget profetien i Esajas 2:3 meget alvorligt: „Lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje.“ Mens den anden verdenskrig endnu rasede, forstod den trofaste og kloge træl for eksempel at folk fra alle nationer stadig havde behov for at blive undervist af Jehova før afslutningen på Satans ordning. Man oprettede derfor skoler som Vagttårnets Bibelskole Gilead og Den Teokratiske Skole. I nyere tid har Det Styrende Råd foretaget yderligere justeringer med hensyn til de forskellige skoler der giver særlig undervisning.

I oktober 2010 blev navnet på Skolen for Udnævnte Tjenere ændret til Bibelskolen for Ugifte Brødre. Enlige brødre der tjener som ældste eller menighedstjenere, kan stadig søge om at komme på denne tomåneders skole. Indtil nu har 37.445 fra hele verden haft gavn af dette kursus, og mange tjener som pionerer, rejsende tilsynsmænd, missionærer og betelitter.

I juli 2011 begyndte Bibelskolen for Kristne Ægtepar. Det er en ny tomåneders skole, og de første klasser blev holdt i Patterson, New York. For at komme på denne skole skal broderen og søsteren være mellem 25 og 50 år. De skal have et godt helbred, have  været gift i mindst to år og som minimum have været i heltidstjenesten i to år uden afbrydelse. Desuden skal broderen have tjent som ældste eller menighedstjener i to år uden afbrydelse. Fra 2012 vil Bibelskolen for Kristne Ægtepar blive afholdt de steder der i øjeblikket anvendes til Bibelskolen for Ugifte Brødre.

Formålet med Bibelskolen for Kristne Ægtepar er at give særlig oplæring til ægtepar så de kan bruges endnu mere af Jehova og hans organisation. De fleste  der gennemgår denne skole, vil komme til at tjene som almindelige pionerer et sted i deres eget land hvor der er et stort behov. Men nogle vil få til opgave at tjene som midlertidige specialpionerer, og nogle vil endda blive oplært til at virke i kredstjenesten. Enkelte vil måske få tildelt distrikt i et andet land hvis de er kvalificerede og har mulighed for det.

De der søger om at komme på denne skole, skal være åndeligt modne og have en selvopofrende indstilling. De lærere der underviser på Bibelskolen for Ugifte Brødre, vil være de samme som underviser på denne nye skole, og det vil i det store og hele være det samme pensum der gennemgås. Nogle lektioner vil kun blive holdt for brødrene, imens vil søstrene gå i forkyndelsen. Yderligere detaljer og oplysninger til dem der er interesseret i at ansøge, vil blive givet ved møder holdt ved områdestævnerne.

Det Styrende Råd har også foretaget nogle justeringer i forbindelse med Vagttårnets Bibelskole Gilead. Fra og med den 132. klasse der begyndte den 24. oktober 2011, vil denne skole kun være for ægtepar der allerede er i en form for særlig heltidstjeneste, som for eksempel missionærer der endnu ikke har været på Gilead, specialpionerer, rejsende tilsynsmænd og betelitter. Hvis et ægtepar taler og skriver engelsk flydende, kan afdelingskontorets udvalg anbefale dem.

De der har gennemgået Gileadskolen, vil få opgaver der vil styrke og stabilisere organisationen udadtil og indadtil, enten som missionærer, rejsende tilsynsmænd eller betelitter. De der får til opgave at virke direkte i forkyndelsen, vil blive sendt til tætbefolkede områder hvor de kan gøre en stor indsats for at fremme forkyndelsen og styrke menigheden.  Afdelingskontorernes udvalg kan fortsat anmode om at få gileaduddannede forkyndere til landet hvis der er et særligt behov i deres område. De kan også anbefale velkvalificerede forkyndere fra deres eget område der er i en særlig form for heltidstjeneste, til at gennemgå Gileadskolen. I nogle tilfælde kan afdelingskontorernes udvalg anmode om at de gileaduddannede kommer tilbage til deres eget land efter at have gennemgået skolen.

Skolen for Medlemmer af Afdelingskontorernes Udvalg og deres Hustruer vil blive afholdt på engelsk to gange om året i Patterson. I nogle tilfælde vil medlemmer af landskontorernes udvalg også blive inviteret. Medlemmer af afdelingskontorernes udvalg der tidligere har gennemgået skolen, vil blive indbudt for anden gang og vil komme i klasse med brødre der overværer skolen for første gang. Hustruerne vil være til stede ved de fleste lektioner sammen med deres  mænd. Visse emner af organisationsmæssig karakter vil imidlertid kun være for brødrene, og imens vil søstrene få tildelt forskellige opgaver på Betel.

Derudover vil der hvert år i Patterson blive afholdt to klasser af Skolen for Rejsende Tilsynsmænd og deres Hustruer. Klasserne i USA indbefatter nu brødre der tidligere har været på skolen; de vil udgøre omkring halvdelen af hver klasse. De rejsende tilsynsmænds hustruer vil blive inviteret til at overvære de fleste af lektionerne.

Er Guds tjenere ikke glade for at kunne gøre brug af al den undervisning Jehova tilvejebringer? Jesus sagde: „Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’“ (Joh. 6:45; Es. 54:13) Vi er overbeviste om at disse ændringer i endnu højere grad vil være med til at fremme det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed på hele den beboede jord før enden kommer.

 ET STORT JORDSKÆLV I JAPAN

I hele verden har nyhedsmedier berettet om en stigning i antallet af naturkatastrofer, deriblandt jordskælv, tsunamier, tornadoer, orkaner, oversvømmelser, storbrande og vulkanudbrud. Mens pladsen ikke tillader at fortælle om alle de seneste katastrofer, er dét vores trosfæller i Japan kan berette om deres oplevelser, et meget godt udtryk for den styrke hvormed Jehovas folk klarer sådanne trængsler.

Fredag den 11. marts 2011, klokken 14.46, blev Japan ramt af et jordskælv der målte 9,0 på Richterskalaen. Den efterfølgende tsunami ødelagde mange byer og landsbyer langs Stillehavskysten. Cirka 20.000 er enten bekræftet døde eller er aldrig blevet fundet. I det berørte område blev fire rigssale fuldstændig ødelagt, og fire andre kunne ikke bruges. I alt 235 af de huse der tilhørte vores brødre og søstre, blev skyllet væk eller voldsomt beskadiget, og over tusind huse skulle repareres.

Jordskælvet og tsunamien beskadigede et atomkraftanlæg så alvorligt at det udløste et radioaktivt udslip. Regeringen udstedte en ordre om at beboerne i nærheden skulle evakueres, og i løbet af natten kom mange byer til at ligge øde hen. Vennerne fra området blev også nødt til at tage væk, og det berørte to menigheder.

Ud af de mere end 14.000 Jehovas Vidner i de mest berørte områder mistede 12 livet og 5 kom alvorligt til  skade, 2 savnes stadig. Mange som overlevede denne traumatiske oplevelse, mistede deres hjem, ejendele og, i mange tilfælde, deres kære.

„Det lykkedes mig at få min mor, som er handicappet, ind i bilen, og jeg begyndte at køre hen mod evakueringscenteret,“ fortæller Kiyoko fra Ofunato. „Så kunne jeg lugte røg. Jeg steg ud af bilen og så en stor mur af vand opsluge vores hus. Vandet kom lige hen imod os! Jeg hjalp min mor med at kravle op på en jernbaneskråning. Vores bil blev skyllet væk for øjnene af os.“

Efter jordskælvet prøvede en ung broder ved navn Koichi at nå frem til sine forældres hus i Ishinomaki, der ligger fem kilometer fra havet. Da han nærmede sig stedet, så han at hele området var under vand. „Uden en båd kunne jeg ikke nå længere.“ Tre uger efter jordskælvet fandt han sin far i et lighus og tre uger senere sin mor.

Så snart jordskælvet var ovre, besluttede Masaaki i Shichigahama at parkere sin bil ved rigssalen, som  ligger en kilometer fra havet. Han fortæller: „Der var også en søster som havde søgt tilflugt der. Jeg havde ikke forestillet mig at en tsunami kunne nå så langt. Men snart blev jorden oversvømmet af sort vand! Vores biler begyndte at flyde. Jeg åbnede vinduet, kravlede ud af bilen og op på taget, men søsterens bil var skyllet væk! Jeg bad Jehova om at hjælpe hende.

Det sneede, og jeg var gennemblødt og rystede af kulde. Så holdt det op med at sne, men det var bidende koldt. Inden længe gik solen ned, og mørket sænkede sig. Stjernerne var klare og smukke. Jeg stod på taget af bilen, en ø i det iskolde vand. Der var andre der var strandet ligesom mig, nogle på dynger af murbrokker eller på hustage. Jeg spekulerede på om jeg ville overleve til det blev dag. For at opmuntre mig selv besluttede jeg at jeg ud fra hukommelsen ville holde det offentlige foredrag som jeg havde holdt to uger tidligere. Det var et meget passende emne: ’Hvor kan du hente hjælp i trængselstider?’ Efter det sang jeg den eneste sang jeg kunne udenad: ’Min Fader, min Gud, min Ven.’ Jeg sang den igen og igen. Mens jeg sang, tænkte jeg tilbage på min tjeneste for Jehova, og tårerne løb ned ad mine kinder.

Så var der en fra huset på den anden side af gaden der råbte til mig: ’Er du okay? Jeg kommer og hjælper dig!’“ Manden som kaldte, havde lavet en tømmerflåde af det træ der flød rundt i vandet, og prøvede at redde folk i nærheden. Med hans hjælp kom Masaaki ind i et hus gennem vinduet på første sal. Han blev lettet over senere at høre at søsteren i den anden bil også var blevet reddet.

Alle glædede sig til Kohei og Yukos bryllup, som skulle holdes i rigssalen i Rikuzentakata lørdag den  12. marts. Efter at deres ægteskab var blevet lovformeligt registreret på rådhuset om fredagen, indtraf jordskælvet. Kohei hørte at der blev udsendt tsunamivarsel i byen, og skyndte sig hen til et højereliggende sted. „Jeg så hele byen indhyllet i dis,“ husker han. „Der var intet tilbage undtagen nogle få store bygninger. Indtil da havde jeg været optaget af det der skulle foregå senere på dagen, men nu gik det op for mig at der var sket noget frygteligt.“

Kohei og Yuko brugte lørdagen til at hjælpe brødrene og søstrene i menigheden. „Vi modtog nødhjælp fra nabomenighederne,“ fortæller han. „Jeg var lykkelig over at høre min kone sige hvor glad hun var for at vi kunne bruge vores tid og energi på at hjælpe vores brødre. Jeg takkede Jehova for denne vidunderlige ægtefælle. Tsunamien skyllede vores nye hjem, vores bil og alle vores ejendele væk. Men jeg er så taknemmelig for den broderkærlighed der er blevet vist os.“

Fysisk, åndelig og følelsesmæssig hjælp. Afdelingskontoret i Japan fik hurtigt organiseret tre nødhjælpskomitéer og sendte gentagne gange brødre fra afdelingskontoret ud til det berørte område. Da zonetilsynsmændene Geoffrey Jackson og Izak Marais fra hovedkontoret besøgte Japan i maj, mødtes de også med brødrene og søstrene fra et af de mest ødelagte områder. Der blev arrangeret et særligt møde for de berørte menigheder så omkring 2800 brødre i 21 rigssale via en telefonforbindelse kunne blive forsikret om det verdensomspændende brodersamfunds kærlighed og omsorg.

Nødhjælpskomitéerne og andre frivillige har haft travlt med at skaffe forsyninger. De øjeblikkelige behov var mad, vand og brændstof. Nødhjælpskomitéerne sørgede også for at sende tøj i mange forskellige  størrelser til de berørte menigheder. Der blev sat tøjstativer og spejle op de steder hvor der blev holdt møde, så de kunne fungere som midlertidige „tøjbutikker“.

Hvor var de nødstedte brødre og søstre taknemmelige over at se hvordan Jehova dækkede deres fysiske og følelsesmæssige behov! De blev især styrket ved de kristne møder. „Jeg får fred i sindet ved møderne,“ skrev en søster i katastrofeområdet. „For mig er de som en åndelig livline.“

Et budskab om håb. Brødrene i Japan var hurtige til at bringe trøsten fra Guds ord ud til deres chokerede naboer. En gruppe forkyndere i en by der ikke var ramt af katastrofen, besluttede at gå på gadearbejde med et stort skilt hvorpå der stod: „Hvorfor denne tragedie? Svaret findes i Bibelen.“ Mange viste interesse, og i løbet af blot halvanden dag uddelte brødrene 177 eksemplarer af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

I det katastroferamte område besøgte Vidnerne først dem de studerede Bibelen med, så deres genbesøg og derefter deres naboer for at trøste dem. „Da jeg læste Mattæus 6:34 for en dame,“ fortæller Akiko, „begyndte hun at græde. Det viste sig at hun havde mange bekymringer. Da jeg forklarede hvordan Bibelen kan hjælpe os til at få fred i sindet, forstod hun det og takkede mig. Det har givet mig endnu større værdsættelse af den kraft Bibelen har til at bevæge folks hjerte.“

„Der findes mange religioner,“ sagde en mand, „men I er de eneste der besøger os, selv i denne unormale tid.“ En anden mand sagde respektfuldt: „Det er utroligt at I fortsætter jeres arbejde som I plejer, i denne kritiske tid.“ En ældstebroder bemærkede: „Mange var glade for vores besøg. De sagde, ’I er de første der besøger os siden katastrofen. Vil I ikke nok komme igen?’“

 NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN PÅ 106 SPROG!

Fredag den 15. juli 2011 var en mindeværdig dag i Letland og Litauen og en milepæl i Guds folks historie i disse lande. I et foredrag hvor landene var forbundet, frigav Stephen Lett fra Det Styrende Råd Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på lettisk og litauisk, hvilket markerede at denne oversættelse nu var udgivet på 100 sprog. I de sidste syv år har Det Styrende Råd prioriteret oversættelse af Bibelen meget højt. Det har resulteret i at Ny Verden-Oversættelsen nu er udgivet på dobbelt så mange sprog som i 2004, og oversættere i hele verden arbejder fortsat ihærdigt på at oversætte Bibelen til endnu flere sprog.

Som du nok kan forestille dig, tager brødrene med stor begejstring imod Bibelen på deres eget sprog. „Det at eje en bibel er én ting,“ sagde en broder fra Den Centralafrikanske Republik, „men det at kunne læse den på sit modersmål er en af de bedste ting i verden. Ny Verden-Oversættelsen på sango taler direkte  til hjertet. Når jeg nu læser evangelierne, kan jeg tydeligt se personerne for mig og forstå hvordan de har følt det.“ En ung etiopisk søster gav udtryk for manges følelser da hun sagde: „Ordene ’mange tak’ er ikke nok til at udtrykke det jeg føler i mit hjerte. Jeg har igen og igen bedt Jehova om at give os Ny Verden-Oversættelsen på vores sprog. I dag har han givet mig den!“

 NYHEDSSTOF FRA HELE VERDEN

Truende person bringes til tavshed i Rusland. En ældre søster, ved navn Vera, havde i flere år haft problemer med en af sine naboer der ikke brød sig om Jehovas Vidner. Manden truede hende og brugte et grimt sprog, og det overværede hendes børnebørn som ofte kom på besøg. Idet Vera huskede på ordene i Romerbrevet 12:18, bevarede hun altid roen og diskuterede ikke med ham. I januar 2011 blev naboen særlig aggressiv. Da Vera frygtede for sit liv, kontaktede hun den lokale politimand som, interessant nok, havde besøgt hende i marts 2010 sammen med en embedsmand. De var kommet for at undersøge om hun og de andre Vidner der mødtes i hendes hjem, var indblandet i en eller anden form for ekstremistisk virksomhed. Men denne gang kunne politimanden se hvor det virkelige problem var. Han skældte naboen ud og gav ham en bøde på 3000 rubler (godt 500 kroner) for at være kommet med trusler. Efter det havde Vera ikke længere problemer med naboen. Som et udtryk for sin værdsættelse skrev hun et takkebrev til politistationen. Til sin overraskelse fik hun svar fra politiinspektøren. Han takkede for hendes venlige ord om den betjent der havde hjulpet hende. Han skrev også: „Deres venlige ord i en tid hvor de fleste har et negativt syn på politiet, viser den tillid De har til os.“ Vera fortæller at den lokale betjent nu jævnligt kigger ind til hende for at se om alt er i orden.

 „Skraldemanden“ i Tyrkiet. To interesserede som for nylig var begyndt at studere Bibelen, overværede områdestævnet. De skrev: „Det var en helt eventyrlig oplevelse for os. Alle smilede og var så venlige og høflige. I middagspausen gik vi lidt rundt, og vi følte at vi hørte til der. Men så fik vi øje på den broder som var begyndt at studere Bibelen med os. Han havde en affaldssæk i hånden. Vi prøvede at undgå ham fordi vi troede at det var hans job at samle affald, og vi havde ikke lyst til at nogen skulle vide at vi var venner med en simpel skraldemand. Så vi gik den anden vej og prøvede at forsvinde i mængden. Vi tænkte: ’Hvorfor studerer vi Bibelen med en skraldemand og ikke med en af dem der holder foredrag på podiet?’

Efterhånden som studiet skred frem, fandt vi imidlertid ud af at ’skraldemanden’ som ledte studiet med os, var medlem af afdelingskontorets udvalg og tjente på Jehovas Vidners afdelingskontor. Vi fortsatte med at gøre fremskridt og indviede os til Jehova, og vi forstod at vores broder ydmygt havde opført sig som ’en af de mindre’. (Luk. 9:48) Vi påskønner i høj grad den værdifulde lektion vi fik ved det første store møde vi overværede!“

Løgne i Armenien. Der blev indledt en omfattende smædekampagne mod Jehovas Vidner i medierne da det falskeligt blev hævdet at en ung mand som havde myrdet sine forældre i byen Sevan, var et af Jehovas Vidner. Der blev straks sendt en meddelelse som gendrev denne påstand, til medierne. Alligevel fortsatte bagvaskelsen, og i fjernsynet var der en udsendelse hvor man insisterede på at den unge mand var et af Jehovas Vidner. Jehovas Vidner blev omtalt på en fornærmende og nedsættende måde, og på skærmen var der  en tekst der lød: „Jehovas grusomme og utilregnelige bødler.“ Seerne blev endda opfordret til at bruge fysisk vold mod Vidnerne når de fik besøg af dem. Det resulterede i at den fjendtlige holdning til Jehovas Vidner eskalerede i landet. Der blev anlagt sag mod tv-stationen, og man krævede at der blev bragt et dementi af de falske oplysninger og givet en undskyldning samt en kompensation for at have skadet vores gode navn og rygte. Da ’Årbogen’ for 2012 gik i trykken, havde tv-stationen endnu ikke bragt et dementi, men man forhandlede om at indgå forlig i al mindelighed.

Venezuelas fremtidige ingeniører. I byen San José de Guaribe kom en gruppe børn på vej til børnehaveklassen hver dag forbi en byggeplads hvor der blev opført en rigssal. De plejede at stoppe op og stå og kigge lidt, helt betaget af alt det der foregik. En dag i klassen spurgte deres lærer dem om hvad de gerne ville være når de blev store. Til hendes forbavselse var der ikke bare én, men adskillige, der svarede at de gerne ville være „ingeniører ligesom Jehovas Vidner“! Af nysgerrighed besluttede hun og en anden lærer at tage hele klassen på udflugt til byggepladsen. Da de kom derhen, gav byggeholdet deres gæster en rundvisning. Børnene nød det i fulde drag, især fordi de fik lov til at have de farverige hjelme på. Lærerne havde mange spørgsmål, og der blev aflagt et godt vidnesbyrd.

 Canada øger bladproduktionen. For at gøre bedst mulig brug af de midler der er viet til Rigets arbejde, har Det Styrende Råd bedt afdelingskontoret i Canada om at forsyne alle menigheder i Bermuda, Guyana, Canada, USA og de fleste af øerne i Caribien med Vagttårnet og Vågn op! Fra og med tjenesteåret 2011 påtog afdelingskontoret i Canada sig derfor at trykke tolv gange så mange blade som det før havde gjort. Canada trykker nu blade på 30 sprog, hvilket svarer til næsten en fjerdedel af alle de blade der trykkes i hele verden.

Åbent hus i Finland. Med Det Styrende Råds tilladelse blev der planlagt en særlig kampagne der fokuserede på Jehovas Vidner og det budskab de har forkyndt i hundrede år i Finland. Brødrene uddelte flittigt Vågn op! for august 2010 med titlen „Jehovas Vidner — Hvem er de?“ Det resulterede i mange gode samtaler om vores arbejde. I slutningen af august tilrettelagde brødrene så et åbent hus-arrangement på afdelingskontoret. Hele betelfamilien var med til at fortælle om det arbejde der udføres. Man havde lavet små udstillinger for at oplyse de besøgende om vores arbejde. Der var også nogle betelitter der havde taget tøj på fra 1940’erne og 1950’erne, og de viste hvordan man dengang havde anvendt sandwichplakater for at avertere offentlige foredrag. Flere af afdelingerne havde lavet små souvenirs til gæsterne. Der kom omkring 1500 til åbent hus-arrangementet. Efterfølgende har aviser, radio og tv omtalt vores arbejde positivt.

Uro i Elfenbenskysten. Tjenesteåret 2011 begyndte optimistisk og gav løfte om mere vækst. Det fremgik tydeligt af de 23.019 bibelstudier der blev ledet af de 8656 forkyndere. Sidst i november 2010 kastede stridigheder  i forbindelse med valget imidlertid landet ud i uroligheder og kaos. Kampene der fulgte, nåede hovedstaden Abidjan i marts og fortsatte ind i april 2011. Det resulterede i en masseflugt af civile fra byen og endda fra landet. Blandt dem var der mange af vores brødre; de flygtede til fods og måtte efterlade deres hjem og ejendele.

I denne vanskelige periode var vores brødres neutrale standpunkt ofte en beskyttelse for dem. Ved en lejlighed kom der soldater ind på en skole hvor lærere og studievejledere holdt et seminar. Alle blev beordret til at aflevere deres værdigenstande og lægge sig ned på gulvet. Da en broder gav soldaterne sin forkyndertaske der var fuld af publikationer, var de straks klar over at han var et af Jehovas Vidner. De gav ham tasken tilbage sammen med hans penge og mobiltelefon og sagde: „Du udgør ikke nogen trussel for os.“

 INDVIELSE AF AFDELINGSKONTORER ÆRER GUD

Den 18. december 2006 begyndte man at udvide afdelingskontoret i Chile ved at bygge en ny toetages kontorbygning, et nyt treetages boligkompleks og gøre lagerpladsen betydeligt større. Den 16. oktober 2010 var der 5501 til stede ved indvielsesprogrammet, hvor David Splane fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen på spansk.

Den 19. februar 2011 var der 210 til stede ved indvielsen af det udvidede landskontor i Burkina Faso. Indvielsestalen blev holdt af John Kikot fra hovedkontoret. Afdelingskontoret i Elfenbenskysten havde ført tilsyn med forkyndelsesarbejdet i landet indtil maj  2011, hvor Burkina Faso kom under afdelingskontoret i Benin. Den gode adfærd på byggepladsen var til stor ære for Jehovas navn. „Der var ingen råben og skrigen,“ bemærkede en ansat ved et stort byggefirma. „Vi har aldrig været på et byggeprojekt med folk så rolige og glade som her.“

Der var stor glæde da de nye faciliteter i forbindelse med afdelingskontoret i Hongkong blev indviet den 27. august 2011. De nye kontorer ligger på 19. etage i en 37-etages bygning, med udsigt over Victoria Harbour. (Se pilen på billedet nedenfor). Stephen Lett fra Det Styrende Råd holdt indvielsesforedraget for en begejstret skare på 290 der sad i spisesalen, i forsendelsen og på kontorerne. De nye kontorer opfylder ønsket om mere plads til tjenesteafdelingen og afdelingerne for oversættelse, audio-video, indkøb, forsendelse og regnskab.

 DEN JURIDISKE SITUATION

Den trofaste profet Jeremias havde god grund til at stole på at den almægtige Gud aldrig ville lade ham i stikken. „De skal kæmpe imod dig,“ sagde Jehova, „men de vil ikke kunne klare sig over for dig. For jeg er med dig for at frelse dig og for at udfri dig.“ (Jer. 15:20) Som det fremgår af de følgende rapporter, har Jehova også støttet sine tjenere i nyere tid og hjulpet dem til at udføre deres forkyndelse trods modstand. — Matt. 24:9; 28:19, 20.

 Armenien Vahan Bajatjan, der er et af Jehovas Vidner, var blevet idømt to og et halvt års fængsel fordi han af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste. Efter at han havde tabt retssagen og flere appeller ved armenske domstole, blev hans sag sendt videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Den 27. oktober 2009 afsagde syv dommere ved Menneskerettighedsdomstolen en afgørelse til fordel for Armenien. En af dommerne var dog uenig og mente at afgørelsen var „uforenelig med gældende europæiske normer hvad angår spørgsmålet om samvittighedsnægtelse“. I betragtning af sagens store betydning valgte Menneskerettighedsdomstolen at henvise sagen til dens Storkammer på 17 dommere.

 Den 7. juli 2011 afsagde de 17 dommere i Storkammeret dom. Med stemmerne 16 mod 1 nåede de frem til at Armenien havde krænket broder Bajatjans samvittighedsfrihed. Domstolen anførte at den „ingen grund har til at betvivle at klagerens vægring mod at udføre militærtjeneste skyldtes hans religiøse overbevisning, som han tog dybt alvorligt, og som var i direkte konflikt med hans forpligtelse til at udføre militærtjeneste“. Denne skelsættende dom vil forhåbentlig føre til at de 69 brødre der er fængslet i Armenien, samt de brødre der befinder sig i samme situation i Aserbajdsjan og Tyrkiet, vil blive løsladt. *

Bulgarien Den 17. april 2011 var over 100 personer, deriblandt kvinder, børn og ældre, på fredelig vis forsamlet i en rigssal i Burgas for at overvære højtiden til minde om Kristi død. Uden for rigssalen stimlede omkring 60 mænd sammen, og de begyndte at kaste store sten mod de Jehovas Vidner der stod ved indgangen. Derefter forsøgte pøbelen at trænge ind i rigssalen,  men blev forhindret af brødrene. Politiet blev straks tilkaldt, men var længe om at rykke ud. Der var flere af forkynderne som kom til skade, og fem måtte køres med ambulance til hospitalet. Ikke desto mindre gennemførte menigheden mindehøjtiden. Angrebet skilte sig ud fra den respektfulde måde Jehovas Vidner ellers bliver behandlet på i Bulgarien, og det har da også resulteret i positiv omtale i medierne. Det Styrende Råd bad 13 afdelingskontorer om at gøre de bulgarske ambassader i deres respektive lande opmærksomme på angrebet i Burgas. Siden da har den bulgarske regering fordømt angrebet, og den lokale anklager har rejst sigtelse mod otte af gerningsmændene.

Sydkorea Over 800 Jehovas Vidner sidder stadig fængslet i Sydkorea fordi de nægter at udføre militærtjeneste af samvittighedsgrunde der skyldes deres religiøse overbevisning. Siden 1950 er flere end 16.000 Jehovas Vidner tilsammen blevet idømt over 31.000 års fængsel fordi de nægter at udføre militærtjeneste. Hvorfor har så mange unge mænd taget dette kompromisløse standpunkt?

Hver enkelt af disse unge mænd har på baggrund af deres egen samvittighed truffet en personlig beslutning om ikke at udføre militærtjeneste. For eksempel sagde Kim Ji-Gwan under retssagen imod ham: „Det gjorde et stort indtryk på mig at Bibelen siger at folk ’ikke mere skal lære at føre krig’, og at man ’skal elske sin næste som sig selv’. Jeg lærte også at kærlighed der bygger på principper, kan motivere os til at elske vores fjender. Det var på grundlag af disse og andre vers fra Bibelen og som følge af min faste, personlige overbevisning at jeg traf den beslutning at jeg ikke vil udføre militærtjeneste.“ — Es. 2:4; Matt. 5:43, 44; 22:36-39.

 I øjeblikket er det ikke muligt for unge mænd i Sydkorea at udføre en alternativ, civil tjeneste. I et forsøg på at få løst dette problem blev ti sager appelleret til Koreas forfatningsdomstol. Den 11. november 2010 hørte retten den mundtlige procedure, der blandt andet kom ind på om Koreas manglende bestræbelser for at indføre en alternativ ordning for dem der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, er en krænkelse af de koreanske borgeres rettigheder.

Den 24. marts 2011 traf FN’s Menneskerettighedsråd den afgørelse at Sydkorea overtrådte internationalt anerkendte menneskerettigheder da myndighederne fængslede 100 militærnægtere som er Jehovas Vidner. (Disse brødre havde appelleret til FN’s Menneskerettighedsråd fordi de var blevet fængslet). Desuden blev den gunstige dom som Menneskerettighedsdomstolens Storkammer havde afsagt i broder Bajatjans sag (se rapporten fra Armenien på  side 34-35), sendt til Koreas forfatningsdomstol til overvejelse i forbindelse med den afgørelse der skulle træffes i de sammenlagte ti sager. Den 30. august 2011 stadfæstede forfatningsdomstolen ikke desto mindre loven om værnepligt og fastholdt at personer der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, fortsat skal fængsles, hvilket er en klar tilsidesættelse af Menneskerettighedsrådets afgørelse. På grund af den konflikt der er mellem loven om værnepligt og den forfatningsmæssige anerkendelse af samvittighedsfriheden, erklærede to af de ni dommere sig uenige og stillede krav om en alternativ, civil tjeneste.

Tyrkiet Den 31. juli 2007 kunne Jehovas Vidner glæde sig over at være blevet juridisk anerkendt som en religiøs forening i landet. Selvom der stadig er nogle  udfordringer i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet og brugen af vores rigssale, har vores arbejde fortsat fremgang. Den 26. april 2011 udsendte det tyrkiske undervisningsministerium et officielt direktiv hvori der stod at ’Jehovas Vidner kan blive fritaget for den obligatoriske religionsundervisning i skolen’. Ministeriet anførte at „selvom Jehovas Vidner ikke accepterer visse almindeligt anerkendte læresætninger inden for kristendommen, udgør de en kristen religion“. Denne afgørelse er en god nyhed for vores unge brødre og søstre, som i en del år har fået lave karakterer i skolen fordi de har nægtet at deltage i religionsundervisningen.

USA I maj 2011 traf appelretten i Kansas en gunstig afgørelse i sagen Mary D. Stinemetz mod Kansas Health Policy Authority. Ifølge afgørelsen havde staten krænket søster Stinemetz’ grundlovssikrede rettigheder  da de nægtede hende tilladelse til i en anden stat at få foretaget en operation uden brug af blod. Eftersom den type operation søster Stinemetz havde brug for, ikke blev udført i Kansas, erklærede retten at staten skulle hjælpe hende til at få behandling i en anden stat. Dette er ikke alene en sejr for søster Stinemetz, men også for andre forkyndere i USA som har offentligt finansieret sygeforsikring.

Den 10. august 2011 afsagde Kansas’ højeste domstol en gunstig afgørelse der stadfæstede søster Monica McGlorys ret til forældremyndigheden over hendes søn. Barnets far havde søgt om at få forældremyndigheden over sønnen med den begrundelse at søster McGlory (1) ville nægte sønnen blodtransfusion hvis det kom på tale, (2) tog barnet med sig når hun forkyndte fra hus til hus, og (3) fremmedgjorde barnet for dets far og samfundet ved at fortælle det om Harmagedon.

Kansas’ højeste domstol fastholdt de forfatningsmæssige retningslinjer der var blevet fremsat tilbage i 1957, og sagde: „Religionsfrihed, der garanteres i vores forfatning, bør omhyggeligt opretholdes, og den religiøse opdragelse af børn bør ikke, og må ikke, danne grundlag for afgørelser i sager vedrørende forældremyndighed.“ Angående spørgsmålet om blodtransfusion udtalte domstolen: „Vi kan ikke afgøre sager [om forældremyndighed] på grundlag af en eller anden hypotetisk, fremtidig ulykke eller sygdom som måske kunne nødvendiggøre [blodtransfusion].“

Frankrig Det vakte stor glæde da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 30. juni 2011 afsagde en dom til fordel for Jehovas Vidners Forening i Frankrig. Det var kulminationen af en 16 år lang kamp der  skyldtes at myndighederne havde lagt en helt ublu skat på 60 procent på de bidrag afdelingskontoret modtog. Jehovas Vidner er den eneste større religiøse organisation der er blevet beskattet på denne måde. De franske myndigheder pålagde Jehovas Vidner at betale en skat på i alt 58 millioner euro (cirka 430 millioner kroner), et beløb der langt overstiger Foreningens aktiver. Efter at domstole på alle niveauer i Frankrig havde givet myndighederne medhold i skattekravet, blev sagen indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i februar 2005.

Den 30. juni 2011 erklærede de syv dommere ved Domstolen enstemmigt at hvis de franske myndigheder fik medhold, ville det direkte forhindre Jehovas Vidner i frit at udøve deres religion. Domstolen stadfæstede at de religiøse rettigheder der er omfattet af Menneskerettighedskonventionen, også gælder Jehovas Vidner. Denne præcendensdannende afgørelse vil være et værdifuldt redskab til beskyttelse af religionsfriheden i andre lande under Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion, som for eksempel Armenien, Bulgarien, Georgien og Rusland. Det er også værd at bemærke at det er første gang Frankrig er blevet kendt skyldig i at overtræde Menneskerettighedskonventionens paragraf om religionsfrihed. Den franske stat appellerede ikke afgørelsen.

Rusland Den 10. juni 2010 vandt Jehovas Vidner en stor juridisk sejr ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sagen Jehovas Vidner i Moskva mod Rusland. Rusland appellerede sagen til Menneskerettighedsdomstolens Storkammer på 17 dommere, men den 13. december 2010 afviste Storkammerets udvalg appellen. Dommen af 10. juni 2010 blev således den endelige afgørelse af sagen. I denne dom hedder det at  den russiske regering „er juridisk forpligtet . . . til at sætte en stopper for den overtrædelse Domstolen har konstateret, og så vidt muligt afhjælpe konsekvenserne“. Regeringen har dog endnu ikke rettet sig efter denne afgørelse. I stedet har den taget nye metoder i brug for at chikanere Jehovas Vidner og forhindre dem i at gøre brug af deres ret til frit at udøve deres religion.

For eksempel foretog betjente, tidligt om morgenen den 25. august 2011, en razzia i 19 af vores brødres hjem i byen Taganrog, og de konfiskerede publikationer, computere og menighedsoptegnelser. Det lader til at disse razziaer har at gøre med en tidligere afgørelse der var blevet truffet af Den Russiske Føderations Højesteret. Domstolen afgjorde at den lokale religiøse organisation af Jehovas Vidner i Taganrog skulle opløses, og at 34 af vores publikationer skulle betragtes som ekstremistiske. På grundlag af afgørelser truffet af russiske domstole har regeringen sat 63 af vores  publikationer på den føderale liste over ekstremistisk materiale.

Derudover er vores brødre og søstre blevet udsat for mindst 950 razziaer, overfald, arrestationer og fængslinger. De russiske myndigheder har indledt 11 straffesager mod vores brødre, og mange rigssale er blevet udsat for hærværk. I mindst ét tilfælde har myndighederne endda installeret overvågningskameraer i en families hjem, og hos mange andre har de aflyttet telefoner og overvåget mailtrafik i et forsøg på at få dem dømt efter loven om ekstremistisk virksomhed.

Et af tilfældene drejer sig om de falske anklager der blev rettet mod den 35-årige Aleksandr Kalistratov i byen Gorno-Altajsk. Denne broder er, i henhold til en lov om ekstremistisk virksomhed som er blevet stærkt kritiseret af mange menneskerettighedsforkæmpere, blevet anklaget for at have „anstiftet religiøst had eller fjendskab“. Under retssagen, der strakte sig fra den 7. oktober 2010 til den 18. marts 2011, kunne ingen af de 71 vidner der blev afhørt, bekræfte at Aleksandr havde begået, eller havde haft til hensigt at begå, noget kriminelt. Retten foretog en grundig undersøgelse af Jehovas Vidners litteratur og lære, og den 14. april 2011 blev Aleksandr frikendt. Anklageren appellerede dog afgørelsen, og den 26. maj 2011 besluttede højesteretten i Republikken Altaj at sende sagen tilbage til en lavere instans til fornyet prøvelse med en anden dommer. Efter at være blevet fuldstændig frikendt står vores broder nu over for en ny runde af retsmøder, som kan føre til at han på falsk grundlag alligevel bliver dømt som ekstremist.

En sådan sag, der drejer sig om formodet farlig virksomhed, har i høj grad henledt offentlighedens opmærksomhed  på vores arbejde i Gorno-Altajsk. Hvordan har de lokale forkyndere, som også er i fare for at blive retsforfulgt, klaret situationen?

„I denne vanskelige tid har Bibelen fået endnu større værdi for mig,“ fortæller en søster ved navn Inna. „Mine brødre og søstre er blevet mere som en familie for mig, og jeg føler mig nærmere Jehova end nogen sinde før!“ Nogle af vores publikationer er forbudt, men der er blevet oprettet mange studier ved hjælp af Bibelen alene. Antallet af forkyndere i Altaj steg med 24 procent i forhold til året før, og antallet af timer brugt i forkyndelsesarbejdet steg med 33 procent. Mindehøjtiden blev overværet af 16 procent flere end sidste år, dobbelt så mange som der er forkyndere i republikken!

I mellemtiden har Jehovas Vidner i Rusland indsendt 13 nye klager over den russiske regering til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En af klagerne drejer sig om den afgørelse der blev truffet af Den Russiske Føderations Højesteret den 8. december 2009, og en anden om den afgørelse der blev truffet af højesteretten i Republikken Altaj, der stemplede 18 af vores publikationer som ekstremistiske.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 14]

„Der står skrevet hos Profeterne: ’Og de skal alle være oplært af Jehova’“

[Tekstcitat på side 25]

„Ordene ’mange tak’ er ikke nok til at udtrykke det jeg føler i mit hjerte“

[Ramme på side 12]

Hvad nogle sagde om hjælpepionertjenesten:

• „For første gang i mit liv var det muligt for mig at være hjælpepioner. Jeg har slet ikke ord for hvor taknemmelig jeg er for at have haft denne mulighed!“

• „Tusind tak for dette nye tiltag. Det har givet os stor glæde.“

• „Det var et højdepunkt i vores menigheds historie.“

• „Det at vi har været så mange hjælpepionerer, har bidraget til freden og enheden i menigheden.“

• „Ja, nu må Harmagedon da være lige om hjørnet!“ — Sådan lød det fra en der ikke er et Jehovas vidne, og som havde bemærket vores øgede aktivitet i april.

[Ramme på side 43]

’RÅB AF GLÆDE’

I DENNE verden der er underlagt Satans onde styre, kommer folk ud for stadig større vanskeligheder. (Åb. 12:12) I modsætning hertil ’råber Jehovas tjenere af glæde af et veltilpas hjerte’. (Es. 65:13, 14) Uden ophør indbyder de så mange som muligt til at tilbede den sande Gud, i bevidstheden om at „alle der søger tilflugt hos [Jehova] vil fryde sig; til fjerne tider vil de råbe af glæde“. — Sl. 5:11.

 [Oversigt/​Grafisk fremstilling på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TILGÆNGELIG PÅ 106 SPROG

Hele Ny Verden- De Kristne Græske

Oversættelsen: 62 Skrifter: 44

Afrikaans Amerikansk tegnsprog

Albansk Amharisk

Arabisk Aserbajdsjansk

Armensk Aserbajdsjansk (kyrillisk)

Bemba Brasiliansk tegnsprog

Bulgarsk Burmesisk

Cebuano Cambodjansk

Chewa Chitonga

Dansk Colombiansk tegnsprog

Efik Estisk

Engelsk Ewe

Finsk Fiji

Fransk Gun

Georgisk Hindi

Græsk Hiri motu

Hollandsk Ilongo

Igbo Italiensk tegnsprog

Iloko Kannada

Indonesisk Kaonde

Italiensk Kasakhisk

Japansk Kiribati

Kinesisk

(forenklede skrifttegn) Kreol-haitiansk

Kinesisk

(traditionelle skrifttegn) Lettisk

Kinyarwanda Litauisk

Kirgisisk Luganda

Kirundi Luvale

Koreansk Malayalam

Kroatisk Mexicansk tegnsprog

Lingala Nepalesisk

Makedonsk Pangasi

Malagassisk Panjabi

Maltesisk Papiamento (Curaçao)

Norsk Russisk tegnsprog

Ossetisk Sango

Polsk Silozi

Portugisisk Sranantongo

Rumænsk Tamil

Russisk Thai

Samoansk Tok pisin

Sepedi Tongansk

Serbisk Tumbuka

Serbisk (latinsk) Ukrainsk

Sesotho Usbekisk

Shona Vietnamesisk

Singalesisk

Slovakisk

Slovensk

Spansk

Svensk

Swahili

Tagalog

Tjekkisk

Tsonga

Tswana

Twi (akuapem)

Twi (ashanti)

Tyrkisk

Tysk

Ungarsk

Xhosa

Yoruba

Zulu

[Grafisk fremstilling]

◀ 76% ◁ 24%

I 2011 havde mindst 76 procent af jordens befolkning mulighed for at læse hele „Ny Verden-Oversættelsen“ eller dele af den på deres modersmål

110

100

90

80

70

60

50

40

30

20

10

0

1950 1955 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000 2005 2010

[Grafisk fremstilling på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

På verdensplan deltog 2.657.377 forkyndere i hjælpepionertjenesten

2.5 (MILLIONER)

2.0

1.5

1.0

0.5

0

2008 2009 2010 2011

[Kort på side 35]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

USA

FRANKRIG

BULGARIEN

TYRKIET

ARMENIEN

ASERBAJDSJAN

RUSLAND

SYDKOREA

[Illustration på side 6]

Ovenfor: Pionerer og forkyndere tog deres bibelstudieelever med hjem til Jeannette for at de kunne studere der. (Se  side 8-9)

[Illustration på side 7]

En gruppe pionerer og hjælpepionerer på vej ud i tjenesten i Madrid, Spanien

[Illustration på side 10]

Toshi forkynder for en hjælper på plejehjemmet

[Illustration på side 11]

Alejandro med sin far på den sidste dag i måneden i Sant Celoni, Barcelona, Spanien

[Illustration på side 13]

Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York, USA

[Illustration på side 18]

Rigssal i Rikuzentakata, Japan

 [Illustration på side 22]

Øverst: Frivillige rydder op i en broders hjem i Shibata, Miyagi

[Illustration på side 22]

Til venstre: Et medlem af afdelingskontorets udvalg holder foredrag i en broders hjem i Rikuzentakata

[Illustration på side 22]

Nederst: Frivillige laver mad ved en særlig stævnedag i katastrofeområdet

[Illustration på side 24]

Den litauiske og lettiske oversættelse

[Illustrationer på side 31]

Mindeplade ved Yankee Stadium, New York, USA, der viser at det største antal tilstedeværende i stadionets historie var ved Jehovas Vidners stævne i 1958

[Illustrationer på side 32]

Byggearbejdere på landskontoret i Burkina Faso

[Illustration på side 32]

Kontoret i Burkina Faso

[Illustration på side 32]

Afdelingskontoret i Chile

[Illustrationer på side 33]

De nye faciliteter i Hongkong

[Illustration på side 34]

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Frankrig

[Illustration på side 38]

Skoleelever der holder deres karakterbøger frem. De er glade for at være fritaget for religionsundervisning

[Illustration på side 41]

Forkyndelse i Gorno-Altajsk i Republikken Altaj