Norge

DEN unge mand stod på skibets dæk og spejdede forventningsfuldt ind mod den norske kyst. Hans navn var Knud Pederson Hammer. Han havde tidligere været præst i en baptistkirke i North Dakota, USA, men året før havde han sluttet sig til Bibelstudenterne (nu kendt som Jehovas Vidner). Nu, i 1892, vendte han tilbage til sit hjemland for at forkynde for venner og familie.

De fleste af Norges to millioner indbyggere tilhørte den lutherske statskirke. Knud var ivrig efter at hjælpe oprigtige nordmænd til at lære den sande Gud, Jehova, at kende og at hjælpe dem til at forstå at denne kærlige Gud ikke piner syndere i et brændende helvede. Han ville også gerne fortælle dem om Kristi kommende tusindårsrige, hvor jorden vil blive omdannet til et paradis.

Da skibet nærmede sig kysten, betragtede Knud konturerne af dette smukke land — et langt, smalt  land med høje, sneklædte fjelde, dybe fjorde og vidtstrakte skove. Han var klar over at det ville blive en udfordring at nå ud til de tyndtbefolkede områder der kun havde få veje og broer. Mange nordmænd boede ganske vist i de voksende byer, men andre boede på landet og i små fiskerlejer eller på de hundredvis af øer langs kysten. Når man tænker på de store udfordringer, er resultatet af Knuds forkyndelse og væksten af den sande tilbedelse i Norge trosstyrkende og inspirerende for Guds folk i hele verden.

RIGETS SÆD BÆRER FRUGT

Der var nogle i området omkring Knuds hjemby, Skien, der viste interesse for hans budskab, men desværre kunne han ikke blive hos dem da han var nødt til at vende tilbage til sin familie i USA. I 1899 rejste han imidlertid til Norge igen, denne gang på opfordring af Charles T. Russell, som på det tidspunkt ledte det arbejde Bibelstudenterne udførte. Broder Russell ville gerne have Knud til at oprette en menighed i Norge. Knud medbragte nogle eksemplarer af de to første bind af Millenniets Daggry (senere kaldet Studier i Skriften), som var blevet oversat til dansk-norsk. (På det tidspunkt var det norske skriftsprog meget lig det danske, og bøgerne kunne derfor både læses i  Danmark og Norge). Knud forkyndte for mange og afsatte også nogle bøger, men efter et stykke tid måtte han igen vende tilbage til USA.

Året efter fik Ingebret Andersen, som boede lige uden for Skien, fat i bogen der dengang hed Tidsaldrenes Plan. Det var sikkert et eksemplar som Knud havde haft med til Norge. Igennem lang tid havde Ingebret været interesseret i Kristi „andet komme“, og nu var både han og hans kone, Berthe, helt opslugt af det de læste. Snart begyndte Ingebret at forkynde for andre. Han tog endda til religiøse møder for at fortælle folk om Kristi tusindårsrige. Senere besøgte han dem der havde vist interesse, og ret hurtigt var der en aktiv menighed på mindst ti Bibelstudenter i Skien.

 Knud hørte gennem en slægtning om den lille menighed i Skien, og i 1904 vendte han derfor tilbage til Norge for at finde Ingebret. Knud standsede en mand på gaden og spurgte: „Kan du fortælle mig om der bor en mand ved navn Ingebret Andersen her i nærheden?“ „Ja,“ svarede manden, „det er mig.“ Knud blev så glad at han åbnede sin kuffert midt på gaden for at vise Ingebret alle de bøger han havde taget med. Ingebret var selvfølgelig henrykt over at møde Knud og over at se denne overflod af læsestof.

Knud fortalte ivrigt sine norske trosfæller om organisationen og forkyndelsesarbejdet. Da han vendte tilbage til sin familie, der på det tidspunkt boede i Canada, var menigheden i Skien blevet opmuntret til at fortsætte arbejdet.

SANDHEDEN NÅR UD TIL ANDRE DELE AF NORGE

Forkyndelsesarbejdet i Norge fik et skub fremad i 1903 da der ankom tre nidkære kolportører (heltidsforkyndere) — Fritiof Lindkvist, Viktor Feldt og E.R. Gundersen. Fritiof bosatte sig i hovedstaden Kristiania (nu Oslo), og i 1904 blev hans hjem kontor for Vagttårnets Selskab, hvor man kunne bestille læsestof og tegne abonnement på Vagt-Taarnet.

I slutningen af 1903, da broder Gundersen forkyndte i Trondheim, mødte han Lotte Holm, som tog imod noget læsestof. Derefter vendte hun  hjem til Narvik, der ligger nord for polarcirklen, og blev den første forkynder i Nordnorge. Senere rejste Viktor Feldt til Narvik og hjalp to ægtepar til at blive Bibelstudenter. De kom i kontakt med Lotte, og snart mødtes denne lille gruppe regelmæssigt for at studere Bibelen. Lottes søster, Hallgerd, tog også imod sandheden, og senere tjente de begge som nidkære pionerer i forskellige dele af Norge.

Broder Feldt og broder Gundersen havde særlig gode resultater da de forkyndte i Bergen i 1904 og 1905. I Zion’s Watch Tower for 1. marts 1905 kunne man læse: „En fremtrædende taler i Frimissionen i denne by er blevet fuldstændig grebet af det klare lys, og han fremholder nu det fulde og sande evangelium for sine altid store og opmærksomme tilhørerskarer.“

 Denne taler var Theodor Simonsen, som senere blev ekskluderet af Frimissionen fordi han underviste i de vidunderlige nye sandheder han havde lært ud fra vores publikationer. Dette tab for Frimissionen var imidlertid til gavn for Bibelstudenterne. Blandt Jehovas folk blev Theodor en meget værdsat broder og taler. Senere bosatte han sig i Kristiania, hvor der var en voksende menighed af Bibelstudenter.

NOGLE AF DE FØRSTE PIONERER

Omkring 1905 var der menigheder med Bibelstudenter i fire byer: Skien, Kristiania, Bergen og Narvik. Snart var der adskillige ivrige forkyndere der begyndte i heltidstjenesten, og de sørgede for at den gode nyhed blev kendt i mange andre dele af landet. Disse første pionerer havde hver især en interessant baggrund.

Den første pionersøster i Norge hed Helga Hess. Hun var forældreløs og boede i Bergen, hvor hun som 17-årig var blevet søndagsskolelærer. Da hun i Frimissionen hørte Theodor Simonsen tale om det han havde lært ved at læse en af Bibelstudenternes bøger, blev hendes interesse vakt, og hun begyndte at læse den samme litteratur. Hun holdt op som søndagsskolelærer, og i 1905, da hun var 19 år, rejste hun til Hamar og Gjøvik for at forkynde den gode nyhed.

En dag i 1908 da Andreas Øiseth stod og huggede brænde på familiegården i nærheden af Kongsvinger, fik han besøg af en pioner der gav ham bogen Guds Verdensplan. Andreas, der var først i tyverne, elskede det han læste, og sendte bud efter mere læsestof. Efter nogle måneder overlod han gården til en af sine yngre brødre og begyndte som pioner. I løbet af de næste otte år forkyndte han i så godt som hele landet.  Først tog han nordpå, idet han brugte en cykel om sommeren og en sparkstøtting om vinteren. Da han kom til Tromsø, vendte han om og rejste sydpå mens han gennemarbejdede områderne langs kysten helt til Kristiania.

Anna Andersen fra Rygge, i nærheden af Moss, var også en af de første pionerer. Hun havde i mange år været officer i Frelsens Hær og havde ofret sig for at hjælpe de fattige. Omkring 1907 læste hun nogle af vores publikationer, og det gik op for hende at hun havde fundet sandheden. I Kristiansund kom hun i kontakt med en anden officer i Frelsens Hær, ved navn Hulda Andersen (senere Øiseth), som viste interesse for Bibelen. Kort efter drog disse to kvinder ud på en lang rejse med kystskibet, som bragte dem hele vejen nordpå til Kirkenes, tæt ved den russiske grænse. Alle de steder hvor skibet lagde til, gik de i land og delte læsestof  ud. I 1912 eller deromkring begyndte Anna som pioner. I årtier rejste hun rundt i hele landet med skib eller på cykel, og hun nåede ud til næsten alle byer i Norge med bibelsk læsestof. En hel del af tiden opholdt hun sig i Kristiansand mod syd, hvor hun var til stor støtte for den voksende menighed.

Karl Gunberg havde været officer i flåden før han blev Bibelstudent. Han var midt i trediverne da han, omkring 1911, begyndte som pioner, og han tjente til livets ophold som navigationslærer. Til trods for Karls temmelig alvorlige udseende var han kendt som en behagelig og humoristisk mand. Han forkyndte i hele Norge til han var højt oppe i alderen, og som vi senere skal se, skulle hans baggrund som flådeofficer og navigationslærer vise sig at blive til stor nytte i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed.

BRODERSAMFUNDET STYRKES

I oktober 1905 var der stor glæde over det første stævne der blev holdt i Kristiania. Der var 15 til stede, og tre blev døbt. I 1906 var der stævne i Bergen, og fra 1909 og fremefter blev der arrangeret stævner hvert år med talere fra Danmark, Finland og Sverige. Nogle af disse brødre besøgte også menighederne som pilgrimme, forløberne for vore dages rejsende tilsynsmænd.

Højdepunkterne i disse år var broder Russells besøg. I 1909 besøgte han både Bergen og Kristiania. Det var en stor glæde for brødrene og søstrene at møde ham og lytte til hans foredrag. Hans andet besøg, i 1911, fik stor opmærksomhed, og de 61 brødre og søstre der var samlet for at høre broder Russells offentlige foredrag, var begejstrede over at omkring 1200 var til stede.

 Tre år senere fik Henry Bjørnestad, som den første norske rejsende tilsynsmand, af broder Russell til opgave regelmæssigt at besøge brødrene i Norge og Sverige.

ARBEJDET INTENSIVERES OP TIL 1914

I 1910 fik man et nyttigt redskab til brug i forkyndelsen i form af en række traktater der hed Ekko fra Talerstolen. Det hjalp flere af Bibelstudenterne til at tage aktivt del i forkyndelsesarbejdet. Brødrene og søstrene som var ivrige efter at afsløre religiøse vildfarelser og forklare Bibelens sandheder, uddelte i tusindvis af disse gratis traktater, der ofte blev lagt ind i aviser.

Bibelstudenterne var spændte på at se hvad der ville ske i 1914. Bogen Tiden er nær (det andet bind af Millenniets Daggry) forklarede at hedningernes tider ville udløbe i 1914 og ville være kendetegnet af trængsler og anarki, hvorefter Guds rige ville begynde at herske. Bibelstudenterne forventede også at Kristi medarvinger da ville modtage deres himmelske belønning.

Det var et emne der ofte blev drøftet. En aften i juli 1914 spillede Karl Kristiansen for eksempel i Skien byorkester. I pausen sagde han til nogle af dem der stod omkring ham: „Om nogle få uger vil der ske noget. Først vil der blive krig, så revolution, så anarki, og så vil Guds rige komme.“ Da den første verdenskrig kort efter brød  ud, kom folk hen til Karl og ville gerne have mere at vide.

Længere sydpå ved kysten, i Arendal, var der kun én Bibelstudent i 1914. En dag mødte denne søster Mia Apesland på gaden og fortalte hende at der ifølge Bibelen ville blive krig i efteråret 1914. „Hvis det sker,“ svarede Mia, „vil jeg også blive troende.“ Da Mia kort efter så at det denne søster havde fortalt hende, skete, levede hun op til sit løfte og blev en sand troende. Mia og søsteren der havde forkyndt for hende, udgjorde sammen med nogle få andre kernen i Arendal menighed.

FREMGANG, DEREFTER PROBLEMER

Det viste sig at det ikke var alle Bibelstudenternes forventninger til 1914 der gik i opfyldelse. Ikke desto mindre fortsatte de nidkært deres arbejde. Fra december 1914 til et godt stykke ind i 1915 blev der aflagt et storslået vidnesbyrd ved hjælp af den imponerende lysbilled- og filmforestilling „Skabelsens Fotodrama“. Den blev vist for store forsamlinger i Kristiania, Bergen, Trondheim, Skien, Arendal og Kristiansand.

Kort efter opstod der imidlertid nogle problemer. Fritiof Lindkvist, der havde ledet arbejdet i Norge i omkring ti år, begyndte at gå sine egne veje, og i 1916 forlod han organisationen. Som et resultat heraf fik brødre i Sverige og Danmark ansvaret for arbejdet i Norge i de følgende år. I 1921 fik Enok Öman til opgave at føre tilsyn med forkyndelsen i Norge, hvilket han gjorde til 1945.

Der blev også en del uro da C.T. Russell døde i 1916 og blev efterfulgt af J.F. Rutherford som leder af Bibelstudenternes arbejde. Mange forlod organisationen  fordi deres forventninger til 1914 ikke var blevet indfriet, og på grund af forandringer inden for organisationen. Konsekvenserne var særlig store i Bergen, hvor der i 1918 kun var én broder og syv søstre tilbage i menigheden. I Trondheim var der flere der forlod menigheden, og i Kristiania var der også en gruppe der faldt fra. Men de der loyalt støttede organisationen, erfarede snart Jehovas rige velsignelser.

DER BLIVER SAT SKUB I ARBEJDET

I 1918 holdt broder Rutherford det spændende foredrag „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“. Fra 1920 til 1925 blev dette interessante foredrag holdt i hele verden. Fra hovedkontoret i New York kom A.H. Macmillan for at holde foredraget i flere byer i Norge. I Kristiania var alle pladser i universitetets auditorium optaget, og mange måtte opgive at komme ind. Men broder Öman trådte op på en kasse ved indgangen og råbte: „Hvis De kommer igen om halvanden time, vil Macmillan holde foredraget en gang til!“ Og ganske rigtigt, hallen blev igen fyldt med folk som ville høre broder Macmillan holde det for anden gang. I årene derefter holdt norske brødre foredraget i resten af Norge. Tusinder lyttede til de overbevisende bibelske vidnesbyrd om at mange vil overleve Harmagedon og opnå evigt liv på en paradisisk jord. Mange tog også imod budskabet ved at læse brochuren Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.

Fra 1922 til 1928 uddelte Bibelstudenterne hundredtusinder af traktater der indeholdt de resolutioner der var blevet vedtaget ved forskellige stævner, for eksempel Et Opraab til de ledende i Verden, En  Advarsel til alle Kristne og Gejstligheden anklages. Mange Bibelstudenter kom i gang med forkyndelsen ved at uddele disse traktater.

Alligevel gik arbejdet kun langsomt fremad. Selvom pionerer og nidkære forkyndere gjorde en ihærdig indsats, var der andre der havde brug for hjælp til at gøre mere i forkyndelsen. Derudover var publikationerne hovedsagelig på dansk, dansk-norsk eller svensk, men ikke på norsk. Hvad kunne der gøres for at få sat yderligere skub i arbejdet?

I 1925 bragte apriludgaven af det norske Bulletin (nu Tjenesten for Riget) denne spændende meddelelse: „Vi sender jer hermed det første nummer af Den Gylne Tidsalder på norsk. Der kan nu tegnes abonnement.“ Der var tale om martsudgaven af Den Gylne Tidsalder (nu kendt som Vågn op!). Denne norske udgave fik snart stor udbredelse, ikke kun i Norge, men også i Danmark. I 1936, da navnet på det norske blad blev ændret til Ny Verden, var der 6190 der abonnerede på bladet.

BEDRE ORGANISERING OG NYE FACILITETER

I maj 1925 samledes mere end 500 Bibelstudenter fra forskellige dele af Skandinavien til et stævne i Örebro i Sverige. Ved stævnet meddelte broder Rutherford at der ville blive oprettet et nordeuropæisk kontor i København. William Dey ville komme fra London for at  føre tilsyn med forkyndelsen i Danmark, Norge, Sverige, Finland og de baltiske lande. Der ville stadig være en lokal tilsynsmand i hvert land, og Enok Öman ville fortsat have denne opgave i Norge.

William Dey, der oprindelig kom fra Skotland, var en energisk broder som gjorde meget for at sætte gang i forkyndelsesarbejdet. Han var en dygtig organisator, og med sit behagelige væsen og gode eksempel i tjenesten var han også til stor opmuntring for brødrene. I løbet af september og oktober 1925 rejste han rundt i hele Norge og organiserede menighedernes aktiviteter i overensstemmelse med hovedkontorets retningslinjer. Han talte på engelsk og gjorde brug af en tolk. Broder Dey var tilsynsmand for det nordeuropæiske kontor indtil den anden verdenskrig.

Gennem nogen tid havde brødrene søgt efter et mere passende sted til det norske kontor. I 1925 købte en broder der havde arvet nogle penge, et treetages hus i Oslo og solgte det til organisationen for omkring det halve af prisen. Det kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. Denne bygning opfyldte på en udmærket måde vores behov indtil 1983.

EN ORGANISATION AF AKTIVE VIDNER

Året 1931 var en vigtig milepæl i Guds tjeneres historie i hele verden. Det var det år de antog det nye navn — Jehovas Vidner. „Da vi skulle antage vores nye navn,“ skrev broder Öman, „rejste vi os alle op og råbte med stor begejstring ’Ja’.“ Alle brødrene og søstrene var lykkelige over nu at have et bibelsk navn, og de var besluttede på at leve op til det.

Det var tydeligt at Jehova velsignede forkyndernes flittige indsats i Norge. Det gennemsnitlige antal  forkyndere steg fra 15 i 1918 til 328 i 1938. Jehovas folk var ikke blot Bibelstudenter; de var også aktive vidner.

Et eksempel på det har vi i Even Gundersrud, som blev døbt i 1917 og hørte til menigheden i Skien. Først prøvede hans kone at forhindre ham i at komme til møderne ved at gemme hans sko. Men det stoppede ham ikke — han gik simpelt hen til møde barfodet! Ved en lejlighed da hun havde låst Even inde i soveværelset, kom han hjemmefra ved at springe ud ad vinduet. Intet af det Evens kone gjorde, afholdt ham fra at komme til møderne. Alt imens fortsatte han med at behandle hende venligt. Efterhånden følte hun sig pinligt berørt over at hendes mand gik barfodet ind i byen. Da hun gerne ville finde ud af hvorfor møderne betød så meget for Even, begyndte hun at tage med ham. Med tiden blev hun også et af Jehovas Vidner.

Den entusiasme som menigheden i Skien lagde for dagen, var typisk for menighederne dengang. Brødrene dér forkyndte i de nærliggende byer, bygder og landområder. I weekenden tog de ofte ud med lastbil eller båd for at forkynde og arrangere møder. Snart blev der oprettet nye grupper og menigheder  i området. Andre menigheder summede også af teokratisk aktivitet.

FREMGANG I BERGEN

En af de aktive forkyndere i Bergenområdet var Torkel Ringereide. I 1918 havde han fået fat i en brochure der var udgivet af Bibelstudenterne. Han opsøgte broder Dahl, den eneste broder i menigheden i Bergen på det tidspunkt. Broder Dahl holdt møder i sit hjem med resten af menigheden — syv søstre. Blandt dem var Helga Hess, som vi tidligere har nævnt, og som var kommet tilbage til Bergen. Torkel sluttede sig til den lille menighed, og i 1919 blev han gift med Helga.

Torkel var en frygtløs mand med en kraftig stemme. I mange år var han den eneste offentlige foredragsholder i menigheden. Som regel holdt han foredrag hver søndag, hvor han uden omsvøb afslørede præsteskabets hykleri og ubibelske læresætninger.  Foredragene blev ofte annonceret i avisen, og antallet af interesserede der var til stede, oversteg langt antallet af Bibelstudenter i området.

Torkel opfordrede tilhørerne til at fortælle andre om sandheden. I 1932 hørte Nils Raae denne opfordring. Nils havde kendt sandheden i et år, men han holdt sig tilbage fra at forkynde. Da menigheden skulle til at begynde på en omfattende kampagne med brochuren Riget, Verdens Haab, holdt Torkel et foredrag om behovet for at deltage i forkyndelsen. „Det var et fantastisk foredrag,“ sagde Nils, „og det fik det til at krible i mine fødder.“ Som afslutning på foredraget citerede Torkel Jehovas ord fra Esajas 6:8: „Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?“ Derefter sagde han: „Lad os alle svare som Esajas: ’Her er jeg! Send mig’.“ Det var lige den motivation Nils og hans kone trængte til. Uden at tøve mere begyndte de i forkyndelsen.

Brødrene og søstrene kom ofte i Torkel og Helgas hjem. Der blev altid talt om sandheden, og det var til stor opmuntring for nye og unge forkyndere. I Bergen brugte forkynderne ofte båd og lastbil for at nå ud til de omkringliggende områder. Når de kom hjem, samledes de for at fortælle oplevelser og nyde hinandens samvær.

 OSLOS FLITTIGE FORKYNDERE

I løbet af 1920’erne og 1930’erne havde forkyndelsen også fremgang i Oslo og omegn. En af forkynderne var Olaf Skau, som blev døbt i 1923. I 1927 blev han udnævnt til arbejdsdirektør i menigheden og var i mange år en foretagsom og omsorgsfuld tilsynsmand. Han organiserede forkyndelsesarbejdet i Oslo og arrangerede også weekendture med bus eller lastbil ud i områderne omkring hovedstaden. Han plejede at sidde til langt ud på aftenen for at tegne kort og planlægge forkynderture.

Forkynderne fra Oslo gennemarbejdede byerne og landdistrikterne fra Halden og Fredrikstad syd for Oslo til Hamar mod nord og fra Kongsvinger øst for Oslo til Drammen og Hønefoss mod vest. Forkynderne ankom til distriktet omkring klokken ni og forkyndte hele dagen fra hus til hus. Ofte var der sammen med deres besøg arrangeret et offentligt møde. Dermed blev grunden lagt til nye grupper og menigheder, og alt dette blev meget værdsat af de få brødre og søstre der var i disse områder. I løbet af en nidages kampagne i 1935 afsatte de 76 forkyndere i Oslo 13.313 brochurer, et gennemsnit på mere end 175 brochurer pr. forkynder!

 Olafs kone, Esther, havde leddegigt og sad derfor i kørestol. Alligevel var deres hjem åbent for brødrene og søstrene, der elskede at komme hos dem. Som regel var det Olaf der lavede mad, og han var kendt for at servere nogle lækre kyllingevinger. Men det var især det åndeligt opbyggende samvær, de spændende bibelske drøftelser og bibelquizzer hos Olaf og Esther som mange af de ældre Jehovas Vidner stadig husker. „Vi gik aldrig fra familien Skau med et tomt hjerte,“ fortalte Ragnhild Simonsen.

„RET INDSTILLET TIL EVIGT LIV“

Førhen var folk mere religiøse og kendte mere til Bibelen end de gør i dag. Mange ville gerne tale om bibelske emner, og ’alle som var ret indstillet til evigt liv, fik tro’, ligesom i det første århundrede. — Apg. 13:48.

Som eksempel kan nævnes Durdei Hamre. I 1924 tog hun imod en brochure, som hun læste i løbet af aftenen og natten. Senere sagde hun: „Jeg gik i seng som medlem af pinsekirken og stod op som et af Jehovas Vidner.“

I midten af 1920’erne hørte en af de otte brødre fra familien Fjelltvedt et offentligt foredrag om helvedeslæren og fik en brochure om emnet. Det han læste, overbeviste ham om at læren om et brændende helvede er falsk. Ikke længe efter, da familien var samlet på slægtsgården, fortalte han begejstret sine syv brødre og tre søstre om det han havde lært. De talte om brochuren til langt ud på aftenen. Der gik ikke lang tid før alle søskende og flere af deres ægtefæller blev Bibelstudenter. Med tiden blev mange af deres  børn og børnebørn også nidkære forkyndere, og nogle af dem tog sandheden med sig til andre områder.

Folks interesse for det åndelige kom tydeligt til udtryk i 1936 da M.A. Howlett fra hovedkontoret i New York var taler ved stævnerne i Bergen og Oslo. I Bergen blev det offentlige foredrag overværet af 810, deriblandt nogle præster og en biskop. Kun 125 af de forsamlede var Jehovas Vidner. I Oslo, hvor 140 Jehovas Vidner var samlet, overværede 1014 det offentlige foredrag.

„NU BEGYNDER DE AT KOMME!“

Jehovas Vidner blev meget begejstrede da de i 1935 forstod hvem den ’store skare’ som nævnes i Åbenbaringen 7:9-17, var. Guds folk glædede sig over at lære at de der har håb om liv på en paradisisk jord, kunne slutte sig til den salvede rest som indviede tjenere for Jehova. Fra og med dette år var forkyndelsen koncentreret om at indsamle den store skare, der ville overleve „den store trængsel“, den største indsamling af sande tilbedere i menneskehedens historie.

Nogle pionerer der havde det himmelske håb, forkyndte i 1935 i et landdistrikt nær Lillehammer. Den tiårige John Johansen lyttede spændt til det pionererne fortalte hans familie om at Gud havde til hensigt at omdanne jorden til et paradis. Som 13-årig havde John så stærkt et ønske om at fortælle andre om dette dejlige håb at han lånte sin fars taske og helt alene gik ud for at forkynde i nabolaget. Nu, mere end 70 år efter, forkynder John og hans kone, Edith, stadig nidkært og glæder sig over i årenes løb at have haft en andel i den store tilgang af nye.

En dag i 1937 sad Olaf Rød og en anden broder hjemme hos Olaf og talte om den store skare. De var  de eneste Jehovas Vidner i Haugesund, og de spekulerede på hvordan denne store indsamling skulle foregå. Pludselig bankede det på døren. Olaf lukkede op, og udenfor stod Alfred Trengereid. Han havde fundet og læst et eksemplar af Vagttårnet og syntes godt om det han havde læst. Uden tøven tog han sin båd og roede til Haugesund for at få mere læsestof af den mand han vidste var et Jehovas vidne — Olaf. Olaf var forbløffet. ’Nu begynder de at komme!’ tænkte han. Og det gjorde de, dog ikke alle på samme måde eller på samme tid. Alfred blev en broder, og mange andre fra området tog også imod den gode nyhed om Riget.

BÅDE ANVENDES I INDSAMLINGEN AF DEN STORE SKARE

Da forkyndelsen tog sin begyndelse i Norge, var muligheden for at komme til at forkynde for de isolerede  beboere på de utallige øer og afsidesliggende kystområder meget lille. I 1928 købte afdelingskontoret derfor en motorbåd der havde plads nok til to eller tre pionerer, og som var stærk nok til at sejle langs Norges forrevne kystlinje. Men hvem var egnet til at stå ved roret? Den erfarne pioner Karl Gunberg meldte sig. Hans baggrund i flåden og hans erfaring som navigationslærer viste sig at være til stor gavn. Den første båd, der fik navnet Elihu, sejlede sydpå fra Oslo og lagde til i havnene langs kysten. Men en stormfuld vinternat i 1929 forliste Elihu ikke langt fra Stavanger. Alle var meget taknemmelige for at brødrene nåede sikkert i land.

Brødrene fik i 1931 fat i en anden båd, som de gav navnet Ester. Igen var det Karl der stod ved roret,  assisteret af to andre brødre. Ved hjælp af Ester dækkede man i de næste syv år mange distrikter i den vestlige og nordlige del af Norge. I 1932 følte Karl at han var blevet „for gammel til at give sig i kast med nye eventyr“. Så han gik i land og begyndte som pioner i den østlige del af Norge og overlod båden til Johannes Kårstad. Ester blev i 1938 erstattet af båden Ruth, som blev brugt indtil den anden verdenskrig i 1940 satte en stopper for forkyndelsen til søs. De sejlende pionerer havde dækket et enormt område og var kommet af med en mængde litteratur. I 1939 rapporterede de to brødre, Andreas Hope og Magnus Randal, der sejlede med Ruth, at de på blot ét år havde afsat mere end 16.000 bøger, brochurer og blade, og at de havde afspillet 1072 grammofonforedrag for 2531 tilhørere.

Foruden de mange vidunderlige åndelige oplevelser havde de også nogle fantastiske naturoplevelser. „Dag efter dag kom vi længere mod nord,“ fortalte Andreas Hope, „ind i og ud af fjordene og rundt om knejsende forbjerge. Det var en storslået, majestætisk og vild natur.“ Om vinteren, når de var nord for polarcirklen, beundrede de „nordlysets imponerende  stråleglans“. Og om sommeren nød de „midnatssolens smukke lys“.

EN NIDKÆR PIONERSØSTER

I 1930’erne steg antallet af pionerer hurtigt. De havde kun lidt at gøre med og levede under primitive forhold. Alligevel forkyndte de den gode nyhed og uddelte bibelsk læsestof i store områder. Deres urokkelige nidkærhed lagde et solidt grundlag for fremtidig vækst.

Tag for eksempel Solveig Løvås (senere Stormyr) fra Oslo. Hun havde søgt efter sandheden og været til flere forskellige religiøse møder. En dag overværede hun et af Jehovas Vidners møder, og der gik det op for hende at hun havde fundet sandheden ud fra Bibelen. Hun blev døbt i 1933, og to år senere rejste  hun til Nordnorge som pioner. Fordi hun havde haft polio, haltede hun lidt, men alligevel nåede hun i løbet af seks år ud til næsten alle byer, bygder, fiskerlejer og små lokalsamfund fra syd for Bodø og helt op til Kirkenes. Tusinder af mennesker tog imod bibelsk læsestof. På blot et enkelt år tegnede Solveig mere end 1100 abonnementer på vores blade!

En der viste stor interesse for Solveigs budskab, var tømreren Dag Jensen i Hennes i Vesterålen. Gennem nogle år havde han fået vores litteratur fra andre interesserede. Da Solveig besøgte Dag, sørgede hun for at han fik et abonnement, og derefter tog hun videre til andre distrikter. Dag begyndte på eget initiativ at forkynde, og den smule litteratur han havde, lånte han ud til andre interesserede.

På øen Andøya henvendte Solveig sig til en gruppe djærve fiskere i deres hytte. Modigt aflagde hun et vidnesbyrd, spillede grammofonforedrag og tilbød abonnement på bladene. En ung fisker ved navn Frits Madsen var interesseret og tegnede abonnement. Da Solveig havde gennemarbejdet distriktet, rejste hun videre. Dette mønster gentog sig gang på gang — pionererne forkyndte, fandt interesserede, spredte litteratur og tegnede abonnementer, hvorefter de rejste videre til nye distrikter. Hvad kunne der gøres for at følge op på al denne interesse?

 HYRDER TAGER SIG AF GUDS FÅR

I januar 1939 begyndte der en ny ordning for de rejsende tilsynsmænd. Norge var delt op i fire zoner, eller kredse. Kredstilsynsmanden (der dengang blev kaldt zonetjener) skulle tilbringe mere tid hvert enkelt sted end han før havde gjort. Der blev lagt større vægt på at hjælpe menighederne, oprette nye menigheder og hjælpe de interesserede til at tage forkyndelsen op. Andreas Kvinge blev udnævnt som kredstilsynsmand i Kreds 4, som strakte sig hele vejen fra Florø til Kirkenes, 2600 kilometer. I dette store område var der kun tre menigheder — Trondheim, Namsos og Narvik. Men der var også isolerede forkyndere og grupper samt en række abonnenter der skulle besøges.

Andreas og hans kone, Sigrid, tog nordpå, for det meste på cykel. Han prøvede at hjælpe forkynderne og de interesserede til at gøre fremskridt i sandheden. Pionerer som Solveig Løvås gav Andreas yderligere oplysninger om de interesserede der havde brug for åndelig hjælp. For eksempel fortalte hun ham om Dag Jensen i Hennes og Frits Madsen på Andøya.

I 1940, da Andreas mødte Dag for første gang, „var han i gang med at barbere sig og havde sæbe i hele ansigtet,“ fortæller Andreas. „Jeg vil aldrig glemme de glade øjne omgivet af barberskum. Han glemte helt at han var ved at barbere sig.“ Andreas  hjalp Dag til at gøre åndelige fremskridt. Dag var begejstret, og snart hjalp han sin kone, Anna, og mange af sine venner og slægtninge til at lære sandheden at kende.

I den lille by Bleik på Andøya fandt Andreas den unge fisker Frits Madsen. Med Andreas’ hjælp kom Frits og hans kone til at danne grundlaget for den menighed der senere blev oprettet der. Mange andre steder besøgte Andreas og hans kone dem der tidligere var blevet truffet af Solveig og andre flittige pionerer. Andreas og de andre kredstilsynsmænd arrangerede møder og oprettede menigheder. Ganske som det skete i den kristne menighed i det første århundrede, var der i Norge nogle der plantede, andre der vandede, men det var Gud der på forunderlig vis „stadig fik det til at gro“. — 1 Kor. 3:6.

ANDEN VERDENSKRIG RYSTER NORGE

I april 1940 blev Norge inddraget i den anden verdenskrig da de tyske tropper invaderede landet. Efter blot 62 dages kamp var hele landet blevet underlagt Nazityskland. Adskillige byer var på det tidspunkt blevet udsat for et intenst bombardement. Nogle dage efter at invasionen var begyndt, arresterede Gestapo afdelingstilsynsmanden, Enok Öman, og holdt ham fængslet i en uge. Efter et kort forhør blev han løsladt. Nogle uger senere hentede Gestapo igen broder Öman til et nyt forhør.

Brødrene var bange for at nazisterne ville sende dem i koncentrationslejr, som det var sket i Tyskland. Men det skete ikke, og vennerne fortsatte beslutsomt og nidkært med at forkynde. Faktisk var det som om folk var blevet mere lydhøre over for den gode nyhed på grund af krigen, og der blev oprettet mange hjemmebibelstudier  (dengang kaldet modelstudier). Man fik stadig Vagttårnet fra Danmark på dansk, og Ny Verden udkom fortsat på norsk. Der blev stadig væk holdt møder og stævner, og det var fantastisk at se hvordan antallet af forkyndere voksede.

KONFISKATIONER, ARRESTATIONER OG FORBUD

Men der var vanskeligheder på vej. Endnu en gang kom der tyske politifolk til afdelingskontoret. De bad om at få udleveret litteratur, og broder Öman blev forhørt. Sidst i 1940 blev bogen Fjender konfiskeret på grund af dens udtalelser om fascismen og nazismen. I begyndelsen af 1941 arresterede og forhørte politiet flere pionerer. Tyske og norske nazister overværede nogle gange møderne for at udspionere menighederne. Derefter blev kontorets oplag af de to brochurer Fascisme eller Frihed og Herredømmet og Freden konfiskeret af de nazistiske myndigheder.

Pludselig, i juli 1941, iværksatte Gestapo et landsdækkende forsøg på at sætte en stopper for forkyndelsen i Norge. Fem tyske politifolk kom til Betel, beslaglagde det der var tilbage af litteraturen, og tog alle med til politiets hovedkvarter for at forhøre dem. Broder Öman skulle melde sig hos statspolitiet hver dag, og det gjorde han i 12 uger.

Ved en veltilrettelagt operation foretog Gestapo razziaer i de ansvarshavende brødres hjem og beslaglagde alt det der var udgivet af Vagttårnsselskabet. Brødrene fik at vide at de ville blive sendt i koncentrationslejr hvis de ikke holdt op med at forkynde. Adskillige brødre og søstre blev arresteret, og nogle af dem blev tilbageholdt i et par dage.

I Moss kom politiet hjem til Sigurd Roos og konfiskerede hans litteratur. Sigurd, hans kone og en  anden broder blev arresteret. Politiet forlangte at de skulle holde op med at forkynde og at bruge navnet Jehova. Forkynderne forklarede at de aldrig ville holde op med at forkynde om Jehova og hans rige. Til sidst måtte politiet erkende: „Vi kan ikke tage jeres tro fra jer.“ Efter nogle timer lod de disse urokkelige forkyndere gå.

Nazisterne kom også til Olaf Skaus hjem i Oslo. De ransagede hans hus og beslaglagde bibler, litteratur og grammofoner. De forseglede også Olafs bogskab. De fandt ikke forkynderkortene, som var blevet gemt i ovnen. Senere vendte nazisterne tilbage med en lastbil for at hente bøgerne. Lederen, SS-Untersturmführer Klaus Grossmann, var en frygtet nazist. Da Olaf spurgte Grossmann om hvad de ville gøre ved bøgerne, svarede officeren at de ville lave papirmasse af dem.

„Men har De da slet ingen frygt for Jehova?“ spurgte broder Skau.

„Jehova skulle hellere tage at passe på!“ svarede nazisten arrogant. Da nazisterne fire år senere overgav sig, begik Grossmann selvmord.

I juli 1941 arresterede Gestapo Andreas Kvinge i Bodø og udspurgte ham om hvor man kunne finde brødrene i Nordnorge. „Jeg ved ikke hvor de er i dag,“ svarede Andreas sandfærdigt. Forestil dig hvordan Andreas må have følt det da betjentene under forhøret spredte indholdet af hans taske ud på gulvet — lister med navne og adresser på menigheder, tjenere i menighederne og interesserede. Til Andreas’ store lettelse var der ingen der gjorde noget for at undersøge  disse papirer. Gestapo var mere opsat på at få Andreas til at skrive under på en erklæring hvori der stod at det var forbudt at forkynde og være et af Jehovas Vidner.

„Vi er klar over at vores arbejde nu er under forbud,“ svarede Andreas, „så det kan jeg godt skrive under på at jeg ved. Men selvom det er forbudt at holde møder og uddele blade og bøger, vil vi fortsætte med at bruge Bibelen og tale med mennesker om Guds rige.“ Da det stod klart for Gestapo at Andreas ikke ville gå på kompromis, blev han løsladt.

Til sidst beslaglagde de nazistiske myndigheder det hus som brødrene brugte til afdelingskontor. De tillod broder og søster Öman at blive boende, men resten af betelfamilien blev nødt til at flytte.

MØDER UNDER FORBUD

Da nazisterne prøvede at få Jehovas Vidner ryddet af vejen, valgte brødrene simpelt hen at gå under jorden med deres teokratiske aktiviteter. Nogle få brødre rejste rundt for at besøge og opmuntre vennerne. Søren Lauridsen, som havde tjent på Betel i en periode, rejste i Sydnorge. Og i Nordnorge fortsatte Andreas Kvinge med at besøge dem der hørte til hans kreds — ofte tog han nogle småjob for at undgå at vække mistanke. I 1943 fik Magnus Randal, som havde tjent på pionerbåden Ruth, nogle adresser fra broder Öman og påbegyndte en 1200 kilometer lang cykeltur nordpå til Bodø for at opmuntre brødrene og søstrene.

Myndighederne forbød at man holdt møder, men grupper af forkyndere fortsatte med at samles for at styrke hinanden. For det meste mødtes mindre grupper i private hjem, men af og til mødtes flere i al  hemmelighed. Ved mindehøjtiden i 1942 kunne de glæde sig over at der i alt var 280 forsamlet to steder i Oslo, og 90 nød symbolerne.

Det lykkedes endda Vidnerne at arrangere hemmelige stævner på afsidesliggende gårde eller ude i skoven. Det største af disse stævner blev holdt i 1943 i en skov uden for Ski. Omkring 180 brødre og søstre fra området langs Oslofjorden var forsamlet. I en af pauserne, da stævnedeltagerne sad og spiste, kom der pludselig tre tyske soldater ridende. Hvad skulle vennerne gøre?

En tysktalende broder henvendte sig til soldaterne og fandt ud af at de var på vej ud for at bade, men var faret vild. Brødrene var selvfølgelig ivrige efter at vise soldaterne vej.

„Hvorfor mon de var forsamlet der?“ spurgte en af soldaterne da de red derfra.

„Det var sikkert en eller anden sangforening,“ svarede en af de andre. Brødrene gjorde ikke noget for at rette denne misforståelse, men drog et lettelsens suk da rytterne forsvandt ind i skoven.

 ARBEJDET UNDER JORDEN

Mange forkyndere havde gemt publikationerne nogle ret usædvanlige steder. Udtrykket „under jorden“ fik en helt ny betydning da brødrene gravede litteraturen ned og gravede den op igen efterhånden som de fik brug for den. Broder Skau, der var elektriker, gemte en kasse bøger bag en transformator på sit arbejde. Broder Øiseth gemte litteratur i et bistade, og broder Kvinge brugte en kartoffelkasse som skjulested.

Lotte Holm som var bekymret for at et depot i Harstad ville blive opdaget, tog af sted for at hente alle kartonerne med litteratur. Hun fik dem om bord på en båd, stablede dem omhyggeligt på dækket og satte sig på dem. Da båden sejlede, blev Lotte forfærdet over at se hvor mange tyske soldater der var med, og hun spekulerede på hvordan hun skulle få litteraturen fra borde uden at blive afsløret. Men hun havde ikke behøvet at bekymre sig. Da båden kom i havn, syntes soldaterne at det var synd for den gamle dame at hun havde så mange tunge ting at bære på, så de hjalp hende i land med alle kartonerne og bar dem endda hjem til hende. Disse høflige soldater havde ingen anelse om hvor meget deres venlighed gavnede Jehovas Vidner på det tidspunkt.

Trods forbuddet fortsatte brødrene med at smugle de sidste nye numre af Vagttårnet ind i Norge fra Sverige og Danmark. De oversatte studieartiklerne til norsk og fordelte de maskinskrevne eksemplarer i hele landet. Kurerer der var en del af et stort netværk, rejste med tog, båd eller kørte på cykel for at få den åndelige føde ud til alle sande tilbedere i Norge.

 DE FORTSATTE MED AT FORKYNDE

I løbet af krigen opstod der en situation der viste sig at være en prøve for brødrene og søstrene i Norge. Da vores arbejde blev forbudt i juli 1941, fik brødrene det råd at være forsigtige så de ikke provokerede de nazistiske myndigheder. Derfor forkyndte mange uformelt for venner og slægtninge eller besøgte nogle de tidligere havde talt med. Nogle brødre følte dog at denne fremgangsmåde var for passiv, og mente ikke at der kunne ske noget hvis de forkyndte fra hus til hus og kun brugte Bibelen. Der var en del uenighed om hvordan forkyndelsen skulle udføres, men begge grupper havde et stærkt ønske om at tjene Jehova trofast trods modstand.

Hvad skulle brødrene gøre? Krigen gjorde det umuligt at kontakte hovedkontoret i New York, så det så ikke ud til at spørgsmålet ville blive afgjort lige med det samme. Ville brødrene tillade at denne uoverensstemmelse svækkede deres tro? Eller ville de fortsætte med at forkynde så meget som muligt og vente på at Jehova og hans organisation tog sig af problemet?

Det er tydeligt at Jehova velsignede deres trofaste tjeneste, for organisationen oplevede den samme vækst under krigen som den havde haft i de fem år før krigen. Trods krigen, forbuddet og de forskellige forkyndelsesmetoder steg forkyndertallet fra 462 i 1940 til 689 i 1945 — noget der virkelig fik brødrene til at glæde sig!

FORENEDE I TJENESTEN FOR JEHOVA

I juli og august 1945, efter at krigen var slut, besøgte William Dey brødrene i Norge for at hjælpe dem med at reorganisere arbejdet. Broder Dey arrangerede møder  i Oslo, Skien og Bergen og tilskyndede alle brødrene til at forene deres indsats. Han understregede at de havde erfaret Jehovas velsignelse, set organisationen vokse og kunne fortsætte fremad i tillid til at Jehova ville lede dem.

I september 1945 kontaktede Nathan H. Knorr fra hovedkontoret Marvin F. Anderson, en 28-årig amerikansk broder med danske rødder, der havde været på Betel i New York og nu tjente som kredstilsynsmand i USA. Broder Knorr spurgte broder Anderson om han var villig til at rejse til Norge for at tage sig af visse spørgsmål og blive der „en hel del år“. Broder Anderson sagde ja, men der ville ganske vist gå nogle måneder før han kunne komme til Norge.

I mellemtiden, i december 1945, kom broder Knorr og broder Henschel på besøg i Norge. Deres kærlige vejledning hjalp brødrene til at knytte et stærkt bånd af kærlighed og enhed. Ved samme besøg meddelte broder Knorr at broder Dey ville overtage opgaven som tilsynsmand for afdelingskontoret efter broder Öman. En måned senere ankom broder Anderson til Norge, og i februar blev han udnævnt som tilsynsmand for afdelingskontoret. Nu da den anden verdenskrig var forbi, kunne Jehovas tjenere i hele Norge tage fat på tjenesten med fornyede kræfter, overbeviste om at de havde Jehovas velsignelse.

 JEHOVAS ORGANISATION HAR FREMGANG

Da Marvin Anderson ankom til Norge, summede afdelingskontoret af aktivitet. I september 1945 fik forkynderne en brochure på norsk og fire på svensk. Den følgende måned blev Vagttårnet for 1. oktober 1945 udgivet på norsk, sådan som det med tiden skete med flere publikationer.

En pudsig situation illustrerer værdien af at have litteraturen på norsk. En af de svenske brochurer havde titlen Hopp — det svenske ord for „håb“. Men „hopp“ betyder på norsk „spring“, eller „hop“. Forkynderne måtte forklare at deres budskab om håb ikke indebar at læserne skulle hoppe!

I 1946, da broder Anderson blev afdelingstilsynsmand, var pladsen på afdelingskontoret meget trang, og han delte derfor værelse med fem andre brødre. For at give plads til den voksende betelfamilie måtte der findes nye boliger til dem der ikke var Jehovas Vidner, og som havde boet i bygningen siden nazitiden.

Broder Anderson tog energisk fat på sin nye opgave. Afdelingskontoret blev renoveret, og der blev købt nyt udstyr, blandt andet en foddrevet trykpresse. I 1946 blev en spændende ny skole indført i menighederne — Den Teokratiske Skole. Nu kunne flere brødre blive oplært til at  udarbejde og holde foredrag, og snart var mange af dem blevet så dygtige at de kunne bruges som offentlige talere.

De første stævner efter krigen blev holdt i Oslo, Bergen og Trondheim i september og oktober 1946. Det samlede antal der overværede det offentlige foredrag „Fredsfyrsten“, var 3011, og 52 blev døbt — overvældende tal i betragtning af at der på det tidspunkt kun var 766 forkyndere i Norge.

I december 1946, efter en pause på mere end fem år, blev kredstjenesten genoptaget. Flere unge brødre, hvoraf nogle havde tjent på Betel, blev udnævnt til kredstilsynsmænd (dengang kaldet vennetjenere). En af deres vigtigste opgaver var at oplære forkynderne i hus til hus-forkyndelsen, og de forsøgte at arbejde sammen med så mange som muligt i hver menighed. Gunnar Marcussen, en af de unge kredstilsynsmænd dengang, husker at han i nogle  menigheder kunne nå at arbejde sammen med 50 til 70 forkyndere i ugens løb. Lidt efter lidt blev forkynderne dygtigere til at fremholde Rigets budskab, og de holdt op med at bruge vidnesbyrdskort og grammofoner, som havde været brugt siden 1930’erne. Nu blev der også lagt større vægt på at gå på genbesøg og lede bibelstudier.

FLERE TAGER PIONERTJENESTEN OP

Efter krigen blev forkynderne tilskyndet til at begynde som pionerer så de kunne hjælpe det voksende antal der viste interesse for Rigets budskab. Mange der var holdt op som pionerer da vores arbejde blev forbudt i 1941, begyndte derfor nu igen i heltidstjenesten. Selvom den økonomiske situation var meget vanskelig, var der i slutningen af 1946 i alt 47 brødre og søstre der var pionerer.

En af disse pionerer var Svanhild Neraal, en søster der i 1946 rejste nordpå til Finnmark. I 1941 havde Svanhild været pioner dér sammen med Solveig Løvås og havde oplevet bombningen af både Kirkenes og Vardø. Hun kunne ikke glemme de interesserede mennesker hun og Solveig havde mødt, så hun vendte tilbage til Kirkenes, som nu var ødelagt af krigen. De lokale  mente at Svanhild måtte være vanvittig siden hun tog dertil uden at have noget sted at bo.

Men Svanhild satte sin lid til Jehova. Den første vinter sov hun på køkkengulvet i et lille hus hvor der boede fem andre. Forholdene efter krigen var meget besværlige, og hun kom ud for mange prøvelser. Ofte ventede hun i sne og isnende regn på både der ikke kom som planlagt, hvis de da overhovedet kom.

Svanhild havde mange spændende oplevelser når hun forkyndte for samerne. Hvis hun ikke kunne komme ud til deres isolerede samfund med bus, tog hun af sted med båd eller på cykel. De gæstfri samer inviterede hende ofte indenfor i deres telte af rensdyrskind og lyttede interesseret til det hun fortalte gennem en tolk. De delte gerne deres måltid som bestod af rensdyrkød, med hende. Nogle af dem der hørte om den gode nyhed fra Svanhild, tog senere imod sandheden.

Kjell Husby, som dengang var på Betel, sagde at afdelingskontoret altid vidste hvor Svanhild var, blot ved at se på adresserne på de abonnementskvitteringer hun sendte ind. I de tre år hun var i Finnmark, tegnede hun 2000 abonnementer på Vagttårnet og spredte 2500 bøger!

„MENNESKEFISKERE“

Efter krigen deltog også menighedsforkynderne med iver i forkyndelsesarbejdet, og det med opmuntrende resultater. Under krigen havde Dag Jensen, som er nævnt tidligere, forkyndt for venner og slægtninge i byen Hennes i Vesterålen. Mange viste interesse og studerede Bibelen ved hjælp af vores litteratur. Da krigen sluttede i 1945, blev Dag døbt.  Året efter, da der blev oprettet en menighed i Hennes, var der 16 der blev døbt i Dags hjem. Fem år senere havde menigheden omkring 50 forkyndere, og i 1971 kunne Dag rapportere at mere end 20 fra denne menighed var begyndt som pionerer.

Dags kærlighed til Jehova og hans nidkærhed i forkyndelsen var smittende. „Når Dag trådte ind i stuen,“ fortæller Åshild Rønning, som voksede op i menigheden, „kunne man ikke undgå at se hvor glad og begejstret han var. Det var som at have solen i huset.“ Dag var altid god til at opmuntre børn, for eksempel i forbindelse med deres opgaver på Den Teokratiske Skole. „Han fik os til at føle at det vi gjorde, havde betydning,“ siger Åshild. Denne kærlige opmuntring fik Åshild til selv at begynde i pionertjenesten i 1962, og hun har også haft den glæde at kunne fortælle andre om „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. — 1 Tim. 1:11.

Hvorfor var der så mange fra dette område der blev Jehovas Vidner? Selvom de fleste i det lille samfund ikke gik i kirke, troede de på Gud og på Bibelen. Mange af Vidnerne var også kendt som gode familieoverhoveder der blev støttet af deres loyale hustruer. En af disse familiefædre var Arnulf Jensen, Dags nevø, som blev døbt i 1947. Til daglig tjente han til livets opretholdelse ved at være fisker, idet han var ude på  havet flere dage ad gangen. Men hver fredag aften kom han hjem, også selvom det gik godt med fangsten og de andre fiskere blev ude for at tjene flere penge. Arnulf sørgede for at være hjemme i weekenden så han kunne overvære møderne og være med i forkyndelsen sammen med sin kone og deres otte børn — som alle tog et fast standpunkt for sandheden. På lørdage og søndage var brødrene optaget af at være „menneskefiskere“ og benyttede ofte Arnulfs båd til det åndelige fiskeri i afsidesliggende områder. — Mark. 1:16-18.

„VI UDFØRER ET BETYDNINGSFULDT ARBEJDE“

Den undervisning der bliver givet på Vagttårnets Bibelskole Gilead i staten New York, har været til stor gavn for brødrene i Norge. Hans Peter Hemstad og Gunnar Marcussen var de første fra Norge som i 1948 udgik fra Gilead. De blev sendt til Norge og tjente i rejsetjenesten og på Betel, først som ugifte og senere sammen med deres hustruer. Fra 1948 til 2010 har mere end 40 fra Norge gennemgået Gileadskolen. Over halvdelen af dem blev sendt til Norge og har tjent som heltidsforkyndere eller rejsende tilsynsmænd eller som medlemmer af betelfamilien.

Blandt nogle af de første gileaduddannede missionærer der kom til Norge, var Andreas Hansen fra Danmark og Kalevi Korttila fra Finland. I 1951 blev de sendt til den østlige del af Finnmark, hvor de tilbagelagde store afstande med båd, på cykel og på ski. Ofte byggede de videre på den åndelige grundvold Svanhild Neraal havde lagt nogle år tidligere. Resultatet var at antallet af forkyndere i deres distrikt på blot et år steg fra 3 til 15!

 Kjell Martinsen fra Hennes i Vesterålen udgik fra Gilead i 1953 og blev sendt til Norge. Kun 22 år gammel begyndte han i rejsetjenesten i Vestfold og Telemark. Han fandt det ganske vist skræmmende at være kredstilsynsmand i så ung en alder, men han har mange gode minder om den varme velkomst han fik, og den samarbejdsvillige ånd der mødte ham fra mere erfarne brødre. Kjell tjente som kredstilsynsmand indtil 2001, hvor han sammen med sin kone, Jorunn, slog sig ned i Svolvær i Lofoten for at virke som pioner.

Karen Christensen kom fra Danmark i 1950 for at være pioner i Egersund og Kongsvinger, hvor der ikke var nogen menigheder. Hun gennemarbejdede distriktet på cykel. Efter at hun i 1954 var udgået fra  Gilead, blev hun sendt til Kongsberg. I 1956 giftede hun sig med Marvin Anderson og har siden da tjent på Betel. Karen kan nu glæde sig over mere end 60 år i heltidstjenesten. „Vi er ikke betydningsfulde,“ siger Karen, „men vi udfører et betydningsfuldt arbejde.“

JURIDISKE MILEPÆLE

Fra 1948 til 1951 var der særlig stor fremgang. I 1951 var der en forøgelse på 29 procent i det gennemsnitlige antal forkyndere, idet man nåede et højdepunkt på 2066. På samme tid kom Jehovas tjenere i Norge imidlertid til at stå over for nogle juridiske udfordringer.

Den sag der tiltrak sig størst opmærksomhed, drejede sig om gadearbejde hvor man tilbød Vagttårnet. I november 1949 blev nogle forkyndere som var på gadearbejde i Oslo, taget med på politistationen og sat fri efter nogle få timer. Uden at lade sig afskrække fortsatte Vidnerne deres gadearbejde den følgende weekend. Men den 6. december 1949 blev alle forkyndere der udførte gadearbejde i Oslo, arresteret. De fik at vide at de ikke havde lov til at tilbyde bladene på gaden uden politiets tilladelse. Politiet hævdede at Vidnernes arbejde kunne være årsag til at der opstod uroligheder, og at folk stimlede sammen og hindrede trafikken. Syv af forkynderne blev forhørt og stillet for retten, hvor de blev idømt en lille bøde eller tre dages fængsel.

Da det ikke kun var et spørgsmål om at få politiets tilladelse, men om retten til frit at udøve deres tro, ankede brødrene sagen til højesteretten i Norge. I avisen Dagbladet påpegede Jehovas Vidners pressesekretær John Roos at vores gadearbejde aldrig  havde været årsag til uroligheder. Hans ræsonnement lød: „Hvis religiøs forkyndelse bliver udført på gaden uden at forstyrre freden, uden at hindre trafikken og uden at folk stimler sammen, er det da nødvendigt at bede politiet om tilladelse? Eller giver religionsfrihed ikke enhver borger ret til at forkynde på denne måde?“ Mens Vidnerne ventede på Højesterets afgørelse, fortsatte de med at gå på gadearbejde til trods for stadige arrestationer og voksende bøder. Nogle forkyndere blev arresteret op til ti gange.

Den 17. juni 1950 omstødte Højesteret byrettens dom, og brødrene blev frifundet! Denne og andre gunstige afgørelser bekræftede at Jehovas Vidner i Norge har juridisk ret til at tilbyde bibelsk læsestof, både på gaden og fra hus til hus, uden at spørge politiet om tilladelse.

MINDEVÆRDIGE STÆVNER

I 1950’erne og 1960’erne blev der holdt mange mindeværdige stævner som styrkede organisationen og knyttede brødrene endnu nærmere sammen. Ved landsstævnet i Lillehammer i 1951 var to af talerne Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel fra hovedkontoret. Fra hele landet strømmede delegerede til stævnet. Der var stor begejstring over at 89 blev døbt, og at der var 2391 til stede ved det offentlige foredrag. I årene derefter havde delegerede fra Norge den glæde at overvære internationale stævner i London og New York. Og i 1955 deltog omkring 2000 norske venner i et internationalt stævne i Stockholm.

Det internationale stævne „Sandhedens ord“ der i 1965 blev holdt i Oslo på Ullevål Stadion, var virkelig et højdepunkt. Der var imidlertid en udfordring  der måtte overvindes. Aftenen før stævnet skulle begynde, skulle Norges fodboldlandshold spille mod et andet land på stadionet. En hel hær af Vidner ventede uden for indgangene indtil alle tilskuerne havde forladt stedet, og derefter myldrede vennerne ind på stadionet for at gøre det klar til stævnet. Der blev arbejdet hele natten — med at gøre rent, fjerne affald og opstille bespisningstelte. Der blev også bygget scener, en musikpavillon og, som udsmykning, et fadebur og tre hytter — alle med græstag. „Mirakel i nat,“ skrev avisen Dagbladet. „Ullevål Stadion forvandlet til idyllisk landskab . . . Utrolig indsats af Jehovas Vidner.“

De gæstfri norske brødre og søstre stillede logi til rådighed for mere end 7000 udenlandske delegerede, hvoraf de fleste kom fra Danmark. Lige uden for byen blev der oprettet en teltlejr. Det var ideelt så længe vejret var godt. Men de 6000 der boede der, vil sent glemme den regn der faldt på stævnets første dage, og som forvandlede jorden til et stort pløre. Alle var taknemmelige da vejret blev bedre de sidste to dage. Trods det ubehagelige vejr nød de lokale og tilrejsende  det opbyggende og glade kristne samvær og blev styrket af det betimelige åndelige program. Det var til stor opmuntring at 199 blev døbt, og at det offentlige foredrag som blev holdt af broder Knorr, blev overværet af 12.332.

„FORKYNDELSEN HOLDER OS I LIVE“

Mange brødre og søstre har ikke blot opnået gode resultater ved at forkynde fra hus til hus og på gaden, men også ved at forkynde uformelt. I 1936 tilbød Konrad Flatøy, der arbejdede som fyrbøder på et skib, styrmanden en brochure. Styrmanden, Paul Bruun, tog imod brochuren og læste den samme aften.

„Jeg forstod med det samme at det var sandheden,“ sagde Paul, „og brochuren viste mig forskellen på sand og falsk religion.“ Efterhånden som Paul lærte mere, begyndte han at forkynde for andre, og under krigen ledte han et bibelstudium med en interesseret sømand. I takt med at sømandens bibelkundskab voksede, følte han ikke længere at han kunne betjene de maskingeværer der var om bord. Da deres overordnede blev klar over sømandens indstilling, beordrede de Paul til at afbryde bibelstudiet. Det nægtede han, og derfor blev både han og sømanden sat i land i London. En måned senere gik skibet ned efter at være blevet ramt af en torpedo. Sømanden blev med tiden en døbt broder, og Paul blev indbudt til at  overvære missionærskolen Gilead. Efter at være udgået fra skolen i 1954 blev Paul sendt til Filippinerne som missionær. Senere vendte han tilbage til Norge og tjente som kredstilsynsmand, støttet af sin kone, Grethe.

I 1948 transporterede Holger Abrahamsen arbejdere til og fra en stor gravemaskine i Narvik havn. Hans motto var: „Forkyndelsen holder os i live, uden den er vi døde.“ Så Holger benyttede enhver lejlighed til at forkynde for sine passagerer. En af dem, Olvar Djupvik, blev interesseret og fortalte sin forlovede, Anne Lise, om håbet om Paradiset. De blev døbt, og senere opdrog de deres fire sønner til at tjene Jehova. En af dem, Hermann, virkede som missionær i Bolivia sammen med sin kone, Laila. De vendte tilbage til Norge og er nu i rejsetjenesten.

OMSORG FOR JEHOVAS FÅR

I løbet af 1960’erne og 1970’erne skete der store organisationsmæssige forandringer på afdelingskontoret og i menighederne. Roar Hagen efterfulgte Marvin Anderson som afdelingstilsynsmand. I 1969 fik Thor Samuelsen til opgave at lede arbejdet. I 1976 blev der udnævnt et udvalg til at føre tilsyn med arbejdet, og Thor Samuelsen, Kåre Fjelltveit og Niels Petersen var de første medlemmer af det norske afdelingskontors udvalg.

I oktober 1972 blev der udnævnt ældsteråd til at tjene som åndelige hyrder i menighederne. Modne mænd er blevet oplært til at vise omsorg for de mange nye der har taget imod sandheden. Lige siden har Jehova rigt velsignet sit folk som loyalt har tjent under hans kærlige tilsyn.

 SAMERNE TAGER IMOD DEN GODE NYHED

I årtier har mange pionerer og andre forkyndt den gode nyhed for samerne, deriblandt for hyrder der befinder sig helt inde i Finnmarksvidda med deres rensdyrhjorde. Selvom de fleste samer taler norsk, har forkynderne undertiden måttet gøre brug af tolke. Et af de første Jehovas Vidner der hovedsagelig forkyndte på samisk, var Aksel Falsnes, der delvis var af samisk afstamning og talte samisk, norsk og finsk. Hans søster, der boede i Sydnorge, var kommet med i sandheden og havde sendt ham en af vores publikationer, som han læste med stor interesse. Der var ingen Vidner i den del af Troms hvor Aksel boede, men i 1968 besøgte nogle pionerer og en kredstilsynsmand ham og hjalp ham til at gøre åndelige fremskridt.

Det viste sig at Aksel var en nidkær forkynder. Han tog ofte sin cykel med i sin robåd tidligt om morgenen, roede over fjorden og kørte derefter på cykel for at komme fra sted til sted. Med sit kendskab til det samiske sprog var det muligt for ham at aflægge et godt vidnesbyrd for samerne langt inde i Finnmark.

Aksel var en hårdfør mand, og han tilbagelagde lange afstande på ski for at nå folk der boede på isolerede steder. En vinter tog han for eksempel fra Karasjok tværs over et fjeldplateau til Kautokeino og videre til Alta. Det eneste han kunne have med sig, var en  rygsæk med nogle få personlige ejendele og noget litteratur. Efter nogle uger nåede han frem til venner i Alta, og da havde han tilbagelagt hele turen — omkring 400 kilometer på ski!

I begyndelsen af 1970’erne kom flere samer med i sandheden. I Hammerfest begyndte en samisk kvinde og hendes mand at studere med Jehovas Vidner. Inden længe blev nogle af hendes slægtninge i Alta interesseret. Arne og Marie Ann Milde, der var specialpionerer i Alta, oprettede et bibelstudium med disse oprigtige mennesker, og ofte var der 10 til 12 med til studiet. Omkring halvdelen af dem blev med tiden Jehovas Vidner.

„Det er en vanskelig opgave at forkynde i det samiske distrikt,“ siger Hartvig Mienna, en samisk pioner i Alta som kører på snescooter for at nå ud til folk der bor isoleret. „Afstandene er store, og mange samer er bundet af deres traditioner. Men de er gæstfri, og vi har kunnet oprette adskillige bibelstudier med dem.“

 ÅR MED STOR FORVENTNING

Der var en støt fremgang i antallet af forkyndere fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne. Men forventningerne i forbindelse med året 1975 viste sig at blive en trosprøve for nogle af brødrene. Da den store trængsel ikke kom i 1975, var der nogle få der forlod organisationen; og mellem 1976 og 1980 var der en lille tilbagegang i antallet af forkyndere. Andre der var skuffede, slækkede for en tid på deres kristne tjeneste. Men hvordan havde de fleste det med at fortsætte i tjenesten for Jehova?

„Der var da en del forventning og nogen spænding i forbindelse med 1975,“ indrømmede Hans Jakob Lilletvedt, „men min tro afhang ikke af det.“

„Vi havde ikke indviet os til Jehova med en bestemt dato i tanke, så vi fortsatte bare uden at gøre nogen forandringer,“ fortalte John og Edith Johansen, der har tjent trofast i mange år.

„Jeg vil tjene Jehova for evigt,“ sagde Lea Sørensen. „Om enden kommer i 1975 eller senere, er underordnet.“

ET NYT AFDELINGSKONTOR

Arbejdsbyrden voksede hen mod slutningen af 1970’erne. Der blev derfor behov for flere betelmedarbejdere og for flere boliger og kontorer. I 1979 godkendte Det Styrende Råd planerne om at bygge et nyt afdelingskontor uden for Oslo. Sidst i 1980 fandt brødrene et velegnet sted i Ytre Enebakk, omkring 30 kilometer fra Oslo centrum.

For at holde omkostningerne på et minimum blev frivillige indbudt til at bygge Betel. Det var en stor  udfordring at skaffe byggematerialer, sørge for mad og logi til næsten 100 og koordinere hele projektet.

I alt var der 2000 lokale og udenlandske brødre og søstre som ’mødte villigt frem’. (Sl. 110:3) Mange hjalp til ved at give kartofler, grøntsager, frugt, brød, æg, fisk, tøj og udstyr. Nogle fældede træer i skoven, mens andre savede tømmeret ud på det lille savværk på grunden. Utallige andre hjalp ved at yde lån og give bidrag.

Nogle af de faglærte byggearbejdere kunne kun hjælpe til i en begrænset tidsperiode, og meget af arbejdet måtte derfor udføres af ufaglærte frivillige. John Johnson, som var ansvarlig for alle de elektriske installationer, fortæller at han og andre der stod for byggeriet, ofte følte at de ikke slog til. „De frivillige lærte hvordan arbejdet skulle udføres, og de gjorde en fantastisk indsats,“ siger John. „Det var forbløffende  at se hvordan problemerne blev løst, og hvordan resultatet blev. Det var tydeligt at Jehova Gud ledte byggeriet.“

Takket være de frivilliges flid, brødrenes gavmildhed og Jehovas velsignelse skred arbejdet godt fremad. Man begyndte at bygge i begyndelsen af 1981, og den 19. maj 1984, i forbindelse med et besøg af Milton Henschel fra Det Styrende Råd, blev det nye afdelingskontor indviet. Selve byggeprojektet var til stor glæde og knyttede de norske brødre nærmere sammen. I årene derefter var der mange af de frivillige byggearbejdere der meldte sig som hjælpepionerer eller almindelige pionerer.

RIGSSALSBYGGERIET TAGER FART

I 1928 havde fire af brødrene Fjelltvedt bygget den første sal til Jehovas tjenere i nærheden af Bergen. I begyndelsen af 1980’erne havde flere menigheder  selv bygget eller købt deres egen rigssal. Men mange menigheder holdt stadig møderne i uegnede lejede lokaler. Under byggeriet af afdelingskontoret havde nogle brødre drøftet hvordan man kunne sætte mere fart i rigssalsbyggeriet. De vidste at der i USA og Canada var nogle hold af brødre der opførte hurtigbyggede rigssale, og de spurgte derfor sig selv: ’Hvis brødrene derovre kan gøre det med Jehovas hjælp, hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det?’

Nogle brødre arbejdede med tegningerne og udformede de specifikke detaljer, og efter et pilotprojekt i Askim i 1983 opførte man i 1984 tre hurtigbyggede rigssale — i Rørvik, Steinkjer og Alta. Hvordan gjorde man det? Ved i forvejen at have fundamentet klar og derefter omhyggeligt koordinere de frivillige — faglærte som ufaglærte — på en sådan måde at de forskellige faser af byggeriet kunne fuldføres på nogle få dage.

I løbet af de næste ti år blev der i Norge bygget omkring 80 rigssale på denne måde. Senere var der norske brødre som rejste til Island for at hjælpe med at bygge tre rigssale. Selvom de fleste menigheder i Norge nu har deres egen rigssal, er der stadig meget at gøre på dette område. Gamle rigssale trænger til at blive renoveret, nogle rigssale skal udvides, og der er stadig behov for at bygge nye.

„BRODERSAMFUNDET ER BLEVET STYRKET“

Byggeriet af rigssale har betydet at man har fået praktiske og tiltalende mødesteder, og det har været til et stort vidnesbyrd for lokalsamfundene. I 1987 mødtes tre brødre for eksempel med bystyret i Fredrikstad for at planlægge byggeriet af en rigssal. Embedsmændene  lo da brødrene sagde at de ville bygge salen på tre dage. Men allerede på den første dag, om fredagen, blev det tydeligt for dem at Vidnerne ville færdiggøre salen som planlagt. Om lørdagen havde en af embedsmændene taget sit hornorkester med til byggepladsen for at spille for de frivillige arbejdere — det var hans måde at sige undskyld på for den skepsis han havde vist. „Det er utroligt at I Jehovas Vidner kan bygge så hurtigt,“ sagde en kvinde der overværede at Arendal rigssal blev bygget i 1990, „men det er endnu mere fantastisk at se alle disse smilende og glade mennesker.“

I dag er der to regionale byggeudvalg der står for rigssalsbyggerierne i Norge. Villige brødre og søstre har også stillet sig til rådighed for større og mere krævende byggeprojekter. I 1991 og 1992 skulle afdelingskontoret for eksempel udvides. Og i 1994 blev  der bygget en smuk stævnehal i Oslo. I Bergen opførte et byggehold i 2003 en stor rigssal, der kan bruges både til menighedsmøder og stævner.

Det samarbejde og den enhed der har været i forbindelse med disse projekter, har også haft en god virkning på Jehovas tjenere. „Det har hjulpet menighederne til at blive endnu mere sammentømret,“ siger en broder der har været med ved rigssalsbyggerier siden 1983. „Brodersamfundet er blevet styrket — der er blevet knyttet stærke venskabsbånd, og vi er blevet bedre til at arbejde sammen.“

ØGET AKTIVITET PÅ BETEL

Efter at det nye afdelingskontor var blevet færdigt, var det muligt at tage flere ind på Betel og således gøre mere til gavn for forkyndelsen i Norge. For eksempel er stadig flere publikationer blevet oversat til norsk. En milepæl blev nået i 1996 da hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter blev udgivet på norsk. (Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter var allerede blevet udgivet i 1991). Nu er så godt som al den litteratur der bliver udgivet af Jehovas Vidner, tilgængelig på norsk, deriblandt opslagsværket Indsigt i Den Hellige Skrift.

De nye faciliteter indbefattede også et hårdt tiltrængt lydstudie. I begyndelsen af 1960’erne blev skuespillene til stævnerne indspillet i rigssale og på loftet og i kælderen på det tidligere afdelingskontor. Forholdene var ikke ideelle, og optagelserne måtte ofte afbrydes på grund af trafikstøj. Men lydstudiet i de nye lokaler har gjort produktionen af skuespil, videoer og indspilningen af Rigets sange langt lettere. På afdelingskontoret bliver Vagttårnet og Vågn op!  også indtalt på norsk, og hele Bibelen og adskillige andre bøger er blevet gjort tilgængelige på cd og på hjemmesiden www.pr418.com.

FLYTTEDE UD HVOR DER VAR STØRRE BEHOV

Mens menighedsforkyndere arbejder i deres lokale distrikt, er mange forkyndere og pionerer rejst ud til ledige distrikter, nogle helt op til Longyearbyen på Svalbard. Andre er flyttet til fjerntliggende steder for at forkynde den gode nyhed, og hvor det har været muligt, er der blevet oprettet menigheder.

Da Finn og Tordis Jenssen blev gift i 1950, vidste de at der var behov for forkyndere i Hammerfest, en af de nordligste byer i verden. Finn og Tordis havde ikke mange penge, men de var stærke og beslutsomme, og de havde cykler. Så de cyklede af sted fra Bodø mod Hammerfest, en tur på omkring 900 kilometer. Da de var nået cirka halvvejs, hjalp nogle venner dem økonomisk så de kunne rejse det sidste stykke med båd. I Hammerfest fik Finn og Tordis travlt med at forkynde og invitere til de offentlige foredrag som Finn holdt hver weekend. Jehova velsignede deres flittige indsats, og inden længe kunne de oprette en lille menighed.

En af talerne ved områdestævnet i Trondheim i 1957 opfordrede forkynderne til at overveje om de kunne flytte ud hvor der var større behov. Viggo og Karen Markussen, som boede i Stavanger, lyttede meget opmærksomt, og Viggo gav Karen et lille puf. Hun var med det samme klar over hvad det betød. ’Vores dage i Stavanger er talte,’ tænkte hun. Men hvad ville deres tre døtre, som alle var forkyndere og i alderen 11 til 14, sige til at flytte?

 Da familien Markussen efter stævnet talte om foredraget, var alle enige om at de havde mulighed for at tjene hvor der var større behov. Som svar på deres brev til afdelingskontoret blev de bedt om at flytte til Brumunddal, hvor der ikke fandtes nogen menighed. I 1958 solgte Viggo og Karen derfor deres moderne hus. Viggo solgte også sin møbelforretning, og familien flyttede ind i en enkel bjælkehytte i nærheden af Brumunddal. Jehova velsignede deres selvopofrende indstilling, og i de følgende år tog mange af dem de studerede med, imod sandheden. Da pigerne var flyttet hjemmefra og Viggo og Karen havde fået til opgave at være i rejsetjenesten, var der en nidkær lille menighed på cirka 40 forkyndere i Brumunddal.

Det har også været muligt for unge enlige brødre at fremme Rigets interesser ved at flytte til steder hvor der ikke var nogen menigheder. I 1992 flyttede en gruppe pionerbrødre, hvoraf de fleste var omkring 19 år, til Måløy i Nordfjord for at følge den interesse op der var blevet vist der. De begyndte straks at forkynde i området og at arrangere møder i det hus de havde lejet. En interesseret dame som de studerede med, var meget gæstfri og blev som en mor for de unge brødre. Senere flyttede en ældstebroder og hans kone til Måløy, og der blev oprettet en menighed. De unge brødre havde en fantastisk tid i distriktet, de ledte mange bibelstudier, tog sig af en mængde opgaver i menigheden og styrkede den livfulde nye menighed. „Det var et åndeligt eventyr og en unik mulighed for at vokse åndeligt,“ sagde en af de unge brødre. Som et resultat af deres og andres store arbejde er der nu cirka 30 forkyndere i menigheden  i Nordfjord, og tilsammen leder de mellem 50 og 60 bibelstudier.

FORKYNDELSE PÅ ANDRE SPROG

I de sidste godt 20 år har der været en stadig stigning i antallet af immigranter der har bosat sig i Norge. Menighederne har derfor gjort en fælles indsats for at forkynde for dem på deres eget sprog eller på et sprog de forstår. Den første fremmedsprogede menighed i Norge, som i 1986 blev oprettet i Oslo, bestod af både spansk- og portugisisktalende, hovedsagelig fra Latinamerika, og blev derfor kaldt den latinske menighed. På det tidspunkt var der også nogle forkyndere der begyndte at organisere arbejdet blandt de engelsktalende i og omkring Oslo. De mødte mange interesserede, især fra Afrika og Asien. Nogle traf de når de var på gadearbejde, andre mødte de på flygtningecentre. Der blev også gjort god brug af telefonbøger for at finde frem til folk med udenlandske navne som måske talte engelsk. Mange bibelstudier blev påbegyndt, og i 1990 blev der oprettet en engelsk menighed i Oslo.

Lige siden har mange norske forkyndere bestræbt sig for at lære et fremmed sprog. Sammen med forkyndere af udenlandsk oprindelse har de været med til at oprette grupper eller menigheder for dem der taler arabisk, engelsk, kinesisk, panjabi, persisk, polsk, russisk, serbokroatisk, spansk, tagalog, tamil og tigrinnya.

Også i tegnsprogsdistriktet har man oplevet stor vækst. Der er nogle få tusind døve der anvender norsk tegnsprog, og organisationen gør meget for at hjælpe dem. I 1970’erne begyndte brødrene at tolke  nogle af møderne og stævnerne til tegnsprog, og siden da har flere forkyndere lært tegnsprog. Der er blevet oprettet tegnsprogsgrupper i nogle menigheder, og i 2008 blev den første tegnsprogsmenighed oprettet i Oslo. På landsplan er der omkring 25 døve forkyndere, og de gør alle god brug af de publikationer der er blevet oversat til norsk tegnsprog, og som er tilgængelige på dvd.

KONTAKTUDVALG TIL HOSPITALER

Eftersom Jehovas Vidner ikke ønsker at tage imod blodtransfusion, har det nogle gange været svært for dem at få den lægebehandling de har brug for, og som de kan acceptere. For at hjælpe Vidnerne i sådanne situationer og for at give oplysninger om alternative behandlingsmetoder oprettede organisationen i 1990 Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH) i Norge. Fra 1990 til 2010 holdt brødrene fra KUH i Oslo omkring 70 møder med læger på hospitaler i området og ydede bistand i mere end 500 tilfælde. Deres flittige indsats har hjulpet dem til at få kontakt med mange samarbejdsvillige læger, og den information KUH har været med til at give videre, har fået flere læger til at anvende alternativer til blodtransfusion. Den hjælp og støtte der er blevet ydet gennem patientbesøgsgrupper, er også meget værdsat af patienterne og deres familier.

Som et eksempel på værdien af KUH kan nævnes det Helen, en ung pionersøster, oplevede. I 2007 blev hun alvorligt syg og blev indlagt på et lokalt hospital. Hendes blodprocent faldt drastisk, og på hospitalet lagde man pres på hende ved at sige at en blodtransfusion var det eneste der kunne redde hendes liv. Med hjælp fra en broder fra KUH blev hun overført  til et hospital der var større og havde bedre udstyr. Da Helen og hendes mor ankom, var der en broder fra KUH der tog imod dem, beroligede dem og hjalp Helen til at få den nødvendige behandling. Hospitalet gik med til at give hende en behandling der stimulerer produktionen af røde blodlegemer. Inden for nogle få dage steg hendes blodprocent, og snart var hun uden for fare. Nu har Helen det godt igen, og hun værdsætter at hospitalet respekterede hendes dybe overbevisning. Helen og hendes mor siger: „Det at se hvordan Jehovas organisation fungerer, og hvordan brødrene og søstrene støttede os og bad for os, er noget vi vil være evigt taknemmelige for og aldrig vil glemme.“

ET ONDSINDET ANGREB I MEDIERNE BESVARES

Især mellem 1989 og 1992 var Jehovas Vidner i Norge genstand for en smædekampagne og meget negativ omtale i aviser og blade og i radio og tv. En væsentlig grund til modstanden var at vi følger det Bibelen siger om hvordan man skal behandle dem der er blevet udelukket. (1 Kor. 5:9-13; 2 Joh. 10) På grund af den negative omtale kom Vidnerne ud for mange ubehagelige oplevelser i forkyndelsen, på arbejdspladsen, i skolen og i forbindelse med deres familie. Selvom Jesu disciple ikke er overraskede over at møde modstand, var det ikke nogen let situation. — Matt. 5:11, 12.

„Det var en svær periode,“ forklarer en broder, „men det havde også sine fordele. Det fik mig til at genopfriske det bibelske grundlag for min tro. Det var trosstyrkende at grunde over den gode åndelige føde vi får fra den trofaste og kloge træl. Jeg tror at  det har resulteret i at vi er blevet styrket til at møde trosprøver.“

„Det var inspirerende at se brødrenes og søstrenes mod i den periode,“ fortæller en kredstilsynsmand. „Vi blev klar over at det bedste svar vi kunne give, var at gøre endnu mere i forkyndelsen, også ved at udføre gadearbejde. Det var dejligt at se at mange forkyndere reagerede positivt.“

Læg mærke til hvordan en der tidligere har været udelukket, så på Bibelens vejledning angående udelukkelse, i modsætning til den ubibelske indstilling medierne havde. „Da jeg blev udelukket som 20-årig,“ siger Fred, „begyndte jeg for alvor at tænke over mit liv. Det var ikke nogen rar situation, men det at jeg blev udelukket havde en positiv effekt. Det var som om Jehova sagde til mig: ’Nu må du tage dig sammen, min dreng! Med mindre du retter op på dit liv, vil det gå dig dårligt.’ Det var en nødvendig lektie, der fik mig til at forlade min forkerte adfærd. I stedet for at være optaget af sjov og ballade begyndte jeg at tage sandheden alvorligt. Jeg lagde også mærke til at nogle af de venner jeg havde haft i menigheden, begyndte at opføre sig på en bedre måde.“ Fred angrede, ændrede sin levevis og blev genoptaget. Han tjener nu som ældste.

PARAT TIL JEHOVAS DAG

Til trods for den udbredte materialisme og den voksende ligegyldighed i distriktet er Jehovas tjenere blevet ved med at sætte de åndeligt opbyggende aktiviteter, som daglig bibellæsning og overværelse af  menighedens møder, først i livet. Et voksende antal forkyndere har desuden øget deres andel i tjenesten ved at melde sig som almindelige pionerer. En broder udtrykte manges indstilling da han sagde: „Hvis jeg ikke holder mig parat som om Jehovas dag kommer i morgen, vil jeg ikke være klar den dag den kommer. Vi bliver bare nødt til at fortsætte fremad. Den vil komme en dag.“ Det er uden tvivl en sådan indstilling der har bidraget til den stabile vækst der har været siden 2001.

En af de åndelige gaver der har styrket menighederne, og som har givet mange brødre en fin teokratisk uddannelse, er Skolen for Udnævnte Tjenere (nu Bibelskolen for Ugifte Brødre). „Muligheden for at studere Bibelen så intenst i otte uger,“ fortæller en af eleverne, „fik mig til at se sandheden på en måde jeg aldrig før havde gjort. Alt i Bibelen blev meget mere levende og ægte for mig!“ I de sidste tyve år har mere end 60 elever fra denne skole været med til at styrke menighederne og øge aktiviteten.

VOKSET OP SOM ET AF JEHOVAS VIDNER

Mange af dem der i årenes løb er blevet døbt som Jehovas Vidner, har lært Bibelens sandheder at kende gennem deres forældre. Nogle norske forkyndere er tredje, fjerde eller femte generation af Jehovas Vidner. „Jeg har ofte tænkt over hvor heldig jeg var at blive født i en familie der satte det at tjene Jehova først i livet,“ siger Ivan Gåsodden, et oldebarn af Ingebret Andersen, den første Bibelstudent i Skien. „Personligt studium, regelmæssig bibellæsning og gode venner der havde de samme mål som jeg, hjalp mig til at tage standpunkt for sandheden.“ Ivans sønner, André  og Richard, betragter også deres åndelige arv som noget af det dyrebareste de ejer.

„Jeg er meget taknemmelig for den start jeg har fået i livet,“ siger pioneren Bente Bu, et barnebarn af Magnus Randal, som tjente på pionerbåden Ruth. „På den måde blev jeg forskånet for mange problemer, og jeg ønsker at bruge mit liv til gavn for andre.“

Nogle der har haft en åndelig svag periode i deres ungdom, er som voksne blevet nidkære vidner for Jehova. Thomas og Serine Fauskanger fra Bergen voksede for eksempel begge op hos kristne forældre, men det gik langsomt med deres åndelige fremgang. Hvad hjalp dem til at ændre deres syn på det at tilbede Jehova?

„I 2002 kom en ung broder der havde gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, til vores menighed,“  fortæller Thomas. „Han hjalp mig til at engagere mig mere i forkyndelsen og sætte mig nogle åndelige mål.“

Da Thomas var 25 blev han gift med Serine, og i 2007 flyttede de til Båtsfjord i Finnmark for at hjælpe et pionerægtepar med at tage sig af de interesserede der. Inden længe blev også Thomas og Serine pionerer. I 2009 tilbragte de tre måneder i ledigt distrikt i fiskerbyen Kjøllefjord, hvor de og nogle andre forkyndere påbegyndte mere end 30 bibelstudier. Thomas og Serine flyttede nærmere Kjøllefjord for at pleje den interesse folk havde vist for Bibelen. Nu kører de regelmæssigt cirka tre og en halv time hver vej for at hjælpe de interesserede. De har rigeligt at gøre, men Serine siger: „Jeg har nu et ukompliceret og lykkeligt liv. Vi har kun få ting, men også kun få problemer.“

 VI SER FREMAD I TRO PÅ JEHOVA

Livet har ændret sig betydeligt siden Bibelstudenten Knud P. Hammer og andre begyndte at forkynde i Norge. I begyndelsen skilte Jehovas tjenere sig ud fordi de underviste i Bibelens sandheder i et religiøst samfund der var domineret af kirkerne med deres store indflydelse og ubibelske læresætninger. I årenes løb har mange oprigtige mennesker glædet sig over at lære Bibelen at kende og har været hurtige til at tage imod sandheden.

Nu har det religiøse klima i Norge ændret sig. Færre mennesker tror på Gud, og det bliver betragtet som selvretfærdigt at hævde at der kun er én sand religion. Det tager tid og kræver en indsats for interesserede at opnå bibelkundskab og opbygge troen på Gud og Bibelen. Og det tager ofte længere tid at lære at leve efter Bibelens normer. Ikke desto mindre fortsætter Jehova med at drage oprigtige mennesker, uanset om de bor i isolerede fiskerlejer eller i moderne højhuse i en storby. — Joh. 6:44.

Som det er tilfældet jorden over, værdsætter Jehovas Vidner i Norge det privilegium frygtløst at yde den suveræne Herre, Jehova, hellig tjeneste. (Luk. 1:74) Mens de gennemsøger dette enorme distrikt for at finde mennesker der er ret indstillet, oplever de lidt af den ærefrygtindgydende, paradisiske skønhed og fred som Skaberen har tiltænkt hele jorden. Sammen med deres trofaste brødre og søstre i hele verden ser Jehovas tjenere i Norge med iver frem til den dag hvor Guds rige vil gennemføre Guds vilje i hver en afkrog af vores skønne planet. — Dan. 2:44; Matt. 6:10.

[Tekstcitat på side 106]

Det stoppede ham ikke — han gik simpelt hen til møde barfodet!

[Tekstcitat på side 111]

„Jeg gik i seng som medlem af pinsekirken og stod op som et af Jehovas Vidner“

[Tekstcitat på side 122]

„Vi kan ikke tage jeres tro fra jer“

[Tekstcitat på side 157]

’Nu må du tage dig sammen, min dreng! Med mindre du retter op på dit liv, vil det gå dig dårligt’

 [Ramme/​illustration på side 90]

Kort fortalt om Norge

Geografi

Norge er kendt for sine smukke fjorde og betagende fjelde, såvel som for sine tusinder af øer. Uden at medregne øgruppen Svalbard, som ligger mellem fastlandet og Nordpolen, dækker landet et område der er lidt større end Italien. I Norge kan der blive ekstremt koldt, især i det arktiske nord, men varme havstrømme og lune vinde bevirker at klimaet i det meste af landet er mildere end i andre lande på samme breddegrad.

Befolkning

De fleste af de fem millioner indbyggere er etniske nordmænd, og omkring 10 procent er indvandrere. Mange samer (som tidligere blev kaldt lapper) lever stadig af fiskeri, går på jagt og holder rensdyr.

Sprog

Det officielle sprog, norsk, har to skriftsprog — bokmål, som de fleste benytter sig af, og som har meget tilfælles med dansk, og nynorsk.

Erhverv

Olie- og gasproduktion og industri er landets største indtægtskilder. Fisk er en vigtig eksportvare. Kun tre procent af landet er opdyrket.

Køkken

Fisk, kød, kartofler, brød og mejeriprodukter udgør størstedelen af nordmændenes kost. Fårikål (en ret bestående af lammekød og kål) er en velkendt traditionel ret. De senere års tilstrømning af immigranter har gjort at kosten har fået et mere internationalt præg.

 [Ramme/​illustrationer på side 95, 96]

Han brugte sig selv helt og fuldt i tjenesten for Jehova

THEODOR SIMONSEN

FØDT 1864

BIBELSTUDENT FRA 1905

PROFIL En tidligere prædikant i Frimissionen der blev rejsende tilsynsmand.

▪ DA THEODOR ud fra vores publikationer forstod at læren om et brændende helvede var i modstrid med Bibelen, begyndte han at gendrive denne falske lære i sine prædikener i Frimissionen — til stor glæde for mange af tilhørerne. Men en dag efter at han havde holdt en prædiken, fik han stukket en lap papir i hånden hvorpå der stod: „Det var din sidste tale hos os!“

Theodor holdt sin sidste tale i Frimissionen i 1905, og samme år blev han Bibelstudent. I tiden derefter holdt han utallige foredrag for hundreder af taknemmelige Bibelstudenter. Han forsørgede sin familie som maler, men weekenderne var sat til side til forkyndelse og undervisning. Med sin gode bibelkundskab og sin rolige og logiske måde at tale på var Theodor en virkelig dygtig lærer. Han havde også en god sangstemme, og ofte indledte og afsluttede han sit foredrag ved at synge en sang mens han akkompagnerede sig selv på citer.

I 1919, da hans familiesituation gjorde det muligt, begyndte han som rejsende tilsynsmand. Indtil 1935 fortsatte han med at besøge menigheder i Norge, Danmark  og Sverige. Det var et udmattende arbejde, hvor han ikke alene skulle opmuntre menigheder og isolerede grupper, men også holde foredrag i byer hvor der ikke fandtes nogen Bibelstudenter. Som eksempel kan nævnes at han på en 12 måneders tur skulle besøge 190 steder fra Kristiansand i syd til Tromsø i nord. Dengang blev de rejsende tilsynsmænd som regel aldrig længere end en dag eller to samme sted før de rejste videre til det næste sted med det transportmiddel der nu var til rådighed.

Det var kun nogle få af de steder han besøgte, at der var Bibelstudenter, men der mødte mange interesserede op når han holdt foredrag. Da han i 1922 besøgte Bodø, var han og Anna Andersen, en pioner der også var på besøg, ude at invitere folk til det offentlige foredrag. To af dem der kom, Johan og Olea Berntsen, viste særlig stor interesse. Efter foredraget inviterede de Theodor og Anna med hjem så de kunne besvare deres bibelske spørgsmål. Det resulterede i at Johan og Olea Berntsen blev de første Bibelstudenter i Bodø.

Theodor blev benyttet til at indtale de fleste af de grammofonforedrag som man i 1930’erne fremstillede på norsk. Han tjente trofast indtil han i 1955 fuldførte sit jordiske livsløb.

 [Ramme/​illustration på side 102]

Han ’vandrede med Gud’

ENOK ÖMAN

FØDT 1880

DØBT 1911

PROFIL Tjente som afdelingstilsynsmand fra 1921 til 1945.

▪ DEN bibelske beretning om hvordan Enok ’fortsat vandrede med den sande Gud’, gjorde et stort indtryk på Enok da han som barn boede i Sverige. (1 Mos. 5:22) Enok ønskede at gøre det samme som sin bibelske navnebror. Men det var først som 31-årig, da han læste det første bind af Studier i Skriften, at han lærte mere om det at vandre med Gud. Han blev døbt som Bibelstudent og begyndte som pioner. Senere tjente han på det svenske afdelingskontor.

I 1917 blev Enok sendt fra Sverige til det norske afdelingskontor, og fra 1921 fik han til opgave at føre tilsyn med arbejdet i Norge. På det tidspunkt havde Vagttårnsselskabet kontor i et værelse i samme bygning hvor søster Maria Dreyer havde en lejlighed og en fodklinik. Da Enok og Maria blev gift i 1922, brugte de hele hendes lejlighed som afdelingskontor. De arbejdede sammen på Betel indtil Marias død i 1944. I 1953 giftede Enok sig igen og tog atter pionertjenesten op. Med blikket konstant rettet mod sin himmelske kaldelse vandrede Enok trofast med Gud indtil sin død i 1975.

 [Ramme/​illustration på side 110]

’Han var en solstråle’

WILHELM UHRE

FØDT 1901

DØBT 1949

PROFIL En entusiastisk forkynder trods en alvorlig muskelsygdom.

▪ WILHELM led af en muskelsygdom der havde gjort ham lam i benene, og som gjorde det svært for ham at tale. Så snart han i midten af 1930’erne hørte den gode nyhed, begyndte han ikke desto mindre at fortælle andre om de vidunderlige sandheder han lærte. På sin motordrevne trehjulede cykel tog han ud i forkyndelsen og kørte ofte ned til havnen i Sortland i Vesterålen for at afspille bibelske grammofonforedrag og sprede litteratur. På grund af Wilhelms handicap og det isolerede sted han boede, blev han først døbt i 1949. Men han var en nidkær forkynder. Mange af dem der rejste langs kysten, hørte om sandheden fra ham, og nogle af dem blev Jehovas Vidner.

Da Wilhelm blev ældre, boede han på et plejehjem i Tromsø. Med andre forkynderes hjælp fortsatte han med at forkynde ved at skrive breve. Hans godmodige og behagelige måde at være på gjorde at han var til stor opmuntring for andre, deriblandt personalet på plejehjemmet. Da han døde, sagde forstanderen: „Man blev altid glad når man kom ind på hans værelse. På grund af hans tro var han en solstråle.“

 [Ramme/​illustration på side 113]

Han holdt sit løfte

JOHANNES KÅRSTAD

FØDT 1903

DØBT 1931

PROFIL Rejste med pionerbådene i otte år.

▪ I 1929 var Johannes på hospitalet fordi han havde tuberkulose. Han begyndte at læse i Bibelen og lovede Gud at han ville tjene ham når han kom sig af sin sygdom.

Kort før Johannes blev udskrevet, læste han med stor interesse nogle af Bibelstudenternes bøger. Senere fik han fat i nogle flere bøger, som han læste fire eller fem gange hver, og det varede ikke længe før han begyndte at fortælle andre om sin nyfundne tro. Så snart han var blevet helt rask, tog han til Bergen og opsøgte broder Ringereide, der foreslog ham at begynde som pioner. Selvom Johannes knap nok havde været ude at forkynde, tøvede han ikke med at melde sig som pioner.

Fra 1931 til 1938 rejste han med pionerbåden Ester og derefter med båden Ruth i omkring et år, hvor han sejlede langs kysten helt op til Tromsø. I 1939 blev Johannes rejsende tilsynsmand i den østlige del af Norge samtidig med at han tjente på Betel noget af tiden. Efter den anden verdenskrig blev han gift med Sigrid og var pioner sammen med hende. I 1995 fuldførte Johannes sit jordiske livsløb i Fredrikstad.

 [Ramme/​illustration på side 132]

Hun forkynder hvor hun kan

RANDI HUSBY

FØDT 1922

DØBT 1946

PROFIL I heltidstjenesten siden 1946.

▪ RANDIS forældre blev døbt som Jehovas Vidner i 1938, og senere besluttede Randi sig også for at tjene Jehova. I 1946 blev hun indbudt til at tjene på Betel, og der mødte hun en ung broder ved navn Kjell Husby. De begyndte at komme sammen, blev gift og kom ud i pionertjenesten. De havde et åndeligt rigt liv i forskellige former for heltidstjeneste indtil Kjells død i 2010.

I de senere år har Randi på grund af problemer med benene haft svært ved at gå på trapper eller op ad stejle bakker. Men hun klarer sig nogenlunde hvor der er plant, og bliver ofte set når hun forkynder på gaden og i butikkerne i Trondheim. For at kunne fortælle alle hun møder, om den gode nyhed har hun altid læsestof på mindst otte sprog med sig. Randis venner i menigheden kører hende også rundt til flere der regelmæssigt modtager de nye blade af hende.

Randi har ikke kræfter til at gøre så meget som før. Men hun finder fortsat glæde og tilfredshed ved sin helhjertede tjeneste, idet hun ved at Jehova ikke ’glemmer hendes arbejde og den kærlighed hun har vist mod hans navn’. — Hebr. 6:10.

 [Ramme/​illustrationer på side 149, 150]

Han oplevede Guds ords forvandlende kraft

VIKTOR UGLEBAKKEN

FØDT 1953

DØBT 1981

PROFIL En tidligere kriminel som kom ud af dæmonernes greb og holdt op med at tage stoffer.

▪ VIKTOR begyndte at bruge hash og andre stoffer da han var ung, og kom ind i et liv med kriminalitet. Han havde altid været interesseret i Bibelen, og i 1979 begyndte han, træt af sit hårde liv, at tænke over om Guds ord kunne hjælpe ham. Men hans undersøgelse af forskellige religioner efterlod ham frustreret og utilfreds.

Det endte med at Viktor, meget deprimeret, overvejede at begå selvmord. Så modtog han et brev fra sin kusine i Bergen, som var begyndt at studere med Jehovas Vidner. Viktor rejste til Bergen og var med til studiet. Først prøvede han at bevise at Jehovas Vidner var forkert på den. Men da han altid havde bekymret sig for miljøet, var han glad for at lære at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og gøre vores planet til et paradis. — Åb. 11:18.

Viktor begyndte med det samme at komme til møderne sammen med sin kusine, og den venlighed og gæstfrihed han blev mødt med i rigssalen og hjemme hos Vidnerne, gjorde et dybt indtryk på ham. Det han hørte og så, overbeviste ham om at han måtte forandre sit liv og holde op med at tage stoffer. På grund af Viktors vedholdende og dybtfølte bønner oplevede han at Guds ord og den hellige ånd havde kraft til at forvandle hans liv. — Luk. 11:9, 13; Hebr. 4:12.

  Viktors vej mod dåben var ikke let. Kun med Jehovas hjælp var det muligt for ham at slippe ud af dæmonernes greb og at blive stoffri efter to tilbagefald. Han blev hjulpet da en ældste forsikrede ham om at ’som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, viser Jehova barmhjertighed mod dem der frygter ham’. (Sl. 103:13) Viktor fortsatte med at vokse åndeligt og blev døbt i 1981. Han havde stadig en fængselsstraf han skulle afsone for en tidligere forbrydelse, men kort efter at han var blevet løsladt, begyndte han som pioner. Siden da har han haft den glæde at hjælpe mange andre til at blive tjenere for Jehova. Han har især opnået gode resultater med at forkynde i fængsler, og to af de indsatte som han har studeret med, er kommet med i sandheden.

I dag er Viktor et pålideligt familieoverhoved og en trofast ældste. Han tjener fortsat som pioner sammen med sin hustru, Tone, og deres søn. „Forkyndelsen var en af de ting der forandrede mig,“ siger Viktor. „Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at jeg nu kan give andre del i værdifulde åndelige sandheder.“

 [Ramme/​illustration på side 152]

Han ville gøre noget der var bedre

TOM FRISVOLD

FØDT 1962

DØBT 1983

PROFIL En fodboldspiller der ønskede at tjene Jehova.

▪ DA TOM var 20 år, havde han mulighed for at gøre karriere som fodboldspiller på et af Norges bedste hold. Toms mor var allerede et af Jehovas Vidner. En dag var der en ung pionerbroder på besøg hos Toms mor, og han tilbød Tom et bibelstudium. Han tog imod tilbuddet, men understregede at han ikke havde tænkt sig at blive et af Jehovas Vidner.

Tom blev rørt over den hjertelige modtagelse han fik da han begyndte at komme til møderne. Han lagde også mærke til at alle fulgte med i deres egen bibel under programmet. „Det må være Bibelen der får dem til at være så venlige,“ ræsonnerede han.

Med tiden blev Tom overbevist om at han havde fundet sandheden, og at han ønskede at tjene Jehova. Men hvordan kunne han overtale sin klub til at give slip på en af dens lovende spillere? Efter at have forklaret klubbens ledelse at han ønskede at bruge sit liv på noget der var bedre end fodbold, løste de ham forbavsende nok fra hans kontrakt.

Tom blev døbt i 1983 og begyndte som pioner i 1985. I 1987 flyttede han til Hammerfest sammen med Viktor Uglebakken for at tjene hvor behovet var større. Senere blev Tom udnævnt som kredstilsynsmand, og nu tjener han på Betel sammen med sin kone, Kristina.

 [Oversigt/​illustrationer på side 162, 163]

KRONOLOGISK OVERSIGT​—Norge

 1890

1892 Knud Pederson Hammer begynder at forkynde i Norge.

1900

1900 Den første menighed oprettes.

1904 Kontoret åbnes i Kristiania (Oslo).

1905 Det første stævne holdes i Kristiania.

1909 og 1911 C.T. Russell besøger Norge.

1910

1914 Den første rejsende tilsynsmand udnævnes.

1914-1915 „Skabelsens Fotodrama“ tiltrækker store menneskemængder.

1920

1920-1925 „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ holdes over hele landet.

1925 Den Gylne Tidsalder (Vågn op!) udgives på norsk.

1928-1940 Der blev benyttet både for at forkynde i byerne langs kysten.

1930

1940

1940-1945 Forkyndelsen fortsætter trods modstand i krigsårene.

1945 Vagttårnet udgives på norsk.

1948 De første gileadmissionærer ankommer.

1950

1950 Højesteret stadfæster retten til at tilbyde læsestof i forkyndelsen.

1960

1965 Et internationalt stævne holdes i Oslo.

1970

1980

1984 Det nye afdelingskontor indvies.

1990

1990 Kontaktudvalg til Hospitaler oprettes.

1994 Stævnehallen i Oslo indvies.

1996 Hele Ny Verden- Oversættelsen udkommer på norsk.

2000

2010

2011 Nye højdepunkter i antallet af pionerer, hjælpepionerer, forkyndere og dem der overværede mindehøjtiden.

[Grafisk fremstilling på side 159]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

10,000

8,000

6,000

4,000

2,000

1920 1935 1950 1965 1980 1995 2010

 [Kort på side 91]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SVERIGE

STOCKHOLM

Örebro

Den Botniske Bugt

FINLAND

HELSINKI

Den Finske Bugt

ØSTERSØEN

DANMARK

KØBENHAVN

NORGE

OSLO

Kjøllefjord

Båtsfjord

Vardø

Kirkenes

Karasjok

Hammerfest

Alta

Finnmarksvidda

Kautokeino

Tromsø

Harstad

Narvik

Sortland

Hennes

Svolvær

Bodø

Rørvik

Namsos

Steinkjer

Trondheim

Kristiansund

Måløy

Florø

Bergen

Haugesund

Stavanger

Egersund

Kristiansand

Arendal

Skien

Kongsberg

Drammen

Hønefoss

Gjøvik

Lillehammer

Brumunddal

Hamar

Kongsvinger

Ski

Askim

Moss

Halden

Fredrikstad

Oslo Fjord

NORDSØEN

NORSKEHAVET

Andøya

Bleik

Svalbard

Longyearbyen

AMTER

Finnmark

Troms

Telemark

Vestfold

[Illustration på side 88]

Knud Pederson Hammer

[Illustration på side 88, 89]

Reine, Nordnorge

[Illustration på side 92]

Skien menighed i 1911, med Ingebret og Berthe Andersen

[Illustration på side 93]

Viktor Feldt

[Illustration på side 94]

Hallgerd Holm (1), Theodor Simonsen (2) og Lotte Holm (3)

[Illustrationer på side 98]

De første pionerer: (1) Helga Hess, (2) Andreas Øiseth, (3) Karl Gunberg, (4) Hulda Andersen og (5) Anna Andersen

[Illustration på side 100]

Ekko fra Talerstolen

[Illustration på side 104]

Den Gylne Tidsalder

[Illustration på side 106]

Even Gundersrud

[Illustration på side 107]

Forkynderne i Skien brugte ofte en lastbil når de skulle ud at forkynde i de omkringliggende områder

[Illustration på side 108]

Torkel Ringereide

[Illustration på side 109]

Olaf Skau

[Illustrationer på side 114]

Karl Gunberg stod ved roret på båden Elihu

[Illustrationer på side 115]

Johannes Kårstad havde ansvaret for båden Ester

[Illustrationer på side 116]

Andreas Hope og Magnus Randal tjente på båden Ruth

[Illustration på side 117]

Nordlys i Nordnorge

[Illustration på side 118]

Solveig Løvås

[Illustration på side 119]

Andreas og Sigrid Kvinge

[Illustration på side 124]

Et hemmeligt stævne i en skov i nærheden af Ski

[Illustration på side 127]

Marvin Anderson med sin kone, Karen

[Illustration på side 128]

Den foddrevne trykpresse

[Illustration på side 129]

Stævnet i Bergen i 1946

[Illustration på side 130]

Svanhild Neraal, 1961

[Illustration på side 133]

Arnulfs båd blev ofte brugt i forkyndelsen

[Illustration på side 135]

Gunnar Marcussen (1) og Hans Peter Hemstad (2) var de første elever fra Norge der udgik fra Gilead

[Illustration på side 138]

Teltlejren ved det internationale stævne „Sandhedens ord“

[Illustration på side 139]

Paul Bruun

[Illustration på side 142]

Hartvig Mienna og andre forkyndere benytter snescootere når de besøger samerne

[Illustration på side 144]

Byggeriet af afdelingskontoret begyndte i 1981

[Illustration på side 145]

Afdelingskontoret i dag

[Illustration på side 147]

Stævnehallen i Oslo

[Illustration på side 160]

Bibelsk undervisning i familien har resulteret i generationer af trofaste tjenere for Jehova