Rwanda

RWANDA er et af de mindste lande i Afrika. Det er også et af de smukkeste. Det er kendt som „landet med de tusind høje“ og har bjerge, skove, søer og vandfald, såvel som en tilsyneladende endeløs variation af planter og dyr. I det bjergrige område der mod vest grænser op til Den Demokratiske Republik Congo * og mod nord til Uganda, ligger de imponerende Virungabjerge. Bjerget Karisimbi, det højeste i denne bjergkæde, er en sovende vulkan på cirka 4500 meter, hvis top ofte er hvid på grund af sne og hagl. Længere nede er skråningerne på disse bjerge dækket af tæt bambusbevoksning og regnskov, hvor de gyldne marekatte, en truet dyreart, svinger sig let og ubesværet i grene og lianer. Det er også her i dette frodige miljø at en af Rwandas største skatte findes — bjerggorillaen.

 Eksotiske planter og overdådig vegetation strækker sig helt ned til Kivusøen og Nyungwe Nationalpark. I denne park lever der chimpanser, sort-hvide colobusaber og over 70 andre pattedyr. Der er cirka 270 træarter og næsten 300 fuglearter. En overflod af sommerfugle og orkidéer er med til at gøre dette fredede område endnu smukkere.

Fra det indre af Nyungwe Nationalpark begynder en lille vandstrøm at løbe østpå. Lidt efter lidt flyder den sammen med andre vandstrømme og floder før den løber ud i Victoriasøen. Derfra løber vandet hurtigt videre og vinder kraft og styrke til at fortsætte sin lange rejse nordpå forbi Etiopien, gennem Sudan og endelig ind i Egypten, hvor den løber ud i Middelhavet. Fra dens beskedne begyndelse midt i Afrikas skovklædte høje tilbagelægger denne flod, Nilen, en afstand på omkring 6800 kilometer, hvilket gør den til en af de længste floder på jorden.

STRENGE TIDER

Men tragisk nok har man i det lille land Rwanda oplevet en grusom vold. Hundredtusinder af mænd, kvinder og børn er brutalt blevet nedslagtet i et af de  værste folkemord der er set i nyere tid. Chokerende billeder af hæmningsløs vold er blevet vist i medierne jorden over og har gjort mange forfærdede over den umenneskelighed hvormed mennesker har behandlet hinanden. — Præd. 8:9.

Hvordan er det gået Jehovas trofaste tjenere i disse forfærdelige tider og i årene derefter? Ligesom den tilsyneladende ubetydelige vandstrøm der kommer fra Nyungwe Nationalpark, overvinder alle forhindringer, overlever den afrikanske sols brændende hede og bliver til en mægtig flod, sådan har Jehovas folk i Rwanda trofast holdt ud i deres tjeneste for Gud. De har udholdt intens forfølgelse og store vanskeligheder og er derved blevet til styrke og opmuntring for deres brødre og søstre overalt i verden. Historien om Rwanda vil røre dit hjerte når du læser de bevægende beretninger om kærlighed, tro og loyalitet. Det er vores håb at denne beretning vil tilskynde dig til at sætte dit forhold til Jehova endnu højere og vise endnu større værdsættelse af det kristne brodersamfund.

DE FØRSTE BESTRÆBELSER FOR AT FORKYNDE I RWANDA

Den første rapport om forkyndelsen af den gode nyhed i Rwanda findes i den engelske udgave af ’Årbogen’ for 1971. Der stod: „I marts dette år [1970] blev det muligt for to specialpionerer at rejse ind i Rwanda og påbegynde forkyndelsesarbejdet i hovedstaden, Kigali. De har fundet at folk er åbne og modtagelige for Rigets budskab, og en af de interesserede er allerede blevet forkynder. Pionererne har allerede oprettet ti studier blandt det begrænsede antal der taler swahili. De gør nu en ihærdig indsats for at lære sproget kinyarwanda så de kan aflægge et større vidnesbyrd.“

 De to specialpionerer der blev nævnt i rapporten, var Oden Mwaisoba og hans kone, Enea, fra Tanzania. Da de endnu ikke talte det lokale sprog, kinyarwanda, begyndte de med at besøge de swahilitalende, hvoraf mange var kommet fra Congo eller Tanzania. I februar 1971 rapporterede fire forkyndere, men der fandtes endnu ikke nogen af vores publikationer på kinyarwanda, og sprogvanskelighederne bremsede væksten.

Stanley Makumba, en frygtløs kredstilsynsmand som tjente i Kenya, besøgte Rwanda for første gang i 1974. Han fortæller: „Der var ikke mange busser der kørte fra grænseovergangen mellem Uganda og Rwanda til Ruhengeri i Rwanda. Jeg måtte stå på ladet af en lastbil uden plads til at bevæge fødderne. Min kone sad foran sammen med chaufføren. Da vi nåede frem til vores bestemmelsessted, kunne hun knap nok kende mig, for mit ansigt og hår var dækket af støv. På grund af turen havde jeg så ondt i ryggen at jeg i den følgende uge op til det lille kredsstævne og under selve stævnet måtte sidde ned mens jeg holdt foredrag. Med hensyn til besøgene hos brødrene kunne jeg ikke fortælle dem hvornår jeg ville ankomme, for vi vidste ikke hvilken form for transport det ville være muligt at få.“

 EN INDFØDT VENDER TILBAGE

På det tidspunkt arbejdede Gaspard Rwakabubu, en indfødt rwander, som mekaniker i kobberminerne i Congo. Han fortæller: „I 1974 overværede jeg Rigets Tjenesteskole i Kolwezi. En af lærerne, Michael Pottage, sagde at afdelingskontoret i Kinshasa var på udkig efter en rwandisk ældstebroder der var villig til at vende tilbage til sit hjemland for at hjælpe med forkyndelsen. Ville jeg være villig til at tage af sted? Jeg sagde at jeg ville tale med min kone, Melanie, om det.

Dengang havde min chef ved mineselskabet lige tilbudt mig at jeg kunne komme på nogle kurser i Tyskland. Jeg havde klaret mig godt på mit arbejde, og jeg fik stadig mere i løn. Det tog os imidlertid kun nogle dage at beslutte os. Jeg fortalte broder Pottage at vi gerne ville vende tilbage til Rwanda. Min chef kunne ikke forstå mit valg. ’Hvorfor kan du ikke være et Jehovas vidne her?’ spurgte han. ’Hvorfor må du vende tilbage til Rwanda?’ Selv nogle velmenende  brødre prøvede at tale mig fra det. De sagde: ’Du har fire børn. Læs Lukas 14:28-30, sæt dig ned, og tænk det igennem.’ Men vi lod os ikke rokke.

Min chef betalte alle vores rejseudgifter tilbage til Rwanda. Da vi i maj 1975 ankom til Kigali, lejede vi et hus lavet af lersten og med lergulv, helt anderledes end det veludstyrede hus vi havde haft da jeg arbejdede for mineselskabet. Men vi havde forberedt os på det og var besluttede på at klare det.“

Eftersom de specialpionerer der var kommet fra andre lande, talte swahili, troede mange at de var kommet for at undervise i dette sprog. Det ændrede sig da Gaspard og hans familie kom, for de kunne lære folk om Riget ved at bruge Bibelen på kinyarwanda.

Desuden oversatte broder Rwakabubu den 32-siders brochure „Denne gode nyhed om riget“ til kinyarwanda. Den blev udgivet i 1976 og vakte stor opmærksomhed. Folk læste den når de kørte med bus eller gik på gaden. Brugen af Jehovas navn blev et stort samtaleemne.

RWANDERE TAGER IMOD SANDHEDEN

Dengang var der efter alt at dømme kun 11 forkyndere i landet, hvoraf de fleste ikke var fra Rwanda. Blandt de første rwandere der lærte sandheden at kende, var Justin Rwagatore. Han begyndte at studere på swahili med specialpionererne fra Tanzania, da de  ikke kunne fransk eller kinyarwanda. I 1976 blev denne venlige og udadvendte mand døbt. Han boede i Save, hvor kongen af Rwanda tilbage i 1900 havde tilladt katolske missionærer at oprette en missionsstation. Justin fortæller at folk var nysgerrige efter at vide hvad Bibelen virkelig lærer. Men præsterne var fjendtligt indstillede over for Jehovas Vidner og forbød kirkens medlemmer at lytte til dem eller at tage imod læsestof fra dem.

Ferdinand Mugarura, en ihærdig broder, var endnu en af de første rwandere der tog imod sandheden. I 1969, mens han boede i det østlige Congo, fik han et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv på swahili. Senere, da han fandt ud af hvor de nærmeste Jehovas Vidner boede, gik han og to andre hver fredag 80 kilometer for at der kunne blive studeret med dem, og for at de kunne overvære møderne. Om mandagen gik de så hjem igen. Ferdinand blev døbt i 1975, på samme dag som en af dem han selv havde studeret Bibelen med. I 1977 blev han sendt til Rwanda som specialpioner, og han husker at nogen fortalte ham at der året før var blevet holdt et kredsstævne i Rwakabubus hjem, og at der var 34 til stede. Tre blev døbt.

 MISSIONÆRER NÆGTET INDREJSE

Det Styrende Råd, som altid har øje for de behov der er i det verdensomspændende distrikt, havde tidligere villet sende missionærer til Rwanda. I 1969 blev fire elever fra den 47. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead indbudt til at tjene der.

Nicholas Fone beretter: „Sidst i januar fik klassen tildelt deres opgaver af broder Knorr. Vi hørte ham sige til Paul og Marilyn Evans at de skulle til Rwanda. Derefter sagde han til min kone og mig: ’Og I skal med dem!’ Vi var meget begejstrede, og efter mødet skyndte vi os hen til Gileads bibliotek og fik fat i et stort atlas for at se hvor Rwanda lå. Senere modtog vi imidlertid et brev hvori der stod at det ikke havde været muligt for brødrene at få tilladelse til at vi kunne komme ind i Rwanda. Vi var skuffede, men tog sammen med Paul og Marilyn imod et nyt distrikt — nemlig Congo.“

I 1976 fik to andre ægtepar tildelt Rwanda som distrikt efter at være  udgået af Gileadskolens 60. klasse. De fire missionærer fik lov til at komme ind i landet, de flyttede ind i et lejet hus, forkyndte med stort mod og begyndte at lære kinyarwanda. Men da deres visa udløb efter tre måneder, nægtede immigrationsmyndighederne at forny dem, så missionærerne blev i stedet for sendt til Bukavu i det østlige Congo.

„DE GJORDE EN STOR INDSATS“

I midten af 1970’erne begyndte specialpionerer fra Tanzania og Congo af forskellige årsager at forlade Rwanda. I mellemtiden var nogle rwandiske brødre begyndt som pionerer og udbredte forkyndelsen til alle dele af landet. I 1978 blev ’Sandhedsbogen’ og to traktater oversat til kinyarwanda. Derudover begyndte der at udkomme en månedlig udgave af Vagttårnet. Disse publikationer satte yderligere gang i forkyndelsen af Riget. Missionæren Manfred Tonak sagde om pionererne i Rwanda dengang: „De gjorde en stor indsats, og de gav sig selv helt i tjenesten. Nye fulgte deres eksempel.“

Gaspard Niyongira fortæller hvordan den gode nyhed blev udbredt på den tid. „Da jeg blev døbt i 1978, var præsterne begyndt at blive bange fordi så mange kom med i sandheden. Flere hundrede overværede vores stævner. Når vi gik ud for at forkynde, var vi  som en sværm af græshopper! Det skete ofte at omkring 20 forkyndere tog af sted til fods fra Kigalis bymidte og forkyndte derfra til Kanombe, en tur på næsten 10 kilometer. Efter en frokostpause fortsatte de yderligere syv kilometer til Masaka før de om aftenen vendte tilbage til Kigali med bus. Noget lignende gjorde grupper af forkyndere i andre dele af landet. Ikke overraskende gav denne intensive forkyndelse folk det indtryk at der var tusinder af Jehovas Vidner. Det resulterede i at man rettede anklager imod os, hvilket påvirkede myndighederne så de nægtede os at blive juridisk anerkendt.“

Brødrene i Rwanda der var fulde af begejstring for sandheden, ville gerne opleve glæden ved at være sammen med deres brødre fra andre lande. I december 1978 rejste næsten 40 af dem, deriblandt nogle børn, fra Rwanda gennem Uganda til Nairobi i Kenya — en rejse på over 1200 kilometer — for at overvære det internationale stævne „Den sejrende tro“. Det var en besværlig rejse. Transportmidlerne var ikke til at stole på, og de brød ofte sammen. Dertil kom at forholdene i Uganda var politisk ustabile. Da de delegerede endelig nåede frem til grænsen til Kenya, anklagede de ugandiske grænsevagter dem for at være spioner, arresterede dem og tog dem med til militærets hovedkvarter i Kampala i Uganda. Idi Amin, der dengang var præsident i landet, forhørte dem personligt. Tilfreds med deres svar gav han ordre til at løslade dem. Brødrene gik ganske vist glip af den første dag af stævnet i Nairobi, men de glædede sig over at se tusinder af brødre fra mange nationer fredeligt forsamlet.

 FORSØG PÅ AT BLIVE JURIDISK ANERKENDT

Det var ikke alle der brød sig om Bibelens sandheder og de høje moralnormer som Jehovas Vidner gik ind for. Især præsterne var misfornøjede med at så mange tog imod sandheden. Broder Rwakabubu fortæller: „Mange der havde været aktive katolikker eller protestanter, sendte udmeldelsesbreve til deres tidligere kirker. En broder sagde at virkningen af forkyndelsesarbejdet var som en ild der bredte sig gennem de etablerede religioner. Antallet af dem der overværede møderne i menigheden i Kigali, steg hurtigt til over 200. I begyndelsen tog præsterne ikke megen notits af vores tilstedeværelse fordi vi var så få. Men efterhånden som vi blev flere, anklagede nogle os for at udgøre en fare for landet. Det er værd at lægge mærke til at det var omkring dette tidspunkt at den katolske kirkes ærkebiskop i Rwanda, Vincent Nsengiyumva, blev medlem af det regerende politiske partis centralkomité.

Eftersom antallet af forkyndere voksede hurtigt, havde vi brug for at blive juridisk anerkendt så vi kunne få missionærer ind i landet, bygge rigssale og holde store stævner. Afdelingskontoret i Kenya bad Ernest Heuse fra Belgien om at tage kontakt til ministre i regeringen for at ansøge om juridisk anerkendelse, men det lykkedes ikke for ham. Senere, i 1982, rådede afdelingskontoret i Kenya os til at udarbejde et brev stilet til justitsministeren og indenrigsministeren, hvori vi ansøgte om juridisk anerkendelse. Jeg underskrev ansøgningen sammen med to andre specialpionerer. Men der kom ikke noget svar.“

Imens voksede modstanden. Antoine Rugwiza, en stille og alvorlig broder, husker at præsidenten i en  landsdækkende radioudsendelse erklærede at han ikke ville tolerere dem der nedgjorde „Rwandas tro“. Alle var klar over at det sigtede til Jehovas Vidner. Ikke længe efter denne tale blev det forbudt brødrene at samles. Det svirrede også med rygter om at der snart ville finde arrestationer sted. Broder Rwakabubu blev to gange indkaldt for at blive forhørt af statens sikkerhedstjeneste.

I november 1982 blev Kiala Mwango sammen med sin kone, Elaine, sendt fra Nairobi for at stå for kredsstævnerne i Butare, Gisenyi og Kigali. Broder Rwakabubu var ordstyrer ved stævnerne. Han var lige blevet færdig med stævnet i Kigali da han for tredje gang blev indkaldt til forhør. Men denne gang kom han ikke tilbage! Inden der var gået fire dage, var de to andre specialpionerer som havde underskrevet ansøgningen om juridisk anerkendelse, også blevet arresteret. De blev alle tre fængslet uden at blive stillet for retten og uden mulighed for at forsvare sig. Flere arrestationer fulgte efter. Rigssalen blev lukket, og dørene blokeret. I et brev fra justitsministeren til alle præfekturer blev det meddelt at Jehovas Vidner var blevet forbudt.

I oktober 1983 kom de tre brødre der havde underskrevet ansøgningen omsider for retten. Retten anklagede dem for at have narret og bedraget folk — fuldstændig ubegrundede beskyldninger. Der blev ikke ført et eneste vidne eller fremlagt noget dokument som bevis under retssagen. Alligevel blev de tre brødre idømt to års fængsel. Da der i forbindelse med et amnesti blev løsladt nogle forhærdede mordere, måtte disse trofaste brødre blive i fængselet. I Gisenyi sad fem andre Vidner næsten to år i fængsel uden at være blevet dømt eller have været for retten.

 LIVET I FÆNGSELET

Fængselslivet var barskt. Fangerne fik kun mad en gang om dagen, og den bestod af kassava og bønner. De fik kun kød cirka en gang om måneden. Sovepladserne var befængt med væggelus, men da fængselet var overfyldt, sov mange af fangerne på gulvet. Det var småt med vand til at vaske sig i. Brødrene delte celler med dødsdømte og voldelige forbrydere. Fangevogterne var ofte brutale, men der var dog en af dem, Jean Fataki, der var venlig mod brødrene. Han tog imod et bibelstudium, blev med tiden et døbt Jehovas vidne og har tjent som en trofast pioner til den dag i dag.

Broder Rwakabubu siger: „Mens vi var i fængsel, holdt ærkebiskoppen en messe der. Han sagde til sine tilhørere at de skulle tage sig i agt for Jehovas Vidner. Bagefter spurgte nogle af de katolikker der havde været til stede, hvorfor ærkebiskoppen havde sagt sådan om os, da de kunne se at Jehovas Vidner ikke var farlige.“

I mellemtiden var Roger og Noella Poels kommet til Kigali fra Belgien. Roger havde en arbejdskontrakt. De tre brødre var stadig i fængsel, så Roger bad om at få lov til at tale med justitsministeren for at forklare hvad vores tro gik ud på, og høfligt spørge om hvad regeringen havde imod Jehovas Vidner. Ministeren afbrød hurtigt samtalen ved at sige: „Hr. Poels, jeg har hørt tilstrækkeligt fra Dem! De vil blive sat på det næste fly til Bruxelles. De er udvist af landet!“

De tre brødre stod fast og lod sig ikke skræmme, så de måtte afsone deres straf på to år. Det andet år blev  de dog overført til et fængsel hvor forholdene var meget bedre. I november 1984 blev de løsladt.

FORFØLGELSEN INTENSIVERES

Modstanden fortsatte. I en radioudsendelse blev det påstået at Jehovas Vidner ikke var gode mennesker, men var ekstremister. I marts 1986 var arrestationer blevet almindelige i hele landet. Blandt de arresterede var Augustin Murayi, der på grund af sin kristne neutralitet var blevet fyret fra sin stilling som generaldirektør i Undervisningsministeriet. Han blev angrebet i aviserne og endnu mere i radioen.

Overalt i landet blev brødre og søstre, selv gravide søstre med små børn, arresteret. Mod slutningen af 1986 blev de overført til centralfængselet i Kigali for at vente på at deres sag blev behandlet. Da brødrene ikke ville synge fædrelandssange, ikke ville gå med præsidentens emblem og ikke ville købe politiske partikort, gik folk fejlagtigt ud fra at Jehovas Vidner var imod regeringen og prøvede at omstyrte den.

Phocas Hakizumwami beretter med et smil: „Brødrene fra menigheden i Nyabisindu var nogle af de første der blev arresteret. Eftersom resten af os forventede at vi før eller senere ville blive arresteret, forstod vi at vores distrikt nok snart ville være inde i fængselet og ikke udenfor. Så vi besluttede at gennemføre en omfattende forkyndelseskampagne i vores distrikt ’udenfor’. Vi tog til markedspladser og afsatte  mange blade og bøger. Vi bad Jehova om hjælp til at gennemarbejde vores distrikt inden vi blev fængslet. Jehova hjalp os, for den 1. oktober 1985 var vi færdige med distriktet. Syv dage senere blev vi arresteret.“

Året efter blev Palatin Nsanzurwimo og hans kone, Fatuma, arresteret af statens sikkerhedsfolk. Efter et otte timer langt forhør og en grundig ransagning af deres hus blev de ført til fængselet sammen med deres tre børn. På vejen derhen lykkedes det Palatins yngre bror, der var fulgt tæt efter dem, at få fat i deres femårige søn og fireårige datter så han kunne tage sig af dem. Palatin og Fatuma blev fængslet sammen med deres 14 måneder gamle baby. Fatuma blev senere overført til et andet fængsel og blev først løsladt efter ni måneder.

På det tidspunkt var Jean Tshiteyas fire børn blevet bortvist fra skolen. Kort derefter, da Jean en dag vendte hjem, opdagede han at hans hus var blevet ransaget, og at hans kone var blevet arresteret, så børnene  var blevet efterladt alene i huset. Lidt senere blev broder Tshiteya selv arresteret og sat i fængsel i Butare, hvor hans kone og andre forkyndere også var. Derefter blev alle brødrene i Butare overflyttet til centralfængselet i Kigali. I al den tid tog vennerne i Kigali sig af broder Tshiteyas børn.

Broder Tshiteya nævner: „Når brødre og søstre blev overført fra fængsler i andre områder til centralfængselet i Kigali, hilste de med glæde på hinanden og sagde: ’Komera!’ der betyder ’Fat mod!’ Da en af fangevogterne hørte denne hilsen, sagde han hånligt: ’I er skøre! Hvordan kan man fatte mod i et fængsel?’“

Trods disse arrestationer lod retsindige mennesker sig ikke afskrække, og ofte gav forfølgelsen positive resultater. Blandt de mange der dengang blev arresteret, var Odette Mukandekezi, en energisk, udadvendt søster. Hun beretter: „Under forfølgelsen blev brødrene arresteret og slået. En dag kom vi forbi en lille pige ved navn Josephine der vogtede kvæg. Hun havde en bibel og havde i den læst at de første kristne blev bagtalt, forfulgt, pisket og kastet i fængsel. Da hun vidste at Vidnerne blev forfulgt, drog hun den slutning at de måtte have den sande tro, og hun bad om et bibelstudium. Hun er nu en døbt søster.“

 Under forbuddet arbejdede Gaspard Niyongira som lastbilchauffør, og hans arbejde førte ham ofte til Nairobi i Kenya. Han smuglede publikationer med tilbage til Rwanda i en kasse der var fremstillet specielt til hans lastbil. Den kunne rumme seks kartoner med litteratur. Samtidig tog Henry Ssenyonga fra det vestlige Uganda regelmæssigt blade med over grænsen på sin motorcykel.

Menighedens møder måtte holdes i små grupper. Hvis myndighederne havde mistanke om at Jehovas Vidner holdt møder, foretog de en ransagning. Broder Niyongira fortæller: „Jeg fik bygget et anneks til mit hus, hvor vi hemmeligt kunne holde møder. Vi begravede vores litteratur i plasticsække i jorden og dækkede dem til med trækul.“

Da bølgen af arrestationer begyndte, lykkedes det for Jean-Marie Mutezintare, som var en nydøbt broder, at overvære det særlige internationale stævne „Bevar din uangribelighed“ i Nairobi i december 1985. På tilbagevejen til Rwanda tog han og Isaie Sibomana blade med fra brødrene i det vestlige Uganda. Ved grænsen fandt myndighederne bladene, arresterede brødrene, lagde dem i håndjern, førte dem af sted til forhør og lod dem tilbringe en kold nat i en fængselscelle. Kort efter blev brødrene sendt til centralfængselet  i Kigali. Der mødte de omkring 140 fængslede brødre og søstre, som var henrykte over at få en førstehåndsrapport fra stævnet i Nairobi. Det de havde at fortælle, var i sandhed opmuntrende, og det var med til at styrke brødrene!

De fængslede brødre holdt møder og sørgede for at forkyndelsen blev organiseret. De nøjedes ikke med at forkynde, men lærte også nogle af fangerne at læse og skrive. Desuden ledte de bibelstudier med interesserede og hjalp mange nye forkyndere frem til dåb. Nogle af dem havde studeret før de blev arresteret, og andre lærte først sandheden at kende i fængselet.

EN KREDSTILSYNSMAND „BESØGER“ FÆNGSELET

En af brødrene beskriver hvad der skete i fængselet i Kigali i 1986: „Der var mange brødre der. Vi holdt et møde om hvordan vi kunne hjælpe brødrene uden for fængselet. Vi besluttede at skrive et brev til dem for at opmuntre dem. Vi fortalte dem at når vi havde gennemgået vores distrikt i fængselet, ville vi komme hjem igen. Vi forkyndte systematisk for alle indsatte og ledte bibelstudier. Da vi senere hørte at en kredstilsynsmand besøgte menighederne udenfor, ville vi også gerne have besøg, så vi lagde det frem for Jehova i bøn. Kort tid derefter blev kredstilsynsmanden, broder Rwakabubu, fængslet for anden gang. Vi så det som en mulighed for at vi også kunne få besøg af ham.“

Under forfølgelsen var der kun én broder der gik på kompromis. Da han havde taget det politiske emblem på, blev han slået og sparket af dem der ikke var Jehovas Vidner, og de hånede ham og kaldte ham en kujon. Hans kone, som studerede Bibelen, spurgte ham  om hvorfor han ikke var forblevet trofast. Senere skrev han et brev til dommerne, hvori han fortalte dem at han havde begået en fejl, og at han stadig var et af Jehovas Vidner. Han skrev endda til afdelingskontoret i Kenya for at undskylde. I dag tjener han igen Jehova trofast.

FORKYNDELSEN FORTSÆTTER UDENFOR

De der ikke var blevet arresteret, fortsatte med at forkynde med usvækket nidkærhed og havde et gennemsnit på 20 timer om måneden. Alfred Semali, en af dem der stadig befandt sig uden for fængselet, fortæller: „Selvom jeg aldrig blev fængslet, forventede jeg at blive det og forberedte mig på det. Rigssalen var lukket, så vi mødtes i små grupper og fortsatte med at forkynde. Jeg gjorde det at jeg kom bladene i en brun kuvert, tog ind til byen og lod som om jeg søgte arbejde, alt imens jeg var på udkig efter en mulighed for at tilbyde bladene og tale om Bibelen.

I 1986 var mange af vores brødre og interesserede, selv nogle der kun lige var begyndt at studere Bibelen, blevet sat i fængsel. Det var enestående at se hvordan brødrene og selv de nye stod fast. I mellemtiden skrev Jehovas Vidner fra mange lande til Rwandas præsident for at protestere imod den uretfærdige behandling, og i radioen blev der fortalt at han hver eneste dag modtog hundreder af breve. Dette gav gode resultater, så året efter blev vores brødre og søstre samt de interesserede løsladt som følge af et dekret fra præsidenten. Vi var ovenud lykkelige.“ Så snart de var blevet løsladt, arrangerede de ældste dåb i Kigali, og 36 blev døbt. Ud af dem meldte de 34 sig straks som hjælpepionerer!

 Da forfølgelsen i 1986 var på sit højeste, var der et gennemsnit på 435 forkyndere der rapporterede; af dem havde omkring 140 brødre og søstre været i fængsel. Disse udgjorde kernen i Jehovas organisation i Rwanda. Deres tro var blevet prøvet og havde vist sig at være ægte. — Jak. 1:3.

Endelig, efter de turbulente år i 1980’erne, kom menighederne i Rwanda ind i en periode med relativ fred og vækst. Men hvad ville fremtiden bringe? Flere tog imod sandheden. Ville de nye også vise sig at være disciple der var bygget med ildbestandige materialer? (1 Kor. 3:10-15) Ville deres tro kunne modstå de prøvelser der lå forude? Det kunne kun tiden vise.

KRIG OG POLITISK URO

I 1990 var der næsten 1000 aktive forkyndere i Rwanda. Men den politiske scene var ustabil, og i oktober invaderede styrker fra Rwandas Patriotiske Front (RPF) den nordlige del af Rwanda fra nabolandet Uganda.

Ferdinand Mugarura, en modig broder som ved to forskellige lejligheder havde været fængslet på grund af sin tro, boede i Ruhengeri da invasionen begyndte. Han fortæller: „Had og stammestolthed bredte sig. Men Jehovas Vidner bevarede deres neutrale standpunkt og lod sig ikke involvere i politiske stridigheder eller påvirke af etniske fordomme. Fordi brødrene nægtede at gå på kompromis, måtte nogle af dem flygte fra deres hjem, og andre mistede deres arbejde.“

En søster, der var skolelærer og enke med tre børn, nægtede at give penge til hæren. Skoleinspektøren anmeldte hende derfor til de militære myndigheder, og hun blev sat i fængsel for anden gang, idet hun allerede  havde været fængslet i 1980’erne. Da de invaderende styrker nåede byen hvor hun var fængslet, brød de ind i fængselet, og fangerne slap ud. Men i stedet for at flygte med de andre fanger blev vores søster i fængselet. Da de invaderende styrker trak sig tilbage, blev hun arresteret igen og overført til centralfængselet i Kigali. Der bad hun til Gud om at hun måtte finde ud af hvornår det var mindehøjtid, da hun ikke ønskede at gå glip af den. Til sin store overraskelse blev hun senere løsladt på netop den dag! På grund af sit neutrale standpunkt mistede hun sit hus og sit job som lærer, men blev i stedet en nidkær pioner.

På grund af international indgriben blev invasionen fra Uganda midlertidigt standset. I 1991 forsøgte man at indføre et politisk flerpartisystem i landet. Der blev dannet flere store og adskillige mindre partier, hvilket resulterede i lokalpatriotisme og stammestolthed. Nogle partier havde rimelige mål, mens andre var militante og ekstremistiske. For første gang viste Jehovas Vidners neutrale standpunkt sig at være en fordel for dem. Fordi de ikke valgte side i de politiske og stammemæssige stridigheder, betragtede regeringen ikke længere Vidnerne som fjender, og det gjorde den almene befolkning heller ikke.

I september 1991 besøgte en international delegation af brødre sammen med to brødre fra Rwanda, Gaspard Rwakabubu og Tharcisse Seminega, nogle fremtrædende ministre i regeringen i Kigali. Brødrene talte med den nye justitsminister, som lyttede velvilligt til dem. De takkede ham for de positive tiltag der allerede var blevet gjort, og tilskyndede ham til at gøre endnu mere ved at give os fuldstændig religionsfrihed.

 I januar 1992, før vi var blevet juridisk anerkendt, holdt brødrene et områdestævne i Kigali. Godfrey og Jennie Bint husker det tydeligt. „På det tidspunkt tjente vi i Uganda, og vi blev overraskede over at modtage et brev fra afdelingskontoret i Kenya, hvori vi blev spurgt om vi kunne tage til Rwanda i tre uger for at hjælpe med stævneforberedelserne og med at indspille skuespillet. Brødrene var ovenud gæstfri, og vi blev inviteret til at spise hos en ny familie hver dag. Der var blevet lejet et privat fodboldstadion, og forberedelserne var godt i gang da vi ankom. Brødrene havde allerede tilrettelagt indspilningen af skuespillet, og det gik godt trods det begrænsede udstyr der var til rådighed. Selvom mange brødre fra den nordlige del af landet ikke kunne få tilladelse til at rejse og grænserne til Burundi og Uganda var lukkede, var der 2079 til stede om søndagen, og 75 blev døbt.“

ENDELIG JURIDISK ANERKENDT!

Nogle måneder senere, den 13. april 1992, blev Jehovas Vidner endelig juridisk anerkendt i Rwanda — og det for første gang! Den lange kamp for at udbrede den gode nyhed trods forbud, forfølgelse og fængslinger var forbi. Brødrene kunne se frem til en ny tid med teokratisk vækst og fremgang.

Det Styrende Råd spildte ikke tiden, men sendte straks missionærer til landet. Henk van Bussel, som  tidligere havde tjent i Den Centralafrikanske Republik og Tchad, og Godfrey og Jennie Bint, der før havde tjent i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) og Uganda, var de første missionærer der fik opholdstilladelse. Der blev udnævnt et landsudvalg til at føre tilsyn med forkyndelsen.

Broder Bint fortæller hvad der skete da de ankom sammen med Henk van Bussel: „Vi fandt hurtigt et hus der var egnet til at være missionærhjem, og som lå meget nær ved rigssalen. Vi kastede os straks ud i at lære sproget kinyarwanda og blev klar over at det var noget af en udfordring, sådan som det også havde været for de første specialpionerer i 1970. En af vores lærebøger indeholdt dette råd: ’Når bogstaverne CW står sammen, udtales de TCHKW!’ Vi husker også at den søster der underviste os, sagde: ’I vil aldrig kunne udtale „shy“ i „isi nshya“ [den nye jord] på den rigtige måde medmindre I smiler!’“

Senere samme år nåede man et nyt højdepunkt på 1665 forkyndere, og i januar 1993 blev der holdt endnu et områdestævne i Kigali. Denne gang var der 4498 til stede, og 182 blev døbt. Kiala Mwango kom som repræsentant fra afdelingskontoret i Kenya. Ingen kunne på det tidspunkt have nogen anelse om at der i 2006 ville blive bygget et afdelingskontor lige over for det stadion hvor stævnet blev holdt.

Trods endnu en invasion fra nord fortsatte forkyndelsen. I 1993 befandt den invaderende hær sig kun nogle få kilometer fra Kigali. Grænsen til Uganda forblev lukket, og fra højene uden for hovedstaden hørtes kraftig artilleriild. Omkring en million var flygtet fra den nordlige del af landet. Det indbefattede 381 brødre og søstre, som vennerne i og omkring Kigali tog  sig af. I Arusha i Tanzania forhandlede man sig imidlertid frem til en våbenhvile, der blev oprettet en stødpudezone, og regeringen gik med til at dele magten med de invaderende styrker og nogle større og mindre politiske partier.

EN MEGET SÆRLIG STÆVNEDAG

Det år havde man planlagt at holde en særlig stævnedag på Kigali Regional Stadium. Men ledelsen havde udlejet stadionet til to arrangementer samme dag — der skulle også spilles en fodboldkamp klokken 15. Brødrene overværede formiddagens program, men før man indledte eftermiddagsprogrammet, begyndte fodboldtilhængerne at ankomme — og politiet kunne ikke hindre dem i at komme ind. Direktøren for stadionet sagde at kampen ikke ville være forbi før klokken 18. Så brødrene forlod stedet og vendte tilbage klokken 18 for at høre resten af programmet.

 Det skabte dog nogen bekymring da der var udgangsforbud. Efter klokken 18 skulle al kørsel være indstillet, og folk måtte ikke opholde sig ude efter klokken 21. Omkring klokken 19 kom der imidlertid en meddelelse i radioen om at udgangsforbuddet var blevet udsat til klokken 23. Eftersom betingelserne for at leje stadionet ikke var blevet overholdt og elektricitetsforsyningen langtfra var pålidelig, sørgede Kigalis borgmester for det lys der var brug for. Han sørgede endda for gratis transport til brødrene efter programmet. På den måde var brødrene i stand til at holde hele stævneprogrammet. Forestil dig deres store overraskelse da de kom ud af stadionet og så de mange busser der holdt og ventede på dem!

Günter Reschke husker da han i slutningen af september 1993 besøgte Rwanda. Han beretter: „Jeg blev af afdelingskontoret i Kenya sendt til Kigali for sammen med broder Rwakabubu at være lærer på Rigets Tjenesteskole. Der var kun 63 ældste i Rwanda på det tidspunkt selvom antallet af forkyndere var steget til 1881. Situationen var allerede meget spændt i landet, og vi hørte rygter om kampe nordpå. Ingen forestillede sig naturligvis de frygtelige tider der ventede os, men skolen sørgede i sandhed for mad i rette tid. Den styrkede de ældste i deres tro og i deres opgave som hyrder — noget der i høj grad var nødvendigt i betragtning af de mørke krigsskyer der nærmede sig.“

PLANER OM AT OPRETTE ET KONTOR

Sidst i marts 1994 kom Leonard Ellis og hans kone, Nancy, fra Nairobi for at overvære de særlige stævnedage og for at hjælpe oversættelseskontoret. Afdelingskontoret i Nairobi havde anbefalet  at missionærhjemmet og oversættelseskontoret i Rwanda skulle slås sammen. Mandag den 4. april blev vagttårnsstudiet overværet af et udvidet oversætterhold, landsudvalget, missionærerne og broder og søster Ellis. Det var en spændende tid — begyndelsen til flere udvidelser.

Da broder og søster Ellis var færdige med deres opgave, tog de af sted med det der skulle vise sig at være det sidste passagerfly fra Kigali i mange måneder. Den næste eftermiddag ringede broder Rwakabubu til missionærhjemmet for at sige at den russiske ambassade havde frafaldet kravet på et stykke jord som vi havde håbet at bygge et landskontor på. Det kunne nu blive tildelt Jehovas Vidner, og vi skulle have et møde med myndighederne om det næste morgen, torsdag den 7. april. Dette møde blev aldrig holdt.

 FOLKEMORDET BEGYNDER!

Onsdag aften, den 6. april, blev et fly skudt ned og brød i brand i nærheden af Kigali. Om bord var Rwandas og Burundis præsidenter. Ingen overlevede. Det var kun få der den aften blev klar over hvad der var sket; den officielle radiostation bragte ikke nogen meddelelse om det.

De tre missionærer — broder og søster Bint og broder Henk — vil aldrig glemme de dage der fulgte. Broder Bint fortæller: „Tidligt om morgenen den 7. april vågnede vi ved lyden af skud og håndgranater der eksploderede. Dette var ikke usædvanligt, for i de foregående måneder var den politiske situation i landet blevet meget ustabil. Men da vi var ved at lave morgenmad, ringede telefonen. Det var Emmanuel Ngirente fra oversættelseskontoret. Han fortalte os at den lokale radiostation havde meddelt at de to præsidenter  var omkommet i flyulykken. Forsvarsministeriet advarede alle i Kigali om ikke at forlade deres hjem.

Omkring klokken ni om morgenen kunne vi høre hvordan røvere brød ind hos vores nabo. De stjal familiens bil og dræbte moderen i familien.

Inden længe kom der soldater og røvere til vores hjem; de hamrede løs på porten og ringede med klokken. Vi forholdt os helt stille og gik ikke ud for at lukke op. Af en eller anden grund forsøgte de ikke at tvinge porten op, men gik videre til nogle andre huse. Lyden af automatvåben og eksplosioner fortsatte omkring os; det var ikke muligt at slippe væk. Der blev skudt lige i nærheden, så vi gik ud i korridoren midt i huset for at beskytte os bedst muligt mod vildfarende kugler. Det gik op for os at situationen ikke ville ændre sig foreløbig, og derfor besluttede vi at rationere vores mad ved kun at lave et måltid om dagen, som vi kunne dele. Dagen efter, da vi lige havde spist og sad og lyttede til de internationale nyheder i radioen, råbte Henk: ’De er på vej over vores hegn!’

Der var ikke tid til at tænke. Vi løb ud på badeværelset og låste døren. Så bad vi sammen til Jehova om han ville hjælpe os til at udholde hvad der end måtte ske. Inden vi havde afsluttet bønnen, kunne vi høre hvordan militsen og røverne smadrede døre og vinduer for at komme ind. I løbet af få minutter var de inde i huset, og de råbte og skreg og væltede møblerne. Der var omkring 40 — mænd, kvinder og børn — der sammen med militsen røvede og plyndrede. Vi hørte også at der blev skudt når de skændtes om noget de havde fundet.

Efter hvad der syntes at være en evighed — men kun var omkring 40 minutter — prøvede de at komme  ind på badeværelset. Men da døren var låst, begyndte de at bryde den op. Vi forstod nu at vi blev nødt til at lukke op og give os til kende. Mændene var påvirkede af stoffer og opførte sig som vanvittige. De truede os med macheter og knive. Jennie råbte højt til Jehova. En af dem svingede sin machete og ramte Henk på halsen med den flade side af bladet så han faldt ned i badekarret. På en eller anden måde lykkedes det mig at finde nogle penge og give dem til mændene. Dem gav de sig til at slås om.

Pludselig fik vi øje på en ung mand der stod og stirrede på os. Vi kendte ham ikke, men han genkendte åbenbart os, måske fra forkyndelsen. Han tog fat i os, skubbede os ind på badeværelset og sagde til os at vi skulle lukke døren. Han sagde at han ville redde os.

Lyden af plyndringen fortsatte endnu en halv times tid, og derefter blev der roligt. Omsider vendte den unge mand tilbage og sagde at vi kunne komme ud. Han insisterede på at vi straks tog af sted, og førte os ud af huset. Vi tog os ikke tid til at tage noget med. Rædselsslagne så vi ligene af nogle af vores myrdede naboer ligge udenfor. To medlemmer af præsidentens milits eskorterede os til en militærofficers hus i nærheden. Officeren fulgte os derefter hen til Mille Collines-hotellet, hvor mange havde søgt tilflugt. Den 11. april, efter endnu flere angstfyldte timer og en stressfyldt militæroperation hvor man fra byen ad en omvej kørte os til bagsiden af lufthavnen, blev vi endelig evakueret til Kenya. Vi ankom til receptionen på Betel i Nairobi, medtagne og usoignerede. Henk, der var blevet skilt fra os under evakueringen, ankom nogle timer senere. Betelfamiliens kærlige omsorg og støtte var helt overvældende.“

 REDDET AF EN LILLE PIGES BØN

Dagen efter flystyrtet der dræbte Rwandas og Burundis præsidenter, kom der seks regeringssoldater til broder Rwakabubus hus. Deres øjne var blodskudte, deres ånde stank af alkohol, og deres opførsel viste at de havde taget stoffer. De forlangte at få våben. Broder Rwakabubu sagde til dem at han og hans familie var Jehovas Vidner, og at de ikke havde nogen våben.

Soldaterne vidste at Jehovas Vidner, der forholdt sig neutrale, havde nægtet at støtte regeringen og ikke ville give penge til hæren. Det gjorde soldaterne rasende. Gaspard og Melanie Rwakabubu er ikke tutsier, men hutumilitsen Interahamwe dræbte ikke kun tutsier, men også moderate hutuer, især hvis man mistænkte dem for at sympatisere med tutsierne eller den invaderende hær.

Soldaterne slog Gaspard og Melanie med stokke og slæbte dem og deres fem børn ind i soveværelset. De rev lagenerne af sengen og gav sig til at vikle dem om familien. Nogle af dem stod med håndgranater, så det var tydeligt hvad de havde tænkt sig at gøre. Gaspard spurgte: „Må vi bede en bøn?“

En af soldaterne afviste hånligt denne anmodning. Men efter nogen diskussion gik soldaterne modstræbende med til at lade dem bede. „Ok,“ sagde de, „I kan bede i to minutter.“

De bad stille, men Deborah Rwakabubu, som var seks år, bad højt: „Jehova, de vil slå os ihjel, men hvordan skal vi så kunne komme på genbesøg hos dem som jeg sammen med papa forkyndte for og afsatte fem blade til? De venter på at vi kommer igen, og de  har brug for at lære sandheden at kende. Jeg lover dig at hvis vi overlever, vil jeg være forkynder, blive døbt og blive pioner! Jehova, red os!“

Da soldaterne hørte dette, blev de meget forbløffede. Endelig sagde en af dem: „På grund af denne lille piges bøn vil vi ikke slå jer ihjel. Hvis der kommer andre her, så sig til dem at vi allerede har været her.“ *

SITUATIONEN FORVÆRRES

Krigen intensiveredes efterhånden som den invaderende hær (Rwandas Patriotiske Front) nærmede sig hovedstaden, Kigali. Dette fik de desperate mænd fra Interahamwe-militsen til at slå endnu flere ihjel.

 Overalt i byen og ved alle større vejkryds var der opstillet vejspærringer bevogtet af soldater, bevæbnede Interahamwe-folk og lokale beboere. Alle raske mænd blev tvunget til nat og dag at bevogte vejspærringerne sammen med Interahamwe. Formålet med vejspærringerne var at identificere og myrde tutsier.

Mens myrderierne fortsatte i hele landet, forlod hundredtusinder af Rwandas indbyggere deres hjem. Mange af dem, deriblandt Jehovas Vidner, søgte tilflugt i det nærliggende Congo og Tanzania.

ANSIGT TIL ANSIGT MED KRIG OG DØD

Det følgende er beretninger om hvordan det gik vores brødre og søstre da verden omkring dem brød sammen. Husk at Jehovas Vidner i Rwanda havde udholdt ildprøver i 1980’erne, prøver der havde styrket og lutret deres tro og mod. På grund af deres tro var de ikke blevet „en del af verden“ idet de havde nægtet at tage del i valg og politiske og militære anliggender. (Joh. 15:19) Deres mod hjalp dem til at tage konsekvenserne af deres holdning — hån, fængsel, forfølgelse og død. Disse prøvede egenskaber sammen med deres kærlighed til Gud og næsten gjorde at Jehovas Vidner intet havde med folkemordet at gøre, men tværtimod var villige til at risikere livet for at beskytte hinanden.

Der er mange erfaringer der ikke er taget med her. De fleste af brødrene foretrækker at glemme de grufulde detaljer, og ingen af dem ønsker at hævne sig. Det er vores håb at beretningerne om deres tro vil inspirere os alle til i endnu højere grad at vise den kærlighed der kendetegner Jesu Kristi sande disciple. — Joh. 13:34, 35.

 BERETNINGEN OM JEAN OG CHANTAL

Jean de Dieu Mugabo, en glad og omsorgsfuld broder, begyndte at studere med Jehovas Vidner i 1982. Før sin dåb i 1984 havde han allerede været fængslet tre gange på grund af sit standpunkt som et af Jehovas Vidner. Hans kone, Chantal, var også blevet døbt i 1984, og de blev gift i 1987. Da folkemordet begyndte, havde de tre børn, alle piger. De to ældste opholdt sig hos deres bedsteforældre uden for byen, og kun den mindste på seks måneder var hos Jean og Chantal.

Den første dag under folkemordet, den 7. april 1994, begyndte soldater og Interahamwe at angribe alle tutsier i deres hjem. Jean blev arresteret og banket med køller; men det lykkedes ham at slippe væk, og sammen med en anden broder løb han hen til den nærliggende rigssal. Imens prøvede Chantal, der ikke vidste hvad der var sket med hendes mand, desperat at komme ud af byen med babyen for at nå hen til deres to andre børn.

Jean fortæller hvad der skete med ham: „Rigssalen havde tidligere været et bageri og havde stadig en stor skorsten. I en uge skjulte jeg mig sammen med broderen i selve rigssalen, og en hutusøster kom med mad til os når det var sikkert at gøre det. Senere blev vi nødt til at gemme os under taget, mellem  tagets metalplader og loftet, hvor solen gjorde det ulidelig varmt om dagen. Vi var desperate efter at finde et bedre skjulested, og det lykkedes os at fjerne nogle sten fra skorstenen så vi kunne kravle ind i den. Her sad vi skjult i en sammenkrøben stilling i mere end en måned.

Lige i nærheden var der en vejspærring, og militsfolk fra Interahamwe kom ofte ind i rigssalen for at tale sammen eller søge ly når det regnede. Vi kunne høre dem tale neden under os. Søsteren blev ved med at komme med mad til os når det var muligt. Der var øjeblikke hvor jeg tænkte at jeg ikke kunne klare det  længere, men vi blev ved med at bede om at vi måtte holde ud. Endelig, den 16. maj, kom søsteren for at fortælle os at Rwandas Patriotiske Front havde overtaget kontrollen med den del af byen vi befandt os i, og at vi kunne komme ud fra vores skjulested.“

Hvad var der i mellemtiden sket med Jeans kone, Chantal? Det fortæller hun her: „Den 8. april lykkedes det mig at flygte fra huset med vores datter. Jeg fandt to søstre, Immaculée, hvis identitetskort viste at hun var hutu, og Suzanne, der var tutsi. Vi ville prøve at nå Bugesera, en by cirka 50 kilometer væk, hvor mine to andre børn var sammen med mine forældre. Men vi hørte at der var vejspærringer ved alle veje ud af byen, så vi bestemte os for at søge hen til en nærliggende landsby i udkanten af Kigali, hvor Immaculée havde en slægtning ved navn Gahizi, der også var et af Jehovas Vidner. Gahizi, der var hutu, tog godt imod os, og trods trusler fra naboer gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe os. Da regeringssoldaterne og Interahamwe fandt ud af at Gahizi havde beskyttet tutsier, skød de ham.

Efter at soldaterne havde skudt Gahizi, tog de os med ned til floden for at slå os ihjel. Rædselsslagne ventede vi på at de skulle dræbe os. Pludselig opstod der en heftig diskussion blandt soldaterne, og en af dem sagde: ’Lad være med at dræbe kvinderne. Det vil bringe os uheld. Lige nu drejer det sig først og fremmest om at dræbe mændene.’ Derefter lykkedes det André Twahirwa der var fulgt efter os, og som lige var blevet døbt ugen før, at få os med hjem til ham trods protester fra hans naboer. Den næste dag fulgte han os tilbage til Kigali, hvor han håbede at finde et sikkert sted til os. Han hjalp os igennem flere yderst farlige  vejspærringer. Immaculée havde min baby på armen så at min lille pige, i fald vi blev standset, måske ville blive skånet. Suzanne og jeg havde revet vores identitetskort i stykker i et forsøg på at skjule hvem vi var.

Ved en af vejspærringerne blev Immaculée slået af Interahamwe som sagde: ’Hvorfor rejser du sammen med disse tutsier?’ De ville ikke lade mig og Suzanne passere. Immaculée og André tog derfor i forvejen hen til broder Rwakabubus hus. Til stor fare for dem selv kom André sammen med to andre brødre, Simon og Mathias, tilbage for at hjælpe os gennem den sidste vejspærring og tog mig med hen til broder Rwakabubu, mens Suzanne tog hen til en af sine slægtninge.

Men nu blev det for farligt for mig at blive i broder Rwakabubus hus, så under store vanskeligheder lykkedes det brødrene at få mig hen til rigssalen, hvor andre  Jehovas Vidner også holdt sig skjult. På det tidspunkt var der allerede ti tutsibrødre og -søstre samt andre flygtninge dér. Immaculée var så trofast at hun nægtede at forlade mig. Hun sagde: ’Hvis de dræber dig og jeg overlever, vil jeg redde din baby.’“ *

Imens var det med nød og næppe lykkedes en broder, Védaste Bimenyimana, der boede i nærheden, og som var gift med en tutsi, at få bragt sin familie i sikkerhed. Derefter kom han tilbage og hjalp dem der stadig var i rigssalen, med at finde et sikkert sted. Lykkeligvis overlevede de alle.

Efter folkemordet blev Jean og Chantal omsider klar over at deres forældre og deres døtre på to og fem år, som havde boet hos Chantals forældre, var blevet myrdet, foruden omkring 100 af deres slægtninge. Hvordan berørte dette knusende tab dem? „I begyndelsen var det ikke til at bære,“ indrømmer Chantal. „Vi var som lammet af sorg. Tabet af menneskeliv var blevet langt større end nogen kunne have forestillet sig. Vi kunne kun lægge det i Jehovas hånd, med håbet om at se vores børn igen i opstandelsen.“

SKJULT I 75 DAGE!

Tharcisse Seminega blev døbt i 1983. Da folkemordet fandt sted, boede han i Butare i Rwanda,  omkring 120 kilometer fra Kigali. „Efter at præsidentens fly var styrtet ned i Kigali, hørte vi at der var udstedt et dekret om at dræbe alle tutsier,“ fortæller han. „To brødre forsøgte at planlægge vores flugt gennem Burundi, men alle veje og stier blev bevogtet af Interahamwe-militsen.

Vi var fanger i vores eget hus, og vi vidste ikke hvor vi skulle tage hen. Der var fire soldater der holdt øje med huset, og en af dem havde opstillet et maskingevær omkring 200 meter væk. I en bøn til Jehova bad jeg inderligt: ’Jehova, vi kan intet selv gøre for at redde os. Det kan kun du!’ Hen mod aften kom en broder løbende  hen til os, idet han frygtede at vi allerede var døde. Soldaterne tillod ham at gå ind i huset og blive der nogle få minutter. Han var lettet over at finde os i live, og på en eller anden måde lykkedes det ham at tage to af vores børn med sig hjem. Så fortalte han to andre brødre, Justin Rwagatore og Joseph Nduwayezu, at min familie skjulte sig, og at vi behøvede deres hjælp. De kom så snart det var blevet mørkt; og selvom det var vanskeligt og farefuldt, førte de os til Justins hus.

Vores ophold hos Justin blev meget kort, for allerede næste dag var folk blevet klar over at vi skjulte os der. Samme dag kom der en mand der hed Vincent, for at advare os om at Interahamwe forberedte sig på at angribe og dræbe os. Justin havde tidligere studeret Bibelen med ham, men han havde ikke taget standpunkt for sandheden. Vincent foreslog at vi først skulle skjule os i bevoksningen i nærheden af Justins hus. Da det blev mørkt, kom han så og førte os hen til sit hus. Han skjulte os i en rund hytte der blev brugt som ly for geder. Den havde lervægge og lergulv, et stråtag og var uden vinduer.

Vi tilbragte nogle lange dage og nætter i denne hytte, som lå i nærheden af et vejkryds kun få meter fra det travleste marked i området. Vi kunne høre de forbipasserende snakke om hvad de havde lavet i dagens løb, deriblandt deres uhyggelige beretninger om hvem de havde dræbt, og hvilke planer de havde for fremtiden. Denne atmosfære forstærkede vores frygt, og vi blev ved med at bede om at vi måtte overleve.

Vincent gjorde alt hvad han kunne, for at sørge for os. Vi opholdt os der en måned, men hen imod slutningen af maj blev det for farligt for os at være der på grund af de Interahamwe-militsfolk der var på flugt  fra Kigali og nu kom til stedet. Brødrene besluttede at flytte os hen til et hus der tilhørte en broder, og som havde en slags kælder under huset. Han skjulte allerede tre venner i denne kælder. For at nå frem til hans hus måtte vi om natten gå fire og en halv time, hvor vi var udsat for stor fare. Det regnede voldsomt den nat, og det var godt, for det skjulte os for morderne.

Det nye skjulested var et halvanden meter dybt hul med et bræt som dør. For at komme derned måtte vi gå ned ad en stige og derefter krybe og kravle gennem en tunnel til vi nåede et rum på omkring fire kvadratmeter. Der lugtede af mug, og kun en ganske lille lysstråle trængte igennem til os. Min kone, Chantal, vores fem børn og jeg delte denne plads med de tre andre. I seks uger var vi alle ti i dette klaustrofobiske rum. Vi turde ikke tænde lys da det kunne forråde os. Men Jehova støttede os under alle disse vanskeligheder og lidelser. Brødrene satte livet på spil for at give os mad og medicin og for at opmuntre os. Undertiden kunne vi tænde et enkelt stearinlys i dagtimerne så vi kunne læse dagsteksten eller noget i Bibelen eller Vagttårnet.“

„Alting får en ende,“ fortsætter Tharcisse „og hvad denne beretning angår skete det den 5. juli 1994. Vincent fortalte os at Butare var blevet indtaget af den invaderende hær. Da vi kom op fra vores skjulested, var der nogle der ikke kunne se at vi var rwandere, for vores hud var blevet bleg på grund af det manglende sollys. Derudover havde vi for en tid mistet evnen til at tale højt; vi kunne kun hviske. Det varede flere uger før vi kom os.

Alle disse begivenheder gjorde et stort indtryk på min kone, som i de foregående ti år ikke havde villet  studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men nu begyndte hun at studere. Når hun blev spurgt om hvorfor, svarede hun: ’Jeg blev rørt over den kærlighed brødrene viste os, og de ofre de bragte for at redde os. Jeg følte også at det var ved Jehovas magtfulde hånd at vi blev skånet for mordernes macheter.’ Hun indviede sig til Jehova og blev døbt ved det første stævne efter krigen.

Vi føler os i stor gæld til de brødre og søstre som ved deres handlinger og inderlige bønner hjalp os til at overleve, og hvis dybe og oprigtige kærlighed overvandt etniske barrierer.“

HJÆLP TIL EN DER HJALP ANDRE

Justin Rwagatore, en af de brødre der havde været med til at redde broder Seminega og hans familie, fik senere selv brug for hjælp. I 1986 var han blevet fængslet fordi han nægtede at lade sig involvere i den daværende regerings politik. Nogle år efter at han havde beskyttet familien Seminega, blev Justin og nogle andre brødre igen arresteret på grund af deres neutrale standpunkt. Broder Seminega var med i en delegation der kontaktede de lokale myndigheder for at oplyse dem om hvorfor Jehovas Vidner ikke blander sig i politik. Han forklarede myndighederne hvordan Justin havde medvirket til at redde hans familie. Resultatet var at alle brødrene blev løsladt.

Vores brødres eksempel under folkemordet fik andre til at tage imod sandheden. Suzanne Lizinde, en katolik midt i tresserne, så den rolle hendes kirke havde i forbindelse med at støtte folkemordet. Den måde hvorpå Jehovas Vidner i hendes nabolag havde opført sig under folkemordet, og den kærlighed der  fandtes blandt dem, fik hende til hurtigt at gøre fremskridt. Hun blev døbt i januar 1998 og gik aldrig glip af et menighedsmøde, selvom hun måtte gå fem kilometer over højene for at overvære møderne. Hun hjalp også sin familie til at lære sandheden at kende. I dag er en af hendes sønner ældste, og et af hendes børnebørn er menighedstjener.

HUNDREDTUSINDER FLYGTER

Henk van Bussel, der som missionær var blevet sendt til Rwanda i 1992, blev i april 1994 evakueret fra Rwanda til Kenya. Herfra foretog han flere rejser til Goma i det østlige Congo for at deltage i nødhjælpsarbejdet til gavn for flygtningene fra Rwanda. På den congolesiske side af grænsen patruljerede brødrene ved grænseovergangene idet de holdt bibelske publikationer op i luften og sang eller fløjtede Rigets sange så de forkyndere der krydsede grænsen fra Rwanda, kunne genkende deres brødre.

Overalt var folk grebet af panik. Mens krigen fortsatte mellem regeringsstyrkerne og Rwandas Patriotiske Front, flygtede hundredtusinder til Congo og Tanzania. De brødre som flygtede til Goma, benyttede rigssalen som samlingssted. Senere blev der oprettet en flygtningelejr lige uden for byen med plads til mere end 2000 — udelukkende Jehovas Vidner, deres børn og interesserede. I andre dele af det østlige Congo oprettede brødrene lignende lejre.

Mange af dem der flygtede, var hovedsagelig hutuer som frygtede gengældelsesaktioner, men de brødre der flygtede sammen, var både hutuer og tutsier. Eftersom drabene på tutsier fortsatte, var det forbundet med stor fare at få tutsier over grænsen og ind i Goma. På et tidspunkt var prisen for at smugle  tutsibrødre ud af landet 100 amerikanske dollars pr. person.

Da brødrene først var kommet til Congo, ville de gerne blive sammen. De ønskede ikke at have noget at gøre med Interahamwe, som var aktiv i de lejre der var blevet oprettet af FN. Dertil kom at de fleste af de flygtninge der ikke var Jehovas Vidner, sympatiserede med den regering der var blevet tvunget til at gå af. De, især Interahamwe-folkene, brød sig ikke om Jehovas Vidner fordi de ikke havde sluttet sig til dem. Brødrene ønskede at holde sig adskilt fra dem, også for at kunne beskytte deres tutsibrødre.

Eftersom de der var flygtet fra Rwanda, havde efterladt alle deres ejendele, var der brug for hjælp. Denne hjælp kom fra Jehovas Vidner i Belgien, Congo, Frankrig, Kenya og Schweiz i form af penge, medicin, fødevarer og tøj såvel som læger og sygeplejersker. Med på et af de første fly med nødhjælp var der mange små telte som afdelingskontoret i Frankrig havde sendt. Senere sendte afdelingskontoret i Belgien nogle større telte, der kunne rumme hele familier. Der blev også sendt feltsenge og luftmadrasser. Hjælpen fra afdelingskontoret i Kenya bestod af mere end to tons tøj og over 2000 tæpper.

UDBRUD AF KOLERA

Efter flugten fra Rwanda befandt der sig mere end 1000 Jehovas Vidner og interesserede ved rigssalen i Goma og på det tilstødende stykke jord. Som et resultat af det store antal flygtninge udbrød der sørgeligt nok kolera i Goma. Afdelingskontoret i Congo (Kinshasa) sendte hurtigt medicin for at slå epidemien ned, og broder van Bussel fløj fra Nairobi til Goma med 60 kartoner medicin. Rigssalen blev midlertidigt  benyttet som hospital, og man bestræbte sig for at isolere de syge. Loic Domalain og en anden broder, der begge er læger, og Aimable Habimana, en lægeassistent fra Rwanda, skånede ikke sig selv. Broder Hamel fra Frankrig var også til stor hjælp i forbindelse med alle disse problemer, og det samme gjaldt mange andre brødre og søstre med erfaring i pleje af syge, der frivilligt kom for at hjælpe.

Til trods for de store tiltag for at hindre koleraen i at brede sig blev mere end 150 brødre og interesserede smittet, og omkring 40 døde før spredningen af denne livsfarlige sygdom kunne standses. Senere lejede man et stort stykke jord der skulle fungere som flygtningelejr for Jehovas Vidner. Der blev rejst i hundredvis af små telte, og et stort telt fra Kenya tjente som hospital. Sundhedsmedarbejdere fra USA der kom på besøg, var imponerede over den renlighed og orden der prægede lejren.

I begyndelsen af august 1994 tog nødhjælpskomitéen i Goma sig af 2274 flygtninge — Jehovas Vidner, børn og interesserede. Samtidig var der mange andre flygtningebrødre i Bukavu og Uvira i det østlige Congo såvel som i Burundi. Yderligere 230 befandt sig i en flygtningelejr i Tanzania.

Da brødrene fra oversættelseskontoret i Kigali måtte flygte til Goma, lejede de et hus så de kunne fortsætte med at oversætte. Dette var muligt fordi det under krigen var lykkedes brødrene at redde en computer og en generator som de tog med til Goma.

I Goma fungerede telefon- og postvæsenet nærmest ikke. Men med hjælp fra nogle Jehovas Vidner der arbejdede i lufthavnen, sendte brødrene oversættelsesmateriale og anden post med et ugentligt fly  fra Goma til Nairobi. Brødrene på afdelingskontoret i Kenya sendte post til Goma på samme måde.

Emmanuel Ngirente og to andre oversættere fortsatte med at oversætte så godt de kunne, selvom omstændighederne var vanskelige. På grund af krigen måtte de udelade nogle af artiklerne i Vagttårnet, men disse artikler blev senere oversat og udgivet i særlige brochurer, som brødrene studerede ved deres menighedsbogstudium.

LIVET I FLYGTNINGELEJRENE

Mens indbyggerne stadig flygtede fra Kigali, blev Francine, som var flygtet til Goma efter at hendes mand, Ananie, var blevet myrdet, overført til en af de lejre som Vidnerne havde oprettet. Hun beskriver livet i lejren: „Hver dag fik nogle af brødrene og søstrene til opgave at lave mad. Vi tilberedte et enkelt morgenmåltid bestående af hirse- eller majsvælling. Vi lavede også middagsmad. Når vi var færdige med vores pligter, havde vi fri til at forkynde. Vi forkyndte hovedsagelig for familiemedlemmer i vores egen lejr der ikke var Jehovas Vidner, men også for dem der boede uden for lejren. Efter nogen tid blev Interahamwe-militsfolk fra andre lejre vrede over at Jehovas Vidner havde deres egne lejre som var adskilt fra de andre flygtninge, og situationen blev farlig.“

I november 1994 stod det klart at det var sikkert for brødrene at vende tilbage til Rwanda. Og i betragtning af den usikkerhed der var i de lejre som ikke bestod af Jehovas Vidner, fandt man det tilrådeligt at gøre det. Men tilbagerejsen var forbundet med visse vanskeligheder. Interahamwe håbede nemlig at kunne omgruppere styrkerne og angribe Rwanda, og  i deres øjne var enhver som forlod Congo for at vende tilbage til Rwanda, en desertør.

Brødrene meddelte regeringen i Rwanda at Jehovas Vidner, der havde været neutrale under krigen og ikke havde taget del i folkemordet på tutsierne, ønskede at vende hjem. Regeringen rådede brødrene til at forhandle med FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der havde køretøjer som kunne anvendes til formålet. Men fordi militsfolkene ville have standset deres hjemvenden, måtte brødrene bruge list.

Brødrene bekendtgjorde at der skulle være en særlig stævnedag i Goma, og der blev lavet bannere til stævnet. Derefter gav man i al hemmelighed Vidnerne oplysninger om hjemrejsen til Rwanda. For ikke at vække mistanke fik brødrene besked på at efterlade alle deres ejendele i lejrene og kun tage deres bibler og sangbøger med som om de skulle til stævne.

Francine husker at de skulle gå nogle timer før de endelig kom hen til de lastbiler der ventede på dem for at tage dem med til grænsen. Inde i Rwanda sørgede UNHCR for transport til Kigali og derfra til deres hjem. De fleste af brødrene kom således sammen med deres familier og interesserede hjem til Rwanda i december 1994. Den 3. december 1994 kunne man i den belgiske avis Le Soir læse: „1500 rwandiske flygtninge besluttede at forlade Zaire [Congo] fordi de ikke følte at der var tilstrækkelig garanti for deres sikkerhed. De er Jehovas Vidner, og de havde oprettet deres egen lejr nord for Katalelejren. Jehovas Vidner blev særlig forfulgt af den tidligere regering fordi de nægtede at bære våben og deltage i politiske møder.“

 Efter at Francine var vendt tilbage til Rwanda, blev det muligt for hende at overvære et områdestævne i Nairobi. Da hun var blevet trøstet efter sin mands død og var blevet opbygget af samværet med brødrene og søstrene, vendte hun tilbage til oversættelseskontoret der var blevet genetableret i Kigali. Senere blev hun gift med Emmanuel Ngirente, og de arbejder fortsat på afdelingskontoret.

Francine fortæller her hvordan hun kunne udholde det hun oplevede under krigen: „Vi havde kun én ting i hovedet dengang — at holde ud til enden. Vi besluttede at vi ikke ville dvæle ved de forfærdelige ting der skete. Jeg kan huske at jeg fandt trøst i Habakkuk 3:17-19, som taler om at finde glæde i vanskelige situationer. Brødrene og søstrene opmuntrede mig meget. Nogle skrev breve til mig. Det hjalp mig til at bevare en positiv indstilling. Jeg vidste at Satan bruger mange kneb. Hvis man dvæler ved ét problem, er man måske ikke så vågen over for andre. Hvis man ikke er på vagt, kan man let blive svækket på en eller anden måde.“

TILBAGE I RWANDA

Broder van Bussel var til stor hjælp for de brødre der vendte tilbage. Han forklarer: „Der blev iværksat et program for at hjælpe brødrene til at komme på fode igen efter krigen — det gjaldt også dem der var blevet i Rwanda, og som næsten havde mistet alt. Udnævnte brødre besøgte alle menighederne for at se hvilke behov der var. Familier og enkeltpersoner fik en kasse med forsyninger alt efter deres omstændigheder. Brødrene forstod at de efter tre måneder måtte klare sig selv.“

 Man var selvfølgelig også opmærksom på brødrenes åndelige behov. Oversætterholdet vendte tilbage til deres oprindelige kontor i Kigali. Broder van Bussel husker at huset var fyldt med skudhuller, men de fleste af bøgerne i depotet var der stadig. I flere måneder derefter blev de ved med at finde kugler i kartonerne med litteratur. En af oversætterne fandt endda en håndgranat i haven! Året efter, omkring oktober 1995, flyttede oversætterne ind i en større og mere velegnet bygning i den modsatte ende af byen. Denne lejede bygning blev brugt som kontor og bolig indtil et nyt afdelingskontor blev bygget i 2006.

„DET VAR SOM I OPSTANDELSEN!“

I december 1994 var de fleste af brødrene vendt hjem fra Congo, tidsnok til at overvære områdestævnet, som havde det meget passende tema „Gudsfrygt“. Det skulle holdes på grunden ved en af rigssalene i Kigali. Der kom brødre fra Frankrig, Kenya og Uganda for at deltage. Fredag morgen var rigssalsgrunden fyldt med venner. En søster fortæller: „Det var rørende at se brødre og søstre der med tårer i øjnene omfavnede hinanden. Det var første gang de mødtes siden krigen var brudt ud. De genfandt venner som de troede var døde!“ En anden sagde: „Det var som i opstandelsen!“

Günter Reschke var blandt de brødre der kom fra Kenya. Han sagde: „Hvor var det en stor glæde at mødes igen efter alle trængslerne, og at se hvem der havde overlevet! Men der var et problem. Myndighederne var bekymrede over at se så mange mennesker forsamlet. Tidligt på eftermiddagen ankom der nogle bevæbnede soldater som meddelte at stævnet var aflyst af sikkerhedsmæssige grunde. Alle måtte  omgående forlade stedet. Vi tog os tid til at opmuntre vennerne, men måtte til sidst vende tilbage til Nairobi, skuffede over at brødrene ikke havde kunnet få lov til at glæde sig over stævneprogrammet. Uanset hvor nedslående det var, følte vi dog at vi havde gjort alt hvad der stod i vores magt, for at opmuntre vores brødre til at fortsætte i troen, og vi tog af sted i tillid til at det netop var hvad de var besluttede på at gøre.“

Nu da der igen var et vist mål af fred i landet, besluttede mange rwandere der boede uden for landet, at flytte tilbage. Blandt dem var der nogle der var født uden for Rwanda efter at deres forældre var flygtet fra de etniske og politiske omvæltninger sidst i 1950’erne og 1960’erne. Nogle af dem havde lært sandheden at kende i andre lande. For eksempel havde James Munyaburanga og hans familie taget imod sandheden i Den Centralafrikanske Republik. Da den nye regering i Rwanda var ivrig efter at få de hjemvendte til at arbejde for staten, fik broder Munyaburanga tilbudt et job. Efter at være vendt tilbage til Rwanda kom han imidlertid ud for modstand og latterliggørelse fra sine slægtninge og kolleger fordi han valgte at leve efter de kristne principper. Han bad til sidst om at blive pensioneret før tiden og meldte sig som pioner. Han yder nu juridisk bistand til Jehovas Vidner i Rwanda.

Ngirabakunzi Mashariki lærte sandheden at kende i det østlige Congo. Han siger: „Fordi jeg var tutsi, havde jeg i mange år været udsat for diskrimination. Da jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, var det som om jeg kom til en helt anden planet! Det var som et mirakel at omgås oprigtige mennesker der levede i overensstemmelse med det de lærte. Deres kærlighed  kom endnu tydeligere til udtryk under folkemordet på tutsierne i 1994. Brødrene skjulte og beskyttede mig og min familie. I 1998 blev jeg indbudt til at komme på Betel, og der tjener jeg nu sammen med min kone, Emerance. Jeg ser med længsel frem til den nye verden, hvor al fordom og diskrimination vil høre fortiden til og jorden vil være fyldt med mennesker der påkalder Jehovas navn og lever sammen i enhed.“

ARBEJDET HAR IGEN FREMGANG

I marts 1994, lige før krigen, var der 2500 forkyndere i Rwanda. I maj 1995 nåede man et højdepunkt på 2807 forkyndere, til trods for at så mange var blevet dræbt under folkemordet. Retsindige strømmede til Jehovas organisation. En specialpionersøster ledte for eksempel over 20 bibelstudier og havde andre på venteliste! En kredstilsynsmand bemærkede: „Krigen  hjalp folk til at forstå at det var nytteløst at stræbe efter materielle ting.“

I januar 1996 holdt brødrene områdestævnet „Glade lovprisere“. Og det var i sandhed et glædeligt stævne! Det var det første der blev holdt efter krigen, eftersom stævnet året før var blevet aflyst. En af de tilstedeværende sagde: „Der var knus og tårer, og det gjorde et særlig stort indtryk at se hutu- og tutsibrødre omfavne hinanden.“ Det højeste antal til stede var 4424, og 285 blev døbt. Broder Reschke mindes: „Det var rørende at høre dåbskandidaterne med høj stemme svare ’Yego!’ (ja) til de to dåbsspørgsmål. De stillede sig op på række mens de ventede på at blive døbt, og blev gennemblødt af et voldsomt tordenvejr. Men det rørte dem ikke. De sagde: ’Vi bliver alligevel våde!’“

Henk van Bussel vendte tilbage til Rwanda; og Günter Reschke, der var kommet for at hjælpe med at få arbejdet i gang igen, fik nu til opgave at tjene der permanent. Ikke længe efter vendte også Godfrey og Jennie Bint tilbage til Rwanda.

DE FANDT DERES SØN!

I årene efter krigen blev mange familiemedlemmer genforenet. I 1994, da kampene mellem de to hære tog til i Kigali, flygtede alle indbyggerne nærmest samtidig, og under den efterfølgende panik kom Oreste Murinda væk fra sin kone og flygtede med sin to og et halvt år gamle søn til Gitarama. Da Oreste gik ud for at finde mad, brød kampene ud igen, og i forvirringen blev han skilt fra sin søn.

Efter krigen blev Oreste og hans kone genforenet, men deres søn var stadig savnet. De gik ud fra at han  var blevet dræbt. Mere end to år senere kom der imidlertid en mand ude fra landet til Kigali for at arbejde. Han var ikke et af Jehovas Vidner, og da han mødte nogle brødre, kom han tilfældigt til at nævne at hans nabos familie i Gisenyi havde mistet deres børn i krigen, men at de nu tog sig af en forældreløs dreng. Dette barn kunne huske sin fars navn og sagde at hans forældre var Jehovas Vidner. Brødrene genkendte navnet og kontaktede forældrene, som derefter kom og viste manden nogle billeder af deres søn. Ja, det var deres søn! Oreste tog straks af sted for at hente ham, og forældrene blev genforenet med deres søn efter to og et halvt år! Denne dreng er nu en døbt forkynder.

Det er værd at lægge mærke til at brødrene tog sig af alle de børn af Jehovas Vidner der havde mistet deres forældre. Ingen af dem kom på børnehjem. Undertiden tog brødrene sig også af naboers eller familiemedlemmers børn der var blevet forældreløse. Et ægtepar der selv havde ti børn, tog ti forældreløse børn til sig.

USIKKERHEDEN VENDER TILBAGE I NORD

Sidst i 1996 gjorde borgerkrigen i Congo det mere og mere vanskeligt at opretholde sikkerheden i flygtningelejrene, hvor der stadig befandt sig over en million rwandiske flygtninge. I november  blev flygtningene tvunget til enten at vende tilbage til Rwanda eller flygte længere ind i regnskoven i Congo. De fleste vendte tilbage, deriblandt de brødre der ikke var kommet hjem i december 1994. Det var et uforglemmeligt syn at se strømme af mennesker, unge og gamle, gå gennem Kigalis gader i tøj der var støvet af den afrikanske jord, og med deres bylter på hovedet. Alle disse flygtninge måtte vende tilbage til det sted de kom fra, for at blive genregistreret. Det var en meget utryg periode.

Uheldigvis vendte der mange uønskede personer tilbage sammen med flygtningene, deriblandt nogle militsfolk fra Interahamwe, som prøvede at fortsætte deres aktiviteter i den nordvestlige del af landet. Hæren blev så sendt dertil for at genoprette sikkerheden. Der var mange af vores brødre der boede i området, og det var en stor udfordring for dem at forblive neutrale. Mere end 100 forkyndere mistede livet mellem 1997 og 1998, i de fleste tilfælde fordi de loyalt bevarede deres kristne neutralitet. Det var mange gange for farligt for kredstilsynsmanden at besøge området regelmæssigt.

ET MODIGT ÆGTEPAR

Sammen med sin kone, Berancille, var Théobald Munyampundu en af de få kredstilsynsmænd som besøgte menighederne i det farlige område. Farer var ikke noget nyt for dem. Théobald var blevet døbt i 1984, og to år senere var han blandt de mange brødre og søstre der kom i fængsel, hvor han blev gennembanket. Han og hans kone havde også sat deres liv på spil ved at skjule andre under folkemordet på tutsierne. Efter at have reddet en teenagedreng hvis mor var blevet dræbt, lykkedes det dem at komme  til Tanzania. Der besøgte Théobald de to flygtningelejre i Benaco og Karagwe for at opmuntre brødrene, til trods for at det på grund af banditter var yderst risikabelt at rejse mellem lejrene.

Da de var tilbage i Rwanda, satte Théobald og hans kone igen livet på spil for at besøge Vidnerne i det urolige område nordpå. „Nogle gange lå de menigheder vi besøgte, langt væk,“ fortæller Théobald. „På grund af de usikre forhold kunne vi ikke blive natten over. Jeg husker at vi under et besøg i regntiden hver dag måtte gå fire timer i styrtende regn for at nå frem til brødrene og så igen gå tilbage til vores logi om aftenen.“

Théobald beskriver her en broder som han mødte da han besøgte en isoleret gruppe i området: „Jean-Pierre er blind, så jeg var forbløffet over at se ham gå op for at tage bibeloplæsningen på Den Teokratiske Skole og fremsige hele stykket ud fra hukommelsen, uden fejl, og endda med den rette betoning! Han havde bedt en broder som var god til at læse op, om at læse stykket for ham inden så han kunne lære det udenad. Jeg var virkelig opmuntret af hans beslutsomhed.“

Idet Théobald ser tilbage på sit indholdsrige og til tider farlige liv, siger han: „Under alle disse svære tider satte vi vores lid til Jehova og tænkte ofte på ordene i Hebræerbrevet 13:6: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“  Efter at have virket trofast i kreds- og områdetjenesten fortsætter Théobald og hans kone, trods helbredsproblemer, med at tjene som specialpionerer.

STÆVNEHALSPROJEKT

Efterhånden som antallet af Jehovas Vidner voksede, blev det stadig mere besværligt at finde egnede steder til at holde stævner i Kigali. For eksempel blev stævnet „Sendebud med fred fra Gud“ som blev holdt på et stadion i december 1996, delvis ødelagt af at en afløbskanal udspyede kloakvand fra et nærliggende fængsel. Brødrene klagede over lugten, og forældrene frygtede for deres børns helbred. I betragtning af de dårlige forhold vedtog landsudvalget enstemmigt at dette skulle være det sidste områdestævne man ville holde på dette stadion. Men hvor kunne man ellers holde stævner?

 Myndighederne havde tildelt en af menighederne i Kigali en grund så man kunne bygge en rigssal. Det var en meget større grund end der var brug for, og hvis brødrene kun fremlagde planerne om at bygge en rigssal, ville myndighederne sandsynligvis skære noget af grunden fra og tildele den til andre. I tillid til Jehova forelagde brødrene derfor planerne om både en rigssal og en helt enkel stævnehal, med mulighed for senere at bygge endnu en rigssal. De lokale myndigheder godkendte planerne.

Brødrene gjorde grunden klar og indhegnede den. Hundreder af frivillige fjernede bevoksningen og gravede dybe latriner. De havde nu en smuk grund med en svag hældning, et ideelt stævneområde.

I de følgende måneder holdt brødrene to stævner og et særligt møde på grunden, men stærk vind og regn tvang tilhørerne til at krybe i ly under presenninger og paraplyer. Man anmodede derfor Det Styrende Råd om at måtte bygge en helt enkel stævnehal med åbne sider.

 I marts 1998 gav Det Styrende Råd tilladelse til at bygge stævnehallen. Det indledende arbejde gik hurtigt i gang. I byggeperioden arbejdede hele familier sammen om at grave huller til fundamentet. Alle arbejdede side om side i enhed. Den 6. marts 1999 holdt Jean-Jules Guilloud fra Schweiz indvielsesforedraget i disse fine nye omgivelser.

I 1999 var der igen sikkert i hele landet. I februar samme år fik et nyt missionærægtepar, Ralph og Jennifer Jones, til opgave at tjene på landskontoret i Rwanda, og betelfamilien voksede til 21 medlemmer.

To brødre fra Rwanda var udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere (nu kaldet Bibelskolen for Ugifte Brødre) i Kinshasa i Congo, cirka 1600 kilometer væk. Men på grund af krigen i Congo blev det i stigende grad vanskeligere for rwandere at rejse til Kinshasa. Derfor godkendte Det Styrende Råd at Skolen for Udnævnte Tjenere kunne holdes i Kigali. Den første  klasse der havde 28 elever som kom fra Burundi, Congo og Rwanda, sluttede i december 2000.

I maj 2000 blev Rwanda et selvstændigt afdelingskontor, og kort tid efter fandt brødrene en passende grund hvor de kunne bygge kontoret der skulle tage sig af det hastigt voksende arbejde. De købte den to hektar store grund i april 2001. Mange brødre i Kigali husker tydeligt hvor meget arbejde der var med at rydde grunden, der havde ligget øde hen i årevis.

VULKANUDBRUD I DET ØSTLIGE CONGO

Den 17. januar 2002 kom vulkanen Nyiragongo, der ligger cirka 20 kilometer fra Goma i det østlige Congo, i udbrud, og størstedelen af befolkningen i området måtte flygte fra deres hjem. Mange af de 1600 forkyndere som boede dér, flygtede med deres børn og interesserede over grænsen til det nærliggende Gisenyi i Rwanda, hvor de blev vist hen til de nærmeste rigssale.

Næste dag læssede brødrene på afdelingskontoret i Rwanda en lastbil med nødforsyninger, deriblandt mad, tæpper og medicin. Forsyningerne blev hurtigt fordelt til de seks rigssale der lå nærmest grænsen til Congo.

Af sikkerhedsgrunde var den rwandiske regering bange for at lade så mange congolesiske statsborgere bo i rigssalene og krævede at de skulle overføres til flygtningelejre. I Goma mødtes en delegation fra afdelingskontorets udvalg i Rwanda med to medlemmer af afdelingskontorets udvalg i Congo og nogle ældste fra menighederne i Goma for at drøfte hvad de skulle gøre. De congolesiske brødre insisterede på at de ikke ville have at deres brødre skulle sendes i flygtningelejr  i Rwanda. De sagde: „I 1994 tog vi os af mere end 2000 rwandiske brødre og deres familier og interesserede. Så i stedet for at lade vores brødre bo i lejr så lad dem vende tilbage til Goma, og vi vil tage os af dem på samme måde som vi tog os af de rwandiske brødre.“

De congolesiske brødre viste kærlighed og gæstfrihed ved at tage deres landsmænd tilbage og fordele dem blandt brødrene i stedet for at lade dem bo i lejre der blev ledet af organisationer som ikke havde noget at gøre med Jehovas Vidner. Så brødrene og deres familier vendte hjem til Goma, hvor der blev sørget for at de havde et sted at bo. Derefter blev der sendt mere nødhjælp, deriblandt presenninger, fra Belgien, Frankrig og Schweiz. Brødrene blev i Goma indtil der kunne bygges nye huse til dem.

TEOKRATISKE MILEPÆLE

Det Regionale Kontor for Byggeprojekter i Sydafrika stod for tegningerne til det nye afdelingskontor, og en lokal entreprenør stod for arbejdet med at opføre bygningerne. Internationale frivillige hjalp til med projektet, og mange af de lokale Vidner hjalp med at anlægge haven og med at færdiggøre arbejdet. Trods nogle forsinkelser og udfordringer kunne betelfamilien i marts 2006 flytte ind på det smukke nye afdelingskontor. Senere samme år kom Guy Pierce fra Det Styrende Råd sammen med sin kone til det særlige indvielsesprogram den 2. december 2006. Det blev overværet af 553 brødre og søstre, deriblandt 112 delegerede fra 15 forskellige lande.

Jim og Rachel Holmes fra Canada var med på byggeprojektet. De kunne amerikansk tegnsprog og  tilbød at undervise i det mandag aften efter betelfamiliens vagttårnsstudium. Der var seks der var interesseret i at lære det, og de blev så dygtige at der inden længe blev oprettet en tegnsprogsgruppe.

I juni 2007 kom Kevin Rupp, der var udgået fra Skolen for Udnævnte Tjenere i Schweiz, til Rwanda som missionær for at hjælpe i tegnsprogsdistriktet. Kort efter kom der et canadisk missionærægtepar med erfaring i tegnsprog til landet. I juli 2008 kunne brødrene oprette en tegnsprogsmenighed, og ikke længe efter kom der flere grupper til.

Brødrene var meget begejstrede da det ved områdestævnet i 2007 blev meddelt at arbejdet med Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på kinyarwanda nu var færdigt. De Forenede Bibelselskaber havde i 1956 udgivet hele Bibelen på  kinyarwanda, og denne oversættelse var ganske vist et oprigtigt bud på at gengive Bibelen på lokalsproget; den brugte endda navnet YEHOVA (Jehova) syv gange i De Hebraiske Skrifter. Men især for dem der kun har få midler, er det dejligt at Ny Verden-Oversættelsen nu er tilgængelig. Denne nye oversættelse er nøjagtig og let at læse, takket være det store arbejde de lokale oversættere har udført i samarbejde med afdelingen Translation Services i USA. Det er rørende at se de fleste børn i rigssalen sidde med deres eget eksemplar af De Kristne Græske Skrifter og ivrigt række hånden op for at melde sig når der under mødet skal læses et skriftsted!

NYE UDFORDRINGER PÅ GRUND AF NEUTRALITETSSPØRGSMÅLET

Jehovas Vidner har kunnet arbejde frit siden de i 1992 blev juridisk anerkendt, men de er fortsat kommet ud for problemer på grund af deres kristne neutralitet. I løbet af de sidste 15 år er hundredvis af brødre blevet arresteret fordi de ikke har deltaget i militærets natpatruljering. Men efter at flere delegationer af brødre har haft møde med ministre i regeringen, er myndighederne gået med til at brødrene udfører andet arbejde.

I de senere år har 215 skolelærere mistet deres arbejde fordi de har nægtet at deltage i et politisk  orienteret seminar. Desuden er 118 elever blevet udvist fra skolen fordi de ikke ville synge med på nationalsangen. Fra afdelingskontoret henvendte man sig til myndighederne for at forklare vores neutrale standpunkt, og efter mange måneder fik de fleste børn lov til at komme i skole igen. Idet brødrene henviste til vores historie i Rwanda, påpegede de at Jehovas Vidner i 1986 var blevet fængslet på grund af deres neutralitet, hvorimod det i 1994 netop var deres neutralitet der var grunden til at de ikke tog del i folkemordet. — Joh. 17:16.

Jehovas Vidner adlyder regeringens love; og de forbliver politisk neutrale uanset hvilken regering der er ved magten. For eksempel blev François-Xavier Hakizimana i 1986 idømt 18 måneders fængsel på grund af sit neutrale standpunkt. Da der efter folkemordet kom en ny regering til magten, blev han i 1997 og 1998 igen fængslet af samme grund. Sådanne eksempler viser at Jehovas Vidner er konsekvente i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet og ikke er imod nogen bestemt regering. Kristen neutralitet er bygget på Bibelens principper.

Bortset fra disse stadige udfordringer kan brødrene glæde sig over frit at kunne holde ugentlige møder og stævner, og de har også lov til at forkynde og holde møder i mange fængsler, hvor adskillige fanger har taget imod sandheden. I tjenesteåret 2009 blev der desuden afgjort seks retssager til fordel for Jehovas folk i Rwanda.

 EN LYS FREMTID

En beretning om Rwanda ville være ufuldstændig hvis ikke der blev fortalt om det fantastiske arbejde der er udrettet i forbindelse med rigssalsbyggerier. Siden de nye tiltag med at opføre rigssale i lande med begrænsede midler begyndte i 1999, har frivillige byggearbejdere været med til at opføre omkring 290 enkle, men tiltalende rigssale.

Ivrigt støttet af de lokale forkyndere har brødrene færdiggjort de fleste af disse rigssale på tre måneder. Efterhånden som rigssalene er skudt op rundt om i landet, er de der har set det, blevet nysgerrige, hvilket har gjort det muligt for Jehovas folk at aflægge et vidnesbyrd. Ud over stævnehallen i Kigali har brødrene bygget ti mindre og mere enkle åbne stævnehaller, som gør det muligt for forkynderne at overvære stævnerne uden at skulle gå store afstande i bjergrigt terræn. Desuden har brødrene færdiggjort fire rigssale der kan udvides, så der også kan holdes stævner.

I de første måneder i hvert kalenderår tager alle menigheder med stor iver del i at forkynde i ledigt distrikt eller i distrikt der sjældent bliver gennemgået. Ofte rejser forkynderne langt for at gennemarbejde disse distrikter og betaler selv alle udgifter. Til distrikter der ligger endnu længere væk, bliver der sendt midlertidige specialpionerer ud i tre måneder. Det resulterer i at der oprettes nye grupper som kan danne grundlag for fremtidige menigheder. I kampagnen fra januar til marts 2010 påbegyndte forkynderne for eksempel hundreder af bibelstudier og oprettede ni nye grupper. I den samme periode oprettede 30 midlertidige specialpionerer yderligere 15 nye grupper.

 ENDNU EN MILEPÆL FOR RWANDA

Ved områdestævnet „Vær vågen og på vagt!“ i 2009 blev brødrene i Rwanda begejstrede over at høre om udgivelsen af den nye sangbog og over at høre et uddrag af de nye sange sunget på kinyarwanda. Oversættelsen af den nye sangbog blev færdig så menighederne kunne modtage den tidsnok til at de i januar 2010 kunne begynde at synge de nye sange ved møderne samtidig med resten af det verdensomspændende brodersamfund.

Efter at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter var blevet udgivet på kinyarwanda i 2007, spekulerede alle forståeligt nok på hvornår hele Bibelen ville blive oversat til kinyarwanda. Da tiden for områdestævnerne i 2010 nærmede sig, blev det meddelt at Guy Pierce fra Det Styrende Råd ville besøge Rwanda i forbindelse med stævnet i Kigali i august. Stævnet skulle holdes på sportsstadionet som ligger lige over for afdelingskontoret. Der var spænding i luften, og hvor var det fantastisk da broder Pierce bekendtgjorde udgivelsen af hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter på kinyarwanda! Alle 7149 der var til stede fredag formiddag, modtog et personligt eksemplar af den nye bibel. Om søndagen, da der kom brødre fra andre områder i Rwanda, nåede antallet af tilhørere op på 11.355. Under stævnet var der nogle soldater der havde ekserceret uden for stadionet; de spurgte om de kunne få et eksemplar af den nye bibel, og der blev delt 180 ud til dem. Kigalis borgmester, politichefen og myndighedspersoner fra Sportsministeriet tog også gladeligt imod et eksemplar.

Arbejdet med at forkynde den gode nyhed i Rwanda tog sin begyndelse i 1970 med tre forkyndere.  Nu er der over 20.000 forkyndere i landet. De leder omkring 50.000 bibelstudier hver måned. I april 2011 overværede 87.010 mindehøjtiden. Brødrene i Rwanda har altid været kendt for at være meget nidkære. Omkring 25 procent af forkynderne er i en eller anden form for heltidstjeneste, og resten af forkynderne har et gennemsnit på cirka 20 timer om måneden, så vores brødre er travlt optaget af at samarbejde med „høstens Herre“ i denne frugtbare mark og har ikke til hensigt at lade hænderne synke. Mens Jehova fortsat velsigner arbejdet, ser vi med spændt forventning frem til hvor mange flere der vil strømme til Jehovas bjerg og tilbede ham i landet med de tusind høje. — Matt. 9:38; Mika 4:1, 2.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 178]

Han sagde til sine tilhørere at de skulle tage sig i agt for Jehovas Vidner

[Tekstcitat på side 181]

De hilste på hinanden med ordet „Komera!“ der betyder „Fat mod!“

[Tekstcitat på side 218]

„Jehova, vi kan intet selv gøre for at redde os. Det kan kun du!“

 [Ramme/​illustration på side 166]

Kort fortalt om Rwanda

Geografi

Rwanda er kun cirka 180 kilometer fra nord til syd og cirka 230 kilometer fra øst til vest. Man anslår at landet har en befolkning på over 11.000.000, og det er det tættest befolkede land i Afrika. Hovedstaden hedder Kigali.

Befolkning

Indbyggerne består af hutuer, tutsier og twa, såvel som asiatere og europæere. Over halvdelen tilhører den romerskkatolske kirke, og over en fjerdedel er protestanter, hvoraf mange er adventister. De resterende er muslimer eller tilhører en af de lokale religioner.

Sprog

De officielle sprog er kinyarwanda, engelsk og fransk. Når det gælder handel med nabolandene, er det swahili der benyttes.

Erhverv

De fleste rwandere er landmænd. Meget af jorden er dog af en sådan kvalitet at mange kun kan dyrke nok til at deres egen familie kan klare sig. Der dyrkes te, såvel som pyrethrum — en plante der anvendes i fremstillingen af insektgift — samt kaffe, der er landets vigtigste eksportvare.

Køkken

Kosten består hovedsagelig af kartofler, bananer og bønner.

Klima

Selvom Rwanda ligger nær ved ækvator, har det et forholdsvis mildt klima. I det indre højland er temperaturen gennemsnitlig 21 grader, og den årlige regnmængde er på godt 110 centimeter.

 [Ramme/​illustration på side 185]

’Jehova vil komme efter os!’

EMMANUEL NGIRENTE

FØDT 1955

DØBT 1982

PROFIL Medlem af afdelingskontorets udvalg og tilsynsmand for oversættelsesafdelingen.

▪ I 1989 var jeg pioner i det østlige Rwanda. Men sidst på året blev jeg bedt om at hjælpe til med at oversætte. Jeg var chokeret da jeg ingen erfaring havde med oversættelse, og følte ikke at jeg kunne klare opgaven. Men jeg begyndte at oversætte tre publikationer. Vi fandt et hus vi kunne leje, og fik fat i nogle ordbøger. Af og til arbejdede jeg hele natten og drak kaffe for at holde mig vågen.

Da den invaderende hær angreb i oktober 1990, var der nogle der mistænkte Jehovas Vidner for at have forbindelse med de invaderende styrker. Sikkerhedspolitiet begyndte at holde øje med os. Eftersom jeg arbejdede hjemme, så det for dem ud som om jeg var arbejdsløs, så de ville gerne vide hvad jeg lavede. En dag kom de uanmeldt på besøg. Jeg havde oversat hele natten, og klokken fem om morgenen prøvede jeg at få lidt søvn. Pludselig fik jeg besked på at forlade huset for at udføre samfundstjeneste.

Mens jeg var væk, ransagede de lokale myndigheder mit hus. Da jeg kom tilbage, fortalte mine naboer mig at en politimand og en lokal embedsmand havde brugt en time på at læse de sider igennem jeg havde oversat, og som indeholdt navnet Jehova gentagne gange. Til sidst havde de sagt: „Lad os forlade dette hus, ellers vil Jehova komme efter os!“

 [Ramme/​illustration på side 194]

På 100 dage døde en million

„Folkemordet i Rwanda i 1994 står som et af de tydeligste eksempler på folkemord i nyere tid. Fra først i april til midten af juli 1994 nedslagtede medlemmer af den lille centralafrikanske stats største etniske gruppe, hutuerne, systematisk dem der tilhørte den etniske minoritet tutsierne. Et ekstremistisk huturegime, der på grund af en demokratisk bevægelse og en borgerkrig frygtede at miste sin magt, planlagde at udrydde alle — moderate hutuer såvel som tutsier — der blev opfattet som en trussel mod dets autoritet. Folkemordet sluttede først da en oprørshær, hovedsagelig bestående af tutsier, overtog kontrollen med landet og fordrev regimet der stod bag grusomhederne. Over en periode på kun hundrede dage mistede så mange som en million mennesker livet i folkemordet og krigen, hvilket gjorde nedslagtningen i Rwanda til en af de mest intense bølger af myrderier i historien.“ — Encyclopedia of Genocide and Crimes Against Humanity.

Omkring 400 Jehovas Vidner blev dræbt i folkemordet, deriblandt nogle hutuer som blev myrdet fordi de beskyttede deres tutsibrødre og -søstre. Ingen Jehovas Vidner blev dræbt af deres trosfæller.

[Illustration]

Flygtninge på vej ud af Rwanda

 [Ramme/​illustration på side 197]

„Dødskamre“

„De der stod bag folkemordet, udnyttede den historiske opfattelse af bygninger som hellige tilflugtssteder for at lokke titusinder af tutsier ind i kirkebygninger med falske løfter om beskyttelse; derefter nedslagtede hutumilitsen og dens soldater systematisk de stakkels mennesker der havde søgt tilflugt der, idet de skød løs på dem der befandt sig i kirkerne og skolebygningerne, og smed granater ind blandt dem, for derefter metodisk at dræbe de overlevende med macheter, leer og knive. . . . Kirkernes engagement bestod imidlertid ikke blot i at man passivt tillod at kirkebygninger blev brugt som dødskamre. I nogle områder brugte præster, kateketer og andre kirkeansatte deres viden om lokalbefolkningen til at identificere tutsier så de kunne dræbe dem. I andre tilfælde tog folk fra kirken aktivt del i myrderierne.“ — Christianity and Genocide in Rwanda.

„Den største beskyldning mod kirken [den katolske] er at den opgav sit tilhørsforhold til tutsieliten for at støtte dannelsen af en hutustyret revolution, hvorved den hjalp Habyarimana til at komme til magten i en stat hvor de fleste var hutuer. Hvad selve folkemordet angår, holder kritikerne endnu en gang kirken direkte ansvarlig for at have opildnet til had, have holdt hånden over gerningsmændene og undladt at beskytte dem der søgte tilflugt inden for dens mure. Der er også dem der mener at kirken, som åndelig leder af størstedelen af befolkningen i Rwanda, er moralsk ansvarlig for ikke at have taget alle forhåndenværende midler i brug for at gøre ende på myrderierne.“ — Encyclopedia of Genocide and Crimes Against Humanity.

 [Ramme/​illustrationer på side 201-203]

„Hvordan kan vi dræbe en som alle går i forbøn for?“

JEAN-MARIE MUTEZINTARE

FØDT 1959

DØBT 1985

PROFIL En trofast broder med et glad smil, der er håndværker. I 1986, ikke længe efter at han var blevet døbt, sad han i fængsel i otte måneder. Blev gift med Jeanne i 1993. Er nu ordstyrer for stævnehalsudvalget i Kigali.

▪ DEN 7. april blev min kone, Jeanne, og jeg og vores lille pige, Jemima, der var en måned gammel, brutalt vækket ved lyden af skud. Først troede vi at det blot drejede sig om noget politisk, men vi fandt snart ud af at Interahamwe-militsen systematisk var begyndt at dræbe alle tutsier. Eftersom vi er tutsier, turde vi ikke bevæge os udenfor. Vi bad inderligt til Jehova om han ville hjælpe os så vi vidste hvad vi skulle gøre. Alt imens var der tre modige hutubrødre — Athanase, Charles og Emmanuel — der risikerede livet for at skaffe os mad.

I omkring en måned var min kone og jeg tvunget til at skjule os i forskellige brødres hjem. Da jagten på tutsier nåede et klimaks, ankom militsen med knive, spyd og macheter til det sted hvor jeg skjulte mig. Jeg så dem komme og løb alt hvad jeg kunne, for at gemme mig i noget buskads, men de fandt mig. Omringet af denne gruppe bevæbnede mænd fortalte jeg dem at jeg var et af Jehovas Vidner, og bønfaldt dem om at skåne mig, men de sagde: „Du er en  oprører!“ De sparkede mig omkuld og slog mig med køller og geværkolber. Nu var en hel folkemængde stimlet sammen. Imellem dem var der en mand jeg havde forkyndt for. Han råbte modigt: „Skån ham!“ Så kom Charles, en af hutubrødrene, også derhen. Da Charles’ kone og børn så mig ligge blødende på jorden, begyndte de at græde. Morderne, der var bragt ud af fatning, lod mig gå med ordene: „Hvordan kan vi dræbe en som alle går i forbøn for?“ Charles tog mig med til sit hus for at pleje mine sår. Militsen sagde advarende til os at hvis jeg stak af, ville de slå Charles ihjel i stedet for mig.

I mellemtiden var jeg blevet adskilt fra Jeanne og vores datter. Under et uhyggeligt angreb var hun også blevet gennembanket og havde kun med nød og næppe undgået at blive dræbt. Senere var der nogen der fortalte hende at jeg var blevet slået ihjel. De sagde endda til hende at hun skulle finde nogle lagener og komme og svøbe mit lig ind i dem.

Jeanne og jeg græd af lettelse da vi blev genforenet hjemme hos Athanase. Ikke desto mindre forventede vi at dø den næste dag. Det var endnu en dag fyldt med rædsel, et mareridt, hvor vi skjulte os det ene sted efter det andet. Jeg husker at jeg bad til Jehova om hjælp: „I går hjalp du os. Vil du ikke nok hjælpe os igen. Vi vil så gerne se vores barn vokse op og fortsætte med at tjene dig!“ Hen imod aften lykkedes det tre hutubrødre, med stor risiko for alle, at føre os og en gruppe på næsten 30 tutsier gennem de farlige vejspærringer og i sikkerhed. Ud af dem tog seks imod sandheden.

Vi hørte senere at Charles og hans gruppe fortsatte med at hjælpe andre, men at Interahamwe-militsen var blevet rasende da de fandt ud af at brødrene havde hjulpet snesevis af tutsier med at slippe væk. Til sidst fangede de Charles og en hutuforkynder ved navn Leonard. Charles’ kone  hørte dem sige: „I skal dø fordi I hjalp tutsierne med at slippe væk.“ Og så myrdede de dem. Dette får os til at tænke på Jesu ord: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ — Joh. 15:13.

Før krigen, da Jeanne og jeg planlagde at blive gift, besluttede vi at en af os skulle være pioner. Men efter krigen, hvor mange af vores slægtninge var blevet dræbt, tog vi seks forældreløse børn til os, skønt vi på det tidspunkt selv havde to børn. Alligevel var det muligt for Jeanne at begynde som pioner, og det har hun nu været i 12 år. Og de seks forældreløse børn — hvis forældre ikke var Jehovas Vidner — er alle blevet døbt. De tre drenge er blevet menighedstjenere, og en af pigerne tjener på Betel sammen med sin mand. Vi har nu selv fire børn, og vores to ældste døtre er døbt.

[Illustration]

Broder og søster Mutezintare med to af deres børn og fem af de forældreløse

 [Ramme/​illustration på side 204, 205]

„Sandheden hjalp os til at bevare ligevægten“

Valerie Musabyimana og Angeline Musabwe er kødelige søstre. De voksede op i en stærk katolsk familie, og deres far var meget aktiv inden for kirken. Valerie studerede i fire år for at blive nonne. Men på grund af skuffelse over den måde en præst opførte sig på, forlod  hun studierne i 1974. Senere studerede hun Bibelen med Jehovas Vidner, blev døbt og begyndte som pioner i 1979. Hendes søster, Angeline, studerede også Bibelen og blev døbt. De to søstre tjener stadig sammen som specialpionerer og har hjulpet mange til at lære sandheden at kende.

Angeline og Valerie boede i Kigali da folkemordet begyndte, og de skjulte ni personer i deres hjem, deriblandt to gravide kvinder; den enes mand var lige blevet dræbt. Efter nogen tid skulle denne kvinde føde. Eftersom det var for farligt at forlade huset, hjalp søstrene til ved fødselen. Da naboerne hørte om det, kom de med mad og vand til dem.

Da Interahamwe opdagede at Angeline og Valerie skjulte tutsier, kom de og sagde: „Vi er her for at dræbe de Jehovas Vidner der er tutsier.“ Da det hus søstrene boede til leje i, tilhørte en officer i hæren, var morderne imidlertid bange for at gå ind. * Alle i huset overlevede.

Til sidst, da krigen tog til i styrke og regnen af kugler fortsatte, måtte Angeline og Valerie forlade området. De flygtede med andre Jehovas Vidner til Goma, hvor de blev hjerteligt modtaget af de congolesiske brødre. Der fortsatte de med at forkynde, og de ledte mange bibelstudier.

Hvordan har de haft det følelsesmæssigt siden folkemordet? Valerie siger sørgmodigt: „Jeg mistede mange af mine åndelige børn, blandt andet Eugène Ntabana og hans familie. Sandheden hjalp os til at bevare ligevægten. Vi ved at Jehova vil dømme de onde.“

[Fodnote]

 [Ramme/​illustration på side 206, 207]

De var villige til at dø for os

ALFRED SEMALI

FØDT 1964

DØBT 1981

PROFIL Boede i udkanten af Kigali med sin kone, Georgette. Alfred, en kærlig far og ægtemand, er nu medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler i Kigali.

▪ EFTER at folkemordet var begyndt, sendte Athanase, en hutubroder som boede i nærheden, bud til os for at advare os: „De dræber alle tutsier, og de vil også slå jer ihjel.“ Han insisterede på at vi skulle komme hen til ham. Før krigen havde han gravet et underjordisk rum i en dybde af tre og en halv meter, hvor han tilbød at skjule os. Jeg var den første der kravlede ned ad stigen han havde lavet. Athanase sørgede for at der kom mad og madrasser ned til os. Imens fortsatte myrderierne overalt.

Selvom naboerne havde mistanke om at vi skjulte os der, og truede med at brænde Athanases hus ned, blev han og hans familie ved med at holde os skjult. De var tydeligvis villige til at dø for os.

Efter tre dage blev der voldsomme kampe i området, og Athanase og hans familie sluttede sig til os under jorden så vi nu var 16 dernede. Der var bælgmørkt, for vi turde ikke tænde nogen form for lys. Vi rationerede maden så vi én gang om dagen hver fik en skefuld ukogte ris udblødt i vand med lidt sukker. Efter ti dage slap selv det op. Den trettende dag var vi frygtelig sultne! Hvad kunne vi gøre?  Fra det øverste af stigen var det lige akkurat muligt at se hvad der skete udenfor, og vi lagde mærke til at situationen havde ændret sig. Soldaterne bar nu en anden uniform. Eftersom Athanases familie havde beskyttet os, følte jeg at det var min tur til at ofre mig. Jeg besluttede at kravle op sammen med en af Athanases teenagesønner for at lede efter noget mad. Men først bad vi alle en bøn.

Efter en halv times tid kom vi tilbage med nyheden om at Rwandas Patriotiske Front nu kontrollerede området. Nogle soldater var fulgt med os, og jeg viste dem hvor vi havde skjult os. De troede ikke på os før alle brødrene og søstrene begyndte at komme op af hullet, en efter en. Georgette siger at hun aldrig vil glemme det øjeblik: „Vi var meget snavsede da vi kom op; vi havde været under jorden i næsten tre uger uden at kunne vaske os selv eller vores tøj.“

Soldaterne var målløse over at nogle fra begge etniske grupper havde opholdt sig sammen i dette hul. „Vi er Jehovas Vidner,“ forklarede jeg, „og vi har ingen racefordomme.“ De var forbløffede og sagde: „Giv dem fra hullet noget mad og sukker!“ De tog os så med hen til et hus hvor omkring 100 mennesker var midlertidigt indlogeret. Derefter ville en søster absolut have at vi alle 16 kom og boede hos hende.

Vi er taknemmelige for at vi overlevede. Men min bror og søster og deres familier — alle Jehovas Vidner — blev myrdet, som så mange andre omkring os. Det er et stort tab for os, men vi ved også at ’tid og tilfælde berører os alle’. Georgette beskriver vores følelser på denne måde: „Vi mistede mange brødre og søstre, og andre kom ud for grufulde oplevelser når de flygtede og skjulte sig. Men vi styrkede vores forhold til Jehova gennem bøn, og vi så hvor magtfuld Jehovas hånd er. Han trøstede os gennem sin organisation ved at hjælpe os på det rette tidspunkt, og vi er meget taknemmelige. Jehova har velsignet os rigt.“ — Præd. 9:11.

 [Ramme/​illustrationer på side 208, 209]

Jehova hjalp os gennem disse frygtelige tider

ALBERT BAHATI

FØDT 1958

DØBT 1980

PROFIL Ældstebroder, gift og har tre børn. Hans kone og ældste datter er pionerer. Hans søn er menighedstjener. Da Albert, en stille hutubroder, begyndte at overvære møderne i 1977, var der kun omkring 70 forkyndere i landet. I 1988 blev han fængslet og slået. Da han nægtede at bære det politiske partiemblem, stak en nabo som havde været soldat, emblemets nål ind i ham og snerrede: „Nu bærer du emblemet!“

▪ EFTER præsidenternes død flygtede nogle brødre, slægtninge og naboer til mit hus. Jeg var imidlertid bekymret for to tutsisøstre, Goretti og Suzanne, der ikke var kommet. Selvom det var yderst farligt, gik jeg ud for at lede efter dem. Overalt var folk på flugt, men jeg fik øje på Goretti og hendes børn som jeg tog med hjem, da jeg vidste at der var en vejspærring der hvor de var på vej hen, og at de helt sikkert ville være blevet dræbt.

Nogle dage senere lykkedes det Suzanne og fem andre at slutte sig til os. Med disse nyankomne var der nu mere end 20 i huset, som alle befandt sig i stor fare.

Ved mindst tre lejligheder kom Interahamwe til huset. Engang så de min kone, Vestine, gennem vinduet og befalede hende at komme ud. Hun er tutsi. Jeg stillede mig mellem morderne og min kone og sagde til dem: „Hvis I vil dræbe hende, må I først dræbe mig!“ Efter nogen diskussion  sagde de til hende at hun skulle gå ind igen. En af dem sagde: „Jeg har ikke lyst til at dræbe en kvinde; jeg vil hellere dræbe en mand.“ Så rettede de opmærksomheden mod min kones bror. Da de førte ham af sted, kastede jeg mig ind mellem dem og den unge mand og råbte tryglende: „For Guds skyld, skån ham!“

„Jeg arbejder ikke for Gud,“ svarede en af dem og gav mig et kraftigt skub med albuen. Alligevel tøvede han og sagde til mig: „Så gå da! Tag ham med!“ Min svoger blev skånet.

Omkring en måned senere kom der to brødre som manglede noget at spise. Eftersom jeg havde en forsyning af bønner, gav jeg dem noget, men da jeg fulgte dem af sted for at vise dem en sikker sti de kunne følge, hørte jeg et skud og mistede bevidstheden. Jeg var blevet ramt i øjet af en splint fra et vildfarende projektil. En nabo hjalp mig hen på hospitalet, men jeg mistede synet på mit beskadigede øje. Endnu værre var det at jeg ikke kunne komme hjem. Da kampene i mellemtiden tog til, blev det for farligt for dem der var i mit hus, at blive der, så de flygtede hen til andre brødre, som satte deres liv på spil for at beskytte dem alle indtil juni 1994. Det var først i oktober at jeg kunne blive genforenet med min kone og familie. Jeg takker Jehova fordi han har hjulpet mig og min familie gennem disse frygtelige tider.

[Illustration]

Albert Bahati med sin familie og andre han skjulte

 [Ramme/​illustration på side 210-212]

„Dette er vejen“

GASPARD NIYONGIRA

FØDT 1954

DØBT 1978

PROFIL En frygtløs forkæmper for sandheden, med et varmt smil og en positiv indstilling. Gaspard er gift, har tre døtre og er medlem af afdelingskontorets udvalg i Rwanda.

▪ EFTER at skyderierne var begyndt tidligt om morgenen den 7. april, så jeg at omkring 15 huse der tilhørte tutsier, brændte. To af husene tilhørte vores brødre. Ville vores hus blive det næste? Jeg var helt ude af mig selv af frygt for hvad der kunne ske med min kone, som er tutsi, og vores to børn.

Jeg vidste ikke hvad vi skulle gøre. Der var forvirring og panik samt rygter og upålidelige rapporter. Jeg mente at det ville være mere sikkert for min kone og børn at tage hen til en broder der boede i nærheden, og jeg ville så senere slutte mig til dem. Da det var sikkert for mig at tage derhen, fandt jeg ud af at hun havde været nødt til at flygte hen til en stor skole. Samme eftermiddag opsøgte en nabo mig og sagde: „Alle de tutsier der har søgt tilflugt på skolen, vil blive myrdet!“ Jeg løb med det samme hen til skolen, fandt min kone og børn og fik fat i omkring 20 andre — deriblandt brødre og søstre — og sagde at de skulle tage tilbage til deres hjem. Da jeg forlod skolen sammen med min kone og børn, så vi at militsen førte folk ud af byen til et sted hvor de nedslagtede mere end 2000 tutsier.

  I mellemtiden havde en anden nabos kone født henne på skolen. Da Interahamwe kastede en granat ind på skolen, flygtede hendes mand med den nyfødte. I forvirringen flygtede moderen i en anden retning. Selvom faderen var tutsi, lykkedes det ham at komme gennem vejspærringerne på grund af babyen som han havde i sine arme, og han løb hen til vores hus. Han bad mig om at prøve at skaffe noget mælk til babyen. Da jeg havde vovet mig ud, kom jeg uforvarende til en vejspærring der var bemandet med militsfolk. Fordi jeg var ude for at skaffe mælk til en tutsibaby, antog de mig for at være en der sympatiserede med tutsierne, og sagde: „Lad os slå ham ihjel!“ En soldat slog mig med sin geværkolbe. Jeg mistede bevidstheden, og blodet løb ned ad ansigtet. Da de regnede med at jeg var død, trak de mig om bag et nærliggende hus.

En nabo genkendte mig og sagde: „Du må væk herfra, ellers kommer de tilbage og gør det af med dig.“ Han hjalp mig med at komme hjem.

Hvor smertefuld denne oplevelse end var, viste den sig at være en beskyttelse for mig. Eftersom alle vidste at jeg var chauffør, kom der næste dag fem mænd for at tvinge mig til at være chauffør for en højtstående militærmand. Men da de så hvor ilde tilredt jeg var, lod de mig være, og de prøvede heller ikke at tvinge mig til at patruljere sammen med Interahamwe.

Derefter fulgte dage med frygt, usikkerhed og sult. På det tidspunkt søgte en tutsikvinde og hendes to små børn tilflugt hos os. Vi skjulte hende i et skab i køkkenet og anbragte de to børn sammen med vores egne i et andet værelse. Da Rwandas Patriotiske Front (RPF), den invaderende hær, rykkede nærmere og der gik rygter om at Interahamwe havde begyndt en udrensningsaktion for at dræbe alle hutuer der  var gift med tutsikvinder, gjorde hele vores familie sig klar til igen at flygte. Men RPF havde allerede overtaget kontrollen med området, så tutsierne var uden for fare. Nu var det imidlertid mig der var i fare for at blive dræbt.

Sammen med en gruppe naboer gik jeg hen til en vejspærring der nu var bemandet af RPF-soldater. Da de fik øje på mig, en hutu, med bandager om hovedet, troede de at jeg tilhørte militsen. De råbte til os: „Blandt jer er der mordere og røvere, og alligevel beder I om hjælp! Hvem af jer har skjult eller beskyttet tutsier?“ Jeg viste dem kvinden og børnene som jeg havde skjult. De tog børnene til side og spurgte dem: „Hvem er denne mand med bandager om hovedet?“ De svarede: „Han er ikke med Interahamwe; han er et af Jehovas Vidner, og han er en god mand.“ Jeg havde reddet tutsikvinden og hendes to børn, og nu reddede de mig!

Soldaterne var tilfredse med disse svar og tog os med til en lejr cirka 20 kilometer fra Kigali, hvor der var samlet omkring 16.000 overlevende. Der mødte vi omkring 60 brødre og søstre fra 14 forskellige menigheder. Vi organiserede møder, og til det første kom der 96. Men det var en meget svær tid, for vi fik beretninger om venner der var blevet dræbt, og søstre der var blevet voldtaget. Jeg var den eneste ældstebroder, og mange brødre og søstre havde brug for trøst og hjælp fra Bibelen. Jeg lyttede til deres hjerteskærende oplevelser og forsikrede dem om at Jehova elskede dem og forstod deres smerte.

Endelig, den 10. juli, efter mange ugers terror, var det muligt for os at vende hjem. Jeg husker at jeg midt i frygten og faren ofte tænkte på sangen med titlen „Dette er vejen“. Ordene i denne sang var til stor opmuntring for mig: „Vi vil ikke vige til højre eller venstre, men når vi vandrer på Guds vej, vil vi gå fremad.“ *

[Fodnote]

 [Ramme/​illustrationer på side 223, 224]

Der var en der råbte mit navn

HENK VAN BUSSEL

FØDT 1957

DØBT 1976

PROFIL Tjente på Betel i Holland før han i 1984 kom på Gilead. Først blev han sendt til Den Centralafrikanske Republik, så til Tchad, og i september 1992 kom han til Rwanda. Nu tjener han sammen med sin kone, Berthe, på afdelingskontoret i Rwanda.

▪ DEN første menighed jeg blev sendt til i Rwanda, var Kigali Sud, en menighed med mange børn. Brødrene og søstrene var kærlige og gæstfri. Tilbage i 1992 var der ikke mange menigheder i landet, og der var kun lidt over 1500 forkyndere. Myndighederne stolede stadig ikke på os, så af og til afbrød politiet vores forkyndelsesarbejde for at undersøge vores identifikationspapirer.

Da folkemordet begyndte, var jeg nødt til at forlade landet. Men kort efter blev jeg bedt om at hjælpe dem der var flygtet til det østlige Congo. Fra Nairobi tog jeg turen til Goma, en by der ligger på grænsen til Rwanda. Eftersom jeg aldrig havde været der før og jeg ikke havde andre oplysninger end navnet på én ældstebroder, funderede jeg over hvordan jeg skulle finde ham. Da jeg ankom, spurgte jeg taxachaufføren om han kunne hjælpe mig. Han talte med nogle andre chauffører, og efter en halv time stod jeg ved ældstebroderens dør. Det lykkedes to brødre fra landsudvalget i Rwanda at krydse grænsen til Goma, og jeg gav dem de penge jeg havde fået fra afdelingskontoret i Kenya som en hjælp til brødrene i Rwanda.

  Da jeg anden gang rejste til Goma fra Nairobi, gik jeg af sted mod grænsen til Rwanda. Selvom der ikke var ret langt, tog det mig lang tid fordi jeg gik imod en stor skare af flygtninge der myldrede ind over grænsen fra Rwanda.

Pludselig var der en der råbte mit navn: „Ndugu (broder på swahili) Henk! Ndugu Henk!“ Da jeg kiggede mig omkring for at finde ud af hvor stemmen kom fra, så jeg lige ind i Alphonsines øjne. Alphonsine var en pige på 14 år fra den menighed jeg havde hørt til i Kigali, og hun og hendes mor var kommet væk fra hinanden. Vi holdt os tæt sammen i den store folkemængde, og jeg tog hende med hen til den rigssal som mange af de flygtede brødre benyttede som samlingssted. En congolesisk familie sørgede for hende, og efter det tog en søster fra hendes egen menighed som var blandt flygtningene, sig af hende. Alphonsine blev senere genforenet med sin mor i Kigali.

[Illustration]

Henk med sin kone, Berthe

 [Ramme/​illustration på side 235, 236]

Jehova har gjort store undere!

GÜNTER RESCHKE

FØDT 1937

DØBT 1953

PROFIL Begyndte som pioner i 1958 og overværede den 43. klasse på Gilead. Siden 1967 har han tjent i Gabon, Den Centralafrikanske Republik og Kenya og har besøgt adskillige andre lande i rejsetjenesten. Tjener for tiden som medlem af afdelingskontorets udvalg i Rwanda.

▪ FØRSTE gang jeg besøgte Rwanda var i 1980. Jeg blev sendt fra Kenya som områdetilsynsmand. Dengang var der kun syv menigheder i landet og 127 forkyndere. Jeg var også den ene af de to lærere på den første pionerskole der blev holdt i landet. Mange af de 22 pionerer i klassen er stadig i heltidstjenesten. Det var med glade minder om brødrenes nidkærhed i tjenesten og deres værdsættelse af sandheden at jeg vendte tilbage til Kenya.

I 1996 fik jeg et brev fra afdelingskontoret i Kenya hvori man bad mig flytte til Rwanda. Jeg havde været i Kenya i 18 år og elskede at være der. Da jeg ankom til Rwanda, var forholdene stadig ustabile. Om natten hørte vi ofte skyderier. Men det varede ikke længe før jeg begyndte at glæde mig over den opgave jeg nu havde fået, især da jeg erfarede hvordan Jehova velsignede arbejdet dér.

De steder der blev holdt stævner, var ofte primitive. Men brødrene klagede ikke selvom de mange gange måtte sidde på jorden eller på sten. Dåbsbassinerne var bare et hul i jorden beklædt med teltdug. Sådanne stævner holdes stadig mange steder i det indre af landet, men  efterhånden er der blevet bygget nogle åbne enkle haller såvel som nogle få rigssale der kan udvides i forbindelse med stævner.

Brødrene var nidkære i forkyndelsen af den gode nyhed. Menighederne i Kigali holdt deres møder meget tidligt i weekenderne. Bagefter gik forkynderne ud i tjenesten og fortsatte til det blev mørkt.

Jeg har altid taget mig tid til de unge i menighederne, fremtidens forkyndere som senere vil være i stand til at påtage sig større ansvar. Hvor er det godt at se at mange frygtløst har taget standpunkt og bevist at de har et personligt forhold til Jehova, selvom de ikke er ret gamle!

Nede sydpå skulle man i den klasse hvor den 11-årige Luc gik, for eksempel synge nationalsangen. Han spurgte respektfuldt om han i stedet for måtte synge en af Rigets sange. Det gik læreren med til, og alle klappede da Luc var færdig med at synge. Det at han ikke alene kendte melodien men også ordene, viser hvor glad han var for at lovprise sin Skaber. Denne og andre oplevelser var til opmuntring for mig. Jeg mødte også en søster der for nogle år siden havde været fængslet for at have forkyndt den gode nyhed. Mens hun befandt sig i fængselet, havde hun født en søn og givet ham navnet „Shikama Hodari“ („forbliv trofast“ på swahili). Shikama har levet op til sit navn. For nylig overværede han Bibelskolen for Ugifte Brødre og tjener som menighedstjener og specialpioner.

I de mange år hvor vores brødre i Rwanda kom ud for ekstreme vanskeligheder — deriblandt forbud, borgerkrig og folkemord — har jeg altid været rørt over deres nidkærhed i forkyndelsen og deres trofasthed, og det er en stor forret at tjene sammen med dem. Jeg har også altid følt at Jehova har velsignet, beskyttet og støttet mig, og det har draget mig nærmere til ham. Ja, Jehova har i sandhed gjort store undere! — Sl. 136:4.

 [Oversigt/​illustrationer på side 254, 255]

KRONOLOGISK OVERSIGT​— Rwanda

 1970

1970 Den første forkynderrapport.

1975 Den første rwandiske familie vender tilbage fra Congo.

1976 Brochuren „Denne gode nyhed om riget“ udgives på kinyarwanda.

1978 Den månedlige udgave af Vagttårnet trykkes på kinyarwanda.

1980

1982 Arbejdet forbydes; de ansvarshavende brødre fængsles.

1986 En tredjedel af alle forkyndere fængsles.

1990

1990 Krigen bryder ud i den nordlige del af landet.

1992 Det første områdestævne holdes for hele landet.

Arbejdet indregistreres.

Missionærer ankommer.

1994 Folkemordet på tutsierne.

1996 Missionærer vender tilbage.

Tjenesteafdelingen oprettes.

1998 Vagttårnet på kinyarwanda udgives samtidig med den engelske udgave.

1999 Kigalis åbne stævnehal indvies.

2000

2000 Afdelingskontoret oprettes.

Afdelingen for Rigssalsbyggerier etableres.

2001 Der skaffes en grund til et nyt afdelingskontor.

2006 Det nye afdelingskontor indvies.

2007 Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter udgives på kinyarwanda.

2010

2010 Hele Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter udgives på kinyarwanda.

[Grafisk fremstilling på side 234]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere i alt

Pionerer i alt

20,000

15,000

10,000

5,000

1985 1990 1995 2000 2005 2010

 [Kort på side 167]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UGANDA

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

Vulkanen Nyiragongo

Goma

BURUNDI

TANZANIA

RWANDA

KIGALI

VIRUNGABJERGENE

Vulkanen Karisimbi

Ruhengeri (nu Musanze)

Gisenyi (nu Rubavu)

Kivusøen

Bukavu

Kanombe

Masaka

Gitarama (nu Muhanga)

Bugesera

Nyabisindu (nu Nyanza)

Save

Butare (nu Huye)

Ækvator

[Illustration på side 164, 165]

Fiskeri på Kivusøen

[Illustrationer på side 169]

Oden og Enea Mwaisoba

[Illustration på side 170]

Gaspard Rwakabubu med sin datter Deborah og sin kone, Melanie

[Illustration på side 171]

„Denne gode nyhed om riget“ på kinyarwanda

[Illustration på side 172]

Justin Rwagatore

[Illustration på side 172]

Ferdinand Mugarura

[Illustration på side 173]

De tre der blev døbt i 1976: Leopold Harerimana, Pierre Twagirayezu og Emmanuel Bazatsinda

[Illustration på side 174]

Litteratur på kinyarwanda

[Illustration på side 179]

Phocas Hakizumwami

[Illustration på side 180]

Palatin Nsanzurwimo med sin kone (til højre) og børn

[Illustration på side 181]

Odette Mukandekezi

[Illustration på side 182]

Henry Ssenyonga på sin motorcykel

[Illustration på side 188]

Registreringscertifikat, 13. april 1992

[Illustration på side 190]

Brødrene flytter scenen for at give plads til fodboldkampen

[Illustration på side 192]

Leonard og Nancy Ellis (i midten) med familierne Rwakabubu og Sombe

[Illustration på side 193]

Det nedstyrtede fly nær Kigali

[Illustrationer på side 199]

„Vi manglede broderkærlighed“ står der på en katolsk kirke i Kibuye (nu Karongi)

[Illustration på side 214]

Fra venstre mod højre: (bagerst) André Twahirwa, Jean de Dieu, Immaculée, Chantal (med baby), Suzanne; (forrest) Mugabos børn: Jean-Luc og Agapé

[Illustration på side 216]

Védaste Bimenyimana leder et bibelstudium

[Illustration på side 217]

Tharcisse Seminega og hans kone, Chantal

[Illustration på side 218]

Tharcisse og Justin ved den hytte hvor Tharcisse og hans familie skjulte sig i en måned

 [Illustrationer på side 226]

Ovenfor: flygtningelejr for rwandiske Jehovas Vidner; nedenfor: flygtningelejr for Jehovas Vidner og andre

Goma, Congo

Benaco, Tanzania

 [Illustrationer på side 229]

Rigssalen blev brugt som hospital

[Illustration på side 238]

Oreste med sin familie, 1996

[Illustration på side 240]

Théobald og Berancille Munyampundu

[Illustrationer på side 241]

Tutsier og hutuer gør grunden klar til den nye stævnehal

[Illustration på side 242]

Åben stævnehal, Kigali, 2006

[Illustration på side 243]

Skolen for Udnævnte Tjenere, Kigali, 2008

[Illustration på side 246]

Tegnsprogsafdelingen ved en særlig stævnedag i Gisenyi, 2011

[Illustration på side 248]

François-Xavier Hakizimana

 [Illustrationer på side 252, 253]

 Brødre og søstre samarbejder med „høstens Herre“ i denne frugtbare mark uden at lade hænderne synke