Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den bog der giver os kundskab om Gud

Den bog der giver os kundskab om Gud

Kapitel 2

Den bog der giver os kundskab om Gud

1, 2. Hvorfor har vi behov for Skaberens vejledning?

DET er ganske naturligt at vor kærlige Skaber ville give os mennesker en bog der kan undervise og vejlede os. Mener du ikke også at vi har behov for vejledning?

2 For over 2500 år siden skrev en profet der samtidig var historiker: „Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) I dag er det tydeligere end nogen sinde at han havde ret. Historikeren William H. McNeill har sagt: „Menneskehedens eventyr på denne klode har været en næsten ubrudt række kriser og forstyrrelser af den bestående samfundsorden.“

3, 4. (a) Med hvilken holdning bør vi begynde studiet af Bibelen? (b) Hvordan vil vi gå frem i vor undersøgelse af Bibelen?

3 Bibelen dækker fuldt ud vort behov for god vejledning. Første gang man blader i den, bliver man måske betænkelig på grund af dens størrelse. Den er da også et omfangsrigt værk, og nogle af dens passager er ikke lette at forstå. Men hvis du fik overdraget et testamente hvori der stod hvad du skulle gøre for at arve noget værdifuldt, ville du da ikke tage dig tid til at sætte dig grundigt ind i teksten? Hvis du syntes at bestemte afsnit var svære at forstå, ville du sikkert hente assistance hos en der havde erfaring på området. Hvorfor ikke have samme holdning til Bibelen? (Apostelgerninger 17:11) Det gælder noget af større værdi end en materiel arv. Som vi har lært i det foregående kapitel, kan kundskaben om Gud føre til evigt liv.

4 Lad os se nærmere på den bog der giver os kundskab om Gud. Først tager vi en kort oversigt over Bibelens indhold. Derpå gennemgår vi nogle grunde til at mange oplyste mennesker tror at den er Guds inspirerede ord.

BIBELENS INDHOLD

5. (a) Hvad indeholder De Hebraiske Skrifter? (b) Hvad indeholder De Græske Skrifter?

5 Bibelen består af 66 bøger fordelt på to hovedafsnit, der er kendt som Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Af Bibelens bøger blev 39 hovedsagelig skrevet på hebraisk og 27 på græsk. De Hebraiske Skrifter, der består af bøgerne fra Første Mosebog til Malakias’ Bog, omfatter skabelsen og de første 3500 år af menneskets historie. Ved at undersøge denne del af Bibelen lærer vi om Guds handlemåde med israelitterne fra nationens fødsel i det 16. århundrede f.v.t. til et tidspunkt i det 5. århundrede f.v.t. * De Græske Skrifter, bøgerne fra Mattæusevangeliet til Åbenbaringen, handler om Jesu Kristi og hans disciples lære og gerninger i det første århundrede e.v.t.

6. Hvorfor bør vi studere hele Bibelen?

6 Man hører til tider nogle sige at „Det Gamle Testamente“ er jødernes bog og „Det Nye Testamente“ de kristnes. Men ifølge Andet Timoteusbrev 3:16 er ’hele Skriften inspireret af Gud og gavnlig’. En grundig undersøgelse af Guds ord må derfor omfatte hele Bibelen. Faktisk supplerer de to hovedafsnit hinanden, så de tilsammen udgør en harmonisk helhed med et overordnet tema.

7. Hvad er Bibelens tema?

7 Måske er du vant til at gå i kirke og høre Bibelen blive læst op. Eller du har måske selv læst uddrag af den. Vidste du at Bibelen, fra Første Mosebog til Åbenbaringen, har et gennemgående tema, et tema som gør Bibelen til et harmonisk hele? Ved du hvad det er? Det er hævdelsen af Guds ret til at herske over menneskeheden, og virkeliggørelsen af hans kærlige hensigt ved hjælp af sit rige. Senere vil vi se på hvordan Gud vil gennemføre denne hensigt.

8. Hvad fortæller Bibelen os om Guds personlighed?

8 Bibelen beskriver ikke blot Guds hensigt, men også hans personlighed. Den viser os for eksempel at Gud har følelser, og at de valg vi træffer betyder noget i hans øjne. (Salme 78:40, 41; Ordsprogene 27:11; Ezekiel 33:11) I Salme 103:8-14 står der for eksempel at Gud er „barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed“. Han behandler os medfølende, for han ’husker at vi er dannet af simpelt støv’ og at vi ved døden vender tilbage til støvet. (1 Mosebog 2:7; 3:19) Ja, hans egenskaber er storslåede. Får man ikke lyst til at tilbede en sådan Gud?

9. Hvordan giver Bibelen os klar besked om Guds normer, og hvordan kan vi få gavn af denne kundskab?

9 Bibelen giver os klar besked om Guds normer. Nogle af dem er formuleret som love, men i de fleste tilfælde genspejles de i principper der præsenteres for os gennem anskuelsesundervisning. Gud sørgede for at visse begivenheder i fortidens Israels historie blev gengivet skriftligt til gavn for os. Disse åbenhjertige beretninger viser hvordan det går når man handler i harmoni med Guds hensigt, og fortæller også om de sørgelige følger det får når man går sine egne veje. (1 Kongebog 5:4; 11:4-6; 2 Krønikebog 15:8-15) Det vil uden tvivl påvirke os at læse disse beretninger fra det virkelige liv. Hvis vi forsøger at forestille os hændelsernes forløb, kan vi sætte os i personernes sted. Derved kan vi få gavn af de gode eksempler og undgå de faldgruber som overtrædere faldt i. Men der er et vigtigt spørgsmål som kræver svar: Hvordan kan vi være sikre på at det vi læser i Bibelen virkelig er inspireret af Gud?

KAN MAN STOLE PÅ BIBELEN?

10. (a) Hvorfor mener nogle at Bibelen er forældet? (b) Hvad fortæller Andet Timoteusbrev 3:16, 17 os om Bibelen?

10 Du har nok lagt mærke til at mange bøger der giver råd, bliver forældede på få år. Er Bibelen også forældet? Den er meget gammel, og der er gået næsten 2000 år siden den blev skrevet færdig. Nogle mener derfor at dens vejledning ikke duer i vor tid. Men hvis Bibelen er inspireret af Gud, bør dens vejledning kunne bestå tidens prøve. Den bør i så fald stadig være „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17.

11-13. Hvorfor kan vi sige at Bibelen har praktisk værdi i vor tid?

11 Ved en nærmere undersøgelse viser det sig at Bibelens principper har lige så stor gyldighed i dag som dengang de blev nedskrevet. For eksempel taler Bibelen med tidløs indsigt om den menneskelige natur. Det fremgår tydeligt af Jesu bjergprædiken, som kan læses i Mattæus’ evangelieberetning, kapitel 5 til 7. Denne tale gjorde et så dybt indtryk på den indiske statsmand Mohandas K. Gandhi, at han til en britisk statsmand skal have sagt: „Når Deres og mit land kan mødes om den lære som Kristus opstillede i denne bjergprædiken, vil vi have løst ikke blot vore egne landes problemer, men hele verdens.“

12 Det kan ikke undre at Jesu lære gør indtryk! I Bjergprædikenen viste han os hvordan man opnår sand lykke. Han fortalte hvordan man bilægger uoverensstemmelser og lærte os hvordan man beder. Han anviste den rette holdning til de materielle behov og fremsatte „den gyldne regel“ om et godt forhold til andre. Desuden kom han ind på hvordan man gennemskuer religiøst bedrag og hvordan man opnår en tryg fremtid.

13 Bjergprædikenen viser sammen med resten af Bibelen tydeligt hvad vi skal gøre og hvad vi skal holde os fra hvis vi vil forbedre vor tilværelse. Bibelens råd har så stor praktisk værdi at en gymnasieforstander har følt sig tilskyndet til at udtale: „Skønt jeg er leder af et gymnasium, har to universitetsgrader og har læst en mængde bøger om mental sundhed og psykologi, har jeg opdaget at Bibelens råd om sådanne forhold som hvordan man opnår et lykkeligt ægteskab, hindrer ungdomskriminalitet og knytter venskaber og bevarer disse, langt overgår hvad jeg har læst eller studeret på universitetet.“ Og Bibelen er ikke kun praktisk og tidssvarende, men også pålidelig.

NØJAGTIG OG PÅLIDELIG

14. Hvad viser at Bibelen er videnskabeligt nøjagtig?

14 Bibelen er ikke en naturvidenskabelig lærebog, men den er videnskabelig korrekt. Et eksempel: På en tid hvor de fleste antog at Jorden var flad, omtalte profeten Esajas den som en „kreds“ (hebraisk: chugh, der også betyder „sfære“). (Esajas 40:22) Først tusinder af år efter Esajas’ tid blev det almindeligt anerkendt at Jorden er kugleformet. Desuden står der i Job 26:7 (der er skrevet for over 3000 år siden) at Gud „hænger jorden på intet“. Som en bibelforsker engang skrev: „Hvordan Job kendte sandheden, nu bevist af astronomien, at Jorden hænger frit svævende i det tomme rum, er et vanskeligt spørgsmål for dem der benægter Bibelens inspiration.“

15. Hvordan styrker den måde Bibelen gengiver beretningerne på, vor tillid til den?

15 Den måde Bibelen gengiver beretningerne på, styrker også vor tillid til denne gamle bog. I modsætning til legenderne er de begivenheder Bibelen omtaler knyttet til bestemte personer og tidspunkter. (1 Kongebog 14:25; Esajas 36:1; Lukas 3:1, 2) Og mens oldtidens historikere næsten altid overdrev deres herskeres sejre og forbigik deres nederlag og fejltagelser, var Bibelens skribenter oprigtige og ærlige — selv når de omtalte deres egne alvorlige synder. — 4 Mosebog 20:7-13; 2 Samuel 12:7-14; 24:10.

EN PROFETISK BOG

16. Hvad er det stærkeste vidnesbyrd om at Bibelen er inspireret af Gud?

16 Opfyldte profetier er et uimodsigeligt vidnesbyrd om at Bibelen er inspireret af Gud. Bibelen indeholder mange profetier der er blevet opfyldt til punkt og prikke. Dette har selvfølgelig ikke været menneskers værk. Hvor kom profetierne da fra? Det svarer Bibelen på med ordene: „Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd,“ Guds virkekraft. (2 Peter 1:21) Lad os se nogle eksempler.

17. Hvilke profetier forudsagde Babylons fald, og hvordan gik profetierne i opfyldelse?

17 Babylons fald. Både Esajas og Jeremias forudsagde at Babylon ville falde for mederne og perserne. Det er bemærkelsesværdigt at Esajas skrev sin profeti om dette cirka 200 år før byens ødelæggelse. Følgende profetiske enkeltheder er historisk dokumenterede: Eufratfloden blev tørret ud ved at man ledte dens vande over i en kunstig sø (Esajas 44:27; Jeremias 50:38); babylonierne var skødesløse med sikkerheden ved byens porte ud til floden (Esajas 45:1); og erobreren hed Kyros. — Esajas 44:28.

18. Hvilke bibelske profetier blev opfyldt ved ’Grækenlands konges’ storhed og fald?

18 ’Grækenlands konges’ storhed og fald. I et syn så Daniel en gedebuk støde til en vædder og bryde dens to horn af. Efter dette blev det store horn i bukkens pande brudt af, og fire horn voksede ud i dets sted. (Daniel 8:1-8) Daniel fik denne forklaring på synet: „Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger, og den lodne buk er Grækenlands konge, og det store horn som var mellem dens øjne, er den første konge; og når dét blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted, vil fire riger fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft.“ (Daniel 8:20-22) Ganske som profetien havde sagt, omstyrtede „Grækenlands konge“, Alexander den Store, cirka 200 år senere det ’tohornede’ medo-persiske rige. Alexanders rige blev ved hans død i 323 f.v.t. delt mellem fire af hans generaler, men ingen af deres riger fik en magt som Alexanders storrige.

19. Hvilke profetier blev opfyldt på Jesus Kristus?

19 Jesu Kristi liv. De Hebraiske Skrifter indeholder i snesevis af profetier der fik deres opfyldelse ved Jesu fødsel, tjeneste, død og opstandelse. For eksempel forudsagde Mika over 700 år tidligere at Messias skulle fødes i Betlehem. (Mika 5:2; Lukas 2:4-7) Esajas, der levede samtidig med Mika, skrev at Messias ville blive slået og spyttet på. (Esajas 50:6; Mattæus 26:67) Fem hundrede år i forvejen profeterede Zakarias at Messias skulle blive forrådt for 30 sølvstykker. (Zakarias 11:12; Mattæus 26:15) Over tusind år før Jesu tid beskrev David omstændighederne ved Messias’ død. (Salme 22:7, 8, 18; Mattæus 27:35, 39-43) Og omkring fem hundrede år i forvejen åbenbarede Daniels profeti både hvornår Messias skulle fremstå, hvor længe han skulle tjene, og tidspunktet for hans død. (Daniel 9:24-27) Dette er blot et udsnit af de profetier som blev opfyldt på Jesus Kristus. Du vil få udbytte af at læse meget mere om ham senere.

20. Hvilken tillid bør vi have når vi ved at Bibelens profetier altid er blevet opfyldt?

20 Mange andre vidtrækkende bibelprofetier er allerede gået i opfyldelse. ’Men hvad har det med mig at gøre?’ spørger du måske. Jo, hvis en ven altid havde talt sandt til dig, ville du da pludselig tvivle på hans ord hvis han fortalte dig noget nyt? Nej, vel? Hele Bibelen er et vidnesbyrd om Guds sandfærdighed. Bør det ikke give os tillid til dens løfter, for eksempel dens profetier om et kommende paradis på jorden? Vi kan nære samme tillid som Paulus, en af Jesu disciple i det første århundrede. Han skrev at ’Gud ikke kan lyve’. (Titus 1:2) Når vi læser i Bibelen og følger dens råd, handler vi víst. Denne visdom kan mennesker ikke opnå på egen hånd. Bibelen er nemlig den eneste bog som giver os den kundskab om Gud der fører til evigt liv.

’HIG EFTER’ KUNDSKABEN OM GUD

21. Hvad bør du gøre hvis du synes at noget af det du lærer fra Bibelen føles svært for dig at leve op til?

21 Efterhånden som du studerer Bibelen, lærer du sandsynligvis noget der ikke stemmer med det du ellers har lært. Du opdager måske at nogle af de religiøse skikke du holder af, ikke behager Gud. Du vil finde ud af at Gud har højere normer for ret og uret end denne eftergivende verden. Hans krav virker måske store ved første øjekast. Men vær tålmodig! Undersøg omhyggeligt Skrifterne og lær Gud bedre at kende. Vær åben over for den mulighed at Bibelen giver vejledning som du kun kan følge ved at lave om på din tænkemåde og dine handlinger.

22. Hvorfor studerer du Bibelen, og hvordan kan du overbevise andre om at du har gavn af dette?

22 Velmenende venner og familiemedlemmer er måske imod at du studerer Bibelen, men Jesus sagde: „Enhver der vedgår samhørighed med mig over for menneskene, ham vil jeg også vedgå samhørighed med over for min Fader som er i himlene; men enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Fader som er i himlene.“ (Mattæus 10:32, 33) Nogle frygter måske at du er på vej ind i en sekt, eller at du er ved at blive fanatisk. I virkeligheden er du blot ved at få nøjagtig kundskab om Gud og sandheden. (1 Timoteus 2:3, 4) Andre vil have lettere ved at indse dette hvis du ikke er aggressiv, men rimelig, når du taler med dem om det du er ved at lære. (Filipperne 4:5) Husk at mange „vindes uden ord“ når de ser beviser for at kundskaben fra Bibelen virkelig kan være nyttig. — 1 Peter 3:1, 2.

23. Hvordan kan du ’hige efter’ kundskaben om Gud?

23 Bibelen tilskynder os: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk.“ (1 Peter 2:2) Et spædbarn er jo afhængigt af næring fra sin mor og er ivrigt efter at få dækket sit behov. Vi er lige så afhængige af kundskaben fra Gud. ’Hig efter’ hans ord ved at fortsætte dit studium. Sæt dig som mål at læse i Bibelen hver dag. (Salme 1:1-3) Du vil blive rigt velsignet, for Salme 19:11 siger om Guds love: „Ved at holde dem lønnes man stort.“

[Fodnote]

^ par. 5 F.v.t. („før vor tidsregning“) er en mere nøjagtig betegnelse end f.Kr. („før Kristus“). E.v.t. er en forkortelse for „efter vor tidsregning“.

PRØV DIN KUNDSKAB

Hvad adskiller Bibelen fra alle andre bøger?

Hvorfor kan man stole på Bibelen?

Hvad overbeviser dig om at Bibelen er Guds inspirerede ord?

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 14]

GØR GOD BRUG AF DIN BIBEL

Det behøver ikke at være vanskeligt at gøre sig bekendt med Bibelen. Ved hjælp af indholdsfortegnelsen lærer man hurtigt at finde dens enkelte bøger og at se den rækkefølge de kommer i.

Bibelens bøger er inddelt i kapitler og vers, så de er lette at orientere sig i. Inddelingen i kapitler blev foretaget i det 13. århundrede, og formodentlig var det en fransk bogtrykker fra det 16. århundrede der inddelte De Kristne Græske Skrifter i vers. Denne inddeling er stadig gængs. Den første fuldstændige bibel med nummererede kapitler og vers var en fransk udgave som udkom i 1553.

Skriftstedshenvisningerne i denne bog angiver først kapitel og dernæst vers. For eksempel står henvisningen „Ordsprogene 2:5“ for Ordsprogenes Bog, kapitel 2, vers 5. Hvis du slår de anførte skriftsteder op, varer det ikke længe før du let kan finde rundt i Bibelen.

Det bedste man kan gøre for at blive godt kendt med Bibelen, er at læse den igennem ved daglig at læse i den. Umiddelbart lyder det måske af meget. Men hvis du læser tre til fem kapitler hver dag (afhængigt af hvor lange de er), vil du i løbet af ét år have læst hele Bibelen. Hvorfor ikke begynde i dag?

[Ramme på side 19]

BIBELEN — EN ENESTÅENDE BOG

• Bibelen er „inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16) Det var ganske vist mennesker der nedskrev ordene, men det var Gud der ledede deres tanker, og Bibelen er derfor „Guds ord“. — 1 Thessaloniker 2:13.

• Bibelen blev skrevet over et tidsrum af 1600 år. Cirka 40 mænd med forskellig baggrund medvirkede til dette. Alligevel er det færdige produkt harmonisk fra først til sidst.

• Bibelen har overlevet stærkere modstand end nogen anden bog. I middelalderen skete det at folk blev brændt på bålet blot fordi de havde en bibel.

• Bibelen er verdens absolutte bestseller. Den er enten i uddrag eller i sin helhed blevet oversat til flere end 2000 sprog. Den er trykt i milliarder af eksemplarer, og der er næppe det sted på jorden hvor der ikke findes et eksemplar.

• Bibelens ældste afsnit kan føres tilbage til det 16. århundrede f.v.t. Det er tidligere end hinduernes Rigveda (der kom frem omkring år 1300 f.v.t.), den buddhistiske kanon „De Tre Kurve“ (fra det femte århundrede f.v.t.), den islamiske Koran (fra det syvende århundrede e.v.t.) og shintoisternes Nihongi (720 e.v.t.).

[Helsides illustration på side 20]