Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Find tryghed hos Guds folk

Find tryghed hos Guds folk

Kapitel 17

Find tryghed hos Guds folk

1, 2. Hvilken lighed er der mellem menneskehedens tilstand og den situation folk i et uvejrsområde befinder sig i?

FORESTIL dig at et uvejr raserer området hvor du bor. Dit hjem bliver ødelagt, og du mister alle dine ejendele. Der er knaphed på fødevarer. Det hele virker håbløst. Men så, helt uventet, dukker der nødforsyninger op. Du får tøj og fødevarer i overflod, og der bliver bygget et nyt hus til dig. Du ville givetvis være meget taknemmelig over for den der havde sørget for disse ting.

2 Noget lignende sker i dag. Ligesom et hærgende uvejr var Adam og Evas oprør til stor skade for menneskeheden. Menneskets paradisiske hjem gik tabt. Siden da er det ikke lykkedes de jordiske regeringer at beskytte folk mod krig, kriminalitet og uretfærdighed. Religionen har svigtet og efterladt mange i en tilstand af hunger efter sund åndelig føde. Men Jehova Gud stiller nu, åndeligt talt, føde, klæder og husly til rådighed. Hvordan gør han det?

„DEN TROFASTE OG KLOGE TRÆL“

3. Hvordan sørger Jehova for menneskeheden, og hvilke eksempler viser dette?

3 Nødforsyninger uddeles sædvanligvis gennem en bestemt kanal, og Jehova har sørget for en lignende åndelig foranstaltning for sit folk. Det gjaldt for eksempel israelitterne, der var „Jehovas menighed“ i omkring 1500 år. Blandt dem tjente nogle som den kanal hvorigennem Gud underviste i Loven. (1 Krønikebog 28:8; 2 Krønikebog 17:7-9) I det første århundrede dannede Jehova den kristne menighedsorganisation. Der blev oprettet menigheder som virkede under ledelse af et styrende råd, der bestod af apostle og ældste. (Apostelgerninger 15:22-31) Også i dag tager Jehova sig af sit folk gennem en organiseret gruppe. Hvordan ved vi det?

4. Hvem har i vor tid vist sig at være „den trofaste og kloge træl“, og hvordan tilvejebringes de åndelige goder fra Gud?

4 Jesus forudsagde at der ved tiden for hans nærværelse i Rigets magt ville være en ’trofast og klog træl’ som var i færd med at sørge for „mad i rette tid“ til hans disciple. (Mattæus 24:45-47) Hvem viste denne „træl“ sig at være da Jesus i 1914 blev indsat som himmelsk Konge? Bestemt ikke kristenhedens gejstlige. De var for størstedelens vedkommende i færd med at sprede propaganda blandt deres hjorde til støtte for deres egne nationale regeringer under Første Verdenskrig. Men i rette tid blev der uddelt aktuel åndelig føde af den gruppe sande kristne der var salvet med Guds hellige ånd og som hørte til dem Jesus kaldte den „lille hjord“. (Lukas 12:32) Disse salvede kristne forkyndte ikke om menneskeskabte regeringer, men om Guds rige. Dette har i årenes løb resulteret i at millioner af retsindige „andre får“ har sluttet sig til den salvede „træl“ i udøvelsen af den sande tilbedelse. (Johannes 10:16) Gud bruger den ’trofaste træl’ og dens Styrende Råd til at lede sit organiserede folk så det kan sørge for føde, klæder og husly i åndelig forstand til alle der ønsker at nyde godt af disse foranstaltninger.

„MAD I RETTE TID“

5. Hvilken åndelig tilstand råder i verden i dag, og hvad gør Jehova ved det?

5 Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Som forudsagt af Jehovas profet Amos er der i dag så stort et behov „efter at høre Jehovas ord“ at det svarer til en hungersnød. (Amos 8:11) Men sørgeligt nok er det de færreste der er opmærksomme på Guds udtalelser. Selv meget religiøse mennesker er åndeligt udhungrede. Det er imidlertid Jehovas ønske at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:3, 4) Derfor tilvejebringer han åndelig føde i overmål. Men hvor kan man få denne føde?

6. Hvordan har Jehova i fortiden sørget for åndelig føde til sit folk?

6 Op gennem historien har Jehova uddelt åndelig føde til sit folk som gruppe betragtet. (Esajas 65:13) De israelitiske præster samlede for eksempel mænd, kvinder og børn, så de sammen kunne blive undervist i Guds lov. (5 Mosebog 31:9, 12) Under det styrende råds ledelse blev de kristne i det første århundrede organiseret i menigheder, og der blev holdt møder hvor alle kunne blive undervist og opmuntret. (Romerne 16:5; Filemon 1, 2) Jehovas vidner følger det samme mønster. Du er hjertelig velkommen til at overvære alle deres møder.

7. Hvilken forbindelse har tro og kundskab med regelmæssig overværelse af de kristne møder?

7 Du har sikkert allerede lært meget ved dit studium af Bibelen. Måske har du fået hjælp af et Jehovas vidne. (Apostelgerninger 8:30-35) Din tro kan imidlertid sammenlignes med en plante der vil visne og dø hvis den ikke får den rette pleje. Derfor må du tage god åndelig næring til dig. (1 Timoteus 4:6) Ved de kristne møder følges et fremadskridende undervisningsprogram der har som mål at give dig åndelig næring og hjælpe dig til fortsat at vokse i tro, mens du øger din kundskab om Gud. — Kolossenserne 1:9, 10.

8. Hvorfor opfordres vi til at overvære Jehovas Vidners møder?

8 Møderne tjener også et andet vigtigt formål. Paulus skrev: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen.“ (Hebræerne 10:24, 25) Det græske ord der er oversat med „at anspore“ kan også betyde „at skærpe“. Et bibelsk ordsprog lyder: „Jern skærpes med jern. Således skærper den ene mand den andens ansigt.“ (Ordsprogene 27:17) Vi har alle til stadighed behov for at blive ’skærpet’. Det daglige pres fra verden kan sløve vores tro. Når vi overværer de kristne møder opmuntres vi sammen. (Romerne 1:11, 12) Menighedens medlemmer følger apostelen Paulus’ opfordring til at ’blive ved med at trøste hinanden og opbygge hinanden’, og det skærper vores tro. (1 Thessaloniker 5:11) Ved at komme regelmæssigt til de kristne møder viser vi desuden at vi elsker Gud og det giver os lejlighed til at lovsynge ham. — Salme 35:18.

’IFØR JER KÆRLIGHEDEN’

9. Hvordan har Jehova sat eksemplet med hensyn til at vise kærlighed?

9 Paulus skrev: „Foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) Jehova har i sin store barmhjertighed givet os mulighed for at iføre os kærlighed som en klædning. Hvordan det? Kristne kan vise kærlighed fordi denne egenskab er en af frugterne af Jehovas hellige ånd. (Galaterne 5:22, 23) Jehova har vist den største kærlighed ved at sende sin enestefødte søn til jorden for at vi kan opnå evigt liv. (Johannes 3:16) Denne enestående demonstration af kærlighed har vist os hvordan vi kan lægge denne egenskab for dagen. „Når det er sådan Gud elskede os,“ skrev apostelen Johannes, „er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 Johannes 4:11.

10. Hvordan kan vi få gavn af „hele brodersamfundet“?

10 Når du overværer møderne i rigssalen har du gode muligheder for at vise kærlighed. Dér vil du møde mange forskellige mennesker. En stor del af dem vil du utvivlsomt føle dig draget til med det samme. Naturligvis er der forskelle i personlighed selv blandt dem der tjener Jehova. Tidligere har du måske blot undgået dem du ikke delte interesser med eller følte dig på bølgelængde med. Men kristne må elske „hele brodersamfundet“. (1 Peter 2:17) Sæt dig derfor som mål at lære alle der kommer i rigssalen at kende — uanset hvilken alder, personlighed, hudfarve eller uddannelse de har. Du vil sikkert opdage at de alle har en eller anden vindende egenskab.

11. Hvorfor bør du ikke lade dig distrahere af de mange forskelle i personlighed blandt Jehovas folk?

11 Lad dig ikke distrahere af de mange forskelle i personlighed i menigheden. Tænk på følgende illustration: Når du færdes i trafikken er du omgivet af mange forskellige køretøjer. De kører ikke alle med samme hastighed og er ikke alle i samme stand. Nogle har kørt mange kilometer, mens andre kun lige er begyndt. Trods disse forskelle færdes alle på vejen. Sådan forholder det sig også med dem der er i menigheden. Det er ikke alle der opdyrker de kristne egenskaber lige hurtigt. Vi er heller ikke alle i samme stand fysisk og følelsesmæssigt. Nogle har desuden tilbedt Jehova i mange år; andre er kun lige begyndt. Men vi færdes alle på vejen der fører til evigt liv, idet vi er „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. (1 Korinther 1:10) Hav derfor øje for de stærke sider frem for svaghederne, når du betragter dem der er i menigheden. Dette vil varme dig om hjertet, for du vil indse at Gud virkelig er iblandt disse mennesker. Og det er jo dér du også ønsker at være. — 1 Korinther 14:25.

12, 13. (a) Hvad kan du gøre hvis en i menigheden kommer til at fornærme dig? (b) Hvorfor er det vigtigt ikke at bære nag?

12 Eftersom vi alle er ufuldkomne vil der af og til være nogle i menigheden som siger eller gør noget der støder os. (Romerne 3:23) Disciplen Jakob skrev meget realistisk: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jakob 3:2) Hvordan vil du reagere hvis nogen fornærmer dig? Et bibelsk ordsprog lyder: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11) At have indsigt betyder at man kan se bag om en situation, at man forstår hvilke dybereliggende faktorer der får en person til at tale eller handle på en bestemt måde. De fleste af os har stor indsigt når det gælder om at undskylde vore egne fejltrin. Hvorfor ikke også bruge den til at forstå og dække over andres ufuldkommenheder? — Mattæus 7:1-5; Kolossenserne 3:13.

13 Glem aldrig at vi må tilgive andre hvis vi ønsker at opnå Jehovas tilgivelse. (Mattæus 6:9, 12, 14, 15) Hvis vi handler efter sandheden vil vi vise andre kærlighed. (1 Johannes 1:6, 7; 3:14-16; 4:20, 21) Skulle det ske at du har en kontrovers med en i menigheden, må du derfor undgå at bære nag. Hvis du har iført dig kærligheden, vil du arbejde på at løse problemet og ikke tøve med at give en undskyldning hvis du har fornærmet nogen. — Mattæus 5:23, 24; 18:15-17.

14. Hvilke egenskaber bør vi iføre os?

14 Vor åndelige klædedragt bør også indbefatte andre egenskaber der er nært forbundet med kærlighed. Paulus skrev: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.“ Disse egenskaber, der alle er indbefattet i kærligheden, er en del af „den nye personlighed“ fra Gud. (Kolossenserne 3:10, 12) Vil du anstrenge dig for at iføre dig dem? Og navnlig broderkærligheden vil identificere dig som en af Jesu disciple, for han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

ET TRYGT STED

15. I hvilken forstand er menigheden som et ly?

15 Menigheden er også som et ly, et tilflugtssted hvor du kan føle dig tryg. Dér vil du møde mennesker som oprigtigt søger at gøre det der er ret i Guds øjne. Mange af dem har aflagt de samme dårlige vaner og holdninger som du måske kæmper for at overvinde. (Titus 3:3) De kan hjælpe dig, for de har fået det bud at de „til stadighed [skal bære] hinandens byrder“. (Galaterne 6:2) Det er selvfølgelig i sidste ende dig selv der har ansvaret for at følge vejen der fører til evigt liv. (Galaterne 6:5; Filipperne 2:12) Men Jehova har givet os den kristne menighed som en enestående støtte og hjælp. Uanset hvor store og vanskelige problemer du må kæmpe med, vil menigheden være en værdifuld kilde til hjælp. Den vil også kærligt støtte dig hvis du udsættes for trængsler eller lider afsavn. — Jævnfør Lukas 10:29-37; Apostelgerninger 20:35.

16. Hvilken hjælp yder menighedens ældste?

16 Blandt dem der vil støtte dig er menighedens udnævnte ældste eller tilsynsmænd, „gaver i form af mennesker“, som villigt og med iver tjener som hyrder for hjorden. (Efeserne 4:8, 11, 12; Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2, 3) Angående disse mænd profeterede Esajas: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ — Esajas 32:2.

17. (a) Hvilken form for hjælp ønskede Jesus især at yde? (b) På hvilken måde har Gud lovet at han vil hjælpe sit folk?

17 Da Jesus var på jorden forsømte de religiøse ledere i sørgelig grad at føre kærligt tilsyn. Folkets tilstand rørte Jesus dybt, og han ønskede især at hjælpe dem i åndelig henseende. Han havde ondt af dem fordi „de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) Dette er også en rammende beskrivelse af den fortvivlende tilstand mange i vor tid må udholde uden at have nogen at vende sig til for at få åndelig hjælp og trøst. Jehovas folk, derimod, får åndelig hjælp, for Gud har givet dette løfte: „Jeg vil oprejse hyrder over dem som skal vogte dem; og de skal ikke mere være bange, og de skal ikke blive skrækslagne, og ingen af dem skal savnes.“ — Jeremias 23:4.

18. Hvorfor bør vi henvende os til en af de ældste hvis vi behøver åndelig hjælp?

18 Lær menighedens ældste at kende. De har stor erfaring i at leve efter kundskaben om Gud, da de opfylder de bibelske krav til tilsynsmænd. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) Tøv ikke med at henvende dig til en af dem hvis du har brug for åndelig hjælp til at bekæmpe en uvane eller aflægge en egenskab der er i modstrid med Guds krav. Du vil opdage at de ældste følger Paulus’ tilskyndelse: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ — 1 Thessaloniker 2:7, 8; 5:14.

FIND TRYGHED SAMMEN MED JEHOVAS FOLK

19. Hvordan har Jehova velsignet dem der søger tryghed inden for hans organisation?

19 Skønt vi nu lever under ufuldkomne forhold, giver Jehova os føde, klæder og husly i åndelig henseende. De gavnlige virkninger af det bogstavelige paradis kan vi selvfølgelig først opleve i Guds lovede nye verden. Men de der tilhører Jehovas organisation erfarer nu trygheden i det åndelige paradis. Angående dem profeterede Ezekiel: „De skal bo trygt, og ingen får dem til at skælve.“ — Ezekiel 34:28; Salme 4:8.

20. Hvordan vil Jehova kompensere for ethvert offer vi måtte bringe for at kunne tilbede ham?

20 Hvor kan vi være taknemmelige for de kærlige åndelige foranstaltninger Jehova har tilvejebragt gennem sit ord og sin organisation. Søg nær til Guds folk. Hold dig ikke tilbage af frygt for hvad venner eller slægtninge vil tænke om dig fordi du tilegner dig kundskab om Gud. Nogle vil måske vende dig ryggen fordi du kommer sammen med Jehovas vidner og overværer møderne i rigssalen. Men Gud vil mere end kompensere for ethvert offer du måtte bringe for at kunne tilbede ham. (Malakias 3:10) Jesus sagde desuden: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ (Markus 10:29, 30) Ja, uanset hvad du har givet afkald på eller må udholde, vil du opnå et varmt fællesskab med og åndelig tryghed hos Guds folk.

PRØV DIN KUNDSKAB

Hvem er „den trofaste og kloge træl“?

Hvad har Jehova gjort for at give os åndelig føde?

Hvordan kan den kristne menigheds medlemmer hjælpe os?

[Studiespørgsmål]

[Helsides illustration på side 165]