Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfra kommer Riget?

Hvorfra kommer Riget?

Kapitel 4

Hvorfra kommer Riget?

1. Hvilke vigtige spørgsmål kan man stille i betragtning af det der står i Første Timoteusbrev 1:17 og Åbenbaringen 15:3?

EFTERSOM Bibelen betegner Jehova som „evighedens Konge“, hvorfor må han da lade et rige ’komme’ for at hellige sit navn? (1 Timoteus 1:17; Åbenbaringen 15:3) Og hvorfra kommer Riget?

2. Hvilke tilstande i verden har bragt vanære over Guds navn, og hvori består denne vanære?

2 Hvad det første spørgsmål angår, er det åbenbart at der må en gennemgribende forandring til for at retfærdighed, fred og lykke kan blive genindført på jorden. Ikke alene har de enkelte landes regeringer på mange måder forsømt deres borgeres vel, men landene er også i vild uenighed indbyrdes. Folkeslag og racer er splittede af had, kappestrid og national fordom. Denne tilstand er en grov forvrængning af det der oprindelig var Skaberens hensigt, og den har været til stor vanære for hans navn. — Romerne 2:24; Ezekiel 9:9.

3. (a) Hvordan kommer Guds rige ind i billedet her? (b) Hvad er det der gør dette rige til noget særligt?

3 Den regering der skal råde bod på dette, kan ikke være en helt almindelig regering. Men den regering Jehova indfører, er også noget ganske særligt. Hvor kommer den fra? Fra himlene, fra Jehova selv. Riget skylder Jehova sin eksistens og er et udtryk for hans egen universelle suverænitet. Det har sin myndighed fra den kongeværdighed Jehova har udøvet lige fra begyndelsen, længe før himlene og jorden blev skabt. Denne særlige, guddommelige regering er født af Guds himmelske organisation, og arver derfor alle de enestående egenskaber der kendetegner Jehovas evige suverænitet. — Åbenbaringen 12:1, 2, 5.

JEHOVAS UNIVERSELLE SUVERÆNITET

4. Med hvilke ord i Åbenbaringen 4:11 beskrives Jehovas suverænitet meget passende?

4 Fordi Gud har „skabt alle ting“ er han også den retmæssige Suveræn over alt hvad der er skabt. Selv de der af Gud ophøjes til at være konger i himmelen, må ’falde ned for ham som sidder på tronen og tilbede ham som lever i evighedernes evigheder’. De anerkender ydmygt at „evighedens Konge“ sidder inde med den øverste suverænitet — som det fremgår af det der videre siges om dem:

„Og de kaster deres kroner foran tronen idet de siger: ’Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.’“ (Åbenbaringen 4:10, 11; Efeserne 3:9)

Sådan bør vi alle betragte Guds suverænitet. Gør du det?

5. Hvordan kan man sige at Jehova som konge forener alle funktioner?

5 Med hensyn til jordiske forhold skal et riges styre altid foregå efter fastsatte love. Det er nødvendigt for at ordenen kan opretholdes. De styrende instanser omfatter som regel domstole med dommere der kan påhøre sager, et parlament der kan vedtage love, og en konge eller præsident der har den udøvende magt. I universet, som Jehova Gud har skabt, sidder Jehova selv inde med både den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, hvilket profeten Esajas fortæller med disse ord: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge.“ (Esajas 33:22, NW) Og kong David tilføjer: „[Jehova] har rejst sin trone i Himlen, alt er hans kongedømme underlagt.“ (Salme 103:19) Lad os se på nogle sider af dette kongedømme.

GUDS UNIVERSELLE LOVE

6. Hvoraf fremgår det hvor uovertrufne Guds love er?

Jordiske regeringer søger at indføre visse love der afstikker grænserne for deres undersåtters færden, men de har ingen magt over de naturkræfter der har så stor betydning for deres tilværelse. Det har imidlertid Jehova, den universelle Suveræn. Videnskabsmænd har ofte beundret de love som med så stor nøjagtighed styrer det fysiske univers og holder det i gang. Det er love der stammer fra Gud. Kun fordi lovene er pålidelige og uforanderlige har mennesker været i stand til at lande på månen, benytte kommunikationssatellitter, forudsige formørkelser af solen og månen, og gøre tusinder af komplicerede opfindelser. Det er også Guds love der er bestemmende for solskin og regn, og Gud kan styre alt dette så det bliver til velsignelse for dem der adlyder ham. — Salme 89:9, 12-14; Job 38:33, 34; Zakarias 14:17.

7. (a) Hvordan er Jehovas love et vidnesbyrd om hans guddommelighed? (b) Hvor stort indblik har vi i Jehovas love, og hvad kan vi med Jobs ord sige om dette?

7 Om himmelens strålende opbud af stjerner siger en af Guds profeter: „Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler. Ved du, hørte du ikke, at [Jehova] er en evig Gud, den vide jord har han skabt?“ (Esajas 40:26, 28) I milliarder af år har Jehova styret hele sit univers med de såkaldte naturlove. Mennesker har prøvet at skaffe sig indblik i disse loves hemmelighed, men der er endnu så meget de ikke ved! Reelt set har de ikke gjort store fremskridt siden dengang for 3500 år siden da en trofast mand erklærede: „Se, det er kun omridset af hans vej, hvad hører vi andet end hvisken? Hans vældes torden, hvo fatter vel den?“ — Job 26:14.

8. Hvilke andre egenskaber har Gud vist som den store Forsørger?

8 Men da Jehova skabte jorden, tog han ikke blot sine fysiske love i anvendelse. I forening med sin magt og sine love benyttede han også sin ufattelige visdom og umådelige kærlighed, idet han på vidunderlig måde beredte jorden til de fremtidige beboere. Hele Guds skaberværk her på jorden vidner om Skaberens kærlige forudseenhed og store dygtighed. (1 Johannes 4:8; Salme 104:24; 145:3-5, 13) Ja, Jehova er, som nævnt i et tidligere kapitel, vor store Forsørger!

9. Nævn nogle af de ting vi bør takke Gud for.

9 Vi bør være taknemmelige for alt dette som Gud har givet os. Vi må også takke ham for den måde han har skabt os på som mennesker, for de fysiske og mentale evner vi har, og for vore sanser, hvormed vi kan glæde os over skaberværket omkring os. Ligesom salmisten bør vi være parate til at anerkende Gud som den der står bag det alt sammen: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine gerninger, det kender min sjæl til fulde. Mine ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i løndom, virket i jordens dyb; som foster så dine øjne mig, i din bog var de alle skrevet, dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.“ — Salme 139:14-16.

10. Hvordan kan vi vide at Jehova fuldt ud er i stand til at rette op på forholdene her på jorden?

10 Den suveræne Herre Jehova har skabt hele universet og alt hvad der er i det og grundlagt tingenes ordninger i sin kærlighed og visdom og i overensstemmelse med sine retfærdige love; om ham siger Bibelen også: „Retfærd og ret er din trones grundvold, nåde og sandhed står for dit åsyn.“ (Salme 89:15) Når Jehova besidder alle disse egenskaber, forstår vi at han må være i stand til at etablere en regering der kan bringe orden i jordens forhold. (Salme 40:5, 6) Men hvordan gør han det?

EN HEMMELIGHED ÅBENBARES

11. (a) Hvorfor bør vi i dag være glade for at den sande kundskab er tilgængelig for os? (b) Hvordan kan vi vide hvem „Mikael“ er, og hvad betyder hans navn?

11 Mange profetier i Bibelen peger hen til at Gud vil oprette et rige der vil hellige hans navn og gennemføre hans vilje på jorden. Blandt disse er Daniels profeti, der viser hen til „endens tid“, hvor „kundskaben skal blive stor“. Vi kan være glade for at den sande kundskab i dag er tilgængelig for os i rigt mål. Daniel fortæller nemlig:

„En trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses.“

Ifølge Daniel vil dette ske på den tid hvor den store fyrste Mikael står frem for at værne Guds folk. Ud fra Bibelen kan vi se at Mikael er Jesus Kristus, der fører krig mod Guds fjender for at hellige Jehovas navn. Det er meget passende at navnet „Mikael“ betyder „hvem er som Gud?“, for det er denne Mikael der vil bevise at ingen med held kan udfordre Jehovas suverænitet. — Daniel 12:1, 4; Åbenbaringen 12:7-10.

12. Hvilken drøm beskrives i Daniel 2:31-33, og hvorfor bør den interessere os i dag?

12 Daniels profeti fortæller også om en drøm som kong Nebukadnezar af Babylon fik, en drøm om en række riger der skulle efterfølge hinanden. Straks efter drømmen glemte kongen hvad den handlede om, men den blev ved med at volde ham uro. Endelig lod Jehova Gud, han som „åbenbarer hemmeligheder“, Daniel fortælle kongen, ikke blot hvad han havde drømt, men også hvordan det skulle tydes. (Daniel 2:29) Opfyldelsen af denne profetiske drøm rækker frem til vor tid, ja endda ud i fremtiden, så vi har god grund til at være levende interesseret i hvad den betyder. I drømmen så kongen „en vældig billedstøtte“ af form som et menneske — „og dens udseende var forfærdeligt“. Læs selv beretningen herom i Daniel 2:31-33. Hvad skal billedstøtten skildre?

13. Hvad repræsenterer de forskellige dele af billedstøtten?

13 Daniel meddelte Nebukadnezar at hovedet af guld repræsenterede Babylons „konge“, og at de øvrige legemsdele på billedstøtten repræsenterede de riger der skulle fremstå efter Babylon. I dag kan vi identificere disse riger med Medo-Persien, Grækenland og Rom; og for benenes vedkommende rækker betydningen frem til nutidens anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt. Hvad så med fødderne, der var „halvt af pottemagerler og halvt af jern“? I de senere år har socialistiske folkebevægelser udgjort et element i den anglo-amerikanske verdensmagt som har virket stærkt svækkende på dens „jernmyndighed“, ganske ligesom den store billedstøttes fødder var skrøbelige fordi ’jern ikke kan blandes med ler’. Den forfærdende billedstøtte repræsenterede altså de „konger“, det vil sige verdensmagter, der skulle følge efter hinanden, men som alle skulle forsvinde når Guds rige knuste dem. — Daniel 2:36-44.

14, 15. Hvad er resultatet af stenens møde med billedstøtten, og hvordan kan vi vide hvad stenen repræsenterer?

14 For se! En sten bliver mirakuløst revet løs fra en klippe, „dog ikke ved menneskehænder“. Nej, dette sker ikke ved nogen form for menneskelig mellemkomst. Det er Jehova selv der gør det, i overensstemmelse med sin hellige vilje. Stenen hvirvler ned mod den store billedstøtte, og rammer den på fødderne. Hele det menneskelige herredømmes ’billedstøtte’ knuses, så det der er tilbage kun bliver som avner for vinden. Men stenen selv bliver til et stort bjerg der dækker hele jorden. — Daniel 2:34, 35.

15 Hvad står stenen for? Profetien lader os ikke i tvivl herom:

„I hine kongers dage [mens den anglo-amerikanske verdensmagt og de tilbageværende rester af de foregående verdensmagter eksisterer] vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Daniel 2:44.

16. Når vi beder: „Lad dit rige komme,“ hvad er det da egentlig vi beder om?

16 Hvad betyder det for os i dag? Det betyder at vi, når vi beder om at Guds rige må komme, faktisk beder om at det himmelske rige skal benytte sin kraft til at knuse alle de menneskeskabte regeringer, der er kommet så sørgeligt til kort med hensyn til at indføre fred og fremgang. Når „stenen“ har fuldført sit hverv vil den selv blive til et ’regeringsbjerg’ der dækker hele jorden. Denne regering vil indføre en fred som menneskeheden ikke har kendt siden kong Salomons tid. „Dyb fred råder, til månen forgår“ — det vil sige til evig tid! — Salme 72:7.

17. (a) Hvorfor bør det indgive os tillid at vi forstår forholdet mellem „stenen“ og „klippen“? (b) Hvad vil Riget yderligere sørge for? (c) Hvad kan vi have tillid til, som nævnt i Salme 85:9-13?

17 Men hvad repræsenterer det bjerg som stenen, Riget, udgår fra? (Daniel 2:45) Det som stenen repræsenterer må være afhængigt af, eller udgå fra, det som bjerget står for, og må være af samme materiale som dette. Sådan er det da også. Rigets herredømme udspringer af Jehova Guds suverænitet, der står over alt andet — han er evighedens Konge, og Riget udgår fra ham. Ligesom Jehovas gode egenskaber kommer til udtryk i den måde hvorpå han udfolder sin suveræne ret til at herske i universet, vil det rige der udgår fra denne suverænitet, ophøje ham og fremme hans hensigt. Det helliger hans navn ved at knuse hans fjender, så det ses at han ikke har nogen del i deres onde gerninger. Da vil dette rige ved Kristus Jesus lade lov og orden, kærlighed og glæde fylde jorden, så den bliver det retfærdige og fredfyldte menneskehjem Gud oprindelig havde til hensigt at den skulle være. Vi har således mange gode grunde til at bede om at Guds rige må komme! — Salme 85:9-13.

[Studiespørgsmål]