Rigets arvinger bevarer deres uangribelighed
Kapitel 9
Rigets arvinger bevarer deres uangribelighed
1. (a) Hvorfor har Jesus arvet et navn der overgår alle andre skabningers? (b) Hvem kan få gavn af hans eksempel, og hvordan?
VED at vise sig trofast til døden arvede Jesus et navn der langt overgik englenes. Af alle Guds fornuftbegavede skabninger var det ham der skulle bevise at en søn af Gud til fuldkommenhed kunne holde fast ved sin uangribelighed over for Gud, og på den måde vise at Satan er en løgner. Apostelen Paulus skriver således: „Efter at han havde skaffet renselse for vore synder [ved at give sit liv som en løsesum] satte han sig ved Majestætens højre hånd i det høje.“ Hvilket enestående eksempel for alle der venter på Rigets komme — både ’den lille hjord’ der skal arve det himmelske rige, og dem der bliver Rigets jordiske undersåtter! Som den samme apostel senere skriver: „Lad os med udholdenhed løbe det væddeløb der ligger foran os, mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og har taget sæde ved højre side af Guds trone.“ — Hebræerne 1:3, 4; 12:1, 2.
2-4. (a) Hvordan underviste og organiserede Jesus skridt for skridt sine disciple med henblik på forkyndelsesarbejdet? (b) Hvordan kan vi vide at de gik ud og besøgte folk i deres hjem? (c) Hvad danner dette arbejde præcedens for?
2 Jesus nøjedes ikke med at give disciplene sit eget eksempel til efterfølgelse; han sørgede også for at undervise og oplære dem, så de kunne videreføre Guds gerning når han selv ikke længere var der.
„Han [rejste] fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Og de tolv var med ham.“ — Lukas 8:1.
3 Senere sendte Jesus de 12 ud på egen hånd „for at forkynde Guds rige og for at helbrede“. „Så tog de ud og gennemgik distriktet fra landsby til landsby, idet de overalt forkyndte den gode nyhed og kurerede folk.“ (Lukas 9:2, 6) I byerne og landsbyerne skulle de finde frem til dem der var lydhøre, og det gjorde de ved at besøge alle i deres hjem. Det krævede mod af dem at holde fast ved deres uangribelighed i dette arbejde, ligesom det i dag er tilfældet med Jehovas vidner i mange lande hvor der er modstand mod deres budskab. Jesus sagde: „Hvis huset fortjener det, så lad den fred I ønsker det, komme over det; men hvis det ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer. Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, der skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.“ — Mattæus 10:7, 11-14.
4 Da Jesus senere udvalgte 70 andre disciple, sagde han til disse: „Se, jeg sender jer som lam ud blandt ulve.“ De 70 disciple skulle også besøge folk i deres hjem, for Jesus sagde videre: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’ Og hvis der er en fredens ven der, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.“ Selv om folk ikke ville høre „den gode nyhed“, skulle de alligevel advares om at Guds rige var kommet nær! (Lukas 10:3-11) Dette danner baggrund og præcedens for det arbejde Jehovas vidner udfører i dag når de går fra hus til hus med Guds budskab, der både rummer trøst og advarsel. — Esajas 61:1, 2.
FORKYNDELSE TRODS FORFØLGELSE
5. Hvordan understregede den opstandne Jesus hvilket arbejde der ventede hans disciple?
5 Da Jesus døde spredtes disciplene. Men ved talrige lejligheder efter at han var genopstået i ånden, viste han sig for dem i materialiseret skikkelse for at give dem trøst, opmuntring og styrke. (1 Korinter 15:3-8) Ved en af disse lejligheder spurgte han tre gange Peter om denne virkelig elskede ham. Peter blev til sidst helt bedrøvet over det, men på denne måde fik Jesus tre gange understreget at Peter måtte vise sin kærlighed ved at give Jesu „lam“, hans „små får“, føde. (Johannes 21:15-17) Da Jesus viste sig ved en anden lejlighed, sagde han til de 11 trofaste disciple:
„Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:18-20)
Ja, der ventede dem et stort stykke arbejde.
6. Hvordan kunne Jesu disciple gøre „større gerninger“?
6 Jesus havde sagt til sine disciple: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Johannes 14:12) De ville gennemgå et langt større distrikt end han, og de ville være optaget af at forkynde Guds rige i meget længere tid end han havde været det.
7. Hvilket mirakel førte til at der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd på Pinsedagen, og hvad blev det forbløffende resultat?
7 Efter at Jesus havde taget sæde ved sin Faders højre hånd i himmelen, udførte han et mirakel for sine ventende disciple. På pinsedagen i år 33 udgød han hellig ånd over dem, hvorved de blev salvet til at være arvinger til Guds himmelske rige sammen med ham. Der skulle i alt udvælges 144.000 af menneskeheden til at være konger og præster sammen med Kristus i himmelen. Det grundige vidnesbyrd der blev aflagt på denne ene dag, Pinsedagen, førte til at 3000 jøder og proselytter begejstret tog imod ordet og blev døbt. — Johannes 14:2, 3; Åbenbaringen 14:1-5; 20:4, 6; Apostelgerninger 2:1-4, 14, 40, 41.
8-11. (a) Hvilket modsætningsforhold bestod der nu mellem de jødiske ledere og apostlene? (b) Hvordan viste apostlene at de holdt fast ved deres uangribelighed? (c) Hvilket eksempel efterlod apostlene Guds tjenere i dag, ifølge Apostelgerninger 5:40-42?
8 Forkyndelsen af „den gode nyhed“ bredte sig i hele Jerusalem som en steppebrand. Men modstanden mod Guds rige bredte sig også. Det varede ikke længe før apostlene blev slæbt for den jødiske domstol sanhedrinet, hvor de fik forbud mod at tale i Jesu navn. Ville de nu holde fast ved deres uangribelighed? Peter og Johannes svarede: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ Ved denne lejlighed blev apostlene løsladt; de og deres medarbejdere takkede straks Gud, og bønfaldt ham: „Nu, Jehova, . . . lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ De fortsatte så deres forkyndelse, med Jehovas ånds hjælp. — Apostelgerninger 4:19, 20, 29, 31.
9 Endnu en gang fik de religiøse ledere apostlene arresteret og sat i fængsel. Men det var ikke Guds vilje at de skulle blive der. Om natten blev de befriet af en engel fra Jehova, og ved daggry var de igen i færd med at undervise i Jerusalems tempel. — Apostelgerninger 5:17-21.
10 Hvad kunne sanhedrinet gøre for at standse udbredelsen af „den gode nyhed“? Endnu en gang blev apostlene ført for domstolen, og ypperstepræsten sagde anklagende til dem: „Vi har udtrykkelig forbudt jer at fortsætte med at undervise på grundlag af [Jesu] navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod over os.“ Apostlene svarede:
„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“
Endnu i dag, over 1900 år efter, fornemmer vi den klarhed og kompromisløse styrke der lå i deres svar. Hvad kunne jøderne nu gøre? Lovlæreren Gamaliel gav dette kloge råd: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apostelgerninger 5:27-39.
11 De lod derefter apostlene piske og befalede dem at holde op med at forkynde, hvorefter de løslod dem. Hvordan reagerede apostlene? De glædede sig over at de var regnet værdige til at gennemgå lidelser for Jesu navns skyld.
„Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ (Apostelgerninger 5:40-42)
Disse arvinger til Riget var besluttede på at udholde hvad der end måtte komme, for at fortsætte Guds gerning. Derved er de blevet et godt eksempel for alle de vidner for den sande Gud der, også i vor tid, uden ophør har forkyndt Riget „offentligt og fra hus til hus“. — Apostelgerninger 20:20, 21.
DEN GODE NYHED OM RIGET SPREDES
12. Hvordan kan forfølgelse ofte føre til at „den gode nyhed“ bliver yderligere udbredt, som det fremgår af Apostelgerninger 8:1-4?
12 Da forfølgelsen af de kristne igen blev intensiveret, blev de alle, undtagen apostlene, spredt i Judæa og Samaria, men det betød kun at forkyndelsen blev endnu mere udbredt, for „de der var blevet spredt gik . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed“. (Apostelgerninger 8:1-4) Det er interessant at tænke på at det samme er sket i nyere tid. Når et diktaturstyre har prøvet at standse Jehovas vidner ved at sende dem bort til afsidesliggende egne, er de blot blevet ved med at forkynde, så „den gode nyhed“ er blevet endnu mere udbredt.
13, 14. (a) Hvornår ophørte den „uge“ hvor Gud viste jøderne særlig gunst, og hvem fik da adgang til at blive arvinger til Riget? (b) Hvordan fremgår dette af Paulus’ ord i Apostelgerninger 13 og Romerbrevet 11?
13 Men hvad angår forkyndelsen i det første århundrede, skulle Rigets budskab da kun bringes ud til jøderne og nabofolket samaritanerne? Skulle alle medlemmerne af det himmelske rige komme fra disse nationer alene? Nej, sådan skulle det ikke være, skønt der blev aflagt et stort vidnesbyrd blandt jøder og samaritanere. Vi kan forstå at den „uge“ hvor Jehova viste jøderne særlig gunst endte i år 36, da Jehova lod Peter besøge den italienske officer Kornelius i dennes hjem i Kæsarea. Mens Peter forkyndte for denne ikke-jøde og hans husstand, kom den hellige ånd over dem og salvede dem til at blive medarvinger til Riget. De blev døbt som de første uomskårne hedninger der var omvendt til kristendommen. — Apostelgerninger 10:1-48.
14 Da Paulus og hans medarbejdere ved en senere lejlighed stødte på hård modstand hos nogle jøder i byen Antiokia i Pisidien, sagde han til jøderne: „Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer. Siden I skubber det fra jer og ikke dømmer jer selv værdige til evigt liv, se, så vender vi os til nationerne. Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apostelgerninger 13:46, 47) Paulus brugte senere den illustration at de vantro jøder var som grene på et oliventræ, grene der måtte brydes af. Det fulde antal af arvinger til Riget kunne have været jøder. Men i jødernes sted blev „folk fra nationerne“ indpodet som grene fra et vildt oliventræ, og på denne måde ville „hele [det åndelige] Israel“, med det fulde antal medlemmer, blive frelst. — Romerne 11:13-26; Galaterne 6:16.
UANGRIBELIGHED UNDER TRÆNGSLER
15, 16. (a) Hvad sagde Paulus med hensyn til „trængsler“, og hvilket eksempel har han givet os i denne forbindelse? (b) Hvilken indstilling bør vi have til modstand fra myndighederne eller fra slægtninge og venner, og hvad vil resultatet blive?
15 På trods af yderligere forfølgelser vendte den trofaste rejsende tilsynsmand apostelen Paulus tilbage til Antiokia for at styrke og opmuntre disciplene og medvirke ved menighedens organisering. Paulus sagde da:
„Det er nødvendigvis gennem mange trængsler vi må gå ind i Guds rige.“ — Apostelgerninger 14:21-23.
16 Paulus havde til stadighed fuldt op af trængsler og prøvelser. Men han holdt eksemplarisk fast ved sin uangribelighed. Således var han et godt forbillede for de mange i nutiden der også har kæmpet en hård kamp for troen. Nogle af disse har måttet udholde prygl og fængsling og været i livsfare. De har mødt modstand fra diktaturstyrer og endda fra slægtninge og venner som de har holdt meget af. Nogle er blevet udstødt af deres familie fordi de har taget imod „denne gode nyhed om riget“ og handlet i overensstemmelse med den. (Mattæus 24:14) Men de har fundet stor trøst i Jesu ord: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tidsperiode, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ (Markus 10:29, 30) De får „hundrede gange mere“ i form af det nære forhold de får til Jehova og hans søn og det lykkelige samvær med Jehovas verdensomspændende familie.
17. (a) Hvilke fristelser måtte de første kristne yderligere kæmpe imod? (b) Hvilket eksempel og hvilken vejledning gav Paulus os i denne forbindelse?
17 Apostelen Paulus og hans medarbejdere måtte også kæmpe mod den umoralitet og materialisme som verden fristede med. De var almindelige mennesker, ligesom vi er det. Når vi står over for sådanne tillokkelser, bør vi gøre som Paulus, der sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ Og ligesom Paulus vil vi sikkert også finde at det er en beskyttelse at fortælle andre om Guds rige. Han sagde om denne hellige tjeneste: „Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Korinter 9:16, 27.
„FULDSTÆNDIG SEJRRIGE“
18. Hvilken opmuntring gav Paulus alle sande kristne, og hvad bør disse ord tilskynde os til?
18 Desuden sagde apostelen Paulus til de øvrige salvede kristne: „Når vi er [Guds] børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ Hans følgende ord gælder imidlertid lige så vel ’den store skare’ af „andre får“, der i dag rækker ud efter den herlige belønning det er at få evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Paulus opmuntrer alle sande kristne med disse ord:
„Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . Tværtimod, i alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 8:17, 35-39; se også Andet Korinterbrev 11:22-28.)
Vi burde alle opdyrke en lignende tillid til Guds kærlighed og til Herren Jesu riges komme! Gør du det?
19. Hvilken dødelig fare advarer Paulus os desuden imod?
19 Endnu en fare man må være på vagt over for i „de sidste dage“, er falsk lære. Paulus advarede også mod dette. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Timoteus 3:1, 13) Hvor kommer de falske lærere fra, og hvordan kan vi være på vagt over for dem?
[Studiespørgsmål]
