Tillæg til kapitel 14

Historikerne oplyser at Babylon faldt for Kyros’ hær i oktober 539 f.v.t På det tidspunkt var Nabonid konge, men hans søn Belsazzar var hans medregent i Babylon. Nogle forskere har udarbejdet en liste over de nybabyloniske konger og deres regeringstider fra Nabonids sidste år tilbage til Nebukadnezars fader Nabopalassar.

Ifølge denne nybabyloniske kronologi besejrede kronprins Nebukadnezar ægypterne i slaget ved Karkemisj i 605 f.v.t. (Jeremias 46:1, 2) Efter Nabopalassars død vendte Nebukadnezar hjem til Babylon for at overtage tronen. Hans første regeringsår begyndte i så fald det følgende forår (604 f.v.t)

Bibelen siger at babylonierne under Nebukadnezar ødelagde Jerusalem i hans 18. regeringsår (eller det 19. hvis tiltrædelsesåret medregnes). (Jeremias 52:5, 12, 13, 29) Hvis man anerkender ovennævnte nybabyloniske kronologi, må Jerusalem derfor være blevet ødelagt i år 587/586 f.v.t. Men hvad bygger denne verdslige kronologi på, og hvordan forholder den sig til Bibelens kronologi?

Nogle af hovedkilderne til denne verdslige kronologi er:

Den ptolemæiske kanon: Claudius Ptolemæus var en græsk astronom der levede i det andet århundrede e.v.t. Hans kanon eller kongeliste var forbundet med et astronomisk værk han udarbejdede. De fleste historikere i nutiden accepterer Ptolemæus’ oplysninger om de nybabyloniske konger og længden af deres regeringstider (selv om Ptolemæus udelader Labashi-Marduks regeringstid). Det ser ud til at Ptolemæus byggede sine historiske oplysninger på kilder fra den seleukidiske periode, der begyndte over 250 år efter at Kyros havde indtaget Babylon. Det er derfor ikke overraskende at Ptolemæus’ tal stemmer med dem vi finder hos Berossos, en babylonisk præst fra den seleukidiske periode.

Nabonids Harranstele (NABON H 1, B): Dette er en stenstøtte med en indskrift fra den nybabyloniske tid. Den blev fundet i 1956, og den nævner de nybabyloniske konger Nebukadnezars, Evil-Merodaks og Neriglissars regeringstider. De tal der oplyses for disse tre konger, stemmer med den ptolemæiske kanon.

VAT 4956: Dette er en tavle, beskrevet med kileskrift, som indeholder astronomiske oplysninger der kan dateres til 568 f.v.t. Indskriften siger at observationerne blev gjort i Nebukadnezars 37. regeringsår. Dette stemmer med den kronologi der tidsfæster hans 18. regeringsår til 587/586 f.v.t. Imidlertid er denne tavle en kopi som er fremstillet i det tredje århundrede f.v.t., så det er  muligt at de historiske oplysninger på den blot er en gengivelse af den rådende opfattelse i den seleukidiske periode.

Forretningsdokumenter: Man har fundet i tusindvis af nybabyloniske lertavler, beskrevet med kileskrift, som er optegnelser om simple forretningstransaktioner og som i hvert tilfælde oplyser i hvilken konges regeringstid og i hvilket regeringsår den nævnte transaktion har fundet sted. Der findes tavler af denne art fra alle kendte nybabyloniske kongers regeringsår i den anerkendte kronologi for denne periode.

Set fra et verdsligt synspunkt kunne sådanne vidnesbyrd synes at underbygge den nybabyloniske kronologi der placerer Nebukadnezars 18. regeringsår (og Jerusalems ødelæggelse) i 587/586 f.v.t. Ingen historiker kan imidlertid benægte at det nuværende billede af den babyloniske historie muligvis kan være vildledende eller direkte forkert. For eksempel ved man at oldtidens præster og konger undertiden ændrede de historiske beretninger for deres egen fordels skyld. Og selv om de vidnesbyrd man har fundet måske er korrekte, kan det være at forskerne i dag fejlfortolker dem, eller de kan være så ufuldstændige at endnu uopdaget materiale kan medføre en drastisk ændring af kronologien.

Åbenbart med dette i tanke indleder professor Edward F. Campbell jun. en kronologisk oversigt der indbefatter den nybabyloniske kronologi, med denne advarsel: „Det siger sig selv at disse lister er foreløbige. Jo mere man forsker i de vanskelige problemer der er forbundet med kronologien i oldtidens nære orient, jo mindre er man tilbøjelig til at betragte nogen fremstilling heraf som endelig. Af den grund kunne ordet cirka bruges endnu mere rundhåndet end tilfældet er.“ — „The Bible and the Ancient Near East“ (1965-udgaven), s. 281.

Kristne som tror på Bibelen har igen og igen erfaret at dens ord har kunnet stå for kritik og har vist sig at være korrekte og pålidelige. De anerkender at Bibelen som Guds inspirerede ord kan benyttes som målestok ved bedømmelsen af verdslige historiske optegnelser og opfattelser. (2 Timoteus 3:16, 17) For eksempel omtaler Bibelen Belsazzar som konge af Babylon, og i århundreder var de lærde i tvivl om hvad de skulle sige til dette, fordi der ikke fandtes nogen verdslige dokumenter om hans eksistens, identitet eller stilling. Men så endelig fandt arkæologerne nogle dokumenter der bekræftede de bibelske oplysninger. Ja, Bibelens indre harmoni og den omhu bibelskribenterne har udvist, også i kronologiske spørgsmål, er så stærk en anbefaling for den at kristne sætter dens autoritet højere end verdslige historikeres opfattelser, der konstant bliver ændret.

Men hvordan hjælper Bibelen os så til at afgøre hvornår Jerusalem blev ødelagt, og hvordan forholder disse oplysninger sig til den verdslige kronologi?

 Profeten Jeremias forudsagde at babylonierne ville indtage Jerusalem og lægge byen og landet øde. (Jeremias 25:8, 9) Han tilføjede: „Og hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.“ (Jeremias 25:11) De 70 år udløb da Kyros den Store i sit første regeringsår frigav jøderne og lod dem vende tilbage til deres land. (2 Krønikebog 36:17-23) Vi mener at den mest nærliggende fortolkning af Jeremias 25:11 og andre skriftsteder er at de 70 år skulle regnes fra det tidspunkt da babylonierne lagde Jerusalem og Judas land øde. — Jeremias 52:12-15, 24-27; 36:29-31

De der i første række bygger kronologien for denne periode på verdslige kilder, indser naturligvis at hvis Jerusalem blev ødelagt i 587/586 f.v.t., gik der ikke 70 år fra denne begivenhed indtil Babylon blev indtaget og Kyros lod jøderne vende tilbage til deres hjemland. I et forsøg på at få tingene til at harmonere, hævder de derfor at Jeremias’ profeti begyndte at gå i opfyldelse i 605 f.v.t. Senere skribenter citerer Berossos for en udtalelse om at Nebukadnezar efter slaget ved Karkemisj udstrakte den babyloniske indflydelse til hele Syrien og Palæstina, og at han førte jødiske fanger i landflygtighed da han vendte tilbage til Babylon (i sit tiltrædelsesår, 605 f.v.t.). De regner altså de 70 år som en periode med trældom under Babylon fra 605 f.v.t. I så fald udløber den 70-årige periode i 535 f.v.t.

Men denne fortolkning giver flere større problemer:

Berossos hævder ganske vist at Nebukadnezar tog jødiske fanger i sit tiltrædelsesår, men der findes ingen kileskriftdokumenter som bekræfter dette. Derimod beretter Jeremias 52:28-30 omhyggeligt at Nebukadnezar tog jødiske fanger i sit syvende år, sit 18. år og sit 23. år, men siger intet om at han tog fanger i sit tiltrædelsesår. Desuden erklærer den jødiske historieskriver Josefus at Nebukadnezar i det år han vandt slaget ved Karkemisj, erobrede hele Syrien og Palæstina „undtagen Judæa“, hvorved han modsiger Berossos og påstanden om at jødernes 70 års trældom begyndte i Nebukadnezars tiltrædelsesår. — „Jødernes oldtidshistorie“, X, vi, 1.

Endvidere beskriver Josefus et andet sted babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem og siger derpå at „hele Judæa og Jerusalem, og templet, fortsatte med at være en ørken i halvfjerds år“. („Jødernes oldtidshistorie“, X, ix, 7) Han siger med klare ord at „vor by lå øde i de mellemliggende halvfjerds år, indtil Kyros’ dage“. („Mod Apion“, I, 19) Dette stemmer med Anden Krønikebog 36:21 og Daniel 9:2, som siger at landet og byen skulle ligge øde i fulde 70 år. Teofilus fra Antiokia, der levede i det andet århundrede e.v.t., siger ligeledes at de 70 år begyndte med ødelæggelsen af templet efter at Zedekias havde regeret i 11 år. — Se også Anden Kongebog 24:18 til 25:21.

 Bibelen selv indeholder dog et endnu klarere vidnesbyrd mod påstanden om at de 70 år begyndte i 605 f.v.t. og at Jerusalem blev ødelagt i 587/586 f.v.t. Som før nævnt ville de 70 år, hvis de skulle regnes fra 605 f.v.t., strække sig til 535 f.v.t. Imidlertid siger den inspirerede bibelskribent Ezra at de 70 år udløb i „perserkongen Kyros’ første regeringsår“, hvor denne konge udstedte et dekret som gav jøderne lov at vende tilbage til deres land. (Ezra 1:1-4; 2 Krønikebog 36:21-23) Historikerne er enige om at Kyros indtog Babylon i oktober 539 f.v.t. og at Kyros’ første regeringsår begyndte i foråret 538 f.v.t. Selv hvis Kyros’ dekret først blev udstedt i slutningen af hans første regeringsår, kunne jøderne nemt nå at være tilbage i deres hjemland i den syvende måned (tisjri), sådan som Ezra 3:1 siger; dette ville efter vor kalender være i oktober 537 f.v.t.

Der findes ikke nogen rimelig begrundelse for at forlænge Kyros’ første regeringsår fra 538 til 535 f.v.t. Nogle har søgt at bortforklare problemet ved at påstå at Ezra og Daniel, når de talte om „perserkongen Kyros’ første regeringsår“, anlagde et specielt jødisk synspunkt der adskilte sig fra den officielle beregning af Kyros’ regeringstid. Denne påstand kan imidlertid ikke fastholdes, for både et brev fra en ikke-jødisk statholder og et dokument fra de persiske arkiver stemte med bibelskribenternes omhyggelige oplysninger om at dekretet var udstedt i Kyros’ første regeringsår. — Ezra 5:6, 13; 6:1-3; Daniel 1:21; 9:1-3.

Jehovas „forjættelse“ hang nøje sammen med den forudsagte periode på 70 år, for vi læser:

„Så siger [Jehova]: Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel, vil jeg se til eder og på eder opfylde min forjættelse om at føre eder tilbage hertil.“ (Jeremias 29:10)

Daniel stolede på denne forjættelse og havde tillid til at de 70 år ikke var et ’rundt tal’ men et nøjagtigt åremål man kunne regne med. (Daniel 9:1, 2) Og det viste sig at være tilfældet.

På samme måde er vi villige til i første række at lade os lede af Guds ord fremfor af en kronologi der hovedsagelig bygger på verdslige kilder eller som ikke stemmer med Bibelen. Det synes åbenbart at den mest nærliggende forståelse af de bibelske udtalelser om de 70 år, må være at de 70 år begyndte med Judas fuldstændig øde tilstand efter Jerusalems ødelæggelse. (Jeremias 25:8-11; 2 Krønikebog 36:20-23; Daniel 9:2) Når vi tæller 70 år tilbage fra det tidspunkt da jøderne vendte hjem til deres eget land i 537 f.v.t., kommer vi således til 607 f.v.t. som det år da Nebukadnezar i sit 18. regeringsår ødelagde Jerusalem, afsatte Zedekias fra tronen og gjorde ende på det judæiske dynasti af konger der herskede i det jordiske Jerusalem. — Ezekiel 21:19-27.